Peter Gullin Trio

Peter Gullin (2003)Peter Gullin døde efter længere tids kræftsygdom i 2003, 44 år gammel - et trist tab af en stor musiker, et utrolig ærligt menneske og en dejlig kammerat.

Svensk trio som blev ledet af saxofonisten Peter Gullin, søn af den legendariske, nu afdøde, svenske jazzmusiker, saxofonisten og komponisten Lars Gullin.

Trioen turnerede over hele Europa på jazzfestivaler og i klubber og bestod ud over Peter Gullin af Morten Kargaard, guitar og  Ole Rasmussen, akustisk bas .

 

Trioens musik spændte vidt: Fra evergreens over nordisk folketone og jazzstandards til Gullins og Kargaards egne stykker, som ofte var farvet af en nordisk baggrund og interesse for nyere kompositionsmusik.

Morten Kargaard medvirkede som guitarist på tre af trioens CD'er:

"Untold Story" (1996), "Transformed Evergreens" (1997) og "From time to time" (2004).

Med en bred musikalsk baggrund med inspiration fra såvel Stravinsky og Bartók, som Gil Evans og Frank Zappa, og måske den største inspirationskilde, faderen Lars Gullin, var Peter Gullin i mange år en central figur i svensk jazz. Gennem årene udviklede Peter Gullin sin helt egen stil, både som komponist og musiker. En stil der f.eks. kom helt særegent til udtryk ved en koncert med det svenske Radiokören, under ledelse af Robert Sund - kompositionen Pax Vobiscum, med  tekst af Christina Lung, med Peter Gullin på saxofon og synthesizer, Morten Kargaard, guitar og Ole Rasmussen, bas.

"Vi turnerede med Pax Vobiscum flere steder i Sverige, hvor forskellige kor skulle synge værket. Det var en meget stor udfordring, der krævede virkelig habile sangere og resultatet var meget blandet. Jeg var derfor noget nervøs, da vi skulle i svensk radio med kompositionen, hvor den svenske radios kor - Radiokören - kun  havde afsat en enkelt dag til prøve. Men de havde ingen vanskeligheder - sang lige fra bladet - det var en utrolig flot  oplevelse."

- Morten Kargaard

Peter Gullin Trio på Island

Peter Gullin havde efter sin uddannelse på Musikhögskolan i Stockholm spillet med fremtrædende svenske musikere som Bernt Rosengren og Nannie Porres, men mest været sin egen herre i musikalsk henseende. Han havde vekselvis spillet med trioen, som solist med en række bigbands i Skandinavien og brugt tid på at komponere for mange forskellige besætninger.

Trioens guitarist Morten Kargaard er uddannet på Berklee School of Music i Boston og har i adskillige år ledet sin egen gruppe og han betragtes som én af dansk jazz’ mest begavede yngre guitarister.

Bassisten Ole Rasmussen har i de senere år stadig hyppigere markeret sig som et smukt led i den lange kæde af bassister der har været med til at tegne Danmark ind på jazzens verdenskort. Senest har han - også i cd-sammenhæng - kunnet høres med pianisten Erik Ørums kvartet, med grupperne Jazz ’n’ Roll og Kind of Jazz og med den engelske pianist David Gordons Trio.

...