Dette maleriet gir sannsynligvis ikke et
realistisk bilde av det som skjedde i Kringen.
Mye tyder i dag på at det var skytevåpen og strategivalg
som avgjorde slaget. Mer om dette lenger nede på siden.
|
|
Slaget
i Kringen 26. august 1612 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bakgrunn -
Slaget -
Myter? -
Betydning -
Gjenstander -
Litteratur -
Skottland
-
Program2012 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Innhold på
denne siden: |
|
|
|
|
|
|
|
|
Tirsdag 25. august - Hva gjorde bøndene?
Tirsdag 25. og onsdag 26. august - Hva gjorde
skottene?
Onsdag 26. august - Slaget i Kringen
Torsdag 27. august - Hva skjedde på Kvam dagen etter
slaget?
Nytt minnesmerke i Kvam over
skottene som ble drept i og ved Skottelåven?
Hvilken rolle spilte drapene i "Nya Lødøse"?
Hvilken
rolle spilte Per Klungnes?
Hvor
mye var et menneskeliv verdt?
|
Når fant slaget
sted?
Den julianske
kalender
Den
gregorianske kalender
Konklusjon
Hadde tidspunktet noen betydning for det som skjedde
etterpå?
Våpen?
Hvilke
våpen ble benyttet i slaget?
Hva
ble resultatet av Kalmarkrigen?
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tirsdag 25.
august - Hva gjorde bøndene?
|
|
|
Bøndene
samlet seg i Høg-Kringom i løpet av den 25. august. De
kom fra Lesja, Dovre, Vågå, Ringebu og Fron samt en del
fra Lom forteller Angell (s.54). Alt i alt hevder han at
de var 490 mann
. De var i utgangspunktet uorganiserte,
uten personer med militær bakgrunn.
De som pekte seg ut
som ledere var Dovrelensmannen Lars Hågå, Per Randkleiv
(lensmannen i Ringebu), og Arne Gunnstad, også fra
Ringebu. Berdon Sejelstad fra Ringebu nevnes også som en
av anførerne.
De hadde mye
å gjøre denne dagen og natten til 26. august. Slagplan
måtte legges, folkene plasseres, settes i arbeid og
instrueres.
For
offiseren Angell er det bemerkelsesverdig at bøndene -
uten krigserfaring og militær utdanning - var i stand
til å legge en så godt gjennomtenkt og nøyaktig
gjennomført slagplan.
"Den viser en utpræget forstaaelse av
terrengbenyttelsens vigtighet, en rigtig vurdering
av av fiendens og egne kræfter, en indledning av
fegtningen ved et demonstrerende angrep, en
gjennomførelse av den ved en overraskende offensiv
og endelig en optisk ordre- og meldingstjeneste som
ikke kan annet end vække vor beundring" (s. 55)
|
|
|
Krag
skriver følgende - og siterer den gamle visa om slaget i
Kringen - eldre enn Edvard Storms Zinklarvise (s. 18):
|
|
|
|
"Bønderne ved Kringlen ventede paa dem. Disse havde
her paa bekvemme Steder ovenfor Veien opført svære
Forskandsninger, et slags Gilderværk af Sten og
Tømmer. Dette sidste blev lagt paa ”Slæber”
sammenholdt med Toug og understøttet ved Støtter,
saaledes at naar Tougene huggedes over og Støtterne
toges væk, vilde Stokke og Stene ulle (sic) ned over
den hele Fjeldskraaning*). Hensigten var at lade
dette Faldværk styrte ud, naar Fienden kom
nedenunder, og derpaa at anfalde de Tiloversblivende
med Vaaben i Haand. Den hele Sten og Tømmerlægning
tilligemed de Bønder, som toge Plads bag denne
frygtelige Barrikade, blev skjult af Løv of Furutrær,
saa at det hele saa ud som en liden Skov.
(Forf. anm.: Denne store tømmervelten er i nyere tid
trukket sterkt i tvil hos Bondevik og flere andre.
Bruken av såkalte
"spanske ryttere" ansees derimot av flere - bl.
a. av Angell - som sannsynlig)
En liden
Hob af Bønderne lagde sig i Skjul et Stykke
nordenfor, og skulde naar de fik høre Larmen af
Striden, begive sig ned paa Veien, og hindre Fienden
fra at flygte tilbage. Bønderne nedhuggede ogsaa
store Træer og indrettede deraf spanske Ryttere til
at vælte foran og bag Fienden paa hans trange Vei,
for saaledes at indestænge ham, og hindre ham fra at
komme baade frem og tilbage,
I en gammel Vise, udentvivl digtet af en eller anden Gudbrandsdøl, og
som er ældre end Edvard Storms, og hvoraf haves
nogle defekte Afskrifter, staar om Bøndernes
Stilling:"
|
|
|
”Der ligger en Klev i Gudbrandsdal
Der monne man Kringlen kalde
Der lagde de Døler sig paa Tal
Henved femhundrede Alle.
De skandsede for sig og gjorde Mur
Og reiste Stener mange
De laage der som Katten paa Luur
Naar den vil Musen fange.”**)
|
En
versjon av den gamle visa um slaget i Kringom 1612
ble nedskrevet av Kr. P. Åsmundstad, og
trykket i 'Årbok for Dølaringen 1932'. Du kan lese
den
her
Åsmundstad fant diktet - mer enn tjue
vers - i et håndskrevet hefte på en gård i Nord-Fron
flere år tidligere. Han kommenterer denne versjonen
slik:
"Skrifta var gotisk, vakkert skrivi og med øvd hand,
men som ein ser, svært lite konsekvent i
bokstavering og rettskriving, i rim og rytme. Visa
har fleire vers; soleis hermer Andr. Austlid minst
tvo til i 'Sinklarsoga'."
|
|
|
*) En saadan Angrebsmaade som Bønderne, som Bønderne
her valgt, var ikke ny i Landet; vi gjenfinder en
lignende allerede i Kong Sverres Saga. Cap. 18.
**) Melodie: ”Jeg ved mig en Ort baade deilig og
bold”.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tirsdag 25. og onsdag 26. august - Hva gjorde skottene?
|
|
|
Krag
skriver følgende (s. 16): |
|
|
|
|
|
"Disse
(skottene forf. anm.)
havde imidlertid som før sagt
taget tilfjelds for at undgaae Rosten og var komne
ned ad
Horgenlien til nordre Sell og toge der Kvarteer
om Natten, efterat Bønderne om Morgenen vare dragne
derfra. Sinclar
laa paa Romundgaard, og endnu haves levninger af den
Stue, han var i og benyttes den nu til Lade. Bønderne i Nordre Sell havde bundet Oxer til
Gjerderne, for at ikke Fienden skulde afbrænde deres
Gaarde. Nogle siger, at Skotterne laa over paa Sell
en Dag førend de drog videre. ”Nu er Begyndelsen til
Velstand”, skal Sinclar der have sagt til sine Folk,
”ude paa Hedemarken skal det blive endnu bedre”. Om
Morgenen før han brød op fra Sell, nogle Timer før
Slaget ved Kringlen stod, skal han have afbrændt
Krudt i sin Haand for at erfare om Toget vilde blive
lykkeligt. Da Røgen slog ind mod hans Bryst skal han
have sagt: ”I Dag lider jeg Skade paa mine Folk,
hvor stor den saa end kan blive”.
|
|
|
Romundgard - Sel
(Wikipedia) |
|
|
|
|
|
|
I Følge med Sinclar var en ”Veirløber” eller ”Støver”; Andre kalder ham en ”Værkalv”, Andre en ”Vildtyrk” eller
”Tryntyrk”, som havde den Egenskab, at han ”som en
Jagthund kunde opdage Fienden”. Han havde Veir
(Lugt)
sige de, af ”Christent Blod”. Ligeledes fortælles om ham,
at det tykke af hans Ben var borttaget, for at han
skulde kunne løbe med desto større Lethed.
Denne
”Veirløber” blev skudt samme Morgen paa Gaarden
Ødegaarden. En aldrende Tjenestekarl var nemligt her
bleven tilbage for at se, hvad Fienden vilde tage
sig for og havde skjult sig med sin ”Hornkreik” (Staalbue)
i en Hampeager, og en anden Karl var ogsaa bleven
igjen og havde stillet sig ved en Ovnspibe for at
give Skytten Signal.
Veirløberen kom efterat han i
en Melkebod havde drukket sur Melk.
Baade den sure
Melk og Hampens Lugt, hedder det, hindrede nu
Veirløberens Næse fra at opdage den Skjulte, hvis
sikre Skud strakte ham til Jorden, saa den sure Melk
”sprøitede ud af ham”.
Les mer om
blodhunder og "sleuth hounds" d.v.s. hunder
brukt til å spore mennesker i Skottland på denne
tiden. (Bildet er lånt fra
Wikipedia)
|
|
|
|
En lignende ”Vildtyrk” var
som før omtalt bleven skudt i Romsdalen. Det var,
siger Sagnet, en Lykke for Bønderne, at disse
”Vildtyrker” bleve skudte, da de vare farlige
Speidere. Sandsynligt er det, at disse ”Veirløbere”
ikke have været andet end Sinclars Sporhunde,
hvilket man maa formode baade af Beskrivelsen og af
det der fortælles om den, der blev skudt paa
Ødegaarden, at den løb paa Ageren og gjøede.
|
|
|
Skotterne brød da op fra Sell. Det var den 26.
August 1612*), en dag som er bleven saa mindeværdig
i Gudbrandsdalens Historie. Det var en Onsdag. Under
Krigsmusik marscherede den hele Skottehær sydefter.
Da nogle af dem hørte Barneskrig fra Fjeldene, hvor
Mødrene var flygtede hen, skal de spottende have
sagt: ”Hør Troldkattene hvor de skriger; naar vi
komme igjen skal vi besøge dem”. Men snart skulde
deres Spot forstumme og deres Musik lyde for sidste
Gang, og det unge Blod, som nu flød i Aarene, skulde
om faa Øieblikke
farve Kringlens Klippeside og Laagens graalige
Vande.
*) Kruse i sin Indberetning har den 26. August,
hvilken Dag ogsaa angives i den Indskrift, der stod
paa den ældre Støtte ved Kringlen, som ødelagdes ved
Vandflommen 1789, og i Stedet for hvilken den
nuværende Støtte opreistes. i hvis Indskrift
feilagtigen er anført den 24. august."
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Thomas
Michell (Her Majesty's Consul General for Norway)
skriver i sin bok (1886): |
|
|
|
|
|
"... he (Lars Hågå/Lauritz Hage
forf. anm.)
advanced in front (of the Scots) along the road
until he saw his advantage at a fjeld called
Kringelen, situated in Vaage parish, which they were
obliged to pass. Thus he hemmed them in between the
rock on one side and a large river close by on the
other side, in which advantageous position he
quietly encamped in the woods, and there lay with
his men until the foreign soldiers arrived there,
without, however, supposing or knowing aught but
that the Norwegian troops were still withdrawing
along the road before them."
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Onsdag 26.
august - Slaget i Kringen
|
|
|
|
|
Kringen
Georg Strømdals (1856-1914) maleri fra 1897
Maleriet befinner seg i dag i Skottetog-samlingen
(vertshuset Sinclair) på Kvam i Gudbrandsdalen. |
|
|
|
|
|
Krag
forteller det slik: |
|
|
|
|
|
|
|
|
"For at underrette sig om, hvorlangt Skotterne vare
komne, og deraf slutte sig til, omtrent naar de
kunde vente dem, udsendte de en Bonde ved Navn Audon
Skjenna*) af Sell for at speide. Han kom lige til
Gaarden Skjenna og saa Sinclar paa Voldene udfor
denne Gaard mønstre sine Folk; da han derefter saa
dem passere over Laurbroen, en Bro som da laa over
Laugen tæt nordenfor Ulen-Elv, skyndte han sig
tilbage. Skotterne fik dog Øie paa ham og skal have
raabt: ”Se den Buren hvor han trækker paa en
Pert”**). Det gjaldt om for Bønderne at bortlede
Fiendens Opmærksomhed fra deres Baghold og faa at
vide, naar Fiendens Hovedstyrke var nedenfor dem;
thi da var deres Tid at begynde Slaget. For at
tilkjendegive dette Sidste blev det overdraget til
en af Bønderne at holde sig paa en Ø i Laagen
Storøen kaldet og der ridende paa en hvid Hest
udenfor Fiendens Skudvidde, holde Linie med dennes
Hovedstyrke eller med Spidsen af samme, og naar
denne var kommen til et aftalt Punk tilkjendegive
dette ved plutselig at vende om. For at bidrage til
at bortlede Fiendens Opmærksomhed skal han, siger
nogle, have sat sig baglængs paa Hesten, andre
siger, at han i den Hensigt havde bundet et stort,
rødt Tørklæde om Halsen og nedover Brystet paa sin
hvide Hest. Ogsaa andre Foranstaltninger var føiede
for at bortlede Skotternes Opmærksomhed. Efter Raad
af Arne Nedre Gunstad fra Ringebo***) blev nemlig af
det Mandskab som mødte frem, de mindre dygtige
opstillede paa bemeldte Storøen, for at de skulde
narre Fienden med et blindt Angreb, og derved trække
hans Opmærksomhed bort fra det Sted, hvor den
egentlige Bondehær laa."
|
|
|
|
|
Dette bildet av Mette-Marit og Håkon
ved Pillarguristatuen ble tatt under
kongebesøket på Otta 19. juni 2006.
(Les
mer om det her) |
|
|
|
|
|
|
|
|
"Videre lode de en Pige ved navn Guri, almindelig
kallet Pillarguri, som godt kunde blæse i Stut eller
Horn tage Plads paa en Fjeldpynt Selsjordkampen paa
den vestre Side af Laagen, hvorfra hun nøie kunde se
den omliggende Egn og den fremrykkende Fiende.
*) Der gives nu en
Gaard ved Navn Skjenna, kort nord for Sells Kirke;
men ingen Gaard af dette Navn findes i Grams Mandtal.
**) Buren er det
engelske Boor d. e. Bonde og ”Pert” er et skotsk
Ord, som betyder Hest.
***) Hjorthøys
Beskrivelse 2 D. S. 135. – I Grams Mandtal findes
ingen Arne Gunstad, men derimod Leilændingerne Ioen
og Oluff Gunstad. Maaske Arne var en søn af en af
disse.
Naar Massen af Fiende var kommen til et mellem hende
og Bønderne aftalt Sted, skulde hun lyde i Hornet
for at vende Fiendens Opmerksomhed mod den Kant, hun
var, som var modsat af Bondehæren, og tillige give
Bønderne, som fra deres Baghold ikke kunde se
Fienden, Tegn om hvor langt den var fremrykket. Der
fortælles og, at hun ligeledes efter Aftale med
Bønderne holdt hængende ned for sig et hvidt langt
Haandklæde, som hun skulde slynge flere Gange om
Armen, og saaledes forkorte, efterhaanden som
Fienden nærmede sig.
Nu kom Skotterne. Deres Fortrop 60, efter andre 100
Mand, som marscherede et Stykke forud, passerede
uantastet forbi. Pigen paa Fjeldtoppen blæste ikke,
men ventede paa Hovedstyrken. Besynderligt er det,
at denne Fortrop intet mærkede til Bønderne. Derpaa
kom Skotternes Hovedafdeling, men Bønderne holdt sig
endnu rolige, hver færdig paa sin Post. Iblandt dem
var ogsaa Berdon eller Bardum Sejelstad fra Ringebo*),
der tilligemed 2 andre duelige Skyttere var af en af
Anførerne bleven udvalgt til at lægge an paa Sinclar
selv, og havde Berdon betinget sig, at ingen maatte
skyde før ham. Skotterne formodede Bondhæren længere
foran sig, ventede intet Angrep her, nærmede sig
derfor trygge og vare ”muntre”. Da de vare komne nær
nok, hørte de Pigen fra hendes Fjeldpynt spille.
Skotterne standsede og lyttede til de usædvanlige og
melankolske Toner. Sinclars Musikchor svarede hende
derpaa med en Marsch. Atter spillede Pigen de samme
Toner, og Skotterne svarede hende anden Gang**).
Derpaa begyndte Angrebet fra Øen.
*) Hjorthøy
saavelsom Sagnet kalder ham Berdon; i Grams Mandtal
skrives Navnet Berdum og i Christian den 4.s
Gavebrev Bardum, hvilke forskjellige Benævnelser
udentvivl ere alle en, igjennem Tiderne og Sprogets
fremadskridende Fordærvelse opstaaet Forvanskning af
det gamle Oldtidsnavn: Baard, Bárd.
**) Baade det Pigen
spillede, og Skotternes Marsch haves endnu af
Bygdens Spillemænd, skjøndt rimeligvis især den
sidste forvansket. Begge Dele udsatte for Claveer
findes i Steentryk tilføiede nærværende Afhandling.
Maaske der i Sinclars Marsch findes Grundtonen til
den rette, og muligt er det, at man i Skotland kunde
faae den ægte sinclarske Marsch; thi det er troligt,
at det var Clanen Sinclars Pibe-Musik, Oberste
Sinclar brugt, og skjøndt Clan-Indretningen
forlængst er ophævet, er det dog bekjendt, at der
endnu hele Nord-Skotland over findes fuldt op af
Pibere, der heel vel kjende de gamle Melodier og
forplante dem fra Slægt til Slægt.
Der faldt flere Skud, men ingen Kugle naaede frem.
Atter blev en Salve og flere Salver givet, men med
samme Virkning og Skotterne loe til dette, som de
troede feige Angreb, og løftede til Spot deres Huer
af for hver Salve; men pludselig gaves Signalet for
de skjulte Bønder og Scenen forandredes. Steen og
Tømmervælterne styrtede nu ned, i det tillige i
samme Stund Sinclar faldt for det første Skud.
Berdon Sejelstad havde bag nogle Træer taget Sigte
paa ham, og da Sinclar var anseet for en vældig og
tapper Krigsmand, der kunde fri sig for Skud, havde
Berdon for at være, som han troede sikrere i sin
Sag, taget sin Sølvhalsknap, tygget den sammen og
med den ladet sig Gevær*). Nogle sige og at det
klikkede for ham den første Gang. Skuddet skal have
truffet Sinclar oppe i Panden strax ovenfor det
venstre Øie. I det han faldt, skal han have raabt:
”Dette er Berdon Sejelstads Hage”**). Det Sted hvor
han faldt vises endnu og kaldes ”Sinclarsdokken”.
Øieblikkelig efter at Obersten var falden, gik det
ud over de andre, og Bønderne styrtede frem med Mod
og Hurtighed, udbredende Skræk og Død ved at skyde
med Rifle og hugge med Øxe. Skotternes Stilling var
høist mislig, thi det trange Pas, hvori de var
sammentrængte og Bjergets Skraaning, hvori de stode,
tilstedede ingen Slagorden. Nordenfor, søndenfor og
ovenfor rasede Bønderne løs paa dem. I den før
omtalte vise staar:
”De vare omringede sønder og nord
Det monne de mest fortryde.
Der skeede paa dem et ynkeligt Mord
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -”
*) Den Overtro at
Folk af udmærket Tapperhed kunde fri sig for Skud og
at det ikke nyttede at bruge Blykugler mod dem, men
at Sølv maatte til, findes tildeels endnu og er
eller har været almindelig i mange andre Lande.
**) d.e. Gevær.
Hage eller Hagebøsse (i det tydske Sprog Haken eller
Hakenrohr) var nemlig det første Skydevaaben, der
afløste Buen eller Armbrøsten.
De løbe vel opad Fjeldet for at binde an, men
stødtes ned. ”Hvilke af dem, som ikke blev skudte,
haver sig udi Elven sig at salvere og der blev
druknede og hvilke af dem levende over Elven kom,
blev dog af Bønderne paa samme Side strax
ihjelslagne”*).
I Dølevisen staar om Slaget endvidere:
”Der Oberste red i forreste Led
Han holdt sig saare prægtig.
Han blev først skudt af Hesten ned
Og blev strax ganske afmægtig,
Han døde og der strax paa Stand
Med flere paa de Tide.
Georgius Sinclar hedte han,
Som da blev lagt i Lige.
Der tumled mange stolter Helt
Og dandsed mod deres Villie,
Hest og Mand til Jorden blev fældt,
Saa bøde dem Dølen til Gilde.
De Kugler tykke som Hagl fløi;
Mand maatte der holde og bie,
Der hørtes mangen Vraal og Støi,
Ja værkede mangen Side.
Der svedtes mangen blodig Sved,
De blev i Kinderne hvide.
De gave sig strax ad Klippen op
Død vil de Norske bringe.
Men blev nedkjørte med Steen og Stok
og maatte for Klippen springe.
Hart**) hos den Klippe rinder en Aae
De Strømme rinde saa strive,
Enhver som ikke kan Landet naa,
Han monne for Strømmen drive.
*) Kruses
Indberetning.
**) nær.
De svømmede baade hid og did
Paa Ryggen som de og kunde.
Den Konst de havde lært med Flid,
Dog maatte de gaae til Bunde.
De skjøde paa dem ret skarpelig
At Vandet stod dem om Øre,
De maatte blive paa det Sted
Og naaede ei det Tørre.”
|
|
|
|
|
|
|
Dette bildet viser Pillarguritoppen/Selsjordkampen
med Pillarguristøtta av skifer.
Det er tatt med
telelinse fra nede i dalen idet skiferstøtta reflekterer
solstrålene.
Det er grunnen til den hvite/blanke fargen
støtta her har fått. |
|
|
|
|
|
|
|
|
"Pigen oppe paa Fjeldtinden vedblev under Slaget at
spille, indtil hun saa Laugen farvet af Blod. Da
kastede hun Stuten (Hornet) over sit Hoved, gik bort
og omvexlede sin Sang med Graad. Ogsaa Sinclars
Kone, siger nogle, omkom i Slaget med sit Barn.
Efter Sagnet var Kjel Fjerdingreen af Hedalen Annex
til Vaage da de andre gik i Kampen, bleven overtalt
af sin Kjæreste, som anede en Ulykke, at blive
tilbage; men da hun fik høre, at Sinclar hadde sin
Kone med, og at hun førte med sig et nyfødt Barn,
blev hun urolig for dette, og saameget hun før havde
bedet ham blive tilbage, saameget bad hun ham nu gaa
med, ikke forat deltage i Kampens Blodbad, men for
om muligt at redde Barnet. ”Ikke faar Du mig, Kjel,
før Du har reddet Barnet” skal hun have sagt. Han
gik derfor med. Under Slagets Tummel styrtede Kjel
frem for at opfylde sin Kjærestes vakre Bøn. Barnet
var nylig rammet af en Kugle. Kjel fandt Fru Sinclar,
som var ude af sig selv af Sorg, tilhest og tørrende
Blodet af Barnet. Andre siger, at det var faldet fra
hende, da hun i Forskrækkelsen havde sluppet det, og
at Kjel greb det og rakte hende det – troede hun, at
han vilde skade det, og dreven af Skræk og
Moderfølelse stødte hun en Flus (d. e. en Dolk) som
hun havde i Haanden i i (sic) sin Velgjørers Bryst.
Andre siger, at hun trykkede Dolken i ham gjennem
Ryggen, idet han ludede sig for at tage Barnet. En
af Kjels Følge skal have derpaa skudt Fruen af
Hesten og siden skal hun være seet som Lig i Laagen.
Andre siger, at Bønderne styrtede hende i Laagen, da
de antoge hende for en Hex, og at hun der sat og
aftørrede Blodet af sit Barn, og at Laagen bar hende
et
langt Stykke, før hun omkom. Da Barnet blev dræbt,
og før hun blev Bølgernes Rov, skal hun af
Fortvivlelse Andre sige af Haan have istemt en vild
Sang. Det Sted, hvor hun nogle Øieblikke holdtes
oppe paa Vandet siges at være strax udfor den
nordligste Bakke i Kringlen. Andre sige, at hun
siden var blandt de fangne og at hendes Liv blev
sparet. I Vaage Kaldsbog er anført, at hun beholdt
Livet. Fra noget nord for denne Bakke til et stykke
syd for det Høieste af Kringlen, hvor Træstøtten
staar, har formodentlig Slaget staaet. Ifølge Kruses
Indberetning varede det i halvanden Time. Da kampen
var endt og Seiren vunden, satte Bønderne efter
Fortroppen, som de først havde ladet uhindret
passere. Denne Trop havde taget Flugten fremad, da
den fornam Nederlaget paa de øvrige; men indhentedes
paa en Slette ved Gaarden Solhjem et Stykke
søndenfor Kringlen. Da Bønderne kom stormende med
Skriget: ”Falder an, falder an, her har vi flere”,
og Skotterne indsaa, ”hvad deraf vilde flyde”,
sendte de strax deres Folk frem og sagde, at de
vilde give sig tilfange. De nedlagde derpaa deres
Vaaben, men da de saa, at Bønderne ikke vare saa
mange, som de først tænkte, toge de Vaabnerne op
igjen og vilde slaa sig igjennem; men nu blev de
saaledes modtagne, at de alle bleve dels skudte
eller nedhugne, dels fangne. Veiviseren Peder
Klognæs var blandt Fortroppen og havde nær delt
Skjæbne med dem; men paa Raabet: ”Jeg er Peder
Klognæs, jeg er da Peder Klognæs og er af Eders eget
Folk”, undgik han denne og kom lykkelig tilbage til
sit Hjem i Romsdalen.
Størrelsen af Bondehæren, som sloges ved Kringlen,
udgjorde mellem 400 til 500 Mand*) hvoraf 6 faldt og
nogle faa blev saarede efter hvad der staar i
Dølevisen:
”Der Dølene havde dette gjort
Og lagt saa Fienden øde,
Jeg haver det for Sanding spurgt
At sex er bleven døde
I Slaget som stod ved den Klev
Og da blev lagt i Lige
Foruden de som saaret blev
Som er faa at sige.”
*) Kruse skriver i
sin Indberetning, at den har været ”firehundrede og
fems”? Mand stærk, i Dølevisen staar henved 500 Mand,
og feilagtigen synes derfor Bondestyrken at være
angivet til 300 Mand i Indskriften paa Støtten over
Sinclars Grav."
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Thomas
Michell (Her Majesty's Consul General for Norway)
skriver i sin bok (1886): |
|
|
|
|
|
"... The above-mentioned Lauritz Hage, having made his arrangements and
perceived his advantage, attacked, together with
another lensmand, Peter Rankleff of Ringeboe, and
with all their men together they fired upon the
foreign troops and shot them to death during an hour
and a half. Those who were not shot jumped into the
river to save themselves, but were there drowned ;
and those of them who got alive over the river were
quickly killed by the Bonder on that side ; all of
which happened and occurred on the 26th of August
last. From the Bonder who were themselves present at
the battle, and who buried and counted the dead and
the defeated, we learn that the foreign soldiers
must no doubt have numbered at the least 550 men,
although the Scots who remained alive, and of whom
there are altogether 18, will not admit that they
were more than 350 men strong at the utmost. On the
day the battle took place 134 Scots were taken
prisoners, who were straightway the next day killed
and shot by the Bonder, with the exception of the
above-mentioned 18, the Bonder saying to each other
that His Majesty had enough to feed in those same
18."
|
|
|
|
|
|
|
Torsdag 27.
august - Hva skjedde på Kvam dagen etter
slaget?
|
|
|
Krag
forteller det slik: |
|
|
|
|
|
|
|
|
"Bønderne reiste strax derfra (fra Kringen) med de
Fangne til Kvam, Annex til Froen. Efter denne
nyligen indlagte Hæder begik Bønderne Dagen efter en
Blodgjerning, som Dalens Beboere nu med Afsky omtale
og ønske var ugjort. – ”De Fornemste af dem, som der
var tilstede” vilde vel at de Fangne, som de havde
indstængt i en Lade paa Gaarden Klomstad – skulde
alle føres til Agershuus;
”Men behagede Dølerne ei
At de saa skulde drage
Gjennem den lange og trange Vei
Og gjøre Landet Umage.”
Mængden raabte at de aller der skulde lade Livet,
hvorpaa de, saa stor var den almindelige Forbitrelse
– udtoge dem af Laden*)
Mand for Mand og skjøde dem paa 18 eller nogle faa
nær. Fem eller sex som Skuddene ”formedelst
Troldomskunst” hedder det ”ikke bed paa”, blev
stukne ihjel med Spyd. I Dølevisen staar:
”De agted ei Lod eller Krud
Det tørred i deres Pander
Saa haard var deres Kjød og Hud
Det kunde ei gjennem dem gange.
Formedelst List og Troldomskonst
Den havde de lært til Prikke.
Hvad man dem gjorde var omsonst
De monne ei derved hikke
Saa toge de til de skarpe Spjud
Og monne til dennem rende
Da revnede baade Kjød og Hud
Og gjorde med dem en Ende.
Dog af de Fangne beholdne blev
Jeg ved paa en nær tyve
Blandt dennem to Capitainer gik
Jeg vil det ikke lyve.
Den ene Capitain Brynts ved Navn
Den anden Capitain Ramse.”
*)
Laden staar endnu et Stykke nord for Sinclars Grav i
Nærheden af Kongeveien.
Kruse skriver om de Fangne: ”Mens den Dag Slaget
stod blev der fanget 134 Skotter, hvilke de strax om
anden Dagen ihjelslog og skjød undtagen 18, sigende
til hverandre, at Kongl. Maj. havde nok at føde udi
samme 18, dog en Part af dem vare saare(de) og en
Part havde Kuglerne i Livet der de hid (d. e.
Agershuus Slot) ankom, af hvilke forskrevne 18
Soldater vi nu nedskikke (d. e. til Danmark) de
trende fornemste som ere en Capitaine ved Navn
Alexander Ramsy (Alexander Ramsay)
og hans Lieutenant ved Navn
Jacob Mannerpange (James Moneypenny), hvilken tilforn har været baade
udi Danmark og Sverige og paa dette deres Tog har
ladet sig bruge for en Tolk; den tredie hedder
Henrich Bryssz (Sir Henry Bruce), hvilken skal have ladet sig bruge
efter hans Beretning for en Krigsmand baade udi
Holland, Spanien og Ungarn. Hvad de øvrige 15
Personer anlanger har en Part strax taget Tjeneste
hos godt Folk her udi Landet, en Part har jeg strax
nedskikket til Elfsborg hvilke godvilligen vil
begive sig til Kongl. Maj. under Jørgen Lunges
Regimente*).
I Døleviser hedder det om dem:
”De blev omsider til Slottet ført
De lysted ei her at blive
- - - - - - - - - - - - - -
”De kunde ei lide den Kost saa haard
Som Gudbrandsdølen mon give.
Her vanker ei mange Høns og Faar,
Men Lod og Krud udi Live.”
*)
d. e. tage dansk
Krigstjeneste. Jørgen Lunge var en dansk Adelsmand,
som dengang var Befalingsmand over Bahuus Slot.
At mindst 18 beholdt Livet,
ser man saaledes af Kruses Indberetning, og at
desuden endda Nogle bleve tilbage i Dalen fortælles
i Sagn; Storm synger, at ingen af Skotterne
nogensinde gjensaa sit Fædreland; imidlertid
fortælles dog om En, at han kom hjem*). Det Sted i
Kvam hvor de ved Laden dræbte Skottere bleve
begravne, vises endnu et Stykke nord for Laden og
kaldes Skothaugen. –
Bøndernes Adfærd mod de fangne
Skotter lader sig vist ikke i nogen Maade
retfærdiggjøre, men saalænge der gives meget, som
taler til Undskyldning for samme, bør man paa den
anden Side ogsaa være varsom med at afsige nogen
ubetinget Fordømmelsesdom derover. Efter Sagnet
skulle de være blevne ophidsede til hiin Handling af
Peder Klognæs, der havde seet saamegen Grusomhed
udøvet af Skotterne underveis, og som selv havde
lidt saameget af dem. Man kan tænke sig at
Sammenhængen maaske har været følgende: Bønderne
kom, trætte af flere Dagers Marsch og den sidste
Dags Arbeide og Kamp, til Kvam med de Fangne,
begyndte ventelig at blive kjede af at føre dem
længere, det var den travle Aannetid, Provianten var
maaske dertil liden. Muligens har endel af dem taget
sig en Ruus, ligesom tidligere i Sell og ophidsede
deraf og af Fortællingen om Skotternes udviste
Grusomhed, have de anseet dem fortjente til Døden og
strax iværksat deres Drab, uagtet de Fornemste have
modsat sig det. Maaske de Fangne selv under deres
Transport kan have givet ny Anledning til
Forbittrelse og saameget mere kan en saadan
Formodning ligge indenfor Mulighedens Grændse, da
det ellers er høist besynderlig, at ikke Bønderne
strax efter Affæren ved Solhjem gjorde det Af med de
Fangne, siden deres Forbittrelse den følgende Dag
var saa stor, men førte dem 1 ½ Miil paa Veien til
Agershuus. Særegne Omstændigheder, som vi nu ikke
længere kjende, kunne desuden have været tilstede
som medvirkende Aarsag til Handlingen. Inden man
iøvrigt fælder Dommen over Gudbrandsdølerne, maa man
erindre sig, at Datidens Krige og Calmar Krigen i
det Hele, førtes med megen Grusomhed og tillige
sætte sig tilbage i Tidsalderens Aand og ikke
glemme, at over to Aarhundreder ligge imellem dem og
os. Paa hvor langt et høiere Culturtrin staaer ikke
den nyere Tid, og dog opviser den ikke faa Exempler
paa et lignende Barbari. Man erindre sig blot, hvad
der fortælles om Hertugen af Cumberlands Grusomhed i
1746 efter Slaget ved Culloden i Skotland, General
Morenos Mord paa General Torrejos og hans 60
Ulykkesbrødre paa Sletterne udenfor Malaga i 1832,
General Minas Grusomhed i Lacarotz i 1835 og
Carliternes Grusomhed mod de engelske Fanger ved
Tolosa i 1837.
*) Slange fortæller,
at de ”Allesammen blev ihjelskudte og nedhugne
undtagen tvende”; men fortjener i denne Henseende
vist mindre Tiltro end Kruse og Sagnene. Slange
fortæller ogsaa, ”at en af de Fangne var en
Glasmester som satte sig ned i Norge og her døde og
at en anden blev sendt til Skotland. Dette fortælles
og i Sagn, men at denne Sidste blev sendt hjem ”for
at fortælle sine Landsmænd hvorledes det var løbet
af” er vel Slanges eget Tillæg. – Som et Eksempel
paa, hvor forvansket flere af de senere
Historieskrivere fortæller Begivenheden, kan blandt
andet tjene, at Fred Snedorff i sine Forelæsninger
over Fædrelandets Historie 2 B. S. 106 og siden
endog Werlauff i det af ham udgivne 4. Oplag af
Munthes Levnedsbeskrivelser S. 191 hav fordreiet
hiin Beretning af Slange, om at den ene af Skotterne
nedsatte sig her i Landet som Glasmester derhen, -
at han indrettede et Glasværk i Norge.
Om Een af de fangne Skotter, som beholdt Livet,
fortælles i Sagn, at da han saa Geværet lagt an mod
sig, løb han hen til Ingebrikt Valde af Vaage*) og
ved ynkelige Gebærder bad om Liv og Frelse og søkte
Skjul under hans Hest, hvorpaa Ingebrigt opløftede
sin Øxe til hans Forsvar med Trudsel at ville
nedhugge den som dræbte ham. Denne Skotte skal have
været Glasmester og nedsatte sig siden i Landet og
til Beviis paa sin Taknemmelighed sendte han nogle
Vinduer til Ingebrigt Valde, hvem han i sine Breve
altid kaldte sin ”Livsfar”. Af de samme Vinduer
forevises endnu paa Valde et, hvori nogle Zirater
med indbrændt Arbeide paa en Rude ere anbragte, som
forestille et Skjold, hvorpaa sees en Figur som et
Bomærke (maaske Ingebrikt Valdes) og en Engel som
holder sine Hænder ligesom beskyttende over det.
*) Hjorthøy kalder
ham Ingebrikt Sørvold; i Grams Mandtal findes
hverken dette Navn eller Ingebrikt Valdes, derimod
nævnes Leilændingerne Oluff og Knud Valde."
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hva
skjedde med kaptein Hay og de andre offiserene?
|
|
|
|
|
|
I følge
Michell (s. 83) nevner ikke overleveringene at Hay
ble drept. - Men han er heller ikke blant de som fraktes
til Akershus etter slaget.
Michell
nevner også en fjerde offiser som ble sendt til
København sammen med Ramsay, Bruce og Moneypenny:
James Scott.
I Kruses beretning finner en imidlertid ikke dette
navnet.
Offiserene Ramsay, Moneypenny, Bruce
og Scott ble etter en tid sendt tilbake til
England. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sinclairs grav og "Skottehaugen" |
|
|
|
|
|
Arild Teigen
skriver i Fronsbygdin for 2009: |
|
|
"Ein av dei mest namngjetne som har hamna utafor
kyrkjegarden i fronsbygdene er oberst George
Sinclair, som etter det som er opplyst fall i
Kringen i 1612. Liket av Sinclair skal ha vore med
fangetransporten som stoppa på Kvam. Når det vart
snakk om å få mannen i jorda, vart det ikkje aktuelt
å gravleggja han inne på kyrkjegarden ved Vik. Ein
slektning av Sinclair skulle seinare ha kome til
Kvam for å oppdage at bøndene hadde grave han ned
utafor kyrkjegardsgjerdet og reist ein enkel
trestolpe over grava. Det stusslege gravminnet og
det faktum at obersten ikkje hadde kome i vigsla
jord, var sjølvsagt vanærande både for han sjølv og
for slekta hans. Nå vart Sinclair sett på som ein av
leiarane, og det gjorde at han i alle fall fekk eit
synleg gravminne. Eller kanskje det skulle fungera
som ei skrytetavle for bøndene?
Dei andre soldatane som følgde med til Kvam fekk ein
enda mindre ærefull slutt. Etter at dei hadde vorte
avretta oppe ved skottelåven på Klomstad, vart dei i
følgje soga velta i ei massegrav lenger nede. Staden
gjekk i alle år etterpå under namnet Skottehaugen,
og vart ikkje heilt fjerna før jernbana brøyta seg
veg gjennom bygda på 1890-talet."
(Fronsbygdin 2009, side 79, ISBN 978-82-991257-8-9)
|
|
|
Les mer om
flytting av Sinclairs grav
her. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Nytt minnesmerke i
Kvam over skottene som ble drept i og ved
Skottelåven? |
|
|
|
|
|
|
Ingar
Sletten Kolloen fortjener stor takk for å ha tatt opp
behovet for en markering av det som skjedde i og ved
Skottelåven i Kvam dagen etter Kringenslaget
(21. mars
2012).
Vi må ikke glemme de mørke sidene av historien, det er
av de vi skal lære. Det er slik vi skal unngå at ting
som dette skjer på nytt.
Det var også et av poengene til tidligere fylkesordfører
Ola Dahl i hans tale ved Kringen under
350-årsmarkeringen i 1962.
Arrangementskomiteen planlegger i 2012 en
400-årsmarkering der fred, forsoning og kulturelt
samarbeid vektlegges. Både Sinclairklanen i
Skottland og The Caledonian Society (den skotske
foreningen i Norge) er representerte i komiteen.
|
Mulig plassering av et minnesmerke kunne være være ved
kirken i Kvam - eller ved Krigsminnesamlingen. |
|
|
Lederen for
Sinclairklanen, The Earl of Caithness, Malcolm Sinclair
kommer til Otta i August sammen med medlemmer av
klanen. De arrangerer sin verdenssamling her i 2012 og
vil - som de har gjort under Pillarguridagene de siste
årene - legge ned krans både i Kringen og ved støtta på
Sinclairs grav ved Vik like sør for Kvam.
Et minnesmerke over de massakrerte skottene har vært
savnet i denne sammenhengen.
Et ordentlig
minnesmerke i form av en stein, ei støtte eller en
plakett er absolutt på sin plass. Sletten Kolloens
tanker om at forsvarsministeren eller forsvarssjefen bør
delta i en slik seremoni og beklage massakren synes riktige.
Kanskje burde også en representant for Sverige eller det
svenske forsvaret være tilstede. Det var tross alt de
som utløste det som skjedde - gjennom verving av
leiesoldater som skulle kjempe mot Danmark/Norge i
Kalmarkrigen den gang.
Tidligere på året henrettet jo de svenske styrkene 300
norske bondesoldater i Nya Lødøse, like ved Gøteborg -
mens 700 leiesoldater fra kontinentet fikk fritt leide.
Det var en brutal tid.
Det i dag er stor forståelse for ønsket om et
minnesmerke, og det er å håpe at Sletten Kolloen og
Nord-Fron kommune, - kanskje i samarbeid med lokale
historielag kan ta et initiativ for å få dette til.
|
|
|
|
|
|
Skottelåven i Kvam |
|
|
|
|
|
|
Skottelåven
(Klomstadlåven) sto opprinnelig på flata nede ved veien
(ved siden av dagens E6), forteller Ivar Klomstad.
Den ble
flyttet litt opp i lia i forbindelse med
jernbanebyggingen på 1890-tallet.
Det fortelles også at det ble funnet beinrester i
forbindelse med traséarbeidet der.
De døde skottene ble gravlagt litt nord for låven,
stedet ble siden kalt Skothaugen, sier Krag (se
ovenfor).
I 1940
ble Skottelåven skutt i brann under tyskernes
framrykking.
Etter
krigen ble krigsminnesmerket i Kvam reist på den tomten
der Skottelåven hadde stått da den brant. |
Skottelåven i Kvam
Bak låven skimtes smia til den svenske
smeden Johann Wellberg. Den brant også i 1940
(Takk til Ivar Klomstad, Per Ottesen
og Linda Myromslien Eide
for informasjon
og bildemateriale) |
|
|
Da
veivesenet senere ønsket å sikre veistrekningen
forbi støtta, kom tanken om å flytte krigsminnesmerket
- først til Kvam kirkegård - og så til Kvam Fredspark - der det nå står.
I dag er det
derfor ingen spor å se etter Skottelåven, - men den sto
altså opprinnelig like sør for 50-sonen gjennom Kvam .
Ivar
husker den godt, - han vokste opp på gården og var ni år
da låven brant. Han kan blant annet fortelle at det hang
to lister på yttersiden av bygningen, disse skal ha
blitt benyttet til plakatoppheng ved en tidligere
markering - sannsynligvis i 1912. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvilken
rolle spilte drapene i "Nya
Lödöse"? |
|
|
|
|
|
Vinteren
1612 hadde de dansk-norske styrkene inntatt Nya Lödöse
ved Gøteborg. En tropp på 1000 mann (700 tyske
leiesoldater og 300 norske bønder) ble værende i byen
mens resten dro videre.
I slutten av
februar tok imidlertid svenskene byen tilbake og de 700
soldatene overgav seg mot å få fritt leide. De 300
norske bøndene - som i følge overleveringen hadde søkt
tilflukt i en kirke - ble henrettet på brutalt vis.
Blant disse skal det også ha vært bønder fra
Gudbrandsdalen, hevder Angell. |
|
|
|
|
|
På
nettsidene til "Gustav
II Adolfs Fotfänika i Göteborg" fortelles det slik: |
|
|
|
|
|
|
|
|
"26 februari kommer Jesper Matsson med trupp till
Nya Lödöse, under natten utfördes belägringsarbeten
och tre pjäser (halv kartover
= kanonvariant)
hämtades från Älvsborgs slott. Tidigt på morgonen
öppnade svenskarna eld, var på besättningen på 700
soldater kapitulerade mot fritt avtåg. Ett par
hundra av dem gick över i svensk tjänst. De 300
norska bönder som var i staden omfattades inte av
kapitulationen så de dräptes."
(Les mer: Striderna 1612 och
Älvsborgsslotts kapitulation
http://www.giia.nu/sv/History/1612.php )
|
|
|
|
|
|
Drapene i
Nya Lödöse var kjent i Gudbrandsdalen regner en med - og
kan ha vært en medvirkende årsak til det som skjedde på
Kvam dagen etter Kringenslaget.
Lonbakken
mener at det som hadde skjedd i Nya Lödöse også var en
motiveringsfaktor foran selve slaget.
Les mer om
kampene ved Gøteborg i 1612 på nettsidene til "Gustav
II Adolfs Fotfänika i Göteborg" |
Klikk på bildet for en stor versjon av
kartet over byen
(bildet er lånt fra
Wikipedia. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvilken
rolle spilte Per Klungnes? |
|
|
|
|
|
(kommer senere) |
|
|
|
|
|
Hvor mye
var et menneskeliv verdt? |
|
|
|
|
|
Per Steffensson |
|
|
|
|
|
"i 1628
hadde Per Steffensson vore full og spotta Gud"
(d.v.s. han hadde bannet) forteller
Ivar Teigum i "Bygdebok for Sel og Vågå"
(band 2
s.34).
Skriveren og lagretten dømte han derfor til halshogging.
Straffen ble senere redusert til landsforvisning - og så
til 20 daler for banning.
20 daler tilsvarte imidlertid
nesten halvparten av det det kostet å bygge ny kirke
på Sel samme året.
Drakoniske
straffer for forseelser som vi i dag ikke leer på et
øyelokk for - et menneskeliv var lite verdt.
Et utslag
av denne holdningen til menneskeliv ser vi vel også i
det som skjer på Kvam dagen etter slaget. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Når fant
slaget sted?
Hadde
tidspunktet noen betydning for det som skjedde etterpå? |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Slaget fant sted på kalenderdatoen den
26.
august
1612,
MEN ...
... på denne tiden benyttet man i blant annet
Danmark/Norge og i Sverige ennå den
julianske kalender.
Det samme var tilfelle i England og Skottland .
De
romersk-katolske landene i Europa hadde allerede i
1582 innført den
gregorianske kalender
- det gikk imidlertid mange år før en del av de
protestantiske landene fulgte etter.
Danmark/Norge
tok den gregoriansk kalender i bruk i år
1700,
altså nesten 90 år etter slaget i Kringen, - og
Sverige først i 1753)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den
julianske kalender
|
|
|
|
Den
julianske kalender ble innført av Julius Caesar fra år
46 f.Kr.
"Som mønster ble den egyptiske kalender benyttet, og
under utarbeidelsen hadde han hjelp av astronomen
Sosigenes fra Alexandria.
Den nye kalenderen retter seg etter solåret, og den
midlere lengde av året er 365,25 dager; av fire år
har tre 365 dager, og det fjerde (skuddåret) har
366. Månedene fikk sin nåværende lengde, men to av
dem har senere forandret navn, juli og august...
Kalenderen ble ført tilbake på riktig plass i
solåret ved at det i 46 f.Kr. ble innskutt 3 måneder
med til sammen 90 dager (Forvirringens år). Ved en
feil fikk hvert 3. år frem til 8 f.Kr. 366 dager;
keiser Augustus rettet på dette ved å sløyfe alle
skuddår mellom 8 f.Kr. og 8 e.Kr.; senere ble
kalenderen benyttet uforandret frem til sin reform i
1582"
(SNL)
|
Julius Caesar (100-44 før Kr.)
Bildet er lånt fra
Wikipedia |
|
|
|
|
|
|
|
|
Den
gregorianske kalender
|
|
|
|
"På det store kirkemøtet i Nikaia 325 e.Kr. var det
fattet en beslutning om påskefesten som forutsatte
at vårjevndøgn alltid skulle falle på 21. mars. Det
midlere år etter den
julianske kalender er imidlertid 0,0078 døgn
lengre enn det tropiske år, en forskjell som etter
128 år hoper seg opp til et helt døgn. Følgen er at
vårjevndøgn etter 128 år går en dato tilbake i
kalenderen, og i 1582 var det forskjøvet til 11.
mars. Pave Gregor 13 påbød da å innføre en revidert
kalender, den gregorianske kalender...
For å bringe vårjevndøgn tilbake til den 21. mars
skulle 10 dager bli sprunget over i 1582 (dagen
etter 4. okt. ble skrevet 15. okt.).
I Norge og Danmark ble kalenderen innført i 1700 ved
at
dagen etter 18. februar ble skrevet 1. mars.
(m.uth.)"
(SNL)
|
Pave Gregor 13. (1502-1585)
Bildet er lånt fra
Wikipedia |
|
|
|
|
|
|
|
|
Konklusjon
|
|
|
Slaget fant
sted ca 11 dager senere, etter vår tids kalender skulle
det bli omlag 6. september.
Det ville
imidlertid bli en nesten håpløs oppgave å regne om
tidligere kalenderdatoer for historiske hendelser i de
enkelte land til den kalenderen vi i dag benytter, -
landene innførte som nevnt ovenfor den gregorianske
kalenderen i forskjellige år.
Alle
kalenderdatoer i de land som benyttet den julianske
kalender - vil fra litt etter Kristi fødsel og
fram til 1582 derfor være fra en til ti dager forskjøvet
- i forhold til solåret.
I de land som innførte den gregorianske kalender
senere enn 1582 vil forskjellen være tilsvarende
større. |
|
|
|
|
|
Det
vanlige er derfor at en benytter kalenderdatoene for tidligere
historiske hendelser slik de er blitt overlevert - og
det vil for slaget i Kringen være
26.
august.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
En
oversikt fra
SNL
som viser når en del land innførte den gregorianske
kalender (vår kalender)
|
|
|
Danmark
|
1700
|
Albania
|
1912
|
|
|
Norge
|
1700
|
Bulgaria
|
1916
|
|
|
Storbritannia
(inkl. Skottland)
|
1752
|
Sovjetunionen
|
1918
|
|
|
Sverige
|
1753
|
Romania
|
1919
|
|
|
Japan
|
1873
|
Hellas
|
1924
|
|
|
Kina
|
1929
|
Tyrkia
|
1927
|
|
|
|
|
|
Mer om
dette kan du lese her:
Eng. Wikipedia og
ty. Wikipedia
|
|
|
|
|
|
Hadde
tidspunktet noen betydning for det som skjedde etterpå?
|
|
|
Kornet var
livberging |
|
|
Sjur Lonbakken peker på at de korntypene en dyrket på
1600-tallet krevde lengre modningstid enn de sortene vi
bruker i dag: |
|
|
"Derfor kan vi tru at slaget i Kringen føregjekk
rett før det store arbeidet med innhaustinga skulle
byrje ... Skurdonna var rett om hjørnet, om ho ikkje
alt hadde byrja, og skulle kornet bergast, så måtte
kvar og ein bonde syte for det. Bøndene var
snartenkte nok til å ha ei anna forklaring for
kvifor dei gjorde som dei gjorde, nettopp at dei
ville spare kongen for unødvendige utgifter. Men
problemet til bøndene var truleg at det var dei
sjølve som ville fått problemet med å mette over
hundre mannfolk på ferda til Akershus. Eigentleg
handla dei også denne gongen til sin eigen fordel,
basert på lokale interesser og motiv. Forståeleg,
men det verkar brutalt det dei gjorde. 1600-talet
var ei brutal tid, og bøndene kan ha frykta for at
skottane ville klare å overmanna dei, Truleg var dei
redde for sine eigne liv" (Lonbakken s.91)
|
|
|
For å ha
kontroll med over 130 fanger på en så lang marsj til
Akershus måtte en stor del av bøndene legge ut på en tur
som ville ta flere uker - fra den 6. september
- fram og tilbake til
Oslo midt i den viktigste innhøstingstiden.
(Stier/veier
gikk ikke den rakeste strekningen - så sammenlignet med
dagens E6-lengde på 550 km tur/retur var nok veien den gang en god
del lenger) |
Hvor lang var en dagsreise?
Dr.phil. Fartein Valen-Sendstad forteller i
sin artikkel "Næringslivet i Oppland på 1800-tallet"
at en gjennom århundrer hadde regnet tre norske
mil for en god dagsreise (m.u.).
På hesteryggen kunne det under gunstige forhold bli
opp til fem mil. Reisetiden mellom Oslo og Vågå var
derfor til vanlig regnet for 10 dager og ofte mer.
(Oppland fra istid til nåtid, utgitt av
Opplandsbanken i 1979 s. 112)
|
|
|
|
|
|
|
Et marginalområde for korndyrking
Nord-Gudbrandsdalen har opp gjennom historien vært et
marginalområde for korndyrking - og
kornet - "gudslånet" - var på denne tiden avgjørende for
å kunne berge seg gjennom året. Sult, hungersnød og
påfølgende død var ikke uvanlig i hundreårene før poteten kom
til Norge - dersom en ikke fikk kornavlinga i hus.
(Poteten kom til Norge først i andre halvdel av
1700-tallet)
Bøndene kan
ha følt det som avgjørende for egen livberging at en
unngikk en slik transport - noe som også kan ha bidratt
til det som skjedde i Kvam dagen etter slaget.
|
Bygg |
|
|
En kombinasjon av frykt for å miste kontrollen og bli overmannet i løpet
av en så lang marsj - og frykt for ikke å kunne sikre
matforsyningen for seg og sine for det kommende året, -
kan ha virket inn. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Våpen? |
|
|
|
|
|
|
|
|
Skytevåpen - litt historikk:
|
|
|
Fra 1300-tallet, da kruttet ble tatt i bruk,
utviklet de egentlige håndskytevåpen seg
"De første håndskytevåpen var håndrør, som bestod av
et løp som baktil var lukket enten med en fastsmidd
kile eller med skrue, og som kaltes haker
(halvhaker, enkelthaker, dobbelthaker) eller
hakebørser, fordi de var forsynt med haker som ble
støttet mot en eller annen fast gjenstand under
avfyringen, og som dermed opptok rekylen. Løpet
hadde et fenghull, senere en panne for
fengkruttet."(SNL)
Hakebørse - illustrasjon fra
Wikipedia
|
|
|
"Først etter at luntelåsen,
forsynt med en avtrekker som førte en brennende
lunte mot fengkruttet, var oppfunnet i begynnelsen
av 1400-tallet, kunne man sikte under skytingen og
bruke begge hender til å føre geværet. Luntelåsen
holdt seg i bruk i nesten 300 år. Arkebusen med
luntelås hadde en lengde av opptil 2 m, veide ca. 8
kg og skjøt ut blykuler fra 36 til 66 g. Den kunne
skyte opptil 10 skudd i timen."
(SNL)
Luntelås - illustrasjon fra
Wikipedia
|
|
|
|
|
|
|
"I begynnelsen av 1500-tallet
oppfant man hjullåsen, som virket etter samme
prinsipp som en moderne lighter, hvor et tannet hjul
lager gnister mot en stein. Våpenet ble etter hvert
lettere og kaltes muskett, som særlig ble tatt i
bruk under Gustav 2 Adolf. Den veide ca. 6–7 kg,
hadde et kaliber på 18–22,5 mm og skjøt ca. 50 g
prosjektiler ca. 200 m. På omtrent samme tid fremkom
stusseren, som var forsynt med rifler og var kortere
og lettere enn musketten."
(SNL)
|
|
|
"I artillerimuseets katalog fra
1904 omtales 5 geværer: "Glattløpete geværer med
hjullås, lange piper. Etterlatt av skottene under
innfall i Gudbrandsdalen i 1612". Hel lengde på
geværet: 205 cm.
De fem geværene er bevart - fire i Forsvarets eie,
det femte i Skottetogutstillingen, Kvam.
Geværet ble i sin tid gitt til en tidligere, nå
forlengst avdød, sjef for Luftforsvaret:
Generalløytnant Odd Bull"
(Skottetogsamlingen i Kvam)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
"På 1500-tallet oppfant man
snapplåsen, som ble forbedret ca. 1650 i
flintelåsen. I disse ble hanen som holdt et
flintstykke, trukket frem av en fjær. Flintelåsene
var i bruk i mer enn 150 år, fra Trettiårskrigen og
ut Napoleonskrigene. Muskett med flintelås og
bajonett ble kalt bajonettflinte eller gevær og var
fra begynnelsen av 1700-tallet infanteriets våpen.
Bajonetten kom i stedet for piken eller spydet og de
lange støtklinger som Gustav 2 Adolf brukte, og som
var festet til musketten på en temmelig ufullkommen
måte." (SNL)
|
Illustrasjon Snapplåsgevær -
Maihaugen |
|
|
|
|
|
|
|
|
Gammelt gevær fra Skottetogsamlingen ved vertshuset
Sinclair i Kvam
Flint(e)låsen ble først tatt i bruk midt på 1600-tallet
ifølge Store norske leksikon, altså rundt førti år etter
slaget i Kringen. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvilke
våpen ble benyttet i slaget? |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skytevåpen
|
|
|
|
Christian IV
påla 1604 i lovboka bøndene strengere krav når det
gjaldt våpen - forteller Sjur Lonbakken i sin
masteroppgave:
"Blant anna skulle kvar
fullgard, halvgard og kvartgard ha minst eit gevær i
stand til ei kvar tid. Våpenting skulle haldast og
det var store bøter for ikkje å møte opp, ved mangel
av våpen, eller at våpna ikkje var skikkeleg i
stand." (Lonbakken s. 14)
En kan
derfor gå ut ifra at mange av de som møtte i Kringen
hadde børser. Når en videre vet at jakt - blant annet på
rein har vært en viktig del av næringsgrunnlaget for de
som bodde her i fjellbygdene, må en også regne med at de
visste hvordan de skulle behandle disse våpnene - og at
de hadde god kunnskap om hvordan en skulle unngå å bli
oppdaget - enten det nå var av et byttedyr eller en
fiende som nærmet seg. |
Del av hjullåsgevær
Fra Skottetogsamlingen ved vertshuset Sinclair i Kvam. |
|
|
|
|
|
|
Vel 70% av
bøndene hadde skytevåpen
|
|
|
Lonbakken
skriver:
"Dei fleste bønder i
Gudbrandsdalen sat på gardar som oppfylte krava om å
ha ei børse til gards. Av dei 530 gardbrukarane i
Lesja, Vågå, Fron og Ringebu frå skattelista i 1612,
så var berre 151 øydegardsmenn eller husmenn. Det
vil seie at omtrent 72% av gardbrukarane i dette
området var pålagde å ha ei børse."
(Lonbakken s. 82).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hellebarde,
spyd,
tessak og øks
|
|
|
Ødegårdsmenn
og husmenn skulle ha en hellebarde og en tessak eller en
øks. |
|
|
Til og med
tjenere skulle ha et spyd og en tessak eller en øks -
alt etter om de hadde full eller halv lønn
(Lonbakken s. 82).
"Tessaker
ble kjøpt inn av den dansk-norske stat på slutten av
1500-tallet og det ble gjort ytterligere innkjøp mellom
1617-28. Flere hundre (m.u.) av disse
våpnene finnes på Maihaugen. Tessakene er folkets våpen,
mens kårder var mer vanlig for overklassen som
offiserer, embetsmenn og byborgere."
(maihaugen.no)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
The
Sinclair Hilt |
|
|
|
|
|
|
|
"The
Sinclair Hilt was one of the earliest basket-hilt
designs and was of south German origin. On average the
blade of a Sinclair or "compound" hilt sword measured
38in.
It had long quillons and an oval leather-wrapped grip
that was originally designed for falchion blades but was
soon applied to the broadsword.[5] It had a large
triangular plate very similar to the ones used on main
gauche daggers and was decorated with pierced hearts and
diamonds.
Hilts of this design were also used on other weapons
including sabres, cutlasses, rapiers, backswords and
civilian hunting hangers.
A similar
weapon was the Pallasch which had the same hilt and
straight blade but was single-edged. It was used until
the mid-18th century by the Austrian army and inspired
the British 1796 Heavy Cavalry Sabre." (Wikipedia
- Eng.) |
George Sinclair's forces land in Norway, 1612.
The soldier is armed with a
Sinclair hilt broadsword
and wears a
comb morion.
|
|
|
"It is believed that these swords were brought back to
Scotland by George Sinclair's mercenaries who had served
on the continent.
The
Sinclair hilt broadsword influenced the development
of the Scottish basket-hilted claymore, which was used
by highlanders in the 17th and 18th century.[9] After
the Jacobite Wars it became a symbol of Scotland."
|
|
|
|
|
|
Illustrasjon: Hellebard fra Skottetogsamlingen ved
vertshuset Sinclair i Kvam. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hva
ble resultatet av Kalmarkrigen?
Ved
freden i 1613 måtte Sverige gi opp sine krav på
Finnmark og betale en million riksdaler i
krigserstatning. Danmark-Norge kom slik styrket
ut av denne konflikten.
Krigen førte ikke til grenseendringer.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bakgrunn -
Slaget -
Myter? -
Betydning -
Gjenstander -
Litteratur -
Skottland
-
Program2012 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Siden ble
sist oppdatert:
20. juni 2014 |
|
|
Web: Geir Neverdal (Lektor/Cand.Philol.) - Sel
Historielag
www.otta2000.com |
|
|