I dag er det kjempespennede å kunne ønske Leonora Christina Skov velkommen til bloggen min:
(Foto: Steen Evald)
Leonora Christina Skov er en kjent litteraturkritiker i Danmark og har jobbet for Politiken og Weekendavisen. Hun er mag.art i litteraturvitenskap, og hennes spesialfelt er gotisk litteratur og ny feministisk litteraturteori. Skov er fast deltaker i det danske tv-kulturprogrammet "Smagsdommerne". Hun er også en ivrig samfunnsdebattant, og er ofte å se i danske medier.
Skov debuterte som forfatter med romanen "Rygsvømmeren" i 2003, før det var hun representert i antologien "De røde sko - feminisme nu". I 2007 kom "Champagnepigen". Hun har også utgitt flere barnebøker. I år mottok hun Statens Kunstfonds treårige arbeidslegat for sitt forfatterskap i Danmark, og hun er også aktuell med en ny roman som nå også foreligger på norsk: "Silhuett av en synder".
"Silhuett av en synder" er en gotisk roman og slektshistorie med temaer som selvmord, familiehemmeligheter, galskap og forbudt kjærlighet. Generasjoner har befolket det danske godset Liljenholm, men stedet står nå tomt. Det er hit Nella kommer i 1941. Nella er i selskap med en fremmed og sammen oppdager de at godset skjuler en forferdelig historie.
Her kan du lese mer om hvordan Leonora Christina Skov har arbeidet frem "Silhuett av en synder" og hva hun tenker om den store debatten romanen skapte i Danmark.
Din roman, "Silhuett av en synder", har nylig kommet ut på norsk. Kan du fortelle litt om den boken?
Jeg synes, at Marie Louise Wedel skriver det utrolig klart i sin anmeldelse i Elle. Jeg kan i hvert fald ikke skrive det klarere. Så lad mig citere hende til en start: »Romanen er en medrivende gotisk fortælling, der finder sted i 1930’ernes og 40’ernes Danmark. En herlig kompot af lesbiske, transseksuelle, selvmordere og forkvaklede familieforhold. På godset Liljenholm i Sydsjælland hersker og regerer en tilsyneladende hjemsøgt familie med knaldromanforfatterinden Antonia von liljenholm i centrum. Agnes Kruse, en mandhaftig lesbisk tusindkunstner kommer ad forskellige veje til godset sammen med forfatterindens datter og ender med at blive den, der skal fortælle familiens og godsets bizarre historie, komplet med voldelige spøgelser og indespærrede kvinder«
Hvordan fikk du ideen til å skrive denne romanen og hvor lang tid har du brukt på å fullføre den?
Da jeg var 19 år og lige flyttet til København, fik jeg arbejde som sekretær for en senildement mand, der ville skrive sine erindringer. Indimellem havde han klare øjeblikkelig, men det meste af tiden fornemmede jeg bare, at der var noget, han brændte for at fortælle mig. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, men i mit hoved blev hans synderegister alenlangt og hans familiehemmeligheder lige så store som hans kones øre mod døren. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg ville nedskrive historien om ham en dag.
"Silhuet af en synder" er blevet en meget anden historie, end den, jeg oprindeligt havde i tankerne, men de første scener, jeg skrev, var scenerne med den senildemente mand og den nysgerrige sekretær. Siden faldt det mig ind, at sekretæren måske havde en kæreste, og at denne kæreste måske var opvokset på et hjemsøgt gods sammen med sin frygtindgydende mor, forfatterinden, og at denne mor måske afslørede både det ene og det andet på sit dødsleje. Den store opgave blev at få de to historier til at mødes på den mest uforudsete måde.
Jeg brugte et halvt år på at nedskrive plottet i alle detaljer, få styr på tidslinjerne, researche og lystlæse. Tidligere fandt jeg det vældig pinligt at være sådan én, der er topsystematisk og begriber verden bedst i skemaer og punktopstillinger, men med så forgrenet et plot blev det pludselig en kæmpe fordel at kunne sætte verden i system. Det gav mig en masse fortælleglæde, da det lykkedes, og jeg færdigskrev romanen på et meget intensivt år.
Du har valgt å skrive en gotisk roman, en sjanger du selv brenner sterkt for. Hva er den med de gotiske romanene som tiltaler deg slik?
Én af de ting, jeg elsker mest ved gotik, er, at romanerne hiver det fortrængte frem i lyset. Alt, hvad samtiden regnet for perverst og ubehageligt, f.eks. incest, dobbeltgængeri, onde mødre og fædre, søskendejalousi, uægte børn, perversioner i alle afskygninger, religiøs fanatisme, sindssyge .. you name it. Gotik vender vrangen ud på alt det pæne og insisterer på at beskæftige sig med skyggesiderne, og det tror jeg er enormt vigtigt. Verden bliver kun værre af ikke at tale og skrive om det, man frygter.
Samtidig er jeg vild med de gotiske romaners snirklede opbygning. Ofte er der breve og dagbøger, vilde spring i tid og flere fortællere. Det taler til mit regneark af en hjerne. Og så synes jeg egentlig bare, at det er fedt at skrive romaner med et stærkt plot og masser af kulør, der ikke er krimier, men stadig er pageturners. I min roman læser man ikke efter, hvem morderen er, men efter hvem der er i familie med hvem. Familierelationer og moderskab er de helt store temaer her. Du har lagt handlingen i romanen til den andre verdenskrig. Hvorfor har du valgt denne tidsperioden, og har du gjort mye research?
Først og fremmest havde jeg lyst til at skrive en gotisk roman, der udspillede sig i Danmark frem for i England, i Victoriatiden, der er gotikkens foretrukne periode. Så jeg søgte ret længe efter en dansk pendant til Victoriatiden. I sidste ende faldt valget på Anden Verdenskrig, fordi den rugende krigsstemning og elektricitetsmanglen passede så godt til plottet. Det er langt lettere at skabe suspense, når byer og godser henlægger i mørke, og krigen raser.
Og ja, jeg har måttet researche en del. Jeg er jo ikke historiker, og jeg har da også taget mig mange friheder undervejs. Jeg har f.eks. læst en masse om det homoseksuelle miljø i 20ernes og 30ernes København, og det var godt nok ikke så flamboyant, som jeg skildrer det, men det var der. Jeg citerer fra flere politirapporter og har også indskrevet et par faktiske homoseksuelle mænd i handlingen. Desuden har jeg nærstuderet hverdagslivet under den tyske besættelse, og heldigvis havde jeg min 96-årige mormor i den situation. Hun kom mig ofte til undsætning, når jeg simpelthen ikke kunne finde svar på, hvordan erstatsningskaffe mere præcist smagte, eller hvilke slags natkjoler, man sov med i 1930. Af samme grund er "Silhuet af en synder" dedikeret til hende.
Du er selv litteraturkritiker, har dette vært en styrke eller en bakdel for deg når du skulle skrive din egen roman?
Jeg er mag.art. i litteraturvidenskab og har anmeldt litteratur de sidste syv år, de sidste fire år hver eneste uge i Weekendavisen. Så man må sige, at jeg er vant til at mit dobbeltliv. Normalt kan jeg godt lide at anmelde og får masser af inspiration til mine egne bøger ved at læse andres. Af samme grund læser jeg endnu mere, når jeg har fri – ironisk nok. Man må også sige, at litteraturkritikken har givet mig en stor platform i Danmark. Det er svært for folk at glemme én, når man hele tiden dukker op i spalterne, men omvendt har jeg ind imellem måttet slås med historien om, at anmeldere bare er fallerede forfattere. Jeg har trods alt skrevet romaner væsentligt længere, end jeg har anmeldt.
Når jeg anmelder, foregår det sådan, at jeg læser bogen i løbet af ugen og skriver min anmeldelse om mandagen, og da jeg arbejdede med førsteudkastet til "Silhuet af en synder", var det virkelig svært, at jeg hele tiden skulle ud af mit eget og ind i en andens sprog og handling. Dér ville jeg godt bare have haft et halvt års totalt ro. Det får jeg så nu. Kunstfonden i Danmark har netop tildelt mig det treårige arbejdslegat, og jeg er bare så lykkelig over den frihed, jeg har i sigte.
Gratulerer med tildelingen av legatet! Hvilke gotiske romaner er dine egne favoritter?
Åh, det er jo et stort spørgsmål! Jeg fik for alvor øjnene op for gotisk litteratur, da jeg læste litteraturvidenskab på universitetet i København. Af samme grund står klassikere som Charlotte Brontës Jane Eyre, Karen Blixens Gengældelsens Veje, Wilkie Collins’ The Woman in White, Mary Shelleys Frankenstein og Edgar Allan Poes noveller mit hjerte nær.
Efter universitetet fik det så op for mig, at den gotiske genre lever og har det strålende i ny britisk og amerikansk litteratur, og jeg har nydt at læse alt af Sarah Waters, Patrick McGrath, Diane Setterfield, Jane Harris, Michael Faber og Carlos Ruiz Zafón. Men min absolutte gotiske yndlingsroman er Daphne du Mauriers Rebecca, som jeg har læst én million gange. "Siluet af en synder" er på talrige måder inspireret af den. Og af Jane Eyre.
Hvordan er en vanlig skrivedag for deg, og har du noen spesielle "skriveritualer?
Fordi jeg er så aktiv i den danske litteratur- og kulturdebat og tilmed har svært ved at sige nej, bliver jeg simpelthen nødt til at komme væk fra Danmark for at få skrivero. Da jeg skrev "Silhuet af en synder", sad jeg i halvanden måned udenfor lands lov og ret i Sydindien, i fire måneder nød jeg foråret i Berlin, i to måneder befandt jeg mig i Damaskus’ gamle souq, og i en måned havde jeg udsigt over et sneklædt Skt. Petersborg.
Jeg arbejder koncentreret fra kl. 9.30 om morgenen til kl. 7 om aftenen seks dage om ugen – ellers hænger min økonomi ikke sammen. Den syvende dag forsøger jeg at koordinere med vejret, så jeg kan suge diverse byer til mig i strålende solskin. Skriveritualer har jeg ingen af, ud over, muligvis, alt for meget nescafé. Da jeg skrev "Silhuet af en synder", råhørte jeg desuden punk-cabaretbandet The Dresden Dolls og forsangeren Amanda Palmers storslåede soloplade. Amandas musik passer perfekt til stemningen i min bog.
Du blir ofte brukt når avisene i Danmark vil ha kommentarer på samfunnsaktuelle spørsmål, er det et snev av samfunnskritikk i romanen din?
Jeg vil mene, at alle mine romaner er politiske og samfundskritiske på én eller anden måde. "Silhuet af en synder" handler jo f.eks. enormt meget om moderskab, eftersom den er fyldt med mødre, der ikke formår at elske deres børn. Hvis der er én ting, jeg er træt af, så er det hele forestillingen om den lykkelige, rummelige mor, der elsker sine børn fra det øjeblik, de er født. Sådan er virkeligheden langt fra for alle, og det ville jeg gerne gøre opmærksom på, lidt som da Helene Uri udgav "Engel af Nylon" i Norge for nogle år siden.
I Danmark førte min bog og dens onde mødre til stor debat, og det er jeg lykkelig for. Rigtig mange mødre kom på banen og fortalte om alle bagsiderne ved moderskabet. Tanker og oplevelser, som de havde følt sig meget alene med. Desuden vil jeg mene, at overhovedet dét at skrive en gotisk roman og insistere på at forene kulørt plot og litterær skrift er en samfundskritik. I Danmark skriver man enten krimier, der aldrig bliver anerkendt for de litterære kvaliteter, eller såkaldt smal litteratur, der fokuserer langt mere på sproget end på handlingen. Jeg har længe haft lyst til at udfordre den opdeling.
Kan leserne vente seg flere bøker fra din hånd?
De danske læserne har allerede fået tre romaner, to børnebøger og en feministisk antologi fra min hånd, og der er helt klart mere på vej. Lige nu researcher jeg til min næste roman og pløjer mig igennem bøger med spændende titler som Hot Girls of Weimar Berlin, A Feminist Reader in Early Cinema, Silent Stars, Vamp: The Rise and Fall of Theda Bara, The “it” girl: Theincredible story of Clara Bow og stumfilmstjernen Pola Negris selvbiografi Memoirs of a Star.
Jeg vil skrive om en falleret stumfilmstjerne, indtil videre inspireret af min yndlingsfilm Sunset Boulevard, og så vil jeg også skrive om en hel masse andet, men det lyder alt for rodet, når jeg forsøger at fortælle om det. Så jeg vil hellere vente.
Hvilken spørsmål skulle du gjerne sett at journalistene stilte deg under intervjuene for ”Silhuett av en Skygge”, og hva ville du svart?
Generelt vil jeg sige, at jeg synes, journalisterne har stillet mig glimrende spørgsmål om "Silhuet af en synder", og jeg kan faktisk ikke komme på spørgsmål, jeg har siddet og brændt for at svare på. Måske fordi jeg plejer at lede mine svar derhen, hvor jeg synes, at samtalen bliver interessant. Så ind imellem hænder det, at journalisten spørger i øst, og jeg svarer i vest.
Hvis du kun skulle lese tre bøker denne høsten, hvilke tre bøker ville du da velge?
Jeg har faktisk allerede læst to af de tre bøger, jeg har glædet mig allermest til dette efterår. Den ene er Nicole Krauss’ fænomentale, postmoderne newyorkerroman "Great House", og den anden er Liz Jensens sci-fi-thriller "The Rapture". Den tredje må være én af de mange bøger, jeg har haft planer om at læse i hundrede år: Donna Tartts "The Secret History", Jackie Kays "Red Dust Road", Sara Stridsbergs "Drømmefakultetet" eller danske Mathilde Walter Clarks forførerroman "Priapus". Sidstnævnte er jeg halvt igennem. Den er helt egensindig og stærkt underholdende.
Tusen takk for at du tok deg tid til å stille opp på dette, Leonora Christina Skov.
Selv har jeg ventet lenge på utgivelsen av Silhuett av en synder". Gotiske romaner er også en av mine favorittsjangere og Skovs roman virker veldig tiltalende. Romanen har også fått super kritikk i Danmark. "Innimellom skriver forfatteren gotisk poesi", mente Weekendavisen. "Førstedelen av boken er som et langt, gispende gys", mente Ekstra Bladet.
Du kan lese utdrag fra anmeldelser på Skovs innholdsrike hjemmeside her. Og vil du vite enda mer om Skov, kan dette intervjuet i Politiken være verdt å lese.
Sjekk også ut dette intervjuet om du vil ha mer info om boken:
