Google
This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - å reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual
personal, non-commercial purposes.
and we request that you use these files for
+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that å book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
atfhttp://books.google.com/
Google
Dette er en digital utgave av en bok som i generasjoner har vært oppbevart i bibliotekshyller før den omhyggelig ble skannet av Google
Den har levd så lenge at opphavretten er utløpt, og boken kan legges ut på offentlig domene. En offentlig domene-bok er en bok som
aldri har vært underlagt opphavsrett eller hvis juridiske opphavrettigheter har utløpt. Det kan variere fra land til land om en bok
finnes på det offentlige domenet. Offentlig domene-bøker er vår port til fortiden, med et vell av historie, kultur og kunnskap som ofte
er vanskelig å finne fram til.
Merker, notater og andre anmerkninger i margen som finnes i det originale eksemplaret, vises også i denne filen - en påminnelse om
bokens lange ferd fra utgiver til bibiliotek, og til den ender hos deg.
Retningslinjer for bruk
Google er stolt over å kunne digitalisere offentlig domene-materiale sammen med biblioteker, og gjøre det bredt tilgjengelig. Offentlig
domene-bøker tilhører offentligheten, og vi er simpelthen deres "oppsynsmenn". Dette arbeidet er imidlertid kostbart, så for å kunne
opprettholde denne tjenesten, har vi tatt noen forholdsregler for å hindre misbruk av kommersielle aktører, inkludert innføring av
tekniske restriksjoner på automatiske søk.
Vi ber deg også om følgende:
e Bruk bare filene til ikke-kommersielle formål
Google Book Search er designet for bruk av enkeltpersoner, og vi ber deg om å bruke disse filene til personlige, ikke-kommersielle
formål.
Ikke bruk automatiske søk
Ikke send automatiske søk av noe slag til Googles system. Ta kontakt med oss hvis du driver forskning innen maskinoversettelse,
optisk tegngjenkjenning eller andre områder der tilgang til store mengder tekst kan være nyttig. Vi er positive til bruk av offentlig
domene-materiale til slike formål, og kan være til hjelp.
Behold henvisning
Google-"vannmerket" som du finner i hver fil, er viktig for å informere brukere om dette prosjektet og hjelpe dem med å finne
også annet materiale via Google Book Search. Vennligst ikke fjern.
Hold deg innenfor loven
Uansett hvordan du bruker materialet, husk at du er ansvarlig for at du opptrer innenfor loven. Du kan ikke trekke den slutningen
at vår vurdering av en bok som tilhørende det offentlige domene for brukere i USA, impliserer at boken også er offentlig tilgjengelig
for brukere i andre land. Det varierer fra land til land om boken fremdeles er underlagt opphavrett, og vi kan ikke gi veiledning
knyttet til om en bestemt anvendelse av en bestemt bok, er tillatt. Trekk derfor ikke den slutningen at en bok som dukker
opp på Google Book Search kan brukes på hvilken som helst måte, hvor som helst i verden. Erstatningsansvaret ved brudd på
opphavsrettigheter kan bli ganske stort.
Om Google Book Search
Googles mål er å organisere informasjonen i verden og gjøre den universelt tilgjengelig og utnyttbar. Google Book Search hjelper leserne
med å oppdage verdens bøker samtidig som vi hjelper forfattere og utgivere med å nå frem til nytt publikum. Du kan søke gjennom
hele teksten i denne boken pål|http://books. google. com/|
*
—
i -=25225222222221:5/2 na ED
& vr indringer
jom Bidrag til
Arrges Sitt
fra 1800 til 1815
af
Jacob Hall,
— — ——
Anden Udgave i eet Bind
ubgivet
med nogle Rettelfer og Tillæg
af
Chriftian C. A. fange.
ted Vorfatterend Worttæt. og bans Viograpdi af Umtmand I. €. Mall.
Chriſtiania 1859. |
Forlagt af I. W. Gappelen; er p .
Trykt hos 6. 9. Zenſen. i
AF
TUC 12. GR
PUS.ul LIBRARY
SRI ZARA
R, LENOX AND
TILDEN FPOUNDATIONS
R 1926 L
Wågiverens Sorord,
Harsh hals Erindringer er den enefte fammenhængende Fremftiling, vor Literatur
avan der, af de minberige Begivenheder i Norden mellem Aarene 1800 og 1814. De
ex Måönttet ilfe blot af em i hine Begivenheder ofte felv indgribende Mands , Erindringer",
sa tillige af hans flittige Forfminger i Samtibens Optegnelfer og af hans Brevvesling
met forfjellige af be handlende Perfoner. De bære tillige overalt Præget af Sandheds⸗
herſighed, famvittighedsfuld GStræben efter Upartifthed, og af en næften til Wngftelighed
mediene Frygt for at være ubillig mod Nogen. Disfe Forfatterens almeenerkjendte
pefenfige Egenſtaber affpeile fig paa hvert Blad i hans Skift, og de give det et hiftorift
Lan, fom hans Samtid har paafljonnet, og Eftertiden i endnu høtere Grad vil forftaae
et fatte.
Men juſt disje moralſte Fortrin ved Forfatteren og hans fidfte hiftorifte Arbeide gjøre
belte ſiklet til Mimeenlæsning. Den milde, forfonende Mand, ber gjennemtrænger bet, vil
cterlade et Indtryk paa Læferen af No og Ligevægt i Sjælen, maa flemme ham til Over-
berenfed mod politiffe Modſtandere, og i det Hele virke dannende. Disſe Erindringer
fynes derfor å flere Henſeender pasfende til at komme i hver Mands Haand; og for at
virte hertil har Forlaggeren beførget benne Godtkjobsudgave, fax billig, at neppe nogek
Mand, ber har havt Leilighed til at erhverve den ringe Grad af Dannelfe, fom gjør Bogens
ayttige Sesuing mulig, ſtulde af Pengehenfyn afholdes fra at anftaffe fig ben.
Sels Arbeidets Mangler blive uvæfentlige, naar bet betragtes fom Folleſtrift. Den
teie, hvormed ben afdøde Forfatter arbeidede, felv å Alderdommens fibfte Dage, førte
miberlig til em Ordrighed og til hyppige Gjentagelfer, ſom funne ftøbe ben mere orienterede
fofer, men fom for ben almindelige Mand fnarere ere til Behag vg Nytte. Denne ftodes
å heller ved den ſtundom mindre heldige Fordeling af Stoffet, hvorved enkelte Capitler ere
laue af før ftert Omfang, medens andre ere blevne faa korte og indholdsloſe, at be fnareft
fatte hatt Plads font Aunoærhinger. Overalt, Ubgiveren er førvisfet om, at ben norfte
Abeenhed i Aalls Erindringer vil finde en fund biftoriff Læsning, der tan vaelle og nære
Eten for Fodrelandets Interetſer og Mjærligheden til dets Inftitutioner, og i mange
Retninger virke forfonende, bannende og belærende; og om man end vilde fige, at hiin
Zas Hiſtorie hunde være fredet med ftørre hiſtoriſt Nunft, med et Hærnefuldere Foredrag
%g bedre Benyttelfe af Kilderne end af Jacob Mall, vil der døg ilke i vort Land lettelig
nyttet en hiftorift Forfatter, ber begynder fit Arbeide med bedre Billie, ubfører bet under
fdvigere ybre Forhold, og fulbender bet med em bedre Bevidſthed om at Have arbeidet i
Emdhedens oprigtige Tjenefte, end bet frie Norges førfte Mæcenas, ben gamle Hall paa Nas.
Qm benne nye Udgave er forøvrigt livet at fige. Den er ingen Omarbeivelfe, et
engang en fuldftænbdig gjennemført Revifton. Dertil var Tiden og Udgiverens Forberedelfe
IV
før fort. Mange, i et faa udførligt førfte Arbeide uundgaaelige Feiltagelfer ere deels fril-
tienbe rettede, beels bemærkebe i be tilføtede Unmærkninger. Kun et enlelt Afſnit (21de
Gapitel i det Jibsrum ID) er heelt omarbeidet af Grunbe, fom ber ere anførte. Ubdgi-
veren har viftnok oftere været af en fra Aalls forftjellig Mentng om Begivenheder og Per-
ſoner, men han har ille uden ved enkelte vigtigere Unlebninger funbet bet pasfende at
forftgrre ben rolige Lesning af Bogen ved i Utrængsmaal at fremlomme med kritiffe
Tvivl. Han har ſtedſe beholdt for Øie, at Forfatteren tun har villet have fine , Erin-
bringer” betragtede fom „Bibrag“ til hans Febrelauds Hiftorie, og i bisfe ere andre
Mænd. unødige Retteljer og Forandringer paa bet urette Sted. Som Forfatterens Erin⸗
bringer (Memoirer) ville de altid blive et Kilbeftrift til Feedrelandets nyere Hiſtorie, ſom
Fremtiden i mange Dele kan rette og fuldftænbiggjøre, men aldrig gjøre overflødigt. En
famtidig, i Begivenheberne beeltagende, uafhængig, fædrelandsfindet og klartſtuende Mands
Mening beholder beftandig i Hiftorien fit Verd; ben hører til benne Videnſtabs bedfte og
uundværligfte Grundftøtter. Det anffuelige og tiltalende Billebe, han paa fan mange
Steder giver os af den Aand, ber hvilebe vver Samfundsforholdene og Norges Mænd,
tfær i Trengſelsaarene, er af ubeftrideligt Verd, dg fortjener at gjenfaldek å Erindringen
og bevareg gjennem alle Tiber.
I ben ybre Anordning har Udgiveren fun foretaget ben Forandring, at han har an-
givet Gapitlerne8 og Sidernes Indhold, givet Bilagene førtløbende Nummerfølge, og inb-
taget bem famlebe ved Varkets GSlutning, famt tillagt nogle nye Bilage, ber paa Jnd-
holbeliften ere betegnede med en Stjerne. Ulle af ham tilføiede Anmarkninger ere i Al-
minbeligheb fatte inden Rlammer, hvilfet og er Vilfælbet med nogle Bemarkninger af
Juftitiarius Berg, fom her ere optagne. Denne Mand befad nemlig et ganfte ufævvanligt
Rjendftab til fin Samtids Mænd; hans Dom om bem vil derfor altid beholde fit ſtore
ærd, felv om Eftertiden maatte finde, at han ſtundom bomte for Hardt. Udgiveren
haaber, at Bergs Bemærkninger, der overalt ere betegnede ſom hans, ere for faa til at
virke forftyrrenbe ved Lesningen af ben milde Hale Crinbringer.
oe Med Henfyn til Bilagenes Behandling har Udgiveren tilladt fig noget ſtorre Frihed.
$Han Har overalt, Hvor han Kunde gjenfinde Kilden, anført denne vg rettet Aftrykket i førfte
Ubgave berefter, og før at vinde Plads før be nye Bilage, har han ubeladt et Var ældre,
fom deels vare blevne foreldede (Danmarks Budget før 1885), deels ofte andenſtebs trykte
(Freden i Kiel).
Sluttelig maa Han med oprigtig Tal omtale den Biftandb, han ved denne Udgave hår
nydt af DHrr. Grev C. Å. Ablerfparre' i Stodhølm, Sognepreft Faye I Bolt, Bor⸗
germefter Platou t Ghrifttansfand og tøl. Fuldmegtig M. Birkeland å CVriftianta,
hvis Oplysninger i forflfelfige Retringer Ubgaven ſtylder here Forbedringer.
Chriſtiania, ben Gte Juni 1859.
Chr. La ne
Indhold.
Side,
Jacob Malle Biographt (af I C. GM. å å pr åå ååå Å
Børfe Deel.
fortale kJ * - * * 9 * * * * * 9 * * * * — * * 11.
Sørfte Sidsrum. Fra 1800 HI 1807.)
1 Gapttel. SJublebning, ee EE vr
å — Briternesg ngreb paa gi ødenhavn 1801 EE 2.
3 — Briternes Overfald paa Kjøbenhavn 1807 . .+ + + ++ 1 14
i — Norges Beltand før Rrigen EE . .. 40.
* — Rorge på Tafgandel . aa 6 0 € 0 6 oe + * 4 42.
6 — Norges Skbsfart . .. » ÅT.
7 — Fifferier og Fiftebandel . . . . 2 42 4 .. 31.
å — Kongébergö Gølvværl . ee .. 44.
d — De evrige Bergverker. .. .. 56.
” — Andre mindre nbuftei-Unlæg ... .. 623.
u — € ge . » * på . 6 * * På . 63.
V — angel pag høiere Dannelje ea 222 ' 2. 9G.
B — Litteraturen i Norge as . 69.
Å — Sædelighedend Tilfand hos almuen FB 71.
” — Oplysning, Religisſitet og Bevemaade ea 70»
6 — Finantfer og Krigsvæfen . . ... 8
Andet Gidsrum, førfte Afdeling. Ba 1 1807 til gangen a 180%)
Inledning - . | ... 88.
16ap itel. Krigens førfte Fl ler, før Norge . | 9098
2 Den interimiftifle egjering&-Gommisfion opreites 95.
då — Englands Fredsforflag. . , 108.
å — Megjerin &-Gommisfionens førfte Birtjompeo . . » 105.
$ — Foranftaltninger mod Kommangel . . sov . 107.
b — Øre» Herman Wedel Jarldberg - . 112.
7 — Megjerings-Gommisfionens Birtiomhed og vanfelige. Sor + 117.
å — Norges Kornforfan X overtages af Siaten .. 1.
9 — ronfife. Fil bagedt | 2228 | 129.
2 — — gen ad ne på — da , 12084 Q 186.
— inieſtibet Prin riſtians Un ergang . ' er . .
NB — mbhigens & Slutning . . eee . 148.
VB — —ã mellem Sørge »” Sverige .. ... | 182.
u — Ørunde mod ef norſt Indfald i Sverige . . F 154.
b — Rapoleon. GSpanierne i Danmarl > | 156.
BG — Po es indre FTilftand. Grev edel Birtfomfen 2 . 158.
”n — , Kaas'8 pg Tonder Lunds Død 9 - o 9 $ 9 160,
Anden Deel.
Sublebning. EEE EEE e 164,
Andet Tidsrum, ånden Aſdeling. (ra 1809 til 1814)
- AGapitel. Rye — a erings-Gommisfiønen . + + + » 187.
3 — Ræringåveieneg I ale ag ve,» ſu te 92 09 0 4 eo» 189.
3 — Nevolutionen i Ede e > 90 60 0 + 0 $ o $ 4 * ++ ++ & 17.
4Gapitel. Sveriges Forhold til Udlandet efter Mevolutionen . . . . . . .
5 — Ghriftian Auguſts Forhold til Revolutionen i Sverige . . . . .
6 — — i Norge 1809. Grev Wedels Nlaner .
7 — Tronfølger-Dalget t Sverige vg Ghriftian uguſts Forhold til famme
8 — Svenſte Agitattoner i Norge. Frederil af Hedfen . .
9 — rindſ eg — paa Ullevold. Aalls Brevvesling med Gjripian Mugu
10 — ka Sentsring - > > . . p
11 — Licence⸗Farten 0 . ++ 9 * oe 0 0 * e .
12 — Ghriftian Au nguf fotaber Norge . +00 84080
13 — Univer — agen 1 ee . eo
14 — GSelftabet tr Horgek Bel ſtiftes 1810 . . . .
15 — Europas Stilling AEE
16 — Kronprinds Carl — — Dad. . . ....
17 — rindſen af Pontecorvo bliver ronprinds i i Sberi e eee
18 — anbel og Bengevæfen. Sotrigen og Kaperfarten. 810 —1811 e 0
19 — rederils Univerfitet i Chr ſtiania ſtiſtes .... ....
0 — e otonomiſte Forhold i 1811 . . . 92000008
4 — Expeditionen til Anholt . ... .....
æ — Nordens politifte Forhold 1811 . . AE
23 — Forbund mellem Sverige og Rusland . ea 40000
4 — Fregatten Najaben sbelæggek i Lyngser . . +. - 4 4 & ..
25 — Uaaret 181 2. + * * 0 På * * * *
6 — Folgerne af Napoleons Rederlag i Rusland . . > ao
Mn — Nigsbantforordningen af 5te Januar 1813 .. OE
m — Sverige øptræder mod Rapoleon o — filtreg orge til Belønning . .
29 — rinds Gorifttan Frederil bliver Statholder i Roørge . . . . -
30 — arl Johan og ben fvenfle Hær i Tydfland . ..
31 — Begivenheder i Norge 1813. Gian Frederiks Virtfomheb. ee
33 — Garl Johan i Golftenr. Freden i Kiel . 440
33 — Rorges Rufninger Chriſtian Fride aabflagninger .. ..
34 — Chriſtian Frederils Reiſe til Trondhjem, Modet paa Gibsvold . .
35 — Ghrifttan Frederik Norges Megent. Hartiernes Stilling . .
36 — Norges Mafhængigheds-Ertlæring. Rigsforfamlin fammentaldes.
Regenten velger fit Raad. inter enbeg til Englan» . . .
37 — Degivenheder i Norge i Marts 1814 ......es. 100
å
. Tredie Deel.
Forord EE EE EE EEE EE EEE EEE EE EE
Ø P ,
Tredie Tidsrum. (Mprll—Rovembe 1814.)
Qndledning . « ö é 6 * . * å å $ é 0 0
1 Capitel. Rigsforfamling en paa Givsvold . ' . .. aa
3 Den valgte Konges Jnbtog i i Gyri Hania
3 — Garl Jopans —— Chriſtian ederik ſender et nyi Geſandtner
å — Moriers Underhandlinger. Opforbeing til Almeenseæbstin 4 å å
5 — De allierede Magters Øefanbter, Unberbandlingerne a rydes
6 — Sidſte Forſog paa en fredelig Overeenskomſt.. be 0 å
7 — Sejerſteds Forfvarsplan. Krigen ubbryder . . å ee
B — Den norffe og fvenfle Hærs Stilling. Betragininger ea 20 ev
9 — e Svenftes Ungreb. HYrederikftads perginelf t ....
10 — — eier over Gahn. Kongens Vanlelmod . . ..
11 — ——— fra Gaul san antaget af Ghriftian rederi . ...
12 — Underhandlinger i
13 — Konvention i Ag FB akbenpiikand. Chriſtien Brederit vverdrager
Megjeringen til Gtatsraadet . . .
14 — Misnøte med Krigsførelfen. Oplob i Cjriiania og å aursig
15 — Norges mislige Handelsvirkſomhed. . . ex
1 — Gjenfidig Jmedefommen . .
ir — Det overordentlige Storthing famles. Chriſtian Badet nedlegger
—— og forlader Norg .. 5.
18 — Storthingets førfte Moder. * Gyrifie bliver Broftvent . ee 00
19 — - Def og Generalieutenant Sdmettom . ar 4005
NW — Storthinget modtager be foenfte Kommisfatrer . . . LL +L 2 å
5.
a
po
B
å
3
*
V
B
pi)
11111161
opapuprppP
BPREP
EE EE
frk
ir
ẽ
SPES pf
*
8 gg 2 areet BB
" ” ) 5 ”
—
porter om Slaget 2den Upril 1
ane tl Krigs⸗Erklæring mod Gagiand 1807
apitel. ——— beflutter Rorges Forening med Sverige . . .
Forhandlinger i Storthinget over Geundlsvs-Førsnbringerne ..
Rigernes Forening —— Ade Rovembe..
Storthingets ſenere Virkſomhed
Forhandlin ao i Odelsthing og Lagthiug. ronprindfen flutter Stortinget
Et nyt norſt Statsraad ubvælge
Gongresjen i Bien og bens bsbetje paa Norges Stilling :
StorthingetS Deputatton til Stodholm hylder Garl ben Trettende .
Blik over Norges Jilftand efter Foreningen . . . Tr .
å KI
Bilag.
Gonvention angaaenbe beræbnet Reutralitet . . . . . 4.
Notevexling mellem Gtorbritannien 28 Danmark - . + - 4
* [I
Om be engelfte Tropper å Sjælland . .
Gapitulations-Urtillerne for n Kjøbenbavn og fammet Gitani
Et Dienvidnes Beretning om Bombarvementet . .
Sronprindfens Brev til General Peymann . . + + 4
Gonful Wolffé Advarsler .
Norges Yndtægter 1806 0 den Bele Stats Udgifte 1805 .
Udtog af Forordningen af de September 180 . .
Rorff confiferet Privatgi ælb til England . ae 2 eee
Mefolutisner om Regjerin 8-Gommisflenens Dprettlf . 20428
Ungaaende Englandẽ YFredsforflag 1807 . . ee ee
Uddrag af Englands Grølæring mod Nusland . . ..
Om Udſtedelſen og Omløbet a Danft-Courant-Gebler . »
Regjeringe Gommi sflonens Strivelfe til Binante-Gollegium ben ope Dt-
Ørev Wedels Barndoms og Ungdoms Hiftorie .
Negjerings - Gonrmisflonens Brev til Kongen 18be Sepibr. 1807 .
Negjeringö-Commisfionens Horeftiling af 28be Novbr. 1807 .
Megjerings-Comunisflonenö Ordre til Byfoged Wulfsberg af LVde Deck. 1807
Den danfte Declaration mod Sverige af 29de Februar 1808 .
Det ſpenſte Hofs Svar paa ben danſte KrigserMæring .
Å over ben faalaldte Befthars Dperationer under : General airmfelni
sett be FE once å Beretning af 18be April 1808 . 52
Chriſtian Anguſts Rapport ti Negjerings-Commisfionen .
Staffeldts Rapport om Uffairen ved Trangen . . . .
Gapttain Jesfens Rapport . . .
Staffeldts Rap orter af 19be og '28de Mai 1808 . .
Rapport om Affatren ved VPræftebatte . . ae 000
General Armfelt til Overabjutant Hbterfparre 222
Armfelts Brev til UAdlerfparre . ee
Brinds Ghriftian UAugufts Beretning af ete Juli 1808.
Armfelte Brev til Adlerfparre . . .
ADL parre og GtaffeldtS Gørrefpondence i October 1808 .
lerſparres Proclamation ved Veſtre⸗Armeens Opbrub ae
Ganiale mellem gong Gufiav Uvolph, Præfident v. Ehrenheim og den
engelfle Minifter Merry .
General Silfoerfparres Beretning om Kong Gulta» üdeiphe amſtieins
paa Slotiet ———— den 13de Marts
Brev fra General Adlerereug til G. —
Depefde fra ben engelffe Statsminifter Canning til ben ſvenſte Minifter i
nbon . .
Sende fra ben ft enſte Minifter veb bet franfte Hof, åbe Deckr. 1809 .
Prinds Gpriftian ugufl Apologi for fn Fremgangsmaade I Norge unber
en med Sverige .
Ubdrag af Å af —* Beretning om Revolutionenb Udbrub i Øerme»
o * * * e 0 * * e 9 e * *
e 4 6 4 9 eo 9 &
*
; : T 8 E BEREFFERSDERR — * TT
,
ø
på
vi
No. 43. å. Grev Gar! & Andarſpards Brev til Jacob Mal . . . . «2
4 43. bo To Vreve fra Ghriftian Nuguft til Georg Udlerfparte . .
PO EE NA ER
SN % 8
$
V 9 0 vr 85%
å 2 å 8 å 4 4
7 8
71 b
. Ubbrdg af Envoyéen Rehaufens
*-
MA jr Brev til fin Broder, 10de Marts 1809 .
*Gprifttan Auguſts Brev til General v. Krog .. ea 4800
Ubrag af et Bren fra Wetterftedt til G. Udlerfparre af 20. Auguſt 1809
Breve fra Binde Chriſtian Auguſt til Baron Ublerfparre . . . . .
Ubbrag af Breve fra Carl ben 18de til Baron Uvlerjparre .
Ubbrag af Oberſt Gahns Breve til G. UAvlerfparre . . . . %
Ubbrag af Baron Platens Breve til Udlerfparre ...
Uddrag af Breve fra Wetterftebt HI Udlerfparre .
G. Lagerbjelles Brev til G. Udlerfparre . . . + -+ 4 1 4 oe 2
*Brev fra Grev Axel O. Mørner til Kronprinds Carl Johan . . . .
Baron Lars v. Engeſtröms Breve til G. Adlerfparæ . . . . . .L >
Baron Engeftrøm8 Brevvegling med Grev VBernjtokff . . . . . . .
Blandede Untegnelfer angaaende Kronprinbs Carl Auguſts Ophold og
GEmbebsftilling i Norge . . 2 2 40 2 2 22800025
Hoitidelighed i Ghriftianta ben 29de Decbr. 1809 . . . 4 4 4 -
Tanker angaaende bet ſvenſte Tronfolgervalg t Ørebro 1810 . . . .
*3 v. En ejtrøme Beretning om Vronfølgervalget efter Kronprinds Garl
uguſts Død . .L .L - - 40 2 2 0 480 2 0 20 0 0
Medbelelfer af be Omftænbdigbheder, ber ledfagede bet paatæntte Valg af
Hertug Frederik Gyriftian af Augiftenborg til Tronfolger i Sverige
Udtog et Brev fra Krog⸗Meyer til Overlærer L. St. Nlatou . . .
Ubbrag af et Brev fra Profesfor Treſchow til 2. St. Platou . . . .
Rapporter om Uffairen å Lyngser. > . 2 4 1 4 2 2
Brev fra Wetterſtedt til Ublerfparre . ..
Danmarks Krigserflæring mod perige af 8die Septbr. 1813 . . . .
Nefeript til Prinds Ghrifttan Frederik om en Laane⸗ og Disconto-Gadfe i
Norge af de Octbr. 1813 . . 4 4 4 2 4 4 4 0 2 2 2
Jacob Nals Brev til Nammerherre Peder Unter . . . . .L 2.
»Throndernes paatæntte Ubdbresfe. . . . . 2 2 2 4 4 .
Ghriftian Frederils Beføg i Throndhjem . ae 2224
Gar! XIII's Vroclamatton til Nordmændene . . . + å 2 4
Chriſtian Jrederils Inſtrux før CGarften Unler . . . . 4 4
*Brev fra Feltmarftall Grev Esſen til Kronprinds Garl Johan.
. Chriſtian Frederiks Brew til Carl XII. . ++ 4 2 4 44
NRigsforfamlingens Reglement . . . . 2 2 4 0 644040
Uddrag af Adlers og Falſens Udkaſt til en Gonftitution for Kongeriget Nørge
To Breve fra Garl Johan til Feltmarftall Eéjen . . . . . . 4.
Bemerkninger over Sorenflriver Balfenø ben 18be April i Rigsforfamlingen
paa Eidsvold fremfatte Forlag o. 2 pi 3. 2040 2 2 4
rev til Grev Røfen . . . . . 2
Betentning over Fæbrelandets Stilling af Jacob Hall, inbleveret til Kong
Chriſtian Frederil ben be Mai 1814. . ++ 1 2 2 10 0 2
Brevvegling mellem I. P. Morier og v. Holten . .L - L . 4 4 å
Kronprinds Carl Johans Nundgjørelfe fil bet norfle Foll.. . . . ..
als's Rapport om Frederiksſtabs Overgivelfe . . . . - 4. 4 4 å
ulletin om Krebs's Seier ved Matrand . . + 4 2 4 4 4 - 4
Rapport fra Obderfilieutenant Stabel dat. Hemngs i Holand 1lte Auguſt
Bjørnftjernas Preovegling om Norges Kornforfyning . . ee
Stongen8 Propofition til Norges Storthing af ilte Nøvbr. 1814 . . .
e ø e *
0
Jacob Aalls Bisgraphi.
(Af J. C. Hall)
- —— — —— - — — —
p — pip ——
| dus Aall er født i Porbgrund den 27de Juli 1773, Hans Feder RNichlai
Sajann: Aall havde ſtuderet Theologi og var en fort Tid Amannenſis hos Viflop
Gamerns; men fenere medfatte han fig fom Kjobnand i Porsgrund og erhvervedå
mber ben Tids gunftige Gonjuneturer ved Tralaſthandel og Skibsxederi en hetyhelig
bee. an var en briftig Forretningsmand, men derhos vei bevandret i Dagens
- Øitberntuer og meg ſprogkyndig, og benne efter hine Tiders Maade for hans. Stil
ag ufabommtige Dannetfe, forenet med et vift Alvor og Bærdighep. i Charakterr og
Selen, gav ham ſtor Auſeelſe blandt hans Medborgere, der i vigtige Unliggendir
jarlig one hans Naad. Moberen Umbor Jorgenſen var en fille, fom Kone, bei
nede ganſte opoffret for ſin Manb og fine Mirn.
Opbrageffen i bet fæbrene Huus var fréngere,- end Mutidens en og Bring
førr med fig. Naat Børnene fom ind i Stuen, mante de flaae opſtillede veb
Dan og turde aldrig uben Opforbring blande fig i be Vornes Samtater. De
matte ille alene 'vært beres egne Tjenere, men. de to yngſte Sønner, Jacob og
Aeelri, maatte fiftee til daglig at gjøre fuldftændig Tjener⸗Oppartning ved Hut»
rens Bord, og pace en Leietjener tilhaande, nær der vår Freumede. Til de
Drodres Undervtisuing blev der antaget Lærere, over hvis Balg ber imidlertid
tadede et befynbertigt Uheld, da den Forſte var briffældig, den Anden uduelig;. og
ben Tredie bande brikforidig og uduetig. Denne Gidfte, fom” i tre Aar ſoreſtod
dernents Underviidring, var en var og opfarende Mand; 'der for de ubetydeligſte
Borfeetfer brugte haarde Revſelſer, ſanat det endog fremkaldte be Forbigaaendes Meda
Veahed, og at en Tellebonde, der hørte vaandefulde Skrig fra Skolen, engang dam
w og truede: Gæreren med Prygl, derſom han foer ſaaledes aſſted mø Merg
Sam.» Det var Lærerens daglige Tale, at Jacob var ganfle nftillet Kl EStude⸗
| tager, og atibær Milde tilraade Faderen at gire han eg anden Beſtemmelſt. Dekke;
Oilgmsed den Tilfidefættelfe, ber hørte til hine Dages Opdragelſe, vakte i Barnets
øve. og beſtedne Genmyt em Mistillid til fig fele og en Følelfe om egen Ubøfyde»
igjen, font aldrig guuffe forlod ham. use N:
Aaus Erindringer. v 1
Bul Jen 20 02
9 Jacob Aalls Biograpbi.
Endelig blev Faderen ved et Tilfælde bekjendt med, at Læreren ille var hant
Fillid værdig, og Jacob Aall blev nu, 15 Aar gammel, fendt til Nyborg Stole,
hvor han fom i Hufet hos Rectoren, Magifter Tornøe, der dengang flod i ftort Ny
fom en dygtig Skolemand. Her taftede han fig med fror Flid paa Studeringerne,
og viifte fig fnart en bedre Dom værdig end ben, der af em uduelig Lærer var
fældet. Da han derpaa efter tre Aars Skolegang med for Angftelfe fremſtillede
fig ved Univerfitetet, erholdt han til Examen artium bedſte Gharafteer nb Ud⸗
moærtelfe og blev indkaldt fom No, 2 naſtefter Thorlacius. J Kjøbenhavn var
Stjebnen ham paa fr? Micder gunſug, og fi pleiet fly" å henregne de 3 Aar,
fom han tilbragte med at forberede fig til anden Gramen og theologiff Embedsexa⸗
men, til de Infteligfte i fit Liv. Han fom til at logere Hos Juſtitsraad Stephanfen,
med hvis Søn — fenere Præft i'Thjølling væ Laurvig — han paa Skolen i
Nyborg havde gjort Befjendtffab, og indlededes derved i en Omgangscirkel, hvis
Sjel Provft Høgh i Gjentofte var. Denne Mand havde, ved Siden af en dyb
Religiøfitet og et mildt drifteligt Sind, em færegen Gave til at udbrede uftyldig
Munterhed omkring fig, og den unge Student, der fnart blev et af Kredfens fradi
og. Hjærefte Medleunner, følte fig i benne Omgiveffe beflyttet baade mod ber I
Lvoivl om de helligfe Sandheder, fom him Tids gjærende Frihedsideer førte md
fa, og mpd de andre Jarer, Hvormed Hovedſtaden truede den af en formuende og
fiberaf aber méd. Benge vel udſtyrede Yugling. Paa denne Tid lagde ogſas Grums
den til hans Forbindelſe med Stephanfens yngſte Datter, Loviſe Andrea, der fem
blev has Kone — en Forbindelfe, hviflen han under alle Livets Omverkuger anfase
fom den ftørfte Lyfte, ber paa denne Jord var ham flæntet. — Imidlertid bee
Sinderingerne bresne med Lyft og Iver, og allerede i Sommeren 1796 underlaſtede
hat fig thevlogiſt Embedseyamen med Gharatteren laudabilis & quidem egregie:
Men det var ikke faa beftemt, at Ikcob Aall fulde følge bet geiflige Kald, til
hoilket fans Studeringer nærmeft fyrede. Da han efter fuldendt Mramen beføgte
Hjemmet, blev det befluttet, at Han frulde forføge fig fom Prædifant i Glemdald
Kirte, der ved fin affides Beliggenhed maatte indgyde den ængftelige Gandidat mind
Frygt; men ftjønt Tilhorerne, med Undtagetfe af den forrettende Proft, femme Biſtan
Pavels, hin beftode af Sognet Akuue, fremfom Talen dog pan Grund af Talerens
Frygtſomhed t faa fagte og hurtige Toner, at en Bonde, der fenere af Pavels ble
fønrgt, hvorledes han fyntes om Talen, ilfe vidfte at fige Andet, end at det gik
vat.” Denne uheldige Prøve, tilligemed en Mttring af Faderen nogle Dage derefter:
„Du bliver. aldrig Præft, min Sen!“ opvakte Tvivl hos ham, om han ſtulde føge
geiſtlig Anſcettelſe, og han lod fig derfor af fenere Begivenheder faa meget lettere
lede ind paa en anden Dane. Efter fin Tilbagetomf til Kjøbenhavn i Sommeren
1796 begyndte han at høre Forelæduinger over Mineralogi, Chemi og Phyſik, beds
M Tilbøieltghed for disſe Videnſtaber, deels fordi hat tenkte fig ſandanne Studier
fom en pasfende Biveftjæftigelfe for em PBræt paa Landet: i Norge, om han fuide
fomme i denne Stilling. I Ferauret 1797 tiltraadte ham em Meife til Tydfil» |
Selſtab med fine trofafte Benner R. Hofman⸗Bang, Eier af Hofimansgane i Hyen,
og B. E. Miller, fenere Profesſer og Biffop i Sjelland. Meiſens Miemed var
vel oprindelig at fortfætte de theologifte Studier; mem efttrhanden bleve Matumi:
|
*
Jacob Aalls Biegraphi. 3
hnflaberne hans tjærefte Beffjæftigelfe, og ba hans Fader i Begyndelfen af 1708 .
wie, befluttede han at anvende ben Arv, fom herved tilfaldt ham, til at Høbe et
Smart i Norge. Efterat have hørt Forelæsninger ifær over Ghemi og Phyfit i
frivgig og Göttingen, tilbragte han derfor Vinteren 1798—99 i Freyberg, hvor
han førte Werner, der dengang betragtedes fom Europas førfte Bergkyndige. Der:
bed beiøgte han flittig de nærliggende ſachſiſte Gruber, ligefom han ogfan om Fors
ret gjorde en Neife til de fihlefifte Jernværter. J Sommeren 1799 vendte han
-fillage til Norge, og Hjøbte om Høften af Jacob Sdnell før 170,000 Rv. banfl
berram Nors Jeruvært i Forening med fin yngre Broder, fom han dog Vort efter
| miøfe. Samme Het giftede han fig og tog Eiendommen i Befiddelfe.
|
|
|
| Dm unge Jernnærkseier havde i Begyndelfen flere Vanfteligheder at bekempe.
Sdmel var, fljent en retſindig Mand, dog temmelig fireng i fine Fordringer kl
- Driftsbonbder og Urbeibsfoll, og da han for en for Deel opholdt fig i Kjøbenhavn
) % matte lade Varket beftyre ved Undre, var heraf opftaaet adffillige Misforftagel»
sg Stridigheder, der nu veltede ind paa den nye Eier, med hvis Ungdom og
Befarenhed Enhver trodde at have let Spil. Hertil fom, at der blandt Varksfol⸗
fane iffe herſtede ben bedfle Orben, faaat Arbeiderne endog oftere fom beftjæntede
pa Gontoiret. Disſe Vanfteligheder bleve midlertid fnart overvundne. Jacob Aall
gende inte Forføg paa at anvende de dengang gjældende Gircumferencelove, for at
triage Bonderne til Drifter og Kjørsler; men han behandlede dem med Redelighed
| og Giberalitet, og anbnede paa billige Billaar fin Kasſe, naar de trængte dertil.
Sm dre Maade blev VBoærlet bedre førfynet, end nogen Toangslov kunde bevirket,
og itte alene mdbredte fig den Overbeviisning, at Forbindelfen med Varket var den
Veeſe Tilfiugt i enhver Nød, men der dannede fig ogſaa mellem Veerkseieren og
mange af de gjævefte Bønder et Benftabsforhold, fom ſtyrkede og lettede Samhan⸗
vår. Mob Bærtsfoltene vifte han fig vel fom en ombyggelig og ærlig Hus⸗
hende; men han vibfte beg dermed at forbinde ben Strenghed, fom var nødvendig
før at holde Orden. Naar nogen Nød Hhjemføgte Arbeidsmanden eller hans Familie,
fn det flod i hans Magt at afhjælpe, var han ilte rolig, førend Hjælpen var
get, og aldrig bankede den Fattige eller Syge forgjæves paa hans Dør. Heri
mveritøttebes han paa mange Maader af fin Huftru, der havde em fjelden Evne tlf
et flyte ben Deel af em faadan Virkſomhed, fom falder i Konens Lod. Men par
ben anden Side take han ingen Udſteielſer, og ben uordentlige eller dritfælvdige
Arbeider blev ſtrax truet med Opfigelfe. Bed dette Regimente dannede ber fig: efter:
hamben en Stol ef Unbeidere, fom i Sædelighed og Hengivenhed for deres Husbond
ille fet witle finde beret Dvermænd. J SHovedfagen var Varksdriften i Uarene
1800—1807 fet og fordedlagtig. VBorket havde fine fafte Kunder, fom villig mad:
tege dets Producter til gode Priſer, og heller ikke udfordredes for Omhu ved Tils
vehaingen, da det ſimpleſte Product var affjætteligt. Jmidlertid var Jacob Aall
fant Detonft pan at inbføre Forbedringer i Broducternes Tilvirkning, og disfe
forbedringer, der ifær rettede fig mod den gammeldags Støbning i anben Sand,
bibeoge å en fenere Periode, ba de fuldftændigere fom til Ubførelfe, meget HL at
bøyare hans oeconomiſte Stilling under mangehaande Farr.
Allerede i denne Periode folder hans førfte offentlige Virkſomhed, da han blev
1*
4 Jacob Aalls Biographi.
Medlem af: den ifslge Forordningen af 1ſte October 1802 til Jordeiendemmenes
Vurdering i Diſtrictet nedſatte Commisfion. Ligeſaa udgav han i 1806 fit førfte
kitteratre Arbeide, nemlig en Afhandling om Jernmalmens Fotekommende i Norge.
Paa be 7 fede Aar fulgte de 7 magre Krigsaar, i hvilte en norft Jnsærtør
eier 'var omgivet med mangehaande Farer og Befymringer. Jernet lunde før ev
ſtor Dedl fun affættes i Danmark, hvorhen det maatte bringes over et med flendt»
Hae Krydfere opfyldt Hav. Paa famme Bet maatte Kornet bringes tilbage, og be
Velferdetab og Wngftelfer, fom vare forbundne hermed, ere i „Erindringerne“ ſtil⸗
brede med levende Farver. Jacob Wall .indfrænlkede fig bog ikke til at førge for
fine Boærtsfolt og Driftshønder; men omgivet paa alle Sider af hungrige og nøbdkke
dende Menneſter, anfrængte han fig, flunbom næften over Evne, for at bringe fore
Sornpartter ind i Landet og derved fættes iftamd til at komme fine Naboer til Hjælp.
Om Omfanget af hans Unftrængelfer for Provideringen i denne Nodens Tid fan
man tildeels banne fig et Begreb af hans Correfpondence med Hofman-Bang i Fyen,
der med trofaft og uegennpttigt Venſtab underftøttede ham, og for em ſtor Del
beførgede Jndkjøb og Erpeditioner i Danmart. Saaledes beklager han flg i et Brev
af MAde Juli 1808 over, at utidige Øindringer og Embargo fra den darffe Men
gjerings Side havde frilt ham ved 2800 Tønder Kom, at to Brigger og Å paa
Nordſtrand farende Baade med deres Ladninger vare opbragte, vg et Faktoi forlkft,
og derpaa tilføter han: „Efter alle disfe Tab vil det maafkee undre big at høre,
at feg fiben September 1807 har ubbeelt mere end 8000 Td. Mornvarer, og at
ingen enefte af mine Arbeidere og Driftebønder har favnet bet nødvendige Brødkorni,
og har endnu ikke fpilft enten Mofes eller Bartebrød. Mine Magasiner ere endun
et aldeles wdtømte; jeg har endnu bet, hvormed jeg fan vederquæge den Hungrige
i min Kreds. Saaledes har jeg i det Mindſte beroliget min egen Samvittighed;
nten jeg har libt et Tab paa min Formue, fom jeg iMte faa let fan forvinde.-
Under 16de Februar 1809 føriver han: „Nine Magäziner ere endnu taalelig wel
forfynebe, og jeg haader at holde Muren ud, til Farten aabnes, faant måne Bønder
og - Vorkofvlk ingen Hungersnød frulle lide, før Vaaren kommer, uagtet feg har
mere end '7000 Tv. Kornvarer liggende i Danmark.«“ YFrembeles i et Brev af
13de Januar 18410: „Saaledes har jeg fiben Deember Maaneds Begyndelfa I 14
forftjetlige Skibe faaet "omtrent 18,500 Tv. Morn.” Den de Juni 1811:
„Mine Magasiner ere faa vel forfynede, at jeg trø at funne uden ny Tilflydelf
hjælpe mig til næfte Aars VBegyndelfe, og jeg anfeer det derfor ikke for Mogt, ſaa⸗
fænge ingen Vicenter gives, ved Erpeditioner paa denne lyſe Aarstid at ubfætte mig
for Gjentagekfe af de mangfoldige Tab, fom jeg har dt i den fenere Vid.” Den
2750e September 1811: „De mørke Udfigter til Korn for det kommende Aar fade
mig anfirænge alle mine Kræfter indtil det yderſte Punct af min Credit, enbſtjont
feg for Øiebliffet er langt fra at være udtømt.” I et Brew af 8de Mai 1812
melder han, at to af Hofman erpederede Fartøier vare lykkelig ankomme tl em Udhavn,
men at et Fartøt med 2300 D. Korn var opbragt, og at han endnu havde 2400
å 2800 Fønder paa Havet. Fremdeles under Alte Marte 1813, at han fiven
Januar havde faaet Å Skibe hjem med omtrent 7000 Td. Morn, og at han i Løbet
af Binteren havde. maattet hjobe Korn for 300,000 MW. D. E. I åt Brev af
Jacob Aalls Biographi. 5
ode Juli 1813 hedder det: Hungersnoden i Norge ex radſom; men jeg faner
mig godt endnu, og Ingen, ſom hører mig til, lider virkelig Hunger eubnu. Men
paa Beholdning er ille at tænte.” - Meeſt nedftemt er Tonen i hans Breye i 1814,
Saaledes flriver harr bm Z0te Marts 1814: „Du vilde finde det utroligt, Ljærefte
Øofmant hvilte -Offere jeg maa gjøre for efter Evne at afværge Nøvden, hvor jeg
beær.. Endnu har jeg itte manglet Korn til mine Folk; men at! jeg har fun om
Mame Proviſion tilbage, og hvilken Elendighed kommer da ikke ogfga pver Dekke
ulyffelige Fall!” og den 7de Juni f. A.: Jeg for min Deel føler mig faa ned⸗
trykt ved Hungriges Raab, fom daglig omringe min Bopœl, og hvig Kummer jeg
itte meer førmaner tilſtrækkelig ot afhjælpe, at jeg ouſſer hun en Ende. Din Om-
førg for mit Provideringspoſen rører mig ufigelig.. Hporledes flal jeg gjengjælde
dig? Snart aabned bog vel bedre Tider.“
Det maa ermdres, at Mornkilførfefen paa den Zid itte alene var forbunden med
Farer og Velfœrdstab, men at i bedfte Tilfelde Ufjætmingen for en ſtor Duel ſfete
til møbfidende og forhungrede Menneffer, af hvilfe nogen fynderlig Fordeel hverken
var at erholde, eller af em Mand, der havde Følelfe for Medmenneflers Lidelſer,
fide unftes. Det var derfor ikke med Udbhyttet af heldige Kornſpeculationer, at
Jacob Mal kunde dælke fine mangfoldige Tab; men dette maatte føre deels map dey
i bedre Dage famlede Formue, deels ved Udbyttet af andre mera jutbringenye Ber
drifter, iſcer Licencefarten pan England, hvori han tog ifte uhetydekig Undeel, Ulr
ligerel blev hans borgerlige Stilling uuder Krigen alvorlig -ruftet. .
J Sktutmingen af 1809 udgav han pine , Hædrenelandffe Ideer,“ hvori jan
med an Grimadighed, fom. pan den Tid tildrog fig almindelig Oymoartfombheb, pur
handlede Landets Stilling og Megjeringene Forhold under Krigen. Ligeſaa ydgap
har i 1843 et lidet Skrift Om Kornmangel i Norge med Heufyn til Misværten
1812,» ber indeholder en fevende Skildring af hiin Tids Nød og Elendighed, ag
hvert tillige handles om Midleme til å Fremtiden at undgeae lignende Ulykker. I
bet morfle Untverfitetg Stiftelfe: tog han levende Yndeel, og ſabſceiharede i Denne
fntedning 20,000 RA. D. C 0
Om Yacob Aalls Dealtagelfe. i migkdagen paa aidevold indcholde Grindrine
gane fuldſtiendig Qrinssiug. Hans Førheld i denne fljebnefnangse. Tid fan, med
Sandhed anføres fom et Vyviis paa hans oprigtige, af alle perfonlige Henſyn ugf-
hengige Fedrenelandetjarlighed. Han havde tilbragt fin Ungdoms -munirefte. Dage
i Danmarks Hovedſtad, og han hapde i dette Land fine kjærefte og, fortroligſte Ven⸗
ner. Naar hertil fommer, at Forbinbekfen med Danmark var ham, fom Fabyicant. i
høi Grad forbrelagtig, da de norfte Baxer å Danmark vare privilagerede, og Korn
mrerne: gif taldfrit inb i Norge, faa fam bet itte bewivles, at, baghe hans Følelfer
ag/ Jateresſer nyttede ham til Denmark, og at han med Smerte var Vidne til pen
omie Forbindeiſes Onlusning. Hexom give ogfan alle hans Httringer og hons
Gorrefponbence paa hiin Tid det tydeligfte Bidnesbyrd; men ſtjont den GSlutning
lan nær forhaanden, - at derſom Selpſtondighedsmæendenes Planer Iytfedeg, maatte
ben mye Konge, der tillige var Arving til. Danmark, fandfynligviig engang. beviyfe
begge Nigere Gienfarening, fan. fluttede Jacob Ull fig dog itte, til bekte arti;
men iden Pverbeyiianing, at Fadren⸗olandets Bel forbrede dette Die, Ramte han
é Jacob Aalls Biographi.
for Joreningen med Sverrig, forfaavidt den kunde ſtee pan pasfende Bilkaar. Gan
følte fig imidlertid dbybt nedbøiet, da denne Forening ved bet overordentlige Stores
things Beflutning I Høften 1814 var endelig afgjort, og han gjenvandt ført fre
Ynteresfe for offentlige Anliggender, efterfom be politiſte Fordele af Foreningen &
Tidens Løb bleve ham tydelige. Det var naturligt, at han i en faadan Stemning
ikke modtog et Tilbud fra Grev Wedel om at optages paa Forflagskkften til bet mye
Statsraad, og det faa meget mindre fom hans Tæntemaade og borgeriige Stilling
under alle Ømftændigheder maatte gjøre ham utilbøielig til em faadan Forandring.
Jacob Aall var Medlem af de ordentlige Storthing Å 181%0, 1821, 19827
og 1830, famt af be overordentlige Storthing i 1822 og 1928. Han var te
i Befiddelfe af det Mod, fom udfordres til uforberedt at holde Foredrag i em offtnt⸗
lig Forfamling; men hans flittige Pen fandt en ſtadig Beftfdftigelfe bande I Corte
mittetndftillinger og i friftlige Bota, fom han under Sagernes Behandling oplæfte,
faaat faa Mavne findes hyppigere i Gtorthingsforhandkingerne for hine War end
hans. Paa GStorthinget i 18196 tog han en virffom Andeel i de viglige Spergs⸗
maal om Vant: og PNengevæfenet, fom dengang fom under UAfgførelfe. Han var
en Modftander af Eidsvolds⸗Garantien, og hans Stemme Mdrog maafkee ikke livet
til, at Rigsbantkfedlerne itte bleve indløfte efter den ved Garantien beſtemte Kurs
375 pGt. Det havde oprindelig været hans Mening, at Rigedbantflerne burde
beholdes, og deres Kurs fuccesfint forbedres ved aarlig at inddrage et moderat HU
Landets Kræfter ſvarende Beløb; men efterat Beflutningen om Oprettelſen af em
Speciesbank og Migsbankfedlerneg Ombytning med den nye Mynt var fattet, føgte
han at udvirke, at dens Solvfond iffe maatte blive førre md 1,500,000 Spd.,
hvorpaa funde udfærdiges 3,000,000 Spd. Sedler, famt at Betingelſerné maatte
blive faavidt mulig forbeelagtige for Indſtyderne. Han beraabte fig i denne Henr
feende paa Landets nedtrykte og næringsløfe Tilftand, der maatte bevirke, at fote
Summer i Sølv ille uden mangfoldige Familiers Ruin funde tilveiebringes. Paa
bet overordentlige Storthing i 1822 voterede han mod at arvende Vanfens Sølv:
fond til at betale Gjælden til Danmark, og ligeſaa modfatte han fig de i 1994
fremfomne Forflag til Seddelmasſens Forøgelfe fra Å til 6 Millioner, der viftnok
(idet barmonerede med Kurſens daværende flette Standpunct. Paa fenére Siortching
raadede han til Forfigtighed i at forbedre Kurfen ved Brug af Banfens Solbfond,
idet han gjorde opmærffom paa, at, fljont anten vel havde Mræfter hertil, vilde
bog enhver Kursforbedring, fom iffe var en Folge af Handelens naturlige Gang,
virfe forſtyrrende paa Landets Credits og Næringsforholde.
Som Medlem af den paa Rigsdagen paa Eidsvold nedfatte Veernebligtscom⸗
mittee beeltog han i de Forhandlinger, fom gik forud for Loven af dte Yali 1819,
og der findes et Foredrag af ham, hvori han klraadede, at den ſtaaende mas
Styrke ikfe maatte beftemmes HI mere end 8 til 10,000 Mand, i Stedet for al den
ved Loven blev 12,000.
Hans Stilling fom Yernværktseier førte med flg, at han Me alene par Stor⸗
tingene, men ogfaa fom Medlem af flere Commisſioner blev Faldet HL ak beeltage i
be vidtløftige Forhandlinger, der have fundet Sted om Vjergværrfelseginningen.
Som praktiſt Bjergmand indfaa han Rodvendigheden af, at de t- Bjørgeté Oy
Yacob Walls Blographi. 7
qlte metaffifir Scatte bande maatte erhverves og bruges efter andre. Regler end
be mere tilgjengelige og funple Gienbomsgjenftande. .Derimosd ertiærede han flg
irer for, at Vorternr ikke burde beholde Retten til at tvinge de i deres Circum⸗
ſerence boende GStoveiere til Drifter — en Met, fom hem felv heller aldrig hal
fennttet, medens ben exiſterede.
Jor Kongsberg Søkmar! følte han em varm Interesſe, og han var dels ne
bige Taleand baade paa GStorthinget og i de tvende angaaende Barkets Drift nede
fate Gommisfimer, hvoraf han var Medlem. Medens Kongåberg i lange Tider
ble betragtet fom en unyttig Bægt, der maatte flæbed frem af Statemaftinen, holdt
ban faft ved Haabet og føgte at overbevife Undre om, at det var føktet til rimelige
Boregninger; men da endelig Bjerget aabnede fine Sølvtilder med en Nigbom og
Overflov, ber overfteeg det brifigfe Bjergmandshaab, tog Jngen mere levende Andeel
heri od San, og Han yttrede ofte baade i Stift og Tale fin Glæde over, at dett
Hedd var blevet Staten til Der.
Jacob Aalls politifle Anffuelfer bare Proænet af bet Maadehold og den bi
bek, der gjenmemirængtr. fans hele Bæfen; men det vilde. være en ſtor Uret fet
Øtisforfiaaeffe at darakterifere dem fom frygtfonmme og ubefiemte. Ingen fulgte ment
eyrigtig og trefoft fin Overbevitaning, Ingen var, naar bet gjældte Fadrenelandet,
der uafbongig af perfonlige Ynteresfer, mere fri før at fedes af noget Suite om
at vinde suiten mane: eller Folkets Gunft: — han bdevifte dette pan Eidsvold,
fuot ban mod får Hjertes Aktefe Alboieligheder fluttede fig til et Parti, form pad
ben Tid. vnr udfnt for fer Mistjemhelfe. baade af Fyrſten og den førre Deel af
fettet. Maar hen femte impd Jorføldsregier, fom kunde leda bil Splid mellem
Giatimagterne, faar han randede fil Enighed og Fred, og naar ham ſogte at overs
fore fit eget milde og forſonlige Simb paa 'de :firidemde Partier, da fulgte had
heri en å hans inderfe Veſen grundet Orerbevilsning Om, hvad der tjente Fodre—⸗
nimbet bebft, og Han vandrede paa benne Vei med ligefan megen Faſthed og Uafs
hengighed, fom: Rogen af dem, hvid Unfruelfer bare Præget. af en førre Juver;
Hane Geskigtere. Reenhed fandt ogſaa almindelig Anerkjendelſe, itte mindre Hos hand
pofitiffe Modſtendere end.hod hans Benner, og neppe har Mogen: af dem, fom have
taget virffom Andeel i Fadrenelandets ſtore politiffe Revolution og Å de Beogivenhe⸗
ber, fom nærmeft fulgte berpaa, i denne bevægede Tid 'vunbet flere Venner og havt
farer Uvenner end Jacob Aall. Han funde derfor, efterat hans Storthingsvirkſomhed
foriangft var endt, i et Brøw til en af ne Sønner med Sandhed fige: „Saa oftå
jeg fatte mig. par Storthingsbænten, frete bet altid med et veligt og beffedent Sind,
i for enhver Tante. om at fyifle en Rolle, og Mistjendelfe og Tisqunf fatde
faen paa min ſimple Vei.“
De førfe Aar efter Krigen medførte fore Vanfteligheder for de flefe nerings⸗
drivende. Borgere og ilkle mindſt for Jernverrksrierne. Danmark, der hidtil havde
været et prinitegeret Markeb for. bet norſte Jern, belagde nm Stobegodſet med er
utiltenbe Told, og paa famine Vid bleve de danfe Kornvarer beftattede- i Morges
— og Derseb. et af Zerafabricalionens nøbvendigfe Dvimurfdier: forbryret. Maar hertil
| tommer, at Bemgeformbringrn far godt fom ganſte opflugte de flørt Suͤmmer, hvid
— Samb Moll mber Mrigen Gavde faaet tilgsde Hos fine Driftabonder for: Komvarer,!
8 Jacob Anulls Dingraphi.
faa ev det let at indſee, af hans oetonsmifte Stilling 1. bdisfe Aar maatte forværredg,
og at den flore Gjæld, fom han i Krighaarene havde paadraget fig, naakte vær
ham færdekes tryftende. Efterhaanden toge Vingene. imidlertid em bedre Bendimg»
Vuber en fog Beftyrelfe overnandt Næs YJernvært eftrhannden dis: Drnfldigheder;
og dets Eier befandt fig i de fenere War af fit Liv i em Stilling, der tilled hamn
at indrette fine Udgifter efter fit Kiberale Sinde Tilbøtetigheder. Han var. gjen
nemtrengt af den Overbevtisning, at Formue bringer fin Eier meeft delfignelfe og
Glade, naar den ifle blot anvendes til egoiſtiſte Øtemed, og hans hele Gjerumg
par indrettet efter denne Overbeviisning. Hans Huns var et Monſter paa gammel⸗
dags Gjeftfriheb, og dets Døre flode lige anbne for den Fremmede, ber mikdte fig
fam Gjef, og den Fattige, der fom med Tiggerpefen paa Ryggen. Mar Nogen
føgte Hjælp hos ham. flod det neppe i hans Magt at fige Nei, 'og han mantte ofte
indførænte fine perfonlige Udgifter, forbi hans fore Libæralitet havde ubtømtMasfemi
Ethvert almeennyttigt Foretagende fandt hos ham en virkſom Dedtagelfe, og brus
Nann fandtes ved faabanne Leiligheder altid blandt den, der beffattede fig ſelp flær=
teft. Derimod var han fparfom i Alt, hvad der umiddelbart angit hane egen
Berfon, og han tillod fig heri neppe nogen anden Lure, end hvad der frod. i Fore
bindelfe med hans litteraire Beftjæftigelfer og Udvibelfen af hans Bibliothek.
J 1825 rammedes han af en for Sorg, ba hans Kone blev ham ved Døden
ferøvet. "Gubffjont Smerten i hans fromme Sind aldrig kunde antage. nogen heftig
Charakteer, og fljønt han fan Dage efter for Monet Død var iſtaund bil at utføre
fine Forretninger føm foæbvanlig, fulgte det vemodige Savn ham dog til Livets firfe
Dag, og i hane frille Sorg var der mere Gtadighed, end ber vidder: vikre i hefte
gere Udbrud. Hans GSindsftemning frildres bedt ved hans egne Ord. i et Dern
Hofman:Bang: „Der begyuder et myt Tidsrum af mit Liv, fom aldrig fan blive
faa rigt paa Glæder, fom det ſpundne; men naar jeg under Bosidstheben af at ops
folde mine Pligter mod Enhver, fan flabe Glæder før mint Børn. og mine myte
velfer, vil Livet ikke blive glœdeloſt.“ Han var altid en kjærlig og omhyngelig
Kader; men maaffee var hans Forhold mob hans Børm efter benne Dag. eudnu s2>
mere, fom om han følte, at han ved en dobbelt Maerlighed maatte. erftatbe dem den
børtgangne Moder. |
Gfterhaandben føm Jaeob Aall nærmede ſig den Aldet, da em Mand efter et
hevæget Liv længes efter Nolighed og Hvile, overdrog ham den førre Desi of Vera
leis Beftyrelfe til fin eldſte Son. Det daglige Tiſſyn med en ſtor og fommenfat
Virkſomhed og ben beftandige Omforg, fom ben udfordrer, var trettende for ben
gamle Mand, og han maatte føle, at hat ma havde taget fin Audeel af. det hove
gerlige Livs Befværligheder, og at han havde erhvervet fig Net til Mderaomnd
Hvile; men paa femme Tid vendte han flg bil en anden roligere Meftjæftigelfe,
huormed han føgte at udfylde det fnaldres erhyervede Otium. Allerede I de førke
Aar efter Mrigen havde han i Tivsftriftet Saga, : ber. blev udgtvet: af. Diilap
Mund, ladet indryfte flere Overfættelfer af islandſle Sagaer, og han var manfiee
Gu af de Førfte, der å em populate og let tilgængelig Horer frafitlede dieſe Bil
leder fra en forgangen id. Gftemt dette Tidoſtrift var aphort, indſttœnkede hm
litiexaire Virkſomhed fig i flere War tl nogle beilighedewiis i :sfentlige: Bladen ellch
jaosb Aalls Bisgeaſhi. 1)
Toeftrifter tnbepflede Wfhanbfinger; men efterat fam i 1880 Yavdé' dkdt fr Daue
fom Gtorifingdnand, og. omtrent paa ſcuume Tid havde begnadt int trælte fg'titbhgt
fra de føbende Bærtøforretninger, fanbt hans flittige Ben em ſtabigere Beſtjoceftigetfe
med litteraite Arbeider. VUarent 1833—1886 udgav fam i fil Tibeſtriſt Nutid
og Fortid⸗ & Nolte af Nøhandiinger om Bank⸗ og Prngevceſen, Bjørnsærtevnt
Dagens Lone, Kondsbag Søkovært, Gommunerifenet med ſpecielt Henſyn KL Fats
tigpæfenet, Noæringéveidnes inddyrdes Forhold o. f. v. J Murene 1898 og 19889
ubfom hans fverjættelje af Snorre Gturkafonét Kongefagaer, og endelig i 1844
og 1845 hans „Ertudringer fom Bidrag til Nørges Wiftorie fm 1800-1815,
fvoraf bet ſidſte Bind ført Hev nbøivet efter hans Dev; og ikle af hart fele Tundt
fane ben ſidſte Gorrectur, der beførgedes: af hand beve Ben va Medarbetdet, Paſtor
A. Gaye paa Holt. Det er ille Henfigtén paa blide Sted 'ut' ere noget Writtt
af Jacob Nafle Birffomhe» fom VYorfalter, hvorover häns Son Me tør anſee fig
for competent elfer npartiff Dommer. Det et vif, dt vise Beſtjæeſtigelſer for ham
fel hande ber hoieſte Grad af Interesfe, og at de Mdroge HL at bevare Sjelent
Livlighed og Friſthed under fore legemlige Lidelſer. Heller Ike Munde Mogen brist
Srbrfet med frøree Iver og Gtavighed erd han. Den Holige Morgen fandt Hark
ved Skrivebordet; og under Dagens noiagtige Inddeling tilbragte han altid ber Me
ſeſe Timer. Hans Pen ilede Hen over Papirrt med: ett forunderlig Hurt» mg
Self, og nær Han fork havde faldendt de Studier, der vare nødvendige for å
beherſte Stoffet, ſtaudſede Gan noften adtig under Nvdarbeidelfin. Saafnart Tanken
fele bande fremfinlet flg for ham, var ogfak den Worm pan rede Mannd, i hoiklen
ben flnlde indkleedes, og han vår heri narere hindret af altfor. før Overſlod end if
Mangel, fast den anden Gjennemgaaelfe ofte befted I at udſlette dit Dokerflodige
Med ſtor Taalsesdighed ſandt han flg i den Skjebne, ber dfle rammer notfte For
fattere, at deres Arbeider fnarere bringe Tab end Fordel. Dette var ifær Tilfoælde
med Overfættelfen af Snorre Sturlafon, fom Overfætterens HForkjærlighed havde
udyret paa en faa foftbar Maade, at Foretagendet maatte medføre et ikke ubetyde-
figt Tab, uagtet det underftøttedes af em ufædvanlig talrig Subferiptton, og uagtet
han havde fundet uegennyttige Medarbeidere, der ingen Erſtatning fordrede for deres
Deeltagelfe.
Under fit Ophold paa GStorthinget i 1830 havde han det førfte alvorlige An⸗
fald af den fmertelige Sygdom, der fiden aldrig forlod ham, og fom med hvet
Mar paaførte fam nye Lidelfer. Han bar disfe Lidelfer med from Hengivenhed i
Forſynets Billie, og om endog Smertene vare faa fore, at han iMfe kunde tilba
geholde fine Klager, faa var Klagen dog aldrig blandet med nogen Bitterhed, og
abrig fom et uvenligt Ord over hans Læber. Meget mere udgif den bedfte røft
før hans førgenbe Familie og Venner fra ben fromme Lidende felv. Maar et Uns
fald war overftaaet, vandt Legemet med forunderlig Hurttghed den tabte Kraft tilbage,
og over Sjelens Krafter fynes denne Sygdom intet Herredømme at have. %1844
tog Sygdonmen faalebes Overhaanb, at baade han felv og hans Familie ikle unde
have Andet tilbage end det førgelige Ønfle, at Døden fnart maatte ende hans Li⸗
dbelfer. J et Brev af de Juli 1844 — vdet fibdfte fom han var iftand il at
rive — yttrede han fig faaledes: „Jeg har ofte fendt en frille Bon til det algode
90 Jacob Yale Biograpyi.
Verſyn om Gorfortelfe af mine Lidelſer, ja af Livet fele. De udvortets Omfendige
heder frembringe iffe hos mig nogen Livslede — min Tilværelfe er knyttet til Livesd
ømmefte Kjærlighehsførheld; men det er for haard en Betingekfe, naar Livets Forte
fottelfe flat forbindes med faa frore Qvaler. Det forekommer mig ogfan, at min
Senvandring 'til en bedre Verden ilke hde fre under Mytteligere Omſtandigheder
enb i nærnærende Øieblit. Mit Dagvært & endt, og det foretommer mig, fom jég
t bet Mindſte uden Anger, om ilte altid må GSrivtilfredshed, lan frr tilbage pan
ben Gjerning, jeg har udrettet. Saavidt jeg ved, har jeg Gred med of Verten,
og Dør gives vel fan af vore Landomend, fom i JFamilkeferhold og med Henfyn sil
ESndsmænds Agtelſe og milde Bedømmelfe af deres offentlige Mord have tullet em
bere Lod end jeg," Qans ſidſte Timer vare fmertefrie, og den Abe Uuguf 1844;
nogle Dage: eftevat han Harde fyldt fit 71de Mar, endte em rolig. Død hans Libelſer.
Med GSanphed kunde Jacob Aal paa fit Dodsleie fige, at, fnavidt hatt vidfir,
havde han Freb med al Been. J vngre Dage havde hans Donpernment Pr
været uden Heftighed; men Alderen aftjølede det varme Bled, og eldrig wife hans
hæratteer fig elffværbigerer end i de fidfte Mar af hans Liv. Dar var i haus
Mofen en Milbhø og næften barnlig Uſtyldighed, fom ſjelden ſindes het Mon,
der have gjennemvandret et lengt og bevmget Liv. Jagen var mere tilkøtelig til at
tænte bet bedfte om fine Medmennefler, og en freng Dom git fjden over hans
Rober. J ft Forhold til Mennefleme Hendte han ingen Forfljel, grundet paa denne
Verdens uvæfentlige Fortrin, og han frygtede ligrfnameget for at fornærme en-Tigger
fom en af Gatens meægtige Mand, Paa den Krebs, hvori han virkede, har han
macſkee -ubøvet en fløpe og mere velgjørende Indflydelſe, end en Maud af bikkjer
fabende fløme Energi vilde formaset, og før dem, fom flade Gam nær, vil hans
milde sg- tjærlige Skiklelſe løve fom m treftefuld Erindring til det Dage Gude:
Grindringer
jom Bidrag il
Norgts Hiltorie fra 1800—1815.
mms ngmrn
Jorſte Beei,
Fortale.
» (
I tet Forfatteren heraf forelægger fine Landsmend nærværende Urbelde, anſeer han bet
fer pasjenbde at gjøre be Grunde befjendt, fom have fedet ham ind paa venne vanftetige Deel
di hans gorfatter-Bane. Der er tngen Grund til Frygt for, at Arbeidet ſtal anfees for
rfeimefigt med Henſyn til ben Gjenftands Vigtighed, fom forefægges; thi Norges Hiftorle
fri flere Marbunbreder iffe havt den Betydning, fom I det forte Tivsrum, Gola Hiftorte
ber bebandſes. Fra Calmar⸗Unionen af og indtil vore Dage har Norge ife været nævnt
blant Europas Stater. Det betragtedes fom en Provinds af Danmarf, og Norges Ravn
var meſtendeels fun befjendt for de faa Stater, med hvilte det flod I nærmere Rorbindelfe.
De Cmftendigheder, under hviffe Fædrelandet har erhvervet flg en iy Navnkundighed, ere
faa mærtværdige, at be ikke allene fortjene at optages i vor egen Hiſtories Spell, men at be
sy farde tiltrukfet fig de Staters Opmærtfomhed, ber under Staätsvſdenſtabens Udvikling,
Fibede⸗Ideernes Gjæring og Statsforfatmingernes Fotbedring Have føgt at bane fig m Bei
il mm førre Fafthed I deres politifle Stilling og til em betryggende Ligevægt I Statamagter:
nt Fordeling. Denne lil: Stat, fom hverten af Naturen er udftyret meb ſtor indvortes
Eterle og ftore Velſtands⸗Elementer, el heller formedelſt fin affides Beliggenhed fan have
ren marfefig Indflydelſe paa ben europaiſte Politik, har fremftillet et ofte prifet Nonſter
fm Statsjorfatning, der aabner alle Statsborgere den friefte Adgang tlf at nyde natarlige
Awigbeder, og til ubeftaaret at høfte Frugten af Flidens og Snillets Unftrengelfer under
Oullené begunitigende Smil. Paa den anden Side give ber vel Intet Folk, fom paa et
øligere Bane eller med lettere og naturligere Midler er gaaet over fra ben frørfte Afhengig⸗
be med Henfyn til Statsformen til en fuldkommen Selvftændighed, fra den meeft nindſtræn⸗
kle Regieringsform til en pasfende Fordeling af Kongens og Folkets gjenfidige Mettighever.
Ta hunde vel fønne Umagen at eftergranfte Aarſagen til denne en nbetjendt og ubetybelth
State ille Aremtræden paa Ydee-Gjæringena ſtore Skueplads, og fom ve ublodige Midler
fremfedte et for alle Partier heldigt og, I flere Henfeender, I andre Nationers Dine midnkt:
bifefværdigt Mefultat.
Den morffe Statsforfatnings Reform iſtandbragtes ingenlunde ved rævolntismaire Mi:
ler; 180 ben overraffede ligeſom Rationen felv under en ved flere Leiligheder yttret Tilfreds⸗
ta med det herſtende Dynaftis Fremgangsmaade I Beftyrelfens Huvedfag. Ve heller fynes
Mfermen at være fremledet ved nogen Styrke af indvortes Midfer, fom kunde begrunde Low:
irningens Biisdbom. Den videnflabelige Dannelfe, fom den rette Skole for em theoretiſt vite
Etarsforfatning, fandtes i Morge Fun å ringe Grad. Videnſtabeligheden havde At Hovedfæde
i Frandelandet, hvor be af Tiddaanden fremavlede Ideer fordunkledes ved det ariſtokratifte
Et, fom Mæbede ved en forædet og Mennefterettigheden kræntende Statsform og Statsor⸗
piiktion. Hoiſtolen var itte I Landet felv, og bet var fjelben Landets egentlige virkfomme
" nafhængige Borgere, fom fendte deres Sønner til Daumarks Univerfitet, men meſtendeels
12 Førtale til Førte Deel.
Gmbedsmænd, fom beredte disſe i Bidenffabernes Tempel meer em vibenftabelig Sands og em
uafhængig Stilling i vecomomift Henfeende, end den Uafhoængighed i Ideer og ben Smag
før conftitutionelle Statsformer/⸗ſom mangeligdø i Eiropa' begyndte at gjære I Gemytterne.
Univerfitets:Opdragelfen var faff jor Alle ét Middel til Embedsbefordring. Ikle heller kunde
bet figes, at Norges Gmbedsmænd i Ulmindelighed udmærkede fig fom VBidenftabsmaend og
Forfattere. De vigtigfte verdålige Embeber vare meftendeels i unge danſte Adelsmends Hans
ber, for hvilke den flygtjøe Embedsſtilling i Rorge fædvanligen fun var em Fort Forberedelfe
til vigtigere Embptdej, AHffortit E Doumgrt gaves den Adgang. Flere Målpumer af det dauſſe
Statsraad begyndte deres Cmbedåbane fom Amitmænd I Norge. De underordnede, ſtiont
ofte indtægtsrige, verdslige Embeder vare meſtendeels i banfte ') Jurijters Hænder, fom tildeels
fun havde faaet em ringe Grad af videnffabelig Dannelje. Det var faaledes i den geiftlige
Stand, at vere flefte og lardeſte Bibegflabsmænb og Forfattere fandtes, og I denne Henſeende
var Norge i Sammenligning med Danmark aldrig fattigt, ligeſom de norffe Digteres Sange
paa ben Tid flittigen blandede fig med de danfles. Vi ville i det Følgende have at forklare,
bvorfor de uafbængigfte Borgere i Almindelighed Vare be meeft taufe og mindit virfjomme
under Statsforandringens ftore Verk, og hvorlunde Afhængigheden paa den anden Side itfe
hindrede Frimodighed I ttring og ben Selvfjændighed i Storthingsfærb, fom har været be
noxſte Storthings Særkjende. Vi ville ogfaa I benne Henfeende have et blandet Billede at
fremftille, i hvilket Iyfe og mørke Farver verle med hverandre.
Ligefaa uøpede maatte Landets Borgere anfees for at være Å Mit hvad der angaaer
Stataguliggender.. Der gaves faſt ikke en enefte Inftitution, i hvilken den norſte Borger
hande nogenſomhelſt fefpftændig Stemme, Uden at Magten i den Herffende Statsſtyrelſes
Haand i Hopedſagen kunde ſiges forfætligen at være misbrugt, udevedes den eneraadig, og
Borgerne havde ingen Uulebning til at gjøre fig befjendte med Statsftyreljens Grene, langt
mindre til at deeltage i bens Udovelſe. Statsſtyrelſen ubøvedes Å Stilhed og figefom hem⸗
melig, og Publiciteten havde. endnu iffe opføftet bens Slor. GStatgomvæltningen (lede ſaale⸗
beg, uben at Borgerne enten havde Villie eller, fom bet fyntek, Evne til at bevirke bent, og
det fan iffe mægted, at det maatte være et Særfyn at fee et almindeligen erkjendt. Biisdoms⸗
vært bannet af faa. uevede Hander.
Men.jo værbigere dette Tiddrum er tlf at indfættes i Norges Hiſtoxie, jo mere fræver
Fremſtillingen fin Maud, naar Værket ei ſtal bortſtylles blandt ben fore Hob af Tidens
Døguitrifter, og bet maatte fynes driftigt at paatage fig et Arbeide, ſom beels” af Andre hels
bigen er bleven forjøgt, deels er omgivet med færegue Banfteligheder, Imidlertid har For-
fatteren havt flere Grumde tif at vove Forføget, uden at han ped dets Begyndelſe tør beſtemme,
å. byilfen. Grad af Fulditændighed bet vil fomme for Randsmændå Zine. Hans Evne til em
ſaadan Fremſtilling ftetter fig mere paa deltagende Venners Dom end hand egen; thi lige-
fom Han aldrig uden Mistillid til egne Kræfter har forelagt fine Laudsmend nogetfombhelft
Striit, fag maatte et Arbeide af denne Bejtaffenhed vælte ftørre Betænkelighed end noget af
De foregaaende, ber ere ubfiydte af hans Pen. Naar denne Betænkelighed var overvunden,
maste han (midlertid have flere fubjective Grunde til ved denne Leilighed at fremtræde fom
Forfatter. Hans Livs- og Virkſomheds-Baue, fom nu ligger ved Grændjen af en hoi Ulders
bout, gaur igjennem en fang Perlode af Norges nyere Hiftorie. Han har i fængere Tid og
maa flere Maader end de Flefte blandt fine Landsmand deeltaget Å de offentlige Foranitalt-
ninger, fom ere trufne før at forberede, overveie og fremlede dets nærværende Stilling. Den
Fillid, hvormed han å denne Henſeende ex bleven hædret, har opførdret ham til at gjøre fig
bekiendt med de rige Hjelpemidler, ſom å vor Tid have underjtøttet Statsmandens aarvaague
Birfjømbhed, og oplyft og rettet faa mange fra Fortiden nedarvede Bildfarelfer. Som ri:
vatmand bar han fiben bette Aarhundredes Begyndelfe ſtacet i Spidfen for en vidløftig Virk⸗
fombeb, og i bette Tidsrums forſtjellige Stadier gjort Erfaringer, ſom maatte ſynes verdige
4) Bi falde faatevek vem, fort have taget danſt herivikt Cramen; men vå Mie fiden fee, dt nogle blandt rør»
1 Molngeneb Vegtigfte Medlenimer hørkekbtandt dioſe
9 Forlale 11 Forſte Vert. 13
til at fantes i et Billede over Kidehe Aaud og Begwenheder, og nedſtrives paa Frbrefandeds
Sagaiavte. Han maatte ſaalebes ſynes at fue have et Overfm over: Tildrageifernes Mrkfe
og Næringsveienes Horhold, fom Haa blandt fine Landamand, og derſom han tør:fotubdfætte
Disjes Tillid ul hans Veftrædelfer før at give fit Billede Sandbed, uben at ſtole for meget
paa fin Øorfafter-Gone, maatte han vel friftes NL at lægge dette oviginale Maleri: af Nutiden
ved Sidm af det, han nyligen fom Overfætter gav af Fortiden. :
Desuagtet har Forfatteren tte fult for fig felv de Vanfreligheder, ſom dette Arbeide
bar falle med audre af ſamme Art, og de færegne fom hvile over bette; GSanlage Hiſto⸗
rieftriveren har Ræringsveienes Forhold at fremfille, har hans Arbeide eit lettere Gang. De
umertfle Opgaver, faavel I ſtatiſtiſt Henſeende fonr med Henfyn tl Neſultatet af den bør:
gerlige Birkſomhed, ere i vor Tid fan mangfoldiggjorte, at Hiſtortemaſeren i benne Henſtende
et fan mangfe Materialier. Om disfe Opgaver end fe alle ere Å den hølefte Grad panlk
belige, om de ed ſtundom habe fjulte Britt, fom byder en forfigtig Anvendelſe deraf; fad
maner de bog Å en varſom Haand kunne ubbrede tilfirætteligt Lys sover Neringeveienes, Opr
hjöningen8 og ver nationale Velſtands Gtiting I Fadrelaudet, og i didſe Henſeender et mor
gelunde påaalfdeligt hiſtoriſt Billebe funne fremſtilkes. Iligemaade ere bilbige Luferes Krav. par
den objerttve hiſtoriſſfe Sandhed mindre, nanr det fjærne Kortive Vogiuanhever fremfiilles af
biftoriffe Forfattere. Naar denne har opfattet ben Mand, der'gader gjennene dat Hærme Fortid,
be Mauds Gharalter fom han fremledert paa Skuepladſen, vg Ghmtngapetisdernes fartiſte Me
fæltet, faa feer -Loferen igjemtem Øhtgre med den mindre filtre Freiſtilltug af Begwenhederues
Detail. Anderlſedes har det flg, naar Forfatteren har Perſoner at freuſebe pas SMepluvfen og
Begloenheder at fortelle, fom nyligen Hdrøge fig: Her mode Banfteligheder; føm ete fuk'nvnns
vindelige, og meer end andenſteds i vort Rorden, hvor en Horfatter. ſtoder pån minde Bane
teilgheder og Forviftinger, naar han opliver fine Billeder med Trak af handlende Perfoner;
fom endun: leve, eller ved hvis Grav beſtyttende Frander og Venner fremſtille flg. Saddam
levende Billeder fan imidlertid en Hiſtorieſtrwer, der ſtiſdrer fi TS Begivenheder, ble udelade
paa fit Maleri. Han naa ſaalunde føge ſtt Monſter mere blandt ældre Vorfattere, fom tet
fvllgt Drama legge Begivenhedetne for Loæfernes Ømme, og: hvis Penſel er mere: beftjnftiget
med at malt handlende Perſoner end at fordlægge en vidtloftig Tadrætk: af omhyggeligen
femfede Bidrag Vil at Hende Fædrelandet I fit livſosſe Form. Han mad Hund den DE
Siſterieſtrivers Konft med den gamles: thi Aden demme ombyggelige Fremſtilling af det Lt
vende og den Livloſe, af den handlende Børger vg af Gjerhingens Arugter, vå ban HM
tanue flilbre Begivenhederne I deres hiſtoriſte Sandhed, og gwe det Stempel par Tame
rens Aand, den Overfigt over Fedrelandeis Stilling, ben forandreve Statsforfatnings Nod
og Forbaabningerne8 Kilde, fom fadner hans Bilde Gandhedens Farve og panttykkr. hand
Verk figefom Evighedens Mærte. Thi viſt er Vet, dt enhver virkſom Meltager I var form
brede Statéforfatnings Druma, ethvert af de merkellge Råvne, fom gaat igjerniem vore
Stertblngsforhandlinger, have feveret deres Bidrag til Landis nærværende Grit hvad
enten De gave Anfedning Kl fremadftrivende eller Hlbrgegaaende Beveegeſſer, og ſortjene font
faadbaune en Plads I vor Hiſterie. Det Har ligeſaalidt I vore Stortbingsforfamilnger, form 4
andre Gonventer, fgefaalfet i Norge fom andenfteds, været den kolde dg rolige Fornuft og
ven findige Overveielfe, føm ene har fremledet ftore og for Wædreiandet geonlige Reſullater
men Oppofitionen, endog ben exalterede og I de Fleſtes Dine uforftandige, har fu Prife, og
bar ydet fime Bidrag til den lykkelige Statsforandring og Staksbygningens Gofiditet, fom
un figger Mart for hver Manda Die. Vore Forſamlinger have havt deres høkre og vent
Side, fvis Medfemmer i beftemte Metminger og befjendte Farver, ofte I hsie Toner og med
for Bitterhed, fægtede tmod hverandre; men be have ogfan havt deres Centrum, hvis Øreti
vare meer aabne end bered Tunger føsnede, og fom uden af træde fb i Förfamkugen med
beftemte Meninger, heldede flg fnart til høtre fnart HL venftre Side. Hiſterieſtriveren maa,
faavidt han formaaer, give Alle ſin Met, og Han vil have Leilighed UT at forevige fdkvet ver
fille Birtjømhed fom den henrivende Beltalenhed. Men hvo indfeer If, at dette Arbeide er
et af de vanfteligfte, fom em Hurfatter fan paatage fig, ja at Opgaven felt er em Gaade, ſom
neppe fader fig føfe af menneftefig Indſigt. Der hører en Gnorted Ronjt og Upartiſtheb
4 Fortale Ul Forſte Derk å
tu at freurſtille Dagens Helte far, at beredt politkte Virkſenched og JndfØydelfe paa Sam»
fundeta Tarv meer udledes af deres egen Fard og Tale emd af Hiftorieflrtverens raiſoune⸗
rende Dom. .
Imidiertid er Vanflelighedan formindſtet derved, at de politiſte Hwedamends Toue er
bleven roligere att fom Hædreiandetö Gtilling er bleven mere fait og orduet, de vigtigfte
Kunder, fom beftjæftigede vore forſte Storthing, ere løfte, og Conen til Selvſtyrelſe vaget med
Wdbredeljen af den itørre Indſigt. Under be forhen berørte Onmftændigheder, under hvilfe
Stattonwaltningen fandt Sted i Norge, kunde vel Lidenſſaberne ilte tomme i det Opror,
eller Overgangens Bevægelfer være faa urolige fom der, hvor Reformen var st Foſter af
Miensie, en for indvorkes Forvirring og Ulighed i Borgenes Stilling; men Fadrelaudet
deefte fig iffe britomindre ftrax I tvende ftore Partier, ſom ivrigen, ſtjont itte blodigen, firede
mod himanden om den Korm, hvorunder den mye Trone fhulde reiſes, vg bet i visfe Heniorn
ber til fig felt overladte Rige vælge fm Fremtid. Derſem Medtemmerne af disjer forfljellige
Partier itte raſede i hverandres Mjød, faa fore be deſto grunnere affted mod hverandres
patriotlife Sind og Charakteer. Norges conſtituerende Forſamling, (gaveljem de førte Lov
givere have høst deres Mjergparti og deres Girondifter, bvilte med et pralende Mod og em
bjære Patrietisme paa ben eme Side, en frygtſom Betenkelighed og eu rolig Overveielje paa
ben anden Side, under mange Slags Gjæringer føgte at lede Stateroret i Dogyudeljen af
Gtatsforiatningens Overgang. Vi ville under disſe Betragtmingerd videre Fremftridt 1ane at
før, hworlunde denne potitifle Storm omfiber lagde fig, en fredelig Stilſtaud ſtede i de brus
frube Gjærings-Glrmenter, og begge Partier ralte hinanden Fredens og Forligeis Haand seer
bet beroligede, og I politiſt Henſtende lykkelige, Fedreland. Men under bisje oprøre Sinds⸗
tevægelier, og medens Fæbrelamdsfjærligheben yttrede fig under faa forſtjellige, gjenfidigen
misforſtaaede, Toner, var falt ingen volig Auftuelje mulig, og de oprorte Glementer maatte
ubgjære, forend Kiftorieftriveren kunde benytte bem fom et hitorif Stor tif em Overſigt over
Fedrelaubets Stilliug, og over Stateforanbringens Gaug og Beiydniug. Desuben var I
Omveiltningené Begyndelſe tugen Slags Erfaring gjort, og I ingen Henſeende var enten
Fedrelaudets Styrke til at fremtræde fom felvitændig Ration under em politifl Verening med
Sverige, eller dets Repræjentanters moraljte Evne til at berede Hædrelandet en lylkelig Kremtid
ved viſe Brilutainger, prøvet eller modnet. Overfpændie Begreber om Norges Kraft pan ben
eve Side, utidige, af Erfaring ille betræltede, MEngiftelfer paa den anden Side, blamdede fig
med Rovginernes Viiedom, forvildede Granfferen, og tillod ikke med filter Qaand at fremjætte
noget tre Billede af Tidens Gjerninger og Aremtidens Haab.
Gin faugt lettere Øang har nu den biftorifte Graufluing, efterat mer end et vart»
Seculum er henrundet fiden blin ftore Forandring. De flefte af de Mand, fom førte de
wende Hovedparsierd Hane, ere nedſtegne i Graven eller Have forladt den politiile Skuepiads,
ng Hiferieftriveren fan meer uanfegtet give dem den Pladé I Hiſtorien, fom deres Hærd og
Tale monne have berettiget bem til. Hiſtorieſtriverens Arbeide fettet og derved, at han fores
finder paa begge Sider flore Ravne, fom fortjene beret Plads iblandt Fodrelandeis Haders⸗
man», faa han ved at give Enhver fin Ret maa toivle om, hvem han flal tildele Prifeu, og
byo han maa aujer for at have ben vigtigite Deel i at berede Fedrelandet fin nærværende
fyttelige og fafte indvortes politifte Tilftand. Dieſe Parti:Hovedsmand have visfeligen havt
fine Gitrmænd, ber endnu ere dvirfjonme i Storthingsfalen, og paa forſtjellige Maader
avfeide paa et Gjtermæle, men beres Ravn unne ike indflettes I den Krands af Conitituen⸗
ter, fom have lagt den førfte Steen til Landets Horfatuing. Efterhaanden fom Gjenftan-
denes Vigtighed formindſtes paa Gtorthinget, be gjenfidige Forhold imellem Conſtitutionens
Magter ørdneg, og enhver Deel deraf enten finder fig tilfreds med Magt:Fordelingen, eller
i bet mindſte aufær en fortfat Strid derom unyttig, eller for ben indbyrdeg Harmoni mellem
Stats⸗Autoriteterne Madelig, indiræder em fredeligere indvortes Tilftand og em roligere Over⸗
veielje af hvad ber endau bør gjøres for at fuldende bet fløre Verk. Under denne Tingenes
Øtilling lettes og Granfferens Anſtuelſe af Gonjtitutiomsværtets Hiftorie, ſaavelſom Fremſtil⸗
lingen af dets indvortes Beffaffenhed. Det hele Meformvært betragtes af vore Lanbamænd
med andre Dine uu.end f dets Begyndelje, og Materien ſelv fam behandles friere.
Fortale til Forfte Deel. V
Derhee tan des vel ille veagtes, at brune Frmfilling maalle, ner den obergaves de
$auder, have ſtor Juteresſe, ilke allene for Landomend, men ogfan for philoſcphiſte
AAe. fom prove Corſtitalions·Særlet i Almindelighed, og veie ben rette. Fordeling imel:
mm Gumbferfatutugend tiende Gtatbmoagier. Thi vitt et det, at Norges Øtateforfatring I
vane Qrajorude har Sccregenheder, fom ille let finde Øteb i andre Landes Gonbitutioner;
sjetbande bend hiftorifte Grund og det une Stateiocholds lekte og frie Udeltling, uden de
winner Syiteljer, under hellle Giatonvalmingen avbenftebd flede, ar ev Interebjant Gjoue
iend for ben Gonniler, der prøver Gonftitutiomerned Fremſtridt og vejer drøye Bard, ſae⸗
ufjen for ban, ber vi nedlagge el Billede af vor GStatsforfntnings Urt og Oprimdelfe 4
Gmedreens Urter. Dette indjerd tybeligen, naar man hetragter de forfljellige Domme,
om I vøre Dane fedes øver det norſte Gonftitutions-Bart. Pan et Sted prifet Novged
frie fom et Nouſter var den hoieſte Stats⸗Viiſsdom, hvis Glementer fortjene at benytt
i Decxeiciſen og VDeitemmelfen af confitionelle Forhoid. Paa aud Steder anfret. Gje
- ligningen deraf jem den ſtorſte Ulplie, der hutde overgane de Lande, hvor en Foramduing
i Gtatsfortatmingen mfl og Nlttonges. Baade Med og Daddes har fin Grund, deerlsni
iekjendiflad med be ſaude Forhold, deels å de fænde Satemends Utiibøielighed til at fatte
ig ind der. De bemotratite Giementtx I den norfle Stalaferiansng have veret Mod i Len
hai eſdgamle Tiktand. 9 Norge var i denne Genjornde Idet Stof til versiutionatm Ves
gkjer; ti der gaves vel faa Raude, hver de borgerkige Mettigheder ndovedes med ſtarne Frihed
og Sighed end: melom Norges Hjelde, og hvor Middelalderens Lehusomfen månder have: feſtot
Aedder 1). Bed denne: lyttelige Doiſtes dighed ſtyrkedes et Lands Lrekter, fom of Nomen
keen vigeligen begavet. Det er visjeligen at Gærfyn, at Norge, fom i fore Aarhaudredes
vr forbundet med et Mige, hvis Stettforfamning- fyntes at indeholde de mreſt -nabenbare
Srestifer af ftatsborgerlige Mettigheder, og hvis indre Forfatning bærer byke GFper af
Sddelaberens Lebudvæjen, endſtjont formildet af en human Regjering, funde gjennem fine
Gouitituenter udlafte og grundfæfte em Statsforfatning, ber I faa mange Henfeender udmarker
fg ved fine liberale Beftemmeljer, og hvis Judforelſe har forvoldt faa den Ryſtelſe I de
beflanende Forhold. Udvifiingen heraf vil ifte være uværdig Læferens Opmarkſomhed, derſom
bra fafder i be vette Hender.
Det Idsrum, fom vi have at gjenmenmgeee fra bette Harbundredes Begyndelfe, har
frritteren deelt I trende Stadler. Den førfte Perlode ganer fra 1800 til Syvaarskrigens
db 1807, og omendſtjont denne indeholder Skildringens lyſeſte Side, faa fan den ikke
goe Anleduiug til ben vidtlsftige Behandling fom de fenere Perioder, men maa betragtes
om en Judledning til bisfe. Den anden Periode gaaer fra 1808 til 1814; den indeholder
frigens ræbfelfulde Har og ender med Gonitituenternes SGammentrædelje paa Eidavold for
ut udlafie det une Statsvært. Denne Deel af vort Billede er visfjeligen den mørtefte, og
ma behandles faa meget ombyggeligere fom denne Periode i mange Henfeeuder foramdrede
Sandete secomomifte og moralffe Stilling, og beredte Overgangen til den fidfte Periode. Det
ar ogfaa over benne anden Periode Forfatteren bør kunne udbrede det frørfte Lys, ba den
iadtraf i hans Livs fraftfuldefte Alder, og i hans borgerlige Haandterings virffomfte Tidsrum,
ba han ſtod i Horbindelje med de Hædrelandets Mænd, fom nærmeft fiyrede Norges Anlig:
guder paa den Tid, og da hans Stilling fom Forftander for em vidløftig Virkekreds indvik⸗
lede ham I alle be Farer, der omgave Fædrelandet paa den Tid, udenfor Krigeſtuepladſen.
- Det er imidlertid de fibfte Mar af dette andet Tidsrum, fom ville fræve den vidtfoftigite Be:
handling, fordi de indeholde be flefte Elementer til em hiſtoriſt Overfigt. Den fidfte Periode
gaar fra 1814 indtil et af de Aar, fom ligger vor Tid nærmere, og bet vil beroe paa Om:
tanbighederne, om Øorfatteren berpaa vil funne lægge Haand. Oldingens Løfter ere ufittre
og Nimeligheden af at hanne opfylde ben bortfjærnes bagligen. Urbeidet felv er em Alder:
bemsinsjel, fom gjver Forfatteren en interesfant Grindring om et forfoundet Mjæbnefvangert
å
1) er tagrå itte Omiyn til be flere Indſtræeukninger paa Bindfibelighedend Bei og den Mangel paa Gelvftan:
tighed i denne Henfernde, fom fandt Sted, og hvorpaa fenere gjøres symærtfom.
fo Fortalte til Forſte Verk
Tidbrumz, og fot ei var fommen for ytet medens han levede naar hon et dertil af fagby
bige Benner vart bleven spfordret.
Forfatteren har te allene flolet paa fine egne Grindrimger, eller benyttet fine og
Redteguetjer. Han har heldigvtit bevaret I fin Bræfamiing flere Docmmenter, fom førmeen
ligen ubbrede Lu8 over Dagens Begivenbeder; men faa ofte Han har maattet ſtols paa få
Erindringer, eller havt omlobende Rygter om vigtige Begivenheder åt fortelle, har ban Hei
vendt fig til de Mænd, fom tog umiddelbar Deet i ben omhandlede Begivenhed eller kjend
ben tilfnfde. J denne Henſeende bar han feædvanligen modt den meet foretoummende Vaivint
og ham maa føætte disſe Meddelelſer blandt de interesfantefte Bidrag til fu Hiferie. Kun
entelte og ſjeſdne Vilfærde har Han fpurgt forgjæves, og mr berved fat udaf Staud HC v
abbrede bet rette Lys vver enfelte af Dagens dunkle Begtombeder. Forfatteren fan i Å
Brenfiilling bave gjort fig flytbig i Gjentagelier; men dele fanne de fanme Bilfeder E
fremtræde paa flere Steder I et hiſtoriſt Panoram fom dette, deels ev ber visſe Hoved Ybeer .o
Beoved⸗Begivenheder, hvorpaa en Forfatter tagger ſardelet Bægt, deels fan Gjetagetfen van
en ShjodeeloshedocFeil. Gjentagelfer Fanne ſaalrdes være baade vitterlige og uvittertige; me
å ufle Tilfælde tiltvænger Forfatteren I denne, fom I flere Henſeender, ben velvillige Læfer
Eftetglvenhed og mitde Bedommetſe. Det følger af Gages Natur, at forffellige Begiven
føder, Gharakterer og. Samlinger erindres og bedømmes forftjelligen af Lundbomm. Før
fatteren maa faatedes berede fig paa forflfjellige Domme over fin Kremftifling, men fun haa
bør, at den Ombyggelighed, hvormed han har føgt at freuhewe den hiſtortſte Gandhed, der
Geiutt, ban her anvmdt Å Brugen af fine Kilder, og den Varſomhed, hvormev han har frenr
ſtillet fome Landemends Hard, vil berede Bærfet en venlig Modtagekfe og Forfatteren DH
sverbærende Bedommelſe, fom ikke vil fade ham angre, at ban har fadet denne Sirtſteen a
fe Hiteraire Arbeider omme for Lyſet, ntedens jan er oven Nord.
Forſte Tidsrum.
Fra 1800 til 1807.
Forſte Capitel.
Fndledning.
— —
Vea gives vel meppe uoget Tibérum i ben almindelige VBerbens-Hiftorie, fom. var
niger pan mærfelige Omvæltninger i be europæifle Staters indvortes og udvortes
åørbeld, end den ſidſte Deel af det henrundne Aarhundrede, og den førfte Deel af
vi smmærende. J bdisje fljæbnefvangre Uar flede en alvorlig og blodig Forberei
båje til em almindelig Erkjendelſe af Menneftetö Rettigheder, og af Borgenes Ad⸗
gg til under lige Vilkaax og med retfoærdigen fordelte Vidrag at brive borgerlig
aring, og bære offentlige Byrder. De mdretninger, fom forfiyrrede denne Lig»
fen, bande deres Mod i Middelalderens forviklede Forhold, og vare hævdede ved
lmsmarige Misbrug og tildels fongelige Forvilbelfer; men be ryftedes i deres dy⸗
hår Grundvoibe, og fyntes deres Undergang nær. Der hvor Misbrugen var ſtorſt,
bebe Reactionen ogſaa været blodigft, og Seieren, fljønt forvanflet ved den. vilbefte
Gufomhed, mecft afgjørende. De fidfte ti War af det forrige Uarhundrede:var het
norteærbigfte Tidsrom af den franfte Revolution. Den franfle Republit uvvillede
4 ber Bhænomener, fom paa den ee Side opvætke Gyfen og Uffly, men paa
den anden Side Beundring af den Kraft, hvormed dette flore Niges Selvſtendighed,
tagtet af indvortes og ubvortes Modſtand, fremlededes. Seierrig i Udlandei og i
dele Indre, havde Frankrige ubvidet og afrundet fine Grændfer, ydmyget fine
menlaudſſe Fienber, indaydet dem Ugtelfe og Skrak, og bæmpet alle rojaliftifle
Bensgelfer i fit eget Stjod. Men vet fyntes fom Frankrige endnu ikke gjinnen
drsetutionen havde manet bet Lytfaligheds og Ligheds Maal, ber ſtulde være he
tebige Opofretfers Seierskrands. Det havde ledet en from, fljønt foag, Konge,
fn bar mere Byrden af Andres end fine egne Synder, paa Skafottet; men. bet
mile dgjen em Keiſer⸗Trone, og underfafiede fig ligeſom pan ny den egemmogtige
Bie. Beuapartes Tilbagefomft fra Egypten i det ſidſte Mar. af det henrundue
Serum dannede en ny Gpofe i den franfte Revolution, i hvilten en Tilbagegaug
ll bet nedbrudte Regjerings⸗Syſtem antybedes, og nye Coalitioner i Udlandet dan⸗
nåes, for at tilbagevinde bet Tabte. Friheds⸗ og Ligheds⸗Ideen ſyntes endnu ikke
tove naaet fin Mobenhed. Dens blodige Begyndelfe havde fremfaldt en kraftig
on, fom, endfljønt overvunden, gjærede i Stilhed, og aabenbart firæbte det
Me Dynafri efter at fremlede en Tilftand, fom i Keiferens abſolnte Magt-Fulblom-
wihed nærmede fig den kuldkaſtede, men fom var berøvet det ariſtokratiſſe Glement.
Aalls Erindringer. 2
18 | Forſte Tibbrum. Førte Gapitel.
Midt i denne Reactionens Gjæring flyrkedes faaledes ben nationale Kraft ved ben
Lighed i at bære Byrder, fom deels var et Fofter af Revolutionen, deels befæftedeg
ved Napoleons Megjeringsfyftem. Keiferens Billie ſtulde raade overalt, og Alle
være ben lige undergivue.
Med Begyndelfen af bette Aarhundrede begyndte en ny Strid i Guropa, ikke
for at bæmpe ben franfte Revolutions Ubftejelfer; thi disſe Blodfrener vare endte;
men for at temme ben feiferlige Helts Herflefyge, fom truede med at oprette et
Univerfal-Monarti i Guropa, og at hæve Brødre og Frænder paa dets Troner.
Med dette Tilbagefald til en mindre fri GStatsforfatning forfonedes Frankrige felw
ved den fore Keiſers Heltebedrifter i Krigen, og hans heldige Beftræbeljer for at
forbedre Landets Vilftand ved vife Love. Forſigtigt Henfyn til Eiemdomsretten, en
fuldfommen Ubdvitling af Naringsfriheden, og omhyggelig Sky for ubetimeligt For⸗
myndervæfen i Borgernes Fard gaaer aabenbart igjennem Napoleons Lov:Goder .
Derfom han førte Keiferfeeptret egenmægtigen, og tog fine Beflutninger med Henfyn
til de udvortes Forhold uafhængig af fit Raad, vidfte han at benytte Landets bedfte
Falenter til at forbedre dets indvortes Tilftand, og bringe en pasfende Ligevægt
imellem de borgerlige Mettigheber. En ſaadan Megjering ubbredte faa megen Glands
over Frankriges Forholb til andre Magter, og gav faa megen Stof til indvortes
Filfredshed, at ben flore Folkemasſe forfønedes med den herflefyge Regents Udvidel⸗
ſes⸗Planer, og betragtede hans Megjeringstid fom en Hvile efter udſtandne Lidelfer.
Menneffeheden gjorde imidlertid filkre Fremflridt paa ben Friheds⸗Bane, fom ben
franfte Revolution, under ſtore Udffeielfer og under Landets mangehaande Lidelfør,
havde beredt. Heudalnæfenet med dets Misbrug HI Enkeltes Fordeel paa det Heles
Bekoſtning var i fin Rod omføyrtet, og reifte fig aldrig mere I fin færige Styrke,
og paa en anden Bei aabnede det øvrige Europa fig Adgang Ul den ſamme Lighed
i ben indvortes borgerlige Gtilling, ben ſamme Ugtelfe for Menneftete naturlige
Nettigheder, fom Yrankrige ved Revolutionen havde beredt fig. De mange Goalia
tioner, fom flulde ſtandſe Napoleons ærgjærrige Planer, fil et uheldigt Udfald, øg
noæft Naturen felb var bet Folkenes frivillige Opofrelfer, fom fraftlgft fremledede
Befrielfen fra Napoleons Uag. Kor at flemme Folket gunſtigt for disſe More Op⸗
ofrelfer, ertlærede Gyrfterne fig villige til at dele Regjeringsmagten, og affiøde til
Feltet en Deel af Statsmagten, fom udelt havde været i de uindſtræœnkede Fyrſters
Øenber. Ut bette Løfte ikfe overalt fuldftændigen er gaaet i Opfyldelſe, angaaer os
itte her; men Jbeen valtes om Henfigtemæskigheden af denne Magt-Fardding; ben
sealtfereded i de flefte mindre Stater; Ubdførelfen forberedtes i be flørre, og, engang
vatt, vil ben ikke let unbertvinges, om endog bens Gang vakter mellem frems og
tilbageganenbe Bevægelfer, eller under eu ſtundom tilfyneladende Stilftand..
Følgerne af ben franffe Nevolution ſporedes ingenfteds mindre ed I Norge,
og ingenftebs gjærede Friheds⸗Ideen mindre i bet her ombhandlede Tiderum end ber;
thi ber fattebes be Elementer, fom fatte den i Bevægelfe. Viſt mot var Folket
ubdelultet fra al Deeltagelfe i Landets Regjering, og i den Henfeende var Gtalsforv
fatningen aldeles ulig den, fom Oldtiden kunde fremvife, da Kongerne, omgivne af
beres Raad, overveiede de vigtigfte GStatsforhandlinger, og føgte Follets Vifald I
ſtore Holfeforfamlinger. Men Feudalvaſenet flog aldrig dybe Mødber i Norge;
GStandsforfljellen har i intet europærft Land været mindre, og be fax Abelémand,
fom fandtes i Landet, vare af fremmed Blod, og kun Fan blandt dem regnede flg
1) Napoleon tog ofte felv umiddelbart Deel i Diseusfionerne om Lov⸗Syſtemets forſtjel⸗
fige Ufdelinger. Han aflagde da fin feiferlige Titel, og hedte fun ule chef du gou-
vernement.” Han fremfatte Forſlag og Yndvendinger, fom bleve frit bedømte og bes
handlede af de øvrige Tilftebeværende, og det hendte Ike fjeldent, at Han underordnede
fin Mening Andres. Saaledes i Behandlingen af Code des miness ffr. Legislation
pour les mines par Baron Loere. Paris 1838.
-— Earp
Den franfte Mevolntien svsde iden Inbfludelfe paa Norge. 19
fm Tordbmand. J den ældre Vid, fær I Olavernes Dage, fremtrandte viſtnol
fr magtige Lehusmænd, fom, fel» omgivne med en ſtor Stare af Trælle og Af⸗
jengige, trodfede Søngernes Magt, underlagde fig fore Strætninger af Landet, og
fate ex førholdsmasfig flor Pragt i Levemaade og Bæfen. Men tvende moægtige
mg felvflembige Konger, Sverrer og Hakon den Gamle, brøde bisfe Stormends
fnft, og fiden den Tid har den aldrig mere hævet fig. Norges politifle Bælde,
ber flyldtes Nordmoænds Tapperhed og Somandskonſt, tabte fig, da Naboftaterue,
mber et mere fyftematift JForfvarsvæfen og en ſtigende Velſtand, lettere modſtode de
vide Bilingers Ungreb. Sarrſtilte National⸗Ulykker, faafom Peft, indvortes Krige
sg andre Landeplager, forværrede Landets Tilſtand og bhindrede Udviklingen af en
Belfand, ber unbderftøtter» Befiddelfen af fore Gienbomme. J fordum Dage var
bet den verfontige Tapperhed, be heldige Bilingetog og ben bjærve Stemme i de
fore Folteforfamtinger, fom ffabte Stormanden; mi maatte han føge Glementerne
tl fn GStorhed i Naturens Nigdom, i VBindfribelighed, og i en heldig Benyttelfe
d guſtige Ømftændigheder. Men Grund-Giendommene i Norge have ille den fam»
Udftrælning, fom aabner Been til et fort Feudal-Syftem, og Odelss
selten i fin gamle Form, førend den tndflræntkedes ved fenere Love, hindrede de
fn Giemdommes GSammenhobning til flore. Et Aggregat af Jordegods, grund»
faftet paa Doveri og Jndflrænfning af ben menneffelige Frihed, er faaledes fjeldent
i Morge at finde, og ber er vel fan Lande i Guropa, hvor der gives faa mange
frie og feboftændige, fjønt i Følge Naturens Bud vift ikke mægtige og rige, Ørunds
dene jm i Norge. Hine Omftændigheder have vift nok ike overalt i Norge bindret
Giebenmmenes Sammenhobning paa enkelte Hænder; men der er ingen GStadighed i
Bifddelfen af Giendomme, der fjeldent bringe Eiere uden for Bondeftanden Fordele,
og fom føges af disfe mere for Skovens end den dyrkede Marts Styld. Desuden
Merge i det fælles Statsforbund adffilige Fordele fremfor Danmark, og havde
bevaret meer af ben gamle og friere Periodes Farve. Aldrig har Norge
fig med Danmart med Henfyn til Grnærelfes-Gwne og Overflod af
; men ber har fledfe herffet i Norge en friere Tone, og dets Ind⸗
mellem hverandre indbyrdes altid faat pan en jævnere Bandlinie. I
undreder havde intet Hof der taget fit Sæde, og Migernes Konger havde
gjort Øygtige Neifer og forte Ophold i Norge i dette lange Tidsrum. Ubeljendte
Hoffets Sader og VBæfen, lidet berørte af Standsforffjellens Jndflydelfe, beva⸗
me de Nordmeænd, fom ikke flyttede Foden udenfor Fadrelandet, ſtedſe em vis fris
ig Getoftændighed, fom ofte vitredes i fraftig Modftand mod viltaarlige, ja
mod retfærbige og nødvendige Horanftaltminger fra Regjeringens Side. Det
Nige, fom Naturen nærmere havde forbundet med den anden Skandinaviens
flaanebes ofte af en Regjering, der ikke altid førte Scepteret med Kraft.
maa det tilftaaes, at den danfle Negjerings milde og faderlige Sindelag
i de Mar, fom ligge nærmeft bet her omhandlede Tidsrum, bortfjærnede
rund til Klage, ber besuden hendøde under Norges raſte Fremføridt paa ben
id til Belftand under blomfirende Handels-Gonjunkturer. Norge flod faaledes Fri⸗
hedens Grœndſe nærmere, og Overgangen til den confritutionelle Forfatning var
lettere; men Tiden til Statsforandring var endnu ikke fommen. Reformens fjærnere
Ølementer vare beqvemme, de nærmere fraftødende for enhver GStatsforandring.
Saaledes fandt de revolutionatre Ideer liden Indgang i Norge, hvor intet
Øuffe var om Forandring, og hvor den fore Hob af Yndbyggere længe havde i
$ovedfagen været i Befiddelfe af den Frihed og Lighed med Henfyn til Betingelferne
før den borgerlige Virkſomhed, fom hine Nationer tilkjæmpede fig paa blodige Veie.
3 Norden vifte berfor ingen Nation mindre Deettagelfe for Hiin Omvæltning i Res
gåningsfyftenet end Norge, fom juft i Begyndelfen af dette Aarhundrede flod ved
m Buffomheds-Periobe, der var ben forbeelagtigfie, fom beta Hiftorie har at freme
vife. Det følte itte Trykket af nogemfomhelf Tvang; dets Skattebidrag vare maa,
2 ,
[7
AN
2TEptET
— 595
VEL
8
si
90 Førfte Tibbrum. Forſte Gapite,
og ſtode itfe i Forhold til Nationens Kraft til at bære dem, og i enhver Foran⸗
bring i bets offentlige og politifte Stilling maatte det fnarere ane en Forværriung
end en Forbedring. Norge fulgte derfor hine voldfonume Scener tun med den ver
modige Deeltagelfe, fom Frankriges Lidelfer under Revolutionen maatte opvælte, sg
var før øvrigt altfor beftjæftiget med at høfte mertantile Fordele af Krigens Vevas
gelfe, til at fljonfe nogen politift Jbee om GStatsforanbring fynderlig Opmcerkſom⸗
feb. J Norges eget Skjod var faa godt fom ingen Literatur, ingen Avis, fom
afvorligen behandlede politiffe Gjenftande, og den friere Tone, fom et Fofter af dem
franffe Revolution, der begyndte at herfte i offentlige Skrifter og Blade i Danmark,
fandt i denne Lykkens Periode for Norge mindre Gjentlang ber end i Broderlandet.
Forfatteren erindrer endog tun fjelbent i hine Dage at Have hørt omtale de Unles
puntter, fom før og fiben anførtes fom Norges Klagepofter sver ben danſte Negjes
ring, nemlig at vore vigtigfte Embeder nedlagdes i unge banffe Adelomends Hæns
der, og at Handels-Monopoler for danſte Handlende i mange Maader indſtrænkede
Norges Handel. De meeft indbringende Embeder betlædtes ba meſtendeels af Lans
dets egne Børn, og tun hine Over-Embeder vare i danſte Adelsmends Haænder, der
fom ofteft med egen Formue vedligeholdt en Deel af deres Glands. Det erindres
viſtnok fra bhine Tider, i hvilke glimrende Optog disfe Stormænd, ber i vor Tid
frille færdbes pan Land og GStrand, modtoges og hilftes i Vyerne under Kanonerues
Torden og igjennem VBorgervæbningens Nader, og hvorlunde hele Skarer firømmede
dem imøde paa Landeveiene, for at ledſage bem til det feftligen fmytkede Gilde. —-
Da Norges Kapitaler høift forbeelagtigen anvenbtes paa Næringsveier, fom laae lige
for Handelsmandens Fod, faa anfedes ikfe over hine VBroderlandet forundte Privi⸗
fegier og Monopoler, ligefaalidet fom over enkelte Barers Fordyrelfe, der med Lethed
ubrebedes af fulde Kasſer. Strax efter Krigens Udbrud fil disfe Klager en bitrere
Betydning og en alvorligere Grund, ligefom de, ofte tybeligen nok, gik igjennom
de ældre Perioder. Endog Striden om et Univerfitets Oprettelfe i Norges eget
GStjød, fom blev ført med faa megen Styrke mod Slutningen af det forrige Ses
eulum, havde lagt fig til Hvile, efterat de flefte af de Hædersmænd, fom førte ben
med faa megen Varme, vare nebftegne i Graven. Kort — det var aabenbart, at
Morge hilfede dette Aarhundrede med en fuldfommen Tilfredshed med fin nærværende
politiffe gorfatning, hvormeget ben end i fin Form krankede be borgerlige Rettig⸗
beder; thi Megjeringens milde Udøvelfe bodede paa Lovens firenge Bogftav. Ligefaa
vift er det, at Norge var et roligt Vidne til dem indre politifte Gjæring, fom be⸗
vægede det veftlige Europa, og til Frankriges ſtore Kamp med faft alle mægtige
europoæifte Niger, deels for at forfvare, deels for at ubvide fine Land⸗Grendſer.
Den enefte Ulempe, fom Norge følte af denne Blodkamp, var den Fare, for hvilte
neutrafe Magters Flag var ubfat paa Havet, formedelft Englands villaarlige Hore
tolkning af Neutralitets-Retten, og dette gav Unledning til den enefte Forftyrrelfe i
den danft-norfte Stats fredelige Politik i de førfte 7 Aar af dette Serulum.
Andet Capitel.
Briternes 'Angreb pan Kjøbenhavn 1801.
TE
Med fan Linier unne vi faalebes føre Læferne igjennem den forte Krigsbegi⸗
venhed, fom inbtraf i dette Fredens og den gyldne Virkſomheds lykkelige Tidspunkt.
I mere end 80 Uar havde ben banfl-norfle Stat været velfignet med Fredens yt
ſalighed, og under den franfte Revolution, fom fiden 1793 havde forplantet fin Luc
Den væbuede Nentrakilet, Spending med England. NA
mer hele Europa, havde Danmart og Norge nydt Neutralitetens Yordeel under en
Womfirende Handel. Men Hl den Iyffeltge Borgerlige Tilftand, fom ben langvarige
fed og De for den nordifte Birtfomhed heldige Gonfuntturer frembragte i begge
ligerne, ſvarede ifte den danfle Stats financielle Kræfter. Den havde I dette
fredens Tørum bygget en betydelig Statsgjæld, og kunde i ingen Henfeende figes
ut være beredt paa Krig. En Rælte af Orlogs⸗Skibe var bygget, og So⸗Arſena⸗
lane spfyldte med Mrigs-Matertal; men Statens financielle Kraft var ilke for not
fil et fætte denne ſtolte Orlogemagt i Bevægelfe, og den Ulle Stat havde ifte Holt
Øl at bemande den, uden til fin Koffardiflaades Hbelæggelfe. Bi ville ike her
wiere mnderføge Grunden til benne Danmarks financielle Afmagt, da den har fin
di et Tidspunkt, der ligger udenfor disfe Underføgelfers Omraabe, men ſtride
fat fortlare Aarſagen til denne Krigs⸗Tilſtand og dens Følger.
| I det afvigte Marhundrede havde ben neutrale Skibsfarts Forhold til be krig»
føde Magter givet Anledning Hl mangfoldige GStridigbeder, uden at nogen beftemt
forget imellem Magterne inbbyrdes var vedtagen. J de forftjellige Krige, fom førtes
2 Slutningen af det 17de og tndtil den Ameritanfte Krig i den fidfte Deel af
bet 18de Marbundrede, war dette Forhold forfjelligt, og afgjordes meer efter Sta⸗
inner Krigsſturke end efter Folkeretten. Under den Amerikanſte Krig fluttede be
nerdiſſe Magter, Nustand, Sverige og Danmarf, en Neutralitets⸗Convention,
fan huifede paa ben Grundfætning, at frit Stih gjør frit Gods, hvorefter altfaa
ben nentrale Skibsfart uforfiyrret kunde finde Sted til de Lande, fom førte Mrig
må hverandre. Dog undinges Krigs⸗Kontrabande, i hvilken Henſeende de Artikler,
f- dertil benfortes, beftemt vare opgimne. Denne Convention var fornemmeligen
Fi
mod Gugiand, fom formedelft fin overlegne Soſtyrke allerede dengang begyndte
e fig Herredømme over Havet. Det maatte imidlertid da -taale denne Fors
for ille at forøge bet frore Antal af Fiender, hvormed det fjærn og nær
at tjæmpe. Saaledes blev hiin Grundfætning fulgt under den Amerikanſte
og den nentrale Fart hoſtede den aabenbareſte Fordeel af dette beſtemte For⸗
Imiblertid var ber ilke i nogen Traktat bleven faſtſat, om det tilkom be
De Magters Orlogsfartøier at vifitere SUbe, fom feilede under den reſpee⸗
fe Magts Convoi, endfkjønt denne Sag hidtil var afgjort efter AErens
ei tillode at fætte Mistillid til Convoi⸗Chefens Erklering. Bed Udgan⸗
dette Aarhundrede, nanlig 1799, begyndte England, hvis Magt paa Havet
medens dets Ullierede paa Faftlandet fønderfledes af den franfte Ørnes Kloer,
Net til, ved fine Krigsfartøier at lade de neutrale Coffardi⸗Skibe vikttere,
vare under Gonvoi af et neutralt Orlogsfartøt, og fandt det i den Hen⸗
under fin VBærdighed, at gjøre fin Paaftand gjældende mod en af de
du
le
på
TEA
x
4)
deitflaade under fin Gonvoi til Middelhavet, og hvis Chef, Capitain Krabbe, havde
nngtet at lade fine Skibe vifitere i Kanalen af engelfte Krigsfartøier, blev, efter en
ft Modſtand, tvungen til at firyge for Overmagten, og indbragt i en engelf
San. Englands Fortolfing af VBifttationsretten og den danffe Minifter Bernſtorffs
msfende Svar berpaa havde ifte bragt denne Sag paa det Nene; men Fortolknings⸗
tilen forblev fom fæbvanligt paa ben Stærteres Side. Danmark, fom under begge
dizers blomfiremde Handel i Reutralitetens Ly havde for meget at tabe, opgav
iidlertid for Dieblikket den uforvanffede Convoi⸗Ret, indtil en definitiv Convention
lam kunde fluttes. Det amneldte berhos for ofret i St. Petersburg bet for:
mete Brud paa Neutralitets-Retten, og fom en Følge deraf indbød Keifer Paut
dengerne af Preusfjen, Danmart og Sverige til at garantere Reutralitets⸗Conven⸗
tonen, ſaaledes fom ben 1780 var bleven ſluttet imellem Rusland og Sverige '.
5) See Bilag Ro. 1.
frende
fregeſte blandt be nordiſte Magter. Den danfte Fregat Freya, fom havde en Hanz
——Ö—"—T— on ovn 2
99 -— Børke Tidörum. Undet Gapitel.
Kongen af Sverige reiſte fel til Petersburg, og den 16de December 1800 —
imellem disſe Magter en Convention, hvis Hoped⸗Indhold var at forſvare den
GSætning: frit Skib, frit Gods. Derhos beftemtes visfe Regler, fom hindrede
Ubøvelfen af denne Ret til den krigførende Magté Slade. Danmark tilkraadte denne
Gonvention fun betingelfesviis og med forfigtigt Henfyn til fit fredelige Forhold med
Gugland, hvis Forftyrrekje maatte tilføte dets levende neutrale Handel et ulægeligt
Saar. J ſamme Tone fvarede Bernftorfi den engelfte Minifter Drummond ven
dennes Opfordring til det danfle Hof til at give en beſtemt Erkleriag anganende
dets Henſigter ): at bet enefte Oiemed var at befytte fin uſtyldige Fart, uden at
ville fornærne nogen anden Stat. Men dette ubeftemte Svar tilfredsſtillede hverken
det engelfte etfer det rusfiffe Hof. Ruslands Keifer Paul befalede fin Miniſter
ved bet danſte Hof, Likasſewitſch, at forlade Kjøbenhavn inden 3 Dage. Det danfle
Øof benvemmede fig derfor 16de Januar 1801 til em ubetinget Tiltyædelfe tl den
norbiffe Convention, og Lilasſewitſch vendte tilbage. Folgen af Convenkionen var,
at der i England under 14de Jauuar lagdes Embargo paa alle banfte, fornfle
og rusſiſte Stibe.
Gan flendtligen git imidlertid ikke England tilværfs mob Preusfen, md hvile
fet det attraaede en fredelig UAfrjørelfe, for at befrie Hannover for Preudfens Overe
falb. Skarpe Noter fra Preusfens Side 'og eftergivende fra Englands verkedes i
Vinterens Løb, men kunde ifte forhindre, at Preusfen den 3die Upril formeligen
tiltraadte de nordiffe Magters Gonventim. I Parlamentet felv, fom aabnedes den
den Februar, maatte Minifternes vilkaarlige Foærd undergaae en flarp Kritik.
„Hvorfor⸗, ubbryber i Underhufet Grey, denne Nordens djærve og tror Forfvarer,
„hvorfor bruges itte fanme Adfærd mod Preusſen, fom forfvarer famme Grundfæts
ning, at frit SKb gjør frit Gods? Det var i hans Øine en Politik, fom var
en flor Stat uværdig, ja et flammeligt og foragteligt Konſtgreb, Ikke at angribe
Vreusſen, fom holdes for flært, og betragte famme fom Ben, medens Sverige og
Danmark flendtligen angribes, fordi de ere foage. Han forlangte, at man ſkulde
fe fig om, førend man bevilgede nye Subfidier,' og ødflede ny Tillid pas Miniftre,
fom fledfe gjorde nye Fordringer, og bragte Stam og Elendighed over Englaud.
Det Engelfte Minifterium var imidlertid vant til at høre bitte Sandheder af den
talentfuldbe men lidet talrige Oppofition, og var fledfe filfer paa at fee fin Politik
underftøttet af Pluraltteten. Saaledes befluttedes em megtig Flaades Uffendelfe til
Øfterføen. Forgjæves tndgav den Danfle Minifter i England, Grev Wedel⸗Jarls⸗
berg, en Mote %, hvori det erklæredes, at Danmarks indgangne Forbindelfe med de
norbiffe Magter fun var defenfiv, uden Henfigt at krenke Danmarks fredelige Foxe
hold til England. Paa denne Note fulgte intet Svar, Flaaden affeitede, og Magt
- maatte fættes mod Magt. Denne Flaade beftod af 54 Orlagsfeil, hvoriblandt 20
Linieſtibe, fom nærmebe fig Kronborg den Ade Marts.
Baade Danmart og Sverige vuftede fig imidlertid til Horfoar med denne Har
veto moægtige Herre, Danmart beg med meer Alvor end Sverige, fordi det førfe
fiendtlige Angteb aabenbart fiilebe mod Kjøbenharn. HForgjiæyes opførdrede den ens
gelſte Miniftet i Kjøbenhavn den danffe Kouge, eller rettere den dauſte Kronprinds,
fom allerede da flod ved Roret, til at fratræde Gonventionen, og at tilfede den
engelffe Flandes Gjennemfeiling forbi Kronborg til Øferføen. Den danfle Krone
prinds, fom ſtedſe var redelig i fin Politit, vilde ikke forlade fine Allierede; ven
engelffej Minifter fil flue Pasje og afreife. Den engelfte Flaades Gjennengang
gjennem Sundet ſtede ikke uden Sværdflag, da Kronborg Kommandant fil Ordre
til at beſtyde den under Gjennemfeilingen; men den fødde uden Blods Udgndelie,
See Bilag No. 2 8
F 16de 4 1801, indtaget i Bilag No. 2.
Engelſt Flaade i Ørefnd. Darmarke Ruſtuinger og Stilling. o»
ar be engelſte ugler vare uden fynderlig Virkning paa Mrondborg, og be balle
fra denne Jafning gjorde ingen ſtor Glade paa ben engelfle Flaade. Der⸗
fm Sveriges Horberedelfer tl at imodtage denne frygtelige Fiende havde varet faa
tvertige ved Gelkugborg; fom Danmarks ved Mronberg og Kjøbenhavn, vilde den
| Flaade ille være fluppen faa vel igſennem Sundet; men denne holdt flg
- for tet fort mnbigt under ben fuenfle Kyſt, og undgik derved Heæfningen Aronborgs
Smouer. forifle Sagn ymte mm, at Danmart handiede i benne Henfeende med
mer Zroflab web fine Alliercde md Sverige, og at dettes Ronge Ile ugjerne for
fntelandbets Oomygelſe; men denne Falſthed Ina tffe Å den fomfle Renges Karal⸗
tor, og Sxerige, der overraſtedes af Brigen ligfom Danmark, fande vanfleligse
føle fin Somagt I Bevergelſe, og lægge et Søbatteri paa bet vette Pantt til
Den engelfte Flaabe lagde fig fanlsdes i god Orden roligen ved Øen Hvern
Øen danfle Negjering havde visfeligen gjort forberedende Unfralter til at imodtage
henne uventede Fliende, der med en flor og velndruſtet Flaade nærmede fly
ferebfab, i det Qaab ved en let Seir at oplsfe de nørdifle Magters Forening til
Jorivar for deres MNeutralitets-Neitigheder. England havde faa meget førre Grund
til at anfee Danmart fom bet vigtigere Led i ben nordifte Jorbundbekhæ»e, da Bundet
ved Heiſtngoer betragtedes fom Øferføms Port, der unde fulle Jnbgangen for de
mytfe Stibe til be baltiffe Vande, naar Gverige og Danmart vare enige om at
fee det ved et Nraftigt Sovcern. Desuden havde Daumark em Mlaade af 20
kinictibe i fin Orlogshavn ved Hovedſtaden, famt tilftrættetigt Material og Ume
munition til at tillatte og udruſte dem. Det harde paa Danmarke og Morged
Samling of Matrofer og Somceend, fom med Henfyn til Sømandsrfjorr
Mob tundbe files ved Side af Englands egne. J det nodifke Furbup
ark faaledes vift not bet mindfte, men visfelig bet forholbémoskgen fartefe
naar Tid og Venge gaves til at udrufe og bemande den fœrdige Mlaade,
itte ringeagtes endog af Havets frolte Dromming.- Men under Jirgensd
De Stilling var brune Danmarks Ovasagt hu tilfyneladende, og kunde rat
et omervaflmbe Augreb. De norſte Gømænd, fom vare forbælte paa den lange
i en tjvbig Koffmbidkjenefte, Tumba itte I ben Øaft bringe til Stedet, og ikke
fe Sømanbsfityrte var ved Kaanden famtet I Horedſtaden. Ber mang»
fasiebes Aibler til at fotte ben bertige Riynge af Orlogoſtibe, fom kane I Minas
Seir, å Devegelſe, og ben maatte vare et frumt Vidme til Arigetoideusn vår
ftjøbenbanne Med, uden at funne føsne et Skud. Det var overhevedet. ben banffe
Aerings Qnfte, at afsjøre Striden ved biplematifte Underhandiinge, deels forkd
den ei wilbe fægge noget flendtligt Sindelag for Dagen mod en Magi, hvis Menſlab
bei var fas wvigligt at bemare til Bedligehodrifen af en iytteig Freds og Menivalideso
Silfend, deels forbi Gugiands Politik formedelſt Muinifer-Foranbring hentybede van
ma fredesigere Tilftand. Den engelfte Minifter ved det danſte Hof havde derhos bedke
QnbfelseOrb tiltede, fan ofte han fpovede forberedende Ruſtninger.
- Danmant indflsxntede ſaaledes fit aftvungae Forfvar til at opfitle et fa Varn
d Diolffibe vaa Sjøbenhams Ned, og at underſtotte Møfe vid nogle mindre, beve⸗
gele Hartøier, og at læne ben hele. Forfvarsknic til det fafte og vel bevæbnerr
refroners Batteri. Saaledes lagdes 7 Blokſtkibe, der, enkelte undtagne, fom ubrug⸗
bare ware ubffudte af Orlogsſtibenes Linie, i Slagrakke, og deraf førte fun eet 74
— Ranoner, de øvrige 64 og derunder, og til disſes Underfrøttelfe halepes 2 Fregatter
8 6 mindre Jartøier i Sinte. En Ville Eskadre af et Par Orlogsfribe laae uden
Balplapfen og kom ei å Slag. For at bemande det faſte Sovarn presſedes i
Rjøbenhave, ba den angelfte Flaade allerede var i Gigte, alftms Gapeflængere,
Beyggerkarle 9. ſ. v., der for en Haandpenge af 15 My. flæbedes småord paa det
foømmende Batteri. Rogle modige unge Mennefter af Folkets højere Clasſer lode
fig inddele i Corps, rede til at forfvare Hovedftaden i Tilfælde af Fiendens Bands
P
7
ger pr
pet
&
Å | Forſte Tidbrum. Andet Gapitel:
gång. ' 606 ben bedre Deel af Hovedftadens Indbyggere herflede ſtor Fjorbittretfe
øvet Englænbernes voldfomme Angreb, ledfaget af modige Veflutuinger.
Den engelffe Flaade commanderedes af Sir Hyde Barker, og Relfon var
ureſtkonmmanderende. Det opvatte Misnøic i England, at Gommanboen ei overdroges
Abukir⸗Helten, der nyligen havde modtaget de meeft hædrende Bevifer paa ſin Monges
Aatelfe og Matiomené høtefte Bifalb; men Parkers findige Gftergivenhed og. Ugtelfe
for den ftore Sohelt javnede tildeels de af dette Forhold splemne Vanfteltgheder.
Nelfon valgte fine egne Forholbsregler i Slaget, vg adlød ei Overadmirakens. Den
engelſte Flaade beſtod af 20 Linieftibe, 8 Fregatter, flere Bombardeer⸗Sluppe og
Brigger. Af denne flore Flaade detafdjerede Parker Admiral Relfon med 12 Linies
ſtibe, bvoraf de flefte vare pan 74 Kanoner, mod Syd for at vdelægge ben fydlige
og fvagere Deel af den danfte Defenfions Linie, medens Parker blev tilbage før
at frue den nordlige, og ved en fortraffelig Maneuvre tyttedes bet Nelſon at
wervinde ftore Banfretigheder og bringe fin Flaade i den Stilling mod den danſke
Defenfiuns-Linie, hvori den hunde gjøre frørft Virkning. Imidlertid foattedes dem
engelſte Styrke derved, at tvende af Flaadens ſtore Skibe — Bellona og Nusfel +-—
føb paa Grund, og kunde ille tage Deel i Slaget. Nelfons Aandenærværelfe,
fom forbedrede de mebbragte engelfte Lodfers uſikkre Veiledning, reddede Flaaden fa
fame GStjebne. Natten før Slaget var den engelſte Flaade udfat for ſtor Ulempe
formedelſt Rærheden af Striders Batteri paa Umager. Derfra faftedbes nemlig entelbe
Bomber, fom truede med øbelæggende Virkninger; men Vonbetaftningen ophørte,
enten fordi ber indtraf et Uheld ved Afſtydningen, eller efter Befating af Chefen
for Attillericorpſet Oberft Medlenburg, eller fordi Gonmunication med Landet var
forbuden '). Saa vis var imidlertid Nelfon paa fin Seter, at Han flal have lovet
Varker at ødelægge det danſte Søværn i em Times Tid; men flere lange Timer
anvendtes paa denne blodige Kamp.
Medens faaledes Kirkeklokkernes Klang ben hellige Gtjærtorsbag den Uprit
faldbte Folket til Guds Huus i Danmarfs Hovedſtad, gled denne frygtelige Krigs⸗
flaade, begunftiget af en føielig GSyboftvind, fra Kongedydet under Admiral Rekfons
Commando mob bet danffe Søværn, hvoraf ben ene Tredicdeel formedelft fin Velig⸗
genhed fom fibet i Ilden. Den danfte Gommandeur, Olfert Fifder, gav Ordre
til at nabne Slaget Klokken 107, da den engelffe Flaade mærmede fig Studvidde.
Slaget varede i Ala Time, og ikke alene i Fiſchers ginmrende Beftrivelfe over De
Danftes Tapperhed, men og af Fienden felv tilftodes det, at Forfvaret fra danf
Side udførtes med mageløs Udholdenhed og Mod. Det panftodes i Fiſchers Var
vetuing %), at ben engelffe Id mod GSlutningen af Slaget var hetydetigen folket,
at flere engelfte Skibe, bhvoriblandt Nelſons eget, tilſidſt tun fljød med mielte
Kanoner, ja at endog et Par Orlogoſtibe havde firøget, men ved tilkommende Hjælp
heiſede deres Hag igjen. Anderledes lød viftnok den engelfte Beretning, efter hvilken
Fordelen ganffe havde været paa Englændernes Side, Tabet af Mandſtab ſexbobbelt
flørre paa de danſte Skbe end paa de engelfte, hele den fydlige Defenfionslinie deels
ødelagt deels erobret, en ſtor Mangde Fanger gjort, og den engelfte Flaade bragt i
en Stilllng, faa Kjøbenhavns Bombardement kunde begyndes med tilbørlig Biring,
derfom iffe Danmarf underfaftede fig be af England gjorte Freds⸗Tilbud. Hiſtorien
) Robert Southey i fin Bog „Nelſons Levnet", overfat af Schaldemoſe, Kjøbenhavn
1838, fortæller Pag. 249, nat Moørjerblotfen Hi Lykke for Flaaden var bleven udru-
gelig; og enten kunde be Danſte ikke erftatte den med en anden, eller de tabte Ret-
ungen i Merket.” Habrimann paajtaaer det fom bekjent, at ——— vphorte
efter Mechlenburgs Sröre, fom anjaae Afitanden (10000 Stridt) før Allen
paaftaaer berimod, at ben ſtaudſede, fordi Fiſcher havde fignaleret Ophævelje af Fox:
Bindelje le men, Fondet Lift. Garbe, Danfk-norjte Somagts Hiftorie 355—356. ]
Å Se B
"Slaget 2 April 1801, 2%
me ber, fom faa ofte, besæge fig I Midten mellen de forffjeligfte BDeretninger ').
Da åa imidlertid flere Omfaændigheber, oplyfte i de engelſte Beſtrivelſer ſelb, fom
vir, at Relſon ei anſaa Seieren fan fuldftændigen afgjort paa alle Puncter, fom
fm vasfiedes. Overabmiralen, Parker, gjørbe flere Signaler, for at falde Nelfou
tilbage, enten af Qumanitets-Qøletfe for at flandfe Blodbadet, eller fordi han troede,
ad Seljen vovede fig for vidt i fn nærværende Stilling. Nelſon agtede imidlertid
ie pan Gignalet, men fortfatte Slaget med fit Hjærve og uovervindelige Sømandes
mn, mder den Vittring, at han ved fin Uydighed udſatie fig for Unfvarlighed og
am $ve-GStraf. Det var imidlertid ille alene hans Mod, men ogfan hans
flegitab, fom udredede hann af hans farlige Stilling. Efterat ben danſte fydlige
Drimfriskinie var bragt til Taushed, holdt Netfon- et Krigsraad ombord i fit
ho før at beftemme, om de Danfles nordre Defenfious-Linie Mulde angribes med
ke mindft befladigede Skibe; men Krigsrandet ertiærede det eenſtemmigen for Hogeft
at bringe Flaaden, der havde lidt faa betydelig af Fiendens Kugler, ud af ſin far
byr Stilling. At Relfon itte fatte den førte Tillid til fin Seier, det vifer hans
jørflag om VBaabenftilftand, fom han under Parlamentair-Flag bed gjøre, endftjønt
ha gjorde Sumanitet og Agtelfe for Danmarks Kronprinbs til Howed-Grund for
ft Gorflag *). Hans Brev, der leveredes til Kronprindſen, lød faaledes:
vend Nelfon er beordret til at faane Danmark, naar det ille længere gjør
Mefand; men berfom Ilden vedbliver fra Danmarls Side, maa Lord Nelfou
fille alle de flydbende Batterier, han har taget, i Brand, uden at kunne redde be
wmyrre Danfle, fom Have forfvaret dem.
Til Gngiendeanes Brødre, de Danſte. .
Gfterat Partamentairen havde meldt fig hos Kronprindjen, lod beune frar fame
mnhide et Srigsraad. Mronprindfen havde feld været Vidne til Staget, han havde
bibmget til De i Land fendte Saaredes Pleie, og havde foranftaltet den Hjælp, ber
fmbe mades over. Han var ſaaledes fremt til at ende. denne blodige Scene, naar
ht ande fee til Danmarks Wre. - Han maatte betænte fig paa at udfætte Honed:
faen for det Bombardement, fom let kunde iværtfætteg, efterat ben ydre JForfvars-
linte mod Syn var bleven fprængt. Desuden nærmede fig Parkers Diviſion, fom
dan ilfe havbe været i Ilden, Balpladſen, ligefom be flridende Parters Stilling
flg itte var fuldfommen betjendt. Disſe Omftændigheder bleve overveiede i det
fmmentuldte Srigsraad; men hvad der imidlertid meeft bidrog til Baabenkilftandeng
var en Comeers Untomft fra Peteraborg, fom bragte Efterretningen om
af Pauls Død. Om endog hans Eftermands, Alexanders, Tenkemaade i denne
———— — —
9 er fefo gjorde ben banfle Tapperhed fin Net i dette Slag. Gapitain Foley,
fons Ben og fradigt Medlem af hans Krigöraad, rofte de Danſtes Tilberedelſer til
Slag, og erklarede, „at de fyntes at være ligeſaa gode Buldogge fom Englenderne fel".
3 Southey — fee Daerfatlen Pag. 284 — tilftaar felv de fore Hordele, font Vaa:
bemitilitanden bragte Relfon, og rofer hans Kiogflad i at bringe den i Stand.
«Relfon — figer han — ber ilke ſpildte et af de vigtige Dieblikke, ſom han paa
denne Maade havde vundet, gav fine fornemfte Skibe Signal HI at lette Auker, bet
ene efter bet andet. De havde Sandbanker at omfeile, vare for bet mefte ilde til:
rebte, og beres Vel førte dem lige forbi Trekroners Batteri». Senere hen figer han:
«Det bled frart Mart, af hvilken truende Fare Neljon havde trukket fig ud:” Han
forteller derpaa, at flere Slibe fom paa Grund ved at hale forbi Trefroner, og bleve
Nobende I Den Tilftand i flere Timer. Det var vel ſaaledes itfe Humanitet alene,
ſom ledede den ſtore Helt.
e Departements Urdiv, og derefter er trykt hos Garde,
aff. Str. 6. . De ældre Gjengivelfer af dette Brev øre mindre nølagtige.]
26 Forſte Tiderum. Undet Capitel.
Henſeende et var bekſendt, kunde ber dog af ham ventes en ſindigere Ford og ut
fredekigere Sindelag. Der manglede imidlertid Ul Mond i dette Krigsraad, fom
tilvaadede Baabenftilftandens Ufflag, der af bem anføres fom et Bevis paa Fiendens
Øorlegenhed. Admiral Bille, der allerede før havde udmærket fig i Fodrelandets
Tjeneſte under fit Mrydstog t Middelhavet, gjorde bet Horflag * ut hate ud med
fin life Eskadre mod ben fvæltede Fiende; men Forflaget mpdinges ikke; og Gene»
ral⸗Adjutant Lindholm fendtes ombord i Nelſons SHV met et Baabenfiiftande- Klag,
for at erfare Henfigten af Nelfons VYilbu» i fin Note. Nelfon havde imidlertid
benyttet Vaabenhvilens Øieblitte fan vel til de Slibes HArelfe, fom vare i Qare, og
til at rufte fig HU et nyt Angreb, at han nu kunde fremme fin Tone høtere. Nils
fons Svar var den følte Seterherres: „Blot Gumanitet havde opmuntret Gam til
Forſlaget. Han anfaa flg berettiget til at tage fime Fanger fra de erobrede Hartøker,
opbrænde dioſe, eller lade dem bortføre, efter fom han fandt for godt, men af
Erbodighed for Mronprindfen vilde han anfer denne Seier for den frøvfke Han now
genfinde havde vundet, berfom den wilbe give Anledning til en Iyttelig Forfonheg
og Gorbindelfe mellem ongerne af England og Danmarl.” Med dette Gvar lede
Rindholm tilbage til Mronprindfen og blev af ham ufortøvet bevefter. ferde til den
engelffe Overadmiral Parker for at afflutte Beabenftilftandens Villa). Under
bisfe Underhanblinger ophørte Glaget, hvide Flag vaidde fra alle Stibetopper og
Defenfions- Batterier, og i denne rædfoemme Taushed kunde begge Barter overfee
Størrelfen af fit Tab. Nelfon havde, fom ovenfor bemarket, benyttet disfe fofibase
SØieblifte til at redde fine Skibe af deres farlige Stilling, og hale dem forbi det
farlige Trekroners Batteri. Dette var endnu wuftadt, var vel forfinet med Ur-
tillerie, og havde en VBefætning af 1500 Mand. Den af Gnaqlænderne paatænkte
Erobring med Storm var opgivet, fom under de nærværende Omfærbigheder umulig:
Efterat denne Fare var bertfjernet, unde Melføn: give fine Underhandlinger mm mere
trumde Gang. Han fleg nu felv i Band for at handle om Vaabenſtilſtanden, og
førtes, iffe uben at være wubfat for Moleft af den hujende Bøbel, til Amalienborg
Slot. I hans Underholbning med Kronprindfen var ber ingen Gude paa ben
PBriis, fom Nelfon lagde paa de Danfles LTapperhed, fom han fatte over de Fau⸗
ſtes, og han ubpegede enkelte unge Officierer, hvis Mob og Conduite under Slaget
havde hoiligen befværet ham, og anbefalebe dem til beret Konges Belonning og deres
Feodrenelands Stljønfomhed 9). Under bisfe Underhandlinger fluttebet omfider. uar
benfrilfanden imellem Gugland og Daumark. Den ſtorſte Banflelighed gjorde dems
Barighed, da Relfon vilde have ben fax lang, at ham, uten at førfkmes af den
» Om af vore Laudemand, fom endna fever I en ophøiet Stilliug (S. Løsenfljøld?], var
Øronprindjen nær, ba Dett: Billes Tilbud gjorbeø, og ham forfikter, at Gøurerens Un-
komſt fra Petersborg gjerde Udflaget. K. Pauls Død indtraf 23de Marté, og Tiden
fyned ei før fort før en Gonreers Flugt. [Denne Beretulug er imidlertid feilagtig;
thi Tidenden om Keiſer Pale Mord fom ført til Kjøbenhavn den Bde Upril.]
3 Det ev blevet pananlet, at Lindholm under disſe Forhandlinger itte brugte. Conduite,
sg at han vite Relfon en Hofmands Høflighed; men Lindholm ovfyldte fin Kouges
Villie, og Hendte de Grunde, fom foranledigede Kronprindſens Gftergivenhed, og Jugen
vil bable hans ASrefrygt for fem Mand, der havde dem førite Ravnkundighed fom
Sshelt paa den Lid. Dekuden var Reljom mu igjen É em Guliug, ba fan fuube
ajøre Ajøbenbavn ſtor Mote. Liudholms Minde er førfvaret af en fagkyndig Lands⸗
mand, og Euhver, font læjer de af Johrtmann fremlagte QrigialDørmmenter med
Opmarkſomhed, maa vel ertjende Fulditændigheden af AEredreduingen :
3 Saaledes berettede den Tida offentlige Tidender og Privates Dreve. Det maa dog
vel fun have været entelte Pobelſtrig-
9 Han ffal ( denne Samtale have iegt, at han hapde deeltaget I 105 Søflag; men i
intet var bet gaaet varmere til end i dette. Det var fjær Den unge Virutenant Bil:
lemoes, ſom han roſte, trykkede ham art I Qaanben, og anbefalede han til Kron:
yrimdfem til høiere Berodeng, Prindſen fvarede ham, et derſon han Pnide gjøre alle
fine tappre Lientenanter pil Gapitainr, beholdt han ingen Lientenant å fin So⸗Etat.
Baabenfilfand. Mani og britiff Tab å Slaget. ØY
å fn pg, kunde fue ben foenfte og ruoſiſte Gømagt, og frembvinge
t Norden paa Englands Viftaar. Baabenſtilſtanden ſluttedes ſaaledes paa
24 Dages Opflgelfe, og den anden Urtitel i femme gjorde Danmarké
nffadelig for England i den Tid. Den indrholdt nemlig, nat Hans dDanft
benerbnede Slibe ” Fartoier Mulde forblive I deres nærværende virkelige
fanvet med Henfyn til Bevcebning og Cavipering, fom til militair Bofltten.
> fom er beljenbt under Ravn af ben bevabnede Mentratitet, fhulde,
Danmarté active Medvirkning bertil angit, være fufpenderet, faalænge
VBaaben ſtiiſtand forblev i Kraft. Danmarks Myffart langs Iyllaud og Verne
derimob €
ER
Å
Hi
1
være
Slaget var langvarigt, faa at Parter under ben lange Ramp havde
bbrybde, at ben Time, i hvilten Relſon havde fovet at ende Glaget,
lang», ſaaledes var bet og et af de blodigſte Søflag, fom bennr
havde at frempvife. Kun Slaget ved Ubutir og Trafalgar hunde Å
Slodiab fammenlignes dermed. Seierherren havde tmidlertiv te fore
prate af. Kun nogle ubrugelige Blokſtibe, der meſtendeels før Slaget
e af Danmarks Flaade, og hvis Mrudt var bortſtudt eller faftet overs
i Fiendernes Hander. Om bet bedfte af Gtibene, Sjælland — fom
ogfaa bronbdbtes — opſtod Strib med Nelfon, Met dets Chef paaftod,
itte var firøget men bortflubdt, og Vimpelen endnu valede fra Maft»
. Den Offeler, ſom blev fendt til Nelſon for at afgføre denne Sag, var
gante Betjenbte, og Nelfons energiffe Sprog afgjorde ogfan denne Tvift
fer hans Dytte. Den førte Deel af det gjorte Bytte led imidlertid Parter ope
franbe, førdt Skibene et tunde føres tl England uden at gaae tilgrunde. Ogfaa
bewed pttrede Relfon fin Misnøie, idet han flod I den Formening, at beret Bord
2 Fronfomften vilde have givet Geierherren et godt Udbytte. Overhovedet vifte
| megen Smfindtfighed og ondt Lune under dette Ungreb paa Kjøbenhavns
So, enten fordi han følte fig Monfet ved at være even tilfidefat for Parket fom
Deemdmiral, eller fordi han iffe ſankede de forventede Laurbær i dette Slag, og bet
Sune veeg førft, da fan fort efter Slaget udneevnedes HL Overadmiral for den
bultiffe Flaade. Fra ben Tid af bevægede Helten fig friere, og hans Forholdsregler
bleve energiffe; men Krigen nærmede fig fin Ende. Kun enkelte af de erobrede Skibe
føre fendte til England, men ved Siden af MiBje maatte britiſte fendes hjem i fyn-
kfærdig Tilftand, og en ny Undfætning hentes, for at fortfætte Krigen i Øferføen.
Tabet af Mandfrab paa danſt Side angaves af den danſte Chef førft til 1600
tl 1800 Mand, Dræbte og Saarede, men fenere opgaves det nøiere efter en For⸗
af Adnmuralitets⸗Collegiet Hl 1020 Mand, nemlig 370 Døde, 104 Sau:
tide, ber fiden døde, og BAG Saarede, fom beholdt vet, Blandt disſe vare 10
Dfflierer døde, og 14 faarebe, 1. De Engelfte undredes ikke lidet ved Synet at De
mnge Xræflo-Helte, med hvilke de havde maalt Styrke.. J dette Slag deeltoge
ogfan morfte Offirierer og Matrofer, endſtjondt itte forbolbemæskigen får mange fom
, OG En af Beteranerne blandt Norges GStatsraader, nylig afdode Thomas
$afting, gjorde fig bengang, fom Lieutenant og Gommandeur af Stykptammen
ung, ved fit Mod og fin rolige Gonduite under Slaget fan fortjent til Kron-
windfens Opmartfomhed, at han længe efter Skilsmisſen omtalte ham med ftor
Ugtelfe. J Forſvarsliniens Nætte udmoærtede fig ifær Blokſtibet Prøveftenen, ber
aaburde Slagets Scene, og hvis Kanoner vare blandt be fibfte ſom taug. Chefens,
2. J. Lasfene, Pris gif paa den Tid igjennem begge forenede Mationer, og ved
Giben af ham nævnedes Bieutmant, nu prenskift Admiral, Midaet Bille, ber
Sarde, en : G99 orie 3908-06, har en Hvt forffjetig Opgave. ]
å [Qan var —— pit Benfion 2. øsruden, hver ban 1820-—
1838 var Ravigations-Direrteår i Dangig, og døde I Mjøbenhavn de Marta 1845.)
TRE
get
z
28 fjørfe Tiescuum. Audet Gapitel.
fom tuedie Gommanderende pan Proveſtenen udmærfede fig ved fin Rjælhed, fin Evne
til i en munter Sil at oplive fine Medftridendes Mod, og ved fin Udholdenhed Å
Kampen. Andre Navne nævues ved Siden af disfe med Hoæder i Beſtrivelſen over
bette Slag '). |
Gnglænderne angave deres Tab til 953 Døde og GSaarede, hvoriblandt ikVe
mindre end 68 Officierer %), hvorimod de Danſte forftørrede dette Tab til meer end
bet Dobbelte. Men pan hvilten Side end Sandheden t denne Henfoende monne
være, og hvillen Deel end Hiftorieftriverens Iver for at forherlige Landåmænds Ve»
drifter monne Have i at forhoie Glandfen af dauſt Tapperhed og at hævde det
danſte Flags YØre, faa er bet vift, at dette Slag. tan tndføres i Danmarks Eøv
maler, føm et af de blodigfte og for Danmart bæderligfte, fom de have at frem=
vife, fornemmeligen naar der tages Henfyn til Fiendens Overrumpling, Danmarks
uforberedte Freds⸗Tilſtand, Stridskræfternes uforholdsmæskige Fordeling, o;g fær til
ben ſtore Gøhelt, fom anførte Cnglænderne i Slaget. Saaledes omtaltes dette
Siag over hele Guropa, og Fienden felv nægtede ike det. danfle Flag fin Are,
omendffjønt ogſaa han indflettede denne Seierskrands iblandt De herligfte, fom deune
pan engelfle Sø-Geire faa rige Krig havde at fremvife”. Imidlertid deeltoge ikke
alle danſte Officierer denne Roes: GCapitainlieutenant SåHulk og Stabs⸗Capitain
Mefterholg, fom med en Deel af Befæmingen uden Ghefens Ordre forlode Linies
fribet Sjælland, bleve fatte under Krigsret og en vanærende Straf overgik dam.
Baabenftilftanden endte foreløbigen disſe krigerſte VBevægelfer, og under Nors
dens foranbrede Politik formedelft Keifer Pauls Død vendte den forrige Freds⸗Til⸗
Raud tilbege. Hans Vronfølger, Keifer Alerander, var mere fredelig findet, og
hans Beftræbelfer for at tilveiebringe Fred med England gjorde alle fiendtlige Skridt
fra bettes Side unødvendige. Den engelfte Flaade vifte fig for de ufterføifte Havne,
men foretog intet Fiendtligt, og en foreløbig Fred mellem de nordiſte Magter og
England fluttedes ti Mat. Det omtviftebe Reutralitets-Spørgemaal ſtilledes i Bero,
og Da Gfterretningen om denne Tronforanbring i Rusland fom til Gngland, ophær
vedes Embargoen paa alle nordiſte Stibe, og Norges Handel paa England begyndte
igjen i fin forrige Livlighed. Den definitive Fred fluttebes bog ført i Oetober, og
da fort gav England Danmart fine veftindifle Golonier tilbage.
) Man fee tær Allens Beftrivelje [i Danſt Folkekalender 18422 6. 41 84] og Jahrt⸗
manns og Schierns Bemærfninger derover.
2) Det ftørfte enfelte Tab, fom Euglænbderne feed i dette Slag, var Capitain Rious FaD,
hvilken Officier anfaaes før ben bedfte paa Flaaden naſt Neljøn felv.
9) Hvor npaalidelig føvrigt Englendernes Opgave er over be Danſtes Tab, feed deraf,
at bette, Fangerne beregnet, angives til Maud, endftjent alt Mandſtab pas
ben engagerede Defeufions Linie udgjorde fun 5234. Deraf bøde og faaredeb 1020
Maud, men af be Saarede helbrededes 546 Mand. Fangne bleve, efter at alle Nels
fons Fordringer vare tilfredsſtillede, [efter Garde] 1 Mand. Englendernes TaB
opgavet fenere i den Strid, fom opſtod mellem Barker og Nelfon, af Parker felv ti
7 Man». Kanonftyrlen paa de engel Skibe var, fer Relſons egen Tilftanelfe,
1058, foruden Karenabder, der meget befværede de danſte Skibe; men af denne Ka
nonityrfe unde em Deel ikke bruges, fordi et Par engelfte Stibe fom paa Grund.
33 be danſte Skibe var Kanonſtyrken 626. Nelſon beklagede fig for Lindholm over
tiders Frenrftilling af Slaget, og paaftod, at intet af be engelſte Stibe havde firøget,
ligefom det ei forholdt fig faa, at hans eget Skib fun havde fludt med enkelte Kane»
ner; men bet vil undſtyldes, om Fiſcher, beraſet af Forfvarets Held og Bidne til fine
Landsmands Tapperbed, beftrev Slaget med varme og I enkelte Puncter forvenfte
Fræt — Rapporter af den Art gaae ſom ofteft paa Stylter; men Relſons Ømfindt-
lighed fader ane hans Frygt for, at de Lanrbær, fom han t andre Slag fax hæder-
figen havde fantet, ſtulde anſees visnede I dette. De Udrryt, fom Nelfon I fit Brev
af 22de April 1801 til Lindholm bruger om Fiſcher, ere ligefaa ufortjente, fom den
engelfte Søhelt I høiefte Grad uværdige. Lindholm forfvarede fin VBaabenfælle paa
ben værdigfte og fyndigfte Maade, ber aftvang Relfon efv Forfiffring om byb Ygtelfe
og varme Venjfabsføleljer for Ltudbholm. Babrimanns vGjenind fra 1801" i
Nyt Archtv for Søvæfenet No. 3. Kjøbenhavn 18432.
Fred med Gugind. Virkning paa Morge. ””
Denne torte Mrigstorben gav ogſaa Gjenkyd i Norge, og opvakte der før
at md i Danmart. Den danfte Kornfart paa Gugiand og Holland var i de
Dage endun iffe begyndt, da Norge forbrugte alt Danmarts overflødige Korn, hvis
dførfel i Norge beflyttedes ved Told paa udenlandſt Kom. Danmarks meeſt inds
kringende Handel blev faalebes uforflyrret. Mange danffe Oftindtefarere fandtes vift
sf i Jmsandet, men de flefte af disfe vare hollandft Giendem, hvis Nedere benyte
we det danfte neutvale Flag, medens Norges talrige Handelsflaade faft udelukkende
leſeilede Nordføen mellem England og Norge. Vytteltgutis udbrød Mrigen i Bin
xmaanederne, da Naturen lægger fit Jisbaand paa ben nordifte Fart, og meer i
bie Dage end i wore betragtedes fom en Handelshvile. Da Kornforfyningen fæd-
vntigen fleer om Hoſten, sg i Min gyldne Handels⸗Periode lede meer fuldftændigen
ng betbmetigen end fiben har været Tilfældet, fua blev den korte Handelsſtandsning
ingen mærfelig Afbrydelſe i Norges Handels-Birffømhed, og ingen Nød fporedes af
Magel paa Korn-Tilførfel. Et Par fornlaftede Skibe fra preusfifte Havne antas
ſedes vitnet af Kyſtboerne paa Beftlundet, fom egenmoægtigen fordelte Ladningernes
Idhoſd, men beraf opſtod ingen videre Mempe. Misforftaaelfen af Kriqs-Tilftan-
hu, ba bisfe Skibe vare beftemte til Cugland, og ben Orden, hvormed Uddelingen
| —* formildede Rovets Utilladelighed, og Reſultatet af den i den Anledning ned⸗
fatte Gommisfions Underſogelſe blev hun, at Vedkommende maatte i dyre Domme
betale det vanede Komm, ligeſom Udlændingen fik fuld Vord for be røvede Varer.
De Kornreftancer, fom herved dannedes, fulgte imidlertid Fogdernes Reguftaber i
mange paafølgende Aar, og ere ført i fenere Tid blevne udflektede.
ö reser varer" vr — — — —
Tredie Capitel. |
Briternes Øverfald paa Kjøbenhavn 1807."
— —
Fra Slaget paa Kjøbenhavns Red 1801 til 1807 losnedes intet Fiendeſtud
i de forenede Niger, og den danfr-norfte Stat gjorde en fornyet Høft af Handelens
plane Fordele, fom Jølge af fin neutrale Stilling. Den vindfibelige Porgers
Selflaud vorede betydeligen i dette Tibsrum; der var Liv og Fremffridt i alle Nær
tingsveie, Munterhed og Vilfredshed hos alle Clasfer af Borgere, og Virkſomhedens
førte Afbrydelſe havde ligefom fremfalbt em friftere Livlighed. Men ſaaledes var
Ne Statens finantfielle Stilling i dette Metfemrum. Denne ſpakkedes aarligen deels
ſirmedelſt en felvffabt Kriys-Tilftand midt i den dybe Fred, deels em misforftanet
og uheldig Anſtuelſe af Dagens rette Politif, deels forbi den bdanffe Regjering førte
Gexpteret mildere end en fornuftig GStatshunsholdnings frrænge Klogſtabsregler byde.
| J dette Mellemrum var Europa i en faft uafbrudt Krigs-VTilftand. De mag:
| Rationer fremftode til forfljellige Tider, for i Forbund med England at ſtokke
| erne paa ben franffe Ørn, og ſtandſe Napoleons for det øvrige Europa ode⸗
de Planer. Men endnu var hans Ndmygelfes-Tid ikke fommen, og i det her
amtalte Tidsrum ſteeg Napoleon over fældede Fiender til Wrens og Magiens høtefte
Gyibfe. Bel fluttedes Freden med England til Amiens 1802, og derved indtraadte
ea ført almindelig Jreds-Tilftand i Europa, men ingen af Parterne holdt fig Freds:
vikaarene efterrettelig, og Krigsluen tændteg fnart paany mellem de gamle uforfonlige
Naders, Danmarts Krigs- og politifte Qiftorte, fre å Der, Å kp i H. G. Gardes, Danll:
|
r) [Udførtigere og nyere Beretning om hvad i dette Capitel omhandles, findes i
| uerfle Sømagts Hiftorte, Ridbenhavn 1852, 6. 4
|
» Ferſte Tibbeum. Trebie Gavitel.
Øiemder, Gugland og Frankeige. Efterhaanden fillede de mægtigfte amopaiffe Faſt⸗
landsmagter, Øfterrige, Rusland og Preusſen, fig ved Englands Side mod Krantrige,
men alle med lige Uheld. AOſterrige maatte fjøbe Freden med Duofrelfen af forr
Qanbfirælninger og af rige GStatsindtægter, og ved Fredsflminingen i Tiit beholdt
Preusſen idet meer end bet Halve af fit forrige Statslegeme og Statsindtæegt.
Rusland beholdt vel fit folosfale Rige ubeffanret, og tœkledes med m Stump af
fin ulyklelige Allieredes Land, men fin politiſte Ovemægt og em Deel af fin Krigs⸗
hæber efterlob det paa Mufterlip's og Friedlands blødige Bal. Det er imidlertid
iffe Europas men Nordens Tilftand vi have at beftrive.
Krigens Nærmelfe til Danmarte tydfle Stater bevægede Vronprindfen til at
flytte over til Holſteen 1803, ber at danne en Hofftat, og holde en Armee paa
Krigsfod. Dette Skridt, der uden Tvivl tan betragtes fom den førfte og nærmefte
Anledning til be tvende nordiſte Rigers Skilsmisſe, paadrog den danfle
haaulige og flarpe Bemarkninger i tydſte Journaler og i den franfte Moniteri
Disfe krigerfle Demonfirationer anfaaes fom et unyttigt VBærn mod Frankriges kolos⸗
fale Magt, der ligefaa meget lod fig ftandfe ved en Grændjepæl, eller ved nogle
paa Greendſen opftillede Gompagnier, fom ved den Urmer-Noætte, ber var opftillet å
Holſteen. Andre Artitler i offentlige Blade anførte derimod til den danfle Regie⸗
rings Gorfvar, at em bevæbnet Neutralitet i krigerſte Tider fom disfe var nødvendig
for at hindre GrændfesMoleft og Streifepartiers Jnbdtrængen, at Danmarté Armee,
fom beftod af 70,000 Mand, var flor nok til at holde det i Refpert hos de nentrale
Magter, at mindre Stater end Danmark paa benne Maade føgte at holde Krigens
Roæbdfler fra fine Grændfer, og at Krigsmagtens Øvelfe bedft frede i famlede Mas⸗
ſers militatre Gvolutioner '). Men vift er det, at Statens Finantsvæfen git til
grunde under de flore med denne Krigs-Tilftandb forbundne Omtoftminger, uden at
vi ville tnblade oå i at bedømme, hvorvidt ben baværende gaadefulde Politiks ufors
farlige Forviklinger gjorde bette Skridt tiraadeligt. Hiſtorieſtriveren nævner Rygter
og Sagn, fom i hine Dage vare i Omløb, fom fjærne Grunde til Kronprindfens
Ophold i Holfteen med Urmeen, uben at han vover derpaa at lægge nogen Bægt.
Det paaftodes nemlig, at han, emdfljønt i Birfeligheden allerede Statens Styrer
under fin fongelige Faders Svagheds-Tilftanb, fandt mere Behag i et eget fongeligt
Hof, affonbret fra det hjøbenhavnfle, og ifær at Kronprinbfesfen havde Forfjærlighed
for fit tydfle Fofterland og for Kiel og dens Omegn, fom herligen forfljønnedes
under Hoffets Ophold, og høftede Gavn af dets Nærværelfe. Men den danft-norfté
Stat led i finantfiel Henfeende betybeligt. Derhos fan det ike nægtes, at Dans
marks Anftrengelfer paa den militaire Bei hverken frode i Forhold til benne lille
Stats indvortes Kroæfter, eller dens udvortes politifte Stilling i Guropa. Den
danſt⸗norſte Stat havde en Land-Armee paa 70,000 Mand, bhvilfen, fordelt paa
21% Million Mennefter, fom dengang omtrent var dens Jndbyggeres Tal, udgjør
en ligefaa ſtor Urmee, fom ben Frankrige i fin revoluttonaive GSelvftændigheds fars
tigfte Periode og under de circulerende Papirers ſtorſte Forværrings-Flugt havde paa
Benene. Desuden havde Danmark en Flaade, fom med Henfyn til Skibenes Mængde,
herlige Udruftning og fortræffelige Tilftand hævede Danmart til en unaturlig Rang
af Guropas Åde eller dte Somagt, endſtjont det i denne Flaades bedfte Tilftand fun
havde forføgt at bemande en liden Deel deraf, ligefom det ei heller dertil havde et
tilfrætteligt Antal Søfoll, naar ei al Koffardifart frulde ſtandſe. Flaaden beftod
nemlig 1807 af 20 inieftibe, fom førte fra 80 til 60 Kanoner, foruben 2 paa
Stabelen paa 74 Kanoner, 16 YFregatter fra 38 til 12 Kanoner, foruden mange
Brigger og mindre Fartøier. Men ifke alene Flaadens Bygning, men og dens
Nedligeholdelfe var forbunden med ſtore Omkoftninger. Orlogsværftet i Kjøbenhavn
— ——
— —
1) See Politiſches Journal, Jahrgang 1803 Vag. 855 ff.
Freden I Vit. Cagelſt Log mod Danmart. Bt
2 beregnet ma & bygge end paa at reparere SHE, og efter em ført Cyclus
Var vybuggedes det ubrugte Cinieftib, og en ny Phoenis opftod af dets Ufle.
Gaa uhyre Auftrengelfer maatte øbelægge en lille Stats Finantſer, uagtet dens blom»
ſtrende Handel og Døvgernes fremadikridende Næringeveie. Danmarks Skjebne pas
Finantſernes Bei, formedeif dets overfpændie militaire Stilling og mangehaande finans
tielle Øitdfaretjer, forudfagdes allerede før den Tid af oplyfte og fædretandfffinded
førfaltese; men Httringen optoges med Mishag, og hørtes med Ligegyldighed. J
det Zidorm, fom vi her behandle, var Danmarks Negjering i den uheldige Stil»
ting, at den ved overfpændie Unfirengeljer ødelagde Statens Hinantfer og Penger»
vrfen, og formedelſt benne raftfpilbe fremledte den juſt den Krig, fom den ved
visfe Opofrelfer føgte at afværge.. Bi fomme nedenfor tilbage HI denne Gjenftand;
ber bemoxte vi blot, at den danffe Statsgiceld, fom i Uaret 1790 udgjørde om⸗
trent 28 Millioner Nigédaler, var ved Mrigené Begyndelfe 1807 ſteget til omtrent
4 Midiøner, og at Seddelmasſen i ſaume Tidarum var ſteget fra 16 til 27 Mil»
liner dater.
Gifter Slaget ved Friedland i Juni Maaned 1807 førandredes atter Europas
Ghilling, og Napoleons flagne Fiender kaſtedes for ben franfle GSeierherres Hod.
rdeflutningen ved Tilfit var sbelæggende for Preusfen, ydmygende for Rusland,
og tfolerede Guqlaud fan godt fom fra enhver Alliante paa Faftlandet. Kun Sve⸗
rige blev fin Allierede tro, og den foenfle Konge forfatte i fin Haardnaktenhed og
å Hed mod Napoleon afmægtigen Krigens Efterſpil, der berøvede Sverige fin fidfte
tydffe Brovinds. Men, uovervundet og feierrigt pan Havet, var England langt fra
at ville bøie fig under Napoleons Overmagt; det gjorde ikke engang Mine til Fredss
ørilag. Det famme Foraar havde det med uhyre Unftrengelfer udruftet en Flaade
med Lanbgangéiropper, for at underſtotte beis Allierede Kampen mod Napoleon paa
Øferføens Kyſt, og den forfintede Uffendelfe deraf til VBalpladfen vaadrog England
bitter Bebreideljer af deté Allierede. Eßerretningen om Krigens ulyffelige Udfald
og den derpaa følgende Fred forandrede Englands Planer og den udruftete Flaades
Sefemmelfe. Denne Forandring begroves imidlertid i en dyb Hemmelighed af det
engelſfe Gabinet, og med Sandhed kunde Gaftlereagh fige i Parlamentet den 31te
Juli, sat den Magt, fom var Gjenftanden for denne Erpedition, Intet flulde høre
dam, før den blev sammet af det dødelige Slag.” Unden Gang var det det
uflyldige Danmart, fom flulde bløde, uden paa den fjærnefte Maade at have frænket
dlr fornærmet den engelffe Leopard. Det var i Danmarks høiefte Jnteresfe at
vedligeholde en venffabelig Horftaaelfe med England, fom var det Gentralpunkt,
fverfra begge Rigers Handels-Belftand udgif. Danmarks vigtige Handel paa de
transatfantifte Vande, og dets Kornhandel paa Rorge, faavelfom de vigtigfte Grene
af Norges Handel og Skibsfart, hvilede paa Fred med England fom paa et uund-
værligt Jundament. For at bevare denne Jred havde Danmark paadraget fig Eng⸗
lands bittrefte Jiendes Misnøie. Aldrig nogenfinde var vel en grufommere og uret:
fordigere Krig paaført et uſtyldigt Land, aldrig nogen Magt mindre forberedt paa
et troløfi Angreb. J fin Freds⸗ og Neutralitets⸗Tilſtand var der ingen europærfl
Stat, med hvilfen Danmar! anfaa fig i et fredeligere Forhold end med Eugland,
og intet GStridt var foretaget til Beflyttelfe mod denne Havets frolte Herre. Dets
herlige Flaade og fylbte Arfenaler lage uden tilftrættelig Beflyttelfe inden for flet
befoftedbe Mure, og Kjærnen af dets Landarmer var trukken over til Faftlandet til
en unyitig Beflyttelfe mod Englands haardnakkede Fiende. Den danfle Kronprinds
sg hans Raad nærede ille mindfte Frygt for et fendtligt Overfalb af England.
Men bet engelfle Kabinet auede Muligheden af, at Danmark frulde tvinges Hl at
forsge beis Fienders Uutal, at den herlige dauſke Flaade frulde falde i Napoleons
Hander, fiyrfe Frankriges Kræfter til at møde England paa Havet, og fpærre Øfterz
føene Port. Da det engelfte Minifterium ſiden frulde forfvare dette voldſomme
Skridt mod fine bittre Opponenter i Parlamentet, og retfærdiggjøre det for ben
e!
59 Forſte Tidtrum. Tredie Gapitel.
engelfte Nation, hos hvilfern Danmarks Lidelfe fandt fore Sympathier, paafvber:
nåt Kongen af England havde faaet ben beftemtefte Gfterretming om, at Frankrige
nærværende Herfter havde hefluttet Holſteens Oecupativn med en militatr Magt, fo
at udelukke Gngland fra alle fine Forbindelſes⸗Kanaler med Gontinenten, at tving
Danmart til at fyærre Sundet for England, og benytte den danſte Sømagt 4
Landing i GStorbrittanien eller Jvland*. Imidlertid er denne Paaftands Gubighe
afdrig ved noget offentligt Dokument bleven bevitf. Den blev paa det beftemtefe
mobfagt af det franfte offieielle Blad, Moniteuren, og Danmarks Bernſtorff nægtd
høitideligen Tilværelfen af et faadant Forbund med Danmarl, ber noffom gqjemdrevet
af hele Danmarts Færd. Napoleon, fom itte fjeldent tillod fig heftige Talemaaber
mod fine Giender, fan maaſtee ved ubeftemte og løfe Yitringer have foranlediget en
faadan Formodning; men i Hvrigt var bet aabenbart, at England, i fin Forbittrelfe
over fin arrigfte Fiendes Fremſtridt, havde fnarere dannet fig et Shrærtebillde om Hvar
Der i Fremtiden Funde free, end grundet fin Frygt paa Mendsgjerninger og et virkeligt
Forbund. — Den voldfomme Beflutning blev imidlertid tagen og gruſomt udført.
Den engelfte Flaade, fom afgit til Sundet, beſtod af et Wmtralffib paa OG
Kanoner, 17 Linieftibe paa 74 og 5 paa Gå Kanoner, foruden O Fregatter fra
39 til 38 Kanoner, 22 mindre artøier og 500 Transportfkbe med Tropper,
Broviant og Krigsfornødenheder. Landtroppernes Untal, efterat de vare blevne fors
øgede med be Ufdelinger af den tyde Legion, fom befandt fy paa Hen Nygen,
og var beftemt til at underftøtte den rusſiſt⸗preusſiſſe Armees Operationer ved Øfters
føen, beføb fig til 33,000 Mand. ord Gambier var øyerfte Admiral paa Flaa
den; Gatheart kommanderede Land-Urmeen, vg Admiral Esfington en Ufdeling af
Flaaden, fom afgit til Bæltet for at afffjære Communicakonen imellem Sjælland og
ben i Holfteen ftaaende danſte Armee. Med denne frygtelige Mrigsmagt, fom, om
den et Par Maaneder før var landftegen paa Øfterføens Kyſter, vilde have tunnd
ubføre hæberlige Bedrifter til Venners Tarv, ſtulde Danmart midt i den dybeſte
Fred overvaldes og knuſes.
Flaaden afgik fra England i 2 Ufdelinger den Ve Juli og 2den Auguſt,
og allerede ben Zdie Auguſt ankrede den førfte Afdeling paa Helfingørs Ned. Denne
Gang flog ikke ben engelffe Flaade fig igjennem Sundet; den liftede flg derigjenmem
fom Ben og faluterede Fæfningen Kronborg. Admiralen lod Sundtolden betale og
forfynede fig med Forfriftninger i Land. Nu begyndte førft Underhandlingæne mev
ben danffe Regjering, og den venlige Mafte affaftedes. Til ben daværende engelfte
Minifter i Kjøbenhavn, Garlife, kunde disſe Underhandlinger itte betroes; thi denne
adle og retffafne Mand havde fledfe føgt at overbevife fit Hof om Danmarks tros
fafte og rebelige Gindelag, og, ba hans Foreftilknger vare unyttige, modtog han
gjerne en forandret Stilling og forlob misfornøtet en Boft, fom han ikke kengere
med Åre funde beffæde. Billigere Redſtaber fandt ben engelfte Regjering i fine
tvende andre Senbdemænd, Taylor og Jadfon. Men Taylors Foreftilinger i Kjør
penhavn hos den yngre Vernftorff, og Jackſons i Kiel for Kronprindfen og den mdr
Bernftorff kunde ifte bevæge ben danfle Regjering Hl at indgaa pan Englands For:
flag, ber vare alt for hdmygende og for Rakonalæren krænkende. Der var intet
Vaig; bet ſvage og uforberedte Danmark maatte vove ben ulige Kamp med fin mag
tige Hiende, der frævede Intet minbre,.end at Danmark frulbe overgive fin herlige
Flaade i Englands Vold, fom et Depofitum indtil den almindelige Fred B. For
at vinde Tid henvifte Kronprindfen Jadfon til Mjøbenhavn, hvor hans fongelige |
Fader opholdt fig, og felv reifte han fortlædt fra Kiel ligeledes over Belterne der:
hen. Paa denne Reiſe var Kronprindfen i den sienfynligfte Fare for at blive
optaget af Gnglænderne, og flap kun igjennem ved en danſt So⸗Hfficiers Aands⸗
1) Danmarks Erklering i Anledning af Fredébrnddet findes i Bilag No. 4.
Gunglæubernes Landgang. Glag ved Kjøge. Mjøbenhavne Bombarbement. 33
amarelfe. Hans Anfomft til Kjøbenhavn opvalte ben frørfte Glæde; thi den
agriffe Flaades Noærmelfe og Taylors Trudsler ængftede ben faa godt fom forfvarsløfe
beredſtad. Men Gleden forvandledes til Bekymring og Skrak, ba Kronprindfen
et fort Ophold, i hvilket Uftale blev gjort med Fæftningens Commandant, Ge-
eymann, om $ovedftadens Forfvar, forlod Kjøbenhavn med en Jilfærdighed,
ve en Fiugt. En Broclamation, fom opfloges paa alle Hjørner, bekjendt⸗
at Sronyrindfen ilede tilbage til Holfteen for at føre danſte Tropper over
til Hovedftadens Hjælp. Kronprindfen havde vift not fine Grunde til,
forhbaanden værende Omftændigheder, at forlade Kjøbenhavn, hvor hans
let funde forville Statens Stilling; men vift er det, at hans Bortreife
æt og Modløshed iblandt Hovedftadens Jndbyggere, fom havde gjort fiffer
. at ban, efter fin kongelige Forfaders Fredrik den Idies Exempel, heller
bøet i fin Nede, end forlade ben i Farens Stund. Svage vare derhos
Midler, hvorved Hovedftaden frulde forfvøares mod ben mægtige Fiende. Af Dan:
fore Armee vare fun 5000 Mand cantonerede i Hovedftaden, hvortil fom 6
Satallioner Lanbeværn, Kjøbenhavns Borgerftab, et frivilligt Jæger-Gorps og et Stue
hter-Gorpe; men be fidfte Ufdelinger af denne Krigsmagt manglede den tilbørlige
Delje, endffjønt Folket visfeligen ike manglede Mod. Med denne ubetydelige Magt,
ud disſe tilbeels idet svede Tropper flulde Foæftmingens Kanoner befættes og Udfald
gjøres mod en Fiende, fom, naar han havde gjørt fig Ryggen fri, kunde bringe fine
Øvelaggeljes-Maftiner alt nærmere og nærmere den ulyfketige Stad. Mere betrygs
gade var Søværnet paa Kjøbenhavns Rhed. Den blodige Erfaring, fom var hentet
fa Slaget den den Upril 1801, havde foranlediget Oprettelfen af flere fate Bats
terier paa Kjøbenhavns Nhed, og disfe vare befatte med tilfrætfeligt og dygtigt Sø-
mandflab. Denne Gang forandrede GFienden faaledes fin Angrebs⸗Plan. Flaaden
tudfranfede Vig til lidet betybdende GStjærmybfler med det danſte Søværn, hvoraf
derdelen fnart var paa ben ene fnart paa den anden Side, og han concentrerede fin
bele Mraft paa Landiroppernes Landjættelfe og Hovedftadens Beſtydning fra Land-
Øen. Til at forhindre Landgangen vare fun utilftrættelige Midler forhaanden. Lande⸗
verset var usvet og tildeels abfpredt, Officiererne utyndige i at lægge Planer til
a alvorlig Modſtand, og Material og Ammunition fattedes paa det rette Sted.
Saaledes lanbede, uden fynderlig Modftand fra banft Side, Hoved-Ufdelingen
af ben engelffe Landmagt den 16de Uuguft ved Vedbek; ben hannoverffe Legion,
jm tom fra Rygen 6 til 7000 Mand ftært landede ved Kjøge, og besuden land⸗
jeltes 5000 Søfoldater og Matrofer. Mod denne Magt opftillede fig ved Kjøge
Gemeralerne Gaftenffjolb og Ørholm med omtrent 10000 ') Mand flet bevæts
nede, lidet øsvede og flet anførte Landbværnstropper. Mod dem ryktede Generalmajor
Vrihur Wellesley (fenere Hertug af Wellington) og vandt en let og ublodig Seier.
Gan Femtedeel af denne Landværns=Stare toges til Fange, Meften joges paa Flugt
og abfplittedes uden nogenfinde meer at famile fig. Denne hele Landværng-Krig var
ex jammerlig Farce i dette blodige GSørgefpil, og den engelfte Hiftorie har visfeligen
Bret, naar den gjør denne Seier til et Blad i Wellingtons Laurberkrands. Ligeſaa
æabdreven, for ei at fige ubillig, var vift not den Untfage, fom fiden blev ført over
Vellingtons Tropper, der beflyldes for at have udmarket fig ved en haard og reverſt
>
=
TN
å!
Må
F
zard ved Kjøge. Denne Stad maa Have lidt meget før, under vg efter Slaget
— Blod og Ran er Slagenes Ledfager —, men ben led maafte ligefaa meget af
fandsmand fom af Fiender, og Skylden var neppe Wellingtons. Han holdt god
Diſciplin, og befyttede ved Sauvegarder, naar de forlangteg, Herregaardene i Nar⸗
5 [Mader angiver (Danmarks Krigshift. I. 196) ben danſte Styrke ved Kjøge til om-
trent 5700 Mand Landværn, foruden et Par tufinde Mand Kyitmilice, det hele Corps
næften uden Befalingsmænd.)
Aaus Erindringer. 3
34 Førte Tidsrum. Tredie Gapitel.
heden af Armeen mob omftretfende Marodeurer. Flere Heremænd, og deriblandt G
af Forfatterens Venner, have fedfe omtalt Wellingtons forhold med Ugtelfe vi
Grfjendtlighed ). Den dbanffe General flygtede med den lille Reſt af Landværns:
Armeen, fom angives til nogle 100 Mand, til Falfter, hvor og nogle regulatr
Tropper famlede fig, fom paa Overfarten fra Holfteen havde undgaaet Fiendens
Aarvaagenhed. ve
Efter benne lille Landværns-Krig kunde nu den engelffe Armee nærme fig de:
Punkt, hvorfra den kunde lade fine Odelceggelſes⸗Maſtiner fpille mod Hovedftaben.
Intet Punkt var dertil beqvemmere em ,Fredriføbergs Bakte 1 Fjerdingsvei fra
Kjøbenhavn, ber beherffer Byen, og hvorfra ben funde beſtydes og tilintetgjøres.
Der frede vel hyppige Udfald fra Honsbftaben, og Blod flød paa begge Sider under
disſe, men den danffe Magt var alt far ubetydelig til at derved nogen alvorlig Fors
ſtyrrelſe kunde free i Fiendens Forberedelſer. Ved Landftigningen havde ben engelfle
commanberende Meneral fadet ubdftede Proclamationer i Sjælland, der i Materie og
Form vare fige ufuldfomne og inforrette*).. Indholdet deraf git i Grundben ud paa
en Opfordring til bet banffe Folk, til at fafte fig i Armene paa en Nation, der teede
fig fom Danmarts værfte og grufomite Fiende, forat befrie Danmark fra Overfalb af
en Magt, der ikke havde givet det nogen Anledning til Frygt. Men det var iffe
med Grunde, men med Bomber og Kugler, at Englands Styrke viifte fig i denne
uretfærdige Strig mod Danmart, De danſtke Regjering føarede paa Opfordringen
ved en Krigs-Erilæring, ſom havde GSandhedens Styrke og Uifyldighedens Kraft;
men Argumenterne underſtottedes fun med ſvage og vaabenløfe Hander. Den engelffe
Opfordring fandt ingen Gjentlang hos det danſke Folt, og Fienden fpottede Sande
hedens Ord. Det var imidlertid almindelig Jale, at der var Misformøiefe i den
hannoverffe Legion, fom var uvillig over dens ambulatoriffe Kald, og nødigen fød fig
bruge fom Nedffab til den gruſomme Adfærd mod Danmart. Det paaftodes endog,
at denne Legion vilde have været let at overtale til at forlade Gnglands Fane, naar
der havde været mere Kraft og Klogſkab i Modftanden fra Danmarts Side, end
under faadanne Omftændigheder var mulig. Viſt er det, at flere hannoveranffe Sol⸗
dater forftat fig i Sjælland, da Legionen forlod Øen, og Mogle af deres Efterkom⸗
mere leve endnu paa Danmarks Sletter 9).
Den den September vare CGnalænderne færdige med deres Bombardements-Jil+
berebelfer, og ben paafølgende Mat gif Brand og Kdelæggelje over det ulyftelige
Kjøbenhavn. Bombardementet varede med forte Ufbrydelfer i 3 Dage, og da alle
GSlutnings-Unftalter vare tilintetgjorte, al Modftand umulig, og Fienden hunde jlynge
fine Bomber over hvilfen Deel af Byen han vilde, maatte det have været Raſeri
og Umenneffelighed fængere at fortfætte den ulige Kamp. Den danjfe Hoiſtkomman⸗
berende maatte faaledes indgaae en haard Kapitulation 4, efterat han førft havde
fammenfaldt et Krigsraad og hørt Medlemmerneé Mening. — Vi afholde og fra
betailleret at beſtrive disfe Redſels-Scener. Baade i Danmart og Norge leve endnu
Mange, fom vare Oievidne dertil, og den Tids Blade ere fulde af disfe blodige
Scener. - Grufomheden var paa den engelffe Regjerings Side, ber uretfærdigen og
lumſtt befalede Kjøbenhavns Bombardement, men ikke paa dens Medffabers, der paa
krigerſt Bite udførte ben gruſomme Vefaling. Vi indffrænfe og fun til den Be:
mærfning, at Kathedraltirten tilligemed 305 Gaarde og Hufe afbrændte, 1200 andre
) See Bilag 4 Litr. b.
1 Proclamationen, (om oprindefigen er ffreven paa Tydjf og fedfaget med en danſt Overs
fættelje, er faa flet fammenfat, ufammenbængende og ulogift i Driginalen, og faa fors
vampet i Dverfættelfen, at den ei fortjener at optages blandt vore Bilag. Da ingen
danſt Mand var at overtale til at overfætte dette Stolte, er Dverjætteljen gjort af em
Svenfte, og Documentet felv røber nofjom fin Meter.
De Flefte vendte tilbage til Tydſtland.
See Bilag No. 5.
Kjøbenhavn capitnleres. Flaaden udlæeres. 35
Huſe⸗Seffadigedes mere og mindre; ſtore Forraad af alle Slags, herlige Bibliothefer
og Konitfamlinger, og flere Koftbarheder gif op i Lue; 1100 af Stadens Forfvarere
og bens Jndbyguere bdræbtes under Byens Forfvar og under Bombardementet, eller
bebe af dens Følger, 800 avæftedes, og flere tufinde Familier 1) vankede mellem
fvæandre paa Gader og GStræder, for en fort Tid huusvilde. Der vare faa Far
milter, fom jo havde en Død, en GSaaret, eller et Velferds-Tab at beflage. Imid⸗
lertid berftede ber ingenlunde ben Modløsked i den beftormede Stad, fom man under
faa fergelige Omftændigheder fhulbe formot». Almindelig Ulykke giver gjenfidigt Mod.
Alle vare bBeftjæftigebe med at fluffe, redd. og opmuntre hverandre indbyrdes, og der
bertes mere VForbittrelfe over den grufomme Fiendes Boldfomhed, end Jammer og
Klage over ben overhoængende Fare. Det ver bleven et Slags Studium at granfte
Rombernes Flugt og undgaae Nærheden af deres Erplofion. Kun de Huſe opfyldteg
med Sorg, fom havde en Frænde eller Ben at begræde, — VBelfærde-Tab ringeag:
tedes aldeles. Efter 3 Dages Vaage, Arbeide og uafbrudt Unftrengelfe for at
aværge den værfte Fare henfant den -hefe By, fom et var frillet paa Vagt, efterat
Bombardementet var endt, i en dyb Slummer, og opvaagnede til førgeligere Ber
fragtninger, end under Bombardementet felv vare anftillede. Efter VBaabenftilftandens
Aflutning beføytes Hovedftaden i al Fredetighed af den flendtlige Hærs Krigsmænd,
og Benner og Fiender blandede fig med hverandre paa Kjøbenhavns Gader; men ved
afle Leiligheder vifte Gnalænderne, baade af den bedre Deel af Jndbyggerne og af
Vobelen, at be vare uvelfomne Gjæfter. Forbittrelfe og Haan læftes i mange Danz
Tes Anfigter ved Modet med de Engelſte %). Flere af disje følte den Danmart af
den engetffe Regjering tilføtede Vold, og taalte roligen denne Udfærd.
Capitulationen fatte England i Befiddelfe af Danmarts Flaade, fom havde tjent
vet til Paafrud for benne blodige Krig. Admiral Bille havde foreflaaet at tilintet-
gjere Flaaden, og Kronprindfen affendte en Offieier, Lieutenant Steffens, over Bæltet
for at befalte dens SØdelæggelfe 5; men Peymann vovede ikke at udfætte Byen for
ny Fare ved Branden, og at forbittre end mere den vrede Fiende. Da Bille Raad
Mew forfaftet, nægtede han at underffrive Gapitulationen. Steffens naaede ikke
Kjøbenhavn, før Gapitulattonen allerede var afjluttet. Saaledes faldt i Englander⸗
nes Hænder 18 Linieftibe, 15 Fregatter, 6 Brigger, 25 Ranonbaade. Et Par paa
Etabelen ftaaende Linieftibe bleve ophugne og fordærvede. Med Flaaden ffulde alt
dertil horende Somandsgods (naval stores) udleveres; men bet er næften utroligt,
til boilfen Lavhed GFienden nedlod fig under benne Plyndring. Hadersmanden,
Gapitain, ſiden Gommandeur, Rofenvinge, fom fra danff Side ffulde overgive
Novet, flagede over, at Englænderne toge Haandvarkernes Redſkaber, private. Eiendomme,
fom tildels tilhørte Mandffabet, tildeels Borgere i Byen, ja de forfmaaede end ikke
Dere, Binduer, Ovne med det mindfte Tilbehør, felv Kirfens Sølvtøt, Hirurgiffe
Snfrumenter o. f. v.5 Kun enkelte Ting undgif Fiendens Opmærffomhed, ligefom
Dotfen felv, denne dyrebare Stammemoder til faa mange foftbare Flaader, blev ujfadt,
— — — — — — —
) Disſe Tal funne efter deres Natur ikke være noiagtige; men Antallet er viſt ikke for
ſtort, ba mange Individer ſporloſt forſvandt.
2) For ikke at nedſtige I en alt for vidtloftig Detail, der ei vilde pasſe til denne Beftri-
velje, have vi i Bilag No. 6 tilføiet et Dievidnes Beretning om dette Bombardement.
3) Kronprindjenå Brev til Peymann findes i Bilag No. 7.
% Den engelfte Alag-Capitain, Sir Home Popham, om bvem em engeljt Journal
faqde, „at han funde plyndre en Fiendes Dof paa den fulditændigite og meet Veiens
tirffe Maade", beflyldte Rofenvinge for at han havde fljult flere Magafiner paa
Holmen. Nofenvinge fordrede Popham paa Piftoler, men efter Udmiral Hoods Mag:
ling bilagdes Sagen faalebes, at Popham gjorde em offentlig Upologi i flere engelſte
og danſte Dificierers Nærværelfe, og tilbagefaldte fine Udtryk. Der fattedes ikke paa
Bidner fra begge Mariner, da Popham var lige forhadt i dem begge. See Nyt Av
iv for Søvæjenet, redig. af Dabhlerup, IX. 186. Nojenvinge, Forfatterené Svoger,
tafede ofte med ham med Harme om Gnglændernes Fard ved denne Leilighed, og om
fine fmertelige Følelfe ved benne Udlevering.
39%
36 Forſte Tidorum. Tredie Gapitel.
og fom fnart igjen i Virkſomhed ved Tilflydelſe fra Danmarks ſtore Egeſtope, deels
ved Gaver bdeels ved Salg. Dette Ran af den herlige Flaade udbredte i øvrigt
for Kummer over begge Riger, og der fandtes fun liden Trøft i de offentlige Blades
Hentydning vaa enkelte Perioder i Danmarts Hiftorte, da dets Flaade havde været it
ligefaa flet Tilftand fom bdengang.
Indſtibningen af Holmens Effecter begyndte den 12te October og endte den
20be, men paa Hjemreifen overfaldtes ben engelffe Flaade af Storm, der opflugte em
Deel af Rovet. Den danffe Flaabe modtoges af den engelffe Follehob med Taushed,
uben at GSeierherrerne hilfedes met de fædvanlige Jubelraab; Foltet følte at denne
Seier var ingen Heltedaad, og i de engelfte Blade læfte man Bitterhed mod bet
engelffe Minifterium. Om GEnglændernes Opførfel i Sjælland læjes forffjellige
Domme, men i Almindelighed maa det vel tilftaars, at de fom Fiender, paa nogle
enfelte Officterer nær, itte viifte nogen grufom Udfærd. Flag GCapitainen, Sir
Home Popham, anføres fædvanligen fom et villigt og grufomt Medftab for bet
engelfte Minifteriums Boldsfærd. Hans Balgfprog var: Ild og Sværd;, og ved hans
Side ſtode nogle enkelte Krigsmænd, der vare ham lige i Tenkemaade. Derimod
nævnes de engelffe Generaler Burrard, Baird og Warde, de tydſte Generaler
Qinfingen og v. d. Deden og Admiral Hood felv fom humane Mænd, der ftræbte
efter at overholde Orden og Krigstugt, og paa den mildefte Maade at udføre
arufomme Beflutninger. En af Forfatterens Venner, Slotsforvalter Vogt, i hvis
Huus engelfte Officterer gif ud og ind i Beleiringstiden, og fom bidrog meget til,
at der af Fienden viiftes Staanfomhed mod Frederifsbergs Slot og Omegnen, har
forfilret ham, at Gnglænderne vare, fom Fiender, lettere at tilfredsftile og viifte fig
mere eftergivende, end Franftmænbdene fiben, ba be fom Benner og Ullierede indqvars
teredes paa Frederiksbergs Slot. Fjær funde han iffe nokſom roſe Chefen for bet
hannoveranſte Corps, General Linfingen, fom med blødende Hjerte udførte Englands
haarde Beflutninger mod Danmarf.
Danmart opfyldte troligen fine ved Capitulattonen indgangne Forpligtelfer, og bet
engelffe Minifterium flammede fig ved at drive fin fiendtlige Forfolgelfe videre; ben
engelffe Krigsmagt rommede Sjælland og afſeilede i October. Kronprindfen fom til
Kjøbenhavn i November, og lod General Peymann tilligemed dem, ber havde under=
ſtrevet Gapitulationen, fætte under Mrigsret. Men Peymann havde den almindelige
Mening for fig, at Kjøbenhavns Forfvar mod en faa overlegen Fiende var umulig,
og ben haarde Fremfærd mod ham, Bielefeldt og Gedbe, betragtedes almindelig
fom en Udſoning for en Brøde, der af en høiere Haand var begaaet. Kronprindfens
Flugt fra Kjøbenhavn anfaaes fom et Misgreb; Grunden hertil indfaaes ifte af
Foltet, og Daddelen derfor udflettedes ikke ved den haarde Dom, fom Krigsretten
fældbede over Peymann og hans Foæller i Gapitulattonsraadet. — GForfaavidt havde
nu Gngland opnaaet fin Henfigt, at den bdanffe Flaade var fommen i dets Hænder,
og funde iffe mere falde i Napoleons Bold; men det Iyftedes ike det eng:lfle Cabinet
at rive Danmart løs fra fin forrige Forbindelfe, ber ſtyrkedes ved Englandernes
Boldsfærd, uagtet det engelfte Minifterium hverken fparede paa Løfter eller Trudfler
i ben Henjeende.
J Norge opvakte denne førgelige Begivenhed em frørre Skral, og en mere
almindelig Deeltagelje, end maaftee i Danmart felv; thi Ulyttens fjærne Tilſtuere
bevæges ofte ved Medfølelfen dybere end de, fom umiddelbart rammes af bens Slag
eller ere Bidner til de ulykkelige VBegivenheders Rekke. Kampen felv fløver enhver
anden Folelſe. Da den frore YFlaade, den frørfte, der maaffee nogenfinde er feet
famlet paa Kattegattets Høider, mod Slutningen af Juli gled forbi Norges Kyſter,
gjordes adffillige Gisninger om dens Beftemmelfe. Dunkle og .ubeftemte Rygter,
pegendbe mod GSandheden, vare i Omløb, og nogle af disfe bare fra England og
Ungredetö Virkuing paa Norge. Frygt for engelſt OverfaMd. 37
Norge til Danmark, ligeſom og Danmarks Regjering derpaa blev gjort opmærffom*.
Ma Nygtet ændfedes ikte, og det paaftodes, at Regjeringen var vel underrettet om
henne Flaades Beftemmelfe. Den danffe Kronprinds, trofaft i fin Politik, filter
vet ſin artige, tillidsfulde og venffabelige Færd mod England, forfljød enhver
Cafe om Englands Fiendflab, og Sagnet naaede vel ikke i nogen paalidelig Form
- &prindiens Hof, hvor ber legedes med en felvgjort Krig ved Dørtærffelen af en
blødig og øbelæggende Fride. Da Efterretningen om Krigens Udbrud og Hovedſtadens
Fare overbragtes til Norge, udbredtes Skrak og deeltagende Kummer over bet ganfle
fan, og med GSandhed fan bet figes, at Tanken frævede meer over Tidende Stats⸗
frender end over egen foreftaaende Nød, ber visfeligen fart teede fig i en rædfom
etittlfe. England, fom havde befluttet Krigen mod Danmart længe før den ved
Geidebrev erflœredes, anticiperede be flendtlige Foranftaltninger, fom fæbvanligen ledfage
frigene Udbrud. Der blev lagt Embargo paa alle danfle og norfle Skibe paa
fame Tid fom Flaaden afgit til Øfterføen, og mangfoldige vare i Sandhed de fra
ufyldige Mand røvede Skibe og Barer, fom paa benne Maade faldt i ben ubekjendte
Fiendes Hander. Krigen udbrød i Seiladfens bedfte Aarstid, da norfle Skibe fyldte
De engelffe Havne, medens engelfte Bimpler fjelbent faaes vaje i norſte Hanne; thi
retafbanbdelen med England dreves faft udelukfende med norfte Skibe. Hvo blandt
dem, der opfevede hiin Tid, erindrer ifke med hvilfen Glæde ethvert Hhjemfommet Sko
modtoges af Neder og Mandftabets Frænder! Det betragtedes fom en Skjebnens
Gave under den almindelige Opbringelfe. Der fattedes heller ikke paa overdrevne
Water om Englæœndernes Angreb paa vore Kyſter og i vore Havne*). Man tiltroede
den Fiende Alt, fom voldeligen i den bybefte Fred angreb Rigernes Hovedftad.
Mange af de forffræftede JIndbyggere af Kyftftæderne og Beboerne af Norges Hav-
ſtiand flyttede deres mindfte Effecter, indtil nedrevne Ovne, ind i det dybe Land;
men de bragte dem fnart tilbage, da ben førfte Skræt var overvunden. Uvished
om banffe Brødres Stjebne i Hovedftaden forøgede meget disſe Engſtelſer. Efterat
den engelffe Landgang paa Sjællands Kyſt var ubført, afbrøbdes Poftgangen imellem
Danmarf og Norge, og løfe og ubeftemte Rygter floi om i Landet, ber fnart nedfloge
frart opløftede bet ængftede Gemyt. Snart havde en Afdeling af den danfle Armee
flaaet fig tgjennem den engelfte Linie og undfat ben ulyffelige Øovedftad, fnart havde
tt feierrigt Udfald fra den beletrede Stad jaget Fienden fra dens Omraade, fnart
fed Hovedſtaden i Lue, og Deeltagelfen bevægedes hid og did af disfe forffjellige
Avgter. Meifende, fom utjendte for hverandre mødtes paa Landeveten, flandfede og
meddeelte hverandre den Nyhed eller bet Rygte, de vidfte og havde hørt, og førft
efter Meddeleljen fluttedes det nye Betjendiftab?). Felles Deeltagelfe Flabte Fortro-
tigheb fom paa en farlig Reiſe. Omfider aabnedes Poftens Gang, og de førfte
Gftercetninger fra Broderlandet bare Sorgens og Ulykkens Farve. Hovedftaden var
— — — — — — — —
) J Bilag No. 8 er anført Beviis for at den engelſte Conſul Wolf i Londen underret⸗
tebe baade den danſte Legatlonsjerretair i London, Mift, og Dekonomi⸗ og Gommerce-
Golleginm om bidfe Rygter, men han blev ifte troet. Ut Danmark fra en anden
Kant blev advaret om Waren, betræfte hine ovenfor citerede Notitfer af Hofmann.
$Han fortæller deri, at da han efter Kjøbenhavns Overgivelſe beføgte den franſte Lega-
tionsfecretatr Desaugére den —TF fandt han ham i flet Lune, fordi ben danſtke
Regjering itte havde villet fæfte Lid til den Horfiftring, fom ben franſte Legation i
Kjøbenhavn havde, efter Napoleons Befaling, givet ben banfle Regjering, at ben
engelffe Expedition var beftemt til Kjøbenhavn. „Os bar man el villet tro, fagde
ban, berimod en anden Nations Minifter, fom ei vil Danmarts Vel." Strar efer
traf Hofmann ved Overfarten over Store Belt Greve Berniftorff, fom yttrede: „ja,
mein Tieber, mir haben es von der Seite nidt ermartet.
3) Forfatteren befandt fig ved Krigens Udbrud i em affibes Hjelbegn i Thelemarten, og
de befynberligfte Rygter om engelft Voldſomhed bares ham der for Øre og frem:
flyndede hans Hjemretfe.
5 Paa en Reiſe til Chriſtiania i de Dage gjorde Forfatteren paa den Maade en Rakke
af nye Bekjendtftaber,
38 Forſte Tidsrum. Tredie Capitel.
overgiven; Mord og Brand havde rammet ben ulylkelige By; Flaaden, Statens
herlige Juvel og bygget med Statscasſens foftbarefte Marv, flulde heel og holden
overgives den grufomme Fiende. Da den Goureer, fom bragte dette Sorgens Budſfab
til Prinds Ghrifttan Auguft af Auguftenborg, der dengang var commanderende General
[Søndenfjelds] i Norge, foer igjennem Ghrifttania, frimlede alle Byens Jndbyggere
til Prindfens CStandqvarteer, der laa i Byens Udkant; thi nu flulde Uvishedens og
de løfe Rygters Morte adfyredes, og GSandheden tomme for Dagen. Rolig, men
høift bevæget, oplæfte Prindfen den ulytfesfvangre Depefde, og tilfølede nogle Frø»
ftens Ord, der ſtulde formilde den bittre Tidende. Men i dette DØieblif var Gjæten .
iffe aaben for Trøftegrunde; ber var intet Hjerte, fom jo med varm Deeltagelje flog
det lidende VBroderland imøde, ingen Nordmanv, fom jo følte den hotefte Fotbitrelfe
over Voldsmandens grufomme Færd. Tilhorerne adſplittedes taufe for i Eenſomhed
at udgyde en Sorg, fom ingen Vidner taaler, og mangen heed Taare flod den Dag
i bet frille Rammer. Itte alene den firehundreaarige Forbindelſe, der omſlyngede
begge Nationer, hævbdede dengang fin Met i fin hoieſte Fylde, men tufindfold. vare ”
de Frændftabss og VBenffabsbaand, fom fatte Deeltagelfen i en ængftelig Bevægelfe. —
Fra alle Norges Kanter havde Meifende indfundet fig i Hovedftaden, beeld før at
føge bet Hovedpunkt, hvorfra Bisheden om Kjøbenhavns GStjebne kunde faaes, dels.
for at erfare, hvad der kunde tjene til em pludfeligen lammet Virkſomheds FTarv').
Disfe Neifende vendte nu tilbage til deres Hjem i en ænaftelig Forventning om hvad
Poſten vilde bringe om Frænders og Venners GStjebne i Hovedftaden. Imidlertid
vare forholbsmaæsfigen Faa blandt Nordmændenes Frænder og Venner bleven et umid⸗
belbart Offer for Øbelæggelfen?). Det var meftendeels Krigere og Folk, der ſtode
paa Bagt, eller af ringe Kaar, fom intet Ly havde og ingen Anftalt funde gjøre til
bereg Frelje, ber favnedes. De øvrige Følger af denne ulykkelige Begivenhed udbredte
fig over begge Miger, og visjeligen ikke mindre Grab over Norge end over Danmart.: :
Hiint blev i Krigens Løb uendeligen mere lidende end dette; men Beftriveljen derover
tilhører følgende Blade. 0
J Norge ventedes firar efter Kjøbenhavns Hombardement et Efterfpil af Erobringe⸗
frigen i Danmark, da tilfældigvis Orlogeftibene Lovife Augufta og Prinds:
Ghriftian befandt fig i Cbriftianfand. I denne Havn laa fædvanligen i Fredstid- .
et Orlogsfrib og en Fregat, og faaledes befandt fig nu ogfaa der Orlogsifibet Lovtfe:
Augufta, et Skit, fom baade med Henſyn til Skrog og Takkelage var i en maadelig
Filftand og flet udfiyret. Derimod befandtes formedelft tilfældige Omftændigheder:-
ingen Fregat i Chriftianfand. Orlogsſtibet Prinds Chriſtian Frederik havde under. .
Gommandeur = Gapitain Sneedorffs Commando gjort et Øvelfestogt i Nordføen med
Gadetterne, og i dets Følge var Briggen Lougen fom Tender). Den 10de Uuguft -
føb Orlogsjfibet Prinds Ghrifttan ind til Ghrifttanjand, hvor det blev aftallet og:
halet ind paa Loviſe UAuguftas Plads, der var beftemt at afgaae til Kjøbenhavn...
Dette forhindredes fun ved et FTilfælde. Fan Timer før dette Sb frulde afgaae
anfom nemlig til Gbriftianfand Gapitain L. Fabricius paa en Vyfttutter, fom auf
Kronprindfen hemmeligen var affendt til Ghriftianfand for at underrette om Tingenes
Stilling, og fom havde liftet fig igjennem den engelfte Flaade. Loviſe Uugufta
fortfatte ſaaledes Touren, i Følge denne nye Ordre, til Fredrifsværn, hvorhen Snee⸗
1) Forfatteren befandt fig ogfaa i et faadant Xrende i Ghrijtiania.
7) En Familiefader og Embedsmand i et af Collegierne, med hvem Forfatteren ſtod i nøie
Forbindelſe, forbandt fporløsnden at der fiden er opdaget Neget om bam. [Formodentlig
Gancellift Peder Kuudjen, forb. Berg-Procurator paa Kongsberg, fom antages omkom⸗
ved Frue Taarns Fald, og hvis Efterladte Forfatteren antog fig]. Flere af Forfatterens
Benner og af hans Kones Famille bleve et Offer for Følgerne af Strabadjer og Lidelſer
under Bombardementet.
3 Blandt Officiererne paa Prinds Chriſtian vare Sneedorff, Jesjen, M. Bille, I. Krie:
ger, 6. £. Ferry o. fl.
Sinieftibene Prinds Chriſtian og Lovife Ungufta.
ef yktefigen fom med Gadetterne. Prindés Chriſtian forblev derimod i Chriſtiau⸗
fan», og blev ved flydende Batterier og fiden ved Kanonbaabes Unfomft fat i Stand
til at modtage Fienden. Imidlertid gjorde Englændeme, I Følge Kjøbenhavns
Gayinslatton og Flaadens Overgivelfe, Fordring paa, at ogfaa Flotillen i Norge flulde
mergives bem, og til den Gunde nærmede Comodore Sir Nobert Stopford fig med
a file Gsfadre Gbriftianfand for at imobdtage Orlogeffibet Prinds Chriſtian. Svaret
bler afjlagende, da Ghefen, Capitain Jesſen, itte anfaa fig ved GCapitulationen, ber
ler engang var farctioneret af Mromprisdfen, bunden til at overgive fit SAL, og
Gamandantens Svar lød i famme Tone. Stopford fandt fig ikke fært nok til at
arve Etibet med Magt i deis vel forfvarede Stilling, og forlød Ctationen. Det
roadedes imidlertid, at den engelfte Flaade paa fin-Hjemretfe fra Kjøbenhavn til
Gusland vilde gjøre et Forføg paa med Magt at erobre den fidfte Stump af den
banile Marine, og Nygtet fatte Vær Ghrifttanfands By i Skral og Uro. Stiftamt-
men Thygeſon gjorde i den Anledning. alvorlige Foreſtillinger til den commanderende
Gaal, om at Jesſen maatte beordres at forlade Ghrifttanjand, og underftøttedes
hi fraftigen af Gommandanten*); men Prindjen ertlærede fig formedelft Mangel
m Somands⸗Indfigt mindre competent til at afgjøre dette, og henvitfte Sagen til
nn I Frederiféværn nedfatte Commisſton. Denne beftod af Commandeur Sneedorf
» Bærftødefen Capitain I. S. Fabricius, og Refultatet af dens Forhandlinger
bler, at Jesſen affeilede til Frederitøværn den 29ve September, og forenede fig der
byttetigen med Ortogsjffibet Lovtfe Auguſta. Men iffe heller der anſaaes Skibene i
Eillerhed, ba KMronprindfen felv havde fæftet Lib til et Mygte, at en Eskadre af 7
Smieflibe var beftemt til at gjøre Forjøg mod Hrederiksværn. Skibene afſeilede faa:
ledes til Frederiksſtad, hvor de forbleve indtil de beordredes til at forføte fig til
Rjebenhavn, og vaa Veien renfe Farvandet for fiendtlige Krydjere, famt bemægttige
fa en til England beftemt Gonvoiflaade. Den ſidſte Henfigt opnaacdes ikke, fordi
fosije Uuguftas flette Tilftand forfinfede og forhindrede Prinds Chriſtians Operationer;
men Skibene naaede lykkeligen Kjøbenhavns Ned. Samme Uarfag tillod heller ikke
at ſende Loviſe Auguſta paa Krigstogt, før det blev repareret; men Skibet Prinds
Chriſfian joges fra Togt til Togt i Øfterføen og Nordfoen, indtil det i den førfte
Derl af næpge Aar gif fin ulyftelige Stjebne imøde?). Den Gypedition, fom Eng⸗
lederne efter Rygtet flulde havt ifinde mod Flotillen i Norge, gif iffe i Opfyldelfe.
Den hele engelffe Flaade ſtrog i October forbi Høiden af Norge med fit Row. Det
engelſfte Miniferium gjorde netop paa den Tid, fom det fyntes, alvorligen meente
gredsforilag til Danmart, og fandt det maaſtee betænteligt ved en fortfat Grufombhed
at forsge den Misnoie med Togtet til Kjøbenhavn, fom gjenlød mangefteds i ben
esarifle Nation.
Prinds Ghriftian Auguſt overdrog, fom commanderende General, Gommandeur
Sneedorff og Gapitain I. S. Fabricius at træffe be fornødne Unftalter for
Rarmen til at forfyne Stibene med Proviant og Ummunition, beførge Kvitforfvaret
ded Kanonflotillens Organtfation, og tilveiebringe den fornødne Forbindelfe imellem
Rigerne før at befordre ben bhøifvigtige Kornfart. Prindſen gav, fom ovenfor berørt,
visfe Moænd i denne Henfeende frie Hænder, og de rygtede i Sandhed deres Wrinde
me Ombu og Humanitet. Sneedorff var vel øvet baade i at tale og at førive, og
Gnbver, ber nærmede fig ham, maatte finde fig tilfredaftilet. I. S. Fabricius
smærfede fig ved den redeligfte Omforg for hvad der var under hans Hænder, en
1 Fer denne Opforbring har Thygefon maattet høre ilde af enkelte Medlemmer af So—
Gaten; men man fan ifte fortænte Stiftamtmanden i, at han tænkte mere paa Byens
Redning fra et Bombardements Rævfler, end paa AEren af en unyttig Modſtand.
[Ifr. om denne Sag , Den danfl-norfte Sømagis Hijtorie 1700—1814 af $. G.
Garde* 490—491.] :
5 I Archw for Søvæfenet Alte og te Bind findes en interesjant Ufbandling om Linieflibet
Prinds Chriſtiau Krederile fidfte Campagne j Yarene 1807 og 1808, hvortil henvifes.
40 Forſte Tidorum. Fjerde Capitel.
glødende Foœdrelandskjcerlighed og en ſtor Humanitet, og han forenede med bisfe
Gaenffaber en hoi Grad af practift Kundffab om ben Sag, fom var ham betroet.
Det flylbes tfær hans Bekjendſtab og ben almindelige Ugtelfe, hvori han flod, at
ben lille Flotille blev forfynet med alt Fornødent paa en Tid, da Lemnetemibler
overalt holdtes tilbage af Frygt for Fremtiden, ligeſom og flere Kanonbaade efter
hans Opmuntring leveredes til Flaaden')).
Saaledes blev Danmarks faft hundredaarige Fredstilfand førgeligen afbrudt.
Den retfærdige Hiftorie vil indgvave denne Boldskrig fom en mørt Plet paa Euglands
Saga⸗Taple; men, Sandheden tro, vil ben friljende det engelffe Foll, der i i Almin⸗
belighed iffe bifaldt denne uretfærdige Krig. Hverken vet engelfte Folt eller vet
daværende engelfte Minifterinms Medlemmer kunde rofe fig af denne Krigs Frugter.
Ølaaden fil England; men bet Iytfeded ikke at flille Danmart fra fine Allierede, og
England fit en ny Fiende i en Nation, fom mangenlund i fin neutrale Stilling
havde underfiøttet Englands Handel. Af bet daværende Mintfteriumé Medlemmer
fil tvende en voldfom Død, den ene ved fremmed, den anden ved egen Haand, og
et tredie Medlem viifte ved fin fenere Ford, hvorlunde hans politifle Anſtuel
forandredes og formildedes. Det engelffe Holl bevidnede paa mange Maader |
Deeltagelfe i Danmarks ulyktelige Stjebne og dets Erkjendelſe af den voldfom
Behandling, fom var det vederfaret. Nedenfor ville vi derpaa have Bevifer at fremføre.
De Krigens Aar, fom ligge for os i be følgende Betragtninger, funne anſees fom
Patientens og den UlyMeliges Lidelſes-Oieblikke. Langfomt henfnige fig Dage og
Aar, og den Lidende glæder fig ved ethvert foundet Oieblik; thi dette vender i bet
Mindfte iffe mere tilbage. Men Sygdom og Sorg er ofte i Horfynets Haand en
Øorberedelfe til Sundhed og Horædling, og Menneftet finder ofte Stof til Erkjendtlighed
i begge Slags Omverlinger.
— — — — — 2 GE
— — — — — — — —
gjerde Capitel.
Worges Velſtand før Krigen.
— —
Et langt muntrere Billede have vi at udkaſte af Landets indvortes Tilſtand og
Naringsveienes og de borgerlige Syslers Fremſtridt i de forſte 7 Mar af dette
Aarhundrede, fom fun, i en faft umærfelig Grad, afbrøbes ved Ørigen med England
i Yaret 1801. Denne Krigs EStueplads væbdedes med Landsmænde Blod, den
forøgede og forboblede mange Pofter af Statens Udyifter, Gtatsgjælden vorede
og Seddelmasſen forøgedes, men den frede fun liden Næringsfaft af et Statslegeme,
ber trivedes under be fordeelagtigfte Handels-Gonjuncturer. De fibfte War af bet
henfvundne og be førfte Aar af det nærværende Aarhundrede var i vore Næringsvetes
Hiftorie at betragte fom Norges Guldalder, og med Henfyn til Landets indvortes
Forfatning fom et Billede paa den høiefte Grad af Borger-Fred og Held, fom fan
blive Stater til Deel af faa liden VBetydelighed og indvortes Kraft fom vor. Den
banff snorffe Stat var da faa godt fom ben enefte, ber ille var indviftet i den
almindelige europæiffe Krig, fom paa den Tid hærjede faft alle europæifke Lande, og
1) Øorfatteren, fom paa ben Tid ftod i flere Henfeender I Forbindelſe med denne Commis⸗
ton, taler her af egen Grfaring, men han er vift ikke den enefte Nordmand, der har
ben aarvaagne og humane Gommisfion faavelfom Frederilsverns Bærftbdef i agtet og
tjærlig Erindring.
N
Livlig Handel og Svfart. Stigende Tofdindiægter. 4
Norge nød gyldne Frugter af denne fin Meutralitet: Frit befeilebe dets Skibe atle
Sande, flunbom blot unbderfaftede den eenfidige Control og be vaklende Beftemmelfer,
fem Havets moægtige Herre foreftrev alle, men ifær de fvagere, føfarende Nationer.
Under bisfe Omftændigheder herftede en almindelig Tilfredshed i Landet, og der
hertes paa den Tid fjeldent i Norge — langt fjelbnere end i Danmark og iſer i
Rigernes Hovedſtad — Httringer af Misnøie enten med Statsſtyrelſens offentlige
gard, eller med Næringsfysternes Gang. Perioden felv varen Yajentagelfe — men
ten flørre og herligere SHil — af de Handela-Phænomener, fom under ben, nogle
Sar for endte, ameritanfte Krig ſtyrkede Norges Handelskaft. Endnu ben Dag i
Dag fee vore Landemend, fom have gjennemgaaet flere Stadter af Norges Birkſomheds⸗
Beriode, tilbage til dette Tidspunkt, fom overhovedet til Ghriftian den 7des Dage,
fom til den Iyffeligfte Periode, fom vor Handels-Hiftorie har at fremvife. Med den
førre Belftand forenede flg ben flørre Orden i alle borgerlige Korhold, den frørre
Leihed i de Moæringsdrivendes Bevægelfer, em mindre Korlegenhed og en frørre Sim⸗
pefjed i Bennttelfen af Handelens Drivemidler. I flere Henfeender, fom vi fenere
fe at oplyſe, herſtede vift not en flørre, i Lovene begrundet, Indſtrænkning i
Raringsdriftens Udøvelfe; mellem be forffjellige Glasfer paa Borgerlivets Trin var
der en mere frarp Afjondring, em mindre Frihedsgrad hos Nogle, em mindre Uafhæn⸗
gighed hos Andre, em mindre Anledning til at udvikle flore Talenter og anvende
fiatsoefonomifte Grmdfætninger, end nu omftunder; men visfeligen ikke em mindre
Sædelighedsgrad. Derhos gif em NRolighedens og Vilfredahedens Aand gjennem den
førre Deel af Nationen, fom en Følge af en faft almindelig oefonomiff Belværen,
under hvilfen alle Autoriteter, ftørre og mindre, geiftlige og verbalige, have en lettere
Møie med at ordne alle Forhold, fordi ber paa den ene Side er mindre Nød at
afbjælpe, færre Lafter at ave, og paa ben anden Side ftørre Formuekraft til at bære
Byrden af pasfende Gommune-Foranftalminger. Viſt not hørtes ogfaa paa den Tid
lager over Bengemangel, Ræringsløshed og Tidernes Tryk — Klager af den Urt
førfumme aldrig —, men bet var ben Orkesloſes, Uhelbiges og Uforftandiges frille
Mumien, ber iffe trængte igjennem den Munterhed og Tilfredshed, fom fædvanligen
berffede blandt de næringsdrivende Borgere.
Bevifer for denne Landets frigende Belftanb og udvidede Virkſomhed findes ikke
alene i Byernes, Myfternes og det Jndre af Landets trivelige Tilftand paa den Tid,
mn og i GStatsindtægternes Fylde, hvad enten man fammenligner dem med den
føregaaende eller efterfølgende Periode. Iſar giver Forftjellen af Told⸗Intradernes
Størrelfe i de forftjellige Tidsrum et klart Billede af ben bedre oetonomifte Tilftand,
hvori Norge befandt fig i de førfte 7 Aar af dette Serulum. Toldens Størrelfe
paa ben Tid havde faa meget frørre Betydning, da faa mange af de Nydelfer, ber,
fær fom Surusvarer, gaae ind i vore Huusholdninger, endnu ifte kunde kjobes for
fan ringe Penge fom i vore Dage, da den menneftelige Flids heldige Unftrengelfer
og Lettelſen af Foærfelsmidler faa meget har ubdvidet Kjøbernes Kreds og forøget
rugen af Barerne felv i alle Huuskholdninger. Strax efter den ameritanfle Befrielfed-
Srig var endt, befandt Norges Handelsmænd fig visfeligen i en heldig Stilling.
Formuen var betybeligen voret blandt be ſtore Hufe, og disfes Velſtand ubdbredte
Melvære paa mindre $Haand; men det befinde8, at Told⸗Intraderne i Aaret 1785
ilfe udgjorde det Halve af hvad Tolden beløb til i Maret 1806. I Maret 1785
var Folden i Morge nemlig 569,627 Rd., i Naret 1806 udgjorde den 1,292,275
RK. Den famme Fordel er paa vort her ombhandlede Tidsrums Side, naar vi
fammenligne bets Toldintrader med bhvilketfomhelft af vor nye Forfatning, ba Dog
Told⸗Indtœgterne udgjøre en faa vigtig Deel af vort nye Statsbudget. Derfom
) See Hiſt.-ſtat. Fremftilling of Danmarks Rational: og State - Hunsholduing af
Rathanfou, Kbhvn. 1836. S. 334 og 339.
- sm=- == vI—- ——— — — 0 —— — —
e Børfte Tidorum. Femte Gapite.
den unere Tids Told⸗Budget figurerer med en frørre Sum end hiin, fan vil det
ved nærmere lUnderføgelfe befindes, at Overvægten er mere tilfynelabende end virkelig.
Nogle af de Urtiffer, fom nu tryktes med den høiefte Indforſels⸗Told, gil den Gang
frit ind i Landet, beels for at beflytte Frænderigeté Landbo-Birffomhed, deels fordi
de allerede paa de danſte Toldfteber havde baaret fin Told. Korntold gaves ber paa
den Tid faa godt fom ikke, da fun udenlandffe, meet oſterſoiſte, Kornvarer fortols
dedes, og disfe indførtes i Miget i langt mindre Moængde end un omftunder. Alle
GolonialsBarer fortoldedes i Danmark, fordi de danſte Handlende havde et Monopol
i denne Henfeende, der hindrede enhver directe Indførfel af disfe Producter fra
Udlandet til Norge. Det er aabenbart, hvormeget den indgaaende Tolds Storrelſe
maatte formindſtes førmedelft disſe GSubtractioner, fordi de ramme de Artikler, der
ſpille den vigtigfte Rolle paa Toldliſten. Told⸗Budgettet havde faaledes paa den
Tid et Phyfiognomi, aldeles forfljelligt fra det fom Nutiden vifer. Nu er bet den
indgaaende Told, dengang den udgaaende Told, fom fpiller Hovedrollen. Det maa
berfør give os et Begreb om den Tids Virkſomhed og VBelftand, nær vi finde, at
GStatsindtægterne for Aaret 1806 udgjorde 2,318,775 Rd. h, endſtjont de vigtigfte
Indforſels⸗Artikler vare udflettede paa Norges Toldlifter, og medens YFollemængden
par 25 pCt. mindre end ben nu er. Der laa vift not itte flor Viisdom i. den ftore
Byrde, ber lagdes paa Udførfels Urtiller, hvorved Produktionskraften maatte fors
mindftes, og Birtfomheden i det Hele lammes; men vi have fenere hen at beftrive
Bhænomener, fom til en vis Grad neutraltferede Statsfiyrelfens ukloge Færd. Her
arundfæfte vi alene ben Paaftand, fom fenere Betragtninger ville betræfte, at Stats⸗
Jndtægternes GStørrelfe, der med Lethed udrededes af virkſomme Borgere, indeholde
et Beviis paa Foædrelandets fremflridende Velſtand 1 det her omhandlede Tidørum.
Femte Capitel.
Norges Tralaſthandel.
Ea famme Refultat tommer Granfferen, naar han opløfer Landets VBindfribelighed
i fine forffjellige Beftanddele, og betragter den Stilling, hvort de forffjellige Næringeveie
befandt fig. Bi folge, i Henfeende til Kremftillingens Orden, mere ben blomftrende
Jilftand, hvori enkelte Neringsveie formedelft udvorte8 Omftændigheder befandt fig,
end deres Bigtighed og Jndflydelfe paa Statsvellet i Almindefighed, og begynde med
Frælaft-Ndfribningen og Skibsfarten, fom de Mæringsvete, der paa den Tid bare de
meeft gyldne Jrugter. -
Trælafthandelen8 udvorteg Forhold mod Glutningen af forrige og i Begyndetfen
af nærværende Aarhundrede indeholde alle Tegn paa en blomftrende Vilftand, og til
et Fremffud paa denne virffomme Bane, fom hverken før eller fiden t den Grad har
fundet Sted. England havde da i Norge fin vigtigfte Kunde, og havde endnu ikke
indført det Toldfyftem, fom paa den ene Side tryffer Confumenten til Statskasſens
1) See Rathanjons anførte Bært Pag. 341, Bilag 9. [Med Heniyn til Forfs. Sam⸗
menligning her mellem Toldindtægterne i Tiden omkring 1806 og da han flrev (1843),
bør maaſtee bemærteg, at ben mindre Told af Korn og Kolonialvarer m. v. dog vijtnol,
ibetmindite for em ſtor Deel, opveiedes ved Conſumption og Acciſe, fom i bet fidfte
Tidsrum var ganfle ophævet, og ved de ftadige Nedjættelfer I Udførfelstold, CStibs-
argifter og andre til Tolden hemreguede Jutrader, fom efterhaanden fandt GSted.]
Fordeelagtig Trelaſt⸗Udſtibning. Handelen paa faa Hender. 43
Smgelje, paa den anden Side beflytter Medborgeres VBirfombhed i em fjern Høne»).
Jå baltiſte Savne havde vifmot Norges Trælafthandlere fore Goncurrenter; men
ee Handel forſtyrredes ofte dengang af Migsforholdb, og den ofterføifte Trælaft
far itte, under lige Omftændigheder, træde i Stranfe med den norſte, fordi denne,
økljøent fævvanligen mindre af Volume, er af en ædlere Art, og fordi Fardſels⸗
Dutofuingerne forhøte Prifen t England paa det øfterfølfle Tømmer. Toende Retfer
m Norge ligge fædvanligen paa Siden af em fra Oſterſoen pan England. De
fr Stove i det Indre af Sverige og i ben finfle Bugt havde endnu ikte fundet,
tm Grad ſom fenere hen, Vei til Kyfterne, fordi det Kanal⸗Syſtem, fom letter
Jerbielen deraf, endnu ei var bragt til Fuldfommenhed, og de øvrige Vanſteligheder
fr Adgangen dertil endnu et vare mddede tilfidbe. Norge havde faaledes et Slags
Sasyel paa FTroælaft-Udfibning til England; florbrittannifte og irſte Havne opfyldtes
me uorft Troælaft, der havde en raft Uffætning under et flærtt Forbrug. Store,
hagete Sfibe, mere flilfede til at rumme end til en hurtig og betvem GSeilads, fore
i a ensformig Fart fra England til Norge, og bare den frørfte Del af Englands
datmg af Troælaft over til et fordeelagtigt Marted. Englands Orlogsværfter have
si aldrig været i ftørre Bevægelfe end paa den Tid, og disfe behøvede itte aleme
Sktstenmer og Gaelaft, bvoraf Norges Stove lidet hunde tilveiebringe, men frore
Mija af uædlere Sorter, fom ben egentlige Bygnings Hjælpemidier, og vdisfe
tertejes meftendeeld fra Norge. Mindre vare de Fordele, fom Udflibningen til Norges
rige Marteder i hiin Tid gav. Udſtibningen til Holland, der ſtedſe har udgjort
ea å de vigtigfte Aflobskilder for Norges Irælaft, ifær dets Gran, forftyrredes ofte
mber den Krigs⸗Ulykke og indvortes Forvirring, fom dette Land ba maatte gjennemgaae,
sg bet var forſt efter gjenvunden Fred, at Denne Udſtibning fil fin forrige Faſthed.
Yi langt mindre Betydenhed var da Udſtibningen til Frankrige, hvis Handelsvirffombhed
uer Mrigen med England meget aftog. Det var førft efter Freden, at ogfaa denne
Uilibning fif en flørre Betydning, da ifær Bord og Planfer bleve et vigtigt Material
i de franffe Huſebygninger. Senere hen overfteg Moængden af den Tralaſt, fom
miertes fra Morge til Krankrige, endog den, fom udſtibedes til England, endffjønt den
fte Udſtibning ſtedſe har været den fordeelagtigere.
Til denne forbeelagtige Stilling af den norſte Trælaftbandels udvortes Forhold
earede Fordee lagtigheden af de indvortes. Trælafthandelen var i forholdsmosſigen faa
hænder, og der hængte ifte faa mange Concurrenter paa denne Naringsgreen fom
meniunder. J enhver Udſtibningsby fandtes enkelte ftore Hufe, der ligeſom monos
velijerede Froælafthandelen, uden at flade hverandre ved at træde fom Rivaler over
ma den reſpektive Birffomheds Omraade. De havde fine fafte Kunder i Udfandet,
mitendeelg fine ftadige Leverandeurer i Skovegnene, og fun da forftyrredes den
gamle Orden, naar nye Nivaler reifte fig. Ulle Baaben vendte fig da mod disfe,
sg ben nye Speeulation Iykfedes fjeldent. J vore Dage er dette Udeluffeljes-Syftem
i gammel Stil af ældre og magtige Hufe forjøgt; men det misinftedes fom ofteft
frmedelfi Goncurrenternes Moængde, uden der hvor Giendomsretten kunde gjøres gjældende.
Der gaves deduben nogle andre Omftændigheder, der ligefom monopoliferede
Telaſthandelen i emlelte Hænder. - Enkelte Trælafthandlere raadede over visfe Elvedrag,
fa de vare Giere af Dammene, og anfaae fig faaledes berettigede til at ubelutte
re Medbeilere fra de Skove, fom dertil grændfede. Monopolet var imidlertid
fn ofteft indbildt, og faldt fammen ved den førfte Berørelfe. Paa andre Steder
harde Naturen lagt Hindringer i Beien for Tommerflydningen, fom de Trælafthandlere,
ber gjerne vilde tilegne fig Udſtibningens Enevoldsmagt, iffe ryddede tilfide, fordi
dembde betragteé fom en Bom for Tommerkjobets Udvidelfe. En faadan Snævring
5 [Sæteren erindrer, at bette er revet, førend de nyere Forandringer foretoged i Englands
Fold: og Gsfarts-Principer, hvilke forſt fandt Sted efter Horratterens Død. ]
44 gøre Tibdrum. Hente Gapitel. .
er Thelemarfens Brangefos, t hoilten ofte en faa flor Masje Tømmer fammendynged
at Forfatteren erindrer i fin Barndom at have hørt, at der ved Friktion var gaa
Ild deri. Bed denne Tommer⸗Klynge holdtes faakaldte Skotningsfolk, fom efterhaande
ubpiftebe, hvad GSavene nedenfor forbrugte. Undre Elvedrag vare af den Beftaffen het
at fun bet mobdnefte Tømmer gjennem dem med Fordeel kunde nedflødes til UDE
ningsſtedet, forbi disfe i de fore Fosfe og Strømfald ere mindſt underkaftede Materien
Forvafning og Stokkenes Sønderbrydelfe. Nedflaadningen frede ogſaa, tildeels me
Flid, med ſtorre Langſomhed end nu omſtunder, og Trælafthandelen var ſaaledes Fr
t be mægtigfte Hænder, fom havde Kraft til at vente paa den langfomt nedglident
Raft. Forfatteren vil ikke unberføge, hvad han paa et andet Sted har prøvet, hvorvir
det her omtalte Trælafthandelens Forhold er at foretvælte det nærværende, eller hva
ber er gavnligft, enten at den er i færre eller flere Honder. Dens nærværent
Stilling er et Gonftitutionens Fofter, fom letter Adgangen for alle Borgere til, pa
lige Bilfaar at dyrke alle Næringsveie, og denne Udvidelfe er i Tidens Gan
befynderligen udviklet.
Qigefaa beftemte vare Frælafihandelens øvrige Hjælpemidler afdeelte. Enhw«
Udſtiber af Betybenhed var omgiven af en fatt Arbeidsftot, fom ſtadigen ofrer
Huusbonden fin Tjenefte uden de idelige Omfliftninger, fom mm finde Sted.
den rige Sommer-Fortjenefte, fom Arbeidsmanden erhvervede ved Hugft paa Ladepladfe
og øvrige Ubfribningss Arbeide, ſtabtes en Fond, ber fortes til Bogs, og hvorc
tilſtrktelig Underſtottelſe tilflod ham i den arbeidstøfe Vintertid. Heraf dannede ſi
viſt not et ariſtokratiſt Afhengigheds⸗Forhold, fom ſtoder an mod vor Tidsaand, ø
pasſer lidet til vor nærværende Forfatning; men nægtes fan det ikke, at deraf opſto
megen Lethed i at ordne de indre Gommune-Forhold, og i at bortfjærne Nød o
Mangel fra trængende Medborgere. Friheden paa Borgerlivets lavere Trin bortbyttede
mob forefattes Forførgelfes-Piigt under trytfende Omftændigheder. Deraf fulgte
Slags FamiltesForhold, ædlere end Huusbondens til fit Huus-Tyende, fom bant
Medlemmer af en vis Virkekreds, fra ben overſte til ben nederfte Grad, til hverandre
De deelte Stjebne med hverandre, og derved vorede gjenfidigen Ynteresfen for be
hete Kredſes VBelvære. I alle Vilfælde havde vedfommende Communer et munitrer
Udfeende, famt visſe Belftands-Tean, fom formindftede Fattigforførgelfens Byrde
og væltebe den paa dem, fom det nærmet tilkom at bære ben. De forfljellig
Formænd for vore Dages Gommune-Judretninger unne tale om Forkbdens og Nutiden:
forffjellige Billeder af ben Art. Saa fafte Forhold lade fig nu ille meer indføre
under ben idelige Omfliftning af Troælaft-Udfribningens Korftandere, ber flaae og fald
med be verlende Gonjunkturer, eller begraves under egne Bildfarelfer.
Frælafthandelen befandt fig altſaa paa ben Tid i færre Hænder. I det fydlig
Norges Udflibningsfteder var bet meſtendeels tun enkelte Hufe, fom flyrede Udſtibningen
og det var ikke fjeldbent, at der paa entelt Haand udſtibedes 100, og flere, Ladninge
meſtendeels ordinatre og frærtt begjærte Vrævarer; men denne mindre Concurrenc
frembragte ingen Ulempe i Virkſomhedens øvrige Forhold. De enkelte Udſtibere
ftore Behov opretholdt Laftepriferne i Landets GStovegne, og der gaves intet Tidspunt
i vor Trælafhandels Hiftorte, i hvilket der befandtes frørre Velftand i de ovrig
Aleldegne, end i det her ombhandlede, ligefom enhver Haand, der underftøttede denn
Birffomhed, lonnedes rigeligere end nuomftunder. Hvo der vankede i Fjeldegnene
bine Dage vil erindre fig, hvor mange Spor af Belftand, flunbom endog af en vit
Rigdomsgrab, der fandtes. De flovrige Egnes formuende Gubber vare et Billex
paa Fortidens felvftændige Mend, der fremtraadte blandt deres Medborgere i By og
paa Land fom Jordens Herrer, og iffe fom ydmyge og afhængige VBafaller. Er
ulykkelig Mellemtid har fordunklet disſe lyſe Billeder, og hverfen Fjeld eller Strant
har mu faa mange af ben Urt at fremvife, og VBelftanden maa, hvor den flimter
frem, ublebes af anbre Kilder. — Der var langt mere Selvftændighed og Simpelhed
i Trælafthandlernes daværende Rørelje. De havde fine Commisfionairer i London vg
Betftand i Stovbygderne. Gagbrugene. Ankers Fideicommis: 4
„ ber vikligen aabnede fine Gasfer, naar bet behøvedes, for be norffe
» forbi disje gjorde hyppige Omfætninger, og beres Negninger ligefaa
en lys fom en mørt Side. Kun meget enkelte Huſe underftsttede fin
ved Berelrytterier, hvis Opfindelfe her i Landet tilhørte disfe Enkelte,
burtigen git deres Undergang i Møde. Det forviflede Laane-Syftem,
mange Slags LaanesJndretninger, var endnu iffe indført, og bet var
RNeriodens Sintning, at disfe af Staten oprettedes, uden at Virkſomhedens
ril gav nogen Anledning. — De bøie Told, fom var lagt paa Trælaft: -
, maatte wvift not fynes tryttende, fom ben i fig felv var uforftandig;
paa den ene Side hunde den betragtes fom en Skat paa Skovene, ber trykkede
GT
4
»
!
EFE
4
uibee end Landffatten, formedelft den hoie Priis, hvormed Skovenes Producter
inliee, paa den anden Side føltes Byrden itte af Udfliberne, men bares af Gonfus
i Gugland, formedelft ben villige Uffætning der. Det var almindeligen Til⸗
at Trælaften ordineredes, og det var vedtagen SU, at Beftilleren ie alene
bilalie en for Salgeren fordeelagtig Priis for Productet, men at-han ogſaa bar de
må Udffibuingen forbundne Nbgifter, bhvoriblandt ogſaa Tolden. Disſe Udgifter
dubedes i bdanfle Penge, der allerede da vare flettere end Solv og Sterling, men
tittet af ben engelffe Sunde efter Pari⸗Cours i gode Penge, og Udfliberen kunde
ledes lægge denne Gours-Forfljel til fin øvrige Fordel, og da Priis⸗Couranten
mm Srælaft dengang meftendeels var ſtadig, var Fordelen flørre jo førre hin Byrde
Wa». Udſtibningen for Marked fandt da ſjeldent Sted. Maar Tommerpladfen
la bleven opfyldt med udſtudte Varer, frede nu og ba deraf en Udflibning, og
fiberen var tilfreds naar han beholdt et maadeligt Overftud efter Udgifternes
EH
å
var under disſe Omftændigheder ikke at undre over, at TrælaftsUbdffibningen
Periode var overordentlig flor, og til enkelte Tiber førre, end den før eller
bar været. Saaledes naaede Udflibuingen i Maret 1805 en Størrelfe af hens
270,000 Laſter*), og omenbffjønt den i fenefte Aar fiden Freden beftandigen
været i Stigende, har den dog neppe naaet denne GStørrelfe, ligefom ben, former
svennævnie Omftændigheder, aldrig har været faa fordeefagtig for Trælafts
- Der var besuden flere Uarfager, fom forøgede Bærdien af den ubflibede
og fiyrfede Fremtidens Haab med Henfyn til Stovens Bedligeholdelfe. De
årælaftladninger, fom paa den Tid udflibedes, beftode af grovere og modnere
nt omflunder, og denne unde i førre Mengde tilveiebringes. Der beho⸗
ſaaledes færre Stovenes Træer til at fylde Skibets Rum, og Ungſtoven fparedes
Den høie Priis fremlottede Stovproducter fra fjærne og affides Skovegne,
itte unde benyttes, naar ikke antagelige Prifer bættede Fordſels⸗Omkoſtningerne.
mbre oe faaledes iffe over at finde i Norges frodigfte Skovegne paa den Tid
formuende og endog rige Gubber, hvis VBægge prydedes med Velſtand og den
Formued Tegu?).
Den abfolute Gonfumtion af Trævarer maa være ftørre nu end tilforn, da Folke⸗
mengden faa betybeligen er tiltagen, og VBrændeviinstilvirkningen fortærer faa ſtor
Sengde Brændfel. Jfær maa dette være Vilfældet i Chriftiania, hvor de Familiers
Mal, i hvis Hufe den flørte Mengde Brændfel fortæres, er faa meget tiltaget, og
fa for Moangde Brændeved bruges i offentlige Bygninger. Kun i Netal⸗Tilvirk⸗
Å pl 4 pH]
Tres
— —
) Denne Omstændighed er ikke nokſom paaagtet å Sammenligning mellem Nutidens og
Fortidens Told. Hiin er betydeligen mindre, men den mindre Told føles langt mere
end ben florre af ovennævnte Aarſag, endſtjent ben engelife Kunde vel maatte tage
Henſyn til Udførjels-Omtoftuinger I fit Judkjøb.
See Schweigaards Statiſtik Pag. 91.
Det var Sit i nogle Skovbygder, at ber hængtes en Kobberkjedel paa VBæggen for
hvert vorende 1000 Daler af Bondens Formue.
46 Førfte Tiderum. Femte Capitel. -
ningen vilde Broænbdfelforbruget være aftaget, fordi Smeltnimgen feer med em langt
førre Vefparelfe af Brændemateriel end tilforn, naar ikke Broductionen felv t den
fenere Tid var faa meget udvidet, at ogfaa denne Befparelfe ei tan tomme i Be⸗
tragtning”). J bette Forhold ligger imidlertid ingen Anledning til Frygt for Frem⸗
tiden. Norge har beftandigen havt Perioder, i hvilfe der fandtes mere og mindre
frodige Stove t vore Skovegne, og til enhver Tid gaves ber forfigtige Skoveiere,
fom behandlede deres Skove med ſtadigt Henfyn til Fremtidens Haab. - Forfatteren
- erindrer meget godt, at der i hiin Tid klagedes over, at en fortfat Udſtibning af faa
ftor Omfang fom ben, ber fandt Sted i Begyndelfen af nærværende Aarhundrede,
vilde aldeles udtømme Norges Skove og for en lang Tid forvandle dem til Kratffov,
og dog tiltog Udſtibningen aarligen efter Freden, indtil ben efterhaanden meget nær
grændfede til ben Omfang, fom Udſtibningen havde i fin bedfte Tid. Stige Trær
taftøriferne igjen, ba ville gode Trovarer deels fra fparede, deels fra affides liggende
Stove atter bringes paa Markedet, og Ubdfribningelaft vil ikke fattes.
Imidlertid lagdes i dette Handelens gyldne Tidsrum tildels Grundvolden tl
den nedtrykte Tilftand, hvortil faa mange Trælafthandlere under em fenere Periode
nedfank, og meeft den Deel deraf, fom havde famlet hitnt ftøre og foftbare Apparat
af Drivemidler fom Underftottelfespunkter for beres Eelvftændighed. De ſtore
Gavbrugseiere anlagde dette Maftineri, der visfeligen hører til det fimplefte, fom
nogen GSlags Birkfomhed har at fremvife, i em faa koſtbar Stitl, famlede en frør
Stare af dyrt lønnede Betjente, og en vidtloftig, ikke hele Maret igjennem beffjæftiget
Arbeidsftof, faa Jndretningen maatte trykfes til Jorden, da Denne Handels Fordeel,
under uheldige Gonjunctuver, faa meget forvanfledes. Til GSavbrugene lagdes ofte
en betydelig Mengde Jordegods og Stove, hvoraf fulgte vfte en ſtor Gjælbamaske
og en tryffende Forrentning. De vare faaledes foftbare at drive, og bleve vanffelige
at fælge. Disſe Eiendomme have berfor undergaaet hyppige Omffiftninger af Giere,
de ere tilbeels folgte under den i hint Tidsrum gangbare Bærd, og førft da m
fimplere Haand er bleven lagt paa Cavbrugs-Tilvirkningen, funde disſe Eiendomme
igjen frilles tblandt de Fordeelagtige. Hine ſtore Navne ere faaledes for en fror
Deel forfoundne, og mindre betydende, men meer fortigtige GSavbrugseiere have,
advarede af Undres Vildfarelfer, lagt en formindffet Maaleſtok paa dette fimple
abritvæfen.
Som et advarende Grempel funne vi her anføre det Ankerſke Fidei⸗ Gommis,
ben froltefte Stillads af den Urt, fom i dette Land har været feet. Bed Bernt
Unfers Død i April 1805 opgaves Boets beboldne Formue til omtrent 1,400,000
Rd., efter den paa Eiendommene fatte VBærd. Den aarlige JIndtægt havde i nogle
af be nærmefte Uar udgjort 150,000 Rd. aarligen, og enfelte Aar endog mere.
Formedelft de Ubdgifter, fom Teſtators Legater, betræftede og modificerede ved Teſta⸗
mentets Gomfirmation, mebførie, nedfattes Formuen betybeligen; men angaves dog
endnu 1817 til! 900,000 Ep». - De flette Gonjuncturer, under og efter Krigen,
foranfedigede imidlertid en faadan Forvirring i Masfens Tilftand, at Fidei⸗Commisſet
maatte gjøre Opbub t December 1819, og Udminiftratorerne maatte anføye om en
Skifte⸗Commisſion for at tilfredsfille Greditorerne. Men endnu opgaves ben beholdne
Formue famme Tid til omtrent 600,000 Spy. Reſultatet viifte midlertid, hvor
overfpændte Tarattonerne havde været, ba Greditorerne ikke bleve tilfredsſtillede, efterat
Ankers Urvinger ved Høiefteret$ Dom vare blevne tildomte forlods Udbetaling af de
beftemte Legater. Eiendommenes Vard anfattes efter den ſtore Jndtægt, fom de i
hine for Trælaft-Udflibningen fordeelagtige Aar faftede af fig, uden at tage tilhørligi
Henſyn til Gonjuncturernes mulige Forvanflning. Den hele Jndretning faldt fam-
') Bergværfernes Stilling i ben fenefte Tid giver alt for megen Anledning til Jern: Pro:
ductionens Formindſtelſe.
Haudelsflaadens Størrelfe. Skibsredernes Delftand. 47
sn, ille allene formedelft be flette Tider for Trælaftbandelen ſtrax efter Freden -
å der paafulgte fiden en lyſere Periode; - men fornemmelig fordt den ikke funde
tante Burden af den foftbare Maaleftot, fom var lagt paa denne vidtløftige Maffine.
Det var faaledes FTrælafthandelen og GStibsfarten, fom gav vore Byer i det
jøndenfjeldile Norge det Ubdfeende af Veliſtand, tildele Rigdom, og en faft almindelig
Setsære blandt de ringere Glasfer, fom ſiden mangefteds er forvanflet. I enhver
Ditttanmgsby var ber fore, fljønt ikke mange Hufe, fom gjorde filtre Skridt til
deind og Rigdom, og fom vare en Støtte for em fordeelagtig Virkſomhed paa
vadere $aand. Bi vitle fenere hen faae at fee, hvorlunde denne Tingenes Stilling
brede ſig, og en Handels⸗Clasſe moærfeligen udvidedes, fom mere var em uden:
mdſt end en indenlandſt VBirffomheds Haandlangere, og i bvilfen en af Landets
utirligte Birfjombhedsarter, formedelft Foranftaltninger i fremmede Lande, der firide
ær rigtige Statshuusholbnings-Principer, og formedelft en overdreven Concurrents,
deg Fremfoærd, og en urigtig Gordeking af VBindfribelighedens Fordel i Norge
fn, er bleven forvanffet og forftyrret, og faft ikke uden en total Grundforbedring
s Omnrltning i nuværende Forhold fan gives en for det Ulmindelige fordeelagtigere
Sjette Capitel.
Norges Skhibsfart.
Ri mindre vare De Fordele, fom Norges Skibsfart, der med Mette regnes ihlandt
tadets vigtigfte Næringsveie, faftede af fig. Skibsfarten havde imidlertid itte længe
før tenne Tid, nemlig under den amerifanfte Frihedskrig, havt en af fine meet
glimrende Perioder. Handels-Hufe, fom i Begyndelfen af hiin Krig vaklede og vare
deres borgerlige Undergang nær, reiſte fig med Kjœempekraft, og Handelsmænds
Deréboer, fom ved Ghefens Bortgang havde Balfancen paa den mørte Side, arbei
de fig, mod al Sadvane før og fiden, under Boets Behandling til en fror Vel⸗
dd. Navnene ere endnu til; men VBelftanden er meſtendeels forfounden. Imidlertid
var bet langt fra, at Etibenes Untal og Drægtighed ſteg faa høit under den ameri=
tmffe Krig, fon under de heldige Gonjuncturer, der oyplivede Skibsfarten i Begyn⸗
deiſen af dette Uarhbundrede. Under den franffe Revolutions Krig vorede de norffe
Etibes Antal meer end 50 pGt. Den Drægtighed af Skibe, fom var befljæftiget
i Kerges Skibsfart ved Krigens Begyndelje 1807, var tilvisfe i VBirfeligheden førre
at den fom Skibsliſterne vife indtil 1838, fiden hvilfen Tid Skibsbyggeriet og
Bebet af fremmede, ifær fuenfle Skibe, faa betydeligen er tiltaget, at vor Skibsfart fan
fattet overlæsjet med Fartøier. J Skibsliſterne angiveg vel Drægtigheden af Norges
Skibe for Maret 1806 til 74,824 Gommercelæfter, og for Maret 1838 til endoy
utrent 85,000 Sæfter. Men det maa lægges Morte til, at Læftedrægtigheden i
hm Periode havde en legitim Lettelfe af 16%3 pCt., faa at en fjette Deel af Dræg-
tabeden fortiedes. Aarſagen dertil ſtal have været, at visfe Lettelfer i Holland,
me bvilfet Land Norge fledfe har havt en levende Handel, beroede paa Læftedræg-
tabben, fom berfor friltiende gaves benne formindftede Form. Tillige var ogfaa
— — — — — — — — · —
) Saavidt vides afſtaffede Grev wede der var en Hader af alle ſlige Simulationer,
denne — [Ifr. Anordu. 9 Febr. 1815, ftadfæftet ved ov 25 Oct. ſ. A.
$$ 1 09 2
48 Forſte Tidbbrum. Sjette Gapitel.
denne Deel af Toldopfynet langt flappere end den nu er, da det i hine Dage ikke
var ufæbvanligt, efter Overeenskomſt med føielige Toldoffictanter, at bevirke en lem⸗
pelig Maaling. En fenere mere ſtreng Beftyrelfe har derfor ogfaa anfeet en ny
Maaling af Stibsdrægtigheden fornøden, og denne har nu, baade t Norge felv og
i Udlandet, mere fin fande Betydning end i det her omhandlede Tidsrum. Skibs⸗
farten var desuden ˖ af en langt anden Beftaffenhed dengang, end den nu er. Den
dreves med langt flørre Skibe i Ulmindelighed, medens nuomftunder mange fmaa
Fartøier indflydes i vor Skibsfart. Udflibningen til Danmark og Jndførfelen derfra,
fom fiden Krigen har været ført ligefaavel med norffe fom danføe Fartøier, og Silde⸗
farten paa Øfterføen, fom en ny Green af Stibsfarten i vore Dage, der ei fandt
Sted i hin, beftjæftige et meget fort Untal af Fartøier i den fenere Tid, og fore
vifte Sammenligningen mellem begge Berioders GSkibsfart, og deres Indflydelſe paa
Statsfamfundet.
Spor af denne fordeelagtige Livlighed*i Norges Stibsfart i de førfte Aar af
bette Seculum viifte fig faaledes ikke allene i Byene, hvor de frørfte men itte flefte
Skibsredere boede, men ogfaa langs hele Norges Kyſt, ifær fra Frederikshald til
Qindbesnæs; thi veften og norden for var det meftendels fun i enkelte Byer, hvor
ber fandtes betydelige Skibsredere. Derfom Norges Byer i Begyndelfen af dette
Aarhundrede itte vare faa befolfede, derfom ikke faa mange Huſe fandtes fæftede paa
ben møgne Kyſtſtrand fom i vor Tid, faa var der tilvisfe en flørre Belftand i Al⸗
mindelighed i Handelsftanden og hos Skibseierne, og flørre bevægelige Capitaler
ſtode til deres Maadighed. J denne Henfeende udmærkede fig, da fom nu, Kyften
ved Tønsberg, og den fom ſtrækker fig imellem Arendal og Ritsser. I de fimple
Huſe fandtes ofte fore Kapitalifter, og de i en fordelagtig Fragtfart omfeilende
Skibes betydelige Memisfer ſtabte hurtigen en ny Kjøl, der indfljødes i famme
fordelagtige Nærings-Ganal. Mange Familiers Formue i disfe Diftrikter var vir⸗
felig for Betydelig at regne efter vort Lands Leilighed. Imidlertid var Levemaa⸗
den fimpel, og Gjeftfriheden øvedes meer i GStilhed, end i flore Gilber og For⸗
famlinger. Kun naar Aarets Handels-GStjebne var endt, og den foømmende Guld⸗
brager var lagt ved Brygge, famledes Skibenes GSameiere for at udligne og uddele
ben gjorte Binding. Da monne det vel ofte være gaaet Iyftig til ved ben rygende
Punfebolle og under Bægeret8 Klang; men i UAlmindelighed forftode disſe lykkelige
Borgere baade at erhverve og at fpare det Erhvervede. Deres Penges Forhandlinger
vare hoiſt fimple, og de kjendte iffe vore Dages Locomotiver paa Pengevœſenets
Konft:Bane. Den famme Simpelhed var udbredt over disfe Mands hele huuslige
Bæfen, Færd og buuslige Stel. De benævnedes med deres HFornavne, tilfoiet
Navnet paa den Knatte, hvor de borde, og de galantere Benævnelfer for begge Kjøn
vare ubefjendte blandt denne Stare af Nigmænd, tndtil en hoflig Præftemand
forandrede den fimple Ranglov*). Det var faalebes ikke at undres over, at Vel⸗
ftand og Velvære var til Hufe i disfe Diftricter, og ber gaves i Sandhed fan Iyfte-
figere næringsdrivende Borgere i Landet end disfe Ø-= og Kyſtboere, fom i Fredens
Qu heftede gyldne Frugter af andre Landes blodige Krige, uden at fraadfe i Over-
daadigheds Nydelſer.
1" Det vilde bortfjærne Forfatteren fra fit Maal, at berige fit Verk med vidtløftige ſtati⸗
ſtiſte Opgaver, G Arbeidet felv er gjort overfløvigt ved andre Horfattered heldige Der
ſtrebelſet. Hos Rraft og Schweigaard vil Læjeren herom finde tilftrærtelig Dyplnes
ning. Med Henfyn til Norges Handel og SUbsfart henvijes Læferen til Schweigaards
Norges Statiftil Pag. 125—192. [Siden Forf. flrev, er ogfaa Handelsflaaden i
en forhen ukjendt Grad tiltaget. Skibsliſterne for Aaret 1856 angive de norile Stibes
Antal til 4851 af 298192". Commerce - Læfters Drægtighed, deriblandt 866 Stibe
over 100 Laſter. tiljammen paa 132,748 Læfter. ]
5) Det hedte ſaaledes: Anne Hofdan, Kari Bota o. f. v. indtil hiin Preſt [Theftrup
i Dybvaag] forandrede disſe Navne til Madame Beruldfen og Madame Chriſtopherſen.
Stibsførerne manglede Danmelfe. Shvbyggeriet. 4
|
— St ville ille paaftaa, at Oplpsningsgraden foaredt ÅL Betftanden og dems rige
fiber. Naar bet norfle Folk fundom af Fremmede ndhoæves formedelft et naturligt
Cuille og en forholbemæsfig Grad af Oplyening og Selv⸗Opdragelſe, va er det
mer Å Norges Fjelddale vi derem maa opføge et betræftende Vidnesbyrd end paa
Serges Ayſter. Naturens Inudrede Former ubdrette meer i det Indre af Landet,
at den fremmede Kulturs Farve paa Kyſten, hvis Beboere ofte blandes med andre
Kationer. Neppe fløte hiin Tirs Sømænd i Amindelighed tilbage før fremmede
Emænd i Dygtighed paa Skibet og omgjængeligt -Bæfen paa Land; men Skibs⸗
farten var da alt for fimpel og eensformig tl å Almindetighed at ffabe Semand,
fom i de fenere Dage, da Stibsfarten omfpændtes af tufindfold Farer. Om Skibs⸗
fregterne bebevedes fjeldent nogen Gorrefpondents. Skipperen feilede om Vaaren
A den Udſtiber, fom fædvanligen holdt hans SKA i Bevægekfe, og naar han fom
fl England, havde han fom ofteft Yntet at gjøre med Kjøberen af den ordinerede
fet, uden at levere fin Ladning og modtage én ny Ordre HI Ndfriberen, Memisfen
trfendtes KI Gommidfionairen, og, for at fpare Porto, tillodes det fjerbent Skipperen
d melde fin Ankomſt til Beftemmelfesfledet og fin SHebne der. Sjeldent fore de
antafte Diftrifters Fartøier paa lange Farvande, da Farten paa disfe ikke alene var
mziren med foæregne Farer daa ben Vid, men ogfaa krævede en Conduite, bvormed
bisfe Etippere fjelbent vare begavede. Desuden gjennemfore Skipperne ofte hurtigen
Semandsbanen og fatte fig tidligen i No paa Øjemftavnen for at nyde Hrugten af
ben famfede Formue. Saaledes vare disſe SMbsredere og Cømaænd vift not I Ut:
mindefighed mere formuende, og deres Levemaabe var meer munter og forgles, men
de vare visfeligen iffe forftandigere end deres i em anden Skole opbragne Eftermend.
Saaledes var Tilftanden i Begyndelſen af dette Marhundrede paa Hiin golde Kyſt,
oa fvilfen Naturen Me har udbredt fin -Belfignelfe af fine rige Goder for Ford»
Wren, og fom ei beſoges af fore Kifteftimer; men hvis Beboere dengang vlefeligen
dørte ÅL Landets meeft formuende og tilfredfe Börgere. De nøde disfe Lykkens Gaver
Hen fulbfomnefte Rolighed, uden Å fjernefte Grad at berøres af den fote Revolutions
hede⸗Ideer. De Hendte ingen anden Politik end Handelens, vg deres Deettagelfe
Mr den fjærne Srigslarm opvaftet fun ba, naar Havets Sixkkerhed forſtyrredes af
msfige Nationerd vaftende Regulativ for ben neutrale Skibsfart, hvilket ſtede hoiſt
føent paa Troælafbragernes- eensformige Fart mellan England og Norge, til Hvilken
denne lidet ſpeculerende Deet af Nattonen indfrænkede flg. Dertil fom, at de ikke
fafftedes af fore Paalceg, men nøde Qytfens Gaver temmelig ubeftaarne. De ber
tugtedes endnu iffe dengang fom Medlemmer af det nærmefte By⸗Samfund, til Deel⸗
fealje å Byrder, fnart til Statens Tarv, fnart HiT en Gommunes, med hvem de ille
felle Byrdens Fordele. Den milde danfte Regjering byggede heller Gjæld, enb den
- Waalagde Borgerne flore Skattebidrag, og bet -fjelbne Phænomen indtraf, at der faa
gt føm ingen Klage hørtes over Tidens Tryk eller over utilbørfige Baalæg.” Det
nr faalebes ingen Under, at den fuldkomneſte Tilfredshed herffede i hine Gyne, at den
vlatjelige Forandring formedelft fanbfede Næringsvete, og Krigens mangehaandt Rad⸗
fr, fmerteligft traf disſe Myfter, og at disſe Kyſtboeres Sind og Sjæl hæftede fig
me ped Savnet afen forfyundet oekonomiſt Lykfalighed, end ved en GStatsforandring,
im grundfœſtedes under Landets ftore Lidelfer, og hvid heldige Følger lage Å Haabets
ene. Den gamle Regjering havde der fine troefte Tilhængere, ben nye Statsform
le figegyfdigfte Tilfønere, der endog ugjerne indſtreve fig paa ben Lifte, der gjørde
hen fil virkſonime Borgere. Et Glimt af den gamle Belftand maatte, under en fornyet
handels⸗Virkſomhed, igjen oplive disfe Egne, før de betragtede fig fom bet nye
egne Sønner, og endnu den Dag i Dag er hiin gamle Tilftand deres Ideal
Å borgerlig Lyffalighed, og Stranden faavel fom Gjeldet velfignede Chriſtian den
Synendes Negjeringse Dage.
Med den fordeelagtige Skibsfart var, I Følge en naturlig Tingenes Orden,
frbandet et tiltagende Skibsbyggeri, fom forøgede det Liv, der fandtes paa denne
Mans Grisdringer. Å
5å - Zorſte Tibdaum. Sjelte Capitel.
Deel af Norges Kyſter. Det var naturligt at lægge en ny Echvervekilde ved Siden
af den, fom fled faa rundeligen, og at Antallet af nye Stibe forøgedet paa den
virffomme Strand. Vore Egeſtove vare af flere Uarfager, mere emd nu, i Stand til
at tilfredsſtille Skibobyggernes Krav, faavel med Henfyn til Mængde fom Beſtaffenhed
af byggede Skibe. Skovene havde under en Hvile, efterat ben Amerikanſte Frihedskrig
var endt, igjen naaet en førre Modenheds Grad, og Egeſtovens Behandling paa den
Lid underftøttebe mere bet fjerne Haab, fordt den var forbunden med en forftandigere
Forfynlighed end i vore Dage. Udſtibning af fraa Gyelaft fandt ligefaalidt fom
Bartfletning Sted paa den Tid, og ber var faaledes ifte alene et ftørre Forraad af
GStibsmaterialier forhaanden, men en flørre aarlig ZTilvært deraf. Da Ctibsfarten
par fimpel, indifræntet meſtendeels til Trælafifarten, var Udvalget af Bygningama⸗
. , terialter til bet paa Gtabelen fatte SKb mindre omhyggelig; thi det tom mere am
paa et frort Bolum af Stibsrum, ber hunde indtage den førte Mengde Tralaſt,
end paa veldannede og ſeilbare Skibe, ſtœrke nok og ſtilkkede HL at plate fjerne Vande
uden for Guropa. Det fan ikke nægtes, at Stibsbyggeriet, vor ſterkt det end drevet
i hine Dage, flod paa et langt lavere Trim end i vore. GStibsbygmefterne vare mes
ſtendeels uden al theoretift Kundſtab; og, uden at være i Stand til at udlafe en
Plantegning , gaves Tommerfpantet ben Flugt, fom laa i Bygmefterens Grindring,
og Erfaring var hans enefte Veiledning, uden at grunde fig paa nogenfomhelft Theori.
Man maatte undre fig over, at der fra flige Bærfter ikke deftomindre ofte udgif
Skibe, fom i mange Dele fvarede til beres Beftemmelfe. Nogle beftemte Forbedringer
fil Skibenes Skabelon dog allerede den Gang. Den gamle bugede Form, en Arv
fra ben ældre Fortid, og fun endnu fynlig i de gamle faakaldte Fløiter, forfoandk
efterhaanden, Skibets Form dannedes bedre baade til at fljære Havets Bølger i dets
Forftavn, og flippe dem i dets Bagſtavn. Nogle af disfe Bygmefteres Naune leve
endnu paa enkelte Steder i en berømmelig Traditiom, og Forfatteren har faaleded
Grindbring om en Skibabygmeſter, uden mindſte theoretiſt Daunelfe, fam knap var
ſtrivkyndig, og hvis Skibe tilfredsfilede GStibsrederen i den Grad, at hans Navn
forplantedes med Skibet felv . Imidlertid er det en Kjendsgjerning, at Stibsbyge
gertet i hiin Tid flod i Fuldkommenhed langt tilbage for vor Tids. Og dette er
ilte at undres over; thi den norfle Skibefart ble ien ſenere Periode ille faa eenfindig
og faa fet. Det var iøvrigt ifær mod GStutningen af ben her omhandlede Periode,
at Gtihsbyggeriet tiltog i en fledfe fremadffridende Grad. Nye Skibe fremſtode aars
figen i hver Havets Bugt paa den beborde Strand, og bet me Stib blev, under rige
Remisſer til Neberne, det andets Moder. Ulle Glasfer af Borgere, fom havde nogen
Sum at raade over, føgte at anbringe deres Spareftilling i en Næringévei, fom gav
fæbvanligen hoie Renter. Paa den Kyft, hvor Skibsfarten meeſt blomflrede, trængte
Stibsrederiet fig over Kyſtlinien ind i Landet, og mangen Bondemand lagte denne
Næring ved Siden af fit Landbrug. GStoveieren lagde Skbarømmeret, Kykboeren
Arbeidslon og Migg til det nye SKb, og faaledes opftod et Fællesſtab, fom forsgede
begge Parters Belftand. Juteresfentflaber af den Art have og fundet Sted i den
fenere Tid; men hverken faa hyppige eller for Bedfommende fordeelagtige fom i hine
Dage, da der fra Bondeftanden, gjennem Skibsrederi, ſtundom udfprang Handelshufe,
hvis Navne nu fpille en hoi Rolle blandt Fodrelandets Kjøbmænd. — Vi bvæle
med Vemod ved benne Fæbdrelandete blomfirende Virkſomhed, ved hvis Grændfe vi nu
face; thi iffe alene afbrødes denne Indtagtskilde pludſeligen ved den uretfærdige Krig.
fom England paaførte den danſt⸗norſte Stat, men en for, og en bedre, Deel af diske
Velſtands⸗Redſtaber faldt i FiendesBold,
) Bygmefteren hedte Knud Therkildſen, og faa var Skibets Ravn, men det faldt
tilligemed flere af famme Reders Stibe I Fiendens Bold ved Krigens Udbrud.
Lofot⸗Fiſtet Bergens Fiſtehandel. Bodø. 51
Syvende Capitel.
Fiſterier og Sifkehandel.
Virerits Tilſtand frembyber tildels andre Phænomener, i det Tidsrum vi her ome
handle, end be nysnævnte Ræringsveie. Det er en af Landets naturligfte Næringss
grene; thi bet bar fin No» i et ſiſterigt Hav, fom begrændfer Norges lange Kyſt.
Det er tillige em af de vigtigfte Næringstilder i Fædrelandet, og flaaer i denne
henſtende Landets Hoved⸗Neeringskilde, Ugerdyrkningen, nærmet. Fifteriet' er, fom
ſeadant, tndffrevet paa vor ældre Hiftories Blade, og Fiften har i ældre Dage været
d mer almindeligt Mæringsmiddel end i fenere; thi den overflødige Fiff havde da
ft i den Grad fom nu fundet Bet til Udlandetg Kjokkener fom Handelsvare).
fifen fandtes paa vore fornemfte Foædres Bord til beftemte Ugedage, og de uheldige
Flger af et misiyftet VFifteri fattes ogfaa i hiin Tid ved Siden af Landmandens
War. Der har imidlertid fledfe været em ſtor Forffjel imellem be tvende fore Grene
d denne Næringsveis Stadighed, hvori Norges Kifferi deler fig, og fom har fin
adelige og ligefom Wimatiffe Grændfe i ben norblige og fydlige Deel af Morge.
febrelandets Nordkyſt indtil Forbjerget Stat har været Torflens og de med den beflægtede
Miffearter8 Forvfantnings-Stade eller Jagtrevier, hvilfen de paa beres Sovandringer
i et fladigt aarligt Filbageløb have beføgt, ligefom Trakfuglen i vore Sfovlunde.
fer er itke Stedet HiL at imderføge ben rimelige Grund til disfe FiffesUrters For:
ferligheb for Norges nordlige og veftlige Kyfter, der udfpænde deres golde Linier
und bisfe Hærtomne Gjoæfter; men det fynes at være en Regel med faa Undtagelſer,
dt VNordlandets Torſke⸗Arter og VBeftlandets Sildeſtimer ikke i flore Starr, og i langs
varige Perioder, famtidigen beføge famme Deel af vor Kyſt 5. Det Fifterl, fom
gnmder fig paa Torfke⸗Stimernes Nærmelfe til vore Kyſter for at gyde Rogn eller I
Rerheden deraf jage efter deres Føde, har til alle Tider været en over vdigfe Fadre⸗
landets Hejder jævnt ubbredt Næringsvei.
fifterne paa UWUdflibningen af nordlandſte Fiſtevarer fra de førte Aar af dette
SEccalum vife ogſaa denne Næringsveis Bigtighed paa den Tid, og funne vel taale
Eamenligning med fenere Aars, endſtjont denne Næringsvet, ſaavelſom Landetø
mige, I bet Hele har faaet en friere Gang. Det vil imidlertid blive Gjenftanden for
- fe Unberføgelfer at oplyſe, hvorfor denne Neringsgreen, i Følge fin færegne Beftaf-
ſkenhed, iffe fan Løsrive fig fra visfe fovbundne Beftemmetfer, der indeholde tilfyneladende
dareb i Giendomsretten. J det her omhandlede Tidsrum havde ben nordlandfle Fiſt
Ameder, fom å den fenere Tid ere faa godt fom lukkede, og denne Handelsgreen havde
dengang itte de Mivaler i franffe og engelffe Fiftere, fom fiden ere traadte paa dens
Eide i det nernfoundlandfte Fiftert. Denne Deet af Fiftehandelen gav ſaaledes paa den
id, tfør den bergenſte Udſtiber filfrere og førre Fordele, end nu omftunder, endſtjont
Miftehandelem af andre Grunde har igjen reift fig. — I hiin Periode gjenløde ogfaa
faa ofte gjentagne Klager over Nordlandenes Ufhængigheds-Forhold til
Bergen, mden at Anklagen ſynes at have været grundet i nogen Mishandling fra Ber»
ms Side. Den Almuens Bane, forud at fortære, hvad der i Fremtiden ſtal fortjenes,
bar uden Tvivl ogfaa i Nordlandene forværret Almuens Stilling. Forbybet i Handels⸗
mndens Skyldbog maatte Fifferen finde fig i det Ufhængigheds-Korhold, fom Efylbneren
har Å bil fin Skyldherre. Derhos paaftaaes det af upartiffe og hyndige Jagttugere
5 Hiſtorien fortæller os imidlertid, at en af Harald Haarfagers Jarler allerede 860 fendte
Fit, fom var filet ved Baagen i Nordlandene, til England, og tilbyttede fig dermed
en herlig Ladning Hvede, Houning og Viin; men em faadan fredelig Metlembhandel
havde neppe nogen Gtadighed faa langt tilbage å Tiden.
% Dette Sammenſtod har dog til enkelte Tider fundet Sted.
Å *
62 Bjørfte Tidsrum. Shyvende Captlel.
og Reiſebeſtrivere, at be Foranſtaltninger, ſom toges og endnu tages Å ben ſtore
Fiſteſtad med Henſyn til Priis-Beftemmelfen, vel have Udfeende af Tvang, men ere
gjorte til GSoælgerens Fordel. Den trufne Overeenékomſt imellem Fiftehandlerne
i Bergen inbbyrdes var intet Marimum af Priis, hvorved Salgernes Forbeel util⸗
børligen indftræntes, men et Minimum, hvorved Salgernes Tab flulde forebygges.
Fager man derhos t Betragtning Nordlændingernes mindre Sands for Jorddyrkning,
hvorover der er bleven klaget, og fom let lader fig forklare af naturlige Hindringer
paa ben ene Side, og Almuens Utilbøielighed paa den anden til at dele fin Op
moærffombhed paa tvende Næringsfyster, faa finde vi maaffee i Nordland felv Grunden
til bet& faa ofte paaanfede Afhængigheds-Forhold af Norges gamle Handelsdronning.
Nordlændingen har, fom den hele øvrige Verden, villet have fin Deel af den førre
Moængde Rydelfer, fom den udvidede Verdens-Virkſomhed indleder paa alle Markeder,
og formebelft denne Higen har en Iyfteligere Handels Stilling, en ſtorre Goncurrence
af Kjøbere og en Løsning af gamle Baand iffe kunnet hortfjærne, endfljønt maaftee
focætte, de gamle Afhængighedsforhold. Det fynes faaledes for en upartift Jagttager,
at der maa ligge noget Raturligt, eller idetmindfte Noget, fom oprinder fra Nordland
felv, i det Forhold, fom finder Sted mellem dette og Bergen; thi ſiden htint førfte
Aar af dette Seculum, da dette AfhoængighedssForhold faa ofte fremftilles med mørke
garver, ere flere Omftændigheder indtrufne, fom vilde have tilveiebragt et VBendepuutt
t dette Forhold, naar det ikke havde en dybere Nod, end fom vifer fig for den over»
fladiſte UAnfruelfe»),
Mod Slutningen af det forrige Aarhundrede anlagdes Kjøbftaden Bodø midt i
Rorblanbene, og denne underftøttedes af den banfle Regjering med de fævdvanlige
Opmuntringer. Henſigten af dette Anlæg var, at tilvende Nordlandene en umiddelbar
Udfribning til Ubdlandet, uden at Fiftevarerne fhulde gjøre Omveien omkring Bergen.
Men den nye anlagte Kjøbftad blev hm en ubetydelig Flætke. I famme Henfigt
oprettedes et foftbart Gtablisfement af trondhjemfle Kjøbmaænd; men bet opløftes efter
et betydeligt Tab, og den koſtbare Jndretning folgtes for en billig Penge til et af
Medlemmerne. Derſom det falder i Forfatterens Lod at give en Beftrivelfe over
bisfe Polarlandes fenere Stilling, vil han have et muntrere Billede at udlafte over
dereg vorende Handel fra egne Udſtibningsſteder, uden Uftagende i den bergenfle
Handel, og over en Bergmands⸗Virkſomhed, hvis Livlighed, fljont i den fenere Tid i
nedftemt Zone, prifes i offentlige Bedømmelfer. Her bemarkes hun at Fiffe-Udfribe
ningen, fom et Mefultat af Polarlandenes Fifteri, ogfaa i det Tidsrum, vi her
ombhanble, hævdede fin vigtige Plads iblandt Landets Næringsveie?).
Gangften af Baar- Sild, meftendeels indfrræntket til den Deel af Veſtkyſten,
fom ligger fønden for Stat, oplivede ikke bet Tidsrum, hvorom her handles. Silde⸗
fifteriet, ifær Baarfild-Fiffet, har aldrig havt den Stadighed, fom Forflefifteriet; men
Sildens VBandringer over Havet, deels for at gyde fin Rogn paa de nordifte Kyſter,
deels paa fin Flugt for forfølgenbe Rovdyr, have havt deres periodifte Omftiftninger.
Bor ældre Hiftorie bærer jævnlige Spor af, hvor vigtig denne Næringsgreen var for
vore JFæbdre. Sildens Ubeblivelfe regnede8 ogfaa da fom em Mational-Ulytke, og i
Lovgivningens Iyfe, og Norges tildels lykkelige Periode, mellem Hakon den gamles
Megjeringstidb og KalmarsUnionen, glemte Lovgiveren ikke fin Opmærtfomhed paa
denne vigtige Næringsgreen. J det 14de Marhundrede finde vi Politi-Beftemmelfer,
fom vife hvor vigtig denne Aarets Tid betragtedes, ba Gildeftimerne ſtrommede til
vore Øyfter. De Baand, fom allerede i de Dage lagde paa borgerlig Sammens
handel, paa Kjøb og Salg ifær i Byerne, ophavedes ganfle, og under Sildefifle-
tiet fandt det friefte Samqvem Sted imellem Kjøber og Sælger. Man har gjort
1) Hoiſt interesfante Bemærhuinger om denne Gjenftand findes i Amtmand Bloms vaktre
Bært: Bemarkninger paa em Reife i Nordlandene. Gbrifttania 1832, &. 235 fl.
5 Dm Fiſteriet fer Schweigaards Statifttt S. 94 fl.
Baar:, Sommer: og Hoſt⸗Sildefiſſe. Hummerfangſt. 53
fig megen Umage for at finde, ved Hjælp af hiftorifte Beretninger, em vis Cyllus i
Baarfiidens periodiſte Gang, der fnart i uhyre Stimer føder paa Morges Veſttyſt,
ſaart ſtryger Noæsfet forbi; men der er heri befunden faa ſtor Anomali, at ingen
beſtent Megel har været at opføre. En faadan lyktelig Ufvigelfe han vor Tid at
alæbe fig sver, idet bet Ovart⸗Seculum, fom engang antoges for Periodens Grandſe,
ſerlengſt er overſtredet. Men viſt er det, at det ſtore Fiſteri af Vaarſild, fom i den
fenere Tid har befljæftiget faa mange Mennefter paa Beftfyften, og udſendt faa mange
Badninger til Sverige og Øfterføen, ikke velfignede vort Land i Begyndelfen af dette
Harfundrede. Det var dengang Sverige, fom nød godt af denne Havets Belfignelfe,
endſtjondt dette Fifleri ikte dreves t den Omfang, eller opvafte den Naringslivlighed,
fom femere hen paa Norges Kyſt. Jmidlertid fandtes i Begyndelfen af dette Aars
hundrede Spor not af denne velgjørende VBirffomhed paa den foenfle Kyſt, ikke alene
i Strandens Fiffehytter, men paa Landbmanbens gjøbede Ugre, Det var em Slags
Qval for be Meifende at gjennembryde denne Sildefifteriets Linte, fom i bet nordlige
Everige overfpændte Poftveien. Det var faaledes langt fra, at Norges Beftkyft, i
de førfte Mar af dette Seculum, havde den Birffomhed at fremvife, fom under og
efter Krigen faldt i dens Lod, Med Krigens førfte Aar 1808 vendte Baarfilden
tilbage til Befttyften, og bidrog paa mange Maader til at findre den da herflende
Fangften af Sommer» og Høft:Sild, fom giver den frdefte og bedfte Sild,
er mer almindeligen udbredt over Norges Veſtkyſt, og vender fom ofteft aarligen
tilbage. Dette Fifleri tilfigemed Torfiſthandelen giver Anledning til en Kyftfart
imellem JFifteftæderne og bet oſtlige Norge, der ogfaa i hiin Periode befordrede en gjen»
Dig Birkſomhed. Jmidlertid var ben ikke da faa levende, fom ben fiden er bleven,
ferdi det gjenfidige Forbrug af begge Diftricters Produeter i fenere Tid betydeligen
a tiltaget. Fifterne have nu meer at fælge, og frembyde fine Varer tildels til
billigere Prifer, og den livlige Næring fætter dem iſtand til at anſkaffe flg Beqvems
meligheder i Hufet, hentede fra Øftlandet, fom fandtes fun hos enkelte Formuende i
him Tid. Den mbenlandfle Vareomfætning, fom fædvanligen har den gavnligfte Inde.
flydelje paa National⸗Induſtrien, fordi den er letteft og filtreft, var derfor ille faa
liolig mellem Oſt⸗ og VBefilyften i vort Tidsrum, fom den fenere blev, og Farten
ma Øfterføen befljæftigede da ikke faa mange Fartøier.
Der gjordbes i de Dage paa enkelte Dele af Veſtkyſten, fornemmeligen i Farfund,
Zerſog med at tilberede den federe Sommer⸗Sild paa hollandft Viis, og at bringe
i Handelen en Sild, der lignede den flamffe; men Forføget, flere Gange gjentaget,
vilde ikle Iyftes. Det være nu at Silden pan de forfljellige Høider, hvorpaa den
fanges, har en førre eller mindre Forædlingg-Beqvemhed; at den omhyggelige hol
landffe RNedlægningsmaade i et eller andet Punkt forfeiledes, eller at Forſoget ei
bar været udført med tilbørlig Kraft og Udholdenhed. For den førfte Aarfags Gyl-
dighed taler den Omftændighed, at hollandfle Fiftere, fom Tilfældet bragte over paa
Veſtlandets Kyfter, og fom det overdroges at indføre den flamfle Silds Nedfalts
ningsmaade, iffe formaaede at ubrette noget af Betydenhed. Saavidt videg er intet
alvortigt Forføg fenere gjort med denne forædlede Nedſaltnings⸗Maade, endſtjondt der
ille fattedes paa Planer til at gjøre den til en GStatsfag.
Paa famme Tid begyndte ogſaa Hummerfiflertet at hæve fig og levere en
itle ubetydelig Udſtibnings⸗Artikel. Det famme virtfomme Huus i Farfund, fom
gerde bhiint Forføg med Nedfalmingen af Silden, maa og anſees for at have givet
Hununerfifferief og Hummer-lUdfribningen til England det alvorligfte Fremſtod, og
ebffjendt bemne Næringsfysfel ikte er bleven en Rigdomskilde for Ouſet felv, —*
Handelaplaner ſtedſe overſtege dets lobende Midler, faa vidner dog Udbredelſen af
denne Fiſtehandel, hvorved ſiden faa mangfoldige Familier have vundet Ræring, om
de Frugter, fom beté Iver og Opoffrelfe for denne Sag har bhaaret. Det Jofum
Srind-Cundfre Huus i JFarfund og dets nærmefte Efterfommere faldt ſammen under
54 Forſte Tidorum. Ditende Gapitel.
Byrden af deres Spekulationer; men Hununerfifferiets Flor paa den lange Kyſt fra
Laurvig til forbi Nosfet udfprang af bere Birtfomhed, ber længe vil mindes met
Fanemmelighed. Saaledes befandt den Deel af Rorges Beftlyft, fom gjør Fifferiet
til fin Hovedugering, fig ifte i dette Tidsrum i ben blomſtrende Tilgand, fom den svrige
med FrælafsUdfribning og Stibsfart beffjæftigede Kyſt, og havde hverken ben førs
holdsmæsfige Folkemængvde, eller de Belftands Spor at fremvife, fom efter og tildeels
under Mrigen.
Ottende Capitel.
Kongsbergs Soloverk.
—
I Fremſtilliagen af de norffe Bergvarkers Tilſtand i Begyndelfen af dette Wars
hundrede fætte vi med Foie overſt det Metal, der ikke alene er det adleſte blandt
vore norbiffe, men og det fom frembyder de interesfantefte UfverlingssPerioder. De
Heflutninger, fom ere tagne om Solvyvarkets Skebne, af den forrige og den nærvær
rente Regjering, vidne fnart om dens Ugunft og Yrygt for Tab, fnart om dens fore
omfider realtferede Haab. Forfatteren agter ilfe her at gſennemgaae denne Metal»
Oldings Huiftorie, der overfpænder meer end to Aarhundreder, hvor interesfant endog
dette Mindefkrift om Hortidens Vildfarelfer og Bergmands⸗Snillets Intfelige Unfrens
gelfer maatte vorde pan Bergværternes GSagasTavle. Nogle af Nordens flittigfte og
færdefte Oldgranffere i det Henrundne Seculum have i den nordiſte Hiftories ældre
Arkiver ombyggeligen handlet herom, og et fort Uddrag deraf findes i Storthings-
Forhandlingerne'). Det være not at bemærte, at dette Solvfelt, fom fra det førfte
Anlæg indtil Aaret 1800 havde feveret til den omløbende Solvmasſe over 20 Mile
Itoner Sølvfpecies, mod Slutningen af dette Aarhundrede befandt fig i fin for Stats-
fasfen meeft ødelæggende Periode. Derhos vifer GSølvværtes Hiftorie, at Rorges
Solver⸗Aarer oftere randt overflødigt, naar Statens Stilling frævede denne Rigdom,
og at Bergftadens Virkſomhed formedelft denne Indvirkning paa Gtatévellet hærdede
fin Net til Nationens Unbderftøttelfe..
Det forrige Seculum var endnu ifte aldeles udrundet, da den danffe Regierings
Utaalmobighed over de ſtedſe frigende Tilftud af Statstasfen, i Bergmandsſproget
befjendt under Navn af Zubus, fremkaldte forberedende Lovbud til Vorkets Undergang.
Siden 1768 havdes intet Overfluds-Aar mere; men Statsfasfens aarlige Tilſtud i
de fidft forføbne Aar af det forrige Seculum nærmede fig til 200,000 Nvir., og
overiteg endog benne Sum i enkelte af dette Seculums førfte Aar. Follemængden
paa Kongsberg i bet hele Omfang angaves til 11,000 Mennefter, hvoraf 5000
Arbeidere af alle Slags anvendtes i en hoiſt ufordeelagtig Grubes og BortssDrift.
Blandt den ftore Mængde af Arbeidsrum i Berget, fom vare under Velæg, var der
fun meget enfelte, fom bare fine Ubdgifter, og endnu færre, fom gave noget betydeligt
Overſtud. Det være fig nu, at Beftyrelfen iffe var i raftige og indfigtefulde
Bergmandö Hænder, eller at Grubedriften da flod i den periodiſte Afmagts⸗Tilſtand,
fom faa ofte har nedtrykt benne Drift. Vo lettere Overfynet er for ben nærværende
GSlægt, fom i en fang Erfarings⸗Skole har med førre Gitferhed lært at løfe Solv⸗
bjergete Gaadefkrift og at bedemme Fortibens Bildfarelfe, fo forfigligere maa vi være
) Storthings Forhandlingerne for 1824 Ro. 6 Vag. 49 ff.
Sstvserfett Stilling. Store aarlige Tab. Gøtvemelet nedlænget 1804. 55
i at fee Dom over hiln Tide uheldige Bergmænd. Mi vile acdigen kaſte Skygge
over et Navn, fom nevnes med Ugtelfe å andre Henfeender blandt fin Live Maturs
fyabdige, og band Beftyrelfeb-Zid tigger besuden ikke indenfor Grændfr-Linten af ver
fiforifte Overfigt'). Saa meget er vit, at der vel næppe gaves noget Tidspunkt i
Gotmarfets Hiftorie, vort Befyrekfen vær mere uheldig, mere vaklende % fine
Mlaner, end det vi her behandle. venne Periede faner anfferen ved Rutnerne
af et Bært, over fvillet Vilintetgjørekfens Dom blev fældet, men i ven chaotiſte
Matfe var mangen bequem Materie, fom heidigen Minde benyttes til at ſtabe en ny
Solrdrift. Lyttetigvits har Naticum ſtedſe hart en vis Kortjærlighed for den gamle
Cøtrgnbbe paa Kongsberg; den har falgt demme Drift med em færesen Derttagelfe,
og fror ofte Udbyttet har Muffet Nationens JForhaabninger, er den fide Gniſt af
Bergmandshaab aldrig bleven flukt. Søtvværkt har ifte heller gjort fig denne
* wærdig, om ber endog blot tages Henfon til Varkets oekonomiſte Indflydelſe
uden at beregne dm Auledning, fom bet giver til interesfante Bergs
mmnbéetinberføgeifer. og Anvenbelſe af MBergværknniftens Hjælpemidire. Thi naar
"i aſſendre de Udgifte paa Kougeberg, fom ere Bergværtsveiften wedkommende,
en endog at lægge flor Bægt paa de ved Driften fet begangne Vildfarelſer, faa
mn Kongebergs Golvvert i fn Ufreguing med Statokasſen have dordelen paa fin
Side I fin General⸗Mallauce.
Imidlertid fan det ikke nægtes, at Varkets Tilſtand i Beghndeiſen af beite
Aerchundrebe var betæntetig. J Navet 1799 var GrubesBelæqget allene 1800 Pian»,
Mtuttet af Øraberne 9677 Mad Sølv, alle Sølvrærtets Judtægter 156,000 Rvlr.,
og Marets Jubus 174,000 Mt. Man fanmenligne dette førgelige Mefultat med
tøltejoømbelft af de fenefe 10 Aar af den nye Driff), og man vil finde næften
Dit tredsbbelte Udbytte af Sold med mindre end 10 Del af GrubesUrbeidere, og
mer vif funne fortlare flg Forſtjellen mellem Bergmandens Forhaabninger ba og nu.
Dertil Fommer, at ber paa ben Tid, da GSølvværket nedlagdes, vare meget ufordeels
Begreber i Omløb om Bergmandshaabet for Fremtiden, grundet paa en feils
agtig Aniuelfe af Grubernes Forhold paa et fort Dyb. Nogle af de videnffabelige
Secgmaænd, font anfaars for den Tids indfigtsfuldefte Theoretikere, trodde at Sølvet
tabte fin Mægtighed paa et ftort Dyb og omfider forfoandt.
Bi finde det faaledes baade naturkigt og overeensfiemmende med Klogſtab, at
Dr å Maret 1799 vid et Refeript af 12te Juni befluttedes en Imdflræntning i
Sarteté Drift: „i Henfyn", fom det hedder i Mefæriptet, „til Sølvværtets betydelige
artige Jubus, fom Kongens Kasſe tfle længere fan udholde.“ J dette Referiyt
gerdes nogle foreløbige Huranftattuinger til at flandfe Sølvvaærtets Drift; men disſe
opfytdte itte Lovgiverens Henſigt. Solvproductionen vorede vel et Par Uar, og
ferøgedes 1801 til 12,000 Mart, uden at dog Statens Tilfud formindſtedes; men
len afteg ben igjen, indfil Productet 1804 war faldet til 5666 Mart, og Statens
Siliflud wveget til 204,000 Rdir. Da beflnttene Danmarks Kronprinds, der flyrede
Siget i fin ſvagſindede fengetige Jaders Sted, Voerkets totale Nedlæggelfe. Nogle
feite Medtemmer af Nentetammeret, fom hoævede deres Stemme i dette Fordømmelfege
Tribunal, for at bevirke et partiett Sto I ben uddsende Birffomhed, bleve ikke hørte.
Mnblæggelfes-Dommet foætdedes utilbagefafdeligen. Maaden ſtede (imidlertid med det
mile og forfigiige Ørnfyn. til alle Bettommendes Mettigheder og Stilling, fom
wmærfede ben danffe RNegjerings Gtattraad, ber, om den ikke altid var den ſtats⸗
Aegeſte, visfeligen var den mildeſte og retfærbigfte. Ulle legemsſvage og alderſtegne
Neolenmer af dette ſtore Bergomand⸗Samfund, paa bviltet Trim deraf de end frode,
1) Berghaupmand Vrinnid bchandledes itte af vek banfle Regjering fom en i Unaade
faſden Gubedsuand; thi da an fom til | Rjøtenhavn, hiedredes han med Litel og
9 ger eu par Peufion.
6 UR ++. Sier Tidsruu, Quende Gapitels:
afſtedigedes med deres fulde Gage i Benfion. De Urbeidere, hvis Huaft til at førførge
fig fel» hur i. en vis Grab var ſpvaklet, tilfebes 5 Aars Perſion, og de fom vare
ubftyrede med fuld Arbeidskraſt, erholdt et til to Aars Lan, under Forpligtelſe til at
bevife deres Indtrodelſe i en anden Næringsvei. For at fremtvinge disſe Fraftfulde
men næringsløfe Arbeideres Overgang tit em anden Urbeibsfiling oprettedes et Pioneer⸗
Gorps, hvori alle Perfoner af deune Clasſe, fom ike til. en befent Tid 1 andet
Arbeide vare optagne, ſtulde indſtrives. Alle Drengeborn, fom vare mkragte å
Gølmærtets Tjenefte, flulde foættes i Lære hos Haandvarrkere eller opdraged til Sø»
væfenet, og visfe Fordele tilflyde dem, der paatoge fig Opdragelſens Byrde. Kork,
Lopbudets Beſtemmelſe førgede for, at der aabnedes den afftedigede Bergmand 099
hans Børn Udfigt til en anftendig Horførgelje å em anden Stilling. Men uagtet
benne Lopgiverens menneffefjærkige:ng forfiglige Gremford opfyldtes ingenhmde hang
Henfigt, at forebygge Nød og fremlede en anden Slags Arbeidſomhed. Er berøngt
tydſt Reifebeftriver, fom beføgte Norden i.Aarene 1806 og 1807, Profesfor Hanse
mann, giver et marit Billede af Kongsberg frar efter Nedloggelſen. Bargftadeng
hele Phyflegnønd bar, i Følge denne Veftrivelfe, Syor af den Modloghed pg virkes
lige Rød, fom Indbyggernes næringsløfe Tilſtand, og alle Eiendommes formedeik
Nedlæggelfen fatdne Bærd maatte frembringe, formden ber tummer, fem den plud⸗
felige Aforybdelfe af en Virkſomhed, hvori hele Dmegnenø Iuteresfe coneentrerede fig,
maatte forvolde 1.
De fra Bergftaden bortvift Urbeidere udfpredte PR over bet ganfte Lad; men
de vare intetſteds velfomne, uagtet den fydlige Deel af. Norge, under Handelen,
Sktibsfartens og Trelaſt⸗Udftibningens blomfrende Zikfanb;. visfeligen paa den Tid
tiltvængte Arbeidsklasſens Ubvidelfe, og med Letbed havde tannet baftjæftige den
omvantende Stare. Den føgte naturligviie nærmeft til Jermværferne, hvor de hunde
finde Urbeide beflægtet med ben Hjære Syoſel, de havde forladt, og hvis fordeelagtige
Stilling paa den Tid tillod at udvide deres Bergværtsnrift. Men Solmmrkets Merge
mænd vare ifte vante til den ftadige og vedholdende Arbeidsſomhed, fom fader Ste
ved den private Bergværksdrift, Den forte Unfaringstid i Solvvcerkets Gruber, Urs
beidets Ufbrybelfe i hele Urbeiosdage af Ugen, gjorde dem, meer end nogen nordentlig
Vandel, uftilfede til ben andenſteds indførte Arbeids-Orden. De fom faaledes i et
Slags Udraab paa Jernværkerne og i Oſtlandets Arbeidsklasſe, og den bortvandrede
Stare af Bergmænd, fom forlgde Bergftaben med friffe Kræfter, udilyrede med Midler
til at ernære fig felv under den førfte Lediggang, fil faa Steder en ſtadig Næring,
og faare faa optoges i faft Stilling nogenſtedßs. Saaſnart derfor Landete Shilling
forandrede fig unber en ødelæggende Krig og ftandfede Noærirasverie, vare disfe loſe
Urbeidere de førfte fom gapes Ufiled, og fom af Fattigvæfenets refperttve Forſtandere
tilbagefendtes til den ſtore Bergverks⸗Commune, hvorfra de udſendtes. Saaledes
tilintetgjordes ſtrar i Begyndelfen Lovgiværens memmeſlekjcerlige Henfigt, og Fattig⸗
væfenet paa Kongsberg frembod fan mange Forriklinger, at allerede ven Ikte October
1806 en fongelig Refolution anfanes fornoden til deri at frambringe Orden. Vi
vilfe fenere fan at fee, hvarimde ogſaa denne Fattigplan, der ſtulde randr Bod pas
et nlægeligt Oude, forryfedes og kuidkaſtedes under ubeldige Tids-Conjuntturer.
Mediemmerne af den Gommisfon, fom flutde iværkfætte Soͤlpocerkets trtade
Nedloggelfe, forſaavidt Statens Perguærfødrift angik, var lidet ſtikket Hi at bevirke
un Forandring i bet peremteviffe Bud, om Saadant havde været muligt. Renter
fammerets Gmbedsmand, Kammerjunfer Kaas, fiden Beron Kaas—Lehn, var vide
feligen en Mand af et xepeligt Sind fom Eubedsmand, og Her Havde i flere
3) lignende Billede have de Metfende oprigt fak til alle Ader Tuunet udhefe over
ongsberg. Kongsbergo Gader hava fedfe været opfylbte. met gamle og frage Pen:
fionifter af begge teg fom have beftormet den Reiſendes Pung, og et hans
Begreher om Byens Stilling.
Søkvartt-Gommitfian. Fortſau mindre Drift. Jernvark. BT.
fler lagt fig efter Vergoidenſtaben, fom Han i Sadfen harde ſtuderet. Men han
vr en Difcipel af den Wernerſte Støle, aldeles ubekjendt me De Tongsbergile
Guber og med Goølvvarfds Forhold, og lidet fikket til at foætte fig ind i dem.
Detnden gjerde han nedig deune Reiſe til Norden paa den Tid, da han juft var
am Beien til ot gane mb i en anden Stilling, og indtræde i et ham, kjært Familier
Sed. Sagens burtigfte Ufgjørelfe var han bderfor ben Hærefte, og dertil fandt
han god Auledning i det peremtoriffe Bud. Commisfionens føre Medlem, Grev
Gerhard Moltfe, Skiftamimand i Agershuus Stift, var aldeles blottet for af
Smigt i Dergverfenet, og i fit milde og menneftelige Sind var han mere betæntt
pas at formilde Oplssningen6 bittre Følger for alle private Bedkommende, end vag
ai gjøre NMefultatet af denne Opløsning gavnlig for Staten. De fra Kougsberg tila
ſererdnede Bergkyndige havde Hver for fig et berømmetigt Navn fom -praftifte og
qhaerciſfe Bergmænd; men deres Stemme havde vel liden Vægt i Gommisfionen.
Deondes var ben hele Gommisfion befjelet af Erefrygt for bet beſtente Tilinteigio⸗
vifla-Basd i det udſtedte Gommisforium, og be prøvede ike pan en Mopſtand, hvit
frmebige Dittringer endun ei underfottedes af Tidens Mand, og Hvid Unytte faa
øri for Dagen i den tongelige Beflutnings beftemte Udtryk. Saaledes gjordes intet
derſog paa at ofværge Gelvværtets Undergang ved wogenfombhetf Mod⸗Foreſtilling.
Seiaagelfen af Sølvværtsbriftn vaa Keugsberg for Staten. Regning hefluttedeø
uilbagefaldetigen. Vi frefte ilke Lid til dDe Rygter, fom paa den Tid vare i Omløh,
dk Ølelied egeamyttige Planer og Horhaabning om at gjøre flg de fammenfaldne.
Suter nyttige, fremfyudede Rediæageljen. Denne var beftemit, og bet maatte pære
tilladt for Private vg suftligt for Stater, at det af Staten Borladte jente
me Fordel. Imidlertid berigede denne Efierhoſt ikke fin Mand. |
Men var Beflukungen overilet, og for Beryftabens Interesſe ferdarvelig, fa
va og Nød læggelfeémaaden letfimdig, og. for. al mulig Dritt i Fremkiden odelæge
gade; Ogſaa herøver forer —— n, ber beſogte Kongsberg frag 'efter Solp⸗
værtets - Nedlceggelſe, bittre og velgrunbede Klager. „Man har, figer han, ikke ind⸗
filet Bærfet, men ødelagt bet; man har tilintetgjort hvad man hunde, og hvad der.
å funde tilintetgjøres, blev givet til Pris for et forarmet Folks tyvagtige Hender.”
Sunmves og Opforbringss-Maftiner, Grubebygninger, Materialier, indtil Jern hvormed
Maftiner og Nedffaber var beflanet, folgtes for en Spotpriis, og det var, fom om
man vilde hulfe Døren. til alle Forvikelfe paa. et Bært, hvis Drift omfider var
bleven faa obefæggende for Staten, endſtjont dets flette Tilſtand mere var en Folge
sf Uvidenhed og uhenfigtémæsditg Beftyrelfe, end af en indvortes Urmod. Lyftediga
vid gaves ber Indretninger, af Fortiden byggede ligeſom for Cvigheden, der et
tende øbelægget, og pan hvilke en fordeelagtigeve Drift å Fremtiden funde grund»
på ' ,
).
Qua. tre Gruber undteges fra ben almindelige Odeleeggelſe, fordi be gave Haab
er at bære de paa dem amvendte Omfoftninger. Den ene, Juliane⸗Marie Gruben;
- rbehotdt Staten fin egen mnddelbare Drift, fordi den paa dem Eid gav et fork
Myte). Men ogſaa benne fordeelagtige Drift takte fig fart, og opfyldtt ille bet
ae Haab. De tvende andre, Norfle Love vg Juftitsgruben, dveves for priv
Senings men den Sidſtes bergmaæsfige Drift hindredes formedelſt dens. Rorrhed med
fruen = Grube, der var. opganet med Vand, fom ved Drifters Fortfottelfe: i —**
gmbes tunde -trænge berind; : Desaden leve ogſaa nogle Pulværter: drevne for
Frixattegning. Meningen om Udbyttet af disfe forflfetlige Drifter, der tildeels vare
5 Dertil hører de foftbare Vandledninger, der faa meget have underftøttet den nye Drift.
Den gav 1805 2812 Mi. eg fv, 1400 Mt. Middelerts, og BY: Tv. Scheiderts
met 23 Deiag. — tet Det ere Biforifle eng om forum ud»
Hytte i endevaa Kongsberg, thi.under Sølvetd perio Fende endog
paa ſtore 81 tabes ikke Haabet om et rigt Udbytte efter en Armode⸗Tid.
58 | Forſte Tibmenm. Ditende Gapitet
i de bergkyndigſte Moanda Hender, er forſtjellig, i det Nogle troe, ut i det minde
en Deel af disfe Drifter: var hoiſt fordeelagtig, medens Undre derimod lille vare af
ben Mening. Der har ingen udvorte& Nigdomstegn hos dieſe Partieipauter i den
private Bergværtadrift vilft flg, men vif er det, at Grubedriften lede tildeels uføre
fvarligen, i bet ben behandledes fom en Rovdrift, og Pulvcerkernes udvaffede Slam
ubledebes i de aabne Gruberum. Støre Hindringer lagdes i Belen for al tilfoms
mende Bergværksprift, og endog bet nyefte Unlæg, fom i vr Tid er befluttet, vit
føle Ulemper af denne uførfvarlige Fremgangsmaade. Misbrug forbundne med Sølv»
tyveri flege imidlertid til den Grad, at de opvakte Regjeringens Opmeærtfomhed; men
faavidt vides, ledede Underføgelfen ikke til noget Mefultat, og braroves i førre unver
den paafølgende Krig opfomne Statsforger. Kun Hyttebriften vedblen under Brøvrene
Hendels Beſtyrelſe en forbeelagtig Gang, fom veddarede endog under Krigen.
Ille helbigere var Staten med Henfyn til de Inbremminger, fom plantedes paa
Solvvœrkets Grund, før at afløfe den tikutetgjorte Solvorift. Der var avffikige
Onmftændigheder, fom henvendte Megjeringens Opmærtfombhed paa Arlægget af et Jern⸗
vært, ber paa ben Tid var m af de fordeelagtigſte Virkſomhedsarter, der fandtes I
Norge. Danmartd Konge var i Befiddelfe of FrigosJemvart ved Luurvig, Norges
fterfte og bedſte Jernvcerk, hvortil: hørte Landets -frørfte og hanbefntdefte Grubefett,
ber indeholdt langt førre Migdom af de vvperfte Malme, end fom VBærtet fetv indétt
en fjærn Fremtid kunde opfnrefte. Der blev ſaaledes opgivet, at et Twantum af 8
å 10000 Td. Malm funde aartigen afgives til Kongsberg af Laurvigs Gruber uden
Savn for Varket ſel. I Følge et Stjøn af Søkvatdts dadcerende Oberferſter,
Gapitain Bored, forfilredes, 'at et Quantum af 20000 Lafer Kut. men Skovenes
Ødelæggelfe hunde tilveiebringes'). Efter demme ſtore Maaleſtok lagdes Jernveerkets
Grundvold, sg Udførelfen betroeded en Mand*), hvis Indſigt i Maftinvæfenet,
mangeftbige Talent og uegennyttige Ford bør flee fin Met, ligeſom og Fedrelandet
filler ham talmemligen iblandt de førfte og ivrigfte Stiftere af den nye Sølvsærtss
brift; men fom — af Aarfager der et bør tiltegnes ham — havde tet Held til
en henfigtsmeæsfig Beftyrelfe af de- Unlæg, fom i den ombhandlede Tid betroedes hans
Overbeftyrelfe. Den daværende Berghauptmand Brünnich gjorde vifinot i Unlæggets
Begyndelfe nogle kraftige Foreftilinger imod dette Omfang, og paaſtod at Glovkredfen
ømfring Kongsberg umuligen hunde afgive et fan betydeligt Qvantum. Men i Ynde
ſtillingen angaaende bette Anlæg tilfdefattes af Modſtand, og det ſtolte Haab gaves,
at Anlægget flulde vife Norges øvrige Bærter, hvorledes Jernværker i Norge med
Held og Gavn for Nationen burde brives. Dette Løfte gil imidlertid Me i Ops
fyldelfe. Som vi fenere hen have at vife, faldt den hele Indretning, fom foftede
Staten henved 200,000 Rd., fammen, Inuft af Tiberne og mangehaande Bildfarelfer,
uben i nogen Øenfeende at have opfylbt de givne frolte Forhaabninger.
Itte meer heldig var Staten i de svrige Unlæg, fom gjorbes paa Kongsberg
til at forførge og pasfende beftjæftige den Deel af Beryftadens Yndbyggere, fom ikke
vare i Stand til egen Horførgelfe. Den Kongelige Mefolution af Bite October 1808
beftentte de Megler, hvorefter denne Horførgelfe ſtulde (Tre, efterat tvende af Omegnens
Gmbebsmænd vare blevne tilforerdnede den fore Commisſion for at gjere JForflag å
denne $Henfeende. Efter Sagens Natur, og i den danfle Negjerings milde Uand,
optoges i denne Forforgelfes-Blan den ſtore Hob af nøvlidende og næringstøfe Ynds
byggere af Bergftaden, - fom i førre eller mindre Grad tilttængte Statens Hjæly.
Wntallet af de Fattige, fom ved Borkets Redlæggelfe maatte underftottes, belob fig
1 Denme indfigtsfulge Jorſtmand erlærede iøvrigt Aden, at han ved denne Banken»
) ge fo sa
[ .GDsobesslei: fe Bind.) GT dd
Kongsbergs Hattigvafen. Moraas. Modum. »
bl 1600. Fere Hundbygninger i Staben — thi efter Gotvværtets Meblæggelfe
vare disſe at faae for en Spotpriis — bleve beftemte til Urbeidshufe, i hvilke de
fattige fysfelfattes med Haandarbeide. Da disfe Urbeidere have erholdt ſtorre Øvelfe,
inbreitedes et Micdefabrit med Balfemølle og tilhørende Farneri. Imidlertid fors
mindffedes ingenlunde berved Statens Udgifter, fom vare i et beftandigt Stigende
fø 1806 tit 1813. De Fattiges Untal forøgedes naturligviis derved, at de afviifte
vbeidere, fom nærmede fig Svaghodens Alder, eller af andre Aarfnger vare blene
-— saringsløfe, ved intet Fattigoceſen ubenfor Kongsberg domicileredes, men vendte å
- Signs Aar efterhaanden tilbage til det Sted, paa hvilket Forfopgelfen hvilede, og
fem vetvifligen modteg den nødlidende Stare. Endelig fortærede 1811 em ulyttekig
Sibtvaade den hele Arbeids⸗Anſtalt med fine Beholdninger og Medffaber, og da
ufes den fore Mannfactur-Goles, hvis Skebne i et andet Tiderum vil befkjæftige
d— J vort nærværende Tidsrum ſaaes faaledes pan Kongsberg intet Gyor af
ten førdeelagtige Birffomhed, fom i famme Tid, fart uden Undtagelſe, beſtjceftigede
bet øvrige Land. Solvparket var en førgelig Afledning for andre rige Giatsindlægter,
Etaden fel» fremſtillede en næringsløs Armods fontrafterende Billede mod Landets
ørige muntre og livlige Birffomhed; men Horbedringsfaftem lag ved Bergmands⸗
Saffonhedens Nod |
*
— ——
Niende Capitel.
De øvrige Bergværker.
Reraas Kobbervært, næft Sølvværket, fom enfelt Bergværte s Birffomhed, den
vigtigfte i Landet, havde i be førfte 7 Aar af dette Seculum en af fine fordeelagtigfte
Perioder. Garfobber-Zilvirfningen fulminerede i den Tid, og endffjønt ben ikke naaede
den Høide, føm ben i nogle Aar efter 1765 havde, nemlig 4000 SM, da den i
det bedſte af hine 7 Mar hun naaede 2909 SIG, faa har vet Varkets Udbytte
afbrig været flørte end 1801, da Overfluddet pr. Part beløb- fig til 1180 Rolr.
M f. — Lenge havde det været bebreidet derme VBergværts:Birtfomhed, at den
arbeidbede mere for Tidens Hordeel, end med Henfyn til ben fommende Tid; men i
Segpadelfen af dette Warhundrede lagdes Grunden til em klogere Hremgangsmaade.
Sergmanden paa Nøraas begyndte at ane Muligheden af, at be rigefte Leier te
vilde funne udholde de fenere Mars frærte Drift, og anfaa bet for nmødvendigt at
rimelte mindre rige Grifer, for at funne udbrede fig over et førre Malmfeldt.
ditlige begyndte Beftyrelfen at indfee Nødvenbigheden af at indføre en førre Oekonomi
må Mulforbruget, der var flegen til en Hoide, fom maatte blive ødelæggende for
Omegnene Gtfove, der bleve alt meer og meer haardt medtagne. Imidlertid var den
Medforbedring, fom flede i denne Henſeende, ſaavelſom i Smelteovnens Conſtruction,
førbehelden et Tidspunkt, ſom vi ſenere have at behandle, og fom blev en Folge af
ben vanffelige Stilling, hvori bette tilligemed Landets øvrige Metalværker under Krigens
Dengſel og vanfrelige Gonjuneturer blev fredt. — J Aaret 1802 udbrød nogle
stige Uroligheder iblandt VBærfsarbeiderne paa Nøraas, i bvilten Henfeende,
ſawelſom med Henfyn til Arbeidstid, dette Bær! meftenderls har fulgt Gøtvoærtte
Så, og oftere har ber været taget over, at Proviant-Tarten, fom fættes til en for
Gonfumenten ufordeelagtig Tid paa Maret, har været for høt. Bergmanden har i
denne Henfeende fodvanligen havt fine Jorfvarere i den kongelige der anfatte Embeds⸗
nøt, Bergmeſteren. Striden felv eg ſenere ofte paa Storthinget blenen hørt. —
oa Ferſte Tidetum. Miende Gapitel.
Jovrigt både vi: her ſtagende ved ben ovenfor gjorte Vemerkning, at be førfe 7 Nan
af. dette Seculums Kobber⸗Tilvirkning paa Roraas høre til de fordeelagtigfte for Kures
Gierne, fom Varkets Hiftorie har at frem»ife, og at vi faatedes funne indfætte ogfam
denne Virkſomhed paa ben Rigdoms Tavle, fom Landets fleſte VBirkſomheds⸗VKArter i
dette Tidsrum fremmifte.
De øvrige Kobberværker i. bet nordenfjeldfle Norge fynes ike at have givet
Gierne fort Udbytte, ligeſom der ogſaa Magedes- over, at de ei dreves paa mm for
Kredfen . forbeelagtig Maade, i det de vare i Handelemends Handa, fom breve
Sagen mindre fom VBergmænd end fom Mjøbmænd, og fædvanligen boede langt fra
Bærkt.: Det Omdalſte Kobbervcerk i Thetemarfen var par den Tid heller ifte i
Drift. Det var i.m Mands Hander, Asfesfor Die Henckels paa Kongsberg, der
vifinof havde Bergmands Kundſtaber men ingen Kapital, og da Varket nogen Tid
efter tom i rige Øænber, bortøbflebes ſtore Kapitaler paa Boærtet til Tab for de nye
Gere, og uden Hordeel for Ggnen.
J de førfe Aar af dette Seculum hørte bet Modumſke Koboltvært, ber mm
ſpiller en faa vigtig Molle i denne Deel af Landets Bergværksbrift, ike til Norges
forbeelagtige Metalværter. Det var anlagt 1778 for Statens Regning, men fonr
førft 1783 i Gang under Beftyrelfe af en Udlænding, Georg Bernftein fra Hesfen.
Det fynes imidlertid ikke, fom Varket faftede fynderligen af fig, og deelte ikke de
Fordele, fom Norges øvrige Metalværker i Almindelighed gave deres refpektive Eiere,
endſtjont en nærliggende Eftertid viifte, hvilte kraftige Jndtægts-Glementer indeholdtes
i Verkeis rige Gruber. I dets aarlige Ballance⸗Conto fandtes vel ſtedſe et Overſtud
til Statens Bedfte; men dette tilveiebragtes paa en let Maade derved, at ingen
Menter regnedeg af de ftore paa Vorkets Anlæg og Indkjob af be bertil hørende
Giendomme anvendte Capitaler. Aarſagen dertil findes træffende befreven af ben
forhen nævnte udenlandſte Bergmand'), og fom ved Siden af fine grundede Anke⸗
. punkter lægger en profetiff Øentydning til, hvad bet Å private Hænder fiden er blevet.
De fortræffelige arver, fom Blaafarveværket allerede da leverede, tilffriver han ifte
faa meget den henfigtsmoæsfige Mremgangémaade, elfer nogen Fuldkommenhed ved—
Vorkets Jndretninger, fom det hpperlige raae Material. Ut Bærtet paa den Ti»
ilte affaftebe nogen betydelig Fordel, tilffriver han mindre be flette Gonjuntturer,
foorover der klagedes, end ben uhenfigtsmaæskige Unvendelfe af Produktet, idet Salget
beraf beførgebes fra Kjøbenhavn, hvor en Deel forbrugtes ved Morcelatn:Fabrikfen.
Beien var endnu ille fundet Hl den ſtore "Ufjætning, der under Varkets forandrede
Stilling fmere hen faa meget berigede private Eiere, og gjorde dette Bært til nm af
be wvigtigfte, forbeelagtigfte og bedft indrettede Metal:Fabriter i Landet.
Jern⸗Tilvirkningen, fom, endſtjont ringe i Forhold til Nabolandets, er ben
meeft udbredte og vigkgfte Metal-Birffomhed i Landet, havde i vort her omhandlede
Tidsrum fin meet glimrende Periode, hvortil Fernværfernes Hiftorte vanfleligen Fan
- fremvife Mage, og disfe 7 Aars gode Indtægter ſtyrkede deres Eiere til at gaae de
Biderværdigheder i Møde, fom under Krigens Trængfler ftrar efter 'vvervældede dem.
Jernpriſerne naacde Å dette Tidspunkt efterfjaanden en Høide, fom de hverfen før eller.
fiden have havt, og fom i Norge ifke flod i jævnt Forhold til dem, fom gjaldt i
bet øvrige Europa; thi medens Gtangjernet i den danff-norffe Stat betaltes med 3
indtil 34 C. engelfl Sterling pr. Stpd., gik det i Sverige fra Haand til Haand
for 2 HiL 27%. Det vigtigfte Støbegods, Kaltelovne, der i fin fore Simpelhed
paa ben Tid ille Mævede betydelig føre Tilvirtnings-Omkoftninger end Naajernet
fete, betaltes med en langt flørre Sum end det femere i høt Grad forfinede Gods.
Bed. Siden af denne hoie Jernpriis frode langt lettere Tilvirkinge-Omtøkminger, og
Befrielſe fra mange af de Byrder, fom Varkerne fenere Have manttet bære. Bei
D Hausmanns Nolfe durd Standinavien ter Theil S. 79 fr.
Jernvarkerne. Mindre Induſtri⸗Amlæeg.
havde Jernvœorkerne, med Henfyn MI Forbrugd Material, pa den Tid en ſtor Mord
i den blomſtrende Trelaſthandel, der afvendte Skoveiernes Opmoærtfombhed Fra Kuk
Tilvirduingen, fom mere møtfommelig i Vilberebmingen og mindre fordrekagtig i fit
Mdbytte; men der var endnu dengang en Reft tilbage af de Tvangsmidler, hvowed
Skovens Producter i de foregaaende Aarhundreder vare fremflebede til Verkerne.
De funde viſtnok ikke med nogen Kraft gjøres gjældende, og ingen formftig Værtseier
førføgte at tjcempe paa ben Made med Tidens fremføribende Hrihedbs-Aaud, men de
fete Skoveiere i Bærfets Omkreds anfaae det for em Slags Pligt at underføtte
ben ganmfe privilegerede Virffomhed. Kulpriferne og Betaling for Mjorfler holdt flg
ſaaledes paa en itte høt Standpunkt, og foarede ike til den fore Produkt Priis,
I Danmart beilyttede en høt Told paa Judførfel af fremmed Jern det norſte Vern,
og bet Material, fom er det vigtigfte Behitet i Jern-Brodudionen, ſtornet, indbmgtes
ba toldfrit til Norge: Derhos vare Jernværkernes directe Byrder langt mindre, end
be flrar efter Ørigen bleve. Tienden var endnu ikke indført, og den fire Afgift, fom
paa den Tid af Bærferne betaltes, udgjorde for de flefte af dem fnap "4 Part af den
Product⸗Afgift, fom ſtrax efter Ørigen betyngede Bærferne under hoiſt nfordeelagtige
Gounfufturer. Da Danmark var faa godt fom den enefte Kunde for norft Jern
men for Norge felv, faa lob Jernproducterne aldeles ubetyngede i beres Uffætnings-
anal. $vo fan undre fig over, at Nernværtseierne, under disfe Omftændigheder,
betragtede be førfte 7 Aar af dette Seeulum, fom de gyldneſte blandt dem, der enten
før efter ſiden ere blevne denne Virkſomhed HI Dett."
Men til Jernværkernes fordeelagtige Stilling fvarede ingenlunde Varksdriftens
tefuifte Fuldkommenhed, eller ben oefonomifte Ombhyggelighed med Materialernes
Anvendelſe. Det var en femese Lid forbeholbent, ved denne Neaction at gaae de i
Tidens Lob opdyngede Banfleligheder i Møde. En Deel af denne Ufuldfommenhed
maa tilffrives bet lave Trin, hvorpaa Jerntilvirkningen faft overalt flod, en anden
ben Sunfenheb, fom faa ofte indfinder fig under Ræringsveienes tette, og ikke deſto
mindre forbeelagkige Wang. Masons og Hanmmer-Driften befandt fig faft i famme
Stilling, fom den fiden denne Birtfomheds Qprindelfe havde været. Stoberiet leverede
fun det grovefte Gode, og Fiinſtoberiet havde endnu ikke faget fin Begyndelfe. Ligefaa
liden Gftertanfe og Indfigt brugtes ved Malmblandingen for at tilveiebringe et til de
forfljellige Marteder pasfende Usfortiment af Stangiern, da At funde fælges til
gode Priſer. Afſcetningens Ensformighed til fafte Kunder, og dens Sikkerhed fore
ard en almindeligen udbredt Velftand, var ikke ſtikket til at fætte intelligente
Sræfter i Bevægelfe, eller at fremflynde Foftbare Jnbdretninger, fom i Hieblikket ingen
grugter bare. Der fandtes ſaaledes i be Dage faa godt fom ingen tekniſt dannet
Dergmanb paa Bærferne, og Beftyrelfen overdroges fædvanligen til udannede Mænd,
fom i det Høiefte beflittede fig paa lofal Kundffab om Varkets ydre og indre oeko⸗
nomiſte Forhold, et perfonligt Bekjendtſtab til Driftsbønder : og Bærksfolt, en god
gardighed i at føre til Bogs og føre en fimpel Brevvegling. Enkelte Bærter beftyredeg
viſtuol af videnſtabeligen dannede Bergmænd, nemlig af Landets tvende Bergmeftere,
men fun i meget enfelte Henfeender ſporedes beraf noget Fremſtridt paa den tekniſte Vei.
Sjær ſtod Grubedriften paa en ſerdeles flet Fod, fom en Arv af Forfædrenes ropgierrige
Drift. Nogle af Landets ſtorſte Gruber vare nær ved at fynke fammen, og kun
meget enfelte dreves bergmæsfigen. Dertil fom, at Eierne af nogle af Landets frørfte
Jernvœrker ilte fevede paa Været, Nogle endog udenfor Norge, og mange VBærker
fattedes ſaaledes baade den Kjærlighed, det Tilſyn og den Aarvaagenhed for - det
Heles Bedſte, fom i flørt Grad pleier at udgane fra Gieren felv,-naar han for
øwigt er udruftet med de fornødne Egenſtaber. Enkelte VBærkseiere egynbte vift nel
at indfee Nodvendigheden af en mere vationel Drift, og at ane Muligheden af en
gorandring i Varkernes blomfrende Tilftand med Henfyn til udvortes Omftændigheder,
og til benne Forbedring gav Gieren af Bærums Jernvært, Kammerherre P. Unter
det førfte Stød. Men dieſe Fremflridt mare fmaa og afbrødeå fnart ved Krigens
62 Øjørfte Tiderum. Tiende Gapitel.
Udbrub, der henledede Opmcerkſomheden paa Muligheben af en Ampel og tarvelig Gris
flents. Saaledes var viftnok dette Seculums førfte 7 Nar hoiſt fordeelagtige for Bærterne 3
men Værtsvriftens Beftaffenhed indeholdbt fun faa Nenctisns-Guementer mod des
paafølgende tryttende Tilftand, ligeſom Vorkseiernes i denne gode Tid opfparede Kapitaler
meftendeelg vare anvendte paa Kjøl af Eienbonme, hvis Prits fant under de foran»
brede Conjunkturer.
Glasværtkerne, endffjønt meftendeelg i Statens Honder, læverede Å bette
Tiderum mange WProducter og gave et godt Udbytte, ligefom de vare af for Vig⸗
tighed for de Egne, hvori be vare anlagte. Det norfte Glas havde ligefaavel det
danſte Marted før fig fom bet norffe, og beflyttedes begge Steder med en hoi Told
paa ubenlandfle Glaévarer. denne Henfeende maa vi henvife til Krafts vigtige
Vært, og fomme nedenfor tilbage Ul benne Gjenftand').
Tiende Capitel.
Andre mindre Sudufri-Anlag.
Den øvrige Fabrik⸗Virkſomhed i Norge var i det her omhandlede Tidsrum af den
Betydenhed, og inbtager ingen vigtig Plads paa vort Bindftibeligheds-Regifter. Norges
Sndbyggere have liden Aarſag Hl at beflitte fig paa nogen anden Fabrit:-Birtfomhed,
end den, hvortil Naturen har givet dem vige Elementer, eller Hl at dyrke andre
MNæringsveie, end dem, hvortil Landets Beliggenhed, og dets Somends Mod, Rafthed
og Sømands-Faærdighed i en faa bot Grad opmuntrer. Egentlige Fabrikſteder har
Morge aldrig havt, og dette har vel været en iblandt flere Warfager, hvorfor Norges
Folfemængde ikke Har været faa raftt fremføridende, førend dets ubvidede naturlige
MNæringsgrene have antaget Fabrifvirtfomhedens Natur. Indtil Udgangen af forrige
Marhundrede var ber fra den ældfte paa Hiftoriens Blade indflrevne Tid en mærkværdig
igevægt i Folkemengden, fredfe frævende mod en Million Judbyggere. De flere
Marfager hertil ville vi ifte nærmere underføge, men have Grund til at anfee
Phanomenet felv fom heldbringende, fordi de Næringsmidler, fom Landmanden ubdrager
af Jorbens Stjød, vilde i en høiere Grad fattes, og forøge Landets Ufelvftændighed
og Farer under en flor Mangfoldighed af Fabrit-Anlæg. Enkelte Virkſomheder af
ben Art underftøttedes af Skibsfartens Livlighed og af gamle fra Forfærrene nedarvede
Baner. Saaledes befandtes flere Reberbaner fyredte omfring i Landet, fom vare
ibeligen beffjæftigede med at forfærdige Tougvært, ber brugtes da i faa meget førre
Moængde under et færtt tiltagende Skibsbyggeri, fom Jerntouge endnu ille have
fortrængt Brugen af Hampegods. Dernæft fandtes mange Tobatsfabriffer og
Tegibrænderter rundt om i Landet; men bisfe beftjæftigede formedelft deres
Simpelhed ikke mange Hænder. Hit og her oprettedes Sutterraffinaberier;
men da det iffe var: Hladt at hente det raa Material dertil fra førfte Haand, men
Kjøbenhavn berpaa havde Monopol, funde be intet Hremføridt gjøre. Endog efter
Foreningen med Sverige, ba dette Baand havedes, maatte disſe Fabrikker unbderftetteg
af Staten ved fri ndførfel af det raa Produkt og ved em hoi Beſtyttelſes⸗Told, og
1) See Krafts Beftrlvelfe over Norge [I. 434 ff]. I. 23. 378 ff. [den Udgave. I.
245. II. 16. 170., jfr. Tvethes Norges Sta €&. 95—96.]
gerbruged fave Giandyankt. Koruferbruget. 63
heve bag Banfleiighed ved at commmvere med de hedre udenlandſte. Enlelte Ki cder
fabrikker anlagdes ogfan uden at kunne trives, ligefom en Seil dugfabrik
øpritedes i Drammen. Brændevimes-Tilvirhningen, bekte Fabrikflidens uægte Guild,
br 1 ver Zid bejtjæftiger fan mange Hender, og, ifær i Begyndeljen af Brænde-
nes Kyrettelfe, berigede ſaa mange Gutreprensrer, fandt ben Gang ille Sted
ven ben fortudne Bei, og derfor i en ringe Grad. — Med Sandhed fan det
ſaledes figes, at Norges naturlige Virkſomhedsarter befandtes i Degyndelfen af dette
Achundrede i en blomfirmde Tilſtand, uden at Savnet føltes af Fabrik⸗Vearkſteder,
for å f at have beres naturlige Sæde i vore Klipper, og hvis Producer for
m langt billigere Priis hume tjøbes i Udlandet, end tilvirkes i Landet felv.
Ellevte Capitel.
Agerbruget.
Rar Forfatteren af benne Slitfe over Naringsveienes Lilftand i Begyndelfen af
dette Harhundrede fun berører forteligen den vigtigfle af alle, Agerbyrkningen, da
er det deels forbi der om den er lidet at fige, deels fordi han er mindre bekjendt
ud Ygerdbyrfningens Tilftand i Norges meeſt velfigmede Kane. Viſt er det, at
Zerbyrkningen ba ifte flod paa noget bhøit Trin i flovrige Egne, hvor den fandt
fer Cymuutring til ratienelle Fremffridt. Saa høit bleve Sfovprodukterne betalte,
far let var det for GSkoveieren at flaffe fig be nødvendige Levnetsmidler paa det vel
frfynede Korumarfed, at han følte fig lidet opmuntret til at henvende fin fortrinlige
Ommertfomhed paa en Sysfel, fom i Norge er omgiven med færegne Banfleligheder
sg naturlige Hindringer. Skoveieren fandt, at han tjøbte fil Korn for en abfotut
feikere Briis paa Kornmarfedet i Raboftæderne, end det flod ham, naar han moi⸗
fenmeligen ſtulde frembringe bet af en ofte utafnemmelig Jord. Noden havde endnu
Ok fremsteungen en forbedret Dyrkning paa ben mindre Haand, hvor Forbedringen
fort efter blev meeft igjennemgribende. Den ſtore Huusmandsklasſe i Stovbygderne
tar mæften udeluklende befljæftiget med Gaarbmandens Skovbrug, og af de overflødige
Cmaier, fom faldt af det rige Bord, faffede han fig tilftrætfelig Underholdning for
ig og Eine, uden at dyrke fin Huusmandslod med den Omhu, fom fenere hen.
Potetes-Aulen, fom fornemmeligen har fin Priis paa De mindre Lodder, hvor ben
månggeligen fan rygtes, Jorden dertil forberedes, og den indflrænkede Jorda Avlings⸗
baft lettere vedligeholdes, var fangt fra faa udvidet paa mindre Jordlodder, fom ben
Mer i Srigens ar, ba ben blev til en Belfignelfe for fnaa Agerbrug. Brændeviings
kænberier, hvis velgjørende Birfninger til ſtore Ugerbrugs Forbedring afmaledes med
faa Rærke, fljøndt vif tilbeels uægte Farver, vare dengang fun fjeldbne, og maatte
føde fig formedelf Lovens Forbud derimod.
Dog fvyorede Agerdyrkningen i hiin Tid ogfaa Virfningen af den Itvlige Virk⸗
femheds velgjørende JIndflydelfe paa Landet i Ulmindelighed. Alt hvad der hørte
å Huus og Gaard holdtes i bedre Stand end i den følgende Armods⸗Tid, og den
Mangel, fom fandtes paa arbeidende Hander i GStovegnene, førmedelft ben blomflrende
GStødrift, erftattedes ofte ved Urbeidere fra andre Cane, hvor Næringsveiene ikke
bande den lette Gang. Jordfyslernes Vigtighed hævdede ogfaa bengang fin Rang,
sg Stoveierne førte ofte paa Munden Jordens Priis fremfor Skovens, fom om han
ende ben Bærd, hitn fnart frulde faae for ham. Det var ikke heller i hiin Tid et
fbent Phœnomen, at af tvende ved hinanden liggende Diftrilter, bet ene forddyrfende
4
oa ' Fotſte Tibøynm. Eſxvte Gapitel:
def andet frovdiivende, hilut I Seldftøndighed vg jonn Belſtand havde Fortrinnet for
bette, mbffjønt Formuens høtere Grader mere vare paa erfelte Hænder i Stovignene.
Denne Opmaærtfonhed for Jorbbruget, endug I Skovegnene, der ydedes ligeſom meer
af Lyſt end af Rød, maa ogſaa Have modereret den fore Yndførfel, fom den nationale
Induſtries øvrige Form maatte foranledige. Med Undtagelfe maafte af Waret 1800,
og ten fort Vid af Krigs-Mertoden 1801, gaves der i hine 7 War intet Wat,
hvor jo en faldfændig Kornforfyning over det hele Land fandt ESted, da Danmark
havde not at fælge, og Midlene til at Høbe ike fattedes i Norge. Til en faadast
Tid maa Korntilførelfen være paa fit Hoieſte, naar ellers itte Misvært trekter em
ufæbvanlig Moængde Kon ind- i Landet, fordi Korn i Fylde tranger ind I alfe
Huusholdninger. Vanſteligen fan det figes, at Huusholbningerne i Almindelighed,
fmaa fom ftore, faa fuldftænbigen ere blevne forfynede i noget War efter Krigen,
fom i disfe 7 Uar. I de ftørre Huusholdninger odfledes med Korn, i be mindre
fattedes bet iffe. Beregnes derhos, hvor meget Potetesavlen, fom i fenere Uar faa
færbetes meget er udvidet, nu underftøtter Kornayvlen, faa funde man undreg over,
at ber finder faa megen Ligevægt Sted imellem hin Tids Jnbdførfel af Kom og den
nærværende Tids. Saaledes var Jndførfelen af Korn fra 1799 til 1808 efter et
Middeltal aarligen 681,500 Td., og fra 1821 til 1830 729,069, og vi have
meer Aarſag til at flole paa Migtigheden af hiin Opgave end paa denne, forbi der
ingen Grund var til at fljule Inbforfel af en Urtifel, fom da git meftendeels fold
ind i Landet, medens en Deet af bet fenere hen indførte, og med Tolb betyngde;
Korn indfneges uden at fomme paa ToldliferneH.
Det er vift not, at Fiſteriets ſtore Udvidelſe pna Veſtlandet har foranlediget et
førre Gorbrug af Korn, at Brændeviinsbrænderierne” fortære meer, deels af Landets
eget, deels af fremmed Korn end tilførn, og at Folfemængdens flærte Forsgelfe fibem
rigen fræver en ftørre Portion af denne Urtitel, fom i vort Norden meer end andenſteds
. udgjør den vigtigfte Deel af Livets Fotnødenheder. Men i be fenere Mar brændes
Brændeviin for ſtorſte Deet af Potete8, og Brænderierne nære fig tildels af eget
Product, i det denne Uvl fraaer Å nøte Horbindelfe med Brænbdeviing-Tilviriningen ;
men da Denne tilhører en fenere Beriode, maa vi herom paa bette Sted afbrybde
vore Unbderføgelfer. Vi helde overhovedet til ben Mening, at Agerbruget paa de
flørre Gaarde Å Stovegnene I hiin Tid iffe var mere ufuldkomment, end det i vore
Dage er, medens der upaatvivfeligen nuomflunder findes en førre Productivitet paa
be mindre Lodder, og der tilvisfe nu paa et givet Ureal i Skovegnene frembringes
flere Næringsmidler end tilforn. Derhos har nærværende Tidspunkt mangeſteds
Fortrin, faavet med Henfyn til Agerdyrkningsredffaber, Vordflifte og en 'rattonel
gremfærd i det Hele, medens Kraften til at gjøre Udgifter og Udtæflinger, fom
befvære Landmandens Kasſe for Tiden, mm foroge Fremtidens Forhanbuinger, er
mindre nu end den forhen var.
Forfatteren vover iffe at fæfde nogen Dom over de frugtbare Jordftræfninger
midt inde i Landet, fom bære det fornrige Sydlands Præg, og Hvor Agerdyrkningen
drives under lette Betingelfer, og fønner bedre Landmandens Flid. Omendftjønt de
fidfte Fordele ikke fredfe ere Elementer til Agerbyrfningens Forbedring, faa gives der
dog i Norge Stof not i limatiffe Banfreligheder Hl at PMjærpe Landmandens Ope
mærffombhed 1 de af Naturen meeft begunftigede Egne. Det er ſaaledes hoiſt rimeligt,
af Agerdhriningen maatte gaae fremad i de faa Uar af dette Seculum, fom lob
foran Krigen, blandt hvilte der itte finded Maar, fom fruffede Lanbmandens Haab,
og & hvilte Kornet, formedelft den Krigs-Litftand, hvori Europa befandt flg, fævvanligen
ſtod i hoi Priis. Ikke heller kunde disfe Kornegne kaldes nedtrytte af uforholdsmasfige
Skatte⸗Byrder; thi Jordafgifterne have i hine af Naturen velſignede Egne, i Forhold
— — — — — — — — —
na
1) Øen bedre Orden, fom I benne $enfeende er indført i Barefortofbning, var begyndt
men itte fuldftændigen opnaaget i de her Hbenævute Aar. '
Den lærbe Dpydragelfe. 65
il Sørbens probmetive Kraft og Jordbrugets Skyld, ſtedſe betynget Ugerkruget mindre
i de ſterrige Gane. De ydre Tegn paa Borgerſtillingens Art antyde ogfaa i
ar Gone Landmandens ſtorre Beiftand, ligefom Graden af Livets Mudelfer ber har
førre Potents. Man fammentigne Landmandens Levemaade, hans hete Huuskel
mesrtes Omgivelſe i hine frugibare Cane, med hvad fom finder Sted i Skov⸗
ar Fiſte-Bygden, og man vil bemærte en Gontraft, fom har ſin Rod t det ene
kiånde jævne Belftand, rige og meftendeeld filtre Erncrelſeemidler, og det andets
mile Gorandringer i Formuens Tilfand, under Conjunkturernes Berelfpil. Denne
menitgning til Korubygdernes Fordeel vil vinde Styrke under Krigens rædfelsfulde
og taber itte fin Mraft ved de hoie Klager, fom derfra gienlode i Storthingsfalen
T høie Skatict, og ved dered ibelige Krav paa Statens Beflyttelfe. De førfte
råettedes iffe ved paalidelige Kiendsgierninger, og Storthinget fandt fig af gode
e et beføiet til at tage Henſon til de ſidſte. Bi tale her ille øm entelte
nferbrug, meſtendeels i Roærheden af Byerne, bvoraf tfær et ved Ghriftianial)
de fig i Begyudelſen af dette Aarhundrede. Disfe indeholde mere et Beviis
, fond Jorden i en rig Mands Haand, der dyrker Jorben for fin Fornsielfe,
a frembringe, enb hvorledes ben ved almindelige Midler fan vorbe frugtbringende
in Ger.
banen ſaaledes bhine orn⸗Egne berøres mindre end Landets øvrige Dis
x af Handels Gonjunkturer og politiſfe Omvæltninger, og mbifljønt de i det
$andlede Tidsrum titte Ddeelioge i famme Grad fom Skoveierne og Kyktbserne i
iftelige Gandels⸗ Periodes Fordele, faa bidrog denne dog mangenlund til at
feber deres Stilling, og ogſaa sver dem at ubbrede en jevn Belftand og Tilfredshed.
Folbte Kapitel.
Mangel paa høiere Pannelfe.
rrimed vøve vi i videnffabelig Henfeende ikke at give Fædrelandet den hoie Plads
be ffandinavifle Stater, fom det visfeltgen indtog med Henfyn til borgerlig
and, ftatsborgerlig Tilfredshed og blomitrende Næringavete. Norge havde paa
id faa godt fom ingen Bidenftabelighed. Dets fluderende Ungdom maatte
pe ud af Landet til Migernes Hovedftad, Kjøbenhavn, for ved afabemiffe Studier
bene fig Bei til Embedsſtilling, og idet be ombyttede ligefom Foæbreland, tilegnede
fig fremmede Anſtuelſer. Det viifte fig imidlertid fiden, at benne Omſtæendighed
binbrede den firar paafølgende Statsforandrings henfigtefvarende Udførelfe. Itte
ler opmuntrede Landets Forfatning dengang Norges velhavende Borgere til at give
krå Børn en videnſtabelig Opdragelfe; thi bet er itte under en blomfirende Naxings⸗
Mand da afle Hænber ere fysfelfalte med rigeligen at erhverve, at UAgtelfe for
denſtab og Lærdom har fit Sade i Landet, eller at den formuende Borger finder
tilbøielig til at fende fine Børn fra fin Side, for at dyrke Bidenffaberne paa en
> Strand. Bisfeligen var Savnet af et Untverfitet med Henfyn til dets
Mudelfe paa Norges intellertuelle Etilling for; men Ønflet berom udtaltes idet
forfte Har af dette Seculum, og ingen Anſogning derom lagdes for Danmarks Throne.
un Sags Talsmænd vare forfummede, og de lærde Moænd, fom gjorde Norges
t hertil gjælbende, Dr. Hans Møller, Profesførerne Wilſe og Strøm, vare deels
) John Golleta Agerbrug paa Ulevold. :
Aauo Grinbringet. * 5
66 Forſte Tibörum. Tolvte Gapitel.
bøbe, deels gik de i Graven i de førfte Aar af dette Secutum. Det var fenere Mon
forbeholdet, unber forandrede, volitiſte og indvortes, Forhold at opvælfe nye og varsmm
Kalsmænd for Norges Univerfitet, og at hæve Sagen felv til et Rattonal-Unliggenbe,
ber ligefom gjorbe det til en Nodvendighed for Rigernes Konge at tilfredeſtille om
billig JForbring. Vit er det, at der ved Mjøbenhavns Univerfitet, mod Siumingen
af forrige og i Begyndelfen af dette Marhundrede, fandtes faa formuende Rordmærk
eller Sjøbmænds Sønner. Forfatteren, hvis afademiffe Aar faldt i vette Tidspunck
erindrer iffe at have fundet blandt fine theologifte Medſtuderende meer end een Kjøbe
mandøføn fra Norge, og, faa vidt han ved, faaes norſte Kjøbmanbofønner ligefæd
fjelbent i andre Docenters Hørefale. Hvor langt anderledes havde det fig fiden vet
Norges Univerfitet, Hvis Vænte ofte fyldes af Norges formuende Vorgerjønner.
Iligemaade var ber paa ben Tid, i em endnu førre Grab end nu omfunder, Mangel
paa Jnftituter, paa hvilte de Ynglinger, fom ikke gane Videnſtabernes Brodvei, hunde
opbrages til bygtige næringsdrivende Borgere. Selv mellem Landets Latinfloler (aa
paa ben Tid et faa ftort Rum, at de Foørældre, ber havde Sands for en videnftabetig
Dannelfe, ofte fendte deres Børn til danſte Latinfloler, fom ftode i et berommeligt
Ry). Saaledes finde vi faa næringsdrivende og formuende Borgeres Sønner i
Skolerne og ved det banfte Univerfitet. De flefte vare Embedemeends Sønner, fom
betraadte Jæbrenes Bane i Haab om i Tidens Løb at naae deres Embedsſtilling.
J denne Omfondighed finde vi Grunden til flere Phænomener under Norges nye
GSelvftændighedss Periode.
Det var under disfe Omftændigheber naturligt, at ben vibenftabelige Dannelfe,
den høiere Yntelligenté, dem ftørre Ningeagt for de Beite, fom alene føre til Rigdom,
bovedfageligen fandtes i Gmbedsclasfen, fom faft udelukkende i Vefiddelfe af den
afademiffe Opdragelfes Fortrin. Vi undre os ikke over, at finde Norges Embeds⸗
mænd iblandt de virffomfte og fyndigfte Concipiſter af den norſte Conftitution, eller
iblandt de GStorthingsmænd, fom meeſt ledede Thingets Forhandlinger, ligefom denne
Omftændighed vil fenere hen lede og til andre mindre opmuntrende Betragtninger.
Derhos var Migernes Hovedftad i de fidfte Aar af det forrige Seculum ligefom
Brændpunctet for Udbredelfen af de fra Frankrige ubdgangne FrihedssYder. De
Landsmend, i hvis Lod det faldt at leve i Kjobenhavn paa den Tid, maae erindre
fig, med hvilken levende Jnteresfe den fuderende Ungdom fulgte de ftore Begivenheder
t bet oprørte GFrankrige, og hvormeget denne bitrede fig i Skrift og Tale. Nogle
af Danmarks bedfte Hoveder tillode fig faa frie Nittringer, baade i veligiøfe og politiffe
Materier, at be forviftes Fædrelandet, og Nogle af disfe Martyrer faar det aldrig
meer igjen. Det var et mærteligt Særfyn, at Friheds⸗Ideerne udviklede fig meeft
t det uindſtrenkede Monartis Hovebfæde. De atademiffe Borgere hentede faaledes
fra Hovedftaden flere Friheds⸗Ideer og en førre Ringeagt for eventuelle Fortrin, faavel
med Henfyn til Hang fom Rigdbom, end i eget Fædreland, der bog i andre Henfeender
bar en beqvemmere Bugge for Udviklingen af Tidsaandens Friheds⸗Ideer. De fius
derende MNnglingers videnftabetige Dannelfe i Kjøbenhavn fit faaledes et Præg af
Tidsalderens Aand, fom pasfede høiligen til ben Stilling, hvori de fiden fom Norges
Rovgivere fattes: Andre Ideer famiede fædvanlkigen formuende Borgeres Sønner i
Norge paa beres Opdragelfes-Bane, der fom ofteft begyndte med de fimplefte Linter
i Fodrehuſet, og endte i en eller anden engelft Stole, hvorfra gjerne hentedes fun
Gvnen til at tale og til Nød førive det engelfte Sprog, Øvelfe i Bogholderiet, og
med raffe Træt at funne føre en Hanbels-Gorrefpondents. I England var paa ben
Lid et rodfæftet Had mod Frankrigs Revolutions⸗Ideer, faavelfom ben færtefte
Neaction imod Frihedens udfvævende Mitringer, og den i den franfle Revolutions-Tid
1) En faadan i Nyborg flylder Forfatteren fin Skole⸗Opdragelſe, og han havde der flere
Landsmænd blandt fine Skolekammerater.
$Hanbdelaftandens Dydragelfe. 67
herffende SNegjerings qrufomme Kærd. denne Oypbragelfes «Stole ſik altſaa den
surfe Hngling et mindre UAnftrøg af Tidens Aand end i Danmarfs Hovedftad, hvor
vif not ifte Bergpartiets Gruſomhed, men dets Friheds⸗Ideer havde fine Forfyarere
; Titbangere. Kun enkelte af vore Landsmænd, fom dannede fig i den engelffe
Dypofituas Omsgangskrede, og tilegnede fig bend Ideer, forberedte fig til at under:
Norges nye politiſte Stilling og Overgang til en forandret Regjeringsform, og
ville iden faae at fee, hvor megen Indflydelſe enfelt Mand, fom opdroges i denne
Etoile, havde paa et Mefervært, der femere udflød fra Gonfituenterne paa Cidsvold.
Dei Stage Uriftofrati, fom i England vitrer fig i Borgerefasfernes forfrjellige
Sing til hverandre, fan tfle overføres paa Norge, fom ingen Elementer dertil
jr. Den Frihed derimod, hvormed Englande udmærtede Mænd fedfe bedømme
Segjeringene Handlinger, ben Jndflybelfe, fom disfe frie Mtringer øve paa Regje⸗
gene Foærb, den Modvægt, fom ber er i ældgamle Infituttoner mod Magtens
iøbrug, denne Frihed kunde i Norges nye Statevært benyttes meer end i noget
$ Lands, medens en førre Lighed i andre Henfeender, formedelft Landets indre
f, udbredtes over alle Børgere. Men vi afbryde bisfe Bemærkninger, for itte
tie bet Tiderum forbi, fom vi ber nærmeft behandle.
Naar Bnglingen, efter ben ringe Titvaært i Kundflaber, fom han fit i den engelfte
le, fom tilbage til Fodrenelandet og betraadte den ham beſtemte Handelsbane, fattes
Dar fædbsanligen ti en Stilling, ber afvendte hans Faner fra al udvortes Politik og
x fvet fliktet til at fljærpe hans inteflertuelle Evner. Bi have feet, hvorfunde
Jecges Handel vaa den Tid fljød de rigefte Blomfter, fom nogenfinde worede paa
6 Gumbd, og at fjeldent eller aldrig hørtes et Mienøtene Ord enten -over Handelens
ørbolb efler over den danſte Regjerings Ford, der før og fiden faa ofte opvatte
te og Dadet. Var Fordeien flor i hiin Tid, da var den tillige visfeligen let
pr , OG der var Å vore Virkſomheds⸗Arter, over og under Jorden, liden Spire
J det menneffelige Snille UdviMing. Faderens Handelsnavn og Forbindelſe i
md, det fore og fævne Vegjær af Norges Trælaft, beredte Sønnen en ſtorre
tandøfilde end ben ombyggeligfie Opdragelſe i nogetfomhelf Handels Infitut.
3 e vigtiafe Birtfomhedsarter i Norge vare af ben ſimpleſte Beftaffenhed, og kunde
øgtes faa godt fom uden Forberedelfea:Aundfraber. Norges Trælafttandel, Stibefart
på Benge-Omfotninger give de bedfte Fotdele Å de fimylefte Linter. Handels⸗Geniet
riredes fjelbent i denne Sphare; bet brændte ofte fine Binger under en høtere Flugt,
hiin Tid var lykkeligere umber Ubekjendtffab med de Konfter, hvormed ben fenere
då ravende Handels⸗Virkſomhed faa ofte underftøttes. De meeft anfeede Handels»
Meier bleve itte de heldigfte vaa Handelsbanen. J Norge var paa ben Tid et vit
bandets Uviftofrati, idet Handelen gik i Arv fra Fader til Søn, og bet Iyftedeg
t nogen Fremmed at flabe flg em fordeelagtig Bane ved deres Side. Vi
berhos feet hvor liberalt Magten udovedes, og hvor vel be Underordnede befandt
ig under dette Seepter. Ctibsfarten havde ogfaa det famme fimple Udfeende; dens
herm var fimpel under Skibenes eensformige og forte Bandringer.
Under disfe Omftændigheder var der fun liden Tale om Vrang til Anvendelfe
f Ctate-VBiisdom, eller ſtatsoekonomiſte Principer. Det Freds⸗Syſtem, fom den
Dafmorfle Ctatsbefiyrelfe, med en fort Ufbrybelfe, faa Iyfteligen fulgte i be førfte
N Aar af dette Serulum, dættede atle Følger af em i andre Henfeender mindre fog
, ſaavel fra be Privates fom fra Statens Eide. Den Mangel paa Selv:
anbiabed, fom fandtes i Rorge med Henfyn til Indretninger, fom fremme Penge⸗
Itmfetning, og ordne andre indvortes Forhold, føltes ikke, fordi Virkſomheden ike
1fattede8 reefle Midler i fit eget Skjod til at fortfætte den paa bet forbdeelagtigfte.
'Forfotoningen af den norſte Handelsmands Verler paa Kjøbenhavne Børs gav ham
de møbvendige Midler til en forbeelagtig Bevægelfe paa Handelens Bei, og han følte
"le Savnet af de Summer, fom tilflede fremmede Forhitfrings-Unftalter, fordi de
gjorde fun en ringe Deel af hans fore Handeløs Fordel. Statsvekonomien, fom
5*
68 Forſte Tidsrum. Tolvte Gapitel.
Bibenffab betragtet, var nyligen frabt, og dens Forſtrifter kjendtes deels ifle, deels
git de til Grunde under den europreiſte Krigs Voldſomhed og de krigførende Magters
Krontelfe af Folteretten. | -
Imidlertid maa det Sandheden til Wøre tttftaaes, at vore Handelsmænds Kultur
ogſaa paa den Tid kunde taale Sammenligning med den, fom finder Sted i den
øvrige handlende Berben uden for de ſtore Haudels⸗ og Hovedſteeder. Det antoges
almindeligen, maaffee endog i em ftørre Grad da end nu, at Mjebmanden t de norffe
fmaae Handelsftæder 1 den Henfeende havde et Fortrin for ben danſte, itfe alene med
Henfyn til Kulturens ydre VBæfen, men i folide Handels⸗Kundſtaber. Dette monne
have fin Grund tildels deri, at danſt Handel i Smaaftæderne dengang var næften
ubeluffende tndenlandff, og gav ingen Unledning til Beroretſe med Udlandet, medeng
Rordmanden ofte fœrdedes i Ublandet, og nødfagedes til at føre Vrevperling t fremmede
Sprog. Det var iffe wfædvankigt, at norſte Handelsmond gjorde udenlandſte Reiſer
ikke alene paa Handelens Vegne, men før at gjøre fig beljendt med fremmede Lande,
og til denne Udgift for deres Sønner var: Handelsmanden fom ofteit meer: villig,
end tif at fende dem til Kjøbenhavns Univerfitet. Bi finde -faaledes i bet her ome
handlede Tidsrum vift not faare faa Kjøbmænd, fom havde betraadt den atademiffe
Bane, men flere, fom wdmærkede fig ved herlige Aandögaver, fom hyldede og under
fløttede Bidenffabelighed, og fom overhovedet i Dannelfe, Sproglundſtab og Betjendifkab
med Hanbdelgvæfen ingenlunde ſtode tilbage for flore Stæders, vg langt flørre Nattonere
Handlende. Bi ville ilfe tale om Norges flore Handelsmand paa den ib, Bernt
Anker, hvis Ravn var bleven foreviget i vore videnffabelige Unnaler. fom Nordens
Mæcenas, naar ille Fideicommisſet, og med det hans Legater til Bidenſtabernes Freuune,
vare faldne fammen under Tidernes Tryk. Men ved Siden af dette glimrende Navn?
fumne vi fætte Undre, fom virfede mere i Stilhed, uten ligefæ meget til Kutmrens
Fremme, og fom ftedfe vare rede til at underftøtte, hvad dermed flod i Forbinpdelfe.
Lader og ifte glemme, at vi fylde disfe Mends rige Gaver den førfte Grundſteen
til Norges Univerfitet, og den alvorligfte Paamindelfe til dem dbanffe Negjering at
opfylde et Ønfte, fem, længe næret og i kraftige Foreftillinger frembaaret for Danmarte
Trone, nu ikke mere funde tilbagevifes, da Midlerne til Opførelfen lagbes ved Siden
af Ønftet. Det fynderlige Phæromen fandt derfor Sted dengang, at lette og fors
beelagtige Næringsveie havde Kørftandere at fremvife, der udbmaærtede fig ved en Kundſkab
og Dannelfe, fom fæbranligen er en Følge af en omhyggelig Opdragelſe og af de
med Næringéveienes Drift forbunbne Farer og Vanfleligheder.
I den Henfeende udmarkede fig fær Trælafthandlerne fremfor Boutikhandlerne
og de lange Kyſten boende Skibsredere. Ogſaa heri er i den fenere Tid Forandringer
fleet. Af de fore Trælafthandlere, fom udbrede deres Urme over alle Handeisgrene,
ere fun Enkelte tilbage paa hvert Udfribningsfted, umdtagen i Hovrditaden, hvor Handelen
bar en anden Form, grundet paa Handelens færegne Gammenhæng og Trælaftens
edlere. Art. Uden før denne er Handelen meftendeelé fordelt paa mindre Haænder,
og Ublanbet fparer disfe Handlende Umagen for udenlandſt Gorrefponbents, ved at
holbe Nordmænd paa deres Kontor. Boutithandlerne derimod beførge nu fom ofteft
umiddelbart deres Forretninger i Udlandet, hvormed Forbindelfen, under lettede Fœrdſels⸗
midler ved Dampfarten, er hyppigere end fordum. Boutikhandelen har desuden nu
faget em langt flørre Betydning og Omfang, formedelft den uhyre Udbredelfe af
alflens Fabrifater og fjerne Zoners Produkter. Boutikhandlerne ſtride faaledes nu
med vore gamle Storhandlere i Dannelje og vigtige Indgreb i Stats⸗ og Handelsa
Maftinen. J vort her omhandlede Tidsrum var Trolafthandlerne Norges fande Stor»
— — —
1) Egentlig Videnſtabsmand var imidlertid Bernt Anker ikke, endfrjønt ham deraf gjerne
gav fig Mine V: fegerebe enbeg en Kapital til Bram, for at udgive bans Skrifter,
ber bog afbrig joa Dagens 298, forbi tutet famdtes fon fortjente at trykket. - .
iden literar Birffombad. Misbrug. 69
fandlere, fore i Handelsſcerd og i Daad, og hos dem viifte flg i Almindelighed
ben fibevaiere Jord og bet meeſt patriotifte Sind. Maaftee har denne Trolafthans
belent Iyfe Eide paa den Tid ogſaa fin Stygge. Maaftee gav juft dette hoiere
Derelſes⸗Trin, hvorpaa Troælafhandlerne og GSaugbrugseierne paa den Tid frode,
: Kalebning til den flore Maalefot, fem lagdes paa Birffomhedens forfrjellige Grader,
ber lande laales, ſaaltenge Udſtibningen bar gyldne Frugter, men pasfede aldeles
fe til dens ufordeelagtige Stilling efter Krigen. De, fom fredfe fulgte Trætafhan:
delens ſinwleſte Beite, git ofte heldigen igfennem denne Stjcersild, medens Mange
df bin. Hadersmend have buftet under for Tidernes Tryk.
Imidlertid leverede Handelens og den næringsdrivende. Kiadfe af Borgere fenere
hen bygtige Storthingsmand, hvis Stemme i mange af Landets vigtigfte Unliggender
ville være bleven favnet. De have havt liden Deel i at ffake Storthingets Formvaſen
— henne ſterke Side af vore GStorthingsforhandlinger er faft ubelntfende Embeds⸗
undere Bart —; men i Landets indvortes Anliggender, Pengevæfenets, Handelens
aq Viadftibelighedens Forhold have de upaatvivletigen bidraget til at rette Bildfarelfer
q indlede fundere og renere Principer. Maajtee vilde det være fleet i en endnu
tre Grab, maar be iffe deels af Magelighed og utidig Beftedenhed havde mdetuttet
bnr ſeld, deels af vedkommende Valgmænd af færegne Henſyn vare forbigamgne paa
Men itte heller iblandt denne i Sandhed optyfte Deel af Landets Øædersmand
fantes i: Almindelighed misfornøiebe Borgere, fom i det her omhandlede Tidsrum
vifte em politiſt Forandring, eller Iydeligen udtalte Misnøie over be flere Vaand,
føn ſandtes i Neringsveienes organifte Sammenfætning. Paa Betftandé og VBetværms
Sund trives ei Neformens Sced. Vevægelfer af den Art vare en fenere Ulykkens
å ferbeholdne, og da vaagnede det patriotiſte Sind i mangen Barm, uden Henſyn
fl Jonnae og borgerlig Stilling; thi under et elftet Fodrelands Kriſis furttet Liden⸗
flere mangentunsd i Bevegelſe, og be meet heterogene Elementer "forme flg Kl et
jeles Refultat. | | ur, |
Trettende Gapitel.
fiteraturen I Hoørge.
De Slags Borgere, fom ere meet virtfomme i borgerlige Nevolutioner, vare
Wet i Lal eller Vægt: af nogen Betydenhed paa den Tid i Norge. Det er gjerne
Unebommen, fom reiſer fig mod Megjeringens Misbrug af Magten, efler mob dens
deilzteb i Styrelſes⸗Varket, ,og den ſtuderende Ungdom war ingenfteds i Landet fom
Gerporation forhaanden. Af den frie ungdommelige Munterhed, ben fiberale Anſtuelſe,
det ertlærede Had mod alffens Undertryttelje af Magten, næret af det akademiſte
€amliv, og underftøtret af Geniets og den dannede Aands GFrembringelfer, ber ved
Usioerfiteterne ofte griher faa alvorligen og med faa forffjellig Birtning ind i Holte:
mtten, og frembringer Vevægelfer af en forfljellig Natur, deraf var i Norge hun
Rar Spor, og viifte fig fævvanligen fun i Gildefalen under Bægerets Klang. Norges
detende Ynglinger levede deres afademifle Aar i Danmarls Hovedftad, hvor »e
Vihuet have eftertadt flg mange Minder om deres Munterhed og Friheds⸗Folelſe;
mn, naar Univerfitet8-Yarene vare endte, anfaktes be fom Embedsmond i Danmarks
dercdſtad, eller vendte tilbage til Hædrelandet i en Ulders=Modenhed, fom giver
trligere Unfrueljer, og efterat fundom Mæringsforgér, flundom et underordnet Collegie⸗
tr, mangentund havde nebiryft ben frie Munterhed. De muntre Frihedsſange, fom
— ——— — — — — — — — — — — — —
70 Forſte Tidsrum. Trettende Capitel:
udflode fra danſte eller norſte Digteres Aarer, og vel ſtundom udſprang fra Klippen
felv, tonede vel ofte hoit nok i Selſtaber, men de vare ingenlunde Almeengods, der
gif igjennem ben med langt andre Sysler beſtjcftigede Nation, eller havde nogen
mærfelig Judflydelfe paa det i Velſtandskilder fvælgende Folt. Det var kun Frihedens
Floker, fom fvævede løft om i Nationen, uden at fæfte fig paa nogen alvorlig Miss
nøies Grund, eller banne nøgen kraftig Ovpofitton imod Regjeringens Misbrug og
Misgreb. |
Under disſe Omftændigheder, under denne heldige Syslen med Velſtands Erhverv,
denne Mangel paa videnffabelige Stiftelfer, og denne vor Ungdoms Forviisſning til
et fjærnt Univerfitet i videnftabelig Henſeende, kunne vi ilte vente at fiude mange
videnffabelige Brodukter udgivne i Norge felv i det her ombhandlepe Tidspunkt. Faae
vare i Sandhed de Skrifter, fom i den Tid lagdes under Norges egne BVogpresfer.
Fororbningen af 1799, der beftemte Trylkefrihedens Græœndſer, og fom, i det den
filler liberale Grundfælninger i Spidſen, avede en GStrivefrihed, fom i Danmarks
Hovedſtad længe havde været felvtagen, bragte et af vore faae periodiſte Strifter,
Hermoder, til Taushed, fordi dets Forfattere et vilde lade fig Unonymiteten herøve.
Nogle af de fidfte Dele af Topografift Journal, der indehølder faa mange gode
Oyplysninger om Norge, udgaves vel i Ghriftiania i dette Tidarum; men Verkets
vigtigfte Medarbeidere havde endt deres jordiffe Bane, eller døde i dette Mellemrum,
og Boærket felv fluttedes ſtrax efter. Videnſkabernes Selftah i Throndhjem
henvendte vel fin Opmærffomhed paa videnflabelige Gjenftande, og udfendte mu og
ba lærde Afhandlinger; men disfe enkelte Urbeider kunde paa den ene Side ikke
bære vor Literatur over fin Ubetydelighed, paa ben anden Side vare de uden Birfning
paa ben flore Hob, der ikke forbyber fig i ben Slags Læsning. Uvisliteraturen var
i Norge paa den Tid den mavrefte, uden al Interesſe og Originalitet. Sjeldent
eller aldrig faaes i de offentlige Blade, fom udgaves i Norges Stiftsſtoder, en
Afhandling der fortjente Opmærtfombhed. WProvinctalbladenes Forfatter, C. Faſting,
var allerede bød 1792, og Bladet felv har, endog til den fenefte Tid, ingen Efter⸗
følger havt, der unde fortjene at frilles ved dets Side. Norge havde fine Digtere,
hvis Sange endnu mindes og fynges med Ynteresfe, og oftere da end nu gjenløde
i vore felffabelige Samaqvem; men de famlede Digte udgaves i Danmarks Hovedftad,
og ber fremſtode paa den Tid Digter-Genier, fom forbunklede alle LeilighedåsPoefter,
endffjønt de aldrig funde bringe de herlige Viſer og Sange i Forglemmelfje, fom
ubflode af de norfle Digter-Aarer, og prentedes fiden, enkelte og i Samlinger i begge
Riger. Glemmes bør det heller ikte, at det Selſtab i Kjøbenhavn, der var ligefom
et Forvaringsfted for digteriſt Vid, for en for Deel beftod af Rordmænd, og at
bette Selſtab vidner om vore Lanbsmænds Digtergaver. Nordmændene vare derhos
ingenlunde uden Sands for danffe og norfte Forfatteres Frembringelfer. Danſte
Boghandlere rofte fig raa den Tid af, at de havde den vigtigfte Uffoætning, uden
for Kjøbenhavn, i Norge, og ethvert Literairt Foretagende, fom krævede Underſtottelſe,
fandt ben føædwanligen villig blandt Norges Rigmænd. Store og lærde Bogfamlinger
vare viſtnok fjeldne i Norge; men Datidens i Kjøbenhavn udgivne Skrifter faaes I
be bedre Hule.
Den norffe Presſes Filftand var ſaaledes paa den Tid maadelig, for ei at fige
flet. J den Henfeende var der en markelig Korfljel imellem biin Tid og den .nær-
værende. Trykkefriheds⸗Forordningen havde givet Oppofitionen i Danmark et Naadeſtod,
og QJournaliftiffen, fom paa den Tid faa godt fom ingen Organer havde i Morge,
befandt fig i Danmart felv i en mat Tilftand, efter en Livlighed, der grændfede til
Udſteielſe. Virkningen heraf var i mange Henfeender sienfynlig, idet Misbrug, fom
havde indfneget fig i flere af de indre Forvaltningsgrene, forbleve upaaantede af Presſen
og ovedes med Djærvhed. Hvor meget der end er talt om Folgerne af Tryttefrihedené
Misbrug 1 ben fenere Tid, funne de dog ikke fammenlignes med det Gode, fom den
frie Presſe mangenlund har fraubragt. Forgjceves antafter den fmudfige Presfe
Ghriftian Lofthunus. Arbeideſtaudens Saar. ra |
Cabdbed og Dyd; be flaae faft paa deres rene Grundvold, medens den Stky for
sfnttig Nevjelje, ber nu truende omgiver enhver borgerlig Stilling, hindrer alffens
Misbrag og Uditeielje fra Lovens og Metfindighedens Bane. Denne Følge af en
fi Presje fan ifte magtes, og ligger for Dagen i de forfljellige Tidspuntters forandrede
Det er vift not, at utroe Gmbedemaænd dreve ti him Tid mere fit bjærve
' sg uløskige Spil, og den rovgjærrige Rigmand meer upaaanket tryttede fin Nære;
fn Presjen havde ingen Galge opreift, hvori tvetydige Handlinger gaves Landsmœnd
tl Priis. Be erindre alene om den flammelige Handel, fom paa den Tid dreves
» Mfhsringsvæfenet, i Folge hvilken mangefteds ingen velhavende Landmands
Gan fondtes i Soldaterrætten, naar han — fom bet i den Tids Sprog hedte —
øm løfe fig fra Tjeneften. Imidlertid havde Ulmuen fort før det her omhandlede
dum gjort nogle Forføg paa at emaneipere fig felv. Det Lofthufiffe Oprør
m Betlandet, mod Slutningen af forrige Uarhbundrede, ledede vel ikte til noget
fr Almen umiddelbart fordbeelagtigt Refultat, og HOovedmanden felv blev afſtraffeti);
mn bet bragte megle fore Misbrug for Dagen, foranledigede nogle Embedsmend til
at udlægge deres Gmbeder, og gjorde dem i det Hele mere forfigtige i deres Ferdꝰ9).
Oen trndte Oprorsgnift bænpedes imidlertid fnart, og udfluktes i ben flrar paafølgende
høtiige HandelssPeriode, i hvilfen alvorlig Misnøie ingen bybe Rødder hunde flaae.
Disfe Bæageljer vare en Gjenlyd fra den foundne Oldtid, og et varflende Bint om
mi nar foreftaaende Tids Selvſteendighed. Saa meget er vift, at flere Misbrug
mors i Smug i biin Tid end nu, endfljønt Tiden felv ei var Laflernes Amme.
i
Fjortende Capitel.
Sedelighedens Tilſtand hos Almuen.
Sanmsentigne vi Sadelighedens Tilſtand i Begyndelfen af dette Aarhundrede med
då ſenere Tidsrums, faa vil en Verelftrid om begge Epokers Fortrin og Mangler
fine Sted, og i flere Henfeender Fordelen være paa den forfvundne Tids Side.
Samnenligninger af den Urt ere vift nok vanfrelige at anftille og faae ofte Præget
fen Roes, fom ifær ældre Granffere ere faa tilbøielige til at give ben foundne
i; men vi funne i den Henfeende holde og til nogle faktiſte Omftændigheder, fom
maftette vore Siutninger. Derfom vi overfee Horbrydelfernes Lifte, faa er den i
en fenere Tid betydeligen voret, om endog tages Henfyn til den førre Folfemængde
ivøre end i hine Dage. Foangflerne og EtraffesUnftalterne ere mere fyldte og
iits-Actionernes Antal er Å Stigende. Men derfor er det ikke fagt, at Sadelig⸗
bedens Stof er forvanfret i vor Tid, fammentignet med ben ældre; thi Grunden til
int Phœnomen fan deels ligge Å Horfeelfernes farpere Forfølgelfe, deels i ben fors
ubhrede Straffemaade. Jmidlertid gives der nogle færegne Omftændigheder, fom
måderftøttede hiin Tids Sædelighed, fremfor ben nærværende Tida, kigefom ber gives
abre, der i vor Tid forædie ben menneftelige Mand, og give den et hotere Sving.
1) ſHau døde 1797 I fit JFængfel, inden hans Sag var paadømt. Urolighederne begyndte
1786—1787. Yfr. $. Mergelands Fremftilling af Ghriitian Lofthuns's Virkſomhed,
eytroft af Goriitlanfands-Polten I Samlede Skrifter. VIII. 151—311.)
9 Da Rorfattrem [1799] overtog Næs Jermvært, befandtes endnu flere Lofthufianere
der i Egnen, der havde været ligefom et Horus i denne Gjæring; men de havde tabt
deres Jndilybelje, og enkelte af de meeſt anfjagede Gmbedamænd havde taget deres Afſted.
79 Borte Tibsrum. Fjortende Gapitel.
Den meer udbredte Velſtand, og det lettere Grhvero i Beghndelſen af dette Warr
fundrede, maatte vidfeligen formindfle Friftelfen til Forbrydelfe, fom altid er ftørkt,
naar Menneftet fynter i Armod og Elendighed. Norges VBelftand i hme Dage var
temmelig almindelig, og bar iffe den Charakteer, fom den blomftrende Fabrik Birtfombhed
i andre Lande faa ofte fremvifer. Der fres ofte enkelte Rigmænd omgivne af alle
Belftandens udvortes Tegn, og ved Siden af dem tulrige Skarer, fom ſtaage paa
Livets lavefte Trin, Hjæmpende med Armod og Elendighed. Norges Handel og Sofart
har en anden Charakteer. Disſe Neringsveie give I deres blomftrende Tilftand gode
Gaver til alle dem, fom laane bem deres Urm, fra Virkſomhedens høtefte til dens
favefte Trin. Dan vil erindre fig, at Arbeidsløn, Hyrer og Lønninger ftode i Hine
Dage i et pasfende Forholb til Handelsmandens og Skibseiernes betydelige Hordete.
Sigefaa naturligt maatte benne Næringsveienes Stilling i Byerne og vaa Kyſten
virke forbeelagtigen paa alle Befoldninger i Landets Indre, og forbedre Menigmands
Kaar. Strandens livlige Birffomhed udbreder fine Fordele langt forbi Havkyſtens
Boælte. Maar Handel, GSøfart og Skibsbyggeri blomfrer, trærkes flere og Mere
arbeibende Hoænder fra det Indre af Landet til Kyſten, Arbeidélonnen ſtiger overalt,
og flere af Livets Nydelſer tilfalbe den ringe Mand. Bi have forhen bemærket, at
Arbeidstlasfen i hine Dage fædvanligen vel var mindre fri og uafhoængig end nt
omſtunder; men dens Forjørgelfe var fiffer, og iffe fom nu periodiff indførænket til
en for Fordel til enkelte Aarets Tider, og Map i andre. Der var i de Dage
faaledes mindre Nød og flørre Tvang, og derfor var for menig Mand paa den ene
Side mindre Friftelfe til at overtræde Loven, paa den anden flod han under et førre
Formynderffab, i bet Arbeidsmanden var fom et Lem af Huusbondens Familie. De
famme gyldne Perioder for Arbeidsmanden er i fenere Tid oftere vendt tilbage; men
Baandet mellem Huusbonde og Urbeidbsmand er løft, og de velgjørende Følger af
Denne periodiffe VBelftand ere itte fan fævnt udbredte over Arbeidsklasſens Tilværelfe.
Denne havde under rigere Naringsklilder og em ftadig Forførgelfe upaatvivleligen I
bine Dage et muntrere Phyfionomi.
Kvrolivet havde iffe i de Dage gvedet fae vidt om fig fom i vore, og man
modte ba ifte fom nu paa visfe Dage i Ugen uden for Byerne den lange Linte af
ravende UArbeidsfoll, hvis Regnſtabs⸗ og Svire:-Dag faa ofte falder fammen. Broænde=
vinets Priis var høiere og Brændevinet felv mindre ubbredt, da det hentedes fra
Grændelandet, og faae VBrænderier i By eller paa Land vare oprettede. Uden at
indlade os t den Underføgelfe, hvorvidt denne Virkſomhed har bragt Landet de oeko⸗
nomifle Fordele, fom i Skrift og Tale faa ofte tillægges den, vove vi trygt den
Paaftand, at Brændevting-Kjedlens Forflyttelfe til Norges indre Cane har mangeſteds
undergravet GSadelighed og Adrueligheb. Bi behøve fun at fammenligne de Bygder,
fom fremdeles have afholdt fig fra denne Tilvirkning, med dem, fom derpaa lagge
Bind. Ikke at tale om, at Barerne$ Priis-Nedfættelfe er et ſikkert Middel til at
udbrede dem, ijær naar det gjælder en Nydelſe, der foædvanligen fredfe faldt i Nord⸗
boerens Smag, og i et Land, hvis Natur ei har mange Nydelfer at byde Ganen.
J det Hele var Levemaaden pua den Tid fimplere; thi alle transatfantife Produkter
og Udlandets Manufacturvarer frode i en høiere Priis, og overflyllede itte Landet i
faa brede Linier fra Kvften, fom nu omflunder. Derved frembragtes paa den ene
Side en fimplere, og til vor Almues Stilling mere pasfende Levemaade, og paa den
anden en ftørre Huusflid, og begge Dele havde en velgjørende Virkning paa Almuens
Stilling i det Hele. Har derfor end det hele Lande Stilling i Henfeende til Birt-
ſombedens friere, og mindre betyngede Bevægelfe mangenlund i vor Tid modtaget
Forbedring, faa har ben og fine Friftelfer for Landets Borgere til at overdrive Livets
Nydelfer, fom fundom lede til at undergrave haade Velſtand og Sadelighed. Begge
Tidsrum have fine Mangler og fine Fordele, men derfom Hvilket vi lade uafgjort —
vor Tid i denne Henfeende flaaer tilbage, faa har Statsforfatningen i Sandhed ingen
Skyld; men det maa tilffrives deels en uforfigtig Anvendelfe af dens liberale og
Simple Pengeforhold. Vondens Charakteer. 1
njørenbe Grundſcetninger, deels et ubeteenkſomt Brug af ben fosmopolitifle Onwaltning
i Menneflets Nydelſes⸗Forhoſd.
Landets indre Penge⸗Forhold vare langt fimplere end de ſiden bleve. Det havde
plun iffe feet Benge-Forordningen af 1813, der paa faa mange Maader forſtyrrede
rbiterd og Debitors Forhold, og gav den fimple Arlighedb I Handel og Vandet
t Raedeſtod. Strar efterat denne Forordning var fommen for Lyfet, øvede de
gditige Starpfindighed- fin Kunft paa at fmyge flg ind' i alle denne Forordnings
inteftroge, beele for at forøge Fordeel, deels for at formindſte Tab. Den Forffjel,
denne Forordning gjorde imellem Pontraftmæsfige, med Brev og Stempel lov⸗
ede Gjætdefordringer, og ben fimple Bogførfel, forflyrrede det gamle trofkyldige
løbeld imellem Laantager og Laangiver. Det var nu ille længere fædvanligt ved"
MG eller Haandflag alene at afgjøre en Handel eller en Gjældspof, det maatte flee'
» Forordningen i Haanden, og Kordringen belægges med flemplet Baptr. Iſcer
r Mimmen meeft udfat for en mislig Behandling i benne Henfeende, fordi den var
øvet Å det Slags Penge-Omfætninger, og kunde ikke faa fet trænge fig (nd
I fererduingen8 Aand og Bæfen; men ben opmuntredes ikke alene derved til Fors
Fighed i atle Penge⸗Forhold, men Mangfoldige blandt dem Hlegnede flg den famme-
bi indbyrdes PengesForhandlinger. Enhver, ſom erindrer flg de forviktede
heſd efter at hiin Formrdning var fat Å Mraft, vil tlftaae, at derme paa fre
forvanflede den troſtyldige Simpelhed, hvormed Pengeforhandiinger fordum
fndes. Bed Siden af dette Spil med Indbyggernes Formue, der pludſeligen
kugte mange velhavende Familier Hf Metferftaven, dreves under Krigen et andet med
8 &, fom fotdum var Sandhedens dyrebarefte Tegn. Bt vide ſiden nærmere
me at fjende, hvorlunde denne hoitidelige Forfikrings⸗Akt under Krigen mistrugtes,
Å bemærte fun her, at en Kreenkelſe af en paa Thinge aflagt Cd I vort her om
slede Tiderum betragtedes fon: en Samvittighedsſag, hvis Krænteffe fempirbe
rie med dyb Foragt. Det var em feneve Tid forbeholdet, «fterhanmden fom
mbelés og Bengeforholdene fimplificeredes, at nærme fa den forfoundne Simpelhed
J Troffyldighed, — i fin fulde Styrke er den Adrig mere venbdt tilbage. J
Femtende Capitel.
Øplysning, Keligioſitet og Cevemaade.
— —— —
på agelfesmidlerne vare maaffee paa andet færre, og Lærernes Omku i det
mdfe itte ſtorre i Henfeende tif GStolevæfenet end i fenere Dage; men der faaes
paa Landet, fjær i Norges Fjeldegne, mindre Spor af Oplysning. Naturen
Fædrelands indre Cane har fedfe været virffom til åt øve de GSjælstræfter,
bris Udvikling ber er lagt ſtore Hindringer. De Vanftetigheder, fom ligge ved
af Agerdyrferens og Skoveierens naturlige Sysler, faavelfom Mimatifte Forhold,
age Fjelbboeren til en uafbrudr Anfrengelfe og Opmarkſomhed, og denne idetige
m> med de nbvortes Omftændigheder øver Manbskæfterne og fetter Oplysningens
Mae. J Fjeldbygderne findes dog herhos vfte ſtor Indolents og Lyft til Uvirk⸗
bed forenede med en ſtor Unftrengelfe, og begge disſe Charakteer-Htringer virke
is paa hinanden. VBjergboeren begynder ofte fit Arbeide i Nattens Mulm;
ellers fan han ei fuldføre fit Dagvært; men naar han er formen tl fit Hjem,
74 Forſte Tidsrum. Femtende Capitel.
flænger han flg ofte paa Bœenken ben lange Vinteraften, og tager ugierne Haand å
ben indvorteé Huusgjerning. Nordens Kulde og Sydens Bane frembringer ſtundom
famme Virkning. Ligefom ber i Norges Fielddale findes mangenfteds en Gienlyd
af gamle Toner og et Billebe af gamle Former, faa have og dets Jndbyggere bevaret
en Interesſe for Joæbdrelandets Sljæbne i Oldtiden. Det var fom om disfe vore
Landsmend end ille i Enevoldsmagtens Tid hunde glemme den vigtige Deel, fom
vore Foædre havde i Landets Styrelfe, og den Vegt deres Stemme havde paa
Thinge. De bøtede fig faaledes fredfe uvillige under Tvangslove og offentlige For
anftaltninger, fom frænfede formeentlige Nettigheder, eller gjorde utilbørlige Judgreb
i deres VBelfærd. De flokkede fig da flundom i Skarer for at øve Selvtægt uden
for Lovens Grændfer. I Begyndelfen af dette Aarhundrede bevaredes hiint Dværgs
billede af Oldtiden mere end i fenere Dage, fordi der var en flarpere Affondring
imellem Fjeldboerne og Jndbyggerne af Norges ſterkt befolkede Ayftftraud. J Norges
Skovegne fandtes i hine Dage fangt flere felvftændige Moænd end i vore, og hverken
i Øenfeende til Livets Nydelfer eller til andre Forhold fandt den Lighed og Sams
menblandelfe Sted, fom nuomſtundet. VBrændeviinssTilvirfningen var, fom forhen
bemærtet, faa godt fom aldeles udelukket fra Norges Høiland, og hedgaaet Ol gik
fæbvanligen om blandt Gjæfterne, i brogede med GSententfer udpyntede Skaaler.
Øvor ſtulde vi finde i Begyndelfen af dette WUarhundrede et Billede, ber ſparer til
det, fom en af Norges Biffopper indfendte til et af vore Storthing ), hvori males
meb ræbfomme Farver bisfe Egnes Udffeielfer, fom en Følge af BrændæiinssTilvirks
ningen? Alſtens LaanesJYndretninger havde endnu iffe fom fenere hen aabnet fine
falſte Pengekilder, og flabt en funftig og sieblikkelig Lettelfe, ber fenere under forogede
Renter banede Veten til en defto førre Urmod. Fjeldets Simpelhed flygtede under
faa funftige Sammenfætninger, og Kyftens Sæder og Stilte flyttede ind i Norges
indre Hjelbbale. Saaledes var Simpelhed i Levemaade, Gelvftændighed i borgerlige
Forhold og en vis Grad af Belftand mere til Hufe i Fjeldbygden å hine Dage end
i vore, og ber ligger imellem bette Aarhundredes ydre Punkter af Fortid og Rutid
en Metlemtid , foanger med Forvaſtningsſtoffe, fom Iytteligviis i den ſildigſte Tid
har tabt en for Deel af fin adelige Indflydelſe.
Med hine heldigere Betingelfer for borgerlig Velvære fandtes ogfaa i hine Dage
i Osilandet en ſtorre Oplysningsgrad, og en meer udbredt Læsning af de bedfte
Strifter, fom paa den Tid vare i Omføb. Clauſens Snorre faaes endnu ofte i
bet lie Bogſtab, og ved Siden deraf flere af de paa den Tid meet yndede Folles
flrifter. Forfatteren erindrer endnu, hvormeget han overraffedes, da han fom Candidat
gjorde en Reiſe i Thelemarken, ved i dens dybefte Hjelde at finde Baſtholms Philoſofie
for Ulærde med flere Folteftrifter, og at træffe paa flere Bønder, der vidfte med
Sagkundſtab at tale om deres Jndhold. Det forefom ham, fom han i Lærdommens
Skole ei havde Funnet tilegne fig fundere Domme over Livets Former, end disſe
Naturens Børn i deres felvlærte Viisdom og i fimple Folteftrifter.
Hvad Religiøfiteten angaaer, da flod den neppe paa em fvagere Hod i
Begyndelfen af dette Warhundrede end i vor Tid. Den fande indvortes Religiøfitet,
fom vifer fig i at dyrke det hoieſte Bæfen efter fin Samvittighed, og bærer fine
Frugter i en from og Gud hengiven Bandet, har til alle Tider huvt fine fande
Dyrkere, ligefom den er ophøtet over Medmenneflers Dom. Men den udvortes
Religiøfitet, fom teer fig i Jagttagelfe af Religionené ydre Form, vitrede fig ifær i
Byerne i flørre Grad i hin Tid end i vor. Norge var det fmittet af den frivole
Letſindighed, hvormed religiøfe Gjenftande behandledes i Danmarts Hovedftad i Be
gyndelſen af dette Warhundrede, og tog ogfaa liden Deel i den Realtion, fom freme
faldtes til Religionens Forfvar, der i Danmark fiden frembragte faa bittre Feider.
— ——— —— — — — — —
i) Biſtop Mund I Aaret 1827.
Meiigisfitet, Jattigvceſen. Gtoleafen. 76
$ da Uiverſttetet oprettedes i Norge udbredtes her ogſaa denne Stride Elementer.
a vif er Det, at Gudsdyrkelſens udvortes Geremonier dengang, fornemmeligen i
hane, iagiteges ombyggeligere og med et anbægtigere Sind end nu omflunder.
øleme vare fulbere, og ber var ifte ba ben Stare af Kirkene Medlemmer, fom
deat fig fra dens Gatramenter. HForandringens Mod ligger imidlertib ikke i de
lige Cmbedsmænde Forhold eller førre Dygtighed i den Tid. I den Henfeende
⁊ neppe vor Tid tilbage for ben forfvundne, hvad enten vi fee hen til Bræfternes
pgighed eller deres veligisfe Ferd. Derfom Præfterne i Begyndelfen af dette
dred ubmærtede fig i andre Henſeender, fom Forfattere og Fedrelandets Mond,
fom vi finde deres Mavne i vore Dage blandt GStorthingets haderligſte og virke
Medlemmer, da er dette Hortjenefter, fom give dem Plads paa andre Mindes
5; men fom Meligionsiærere og Embedsmænd have Rutidens Præfter uden Tvivl
Uminbelighed Fortrin for hiin Tide. Denne Forbedring i Præfternes Embeds⸗
tie, denne førre KOpmærffombhed paa. deres Kaldsforretninger, maa anfers fom et
dens Barn. Sands for ben udvortes Udovelſe af Gudsdyrkelſens Geremonier, for
gang og i det Hele for Religisktet, fom en Troſtens Kilde under Livets Om⸗
r og et Haabets Unfer i Udſigten over Tilſtanden paa hiin Side Graven,
dengang til deels rodfaæftet i Folkets Gemyiter, og den flyrfedes ved Kirfemøbet
, om end Guds Ord foredroges i en ſtjodeslss Form uben Studie og Aandsgaver.
ak: Nenighedens Medlemmer nu loffes til Kirken i Stæderne — med Undiagelfe
fer af nogle faa — ba maa bet fler ved en begavet Praſto Iyfe og indtrængende
ng, og Taler, fom i bine Dage vædedes med Undagtens Taarer, blive nu,
am be foredrages i ben gamle ſtjodesloſe Form, til Spot og Spee for det frengt
made Aubitorium)).
Hin Tids Fattigvæfen var ille en faa indvillet Sag fom nn omflunder;
kttedes under MNæringeveienes blomfrende Tilftand, en flørre Ligevægt imellem
kmangbe og Grnæringsmidler, en flørre Simplicitet i Lovgivning og Borgerforhold.
taentligt ſyſtematiſt Gattigvæfen var paa de flefte Steder dengang ikke til.
rabjertigheden fattes i Bevegelſe ved frivillige Subfrriptioner, og em Fattigfom»
konen beftanende af flere Medlemmer famledes itte faa fædvanligen til det befværlige
beide, at ligne Fattigbidrag efter vaklende Grundfætninger. Hvo der ei hunde
are fig ſelv, firafte Haanden ud til Noæften om Almisſe, og bog var Untallet af
tere da ilke faa fort fom i vore Dage, da Betleriet hades og forfølges, og
pitigftat udførives efter Ligning. En faa ubeftemt Forførgelfe vilde, nu under det
gende Antal af Nødlidende, itte tilfredsftille Menneftelighedens Bud; men i hine
age unde ogſag dette Forhold fimplifleeres. Fattigvæfenets rette Pleie er nu et
bn, fom Iræver fin Mand, og forudfætter Betjendtffab med Principer, fom
jang hverken kjendtes eller øvebes. Godgjørenhedens Piigter udfløde ba umiddelbart
I Etriftens Ord. Mangehaande Forviklinger paa den menneftelige Virkſomheds
me bave plumret den hellige Kilde, og Fattigvæfenets Forftandere maae lægge
neflets Lev ved Siden af Guds. I denne Vanfrelighedens og Forviklingens
tole ere vore Bræfter opdragne til dygtigere Fattigforflandbere end tilforn, endjtjønt
pyragelfen under Tidens fremitridende Farer hverfen er endt, eller dens Krugter
kalt fægges for Dagen.
Skole⸗Underviisningen er visfeligen nu, i en førre Grad end i Begyn⸗
len af dette Aarhundrede, Gjenftand for Statens og dens Embedsmænds Omhu,
om den fande Oplysning itte er førre, faa ligger bet meer i Næringsveienes
) 3 Forfatterens Fødeby blev i hans Barudom foredraget for fuldt Huus af en lider
begavet Præft Præekener, der nu omitunder vilde ovvælte mere Latter end Dpbyggelfe,
medens den famme Kirke fenere hen bejøgtet af faa Tilbørere, da Præteitolen berteger
af mere begavede Talere.
68 Forſte Tidsrum. Tolvte Capitel.
Videnſtab betragtet, var nyligen frabt, og dens Forſtrifter hiendtes deels itte, deels
gtt de til Grunde under den europteiſte Krigs Voldſomhed og de krigfsrende Magters
Krenkelſe af Folteretten, | -
Imidlertid maa det Sandheden il Are tilftaaes, at vore Handelsmænds Kultur
ogfaa paa den Tid hmde taale Sammenligning med den, fom finder Sted i den
øyrige handlende Berben uden for de ftore Handels⸗ og Hovedſteder. Det antogrs
almindeligen, maaffee endog i em førre Grad da end nu, at Kjebmanden i de norike
fmaae Handeisftæver i den Henfeende havde et Fodrin for ben dunkle, ikke alene med
Henfyn tl Kulturens ydre Bæfen, men i folide Handels⸗Kundſtaber. Dette monne
have fin Grund tildels dert, at damfl :Handel i GSmaaftæderne dengang var næften
ubeluftende indenlandſt, og gav ingen Unledning til Bersrekfe med Udlandet, medens
Rordmanden ofte færdedes i Udlandet, og nødfagedes til at føre Brevnerking t fremmede
GSyrog. Det var iffe mjædvantigt, at norſſe Handelsmaænd gjorde udenlandſte Reiſer
iffe alene paa Handelens Vegne, men før at gjøre fig bekjendt med fremmede Lande,
og til denne Udgift for deres Gønner var: Handelsmanden fom ofteft meær:vitig,
end til at fende dem til Kjøbenhavns Umiverfitet. Vi finde faalebes i det her ome
handlede Tidsrum vift not faare faa Mjødmænd, fom havde betraadt nek alademiſte
Bane, men flere, fom udmarkede fig ved herlige Aandsgaver, fom hyldede og under»
ftøttebe Bidenfrabeligheb, og fom overhovedet i Dannelfe, Svroghunditab og Vetjendiflad
med Handelsvoſſen ingeninnde ſtode tilbage for fore Stæders, vg langt førre Nationeré
$andlende. Bi ville Me tale om Norges flore Handelsmand paa dDen Tid, Bernt
Auter, hvid Navn var bleven foreviget i vore vibenflabelige Unnaler fonr Nordens
Meoæcenas, naar: ille Fideicommisſet, og med det hans Legater til Videnſtabernes Frenune,
vare faldne fammen under Tidernes Tryk. Men ved Siden af dette glimrende Navn”
fumne vi foætte Andre, fom virkede mere i Stilhed, men ligefan meget til Kulturens
Fremme, og ſom ſtedfe vare vrede til at underftotte, hvad dermed flod i Forbtudelfe.
Lader og ikke glemme, at vi fylde disje Mends rige Gaver den førte Grundſteen
til Norges Univerfitet, og ben alvorligfte Paamindelfe til den danſte Nrgjering at
opfylde et Ønfle, fam, længe næret og i kraftige Foreftillinger frambaaret for Danmarké
Krone, nu ikke mere kunde tilbagevifes, da Miblerne til Opførelfen lagdes ved Siden
af Ønflet. Det fynderlige Phoænomen fandt derfor Sted dengang, at lette og fors
beelagtige Næringsveie havde Forftandere at fremvife, der udmærtede fig ved en Kundfrab
og Tannelfe, fom fæbdranligen er en Følge af en omhyggelig Opdragekfe og af de
med Næringsveienes Drift forbunbne Farer og Vanfletigheder.
I den Genfeende udmerkede fig ifær Troælafthanblerne fremfor Boutikhaudlerne
og be langs Kyſten boende Stibsredere. Ogſaa heri er å den fenere Tid Forandringer
fleet. Af de ſtore Trælafthandlere, fom udbrede deres Urme over alle Handelsyrene,
ere fun Enkelte tilbage paa hvert Udfribningsfted, undtagen i Hovedftaden, hvor Handelen
far en anden Form, grundet paa Handelens færegne GSammenhæng og Trælaftens
ævlere Art. Uden før denne er Handelen meftendeels forbecit paa mindre Haænder,
og Udlandet fparer-disfe Handlende Umagen for udenlandſt Gorrefponbents, ved at
holbe Nordbmænd pan deres Montor. Boutikhandlerne derimod beførge nu fom ofteft
umiddelbart deres Forretninger i Udlandet, hvormed Forbindelfen, under tettede Hærbdfelge
midler ved Dampfarten, er hyppigere end fordbum. Boutikhandelen har desuden nm
faget en langt førre Betydning og Omfang, formedelft den uhyre Udbredelje af
alflens Fabrikater og fjerne Joners Produkter. Boutikhandlerne feide faaledes mm
med vore gane Storhandlere i Dannelfe og vigtige Indgreb i Stats⸗ og Handels.
Maflinen. J vort her omhandiede Tidsrum var Trælafthandlerne Norges fande Stor»
—— le -- — — — -
) Egentlig Bidenffabsmand var Imidlertid Bernt Unter ikke. endſtjönt han deraf gjerne
gav fig Mine og legerede endsg en Kapital til Bram, for at udgive ban Skrifter,
ber bog aldrig ha Dagens 298, fordi intet fandtes fom fortjemte at trykte. .. .
å
| Dreæſterne. Haus Hauge. Ji
nabeilige fandboend Sands for ae råigtøfe Certmonier, der i Almindelighed mar
ket for af have ſamme Styrfe nu, fom i dette Uarhundredes Begyndelfe. Prœſten
88 pan De fleite Steder emdrn fom i hiin Tid. Sognets vigtigfte Mand, ber har meet
Mwiſydelſe paa dett moralffe Standpunkt, paa dets Sæbelighed og Dyd. Han er
un, ligeſaa ofte fom i hine Dage, den Syges og Fatkiges Troſter og Hjælper,
hr åørlegnes Maadgiver, Armodens og Rigdonunens Melemmand, den uopdragne
kondens embuggetige Fader, og Dette Forhold er, Under lige Omftændigheder,
kjetil i en Afſtand fra Byerne. Men dette Hærlige Forhold er mu itte faa let
€ vdligebolde fom i hiin Belftanbens og Simpelhedens Dage, da Follemængde og
Riegomidler faſt operait frode i et pasfende Forhold til hinanden, og Kravet paa
både Rydelfer ei var faa fort. Fattigvæfenetg forvitlede Forhold, og (fær vilde
fønde Borns Opdragelſe, fom forlades af ſtiodeoloſe Forældre, giner den famvittige
hådfelee Brot en Bekymring og Møit, fom i Hine Dage i den Grad ikke jenptes,
4 Rafteus Forhold Hi Menigheden beroer kangt mere pan hane Perfonlighed å
ver Dage end i hine. Kjærlighed til Bræfen var dengang fom en Deel af
frigtonen felv; mr maa den være Frugten af haug egne Gjerninger, og hine Dages
frrfer havde den religioſe Folelſe for fig, medens nore Dager finde en Hinoring
må beite bjertelige Forhold i Tidens mattrialiſtiſſe Stræden, Vi finde derfor vil
mit blin Tid mange hædertige Prøæftegubber, elflede af deres Menighed, Dydens
4 Rrligionens Støtter ; men vi finde flere Præftemaænd da md nu, fom med Hænderne
töfjødet ligegyfdigen glede med hen Tids renere Strøm, uden at ſtyre Religioneng
6t met omhyggelige Hænder. J em anden Henfeende var Bræfternes Embedsgang
ihin Tid lettere end i vor. De vare ifte fax overnældede med verdslige Forretninger
fn nn omfnder, da flere Stegs Sysler i og udenfor hans Studeerfammer gjøre
Op Gorbring paa Præſtens Tid. Han var vel dengang ofte Fredamegler; thi
fatgeifetvæfenet var ba allerede indført, og Præften er-Aredens naturlige Forkynder
mg drfoarer; men nu er han tillige Formand, fledfe i megle, og ofte å alle Dele
Fet Gommunats Raad, fom udfører Formandsloyens Beftemmelfer, ligefom Beſtyrelſen
Å Cognevalget paakægger Ham anfoarsfulde Pligter, der ligge udenfor hans Kald,
Be jon, om Han ſnubler poa Denne Bei; Lovens Eværd rammer ham visjere, end
am fan fynder paa fin hellige Bane. J denne Stand vælges i den femere, Tid .alt
fer mg flere GStorthings-Gandidater, og hvor hæderligen mange Geiftlige ber have
frivaret deres Stilling, og hvor mange faurbærkrandfede Navne vi der finde, faa
fs bog dette Kald felv Antebning til Tankens Metning mod Gjenftande, der ei
Pye mod Himlen.
Prrferne havde faalebes i hine Dage mere Tid til at rogte fit egentlige Kald
4 bleie videnſtabelige Sysler, og vi undre og iffe over at fee alvorlige Skrifter
% Mjandlinger i hiin Tid at udgaae fra den flittige Geiftligheds Studeerkammer.
I Brefianes Indtogter monne der i Grunden være liden. Forftjel imellem biin
og vor, enbjljønt be dengang maaffee fløde villigere og jævnere uden Henfyu
bl Pretens Berfonlighed. Maar tages Henfyn til alle Omftændigheder, til Vare
mienes Forhold og ben lettere Adgang til Livets Nydelfer, mane Præfterne anfees
at være omtrent faaledes lønnede fom forhen. Det fynes fom den fornuftigere
af Folket efterhaanden tommer til den Owerbeviisning, at Statens Tarv fremmeg
, hor dets Gmbedömænd ikke tryttes af Næringsforger, men fættes i Stand
ha ulegne fig Livets Nydelſer efter deres Stilling. Jovrigt har Nutider mere
Lan Magt end Fortiden at ordne disfe Forhold, der i bere hele Reenhed tan
feelaggeg Beſtatningens Herre, og ba desuden dan nærværende Clægi hur et rigi
om, der efter Lovens Bogſtav ar beftenmt til at jævme de ulige Kaqr. - -
Bræfternes Stilling er faaledes i det Hele viftnof vanffeligere end fordum; men
Indflydelſe paa Landbygderne er i det Hele itte ſvcekket, deres Kaar ikte for:
mefte, og Standens erfonlighed flaaer neppe i vore Dage i en mindre haderlig
Ing Hl Staten, end i det Tidsrum, vi her omhandle, Bel er det Forfatteren
70 Førfte Tibérum. Trettende Gapitel.
udflode fra banffe eller norffe Digteres Uarer, og vel ſtundom udſprang fra Klippen
felv, tonede vel ofte hoit not i Seljfaber, men de vare ingenlunde Almeengods, der
gif igjennan ben med langt andre Sysler befljæftigebe Nation, eller havde nogen
mærtfelig Jndflydelfe paa bet i Belftandstiider foælgende Foll. Det var kun Frihedens
Flofer, fom fvævede løft om i Nationen, uden at fæfte fig paa nogen alvorlig Mis⸗
nøies Grund, eller banne nøgen kraftig Oppofition imod Regjeringens Misbrug og
Misgreb.
Under disſe Omftændigheder, under denne heldige Syslen med Velſtands Erhverv,
denne Mangel paa videnffabelige Stiftelfer, og benue vor Ungdoms Forviisning til
et fjærnt Univerfitet i videnffabelig Henſeende, funne vi ille vente at fiude mange
videnffabelige Produkter udgivne i Norge frlv i bet her omhandiede Tidspunkt. Faae
vare i Sandhed de Skrifter, fom i den Tid lagdes under Norges egne Bogpresſer.
Forordningen af 1799, der beftemte Tryttefrihebens WGrændfer, og fom, i det den
flifler liberale Grundfætninger i Spidſen, avede en Skrivefrihed, fom i Danmarks
Hovedftad længe havde været felvtagen, bragte et af vore faae periodifte GStrifter,
Hermoder, til Taushed, fordi dets Forfattere ei vilde fade fig Huonymiteten berøve.
Røgle af de fidfte Dele af Topografiff Journal, der indehølder faa mange gode
Oplysninger om Norge, udgaves vel i Ghriftiania i bette Tibérum; men Varkets
vigtigfte Medarbeidere havde endt deres jordiffe Bane, eller døde i dette Mellemrum,
og Vorket ſelv fluttedes ſtrar efter. Videnftabernes GSelftab I Throndhjem
henvendte vel fin Opmærffombhed paa videnffabelige Gjenftande, og udſendte nu og
ba færbe Ufhandlinger; men disfe enkelte Arbeider funde paa den enc Side ille
hæve vor Literatur over fin Ubetydelighed, paa den anden Side vare de uden Birtning
paa den fore Hob, ber ikke fordyber fig i den Slags Læsning. Avisiiteraturen var
i Norge paa den Tid den mavrefte, uden al Jnteresfe og Originalitet. Sjeldent
efler aldrig faaes i de offentlige Blade, fom wudgaves i Norges Stiftsſteder, en
Afhandling ber fortjente Opmærffomhed. PBrovincialbladenes Forfatter, C. Fafting,
var allerede bød 1792, og Bladet felv har, endog til den fenefte Tid, ingen Efters
følger havt, ber funde fortjene at frille8 ved dets Side. Norge havde fine Ditgtere,
hvis Sange endnu mindes og fynges med Jnteresfe, og oftere da end nu gjenløde
i vore felffabelige Samqvem; men de famlede Digte ubgaves i Danmarks Hovedftad,
og der fremftode paa den Tid Digter-Genier, fom forduntlede alle Leiligheds⸗Poeſier,
endffjønt be aldrig kunde bringe de herlige VBifer og GSange i JForglemmelfe, fom
udflode af de norffe Digter-Aarer, og prenteded fiden, enkelte og i Samlinger i begge
Riger. Glemmes bør det heller itte, at det Selſtab i Kjøbenhavn, der var ligefom
et Gorvaringsfted for digteriff Vid, for en flor Deel beftod af Rordmænd, og at
dette Selftab vidner om vore Landsmænda Digtergaver. Nordmændene vare derhos
ingenlunde uden Sands for banfte og norffe Forfatteres Frembringelfer. Danfre
Boghandlere rofte fig paa ben Tid af, at de havde ben vigtigfte Uffætning, uden
for Kjøbenhavn, i Norge, og ethvert literairt Foretagende, fom frævede Underftøttelje,
fandt ben fædvanligen villig blandt Norges Rigmænd. Store og lærde Bogfamlinger
pare viſtnok fjeldbne i Norge; men Datidens i Kjøbenhavn udgivne Skrifter faaes t
be bedre Hule.
Den norffe Bresfes Tilftand var ſaaledes pan den Tid maadelig, for ei at fige
flet. J ben Henfeende var ber en maærfelig Forfljel imellem biin Tid og den .nærs
værende. Trykkefriheds⸗Forordningen havde givet Oppofitionen i Danmark et Naadeſtod,
og Gournaliftiffen, fom paa den Tid faa godt fom ingen Organer havde i Norge,
befanbt fig i Danmark felv i en mat Tilftand, efter en Livlighed, der grænbfede til
Udfretelfe. Birtningen heraf var i mange Henfeender østenfynlig, idet Misbrug, fom
havde indfneget fig i flere af de indre Forvaltningsgrene, forbleve upaanntede af Bresfen
og ovedes med Djærvhed. Hvor meget ber end er talt om Følgerne af Tryttefrihedens
Misbrug i den fenere Tid, Funne de dog ikke fammenlignes med det Gode, fom den
frie Presſe mangenlund har freubragt, Forgicves antafter den fmudfige Presſe
Udſteielſer i Drik og Spil. Huusvæfen. 79
vit Joſlemengde ſiden den Tid er tredobbelt, fan nu ille fremſtilles Orgier, fom
br Salfarter, ber ved Juletid foretoges til enkelte Lyft: og Landftder. Sypillefygen
mr, ifær i Hovedftaden, breven til en Hside, Hvorom vi nu omiftunder ifte funne
gjøre os noget Begreb, da ikke aleme flere Tufinde af gode Dalere, men hele Formuer
bartfpitledes i Hazardſpil 5. Vi vile iffe tale om hemmelige Synder, fom tulle
ve evede af enlelte rige Storhanfe; thi bdisfe ere efter deres Natur fun Rygteté
ag, og er meftendeels i vort Land lykkeligviis Morkets Gjerninger. J Norden har
- fevanhigen Huusfreden, den ægieffabelige Troſtab og den qvindelige Unftændighed fit
billige Sæde. Men derhes maa det Sandheden bil Are ſiges, at ber ved Siden
dte Udforrselfer fandtes i de Dage i Hovedſtaden felv en Ralle af fævelige og
Mokue Stutteborgere, fom leævede i Stilhed, og nøde Productet af deres rige
Ga» i Tarvelighed, og enkelte af Hovedftadens nuværende folibe og agtede Han»
teltknfe ere Grene af disfe Stammer. Mange af de mindre Byer vare, i Henfeende
fl den vilde Larm i Selſtabsgilder og høitidelige Fofter, et Dværgbillede af hime
habaalfle Udſpeeveiſer, i langt førre Grad i hiin Tid end i vor. Forfatteren
- undrer fra fime Barnbomsdage at have hørt omtale Sviregilder, Slagemaal, Kappen
i elal⸗Udismmelſer, fom nu meftendeels er gaaet af Brug. I benne Henfeende ar
Mr visfeligen en moærtelig Gorffjel imellem Selſkabsglæedernes Urt i vore Dage og
i hire, og bet er langt fettere nn end ba at flybe fra fig den gjæfvenlige Bærts
bfanbdfede Bager. Spilleſygen havde ogfaa dengang udbredt fig fra Hovedſtaden
de mindre Byer, og bitrede fig bande i Hazardfvil, og i at vøve betydelige
- Cammer i almindelige Gelffabsfpil, om end ei denne Lyft breves til ben Howe fom
i Gbrifiania. Morgenroden fan vet endnu i vore Dage hift og her finde Spilleren
å Spillebordet; men bet er mere dette unyttige Tidsfordrivs færegne Glæder end
- Gymmytten, fom raader; thi fom ofteft handles hm om ubetydelige Summer. Bore
- Smaaitader vare, i Henfeende til andre Ubfreieljer, t den foundne faavel fom i den
ancerende Tid, i Almindelighed et Billede pan rene Sæder, og enhver Udfvævelfe
d ben Art forfulgtes med Dadel.
Derhos tan det ike nægtes, at hine Bordglædens Udfvævelfer og Spilleſygens
Suferi var i et flærtt Aftagende mod Guden af det her omhandlede Tidorum. Utlerede
ba hende ben Ufholdne, uden Chikane og Qverlaft, følge Maadeholbenheds Negel;
ke felffabelige Samqvem vare mindre larmende, og Spilleſygen, fom under Krigen
Økt Naadeſtod, var i Uftagende. Aarſagen hertil var vel tildels den bedre
Dytragelje, fom Kjøbmandsftanden, og ifær den formuende Deel deraf, gav fine
Sen. De flefte af disfe bleve fendte til Udlandet for der at opdrages, Andre
føntoge udenlandffe Meijer, efter at have fulbendt deres Opdragelfe her hjemme, og
bragte mere dannede Sæder, og mindre udfværende Baner, end dem, fom dengang
ſldeels bherffede i vore Slipper. Men med disfe forandrede og formildede Sæder
- fulgte tildeels et Anſtrog af Lurus og forfinet Levemaade, fom fnart vifte fig i mere
Weiede Huſe, firligere Indbo og et mere udføgt Øuusvæfen, end ba var fædvanligt.
Den rige Faders fimyle Huus og tarvelige Mobel-Udftyr teg fig ofte jammerligen
med Siden af den nyligen bofatte Sons herligen udſtafferede Bopel og fmagfulde
bo. J alle disſe Henfeender vare hine Tider langt forfljellige fra disfe, hvortil ogfaa
mbre Harfager bidroge, fom i em fenere Periode blive at omhandle. Men vift ev
Mi, at ber var et Slags omvendt Forhold mod Slutningen af det forfvundne og I
dezyndelſen af dette Warhundrede i By-Borgernes Levemaade fremfor vore Dages.
De bedre Glasfer fanes dengang oftere paa Udfleielfens Bei end Almueklasſen, medens
) Em Handefsmand bortfpillede i et af disfe Hazardſpil 27000 Rd., og lagde derved
Grunden til fin borgerlige Unbdergang. En anden JJeſs Unter] fortfatte fin Sypillelyft
i Gugiaud og forkortede ber fine Dage. Enkelte berigebes ved Gevinften, men betalte
ben med en jørkebløshed, der fulgte dem Livet igjennem.
72 Forſte Tidscum. Fjortende Gapitel.
Den meer udbredte Veiſtand, og det fettere Grhvern i Begyndelfen af dette Aar⸗
hundrede, maatte visjeligen formindffe Hriftelfen til Forbrydelfe, fom altid er ført,
naar Menneftet fynter i Armod og Clendighed. Norges Belftand i hine Dage var
temmelig almindelig, og bar ifte ben Charakteer, fom den blomfrende Fabrik: Birtfomhed
i andre Lande faa ofte fremvifer. Der fres ofte telte Rigmænd omgivne af alle
Belftandens udvortes Tegn, og ved Siden af dem taltige Skarer, fom flane paa
Livets lavefte Trin, Hæmpende med Armed og Elendighed. Norges Handel og Sofart
har en anden Charakteer. Disſe Naringsveie give i deres blomſtrende Tilſtand gode
Gaver til alle dem, fom laane bem deres Arm, fra Virkſomhedens hoieſte til bens
lavefte Trin. Dan vil erindre fig, at Arbeidslon, Hyrer og Lønninger frode i hine
Dage i et pasfende Forhold til Handelsmandens og Skibseiernes betydelige Fordele.
Sigefaa naturligt maatte benne Næringsvetenes Stilling i Byerne og paa Kvyften
virfe forbeelagtigen paa alle Befoldninger i Landets Indre, og forbedre Menigmands
Kaar. Strandens livlige Birffomhed udbreder fine Fordele langt forbi Havtyftend
Belte. Naar Handel, GSøfart og Skibsbyggeri blomftrer, troærkes flere og flere
arbeidende Hoænder fra brt Jndre af Landet til Kyſten, Arbeidslønnen fliger overalt,
og flere af Livets Mydelfer tilfalbe ben ringe Mand. Vi have forhen bemærket, at
Arbeidsttasjen i hine Dage fædvanligen vel var mindre fri og uafængig end nu
omſtunder; men bens Forførgelfe var fitfer, og ikte fom nu periodiff indflrænket til
en for Fordel til enkelte Maret Tider, og ap i andre. Det var i de Dage
faaledes mindre Nod og førre Tvang, og derfor var for menig Mand paa den ene
Side mindre Friftelfe til at vvertræde Loven, paa ben anden flod han under et førre
Formynderflab, i det Arbeidbsmanden var fom et Lem af Huusbondensé Familie. De
famme gyldne Perioder for Arbeidsmanden er i fenere Tid oftere vendt tilbage; men
Baandet mellem Huusbonde og Urbeidbsmand er løft, og be velgjørende Følger af
denne periodiffe Belftand ere itte faa jevnt udbredte over Urbeidatlasfens Tilværelfe.
Denne havde under rigere Rærigstilber og em fadig GForførgelfe upaatvivleligen I
hine Dage et muntrere Pbyftonomi.
Krolivet havde ifte i de Dage grebet far vidt om fig fom i vore, og man
møbte da iffe fom nu paa visfe Dage i Ugen uden for Byerne den lange Linie af
ravende Arbeidsfolk, hvis Regnffabs: og Svire⸗Dag faa ofte falder fammen. Brænbder
vinets Priis var høtere og Brandevinet felv mindre ubbredt, ba det hentedes fra
grændelandet, og faar Brænderier i By eller paa Land vare oprettede. Uden at
indlade os i ben Underjøgelfe, hvorvidt denne Virkſomhed har bragt Landet de oeko⸗
nomiſte Fordele, fom i GStrift og Tale faa ofte tillægges den, vove vi trygt den
Paaftand, at Brændeviins-Kjedlens Forfiyttelfe til Norges indre Egne har mangeſteds
unbdergravet Saædelighed og Wdruelighed. Bi behøve hun at fammenligne de Bygder,
fom fremdeles have afholdt fig fra denne Filvirkning, med dem, fom berpaa fægge
Bind. Ile at tale om, at Barerneg Priis-Nedfættelfe er et filtert Middel til at
ubbrede bem, iſer naar det gjælder en Nydelfe, der fædvanligen ſtedſe faldt i Nord⸗
boerens Smag, og i et Land, hvis Natur ei har mange Nydelfer at byde Ganen.
I det Hele var Levemaaden paa den Tid fimyplere; thi alle transatlantiffe Produkter
og Udlandetø Manufacturvarer frode i em høiere Priis, og overfyllede ifte Landet i
faa brede Linier fra Myften, fom nu omfunder. Derved frembragtes paa den ene
Side en fimplere, og til vor Almues Etilling mere pasjende Levemaade, og paa den
anden en ſtorre Huusflid, og begge Dele havde en velgjørende Birtniug paa Ulmuens
Stilling i det Hele. Har derfor end det hele Lands Stilling i Henfeende til Virk⸗
fomhedens friere, og mindre betyngede Bevægelfe mangenlund i vor Tid mobtaget
Forbedring, faa har den og fine Ariftelfer før Landets Borgere til at overdrive Livets
Nydelfer, fom flundom lede til at undergrave baade Velſtand og Sæbdelighed. Begge
Lidsrum have fine Mangler og fine Fordele, men derfom hvilket vi lade uafgjort —
vor Tid i denne Henfeende ſtaaer tilbage, faa har Gtatsforfatningen i Sandhed ingen
Stylb; men det maa tilflrives deels em uforfigtig Anvendelſe af dens liberale og
Misgreb I Finanté: og Penge: Bæjenet. 81
Sertende Capitel.
- Anantfer og Krigsvæfen.
— — —
år bet Billede, fom »i her have udkaftet over Landets indre Tilftand i det her
omhandlede Tidsrum, ſtulde Norges Jndbyggere fynes i Stand til at udholde Folgerne
d dn Etandsning i Næringsveiene, fom ben udbrudte Krig foranledigede; men
fauiedes var det ifte med Henfyn til de forenede Rigers offentlige Stilling i finantfiel
henfeende. Finantévafenet var i det henrundne Seculum Danmarks fvagefte Side,
ag det var Dette, tilligemed Pengevæjenets Forfald i det Hele, fom byggede flørre
$aer for Norden end Krigen felv og Næringsveienes Standsning under denne.
Sihuingen af denne Forfiyrrelje i Pengevæfenet vryftede ikke alene den Slægt, fom
dmed umiddelbart rammedeg; men Lidelfen udbrebtes over ben følgende, og er endnu,
da Aarhundredet fnart har gjennemløbet fin halve Bane, ikke overvunden. Nationen
fan ferft nu kaldes moden til uden nye Forftyrreljer at modtage et ftadigt Pengevæken,
ӌ Mange ville maaffee endnu anfee Myndigheds-Bevilgningen for alt for tidlig given.
Varfagerne til dette Pengevæjenets Forfald igjennem Det hele forfvundne Seculum
ma findes paa andre Hiftoriens Blade, og Forfatteren maa henvife til hvad den
fittige danffe Samler, Nathanfon, derom har optegnet”), og det forte Udtog, fom
Ferfatteren felv paa et andet Sted derom har give”). Bi indffrænke og alene her
til be Bemærfninger, fom nærmeft augaae vort her omhandlede Tidsrum, og til de
Ptaæuomener, fom Danmarks Handelsbors og Finantsvæfen fremftille. Og det Billede,
vi terom have at give, er i Sandhed ei lyfteligt at flue.
Nagtet begge Rigernes blomfirende Handel, ben flore Moængde Memisfer fra
Merge, og dets VBerler paa Mdlandet, fom i Følge deraf forhandledeg paa Kjøbenhavns
Beré, hunde Gourfen i dette Mellemrum af 7 Uar ikke hæve fig til alpart, men var
albrig under 130, fædvanligen 140, og fort før Krigens Udbrud endog 1505).
Marjagerne til dette befynderlige Misforhold laae vel for em Deel i en mindre fog
åinantébeitnrelje og en foftbar indvortes Organifation, men fornemmeligen i en
nferboldsmosfig Anftrengelfe for at ubvide Krigsſtyrken til Lands og Vande, og i
den uheldige Beſlutning at flytte den danſte Armee til Holſteen. Saaledes belobe
ng Udgifterne til Qandarmeen og Flaaden i disfe Aar til omtrent 54 Million Rd.
—— De Forogelſer af Stats-Indtogterne, fom ben danſte Regjering ved
førre Paalæy af Slatter tilveiebragte, kunde ike ballancere denne Deficit; men det
fete paa den ubeldigfte Maade ved at forøge Statsgjælden og Seddelmasfen. Saaledes
vorede Etatsgjælden, font ovenfor. bemærket, fra 1799 til 1807 fra 28 til 42
Millioner, og i famme Tidsrum forøgedes Seddelmasſen fra 16 til 27 Millioner.
Det vilde vift not have været vanffeligt at dæffe denne Deficit i Stats =Bubgettet
wæ at forøge be borgerlige Byrder; thi det vilde ba have gjort for fort Indgreb i
ben private Kasſes Judtægt; men det maatte upaatvivleligen have ftaaet i en forftandig
Beſwrelſes Magt at have formindfflet Udgiftsliften, uden at ſpekke den VBægt, fom i
volittit Henjeende tilfom den danft-norffe Stat. Vi overbevife os fet derom ved at
ererfee Budgettet for 18059), paa bviltet tilvisfe fore Indſtrenkninger vare at gjøre
ven Etade for Statsmaftinens VBedligeholbelfe. Med Henfyn til Danmarts politifle
5 See Ratbanfons Danmarks National: og Statshuusholbning, Kbhon. 1836.
3 93 Pefteſtriftxt „Nutid og Fortid" lite Hefte.
5 Det er at fige, at for 3 Mr. Hamburg Banko, eller 1 Sohſpecies paa 120 St,
betaftes 130—150 SÅ.
9 See Nathanfons Skrift S. 119.
5 Sammefteds &. 339. See Bilag No.
Kalle Erindringer. 6
22 Førfte Tiddrum. Sextende Capitel.
Stilling, ba have vi forhen gjort den Bemoærkning, at bet ikke var Mangel pa
frigerfle Foranftaltninger Kl at væbne fig mod en Fiende, der forvoldte den fo
Danmart faa ulyffelige Krig; men fuarere disfe Unftrengetfers overfpændte Grad og
Krigsmagtens Opſtillelſe paa bet urette Punkt. Det førfte Misgreb flabte en nr
og voldfom Fiende, det fidfte ſpekkede Kraften til at modftaae ham.
Imidlertid fattedes der itte paa Tillægs-Statter i begge Riger, fom til enhver
anden Tid vilde have været trykfende, men hvis Virkning neutraliferedes under begge
Rigernes blomftrende Handel og VBirffomhed. Den alvorligfe Begyndelfe dermed
ajorbes ved Forordningen af Iſte October 1802, ved hvilfen en aarlig Afgift af
Befiddelfe, Nytte og Brug af fatte Eiendomme i Norge paabødes. Paa denne
fulgte en Afgift af Stibsfragter, en Fyrs-Afaift af Skibene, en Forhøielfe af 1212
pGt. paa alle Sportler og Gebyrer, fom beregnes ben fongelige Kasfe til Jndtægt,
famt paa ftemplet Papir m. m. J Anledning af ben derved tilveiebragte Forøgelfe
i GStats-Jndtægten indrettedes under 21de October 1803 et Statfammerfond, der
ffulde tjene til „at beftride be Udgifter, fom forefalbe ved overordentlige Ruſtninger.“
Fondets Midler famledes i faa fror Stil, at der præfumeredes et Overſtud, fom
med Renter deraf til lignende Brug frulde henlægges. Henſigten af dette Fonds
Oprettelfe opnaaedes imidlertid ikke. Den hele Indtægt fammenblandedes med Nigets
øvrige, og opflugtes af et Budget, fom i hine Dage ftedfe havde Ballancen paa ben
mørte Side. Fondet blev tillige et Middel til at forøge Seddelmasfen, og med den
Statens Gjæld; thi da det var Beftyrelfen tiladt at udftede Anviisninger faarel paa
be Jndtægter, der i de fommende Aar frulde indflyde, fom paa bem, ber vare fomne
i Kasfe, faa ubvibedes derved Untallet af Penge-Repræfentativer. Derved forsgedeg
Antallet af Anvtisninger, ber hvilede paa en figefaa los Grundvold, fom ben øvrige
Seddelmasſe. Fondet blev et Middel til at afhjælpe Finantfernes ibelige Nød, og
be givne Løfter om en beftemt Anvendelſe til et foreffrevet Brug glemtes ved benne
Leilighed fom ved faa mange andre.
Mod de forøgede Statter unde viftnof ingen grundig Indvending gjøres, ba de
lagdes paa en blomfirende og tilforn et utilbørfigen betynget VBirffomhed; men deres
Anvendelfe var betlagelig. En Finantsbeftyrelfes Viisdom beftaaer ikke alene i at
forøge Jndtægterne paa en pasfende Maade; men ogfaa i at fpare tilbørligen paa
Udgifterne. Og fafter man et Øie paa de Dages Budget f. Cr. paa bet føromtalte
for Aaret 1805, faa findes mangfoldige Pofter, fom vidne om en Ødfelhed, der
ikke pasfer for em Stat af faa liden Omfang og indvortes Kraft, fom den danft-norffe
ba var. — Viſt er det, at denne volbfomme Krig overraffede Danmart under et forvirret
Pengevæfen og en flet Finantsbeftyrelfe.
Med disfe finantftelle Bildfarelfer forenedes andre anomalifte Foranftalminger ,
fom fløde af den danffe Megjerings Mildhed og Lyft til at forbedre Borgernes Kaar.
Bi have VBanftelighed for at dadle Forholdsregler, ber fløde af em faa reen Kilde,
og bet er lettere nu omftunder at opbage Geiltrin af ben Art; men Hiftorien følger
Begivenhedernes Gang, og gjør Gfterverdenen bekjendt med den mørke og Infe Side
af GStatsftyreljens Beite til Gfterligning eller til Advarſel. — Mod GSlutningen af
NAaret 1799 indtraf en Handels:Krifis i Danmarfs Hovedftad, fom ryftede flere Hufe
og frembragte Forvirring tfær tblandt Kjobenhavns Handlende'). Producternes, fær
be veftindiffe Sukkeres, Priis faldt betydelig og Gourfen hævede fig pludfelig.
gor at raade Bod herpaa tillod ben danſte Megjering tilbeels Handelsſtanden
at ubftede rentebærende Committeeſedler, tildeels oprettedes Depofitobanten, for
at aabne forlegne Borgere den Adgang til Laan, fom var bleven vanfleligere,
1) Morfatteren ſtod juft paa dem Tid i Unbergandling om Nas Jernvark, og et af
Kjøbenhavns betydeligfte Handelshuſe, føm han I den Anledning confulerede, fraraadede
ham Handelen paa eu for Handeisvirfjombheden faa farlig Tid.
Religisfltet, Vattigvæfen. Stolevæfen. 75
gerſt da Univerfitetet oprettebes i Norge udbredtes her ogfaa benne Strids Glementer.
Sten vift er det, at Gudsdyrkelſens udvartes Certmonier dengang, fornemmeligen i
Byrne, iagttoges ombhyggeligere og med et andægtigere Sind end nu omflunder.
Kiclerne vare fuldere, og ber var ille da den Stare af Kirkens Medlemmer, fom
afholdt fig fra dens Gakramenter. Forandringens Nod ligger imidlertid ille i de
qeillige Cmbedamœnds Forhold eller førre Dyglighed i den Tid. I den Henfeende
faar meppe vor Tid tilbage for ben forfvundne, hvad enten vi fer hen til Præfternes
Dygiighed eller deres religisfe Færb. Derfom Præfterne i Vegyudelfen af dette
Acchundrede ubmærfede fig i andre Henſeender, fom Forfattere og Fædrelandetö Mend,
berfom vi finde beres Navne i vore Dage blandt Storthingets hæderligfe og virks
fonfte Medlemmer, da er dette Hortjenefter, fom give dem Blads paa andre Minde:
taler; men fom Meligionstærere og Embedsmend have Nutidens Præfter uden Toini
i Mlmindelighed Fortrin for hiin Tide. Denne Forbedring i Præfternes Embedo⸗
førelfe, denne ſtorre Opmærtfombhed paa deres Kaldsforretninger, maa anſees fom et
Sidens Barn. Sands for den udvortes Udøvelfe af Gudsdyrkelfens Geremonier, for
&ategang og i det Hele for Neligisfitet, fom en Troſtens Kilde under Livete Oms
vylinger og et Hanbets Anker i Udfigten over Tilſtanden paa hlin Eide Graven,
var dengang, tildels rodfæftet i Follets Gemytter, og den fiyrfedes ved Kirkemodet
fel, om end Guds Ord foredroges i en fljøbesløs Form uden Studie og Aandsgaver.
Gale Menighedens Medlemmer nu lokkes til Kirken i Stæderne — med Undtagelfe
mailer af nogle faa — da maa det fler ved en begavet Præfts lyſe og indtrængende
Feredrag, og Laler, fom i hine Dage vædedes med Undagtens Taarer, blive nu,
derſom de foredrages i ben gamle ſtjodesloſe Form, til Spot og Spee for det frengt
hnmende Auditorium).
Hin Tibs Fattigvæfen var ille en faa indvillet Sag fom nu omflunder;
bel lettedes under Naæringsveienes blomfirende Tilftand, en førre Ligevægt imellem
Fellencengde og Ernæringsmidler, en ftørre Gimplicitet i Lovgivning og Borgerforhold.
Gi egentligt ſyſtematiſt Fattigvæfen var paa de flefte Steder dengang ikke til.
Sarmbjertigheden fattes i Bevægelfe ved friviflige Sukflriptioner, og em Fattiglom»
milfien beftanende af flere Medlemmer ſamledes ikke faa fædvanligen til det befværlige
Ubeide, at ligne Fattigbidrag efter vattende Grundfætninger. Hvo der ei kunde
are fig ſelv, flrafte Haanden ub til Neſten om Ulmisfe, og bag var Untallet af
Betlere da ilke faa frort fom i vore Dage, da Betleriet hades og forfølges, og
gattigffat ubførives efter Ligning. En faa ubeftemt Forførgelfe vilde, nu under det
figende Autal af Nodlidende, iMe tilfredoſtille Menneftelighedens Bud; men I hine
Dage kunde ogſaa dette Forhold fimplificeres. Fattigveeſenets rette Pleie er nu et
Gndinm, fom hæver fin Mand, og forudfætter Beljendtffab med BPrinciper, fom
dengang hverken kjendtes eller øvedes. Godgjørenhedens Pligter udfløde ba umiddelbart
df Striftens Ord. Mangehaande Forvitlinger paa den menneftelige Virtfomheds
Sane have plumret den hellige Kilde, og Fattigvæfenete Forftandere maae lægge
Remeſtets Lov ved Siden af Guds. J denne Banffelighedens og Forviklingens
Stole ere vore PBræfter opdragne til dygtigere Fattigforftandbere end tilforn, endſtjont
Opdragelfen under Tidens fremftridende Farer hverken er endt, eller dens Frugter
malt fægges for Dagen.
Skole⸗Underviisningen er visfeligen nu, i en flørre Grad end i Begyne
velfen af dette Marhundrede, Gjenftand for Statens og dens Embedsmænds Omhu,
8 om den fande Oplysning ikfe er førre, faa ligger det meer i Næringsveienes
— ——
4 I Forfatterens Fodeby blev I hans Barndom foredraget for inldt Huus af en lidet
begavet Præft Prakener, ber nu omftunder vilde ovværke mere Latter end Opbyggelie,
medens ben famme Kirke fenere hen bejøgtet af faa Tilbørere, da Prakeſtolen berteget
af mere begavede Talere.
84 Forſte Tidbsrum. Sextende Gapitel.
imob en overlegen Fiende. Naa den lange Linte langs Norges ippefulde Kyſt
monne ber findes manae Punkter, bag hvilte Orlogsftibe, enten flere paa et Sted
eller enfelte paa flere Steder, unde finde Ly. Men hvad Kogftab i krigerffe
Foranftaltninger endog t denne Henfeende kunde byde, faa forøgedes neppe Norges
Qidelfer under Krigen formedelft Savnet af Danmarks uforholdbsmasfig fore Soøftyrte.
- Stumperne af denne Koloé vare meget mere Norge til Stade og Moleft. Krigens
umibbelbare Radsler hortfjernedes tildels -formedelft dette Savn fra vore vifter,
Mord og Brand rafede ille der, og Fiendens Opmarkſomhed affededes fra en for=
ſparslos Kyſt, hvis Ungreb ike lovede ham noget UMdbytte, og hvorfra faa Orlogs⸗
fartøter kunde udſendes til at forftyrre Englands Enevælde. Det var faaledes Norges
uvenlige og for en Fiende lidet foffende Kyſter, mere md et ftærtt Søværn, font
bortfjernede Fienden derfra.
Denne blottede Tilſtand føltes meer under den paafølgende Krig med Sverige,
hvis GSøftyrke, der paa Den Vid ikke var meget for, lettere funde holdes i Ave.
Norges fvømmende Defenfion, Flotillen af Kanonbaade, befandtes ogſaa ved Krigens
Udbrud i maadelig Tilftand, og fuldftændiggjorbes tildeels ved fædrelandfffindede
Mands patriotifte Opofrelfer. Den famme Mangel fandtes t vore Urfenaler,
Magafiner og militatve Depots. Krudt og ugler fandtes maaſtee i et tilfrætteligt
Gorraad; men andre Mordredffaber vare fparfomt fordelte i Norges Land. Men
Indbyggerne af Norges Skovegne, fom ideligen ere paa Jagt efter Stovens Udyr,
og forfølge dens Bildt og Luftens Fugle under en almindelig Jagtfrihed, ere vante
til at behandle Skydegever, og bdisfe findes derfor i Forraad i flige Egne. Denne
Fardighed til at flyde fom vel tilpas, da Naboftenden tiængte ind i Landet, og det
dbjærve og heldige Forfvar fra norff Side maa mere tilftrives vore Solbaters Dyg⸗
tighed i GSmaatrigen og JFærvdighed til at ramme fin Mand, end nogen hoi Grad
af Diſciplin og firategiff Konft i vor Armee; thi denne befandt fig ved Krigens
Begyndelfe i denne Henfeende vitt not i en mindre onſtelig Tilftand.
Dette tunde ikke være anderledes under de føromtalte Misbrug med Henfyn til
Udffrivning og Ovelſe. Den Deet af det værnepligtige Mandſtab, der fom ofteft
har det flørfte moralfte Mod — forfaavidt dette et oves og hærdes i en lang
Krigerſtole — fordi det har en Arne at værge, fmygede fig ofte gjennem Beftittelfe
fra. Bærnepligten, og paa mange Steder udffreves ikke den Dygtigfte men den Fattigfte,
ber ingen Talsmand havde i fin Pung, til Soldat. Den kommanderende General
Sondenfjelds, Prinds Chriftian af Auguftenborg, opdagede viftnok tildeels disfe Mangler
paa en Jnfpections-MReife, fom han gjorde fort før Krigens Udbrud, paa hvilten
hans ffarpe Kriger-Øie, øvet i den flore Krig imellem Oſterrige og Frankrige, fandt
disfe Misbrug og revfede dem; men ber gaves ham ikke Tid til at hæve bem ved
at fylbe Regimenterne med en muntrere Mriger- Skare, eller at indfore en bedre
Difeiplin'). Det er i Øvrigt ikke Forfatterens Henfigt ved denne almindelige Be-
mærtning at fafte en Stygge over den Tide Mrigere. Ubfaldet viifte, at der fandtes
tappre og vel øvede Skarer blandt vore Soldater og dygtige Unførere iblandt vore
Offieterer. Men vi troe itte, at det fan nægtes, at Armeen befandt fig paa den
Tid i en flet Tilftand, faavel med Henfyn til Material, fom i Almindelighed til
Krigs-Difeiplin og Udførivningens Organifation. Det førfte vifte fig iblandt andet
berved, at Krigsfommisfariatet, da Landfrigen udbrød, maatte fætte bet patriotiffe
Sind i Bevægelfe for at tilveiebringe de fornødne Betlædnings-Stykter til Armeen;
— —
i) I ben Gan hvori Forfatteren boer, fremſtilledes 2de Compagnier mod Øft' og mod
Beft for Prindjen. Den ene Chef forvirredes faa aldeles under Crercitfen, at Prindſen
maatte tage Gommandoen fra han, den Unden fremftillede fit Gompagni med faa ſtore
Huller i bets Rakker, at Prindfen fyurgte ham, om ban havde ſtukket ben øvrige Deel
af Mandftabet I fin Lomme.
Norge forfømt og blottet I alle Henfernder. 85
den fidfte Mangel erftattedes ved vore Krigeres Kjælhed og Goldaternes Øvetfe i at
bmge Skybegevær, og den neutraliferedes ved Fiendens Ungrebamaade.
Men var Norge blottet og tildels forfvarsføft i militair Henfeende, faa manglede
det i en endnu førre Grad al Selvftændighed med Henfyn til de Jnbretninger, fom
mdeitstte Handel og Pengevæfen og befordre den indvortes Vindſtibelighed. Aldrig
ammes ber vel nogen Stat, Ver i politiſt Henfeende fan løfeligen var fammenbunden
til Franbeftaten, men med Henfyn til alle Handelens Drivmidler meer afhængte deraf,
mm Norge af Danmart. Den Hovedkilbe, der nærer Landets Pengetraft og under:
føtter dets Omfætninger, Banfen, havde fit Sæbde i Danmart, og Norge havde en
frffræntet Adgang til de umiddelbare Fordele, fom Narheden af dette Inftitut giver
$andelen. Derimod maatte JFølgerne af Bankens uhenfigtsmesſige Beftyrelfe føles
ker fom der. Norge havde paa den Tid alle Midler tl et vel befæftet Pengevæfen,
fem en Følge af dets levende og forbeelagtige Handel, og af bet Overſtud fom denne
andet meb Ublandet gav, og det bidrog endog t benne Henfeende til at forbedre
Ceurſen paa Kjøbenhavns Børs, hvor dets Berler paa Udlandet i en faa for Mengde
forbandiedes!). Birtningen deraf var vift not mindre markelig, fordi Finantsbeſty⸗
mijens Odſelhed og en uheldig Politif forøgede Statens Fornodenheder, og dermed
rangen til udenlandff Mynt, fangt over hvad den private Handel havde at byde
Sjøbenhavns Børs; men det tilftaaes af alle ſagkyndige Forfattere paa den Tid, at
Rerges paa Kjøbenhavns Børs forhandlede Berler bidroge mere end noget Undet til
et naudſe Gourfens Fiugt mod Forværrelfe, fom en Folge af be danſte Finantferd
mirudte Forlegenhed. Kjøbenhavn var desuden et Centralpunkt for alle Norges
Venge⸗Omſcetninger, da bet paa ben Tid havde faa Forretninger med Hamburg.
De Tratter, fom Rorge havde at afgive paa England, forfølvedes paa Kjøbenhavns
Bare, og naar Adgangen dertil lukkedes, eller Horlegenhed der fporedes, befandt
Rerges Handelsmand fig i en meer eller mindre bjælpeløg Tilftand. J Norge var
ilfe engang en Børs, hvorpaa VBerler førhandledes og Cours fattes, men Handelens
Syerationer gif, uagtet faa mange Glementer til dens GSelvftændighed, i den kjøben-
barne Borſes Ledebaand. Ligeſaa lidet fandtes andre til Handelens Underftøttelfe
faa vigtige Hjælpemidler, og benne Mangel var bleven faa meget til en Bane, at
Rerge var fommen langt frem paa fin politiffe GSelvftændigheds Bane, før drtg
Borgere begyndte at tœnke paa denne Uafhængighed vaa Handelens Bei. Danmart
rar desuden Norges Kornfammer, eller, naar bette fvigtede, de oſterſoiſte Provindfer,
bvertil Adgangen fyærredes af engelfte Krigsſtibe. Ligeſaa afhængig var Norge af
Danmarf med Henfyn til Opdragelfens fidfte Linier, ba Univerfitetet Ina i Kjøbenhavn,
og Beien dertil blev deels fpærret deels vanfteliggjort formedelft den udbrudte Krig.
Over Havet nif den hilligfte Metferoute for Norges unge GStuberende, og bette var
faa fuldt af fiendtlige Mrybdfere, at ben ei kunde prøves. Gjennem Sverige var
Beien fængere og Reiſen foftbarer:, og desuden brummede Krigens Torden ogfaa fra
den Kant i det Fjerne.
Ligeſom Norge i militatr Henfeende og med Henfyn til commereielle Under⸗
ttottetjes-Puntter var blottet, og derved givet til Priis for en voldfom Fiendes
Angreb og VBindfribelighedens Lemlæftelfe, faa var bet og ufelvftændigt i øtonomift
Henſeende. Ingenſteds vare Kornmagafiner eller Oplag af andre Livets Fornødenheder,
sg ven førfte Afbrybelfe af Kornfarten maatte fremfede truende Fare. Englands
Yngreb vaa Kjøbenhavn flede i de fidfte Sommermaaneder, va den danſke Landmanbd
begynder fin Indhoſming, og da Norges Kornforfyning for Binteren igjennem
— —— — —
5) Bi betragte her et faſt Pengeveſen og gyldige Penge⸗Repræſentativer ſom en Statds
Fordeel, uten at tage Henſyn til ben Fordeel, fom en ſlet Cours ofte giver Virkſom⸗
bebens og Handelens Forftandere. Denne Fordeel fjøbes fom ofteft med den ftore
Hobs idelfer. '
86 Forſte Tidsrum. Gegtende Capitel.
Danmarks fyldte Lader begynder at gaar for fig. I Hoſtmaanederne fyldtes vore
$Havne af Danmarks Kornjagter, fom rigeligen forfynede vore Spiiskammere, og
bisfe bortviftes nu af en Fiende, fom vel vidfte, at han paa denne Maade bedft
funde fue en foag Modftander. Dengang gift Kornfarten paa Norge meftendeels for
fig med danſte Fartøier, og ben ſtore norffe Hlotille, fom flabtes under Krigen, og
fiden har fortfat benne Fart, faaes da ei paa Havet. Kornforfyningen maatte ſaaledes
være i be ufikrefte Hænder; thi wvisfeligen trængte Norge meer til at fjøbe, end
Danmark til at fælge, og danſte Kornflippere havde ike den Opmuntring til at vove
Giendom og Frihed for at forfyne Norges Havne med Korn, fom dette forntrængende
Handlende og Sømænd til at fætte disfe Livets dyrebare Goder paa Spil, for at
forfyne Familier, fom trængte til Livets førfte Fornedenheder. En for Lindring i
denne Nød var den rige Hof, hvormed Norge velfignedes i det førte Krigens Uar ;
thi omendffjønt den rigefte VBelfignelfe af Jordens Afgrode, hverken bengang efler
fiben, gjør Norge uafhongig af Danmarks Komfammer, faa bleve dog de Diftricter
færre, fom tiltrængte Korn, og de, fom fædvanligen fælge Korn, havde faa meget
mere at afgive. Det var dengang, tfær i flovrige Egne, hvor der under en levende
Udſtibning var flørt Velftand, en almindelig Vedtægt at ſamle Aars-Forraad af
Landmandens fædvanligfte Næringsmidler. Høie Stabler af Fladbrods⸗Leiver prydede
om Hoſten enhver felvftændig Bonbemands Fadebur, og det var en almindelig Fordom,
at denne gjemte Koft var drøiere, ligefom det var et beffjæmmende Armodstegn, naar
Øufet iffe havde denne Nigdom at fremvife. Denne Forſyning flede meſtendeels om
Sommeren, mebens Farten var i Gang, og før Jndhøftningen var fuldendt; den var
ſaaledes fleet før Mrigen udbrød. Saa forfynligen har Lanbmanden i Almindeligheb
ifte fiden fyldt fine Madfuber om Sommer og Høft. Det Indre af Landet havde
faaledes et Modværn at fætte mob ben førfte Mangel, og under den førre VBelftand
fangs Kyſterne paa den Vid var ofte en fontant Spareffilling henlagt, hvormed de
Fodemidler kunde betales, fom be fitgende Kornprifer fremfotfede til Toms i Landet
felv. Hos den Klasfe af Borgere altfaa, fom er i Stand til at famile for kommende
Dage, vifte fig ingen egentlig Mangel i den førfte Vinter efter Krigen. Mangelen
trængte egentlig fun førgeligen frem der, hvor Dagens Forbrug ligger ved Siden
af. Dagens Erhverv. Men fnart flulde disfe Hungerens Honer i Fædrelandet blive
aft flere og bredere, under en fortfat Standsning i Næringsveiene, og under Kornets
fparfomme Tilforſel fra Danmark. De offentlige Magafiner vare faa flet forfynede,
at de maatte firar efter Krigens Udbrud tage deres Tilflugt til Private for at tilveie⸗
bringe de førfte Fornodenheder.
Ikke alene paa Korn blev ber fnart Mangel i Norge; men og paa andre
Fornodenheder, fom indtage et flørre Rum paa de bedre Familier Huusholdnings⸗
Liſte end Kornet felv. Af Kolontalvarer kunde ikke let noget Forraad opdynges i
Norge paa ben Tid, da det ikfe var tilladt at indføre disfe directe fra Produktions⸗
Stedet, men Hovedftadens GCompagnier paa denne Handel havde Monopol. De
indførtes fædvanligen om Høften fra Kjøbenhavn i faa ſtort Forraad, fom behøvedes
for Bintermaanederne. Enhver By havde fin Børtfarer paa Kjøbenhavn, fom regels
masſigen berfra forfynede GStæderne med de forfljellige Slags Overdaadighedsvarer
til Huusholdningernes og Krambodernes Brug. I vore Dage har Kjøbenhavn faaet
mægtige Rivaler i Hamburg, Amſterdam og England; men vore Landamaænd havde
endnu, af Uarfager, fom fenere hen blive at udvikle, ei fundet Bei til Kolonials
varerneg Broductionsfteder, endſtjont dette Tidspunkt, efter Stibsfartens Metning i
ben fenere Tid, vel ei monne være fjernet, ba norſte Skibe ville indføre disfe Barer
fra be transatlantiffe Bande. Jmidlertib blev denne Trang tilfældigvite til en vis
Grad affjulpen derved, at nogle danffe Beftindiefarere toge deres Tilflugt i norſte
Havne, ligefom Kaperfarten blev et Middel til en jævn Horfyning med diøfe Artikler
under Krigen.
Sintringg-Semærfninger. ” 8
Naar vi faaledes i bet Fortefte Ubbrag fammentrænge Refultatet af ovenftaaende
5* over Landets indre Tilſtand i det her omhandlede Tidsrum af Fæbdrenes
lasdets Hiſtorie, faa møde vi en livlig og fordelagtig Bevægelfe faft i alle vore
Saringsveie, en frille Tilfredahed med Landets Regjering under en fredelig Tilſtand,
mens blodige Feider nedbøiede faſt alle europæifte Stater. Bt finde vore indre
Ai
forffjellige Ferd, og fra denne Side indfætter Hiftorien disfe 7 Var
hendt Norges fyfteligfte, fom den har at fremvife. Derimod finde vi i Regjeringens
gard, med Henfyn til Finantfer og Politik, mange VBildfarelfer, fom
piren til ben følgende GSlægts Kummer, endffjent under den redeligfte
at fremme Statens Bel. Under em uforfigtig GSløfen med Statens
, en wutibig Skaanſomhed med formuende VBorgeres Kasfe, en baarlig
efter at vedligeholde en forlængft forfvunden Storhed iblandt nordifte Stater,
en uheldigen valgt politiſt Stilling til Europas mægtigfte Stater,
danſt⸗norſte Etat paa Ødelæggelfens Rand, og ber behøvedes fun en
Krig fer at bringe den førgeligfte Korvirring i Frænbderigernes indvortes
mi finde i Norge med Henfyn til den militaite Bevæbning faavelfom
offentlige Magafiner den frørfte Ufuldftændighed, og i Urmeen felv en moralft
fafoben Tilſtand i Henfeende til Udførivningen. Bi finde Morge i den meet
bettede Tilſtand for alle Inſtitutioner til Handelens og Virkſomhedens Underftøttelfe,
og ma førgetig Ffolering med Henfyn til Benyttelfem af Univerfitets-Underviisningen.
eder et tilftræfteligt Forraad af allt Livets nødvendige og behagelige Nybdelfer til
Dagens Brug finde vi faa Beholdninger af alle Slags opfparede for de Mangelens
far, fom nærmede fig. Den hele Periode er en lys Linie i Norges Hiftorie, fom
Ui md Beemod forlade, for at gaae over til en af dens morkeſte Perioder,
& hrillen andet nedbøiedet af Næringsløshed, Hungersnød og mange Slags
dewillinger.
FE
å
p vi
J1:
Andet Tidsrum.
Førte Ufdeling.
Fra 1807 til Ubgangen af 1808.
døren» Forfatteren indleder fine Leſere det mørte Tibsrum, fom han nu har at beſtrive,
i hvilket falt alle Landeplager nebtrykte vort ulnytfelige Fedreland, udſender han nogle forber
redende Ord om den Maade, bhvorpaa han Har behandlet fin Materie, der let ude vorde
mistydet og misforſtaget formebeljt det Ubeſtedenheds Sprog, fom han fnnde fynes at Have
givet denne Deel af fin Fremitiling. En ftor Deel af de Materialier, hvoraf han har ſam⸗
menjat bette Afinit af fin hiſtoriſte Stildring, bar han Hentet af egne Kilder — deels af
Erindringer om dette Pjæbnefvangre Tidopunkt, deels af fine Nedtegneljer og fin Brevverting
med flere af Landets paa ben Tid førmaaende Mand. Han har derfor været nødt til I demne
fin hiſtoriſte Fremitilling hyppigere at omtale fin egen Perfon end ellers vilde være pasjenve,
og at frembrage af fit Arkiv Documenter, fom maaſtee funne udbrede et Lys over den Tids
Begivenheder. De bære i det mindſte Saudhedens Marke, idet Drlginalerne enduu I ufor⸗
anbret Form ere forhaanden, og ligefom Forfatteren troer, at de fremftillede Beſtrivelſer og
Dttringer ikke funne mobfiges af hané da levende Lanbsmænd, faa indeholde be Uncljer om
Nodvendigheden af en Reform i Landeté Forfatning, og fremitille den forberedende Overgang
dertil, fom faa i Landets baværende Stilling. Kan maatte overhovedet mismivle om at
tune forelægge fine Landsmend Billedet af Tidend Begivenheder, Landémændå Færd vg
berftende Meninger, med livligere Udtryf end dem, fom ben umiddelbare Virkning paa Den
mangeninnd bevægede Sjæl I det Dieblik, da Begivenheden indtraf, maatte give ham i Hande.
Han bar ſaaledes, forfaavidt han bertil har havt Materialier, føgt at male Tidens Billeder
med Tidens Penfel, og hvo der med Ham har gjennemievet bine Ulyftens Dage, vil neppe
finde, at han har brugt for ftærke Farver. Med ſtorre Forfigtighed bar han maattet udtrykfe
fig med $enfyn til de Materialier, fom igjennem Andres Mund og igjennem Rygter, der
iffe altid føre Sandhedens Tale, ere fomne ham tilhænde. Han vil bellere være mindre
intereåfant enb mindre fandfærdig, og bellere fade aabne Rum ftaa i fine hiſtoriſte Blade end
fylde bem med upaalidelige Sagn, iførte Saudhedens Klædebon, og med driftige paa en løs
Grund hvilende Slutninger om Undres Færd. Jjær har han iffe uden AEngftelfe nedſtrevet
fine Bemærkninger om Landsmends Fard og Gharafteer i hølere og lavere Stillinger, og
han har bybt maattet føle, hvor vanffeligt det er at forene en frimodig og ſandhedselſtende
Hiſtorieſtrivers Kald med mangehaande Heniyn til de Dodes Gftermæle og de Levendes
Krænteljer.
Forfatteren har trøet bet voereensftemmende med fine Læferea Duſte at indlede de md:
mærfede Mænd, fom have havt en vigtig Indflydelſe pan Fadrelaudets Skjebne, I fine Læjereg
Betjendtftab ved en kort biografiſt Skizze over deres Nerfoner, og iſer bar ban Å en vidt:
føftigere Stildring udbredt fig over Prinds Chriſtian af Auguſtenborgs og Greve Herman
Judleduing. po)
Bebel-Jarlsbergs Liv og Levnet, fordi Fæodrelandeis Skjebne hænger paa det nøiefte fammen
nå dieſe Mandö Birfjombhed, ber ligeſom nyſtabte Norges Fremtid. Derhos har Materia:
femmes Paalidelighed opmuniret ham til em ſtorre Vidtføftighed. De Notitfer, fom ban bar
ttrgnet om Prindjen af Auguſtenborgs Barndoms⸗ og UngdomssHittorie, ere ham meddelte
gerne ex af Prindjens hoie Krænder'"), og de bingrafifte Efterretuinger om Grev Wedel
m 3nmbede paa hans Broders, Geueral, Baron Wedels Meddeleljer. Saa paalidetige
Siter trorde Forfatteren at burde benytte, for at forevige I Hiftorten det Billede om vor
Im vigtigite Perfonligheder, fom afdrig meer I den Sandhed og Kukdftændighed kunde
fanfaldet, fem igjennem faa trøværdige og paa bet noieſte Bekjendtſtab grundede Bidnesbyrd.
Seb dieſe middelbare Meddelelſer troer Horfatteren at have førget for fine Læferes Tarv, og de
vile ferene fig med ham i Grijendtligbed til de trøværdige Hjemmelsmand, hvorfra de udflode.
Til Stzming maa Vorfatteren med ærbødig Tamemmelighed ertjende, at han ved den
mit Regjerings liberale Godhed er bleven fat i Stand til at give nogle af fine Skildringer
åa mbentitt Præg, fom de ellers iffe havde faaet. Ved at tillade ham Brugen af Regjeringer
tnmititenens Protsfoller er han bleven fat i Stand til at følge Begivenhedernes Gang I
ea immenhænugende Kjæde — iſer i det førfte Aar efter Krigens Udbrud — og at forbinde
ha med egne Srfaringer. Derhos maa han betlage, at disſe vigtige Documenter fun berøre
a midre Deel af vort ber omhandlede Tidsrum, og at de tfle indeholde be Detiberattoner,
fem hunde nbbrede Lys over den TidA dunkleſte Beghvenheder, eller opføfe de hiftøriffe Tvivl,
hr fan ofte ere børte, om de vigtigfte Perfoners Ferd og Begivenhedernes Sammenhæng.
Die Dverveielfer ere enten førte i Protofoller, fom ike findes, og et anſaaes fide at
baere for Giterflægten, eller og ben bidhørende VBrevverling er ført I et Chiffer⸗Sprog,
hertil itte mere finded Nøgle?). Savnet deraf føles dybt af Hiitdrietriveren, fom I en
fnnenbengende Nætfe vil svergive Efterverbenen Begivenhedernes Gung og afmale biftsrifte
Saieners Ferd met upartiff Sandhed. Han bar berhos været faa heldig at kunne tildels
ste denne Mangel ved trøværdige Hjemmelsmends Meddelelſer. Jmidfertib maa Her:
fatleren være dem norſte MRegjerings Medlemmer t en dobbelt Grad erfjendtlig for deres liberale
tomteftefte, fordi baade derved er vitit en Tillid til hans Evner fom biſtoriſt Horfatter,
fellen han ei felv tør nære, og fordi dieſe Protokoller i Begyndelfen af denne Deel af hans
Yrtrile par givet ham em Ledetraad, der meget har nnderitøttet hans Fremftifling.
1) Sendes fongelige Høihed Hertugindé Lovife Anguſta. rer bar umiddelbart dictetet Herhigend Secretair, Hufradd
Lar, disfe Bemcerfninger. [Redenfor S. 95—96.)
5 Dere Mørfe fan manffce adipredes ved Documenter, hvis VBefjendigjorelfe nyligen er bleven tovet. [Forf.
fler ber til ren af C. Platou i 1812 bebudede Udgave af Prinds Goriftian Anguſts hemmelige Brevverling
ster Krigen med Kona Frederik VI, hwilken da blev forpurret af Den Dunfle Regjering. men nu deels er
ofratliggjert i Storfe Sumlinger fe Blid (1850), Deeld er under Bresien å det Vind af famme].
90 Andet Tidsrum J. Forſte Capitel.
Forſte Capitel.
Krigens forſte Folger før Norge.
Eherretningen om den banfle Hovedſtads Bombardement og derpaa følgende Oper⸗
givelfe i Fiende⸗Vold, gif fom en elettrift Ild igjennem hele Norge, og det derved
feranledigede Krigsforhold til England frembragte en naturlig Standsning og Leras
læftelfe af al Handel og borgerlig Virkſomhed. Aldrig var vel Overgangen førre
fra ben Itvligfte Handels-Bevægelfe til em fuldfommen Standsning af de vigtigite
Næringsveie, og ligefom til en fuldfommen borgerlig Død, og intetftede vare be
indvort:8 Midler færre til at afværge eller formilde Følgerne af dette Bindflibelig=
hedens GSvimeflag, end i Norge paa ben Tid. Stedet traf paa en Tid, da Norges
vigtigfte Noæringskilde, Trælafihandelen, flød paa fit rigefte; thi Kl ingen foregaaende
Tid havde ber været livligere og forbeelagtigere end juft denne Sommer, da de
oſterſoiſſe Havne tildeels vare lukkede for engelfte Stibe, Adgangen til de føre Stove
i Sveriges Indland endnu ikfe var aabnet i ben Grad, fom den fiden blev, og da
bet fanadifte Tømmer enduu ikke var blevet indtvunget paa det engelfte Marted ved
flore Fordele med Henfyn til FToldfyfemet. Den Aarets Tid, paa bhvillen denne
Handelens Standsning indiraf, gjorde ogfaa denne for Norges Handelsmeænd hoiſt
lidelſesfuld; ihi Krigen udbrød midt i Sommerens Iivligfte Birtfomhed, da de norffe
Krælaftdragere vare i en faft monopoliferet Fart pia England. Det norfte Flag
vaiede faaledes i alle engelſte Havne, og ba der i Norge felv ike var ben fjerneſte
Unelfe om Krigens Udbrud, overraftede Englands tidlige Embargo, fom blev lagt
endog forend det forſte fiendtlige Kanonſtud løsnedes, Hovedityrken af vor Handels:
flaade i dets Havne, og denne faldt i Fiende-Vold. Midt under denne den engelſte
Regjerings haarde Adfærb mob en Nation, med hvillen England fredfe havde ſtaaet
i den gjenfidigen fordeelagtigfte Forbindelfe, og i hvilten det under den franfle
Revolution altid havde havt be indtil Forblindelfe ivrigfe Tilhængere, manglede der
ikke paa Grempler paa private Englonderes Deeltagelfe i Norges Skjebne, eller den
engelfte Regjerings milde Udførelfe af de med Krigens Udbrud forbundne Foranftaltninger.
Mange engelfte Kjøbmænd befordbrede af hderfte Evne de norſte Skibes Uffeiling,
faafnart Mygtet om Embargo hørtes i Landet, og mangt et Skib fom paa ben
Maade uftadt til fin Hjemhavn. Alle de norſte Stibe, fom havde overført Frælaft
til Dotter eller offentlige Jndretninger, bleve føsladte, og paa denne Maade ufftoges
mangt et SHb fra den paabudne Gmbargo, ligefom de ftørfe Stibe i Mimindelighed
vare i denne Jart'). Hiftorien fortier ikke det engelfte Folks virtfomme Deeltagelfe
t Norges GSljebne og mange Borgeres ædle Beftræbelfer for at formilde Følgene af
ben uventede Mrig%; men den fan hverken retfærdiggjøre eller undffylde den engelffe
1) [90 Gtorbinget 1851 fremfattes fongl. Propofitton om at give de norfte Borgere
rftatuing af Statskasſen, fom ved denne Embargo og Krigen med Gugland havde
tabt deres Skibe og Giendomme, men Stortinget git ikke ind herpaa. Jfr. Storthings:
Forhaudſ. 1851. III. Ro. 63. VII. 560. IX. 65. 82).
7) Efterat Forfatteren havde nedſtrevet dette, har Hr. Statsraad Motzfeldt havt ben
Godhed at meddele ham følgende Dplysning: «At det engelſte Holl var meget mig
fornøiet med denne Krig, og at det vifte megen Belvillie mod danfte og norffe Krigé:
fanger, fan ogfaa jeg bevidne. Jeg var fra Juni 1808 til April 1809 paa Parole
i Reading. Der vare deels veftindifte Officerer, deels Sø:Officerer, deels Stippere,
Styrmænd og Supercargoer. Vi vare i Alt over 300, og aldrig hørte jeg, at Rogen
af os møbdte andet end Forekommenhed. Af Bevijer, fom Hollet gav paa fin Tanke⸗
maade å den Henfeende, vil jeg anføre: Bore Parole-Pasje indeholdt, at vi ſtulde
være I Qvarteer, naar Sol git ned; men ber var aldrig Rogen, fom brød fig om at
fee denne BDeftemmelfe overholdt, og vi vare ude faalænge vi vilde. Engang da ber
Korntrang og Pengeforlegenhed. 91
egieriage Politik, uagtet dette Glimt af Liberalitet i Udførelfen deraf. Ingenſteds
bet engelffe Miniferium bheftigere Modftandere mod fin politifte Ford mod
Damart i benne Krig at befjæmpe end i England felv, og ved ingen Leilighed
rede bet engelffe Foll førre Misnøie med de engelfle Miniftres Politit. Ut disfe
idlertid bleve ftaaende paa bere fafte Grundvold, ſeirende over den flærke men ikke
rige Oppofition , havde fin Grund i Parlamentet6 indre Organifation, hvori vi
x ille unne indtrænge. Hvalen den engelfte Handelsſtands fvrige Beftræbelfer for
N freffe de norføe Handelsſtibe, eller ben engelſte Regjerings formildende Fortolminger
Gnbargoens Bud funde hindre, at Veflaget lagde Baand paa den bedfte, om itte
a forfle Deel af Norges Handelsflaade paa den Tid. Krigens Udbrub ilte alene
ut fandjede Landets vigtigfte Næringsveier, men berøvede Fædrelandet be Redſtaber,
med Gapitaler flulde erhverves og em af dets vigtigfte Næringsveie fremmes.
J Ru førfi begyndte Norge at føle Sammet af de Jndreininger, hvormed dets
Endighed paa Handelens Bei funde underftøttes, og hvorom vi i bet Koregaaende
talt. Den Lethed, bvormed bet banede fig Vei til Virkſomhedens nøvvendige,
Lamarté Hovedſtad concentrerede Drivmidler, gjorde, at Norge i denne Henfeende
de betragtes fom en fammenhængende Deel af Danmart, da begge Rigeré Hand»
paa eet Sted og ligefom i eet Samfund, endſtjont paa forfljellige Veie, nøde
af Ræringsbriftens benægende Kraft. Paa engang ſplittedes nu Nigerne av,
mrs Overflod af hine Drivmidler hunde ille erftatte det andete Mangler; thi
es forfvarsiøfe Kyſt omfpændtes af flendtlige Mrydfere, og paa Landſiden afbrødes
uhindelferne web Landftrælminger, fom ware en Regjering undergivne, ber allerede
viſte en truende Polikt, fom ſnart fhulde gaae over til et virkeligt Fiendffab.
de møde Ubfigter maatte iffe Birffomhedens Forftandere i Fædrelandet under
je Omftændigheder have til Fremtiden. Den Uareté Tid nærmeve fig, da bet
Mu af Fødemidler, hvormed aarligen vore egne Ladere utilfirætkelige Forraad
utettedes ved Tilførfel fra Danmart, maatte fomme over Havet, og hvor meget
Cuttændigheder, fom vi forhen have berørt, for Øiebliktet bidroge til at formindffe
men, behøvedes fore fKavantiteter af Fødemidler for at tilfredsſtille Byernes,
jørdløfe Ayſters og Fabrilfernes Behov. Kornfarten var, fom før bemærket,
eiradeelg i danſte Hænder, og nogle Opbringelfer til engelffe Havne var nok til
boriffræmme banffe Kornhandlere fra en Fart, paa hvillen der vovedes langt meer
kb der vanbdtes; tbi ved Siden af em Forbeel, fom var ufitfer, og et Salg, hvis
bytte ei uden Banftelighed kunde erholdes, laa Eiendoms og Frihede Fortabelfe.
natt pasſive Kornhandel maatte faalebes omſtabes til em activ, og bets virffomme
Borgere maatte iffe afene være betæntte paa at indfjøbe Korn i Danmart, men
ion flabe en ny Foærbfels-Flotille, hvormed Kornet hunde hentes. Norges Korns
udel ſik derved et forandret Udſeende, hvis Følger ere gangne igjennem ben hele
krise, fom ligger imellem vor Tid og den nærværende.
Men endſtjont Kornet er det vigtigfte Drivmiddel i Norges Handels: og Fabrik⸗
uffombed, faa er det ikke bet enefte. Bed Siden deraf maa lægges rede Udtællinger,
re
L-
var bleven en ny Major, vilde benne gjøre fig vigtig, og ubgav gjentagende Placater
med Ovfordring til Folfet at tage 08 op om Aftenen, ja Em nblovede endog en Guinee
fer $ver, fom blev opbragt. Men han var ifte I Stand til at faar Rogen til at
jøre bet, og vi gif ude fom før. J 1809 havde embdeel af os I et Bærthuus et frort
bagsjefflab paa Kongen af Danmarts Geburtbdag. Vi levede frift, ſtoiede vel
ogſaa endel, og boldt ved ud paa Aftenen. Majoren fendte ba et Par Gonftabler,
fom finde betyde Bærtinden, at bun ei maatte beholde os længere, og I al Fald
bjæfpe bemde at jage os bort. Men to gamle Borgermænd, fom fade uede I Ølftnen,
føntes bet var Synd at vor Glæde fulde ſorſtyrres, og de arrangerede bet faaledes
med Gonftablerne, at disſe git bort, imod at disfe tvende Mænd forpligtede fig til at
ferblive i Huſet og indeftaae for at ber ei flede nogen Uorden. Dette gjørde de ogfaa,
og vi holdt nd til KL. 4 om Morgenen uden at faae at vide før fenere, at vi ſtyldte
disfe Maud vor Mo.
84 Førfte Tidsrum. Sextende Gapitel.
imod en overlegen Fiende. Paa den fange Linte langs Norges klippefulde Kyſt
monne ber findes mange Puntter, bag hvilte Orlogsftibe, enten flere paa et Sted
eller enfelte paa flere Steder, unde finde Ly. Men hvad Klogftab i krigerſte
Foranftaltninger endog i denne Henfeende kunde byde, faa forøgedeg neppe Norges
Qidelfer under Krigen formedelft Savnet af Danmarts uforholdbømæsfig fore Soſtyrke.
Stumperne af denne Kolos vare meget mere Norge til Stade og Moleft. Krigen S
umibdbelbare Radsler bortfjernedes tildels formedelft dette Savn fra vore Kvfter,
Nord og Brand rafede ikke der, og Fiendens Opmarkſomhed aftededes fra em for:
fvarsføs Kyſt, hvis Angreb ifte fovede ham noget Udbytte, og hvorfra faa Orlogs⸗
fartøter kunde udfendes til at forftyrre Englands Enevælde. Det var faaledes Norges
uvenlige og for en Fiende lidet lokkende Kyſter, mere end et ftærtt Søværn, fom
bortfjernedbe Fienden derfra.
Denne blottede Tilftand føltes meer under den paafølgende Krig med Sverige,
hvig GSøftyrke, der paa den Tid ikke var meget for, lettere funde holdes i Ave.
Norges ſvommende Defenfion, Flotillen af Kanonbaade, befandtes ogfaa ved Krigens
Udbrud i maabdelig Tilftand, og fuldftændiggjordes tildels ved fædrelandftfindede
Monde patriotifle Oypofrelfer. Den famme Mangel fandtes i vore Urfenaler,
Magafiner og militatte Depots. Krudt og Kugler fandtes maaftee i et tilfrærteligt
Forraad; men andre Mordredffaber vare fparfomt fordelte i Norges Land. Men
Indbyggerne af Norges Skovegne, fom ideligen ere paa Jagt efter Skovens Udyr,
og forfølge bens Bildt og Luftens Fugle under en almindelig VJagtfrihed, ere vante
til at behandle Skfybegevær, og disſe findes derfor i Forraad i flige Egne. Denne
Færdighed til at føyde fom vel tilpas, da Naboflenden trengte ind i Landet, og det
bjærve og heldige Forfvar fra norft Side maa mere tilftrives vore Soldaters Dyg⸗
tighed i Smaakrigen og Færdighed Hl at ramme fin Mand, end nogen hei Grad
af Difeiplin og ſtrategiſt Konft i vor Armee; thi denne befandt fig ved Krigens
Begyndelfe i denne Henfeende vit not i en mindre ønffelig Tilftand.
Dette funde ikke være anderledes under de føromtalte Misbrug med Henfyn til
Udfrrivning og Øvelfe. Den Deel af det værnepligtige Mandfrab, der fom ofteft
har bet frørfte moralffe Mod — forfaavidt dette et oves og hoærdeg i en lang
Krigerffole — fordi bet har en Arne at værge, fmygede fig ofte gjennem Beſtikkelſe
fra. Bærnepligten, og paa mange Steder udføreves ilke den Dygtigfte men den Hattigfte,
der ingen Talsmand havde i fin Pung, til Soldat. Den kommanderende General
Sondenfjelds, Prinds Chriſtian af AUuguftenborg, opdagede viſtnok tilbeels disſe Mangler
paa en Jnfpections-Reife, fom han gjorde fort før Krigens Udbrud, paa bvilfen
hans flare Kriger-Øie, øvet i den ſtore Krig imellem Øfterrige og Frankrige, fandt
disfe Misbrug og revfede dem; men der gaves ham iffe Tid til at hæve dem ved
at fylde Megimenterne med en muntrere Kriger-Skare, eller at indføre en bedre
Difeiplin)). Det er i Øvrigt ifte Forfatterens Henfigt ved denne almindelige Be
markning at fafte en Skygge over den Tids Krigere. Udfaldet vifte, at der fandtes
tappre og vel øvede Skarer iblandt vore Soldater og dygtige Unførere blandt vore
Offieierer. Men vi troe itfe, at det fan nægtes, at Armeen befandt fig paa den
Tid i en flet Tilftand, faavel med Henfyn til Material, fom i Almindelighed til
Krigs-Difriplin og Udffrivningens Organifatton. Det førfte vifte fig iblandt andet
Derved, at Krigsfommisfariatet, da Landfrigen udbrød, maatte fætte bet patrtotiffe
Sind i Bevægelfe for at tilveiebringe de fornødne Betlædnings-Styfter til Armeen;
——— =
) I ben Egu hvori Forfatteren boer, fremftillebes de Gompaguier mod HØft og mod
Beit for Prindſen. Den ene Chef forvirredeg faa aldeles under Exercitſen, at Prindfen
maatte tage Commandoen fra ham, den Unden fremftillede fit Compagni med faa fore
Huller t dets Rætter, at Prindbjen fyurgte ham, om han havde finffet den øvrige Deel
af Mandſtabet i fin Lomme.
Megjeringens Foranftalninger forsge Vanſtelighederne. 98
Skbborgere, gjorde bet fædvanligen paa de i Loven foreffrevne Biltaar. Fire Procent
u nål: Mand og Mand den almindelige Rente, og i dette Dieblik af en almin⸗
Wiig Forlegenhed anfaaes det for en Stam at frue Renten høiere i Veiret. Ikke
agn Berel:Obligationer faaes faa hyppigt fom nu. Det var et Handelshuug i
Ørfiania, fom ftedfe var forlegent for Penge, der bragte dette Slags Gjoældøpapirer
ifore Omløb. Desnuden var der i dette Ulykktens førfte Øteblit udbredt en vis
Mealiteis⸗Foleſſe, fom ilte tillod at fare haardeligen frem mod Debitorer, eller
gem Lovens Sværd at inddrive priviligerede Gjældsbevifer. De flefte Krav
fmdfedes og udſattes til en bedre Tid. Verelretten, fom paa den Kid fjelbent
uexredes i fin Strenghed, fufpenderedes, og den ene Borger underftottede ben anden
ut de Midler, fom ban funde have i Hænde. Landets Handelømoænd berigedes
må en fordeelagtig Broduct-Uffætning og Skibsfart, og ei ved Nenge-Omfotninger,
hat Bærd under Penge- Forlegenhed og Gours-Fiuctuationer ſenere hen fun i en
di frr bet Grad paaffjonnedes. — Kort, den almindelige Nod frembragte en
dmindelig Gftergivenhed og Hjælpfomhed.
De Foranftaltninger, fom Danmark gjorde for at give Krigen mod England
fatt, og flade fin Fiende, maatte ogfaa forøge Norges Forlegenhed og Mangel
i del tjølerede Stilling. De vare vift not retfærdige, formedelft Englands Frem:
øaimaade mob en uftyldig Nation; men be vare ei politifte, fordi ben danfle
En mangfede Kraft til at gjemnemføre dem, af hvilken Aarfag Regjeringen nød»
pebes, førend 2de Aar af Krigen var til Ende, til at nærme fig den kolte Fiende,
8 igjennem Fingre med Nationens Kræntelfe af disfe Forbud mod Samaqvem
ud Gugiand. Saaledes blev ved Forordningen af de September 1807 ikte alene
Sealing udftedt, at alle engelfte Perfoner og Skibe ſtulde anholdes, men alle
Sa, fom vare trukne eller indosferede af engelite Underfatter, flulde udleveres
å Berelfontoret i Altona, til Beløbets Gonfiftation, forfaavidt bet var engelſt
enden. Til den Ende vare vedkommende Handelsmænd pligtige til at aabne fine
øser for en Underføgelfes-Gommittee. Desuden forpligtedes Ulle og Enhver inden
3 Dage fra Forordningens Bekjendtgjørelfe at opgive til Stedets Ovrighed, hvad
fn fil nogen florbrittaniff Unberfaat var føyldig, af hvad Natur end Gjælden
unite være, og Belobet ffulde beponeres i Kongens Kasſe. Stor Straf vaalagdes
dutieljen af faabanne Fordringer. Ul Brevvegling med England blev afprudt, i
vet alle Breve, fom enten fom fra Gugland eller vare dertil beftemte, frulde indſendes
i Etiftamtmanden og ingenlunde efter Adresſen udleveres 1).
Lykkeligviis bleve disfe Horanftalminger, fom vendte deres flarpefte Braad mod
Smbeta egne Handelsmand, ifte i deres hele Fylde udførte, eller rettere de bleve
uñdeſatte og glemte. Den befatede Underføgelfe blev, faavidt Forfatteren wveed, i
Sage iffe foretagen, og enhver Handelsmand kunde bevare fin Kjobmandsbogs
bemeligbed, ligefom be flefte norffe Skyldneres Billigheds⸗Folelſe affondrede private
Haadelsforholb fra den politifle Krigs-Filftand, og henfatte Gjeldspoften til engelfte
indejaatter i fine Bøger, indtil Handelsjamqvemmet under et fredeligt Forhold funde
me. Forfatteren kjender fun enkelte Handefsmænd, fom adløde dette ukloge Bud,
Ser fom fenere hen, ba Pengenes Værd faa betydeligen nedfattes, benyttede det til
å affte en betydelig Gjeld med en ringe Sum*). Denne Foranftaltning var derhos
ie bet Grad upolitiff; thi da de flefte blandt Norges Handel8mænd paa den Tid
bøte Ballancen paa den fordeelagtige Side i deres Regningsforhold med England,
matte den gjenfidige Confiffation, om ben iværkfattes, være mere frillet mod norſte
ad mgelffe Kjøbmænd?). Det er imidlertid Forfatteren iffe betjendt, at nogen engelfl
Eee Bilag 10.
) See Bilag 11.
3 Gaavidt vides blev denne Gonfiffation ogfaa af den engeljle Regjering befalet; men
Det er vift, at de enkelte engelſte Huje, i hvis Hænder de norſte Gapitaler vare, ikke
adlode Befalingen.
86 Forſte Tidorum. Gegtende Gapitel.
Danmarks fyldte Lader begynder at gane for fig. J Hoſtmaanederne fyldtes vore
$Havne af Danmarte Kornjagter, fom rigeligen forfynede vore Spiiskammere, og
bisfe bortviftes nu af en Fiende, fom vel vidfte, at han paa denne Maade bedhft
funde fue en foag Modftander. Dengang git Kornfarten paa Norge meſtendeels for
fig med banffe Fartøier, og ben fore norffe Flotille, fom fabtes under Krigen, og
fiben har fortfat denne Fart, fanes ba et paa Havet. Kornforfyningen maatte faalebes
pære i de ufilrefte Hænbder; thi visfeligen trængte Norge meer til at fjøbe, end
Danmark til at fælge, og danſte Kornflippere havde ikfe den Opmuntring til at vove
Eiendom og Fribed for at forfyne Norges Havne med Korn, fom dettes forntrængende
Handlende og Sømænd til at foætte disfe Livets dyrebare Goder paa Spil, for at
forfyne Familier, fom trængte til Livets førfte Fornadenheder. En for Lindring i
denne Ned var den rige Høft, hvormed Norge velfignedes i det førfte Krigens Uar;
thi omendffjønt ben rigefte Belflanelfe af Jordens Ufgrøde, hverken bengang eller
fiben, gjør Norge uafhængig af Danmarks Kornfammer, faa bleve dog de Diftricter
færre, fom tiltrængte Kom, og de, fom fædvanligen fælge Korn, havde faa meget
mere at afgive. Det var dengang, ifær i flovrige Egne, hvor der under en levende
Udſtibning var flørt Velftand, en almindelig Bedtægt at ſamle Aars⸗Forraad af
Landmandens fædvanligfte Næringsmidler. Høle Stabler af KladbrødssLeiver prybede
om Hoſten enhver felvftændig Bondemands Fadebur, og det var en almindelig Fordom,
at benne gjemte Koft var brøiere, ligefom bet var et beftjæmmende Armodstegn, naar
Øufet itte havde denne Rigdom at fremvife. Denne Forfyning flede meſtendeels om
Sommeren, medens Farten var i Gang, og før JIndhøftningen var fulbendt; den var
faaledes fleet for Mrigen udbrød. Saa forfynligen har Landmanden i Almindelighed
ifte fiben fylbt fine Madtuber om Sommer og Hoſt. Det Indre af Landet havde
faalebeg et Modværn at fætte mob ben førfte Mangel, og under den ſtorre Belftand
fangs Kyfterne paa den Tid var ofte en fontant Sparefilling henlagt, hvormed be
Fødemidler funde betales, fom de fligende Kornprifer fremioffede til Torvs i Landet
felv. Hos ben Klasſe af Borgere altfaa, fom ær i Etand til at famle for fommende
Dage, vifte fig ingen egentlig Mangel i den førfte Binter efter Krigen. Mangelen
trængte egentlig fun førgeligen frem der, hvor Dagens Forbrug ligger ved Siden
af. Dagens Erhverv. Men fnart ſtulde disfe Hungerens Joner i Fædrelandet blive
alt flere og bredere, under en fortfat Standsning i Næringsveiene, og under Kornets
fparfomme Tilførfel fra Danmark. De offentlige Magafiner vare faa flet forfynede,
at de maatte ſtrax efter Krigens Udbrud tage deres Tilflugt til Private for at tilveies
bringe be førfte Fornøbenheder.
Søte alene paa Korn blev der fnart Mangel i Norge; men og paa andre
Fornodenheder, fom indtage et førre Rum paa be bedre Familiers Huusholdnings⸗
Gifte end Kornet felv. Af Kolonialvarer funde ikke fet noget Forraad opdynges i
Norge paa ben Tid, da det ikfe var tilladt at indføre disfe directe fra Produktions⸗
Stedet, men Hovedftadens Compagnier paa denne Handel havde Monopol. De
indførtes fædvanligen om Høften fra Kjøbenhavn i faa fort Forraad, fom behøvedes
for Bintermaanederne. Enhver By havde fin Børtfarer paa Kjøbenhavn, fom regel⸗
mesſigen berfra forfynede GStæderne med de forffjellige Slags Overdaadighedsvarer
til Huusholdningernes og Krambodernes Brug. I vore Dage har Kjøbenhavn faaet
moægttge Mivaler i Hamburg, Amſterdam og England; men vore Lanbsmænd havde
endnu, af Aarfager, fom fenere hen blive at udvikle, ei fundet Bei til Kotonial-
varerneg Productionsfteder, endfljønt dette Tidspunkt, efter Stibsfartens Retning i
ben fenere Tid, vel ei monne være fjernet, da norſte Skibe ville indføre bisfe Barer
fra be transatlantifte Bande. Jmidlertid blev benne Trang tilfældigvite til en vis
Grad afhjulpen derved, at nogle danſte Beftindiefarere toge deres Tilflugt i norfte
Havne, ligefom Kaperfarten blev et Middel til em jævn Horfyning med bisfe Artikler
under Krigen.
Sintningg-Bemærtuinger. ” &
Maar vi faaledes i det fortefte Uddrag fammentrænge Refultatet af ovenftaaende
Betraghiinger over Landets indre Vilftand i det her omhandlede Tidsrum af Fædrenes
landets Hiſtorie, faa møde vi en livlig og fordeelagtig Bevægelfe faft i alle vore
Ræringsveie, en frille Tilfredshed med Landets Megjering under en fredelig Tilftand,
medens blodige Feider nedbøiede faft alle europæiffe Stater. Vi finde vore indre
Ferhoſd meftendeels faa vel ordnede i Henfeende til Kundſtab og Sadelighed, fom
falder i Menneffets og velorganiferede Staters Lod under Lidenftabernes Spil og
Borgernes forftjellige Færd, og fra denne Side indfætter Hiftorien disfe 7 Aar
blandt Norges Iytteligfte, fom ben har at fremvife. Derimod finde vi i Regjeringens
offentlige Færd, med Henfyn til Finantfer og Politit, mange VBildfarelfer, fom
indefoldt Spiren til den følgende Slægts Kummer, endffjønt under den redeligfte
Uttraa efter at fremme Statens Bel. Under en uforfigtig Sløfen med Statens
Sabdtægter, en utidig Skaanſomhed med formuende Borgeres Kasſe, em daarlig
Gtræben efter at vedligeholde en forlængft forfounden Storhed iblandt nordifte Stater,
og under en ubheldigen valgt politift Stilling til Europas meægtigfte Stater,
fattes den danſt⸗norſte Etat paa Ødelæggelfens Rand, og der behøvedes hun em
fortvarig Srig for at bringe den førgeligfte Korvirring i Frænderigernes indvortes
Stilling. Vi finde i Norge med Henfyn til den militatre Bevæbning faavelfom
til afle offentlige Magafiner den ftørfte Ufuldftændighed, og i Armeen felv en moralft
forfaden Zilftand i Henfeende ril Udførivningen. Vi finde Norge i den meet
bleitede Tilſtand for alle Inſtitutioner til Handelens og Virkſomhedens Underftøttelfe,
og en førgelig Jfolering med Henfyn til Benyttelfen af Univerſitets⸗ Underviisningen.
Under et tilftræfteligt Forraad af allt Livet6 nødvendige og behagelige Nydelſer til
Dagens Brug finde vi faa Behotdninger af alle Slags opfparede for de Mangelens
Var, fom nærmede fig. Den hele Periode er en lys Linie i Norges Hiftorie, fom
vi med Beemod forlade, for at gaae over til em af dens merkeſte Perioder,
i hvilfen Landet nedbøiedes af Næringsløshed, Hungersnøb og mange GSlags
gorvitlinger.
Andet Tidsrum.
Førfte Ufdeling.
| Fra 1807 til Udgangen af 1808.
-- —-+=
Forend Forfatteren indleder fine Leſere bet mørte Tidbsrum, ſom han mu har at beftrive,
i hvilket faft alle Landeplager nedtrykte vort niyffelige Fedreland, udſender han nogle forber
redende Ord om ben Muade, hvorpaa han har behandlet fin Materie, ber fet kuude vorde
mistydet og misførjtaaet formedelit bet Ubeffebenhede Sprog, fom han kunde ſynes at have
givet denne Deel af fin Fremftiling. En ftor Deel af de Materialier, hvoraf han har fams
menfat bette Afinit af fin blitorijfte Stilbring, har han hentet af egne Kilder — deels af
Erindringer om dette Pjæbnefvangre Tidspunkt, deels ar fine Nedtegneljer og fin Brevverling
med flere af Landets paa den Tid formaaende Mand. Han har derfor været nødt til |-venne
fin biftoriffe Fremitilling byppigere at omtale fin egen Perfon end ellers vilde være pasjende,
og at frembrage af fit Arkiv Documenter, fom maaftee funne udbrede et Lys over den Tids
Begivenheder. De bære i det mindſte Sandhedens Marke, idet Originalerne endun I nfors
anbret Form ere forhaanden, og ligeſom Horfatteren troer, at de fremftillede Beftriveljer og
Dttringer ikke funne mobdfiges af hans da levende Landsmænd, faa indeholde de Uncljer om
Rødvendigheden af en Reform Å Landets Forfatning, og fremitille den forberedende Overgang
dertil, fom faa Å Landets daværende Stilling. Kan maatte overhovedet miswivle om at
funne forelægge fine Landsmend Billedet af Tidend Vegivenheder, Landsmends Færd og
berffende Meninger, med livligere Udtryf end dem, fom den umiddelbare Birtning vaa den
mangenfund bevægede Sjæl I det Dieblik, ba Begivenheden indtraf, maatte give ham i Hande.
Hau bar ſaaledes, forfaavidt han bertil har havt Materialier, føgt at male Tidens Villeder
med Tidens Penjel, og hvo der med ham har gjennemlevet hine Ulykkens Dage, vil ueppe
finde, at han har brugt for flærfe Farver. Med tørre Forfigtighed har han maattet udtrykfe
fig med Henfyn til de Materialier, fom igjennem Andres Mund og igjennem Rygter, der
iffe altid føre Sandhedens Tale, ere komne ham tilhænde. Han vil hellere være mindre
intere8jant end mindre faudfærdig, og hellere fade aabne Rum fraa I fine blitorifte Blade end
fylbe bem med upaalidelige Sagn, iførte Sandhedens Klædebon, og med driftige paa en løs
Grund hvilende Slutninger om Undres Færd. Iſar har han ikke uden AEngitelfe nedſtrevet
fine Bemærkninger om Landsmends Færd og Gharakteer i hølere og lavere Stillinger, og
han har bybt maattet føle, hvor vanfteligt bet er at forene em frimodig og fandhedseljfende
Hiſtorieſtrivers Kald med mangehaande Henfyn tl de Dodes Gftermæle og de Levendes
Krenkelſer.
Forfatteren har troet det overeensſtemmende med fine Laſeres Onſte at indlede de md:
mærfede Mænd, fom have havt en vigtig Indflydelſe par Fædrelandets Shjebne, i fine Læferes
Bekjendtſtab ved en fort biografift Sligge over deres Perfoner, og iſer bar ban i on vidt:
løftigere Skildring udbredt fig over Prinds Chriſtian af Auguſtenborgs og Greve Herman
Prinds Chriſtian Anguft. 97
var Han i private Forhold endog mod dem, der maatte føle Virkningen af
Strenghed. J disfe private Forhold vifte han en hoi Grad af Godmodighed D.
han var bleven udbnævnt til Medlem af Negjerings-Gommisfionen , tndffræntede
han fig i Begyndelſen til at ordne Land-Militairets Unliggender, og fætte Armeen,
stsjeligen paa ben Tid led af mangehaande Brøft, pan en refpeftabel God.
Arbeide lettedes ved den føromtalte Jnfpections-Reife, paa hvilken han havde
at fjende de Krigsmoænd af høiere Grader, paa hvilke han funde flole, og til
itte han femere hen betroede vigtige Commando⸗Poſter. Vi have ovenfor feet,
orbmde han afholdt fig fra at blande fig i be Foranftalminger, fom hørte til
gaaden og Søværnet, hvilte han overdrog den udnævnte Commisſion af Soofficierer,
og derfom han pttrede en Mening, flede det med et beffedent Tillæg om hans egen
Snompetence til at bømme om flige Unliggender, og hans fuldfomne Tillid til hine
Rends Indfigt og praktifle Duelighed. Med den famme Beftedenhed affoldt han
fa sgfan i Begyndelfjen fra, i Megjeringscommisfionen at afgive nogen afgjørende
Stemme i Norges indvorteg eivile Unliggender, og overlod fine Golleger i Hovedſagen
st erdne disſe. Men det var langt fra, at han var ligegnldig ved Norges Skjebne
i bet Gele. Efterhaanden fatte han fig faaledes ind i Norges indre Forhold, at han
ogfaa i denne Henſeende blev et af Regjerings-Gommisfionens virkſomſte Medlemmer,
sg ligeſom hans Nærværelfe ber ilfe lagde den mindjte Tvang paa Korretningernes
Gag, faa bindrede ikke heller hans ophøiede Stilling den friefte Nærmelfe til Res
gerings⸗Commisſionen. Aldrig Iyfktedes det nogen Statsmand i fortere Tid .at erhverve
ig Follets Hoiagtelſe og Kjærlighed end Prinds Ghriftian Auguft. Han havde
aabne Øren og venlige Ord for Enhver, der i denne ulyffesfvangre Tid nærmede fig
han for at føge Hjælp og Raad. Hans førfte Tiltale, naar man traadte ind i hang
fple Audience⸗Gemak, hvortil fledfe var em let Adgang, var alvorlig, ja ſtreng,
8 ma funde flræmmes for bet markerede Unfigt. Det var hans Bane med raffe
Shidi at qaae hen mod den Jndirædende, og tiltale ham i en vis barft Tone med
det Spørgsmaal: Hvad flaaer til Tjeneſte?“ Men naar Samtalens Gjenftand var
eanet, formilbedes hans Veſen, og med den ftørfte Benlighed, GSimpelhed og
Deeltagelfe gif han ind i den ombhandlede Materie, og gav det Raad og den Hjælp,
fem ſtod ham tilrede. GSæbdvanligen foregit Samtalen under en hurtig Gang op og
nt i Bærelfet. Hans Indltoægter fom General tillod ham itte at føre nogen ſtor
Sgt i hin for Landets Embedsmand i Almindelighed fummerfulbe Tib; med hans
tage Apanage af det Auguſtenborgſte Fideicommis 5), og forholbsmæsfigen ubetys
beige Awemidler funde han ei omgive flg med fyrftelig Glands; men ved ædlere
* underſtottede han fin oyhøiede Stilling og banede fig Vei til Follets
ighed.
Prinds Chriſtian Auguſt's Nærværelfe i Norge ved Krigens Udbrud maa
beiragtes fom en fror Qyfte for det norſte Folt. Ikke alene havde bet Å ham en
ef og dygtig Krigsmand, fom ledede Hrrens Seiersdaad i ben firar paafølgende
dd 4
|
) Da han paa hiin Jnfpections:Reije paa Veftfandet opholdt fig nogle Dage I For:
fatterens Huus, gjorde han fig af Flid for at vife fig venlig mod en Compaguichef,
fom Havde faaet Jrettefættelfe paa Wrerceerpladfen for em forvirret Gommando, forbi
ban blev gjort øpmærfjom paa, at Manden t andre Henfeender var agtværdig. Eu
Lieutenant, fom havde ſtaget under ham i Fredericia, og nu levede fom Brivatmand
i Rorge, vifte fig under denne hans veftlandfte Neife meget paatrængende. Prindjen
befværedes bienſynligen ved dette Følge, og tog efter Aftale med fin Mdjutant Lientu.
Holſt, fom alene ledfagede ham, paa faadan Maade Afſted med ham i Forfatterens
Suns, at det var aabenbart, at han ikke fljøttede om hans videre Følge. Adien Hr.
ientenant S.“, ubbrød han efter at have fat fig i Bognen, „Tak fordi De har
ledſaget mig bid, Adieu!“ Men Manden lod fig itte Mræmme, men fulgte Prindfen
paa hans videre Melfe, uden at Prindfens Godmodighed tillod ham at afvije den
ueffomne Reiſefelle.
) [See om dette Wegeners Uctm. Bidrag til Danmarks iftorie I. 59—61.]
7
Aall) Grindringer.
98 Audet Tibörum I. Audet Gapitel.
Krig med Sverige; men det havde og i ham en i flere Henfeender udmærtet Per⸗
ſonlighed, ber i de førfte Krigens Aar fevede og virkede alene for Norges Bel, og
i hvem Nationens Kjærlighed og Hoiagtelje concentrerede fig i en udmærket Grad.
Nationens Begeiftring for Prinds Ghriftian Auguſt var af en anden Art og havde
en dybere Rod end den, fom fiden føltes i faa hoi Grad for Prinds Chriſtian
Frederit. Ingen udvortes Glands eller Kongeæmnets ligefom uſynlige Jndflpdelfe
endog paa ben meeft frifindede Mand frembragte eller underftøttede denne Nationens
Kjærlighed for Prinds Ghriftian Uuguft. Den tolkedes ikke i fan mange Taler og
Sange i Templer og Feftiviteter, men den ubbredtes i Stilhed og trængte dybere
til Hjertet. Denne Heugtvenhed fremkaldte iffe alene mangen ædel patriotift Daa»,
men under bigfe varme Folelſer for ben norſte Negjerings elſtede Formand flabtes
Fanen om en Iyffelig Forfatning, bygget paa en flørre National: Selftændigheds
Grundvold, og Norges Forhold til Prinds Chriſtian Auguft udgjorde, ligeſom Nationen
uafvidende og visfeligen uden Prindjens perfonlige Medvirkning, det førfte Aſſondriugs⸗
Glement fra det gamle Dynafti. Norge havde i fine forfljellige kritiſte Stillinger
under og efter den fidfte Krig det Held, at høit begavede og fæbdrelandflfindede
Mænd frode tilvede for at underftøtte Fædrelandet Sag, og lede den til et onſteligt
Refultat. Det er derhos em Erfaring, fom alle Landes Hiftorie giver os i Hænde,
at flore Mound ffabes under fore GStatsomvæltninger; thi det flumrende Gent og
Mod væktes under Fœodrelandets Farer. Da Prinds Ghriftian Auguſt, faldet til en
høiere Stilling, forlod Norge, traadte andre udmærfede Mond frem paa Skuepladfen,
ber med Henfyn til Nigets indvortes VBeftyrelfe hunde figes at erftatte hans Savn.
Elſtet paa famme Maade fom han er aldrig Nogen fiden blevet i Norge.
Bed Siden af Prinds Chriſtian Uuguft flod i Regjerings-Gommisfionen Juſti⸗
tiarius, Gtatsraad Faljen, en Mand, fom med Henfyn til videnffabelig Dannelſe,
Forrenings-Dygtighed og glødende Foleljer for Hoæbdrelandet udmarkede fig fremfor
de Fiefte. Enevold de Falfen, en Søn af Gonferenceraad Ghriftian Magnus
be Falfen, Juftitiarius i Overhofretten i Norge, var født i Kjøbenhavn 1755, og.
allerede i fit 10be Aar bimitterebes han fom Privatift fra Kjøbenhavn HI Univerfitetet,
hvor han med megen Berømmelje tog examen artium 1765. Med ligefaa raffe
Skridt begyndte han fin Gmbedsbane. Han blev i fit 16de Aar Gopift i Gancelliet,
i fit 22de War Asfesfor i Overhofretten, og efter Geheimeraad Scheels varme Unbes
faling conſtitueredes han efter Faderens Bortgang fom Juftittarius. Aaret efter [1789]
forflyttebes han til Langmandsftolen i Nordlandene og Finmarken. Paa et affondret
Sted ber, GStegen Å Saltens Fogderi, berøvet al literair og felftabelig Omgang,
fom Han fatte Prits paa, og i en uvant Cenfomhed, lagde han Grunden til en
Melandoli, fom fiden aldrig forlod ham”). Efter fin Læges Raad forlod han efter
2 Aars GForløb hine Cane, og begav fig, uden at have opnaaet nogen anden
Befordring, paa Lytte og Fromme til Kjøbenhavn, hvor han 1791 blev anfat fom
Asfesfor i Høiefteret. I de 11 Aar, han blev paa denne Poft, fvætfedes hans
Regeme meer og mere. Endſtjont i Manddommens Ulder erholdt han tidligen
Oldingens Ubfeende, og det fyntes fom fun hans virkſomme og fivlige Aand opretholdt
hans ſynkende Legeme. Begivenhederne i Frankrige under Revolukionen fatte hans
for fovbunden Frihed fværmende Sjæl i heftig Bevægelfe, og ber var en Tid, da
ban pleiede fortrolig Omgang med Frihedsmændene P. A. Heiberg og Malthe Conrad
Brun. Men ligefaa høit fom han elflede Friheden, faa meget afſtyede han dens
5 [Denue Melandoli havde maaſtee tilbeels fin Grund i MErgrelfe og Gremmeli over
hans Horflyttelje fra Ghriftianta til Nordlandene, hvillen var at anſee fom en For:
viisning, oranlebiget ved det utilbørtige Forhold, ber bevirfede General: Anditør O.
Cor. egjelg Frues Stiomisfe — Aum. af 9 Chr. Berg. Jfr. B. Mors Tidé:
ftrift for mort. rſoualhiſtorie. 252—253. ]
Cuevold de Faljen. Gebhard Moltke. 99
Siøbrug, og ved hans Mhandling om Frihjeden'), og efterat have førevet fin Prolog
«Gefen i Balbal» til en Foreftilling paa Theatvet i Anledning af Kongens Fodſelsdag
fappedes hans Forbindeffe med disfe Frihedbsmand. De behandlede ham fom en
åæræder mod ben gode Eag, og angrebe ham i den Anledning i deres Stifter,
deeraf den befjendte Feide mellem ham og M. C. Brun opfod. Disſe og flere
-Mebageligheder virkede imidlertid ffadeligen paa hans ømfindtlige Sjøl og fyærtede
Om hans Fortjenefter fom Forfatter behøve vi ikte vidtløftigen at udbrede os;
le ere vore LRandamend noffom betjendte af hans Skrifter, fom famledes og udgaves
d hans Ben, Profesfor, ſiden Statefefretair Platou. Allerede mod Slutningen af
færige Aarbundrede blev han Rattonen fordeelagtigen bekjendt formedelft den varme
Ider, brormed han forfvarede det norffe Univerſitets Sag, hvis Mobftandere maatte
iøle hans flarpe Satire. I Følge fin fra Ungdommen af nærede Vilbøielighed til
Mt bramatiffe Studium berigede han Skuepladſen med flere Stykker, fom med
Mid opførtes paa det kjøbenhavnfle Theater og paa Privat-Theatret i Ghriftiania,
ien biomftrede under hans Beflyttelfe. Under Gualændernes Ungreb paa Kjøbenhavn
1801 ted han ſig indffrive fom Medlem af det oprettede Studenter⸗Corps, og for:
altebe 1 ben Anledning fin betjendte Krigsfang: „Til Vaaben! fee Hienderue
fme . . .» Sin GForfatters-Birtfomhed fortfatte han ogfaa ſom Medlem af
Legjerings⸗ Goumisfionen. Aldrig er vel nogenfinde en Avis bleven lagt under
Srsje i Fædrelandet, der tjente faa meget til at væte den pairiotifle Sands og
trøfte bet fidende Folt, fom Falfens Budſtikke, der udgaves ved Udbruddet af
faen med Sverige, og hvis overflydende Udbytte anvendtes til Bedfte for de i
fara Faldnes Efterladte.
Imidlertid aftog hans Helbred under hans Embedsſtilling fom Hoieſterets⸗
ſesſor meer og meer, og da nu dertil fom, at han flere Gange under Sesfionerne
i Heieſteret bjemjøgtes af Hovedfoimmel og Befvimelfe, fom Lægerne tilffreve hans
Sfrmgelfe og Stilleſidden under 5 Timers Sesfioner bagligen, bevægede dette, og
maflee Longſelen efter Norge, hvor han endnu havde mange Ungdomsvenner, ham
ul at ombytte fin Embedsſtilling med Jufittarius-Poften i Agershuns Stiftsoverret
1802.) J de førfte Aar efter denne Forandring i hans Stilling gif itte heller
hans Selbred tilbage; men efter Maret 1805 nedbøtedes han alt meer og meer paa
Gjal og Legeme; hans Melandoli vendte tilbage og forogedes bdagligen til Hans
Samers flore Bekymring. Krigens Udbrud med England 1807, og hans berpaa
følende Anfættelfe i Regjerings-Gommisfionen fatte Hans Fæbdrelandsfind i Bevægelfe,
sg syvafte hans gamle Birffomhed, — Livskraften blusfede igjen frit, og yttrede
fa i en glødende Iver for at gavne fit Fædreland %).
J fin Stilling fom Medlem af RegjeringssCommisjionen retfærdiggjorde han
bet aa ham faldne Valg. Med en flor Embedsdygtighed forenede han en fror
$manitet, en taalmodig Beredvillighed til at høre alle Klager, og ben ædlefte Attraa
fer at afbjolpe dem. GSimpel i fit Vaſen og i fin ydre Omgivelfe fporedes ingen
Vftend, der funde føræmme den Anføgende fra at frembære fine Ønfter. Men Falfen
herde culmineret paa Livets Bane, da han indtraadte i Negjerings-Commisfionen.
Cadet formerfedes under Betragininger over Fadrelandets kritiſte Stilling, og et
beltet Legeme gjorde ham mindre friftet til et befværligt Ralds Unktrengelfer. Hans
Sulfembed fom Medlien af Regjerings-Gommisfionen var derfor tun fort, men visfe-
fam velgjørende for Forretningernes Gang, da han havde fin ſtore Deel i, at digfe
5 Judrykket i hans efterfadte Skrifter Pag. 131. [Efter den Tide almindelige Ombømme
var P. Å. Helberg em ondſtabsfuld og fpydig Maud, MN. C. Brum em ubefindig
Yugling. — Anm. af J. Chr. Berg]. :
53 Dvenftaaende biografiffe Notiser fhjldes Sønnen Amtmand Carl Haljen, og den forte
Gstraft af Lærde Efterreminger, fom findes i E. Faljens efterladte Skrifter.
* 7 *
por 208"
102 Audet Tidsrum I. Andet Capilel.
vi flere Navne indſtrevne paa den norffe Hiſtories Tavle, der paa flere Maader
indvirkede paa Statens Vel, og fom vare virkſomme Haandlangere ved at grundlægge
JInftitutioner, hvis Savn hidtil havde gjort Norge Hl en Stygge af en Stat.
Intet or faaledes visfere, end at Oprettelfen af et Regjerings⸗Collegium i
Landet felv, hvortti benyttedes den i Norge forefundne Dygtighed og Snille, bidrog,
hiligemed Landets farlige Stilling under Krigen og den dermed forbundne Nødven-
bighed at bjælpe fig felv paa den offentlige og private Bei, til at forberede den
Myndigheds Tilftand og den befynderlige Indſigt i Statsværket, fom ved Grund-
lovens Udfærdigelfe og mange af de paafølgende Statg-Jndretninger lagdes for Dagen.
Gjennem Krigens Jarer, Nærtngsvetenes Etandaning, indviflede indvortes Forhold
og Blottelfe for de flefte til en Stat hørende felvftændige Indretninger, futtredes
Egennyttens og Egoismens grove MRudimenter, opflammedes Patriotismens Ild,
fljærpedes Fornuftens og VBirffomhedens Reaction, og em politi Selvftændigheds
Morgenrøde frembred over Norge. Den Green af Statsftyrelfen, fom yplantedes i
Norge gjennem ben norffe Regjerings-Commisſion, var den førfte Begyndelfe til
Gmancipations-Bærket, og GSelvftyrelfen flog under den faa flærfe og frodige Redder,
at nye Forføg fra Dammarfs Side paa at indføre den gamle Tingenes Orden og
det gamle Dynaſtis ſtrenge og ubøtelige Former vift vilde have været forgjæves.
GSelvftændighedens Sæd udfaaedes af den banfte Konges egne Hænder, den fytrede
og føyrfedes under Krig, GElendighed og Farer, og ben modnedes, trods nye og
gamle Fienbers Modftand, ved Norges egne, deels indfødte deels adopterede, Sønners
Intelligente. Regjerings-Gommisfionens Raads⸗Cabinet var Conſtitutionsvarkets førfte
Bugge, og i Gibsvoldsfalen modnedes Manddomsværket.
J en anden Henfeende forandredes under Krigen de tvende forenede Rigers
Forhold til hinanden og Ideernes Gang i famme. Hidtil havde Friheds⸗Ideerne,
nærede af ben franffe Revolutions nærmere Indflydelſe, flanet dybere Rodder I
Danmart end i Norge, og om endog dette Sønner ber blandede fly i den frittalende
og fritffrivende Stare, faa frede det af Mænd, der ligefom havde ombyttet Fædreland
og flaaet fig ned ti Danmart. J Frændelandet havde ogfaa vitft fig, mod Slutningen
af forrige og i Begyndeljen af dette Marhunbrede, det alvorlige Studium af Stats⸗
fogffab og Statshuusholdning, hvortil Grunden var lagt af Udlandets Lærde, og
bette Studium, hvis Tilværelfe var idet befjendt før ovennævnte Tidspunkt, begyndte
ivrigen at dyrkes af tjøbenhavnffe Lærde. Men itte Nelfer i disje videnſtabelige
Granſkninger toge norffe Lærde fynderligen Deel. Under Krigen forandredes denne
Tingenes Stilling. I den norfte Presſes Producter taltes nu et friere Sprog, og
Boærter, eller i det mindfte Brodurer, fom for Dagen under Krigens Løk, der I
frimodig Bedømmelje af offentlige Gjenftande unde ſattes ved Siden af den banfle
Presſes djærvefte Friheds-Tale. Landets Nod, den danffe Megjerings aabenbare
Feiltrin. under at afhjælpe ben, dens Haarbnatfenhed i fine frigerfte Foranftalninger,
den fuldfomne Mangel paa alle Midler til Felvftændighed, under en iſoleret Stilling
fra Danmart, føsnede Tvangens Baand, og frakte den friere Tale. Tonen i Skrift
og i Tale blev faafebes langt friere; thi derfom dette Friheds-Sind forhen Fløvedes
under en lykkelig indvortes oefonomift Stilling, faa fljærpedes den nu, da Nationen
igjennemgif en Glendighedens Skjarsild, hvortil intet Sideſtykke fandtes i Norges
ſeuere Hiftorie. Den danfte Regjering taug til denne Frihedens Tendents; thi den
følte, at Forbindelfens Baand flapredes, og en politiſt Gjæring begyndte at røre
fig, ber frembragte Frygten for og Anelſen om en fuldfommen Opløsning — en
Oplosning, hvorned maaffee den banffe Konge felv efterhaanden gjorde fig fortrolig,
formedelft de Lidelfer, fom forvoldtes begge Mationer under Mrigs-Tilfanden. Da
begynbte ogfaa Norges oplyfte Mænd at indfee Nødvendigheden af at tilegne fig en
ftørre Indſigt i Statsfonft og Statshuusholdning, og bisfe Bidenfraber, fom hidtil
endnu vare mere fremmede i Norge end i Danmart, begyndte hos og at dyrkes.
Det vil derhos findes naturligt, at dette Studium fit femere hen i Movge en mere
Danmart afflaaer Englands Forſlag. Betragtninger. 108
paltit YAnvendelfe end i Danmart, fordi Syſtemets Megler lettere unne overføres
aa vore tnbvortes Yabretninger og Birffomhed, under en førre Lighed i borgerlig
Stilling, en jærnere Fordeling af Gapital-Formue, og en førre Frihed i den indur
jønelle Virklſomheds Bevægelje. Havde derfor endog Danmart paa den Tid — hvorom
lei fan toiftes — de meeſt oviyfte Stats:Oefonomer, faa fremtraadte ogfaa efterhaanden
ft Merge hefdige Dyrfere af denne Bidenflab, og Anvendelfen af dens Principer blev
maatrivleligen lettere i Norge end der. En nærmere Udvikling heraf tilhører fenere
taderjøgelfer.
— — — — 2
Tredie Capitel.
Englands Fredsforſlag.
E.iande fiendtlige Skridt ſtrar efter Kjobenhavns Bombardement vare endnu tlfe
jeorlige. Da Capitulationens Betingelfer paa begge Sider vare opfylbte, Danmart
harde overfeveret fin Flaade i Englands Hoænder, den engelfle Urmee igjen Havde
Imergivet Sjælland, og den engelffe Flaade havde forladt Sjcellands Kyſter, forfegte
iden britiffe Udenrigs-Minifter Canning endnu gjennem ben banffe Charge d'Affaires
ai Gugland, Riſt, at bevirte en fredelig Overeenstomf. En dobbelt Ufgjørelfe forefloges
idumarf: enten at dette fluldbe vende tilbage til fin forrige Nentrulitets-Vilftand imod
Rat afaac Øen Helgoland, eller at indgaae en nøte AMiance med England, mod at
faer Griatning for Flaaden, Garanti for alle fine Stater, og anfeelig Forsgelſe af
be danſte Giendbomme i Beftindien. det Ganning forelagde Mift dette Forſlag,
tilføiede han ZXrudfler om de Følger, fom et Ufflag vilde medføre, faafom Gonfifta-
timen af affe danffe og norſte Skibe, fom vare lagte under Embargo, Tabet af de
ide Golonier, Ødelæggelfe af Danmarks og Norges Handel, og, fom det frygte-
fligfe Punct, Kjøbenhavns Befættelfe af ſvenſte Tropper. Her omtales ogſaa for
fføfe Gang den Rødvendighed, England kunde fomme i, at gjøre Sverige fladesløs
med Befiddelfeh af Norge. Men Danmarts Kronprinds afflog flandhaftigen alle
zerſiag, og foarede, at han følte fig ligefaa oprørt ved Englands Tilbud fom ved
ete Trudſler, og tilføiede, at efter hvad ber var fleet, unde ber ingen Tale mere
dvære om nogen Separat⸗Forbindelſe mellem England og Danmark. Det førfte Tilbud
om Neutralitet, under lidet trylkende Betingelfer, havde fortjent at tage under
(Overseielfe, og Mflaget maa vel tilffrives meer en afmægtig Harme over en viftnol
metfærdig Behandling, end en politiſt Klogffab. Untagelfen deraf vilde rimeligviis
hne bragt Fredens, en livlig Birkfomheds og Handels lykkelige Dage tilbage til
Ivort Norden, og forhindret be tvende forenede Migers ſtrax paafulgte Skilsmisſe.
Napoleon vilde neppe Have modfat fig denne Fredsflutning ved aabenbar fiendtlige
Gridt; ti i Følelfen af Danmarks Svaghed tillod han fenere hen, da hans Lyktes
Eol afferede begyndte at dale, fin Ullierede at førge paa bedfte Maade for fin egen
drelſe og bane fig Bei til Fred med fine Naboer. Bed Tabet af fin Flaade havde
Dammark overhovedet tabt den politiffe Bigtighed i de ſtridende Magters Øine, fom
herde nedſcenket det Å den ulyftelige Krigs-Tilftand. Rimeligviis ſtolede Danmarks
Neaprinds pua Napoleons Magt, fom nu havde naaet fin høiefte Sypidfe, og pan
nsiands Hjælp, fom havde lovet Danmark ei at flutte Fred med England, førend
dette havde givet Danmark Wrftatning for Tabet af fin Flaade. Vif nok gav Russ
') Se Bilag Ro. 13.
104 Andet Tidsrum I. Tredie Gapitel.
fand under 16be Oktober 1807 en flenbtlig Grflæring*) mod England, fom havde
Krig til Følge mellem disfe tvende Magter; men der opftod en hemmelig Handels⸗
forbindelfe mellem Rusland og England, der gjenfibigen behøvede at kjobe og fælge
hinandens Broducter. Krigen førtes med Lunfenhed, og endtes med et nyt Forbund
imod Yrankriges Keifer. Endnu var Danmarts Sværd ille frultet i Stede, da
Rusland tillod den banft-norffe Stats Sonderlemmelſe og brugte Norge fom et
Middel til at beholde Fintand. Saaledes beredte Rusland Danmart Grftatning for
fin Flaade! Den upartiffe Hiftorieffriver bor ifte bedømme Megjeringens Politi
efter en fenere Udvikling af politiſte Fohold, fom ikke vare at forudfee, og med
Lethed Bygges politiff Bitsdom af Elementer, fom Hiftoriens Gang fenere hen leverede.
Danmark var imellem en dobbelt Ild; paa ben ene Site Englands Trudfler, paa
ben anden Frankriges og Ruslands fiendtlige Skridt, om bet ikke forenede fig med
dem imod England. Denne Tingenes Stilling, forenet med Napoleons fore VBælde
paa den Tid, fom var flegen til det hoieſte Punkt, monne tjene til Forfvar for
Danmarks Beflutning, men det er vif, at Danmarks Kronprinde havde førget bedre
for Rigernes Held, om han, i Følelfen af Danmarks GSvaghed, havde dæmpet fin
$Harme, og flrar ved Krigens Udbrud tilladt den hemmelige Handelsforbindelfe, i fin
mægtige Allieredes Stiil, hvortil han fiden ved Omftændighederne blev tvungen fil
at give fit Samtytte. Hvor mange Libelfer havde han ilke derved fyaret de forenede
Niger, men ifær det ulyftelige Norge!
Gifter disſe forgjæves Forføg fra Englands Side paa at igjenoprette et fredeligt
Forhold med Danmark, var bet engelffe Minifterium hun betæntt paa den meeft
fiendtlige Ferd mod begge de forenede Riger, og England behøvede iffe at fætte
ftore Kræfter i Bevægelfe, for at paaføre en forfvarsløs Nation em ulige Kamps
rædfomme Følger. Efter de gjoørte Grflæringer fra Muslands og Preusjens Side
ſtulde alle de baltiffe Havne anſees Iukfede for Englands Handelsſtibe, og det flulde
fynes fom alle engelſte Stibe og Barer maatte forfvinde fra disfe Høider. Men
disſe Magters Handels⸗Politik, der et Øieblit maatte bøie fig under Napoleons mod
England frilede Sperrings⸗Syſtem, foretraf fnart en hemmelig Forbindelfe, fom
fortfattes ved Hjælp af fimulerede Papirer, der førft efter 2 Uars Forløb midt under
Krigen beftyttede Norges Handel mod England. Fil de Gonwoier, fom til ben Ende
febjagede disſe Handeløflaader over Nordføen igjennem Kattegat og Danmarks Stræder,
føledes ſaaledes nogle Krydfere, fom bleve ftationerede paa Norges Høider, beftemte
HE at opfange, og deels bhjemfende til England, deels tilintetgjøre de mindſte fom de
ftørfte Kornfartøier. »Disſe Krydfere indfandt fig paa deres Station, frrar efter at
ben føromtalte Freds-Underhandling var bleven afbrudt, og det blev da vanffeligt
at undaaae ben aarvaagne Fiende. Medens ſaaledes hverken Kapere eller Krigsfartøier
fandtes i Øfterføen, men engelfte Stibe, under falft Flag, fore ud og ind af alle
$Havne langs den baltifte Kyſt, vrimlede de dbanffe Vande og tildels Nordſsen af
indre banft-norfte Mrigsfartøier og Kapere, der lokkede en Moængde engelfle Krigeftike
i vore Bande, fom aldrig der vare blevne fete i flendtlig Henfigt, naur ikke Danmarks
Kronprinds, ærlig i fin Politik fon i fin hele Færd, havde anfeet det under Migeté
Boærdighed at blande Fredens og Krigens Sysler med hverandre. Hiin Mettemtid
fra ben danſte Flaades Overgivelfe indtil Freds⸗Underhandlingerne vare endte, var
imidlertid Iyktelig for Norges Kornforfyning, og vilde Have været det i en høiere
Grab, naar denne Fiendtlighedernes Standsning, der i øvrigt ikke hvilede paa en
beftemt Overeensfomft, havde været mere bekjendt. Flere Smaaftuder feilede i den
Tid wumolefterebe mellem Danmart og Norge; men en tilftrærtelig Binterforfyning
hunde berved ikle tilveiebringes.
) I Bilag Ro. 14 finded Englands Svar herpaa faavidt det angaaer Rørden.
SMoratørium. Midlertidig Loane-Jukretning. 108
Fjerde Capitel.
Regjerings-Commiskonens førfte Virkfombhed.
Den norffe Regjerings⸗Commisſion traadte fammen den Iſte September 1807, og
bezyndte fim Birffomhed med at overfende Stiftamtmændene til Efterretning. og videre
I Meddeletfe den Plakat fra det danſte Cancelli, fom indeheldt Commisſionens Ud⸗
nævaelje. Aldrig befandt fig vel noget Megjeringes Golegium i en vanffeligere
Etilling end den norſte Regjeringé-Gommisfion ved Tiltrædeljen af fit vigtige Embede.
Igrigens pindfelige Udbrud lemlæftede al Virkſomhed, ftoppede alle offentlige og private
ISabtægtsfilder, forfiyrrede alle Penge-Omfætninger, og frembragte Forlegenhed og
Stangel sveralt. Norges Forfvarsmidler vare i den betænteligfte Tilſtand. Faſt
dnat Material til at forfvare Landet og lægge Vegt til den danſte Negjerings
Gndtiige Beflutninger fattebes, faavelfom de nødvendigfte Midler til at lønne og
mdaholde Krigsfolket. Der fandtes ille meer end 150,000 Rd. tilfammen i de
lefentlige Kasſer, og disſe vare, efter ben noieſte Beregning, knapt tilftrærtekige til
Ifrgtmagtens allerfimplefte Behov for een Maaned. Fra alle Kanter indſtrommede
iderbes Klager over Forlegenhed og Nød, fom Gommisfionen maatte høre uden at
rune bjælpe. Banfleligheden forogedes formedefft Nofternes Afbrydelfe. Sjælland
fandbi fig under Englæendernes Ophold der i en Slags Blofade=Tilftand med Henfyn
til Gommunifationen med Danmarf, og med Sverige opftod ogfaa gjenfidige Ulemper,
ifdeele foranledigede af de Htndringer, fom fra danſt Side lagdes for den fvenfle
$ Beforbring igjennem Danmart.
J Under den almindelige Ræringshvile voyede Pengeforlegenheden i en frygtelig
Nöreb, og iblandt den fore Mavfe af Gjenftande, fom Megjeringsa Commisfionen
hane at overveie, var denne ben førfte, fom tiltvaf fig bens Opmærffomhed, og fom
= med alvorlig Haand føgte at raade Bod paa. Det førfte Brev, fom udgik fra
$ Raadsfal under Ade Septbr., omhandlede denne Øjenftand. „Et Moratorium-,
x benne Skrivelſe til Finants-Gollegiet, „hvor Fadeligt det end er for Crediten,
met beg, under et faa presferende og ſpecielt Tilfælde fom nærværende, at være
wigt, om ellers fe mange af Landets Børn, der funne anfees for velhavende,
opryftes og mifte Alt hvad de eie, fordi det Mefte deraf ikke vil blive betatt
øver det Halve af det virkelige Verd.“ Jmidlertid gif Forflaget ud paa, at
vratorium blot frulde gives før to Maaneder, i Hnab om, at Gonjunctursrne inden
m Tids Forløb milde tage en gunftigere Bending. Derhos erklærede Gommisfionen
g beføtet til foreløbigen at meddele faabanne Moratorier, om de anføgtes, før den
amgelige Sanction derpaa hmbde indløbe. Dog bleve fun faa af disfe Dotumenter
„ deels fordi alle folide Hufe, fom vaagede over deres Credit, krympede ſig
at forlange faadan Beflyttelfe uden høtefte Nod, og heller hjalp fig ved egne
og benyttede den paa den Tid bherffende Eftergivenhed i Pemgefager, ved
Underhandlinger med Jhænbdehaveren af de paa dem føbende Papirer, beelé
pi De Anføgende meftendeels ei hunde opfylde be paalagte Betingelfer. Anſogeren
atte nemlig paavife, at VBerelfordringerne havde fin Oprindelfe fra de nærværende
adtlige Gonjunfturer, og tillige oplyfe, at hans GStatus var faa betryggende for
Greditorer, at ber ved Meddetelfen Jutet vovedes. Af flere Unføgninger, fom
a —8 bevilgedes ſaaledes fun faa, og ben hele Foranſtaltning bortfaldt, da der
Kort efter blev førget for et tilftrætfeligt Belob af Papirpenge.
Mere indgribende Foranftalminger bleve imidlertid nødvendige, og i den Une
ledning ubfærdigede MNegjerings - Commisfionen em Skrivelſe af Ade September til
Ginant$-Gollegiet, hvori flere Forflag omhandledes. Deri oplyftes, at Underfrøttelfe
sf Megjeringen eller overordentlige Hjælpemidler vilde vorde fornødne, efterfom den
106 Andet Tidsrum I. Hjerde Gapitel.
Sum, der fom ovenfor meldt fanbtes i Kasfe, 150,000 Mv., vilde være aldeles
utilftræftelig til de fornødne milttatre Operationer. Desuden vilde det blive nøvd-
vendigt at underftøtte de Handlende, hvis Virkſomhed paa engang afbrødes formedelſt
Krigen, uden at det var dem tilladt at inddrage deres Fonds i England. I famme
Forlegenhed befandt fig Saugbrugs⸗ og. Bærts- Eiere og lignende Virkſomhedsfor⸗
ftandere, fom vilde blive nøbragebe til at indftille deres Virkſomhed, naar ei betimelig
Hjcelp ydedes dem, og bette maatte blive af uberegnelige Følger, fordi en for
Mangde Menneffer derved maatte blive brødløfe. Commisſionen underrettede faatedes
Gollegiet om, at den, for iffe at fpilde noget Oieblik, havde tilftrevet Hvrigheden
i Agerhuus Stifts Kjøbftæder, at forfamle hvert Stede handlende Borgere, for at
anmode bisfe om at udnævne en eller to Deputerede, fom maatte befuldmægkges til
at møbe i Chriſtiania den 12te September, for med Gommisfionen at afhandle det
Fornsdne om Oyprettelfen af et interimiftift Laane⸗-Inſtitut, der fden efter
Omftændighedane funde udvides til de øvrige Stifter. Ved dette Laane⸗Inſtitut,
hvis Silkerhed deels ſtulde hvile paa Hypotheker, deels paa de Handlendes perfonlige
Bederhæftighed, vilde Commisfionen lade for det Førfte fætte i Circulation 600,000
Ad. i Bankofedler, fom udſtedtes af em dertil af den ſelv beftiftet Committee, og
efter et Stempel, hvortil ben beførgede Plader. Af denne Sum vilde ben forbeholde
fig 3 Deel til Regjeringens Brug og offentlige Foranftaltminger, med Horpligtelfe,
at Laanet til en vis Tid efter Freden ſtulde vorde igjen indløft med Gourant-Sedler.
For at træffe nærmere Aftale om denne eller lignende Koranftaltninger, benyttedes
Greve Wedel⸗Jarlsbergs Tilbud at gjøre en Meife til Kolding, hvor Negjeringens
Sade da var.
Gifter Regjerings-Commisfionens Opfordbring funmentraadte derefter Deputerede
fra be forffjellige Kjøbftæder i Ugershuns Stift i Chriftiania, for at udkaſte Planen
til en Laane-Jndretning for Norge, ved hvis Hjælp baade Staten og Private funde
aabnes Adgang til den fornødne Underftøttelfe under den nærværende Grifis. Laane⸗
Judretningen fom i Stand; men det tillodes den ikke felv at udſtede Sedler, ligeſom
den heller iffe blev et Middel for Staten til at reiſe Penge til dens egne Fornøs
benheder paa Privates Giendomme. Regjeringen var endnu ikte tilbøielig til at
tilfaae Norge nogen GSelvftændighed i Pengevæfenet, og der gjordes med Grund
Indvending af Handelsftanden imod, at Privates Eiendomme frulde benyttes fom
Midler til at redde Staten af dens Nød, medens de behøvede at raade over Cien⸗
bommenes fulde Vard, for at hjælpe fig i egen Forlegenhed. Den danſte Regjering
valgte be fæbdvanlige Midler, hvoraf den i lang Tid havde benyttet fig, for at
tomme Gtatetasfens Forlegenhed og Finantfernes Underballance til Hjælp, nemlig
Udſtedelſen af flere Gredit-Papirer. Der oprettedes en HovedsLaane-Committee
i Ghriftiunta, og denne fif Under-Committeer i de øvrige Stifter og mindre Diftricter,
ber fra ben ſtore Seddelfabrit i Danmark forfynedes med de fornødne Midler. Under
Navn af Asfignationsbevifer )) udfærdigedes faaledes et nyt Slags Bankoſedler, der
fun havde et andet Ravn, men ingen faftere Grundvold at hvile paa end den øvrige,
paa bet føfefte undament hvilende GSeddelmasfe. Hvad den danffe Finantsbeſtyrelſe
i Bedre Dage”) iffe havde Klogſtab og Beftemthed not til at udføre, det havde den
i denne odelæggende Mrigs-Beriode endnu mindre Kraft til at drive igjennem, og
Pengeveſenets Befæftelfe maatte overfabes en fommende Tid. Der begyndte faaledes
en ny og grændfeløs Seddel-Fabrikation i Altona, fom hver Dag under den
ulyttelige Krig arbeidede paa, i Bund og Grund at øbelægge Rigernes Pengevæfen,
og endte tilfidſt med den førgeligfte Forfyrrelfe af alle indvortes borgerlige Forhold.
—— — — — — — —
) Se Bilag No. 15.
finder den adle 1 opfyfte, men i fenere Har forge Grev E. Schimmelmann. —
Aum. af 4. Chr. Berg.]
Prinds Ghriftian Auguft. 97
venlig var ban i pribate Forhold endog mod dem, der maatte føle Virkningen af
hans Strenghed. I disfe private Forhold vifte han en hoi Grad af Godmodighed ).
Da kan var bleven udnævnt til Medlem af Regjerings-Gommisfionen , indffrænkede
ban fig i Begyndelfen til at ordne Land-Militaivets Unliggender, og fætte Armeen,
ber visfeligen paa Den Tid leed af mangehaande Brøft, paa en reſpektabel Fod.
Dette Arbeide lettedes ved den føromtalte Jnfpections-Neife, paa hvilten han havde
lært at fjende de Krigsmend af høiere Grader, paa hvilke han funde ſtole, og til
ville ban fenere hen betroede vigtige Gommando-Pofter. Vi have ovenfor feet,
bvortnnde han afjoldt fig fra at blande fig i de Foranftaltninger, fom hørte til
Faaden og Søværnet, hvilte han overdrog den udnævnie Gommisfion af Søofficterer,
og derſom han yttrede en Mening, frede det med et beftedent Tillæg om hans egen
Sncompetence til at bømme om flige Unliggender, og hans fuldfomne Tillid til hine
Mendeé Indfigt og praktiſte Duelighed. Med den famme Beftedenhed afholdt han
fig ogſaa i Begyndeljen fra, i Megjeringscommisfionen at afgive nogen afgjørende
Stemme i Norges indvortes civile Anliggender, og overlod fine Colleger i Hovedſagen
at ordne bisfe. Men det var langt fra, at han var ligegnldig ved Norges Skjebne
i det Hele. Efterhaanden fatte han fig faaledes ind i Norges indre Forhold, at han
ogfaa i benne Henſeende blev et af Regjerings⸗Commisſionens virfjomfie Medlemmer,
og figefom Hans Nærværelfe der ikke lagde den mindfte Tvang paa Forretningerneg
Gang, faa bindrede ikke heller hans ophøiede Stilling den friefte Nærmelfe til Res
gjeringe=Gommisjionen. Aldrig lykkedes bet nogen Statsmand i fortere Tid .at erhverve
fig Folkets Høtagtelfe og Kjærlighed end Prinds Ghriftian Auguft. Han havde
aabne Øren og venlige Ord for Enhver, der i denne ulykkesſpangre Tid nærmede fig
ham for at føge Hjælp og Raad. Hans førfte Tiltale, naar man traadte ind i hans
fimple AudiencesGemak, hvortil ſtedſe var en fet Adgang, var alvorlig, ja ſtreng,
og man funde flræmmes for det marferede Unfigt. Det var Hans Bane med rafke
Skridi at gaae hen mod ben Jubirædende, og tiltale ham i en vis barſt Tone med
det Spørgsmaal: „Hvad flaaer til Tjeneſte?“ Men naar Samtalens Gjenftand var
aabnet, formilbedes hans VBæfen, og med den frørfte VBenlighed, GSimpelhed og
Deeltagelſe git han ind i den omhandlede Materie, og gav det Raad og den Hjælp,
fom ſtod ham tiltede. Goædvanligen foregit Eamtalen under en hurtig Gang op og
med i Bærelfet. Hans Jndtægter fom General tillod ham ikke at føre nogen fror
Pragt å bitn for Landets Embedsmænd i Ulmindelighed fummerfulbe Tid; med hans
ringe Apanage af bet Uuguftenborgffe Fideicommis”), og forholdsmasſigen ubetye
delige Amemidler funde han ei omgive fig med fyrftelig Glands; men ved ædlere
Midler underftøttede han fin ophøiede Stilling og bHanede fig Vei til Folkets
Kjærlighed.
Prinds Ghrifttan Auguſt's MNoærværelfe i Norge ved Krigens Udbrud maa
betragtes fom en ſtor Lyfte for det norffe Foll. Ikke alene havde det i ham en
erfaren og bygtig Mrigsmand, fom ledede Hærens Seiersdaad i ben ſtrax paafølgende
1) Da Han paa hiin Jnfpections-Reije paa Veftfandet opholdt fig nogle Dage i For:
fatterens Hund, gjorde han fig al Flid for at vife fig venlig mod en Compagnichef,
fom havde faaet Grettefættelje paa Wrerceerpladjen for en forvirret Gommando, fordi
ban blev gjort øpmærfjom paa, at Manden i andre Henfeender var agtværdig. En
Pientenant, fom havde flaart under ham I Fredericia, og nu levede fom Privatmand
i Norge, vifte fig under denne hans veſtlandſte Reife meget paatrængende. Prindſen
befværedes sienfynligen ved dette Følge, og tog efter Aftale med fin Adjutant Lientu.
Holft, fom alene ledfagede ham, paa faadan Maade Affted med ham i Forfatterens
Huus, at det var aabenbart, at han ikke fljøttede om hans videre Følge. -Adien Hr.
Vientenant S.“, ubbrød han efter at have fat fig t Bognen, „Tak fordi De har
febfaget mig bid, Adieu!“ Men Manden lod fig ifte fræmme, men fulgte Prindfen
paa hans videre Reife, uden at Prindfens Godmodighed tillod ham at afvije Den
uveffomne Neifefælle.
) [See om dette Wegeners Uctm. Bidrag til Danmarks Hiftørie I. 59—61.]
7
Aalls Grindringe.
98 Audet Tidsrum I. Andet Gapitel.
Krig med Sverige; men det havde og i ham em i flere Henſeender udmærket Per⸗
fonlighed, der i de førfte Krigens Aar fevede og virkede alene for Norge Bel, og
i hvem Nationens Kjærlighed og Høiagtelje concentrerede fig i en udmærtet Grad.
Nationens Begeiftring for Prinds Chriſtian Auquft var af en anden Art og havde
en bybere Nod end den, fom fiden føltes i faa hoi Grad for Prinds Chriſtian
Frederil. Ingen ubvortes Glandé eller Kongeænnets ligefom ufynlige Indflydelſe
endog paa den meeſt frifindede Mand frembragte eller underftøttede denne Nationens
Kjærlighed for Prinds Chriſtian Auguſt. Den tolledes ikke i fan mange Laler og
Gange i Templer og Feftiviteter, men ben udbredtes i Stilhed og trængte dybere
til Hjertet. Denne Hengivenhed fremfaldte iffe alene mangen adel patriotiſt Daad,
men under bisfe varme Folelfer for ben norſte Regjerings elſtede Formand frabtes
Tanken om en lykkelig Forfatning, bygget paa en førre National: Selftændigheds
Grundvold, og Norges Forhold til Prinds Chriſtian Auguſt udgjorde, ligefom Nationen
uafvibende og visfeligen uden Prindfens perfonlige Medvirkning, det førfte Ufjondringg-
Glement fra bet gamle Diynafti. Norge havde i fine forfljellige kritiſte Stillinger
unber og efter den fidfte Krig det Held, at høit begavede og fadrelandſtſindede
Moænd ſtode tiltede for at underftøtte Fædrelandet Sag, og lede den til et onſteligt
Refultat. Det er derhos en Grfaring, fom alfe Landes Hiftorie giver os i Hænde,
at fore Moænd frabes under ftore GStatsomvæltninger; thi det flumrende Gent og
Mod vælttes under Fæbdrelandets Farr. Da Prinds Ghriftian Auguſt, kaldet til em
høiere Stilling, forlob Norge, traadte andre udmærfede Mænd frem paa Sluepladſen,
der med Henfyn til Rigets indvortes VBeftyrelfe kunde figes at erftatte hans Savn.
Giftet paa famme Maade fom han er aldrig Nogen fiden blevet i Norge.
Bed Siden af Prinds Chriſtian Auguft flod i Regjerings⸗Commisſionen Fufti-
tiarius, Etatsraad Falfen, em Mand, fom med Henfyn til videnftabelig Dannelſe,
Forretnings-Dygtighed og glødende Folelſer for Fædrelandet udmarkede fig fremfor
de Flefte. Gnevold de Falfen, en Søn af Conferenceraad Chriſtian Magnus
de Falſen, Juftittarius i Overhofretten i Norge, var født i Kjøbenhavn 1755, og.
allerebe i fit 10de Mar dimitteredes han fom Privatift fra Kjøbenhavn til Univerfitetet,
hvor han med megen Berømmelje tog examen ertium 1765. Med ligefaa raffe
Skridt begyndte han fin Embedsbane. Han blev t fit 16de Aar Gopift i Cancelliet,
i fit 225e Aar Asſesſor i Overhofretten, og efter Geheimeraad Scheels varme Anbes
faling conftituerebes han efter Faderens Bortgang fom Juftitiarius. Maret efter [1789]
forflyttedes han til Laugmandsftolen i Nordlandene og Finmarken. Paa et affondret
Sted der, Stegen i Saltens Fogderi, berøvet al literair og felffabelig Omgang,
fom han fatte Priis paa, og i em uvant Genfomhed, lagde han Grunden til en
Melandoli, fom fiben aldrig forlod han. Efter fin Læges Raad forlod han efter
2 Aars Forløb hine Cane, og begav fig, uden at have opnaaet nogen anden
Beforbring, paa Lykke og Fromme til Kjøbenhavn, hvor han 1791 blev anfat fom
Asfesfor i Høiefteret. I de 11 War, han blev paa denne Poft, fværtedes hans
Segeme meer og mere. Endſtjont i Manddommens Ulder erholdt han tidligen
Oldingens Ubdfeende, og bet fyntes fom fun hans virffomme og livlige Aand opretholdt
hans fynfende Legeme. Begivenhederne i Frankrige under Revolutionen fatte Hans
for fovbunden Frihed foærmende Sjæl i heftig Bevægelfe, og ber var en Kid, da
han pleiede fortrolig Omgang med Frihedsmændene P. A. Heiberg og Malthe Gonrad
Brum. Men ligefaa høit fom han elftede Friheden, faa meget afffyede han bens
) [Denne Melandoli havde magſtee tildels fin Grund i MErgrelfe og Græmmelje over
hane Forflyttelje fra Ghriftiania til Nordlandene, bhvillen var at anfee fom en For⸗
oltøntng, foranlediget ved bet utilbørlige Forhold, der bevirkede General-Anditør D.
Chr. Wesſels og Frues Skilsmisſe. — Aum. af I. Chr. Berg. Jfr. B. Mors Tida-
rift for norft Perjoualhiftorie. I. 252—253.]
Kornfart paa Jylland. &. de Thygefon. 100
i Suteren 1808 t aaben Lodebaad vovede fig over Mordhavets Bølger til Rorbftrand,.
mg fra ben Tid af forsgedes dagligen ben lille Flotille, og aldrig før faaes den
Mangde af faa fmaa Fartoier at trodfe Gtorm og Mvetr paa det vilde Hav. Farten
file bløv vigtig iffe alene forbi den, endſtjont i fmaa Partier, gav et vigtigt Bidrag
fl Seraforiyningen, men fordi den under Mrigen befljæftigede mange brødløfe Hænbder.
Ser de flørte Skibe, fom fattes i Kornfartem, bhjembragtes med nogle faa Mand
fr Huudrede Tønder Kom av Gangen, og visfeligen var denne alvorligere Fart
føden »ed Siden af hin Dværgfart, for at beførge Landets Kornforfyning. Men
hane udbredte fig over langt flere Individer, i det ofte fun fan Tønder hjembragtes
mm Baade, der vare befatte med 2 til 8 Mand. Krigen medførte en brødløs
Silfand for ben golde Øfttyft af Ghriftiansfands Skift. Matroferne havde ved
dbeffertens Ophør, under Krigens førfte Aar, tabt de flefte og forderløgtigfte Hyrer;
mi private Stibsbyggeri var faa godt fom ophørt under Krigen, og i Orlogsfarten
ifandtes fun Kanonbaade og enkelte Krigsſtibe, fom ilke tiltrængte fore Skarer af
mer ledige Sømcnd. Fiſteriet paa denne Kyft, fom ligger øften for Næsfet, er iffe
igtigt, men giver iffe dets Indbyggere tilftræftelig Næring hele Maret igjennom,
sg for at vinde Leto Ophold maae de fægge andre Næringsveie ved Siden deraf.
Det lan faaledes med Sandhed ſiges, at Farten paa Nordftrand med mindre Farkøier
”g Baade var en lyklelig Opfindelfe under hiin Tids Farer.
Men fornemmeligen maa det anfeeg fom et fort Held for dette Stift, at en
fen» fom GStiftamimand E. de Thygefon den Gang flod i Spibfen for de
sjtlige Forretninger derftede. Han vifte i denne kritiſte og farefulde Periode en
Vegſtab, Raſkhed i at tage Beflutninger, og et Mod til at udføre dem, fom længe
vil være i Stiftets talnemmelige Grindring. Naar Talen var om at underftstte
Suvate i deres Unflrengelfer. med Henfyn til Norges Kornforfyning, vifte han em i
djenttige Forretninger nfædvanlig Liberalitet, og naar han troede at funne frole paa
fa Mand, flappede han iffe fjelbent den Strenghed i Formen, der vift not i Almin⸗
bigbed er henfigtsmoæsfig og nødvendig, men undertiden vanfrekiggjør Veien til det
bpemte Maal. Det rette Øieblik til at udføre vigtige og farlige Foretagender paa
Benforfyningen6 Bei kunde af den Aarfag ofte benyttes. Forfatteren har ſaaledes
ganen Stiftamtmand Thygefon faaet mange Summer i fine Hænder til Mvdførelfen
d fine mange Provideringsplaner mod et midlertidigt Bevtis til ham, inden han
jenen den vibilsftige Rettens Form kunde tilveiebringe gyldige Sitterhedsbevifer.
& muiddelbar Forbindelje med. Laane-Jndretmingen i Ghriftiania, hvis Medlemmer
mare mere ubefjendte med hans Gtilling og Færd, vilde i høiefte Maabe have folket
deifatierens Providerings-Birffomhed under Mrigen. Thygeſon fatte fig ogſaa med
ben ham egne Lethed og Raſthed ind i de ovenfor beftrevne Forhold, fom vare
jrregne for Ghriftiansfands Skift. Da han paa en Reife gjennem Nedenæs Lehn,
fom han foretog for at gjøre fig bekjendt med dets Tilftand, erforr at Regjeringss
Gomnisjionen lod forfilte de Jartøier, fom befragtedes til Romfart for ben offentlige
Stoviderings Regning, erklærede hun, at denne Forfikring ſtulde flee under hans
Anteriſation ogfaa for de Fartøier og Baade, fom fattes i Kornfart af dette Stifts
pirate Korn-Spekulanter. Denne VBeftemmelfe blev ikke flrar fanctioneret af den
site Regjering, og gjorde førft gyldig, da UAsfurance for Opbringelfe almindetigen
ſeranſtaltedes af den danſte Regjering; men den raffe Beflutning var tagen, og bar
fn Frugter i Stiftets mindre lidende Filftanb'). Desuden lod Thygefon det itte
blive ved liberalt at fremme Andres Providerings-Planer, men han benyttede fine
Paa den ber omtalte Reije beføgte Thygefon ogſaa Forfatteren, der paa Grund af
benne Borfikring fra ham ubjfendte flere Wartøler til Oaumart, fom Iyfteligem hjem:
bragte et iffe ubetydeligt Parti Korn, og kun et enfelt mindre Fartsi blev Fiendens
Row, uden at derfor kunde erholdes Erſtatuing, fordi Regjerings-Gommisfionen ei under:
flettede Thygeſons Horanftaltning.
100 Budet Tidotum I. Aubet Capitel.
lededes med Ginbighed og Klogſtab, og at Norges Sag bares med Frimodighed for
den banfle Regjering. GSaalæuge han virfede i Regjerings⸗Commisſionen, gif en
varm Aand, en far Fremftilling, en frimodig og alvorlig Jone igjennem Regjerings⸗
Gommisfionens Brevvegling med alle Bedfommende, Høte og Lave, og en markelig
Forfljel findes i benne Henfeende imellem det førfte og be følgende Mar af denne
Brevveyling. Fremdeles fandtes den famme redelige Billie, em ikte vinge Grad af .
Embeds-Dygtighed, den famme jævne og aabne Embedsfærd, fom har udmarket den
norffe Regjerings Medlemmer, fra Regjerings-Gommisfionens Dage indtil vor Tid;
men ba Falfens flore Aand var vegen fra Gommisfionens Striverpult, læfes ifte
mere Bree fom hans. Stilen er viſtnok ftundom tungere end den han fædvanligen
brugte i fine Skrifter, Perioderne i nogle af dem fange og indviflede; men fan var
Tidens Gurial-Stiil, og til nogle af disſe gav han vel hm en løs Concept, ber
indeholdt de Momenter, der flulde anføres, men Ordene fammenfattes af andre
Hender.
MRegjering3-Gommisfionens det Medlem, Gebhard Moltke, Stkiftamtmand
i Agershuus Stift, var en Søn af Adam Gottlob Moltfe, af hane det Egteſtab.
Fra 178* til 1789 var han Aufeultant og fenere Usfesfor i Høiefteret, og blev
1796 Stiftamtmand i Throndhjem, hvorfra han 1802 beforbreded til Stiftamtmand
i Agershuus. Formedelſt fit fimple Bæfen, velvillige Stndelag og Uttraa efter at
tættes Almuen var han meget hndet af denne, ligefom han visfjeligen var em Mand
af den redeligfte Billie. Men hans Hu flod til Danmart og hans fore Eiendom
der, og han forlod for fnart fin Stilling i Norge fom Medlem af Regierings⸗
Gommisfionen, til at han fan betragtes fom en virfjom Deeltager i dens Forretninger.
Han lever endnu i en høt Alderdom paa fit Gods i Fyen.
RegjeringssCommisfionens de Medlem, Kammerherre Marcus Giøe Rofene
frantj, der paa den Tid var Umtmand i GSmaalehnene, hørte blandt Norges
ubmærfebe Moænd og flod i ſtor Anfeelfe i Fædrelandet. Van var født 1762 paa
Gaarden Bigvold i Nærheden af Ghrifttansfand, og blev, da hans Fader fom
Krigsmanb fad i fmaa Kaar, underftøttet af fine Frænder i Danmart under fine
GStuberinger i Kjøbenhavn. Under Profesfor Rørregaards Veiledning tog han 1784
latinſt⸗juridiſt Grameen med bedfte Gharakter. Samme Aar blev han mod fin Billie
udnævnt til Hofjunfer, og berhos til Auſcultant i Qverhofretten i Ghrifttania, og
1785 til overorbentlig Asjesjor i famme Met uden Gage. Han blev modtaget i
General Madenig's Huus, og rofer meget faavel Generalens Godhed fom den Fordeel,
han Havde af fit Ovhold hos denne forretningsdygtige Mand. 1787 blev han anfat
fom fønnet Asfesfor i Overhofretten i Chrifttania, men da han famme Uar fil en
iffe ubetydelig Arv *), og tillige førfte Gang indgit i Egteſtand, kjobte han et Gods
i Jylland. Der blev han imidlertid fun fort formedelft fin førfte Kones Død, da
an vendte tilbage til Norge, hvor han 1794 blev ubnævnt til Præfident i Gbrifiamia
og Bragernæs. I denne Stilling blev han til 1797, da han ved fit andet Gif⸗
termaal med Enken efter General-Audtiteur Wesfel fom i Befiddelfe af betydelige
Giendbomme, nemlig bet flore Hafslunds Gods, hvis Rogt frævede hans Opmærtfomhed.
Han lede her fom Privatmand indtil Waret 1804, da han blev udnævnt til
Amtmand i Smaalehuene, og derefter 1807 tillige til Medlem af den norfle Ne»
gjerings-Gommisfion 3).
Rofenfrang var visfeligen en af Norges høtagtede Mænd; men Efterverdenen
vil have meer hans bhpperlige Billie end hans flore Evner at prije. Det er i
å [Han døde paa Glornp Derbr. 1851).
[Ofte pe fibfte mandlige ACtling af den danfte Familie Brahe. — Anm. af I.
erg
35) Dvenftaaende er en Extralt af em Autoblografi, fom er indført i bet norſte Blad
Hermoder. [1823 No. 37].
3. Aalls Virkſonihed. Grev Wedel Jalrsberg. titt
ødledet en activ Kornhaudel med Danmart, og havde ſaaledes førre Lethed for at
frtjætte den under Krigen. Forfatteren regner fig iblandt be fidfte, og han troer
d venne Grumd, i fit biftorifte Maleri at funne uden Ubeffebenhed nævne fin egen
Siifrmbed paa Provideringens Vei, hvortil han ved faa mange udvortes Omftæn:
Mabeder opmuniredes. Under den hele Krig fporede8 ingen egentlig Mangel i den
frede, hvori ban virkde, og t denne var aldrig Talen om de usle Surrogater,
erme? Mangelen paa Fødemidler andenſteds ofte maatte afhjælpes. Aldrig erhotdt
- ban uogen Underftøttelfe af Korn af de offentlige Magafiner, medens ikke ubetydelige
- Osantiteter udleveredes af hans egne til Omeguen udenfor hans Virkekreds, og til
lngt fjernere Gane. Han tor faaledes med Sandhed puaftaae, at der ille gaves
men Privatmand i Norge, fom under Krigen indførte mere Korn fra Danmart til
- Storgt end fan, Jngen, fom miftede flere Kornſtibe, deels med deels uden Erſtatning *),
sg Ingen, fom drev Kornhandelen med mindre Fordel. Derfom han, uagtet disfe
ab, bevarede fin borgerlige GSelvftændighed efter Krigen, da flyldes dette Forfigtighed
mg Held paa andre Beie, men han famlede dem visjeligen ikke paa Provideringens
Si Pan fan iffe tænte tilbage vaa hiin mørte Periode af fin Virkſomheds Hiftorie
der wmodige Grindringer. Til Dagens Orden hørte dengang Ungftelfer, Bekym⸗
mar, Gorlegenhed og vanflelige Stillinger. Frygt for Skibets Opbringelfe af
Fenden verlede med Frygt for dets Fare paa det flormende Hav; thi i Nattens
Saha og 1 ftormende Beir var Fienden mindft filter paa fit Bytte. Dagligen
firmftitlede fig Biledet paa den høiefte Grad af menneftelig Elendighed fra Landets
tm Egne i Hungerens og Urmodens ynkvardigſte Offere, og disſe Billeder fvævede
Mørigft om i ben Kreds, hvor de ventede den filkrefte Hjælp”). Derhos tilfaaer
- Børfatteren tafnemligen, at hang flefte Unftrengeljer havde været forgjæves, naar han
le derlg ved Thygefons umiddelbare Hjælp, deels ved hans Unbefaling til Regjeringg»
benmisſionen, var bleven fraftigen underftøttet paa fin befværlige Korn⸗Speeulations
Si. Ii hans egne Resfourcer og hans Gredit i Danmarf udtømtes fnart, og han
matte tye til offentlige Kasſer, der visfeligen aabnedes for ham med fror Liberalitet.
San er endnu i Befiddelje af Breve fra Regjerings-Commisjionen , fom vidne om
beames fiberafe Færd; han finder Å fin Gopibog Breve til Commisfionen, ber behandle
vaflelige Underføgelfer, og ſtundom fra hans Side vare førevne i en djærv Tone,
fn fun Stillingens Fare, Angftelfer og Vevidfthed om em redelig Billie kunde
udityldbe. Han opnaaede ftedfe, hvad han burde vente, og han vil altid bevare
Grindringen om den humane Maade, bhvorpaa han af Regjerings-Gommisjtonen ev
even bekanbdlet 2).
— — —
" Det vilde ille være pasjende her at anføre det Antal af Skibe, fom Forfatteren miſtede
under Krigen, eller den Kornmængde, ban indførte. Vidnesbyrd om Sandheden af
bvad ban fremfører, hviler i dem Gan, hvor han har virket.
7 I Rorges Fjeldegne kjendes idet til den Oekonomi, fom findes å Kevnetamidlernes
Forandring og Forflerelje. Vildt betragte8 ber neppe fom Føde. vg det traf ofte nuder
Krigen, at forbungrede Fjeldboere bragte Bildt I Kjøktenet til Salg, uden at have
foriøgt dermed at tilfredåftille Qungeren i deres Hjem.
5 Brevverlingen felv vidner om, at Curial⸗Stilen fil en anden Toue end forbum; man
uærmede fig ben norffe Regjering i en mindre ydmyg Stilling end den danfte. Hiin
beitod af Medlemmer, fom vare Mandt Nationens foritandige men fimple Mænd, ber
ved Siden af Embedsmyndigheden fagde et fimpelt Veſen, og em Ophavelſe af de
| Former, fem ofte bortſtremme Privatmanden fra Enbedsmanden i en ophølet Stilling.
| Hvilken Korte mellent em Audience hos en danft Collegies Chef og hos em norft
Negjeringå-Gommisjair! Denne fønnedes og faa tarvelig, at han ingen uægte Glands
funde faane af glimrende og officielle Beværtninger. Det Medlem af Gommisfionen,
ſom havde Formue dertil, svede Gjæltfriheden paa gammel nordiſt Via.
tia Andet Tiderum L Gjette Gapitel.
Sjette Capitel.
Grev Herman Wedel Jarlsberg.
MN egjerings - Gommisfionen faa flg om efter en Mand, fom den kunde benytte belt
til mundtligen at rygte dens Anliggende, at befrive Landets lidende Forfatning o
Gommisfionens vanffelige Stilling for den danffe Megjering, deels beførge det Ind:
tjøb af Kornvarer, fom behøvedes for at forebygge Hungersnod. Formedelſt Pofternei
uſikkre Gang under en krigerft Stilling og de Banfteligheder, fom Sverige lagde fo
den frie Pasfage berigjennem, var det deels ufiftert at bringe Brevene til fit Sted,
deels vovede Commisfionen iffe at betro: Yttringer angaaende Landets indvorte
Anliggender under dets vanſtelige Stilling til Papiret. Til at udføre dette vigtig:
og vanflelige rende tilbød fig Grev Herman Wedel Jarlsberg, fom dengang
var Amtmand over Bufterud$ Amt, og vi fee for førfte Gang i Norges farlig:
Stilling en Fædrelandets Mand fremtræde, ber fiben fil en faa afgjørende Jndflydekf
paa dets Skjebne.
Grev Herman Wedel Jarlsbergs Bugge ſtod udenfor Norge, og fine Stoleam
tilbragte han i flere fremmede Lande. Han er født i Montpellier 1779 den 21d«
September paa en Reife, fom Forældrene foretoge til Reapel, hvor Faderen, Grev
Frederif Unton Wedel Jarlsberg, var bleven anfat fom Minifter. De førfte 20 Aar
af Grevens Levetid tilbragte han deels i Neapel, deels i Haag, deels i Holfteen og
paa fit Fædrene-Gods Jarlsberg, og tilſidſt og længft i London, Hvor hans Fada
var Minifter. Brødrene Herman og VFerdinand opdroges med hinanden og var
hinandens Gontubernaler indtil en modnere Ungdoms-Alder. Faderens Strenghed og
en Uenighed mellem denne og Moderen, fom bevægede ben fidfte til at forlade Mandend
Huus ved Sonnernes Hjælp, foranledigede imidlertid deres Flugt fra dette, og dei
lykkedes dem, faft blottede for alle Midler, at naae en Søharn, hvorfra de med et
norſt Skib feilede til Norge.
Grev Wedel var 20 Uar, da han forlod England; men hans Ophold da
beftemte hans Skridt paa hans følgende polittffe Bane, hans Tilbøielighed, UAnfruelfer
og Gharafteer fom offentlig Statsmand. Han havde med ungdommelig VBarme og
Geniets hurtige Opfatnings-Gvne fat fig ind i en conftituttonel Stats Fordele, og
bevarede indtil fin Dodedag en høt Grad af Jnteresfe for Ult hvad der foretoges i
bet engelffe Parlament, figefom han havde en nøte Kundffab om den engelfte For⸗
fatnings indvortes Organifation og om Magtfordelingens Forgreninger. Dybe Studier
og ſcientifiſte Granffninger vare idet hans Sag; thi hans fjeldne Evne til hurtigen
at opfatte de vigtigfte Gjenftande, af Bøger og Samtaler at uddrage bet indholds⸗
rigefte Stof, og bevare det til eget Brug i beleilig Tid, lærte ham paa en lettere
Bei at fomme til det Hare Overfyn over Stats-Anliggender, fom hele Livet igjennem
ubmærfede ham. Men det engelffe GStatsvæfen ftuderede ban con amore, og ber
fandtes fledfe paa hans Bord en elfer anden Bog, fom behandlede denne Gjenftand.
J denne Henfeende fom ogſaa hans fore GSprogfærdighed ham til Hjælp. I det
engelfte, franffe og tydſte Sprog var han bevandret fom i Modersmaalet, og han
funde med for Lethed tilegne fig al den Viisdom, fom han i Skrift og Fale i disfe
Sprog onſtede at gjøre fig brugbar. — Fra hans førfte Landftigning i Norge tiltraf
han fig Nordmænds Opmartfomhed og den hoieſte Grad af Deeltagelfe. Beftemt
ved Fodſelen til at blive en af Landets fore Nosfesflonater, betragtebes han tidligem
fom en vigtig Morges Mand, hans ulyffelige Familieforhold, fom en Folge af Faderend
haarde Behandling, opvafte den høiefte Grad af Deeltagelfe, Hans herlige perfonlige
1) I Bilag 17 findes en vidtløftigere Udfigt over Herman Wedels Barndoms- og Unge
domsbiftorie, fom Forfatteren troer vil leſes med Juteresſe.
Grev Herman Wedel Jarlsberg. 13
Gaenflaber, raffe og aabne Veſen, der ille ſpillede i Fornemhedens Farver, men iſcer
åa romantiſte Maade, hvorpaa han var undſluppen Forfølgelfe og Fare, og havde
berget Fordrelandets Myter, gjorde ham allerede bengang til en almindelig Gjenftand
fr National -JInteresfe. Wedels Perfon, hans Hiltorie og Udfigter for Fremtiden
par i Alles Munde, og det var fom om den Jndflydelje anedes, fom han ſiden fit
sm Norged Stjebne. Brodrenes førite Ophold i Norge var imidlertid fort, og De
vie til Danmarks Hovedftabd, fer der at bane fig en Fremtid. Ved Unfomften til
Dematt henvendte de fig til deres Moder, fom førte et fille Liv i Nærheden af
Sjøbenhavn, sg da Kongen af Danmart erfoer Faderens firenge Behandling, lukkede
bn it Ore for Faderens Reclamationer, og tog Flygtningerne under fin Beftyttelfe.
De bredte fig derefter, hver paa fin Bei, til Fædrelandets Ljenefte. Snart og
hederligen tog Grev Wedel, under den betjendte Lasfons Veiledning, latinſt⸗juridiſt
funn ved Kjøbenhavns Univerfitet; men det juridifte Studium felv havde for ham
Ba Interesfe. Han fordybede fig aldrig fan meget deri, at han funde falbes en
Mgdz theoretift Jurift, og hans virlfomme og daadfulde Liv tillod ham ikke at dyrke
ndem i det rolige Stubeerfammer*).
J Danmart blev han ogfaa modtaget med den Deeltagelfe, fom hans ulykkelige
batoms-Hiftørte maatte opvaæfte, og ved fom WBrivatferretair at optages i Grev
Eøinmelmanns Huus, og af denne Statsmand overdrages vigtige Forretninger, lagded
hs førte Grundvold til hans offentlige Bane. Det danfte Hof felv viifte Ham
frretommende Opmarffombhed, og beftemte ham fnart til et af de paa den Tid vigtigfte
fnbeder i Norge, fom GForberedelje til høiere Kald i fin Tid. For fin fadertige
Sagjører, ben agtværdige, fljønt mere theoretift end practift ſtatskloge Grev Schim⸗
melmann, næredt Grev Wedel alle fine Dage flort Venſtab og Høiagtelfe, men det
| Mffe Hofs wvenlige Færd funde ille forfone ham med de Statsſtyrelſens Mangler,
| fom ban troede i Danmart at opdage. Hans Stilling fom SHimmelmanné Serretakr
felle ham å Stand til at trænge ind i Statsforholdene, og den Svaghed og Ufulds
fmenbed, fom han beri meente at finde, bortfjernede ham tidligen fra en Regjering,
dis indvortes Organifation var ganfle forfljellig fra ben, han i fin tidlige Ungdom
føde lært at fjende. Maadehold i Ditringer og Middelvei i at opfatte politifte
Auſffuelſer faa iffe i Wedels Gharafteer. Hans flore Evne til at opfatte Forholdenes
føde Bæfen, og til at give fine Tanker og Meninger den indtrængende Tales Form,
fane rafle, for alle Henfyn til ubdvortes Forhold frie Anftuetfe og Bedommelfe af
ke Gjenftande, fom fom ham før Øre,' og af alle Perfoner, fom han mødte paa
daets Bane, gave hans Domme ftundom et Udfeende af ubefindig Heftighed og
$andbed, fom forvilbede hané Medborgere, og gav endog Unfedning til Mistydning
og Fowanſtning af hans Gharafteers fande Veſen. Hvor ofte har han ved denne
— man funde fige — uffoge UAdfærd og uftaanfomme Udtryk om Medborgere endog
ei ndincerkede Etillinger, og i ham ukeljendte eller fidet fjendte VBidners Nærværelfe,
fat fine Benner i Forlegenhed og Uro, da de i en faadan Færd anede Spiren til en
biter Daddel og hemmelig Forfølgelje, der heller iffe udeblev paa hans VBane?).
Seed hapde vift nok, fom Følge af Opdragelfe og Barndoms GStjebne, em vid
daardhed i Gharafteren, fom Ingen, der fjendte ham fom Mand, Fader og Ven,
mi blande med Folesloshed eller Kulde under Livets ømmere Forhold; thi i alle
biøje Henicender byggede han Livets Lykke paa en faft Grundvold, og efterlod fig et
Kinde, fom afdrig forgaaer. Men han fatte en Åre i at vife em GStandhaftighed
5 Han nærebe endog en vid Mistillid til fine probucive Evner fom Forfatter, der til:
firælfeligen gjendrived ved hans velffrevne Judberetminger, hans Færdighed I Brevſtilen
og bans (mere friftlige Ubdarbeideljer.
5 Under ſaadanne raffe Bedommelfer i fnevrere Kredfe pleiede han at fige: «Vi kunne
jo tale frit her imellem os,“ mebdens flere ham ubefjendte Mænd fandtes blandt hans
Tilbørere.
Nano Grindringer. - 8
114 YAndet Tidsrum I. Gjette Capitel.
og et Gjælens uroffelige Mod under Livets bittrefte Modgang, der ſtundom gav
ham Ubfeende af en fold Ligegyldighed. Medens dyb Sorg herftede i hans Famulie,
pleiede han roligen fine offentlige Forretninger. Taarer paa Mandens Kind vare
ham modbydelige og forefom ham nedværdigende, og det var førft under den biltre
Modgang, der tilftedte ham kort før hans Død, at han ogfaa lærte at kjende denne
Lindring i Sorgen. Den famme Rotighed og Ligegyldighed vifte han, eller bar
han til Skue for Lanbamænds Domme, offentlig Mishandling eller Retskræntelfe i
fin Stilling; men hans Venner opdagede ftundom ved faadan Leilighed en indvorted
Gjæring hos ham, ber dæmpedes ved hans Solvbeherffelfe, og fun udgjødes i Bennebarm.
Derhos havde han en vis Fafthed i Charafteren, der ftundom grændfede til Stivhed,
i Folge hvilfen han tog lidet Henfyn til Undres Domme og Meninger, og allermindſt
til den fore Folkhobs. Havde han dannet fig en Jdee om hvad der var Fædrelandet
gavnligt, roffede han ben tffe, fordi den ſtodte an mod den almindelige Mening, og
fljulte den iffe, om ben end paadrog ham Forfølgelfe og Had'). Havde han fattet
Øøiagtelfe for en Landsmands Gharakteer, Talenter og Brugbarhed, hunde Intet
bevæge ham til at give fin Client til Priis for Folkets Fordbomme, og han agtede
i denne Henfeende iffe paa Dagens Tone eller Bladenes Yttringer, men bidrog efter
Gyne til at befordre Bedfommende til den Stilling, fom han anfaa pasfende til
deres Talent og Brugbarhed. Hans Bedømmelfe og Deeltagelfe er i denne Henfeende
neppe bleven beffjæmmet. Hans volitiffe Meningers Rigtighed er under Hiftoriens
Gang fagt for Dagen, og de Mænd, til hvis Befordring han ved fin Indflydelſe I
fin hoie Stilling bidrog, have hædret dereg Beflytters Tillid. Vfær udmærtede Wedel
fig fremfor Nogen af fine Landsmand i fit Forhold til Fædrelandet ved Filfidefættelfen
af egen Fordeel, og den beredvilligfte Opofrelfe af Tid, Arbeide, Formue, Helbred,
— ja Livet felv, naar han efter fin Overbeviisning troede at funne gavne Fædrelandet.
Han gav derpaa ftore Bevifer i fin offentlige Stilling, hvorom Hiftorien fenere har
at tale. Som Statens Mand tilfidefatte han alle private Henfyn, og hveten Ben
eller Frænde, men fun hans egen Overbeviisning om ben Unføgendes Vær», ledede
hans Skridt under hans indflydelfesrige Stillinger til Embeders Befoættelfe. J faadanne
Forhold vare vedfommende Unføgere bedre tjente med at være ham ligegyldige Berfoner,
thi venffabelige Forhold prøvede han faalunde flarpeft. Man har føgt Moden til
dbisfe Dyder i en høt Grad af Wrgjærrighed, Forfængelighed og Lyft til at ſpille en
glimrende Rolle; men vi ere iffe berettigede til at nedftige i Hædersmandens Barm,
og fangt mindre til at underfægge dette Moønfter paa en Statsmands Wresvandring
nogen fordunklende Folie. J intet Forhold fporedes Wedels Strenghed i fine Domme
og Heftighed i fine itringer meer, end naar Talen var om den danffe Megferings
Adfærd øg Politit, og det er intet Under at hans Navn der opfloges paa Regjeringens
Modſtanderes Lifte. Hans banfle Venner græmmede fig over hans formeentligen
utafnemlige Foærd, den danſte Konge harmedes over at have opvarmet en Glange i
fin egen Barm, og mange blandt Danmarks meeft anfeede Mand vare ivrige i at
ffamplette hans Navn. Gjennem Danmarfs biftorifle Mufe ville vi faaledes tkte
overgive Wedels Navn til Efterverdenen, ligefom vi ei heller agte at forfoare Grevens
overdrevne, flundom ubefindige Nitringer i den Henfeende*); men Norges Saga giver
andre, ham og Sandheden værdigere Elementer til en Stildring over Bedel fom
Statsmand, VBirfjomhedsforftander og Familiefader, og Fædrelandet vil tatnemligen
give hans Minde en Hædersplads iblandt fine VBelgjørere.
1) Som Repræfentant i Storthinget udtalte han ved en given Leilighed fin fpottende Harme
over Patrioternes Kærb i Selvftændigbedekrigen med em Aabenhed, fom cængftede hans
Benner, og pave Uvenner Baaben I Hænderne mod ham, ligefom den vel neppe var
betimelig. [Ifr. Jobanfons Skrift Om ett nyt föreningsfördrag mellan Sverige og
Norrige" &. 249; S. Snvertfens Overjættelfe S. 127.
3) Bi henviſe til dem Tale, fom han holdt paa det overordentlige Stortbing 1814, i Au⸗
ledning af Rigernes Forening. [Trykt i Sammes Forhandlinger S. 270—288.]
Grev Herman Wedel Varlsberg. 115
Efter et fort Ophold i Danmart, hvor ber overbrøges ham nogle vigtige Unders
føgeffer uden frort Reſultat, forflyttedes han til Norge, og hans førfte Embedsbane
kr, fom Amtmand i Buſterud, var en Forberedelfe til den høiere Stilling, hvortil
ha ſiden ſtulde heves. J denne Stilling vidſte han at forflaffe fig Ugtelfe hos
Srgjeringen ved fin Dygtighed og kloge Emtzedofcerd, ag deres Høiagtelfe og Hengivenhed,
blandt hrille han virkede, ved fit venlige og derhos Avefrygt bydende Bæfen. I
fine yngre Dage beflittede han fig mere end i fine. Eldre pan at vinde fimpel Mands
Gunft ved en vis fortrolig Tone, og wved at føtter fig ind i Hans Forhold. Hans
Senfighedb var imidlertid iffe Stormandens Nedladenhed, der ligefom nedktiger fra en
for Hode, for at blande fig blandt dem, der ſtaae paa Lfvets lavere Trin. Hvor
mean Agtelſe han end i fit Indvortes monne have næret for Liveté uvæfentlige
$uirtn, hvor friffet han end var til at fpille en Ridders Rolle fra Middelalderens
bfe ib, — i fit ydre Bæfen og i fin Omgang gjorde han aldrig disfe Fortrin
gjeldende til Andres Befvær, men viifte fledfe en oprigtig Ugtelfe mod dem, der var
Agelſe værd, i hvilfen Stilling i Livet end Manden monne befinde fig. Han havde
defor gjennem fit fele Liv oprigtige og fande Benner blandt alle Klasfer, og fornægtede
rig dem, der vare ham tjære, i hvilken Kreds af menneftelig Høihed han end
brjondt Wig”). Hvor høit han end fenere fleg i Rang og Embeds⸗-Virkſomhed, var
hr manffee ingen Stilling paa hans Embedsbane, i hvilfen han oprigtigere elftedes,
mer udbrelt agtebes, og meer almindeligen tilfredsftillede Alle end fom Amtmand i
Safferud, og han omtalte dette Tidspunkt gjerne, fom et af de lykkeligſte under hans
Eabedsliv. Det var ogfaa i denne Stilling, at han indgik i ægteffabelig Forbindelfe
me Frolen Karen Unfer, og beredte fig derved en paa Jorden fjelden huuslig
fylke, ved Siden af en af Landets elflværdigfte og ævlefe Qvinder. Det unge Par,
ber i Giffværbighed fappedes med Jordens meeſt Begavede, reifte om i Amtet, deeltoge
t amoetre Forſamlinger og Gefte, og disſe Diftricters Wldſte omtale endnu hine muntre
Sammen med hoi Deeltagelfe. I fin fenere GEmbedsfærb tabte han Noget af denne
fn Popularitet; thi baade er denne vanffeligere at bevare i høiere Stillinger, fordi
denringerne vore jo høiere Embedsmendene frige, Berørelferne ere vigtigere og mere
mingfoldige, og forbi han felv, paa mange Maader miskendt, fatte mindre Priis
ma Follegunſt. Men hvo der, Frænde eller Ven, tjemdte Wedels ædle Sind og
Gharalteer, hoo ber havde Leilighed til at beundre hans mangefibige Talenter og ſtore
Gamer til at tilegne fig det Nette og Sande, bevarede fin Høiagtelfe og Kjærlighet
før ham til Graven.
Grev Wedel tilbød fig felv at gjøre den vigtige, vg paa den Tid farlige,
Mefe til Danmart, og Tilbudet modtoges med Glæde af ben norfle Regjerings⸗
5 On af hans bedite Benner var en af Chriſtianias retftafnefte, men i fit Vaſen fimplefte
. Kjebmænd, der tiligemed ham var Medlem af Proviberings:Commisfionen. Det var
i Sandhed rørende at høre den religiøfe Erik Thurmanns varme Hengivenhedbd-
— om Wedel. Han var imidlertid langt fra at fmigre Greven, men han fores
ilebe ham ofte alvorlig det Betænkelige i hans Tilfidefættelje af alle Betankeligheder,
og ſagde frit ud fin Mening om hvad de famtligen forhandlede i Fadrelandets Unligs
ember. Greven hørte ham med en Godmodighed, ber grændfede til Arbodighed.
uber Forfatterens faft 400arige Venneforhold til Wedel fandt aldrig nogen gjenfivig
Misrorftaaelfe Sted, mbifjønt de vel ſtundom vare af forfljentge Meninger med Henfyn
til Fæbdrelandeis Stilling. Med GSandhed fan Forfatteren fige, at han aldrig noget
Eieblit har været i Tvivl om Grevens redelige Henfigter og fædrelandjte Sind, ligefom
Rigtigheden af hans politifte Anſtuelſer i Tidens Fylde betræftedes. Saa varm og
uførfærbet Greven var i fine egne Vitringer og i fin egen Fard, faa megen Forfigtighed
brugte han I fine Raad til fine Benner, og meer end engang bar orfatteren foret
Birfuingen af Grevens modererende Stemme, naar han for raſtt nærmede fig Riget
Foreſatie nuder Krigens Horvitlinger. Dette Horhold var gjenfidigt og forftyrrede
aldrig bet indbyrdes Venſtab. Te Bevifer, fom Greven har givet —2R6 paa
trofatt Benſtab, fom han aldrig fornægtede, hvor be modtes, bevarer han i en taknemlig
Grindring, fom vil følge ham til Graven.
8*
166 Andet Tidarum I. Hjerde Gapitel.
Sum, der fom ovenfor meldt fandtes i Kasfe, 150,000 Rd., vilde være aldeles
utilftrærfelig til de formødue milttatre Operationer. Desuden vilde det blive nød:
vendigt at underftøtte de Handlende, hvis Birffomhed paa engang afbrodes formedelkt
Krigen, uden at det var dem tilladt at inddrage deres Fonds i England. I ſamme
Forlegenhed befandt fig Saugbrugs- og Vorks⸗Eiere og lignende Virtfombhedefor-
ftandere, fom vilde blive nødfagede til at indftille deres Virkſomhed, naar ei betimetig
Øjoælp hdedes dem, og dette maatte blive af uberegnelige Følger, fordi em for
Moængde Mennefter derved maatte blive brødløfe. Commisſionen underrettede faaledes
Gollegiet om, at den, for ifte at fpilde noget Øieblit, havde tilſtrevet Ovrigheden
i Agerhuns Stifts Kjøbftæder, at forfamle hvert Steds handlende Borgere, for at
anmode disfe om at ubnævne en eller to Deputerede, fom maatte befuldmægtiges til
at møde i Ghrifttania ben 12te September, for med Gommisfionen at afhandle det
Fornødne om Oyprettelfen af et interimiftift Laane-Inſtitut, der fiden efter
Omfoændighederne funde ubvides til de øvrige Stifter. Bed dette Laane-Infritut,
hvis Silkerhed deels ſtulde hvile pan Hypotheker, deels paa de Handlendes perfonlige
Bederhæftighed, vilde Commisftonen lade for bet Førfte fætte Å Circulation 600,000
Mod. i Bankofedler, fom udftedtes af em dertil af den ſelv beftittet Committee, og
efter et GStempel, hvortil ben beførgede Plader. Af denne Sum vilde den forbeholde
ſig Va Deel til Regjeringens Brug og offentlige Foranftaltninger, med Forpligtelſe,
at Laanet til en vis Tid efter Freden ſtulde vorde igjen indløft med Courant⸗Sedler.
For at træffe nærmere Aftale om denne eller lignende Horanftaltninger, benyttedes
Greve Wedel-Jarlsberg Tilbud at gjøre en Meife til Kolding, hvor Regjeringens
Sade ba var.
Efter Regjerings=Commisfionens Opfordring fummentraadte derefter Deputerede
fra de forffjellige Kjøbftæder i Ugershuus Stift i Ghrifttanta, for at ubkafte Planen
tll en Laane-Jndretning for Norge, ved hvis Hjælp baade Staten og Private kunde
aabnes Adgang til den fornødne Underftøttelfe under den nærværende Grifis. Laane⸗
Jndretningen fom t Stand; men det tillodes den ikke felv at udſtede Sedler, ligefom
ben heller ikke blev et Middel for Staten til at reife Penge til dens egne Forno⸗
benheder paa Privates Giendomme. Megjeringen var endnu ikke tilbøielig til at
tilftaae Norge nogen Selvftændighed i Pengevæfenet, og der gjordes med Grund
Indvending af Handelsftanden imod, at Privates Eiendomme frulbe benyttes fom
Midler til at redde Staten af dens Nod, medens de behøvede at raade over Eien⸗
dommenes fulde Bærd, for at hjælpe fig i egen Forlegenhed. Den danfle Megjering
valgte de fæbdvanlige Midler, hvoraf den i lang Tid havde benyttet fig, for at
tomme Statskasſens Forlegenhed og Hinantfernes Underballance til Hjælp, nemlig
Udftedelfen af flere Gredit-Bapirer. Der oprettedes en Hoved:Laane-Gommittee
i Ghriftinnia, og denne fit Under-Gommitteer i de øvrige Stifter og mindre Diftricter,
der fra den fore Seddelfabrit i Danmark forfynedes med de fornødne Midler. Under
Navn af Asfignationsbevifer ) udfærdigedes faaledes et nyt Slags VBankofedler, der
fun havde et andet Navn, men ingen faftere Grundvold at hvile pan end den øvrige,
paa bet føfefte Fundament hvilende Seddelmasſe. Hvad den danffe Finantsbeftyrelfe
i bedre Dage”) ifte havde Klogffab og Beftemthed not til at udføre, det havde den
i denne odelæggende Mrigs-Periode enduu mindre Rraft til at drive igjennem, og
Pengeveeſenets Befæftelje maatte overlades en fommende Tid. Der begyndte fauledes
en ub og grændfelss Seddel-Fubrikation i Ultona, fom hver Dag under den
utyttelige Krig arbeidede paa, i Bund og Grund at ødelægge Rigernes Pengevæten,
og endte tilfloft med den førgeligfte Forfyrrelfe af alle indvortes borgerlige Forhold.
D) Ste Bilag Ro. 15. , i
3 IUnder den ædle og oplyſte, men i fenere Mur foage Grev E. SåHimmelmann. —
Aum. af %. Chr. Derg.]
Al Forbindelje med Eugland forbydes. u7
ntigtjorn Negjerings-Gommiskonen med megen Fyldeſtgjerelſe Har igjennemgaaet
ma Samme af Deres Hoivelbaarenhed under 22 November fidkleden tilfillede Ind⸗
beretning om ZFremgangsmaaden af ben Dem overdragne Gommisfion angaaende
Serged Proviantering, faavelfom medfulgte tabellariffe Forklaringer over de anffaffede
Kømmarer og Levnetsmidler, famt til disſes Transport fragtede Skibe, og Fortegnelfen
mer de i den Anledning af Deres. Hoivelbaarenhed havte Jndtægier og Uvdgifter,
ſaaledes opflder nu Commisſionen en behagelig Bligt ved at bevidne Deres Hoivel⸗
bexucenhed ſin oprigtige Grtjendtlighed, og aflægge Dem fin Tak faavel for den Vel⸗
vilighed, bvormed De paatog Dem en faa vigtig, og i Folge af Tidens Konjuntturer
med higejan megen Fare fom Unftrengelfe forbunden Misfion, fom for den aarvaagne
Ssiagtighed og Hurtighed, hvormed De under flere befværlige Reifer har udført famme.”
„Vi forene og Ulle i det fælles Ønfte, at Udfaldet af Deres Unftrengelfe maa
fre til, hvad Planer, lagte med Klogffab og udførte med Nidtjærhed, give Grund
tl at faabe; men under enhver Betragtning, og uafhængig af FTilfældene, ville Deres
derelbaarenheds patriotiſte Beftræbelfer ſtedſe vorde Dem en uomtviftelig Adkomſt til
egieringens Stjønfombed og Fadrelandets Tal."
Syvende Capitel.
Urgjerings-Commisfionens Virkfømhed og vanfkelige Hverv.
De Foranftaltninger, fom Regjerings-Commisſionen fandt fornøbent at træffe til at
freiebringe et tilftrætteligt PengesRepræfentativ, og førge for Norges Brovidering,
vare ille de enefte, fom beftjæftigede den i denne farefulde Tid. Tufindfolb andre
Onflandigheder frævede dens Opmarkſomhed og paalagde den Omforg og UFngftelfe.
Jar gave de flarpe Forholdsregler, fom den danfte Megjering i fin Harme over
Caglande Boldsfærd troede fig beføiet til at tage mod famme, Unledning til alvorlige
dercſtillinger, fom ben henvendte til den danfte Konge felv i et Brev af 18de Sep⸗
tenker 5). J dette forndfætter Gommisfionen, at bet iffe er Kongens Billie at
franfalte alle engelffe Giendomme priisdømte t Norge, førend et faadant fiendtligt
Etribt af den engelffe Megjering var gjort. Den gjør opmærkfom paa, at en
fanen Priisdømmelfe af engelfte Gfrecter vilbe være til aabenbar Stade for Norge,
Moden vilde medføre Gonfijfattonen af alle norffe Effeeter i England, der vare af
langt flerre Boærdi, end de engelffe Eiendomme, fom fandtes i Norge. Foreſtillingen
Ver imidlertid uden Frugter, da em Forordning under Ode September var udfommen,
da indeholdt de før omtalte Beftemmelfer angaaende Forholdet til England under
len nærværende Krigstilftand. Strar efter udftedtes under 14d: September et Meg-
ment for Saperfarten og Prifernes fovlige Paadømmelfe.
Bed disfe Beftemmelfer afbrødes faaledes al Communication imellem Norge og
Guland. De Stibe, fom i England vare lagte under Embargo, bleve der con⸗
bemnerebe, og da alle de Skribt, fom bet engelfte Minifterium gjorde for at indlede
fredelige Underhandlinger, vare blevne afvifte, fit be engelffe Krydfere i Nordføen
Ordre til at opbringe alle be danffe og norffe Fartøier, fom fandtes der, og nu
neſtendeels beftode i Kornffibe. Forgjæves gjorde den norſte Regjerings-Gommisfion
d ut Forføg paa at flemme den danſte Regjering til mildere Forholbsregler, og
) Ste Bilag No. 18.
118 Andet Tidsrum I. Syvende Gapitel.
Hane Bet til en Skibsfart, fom gjennem neutrale Fartøier unde vedligeholde Norges
vigtigfte Neringsdrift'). Ogſaa dette Forføg misinttedes; be farpefte Love bleve
givne for at hindre al Forbindelfe med England, og førengt udførte. Megjerings-
Gommisfionen faa fig, formedelft disfe ffarpe Kongebud, nødt kl at fætte fig mb
i Amfruelfer, fom vare fordærvelige for Norges Handel, og anvende den Myndighed,
ber var ben overdragen, til at udføre dem. Enkelte af Norges Borgere vifte fig
uforftandigen virffomme til at befordre Landets Sperring, ved at henvende Regjering»
Gommisfionens Opmoærffomhed paa de Horføg, føm gjordes paa at indlede en fimuleret
Handel med England igjennem neutrate Fartøter. Imidlertid frede bdisfe Angivelſer
bog, fun af enfelte Handelømænd, der ikfe vare Udffibere, men Skibsredere, og altfaa
ei hunde umiddelbart beeitage i denne Udfilming. Bi forklare og denne Adfæerd
beelg af den Harme, fom opfyldte Nordmandens Sind i de Dage over Englands
voldfomme og for Norges Handel og indvortes Velvære fax fordærvelige Udfærd,
deels deraf, at offentlige Unliggender paa den Tid betragtedes fra en fnævrere
Synspunkt end under den fenere frie Forfatning. Diet hæftede fig fæbvanligen fun
paa den Gjenftand, fom faa nærmeft ved egen Dør, og Borgeren var fjeldent i
Stand til at overffue tndtrufne Begivenheders Sammenhæng med det hele Samfund
Bedfte. Derhos flod Rordmanden, i fine, ofte fiden gjentagne, høte Tanfer om
Fedrelandets Stilling og politiffe Bægt, i den Forblindelje, at de fiendtlige Skridt,
fom Norge gjorde mod England, vilde faa meget forværre dette Lands Stilling, at
bet ſtulde befvemme fig til en for be forenede nordiffe Lande ærefuld Fred. Megjering
og Folk vare enige med hinanden i ffjæve UAnftuelfer og ukloge Korholdsregler.
Saaledes findes i Regjerings-Commisſionens Deliberations-Protofol en Foreftilling
af 16de December fra de Handiende i Tønsberg, hvori disſe gjøre opmærffom paa
ude mangfoldige Misbrug, der foregaae ved Udførelfen af norffe Producter fra Norge
i Skibe under neutralt Flag.” Iſar ſtulde det være Pappenburgere eller Kniphaufere,
fom indtoge Ladninger paa Myfterne, og atter frulde være beftemte til England.
Derhos forklarede de, at (England efter alle Beretninger allerede nu feed Mangel
paa Frævarer, og, udelutfet fra Øfterføen, flulde det blive aldeles berøvet denne
uundvarlige Artifel, Det var derfor efter deres Formening Mart for alle Sagkyndige,
hvor vigtig en Grund dette maatte blive for England til at indgaae Fred. Der
var ſaaledes fun eet Middel til at bevirke dette, faavelfom til at forebygge engelfre
Manufacturvarers Jndfmugling her i Riget, og dette var: „aldeles at forbyde al
Udſtibning af Trævarer og norffe Producter — det være til venffabekige, neutrale
eller fiendtlige Magter — og ligeledes at forbyde al Jndførfel af ubdenrigffe Varer,
af hvad Navn nævnes fan, naar undtages de førfte Nødvendighedsvarer til Livets
Ophold. Uden denne VBeftemmelfe indfees intet Middel til at forebygge de utallige
Misbrug og den nedrige GSnighandel, fom nu gaaer i Svang, — og faalænge
benne vedvarer, vil vel England fildig eller aldrig bringes til den Nderlighed, fom
ubfordres for at tvinge bet til Fred.” Saavidt fan et indffræntet Overfyn over
politiffe Forhold, fljæve Unfruelfer og em ilde forftaaet Patriotisme drive det! Og
disſe Raad udflode fra en By, fom ved flere Leiligheder under Krigen lagde et
fandt patriotiftt Sind for Dagen. De gode Moænd glemte eller vidfte ilfe, at der
under hine meutrale Flag bagligen gif Stibe fra Øfterføen ladede med Trælaft, under
engelff Convoi frilende til England ), og at mægtigere Nationer, der ſtode i famme
fiendtlige Forhold til England fom Norge, tillode en hemmelig Forbindelfe med dette
1 See Bilag No. 19.
5) Enkelte af disſe opbragted til Norge, og et deriblandt, ladet med ſtore Mafter, blev
indbragt til Chriſtiansſand, men frifjendtes paa Grund af den Sæming frit SU
gjør frit Gode.» Frikjendelſen blev vel misbilliget af Regjerings:Gommisfionen, itte
ordi bet var fiendtlig Gods, men fordi Stibet førte Barer, fom af Magterne indbyrdes
anfaaes for Krigsfornødenheder og Gontrabande.
Strenge Forholdsregler mod Handel med Cugland. 119
tand. Fra Drammen opløftede fig paa ſamme Tid em Stemme i famme Anledning,
ber gjorde Negjerings - Gommisfionen opmærtfom paa lignende faataldte Mistrug.
Den famme Mand ?) gjorde fiden fit Fædreland førre Tjenefte ved, fom Greve Wedels
og Proviberingens Agent i Gothenborg, beeld at fremme Korn: Provideringens fore
Sag, deels befordre den Fart paa England, bhvorimod han nu ivrede.
Under disſe Omftændigheder tunde Regjerings⸗Commisſionen, naar ben itte
ganfte vilde overfee Kongens Befalinger, ei blive uvirffom, men maatte gjøre
irenge Underſogelſer om benne Handel og foranfalte ben hemmet. Der var deguden
i Regjerings=CGommisfionen nevpe meer end eet Medfem, fom fatte fig tilborligen
nd i disſe Forhold, og paa hvis Ratfonnement over Landets Stilling vi å ovenfor
axførte Breve, fom af ham vare conciperebe, have havt en Prøve. Prinds Ghriftian
Ananſt tog, fom allerede berørt, tjær i Begyndelfen, liden Deel i Foranftalminger
fra Gommisfionens Side, fom angif Handel og Bindfribetighed; Grev Moltke fatte
fig ite md i denne ham fremmede Gjenftand, og Roſenkrantz's redelige Sjæl var
fun aaben for ben bogftavelige Udtydning af fin Konges Billie. For faadan Overvægt
maatte Falſen altfaa vige, og bøie fine liberale Unfruclfer under de firenge Kongebuds
Ord ). Saaledes blev Bulfaberg, bengang Byfoged i Ghriftiania, befalet at anfille
den firengefte Underføgelje, hvis Refultat blev, at Denne begyndte Udfibning ved
nentrale Skibe aldeles ophørte?). Wulfsbergs Fadrelandsſind var befjendt formedelſt
hane varme Iver for Univerſitets⸗Sagen, og hans ſtore Embedsdygtighed provedes i
mange for Fædrelandet gavnligere Staté-Arender end dette.
Rofentrang var faa famvittighedsfuld med Henfyn til at forhindre Udfribning
af norfte PBroducter gjennem neutrale Stibe, hvoraf Faa i Landet kunde høfte faa
fler Forbel fom ban, at han overgav til Negjerings-CGommisfionen et Brev fra et
maelft Huus, fom overbragtes ham af en preusſiſt Stipper, hvori han dertil opfore
brebes. Bed denne Leilighed erklærede han: ,at han i dette fom i ethvert Filfælde
afftnede Alt, hvad ber fyntes at funne figte til at lægge Dakke over Hans Handlinger.
Brevet ) blev tilligemed en Horeftilling, hvori ale Omftandigheder vidtløftigen fors
Maredes , inbfendt til Kronprindfen og hans Beftemmelfe derom indhentet. Dog
anbefalebe Regjerings-Gommisfionen Skibenes Arigivelfe, paa Grund af, at de vare -
anfomne fil Norge før Kororduingen af 24de December var udfommen, hvori frenges
figen forbodes under haard GStraf alt Samqvem fra norfle Handlendes Eide med
Ekte, ſom fom fra be brittifle Øer, GColonier og Befiddelfer, eller paa bereg
Neifer havde anløbet famme. Efter et Par Maanebers Forløb faldt endelig fongelig
Rejolution i denne Sag, i Følge Hvilken Stibene tillodes at afgaae; men Ladningerne
bleve ndlosfede, fordi der foreſtreves Skipperne faadanne Betingelfer, fom de ei funde
øfolde. J fit Brev i den Anledning tilføter Kronprindfen, „at han et kunde andet
ad bifalde Megjeringe Gommisfionens Fremgangsmaade med at floppe førnævnte
Ettibes Afieiling, og med fuldefte Tilfredøhed erkjender den Aarvaagenhed, hvormed
Samme firæber at forebygge al Handel med Fienden, faavel directe fom indirecter 5).
" GSbriftopher Fane i Ørammen.
3) Forfatteren, fom i den Tid oftere bejøgte Chriftianla, for at føre fin San for Mi:
gjering$-Gommisfionen, havde i fine Samtafer med Falſen Leilighed til at overbevife
fig om hans fiberale Arifind og ſtore ODnſte at fette Birfjombhedens tunge Skridt under
Landets kritiſte Stilling. i
3 Bilag 20. [Byroged Jacob Wulfsberg, der Maret efter blev Sorenffriver paa
Ger og døde 1826. har efterladt fig en Samling af Afſtrifter af de ved ban udførte
vigtigere offentlige Gommisfions-Hverv m. v., hvillen Samling em af hans Gftermænt,
dr. Eorenftriver G. P. Rafd, i 1858 vefvilligen har afgivet til Rigsardivet.]
Mer dette Brev fulgte et andet af fanme Art til Kjøbmand Jørgen Aall I Pors:
grund. [Forfatterens Broder.]
[Gu markelig Breovegling mellem Mofenfranp og Kronpr.ndjen anganende en Kjøbmand
i Tønsberg, fom blevitiltalt, fordi han i Unfedning af en Vexel havde fendt et Advisbrey
til Guglaud, findes I Rorjfe Samlinger (1850) I. 294—296 Roten.]
rd
—
—⸗
120 Andet Tibsrum I. Syvende Gayitel.
Saaledes gif en gunftig Leilighed tabt til at forbedre Norges ulykkelige Stilling
ved en uftyidig, af alle de øvrige frigførende Magter tilladt, Handel med Fienden
gjennem Skibe med nentralt Flag, og vi have her atter et Beviis paa Kronprindjens
ftrenge Redelighed i at opfylde fine til Frankrige og Rusland indgangne Forpligtelfer ;
men tillige paa hans wupolitiffe Færd, i Følge hvilken han valgte Forholdsregler,
fom iffe cfterlignedes af nogen af hans UAllierede, ja neppe af Napoleon felv, og fom
paaførte hane ulpffelige Unberfautter faa ſtore Lidelfer. Dagligen feilede fore Flaader
af neutrafe Magters KoffardiStfibe') — endog engelfte Skibe under neutralt Flag
— forbi Kjøbenhavns Med, fom bragte Barer fra England til de øfterføifte Havne,
og fra bisje igjen tilbage til Gngland, endffjønt denne Handel i Følge offentlige
Krigsertlæringer var aldeles forbuden. Hvor langt anderledes vilde Norges Stilling
have været, berfom den bdanffe Megjering tidligere havde aabnet fine Øine i denne
Henfeende !
Et andet Forføg til at indlede en gjenfidig Udverling af Skibe og Fanger ble
figefaa forgjæves fenere gjort af Regjerings-Commisſionen. En engelft Capitain
Hamilton havde bemoægtiget fig udenfor Mitsøer et Sb, der førtes af M.
Eimonfen, og fom tilligemed Ladningen anfattes til en Bærdi af 8 a 9000 Rd.;
men Hamilton gav Simonſen fri, under Betingelfe af, at han fulde udvirke Frihed
for Mandffabet paa det udenfor Miisøer forlifte SKb, Unity Smad. GCommisjtonen
bemærfede, at naar Hamiltons Onſte bevilgedes, „kunde dette maaftee blive en
Bevæggrund for andre engelfte Krydfere til en mere menneftelig Fremgangsmaade
mob andre Ktoffardifarere, end den de fædvanligen »vife.” Den danſte Regjering
vilde iffe tillade denne Omverling. Samme Stjebne havde et Forflag, ſom Regjeringss
Gommisfionen under en fenere Dato gjorde om, „at famtlige her i Fangenifab værende,
og paa Bergftaden Kongsberg anbholdte, frorbrittaniffe Underfaatter ved et Parlamentair⸗
Skib maatte vorde overfendte til England, deels for derved at løfe em Deel af vore
i eugelſt Fangenſtab under em huard Behandling fuffende Landemænd , deels for at
fpare be ftore Befoftninger, fom disje Fangers Underholdning og Bevogtning medtager.
Gommisfionen oplyfte, at disſe brittiffe Fangers Underholdning, foruden hvad Ber
vogtning ved militatr Magt foftede, medtog aarligen en Sum af meer md 30,000
Rd., nog at denne Statsfasjens VBebyrdelje endda bør henregnes blandt de mindſte
Uheld, til en Tid da Den unyttige Fortæring af enhver Tønde Korn er ct nationalt
Fab.” Den tilfølede, „at Dens VBorgerfølelje lider ved at fee Underfaatter af em
Regjering, der er Deres Majeftæts Dodsfiende, fortære den Kode, bhvorefter Landets
betrængte Sønner fulte.” Den oplyfte, at 7000 af Danmarks og Norges Unders
faatter mishandlede i brittiffe Foængifler, af hvilte en Deel funde befries fra fine
Loænfer ved denne Ombytning. Gommisfionen indftillede faaledes, om det maatte
anſees pasjende med et Parlamentair-SMb, forfynet med Hans Majeftæts aabne
Brev, og ført af en dertil beordret Soofficier, at overfende de paa VBergftaden
Kongsberg anholdte ftorbrittanniffe Unbderfaatter. Men den danfle Konge vilde endnu
iffe høre Foreftillinger af den Urt, og der fan iffe gives noget ftørre Beviis paa,
hvor ftor hans Jorbittrelfe var over Englands voldfomme Angreb, og hvor meget
ban fatte fit Haab til et heldigt Udfald af fine egne og fine Utlieredes fiendtlige
Unftrengeljer , end at han afvifte ethvert Stridt, der havde et fredeligt Udfeende, og
enhver Timærmelfe til England, medens Norge vaandede fig under Hungersnødeng
Elendighed og Folerne af flandfede Næringsveie. Der er ingen Grund til at
twivle om ben banffe Konge Kjærlighed til det norfte Folk, eller hans oprigtige
)) Disje Stibe gif fædvanligen under Pappenburgeres eller Kniphaujeres Flag, men
bisfe ubetydelige Laudſtaber maatte have været den europaiſte Handels Dronninger for
at ubfende faa ftore Flaader. Engelſte Skibe gir ofte under amerifanft Klag, men
ftundom var det virkelige Umerifanere, og den ameritanfte Regjering ajorde efter
ak — Fordringer paa Erſtatniug for disſe Opbringelſer, fom meſtendeels maatte
ilfredsſtilles.
Krigsfangernes Behandling. 1291
Sttraa efter at lindre dets Nød under Mrigen; men nægtes fan det ikke, at flere af
hans Foranftaltuinger, og ifær hans afmægtige Trodbs mod en overlegen Fiende,
toertimod hans ſtœrkere Ullieredes Grempel, fiilede til det modfatte Maal H.
Iblandt de Byrder, fom vare Norge paalagte Å denne ulykkelige Krig, og
pabvitede Negjerings=Gynmisfionen, hørte faaledes ogſaa de Foranftalminger, fom
maatte træffes deels til Krigsfangernes filtre Bevogtning, deels til deres Horpleining.
Sa Krigens Udbrud befandtes nogle engelfte Stibe i norfte Havne og nogle Reifende,
fem tilfoetdigvte opholdt fig i Landet, deels for at rygte Handelsærender, deels for
at fee Vig om i Norge. Deres Untal belob fig omtrent til 200 — vift not et
tinge Antal mod de flere Tufinder, der befandt fig fom Fanger i England. Men i
dt 2and, hvor Mangelen paa Levnetsmidler var faa for, føltes enhver Forsgelfe af
Previderingens Byrber. For at formindffe Udgiften af Vagtholdet paa den me
Cine, og tillige give de ulyttelige Fanger en førre Frihed til at bevæge fig i fri
fuft i Omtredſen af Byen, beftemtes Kongsberg til deres Opholdsfted. Der var
sjaa, under ben dagligen formindffede Folkemengde formedelft Bergværtsdriftens
Jadſtronkning, ben førfte Overflod af Huusrum faavelfom let Adgang til Brændfel.
ti Underholdning for bdisfe Fanger beftemtes efter deres borgerlige Stilling fra 48
St. — jom i meget entelte Tilfælde forsgedes til 72 St. — til 24 Sk. dagligen.
Imidlertid findes idelige Klager fra Kangernes Side over Utilftrærkeligheden af deres
Taderbotbning , og bet blev dem derfor tilladt gjennem Gonnerioner deels i Norge
deels i Sverige at forbedre deres Stilling ved Tilflud af egne Midler. Nogle af
ne engelffe Fanger befandt fig faa vel under beres Fangenſtab i Norge, at de giftede
sg og floge fig ned her. Der fporedes sienfynligen hos Regjerings-Commisfionen
Uttraa efter at lindre disſe Fangers Skjebne faa meget det flod i dens Magt, faavel
i Følge den Humanitets og Mennefteligheds Aand, fom herftede blandt dens Med⸗
lemmer, fom of Politif, for ved en god Behandling af engelffe Fanger at berede
vere Laudsmœnd I England den famme Skjebne og lette Adgang til Fange-Udverling.
3 alle Filfælde bleve de faa engelfte Hanger langt menneffeligere behandlede i Norge
av de Norte i England, hvor Fangerne indfluttedes i ſaakaldte Prifonftibe under
m maadelig Forpleining, eller fordeeltes det Indre af Landet i fmaa Byer, hvor
deres Etjebne var forfljellig efter fom Lytfens Lod traf dem. Det lykkedes imidlertid
mtelse menneffefjærlige Privatmænd i England ogſaa at lindre norffe Fangerd ublide
Sat og endog at forhjælpe dem til Klugt fra Fangenffabet, men be Nordmænd,
tom befandt fig t engelffe Brifonffibe, omtale meftendeels deres Fangenfrab i England
1) Gt Forfeg, føm fra den engelffe Regjerings Side blev gjort paa en Udverling af
begge frigførende Magters Hanger, afvites ogfaa af Regjeringé-Commisfionen, rimes
ligviis fordi ben kjendte Kongen ar Danmarks Utilbøielighed til at indlade fig i fredelig
Underhundling med England. Stibdfører Povet Lund fra Drammen blev uenlig
1807 i Augut Maaned opbragt til England, band SKO condemneret og ſolgt, og ban
fee fom Krigsfange fendt til Reading. Gjennem gode Unbefalinger fra Venner i
London flaffede han fig anfeete Mends Deeltagelje paa det Sted, hvor han tom Fange
epboldt fig, og fil ved disjes Judflydelfe paa Lord Sidmouth og Gauning fin Krihed.
Denne Keilighed benyttede Canning ril at gjøre den norſte Regjering et orflag til
Udvegling, fom forgjæves var gjort ben danſte. Men denne Misfion paadrog Lund
foer Ulempe. Han blev, fom mistenkt for at have ftaaet i utilladelige Forbindelfer i
Gugland, arrefteret, tildeels behandlet fom Forbryder, va førit efter 7 Ugers Horløb
frigiver under Forpligtelje, at ban ingen Regreé maatte føge for ben ham tilføiede
Ulempe, ligeſom intet Anſvar halde paabvile Rogen formedeljt denne mod Lund anlagte
Sag. En af Regjerings-Gommisfionens agtværdigjte og humanefte Medlemmer benyt:
tede fig ved denne Reilighed af Udtryk, føm vije hvor vidt Juveren for at udføre endog
utidigen ftrenge Kongebud fam drives. Han paaftod nemlig, „at om han alene havde
bart at fælde Dom t Lunds Sag, vilde benne have miftet fit Hoved” — og det blot
fordi han havde overbragt et Horflag fra England, ber aabenbart tilede til Norges
Bedite! Markvardigt er I denne Henjeende et Barber fom blev optaget paa Ugeréhuns *
ing ben 27be Mai 1808. [Bed tal. Refol. af 28de Uuguift 1808 bifaldted, at
und fuldjtændig var frifjendt.]
194 Andet Tibsrum I. Ottende Gapiiel.
RegjeringssGommisfionens Arbeids⸗Tid fandt i denne Henjeende den heldige Sams
menfætning Sted af en ſyſtematiſt, fra Statshuusholdningens rene Princtper hentet,
Strenghed og en human Mildhed, fom modererede hiin, og da denne Iyftelige
Blanding var tilftede ftrar i Begyndelfen af Regjerings⸗Commisſionens Virkfomhed,
beftemtes derved dens Charakteer, og vedligeholdtes faalænge dens anfvarsfulde og
vanffelige Stilling varede.
Ottende Capitel.
Norges Kornforfyning overtages af Ftaten.
— — — —
Lieſom de Skridt, fom i Danmark gjordes i Anledning af Euglands pludſelige
og voldfomme Overfaldb, mere beftemtes af en naturlig Harme over Fiendens Urets
færdigheb, end et roligt Henfyn til Landets fande Stilling og fmaa Midler, faa var
ben danffe Regjering ogfaa mindre heldig i fine Beftræbdelfer for Norges Kornforfinning.
Bi have ovenfor feet, at den lod det førfte beqvemme Øieblit efter Krigens Udbrud
til at indlede ct fredeligt Handels-Samqvem mellem England og Norge og en tryg
Kornfart mellem Frændeftaterne ubenyttet gaae forbi, og vi have tilftaaet, at den
banfte Regjering formedelft be fledfundne Omftændigheder var vel beføtet til i Begyn⸗
belfen at overtage Brovideringen og gjøre den til en GStatsfag. Men fun den
haarde Nod hinde tvinge Staten til at give Kornhandelen benne i fig felv naturlige
Retning. Det var iøvrigt meeft overeensfemmende med Statstlogffab, at underfrøtte
den private Kornforfyning ved Siden af den offentlige, for jo før jo beller at give
ben .en for alle Parter mere henfigtøfvarende Mang. Men den bdanfte Regjering
fynes firar fra Begyndelfen af ifte at have valgt de vette Midler, og i det den
gjorde Kornforſyningen ſtrax hartad udelukkende til en Statsſag, fagde den Hindringer
i Beien for den private Kornforfyning. Derved opftod Misgreb, der ledede til
Kornfpilde, Slaphed i Kornforfnningen og ſtigende Kornprifer, ligefom derved Finantz
fernes Ødelæggelfe fremføyndedes. Saaledes foranftaltede Staten Opljøb af Korn
i be nordlige PBrovindfer af Jylland, hvorved Kornet ſteeg i em fort Tid meer end
50 pCt. paa be Steder, hvorfra Korn letteft hunde overføres til Norge, og hvor
ben private Kornhandel paa den Tid var livligit. Ualborg var før og under Krigen
et vigtigere ornfammer for Norge, end det flden har været, og mellem de Nord⸗
firandfte Hawne var under Krigen den livligfte Fart paa Norge, fom førtes for em
ftor Deel med norfte Farfofter. Faſt alle Smaafartøier løbe i den Kanal. Denne
Stigen i Priferne var faa meget mærkeligere, fom Pengenes Vard i de førfte
Maaneder af Krigen endnu et var falben; men Courſen fnarere forbedredes end for⸗
værredeg!). Det vilde dertmod — og berpaa gjorde Privatmænd i Norge de
offentlige Autoriteter opmoærlfom — have været en let Sag, ved Kyſtfarere at forfende
Korn fra det fydlige Danmark til det nordlige, og faaledes forhindre Priſernes Stigen
til Qideffe for den norffe Gonfument. Ved Brivates Øartsier i Danmart [od dette
5 Nathanſon vijer I fit oftenævnte Skift om Danmarks Statshuusboldning, S. 132,
at Aarfagen dertil var deels ben fore Mangde chineſiſte og vitindifte Barer, fom vev
Krigené Udbrud fandtes i Kjøbenbavn, hvis Bærd fteeg ved Napoleons Forbud, deels
den Mængde Sølv og Gud, der var indfommet i Lander for Korn, fom 1806 og
1807 førtes til Prensjen, og at Euglænderne fatte meget Guld i Dulsb efter Kjøben-
havne JErobring.
Misligheder ved Kornhandelen. 195
fa ei fet gjøre; thi be banfle Studer bortffræmmedes fnart fra Rattegattet. For at
fire fig Fartøter til Overfarten lod den danffe Regjering, faavelfom Megjerings-
Smamisfionen, de Stibe, fom den for fin Regning fragtede til Korntransport,
ebturere for Opbringelfe, og ba benne Foranſtaltning ifte udſtraktes lil ben private
&ernfart, vilde venne faa godt fom have flandfet i de førfte Heftmaaneder, da Korn-
fnfmingen er vigtigft, naar ikke Thygefon, fom før fortalt, paa egen Haand, ſtjont
em at Foranftaltningen af den norfte Megjering gjordes gyldig, havde udvidet
Neinrancen ogſaa til Private. Det var og en for Hindring for Privates Komfart,
at ingen Asfurance her i Landet gaves for Soſtade ), fom Etibene i den Tid mere
må ellers vare ubfatte for, da be maatte benytte Storm og Uveir, for at undgaae
diendens Forfølgetfe. Fremmede Asſurance⸗Selſtaber krevede Præmier, fom Korn-
frecnfanterne et funde betale, og formedelft Gorrefpondentfens Vanfrelighed var Ude
aangen til at tegne Asfurance ubenfor Norge faa godt fom fpærret. Den danſtke
Majering forbedrede vel, efter nogle Maaneders Forløb, denne Mangel, og tillod
geffring for Somfribe og Kornladninger; men et beleiligt Øieblif var forfvundet,
s Kornforſyningen funde den Høft ei blive fuldftændig. Den norfte Regjering ville
vi ille antlage, fordi den iffe paa egen Haand oprettebe em faadan Forſikkrings⸗
Mnfalt, bvoraf fet funde fiyde fort Tab for Statskasſen. Vi have ovenfor feet,
frr meget den indfrrænkedes i ſin Birtfomhed af de danfte Collegier, vg hvorlunde.
fire af dens Forſlag til at forbedre Landets Stilling forfaftedes. Den faae Udgif:
tre dagligen forsges, Indtcegterne formindfles, og maatte frygte for em Ubdgift,
Nr faa betænletigen funde forværre Statsfasfens Tilftand. Frygten for Unfvar var
maflee ogfaa hos Gommisfionen mindre grundet; thi omendffjønt Anfvarligheden
var utrykt i ſtrenge Beftemmelfer, var ben danſte Regjering ingenlunde tilbøtelig Hi
a bogſtavelig Fortollning af dioſe.
Sormedetft disſe Feiltrin, fom flrar i denne farlige Kornfarte Begyndelfe bleve
begangne, fil Komforfyningen en uhenſigtsmeesfig og uheldig Charakteer. Den tabte
ven ombyggelige Pleie, fom Privatmand i en langt høiere Grad hder fine Unliggender
mb Staten; thi Privatmand føger ft Maal paa den meet fparfommelige Maade,
w hans Aarvaagenhed for fin egen Fordel lærer ham at finde de meeft pasfende
Midler. Denne Forfynlighed er dobbelt fornøden, hvor det gjælder Rornvarer, fom
tet ſowanffes, og en Handel, der fræver en raff Omfætning fra Haand til Haand,
for at funne førnye en Sypecnlation, ber fordrer ſtore Gapitaler, og i den Tid da
marrénoden flaaer for Døren giver lidet Udbytte, forbi der hefte Klager og Taarer
ved Fordelen. Med denne offentlige Forfyning vare flere Ulemper forbundne, fom
ſadurede Kornet, fljærpede Hungersnøden, og gav Kornhandelen felv en unaturlig
Mining. Den i Danmart oprettede Providerings-CGommisfion famlede fine Forraad
tore Qvanttteter paa engang, hvorved Brifen, fom ovenfør bemærtet, betydeligen
ties. Gaafnart den danfte Regjering beftemte fig til at paatage fig Kornforfy-
ringes Omforg, forbandt ben dermed Korn-Udffrivning i Danmark, for at have
Vaa rede Haand det Kornforraad, fom ſtulde overfendes til Norge. Derved uddroges
ben ftørfte Deel af det Korn, fom førtes til Torvs til Salg, fra de fædvanlige
Omfetnings-Kanater, og den førfte umiddelbare Følge deraf var Kornets Stigen i
Brig, til Lidelfe baade for den norffe og danffe Gonfument, der ei var Landmand %.
dengenes Horværring fenere hen, under Danmarfs tiltagende Finantsnod, underftøttede
) [Denne var et Privilegium for Kjøbenhavn; fe Octroi 1 Yull 1746, $ 1. — Anm.
af I. Chr. Berg. '
% Straz efter Krigens Udbrud contraherede Hurfatteren med et ar Aalborgs betybeligite
Handelehuſe om et ftort Parti Korn, men da Leverancen ſtulde free, hunde den el
fuldbyrdes, fordi deels Kornet var vanfteligt at faae, deels Leverandenren et uden fin
Rain fande opfylde Gontracten. Det var ille et flet Aar, men Kornets Forfvinden
via Torvet formedelſt Udſtrivningen, ber foranledigede denne Mangel paa Korn i
private Hænder.
126 Andet Tidsrum 1. Ditende Gapitel.
troligen denne Kornprifernes nominelle Stigen, og begge National⸗Ulykker svede ben
førgeligfte Berelvirtning paa hinanden. Disfe fore Samlinger af Kornvarer magar
finerebes med ftore Betoftninger, og behandledes ftundom med Stjødesløshed, ſtundom
med Underflæb. Store Masfer af Penge maatte paa eengang flaffes tilveie, og
dertil havde Regjeringen ingen anden Udvei end en forøget GSeddel-Udftedelfe. De
ftore Tratter, fom i ben Unledning ubftebtes paa be i Danmark oprettede VBerelfontorer,
Bankkontorets uheldige og tildels af utyndige Hender ledede Omfætninger 1), bidroge
meget til Courſens Forværring og en ftært Stigen af Kornets nominelle Prifer.
Store Misbrug fandt undertiden Sted ved Kornleverancen fra de offentlige Magaftner
i Danmark felv, til Landmandens Stade, fom frulde levere Kornet, og Korn⸗Udſtriv⸗
ningen var fæbdvanligen faa ſtor, at den danfle Landmand fun t tndføræntet Grab
tunde føge Vederlag derfor paa GSalgtorvet; thi han havde lidet at fælge, efterat
Stattefornet var betalt. Flere af de Embedsmend i Danmart, gjennem hvis Hanber
Kornleverancen flede, ifær UAmtsforvalterne, berigede fig ved denne Forretning. De
modtoge Stattefornet af Kornproducenterne i et førre Maal, og indftibede det I
Fartøier, der gik til Norge, i det lovbeſtemte ). Det er desuden begribeligt, at
ber paa den offentlige Bet fløfedes langt mere med Kornet felv, og fparedes mindre
paa alle mellemliggende Udgifter, end paa den private. Det vil ike være let at
beregne, hvormeget Korn ber fordærvedes af Muggenhed og Varme ved en lang
$Henliggen i Danmart og Norge, hvor meget der faldt igjennem Commisfariers Fingre
paa begge Steder, førend det fom til den fidfte Gonfument, og hvor meget Over⸗
førfelen og Korn⸗Uddelingen fordyredes ved Unvendelfen af uhenfigtsmesfige Midler.
Ubeldig vilbe ben norffe Kornhandler have været, naar han frulde have drevet fim
Kornhandel paa denne foftbare Bei. Men under disfe Omftændigheder forfvandt
faa godt fom al privat Kornhandel; thi Kornhandleren unde fjelbent optræde ved
Siden af faa maægtige, og i Midlernes Unvendelfe faa ligegyldige Concurrenter 5).
Desuben maatte Negjeringen under Landets nedtrykte Forfatning ofte tilftaae Betins
gelfer ved Salget, fom ikke funde gives af Private, og maatte med Henfyn til
Briis og Betingelfer vette fig efter Confumentens EGvwne til at kjobe og betale.
Brivatuanden maatte bhurtigen have fine ublagte Penge tilbage for at anvende dem
i nye Omfætninger.
Det er let at indfee, hvor meget den indvortes Handel og Vindſtibelighed maatte
fide ved denne Kornvarernes Forvanfining og Kornhandelens Forandring under Krigen.
Dertil fom, at Kornets ftedfe figende Priis fordrev Kornhandlerne fra Markedet, thi
ber funde i hine Ulykkens Dage ingen Fordel gjøres uden Landsmends Uvillie og
Forfolgelfe, og fun be bleve tilbage paa Kornforfyningens Marfed, fom vare nødte
til at flaffe Korn til Udbeling i en vidløftig Birkekreds. Ikke den hølefte Viisdom
funde lede denne Sag I Statens Haand til det rette Maal; men Uddelingen maatte
flee efter en lss Kundſtab, Undres Anbefaling, Barmbhjertighedens mislige Bint,
5 Nathanſoun fager i ovenfor citerede Vært &. 135 vver, „at Bankkontoret i Kjøbenhavn
folgte paa Børfen langfigtige Begfer paa Bantfonteret i Altona, og indlod fig I foftbare
og bagvendte Berel:Dperationer, ber desnden bleve faa gauche ubførte af Contorets
Directeut, Thygejen, at Finantſernes Forlegenhed maatte blive sieniynlig for Enhver.“
Saaledes fil Horfatteren anviijt paa et af Danmarks ftore offentlige Magafiner 2000
Zønder Byg, ved hvis Indſtibning han felv var oveværende. Han fornndredes ikke
lidet, da Indſtibningen Itandfede, efterat 1800 Tønder vare tndflibede, og ban hen:
vendte fig i den Unledning til Amtsforvalterem for at faae det manglende Qvantum
udfyldt. „Derſom De ved Skibets Unfomit til Norge, foarede han, ilte har Deres
fulde 2000 Tønder, faa har De at henvende Dem til mig." — Saa flede det; Skibet
udlosſede 2000 Tønder, og Skattebenderne havde ſaaledes maattet ſtikke 200 Tønder
Byg i Amtsforvalterens Lomme gjennem er ftort Overmaal.
*) Imidlertid folgte Privatmand fit Korn fom ofteft ikke dyrere end Gtaten, og kunde
gjøre det; thi hans Ubgifter vare i flere Heujeender mindre. Driferne paa or atterené
ornmagafiner vare fom ofteft lavere end paa Statens.
sr?
Regjeringens Misgreb. Amtmand Løvenfrjold. 197
der Sedfommendes uforffammede Nordringer. Staten fed faaledes paa den ene Haand
dt directe Lab ved Ubfalget, paa ben anden et indirecte ved ſtandſede Næringsveie,
Omjatxingens og den induftrielle Birtfomheds Korvirring.
I andre Henfeender lagdes Hindringer i Beten for ben private Kornfart, fom
jecflede Brivatmande Billie og Gone til at indlade fig i disfe paa den Tid farlige
$undelsforetagender. Da Vinterens Strenghed bortjog de fiendtlige Krydſere fra de
nerdiſſe Bande, og gave vore egne, til alle Farer paa Havet hærdede Somand et
fine Raaderum, lagdes i Danmart felv Beflag paa de norffe Kornftibe,
ism føgte ſydlige Havne. J Begyndelfen af Aaret 1808 frede Overførfelen af franffe
og ſranſte Tropper fra Jylland til Fyen og Sjællan», for at udføre paatæntte, men
aldrig udførte, Mrigs-Operatisner mod Sverige, og til at beførge denne Overførfel
eteged alle norffe, faaveffom danffe Fartøier, ber vare beqvemme dertil og befandtes
faa langt fyd paa Danmart, fom Aarhuus'). Denne Unmasfelfe af vore Kornfartøier
pa en Tid, da Fare for Opbringelfe var mindft, og Nøden i Norge for, opvakte
negen Misnoie i Norge, og fral Forfatteren flutte fra fig felv til Undre, var benne
Etandening af de betænkeligfte Følger.
Snart maatte imidlerttd den danfle Regjermg beftemme fig til at forfikkre alle
de Ekbe, fom anvendtes i Komnfarten, og de Kornladninger, fom førtes tilbage med
bn. Den danffe Regjering indfaa, at dens Kraft, fvættet ved Krig og et forftyrret
manitevæfen, itte var tilfirætfelig til at forfyne hele Norge med Kom, og at den
mirate Mraft maatte foættes i Bevægelfe, faavelfom ben offentlige, for at naae bette
fre Maal. Men ve foreftrevne Betingelfer vare flrenge, og Fortolkningen deraf ikke
altid liberal. Bisſeligen var den danſte Beſtyrelſe i den ſtorſte Forlegenhed, og det
nr vanffeligt at finde den rette Middelvet. Krigen var en Landeplage, fom nedboiede
det ganffe Land, og de Foranftaltuinger, fom bleve trufne for at lindre den beraf
fydende Mod, lagdes billigen paa den hele Folkemasſe i en almindelig Stat; men
mer disſe forøgede Udgifter, ved Siden af ben egentlige Krigs⸗Udſtyr og formindføede
Etz-Yndtægter, forværredes Finants⸗ og Pengevæfenet alt meer og meer, hvoraf
de betonteligfte Gølger vare at befrygte. Den foage Stat maatte faalebes indſtronke
me Udgifter faavidt ſtee funde, og føge at legge en mulig Gritatning ved Siden
den gjørte Opofrelfe. Det vifte fig, at den danfte Stat fenere hen, ogfaa i andre
Underftettelfer til Virkſomhedens Fremme i Norge, tilegnede fig ben Grundfæning,
efter Mutighed at fætte Fordel og Tab i Ligevægt. Saaledes kunde der vel neppe
gjørtd nogen grundet Indvending mod UsfurancesPræmien felv, hvor hoi den end
var; men vel mod ben forffjellige Maade, hvorpaa Foranftaltningen fortolkedes paa
be foritjellige Toldboder, faavelfom den ubeftemte Tidsfriſt for Usfurancen, afveelt i
late Terminer. Derved forvoldtes deels indvillede Diseusjioner imellem vedkommende
Sntoriteter og de private Rornfpeculanter, der tegnede Asfurance, deels fyættedes
den Dpmuntring til Kornfart, fom var Henfigten deraf. Derhos maa det tilftaaes,
et ben danffe Megjering fledfe gav den liberale Fortolming Jndgang, naar den trøede
et have for fig redelig findede, og for ben gode Sag ivrige Mænd, ligeſom den norſte
Aegjerings⸗ Commisſion, under ſamme Forudſetning altid føgte ved fin Unbefaling at
ferberede et liberalt Ufgjør*). Megjerings-Gommisflonen havde under disſe Forhold
— —
5) Forfatteren havde, efter flere Unføgninger og vidtloftig Correſpondents med Rentekammeret
og Regjerings⸗Commisſionen, omfider faaet TiMadelfe til at tjøbe Korn i Sjælland,
eg under fongelig Asſnrance fendt 2de Fartøier afited til Ufyentelje. Men neppe vare
be anfømne til deres Beftemmelfe i Sjælland, før de bleve tvungne til denne Troppe⸗
Transport, hvorved de forfinfedes faa meget, at Nordføen og Kattegat paa ny fyldtes
med KMrydjere. Det ene vovede fig ei paa Hjemveien før langt fenere, det andet faldt
paa Tilbageveien i fiendtlig Vold.
) dorfatteren, fom i fin Providerings Omſorg under Krigen var i mange vanflelige og
hitiffe Stillinger, og førte en alvorlig Gorrefpondents med danſte og norſte Autoriteter,
epnaaede aftib det Mefultat, fom han burde vente.
198 Andet Tibsrum I. Ottende Gapitel.
en vanffelig Stilling. Poftdagligen frømmede til den Anſogninger, affattede i be
ynfeligfte Klager over Brødmangel, om Hjælp af de offentlige Magafiner, og endog
flere af de Mænd, hvis Stilling, fom Forftanbere for en ftor Virkſomhed, opmuntrede
til en felvftændig Kornforfyning, lagde Handerne i Skjodet, og love fig rækte den
fornødne Hjælp af Statens Forraad. Vjær var Øftlandet i Krigens forfte to Aar
ofte i ftor Nød. Der dannedeg vel, firar i Beayndelfen af Krigen, nogle Asforiattoner
til KornsJndfjøb; men Udbyttet deraf var ikke faa fort fom paa Beftlandet. Det
var førft da Licence⸗Farten begyndte, at Korn⸗Speculationen der vaagnede i det Store
med Kraften til at udføre den. Jmidlertid organiferedes af daværende Amtmand i
Bratsberg Amt, fiben Statholder, Løvenffjold, uden Opfordring eller Autorifation,
en Broviderings-Commisfion for Umtet, fom beftod af Juſtitsraad Bengon, Raadmand,
fiden Etatsraad, Uall, Kjøbmændene D. Cappelen og Jørgen Wright, og fom Casſerer
Inſpecteur Heud. Lovenſtjolds VBirffomhed fom Umtmand ftaaer i deres levende
Grindring, fom dertil vare Vidner, og Megjerings-Gommisfionens Protofol bærer
Bidne om hans Warvaagenhed for Umtets Jnteresfe, og hans Omſorg for at lindre dets
Nød under vanffelige Omftændigheder. Med intet Umt havde Regjerings-Commisfionen
en faa levende Brevverling fom med dette. Ved hine Mands Gredit, og med for
Bore af egen Formue bragtes fore Partier Kornvarer over Havet, iffe alene til
Lindring for Amtet men og for andre Diftricter. Dens VBirffomhed opvakte Etatens
Opmarkſomhed, hvorved den fik offentlig Untoritet, og underftøttedes af vedkommende
Negjeringens Agenter baade i Danmark og Norge. Bratsberg Amts daværende
Amtmand — figer Lørenffjold — Fan ikke tilbagefalde i fin Grindring hiin Nædfelgs
Periode uden med byb Høiagtelfe og Grljendtlighed at erindre de nævnte Hæderémaænd,
fom ulennede med ham beelte Bekymringer og Unftrengelfer til Lindring af livende
Medmenneflers Nød” 1).
Norge har ofte af danffe Forfattere maattet høre, hvor ftore Offere dets Pros
videring forvoldte Danmark, og hvor meget disfe bidroge til Rationalgjældens Forsgelfe
og Pengevæfenets Forvirring. Offerete GStorhed nægtes ifte, men Norge led derved
i en hoiere Grad end Danmark, og formedelft ukloge Koranftaltminger og en uheldig
Politik, forenet med en eenſidig Haardnakkenhed i at forfølge fiendtlige Horanftaltninger,
forftørredes Opofrelſen utilbørligen. Norge var Danmarks Statsfrænde, det bar fine
Ulemper af Forbindelfen under en KMrigstilftand ſaavelſom Danmart, men det bør ikle
bære Bægten af Bildfarelfer, hvori det ingen Del havde, men fom Norge taalte
uden Knur, og med ſtorre Haab om en hedre Fremtid end Misfornsielje med det
Rærværende. Man fan neppe i Danmart gjøre fig Begreb om de Livelfer og
Befymringer, fom Mangel paa Livets førfte Fornødenheder og Omforg for at tilveter
brige dem, i de to førfte Mrigens Aar i Norge forvoldte. Fra dette mørke Tidsrum
vender hver Nordbmand, fom har oplevet dette, gjerne fit Oie.
Imidlertid gled Krigens førfte Vinter ben, uden at Elendighed og Nød vifte fig
i den Grad fom fenere hen. Den under en fordeelagtig Handel famlede VBelftand
var endnu et forfvunden, ben rige Hoſt forfynede Landets Kornegne med de fornødne
Fodemidler, de i Sfovegnene paa gammel Viis fyldte Fadebure vare ikke udtømte, og
Veſtkyſtens Beboere flyldte deres Mod og deres Stiftamtmands floge og raffe Fors
anftaltning, at endnu ingen Nød der fporedes. De mere veftlige og nordlige Egne
fynes, hverfen i denne eller ben paafølgende Vinter at have gjennemgaaet faa ſtore
Lidelſer fom ben øvrige Deel af Norge. Beften for Næsfet frimede netop i denne
Binter Silden, fom i flere Aar havde vendt fig mod Sverige, til Norges Kyſt, og
foranlebigede der en Virkſomhed, fom bidrog meget til Jndbyggernes Underholdning.
En mere fortvarig og mindre grundig Underftøttelfe gav Kaperfarten, fom i nogen
1) En af disje Hadersmend, Jørgen Bright, en af Egnens retſindigſte, ovinfte og
meejt fædrelanditfindede Borgere, paadrog fig under disſe Unftrengelfer em Sygdom,
der foltede ham Livet. |
Korntilferfel fra Ardaugel. Throuſlifte. 129
22 heves med frort Held paa ben Deel af Norges Kyſter, der ei tog fynderlig Deel
i genet. Throndhjems Stift var den førfte Vinter efter Krigens Uvdbrub faa
manlunde forfynet med Korn, at Regjerings=Gommisfionen bebøvede mindre at henvende
fa Provideringe-Omforg paa denne Deel af Landet. Bergens Stift led ogfaa mindre,
fade ber overhovedet i be Egne, hvor Fiffertet er Hovednæring, under Krigen
fanbtes forholds mœsſig mindre Mangel paa Levnetsmidler end ellers i Landet, deels
forbi deres Indbyggere vedbleve fine vante Ræringsfysler, og, om endog Uffætningen
dl Milandet aftog, forøgedes faa meget meer den indenlandffe, beels fordi det umid⸗
befbare gorraad af Levnetémidler var flørre. Torfiſten, naar den vel bantes og
behandles, er et af Brødets bedfte Grftatningsmidler, fom under Krigen udbredteg
di meer og meer. Den fandtes paa alle Magafiner, og optoges endog, naar Korn
vr manffeligt at faae, fom en Hoved⸗Artikel tblandt Urmeens Muynd= Provifioner.
Detuden aabnedes 'en Kornfart mellem Urdangel og de nordlige Egne af Norge, der
frfmede disfe med betydelige Partier Rug, fom der er den vigtigffe Kornfort. J
le nordlige og vefilige Norge fremtræder Rug og Byg fom den almindeligfte Kornfort
abeg ide mindre Formuendes Huusholbning, medens Havren er det i de øftlige. I den
henſeende lettedes Regierings⸗Commisſionens Omſorg meget ved Conſul Bruſt's virk⸗
fame Biſtand til Indkjob af Korn i Archangel, ligefom det og ſynes, at Norge
nd denne Leilighed nød godt af Ruslands midt under Krigen temmelig livlige Handels⸗
Camqven med England. Skibe fyldte med rusſiſte Barer, fom vare indtagne i
Ailands nordlige og øftlige Provindfer, convoieredeg af det famme Englands Orlogs⸗
fatter, mod hvilket Rustand havde erflæret en bitter Krig. De musfifte Skibe bragte
faaledes umofefterede mange Ladninger til Bodøe, og norſte Stibe node godt af famme
Vamelige Forbindelfe. Men Danmark frulde endnu betale flere Lærepenge ved Nær
vigelesbhed, Handelsftandaning og Hungersnød i Norge, før bet lærte at blande
Sriens og Fredens Sysler med hverandre. Den førfte Kontract om Kornvarer for
Saget Regning, fom Gonful Bruft indgif med Kjøbmænd i Ardjangel, lød paa
2000 Tender Rug, og Indkjobet fortfattes fidenY. —
Niende Capitel.
Thronſkiſte. Cilbageblik.
Da 13de Marté 1808 bøde Danmarks og Norges Konge Chriſtian den VIN i
em Alder af 59 Aar, og det er alene formedelft Landets Stilling under hans Regjering
g de famme indtrufne Begivenheder, at Hiftorien fan give hans Kongebane en
Sanning, fom ben ingenfunde fan tillægge hans Perfonlighed. Denne meer udlevede
ad gamle Monart havde lidt ved hovedkuls at forflyttes fra fin gamle Rede paa
hebenhavns Slot da Krigen begyndte, og ved ben forandrede Levemaabde ved fit nye
bef; men hans Død forandrede Intet i Rigernes Stilling og Megjeringens Frem-
ymsmaade. Kronen blev fat paa Frederik den VI! Hoved; men bet fyrende
Eæpter havde fiden 17887) været i hans Haand. Med Rette faldes Chriftian den
Vite i de formede Rigers Hiftorie Fredens Konge; thi efter en langvarig Fred
) (Om Norges Borfyning fra Archangel ſtrev Rronprindfen til Prinds Chriſtian Auguit
åte Derbr. Norfle Samlinger (1850) I. 292.]
) Egentligen allerede ſiden 14de April 1784.
ans Srindrinqer. 9
118 Audet Tibdrum I. Gyvende Gapitel.
bane Bei til en SKHbsfart, fom gjennem neutrafe Fartøier kunde vedligeholde Norges
vigtigfte Ræringsbrift'). Ogſaa dette Forføg mislykkedes; be flarpefte Love eve
givne for at hindre al Forbindelfe med England, og firengt udførte. Regjerings⸗
Gommisflonen faa fig, formedelft disfe ſtarpe Kongebud, nødt til at fætte fig ind
i Anfruelfer, fom vare fordærvelige for Norges Handel, og anvende den Myndighed,
ber var den overdragen, til at ubføre dem. Enkelte af Norges Borgere vifte fig
uforftanbigen virffomme til at befordre Landets Sperring, ved at henvende Regjerings⸗
Gommisfionens Opmærffomhed paa de Forføg, fom gjordes paa at indlede en fimuleret
Handel med England igjennem neutrale Fartøier. Imidlertid flede disſe Ungivelfer
bog, fun af enfelte Handel8maænb, der ikke vare Udffibere, men GStibsredere, og altfaa
ei kunde umiddelbart deeitage i denne Udffibming. Vi forflare os denne Adfærd
deels af ben Harme, fom opfyldte Nordmandens Sind i de Dage over Englands
voldfomme og for Norges Handel og indvortes Velvære faa fordærvelige Uvfærd,
deels beraf, at offentlige Anliggender paa den Tid betragtedes fra en nærere
Synspunkt end under den fenere frie Forfatning. Diet haftede fig fædvanligen fun
paa den Gjenftand, fom laa nærmeft ved egen Dør, og Borgeren var fjeldent i
Stand til at overffue indtrufne Begivenheders Sammenhæng med det hele Samfunds
Bedfte. Derhos flod Nordbmanden, i fine, ofte fiben gjentagne, hoie Tanter om
Fodrelandets Stilling og politifte VBægt, i den Forblindelfe, at de fiendtlige Skridt,
fom Norge gjorde mob (England, vilde faa meget forværre bette Lands Stilling, at
det ſtulde befvemme fig til en for be forenede nordiſte Lande ærefulb Fred. Megjering
og Folf vare enige med binanden i fljæve Anſtuelſer og ukloge Jorholdsregfer.
Saaledes findes i Regjerings-Commisfionens Deliberations⸗Protokol en Koreftilling
af 16de December fra de Handlende i Tønsberg, hvort disfe gjøre opmærtfom paa
ude mangfoldige Misbrug, der foregaae ved Udførelfen af norſte Producter fra Norge
i Skibe under neutralt Flag.” Iſaer ſtulde bet være Pappenburgere eller Kniphaufere,
fom indtoge Ladninger paa Myflerne, og atter frulde være beftemte til England.
Derhos forklarede de, at (England efter alle Beretminger allerede nu leed Mangel
paa Frævarer, og, udelukket fra SØfterføen, flulde det blive aldeles berøvet denne
unnbværlige Artikel. Det var derfor efter deres Formening art for alle Sagkyndige,
hvor vigtig en Grund dette maatte blive for England til at indgaae Fred. Der
var faaledes fun eet Middel til at bevirke dette, faavelfom til at forebygge engelffe
Manufacturvareré Jndfmugling her i Riget, og dette var: ,,aldeles at forbyde at
Udſtibning af Trævarer og norſte Producter — det være til venflabekige, neutrale
eller fiendtlige Magter — og ligeledes at forbyde al Jndførfel af udenrigffe Varer,
af hvad Ravn nævnes fan, naar undtages de førfte Nødvendighedsvarer til Livets
Ophold. Uden benne Beftemmelfe indſees intet Middel til at forebygge be utallige
Misbrug og den nedrige GSnighandel, fom nu gaar i Svang, — og jaalænge
benne vedvarer, vil vel England fildig eller aldrig bringes til den Nvderlighed, fom
udfordres for at tvinge det til Fred.” Saavidt fan et indfkræntet Overfyn over
politiffe Forhold, (fjære Unfruelfer og en ilde forftaaet Patriotisme brive det! Og
bisfe Raad ubfløde fra en By, fom ved flere Leiligheder under Krigen lagde et
fandt patriotiftt Sind for Dagen. De gode Mand glemte eller vidfe ikfe, at der
under hine neutrale Flag dagligen git Skbe fra Øfterføen ladede med Trælaft, under
engelff Convoi frilende til England ), og at mægtigere Nationer, der frode i famme
fiendtlige Forhold til England fom Norge, tillode en hemmelig Forbinbelfe med dette
9 See Bilag No. 19.
7) Gnlelte af disſe opbragtes til Norge, og et deriblandt, ladet med fore Mafter, blev
indbragt til Chriſtiansſand, men frikjendtes paa Grund af den Sæming frit STG
gjør frit Gods. rifjenbeljen blev vel misbilliget af Regjerings⸗Commisfionen, itte
orde bet var fiendtlig Gods, men fordi Stibet førte Barer, fom af Magterne tndbyrbes
anjaaes for Krigsfornødenheder og Gontrabande.
Strenge Forholbdregler mod Handel med England. 119
gand. Fra Drammen ovløftede fig paa famme Tid em Stemme i famme Anledning,
ber gjorde Regjerings⸗Commisſionen opmærffom paa lignende faafaldte Misbrug.
Den famme Mand !) gjorde fiden fit Fæbreland flørre Tjenefte ved, fom Greve Wedels
og Brovideringens Agent i Gothenborg, beels at fremme Korn⸗Provideringens ſtore
Sag, deels befordre den Fart paa England, hvorimod han nu ivrede.
Under disſe Omftændigheder tunde Regjerings-Commisfionen, naar den ikke
gamfte vilde overſee Kongens Befalinger, ei blive uvirffom, men maatte gjøre
frenge Underføgelfer om denne Handel og foranftalte den hemmet. Der var desuden
i Regijerings⸗Commisſionen nevpe meer end eet Medlem, fom fatte fig tilbørligen
ind i bisfe Forhold, og paa hvis Raifonnement over Landets Stilling vi i ovenfor
mførte Breve, fom af ham vare conciperede, have havt en Prøve. Prinds Ghrifttan
Auguſt tog, fom allerede berørt, fær i Begyndelfen, liden Deel i Foranftaltninger
fra Gommisfionens Side, fom angit Handel og VBindfribetighed; Grev Moltke fatte
ig iffe ind i denne ham fremmede Gjenftand, og Mofenfrang's redelige Sjæl var
hm aaben for den bogftavelige Udtydning af fin Konges Billie. For faadan Overvægt
maatte Falfen altfaa vige, og bøte fine liberale Unftuclfer under de firenge Kongebuds
Ord )y. Saaledes blev Wulfsberg, dengang Byfoged i Chriſtiania, befalet at anfrille
den firengefte Underføgelfe, hvis Refultat blev, at denne begyndte Udfribning ved
aentrale Skibe aldeles ophørte?). Wulfsbergs Fæbrelandsfind var befjendt formedelft
hans varme Jver for Univerfitets-Sagen, og hans ftore Gmbedsdygtighed prøvedes i
mange for Fæbreiandet gavnligere Stats-Wrender end dette.
Rofentrang var faa fam»ittighedsfulb med Henfyn til at forhindre Udfibning
af norfte PBroducter gjennem neutrale Skibe, hvoraf Faa i Landet funde høfte faa
for Fordel fom han, at han overgav til Regjeringsé=CGommisfionen et Brev fra et
engelſt Huns, fom overbragtes ham af en preusſiſt GStipper, hvori han dertil opfor⸗
bredes. Bed denne Leilighed ertlærede han: „at ban i dette fom i ethvert Tilfælde
afitnede Alt, hvad der ſyntes at funne figte til at lægge Dakke over hans Handlinger.
Brevet 4) blev tilligemed en Foreſtilling, hvori alle Omftændigheder vidtloftigen fore
Marebes , imbfendt til Kronprindfen og hans Beftemmelfe derom indhentet. Dog
anbefalede Negjertngs-Gommisfionen Skibenes Rrigtvelfe, paa Grund af, at de vare
anfomne fil Norge før Forordningen af 24de December var udfommen, hvori ſtrenge⸗
figen forbødes under haard Straf alt Samaqvem fra norffe Handlendes Eide med
Etibe, fom fom fra de brittifte Her, Colonier og Befiddelfer, eller paa bereg
RNeifer havde anløbet famme. Efter et Par Maaneders Forløb faldt endelig fongelig
Reſolution i denne Sag, i Folge hvilken Stibene tillodes at afgaae; men Ladningerne
bleve udlosſede, fordi ber foreſtreves Stipperne faadanne Betingelfer, fom be ei funde
oyfode. I fit Brev i den Anledning tilføter Kronyprindfen, „at han ei funde andet
md bifalde Negjerings: Commisfionens Fremgangsmaade med at ſtoppe fornævnte
Skibes Afjetling, og med fuldefte Tilfredshed erkjenber den Aarvaagenhed, hvormed
Samme flræber at forebygge al Handel med Fienden, faavel direrte fom indirerter 9).
"N Gbriftopher Fave å Drammen.
*) Forfatteren, fom i den Tid oftere beſogte Chriſtiania, for at føre fin Sag for Me-
gjeringå-Gommisftonen, havde i fine Samtaler med Halfen Leilighed til at vverbevife
fig om hans fiberale Krifind og ſtore Onſte at lette Virkſomhedens tunge Skridt under
Landets fritiffe Stilling.
Bilag 20. [Byroged Jacob Wulfsberg, der Aaret efter blev Sorenftriver paa
Eker og bøde 1826, har efterfadt fig en Samling ar Ufftrirter af de ved ham udførte
vigtigere offentlige Gommiafions-Hverv m. v., hvilken Samling en af hans Eftermand,
Hr. Sorenſtriver G. P. Raſch, i 1858 velvilligen har afgivet til Rigsardivet.]
Med dette Brev fulgte et andet af famme Art til Kjøbmand Jørgen Aall i Pora-
grund. [Forfatterené Broder.]
[Gn mærtelig Brevnegling mellem MRofentrang og Kronpr.ndfen anganende en Kjøbmand
i Tønsberg, fom blevjtiltalt, fordi han i Anledning af em Vexel havde fendt et Udvisbrey
til Gugland, findes i Rorffe Samlinger (1850) I. 294—296 Roten.]
åt
ud
ø a
— —
190 Andet Tibérum I. Syvende Capitel.
Saaledes gif en gunftig Leilighed tabt til at forbedre Norges ulykkelige Stilling
ved en uſtyldig, af alle de øvrige frigførende Magter tilladt, Handel med Fienden
gjennem Skibe med nentralt Flag, og vi have her akter et Beviis paa Kronprindjens
frenge Redelighed i at opfylde fine til Frankrige og Rusland indgangne Forpligtelfer ;
men tillige paa hane upolitiffe Færd, i Følge hvilten han valgte Forholdsregler ,
fom ikke efterlignedes af nogen af hans Ullierede, ja neppe af Napoleon felv, og fom
paaførte bang ulykkelige Underfantter faa frore Lidelfer. Dagligen feilede ſtore Flaader
af neutrale Magters Koffardi⸗Skibe“) — endog engelfle Skibe under nentralt Flag
— forbi Kjøbenhavns Red, fom bragte Barer fra England til de oſterſoiſte Havne,
og fra disfe igjen tilbage til England, endffjønt denne Handel i Følge offentlige
Krigsertlæringer var aldeles forbuben. Hvor langt anderledes vilde Norges Stilling
have været, berfom ben danfte Regjering tidligere havde aabnet fine Hine i denne
Henfeende!
Et andet Forføg til at indlede en gjenfidig Udverling af Skibe og Fanger blev
figefaa forgjæves fenere gjort af Megjerings-Commisjionen. En engelft Capitain
Hamilton havde bemægtiget fig udenfor Riisger et Skib, ber førtes af N.
Simonſen, og fom tilligemed Ladningen anfattes til em Bærdi af 8 a 9000 Rd.;
men Hamilton gav Simonſen fri, under VBetingelfe af, at han fulde udvirke YFrihed
for Mandffabet paa Det udenfor Riisoer forlifte Sb, Unity Smad. Commisſionen
bemærfede, at naar Hamiltons Onſte bevilgedes, „kunde dette maaſtee blive en
Bevæggrund for andre engelfte Krydfere til en mere menneftelig Fremgangsmaade
mod andre Koffardifarere, end ben de fædvanligen vije.” Den danſte Megjering
vilde ikke tillade denne Omverling. Samme GStjebne havde et Forflag, fom Regjering ss»
Gommisftonen under en fenere Dato gjorde om, „at fantlige her i Fangenſtab værende,
og baa Bergftaden Kongsberg anholdte, florbrittaniffe Underfaatter ved et Parlamentair⸗
Skib maatte vorde overfendte til England, deels for derved at loſe em Deel af vore
i engelft Fangenffab under em haard Behandling fukfende Landémænd , deeld for at
fpare de ftore Befoftninger, font Disje Fangers Underholdning og Bevogining medtager.“
Gommisfionen oplyfte, at disſe brittiffe Fangers Underholdning, foruden hvad Bes
vogtning ved militair Magt foftede, medtog aarligen en Sum af meer end 30,000
Rd., pog at denne Statskasſens VBebyrdelfe endda bor henregnes blandt de mindfte
Uheld, til em Tid da den unyttige Fortæring af enhver Tonde Kom er et nationalt
Tab.” Den tilføtede, „at dens Borgerfølelfe lider ved at fee Underfaatter af en
Regjering, der er Deres Majeſtats Dødsriende, fortære den Føde, bhvorefter Landets
betrængte Sønner fukte.” Den oplyfte, at 7000 af Danmarté og Norges Under
faatter mishandledeg i Drittiffe Foængifler, af hvilke en Deel funde befries fra pine
Qonter ved denne Ombytning. Commisfionen indftillede faaledes, om det maatte
anfeeg pasſende med ct Parlamentair-Stib, forfynet med Hans Majoftæts aabne
Brev, og ført af en Dertil beordret Soofficier, at overfende de paa Bergftaden
Kongsberg anholdte ftorbrittanniffe Underfaatter. Men den danfte Konge vilbe endnu
ikke høre Foreftillinger af den Art, og der fan ikke gives noget ftørre Beviis pua,
hvor ftor hans Forbittrelje var over Englands voldfomme Ungreb, og hvor meget
ban fatte fit Haab til et heldigt Udfald af fine egne og fine Allieredes fiendtlige
Unftrengelfer , end at han afvifte ethvert Skridt, der havde et fredeligt Udfeende, og
enhver FTilnærmelfe til England, meden8 Norge vaandede fig under Hungersnødens
GElendighed og Folerne af ftandfede Næringsveie. Der er ingen Grund til at
tvivle om den danffe Konges Kjærlighed til vet norffe Folk, eller hans oprigtige
) Disje Skibe git fædvanligen under Pappenburgeres eller Kniphauferes Flag, men
bisfe ubetydelige Landfruber maatte have været ben enropæifte Handels Dronninger for
at ubfende faa ftore Fluader. Engelſte Skibe gik ofte under amerifanft Flag, men
ftundom var det virkelige Umerifanere, og den amerikanſte Megjering gjorde efter
Breder art Fordbringer pua Erſtatning for disfe Opbringelfer, fom meſtendeels maatte
ilfredoſtilles.
J. Aalls Bren til Grev Otto Moltke. 183.
riftion ben VIIdet Dage, og Spor beraf fan endun findes mangeſteds i vore
TR
Mod Foraarets Rærmelfe 1808 begyndte imidlertid Kornmangelen i Norge
denfjelbe i en frugtelig Grad ut tiltage, og Wngftelfen for Sommeren maatte
re under De baværend: Omflændigheder. Om Goraaret fyldes i Fredens Aar vore
ene med danfte Komfartøier, fom overføre bet om Vinteren magafinerede Korn,
md Salget deraf at dætte foreftaaende Fermin-Ubtællinger, og ſamle Penge i
tfe, efter Binterens Udtommelſe. Denne Flaade udeblev mu faft aldeles, og
orged Kornhandel maatte føres med egne Jartøier, uden at dets Kornhandfere endnu
æ bredte paa denne pludfelige Forandring i-Kornforfyningen, ber desuden omgaves
d de flørte, ved Sommerens Nærmelfe vorende, Farer og Mefilo. Disfe Farer
ogedet i hoi Grad formedelft Krigen med Sverige, i hvis Skjargaard fvenfle
me hade have et begvemt Tilhold, for at fure paa forbijeilende Fiender, ligeſom
1 erobrede Bytte med Lethed der hmde indbringes.
Forfatteren har i et Brev af die Mai 1808 til Grev Otto Joadim
teltte, fom forhen havde været Stiftamtmand i Ghriftiansfands Stift, og nu
t Directeur i Remtetammeret*), beftrevet Norges Tilftand paa ben Tid faaledes
m fan fjendte den, og det Fofter af Wngftelfe og mørte Unffuelfer om Landets
Filing anfører ban ber, fordi han troer, at det indeholder en fandfærdig Stilbring
Norges Tilftand i Almindelighed paa den Tid. Otto Moltte havde under fin
ge Gmbedsførelfe erhvervet fig en høi Grad af Kjærlighed og Ugtelfe, ifær paa
et, formedelft fin omhyggelige Omforg for Stiftets Interesſe, fin færdeies Gaye
Å at omgaaes Bonden, fit aabne og venlige VBæfen og fin Gmbeds-Jndjigt. Paa
ær Neifer i Nedenæs Umt beføgte Moltte ofte Forfatterens Huus, han gav det
fe Stød til Forfatterens Deeltagelje i offentlige Korretninger3), og derved lagdes
mnden til et wenftabeligt Forhold, ber aabnede Veien til fortrolige Meddelelfer.
Mo Moltfe var faaledes den Mand, til hvem han troede at kunne tale et aabent
pg frmobigt Sprog, og hvor frit han benyitede dette fit Forhold til Greven, vil
rwet ſelp, fom er indfort efter den i Forfatterens Copibog deraf tague
ner ). | .
vå den Formoduing, at det ifte vil være Deres Høivelbaarenhed ukjært, at
mitage Gitervetninger fra den Egn, for hvillen De har viift fan megen Deeltagelfe,
jeg mig den Frihed at overfende Dem denne min Skrivelfe, i hvillen jeg tillige
t Unledning til at udbede Deres ædelmodige Medvirkning til at ivarkſatte fra
heieſte Steder de Foranftaltninger, paa hvilte Norges Frelfe fra Hunger beroer.
„Deres Høivelbaarenheds Bekjendtſtab med Landets ædlere Deel, og ijær med
mb Amuens Tæntemaade, vil ikke et Hieblik lade Dem tvivle om ben almindelige.
nning i dette af Skjebnen paa faa mange Maader nedbøiede Land. Den Fris
Bbighed, hvormed Nordmanden pleier at give Tanken Liv, forlader ham ikke heller
— — —
) Som et Beviis paa hvor meget Bonderne oppe I Landet havde tilovers for Chriſtian
ben VIIde, eller den Tilſtand, fom da var i Landet, har Statsraad Mokfeldt be:
mærfet: „Da jeg reifte 1815 med vor Konge føm Krouprinds, fom i Guldbrandsdalen
en Bonde for at tale med Prindfen og for at bede om, at vi maatte faae Chriſtian
ben Syvendes Religion igjen. Jeg var Toll og vverfatte førft ordret, hvorved Prindjen
ſtudſede, og ipurgte mig. om ber var gjort noget Forføg paa at forandre Religionen.
Men jeg unde da berolige ham med ben Forklaring, at Bondens Mening var, at
be ſtulde faae be famme gode Tider igjen fom i Gritian den Syvendes Tid."
Senere ben Statsminifter og Chef for det tydfle Cancellie.
re goranledige hans Udnævnelje til Medlem af Statteeommisfionen, fom blev
redſat
) atteren har iffe betæntt fig paa at indfore flere Altſtykler, Ord til andet tagne af
ans Gopibog, i fin Hijtorie, fordi de, nedſtrevne i det HØleblil da Begivenhederne
feregif, maatte indeholde bet livligite Billebe om den ſande Stilling, fom hans Pen
fermaaer af give.
134 | Andet Tiberum J. Niende Gapitel.
nu. Driſtigen og utilbageholdende bedømmes alle offentlige Foranſtalininger; men
bisfe frie Tanfe-Nttringer flade tkte i ringefte Maade, hus enkelte Jndivider undtagne,
Nationens Hengivenhed for Vin Konge og for den Megjering, under hvillen ben faa
fænge har følt fig Iyffelig. Nationen er myftet ved de uoprettelige Tab, fom den
har lidt, og ved alle Næringsveies piudfelige Standaning. Landets Jnbvaanere fee
med Befymring og AEngftelfe den tilfommende Tid imode, i hvilflen Kummer og
Glendighed førgeligen bebuder fig. Men de anfee iffe de Foranftaltninger, fom ere
trufne til Landets Proviantering, Fraftfulde not i Forhold til Landets Trang og
Tidernes Crifis. En ſtor Flaade af Stibe, fom afvigte Høft ubjendtes Hl Aalborg
for at affente Rornvarer, beeld for Kongens, deels for Privates Regning, blev
indefrosfen t Fjorden, og man oppebiede roligen, og indtil Marte Maaned, Iſens
naturlige Opføsning, uden at befofte Skibene udifede i de førfte VBintermaaneder ,
medens Havet var frit for fiendtlige Skbe. En anden Flok af Stibe nedfendtes I
Februar og førf i Marta til Aarhuus og fydligere Steder. Disfe bleve uden
Undtagelfe lagte i fongelige Transporter, og derved faaledes opholdte, at den beleilige
Tid forfvandt, og Faren paa Soen nendeligen forøgedes. Da em Deel af disſe
Skibe paa deres FTilbagefomft anfrede paa Fladſtrands Med, bleve de i. Havnen
røvede af engelſte Baade, efter et Forfvar '), fom Rygtet itte falder hæderligt, og
en anden Deel blev opfnappet af ſvenſte Kapere. I Tider fom bisfe, da enhver
Korn⸗Speculant omfpændeg af tufindfold Farer, Fan det iffe ventes, at enkelt Mand
ftal gjøre fig til Offer for det Almindelige, og uden Underftettelfe villigen frembære
fin hele Formue paa Fadrelandets Alter. Idelt Tab underkuer Modet, og det er
faare fjelbent, at deslige Opofrelfer paaffjønnes med Erkjendtlighed. Intet fynes
aftfaa billigere, end at forfifre ben modige og patriotifle Borger faa ftor en Deet af
hvad han vover, at ikke Forlifet flal medføre hans totale Undergang. Men ogſaa
t denne Henfeende have Vanffelighederne været mangfoldige. Medens Farten var
fri og ubehindret af engelfte Stibe, forlangtes af Regjerings-Gommisfionen 7 påt.
for at asfurere GSlibet ned, og 7 for Tilbagetouren — en Procent, fom var alt
for hoi til at den kunde vorde opmuntrende. GSpecufationerne lunknedes herved; men
be ophørte ifte. Midt i Marts Maaned ftandfede Asſurancen; den fvenfle Krig
ubbrøb, og Tabet var faa fandfynligt, at Jaa hurde vove at udfende Fartsier. De
Modiftcattoner, fom benne Forordning ved fenere Goncesfioner har faaet, have været
frugtesløfe; de ere ille blevne og beljendtgjorte, førend den fibfte Termin atter var
udrundet. Gaalænge Megjeringé - Commisfionen Intet fan foretage fig, uden at
conferere med bem, fom opholde fig i et utilgjængeligt Land, faalænge fan deng
Foranftallninger hverfen blive kraftfulde eller lempede efter Omftændighederne. I
benne ræbfomme Periode er Oieblikket vigtigt, og naar bet ubenyttet forfvinder,
fommer den beleilige Tid ikke faa fet tilbage. Jeg fan ikke nægte for Dem , hoiſt⸗
ærede Hr. Greve, at jeg Å denne ulykfesfvangre Tid betragter Norge fom en "Hjord
uden Hyrde, fom et Land uden Regent. Omfpændt af mægtige og rovgjerrige
Fiender, truet i fit Jnderfte med Hungerdned og dermed forbundne Blod⸗Scener, er
det tillige afſtaaren fra al Forbindelfe med bet Land, hvorfra Føde og Frelfe frulde
fomme. De Ulytter, fom Krigen affedfommer i Danmart, ere paa ingen Maade at
fammenfigne med dem, fom Norge lider; thi hvilken Jammer fan frilles ved Siden
af den, fom Hungersnød medfører?
iffe. Ræder (Danm. Krigsbiftorie. III 555) fortæller, at 10 norſte Kornſtibe bleve
tagne under Fladſtrands Kanoner 27de Mai 1808, og Commandanten tiltalt, fordi
ban ei bindrede dette; engelfte Diftorifere benføre viftnok famme Begivenbed til 25de
April, og Gurde (Danſt-norſt Somagt Hilt. 540) oplyſer, at ber el fom Kanoubaade
til ben jydſte Kyſt, førend I Mai 1808, og at Kanonflupper og Joller ikke føren» i
Septbr. |. A. bleve lagte ved Hrederitshavn.]
) Af Kanonbaade. [Dette fidfte er maaſtee fe men ben rette Sammenhæna fjendes
Danmarte Henfigt med Krigen med Sverige. 135
„Det er ilfe min egen Wngftelfe, jeg her beftriver, ilkle engang den Egns, hvori
jøg vilter. Forud ved en Iyftelig Unelfe advaret om hvad der frulde fåee, har jeg,
ens Binteren varede, udtomt min Credit og fat alke Kræfter i Bevægelfe, for
it forfyne mine Magafiner, og det har lykkes mig faa vel, uagtet Tabet og Ude⸗
kivelien af 3500 Tonder Kom, at iffe alene alle mine Handeisbønder og mine
Barføfoll indtil dette Øieblil ere rundekigen forfynede med Brød og Sæbeforn, men
t jeg endnu t adjfilige Maaneder fan aftøde Mangelen — et Gode, fom jeg viftnot
un har opnaaet ved de fmerteligfte Opofrelfer og ved at fætte min hele Formue paa
pil. Men faa Egne i Landet ere faa lyffelige i denne Henfeende, fom denne.
vie langt herfra viſes allerede Spor af den ynfværdigfe Jammer, og derſom iffe
Infetniug fommer inden en føie Tid, faa foreftaae Scener lignende de Dem vel
tjendte 15801, og enduu gjort mere rædfomme formedelft den befrygtede Umulighed
mdjætning.
«Midt i dette fummerfulde Mørke ere vore norſte Brødres modige Heltebedrifter
ma norſt Grændfe og en Opmuniring. Disſe Iyftelige Begivenheder, endffjønt fun
sivil af den ſtore Kataftrofe, opflamme utroligen Nationens Mod. Den derover
de Glæde, fom grændfer til fværmende Henryktelfe, bevifer hvor værdig denne
åte og modige Nation er fin Kongeé Opmarkſomhed og Kjærlighet, og at vore
jeider drømme forgjæves om ben Lethed, bhvormed be ville overvinde os. Ingen
endighed er i Stand til at roffe Nordmandens Hengivenhed for fin nærværende
agjering, og overvindes han — thi hvo fjender Grændfen af den os beftemte
hammer? — faa vil han ikke fænge taale bet fremmede, uvante Aag.
I vet jeg faaledes anbefaler Norges Sag til Deres Høivelbaarenheds Beftyttelfe,
der jeg om Tilgivelſe for Nitringer, fom jeg ike vovede at gjøre for Undre end
Dem.
Tiende Capitel.
fandkrigen med Sverige 1808".
— — — —
Nerges ſorgelige Tilſtand forverredes i en hoi Grad ved den i Foraaret 1808
rutte Krig imellem Danmark og Sverige. Under 29ve Februar ertlærede Dan
at Cverige Krig, efterat Rusland Krigs⸗Erklering under 10de famme Maaned
x forubgaaet*). Den Belymring og Wngftelfe, fom benne Krigs-Erklcring udbredte
Serge, lader fig let forklare af Landets hjælpeføfe Tilftand; men ben var ikke
landet med en vis Forfærdelfe over bette, fom bet fyntes, unødvendige Tillæg til
am Fare, hwori ben banff-norffe Stat formedelſt fin itiife Stilling befandt fig,
mis Følger hvilede tungeft paa Morge. Under den hele fyvaarige Krigs- Periode
y [Det faa ubenfor Forfatterens Plan at afhandle Krigen og Krigsbegivenhederne med
Fuldſtændighed eller Udforlighed; Udg. maa derfor og indſtrænke fig til en almindelig
$Hmviisning til I. Reders, Danmarks Krigås og politiffe Hiftorie, ijær II. 396—562,
hver Landfrigen paa norſt Grændje fra Marts til Juni 1808 udførfig er fortalt.
Antbeutijfe Bidrag hertil baves og bl. U. i Rorfte Samlinger (1850) I. 290—315
og i Militairt Tidsſtr. 13de Bind. 4 |
5 I den rusfiſte Krigserklæring figed: „Keiſeren erklærer, at Intet Forhold flal finde
Sted mellem Rusland og England, førend dette har tilfredsjtiet Danmart.” [Dette
epfoldte Alexander ved Traktaterne med Sverige og England 1812 og 18131] Den
dauffe Krigserfjæring og Sveriges Svar finded i Bilag Vi og 22.
194 Andet Tidsrum J. Ottende Gapilel.
RegjeringssGommisfionens Arbeids⸗Tid fandt i denne Henſeende den heldigſe Sams
menſcetning Sted af en ſyſtematiſt, fra Statshuusholdningens rene Principer hentet,
Strenghed og en human Mildhed, fom mobdererede bin, og da denne lylkelige
Blanding var tilftede firar i Begyndelfen af Megjeringe-Gommisfonens Virkſomhed,
beſtemtes derved dens Gharafteer, og vedligeholdtes faalænge dens anfvarsfulde og
vanffelige Stilling varede.
Ottende Gapitel.
Norges Kornforfyning overtages af Staten.
— — ——
Ligeſom de Skridt, fom i Danmark gjordes i Anledning af Euglands pludſelige
og voldſomme Overfald, mere beſtemtes af en naturlig Harme over Fiendens Uret⸗
færdighed, end et roligt Henſyn til Landets fande Stilling og fmaa Midler, faa var
ben banffe Regjering ogfaa mindre heldig i fine Beftræbelfer for Norges Kornforfnning.
Bi Have ovenfor feet, at den lod det førfte beqvemme Øieblil efter Krigens Udbrud
til at indlede et fredeligt Handels-Samqvem mellem England og Norge og en tryg
Kornfart mellem Frændeftaterne ubenyttet gaae forbi, og vi have tilftaaet, at den
banfte Regjering formebelft de ftedfundne Omftændigheder var vel beføiet til t Begyn⸗
belfen at overtage Brovideringen og gjøre ben til en Statsfag. Men fun den
haarde Nod funde tvinge Staten til at give Kornhandelen denne i fig felv naturlige
Retning. Det var itøvrigt meeft overeensftemmende med GStatstlogffab, at underftøtte
den private Kornforfynng ved Siden af den offentlige, for jo før jo heller at give
ben en for alle Parter mere henfigtsfvarende Gang. Men den banfte Megjering
fynes firar fra Begyndeljen af tfle at have valgt de rette Midler, og i det den
giorde Kornforfyningen ſtrax hartad udeluffende til en Statsſag, lagde den Hindringer
i Beien for den private Kornforfyning. Derved opftob Misgreb, der ledede til
Kornfpilde, Slaphed i Kornforfyningen og ſtigende Kornprifer, ligeſom derved Finant⸗
ferneg Øbdelæggelfe fremffyndedes. Saaledes foranftaltede Staten Opljøb af Korn
i be nordlige Provindfer af Jylland, hvorved Kornet ſteeg i en fort Tid meer end
50 pCt. paa de Steder, hvorfra Korn fetteft kunde overføres til Norge, og hvor
den private Kornhandel paa den Tid var livligft. Aalborg var før og under Krigen
et vigtigere Kornfammer for Norge, end det flden har været, og mellem de Nord:
firandife Havne var under Krigen den livligfte Hart vaa Norge, fom førtes for en
for Deel med norffe Farfofter. Faſt alfe Smaafartøier løbe i den Kanal. Denne
Stigen i Priferne var faa meget markeligere, fom Pengenes Vard i de førkte
Maaneder af Krigen endnu et var falben; men Gourfen fnarere forbedredes end fors
vœrredes iy. Det vilde derimod — og derpaa gjorde Privatmænd i Norge de
offentlige Autoriteter opmærtfom — have været en let Sag, ved Kyſtfarere at forfende
Korn fra det fydlige Danmark til bet nordlige, og faaledes forhindre Prifernes Stigen
HL Sidelfe for den norſte Gonfument. Ved Privates Hartøier i Danmart lod Dette
5 Nathanſon vifer i fit oftenævnte Skift om Danmarks Statshuusholdbning, S. 132,
at Marfagen dertil var deels ben fore Mængde dinefifte og oſtindiſte Varer, ſom ved
Krigené Udbrud fandtes I Kjøbenhavn, hvis Bærd ſteeg ved Napoleons Horbub, deels
den Mengde Sølv og Guld, der var indfommet i Landet for Korn, fom 1806 og
1807 førtes til Prensjen, og at Euglænderne |atte meget Guld i Dulob efter Mjøben:
havne 1 Erobring.
Den fornfle Veſt⸗Armees Storrelſe og Opſtilling. 137
Øl Danmart tro — og idet den danſte Politiks Klogſtab eller Witdfarekfe i denne
Senfeende faa fult i Fremtidens Begivenheder, maa det inbflrives i Norges Hiftorte
fom et svertfet SPridt og en grufom Uagtſomhed for Frænderigets Ynteresfe, i. et
ferdant Tidsrum at fremfalde Krigens Rædfler over bette af Skjebnens haardefte
Melfer nedbørtede Land *).
Krigen ertlæredes, men hvormed ſtulde den føres? Magafinerne vare flet fors
frede, Soldaten maatte fødes med de Smuler, der frulde mætte Landets Hungrige,
dier med det Sædeforn, der frulde faftes i Jorden, og han maatte Mædes med
- fberte ſammentryglede Klædningsftoffe. Krigsfollet var wuvant til den ſtore Mig,
| iz den Frigerffe Mand var tildeels bleven fløvet under det forhen omtalte Beſtikkelſes⸗
Grit; flere af Offlcererne vare lidet øvede og Idet ſtikkede til at gaa Flenden
mete. Minder, en Maarig Fred vare Krigens Elementer flappede, og Krigen flulde
begynde uden tilſtrækkeligt Forraad af be fornødne Midler, og uden Underftøttelfe af
| ben førre Krigsmagt, fom Norges Statsfrænde havde at raade over. Der var faar
filet i Norge Mangel paa Alt, hvormed en Krig flulde føres, og Veien tl at
ufstte Mangelen fpærret af moægtige Finder. De foenfte Hiftorieftrivere felte i
Sadhed, fom paaftane, at Norge begyndte denne Krig med en fuldtallig og vel
fafynet Urmee.
Regjering3-Gommisftonen befandt fig i Begynbelfen af denne Krig i den aflers
vinfetigfte Stilling. Dagligen beftorntedes den af de meeft trængende Unføgninger
am at aabne Provideringens Magafiner for Privates fore Nød, medens ben ikke
fre blotte Urmeen for be nødvendigfte Fødemidler. Der behøvedes megen Fafthed for
et mage mellem disfe Mangler og hde Hjælpen der, hvor den meeft behøvedes.
Det var Negjerings-Gommisfionens fummerfulbe Timer, og en Cnfelt af dens Med-
femmer buklede omfiber under for bisfe Lidelfer. Den norſte Regjerings uafdrudte
sg floge Marvaagenhed, det foædrelandffe Sind, hvoraf den bedre Deet af Folket
ma ben Tid aabenbart befjælebes, bet indgroede Had mod en Sammenfmeltning med
Srerige, fom da blusfede i fin høiefte Que, og vore Mrigeres Tapperhed bødede
iridlertid paa bisfe Mangler, og fremlebede et uventet Udfald af denne Grændfetrig.
- Ben vanffelige og blodige Opgave løftes bedre, end Nordmanden felv i Almindelighed
fade turdet vente.
Til Lykke for Norge var ben fvenfle Armee paa den norfte Ørændfe faft Ugefaa
fet ubfiyret fom den norffe, og leed under Omftændigheder, fom hemmede dens:
aenfridt. Dens Forfyning og Foærdfelsmidler indtraf ikke Hl rette Tid, og der
vder ingen Sammenholb og Ubdholdenhed i Udførelfen af: den lagte Angrebsplan.
Sorbanmeen flod under en tapper og duelig Overgeneral Armfeldts) Commando,
9 Af de Ordre, fom i Siutningen af Marts 1808 udgik fra Napoleons Hoved⸗Ovarteer,
og fom i Original findes i Conftant's Memoirer, feed, at Napoleon bemyndigede
Prinds Pontecorvo til at gaae over til Sverige med to fpanfte og em franft Divifton,
tiljlammen 22,000 Mand, bog kun under den Betingelje, at Kronprindfen af Danmark
dertil lod ftøde 14000 Danfte. Dette Indfald fulde ei heller free, forend de rusfiſte
Tropper vare faldne ind f Finland, og rykkede frem tl Åbo. Prinds Pontecorvo
futde fraane faa meget muligt de franffe Tropper, ved Proclamationer tilveiebringe
Uroligheder i Sverige, og forøge Misnøien med ben ſpenſte Konge. Napoleon bemyne
bigede tillige Prindjen, faafnart han var fommen til Sverige, til at beordre til Sjæl:
fand fra Hamburg et Regiment af Divifionen Dupas tiligemed 2 hollandſte Regimenter,
for at beflytte Kjøbenhavn. J Napoleons Ordre fpores tydeligen hans Ulyft til Toget
til Sverige, med mindre Danmark bderi fraftigen vilde beeltage, og bet lunde grundes
paa et filfert Saab om heldigt Udfald. — Den hele Plan faldt imidlertid fammen,
ferbi Sundet hele Vinteren var aabent, figefom Borannaltningen til Overmarſchen
gjorde faa feent, at den neppe med Held, endog under en ſtreng Binter, lunde udføres,
da Gypeditiomen ei funde gaae af før i April, til hvillen Tid ingen filter Jis⸗Com⸗
munication imellem Sjælland og, Øverige gfveg,
5 Armfelbts evnet og politifle Skjebne findes beftrevet i G. Adlerfparres] Handlingar
røraude Sveriges Hiftoria Ata og dra Delen.
138 Andet Tibsrum I. Tiende Capitel.
men fom paa mange Maader lammedes i fine krigerffe Operationer. Hans tvende
Armee-Fløie commanderedes af Obert Bergenftråle og den kjætte Generalmajor
Begefad; men begge vare berettigede til felvftændige Planer, og at indfende fine
Rapporter directe til Stodholm, uden at Overgeneralen funde kræve nogen umiddelbar
Meddelelfe deraf, og den nødvendige Eenhed i Ungrebåplanen var under disfe Oms
ftændigheder ifte fet mulig. Desuden taldtes Begefad og Bergenfiråle fnart til en
anden Krigsftueplads, og afleftes af Oberfterne Posſe og EngelbredtenN. Det
foenfte Armee⸗Corps, fom ſtulde gjøre Jndfald i Norge, var beftemt til at udgjøre
16 til 18000 Mand, men fvenfte Arigsberetninger fra den Tid paaftode, at det
afbrig ubgjorbe meer end 10 a 12000 Mand *). Den fvenfle Befthær [veftra Urmeen)
— ſaaledes faldtes ben mod Norge opftillede Krigerffare — kunde faaledes idet
ubrette. „Formedelſt dens Svaghed, ben t famme herffende UMorden og Mangel paa
Alt, ifær paa den nødvendige Ammunition — figer en agtet Hiftorieffriver fra hiin
id — var det nok, at den i det mindfte funde dekke Grændjferne 3). Den foenfre
Armees høire Fløi, fom commanderedes af Armfeldt felv, opfrillebes langs Wermlands
Ørændfe og beftod af Å Brigader under Oberſterne Leionftedt, Grev Schwerin,
Baron Gederftrøm og Greve Cronſtedt. Desuden hørte hertil en Meferve i
Garlftad, hvor Hovedavarteret var, og et betaderet Corps ved Midtffog under Oberft
Gahns Befaling. Urmeens venfire Fløt, under VBegefadé Commando, frakte fig
fra Solpum til Svinefund, og var inddeelt i 3 Brigader, der anførtes af Oberfterne
Baron Posfe, Baron Bunge og Belfrage. Desuden befandtes ogfaa for denne
Afdeling en Reſerve i Bennergborg , hvor VBegefad havde fit Hovedavarter. Den
nordre Afdeling under Bergenfråles Commando beftod af Befterbottens og Jemtlands
Negimenter, og dené Formaal var at beffytte Jemtland og Herjedalen. En Flotille
flulde, efterat Jfen var gaaet op, lægge ig for Bugten ved Ghriftiania, og true
denne Stad; men denne forlod aldrig Kyſten ved Strømftad, hvor den dæltede
Hærens venftre Floi 9.
Den norffe Magt var fordelt paa følgende Maade: i og ved Vhrondhjem
4000 Mand, i Bergen 1200 Mand, i Chriſtiansſand 1200 Mand, i Chriſtiania
2000 og i Linterne fra Kongévinger til Frederitshald 21000 Mand». Men naar
man fraregner Garnifonerne i Foæftningerne Frederiksſteen, Frederiksſtad og Kongsvinger,
faa indſees let, at ingen flor Troppemasfe kunde findes paa enkelt Sted, og denne
1) Begefad tilffriver i fiu Bog: Svenffa Armeens Fäldttäg Åren 1805—1808, tiſdeels
benne Commandoens Ndfplittelfe Krigens flette Udfald paa norſt Grændfe. Derhos
paaftaar han, at bet havde været ogere, om Armfeldt var bleven fendt Ul Finfand
for at afløfe Klingſporr, fordi Armfeldt var mere duelig til at føre benne Krig, hvorte
mod Begefad anjaaes mere ſtikket til at føre en Guerillafrig i Norges couperede Lands
ſtrekninger. „Men det hørte — figer han — til Kongens itore Misgreb, nælten
aldrig ret at anvende Berfoner, en Ulykke, fom maaſtee meeſt af alle bidrog til hans
ald, famt Krigens bedrøvelige Udfald.“ I vrigt fan man vel undre fig over, at
be fommanbderende Chefer ikke ved ſtiltiende Urtale mellem fig forbedrede bette Kongens
Feilgreb. Men de ſynes bogjtaveligen at have fulgt Kongens Billie.
2) [følge Ræbders nøiagtige Dvgave II. 428—434 udgjorde den 17064 Man».]
Schwediſche GeiHidte unter Guitav IIIten, vorsåglig aber unter Guſtav IVten Adolph
von E. M. Arndt. Leipzig 1839. Bilag No. indebolber efter Urndt S. 30 fr.
en Overfigt over ben ſvenſte paa norit Grændje førte Krig, fom han figer, at en fvenfl.
vel underrettet Dfricier i Armfeldts Generalftab har meddelt ham. Beretningen viſer
imidlertid, at benne Officier ei I alle Henicender har været vel underrettet.
9 [Ved Indrykningen Å Norge uditedte Urmfeldt em Den 15de Upril bateret, trykt Pro⸗
tamation til Norges Indbyggere”, ber læjes hos Rader II. 454—455 ]
5) [Udførligere og nøiagtigere Uubderretning om ben norſte Hers Størrelje og Inddeling
ndes i ben af C. Platou meddelte Gorrejpondance mellem Krederit VI og Chriſtiau
Anguft, indtagen i „Norſte Samlinger" det Bind, fom er under Presſen. Efter en:
ber S. 147 mebdeelt Overſigts-Tabel udgjorde den norſte Hær i Alt 1105 Mand Ar: :
tilleri, 3935 Mand Gavalleri og 28570 Mand Jutanteri, forudben Over: og Under :
Befalingsmænd. En lignende Tabel har Ræder II. 41.] |
|)
— —
Trefninger ved er, Tovernd og Trangen. 159
melie desnden forbefes paa ben lange Forfvarslinte, ba det var mvift, hvor Ind⸗
filet lede.
Imidlertid havde ben fvenfle Hær ved Krigens Aabning Fordelen paa fin Side.
Dax hyfkede de norſte Linter tilbage over Glommen, og det paaftobes, at derfom .
rafefdis Armee havde været tilfirætteligen forfynet med Ammunition og Styts,
she Kugsvinger være falben i be.Gvenfles Hænder; thi Commandanten paa denne
grining [Oberft de Seue)] erklærede den faa flet forfynet med Forfvarsmidler, og i
m faa elendig Forfamming, at ban iffe længer vilde funne holde fig. En foenft
Seretning paaftaaer endog, at Gommandanten havde flrevet til Armfeldt, „at han
ik vilde fabe fig ſtege paa Riſt.“ Efter nogle Forpoftfægtninger, hvori be Svenfle
ilflreve fig Fordelen, gjorde de et Angreb ved Lier den 18be April med ben førfe
Söigade, forftærtet med en Bataillon af Uplands Regiment. De Norſte forfvarede
fa fjett fra deres Forffanböninger, og General Armfeldt, fom ved denne Letlighed
file eemmanderede, tog allerede Dispofitioner til Retvaite, ba i det famme en Colonne
ma Ynferfel af Major Gederftrøm, fom ved Local:Banfleligheder war hindret fra
fat fomme paa Pladfen, vifte fig i de Norſtes Ryg. Under den Forvirring,
fø derved opſtod blandt be Norſte, formede Baron Carl Ankarſvaͤrd og Major
dird Forffanbeningen, og indtog den efter en haarbnaftet Modftand. Da nu tillige
Gøitrin Matern med en Troppe⸗Afdeling angeb de Norffes. venſtre Flanke, opſtod
dr Uorden blandt bisfe, de retirerede iilfærbigen og overlode Poſttionen i Fiendens
dender. Feſtningen Kongsvinger lettede de Norffe Tilbagetoget, hvorved deres flefte
Kuener bleve frelfte. De Svenfle gjorde ved denne Leilighed 3 Offirierer og 93
keldater til Fange. Paa foenft Side falt 5 Mand, vg 56 Soldater, 8 Officierer
3 Underofficierer faaredes. Omtrent paa famme Tid erobrede Oberft Lagerbring
daler⸗kandſe, og be Svenſte gjorde fig Haab om, at Veien til Chriſtiania var
bm aaben. Men Lagerbring blev, beels af Mangel paa Proviant og Fourage, deels
fnfulgt af de fremryffende Norffe, nødt HI at trakke fig tilbage til Hovedarmeens
filt Etilling 1).
Cberft be Seue blev faaledes nødt til at vige for Overmagten, og efter et
å af henved 200 Mand Fangne og Døde at trætte fig tilbage over Glommen
w Kongsvinger. Denne uheldige Begivenhed faftede en Skygge over be Seue, og
pedreg ham Overgeneralens Misnøie, der foranledigede et Forfvar fra hans Side,
fri ban føgte at hævde fin og de Krigeres Hæder, der flode under hans Commando.
Sagen maatte Wjendes i fit hele Omfang, før berover at fælde den vrigtige Dom;
Gi det er iffe altid den flagne Kriger, fom fortjener Dadel ).
Men denne mindre heldige Begyndelfe af Grændfekrigen fom iffe til Nationens
fmbilab, førenb Gfterretningen om Iytteligere Begivenheder unde lægges ved dens
Ge. Den fonifte Hærfører folede paa, at de norffe Tropper formedelft em lang
fb iffe vare frigsøvebe, og at den norffe Overgeneral frulde være nødt til at fors
Me fin Srigsmagt langs Kyſten for at forfvare denne mod ben GSøruftning, fom i
uland beredtes imod dem. Armfeldt beftemte fig faaledes til ved nogle Flyvecorpé
H De Rorſtes Beretning om Slaget findes i Bilag No. 24 og 25, hvortil ogſaa er følte
| be Evenſtes Beretning, taget ad uer nordifde Controlleur 1808", paa Bibliotheket
| Stedboln. ſIfr. Ræder II. 473 ff.]
) De Seue har forfvaret fin Kærd i et Skrift om hans Levnetsløb og Tidsbhiftorie",
Gbriftiania 1811. Her fortælles adſtillige Samtaler, han med Prindjen har holdt,
eg fremlægges Breve, fom han med ham har veglet, hvort Prindfen vift not har badlet
ham i flærfe Udtryk, men og formildet disſe fiben ved venlige og agtelfesfulde Udla:
deler. De Seue berøvedes vel fin Commando, og blev ei fenere brugt I den fvenjte
Krig, men hans Konge vifte fig ikke unaadig mod ham; thi da han fort efter fik fin
Affted efter Unfogning, meddeeltes ham Generalmajors Nang. Vaa flere Maader
fermildede Prindjen den mod ham brugte Strenghed. [Han levede fiden paa Løkken
Solitude ved Chriſtiania, hvor han bøde 1827] '
— —— — — — — —
140 Andet Tidsrum I. Tiende Gapitel.
at folfe den norſte Magt fra fine fafte Stillinger, fordele og beftfreftige den, medens
Armfeldt rykkede ind med fin Hovedmagt, for at afgjøre Krigens Skjebne ved et
Hoved-UAngreb. Men tvende af disfe Flyvecorps bleve tilintetgjorte, fyrængte og
. fangne af de Norfle. GSaaledes blev et Detafdement af Livregimentets Grenaderer
og Hufarr under Oberftlieutenant Grev Urel Morners Gommando, af Mangel
paa tilbørlig Underftøttelfe, omringet og fanget ved Toverud af Major Weibyes
Corps. Ved denne Leitighed faldt i de Norſtes Hænder foruden Chefen 5 Offteierer,
4 Unberoffieierer og omtrent 100 Mand Soldater. Alene Udfutanten, Baron Sparre,
Iytfedes bet med 8 Mand at bryde fig gjennem og undfomme*).
Obert Gahn brød med fit Detaffjement den 24de April fra Midtffogen ) over
Grændfer, for ved denne Bevægelfe at bælte førfte Brigades høire Flante. Men
Oberſt Staffeldt ryffede imod ham med fin Brigabe, tourmerede og omtringede ham,
og han maatte, efter en flarp Fægining, overgive fig med fit hele Corps, dem
undtagne, fom bet lykkedes at forftifte fig i Stovene. Flere norfte Officierer, blandt
visfe Major Stabell, Gapitainerne Arntzen, Nægler, Sigholdt, ubmærkede fig ved
benne Leilighed, og den tappre Gapttain Dreyer faldt. Nefultatet af denne Dags
Gre for be Norſte var 9 fangne Offidterer og omtrent 320 Gemene*). Flere Døde
(aa paa Balpladfen, og mange GSaarede indbragtes efterhaanden. Tabet paa de
Norifes Side af Døde. var heller iffe ubetydeligt. Fangerne forbeeltes I det Yndre
af Landet*), WPtanens uheldige Udfald fra ſvenſt Side tilſtrev Armfeldt Mangel paa
tilbørlig Underftøttelfe af begge fine Armeeflsie. Vegefad, bder havde den bedfte
Billie til at maale fig med fin Fiende, var færdig den Gle April til at rykte frem,
men* funde iffe røre fig af Mangel paa Levnetsmidler. Bergenſträle fulgte en egen
Ban, bvis Beffaffenhed Urmfeldt ikke fjendte, og rykkede til en ganfte anden Kant,
før at afsærge et formodet Angreb af Rusferne, der ikke paafulgte”).
1) Da Grev Mørner lod flaae Chamade til Tegn paa Overgivelje, vedbleve de norføe
Soldater, enten af Uvidenbed om denne Mufifls Natur, eller af Forbittrelfe, at ſtyde,
hvilket gav Greven Anledning til ben Yttring, at han var fommen blandt Kanibaler
og ei blandt Chriſtne. Da Meørner ſtulde overgive fin Kaarde, var den fommande:
rende Dfficier ikte tilftede, og han maatte overlevere Den til em underorduet Yngling.
„Aldrig — fagde han — havde jeg troet, at jeg ſtulde overfeveret mit VBærge til
en Poike.“ [Ræder II. 161-63.1
[Paa ſvenſt Side nær ved Bermundsføen i Sofser, hvorfra Han tyttede frem langs
Fliſen⸗Elv, ber ligeſom be omliggende Vande endnu var tilfrosfen.]
[Om denne Uffaire ved Trangen findes udførlig Beretning med Kart hos Ræder,
II. 484—490. Ifolge famme var Oberſt Staffeldt fe perfonlig tilftede paa Kamp:
pladien. men opholdt fig ved Nyen paa Filfenefvens høtre Bred, medens Commandoen
under Uffairen førtes pr Aorfatterené Fader, Major Ræder, fom Mafl itfe nævner,
og fom til Belønning berfor ſtrax Iſte Mai forfremmedes til Oberſtlieutenant, (Sammett.
S. 560) og var ben førite Ofticier, fom blev Ridder af Danebrogsordmen. (II. 18).
Han fommanderede 18de Mai et mistyttet Angreb paa be fvenjfe Forſtandsninger ved
Mobæt i Vinger (Sammeft. &. 506—13) og døde af Typhus i Kongsvinger Leir
13de Novbr. 1808. II. 55—56).]
Gabn fom med flere af fine Orficterer til Drammen, hvor hans GSøfter Umtmandinde
Hofgaard boede.
Begefad tilftaaer vel i fin ovenfor citerede Bog, at Mørners Uheld maa tilftrives
Mangel paa UUnderftøttelfe, men han tilflriver Gahns Overgivelje „haus Uforflgtighed
i at ryfte frem, og haus over al Maade flette Bagthold." De foenfle Hiftorleftrivere,
og meb bent be Gene, paaftaae, at bet var em fet Sag at omringe og fange et Flyve⸗
corp& med en fangt sverlegen Magt. De Sene anftiller i denne Anledning en Sam:
menligning mellem bette Indfald, og bet førfte under Armfeldts egen Commando,
under hvilket han maatte vige for en tor Overmagt. Dette ſidſte vilde dog de Svenfle
itte tilitaae. Til Staffeldts Beretning i Bilag No. 26 have vi følet den foeujfe
Rapport om denne Fagtning, uddragen af vocnanførte , Rordifde Controlleur.“
Bed denne Fægining ved Didritogen udmarkede fig fjær bet leirdalſte Gompagui,
og blev «formedelſt fin Rafthed og Kjæthed" anbefalet fin Kongs Opmærtfombed.
J Folge deraf tilfjenbegaves Kompagniet Hans Mujeftæts Bifald med Løfte om en
elønning, fom bet mdatte udbede flg. Men Ulle fom Gen forlangte Ingen anden
—f
—
én
—
5
—
Patriotifle Gaver. KriviBige Corus. 141
Det var midtertid fet at begribe, hvilten Glæde Efterretuingen om denne -
ſtigens heldige Begyndelfe udbredte over det hele Norge, der ikte uden Wngftelfe
fare fine formedelſt en lang Fred uøvede Stridsmend opftillede mod en Kriger Nolte,
ber harde et fort Navn iblandt Guropas Krigsheike. Ikle alene Mefultatet felv,
Gy af de mange Krigsfanger, fom droge gjennem Hftlandets Byer, og den
miifelige Stilling af Armeens Forſvars⸗Linie, men ogfaa den ypatriotiffe og varme
ås, hvori disfe Iytfelige Begivenheder igjennem Budfritten foreiagdes Folket, udbredte
ea Stemning blandt Norges Folk, fom i den Grad aldrig har fundet Sted. Kors
fetteren har forben bemærfet, bhvilten befynderlig Varme der var udbredt over Bud⸗
fins forte, af E. Falfen udgivne Blade, og han maa gjentage, at han aldrig
med at have fæft noget offentligt Blad med den JInteresfe fom dette. Dertil fan
hm med Sandhed tilføte, at fan aldrig pan fin lange Løbebane hur oplevet et
pt, i bviltet JFædrelandskjærligheden vifte flg i en varmere; romere og meer
cindeligen udbredt Lue, og i hvilfen private Forhold, Gjenvordigheder og Lidelfer
Me underorbnedes Deeltagelfen i Statens Stilling. Det var fom om denne nye
Biltt-Sol forbrev alle mørfe Styr. En af de vigtigfte, og visfeligen ben i de
ummefte Yar før Krigen meet indbringende, Naringskilder, Trælaſt⸗Udſtibningen,
- måte aldeles å denne Sommer; Etibsfarten var indifræntet til den farlige, og
fa Handelsmanden libet forbeelagtige Kornfart; Fifferiets Udbytte funde ikke udſendes
il Udlandet, Metalfabritferne lede af Mangel paa Ufjætning, Hungersnad herjtede
dan for Deel af Landets fornløfe Egne, og Nøden tryttede i hoi Grad Arbeids⸗
Batjen og Syftbeboerne, — men faa Klager hørtes herover. Alles Hine vare hens
vendte paa Grændjen, og Ulle glævede fig over, at Norges gamle Fiende ike kunde
fate fin Fod paa vor Fadrenejord.
Folgerne af denne Nationens muntrere Stemning vifte flg fnart over det ganfle
Sb. Enhver ilede at bringe fit Offer pan Fædrelandets Ulter, Brøvifiøner, Penge
n Kigdnings ſtykker frømmede til vor paa Grændfen flaaende Armee, og fær
vfede fig Grosſerer John Collett i Chriſtiania ved at famile, befordre og fetv
frage til Armeens GForpleining. Faſt ethvert Munmer af Bubftiften havde at
chendtgiore anfeelige Bidrag af ben Art, og i denne førfte Krig med Sverige
Bjaltede privat Godgjørenhed tildels, hvad der, uagtet vedfommende Autoriteters
Witrengelfe, fattebes i den offentlige Horanftalming af Mangel paa tilftrætfelige
Mol, og formedelft Landets blottede og næringsløje Tilſtand. Saaledes Funde
beeeſerer Collett, efterat Krigen neppe havde varet i fjorten Dage, anmelde, at 55
nweſtendeels Afpændige — Vogne med Proviant og Forfriflninger vare affendte
i Arneen. Det var ikke alene Nodvendigheds⸗Varer, men ogfaa Livets overdaadige
Mybelfer, fom fammenbragtes af deltagende Landamænd til. Armeens Vederqvægelfe.
Gi have Fiendens eget Bidnesbyrd om den Overflod, fom herffede i den norfte
Mee, ifær blandt de Militaire af høiere Grader'). Fra de Egne, fom var Krigen
Beef, fendtes Levnetsmidler af alle Slags, fra de fjernere fendtes Munderings⸗
Dter, faltede Provifioner og Penge, og mangefteds aabnedes GSubfrriptioner til
- Bede for de Efterladtes Euler og Børn. De bedre Familier, fom borde i Mær-
: been af Mrigens Skueplads, ifær Præfterne, aabnede gjæftfrie deres Fadebure for
bass firidenbe Landsmaænd, og bet var fornemmeligen til disfe, at de famlede Gaver
fa By og Land fendtes, for deels at erftatte Udtømmelfen af Levnetsmidler hos de
Befønning, end at 4 af deres Kammerater, fom benimægtede i Benglel paa Bergen:
| huus —** i Anledning af Urolighederne i Leirdal i Aarene 1799—1802, maatte
! vorde frigivne. (See Morgenbladet 1843 No. 48). Saavel Leirdølernes Adelmod
| em deres Tapperhed ved denne Anledning fortjener at bevares i Hittorien.
) Da Adlerſparre, efterat det Knorringffe Corps af de Norſte var blevet tilintetgjort
ved PBræftebakte, tryftede de norſte Poiteringer med ftor Qvermagt tilbage, og indto
deres $avarteer, vførbaufebes han ved at finde i em Heldtftatlom I dette Land be mee
adſogte Lakkerier.“
149 Andet Tidörum I. Tiende Gapitel.
gavmilde Familier, deels at fætte dem i Stand Ul at fortfætte deres patriotiffe
Gobdajørenhed ). IMe uden Bevægelfe læfes i Budſtikkens førfte Blade be mange
Ditringer af gjenfidig Grfjendtlighed og privat Godgjorenhed, fom wverledes imellem
Giver og Modtager, faavelfom den hæderlige Ertjendelfe fra Regjerings=Commisfionens
Side af disfe herlige Mitringer af en fand Fadrelandskjcerlighed midt under en
Lidelſes⸗Periode, hvortil et fort Stykke af Norges Hiftorle et fan fremvife Mage.
Men itte alene gjennem Norge gik denne patriotifte Varme for det nedtrykle
Foædrelandö Sag, og denne virkfomme Deeltagelfe for Landets Stilling, og for de
tappre norſte Krigeres Held. Den vifte fig i famme Grad hos vore baværende
Statsfrænder, de Danfte. Ogfaa de offentlige danſte Blade havde poftdagligen at
berette om flore Gaver af alle Slags, fom ber bleve lagte paa Fædrelandets Alter.
Det var tfær Bidrag af Materialter til en ny Flagdes Bygning, fom var Gjenftand
for "be Danftes' patrtotiite Godgjørenhed. Mangfoldige Stoveiere tilbøde af deres
Stove uden Betaling Egetommer til Skibsbrug; Undre beftemte dertil et ubetydelige
Gapitaler, eller paatoge fig, fom i Norge, at bygge Kanonbaade. Saaledes reiftes
igjen paa Holmens Værft enkelte Orlogsfartøier, fom VBegyndelfe til Grfatning for
den ranede Flaade. Norges Armee blev heller itte der glemt. Store Mongder af
Broviftoner famledeg i de Cane, hvorfra Overfendelfe var mulig, og omendffjønt en
flor Deel deraf berigede Fiender meer end Benner, faa fom dog Meget deraf over
det med fiendtlige Krydfere opfyldte Hav, og bragte vore ridende Landsmænd en
velfommen VBederavægelfe.. Betydelige Bidrag af Penge fendtes ogfaa den norffe
Armee fra Private i Danmart. Der var t den Unledning nedfat i Kjøbenhavn en
Committee „for frivillige Bidrag til Opmuntring for de norſte Krigere, og til Un
derftøttelfe for disfes GEnfer og Børn”, fom indfanlede en Em, ber i rede Penge
overgif. ben, fom fammenbragtes i Norge. Denne Committee * bdeponerede i den
fongelige Casſe i Kjøbenhavn 20,000 Rd., fom bleve anvifte paa den norfte Casſe
i Ghrifttania, ligeſom betybelige Summer anvendtes til Indkjob af Jødemidler, tjær
Fedevarer. Til denne Underftøttelfe Ydede baade Kjøbenhavn og Provindferne Bidrag.
Flere af Kjøbenhavns Embedsmend og Grosferere, famt Herremænd pan Landet,
pdede indtil 500 Rd., bvilfet med Henfyn til Courfen ), der i Forfommeren 1808
endnu et var falben betydelig, maa anfees for en anfeelig Gave, Mange danſte
Bønder blandede fig å denne velgjørende Stare.
Desuden oprettedes frivillige Corps i GChriftiania, Drammen og flere
Steder; de tvende førfte frilleded vel i Linie mod Fienden, men be toge ingen
alvorlig Deel i Krigen. Kun de frivillige Jægere i Fredrikshald gjorde deres ytte
ved Tilintetgjørelfen af det Knorringffe Corps. J Epidfen for et af disje, et frivilligt
Jægercorps i Ghriftianta, finde vi daværende Umtmand, Grev Wedel-Jarlsberg,
ligefom Chriſtiania Artillerie-Corps frilledes under Ludvig Mariboe8 Commando, og
Drammens frivillige Jægere under Jafob Lunds%). Bi ville fiden faae Leilighed
til at fremlede Mariboe paa vor Hiftories Stueplads. Denne hans førfte Fremtræven
1) Iſer udmarkede fig Præften i Sørum, Doctor Gudmundfon, ved fin Gjæltfrihed og
Dm byggeligbed for em pasjende Fordeling af de famlede Provifioner, men han fandt
hæderlige Medbjælpere I de Præjter, der, fom han, boede Krigajfuepladfen nær. Disfe
runde Gaver bidrog ogfaa tll at gjøre Krigens Følger mindre redſomme ber, hvor
den havde fit Sade.
) Medlemmerne ar benne Committee vare: Kaas, Goldjørnfen, N. Tønder Lund, Tres
ſchow, Sverdrup, Saaby, Erichſen, Dungfeldt og Prætorius.
5) Gourjen var paa den Tid omtrent 150 Migsdaler Courant før 100 Solvſpecies, og
faldt i Juli Maaneb til 160.
9 [Wedels frivillige Jægercorps var hovedfagelig ubruftet paa hans egen Bekeſtning
så dannet af Bondefønner fra Aker, Aſter og Bærum; dets Capitain var førit Chriſtian
agnus aljen, til han i April 1808 blev Sorenftriver paa Follo: femere Bultazar
Range på Afre Slade! i Bærum. Enevold Kaljens yngite Søn Hagbart tjente og
ette Gorpa.
Betragtninger over Felttoget 1908. 148
a hans virffomme Bane giver blot Unledning til den Bemærkning, at hans Iver
Rerges Sag, og hans Studium af den theoretifte og practiffe Deel af Krigs⸗
ifte gav bet Refultat, fom han felv havde haabet. Saavel Grev Wedel
Mariboe pitrede for fine Benner, at der med Gorpfer af ben Urt, fom vore,
mte til Undværelfer, ibelige Marider og flærte Strabadſer, idet var at udrette.
Unberordnede vare iffe vante til ben militaire GSuborbination, og trætteves
art ved Opofrelfen af tilvante Beqvemmeligheder. Ingen af dem fatte derfor ben
lige Tjenefte, fom de gjorde Armeen, hot. Men nægtes fan vet ikke, at der i
Mameber, da benne Krig med Sverige varde, gik en glødende Patriotisme
jeunem ben bhefe Nation, fom var i Stand til de ftørfte Opofrelfer, og lagde
uiſtfulde Handlinger ved Siden af de frærte Ord. Da foæftedes ogfaa Kjærligheden
Høiagteljen for Prinds Chriſtian Auguſt dybt i Nordmandens Barm; han blev
Redſtab til at befrie Landet fra den Fare, fom dengang betragtedes fom ben
te, der- unde vederfares det — Underfaftelfe under Naboriget —, og benne Kjærs
jedens Rod oprykkedes end ifte, da han fort efter forlob Norge, for at fætte fig
Sveriges Throne. :
Det fan faaledes ikke nægtes, at Held og Hader under be førfte Scener af
nat Krig med Sverige var paa Rordmandens Side, og at benne Iytfelige Begyn⸗
fe bidrog til Krigens Iytfelige Fremgang. Bi ville itte her umderføge, Hvor for.
Deel Fiendens, og ifær den fvenfte Regjering Feiltrin havde i denne heldige
mudelje; men vi maatte forvanffe den fande Hiftories Billeder, berfom vi nægtede
Landsmend og vore Krigere ben Hader, fom tilfommer bem. Blandt en Rotte
Mrigere, ber vare faa uvante til dette blodige Haandvært, fom de norffe paa den
P, befandtes viſt nof — og Rygtet har ikke fparet dem — de, der vifte Spor af
mindre Mrigs-Øvelfe og et mindre Mod. Men i Almindelighed udmærkede vore
gere fig i benne forte og iffe meget blodige Mrig ved Mod, Gonbduite og en
mmeffeligheb, ber fun i Kampens Hete og af UArmeens bjærvefte Kjæmpere fra
kors Bygder ſtundom tilfidefattes. Bi ville derfor gjerne tilftaae med fvenffe
fifter, fom have nedtegnet denne Krigs Begivenheder, at der herffede i Almin⸗
ſigbed iblandt vore Landsmænd en for Ugtelfe for det ſvenſte Mod, Tapperhed
Krigerfærdighed, erhvervet paa faa mange med ſpenſt Blod vædede VBalpladfe;
m bet fan derimod iffe tilftaaes, at enten benne Ugtelfe for de fremmede Krigere
atte Modloshed hos vore, eller at den fvenfle Krigsmagt, efter Hines Paaftand,
åte var den morfle overlegen i Tapperhed eller kloge Dispofitioner. I begge Lande
r Hiftorien optegnet disfe Begivenheder, og hvad enten vi fer hen til Refultatet
til de anvendte Midler, hmne de norffe Krigere et anfee fig fom overvundne
x deres Mrigerfærdb mindre hæderlig end Fiendernes. Unforerne for den fvenfle
er felv give vore Soldater Fortrin for de ſvenſte i Smaakrigen og den egentlige
eger⸗Crercits, og de give itfe alene den norſte Overgeneral ben Nors, fom ham
tommer, men have høit flere af de norffe commanderende Officierer 1). Der findes
for Overdbrivelfe t de foenffe Beretninger om ben norffe Armees GStørrelfe, fom
tes i Bevægelfe mod den ſvenſte. Den var adfylittet paa faa mange Puntter,
Felge ben Defenfive Krigs Natur, at den ingenfteds unde fremtræde i ftore Masſer,
| fun ved enfelte Leiligheber var Overmagten paa norft Side afgjørende; flundom
r endog Seieren paa de Norſtes Side, endfljønt det flørre Untal var paa de
mffes. Ligeſaa urigtig er den Paaftand i fvenfte Beretninger, at der Å den
—— —
N fine GStilftandssUnderhandlinger med Staffeldt giver Adſerſparre de norſte Jægere
og bere bygtige Unfører deres Priis, og ved em anden Leiligheb rofer han ben fors
underlige Færdighed, hvormed be klattrede op og ned af Fjeldene. Derimod rofer han
itte Gilferheden af deres Stud; men be norfte Jægere vifte i Almindelighed, at de
funde ramme deres Mand paa et langt Hold, ligefom bet var naturligt, at begge
Partier tilegnede fig Kampend Are.
144 Andet Tidsrum I. Tiende Gapitel.
norffe Armee befandtes Overflod af Ammunition og Provifioner, famlede for Stateng
Regning. De offentlige Magafiner vare ingenlunde vel forfynede, og den almindelige
Nød tillod ikke at opdynge nogen Overflod i Magafinerne. Herſtede der nogen
Overflod i Armeen, da maa den tilftrives den private Godgjørenhed, der umuligen
funde ubdbrede fig over hele Armeens Rakker, eller frembringe en jærvn og almindelig
Forfyning, der vel ogfaa fun firafte fig til Hærens høiere Grader. I Regjerings:
Gommisfionen var bet uafbrudt Gjenftand for Qverveielfe, hvor meget der unde
afftaaes af be offentlige Magafiner for at lindre den almindelige Nød i Landet og
give Landmanden Sadelorn i Hænde. Armeens Forfyning og Omforg for at lindre
ben private Rod gik ved Siden af hinanden; Regjeringen maatte dele fin Unfrengelfe
mellem begge og underordne Fremtidens Bekymringer Haabet om en bedre Lilftand.
Aaret 1807 var et flet Ho⸗Aar, og ben udffrevne Fourage funde vanffeligen, og
paa mange Steder ikke, tilveiebringes. Hvor flet vor Urmee var forfynet med
Ammunition, det vife de firenge Forbud, fom udgif mod privat Brug af Arud, og
be Foranftaltninger, fom bleve trufne for at tilveiebringe Salpeter: J vor Guerilla⸗
Krig var lidbet GSpørgsmaal om Brugen af Kanoner, og paa begge Sider var der
neppe for Overflod af dette Slags Ammunition, men vi have paa et andet Sted
gjort opmærffom paa, at ben norfle Urmee i det Hele var langt flettere forfynet
paa Mrigs-Material end den danſte, og dette beviftes notfom af de Forjøg, fom
giordes paa at lifte ben Slags Undfætning fra de vel forfynede banfle Krigs-Magafiner
gjennem be paa Havet vrimlende fiendtlige Krydfere.
Bi ville iffe indlade og i Gisning om, hvad der var feet, derfom den fvenfle
Beft-Armee, med ftørre Genhed i fine Planer, kraftigere underftøttet i fine Midler,
havde overvældet vort Fæbreland. Vi ere berettigede til at troe, at vor Kriger-Hæber
nu, fom i fordbum Dage, var bleven uplettet, og at dette Warhundredes Begyndelfe
havde fremledet Horfvars-Scener, fom kunde frilles ved Siden af det forrige Aarhun⸗
bredeg. Bi tage fun Krigens: Begivenheder for og faaledes, fom Krigens Hiftorie
giver os dem i Hænde. Vi ville give vore daværende Kiender Fortrin med Henfyn
til phyfift Styrke, og vel og til ſtrategiſt Konft, og den Øvelfe i Linie⸗Exercits, der
har gjort den foenffe Arme navntundig;s men bere egne fompetente Dommere have
givet vore Krigere deres Met i den Slags Krig, fom dengang førtes paa vor Grændie.
Den moralfle Styrke var berhos uden Fvivl flørre hos ben norffe Nation og den
norffe Yrmee paa den Tid. Der var da ingen Tanke om en flandinavift Forening:
men den gamle National Uff for en Unbderfaftelfe under Sverige raadede i Rords
mandeng Barm!). For at forebygge denne fremftod Nationen ligefom i Masſe, i
fin forladte Filftand frembar den midt i fin Armod, medens Naæringsløshed og der
meeft tryffende Mangel paa Livets Fornodenheder raadede i Landet, Alt hvad Sole
baten manglebe, og bet faa rundeligen, at der i Leiren ofte var flørre Overflod enp
hos Borgerne felv. Ved denne almindelige National Deeltagelfe maatte Krigerend
Mod ſtyrkes og vore. For Nordmændene gjaldt det paa den Tjd at være til fom
Nation eller at udflettes paa Nattonernes Life. Den famme Aand gikt igjennem
GFoltet i alle Klasfer, fom i Krigen med Cart XI i Begyndelfen af det forrige
Aarhundrede. Blandt de Befværligheder for Fienden under denne Krig, hvorover
Adlerſparre Mager, var ogfaa den, at Bønderne ved ingen Midler vare at formaae Å
at give Gfteretning om de Norfles Bevægelfer. Derimod vare de ftedfe paa Farde
for at give de norſte Krigere Gfterretning om de GSvenfles Planer og Marfder.
Slige Beretninger vinde Troværdighed, naar be fomme gjennem Hiendens Mund *).
1) [At derimod be vene aflerebe paa Denne Tid onſtede og haabede at bringe Norde
mandene til Frafald fra Danmart, feed bl. A. af en Proklamation, der er trykt i
Uddrag I C. A. Adlerfparred Erinringar vid M. Bjørnftjernas Antedningar. Stod:
bolm 1853. &. 94—95.]
3) Da Adlerfparre efter Hægtningen ved Berby med ftor Overmagt ryffede op mod det.
Betraghringer over Landkrigen. Sokrigen. 145
Set norffe Forſdar og de militaire Dispofitioner var ber en fuldkommen Genhed.
Drgenerafen havde over disſe den friefte Haand; i Regjerings⸗Commisfionen var
ikt Mrigstaad, ber nogenfinde blandede fig i at beftemme Urmeens Stilling eller
hent ofjenfive og Defenfive Skridt, og den mobfatte fig endog fin fraværende Konges
Sefalinger, naar beres WGavnlighed for det Hele eller Muligheden at udfore dem
heteivledes af den norſte Overgeneral. Prinds Chriſtian Auguft havde Armeen
tilb og Rationens Kjærlighed og Hoiagtelſe, og unde være filter paa at finde, i
sg uden for Urmeen, al ben Unbderftøttelfe, fom behovedes og funde tilveiebringes,
fa at fuldende et hæbderligt Forfvar mod den indtrængende Fiende.
Hror langt anderledes faa det i denne Henfeende ud paa vore Kienders Side!
Jor den frenffe Nation var Arigen imod Norge intet Nndlingsvært. Dens hele Hu
fo til at førjvare Finland mod Nusfernes Ungreb, og Tanfen om ben flanbinavifle
fires Forening var endnu iffe alvorlig i det ſvenſte Cabinet. Der laa faaledes ikke
ha meralffe Styrke og alvorlige Billie i Ungrebet fom i Forfvaret. Der begyndte
drde ma den Tid at vife flg Spor af det foenfle Folls Misnøie med fin Konge,
fan næredeg ved hans uheldige og ukloge Rrigs-Dispofitioner og hans flødende Færd
ut nogle af Sveriges meeft formaaende Familier. J den frenfte Beft-Armee felv
br magen Genbed, hverken i dens Commando eller i dens Dispofittoner. Overgeneralen
il fin Konges Tillid i nogen høt Grad, han underftøttedes ikke med tilftræktekige
Site, og han havde iffe engang fri Haand over fin Armees UUnderafdelinger. Hans
Miyonible Magt ſpakkedes, ved efter høiere Befaling at adfplittes hid og did, og han
bade intet Oieblik være filfer paa ifte at forftyrres i fine Planer.
Men om end den tappre foenfte General itfe var bleven ftandfet i fin djærve
Saböylan ved ovenanførte Hindringer, om det havde yftes ham at tryffe vor
Ste tilbage, og indtage en Deel af det fydlige Norge, faa vilde dog neppe Norges
futrng eller dets Forening med Sverige paa den Tid være bleven fuldendt; thi
bn foenffe Magt var under Krigen med Rusland for fvag til at underftøtte Krigss
bl, om den havde filet fig paa den ſvenſte Generals Eide, og Mordmandens
Mabydelighedb havde lagt Hindringer i Veien for enhver fremiffridende Bevægelfe.
føberleded blev Forholdet, da Faren for de Svenſkes Jndfald var forfvunben, og den
heite Konges Befaling til Norges Raad lød, at der flulde gjøres Indfald i Sverige,
br mu felv attraaede em fredelig Tilftand. Da fant den moralfte Kraft, Nationens
Ginissme var forbi; thi dens Ulmeen-Villie var fun, ei at fammenfmeltes med
Curige, — af Sveriges Provindfer begjærede Norge Intet. En Ungrebskrig fra
mi Eide mod Sverige, hvis Borgere under Thronforandringen befandt fig i en
tullert Tilſtand, vilde have frembragt ganſte andre, og tildels omvendte Forhold;
hult ben moralffe og ben phyſiſte Overmagt var bleven paa Sveriges Side.
La ben førfte Stræf over Tilværten af Fiender, fom Danmarks Krigserflæring
må Sverige forvoldte i Norge, var overvunden, og de gjentagne Seiers⸗Efterretninger
hade forøget Mationens Tillid til Armeen og til vore HKorfvarsmidler, da vendtes
frilds Tante bort fra Mrigsfrenen, og heftede fig faft udelukkende paa Landets indre
å og Midlerne til at afhjælpe den. Denne Sitferhed med Henſyn til Norges krigerſte
Gtiling til Sverige vorede ikke lidet ved Synet af de mange Krigsfanger, fom droge
Bru Landet, medens Faa af vore Folk faldt i Fiende-Bold. Men det var fangt
fr at be fangne Svenfle følte Sporet af noget uværdigt Rational-Had eller af ben
t fom en Krig af den Urt maatte opvætte. De fimple Soldater nøde en
henleining, fom i det mindite funde frilles ved Siden af de Norftes. De haanedes
W nichandledes ingenſteds og bleve brugte deels til offentlige Urbeider, deels bleve
lille norſte Krigsmagt, ftødte de Svenfle paa em grædende Bondegut, fom beklagede fig
er, at en Bondekone havde taget Heften fra ham, og derpaa I fufende Galop redet
til Præftehaffe, aabenbart for at advare Nordmændene om den Fare, fom truede dem.
Hiſtorien har iffe opbevaret Navnet paa denne Amagone.
aalis Erindringer. 10
146 Andet Tidsrum I. Ellepte Gapitel.
de overladte til Private; men ingenfteds havde be Aarfag til at Mage over bet
Behandling, de nøde. Paa enkelte Steder findes endnu Spor af Arbeider, fom
ſvenſte Fanger have udfort )y. Endnu bedre var Officierernes Lod. De bleve tild
optagne i Norges bedre Familier, og Flere af dem have beholdt en venlig Erindrt
om deres norſte VBærteré Omgang. Forfatteren har fenere talt med Enkelte blan
disfe Officierer, fom betragtede deres Fangenſtab i Norge fom nogle af deres Lt
bedre Dage, og i enkelte Qufe findes endnu Spor af den Ertjendtlighed, fom
føgte at lægge for Dagen for den gjæftmilbe Omgang ved Unvendelfen af de fjeld
Falenter, hvoraf Nogle af dem vare i Befiddelfe%.
Glevte Capitel.
finiekibet Prinds Chrifians Undergang.
Higorien om Norges Sokrig paa den Tid har ikke at fortælle om faa heldige Bedri
endffjønt de enfelte Sammenftød med Fienden viftnok vare meftendeels hævderfulde f
vore Gøkrigere. Den danſte Somagts Kjærne var knuſt ved Flaadens Man,
hele Sokrigen beftod i et Slags Kaperi, under hvillet vore faa Krydſere lurede p
enfelte Fiender eller flet beſtyttede Konvoter, eller vore Kanonbaade fmuttede frem b
Klipper og beffjøde driftige Fiender, fom nærmede fig Land. I de norffe Farvan
befandt flg, fom forhen bemærket, ved Krigens Udbrud hun Linieftibene Prim
Chriſtian og Lovife Auguſta famt nogle Kutterbrigger, hvortil fom nogle Kanonbaad
hvis Untal itte ubetydeligen forogedes under Mrigen, beels ved offentlig Foranſtaltni
deels ved privat Godgjørenhed. J Bintermaanederne forefaldt adfrilige Fegtninge
tmelfem engelffe og norffe fmaa Krigsfartøier, i hvilte Heldet forfaavidt var paa no
Side, at de engelfle Ungreb affloges, og endog en engelft Kutterbrig erobredes.
engelfte og norffe Blade beitrives disfe GStjærmydfler paa forftjellig Maade, i d
begge Landes KHorfattere tiltegne fine Landsmænd GSlagets Haver. Omendſtjont
faaledes ikke ganffe funne fæfte Lid til vore Avifers glimrende Beftrivelfer over dis
mindre betybende Fægtninger, faa give bog be GSeierstegn, fom erobrede Krigsfartøter
og afviifte Angreb frembyde, og Met til den Paaftand, at den danſtnorſte Sømagt
fin Ubetydelighed iffe med Skam maalte fig med Fienden. Denne Hoæder frættd
iffe berved, at de engelffe Stibsdefer efter faadanne mislykkede Angreb fædvanlig
forfremmedes i Tjeneften, hvilket endog var Tilfældet med Ghefen for ben erobrede
Kutterbrig Geagull, fom et Bevits paa den engelffe Negjerings Tilfredshed med
Ghefernes udvifte Mod og Conduiteé).
1) En Deel af den offentlige Vei ved Tangen gjennem Drammen iſtandſattes grundigen
af fvenfte Fanger, og Andre bleve brugte til Opbyggelfe af Broen over Laugen ved
Laurvig, fom fiden odelagdes ved Flom.
2) Saaledes har Grev Axel Morners Penſel herlige bdecoreret em Sal paa Ulefvfs hos
Statéraad Aall, hvor han tilbragte em fang Tid.
3) Tvende engellle Rurterbrigger, UAtlart og Seagull erobredes i fnadanne Stærmydfler.
% Man jee I dvrigt Holmbocs velftrevne Afhandling I Samlinger til det norfte Forts
Sprog og Hiitorie II. 246 ff., om Britterneb Krigsforetagender langs Norges Kyit
fra 1808—1814. — Withs "Dante og norffe Søbelts: Bedrifter fra Narene 1797 til
1813," Kbhon. 1819, indebolder for megen eenfidig Ros over Alt fom flede, til at
være trøværbig. [Gun mere fagkyndig og upartijf Beretning om denne Sokrig har man
nu i $. G. Gardes fornævnte Skrift, Den danſtnorſte Somagts Hiftorie, hvor de I
bette Gapitel omhanblebe Begivenheder ere fremftilede S. 497 ff.
Rinieftibet Prinds Ghrifttans Undergang. 147
Langt betydeligere Tab feed imidlertid ten danft-norite Marine ved Opofrelfen
dUinieftibet Prinds Chriftian. Man tan i Sandhed ikke uden Bemod fee
tee eenfomme Orlogsfugl efter høiefte Befaling flagre fra Beft til Økt, fra Syd
åR, frem og tilbage i famme Linie, for ligefom at opføge de Ropfugle, der
brede efter ben banff: Flaades fidfte Hjerteblod. Mod Slutningen af AUaret 1807
sr dette Orlogsſtib lykkeligen fommen til Kjøbenhavn efter dets farlige Krydstogt
bl Øfaføen; men for bette Skib gaves ingen Binterhvile. Det beordredes tilbage
tl Merge, hvor det i Storm og Taage den 7de Januar løb ind til Frederitsværn.
fr Brig og en Galeafe, ladede med Munbderingsfager og Krigsfornødenheder, vare i
bag Folge, og felv bragte bet Megjerings«Gommisfionen en Sum af 200,000 Rd.
i Sanfefedler. Samme Maaned gjorde Jesfen, t Forening med Briggen Laugen,
t Årydstogt i Nordſoen, og fom paa dette Å Kjølvandet af em engelft Fregat, fom
hate Subydier til Beløb af 200,000 £ til Sverige, men Fregatten fmuttede
flleligen nd i ben fvenffe Skjærgaard. Da Efterretningen herom tom til Gngland,
kfderede Udmiral Saumarez ufortøvet den Effadre til Gothenborg under Parkers
Kommando, ber fiben ødelagde Linteftibet Prinds Chriſtian. J Frederitsværn blev
Sud Chriſtian derpaa liggende indefrosfen til ben 2Mde Februar, da ben atter
matte feile ned til Kjobenhavn Y. Det blev imidlertid formedelft ftormende Modvind
wtjaget til at anløbe Gbrifttansfand, og førft den 12te Marts ankrede. det ved
finger, ba Iſen hindrede det fra at fomme til Kjøbenhavn. Der var udbrudt
a faitjem Sygdom paa Skibet, fom noødfagede Chefen til at fende 200 Mand i
dad paa Lazarettet, og faaledeg blev Stibsmandffabet, fom i Morge var bleven
gjet fuldtallig med norſte Matrojer og Krigsfolk, fammenfat af omtrent et lige
Matal af begge Rationer. De Nyanfomne vare mindre øvede Folk, og der behøvedeg
fesgere Tid end ber var givet før Prøvens Time fom, for at øve dem i ben dem
mike Tjeneſte. Imidlertid var Mrigen imod Sverige ertlæret, og det hedte, at et
fuff Corps under Prinds Pontecorvos Unforfel var paa Marfden over til Sjælland
faat gjøre et Indfald i Sverige i Forening med den bauffe Armee. Der ypitredes
leg berhos Tvivl om denne de Franffes Henfigt var alvorligen meent, og den blev
tal Gad ved indtrufne Omftændigheder forftjærtfet. Paa famme Tid rvgtedes det,
dem engelft Fregat paa 36 Kanoner var afgaaet til Bæltet for at Hindre Over⸗
frier, og til at forjage benne og gjøre Bæltet rydbeligt for Armeens Transport til
Gjrland fil Jesfen en umiddelbar Ordre fra Kronprindfen. Men faae Timer efterat
Dlezsſtibet havde lettet, indleb Gfterretning til Admiralitetet om, at en engelft
Ware af 2 engelfte Orlogsffibe, en Fregat og flere Krigsfartøier laae tilanfers
den $ombeæt og Hogangs, og Admiral Bille beordrede nu Jesfen at føge tilbage
Å Rjebenhavns Red; men Skrivelſen nanede ham ikke, og Orlogsfribet gik fin
khebne imøde. Den engelfte af Saumarez affendte Gjtadre faa indefrosfen ved
detbenborg, men da bet danſte Orlogsftib pasferede Vinga, befluttede den at fljære *
land of Sjen, og lette Unter for at feile til Sundet. Da den fom til Høganes,
å dm fra Helfingborg Underretning om, at Orlogsfribet Prinds Ghriftian var gaaet
ner Seil, og den lettede berfor i den Henfigt at forfølge det. Den 21de Marts
åotten 2 Gftermidbag opdagedes de engelffe Orlogsftibe fra det danffe, og Jesſen,
fu rar overbevifte fig om Fiendens Overlegenhed, føgte at holde inden om GSeierø,
from muligt at naae Nyborg. Men den tjendte Mand, fom Vesfen Havde ombord,
tirte Banftelighed ved at føge ind i Bæltet, og tabte overhovedet fin Katning paa
fa Pot fom Lod8%). Nu fod Jesfen holde et Krigsraad, fom beftob af de ældfte
Ofirierer, Rothe, Top, Kerry og Willemoes. I dette befluttedeg at gaae norden
m Gjælland, deels for at fotfe Fienden fra Bæltet, og berved lette Troppernes
) Korfatteren var fra Landeveien Bidne til. at dette Linteflib en Har Vinterdag under fin
bele Seilmasſe ſtak til Søes, fedfaget af alle Nordmends Onſte om en Inftelig Fart.
) $au døde fiden I Gothenborg, efter Rygtet af Græmmelfe over fit Forhold.
10*
148 Audet Tidsrum I. Ellevte Capitel.
Overfart, deels fordi man troede at kunne, fom mere befjendt med Farvandene, med
ben nordlige Bind fnibe Grunden nærmere end Fienden, og faalebes nage Sundet.
Det befluttedes faaledes at gaae Fienden imøde, og under en løbende Fægtning I
Morket at vinde GSeiladfen fra de engelffe Forfølgere og føge ind til Kronborg.
Men Fiendens Parforce-Jagt forhindrede det. De fiendtlige Orlogsſtibe og Fregatter
floftede fig om det enfelte Skib, og beftjøde det fra alle Ranter. Jesſen forfvarede
fig imidlertid til bet yderfte, og vilde ikke høre paa nogen Opfordring til Overgivelfe,
førend Skibet Prinds Ghriftian fun med enkelte Stud kunde befvare Fiendens glatte
Lag. Bed ben fldfte fiendtlige Salve faldt Lieutenant Dahlerup, Ræfteommanderende
Gapitain Rothe og Lteutnant Top bleve faarede. Skibet felv faldt imidlertid itte I
Fiendevold. Jesſen fiyrede bet mod Land; det hug fig ſtrax faft i Grunden, og blev
ſtukken i Brand. Paa det danſte Linieftib faldt 3 Officterer, Willemoes, Dablerup
og GSoland, og 61 Mand; 81 Mand og Rothe bleve haardt, Chefen felv, Lieut⸗
nanterne Gerry og Toſtrup tilligemed 41 Mand let faarede. Ogfaa Fienben havde
lidt betydeligt, endffjønt efter Opgaven mindre end det danffe Orlogsſtib. Fangerne
bleve førte ombord i be engelffe Skibe, og faavel der fom i Gothenborg menneffeligt
behandlede, og de GSaarede ombhyggeligen pletede. Den danfle Chef deelte Cahyt⸗
Beqvemmelighed med den engelffe Chef felv. Den fmitfomme Sygdom, fom herffede
ombord i. det danſte Orlogsſtib, angreb imidlertid ogſaa det emgelffe Mandffab og
bortrev Mange. De Danfte, der fom Fanger bragtes til England, førtes tildeels
ombord i et Prifonflib, hvor de deelte de ulykkelige Fangers Skjebne, fom indefpær=
redeg I disfe Stibe. De fom førtes i Land havde vel en bedre Stjebne, men foretral
Dog langt den Behandling, fom af deres nordifte Fiende var bleven dem til Deel,
endſtjont faavel bisfe, fom andre danſte og norfte Krigsfanger rofe Privatfolls mens
neftefjærlige Beftræbelfer for at lindre Fangeffabets Qvaler. — Saaledes tilintetgjordes
den . fidfte brugbare Reft af Danmarks Flaade; thi Lovife Uugufta var et daarligt
Skib, fom fun ved en betydelig Reparation funde fættes i brugbar Stand %).
De foenfte Beretninger rofe fig meget af en for de ſvenſte Baaben berømmelig
Sø-Træfning ved Strømftad 27de April imellem 26 danffe Kanonbuade og
5 foenfte, hvort de førfte med Tab bleve tilbagedrevne. Gommandeur Lorents Fiffer
derimod, fom commanberede ben norfte Flotille, og fom paa den Tid var Chef for
Norges Søværn, giver i fin Rapport en anden Beretning om benne Troæfnings Be⸗
fraffenhed. Han paaftod, at han fuldbfommen opnaaede Henfigten af fit Ungreb,
nemlig at recognofcere Fiendens Styrke, og at han traf fig tilbage, fordi det var
umuligt at ubrette Roget mod Fienden i fin ſterke Stilling*). J Norge omtaltes
imidlertid dette mislykkede Ungreb ikke med Moes, og bet betragtedes fom et visfent
Blad i den Seierskrands, fom vore Krigere til Lands i de famme Dage flettede fig.
Tolote Capitel.
fandkrigens Slutning.
Imidlertid beredtes Norge nye Farer, fom det ikke uden ſtore Vanſteligheder vilde
have overvundet, derſom be ikke ligeſom af fig ſelv vare blevne havede formedelſt
heldigen indtrufne Omftændigheder. Den ſpenſte Dvergeneral Urmfeldt overbeviſte fig
) J Bilag No. 27 findes Jesjens Pr om bette Slag. Ovenftaaende Beftri:
velje er meftenbdeeld em Extrakt af ben i Urdiv for Søvæfenet ovenfor nævnte Ufbandling.
2) [udforligere Beretning herom hos Garde 520—21 og Ræder II. 546.]
General Moore. Affairen ved Praſtebalke. 149
fart om, at Smaalrigen var den norſte Krigsmagts ſtarkeſte Side, og beſtuttede et
ferebanareb. J denne Plan beftyrfedes han ved ben engelfte Flaades Unfomft til
Ouhenborg i Begyndelfen af Mai Maaned, der mebbragte 12000 WMand under
Oaeal Moores Anførfel, bvilten Krigsmagt under visfe Betingelfer frilledes til
Vegen af Sveriges Raadighed. Men Iytteligviis hindredes denne fore Plans
Mførelfe, deels ved de Forholdsordres, fom vare givne Moore af hans Megjering,
del ned Kongen af Sveriges Heftighed og Gaenfind. Den engelfte Regjering vilde
Øk tilade et faadant Brug af de engelfte Tropper, fom indviklede dem i vidtløftige
frigsferetagender langs Kyſten, og forbeholdt fig hvilkenſomhelſt Brug af benne
Sigsmaat til andre Øenfigters Opnaaelfe. Deraf opftod en wuvenlig Breverling
fodlem Songen af Sverige og Moore, og denne reifte felv til Stodholm, for at
re Banflelighederne og træffe nærmere Uftale. Men dette Møde gav heller intet
Mefeltal. Kongen af Sverige anfaa fig, i Følge den med England indgangne
fenmention, berettiget til at tage Moores Tropper under fin Overcommando, og raade
fn deres Beftemmelfe, medens den engelfte General troede fig forpligtet til nøiage
fjen at opfylde de ham i hans Inſtrux givne Orbres, og ei adlyde Kongen af
Øeriges Befaling, naar derved foranledigedes em Horandring å Grpeditionen. Da
fakdes Moore ikke vovede at gaae ind vaa Kongen af Sveriges Forflag, at anvende
Ja engelſte Krigsmagt til Sveriges Underftøttelfe enten mod Norge, Finland eller
Bjelland, lod han endog Moore antyde, at han et uden fongelig Tiladelfe kunde
fkte Stodholm. Fra denne Slags Urreft befriede Moore fig bog ved hemmeligen
al forjøie fig til Gothenborg. Den engelfte Flaade blev faaledes liggende uvirffom
Å Gethenborg, hvilket Sted den forlod uden at have udrettet det mindfte til Sveriges
Bf, Hærens Forhold paa Grændfen blev uforfiyrret, og Krigen fortfattes i
føme Stil fom forben, uden at noget Afgjørende frede paa nogen af Siderne.
Flere Stjærmydfler forefaldt imidlertid paa norſt Grændfe mellem den norſte
9 forene Krigsmagt, uden at de flefte fedede Kl noget fynderligt Refultat. Neſten
E de foenfte Gorpsdefer havde Rapporter at indgive om Ungreb fra norff Side.
var forffjelligt, men hm paa enfelte Puntter afgjørende. De GSvenfte
gje ogſaa Indfald i Norge, men Overrumpling ved natlige Ungreb var efter De
Brito egen Filftaaelfe af ingen Nytte formedelft be Morffes aarvaagne Bagthold,
Mrrinod Forfømmelfe i denne Henfeende fra foenft Side gav de Norffe ved enkelte
biligheder Fordel. Under 18de Mai gjorde Staffeldt et Unfald ved Lier, for at
Ørisge de Svenfe fra de flærfe Forffandaninger, fom de der opkaftede, men endffjønt
Veere intet Tab feed, opnaaede be itte deres Henfigt. Til at udføre denne Plan
endrede Gtaffeldt en Troppe⸗Afdeling, fom beftod af 3 Diviftoner af de Thrond⸗
fentte og Ugershufiffe Batailloner, at angribe Fienden. Udfaldet af dette Ungreb
heettes ſom fæbvantigt forſtjelligt i ſpenſte og norſte Rapporter. Stort fan Reſul⸗
id fave været; thi paa begge Sider rykkede Tropperne ind i Deres forrige
mg *).
Strar efter denne Fægtning forlod Fienden fine Pofitioner og rykkede tilbage
fr Redenes, Ødemart og den nordlige Deel af Aremart, en halv Miil over
kanbjen ind i Sverige. Denne Bevægelfe, ber betvagtedes fom en Begyndelfe
1 Siaffeldts Mapport er efter Bubdftiffen 1808 No. 23 tryft i Bilag No. 28. De
Svenftes forte Rapport derom tiligemed Urndt kalde denne Uffaire en af de blodigfte.
Saa norft Side var den visjelig el blodig, endffjønt Henfigten ikke opnaaedes. Skſar⸗
wydſlen ftod paa famme Sted, hvor de Seue var flaaet, og Å Hans ovenfor anførte
Skrift anfører han det mindre Held, fom Gtaffelbts Angreb havde, fom en Undſtyldning
for fin egen Skjebne under ubheldigere Omftændigheder. Nogle Dage efter fangeded
og bræbtes en lille foenft Poftering under Ulfsſparres Commando. Ulfsſparre ſelv
faldt og 24 Mand toges til Fange. Dette udførtes af den Mætte Capitain Jürgenſen
med det leirdalſte Compagni.
) Armfeldt fil nemlig under 195: Mat Kongens Ordre at forlade Norge og holde fig
138 Andet Tidsrum I. Tiende Gapitel.
men fom paa mange Maader lammedes i fine Frigerffe Operationer. Hans tvende
Armee⸗Floie commanderedeg af Obert Bergenftråle og den kjakke Generalmajor
Begefad; men begge vare berettigede til felvftændige Planer, og at tndfende fine
Rapporter directe til Stodholm, uden at Overgeneralen unde fræve nogen umiddelbar
Meddelelje deraf, og ben nødvendige Eenhed i Ungrebsplanen var under disſe Oms
fændigheder itte let mulig. Desuden faldtes Begefad og Bergenfiråle fnart tl en
anden Krigsffueplads, og afføftes af Oberfterne Posfe og Engelbredten'). De
foenffe Armee⸗Corps, fom frulde gjøre Jndfald i Norge, var beftemt til at ubdgjøre
16 til 18000 Mand, men fvenffe Krigsheretninger fra den Tid paaftode, at det
aldrig udgjørbe meer end 10 a 12000 Mand *). Den foenfle Befthær [veftra Armeen)
— faaledes kaldtes ben mod Norge opftillede Krigerffare — kunde faaledes idet
udrette. „Formedelſt dens GSvaghed, den t famme herſtende Uorden og Mangel paa
At, ifær paa ben nødvendige Ummunition — figer en agtet Hiftorieflriver fra hiin
Tid — var det nok, at ben i det mindfte funde dekke Græudferne” 3). Den foenffe
Armees høtre Fløi, fom commanderedes af Utmfeldt felv, opfrtillebes langs Wermlands
Ørændfe og beftod af 4 Brigader under Oberfterne Leionftedt, Grev Schwerin,
Baron Gederftrøm og Greve Gronftedt. Desuden hørte hertil em Meferwe i
Carlſtad, hvor Hovedavarteret var, og et detadjeret Corps ved Midtffog under Oberft
Gahns Befaling. Armeens venfire Fløt, under VBegefads Commando, frakte fig
fra Solpum til Svinefund, og var inddeelt i 3 Brigader, der anførtes af Oberfterue
Baron Poſſe, Baron Bunge og Belfrage. Desuden befandteg ogfaa for denne
Afdeling en Referve i Bennersborg, hvor VBegefad havde fit Hovedqvarter. Den
nordre Afdeling under Bergenftråles Commando beftod af Befterbottens og Jemtlands
Negimenter, og dens Formaal var at beffytte Jemtland og Herjedalen. En Flotille
flulde, efterat Iſen var gaaet op, lægge fig for Bugten ved Chriſtiania, og true
denne Stad; men denne forlod aldrig Kyften ved Strømftad, hvor den dæltede
Hærens venſtre Fløi 4).
Den norfte Magt var fordelt paa følgende Maade: i og ved Throndhjem
4000 Man», i Bergen 1200 Mand, i Chrifttansfand 1200 Mand, i Chrifttania
2000 og i interne fra Kongsvinger til Frederifshalb 21000 Mand). Men naar
man fraregner Gurnifonerne i Fæftningerne Frederiksſteen, Frederilsſtad og Kongsvinger,
faa indfees let, at ingen ftor Troppemasfe funde findes paa enfelt Sted, og denne
y Begefad tilfriver i fin Bog: Svenfta Armeens Fäldttäg Åren 1805—1808, tierls
denne Commandoens Udfplittelfe Krigens flette Udfald paa norſt Grændje. Derbos
paaftaar han, at det havde været tlogere, om Armfeldt var bleven fendt til Finland
for at afløfe Klingiporr, fordi Armfeldt var mere duelig til at føre denne Krig, bvoris
mod Begefad anjaaes mere ſtilket til at føre en Guerilakrig I Norges couperede Land:
ftrætninger. „Men det hørte — figer han — til Kongend ftore Miögreb, nærten
aldrig ret at anvende Perfoner, en Ulykke, font maajffee meet af alle bidrog til hans
Fald, famt Krigens bedrøvelige Udfuld.” J Øvrigr tan man vel undre fig over, at
be fommanderende Ghefer ikke ved jtiltiende Aftale mellem fig forbedrede bette Kongens
Feilgreb. Men de ſynes bogitaveligen at have fulgt Kongens Villie.
— Raders noiagtige Opgave II. 428—434 udgiorde ben 17064 Mand.]
chwediſche Geſchichte unter Guſtav IIIten, petzůguch aber unter Guſtav IVten Adolph
von E. M. Arndt. Leipzig 1839. Bilag Nu. 23 indeholder efter Arndt S. 30 Å.
en Overfigt over den foenite paa norſt Grændje førte Krig, fom han figer, at en fvenit
vel underrettet Dfricier i Armfeldts Generaljtab har meddeelt ham. Beretningen vifer
imidlertid, at denne Officier ei i alle Henſeender har været vel underrettet.
5 De SJnbrobuingen i Norge udjtedte Armfeldt em den 15de April dateret, trykt Pro⸗
Hamation til Norges Judbyggere", der læjes hos Ræder IT. 454-—455 ]
5) [WUdførligere og nølagtigere Underretning om ben norſte Haers Størrelje og Inddeling
ndes i ben af C. Platou meddelte Gorrejpondance mellem Frederik VI og Gbriftian
Auguit, indtagen i Rorjfe Samlinger" det Bind, fom er under Predjen. Efter en
ber S. 147 meddeelt Overfigta:Tabel udgjorde ben norfte Hær i Alt 1105 Mand Ur:
tillert, 3935 Mand Gavalleri og 28570 Mand Infanteri, forudben Over og Under⸗
Befalingsmænd. En lignende Label har Ræder II. 41.]
*)
)
Orenfjerna. Streiftog I Jemtfaud og Herjedalen. 151
sr fvillen ſtulde marfderes, blev han truffen ved Ølet, og endte fnart og uden
after fn nyligen begyndte hederlige Bane.» Armfeldt føgte at forbedre Knorrings
Meld, og at tage Pofittonerne tilbage ved Bræftebakle, og bette lykkedes ham ved at
iøe far 1000 Mand rykte frem mod de faa hundrede Rorfle, fom vare pofterede
i Ganmgdalen, og for faadan Overmagt maatte vige. Hvad den. norffe Overgeneral
brom indberetbede, findes i Budſtikken No. 37 og 38 under Ge Juli 1808 5.
Smidlerhi endtes den fvenffe Urmers Mrigs-Operattoner mod Norge af andre Narfager.
Under en af be Stjermydfler og Forpoſtfogtninger, fom i benne Tid forefaldt
selen be fornfle og uorfte Tropper, faldt Overadjutanten den haabefulde Grev Agel
Oenſtjema ved Gvinefund for et Stud af em norft Jæger. Den Ufftand, paa
filen fan blev frubt, wifer de norffe Jægeres filtre Haand og deres Riflers Godhed.
frr meget denne Ynglings Død bellagedes i Sverige, og hvor nær den gil Overs
gesten, vifer dennes Brev til Mblerfparre, dateret veftre Edet ben den Juli 18084),
fn den ſvenſte Udgiver ledfager med følgende Bemærtning: Denne med Henfyn
A Natur⸗Anlceg, Dannelfe og Gharakteer udmarket haderlige Nngling fyntes at
vere beſtemt til fit Foædrelande Pryd og Are; men endte fin Bane ligefaa førgeligit
fn haderfuldt.” Armfeldt talder i Øvrigt i et af fine Breve Orenftjernas Død
å Mord, fordi Skuddet efter hans Sigende føsnebes af en Jæger under Parlamens
tngen; „for“, figer hair, blandt flere Offleierer at udpiukte denne ene, ligefom
m det var befjendt, at han var frabt til at holde Sveriges Fiender i Tømme.-
Sk not er det, at Rogle af be norfle menige Jægere, ifær blandt Mergenhuferne,
vin manffelige faaledes at holde under Difriplin, at deres FKorbittrelfe jo ſtundom
: silbørligen, ſtundom med en vis Grufomhed, lagdes for Dagen. Derover Mageded
B flere Leiligheder af de Svenſte, og det kunde ikke benegtes af de Norſte felv.
|: Ma dn Maade, hvorpaa denne GuerillasKrig paa den fvenffe Grandſe førtes i
| dfnedte Hobe, fiundom Mand mod Mand og iffe i fluttebe Geleder, gav ille Un-
| kbsing til nogen fireng GSubordination. Derhos førtes denne Krig fra GSoldatens
de ofte med et grufomt Had, hvis Udbrud Offleiererne frundom havde Banfrelighed
| 2 at holde Å Tømme.
De famme Rummere af Budftitten, fom forfyndte Nationen denne for vore
| rer faa hæberlige Seter, havde ogfaa at fortælle om betydelige Bidrag af
| Srmetsmmidler og Penge, fom fra alle Cane af Landet tilftrømmede General⸗Com⸗
mnboen, deels til at vedbergvæge vore lidende Landsmand, deels til at penfionere de
haldnes Efterladte, deels endog for at forøge Megjerings-CGommisfionens ſvage Midler
Ul Krigens Fortfættelfe. - Budftitfens Ubgiver forherliger benne ædle Stemning i
| Nationen, og opmuntrer til frembeles at bøve Virkningen af faljfe Rygter ved følgende
Ultale til fine Lærere:
nBevar, o Norge» frembeleg denne ædle Stemning, den herſte med Samfunds⸗
fb og Kraft, fra Bardø til Glommens Udløb! Dine Sønner være Helte i Feldten,
Bergere i deres Urnefteder — trodfer Fordbomme, fom J trodfe Jienderne, laaner
fe Øren til Mygter, fom Banfundighed eller Forbom udfprede; fæfter Lid til dem,
fo raade, oplyſe og veilede Eder, og hvis redelige Unftrengelfer fortjene Eders
Utd, faa fulle vi naae det ftore Maal, hvortil vi Alle figte: Fiendens forenede
dat flal vorde brudt af Eders Fjelde og Eders Mod. Og frulde et Folk, der faa
Hameligen verd at møde fine Fiender i Feldten, mangle Mod til at overvinde den
wire, ben foragtetigfte af alle, Fofteret af Bantundighed og Overtro, fom falder
det But, og i vor Tidsalder neppe burde ſnige fig ind i vore UAmmeftuer?
Gnarger det, tappre Norbmænd, at I ville fælde Fordommene, fom I fælde Fiens
bre, og Norge fraaer faft, hævdet, hædret paa Maturens og Billiens Klippegrund.-
) Bilag Ro. 32.
) See Bilag No. 33, [jfr. og Ræder III. 23,]
159 Anbet Tiberum J. Trettende Capitel.
Opfordringer af ben Art wife, at ber ved Siden af ben Opmuntring, fom von
Srigere8 uventede Held paa Grandſen udbredte, herflede hos Nogle en modlos Stem:
wing, fom en Følge af Landets næringsløfe Tilſtand, og af ben Nød og Elendighed,
fom Mangel paa de.nødvendigfte Næringsmidler frembragte. Men med Sandhed far
det paaftaaes, at Nationens Mob vorede ved disfe glædelige Efterretnimger om von
Krigeres Held. | <
Nogle af de fidfte Shud, fom verledes dette Aar mellem Svenſte og Norfle,
losnedes i bet Throndhjemſte, idet General Krogh den Bbe Muguft lod gjøre ei
Judfald i Jæmteland og Herjedalen, hvor Obert Engelbrechten commanderede, efterat
Bergenftråfe var afgaaet til Finland. Det Iyffedes vel de Norfle at erøbre noga
Felbibagage, og de lede faa godt fom intet Tab paa Mandflab, men Grpedittonen
felv havde ingen Følge*).
Frettende Capitel.
Paabenhvile mellem Worge og Sverige.
I midlertid indtraf flere Omftændigheder, fom gave Krigen en bheldigere VBending
for Norge, frembragte Slaphed i den fvenffe Armee, og forftyrrede den ſvenſte Overs
generals offenfive Krigsplaner. Krigsfruepfadfen t Finland var en Ufleder for de
Farer, fom truede Norge fra fvenft Side. De Unftrengelfer, fom Sverige var nødt
til at gjøre for at bevare denne fljønne Juvel i Sveriges Krone, nødfagede denne
Regjering til ber at opftille ben meægtigfte Hær-Afdeling, der fammentrænge alle
Landets Kræfter, og at anvende alle de Midler, fom vare at raade over for at frelfe
benne dyrebare Provinds. Men disfe Midler fvæltedes paa mange Maader. Til
ben fvenffe Konges Mod til at tage rafte og fore Beflutninger, til huns Haard⸗
naffenhed i at udføre dem trods mødende Hindringer., fvarede ikke hans Klogffab,
og ham fattedes Evnen til at vinde fit Folks AUgtelfe og Tilid. De Stridt, fom
ban foretog fig t ben Anledning, havde ftundom Udfeende af gal Mands VBærkf, og
fom en Følge deraf dannede fig firar i Begyndelfen af Sveriges Krig med Rusland
og Danmart i Sverige felv et frort Parti Misfornøiede, fom ſukkede efter Opløsning
1) Den norffe vidtføftige Beretning herom findes i Budſtikken No. 52 og 53 af de
October 1808, og den fvenffe Rapport Iyder faalunde: „Efter Oberftliemtenant Engel⸗
bredjtens Rapport ere Nordmændene 12te Anguſt brudt ind i Yemtcfand med
Mand, 4 Kanoner og å Moørfere, hvorfor Obert Skoldebrand er fendt ham til Hjælp.
De Norfte beftjøde den 16de Hjerpeftandfen, fom i Haſt var bleven fat i Forjvar,
men forgjæves, ba Major Dillner forfvarede fig kjekt. I Herjedal var indrytfet 1000
Mand med 4 Kanoner og 2 Morfere. Befulingsmanden Capitain Ørbom trakt fig
tilbage til $abe, hvor ban tog Poft. Fiendens Færd I Landet har været mønfter:
værbig. De have betalt Alt undtagen Fourage, hvorfor dog Qvittering med Løfte
om Betaling er givet. J Herjedalen tvang be Bønderme til at flydje Trods 1 Miil,
men betalte Skydbpenge. Af de Svenfte blev en Underofficier drebt og Nogle faarede.”
[Ifølge Ræder II, 38—42 udgjorde det norffe Detafement, fom under Major
Gofdevin ſendtes ind i Jemteland, i aft 644 Menige med 2 Amufetter og 6 Haand-
morterer. Detajdjementet til Herjebalen beftod af 558 Menige med 2 Amujetter og 2
Haandmorterer, og anførtes af Brigabedefen Oberſt Bang. Dette Indfald, hvoraf
Ingen ventede fig nogen Frugt, efterſom man hverken fra Trondhjem eller i Sverige
funde fraffe et Gorpé Underhofdningsmidler for fængere Tid, frede efter Kongens ud:
tryftelige Befaling, og Henfigten, at faar Underretning om Rusjerues baværende Stil:
fing, opnaaedes iffe.]
Den ſoenſte Hars Stilling. 153
5 fewillede Stilling, paa hvilfenfombhelft Maade det end flede. Da Sverige
blenn fot i Krigs⸗Tilſtand med Musland og Danmart, formeredes trende Hærr
tinger, for deels at forfvare Rigets Groændjer. mod de indtrængenbe Rusfere,
k for at føre en offenfiv Krig paa den norffe Grændfe. Den finfle Hær com»
daedes af Grev Klingſporr, Generalftatholder i Finland, ben anden Ufdeling,
var opftillet i Skaane langs Syfterne, anførtes af Feldtmarſtalken, Baron Toll,
toe af 12 til 16000 Mand. Den tredte Ufdeling war opftillet mod Norge,
pas Operationer have vi ovenfor gjort os befjendt med. Det anfees af indfigts⸗
Bedømmere af den baværende Krigstilftand for et Misgreb af den ſpenſte Konge,
Armee opftilledes i Skaane, hvor den idet behøvedes, efter at Arygten for en
Jaftanſt Landgang ber over Jfen ved Vinterens Ophør var forfvunden, ligefom
wirkſomme Rolle å denne Krig gjøres til en af be djærvefte Klagepuntter over
imdne Misgred. Biſt år det, at derfom Tolls Armee ved Arigens Udbrud i
Maaned, da den flod uvirkjom i Skaane, havde forenet fig med Urmfeldts
, havde Nørge havt en haardere ForfvarssKamp at udholde. Men Armfeldts
blev flet forfynet med Krigsformøbenheder, hans Styrke blev brudt ved idelige
bregormindfrelfer. Han føgte at bode paa benne Mangel paa regulaire Tropper
bat organifere og øve Landeværnet; men fuft ba han var paa VBeie til alvorligen
Mere fin flore Ungrebsplan mod Norge, blev han pindfeligen beordret at affende
rbedite Tropper til den finffe VBalplads, maatte ſtrax efter overgive Commanboen
bre Gander og gane i Gyil. Hvor nær dette gif ham vife de Vennebreve, fom
rev til Overadjutant Udlerfparre.
Da den foenffle Overgeneral faalebeé under ovennævnte Hindringer maatte opgive
I Ungrebøplaner, flappebes ogfaa Korfvaret fra Norges Side; en fredeligere Vil:
og et Slags Baabenhvile fandt Sted mellem ve rigferende Magter. Denne
å Reutralitets-FTilftand under en heldig Forfvars-Mrig, der med gode Forhaab-
r maatte fynes at funne forvandles til en Angrebs⸗Krig, er bleven misforftaaet
nøtydet af nogle fvenffe Hiftoriefrivere, og blev bet fenere hen i Danmart felv.
Øre fortrolige Breve paaftaaer General Armfeldt, at ber manglede Norge baade
Bog Lyſt til at fortfætte Krigen med Sverige. Kraften var, under ovenanførte
andigheder, visfeligen ikke fror; men Ingen havde meer end Armfeldt følt
ungen af dens heldige Unftrengelfe, og hvor meget Svagheden underftøttedes af
atriotiffe Sind, derom give den Tids Krigs-Unnaler de hæderligfte Bidnesbyrd.
Qyften til Krig med Sverige paa den Tid iffe ftor, og funde under Norges
itte Stilling ikke være bet, faa har bog Ulpften til at bøie fig under Sveriges
er, eller til Forening med bette Mige, aldrig været ftørre end under den førfte
med Sverige. Den foenfle Befthær følte dette paa VBalpladfen, der vædedes
I mere fvenfft end norfft Blod, ligeſom be flefte Fanger vare i den norffe Urmees
ber. Det var imidlertid under faadayne Omjftændigheder en let Sag at frandfe
Hiltghederne paa ben norffe Grændfe, eller t det mindſte dæmype den blusfende
lue. Norge begjærte fun at forfvare fine Grændfer, og at erobre fiendtligt
faa ikke i den norffe Generals Krigsplan, eller i Nationens Onſte. Den
des nokſom af indvortes Forftyrrelfe og Næringsløshed, og kunde ifte forbedre
Btilling ved alvorlige Ungreb mod udvortes Fiender, hvis Udfald maatte anfees
ufiffert, uden at Nationen da paaffjønnede det Gode, fom derved frulde opnaaes.
faatedeg Forandring i den ſvenſte Armee⸗-Commando, og Sværtelfe af VBefthærens
e ved flere Detafdementers Ufmarfdering til den finſte Krigs⸗Skueplads, gav
duing til et fredeligt Sindelag paa foenft Side, fandt dette fnart Gjentlang
den norſte. General Armfeldt, fom forud anede denne Vefthærens forandrede
ma, havde allerede forberedt benne fredeligere Stilling igjennem en af hans betroede
ierer aabnet Brevverling med en betydningsfuld Krigsmand i den norfte Armee H.
Denne findes i Handlingar rørande Sveriges åldre, nyare og nyaſte Hiſtoria Yde
149 Andet Tiderum I. Tiende Gapitel.
gavmilde Familier, deels at fætte dem i Stand HL at fortfætte deres patriotiſſe
Øodgjørenhed %). Ille uden Bevægelfe læfes i Budſtikkens forfte Vlade be mange
Ditringer af gjenfidig Erkjendtlighed og privat Godgjorenhed, fom verledes imellem
Giver og Modtager, faavelfom den hæverlige Erljendelfe fra Regjerings⸗Commisſionens
Eide af disfe herlige Yttringer af en fand Fæbdrelandstjærlighed midt under en
Lidelſes⸗Periode, hvortil et fort Style af Norges Hiftorie ei tan fremvife Mage.
Men itte alene gjennem Norge gif denne patriotifte Barme for bet nedtrytte
Fedrelands Sag, og denne virffomme Deeltagelfe for Landets Stilling, og for de
tappre norſte Krigeres Held. Den vifte fig i famme Grad hos vore daværende
GStatsfrænder, de Danfte. Ogfaa de offentlige danſte Blade havde pofidagligen at
berette om fore Gaver af alle Slags, fom der bleve lagte paa Foædrelandets Ulter.
Det var ifær Bidrag af Materialier til en ny Flagdes Bygning, fom var Gjenftand
for "be Danfles* patriotifte Godgjørenhed. Mangfoldige Stoveiere tilbøde af deres
Stove uden Betaling Gaetømmer til Stibsbrug; Andre beftemte dertil di ubetydelige
Gapitaler, eller paatoge fig, fom i Norge, at bygge Kanonbaade. Saaledes reiftes
igjen paa Holmens Værft enkelte Orlogsfartøier, fom VBegyndelfe til Erſtatning for
ben ranede Flaade. Norges Urmee blev heller ikke der glemt. Etore Mongder af
Proviftoner famledes i be Egne, hvorfra Overfendelfe var mulig, og omendifjønt en
for Deel deraf berigebe Fiender meer end Benner, faa fom dog Meget beraf over
det med flendtfige Krydfere opfyldte Hav, og bragte vore frridende Landomend en
velfommen Vederqvægelfe.. Betydelige Bidrag af Penge fendtes ogſaa den norfte
Armee fra Private i Danmart. Der var i den Unledning nedfat i Kjøbenhavn en
Committee „for frivillige Bidrag til Opmuntring for de norfte Mrigere, og til Un⸗
berftøttelfe for bisjes Enler og Børn”, fom indfamlede en Sum, der i rede Penge
avergil ben, fom fammenbragtes i Norge. Denne Committee * beponerede i den
fongelige Gasfe i Kjøbenhavn 20,000 Rd., fom bleve anvifte paa den norffe Casſe
i Ghrifttania, ligeſom betydelige Summer anvendtes til Indljøb af Fodemidler, tjær
Fedevarer. Til denne Unberftøttelfe Ydede baade Kjøbenhavn og Provindferne Bidrag.
Flere af Kjøbenhavns Embedsmend og Grosferere, famt Herremænd paa Landet,
pdede indtil 500 Rd., hviltet med Henfyn til Gourfen*, der i Forfommeren 1808
endnu et var falden betydelig, maa anfees for en anfeelig Gave, Mange danſte
Bønder blandede fig i denne velgjørende Skare.
Desuden oprettedes frivillige Corps i Chriſtiania, Drammen og flere
Steder; de tvende forſte filledes vel i Linie mod Fienden, men de toge ingen
alvorlig Deel i Krigen. Kun de frivillige Jaægere i Kredrikshuld gjorde deres Nytte
ved Filintetgjøreffen af det Knorringffe Corps. J Spidſen for et af disfe, et frivilligt
Jægercorps i Ghrifttanm, finde vi daværende Umtmand, Grev Kedel:Jarlsberg ,
ligeſom Ghriftianta Artillerie-Corps frilledes under Ludvig Mariboes Commando, og
Drammens frivillige Jogere under Jafob Lunds%). Vi ville fiden faae Leiligbhed
til at fremlede Mariboe paa vor Hiftories Skueplads. Denne hans førfte Fremtræden
— —
1) Iſer ubmærfede fig Præften i Sørum, Doctor Gudmundfon, ved fin Gjæltfrihed og
DOmbuggelløbeb for en pasjende Fordeling af de famlede Provifioner, men han fandt
hæberlige Medbjælpere i de Præfter, ber, fom han, boede Krigsjtuepfadfen nær. Disſe
runde Gaver bidrog ogfaa til at gjøre Krigens Følger mindre rædfomme ber, hvor
ben havde fit Sade.
3 Medlemmerne af denne Gommittee vare: Kaas, Golbjørnfen, R. Tønder Lund, Tre:
ſchow. Sverdrup, Gaaby, Eridfen, Dunsfeldt og Prætorius.
3) Gourfen var paa den Tid omtrent 150 Migsdaler Courant for 100 Gølvfperies, og
faldt i Juli Maaned til 160.
9 [Wedels frivillige Jægercorps var hovedfagelig ubruftet paa hans egen Bekoſtning
så bannet af Bondefønner fra Ufer, After og Bærum; dets Capitain var førit Chriſtian
agnus Falſen, til han i April 1808 blev Sorenftriver paa Follo; femere Baltazar
Range paa Pre Giabat i Bærum. Enevold Falſens yngſte Søn Hagbart tjente og
ette Corps.
Grunde mod Indfald I Sverige. Napoleon I Spanien, 155
at oyrette be til ben Ende fornødne Magafiner. Han maatte ſtole paa at finde
e Midler i Fiendens Land. Men berfom den almindelige Bemarkning er rigtig,
en giende, ber vil vente at gjøre heldige Fremſtridt Sverige, maa felv med⸗
hae fit Material, faa gjældte Dette fornemmetigen om ben Deel af Sverige, hvori
mbjen flulde gjøre Indfald. De førfte Skridt paa Fienbens Bund lovede ingen
flod; thi fattige og udſuede Provindfer fødte til den morffe Grændfe, og den
ſte General Hagede over famme Mangel fom ben norfte, endſtjont Nøden iblandt
big Mand langt fra var faa ſtor i Sverige fom i Norge. Den norfte Armee
te altfaa flæbe med fig transportable Forraad af Levnetsmidler, indtil ben nærs
fe tig Sveriges rigere Egne, fom laae fjernt fra den norſte Grendſe. Men der
man Himelighed for, at dette kunde ſtee uden at mode faft uovervindelige
Brringer fra foenfl! Side. Den Har, fom Prinds Chriſtian Nuguft hunde fætte
ſeregelſe, uden at blotte Norge felv, var i Antal Idet førre end den ſpenſte
nerit Grændfe, og var I den fore ſtrigs Difeiplin mindre øvet. Ved Siden af
udffrevne Hær havde Armfeldt organtferet et Landeværn, fom af ham længe var
, 98 hvis krigerſte Holdning han I fine Breve berømmer. Denne Forftærfning
pe Armfeldts Eftermand tildels til fin Raadighed. Desuden laa Generat Toll
Maane med en betydelig Krigsmagt, fom kunde ile Befthæren til Hjælp, og der
allerede fovet ben ſvenſte General en betydelig Troppe-Afdeling derfra til Und-
mg. Under disfe Omftændigheder maatte ben norfte Overgeneral betragte et
prod i Sverige fom betænteligt, ligefom et faadant neppe havde vundet Nationens
ald, men fnarere vilde have dæmpet den patriotiffe Lue. Fred var i Norge det
kindetige Ønfte, til den gamle Tingenes Tilftand flod endnu Nationens Hu, og
ken delte den danſſte Regjerings ſangvinſte Forhaabninger om de fore Fordele,
gorbindelfe med Rusland og Krigens Fortfættelfe ved dets Side, kunde tilvetes
he ben danffe Stat. Kun til Forfvar, ei til Grobring flod ben almindelige
oa og Opmærffombhed. |
Lisje Grunde gjorde Prindfen gjældende i Regjerings-Commisflonen, og, unders
et af Falfen, gif hans Mening igjennem, hvor utilbotelige end Gommisfionens
ge Medlemmer vare til at modfætte fig deres Konges Billie. Deres Høtagtelfe
Brindfen og deres Tillid til hans VFeldtherresTalent overvandt berhos enhver
1 Betraghning. Der er ifte mindfte Anledning til at troe, at Prindfen fulde
hentet Grunden til fit fredelige Forhold til Sverige fra Henfyn til Planer, hvis
kafenhed endnu iffe funde være ham betjendt. I Følge den Nærmelfe, fom fandt
> imellem begge Armeers Ghefer, efterat Udlerfparre havde faaet den vigtigfte
mme i Beft-Armeens Krigsraad, vidfte Prindfen vel, at der herflede Misnøte i
ge med dets Konge, men han havde neppe Anelfe om, at hans egen Perfon
indviklet i Planen 1). Tydeligere vil dette vifes i Hiftoriens videre Fremſlridt.
3 [Dee funde Prindfen faa meget mindre Have, fom neppe Nogen i Sverige felv tæntte
engang (Sommeren 1808) paa at dethronifere Kongen, endmindre paa at vælge
Prinds Ghriitian til foenil Tbronfølger. Det var førit feent paa Høften, at en
Eammenfoærgelje begyndte at banne fa: og Prindſens Navn blev neppe nævnt i
Forbindelfe hermed, førend efter Gujtaf IVdes Urreftation.]
156 Andet Tidsrum L Femtende Gapitel.
Femtende Capitel.
Hapoleon. Spanierne å Danmark.
2
I midlertid begynbte Danmarks politiſte Udfigter allerede nu at formorkes, og
Haabet om i dets Allieredes Underftøttelfe at finde WGritatming for de lidte Tab at
. formindfles. Bel funde det fredelige Forhold, fom tilveiebragtes imellem begge
Armeerne paa ben norffe Grendſe, ikke hindre Rusfernes Fremfkridt, fom allerede
før Aarets Ende bragte Finland under ben rusfifte Mrone; men Opnaaelfen af dette
Krigens Formaal var tillige Grændfen for Ruslands Udwvidelfes Planer paa den
Kant"). Fra den Dag af luntnedes Ruslands belovede Jver for Danmarks Interesſe,
og dets Politi tog en anden Bending, der vendte fin Braad mod Danmart felv.
Ikke faa heldig var i Løbet af dette Uar Danmarks anden Ullierede, Frankrige,
for hvis Skyld Danmart tfær blødede og omfider fønderfemmedes. Det lod til, fom
den fore Seierherre ogfaa ſtulde mindes om Lyftens Ubeftandighed, og bet der,
hvor han mindft ventede en Hindring for fine feierrige Fremfrridt, og kraftfuld
Modftand mod fine fore, vidt omfattende Planer. Bift er det, at Maret 1808 var
ligeſom Lykkens Vendepunkt for den frore Napoleon, og at Elementerne til hans Fald
under famme beredbtes i det Fjerne. I den førfte Deel af dette Mar indtraf ben
ftore ſpanſte Nevolutton, hvoraf Napoleon benyttede fig for at flyrke fin politifte
Kraft og Jndflydelfe. Efterat den fpanfte Konge Carl den IVde nødtvungen havde
overdraget Scepteret i fin Søn Ferdinands Hænder, frillede Napoleon flg paa den
frænfede Faders Side, fofkede begge Hyrfter til den franſte Grændfe, og tilveiebragte
en Forening imellem Fader og Søn, fom ledede til begge Fyrfters Thron-Uffigelfe.
Begge Funde kaldes Napoleons Fanger, fom anviftes deres Opholdefted i Frankrige,
medens Napoleons Broder Jofeph hævedes paa Spantens Throne, medens hans Svoger
Murat var bleven ophoiet paa Neapels. Men den fpanfte Nation lod fig ikke roligen
paatvinge bet nye Dynaſti, men vakte en Krig, fom under forfljellige Skikkelſer har
varet til den fenefte Tid, og fom maa betragtes fom den fraftfuldefte Svire til
Napoleons Undergang. De Hære, fom opftilledes mod hverandre, frede itte fom
paa den ſtore Krigs-⸗Skueplads i Tydſkland for en politiſt Overvægt; men en ædel
Nation opftod i Masfe, for et forfvare fin Selvftændighed og fin politifte Stilling
under et gammelt Dynafti. Den nye Konge Jofeph holdt vel fit Indtog i Madrid
i Juli, og Aviferne vare fulde af ben Jubel, hvormed han der blev modtagen, —
bisfe Dttringer af Pobelens VBifald vindes for let Priis; men fun fort varede den
nye Konges Ophold i Spaniens Hovedftad. Den i Spanien famlede franfte Krigs⸗
magt funde ifte ftandfe den udbrudte Revolutions Strøm. Den Ode Juli maatte
de franffe Generaler Dupont og Wedel overgive fig med 20,000 Mand, og allerede
i Auguft maatte ben nye Konge igjen forlade Spaniens Hovedftad, ber faldt i In⸗
furgenterneg $Hoænder. Napoleon funde imidlertid ille være ligegyldig ved denne
Tingenes Forandring. Han famlede en ſtor Krigsmagt, frillede fig ſelv i Spidfen,
og endnu var Aaret iffe ganfte udrundet, da Frankrigs Keifer holdt fit Jndtog i
Madrid, og igjen indfatte fin forjagne Broder i fin nye Konge-Bærdighed. Denne
Revolution var faaledes endt tilfynefadende til Frankrigs Fordel; men følgende
Annaler have at fortælle om, at denne Ild vel for et Øteblil var dæmypet, men
fangt fra udflutt.
1) Enkelte foenfle Forfattere ville endog vide, at denne Finnekrig og Ruslands Forhold
mod Sverige og Norden flal have befværet Keiſer Aleganders Samvittighed i haus
fidfte Levedage.
GSypanierne i Danmart. 157
$ Portugal udbrød ogfaa I bette Aar en Revolution, hvis førfte Følger fyntes
& matte blive forbærvelige for Frankrig. Det portugififte Hof var flygtet til
Rafilien, hvor et nyt Keiferrige oprettedes; offentligen befjendtgjordes, at Hujet
Seganza havde opbhørt at regjere i Portugal, og Junot frulde i den franfte Keiſers
Sarn regjere dette Mige. Deputerede fenbtes fra Portugal til Napoleon under hans
Oehold (Bayonne; disfe bleve venligen af ham modtagne og formanede til at holde
fif ved det Faſtlands⸗Syſtem, der udelukttede Englænderne fra VFaftlandet. Men
furgenterneg Held i Spanien, og Løfte om Englands Hjælp, foranledigede ogfan
a Aevolution i Portugal, fom udbrød i Juni Maaned, og Iraftigen underftøttedes
fm engelſt Krigsmagt, faavelfom af ſpanſte Jnfurgenter. Den franffe Overgeneral
Sunst, Hertug af Abrantes, reddedes fun fra at blive gjort til Krigsfange ved en
Gryitnlation med ben engelſte General Dalrympel, hvis Betingelfer ei bifalbtes af
br engelſfe Regjering. Det Regentſtab, fom forrige Aar var bleven indfat af
Mrindien af Brafilien, fornyedes, de fraværende Medlemmer erftattebe8 ved nye Balg,
Gnalenderne gjorde Portugal til Bafts for deres militaire Foretagender til Fordeet
forde fpanffe Infurgenter. Der gaves faaledes et Tidspunkt i Aarets Lob, da
Granien og Portugal vare faa godt fom befriede fra franffe Tropper, og omendffjønt
frrfrige inden Aarets Ende igjen plantede fin Seiersfane paa ben pyrenæiffe Halvø,
fr var det Dog langt fra, at Jnfurrectionen funde kaldes bæmypet.
En Scene af den fpanffe Infurrectionskrig forflyttedes i Sommeren 1808 ogfan
fDnmart. For at bortfjerne Sjærnen af fpanffe Tropper fra Spanien og under»
feite Rapoleons Planer til Joſephs Yndfættelfe paa dets Throne, bleve omtrent
10,000 Mand under Romanas og Kindelans Commando affendte til Danmart,
de Paaſtſud af at en Lanbgang paa Sverige frulde forføges i Korening med danffe
dre. Af disfe bleve 6000 Mand fantonnerede i Fyen og omtrent 1000 Mand
iland. Midtfommers omtrent lagdes en Plan til at bringe disfe Tropper hem⸗
nfigen ombord i ben engelfle, i be danſte Vande frydfende Flaade. Det lykkedes
«tå ſpanſt Geiftlig, forflædt fom Kjøbmand, at aftale med Overgeneralen for disfe
, Romana, denne Plan. Paa Nyborg Bolde, under en fortrolig Samtale,
fr fortes paa Satin, underrettedes Romana om Begivenhederne i Spanien, og om
he foranftaltninger, fom fra engelff Side vare trufne til at mobtage de befriede
fatte Krigere. Planen lykkedes fiuldftændigen. Paa en beftemt Dag overmandedeg
bn danſte Garnifon i Nyborg, de fpanfte Tropper beforbredes i engelſte og banffe
Bille, hvilke fidfte de til ben Ende bemægtigede fig, og fom Iyfteligen ombord i
bn maelffe Flaade, fom var beredt til at modtage dem. Rogle fmaa danfte Krigs-
friøier føgte vel at mobfætte fig Indſtibningen, lagde fig midt i Jndløbet til Nyborg
Med, og beffjøde de Skibe, fom toge de ſpanſte Tropper ombord; men de bleve
bi bragte til Taushed, og nmødte til at overgive fig. Indſtibningen flede i faa før
ef, at Gavalleriet maatte efterfade em flor Deel af fine Hefte. De føsladte vilde
ukbnfiffe Hingfter rafebe mod hverandre indbyrdeg i Nærheden af Nyborg, myrdede
dre, og fun faa indfangedes af danſte Landmoænd, fom bermed forbedrede deres
dejerate. Da GSpanierne vare fomne vel ombord i de engelfte Skibe, loslode de
cdelmodigen de benyttede danſte Transport⸗Skibe. Det var ikke Had til Danmart,
tn Kjerlighed til Fofterlandet og Uttraa efter at bele med beres Landsmand den
Mmdte Revolutions Farer, fom bevægede den ædle Romana og hans GSypaniere til
lene Rrigsbebrift. De 1000 Mand fpanffe Tropper, fom laae i Jylland, fyktedes
bet efter en foreeret Marſch af 18 Mite i mindre end 24 Timer, at forene fig med
kes fendsmænd. Saaledes indffibede 7000 Mand fig paa den engelfte Flaade.
6 lylkelige vare iffe de 2 Regimenter, fom vare i Sjælland. De bleve omringede
Gen overlegen danſt Krigsmagt, gjorte til Mrigsfanger, og bleve fiden fendte til
bet Indre af granfrige. Den franfle Hær under Romanas Unførfel berørte paa
eveien til Fædrelandet England, hvor Romana blev modtaget med flore Wres⸗
158 Andet Tidsrum I. Sextende Capitel.
beviigninger, og hans Tropper udftyrede med alle Fornøbenheder og ny munderebe.
Romana gif med fin Ufdeling derefter fin ulykkelige Skjebne under den fpanfl
Befrieljes-Krig i Møde. ”
Sertende Capitel.
Morges indre Silftand. Grev Wedels Virkfombhed.
I Norge funde den forte Landkrig efter Auguſt Maaned dette War, under en ftils
tiende VBaabenhvile, anfees faa godt fom endt, og paa Havet havde den fvage norffe
Flotille fjeldent Letlighed til at maale fig med den engelffe fore 1 Nordføen fvøms
mende Overmagt. Den bdanfle ved VBoldsfærd ødelagte Marine funde ingen Tordens
ſtjold flabe, der omtrent for 100 Aar fiden paa disfe Høider faa bjærvt beffyttede
Rigernes Stibsfart, og ved modige Voveſtykker ofte tilføiede Fienden ubodelig Skade.
Alt fattedes til at føre Krigen paa denne Maade: Etibe, Ammunition og Proviant.
Denne Sokrig førtes, fom forhen bemærket, fra danff Side fom en Kaperkrig, i
hvilken vore fmaa Krigsfartøter fmuttede ud af Klippens Ly for at afftjære Efternøiere
eller Fartøter, fom havde tabt deres Cours, fra en Gonvot, eller fom angrebe et
eenfomt vandrende Krigsfartøt af mindfte Caliber. Naar de enkelte ftore Stibe, fom
vare tilbage af den røvede danſte Flaade, vovede fig ud fra danſt Side, flokkede en
ftor Overmagt af engelfte Orlogsfartøier fig om bet visfe Nov og tilintetgjorde bet
i en ulige Kamp.
Men om end Krigens Radſler hvilede, vaagede tufindfold Sorger og Bekym⸗
ringer 1 vort ulykkelige Fædreland. Alle Næringsveie vare faa godt fom flandfede,
Landets Forfyning med be fornødne Levnetsmidler gjordes frembeles farlig, fordi
Nordføen var opfyldt med fiendtlige Krydſere, og den under en lykkelig Handelss
Periode opfparede Formue forfvandt alt meer og meer. Men disfe Ulyfter bares
imidlertid med en priisvordig Taalmodighed, og intet Middel forfømtes for at afværge
Felgerne af disfe førgelige Conjuncturer. Mindre udrettede maaffee i denne Hens
feende be faa ideligen anprifte Surrogater for Brødet, blandt hvilke ifær ben islandffe
Mofe fpilte den vigtigfte Rolle, og hvis Brug paa Land og Strand i høie Toner
anbefalteg af de faafaldte Mofepræfter*). Langt mere udrettede en i alle Oefonomier
indført Tarvelighed, hvis Spor vife fig endog tndtil vore Dage, i det mangefteds i
Smaabyerne en førre Simpelhed i Gildber og Samqvem bherffer nu end tilforn, og
batfanalffe Ubdffeielfer ere blevne fjeldbnere. Paa mangen en, endog endnu formuende
Mands Bord fandtes ingen Biin, men fun Øl, og mangefteds indffræntedes Brugen
af Smør og Golonialvarer. En ſtor Lytte for de mindre formuende Borgerklasſer
i) De Spaniere, fom lage i Sjælland, rofes meget for deres venlige Omgang I deres
Qvarterer. De fom fnart paa en venſtabelig Fod med deres VBærter og vare fjær
ftore Børnevenner. Den franfte Overgeneraf Krirlon var em meget bannet og behagelig
Mand. Proprietair Hofman rofer i øvenmeldte Noticer meget en ſpanſt Oberſt Thonras
Maviro, fom med fin Kone og Børn var indavarteret paa bane Herregaard. [Om
bisje Begivenheder haves en udførlig Beretning af $. P. Mumme, Begivenhederne I
Fyen 1808, Kohvn. 1848, famt em Afhandling af F. Schiern: „Spauierne i Dan:
matt”, optryft i hans Hiſtoriſte Studier I. 1—39; jfr. ogfaa Ræder II. 158 ff. ]
Blandt digje velmenende Mænd udmaærkede fig iſer Overlærer Flor fra Chriſtiania;
men formedeljt bang underlige Væjen mere niorede end gavuede han, og Sagen felv
vandt lidet hans Hænder. Hilt og her faae man Gilber, hvort ver gaver fun Brød
af Mole; men Denne bittre Spife forfvandt let blandt Gildets mange andre fætkre
ydelſer.
2
—
Grev Bedel ſendes til Danmart. Faljens Død. 159
sr den udvidede Kartoffeldyrkning; thi det var førft i Krigens Tid, at denne Saævs
Bigtighed blev paaffjønnet, itte, fom i vore Dage, for at føde Brændeviinsbrænderierne,
men for at vederqvæge ben KHungrige og formindffe Roden i HuusmandssHytten.
fuiite Tvivlsmaal der fan opfaftes mod Kartoffeldyrtngens Henfigtsmæsfighed paa
fore Lodder, naar den drives til em flor Grad uden at der paa anden Maade førges
for at fiyrfe Jordens, ved denne udtømmende Sæd ſpabkkede Kraft, faa er det vift,
at den er en flor Belgjerning paa de mindre Lodder, paa hvilte en omhyggelig Til⸗
beredelfe af orden, og em forholdsmaofig lettere Adgang til Gjødningsmidler pak
ed tnbilræntet Areal, lettere wvedligeholder Jordens Productions=Gvne. Men vift er
bi, at den udvidede Dyrkning af Kartofler under Krigen, og det fore Tilſtud af
Samgémidler, fom berved tilfled ringe Mands Huus, maa betragtes fom et af de
vatigfte Midler til at formindffe Røden i Landet under Mrigen, ligefom denne Sade⸗
ft fra den Tid, ijær i Fjeldegnene, udgjør den vigtigfte Deel af Marffrugter paa
be faa Lodder og af ringe Mands Fødemidler.
Norges Providering var altfaa fremdeles en" Gjenftand for Negjerings-Commiss
ſenens Omforg og forbunden med flore Bekymringer. For at fremme dette Øiemed
bler bet atter overdraget Grev Wedel i denne Hoſt at foretage en Reife til Danmart,
heerved ogfaa tilfigtedes at fornye flere Foreſtillinger til den danfle Regjering, hvorom
Pyjerings⸗Commisſionen intet Refultat havde faaet. For at fremme Hoved-Øtemedet
df denne Reife, Norges Providering, bemyndigedes Greven til her i Norge, deels
frivillig Accgsd deels ved Meqvifitioner, at fragte faa mange Skibe, fom vare
fjenltge til Denne Fart, famt tgjennem Enrullerings⸗Cheferne at udførive de til Skibenes
denanding fornødne Søfolt. Ved Hjælp af disfe Skibe, faavelfom af dem, bet
de lytkes ham at faae fragtet i Danmart, overdroges bet Greven at overfende,
frsennneligen til Agerhuus Stift, de befragtede Kornſtibe; thi i dette Stift var ikke
tene Trangen til Kom ſtorſt, men der var ogfaa Urmeen famlet, for hvis Forfyning
me Levnetsmidler der fornemmeligen maatte førges. J GChrifttansfands Stift fandt
fordeles den frørre Birffomhed Sted med Henfyn til Kornforfyningen, og en Dee
sf bets fra Danmark overbragte Korn udbredtes endog til Naboftiftet. Greven ubførte
bam overdragne Wrende med fin fædvanlige Rafthed og med Anvendelſen af ftore
Midler. Han paadrog fig endog ved omgribende og tilfyneladende egenmægtige
"Meranftaltninger tildels Megjering3-Gommisfionens Misnøie, og krydſede Privates
Planer ved at indtvinge affe beqvemme Kornfartøier i den offentlige Korn-Transport.
Men kan indfaa fnart Nogvendigheden af ei at forftyrre den private Providering, og
lkmyede Udførelfen af fit vigtige Wrinde derefter. Han udførte ſaaledes ogfaa denne
Grmmisfion til Fædrelandets ftore Gann, .og fparede til ben Ende hverken fin Perfon,
m private Gredit, eller be Midler, fom hans Jndflydelfe og mange Korbindelfer i
damark gav ham i Hænde. Bed denne Leilighed overdroges det Greven tillige at
befale paa ny de Handlendes gjentagne Unfogninger og nye Laan, og Nodven⸗
Babeden af at flere Usfignationer udfærdigedes, enten igjennem Finants-Collegiets
ox, efler ved Megjerings-Commisftonens Horanftaltning. Grevens Foreftillinger i
beme Henfeende foranledigebe formobentligen den banffe Megjering til, førar i Be⸗
gmdelfen af 1809, at udfende fin Ugent til Norge, for deels at underføge Handels-
Mtodene, deels aabne Virkſomheden pasfende Tilflugtskilder. Det paalagdes Greven
fig, at føge bevirket en haftig Afgjorelfe af de Sager, fom for Rentefammeret
re andragne, angqaende Skibe, fom af Fienden vare opbragte eller ødelagte, og
fe fongelig Negning asfurerede, „da disfe Sagers længere Henftand vilde foætte
iden til denne faa nødvendige Foranftaltning, famt derhos at bevirke Udvidelfen
å denne Asſurance til Ladninger, fom herfra nedfendeg.” Til hans Erinde hørte
sf igjennem General-Poft-Umtet at foranftalte en filter Boftgang. Endeligen
matroges bet Greven at bevirke Regjerings-CGommisjionen en Credit aabnet paa
Snbiborgs Zahlkasſe af i det mindfte 500,000 Rd., „ſom uomgjængelig fornøden,
hils for at fette de Handlenpes Speculationer, og deels for at betale de af Graven
148 Audet Tidsrum I. Ellevte Capitel.
Overfart, deels fordi man troede at funne, fom mere betjendt med Farvandene, med
ben nordlige Bind knibe Grunden nærmere end Fienden, og faaledes naar Sundet.
Det befluttedes faaledes at gaae Fienden imøde, og under en løbende Fægining i
Mørket at vinde GSeiladfen fra de engelffe Forfølgere og føge ind til Kronborg.
Men Fiendens Narforce-Jagt forhindrede det. De fiendtlige Orlogsſtibe og Fregatter
flottede fig om det enkelte Skib, og beſtjode det fra alle Kanter. Jesſen forfvarde
fig imidlertid til det yderfte, og vilde ifte høre paa nogen Opforbring til Overgivelke,
førend Skibet Prinds Chriſtian kun med enfelte Stub hunde befvare Fiendens glatte
Rag. Bed den fidfte fiendtlige Salve faldt Lieutenant Dahlerup, Neſtcommanderende
Gapitain Rothe og Lieutnant Top bleve faarede. Skibet felv faldt imidlertid ikke t
Fiendevold. Jesſen fiyrede det mod Land; det hug fig førarfaft i Grunden, og blev
flutfen i Brand. Paa det danfle Linieftib faldt 3 Officierer, Willemoes, Dablerup
og GSoland, og 61 Mand; 81 Mand og Rothe bleve haardt, Chefen fel, Lieuts
nanterne Ferry og Toſtrup tilligemed 41 Mand let faarede. Ogfaa Fienden havde
lidt betydeligt, endffjønt efter Opgaven mindre end det danſte Orlogsſtib. Fangerne
bleve førte ombord i de engelffe Skbe, og faavel ber fom i Gothenborg mennefteligt
behandlede, og de GSaarede ombhyggeligen pleiede. Den danſte Chef deelte Cahyt⸗
Beqvemmelighed med den engelfte Chef felv. Den fmitfomme Sygdom, fom herftede
ombord i. det danffe Orlogsfrib, angreb imidlertid ogfaa Det engelfte Mandffab og
børtrev Mange. De Danffe, der fom Fanger bragtes til England, førtes tildeels
ombord i et Prifonftib, hvor be deelte de ulykkelige Fangers Skjebne, fom indefpærs
redes i bisfe Stibe. De fom førtes i Land havde vel en bedre Stjebne, men foretrat
bog fangt den Behandling, fom af deres nordiffe Fiende var bleven dem til Del,
endffjønt faavel disfe, fom andre danffe og norffe Krigsfanger rofe Privatfolls mens
neftetjærlige Beftræbelfer for at lindre Fangeffabets Qvaler. — Saaledes tilintetgjordes
ben . fidfte brugbare Reft af Danmarks Flaade; thi Lovife Augufta var et daarligt
Skib, fom fun ved en betydelig Meparation tunde fættes i brugbar Stand *).
De fvenfte Beretninger rofe fig. meget af en for de ſpvenſte Baaben berømmelig
Sø-Træfning ved Strømftad 27ve April imellem 26 danſte Kanonbuade og
5 fvenffe, hvori be førfte med Tab bleve tilbagedrevne. Commandeur Lorentø Fiſker
berimod, fom commanberede ben norfte Flotille, og fom paa den Tid var Chef for
Norges Søværn, giver i fin Rapport en anden Beretning om denne Træfnings Ves
fraffenhed. Han paaftob, at han fuldbfommen opnaaede Henfigten af fit Angre,
nemlig at recognofcere Fiendens Styrke, og at han trat fig tilbage, fordi bet var
umuligt at ubrette Roget mod Fienden i fin flærfe Stilling). Norge omtaltes
imidlertid dette mislykkede Ungreb ikke med Moes, og det betragtedes fom et visfent
Blad i ben Seierskands, fom vore Krigere til Lands i de famme Dage flettede fig.
Jolvte Capitel.
fandkrigens Slutning.
I midlertid beredtes Norge nye Farer, fom det ikke uden fore Banfleligheder vilde
have overvundet, berfom de ikke ligefom af fig felv vare blevne hævede formedelft
heldigen indtrufne Omftænbigheder. Den fvenfle Dvergeneral Urmfeldt overbevifte fig
) I Bilag No. 27 findes Jesſens Jndberetuing om bette Slag. Ovenſtagende Beſtri⸗
velfe ev meſtendeels en Extrakt af den i Archiv for Søvæfenet ovenfor nævnte Afhandling.
7) [idførfigere Beretning herom hot Garde 520—21 og Ræder IL. 546.]
Falſene, O. Kaas's og Tonder Lunds Dod. 161
ber forførtede hane Dage. Neppe var et Aar forlsbet fra hans Indtredelſe I
egjerings⸗Commisſionen, før han faldt tilbage til fin morke melandolfle Sinds⸗
fenning, fom nu forenedes med be meeſt foruroligende Unftrøg af Tviviraadighed,
grat og Foreftillinger, fom manglede al Grund, og fom grændfede til en fulbfommen
Undoferrirring. Lœgers, hans Families og Venners Unftrengelje for at rive Ham
ev af denne førgetige Tilftand vare frugtesløfe, og han overgav fig i den Grad til
henne ſygelige Sjels⸗Tilſtand, at ethvert Korføg paa at opmuntre ham var ham
ins, og forværrede hans Tilftand. Det var i en faadan førgelig Sinbsftenining,
d jan en ſtorm⸗ og regnfuld Høftaften den 16dbe November 1808 forlod Thalias
pel, fom hans heldige Mufe faa ofte havde opmuntret, og hvorhen han modſtree⸗
hade var overtalt til at gaae; og hans forvilbede Skridt lededes Hl Graven. Den
- følgende Morgen fandtes hans Liig i Ghrifttania-Kjorden. Falſens Død udbredte en
awindelig Sorg ifte alene Å hans Familie, blandt Venner og Bekjendte, men over
bi gauſſe Land, fom havde fporet velgjørende Følger af hans daadfulde Virkſomhed
mi følt flg opmuntret i Nodens Stund ved Hans Budſtikke. Aldrig var derfor Hidtil -
fet faa for em Sorgeſkare ved en Ligbegjængelfe, fom wved Falfens, og den
Sale, fom Biſtop Bed holdt ved hans Grav, hører vift not blandt hans bedfte
Unbévreducter 1).
Ræften famtidig med Falfen fandt Sammerherre Georg Kaas, fom var
saavnt til Medlem af Regjerings+Gommisflonen, fin Død i Bølgerne*). Han git
berd i Fladſtrand en ſtormfuld Dag, for at undgaae de engelffe Krybfere, og
Bitten efter ſtrandede Skibet paa den norfte Kyft i Nærheden uf Kragerø, hvor fra
dir hans paa Stranden indkaftede Legeme bebudede den indtrufne Ulykke. '
Som en Følge af den VBacance, fom ved disfe Dødsfald indtraf i Regjerings⸗
Gmmidfionen, udnærnedes under 12te December Etatsraad og Deputeret i Generat-
infammeret N. Tønder Lund, til Medlem af Regjerings-Commisfionen, og fit
raling til at forføie fig til fin Noft over Jylland. Tønder Lund var Nordmand,
Mjatt fom bygtig Embedsmand, Videnſtabsmand, ifær ſtor Raturforfler, og almins
big agtet formebelft ft Retſind og fin fafte Charafteer%). Hans Ndnævnelfe opvattt
ſaledes et fort Haab hos Nationen. Men ogſaa han fandt paa den førgekkgfte.
Rade fin Grav i Bølgerne ved Overfarten til Norge. Mod Slutningen af dette
mi Begyndelfen af næfte Aar indfamdt fig en ufævvanlig Kulde, fom opfyldte
kj
1 forfatteren hørte itfe blandt Falſens Omgangsvenner — Deres Livs⸗ og Virkſomheds⸗
aner (aae fangt fra hinanden — men fielbent har den dødelige Hengang af en Far
drelandets Mand gjort et førgeligere Jndtryf paa ham eud Enevold Falfens, og han
anjnae dette Tab fom et af de ftørfte, Nationen paa den Tid unde lide. Kort før
Falſens Dod havde Forfatteren havt den venligite og meeſt tilfredsitilende Gamtah
med ham om Fadrelandets og fine egne Unliggender, og ben fort paafølgende ulyf:
helg Kataftropbe gjør denne Grindring til em af hans vemodigfte fra den Tid.
Beſtrivelſen over Kaljens Jorbefærd, jaavelfom be Å bem Anledning forfattede Gravjange
finde i Bubititten No. 56 og i Bladet Tiden Ro. 25 og 2%6.
) [Georg Conrad Kaas, yngre Brøber af Cancellipræfident F. I. Kaas, var Søn
af Admiral og ljte Deputerede i Udmiralitetet Frederik Chriſtian Kaas (af Munr-
Raajerne). Han havde været Sønfficler, men afgik fra Søetaten fom Capitain i 1797.
Det var formodentlig ved Broderens Judflydelje, at ban 14de Septbr. 1808 fil Be-
faling at tiltræde ben norjffe interimiſtiſte Regjerings-Gommiéfion. J hans Sted blev
Grev Wedel udnævnt Vide Decbr. |. A. med Sade efter Etatsraad Lund.]
» [Ricta Tønder Lund var Søn af refiderende Gapellan ved Frue Kirke i Throndz
bjem Laurits Lund og Glen Tender, var født i Throndhjem 1749, blev Student 1765
ag aniatteø i General-Zoldkammeref, hor han rytfede pp til Deputeret og nod ſtor
ſeeiſe. en Nekrolog over ham I Kjøbenhavns Lærde Grterretninger 1809 No. 2
af P. E. Miller udhæves hans Embeds⸗Forelſe, Retfind, Kraft, gjennemtrængende
Bil, utrættelige Jver og nrofkede Faſthed. Han var tillige en i fin Lid anfeet Biden
abſsmand f det —— Fag, og (1789) en af Stifterne af Selſtabet for
Raturhiftorien i Kjebengavn. Se I. Chr. Berg, i Samlinger til Norſte Folfe Hijtorie
V. 687—688.] | |
Aalls Grindringer. 11 2
162 Andet Tidsrum L Syttende Fapitel.
Nordføen mellem Jylland og Norge med Havité. Da imidlertid Frygten for fendtlig
Krydfere paa den Tid var førre end for Farerne paa GSøen, befluttede Tønder Lunl
at indſtibe fig fra Nordſtrand, for at fætte over til Norge paa det fortefte Farvand
Men ban naaede ikke Norges Kyſt. Stibet ſtruedes faft i Jjen og forgit. De
faaes fra Omegnen af Arendal i en lang Ufftand, og flere Jorføg gjordes for a
fomme bet i Havsnød fledte Skib til Hjælp. Baade vovede fig ud paa Jen, uten
alle Forføg vare forgjæves. Skibet forfvandt, og Der fandtes itte Spor deraf. *)
Bi fuae faaledes i vor hiſtoriſte Stildring ved Enden af et Aar, fom, fagve!
med Henſyn til Landets udvortes fom indvortes Stilling med Foie regnes for e
af de mørkefte og fummerfuldefte, fom Norges Hiftorie har at fremvife. Det begyndt
med en farlig Krigs-Tilftand med vore Naboer, fom paa mange Maader i den betæn:
feligfte (rad forværrede Norges Stilling, og hvis Refultat, om Det var blevet no!
faa glimrende, ikke funde benyttes til Norges Fordel; thi Norge begjærte ille, og
var iffe tjent med en Grændfe-Udvidelfe, og det maatte have lidet Haab om langvarig
Beſiddelſe af en mulig Grobring. Norge var udeeltagende i og fremmed for Danmarté
Grobrings-Planer. Det gik imidlertid uden Skam og uden Landfpilde fra benne
det paatvungne Krig. Det flyldte deels fine Heltes Tapperhed, deeld fine Fienderd
Mangel paa Sammenhold i Krigsplaner og Svaghed i Midlerne til at udføre dem,
at Gienden for denne Gang ingen Fremſtridt gjorde i Norge, og i den fidfte Aarets
$Halvdeel forvandledes Krigstilftanden til en Baabenhvile, fom aabnede Udfigten til
Fred. Men i det Indre af Landet var Tilftanden førgelig. De foregaaende Uard
muntre Birfjomhed var ophørt, Handelsflibene lane meftendeeld frille i vore Havne,
bet var tyft i vore Stove, og de vigtigfte af vore Fabriffer opdyngede Producter,
fom de et kunde fælge. Ved Siden af Nærtngsløshed fvingede Hungeren fit ſtarpeſte
- Sværd over vort ulyffelige Fædreland, og der fandtes Billeder paa Elendighed og
Nød i vore Fjelddale, ja i vore af Naturen bedft begavede Bygder, fom fjelbent fres
enten hos og eller hos Undre. Men denne nedtrykte Stilling frembragte ingen
urolige Scener, af hvilte bedre Dage under en periodift og let afhjælpelig Mangel
havde feet mange flere. Folket feed med Mefignation, og et Glimt af Held paa
Valpladſen frembragte en munter Stemning i Nationen, fom om intet Stof var til
Befymring. Fæbdrelandskjærligheden vifte fig ligefaavel i Gjerning fom i Ord, og
ftore Offere gjordes for Umeenvellet midt under mange Gjenvordigheder paa Virk⸗
fombhedens Vei og i det privute Liv. Et upartift Bidne til disfe Begivenheder og
bisfe Nationens Forhold maa anfee de tvende førfte Krigens Aar fom Ulykkens Dage,
men Nationens Færd under disfe fom i Sandhed hæderlig. Dette Ulyktens Aar,
1808, gled til fin Ende, og dets fidfte Dage betegnedes med Nationens fmertelige Tab.
Derfom vi gaae et Aarhundrede tilbage i vor Hiftorie, da finde vi Lighed og
Plighed i Landeté udvortes og tindvortes Forhold. Frederik ben IVdes Molitif var
i) [Januar 1809, AT. md blev udnævnt til Medlem af Megjeringa-Gommisfienen
er maaffee nærmeft foranlediget ved em Horeftilling fra Prinds Chriſtian Auguſt af
22be Novbr. 1808 i Anledning af Falſens Død. Han anbolder deri paa bel meet
trængenbe om, at Regjerings-Gommisfiouen fnareft muligt maa blive forftærket med
flere Medlemmer, da de nuværende ere overfæsjebe. Ved Siden heraf yttrer han fom
fit perfonlige Ønfte, ,om faa mere efter den nylige Unfættelfe af Kammerherre Kaas",
hvis Død endda var ubekjendt, „at det maatte behage Deres Majeitæt, førnden be,
fom De beflutter endnu at affende fra Dammark, desuden at anfætte 1 eller 2 af D.
Majeftæts Embedamaænd i Norge eller Indfødte Nordmænd ved denne Gonmmisfion.-
Som Grunde herfor anfører han den norſte Rations Kongen bekjendte Charakteer —
en ASresjølelfe, em vis Nattonalftolthed, ber bør opmuntre8. Til norſte Medlemmer
af Megjerings- Commisfionen foreflaaer han derpaa Amtmand Sommerfelt eller
Stiftamtmand Thbygefon, og tillige „paa flere Grunde — den unge, udmaærket
retffafne og duelige Umtmanb øver Buffernd Grev Wedel, der døg maatte vedblive
at beførge Provideringavæfenet.” Tildeels I Henhold hertil udnævntes Tønder Lund,
Grev Wedel og Sommerhjelm i Decbr. 1808 ål Medlemmer af MRegjerings-Gom»
misfionen; jfr. næfte Gapitel.]
Gammenligning mellem Frederik den IVdes og Frederik ben VI Bolitit. 163
i føre Henfeenber ben famme fom Frederik den VItes; men den var mere felvvalgt,
mdens Fredertt den VI!" var mere fremtvungen af fremmed Voldſomhed, og begges
Glad underftøttedes af en ulykkelig Tillid til falffe Benner. Frederik den IV"
føde fig ind i den nordifte Krig, før, under Carl den XIN'* Fraværelfe og
Eonigeö ved blodige Krige foættede indvortes Tilftand, at vinde tilbage forlænaft
tabte Provinbfer, ber udgjorde en fammenhængende, ligefom af Naturen felv beftemt
Del af det ſvenſte Rige. Han forenede fig til den Ende med Sveriges evige
grade mob Oſten, ber benyttede Danmarks Kræfter for at tilintetgjøre Sveriges
Gemaat, den farligfte Modſtand mod den msfifte Czars wvorende Magt. Frederik
en IV gif i Snaren, førte en langvarig og blodig Krig, fvættede fine Finantfer,
frinrede Fredens Virkſomhed, og afbrød Handelens Fordele, og da han juft var
sa Beie at hoſte Frugten af disfe Opofrelfer, fluttede hans troløfe Forbundsven en
hønmelig Forbindelfe med Danmarks Fiende, hvori Norge frulde benyttes fom et
Buttemiddel til Ruslands Forftørrelfe. Den foenfle Kongehelt faldt, og Planen
fille et Aarbundrede ud i Tiden. Den famme ypolitiffe Scene gjentoges, men
mer en anden Form, i Frederik ben VI Dage. Lumſtt overrumplet og grufomt
nichandlet af Gngland, kaſtede Krederif den VI'* fig i Urmene paa Russlands Keifer.
Y ham forledtes han til at forøge fine Landes, og ifær Norges, Lidelfer ved en
Øekmelig Nabofrig, og belønnedes for fine Opofrelfer med de nordifle Rigers Son⸗
deleumelſe. Saaledes fom Peter Czars og Carl den XII'* Nan, efter et Aar⸗
edes Forløb, til Modenhed og omfider tit Udførelfe. Thi Rusland havde ifte
bedt den fljønne erobrede Provinds, da ben franfte Krig ubbrød, naar det ikke
hade fjøbt Sveriges Neutralitet og fiden dets Hjælp ved den flandinavift: Halvøes
fjerning. Det tjøbte en Kiendes VBenffab ved at fønderknufe en Ben, Frederik den
fv Sandmagt høftede ingen Laurbær paa Balpladfen; men hans Sømagt var fom
fel feierrig og refpecterebes overalt, og hans GSøhelte have fæftet deres Navn i
fnbens Hiftorie. Frederik den VI Sövarn indfrrænkede fig til meer eller mindre
fåige Kapertog og Smaafagtninger Stib for Stib. Der var faaledes fror Lighed
aa Uighed i begge disſe Kongers politiſte Færd og Skjebne; men Frederit den IVr
Økfaretfe, i fig felv ſtorre og af en nædlere Art, ſtjultes under et mindre uheldigt
BD og en Ivffelig tilbagevendt Fred; Frederik den VI'"% politiffe Feiltrin frems
føres ved en uforudfeet Bending i Europas Stilling og et endnu meer ulytteligt
så utiogt Balg af Politit. Fremtidens Hiftorieftrivere ville bedømme disſe Kongers
Jed retfærdigere end Nutidens. Bor nærværende Hiftorie har et andet Maal, nemlig
8 ubeille de Begivenheders Gang, fom fremledte en Forandring i Norges politifte
Gtiling og Norges Tilſtand under denne Gjæring.
153 Andet Tibsrum J. Tretiende Capitel.
Opfordringer af ben Ark vife, at der ved Siden af den Opmuntring, form vore
Krigeres uventede Held paa Grændfen udbredte, herflede hos Nogle en modlos Stem⸗
wing, fom en Følge af Landets næringsløfe Tilftand, og af den Nød og Elmdighed,
fom Mangel paa de nødvendigfte Næringsmidler frembragte. Men med Gandhed fan
det paaftaaes, at Naktonens Mod vorede ved disſe glædelige Efterretminger om vore
Krigeres Held.
Nogle af de fidfte Shubd, fom wverledes dette War mellem Svenfte og Norfle,
løsnedeg i det Throndhjemſte, idet General Krogh den Bbe Auguſt lod kjøre et
Sudfald i Yoæmteland og Herjedalen, hvor Oberft Gngelbredyten rommanderede, efterat
Bergenftråle var afgaaet til Finland. Det Iyttedes vel de Norfle at erødre noget
Felbtbagage, og be lede faa godt fom intet Tab paa Mandſtab, men Erpeditionen
felv havde ingen Følge").
Frettende Capitel.
Paabenhvile mellem Worge og Hverigr.
Juidlertid indtraf flere Omftændigheder, fom gave Krigen en heldigere Bending
for Norge, frembragte Slaphed i den ſpenſte Armee, og forftyrrede den fvenjle Overs
generals offenfive Krigsplaner. SKrigsfruepladfen i Finland var en Ufleder for de
Farer, fom truede Norge fra fvenft Side. De Unftrengelfer, fom Sverige var nødt
til at gjøre for at bevare Denne fljønne Juvel i Sveriges Krone, nødfagede denne
Regjering til der at opftille den moægtigfte Hær-UAfdeling, der fammentrænge alle
Landets Kræfter, og at anvende alle de Midler, fom vare at raade over for at frelje
dene dyrebare Provinds. Men disje Midler fvæltedes paa mange Maader. Til
Den fvenffe Konges Mod til at tage raffe og ſtore Beflutninger, til hans Haards
naffenhed i at udføre dem trodd mødende Hindringer, fvarede ikke hans Klogffab ,
og ham fattedes Evnen til at vinde fit Folks Agtelſe og Tilid. De Stridt, fom
ban foretog fig i den Anledning, havde ftundom Udſeende af gal Mands Vært, og
font en Følge deraf dannede fig ſtrax i Begyndeljen af Sveriges Krig med Rusland
og Danmarf i Sverige felv et frort Parti Misfornøiede, fom ſulkede efter Opløsning
Den norffe vidtløftige Beretning herom findes i Budſtikken No. 52 og 53 af 4de
October 1808, og ben fornffe Rapport Iyder faalunde: „Efter Oberftlientenant Engel:
bredjten8 Rapport ere Nordmændene 12te Auguſt brudt ind Å Yenrtefand med
Mand, 4 Kanoner og å Morſere, hvorfor Oberſt Skoldebrand er fendt ham til Hjælp.
De Norſte bejftjøde den 16de Hjerpeftandfjen, fom i Hatt var bleven fat i Forivar,
men forgjæves, ba Major Dillner forfvarede fig kjekt. I Herjedal var indryffet 1000
Mand med 4 Kanoner og 2 Morfere. Befalingsmanden Capitain Orbom rat fig
tilbage til $abe, hvor ban tog Poft. Fiendens Fard i Landet har været monſter⸗
værbig. De have betalt Alt undtagen Fourage, hvorfor dog Kvittering med Løfte
om Betaling er givet. I Herjedalen tvang de Bønderme til at ſtydſe Trobs 1 Miit,
men betalte Skyböpenge. Af de Svenſte blev en Underofficier dræbt og Nogle jaarede.»
Ifølge Ræder II, 38—42 udgjorde bet norſte Detujdement, fom under Major
oldevin fendtes ind i Jemteland, i alt 644 Menige med 2 Amuſetter og 6 Haand-
morteret. Detafdementet til Herjedalen beſtod af 558 Menige med 2 Umujetter og 2
Haandmorterer, og anførtes af Brigadedefen Oberft Pang, Dette Jndfald, bvoraf
Ingen ventede fig nogen Frugt, efterfom man hverfen fra Throndhjem eller i Sverige
hunde ſtaffe et Corps Underholbningsmidler før længere Tid, frede efter Kongens ud
tryftelige Befaling, og Henfigten, at faae Underretning om Rusjernes daværende Stil:
ling, opnaaedes et
Indledning. 165
fugefje laa tiſdeels Roden til bet danſte Finantsvæfens flette Tilftand. Nødvendigheden
betre funitige Forbindelſesmiddel imellem wwoende af Naturen ved et bredt Hanbælte adſtilte
tener vitte fig dobbelt formedelft Arten af be nordiſte Rigers Korbindelfe. Denne fidftes
føltes ifte i Fredens Dage, og fær Ikte under ben for Rorge forbeelagtige Handels
piliug, hrormed bet forrige Harbunbdrede endte og det nærværende begyndte.
Ne om faalebes end Norge led meeft under benne Krig, følte dog ogſaa Daumark
dewed mediruft, og Horbinbefjen med Broderlandet tjente til at forøge Krigens Byrder.
xmar!e Finautsnod tiltog end mere formedelſt ben fore Unftremgetfe for at lindre Norges
mtrang, og tiſdeels formedetft ben bdanfle Regjerings uhenfigtsmasfige, ſtjont velmeente
malminger å ben Anledning; ben banfle Landmand led, fordi han maatte bringe fit
jerfad til de offentlige Magafiner, deels nden Vederlag, deeld til nedfatte Prifer; Danmarks
htader, Cubedsclasſe og Habritter leed, forbi Kornets Priſer freeg paa Torvet formedelft
tere Masjer, fom ſendtes til Norge, og tilbeels bortodfledes under den offentlige Beſtyrelſe,
$ forfvandt eller røvedes under Overfendelfen. Begge Riger følte faaleded Krigens Ulemper
Ferbindelſens Unaturligbed under Krigstilftand, men aldrig meer end i Aaret 1809. Denne
felie af en tjoleret og forladt Tilftand yttrede fig vel ingenlunde I Norge t em alvorlig,
u mindre i em almindelig Attraa efter Opløsning af bet gamle Forbund. Haabet om,
ben hyltefige indvortes Tilftand, fom ved Krigen var forfounden, under em gjenvunden
å og en fornyet Handelsvirkſomhed hunde vende tilbage, bortfjernede Tanken om en mbdelig
ung. Men dette indſages tybeligen, at ben nærværende Tilftand el kunde fortfættes,
at be forenede Rigers Politit maatte avles, berfom den danſte Regjering fandt fig
pet eller befølet til at fortfætte Krigen med Gugland i den begyndte fiendtlige Stiil.
a fat fom denne Overbeviisning om Nodvendigheden af em temporær Skilomisſe bavde
en vis Modenhed, flede et Vendepunkt i Danmarks politiffe Kærd. Dets Trofafthed
følge Faſtlandets Politil rokkedes itte; men ben banfte Regjering tillod Nørge midt
5 Krigens Baabenbrag at indlede en fredelig Forbindelfe med England, og Norges Handel
Pirljembed oplivebes i den Grad, at alle Trængfler glemted, og enhver Tante om Stilt:
fra Danmart for Dieblikket forfvandt, og ber behøveded ganfle nye og forandrede Om⸗
heder, for i Tidens Lob at bevirke den ſtandinaviſte Forening. Hvad der ſtede 1809
hndtertid fom et Forſpil til benne Kataftrøvhes ftore Drama.
Sore Unberføgeljer i dette Uffnit ere omgivne med færegne VBanfteligheder. Vi have
menbeder at fremiftille, fom paa forffjellig Maade ere indfatte i den Tids Hiftorie, og de
ma», hvis FWoærd i Fædrelandet har havt den ftørite Indfiydelſe paa Norges Gtjebue, ere
k ſerſtjelligen blevne bedømte af dem Tids levende Mand og biftorifte Granffere. Paa
ee Sted har Kjærlighed og Hølagtelje fmyktet disſe Hedersmends Eftermæle med Hiftos
» bøiefte Priis, paa bet andet er bet fordunklet af Mistilid til deres Henfigter og Mis⸗
Welje af deres Handlinger. Det er ille let for Hiftorteftriveren at finde Sandhed I disſe
gende Domme, og han er ofte nødt til at faare den Ømfindtlighed, fom ikke taafer, at
gingne Bennerd Fard fættes i Stygge. Men Qiftoriem har I denne Henfeende fin Ret,
diforieſtriveren fan iffe tilfredaftille dens Krav, nden at fremftille Begivenhederne og
Mmenbs Indflydelſe paa disſes Gang i fin nøgne Sandhed. GSædvanligen førges der
fer betydningsfulde Mends Eftermale ved en aaben Kremitilling af deres Færd, hvordan
mbog i fin Tid af Landsmend monne være bedømt, end ved et tvetydigt Halvmørke,
gjemmer de vigtigfte Led i Hadersmandens Jndflydelfe paa Fadrelandets Skjebne.
ke føler Forfatteren fart, at be fædrelandjfe Mænd, hvis Fard han har føgt at male i
bifteriffe Gandhed, og fom unde blive migforftaaet af Nutiden, fom den ſtundom blev
ar Fortiden, høre blandt dem, hvis Minde gjennem Vordlivets byrebarefte Baand er ham
klligt, at ban vilde anſee fom en Skamplet paa fin Forfattervirkſomhed hver Linie, der
handlede hine Landsmends Gharafteer, eller gav dem en vanærende Plads blandt Fadre⸗
hå virfjomme Deeltagere i Afgjørelfem af dets Stjebne. Men fom en Forfatter bør ſtrive
a Brede og uden Fordom, bør han flrive nden partiſt Henſyn til Venſtabsforbindelſe, og
maa, faavidt bet faar i hans Magt, overgive til Eftertiden rene Billeder om Tidens
ſidenheder og Charalterer. Forfatteren har ſaaledes beflittet fig paa at overlade Bedom⸗
106 Judlebuing.
melſen af 2anbsmænds Kærd til Laſeren felv ved en fimpel Kremftilling deraf,
bere Strift og Tale, og han har henſtudt fig under deres Dom, fom frode bla
nærmeft, og vare meet berettigede til at give Forklaring og Oplyening om be
Dunkter. Efter faa mange henrundne Aar fam bette WEmne behandles med Rol
Upartiſthed, ligeſom Yrugten af hine Landsmends Virkſomhed er fammenfmeltet
Gtatsomvælininger og Skjebnens Sammenføininger. Men i Fadrelandet, fom har
Mernds Handlinger i deres nærmefte Lys og boſtet Krugten af deres ædle Unitremge
Billedet om deres Fard opfattes, medens bet ftaaer fevende i Grindringen, og indgr
dets Gagatavie, medens det fan faane Sandhed af Samtidens Vidnesbyrd. Forf,
derhos bvælet fænge ved bisfe Underisgelfer, og har ſogt alle ham betjendte Kil
udbrede Lys og Sandhed over denne Deet af fit Arbeide, før ei at lade nogen ande
blive tilbage beri end den, fom er en Følge af den menneffelige Evnes Uformuenbl
indbtrænge t Hjertete Dyb, bedømme Handlingens moralſte Bærd og be indvortes
fom figge tit Grund for bem. Der er ingen Deel af fin Hiftorie, hvori han heller
tilfredeitide fine Landsmænd, end i denne. Senere Vegivenheder ligge vore La
nærmere, og funne bedømmes med ftørre Klarhed, medens mangehaande Tvivk have f
biint fjernere Tidspunkt af Statsomvæltuingens Hiftorie. Medens Fædrelandet pi
Frugter af Statsforfatningens unge Arihedstræ, bor det iklte glemme be Hænder, fom
det og gav det den førite Vært.
Forfatteren har fjær å denne Afdeling itte været fparjom med at tilføte Bila
Test, hvorved Varket Funde fynes at foulme til en befværlig og bekoſtelig Omfang,
jelv at gjøre fig Arbeidet let ved at berige det med Andres Bidrag og tildels med
af trykte Skrifter. Men ban har felv ofte følt det Ubefvemme ved, under Læsning
Slags Skrifter at henvifes til Bærker, fom ilte ere i almindetigt Omleb, eller a
fværge paa Forfatterens Ord, uden at funne underføge hans Hjemmet. Han gi
Undſtyldning for Meddeleljen af de originale, fra anſete og troværdige Mænd ham
Breve til Dplyaning om kritiſte Punkter i vor Tids Hiltorte; thi ban indſeer, at disje
ben vigtigite Deel ar hans biftorifte Fremitiling. Men han regner fornemmetigen
flittige Ubdrag, fom han har gjort af ſvenſte Skrifter, ijær af Handlingar rørande
Hiſtoria, fordi disſe ftaae Læjerne til Raadighed gjennem Skriftet fetv, der find
mange Nordmands Hander; men han har ogfaa i denne Henſeende raadført flg
Benner, fom have fundet disje Bidrag paa fit rette Sted, og han bar faaledes itte
fig paa at omplante dem paa norſt Grund.
—=-
Andet Tidsrum.
Anden Afdeling.
Fra 1809 til 1814.
— —
ø
Forſte Gapitel.
Uye Medlemmer sf Negjerings-Commisfonen.
DÅ Regjerings⸗Commisfionen ved en overordentlig Dodsmaade havde miftet et af
fate Medlemmer og de Mænd, fom vare udnævunte til hans Efterfolgere,
piedes Nigernes Konge til at udnævne Mænd, fom fandtes i Norge felv, til dens
diemmer, vg Norge havde Aarfag til at glæde fig ved Valget. Saaledes ind-
abte i Aarets Begyndelſe i Regjerings-Gommisfionen Matthias Leth Sommerhjelm,
efter at have været i flere Embedsſtillinger i Danmark og Norge nu var Amtmand
Caaalehnenes Amt. Sommerhjelm ſtod i yngre Dage i Orde fom en dygtig
bedamand, wdruftet med gode Unlæg, men Forfatterens ringe Bekjendtſtab med
mbms Færd giver ham iffe Anledning til at udbrede fig over hans Embedsvirk⸗
Mo). J Decbr. 1808 udnærnedes ogfaa Umtmand Greve Herman Wedel:
arlsberg til Medlem af Regjerings=CGommisfionen, og 19de Januar 1809 findes
een førfie Gang at have bdeeltaget i dens Forretninger. Denne Udnævnelfe fan
iragtes fom et Bendepuntt i Grevens fædrelandffe Birtfomhed, og, formedelft hans
Indflydelfe paa Forretningernes Gang og Norges politiſte Stilling, tillige fom
Vendepunkt i Fædrelandets Skjebne. Hidtil havde Grevens Virkſomhed meftendeels
trænfet fig til hans Gmbedstreds fom Umtmand og til Norges Providering; thi
n betragtede felv aldrig fin Stilling fom Unfører for et frivilligt Corps mod
mben paa Grændfen for at være af nogen BVigtighed. Hans virffomme, mod det
ie og Store firæbende Sjæl længtedes efter en alvorlig Virkſomhed, og benne
» ham i fuldt Maal til Deel i hans nye Stilling. I flere Henfeender kunde
edel figes fuldkommen at erftatte den afgangne Gtatsraad Falfen. Derfom han
» tilbage for Falſen i Henfeende til videnſtabelig Dannelfe, Gone til føriftligen at
brifte fine Tanfer og med Pennen forfvare Beflutninger, fom i Regjerings-Commis-
men vare fattede, faa var han ham overlegen i med Lethed at opfatte Gjenftandens
tt, og i Overfigt over be forffjellige Staters politifle Stilling og over Statsſty⸗
ens Organifation i dens høiere Led, hvilfet Wedel havde gjort til et eget Studium
ha forfulgte gjennem fit bele Liv, meftendeels i engelffe GStatsmænds Spor. I
) [Ifr. 6.162. Anm. GSommerbjelm, der idetmindite I femere Uar ikke havde Ord før
Gmbedadygtighed eller Urbeidsfombhed, blev fenere norſt Statéraad og efter Peder
Aner Stateminifter, famt døde fom faadan barnføs i Stodholm 15, Novbr. 1827.]
156 Andet Tidsrum J. Femtende Gapitel.
Femtende Capitel.
Hapoleon. Spanierne å Banmark.
I midlertid begyndte Danmarks politifle Udflgter allerede nu at formorkes, og
Haabet om i dets Allieredes Underfrøttelfe at finbe Erſtatning for de kdte Tab at
- forminbfleg. Bel funde det fredelige Forhold, fom tilveiebragtes imellem begge
Armeerne paa ben norfte Groændfe, ikke hindre Rusſernes Fremfkridt, fom allerede
før Aarets Ende bragte Finland under den rusfifte Mrone; men Opnaaelfen af dette
Krigens Formaal var tillige Grænbdfen for Ruslands Udvibelfes Planer paa den
Kant'). Fra den Dag af nuntnedes Ruslands belovebe Iver for Danmarts Interesſe,
og dets Politif tog en anden Bending, der vendte fin Braad mod Danmark felv.
Ikke faa heldig var i Løbet af dette War Danmarts anden Ullierede, Frunfrige,
for Hvis Skyld Danmark tfær blødede og omfider ſonderlemmedes. Det lod til, fom
den ſtore GSeierherre ogfaa frulde mindes om Lyttens Ubeftandighed, og det ber,
hvor han mindft ventede en Hindring for fine feierrige Fremſtridt, og raftfuld
Modftand mod fine fore, vidt omfattende Planer. Viſt er det, at Maret 1808 war
tigefom Lykkens Vendepunkt for den fore Napoleon, og at Elementerne til hans Fald
under famme beredtes i det Fjerne. I den førfte Deel af dette War indtraf ben
ftore fpanffe Revolution, hvoraf Napoleon benyttede fig for at ſtyrke fin politifte
Kraft og Jndflydelfe. Efterat den fpanfte Konge Carl den IVde nødtvungen havde
overdraget Scepteret i fin Søn Ferdinands Hander, frillede Napoleon flg paa ben
frænfede Faders Side, lokkede begge Fyrſter til den franſte Grændfe, og tilveiebragte
en Forening imellem Fader og Søn, fom ledede til begge Fyrfters Thron-Affigelfe.
Begge funde kaldes Napoleons Fanger, fom anviftes deres Opholdsfted i Frankrige,
medens Napoleons Broder Jofeph hævedes paa Spaniens Throne, medens hans Svoger
Murat var bleven ophøiet paa Neapels. Men den fpanffe Ratton lod fig ikke roligen
paatvinge bet nye Dynaſti, men vakte en Krig, fom under forfrjellige Stiftelfer har
paret til den fenefte Tid, og fom maa betragtes fom ben fraftfuldefte Spire til
Napoleons Undergang. De Hære, fom opftilledes mod hverandre, frede ikke fom
paa den ſtore Krigs⸗Skueplads i Tydffland for en politift Overvægt; men en ævdel
Nation opftod i Masfe, før et forfvare fin Selvftændighed og fin politifte Stilling
under et gammelt Dynafti. Den nye Konge Jofeph holdt vel fit Indtog i Madrid
i Juli, og Aviferne vare fulde af den Jubel, hvormed han der blev modtugen, —
bisfe Nitringer af Pobelens Bifald vindes for let Priis; men kun fort varede den
nye Konges Ophold i Spantens Hovedftad. Den i Spanien famlede franfle Krigs⸗
magt funde ifte flandfe den ubdbrudte Revolutions Strom. Den Ode Juli maatte
be franffe Generaler Dupont og Wedel overgive fig med 20,000 Mand, og allerede
i Auguft maatte den nye Konge igjen forlade Spantens Hovedftad, der faldt i In⸗
furgenterneg $Hænder. Napoleon kunde imidlertid ikke være ligegyldig ved denne
Fingene8 Forandring. Han famlede en ſtor Krigsmagt, frillede fig felv i Spidſen,
og endnu var Aaret iffe ganffe udrundet, da Frankrigs Keifer holdt fit Indtog i
Madrid, og igjen indfatte fin forjagne Broder i fin nye Konge-Bærdighed. Denne
Revolution var faaledeg endt tilfynefadende til Frankrigs Fordel; men følgende
Annaler have at fortæfle om, at denne Ild vel for et Øieblif var dæmpet, men
langt fra udfluft.
1) Enkelte foenfle Forfattere ville endog vide, at denne Finnekrig og Rusland Forhold
mod Sverige og Norden flal have befværet Keifer Aleranders Samvittighed i hans
fidſte Levedage.
Wexelſens sffirlelle Haudeldvirkſomhed. 169
Andet Coyttel.
Hæringsveienes Vilftand.
De imidlertid de vigtigfte Næringsveies Standaning i Norge frembragte ſtor Kors
rining og Mangel iblandt næringsdrivende Borgere, Arbeidsklasſen og ringe Mand,
s Koden i denne Henfeende nu var flegen til em frygtelig Grad, var den banfle
Regjertng i Begyndelfen af Maret 1809 betenkt paa midlertidigen at afhjælpe ben
ve de Midler, fom den havde i Haænde. Det var tfær Trælafthandlere og Jerns
vrtseiere, fom den gjorde til Gjenftand for denne midlertidige Hjælp, fordi Affætning
df deres Broducter til Udlandet var aldeles flandfet, og den mindre betydelige inden⸗
lmbite Afjætning itte hunde holde disfe Virkfombhedsarter i tilbørlig VBevægelfe.
Seraes veftlige fifferige Kyſter befandt fig i en mindre betlagelfesværbig Filftand,
fat der fuft paa den Tid var et Vendepunkt i GSildbeftimernes Gang, fom nu igjen
frumede til Norges Veſtkyſt, og fordi Kaperfarten, under en beqvem Unledning til
dt gjøre Brifer, frembragte mangeſteds ber en, i bet mindfte øieblittelig fljønt fortvarig,
førterlagtig Virkſomhed. Den danſte Regjering befluttede at anvende en Sum Ban⸗
fifdler, fom ben udſtjod fra den fore Seddelfabrik i Altona, for at holde Liv i
ben hendeende Birffomhed. Den begyndte beøuden at ane Muligheden af, at Norges
frlabte og lidende Tilſtand funde lede til en Glappelfe af Foreningen imellem begge
anbefaler, ja omfider til dens Opløsning, og ben maatte overlade Gonjuncturernes
anbedring i Fremtiden at helbrede de nye Saar, fom Coursforværringen under Pa-
virnngenes flærfe Forøgelfe maatte foranledige.
Lil at udføre dette Handelsforetagende, fom ei pasfende umiddelbart funde gaa
gjennem Regjeringen felv, benyttede den fig af Firmaet Pefdier & Co., et Hans
lehuue, fom under en vaklende Stilling var blevet underftøttet og reddet ved den
bite Regjerings umiddelbare Hjælp. Huſet laante imidlertid fun fit Navn til
Uføreljen at dette Foretagende, og de bermed forbundne Fordele eller Tab overtog
Regjeringen felv. Til at udføre Gommisfionen valgtes Juftitsraad Wexelſen, og han
miftyredes til den Ende med en Jnftrux, der indeholdt be Regler, fom han ved Ud⸗
førljen af dette Wrende havde at følge. Wexelſen var Privatfekretair hos Stats⸗
drifter Reventlou og Medlem af Directionen for den grønlandffe Handel ); han
tar fed Nordmand, elffede fit Fædreland høit, og var formedelft fin Forretnings⸗
gtigheb, fine mange Kundfraber, og fin Bøielighed til at fnoe fig igjennem vanilelige
Cuftxndigheder, færdeles ſtikket til at udføre dette Wrende. Inſtruxen blev Wexelſen
muttelbart overgiven af ben danſke Konge felv, fom i Aſſtedsaudiencen i rørende
Ptryt lagde ham paa Hjertet at udføre dette Rrende paa ben for hans Kjære norffe
nderjaatter nyttigfte Maade*). J denne Inſtrux hedte bet: , At redde den formedelft
Mangel paa rede Fonds betrængte, men redelige og vederhæftige Trælafihandler, at
jette ham iftanb til at wedligeholbe nogen VBirkfombhed i fin fædvanlige Drift, og
bred ogfan at underftøtte de Arbeidere og Ulmuesmænd, fom ere vante til hos
ham at finde Underholdning og Fortjenefte, dette er Foranſtaltningens nærmefte Formaal.
Dechos blev det ham paalagt at ubføre dette WErende faaledeg, „at Den trængende
Ealger hunde blive hjulpen, uden at ubfætte den velmenende Kjøber for Tab.»
Miyret med faa liberale Forholbsregler, og med en tilftræffelig Capital, affluttede
Bajen betydelige Handler med norfte Kjøbmænd og Birtfombhedeforftandere. Det
nr imidlertid meſtendeels Jernværkseiere og Trælafthandlere i en mindre Birffomhed
tg I en forviklet Stilling, fom indlode fig i dette Salg. De Forſtes Virkekreds
) Maaffee tillige of Directionen før den almindelige Enkekasſe.
Dette har Forfatteren igjennem Wexelſens egen Mund.
158 Andet Tidsrum I. Sextende Capitel.
beviisninger, og hans Tropper udſtyrede med alle Fornodenheder og ny munderede.
Romana gik med fin Afdeling derefter fin ulykkelige Stjebne under den ſpanſt
Befrieljes:Krig i Møde. |
Sertende Capitel.
Horges indre iland. Grev Wedels Virkfømbhed.
J Norge kunde den korte Landkrig efter Auguſt Maaned dette Aar, under en ſtil⸗
tiende Vaabenhvile, anſees faa godt fom endt, og paa Havet havde den ſpage norjfte
Glotille fjelbent Leilighed til at maale fig med den engelffe frore i Nordføen from:
mende Overmagt. Den danſte ved Voldsfærd ødelagte Marine kunde ingen Fordens
fljolb frabe, ber omtrent for 100 Aar fiben paa disfe Høider faa bjærvt beflyttede
Rigernes Skibsfart, og ved modige Voveſtykker ofte tilføtede Fienden ubodelig Skade.
Alt fattedes til at føre Krigen paa benne Maade: Skibe, Ummunition og Proviant.
Denne Sokrig førtes, fom forhen bemærket, fra danff Side fom en Kapertrig, i
hvilken vore fmaa Krigsfartøier fmuttede ud af Klippens Ly for at afftjære Efternoiere
eller Fartoter, fom havde tabt deres Cours, fra en Convoi, eller fom angrebe et
eenfomt vandrende Krigsfartøt af mindfte Caliber. Maar de enkelte flore Stibe, fom
vare tilbage af den røvede danffe Flaade, vovede fig ud fra danſt Eide, flokfede en
ftor Overmagt af engelſte Orlogsfartøter fig om det visfe Nov og tilintetgjorde det
i en ulige Kamp.
Men om end Krigens Radfler hvilede, vaagede tufindfold GSorger og Bekym⸗
ringer i vort ulykkelige Fædreland. Alle Næringsveie vare faa godt fom ftandfede,
Landets Forfyning med de fornødne Levnetsmidler gjordes fremdeles farlig, fordi
Nordføen var opfyldt med fiendtlige Mrydfere, og ben under en lykkelig Handels⸗
Periode opfparede Formue forfvandt alt meer og meer. Men vdisfe Ulyfter bares
imidlertid med en priteværdig Taalmodighed, og intet Middel forfømtes for at afværge
Felgerne af bisfe førgelige Gonjuncturer. Mindre udrettebe maaffee i denne Hens
feende be faa ideligen anprifte Eurrogater for Brødet, blandt hvilke ifær den islandfre
Mofe fpilte den vigtigfte Rolle, og hvis Brug paa Land og Strand i hoie Toner
anbefaltes af be faafaldte Mofepræfter*). Langt mere ubrettede en i alle Oekonomier
indført Tarvelighed, hvis Spor vife fig endog indtil vore Dage, i det mangefteds i
Smaabyerne en førre Simpelhed i Gilber og Samqavem herffer nu end tilforn, og
baffanalffe Ubffeielfer ere blevne fjelbnere. Paa mangen en, endog endnu formuende
Mands Bord fandtes ingen Biin, men fun Øl, og mangefteds indffræntedes Brugen
af Smør og Golonialvarer. En flor Lytte for be mindre formuende Borgerklasſer
De Spaniere, fom laage i Sjælland, rofes meget for beres venlige Omgang i deres
Qvarterer. De fom fnart paa en venftabelig Hod ned bereg Værter og vare tjær
flore Børnevenner. Den franjfe Overgeneral Fririon var em meget bannet og behagelig
Mand. YProprietair Hofman rofer i oveumeldte Noticer meget en ſpanſt Oberſt Thomas
Maviro, fom med fin Kone og Børn var indqvarteret paa hans Herregaard. [Om
bisje Begivenheder haves en udførlig Beretning af H. P. Mumme, VBegivenhederne i
Fyen 1808, Kohon. 1848, famt en Afhandling af F. Schiern: „Spanierne i Dans
mark”, optryft i hane Hiſtoriſte Studier I. 1—39; jfr. ogſaa Ræder IL. 158 ff.]
Blandt disje velmenende Mand udmarkede fig iſer Overlærer Flor fra Chriſtiania;
men formebdeljt hans underlige Bæjen mere morede end gavnede han, og Sagen felv
vandt lidet i hans Hænder. Hit og her faae man Gilder, hvori ver gaves fun Brød
af Mole; men benne bittre Spife forfvandt let blandt Gildets mange andre fæktre
ybelfer.
2
—if
Qicens-Handef med Cugland. Guſtav IV Aolph. 7
mg atbmede brom Underhandlinger med Danmarfs Kinantsminifer SHmhelmann,
ber heller end gjerne benyttede denne Udvei til Finantfermes Horbedring. Bed de
føre Judkjob af norſte Producter og Skibe, fom gif igjennem Wexelſens Hander,
optyngedes disfe Beholdninger vaa det befværligfte, og Muligheden af at flaae dem
føt van en forbeefagtig Maade maatte alt meer og meer attraaes. Den nafbrudte
Seddelfabrikation, fom m Følge af de fore Tratter paa Ultonaer Bank i alle Ret⸗
mer, nedtryfte Pengenes Vard i en frhgtelig Grad, og kruede allerede da med at
frembringe en Statsbanferot. Et vigtigt Middel til at raade Bod paa dette Onde,
der i det mindfte til at forfinfe Papirbanfens GSyprængning, maatte Forfølvning af
mile Berler og Salget af Statens egne norffe Producter paa fremmede Markeder
vare, ligeſom disſe Omfætninger allerede før Arigen, under den danſte Regjeringe
Eleſen med EStatsinbtægterne, havde viift fine velgjørende Birtninger. En Fornyelfe
då Rerges Handel med England maatte faaledes upaatvivleligen frembringe Liv paa
ben fjøbenhavnffe Børs, og paa mange Maader udftrælte fine heldbringende Birtninger
il begge Lande, og ifær lette GStateftyrelfens Gang.
Men denne aabenbare Fordeel af en fornyet Handelsvirffomhed paa Norges
Mier var iffe den vigtigfte Side af Sagen. Fra Potititens Side var den langt
vigtigere. Den danffe Regjering havde Unledning til igjennem fin loge Agent i
- Merge at overbeviſe fig om. Nøbdvendigheden af, at der flede en Forandring i Norges
Stilling. Formueforfatningen i Norge var faa meget aftagen, Kræfterne til at bære
be førgetige Følger af en næringsløs ZTilftand og af Mangelen paa Livets førfe
Fernedenheder, fom gik igjennem alle Klasſer af Borgere, vare faa meget foættede,
at en Fortſœttelſe af denne ulytfelige Tilftand maatte rokke Nordmandeng Hengivenhed
fer fin nærværende Negjering , og fremlede Fanen om en mulig Fordel af Skils⸗
mijen. Norges Forbindelfe med England har ſtedſe været inderligere og naturligere
m Danmarfs med dette Rige, og Trangen til Fornnelfen deraf, og Langſlen efter
tt ferfoundet Handelsfamqvem Inyttede fig til Korhaabninger, hvis Opfyldelfe ikke
tzente til at ſtyrke den imellem begge Niger fluttede Forbunds-Act. Der begnndte
feite Stemmer 'at røre fig i Landet, ber omhandlede em feparat Freds-Tilftand
imellem Norge og England, endog mod den danfte Konges Samtykke, fom en nod⸗
vendig Lindring t alle disfe Lidelfer. Werelfen, fom var en frille men flarp Jagttager
å disſe Bhænomener, færte denne Stemning i fine forffjellige Metninger at kjende,
og underrettede berom fime Forefatte; og den banfte Konge lød fig berved bevæge til
a Eftergivenheb i de ſtrenge Forholdsregler, figtende til at afbrybe enhver Handels
fbindelfe med England, fom han ved Krigens Begyndelfe havde paabudet, og fom
hibil med uforftandig Omhu var bleven iværtfat.
Tredie Capitel.
Revolutionen i Hverige.
I Sverige felv udbrod ved denne Tid en Revolution, der foranledigede em markelig
åerandring bets Forhold til Norge og lagde Grundftenen til en Reform i Fadre⸗
knets GStatsforfatning, fom faa Nordmand havde toænkt fig mulig, og færre onſtet.
å denne Sammenhæng fortjener den i hoi Grad Hiftorieffriverens Opmærtfomhed,
% ber have en Plads i vor Fremftilling, der fvarer til dens Bigtighed for Norge,
avtjent vi maa overlade Leſerne at føge dens Detail i andre hiftoriffe Unders
t60 ' > Andel Jidsrunt I. Sexiende Capitel. *
fot Regjerisgdns tegning flitfende Befragtninger do Det Fées hernf,: yet den ent
Side, føvr burden Regjerings-Conmmiskonen var” i fin Birffombhed, :t Felge ale
vigtige Deciſtoners og offentlige g Foranſtaltningers Sammeitriengen til at fiernt, par
flere Maader fyærret Punkt, Og. paa den .anden Side, . hv. mangearket. den Nød og
. Øvrfegenhöd var, hvori: Norge paa. den. Tid befandt fig. i Den danſte Megjering
bégyndte oſterhaanden at' indfeei denne Novges mislige Stilling, og vi mille ſenere
get | faat 'at: fee) hvilfe: Midler dun Benyttede fig af, for aåt-Mgmme vet MI Hjælp.
Til ſamme Tid' udggik' en Opfordring til atle Randmæn», at afgtve de Kornvåret,
fom de kunde affer, til Armeens Brug: for en pasſende Betaling, hvorhos Vet mir
dedes, at derfoni det: til Armeens Forſyning nodvendige Korn ifte- paa dere: Madde
Mlvetebragtes , finde det forventes, at dn Meqvifltion til Veverance af det Fornømit
vilde "bhive: tnærtfati J. Regierings-Commigſionens Protokdl findes, at Kammerhdere
Ber Anker, fom: boede i Nærheden af Norges bedfte. Kornegne, iſcer var vilkſom
til at fremme denne Foranftaltning, hvorfor et Takſigelſes-Brevj den Anledning: til
"ham bla udſtadt. Statens Magaſmor bleve. imidlertid par de offentlige Bei faa.
flet. forfytede, rat Udſtrivning maatte finde Sted,“ og der unde intet førre Bevis
glvbs paa, hvor flet. Korhmagafinerne - vare. forſynede nted Provifiener, end. at Ubdiflytdz
ningen udvidedes til de meeſt forntrængende Egne, hvis Beboere ei. Minderfer Vinterens
Cube, før-de maatte. underfløttes med Mom, naar oi Hungeréngd der frulde indfinde
fig. - Regjerings-Gondmisfionen beſtormedes derfor med idelige Anføgninger om Fri-
tagelfe før eller. Lettelfe i disſe Leveraneer, og ben blev førft ſenen hen, dd
Provideringe-Commiskonone- Narvaagenhed :og den private Kornforfynings Held, fi
i Stand til: at 'udføre. Foranftalthingen paa den" mildefte Maade, ligefom Krigens
Ophør under Binteren' gjorde I det mindre nodvendigt at: ſorſyne fra rundeligen de
offenttige Je Begefn
*. n 9 » *
A * : , Pr
| Syttende Capiel. ere
an R rd 38 Tonder Lunds. Død. tilb 2 geblik
7 1 4.
4
7
' o
Ea Aarets Eiyining: mifede. regjerings - Commisfionen ved en vverorbenttig
Dodomaade trende af fine Medlemmer, hvoraf de tvende ilke engang indtoge deres
Sæde i Cammisfionen. Det frørfte Tab par viſtnok. Gtatdraad Faljens Hengang,
der havde været et faa virfjømt og talentfuldt Medlem af den norfte Regjering, hvis
Jndflydelfe paa Forretningernes Gang fporedes t alle vigtige Erpeditionir, og hwis
varme Fædrelandsjind og trøfende Tiltale Farens Stund opflammede og opmunirede
den bedre Deel af Nattonen, GEndftjønt Falfen ikke havde maaet den almindelige
Øroændje for Menneftets Leve-Ulder — han var fun, 54 Uar — faa var han Dog
en ublevet Mand, og for flært Sjælen var, faa fragt var Legemet, der ikke kunde
bære Byrden of de Sorger, ſom Fædrelandet farlige Stilling pualagde Den varme
Patriot. Hans tidlige Udvikling maa vel” og huve havt Indflydelſe paa Livsſtoffets
tidlige Spœkkelſe. Hans ſpage Legeme var ikke den Anſtrengelſe voren, fom var
forbunden med hans vigtige Ralb, ng-et Mismod over Fadrelandets Stilling, ber
grændfede til Mistvivi om at den fnart Funde ſorſedres, fremlaldte «en Lede til Livet
—
3 Denne Gjenftand findes behandlet i Regjeringdz Commisſionens Protokol fra lyte al
*-tilti3de October 1808, Fofto 17304 174.
Gnflav Adolpha nforftandige MNegjering. Finland tades. 3
fbom latterlige Opforſel fynes i Begyndelfen at have opvalt mere Haan end
atleret Mobfiand, og den lille nordifte Fyrſtes flore Planer overfaaes under Kongers
Mættelje, nye Dynaftiers Oyprettelfe, og be moægtigfte europætfle Rigers forandrede
Stilling. Napoleon faae igjennem Fingre med Guftav Adolphs Trudfler og Krans
felfer; thi deels beftjæftigede andre Planer ben feierrige Monark, deels brød han
mg med Sverige, ber, formedelft fin Beliggenhed i det fjerne Nord, ubenfor hans
polittffe Omraade, hunde flyrfe og lette Englands Forbindelfe med Faftlandet. Men
da Guta» Adolph virkelig forenede fig med Napoleons Fiender, og tiltxaadte den
me Coalition mob ham, reiftes en Krig, der omfider endte med Tabet af Sveriges
meite Provindfer, ben fidfle Reſt fra den fore Guftav Adolphs Seierstog i Tydſtland.
Det ſeenſte Folf begyndte ba at ane fin Ulykke; thi dets Monges Politif var en
delig Tilſideſcettelſe af Klogſtab og af alt formuftigt Henfyn til Landets Stilling.
Saxi fiødte han i fine politifle Skridt mod ben ene, fnart mob ben anden fore
arveifle Etat, bragte derved fit Land i farlige og vitnlige Stillinger, og foranle⸗
dizede Næringsforftyrrelfe øg Misnoie. Omſider indgit han en nøte Forbindelfe med
Grgland, der fatte ham i et fiendtligt Forhold til de nordiſte Magter, fom efter
tilktter-gredben ertlærede England Krig og fluttede et nøte Forbund med Frankrige.
Det havde vift nok flaaet i Guftavs Magt at bevare em fredelig Neutralitet under
vite trigerffe Bevægelfer; thi Sveriges meeft trofafte Forbundsven, England, lod fig
hreligen not ved flere Leiligheder forlyde med, at det ikke fiendtligen kunde modfætte
ig Sveriges Freds-Tilftand med fine Naboer, naar det anfaars nødvendigt for at
hare Sveriges GSelvftandighed, og under den Forudfætning, at dette flede uden
ubnbar Fiendtlighed mod England felv. Dette nærede desuden i Krigstilfælde
$aah om en hemmelig Forbindelje med Sverige, hvis venlige Sindelag mod England
bet fjendte, og det havde allerede hemmeligen tndledet et faadant med Rusland, under
denne Nagts aabenbare Tiltrædelfe til en Politit, hvis Grundfteen var Ødelæggelfen
Englands Handels-Forbndelfe med Norden. Men Guftav Adolph frolede paa fila
uifærbige Sag og paa en høiere Beftyrekfes Biftand, der vilde underftøtte den
dybige Svaghed mod den voldſomme Styrke. Denne fromme Tro inddysjede ham
i den Grad, at han forfømte endog de forberedende Ruftninger, fom vare fornødne
for at møde em faa mægtig Fiende, og tillod Va Skridt, fom mere hentybede paa
a vorftandig Vrede, end em flog og vel overveiet Modftand. Iſer lagdes bet ham
meget til Laft, at han lod den rusfiffe Minifter Alopeus i Stodholm arveftere,
ift anfnaes fom et Brud paa Geſandtſkabets Hellighed og en Overtrædelfe af
utjmble Etatørettens Grundfætninger. Guftav Adolph troede fig imidlertid bertik
feiet, fordi der opfangedes en Goureer i Finland, ber bragte bin rusfiffe Sendes
mn» Depeſcher, fom hentydede paa hemmelige Madinationer for at ryfte forenkle
Underfaatters Troſtab, og paa Ruslands Planer med Nabomagten til GSveriged
fate. Men Sveriges Stilling var ikle faadan, at bet hunde trodſe fine Ftender
vd afmægtige Bredesyttringer, uden at funne lægge tilbørlig Modftand til det vrede
OM. For Musiand var denne Guſtavs uforfiandige Faxd hoiſt velkommen; thi det
hendte af Begjærlighed efter at lægge Finland til fin flare Coloſs — dette Finland,
frit Nærhed under en Krigstilfand med Sverige truede Rusland med far mange
Sar, ifær naar det havde andre Fiender at betjæmpe, og fom desuden indeheldt
J iadvortes Kraft og krigerſte Hjælpemidler, fom kunde ſtyrke endog bet fote
land.
Sverige overraffebes faaledes af em Krig uden at have beredt fig væ, vel
iiberlige Forfvarsmidier og pasfende Ruftninger at gaae den imode. Deté Flaade
vr den Guſtav den IIIdies Tid efterhaanden fommen i Forfald, dets Arfenaler vare
ft forfynede, dets Krigsmagt iffe paa de Bunkter, hvor dens Rærværelfe frævedes
vå Krigens Udbrud, og dets Harforere vare beels mistæntte af Kongen felv, deels
Mitfornsiede med hans uoverlagte Fremfoærd. I Landet felv fiurede de vigttgfte
Leringegrene; uhyre Beholdninger af Landets vigtigfte Brøducter opdyngedes. paa
17 Andet Tibsrum II. Tredie Gapitel.
Armee, fom han anfaa for at være fin Konge trø, og en General, paa hvis Øen
givenheb han var filfer, og derpaa med famlet Magt rykte tilbage til Stodholm ø
adſplitte Oprørerne. For at forfyne fig med de nødvendige Midler dertil gav ha
Ordre til Bantbeftyrelfen at udlevere ham to Milltoner foenft Banko af dens Vi
holominger. Men Bankens Beftyrere adløde ikke hans Befaling, i det de anført!
at de blot funde modtage en faadan Befaling igjennem Nationens udfaarede Mont
der havde fat dem til Forvaltere over Nationens Midler. De Tropper, hvorom
han i Stodholm kunde raade, vare imidlertid fun faa mod den fore Moængde, d
ftod paa hans Modftanderes Side, og de Faa, paa hvilke han ifær burde fynes :
funne fiole, anførtes af Ghefer, ber hverfen havde Lyft til at vove Liv og Blod fe
en lidet elftet Fyrfte og en dem fremmed Jnteresfe, eller Mod og Talent til at let
militaire Operationer til et heldigt NRefultat. Han befad faaledes hverken Midi
eller Evne til at bringe Orden i en Sag, fom hans Egenſind og blinde Tilli
havde i en Rekke af Uar bragt i Forvirring. J Bondens Barm rørte fig vift ne
endnu en Stemme for den gamle Kongeftamme, ligefom han af denne ille betragtede
med faa ugunftige ine, fom af Nationens Adelsmend og Mrigere; men denn
Hjælp var under Revolutionens ftærte Fremføridt alt for: fjern til at denne Fund
ſtandſes. Desuden trykkedes ogfaa denne Stand af fyære Byrder, og Misnøten
Sad udſtroedes flittigen overalt af GStatsomvæltningens Ledere. Oprørs: Uvein
rafede frem med Stormſtridt, og han ſtod ene og forladt ligeſom med nøgent Bry!
mod fine fiendtlige Underfaatters bragne GSværd. Han var faaledes enduu (Å
foredig med fine forvirrede og hovedkulds trufne Forberedelſer til at dæmpe det ubbrudd
Oprør, før be Sammenſvorne famlede fig paa Slottet for at lægge fidfte Haan
paa bereg Plan. Klingfpor, Udlerereuta og Silfverfparre fatte hverandr
og flere af Urmeens betydningsfuldefte Mænd Stevne paa Slottet, hvor de indfant
fig om Formidbagen den 13de Marts for at overtale, eller i Rødstilfælde med Mag
at tvinge Kongen til at nedlægge en Regjering, fom truede med at fremlede Riget
Opløsning og Sønderlemmelfe til Kordeel for Landets JFiender, og hvis uktloge o
halftarrige Ford allerede havde flilt Sverige ved en af de fljønnefte og frugtbaref
Brovindfer.
De Sammenfvorne forføgte i Begyndelfen at overtale Kongen til en frivilli—
hronaffigelfe, idet be foreftillede ham den almindelige Misnoie, fom .herføede
Nationen over hans utloge Færd, faavelfom de farlige Følger for hand Liv og fo
hans Families Velfærd, om han ved fin Flugt fra Stodholm beredte indvorte
blodige Krigsbevægelfer. Men Guftav Adolph var ikfe den Mand, fom aabnede fi
Øre for Foreftillinger af den Art. Han trak Sværdet mod Oprørets Hovedmand,
og fafdte med høie Skrig de Hunsbrabanter, fom befandt fig i Rærheden, til fr
Hjælp. Nogle af de Nærmefte blandt disſe frimlede ogſaa virkelig til, fyændte de
tillaafede Dør ind, og gjorde Mine til at befrie Kongen af Oprorernes Hender
Adlererentz's Koreftillinger og Forfifringen om, at hvad ber flede var til Landet
Bedfte og til Kongens og hans Familie egen Frelfe, bragte dem imidlertid ti
Rolighed, og den lille Hob af flet bevætnede fongelige Huusdrabanter formased:
fidet mod ben tilfttmlende Maængde af Krigsmend, fom vare deelagtiggjorte i Planen,
og havde faat bver fin Rolle i Udførelfen. Kongen blev faaledes afvæbnet og
omgiven af Sammenfværgelfens Ophavsmand og troe Tilbængere. Imidlertid fanb!
fan Seilighed til at bemægtige fig en af de Tilftebeværendes Bærge — bet være nu,
at han enten ved et raflt Greb fik dette i fin Haand, eller at Offirieren fun fvag!
mobfatte fig Kongens Henfigt — og det lykkedes ham at undløbe ben ham bevog:
tende Omgivelfe. Gjennem Løngange, fom vare ham bedre end Nogen af han
Forfølgere betjendte, føyrtede han ned af Slotstrapperne, i det Saab at funne naa
$ovedvagten, og ved at fafte fig i bens Arme bevirke en Modſtand mod fine For
følgere. Derfom det havde lyktes ham at naae dette Maal, hunde let ve meef
blodige Scener være blevne fremledte; thi Folkets Hengivenhed for eu gammel
Gnſtav Molph fængfles og afjættes. Carl Rigsforfander. 177
fsgeftamme og Ugtelfe for bens Hellighed omgiver Majeftæten med et færtt Bolvæd,
sr ben ſtedes i Fare og Forfølgelfe, og bortfjerner roligere Betragtninger over
Med ber tjemer til Fodrelanders Gavn. Men en af de Sammenfoorne, Hofjæger:
mfer Greiff, en modig og fæmpeftært Mand, ilede til ben Udgang, bvorigjennem
han fermodede at Kongen vilde undflippe, og da han der virkeltgen mødte ham,
høltbes det ham, bog ei uden felv at blive faaret, at afoæbne Kongen og bære ham
Mage til fine Bærelfer, hvortil de øvrige tililende Sammenfvorne vare ham behfæle
vllge. Men nu var Kongens Kraft brudt; afmægtig blev han baaren op å et af
Ctettets Gematfer, og fun ved ftærte Brekninger befriedes han fra en Befvimelfe.
Ger denne voldfomme Grene blev han omgiven af en flærfere Vagt, og under en
Gaumenftimlen af flere uvedtommende Perfoner blev ben fvage Konge udfat for en
Ørhandling, fom iffe var den hoie Stilling, hvorpaa han endnu flod, værdig. Hof
mister Zibets Unfomft gjorde dog em Gunde paa denne Forhuanelfe, fom fyillede i
bu franffe Nevolutions Farve i dens rædfomme Periode. Denne aandsftærte Mand,
her paa den ene Side ifte hørte til de Gammenfvornes Parti, og paa den anden
ESe havde forgjæves føgt at bevege Kongen til kloge Beflutninger Å fit politifte
Qatold, gjorde Kongens Farbroder, Hertugen af Gødermanland, opmarkſom paa
tr njømmelige Boæfen med Kongens Perſon, og nu bortjoges alle uvedfommende
Øilfuere fra Kongens Rærværelfe, og et anftændigere Forhold iagttoges derefter H.
Gu af de Sammenfoornes førfte Handlinger, efterat have bemægtiget fig Kongens
Safon, var at anmode Hertugen af Sodermanland, Carl, om at overtage Regjeringen,
far bvitfen nu ingen Formand var. Denne Ofding harde før, fom den affatte Konges
Snunader, foreftaaet Regjeringen, havde udmærtet fig fom CSøhelt, og han befad
fniedes en vis Grad af Nationens Tillid. For at undgaae Anarkiets Farer og
Sadfler, og dœompe enhver Bevægelfe til den affatte Konges Fordeel, maatte et nyt
Deerhored midlertidigen indtil en Rigsdags Sammenkaldelſe vælges, og der var for
Wen intet amdet Valg at gjøre. Efter nogen Betænkning fovede Carl at overtage
Migets Styrelfe indtil Rigsdagen, fom blev at fammenfalde i Anledning af den
Mfundne Kataftrophe, havde taget Ån Beftemmelfe paa Nationens Vegne. Regjes
masferandringen proclameredes derefter ved em Herold. Efter den ſtormfulde ors
mdags⸗Scene vendte Rolighed tilbage i Hovedftaden, og de GSammenfvorne kunde
ſicdeligen fuldende Revolutionsværtet *).
Den fangne Konge fandt fig fnart i fin Skjebne, og ligefom ingen foenft
Kand løftedbe Sværdet for at forfvare hans Rettigheder, gjorde han fel» ingen Mine
å at gjenvinde det forforne Gcepter. Natten efter Urreften blev han nnder en übe⸗
Mødig militair Escorte, og omringet af Revolutionens vigtigfte Ophavsmaænd, ført
U Dromingbolm. Efter et fort Ophold førtes han derfra til Gripsholm, en hens
fare Konges langvarige Fangſelsſted, og førft der tillodes det ham at famles med
Ma Dronning, fom i fin nærværende Stilling ingen bedre Stjebne ønftede end at
N I $andlingar rørande Sveriges Hiſtoria die Deel findes flere Bererninger om denne
Revolution, faafom: Beretning om Revolutionen i Stodholm 13de Marta 1809 af
en Anonym; Udleriparres Beretning til em fraværende Ben; orfjægermefter Greiffs
Beretning om Guſtav Adolphs Urreitering ved Regimentsforandringen den 13de Marté
Formiddag; General Silfverfparres Beretning om det Sandfærdige ved K. Guitav
Abofphe Arreftering o. ſ. v., famt Silfveriparre8 Samtale med Kongen under Flyt:
ningen. til Gripsholm. Af vdisje Beretninger er ovenſtagende Bremttilling taget, og
Silfveriparres og Ehrenheims Beretninger findes fulditændige i Bilag 37 a og b,
forbi disſe ere givne af Mænd, "fom bavde forffjellige Anſuelſer af Sagen. Der er
isvrigt megen Devreensſtemmelſe mellem be forſtjellige Beretninger fom Bekraftelſe
paa den hiſtoriſte Sandhed. Begivenheden i fin Detall er maaftee et af ſtor Vigtighed
før og, men efter 1809 angaaer Sveriges Stjebne Norge i høl Grad, fjær med Henfyn
til Tronforandringen.
5 J Bilag 38 findes et Brev fra Adlerereug til UAdlerfparre, fom underretter denne om
Revoiurionens rolige Udfald.
Mans Erindringer. 12
Grindringer
fom Bidrag til
Norges Hiftorie fra 1800—1815.
———JJPDQ- —
Inden Deel.
—
Indledning.
V. træde nn, i denne Hiſtories Fremſtridt, ind i det ſtjebneſvangre Mar, der indeholdt den
førfte alvorlige Forberedelſe til en Forandring i Norges politiſte Stilling, og da be forſte
Glementer til Opføsning mellem de I meer end 400 Aar forenede to nordifte Riger begyndte at
gjære. Den uroktefige Bedbængen ved ben gamle Tingenes Orden, og den trofafte Hengi:
venhed til den gamle Kongeftamme, fom bherftede i Norge, fær I de førfte Aar af bette
Seculum, begyndte om ikfe at vakle faa dog haardt at prøves, formedelft en fortfat Trængfef
og Nød under ben nlyttelige nordifte Krig, og formedelft Standsning af Landets vigtigfte
Næringdvele. Follket begyndte at anftille Betragtninger over Fadrelandets ijolerede og førladte
Tilftand under en Krig, i hvilken det forlobes af Benner og omgaves af Flender. Det be.
gyndte at føle Mangelen af alle de inbvortes YJnbretninger, ber kunde give Miget em vis
Selvftændighed, og hvis Savn under en fri Forbindelfe med Danmark Itfe I den Grad var
meærfelig. De roligfte og bet gamle Forbund meeft hengivne norfte Borgere begyndte at
gruble over benne Fæbdrelandets betæntkelige Stilling, og at indfee Nødvendigheden af en
Forandring heri, og fjær af en fredelig Nærmelfe til Danmarks bittrefte Klende, England,
fordi ben afbrubdte Forbindelje med benne Stat indeholbt ben vigtigfte Aarfag til Landets
Trangfler og Nød, og fordi den indvortes Vindſtibelighed derved lammedes. Den vdanfre
Politits Uheld, ber ftunbom fammenblandedes med Uklogſtab, vifte fig nu aabenbarligen, og
Nodvendigheden indfaaes af at indlede andre politifle Forhold, om endog den regjerende
Konge ingen Forandring vilde gjøre i det hidtil fulgte politiffe Syſtem.
Danmarks og Norges Stilling var i benne Henfeende aabenbart forffjellig. Danmart
har flere indvortes Midler til at igjennemgaae. en Krigsperiode og til at raade Bod paa de
Trængfler og den Forvirring, fom ledfager denne Landeplage. Dets indvortes meeft livlige
og meeft blomftrende Birtfombhed fan ikke aldeles [ammes uden at det umiddelbart overværdeg
af fiendtlige Starer. Imidlertid begyndte Danmart i benne fyvaarige Krig felv at fi
Ulempen af en Forbindelfe med Norge, ber fyntes ligefom at firibe mod Naturen felv. Sa
fænge Danmart var forbundet med Norge, var bet nødt til at dele fin Opmarkſomhed imelle
et tilftræfteligt Forfoarsvæjen til Lands og Banda; thi en Flaade var det enefte Middel, fo
under Krig med Gømagter kunde beflytte Korbindelfen imellem begge Niger. Danmark v
ſaaledes nødt HI at anſtrenge fin finantfielle Kraft paa et Forfvarsmiddel, fom formedet
Europas foørandrede Stilling havde faaet em ganſte anden Betydning, for ligefom at beva
ben Plads blandt Sømagierne, fom bet i Middelalderen havde indtaget. J denne Kraft
Guſtav Adolph landflygtig. Sverige føger Fred. 179
mætfr Spor til at faadan Plan var lagt, og efter den nøiefte Opgave af hans
formue hunde den iffe bringes høtere end til 600,000 Rdir. Banto, hvillet vår em
mr Sum end den, fom hans Fader efterlod ham. Vi have ovenfor feet, at
Øjelhed itte tunde lægges ham til Laft. Hans Formue fortæredes fnart i Udlandet,
ter ben formindfredes formedelft mangehaande Omftændigheder, og han fom fidben i
range Kaar, da hans Appunage blev tilbageholdt. Da han fenere hen, under fit
astagne Ravn Guftarfon, lod i Aaret 1821 lægge paa det norfte Etorthingé Bord
a Anjøqning om at blive naturaliferet fom norſt Borger, angav han fin Formue
i mtrnt 30,000 Rdir. Banko.
Om Stedet, bhvorhen den affatte Konge frulde forvifes, var der adſtillige
Dielemaal. Til hans trofafte Allierede, England, funde det ikke tillades ham at
Øyite fin Stav, Da derved gaves denne erflærede endnu ikke ydmygede Fiende af det
mi derſtende politifte Syftem i Europa alt for ftore Midler ihænde til em ubeletlig
Sarblanding i Faftlandets Unliggender. Danmark og Nord-Tydfflund vare ogfaa for
mer den Trone, hvorfra han var nedftødt, felv om hans fiendtlige Sindelag mod det
ffe and havde tilladt ham ber at vælge fit Ophold)). Endnu mindre kunde
Qunhrige anvijes ham fom Opholdfted, da den politifte Grille, der grændfede til
Modighed, fom havde gjort ham i fine egne Øine til det faldne Dynafties afmægtige
førfsarer mod den nye franffe Regjering, maatte gjøre ham enhver Forbindelfe med
fjer Napoleon forhadt. Saaledes valgte han Schweitz, faa mange Flygtningers
2 mvandrende Stormends Tilflugt, til fin Reſidents. I fit Exil trøftede han fig
frndeles med religisſe Sværmerier, og i denne Stemning lagde han endog Planen
ål ea Reiſe til det forjættede Land, fom han dog opgav I et af de underlige Luner,
ur ofte febede denne befynderlige Mandö Handlinger. Nordens Opmarkſomhed borts
uadies fnart fra hans Perfonlighed; thi han efterlod fig i Sverige hm faa deel⸗
fagnde Benner, itte engang nogen hoi Grad af Medlidenhed med hans ulyktelige
Gliebme, og det nye Dynafti i Sverige havde fualedes lidet at frygte af den bortvifte
ag fnart glemte Konges Beftræbdeljer for at hæve fig eller fin Søn paa Thronen,
farm han og fyntes i Udlandet iffe dertil at have fat fin Hu, enditjønt han
necmede fig Fofterlandet ved en paafolgende Forandring I det fvenffe Dynakti.
Q
gjerde Capitel.
Sveriges Sørhold til Udlandet efter Åevolutionen*).
M. for Wngftelfe ventede8 i Sverige paa det Indtryk, fom denne Regierings⸗
ſerndring vilde gjøre par de udenrigffe Magter, fom deri funde have nogen Jnteresfe,
”g bet fan iffe nægtes, at hvad der var fleet tjente til at redde Sverige fru Unders
ag, og give det, frjønt fvættet og lemlæftet, igjen en fatt politiſt Stilling iblandt
de nordiſte Stater. Revolutionen i Sverige kunde iffe i Hovedfagen forftyrre Rus⸗
finds Grobringsplaner — Finland var og blev tabt; men RuslandS og Danmarts
5 Rogle Korføg, fom Guftav Adolph fenere hen gjorde paa at gaa voer til England
med Stibsleilighed, bindredes af fvente Emisſairer, fom det var paalagt at holde Øle
med hane Foretagender. [Kan opholdt fig dog i England i henved 4 Maaneder i
Binterem 1810—1811, og 1811 en Tid i Tønningen; Sdåintet:Bergmans Minnen VI.
289—295. Sammeſteds V. 317—41, 373—77, VI. 285—318, 382—94 findes Ef⸗
terretninger om den afjatte Konges fenere Skjebne.]
7 IIfr. herom Schinkel⸗Bergman V. 43—46, 48—19, 51—55, 96—127.]
12”
1980 | Andet Tidsrum II. Hjerde Capitel.
hemmeligen aftalte Plan, enb videre at fønderlemme og dele de fvenfte Provindfer,
ſtandſedes brat formedelft Revolutionen. Den nye fvenfle Regjering var faaledes
ſtrax i fin Begyndelfe betæntt paa at fende Fredsbud til alle Europas Lande af
nogen politiff Betydenhed, deels for i Fredens Ly at bevare Rigets Grændfer, beels
for at helbrede de Saar, hvorunder Landet leed i fit Indre formedelft Krigen. Dens
Beftræbelfer vare visfeligen iffe uheldige, endfljønt — fom det faa ofte ganer —
Haabet maaftee havde fmigret fig med et endnu mere glimrende Udfald.
Med England maatte Sveriges Stilling ifær blive vanſtelig formedelft denne
Forandring; thi Sverige kunde ikke erholde Fred med fine nærværende Fiender, uden
at indtræde i den Faftlands-Politif, fom var filet mod England, og ved kraftigen
at underftøtte Sverige i Kampen mod Rusland med Penge og tildels med Krigs⸗
magt, havde England visfeligen itte gjort fig fortjent til et flendtligt Sindelag fra
Sveriges Side. Denne Knude løftes imidlertid fettere end Sverige felv havde funnet
vente. Den engelfte Minifter Ganning ertlærede den ſvenſte Minifter i London, at
det ingeniunde var Kongen af Englands Henfigt at blande fig i Sveriges indvortes
Forhold, men maatte overlade bet i faa Henfeende at handle overeensftemmende med
hvad Sveriges egen VYnteresfe bød. Kongen af England interesferede fig vel for fin
troefte Allierede Guftav Adolphs Skjebne, men funde itfe heller tage ham i Forfvar
mob hans misfornøtede Underfaatter. Hau indftræntede fig til at anbefale Skaan⸗
fomhed mod den ulyffelige affatte Konge, og anmodede om at udfætte med en afgjøs
rende Beflutning i den Henfeende. Kun den Betingelfe gjorde han for et fredeligt
Forhold mellem begge Rationer, at Sveriges Regjering ingen Befluming flulde tage,
fom directe frilede til Englands GStade'). Der aftaltes endog en hemmelig Overs
eensfomft til et fredeligt Forhold og en fortfat Qandelsforbindelfe underhaanden mellem
begge Nationer, i det Tilfælde at Sveriges forandrede politifte Stilling ſtulde tvinge
bet tif at flutte fig til Faftlandbsmagterne, og aabenbart erklære England Krig. Da
dette virkelig ffede, blev faaledes fun iden Forandring i begge Staters Forhold, og
Farten forblev imellem bem temmelig levende, inbtil en ny Forandring i Nordens
Politik knyttede denne Forbindelfe endnu inderligere. De offentlige Blade i England,
fom funde anſees for ben almindelige Folkeſtemmes Organer, talte i famme Tone,
og den fredeligfte Forbindelfe mellem begge Nationer afbrødes ikke uagtet bet offent⸗
ligen tltlærede Fredsbrud.
Frankriges Keifer var paa den Tid alt for beffjæftiget med fine egne Unliggender
til at fljænfe denne Revolution i Norden nogen færdeles Opmærtfomhed. Aſterrige
vovede en ny Kamp med Frankrige, og i Spanien rafede Krigen fremdeles. Sverige
beilede vift not i fin nye Stilling fornemmeligen til den franffe Keifers Gunft, ved
hvis Hjælp det ventede at faae fit Finland tilbage, eller at nytte andre Forbindelfer
t Norden, fom kunde, om iffe erftatte, faa dog formilde Tabet af denne herlige
Provinds. Der dannedes noget fenere i denne Henfeende tvende Partier ved det
franffe Hof; det ene paa Danmarks Side, fom underftøttede dettes Forftørrelfesplaner
paa fvenff Bund; et andet paa ESveriges Side, der ikke var utilbøielig til at fremme
Foreningen af den ffandinaviffe Halvø, mod at tildele Danmark andenfteds Erftatning.
Den fvenffe Minifter Iyttedes bet igjennem Fruentimmer-Indflydelſe at opværke det ene
Parties Jnteresfe, og i det mindfte at tilveiebringe Ligevægt imellem begge Partiers
virfende Mræfter*). Imidlertid flufredes aldeles Sveriges Haab om ved Napoleons
Jndflydelfe at erholde Finland tilbage. Napoleon gjorde paa den Tid Alt for at
fnytte bet Benffab, fom han med den rusfifte Keifer havde indgaaet, end faftere, og
derhen ſtilede flere af hans politiffe Skridt. Han var faa langt fra at forftyrre
Alexanders Udvidelſesplaner paa Sveriges Betoftning, at han endog i et egenhændigt
') I Bilag 39 findes em Depefdje å den Unledning fra Minifter Cauning til den fvenfte
Minifter i London.
7) I Bilag 40 findes em Skrivelje fra Paris til Stodholm, fom omhandler dette.
Freden til rederilshamn. Forholdet til Danmark. 181
Ser meget beffedent udbad fig Tilladelfe til at Infønfte ham til Finlands Erobring.
I famme Brev meddeler han fin feiferlige Ben, at han havde fluttet Fred med
Keijeren af Øfterrige, og fmigrer fig med, at bet Maadehold, fom han ved denne
keilighed havde viift, vilde være Keiferen af Rusland behageligt. Fra den Kant
harde Sverige faaledes ingen Hjælp at vente til Gjenvindelfen af fin tabte Provinds.
Sigefaalidt hunde bet ftole paa Napoleons Hjælp til ben frandinavifte Halvøes Fors
ming, hvortil der i bet fvenfle Kabinet allerede i dette Aars Løb lagdes Plan.
Rapoleons Netfærdighedsfølelfe tillod ham ei at fremme Norges Forening med Sverige
uden tilfræffelig Grftatning for Danmark, og benne var under ben nærværende politfle
Gjaring ei let at finde. Det blev faaledes ved nogle dunkle Udtryk af enkelte
fuffe Miniftre, fom hentydede paa, at Frankrige ei alvorligen vilde mobdfætte fig
ben ffandinaviffe Halvses Forbindekfe, naar den kunde flee uden at fade en For:
hmbøven. Forgjæves faftede i denne Henfeende ben nye fvenfle Regjering fig i Frank
viges Arme. Den naarde ikle fit Maal; hvad der var tabt funde ikke meer vindes tilbage.
Nusfand havde vift nof begyndt denne Krig under Skin af at ville tvinge
Grerige til at futte fig til Faftlandets Politi mod England; men i Grundben for
at føte Finfanb til den musfiffe Landmasfe. Det havde nu virkeligen erobret Finland,
og dette Bytte vilde det paa ingen Maade lade fig rive af Hænderne. For Rusland
va derfør Guftav Adolphe Uffættelfe ingenlunde velfommen; thi bet førte lettere
Sngen med Sverige, faalænge dette Rige ſtyredes af em egenfindig og idet elflet
Sønge, der ifte vibfte at benytte et Hælt Folks Tapperhed og patriotiffe Opofrelfer
fl Fædrefandets Frelfe. Da derfor den nye fvenfle Regjering nærmede fig Hoffet
i Petersborg med Korflag til Forlig, nægtede det at famtytte i andre Fredsbetingetfer
en dem, der havde Finlands Jndlemmelfe i bet ruskiffe Nige og Sveriges Til-
trødelfe til Gontinental-Syftemet mod England fom Grundvold. Da nu Sverige
vægrede fig ved at opofre en faa vigtig Deel af Riget, førend alt Haab ved egen
ånft og fremmed Mogling at bevare bet var tabt, fortfattes Krigen, vel med fore
fjlligt Held og uden Slam for Sveriges Krigerhæder, men ſtedſe med afgjørt
Deermagt paa Ruslands Side. Forſt da Sverige undertaftede fig den haarde Bes
tingelfe, fluttebes Freden omfider i Fredrikshamn, og Sverige fatte fit Haab til
Agers Forftørrelfe mod Beften. Med Henfyn til det fidfte Punkt viifte Rusland
fig fnart føieligere end Frankrige. Det foftede den rusfiſte Politif paa den Tid
Jutet at flifte Farve, naar Fordel derved hunde øpnaaes. Allerede under Freds⸗
Underhandlingerne i Fredrikshamn viifte be rusfiffe Ubfendinger fig folbere mod be
tanffe, og Alopæus lod Formanden for dem vide, at Danmart gjorde vel I ei at
afbryde Fredsværket med Sverige. Den rusſiſke Minifter Romanzow erklarede
endog underhaanden den foenffe, at Rusland, efterat det havde opnaaet en fredelig
Silftand med Sverige, flulde Yntet have imod at bette udvidede fine Grændfer paa
et anden Kant. Fra den Tid begyndte Sverige alvorligen at forberede Skridt, fom
fentigtåmaæsfigen funde fremme ben frandinaviffe Halvøes Forening»).
5 Yen Depeſche fra Baron Stedingt å Adlerſparres Handlingar IV. 107, bdateret 15de
October 1809, figer han, at be Danfle ere fortrydelige over, at de Svenfte nyde en
førre Fribed end De, og tilføier tillige „at den rusfifte Gejandt Ufopæus havde ertfæret,
at bet et var flogt af bet danſte Hof at gjøre unyttige Hindringer for fin Fredaflutning
meb cg, og at Rusland vidfeligen ei videre vilde tage fig af den Sag." JIIfr.
Schinkel-Bergman V. 123—124.]
D I et Brev fra Stockholm af 29dbe Auguſt 1809 flriver Wetterſtedt til Adlerſparre:
MRærbeærdigt er at Gre Romanzow — i Følge bvad en i Forgaars anfommen
Coureers Depeſcher omtale — bar fagt tif Barom Stedingt: Chaque pays å ses
époques; si la Suéde trouveroit occasion dans- avenue de faire ses négocia-
tions d'un sutre cöté comme nous avons fait du cöté de la Finlande, nous
ne pouvnns certsinement pas nous y opposer. H. E. Stedingk bar faaet Bes
faling at tale noget om benne Vittring, men med Rorfigtighed føle fig for, om bette
vif fige moget meer end en almindelig Doflighede-Bhrafe, før at trøtte os over vort
Tab.“ [Jfr. Såintef-Bergman V. 118—123.]
189 Andet Tibarum IL. Hjerde Gavitel.
Danmart var Tronforandringen i Sverige endnu mindre velfommen; thi Haabet
om at eholde fin Part af bet erobrede og fønderlemmede Sverige bortfjernedes derved.
Derfom Krigen var bleven fortfat i den gamle Stitl, uden at det hunde (ytes
Sverige at indayde fine Fiender et mere fredeligt Sindelag, da vilde Rusjerne fnart
have ftaaet for Stockholms Porte, og ben hemmelige Trattat, fom var fluttet imellem
Rusland og Danmart, var faaledeg gaaet i Opfyldelfe. Ved Tronomvæltningen i
Sverige fil begge Disfe Rigers Stilling en anden Form. Sverige vidfte at kaffe
fig Napoleons Deeltagelfe og Samtykte i den flete Forandring ved at kaſte fig i
hans Urme, og tilfyneladende tilttæde Gontinental-Eyftemet. Freden med Rusland
beredte bet fig til at fjøbe ved Finlands Ufftaaelfe, og viifte fig derfor mere ligegyldig
ped Danmarks Forhold. Omendffjønt det fvenfte Cabinet derfor ogfaa gjorde bet
danffe bekjendt med Tronforandringen, gjorde det dog intet Skridt til en alvorligere
Jorfoning. Danmarf undgit ogfaa paa fin Side al videre Forklaring, fvarede ikke
paa De gjorte Meddelelfer og Fredstilkud); men fortfatte et flendtligt Forhold, i
Haab om gjennem fin maglige Medforbundne at erholde nogle af be befovede Fordele.
Det danſte Hof var lidet betjendt med DViplomatifens Krogveie, og dets Cabinet
forftod et at lede dens fine Fraade. Danmark tabte faaledes alt Haab om Opreis⸗
ning for lidte Tab, og maatte beqvemme fig til at tilbyde Sverige Fred paa en
Grundvold, der Jntet forandrede i Rigernes indbyrdes Stilling. Hiſtoriens Fremſtridt
vil fenere fjen give os Anledning til at gjøre os betjendt med Grunden til denne
Danmartg Fremgangsmaade, og den har da at anføre, hvad der bevægede ben danfte
Regjering til at lægge en iilfærdig Haand paa Fredsværtet.
Saaledes opnaaede vift nok Sverige ved Guſtav Adolphs Uffættelfe fore Fordele,
i det den ſpenſte Stat reddedes fra Undergang, og fra en Oplosning eller i det
mindfte en Sonderlemmelſe, fom en fortfat Krig rimeligviis vilde have fremledet.
Nationens Kræfter ſtyrkedes, i bet den affatte Konges forbærvelige Beflutninger tils
bagefalbtes og forandredes, en førre Orden indførtes i alle Forvaltningens Grene,
og Mational:Aanden fattes i Bevæyelfe. Det vedfommer og ikke her at forfølge
benne Kataftrophes mørte og Iyfe Side; men aabenbart er det, at ved Mevolutionen
i Sverige den 13de Marts 1809 hævdede Sverige fremdeles fin mægtige Indflydelſe
i Norden og beredte den frandinavifte Halvøes Forening, endftjønt det Haab, fom
faa til Grund for Revolutionen, at bevare Finland for Sverige, ikke gif i Opfyldelfe,
figefaalidt fom Foreningéplanen endnu var moden til Udførelfe.
Femte Gapitel.
Chriſtian Augufts Forhold til Mrvolutionen i Sverige.”
Narmere angaager bet os at underſoge Forholdene i Norge, medens denne Omvaltning
indtraf i Sverige, og bvilfen JIndflydelfe denne havde paa Norges politifte Stilling.
") [Se Rong Arebril & Brev til Chriſtian Auguſt af 250e Marts 1809 i Norite Sam:
linger
) herom — —— Apologi, blandt Bilagene No. 41. Chriſtian Anguſts
ogravhi af C. Bird i Skilling-Magaz. 1847. S. 59—60. 66—68. 74—79.
99—102. 117—120. 130—132. (3. G. Dronfen u. K. Samer) Actmäſſ. Geſch.
>. dånlid. Politik feit 1806. S. 30—33. Wegeners Aktm. Bidrag I. 97 ff. Ipien,
Chriſtian Auguſt (Kiel 185%) 62 ff. Schierns Studier I. 302 fr. Malmitrøm i
Bergſtedts Tivdjkrift 1851. S. 449 ff. Paludan-Miller i For Literatur og Kritif,-
Harr ¶dlerſparres Anteckningar 109—25. Såindel: Bergman V. 33—43.
Dvereenstomift om VBaabenhvile paa ben morffe Grændfe. 183
Bi ere faa meget mere beføiede til omhyggeligen at beftræbe os for at trænge ind i
ne Sag, fom benne Begivenhed fan betragtes fom den førfte Spire til Oppløsningen
$en eidgammel politiff Forbindelſe og til ben flandinavifte Halvoes nøtere Forening.
& ville erfare, at Sverige allerede ba lagde en alvorlig Plan til Rigernes Forening,
ser ved fridillig Overeenstomfi end ved Baabenmagt. Men dengang bedrog bet fig
i me Forbaabninger. Nordmandens Trofafthed i at bevare fin nærværende politiffe
eking, hans Hengivenhed for den regjerende Kongeflægt, endftjønt fvættet ved en
sbklig Stilling under Krigen og ved mangehaande grundede og ugrundede Unkepofter,
difle ale Sveriges hemmelige Jnfinuationer, og det var endnu for fvagt til at
arte Norge ved VBaabenmagt. Der vilde neppe være bleven alvorligt Spørgsmaal
aa dn flandinavifte Halvøes Forening, derfom iffe nye Omrvæltninger i Europa havde
get Sverige en ny betydningsfuld Stilling i Rorben, fom det deels ſtyldte Ruslands
frig med Franfrige, deels fin fongelige Helts kraftfulde Medvirtning til Napoleons Fald.
Da Adlerſparre havde plantet Oprørsfanen, og rykkede med Beftarmeen til Stodholm
mat bevirke Guſtav Adolphs Affættelje, filkrede han fig ført Ryggen fri ved en
frdelig Underhandling med den fommanderende norſte General, Prindfen af Auguſten⸗
lg. Ven var allerede Uaret før indledet ved en venſtabelig Brevverling imellem
Garal Staffeldbt og Oberft Ablerfparre (ovenf. S. 153), medens endnu General
felt havde Overfommandoen, og fom tilveiebragte em frilttende Baabenhvile mellem
hpa Grændfen flaaende Hære. Prindfen af Auguftenborg mødte bette Udlerfparres
- tverlige Forflag med en forefommende Belvillie. Han betragtede Beft-Armeens Be-
maljer fom Gorløber til en Fred i Norden, og bidrog gjerne til at befordre et
bede, fom Gan anfaa for det flørfte, der under Tingenes nærværende Stilling kunde
wderfares Norge og Sverige. Uden faaledeg at indgaae nogen formelig Vaaben⸗
fifland forpligtede han fig paa fit Wresord, ike ved noget Jndfad i Sverige at
fure Grændfefreden under Befthærens Afmarſch til Stodholm, bog under ben
beboldenhed, at Rusferne imidlertid iffe gjorde noget Indfald i Sverige, og at
en af Danmart ikfe befalede Prindfen at rykke ind i Sverige. Men vderhos
atlærebe han, at om faabanne Omftændigheder flulde indtræffe, vilde Opfigelſen af
Labenlvilen fra norff Side dog fee i betimelig Tidl). Dette Skridt fra Prindfens
Elle er bleven misforftaaet og mistydet, og har, tilligemed hans Forhold under ben
hale Krigs ſidſte Scener, givet Anledning til falffe Rygter til Kræntelfe for Prind⸗
ſas gode Ravn og Gftermæle. Mistanten forøgede8 ved den frore Vagt, fom i
Evrige blev lagt paa dette Prindfens neutrale Forbolb under Beft-Armeens Ufmarfd.
Mid Talen blev paa Ørebro Rigsdag om hans Ophøielfe til Sveriges Kronprinds,
aharedes dette Prindſens rolige Forhold paa Grændfen „ſom en af de frørfte Vel
ganger, der nogenfinde er viiſt Sverige af en udenlandſt Man», eller under: Tin⸗
xies daværende Gtilling funde vifes det” — en Mitring, der var ligefaa ubefindig,
fa den var ugrundet. Thi om man end vil paaftaae, at Beft-Urmeen itte kunde
here ryftet op fin fore Beftemmelfe imøde, naar den norffe Hær havde fortfat Fiendts
tøbederne paa Grændfen, faa er det ligefaa vif, at den egentlige Kataftrophe, Kong
Sufng Feœngſling og Tronaffættelfe, var bevirfet før VBeft-Urmeen havde naaet
Etodbolms Porte, og at den ſaaledes ei fif Unledning Hl umiddelbart at fremme
åmelutionen, om end dens Ghef dertil havde udkaftet de førfte Linier*). Revolutionen,
—
— — —— — =>
) Rusferne gjorde virkelig i den omhandlede Tid et Indfald I Sverige over Quarken,
og bet er bleven bebreidet Adlerſparre, at han ikke derom underrettede Prindſen; men
Adlerſparre anfører til fit Horfvar, at ban ikke havde forpligtet fig til at gjøre en
faadban Anmeldelſe. og at bet ei kunde forlanges af ham, at han ſtulde gjøre et for
fit Fædrefanb faa forbærveligt Stridbt. [Se &. UA. Udleriparre, 1809 års Revolution
IL 12, EE Wegener, Actm. Bidrag, I. 101—102. Rader, III. 284 f.
fem, 72. 73.
) gav Guftav Adolph Unledning til et fpottemde Udtryk, da han i fit Fængfel paa
Gripsholms Slot hørte, at Beftarmeen var marſcheret ind i Stodbholm, om bend enefte
Np Andet Tibbrum IL. Tredie Capitel.
føgelfer y. Fra bet Tidspunct i vor Hiftorie, hvorpaa vi nu flaae, var ber en
langt flørre fælles Sammenhoæng i ben flandinavifte Halvøes Stjebne end nogenfiude
tilforn, og ingen politiff Begivenhed i denne Deel af Norden fan fra ben Dag af
figes at have været fremmed for nogen af GStaterne. 8
Guftav IV" Adolph havde befteget Sveriges Throne under Mationens gode
Øorhaabninger om hans Megjering, og t en politiſt Stilling, fom lovede Riget en
Iyttelig Fremtid i Nydelfe af Fred, og uden Deeltagelfe i den fore Gjæring, fom
bengang herffede blandt de enropceiſte Stater. Allerede fom Barn udviklede han fig
fordeelagtigen*), og var fom Yngling i Befiddelfe af mange herlige Wgenffaber.
Hvad der, ogfaa i yngre Dage, fattedes ham for at bane ham Vei til fit Folks
Kjærlighed , haabede Nationen vilde blive ben modnere Albers Pryd. Han var
vetfærbig, ſparſom, afholden, ftreng i fine Sæder og aaben for bet huuslige Livs
frille Lyfte. Naar han var fold, flundom mørt og fraftødende, tilftreves dette en
mindre blid Stjebne i Barndommens Dage, og det melankolſte Præg, fom hans
Faders ulykkelige Skjebne, hvis blobvædede Throne, omftlyrtet af forræverite Hænder,
han befteg, havde givet hans Sindsſtemning. De førfte Aar af hans Regjeringstid
vare ſaaledes Intfelige baade for ham og for Rattonen, og om han end ikke heller
ba havde nogen høt Grad af fit Folks Kjoærlighed, var han i flere Henfeender agtet.
Men det varede ikle længe inden det vifte fig, at han ifte var ſtikket til at fyre
Riget under Europas nærværende Gjærings-Tilftand, og at han ikke var de fore
Planer voren, fom han lagde, til at forfvare en gammel Tingenes Orden og fuldtafte
ben nye, fom ben franfte Revolution og Napoleons Seiersbane havde fremfaldt. Han
anfaa fig ubfaaren til at fpille en Gufta» Adolphs Rolle, og fremtræde fom det
monarkiſte Syſtems og ben fortrængte Kongefamilies Forfvarer, og en Boltgiftsmand
t ben politiffe Omvæltning, ligeſom Guftav Adolph havde forbum været i den religiøfe.
Men han befad ifte den fore Guftavs WGaenffaber. VBel manglede han ifle en vis
Grad af perfonlig Tapperhed, bhvorpaa han ved enkelte Leiligheder aflagbe Prøve,
men han manglede moralft Mod til at underføtte den, og hans Gaenfindighed og
Utilbøielighed til at høre Andres Raad lod ham ofte vælge urigtige Midler og forfeile
fit Maal. Intet Uheld, itte ben meeft afgjorte Overmagt fra hans ubdvortes Fienders
Side, formaaede at bøte hans Beflutninger, eller bevæge ham til at inblade fig i
Underhandlinger, fom han anfaa for at være hdmygende, eller for at kuldkaſte hans
Idee om fin ftore Beftemmelfe. Han ftolede paa fin Sags Netfærdighed; Ordiproget:
„Wrlighed varer Tængft var fledfe paa hans Tunge, og han haabede, at ben fors
pirrede Tilftand, hvori Sverige bragtes formedelft hans Haardnaftenhed og hans
tilbeels affindige Politit, ſtulde opløfes i en glimrende Stats Fuldfommenhed og
Seier over hans Fiender. Denne fidfte fromme Tro gikt efterhaanden over til et
religiøft Sværmeri. J Johannes's Aabenbaring fandt han Næring for benne, der
frembragte en GSindsftemning hos ham, fom ftundom fit Anſtrog af Aandsforvirring.
Saaledes havde Guftav IV" Adolph ikke længe fiyret Regjeringens Tomme,
førend han beredte fit Rige Næringsløshed, Klendighed og omfider GSønderlemmelfe,
og fig felv og fin Familie Udetuttelfe fra Tronen. Hans førfte uheldige Skridt
var hans Meife til Tydffland, hvor han i Nærheden af Frankrige var faa godt fom
Bidne til Ømvæltninger og Scener, fom oprørte hans fongelige Gemyt. Men hans
) I denne Henſeende henvifes Laſeren til Schwediſche GeldHidten unter Guftav dem
ØDritten, vorsuglid aber unter Guitav dem Vierten Adolph von G. M. Arndt. Leipzig
18 [Grefve M. Bjørnstjernas Anteckningar, II., Adlersparres Erinringar vid
Samme. Stockh. 1853. 8. 126 ff. Schierns Afhandling: Carl Anguſt og Gar
Johan, i Hiſtoriſte Studier I. 201—349; C. A. Adlersparre, 1809 års Revolution
. ock dess min; Schinkels Minnen, utg. af Bergman, IV. 361 ff.]
2) Der fortelles, at han havde i fin Barndom en vie diplomatiſt Tatt, der ofte flog ham
Feil fom Konge. Hans Opdrager var vis paa, at ven Baarige Prindd vilſte fig artig,
naar han flulde være tiljftede ved fremmede Mintftres Aubdieuts.
Guſtav Adolpha nferkandige Megjering. Finland tades. 3
famdom latterlige Dpforſel fynes i Begyndelſen at have opvalt mere Haan end
etiæret Modſtand, og den lille nordifte Fyrſtes ſtore Planer overfaaes under Kongers
Ufjættelje, nye Dynaftiers Oprettelfe, og be mæntigfte europæifte Nigers forandrede
Stilling. Napoleon faae igjennem Fingre med Guftav Adolphs Trudfler og Krans
feler; thi deels beftjæftigede andre Planer ben feierrige Monart, deels brød han
sødig med Gverige, ber, formedelft fin Beliggenhed ti det fjerne Nord, ubenfor Hans
velitifle Omraade, fnnde ſtyrke og lette Englands Forbindelfe med Faſtlandet. Men
ha Gufta» Adolph virkelig forenede flg med Napoleons Fiender, og tiltraadte den
ne Coalition mod ham, reiftes en Krig, der omfider endte med Tabet af Sveriges
tdfte Brovindfer, den fidfte Reft fra den ſtore Guftav Adolphs Seierstog i Tydflland.
Det foenfte Folk begyndte da at ane fin Ulyffe; thi dets Konges Politi var en
delig Tilftdefættelfe af Klogſtab og af alt fornuftigt Henfyn til Landets Stilling.
Snart fødte han i fine politifle Skridt mod ben ene, fnart mod ben anden frore
arøpæiffe Etat, bragte berved fit Land i farlige og piinlige Stillinger, og foranles
digede Næringsforftyrrelje øg Misnoie. Omfider indgit han en noie Forbindelfe med
Gugland, der fatte ham ti et flendtligt Forhold til de nordiſte Magter, fom efter
Ultitter-Øreden ertlærede Gngland Mrig og fluttede et noie Forbund med Frankrige.
Det havde vift nok flaart i Guſtavs Magt at bevare en fredelig Neutralitet under
viste krigerſte Bevægeljer; thi Sveriges meeft trofafte Horbundsven, England, lod fig
ydetigen not ved flere Leiligheder forlybe med, at det ikke fiendtligen unde modfætte
fig Sveriges Freds⸗Tilſtand med fine Naboer, naar det anfaaes nødvendigt for at
bæare Sveriges GSelvftændighed, og under ben Forudfætning, at dette flede uden
sabenbar Fiendtlighed mod Gngland felv. Dette nærede desuden i Krigstilfælde
Haab om en hemmelig Forbindelfe med Svarige, hvis venlige Sindelag mod England
det fjendte, og bet havde allerede hemmeligen indledet et faadant med Rusland, under
deme Magis aabenbare Tittrædelfe til en Politik, hvis Grundfteen var Ødelæggelfen
af Englands Handels⸗Forbindelſe med Norden. Men Guftav Adolph flolede paa ſin
rtfærbige Sag og vaa en høiere Beſtyrelſes Biftand, der vilde underftøtte den
ufvidige Svaghed mod ben voldfomme Styrke. Denne fromme Tro inddysfede ham
i ben Grad, at han forfømte endog be forberedende Ruftninger, fom vare fornødne
før at møde em faa magtig Fiende, og tillod fig Skridt, fom mere hentydede paa
ex uforftandig Brede, md en tog og vel overvetet Modftand. Jfær lagdes det ham
meget til Laft, at han lod den rusfiffe Minifter Alopeus i Stodholm arreftere,
builfet anfaaes fom et Brud paa Gefandtftabets Hellighed og en Overtrævelfe af
afjendte Statsrettens Grundfætninger. Guftav Udolph troede fig imidlertid dertik
befeiet, fordi ber opfangedes en Goureer i Finfand, ber bragte biin rusfiffe Sende⸗
mand Depefder, fom hentydede paa hemmelige Machinationer for at ryfte fvenfte
Underſaatters Troſtab, og aa Ruslands Planer med Nabomagten til Sveriges
tære. Men Sveriges Stilling var ikke fandan, at bet kunde trovfe fine Fender
sed afmægtige Vredesyttringer, uden at funne lægge tilbørlig Modftand til bet vrede
Om. For Nusiand var denne Guftavs uforſtandige Færd høift velkommen; thi det
brændte af Begjærlighed efter at fægge Finland til fin fore Coloſs — bdette Finland,
bris Nærhed under em Krigstilfland med Sverige truede MNusland med faa mange
Farer, ifær naar det havde audre Kiender at betjæmpe, og fom desuden indehøldt
ea indvortes Kraft og krigerſte Hjælpemidler, fom kunde føyrle endog det ſterte
Knstand.
Sverige overraffedes ſaaledes af en Krig uden at have beredt fig pma, vel
tilberfige Forfrarsmidler og pasfende Rufninger at gaae den imøde. Dets Flaade
var ſiden Guftav den INN Tid efterhaanden fommen i Forfald, dets Urfenaler vare
flet forfynede, dets Mrigsmagt ille paa de Buntter, hvor dens Rærværelfe trævedes
ved Mrigens Udbrud, og dets Harforere vare deels mistæntte af Kongen felv, deels
misfornøiede med hans uoverlagte Fremfor». J Landet felv ſturede de vigtigfte
Ræringsgrene; uhyre Beholdninger af Landets vigtigfte Brøducter opdyngedes paa
174 .. 1 Andet Tibsrum II. Tredie Gapitel.
Muagafinerne til Byrde for Producenten, den offentlige Credit vaklede, og Landet var
ifte rigt not til at bære Byrben af et ftort og overordentligt Krigsſtyr. Overalt
herſtede Misnøie, Forvirring og Mistillid til Kongens ufornuftige Ferd. Guſtav
felo alene overfaae disſe Banffeligheder; hans Sags Retfærdighed maatte underftøttes
af ben høte Himmel.
Saaledes brød Krigens Torden forſt løs paa Finlands Græubdfe, og Sveaborgs
uventede og ubegribelige ald afgjorde Feldttoget8 og Finlands Skjebne. Forgjceves
var bet finffe Folls tappre og hæberlige Modftand. Det lukkede fit Øre for alle
Burhofdens lokkende Proclamationer, det flokkede fig overalt ved den foenfte Krigsmagts
Side. for at forjage den forhadte Fiende, og det viifte under hele Krigen en Hengi=
venhed for den gamle GStatsfrænbe og fin gamle Forfatning, fom maatte gjøre Stiles
misfen dobbelt fmertelig. HForgjæves vare de tappre fvenfte Hoærføreres heldige og
ftoré Unftrengelfer før at modftaae den fremtrængende Fiende, forgjæves deres mange
GSeiervindinger, faa ofte De mødte Fienden uden at trykkes af en uforholdsmæsfig
Overmagt. Den fidfte finfle Krig er et høiligen interesfant Stykke i Sveriges
Krigsbiftorie. Valpladſen var blodig, men de fvenfte Krigeres Modftand tjæt, og
fom ofteft feierrig. Vi finde der, tjær i Bergkrigen og i mindre Slag, en Krigshelt,
Geral Sandels, hvis Navn er tndiftrevet i den finfte Krigs Unnaler fom en af de
modigſte, belbigfte og Rusſerne farligfte Hærførere, og fom ſiden fremtraadte i Norge
under Forhold, fom for Fædrelandet vare vigttge og forvitlede. Men de tappre
Krigere underftøttedes iffe af deres Konges loge Foranftaltninger. Store Kræfter
fattes i Bevægelfe — aldrig var maaffee en førre Krigsmagt reift i Sverige —
men be fom fjelben til Krigsfruepladfen til Tid og Time, eller udruftede med bet
Fornodne. Uf be 3de Urmeer, den finfte, Befthæren og den fraanfle, udrettede de
tvende fidfte lidet. Bi have ovenfor beftrevet Befthærens Skjebne, dens ufammene
hœngende Operattoner, dens brudte Kraft, og dens med Tab forbundne Stærmydfler.
Den flaanfle Hær ftob under den finffe Krigs meeft afgjørende Periode uvirfjom paa
en Vaabenplads, hvor ingen Fiende var, og under en Generals Commando, ber
efter foenfle Hiftorieftriveres Paaftand befad fin Konges Tillid i em bøiere Grad end
han fortjente. Under faadanne Omftændigheder gikt Finland tabt allerede mod Slute
ningen af Aaret 1808, og Ruslands Keifer tunde indfemme det i fit ſtore Rige
ved em høitidelig Proclamation af November Maaned dette Aar. Det fvenfte Folk
følte fmerteligen Tabet af Finland, og fultede under Krigens Tryt og under Fore
virring i alle dets vigtigfte Næringsveie. Kun Sveriges Konge beholdt et Mod,
ber under faabanne Omftændigheder grændfede til Raſeri. Under ben finfle Mrig
havde han ſtodt fra fig be fornemfle og indflydelſesrigeſte Adelsfamilter, ved at
rebucere fine Livregimenters Hæbdersgrad, i hvis Rokker fandtes Officierer, fom vare
beilægtebe med hine Familier. Misnøien med hine Megimenter var maaſtee, efter
Flere Paaftand, ei uden al Grund, men dens Yttring paa ben Maade og til den
Tid var uforftandig.
Efter bet uheldige Udfald af Feldttoget Å Finland 1808, beredte Guftav Adolph
fig til at fornye bet i 1809 med Unftrengelfen af Landets fidfte kraft. Til den
Gude fammenfalbte han et Raad af de indfigtfulbefte og Kongen meeft hengivne
Mond. Disfe forelagbe Kongen en førgelig Udfigt over Landets Stilling og Ufor-
muenhed til at bære de med Krigens Fortfættelfe forbundne Udgifter, fom de aufloge
til 20 Millioner Bankdaler, og tilraadede ham paa det indftændigfte at flutte Fred,
for at Hindre Landets flore Nød og bringe Liv i den lemlæftede Birffombhed. Men
Kongens $ören vare langtfra iffe aabne for Forefrillinger af den Art. En Fred paa
ben Baſis, at Sverige beholdt fit Finland, var ikke kenger mulig at opnaae; thi
bet var iffe tænteligt, at Rusland ulde give tilbage denne ſtjonne Vrovinds, fom
det allerede havde i fine Hænder, og hvis Erobring uden Foivl var Krigens egentlige
Gjenftand, endſtjont mafferet under andre PRaafrud. Paa den anden Side bortfjernede
han ved fit perfonlige Horhold alt meer og meer ben Deel af fit Koll, fom nærmet
Guftav Aolph fangſles og afjættes. Carl Migsforftander. 17
Argeſtamme og Agtelje for dens Hellighed omgiver Majeftæten med et ftærtt Bolværd,
mar ben ſtedes i Fare og Forfølgelfe, og bortfjerner roligere Betragtninger over
load der tjener til Foæbdrelandets Garn. Men en af de Sammenfoorne, Hofjaæger-
mfter Greiff, en modig og fjæmpeftært Mand, ilede til den Udgang, hvorigjennem
ba formodede at Kongen vilde undflippe, og da han der virfeligen modte ham,
hiltedes det bam, bog ei uden felv at blive faaret, at afvæbne Kongen og bære ham
ffbage til fine Bærelfer, hvortil de øvrige tililende Sammenfvorne vare ham bekjæle
pige. Men nu var Kongens Kraft brudt; afmægtig blev han baaren op i et af
Eletiets Gemaffer, og fun wed ſtœrke Brætninger befriedes han fra en Befvimelfe.
ft denne voldfomme Scene blev han omgiven af en frærkere VBagt, og under en
Sxmenftimfen af flere uvedfommende PBerfoner blev den foage Konge ubfat for en
&rbandling, fom iffe var den høie Stilling, hvorpaa han endnu ftod, værdig. Hof
kattler Zibets Ankomſt gjorde dog em Ende paa denne Forhaanelfe, fom fpillede i
bn franffe Revolutions Fame i dens rædfomme Periode. Denne aandsftærte Man»,
bar paa den ene Side ilte hørte til de Sammenfvornes Parti, og paa ben anden
Sde havde forgjæves føgt at bevege Kongen til floge Beflutninger i fit polttifte
derheld, gjorde Kongens Harbroder, Hertugen af Gødermanland, opmarkſom paa
Vite njømmetige Bæfen med Kongens Perfon, og nu bortfoges alle uvedfommende
Ullluere fra Kongens Rærværelfe, og et anftændigere Forhold iagttoges derefter i.
En af de Sammenfvornes førfte Handlinger, efterat have bemægtiget fig Kongens
Safon, var at anmode Hertugen af Sodermanland, Carl, om at overtage Regjeringen,
fr beiffen nu ingen Formand var. Denne Olding harde før, fom den affatte Konges
grunder, foreftaadt Regjeringen, havde udmarket fig fom Søkelt, og han befad
foldes en vis Grad af Nationens Tillid. For at undgaae Unartiets HFarer og
Rada, og bænpe enhver Bevægelfe til den affatte Konge Fordel, maatte et nyt
Deerhered midlertibigen indtil en Rigsbags Gammenfaldelfe vælges, og ber var for
den intet andet Valg at gjøre. Efter nogen Betæntning fovede Carl at overtage
Kiaets Styrelfe indtil Rigsdagen, ſom blev at fammenkalde i Anledning af den
ſedfundne Kataftrophe, havde taget fn Beſtemmelſe paa Nationens VBegne. Regje⸗
mgeforandringen proclameredes derefter ved en Herold. Efter den ftormfulde Fors
niddags⸗EScene vendte Rolighed tilbage i Hovedftaden, og de Sammenfvorne kunde
fdeligen fuldende Revolutionsvarket *).
Den fangne Konge fandt fig fnart i fin Stjebne, og ligeſom ingen fvenfl
Mand loftede ESværdet for at forfvare hans Rettigheder, gjorde han felv ingen Mine
fl at gjenvinde det forførne GScepter. Natten efter Arreſten Blev han under en ubes
bdelig militair Gøcorte, og omringet af Revolutionens vigtigfte Ophavsmænd, ført
å Drotningholm. Efter et fort Ophold førtes han derfra til Gripsholm, en hen»
fen $tonges langvarige Foængfelsfted, og førft der tillodes det ham at famles med
f Dronning, fom i fin nærværende Stilling ingen bedre GStjebne ønftede end at
5 I Handlingar rørande Sveriges Hiltoria Idie Deel findes flere Bereminger om denne
Revolution, faafom: Beretning om Revolutionen i Stodholm 13de Marts 1809 af
en Anonym; Adlerfparres Beretning il en fraværende Ben; Horjægermejter Greiffs
Beretning om Guitav Adolphs Urreitering ved Regimentåforandringen den 13de Marté
Fermiddag; General Silfverfparreg Beretning om det Sandfærdige ved K. Guitav
Adolphö Arreftering 0. i. v., famt Silfveriparres Samtale med Kongen under lyt»
ingen til Gripsholm. Af bdisje Beretninger er ovenſtagende Fremſtilling taget, og
Siifverſparres og Ehrenheims VBeretninger findes fulditændige Å Bilag 37 a og b,
fordi disſe ere givne af Mænd, "fom havde forftjellige Unfrueljer af Sagen. Der er
føvrigt megen Devreensitemmelfe mellem de forſtje ige Beretninger fom Betrærtelfe
vaa den hiſtoriſte Sandhed. Vegivenheden I fin Detail er maaftee et af ftor Zigughe
for og, men efter 1809 angaaer Sveriges Skjebne Norge i hoi Grad, iſer med Henſyn
til Tronforandringen. :
) J Bilag 38 findes et Brev fra Adlererenp til Adlerfparre, fom unbderretter benne om
Revolutionens rolige Udfald. |
Hand Grindringer. 12
1% Andet Tibsrum II. Tredie Capitel.
Armee, fom han anfaa for at være fin Konge tro, og en Geueral, paa bvis Hen»
givenhed han var filfer, og berpaa med famlet Magt rykle tilbage til GStodholm og
abfplitte Oprørerne. For at forfyne fig med de nødvendige Midler dertil gav han
Ordre til Bantbeftyrelfen at ublevere ham to Millioner ſvenſt Banko af dens Be
holdninger. Men Bankens Beftyrere adløde ikke hans Befaling, i det de anførte,
at de blot funde modtage en fandan Befaling igjennem Nationens udtaarede Mænd,
ber havde fat dem til Forvaltere over Nationens Midler. De Tropper, bhvorover
han i Stodholm funde raade, vare imidlertid fun faa mod ben fore Mængde, der
ftod paa hans Modftanderes Side, og de Haa, vaa hvilte han ifær burde ſynes at
tunne ftole, anførtes af Ghefer, der hverken havde Lyft til at vove Liv og Blod for
en lidet elſtet Fyrfte og en dem fremmed Jnteresfe, eller Mod og Talent til at lede
militaire Operationer til et bheldigt Mefultat. Han befad faaledes hverten Midler
eller Gvne til at bringe Ovden i en Sag, fom hans Ggenfind og blinde Tillid
havde i en Raælte af Uar bragt i Forvirring. I Bondens Barm rørte fig vif not
endun en Stemme for ben gamle Kongeftamme, ligefom han af denne ilfe betragtedes
meb faa ugunftige Øine, fom af Nationens Adelsmend og Mrigere; men denne
Hjælp var under Nevolutionens ftærke Fremføridt alt for fjern til at denne kunde
ſtandſes. Desuden tryktedes ogfaa benne Stand af fvære Byrder, og Misnøiené
Sæd udſtrsedes flittigen overalt af GStatsomvæltningens Ledere. Oprors⸗Uveiret
rafede frem med GStormføridt, og han ſtod ene og forladt ligefom med nøgent Bryft
mod fine fiendtlige Underfaatters dragne GSværd. Han var faaledes endnu ikke
færdig med fine forvirrede og hovedkulds trufie Forberedelfer til at dæmpe det udbrudte
Oprør, før be Sammenfvorne famlede fig paa Slottet for at lægge fidfte Haand
paa beres Plan. Klingfpor, Adlerereutz og Silfverfparre fatte hverandre
og flere af Armeens betydningsfuldefte Mænd Stevne paa Slottet, hvor de indfandt
fig om Formiddagen ben 13de Marté for at overtale, eller i Nødstilfælde med Magt
at tvinge Kongen til at nedlægge en Regjering, fom truede med at fremlede Rigets
Opløsning og Sonderlemmelſe til Fordeel for Landets Fiemder, og hvis utloge og
halftarrige Joærb allerede havde ſtilt Sverige ved em af de Mjønnefte og frugtbarefte
Provindſer.
De Sammenſvorne forſogte i Begyndelſen at overtale Kongen til: en frivillig
Thronaffigelfe, idet de foreftillede Ham den almindelige Misnoie, fom herſtede i
Nationen over hans utloge Færd, faavelfom de farlige Følger for hand Liv og for
hans Families Velfærd, om han ved fin Flugt fra Stodholm beredte indvortes
blodige Mrigsbevægeljer. Men Guftav Adolph var ilfe den Mand, fom aabnede fit
Søre for Foreftillinger af den Art. Han trak Sværdet med Oprørets Hovedmand,
og faldte med høte GStrig de Huusbrabanter, fom befandt fig t Nærheden, til fin
Hjælp. Nogle af de Narmeſte blandt disſe ſtimlede ogſaa virkelig til, fpændte den
tillaafebe Dør ind, og gjorde Mine til at befrie Kongen af Oprorernes Hender.
Adlerereng's Forefrillinger og Forfikringen om, at hvad der frede var til Landets
Bedfte og til Kongens og hans Families egen Frelſe, bragte dem imidlertip til
Roligheb, og den lille Hob af flet bevæbnede fongelige Huusdrabanter formaaede
fidet mod ben tilftimlende Mængde af Krigsmend, fom vare deelagtiggjorte i Planen,
og havde faaet hver fin Rolle i Udførelfen. Kongen blev faaledes afvæbuet og
omgiven af Sammenfværgelfens Ophavsmænd og troe Tilhærgere. Jmidlertid fandt
fan Leilighed til at bemægtige fig en af de Tilftedeværendes Bærge — bet være nu,
at han enten ved et raſtt Greb fil dette i fin Haand, eller at Offirteren fun fragt
mobfatte fig Kongens Henfigt — og det lykkedes ham at undløbe den ham bevog⸗
tende Omgivelfe. Gjennem Løngange, fom vare ham bedre end Nogen af hans
Forfolgere betjendte, fiyrtede han ned af GSlotstrapperne, i det Haab at fimne naar
Hovedvagten, og ved at kaſte fig i dens Arme bevirte en Modftand mod fine ors
følgere. Derſom det havde lykles ham at naae dette Maal, unde let de merk
blodige Scener være blevne fremledte; thi Foltets Hengivhed for em gammel
Guſtav Adolph fandflygtig. Sverige føger Fred. 179
mutir Spor til at faadan Plan var lagt, og efter den nøiefte Opgave af hans
$ormue tunde ben iffe bringes bhøtere end til 600,000 Rdir. Banko, bhvillet varen
undre Sum end den, fom hans Fader efterlod ham. Bi have ovenfor feet, at
Øjelhed ilfe kunde lægges ham til Laft. Hans Formue fortæredes fnart i Udlandet,
der bm formindfredes formedelft mangehaande Omftændigheder, og han fom fiden I
trange Maar, da hané Appanage blev tilbageholdt. Da han fenere hen, under fit
øutagne Navn Guftavfon, lod i Aaret 1821 lægge paa det norffe Etorthings Bord
a Anſegning om at blive naturaltferet fom norſt Borger, angav han fin Formue
tl omtrent 30,000 Rdir. Banfo.
Om Stedet, bvorhen den affatte Konge ſtulde forvifes, var der adſtillige
Dielsmaal. Til Hans trofafte Ullierede, England, kunde det ikte tillades ham at
flytte in Stav, ba derved gaves denne erflærede endnu ikke pdmygere Fiende af det
um berffende politifte Syftem i Europa alt for fore Midler ihænde til em ubeleilig
apblanding i Faftlandets Anliggender. Danmart og Nord-Tydſtland vare ogfaa for
sr den Trone, hvorfra han var nedftødt, felv om hans fiendtlige Sindelag mod det
Søre Land havde tilladt ham der at vælge fit Orhold). Endnu mindre hunde
Jonkrige anvijes ham fom Opholdfted, da den politifte Grille, ber grændfede til
Miindighed, fom havde gjort ham i fine egne Øine til det faldne Dvynafties afmægtige
Garfvarer mod den nye franjfe Regjering, maatte gjøre ham enhver Forbindelfe med
Seifer Napoleon forhadt. Saaledes valgte han Schweitz, faa mange Flygtningers
m omvandrende Stormends Tilflugt, til fin Refidents. I fit Exil trøftede han fig
fambeles med religiøfe Sværmerier, og i benne Stemning lagde han endog Planen
Men Reiſe til det forjættede Land, fom han dog opgav i et af de underlige Luner,
bar ofte ledede denne befynderlige Manda Handlinger. Nordens Opmoærfjomhed bort»
vadies fnart fra hans Perfonlighed; thi han efterlod fig i Sverige tun faa deele
gende Benner, ifte engang nogen hoi Grad af Medlidenhed med hans ulykkelige
Gljebne, og det nye Dynaſti i Sverige havde ſaaledes lidet at frygte af den bortvifte
sg nart glemte Konges VBeftræbeljer for at hæve fig celler fin Søn paa Thronen,
figfom han og fyntes i Udlandet ikke dertil at have fat fin $u, endſtjont han
nermede fig Fofterlandet ved en paafolgende Forandring 1 bet fvenfte Dynaſti.
Q
gjerde Capitel.
Sveriges Forhold til Udlandet efter Kevolutiønen*).
Ma ftor Engſtelſe ventedes i Sverige paa bet Indtryk, fom denne Regjerings»
frandring vilbe gjøre par de udenrigffe Dagter, fom dert kunde have nogen Jnteresfe,
og det fan iffe nægteg, at hvad der var fleet tjente til at redde Sverige fru Unders
gang, og give Det, ſtjont foæftet og lemlæftet, igjen en fart politiſt Stilling blandt
be nordbiffe Stater. Revolutionen i Sverige funde ikfe i Hovedfagen forfiyrre Rus⸗
hands Grobringsplaner —- Finland var og blev tabt; men Ruslands og Danmarks
5 Rogle Forſsg, fom Guſtav Adolph fenere hen gjorde vaa at gaa vor til England
med Skibsleilighed, hindredes af ſpenſte Emisſairer, fom bet var paalagt at holde Øie
med hans Aoretagender. [Han opheldt fig bog i England i benved 4 Maanever I
Vinteren 1910—1811, og 1811 en Tid i Tønningen; Sintef: Bergmans Minnen VI.
289—29%. GSammeitebs V. 317—41, 373—77, VI. 285—318, 382—94 findes Ef⸗
terretninger om ben afjatte Konges fenere Stjebne.]
7) [Sfr. herom Sdintel:Bergman V. 43—46, 48—419, 51—55, 96—127.]
12*
180 Andet Tibsrum II. Hjerde Capitel.
hemmeligen aftalte Plan, end videre at fønderlemme og dele de fuenffe Provindfer,
ftandfedes brat formedeift Revolutionen. Den nye fvenffe Negjering var faaledes
firar i fin Begyndelfe betæntt paa at fende Fredsbud til alle Europas Lande af
nogen politiff Betybenhed, deels for i Fredens Ly at bevare Rigets Grændfer, deels
for at helbrede de Saar, hvorunder Landet leed 1 fit Indre formedelft Krigen. Dens
Beftræbdelfer vare visfeligen ikke uheldige, endffjønt — fom bet faa ofte ganer —
Haabet maaftee havde fmigret fig med et endnu mere gåimrende Udfald.
Med England maatte Sveriges Stilling tfær blive vanftelig formedelft denne
Forandring; thi Sverige funde ike erholde Fred med fine nærværende Fiender, uden
at indiræde i den Faftfands-Politit, fom var flilet mod England, og ved kraftigen
at underftøtte Sverige i Kampen mod Rusland med Penge og tildels med Krigs⸗
magt, havde England visfeligen ikke gjort fig fortjent til et flendtligt Sindelag fra
Sveriges Side. Denne Knude løftes imidlertid lettere end Sverige felv havde funnet
vente. Den engelffe Minifter Canning ertlærede den ſvenſte Minifter i London, at
det ingenfunde var Kongen af Englands Henfigt at blande fig i Sveriges indvortes
Forholb, men maatte overlade det i faa Henfeende at handle overeensftemmende med
hvad Sveriges egen Interesſe bod. Kongen af England interesjerede fig vel for fim
troefte Allierede Guftav Adolphs GStjebne, men kunde ikke heller tage ham i Forfvar
mob hans misfornøtede Underfaatter. Hau indiftrænkede fig til at anbefale Skaan⸗
fømhed mod ben ulyffelige affatte Konge, og anmobede om at udfætte med en afgjøs
rende Beflutning i den Henfeende. Kun den Betingelfe gjorde han for et fredeligt
Forhold mellem begge Rationer, at Sveriges Regjering ingen Beſlutning flulde tage,
fom birecte frilede til Englands Stade'). Der aftaltes endog en hemmelig Over⸗
eenskomſt til et fredeligt Forhold og en fortfat Handelsforbindelfe underhaanden mellem
begge Nationer, i bet Tilfælde at Sveriges forandrede politifle Stilling flulde tvinge
bet til at flutte fig til Haftfandsmagterne, og aabenbart erklære England Krig. Da
dette virkelig frede, blev faaledes Fun liden Forandring i begge Staters Forhold, og
Jarten forble imellem dem temmelig fevende, indtil em ny Forandring i Nordens
Politit nyttede denne Forbindelfe endnu inderligere. De offentlige Blade i England,
fom funde anfees for ben almindelige Folfeftemmes Organer, talte i famme Tone,
og ben fredeligfte Forbindelje mellem begge Nationer afbrødes ikke uagtet det offent=
ligen Vrflærede Fredsbrud.
Frankriges Keifer var paa den Tid alt for beffjæftiget med fine egne Unliggender
til at fljænte denne Revolution i Morden nogen færdeles Opmærtfomhed. Oſterrige
vovede en ny Kamp med Frankrige, og i Spanien rafede Krigen fremdeles. Sverige
beilede vift not i fin nye Stilling fornemmeligen til den franffe Keiſers Gunft, ved
hvis Hjælp det ventede at faae fit Finland tilbage, eller at ytte andre Forbindelfer
i Norden, fom funde, om ikke erftatte, faa dog formilde Tabet af denne herlige
Provinds. Der dannedes noget fenere i denne Henfeende tvende Partier ved bet
franffe Hof; bet ene paa Danmarks Side, fom underftøttede dettes Forftørrelfesplaner
paa foenff Bund; et andet paa Sveriges Eide, der ikke var utilbøielig til at fremme
Foreningen af den frlandinaviffe Halvø, mod at tildele Danmarf andenſteds Erſtatning.
Den foenfte Minifter lykkedes det igjennem Fruentimmer-Jndflydelfe at oprælte bet ene
Parties Jnteresfe, og i det mindfte at tilveiebringe Ligevægt imellem begge Partiers
virfende Mræfter*). Imidlertid fufredes aldeles Sveriges Haab om ved Napoleons
Indflydelſe at erholde Finland tilbage. Mapoleon gjorde paa den Tid Ult for at
fnytte det Benffab, fom han med den rusfifte Keifer havde indgaaet, end faftere, og
derhen ſtilede flere af hans politifle Skridt. Han var faa langt fra at forftyrre
Alexanders Ubdvidelfeøplaner paa Sveriges Befoftning, at han endog i et egenhændigt
') I Bilag 39 findes em Depeſche å den Anledning fra Minifter Canning til den fvenfte
Miniiter ( Londou.
7) I Bilag 40 findes em Strivelje fra Paris til Stodholm, fom omhandler dette.
Freden til Frederifshamn. Forholdet til Danmark. 181
Sr» meget beffedent ubbad fig Tilladelfe til at lykonſte ham Kl Finlands Grobring.
3 famme Brev meddeler han fin keiferlige Ben, at han havde fluttet Fred med
Keiferen af Øfterrige, og fmigrer flg med, at bet Maadehold, fom han ved benne
Seilighed havde viift, vilde være Keiferen af Rusland behageligt. Fra den Kant
bande Sverige faaledes ingen Hjælp at vente til Gjenvindelfen af fin tabte Provinds.
Sigefaalibt hunde det flole paa Napoleons Hjælp til den frandinavifte Halvøes Fors
ang, bvortil der i det fvenffe Kabinet allerede i dette Wars Løb lagdes Plan.
Napoleons MNetfoærdighedsfølelje tillod ham et at fremme Norges Forening med Sverige
sten tilftrætftetig Grftatning for Danmark, og denne var under ben nærværende politiffe
Gjæring et let at finde. Det blev faatedes ved nogle dunkle Udtryk af enkelte
frante Miniftre, fom hentydede paa, at Frankrige et afvorligen vilde mobdfætte fig
ben fandinavifle Halvoes Forbindelfe, naar ben kunde fee uden at flade en Fors
hmdöven. Forgjæres faftede i denne Henfeende den nhe foenffle Regjering fig i Frank⸗
riges Urme. Den naacde ikle fit Maal; hvad der var tabt funde iffe meer vindes tilbage.
Nusland havde vift nok begyndt denne Krig under Skin af at ville tvinge
Sverige til at flutte fig til Faſtlandets Politit mod England; men i Grunden for
at fete Finfand til den msfifle Landmasfe. Det havde nu virkeligen erobret Finland,
sg dette Bytte vilde det paa ingen Maade lade fig rive af Hænderne. For Rusland
vr derfor Guftav Adolphe Uffættelfe ingenlunde velfommen; thi bet førte lettere
Srigen med Gverige, faalænge dette Rige flyredes af en egenfindig og idet elflet
Songe, der ille vidfte at benytte et ætt Folls Tapperhed og patriotifte Opofrelfer
til Fedrelandets Frelje. Da derfor ben nye fvenfle Regjering nærmede fig Hoffet
å Petersborg med Forflag til Forlig, nægtede det at famtykte i andre Fredsbetingelfer
end dem, der havde Finlands Jndlemmelfe i det rusfiſte Mige og Sveriges Tils
trbetfe til Gontinental:Syftemet mod England fom Grundvold. Da nu Sverige
vegrede fig ved at opofre en faa vigtig Deel af Riget, førend alt Haab ved egen
Sraft og fremmed Mogling at bevare det var tabt, fortfattes Krigen, vel med fors
fjeltigt Held og uden Stam før Sveriges Krigerhæder, men fredfe med afgjort
Svermagt paa Nuslands Side. Forſt da Sverige underkaftede fig ben haarde Des
tingelfe, fluttebes Freden omfider i Fredrifshamn, og Sverige fatte fit Haab til
Aigets Forftørrelfe mod Beften. Med Henfyn til det fidfte Punkt viifte Rusland
"åg fnart føteligere end Frankrige. Det foftede den ruskifte Politil paa ben Tid
Jutet at flifte Faroe, naar Forbeel derved kunde opnaaes. Allerede under Freds⸗
Unberhandlingerne i Fredrikshamn viifte de rusfiffe Udfendinger fig koldere mob de
danffe, og Aiopæus lod Formanden for bem vide, at Danmark gjorde vel i et at
afbryde Fredsværkt med Sverige. Den ruskifte Minifter Romanzow ertlærede
enbog underhaanden den foenfle, at Rusland, efterat bet havde opnaaet en fredelig
Silftand med Sverige, ſtulde Intet have imod at dette udvidede fine Grændfer paa
em anden Kant. Fra ben Tid begyndte Sverige alvorligen at forberede Skridt, fom
hbenfigtsmoœsſigen funde fremme den ffandinaviffe Halvoes Forening *.
I V en DepefHe fra Baron Stedingt i Adlerfparres Handlingar IV. 107, bateret 15de
October 1809, figer han, at be Danſte ere fortrybelige over, at be Svenffe nyde en
ftørre Fribed end de, og tilføier tillige Jat den rusſiſte Gejandt Ufopænd havde erflæret,
at bet et var Mogt af bet danſte Hof at gjøre unyttige Hindringer for fin Fredsſlutning
med 08, og at Rusland visfeligen ei videre vilde tage fig af den Sag.“ [Jfr.
Såinfel: Bergman V. 122—124.]
TI) I et Brev fra Stodholm af 29be Auguſt 1809 river Wetteritedt til Adlerfparre:
Markverdigt er at Gre Romanzow — Å Følge hvad en I Horgaars anfommen
Goureerd Depeſcher omtale — har fagt til Baron Stedingk: Chaque pays 8 ses
époques; si la Suéde trouveroit occasion dans l'avenue de faire ses négocia-
tions d'un autre cÖté comme nous avons fait du cöté de la Finlande, nous
ne pouvons certainement pas nous y opposer. $. G. Stedingt har faaet Be:
faling at tafe noget om denne Yttring, men med Horfigtighed føle fig for, om bette
vif fige noget meer end en almindelig Hofligheds⸗Phraſe, for at trøfte oå over vort
Tab.” [Jfr. Såintef:Bergman V. 118—123.]
189 Andet Tibarum IL. Hjerde Gapitel.
Danmarf var YTronforandringen Å Sverige endnu mindre vefommen; thi Haabet
om at eyfhjolde fin Bart af det erobrede og fønderlemmede Sverige bortfjernedeg derved.
Derfom Krigen var bleven fortfat t den gamle Stiil, uden at det kunde ſykkes
Sverige at indayde fine Fender et mere fredeligt Sindelag, da vilde Rusferne fnart
have ftaaet for Etodholms Porte, og den hemmelige Traktat, fom var fluttet imellem
Rusland og Danmark, var faaledes gaget i Opfyldelfe. Ved Tronomvæltningen i
Sverige fit begge Ddisfe Nigers Stilling em anden Form. Sverige vidfte at Maffe
fig Napoleons Deeltagelje og Samtytte i den føete Forandring ved at fafte fig i
hans Arme, og tilfyneludende tiltræde Gontinental:Gyftemet. Freden med Rustand
berebte bet fig til at fjøbe ved Finlands Ufftaaelfe, og viifte flg derfor mere ligegyldig
ved Danmarts Forhold. Omendfljønt det fvenfle Cabinet derfor ogfaa gjorde bet
banfte befjendt med Tronforandringen, gjørde det dog intet Skridt til en alvorligere
Forfoning. Danmark undgif ogfaa paa fin Side al videre Forklaring, fvarede ikke
paa de gjorte Meddeletfer og Hredstilbud); men fortfatte et fiendtligt Forhold, i
Haab om gjennem fin maglige Medforbundne at erholde nogle af de belovede Fordele.
Det danfle Hof var lidet betjendt med Diplomatikens Mrogveie, og dets Cabinet
forftod et at fede dens fine Traade. Danmart talte faaledes alt Haab om Oyreis=
ning for lidte Tab, og maatte beqvemme fig til at tilbybe Sverige Fred paa em
Grundvold, der Jntet forandrede i Rigernes indbyrdes Stilling. Hiſtoriens Fremſtridt
vil fenere hen give os Unledning til at gjøre os befjendt med Grunden til denne
Danmarks Fremgangsmaade, og ben har da at anføre, hvad ber bevægede ben danfre
Regjering til at lægge en iilfærdig Haand paa Fredsværtet.
Saaledes opnaaede vift not Sverige ved Guftav Adolphs Uffættelfe ftore Fordele,
i det ben foenfte Stat reddedes fra Undergang, og fra en Opløsning eller i det
mindfte en Sønderlemmelfe, fom en fortfat Krig rimeligvis vilde have fremiedet.
Nationens Kræfter flyrtedes, i det den affatte Konges fordærvelige Beflutninger til
bagefaldtes og forandredes, en førre Orden indførtes i alle Forvaltningens Grene,
og National⸗Aanden fattes i Bevæygelfe. Det vedkommer os ike her at forfølge
benne Kataftrophes mørke og Iyfe Side; men aabenbart er det, at ved Revolutionen
i Sverige ben 13vde Marts 1809 hævdede Sverige frembeleg fin mægtige Indflydelſe
i Norden og beredte den frandinaviffe Halvoes Forening, endffjønt det Haab, fom
faa til Grund for Revoluttonen, at bevare Finland for Sverige, ikke git i Opfyldelfe,
figefaalidt fom Foreningéplanen endnu var moden til Udføreffe.
Femte Capitel.
Chriſtian Auguſts forhold til Revolutionen Å Sverige.)
Narmere bet og at underſoge Forholdene i Norge, medens denne Omvæltning
indtraf i fi Sverige, og hvilken Indflydelſe denne havde paa Norges politiſte Stilling.
” [Se [8e Kong Are Brev til Chriſtian Augnit af 25de Marts 1809 i Norſte Sam:
finger
) herom —* Auguſts Apologi, blandt Bilagene No. 41. CEhrliitian Auguſts
iegravbi af C. Bird i Stilling- Maqas. 1847. S. 59—60. 66—68. 74—79.
99—102. 117—120. 130—132. (3. 6. Dronfen u. K. Samwer) Actmäſſ. Geſch.
d. daͤuiſch. Politik feit 1806. 3. 30—33. Wegeneré Uttm. Bidrag I. 97 fi. Ipſen,
Gbriftian Auguit (Kiel 183). 62 ff. Schierus Studier I. 302 ff. Malmitrøm i
Bergſtedts Tidflrift 1851. S. 449 ff. Paludan-Miller I For teratur og Kritik,-
Ha 117148, Jolerfparres Anteduingar 109—25. Sdindel: Bergman V. 33—43.
Dvereenskomft om VBaabenhvile paa den norſte Grændie. 183
Mere faa meget mere beføiede til ombhyggeligen at beftræbe os for at trænge ind i
le Sag, føm benne Begivenhed fan betragtes fom den førfte Spire til Opløsningen
en aldgammel politift Forbindelfe og til den ſtandinaviſte Halvøes noiere Forening.
å ville erfare, at Sverige allerede da lagde en alvorlig Plan til Rigernes Korening,
ar ved frivillig Overeenskomf end ved Baabenmagt. Men dengang bedrog det fig
i me Forhaabninger. Rordmandens Trofafthed i at bevare fin nærværende politiffe
Etllma, hans Hengivenhed for den regjerende Kongeflægt, endſtjont [været ved en
uyffelig Stilling under Krigen og ved mangehaande grundede og ugrundede Ankepoſter,
drille ale Sveriges hemmelige JInfinuattoner, og bet var endnu for fvagt til at
are Norge ved VBaabenmagt. Der vilde neppe være bleven alvorligt Sporgsmaal
ten ſtandinaviſte Halvoes Forening, derfom ikte nye Omvæltninger i Europa havde
ært Everige en ny betydningsfuld Stilling i Norden, fom det deels Myldte Ruslands
frig med Frankrige, deels fin tongelige Helts fraftfulde Medvirkning til Rapoleons Fald.
Da Adlerfparre havde plantet Øprørsfanen, og rykkede med Beftarmeen til Stodholm
rat berirke Guſtav Adolphs Uffættelfe, fitkrede han fig førft Ryggen fri ved en
kelig Underhandling med ben fommanderende morffe General, Prindfen af Auguſten⸗
eg. Den var allerede Uaret før indledet ved en venffabelig Brevnerling imellem
Gmeral Staffeldbt og Oberft Adlerfparre (ovenf. S. 153), medeng endnu General
Smfeldt havde Overfommandoen, og fom tilveiebragte en friltiende Baahenhvile mellem
hpa Grændfen flaaende Hære. Prindſen af Unguftenborg mødte dette Udlerfparres
therlige Forflag med en forefommende Belvillie. Han betragtede Beft-Armeens Ber
vezelſet ſom Forlober til en Fred i Norden, og bidrog gjerne til at befordre et
Bede, fom han anfaa for det flørfte, der under Tingenes nærværende Stilling funde
vderfares Norge og Gverige. Uden faafedes at indgaae nogen formelig Baabens
tiltand forpligtede han fig paa fit Ufresord, ikfe ved noget Indfald i Sverige at
fftyree Ørændjefreden under Befthærens Afmarſch til Stodholm, dog under den
derbeholdenhed, at Rusferne tmidlertid ikke gjorde noget Indfald i Sverige, og at
engen af Danmart itte befalede Prindfen at rytfe ind i Sverige. Men derhos
flare han, at om faabanne Omftændigheder ffulde indtræffe, vilde Optigelfen af
Zabenhvilen fra norff Side dog ſtee i betimelig Tid!). Dette Skidt fra Prindfens
Eie er bleven misforftaaet og mistydet, og har, tilligemed hans Forhold under ben
kafe Krigs fidfte Scener, givet Unledning til falfte Rygter til Kræntelfe for Prind-
ms gode Ravn og Gftermæle. Mistanten forøgedes ved den fore Vagt, fom i
krerige blev lagt paa dette Prindfens neutrafe Forbold under Veſt⸗Armeens Afmarſch.
Di va Talen blev paa Ørebro Rigsdag om hans Ophøielfe til Sveriges Kronprinds,
mbaredes bette Prindfens rolige Forhold paa Grendſen , fom en af de frørfte Vel⸗
sjontnger, der noøgenfinde er viift Sverige af em udenlandff Mand, eller under: Vins
ameé daværende Stilling unde vifes det” — en Httring, der var ligeſaa ubefindig,
fem den var ugrundet. Thi om man end vil paaftaae, at Beft-Urmeen ikle funde
bere rykket op fin fore Beftemmelfe imøde, naar ben norfte Hær havde fortfat Fiendt⸗
lighederne paa Grendſen, faa er det ligefaa vift, at den egentlige Kataftrophe, Kong
Gutans Fœngſling og Tronaffættelfe, var bevirket før VBeft-Armeen havde naaet
Etodholms Porte, og at den faaledes ei fit Unledning til umiddelbart at fremme
Awolutionen, om end dens Ghef dertil havde udfaftet be førfte Linier*). Mevolutionen,
-—— — —
) Rusſerne gjorde virkelig å den omhandlede Tid et Indfald I Sverige over Qvarken,
og bet er bleven bebreidet Udleriparre, at han iffe derom unbderrettede Prindjen; men
Ableriparre anfører til fit Forfvar, at ban itte havde forpligtet fig til at gjøre en
ſaadan Anmeldelſe, og at det ei unde forlanges ar ham, at han ſtulde gjøre et for
fit Fedreland faa fordærveligt Stridt. [Se &. Å. Udleriparre, 1809 års Revolution
12, 19. 59. Wegener, Uctm. Bidrag, I. 101—102. Ræder, III. 284 f.
fen, 72. 73.)
) Dette gav Guitav Adolph Anledning til et fpottemde Udtryt, da han I fit Fangſel paa
Øripsholms Slot hørte, at Beftarmeen var marſcheret ind i Stodholm, om dend meite
189 Andet Tidsrum II. Hjerde Capitel.
Danmart var Tronforandringen i Sverige endnu mindre velfommen; thi Haabet
om at erholde fin Part af det erobrede og ſonderlemmede Sverige bortfjernedes derved.
Derfom Krigen var bleven fortfat i den gamle Still, uden at det kunde Iyftes
Sverige at indgyde fine Fiender et mere fredeligt Sindelag, da vilde Rusferne fnart
have ftaaet for Stockholms Porte, og den hemmelige Traktat, fom var fluttet imellem
Rusland og Danmart, var faaledes ganet i Ovfyldelfe. Ved FTronomvæltningen i
Sverige fil begge Ddisfe Nigers Stilling en anden Form. Sverige vidfte at ſtaffe
flg Napoleons Deeltagelfe og Samtykte i den føete Forandring ved at fafte fig i
hans Arme, og tilfyneladende tiltræde Gontinental:Syftemet. Freden med Rusland
beredte bet fig til at fjøbe ved Finlands Uffaaelfe, og vitfte fig derfor mere ligegnidig
ved Danmarts Forhold. Omendffjønt det ſvenſte Cabinet derfor ogfaa gjorde bet
banffe befjendt med Tronforandringen, gjorde det dog intet Skridt til em alvorligere
Forſoning. Danmark undgif ogfaa paa fin Side al videre Forklaring, fvarede ike
paa be gjorte Meddelelfer og Fredstilbud'N; men fortfatte et fendtligt Forhold, i
$Haab om gjennem fin moægiige Medforbundne at erholde nogle af de belovede Fordele.
Det bdanfle Hof var lidet bekjendt med Diplomatitens Kroqveie, og dets Cabinet
forftob et at fede dens fine Traade. Danmark takte faaledes alt Haab om Opreis⸗
ning for libte Tab, og maatte beqvemme fig til at tilbybe Sverige Fred paa en
Grundvold, der Intet forandrede i Rigernes indbyrdes Stilling. Hiſtoriens Fremiffridt
vil ſenere hen give og Anledning til at gjøre os bekjendt med Grunden til denne
Danmarks Fremgangsmaade, og den har ba at anføre, hvad der bevægede ben danſte
Regjering til at lægge en itlfærdig Haand paa Fredsværtet.
Saaledes opnaaede vift not Sverige ved Guftav Adolpys Uffættelje fore Fordele,
i det den foenfte Stat reddedes fra Undergang, og fra en Opløsning eller i det
minbfte en Sønderlemmelfe, fom en fortfat Krig rimeligvis vilde have fremledet.
Nationens Kræfter flyrtedes, i det ben affatte Konges forbærvelige Beflutninger til
bagefaldtes og forandredes, en ſtorre Orden indførteg i alle Forvaltningens Grene,
og National:Aanden fattes i Bevægelfe. Det vedfommer og ikke her at forfølge
denne Kataftrophes mørfe og lyſe Side; men aabenbart er det, at ved Mevolutionen
i Sverige den 13de Marts 1809 hævbede Sverige fremdeles fin mægtige Indflydelſe
i Norden og beredte den frandinaviffe Halvøes Forening, endffjønt det Haab, fom
faa til Grund for Revolntionen, at bevare Finland for Sverige, ikke gik i Opfyldelſe,
ligeſaalidt fom Foreningsplanen endnu var moden til Udferelſe.
— — ———— — — ———
——— — — Dĩ0ỹ
Femte Capitel.
Chriſtian Auguſts forhold til Revolutionen Å Sverige.D
Nærmere angaaer bet og at underføge Forholdene i Norge, medens denne Omvæltning
indtraf i Sverige, og hvilfen JIndflydelfe denne havde paa Norges politifte Stilling.
-—Æ—Æ —
) Fa Song Freail Brev til Chriſtian Auguit af 25de Marte 1809 ( Norfte Sam:
inger 9—
) herom Ghriltian Augulle Apologi, blandt Bilagene No. 41. Chriſtian Auguſts
Go øravh af C. Bird I Stilling Da9as. 1847. 6&. 59—60. 66—68. 74—79.
9—102. 117—120. 130—132. (3. G. Dronfen u. K. Samwer) Actmäſſ. Geid.
p dånijd. Politik feit 1806. &.30—33. Megeners Uttm. Bidrag I. 97 ff. YJvren,
Chriſtian Auguſt (Kiel 1850) 62 ff. Schierus Studier I. 302 ff. Maimitrem I
Bergſtedis Tidrift 1851. S. 449 fr. Paludan:Muller i „For Viteratur og Kritik,-
He 117445. Molerfparreg Anteduingav 109—25. Sådindel: Bergman V. 33—43.
— — — — — —— —— —
Andarfoårba Underhandlinger med Darre. 185
bi fom i flere Unfruelfer af Fœodrelandets Stilling af Prindfens Mening H. Et
Jafald i Sverige paa den Tid var visjeligen heller ikke overeensftemmende med bet
mitt Folls Ønite, og Rational:Aanden unde paa den Maade itte fættes i Bevæs
plie. Kongen af Danmarté fore Plan om Sveriges Deling imellem Rusland og
Damark fandt ingen Gjentlang i Norge, $vor den paa den Tid fun fjendtes af
Faa. De fvenfte Hiſtorieſtrivere, fom bekræfte Sveriges Tryghed for em Ungrebskrig
fa Nerges Side med Hiftoriens Erfaring, monne have Ret; thi i den lange Tid, fom
a barunden ſiden SKtalmar-Unionens Ophævelfe, finde vi ingen farlige VBevægelfer
fa Norges Side mod Sverige. Over den forte Jndfaldskrig 1788 lægger Norges
Hiterte belt et Slor, og Tordenſtjolds Stræmmeftud vare meer em tapper Søhelts
Bedrift end nogen alvorlig offenfiv Krig fra Norges Side. Norge begjærte aldrig
aberligen Fodfæfte i Sveriges Land, endſtjont det heldigen afviifte indtrengende
frigerftarr. Og afdrig var benne Attraa mindre end i denne Nødens Tid, fom nu
bffieftiger 08, i hvilken enhver ny Krigsfrene, fom et ſtod i Forbindelfe med en
jehadt Fiende, erfores med Radſel, og betragtedes fom et unødvendigt FTillæg til
føre Lidelfer.
Da findes i den Tids Begivenheder ifte det mindfte Spør til at Prindfen, da
han fluttede den føromtalte Baabenhvile med Adlerfparre, fom ryktede til Stodholm
fr at ftøde Guftav Adolph fra Tronen, havde nogen Unelfe om det hbæderlige Kald,
krortil. Nevolutionens Formænb havde beftemt ham, og fom fenere hen efter Rigs⸗
degens Beilutning blev ham tilbudet. Uvlerfparre har i fine Memoirer fuldbfommen
utfadiggjort hbam*). Han tilftaaer, at en faadan Plan vel allerede ba var bleven
fagt, og at denne grunbede fig paa det Haab, at dette Valg ſtulde lede til den flans
bdiwiſte Halvøes Foreningd). Han havde endog overdbraget fin Sendemand, Baron
Ga $. Yndarfrård, at bringe denne Sag paa Bane; men Baronen fandt ikte
Omtzndighederne faa, at han troede at burde ubdføre det ham overbragne UÅfrende,
8 Mierfparre rofer Baronens Forhold ved denne Leilighed fom klogere end fit eget.
Adarſvaͤrd indfandt fig i bet norſte Hovedavarteer hos General Staffeldt for at unders
bable om Baabenftilftand, og begjærte i den Anledning en Samtale med Prindfen
fb, fom dengang opholdt fig i Ghriftiania. Staffeldt afflog bette, men fendte en
bemeer til Prindſen for at indhente hans Beflutning, og dennes Tilbagefomft maatte
Mndarfvård oppebie. Under dette Ophold i Hovedavarteret fom Undarfvård i nærmere
Qnmlfe med Staffeldt, og troede forfigtigen at kunne aabne fig for ham med Henfyn
fl den paatænfte Plan at vælge Prinds Ghriftian Auguſt til Sveriges Tronfølger.
NA Staffeldts Mttringer i den Anledning vare faa heftige, at UAndarfvård var glad
ve at forflare fine Udtryf fom et Fanfefpøg, hvorpaa et burde fægges videre Bægt.
Puten afſlog umiddelbar Unberhandling med Undarfvård, men fendte Major Darre
md Fuldmagt til at afgjøre det Fornødne. Darre var Prindfens fortrolige Ven og
(Beiddelfe af Prindfens Hoiagtelfe formedelft fine Talenter, fine udmærtede Egen⸗
fiber og fin militatre Dygtighed, og Undarfvård fom fnart t de behageligfte Forhold
tl fam. Begge disfe udmærfede Mænd fattede gjenfidig Høiagtelje for hinanden.
Ren metlem Undarfvård og Darre verledes ikke et enefte Ord om Prindfens Udnævnelfe
) Saavel Regjerings-Commisſionens Deliberations- fom Gorrefpondents- Protokoller tie
om disſe Korbandlinger og forgjæves føger man deri noget Lys. Hvad Forfatteren
ber hur anført, bar han ar Grev Wedels Mnd, med hvem han ftod i fortrolig For-
bindelje. Ifr. berom Stiling-Majas. 1847 S.101, hvor C. Bird oplyfer, at man
neppe i det manglende Bind af Megjeringe- Gommisfionens Protokoller funde ventet
nogen Oplysning i benne Sag, da disje Protokoller egentlig fun erc Journaler, inde:
beldende Uddrag at indtomne Suger med Gommisfionens vedtegnede Rejolutioner, uden
Zillæg af Deliberationer eller deslige. ]
) Sec Bilag Ro. 42. [3. Ræder, i Danmarks Krigsbiftorie III. 284 ff., tager lige:
ledes Prindſens hele Ferd paa denne Tid i Forfvar.]
) (6. A. Adlerfparre, 1809 års min I. 167—68.]
184 | Andet Tidsrum OI. Femte Gapitel.
fom havde fin Rod og Underſtottelſe i en almindelig Misnoie med Guſtav Adolphs
Forhold, fuldbyrdedes hurtigere og fettere, end dens forfte Ophavsmand havde tæntt
fig, og der behøvedes ingen ſtor Krigerffare for at omftøde en Trone, der længe
havde vaklet. - I et Revoluttons-Øieblit, naar en ſtor Idee gaaer igjennem Folket
og dets Krigere, er der desuden idet Haab om et heldigt Udfald af Ungrebøplaner,
naar ille Overmagten er fuldfommen afgjørende paa Ungribernes Side.
Af ben banffe Konge optoges dette Prindfens Neutralitet8-Forholb under denne
Revolution meget ilbe. Han gav Prindfen udtryftelig Ordre til paa den Tid at.
gjøre Jndfald i Sverige med den norffe Urmee"'), og, da dette ikke frede, fattes Print:
ſens Ulydighed i Forbindelfe med hans paafølgende Valg til Sveriges Kronprinds.
Men den norffe General maatte nødvendigviie have ſtore Betoæntkeligheder ved at ud:
føre denne Befaling under Norges baværende Stilling. Juſt netop i disfe Bintere
maaneber, da ben norſte Armee frulde fættes i Bevægelfe, herffede ber en Mangel i
Norge paa Livets førfte Fornødenheder, fom grændfede til den bittrefte Hungersuød.
Der fattedes Korn og Penge til at fjøbe Korn for; Bart og Mofebrød med andre
elendige Surrogater tjene en for Deel af Fjelbbygbens mindre formuende Jndbyggere
fom almindelig Føde. Armeen felv var flet forfynet baade med Proviant og Betlæd-
ningsftoffe, tilbeelé endog med Ummunition, og ingen Magaſiner funde anlægges til
Hærens YForfyning; thi der var Intet at fylde dem med. Alle Ræringsviie —
Fiffert og Kapervæfen paa Norges Beftkyft undtagne — flurede, alle Velftfarere, der
nyligen forgyldte Udflibernes og Skibsredernes Kasſe, lane oplagte i Havnene, og
de Skibe, fom affendtes til Danmark for at hente Korn, faldt flareviis i Fiendens
Hænder. Et faadant Tidspunkt var ikke ſtikket til at fremfalde nye Krigens Rædfler
og frabe nye JFarer. Et Jndfald i Sverige, om endog ledfaget med Held, vilde
iffe umiddelbart have forbedret Urmeens Stilling; thi ben brød ind i forarmede
Brovindfer, ber nedtryktes af Hunger fom mange Egne i Norge. Dette følte den
ſvenſte Armeeafdeling, fom ilede til Mevolutionsfrenen, da den paa fin Marſch til
Stodholm kjæmpede med ſtor Banftelighed for at fraffe fig de fornødne Mund-Pro-
viftoner*) Prindſen erklærede faaledes aabenbart i Negjerings-Commisfionen, at han
af Mangel paa de nødvendige Midler ikke funde gjøre noget Jndfald i Sverige, men
maatte mod fin Billie være fin Konges Befaling overherig. Det famme Svar gav
han de GSendebud, fom Kongen af Danmart opfendte for at bringe fin fongeiige
Billie i Udførelfe. Iblandt Negjerings-Commisfionens Medlemmer gaves vift not
Nogle, fom havde en Sky for at fidbe den fongelige Billie overhørige, og fom meente,
at bet farlige Forføg burde voves; men faa for var Alles Villid, Høtagtelje og
Hengivenhed for Prindfen, at Afgjørelfen lagdes hans Haand. Grev Wedel var
— —
Vaabendaad under denne Kataſtrophe. Nu, udbrød han, dette er da og den ſtore
og glimrende Bevægelje, fom denne veitlige Urmee har gjort.” Adlerſparre betragtedes
imidlertid ftedje fom Mevolutioneus førte Stifter, [en äkta Revolutionamafare," fom
Carl XITI. i Spøg taldte ham.]
5 [Dette er urigtigt. Kongen bifaldt ubtruffelig Prindfens Ferd og gav dengang ingen
efaling til Indrykning i Sverige (fe bans Brev af Ste April bed Wegener I. 338);
derimod begyndte famtidigt hermed Rygter om Prindjens Valg til Tronfolger at ud:
ſpredes, rimeligviis fra Sverige af, og dette vakte Kongens Mistanke vg foranledigede
Kaas's Udnævnelſe til Medlem ar Regjeringe-Commisfionen i G. Moltkes Sted. Jfr.
isvrigt herom Chriſtian Angnſts Apologi, Bilag Nov. 41, fom var Forf. ubefjendt,
ba ban ſtrev dette Capitel, vg Skilling-Magaz. 1847. S. 99 ff., Wegener I. 357.]
7) Dette ſees og deraf, at da Cancellipreſident Ebrenheim havde i denne Vinter affluttet
den nye Subſidietractat med England, og derfor havde at vente den ſedvanlige Pre—
fent, udbabd ban fig at benne maatte gives i Peuge, og for be 1000 Pund Sterling,
fom ban faalebes modtog, lod han indfjøbe Korn i England og uddele blandt Ve
Brødtrængende I Dalarne. Den engelfte Miniſter unvendte paa famme Maade den
ham fra Sverige tilſtillede Prefent.
Gancelli:Præfidbent Kaas og Prinds Chriſtian Auguſt. 187
adlet bewwendte vaa be i Overlæg med Rusland og Hrankrige lagte Forftørrelfess
Skre, og var Grftatning for ben fidte Mishandling, at han i Indbilbningen fors
saltede De Hindringer, fom lagde fig i Been for disſe Planers Udførelfe, og væltede
Ghnlden for et misligt Udfald paa en uftyldig Mand, iftedet for at den maatte føges
i Miernes Utilftræftelighed og i Norges Stilling. Denne vanfrelige Underføgelfe overs
ned Kongens heit betroede Mand og anfeede Minifter, Gancellipræfident Frederik
utino £2a6%), og i mange Genfeender maatte han i Sandhed anfees for ben rette
Sm. Kaas var befjendt fom en fog, retfindig og udmærket dygtig Mand.
$a Siden af en utrættelig Arbeidfomhed , forbunden med en hurtig Opfatningsevne
det let Overfyn over be ham betroede Forretningers Omraabe, havde han et bes
bydigt Udvortes, et tætfeligt Omgangsvæfen og en venlig Godmodighed. Han var
ai Norge befjendt og under fine forrige Embedsforhold hoit agtet og hndet Em⸗
fn. Han var gift med en Enke efter Gonrad Glaufen, em af Ghriftianias
minte Rjøbmænd, og var nøle forbunden med den Unterfte Familie, med John
fett, og med Alt, hvad der var fort og mægtigt i Ghrifttania paa den Tid,
føre et bærende Rygte om hans foregaaende Embedsforhold beredte ham en venlig
Megelſe. Saaledes udſtyret maatte ban vit nor anfees for dem rette Mand til
tjern mislige Forhold og føfe vanffelige Gaader. Den oftenfibte Grund til Kaas's
beheſſe var at aflefe Stiftamtmand, Grev Gebhard Moltte, der faldtes tilbage til
om, og anfattes fom Stiftamtmand i Fyen%. Til denne retfindige, men itte
må fore Zalenter begavede Mand, hvis Jnteresfe ikke heller hvilede over det Slags
Balisgender, funde et AErinde af en faa vanfrelig Natur ei hetroes. Men vdet var
synlig for Gnhver, at Maas's nye Kald var af en høiere Art, endfjønt Om
fet af hans Virkſomhed var en Hemmelighed. Han blev ogfaa i Førfmingen
mötsget med Jubel, der blev anfrillet Feſte Hl hans Wre, og Ult bebudede i Be⸗
øsdefjen hans ufvættede Indflydelſe. |
Rus's Misfion mislykkedes imidlertid af tvende Marfager aldeles, og ba fan
* tilbage til Danmark, ledſagedes han af langt andre Folelſer fra ben norſte
iens Side end dem, der under hans ældre GEmbedsførelfe vare blevne ham til
del. Han betraadte Morge denne Gang med Fordbom mod Prinds Ghriftian, om
å forandrede Sindelag mod Danmark han nærede de famme Tanker fom Kongen
8 Prindſens Ulydighed mod fin Konges Befaling at trænge ind i Sverige med
de note Urmee betragtebe han fom en Følge af Prindfens forandrede Forhold til
Enige, og han beftyrtedes fenere hen i benne vildfarende Mening ved nogle høift
windige, ugrundede og for Prindſen felv fornærmelige Udtryk, fom paa ben ſpenſtke
dag bleve brugte om Prindfens mod Sverige under Tronrevolutionen vifte Udfærd.
tan itte nægtes, at disſe Udtryk faftede en, endſtjont aldeles uforffyldt, Stygge
de Brindfens Ford, og Kaas's Iver for at tjene fin Konge, og hans mindre Ber
fntetab med Prinds Chriſtians Tenkemaade, gjorde ham uftittet til at avdfprede
—
VII Samlinger til Norſte Folks Hiſtorie V. 174 beretter den vel underrettede I. Chr.
Berg, at det ſtyldtes de Ovlysninger og Forklaringer, Major Darre ved fin Nærvæs
relle I Kjøbenhavn i April 1809 afgav, at Kongen forlod fin førite Plan at fende
Kaaé til Nerge fom Statholder med udſtrakt Myndighed, og aleme lod ham afløie
G. Moltke fom Stiftamtmand i Agershuus og det Medlem af Regjeringa-Gommisi.
Det er iffe uſandſynligt, at denne Stuffelje (Aall oplyſer nedenfor, at Kaas i Norge
lod fig Fade Excellence og bar Statholder-Pinmage i Hatten) har bidraget Sit til at
forbitre Kaas, og forøge GSvændingen mellem ham og Prinds Ghrilttan, ber paa
denne Maade fremdeles blev Regjeringa-Gommisfionens Formand.)
) Raas's Udnævnelje er uden Tvivi af iite April (Datum er forgfemt i Gotlegial
Tidenden), og meddeeltes Prinds Gbhrifttan I Strivelfe fra Kongen af 12te f. M.,
åffattet i be forbindttigfte Udtryt (hos Wegener I. 339—40). ed Henſyn til den
Karaleriſtik, Forf. giver af Kaas, bør tilføied, at hans Retſindigbed maaſtee er wivl⸗
lem, f al Kad tillegger et almindeligt Rygte bam Bettittelighed; jfr. og Chriſtian
Unguftö oftnævnte Apologi, hvorved man dog maa erindre, at bet er Kaas's Fiende,
der her karakteriſerer ham.] |
186 Andet Tidbsrum II. Femte Gapitel.
til Tronfølger. Mellem vdisfe Mand affluttedes den føromtalte Baabenftilftand.
BPrindfens hele Udfærd har fulbfommen gjendrevet den for hans Charakteer hoiſt fors
nærmelige Reffyldbning, at han har benyttet fin Stilling i Norge og den Kjærlighed,
fom bet norffe Folt vifte ham, til paa den ene Side at lette Sverige Midlerne til
at ende Striden mod Danmark paa en for Sverige fordelagtig Maade, paa den
anden til hemmeligen at forberede Norges Korening med Sverige, ber betragtedes
fom $ovedgrunden til ben Are, der vederfores ham ved Valget til Sveriges Kron
prinds '). Enhver, fom med Upartifthed omhyggeligen gjennemgaaer ben Tids hi
ftoriffe Documenter og nedffrevne Mttringer, Enhver, fom havde Leilighed til at høre
hans fortrolige Nttringer i VBennefamtale, vil friljende ham for enhver Plan fra
hans Side til at gjøre Norges Forening med Sverige til et Takoffer for Tron:
følger-Balget *). |
Imidlertid er det vift, at der ved bet danfle Hof herflede em Mistante mod
Prindſen i ovenmeldte Henfeende, og at denne deeltes af mangfoldige endog iblandt
Damnarks fornuftige og fordomsfrie Mænd, ligefom va at der fra den anden Side
gaves Anledning til at nære denne Mistanke, endfljønt oprunden af en anden Rod
uden Prindſens Deettagelfe. Prindfens Tilhængere t Norge, hvor han var faa
almindeligen elffet og agtet, havde paa ben Tid ofte Anledning til at forfvare ham
mod banffe Mands flundom haarde og ubeføiede Ungreb*). Navnet Horræder hørtes
ofte fra findige danſte Mends Læber, det lød igjennem de kongelige Sale, og en
Gjenflang deraf bares over til Norges Fjelde. Da nemlig Kongens Ordre til Prindfen
at falde ind i Sverige med ben norffe Armee ike blev adiyntf), og Mygter, fors
nærmelige for Prindfen, i ben Unledning vare fomne i Omløb, anfaa Danmarlé
Konge bet for nødvendigt at underføge de fande Forhold, og at træffe Foranftaltninger
til at flandfe forrævderffe Planers Fremgang. Det lader virkelig til, fom Danmarté
Konge, hvis hele Negjeringsfærd i øvrigt vifte et Kjærligt Sindelag for bet norfte
golt, itte retteligen fatte flg ind t Norges vanftelige Stilling paa den Tid. Deels
frjulte vel hans Omgivelfe for ham Tingenes fande SGammenhæng, eller han unde
felv itte fætte fig nd i ben farlige Stilling, hvort Norge i denne Vinter var fredt,
og de haarde Lidelfer, det i famme maatte gjennemgaae, deeld vare hans Tanker jaa
1) Forfatteren bar i denne Henſeende benvendt fig til Grev Carl Andarivård felv, og bans
Svar, der findes i Bilag 43 &, maa oviyfe enhver Tvivl Å denne Henfeende. J Vilag
43 b.c findes et Par Breve fra Prindjen til Udleriparre, font oplyfe Prindjenå Tanke⸗
maade. [Wegener, Actm. Bidrag til Danmarks Hift. I. 101, lægger en Mening I
Aalls nærværende Fremſtilling af disſe Underhandlinger. fom aabenbart frider mod
hele Aalls Fremftilling og mod Undarfvårde deri puaberaabte Erklering (S. 502),
hvorpaa W. itte maa have været opmærfjom. Undarivård har paany i 1853 argivet
en beſtemt Erklering pan Tro og Are om hvad ber ved Mødet paa Kongsvinger
for:faldt, bvilfen ganjfe (riajer Chriſtian Auguit; den er trykt i Morgenbladet 1853
No. 102. Fr. fremdeles Malmitrømé Afhandling i Bergſtedts Tidfrift 1851, &.
449—478, ifær 457 Anm., Ipſen 70—71. Schierns Hit. Studier I. 313—317,
Paludan: Miller i ,or Literatur og Kritit: VI. 138, 139. Raders Krigsbift. ant.
Sr. og Prindjens fortrolige Brew til fin Broder, S. 290. Dette Brev, af 10de Maris
1809, eret ei uvigtigt Bidrag til bette Sporgsmaals Bedommelſe, ba det er et fortroligt
Brev til Broderen. Udg. meddeler det derfor i Bilag No. 44 I Overſattelſe efter den
hos Rader tryfte wyoſte Original]
7) ir. C. Adlerſparres 1809 års Revolution, 11. 17, 21, 59, Schinkel-Bergmans
innen, IV. 433. V. 32—43, ifær 37, hvorefter ben førite Meddelelſe til Prindſen
om hans VBalg ſteede ſidſt i Marts 1809 i et Brev fra Adlerfparre til em af Prinds
jens Fortrolige (Darre?), ber fvoarede at inden fiendtlige Generaler havde Lov til at
befatte fig med hverandres private Unliggender, maatte de afflutte fine offentlige Hver.
28 April fendte han derpaa C. Forſell med Breve til Prindjen, Wedel og Darre.]
5) Dette erfarede Horfatteren felv under et Ophold i Kjøbenhavn firax efter denne Tid,
hvor han forgjæves jøgte at overbevife anjeede Mænd blandt fine Benner om det
Ugrunbebe i deres Mistanke.
9 [Urigtigt, forjaavidt Baaren 1809 angaaer. Se Anm. 1 ovenfor S. 184.)
Kaas og Prinda Gbriftian. Hungersnøden 1809. 189
øette den bøiefte Forbittrelfe mod Kaas, ligefom det er upaatvivleligt at Prindfen
får flod i den Formening, at Kaas paa den Maade havde udtrytt fig '). Imidlertid
ført en Misforftaaelfe heri at have fundet Sted, og at Gagen foregif anderledes
at den lob om i Follemunde, og af enkelte Deeltagere i Selffabet blev berettet.
Stop paa ben Tid var det ubefindige Udtryt, fom var bleven brugt paa Rigsdagen
i Cuerige om Prinds Ghriftian Auguſts Forhold til den ſvenſte Armee under Vaa⸗
fnfuilen i Marte, bleven betjendtgjort i Uviferne, og derved gaves Anledning not
fat fyrte deres Mistanke, fom tillagde Prindfen Planer, der vare ligefaa fordær-
lige for Danmart, fom vanærende for ham felv. Det paaftaars faaledes af Enkelte
Gadt hint GSelflabs Medlemmer, at Kaas ſtal have modificeret fine Udtryk om
frndien ſaaledes: „Derſom bet er fandt, hvad Aviferne berette om Prindfen af
Sftenborgs Forhold under Horhandlingerne om VBaabenfrilffanden med ben fvenfte
, ba maa han være en Forræder, og en Forræders Staal drikker jeg ille.“
fndien fliulte imidlertid ikke fin Harme over ben ham af Kaas formeentligen tilføiede
Senannetje, og lagde ben for Dagen ved flere Leiligheder. Han erkærede, at efter
åt Jadtrufne burde han og Kaas ikke længer fidde i famme Raad, eller førive fit
Sum pan famme Papir, og at derſom Kaas vilde fomme i RegjeringsGommisfionen,
ude Prindfen ei der fætte fin Jod. Dette gav Kaas Unledning til at tilbyde
fpindfen den Siags USresopreisning, der blandt Mænd i Livets høiere Stillinger
aæ mtages for gyldig, og overlod Prindfen jfelv Balget af Baaben. Men da
findfen erfoer Nimeligheden af, at Kaas ei i den af ham formeente Grad havde
frarmet ham, lod han fig ved Prinds Frederil af Hesfens Mogling bevæge tif en
fnfeninge-Scene, der forebyggede i bet mindfte Sagens videre Forfølgelje. Om
fesledes den haarde Dom, der i hine Dage fældedes over Kaas's føromtalte Udtryk,
i Felge hans egne Yttringer og andre Tilftebeværendes dermed overeensftemmende
Shaedbyrd, maa formildes, faa fan han ei undgaae Daddel for en uforfigtig og
wa almindelige Mening trodfende Adfærd mod Prindfen, ligefom det er vift, at
bane hele uheldige Mellemact, i det mindfte for et Øieblit, bidrog til at flappe de
Sam», hvormed bet norffe Folt bandtes til den gamle Kongeftamme. %.
Meife tilbage til Danmart til Forfommeren 1809 og hans Hjemkomſt til Midſommers,
og fom Folge heraf antaget, at bet var ved denne Leilighed, at Kongen vilde gjort
Kaas til Statboldber. Uden Tvivl har Berg (je Anm. ftrar ovenfor) Ret, at det
var i April 1809, at Darre ril denne Plan forhindret, ligeſom det ar et Brev fra
Prinds Chriſtian til General von Krogh (Bilag No. 45) erfared, at Kaas førit reifte
fra Gbriitiania til Kjøbenhavn den 26be Juli 1809; han fom derfra tilbage til Svis
netund Alte Unquit. Da var Prindjen ar Hesjen alt udnævnt til Bice-Statholder I
Norge, og da lunde der følgelig itfe være Tale vm Kaas fom Statholder, og førit da
var bet visjelig ogſaa, at hine Udtryt af Kaas faldt ved em Frokoſt, Gariten Tank
gav bam i norſte Svineiund. Ræder (III. 550) bar ogiaa forftaaet det faaledes. og
man feer, at Wegener (1. 113) bar havt Syptegueljer for fin, bvorefter Kaas's Ytringer
ere faldne i Auguſt. Bar Begivenheden derimod, fom Mall mener, indtruffet ved
Midjemmer, hunde Prindjen af Hesjen ei optraadt fom Magler; thi han fom
ferit til Norge i Auguit; ei heller funde ber da have flaaet noget i Uvijerne om
Prindjens Tjeneſter mod Sverige; thi dette udtaltes førft i Stockholm midt i Juli.]
5) Der opvakte ogfaa megen Misnøie i Frederikshald, at Kaas havde under fit Ophold
ber i Selftab med Byfoged Dahl gjort et Bejøg til Sverige, uden at melde fig hos
be norſte Tropper, hviltet ellers norſte Reifende, tom i Sverige havde Noget at udrette,
maatte gjøre. Af Carl den XIIIdes Breve feed og, at Kaas havde paa hen Tid em
Samtale med Armfeldt (jfr. 9de Gapitel). Misfornøielfen forsgedes berved, at Kaas
paa fin Reiſe fra Chriſtiania til Frederifshald itfe havde været paa Hafslund, hvor
Brimdjen havde fit Høvedqvarter. Stemningen for Prinds Chriſtian lod iffe en
faaban Forfømmelfe eller Beviis paa Ringeagt blive ubadlet.
1) Om de Udtryf, fom Kaas brugte ved den omhandlede Anledning, gives de meeft fors
fjellige Beretninger, og bet lader fig I Folge fanddrue Mandẽ beftemte Bidnesbyrd
neppe omtoivle, at Præfidenten brugte Udtryk, fom for Prindſen vare fornærmelige,
emendffjønt de bares til Prindfen i en forvanftet Form. Ordene udflød af em under
188 Andet Tidsrum II. Femte Gapitel.
denne Migtante. Kaas anfaa faaledes PBrindfen for at være en Sag hengiven, der
filede mod Danmarks Interesſe, og Prindfen vidfte, at Kaas var udfendt for at
underføge Tingenes Stilling, og nærede Mistanfe mod en Mand, fom han betragtede
fom en Urt fongelig Spion. Deraf opftod en Kulde mellem disfe ophøtede Mænd,
fom bortfjernede dem fra hinanden, og gav Anledning til Misforftaaelfe og Miskjen-
belfe, ber tilbeels forøgedes ved Mellemmaends falle Beretninger.
Dernæft flolede Kaas for meget paa fin egen Indflydelfe, hvis Bægt han havde
fært at fjende under fin forrige Embedsførelfe i Norge, og paa den trofafte Hengi⸗
venhed, fom det norfte Holt fredfe har vilt mod fin Konge. Han meente, at Setren
vilde blive fet, naar en Gonflict opftod tmetlem den danſte Konges og den ſpenſte
Kronprinds's Jnteresfe. Men i denne Henfeende kjendte han ike tilfulde Forholdene
i Rorge. Bi have ovenfor gjort opmærkfom paa de Kjærlighedøs og Høiagtelfess
Baand, fom Inyttede det norſte Folt til Prinds Chriſtian, hvis Styrke ilte engang
finde foæffes ved nogenfombhelft anden notfaa moægtig IJndflydelfe. Kun een Følelfe
gjennemgfødede i denne Henfeende det ganſte Foll, og Enhver, fom har gjennemlevet
hiint Tidspunkt, vil derom have em levende Erindring, og i en vemodig Folelſe finde
Spor af disfe hellige Minder. Denne Follets Toæntemaade funde Kaas, endog ud
fyret med fin Konges hele Tillid, og handlende i hans Navn og overeensſtemmende
med hans Billie, itfe rokke, men under Striden med den elffede Prinds maatte Kaas
bukke under. Nød, Elendighed og Næringsløshed havde derhos for en Deel flappet
det gamle Baand mellem Konge og Folk; Tanfen om Neødvendigheden af en Forans
bring i Landets politiffe Stilling begyndte at yttre fig i Nationen paa en alvorligere
Maade end forhen nogenfinde havde været Tilfældet, og Nationens Tro paa Regje⸗
ringen8 politiffe Viisdom begyndte at vakle under en Krig med Sverige, fom af
Mangden hverken anfaaes nødvendig eller henfigtsmoæsfig.
Spor af denne Folkets Hengivenhed for Prindfen, fom den gamle loyale Tæns
femaade endog var underordnet, opbagede Kaas ſtrax ved fin Jndirædelfe i Norge.
Da han anfom til Frederifshald, blev der igjennem Stadens Byfoged, Cancelliraad
Dahl, paa Beftgaard foranftaltet et Gilde for Præfidenten, hvorved 12 af Byens
bedfte Borgere vare tilftede). I dette blev Prindfens Staal proponeret og brukket
med den Barme, hvormed i alle høitidelige Samqvem paa den Tid Bægeret bekrand⸗
ſedes til den elffede Fyrftes Are. Stray efter reifte Kaas fig og erklærede, at han
havde en Staal at foreflaae „for den hævderligfte og bedfte Mand, fom han var
overbeviift om Gelftabet vilde tømme med famme Enthufiasme fom den forrige,
berfom det havde ben Lyffe, fom han, at fjende bam for hvem den udbragtes,
nemlig Danmarks og Norges Konge.” Skaalen blev druffen, men med en langt
mindre Grad af Enthufiasme end den forrige. Kaas maatte vel heraf fom af andre
Erfaringer drage den GSlutning, at Sagerne i Norge frode anderledes end han fors
modebe, og reifte iffe længe derefter tilbage til Danmark, for med fin Konge at aftafe
be Forholdsregler, fom i denne Henfeende vare at vælge. Han vendte Dderefter
omtrent Midfommers tilbage til Norge, udftyret med en ubvidet Fuldmagt, og efter
en dengang almindeligen yttret Gisning, med den Beftemmelfe, at optræde fom
Statholder*). Paa denne Tilbagereiſe berørte han atter Frederifshald, hvor han
blev indbuden til et Gilde iffe langt fra Elvebredden hos en af Byfoged Dahls
Svogre. Det var t dette Selffab at Kaas, da Prindfens Skaal blev druffen, med
Harme flal have fat fit Glas fra fig og erklæret: pat han iffe drak en Forræders
Staal. . Paa denne Maade udbredtes Sagnet herom over det ganffe Land, og
) Deriblandt en endnu levende hoiſt agtværbig og for fin Sanddruhed bekjendt Borger
i Frederifshald, fom bar havt ben Godhed at meddele HKorratteren det Pasferede.
2) Under et Ophold t Ghvitiania erfoer Forfatteren, at Kaas's Tjenere ved Audiencer
havde givet ham denne Titel.
3) [Her er nogen Utrede i Aalls Beretning, foranlediget ved, at han har henført Kaab's
Aalls Foreftilling. Yaten og Wedel. 191
Sørge, men de ere ifle i den Grad forvisfede om, at Landets Forfatning fandfærs
haren og frimodigen foreftilleé ham af ve ham omringende Mand. De indſee Mu
Gabeden af, at Foranftalminger, figtende til at afværge en overhængende Fare, kunde
fer et Oieblik mishage vor gode, men med Tingenes Forfatning ikke fuldeligen
betjendte Konge; men vi anfee bet for umuligt, at beslige Horholdsregier, naar
bars Grund og Nytte lagdes for Dagen, fMulde opvætte Misgunft og Misnoie.
Hoad ber i denne Henfeende fandtes fornødent at gjøre flede for at fammenholde
Ferbindelſen mellem vor nærværende Regjering og Borgerne, og et for at opløfe den,
og derſom Nationen tæntte anderledes, vilde den ike raade til en Fremfærd, hvorved
banne Forbindelfe nødvendigen maa ſtyrkes.“
nDet ær itte alene min Stemme, fom den hoie Regjerings⸗Commisſion herer
t nærværende ydmhge Foreftilling. Det er en vigtig Deel af Nationens adle og
fmftige Moænds. Overbæifte om Nødvendigheden af em forberedende Rærmelfe til
vere Fiender for at erholde fri Kornfart, har jeg vovet foreløbigen at infinuer: denne
Qorftiging, fom vil ledfages af flere vifere og mere betydende Mends Opfordringer.
Å frygte tffe for at dette Skridt af den bøte Regjerings-Gommisfion ſtal vorde
métydet. Det er ille egen Jnteresfe, fom leder og. De Flefte af os ere uaf⸗
fengige Mand, itte manglende Midler til at fortfætte vore refpective Birtfombhedsarter.
Sen det er Medynt med de ringere Standers elendige Korfaming, fom Følgen af
ai ulyfjalig, med ulige Krafter ført Krig førgeligen nediryfter, der giver os Mod
ål frimodigen at nærme 08 vor Regjering. Jie heller frygte vi for at blive af
ma ſorweraine Konge anfeede for oprørffe Mænd, uvilligen adlydende Landets Love,
da ved et Magtſprog tvingende Regjeringen til faabanne Foranftaltninger, fom efter
nr Overbeviisning ere nødvendige til Landets Frelfe. Men vi vilde anfee det for
en laftværdig Geighed i Farens Øieblit at fordbølge Landets Nød, for at beflytte
vær Perfoner og hegne om vor egen Sikterhed. Bor Stilling til Almuen lærer og
at fjendbe dens Nød i fit førfte Udfyring. Den rørende Detail, fom beftriver Øyte
temmes Elendighed, fommer itte fetteligen for Landeté Trone. De fom omringe den
famne iffe fyndigen tale den Ulyffeliges Sag, hvis Glendighed de ikke have fjendt
dr funne gjøre fig Begreb om. Saaledes byder Fædrelandskjærlighed og Medli⸗
denhed med vore mdiryfte Medborgere os at fremføre den frimodige Sandhed for
Regjeringens aæble Repræfentanter, og at opfordre den til ſaadanne kraftfulde Foran⸗
faitamger, fom funde redde bet formedelft Hunger og Dyrtid høift ulyftelige Norge.
Det ftaner mauffee i Regjerings-Gommisjtonens Magt, betjendt med ben udvortes
Politik, at trofte Nationen i denne Henfeende; maagſtee Udfigten til Fremtiden ev
blibere, men den nærværende Tid bebuder Intet derom. Opbringelfe af vore Kornfars
tørr hører til Dagens Orden, og under faabanne Omftændigheder er det alt for voveligt
at fade Skibe udløbe af vore Havne, fom ikke ere forfynede med betryggende Papirer.-
Foreftillingen blev forfynet med talrige Underffrifter, men bet blev ved denne
foreløbige Unmeldelje. Omftændighederne forandrede fig imidlertid; ben meeft overs
kangende Nød blev afbjulpen; mangfoldige Licencer udftedtes af den engelfte Regjering
før norffe Komfribe; Landet blev forfynet med Fødemidler, en ny og glimrende
Handelsperiode aabnedes Norge ved ben fordeelagtigfte Trælaftudfribning og Fragtfart,
fem i Mands Minde er kjendt, endfljønt den var af fort Barighed. Kyfternes og
Etovegnenes Beboere fattes i Birffomhed, og Liv og Munterhed udbredteg over faft
alle vore Næringsveie. Nu glemtes den overftandne Nod, alle Klager forftummede,
sg alle Birtjomhedsforftandere vendte roligen tilbage til deres gamle Sysler, og
bffjæftigede fig hun med at helbrede gamle Saar, og berede.fig en blidere Fremtid.
Caaledes begroves hiin Foreſtilling?) under Gonjuncturernes Forbedring, og Jngen
5) Da nogle Udtryt i Fremiftillingen fandtes faa bjærve, at de lunde paadrage Forfatteren
Uleilighed, fil han ben gjennem Grev Wedel tilbage, og Sagen borrfaldt under de
beſtrevne Omiftændigheder.
192 Andet Tidsrum II. Sjette Capitel.
tænfte mere paa at fremlede virffomme Skridt fra Regjeringens Side til Forandring
af den ubvortes Politit. Hine Bevægelfer gjorde imidlertid uden Toini fin Birtning.
Nationens Stemning blev Frederik den VI* paa flere Maader betjendt, fornemmeligen
igjennem Kaas og Werelfen, og bidrog vift not fin Deel til den Forandring i
Danmarks udvortes Nolitit, fom lindrede Norges Stjebne.
Fra en anden Side forberededes paa em alvorligere Maade en Forandring i
Nordens politifte Stilling, endffjønt Fuldbyrdeljen modnedes førft i et fjernere Tids⸗
punkt. Vi have ovenfor feet, at der imellem Rusland og Danmart under Napoleons
Deeltagelfe var lagt en Plan til det ſvenſte Riges Opløsning og Deling mellem bhine
Stater. J Folge denne flulde ben Deel, fom ligger øften for Motala, tilfatde
Rusland, den veftlige og fydlige Danmart'). Udførelfen af denne Plan forledede
Danmarts Konge til en ubetimelig Krigsertlæring mod Sverige, ber i en hoi Grad
førøgede den Ulytte, fom Krigen bragte over Norge. De franfte Gtarer, fom vare
ſamlede i de Danffe Stater, ſtulde underftøtte denne i bet rusſiſte Cabinet udfaftede
Plans Udførelfe, og over det frosne Sund haåbede man i Bintermaanederne at funne
gjøre en Landgang i Sverige og erobre dets veftlige Deel, medens Musferne trængte
frem over Finland igjennem den øftlige. Finlands Grobring var Rusfernes Hoved»
formaal, og denne vilde de fifkre fig ved Frankriges og Danmarks Biftand. Napoleon
havde til den Ende lovet fin Veiferlige Ven et betydeligt franflt Troppecorps, der
aabnedeg Gjennemmarfd gjennem de danſte Stater, og med bisfe fMulde danſte Tropper
forene fig for at trænge tnd i Sverige over frosne Vande. Denne Plan opvakte
den ftorfte Bekymring hos de fvenfle Patrioter, og et Samfund af Sveriges betyde
ningsfulde Mand forenede fig for at modarbeide den. Det var aabenbart, at Sveriges
Gønderlemmelfe omfider vilde gjøre den frandinavifte Halvøe til en Deel af det rusffPe
Rige, og paa flere Maader tilintetgjøre be ældgamle kraftfulde nordifte Staters
GSelvftændighed. Tronrevoluttonen i Sverige, Freden med Rusland efter Opofrelfen
af Finland, og Sveriges betydningsfulde Jndtrædelfe igjen blandt de nordiffe Etater
var en Folge af denne patriotiffe Forening. Men denne blev ikke flaaende derved.
Revofutionen bevirtedes paa den militaire Vet; men hine patriotifte Mends Anſtren⸗
gelfe fortfattes, for ved en forandret Politik i Norden at aabne Udfigten til dets:
faftere Stilling, og fætte et Bærn mod en fremmed Anmasſelſe, der truede med at
berøve Norden fin Nationalitet og fin Vogt i Staternes Samfund. Den frandinaviffe
Halvøes Forening anfaaes fom det fraftigfte Middel til at frelfe Nordens Selvftæn-
bighed, og i Tanfen om denne Forbindetfes Henfigtemaæskighed forenede fig ifær tvende
af Sveriges og Norges meeft betydningsfulde, meeft oplyfte og fæbrelandftfindede
Mænd — Grev Platen og Grev Wedel. Da Krigen imellem Norge og Sverige
tog en fredelig VBending mod Slutningen af 1808, og gik over til en VBaabenhvile
i Joraaret 1809, lettedes GSamaqvemmet imellem begge Miger, og disfe Mand fit
derved Anledning til en gjenfidig Nærmelfe og VBerelftifte af Ideer, der længere hen
t Aarenes Løb gik over til en trofaft Benfrabsforbindelfe”).
I denne Forbindelfe faftede Wedel et klart Blik i Fremtiden og dannede fig et
rigtigt Begreb om hvad der tjente til Norges Tarv, og til at fremme den frandinavifte
1) [Gu faaban beftemt Delingsplan fynet efter hvad Schinkel-Bergman oplyſer (Minner
IV. 386. 395—396) afene at ftøtte fig til em Beretning, Armfeldt vil have modtaget
fra Erfurt. Men ved Keiſermodet her garanterede Fraukrige Rusland ikkun Fintand,
Moldau og Walachiet, og forpligtede begge Keiſere fig alene i almindelige Udtryk tiL
at ffaffe Danmark en Stadeseritatning for fine Tab, og at erfjende de Erobringer,
bet felv funde gjøre. (Bignon, Histoire de France, 2e époque I. 130 fr.)
$erved forklares ba og den Iver, hvormed Frederik VI. paadrev et norſt Judfald i
Sverige, og hans Blindhed for de dermed forbundne uoverftigelige Banjteligheder.]
7) Det nye Anlæg til Gothakanalens Hortfættelfe, fom fededes af Platen, fynes at have
ivet ben førfte Anledning, der nærmede disfe Mænd til binanden. Denne ftorartede
Å fan maatte falde i Begges Sind.
Prinds Gjriftian og Grev Wedel. 193
daxces polttiffe Held; og hvad Hiftorim herom har at fortælke vil ilke fordunkle
jens Hadersminde. Grevens Begreber om Hoædrefandets Stilling og om Elementerne
Å dets Fremids Held vare allerede dengang forfljellige fra dem, der herffede i Morge,
sg fan betragtede allerede da Horbindelfen med Sverige, under Beftyttelfen af en
knigtsfvarende Konſtitution, fom bet vigtigfte Middel til at fæge de Saar, hvorunder
Sone bløkte. Wedels Blik var ogfaa i denne Henfeende friere end Hans Landmænds.
Har var opdragen i fremmede Lande, og havde itfe fra Barnsbeen af indfuget nogen
guljærlighed for ben banffe Kongeflægt; fan havde kjendt Norge meer i Ulyktens
at i Lytfens Dage; thi hans Embedsbane var neppe begyndt, da Krigen med fine
uylfesfrangre Lebfagere brød ind over Fædrelandet; han havde gjort fig befjendt med
dar danffe Statsſtyrelſes Mangler, og han var dagligen Bidne til de uheldige og
midre floge Skridt, hvorved de forenede Rigers Stilling alt meer og meer forvitlebes
ng vanfetiggjorbes. Han betragtede Prinds Chriſtian Auguſt, for hvem han nærede
åa bøiefe Grad af Høiagtelfe og Benftab, fom et Middel til at bevirke den frandis
meite Halvøes Forening, hvilfen han anſaa nødvendig i Fadrelandets daværende
- plitiffe Stilling, og at aabneMdfigten til Fremtids Held. Disfe Grevens Unfruelfer
g hans Foærb paa den Tid have faftet en Skygge over hans Gharakteer og Lovalitet
øm danft Underfaat, men Miftoriens Gang har retfærdiggjort hans Anſtuelſers
utighetd, og paatryft hans Mening, med fvilten han flod faa godt fom ene blandt
ar fambémænd, Biisdbommens Stempel. Man har anflaget Grev Wedel for, at
fan led fig lede af Mrgjærrighed i fit daværende Forholb til Fædrelandet; thi aldrig
far man vovet at umberlægge hans Handlinger Egennyttens ſtidne Grund, over hvilken
bm ſtedſe hævede fig. Man har endog ladet ham nære Haabet om den høiefte
Gtilng i Sverige, hvortil en Bennerøft efter Rygtet vilde hæve han 1). Hiftorien fan
lane flige ubeftemte Rygter, men de ftaae uden Betydning Å Grevens Levnetslob;
fm end Sagnet fom ham for Øre, tillagde han Sagen felv iffe mindfte Vard.
- Da Srajærrighed befad vitt not Grev Wedel, at ville beeltage i og lede Fæbdrefandets
niste Anliggender. Privatmands Stilling tilfredsfillede ham faa lidet, at han
fødes at være uben Beffjæftigelfe, naar han ei flod ved Statsroret, eller i pet
uke fyrede en vigtig Deel af Hoæbdrelandets offentlige Unliggender. Men med
Eudjed fan det vel paaftaaes, at Medel arbeidede med ben remefte Fædrelandskjærs
ijed, fom nogenfinde glødede i en Nordmands Barm, og at enhver Fadrelandets
Sm maa glæde fig ved den Hjælp, fom han ydede det i Farens GStund og under
hiifle Omvæltninger.
- Ran har ogfaa paaftaaet, at Prinds Chriſtian Auguft og Grev Wedel have
redet hemmelige Raænker for at fremme Norges Forening med Sverige, og at
Pradjens Ophøielfe til Sveriges Kronprinds dertil frulde benyttes fom et Middel.
fa faadan hemmelig Forftaaelfe fandt ingenfunde Sted. Begge disfe Hæbdersmoænd
hblede hver for fig i denne Sag *). Wedel anjua Norges Forening med Sverige
bm en Betingelje for Norges politiffe Lytfalighed i Fremtiden; Prinds Chriſtian
fttragtebe fig, faafænge han var i Norge, fom Kongen af Danmarfs General og
Lederſaat, pligtig til Yntet at foretage, ber hunde fade hans Herre og Konge.
Denne Trofafthed i at opfylde fin Embedspligt bevarede han, indtil alle Hindringer
fr fane Ophøielfe til Kronprinds vare ryddede af Beien, og alle Biltaar for hans
Santylle, fom deels Henfyn til Danmarf, deels Henfyn til Sverige bød ham at
ve, vare opfyldte. Hvor langt hans Tanker fom Sveriges Konge i Fremtiden
læde have hævet flg over Sveriges Grændfer, fan Ingen beftemme; men for Tiden
øl visjeligen hans Saab og Hans Ønffor iffe videre end at flaffe Fred og No i det
) Der 2 nemlig det Sagn, at Grøv Platen paa Ørebro Rigsdag havde givet ham
temme. | |
) (ir. Stitling-Magazin 1847 S. 117 ff., Jvjen 147—153, Malmſtrom i Bergitedts
Tidſt. anf. St. 457, Såinfel:Bergman V. 33—43, 46—48, 77—80, 88—89, 103—8.]
Nals Erindringer. 13
199 UAndet Tidsrum II. Gjette Cavitel.
tæntte mere paa at fremlede virffomme Skridt fra Regjeringens Side til Horandring
af den ubvortes Politi. Hine Bevægelfer gjorde imidlertid uden Tvivl fin Virkning.
Nationens Stemning blev Frederit den VI paa flere Maader betjendt, fornemmeligen
igjennem Kaas og Werelfen, og bidrog vift not fin Deel til den Forandring I
Danmarks udvortes Nolitit, fom lindrede Norges Skjebne.
Qra en anden Side forberededes paa em alvorligere Maade en Forandring i
Nordens polittfle Stilling, endſtjont Fuldbyrdelfen modnedes førft i et fjernere Tids⸗
punkt. Vi have ovenfor feet, at der imellem Rusfand og Danmart under Napoleons
Deeltagelfe var lagt en Plan til det ſvenſte Riges Oplesning og Deling mellem hine
Stater. J Folge denne ſtulde den Deel, fom ligger øften for Motala, tilfalve
Rusland, den veftlige og fydlige Danmart'. Udførelfen af denne Plan forledede
Danmarks Konge til en ubetimelig Mrigserflæring mod Sverige, ber i en høt Grad
førøgede den Ulykke, fom Krigen bragte over Norge. De franffe Starer, fom vare
famlede i de banffe Stater, ſtulde underftøtte denne i det rusfiſte Cabinet udkaſtede
Plans Ubdførelfe, og over det frøsne Sund haåbede man i VBintermaanederne at funne
gjøre en Landgang i Sverige og erobre dets veftlige Deel, medens Rusſerne trængte
frem over Finland tgjennem ben øftlige. Finlands Grobring var Nusfernes Hoved:
formaal, og denne vilde de filtre flg ved Franfriges og Danmarks Biftand. Napoleon
Bavde til den Ende lovet fin keiſerlige Ven et betydeligt franſtt Troppecorps, der
aabnedes Gjennemmarfd gjennem de danſte Stater, og med disfe ſtulde danſte Tropper
forene fig for at trærge ind t Sverige over frosne Bande. Denne Plan opvalte
den ftørfte Betymring hos de fvenfte Patrioter, og et Samfund af Sveriges betyd⸗
ningsfulde Mand forenede fig for at modarbeide den. Det var aabenbart, at Sveriges
Sonderlemmelſe omfider vilde gjøre den ffandinaviffe Halvøe til en Deel af det rusfife
Rige, og paa flere Maader tilintetgjøre de ældgamle kaftfulde nordifte Stater
GSelvftændighed. Tronrevoluttonen i Sverige, Freden med Rusland efter Opofrelfen
af Finland, og Sveriges betydningsfulde Jndtrædelfe igjen blandt de nordiffe Stater
var en Følge af denne patriotiffe Forening. Men denne blev ikke ftanende derved.
Revolutionen bevirfedes paa den militaire Bei; men hine patriotiffe Mends Anſtren⸗
gelfe fortfattes, for ved en forandret Potitit i Norden at aabne Udfigten til dets
faftere Gtilling, og fætte et VBærn mod en fremmed Anmasſelſe, der truede med at
berøve Norden fin Rationalitet og fin Bægt i Staternes Samfund. Den ffandinaviffe
Halvoes Forening anfaaes fom det kraftigfte Middel til at frelfe Nordens Selvftæn-
bighed, og i Tanken om denne Forbindelfes Henſigtsmosſighed forenede fig fær tvende
af Sveriges og Norges meeft betydningsfulde, meeft oplyfte og fædrelanditfindede
Mænd» — Grev Platen og Grev Wedel. Da Krigen imellem Norge og Sverige
tog en fredelig VBending mod GSlutningen af 1808, og gif over til en Vaabenhvile
i Foraaret 1809, fettedes Samqvemmet imellem begge Niger, og disfe Mænd fi
derved Unledning til en gjenfidig Nærmelfe og VBerelflifte af Ideer, der længere hen
i Aarenes Løb git over til en trofaft Venſtabsforbindelſe ).
I denne Forbindelfe kaftede Wedel et klart Blik i Fremtiden og dannede fig et
rigtigt Begreb om hvad der tjente til Norges Tarv, og til at fremme den ffandinaviffe
1) [Gu faadan beftemt Delingsplan fyned efter hvad Schinkel-Bergman opInfer (Minner
IV. 386. 395—396) alene at ftøtte fig til en Beretning, Armfeldt vil have modtaged
fra Erfurt. Men ved Keifermødet her garanterede Fraukrige Rusland iftun Finkand,
Moldau og Waladiet, og forpligtede begge Keijere fig alene i almindelige Udtryk til
at flaffe Danmark en Stadeserftatning for fine Tab, og at erfjende de Erobringer,
bet feiv funde gjøre. (Bignon, Histoire de France, 2* époque I. 130 fi.)
Herved forklares da og den Iver, hvormed Frederit VI. paadrev et norſt Judfald i
Sverige, og hans Blindhed for de dermed forbundne uoverjtigelige Banjleligheder.]
7) Det nye Unfæg vil Gothakanalens Kortjættelfe, fom lededes af Platen, fynes at have
ivet ben førfte Anledning, der nærmede disje Mænd til Hinanden. Denne ftorartede
fan maatte falde i Begges Siud.
Rigedag I Ørebre 1809. Forhandlinger om Tronfolgervalg. 195
hp Unliggender i dets nye iland og at vælge en Tronfølger. Paa denne
iades Standernes Takſigelſe for Heriug Carl for den Deel, fom han havde i
fe relje ved at overtage Regjeringen i dets roerløfe Tilſtand. Ikle heller glemtes
bånd, fom harde fpilt en Hovedrokle i Nenolutionen og bidraget til et lykkeligt
Bat. Nm Hovedgjenftanden for dens Overveielfer var Tronfølgervalget. Nogle
Glemmer hævede fig for Guſtav Adolphs ældfte Søn, fom var uftyldig i Faderens
fønnibeljer, og fom under Farbroderens Øine unde opdrages til at varde Rigets
fak. HertugsRegenten anbefalede i Begyndeljen felv dette Balg, og fom bet fynes
nå faldt Alvor, i bet han foreftillede GStænderne, hvor megen Daddel han udfatte
før ved at fortrænge et ægte Stud af den gamle Kongefamme. Men derimod
følte Vg alle Nevolutionens Ledere og Ophavsmoænd, ber meente, at af en faadan
Sel intet abelt Stud funde udfpringe. De toge endog beres Filflugt til wetydige
Ser, fermærmelige for ben affatte Konges Moder), og lagde Vægt paa den
Diidelfe, fom Faderens forftyrrede Sindelag og Grundſcetninger, faaveljom det
på tl det foenfte Holl, fom tillagdes Moderen, maatte have paa Sønnen. Men
lg Méje uægte Stingrunde Inrede vel formemmeligen Frygten for, at Sønnen flulde
Jone den mod Faderen brugte VBoldfomhed pua Revolutionens Hovedredflaber. Og
Dagen monne i Sandhed heller ikke have været ugrundet. Den nyefte Hiftorie gav
Mnelurienens Ophavsmænd Bevifer i Hænde paa, at Fyrfterne ſtundom nyde Revo:
himnné Frugter og frode fra fig de Moænd, fom have været meet virkſomme til at
fnkte den. Regentens Onſte at overtage Regjeringen fom Formynder for Guſtav
la IV" Adolyhs Søn til hans Myndigheds Alder, blev faaledes ikfe hørt, og han
å fig omfider overtale til at mobtage den ham tilbudne Krone. Under Gte Mai
ulieded den afjatte Konge bøikideligen at have med fin Familie i nedjtigende Linie
dt al fin Met til Sveriges Trome, og under Gte Juni ophøiedes Regenten i famlet
Me of Rigets Stænder til Sveriges Konge, under Navn af Carl den XU" %.
Detreſter fred Rigets Stænder til en alvorlig Overveielfe om Tronfølgervalget,
iniilen Senfigt en hemmelig Comitee blev nedjat. Til denne indgaves 7de Juli
n Heretning om Sveriges Etatsforhold til udenlandfle Magter, der forberedende
mete Gtandernes Tanfer paa det Balg, fom frulde gjøres. Efter nogle bittre
Mir om Danmarks Korhold mod Sverige under den fidfte Revolutionsjeene, udtrykter
deminisgen fig om Sveriges Forhold til Norge faalunde:
Den almindelige Toæntemaade i en betydelig Deel af det danfle Rige, eller i
Ang, har paa en ganffe iøinefaldende Maade Milk fig fra de af den banfle
sjering ptirede Grundfætninger. Fra Krigens Begyndelje har man derſteds anſeet
der imellem Sverige og dette Land fom en unaturlig Tilfand. Begge
dreg Bfalingsmeænd have og gjort Alt for ut formilde Krigens Ulykker. Gjenfidig
lig Hoiagtelſe har endnu mere befæftet Ulmeentæntemaaden, og et ei alene
ſawanligt, men i fit Slags eneſte Beviis derpaa ev fra den norſte Side bleven
M. Det er Deres Majeftæt fuldbfommen betjendt, at den veftre Armees Afmarfd
å et fore goretagende, fom gav Deres Mujeftæt Midler til at frelje Foæbdrefandet,
ee paa en Forſikring, at Rigets veftre Grændfe imidlertid ei flulde angribes.
da adle Fyrſte, fom nu fiyrer Norge, et blot i Kraft af et Embede men ogjan
Wlrfottet af atle Indbyggernes Kjærlighed, gav denne Forſikring, og ovfyldte og
Vier end dette Lofte, uagtet flere Gange gjentagne og beriblandt ganſte nyligen
beftemte Befalinger fra fit Hof at gane angrebsviis tllvcerls.“
— — —
Dis Nygter ere i fenere Tid igjen komne i Omlob.
) kanarffal var Dengang Hædersmanden ben gamle Friherre Midael Undarfvård,
Aader til de mulevende Herrer Auckarſvärd, der døde 1838 jom YGaarig Olving.
Str. Biograf. -Lerifon dføer Ramut. Svenſta Mån I. 195 og Ny Føljd. I. 165 ff.;
Adlerſparres 1809 och 1810 I. 68 fr.)
13*
194 Andet Tidsrum II. Sjette Cavitel.
blødende Norden. Han elffede Rordmond høit, han havde levet glade Dage i Norge.
Hvo vil undre fig over, at bet fmertede ham at rive fig løs fra denne Forbimdelfe,
og om han ønflede at fortfætte den; men disſe Folelſer ledede ikke hans Skridt
faalænge han var danſt Underfaat, — løsrevet fra Norge var det hane Pligt ganfte
at opofre fig for fit nye Fæbdreland 1).
Grev Wedel handlede i denne Sag med fin fædvanlige Aabenhed, ber ſtundom
grændfede til en Uforfigtighed, fom maatte give Anledning til Miskjendelfe og Daddei.
Han gav fin politiffe Mening til Pris i Eenrumsſamtaler og i Fleres Noærværelfe,
han bulgte den hverken for fine Venner eller for meer eller mindre ham bekjendte
Landsmænd, og paa denne Maade bleve hans politfle Grundfætninger befjendie
baade i Danmart og Norge. Havde Wedel anſeet Foremingsplanen moden til Udfø-
relfe paa den Tid, da havde han aabent fremtraadt fom dens Forfremmer. Wed
var friftet til at lægge en Plan med Driftighed og udføre den med Kjælhed og Mot,
men han føyede hemmelige Renker og Morkets Gjerninger. Der var faaledes ingen
Mand i Norge, hvis politifle Tro var mere bekjendt end Wedels, og hans hele Liv
igjennem laa hans Mening om Foæbdrelandets Stilling, om dets Beffjæmmelfe og
Hader, faavelfom om betydningsfulde Mends Færd og VBæfen, fom i et Speil før
hans Landsmonds Øine. Der er neppe nogen Landsmand, fom har flaaet i nærmere
tilfældige eller beftemte, flygtige eller varige, Forhold til Wedel, fom jo har hart
Bevifer paa hans aabne Meddeleljer, der fædvanligen fun er Hortrolighedens Gave.
Ingen Under altfaa, at hans politiffe Meninger trængte ind i den banffe Konges
Gabinet og der vakte Ugunft og Mistillid, men Wedel var i hoi Grad I Beſiddelſe af
fine Landsmends Hoiagtelfe og Tilid; Nationen gjorde ligefom hans Stjebne til
fin, og den danſte Konges milde Sind tillod ingen Boldfomhed. Ille heller er vet
at undres over, at Wedels Navn i hine Dage navnedes paa forfljellige Maader,
efterfom de Drd, der laa paa hans Tunge, tærkedes eller mishagede de Øren, fom
optoge dem. J alle Tilfælde maa det bringes til Gfterverdenen, at Wedel her i
Landet førft og alvortigen opfattede Øentigtsmosfigheden af den ffandinavifle Forening,
aabent ubtalte fin Mening i flore og i fmaa Kredfe, og at han fun valgte faabanne
Midler til Planens Udførelfe, fom unde beftaar med Klogſtabens, Ufrens og den
fande Fædrelandskjærlighede Forſtrifter.
Syvende Capitel.
Cronfølger-Valget å Sverige og Chrikian Auguſts Førhold til famme*).
—
Grav Adolph var affat, en alderitegen Fyrſte havde forelsbig indtaget hans
Sade, og en Rigsdag fammenfaldtes til Orebro den Afte Mai 1809 for at overveie
) [3 Bilag No. 45 fevere vi et egenbændigt fortroligt Brev fra Prindſen til General
v. Krogh af 28de Juli 1809, fom ſtadfaſter disje Horfatterens Yttringer om Prindſens
Stemning fort efter hans Valg. Haus fantlige endnn bevarede Breve til Krogh ville
fuart blive trykte paa et andet Sted.]
7) [Da Forfatteren nedſtrev dette Capitel, fjeudte ban ikke det fiden modtague Statsftrirt
af Prindjen af Auguftenborg, fom han har trykt i førte Udgave under Ravu af
Ghriftian Augufts Apologie, og fom her er optaget Å Bilag No. 41. Bi udhæve
benne Omftændighed, fordi den nodtgjør, at Korf., felv uden denne Kilde, i det Hele
bar fremftiflet Tronfolgervalgets Gang paa famme Maade fom Prindfen felv. ud.
bar amjeet bet mindre henfigtsmæsfigt at føretage be Smaaforandringer, fom Forj.
viftnot felv vilde have gjort, om ban havde bavt Apologien for fig, og beuvijer alene
een Gang for alle til benne.]
Grande for Ghrittian Angufte Valg. Unbderhandlinger. 197
herr fra en At, nær beflægtet med de Konger, Gverige længe har elflet og
blegtet, og allerede i en Alder af 41 Aar forener Ulderens GStadighed, uden at
føhe dens Tyugde. sKövet og hærdet i Krig, befidder benne Fyrfte en prøvet og
kg Anferers Mundffaber og Grfaring, og benyttet ved Norges Styrelfe har
hen tihvundet flg ben hele norſte Nations overordentlige Hengivenhed, og er endog
født af be Provindfer i Sverige, fom grændfe til Norge, hvilte tillige omtale hans
fyder, hans Sparfombhed, hans Betgjørenhed, hans Foragt for Yppighed og Taut,
fant ujebvanlige Virkſomhed, Tilgjængeligbed, Ordenslyſt og nirættelige Omtanke.“
— nGomiteen tan itte bølge, hvad Erfaringen felv har betræftet, at Prinds Chriſtian
fant allerede har gjort Sverige en betydelig Tjenefte gjennem den Stilftand, fom
: henne Byrfte gav Riget paa dets veftre Grændfe, en Stilftand, fom var Vilkaaret
frner Sedming, og hvillen han faa brifigen par eget Anſvar har bevilget, og faa
| Ødmsdigen paa blotte Riddersmands Tro hidtil har vedligeholdt. Naar Comiteen
ketil i Underbanighed tillader fig at tilføie, at denne Prinds er fød i Norden, vant
| Ø vert frenge Climat, hærdet til Norges Bintre, og allerede har ben Færdighed i
mi Sprog, at han læfer vore Skrifter, Hender og hoiagter vor Nations Gharakteer,
lille fore sg gyldige Anledninger fremfille fig da ikke til at vælge denne Prinds
Ul ronfølger, ifær da fom en fandfynlig Følge af dette Balg Haabet vifer fig at
fr Sveriges og Norges Stjebne i en mere eller mindre fjern Fremtid i en nøiere Forening
m binanden? Men om denne Udſigt end itte med fuld Bished fan gives, fynes
Mo det mindſte høift fandfynligt, at, om Prindſen af Auguftenborg bliver Sveriqcs
fenprisbö, fral Riget fra norft Eide ikke behøve at frygte for et alvorligt Unfald.-
Comiteen yttrer berhos fremdeles, at Russlands Stemme i denne Sag ci bør
aafet for afgjørende, og at alt for megen Gftergivenhed mod den tidlig eller fildig
tie breve Riget fin Selvftondighed. Frankrige, meente ben, vilde med Tilfredshed
kr Guriges Selvfændighed, "ifoær ba Sverige kunde haabe em Filvært , fom
fryde Nytten og Betydenbeden af Forbund med det, og gjengav Frankrige Haab
mgerogten i Norden. England, Danmarks Fiende, fral ei nagte et Skridt fit
S80, fom alt meer og meer fral frille Sverige fra Gontinentalfyftemet, og gjøre
elle Mige deraf mindre afhængigt.*
Gomiteen troede ſaaledes, at alle politifte Grunde forenede fig til Fordecl for
Bien af Auguftenborgs Balg, og meente derhos, at Valget flyndfomf burde
toget. Blandt flere Grunde for et hurtigt Valg anføres ogfaa under Ro. 4:
«Rd Norge har Sverige havt og har endnu en for og hoiſt nyttig og nødvendig
Gtildand, fom en Følge af Prindſen af Auguſtenborgs fande og floge Øufle for
ordens Selvſteendighed, og maaffee tillige af hans Haab om at funne en Dag til dette
niztige Endemaal forene Nordens Kræfter. Men hvor længe fan denne Prinds
vitline i en Uvirkſomhed, fom filler ham blot for bet danfte Hofs Misnøie? Hvor
lenge flal han vente paa foenffe Mends Beflutning, uden åt begynde at mistænte
ha for Utatnemmetighed, efler for en Svaghed og Raadløshed, der fral tvinge ham
Nå norfte Nation til at føge et Bærn mod Nuslands truende Indgreb i noget
tet end i Forening med Sverige? Om derfor Valget til Tronfølger opfættes, har
Cwrige Fare at befrygte .ogfan paa dets veftre Grændje" %.
Af disfe Forhandlinger paa Ørebro Rigsdag 18095) ſees aabenbart, at Prinds
Wrifin Auguſts Valg til Tronfelger ikfe alene var en Følge af det Betjendtftab,
fm Rogle af Sveriges mecft formaaende Mænd havde gjort med Prindjen, og af
htje Mendes Hoiagtelfe for den adle Fyrftes ophoiede Egenſtaber, men at bet og
pmdee fig paa Bisheden om, at der fra Norges Side, naar delte Valg fom I
|
pg Norge. |
) Ge 8. ferfparres) $andlingar IV. 59—61, 65—67, 70—72, 16—77.
) [Om Forhandlingene i Stændernes Møder fre C. Adlerfparre, 1809 od 1810 I.
1—219. Bulget foregif 18de Juli 1809.)
196 Andet Tibsrum IL. Syvende Gapitel.
„Prinds Ghriftian Auguſt of HolfteinAuguftenborg har faalebes gjort Sverige
ben flørfte Tjenefte, fom det endnu af udenlandft Mand nogenfiude har modtaget.=
nDette gjenfidige Forhold imellem Sverige og Norge, allerede i fig felv mærke
værdigt, faaer en forsget Bægt igjennem den hoiſt uſikre Stilling, fom endnu vedvarer
i Øenfeende til Rusland. I Anledning deraf behager D. M. notfom at indfee,
hvor hølft vigtigt bet er, at, i Tilfælde alvorlige Skridt mod Ruéland bleve uunde
gaaelige, og tillige anfanes ledende til Fred, man da maatte have forffaffet fig den
hoieſte Grad af VBished for, at den norfte Styrelfes Forhold vedbliver faa venlig!
pg faa fortroligt, fom det Hidtil har været” 1).
Disfe Vink og Hentybdninger udtryktes ogfaa i dem Tale, fom Kong Carl den
XIIIte famme Dag holdt i ben hemmelige Comitee, flrar efterat hiin Beretning om
Sveriges Forhold til udenrigfte Magter var opfæft. Efterat han deri har oplyft, at
hans Haab om Franfriges fraftige Medvirkning til at ordne Sveriges politifte Forhold
var bleven ſtuffet formedelft indtrufne Omftændigheder, og at Keiferem af Frankrige
havde feet fig befsiet til at indſtrenke flg til Ønfter for Sveriges Bel, vifer han
bet Farlige i at fade Naboer faae Jndflydelfe paa Sveriges Balg, men at dekte
burde free faalunde, at af Uftfferhed for Fremtiden Goævedes. Derefter udkaſter han
et Billede af de Egenſtaber, fom en Tronfolger burde have, der aabenbart fun pasjede
fig paa Prinds Chriſtian Auguft.
nDerfom en Fyrſte fandtes, figer han, fom nedftammede fra et ævdelt Huué,
af hvilfet Sverige allerede har modtaget flere Konger, og fom kunde paa fly og fin
Et forplante den Kjærlighed, Sveafolfet for dem har baaret; derfom han felv,
prøvet i Stridens Farer, paa den ene Side har kjendt fin høle Beftemmelfe at vore
fit Liv for Fædrelandet Redning, men paa den anden Side lært med Ufily at
betragte en letfindigen Begyndt Krig, fom øbdelægger Stater og fiyrter Folteflag i
Elendighed; berfom han havde opnaaet ben mobne Alder, ba Grfarenhed fliller Birs
felighed fra Tant, og Eftertanken forſtyder Smigerens Mitringer; derfom han gradvis
er ophsiet fra Lydighed til Befaling, i førfte Fald fom Brivatmand har lært at kjende
og vurdere Mennefter, famt I fibfte, eller fom Styrende, af dem modtaget Mjærlig:
hedens og Høiagtelfens utvungne Tribut; om han, udruftet med disſe Egenſtaber,
maatte blive en Støtte for min Alderdom og min fornemfte Medhjælper Hl at berede
mine Unberfaatters Bel; om han i Forveien har givet og em Borgen for em faadan
Kænfemaade gjennem flore og vigtige Tjemefter, fom han i det meeſt farlige Oieblik
har vif os og bort Fæbdreland; om han med Henfyn til fin perfonlige Stilling
deels var faa uafhængig af fremmede Magter, at deres Jnbflydelfe ved hans Valg
aldrig funde fremmes, deels havde en faa indførænket Forbring paa em Krone, at
hans Ophøielfe, alene beredt af mig og bet foenfte Folt, frulde berettige os til ans
fevende og uforanderlige Tatnemmelighed: — Siger mig, gode Herrer og Mænd, om
J ønfle en faadan Gfterfølger paa den foenfle Trone, fom jeg nu har fremftillet han?»
Den hemmelige Comitee forftod bette Bint, og beſtyrkede Gavwnligheden af det
paapegede Balg i det Svar, fom den allerede under 12te Juli gav Kongen. Deri
yttres tillige Haabet om en nærmere Forening med Norge formedelft dette Valg.
Gomiteen ubtrytte fig herom faalunde:
„Ved at overlægge det vigtige og delicnte Spørgsmaal om Tronfølgen, hvorover
Deres Kongelige Majeftæt i Naade har begjært Gomiteens underbanige Raad vg
Tanker, har den med ftadig Opmærffomhed paa ben ypperlige og træffende Skildring,
hvormed D. K. M. har tegnet en tilfommende Konge, der værdigen funne fremme
vort Jæbdrelands Lykke, fundet bisfe opgivne og forønflede Egenſtaber alene hot
Prinds Ehriſtian Auguft af SålesvigsHolftein-Auguftenborg, hvilken Prinds ned:
r) Det fan ikke nægtes, at bisfe tvetydige Vink maatte tjene HI at opsætte ben danfe
Negjerings Mistanke til Prindfens Forhold til Sverige. At Fremſtillingen er ernfidig
pg tildeels urigtig, har Hiſtoriens Gang ovenfor fært os.
Adlerſparres, Mørners og Gahus Virkſomhed. 199
Øunkfen, fom nær havde forflyrret Balget. Armeens Stilling vedblev endnu at
sære fienbitig, faalænge Danmarts Haab om et helbigt Udfald af Krigen og om
fnatifationen af den med Rusland lagte Plan pan Sveriges Bekoſtning ei var aldeles
nbt. Gaalænge Rustand ei havde fuktet Sværdet i Skeden, gjorbes fra Danmarts
Ede intet Skridt til en fredelig Tilnærmelfe. Af denne Krigs-Tilfand fra Dan-
marte Eide, endffjent under et fredeligt Sindelag fra Norges, opftod em Forvirring
i begge Mrigshærenes Forhold til hinanden, fom forviklede Underhandlingen. Det
befandieg, at den ſvenſte Hærfører ſtolede for meget pan Prindfens fredelige Sindelag,
mens denne maatte adlyde fin Konges Befalinger i fine miittaire Operationer. Den
ſeenſte Underhandler var uforfigtig not til at fade Prindfen ane Haabet om en flans
ldiaaviſf Forening formedelft hans Valg, og at udtrytte flg med mindre AErhødighed
m Kongen af Danmart; men Prindfen vifte med Beſtemthed og Mraft fin Affky for
thver ſaadan Hentydning, førfvarede vrigen fin Konges Sag og gjendrev med
a 6lags') GForbittrelfe de Beſtyldninger, fom gjørdes mod den bdanfle Konges
Tharetteer. Dengang raadede i Sverige Had mod Danmarks Politik og Foragt
før ben danffe Konges Jærd, medens en fmigrende Tilnærmelfe til Norge var almins
big Tone: thi Fordelen af Norges Forming med Sverige betragtedes dengang langt
amberfedes end fenere hen i Tidens Leh, i bhvilfen den forberebtes paa em Maade,
fom de flette foenfte Mænd hverken Havde onſtet eller ventet. Forſt da den fvenfre
Uerhandler valgte en forfigtigere Ferd, og fatte Foreningen udenfor al Overveielſe,
fndlededes igjen Underhandlingerne, og Danmarks fredelige Sindelag og dets beraf
følgte Fredsforflag, under alle tabte Forhaabninger, banede Beien til et forønflet
Srfultat, og gjorde Prindfen tilbøielig til at høre paa de gjorte Forflag. — Paa
ben anden Side apvakte denne Udfættelfe og bisfe Tvoivl fra Prindfens Side Misnoie
bes nogle Enkelte af Sveriges formaaende Mænd, der meente, at dette burde lede Hi
at tante paa en anden VBalgcandidat; men disſe enkelte Stemmer tabte fig i ben
fore: Meengdes, fom anfaae Prinds Chriſtian meeft dygtig og meeft værdig til at
fre Niget til Fremtidens Held. Desuden havde Sveriges meet formaaende og
ndbgtofnlde Mand Intet imod at Valgets Untagelfe endnu t nogen Tid blev i det
Mmisfe. Carl den XII felv og Gveriges findige Patrioter gjorde BPrindfens Frem⸗
abe fin Net, og, faa langt fra at betragte den fom en Anſtodsſteen for
Salget, hentede de fra denne hans adle og findige Ford et fort Argument for
Valgets Henfigismaskighed. Brindfens Betænkning og Vvivl lagde ſaaledes ingen
nwervindelig Hindring i Beien for hans Ophøielfe til Sveriges Kronprinds.
Ottende Capitel.
Svenſke Agitationer i Uørge. Frederik af Hesſen.
uibtartid pare de Månd, föm Havde været Be vigtigſte Redſtaber ved Tronfordn-
" hringens Kataftrofe, i beftandig Virkſomhed for at underføge Stemningen i Norge
med Henſyn til Rigernes Forening, og til at fremme denne. Dieſe hemmelige
ID) [Aflede Nahuftrem har CBergitedts Tidftrift 1851 S. 465) gjørt opmærkjom paa,
at Megener (1. 117) har misbrugt bette Aalls Udtryk ,en Slags oe, og
fat det I em af Forf. itte ndtalt eler meent orbindelje med Forſſag om Norges
vening med Sverige, fom om Prindfen fun paa Strømt ſtulde yttret fig derimod.
bver feer, at hans Forbittvelje, efter Aalls Ord, angit Beſtyldningerne mod Kong
Frederits Gharatteer:)
200 Andet Tiderum LL. Dttende Capitel.
lnderføgelfer og benne mangeſidige Paavirkning ſtede ſamtidigen med hine kg
omtalte Underhandlinger med Prindſen felv. De meeſt formaaende Mænd i Landet,
ligefra Songen felv!) og de høtefte Embedsmend indtil mindre betydende Redilaber
fatte. fig i Bevægelfe for at fremme denne Sag, der frulde fætte Kronen paa Trom⸗
forandringens fiore Revolutton, og flabe en ny Forbindelje til Erftatning for der
foenffe Stats Sønderlemmelfe ved Tabet af Finland.
Gn af de vigtigfte blandt disſe Sypeidere af det norffe Kolle Stemning og
forberedende Redſtaber til Foreningen, var Grev Uret Mørner*), fom havde været I
norſt Fangenffab meer end et Aar, var tildels Fekjendt med vore Forhold, og VAN
fendt til Prindfen for at befjendtgjøre Ham Valget. Men Mørner var forfigtig ü
fin Færd, hans Charakteer tillod ham ingen Snigveie, han havde Ugtelfe for det
norffe Folk, i hvis Skjod han under fit Fangenftab havde levet muntre Dage, og
han havde overbeviift fig om, at den ftore Mengde af Nordmænd i alle Stænder
og Stillinger tæntte paa intet mindre end en Forming med Sverige, Hans Fors
handlinger med Prinds Chriſtian Uuguft ere ikke befjendte, men vi ere berettigede
til ben Overbeviisning, at de bleve fremfatte med Forfigtighed og delicat Henfyn tilf
Prindſens Stilling til fin Konge, og at Prindfen lukkede fit Øre for alle Forefillinger
om en hemmelig Forbindelſe til ben ffandinavifte Halvøes Forening. Om bet ſaaledes
endog Iyffedes Grev Mørner at nytte en venflabelig Forbindelfe med enkelte af
Norges formaaende Mænd, der beelte Mening med ham angaaende den ſtandinaviſte
Halvoes Stilling, faa maatte han dog viſt not bringe tilbage til fin hoie Committent
den Mening, at Foreningens OHieblik et endnu var fommet.
Af mindre Betydenhed var Obert, fiben Generalmajor, Gahns Virkſomhed &
denne Henfeende, en anden af de hemmelige Agenter, der frulde fremme det i Sverige
rodfæftede Nndlingshaab, Sveriges og Norges Forening. Ogfaa han havde været
Krigsfange i Norge, hvor han havde nære Frænderö); ogfaa han havde været vet
behandlet under fit Fangenflab der. Men han fynes i fine hemmelige Underhande
linger meeft at have holdt fig til ben lavere Glasfe, ifær til Grændfebeboerne, fom
havde mange Fordele af bet frie og idet betyngede Handelsſamkvem med Sverige,
ber maatte blive en Følge af Foreningen. Foruden disfe fatte han fig ogfaa i Fors
bindelfe med Heftehandlere, fom broge ind og ud af Riget, og føft og faft berettede
ham, hvad de paa deres Omvandringer Harde udfrittet. Der fres og af hans Brews
vegling, at en enkelt mindre betydende Kjøbmand [Smith] i Chriſtiania har, i det
mindfte efter Gahns egen Formening, flaaet vil hans Ljenefte; men faa løfe Forgres
ninger funde ikke flaae nogen faft Rod. Det fees vel af hans VBrevverling med
MAlerfparre, at der nedlagdes i hans Hænder flere Summer, fom han felv talder
betydelige, men fom efter hans Opgave ei udgjorde meer end nogle 100 Bantodaler
af Gangen, og han udrettede faare lidet ved fine Foreſtillinger og fine Befiftelfer.
Bift nof pralede han meget af hvad han havde udrettet, paaftod at Sagen var i ben
bebfte Gang, og lovede fine Committenter det bedfte Udfald af fine Madinationer; men
hans VBeftræbelfer vare aldeles frugtesløfe, og felv tilftod han, at medens en Nælte
af Grændfebeboere flode paa hans Side, og vate villige til at underftøtte hans
Planer, fandt han beftemt Modftand hos Præfter, civile Embedsmaænd, og Holl af
bedre Kaar inde i Landet. Hans hemmelige VBirffomhed vilde faaledes være bleven
1) Markelige Breve fra Carl XIII herom findes i Bilag 48, uddragne af G. Avlerfparres
$Handlingar, forfaavidt be omhandle Norge.
2) Af Carl den XIIIdes Breve feed, at Mørner har havt Misfion til Prindfen af Ungi-
ftenborg. Forfatteren, fom gjorde Grevens Vetjendiftab under hans angenitak i
Stien, og fiden bar havt Beviſer paa hans Jnteresje for Norge og hans Betjendter
ber, har G erom umiddelbart henvendt fig til Greven, men Har førmedelft ham ubeljendte
Omitendigheder intet Svar faaet. Spørgsmaalet var maaſtee af en altfør delicat Ratur.
3) [Gahns Søfter var nemlig gift med den i 1811 afbade Amtmand Andreas Hofgaard. ]
Platene Deftrabeljer. Stemningen i Rørge. 201
uchjendt for de fefte af vore nu fevende Landbömaænd, naar den ilte var bragt for
fyfet å den Brevveriing, fom han derom førte med Adlerfparre, og findes indført i
lt af og ofte citerede Bart). Til den Can, hvor Forfatteren boer, naaede ille
ap Nygtet om Gahus hemmelige Virkſomhed.
Af langt førre Betydenhed var Grev [da Baron] Platens hemmelige Underſtottelſe
dd denne Plan, og maar den ifte allerede den Gang fom til førre Modenhed, da
Bådtet dette en pludfelig Forandring i Danmarlé Politi og uventede uforudfeede
Dufandigheder, fom fremledte en blomftrende Handelsvirffomhed midt under en bitter
frastifand og Fiendens voldſomme Adfærd paa Orlogsvei. Grev Platens Aand
iled itte Anvendelſen af fmaa Midler, naar han figtede til ct ført Maal, og ogfaa
nå benne Leilighed gif Maaleſtollen for hans bevægende Kraft til at bevirke Nordens
Jecering i det Store. I fit Brew til Udlerfparre tilbyder han mange hundrede Tufiuder
tl at fremme det fore Maal, og lover at fætte fin rige Families og fin egen Formue
i Boageiſe for at underføtte disfe Planer, og forebygge hans Ugenteré mulige
fabegeng under disfe vanflelige og indviflede forberedende Underhandlinger. Men
Srage var iffe hans enefte, ikle hans vigttgfte Vehikel til Underfrøttelfe af det driftige
Set. Sangt mere ftolede han paa Grev Wedels Underftøttelje, fom i visſe Hens
amber deelte politifle Unftuelfer med Platen, og betragtede med ham den flandinavifle
fases Forming fom Nordens Frelſe mod Rusland og Danmarls forbærvelige
Qlamer, der figfede til Intet mindre end det gamle Sveariges Opløsning og Sons
vrlemmetje *). Platen vidfte, at alt bet Guld, Everige kunde reife, her Intet vilde
vite; han vidſte, at forgyldte Rænfer vilde bortffræmme ben norfte Hadersmand
in enhver venlig Underhandling, og han føgte her at bane Veien gjennem folidere,
ablere, paa Nordens heldige politiſte Stilling grundede Midler, Der er faaledes
fk mindfie Spor til, at bet Guild, fom tilbødes Abdleriparre i hiint Brev, er bleven
mæendi, og bet lader til. fom disſe foenfle Herrer felv have overbeviift fig om Umu⸗
fgheben af at bringe Bærtet ved Penge eller Beftittelfer til det kifigtede Endemaal.
Da findes vift not i be Documenter, fom ere givne Ofrentlighedem til Priiø, at
male emfelte fmaa Summer, nu og ba nogle enfelte Tønder Kom, ophængtes fom
dellemad for Hungersnøden og Mangelen; men disfe Midler foævede ſtedſe i den
løe Spbære, og denne Friftelje hverken bødes eller modtoges af Mand, der havde
- myenjombelft betydningsfuld Stilling i Staten. Hiin norfle Hædersmand blev
derhes ved indirufne Omftændigheder ledet til førandrede politifte Anſtnelſer, og til
fer Tiden at bortfjerne Tanfen om den flandinaviffe Halvøes Forening. Da Danmar!
| ferandrede fin Politik, aabnede et fredeligt Handelsfamavem med Fienden, og nærmede
fig Sverige ved billige Fredstilbud, flede en faadan Forandring i Norges Stilling
tet Dele, at der ingen Nodvendighed var forhaanden til de formede Rigers
Shlomisie 5.
5 Disfe Gahus Breve meddeles i Overſattelſe Å Bilag No. 49 at.
5 [$verwibt Jorn om Horges Morning med Sverige fom Medulug mod Musiaudé
Fvermagt førit ev opitaaet hos Platen eller hod Adleriparre, er maaſtee endnu wivlſomt;
i Auguſt 1810 bavdbe Platen opgjort en fuldjtændig politift Plan (trytt I Såinteld
Minnen VI. 324—327), medens C. Ablerfparre i 1809 och 1810 III. 216 anføret
et Brev fra Carl Johan tl G. Adlerfparre, hvorefter denne førkt ſtal have vakt denne
Tante hos ham. Mimeligviis er ben undfangen under fælles Paavirtning.]
5) Baron Platens Breve til Adlerfparre i denne Anledning fiudes I Bilag 50. [Eu
frenſt Udfending af hoiſt tvivifom Charalteer, Carl Manbderfeldt (enig Ing:
terede ham aldeles, Jaameget mere fom ban har bæret domt her (i Sverige) for
aabenbart Tyweti's Bilug Ro. 48 d.]
200 | Andet Tidarum LI. Ditende Capitel.
Underføgelfer og denne mangefidige Paavirkning frede famtidigen med hine mytiyen
omtalte Underhanblinger med Prindfen felv. De meeft formagende Mand ti Landet,
ligefra Kongen fel!) og de høiefte Embedsmend indtil mindre betydende Redſtaber,
fatte fig i Bevægelfe for at fremme denne Sag, der frulde fætte Krouen paa Trøn-
forandringens fore Revolution, og flabe en ny Forbindelfe til Erftatning før den
foenffe Stats GSønderlemmelfe ved Tabet af Finland.
Gn af de vigtigfte blandt disſe Speidere af det norffe Kolle Stemning og
forberedende Redſtaber til Foreningen, var Grev Axel Mørner%”, fom havde været i
norſt Fangenftab meer end et Aar, var tilbeels Fekjendt med vore Forhold, og va
fendt til Prindfen for at befjendtgjøre ham Valget. Men Mørner var forfigtig i
fin JFærd, hans Gharakteer tillod han ingen Snigveie, han havde Agtelſe for det
norffe Folk, i hvis Skjod han under fit Fangenftab havde levet muntre Dage, og
han havde overbeviift fig om, at ben frore Mangde af Nordmend i alle Stænder
og Stillinger tænkte paa intet mindre end en Forming med Sverige. Hans For
handlinger med Prinds Ghrifttan Auguft ere ikke bekjendte, men vi ere berettigede
til den Overbeviisning, at de bleve fremfatte med Forfigtighed og delicat Henfyn til
Prindſens Stilling til fin Konge, og at Prindfen lukkede fit Øre for alle Forefilinger
om en hemmelig Forbindelfe til den ffandinaviffe Halvøes Forening. Om bet faaledes
endog Iyftedes Gre Morner at nytte en venflabelig FKorbindelfe med enkelte af
Norgeg formaaende Mand, der beelte Mening med ham angaaende ben flandinavifke
Halvoes Stilling, faa maatte han dog vift nok bringe tilbage til fin høte Committent
ben Mening, at Foreningens Hieblik et mdnu var fommet.
AF mindre Betydenhed var Oberft, fiben Generalmajor, Gahns VBirtfombhed I
benne Henfeenbe, en anden af be hemmelige Agenter, ber flulde fremme det i Sverigt
rodfæftede Mudlingshaab, Sveriges og Norges Korening. Ogfaa han havde være
Krigsfange i Norge, hvor han havde nære Frænder?); ogfaa han havde været ve
behandlet under fit Fangenflab der. Men han fynes i fine hemmelige Unberhande
finger meeft at have holdt fig til den lavere Clasſe, ifær til Grændfebeboerne, fom
havde mange Forbele af det frie og libet betyngede Handelsſamkvem med GSwerige,
ber maatte blive en Følge af Foreningen. Foruden bisfe fatte han fig ogſaa i Fore
bindelfe med Heftehandlere, fom droge ind og ud af Riget, og løft og faft berettede
ham, hvad be paa deres Omvandringer havde udfrittet. Der fres og af hans Brev⸗
vegling, at en enfelt mindre betydende Kjøbmand [Smith] i Chriſtiania har, i det
mindfte efter Gahns egen Formening, flaaet til hans Ljenefte; men fan løfe Forgre⸗
ninger funde iffe flaae nogen faft Nod. Det fres vel af hans VBrevverling med
MAdlerfparre, at der nedlagdes i hans Hænder flere Summer, fom han felv Falder
betydelige, men fom efter hans Opgave et udgjorde meer end nogle 100 Banfodaler
af Gangen, og han ubdrettede faare idet ved fine Foreftillinger og fine Beſtikkelſer.
Bift not pralebe han meget af hvad han havde udrettet, paaftod at Sagen var i den
bedfte Gang, og lovede fine Committenter det bedfte Udfald af fine Madinattoner; men
hans VBeftræbelfer vare aldeles frugtesiøfe, og ſelv tilſtod han, at medens en Nolte
af Grænbfebeboere flobe paa hans Side, og vate villige til at underftøtte hans
Planer, fandt han beftemt Modftanb hos Præfter, civile Embedsmend, og Folk af
bedre Kaar inde i Landet. Hans hemmelige VBirffomhed vilde faaledes våre bleven
1) Merkelige Breve fra Carl XIII herom findes i Bilag 48, udbdragne af G. Avdlerfparret
Handlingar, forjaavidt be omhandle Norge.
*) Af Carl den XIIdes Breve feed, at Mørner har havt Misjon til Prindſen af Angi
ftenborg. Forfatteren, fom gjorde Grevens Bekjendtſtab under hans Vaugenitak i
Skien, og ſiden har havt Bevifer paa hans Jnteredje for Norge og hans Bekjendtet
ber, har herom umiddelbart henvendt fig til Greven, men har førmedelft ham ubekjendie
Omſtændigheder intet Svar faaet. GSpørgsmaalet var maaſtee af en altfor delicat Ratur.
3) [Gahns Soſter var nemlig gift med ben i 1811 afbøde Amtmand Andreas Qofgaard.)
Medeta Forhandlinger med Brodrene Hall. 203
Sungerenod, Mæringsløshed og tildels Sygdomme hoiſt betlagelfesværdig. Norges
RAdbyggere følte itte alme Landets ulyffelige Stilling, men hiſt og her begyndie
Fanfen at ufme om Nodvendigheden af at opførdre den morfte Megfering Kl at tage
ofaferende Skridt til en Forbedring deri ved at nærme fig Fienden, om endog em
feadan Tilmærmelfe fired mod den banffe Regjerings polttifte Anfruelfer. Kort, der
frffede en almindelig Gjæring, der dog ingenlunde bar Oprsrets arve, og dei
medtte være padfende at foretage MRoget til Gemytternes Berotigelfe. Samtidigen
hermed henvendte Sveriges Konge fig directe til Greven, og føgte frriftligen at
frame Foreningsplanen, fom faa dybt i de meet anfeede føenfte Mends Gemytter.
Øren Favde nyligen under andre Omftændigheder betragtet denne Forming fom
m Frelfe for Norden, og den Overbeviiening, fom han dengang nærede om Fors
mingens Nødvendighed for at frelfe Norden, faavelfom hans Hengivenhed og Høiagtelfe
for Prindfen, maatte vel ogfaa nu henvende Tanfen paa Foreningens Henfigtemasiighed
mider en Fyrfte, hvis Perfonligheb maatte begrunde dens Held'). Greven vilde imid⸗
rib itte handie eenfidigen efter fit eget Hoved, ie ene frille fig i Spidfen for be
Beranftaltninger, fom han troede til Landets Bedfte burde gjøres. Han henvendte
fy til nogle af fime Benner, hvis Jndilydelfe blandt Landamænd han frolede pan,
før med dem at aftafe de Skridt, fom frulde gjøres. Han valgte i denne Henſeende
ferfatteren og hans Broder, fiden Statsraad Mall, til fine Kortrolige, og tilftrev
dem € denne Anledning ved en Gypresfe. Grevens Brew til Forfatteren lød faalnnde:
„Bedſte Hr. Aal! Veg ender Dem fom Fadrelandets fande Ben. Derfor
a det jeg herved indftændigen anmoder Dem at ville, uden Opfigt, fnareft muligt i
følge med Deres Hr. Broder, N. Aall, indfinde Dem — om muligt endnu i denne
flg — paa Barnums YJernvært hos P. Anker, eller her i Ghrifiania, for at overs
legge Gvad ber i vioſe Tilfælde kunde være at gjøre til Hoædrelandets Redning. Det
fr aldeles desperat ud med Norge. Imidlertid maa Anarki og bermed følgende
Uytter hindres. Regjerings⸗Commisſionens Forefrillinger om Norges Stilling have
tet frugtet uden Brede. Maaſtee flere bekjendte Mends Erilæringer hunde virke
mere. eg er beredt til Alt for Fædrelandet. Med den fandefte Hoiagtelſe er jeg
miss 2 Deres oprigttge Ben
Chriſtiania i Auguft 1809. $. Må edel Jarl 8berg.»
En faadan Opforbring maatte Forfatteren adlyde. Han forlod fit Huns paa
m Dag, da en Familiebegivenhed var indtruffen, fom meeft fængflede Manden og
Husfaderen %), og ilede til Porsgrund for at følge fin Broder til Ghrifttania. J
bette Møde yttrede Greven, at nogle alvorlige Skridt burde gjøres til Landets Frelſe,
men tilføtede berhos, at Omftændigheder netop i de fenefte Dage vare indtrufne, fom
hnde berolige Nationens Wngftelfer med Henfyn til Landets nærværende Stilling.
Songen af Danmart havde nemlig nu paa engang forandret fit politiſte Syftem, og
vile en FTilbøielighed til et fredeligt Handbelsfamqvem midt under Krigen imellem
Storge og Gngland, fom han hidtil med eenfidig Haardnakfenhed havde afviift. Denne
le Raadſamling blev faaledes let enig om, at der for Tiden intet afgjørende Skridt
Mrbe foretages. Ved denne Leilighed forevifte Greven os et Brev fra Carl den
XP til ham, ber i fortrolige Udtryt berørte Foreningen mellem Sverige og Rorge*).
Forfatteren og hans Broder yttrede dertil, at Norges Hu i Almindelighed, faavidt
deres Grfaring firafte fig, iffe flod til en Forening med Sverige, og at dette Middel
9 [Breve fra Grev Wedel til G. Adlerfparre findes i C. A. Uvdlerfparres 1809 och
B10 I. 201—2, , 230—31.]
(Sønnens, unværende KHøiefterets: Asfesjor Yacob Aalls, Hødfel.]
Brevet3 Udtryt ftaaer ikke fængere å Forfatterens Erindring. [Ifolge Schinkel V.
107 var Grev Arel Mørner Overbringer af dette Brev. Det er i faa Fald uden
Tobol af 18de Juli, den Dag, du Prinds Chriſtian valgtes til Kronprinda, og Kong
Carl fendte Morner til fam med Tibenden herom.]
—Ä—
204 Andet Tidsenm II. Ottende Gapitel.
var det ſidſte, fom burde forføges til Hædrelandets Medning. Deres UAnffuelfer '
maatte i denne Henfeende være forffjellige fra Grevens. De delte em fra Forfædrene
nedarvet Hengivenhed for den herffende Kongefamme, og følte fig utilbøielige til at
beeftage i nogetfombhelft Stridt Hil at opføfe den gamle JForbindelje, medens be nærede
deres Landsmœnds indgroede Fordom mod en noiere HForbindelfe med Sverige.
Greven havde en renere Unffuelfe, et klarere Overblit over de fande Forhold, et
nøtere Bekjendtffab med den danjfe Stats Mangler og med Politikens forviklede
Forhold, og funde faaledes hæve fig til et høiere og friere Standpunkt, endfljønt
han mu ogfaa hyldede den Mening, at der for Liden ikke længere var Unlebning til
at bevirte nogen Horandring i Landets politifte Etilling. Den foenfle Konges
flriftlige Addresſe til Grev Wedel var faalebes uden mindfte Virtning, og Greven
beituttede i Overlæg med fine Beuner i denne Unleduing Jntet at foretage.
J Følge den Aabenhed, hvormed Greven behandlede Gjenftande af den Natur, :
blev Sagen imidlertid paa den Tid ingen Hemmelighed. Forfatteren var med Fors
færdelfe flere Gange Bidne til, at han paa en fri ja uforfigtig Maade udtrykte fig
vr den banffe Honges politiffe Færb, om Kongens Sendemand Kaad og benme
Mands Forhold til Brindfen, og han fljulte ikfe fin polikiffe Tro, faa ofte den i
en mindre Krebs fom paa Bane, endffjønt han undlod at behandle Sagen i frore
Øorfamlinger. Det var overhovedet iffe Grevens Sag i bdisfe at føre Ordet; han
behagede fig meer i en almindelig fri Underholdning, end i udelutfende at tilegne
fig Foredraget. Kun naar en Skaal jFulde ledſages med en Bordtale var Greven
paa fin rette Plads. Han befad en færdeles Færdighed 1 at udtryfte fig med Lethed
og Beltalenhed, endog naar Anledningen var uventet og han felv ikke forberedt.
Com m Følge af disfe Grevens frie Yttringer bures Nygter, fande og falfte, om
benne Forming imellem Prindjen og Grev Wedel til et formeentligen forbryderit
Maal for Danmarks Trone, og troedes tilbeels af Frederik den VIte. Aaben i fin
Ferd, fom denne meer retfindige end ſtatskloge Konge var, dulgte han ikke fine
Tanker om hvad ber foregit i Norge for dem, fom nærmede fig hans Perfon, og
berfom han med Forfigtighed udtrytte fig om Prinds Chriſtian Auguft, maatte Wedels
Fronder og Benner ofte høre Udladelfer af den danſte Konge”), fom vidnede om
hvor meget han havde fravendt ham fin fongelige Gunft, uden at han dog offentligen
berpaa gav ham noget Bevis”).
— ——
) [0 maa her til Beftyrtefje af Forfatterens Vitringer, efter Wegeners Actm. Bidrag
, 405 og 406, indtage Uddrag af to Breve fra Frederik VI til Prindjen af Hesten
angaaende Grev Wedel. J Brev af dem Febrnar 1811 river Kongen: „Af dem,
der Å Norge mævnes fom dem, paa hvilte Sverige forlader fig, er Amtmand Grev
Herman Wedel. Dmendſtjont em Regent ttte bør mistænte Nogen, før han har un—⸗
berføgt bet, fan byder dog Dieblikkets Trang, at Deres Durdl. fom Vice: Statholder
er opmærhjem derpaa. Horræderi er flræfteligt, men Tidene Hifterle giver faamange
Gxenvpfer berpaa, at Aarvaagenhed allemegue er nødvendig.» — Og 12te Hebr. f. Å,
formodentlig å Anledning af et tvivfende Svar fra Prinds Frederik! „Eflerretniugerne
om Grev Herman Wedel ere ikke alene herfra, men fra Stockholm og fra Berlin.
De .gaae ud paa, at de Svenfte allevegne fige, at naar Sporgsmaalet er om Morge,
faa bygge de par han fom en Maud, de funne være visfe paa: hatt har meget gode
(Gennectioner, correfponderer i Sverige og ved meget af hvad Der foreganer I Gabi
nettet . . . . Jugen Uftyldig maa fældes, men den Skyldige heller itfe flippe.” —
$Hemed bør fammenlignes Grev Axel Morners Beretuing til Kronprinda Carl Johan
om et Samtale med Grev Medel i Gøthehorg i Murts 1811, fom vi meddele efter
Aftryttet i Schinkels Minnen VI. 346—349, i Bilag No. 53.1
3) Forfattere har ved denne Leilighed troct at burde gjøre fine Landåmænd bekjendt med
vad ban ved om Grevens Skridt i Unleduing af det omhaudlede Brev fra Carl den
IIIde. Brevet har været offentligen omtalt, og er endog faavidt vires blevet indfort
i et eller andet føenft Skrift. Det maa ſaaledes ouſtes fremjat i fin fande Gammen:
bæng. Nogle af Horfatterens Bemner, fom han har forelagt fit Arbeide før det Fom
under Presjen, have befrygtet, at deune aabne paa Saudhed grundede Fremfilling
Prinda Frederik af Hesſen. Prindfegildet paa Ullevold. 205
Da Kongen af Danmart imidlertid vift not fporede, at Oenfigten af Kacs's
Smbeife iffe var opnaaet , beftemte han fig HI at fende fin egen Svoger, Prinde
drederik af Hesſen, til Norge, troende derved at give Rorbmændene et Beviis
ma fin Ugtelje og fongelige Omforg'). Denne Sendelfe fynes at have været en
Etreg I de fvenffe Planmageres Regning, og faafnart Affendelfen var bleven den
frnfte Regjering betjenbt, lod den give Ordre til at opfange ham paa Beien; men
ban flap (yffeligen over fra den jydſte Strand til Morge, iffe uden Fare for at
bline opfanget af engetffe Krydfere, fra hvilfe han fun flap ved i fille Beir at roe
m mellem Sthjærene. Prinds GFrederifs Antomft til Norge communiceredes ben
foenite Megjering af ben danfle, fom det heder i Wetterſtedis Bemoærtning, „med
men Ufectation=*). Han fit 22de Novbr. f. A. fongelig Befaling at tiltræve
ben tnterimiftifle Negjerings-Gommisfton og ber tage Sæve umiddelbart efter Prindfen
dd Anguſtenborg. Da denne fort efter forlod Norge, blev Prinds Frederit Regjerings-
Cannisfionene Formand, indtil den ved Refeript af 26de Septbr. 1810 øphævedes 5).
fa Prinds Frederik war hverken friftet til at lede Cabaler, eller til at arbeide mod
hm, 99 der var desuden firar efter hans Unfomft til Norge fe Tale meer om
Wnligher. Al Gjæring ophørte under en ny og for Norges Handel og Birtfomhed
tølt forbeelagtig Udfribning og Fragtfart. Prinds Frederik af Hesfen fil faaledes
a let Rolle under fit Ophold i Norge, og endjfjønt han ilfe erholdt den Grad af
Vatelfe og Hjærlighed, fom var bleven Prinds Chriſtian Auguft til Deel, faa var
ban beg færdeles yndet formedelft fit venlige Bæfen, fin Tilgjængelighed for Alle,
fn aabenbare Attraa efter at ubrette det Gode, fom flod i hans Magt, og efter at
ude faite em Stygge paa Grevens Fard, da det unde fee ud fom han ſpillede en
Dprorers Rolle, medens han endun var danft Underjaat. Men Greven foretog endnu
Intet, fom kunde frænfe den gamle Forbindelfe; han anſtillede alene Underjøgelje om
de Stribt, boilfe hans Pligt fom danit Underfaat og fom norſt Borger lunde gjøre
tilraadelige, og han valgte at blive ben gamle Forbindelje tru, |nalænge det funde
beitaae med hans Begreber om hvad der tjente til Fædrelandetå Tarv. Grevens For:
hold ved denne —5*6* var i Alles Munde; det var nokſom bekjeudt, at han iffe var
tilfreds nmeb ben Danfle Regjeringa Fremgangémaade, og at han I denne Henjeende
bragte fiærfe, ja babbefværdige Udtryk. Hiſtorien bør ikke undlade at give et faudt
Begreb om em i hiin Fædrelandets fljebuefvangre Tid faa viglig Mand. Derjom et
jaa vigtigt Seb borttages af Begivenhedernes Kjede, vil det aldrig meer i Fremtiden
funne uüdfyldes. Det er vverhovedet ifte Forfatterens Sag eenfidigen at fremfille Grev
Medeté Færb. Hans Minde maa tildeles den Roes og Daddet, fom hans Forhold
giver Anledning til; thi det er ikke hans Lovtale Horratteren bar villet ffrive, men
Rorges Hiftorie faa upartilt, fom hans Materialier give bam Anledning til. Forf.
vilde trøe fig berøvet Met til at filbre denne Hæderémands Gharakteer, derſom han
itte malede bem i dens GSkyggefide fom i dens Lysfide, og fan fun glade fig ved, at
ban bar faugt flere fyje end mørte Farver at give fit Gharafteerbillede. [Se herom
Schierns — — Studier I. 307—308 i hans Afhandling Om Sveriges Tron:
følgervalg 1809 og 1810."]
5 [Prinds Wrederil af Hesjen udugvutes til Bice-Statholder i Norge og commauderende
neral Sondeufjeldé 25de Juli 1809, famtidig med ar Prinds Chriſtian blev Stat:
bofder og Weltmarjfalt. — Collegial-Tidende 1809 No. 44 og 45.]
% See Bilag 51 d.
å Dette Rejcript lyder ſaaledes: „Da Kongen har befluttet, at den for Riget Norge ved
Refcript af 24de Ang. 1807 auorduede interimiitifle Negjerlnga-Commisfion al ophøre
med November Maaneds Udgang indeværende Uar, til hvilken Tid den bar at afflutte
fine Forretninger og Regujftaber, hvorimod de Forretninger, fom nu beførged af Re—
jeringscommisfionen, fulle fra lite Decbr. nætfommende overtaged og bejørges af
Bices tatbolderen, hviiken og be Regjeringscommisfionen un underlagte Contoirer fra
ifte Decbr. af underlægges: faa befales herved, at Prindjen å Dvereeusftemmelje her
med overtager fig be meerbemeldte Regjerings-Gommisfion paalagte Forretuinger fra
iite Decbr. d. A af, hvorved han haver at forholde fig efter Den ham under 10de
aunar >». A. allernaadigft meddeelte Inſtruction, famt alle Regjeringscommisfionen
af Kougen tillagte Befalinger."
906 Audet Tidsrum II. Niende Capitel.
vinde Nationens Kjærlighed ). Hans Ophold i Norge var faaledes uden alle Jølger,
og man fandt ber ille Spor af det Misnøie, fom man i Sverige fmigrede fig med
vilde blive Følgen af bans GSendelje.
Niende Capitel.
Prindfegildet paa Ullevold. Aalls Brevverling med Chriſtian Anguſt.
—r$9 — — — —
Da var under Forfatterens ovenfor anferte Ophold i Chriſtiania (Auguſt 1809),
at Grosferer John Gollett gav fit betjendte Prindfegilde paa Ullevold, fom begge
Prindſerne, Ghrifttan Auguſt og Jrederit af Hesfen, overværede. PBræfident Kaas,
font ogfaa var indbuden til dette Gilde, havde undſtyldt fig formedelft Upasſelighed,
men efter ben afmindelige Mening vilde han et fløde paa Prinds Chriſtian Auguft.
Denne HFeftlighed var en af de frorfte, fom er given i Chriſtiania, og Vyens meet
anfecde Moæud vare der tilftede. Alle Chriſtianias Wavipager vare den Dag i Ves
væyelfe, og efterhaanden fom de rullede igjennem Haven op til Gilbegaarden, bleme
be modtagne med Fanfarer og blæfende JInftrumenter. Efterat Gjæfterne vare blene
herligen beværtede ved Spifebordet, indførtes de i et Sideværelfe, hvori paa mett
Biis Viin og Defert blev ferveret og Skaalernes Tid begyndte. Forſt proponeredes
Kongen af Danmarts Staal af Værten. Noæften Alle reifte fig; men Skaalen tømtes
i Tausbed og uden Gnthuftasme*). Prinds Ghriftian Auguſts Skaal blev derefter
tomt med den førfte Jubel og Enthufiasme, og der var ingen Ende paa Hurraruab
og Glædesyttringer. Prinds Frederik, fom nylig var anfommet og mistænkt fom
Bogter paa Kongen af Danmarfé Vegne over Ghrifttan Auguſts Handlinger, maatte
tætfes med en almindelig Hyldning. Varten reifte fig dernæft vg foreflog Præfident
Kaas's Staal, i det han beflagede, at Selſtabet formedelft Præfidentens Sygdom
var berøvet hans Nærvarelfe. Neppe var Kaas's Navn nævnet, for Prinds Chriſtian
Auguft ſprang op fra Bordet, lod fom en Noæfeblodning var fommen over ham, og
ilebe ud af Bærelfet. Varten, fom itte forftob denne ttring af Prindfen, tog en
Serviette og en Tullerfen og fulgte Prindfen; men Noæfeblødningen var fnart forbi,
eg Prindſen fom tilbage til fin Plads. Da denne lille Mellemfrene var endt, og
afle Gjæfterne vare atter fomme til Sæde, fornyede igjen Bærten Forflaget om at
— ⸗ — — — ——
) [Begener har i Actm. Bidrag I. 406 ff. aftrykt et interesjant Stykke af Priude Ghriftian
Arederits (fiden Ghriftian VIIIdeo) Dagbog for Mai 1811, hvor han omtaler, hvad
ban gjennem Beſtyreren af Frederikåværk, Dberſtlient. Tſcherning, der var ſendt til
Norge, fom bet fagded, i Verkets Unliggender, havde erfaret om Stemningen I Norge,
om Wedels og Unfers Planer m. v. Her river han om Priudſen af Hesjen (S.
408—409): » Mau elfter hans Godmedighed, men man trøer at favne Mandighed i
bans Charakteer, og man agter iffe hane tydfle Omgivning eller hans Stab. Hau
og den tommer fjelden ndenfur Chriſtiania, vg Follet tiger om ham: Den Prinds, vi
bave, er em god Mand, men vi fjende ham itte. Derimod er den almindelige For:
dring at fee Kongen der oppe, eller em Prinds af Kougehujet." — Prindſen tilføier:
„Jeg snfler Jutet faa varmt, fom at femme til Norge,” og beretter, at han to Gange
at 1811 havde bedet Kongen derom, men havde faaet til Svar, at det ikke var
Det pasfende Dieblik.)]
7) Forfatterens Sidemand, en af de mecit anjecde Mænd i Forſamlingen, trykkede ham
tilbage I Stolen med den Panjftand, at den Skaal ei burde driftes. Men Furfatteren
belte ikke fin Sidemands Mening, og forfømte itte med fædvanlig Ligegyldighed for
Hyldninger af den Urt at vije fin Konge fin AErbadighed. Dette anføres kun fom et
Bevils paa den Stemning, der herftede i denne Forſamling, fom var et Eccho af de
Misfornoielſens Toner, fom hortes faft overalt, i Anledning af Kaas's Sendelſe og
Forbold mod Prindjen.
Chriſtian Augaf og Beodrene Wall. Kaas og Armfeldt. 207
bille Prefdent Kaas's Staal med de Ord: „Det var BPrækidentens Staal vi brt,
Deres Durchlauchtighed.“ „Jeg haaber han befinder fig vel, fvarede Prindſen ganfle
hai, uden at røre fit Glas, men vendte fig I det famme til in Nabo, Prindé
Federit, og trytfede hans Haand med det venligfte Unfigt, fom om han vilde forſikre
ban, at bang eget ſpœndte Forhold til Kaas ifte havde mindfte Indflydelſe paa hans
| Smffabeforhold til ham.
| Gter Bordet faldte Prinds Chriſtian Forfatterens Broder Nile Aall og ham
fe til en Samtale i em affides Deel af Forfamlingsværelfet. For N. Aall vitrede
ben, høorinnde han af ben banffe Regjering var midtæntt for hemmelige Planer med
hat Suteresfe, og idet han med Harme udlod fig om, hvor ubillig og ugrundet
denne Mistanfe var, paaftod han i bhøitidelige Forſikkringer, at hans høiefte Uttraa
mr at tilvetebringe Jred i Norben, og at han aldeles ille kunde nedlade Vig til at
førtsge Roget, fom var firidende mod bet kjære Foſterlands Jnteresfe. Til Forfatteren
benendte han fig med Anmodning om, at han vilde fhriftligen tiltjendegive ham fine
Saler om Samdeté Vilftand, og om hvad ber til Fædrelandet Tarv kunde udrettes.
fm ventede — faa var hans venlige Udtryf — veiledende Oplysning af en Mand,
fm fan vidfte var vel befjendt med Landets Stilling. Forfatteren følte fig vift not
beder fiffet bil paa denne Maade at underholde fig med den ophøiede Fyrſte; thi
abfjønt Prindfens fimple og venlige Bælen ftedje gav ham den fornødne Frimobighed
1 Getobeherifelfe i Samtale med ham, faa maatte han dog i det frille Kammer bedre
hume ordne fine Tanker om denne vigtige Gjenftand. — Det yttedes imidlertid Kaas,
fm ovenfor fortalt, at tilveiebringe en i det mindfte tilfyneladende Udfoning med
frinbjen, en Udfoning, der fra Kaas's Eide maatte være en diplomati Kloyffab
ma få Hofs Vegne, efterat Prindjen var udnævnt til Sveriges Tronfølger. Over:
høitnisg om, at Nygtet havde overdrevet den formeentliige Fornærmelfe, fom Kaas
hade tilføiet Brindfen, tilligemed Prindfens Godmodighed, banede Bei til Udfoning
ijemem Prinds Frederiks Moægling *).
Den Gjæring I Gemytterne, fom foranledigedes ved den danſte Sendemands
ulløge Adford, varede imidlertid ikke længe, og udbrufede uden Hare for Norges
vende Statsforbindelſe. Naringsveienes Lenker bleve juft i disſe Dage brudte,
umsfoldige Sikkerhedsdocumenter vare komne i Trelaſtudſtibernes Hænrer, og ved
GSiden af disje lagdes andre Papirer, der filkrede Norges Kornfurt. I alle Norges
bane fandtes trælaftladede GStibe, befragtede under fordeelagtigere Vilkaar end fom
marniinde i Fædrelandet havde været fjendte, og den løsgivne Virffomhed bragte Liv
lagd hele Norges Oſtkyſt, og Munterhed blandt alle dens Beboere. I de førfte
) [er er maaſtee det meeſt pasjende Sted til at omtale em Begivenhed, fom neppe har
været Forfatteren rigtig Befjendt (jfr. ovenfor S. 189, Aum. 1), og i flere Henſeender
er af Juteresje. Armfeldt havde fmart angret den Deel, han havde taget i Revolutie:
nen og i at fremme Prinds Ghrijtians Valg, vg han haabede Jutet ror fig af denne
Fyrfte; Kaas var endog, uden Henfyn til perfonligt Fiendſtab, fom fin Konges trøe
.Tiener naturligviis Bulget imod. Disſe to Mænd havde un, uden høiere Bemyn⸗
digelſe, 25 Anguſt 1809, altfaa medens Prinds Chriſtian og Kaas ſtode flarpeit mod
binanden, et hemmeligt Mode i Svinefund, hvortil Kaaé havde indbudet Armfeldt.
$vad Kaas her foreflog er ikte bekjendt; derimod er Vet fra flere Kauter viit, at
Armfeldt forejlog for Raad at bevirke et Giftermaal mellem Guſtav IVdes Søn, den
10xarige Prinds Guitav, og Frederil VItes aldſte Datter, den 16aarige Prindſesſe
Garoline, paa disſes Hoved forene de 3 Rigers Kroner og til Gritatning for Danmart
Rorge give Kong Frederils præfumtlve Arving Ghriitian Frederit Hertugdømmerne
Gresvig og Holſteen. (Schinkel-Bergman V. 134—136.) At Kuas med Glade greb
denne Plan til at ftyrte fin Fiende, er neppe trivfjømt, men den grundærlige Koug
Frederik, hvem han foreflug dette, forfuftede Planen med Indignation. „Jeg øuftede,-
—* ban 26 Sept. 1809 til Prindſen af Hesſen, „at Kaas blev udenfor de pviltiffe
Gienitande. Hans Plan mod Sverige er under at Critik. — — Jeg flulde gifte min
Datter til den ſvenſte Prinds: jeg ſtulde begaae em Uretfærdighed mod Prinds Chriſtian
af Daumark; jeg ſtulde fille mit Rige ved Hertugdømmerne! Jeg gruer over Tanken,
eg Det gjer mig ondt, at Kaas tan have bavt famme." Wegener, I. 360.]
9206 Andet Tidørum II. Nieude Gapitel.
vinde Nationens Kjærlighed ). Hans Ophold i Rorge var faaledes uden alle Holger,
og man fanbt ber iffe Spor af det Misnøie, fom man i Sverige fmigrede fig med
pilbe blive Følgen af bans Sendelje.
Niende Capitel,
Prindfegildet paa Ullevold. Aalls Brevoerling med Chriſtian Anguſt.
— — — —
Det var under Forfatterens ovenfor anførte Ophold i Ghriftiania (Auguſt 1809),
at Grosferer John Collett gav fit betjendte Prindfegildbe paa Ullevold, fom begge
Prindſerne, Chriſtian Auguft og Jrederit af Hesfen, overværede. Preſident Kaas,
fom ogfaa var indbuden til dette Gilde, havde undflyldt fig formedelft Upasfefigbed,
men efter ben almindelige Mening vilde han ei fløde paa Prinds Chriſtian Auguk.
Denne Feftlighed var en af de frørfte, fom er given i Chriſtiania, og Byens merk
anfeede Mænd vare der tilftede. Ulle Chriſtianias Eavipager vare den Dag i Ver
vægelfe, og efterhaanden fom de rullede tgjennem Haven op til Gilbegaarden, bleve
be mobdtagne med Fanfarer og Blæfende Jnftrumenter. Efterat Gjæfterne vare blevne
herligen beværtede ved GSpijebordet, indførtes de i et Sideværelfe, hvori paa engelſt
Viis VBitn og Defert blev ferveret og Skaalernes Tid begyndte. Forſt propomereded
Kongen af Danmarks Staal af Bærten. Næften Alle reifte fig; men Skaalen tømte
i Taushed og uden Enthufiasme?). Prinds Chriſtian Auguſts Staal blev derefter
tømt med den frørfte Jubel og Euthufiasme, og ber var ingen Ende paa Hurraraab
og Glædesyttringer. Prinds Frederik, fom nylig var anfommet og mistæntt fom
Bogter paa Kongen af Danmarks VBegne over Chriſtian Augufts Handlinger, maatte
tæffes med en almindelig Hyldning. Varten reifte fig dernæft vg foreflog Prækfdent
Kaas's Skaal, i det han betlagede, at Selſtabet formedelft Præfidentens Sygdom
var berøvet hans Nærværelfe. Neppe var Kaas's Navn nævnet, for Prinds Ghriftian
Auguft fprang op fra Bordet, lod fom en Næfeblodning var fommen over ham, og
ilede ud af Varelſet. Varten, fom itte forftob denne Vttring af Prindjen, tog en
Serviette og em Tullerfen og fulgte Prindſen; men Næfeblødningen var fnart forbi,
og Prindfen fom tilbage til fin Plads. Da denne lille Mellemfrene var endt, og
afle Gjæfterne vare atter fonme til Sæde, fornyede igjen Varten Forflaget om at
— — —— ———
) LWegener har i Actm. Bidrag I. 406 f. aftrykt et interesjunt Stykke af Brindé Chriſtiau
Frederiks (tiden Ghriftian VIIIdes) Dagbog for Mai 1811, hvor han omtaler, hvad
ban gjennem Beſtyreren af Frederiksvark, Oberſtlieut. Tiderning, der var fenudt til
Norge, jom bet fagded, i Varkets Unliggender, havde erfaret om Stemningen å Norge,
om Wedels og Ankers Plauer m. v. Her ſtriver han om Prindien af Hesſen (S.
408—409): » Man elfter hans Godmedighed, men man troer at favne Manbdighed i
hans Gharafteer, og man agter iffe hans tydfle Omgivning eller hans Stab. Hum
og den kommer fjelden ndenfor Chriſtiania, og Folket Ver om ham: Den Prindé, vi
bave, er em god Mand, men vi fjende ham itfe. Derimod er den almindelige For⸗
dring at fee Kougen der oppe, eller eu Prinds af Kougehufet.” — Prindſen tilføier:
„Jeg onſter Jutet faa varmt, fom at komme til Norge," og beretter, at han to Gange
i Foraaret 1811 havde bedet Kongen derom, men havde fanet til Svar, at det ikke var
bet pasjende HØieblif.]
7) Forfatterens Sidemand, em af de meeſt anjecde Mænd i Forjamlingen, tryffede ham
tilbage i Stolen med den Paaftand, at den Skaal el burde driftes. Menu Forfatteren
deelte ikke fin Sidemandö Mening, og forfømte ifte med fædvanlig Ligegyldighed for
Hyldninger af ben Art at vife fin Konge fin AErbadighed. Dette anføres kun fom et
Beviis paa den Stemning, der herſtede i denne Horfamling, fom var et Eccho af de
Misjornoieljens Toner, fom hortes faft overalt, i Anledning af Kaad'é Sendelſe og
Forhold med Prindjen.
Jacob Aalls Brev til Prinds Ghrifian. 209
dens Næbfombhed friger formedeljt en mislig Høft og de mørke Udſfigter til at flaffe
fen fra Danmart. Hvad der alminbetigen anſees for en Indgang til Landets Arelfe
efter min Formening, fra Begyndeljen af itte den forønflede Virkning. For
Øiebliffet opnaaes itte derved bet forhaabede Øiemed. De famme formuende Mænd,
fan afvigie Aar anvendte beres bisponible Formue til Landets Providering, have i
Mar langt andre Øenfigter. Beqvemme Kornflibe feile vefter ud, fjernt fra de Mars
ber, hvorfra Korn hentes. De udtømme Landets Provifloner og borttage den Reſt
4 Nandftab, ber endun efter faa mange Nenfelfer maatte være tilbage. Saaledes
tes visſeligen ille faa mange Sornflibe paa vore Kyſter i Aar fom forrige Hoſt,
"mg Landets Trang er der almindeligere.
under disſe Omiftændigheder og førgelige Udfigter er Nationens Krav paa
Legieringens Traftfulbe Medvirkning til Landets Frelfe vit retfærdig og billig. Det
x vif itte flogt at drive Borgeren faa vidt, at han mindes om fine Nettigheder
fm Renneffe; og Hungerénød bereder Oploening af alle borgerlige Forbindelfer.
Men den Hjælp, fom ffal fomme, maa fomme fnart og maa funne benyttes uden
Susfigreb 94 Banfteligheder. Uaret bøter fig mod Binteren, og der levnes neppe
me Tid end der behøves for at gaae directe til Danmark for at hente Korn. Det
mer længe inden faabanne Handelsmend, fom iffe have været vante at bane fig
Bein til Handel gjennem Krogveie, hinne finde Bet i den Labyrint, fom nu oms
bader feber til Handelsſamguem. Den Hjælp, fom loves os gjennem neutrale
Nagters Skibe, er ufitfer, foftbar og opfylder iffe den overhængende Nødvendigheds
nm Elendigheds Bud.
„Den banffe Negjerings forandrede og formildede Fremfærd mod vore Fiender,
jm umolefterede foømme paa Havet, har endnu itfe frembragt nogen Forandring i
ditjes aarvaagne PBaapasfenhed paa den mindſte Baad, fom henter Kornvarer fra
Demart. Dagligen forfærdes vi endnu ved Gfterretningen om voldſomme Ungreb
vn fandsmændö Stibe og Ladninger. Har ben danfle Regjerings Homygelfe Intet
fuatet, elfer have vore Fiender andre Planer, hvis Udførelfe tilſtynder dem til denne
fårmatifte Grufomhed? Efier min individuelle Overbeviiening er der altfan ingen
aden Nedning tilbage for det ulyttelige, udhungrede og udplyndrede Norge eud en
directe Fitkadelfe fra vore Fiender til at maatte hente Korn fra Danmart uden Moleft
å ĩendtlige Ørydfere. Men i det jeg indfeer Nødvendigheden heraf, forbinder jeg
dermed det inderlige HÖnfle, at dette funde bevirtes uden voldfomme Midler. Saa
meget jeg enb føler, at den norſte Nation har mange grundede Klagemaal at nedlægge
or den danfle Trone, faa roer jeg dog at fylde Sandheden den Vilftaaelfe, at
- Rorge t bet Henrundne Seculum fandt fig Iykfeligt under bet danſte Scepter. Bonde
4 Ahunesmand ubgjør ben ftørfte Sum af Landets Mandtal, og hvo nægter at
isſe have været i Beſiddelſe af en Frihed, og nydt en Lykſalighed, fom er fjelden
i Gmropa? vo var vel friere og mindre befattet end ben norſte Bonde, og uds
jrringer ille hver den Biderværdighed, bvormed han Hoæmper, enten fra ham felv
Ger fra Skjebnens ubøielige Beftemmelfet Af den Aarfag herffer ber em rolig Ved⸗
- kengenbed ved ben danſte Negjering i Bondens GSjæl, og blandt Almue og Bonde
Ante itte fet findes Misfornoiede. Det forefommer mig voveligt at ombytte em
zerfatning fom vor med nogen anden, fom vi ifte kjende. Veg fan ikke gjøre mig
Begreb om en Forening med et Land, uden tillige at tænte mig, at Landets For-
fatuing tidligen eller fildigen blev flig det mægtigere Riges, hvormed bet forenedes.
Det tan iffe tonfes, at Broderlandet længe vilde være Vidne til den ftørre Lylfalighed,
frambragt ved Fritagelfe fra mange Byrder og borgerlige Indſtronkninger, uden at
fre Byrdernes lige Fordeling og forholbsmæsfig Medvirkning til fælles Vedfte.
Zuart vilde den norffe frie Bonde Mive til en Træl, og Oplysningen fordunkles ved
zribedens Tab. Kun Magten fan i vore Dage borge for Statsforfatningens Uroktelighed.
Uadertvingelfe er Svaghedens Lod. De meeft glimrende Løvter ere meftendeels ſtuffende
Orerialelſesmidler, og glemmes faa faare Henfigten er opnaaet. Jeg tan derfor ikke
Aallo Grintringer. 14
-t
298 | ' Yubet Tidbeum IL Rinde Gapitel.
Dage af September reifte flg en frhgendbe Nordoſt, og Forfatterens Sjel havede fig
i Tafnemlighedsfølelfer mod Forfynet ved at fre den Skare af fvulmende Seil, fom
firøge ud over Chriſtianiafjorden, ladede med Rigdomme, der ffulde bringe Troſt under
Ranbeté Lidelfer og Unbderftøttelfe for be forarmede Kasſer. Nordſoen faae efter de
fange Aars Forlab vore ſtolte Skibe, ber fellede omgivne af fiendtlige Krydfere, midt
under fortfatte Mrigsforhold med England, trygge under Beflyttelfen af en Stump
Mapir. J denne nyopvakte Virkſomhed begroves alle Sørger, forftummede alle politiſke
Baner. Nationen havde øpnaaet hvad den ønffede, og tæntte itte paa en ny Stats:
forbindelfe, fom endnu paa den Tid mødte en almindelig Modbybelighed i Norge.
De fvenffe Planer til den flandinaviffe Halvøes Forening maatte udfættes til Frem⸗
tiven, og ben bdanff-norffe Statsmaſtine indfljødes i fin gamle Bane, endfljønt den
frembetes flod paa en vaklende Hod og gjente I fime indre Forhold mange Øbelægs
gelſens Elementer. Forfatteren vendte ſaaledes ogfaa tilbage til fit Hjem med den
Henſigt at deeltage i det nye Handelsliv, uden at nære ben mindfte Tante eller bet
fjernefte Ønfte om nogen nærmere Forening imellem den flandinavifte Halvor. Kun
en friere Kornhandel og en lettere Gang i den indvortes Virfjomhed anfan han fors
nøbent. Hans førfte Arbeide efter Hjemfomften var at opfylde Prindfens Opfordring,
og give ham fine Tanker tiljende om Landets Stilling, hviltet han gjorde i et Brev
af følgende Indhold — hvorhos Læferen venligit bedes at bemærke, at Brevet var
flrevet den 21de September 1809 i et Tidspunkt, da flor Mangel og Elendighed enduu
herffede i Landet, og det var altjaa naturligt, at deraf endnu i Brevet fandtes Gjentlang ):
„Sildigere md jeg burde følger jeg deres Durdjlaudtigheds Opfordring, men et
Famitieuhelb, hvorved et af dens ædlefte Medlemmer berøvedes den”), afbrod for et
Øieblit min fpændte Opmærtfomhed paa Fædrefandets Stilling. Tillad mig, værs
bigfte Prinds, at fremfætte mine Tanker frimodigen og i Forglemmelje af gjenfidige
Forhold. Da Deres Durdlaudtighed opforbrede mig til friftligen at meddele Dem
mine Tanfer om hvad der tjener til Fæbrelandet$ Tarv, gav De mig et Beviis paa
Ugtelfe, fom undføylder den Frimodighed, jeg tillader mig."
„Det er overflødigt at beftrive for D. D. den ynkelige Forfaming, fvori Landet
for nærværende Tid befinder fig; men tillad mig den Nitring, at ben ei findes jørs
getigft ber, hvor lagen er hølet. Den taufe Jammer i den fattige Almues Hytte
er uendeligen førre end ben larmende, fom høres blandt de høiere Stænder. Vant
HL Lidelſer og til dyriſte Fodemidler bærer den norſte Almue fin Elendighed med en
mageløs Taalmodighed. Denne er faa meget meer at beundre, fom den ingenlunde
flyder af Dumhed, Uvibenhed, eller af en indolent Charakteer, men af en indvortes
Følelfe om Nødvendigheden af at bøte fig under Skjebnens not faa føndertnufende
Befemmelfe. Hvo beftriver den fattige Huusmands og GStrandfidders Elendighed,
fom, omringet af en ftor Familie, bunden til en freng Fæfefeddels haarde Forfrift,
maa blande fit Brød med Ukrud og vilde Urter, og Tjender ikke bet ringefte til nogen
af be Bederqvægelfer, der finde firømmeviis i be Kormuendes Forfamlinger, og der
for bem ere baglige Nydelfert Veg fan ifte begribe, hvorledes disſe Ulykkelige fulle
funne fortfætte deres fummerlige Tilværelfe, naar ifte Brødet rættes dem for billigere
Priſer end de nu gjældende. Denne Nød er efter min Formening den ſtorſte i Landet,
—— — — — — — —
1) Saavel Brevet fom Prindſeus Svar iudfores heelt, fordi det forſte indeholder em
Stildring om Laudets Tilſtaud og De friere Anſtuelſer, fom begyndte at røre fig I
Norge, og bet fidfte indeholder et Beviis paa Prindjens Tænkemaade og paa den liberale
Maade, —** han tillod Maend udeufor al offentlig Stilling at nærme fig ham paa
bet frieſte. Efter em Vens Anmoduing udlaaute Forfatteren Prindjens Brev til deg
danſte Diltoriograph Øeheimeraad Malling, fom overgav bet til Geheimes Arkivet I
Kjøbenbavn. Derfra har Forfatteren faaet en veririceret Copie af Brevet, uden at han
har funnet faae dette hant dyrebare Document i Originalen tilbage. Brevene ere orde
Inbeude aftryfte.
2) [Aalls Fatter Jørgen Wright i Porsgrund, + Tde September 1809.)
Chriſtian Auguſts og Kaas's Breve om Licence⸗Farten. ot
„Feg har ſaaledes vovet frimobdigen at førelægge D. D. min individuelle Mening
m Yingenesé nærværende Stilling, og tilføier bløt, at ogfaa denne Gan af Landet
år Nationens Høiagtelfe for Dem. Denne Følelfe fade vi og ike paa nogen
berøve. Vi anfee Dem for Landets Belgjører, og vi vente fremdeles Landets
Delte af Dem. Mi frygte Me for, at De overlader et Folk, der eller Dem faa
derfigen, ber agter Dem faa hølt, i Farens Stund til dets egen Skjebne. Modtag
tgfan denne Gorfiffring, værdigfte Prinds! fra en Mand, der ikke gjælder meget i
Gaten, men fom i Hengivenhed og Høiagtelfe for Deres Durdlaudtighed tlf: viger
fr Nogen.*
Prindſen befvarede egenhondigen dette Brev under Ade October ſaaledes:
ned fand Taknemmelighed erfjender jeg Modtagelfen af Deres fidfte Stkrivelfe
gg det mig i famme givne hædrende Beviis paa Benflab og Filtro. Freden med
Ørerige fynes at være meget nær. En Baabenftilftand er her bleven foreflaaet og
dffuttrt paa 4 Ugers Opfigelfe, og ſvenſte Skibe blevne forfynede med Licencer, at
hilnge foenffe og norffe Broducter til Danmark mod at indføre Kornødenhedsvarer
GRerge. Freden mellem Rusland og Sverige ffal være proclameret. En Betingelfe
an, at de ſvenſte Havne flutte8 for de engelffe armerede Stibe. Saaledes have vi
li ſittre Haab, at disfe maa forlade vore Cane længere hen paa Aaret. Engelſte
Mener for danſke Skibe med Korn til Norge, mod at disfe anløbe Leith, ere at
thelde i Gothenborg. Muligens fan, naar den attraaede Betaling erholdes, den
Alt Condition undganes. J al Fald ville de funne benyttes til at anvende frørre
Skk til Sornfarten. Provibering3-Gommisfionen er beordret til at fætte alle mindre
ſchen til Mornfårten benyttede Stibe og deres Befætning i Reqvifition HL bemetdte
Mien», i Fald de ei dertil frulle benyttes. Kongen er bleven anføgt indtil Freden
tt meddele Negjerings-Gommisfionen Filladelfe til at udftede Leidebreve og paa de
føbeanlige Bilfaar for fvenfle Skibe paa danſte Havne. Samtlige Matrofer, fom
fame tilbage fra Fangenfrab, eller Roffardiz eller Kaperfarten, eller permitterede fra
ben fongelige Tjenefte, deres Ophold og Fjenftdygtighed bliver nøtagtigen antegnet
for Euroufferingsdefen — til hvilfen de Handlende anvifes. Saaledes haaber jeg
ål at vi have fiftert Haab til at fee den førte Nød afhjulpen Å de næfte tvende
| der.
«Gr denne ofhjulpen, da fan det vift ille formenes nogen Underfaat, endog i
gorming, at gjøre Foreftilling om flere af Dem ommeldte for Landet faa vigtige
Genftande. Derimod fan ved Indbydelſe foranftultede Forfamlinger muligens have
må Padeligere Følger, da det muligen ei vilde feile paa Sværmere og lidenffabelige
Nennefter å famme, fom vanfreligen vilde blive at dirigere, og bet fande Maal eller
Øirmed — fom meer end fandfynlig forfeiles. De tilgiver, at jeg alt for ufuld:
fument, frolende paa Deres Overbærelfe, frembringer min Overbeviigning om den
tmefe af de i Deres Skrivelſe berørte Gjenftande, hvorom vi divergere.
Hvorledes min Stilling bliver efter Freden er i dette Hieblil meer uvift end
friere Uger. Forlader jeg Norge til den Tid, da haver jeg fun een Trøft, nemlig
um Overbeviisning i min nye Stilling muligens end meer at funne bidrage til at
Mfre mit Foæbdreland for Underfuelfe. Jeg forlader det med det filfre Haab, at ingen
utilsfen Mand, fom jeg er fjemdt af, vil bedømme mig urigtig — med et Hjerte,
før altid med varm QGølelfe vil erfjende hvad han flyldber Norge. Behold mig i
Deres venflabelige Grindring og vær forfilfret om, at Ingen fætter hoiere Priis
tapa end Deres oprigtig hengivne
Ade October 1809. Ghriftian, Prinds til S.⸗Holſteen.“
Dette Brev indeholdt fan mange beroligende Puncter med Henfyn til Fadre⸗
landets nærværende Stilling og Udfigter til Fremtiden, at den før omtalte Forening
ma Beftlandet for at bevæge Regjeringen til en fredeligere Nærmelfe til England
harde tabt fit Øiemed. De i Brevet berørte Forhaabningspuncter gik efterhaanden
| 14*
å
|
919 Audet Tibsrum II. Niende Gapitel. ,
i Opfyldelſe; blibere Dage oprandt for Norge, og ingen Nordmand tænkte mere
at frille flg fra den gamle Frænde.
Imidlertid vare de Fordele, fom denne aabnede Forbindelfe med England a
barligen gav Norge, nær blevne tilintetgjorte ſtrax i Licencefartens Begyndelfe, f
medelft banffe Statsmends fnævre og eenſidige Anfiuelfer om Englands og Nor
Handelsforhold til hinanden, og deres Mistanke til de underfundige Planer, fi
Fienden og de Svenſte ffulde bygge paa denne nye Birtjomhed. Disſe Statsm
ftode fremdeles i ben Formening, at ben aabnede Tralaſthandel var vigtigere
England end for Norge, at England kunde mindre undvære at tjøbe end Norge
fælge, og at den hele Licencefart var hm et underfundigt Spil for at afhi
Englands Trang til Trævarer, og igjennem den Kornfart, fom bermed fattes i F
bindelfe, at forfyne Sverige med Korn, i det foenfle Skibe dertil frulde benytt
Dette hitrede NPræfident Kaas tydeligen i et Brev til en Nordbmand, Kjebm
Ghriftopher Faye i Drammen, fom paa ben Tid opholdt fig i Gothenborg, var
befjendt med Forholdene, og formedelft fit foæbrefandffle Sind vel betroet. VBrey
vifer tydeligen, baade hvilken Judflydelfe Kaas tiltroede fig, idet han kaldte
Landets Styrer, og hvilte Begreber om Norges Forhold til England endog da
Statsmænd gjorde fig, fom, formedelft en foregaaende Embedsftilling i Norge felv
mangefidigt Betjendtflab med Landets indre Forhold, maatte forudfættes at fje
Fingenes fande Stilling.
„Det er ifle not, figer han i dette Brev, at Kongen af Danmart har til fau
Settelfe for den engelfte Handel og Skibsfart paa Øfterføen indfrillet alt Kaperi
men han har og tilladt Grport af alle norffe Producter til venffabelige og neutral
Havne, famt hævet de firenge Forholdåregler, fom Krigen med England medførte”)
Følgen deraf bliver, at England uden Vanſtelighed erholder alle de Fornodenheder
fom før Krigen hentedes fra Norge. Saaledes favoriferes virkelig Handelen mei
(England paa alle Maader, fom fan beftaae med vort Lands Stilling til Samme 9
til fine Allierede. Men frulde dette ikfe have nogen anden Følge end den at favo
rijere England, frulde dette Land eller dets Negjering derved ligefuldt vedbline ſi
grufomme, umenneffelige Syftem, at ville tilintetgjøre en heel Nation, fom aldri
fornærmede det, ved Hungersnød, faa nødes jeg til med ben ſamme Jver, hvorme
jeg arbeidede paa at bringe vor Konge til det nærværende moderate Forhold mo
fine JFiender, at arbeide paa at fre det forandret derhen, at ille alene al Gypor
forbydeg, men at der tillige lægges Embargo paa alle Stibe over 10 Commerce
Qæfter — og ba forfitrer jeg, at iffe nogen Plante ſtal fomme til England, fa
fænge jeg bar Beftyrelfen af dette Land” %, Han yttrer derhos, at denn
Handel med England efter hans Mening maatte være af Bigtighed for Sverige. —
Det er vift nok vanfreligt at indfee hvilte Fordele Sverige, Norges Mival me
Henfyn til Erporter, frulde have af Norges Trælaftudfribning til England, og denn
nye Handelsforbindelſe mellem Norge og England, forenet med en fri Kornfart pa
Danmark, indlededes paa em langt fimplere Maade uden diplomatiff Jndblandelfe o
uden Sveriges Mellemkomſt. Dieſe Licencer bleve Handelsvarer, fom uden Vanfli
) Kaperlet Å de danſke Bande og Orlogsfaperiet i Nordjøen ophørte bog ingenfund:
Det fidfte gjorde endog i de paafølgende Aar fine bidite Prijer. Kaas udtaler her €
tog Forboldéregel, fom ikke blev fulgt; men four, naar den var bleven fulgt, maafl
havde hindret Rigernes Skilsmisſe.
%) [Dette Brev fra Kaas er revet Idie Septbr. 1809. Altfaa paa em Tid, da if!
alene Priuds Chriſtian var nominef Statholder, men Prindſen af Hesſen virteli
Bice- Statholder i Norge, tillægger Stiftamtmand Kaas fig „Beſtyrelſen af dette Land.
Aall har med Rette udhævet dette Udtryk, fonr bliver hoiſt mærkværdigt, enten det fa
er et Udbrud af ben rene Sandhed eller af føsmundet Dvermod. Om end Kaa
havde bemmelig Juitrux til at pasje paa Kongens Svoger Prinda Arederik af Hesfer
havde ban day ikke Inſtrux til at meddele norfte veijende Kjobmend bvette.]
Major Darred Forhold til Chriſtian Augnſt. 913
fsted vare at erholbe. De fjøbtes i London af norffe Agenter og folgtes igjen
må Fordeel her i Landet, og overfvømmede Morge i for Mængde. Den engelfte
Mrgjering gav helfere end pjerne ft Samtykte til et Handefsfamavent, fom ubvidede
tt engeiffe Mfjoætningsmarted, forſynede England med Fornødenhedsartifler, flabte en
tt midt i Migen, og neutraliferede Birtningen af Napoleons fiendtlige
fer mod Gtorbritanten. Paa den anden Side var Danmarks forandrede
Griasfyften uden Indflydelſe paa Englands krigerſte Færd. De engelffe Krigsope-
miener rettede fig efter be banffe, og de engelſte Oriogsfartøier forlode ei de nordifte
Sande, faafænge der fandtes danſte Krydfere. Disfe vedbleve beftandigen at moleftere
ha engelſte Koffardifart paa Oſterſoen, sg England fendte Skibe fra Nordſoen og
fllegat for at forfvare den, og gjengjælde flendtlige Foranftaltninger. Koffardiſkibenes
Siapler blandede fig, beflyttebe af Sikkerhedsdocumenter, fredeligen mellem hverandre,
mens den Blodige Feide fortfattes par Orlogsvei. Jevrigt ſtrakte ille Kaas's
udilydelfe, hvor flor ben endog var ved bet danſte Hof, til at forandre disfe
Den nye Birffomhed var en nødvendig Lindring i langvarige Lidelfer, en
Btiebe Bønhorelfe af en trængende Anføgning, fom nyligen var lagt for Rigernes
Berge; den kunde iffe meer afbrybes uden at fremfalde voldfomme Scener, der
Øerede ba havde ledet til Rigernes Skilsmisſe, og famlet Foreningens gjærende
Uementer. Kaas's Ravn nærnedes nu ike i Norge med den Ugtelje og Rjærlighed
fen tilferm. Han havde fræntet Nationen i bens elffede Ghriftian Uuguft, og Ryg⸗
he ferftørrede formodentligen det Urigtige i denne hans Adbfærd. Derfom han ike
lade valgt en forfigtigere Fremgangsmaade og i rette Tid var bleven faldt tilbage,
der hvis det danſte Hof havde afviift det engelfle Hofs fredeligere Nærmelje paa
Sabeldvei, kunde det let være fleet, fom han var fendt til Norge for at forhindre.
Fiende Capitel.
Ered å Jønkøping.
Ehechaanden deghndie de Vanſkeligheder, fom havde hindret Prinds Chriſtian Auguſt
I effentligen at modtage Tronfølgervalget i Sverige, at hæves. Bi have ovenfor
ft, at han fun under den Betingelfe vilde modtage Balget, at han dertil erholdt
nærværende Konges Samtytfe, og at Fred imellem Danmart og Sverige virfeligen
kai Etand. Senere hen tilføiebe han ogſaa den Betingelfe, at Sverige formedelft
hent Balg iffe flulde indvikles i vanfrelige Forhold til Frankrige, og han erflærede
innt, at fan i begge disſe Tilfælde vilde træde tilbage”). Bi have forhen
bemarfet, at bisfe Grllæringer fra Prindfens Side ike tilfredsſtillede Kongen af
Dammart, da de ledfagedes af Brindfens Uiydighed mod ben danffe Konges Befaling
et myte ind i Gverige med ben norfte Hær. For at retfærdiggjøre fit Forhøld,
firytde fvert Mistantens Spor hos den danſte Konge, og overbevife ham om
Unnligheden for den norffe General i Landet8 og Armeens nærværende Stilling at
Jaa stjenfint tilværte, fendte Prindfen fin Førtrolige, Overqvarteermefter Darre”),
) [Qvilfen Bægt Prindfen virkelig fagde paa disje Betingelfer, ſees af de Uddrag af hans
tøve til Broderen, der meddeles hvet Ipſen S. 171—172.]
1) Darres Horbiudefje med Prindjen efter den Dag var ikke fangvarig. Gan elitede
Prinbjen, men fit Fedreland over Alt. Han modtog derfor ikke det Tilbnd, fonr
Prindſen ſtal Have gjort ham, at følge ham til Sverige, men vendte om Hoſten
212 Andet Tidsrum II. Niende Capitel.
i Opfyldelſe; blidere Dage oprandt for Norge, og ingen Nordmand tœnkte mere paa
at frille fig fra ben gamle Frænde.
Imidlertid vare de Fordele, fom benne aabnede Forbindelfe med England aabens
barligen gav Norge, nær blevne tilintetgjorte firar i Licencefartens Begyndelfe, fors
mebelft danſte Statsmends fnævre og eenfidige Anftuelfer om Englands og Norges
Handelsforhold til binanden, og deres Mistanke til de underfundige Planer, fom
Fienden og be Svenſte ffulde bygge paa Denne nye Birtfomhed. Dieſe Statsmoænd
ſtode fremdeles 1 ben Formening, at ben aabnede Vrælafhandel var vigtigere for
Gugland end for Norge, at England funde mindre undvære at kjøbe end Norge at
fælge, og at den hele Licencefart var fun et underfundigt Spil for at afhjælpe
Englands Trang til Trævarer, og igjennem den Kornfart, fom bermed fattes i For:
bindelfe, at forfyne Sverige med Korn, i det fvenffe Stibe dertil fluldbe benyttes.
Dette yitrede VPræfident Kaas tydeligen i et Brev til en Nordmand, Kjøbmand
Ghriftopher Faye i Drammen, fom paa den Tid opholdt fig i Gothenborg, var vel
befjendt med Forholdene, og formedelft fit fædrelandfte Sind vel betroet. Brevet
vifer tybeligen, baade hvilten Indflydelſe Kaas tiltroede fig, idet han faldte fig
Landets Styrer, og hvilfe Begreber om Norges Forhold til England endog danſte
GStatsmænd gjorde fig, fom, formedelft en foregaaende Embedsſtilling i Norge felv og
mangejidigt Bekjendtſtab med Landets indre Forhold, maatte forudfættes at Fjende
Fingenes fande Etilling.
„Det er iffe not, figer han i dette Brew, at Kongen af Danmark har til fand
Qettelje for ben engelfte Handel og GSkibsfart paa Øfterføen indfrillet alt Kaperi,
men fan har og tilladt Gyport af alle norffe Producter til venffabelige og neutrale
Havne, famt hævet de ftrenge Forholdsregler, fom Krigen med England medførte”).
Følgen deraf bliver, at England uden Vanſtelighed erholder alle de Fornødenheder,
fom før Kriger hentedes fra Norge. Saaledes favoriferes virkelig Handelen med
(England paa alle Maader, fom fan beftaae med vort Lands Stilling til Samme og
til fine Allierede. Men frulde dette iffe have nogen anden Følge end den at favor
riſere England, flulde dette Land eller dets Megjering derved ligefulbt vedblive fit
arufomme, umenneffelige Syftem, at ville tilintetgjøre en heel Nation, fom aldrig
fornærmede bet, ved Hungersnød, faa nødes jeg til med den famme Jver, hvormed
jeg arbeidede paa at bringe vor Konge til det nærværende moderate Forhold mod
fine Fiender, at arbeide paa at fee bet forandret derhen, at ille alene al Gyport
forbydes, men at ber tillige lægges Embargo paa alle Skibe over 10 Commerce⸗
Laſter — og ba forfilrer jeg, at iffe nogen Plante fral fomme til England, faa
Længe jeg har Beityrelfen af dette Land” %, Han yitrer derhos, at denne
Handel med England efter hans Mening maatte være af Bigtighed for Sverige. —
Det er vift not vanfleligt at indfee hvilke Fordele Sverige, Norges Nival med
Henfyn til Erporter, ſtulde have af Norges Trælaftudfribning til England, og denne
nye Handelsforbindefje mellem Norge og England, forenet med en fri Kornfart paa
Danmart, indlededes paa en langt fimplere Maade uden diplomatiff Yndblandelfe og
uden Sveriges Mellemkomſt. Disfe Licencer leve Handelsvarer, fom uden Banfles
—
) Kaperiet i de danſke Vande og Orlogskaperiet i Nordſoen ophorte beg ingenlunde.
Det fidſte gjorde endog i de paafolgende Aar fine bedſte Priſer. Kaas udtaler her em
tog Forboldéregel, fom ikke blev fulgt; men fom, naar den var bleven fulgt, maaſtee
bavde hindret Rigernes Skilsmisſe.
) [Dette Brev fra Kaas er flvevet Idie Septbr. 1809. Altſaa paa en Tid, da iffe
afene Prinds Chriſtian var nominelt Statbolder, men Prindſen af Hesjen |virkelig
Vice-Statholder i Norge, tillægger Stiftamtmand Kaas fig Beityreljen af dette Land.»
Aall har med Rette udhævet dette Udtrykt, ſom bliver hoiſt mærkværdigt, euten bet faa
er et Udbrud af den rene Sandhed eller af føsmundet Dvermod. Om cud Kaas
havde hemmelig Juitrux til at pasje paa Kongens Svoger Prinds Frederik af Hesſen,
bavbe han deg itte Inſtrux til at meddele nore reiſende Kjobmend bette.]
Danmar! tilbyder Sverige Fred. Grid I Jønløping. 915
fommarf tybeligen, at de fore Planer, fom han med fine Allierede havde lagt til
Eeiges Undertryftelfe, ifte mere Tnnde udfores, da de hver for fig fluttede red
ut Sverige faalebes fom egen Jnteresfe bød, uden at tage mindfe Henſyn paa
Og dette Nige, tfeleret fra fine Forbundefrænder, var I Sandhed for
føngt til at mnbderftøtte fin Fordring paa Grænbfeudvidelfe, og kunde heller ikke gjøre
ten gieidende ved nogen virteligen gjort Grobring. De forfte Skridt til Fred frede
ſeeledes fra Danmarks Side, og det faa pludfeligen, og med faa meget Maadehold
med Henfyn til Fredsbetingelferne, at de opvatte det foenfle Kabinets Forundring,
fa ei at fige Haan. Sverige var meer ligegyldigt for de Skridt, fom Danmart
side gjøre, efterat bet felv havde tilfredsftiket fine moægtigfte Fiender. Det kunde
defor at antage en høt Tone i fine Hredsunderhandlinger med Danmarl, ligefom
bit foenffe Hof havde følt fig fræntet ved bet danſte Hofs Avdfærd under de fenere
I Sverige indtrufne Begivenheder.
Da Tronforandbringen i Sverige lykkeligen var tilveiebragt, forfømte ikke det
bufe Hof at meddele det danſte ſamme, og havde derhos ytret Ønfte om Freds
Oypettelfe mellem begge Parter. Kongen af Danmarls førfte Følelfe ved Denne
mentede Gfterretning var Harme over den voldfomme Haand, fom war lagt paa hans
bagelige Fortter *), ligeſom ben hele Begivenhed gjorde et Skaar i Danmarks Udvi-
deſſesplaner paa Sveriges Befoftning. Det danfte Øof yttrede faaledes ingen Deel⸗
tagelfe for benne Kataftrophe, og fvarede iffe paa den gjorte Meddelelfe. Det var
adrabart dets Henfigt at udfætte fine Beflutninger i ben Henfeende, indtil bet havde
efaret fine Allieredes Tanker, og hvorledes disſe vilde tee fig under denne Tingenes
Ferandringg. Den banfle Konges Udfættelfe og Taushed var derfor naturlig. Sverige
gagjedte dene Kulde fra Danmarks Side, og da det valgte fin Jiendes Over
geral i Norge til Tronfølger i Sverige, gjorde det Danmart derom ingen Med-
deleſſe. Imidlertid lykkedes bet Sverige at bevirke en fredelig Tilſtand med fin
$merfiende. Underhandlingerne i Frederifshamn med Rustand lovede en fnart fores
farnde Gred-Afflutning med bette Rige, og i Følge Keifer Uleranders daværende
Ferhoſd til Napoleon, maatte ogfaa denne lede til Fred med Frankrige. Den franfle
fåes Opmærffombed var desuden paa den Tid henvendt paa ganfle andre politifte
Øjefande end paa fit Forhold til Sverige, fom han lempede efter den ruefifte
rifers Onffe. Danmark begyndte ſaaledes at frygte for at blive den Tabende i
Sidet for den Bindende ved denne Mrig; thi Rusland lød, fom fagt, ikke til at
tage minde Henſyn til Danmarks JInteresfe, men fun at førge før fin egen i fine
frdsunderhandlinger med Sverige. Derhos frygtede ben danfle Kouge før de
hnamelige Bevægelfer i Sverige, og tildeels i Rorge, fom gif ud paa den flandi-
saviffe Halvøes Forening. Danmarf var ſaaledes tilfreds med at ende Krigen uden
Difer af egne Landſtrekninger, opgav alle fine Udvidelſesplaner, og Den banffe uden:
mdffe Minifter Bernftorff aabnede en Brevveyling med den fvenfle Minifter for de
ødenlandffe Anliggender, Engeſtrom, hvori Danmark foreflog Sverige en Fred, hvis
Betingetfer ſtulde grundes paa status ante bellum 3).
Fredaunderhandlingen aabnedes imidlertid ikke ten venfrabelig Tone. Bernſtorff
— — —
H Rygtet talte om et ſtraftudtryk ved Denne Leilighed af Frederik den VI. fom hen⸗
tudede paa hans Mtilbøtelighed til at indfade fig med oprørffe Unbderfaatter og Bolbamænd.
7) Fer herom Garl XIII' Brev til UAdlerfparre Å Bilag Mo. 49, 1, hysrefter ben danfte
Minifter Å St. Petersborg Baron Blome havde indfindet fig i rederiløhanin, før at
deeltage i Aredsunderhandlingerne, men — til Tak for Danmarks Trofafthed — blev
afviiit af Grev Romanzow, den ſamme rusfifte Diplomat, til hvem den forblindede
Bredt VI havde ubetinget Tillid. (Wegener, Uchm. Bidrag I. 348; jfr. Såintel:
aman V. 118, 123.]
5) Bernitorffö og Cugeftrøms Brevvexling findes I Bilag 55, Engeſtroms Brevvegiing
med ÅPlerfparre %G med Bernftorf findes i Bilag 54 og ug må Brev til den
franfte Miniiter i Kjøbenhavn, Didelot, I famme Untedning findes * Mg 55 e.
—
216 Andet Tidsrum II. Tiende Capitel.
yttrede i fit forſte Brev til Engeſtrom, at det havde epvalt ſtor Horbaufelje ved d
danſte Hof, at Sveriges Tronfelgervalg var faldet paa em Fiendes Overgeneral —
pet Balg af- den Beftaffenhed, at Hiftorien neppe havde noget lignende at fremvife.
Den Danmart derved forvoldte Kræntelfe forøgedes ved, at Balget ifte engang i
blevet det danfle Hof communiceret. Imidlertid erklerede han paa fin Konges Begu
at Danmark vilde famtyfke i Balget, naar en pasfende Fred kunde opnaaes; men
bet, indtil en faadan iftandbragtes, maatte modfætte fig Prinds Ghriftian Anugufl
Ophøielfe til. Sveriges Kronprinds. Derhos forefløg Bernftorff fandanne Betingelſe
fom Gverige maatte anfee antagelige, nemlig det famme Forhold imellem begg
Stater, fom før benne Krig havde fundet Sted. Et faadant Fredsforflag maat
anfees billigt, da ingen af Magterne havde gjort nogen Erobring fra hinanden
Engeftrøm gav paa fit Hofs Begne ført et undvigeude Svar, og forfvarcde det mu
Bernftorffs Angreb. Han føgte at oplyfe, at Kongen af Sveriges Forholb mo
Danmarks Konge var foranlediget ved Sammes Faushed og uvenlige Udfærbd, o
at Sverige, omringet af idef Fiender, havde VBanfrefighed ved at undgane Balget -
en Tronfølger iblandt disfe, naar det ei vilde vælge em engelft Prinds, hvilket fo
ben almindelige Freds Jftandbringelfe neppe vilde være tjenligt. Den næfte Depefd
var imidlertid affattet i en fredetigere Stitl, og begge Rigers Vefuldbmægtigede nær
mede fig hinanden til en fredelig Overeensfomft. Mødet til Fredens Ufflukuim
beftemtes at frulle være Jønføping, fom laa omtrent lige langt fra begge Riger
Øovedftæder. Fra Danmarks Side mødte Minifteren Niels Nofentrang og fra Sverige
Side Udlerberg. Der fluttedes faaledes em Fred imellem Danmart og Sverige unde:
10de December 1809, i Følge hvilken Nigernes Grændfer Hleve be fanmme fom fø:
Krigen. Rofentranp forlangte vel paa Danmarts Vegne, efter den imellem bet
Allierede vedtagne Regel, at Sverige frulbe ndetutte de engelfte Skibe fra Fvenft
Havne, men da den fvenffe Sendemand ikke ubetinget vilde indgaae dette, lod Roſen
franp fig nøte med en hemmelig Artikel, hvori Sverige fun indgik i Betingelfen,
nforfaavidt Sveriges Hjælpemidler tillode det uden at det compromitterede fig ligeover
for England“, og Roſenkrantz tilføiede: Hvilket vi ere meget langt fra at forlange."
Sveriges krigerſte Stilling til England blev faaledes fun fimulair, da begge Magta
hemmeligen aftalte, iffe at afbryde bet fredelige Handelsfamavem. Nogle andre mindr:
vigtige Punkter, faafom Detinqventers Udlevering og fri Flaadning pan Klara⸗Elven
til Norge, bleve let afgjorte. Større Vanſtelighed forvoldte derimod Sveriges
Paaftand om Ophævelfe af Sundtolden før fvenfle Skibe og Lettelje i disfes Eypes
bition i Helfingser. Roſenkrantz erflærede paa det Beftemtefte, at derfom Sverige
onffede Fred med Danmark, maatte benne Paaftand opgives. Freden blev faaledes
affluttet, uden at nogen af Parterne hunde rofe fig af nogen Fordel i denne Forte
Krig, og Grunden til Forfinfelfen i Chriſtian Auguſts Valg til Sveriges Kronprinds
var nu fra denne Side hævet%.
1) Broberens, ben norſte Rofentrang's, bekjendte ævle Megennyttighed og ſtadige Henſyn
til Hædrelandets Tarv I Hard offentlige Stilling gjør det viſt, at der visjeligen irte
lagdes nogen diplomatiſt Bægt paa denne Urtifel formedelſt Beftemmeljens Vigtighed
før be Hafslundſte Godſer.
3) [Jpfen, Chriſtian Auguft, S.153—163, giver cn ndførlig Fremitiling af JFredsunder:
hanblingerne, betvagtede i et mod Danmart uvenligt Lys. C. U. Adleriparre, 1809
od 1810. II. 257, fortæller, at Kaas ſtal have været Skyld i, at Fredeunderhand⸗
lingerne udhaledes.]
2
å *
pl;
Licence⸗Farien bringer Norge ſtore Fordele. 217
Ellepte Capitel.
Sirenee-Larten.
— — — —
Soaledes 1) frede endnu om Hoſten 1809 en ſtor Forandring i Norge formedelſt
den fan kaldte Licence-Fart, og en ny og glimrende Handelsepole begyndte for de
rørte Trolaſt handlere. Aldrig have nogenfinde Fragterne for Trælaftdragere freget
få ben Hoide, og aldrig er Trælaften i England forholdsmaæsfigen bleven hedre betalt
ed i Denne Hoſt. Den norffe Frælaft hegjæredes meer i England end nogenfinde,
sg be Omftændigheder, fom fiben nedtrykte Dens Brifer, vifte fig fun i det Fjerne.
Talaſttoſden var iffe faa trykfende Høi, og Canadas Tommer overfvommede endnu
Øei ben Grad fom fenere hen det engelſte Tralaſtmarked, endffjønt England under
bet lange Savn af nordift Tømmer harde begyndt dermed at gjøre fig fortroligt.
Ørafen fra Sverige over Gotheborg eller fra de finſte Havne vare endnu de fore
Mudjer losnede, fom fiden faa meget nedfatte det norfte Tommer. Norge havde
dengang for fig afle irfle og engelſte Havne, der frævede norſt Tømmer, medens
fe ben den ene Havn efter ben anden lukkedes for norffe Trælaftdragere formedelſt
tet amerifanfle i Prifen langt billigere Tommers Concurrents. Da Farten aabnedes
i Septenber Maaned 1809, betaltes en uhyre Fragt, fom ubdgjorde over bet 3dob⸗
belte af ben nu gangbare; thi for de førfte overfendte Ladninger betaltes indtil 6 å
8 Pund Sterl. for 100 beregnede Bord. Det var faaledes ikke ufædvanligt, at
myte faa Reiſer paa England lagde Skibets Bærdi Å Medernes Kusfe, og iffe befto
nidre havde Frælafthaundlerne fit gode Udbytte af den folgte Ladning. Men denne
kue Periode varede vift nok ifte fænge.
Imidlertid ſteeg ikke Skibenes Vardi til den Høide, fom under faadanne Om:
panbigheder frulde være at vente. Pengenes Vard begyndte paa den Tid flærkt at
fyrfe, og ben forværrede Cours forhoiede iffe lidet Udſtibernes og GStibøredernes
uminelle Fordel, Men i Amindelighed havde man endnu ifte tabt Grediten for
benne fot, uden fiffer Bafis, omflagrende Pengemasfe. Man var faa vant til at
betragte im Rigsdaler fom en reel Voærdi, at man ifte kunde tro den nedfat til
nogle Skilling. Det var ført naar Overdaadighedavarer eller Huusholdningens Vils
krasurtitler, der i de forfte Krigens Aar fortæredes i en langt ringere Moængde end
før og fiden, inbbragtes i Landet, at man følte den uhyre Forfifel mellem rede Sølv
sg det værdiløfje Papir. Vore indenfandffe Producters Navneværdi var endnu ifte
Regen å Forhold til be forværrede Penge. Kornets Priis gik vift nok efterhaanden
Bartt i Beiret, men Marfagen var ei alene at tilffrive Coursforværringen, men bid»
me deels fra de med Afhentelfen forbundne Farer og Omfoftninger, deels fra ben
danſte Regijerings ovenfor omtalte Foranftaltninger ved Jndkjøbet, og mindre Omhu
»å Magaſinering og Fordeling. Bore øvrige indenlandſke Producter vare langt fra
kane å det Forhold, hvori Papirpengene vare faldne. Jernets Priis f. Er. var,
meg å nominel Bærdi, omtrent den famme fom før Krigen, Lønningerne i Almin⸗
delighed faa godt fom uforandrede; be fmaa indenlandfle Hunsholdningsartikler gi
ind i Mjorfenet til lidet forandrede Prifer, og de flefte Eiendomme gik i de førfte
Krigens Aar endnu fra Haand til Haand i Landetd daværende Pengeværdier til
Brijer, der ikke vare mærfeligen høiere end be, ber gjaldt da vore Penge endnu vare
bre. Den Jndflydelfe, fom GCoursforandringen har paa indenlandfle Vareprijer,
denninger, Haandvarkeres vg Dagarbeideres Sold, vifer fig ikke pindfeligen hverken
i en øpgaaende ellet nedgadende Tilftand. De flitte Penge gjælde fæbvanligen i det
indenlandſte Forbrug under Coursforværringen Tænge fom gode, ligeſom gode betales
— —
1) Oreuſor 6. 213, Ide Capitel i Slutningen.
216 Andet Tidsrum II. Tiende Gapitel.
bttrede i fit førfte Brev til Engeſtrom, at det frode epvalt flor Horbaufelfe ved det
danſte Hof, at Sveriges Tronfølgervalg var faldet paa en Fiendes Overgenerat —
pet Balg af: den Beftaffenhed, at Hiftorien neppe havde noget lignende at fremvife.»
Den Danmark derved forvoldte Krænkelje foregedes ved, at Valget ifte engang var
blevet det danfte Hof communiceret. Imidlertid erklerede han paa fin Konges Vegne,
at Danmarf vilde famtykte i Balget, naar en pasfende Fred kunde opnaaes; men at
bet, indtil en faadan iftandbragtes, matte modfætte fig Prinds Ghriftian Auguſts
Ophoielſe til. Sveriges Kronprinds. Derhos foreflog Bernftorff fanbanne Betingelfer,
fom GSverige maatte anſee antagelige, nemlig det famme Forhold imellem begge
Stater, fom før denne Krig havde fundet Sted. Et ſaadant YFredsforflag maatte
anfees billigt, da ingen af Magterne havde gjort nogen Grobring fra hinanden.
Engeſtrem gav paa fit Hofs Begne førft et undvigeude Svar, og forfvarcde det mød
Bernftorffs Angreb. Han føgte at oplyfe, at Kongen af Sveriges Forhold mod
Danmarts Konge var foranlediget ved Sammes Taushed og uvenlige Udfærd, og
at Sverige, omringet af idel Fiender, havde Vanſtelighed ved at undgaae Valget af
en Vronfølger iblandt disſe, naar det ei vilde vælge en engelft Prinds, hvilket for
ben almindelige Freds Fftandbringelfe neppe vilde være tjenligt. Den næfte Depeſche
var imidlertid affattet i en fredeligere Stil, og begge Rigers Vefuldmægtigede nærs
mede fig hinanden til em fredelig Overeensfomft. Modet til Fredens Afſlutning
beftemtes at fulle være Jøntøping, fom laa omtrent lige fangt fra begge Rigert
Hovedftæder. Fra Danmarks Eide modte Minifteren Niels Nofenfrang og fra Sveriges
Side Adlerberg. Der fluttedes faaledes em Fred imellem Danmart og Sverige under
10de December 1809, i Følge hvilfen Rigernes Grændfer Hove de famme fom før
Krigen. Roſenkrantz forlangte vel paa Danmarks VBegne, efter den imellem dets
Allierede vedtagne Regel, at Sverige frulbe udelukke de engelfte Skibe fra ſpenſte
Havne, men ba den fvenfle Sendemand ikke ubetinget vilde indgaae dette, lod Rofens
franp fig nøte med en hemmelig Artikel, hvori Sveriqe hun tndgit i Betingelfen,
nforfaavidt Sveriges Hjælpemidler tillode det uden at det compromitterede fig Hgenver
for England“, og Roſenkrantz tilføiebe: yHvilket vi ere meget langt fra at forlange."
Sveriges frigerfte Stilling til England blev faaledes Fun fimulair, da begge Magter
hemmeligen aftalte, tffe at afbryde bet fredelige Handelsjamavem. Nogle andre mindre
vigtige Punkter, faafom Delinqventers Udlevering og fri Flaadning paa Klara⸗Elven
til Norge, bleve let afgjorte!). Større Vanſkelighed forvoldte derimod Sveriges
PBaaftand om Ophævelfe af Sundtolden for ſvenſte Skibe og Lettelje i disſes Epe⸗
bition i Helfingser. Roſenkrantz erflærede para det Beftemtefte, at bderfom Sverige
onſtede Fred med Danmart, maatte benne Paaftand opgives. Freden blev ſaaledes
affluttet, uden at nogen af Parterne hunde rofe fig af nogen Fordeel i benne forte
Krig, og Grunden til Forfinfelfen i Chriſtian Augufts Valg til Sveriges Kronprindé
var nu fra denne Side hævet*).
—
1) Broderens, den norſte Molentrang å befjendte edle Megennyttighed og ſtadige Henfyn
til Hæbrelandets Tarv I Haris offentlige Stilling gjør det vitt, at der visjeligen fre
lagdes nogen diplomatiſt VBægt paa denne Urtitel formedelſt Beſtemnelſens Vigtighed
for be Hafslundſte Godſer.
) [Jpfen, Ghriftian Auguſt, S.153—163, giver en udforllg Fremftilling af Fredsnnder⸗
handlingerne, betragtede å et mod Danmart uvenligt Ly6. C. A. Adleriparre, 1809
oå 1810. II. 257, fortæller, at Kaas ſtal have været Skyld I, at Fredaunderhant:
lingerne udhaledes.]
War >
På,
| d
Norges Kornforfyning letter ved Licencer. 919
djelpes, naatte de taale en ſtor Reduetion i deres Gapital, medens Embedsman:
nn Gapitalifters Suk over Tidenes Tryk formedelſt Pengeforvanflningen var ben
biltrefte Anklage mod mm Statshuusholdning, hvis Forvildelfer havde fremfaldt den,
abffjent- der visfeligen ifte fattedes Statsſtyrelſen paa god Villie til at udbrede
gd er Alle. Saalcdes indeholdt vit nok ben ved Licencefarten opnaaede Birk
fmhed et afgjørende Redningsmiddel mod overhængende Nød og Fare, men Spiren
lagbes under Statens mangehaande Forviklinger, og formedelft Gonjuneturernes Gang
og Birkfomhedens færegue Veftaffenhed, til en Norden og Korvirring i Eiendoms⸗
og Pengeforhold, der ſeent og førft efter mange Landsmæends borgerlige Fald og
fom Gidelfer forbedreded og omſider i femere Tid er bleven ordnet. Traaden af disft
Betragtainger vil paa et følgende Blad blive forfulgt.
midlertid var der endnu en Bekymring tilbage i Landet, fom ikke blev afhjulpen
må ben igjen opvafte Virkſomhed, nemlig Komforfyningen, fom i dette Mar frævedes
ie flerre Grad end tilforn, deels fordi Aaret gav em mindre rig Afgrøde end i
de førrgaaende Mar, og Beholdningerne vare aldeles udtømte, deels fordi Virkſomhedens
se Liv trævede flere Hœnder, en for Mengde Proviant behøvedes til de Skibe,
føn fattes i Fart, og fordi den bedre Tid tillod em fuldftændigere Madforfyning.
Sten ogfaa i denne Henfeende opklaredes Fremtidens Haab. Ved Siden af Trælaft-
Eencer, fom tillode norſte Skibe umolefterede at bringe norffe Producter til England,
tes Kornlicencer, i Følge hvilke bet tillodes norſte Skibe at gane i Ballaſt til
og derfra hente Korn til Norge. Denne tog fin Begyndetje fort efter den
yarn on begyndie Trælaftfart, og flere norfte Produkter git tillige fom Ballaft over
ØDanmarf. Flere vilde Have gaaet, derfom ifte Frygten for at Jern og Travarer
d fulbe være blevet beregnet fom Ballaft, men fom Barer, der af England vare
| fbubue at overføres til Danmart, havde hindret benne Slags Udfribning '). Bit
mf paabød Cicencen, at bet med Korn ladede Fartoi frulde bringe fin Ladniug til
| felt, men de engelfte Krydfere vidfte i den Henfeende god Befted, og det ev ikke
| forfatteren betjendt, at et enefte fra Danmarf til Norge beftemt Kornfartøi flæbtes
MmSi. Derimod hendte det oftere, at de norfte VFartøier, fom havde ladet i
- Øeføen med Korn og andre Producter, beftemte til Norge, toget under engelft
Camoi og bragtes Hil England, hvor de maatte fælge deres Ladninger 5. Men ven
deuſſe Regjerings Skridt i denne Henfrende vare, fom oftere paa den Tid, fun halve
mg ufuldftændige, og berhos foreffrevne af en Wrlighed i dens politifte Færd, fom
ift gjemgjældtes af dets Allieredes diplomatifte Forhold. Derfom Danmart, fom
og Sverige, havde indftillet at Raperfart og al Jagt af Krigsflibe paa
| aplfe Handelsflaader, fom ſtareviis feilede til rusſiſte og foenfle Havne, faa vilde
de engelffe Srybfere være foundne fra de norbiffe Havne, og Kornfarten imellem
| nt og Morge funde være bleven dreven fom i Fredens Ro. I de øfterføifre
Sande faaes ingen anden Kaper end nu og da em ubeleifig franft eller for franfr
fkgning ubruftet, og betragtedes i disfe Lande felv mere fom GFiende end fom Ven.
% var vel Befterhavet temmelig frit for fiendtlige Krydfere, og engelffe og norfte
Sibe veftenfor Linbesnæs behandlede hverandre fom venffabelige Magters, men Korn-
ferten paa Danmark befoæredes dagligen af engelffe Orlogsmænd, fom opbragte alle
gartøier, der ei med Licencer vare beflyttede. Dette fiendtlige Forhold maatte anfees
frataldt ved ben Jagt, fom danſte Orlogsfartøier i Norbføen, og dauſte Kapere,
ber endnu Å Moængde fværmede om i de danſte Bande, gjorde paa de engelfte Han:
- Mitftibe, ber befeilede Øfterføen. N
| ) Forfatteren ſendte med fait alle fine Kornſtibe et Parti Jern, der ndgjørde Skibets
jg 5 til Danmart, og ikke et euefte af dem blev opbragt, naar de med Licence
vare forfynede.
7 Et Par af Forfatterens Fartøler havde denne Sljebue.
290 Audet Tidårum IL Ellevte Gapitel.
Men endogfaa benne Kornfart, fom beffyttebes af Kornlicencer, var nær bleven
forftyrret formedelft danffe Embedsmænds Ubefjendiftab med disfe Papirer, og en
utidig Embedsiver for at forſtyrre det med England ved ſtrenge Love forbudne Samqwem.
Saaledes havde Forfatteren fragtet en Brig paa 2000 Tender Korné Rum, fom,
ballaftet med et life Parti Jern, var beftemt til at indtage Mom i Kalundborg.
Modvind optog Skibet paa Høiden af Samsøe, og Skipperen ankrede ved Kyholmen,
hvor der lane Militaire under en Majors Commando. Skipperen gif i Land for at
proviantere, hvor Majoren lod ham falde for fig, og frurgte ham, hvorledes Han
var fluppen igjennem den Clare af Krydfere, fom laae udenfor. Da Skipperen
bertil fvarede, at han var forfynet med Licence, lod Majoren fig denne forevije,
floppede Skibet og fendte Licencen med Goureer til Kjøbenhavn for at faa Fore
holdsordre. Lykkeligviis befandt Forfatteren fig netop dengang i Kjøbenhavn for at
ordne fine Mornanliggender, og faafnart han fil Nys om hvad der var pasferet,
bevirfede han Skibets Krigivelfe ved umiddelbart at henvende fig til Kongen felv *).
Gfter den Dag blev ber truffet faadanne Foranftaltninger gjennem ben bdanfle Regje⸗
ring, at Skibe, fom vare forfynede med Licencer, et ſtoppedes af offentlige Autoriteter,
og faavidt erindres lagdes Vifitattonen af faadanne Fartoier under Gheferne for
Noflotillen.
—— — —
) En Audience hos Kongen af Danmark var, fjær før Nordmend, paa den Tid en fet
Og, naar man førjt havde gjennembrudt ben Linie af AUdjntauter % Dofmend, ſom
beleirede Forgemakket, og udholdt den Ovarantaine, fom beſtjernede Mends Foretræde
hos Kongen med Portefeniller under Armen paalagde. Umiddelbart efter disje indlodes
fæbvantigen Nordmænd, ber ſtode paa Reiſen. Forfatteren har aldrig følt fig forlegen
ved fin Undience hos Frederik den VIte: thi endffjent hans førfte Tiltale var Fort,
ſtundom enbog ſtreng, og hans Manerer mindre forbindtlige, vifte fig under Samtalen
jaa megen Ligefrembeb, godmodig Deeltagelje, umiskjendelig Belvillie og anbent Ore
for ben foredragne Sag, at Forfatteren ftedje tilfredsftillet og fom ofteft bevæget forlod
hans Gemat. Iſar maatte man beundre hans lytfelige Hufommelje og hans nøle
Betjendtftab med Rigernes indre Forhold og med betalllerede Omftændigheder endog
i det fjerne Norge. Horfatteren var desuden Kongen betjendt, % havde før modtaget
Bevijer paa Hans fongelige Yndeft. Saaledes betænkte han fig ifle paa ogfag I deune
fin Nød at fremftille fig for Kongen, forflare ham de indtrufne Omftændigheder og
anføge om Stibets Krigivelfe. Da Kongen havde hørt Sagen foredrage, udbrød han:
„Hvad er det for en dum Djævel af Slipper, De har havt?” Forfatteren nndikyldte
Skipperen faa godt han funde, og beraabte fig paa, at Hans Majeftæts egne Agenter
i Norge benyttede fig af bestige Sifferhedödorumenter. Deres SU er frit”, var
Kongens Svar, og efterat han ombyggeligen og med Deeltagelje havde fpurgt om
Jilftanden i Norge, ønffede han Forfatteren en lykkelig Reiſe og Held til hans Provi⸗
beringsforetagender. Aaret efter var Forfatteren atter i Kjøbenhavn og havde en anden
VBanffelighed, fom paa ſamme Vei jævnedes. Han havde indkjøbt I Sjælland et Parti
Korn og dertil fragtet 2de Skibe i Kjøbenhavu, til hvilken Ende han havde forfyset
fig med 2de Licencer. Naar disſe Documenter ſtulde fom gyldige refpectere8 af engelfte
Krydjere, maatte Grpeditionens Datum paa Toldboden ligge indenfor Documentets
Udlebsdatum. Dette var ikke Tilrældet med bdlåfe Lirencer, og for at de fojtbare Lav:
ninger med Sikkerhed kunde bringes over Havet maatte Tolderpeditionen antidatered.
Bor at opnaa dette indfandt Horfatteren fig i Toldkammeret, for igjennem en af ve
ormaacnde Herrer at faae nbrettet Hvad han øsuffede. Han itødte pan em Deputeret,
Kamnterherre Oldenburg; men neppe hørte han Ordet , Licence", før han flog vet
fra fig med Begge Hender og udbrød: „ſlige Doenmenter Fjende vi ilfe, vg dermed
fan Toldfammeret ci befatte lig." Forfatteren tog faafedes Mod til fig, fremitillede
fe for Songen felv, og forelagde ham Sagen og den Vanffelighed, hvori han var
ſtedt. Bønnen blev tiljtaaet, faafnart den var gjett. „Reis De hun bjem, fvarede
ban, jeg ſtal førge for Dem.” Den folgende Morgen meldte Generalauditenr Bergh,
font dengang var i Kongens Stab, Forfatteren å en Billet, at Sagen var ordnet efter
$onfte. Bed en af disje Uudiencer 1812 i December overgav Kongen Forfatteren et
Brev med 3 Segl for, til Tegu paa dets Bigtighed, til Arinda Frederik af Hesjen,
fem bengang var GStatholder i Norge. „Vogt Dem, fagde han, at Svenflen ikke
faaer fat paa Brevet, ellers er De nintfelig, og hils min Svoger." Brevet fom lyk⸗
feligen til fin Beſtemmelſe.
Prinds Chriſtiau umtager Navnet Garl Huguit. 994
Saa mørke Udſigterne berfor end havde været til Landets Providering i Sep»
uker MRaaned, da Landmanbdens Haab var fluffet formedelſt en mislig Ooſt, Norges
Bytter vare omgivne af fiendtlige Krydfere, fom opfangede de mindſte artøier, og
har ingen Udfigt war til at funne lifte Kornet over Nordføen fra Danmark, eller i
Khrindelighed til at funne reife Midler til at betale det, faa meget Iyfere bleve dioſe
- Øilter inden Aarets Ende, Hele Norges Koffardiflaade fra de flørfke til de minde
- Gal vare i Bevægelfe deels for at føre Landeté Producter over til et fordeelagtigt
Rate», deels for at hente Fodemidler fra Danmarl. Saavel fra England fom fra
Danmart bragtes Brovifioner af alle Slags Nodvendigheds⸗ og Overdaadighedøvarer,
il Mangel forfvandt; thi Midlerne til at betale tilveiebragtes i Overflod ved den
mepvafte Birtfombhed. Der var en Travelhed over det hele Land, hvis Lige faa
Ubtpuntter i Norges Handelshiftorie fan fremvije. Alle vilde beeltage i den nye
Wanfrende Birffomhed, og ifær var der en idelig Omjfætning af Stibe. Fartøier
hagedes, fjøbtes i Kjøbenhavn og andenftede, og gik fra Haand til Haand i Landet
feb. De, der iffe turde flole paa Licencefartens Sikkerhed, flilte fig ved fine Skibe
ren Priis, fom da fyntes høi, men blev lav formedelft Bengeforandringen. Paa
lan did opftøde ogfar flere Handelsmænd, der befandt fig paa Borgerlivets lavere
rn, og berigedes ved de fimplefte Onfoætninger. Det var not at Hjøbe, lade den
høtte Bare henligge en Tid, og da fælge for at begynde em ny Omjfotningskreds;
fi formedetfi Pengenes Fald betultes det Kiobte ſtedſe med flettere Penge, og Over:
jeddet funde bruges til en ny Gevinft. Dette Forhold vedvarede ligetil Vanuar
1813, ba Bengefororbningen fatte em Grændfe for Pengeforværringen, og Syerulanten
ſaled Baremarfedet for at træve ind paa Bengemarkedet. Nogle af disſe Nylinge
frfonndt ligeſaa hurtigen fom be opftode, men andre lagde Grunden til Handelshuſe,
fn un ere i frørre eller mindre YUnfeelfe. Vi ville ſenere hen have at tale om, at
| fr ale Handelsmend benyttede Denne fordeelagtige Tidspunkt til at begrumde en
old Velſtand, endftjønt det var Tilfældet med avfkillige, men flere ere de, fom i
8 mindre forfigtig Ferd lagde Roden til deres borgerlige Undergang.
Tolvte Capitel.
Chriſtian Anguſt ſorlader Uorge.
— — — —
Ma Stutningen af Aaret 1809 havedes omfider alle ve Betæntetigheder, fom
tl harde hindret Prinds Ghriftian Auguſt i at modtage Hædersvalget fom Sveriges
inds. Freden med Danmark var, fom vi ovenfor have feet, definitiv affluttet,
1 Franfriges Keiſer havde ertlæret fig tilfreds med Baiget. Napoleon var alt for
Wifjaftiget med andre flore Planer til at frjænte de nordifte Unliggender nogen
tverlig Opmoærtfomhed. Han havde endt Mrigen med Øfterrige ved em fordeelagtig
and; hans Øære i Spanien havde været frierrige, og Joſeph var vendt tilbage til
Mani; felv beredte han fig til em ægteftabelig Forbindelfe med en øfterrigit Print-
felfe, efterat Have frilt fig ved fin forrige Gemalinde. Da Prinds Chriſtian Augukt
aledes havde overbeviift fig om, at hans Udnavnelſe til Sveriges Kronprinds iffe
ve indvifte hans nye Fadreland i krigerffe Forhold med Europa, og han derhos
bande filfret fig fin forrige Slonges Samtykke til Balget, gjorde han ingen Indven⸗
Vinger mere, men erflærede fig villig til at Begive fig til fit køte Kald. Prindſen
hade i denne hele Sag handlet med ben ſterſte Vaerſomhed og med em Deliratesje,
fom banede han Bei il de meeft anſeete foenffe Mends Høiagtelfe. Af alle de
derbandlinger, fom ere givne Diftorien til Priis, fynes det virkeligen fom Valget
290 Andet Tidsrum IL. Ellevte Gapitel.
Men endogfaa denne Kornfart, fom beflyttedes af Kornlicencer, var nær bleven
forſtyrret formedelft banffe Embedsmends Ubekjendtſtab med disſe Papirer, og en
utibig Embedsiver for at forftyrre det med England ved frenge Love forbudne Samqvem.
Saaledes havde Forfatteren fragtet en Brig paa 2000 Tønder Korns Rum, fom,
ballaftet med et life Parti Jern, var beftemt til at indtage Korn i Katkundhorg.
Modvind optog Gtibet paa Hoiden af Saméøe, og Skipperen ankrede ved Kyholmen,
vor der lane Militaire under en Majors Commando. Skipperen git i Land for at
proviantere, hvor Majoren fod ham falde for fig, og fpurgte ham, hvorledes han
var fluppen igjennem ben Stare af Krydfere, fom laae udenfor. Da Skipperen
dertil fvarede, at han var forfynet med Licence, lod Majoren fig denne forevije,
ftoppede Skibet og fendte Licencen med Gonreer til Kjøbenhavn for at faar For⸗
holdsordre. Lykkeligviis befandt Forfatteren fig netop dengang i Kjøbenhavn for at
ordne fine Kornanliggender, og faafnart han fif Nys om hvad der var pasferet,
bevirkede han Skibets Frigtvelfe ved umiddelbart at henvende fig til Kongen felv *).
Gfter ben Dag blev der truffet faadanne Foranftaltninger gjennem ben danfle Regjer
ring, at Skibe, fom vare forfynede med Licencer, ei ftoppeded af offentlige Uutoriteter,
og faavidt erindres lagdes Vifitattonen af fandanne Fartøter under Gheferne for
Roflotillen.
—N— —— —
—
1) En Andience hos Kongen af Danmart var, fjær før Nordmænd, paa den Tid em fet
Gag, naar man førit havde gjennenbrudt ben Linie af Udjutanter Å Hofmend, for
beleirede Forgemakket, og udholdt den KQvarantaine, fom beitjernede Mænds Foretræbde
hos Kongen med Portefeuiller under Armen paalagde. Umiddelbart efter disſe indlodes
fædvanligen Nordmænd, der frode paa Reifen. Forfatteren har aldrig følt fig forlegen
ved fin Audience hos Frederik den VIte: thi endſtjont hans ferfte Tiltale var Fort,
frundom endog fireng, og hans Manerer mindre forbindtlige, vifte fig under Samtalen
faa megen Rigefremhed, godmodig Deeltagelje, umistjendelig Belvillie og aabent Ore
for den foredrugue Sag, at Forfatteren ftedfe tilfredsfillet og ſom ofteft beveget forfod
bang Gemak. Jfær maatte man benndre hans ytfelige & ufommelt og bane noie
Betjendtflab med Rigernes indre Forhold og med betarllerede Omftændigheder endog
i bet fjerne Norge. Forfatteren var desuden Kongen bekjemdt, og havde før mediaget
Bevijer paa hans fongelige Yndeſt. Saaledes betæntte han fig ilte paa ogſaa I denne
fin Nød at frenftille fø for Kongen, forflare ham de indtrufue Omiftændigheder og
anføge om Skibets Krigivelje. Da Kongen havde hørt Sagen foredrage, udbrød han:
„Hvad er det for en bum Djævel af Slipper, De har havt ?“ Forfatteren undſtyldte
Skipperen faa godt han funde, og beraabte fig paa, at Hans Majejtæts egne Agenter
t Norge benyttede flg af bestige Sikkerhedsdocumenter. „Deres Skib er frit", var
Kongens Svar, og efterat han omhyggeligen og med Deeltagelje havde fpurgt om
Tilſtanden i Norge, onſtede han Forfatteren en lykkelig Reiſe og Held til Hans Hrovi,
beringsforetagender. Maret efter var Forfatteren atter i Kjøbenhavn og havde en anden
Banffetighed, fom paa famme Vei jævnedes. Han havde indfjøbt I Sjælland et Vart
Korn og berlil fragtet 2de Skibe i Kjøbenhavu, til hvilten Ende han havde forſynet
fig med de Licencer. Naar disje Documenter ffulde fom gyldige refpertered af engelſte
Krydjere, maatte Expeditionens Datum par Toldboden ligge indenfor Documentets
ndlobsdatum. Dette var ille Tilfældet med disſe Licencer, og for at de toftbare Lav:
ninger med Sitterhed kunde bringes over Havet maatte Tolderpeditienen antidateres.
Bor at opnaa bette indfandt Horfatteren fig i Toldkammeret, for igjennem en af de
ormaaende Herrer at faae ndrettet hvad han øuffede. Han fødte paa en Deputeret,
Kammerherre Ofdenburg; men neppe horte han Ordet Licence", før han flog Vet
fra fig med Begge Qænder og udbred: »flige Documenter kjende vi ille, og Dermed
fan Tofdfammeret el befatte fig.” Forfatteren tog faaledes Mod til fig, fremftillede
fa for Songen felv, vg forelagde ham Sagen vg den Banffelighed, hvori han var
ſtedt. Bønnen blev tilſtaaet, fasjnart den var gjett. uReis De hun hjem, fvareve
ban, jeg ftal førge for Dem.” Den følgende Morgen meldte Generafauditenr Bergh,
fom dengang var Å Kongens Stab, Forfatteren i en Billet, at Sagen var ordnet efter
Onſte. Bed en af disje Audicncer 1812 i December overgav Kongen HKorfatterem et
Brev med 3 Segl for, til Tegn paa dets Vigtighed, til Prinds Frederit af Hesjem,
fom bengang vat Statholder i Norge. «Vogt Dem, fagde han, at Svenftem te
faaer fat paa Brevet, ellers er De ulykkelig, og hils min Svoger." Brevet fom fyl:
keligen til fin Beſtemmelſe.
Prinds CThritian Kngnfis UM:D fra Rørge. 228
eg: formindftedes aarligen formebelft Pengeforværringen, og hans Gobdbædighed tillod
jon ille Opfparelfer. Hans Levemaade var hoiſt fimpel og tarvelig, hverten foarende
bl hans Stilling fom Prinds eller Rigets førfte Gmbedbsmand, og han førte intet
fant, ber paa nogen Maade kunde fammenlignes med nogle af Ghriftiania Byes
ſamende og gjæftfrie Familiere. Om noget Gilde hos Prindfen hørte man aldrig
fak, adfjønt der ofte i Byens gjæffrie Familier gaves Fefter til hans Åre).
fant Penfloner til flere Unter og afftedigede Offtrierer famt hans runde Gaver til
Aidende ubtømte hans Kaeſe til den Grad, at han ofte med Længfel faa FTerminen
fl ben forfaldne Gage i Møde, og maatte mod Slutningen af Terminen bruge ſtor
Delonemi med fine Ndtællinger og indflrænke fine Gaver. Imidlertid funderede
ha en Stiftelfe i Norge før fin UAfreife, fom bærer Mindet om hans Godgiorenhed
å Gfrrflægten. Saaledes fljænkede han en Gaard, fom tilhørte ham i Frederilse
had, til Realffolen, og beftemte at berfom denne blev hævet, frulde den tilfalbe bet
Gonbenfjelbfle Regiments og Frederifshalds Byes Fattige til lige Deling». Da han
frled Norge for at indtræde i fin hoie Stilling i Sverige, hunde han ilfe af egne
Mier beftride de Ubgifter, fom hans Rang medførte. Han harde ille engang en
minde Gavipage, hvori han hunde møde ben Stare af Stormænd, fom vare fendte
fan imøde paa Grendſen, men en Bogn maatte i en Haſt flaffes tilveie i Sverige,
fi fan funde fortfætte Reifen. Fra Sverige tilftilledes ham 1000 Rdr. Banco,
fra ban ei flulde mangle ben fornødne Eresſtilling, og for at kunne befiride den
1 fedanne Veiligheder brugelige Uddeling til de Fattige).
Srindfen af Auguftenborg forlod Ghriftiania ben 4de Januar 1810, og der
u Me Decbr. en flor Hoøitidelighed i Anledning af hans UAfreife. Efter en hoi⸗
frlig Afffeds feſt i Kirken, gaves i Kathedralffolen, ben nuværende Departementsgaard,
ift Niddagsſelſtab, hvori en overordentlig for Mengde beeltog. Der yitrede
ha for Gnthufiasme for den Bortreifende, og i de Hurraraab, fom hørtes under
Okalerue, iſtemte den udenfor forfamlede Mongde. Om Uftenen var Bal og Byen
%. Prindſen var rørt over disſe talende Bevifer paa Erkjendtlighed før
fb fan for Norge havde udrettet. Uffteden ledfagedes med de varmefte Onſter
ſe fane Gremtide Bel og en almindelig Sorg, var udbredt over bet hele Lan»
Wbenne Stilemisfe. Den Ade Januar 1810 ledſagedes Prindien af en for Mangde
(Syns og Omeguens Jndbyggere og Embedsmend til Sveriges Grændfe, hvor
la endelige Skilsmisſe fra Norge frede under Følelfens vemodigſte Nttringer. Aldrig
pet Hefte, hvori oprigtig Høiagtelfe og Kjærlighed mere forenede fig med den Hyl⸗
kg, ber fljænfes Songer og Fyrſter, end ved disfe. Enhver, fom har gjenneme
lt tette Tidspunkt og bdeeltaget i disſe Begivenheder, gribe i fin egen Barm! Til
Wrrige fulgte ingen Rordmand Prindfen uden hans Adjutant Major Holft, for hvem
Prinds Emil, ber fevede i Leipslg, fit Efterfabenffab, om han døde i dette Feldttog;
men ba ban fem fyftelig tilbage, hevedes Teſtamentet af Ag flo, Bed bans Dod
lagde em Penſionsbyrde af 798 Mtb. SHI. holjt. Et. og Ndlr. Danſt &t. paa
hant Bocémasje, [hvoraf endnu i Norge levende Perføner nyde godt. Det var ijær
fine aſdode VBaabenfællers uforførgede Børn, han tog fig af.] Reſten tilfaldt hans
Broder Hertugen, Prindfesje Lovije og Prinds Emil; men de to førte renoncerede paa
deres Uro til Fordeel for Prinds Emil. :
5 [Qan beboede under fine oftere afbrudte Dphold i Ghriitiania nogle Bærelfer i Palæet,
så led fin Mad bente fra Tombö's Spifeqvarteer, og heri ſtede endog ved fornemme
gremmedes (f. E. Platens) Beſog ingen Forandring. Sim egentlige Huuéholdning
havde han paa Frederifshald. Jfr. €. Bird, Skilling-Magaz. 1847, S. 34.]
3 Ved flige Udtællinger paadrog han fig formodentligen ben føromtalte Gjæld til ben
uſten borgſte Beſtyrelſe. i
ilag 56 findes nogle biographiſte Notitſer om Prindjens Ophold og Embedsſtilling
Norge, der ſynes at være af en paalidelig Haand.
RSEee Bilag 51 g, Brev fra Wetterſtedt til Udlerfparre.
9 Feſten beitrives I Bladet Tiden 1810. No. 38. Se Bilag 57. Gamme Dag uedlagde
Brindfen fit Gmbede fom Norges Statholder.
999 Andet Tiderum II. Tolvie Capitel.
tiifredsſtillede den bedre Deel af Nationen blandt Høie og Lave, og om der var
nogen Misfornøielfe, maatte ben ſtjule fig og øve fine Ræntker i Stilhed.
Song Carl den XIIIde pitrede det Onſte for Prinds Chriſtian Auguf, at fan
vilde ombytte Navnet Chriſtian, der i Grindring om Ghriftian den Andens grufomme
Færd I Sverige var faa forhadt, med Navnet Carl. Han overdrog Adlerfparre, der
ogfaa havde Prindfens Fartrolighed, bette Forflag, og tilſtod, at endſtjont demme
Omftændighed funde fynes mere ligegyldig og fmaalig, vilde Prindfens Føielighed i
Denne Henfeende bane Ham en lettere Adgang til hans Faderfjærlighed). Prindſen
git Ønftet beredvilligen i Møde, og fit førfte Brev derefter underſtrev han Cart
Auguft. Dog forbeholdt han fig at bruge fit gamle Navn faalænge han var i
Norge, i en Unelfe om at dette Ravneftifte ikke vilde tætfes hans fjære Rordbmænd.
Kort før Prindfens Ufreife fra Norge faldt den ſvenſte Konge i em Sygdom,
ber endog truede at blive farlig for hans Liv. Prindfens Udtryk i fine Breve om
denne Gjenftand bare Spor af den høiefte Deeltagelfe*), og forfaavidt hans Hu
food til hans Ophøielfe, maatte vift not Carl den XIII" Hengaug paa ben Vid
have forftyrret hans adopterede Søns Fremtids Stjebne. Forend Prindfen betraadte
ſvenſt Grund, var imidlertid Farem forbi. Dog tog Prindfen heraf Unledning til
gjennem Adlerfparre at foreflaae Bortfjernelfen af al Pragt og af feftlige Forauſtalt⸗
ninger ved hans Jndtrædelfe i Sverige». Han meente nemlig, at en Nation, der
endnu blødte af be Saar, fom Krig, Ræringsløshed og en forvirret indvortes Tilſtand
havde forvoldt, behøvede at vife Sparfomhed i fine Foranftaltminger, og burde bruge
Maabdehold i fine Glædesyttringer. Hans fimple Bæfen pasſede bedt til em Mod⸗
tagelfe uden Bram, og i det han figtede Hl et ædelt Maal, tilfredeftikede han fit
eget Onſte. Derhos bad han Avlerfparre ikte gjøre andet Brug af hans gjørte
Forflag i denne Henſeende, end fom Udlerfparre felv fandt pasfende til Sagens Natur
og foarende til Mongens Ønfte. Horflaget blev forelagt hoie Bedlommende, bet bley
mobdtaget med Grtjendtlighed og forøgede Ugtelfen for Prindfens Gharalter; men
Geremonien ved hans Modtagelfe var ordnet, og Foranftalmingerne i denne Henfeende
gif deres aftalte Gang. Ved en udvortes Glands ffulde Valget gives en Høitideligheb,
fom hævede dets Betydning i Folkets Øine. Men juft paa denne udvortes Pragt
fatte Prindfen liden VBærd. Derfom et længere Liv var blepen Prinds Chriſtian
Auguft beffaaret, vilde huns Simpelhed uden Tviyl havde bygget Tronens Bærdighed
paa en folidere Grundvold.
Da Prindfen forlod Norge, var hans Formue ikke betydeligt), hans tarvelige
) See Bilag 48 e vg p. [I Brev til Udlerfparre (Novbr. 1809) fraraadede Grev
Wedel denne Ravueforaudring, fordi Prindfen ei havde Lyit til den, ligefaalddt
fom til en Adoption. Wedel meente oglaa, at em Nations „eeuſtemmige frivillige Valg
er et faa ædelt Stempel, at alle Kougers Adoption et fortjener at Hae ved Given
deraf.” Med Henfyn til Navneforandringen fpørger Wedel, „om det med Henſun ril
be Begivenheder, fom vi maa haabe Fremtiden vil medføre, er raadeligt at bortkaſte
aldeles Navnet Chriſtian, under hvilket vor Prinds er bleven Hendt og elfVet i
Norge.” Han raader til at bibeholbe begge Navne, og fun bruge Auguſt i Sverige.
Adlerſparre 1809 oå 1810 I. 209—211
1) See Bilag 47 g. i
5) [Mit hvad ber augit Prindſens Modtagelje, Hofholdning, Navneførandring m. v. blev
mundtlig aftalt mellem ham og Udlertparre ved et perjonligt Mode paa Kongsvinger
1906 Decbr., hvorom udførlig Beretning findes i &. Å. Adlerfparres 1809 och 1810
. 224—228.
1 Prindſen befad I Folge Efterretninger, fom Horfatteren har fra Auguftenberg, em
Kormue af 40,872 Specier 44 ß., fom beftod I å pCt. bærende Statspapirer, og bane
Undeel i de faa faldte Penfionsfondgelder: blev hans Vo efter hans Dod godtgjort
med 4731 Rdir. 37 Schl. holt. &t. Deraf nød han Renter; men paa denne Formue
havde han gjort em Gjæld paa Muguftenborg af 11,400 Rdir. SAL. holft. Gt. f
Anguitenborg havde ban en aarlig Upanage af 2000 Rdir. SAL holft. Et. Under
fit Dphold I Øfterige gjorde han et Teftament, hvori ban teftamenterede fin Broder
Cari Anguſte Modiagelſe i Gvirige. - 995
Dette er mit Saab, mit Knfte i det Øieblit jeg forlader Eder, mine Landa⸗
mb! Lad bet blive opfylbt, og bet ffal blive mig bet filtrefte Beviis paa Gveré
farlige Erindring, em ſand Berokigelfe for mit Hjerte, fom til dets fidfte Slag vil
føle lige varmt for Eders Vet. ,
mr Chriſtian Anguft
Ghriitiania b. 30te Derby. 1809. Prinds til Slesvig⸗Holſteen.⸗
Paa den norſte Side af Svineſund, ſtrax ved Overfarten, blev for Prindſen
sivet et Afſtedsmaaltid, i hvilket Prinds Frederik af Hesfen, der var Prindfen
ørigtigen Bengiven , og tillige adſtillige foenfle Herrer deeltoge. De Svenfle følte
fa benægede fom de Norſte ved de uhyklede VBevifer paa Hengivenhed, Brindfen
mødteg; thi Sorg og Savn brød gjennem Gildets Høitib. De foenfle Herrer
ſalode Selffabet før det opløftes, for at modtage Prindfen paa ſvenſt Grund, og
m gaves Afſtedens Smerte frit Lob 5.
Paa Svinefunds Grændfe mobtoges Prindfen af Revolutionens Helt, Statsraad
så Baron G. Adlerfparre med en Vale, hvori fan yttrede Tillid til Prindfens Evne
Ø at læge Everiges Saar, og Høiagtelfe for hans Perfonlighed. Prindſen fvarede
ver Evenſt, efter hvilfet Sprog han havde lagt flg fiden Udnævnelfen. „Med ufæd-
nuligt hoitidelige Folelfer, fagde han, betræder jeg mit nye Fæbdrefands Grandſer.
br ny Virkekreds, flore og nye Pligter vife fig for mit Blik; men jeg tager ikke i
detankning at betrede denne farlige Bane. Et adelt og Mdende Folks Tillid fader
BR. Sverige! jeg er alene fvenft; feg fral altid blive bet! Veg føler Hvad Wren
fler; jeg føler inderttgen Folkets Trang. Mine Kræfter, mit Blod helliges fra
vite Dieblik min Konge og mine Medborgere. Af den Ene fat jeg lære at regjere,
fr be Andres Bet ſtal jeg anvende alle mine Evner. Medeligfindede og erfarne
Kand fulle unberftøtte mine Henfigter. Derſom det bliver min Lod at regjere et
gammelt og berømt Folk, far ſkal man vel efter min Bortgang et nægte mit
Sinte den Priis, at jeg har villet gjøre mit Jolt lykkeligt.“
Paa den foenfle Grændfe modtoges desuden Prindfen af Flere Blandt Sveriges
Vigtige Mænd , og af de førfte Embedsmænd i ethvert Diftrict. Fra Kongen vare
Örnerne Brahe og Fabian Ferfen fendte for at modtage Prindbfen. Egnens Almue
kreumede frareviis HL for at faae den Fyrfte at fee, om hvem Mygtet havde baaret
fa meget godt ind i Landet. Overalt modtog han Bevifer paa Deeltagelfe og
Blade over hans Unfomft, men dog hjerteligere og almindeligerr i be lavere Stænder
ide høiere. Der gaves blandt de Sidfte Enkelte, fom itte vare fuldfommen
flfrebfe med hans Avfærd 5.
| Da Landshøvdingen, Grev Rofen, paa Grændfen af fit Lehn, det førfte han
ſetaadte i Sverige, hilfede den foenffe Kronprinds med en Yale, foarede han, at
1 bifteria om Regementsfdråndringen i Sverige År 1809 S. 185. [Ifslge Beretningen
her holdtes det norſte Afſtedsmaaltid paa et SUL i Sundet. — Blandt be Hordmænd,
fom ledſagede Prindjen over til Sverige var ogfaa Grev Wedel, og Ifølge mundtligt
Udjagn af Udlerfparre faac disfje to Meud da hinanden førte Gang. —* Tanum
Preſtegaard, hvor Prindſen overnattede, fik de Sengkammer ſammen. Ifr. Adlerſparre
1809 på 1810 I. 250—51; Schinkel-Bergman V. 149. Om Prinbſens Reiſe
Hemen Øverige findes Mere hos Avlerfparre, anf. St. II. 19—51, 91—93, Ipſen
) Saaledes fatte nogle af de ſvenſte Dificterer ſtrax under Prindfens Meife have født
fig over og fundet Smaaligt, at han, fom ftedje vite fig ſtreng i Krigstjeneiten,
rettede paa nogle ftuldrende Skildvagter, med hvis Holdning han et var tilfreds. Han
var ogfaa Befjendt i Rorge for at være flreng i Tjemeiteforretning, og bet hendte ikke
fjeldent, fær Å Mrederitshald, at Officierer fil Urreit for Forſeelſer i Tjemeften. [Saa⸗
ledes fom en Morgen en ung Officter noget efter faftfat Tid Mi. 6 til Exercitien.
$an unbflyldte fig med at have bløbt Neſeblod, men fit til Svar: Rælte Gang, $r.
Lientenanten bløver Refeblod KI. 6 om Morgenen, fonmer De 24 Timer i Hoved:
vagin.” — Ifr. og SUll.-Mag. 1847 &. 15 f. 29 f.] |
ualis Erindringer. 15
226 Audet Tidsrum II. Tolſpte Gaypitel.
han aldrig frulte glemme, at bette Lehn var det førfte, han i Gvæige betrandte, og
at ban ber var bleven modtagen med umigkjendelige Beviſer paa Hengivenhed. Han
forfiffrede berhos Greven om fin Grtjendtlighed, og overdrog ham at bevibne Lehneid
Indbyggere fine velvillige Folelfer. Overalt var der ingen Gunde paa Taler og
Belfombilfener, hvormed Gmbedsmaændene langs Prindfens MNeifelinie modtoge ham,
deels i høie deels i fimple Talemaader og Ord. Ved denne Letlighed fom hand
Evne til at udtrykke fig med Lethed og uden Forberedelfe ham vel tilpas. Gans
Ord vare fimpie, og fandt Indgang hos Folket, hvis Ben han blev 1 Sverige, fom
han var bet i Norge. I Gothenborg blev han modtagen med Fejtlighed og Illumination.
Imidlertid ubdfpredtes Rygter om en anden Stemning hos Nogle af Landeté
hoie Adel, fom endog fom de Mand for Øre, der havde havt den vigtigfte Rolle
og Stemme i Nevolutionen og Tronfølgervalget. Der vare Breve i Omløb, fom
talede om, al Prindſen aldrig vilde fomme til Stodholm, og ben famme Ulykles⸗
fpaadom lob igjennem flere Munde om i Sverige. Wetterſtedt vitrede endog i et
Brev til Adlerfparre 1) megen Frygt for, at deslige Rygter ſtulde tomme for Prindfens
Ore, og faaledes forbittre ham en Beflutning, fom han fun efter lang Betœnkning
bavde taget, i Følge hvillen han havde forladt en rolig Stilling, fom det norfte
Folks Kjærlighed og Hoitagtelfe havde gjort ham fjær, og indiraadt i en ny, Dr
udfatte bam for mange Farr. Med disje Rygter fattes Prindjens Upasjelighed,
itte længe efter at han var fommen paa fyenft Grund, i Forbindelje. Han klagede
over Maveulemper og Mangel paa Appetit. Upasſeligheden tiltog endog i den Grab,
at han nedſagedes til at tage em Naſtdag paa Strømsholm, ikke mange Stationer
fra fit Beſtemmelſesſted, i det han erflærede fig ude af Stand til at fortfætte Reiſen.
Dunkle Rygter, hvis Sandbed Hiftorien aldetes ingen Anledning har til at oplyfe,
langt mindre dertil at fætte nogen Lid, bragte ogfaa denne Upasfelighed i Forbindelfe
med en fenere førgelig Begivenhed. J alle Tilfælde er det vit, at de vigtigfte
Moænd, fom i Sverige frode ved Moret paa den Tid, gjorde fig al Umage for at
overbeviſe Prindfen om, at hans Valg var cn Udflydelfe af Nationens almindelige
Sönfte, og føgte paa alle Maader at berede ham en Modtagelje efter hane Sind, og
at tilfredstille hans Ønffer.
Brindjen fom lyffeligen Hl Drottningholm, hvor en Deputation af Rigeté
Stænder 20de Januar overgav ham Vulgacten, og modtog hans Underfkrift under
famme. Gifter at Landmarffulfen havde bilfet Prindjen med em Fale, fvarede han
med følgende Ord: „Jeg overgiver til Hr. Green og Landmarffalfen denne Act, fom
nu for evig binder mig til bet ſvenſte Folt. Allerede flaner mit Hjerte varmt for
bet Bel. Jeg fun forfilre om min redelige Villie, om minc rene Henfigter. —
Gode Herrer og ſvenſte Mænd! Giver mig Net til at forbre det Samme af Eder!
Feœdrelandets Behov ere vigttge eg paatrængende. Lader os rakke fverandre Huanden
paa, at vi med forenede Kræfter ville arbeide for vort fore Maal, Fofterlandets Bel !-%
Forſt efterat denne Betræfteljesact var foreganet imellem Prindfen og Rigsdagens
Deputerede, hunde han fremſtille fig for fin fongelige Fader, for mundtligen at modtage
Befræftelfen paa en Adoption, fom føriftligen var ham meddelt. Indtoget i Stod:
holm flede den 22de Januar, og Migsmarjfalten Grev Axel Ferfen3) Iedfagede ham
med ftor Pomp til Hovedftaden, hvor han paa Kungsholmstorvet blev mobtagen af
Magiftraten og Borgerftabets NAN. Gjennem en Hane af Livgarden brgav
— — — —
) See Vilag 51 h.
5) [Udførligere hos &. Udlerjparre, auf. Gi. II. 93—96.7
Den jamme ulykkelige Ferſen, ber nogle Maaueder efter førte Prindſens Lig til fit
Hvileſted, og under Va mange ?emlæjteljer myrdedes ved Prindſens Grav.
) Bed Høitideligheder af ben Art, hvorved Forfatteren ogfaa eugang har været tifftete
i Stodholm, er dette Dytog ar Magiitraten og Byens Eldſte Noget af det Heirid:
ligſte, moftjont i en fimpet Form. De ftundom gammeldags (Eqvipager, velføbte, ofte
Den norſte Univerfitets:Gagq optages igjen. 997
mbjen fig, kedfaget af Grev Brahe og Ublerfparre til Kongens Sengkammer,
hr Songen befandt ſig omgiven af de høtefte Embedömaænd, og derfra førte Prindſen
ai fi fore Kabinet, hvor Bræjentationen flede. Kongen ledfagede derefter Prind-
til Dronningens Bæreljer, hvor ben famme Ceremoni fandt Sted. J Rigefalen
faldt Songen en Vale, fvort han betjendtgjorde, at han avopterede Kronprindfen til
m Eau, og derefter oplæfte Hoffantsleren den af Kongen underffrevne Udoptionsact,
fort Kronprindfen fom FTronfølger bar Navnet Garl Uuguft. Efterat Prindfen var
' Hønen opfordret til at aflægge Eden, traadte han frem, og med Haanden paa den
| tlige Skrift fremfagde han den foædvanlige Edsformular, fom Udenrigsminifteren
jrleſte ham. Kongen og Kronprindfen verlede derefter fjærlige Ord med hinanden,
ah Prindjen nærmede fig Kongen for at kysſe bans Haand, fluttede Kongen ham
ifime Arme med en fynlig Bevagelſe, fom medbeelte fig alle Tilftedeværeude ).
deeſter aflagde Stænderne og alle i Rigsfalen forfamlede Embedsmoænd Hyldings⸗
den, fom blev dem forefagt af Udenrigsminifteren, og Dagen endtes med de ved
føkane Leiligheder fædvanlige Heftligheder.
Bi forlade mu vor elſtie Prinds ved et Hof, hvor han vitt not iblandt GSve:
ir⸗ meeſt formagende, betydningsfulde og retfindige Mænd erhvervede fig mange
Grigtigen bengivne Benner, der agtede ham hoit, og onſtede at jævne alle Vanſte⸗
føfeber paa hans nye Bane; men ved hviltet ogfaa tildels herſtede Kabaler, polis
ijj Mmingsforftiellighed og en urolig Partiaand, fom ofte forbittrede ham hans
hiie Opholb i Sverige. Og vi vende tilbage til Norge, hvis Stilling, beroliget
| vb freden med Sverige, og opmuntret ved bet nye Handelsiiv, fom opvaktes mel:
len Gagland og Norge, nu tildels tabte ben førgelige Interesſe, fom en forvirret
frgstilftand og mangehaande Lidelſer frembringe. Bi have faaledes et (Bar Aar
- idſere paa vor Hiftories Blade, i hvilte Fredens Sysler dreves i Norge under
a tbvortes Krig, og hvori vi have meer at fortælle om Fredens Gjerninger end om
| Gigné Ræbdfler.
— — — — ———
— — — — —
Trettende Capitel.
Univerfitets-Sagen 1809.
— — — —
| Cm var Maret iffe udrundet, før Nationens Onſte om et Univerfitet igjen bragtes
mi Dance. Under Krigen med Sverige, og under Norges bloferede Tilftand, medens
umage Deite, de fimple Kudſte- og Tjemerdragter, de arvardige Herrer ſelv i deres
bedite borgerlige Pynt gjorde et feitideligere Indtryk paa han end af ben øvrige
mederne Yragt og bet glimrende Vaabenſtue. :
) Gu af Sveriges meeft udmærkede Mand, fom var tilftede ved denne høitidelige Act,
bar forfilfret Morfatteren, at han aldrig har bivaanet em offentlig Handling, fom har
grebet bam hoitideligere end denne, og ban omtalte Prindjens Anſtand og Forhold ved
denne Leilighed, fom det meeſt udmarkede af den Urt, hvortil han har været Bidne.
I Merge havde Prindjen liden Leilighed til at udvikle bet Slags Raturgaver. Der
udmærfede ban fig ved ftor Simvelhed og Gobmodigbed I fit Væfen, endſtjont det itte
tet ſtalde falde Rogen ind at glemme fig i hans Nærværelte. [Sin Tiltale til Koug
Gart XIII Me ilnttede han med disſe gribende Did: «Og naar engang Deres Majeftæt,
ledſaget af bette Lands Velfigneljer, gaaer bort at lægge Dered tdødetighed til Deres
Sorfæbre8, og endnu em Sorgens Dag overfner Sveas Kand — maa benne Dag
være fangt borte! — da ſtal min Bon til Himlen blive om em for Arv efter D. M.,
føre end den Krone, fom æmnes mig: Cart XIIIdes Dyder og Hans Jolle Kjærlig
bed,» Hiſt. om Regementefördndr. 196. 1]
15*
928 Audet Tiderum II. Trettendbe Capitel.
Nordſoen vrimlede af fiendtlige Krydfere, havde Norge i em høtere Grad mb nogen
finde tilforn følt Savnet af dette Oplysningsinftitut; men lammede Velfandskæfter
og phyfiffe Mangler havde afledet Opmærffomheden fra enhver Gjenftand for Forbe⸗
dring i den Deel af Landets Stilling, fom itte umiddelbart tjente til at afhjælpe
Øieblittets Ned. Men HØnftet boede friltiende i hver fædrelandflfindet Nordmands
Barm, og endnu var den patriotiſte Barme i frift Minde, hvormed faa mange hens
fame Lanbsmænd mod GSlutningen af det henrundne Seculum havde bragt Sagen
paa Bane. De flrevne Ord og den fraftige Tale ledede dengang ikke til Maalet;
men hine Hoæbersmænde fadrelandſte Sind havde forplantet flg til deres Efterkom⸗
mere, og ber behøvedes kun en Gnift, udfprungen af deres Aand, fom havde været
UniverfitetetS Talamænd, for paa ny at reife den patriotiffe Lue. Neppe var derfor
ben nye Virkſomhed opvakt, Livets phyfifte Sorger meftendeeld overvundne, vg vøre
Frælaftdragere igjen indfedte paa en gylden Bane, før vette Nationens Onſte hævede
fig med en Kraft, fom ingen Tilbageviisning meer taalte. Denne Gang fattes faa
ftore Midler i Bevægelfe, Nationens Begjæring udtalte fig i faa Mraftige Toner, faa
ftore Subffriptionsfummer Tagdes ved Onſtets Side, at den danffe Konge, hvis Sind
var Morge i jærlighed hengivet, maatte finde bet betæntkeligt længere at udfærtte
Opfyldeljen af et faa billigt og fromt Onſte. De Begivenheder, fom vare indtrufne,
gjorde desuden Danmarks Konge wivlſom om Nordmændenes Hengivenhed, og han
benyttede gjerne en Anledning til at nytte det norſte Folt Hl dets Konge ved en
Belgjerning, fom blot fyntes at beftaae i en forfigtig og henfigtsfvarende Unvenbdelfe
af de Midler, der tilbødes og frembares af Norge felv; thi af de fubfkriberede Sum:
mer kunde iffe alene Grundftenen fægges til Univerfitetet, men en flor Deel af Byg⸗
ningen opføres.
Der funde vanffeligen gives et beqvemmere Tidspunkt til at grundlægge et Mas
Honalinftitut af den Bigtighed, fom et Univerfitet, end det nærværende. Et fædres
landſt Sind, virffomt i del Daad og uegennyttige Opofrelfer af alle Slags, havde
gjort fig gjælbende under ben forte fvenfle Krig, og neppe har den fadrelandſte
Aand, fidben Carl den XII" Indfald i Norge, gaaet igjennem Nationen i en renere
Skikkelſe, eller Folket viift fig meer deeltagende for Fæbdrelandets Unliggender end da.
Denne Stemning var endnu den herffemde, og hunde med Lethed benyttes i hvilken⸗
fombelft edel Netning til Fæbdrelandets Gavn. Derhos havde Folkets Tœnkemaade
og offentlige Mitring taget em friere Retning. Norge var i mange Henfeender under
Krigen bleven overladt til fin egen Stjebne, og den forftandigere Deel af Natienen
havde vænnet fig til med flørre Frimodighed end før at yttre fig om GStatsanliggender,
fordi Udtrykkene henvendtes til Medlemmerne af den norffe Regjering, fom vare fimple
i deres Vaſen og tilgjængelige for frie Nttringer. Der havde desuden bannet fig et
Samfund i Landet, fom tiltog fig Net til at give fin Stemme i vigtige Unliggender,
fom havde forenet fig til Planer, der anfaaes velgjørende for Fædrelandet, og fom i
fin Nærmelfe til GStateftyrelfen havde i en vis Grad tilfidefat et uindffræntet Mons
arfies Former. De nærværende CSupplicanter tilføtede ſaaledes frimodige Mitringer
til ftore Materialier til Boærtets Ubførelfe; og det blev ligeſom en Nødvendighed for
begge Migers Konge at tage Henfyn til begge Dele. Endeligen aabnede fig nu for
Landets vigtigfte Handelsmend et forbeefagtigt Tidspunkt, ber lovede faa ſtore Ind⸗
tægter, at et Offer paa Fadrelandets Ulter vilde falde lettere end tilforn. Disfe
fammenftøbende Omſtandigheder fremmede det flore Vært, og ligefom Tidspunktet var
beqvemt til berpaa at lægge Haand, faa frede Varkets Fuldbyrdelfe juft da bet for
Fædrelandet havde den hoieſte Verd. Den Bægt, fom lægges paa disfe Omftoændig:
feber, far dog ingenlunde til Henfigt at formindſte den Bærd, fom maa gives Fres
derik ben VI" fongelige Beredvilighed til at gaae Hollets Onſter i Møde, der
fatte Sronen paa Øitringen af hans faderlige Sindelag for Norge, og Inyttede et
Un iverſtlets⸗Sagen og Gelſtabet før Norges Bel. 229
Saab fafere, fom fnart ſtulde opløfes — ilte i Følge et almindeligt Rationalønfke,
en flendtlig Politils Magifprog .
Sagen fattes mod Aarets Slutning vaa en alvorligere Maade i Bevægelfe
gjennem bet topograpbiffe Selſtab. Under et Motto af Tyge Rothe bekjendtgjordes
Aadet Tiden %, at en Pramie af 1000 Daler var af en Patriot ubfat for den
bedſſe Afbandling om dette Emne. Dette hendøende Selſkab, fom hvilebe paa en
sømlig Birkſomheds herlige Laurbær i em forfounden Tid, beholdt imidlertid ikke
Sagem længe i fin Haand. Da GSelffabet før Norges Bel friftedes i Begyndelfen
af dette War, lagdes dette Rationalanliggende i dets Hænder, hvor det dreves me
for megen Iver og Held, at Selftabet derved alene har gjort fig fortjent til Matios
ms evige Erkjendtlighed.
Bed Siden af hiin Opfordring læftes i ſamme Blad: „Norges retfærdige og
billige Snfler» af en $.9, hvori yitredes Haab om at fer flere Mangler i Norge
tføfufyne, og deribfandt en Nationalbant og et Univerfitet. Tidens Trykt havde tært
Kationen GStatsorganifationens Mangler at kjende, og fenere Begivenheder Havde ikke
feltet ben Frimobdighed, hvormed Nordmanden havde været vant til at udtrytfe fre
tanter. — Der begynbte faaledes em ny Frihedens og Frimobighedens Ara i Norge,
hvid Httringer dog alene gif ub paa at forbedre, men ei i fin Grundyold at formdre
ben nærværende Statsforfatuing og indvortes GStatsforhold.
Fjortende Capitel.
Selfkabet for Uorges Vel fiftes 1810.
fn
CSyor af ben patriotiffe Stemning, fom aabenbarligen gil igjennem Rattonen under
Andets nedirnfte Stiling, medens Krigen førtes med Sverige, vifte fig længe efter
at Rød og Fare meſtendeels vare øvervundne. Disfe Følelfer vare ſnarere oplivede
av flappede ved ben elſtte Prinds Ghriftian Augufts Bortgang. I denne Henfeende
begyndte det nys oprundne Aar i famme GStiil, hvori det hengangne var endt. Bi
bave feet at ben nye Handelsvirffomhed neppe var begyndt at forbedre Handelsmæns
denes Stilling, førend Tanken om et Univerfitets Oprettelfe vaagnede i Nationen, og
tar Ideer om en førre Selvftændighed med Henfyn til Statens indvorted Orga⸗
5 Mob Sintningen af 1809 havde ogſaa Horfatteren heraf bragt denne med flere Norge
Aukepeoſter paa Bane i fit Flyveftrift Fævrelandite Ideer.“ Denne lille Piece, fom
var en Førftegrøbde af hans itteraire Arbeider, har visfeligen i fig felv ingen fror
Hær», men ben omhandlede flere nationale Unliggender med en Frimodigbed, føm vid:
nede om Nationens Stemning paa den Tid. Fra den Side af gjorde Bogen nogen
Ovfigt og blev burtigen affut.
7) Mothes Motto fød faaledes: Ru er iv spvakt Å norſte Sjele, nit behandles Sagen
med ædel Jver. Nu finae I frem, priisværdige Mænd! og indbyde hver Fæbdrelandets
Gøn til at take i Sagen 8 raadflaae med Eder. Er det ikke fom et berligt Morgens
brud? Gr det ille fom Forberedetje til et feftfigt Optog? Som noget Suadaut er det
fer mig, og jeg fer fra nn af, at hvordan end Tidernes Bejtaffenhed vorder, faa
faars fnarere eller femere et Untverfitet. Bed denne Tanke frydes jeg." Bladet Tiden
Neo. 34 ben de December 1809.
[Mere herom nedenfor i nittende Gapitel.]
3 Id. e. Sognepreft til Berg ved Frederikshald, Provft Hount, fom før dette Stykke
i Bladet Tiden 1909 Ro. 34 nær var paaføsrt em Tryklefrihedsſag. Ift. Moes Livs:
frrift for Rorſt Perfonalhiftorie I. 162—176. Rorſft Korfatterkegitou 309—10.]
998 Audet Tiderum IL. Treltende Capitel.
Nordſoen vrimlede af fiendtlige Krydſere, havde Norge i em hoiere Grad end nogene
finde tilforn følt Savnet af dette Oplysningsinſtitut; men lammede Velſtandskræœfter
og phyfiffe Mangler havde afledet Opmærffomheden fra enhver Gjenftand for Forbe⸗
bring i ben Deel af Landets Stilling, fom ikte umiddelbart tjente til at afhjælpe
Dieblikkets Nod. Men HØnftet boede friltiende i hver fædrelandfffindet Rordmands
Barm, og endnu var den patriotifle Barme i frift Minde, hvormed faa mange hene
farne andsmænd mod Glutningen af det henrundne Seculum havde bragt Sagen
paa Bane. De flrevne Ord og den kraftige Tale ledede dengang ikke til Maalet;
men hine Hœdersmœends foædrelandffte Sind havde forplantet fig til deres Efterlom⸗
mere, og ber behøvedes kun en Gnift, udfprungen af deres Aand, fom havde været
Univerfitetet8 Talsmœend, for paa ny at reife ben patriotiffe Lue. Neppe var derfør
ben nye Birffomhed opvakt, Livets phyfifte Sorger meſtendeels overvundne, sg vore
Frælaftbragere igjen tndledte paa en gylden Bane, før bette Nationens Onſte hœvede
fig med en Araft, fom ingen Tilbageviisning meer taalte. Denne Gang fattes faa
fore Midler i Bevægelfe, Nationens Begjæring udtalte fig i faa kraftige Toner, faa
ftore Subſtriptionsſummer lagdes ved Onſtets Side, at den danffe Konge, hvis Sund
var Norge i Kjærlighed hengivet, maatte finde bet betæntkeligt længere at udſcette
Opfyldelfen af et faa billigt og fromt Ønfte. De Begivenheder, fom vare indtrufne,
gjorde desuden Danmarfs Konge tvivlfom om Nordmændenes Hengivenhed, og han
benyttede gjerne en Anledning til at knytte det norſte Folk til dets Konge ved en
Belgjerning, fom blot fyntes at beftaar i en forfigtig og henfigtsfvarende Unvendelfe
af de Midler, der tilbøbes og frembares af Norge felv; thi af de fubfkriberede Sum⸗
mer funbe iffe alene Grundftenen lægges til Univerfitetet, men en flor Deel af Byg⸗
ningen opføres.
Der hunde vanffeligen gives et beqvemmere Tidspunkt til at grundlægge et Mas
Honalinftitut af den Bigtighed, fom et Univerfitet, end bet nærværende. Et fædres
landſt Sind, virffomt i del Daad og uegennyttige Opofrelfer af alle Slags, havde
gjort fig gjældende under den Forte ſvenſte Krig, og neppe har den fædrelandffe
Mand, fiben Carl den XII'* Indfald i Norge, gaaet igjennem Nationen i en remere
Skikkelſe, eller Folket vitft fig meer beeltagende for Fædrefandets Unliggender end da.
Denne Stemning var endnu den herffende, og unde med Lethed benyttes I hvilfens
fomhelft ædet Retning til Fædrelandets Gavn. Derhos havde Folkets Tænfemaade
og offentlige Mitring taget en friere Retning. Morge var i mange Henfeender under
Krigen bleven overladt til fin egen Skjebne, og den forftandigere Deel af Natienen
havde vænnet fig til med flørre Frimodighed end før at yttre fig om Statsanliggender,
fordi Udtrykfene henvendtes til Medlemmerne af den norfte Regjering, fom vare fimyte
i deres Vaſen og tilgjængelige for frie Nitringer. Der havde desuden dannet fig et
Samfund t Landet, fom tiltog fig Met til at give fin Stemme i vigtige Unliggender,
fom havde forenet fig til Planer, der anfaaes velgjørende for Fædrelandet, og fom i
fin Nærmelfe til Statsftyreljen havde i en vis Grad tilfidefat et uindflrænfet Mons
arfies Jormer. De nærværende Supplicanter tilføtede faaledes frimodige Hitringer
til ftore Materialier til Værtets Ubførelfe; og det blev ligefom en Nødvendighed for
begge Rigeré Konge at tage Henfyn til begge Dele. Endeligen aabnede fig nu for
Landets vigtigfte Handefsmænd et forbeelagtigt Tidspunkt, der lovede faa ſtore Ind⸗
tægter, at et Offer paa Fadrelandets Ulter vilde falde lettere end tilforn. Disſe
fammenftøbende Omftændigheber fremmede det ftore Vært, og ligefom Tidspunktet var
beqvemt til berpaa at lægge Haand, faa frede Varkets Fuldbyrdelfe juft da det for
Fæbdrefandet havde den hoieſte Verd. Den Bægt, fom lægges paa disfe Omftændige
feber, far dog ingenlunde til Henflgt at formindffe den VBærd, fom maa gives Fre-
derik den VItes fongelige Beredvikighed til at gaae Foltets Ønfter i Møde, der
fatte Kronen paa Øttringen af hans faderlige Sindelag for Norge, og knyttede et
Un iverſitets⸗Sagen og Gelfabet for Norges Bel. 299
Saab fafere, fom fnart ſtulde opløfes — ilke i Følge et almindeligt Rationalønfte,
mm en flendtlig Politits Magifrrog *).
Sagen fattes med Aarets Slutning vaa en alvorligere Maade i Bevægetfe
gjennem bet topographifte Selſtab. Under et Motto af Tyge Rothe betjendtgjordes
Bladet iden %), at em Præmie af 1000 Dater var af en Patriot udſat for den
bedſte Afhandling om dette Emne”. Dette hendøende Selffab, fom hvilede paa en
zwnlig Birffomheds herlige Laurbær i en forfounden Tid, beholdt imidterti ikke
Sagen fænge i fin Haand. Da GSelffadet før Norges Vel friftedes i Begyndelfen
df dette Mar, kagbes dette Rationalanliggende i dets Hænder, hvor bet breves med
faa megen Jver og Held, at Selffabet derved alene har gjort fig fortjent Hl Natio⸗
ms evige Erkjendtlighed.
Bed Siden af hiin Opfordring læftes i famme Blad: „Norges retfærdige og
billige Ønfter- af em $.9, hvori yitredes Gaab om at fee flere Mangler i Norge
tfbfulpue, og deriblandt em Nationalbanf og et Univerfitet. Tidens Trykt havde lært
Sationen Statsorganifationens Mangler at Kende, og fenere Begivenheder havde ikke
fettet ben Frimodighed, hvormed Nordmanden Bavde været vant til at udtrytte fine
Tate. — De begynte faaledes en ny Frihedens og Frimobdighedens Wra i Norge,
id Ittringer bog alene gif ub paa at forbedre, men ei i fin Grundvold at forandre
lex nærværende Statsforfatning og indvortes Statsforhold.
Fjortende Gapitel.
Selfkabet før Worges Vel fiftes 1810.
fr
Cyor af den patriotifte Stemning, fom aabenbarligen gil igjennem Mationen under
Ardets nebiryfte Stilling, medens Krigen førtes med Sverige, vifte fig længe efter
at Nød og Fare meftendeefs vare øvervundne. Disfe Foølelfer vare fuarere oplivede
er flappede ved ben elſtte Prinds Chriſtian Augufts Bortgang. I denne Henfeende
begyndte det nye oprundne Uar i famme Stiil, hvort det hengangne var endt. Bi
base feet at den nye Handelsvirffomhed neppe var begyndt at forbedre Handbelsmæns
denes Stilling, førend Fanfen om et Univerfitets Oprettelfe vaagnede i Nationen, og
lar Peer om en førre Selvftændighed med Henfyn til Statens indvortes Orga⸗
5) Mod Sfutmingen af 1809 havde ogfaa Rorfatterem heraf bragt denne med flere Norges
Ankepoſter paa Bane i fit — „Fedrelandſte Ideer.“ Denne lille Piece, ſom
var en Forſtegrsde af hans litteraire Arbeider, har visſeligen i fig ſelv ingen fror
Bær», men den omhandlede flere nationale Anfiggender med en —— ſom wibs
nede om Nationens Stemning paa det Tid. Fra den Side af gjerbe Bogen nogen
Opfigt og blev burtigen affat. |
Mother to fød faalebes: Ru er Liv opvakt I nørffe Sjele, nit behandles Sagen
med æbdel Jver. Nu faae I frem, priisværdige Mænd! og indbyde hver Fæbrelandets
Søn til at tale i Sagen og raadflaae med Eder. Er det ikke fom et berligt Morgens
brud? Er bet ilfe fom Forberedelje til et feftligt Dptog ? Som noget Faadant er bet
for mig, sg jeg fer fra nu af, at bvordan end Tidernes Beſtaffenhed vorder, faa
faaes (narere fenere et Univerfitet. Bed denne Tanke frydes jeg.” Bladet Tiden
No. 34 ben Gde December 1809.
[Mere herom nedenfor I nittende Gaypitel.] :
[d. e. Sognepreft til Berg ved Frederikshald, Provft Hount, fom før dette Stykke
i Bladet Tiden 1809 No. 34 nær var paatørt em Trykkefrihedsſag. Yfr. Moes Tide⸗
frrift for Rorſt Perfonalbiftorie I. 162—176. Noørkt Forfatterkeritou 309—10.]
930 Andet Tibsrum II. Fjortende Capitel.
nifation fagdes ved Siden deraf. I den noøiefte Forbindelfe dermed flod Oyprettelfen
af Selftabet før Norges Bel, hvortil allerede Forflag var gjort mod Siutningen
af 1809, men fom førft fom til Udførelfe i em af de førfte Maaneder 1810. Dette
Selſtab flulde egentligen være en Fortfættelfe af det faataldte topograpbifte Selftab for
Norge, fom i Aaret 1791 fiftebes af daværende Stiftamtmand F. Moltke, og hvis
Henfigt var at ordne og ubgive topographiffe Beftrivelfer over norffe Cane, Byer
og Bygder. Af dette Selftab var efterhannden udgivet Topographiff Journal i 33
ØHefter, famt det fljønne, af Major Darre forfattede Kort over Egnen om Mieſen.
Mange herlige Topographier ſtyldes dette Selffabs Medlemmer, og bet havde wvisfer
figen tjent til at ubbrede Kundftab om Fædrelandet, derfom Selſtabets BVirkjombhev i
ovennævnte Retning var bleven fortfat indtil vor Tid. Men flere tilfældige Om⸗
ftoændigheder — hedder det i Budſtikken — uforudfete Tab, flere virkfomme Medlem:
mers Forflyttelſe eller Dodsfald fvæftede Selffabets Kraft.” Den famme Stjebne
bavde bet patriotiffe Selſtab for Agershuns Skift. Intet af disfe GSelffaber havde
et faa afmindeligt Formaal, fom det nye Selftabs Stiftere havde for Øte, og dette
havde allerede viift fig, da Ideen om Oypretteljen af et norff Univerfitet, mod Sluts
ningon af 1809, igjen Begyndte at røre fig i Folkets Gemytter. Man var da for:
legen med Henfyn til Valget af det Organ, fom frulbe bruges. Begge hine Sel:
flabers Medlemmer forenede fig berfor mod Slutningen af 1809, for at oprette et
Selftab i en førre Stitl, hvis Virkſomhed flulde frækte fig til alle Norges Egne,
og omfatte faavel oefonomiffe og litteraive fom andre almeennyttige Gjenftande. J
litterair Henfeende har imidlertid Selſtabet for Norges Vel itte udrettet fan meget
fom bet topographiffe Selftab. Et fluttet Selſtab af VBidenffabsyndere og Biden-
ſtabsdyrkere er meer i Stand til at fremme et partielt litterairt Øiemed, og ligefom
det topographifte Selftab talte nogle af Landets lærdefte og flittigfte VBivenffabsmænd
tblandt fine Medlemmer, faa var ogfaa hiin Tid Skribent-Virkſomheden langt gun-
ftigere end ben nærværende, ba Embedsmaænbdenes Sind i Ulmindelighed bybt bøiedes
af oefonomiffe GSorger.
Man bedømme iffe dette Selſtabs Urt og Birtfomhed i dets Oprindelfesperiode
efter dets bøfige Tilftand i den fenere Tid, ba det med megen Møte holdes fammen,
ba bet flæber paa nogle faa villige og for dets Henfigts Fremme ivrige Medlemmer,
ved Siden af de mange Flere, der ligefom indtrygles i dets Kreds )y. Dette Sel⸗
flabs Oprettelfe i hin Tid var ligeſom en Gjentlang af ben vatriotifte Stemning,
fom var opvaft i Nationen under Krig og Farer, og fom lød endnu over Landet,
efterat bisfe vare overvundne. Det var dette Selſtabs virffomme Beftræbelfer, dets
Medlemmers runde Belgjørenhed, fom lagde det førfte, i Sandhed grundftærte Fun-
bament til Det norffe Univerfitets Oprettelfe, ikke alene ved Skrift og Tale, og ved
benne Rationalfags alfidige Drøftelfe, nen ved Bidrag, fom i GStørrelfe overgir Alt
hvad der til et patriotiſt Øiemeds Opnaaelfe nogenfinde er blevet fubftriberet i Norge.
Denne Stemning i Nationen, de varme Toner, hvormed Begjæret om dette Oplys⸗
ningens fore Element lagdes for Danmarks Trone, henrev den danffe Regjering felv,
og bøvede en Modftandsftemme, fom ſtedſe havde reift fig i Danmart mod et nor
Univerfitets Oprettelfe. Da denne Yndretning var grundlagt, var Selftabets Virk⸗
fomhed faa godt fom tilenbebragt. Ingen nye Planer for dets Virfen, fnart til at
befordre litteratr Arbeidsſomhed, fnart til Landvæjenets og Jnduftriens Fremme, vilde
trives efter den Dag; det har ſtedſe fiden ravet mod Død og Undergang. Men
bette tør vi paaftaae, at Selftabet for Norges Vel i fin førfte Morgenrøde var lige
fom et Binbemiddel imellem den ældre og yngre Deel af den Taarige Krigsperiode,
og tjente Kl at vedligeholde de varme patriotiffe Følelfer, fom fædvanligen gaae meer
) [Gifter Korfattereus Død har dette Selſtab, fom betjendt, atter udfoldet em ftørre Dirt:
ombebd t fanbøfonomift Retning.) fe ſrorre
Selftabets Stiftelje og virkjomfte Medlemmer. 291
gjennens omde end gode Tider. Den Periode, hvortil vi nu nærme os, har visfe-
bgen i flere Henſeender et Phyſionomi heel foriljelligt fra det Tidsrums, fom vi
fnlebe. Derſom dette gav vor hele indvortes Birtfomhed en fettere Gang og bort
fanede vore Næringsjorger, faa byggede i Sandhed den nye Birffombheds forviklede
førner i Handelsinteresfens blomfirende Varkſted fore Furer for Landets moralfle
diſand. 3 em faadan Stilling gives liden Plads for høiere GStatsformaal, og
viteemmen maatte hver Inſtitution være, fom mindebe Landets virfjomme Borgere om,
A der gaves et Fœdreland, fom havde Fordring paa Deeltagelfe og Medvirkning til
ut befordre dets famde Bel, og holdt den ligefom indſlumrede Foædrefandskjærlighed
magen. En faadan Jndretning var Selftabet for Norges Bel i fin førfte Oprin-
bie, og vi ere Derfor befoiede til at indffrive dets Birtfomhed paa vor Hiftories
| Slade, og forfølge dets Stjebne igjennem Liv og Død.
| Man har bragt Oprettelfen af Selftabet for Norges Bel i em politifl Forbin-
belfe med den foæbdrelandfle Interesſe, og anfeet det fom em HFortjættelfe af politijfe
Slaner, fom vare ublaftede af Enkelte af Nationens meeft udmoærfede Patnoter, der
lenge førend deres Landemend dannede fig et rigtigt Begreb om hvad der tjente til
dedrelandets Gavn i Fremtiden. Det fan være at em ſaadan Plan jpillede i bet
fjerne — Horfatteren veed derom Intet at fortælle, fordi han bderom ingen anden
mbflab har end ubeftente og tvetydige Nygters Hviften. Men det er vif, at
- Aatisnen ei var tilbøielig til at indlade fig i Planer af den Urt, og at Selſtabets
| Medlemmer i Almindelighed indftreve fig i dette Samfund med den rene Henfigt at
vane Foædrelandets Tarv i det Hele, og at de ifær med varm Kjærlighed hæftede
ig ved Tanken om Oprettelfen af et Univerfitet. Var altfaa Selffabet et Fofter af
, M pelitift Idee, da bøde den i Undfangelfen, fordi ben ingen Ræring fandt i Na-
bone Stemning, og Stifternes fore Planer begroves i mere almindelige VBeftræ-
. biler for at befordre Rigets indvories Organifation og tilveiebringe en længe favnet
- Sebilandighed. |
| Paa den fore Hoitidsfeft, fom blev given i Anledning af Prinds Chriſtian
| Tate Afreiſe til fin hoie Beftemmelfe, udftedtes en Indbydelſe til at indtræde i
bike Gelftab, fom blev udfendt trindt om i Landet'). Til Profes for Selftabet
| darvnedes Prinds Frederik af Hesjen, og blandt Gonftituenternes Navne fandtes
Snget meeft agtede Mændö, der opholdt fig i Chriftiania eller i Nærheden deraf.
Ra Henſyn til Selſtabets Organifation maae vi henvife til Budſtikkens den Dee,
da indehjolder en omftændelig Beftrivelfe. Antallet af dets Medlemmer vorede i en
ht id betydeligen. Allerede i det forſte Møde indftrev fig 200 Medlemmer; i
Rai var Subfrribenternes Antal 900, og efter et Aars Forløb var Dette voret til
00. gFilialafbelinger af den fore Moderſtamme floge fine Forgreninger trindt om
(Bandet; overalt modtoges med Deeltagelfe Ideen om et patriotiſt Samfunds Op-
utelfe til at fremme flore Øiemed, overalt fandt Selſtabets Stiftere villige Hænder
ål at underftøtte den ftore Plan. Iſor udjattes mangfoldige Præmier for at ops
hjelye den indvortes Bindftibelighed. Det er imidlertid iffe denne Deel af Selſta⸗
beit Birfjomahed, fom har.været meeſt frugtbringende, da det flundom paa denne Bei
frbybebe fig i en Detail, fom afvendte Opmoærtjomheden fra ſtore nationale Øiemed.
Male Forføg paa at fremme Planer, fom mere grebe ind i Landets indvortes Or-
tfation, og ſtaffede bet en Gelvfændighed paa Handelsvei, fom det længe havde
met, vilbe ifte Inftes. Det var fenere Dage forbeholbent at bane fig Bei til en
fire og renere Unftuelfe i denne Henfeende.
) Plauen var forfattet i Udiryt, fom ikke vare frie for den Svulſt, der fan let ind:
nænger fig under em eralteret Stemning, uden hvilten Foretagender af ſtor Yuteresfe
di fet fomme i Stand. Saaledes beder det: „naar Uveirsſtyer mørke Hintlen, naar
ormen rajer, Tordnen vuller v. f. v.“ :
) Saaledes føreflog det Arendalſte Diſtrictsſelſtab, for hvilket Horfatteren var Formand,
2954 Andet Tidsrum 11. Hemtende Capitel.
Mod Slutningen af forrige War havde Keifer Napoleon filt fig ved fin Ge⸗
malinde, Seiferinde Jofephine, og ægtede i dette War en sfterrigft Prindfesje, Marte
Sovife, og der fattedes ifte paa Venflabsyitringer og Høitideligheder i Anledning af
denne Forbindelſe mellem Magter, der nhligen havde cndt en blodig Kamp med hin-
anden. Øfterrige nød faaledes i dette Aar en dyb Fred, og tænkte fun paa at læge
de Saar, fom en ulyftelig Krig havde givet, og at ordne et Finantovæfen, fom
var i den førfte Forvirring.
Rusland holdt endnu i dette Mar faft ved Gontnentalfyftemet, og vedligeholdt
en fredelig Forbindelfe med Franfrige. Det havde realiſeret fine Udvidelfesplaner mod
Norden, bet hefandt fig i en fror Finantsforlegenhed, og det var indviklet i en Kamp
med fine fyblige Naboer, Tyrkerne, fom blev ført med foritjelligt Held, men fom
mod Aarets Slutning tog en Bending, ver truede Halvmaanen med Undergaug.
Sverige funde ogfaa figes i dette Mar at glade fig ved en udvorted fredelig Stil
fing; thi endſtiont det nodwunget havde tiltraadt Gontinentalfyftemet, og fat fig å et
tilfyneladende fiendtligt Forhold til England, faa vedligeholdt det ifle beftomindre
friltiende em fredelig Hundelsforbindelfe med famme, og paa ingen af Siderne var
Krigen alvorligen meent. Engelſte og ſvenſte Skibe ſpommede fredeligen ved hver
andres Side i de nordiffe Bande, intet fiendtligt Stud losnedes imellem disfe Magter,
og fnart gif ben mafterede Krig over til en Utliance, fom ledede Sverige til en
gorbindelfe, hvortil dets Hu længe havde ſtaaet, og gav dets politifte Stilling en
naturlig Retning. Sverige var omhyggeligen beftjæftiget med at ordne fine indvortes
Unliggender. Dets nye Konge var ille i alle Henfeender tilfredé med den i Uarets
Lob affoldte Rigedags Beflutninger, af hvilke han anfaa nogle for Trænkende fine
tongelige MRettigheder. Saavel Kongen felv fom det Parti, der nærmeft ſtillede fig
om Tronen, ubtryfte fig i Breve med Harme og Haan over de Forjøg, fom gjorde
paa at rotfe Kongens og befæfte Folkets Myndighed, hviltet flere ivrige Oppoſitions⸗
maænb itte uheldigen forføgte'). Den ædte Uand, fom NRevolutionen havde fremtaldt,
vifte fig iblandt flere Rigsdagens Medlemmer i alle Stænder i em liberal RNærmelfe
til et Aeqvationsfyftem mellem Moægtige og Ringe, og mangt et Adelsvpatent bragtes
fom Offer for denne Stemning. Imidlertid fandt Kongen og hans Maadgivere det
toget at fre Tiden an, og ilte firap Å dem nye Regjeringé Barnbom vælte nogen
alvorlig og betæntelig Modftund. En ny Tryttefrihedslon blev given i dette Uar;
men endſtjont ben udvidede Skrivefriheden, indeholdt den tillige Beftemmelfer, fom
have givet Stof til Misbrug og Forvitling. Derimod yttedes bet ikke den foenfe
Konge at indføre Gonftriptionen i Landet. Den fvrnfte Rigsdag mobfatte fig denne
nye Foranftaltning, fom forftyrrede det forrige, omhyggeligen fammenfatte Bæbuings-
fyftem, paa bet beftemtefte. Kongen yttrede fin Harme derover i fortrolige Breve;
men han fandbt bet bog iffe pasjende at puadrive Varket alvorligere, og lod fig nøt
med ben offentlige ttring, at han vel var overbeviift om Henfigtømæskigheden af fit
gorjlag, men inbfaa, at Nationen et var moden til en fandan Forandring.
) Kor til ADlerjvarre yttrer Carl den XII paa flere Sreder fit Misnoic met
igsbagens Fard.
Kronyrindd Gar Auguſts Opbold i Sverige. 298
Sertende Capitel.
fronprinde Carl Auguſts Bed).
— —— — —
Ma neppe var Sveriges indvortes og udvortes Statsforholb blevne ordnede, og
blå volttiffe Øeld i Fremtiden grumdfæftet paa ſtore Forhaabninger, før cn ny Ulf:
eibegidenhed indtraf, fom truede at omflyrte ben til almindelig Held og Tilfredshed
jemmenfatte Statsbygning. Sveriges Kronprinds ſynes, fiben hans Indtradelſe i
mepbøiebe Stilling, itte at have levet glade Dage i Sverige, og hans tilfynela-
tale blomftrende Sundhed og frærte Gonftitution at være bleven i hoi Grav for-
mndffet og fooæffet?). Formedelf fit aabne og naturlige Bæfen, fin JFromhed og
- Hjertenégodhed, og fin venlige Tone mod Alle, der nærmede fig hans Perfon, hvor
for en Afſtand der end var i Henfeende til Livets udvortes uvæfentlige Forhold, ble
hen fnart elffet og agtet af den ftørre og bedre Deel af Nationen. Han blev Fol⸗
kit Ben, og vilfte fig aldrig uden at have modtaget Bevifer paa, hvor meget han
| harde vundet dets Hjærlighed og Deeltagelfe. Iſar havde Han ved hilnt fimple og
Øbarbige Bœſen draget Meningmand og den ftore Bondeklasſe til fig, ber i ham
| førr et Barn mod bet Tryk, fom forældede Heubdalindretninger endnu lagde paa ben
| gere Landmand; de uadelige Stænder betragtede ham fom en fimpel og adel Fol⸗
bli Mand, der vilde træde i Skranke mod Sveriges Adelsariftokrati. Prindfene
Simpelhed og Tarvelighed viifte fig i alle hans Forhold, og i ben Henjeende havde
hand opheiede Stilling ingen Jndilhdelfe paa ham. Disſe Egenſtaber fulgte ham
å Sverige”). Han havde faaledes ogfaa i den fore næringsdrivende og handlende
- Smatlasfe oprigtige Tilhængere, og modtog berpaa ved feftlige Unledninger under
lende Glædesyttringer veltalende Bevifer. Paa dette Borgerlivets Trin pleie Kjære
ighedens og Ugtelfens Udbrud at bære Sandhedens og Oyprigtighedens Bræg, og
e ofte ufrivillige Nttring deraf giver Bevifer paa den almindelige Stemning %).
Dei er ſaaledes upqatvivleligt, at Kronprinds Carl Auguſt vilde være bleven Fol⸗
kv Afgud i Sverige, ligeſom Prinds Chriſtian Auguſt havde været det i Norge,
|
5 [Dm hans Ophold I Sverige og Død haves ubdførligere Gfterretninger i Udlerfparres
1809 od 1810, ven og 3die Deel, i Såintel-Vergmans Minnen V. åde Kapitel;
Ipſen, Chr. Augut 184 fr. jfr. Skill.⸗Magaz. 1847 €. 158 ff.
) Bi have imidlertid ovenfor jeet, at han fra ar tidlige Ungdom af bar Spiren hos fig
til Sygelighedsjnmptomer. Under Krigen Å Norge, Å hvilten han ingenlnude fparede
in Perſon, men deelte Soldatens Beiværligheder, og under Jagten, vaa hvis Glæder
ban fatte for Prile, udjatte han fig for Strabadjer, ber not kunde foætte en tært
Gonititutiou. :
) Da hans Appanage beitemtes til em Sum, jom var langt under ben Maalejtok, fom
ben Blev valgt, betænke han fig pan at modiage den, I det han yttrede, at Sverige
i fin nærværende Forfatning tiltrængte enhver Befparelje i Udgift. ene fin An-
femit til Sverige udtalte Prindſen under Rigsdagen ofte fit Ønfte at faae vide, hvad
Jndtomit ban ftulde erholde, idet han altid lagde til: Det er mig aldeles ligegyldigt,
om det bliver fidet eller meget, men jeg er Galcnlarenr, og vil derefter indrette min
Seveviis. — Efter utallige Dverveieljer og Omveie blev ber for Prindfen bevilget en
aarlig Sum af 24,000 Rdir. Bankomynt, fvormed han var vel fornøtet. Siden
feranbredes Bevillingen faaledes, at Kongene Kjøtten ſtulde forfyne Prindjen med Mad,
na berfor flmide fortes 12000 Rdir. i Appanagen mod Net til 10 Gonverts hver
bag. Prindſen tilfagde alligevel itfe em eneſte Sjæft al den Tid, han boede paa
Slottet, for itte — fom han fagde — at volde fin Fader Bekoſtning. (Adlerfparre
1809 od 1810. II. 12—13.]
) Kort efter at ban var bleven hyldet fom Kronprinds, gave Magiftraten og Borgerne
ham paa Borſen et ftort Feſtmaaltid, og ved denne Høitidelighed vandt han faa meget
be Tilftedeværendev Tilfredshed ved fit fimple og humane Væfen, jamt pasjende Tal:
memiigbeds Yttringer, at han med for Jubel ledfagebed hjem til fin Bolig. J[Ifr.
Sammetteds. II. 103—105.]
236 Andet Tibsrum IL. Sextende Capitel.
naar hans Livsbane ifte var bleven afbrudt ved en ulyftelig Begivenhed fuft i Ver
gyndelſen af hans nye Stilling; thi Egenſtaber fom de Prindfen var i Befiddelfe
af maatte, fo længere han lævede, jo mere bane ham Bei til FolketS vorende og
varige Kjærlighed.
Ile faa almindeligen var han elffet og agtet i ben høiere Adelskreds; thi kl
at fille fig høit i dennes Gunft fræves Gaenffaber, bhvoraf den valgte Kronprindé
itte var i Befiddelfe. Hiftorien finder fig ikke beføiet til at berøre Jntriguer, fom
gjære ved Hofferne, og fom i hine Dage visfeligen ikke have været fremmede for bet
fvenfte. Men der er aldeles ingen Grund til at antage, at nogen dyb og udbredt
Gabale havde bannet fig iblandt Hoffets Store, for at omfyrte Nationens erklærede
Valg af det nærværende Dynaſti, allermindft for igjen at Hæve ben forftudte Konge
familie paa Tronen). Kor den affatte Konge reifte fig ingen Stemme, og der var
neppe nogen ſvenſt Mand, fom alvorligen tænkte paa at bringe Guftav Adolph eller
hans GSlægt igjen paa Tronen. Hans Navn var udflettet paa Hiftoriens Fremtids⸗
tavle, og bet flod anklaget i Fortidens fom førfte Aarſag til Sveriges Ydmygelſe og
GSønderlemmelfe. Var der faaledes — em Formodning, til hvis VBekræftelfe benne
Hiftorie ingen Kjendsgjerninger har at fremlægge — endog enfelte Familier, fom
vare endnu ben afjatte Kongefamilie hengivne, eller fom i en Tronforandring føste
at vinde tilbage en takt Indflydelſe, eller famle ny Underftøttelfe for em tilbag:gane
ende Formuesforfatning, faa tabte disfe enkelte Stemmer fig i et faft almindeligt, til
Had grandſende Misnøie med den affatte Konge, og i det fore Haab, fom Nation
fatte til den valgte Tronfølger, der uden at udmærte fig ved glimrende Zalenter vide
feligen var i Befiddelfe uf de Egenſtaber, fom bane Vei til Foltets Kjærlighed, og
berettigede Nationen til ſtore Forhaabninger om dets Fremtid. Der fmededeg faalebed
neppe ved det ſvenſte Hof hemmelige Noænter for at tilintetgjøre Follets Balg, men
Prinbfens fimple og humane VBæfen, der frakte fig til hver Slags Omgang, tælter
des iffe altid den frolte fvenffe Udel. Maaffee anede Rogle af disje i den liberale
Brindbs en Modftander, fom vilde arbeide paa en Nivellering imellem de forfljelige
Stender, der ikke var Adelen Hjærtommen, og endnu ille var tilbørligen forberedt.
Derfor forefaldt Scener imellem Prindfen og nogle bøte Adelsmænd, ber havde dt
uvenligt og Brindfen kronkende Udfeende. Han frjulte itte fit Misnøie mod Mttringer,
ber vare fornærmelige, for bem han agtede, og bortfjernede fra fin Perfon be Mand,
ber faalebes havde paadraget fig hans Misgunft. Det hedte derfor, at han undertiden,
faar han blev gjort opmærtfom paa ben Forfigtighed og VBærdighed, hvormed han
burde omgive fit Bæfen, fordi Han ſtundom fyntes at glemme fin ophøiede Stilling,
og vifte Andre en Opmærffomhed, fom var ufædvanlig i denne, tilbagevifte Paa
mindelfen med en Fyrſtes naturlige Ømfindilighed, der ei modtager Jrettefærtelfe af
Ime Undbergivne?).
1) [Hvad Schinkel⸗Bergman, Minnen V. 130—146, fortæller sm førffjeflige guftavian-
e Stemplinger Å Stutningen af 1809, for at faa Prindfen af Auguſtenborgs Valg
omgjort, er viftnot iffe blottet for Sandhed, men tan meppe tillænges fynderlig Betyd-
ning, ligejøm Beretningen om dem er bilagt med færre hiſtoriſte Beviſer, end han ſad⸗
vanlig har at paaberaade fig. Aall har faaledes nok Met, naar Han vel trøer paa en
Gabale i denne Reming, men hverfen antager ben dyb eller udbredt. De la Gardie,
Runth, Ferfen og hand GSøfter Grevinde Piper vare dette Parties indflydelſesrigeſte
PBerfoner. Ogſaa Armfelt — denne Sveriges Alcibiades, hvem Revolutionens Vor:
dele vare gledne af Handerne — vendte fig fort efter Ghriftian Auguſts Valg atter
til Guftavianerne, men man havde tabt Tilliden til han, og han intrignerede derfor
en Tid paa egen Haand.]
1) Der var ſaaledes paa den Tib ogſaa her i Norge Mygter i Omlsb om Scener af den
Art mellem der ukyltelige Kerfen og Prindfen, Mjønt ingenlunde af den Natur, fom
heutyde paa forbryderite Henfigter fra Herfens Side. [Gåintef:Bergman, ber anjerer
et Par Sammenſtsd mellem Prindfen og Kabiau Ferfen (Minnen V. 151. 167),
beretter ingen flige mellem hiin og det niyftelige Offer for Bobefen, Grev Ayel Fer:
Srouprindfens Helbrebsttfand og Dod. 281
Didfe Scener forbittrede Prindfen ſtundom Hoftivet, og han trakt fig ofte til
hage fra Hoffets Larm til det frille Rammer, for at lette Gindet ved fædvankige Udv
øebeljesfyster. 3 faadanne Timer, helligede Rolighed og ære Grindringer, fant
ham fjær Glæde i at fille Stal med fn forrige norſte Adjutant og troe Ledſager,
Dberftieutenaut Holſt, fom var bleven Prindfen uundværlig ved de fman Opmark⸗
fanbheber i bet baglige Liv, fom bane ofte mere Bei til Venſtab og Pndeft end fors
sg vigtige Tjemefter. Holſt var ingen Mand af udmoærfede Talenter, og han befad
Å Prindjens Fortrolighed i den Grad fom Major Darre, men han havde Egen⸗
feber, fom gjerde ham friftet til at være Prindfens daglige Selffab. Han var
tas jom Graven, og bar aldrig udenfor Prindſens Kammer, hvad Am der hørte
brme. Dan var utrættelig i Omforg for Prindfens fmaa Jornødenheder, der vik
ut iffe vare af fort Omfang eller vanffelige at tilfredsſtille, men i en beſtemt Orden
wadte tilbage t hans baglige Forreningskreds. Men hvad der i Brindfens fivfte
Smebage tjær gjorde ham Holt Hær og uundværlig var det, at han var faa godt
fn den enefte Mand i hans Omgangokreds, med hvem han frit hunde omtale fine
føre Grindringer om bet Land, han havde forladt, og fom beholdt hans Sjærlighed
il den ſidſte Stund. Dertil fom, at hans Helbred, frar han indiraadke paa forl!
Grund, feed ved Goliffnerter og Maveuordener, der I hei Grad foruroligede ham,
mg bverveb hans Sind, der tillige boiedes af andre Sorger, endnu mere nedtryktes.
VLerede tibligen fattes bisje Ulemper af Nygtet, ber faa gjerne bærer Gift paa fin
fange, i Forbindelfe med forbryberfte Planer mod Prindfens Liv, og flere af Sves
iges bdelttæntende Mænd, der vare Prindſen oprigtigen hengivne, vare bekijendte
md dette Rygte, og føgte, fom ovenfor fortalt, at fljule det for ham. Men Hiſto⸗
en behøver neppe at give berme Prindfens Sygelighed en fan giftig Nod. Oen
fødlares naturligen af en forandret Levemaade, et feftligt Liv, af ben fibenffabelige
Studebevægelfe, fom maatte ledfage hans nye Stilling, og den nedtrytte Sinds⸗
fnsing, fom bittre Grfaringer foranledigede hos en faa fimpel og naturlig Gharals
te, og fom fænge havde været ham fremmed, famt, og maaffee fornemmeligen, af
a forben omtalt Morden i hans Livsorganer, ber bittede ſig meet, naar han førte
d file iv.
I Mat Maaned bette Aar foretog Prindfen em Reiſe til de fydlige Provindſer
I Sverige for at underføge Forfvarsanftalterne, og gjøre fig bekjendt med Troppernes
Tiſtand. Paa denne Reife ftulde han tillige møde fin ældfte og hølt elffede Broder,
$atugen af Auguftenborg, fom han i lang Tid ifte havde feet. Men han var ikke
fønmen fængere end til det tredie Skiſte fra Stodholm, førend han allerede bandt
fig de y. J Äby ſpiſte han en fold Moftei, og følte fig firar derefter faa underlig
wesfelig, at han faldt paa ben Mistanke, at den havde været forgiftet. Doctor
tam i Linfsping, hvis Lægehjælp han føgte, vilde vel berolige ham med den Høre
ffring, at hane Onde ei fre fig fra em faadan Aarfag, i det ellers hans Reiſe⸗
jeiffab maatte have havt famme Uheld fom han. Men han paaftod, at Jngen uden
ben havde nydt af Pofteien, og Frygten forlod ham itte. Denne Prindſens Paa-
fand tjente til at forplante Nygtet om hans orgiftelfe, fom derefter ubbredte fig alt
fen, og det ev derfør faameget rimeligere, at Rugtet i Norge har forverlet disſe Bro⸗
bre, fom Grev Urel I Koraaret 1810 i Ulmindelighed havde Tjeneſtefrihed, og hang
Hofembede udførtes af Broderen. Stridighederne vare og ar uftvidig Natur, fimyple
Gritette-Sager, fom Prindfen ringeagtede. |
5 [Red Henſyn Formodningerne om Gift henvlfe vi til Schinkel⸗BVergman V, iſeær
71 og 213—236. a Udg. føler fig ligeſaa overbeviift fom Forf. vm, at
—— dode alene af Slagflod, og at —* Gifthiſtorier ere grundloſe, bør
Rummet ikke optages med Beretninger — Bi bemærte fun, at Schinkel et kjender
Hiftorten om den folde Poftei i Aby. Gineroar å var not ben fornjfe Stormand,
ber beftemteft og laængft troede paa en Rorgiftning. bar benne Tro, fom
befjenkt, efterat den Ore Sorg var over, aldrig været met
288 Audet Tidorum II. Sexiende Gapitel.
meer og meer. Han fortſatte imidlertid Reiſen til Carlokrona, men Svinmelhed og
Brekning forfulgte ham beſtandigen. Da Kongen fil Efterretning om Vrindſens
Sygdom, fendte an fin Livmedicus Moshi til ham; men Prindſens Tilftand fors
værredes, og gif endog undertiden over til em vis Grad af Sjælsvildelfe, der mar:
tetigen vifte fig ved hans førfte Møde med Broderen, fom fandt Sted i Ramløfa.
Øan Hendte itte fin Broder igjen, men fyurgte med hvem han havde den UÅUfre at
tale). Jmidlertid hævede Glæden over Mødet med en elftet Broder endun hans
Sjæl til muntre Folelfer, og han tilbragte nogle Iyftelige Timer i fin Broders Sel:
flab, bvorhos han dog meddeelte ham fine førgelige Unelfer, hvis Ugrund Broderen
forgjæves føgle at betjæmpe. Den 28ve Mai veifte Brødrene til Helſingborg, hvor
be toge en førgelig Ufited med hinanden, begge anende, at dette Møde var dere
fidfte, og Hertugen af Auguftenborg vendte tilbage til Kjøbenhavn.
Gfterat Prindjen havde nyt en tarvelig Frokoſt ), ilede han til Quidingehede,
før at fade be der opftillede Mornerſte Hufarer pasfere Revue. Han tog imidlertid
ingen Deel i Commandoen, fom overiodes Negimentets Oberft. Prindfen befandt
fig midt for den venftre Fløi af Regimentet, og Obderfilientenant Holt fun nogle
Stridt bag ham. Prindfen blev af Ordonnantsofficieren underrettet om, at Regi:
mentet flulde gjøre en Uttaque, og han blev anmodet om at fille fig ved en af
Floiene, for at funne overfee Regimentets Gvolutiouer. For ut efterfomme bette Vint
ilede han til den venfire Floi i Gallop; men neppe havde han redet et Par hundrede
Men, før Hatten faldt af ham, fom hans anden Orbonantsofficier, Ritmefter Bar⸗
uetov, opteg og leverede ham. Men efter et fort Nidt begyndte Prindjen at vakte,
og han faldt baglænde af Heften, hvorefter den gallopperede affted uden Rytter, uden
at nogen anden Aarſag funde opdages til Prindfens Fald end Svimmelhed og Mathed,
fom fod ham tabe Ligevægten. Obderftlientenant Holft, der var Prindſen nærmet,
ilebe ham til Hjælp, og flrar efter Flere af Prindfens Suite og af de i Rærheden
værende Dffiierer. Men Prindjen fandtes uden Livstegn liggende paa Myggen.
gra bet nærmefte Huué, Kwidinge Præitegaard , bragtes en Seng, hvori Prindjen
lagdes og bares ind i Hujet, men alle de Midler, fom anvendtes af de tilftedeværende
Loæger, der vare Livlægen Nosfi behjælpelige, vare frugtesløfe. Dodens filkre Tegu
indfandt fig — Prindſen vaagnede ilfe meer til Livet. [28de Mat 1810.]
Der ſtredes derpaa til Ligets Underføgelfe, hvilken dog efter den almindelige
Mening foretoges med en Stjødesløshed, der fiden tjente til en Støtte for em
ftrættelig, ſtjont vift not ugrundet, Mistanke og de meeft nedflaaende Rygter om
Vrindſens Forgiftelfe. „Der fandtes, hedte det, tre til fire Gryn?) faa frore fom
Sandforn" i den Dedes Mave, uden at man havde analpferet disje Beftandbdele,
etfer givet nogen beroligende Oplysning om Udfaldet af Synsforreningen. Kun i
almindelige Udtryk tilffreves Prindjens Død et apoplektiſt Tilfælde. Men til denne
—D-— — — —— — — —
9 [I Ramløja ytrede Prindſen, fom i den ſenere Tid oftere til fine Fortrolige bavde
bentybdet til, at hans Liv ei blev langt, til fin Adjutant orfell : „De mange belym:
ringsfulde Nætter, jeg tilbragte bet fidjte Uar i Norge, har ſikkert grundlagt denne
Sygdom.“ Schinkel V. 170.]
2) Nogle vaaftane bog, at han havde taget em ftært Frokoſt.
3) [Disje, viftnok faare uſtyldige LGryn- pille en ſtor Rolle i denne Obductioushiſtorie,
og omtales af alle Forfattere; men SåHintel:Vergman (V. 225) er deg den nekte,
Udg. Betjembt, fom har fundet, at de vare hvide" (Arjenil altfaa). Ved Godhed af
Livmedicus Dr. Liljemald, Sen af em af Obducenterne, har Udg. havt Auleduing til
at gjennemfæje juntlige Actitykter vedlommende Prindſeus Ded vg Obduction, og de
efterlade det Judtryt, at Obductionen efter Onrftændighederne var forfvarlig og dens
Refnitat ubetinget rigtig, famt at Berzelius's Ubdjætrteljer derved røde em førgelig Vaa:
virtning af ben almindelige Gjæring. Den enette Daddel, fem kunde have nogen
Grund, maatte være, at ber iledes formeget med Obductiomen, hvortil Kongen fendte
væger fra Stodholm, der Fom for feent; men havde Mistanken tiet, om Mesh bavre
ladet Liget forraabue?]
Nygter om Dødsuarfagen. Axel Ferfens Mor». 250
- Søbdmande troede man vaa den Tid ikke at finde tilfrættelig Grund i Prindbfens
- rige Helbredstilfand eller hans Legemobygning, og den før omtalte Svaghed, fom
r vilje Zilfælde havde ledjaget ham fra hans tidlige Ungdom, kjendtes hun af Faa.
Dver be nærmere Omfanbigheder ved Prindfens Dodsmaade blev der ført em Pro:
tulot, og Obductionsforretningen blev med Goureren Ehrenheim affendt til Stodholm.
KLengen led ben afgive til Collegium medicum, hvis Betankning beſtyrkede de ved
tigrte Obduction tilftedeværende Lægers Formening, at Døden var forankdiget ved
ea pinbfetig indiruffen Apopleri. Kongen havde firar ved Efterretningens Modtagelfe
sfjendt Stomedirus Pontin og Profesfor Berzelius for at foretage Odductionen, men
bane var ved bisfes Unfomft allerede foretagen, og disſe berømte Mænds Stjøn,
rnenmeligen det fom gaves af Berzelins, var ike fliket til at hæve den gruelige
Møtanfe ). Juſtitskantsleren fit derfor fongelig Befaltng Kl at anſtille ben ombyas
ptigfe Underſogelſe af alle Omftændigheder, fom kunde give nogen Oplyéning, og
Orfatingen ſelv indeholdt et Bint om, at Rygtet om en Forgifning havde givet
Salebaing til benne fongelige Foranftalming. opdagedes imidfertid Yntet, fom
tnde begrumbde ben rædfomme Zvivl, hvorimod de faktifſe Omfændigheder fyntes at
- bøntnde paa, at Prindſen var død af Slag, hvis Følger vare blevne gjorte dødelige
> den Ryſtelſe af de indre Dele, fom hans Fald af Heften havde foranlediget.
fa af Norges paa den Vid agtede Lager, den ſiden faa ulykkelige Doctor Heiberg
i Dammen, betjendigjorbe under Mde Juni et Udfaft til em Bedømmetfe over denne
- Pituctionsforretning, hvori han flarpt bablede den Skjodesloshed og uvidenflabelige
Slade, bvorpaa den var behandlet, men fandt dog ingen Symptomer ved Dos:
mder, fom hentydede paa Forgiftelfe*).
Gfterretningen om Prindfens Dod, og be dermed forbundne Omftandigheder,
spelte Befiyrtelfe og Sorg hos den foenffe Nation, men ifær blandt Bonde: og
Semclasfen. Jo meer elftet Brindfen havde været, jo bybere Sorgen, jo meer
mende Beviferne paa Deeltagelfe i den indtrufne Ulykke, og deſto ftørre den ærer,
vr Manfedes hans Minde. Da Prindfens Liig fortet fra Skaane til Gtodholm,
iimiede Landsføllet fjern og nær fammen, for at fee de dyrebare Levninger af den
de Prinds, og overalt Mer Ligvognen trutfen af den bedrøvede Moængde — em
Su, der ei var vederfaret noget fongeligt Liig ſiden ben flore Guftav Adolphe Tid.
Imidlertid forenede fig fnart med disſe Yttringer af en dyb Sorg Betragninger
ma Prindfens Deodsmaade, og over de dunkle Bint om den rædfomme Anledning
dertil, fom fandies i den fljødedløfe Behandling af den anftillede Gynsforretning.
Store Ulykker af den Art, ifær naar de ramme udmærkede Perjoner, er den offentlige
Stemme tilbøielig til at tilffrive ufædvanlige og overordentlige Ouftændigheder. Ofte
beiragtes Hoffet fom en Focus for flige Misgjerninger, og en Cabale, endſtjont an-
lagt i em mindre blodig og forbryberff Henfigt, faner under faa uventede og ſorge⸗
bar Begivenheder let Snigmordets Farve. Nogle af Stodholms Blade bidroge til
ut udbrede Taufen om Prindfens HForgiftelje fom Anledning til hans Dev. J et
de meeſt loæfte Blade „Nya Poſten“, fandtes em Fabel, der allegorift fremfillede
— — — — — —
Wetterſtedt beklagede meget den Virkning, fom dette Shjon giorde paa Folket, endſtjent
det indeholdt mere nogle buntie Udtryk end beſtente Hentydninger til nogen ſtrakkelig
Misgjeruing.
1 Gael Bedoamlie endte faaledes: „Til Slutningen flylder jeg Sandheden at tilføle,
at ingen af de betjendigjorte Symptomer, hverken før eller efter H. K. H. Kronprint-
jené rgellge Død, groe Met til at troe, at H. K. 9.6 Liv er forførtet ved Gift,
men ved en faadan Fyrſtes pindfelige Død falber ben almindelige Mening let paa en
flig Formodning, og bet er derfor meget at beklage, at benme ſtal finde em Støtte ved
Mangel paa Rølagtighed ved Obductionsforretningen." [Da ingen bekjendt Gift
frembringer faadaune Symptomer og Dbductlons-Refultater, ſom Prindſeus Dodsmaade
og 2 afgave, har man maattet tage fin Tilflugt til ben eventyrlige aqua tophana,
bvie Fitværelfe not med fuld Sitterhed tan benegtes.]
240 Undet Tidbornm IL. Gextenbe Capiiel.
Vrindſens Hengang ved Gift, og Ferſens Gøfter; Grivinde Piper, fom UiNbladers
flen; derhos henpegebes par Grev Axel Herfen fom Deltager i Ugjemingen. „En
hemmelig Cabale, fammenfpundet paa Samfundets Høtder af Ophavsman»d, fom Vis
forten ifte nævner, og fom lededes af Uvind og Had til den Herfenfle Familie, oprørte
uden Beftemt Plan, men ved udipredte Rygter Folkets Gemytter, og lagde GSyiren
ut et MNefultat, fom visfeligen var blodigere end den lagte Plan). Som Nigé:
marffalf ordnede Grev Axel Ferfen Viigtogets Mobdtagelfe i Stodholm, og Lilgbes
gjængeffens Geremonier, og han vilfte fig ved denne Anledning med den Bomp, fom
foarede til Hans høte Embedeéſtilling og hans flore Formue. Den famme Man»,
fom for faa Maaneder fiden havde under Folkets Jubel ført Carl Wuguft ind I
Stodholm for at hyldes fom Kronprinds, bragte nu hans Liig til be ſpenſte Fyr⸗
ſters Hvilefted. Den 200e Juni fom Vigtoget til Stodholm, og ſtrar ved Jndtræ:
belfen i denne Stad begyndte Pobelens Mishandling af Grev Ferfen. Det havde
Raaet i Herfens Magt at undflye, men han var for frolt til at fye em Gare, fom
han var flg bevidft ike at have føranlebiget. Da imidlertid Mishandlingen forts
fattes, Stene faftedes ind i hans Vogn, fammes Vinduer itufloges, og man fødte
med Stjoppe og Regnſtjcerme efter Greven felv, fprang han paa Nibderholmstorset
af fin Bogn og reddede flg i et Guns ved den franfle Virke, hvor han føgte Skjul
i et lidet Overværelfe. Men den ophidfede Pobel, hvoriblandt flere velktædte Pers
føner, forfulgte ham ind i Øufet og beftormede hans Smuthul. Forgjcves ſtillede
Generaladjutant Silfoerfparre fig ved Grevens Side, forgjaves bad Greven friv må
foldede Hander om Staanfel, i det han paa det hoitideligfte forſikkrede om fin Ufyl
bighed, og fovede berfor at fremføre de gyldigſte Bevifer. Mishandlingen fortfattes,
og da GSilføerfparre med en anden Officer førte den afmægttge og frærkt faarede
Greve ud af Hufet, for over Jorvet at bringe ham I Arreft, i Haab om at tilfeede:
fille Pobelen paa benne Baade, myrdedes han paa bet ynkeligſte med Stad af
Stolte og NReanftjærme, og bet lemliæftede Liig blev, efterat alle Derorationer og
Ktæder vare blevne bortflængte, arufomt mishandlet. Men endnu tilfredsfinede dette
Mord ike den vilde Nøbelffare; den ilede til Grevinde Pipers, Werfens Søftere,
Huus i famme mordifte Henfigt, men hun havde allerede fundet et Alert Tilflugteſted.
Excelleneen Ugglas og flere Stormend foævede illgemaade i øienfynlig Fare. Men
omſider ftandfedes disſe Mabdfelsfrener ved Unvendelfe af VBaabenmagt. Feldtmarſtall
Ktingfpor havde juft den Dag nedlagt fit Embede fom Overftatholber, og Generals
major Stöldebrand var traadt i hans Sted. Denne modige og agtede Mrigsmand
bevirkede fongelig VTitladelfe til at ende disſe Morbfrener ved Vaabenmagt, eſterat
Nogle af Folfet og nogle Soldater vare blevne dræbte og farse. Han holdt en
Tale Å denne Unledning til Borgermilitatret par Børfen, og hans Unfeelje bidrog
meget til at bringe Molighed igjen tilveie. Kun enkelte af Forbryderne overgik imide
fertib en exemplariſt Straf; Nogle blandt dem, fom mistænktes for at have værd
meeft virffomme Deltagere i Mordet, bleve arrefterede; felv Silfverſparre truedes
med Sagsanlæg, forbi han paa den Dag ikke havde truffet nokſom Maftige Foran⸗
ftaltninger til at fremme Ulmeenfifferheden; der udſattes frore Præmier for Opdagelfen
af Ophavsmændene til bette blodige Oprer; men, enten nu alle disfe Foranfaltnins
ger lededes med Lunkenhed og Staanfomhed for den offentlige Mening, eller og de
mangfoldige Deeltageres borgerlige Stilling et gjorbe den høiefte Strenghed tilraade⸗
lig, — Refultatet af disfe Underføgelfer foarede ikke til den udøvede Udnad. Kun
tvende af de frafværdigfte Oprorsſtiftere, ſom bleve overbevifte om at have beeltaget
i benne Udaad, Stuefpilleren Lambert og Guldfmeden Hellborn, ſtraffedes med Feng⸗
fel paa Livstid. Roligheden tilvetebragtes igjen, og Mordfrenen glemtes.
=> mtp
) Dame Mening om blin ulytfellge Kataſtrophe er bleven Forfatteren umivvefbart met:
deelt af ren ai Sveriges meeſt bekjendte Mand, og ban har el betenkt fig paa at
gjøre ben n.
Betragtninger over Carl Auguſts Død. 94
Saaledes faldt en af Sveriges meeſt agtede og meeſt formuende Gtormænd for
Sorderkaand, uden at fan i mindfe Maade fan anſees fyldig i den Ugjerning,
for ban opofredes!). Ferſen befandt fa, i den fidfte Deel af fin Levetid, i en
flommen pesitift Nolighed, og havde ingen Deel taget i den fidfte Trenforandring
i Sverige. J den franfte Revolution havde han, fom en ægte Midbersmand, ſtillet
Øg ved den Fongelige Families Side, i hvillen Mygtet fagde han havde nyttet
erlige Jorbindefer, og havde med Vivsfare for fin Perfon føgt at befordre den
fengelige Famities Flugt og Frelfe. Han agtedes hoit af den affatte Konge, og var
d tam befordret til en af Rigets høiefte Embedspoſter, men uden politiff Betydning
og Indvtrintug paa det ſtore Statsvært. Han ſtod i flor Unfeelfe baade for fine
svorted og indvortes Egenſtaber. Han va: perfonligen elflværdig, og viifte fig vel
gjørende og tjenftagtig med fine Medmenneffer, enbffjønt han med Stolthed holdt
ses fine udvortes Fortrin fom Adelsmand. Han var i Sandhed for frolt til at
leſedie fit Navn med Giftblandinger, og denne Beftyldning er aldrig bleven troet af
meen foenf! Mand, der kjendte Ferfen og Forholdene paa den Tid. Der var Ryg⸗
wi Omlob om, at Ferfen itte Hørte til Prindfens Benner, at han fom ceremoniel
$efarand finndem havde at ubfætte paa Prindfens fimple Bæfen%”, og at Prindfen
ft ban tnden fine Grændfer ved en alvorlig Tilbageviisning; men Prindfens Sim-
vifjed var paa rette ted forbunden med høt VBærdighed, og mellem Mond, der
huge fjendte bennes ſande Bæfen, hunde neppe forargerlige Scener have fundet Sted.
- Dunlle Nygter om disſe Scener, hvis Urt fædvanligen ikke formildes i Folkemunde,
”s fom ubbredtes ved hiin ovenfor berørte Kabale, faavelfom den Pragt, bvilten
fnien lagde for Dagen under Liigvrocesfionen fom en Folge af fin Stilling fom
eat Geremonimefter, og ftgefom haanede Folkets Sorg, var rimeligviis den førfte
Lerſeg til Forbittrelfe mod ham, ber under Gemytternes indbyrdes Ophidſen fleg til
det hoieſte Raſeri. Ufjendelfen af Stodholms berømtefte Chemiker for at anftille et
Stzen over Dødens Uri maa og anfees fom en af Uarfagerne til HFerfens Mord.
Ti Rygtet om Horgiftelfem underlagdes beri udtryfkeligen fom Uarfag til Affendelfen,
"mg derved bragtes Pobelen, den høtere og den lavere, paa ulykkeligen vildledende
| Sr. Da Mordet var keganet, vare vel alle offentlige Tidender, endog be fom
2 flammelige Allegorier havde ophidfet Folkets Gemytter, enige i at frikjende Ferfen
før ben gruſomme Auklage, men Mordet felv betragtedes fom et Sonoffer paa Prind⸗
ft Grav for den blotte Mulighed af den mistænkte Udaab.: Det anfaaes fom et
benbart Beviis, der fagbes for hele Berben, paa den Uffy, hvormed Forbrydelſen
behaudledes af den ſvenſte Nation, og fom naredes ved den ſtjodesloſe Maade, hvor⸗
pan Underſogelſen om Aarſagen til Prindſens Død var anſtillet. Lægernes Udſagn,
Sets dunke Horflaring, Kongens Foranftaltninger — Alt forenede fig for at ops
neffe mm gruelig Mistante, fom i Pøbelens Haand blev en frraffende Nemeſis for en
Seøde, der ei var begaaet. Ferſens Søfter, Grevinde Sophie Piper, en livlig og
met Dame, var ogfaa indflettet i denne Unflage, men efter fagkyndige Moænds
Dem ligefaa uffyldig fom Broderen. Hun fremfrillede Vin Uftyldighed i et, i et
verbigt Sprog forfattet, Bred til Kongen, og i de Forhør, fom efter hendes Fors
augende bleve optagne, opdagedes Intet, fom henpegede paa hendes eller hendes
eders Deellagelſe i den Misgjerning, bvorfor be anflagedes*). |
— —— — — dm — — —
) «Den ulyftelige Ferfen», figer hiin foromtalte Hiemmelsmand, „var ligefaa lidet deel⸗
agtig i noget Attentat mod Prindſens Liv fom jeg, og aldrig er et uſtyldigere Offer
falbet for Avind, Partiaand, Had, med mere Sligt, end Herjen.
J Norge var paa den Tid en Unefdote I Omlød, at Prindjen en Gang havde bullet fig
for at tage et Torklede op, fom var falbet fra en Dame, og at nogle Ord vare veglede
mellem Ferſen og Prindſen om bet Upasfende hert fra Prindfens Side og det Uſomme⸗
lige fra Ferſens. [Denne Aneldote gjælder viſtuok ogſaa Fabian, ilke Axel Ferfen.]
3) Rugtet har Itilet disje Untlager mod andre Perjoner, men Hiftorien maa anjer det
under fin Vardighed at gjendrive grundiøfe Beilylbninger. [Ifr. S. 243. Anm.]
Aaus Erindringer. 16
I
⸗
949 Andet Tibsrum II. Sextemde Gapitel.
Hiftorien har overhovedet ingen Grund til at fremſtille Prindfens Ded fom en
Følge af Forgiftelfe, ligefom ber, fom ovenfor fortalt, heller ille findes Spor til,
at nogen Kabale er bleven lagt for at bevirke em Forandring i det fete Tronfølger-
valg til Bedfte for den affatte Kongefamilte, om der endog gaves nogle ſaakaldte
Segitimifter, der fulfede over bens Bortgang. Ikke heller fan man finde Grund til
en faadan Ubaad i Ha» eller Ringeagt mod Prindfen felv. Derfom enkelte foenfle
Familier fandt fig fluffede i Prindfens Perfon, enten forbi Haabet om den flanvdi-
naviffe Halvøes Forening tgjennem ham ikke git i Opfyldelfe, eller fordi man maaflee
fandt hans Talenter mindre eminente end man havde ventet, fordi de faldt mindre i
Øinene, faa gave disſe Betragininger iffe Stof til et faa affyeligt Suigmord.
Gfterretningen om hans Død gjorde et faa ftærtt Indtryk pan Kong Cart den XILITe,
at bet fvage Legeme var nær ved at bukle under, og Sveriges bedfte Mænd anfaa
et ftort Haab at gaae tilgrunde i Prindjens Perfon. Hans Egenſtaber maatte fiyrfe
denne almindelige Høtagtelfe. Hans FTarvelighed, og en i hans høie Stilling uſced⸗
vanlig Forfynlighed med Statens Midler, Ringeagt for den tomme Pragt, og høt
Agtelſe for Menneffets vætjentlige Fortrin, i hvilken Stand de fandtes, lovede i ham
en Fyrfte, fom vasfede til vort Norden, hvis Former ere fimple men traftfulde.
Derhos befad han en Vardighed og Unftand i fit Vaſen, em Lethed i at udtrykte
fig i en pasfende Form, fom bHeundredes endog i em Kreds af Mænd, fom have
Ord for at have i em høt Grad tilegnet fig disſe Egenſtaber )y. „Han var — for
at benytte en førher nævnt fvenit Hedersmands Ndtryt — en Urtyp af hvad Stans
dinavien behøvede for at fremme fin Styrke, fit Velvære, fin Belftand og Lytfalighed.-
Gr det at undres over, at Prindé Carl Auguſts Grav vædedes med de bedfte forenkle
Moænds bittre Taarer?
Der var heller Jugen iblandt de Mænd, fom vare Prindfen meet oprigtigen
hengivne, og nærmeft omgave hans Perfon, der nærede Mistanfe om at Gift havde
endt hans Dage. Bi funne iffe nære mindfte Tvivl om Oberftlieutenant Holſts Hen-
givenhed for Prindfen, grundet paa en ubegrændfet Høiagtelfe, en daglig Omgangs-
fortrolighed, og tufindfold Beviſer paa Prindfems Godhed for benne fin mangenarige
og Daglige Omgangsven, ligefaaltdet om der fan tvivles om at hans Sorg over
Prindſens pludfelige Dod var dyb og oprigtig. Men aldrig er en Httring fommen
over hans Læber, fom havde den fjernefte Hentydning til Mistanfen om et lumflt
Mord gjennem GForgiftelje. Fvertimod erklærede han fig hoit mod denne opdigtede
Warfag til Prindfens Død, bhvillen han tilffrev hans ved en forandret Levemaade
foæftede Gonfritution, og en pludfelig Sygdoms Symptomer, udledet af venne Svælks
felfe, hvis Mod han allerede medbragte fra Norge fom em Følge af Strabadfer under
Krigen og Ungdomsuforfigtighed under Jagtlivet. Holft gav derpaa det meet aaben⸗
bare Beviis, da han forblev i Sverige og der modtog Embedsfilling, hvilket han
visjeligen ikke havde gjort, derfom han havde betragtet Prindfens Død fom en Følge
af en fnigmordiff Forbrydelfe. J Norge blev imidlertid dengang hans Beſluming at
forblive i Sverige miskjendt, eller i det mindfte dadlet; thi bet dunkle Rygte om
Prindjens Forgiftelfe, fom var i Omløb i Sverige, udbredte fig endnu meer i Norge,
og man vidfte, at Holfté Stilling i Armeen var ham i hans Fæbdreland forbeholdt 2).
Men Enhver, fom fjendte Holt, vil visfeligen frifindbe ham for den Ligegyldighed,
at han af egennyttige og ærgjerrige Grunde havde opoffret fine Følelfer for Prindfen,
naar han havde havt UAnelfe om hans Dod ved en forbryderſt Udaad 3).
Bi have ovenfor derpaa anført Exempel.
2) Prinda Hrederil af Qesjen, fom tilfældigviis var i Horfalterens Hund, mogle Dage
efterat Sorgebudſtabet om Prindfens Død var kommet til Norge, erklærede vin Glæde
over, at Holts Tilbagefomit til Fædrelandet var ham fettet derved, at hans Rummer
i Armeen her flod ham aabent.
5) J Sverige er bleyen anført fom et Devil paa Agtelfe for Prindſens Minde, at ber
Petragtuinger over Garl Auguſts Død. 943
Prindjens Kammertjener Juul vilde iffe forblive i Sverige, men ilede vnr
er Prindfens Død tilbage til Auguftenborg. Der fattedes iffe paa liberale Tilbud
ma det frenffe Hofs Eide for at holde ham tilbage; thi det vilde hædre Prindfeng
| Made ved at berede em ham faa dyrebar Tjener en forgfri Fremtid og lykkelige
Alderdomsdage. Juuls Bedrøvelfe havde en dyb Rod; han havde været om Prind⸗
fan fra hans hdligfte Ungdom, og ledſaget ham paa hans ubenlandjte Reifer, og
mber den ofterrigife og norff: Krig. Naar Juul talede om Prindfen, frede bet
febje i hoi Begeiftring; han var undtommelig i hans Roes, og bet var aabenbart,
åt Det var meer Kjærlighed til Prindfen end Haabet om de Korbele, fom han i hans
djenefte funde vente fig, der bandt ham til Sammes Perfon. Da nu Prindfen var
ted, vilde Juul tiffe forblive et Oieblik længer i Sverige, end der behøvedes for at
je de dyrebare Levninger ben fidfte Yrbødighed, og at ordne fine FTjenefteanliggen-
tr. Denne bans hurtige Ufreife fra Stokholm og Ufflag af de gjorte Tilbud har
giret Anledning til ben Formoduing, at Juul nærede Mistanfe om Prindfens For:
ziftelſe, og ſtyede et Lund, hvor han troede Brindfens Dage ved Udaad forførtede.
Men til en faadan Formodning gives iffe mindſte Grund. Juul, der overhovedet
nr taus og forfigtig i fine Udladelfer, har aldrig faalænge han levebe paa Augu⸗
senberg yttret noget GSaadant, og talede overhovedet meget idet om Prindfens Op⸗
bold i Norge og Sverige. Hans Enke, fom endnu levede 1843, har forfilkret, at
ba itte blandt hans Paptrer findes bet Mindfte herom, og at hun ikke har hørt et
Er af hans Mund, fom hentyder til en faadan Mistanke. Han levede paa Augu⸗
traberg efter fin Tilbagefomft fra Sverige, penfioneret af Prindſens Efterladenſtab, faus
veifom af det fvenite Hof, og døde 1834. Forfatteren har ogfaa Aarfag til at troe,
al ifte helfer Prindfens Familie paa Uuquftenborg fæftede nogen Tro til dette Rygte,
men betragiede hans Død fom en Følge af en Sygelighet, fom han i fin Ungdom
ve Uforfigtighed, i en modnere Alder ved Strabadſer havde paadraget fig, og hvor:
til kom en tilfeldig Sygdoms Symptomer).
J Norge udbredte Efterretningen om Prindſens plubdfelige Død den oprigtigfte
Deeltagelfe og den dybefte Sorg. Mindet om hvad Nationen ſtyldte den Hedenfarne
miireded, og bet fyntes fom han i Dødens Blund var gjengiven det norffe Folk,
og bane forte Ophoielſesdage vare udſlettede hans Live Hiſtorie. Rygtet om den
sfomme Maade, hvorpaa Vrindfen frulde være fommen af Dage, fom tilligemed
Dedsbudſtabet, og den førre Deel af vore Landamænd lagde faa meget villigere Øre
Kl dette Rygte, fom man emdnu i de Dage intet Godt ventede fra Sverige, og fom
man harde hørt megen Tale om dette Hofs Intriguer, Prindfens fygelige Tilftand
ng nedtrykte Sindsftemning under hans Ophold i Sverige. I Norge var fun een
blev tifftanet Holſt en betydelig Penfion efter Prindjens Død. Horfatteren kjender itte
bisje Forhold, men Holits Levemaade bar ingen Gymptomer af en glimrende Stiliug.
Prindjens Privarfecretair i Sverige, Kullberg, fenere Biſtop i Galmar, har ogſaa
ertlæret fig overbeviijt om, at Prindſen ei døde af Gift. |
) Disje Meddeletjer om Juul har Forratteren fra Auguſtenborg felv. [I det vi afflutte
Beretningen om disſe løje Rygter om Giftmord, maa vi endun uævne et Rygte, fom
f. maaffe itfe har hørt, men fom ei befler manglede Udbredelſe, ijær I Sverige,
jent, eller maaffe fordi, det var det uſandſynligſte. Man har fagt, at Prindſen flulde
være forgiftet paa dauſt Nuitiftelje, da ben dauſte Regjering frygtede for Norges Tab,
naar han blev Sveriges Konge. Hand Balg til Kronprinde var viltuok, netop par
rund af denne fra Regjeringeng Standpunft neppe ubeføiede Frygt, famme bøift
ubehageligt, men ſaavel Kong Frederit VItes fom hand Naadgiveres Gharafteer hæve
dem over enhver Mistaute for at have anvendt flige Midler. I €E Å Ridderſtads
Römdt år icke glömdt IV. 48 er trykt et Brev fra Armfelt af 2 October 1810,
bveri han å Anledning af Prindiens Død føriver: «En propos jag sf President
Kaur (Kaa6) hört i Svinesund den 25 Augusti 1809, då han var litet be-
dmøken, gjorde att Jag satt på dansk råkning denna vår olveka." Her far
man vel Rygiete Kilde]
16*
244 Andet Tibbrum IL. Syttende Capitel.
Stemme med Henfyn til Prindbfen; Folkets Kjærtighed og Høiagtelfe for ham var
ubeelt, hane Gærd i Landet var uden Daddel, og han havde tilfredsfilet Alle.
Gfterretningen om hans Død tilligemed Rygtet om de Omjtændigheder, fom ledſagede
famme, nedfæntte derfor bet ganſte Land ligeſom i en dyb og almindelig Familieforg.
Det var under disfe Omftændigheder naturligt, at der fæftedes i Norge mere Lid til
Rygtet om Prindfené unaturlige og voldſomme Bortryktelfe, end det fortjente. Almin⸗
detigen beklagedes, at han havde forfadt et Land, fom bar ham i udelt Kjærlighed
og Troftab i fit Hjerte, for at modtage en opbøtet Stilling, i bhvilfen han fjeldent
fandt fig tilfreds, og bvori Dødens Bæger formeentes ham raft af forbryderite Hans
der. Danſte og wnorffe Digtere forenede fig for at forberlige hans Minde, men tjær
tiltalte følgende Linter af Nabbet det norfte Folt:
„For ham tre Nationers Taarer rinde,
Hans Fødfel brammer Danneriget af,
Grøjendtligt Norge bar hans Seiersminde,
Ham GSverig bød en Krone, gav en Grav.
For bine leved han, for dette er han død,
Hvis Graad mon flolteft, hvis retfærdigt flod?“
Denne Begivenhed bortfjernede end mere Tanfen om en politiſt Forbindelfe mel
fem ben ſtandinaviſte Halvø, fom nyligen mangefidig i Sverige var bleen bragt
paa Båne. Den betragtedes nu i Norge med en faft forøget Modbydelighed. En⸗
hver Grund bil Foreningen med Sverige, hentet fra Landets ubvortes Farer elfer
indvorteg Næringsforvirring, var bortfjernet formedelft den nyopratte Virkſomhed
og vore FTræprodukterd fordeclagtige Afgang til England. Prinds Chriftians Perfon,
elffet og agtet af Alle, var bet enefte Led i denne Forbindelfestjæde, og ved hans
Død opløftes det fidfte fvrage Element. Efter Prindfens Dod var intet Syor i
Norge af Ønffet om Norges Forening med Sverige at fipde.
Syttende Capitel.
Prindfen af Pontecorvo bliver KRronprinds i Hverige.
J Sverige var Regjeringen imidlertid betenkt paa et nyt Valg til Tronfolger 1).
Den udløvede Bræmie for Opdagelfen af Ferfens Morder, faavelfom den anftillebe
Underføgelfe om Aarſagen til Prindfens Død, havde ikke ledet til noget Nefultat,
og af ovennævnte Grunde fyntes det, fom Regjeringen ifte vilde trænge dbybere ind i
disſe Unberføgelfer. Under 28de Juni blev bet bekjendtgjort, at en overordentlig
Rigsdag frulde aabnes i Ørebro, hvis fornemfte Henfigt var at tage et nyt Tron⸗
følgervalg under Dverveielfe. Det fædvanlige Rigsdagsfæde, Stodholm, fandtes nu
ille pasfende, fordi Urofighederne i Everige endnu maatte aveg med en fror Krigss
magt, og Det var at befrygte, at Gjæringen under en Migsdags GSammentaldelfe i
1) [Hermed fan jævnføres Megeners udførlige Bremnilling af Forhandlin erne om Tron⸗
følger-Balget i Actm. Bidr. til Danm. Hitt I C. G. Malmſtroms Be:
markninger berved i Bergſtedts Tidſtrift 1851 S. 170 7 * —S Ber mand Minnen
V. 172—279; Droyjen u. Sammers Aetenn, Geididt S. 34 g Paludan⸗
Millers Bidrag til em Kritil over famme S. 15 f; C. U. tblerirreg 1809 och
1810. III. 131—160.)
Kroncanbdidater i Danmart og Tydflland. 945
Hevedſtaden et vilde ophøre. De YFlefte nævnede Hertugen af Uuguftenborg, den af:
døde Kronprindbö"8 Broder, Andre Kongen af Danmart, Andre Prindfen af Olden-
barg, ben rusfiffe Keiſers Svoger, og Prindjen af Danmarf, Chriſtian Frederiks,
San blev ved Denne Leilighed ogfaa nævnet. Jmidlertid fynes Etemningen i Be:
spndeljen at bave fæftet fig paa Hertugen af Uuguftenborg, og Holft til den Ende
at ære afſendt til Muguftenborg. Reiſen fede faa hurtig, at Holt ikke engang bee
| mete Kjebenhavn. Det famme Parti, fom havde arbeidet for Ghriftian Auguſts
- Salg, arbeidede nu ogfaa for hans Broder, og i Spidſen for dette ſtod Adlerfparre
|
|
|
sy Platen, hos hvem vel endnu den gamle Idee om den ſtandinaviſte Halvøes For⸗
bindelfe raadede. J en Skrivelſe til Kongen fra en unævnt Maadgiver!) anbes
faledes meget Dette Valg, og deri lægges for Bægt paa „den norffe Nations levende
Henatvenhed” for den afdøde Prinds, ber rimeligvits vilde gaae over paa Bro:
vn. Bed Hertugené Nærværelfe i Ramloſa havde han vundet de Tilftedeværens
des almindelige Nndeft ved fine Kundftaber, fit fimple og forefommende Vaſen, lige
fan han å det Udvorted iffe var Brindfen ulig. I Danmark trøede man, at Her-
tager, ber var betjendt fom Videnffabsmand, nødigen forlod fin philofophifte Rolig
bed for at indtræde i en Stilling, fom havde givet hans Broder liden Glæde, og
bort han havde fundet en tidlig Grav. Det hedte derhos, at Hertugens Gemalinde
tilraadede at afjlaae en Krone, fom hun troede burde fætteg paa hendes Broders, Fre⸗
deril den VI! Hoved. J Sverige paaftod man, at Hertugen ilte viiſte fig utilbøie-
kg øl at modtage Valget, men gjorde den ſamme Betingelfe, fom Hans afdøde Bro-
der under fignende Omftændigheder havde gjort, nemlig at Valget ffulde have Kongen
df Danmarté Bifald. Underhandlingernes Beſtaffenhed or lidet bekjendt, og de lededes
dm Mand, fom brugte den ftørfte Hortigtighed i fine Udladelfer, og Hemmelighedd-
falbbed i Udforelſen af det ham betroede YUGrende. Da Holft imidlertid fom tilbage
tl Stodholm, var Tonen der aldeles forandret, og det hedte nu, at Henfigten af
Heis Neife fun havde været at ordne den afdøde Prinds's private Familieanliggen-
kr. Balget fynes heller itte at have været efter Kongen af Danmarts Sind, fom
fe havde den Plan at lægge denne Krone til fin egen”). Bt ville ikke her ind»
lade og i at bedomme, hvorvidt biin lærde, retfindige og med mange elflværdige
Ganifaber begavede Fyrſte befad ben Charakteerfaſthed, det Overblit over Statsan⸗
- Hagender, og overhovedet ben Evne til at ſtyre et Rige, fom kunde erftatte Sverige
dabet af hans uforglemmelige Broder; men Hertugené egen Betænteligheb ved at
mdlage Valget, Kongen af Danmarks Modftand og nye VBalgplaner, udkuftede af
Sreriges formaaende Mænd, gjorde det let at forftyrre dette Balg3).
N Se G. Adlefparres Handlingar IX. 1 4. [Dm Hertugen af Ungujtenborgs Balg
a i Bilag No. 59 leveret ben Auguſtenborgſke Fremitilling af Sagens Gang, famt i
Bilag No. 60 et Brev fra Krog:Meyer til Lndv. St. Blarou.]
) Der var endog Tale om at Frederif den VIte bavde i Sinde at forhindre Hertugens
Ufreife, og til ben Ende havde fendt et fille Krigsfartoi til Auguſtenborg, og at den
commanberende Officeer paa famme erklærede Hertugen, da han vilde gjøre en Meife
til fit 3 Mile fra Auguſtenborg liggende Sommerflor Gravenftein, at han havde Ordre
nl at bindre Hertugens Urreije. Denne Adfard |Fal have krenket Hertugen meget.
[Det er vilt, at der fendteg nogle Kanonbaade til Alsſund, for at pusje paa Hertu-
gen; Puaftuddet for dette ufædvanlige Sfridt var at førge for hand GSitferhed, da
Rugtet gik, at man wilde bortføre ham til Sverige; fe Wegener, Uctm. Bidrag I. 152.
Søiern, Hift. Studier I. 322. Hermgen føgte paa Grund herat fin Uffted af danf!
Tjeneſte, og traf fig tilbage fra alle Forretninger. Han døde 1814 uden at have feet
fin fongelige Dvoger Åden denne Begiveuhed.] I Bilag 58 a. hndes nogle Yttringer
em Hertugen af Uuguitenborgs Valg, fom fynes at være af Adleriparre.
% I Sverige vile man vide, at Grev edel, gjennem fin Ben Grev Platen, havde
fraraadet at væfge Hertugen — i Rorge vidite man Intet derom. [Schinkel (Minnen
V. 261 fa. jfr. VI. 101.) beretter og bette. Bed et Møde mellem Platen og Wedel
ved Lilla⸗Edet i Bohnslehn midt I Juli 1810 flal denne have fraraadet Hertugens
Balg, og meent, at Pontecorvos ikke vilde (fade Stemningen i Norge.)
246 Andet Tidsrum II. Syttende Capitel.
Det er ligeledes vitt, baade at Kongen af Danmark felv beftræbte fig for at
forene be ffandinaviffe Niger, og at han havde et ikke ubetybeligt Parti for fig paa
Rigsdagen. Til den Ende havde Frederik den VI'* udfendt en Agent Hl Sverige,
og udftyret ham med Midler til at vinde Stemmer, men Wrendet var neppe Å De
rette Hænder, og Sagen havde ingen Fremgang, uagtet den underftøttedeg af betyd⸗
ningsfulde Mænd t Sverige"). Fornemmeligen frrandede dette Valg paa National:
fordomme, der ligefon fra Barnbommen af vare indpodede i Gemptterne. Ferſt i
den fenere Vid have de tre nordiffe Nationer lært at overvinde disfe Fordomme, og
at betragte hverandre fom Grene af cen Stamme, der ere forenede ved fælles Sprog,
Sader og Gharakteer. En politifl Forening mellem de tre Niger, med hvor mange
Banfteligheder den end vilde være forbunden, og hvor idet onffelig den i flere Hen:
feender vilde være, vilde under faa gunftig cn Anledning, fom den vi her have at
fremfille, iffe møde den Mobftand nu fom dengang; thi vift er det, at Fanen om
Sveriges Forbindbelfe med Danmark under eet GScepter fandt paa den Tid ligefaa
liden Sympathi 1 ſpenſt Mands Barm i Almindelighet, fom Norges Forening med
Sverige i Nordmandens. Et faadant Valg vilde og uden Tvivl have været forbundet
med fore, faft uovervindelige Banffeligheder. Den fouveraine danfte Konge havde
neppe Beqvemmet fig til at paalægge fig de Baand, hvormed Sveriges Grundlov
indſtrenkede ben erefutive Magt. Ut regjere tvende Miger under forfrjellige Forfat⸗
ningsformer og med forfljellig Magtautoritet vilde neppe tættes ben uindfrræntede
Monark, ligefaalidt fom ben danffe Statsftyrelfe paa denne Tid monne havt Viisdom
til at løfe en faa vanffelig Opgave. Itte heller funde Frederik den VI tiltræde
fin Stilling i Sverige ſom Kronprinds, medens han var Konge i Danmarf. Carl
ben XIII havde da enten maattet nedlægge en Krone, fom nyligen var ham givet
af Folkets cenftemmige Billie, og fom han vel ei var villig til at overgive i andre
Hander, eller og vare begge Fyrſter fomne i en underlig Stilling til hinanden.
Foreningens Elementer vare faaledes endnu alt for flridende og tilbageftødende, og
ogſaa denne Plan, fom ingen dytt Rod havde, var fet at fuldfafte. Valget af
Prindfen af Oldenburg, eller af Ghrifttan Frederik, hvor meget det fidfte Valg end
t mange Henfeender maatte have for fig, ſynes et alvorligen at være Fommet paa
Bane pna Rigsdagen, ligefom hint føromtalte par cm norſt Hævdersmand*), fom
ubeſtemt og ubtalt af enfelte Stemmer, neppe fan faac Plads i Hiftorien.
Imidlertid fil Valgplanen i Sverige pludfeligen en uventet Retning, og det gl!
her fom faa ofte i Berdens Hiftorie, at ftore Begivenheder fremledes af ubetydelige
— — —-
) Det er, og det viſt nok med Grund, bleven paaſtaaet, at Kongen af Danmarks Ve:
itræbelfer underftøttedes ar et Par behybningsfulde Svenfte, hvilte fom Deeftagere i
Guftav den IIIdies Mord vare flygtede til Danmark og un vpholdt fig i Kjøbenhavn.
Men de Betingeljer, fom Hines betydningsfulde Venner gjørde Kongen af Daumarl,
forkaſtedes efterhaanben, hvorved deres Interesſe for Balget lnuknedes, og ingen Tale
videre blev derom. [SÅiern, Hiſt. Studier I. 323 ff. omtaler de mange anonyme
Ainveftrifter, fom i denne Sommer udfom i Danmark for at fremme Frederif VIL.
Balg, og beretter, at den anſeede Profesſor Mund af Roſenſchold fra Lund blev af
ben danſte Regjering indbuden til Kjøbenhavn, hvor han havde gamle Forbindeljer,
ijær med ben landsforvifte Ehrenſvärd (Güllembourg), men at det tog faa fang Tid,
førend Frederit VI. blev enig med Roſenſchold om de Fonititutisnelle Biltaar for
Valget, at Sagen var afgjort i Ørebro, førend ben danſte Miniſter I Stodholm
kunde begynbde at virke; jfr. Schinkel-Bergman V. 268 f.
3 [Øre Herman Wedel⸗Jarlsberg. Såinlel:VBergman (Minnen V. 262) anfører det
hun fom et Rygte, at Platen og Wetterftedt en Tid alvorligt tæntte paa at foreflaae
Wedel til foenit Tronfølger, men ifølge Platens egne Meddelelfer var han paa Ørehre
Rigsbag en af Bernadottes ivrigſte Talsmænd, og bar ſaaledes opgivet hilm Tanke,
forend Valgdagen fom. — Angagende Prinds Chriſtian Frederiks Valg oplyſer Schin⸗
fel (V. 188), at hans Talsmænd vare Adlercreutz, Brødrene Lovenhjelm, ſamt Lager:
bring og Qåfansfon, og at be fom Vilkaar opftillede, at Prindfen famtidig med Valget
til Kronprinds Mulde af Kong Frederik ubraabes til Konge i Korg. Paa
benne Maade flulde da Norges og Sveriges Forening fiftres.]
Ørnnde for Prindjen af Pontecorvos Valg. 947
Varfager. For vor Hiftorie ere disſe Forhold faa meget vigtigere, fom derved lagdes
Guundveden til en flor Forandring i Norges politiffe Stilling, uden at der fra
dettes Side gjordes minde Skridt til at forberede, langt mindre fuldbyrde den.
Den førfte Tanke hos dem, der ledede Tronfølgervalget Å Everige, var at vinde den
tere og feierrige Helts Viftand, fom bengang med filter Haand fiyrede Europas
gaitlande Politit. Kong Carl den XII og de Moænd, der frode ved hans Side,
troede dengang, at Hertugen af Auguftenborgö Balg burde foretrakles ethvert andet,
sg det blev magtpaaliggende bertil at erholde Napoleons Bifald. Til fom Coureer
at mabringe disje Meddelelfer, tilligemed de for ben ſvenſte Minifter i Paris fornødne
iturer, valgtes en ung Mand, Baron Morner. Valget af denne Mand, der blev
ſaa afgjerende i Øenfeende til Tronfølgervalget, flede meer efter et Tilfelde, for at
riſe en foenff Statsmand, ber da var i Fremftigende, en Opmarkſomhed, end fordi
anden dertil havde fornøden Dygtighed og diplomatiffe Egenſtaber. Wetterſtedts
Eroger, Baron Morner, ſtildres af Sveriges opinfte og indflydelfesrige Mænd fom
«em Etourdi⸗, og det viifte fig, at han langt overfkred fit Wrendes Grændfer, fom
hm var at overlevere fine Depefdjer, men ei indlade fig å Gagen. I Stedet derfor
abnede fan Underhandlinger med Prinds Pontecorvo felv. Hvorledes bdisfe indle⸗
bes af en betydningsfuld fvenft Mand, og hvorlunde Mørners egenmoægtige Skridt
minget af Sveriges formaaende Moan», fees af Minifter Engeſtroms Hortlaring
dererert)y. Denne Bending i Balgfagen fatte imidlertid de ſvenſte Miniftre i Begyn-
delſen i ſtor Forlegenhed formedelft de afgjørende Etridt, hvormed man havde nærmet
ka dertugen af Anguftenborg, og de Grunde, fom fremdeles talte for dette Balg.
Dm gamle Konge fynes at være Heven let overtalt til at forandre fine Anſtuelſer,
ng give den franffe Prinds fin Stemme; men Kongens Raadgivere fandt det betæn-
teligt, og ilke overeensftemmende med Kongens Vaærdighed, at træde tilbage, efterat
ſaa alvorlige Skridt vare gjorte. Forflaget var dog ledfaget med faadanne tilfyne
ledende offictelle Tilbud, hvis Fordeclagtighed maatte opvætfe Miniftrenes Ormært:
ſenhed. Talen var desuden her om en Prinds, fom ved fin Gharafteer, fine Talenter
og frigerffe Daad havde erhvervet fig et fort Navn i Europa, og vundet de Rationers
Aatelje og Kjærlighed, med hvilte han havde ſtaaet endog i fiendtlig Berørelfe 5.
Deergangen til bette nhe Balg lettedes derhos deeits ved Hertugen af Auguſtenborgs
egne Betænteligheder ved at modtage Valget, og den banfte Konges Modftand mod
lamme, deels ved de Skridt, fom foretoges par Migsdagen. Ult bidrog til at
fraæe den foenffe Raton for det nye Balg.
Rigedagen i Ørebro var fammentaldt, og indgav 13de Unguft en Adresſe,
beeri den bevidnede Kongen fin Deeltagelfe i hans og Landets Cory over Kron
nndjens Dod, og takkede for Migsdagens Sammenfaldelfe. I fit Svar talfede
Kongen for det Beviis, Stænderne gave ham paa deres DVeeltagelje, og glædede fig
ser at finde deres Tænfemaade i Henfeende til Mødvendigheden af at fammentalde
a Rigsdag overeensftemmende med fin egen. Derefter fired Rigsdagen til Dagens
Dröen. Men neppe vare Forhandlingerne om denne vigtige Gjenftand begyndte, før
Coureren Fourniers Anfomft fra Paris gav Sporgsmaalet en ny og uventet Retning.
Ned et i Upfala-Tidenden indrytfet Brev fulgte et Portræt af Prinds Bernadotte
fit, hans Søn og Gemalinde. Denne UArtitel indeholdt tillige et uſikkert Rygte
sm, at benne Prinds, i Tilfælde Valget frulde falde paa Ham, vilde nedlægge Å den
— —
1) See Bilag 58 b. Skjont dette Dokument ikke er officielt, og der ſaaledes ikke haves
Sikkerhed for Rigtigheden af dets hele Indhold, faa har Forfatteren troet at burde
optage bet, ba det — uimodfagt — er antaget font flrever I hiin Tid og af Sveriges
baværeude Ubdenrigsminiiter, ”% berfor maa have Juteresje.
) [Mlerede ved em foreganende Reilighed havde Prindſen af Pontecorvo ſtrabt at blive
regjerende Fyrfte, idet han, ifølge Langs Memoiren, i 1806 fendte en Befuldmagtiget
til Kürnberg, for at blive valgt til Fyrite af Aupach under franft! Overheihed. Se
Schierns Studier I. 327.]
248 or Andet Tidsrum II. Syttende Capitel.
ſvenſte Bant 8 Millioner Franter af egne Midler, og tilbagekjøde de fvenfle Domainer
i Pommern, fom Napoleon havde fljæntet fine Generaler, og fom ved Fredsflumingen
imellem Jrankrige og Sverige vare disfe forbeholdne. Belsbet af disje Godjer føre
meentes at udgjøre 3 Millioner ſvenſte Banfodalere. Desuden fmigrede Forfatteren
af denne Artikel Nationen med, at Bernadotte flulde bevirke Napoleons Samtylle
til en fri Handelsforbindelfe med England, ber funde betragtes fom et Offer paa”
bet Venftabsalter, der bandt Keiferem til fin fore General. Denne Urtifel, fom var
forfattet unber Rigsdagens Øine, var aabenbart udfendt for at forberede Nationen
paa den uventede VBending, fom VBalgforretningen havde taget.
Denne nye Retning med Henfyn til Fronfolgervalget beftyrkedes ved Grev
Wredes Filbagefomft fra Paris. Han havde lært at kjende ben nye Valgeandidat
og de Omftændigheder, der kunde fremme dette Valg. Under 15de Unguft fandtes
t ben i Ørebro udgivne Migsdagstidende nogle Unmærfninger, fom nærmere antydede
Rigsdagens Mening. Korteligen berørtes be Fordele, fom Kongen af Danmarks
Balg vilde medføre, og fom anfaaes langt mindre end be dermed forbundne Ulemper.
Gamle, bittre Erindringer raadede i denne Deel af Fremftillingen. Med ſtorre Fors
haabninger om Held berørtes Hertugen af Auguftenborgs Valg; men han var ille
General, og kunde i den Henfeende itte yde Sverige den Hjælp, fom det i fin
nærværende Stilling behøvede. Itte heller funde man være filler paa, at Kongen
af Danmark vilde tillade en af fine Underfaatter at beftige en Zrone, jom han
onſtede fig.felv. Derimod var der meer end Sandfynlighed for, at Ravoleon onſtede
Balget af fin Broders Svoger, Prindfen af Pontecorvo. Baade Politit og Benffab
maatte fremme dette Napoleons Onſte, og for Sverige maatte Balget være af faa
meget førre Bærd, fom ber i Prindfens Perfon fandtes forenede Egenſtaberne af „en
ftor Feltherre, em for Statsmand, en velgjørende Mennefteven, og den fraftfulde
modne Mand, ber forftaaer at fiyre et Rige.“ Hertil føiedes det allerede i oven⸗
nævnte Artikel af Upfalatidenben berørte Haab, at Pontecorvo vilde anvende em Deel
af fine befjendte fore Rigdomme til Sveriges Bedfte, og der yttredes Formodning
om, at bette Haab fnart vilde ophotes til VBished. Urtifelen ledfagedes med en
fort Ubdfigt over Bernadottes Liv. Hans Fortjenefter fom Helt og Statsmand udhær
vebeg, og at han fom Menneffeven velfignedes af de fvenfle Krigsfanger. Som
BPrivatmand flildredes han fom maadeholden, uden Hang til Overbaadighed eller
forfængelig Pragt). Var han end ikke af høt Byrd, faa havde han, ved felv at
bane fig Bet til den Høide, hvorpaa han nu flod, gjort fig nøiere bekjendt med alle
Klasjers Stillinger i Staten. Hans Fortjenefter gave ham i denne Henfeende ftørre
Fordringer end Lykkens Gaver. Han forftod vel ikke Landets Sprog, men med fine
flore Talenter vilde han let deri kunne tilegne fig den fornødne Faærdighed %.
Efter denne Gemytternes Forberedelfe gif den nye Balgforretning raſt fra
Haanden. Den kemmelige Committee indgav fin Betænkning overeensfiemmende med
bisfe Unifuelfer; Forſlaget drøftedes og antoges i Statsraabet, og Kongen pe at
indgive fin Propofitton til Stænderne. I denne udvikledes rundene for Valget,
hvori der tfær hentydedes til Napoleons Ønfter. Deri fremfattes alene Nødvendig:
heden af, at bet maatte gjøres til Pligt for den valgte Yronfølger at antage den
lutherfte Religion, førend han betraadte fvenff Jord, og tillige ligefom ben afdøde
Kronprinds underffrive en Forfiftringsact. Saaledes hævedes alle Betænkeligheder.
Bondeftanden ertlærede fig ført; dog voterede 7 af de tilftædeværende 140 Med:
1) Bed denne Roes vilde man formobentligen fornne Krindringen om den afdøde Kron:
prinbs's Sfmvelhed, ber faa meget takkedes Folket.
3 J en Samtale med Grev Brede -havde Brinda Pontecorvo omtalt benne Vanflelighed
og imødegaaet den, ligefom han med Henfyn til Religionsforffjellen anførte Henrik den
bet Grempef. Om Rigsdagsforhandlingerne fee Hiftoria om Regementsföråndr.”
6. 270 ff. [GåHintel-Bergman V. 208, jfr. 201.]
Vontecorvos Balg og Ankomit til Sverige. 249
lener. for ben affatte Konges Søn. Præftefjanden ertiærede fig dernceſt, og yttredr
så Religionsforifjellen iugen uovervindelig Hindring funde være, ba han efter vers
sagen til den lutherſte Religion vilde med defto førre Iver fremme den bherffende
tirles Sag. Borgerftanden erklærede fig cenftemmigen for Prindjen af Poutecorvo.
Saa Ribderhufet afgjorde General Tibells Tale Balget. Han talede med Begeiftring
om Prindfen , og hans Tale maatte have faa meget førre Bægt, fom han havde
kart at fjendDe Frankiges ubmærkede Mænd, medens han bejørgede Fangeudverlingen
imellem begge Nationer ').
Prinds Pontecowo blev faaledes valgt til Sveriges Kronprinds, og ved en
bøitidelig Deputation, beftaaende af Grev Nofen, Gre Mørner og Kammerjunker
Riderfföld *), blev Valget Prindjen meddelt. Imidlertid tlede ben offirielle Tidende,
Jrilestidningen, at gjendrive be fra Ørebro gjennem Upſala⸗Blad udfpredte Nygter.
Den modfagde aldeles, at der var fommet Depeſcher fra Paris, fom havde medbragt
Bernadottes Portræt, og endnu meer at han havde gjort de omhandlede glimrende
Søta om Pengeforfratninger*). Sverige havde valgt ham formedelft hans frore
Gamflaber, og itte formedelft hans Guld, til Fronfølger. Den fidfte Tanke afvifted
md Huan. Der vare paa den Tid Rygter i Omløb, at Bernadotte, fom nyligen
bade Raaet i vanſtelige Forhold til Napoleon, ikke var i Gunft hos Keiferen fom
General, og at denne ille var fulbfommen tilfreds med Valget; men ingen offentlig
Øttring fra Keiferens Side henpegede paa noget Saadant, da Keiferen tilljendegan
Va foenfte Deputation fin Deeltagelfe for Prindfen, og forfitrede Sverige om fit
Smffab. Der git endog det Rygte, at Napoleon havde udſtyret Prindfen med en
Million Franker, for at han hunde vife fig med tilbørlig Unftand i ſin nye GStillingé).
Den afjatte fvenfle Konge fatte fig i Bevægelfe under denne Vronforandring i
Ererige. Han nærmede fig Nordtydſtlands Grændfer i Haab om, at han eller Hang
Sen fulde fomme i Betragtning ved bet nye Balg. Men med Undtagelfe af de
ør omtalte 7 Deputerede i Bondeftanden rørte fig ingen Stemme paa Miysbagen
ix den affatte Kongefamilie.
gor Danmart vor Jrankriges Billte en Lov, og efterat Napoleon havde yttret
%g venffabelig i Henfeende til Sveriges Tronfølgervalg, havde Danmark ingen Ind⸗
wing at gjøre. Den danſte ofricielle Uvis gjenlød af Roes over Sveriges valgte
Konptinds, og talede meget om det Benjfab, fom var imellem Danmarts Konge
sg General Bernadotte under dennes Ophold i Danmark fom Chef for be franfle
Tevper. Viſt not havde disfe ilke været velfomne WGjæfter i det af Krigen og
mangehaande Tab og Lideljer haardt medtagne Land. Det paaftodes endog, at det
) [S4avel af Tibella fom Grev A. G. Mørnerd Taler paa Midderhujet ere trykte hos
. A. Adferfparre 1809 och 1810. II. 136—146.]
5 [Den Stdinævnte omtales hverken ar Schinkel (V. 278. 288.) eller &. Adlerſparre
auf. St. 182. — Efter Adlerjparre, III. 155—164 var Bondeſtandens Valg eenit.)
3 Bernadotte havde fom General faa meget mindre havt Anledning til at familie faa
megen Formue, fom bet var nokſom beljendt, at han i de Lande, hvor han havde
camperet med fine Hære, ifte havde fulgt mange af de franffe Generafera Udſuelſes⸗
iyftem, uten røftes overalt før Oumanitet og Gøtergivenhed. Lagges alle Omftændig:
hever fammen, er det fart, at de Løfter, jom Fournier tilføiede fin Misſion, ifte ere
tagne af Prindjens egen Mund, eller i hoi Grad af bam ere blevne misforitaaede.
De benægtes, fom anført, I den officielle Tidende, Engeſtrom anjaae det for nødvendigt
nøiere at unbderjøge Udſagnets Paalidelighed, og de faae ingeninnde i Sammenhæng
med det reb, man maa gjøre fig om Prindjens Formuesforfaming paa den Tid.
Det er i alle ilfælde vilt, at Prindfens Valg bervede paa folidere, begge Parter
mere erd! £ Zrunde, end hine hiſtoriſt ubegrundede Løfter. ſIfr. SåHintel:Bergman
1) Forholder dette, fom gjentages i flere hiſtoriſte Beretninger fra den Tid, fig ſaaledes,
er bet Beviis not, for at Bernadotte ei fom riig Mand traadte ind å fin une Stilling.
er Gemalindes Kormue funde være flor for Privatmand, men var mindre end fyr:
elig, og ben8 Kapital var besuden efter de franſte Love ikke disponibel for hendes Gemal.
950 Andet Tibsrum II. Syttende Capitel.
havde føftet mindre at tilfredsſtille Engleeuderne fom Fiendber end Franfimændene fom
Benner; men Bernadottes egen humane Foærd og blide Bæfen havde ogſaa der Mafret
ham almindelig Agtelfe og Nndeft. Med Vilfidefættelfe af politifte Planer lod Danmart
flg faaledes nøie med Haabet om i den nyvalgte Kronprinds at finde en fredelig Nabo ').
Sidſt i September gav Sveriges Kronprinds fig paa Beien, og hvor han drog
frem modtoges han med den Udmærfelfe og Hader, fom fvarede til hans nye Stil:
ling. Hans Reifelinie gif meſtendeels igjennem Lande, hvor han havde fantonneret
fom frauff General, og ved fin humane Fard vundet Folkets Hjerter. J Danmart
gladede man fig over bet Benffab, hvormed Frederif den VI' og den nye Kronprinds
behandlede hinanden, og derpaa byggedes et Fremtids Haab, fom fnart fhulde fruffes
unber nye politifte Omvæltninger. I Helfingser mødte den foenfte Erfebiffop med
flere Geiftlige den valgte Troufølger, for i Genrum at modtage hand forandrede Troes⸗
betj.ndelfe. I denne Forhandling med den foenfte Geiftlighed ertfærede Brindfen, mat
han i fin tidlige Barndom havde været underviift i den reformerte Meligton, og at
han i Tydſtland havde lært lutherfte Præfter at kjende, og ved Samtaler med dem
overbeviift fy om, at Guds fande Ord og Chriſti Lære indeholdes i den Augsburgſte
Gonfesfion.” Fra Helfingborg ledfagedes Prindfen af Kongens Udfendte gjennem Lan»
bet til Drottningholm. De famme Geremonier, den famme Eds⸗ og Hyldingsakt,
fom havde fundet Sted ved Prinds Chriſtian Anguſts Mobtagelfe, gjentoges nu ved
Prinds Pontecorvos Jndtog. '
Imidlertid havde den franffe Prinds paataget fig et vanffeligt Hverv i det høre
Nord. Han betraadte et Land, fom var nedtrykt af Følgene af en ulytkelig Krig,
fom endnu feed af ftandfede Mæringsveie, ct forvirret Pengevæfen, og en paa mange
Maader lammet Statéfraft. Han medbragte et politi Syſtem, fom for Tiden itte
lovede Sverige Opreisning for fit Tal, eller Lindring i fine Lidetjer, Ombytningen
af Alliancen med Franfrige i Stedet for bet gamle Forbund med England kunde ikke
være velgjørende for Sveriges indre Rørelfe, der i Handelsforbindelfen med England
havde fin vigtigfte Støtte. Med Undtågelje af Freden, fom var kjobt med fmertelige
Opofrelfer ved Tabet af en vigtig Deel af Sverige, havde dette ingen af de Fordele
opnaaet, fom bet havde fovet fig af Forbindelfen med Frantrige. Ikke heller havde
den franfte Prinds bragt Rigets Finantfer de Fordele, hvorom duntle Mygter havde
været i Omlob. Det fvenfte Hof var ofte Sade for Kabaler og Parttaand, og
Uarfagerne til hans Formands Dodsmaade vare indhyllede i et Morte, fom maalle
indayde Mistitlid til den Lytte, ber var ben valgte Prinds vederfaret. Han forfted
itte Landeté Sprog, var ubefjendt med Landets Sader og indre Forhold, og han
maatte danne fig en Kreds af Mænd, der unde veilede og rande ham ti hans upe
Stilling. Saaledes maatte han i Begyndelfen indfrrænfe fig til at være en blot
Filftuer af hvad der foregif om ham, uden at hune virtfomt indgribe i den indvortes
Beftyrelfe, og med HForfigtighed og wudeelt Henſyn til Sveriges Interesſe beftemme
fit Forhold til udenlandſte Magter. Sveriges Hiftorie har at fortælle, hyvorlunde
den nhvalgte Kronprinds løfte disfe Gaader. Den Lykke, fom harde fulgt ham
igjennem hans hele Liv, og hævet ham fra Borgerlivets lavefte til dets hoieſte Trim,
forlob ham itfe heller i hans nye Stilling. Ved ganfte at føsrive fig fra fit gamle
Foſterland og alle dets Interesjer, og ubeluttende at opofte flg fit nye Fadrelando,
beredte hans Klogſtab ham felv og hans Familie en betryggende Fremtid. Et heldigt
Refultat paatrykte Sveriges Polittt i de Uar, fom fom, Viisdommens Stempel,
medens Danmarks fattes i Skygge formedelf et aldeles uventet uheldigt Udfald.
Ifte fænge efter hans Ophøtelfe til Cart ben XIIIdes Tronfølger fit Sveriges ubvortes
Politik en uventet Skikkelſe, fom gjorde hans Perfonlighed * Helt og Statsmand
—— — — —— —
) [Rarmere Oplytninger om Napoleons Stemning, den ufjatte Konges Planer og Hon:
go af Danmarks findes I Schinkels Minnen V, ifær 280—301, 327 fl. Adlerſpartes
809 oå 1910, 182—186.]
Garl Johans Forhold Hi Napoleon. 251
beit vigtig for det foenfle Folt, og fom ledede Sverige til et længe eftertragtet
Maal, ber blev em vigtig Støtte for hans fongelige Bærdighed.
Men neppe var Garl Johan — faaledes lod han fig kalde i Følge Kongens
Enffe — traadt ind i fin opheiede Stilling fom Sveriges Kronprinde, førend
Sverige maatte føle Birtningen af fin forandrede Politit og fin Rærmelfe til Frankriges
fefer. Paa Faftlandet bavde Napoleon nu font det fyntes, deels ved Seiervindinger
deels ved lærte Alliancer, filkret fin Overmagt og ligefom begrumdet et Slags Uni-
verfalmonartt, men til Søes havde han følt Englands Overmagt, faa ofte Englands
sg Franfriges Flaader maalte deres Kræfter. Hans Forbittrelfe mod England vorede
i Felelſen af hans Ufmagt, og ban brugte fin magtige Indflydelſe paa alle fine
Mierede for at tfølere Gugland fra Faftlandet, og ved at forfiyrre dets oefonomifte
Stilling og dets Handelsforhold fremfede en Svakkelſe og Forlegenhed, fom han å
sed Baabenmagt hmde fremtvinge. Saaledes nodte han ogſaa Sverige til at ertlære
England Krig, og vilde, at denne frulde føres alvorligere end mellem Rusland og
Gungland, mellem hvilte Lande en fredelig Handelsforbindelfe itte ophørte midt under
ex offentligen ertlæret Krig. Musland var den enefte Magt paa det europæifke
Maitland, mod hvilfen Rapofeon viifte en ærhødig Skaanſel. Han var faaledes ikke
tilfrebs med be — vift not iffe alvorligen meente —-- Foranſtaltnipger, fom i Sverige
vare trufne for at hindre engelfte Varers Jndførfel, men forfangte, at det fulde
fftride til de meeft fiendtlige Foranftaltninger mod England. Napoleon lod ved fin
Minifer i Stodholm, Alquier — denne for bet fnenflte Minifterium befværlige uden⸗
landſte Minifter, der i en overmodig Stiil udførte ben frolte Keiſers ſtrenge Bud”)
— forefægge Sveriges Konge en officiel Rote, hvori der Fun levnedes det fvenite
Hef 5 5 Dage til at vælge mellem at erklære Gugland aabenbat Krig, eller fætte fig
ten fiendtlig Stilling til Frankrige. I et egenhændigt Brev af 19de November
1810%) til Napoleon ſtildrer Kronvrindfen den vanfrelige Stilling, hvori han ved
We Grøtæring blev fat, og den Eundhedsfvaærtelfe, fom derved var forvoldt
Sveriges Konge felv. Han tilføter: „at, da han beftemte fig til at modtage Balget
fem Sveriges Mronprinds, barde han haabet at unne forene det Lands Jnteresfe,
fom ban Harde tjent med Froffab, og i 30 Mar forfvaret, med det Lands, fom
bande nbdfaaret ham; men neppe havde han fat Foden paa Sveriges Grund, førend
ben maatte frygte før at fee dette Haab fluffet; og Sveriges Konge felv har kunnet
bemoærte , hvor fmertelig denne Kamp meflem hans Hengivenhed for Keiferen og
Felelſen af hans nye Pligter havde været.” Han gjorde Napoleon opmærfjom paa
be førgelige Følger, fom en Krig med England maatte have for Sverige, idet ben
vilde sdelægge dets Handel og ftandfe dets Ubdførfel af dets vigttgfte Producter; at
be foenffe Magafiner ifølge en ulyffelig Krig vare tomme, Orlogsværfterne uden
Sirkſomhed, og Staten uden Fonda til at beffjæftige den, og at der behøvedes mange
Millioner for at udrufte Flaaden og famle Urmeen, medens Kongen ingen Magt
bande til at paalægge nogen Stat uden Stændernes Samtykke. „Men — faaledes
eder dette Brev — alle disfe Betragtninger have maattet vige for ben Pligt at
tilfreveftille Deres Majeſteet. Kongen og hans Maad have luftet deres Øre for
Elendighedens Naab, og befluttet en Krigstilfand med England alene af ERrbedighed
før Dereg Majefæt, og for åt overbevife vore Bagvåftere om, at Sverige, efterat
være fommet under en vils og mandeholden Regjering, fun attraaer Fred paa Havet.
Pytfetig vilde Sverige — dette Sverige, fom hidtil hat været faa idet Hendt —
være, Derfom det for af fin Hengivenhed unde erholde nogle Bevifer van Deres
Mijefcté Belvillie 3).
5 Den foenffe Udenrigs-Minifter Engeſtrom klagede vfte over det aper fom Atdniet
førvofdte han.
3 Recueil -de lettres etc. de Charles Jean. Stockholm 18%,
I et fenere Brev udtrytter han Meningen af denne Satning, nemlig Baade om Frant:
riges Pengeunbderftøttelfe.
N
959 Andet Tibsrum II. Gvyitende Gapitel.
Fil dette Brev føiede Kronprindfen tvende andre af 8de og 19De December, fom
han adresjerede directe til Keiferen, ,,08 benyttede faaledes en gammel Fordel, fom
ban ønffede fremdeles at bevare, og fom maatte fornye i hans Sjal ligefaa behage
fige fom bhæderlige Grindringer.” Deri lægger han fremdeles Mapoleon Sveriges
bjælpeløfje Tilftand paa Hjertet, og erklærer, at det vilde være umuligt for GSvertge
at bære de med Krigen forbundne Udyifter, naar ikfe Frankrige fom det til Hjælp.
Sverige havde vel erflæret England Krig, og fordoblede fine Unftrængelfer for at
give den Bægt, men det kunde itte ubføre Confiſtationsſyſtemet i den frenge Stiil,
fom Frankrige havde foreflrevet. Conſtitutionen garanterede i Sverige Enhvers Nets
tighed, og om Kongen handlede derimod, vilde Etatsraadet dertil ikke kunne give fit
GSamtytte. Han felv, fom trocde at have Nationens Mening for fig, vilde aldeles
forffjærtfe den, derſom man funde tiltroe ham ben Henfigt at gjøre mindfte Brud paa
Gonftituttonen. ,, Sveriges Konge — faaledes ender han Brevet af 19de December
— tilbyder Frankrige fit opofrende VBenftab, men jeg beder D. M. indftændigen at
tilftaae os den Tillid, fom vi formedelft vor oprigtige og uforanderlige Hengivenhed
fortjene.
Saaledes havde Carl Johan føray i Begyndelfen af fin nye ophøiede Stilling
flore Banfteligheder at gane imøde. Napoleon, fom nu var paa fin høiefte Magté
Spidſe, og for hvis Fod det europætfte Faftland ligejom laa overoundet eller ydmy⸗
get, behandlede Sveriges Kronprinds ſom fin forrige General, og forlangte af ham
en ubetinget Opfyldelje af fine Önfter. Keiſerens befværlige Minifter i Stodholm
frævede, hvad Sverige ikte funde tilftane uden Opofrelje af fine dyrebarefte Jnteresjer.
At ertlære England en virkelig Krig, bortoije engelffe EStibe fra fine Havne og con
fiftere engelft Eiendom? var at lægge Baand paa Sveriges vigtigfte Næringsveie. Den
ftørfte Deel af Sveriges Jern gift ud af Landet, og deraf allerede paa den Tid en
for Deel til Umerita. Standsning af denne Fart vilde fmerteligen føles i Sveriges
fore Høiland, hvor det vrimler af Fernfabriffer. Nationen havde ventet, at dels
me Kronprinds formedelft fin nøle Forbindelfe med Napoleon flulde berede Sverige
gred med Frankrige uden noget faadant Brud med England, der maatte forſtyrre dets
Handel; og nu forlangtes en ligefaa ſtreng Jugttagelje af Faſtlandets Spœrrings⸗
fyfem med Henfyn til England, fom Napoleon felv og hans Ullierede fulgte. Car
Johan indfaa denne fin vanffelige Stilling, og begyndte at gjøre fig fortrolig med
anten om at flille Sveriges Juteresje fra Frankriges, og at bringe in Kjærlighed
til fit gamle Fodreland fom et Offer for fine nye Forhold. For Tiden maatte han
vel føle Napoleons Billie, og aabenbart erklære England Krig, og fra begge Sider
giordes tilfyneladende de fædvanlige fiendtlige Foranftaltninger; men hemmeligen forte
jattes Forbindelfen imellem GSverige og England, og deres Skibe feilede fredeligen
ved hverandres Side i de nordifte Vande. Ikke meget over et Uar var benrundet
fra Kronprindfens Unfomft til Sverige, førend den fljulte Forandring i Prindſens
Foæntemaade aabenbarede fig i hans, i ftærte Udtryt, med Keifer Napoleon førte
Brevverling, og Sverige fom da i famme Stilling tl Frankrige og England, fom
før Guftav IVde Adolphs Uffættelfe, men med førre Kraft vil at underftøtte fin
nye Politik.
I Aaret 1810 flod faaledes Sverige i em politift Stilling, heel forffjellig fra
ben, fom i 1809 havde fumdet Sted. Da var det faft Englands enefte Forbundés
frænde paa Faftlandet, og i blodig Kamp med fine Naboer. Nu havde det forenet
fig med Faftlandet, og erflærede England Krig. Men i det nye Fiendſtab viifte fig
endnu Spor af det gamle VBenftab, ligefom Trak af det forrige Fiendffab under det
nye Venſtabs Mafte. Denne tvetydige Tilftand varede endnu i 1811, men udviklede
fig i fin fande Skikkelſe 1812.
Norges Handel med Cugland. VPapitrpengened Forværring. pit]
Attende Capitel.
Handel sg Pengesæfen. Søkrigen og Kaperfarten 1810—1811.
Osfaa i bette Har var Norges fornyede Trælaftudfkibning til England og Fragt⸗
farten forbeelagtig, og med Heniyn til de umiddelbare Mefultater gaves der neppe
møget Aar I Morges Handelshiftorie, fom i denne Henfeende fan frilles ved Siden af
*oret 1810. Flere gamle Hufe ſtyrkedes og lagde Grunden til for Rigbom, ber
iøvlantebes til Gfterflægten, nye Hufe reifte fig, og der fandtes Navne paa Handels⸗
mesbenes Sitte, fom vare ligefaa ubekjendte, fom deres Stilling i Borgerlivet havde
rart ubetydelig og vinge. Maar imidlertid Sporene af denne tiltagende VBelftand
ille i forventet Grad udbredtes over et følgende Tidspunkt, men afløftes af Forlegenhed
sg endog borgerlig Undergang paa mange Hænder, faa maa det tilftrives Narfager,
fm i vor Skildring forteligen man berøres. — De Handelshuſe, fom henfagde Ud⸗
byttet af deres Handeis Virkſomhed i den gode Mvyntført, hvori det var erhvervet,
tier aediagde bet i Udlandet til Maadighed derover i fin Tid, famlede vift not en
Migdom, der iffe forvanffedes under den Handelsftandaning, fom førar efter indtraf.
glere af de Handelshuſe, fom til den fenefte Tid regnes iblandt de folidefte og rigefte,
lagde i den faafaldte Licencetid Grunden til deres Rigdom. De derimod, fom oms
jatte fim udenlandſte Mynt i Landets flette Penge, og fom, under Foragt for det om:
økende Neproæfentattv, forøgede GSpeculationer, der i Tidens Lob bleve mindre ind-
bringende, eller tjøbte Giendomme, fom ikke affaftede de fimplefte Renter, og fiden i
m utordeefagtig Handelspertode fant meer og meer i Vardi, indviklede fig i vanfles
lige Forhold, der efterhaanden ledede til Undergang. Eiendomme, tjær Jordegods,
fsde allerede den Tid høit i nominel Priis, og de kjøbtes ikke ſjeldent for engelft
Stealing formedelft ben Ringeagt, hvori Paviirpengene allerede da fiode. Men ingen
Gmdomme ere mindre indbringende i Norge end Jordegods i deres Hænder, fom ei
mddelbart funne gjøre fig dem nyttige, og naar ikke færegne Øtemed derved unne
øuaaes. Kun flore og let adgjængelige Stovftrækminger have bragt enkelte Kjøbere
derdeel; men denne er dyrekjøbt, naar Kjøbefummen flal hentes i udenlandffe Kas⸗
fer, heit forrentes, og tilbugebæres i gyldige Bærdier. Det var almindeligt paa den
2, at FTroælafthandlerne føgte at fraffe fig en vis Selvftændighed ved Kjøb af Jords
ng Etov-Eiendomme, og dette Slags Omfætninger vare da hyppigere end nogenjinde”).
Men netop disſe gave Anledning til flore Tab og Forviklinger. Det hændte vel endog,
mar en Del af Hjøbefummen ved Ufflutning af Kjøb af Jord: og Skop⸗Eiendomme
betaltes ſtrax, eller i nogle paafølgende Terminer, at den folgte Eiendom faldt tilbage
i Salgærené Haand for ben ubetalte Reft, fordi Kjøberen er funde fuldbyrde ben inda
sangne Gontract*). Under deslige idelige Omfætminger reifte mange Hufe fore Sum»
mer bos engelffe og danffe Gommisfionairer — tydfte benyttede den Tid fjeldnere —
sg fatte fig i Gjæld i en Pengeværdi, fom deels havde Sølveté Gyldighed, deeld
iden iffe faldt faa dybt fom norſte Payiirpenge. Pengeforordningen 1813 forøgede
disſe Forvitlinger, forværrede Skyldneres Forhold, og gav et Spilerum for dereg
fenfareb, fom havde Penge at fordre og Penge at bortlaane, og vilde benytte Næs
fens Forlegenhed.
Desuden var AUaret 1810 endnu iffe til Ende, før Handelsvirkjomheden i det
Hele blev mindre fordeelagtig, og tfær Trælaftudflibernes Haar forværredes i Forhold
til Stibsrederneg. Disſes Handelsbetingelfer have ofte, baade før og fiden, faaet
n) Der maatte da være i den fenefte Tid, ba mindre Jordegods under den ftigende Ud—
vandringslyrt faa hyppigen falbydes.
7) % Cr. Guldffoven ved Drammen. Kjøberen betalte de førfte Terminer, hvorefter Glen»
bommen faldt tilbage til Sælgeren. ,
954 Andet Tidsrum II. Attende Gapitel.
i ulige Forhold til hinanden, og Trælaftudfliberne have ofte hørt iblandt dem, der ei
have gjort rigtig Beregning imellem Udgift og Indtægt. Det ſtore Forfhud, hvori
be nodvendigen maae flaae, fordi den fjøbte Bare ofte forſt efter Aars Forlob tommer
i deres Haænder, nødfager dem ofte til at tage deres Tilflugt til fremmede Kasfer; Tros
faftens Priis;fluchierer ofte paa Udſalgsmarkedet, tryttet af em ſtor Goncurrence, og
Begjærligheden efter at udſtibe har ofte drevet Fragtprijerne i Beiret. Det har faas
ledes ftedfe været et fædvanligt Handels-Phænomen i Norge, at Stibsredernes Fors
deel har været ftørre end Udffibernes, og fanledes var det ogfaa i hine Dage. Deraf
fulgte ogfaa, at disjes Belftand under Licence-Farten fjelben flog faa byb en Vel⸗
ſtandsrod i en gylden Tid fom Hines, og at alle fonftige Midler til at oprette en
fynfende Tilftand have været meer almindelige blandt Vrælafthandlerne end blandt
Stibsrederne, flere Formuesomfætninger og Fallisfementer iblandt bhine end Hlandt
bisfe. Dertil kommer, at der foædvanligen i Fædrelandet, og bengang 1 en høiere
Ørad end nuomſtunder, har været en befynderlig Mangel paa indenlandffe Underſtot⸗
telfesmidler for PengesGirculationen, til Hjælp for Bindflibelighedens perisdifte Trang,
og at faalebes vore virkſomſte, ftundom fulbfommen vederhæftige Handelsmoænd have
maattet i en betænkelig Grad forøge deres Ufhængighed af udentandfle Commisfio⸗
nairer. I biin Periode fandt faaledes Phænomener Sted, fom ofte fiden ere gjens
tagne, og den tilfynefadende Glands, fom Licence-Farten udbredte over den Tids Hans
delsvirkſomhed, fljulte hemmelige Mangler, der i ben fenere Tid paa en uheldig Maade
fagdes for Dagen.
J Maret 1810 gif Goursforværringen den raffefte Gang, og de danffe Bantos
febler begyndte at nærme fig i VBærdi den Lap Paptir, hvorpaa de vare flrevne. Aaret
begyndte med en Cours lidet over 400, men fnap var bet udrundet, før den faldt
ned til 800. Dette maatte fynes at være et underligt Phænomen, da der i dette
Har itte fattedes Midler til at inddrage udenlandff Mynt i de Handlendes Hænder,
under hvilte Omftændigheder Gourfen pleier at forbedre fig. Men felv denne bedre
Handelsfilling monne havt fin Deel i Pengeforværringen. Saalænge Handelen fue
rede, var man nødt til at refpectere det cirtulerende Napitr, fordi intet andet Omfæte
ningemiddel var forhaanden, og Dette derfor, uagtet det loſe Fundament, holdtes i em
vis Agtelfe; men da Handelen igjen aabnede Kilden til gyldige Bærdier, foriljødes de
flette Penge, og man benyttede den fremmede bedre Mynt i fine Omfætninger. Det i
Danmart fjøbte Korn betaltes ikke længere med Bankoſedler, men med udenlandite
Fratter, og Huusholdningens Tillægsartitler og Lurusvarer hentedes umiddelbart fra
Gngtand, og betalte med Handelené Overflud. I dette Uar indftrømmede desuden
en faa flor Mængde Colonial⸗ og engelffe Manufacturvarer til Norge, fom vel neppe
nogenfinde for der har været feet. Det gjordes nemlig uf det engelfte Minifterium
KL Betingelfe for den aabnede Trælaftaffætning til England, at der for en fror Deel
af de norfte Produkter ſtulde tages Colonial⸗ og engelffe Manufacturvarer, og Landet
opfyldtes faaledes med em ſtor Moængde af disfe Urtitler. Fra den Tid udbredtes
ogfaa disfe Barer i en bredere og bredere Jone ind over Landet. De vare faa meget
velfomnere, jo længere man havde maattet indffrænfe Rydelſen deraf. Kaffekjedlen fom
igjen i Gang, og det I en flørre Grad end nogenfinde tilførn, og Meniqmand, fom
af Mangel paa Tobak ofte havde tygget den Lomme, hvori Tobakten i bedre Dage
var gjemt, kunde tilfredsftille fin gamle Tyggelyſt, og ben flette jydfle Tobaf hunde
ombyttes med den gode fiverpoolfle. Disſe hjemkomne Varer brugtes fom rede Benge,
og i Omfoætningernes Kredsløb anvendtes idet Papitr. Paa den Tid var Omſcet⸗
ningen af Penge overordentlig hurtig; thi alle Hænder vare paa den produckive Bei
i idelig Bevægelfe. Det er befjendt, at jo hurtigere Pengenes Omlob er, jo mindre
Moængde af PengesRepræjentativer behøves ber, og det var ingen Under at den ubyre
Masje Papiir, fom Regjeringen til mangehaande Brug fatte i Omløb, og fom alle
Hender med Foragt fødte fra fig, naar de ikke i Statens regulaire Betalinger bleve
Vedkommende paatvungne, efterhaanden fant faa godt fom til ingen Verdi. Denne
J. Krieger erobrer em engelff Gouvoi. Kaperfarten. 955
vår Birffombed fortjattes derimod beftandig; — den Masfe Pavitr, fom Regjerin⸗
arr fatte i Omlob, frarede til Statens vorende Kornødenheder under Krigen, og Sed⸗
zdelxresſen i Altona var en af de meet beftjeftigede Fabrikker i Landet. Bt have
ſeet bvor meget Rorges Providering, tildels formedelſt mindre kloge Foranftaltninger,
hdrog til Vengenes Forværring. Krigsmagtens Forfyning paa Krigsfod baade i Dans
mart og Norge frævede overordentlige Summer, og Danmart var midt under Krigens
årengfler betæntt paa atter at flabe en Flaade. En fror Bhoenir — ſaaledes Faldtes
vet førte Orlogeftib, fom byggedes efter Flaadens Tab — opftod allerede i dette Yar
sf ben bortranede Flaades Aſte, og flere mindre udfloge fine Vinger ved dens Side.
Under afle bisfe forsgede Statsudgifter formindſtedes GStadsindtægterne, og i Bud-
geitet var ingen Ballance at tænte paa. De flefte Intrader tilfløde Staten i flette
Venge, og ubdgjorde faaledes en fangt mindre Vardi end tilform; og det ertraordinaire
Nigeſtyrs Udbytte fvarede ifte til Forventningen. De norfte Toldintrabder have vifte
net paa den Tid været betydelige, og Opbringelfe af Prifer ved Kapere og Orlogs⸗
farteir maa vel have bragt Etatsfasfen betydelige Summer, forbi Belobet tvangsvite
ped Statspapirer maatte indbjættes i ben, ligefom den og berigedes gjennem Fortold⸗
sing af de erobrede Barer og af de udenlandfte Produkter, Der i faa ſtor Overflod
død ind i Landet gjennem den fimulerede Handel over Tonningen. Men ve direkte
Stater indgik i flette Penge, og Statens Horbrug forsgedes dagligen. -— Hiftorien
ber ueppe nogen Klage at indføre i fine Annaler over den banfte Finantsbeſtyrelſe
mder Krigen; ben maa henfløtte fin Anke til em ældre Periode, og den maa beklage
» Ouftondigheder, fom nødfagede den bdanfle Regjering til Skridt, ber maatte fyrte
dets Bengevcæfen i Gruus. Klagen maa files mod de Magter, fom uretfærdigen broge
Gværdet mod en uffpldig Stat, der famvittighedsfuld undgif alle Fornærmelfer. Ye
brer maa den anflage den danfle Konges Polttil, fom yrundede fig i Europas das
varde Stilling. Den har maaftee fun at beffage, at den danſke Negjering med fin
nar Kraft førte Krigen i fin fulde Etrenghed, medens mægtige Nationer vidfte at
blande red og Krig med hinanden. Norge feed imidlertid under Licence-Hartens hedre
Seiode mindre under Goursforværringen ent Danmurt. Det favnede hverken gyldig
Santa etfer ndenfandffe Barer, og det var fun, fom forhen bemærket, em vis Ktlasfe
af Landets JIndbyggere, fom fed under Tilintetgjørelfen af Papiirpengenes Vardi, fordi
Etaten iffe orkede at forbedre fine Gageringer t Forhold til Pengenes Forværring, og
Sraatmænd i fine Lonninger ofte fulgte famme Stiil.
Gudffjont Havet i dette Aar bar faa Spor af Orlogskrig mellem England og
den banfimorffe Etat), faa var Kuperfartoierne og bde faa armerede Krigsfarteier, fom
fremmede omfring i de nordiffe Vande, i idelig Bevægelfe, og de fidfte havde at rofe
ig af et befynderligt Held. Ingen Fangſt af ben Art under Krigen var dog førre
ed den, fom Capitain Johannes Krieger i Auguft 1810 gjorde med de 5 Dre
legebrigger, fom vare under hans Commando. Af en Flaade af omtrent 200 of:
jardiffibe, fom fom fra øfterføiffe og ſpenſte Havne, og convoieredes af flere engelffe
Driogsflibe og mindre Jartøier, udſtar han en flet bevogtet Deel af de bagerffe Skibe
i Gomwøien, og indbragte bem Inffeligen til Ghriftiansfand. De flefte af disje Stibe
vare ladede med øfterfoiffe Broducter; fun nogle faa af dem bleve frifjendte, fom tils
$erende neutrale Nattoner, og VBeløbet af de erobrede Ladninger, fom ved Auetion
eve folgte 1841, var iffe mindre end 7,613,842 Mdir*). I Statsfasfen indflod
en fe nbetybelig Sum fom Told af disje Barer, endſtjont em fror Deel af dem,
fom raa Produkter, erlagde fun en ringe Told. Landet blev ved dette Salg vel fors
fyret med Stibsmaterialier, og tjær berigedes Chriſtiansſand ved disfe Omfæmingtr,
— — — — — — —
Paa fmaa Stjarmydſler fattedes deg ikke, iſer i Danmarks Vande.
3 Formedelſt Pengenes Slethed, den wungne Jubjættelfe i Statélasſen, og ben femere
Reductlon, formindſtedes Summen betydelig; men Vedkommende bøftede beg ſtor For⸗
deel af denne Goup, |
958 AUndet Tibørum HL. Atiende Capitel.
og den dermed forbundne Virkſomhed. Overhovedet høftede denne By under ſtrigen
ftøre Fordele af fin Beliggenhed, baade med Henfyn til fin naturlige Handelsvirkſom⸗
bed, og til de ved Kaperfarten og Orlogsfartsier dertil indbragte Prifer. Der var
faalebes intet Sted i Norge, der ved Toldafgifter faa meget berigede Statetasfen fom
Chriſtiansſands Toldſted, ber i 1811 kunde indlevere i Toldkasſen 508,135 vir.
og 1 1812 680,857 Rdir. Denne Byes fordeelagtige Beliggenhed for Kornfartem,
de briftige Mænd, fom iſer i Stiftamtmand Thygefons Spor beflittede fig paa denne
Fart, og ben ftærte Troælaftudfibning berfra, gav tilligemed Kaverfarten, der dreves
meeft i Ghrifttansfand og paa de nærmefte Kyfter veftenfor famme, og hvis Prifer der
føraucttoneredes, en Livlighebd og Byen felv en Vilvært. af Folfemængde, fom under
paafølgende mindre fordeelagtige Handels-Gonjumcturer gav Anledning til Forviklinger
og Stadens tilbagegaaende Kormuestitftand. Paa Handelsveten ligger fædvanligen den
onde og gode Tid verelvite ved Siden af hinanden, og det er Mogt under begge Slags
Gonfuneturer at forberede fig paa en Forandring, endffjønt denne Klogflab efter Sar
gens Natur ei fan ventes tagttaget. De Fordele, fom Kapafarten i benne Egn inde
bragte, forfvandt fnart under letfindigt Brug af de let erhvervede Midler, under fors
andrede Handels⸗Conjuncturer og Pengenes idelige Forfald. Der er faaledes fun meget
entelte Familier Forfatteren betjendte — og disfe findes ille i Ghrifttansfands By —
fom ved Kaperfarten lagde Grund til en Belftand, der udbredtes over en fenere Frem»
tib. Armoden blev endog faa meget ftørre i enkelte af de virkſomſte Kaperfteder, fom
JIndbyggerne bleve vante til en Overdaadighed, hvilten de et hunde vedligeholde. Der
pare l:tterlige UAnecdoter i Omløb om filketlædte og udmajede Lodskoner Ii disſe veſt⸗
fige F0ne, og om ben Lurue, fom denne pludfelige Rigdom foranledigede blandt
dbiøfe Livets høiere Nydelfer uvante Familier. Elendigheden afløfte den forte Vel⸗
fland, GSillepjalterne blandedes med ben gamle Babmelsbragt, da den sverdaadige Lever
maade et kunde vedligeholded, medens Smagen derfor engang var opvaktt. Da Bit:
fombheden under Freden vendte tilbage til fin naturlige Bane, og Chriſtiansſand fun
følgte det Korn og andre Varer, fom forbrugtes i Byen felv og dens Oplaud, fant
igjen. dens Belftand. Senere hen har den vel ofte havt god Fordel ved Havariva:
fenet, ber ftundom behandles i Kapervæfenets Form; men VBelftanden og Birffomheden
i denne By er kun en Stygge af hvad ben var under Krigen, og ben har med Moie
baaret Byrder,, en Folfemængde, fom i denne Stad hm ved overordentlige Om
ftændigheder ' finde tilftræfteltge Næringsmidler. |
Den øvrige Deel af Norge tog liden Deel i Kaperfarten, fær efter Uaret
1809, da Forbindelfen med England igjen var aabnet, og tun meget enkelte Huſe!),
fom ifte befattede fig med Tralaſtudſtibning, deeltoge i Follesſtab med veftlåndile
Kaperudruftere t denne Fart. Saavel denne, fom Orlogsmændenes Jagen efter Kof⸗
farbiflaader, fom fore imellem England og Øfterføen, var endog almindeligen forhadt
i den øvrige Deel af Norge, og betragtedes fom et farligt Jndgreb i den Slags
Neutralitetstilffand og fredelige Handelsforbindelfe med England, fom ved Licencefarten
var tilveiebragt. Krigens Bitterhed vorede under denne gjenfidige Moleft, fom næredeg
af Privatinteresfen uden .at fremme Statens Jam. Norges Korholb til England
grændfede faa nær til et livligt Handeisfamqvem i den bybefte Fred, at Overgangen
til en Fredstilſtand, eller i bet mindfte en Vaabenhvile, lig den der fandt Sted imel⸗
[em Sverige og England, var ligefaa naturlig fom let, og Følgerne deraf vilde have
virfet vefgjørende endog paa Danmarls Sletter. Men Privatinteresjen hærer fig fjel
den til ſtore Henfyn til Foæbdrelandets Tarv, og Danmarks Konge var endnu ike fres
betig ftemt mob England.
I Danmart var Kaperfarten baade meer indbringende, og indeholdt fra ben Side
en flørre Opmuntring til privat Deeltagelfe, og tillige fandt den Sted under en fuld:
fommen Afbrydelſe af den danffe Stibsfart paa fjerne Vande. Den var faa at fige
1) Af disje erbvervede et i Cbhriftiar'r fig em itte ubetydelig Formue.
Kaperfarten. Mergelandö Nuemoſune. 287
der ben enefte private Somandsvirkſomhed, ba endog danffe Kornfruder under Krigen
fldent faaes i Kattegattet. Derhos var ben danffe Kaperfart en faa alvorlig Hin:
hing i den engelffe Bart paa de baltiffe Vande, at den danfle Megjering let funde
Hmded ved Haabet om at fue fin overmobdige Fiende, og tærtes fin mægtige Allierede,
ti Dynaaelfen af ftore politiffe Fordele, naar Fredsjlutningen fandt Sted. Den danfte
kege fynteb at bave gjort not, da han aabnede Norge Unledning til en fredelig
$adrisforbindelfe med England, og i denne Henfeende betragtede han Morge fom
tesfor det førenge Uffondringsfyftem, ber var ham foreftrevet af Frankriges Keifer, og
fom ben futgte lige til Rapoleens Fald. Dette Brud paa fit politifte Syfem gjorde
jan vel og i Norge for at hindre Rigernes Skilsmisſe. Oprigtigheden af fin Bed:
ed ved fit fiendilige Syſtem mod England lagde han iøvrigt for Dagen itte
dene i diplomatiſte Roter, men i effective Foranftalminger. Saaledes var det naturs
by, at Saperfarten dreves i Danmart med langt flørre Alvor og Held end i Norge.
Ide fnevre Pasfager mellan de banfle Sunde og Vande ligefra Slagen af, indtil
Øtterfoen aabner fin brede Flade, var det vanfekigt endog for de bedft convoierede
favilige Flaader at fmutte igjennem, og der gik fjelbent nogen Handelsflaade forki,
ma at ben maatte yde fin Tribut af et eller flere Handelsſtibe, fom afffares af dris
fir Marere eller banffe Krigsfartoier '). Priſeretten var faaledes i idelig Bevægelfe,
mg conbemnerebde Stibe med foftbare Ladninger faldt bdagligen i private Armateurers
den danffe Marines Haænder. Efter Fredens Slutning havde viſtnok ben danſtke
Båt ne Ulemper af denne midlertidigen fordeelagtige Kaperfart, og af de hyppige
sabemnationer, hvor ombhyggeligen endog Priferetten fogte at værne om den men:
vale Skibsfarts Rettigheder. Der frede da hyppige Reclamationer fra be Skserd,
ifær Amerikas, Side, fom troede Neutralitetsretten træntet ved de danffe Tridbu.lerø
riiedeume, og den danffe Statsfasfe fil i den Anledning ſtore Byrder at bære.
Føden ovennœvnte Hordele havde ben Danfle Stat andre og ſtore af denne Fart.
fige Summer indbfløde i Statakasſen igjennem Tolden af opkaprede Varer;
Danmart fetv forfynedes paa denne Bet med mangfoldige Barer, fom det paa fredes
fig Bei itte hunde erhverve, og da en Deel af Prifepengene maatte indbetales i den
Statskasſe, hvor de fattes faft i Kaperobligationer, hvis Udbetaling henflot⸗
8 til em fommende Tid, faa fi den derved et velfomment Tilud%. Den danfle
skasſe optog, fledfe forlegen, alle Tilflydelſer, og henſtjod Till: Yefalingen til
fjernere Tid. Den danffe Kaperfart havde ifte alene Fordelen af.., ped Belig⸗
bed og Indbyggernes ivrige Kaperfind under Landets færegne Etilling-for fig frem»
den morffe, men ogſaa bet overflødigere Mandfftab. Den fordeelagtige Skibsfart
Marge paa denne Tid bejfjæftigede alle dygtige Matrofer, fom itte vare udfkrevne til
6, og de lode fig heller hyre i denne fredelige Hart, der affaftede em filter og
Fordel, fremfor at gaae ombord i Kapere og ubdfættes for at flæbes i de
hadte engelfte Prifons. Formedelſt Handelens Hvile var der i Danmart flere ledige
fer overalt end i Norge, og naar Udffrivningen til Orlogs der var endt, bleve
e Sømaænd tilbage, fom gladefigen gif ombord i Kapere, der ofte gjorde frore
gode Fangfter. J Danmark rafede faaledeg Krigen med England i fin fulde Kraft,
Sørge blomflrede Handelens Sysler, og hvad ber lagde Hindringer i Veien for
blev forfrudt og forhadt.
FÅ
ry Det paaitodes endog, at Danmarks Konge felv, fom Generalisfimud, tog fin Dee af
Priispengene. 3.
%) Ved en Tancelliplakat af Zdie November 1810 blev beſtemt: „Naar en Priſe, fom er
condentneret til Fordeel for nogen med fongl. Kaperbrev forfynet Kaper, ved Auction
udbringes til meer end 10,000 Mvir., ba far bet af hvad Prifens Reallfationsfum
overftiger 10,000 Rdir. gjøreg frugtbringende i Kongens Kasſe.“ Efter åde 8 fulde
derfor ubftedes Obligationer, Iybende paa Oyfigelfe efter 6 Uar med 4 pCt. Rente.
Disfe Obligatiouer bleve en ſtot Gjenftand for Salg.
ME — —
* Erindringer. 17
258 Andet Tidsrum II. Riitende Gapitel.
Nittende Capitel.
Frederiks Univerfitet i Chriſtiania fiftes.
— — — —
Selfrabet for Norges Bel tabte ikke den Hovedſag af Sigte, fom det havde faaet i
Arv fra det topographiffe Gelftab, Norges Univerfitet, og det er dets Birtfomhed i
denne Henfeende, fom indfriver bets Navn med uudflettelige Trek i Norges Hiſtorie.
Det havde modtaget en Sum af 1000 Rvir., fom af tvende Patrioter) var udſat
for en tilfredsſtillende Befvarelje af didhørende Sporgemaal, og til at bedømme be å
ben Anledning indfomne Afhandlinger var der nedfat en Comittee, beftaaende af 5
Medlemmer, nemlig Biftop Ved, Vrofesfor Mofted, Overfærer Platou, Slotöpræfk
Pavels og Grev Wedel-Jarlsberg. Iblandt de indleverede Vefvarelfer kronedes ben,
fom var indſendt af Adjunct N. Wergeland, med en Præmie af 800 Rdl., og Ve:
bømmelfen derover, fom indleveredes Gte Februar, lod faaledes:
nBlandt de indjendte Befvarelfer udmarker fig fortrinligen Skriftet med Vitel
Mnemofyne. Fuidftændighed, Grundighed, Varme for fand VBidenftabelighed, Tyde⸗
lighed i Fremſtillingen, famt et ævdelt og correct Sprog ere dets umiskjendelige Egen⸗
flaber. Da imidlertid Forfatteren paa nogle Steder, iſer ved tredie Sporgsmaalt
Befvarelfe, et aldeles har opfyldt be Kordringer, man troede at burde gjøre til den,
der fhulde vinde den hele Præmie, har man fundet det pasfende ut fradrage em femte
Deel. Skriftet Muemofyne tilfjendes faalebe8 en Bræmie af 800 Rolr.“
Men ifte afene fronedes dette Skrift med ben frørfte Deel af ben udfutte Prær
mie, men med Sandhed fan det ſiges, at bet modtoges over hele Norge med Bifald,
endog med Enthuftasme. Forfatteren erindrer ikke let, at have læft noget Skrift, fom
bar meer opvarmet hans Følelfer for en ſtor Foædrelandsinteresfe end dette, og har
hørte paa ben Tid ofte famme Dom af andre Læfere blandt fine Landeomend. Bars
gefand fif berpaa talende Bevifer ifte alene t ben hæverlige Bedommelſe af hiint Sel
ſtabs Gomittee og ved den ham tilfjendte Præmie, men fra flere Kanter bevidnedet
ham Landsmends Erkjendtlighed for dette Nationalvært, der faavidt Forfatteren ve
endog ledfagedes med et Honorar fra enkelte Hænder». Men den frørfte Tilfredsha
maatte han finde i det Stød, fom han derved havde givet til et flort Nationalanlig⸗
gende Fremme — og aabenbarligen bidrog VBærfet til at vedligeholde og forøge den
almindelige Juteresfe, fom Univeriitetsfagen fandt i Norge paa den Viv.
I Danmart blev itte Wergelands Bog modtaget faaledes fom i Morge. G
af Danmarks lærdefte og grunbigfte Jurifter, AU. S. Ørfted, undertaftede Bogen den
flarpefte Kritit 3), føgte at blotte dens Mangler og tilbagedrive dens flarpe, og vil
nof tildeels ubeføiede Unfepofter over Norges Savn og ftedmobderlige Behandling fra
Frænderiget8 Side. Recenſenten gav tøvrigt det fædrelandffe Sind, fom den norffe
Nation ved benne Leilighed viiſte, fin Met, og glædede fig i Haabet om bet Frem
— —
y [Præmierne for den bedſte Afhandling om et norſt Univerſitet vare udſatte af 2) Kjeb
mand Johannes Thrane med 400 Ror. Cour.; b) Grev Wedel⸗-Jarsberg og Sviger:
fader Peder Unfer med 600 Rvr. Gour.; c) af Kjebmand Beftye Egeberg med 200
Nor., tilfammen 1200 Rdr. Gourant. — I. Chr. Berg.
2) [Pan modtog iffe ubetydelige Pengefummer fra tamemmelige Medborgere; fra Drammen
200 Rvr. (jfr. JUuitr. Nyhedsblad 1858 No. 29) og fra Porsgrund 500 Avr.,
paa fidfte Sted efter Indbydelſe fra Hans Møller. Endog fra Kong Frederit VI
mobtog han en Haandjfrivelfe i de naadigfte Udtryk, ledſaget med em Gave af 300
Rdr. D. €.]
) J Danft Litteraturtidende 1811 S. 593 ff. [Muemofyne udfom paa Selſtabets Be
foftning f bets Hiftoriſt-⸗Philoſophiſte Samlinger. Chra. 1811, Ute Deel i 2 Bind.
ØK Kritik jfr, bang Skift: Af mit Liva og min Tida Hiitorte I. 252—66
Subftription til et norit Univerfitet. 959
he, fom denne Indretning vilde give Bidenflabeligheden i Norden. Han var endog
rméfe Punkter enig med Forfatteren og udhavede fordeelagtigen disſe; men han gil
ud flarve Baaben ifær (08 paa Wergelands Udfald mod Frændeftaten, og bløttede
Nangferne i bane Udkaſt til Univerfitetets indre Organifation. Recenſenten beholdt vift
ut Balpladſen, forfaavidt han iffe gjendreves af noget alvorligt Gjenmæle. De
po fom bawde tilfjendt Wergeland Prifen, fode det blive ved enkelte Nttringer af
Music over den firenge Behandling, og paa Wergelands Landsmaend havde Recen⸗
men ingen fynberlig Birtning til Stade for dens førfte forderlagtige Indtryk. De
| feie Rerdmond, fom interesferede fig for denne Rationalfag, fulgte alene med fpændt
Opmarfjomhed Sagens Materie. Denne var valt ved Wergelands Bog, og de vare
ligegyſdige for de Planer, der lagdes for Univerfitetets Form, fom de trocde
vide bitve beftemt af de rette Hænder. Wergeland vaandede fig under Mecenfionen
Mg fog iffe alvorligen tif Gjenmæle. Han gjemte de bittre Følelfer, fom Necenfio-
an forvofdte Ham, til en beleiligere Tid, og gav dem fenere hen, da Norge var
en forenet med Sverige, Udbrud paa en Maade, fom opvafte Misnøie baade I
Saar og Danmark.
Denne Necenfion virkede imtblertib i en anden Retning. Den lagde Tømme
ss nbefindige Udtryk af en emfidig Fæbdrelandskjærlighed, fom faa let blander ube:
Anfepofter og indbildte Fornærmelfer med Bevæggrunde, der hvile paa Sand»
og Met. De faa Skribenter, fom befljæftigede den norffe Presfe, bleve mere
Pktige, og Nordmændene indffrænfkede fig til i Gjerningen at fremme denne Natio
mffog. Det blev Nordmændene alt meer og meer Hart, at der behøvedes en Heir
ole i Landets eget Stjør, deres Uttraa worede efter en videnffabelig Selvftændighed,
fan aldrig funde opnaaes faafænge ben atademifte Dannelfe maatte fuldendes i Kjø-
haben, og af den Aarſag indffrænkes til et mindre Antal Studerende. Bi have
flmde ovenfor bemærfet, at det nærværende Øieblif af flere Aarfager var færdeles
fnent til at fremme bette Nationalanliggende. Nationen havde under Krigen, fær
m ſom førtes med Naboriget, fært at fjende fin ifølerede Stilling med Henſyn til
fitetsopbragelfen, da Antallet af de i det Høbenhavnffe Univerſitet indſtrevne
henter var i den Grad aftaget, at Norge med Føie hunde faldes udeluktet fra
Mgang til denne videnffabelige Indretningi)y. Dette Savn føltes faa meget bybere,
fa terge faa godt fom ingen Ynftitutioner Havde til Underftøttelfe for den høiere
end af akademiſt Dannelje. Danmart, af Omfang fongt mindre, i Kolfemoængde
» fr meer end en balv Gang førre, kunde rofe fig af 3 Jndretninger af den Urt,
Mffjent den ene af dem dengang var mere til Pryd end til virfeligt Gavn for dem,
m attraaede akademiſt Dannelfe. Nationens Følelfer vare ikke alene i Almindelig⸗
oyvatte under Landets forladte Stilling og hæderligen overoundne Farer, men
pare be i VBevægelfe ved de Skridt, fom i denne Anledning vare foretagne, og
» ven fraftige Stemme, føm havde udtalt fig om Sagen. Nationen Begyndte Dere
Då igjen at famle nye Mræfter. En faadan Stemning maatte benyttes, et faa ber
ant Dieblik til at afhjæfpe det fore Savn ei forfømmes. Det var betænketigt at
føle den ypatriotiffe Lue, der var opflammet og næret under falles Farer og Trængs
År, affjøles under en fornyet og forbeelagtig Birffombheds foldere Beregninger; —
fi Sandhed, Erfaring har fært, at Tilboielighed til Opofretfe ikke altid ligger ved
Glet erhvervet Rigdoms Side.
— —
n 3 Muemeſyne I. 129 findes en Tabel over de i 1792—1809 indſtrevne norſte Stn-
Benter ved Kjøbenhavns Univerfitet. Deraf ſees, at de norſte Studerended Tal -ingen-
ſtade nbgjorde over '% Deel af Studeuternes Antal i det Hele — et i Saudhed Idet
Ferhold med Henſyn til Foltemængden, da Slesvig vg Holſteen maatte undtaget. I
Krigens Tid var Antallet faa meget aftaget, at i 1808 Jugen, i 1809 kun 7 tndflre-
ves, om eller Dpgaven er paalidelig eller Forfatteren deraf maaſtee mangfede de for-
nødne Data. Men i alle Tilfælde var Forholdet ringe. i.
17"
960 Audet Tidorum LI. Rittende Gapitel.
Directionen for Selſtabet for Norges Vel beſluttede at benytte denne Stemnin
og disſe gunſtige Omftændigheder, til at traffe alvorlige Foranſtaltninger for at frem
me bet Hæbersværk, fom var dens Hoænder betroet. Den lod de indfomne Ufhant
linger tryfte, for at Udbredelfen deraf funde førberede Gemytterne til Bærfete Under
ſtottelſe, og de bleve indrykkede i Selſtabets philofophifte og hiſtoriſte Gamlinge
hvis bedfte Prydelfe de udgjorde”). Efter Opfordring af flere Medlemmer og adſtil
lige Diftrictscommisfioner udftedte Dirertionen i Gelftabets overordentlige Møde de
ifte Junt 1811 en Indbydelſe til Subſtription til alle Selſtabets Diftrictscommid
floner for dertil at modtage Enhvers Bibrag. Indbydelſen lød ſaaledes:
„Landsmend og Brødre!
Raænge følte tænfende Nordmænd Sapnet af et norftt Univerfitet. Flere Gan
fød Norges Ønfte høit: at opreife Bidenffaberne et Hoiſede i eget GStjød! ED:
Moænd, hvis Minde er og bliver Nordmend helligt, talte med Varme og Kraft dems
vigtige Nationalfag. Men mange Banfteligheder bhindrede til dette Øieblit famme
SJværtfættelfe. Forſynet forbeholdt Kong Frederik den VI'> Regjering den ubøbelig
Haæber, at grundlægge VBidenffabernes Tempel i Norge.
Store Ulytter, fom rammede Staten og truede at fønderfnufe ben, lob Morg
mere fevende end nogenfinde føle ethvert Savn, og fremfaldte tillige en før uljeni
Kraft til at afhjælpe disfe. Onſtet om et Univerfitet opflammedes meer end nogen
finde forhen; thi Fiender baade Kl Lands og Bands lagde nye Farer, ny Vanſtelit
hed i Beten for den ftuberende Ungdom, og ben ved Krigens Ulyffer vakte ſtor
GStræben til Fuldfommenhed i enhver VBindfribelighedens Green gjorde dagligen Fra
bring paa mangehaande manglende Kundffaber.
norges Onſter naaede Tronen, og Jrederit den VI'*, der ei fan ville Und:
end fine Unberfaatteres Bel, der ei fan taale, at nogen Dee af den forenede Sta
tilfibefættes, vil filferligen give Norge et Univerfitet, naar Midlerne, fom ubfordre
til dets Oprettelfe og Bedligeholdelfe, tilveiebringes. Af Regjeringen bor vi me
Tillid vente, at ben fraftigen vil bidrage til disfe Midlers Tilveiebringelfe; men fa!
vi, efler bør vi vente, at ben vil gjøre Alt! — Nei, Landsmend! Utallige vigtig
Gjenftande gjøre Fordring paa Regjeringens Opmærffomhed og dens ved Krigen fræl
fede Midler; derfor flylde vi vor egen fom vore Landsmends gre at forene o
anfirænge vore Kræfter, for at opreife og vedligeholde Bidenftabernes Tempel i Rorgi
paa det itte Samtidige og Efterfommere frulle fige: „Nordmand talte i en lan
Rotte af War om Nodvendigheden og Nytten af et norft Univerfitet, men de bidrog
fun fidet ved fraftfulb Daad til at flaffe deres Faæbdreland dette faa uffatteerlige Gode.
— Dog Nei! Sligt frulle Narbøgerne itte vibne om Norges nulevende Sønner! Me
fand Glæde fom med trygt Haab forudfee Undertegnede, ber for Nutiden nyde bi
Held at flaae i Spidfen for vort foædrefandfte Samfund, at den famme høte Yan
og nordiffe Kraft, fom under Unførfel af Norges hedenfarne men udødelige Helt o
Ben værnede om Norges Gelvftændighed mod Hiendens Skarer, under Kamp tillig
med Hunger og Nød, ogfaa vilvife flg i Nordmaends Unftrengelfer for et norft Uni
verfitet. Med Glæde vil den Rige ile at ofre fin Overflod, og den mindre Formu
ende at indftrænte fine Hornødenheder, for at reife Norges Univerfitet paa en faft Grund
vold. Ulle brave Norbmænd ville tappes om at bidrage til ben ſtore Nationalfag
thi hvo blandt os er faa fortfynet, at han et feer Bigtigheden af, at Norges ſtuderend
Ungdom, dets vigtigfte Haab, dannes i dets eget Moderſtjod paa en til Landets Natu
pasfende Maade, og hvo iblandt og er faa fold, at han ei henrykkes ved Tanken ov
at fee med et norff Univerfitet en ny Morgenrøde fremftraale over Norges Fjelde.
n denne Overbeviisning og efter flere brave Rordmænds Opfordring opfylde
Directionen i det kongelige Selſtab for Norges Vel herved en behagelig Pligt, a
1) Biffoppen i Nordlandene, M. B. Krohg, havde ogſaa indgivet em Afhandling, fon
blev fronet med accessit.
'Kong Frederik ben Sjette frifter et Univerfitet I Norge. 961
gar Nationen Seilighed til offentligen at bitre fin Jver for et norſt Univerfitets
Gndiæggelfe og Bedligeholbelfe, ved at fremlægge for vore ærede Medborgere, og
gjennem famtlige Diftrictecommisfioner en Subſtriptionsplan, hvorpaa enhver fan
byn fig, hvad og hvorledes han vil bidrage til hiin wvigtige Nationalfag, —
se jg emten paa engang med Garer af Guld, Sølv eller Pengefummer, af Jorde⸗
gås eller andre fafte Giendomme, af Bibliotheter eller Raturalfamlinger, Inſtrumen⸗
it og Undet deslige — eller aarligen ved at anvife Jndtægter af Auaende Capitaler,
pirate Ziender, bortbygflede Landgodfer m. m.
Ligeſom vi forud ere overtydede om, at alle vore brave Medborgere, faavel i
fm nbenfor dette vort Fodrelands⸗Samfund, raftigen ville bidrage til dette cæbdlefte
Ølemeds Opnaaelſe, faaledes tør vi forfilfre, at i denne vigtige Sag Intet fra vor
She flat vorde forfømt til vort Norriges Bel.”
Chriſtiania, i Directtonen af det fongelige Seljtab for Norges Vel, den Afte Juni 1811.
griederid Pring 3u Hesfen.
6. Rasmusſen. J. Roſted. Stoud Platou. J. L. Bull.
Peder Anker. M. G. Roſenkrantz. H. Wedel⸗Jarlsberg.
Planen blev derefter trykt og forelagt i Directionsmeøbdet den Bde Juni, og ſamme
Bag fubftriberedes aflerede 85,500 Rdlr., nemlig Prinds Frederid af Hesfen 5000
Øltr., Peder Unter og Grev Wedel-Jarlsberg 50,000 Rdlr., Mofentrang 30,000
Dir. Overlærer Platou 500 Rdir. De øvrige Medlemmer af Directionen ſubſtri⸗
berede aarlige Bidrag til et Beløb af 150 Rdir. Bed dette Møde var fun Direc-
fiere Medlemmer forfamlede, og til bem alene indffræntede fig Eubflriptionen.
Amen blev derefter tilfendt det Unterffe Fiteicommig, hvis Formue, fom endnu paa
in iD, endffjønt meget formindføet mod hvad ben forhen havde været, var meget
Adelig, ben afdode Bernt Unter havde beftemt til Norges Gavn, og ifær til Op⸗
bhuingens Fremme, og Udminiftrationen for famme gav bderpaa følgende Baategning:
„J intet Vilfælde fan med ftorre Grund gjøres Kordring paa Bidrag af det
Uferſte Fideicommis end i nærværende, hvor det gjælder om et faa længe ønfet,
fa beit tittrængt Univerfitet i Norge, hvorved Teftators Kormaal tillige paa ben krafs
ffe Maade vil blive fremmet. Ulligevel vil det falde Jideicommisfet vanfteligt,
ber dets med Gjæld behæftede Horfaming, mu at udtælle en faadan Capital, fom
Qlanenö Bigtighe», og det af de for Sagen varme Landémærd hæverværdigen givne
Tenpel maatte fordre. Man haaber derimod, at et aarligt Bidrag hunde for Uni:
nerũtetet blive af lige Nytte, og dette vilde for Fideicommisfet være meeft beqvemt.
Sen Adminiftrationen formener, at i ethvert Vilfælde bør en underdanigft Foreſtilling,
men om Gapital paa engang eller om aarligt Bidrag, iffe nedlægges for Hans Ma:
Piet til affernaadigft Upvrobatton, forinden man har erfaret, hvad der af begge Dele
fa Norges med Evne og Billie begavede Mand vil indkomme, da vi roe, at dette
Øfaltat bor fægges til Grund for vor allerunberbanigfte Horeftilling.” Denne Ude
føltelfe foranledigede imidlertid, at intet Bidrag fra bet Unferfte Fideicommis tilflod
tat morffe Untverfitets Fond; thi da GSubfrripttonen var fluttet, og Fideicommisſet
hæefter ſtulde gjøre den tilfigtede Horanftaltning, var dets Forfatning bleven faa fors
villet, dets virkelige Formue faa meget formindffet, at Udmintfrationens Opmærffom
fed maatte udefuffende henvende paa at redde denne uformelige Bygning fra en Un-
dergang, fom faa Aar derefter [1819] virkelig paafulgte!).
| r) [Bed Val. Ref. 24 Marts 1812 blev Fideicommisſets Bidrag til Univerfitetet beftemt
til Tdr. Byg aarlig; men da det ikke kunde udrede dette, nedſattes Bidraget ve
Regentens Rei. 2 Mai 1814 til 100,000 Mir. D. C., omffrevet til 15,000 Syd.
eengang for Ale og 1000 Tdr. Byg aarlig, fra 1813 ut regne, Hvoraf dog hele Gas
pitalen og meget af Rornreuten var ubetalt, Da Opbudet foregit. Jfr. Mere herom I
Norfte Stifteljer III 45.—46.
262 Andet Tidsrum II. Mittende Gapitel.
Søte forgjæves gjorde Directionen for GSelffabet for Norges Bel denne Opfo
dring til bet norffe JFolt. Overalt, hvor Subftriptionsplanen viifte fig, berigedes d
med ftore Bidrag; men de vigtigfte ſtyldtes Handelsftanden. Denne famfemmi
ver for en vigtig Nationalfags Fremme, uͤdtrykt i flørre Bidrag end nogenfinde
bleven offret af private Hænder i Norge til Statens Gavn, opvakte den danfte Ko
ges Opmarkſomhed og fremføyndte hans Bifald !) — et Bifald, hvortil vi ifte ale
ville hente Grunden i en fog Ugtelfe for et Folls Stemme, hvis Hengivenhed |
det gamle Forbund i Majeftætens Tanker nyligen vakfede, men fornemmeligen i &
Kjærlighed til det norffe Folf og oprigtige Attraa efter at fremme dets Garn, ft
vitfte fig i alle hans Handlinger. Saaledes udfom et Fongeligt Mefeript af %
Geptember 1811 til Directionen for Untverfitelet og de lærde Skoler, fom af ven
kundgjordes fualedeg:
„Ved allerhøiefte Rejolutton af den Septbr. d. Y. har det behaget H. Å
at beftemme og befale: at i Kongeriget Norge ſtal oprettes et fuldftændigt Univerfit
fom paa ben Maade ffal organifereg, at ved Samme ikke blot fral foredrages al
bemiffe Bidenffaber for de egentlige Studerende, fom have til Henſigt at danne |
til lærde og wvibenffahelige CEmbedsmænd, men og gives Hhenfigtfvarende Underviidnii
i almeennyttige Kundjfaber for dem, hvis nærmefte Formaal er at vinde yprall
Duelighed for det borgerlige Liv?). — Lærerpladfene ved dette Univerfitet ere |
det forfte beftemte til i Ult 19 Profesforater og 2 Lectorater, og under disſe E
tingelfer er Staden Kongéberg*) af H. M. udfeet fom det beqvemmefte Eted |
Norges Univerfitet.
„Til dette Untverfitet vil Allerhoiſtſamme have fljænfet og beftemt: ua) D
H. M. nu tilhørende Golbjørnjenffe Samling tilligemed Doutletterne af det fro
fongelige Bibliothef; b) Doubletterne af det tjøbenhavnffe Univerfiteté Naturaltheal
i JForentug med de offentlige Stiftelfers Doubletter af Naturalier, famt den Samli
af Mineraler, fom Bergfeminartet i Kongsberg nu er i Bejiddelfe af; c) Belo
af ben under Navn af Studiijfat Præftefaldene i Norge paalagte aarlige Afgij
fom bidtil har tilfaldt Kjøbenhavns Uuiverfitet; Å) Beløbet af de Legater, fom f
Norge i fin Tid ere fljænfede til Underftøttelfe for Studerende ved Kjøbenhav
Univerfitet, hvorhos H. M. allernuadigft er findet, at ville give fin allerhøiefte Ti
fadelje til: ce) at ber, faaledes fom Omftændighederne efter nøiere Overveielfe maal
tilade og medføre, ydes Bidrag til det nye Untverfitet fra Ddet forøifte Akadem
fra bet ankerſte Fideicommis, fra bet angelfte Legat, og fra det offentlige og ben
ficerede Jordegods i Norge.
„Ved det norffe Univerfitets Oprettelfe ffal Candidaternes Provelſe ved Embedsen
men i Fremtiden albeles affondres fra Univerfiteterne i begge Riger, og derimod foretag:
paa ſaadan Maade, fom H. M. maatte finde for godt nærmere at faftfætte, hvoro
Direktionen er befalet i fin Tid at indfomme med alferunderdanigft Forflag.
„Jevrigt har H. M. bemyndiget Directionen til, i Henfeende til forbemeld
$Hovedbeftemmelfer at træde i Brevverling med det fongelige Viceftatholberfrab
Norge, bet fongelige danffe Canceli, det fongelige Mentefammer og øvrige vedfom
mende fongelige Departementer, for Derefter til allerhøiefte Beflutning at forelægg
de fornødne ubførlige Forflag til det norffe Univerfitet8 Jnbdretning 4).
) [Jfølge Trefdows Brev blandt Bilagene No. 61 al Grev Wedel egentllg har
været ben, fom ved fin Nærværelje i, Kjøbenhavn brev Sagen igjennem hot Kongen.
7) Bed denne Beftemmelje toges maaſtee Henfyn til de flore Bidrag af næringsdrivent
Borgere; thi paa den Tid raadede Humanifterne mere end Realiſterne.
5) [Bed gl. aabent Brev af 10be April 1812 beftemtes Chriſtiania til Univerfitetsfta
og Profesſorernes Untal forøgedes til 27, der ſtulde anfættes i tre Perioder, faalede
at Univerfitetet var i fuld Virkſomhed fte Seprbr. 1815.
) [3 Siutningen ar Septbr. f. A. nedfattes Å Kjøbenhavn en Gommisfion, for at gjen
nemføre Kongebudet. Dem bejtod ar D. Malling fom Formand, og forsvrigt a
Subſtriptionens Udfald. Unlverſitets⸗Feſt. 263
De kongelige Gaver, fom herved tilſagdes det norſte Univerſitet, bleve tildeels )
Sage sverfenbte, endog efter at Omftændighederne ved Rigernes Skilsmisſe havde
frendret fig. Nogle Beftemmelfer hunde efter beres Natur ikke gaae i Opfyldelfe;
tn fjær blev det beneficerede Gods i fin Tid m vigtig Kilde til Jndiægt for det
me Univeritet.
Eunbſtriptionerne i Norge felo havde imidlertid den heldigfte Fremgang, og
bfordredes mtroligen ved Diftricts: Gommisflonernes umiddelbare Omforg for deres
Nredelſe. Sadvanligen ombares GSubffriptionsliferne af de beftyrende Medlemmer
fa une til Guns, og itte forgjæves flede Opfordringen til bet fædretandfte Sind.
Stop paa ben Tid havde be næringsdrivende Borgeres Stilling i Norge meget
et fig. Handelen med England havde faat en vis Fafthed, og det gane
d var igjen indtraadt. Kornforfyningen var lettet, ikke alene fordi benne tildels
beyttedet af foromtalte Sitferhedsbocumenter, men og fordi engelffe Krydſeres Aar⸗
magenhed paa vore Kornfartøier flappedes under bet fredelige Forhold, fom fundt
Gir imellem England og Norge. Bare faalebes Bidragene betydelige, faa findes
Vi neppe noget Yar i Norges Handelsbiftorie, i hvilfet de fettere kunde udredes af
im Alesſe af Borgere, fom ydede de flefte og ſterſte. Iſer var Fragtfarten fors
Meiagtig, og den Jndtægt, fom denne fundom gav, falder for vor nærværende
Bfring foft i det Utrolige. J Aarets Vøb vorede faaledes GSubffriptionerne til
mint en Million Rigsdaler, fornben et aarligt Bidrag af 750 Tønder Byg og
235 Tender Havre”).
Mange Omftændigheder bidroge imidlertid til at formindfte disſe Gavers nominelle
Sed, uden at formindfle Bærdien af Givernes ævdle Henfigt. En ubetydelig Deel
å pen fubfrriberede Sum betaltes ſtrar, medens be Fleſte henffjode Gavens Udbetaling
Roſenkrantz, Grev Wedel, Biftop Bed, Motdenhawer, Rothe vg Treſchow. Til Se:
trerair valgte Gommidfionen *. Engeloͤtoft efter mogen Strid, da Treſchow og Ved
miftede Sverdrup. Se Wegener, Antegneljer om Engelerof S. 64.]
5 Tiſdeels — thi iſer ſtal ben fongelige Gave under Litr. 8, Doubletterne fra det kgl.
Biblivibek, langtfra ikke i fnld Uditræfuing være fomnmen Norges Univerfitet tilgode,
idet mange af De koftbarefte og fjeldueite Doubletter holdtes tilbage af Univerfitere-
jagens ivrige Movitander, ODverbibliothifaren Moldenhawer. Denne Doubletſamliug
war betemt til Salg, og der var førlangt 30,000 Rdir. Bføo. derfor i 1805. Den
Deet, Norge fil, ndgjorde omtr. 20.000 Bind efter Sverdrups Ungivelje, ber modtog
dem; efter Kraft ſtal den bave udgjort 4000 Fulianter, 5000 QJvarter vg 20,000 Ot
taver. Werlauff, Efterretn. om det gl. Bibl., 2den Udg., 256.]
) Bidragene engung for alle ndgjurde nemlig omtr. 782,000 Rolr., der Å det Hele fom
i Kasſe med 75,773 Sypd., og de aarlige Bidrag 13,352, føm anſloges til 150,000
Kvir. Hernbidbragene indſtrankede fig i Hovedſagen til Unlers, Wedels, Roſenkrautz's
eg Lovenſtjolde paa deres Godſer hvilende Kornbidrag, fom aarligen ere blevne betalte,
indril Storthinget 1842 befluttede deres Ophavelſe. Disje Bidrag vare de forholds
mæsfig betydeligfte, og de Yvende funne paa eu Maade betragtes font Univerfitetetd
Genftitnenter. Det af Follougs Diftrict ved Sorenftriver, fiden Generalprocurenr,
Faljen bevirtede Bidrag ophørte derimod tidligere. Det maatte viſtnok være betænteligt
at indfræve med Strenghed Bidrag, hvortil dette Diftrict havde forpligtet fig efter
enfelt Embedemands Ovfurdring, uden at Exemplet fandt nogen Efierligning Å Vet
øvrige and, og ijær naar Diptrictet modſatte fig Udredelfen. [Der tegnedeg ogſaa
mangfoldige mindre Kornbidrag I de øvrige Diftricter omkring Chriſtiania, men udenfor
bisfe Egue faare faa. Af Pengebidragene indkom be fiørite fra Ißet ghune Stifts
Kjebitæder, ſaaſom 2000 Species fra D. Chryſtie paa Moſs, 20, Rdir. D. C.
fra Jacob Aall, 10,000 Rdir. fra P. YU. Hend I Kragerø, 10,000 Rvir. D. C.
fra 11 forffjellige Handelsmend. Det veitligfte Bidrag af denne Storrelſe var fra
B. Holm I Ghriftiansjand. J det Nordenfjeldite, ligefra Mandal af, vare Bidragene
1angt færre og paafalbende mindre. Bergens og Throndhjems Rigmæn» fubikriberede
paa enfelte Undta elfer nær eengang for alle et Beløb, hvorfor de neppe i ben ſubſtriberede
Myntfori tunde fjøbe fig en my Kladuing. Dette Forhold I de frivillige Gaver til
Univerfitetet er i mange Henfeender markeligt, og bør derfor her opbevares. Kifterne
vver — Givere ere trylte i Bladet Budititfen for 1811 vg 1812; jfr. og Norſte
Stiftelfer HI. 49 ff.]
264 Andet Zidsrum II. Nittende Gaypitel.
indtil det Tidspunkt, da der blev virkelig lagt HGaand paa Bærtet, eller de betingede
fig en fuccesfiv Udredelſe. Pengenes idelige Synken i VBærd, og Pengefororduingen
af Januar Maaned 1813 veducerede Gaven høift betydelig, og en mindre Deel af
de fubftriberedbe Summer gif tabt i Ophbudsmasfer og nogle af Subftribenternes
Pengeforlegenhed, frembragt ved en ny fort efter indtruffen Criſis. Fotmedelſt disfe
Omftændigheder reduceredes viſtnok Gaven betydelig, men dog ikke i den Grav, at
ben jo fremdeles maatte betragtes fom den flørfte, ber nogmfinde til et fædretandf
Øiemed er frembaaret i Rorge. Det var faaledes uden Grund, at der i den Ovarfgt,
fom gaves om Univerfitetsfagen af Selſtabets Secretair, Magedes over, at der ille
var gjort not. Han hentydede paa 100,000%r ja Milltoner, der fulde være i
deres Comme, der Intet bidrog, og meente, at ber burde ventes langt meer af det
fæbdrelandffe Sind i Rorge y. Men hvor findes en fulbfommen famftemmig Jntereske
for FæbdrelandetS endog vigtigfte Unliggender? Hvad der gjordes var al Åre vært,
og fortjente med Berømmelfe at omtales. Handelsſtanden vitfte en priisværdig Agtelſe
og Iver for Videnflabelighedens Tarv og Fremme ved fine betydelige Bidrag, og
Embedsmandens Gaver maatte anfees faa meget betydeligere og for Giverne hæberligere,
fom de gaves i et Tidspunkt, i hvilfen den frørfte Deel formedelfi Pengeforværringen
fummerligen ernærede fine Familier. Hine gave meftendeels af Overflodens, disſe af
Armodens Kasſer, og begge Parters Bidrag maatte i VBærd tappes om Prifen.
Da faalede$ al Tvivl var hævet om at Univerfitetet vilde blive oprektet i Norges
eget Skjod, befluttede Directionen for GSelftabet for Norges Bel at formsftalte ex
ftor og almindelig Taftefef, fom berammedes til 14te Decbr. 1811, i hvilken Uns
ledning der udfledtes et Circulaire til alle Diſtrietseommisſtoner, for at Hoitideligheden
kunde blive ubført famftemmigen, og paa en til Sagens VBigtighed og Verd pasjende
Maade. Feſten holdtes meftendeels overalt i Kirterne, fordi Moængden af dem, jom
beri beeltoge, ikke funde rummes i private Localer. Faſt overalt holdtes ala,
Mufit og Sang opførteé, og Dagen endte fom fædvanlig ved faadanne Leiligheder
med Feftmaaltid ng Dands. Ogſaa af den norffe UPdeling i Kjobenhåvn bhøitideligs
holdtes Heften, forherliget ved Mufernes Gaver, og Kongen gav ille alene i maadige
Udtryk fit Bifald tilkjende over benne Høitidelighed, men var med det kongelige Hof
tilftede ved Feften, ved hvillen flere Taler bleve holdte af Præfidenterne for de fors
fljelfige videnffabelige Stiftelfer i Danmark og Norge og endog i det fjerne Udland,
i hvilte Takſigelſer aflagdes til den fongelige Stifter for benne vigtige Forsgelſe af
Landets videnffabelige Infritutioner. Der fremftod ogſaa Prinds Chriſtian Hrederil
og bilfede fom Præfes for Bidenfrabernes Selffab i Trondhjem det vordende Univerhitet
med en fort Tale. Der blev t Norge talt meget om den Effect, fom benne ale
havde gjort paa Tilhørerne, ikke alene formedelft det til Sagen pasfende Indhold og
de vakkre Ord, men og den Anftand og Vardighed, Hvormed ben blev foredragen.
Bi forbigaae at tale om be forjfjellige Maader, hvorpaa denne Feſt udførtes i de
forffjellige Ggne, der mere udmaærkede fig ved Munterhed og hjertelig Deeltagelfe end
ved Pragt og Feſtligheders fædvanlige glimrende Tegu. Men dette vove vi at paa
flaae, at Dagen var en Glædesdag for de flefte Rordmaænd, og at Manges Hjerter
hævede flg i Tak til Forfynet og den adle Giver for det Gode, fom var Norge
itjontet. Denne Gave af Frederil ben VI: gjordes i Sandhed i beleilig Tid, og
maa betragtes fom et af de herligfte Horberedelfesnidler til at gjøre dem politifte
Forandring, fom fort efter indtraf, heldbringende for Fædrelandet, og fom ben bedfte
Støtte for det nye Selvftændighedsvært. Med Nette bærer derfor Norges Univerfitet
) Derjom derved meentes de flette Penge, fom waliberede i Norge med Slutningen af
Aaret 1811, funde ber vel ba Andes Millioner i Norge. I gode Penge hande be til
alle Tider været et Sarſyn, ligeſom itor Formue i det Hele le findet paa mange
Hander i Norge.
Rørged og Danmarls Handel. 265
Giifierens Namn, og Mindet om benne Belgjerning vil bevares i | Norge med Lals
semmelighed af en fjern Efterflægt”).
Tyvende Gapitel.
De okonomiſue Forhold i 1811.
Me Qenfyn til Norges Handet kunde Uaret 1811, fom ovenfor ubvitlet, kaldes
tt Fredens Aar, og I Henfrende til indvortes livlig og fordeelagtig Virkſomhed unde
bet ſtilles ved Siden af det nye henrundne. Norges Handelsvirkfombed overgik i
dette Aar ogſaa Danmarté, og bidrog til at forbedre Frænderigets Tilftand. Dan⸗
marks active Handel laag ogfaa i Vette Aar i en dyb Dvale. Dets Oftindier og
Ebinafarere, fom nyligen før Mrigens Udbrud havde fat faa mange Hænder i Ber
»ageffe, iffe alene for banfl, men i en mere betydelig Grad for hollandff Regning,
lan mu frille. Skibene fornanfredes eller folgtes, forfaavidt de vare begvemme Tros
laftdbragere, til Norge. Faſt ingenſteds var den danfle Kjøbmand aabnet nøgen Bei
til bireete Handel, og den indireete hunde blot drives paa befvarlige og Foftbare
Snigveie. Kort før Krigen havde Danmart, ifær Kjøbenhavn, under en blomſtrende
Handet paa China og Oftindien, ikke alene i Overflod forfynet Danmart og Rorge
med Colsnialvarer; men det var et Oplagoſted for de øfterføifte Provindfer, ber deels
itte toge Deet i denne Handel med fremmede Joner udenfor Europa, deels formedelſt
Krig med Hrankrige derfra vare udeluttede. Denne livlige Handel ophørte nu brat.
Dandels førbindetfen imellem Kjøbenhavn og Norge, faa levende før Arigen, var under
denne fangodt fom afbrudt, og Forholdet var endog tildels blevet omvendt. De
udetaffende Brivilegier, fom vare Hovedftaden tildelt med Henfyn tl Handelen med
Gøtoniatvarer, havde gjort Kjøbenhavn til begge Rigers Oplagsked for disſe Pros
bucter, ber i en fladig Canal beffjofitgede mangfoldige Skibe og berigede Mangé
bandt Hovedftadens Stor⸗ og Smaaharblere. Norge blev nu, fom før fortalt,
paatvanget en førre Overflod af disſe Producter paa Vet engelſte Marteb, end det
fete bunde forbruge, og ille faa Partier deraf lifede flg, gjennem Farisier, ber vare
forfynede med Korn-Licencer, til de danſte Brovindfer. Cu ſtor Forandring foregif
ſaaledes under Srigen med Henſyn ril Omfætning af udenlandſte Varer imellem Norge
og Kjøbenhavn. Denne er aldrig nere vendt tilbage i fin forrige Livlighed; thi
med Den frie Horbindelfe mellem Danmark og Norge efter den gjenvundne Fred kom
tillige friere Handelsforhold for Norge. Kjøbenhavns priviligerede Handel Ul Norges
Stade ophørte; for Norge aabnedes alle Huvne med lige Frihed, og bet forfynede
fig med hine Lurndvarer paa de Marteder, hvor de billigft fælges. Endog den danfle
Kornhandel førtes under Krigen meer activ fra Norges Side end før famme. Tilforn
var det meeſt banffe Studer, ber tilførte Norge det Korn, fom det i faa for Mengde
beføvede, og Norge fandt bedre fin Fordeel ved at beftjæftige fine Matrojer paa
fore Trætafts og Fragtfarere, fom befeilede fordeelagtige Marfeder, og nøde Godt af
be nordiffe Rigers Meutralitet, under faft det hele øvrige Europas Krigstilftand.
Under Vicencefarten vdr det meftendeels kun norfte, og ifær flore, Skibe fom fattes
i Bevægelfe i Sornfarten, fordi disſe Silferheds-Documenter føde lettere gjennem
Se Fj om Nationalfeften itte Decbr. 1811, udg. af — St. Platou.
) ll —* —32— ved Feſten I Kjøbenhavn. ' mht. 181 1812.) *
366 Andet Tidsrum ÅL. Tyvende Capitel.
norſte Canaler under Norges livlige Handel med England, og fordi Norge harde
flere Skibe af den Drægtighed. Kun Nordſtrandsfarten fortſattes fremdeles med
mindre norffe Farkofter, og i denne blandede fig ofte banffe Smaafluder. Nord=
frandsfarten havde — fom ovenfor udviklet — under Krigen overhovedet en fær
Betydning, fordi Kornhandefen formedelft den forte Ufftand mellem Danmart og
Norge førtes lettere Derfra, og den aarvaagne Fiende lettere ſtuffedes. Under Licence=
farten fil den en endnu førre, fordi Norges Overflod af Colontalvarer under denne
fettere overførte til denne Kyſt, og berfra igjen ubdbredtes over de danffe Rrovindfer.
Men Danmarks mindre heldige Stilling end Norges under et Par Krigens Mar,
medens Licencefarten blomftrede her, forbedredes formedelft flere gunftige Omftændigheder,
ligefom dets Kræfter til at udholde Krigens Noæbdfler og Næringsveienes dermed
forbundne Forulempeljer ere langt flørre end Norges. Savnet af Golonialparer
erftattebes i Hrændeftaten paa flere Maader. Lykkeligviis befandtes, fom overfor
bemoærtet, ved Krigens Begyndelfe et fort Forraad af Golonialvarer i Kjøbenhavn,
fom ikke alene for en Tid tjente til Danmarks egen Korfyning, men endog forfendtes
til Hamburg. Vi have feet at denne Forfendelfe tilligemed andre Uarfager bidrog
til at forebygge Gourjens Fald i flere Maaneder efter Krigens Udbrub, fom ellers
maatte være bleven en Følge af faa mange for den danfle Statskasfe og Privates
Formuestilftand tryftendbe Omftændigheder). Da dette Forraad udtomtes, erftattedes
Savnet paa flere Maader. Under Krigen opfnappedes flere fiendtlige Skibe i De
fnævre Sunde, hvorigjennem der frømmede Skarer af flendtlige Coffardiſtibe, ladede
med alle Slags europæifte og transatlantiffe Varer, af danfle Kapere og Orlogs⸗
fartøier, og den ftærkefte Convoi hunde ikke hindre, at foftbare Ladninger flundom
afftares fra ben beflyttende Flaade. De Auctioner, fom ideligen holdtes over dette
Slags Koftbarheder, udbredte dem berfor ftundom i ike vinge Mængde i Hovedſtaden.
— Efterat Krigen med Sverige var endt, dreveg megen Handel over Gothenborg
med Golontals og engelffe Manufacturvarer. Iſer var denne Omfætning livlig å
Aaret 1811, og der var i den Tid megen Tale om Begunfigelfer, fom tilflode
Kongens Udjutanter og Mndlinger gjennem Jndførfels-Tilladelfer *), der folgtes til
Kjebmæn». Umeritanffe Stibe bragte ogfaa mange exotiſte Producter til Kjøbenhavn.
Der var faalebes overhovedet ingen Mangel paa disfe Artikler i Kjøbenhavn under
Krigen, og bet var førft i en fjern Ufftand fra Hovedftaden, at disfe Nydelfer fore
minbjfedes eller erftattedbes ved GSurrogater*).
Der fattedes faaledes ikke Hovedftaden paa Overdaadigheds⸗ ligefaalidt fom paa
Fornødenhedövarer, men det kunde fynes fom Midlerne til at betale dem muatte
ſpœkkes under den ftore Handelsforvirring og GStandsning af Stibsfarten pax uden-
landſte JFarvande. Men Krigen er et Uhyre, fom nærer fig af fit eget Blod.
Danmarts Udrufininger og Militatrets Horøgelfe i Hovedftaden foranledigede der fore
og forbeelagtige Omfætninger. I en flor By er desuden den indenbyes Omfætning
af ftørfte Bigtighed, i det det ene Forbrug rætker det andet Haanden i Omfætningernes
Kredslob. Kjøb og Salg løbe ved Siden af hinanden i en idelig fortfat Kjæde,
og Livets mangfoldige Krav ubvibede Virkſomhedens Kreds i alle Retninger. Kjoben⸗
havns Folfemængde aftog faaledes ikke under Krigen, og om end Formuen betydeligen
formindffedes paa enfelte Hoænder, ber udelukkedes fra den før Krigen faa fordeclagtige
— — - -———— — — —
N Denne Coursforbedring vilde vel have fundet Sted i en høiere Grad, naar ille en
ftor Deel af disje transatlantiffe Varer havde tilhørt fremmede Handelshnje, til hvilke
' Remisfer i gyldig Baluta maatte ſendes.
*) Jndførfel af engelfte Gxport-Artifler var uemlig forbudt i Napoleons Stiil.
3) Forfatteren opholdt fig i Kjøbenhavn og Danmark i Vinteren 1811, og han fyorede
viſtnok overalt en forirykt Stilling, ifær iblandt Embedsſtanden, men I Hovedftaden
afdrig Undværelje af de almindelige Luxusartikler. Hos fine Benner i Provindferne,
poor blandt flere Herremend, drak han ikke fjelbent. Rugbrodvand iftebetfor Thee, og
ra bedre Huſes Bord var ofte Viin forwiiſt.
Pengeveſenets yderligere Forfald. 28
Sandel paa Oſtindien og China, og om end Kjøbenhavns ſtorſte Huſe ryſtedes I
deres Belftands Grundvold, faa accumuleredes Formuen igjen paa de mindre Hænder.
Detuden begyndte paa den Tid en færegen Birlfomhed, fom vi ere langt fra at
betragte fom et Held for bet danff-norffe Statefamfund, men fom nudbredte et fort
Feldt for Specutattoner og Omfætming — nemlig Ugiotage med Varer og Penge
Der tjebtes og folgtes paa Børfen uden noget beftemt og reelt Handelsoiemed Berfer
ben ene Poſtdag, for ben neſte at drive den famme Omfætning. Andre, fom anede
Courſens Stjebne og det cireulerende Papirs Tiltntetgjørelfe, kjøbte for dette, medens
bet endnu havde nogen Bærb, rede Sølv eller en Myntfort, fom er bhævet over
Goars, og indfluttede det enten i fine Gjemmer eller betroebe det til fremmede Kasfer.
Paa famme Maade kjøbtes og folgtes Barer ideligen gjennem famme Hoænder, og
der fandt dengang Phænomener Sted paa Kjøbenhavns Børs, liig dem ber vare
aimindelige i Amfterdbam, hvor ofte Korn folgtes, fom ei havdes i Forraad. Ingen
gerfølgelfe, ingen offentlig Foranftalming var land til at bortffræmme disſe Spe⸗
ealanter. De vare Gonjuncturernes Børn, ber næredes af naturlige Omftændigheder.
Der var å de Dage i Uvifer og i daglig Tale megen Skrig over dette Spil med
Berler, Barer og Penge, der frempledes med Navn af Landsforrædet, grufom
Ubarmbjertighed og Egennyttens afſtyelige Foftre. Men Ulytten laa itfe i bisfe
Omjætninger fely, men i de Omftændigheder, fom havde fremledt dem. Krigsudgifter,
cheldig Finanisbeſtyrelſe allerede fra ældre Tider, mislig, fljønt i Sandhed velmeent,
Awendelſe af Statens Midler under Krigen felv, bidrog til Pavirpengenes daglige
gerværring, og hvorledes vilde man opholde et Repræjentativé VBærd, fom Staten
med egne Hænder, tvungen af en haard Nodvendighed, dagligen bidrog til at forvirre
og derfor ſelv viifte Ringeagt? — Naar Baren frembydes i førre Overflod end Ufs
jætringens Omraade fræver, falder dens Vard; bliver den fjeldnere, ftiger den.
Disje Phænomener erc faa naturlige paa Handelens Bane, at fm Uvidernheden
umbrer fig eller harmes derover. Desuden vare mange af disfe Kjøbere af VBerler
og fremmede Penge naturlige Speculanter; be havde Penge at betale i Udlandet og
ſegte dem der hvor be vare at finde. Det hændtes ſaaledes ofte, at Gourien var
fettere i Kjøbenhavn end t Hamburg, fordi der vare Flere i Kjøbenhavn, ber maatte
remittere end funde trasfere. — Bi føle intet Kald til at forfølge Sporet af Re⸗
gjeringens Berel-Omfoætninger ). Den maatte drive et ufordeelagtigt Spil med
Sjøb og Salg af udenlandſte Berler og Papir, for at fnoe fig igjennem en uafbrudt
gorlegenheb for gyldig Baluta, og veife de fornødne Midler til em ulige Kamps
Fortjættelfe. Det frørfte Handelshuus, fom den dertil benyttede, vandt ingen Forbeel
ved at lade fig bruge fom Regjeringens Agent. — Alle Regjeringens Foranftaltninger
tt at forbindre bette Goursjobberie paa Kjøbenhavns Børs — Landets enefte paa
ben Tid — vare tildels unyttige, tildels endog fradelige. Der forbødes at fende
Banfofedler med Poften uden een Gang om Maaneden, at trætte danfle Berfer paa
langere Sigt end 8 Dage; det halve Beløb af Pritspengene maatte indlevereg i
Kongens Kasſe, og man tillod, at Toldafaifterne af Colonialvarer i Hertugdammerne,
fom ei optoge de banffe Bankoſedler i den almindelige Circulation, maatte betales
med Sedler. Intet formaaede at ftandfe Pengeforværringens Flugt, og i hine Dage
vare Lægemiblerne ofte figefaa bræbende fom Sygdommen felv. Den forte Sigt
af Verler lagde for Tvang paa Handelen i Norge, hvor em naturlig Berelhandel og
en ret Omjfoætning formedelft et forbeelagtigt Salg af Landets Produkter fandt Sted.
Denne Jubflræntning i Berelens Løbetid, fom i begge Miger fortfattes længe efter
Mrigen, far fvættet Birffomhedens Greditmidler, indtil begge Landes Lovgivning i
Man finder herom hyiſt interedfante Oplysninger hos den flittige Samler, Nathanjou,
der i fine Skrifter har gjemt faa mange vigtige Bidrag til at oplyſe Pengevæfenets
og — Stilling paa den Tid. [Se itær hane Danmarks Statshuusholduing
(1844) 6. 523 f.] |
268 Andet Tidsrum II. ZIyvende Gayitel.
benne Henſeende har taget fig andre Landes Erempler til Mønfter, og meſtendeels
hævet ben.
J de danfte Provindfer fandt ogfaa Omftændigheder Sted, fom tindrede nærings»
brivende Borgeres Lidelfer under Krigen. J Hertugdømmene aabnedes midt under
ben en Birffomhed, ber i visſe Dele deraf endog overgit den, fom i Fredens Dage
fæbvanligen der drives. Ullerede i Maret 1809 begyndte Tønningen en for Om⸗
fætning af udenlandſte Producter, fom ikke alene folgtes i Landet felv, men flore
Partier funde forfendes til det fydlige Faftland. Tonningen blev et Oplagsfted for
engelffe Golonial» og Manufacturvarer igjennem en fimmleret art af engelfte Stibe
under neutralt Flag, eller neutrale Magters Fartøier. Hvor betydelig denne Fart
var, ferd deraf, at Toldintraderne i denne lille By i Uaret 1809 beiøbe fig HI
344,399 Rth. S. h. Ct., og i 1810 endog til 504,476 Nth. Ct. y. Da
Napoleon opdagede denne frærke Fart paa FTønningen, der forftyrrede hans Plan at
udelufte engelffe Barer fra Faftlandet, fremtvang han vel deri en Jndfkræning ;
tbi for Danmarf var Napoleons Billie dengang en Lov; men de indførte Barer
bleve imidlertid ubdbredte trindt omkring i Landet, og gjennem franſte Sillerheds⸗
papirer ogfaa paa Faftlandet fønden for, hvor denne Omfætning blev en Rigdomskilde
for franſte Generaler. De danffe Provindfer, ifær Jylland, lede mindre under
Krigen, da Kornet, fom der udgjør en faa vigtig Exportartikel, ſteg hoit i Pris,
hvorved Landmandens Vilfaar meget forbedredes. En for Deet af Smaaftædernes
Indbyggere følte vel Krigens Tryf, men Kornhandelen udgjør ogfaa ber en vigtig
Næringsgreen, fom under Krigen var meget livlig. Under Licencefarten forbedredeg
ben danffe Kornhandel meget formedelft be norffe Kjøbmænds ſtorre Soliditet og
Gone til at betale de kjøbte Fødevarer med gyldig Valuta. Privatmænd toge ogfam
i Varene 1810 og 1811 mere umtddelbar Deel i Norges Kornforfyning, og denne
var ifte faa meget i Statens Hænder fom før og fiden.
Den danſte Koffardifart var visfeligen ikke i den livlige Gang fom den norife,
men om De ftore banffe Handelsſtibe hvilede i danffe Havne, far vare ikke de danffe
Matrofer og Kyſtboere ledige. En for Deel brugtes i den danffe Marine, fom
meſtendeels beftod af Kanonbaade og mindre Fartøier, medens Driogsfarten maatte
favne fin fædvanlige Underftøttelfe af norſte Matrofer; en anden Deel beſtjcftigedes,
fom ovenfor berørt, i Saperfarten. Nu og ba fandt og banfle Matrofer Deiljæfs
tigelfe paa be danſte Skibe, fom blandede fig i den norfte ved Licencer beilyttede
Arælaffart. De fendtes under Sitterheds-Documenter til Norge med Korn, bdomie
eilieredes ber fom norfte Fartøier for at funne befeile engelffe Havne med norffe
Barer, og toge fin Deel af den vundne Fordel. Dertil fom, at en Skare af
meficndeeis danffe Somend ferdtes til franſte Havne for at bemande enkelte franfte
Orlogoſtibe). Der hørtes faaledes oftere i Danmart Klage over, at brugbare
Heœnder unddroges andre naturlige Gysler i Landet felv formedelft Udflrinningen,
end over Mangel paa Somandshyre. Derhos gjorde Danmarks Fabrilvæfen i flere
Hmfeender gode Fremſtridt under Mrigen, og flere Hander befljæftigedes bermed end
tilførn. Enkelte Manufactur: og Fubritvarer fordyredes under Krigen formedelft den
Blofavde-Tilftand, hvori Danmark befandt fig, og det var ille at undres over, at
tær de Fubritter trivedes, fom forefinde i Danmark felv tilftrættelige Materialier til
gorævting. Uldne Barer førædledes faaledes i Danmark paa flore I Brovindferne
anlagte Klædesfabriffer, og endog Bomuldefabrifter vare i god Gang, da Amerika⸗
mene og Priſer, fom erobreded af Ørlogémænd og Kapere, dertil leverede Stoffe.
— — — — — — —
) See Nathanfons ovennavnte Vark (ære Udgave) S. 117.
3) Mandſtabet blev vel modtaget, og den ſtore Keiſer gav under et Harſtue I Vließingen
. fin Tilfredshed faavel med Søorficierer fom med Søfollet tilljende; men de vendte
tilbage uben at være blevne brugte.
Den stenomifte Stilliug. 269
Den produktive Klasfe af Borgere manglede faaledes, ligefaallbt i Danmark
fm t Norge, i Mrigene midterfte Uar Anledning til at flaffe fig tgjennem fine
$anders Arbeide de fornødne Næringemidler, ber i Danmark ligge ved Virkſomhedens
go». Anderledes havde det fig viſtnok med den uretteligen faldte inproductive laste,
ber føger fine Indtagtskilder mere i Sjælens end Legemets Birffomhed, og gavner
Etaten mere med deres Hoved end bere Hænder, eller fom lever af opfagte og
foren famlede Gapitaler. Vi have forhen bemærket, hvor meget disfe Statsborgere
lede under Mrigen, og vi funne henvife til de Indelige Klager, fom derover i hiin
id førtes i offentlige Blade, hvoraf fænge efter Gjenlyd hørtes i Norges Stor-
thingſal. ). Men idelfen frakte fig ogfaa til Befldderne af fafte Eiendomme.
Vjær forſtyrredes Forpagtningsvæfenet. En ſtor Deet af Jordegodfet var paa ube-
femte Warsræffer bortforpagtet paa em Tid, da Sølv og dets Papiirrepræfentant
næften vare lige gyldige Bærdir. Nu fant Pengenes Vard under Krigen efter-
foanden til ben flørft mulige Dybde, og Gierne befandt fig flundom i en langt
flettere Tilſtand end deres Forpagtere. Dette CSlags Lidelfer vare langt førre I
Danmarf end i Norge. Forfatteren kjendte flere Herremænda-Familter, fom formedefft
une Omftænbdighed vare nedfunfne til Livets trangefte Kaar. Men disfe Enkeltes
Klager, fom bdesuden fjelden ere hoiroſtede, trængte itte igjennen ben Virkſomhed,
fem fandt Sted iblandt productive Borgere under Krigen, og tildeels næredes af den.
Aaret 1811 var faaledes at betragte fom et af Norges Inffelige Handelsaar,
t pvilfet det høftede fore Fordele af den friltiende Eftergivenhed, hvormed be krig»
førende Magter tillode en fredelig Forbindelfe og et levende Samavem mellem Eng⸗
lab og Norge, medens gjenfidigt Had og Forbittrelfe herſtede i Cabinetterne, og
alvorlig Kamp. i de famme Have, hvor be krigførende Magters Skibe feilede fredeligen
se hverandres Side. Morges Etilling var, fom ovenfor bemærket, i denne Hen-
feende Inffeligere end Danmarks; men det trængte meer end dette til en fredelig
Handelsvirtfomheds Belgjerninger. J Norge begyndte allerede de Elementer, fom å
be paafslgende Aar fremledte en tilbagegaaende Velſtandsperiode, deels hentede frå
den mindre Forfigtighed, hvormed heldige Handelsperioder ofte benyttes i Norge,
deels fra de offentlige Foranftaltninger, fom forviflebe de indvortes MNæringsforhold.
Rerge ſtod faaledes ved Foden af en Forandring i dets fremføridende Velftandsforhold,
fom det manglede indvortes Krafter til i tilbørlig Grad at modftaar, medens Dan⸗
mart, velfignet med flørre Naturens Gaver og førre Styrke af indvortes Hjælper
midder, itfe funde boies af den øiebliftelige Nød og Fare, hvornnder det leed i Krigen.
Pengenes Forværring, der fremledede ben fore Statsbankerot, fom paafulgte
1813, føltes ilfe i nogen af Rigerne inden den borgerlige Virkſomheds Omraave i
ten Grad under Krigen fom efter den. J denne Henfeende befandt Landet flg i en
Slags Kebertilftand, og Sygdommens Følger viifte fig I en bhøtere Grad efterat
reden var fluttet, og Lidelferne maatte fynes endte. GSaalænge Krigen varede, gav
ben ftigenbe Ringeagt for det omløbende Mepræfentativ Anledning til idelige Omfoæt-
singer. Saafnart Sedlen var fommen i den virkſomme Borgers Haand, udftrømmede
den derfra i nye Omfoætninger, af Frygt for, at den Dag fnart ffulde fomme, da
ten fit de franfle Asfignaters Stjebne, Jngen Capital henlagdes paa Kiftebunden
i den Tid. Alle Byrder af en Finantsforftyrrelfe, fom havde fin Rod i et heelt
Aarhundredes Bildfarelfe, og nu nærmede fig den fidfte Øvdelæggelfe, henftjødes paa
Gfterilægten. Den Slægt, fom fevede under Krigen, bar mange Byrder; men den
mindre Deel af Nationen bar denne. Skraekkelige bleve derimod Følgerne af denne
Statsbankerot paa de Slægter, fom overlevde Krigen, Hvis Beftrivelfe hører til en
anden Deel af Norges Hiftorie. Vi gjentage hm ber den Slutningsbemærkning, at
5 Gu Yale af den Urt var em af vore agtede GStorthiugsmænda Svanefang, hvormed
banfligeforn fleeg i Graven. i
770 Andet Tidsrum IT. Tyvende Capitel.
Norges Tilftanb i de Krigens Aar, fom her beftrives, i det Hele var hedre end Dans
marks, men at Danmark, med Henfyn til dets Borgeres Velvære, fnart igjen vandt
den Velſtandspriis, jom dette mærkværdige Lands indvortes Kraft, fom em Folge af
Naturens Velfignelfe, giver dets Indbpggere i Hoænde.
(Fenogtyvende Capitel.
[Erpeditionen til Anholt).
— — —
J Maris 1811 frede under Commando af Solieutenant Conrad de Falfen*) den
uheldige Grpedition til Hen Unholt. Allerede 18de Mat 1809 var denne O bleven
befat af de Engelſte, tfær for at have dets Fyr tœudt og derved lette den farlige
Seilads i attegattet. For at fifkre Bejiddelfen- havde de omkring Fyrtaarnet paa
Oeus Nordoft-Pynt anlagt et ftærkt Fort med 40 Kanoner og en Gurnifon af 400
Mand. Den danfle Regjering havde lagt Planer til Lens Gjenerobring om Vinte⸗
ren 1809—1810, men Faljen, fom var beftemt til at udføre Forjøget, havde fra:
raabet Det, fordi det vilde være forbundet med ſtore VBanffeligheder, og frlv om bet
lykkedes, iffe vilde hindre Fienden fra med liden Uleilighed, naar hans Skibe nært
Aar atter vare Herrer over Kattegattet, at tage Øen tilbage, og derfra fremdeles
forurolige Farten langs Jylland. Stormende Veir havde imidlertid hindret Ungrebet
i 1810, ligetil engelffe Krydfere indfandt fig og gjorde det umuligt; men faafnart
Farvandet i 1811 var itøfrit, famledes 650 Mand Jnfanterie med nogle Kanoner
i Gjerild Bugt nordenfor Grenaa i Jylland under Commando af Major Ketil I.
— — — — —
1) Udg. har troet at burde gjøre en Undtagelſe med deite Capitel, ved gauſte at omarbeide
bet. Aalls Beretning om Toget til Anholt (1ſte Udg. II. 226—229) er hovedjagelig
bygget paa en Å Samt. til Norfte Folks Hiftorie V. 335 fr. trykt Bereming, fom ban
Blandt de ham tilgjængelige Kilder har tillagt flørft Troværdighed, fordi den er fors
fattet af et Øievidne, fom ingen Juteredje har af at dølge Sandheden." Men vet
Svar fra Faljené Side, fom Aalls Fremftilling foranledigede, har fat Sammenhæn-
gen med benne Expedition i et nyt Lys, ved at give Anledning til mange mye, Fort.
ufefjendte Actſtykkers Dffentliggjørelfe. Ubdg. handler derfor i ben Afdodes Aand, naar
han giver Sandheden Wren, og river en ny Beretning om dette Tog, væjentlig efter
Gardes Danſt⸗norſte Somagts Hiltorie 555—568, bvori hine Oplysninger ere benyt⸗
tede i Forbindelſe med ntrokte UrdHivdocumenter og Samtivdiges Udfugn. Ualls Hjem
melsmaund har viſtnok været Dievidne og vel ei heller villet fordølge Saudheden, men
ban har aubenbart været en fubaltern Landofficier, der ikke havde havt Anledning ril
at fære Sandheden at fjende. Den lergelige Animofitet mellem Sø: og Land-Etaten, |om
nærebes ved Begivenhederne i 1801 og 1807, og I de følgende Aar tiltog i Styrke i Danmarl,
medens ben til Lykke var mindre fremtredende i Norge, freminfer overalt af Beretningen,
og har gjort Beretteren, ſtjvut Dievidne, uftiftet til at give en upartiff og paalidelig
Fremjtilling af en Expedition, hvis Sammenbæng han ikke overſtuede. Nærmere De
tailler findes i Falſens Rapport i Gollegial-Tidende 1811 No. 14, i hans Dptgsninger
( Danft Folkeblad 1846 Rv. 3 vg 32%, jfr. No. 23 (optrykte i Morgenbladet f. Å
Mv. 172, 288 og 1847 Ro. 18) og i Lonborgs Svar til Faljen i Militaivt Rever:
torium, 2beu Rætte IV. 173—185. Naval Chronicle XXV. 343 ff. James, Naval
History V. 499. i
7) Jørgen Conrad de Falſen var Etatsraad Enevold Falfens Søn, født i Sape
gaard i Oslo 1785; han blev Soofficier 1801, var meget afyjort af Frederit VIK,
ber endog gjorde ham fom Lieutenant til Gommandeur af Dan:brog, var Sommeren
1814 i Norge, fom han forlod i Auledning ar Conventionen i Moté, udgik 18938 af
ben banffe Martue fom Commandeur-Capitain, og døde paa fit Gods Sobyſogaurd I
Fyen 23 Aug. 1849 fom titulær Contreadmiral,
Expeditionen til Aubolt. 971
Melfed, og til ham fluttede fig Falfen med 12 Kanonbande, en Lugger, nogle Res
cognefceerFartøier og 12 Transportbaade, for at føre Tropperne over.
Angrebsplanen var lagt af Melfted og Falſen i Forening og bifaldt af Kongen.
Den gif ud paa at overrumple Fortet Befætning, førend noget Krigsftib fom fra
Gaglanb; men Fienden betalte rigeligt Spioner, og fil faaledes frar Underretning.
Gommandanten Gapitain Maurice meldte allerede førft i Februar hjem, at en Ezpe⸗
dition mod Unholt ubruftedes i Jylland, og den engelfle Regjering affendte derfor
fra cn Gregat og em Brig bid. Man havde besuden hver Nat Bagter udftillede
turt over Øen. Dagen før Grpeditionen afgit, lod Falfen Øen recognofeere, og dev
jaaed intet Strigsfrib undtagen en liden armeret Stonnert, fom havde overvintret der,
sg fom man ifte frogtede; men fenere ub paa Dagen ankom de to nærnte Krigsftibe
sg ankrede Nordveſt for Fyrtaarnet, uden at Expeditionen herom havde Kundfrab.
Eſter en heldig Overfart Natten mellem 26de og 27de Marts landede de Danffe paa
Eydſiden af Øe. Ifolge den approberede Plan, gik 200 Mand af Kanonbaadenes
Sejaming, anførte af Sølieutenant C. Holften, ført i Land, og myktede, efter hvad
de iynes vif, med Støi og Uorben frem mod Fortet. Men det er end ſikrere ops
inf, at to af Fienden nær ved Landgangsſtedet udſtillede Ryttere ilede afſted foran
den; Gommandantens Rapport oplyfer, at han i Tide af disfe Udkigsmend ble
wderrettet out Fiendens Unfomft, faa at han, før nogen rytfede frem mod Fortet,
harde ved Stud og Flag faldt Krigsſſibene til Hjælp og udfendt em Deel af fin
Bejatning for at recognofcere. Denne Trop flødte pua de fremryktende Matroſer og
ut fig tilbage for dem.
Saaledes mislykkedes Överrumplingen, men Major Melfted, fom imidlertid havde
milibet Landtropperne og ryktet frem efter Holften, befluttede ligefuldt at forme
Fertet; thi endnu var de engelfte Krigsſtibes Nærværelfe ubettendt. Falſen rorde
md Sanonbaadene, ber nu hun havde halv Befætning, langs Oſtkyſten op mob For:
bt, og fendte bet nogle Kugler, men maatte opgive UAngrebet og trætte fig tilbage,
da Fregatten Tartar uventet med god Bind fom frem forbi Øens Øftpynt. Under
Asarebet paa Fortet faldt Major Melfted, Capitain Prytz og Sølientenant Holften,
loorped Corpſet paa ten Gang berøvedes fine tre overſte Befalingemænd, og Capi⸗
tin Borgen, fom overtog Commandoen efter Melfted, og ikke faa nogen Sandſyn⸗
lighed for at tage bet vel befæftede og godt forivarede Fort med Storm, medens
beites Kugler udbredte ſtor Ødelæggelfe blandt Mandftabet, befluttede at dele det i
to Ufdelinger, og flaffe Hollene Læ bag Sandbakterne. Du han fenere fan Kanons
kudene roe vefterud lange Landet for at undgaa Fregatten, troede han fig forladt af
bisfe og overgav fig Kl. 10 med 500 Mand. Falſen havde imidlertid fendt flere
Sud i Land, for at underrette Tropperne om Grunden til fin Bevægelfe og befalte dem
at trætte fig tilbage til Landgangspladſen, hvor han ligetil KI. 12 vedblev at ind:
fibe ve øvrige Trovper, fom havde modtaget denne Ordre. Det ſtod endnu tilbage
em muligt at frelfe Kunonbaadene og Meften af Grpeditionscorpfet, men dette var
ſaameget vanffeligere, fom en Marsſeils Kuling af Beftenvind i høiefte Grad maatte
fate Roningen tilbage til Jylland og begunftige de to flendtlige Krigsſtibes Jagt
paa dem. Da Transportffibene, fom nu vare næften tomme, meget lignede Kanons
haadene, befalede Falfen Hine at føge fydover indtil Jjefjorden, medens han felv med
disſe roede veftom UAnholt; men her mødte den engelffe Brig ham, med hvilten han
paa Grund af tiltagende Kuling og høi Sø ifte hunde indlade fig, og maatte derfor
befalte Kanonbaadene fyredte at føge nærmefte Land. Dette lykfedes tildels. Falſen
lottede den fiendtlige Brig") til at gjøre Jagt paa hans velfeilende Fartoi, hvorved
de svrige Kanonbaade fil noget Horfprang, men han fom felv derved faalangt ned i
) Sheldrake, ført af Cieutenant I. P. Stewart, der til Belønning for denne Affaire
blev Poftcapitalu, og Aaret efter fom tilfældig Chef paa Linieſtibet Dictator odelagde
Fregatten Rajuden I Lyugser,
972 Audet Tidsrum II. Eenogtyvende Capitel.
fa, at han maatte opgive at følge de øvrige til Jylland og nagede Morgenen efter
uftadt Kjøbenhavn. Chefen for Kanonflupperne anfom ogfaa med 8 af disfe lykkelig
til Jylland, en frelfte fig i den foenfle Stjærgaard, men to, hvoraf ben ene frar fant,
faldt med to uvæbnede Fartoier i Fiendens Hænder. Ut faa mange Kanonbaade frel⸗
ſtes tilflrives Garde Secondlieutenant Buhls Hærte Conduite. Han havde fom Cadet
miftet en Arm i 1807, og førte nu en Kanonflup, fom under Flugten var noget
agterud. Med denne opholdt han i %Y4 Time den fiendtlige Brig, og ba han nødtes
til at firbge, negtede han at lægge paa Siden af Briggen, uagtet man med Geværs
ſtud føgte at tvinge ham bertil. Han lod fine Folk lægge fig under Tofterne, mes
dens han felv uforfærdet udfatte fig for Kuglerne»). Fienden maatte felv fætte Baade
ub for at tage Kanonbaaden i Befiddelfe; under den flarpe Kuling medtog dette
Tid, og Reſten af Flotillen undfom.
GSaaledes beretter Garde Begivenhedens Gang efter be paalideligfte Gfterretninger.
Men ganfle anderledes blev denne Wrpeditton bedømt af Samtiden, fom ubekjendt
med de engelffe Rapporter fæftede Lid til et Rygte om, at Fienden netop ben Rat
havde forfømt VBagtholdet, fordt der havde været Feft i Hortet om Aftenen i Unleds
uing af Forffandéningernes Fuldførelfe og Krigsflibenes Ankomſt; og man trodde
derfor, at derfom Den fornødne Forfigtighed og Gtilhed var bleven iagttaget web
Landgangen, vilde Fienden være bleven overraftet 1 fin Seng og Overumplingens
Held været fuldftændig. Den faldne Major Melfted var en tjæt og almecnagtet
Officier; hans ald forbittrede Etemmingen, og der var Mismod og Misnøte med
Togets flette Udfald i begge Niger, men ifær i Danmart, hvis Sonner ber vare
falbne, fangne eller jagede paa Flugt.] Ffær udlod man fig I Kjøbenhavn”) med
hoi og bitter Misnoie over dette Log, hvis uheldige Udfald alene lagdes Falſen til
Laſt; man troede endog, at han ei vilde blive fin Konge veltommen. Men offente
figen ſtede Intet, fom bevidnede den danfte Konges Misnoie med Toget. Den offent
lige Beretning derom indeholdt ingen Dabdel øver Mangel paa Conduite eller Sø-
manbdékjælhed.
Hiftorten har forøvrigt ikke at fortælle om nogen Krigsbegivenhed i dette Uar,
der fortjener at udhæves. Fiendtlighederne indſtronkede fig meftendeels til Kaperfar:
ten i Danmart, og engelffe Krydferes Opbringelfe af ſmaa norfle Baade mellem Iyl⸗
tand og Norge*). De engelfte Ghefers Adfærd var i denne Henfeende meget for:
ſtjellig, idet de Fleſte forimaaede disſe usle Prifer, eller i det høiefte love fig nøle
med nogle Forfriflninger, medens Nogle af dem tilintetgjorde de mindfte Baade, der
ofte førte mindre end 20 Tønder, og flæbte Foltene til England I Fængjel.
— — — —
1) Lieutenaut Buhl udloſtes fort efter, faldt atter ſ. Å med Falſen å engelſt Fangenſtab,
ubvegledeg paany, og miſtede Livet paa Najaden i Lyngser 1812.
) Jac. Aall opholdt paa Den Tid der og var Dienvidne til den almindelige Misneie.
33 [Lientenant E. F. Kinda Affaire i Kongshavn 5 Mite udenfor Uddevalla Ade Upril
1811 fortjener bog Omtale. En engelft Kutter the Swan boldr til I den ſvenſte
Stjergaard, og havde ber taget 30 Smaaſtibe. For at tage eller forjage denne af:
fendtes Klin med 3 Kanonflupper, cverrumplede the Swan, og en anden Kutter
Star: ben førfte ſtrog og fank, ben anden undfom ved en Maanedslientemants Feil,
men (al være funfen ubenfor Stjerg arden. Kind blev Ridder af Danebroge, Maas
nedålieutenant Fald Dannebrøgamand, og bette Karvand Var fenere en Stund fri for
fiendtlige Krydſere. Ligeſaa tog Gavituin Holm med Btiggen Lolland den Søt
b. A. den engelffe Orlogsbrig Manly ubeufor Arendal. Garde Danſt⸗norſte Somagt
571—72.]
Nordens pelitiſte Forbo 1811. 973
Toogtyvende Capitel.
Uordeus pelitike forhold 1811.
ar
Oxerige fulgte, fom ovenfor viiſt, em klogere, eller i det mindſte med Henſyn til
bn mart paafulgte JForaudring i Europas Stilling heldigere Politik, og vidſte under
a sfotligen ertlæret Krigstilftand med England at maflere em fredelig Handeisfor-
bindelſe med dette Land. Det havde valgt en Kronfølger iblandt Napoleons Gene⸗
taler, og fom em Folge deraf tilſyneladende fat fig i Mrigstikfanb med England,
se bid Statemænd anfaa denne nøiere Korbindelje med Frankrige altfor dyretjøbt,
sur Den ſtulde fede til et virkeligt Brud med England, der maatte foranledige em
Etandening af alle dets vigtigfte Indiagtskilder. Efter mange forgjøves Underhand⸗
imger og ydiayge Nottverliuger med det franfte Hof havde Sverige omſider, fom
menfor fortalt, beqremmet fig til at erklære England Ørig, men den virkelige Stil
ing foraudredes derved lidet. I de franfte officielle Avifer klagedes over, at Sves
rige uagtet Krigserflæringen vedblev at forfyne ben engelfte Flaade med Fornodenhe⸗
hr, at det modtog talrige Handelsflaader under engelſt Comvoi i fine Hanne, og at
marie Manufacturvarer og med engelfte Stibe indførte Golenialvarer ingenfledé hunde
m villigere Afgang end i Sverige. Selv i engolfte Blade praledes ber af, at et
bet Antal Englœndere under Navn af Umerifanere opholdt fig i Gothenborg, og at
ven engetife Flaade derfra rigeligen provianteredes. Sveriges Luntenhed for Conti⸗
untaljpftemet og Upillie til anbenbar Feide med England viifte fig i em endnu høiere
Gu», da bet blø af Frankriges Keijer opfordret til at ſende fine Matrofer til Frants
tiges Hanne for at bemande den franſte JFlaade, men afſlog det. Sveriged Kron-
minde, der ſtedſe maatte fremtræde fom dets Talsmand hos Napoleon i vigtige An⸗
fpynder, føgte vel at formilbe UAfilaget i de venfrabeligfte Udtryk; men bet antoges
fom et aabenbart Beviis paa Sveriges forandrede Politik, og forberedede den firar
lerzea fulgte fiendtlige Stilling imellem begge Nationer. Der var faaledes Jntet
tilbage uden at flutte fig noiere til Rusland, fom netop da ogfaa fatte fig i en min»
hr fredelig Stilling til Frankrige, og de fiendtlige Skridt, fom Napoleon gjorde mod
Ewrige i Begyndelfen af 1812, forvandlede den indtrandte Kulde mellem disſe tvende
Mstioner bil en aabenbar Hrig.
Rustand havde nu ille mere ben Aarfag fom før til at fmigre den frore Keiſer,
flat det i Norden Harde naaet ben forsnflte Grændjendvidelfe og Hafthed i flu
Grandfeudftrætning. Imod Sonden førtes vel endun i Løbet af dette Uar Krigen
md Tyrkerne med verkende Held, meftendeels fordi Rusland der, under dets mindre
frdelige Stilling til Franfrige, ei kunde anvende fin hele Magt. Seiren var endog
frndom paa Tyrkernes Side. Men mod Aarets Ende vendte atter Lykken fig til
Mndlandö Hordeel, og ved Guglands Magling flod det paa Veien Ul en Fredsſlut⸗
14, fom fiftrede bet nye Grobringer. Derimod havde Ruslands Seifer Uarfag til
dt frygle Napoleons fremføridende Bælde og egenmagtige Politit. Han havde ilke
tiene forenet Hollanb og be tydffe Hanfeftæder med det franfte Mige, uden at tage
Benfyn Kil fin Jorbindelfe med Rusland, men han havde ogfaa indlemmet i fine Uds
-- Möelfesplaner en Gyrftes Land, Hertugen af Oldenburgs, fom var Keifer Alexanders
nere Blodfrænde, og fom tog fin Tilflugt til Petersburg for at fremføre fin Anke.
Bagtet derfor Napoleon yttrede det fiffre Haab, at Freden paa GFaftlandet ei vilde
blive forfiyrret, var det dog tydeligt, at Benffabet mellem begge Keiferne var aftjølet,
og at Keiſer Alerander vær betæntt paa, faafnart han anfaa fig flært not, at fandfe
Hranhriges Anmasfelfer. England anbnede endog mod Aarets Slutning Underhand⸗
linger med det rusſiſte Hof igjennem en Miniſter, og Alt bebudede, at ben korte og
md Lunkenhed førte Krig imellem England og Rusland flulde gane over til Fred OG
Aiance mod Frankrige.
Aallo Erindringer. 18
YU Andet Tibsrum I. Toogtyvende Capitel.
Sverige benyttede fig af denne Horandring t Nuslands Politik, for at gjøre fig
mere felvftændig med Henſyn til fin Stilling til Frankrige, og nærme fig et fredes
ligere Forhold til England. Til den Ende ordnedes ve Foranftaltninger, fom vare
fornøbne i Unledning af Finlands Jndlemmelfe i Rusland, paa det fredeligfte; Sal⸗
get af beyes Eiendomme, der ike vilde forlade det gamle Dynafti, iværkfattes efter
en venflabelig Overeenskomſt, og det var aabenbart, at Forbindeljen imellem Sverige
og Rustand nyttedes i famme Grad faftere, fom den flappedes mellem Sverige og
Franfrige. For derhos at give fin politife Stilling tilbørlig Vegt befluttedes en
ftor Jorøgelfe af Sveriges Landtropper. Til den Ende beſtemtes Armeens Udpidelſe
ved em almindelig Udffrivning. af 50,000 Mand, hvoraf bog kun 15,000 Mand
ſtrar ſtulde fiilles under Baaben. J benne Foranftaltming anede ben fvenfle Nation
en Tilnærmelfe til det franffe Gonferiptionsfyftem, hvorimod Rigsdagen Fort forhen
havde milæret fin Uvillie, og paa enfelte Steder udbrød Mionoien i aabenbare Uro
ligheder, der dog dempedes uden videre Holger. Det var faalebes mod dette Aars
Slutning tydeligt, at Sveriges Megjering havde forandret fin Politik, og ventede
fun paa en bequem Leilighed til at vende tilbage til en politiff Forbindelfe, fom ber
fæftede Grundvolben for dets indvortes Belftand.
Det var derhos i Sandhed ei at undres øver, at Danmark holdt fig fjem fra
benne Forandring i de øvrige norbifte Rigers Politif, og føttebe fig alt meer og
mere til Frankriges moægtige Keifer. Ved Hanfeftædernes Indlemmelſe i det franfle
Rige var Frankriges Endeſtav ligeſom flyttet til det danſte Riget Grændfer, og ethvert
flendtfigt Forhold fra Danmarts Side mob Frankrige vilde havt Erobringen af deté
vigtigfte Brovindfer til Folge. Haabet om Erſtatning for alle dets uforfryldte Lidel⸗
fer, fom en Følge af fremmed Voldſomhed, og for alle dets Opofreljer under ben
flørte Forftyrrelje i affe indvortes Forhold, maatte aldeles forfoinbe ved en Foran
bring i dets Politik, om det endog lykkedes Danmark med ben franfle Keifers Sams
tyfke at fætte fig i Neutralttetstilftand. Det havde derimod de ftørfte Fordele at vente
wed at frille fig under en Geitersfane, for hvilken det hele Europa endnu maatte bøte
fig. Der var paa den Tid aldeles ingen Grumd til at tvøtole om Napoleons Kraft
til at fue fine nye Fiender; — han havde tilforn fønderfplittet frygtetigere Forbund,
og ydmyget farligere Føender end dem, ber nu veifte fig mod ham. Bar Musland
moægtigt, faa var det ogfaa fjernt; det havde nyligen følt Franfriges Overmagt, og
Ingen tænkte paa at fammenligne Ruslands Hære og dets Generaler med Napoleoné
ſeierbekrandſede Rrigere. — Det maa faaledes betragtes mere fom en uheldig end fom
en uklog Beflutning, at Danmarks Konge i det afgjørende Oieblik lagde fin politifl
Gtjebne i Napofeons Haand. Loddet om en Forbindelfe mellem Øftens eller Veſtens
mægtige Niger ſtulde kaſtes, og det var ikke den høiefte politiffe Viisdom givet at
beftemme ben Bane, hvorpaa den fuldkonmeſte politiffe Selvftændighed og de frørfe
Fordele vare at vinde. Desuden maatte Danmarf fangt mere ftole paa Napoktond
Benflab end paa Ruslands. Danmart [aa aldeles ubdenfor den franffe Keifers For:
ftørrelfesplaner, og i Napoleons Venſtab maatte bet vente em cædelmobdigere og hrafs
tigere Biftand end i Ruslands, ber midt under Danmarks Opofrelfer for bet Sag,
og under de helligfte Forfifringer om kraftig Medvirkning til en for Danmart hædes
lig Fred, havde viift fig fom Danmarks tvetybige, for ei at fige falffe, Forbundés
frænde, faafnart det havde fuldført fine Erobringsplaner. Hvad havde Danmari
pundet ved at indvikle fig i en ny Kriqs Farer, og fmerteligen foroge Norges tinde
vortes Nøb og Elendighed, for at leite Rustand Byrden af Finlands Grobring?
Rusland glemte under Fredsflutningen med Sverige, at Danmart var til, og dets
Divlomater gave et hemmeligt Bint om Ruslands Ligegyldighed ved, at Sverige føgte
Grftaming for fit Tab t Hjertet af Danmarts Stater. Skal Hiftorten rofe eller
bable Balget af den banfle Konges Politik paa den Tid? Den vil viftnot være for»
figtig med fin Daddel, naar den vil dømme efter Guropas Stilling i Umindelighed
og Danmarks i Gærbeleshed. Derimod var den Haardnakkenhed at belage, hvormet
Danmart frygter Ungrib fra Soerige. Napoleon befætter Pommern, 9075
ha danfle Konge, tvertimed fine Naboeré Crempel, vedblen i fin Ufmagt det meeft
føabtlige Forhold mod en Nation, der midt under Krigen viifte den meeft anbenbare
Sibeieligbed til at føre den paa den for begge Partier mindſt forbærvelige Maade.
Sm hans Forbittrelfe over en gammel Venneftats voldfomme og uforflyldte Anfald
pa bang Lamde tillob ham iffe, før i yderſte Nød og ved Foden af en indvories
Gjøring, at tilegne fig det hemmelige Øredsanfirøg, fom fatte Rusland i Stand til
ai frijeætte Fredens Virkſomhed midt under Krigens Vaabenlarm.
Mexrede i Begyndelfen af 1811 anedes fra danſt Side Muligheden af en Krig
må Sverige. I et Brev af 10de Februar 1811 meddeler Prindfen af Hesfen,
leges BicesStatholder, Gontra-Admiral Litten under frengefte Taushed denne Mus
iqhed, og paalægger ham at eqvipere Flotillen og Briggarne. Den famme Meddes
ble gjør Prindfen Generalmajor Harthaufen, og paalægger ham, fom Armeens In⸗
tnbent, at træffe de fornødne Unftalter til Providering. Men tort efter erklærer
han mader 29de Marts fin Forviisning om, at ingen Krig vil udbrybe. Senere hen
fa Maret gave nye Rygter BicesStatholberen Anledning til nye Forfigtighedsregler;
ma Nygterne fynes demgang at have været ugrundede, og fra Sveriges Side gjordeg
dan i Lobet af dette Aar intet fiemdtligt Skridt, endffjønt fore Planer med Hen»
hp til Nordens politiffe Stilling vel allerede mod Aarets Slutning begyndte at gjære
iad føenffe Cabinet.
Haret 1811 var ikfe faa rigt paa blodige Begivenheder i det vefilige Guropa
fm de foregaaende, men i Englands og Frankriges Politit var der i Hovedfagen
fa Forandring. J England havde Prindfen af Wales, fom Prindsregent, i Følge
oa Partamentsact frillet fig i Spidfen for Rigets Beftyrelfe i fin Faders ulyttelige
&ypomstilfand; men mgen Forandring flede derfor i Englands Politil. Det mod:
fatte fig med Haardnakkenhed enhver fredelig Tilnærmelfe til Hrankrige, hvortil Nas
velesn aabnede det Unledning, og forefagde famme faa ydmygende Fredsvilkaar, at de
ingen Adgang hunde finde hos Frankriges Keifer. Evig Krig med Frankrige, faa
lenge dets Keijer fulgte et Syftem, fom aldeles forftyrrede Qigevægten i det euror
pair Faſtlands Politit, var Løfenet i Parlamentet og i de offentlige Blade, og hverken
us Getervindinger eller Englands egne Jarer formedelft en vorende Statsgjæld
% indvortes Forſtyrrelſe i Pengevæfen og Hanbelsforhold kunde formaae det til at
føandre fin Politit. England fortfatte faagodtfom ene fremdeles fin djærve og mos
Nr Modftand mod Mapoleons frygtelige Univerfalherredbømme pan Faftlandet. I
Storbritanien fandtes i flere Henfeender Spor af en vældig Kraft til at udholde
Qigeus Zrængjler. Overalt herffede den frørfte Virkſomhed; en Mongde Hufebyg-
singer reifte fig i Hovedftaden fom et Beviis paa dens Fylde af Belftandamidler, og
bar fattedes aldrig Subſtribenter til de flore Statslaan, fom Krigstilfanden paakræ»
vide. Det erobrede den ene af Frankriges trangatlantiffe Befiddelfer efter ben anden,
og var ifær i Dette War i den Henfeende heldig. Omendffjønt Englands Hære paa
ha pyrenæiffe Halvøe fom ofteft maatte vige for Napoleons feterrige Generaler, ved⸗
lihoſdtes dog Krigen der, og det lykkedes ham ikke at indfætte fin Broder i rolig
Sefiddelje af Spanien, eller aldeles at forjage Gnglænderne fra Portugal. Krigen paa
bn vyrenæiffe Halvøse blev et Element til Napoleons Undergang. — Øfterriges Keis
fr, fremdeles beffjæftiget med at raade Bod paa Følgerne af den ulyftelige Krig,
fntes faftere at flutte fig til fin Svigerføns Politi, og Preusfen kunde i fin fore
hytte og femlæftede Filftand hartad betragtes fom en franſt Provinds.
18*
97 Andet Tidornut II. Treogiyvende Gapitel.
Tresgtyvende Capitel.
Forbund mellem Sverige og Uusland.
Aaret 1812 havde en politiſt Betydning for Danmark og Norge, fom gjør det til et
af de mærfværbigfte i be Seclers Rakle, i hvilte Foreningen havde varet; thi i bette
Aar forberedtes Skilsmisſen imellem dem. Det fremfiller faaledes et æretigt Blad
i vor nordiffe Hiftorie, og giver Stof til blandede Betragtninger vver Magternes fors
frjeflige dipfomatifte Færd. Men hvilte Bevæggrunde ber end fremledte denne Fors
andring i Nordens og fær i Norges politiffe Stilling, ved hvilte tvetydige Øidler
ben end bevirkedes, faa lededes Begivenhedernes Sammenføining af den fore Beſty⸗
reffe til et endetigt Udfald, fom for Skandinaviens Fremtid maatte anfees gavnlig.
Allerede i Aarets Begyndelfe viifte der flg en Forandring i Sveriges og Yrank-
riges gjenfidige Forhold, ber bebudede, at Carl Johans Wrbødighed for Frankriges
Seifer, og hans Stilling til det gamle Foædreland, ikke gjorde ham blind for det
Lands Jnteresfe, til hvis Styrer i Fremtiden Sveriges Foll frivilkigen havde udtaard
ham. $Han beftemte fig til at opløfe den ældre Forbindelfe, og handle fom fvenf!
Mand. Bi have ovenfor feet, hvor mange forgjæves Forføg Napoleon havde gjort
paa at formaae Sverige til alvorligt fiendtlige Foranftaltninger, for at udelukfe Eng⸗
land fra Faftfandet, og afbryde den Handelsforbindelfe, fom fiyrfede denne haardnakne
Fiendes Kraft til Krigens Fortjættelfe. Det er tillige ovenfor viift, hvorlunde Sve-
rige paa flere Maader fortfatte Fredens Haandvært under en offmtligen erflæret Krig
med England. Napoleon beftemte fig nu til at fremtvinge en alvorligere Krigstilkan
i Sverige, hvis Styrelſe han anfaa for at være i Bennehaand, og i en Fyrſtes
paa hvis Eftergivenhed mod hans Onſter, for ei at fige Lydighed mod hans Billie,
han troede at funne flole, og hans Forbittrelfe blev desftørre jo meer uventet Mod»
ftanden var. — Den franfte Minifter Alquiers Gorføg paa at tilveiebringe et norvif
Forbund i Lighed med Rhinforbundet, for at fætte en Dæmning mod Rusland, var
mislykket, og den franffe Minifters heftige Noter i Stodholm befvaredes fra Kongen
af Sveriges Side med en Anmodning til Napoleon om at bortfjerne ben befoærlige Mi»
nifter. Napoleou betragtede imidlertid dette Forlangende fom en Mrigsertlæring. Alle⸗
rede i Januar Maaned rykkede Diviſionen Friant ind i Pommern, lagde Beflag paa
be ſvenſte Kasſer, befatte Gmbederne med Franflmænd og forbrede ftore Gontributioner.
Saavidt gif endog den franſte General i fit fiendtlige Forhold, at tvende foenfle Ne
gimenter aforbnedes og fendtes fom Mrigsfanger til Krankrige. Men Intet formaarde
at roffe Sveriges Beſlutning, at nytte Forbindelfen med Rusland og England
i famme Grab faftere, fom ben flappedes med Frankrige. Pommern og Nygen
var et ringe Offer mod den Grftatning, fom Sverige ved andre Udvidelſesplaner føgte
at berede fig. Carl Johan forandrede i Følge heraf den ydmyge Tone, fom hidtil
havde heftet i hans frriftlige Adresſer til Napoleon. Hans Brev til denne Keifer
af Alte Februar 1812 aander en frørre GSelvftændighed og Alvor end hans forhen
omtalte Breve, og udgjør i den Henfeende et af den Tids meet mærkværdige hiſto⸗
rifte Documenter'). Deri betlager han fig over, at en Diviflon af Prindfen af Ed:
mühls Armee Natten mellem den 28dbe og 27de Januar havde gjort et Indfald i
Pommern, derpaa trængt ind i Hertugdømmets Hovedftad, og bemægtiget fig Rygen,
og tilføter, at Kongen af Sverige venter en Forklaring over Grunden til en Frem:
gangsmaade, der firider faa aldeles mod beftnaende Traktater. Han beraaber fig frem
befes paa den Met, fom hans gamle Forbindelfe med Mapoleom giver ham til em
anben Fremſtilling, og til at anføge om en ufortøvet Forklaring af Bevæggrunden til
bette fiendtlige Forhold fra Frankriges Side, paa det han funde blive i Stand til at
1) See Recueil de lettres &c. S. 55. Brevet, hvoraf i Tegten findes em CExtraci,
fortjener heel igjennem at læjet.
Sverige forandrer Potitil. Traktat med Rudland. 977
Sveriges Konge fin Mening tiltjende om den Politik, fom Sverige for Frem⸗
bar at følge. „Den Fornærmelfe, — føriver han — fom uforflytldt er tilføtet
Gnerige, føles af Folket og dobbelt af mig, Sire, fom er bleven overdraget den Ufre
it forfoare bet. Om jeg end har bidraget til at gjøre Frankrige feierrigt, og beftans
ouftet at fee det agtet og lykkeligt, er den Tanke aldrig falben mig ind,
bet Landé Are og TMafhængighed, fom har avopteret mig. Deres Majer
bdemmer faa rigtigen de fredfundne Omftændigheder, at Samme fan fætte fig
min Veflutning. Uvden at eftertragte den Are og den Magt, fom omgiver
Majeftoæt, forlanger jeg hin, ei at betragtes fom Deres Bafal. Deres Maje-
herſter over den førre Deet af Europa, men Deres Herredømme flrætter fig ifte
det Land, til hvilfet jeg er kaldet. Min Wrgjerrighed indfrrænter fig til at fors
bet, og jeg Betragter bette fom den Lod, Horfynet har tildelt mig. Den Birt-
fom det Indfald, bhvorover jeg betlager mig, har gjort paa Foltet, fan have
Felger, og endftjønt jeg er ingen Goriolan og herffer ikke over Bolfter,
ben gode Mening om det fyenfle Folk, at jeg tan forfittre Deres Max
vet er i Stand til at vove og foretage Alt for at hevne Fornærmelfer,
fremfaldt, og forfoare Rettigheder, fom bet maaffee hænger ligefaa faft
ved bes VTilværetfe.. — Naa dette alvorlige Brev fvarede Napoleon hun
fortfætte og forsge de mod Gverige begyndte Kiendtligheder.
Der var nu for Carl Johan intet Andet at gjøre, efter en faa beftemt og aaben
Gntlarmg af fin politiffe Tro fom Sveriges Mronprinds, end at flutte fig noiere til
Satland, og indgane Fred med England. Der trakt faaledes et mørkt Uveir op paa
de trende forenede Rigers, Danmarts og Norges, politiſte Horizont, formedelft en
Gsatition imellem Rusland, Sverige og England. Denne Blan blev lagt under en
flommen, nyligen fluttet, Fred mellem de nordiſte Magter, uden at Danmart efter
eflutningen havde gjort et enefte Skridt til at forſtyrre det fredelige Forhold.
Sveriges Had tit Danmark, der faa ofte havde gjort, fljont uheldige, Forſog vaa
dt fenptte Sveriges Svaghed til dets Ydmygelſe og egen Forftørrelfe, og Ruslands
Camittighedsløshed, fom forlod fin Allierede efter at have ſtudt ham frem paa Krigs⸗
ſtevladſen for at befordre Vine Forftørrelfesplaner, bragte en Forening i Stand, fom
fe git ud paa mindre, end at rive Rorge løs fra Danmart. I Danmark Kjendte
man i Begyndelſen lidet til denne Plan, og Å Norge varede bet fænge, inden man
derem fom til nogen Kundfrab.
Entelte Stemmer af Oppofttionen i Sverige have offentligen med Bitterhed bes
mi benne Meflutning, hvis Kilde med Mette anfaaes at udfyringe fra Sveriges Kron»
viste, men bered Udfald mod benne Fyrſte fynes ligeſaalidet at være grundet i Sa⸗
ens Natur, fom Nefultatet henpeger paa nogen Misteduing'). Hine have yttret ben
Ming, at Finlands Gjenforening med Sverige Minde fleet paa en fredelig Ander⸗
dchandlingsvei, da Rusland maatte anfees mere tilbøielig tt at opoffre em nyligen
tøbret Provinds, hvis Ajærlighed til ben gamle Ctatsfrænde ci var udflukt, end at
brtbandie en fredelig Naboes Land, hvis Yndbyggere aldrig havde vitft nogen alvor»
flg Oyft til at indgaae en ny Forbindelfe og mindft med Sverige. Paa den Tid,
fonr ber omhandles, yttrede denne afølgende Mening fig dog ingenlunde i en aaben:
har Misnøie mod den foenffe Megjerings Politit. Denne er frembragt ved fenere
iatrufne Omftændigheder og tildels ſtuffede Forventninger. — Tage vi Henfyn til
Refuttatet, ba ligger det Held, fom ledſagede Sveriges, og det Uheld, fom ledfagede
Danmarks politiffe Forhold under denne fljebnefvangre Kataſtrophe, klart for hver
Mauds Øie. Men uden at tage Henfyn hertil, maatte Sveriges Megjering, naar
3å
år
18*
21
225215*
Tr
---—— — —
) [Om Sveriges ſaakaldte /1812 Aars Politik kan det her ikke være Stedet at give nar⸗
mere Oplysninger. Man finder en Mangve mere og mindre anthentiffe Beretninger
Berem famt en Samling af vigtige Uktkukter I Såinfel:Bergmane Minnen VI. jfr.
og Schierns Hiſtoriſte Studier I. 335—349.]
978 Andet Tibsrum OI. Treogtyvende Gapitel.
den henfaa til Fremtiden, betragte Norges Forening med Sverige fom en ſikkrere Til
vært i Dets politifle Styrke end Finland. Rusland vilde neppe for beftandig har
opoffret en Befiddelfe, fom det faalænge havde eftertragtet, og fom det maatte anfi
fom en fiffer Formuur mod Indfald fra Sverige i Krigstid. Derſom bet un, nd
viftet i en blodig Feide med Napoleon, ilte funde opſtille fore Stridvskræfter paa fi
veftlige Grendſe, faa maatte det engang, naar reden fiyrfede denne colpsfale Magi
ber har en faft tyvedobbelt Folkemængde mod Sveriges, og hvis Negjering mere vil
aarlig fan raade over Underfaatternes Liv og Kræfter, ſnart funne overvelde Fin
fand, og viſe Sverige tilbage til fine naturlige Groændfer. Finland ligger paa de
anden Side af den bothniſte Bugt, i en fammenhængende Rætte med Ruslands oſte
føifte Provindfer, og tidlig eller fildig vilde denne GSammenftebning, ber giver Mu
fand faa mange Fordele og begge Naboriger en naturlig Ufrundning, have Fund:
Sted. Ikke at tale om den Fafthed, fom denne Uffondring, forenet med Stilsmis
fen fra Reften af Sveriges tydfle Provindfer, under den forudfatte Forening me
Norge, manite give den flandinaviffe Halvøes Politi 1 Fremtiden, ber ligeſom gjord
den fremmed for det øvrige Europas Omvæltninger, og tilled det at henvende ei
langt flørre Grad af Opmoærtfonbhed paa Fredens Gjerninger end før. — Det fyenfl
Gabinet maatte finde flg fra den moralfte Side mindre afftrættet end Rusland fø
at angribe fin Nabo, medens Fred herftede i Landene, fordi Rusland fhulde overfald
en Ven, der oftere, uden Nytte for fig felv, havde underftøttet dets Udnidelfeøplane,
medens Sverige ofte i betæntelige Krigsforhold var bleven angrebet af Danmart. A
Frankrige, endog i deig nærværende flere VBælde, havde Sverige Intet at frygte, de
engelffe Flaader holdt bet franfle Flag aldeles borte fra de nordiffe Vande.
Meer almindelig var maaftee den Mening i Sverige, at dette burde han
benyttet Ruslands fritiffe Stilling i den wovelige Kamp, hvori det indlod fig, for
at vinde Ålands Øerne tilbage, fom i Ruslands Hænder vare et farligt Ungrebøpunkl,
naar Sverige fom i Mrig med Rusland; men ogfaa disfe ſtage t faa naturlig Ver
bindelfe med Finland, og kunne i Mrigstilfælde faa let tilbageerobres af Rusland,
at bet vilde være betænteligt ogfaa i denne Henfeende at have taftet en Stridshandilt
ud i Fremtiden i.
Den forfte Frugt af Sveriges forandrede Politik var den i Petersbuvg * under
Ste April (24. Marts) 1812 imellem Rusland og Sverige mbertegnede Allianc e⸗
Fractat. I denne forpligtede de contraherende Magter fig Kl med formet Styde
af 25,000 til 30,000 Svenfler, og 15,000 kl 20,000 Rusſere at gjøre en
Diverfion mob Frankrige og dets Medforbundne paa det Punkt af den sfterfølfte
Kyſt, fom maatte findes pasfende. Gom Grund anførtes den franfle Negjerings
Befoættelje af fvenf! Pommern, og de franfle Urmeers truende Venægelfer imod
Rusland. Derhos faffattes: „at da Kongen af Sverige ei i Overeensſtemmelſe med
fit Lands Gitterhed kunde gjøre denne Diverfion, faalænge det maatte anfee Norge
for fin Fiende, faa forbandt Musland fig til, enten ved Underhandling eller ve
Medvirtning, at forene Norge med Sverige, og garantere Sverige dets fredelige
Befiddelfe.” Begge Magter forbandt fig desuden til at betragte Norges Erhvervelfe
for Sverige fom en foreløbig Begivenhed, der frulde fre før Diverfionen paa den
aſterſoiſte Kyſt fandt Sted. Det hele Corps frilledes af den Aarſag under Carl
Johans Commando. Da man imidlertid et uden Nød vilde gjøre fig Kongen af
Danmark til Fiende, faa befluttedes en Underhandling med ham om at tiltæde
Forbundet, men uden at forrykke dets Bafis, Norges Ufftaaelje, for hvilket der ſtulde
1) Som Grund for Kronprindfens Raad at forene fig med Rusland er bet bleven anført,
at han forndſaa ben franſte Armees Nederlag i Ruslan» og dette ogs uheldige Ud⸗
falb. Men da Alliancen mellem Rusland og Sverige faudt Sted, maatte Napoleons
Angrebsplan være lidet befjendbt, og det unde ikke heller forubfers, at hans fore
eltherreTalent i denne Krig ſtulde ligefom folgte ham paa alle Puntter, og hane
igerheld forlade ham.
Sverige futter Fred med Cuglaud. Modet i Aabo. vm
goes Danmart fuld Gladeslssholdelfe i de tydfle Stater. Det kunde imidlertid let
fømdfers, at Danmarks Konge ille vilde tiltræde et Forbund, ber filte ham ved et
doll, fom med Troſtab havde holdt faft ved Foreningen med Danmarf, og derfor
medinge Gritatuing af Lande, ber førft ſtuſde erobres, og hvorom iffe engang nogd
befenet Horflag kunde gjøres. Detuden var Kongen af Danmarks Tillid til Napor
kené Storhed og Held til at overvinde fine moægtige Fiender endnu itte folket, og
han fande itfe være tilbøtelig til at løsrive Vg fra en Forbindelfe, hvoraf han
dentede fig Grftatning for alle Tab og Opofrelfer. Derhos vare ben franfle Meifers
Rufringer vg Tilberedelſer tl at foælde den nye Fiende faa fore, at Danmarts
Gaab om et Lyfteligt Udfald visfeltgen ei hunde kaldes ugrundet, aldenſtund Jutet
var feet, fom funde bebude bet Modfatte. Da Forflaget i det paafølgende War
gjødes det dDanfte Cabinet, blev det ogfaa med Uvillie forfafet. Danmart forble
enden fit med Hranfrige indgangne Forbund tro, og indflræntkede fig til at fækte fin
Ørigtmagt par en refpeftadel Fod, uden enbun at forene fig med de franffe Gtareri
Paa dette Forbund, fom blev fluttet imellem Nusland og Sverige, fulgte firar
dr Freden imellem England og Sverige, fom undertegnedes i MØrebro
den fate Juli 1812. Bed denne Fred oprettedes igjen aabenbart den forrige Hane
deisforbindelje mellem begge Stater, ber Mjult havde fundet Sted under Krigen, og
Ggland foryligtede fig til at forfvare Sverige mod enhver flendtlig Magt, fom
ve overfalde det med Mrig i Unledning of dette Jorbund. J denne Tractat var
nu Ute Talem om Englands Garantt for Norges Forening med Sverige; — vår
ea faadan Artikel til, mantte ben være hemmelig '). Men det emgelfte Fabinet ſynes
ille at have ndlemmet Norge i det Had, fom bet havde føoret den danſte Regjering.
Nellem Norge og England var en Hrevstilftand midt under Krigen, der ligeſom
obfplittede begge de forenede Rigers Politit, og det engelfte Miniſterium maatte frygte
bex flore Oppoſition i Parlamentet, der i bjærve Toner talede de forenede Migers
”g fønemmeltigen Rotges Sag. Stray efter tilfidefattes dog disfe Petænteligheder;
da Napoleons Kimber, efter hans Uheld i Rusland, ſamlede alle Kræfter for at
ſreuſtyunde hans Unbergang. — Den Plan at forene Morge med Sverige maatte
midlertid for det Forſte udfættes, indtil Udfaldet af den fore Kamp beftemte de
tigførende Magters Stjebne. Franfte Armeer, famlede i Jrankrige felv og å de
d Franfrige afhbængige Stater, flørre og fuldftændigere. udruſtede, end ben fenere
Øifterie paa et Sted fremftiller, overvældede det ruøfifte Rige. I flere Slag havde
Kapsleon Overmagten. — De ruskifte Hare trakt fig tilbage, og de franfle Starr
trengte ind i Ruslands Hjerte. Under ſaadanne Omftændigheder gjaldt det fun ai
ſirſoare fig; ben hele rusfiffe Magt maatte concentreres paa bet af Napoleon angreime
Putt, og der var ille mere Tale om nogen Diverfion paa den sfterføifte Kyſt,
langt mindre om nogen foreløbig Grobring af Norge.
Jmidlertid lod Sverige fig ikke ved dette Napoleons Held afffrækte fra at ytt
gorbindeljen med Rusland end faftere. Mod Stutningen af Juli Maaned dette Aar
nedtes Ruslands Ketfer og Sveriges Kronprinds i Åbo i Finland». Carl Johan
blev ber mødtagen med be høtefte UEresbeviigninger, og Ult vifte, hvor megen Prits
geijer Alerander fatte paa en Forbindelfe, det aldrig nogenfinde havde været vigtigere
fr Rusland end nu, og paa en Øyrftes Perfonlighed, der med et frort Nygte føm
duelig Hærfører forenede Betjendtflak med Rapoleons Krigsførfel. Keiſeren af Ruo⸗
land nagede fuldfiændigen Henfigten af dette Mode. J Abo befæftedes*) den forhen
futtedbe Alliance⸗Tractat imellem Rusland og Sverige; Antallet af Ve Tropper, faavel
mefifte font foenfle, der flulde fliles under Carl Johans Commando, forøgedes, men
Grobringépfauen af Norge udfattes til videre. Det var iøvrigt mere Sveriges Near
9 [følge Schinkel⸗Bergnian VI. 206 fraf den engelffe Gefandt Thorton hemmeligt (p
fan mundriig %) have forpligtet England til at underitøtte Sveriges Planer pan Norge.
53 (Bed Duerernøfonk af 3, Anquit 1812.) |
ee Andet Tidorum I. Fireogtyvende Gapitel.
dengang en almindelig Mening, at Mrigen paa vore Kyſter blot med Held hunde
føres fom en Defenfionskrig, og at det mere fom an paa at underholde em fammens
bængende Linie af Kanonbaade til Ayfternes Forfoar, end at ubjende fore Stibe,
ber maatte blive et let Bytte for de talrige engelfte Krydfere. Kanonbaademe havde
indgydt vore Fiender Reſpect. Uſtraffede funde de lægge fig bag Klipper og Skjær,
og pludfeligen overraffe Fienden med dræbende Stub, maar han vovede at nærme flg
vore med Baaer') og SHær af Naturen beftyttede Klippeftrand. Men faa fiendtlige
Tanker havde visfeligen paa den Tid ifte de engelffe Krydfere, og det lan ikke i den
engelffe Megjerings Plan at forſtyrre de norffe Kyſters Fred. Selv Norges Provi:
bering funde, naar der brugtes Forfigtighed, fee under Fredens Fare. Kort, Jutet
havde været lettere end paa den Tid at tilveiebringe en fredelig Tilſtand i Nordjøen,
og denne forfinrredes fun, naar en forøget Styrke af danfte Orlogsmænd tiltrak fig
engelfle Krydſeres Opmoærtfomhed. Og England maatte i Sandhed være ligefaa
beføiet fom moægtigt til at kue be danffe Orlogémoænd paa disfe Haider; thi de
havde ofte tilfølet dets Koffardiflaade for Moleſt. Endnu maatte det være i vfl
Minde, at en heet Raælte af Koffardiftibe vare tagne ud af en ſtor Convoiflaade,
ber fom fra Øfterføen, og at bet erobrede Bytte udgjorde flere Millioner Dalere%).
— Morbmændene, fom igjen vare vante til at betragte England fom en Venneſtat,
og Norges Handel med dette Land fom en Kilde til Velftand og et Middel til at
afværge be Farer, fom vare forbundne med Norges Providering i Krigstid, erfarede
berfor med bange Hjerter Forftærkningen af ben banfle Orlogsflotile i Nordſoens
Bande, og anede et førgeligt Udfald. Ikke fet flød Landsmænde Blod unyttigere
for Fœedrelandets Sag, end det fom udgjødes i Lyngsers Havn, og ille let kunde
fra Danmarks Side vælges et ubeqvemmere Oieblik til at forøge Krigens Bitterhed,
end da det mægtige Forbund fnyttedes, fom befluttede de forenede Rigers Skilsmiſſe.
Najaden fom, og betroedeg Hl en modig Officier, Capitain Hans Peter Holm,
der forhen havde udmærtet fig i den danfre Søtjenefte, og han famlede om fig en
Flotille af Kutterbrigger, fom fværmede langs vore Kyſter, i Haab om at forulempe
den engelffe Fart paa Øfterføen. Vil at gjøre Jagt paa denne Eſtadre, hvis Ode⸗
fæggelfe maatte giøre den engelffe Koffardifart paa disfe Høtder faagodt fom filter,
fordi ben danffe Orlogsmagt ingen brugbar Krydfer mere funde levere, Beftemtes
Orlogsſtibet Dictator paa 64 — efter Undre paa 70 — Kanoner, og Å dettes
Følge vare tre Kutterbrigger. Formedelft Ghefens Da» faldt Commandoen i Capitain
Stewarts Hænder, fom da var neppe 20 Aar gammel, og brændte af Begjærs
fighed efter at ubmærte fin Begyndelfesbane med en modig Bedrift. Til em faadan
ødelæggende Jagt var Aarstiden faare beqvem , da Dag og Nat fade ſammen i dt
nafbrudt Lys, og fore Dele af Havets Flade ere i klart Veir fredfe at overfee,
medens de i Dagens Lob fædvanligen omfpillende Lands og Søvinde paa vore Kyſter
underſtotte Fartoiernes forfljellige Seilmaneuvrer mod beftemte Puntter. — Den Gte
Suli havde Najaden med fine Ide Folgeſvende Laaland, Samsø og Kiel, faftet Unter
i Orefjorben ved Haven, em tryg Ankerplads, fom ligger indenfor Kyſtens Stjær-
gaard. Paa Fregattens Krydstogt Dagen i Forveien var ingen fiendtlig Krydſer
bleven feet, og Ghefen troede fig fulbtommen tryg i fin Havn. Imidlernid fege
Nogle af Rajadens Officierer ved Middagskd op paa Klippetnatten ovenfor Hufene
i Haven, for at gjøre Udkig, og forunbredes ikke tidet over at fre en for Orlogs⸗
manb, med 3de mindre Fartoier i fit Kjolvand, nærme fig Kyften og frile lige mot
) Blinde Stjær.
3) [Ovenfor &.255, hvorved mærke, at bet var 19de Juli 1810 Krieger med de morfte
Kutterbrigger udflar 47 Stibe af en engelſt Convoi 7—8 Mite Syd for Lindesnes.
Convoien var fun Dættet af en enefte Orfogsbrig, ber var faa langt agterud, at ben
ifte hande foribare Handelsilibene. Dette var den ſtorſte Fangſt i beune Krig, og ud-
bragtes tif 5, Milliøner Rvir. eller efter Middelcours omtr. 1,100,000 Sølvfpecies.]
Sinieftibet Dictator sbelægger Najaden. 283
ten Habuing, fom førte ind til Rajadens Ankerplads !). Oppdagelſen heraf frembragte
ea for Forviming i vor lille Eſtadre. Ult Mandſtab ilede ombord, og Chefen
bredte fig ved en bhaftig Flugt, underftøttet af en firygende Sydveſt, at undgaae den
frfølgende Fiende. Den driftige Englender flyrede i Fregattens Kjølvand lige ind
imellem det fnevre Sund imellem Borøen og Sandøen, og fulgte det bugtede Løb
inellen Sandøen og Faftlandet til Lyngser Gab. Det paaftobes, at Fregatten var
ea bedre Seiler end Orlogsflibet, og at den hunde have undgaaet fin Fiemde ved at
gane lige til Søes. Men Holm vilde ikke opofre Kutterbriggerne, fom da vare
blene et filfert Bytte for Fienden. Tillige er det blevet fortalt, at den Lode, fom
Hebm havde ombord, lovede at fibre Fregatten igjennem et Løb, fom vel var dybt
sel for Fregatten, men hvor Orlogsfkibet nødvendigen maatte løbe paa Grund.
Hehn ſtyrede faaledes ind i Lyngeersgabet, og i fine Tanker tryg for videre Fors
følgelfe kaſtede han Unter og opgav fine Seil%).
Orlogsſtibet ſlap imidlertid ifte fit Bytte, men trængte ind i Lyngøersgabet i
Fegattens Kjølvand, og fif der, med den ene Ende paa Grund, en faa forbeelagtig
Stilling mod Fregatten, at det unde bruge den hele Bredfide af fit Batteri mob
fin Fiende, medens derimod Fregatten havde under Unkringen føinget faa uheldig ov,
så den fun med enfelte Kanoner kunde fpille mød den allerede i fig felv fangt over:
tegne Fiende. Kampen var derfor fort, og øbelagde Majaden efter en halv, efter
Madre, efter halvanden Times Forløb. Der fortælles, at bet forfte Stub rammede
ben Lods, hvis uheldige Raad gaves Skylden for Najadens Ødelæggelfe. Frygteligt
var Blodbadet paa Najaden, ijær da det øverfte Dat, idet Fregattené tre Mafter
elle paa een Gang bleve overitudte, faldt ned paa Batteriet og Inufte de Ulyttelige,
fom befandt fig i Stibets Rum og Lazarettet, hvorved ogfaa alle 3 Chirurger bleve
wæbte. Af det hele Mandftab, fom beftod af omtrent 300 Mand, reddedes 180
Nam», kbvoraf 30 vare mere eller mindre lemlæftede og faarede. Flere Officierer
) Minh S. 187—188 forteller, at Steavart uf de Rordmænd, jom fore paa England,
beflyttede af Liceucer, var bleven underrettet om Fregattens Stilling, og lader norte
Fiftere forplante Gjtervetningen. Ut ber kunde gives faa nederdrægtige Lanbsmænd i
Norge fom anbdenfteds, ville vi ikke nægte, men det er høift ubilligt beraf at drage
nøgen for Rorbmænbdene fornærmelig Slutning med Henſyn til den almindelige Stem
ning Å Sandet. Denne viifte fig nofjom i den almindelige Bedrøvelfe, fom Najadens
Undergang over hele Norge opvafte. J Anledning af dette Rygte udfovede Admiral
Sulen en Donceur til den, fom beviidligen opgav Navnet paa det Stib, der fagded
mdenfor Ghriftiansjand at have givet Fienden Underretning om, at Najaden var i
hat? og den Filter, der røbede ham Fregattens Unferplads. Men Opiysningen
om ille.
) 3 Anledning af den almindelige Tro, at Stewart blev fodfet ind ril Lyngøer af en
orbmand, faar With Leitighed til at udgyde fin Harme over bet Slags Horræderl.
-Daglig git og fom — figer ban — nmorffe Kjobmandsſtibe med engelite Licencer.
Disje bragte Finden Gfterretning om bvert Skridt, den i Norge commanderende
Admiraf 5. Luitken foretog fig, og hvad Fienden ei lunde fane at vide af bisje, Det
vare de norſte Fiſtere paa Kyſten faa godhjertige troligen at rapportere, faa at Jntet
var fult for ham.” — Derimob paaftodes det i Norge, at bet var em Svenjte, der
fænmge havde opholdt fig i Lyngser, fom lodſede Stewart ind. VJugen af Delene ev
rigtigt, da Stewart felv for norfte Officierer, fom ſenere havde Peilighed til at om
aaes med ham, forflarede med Beitemthed, at han vel havde norſte Matrofer ombord,
jaavelfom aubre Rationers, men ingen Lods, og at han [fra Haven til Lyngser]
fulgte Fregattend Kjølvand. [Gaavel i fin Ravport fom mundtlige Forklaring oplyfer
han, at han blev ledet til at føge Najaden i Haven Havn, ved at opdage dens høle
Maſtetopper over Hjeldet.] Der er ingen Tvivl om, at der var flere norffe Matrofer
i engelſt ZTjenefte, ifær før Krigen. Den engelſte Marine hvervede Mandſtab ved
— „, ligefom det heller intet Under var, at norſte Matroſer, ſom under deres
genſtab vare ubjatte for flor Mishandling, ſtundom gik til Orlogs før at førbedre
dere Kaar. Ilke ale Landsmend ere i Stand til at jætte deres Handlinger i For:
binbelfe med Fæbdrefandets Tarv. Dem langt førre Deet valgte visfeligen ikke denne
Lindring i Roden. De Flefte udholdt taalmodigen Foængflets Kvaler.
904 Andet Tibsrum II. Fireogtyvende Capitel.
drobtes og qvæftedeg'). Under Slaget felv viifte Chefen det frørfte Mod, og det
par fom han føgte Døden ved at udfætte fig for den frørfte Kugleregn. Forſt da
aft Saab om Skibets Frelfe var forbi, og Enhver reddede flg faa godt han funde
ved at fvømme fra et Brag, fom hvert Øieblik truede med at fyringe i Luften, blev
Holm, fom felv iffe funde fvømme, ført til Land af en foommende Matros %.
Kutterbriggerne vare imidlertid i frørfte Fare for at blive erobrede af Fienden.
Briggen Samss blev dog, efter at Chefen var bleven haardt faaret, reddet derved,
at ben ſtyrede ind i em Bugt, hvor Fienden ei kunde forfølge den. Briggerne Hiet
og Laaland maatte ſtryge og foreløbigen overgive fig, efterat den fidfte var frukfen I
Brand. Men da Holm havde miftet fin Fregat, overtog han Gommandoen over be
faa Kanonbaade, fom befandtes i Havnen, og ved em vel filet Vid reddede han de
erobrede Kutterbrigger. Fienden føgte ved Parlamentering at bevare Visfe, under
Filbud af at give alle Fanger tilbage, derfom han under Udfeilingen Hev umolefteret ;
men Holm afflog Tilbudet, og fun ved Hjælp af em gunftig Briis Inffedes bet
Stewart at forlade fit farlige Anferfeie og tomme til Soes. Derſom faaledes end
Holms Horanftaltninger til Fregattens Redning vare uheldige, fan fan det ikke næygtes,
at fan og be øvrige Officierer ved tappre Krigeres uforfærdede Mod og Aandsnœr⸗
værelfe under og efter Slaget bevarede den danſte GSømandshæder, og reddede
Stumperne af den lille Flotille.
Et andet Sporgsmaal omtviftedes meget paa den Tid, nemlig om den temmelig
talrige Flotille af anonbaade, fom befandtes paa Kyfterne i Nærheden, med tilberlig
Haſt havde ilet Najaden til Hjælp. Kanonbaadene fra Miteøer, og endog de, fom
befandtes paa de nærmefte Stattoner veften for Urendal, fom til forventet Tid paa
Balplabfen; men bet var fornemmeligen mod den Arendalſte Flotille, under Lieuten.
Dietridfons Commando, at Rygtet frilede fin Anklage. Ogfaa denne Klotille begav
flg Betimeligen paa Beien, men fom underveis i Engagement med ve engelfte Kut»
terbrigger, fom under Indfeilingen vare føbne paa Grund, og førft efterat denne
Uffaire var endt, kunde de fortfætte Veien til VBalpladfen, hvor imidlertid Ødelæg-
geffen var føeet. Forfatteren har hørt dygtige Officierer, fom vare tilftede ved Slaget,
paaftaae, at der ikke kunde bebreides Chefen for Arendals Flotille nogen Forfinkelfe
ved denne Leilighed, ba han iffe unde wide, hvad der foregif ved Lyngser, og
havde god Marfag til at angribe de engelfte Mutterbrigger, hvoraf en lan paa
Grund. De anfaae det derimod for meer ubeftemt, om itte Katterbriggernes
Entring burde været forføgt. Nu flap be berfra med noget Tab af deres Mig,
hvoraf entelte Stumper bragtes til Arendal fom Seieråtegn, og Kanonbaadene fom
fefv hele og hotdne uden Tab af Mandfrab tilbage til deres Station. Saameget
paaftodes imidlertid, endog i Chefens Beretning om Slaget, at Orlogsſtibet Dictator
itte var fluppet til Soes, naar alle Kanonbaade havde funnet indtræffe i Lyngser
førend ben følelige Bind brifede op, ber bragte den til Søes. I den offirielle
Beretning om Slaget og i trykte Veftrivelfer over Slaget fritjendes hitn Chef aldeles.
Paa Boroen var anlagt ct Ville faft Batteri, fom ſtulde befytte Jndløbet til
Orefjorben, men formebelft uheldige Omftændigheder funde dette Tibet ubrette. Com-
mandoen var overbraget en Kyſtvxerns⸗Chef, fonr viftnof var en høiftagtværdig Man»,
——————
1) [SJfølge Garbe 579 blev af Najudens 315 Mand 127 drabte og 88 faarede; af Dr:
feierer faldt ieutenanterne GrodtiHiling vg ben ovenfor S. 272 nævnte Buhl famt
to af Lægerne vg Vroviantforvalteren. Briggerne havde fidet Tab, men Lamswd
Chef faaredes, og paa Kiel faldt em Maanedslientenant og faaredes ct Vientenant.
Briterne opgave fit hele Tab til 9 Døde vg 35 ESaarede.]
7 En ar Rajadeus Mandffad, fom fiden fom i Forfatterens FTjelrefte, fortafte ham, at
Helm, da hele Manbdjtabet, fen fnnde ſvomme, føgte at ridbe fig, havde four: Cr
der Jugen, fom vil redde Jer Chef?" og vår berpud af en Svommer bragt Å Land.
3) Denne reddede fig hun derved, at den kaſtede fine Ankere vg Kanoner cverbord, hvoraf
Anterne og nogle af Kanonerne fiben opfiſtedes. Briggen ſelv flap derefter til Søre.
Om Affairen I Lysgeer. Misvært 1812. 295
ma ingen Srigsheti. Gfterat den førfte Salve var løsnet, hvis Skid gik over
fatterbriggerne, og frembragte fun et Hurraraab fra deres Mandflabers Side, flyg⸗
tede han til Skoven uden at tage videre Deel i Bombardementet. Han afløftes
villnot af em færdeies modig Stibsfører, Axel Jenfen, fom flilede fine Kanoner faa
vel, at en anden Urt af Skrig reifte fig paa de engelſte Kutterbrigger, men der var
myn Ammunition meer, og den modige Sømand maatte i Fortvivlelfe og Harme
lade fine Kanoner tie. Ligeſaa mangelfulde og forvirrende vare be øvrige Kyſtvcerns⸗
goanftaltninger. Kyſtfolket fimlede i Mængde til paa enkelte Puntter, og funde
hare dannet en rejpertabet Landftorm, og fra Nogle blandt Kyftværns-Anførerne til:
mribies biin føromtalte Chef, at Mandflabet var famlet til hans Raadighed. Hans
Srar var, at han flulde lade dem vide, naar Mandffabet funde bruges; men
Ordren fom itte, og Dictator forulempedes paa fin Seiersplads ikte af Kyftværnet.
å blev liggende paa Grund, indtil em føielig Bind befriede den fra fin farlige
ing.
Admiral Låtfens glimrende Rapport til Danmarks Konge om bette Slag, fom
eabte med ben Paaftand: „Faa Skibe ere tilintetgjorte paa en hœderligere Maade
ed Deres Majeftæts Fregat”, føranledigede, at flere Hæderstegn uddeeltes. Mange
tam viſtnok paa det rette Sted, formedelſt udviift Tapverhed og Somands⸗Conduite;
Regle af den Dags Helte, jom havde udviift begge Dele, bleve forbigangne; men
sgfe fyntes neppe vel fortjente. Ilke emgang han glemtes, fom flygtede for Krudt-
men og afløftes af em modigere Eftermand, der vel ikke prydedes med noget Kors,
men hædredes deſto meer af fine Lanbamænd. — Dette uheldige Slag udbredte
midlertid en almindelig Sorg over vore Kyfter, og med Undtagelfe af Kjøbenhavns
Sømbarbement har neppe nogen tfoleret Mrigsbegivenhed opvatt faa megen Deeltagelfe
i Ange. Bar det danfle Flags Ufre, efter Låttens Paaftand, fremmet ved vette
Giag, da war den dyreljøbt ved over 100 Landsmænds Blod og Manges Lemlæktelje,
fn fulgte bem Livet igjnnem. -— Najadens Antomft i vore Vande opvakte ingen
Glade; thi man anede Englands Opmarkſomhed paa dette herlige SH, ber kunde
tifeie engelffe Convoiflaader og felte Krydfere for Slade; men den førgelige
Sande, hyorpaa bet forfvandt, opvatte almindelig Deeltagelfe og dyb Betymring.
Dm mgelfte Chef jelv har i Samtaler med norfte Officterer erklæret bette Angreb
len et fort Voveſtykke, ber fjeldent Iyttes, og let funde have faaet et Udfald, der
bar paabraget ham Unfvar.
I Eyngoer Havn bleve flere Hufe ramponerede, nen Jndbyggerne ſtaanedes paa
å og Lemmer, fom de beflyttede ved Flugten. Der blev fiden foranftaltet en Ume
erføgelfe gjennem GStiftamtmand Schouboe, bhvorefter en pasfende Erſtatning ble
dem tilftaaet. Længe efter den Dag havde Lyngøer-Indbyggerne ikke liden Fortjenefte
ved Opfiſtningen af de mange brugbare sg tildeels foflbare Ummunitionsfager, fom
være fnnfne med Najadens Vrag. Nogle af Tønsbergs Byes Borgere, der udmærs
de fig ved deres patriotifte Sind, lode underføge Vragets Stilling, i ben Tanke
st lade det optage, og uden Vederlag gjengtve den danſte plyndrede Marine; men
bet befanbtes umuligt. Najadens Ghef fandt ikke længe efter ved en ulyttelig Hæns
velje fim Dod i Bølgene, og hans VBaabenbrødre hævrede hans Minde ved et
Stenument paa Langefunds Kirfegaard ').
fe føænge efter fandt en anden uheldig Fegtning Sted i de nordlige Farvande.
3 Finmarken angreb nemlig Lord Stuart, Chef for Yregalten Horatio, med over:
lan Magt den Unguft Lieutenant Bodenhof, fom med to ſmaa armerede Provi⸗
— — — de — — — — — —
5) Rapporten om dette Slag fra Contre⸗Admiral Lütken og Capitain Holm findes efter
Kjøbenhavns Ryefte Stilberi, de Aargaug No. 59, i Bilag 62. [Holm forliite vg
omfomn Natten til 25de October 1812 lige i Langeſunds-Lobet. Dver de i Lyngeer
Faldue bley ligeledes paa bet Sted ved Kyſten, hvor de fælles begroves, femere reiſt
en Mindeitøtte.
2 Andet Tibsrum II. Femogtyvende Capitel.
deringẽfarisier ſtulde beføære den engelſte Fart paa Archangel. Overmagien var fy
for og Bodenhofs Fartøier bleve erobrede efter em fortviviet Modftand, fom omta
med flor Berømmelfe af den engelfte Chef felv. De Engelſte havde ved denne Let
fiabed flere Dræbte og Saarede baade af Officierer og Menige. i
|
å
Femegtyvende Capitel.
Haaret 1812.
Uaret 1812 bavde en anden førgelig Betydning for Norge, fom I em hot Grat
bidrog til at forværre dets Stilling og nedtrykte en ſtor Deel af dets Jndbyggere.
Det var et af de frørfte Misværtaar, fom i Mands Minde var Hendt. Foraam
havde været meget folbt og fugrigt, og Landmanden havde paa de flefte Steder ill
fagt Sæden i Jorden førend hen i Junt Maand. Om Sommeren fired vel Vege⸗
tationen raftt frem under betimeligt Beir, og man begyndte at gjøre fig Øaab om
en god Høft, da Nattekulden allerede i de førfte Dage af September indfandt fig I
en faa flært Grad, at Sædens Modning paa de flefte Steder hindredes, og Korn
hængte grønt og flimet paa bet visnede Straa. Efter den Dag hindredes baade
Kornets Modning og Judbjergning formedelft tiltagende Fugtighed og Kulde, og
en tidlig Snee doættede mange Kornftøre, fom hængte fulde af umodent Korn. Dem
Ulykke forogedes i en hot Grad derved, at Kartoflerne, fom under Krigen udgjordi
mange Bygders Hovedføde, ifær i Hjeldegnene, faa godt fom aldeles misiykkedes.
Kort, Aaret 1812 funde betragtes fom et fuldfomment Misværtaar, hvis Følge
maatte blive faameget betænteligere, fom Kornet intetfteds i Krigens Aar var ov
dynget t Forraad, men under en befværlig Kornforfynmg fun havde været tilftrækkelig
til at tilfredsfille Dagens Behov. — Danmart havde vel tlke et faa afgjørend
Maar fom Norge, men alle Danmarks Landmænd vare enige t, at Aaret maatt
regnes til de midbelmaadige. Dertil fom, at Uaret 1811 itte heller havde hørt ti
Danmarks rige, og at Kornbeholdningerne vare faa aldeles udtømte, at ben danfl
Landmands førfte Omforg maatte være henvendt paa at forfyne det ham nærmef
liggende Marted. Hele Uaret igjennem førtes Klage i Danmart over Komen
Stigen i Priis, ja endog over Mangel paa det fornødne Mundforraad. Derti
bidrog iſer de fore Ubdffrivninger, fom Megjeringen paabød Landmanden i Danmar!
for at fylde Magafinerne med Korn, der flulde overføres til Norge. HForfatterer
opholdt fig i Danmart i Aarets ſidſte Maaned, for at indkjøbe det i hans Virkekred
fornødne Kom og beførge dets Ufftibning, og han var i det Filfælde, at ha
maatte afgive en Deel af bet Kom, han havde Kjøbt, eller fom paa de offentlig
Magafiner var ham anvitft, til Fordeel for den Landmand felv, hos hvem Korne
flulde hentes. Det udffrevne Korn udtømte ftundom faa aldeles den danfle Bondei
Forraad, at han tildels munglede baade Brød: og Sedelorn.
Norges Kraft til at bære Byrden af et Uaar 'og en bermed forbunden vanſteli—
Provdering var allerede i Lobet af dette Aar bleven fræltet. Bi have ovenfor gjør
opmærffom paa de Omftændigheder, fom efterhaanden forvanflede Handelsforholdene
paa den ene Side formedelft overfpændte Speculationer og ubefindig Fremtræden pa
en let Handelsbane, paa ben anden formedelft indtrufne Ganbelsconjuncturer i Cuq
land felv, der forminbffede Begjæret efter nordiſte Producter og indledte andre Nivale
paa Trælaftmarkedet. Men ifær var Pengetraften til at kjobe formindfet derved, a
Tilladelfen til at indføre Trælaft til England var, fom ovenfor viift, forbunden me
Gorbandet med MNapskeon veger. 987
søpligjjen til at mbføre igjen engelſte Manufachæ og Colonial-Barer. Saaledes
magedes Overbaadighedsvarer i famme Grad fom Untallet af udenlandſte VBerler
fmindffedes, og der fandtes iffe faa mange rede Midler i beret Hoænder, fom maatte
par Indkjob af Livets Fornsdenheder i deres Kredſe. Under den frørfte Overflod
d Omett Nydelfer paa dets høiere Trin, begyndte faaledes ved Slutningen af dette
Sitvoriaar ben førgeligfte Mangel at vife fig paa dets lavere. Dertil bidreg ogſaa
Beeneé fiorfe Hald, ber nu ille længer ved noget Middel lod fig fyre, og fom
ſeſadredes ved den flørre Trang til at indføre Livets førfte Fornodenheder, og fors
udelt en førre Gjelbenhed af udenlandſte Berler paa Forhandlingsbørfen. Deraf
ofte fore Lidelfer og Nod, ifær paa ben mindre Haand, medens den Deel af
vilfonme Borgere, fom fadde ved GSølvets Kilde og inddrøge Vardien af folgte
Sar fra Udlandet, ware mere ligegyldige ved bet omløbende Nepræfentativs ſunkne
Ben. Ye alene ſteeg Kornets Priis af denne Uarfag, og fordi Kornet var i
myr Mængde førhaanden; men bet var-tillige af en flettere Art, mindre føderigt
iftpbelfe og vanffeligere at forflettes uden at bedærves. Den fidfte Omftændighed
ne ijer betentelig, forbi ber under en farlig Transport var længere Tid imellem
Alaning og liblosming, og fordi Transporten felv var tildels i ligegyidigere og
høesisjere onder. Vi undre os ſaaledes itte over, at Kornets Priis mod Aarets
Gfaning fleeg i en foruroligende Grad, at Norges Tilſtand, uagtet Handelstilftans
lend tilfyneladende Livlighed, markeligen førværredes, og at Mangel og Nød begyndte
u viſe fig å de lavere Klasfer, og iblandt bem fom lønnedes med fafte Gager eller
late of Renterne af Capitaler, hvis Verd dagligen formindPedeg. — Den ovenfor
hendlede Forbindelje mellem England, Rusland og Sverige gjorde og en Forans
ling i Englands venlige og fredelige Politit med Henfyn til Norge. Fra den Tid
d beſrarligggordes den i disfe War faa livlige Handelsforbindelfe mellem England
W Norge alt meer og meer. Allerede mod GStutningen af dette Aar indffrænfedeg
&tenefarten, og funde afene paa befværlige Omveie fortfættes; Kornfarten blev mere
minbeet og fort efter opftod en fiendtlig Tilſtand, ber ved et fuldfomment Affon-
lenge: og Blokadeſyſtem ſtulde fremtvinge Norges Skilsmisſe fra den gamle For-
ſe. Norges gyldne Tid endte faaledes endnu I dette ar, og en Rakke af
åa, fulde af Lidelfer, Savn og en tilbagegaaende Næringstilftand, fulgte derefter,
hd Bølger hvilede tungt paa Landet længe efter at Morges udvortes Politit og
utvortes Statsforfatning havde taget en Iyffelig Bending, og Fadrelandet hunde
leſem fade fin egen Skjebne.
—— —
Serogtyvende Capitel.
følgerne af Uapoleons Nederlag i Rusland.
— ——— — 0
mu Politik fil mod dette Aars Slutning ved de franffe Urmeers Undergang i
og i de rusſiſte Brøvindfer et forandret Udfeende; thi omfider fværfedes Na:
$ Mraft, og under en almindelig Opftand af Europas meægtigfte Nationer ber
det hans Gad. Den franfte Armees uheldige Stilling, foranlediget mere ved øde:
lgnde Naturpheenomener end ved Fiendens Vaabenheld og frategiffe Kunft, ſtyrkede
dk alene Rusfernes Mod, men forvandlede Frankriges tvungne Forbundsvenner til
ubnbare Fiender. Oßerrige fom Frankriges Ullierede flat et Sværd i Steden, fom
kli Aareis Lob lidet havde brugt mod Frankriges Fiender. Det udſatte imidlertid,
Bien ſermedelſt det oſterrigſte Hofs Familieforbindelſe med bet franffe, eller fordi bet
Ta tilbørtigen mubrufet Kil Ørig mod en Magt, der faa ofte havde ydmyget bet,
RE Ye —E— In. Swogtyvende Capitel.
æ Femiden, og indfkræenkede fig forelobigen til en —
mek ester derimod, fom i ſin foættede Tilſtand, og paa alle
am Raet annet af Den frånffe Krigsmagt, havde været nødt til en men
anNen:: Dire 1 Frankriges Ungrebskrig. mod Rusland, benyttede det fork
mer 2 oter Wapoleoné Flugt gjennem Polen for at løsrive fig fra det trykken
met AN Dilſyneladende flede beite mod den preusfiffe Konge egen Billie, idel
sa svusefe Overgeneral Dort paa egen Haand forbandt fig med Musferue; men
gen melede om den fande Sammenhæng , der fnart lagdes for Dagen" ved ei
strust Jordund imod den foælles Fiende. En bedre Behandling funde Napoleon tk
su» af em Stat, fom han havde fønderfylittet, og af en Nonge, fom han paa mang
Wauder bavdbe ydmyget og forhuanet. — Med Preusfen forenede Metlenburg fig.
Au bebudede faalebes Enden paa Napoleons Univerfalmonarkt, og nu fyntes bet Hart,
at Sveriges Konge havde valgt den bedre, Danmarks Konge ben flettere Lod, enk:
Mont be frigførende Magters foranbrede «Stilling wvisfeligen meeſt var en Folge d
en Nokke af uheldige Omftændigheder og grove VBildfarelfer, der vare ligefaa umulige
at ſorudſee, fom mindre rimelige at forudjætte. — midlertid var det fore Befriet⸗
fegvært endnu itte fuldbendt og Napoleons Ndmygelfe ifte fuldftændig. Napoleon var
Manet, Kjærnen af hans Veteraner var begraven i rusfifte Brovindfer eller flæbt fom
Fanger til Sibirien; men han felv med fine flore og Dygtige Generaler var und⸗
fluppen Jaren; herlige Refter af de tappre Hærflarer vare, ifær under Vicefongen
Eugens kloge Unførfel, bragte i Siklerhed i tydfle Foæftninger, fom endnu vare i
Frantriges Bold. Inden Paris's Mure rugede Napoleon igjen over fore Augrebe⸗
planer og Krigens blodige Fortfættelfe under Unfpoændelfen af ſit moægtige Riges yder⸗
fe Sraft. Der forberedtes faaledes en ny Kamp, fom flulde afgjøre Napolemns
Stjebne, og vi træde med en vis Radſel ind i et Uar, i hvilket dette i Hovedſagen
Aulde fee.
—
Syvogtyvende Capitel.
Aigsbankførordningen af Ste Januar 1813.
Adrets forſte Dage bragte den fljebnefvangre Pengeforordning, fom ſtulde raade Bed
paa en Forvirring i bet danſt⸗norſte Pengevæfen, der havde fin Nod i en fjern Fer⸗
tid, men i de fidfte War havde opnaaet en frygtelig, alle indvortes Eienbomsforhold
forvirrende Mobdenhed. Horordningen felv er vel i fine Hovedbeftemmelfer faa I
fra at funne betragtes fom et finantielt Misgreb, eller fom et nyt Tillæg til de Ul
fer, fom tryffede Nationen Å denne Henfeende, at den meget mere maa anſees fom
nodvendigt, fogt og pasfende Middel til at bringe faa megen Orden i em forvi
Sag, fom under de forhaandenværende Forhold var muligt. Det danft-norfte
har Marfag til at betlage de Omftændigheder og de Misgreb, fom foranledigede X
pendigheden af en faadan Fororbning; men denne felv gav ingen Anledning til Kla
Øver ben, hvis Jnteresfe rammedes af Lovené Bud, enten fordt hans Opreisni
blev mindre end han havde ventet, eller hans GSpeculattoner paa Medborgeres
indffræntebes, eller af andre Uarfager, jamrede flg, og Mlagerne løde høit i de
over bet ganſte Land. Reconvaleſcentens Smerter ere ofte førre end Patientens.
Aldrig er vef en Forordning fommen ub i Norden, der har foranlediget em fa
Brøvelfe end denne; thi den berørte alle Jnteresfer. De Beftemmelfer, fom Fe
prdningen indeholdt, var en Efterligning af dem, fom indeholdtes i en flere Uar
udgiven Bengeforordning i Øfterrige, og Detaillen deraf ligger udenfor Grendſen
bisfe Underføgelfer. Det var naturligt, at en Forordning, der paa faa mange Å
" os le
Det flette Pongevæfens moralſte Følger. - 989
virfede paa Eiendoms⸗ og Nengeforholdene, fremfaldte be forfkjelligfie Domme og
ninger; bet ev ligefaa naturligt;- at der hos Lovforfatteren ei hunde foridfætteg
møte Betjendtffab med alle lorate Forhold, og at Uregelmasfigheder i denne Hen-
e maatte finde Sted; men den famme bdygtige Haand, fom udkaftede den, før-
erede den, og til dette Horfoar maae vi henvije Læferne Y.
Den fidfte Syvaardkrig medførte mange vhyfifte Ulemper for Norge; det ned»
tryktet af partiet Hungersnød, Sygdom og alftens Biderværdighed; men disſe Funne
ingenlunde fammenlignes med de ulyttelige moralffe Følger af hiin Tids mangfoldige
Sorsiflinger, fom have ſtralt deres Rod til Fremtiden, og endnu fores. Den Rotte
af Sadelighedsfordærvelfe, fom vare oftere af Tidens Tryt under Krigen, og af
Reactionen mod be førgelige Følger deraf, har Pengeforsrdningen i en vis Grad for-
øget, og idet bens Henfigtémdskighed og Nødvendighed ertjendes, fan Hiftorien ikke
mbgane at berøre den mørke ſaavelſom den Iyfe Side af bens Megulativ. Bi finde
maaftee i disſe famtlige deprimerende Omftændigheder en medvirkende Grund til ben
Sedelighedens Forvanflming, bvorfor vor Tidsalder anflages, og for hvilken man
henter Bevifet i det vorende Untal af Korbrybere og Retsforfølgelfer, og i Borgernes
sendbre fimple og rolige Foærd. Enhver Tidsaldet bor gives fin Net, og vor Tid
bar fin Met fom den forfvundue, og om Gammenligningen har fin morte, har den
ogſaa fin Iyfe Side. Men et Mart Speil af Fortidens Mønftre og af dens Forvil-
veffer fan give de flyremde og lovgivende Magter Midler i Hande til en Forbedring
i Borgerens phyfiffe og moralffe Tilftaud.
GStrar i Krigens VBegyndelfe traf Negjeringen Foranftalminger, der ved beres
Gtrengbed ligefom forftyrrede et hidtil almindeligen udøvet Netfærdighedsprinctp. For
at fade en overmodig og uretfærdig Fiende, kronkedes i Følge offentlige Lovbud For⸗
viigtelfer, fom i $Hanbdelsforhold fledfe ere blevne betragtede fom hellige, og ligeſom
liggende udenfor Politifens Omraabe. Jmidlertid undgif vore Handelsmand meſten⸗
deels denne Friſtelſe til at berige flg paa uftyldig Mands Befoftning, ved en friltiende
Utgdighed mod de førenge Love. Da den vdanffe Regjering begyndte at indfee det
Ufloge i fin afmoægtige Strenghed, der fladede Landets Borgere ufigeligen meer end
Mlændingen, og tillod et fliltiende Handelsfamqvem med Fienden, frede det tildeels
under Betingeljer, fom ledede til Misbrug med en hellig Forpligt. Vore Landsmæend
bave i Mimindelighed betragtet Eden fom hellig, men under Krigen dreves med denne
et letfærdigt Spil til Underftøttelfe for den hemmelige Forbindelfe med Fienden. I
fandets nlyftelige Stilling, under Næringsløshed og Mangel paa Liveté førfte Fors
udenheber, lane ſtore Friftelfer til Udfteielfer paa alle Hænder, og iffe alle Sjoæle
vare flærfe not til at modfiaae dem; men ved Siden af disje GSaædelighedsfordærvere
gt en glødende Foæbdrelandskjærlighed, anbenbaret i virkelige Opofreljer, igjennem ben
ba levende GSlægt, fom ifte alene tjente til at forbedre Landets Stilling, men virkede
velgjørende paa Nationaldarafteren. En meer indirecte og meer fnigende Indflydelſe
pa Nationaldjarafteren havde den Forandring i Levemaade, fom foranledigedes af ben
- Duerflod af Lurusvarer, der under Krigen overffyllede vore Myfter, da hime brugtes
df vore Kunder fom et Slags Penge-Repræfentativ til dermed at betale tjøbte Barer,
og font faadanne ogfaa anvendtes i indenlandſte Omfætninger. Derved forøgedes Lys
fn til Livets høiere Nydelfer, under hvilken Landets Gtmpelhed begroves, og Uls
men vænnede fig i en bred Linie fra Kyſten til en Overdaadighed, fom den vanffes
ligen kunde og vilde undvære.
Pengeforordningen bidrog til ligefom — Læferen tilgive Ordet — at forfonfile
ſerdums Simpelhed. Den gav Anledning deels til at Debitorerned Stjebne under
fige Skyldforhold blev, under færegne med Henfyn til Gjældens Natur indifferente
) Se Ørfteds Eunomia. [I. 337—599 og II. 457—59%. — Å. S. Ørfted var dog nol
ite ene om at ubarbeide denne Hororduing; Jonas Collin ſtal have havt ſtor Deel
deri. — I. Chr. Derg.]
Wal6 Grindringer. 19
290 Andet Tidbsrum II. Syvogtyvende Capitel.
Omſteœndigheder, hoiſt forſtjellig, deels til at Egennytte og endog Bedrageri i Mørket
kunde øve fine forbærvelige Konſter til Neſtens Stade. Iſcer maatte det Fortrin,
fom gaves Gjældsfordringer, der kunde belægges med flemplet Brev eller Obligatien,
fremfor fimpfe Bogfordringer eller gyldige private Contrakter og Forpligteljer, have
en uheldig Jndflydelje paa dette Slagé borgerlige Forhandlinger. Tilforn afgjordeg
deslige Penge-Transactioner ofte paa den fimplefte Maade, idet en mundtlig Forening,
betræftet med et trofaft Haandflag, eller nogle Ord nedſtrevne paa em fimpel Lap
Papiir, gav Forhandlingen den famme nagelfafte Betræftelfe, fom et i Lovens Form
ubftedt og flemplet Gjælbsbrev. Den nye Pengelov nedbrød i høt Grad disfe ſimple
Papirers og Gjældsfordringers Verd. I fin Rangforordning med Henfyn til Bevifets
Alder tog den fun Henfyn til de Documenter, fom havde Lovens flemplede Horne,
eller til rentebærende Zordringer, og fatte alle fimple, renteløfe Forftrivninger og Gjæld
efter Bogførfel, i hvilfetfomhelft Tidspunkt af Forbedrings⸗Scalaen Gjælden var ſtif⸗
tet, iblandt de mindfte VBærdierd). En Obligationsgjæld fra 1807 gik over fra
gammel Dater til en ny Rigsbanksdaler Sølvværdi; ben famme Gjældsftørrelfe ud⸗
trytt i Boggjæld, eller betroet Debitor paa Tro og Love uden Rente, nedtryktes til
en fjette Deel af denne Bærdi. Fra ben Dag og indtil en ny Fafthed gik igjennem
Landets Pengevæfen, forfvandt meftendeels al Gjæld af benne fimple Natur, og det
blev et Studium at indrette fine Gjældsfordringer faaledes, at be funde undgaae Lo
vens Forvanflninger af en vitterlig Gjæld og denne uheldige Glasfification imellem
Fordringer, fom efter deres oprindelige Natur havde en lige gyldig Verdi. Da bleve
og Brocuratorerne vigtigere end de tilforn havde været; thi Enhver, fom var mindre
befjendt med ben juridiffe Form, eller ilfe rigtigen kunde ftave Pengeforordbaingens
forviftebe Paragrapher — og denne Stare var ſtor — bevæbnede fig med en furidifl
Gonfulent, for at unbgaae uforſtyldt Tab og retteligen tyde Lovens Bud. Fra den
Tid af har Gjældens Materie og fande Beftaffenhed været mindre paaagtet end Gjæl»
bens Gorm, og Menigmand var endog hift og her i vore Kjeldbygder falben tilbage til
be Thingrænker, Lovforbreininger og den forviklede Sagførelfe, fom udmærkede en vis
Periode af vor ældre Hiftorie. Før Pengeforordningen udfom, kunde een juridiſt
Gonfulent overtage et vidtløftigt Diftricte Thingsfager og indbyrdes Pengeforhandlins
ger, nu fit Flere Handerne fulde.
Forordningen frembragte en ſtor Ryftelfe og de forfljelligfte Vilkaar blandt de
Gapitalifter, fom uden at tage Del i Handelsvirffombheden havde levet af Ren⸗
terne af fine Gapitaler. Det var ikke ufæbvanligt i de Dage, da endnu ingen Spas
rebanter gaves, at de, der eiede mindre Capitaler, ifær Enker, afftedigede Embeds⸗
mænd og de, ber foretrak en i deres Tanker jævn og filter Jndtægt for uvisfe Spe⸗
eulationer og urolige Sysler, indfatte deres Capitaler hos dem, fom fadde i for
Rørelfe og gjældte for redelige og formuende Mænd. Mange af disje Gapitaler gik
forforne under Gallisfementer, foranledigede af forandrede Gonjuncturer og uforfigtige
Sypeculationer og Omføætninger, men mange forvanftedes og forringedes, fordi be vare
inbfatte pøa Tro og Love, uden at Fordringen var gaaet over til Obligationsgjæld.
J GSandhed, Forordningen vædedes med mange af bisje Ulykkeliges Taarer, ligefom
og Lovens forffjellige Udtydning gav Unledning til em ſtor Forfljel i Vedkommendes
Skjebne. Det var vif not Lovens Mening, at Capitaler, fom beviisligen havde
været rentebærende, flulbe nyde ben fordeelagtigfte Omfætning efter Gjældefiftelfens
) Grunden til denne Forſtjel pasfede ikke altid ti de indvortes Forhold i Norge paa den
Tid. Det forudfattes rimeligvis, at en Bogfordring grundede fig paa em for Creditor
forbeelagtig, meſtendeels nnligen foreganet, ÖDmjætning med Debitor, Pe at hiin faa
febes havde havt em Kjøbmandafordeel, fom opveiede Mentefordelen. en det vyer-
faaes, at Goursforværringen under den ſtorſte Deel af Krigen ifte havde virket for
holdemaæsfig paa Barepritrne, og at Greditor, fom havde krympet fig ved at indkrave
ftremgt fin Fordring under mislige Gonjuncturer, havde allerede lidt et flort Tab ved
Greditpoften, ber fmerteligen forøgebed ved Omfætutugen i Rigsbanlspeuge.
Pengeforerbuingens adelige Følger. —2
Mersforffjel ; men ældre Forordninger om flemplet Papiir indeholdt Veftemmelfer til
Statécadjens Fordel, fom tilintetgjorde Horbringens Gyldigheb, naar den ei var
freven paa ſtemplet Papir. Desuden nøde nogle af disfe Gapitaler, efter Overs
unstenft imellem Grediter og Debitor, ſtundom en høiere Rente end den lovhjem⸗
bie, og mar Gonfiscation underfaftet, naar ben fom i Mettens Hænder. Det Love
lige er itte altid det Billige, og Rentefobens Jndffrænkning har visfeligen ofte ben
Gharafter; tbi Intet funde være billigere, end at Greditor betingede fig paa denne
dd 5aG på. Renter af Gapitaler, fom Debitor under en Iivlig og blomføirende
Safjenhed ofte mangedobbelt Funde gjøre frugtbringende. J UAUfgjørelfen af dette
Slage Jordringer fandt derfor ben forffjelligfte Opgjørelfe Sted, deels efter Vedkom⸗
menbeé bedre eller flettere Stilling, deels efter hans Begreber om Met og Villighed.
Men tær var det Spil, fom Korordningen gav Ggennytten og tildeels Urede⸗
figheden, af de betænteligfte Følger. Vi maae vel ogfan her mere beflage be Om⸗
fandigheder, fom frembragte Forordningen, end dadle benne felv; men Følgerne vare
aabenbare. Korordningen beftemte tvende forffjellige Hovedværdier, Sølvværdi og
Hmerærdi, og da de ulyflelige Krigs⸗Conjuncturer, fom havde nedtrytt det omlør
bade Papir, rafede i fin hoieſte Fylde ſtrax efter Pengeforordningens Udjtedelfe,
funde itte engang ben Slags Fafthed, fom Pengeloven havde beftemt den nye Pengefort,
redligeholdes, men Pengeværdien fluctuerede aldrig meer end i det FTidspunct, fom
kan Forordningen nærmeft. Da desuden juft netop i denne Periode de vigtigfte
Raringöveie ſtandſede eller i det mindfte gil en flæbende Gang, faa fil de nye
Gapitalifter — de gamle vare meſtendeels forfvundne — en førre Magt over deres
tangende Medborgere end nogenfinde tilforn. Ved Siden af disfe variable Støre
nljer af Sømværdi og Navneværdt var en tredie af rede Solv, fom var ophøiet
or al anden Uftadighed end ben, fom Solvets forffjellige Priis paa bet fore euros
priffe Marked kunde foranledige, og fom her lidet tommer i Betragtning. Det vil
være i hver Mands Minde, hvilket egennyttigt Spil der dreves med bdisfe forffjellige
Baier. Der gaves Laan i Navneværdi, og Laantagerne føreve fig for Sølvrær»i,
til Laanet flede i Sølvværdi og Gjældsbevifet ndftedtes i rede Søm — VBærdiernes
fa grændfede hinanden faa nær. — Det handte faaledes ikke fjelbent, at Gjælden
iorbobledes 100 pCt., iffe efter Gourfens fremffridende Forbedring (thi den flede
jenere), men forbi Debitor af Uvidenhed eller i fin Forlegenhed forhøiede Gjældens
Botentö. Hvor megen Formue og VBirffombed gik til Grunde under denne deels
øehjerntede, deels af Lovens vage Beftemmelfer udledede Mishandling!
Hvor dunkel iøvrigt denne Forordning var i fine Beftemmelfer, og hvor vans
frligt for Landets Borgere at fætte fig nd i disfe nye Pengeforholb, det vife de
mangfoldige Spørgémaal, fom bleve Uutoriteterne forelagte til Opløsning af de
jedfundne Tvivl, og til Lovens Unvendelfe paa de forffjellige Forhold. Poftdagligen
biværedes Collegium med GSpørgsmaal af den Urt, og ideligen gjordes Corrolarier
tl Loven fornødne, for at ubvide bens Unvendelighed. Formedelſt indtrufne ulykkelige
Canjuneturer kunde Lovgiveren iffe engang hævde den reducerede Pengevasdies Gyl⸗
bighed efter den opftillede Scala. Hoitidelige Løfter maatte atter fræntes, om ikle
Mirerte — thi ved fit fongelige Ord havde Lovens Herre forpligtet fig til, ei at
vitede flere Rigsbankſedler end de beftemte 46 Millioner — faa indirecte ved at
fete andre Slags Nepræfentativer, font fenere funde indløfes, ved Siden af Rigs⸗
hufjedlerne. En Deel af disfe 46 Millioner var beftemt til at indløfe den fore
Masje af gamle Gourantfedler, fom vare i Omløb), en anden Refervefond beftemtes
I Begyndelfen af Uaret 1813 udgjorde de cirkulerende Sedler omtrent 142 Millioner,
til hvis Indlosning behøvedes 23, Million Rigsbankdaler. Banken havde desuden
at indløfe be I Hertugdømmerne cirfulerende Sedler med 3", Million Rigsbankdaler.
Å Miflioner Rigsbankdaler beftemtes til aanefond, og 15 Millioner bleve fom Mefers
veſond ſtilede til Hinantfernes Maadighed. Banken udgav faaledes 46 Millisner
19*
999 Andet Tiberum II. Gyvogiyvende Capitel.
til at afbjælpe Finantfernes Nød under Statens forøgede Ubdgifter ved en forkfat
Krig med England, une Fienders VBoldfomhed, og under formindifede Jndtægter fors
medelft Noæringsveienes Standsning. Det var Lovens Mening, at det omløbende
Papirs Reduction til /6 ſtulde herefter afgive en faft Maaleftot for Sedlernes
virkelige Verdi, og at den Uftadighed, fom havde herffet paa Coursborſen og i
Bareforhandlinger, flulde forfvinde. Derom talede Lovens Hortolfere og LTilhængere
ideligen i offentlige Blade, ti Samtaler og paa Salgtorvene. Men den Grundvold,
hvorpaa denne Tillid til de nye Penge ſtulde befæftes, var for løs til at funne
bevirte denne GStadighed. Mangel paa rede Sølv ved Siden af vden fore Masſe
Papir, fom var i Omløb, havde bevtrfet Sedlernes Fald igjennem de meeft bloms
ſtrende Handelsperioder, og under Krigen med dens bræbende Følger for Handel og
Induſtri vare de ſjunkne til en ubrugbar Værd, og agtedes nu ille ftort meer end
be franffe Asſignater under Nædfelsperioden. Vel underlagdeg den nye Papirmasſe
en reel Boærdi, men en aldeles ubeqvem, hvid Gyldighed ikke erkjendtes i Pengefors
Handlinger; thi lidet eller intet Sølv famledes til Bafis for den nye Nigsbant,
men ved et Magtfprog grundlagdes den paa Borgernes fafte Eiendomme. Det vanfle
Hof vpofrede det Guld-Taffelfervice, ber fom en Meliqvic fra bedre Tider bevaredes
paa Rofenborg Slot, og trængende Opfordringer flede til Borgerne at følge dette
Grempel, og lægge deres Solv paa Frædrelandeté Ulter. Men Grfaring har lært,
hvor liden GSamdrægtighed der er i faadanne Opofrelfer. Byrben fader fun paa
enfette Patrioter. Desuden maatte formuende Borgere betænke fig paa at levere
deres Sølv i Hænder, ber hidtil endog i bedre Tider end disfe havde faa fidet
forftaaet at bringe Orden i Landets Pengevæfen, og i den Henfeende faa ofte Havde
misbrugt den Myndighed, der var dem betroet.
Den nye Bank havde faaledes fun faa Midler til at fætte fine Sedler i Mes
fpect; thi den funde ikke flaffe Sølv til Sedlernes Jndløsning, og ikke forvandle
bet Jordegods, der tjente fom Pant for de nye Papirpenges Værd, til et gyldigt
Benge- Repræfentativ. Og under haarbe Tider fom disfe, da Ctaten betyngedes
med ftore Byrder fom en Folge af dens udvortes Politi og indvortes Næringsfør-
virring, funde Intet uden VBerling med Sølv have flaffet Rigsbantens Sedler Credit.
Blot ved udenlandffe Laan hmde disfe rede Midler være blevne tilvetebragte. Men
af faadanne Gapitaler vare paa den Tid udenfor England fun faa forhaanden. Den
Dag var endnu iffe fommen, da private Capitalifter flrømmede til Pengetorvet, og
kappeviis frembød Gapitaler til Iaanføgende Stater. Og den danfte Stat var i
Sandhed ifte heller i en Stilling, fom hunde give den Sitterhed for et Laan, fom
Laangiveren fræver. Den flod paa Randen af fin Sonderlemmelſe. Det politifte
Syftem, fom Kongen af Danmarf fiden denne Krigs Begyndelfe ftadigen havde fulgt,
udviflede netop I bette Wars Beanndelfe fin uheldige Indflydelſe. Ravoleon havde
tidt et Tab, fom anfaaes for uopretteligt, og talrige Fiender reifte fig for at fuldende
hang Fald. Under ſaadanne Omftændigheder var den danſte Stat indftrænket til
fine egne Gjælpefilder, og hvor rige end disſe ere, og hvor fraftfuld denne lille Stat
er til at overvinde temporaire Uheld, faa var dog ben disponible Formue paa den
Fid itte for mok til at yde nogen betydelig Hjælp, ligeſaalidt fom Villien til at
opretholde en fvag Bygning var forhaanden.
Den førfte Tid efter at Rigqsbantforordningen var udfommen var faaledes em
Forvirringspertode, 1 hvilken Mistillid fra Borgernes Side og fruffet Forventning
fra Regjeringens, forenet med em under Krigens nye Farer vorende Nød, lagde
uovervindelige Hindringer i Veien for Megjeringens velmeente Henfigt med Penges
forandringen. Forargelige og faft latterlige vare be Sremer, fom Forordningen frem:
Rigsbankſedler. Set Rathanfons før nævnte Skrift &. 148. Finantfernes Deel
forfandt fnart å Krigens Afgrund. .
- hengte pra Galgtorvet og i be daglige Omfætninger, fær i Danmarf og meeft i
bderedſtaden. Paa de fimplefte Fornødenbheder fatte Sælgeren ſtundom en Pris,
| fm mange Gange overfteeg Bærdien. Skjceldsord vantede i Uviferne, og endog
foton Slagsmaal paa Torvet, og Megjeringen nodſagedes til at tiltræde fom
Neemmand imeflem ben vindefyge Eælger og den trængende Kjøber. Den maatte
då Nød tage fin Tilflugt KL det uheldigfte Middel, nemlig til at beftemme et Maxi⸗
um for de vigtigfte GSalgsartiflr. Men det behøves ifke her at ubvikle, hvor
fartende Omfoætningen blev under faa ubeqvemme Lægemidler til at helbrede en ulær
lig Sygdom. Kort efter aabnedes et Blint af bedre Tiber, da Napoleon reifte
ig med Sjæmpefraft, og for et Dieblik feirede over fine mægtige Finder. Den
vifte Etræt veeg da for en bedre Udfigt; men i den fenere Deet af Aarets Lob
førærredes Danmarks Stilling under en øbelæggende Krig i den Grad, at intet
Andel kunde afbjælpe ben finantflelle Nød og hæve de nye GSedlers Credit.
I Norge foranledigede iffe Mengeforordningen i dens førfte Fremtrædelfe faa
jer Forvirring fom i Danmart. Vi have ovenfor gjort opmærffom paa, at de vigs
figfle Forhandlinger i Handel og Vandel i Norge afgjordes mindre ved Omſatninger
d nde Penge end ved Gredit og Bogførfel. Virkſomhedens Horftandere behovede
feniedes iffe faa fulde Kasſer, og der var iffe faa for Mængde af Bankofedler i
daleb i Norge fom i Danmart; Reductionen maatte altfaa der virke i en mindre
Grad. Norge havde i Aarene 1809—1812 ført en fordeelagtig Handel paa Engs
lb, fom havde fat den vigtigfte Deel af dets handlende Borgere i Befiddelfe af
a Valuta, bvis Gydighed var ophøtet over de danſke Papirpenges Fluctuationer.
Deme Birffomhed flandfede vift not for en fror Deel 1813, men frore Refter af
ba rige Jndtægt fandtes endnu i forfigtige Hænder. Formedelſt de VBetingelfer,
honmber England indfrræntede Handelen med norft Trælaft i Aaret 1811 og 1812,
vr Norge bleven opfyldt med flore Partier af Colonial- og MannfactursVBarer, og
va Nangde, fom deraf bragtes til Torvs, nedtrykte deres Priis. Man hørte derfor
fr ber i Landet tale om de urimelige Torveprifer, fom klagedes over i Danmart.
tmbdets vigtigfte Fornødenhed, Sornvarer, maatte viftnok flige førholbemæsfigen høit
i Veret 19818, baade fordi 1812 var et Misværtaar i Norge, og fordi Bengenes
Bard faldt alt dybere og dybere. Men Kornhandelen befandt fig for en ſtor Deel
I Statens Haænder, og med hvor ſtor Ulempe denne Korandring i dens fædvanlige
Etiling i andre Henfeender var forbunden, faa medførte ben dog den Fordeel, at
Ur beſtemtes fafte og efter Conjuncturernes Beftaffenhed moderate Prifer paa Liveté
førte Fornedenheder. Regjeringen foreflrev fig felv en Agtelſe for fine finantfielle
Mefiutninger, fom den ei funde paatvinge Folfet.
- Men defto fterre var Fororbningens Jndflydelfe pan Gjældeforholbenes Stilling
tgrentiden. J Norge var, efter be borgerlige Forholds Natur, faavelfom efter
EN og GSædvane, mange Pengeforhandlinger afgjorte paa Tro og Love, og ikke ved
benplede Documenter. Den ubheldige Korfrjel, fom var gjort mellem Obligationer
" Boggjæld eller andre vitterlige Gjældsfordringer, frembragte fualedes i Norge en
fore Ulighed i de forffjellige Greditorers og Debitorers Forhold end i Danmart.
de flefte Birffomhedsforftandere havde feet fig å Krigens førfte Uar nødte til at
føre Hjælp Å de offentlige Kasfer, for at raade Bod paa en Næringsftandsning,
fom anfaaes fun for øiebliffelig. Der var besuden em Periode i Krigens Begyns
ble, da faa Birtfombhedsforftandere tæntkte paa GSelvopholdelfe, men fun paa at
olbe Giv i ben matte Birffomhed, og forfyne dens Medlemmer med Livets førfke
zemedenheder. De byggede faaledes felv en Obligationsgjæld af frørre Gyldighed,
mens de bortfaante Summer ofte udfattes fom Boggjæld, bvillen Å fin Tid fik en
mindre Bærdi. Mod Krigens Slutning indtraf atter Tidsomftændigheder, fom for»
værrede be norſte Birtfomhedsforftanderes Stilling. For at flaffe fig det fornødne
San i deres Virkekreds aabnede de Credit, deels ved at laane Korn af be danſte
Nagafiner, deels hos danffe Gommisfionairer. De danſte Penge havde da deres
Pengefororduingens Virkninger I Norge. 903
204 Andet Tibérum II. Syvogtyvende Gapitel.
dybefte GStandpunet, og Varerne bHetaftes med fore Summer i Migsbantpenge.
Handelens GStandsning fvætfede Nordmandens Evne til at betale, og Cvætfelfen
fortfattes fænge efter Krigen formedelft de ufordeelagtige Betingelfer, under hvilte
Handelen fornyedes, og Gjælden blev tildeels ftaaende i den danffe Stats og den
private danſte Greditors Bog til em Tid, da de banffe Penge nærmede fig alt meer
og meer Paricours. Strax efter Licencefartens Forvirring og Ophævelfe var upaas
wivleligen Kordelen af Regningsballancen mellem Dante og Norffe paa Nordmandens
Side, men efter den Tid var Forholdet omvendt, og bidrog meer end nogen anden
Følge af forandrede Gonjuncturer til at forværre hans Vilftand. Derved ryftedes
mange Birtfombhedsforftanderes borgerlige Stilling, Fallitter udbrød, og gamle Hufes
Navne ubflettebeg.
I Norge var man Derimod langt mindre forub beredt paa benne Horordning
end i Danmark og ifær i Kjøbenhavn, og funde faaledes mindre tage pasfende
Forholdsregler til at hindre dens voldfomme Indflydelfe. Forordningens Forfattere
troebe vel at gaae tilværts med ben frørfte Hemmelighed; men offentlige Horanftalt:
ninger af den Bigtighed og Omfang, og til hvis Forberedelfe faa mange Hænbder
maa benyttes, funne aldrig fulbfommen frjule8, hvor frengt der end paalægges Ved⸗
fommende JFaushed. Der hørtes faaledes, allerede flere Maaneder før Forordningen
fom tilfyne, i Danmarks Hovedftad tale om, at et Regulativ var under Urbeide, og
omendfljønt Detaillen deraf iffe var befjendt, vidfte man, at den nogle Aar før
udfomne øfterrigffe Forordning var Iagt til Grund for famme, og at en Clasfifikation
af Forbringer efter Gjældens Alder vilde finde Sted. Dette Bekjendtſtab med hvad
ber frulde free benyttedes berfor meer i Danmart end i Norge, hvor fun enkelte af
formaaende Benner unbderrettedes om hvad der var i Gjære». Midlene til at
benytte denne Kundffab vare og langt flere i Danmarf end i Norge. Kjøbenhavn
havde til alle Tider før Stilsmisfen været i Befiddelfe af det omløbende Repreſen⸗
tativ , faavelfom af de Underftøttelfesmidler, fom befordre Pengeomfætningen. Om
endog derfor Nordmændene havde vidft, at et faadant Megulattv var paa Vane,
havde de faa Midler ihænde til at reife be fornødne Eummer for at benytte denne
Kundſtab. Forordningen udfom paa en Tid, da en Stilftand var indtraadt i Norges
vigtigfte Nærtngskilder. De Flefte havde bundet deres GCapitaler ved Indkjob af
fafte Giendomme og Slibe, og ved Forfrud for at give deres VBirffomhed et førre
Sving. De flefte offentlige Kasfer vare tomme og havde Intet at laane bort, og
be flefte fafte Giendomme vare behæftede med Gjæld, og hunde ikke tjene til gyldigt
Pant for flore Forfirækninger. Der vare faaledes viftnot Enkelte her i Landet, fom,
advarede af beres danſte Benner om Forordningens Ubdftedelfe, opfagde deres ældre
Greditorer be forftrakte Gapitaler, og friftebe en Gjæld af yngre Dato; men disk
Jaa erholdt Midlerne til denne Omfætning fra offentlige Kasfer i Danmart. Jøvrigt
er det begribeligt, at Forordningens Natur tillod den meeſt forfrjellige Regulering af
be ſtedfundne Gjoældsforhold efter Enhvers Stilling, Netfærdighedsfølelfe og and
Omftændigheder.
Den Paaftand er vel derfor ikke ugrundet, at Forordningen af Ste Januar
1843 gav YAnledning til et Vendepunkt i vore indvortes Pengeforhandlinger og
Birffombedens Forhold, og at den faavel i oeconomiſt fom moralſt Henfeende har
yttret betæntelige Følger, fom feent ville forvindes. Bengevæfenets Fafthed, fom
y Dette bar Chefer for tore Handelshuje, fom frode i Forbindelſe med Norge, ogſaa
forfikkret Forfatteren.
5 Saaledes benyttede em af Prindſen af Hesſens Adjutanter fig af det Nys, han havde
aaet om Pengefororbningen, til i Julen 1812 med Greditord Samtykke, uden Op:
figelfe, at betale contant Kjobeſummen for em for Gaard i Chriſtiania. Omfat efter
Forordningen vilde ben have inbbragt Sælgeren det Mangedobbelte, ba Gaarden var
jolgt å faafaldte gode Penge, ber nu betaltes Daler for Daler med de flettefte Penge.)
Euglaud løver at hjælpe Sverige til Norges Erhvervelſe. 995
araaedes fort % Seculum efter den her omhandlede Tid, har vel nogenlunde raadet
pa hiin Forordnings uheldige Følger i veconomift Henfeende. Efterat hele
Elegter ere borgerligen gangne til Grunde under disfe voldſomme Ryſtelſer, efterat
serte Offere ere gjørte for at fame et Solvfond fammen til en Bant, har omfder
vet Bengencrfen faaet en Faſthed, fom fynes at flaae fine Rodder til den fjerne
Grrmtid. Men feent ville de moralfte Følger af hine Forvildelfer forvindes, og
maffeligen vil Fortidens Simpelhed og Trofkyldighed i Pengeforhandlinger og Gjælde-
jerhold vende tilbage. Hiint Tidsrum af et heelt Warbundrede, fuldt af Bildfarelfer
" Fowirring paa den finantfielle Bei, inbeholder faaledes frore Lerdomme for dem
om fyre Holtet Stjebne, idet deri viſes, hvor farligt et vaklende Pengevæfen,
Rambragt ved Misgreb og Misbrug, er for Giendomefifferhedeu og ben borgerlige
eres Fremme, og hvor betænteligt det er at fortade den Fimple Bane, hvorvaa
bandets Bengevæfen bør ordnes og vedligeholdes. Pengevæfenet er Birkfombhedene
Pulbaare, der vel med Pivlighed men og med uroffelig Stadighed maa lede Arbeids
pabedens Safter igjennem det fore Statslegeme.
Otteogtyvende Capitel.
Sverige optræder mod NANapoleon og fikkres Rorge til Belønning.
Ba det ulyftelige Tog til Rusland var Frankriges Magt bleven fvæltet, men ei
tlmtetgjort. Napoleons bedfte Generaler have overlevet dette Tog, og Napoleon felv
bifljæftigede fig alvorligen med at ſamle en ny Krigsmagt i Frankrige, for i 1813
& gjemvinde de tabte Fordele. Store Udffrivninger af det vaabendygtige Mandflab
bt Sted og han famlede omtrent 300,000 Mand — men den førfte Deel af
hené herlige Veteraner lane begravne i Polens Sletter. De flefte og vigtigfte
wenskite Fœſtninger vare imidlertid endnu i hans Magt, og Rhinforbundets Fyrfter
vende iffe endnu at rive fig løs fra deres Forbindelfe med Frantrige. Kort, Utt
bebudede em alvorlig Srig, og fra alle Sider ruftedes til Den ſtore Kamp. Saaſnart
Rangen af Preusfen var fommen udenfor de franffe Armeers Omraade, erklærede han
it Samtykke til det Skridt, fom General Mort havde gjort, og et almindeligt Ope
tab flede fra Breslau, hvorhen Kongen havde forføiet fig, til Nationen at reife fig
| ten almindelig Landvabning, for at afryfte det tunge Aag, fom Frankrige i 6 Aar
havde paalagt Preusfen. Opraabet fandt Gjenflang i alle GStænder, og baade
tjenfpligtige og frivillige Skarer af alle Glasfer frimlede til Hanerne.
Ruslands Hare havde vel og lidt beiydeligen under det fidfte Binterfelttog
mod de Jranfle, men beres Lidelfer maatte formedelft mangfoldige Omftændigheder
vere mindre end den franffe Armees, deres Tab lettere Funne erftattes, og Aabnin⸗
yme i den forfølgende Hærs Rakler haftigere udfylbes. Dette flede i Binterené
Leb med den Kraft, fom flaaer dette fore Rige til Raadigheb. Mod Baaren nær:
mede den rusfiſte Urmee fig, forøget med en betydelig Forftærfning fra det Indre af
Ausland, under Kutufovs Unførfel, og forenet med Preusſen, beredte den fig til
Shit for Skridt at tilbageerobre de preusfifte Fæftninger, fom vare befatte af
gtanftmand, og berefter at fønderfplitte Rhinforbundet og nærme fig Frankriges
- Grendfer. Den rusſiſte Armee gif imidlertid langſomt frem under ben gamle og
forfigtige Sutufov; men da hans Død af en Feberſygdom paafulgte i Marte Maaned,
Å Krigen et raffere Sving under den nye Overgeneral Wittgenfteins Commando. —
Dſtenige, fom havde ført Krigen mod Rusland med mindre Fynd under Schwar⸗
2% Andet Tidsrum II. Otteogtyvende Gapitel.
jenbergs Commando, begyndte nu ogfaa at forandre fit Forhold og al vife Kulde
mod ben franffe Keifer. Dog anfaa bet fig endnu et beredt til et aabenbart Brud
med Granfrige, men indffrænkede fig til de alvorligfe Ruftninger, og tilbød fig at
fremtræde fom Fredsmægler imellem de frigførende Magter. Napoleon fmigrede fig
imidlertid endnu fremdeles meb, at hans Svigerfader ei vilde fille fig i hans Fien-
ders Rœkke. De franfte offietelle Blade pralede endnu af den fredeligfte Forftaaelfe
mellem Frankrige og Øfterrige, og Napoleon lod det ille mangle paa glimrende
Tilbud for at bevare Øfterriges Venſtab.
Nn troede bet ſvenſte Hof, at den gamle Plan til den ffandinavifte Halvses
Forening omfider var fommen til Modenhed, og berpaa lagde bet i dette Foraar den
alvorligfte Haand. J 1812 havde bet filkret fig Ruslands Samtyfte dertil ved
Fractaten til Ubo, og ved den, fom blev fluttet [1 Stodholm) imellem England og
Sverige under Idie Marte 1813), betingedes nu ogfan Englands Medvirkning og
GSamtykfe til denne Forandring i Skandinaviens politifle Stilling. Bed bdenne
Tractat forpligtede Sverige fig til at anvende [i det mindfte] 30,000 Mand til en
Expedition paa Faftfandet mod foælleds Fiender, og denne tilligemed en Deel af den
rusſiſte Hær frulde frille8 under Carl Johans Overcommando. J ben anden Urtifel
af denne Tractat forpligtede Eugland fig til, ei alene ingen Hindring at lægge i
Beien for Norges Forbindelie med Sverige til evig Tid, men endog til Opnaaelfe
beraf at anvende fin Medvirkning til Soes i Forbindelfe med be ſpenſte og ruskifte
Tropper. Dog tilføiedes den Betingelfe, at man ei frulde flride til med Magt at
drive bette igjennem, med mindre Danmart fandtes utilbøtelig til at flutte fig til
ben nordifte AMiance under de mellem Hofferne i Petersburg og Stockholm faftfatte
Betingelfer. Desuden ſkulde Kongen af Sverige forpligte fig til at have Omforg
for, at denne Forening finder Sted, med Jagttagelfe af alle mulige Henfyn
til det norſte Folks Frihed og Lytte. Derhos tilftod England Sverige en
Subfidie af en Milton Pund Sterling, fom frulde betales med 200,000 2. St.
maanedlig. Endeligen overdroges Sverige Øen Guadeloupe. Det engelfte Minis
fterium viifte fig paa den Tid fredfe liberalere mod Norge end mod Danmarf, om
hvis Cabinet og Konge de engelffe Miniftre fædvanligen udlode fig med en vis Grad
af Had og Mingeagt. Det var fom om det vilde retfærdiggjøre fin egen uforffyldte
Boldsfærd mod Danmark ved at lafte den danſte Konges og den danffe Regierings
Forhold). Desuden havde Norge, tfær ved denne Leilighed, flore Talsmænd iblandt
de vigtigfte Medlemmer af Oppofitionen i Parlamentet, og, hvor vis bet engelfte
Minifterium end var i fin Sag formedelft det minifterielle Parties Overvægt i Parla⸗
mentet, faa maatte bet dog anfee det for flogeft ei at fremfalde em faa mægtig og
talentfuld Oppofitions derfte Modftand. Dennes Braad føgte den faaledes at løve
ved at bevirke Norges Forening med Sverige paa de liberalefte Bilfaar. Lord Livers
pool forberedte i Overhufet Parlamentet Bifald til de nordifte Rigers Skilsmisſe,
ved at viſe Bigtigheden af Sveriges Medvirkning til et heldigt Udfald af Faſtlands⸗
frigen, et alene ved at levere em anfeelig Hær af tappre Krigsmænd, men en Felts
herre i Sveriges Kronprinds, der hunde maale fig med Napoleons bedfte Generaler.
Imidlertid frimtede bog nogen Mistilid til Sveriges Udholbenhed igjennem i de
Forfigtighedsregler, fom forefloges. Maaftee advaredes England i den Henfeende af
1) [Tractaten er trykt I norff Overjættelfe efter Haing Manuscript de 1813 I. 281—286
i Samlinger til Norſte Holts Spr. og Hiſt. II. 150—154 med Bemarkninger af I.
Chr. Berg. Den findes førft trykt i Moniteuren 1813 No. 184 før 3die Juli, og
t denne flaaer i ljfte Artikel, at Kongen af Sverige flal anvende I bet mindite
(da ep 30,000 Mand paa Waftlandet, bhvilfet Ord mangler i Vverfæts
telſen S. 151.
7) Canning ſparede ikke Frederik den 6tes Perfon i fine diplomatiſte Forhandlinger med
Rabomagterne.
Carl Johans Grev til Napoleon. ⁊
fønge Aars Erfaring, da en lignende Forening var gjort, men formedelſt indtrufne
Dufandigheder ei blev udført. Saaledes gjordes det til Betingelfe, at ingen Deet
d Eubfidierne til Sverige Mulde udredes, før de foenfle Tropper virkeligen havde
fot Fod i Land paa Krigsfluepladfen.
Mod Napoleon forandrede derefter Gveriges Kronprinds, der nu ledede alle
liriematiffe Forhandlinger, ganfle fin Tone. De foreganende Roter, fom fiden Gar!
hane Ophoielſe vare fendte fra bet fvenffe Hof til det franſte, havde fledfe aandet
a vis Arbødighed for Napoleon og det Ønfte at rette fig efter hans Billie.
Graige vilde berved formilde Napoleons Forbittrelfe over dets hemmelige Korftaaelfe
mi Gagland, over den fredelige Adgang, fom denne Frankriges Fiende derved havde
tl Faftlandet, og den Fordel, fom England høftede ved Affætningen af fine Bros
beer til famme. Napoleon maatte lutfe fine Øine for Ruslands hemmelige Fors
hubelfe med England; men Sveriges GSnighandel med famme paaanfede han i høie
sg tende Toner. Carl Johan havde imidlertid fnart lært, at en fredelig Forbin-
beife meb England var for Sverige af langt førre Bigtighed end Frankriges Benfrab.
$en indjaa let, at fun en faadan Politit funde befæfte ham paa Sveriges Trones;
fi øver hele Sverige, blandt Høie og Lave, var delte den herftende, af Landets
Etilling foreffrevne, Tro om den Politit, Sverige burde følge. Mu var Napoleon
tuben, efter det i Rusland lidte Nederlag, ikte mere den frygtelige Verdens Herre,
hr funde foreffrive bet fjerne Norden Love, men dette funde vælge fit politifte Syſtem
der in Interesfe. Under disſe Omftændigheder affendte Garl Johan, fort efter at
debundbet med England paany var blevet befæftet, og Sverige troede at ſtaae ved
Malet af fine Ønfter, en høift mærftværdig Strivelfe til Napoleon af 23de Marté
1813, der aandede lidet af fordums Wrbødighed eller perfonlig Hengivenhed for fin
forrige Souverain og VBaabenfrænde.
I dette Brev beklagede Carl Johan fig over Hertugen af Basfanos flrifilige
Aringer til ben ſvenſte Gefandt, der røbede en aabenbar Henfigt at fiifte Splid
inelem ben ſvenſte Konge og Kronprinds pan famme Maade, fom i Spanien var
fel. „Paa be Meddelelfer -— flriver han — fom det var Hr. Signeul overdraget
a gjøre efter Deres Majeftæts Befaling, lod Kongen fvare: at Sverige, fom var
derbeviiſt om, at det fun føyldte Dem Tabet af Finland, aldrig funde troe paa
Dens Benftab for Samme, naar De itte forhjalp det til Norge fom Erftatning for
dei Tab, Deres Politik har tilføiet det). Med Henfyn til Alt, hvad Hertugen af
Setfanos Mote indeholder om Jndfaldet i Pommern og de franffe Kaperes Forhold,
fake Mjenbøgjerninger, og ved at fammenligne Data vil man kunne dømme, om D.
R. eller den ſvenſte Regjering har Ret. Hertugen af Basfano figer, at D. M.
Me bar fremfafdt Krigen, og dog har D. M. pasferet Niemen i Sypidfen for
100,000 Mand. Kra det Øieblit da D. M. fordybede Dem i det Indre af
Aesland, var Udfaldet tffe mere tvivifomt. Keiſer Alerander og Kongen forudfaae
dlerede fra Auguſt Maaned Enden paa Gampagnen og dens umagdelige Refultater %).
Me militaire Gombinattoner indeholdt Sitterhed om, at D. M. maatte blive Fange.
De har undgaaet denne Fare, Sire, men Deres Urmee, Frankriges, Tydfrlands,
aliens bedfte Tropper ete ikke mere til. Der hvile de Kjakkes Been uden Grav,
fan redbede Frankrige ved Fleury, fom felrede i Ytalien, fom modftode Wgyptens
trondende Klimat, og fom ilede fra Seter KI Seier under Deres Faner ved Marengo,
Aufterlitz, Jena, Halle, Lübeck, Friedland 1c. Maatte Deres Sjal bevæges, Sire,
"ed dette rørende Maleri, og derfom bet behøves mere for at røre den, maatte D.
R. erindre Dem meer end em Million Mennefters Død, ver hvile paa Erens
) Dette maatte da være ved ikke at anvende fin Jndflybelje paa Frankriges daværende
Allierede Ruslands Keifer, og denne vilde viftnor have været forgjæves, da Finland
var Rusland for vigtig
5 Dvenfor er vilft, at H ſtorien har tillagt Carl Lohan denne Forndfeeuhed.
298 Andet Tidørum II. Otteogiyvende Gapitel.
Mart fom Offre for de Krige, De har ført! D. M. ypaaberaaber Dem Deres Het
til Kongens Venſtab; men det være mig tilladt at erindre Dem om, Sire, den
ringe Pris, fom D. M. fatte dDerpaa i det Oieblik, da en gjenfidig Harmoni i
Fæntemaade havde været Sverige meget nyttig. Da Kongen, efterat have tabt
Finland, førev til D. M. for at anmode Dem om at redde Ålands Øerne for
Sverige, fvarede De ham: ,Henvend Dem til Keifer UAleyander, han er flor og
æbdelmodige ; og for at fætte Kronen paa Deres Ligegyldighed lod De indføre i en
offieiet Journal i bet Øieblif, da jeg afreifte til Sverige (i Moniteuren af 21de
GSeptbr. 1810 Ro. 164), at der var et Interregnum i dette Nige, under hvilket
Guglænderne uftvaffet breve Handel. — — Deres Syftem, Sire, vil forbyde Ras
tionerne at udøve den Met, de have faaet af Naturen, den nemlig at handle og
bjælpe hverandre indbyrdes, at have Samqvem og leve i Fred, og dog er Sveriges
Gyiftents afhængig af vidtudſtrakte Handelsforbindelfer, uden hvil: der ille fan beftaae.
Jeg Hender Keifer Uleranders og det engelſte Cabinets Vilbøielighed til Fred; Falt:
landets Glendighed fræver den, og D. M. bør ei forfkyde den. Skulde De, fom
befidber bet fljønnefte Monarti paa Jorden, beftandigen ville udvide dets Grændfer,
og efterlade em mindre mægtig Arm end Deres egen den førgelige Urv af uendelige
Krige? Skulde D. M. ilte heller beflitte Dem paa at læge en Revolutions Saar,
hvoraf Frankrige fun har tilbage Grindringen om fin Krigerhæder, og om fande
Ulykker i fit Indre? Sire! Hiftoriens Lærdomme forfafte Jbeen om et Univerfals
Monarki, og Uafhængighedsfølelfen fan vel fræntes, men ei udflettes af Nationernes
Hjerte. D. M. overveie alle disfe Betragtninger, og tænke engang alvorligen paa
ben almindelige Fred, hvis vanhelligede Navn har ladet fan meget Blod flyde. Jeg
er fød i det fljønne Franfrige, fom De beherfter, og dets Hæder og Lytte fan aldrig
være mig ligegyldig. Men endftjønt jeg ifte ophører at nære de bedfte Ønfter for
Frankriges Lyffalighed, vil jeg dog med alle min Sjæls Kræfter forfvare faavel det
Folks Rettigheder, fom har faldet mig, fom den Fyrftes Are, der har hædret mig
med Navnet af fin Søn. I denne Kamp imellem Verdens Frihed og Undertryttelfe
vil jeg fige til de Svenfle: Jeg firider for Eder og med Eder, og de frie Nationers
Onſter ledfage mine Unftrengeljer. J Politifen, Sire, gives hverten Venſtab eller
Had, der gives fun Pligter at opfylde mod det Folt, fom Horfynet har taldet og
til at regjere. Deres Love og deres Mettigheder ere dem dyrebare, og derfom man
for at bjemle dem disſe ev nødt til at frafige fig gamle Jorbindelfer og kjære Fami⸗
fieforholb, faa bør en Fyrfte, fom vil opfylde fit Kald, aldrig være tvivlfom om
hvilken VBeflutning han har at fatte.” — Efterat have fremført flere Beviſer paa
Napoleons fiendtlige Forhold mod Sverige ender Carl Johan faaledes: „Hvad Ve
Trudſler angaaer, fom indeholdes i Hertugen af Basfanos Noter, faavelfom be 40,000
Mand, fom D. M. vil give Kongen af Danmarf, troer jeg faa meget mindre derom
vidtløftigen at burde udlade mig, fom jeg tvivler om at Kongen af Danmart deraf
tan bøfte nogen Nytte. Med Henfyn til min perfonlige Wrajærrighed, da tilflaarr
feg at have en meget ftor, Den nemlig at tjene Menneftehedens Sag, og at filtre
ben ffandinavifle Halvøes Uafhængighed. For at opnaae dette froler jeg paa den
Sags Retfærdighed, fom Kongen har befalet mig at forfvare, paa Den foenfle Nas
tions Gtandhaftighed og dets Forbundsvenners redelige Gindelag. Hvad endog
Deres Majeftæté Beflutning maatte blive med Henfyn til Krig eller Fred, vil jeg
ifte deftomindre bevare for D. M. en gammel Vaabenbroders Folelſer.“
Dette mærbærdige Actſtykke indeholder en beftemt Crilæring om bet politiffe
Syftem, fom Sveriges Konge vilde følge, og er affattet i Udtryt, fom maatte gjøre
Benftabsbruddet mellem Napoleon og Carl Johan ulægeligt. Det indeholder berhos
et Beviis for, at Carl Johan allerede da anfaa Sverige og Norge formede. —
Napoleon følte fig dybt frænfet ved dette Brev , og erklærede det I fin Forbittrelfe
for et Product af Utatnemmelighed og Banvid.
Danmark, fom pidtil havde heftet fin Stjebne til Frantrige, begyndte nu ogſaa
Danmarls Forſeg paa at afvende Morges Tab. 2%
et velte å fin Tillid til Nigtigheden af denne Politit, og var betæntt paa at tiltræde
Vianen mod Mapolean. Men alle dets Skridt i denne Henfeende vare førgjoves;
— den banffle Stats Sonderlemmelſe var befluttet af Rusland og England, og
Erniges Biſtand og dets Mronprindfes Beiledning til at berede Napoleons Unbergang
fre tjøbes ved Norges Forening med Sverige. Idet Keiſer Alexander forandrede
fa Potitil og indgif Alliance med England og Sverige, glemte han aldeles ben
Sateresje, fom han bhøttideligen havde erkiæret at tage i Danmarfs Tab af fin
Pb. De frolte Ord, fom han frrar efter Flaadens Ran af Euglænderne havde
løe falbe, vare fom ilfe talte, medens Danmart ved det ene blodige Offer efter det
det tif at fremme Ruslands Forftørrelfesplaner havde beredt fig Met til Løftets
Diyldelſe. J den nye Vractat mellem Rusland, England og Everige forlangtes
hi Danmarks Stemme for at give fir Samtykte til de vende formede Rigers Søn:
derfylittelfe. Mod GStutningen af Aaret 1812 fod man Kongen af Danmart vide,
at fan funde tiltræbde denne Ulltance, naar han fremfor Alt vilde afftaae Norge til
Garge, hworimod ber lovedes ham en ubdeftemt Erſtatning berfor, faavelfom for
Sheen. Det blev paa famme Tid tilmeldt Kongen, at Keifer Alerander havde
fet Sverige 30,000 Mand for at bidrage til Norges Grobring, om Morges Af⸗
Peelje nægtedet. Til derme DOpløsning af en ældgammel Forbindelfe vægrede
Sagen af Danmark paa det beftemtefte at give fit Samtylte, og nærede endnu det
fb, ved fredelige Underhandlinger at afværge dette Uveir. Napoleons uhelvige
Gtjebhne i Rusland, der — fom vi ovenfor have feet — nærmeft udviklede fig mob
ferie Etutning, fremflyndede Danmarts fredelige Tilnærmelfe til hans Fiender,
nr gjorde ogfaa disſe mindre tilbøtelige til at agte paa Danmarts Tilbud. Den
hale Konge bemyndigede derfor fin Minifter i Petersburg, Blome, til at indlede
a fasdan Forening igjennem det rusfiffe Hof!), men dette, bundet ved Tractaten
ål Åbo, henviiſte Blome tl Sverige. J Begyndelfen af Januar 1813 tilkjendegav
ha danffe Konge Napokron, at hans Landes Jnteresfe frævede hans Tilnærmelfe ril
Oorbrittanien , og at tfær Norges Frelfe gjorde han dette til Pligt. Napoleon
fuies felv at indſee Nøbdvendigheden af at Danmart fluttede Kred med England, og
føde Kongen pad en Maade, fom gav ham billigt Haab om at gjenvinde Fred
me fine naturlige Ullierede efter en sbelæggende Krig, uden at have noget at frygte
di rantrige, ligefom bet formedelft fin Stilling Kl de øvrige enropæiffe Magter
meite være berettiget til at fer dette Haab opfyldt. Det danfte Hof beredte fig
ſaledes til at aabne en Underhandling med den engelfte Regjering, hvoraf bet haa
kle bet helbigfte Udfald. Men dette Haab fuffedes ved den Alliance, fom allerede
i Zli Maaned 1812 var indgaaet imellem England og Sverige, da denne Tractat
føde en Hemmelig Artikel, fom beftemte Danmarks og Morges GStilsmisje. Stot⸗
nie fig til denne Garanti foreflog den fvenfle Regjering i en frolt Tone i Begyn⸗
bifen af 1813 Danmart at afftaae Norge mød en pasfende Godtgjørelfe. Keifer
Merander fendte i famme Unledning Prinds Dolgorudy til Kjøbenhavn i Marté
, dog med faa megen Skaanſel, at der i Keiferens Brev til Frederit den
Gjtte itte var Spørgsmaal om denne vigtige Artikel. Det indeholdt fun Venſtabs⸗
fittringer og førbindtlige Ord. Dolgorudy, der vel ikfe endte tilfulde fit Hofs
fe Sindelag, beroligede Kongen med Henfyn til hans Forhold til Rusland, og
det fan bad ben danffe Konge at glemme det Forbigangne i Anledning af Ufftaaelfen
Merge, og idet han indbød ham til at lade et Corps af hans Tropper fløde til
te Allierede mod Napoleon, lod han ham baade, at denne Danmarfs Unbderftøttelfe
de Allieredes Sag vilde børtfjerne GSpørgsmaalet om Norge. Birfelig blev en
Conention fluttet med Dolgorudy, hvori Kongen lovede at lade 20,000 Mand føde
tl de Allierede, hvoraf 10,000 firar fulde marfdere, og 10,000 Mand blive i
) Ge Wetterſtedts Brev til Adlerſparre i Bilag No. 63.
300 . Andet Tiddrum II. Otteogiyvende Capitel.
Reſerve. Følgen viifte imidlertid altfor vel faa Uger efter, endnu medens Dolgerudh
opholdt fig i Kjøbenhavn, at den foenfte Regjering var vis i fin Sag med Henſyn
til Norges Ufftaaelje. Kongen af Sverige faldte fit Gefandtffab tilbage fra det dans
fle Hof og ertlærede al Gommunication med famme afbrubdt, naar det affleg Norges
Afftaaelfe i Mindelighed. Paa famme Tid fom det længe forventede Svar fra Lon-
bon, der ftemmende med Ruslands Erilæring indeholdt, at Beien til Fredaunderhande
ling maatte gaae over Sverige, og Kongen af Danmart maatte henvende fig til den
engelſte Minifter i Stodholm, fom frulde blive bemyndiget Hl at underhandle med
Danmart. Den danffe Konge indfaa noffom Betydningen af dette Svar, fom hen
pegede paa Norges Skilsmisſe fra Danmark, men opgav endnu ifte Haabet om at
vinde GStorbrittanien for fig. Han fendte til den Ende fin Minifter Grev Joachim
Bernftorff til London med Fredsforflag, og gav ham Ordres til at give efter i UN
undtagen i Ufftaaelfen af Norge. Vernftorff blev koldt modtaget og neppe hørt; Engs
fand erflærede det umuligt, at Danmart funde erholde Fred, naar ikke Norge blev
afftaaet. Det blev atter gjentaget, at den engelfte Minifter i Stodholm havde Vor-
holdsordres i ben Henfeende, og den danfte Regjering henviiftes paany til ham.
Paa famme Tid blev den føromtalte Forbundstractat affluttet imellem Englaud
og Sverige (Maris 1813). Den foenffe Regjering fyntes urolig over Prinds Dole
gorudys Ophold i Kjøbenhavn, og han blev tilbagefaldt af Reifer Alexander, fom
viifte fig misfornøiet med hans Underhandling i Danmart. Den danfte Minifter,
Carl Moltte, var fort efter Dolgorudys Unfomft til Kjøbenhavn bleven fendt til
Keifer Alerander, der var paa Beien til Dresden. Moltke medbragte famme Forflag
og indftændige Foreftillinger til Rusland, fom Bernftorff flulde forelægge England,
men de bleve ligefaa lidet hørte. ,y Norges Forening med Gverige, eller Krig" var
det førfte fom bet fidfte Ord overalt. Imidlertid vare alle Kongen af Danmarks
Skridt beregnede paa at overbevije de Ullterede om hans fredelige Sindelag og hans
Bejlutning, ved at forene fine Tropper med bereg, at gjøre deres Sag til fin. Den
rusſiſte Oberſt, fidben General, Tettenborn fom ved denne Tid til Hamburg, og efterat
be Franjfe havde forladt denne Stad, befatte han den. Dette flede juft da Dolgo⸗
rucky fom til Kjøbenhavn. De danffe Tropper fil Ordre til at forene fig med Tete
tenborn, for at hindre be Kranffes Tilbagefomft, og fom virkelig flere Gange i Haand»
gemæng med be franffe, da bisfe under General VBanbamme vilde gaae over Elben.
Det tilbød endog at forfvare Hamburg og Libed mod de Franffe. Saa nær maatte
Danmark gaae fin forrige Forbundsven, Frankriges Keifer, for at overbevife de Alli⸗
erebe om fin oprigtige Attraa efter at gjøre deres Sag til fin. Men de Utlierede,
og tfær Rusland, fatte for megen Priis paa Sveriges Deeltagelfe i den fælles Un-
grebøkrig mod Napoleon, og paa den fvenfle Kronprindfes Feltherre-Talent tl at agte
paa bet danſte Hofs Jndvendinger og Forflag. De taalte heller at fre Hamburg I
Fiendevold end at bortfjerne Carl Johan, ved at bryde det Sverige givne Løfte.
Den danffe Regjering maatte faaledes frille fine Tropper fra be Allieredes og overlade
Hamburg til fin Stjebne. Den gjorde Tettenborn bekjendt med den Nodvendighed,
fom disſe forgjæves Forføg til Forlig paalagde ben, at forfvare de danffe Stater
mob bereg nye iender. Følgen var, at Rueferne maatte vige for den franfte Over»
magt, og Davouft rykkede med en Ufdeling af den franfte Hær ind i Hamburg.
Imidlertid bevirkede danff Mægling hos Davouft gjennem den danfle Præfident Kaas,
at Hamburgs Jndtagelfe af be Hranfte ffede uden at dets Jndbyggere altfør Haardt
maatte bøbe for Deres fortiblige Jubel over Rusſernes Jndmarfd og Franfimændenes
Bortfjernelfe. Hamburg befriedes fra den truende Jndtagelfe ved Storm, og Tetten⸗
Born overgav Hamburg til be Danſte, fom fiden igjen overleverede det i Franfmæn»
beneg Hænder, uden at voldfomme Scener fandt Sted.
I Begyndelfen af Mai Maaned git Carl Johan med den foenfle Hærafdeling
under Seil fra Carlscrona. Før Ufreifen udftedte han en Proclamation til den Del
af Armeen, der forblev t Landet under Felt⸗Marſchalkerne Tolls og Esſens Commando,
Underhandlinger. Prindſen af Hesfen tilbagekaldes. 301
og smbervettede bem beri om be Foranftalninger, fom vare trufne til Rigets Forfvar,
far Baabenbrodre, der ledſagede ham, tiltalte ham faafunde:
«Soldater ! En ny Hadersbane og nye Milder til Held aabne fig for vort Far
land. Traciater, grundede paa en fund Polttit, og hvis Øiemed er Nordens Bes
någelje, filtre de fandinaviffe Folleflags Forening. Lader o6 gjøre os Værdige ben
78* Shjebne, fom loves os, og lad de Nationer, fom frrætte deres Arme imod
8, albrig angre deres Tillid til og. Soldater! Bore Fædre udmærkede fig ved en
— Kjæthed og et findigt Mod; lad os med dieſe Heltedyder forene Krigshæbdes
må Gutbufiasme, og Gud vil beflytte vore Baaben !-
| Imidlertid ſfuffedes endnu de Allieredes frolte Forhaabninger formedelft Napoles
ad ſeierrige Fremſtridt i Tydſtland i dette Foraar. Efterat han havde flaaet de
fendne preusfifte Hære ved Groß⸗Goͤſchen den den og 3die Mai og ved Baugen
Nde Mai, fluttebes em VBaabentilftand, fom varede til mod Slutningen af Juni.
M dette Napoleons fornyede Held ſteeg ogſaa Danmarts Haab om at fer fine Fi⸗
stend Planer tilintetgjorte, det ſtyrkedes derved i fin Beftemmelfe at flutte fig nøiere
d Rapoleon, og Danmarts Forhaabning maatte, efter benne uventede Kraftyttring
fa den franffe Keifers Side, itte være ugrundet. Oſterrige havde endnu ei erMæret
* no Napoleon; hete Tydſtland (med Undtagelſe af de preusſiſte Stater og Met
kurs), Holland og Ftalien fyntes endnu at tjene Frantrige. Efter de Allieredes
kjente Afviisning af ethvert tilnærmende Skridt fra Danmarks Side, flod der for
ble Vutet tilbage, naar de danſte Staters Sønderlemmelfe frulde forhindres, end at
Me åg i Armene paa Napoleon, om hvis Magt og Talent til at rede fig ud af
a venſtelig Stilling det endnu ei hunde være tilladt at mistvivle. Kongen af Danmart
hilde fig ſaaledes noiere til Napoleon og fendte fin Yndling, Præfidemt Kaas, til
fei føvedqvarteer i Dresden. Maas blev vel mobtagen, og en Tractat forberedteg,
dan nærmere affluttedes mellem den franfte Minifter i Kjøbenhavn Alquier og
Va bafte Minifter Rofenfrang, i hvilfen begge Magter gjenfidigen garanterede hin⸗
ten deres Befiddelfer faavel i fom udenfor Guropa'). Under denne Underhandling
tm [Site Mai 1813] en engelft Parlamentair paa Kjøbenhavns Red, der bragte
Sune fra den engelffe Minifter i Stodholm, Thornton, og fra den ſpenſte Hofcanis⸗
krBetterftedt. De vare daterede fra det engelſte Stib Defiance, fom comnanderedes
$miral Hope, og laa i Kjøge Bugt. Den rusfifte General Sudteln var ogfaa
ferd paa dette SNL, og Brevene indeholdt, at denne General faavelfom Thorton
% Betterftedt fom, bemyndigede af deres Hoffer, for at underhandle med den danfte
Mgjering. — Deres Horflag vare følgende: „Kongen af Sverige vil, for at viſe fin
lexanyttighed og Maadehold, lade fig noie med Afſtaaelſen af Throndhjems Stift
M filliggende Land, fom hidtil har ubgjort Grændfen mod Rusland. Kongen af
Bammart forpligter fig til at. afgive 25,000 Mand, og bisfe Tropper fulle forene
hj med de allierede Magters imod Frankrige, famt frilles under Kronprindfen af Sve-
Møt Commando.” Paa denne Bafis tilbød den engelſte Minifter at handle om Fred
å gongen af Danmart, men bemærtede derhos, „at førend de danſke Tropper vare
mrladie til Rronprindfen af Sveriges Maadighed, unde der ei blive Spørgemaal
nogen Baabenftilftand med Gtorbrittannien.” Han tilføiede, at de danffe Colo⸗
år efter Fredſlutningen ſtulde gives tilbage undtagen Øen Helgoland, ligefom ingen
mg fulde gives for Flaaden. — Disſe Betingelfer maatte anſees for uantas
Påse. Norge betragtedes fom en væfentlig Deel af be danſte Stater, og at afftaae
hjems Stift var i Grunden at afftaae hele Norge. Det Forflag at frille et
hipteligt Antal danffe Tropper under Kronprindfen af Sveriges Commando fyntes at
Me em faanlig Spot, da hver Deel af det danfte Monarki derved gaves i Sveriges
) Den fidfte Garanti havde viſtnok under Tingenes daværende Stilling iden Betydning,
—* danſte og be fleſte franſte Beſiddelſer udenfor Curopa vare i Englændernes
ander.
909 Andet Tibarum LI. Riogtovende Capitel.
Bold. Disfe Forſlag bleve ſaaledes forkaſtede. En ny Tractat blev fluttet i je⸗
benhavn imellem Kongen af Danmarf og Napoleon, og et Corps af 10,000 Wand
fillet til den franffe Keiſers Raadighed. Dette Gorpé forenede fig med Marfdalf
Davouft og rylkede frem til Mettenburg.
Niogtyvende Capitel.
Prinds Chriftian Frederik bliver Statholder å Norge.
Da faaledbes Norges Løsrivelje fra Danmark igjen faa alvorligen var fommen pan
Bane, og en faft Forening i den Henſeende fluttet imellem Rusland og Sverige, og
janctioneret af England, befluttede Kongen af Danmart [Alte Mat 1813] at fende
Sronarvingen, Prinds Chriſtian Frederik, til Norge, deels for at overbeife
Norge om fin alvorlige Henfigt til det Nderfte at forhindre Rigernes Skilsmieſe,
beels for at ſtandſe mulige Planer i Landet felv til Forening med Sverige. Med
ben forrige Vice⸗Statholder, Prinds Frederik af Hesfen, havde Rordmændene al Aar:
jag til at være tilfrebfe. Vel var han ingen Mand af meget ſtore Talenter, og fra
ben Side ikke fliket til at fpille nogen flor Rolle; men en hør Grad af Godmodig:
bed og Glftværdighed i bet daglige Liv, forenet med for Simpelhed i hans Vaſen
og ZTilgjængelighed for Enhver, gjorde ham visfeligen i en høt Grad afholdt i hans
Omgangskreds, og hndet hvor han vilfte fig, og der var intet Ønfle i Landet om
hans Ufreife. Prindſen felv havde udbedet fig Commando over det Corps, fom va
tilbudet de Ullierede mod Napoleon, men da Danmart ei vilde underkaſte fig de Al⸗
lieredes Betingelfer, blev Prindfen Chef for de Tropper, fom frulde forfvare den dan
fle Grændfe mod be indtrængende Fiender. Paa denne Valplads var mere Hader
end Held at vinbe. Norge tiltrængte, fualænge der endnu var Fart paa England,
og be vigtigite Næringsveie under den trivedes, iffe nogen for Virkſomhed fra Nes
gjeringené Side; tht under faa heldige Omftændigheder beftaaer Statsklogſtaben i di
overlade Virkſomheden til fin rolige Gang uden noget Fremftød fra Regjeringens Side,
ligefom Norge var ubefjendt med hine diplomatiffe Forhandlinger. — Nu var der
foregaaet en Forandring i disfe Forhold, og det var bejluttet i det fore europæik
Forbunds⸗Raad, at Norge ſtulde rives fra Danmart og forbindes med Sverige, ude
at Folfeté Stemme i nogen af disfe tvende Stater blev raadfpurgt, eller mindfte Hen:
ſyn taget til Retfærdighed eller til Danmarks færegne Forhold til de contraherend
Magter. Begge Riger bleve ved den nye Krigstilftand atter faagodtfom afſondred
fra hinanden, og Grfaring havde lært, hvor lidet Norge var i Stand til at udhelm
denne under Næringsvetenes Stundsning. Og denne maatte under nærværende pol
tiffe Forhold forventes, ligefom ben og allerede viifte fig i Fartens Forſtyrrelſe pai
England. Licencer udftedtes allerede i denne Sommer ikfe directe til norſte Trælaf:
bragere. Det tillodes fun norffe Stibe at anløbe fvenffe Havne, der at gjøre M
norffe Ladninger til foenfle, og ſaaledes overføre dem til det engelffe Marted. Ma
paa denne Vei vilde Ufjtibningen til England ifte trives. Flere norffe Skibe o
gadninger condemneredes ved Unkomften til England, fordi den fande Sammenhaæm
opdagedeg. Med Fræluftfarten gif ogfaa Kornfarten i Staa, fordi ingen Korn:Li
cencer ubftebtes mere, og England begyndte at fætte fig ind i Sveriges Plan, vå
Udhungring at befordre Halvøens Forening. Derhos vilde Komtilførfel til Høktea
blive høift fornøben, ba Forraadene formedelft Misværten 1812 vare aldeles udtømte
og Kommet i 1813, der iovrigt var et rigt Kornaar, mangeftevs afmeiedes, foren!
bet var fulbmodent, for at hindre Brodmangel.
Prinds Ghriftian Frederit. Qans Untomft til Norge. 308
Øer behøvedes ſaaledes em ophøtet og begavet Mand, der funde tage felvfkæn»
Befiutninger i hvad ber angi Rigets Tarv, træffe alle Foranftaltninger til at
pr de truende Farer i Møde, og ved fin perfonlige Indflydelſe bevare det norfte Holte
ivenhed for Danmarks Konge, fom, endftjønt aldrig fvigtet, fet under nærvær
politiffe Forhold og formedelſt nye Lidelfer funde fomme paa en betænfelig Prøve.
faadan ophøtet Mand troede Danmarté Konge at fende fit elftte Norge i Prinds
jan Frederik, og han var viflnot i mange Henfeender den Nette; thi han befad
ae af be Gaenffaber, fom funde gjøre ham fortjent til ben Tillid, der viiſtes
af Danmarlé Konge, og til at vinde Nationens Kjærlighed og Høiagtelfe. —
ade Chriſtian Qrederif var dengang i fin fagrefte Ungdom, begavet med em bøt
jod af Elſtoerdighed og et venligt Bæfen, der maatte inbtage Alle, fom nærmede
jon. Han var en Ynder af Bidbenffaberne og deres heldige Dyrker; han var i
på til at fætte fig ind i Landets forffjellige Forhold, faavel i dets oeconomiſte
i dets Naturforhold '), og til derom med Gagfundftab at underholde fig med
tå oplyfe Mand. Han befad en bøt Grad af Beltalenhed, og hans Vale inds
ille alene Vilhørerne ved en heldig Ordform, og ved Talené til Maatet førende
Held, men og ved ben Unftand og Tækte, hvormed Foredraget flede. Han fom
Rerge med det oprigtige Ønfte at vinde Nationens Hjerte, og paa denne Grund-
, ben tryggefte Støtte for Kyrftemagten, at ſtyrke den ældgamlie Forbindelfe imels
Migerne. Chriſtian Frederit var faaledes visjeligen bleven en Fredens Konge,
havde funnet gjøre Norge, efter de Forhold, fom da fandt Sted, og den Tænte-
x, ſom Nationen ba nærede imod Landets Konge, til et af de lykkeligſte Lande.
før Rorge hunde han i fin JFremtrædelje itte være, hvad Prinds Chriſtian Ans
harde været. Savnet af benne hengangne Jyrfte kunde han ifte erftatte, og den
må af Sjærlighed og Hoiagtelſe, fom Nationen havde baaret for hiin hedenfarne
fr, kunde Prinds Ghriftian Frederik ikke naae. Chriſtian Auguſts fimple VBæfen
fervelige Levemaade i borgerlig Stiil, fom lod glemme Ufftanden imellem Fyrſten
Bergeren, hans befynderligen ukonſtlede Hjertelighed i Omgangstone, hans Føde
k felv itfe faa ophøiet over ben fimple Borgerftand, der i Morge er den overvæg»
p banede ham en Bet til Folkets Hjerter, fom det var vanfreligt for nogen Anden
Rea Grad at finde. Chriſtian Auguſt havde besuden deelt Farer og Gienvordighe⸗
md Rationen t et kritiſt Øieblit, havde med Mod og Klogftab overvundet dem,
pet Landets Grændje for et fiendtligt Indfald, og givet Mrigen med Sverige et
ultat, fom overgik Nationens Forventning. Det var itte Chriftian Frederik beftiks
fom Krigshelt at gavne Norge, han var hverken øvet i Krigshaandteringen eller
ål faa fliket. Desuden vare nu Conjuncturerne anderledes. Chriſtian Auguſt flog
diende tilbage, fom var flet udftyret og i ſmaa Ufdelinger gjorde Indfald i Norge
n Mivor og uden fienbtligt Sind, — Chriſtian Frederik flulde gane en Fiende
høe, fom havde Europas flore Magters Bejflutning for fig, og fom i Overflod var
Meet med Krigens Upparater. Det var imidlertid Chriſtian Frederif forbeholdt at
ſig Bei til det norſte Jolle (Erfjendtlighed ved frore og uforglemmelige Vel⸗
unger.
«Umiddelbart før Prindſens Afreife til Norge havde den bdanfte Regjering givet
Dvfigt over Landets politiffe Stilling, der i Statstidbenden fød faaledes: „Det
frie Hef har fundet forgodt at tilbagefalbe Sammes Ghargé d'Affaires, fom nyli⸗
fm var bleven anſat ved Hs. Majeſtets Hof. Den kongelige Chargé d'Affaires ved
Vi frenfle Hof kommer derfor ogſaa hid tilbage fra Stockholm. Dmendſtjont den
frlmnlige Bei til at befordre Nationens Unliggender ikke længer flaaer aaben metlem
Me tefpectine fongelige danſte og fvenfte Majeftæter, faa funne de minifterielle Med:
Vitljer ved Brevverling endnu finde Sted. Det faaledes fedfindende forandrede Fors
— —
) Rineralogi og Geoqunfi var hané Judlingsftudlum, fom Han fortfatte indtil et høiere
Kald faldt i hans Lod.
304 Andet Tidörum II. Niogtyvende Capitel.
hold imellem begge Hofer fan ei anbet end tildrage flg Underfaatternes Opmoatfom-
hed. Kongen har ingen Anledning givet dertil fra fin Side. Ut 48. Maj. har
vægret fig ved at afftaar fit Kongerige Norge eller en Deel deraf, mo» Tilbud af
Erſtatning derfor ved Tileguelfe af Steder og Lande, der grændfe til Hertugdøm:
merne, er Noget fom Enhver af Hans Underfaatter tilvisfe er overbeviift om. 46.
Majeftæte smme Kjærlighed er dem Borgen for, at deres Urveherre og Konge fætter
altfor megen Tillid til deres Troffab og Hengivenhed, for at kunne af nogenfombelk
Aarſag beftemme fig til at bytte dem bort mod Fremmede, paa hvis Hengivenhed
Allerhoiſtſamme intet Krav har, naar de ei af egen Drift flulde anholde om Hans
Majeftæts Belflyttelfe. — Bant til at fee fine tro Underfaatter villigen opoffre Liv
og Belfærd i en langvarig Forfvarskrig, er Ho. M. forfiltret om, at den famme
Redebonhed til at forfvare Statens Uafhangighed og dens udeelte Vedligeholdelſe ſtedſe
vil findes hos alle Danſte, Nordmænd og Holftenere, i Fald Hoiſtſammes Beftræbel:
fer for igjen at tilveiebringe Fred ſtulde, uagtet de havende Udfigter til at opnasr
dette, blive uden Virkning, eller om ufremſtyndede Fornærmelfer flulde tvinge Hs. M.
til at forbre af Hans troe, Hjære Underfaatter nye Anſtræengelſer til Tronens og dens
Sikkerheds Beſtyttelſe.“
Samtidig med denne Erklering gav Danmarks Konge andre Beviſer vaa ſin
Opmoærtfombhed for Norges Tilftand. Efter VBice-GStatholderens Forſlag beftemtes, at
en Gapital af 25,000 Ne». flulde udlaanes til Landmænd, fom trængte til Gades
forn, med Løfte om at benne Sum funde ventes udvidet, derſom den ikke ſtulde findes
tilftræftelig. Tillige forhøiedes ogfaa Skydsbetalingen. Selftabet for Norges Bel
havde indfendt til fin fongelige Beftytter en Samling af de ved dets Foranftaltaing
ubgivne Skrifter, og fit derpaa et Faffigelfesbrev, fom ogſaa bentydede pan Landets
farlige Stilling. „Med allerhøiefte Tilfredshed” — hedte det heri — „have Vi
modtaget de overjendte Dele af Selffabets litteratre Samlinger. Jo mere wi fote at
bette Tidspunkt fremfor noget andet fordrer fuld Unftrængelfe af Fæbdrelandets Mænd, jo
mere Bi erfjende, at Unftrængelfer for den paa fand Oplysning og gavnlige Kunde
flaberg Udbredelſe byggede moralffle Tilværelfe ere dobbelt hæbderlige i en Tid, da Ul
fynes at forene fig for at gjere Kampen for den blotte Tilværelfe haard og vanfrelig,
jo mere vide Bi Selftabet i Almindelighed og dets Direction i Særdeleshed Tal for
hver fraftfuld Unftrængelfe, hvormed det føger at virke til Opnaaelfen af det Oiemed,
ber er den høiefte Gjenftand for Bore landsfaderlige Onſter, Vort kjære og tror nor
fle Folks Hæder, VBelftand og Gavn."
Danmarts og Norges Urveprinds!) fatte over i en Baad fra Jylland til Notge,
og var paa denne Reiſe itte uden Fare for fiendtlig Forfølgelfe. For at undgaae
Opmeærffombhed havde ban tifligemed de 2de Offieterer, fom ledfagede ham, forkiæt
fig fom Matros, og landede den 21de Mat om Morgenen Kloften 5 paa Hvalserne%).
Gfter den Spænding, fom bengang herffede mellem det fvenffe og danfte Cabinet,
vilde neppe Prindfen have faaet em ubehindret Overfart, om han var flødt paa en
foenft Krydfer. Sverige havde allerede havt i Sinde at nægte Bice-Statholderen,
Prinds Frederik af Hesfen, fri Pasfage, uagtet den Slags VBaabenftilftand, fom her
flede mellem den norſte og ſvenſte Krigsmagt. Men de Reifendes Held tilintetgjorde
disſe fiendtlige Planer. Paa Reiſen til Chrifttania, fom Prindfen foretog til Sem
til Ørederifftad, lod han fig forevife den paa disſe Høider frationerde Roflotille, og
be militatre og borgerlige Corps i Frederikftad. I Nærheden af Ghrifttania blev har
mobtagen af Bice-Statholderen med flere af Byens Embedømænd, Militatre og Vor⸗
gercorp8, og ber fattedes iffe paa ben hottidelige Mobdtagelfe, fom fædvanligen blive
— — —
1) Det danſte Hof erkjendte ikke Chriſtian Frederik ſom Kronpriuds, vg hun førte derfer
endun ikke Titel af Kongelig Hølhed" men blot „Hans Hoihed.“
7) Baaden blev lodſet af en foenft Lods, fom fit em anſeelig Gave med den Antyduing,
at bet var Prindjen, han havde lobjet.
Prinds Chriſtian Frederik førte Foranftalminger I Norge. 205
ige Berfoner til Deel. Ankomſtdagen den 22de Mat udftedte han i Chriſtiania en
Bnbaføreffe til bet norſte Folk af følgende Indhold:
„KRordmœnd! Eders Konge fjender og paaffjønner Eders urotfelige Troftab for
fen og for den norffe og danfle Kongeflægt, fom nu i flere Uarhundreder har regjes
umer Gders Fædre og Eder. Hans landsfaderlige Qu fraaer til at fre Broder»
førfighebens og Samdregtigheds uopløfelige Baand hefæftet imellem Tvillingrigets
Pl. Sjette Frederils Hjerte er fedfe hos Eder; men hans Omhu for Staten i
dt dens Dele nægter ham ben Glæde, at fre fig omringet af fit tror norfte Folk.
Snfor fender ban mig til Eder med Fuldmagt, fom Statholder i hans Rige Norge,
d urette Hans Billie, fom var Han Gelv blandt Eder tilftede. Hans Bud fra
fare min Sov, at vinde Eders Tillid min Beftræbelfe; Eders Høiagtelfe og Kjær-
let vorde min Søn! Maaffee endnu haardere Prøvelfer foreftaae 08; med Fro paa
timet og med freidigt Mod ſtal jeg gaae bem i Møde, og overvinde dem ved
Biftand, trofafte Nordbmænd ; thi feg verd, at jeg fan ſtole paa Eders Troftab
må Kongen, at I vil bevare Norges Selvftændighed, og at det Løfen der forener
d Alle ar: for Gud, Kongen og Fædrelandet |»
Ebriftiania, den 22de Mai 1813. Chriſtian Frederik,
Prinds til Danmart og Norge, GStatholder
over Kongeriget Norge, commanderende
General.
Gamme Dag*) udfledtes følgende Circulaire til de civile OversØvrigheder:
«Byffeligen anfommen til Norge er det min førfte Tanke at fundgjøre dette faa-
vlom min Sendelfe felv for det norſte Folk, fom vil deeltage i ben Glade, jeg føler
beser. Desaarſag tilfilles Dem vedlagte Kundgjørelfe, fom De ville fade fomme
å Ubseenfundffab paa den til Henfigten meeft pasfenbe Maade. Jeg fjender den
bøk Mand, fom befjorler Nordbmanden for fin Konge og fit Fødeland, og jeg anfeer
lå for en hellig Bligt at vife, hvor megen Bærd der hør fættes paa famme. Hvor
gitte perfonligen fan virke til det flore Oiemed at vedligeholde denne Etemning,
fan ene giver Mationen Kraft og Selvftændighed, ber fordrer jeg dette af Hs. Ma-
ijets Gmbedömænd, og de ville være forvisfede om, at jeg ffal paaffjønne den Nid-
herjet, fom hver i fin Stilling udvifer, hvilket deres Fæbdrelandsfind vil give dem
fe Beiligheder end denne til at øve, fom en af de førte Embeds⸗ og Borgeryligter.
Siløynne ere tilfillede lignende Kundgjørelfe til Oplæsning fra Pradikeſtolen.“
Gireulatret til Biffopperne havde famme Jndledning, og Prindfen ender med de
Då: „De ville paalægge Neligionens Lærere ved denne Leilighed fom enhver anden,
frr bet fan wære pasfende, at anvende deres høie Kald til at opflamme Nationens
Sa, der hos det norſte Folk er bygget paa ben uroftelige Grundvold, Tilid til
Gnå Forſyn, Troſtab mod Kongen og Fævrelandskjærlighed.” — Til Contra⸗Ad⸗
Wialen hedte det efter famme Jnbledning: „Jeg froler paa, at jeg fom commande-
me General vil møde famme Nidfjærhed i Kongens Ljenefte, famme mandige Aand
pinbet paa Foædrelandstjærlighed, fom har gjort Fædrene berømt, og de norfte Kri-
fei fenefte Feide ikke mindre fortjente til Hoædersnavnet af Kongens og Fæbdrelan:
big troe Mend.“
Søndagen den Både Mai overtog Prinds Chriſtian Frederik de ham overdragne
Gubber, Den fratrædende Vice⸗Statholder oplæfe Kongens Ordre i den Unledning,
9 Gtatholderen tiltalte BicesStatholderen faalunde; „Du modtage, værdige Hor-
fører og Ben !. Kongens og Nationens Tak for Din gavnlige Idræt til Norges
dedſte. Gud lønne Dig derfor! Dette tilonſtes Dig af taknemlige Hjerter. Jeg ſtoler
Må Dit gode Raad, faalænge vi ere ſamlede, og paa Dit Venſtab indtil Doden.“
) Strat efter Prindſens Ankomſt til Norge firev han ogfaa et Brev til General Krogh
i Trondhjem, der I lige Grad haædrer —*28 — og blim værbige Man».
20
Hallo Grindringer.
206 Andet Tidsrum II. Riogtyvende Capitel.
Derpaa henvendte GStatholderen fig til Forfamlingen med følgende Tale, fom
ban ubførte med en Kraft og Vardighed, ber gjorde Indtryk paa alle Tilftedme:
rende. „Ved at overtage et faa vigtigt Embede her i Norge gjennemftrømmes mit
Hjerte af Folelfer, jeg hm ufuldfomment formaaer at tolfe. Jeg føler dette Kalde
Storhed, og beder Gud forlene mig Kraft til at opfylde dets Forbringer, faaledes
fom jeg bertil har den redeligfte Billie. Intet Beviis paa Kongens Tillid unde være
mig byrebarere end ben Befaling, jeg modtog at virke fom Statholder i dette trofafe
$tippeland. Ja Rordbmænd! Eders Konge elfler Eder og paaffjønner Eders Bær.
Modtag mig fom et Pant derpaa, nu da Fadrelandets Tjeneſte andetſteds fordra,
at han bortfalber min Ben, Eders værdige VBice:Statholder. Kongen ønffer at knytte
bet Broderbaand, ber omflynger Tvillingrigerne, endnu faftere. Han har vif ilk
fendt mig til Eder, for at jeg ffulde fraffrive ham eller hans Slagt deres gamle Re:
tigheder til Norges Krone, fom er ganen i Arv til dem med Folkets Kjærlighed —
for frulde benne min Haand afvisne. — ad mig, idet jeg ubretter Kongens Billie
og virker for Fædrelandet, finde min Løn i Nationens Kjærlighed og Hengivenhå,
fad denne engang gaae i Arv til min Søn! — Jeg gjentager, hvad jeg i min
Kundgjørelfe har ſagt Dem, at muaffee haardere Prøvelfer endnu foreftaae og, men
at vi bør Ulle fom een Mand qaae dem imøde med Tro paa Guds Forſyn og me
Standhaftighed. — Lad mig hos Enhver, i hvad Stand og Kald han end er, finde
bet Jædrelandsfind, ber ene fan frelfe os; troer, at jeg ffal vide at paaffjønne denn
bøte Aand, fom befjæler Dem, ligefom den fordum udmoærtede Fædrene! — Jeg
mobtager for Guds Aaſyn Deres Løfte om Sambdrægtighed og Opofrelfe for den vet:
færdige Sag, for kongen og Fædrelandet.”
Faa Dage efter fandt en Hoitidelighed Sted i Gelftabet for Norges Bel, i
hvilfet Selſtabets Bicepræfes Biffop Bed i en Tale bevidnede den fratrædende Præ
fe, Prinds Frederil af Hesfen, Selſtabets deeltagende Befymring over hans rate:
delſe formedelft hans Kald til anden Beftemmelfe, og gav den nye Bræfes, Prindé
Ghriftian Frederik, fin Belfomfihilfen. Vice⸗Statholderen var faa bevæget, at ha
neppe funde fremføre de faa og hjertelige Ord, hvormed han takkede for dette Bevtit
paa Deeltagelfe. Han forlod Norge [29de Mai] for at overtage Commandoen over
den danſte Urmee i Holfteen, og han ledfagedes af de varmefte Ønfter for hans
Fremtids Held; thi Nordmændene vare ham tafnemligen hengivne for hans ævle og
venlige Færb under hans Ophold i Norge.
Kort efter begyndte Prinds Ghrifttan Jrederit fin førfte Reiſe omkring i Norge
meb at beføge de Steder, hvor de vigtigfte Fegtinger under den fvenffe Krig vare
forefalbne, og begav fig derefter til be frugtbare Landſtrekninger ovenfor Chriſtiania.
Fra Gidsvold udgav han [10de Junt] en Opfordring til bet norſte Folk til Maader
foldenhed. Han opførdrede bert Embedsmandene, de formuende Forddrotter og Brug:
eiere, faaveljom Byerneg bemidfede Jndbyggere til at indſtrenke Brugen af alle Gryn⸗
og Meelfpifer i deres Familier og iblandt deres Huusfolf, hvorved Kraften til at
mætte bungrige Trængende vilde forsges. Ligeledes opmuntrede han til at bruge be
$Hjælpemidler, fom Naturen har anviift i Mangel af Brødforn. „Da flal: — ſiges
deri — ude Uger fnart forfvinde, hvori Mangelen endnu fan hjemføge o6, inden
Guds Forfyn hjælper os med den velfignede Høft, fom over hele Landet tør forventes."
Med denne Opfordring til Sparfomhed i Brøbforneté Anvendelfe fulgte ogfas
en Betjendtgjørelfe fra det norſte Sundhedscollegium om at drøie Kornets Brug til
Brød ved Blanding med island Mos. Der opgaves flere Proportioner af denne
Blanding, og der ivredes meget mod den Fordom, der havde udbredt fig mod Bru:
gen af dette Surrogat. Det er imidlertid ikke Forfatteren bekjendt, at denne Blan⸗
ding af Dos med Brødkorn i nogen markelig Grad formindføede ben ſtigende Bred⸗
trang. Den fimple Mand forftod fun lidet den rette Behandling deraf, og ber blev
fledfe, naar Mofen anvendtes, en bitter Smag tilbage, fom forhindrede Nydelſen.
Fattigmand tag hellere fin Tilflugt til Bart, ber blandet med lidt Meel faa ofte maatte
Goriftian Frederiks Nelfe å det Søudenfjeldile. 307
ene ham til Jøde i Stedet for Brød, og i de bedre Huusholdninger hunde ben bittre
MotsSpife ikke uden for VBanjfelighed faar Jndpas. Disſe Mofefager vare faaledes
sa fom 1 Krigens førfte Aar meftendeels fun Skueretter, hvormed der i Aviferne
gjørdes megen Bram, men hvoraf der i VBirfeligheden hun nodes lidet. Mere vet:
gjørende og mere alminbelig blev derimod Forfiilen, deels for fig felv fom en nær
me Spiſe, deels blandet med Meel. GSaa langt Hiftorien rakker findes Torriffen
då have været en yndet og almindelig Spife, hvis Nydelſe udbredtes endnu meer,
cerat Goriftendommen var bleven indført, hvorved Kjodſpiſer under talrige Feſtdage
og lange Faftetider forviifies fra Spiſebordet. I denne og den paafølgende Sommer
faaledes Brugen af Førfifl i en hot Grad, og blev ille alene en for UArtifel
å formuende Private Huusholdninger, men famledes ogfan fom et vigtigt Fodemid⸗
bd paa Srigsmagafinerne'). Prifen paa denne Urtikel var ogfaa forholdsmasſig
fillig, deels fordi vore indenlandffe Producter endnu ikte vare fregne i Forhold til
Jdeigenes Fald, deels fordi Udflibningen af Torfiſt fom af andre norfte Broducter
fed under be paany indirufne Krigsomftændigheder.
Biknnok var Landets Nød atter flor Denne Sommer baade formedelſt frandfede
Jeringsveie og Fiendens aarvragne Jagt par de Kornfartøier, fom lob imellem de
ede Niger. Krigen med Everige var vel endnu ilfe uabenbar erflæret, men de
* Nigers Skilsmisſe var beſtemt i den ſtore Allianees Raad, og hele Som⸗
funde den jvenfle Kyſt betragtes fom en fiendtlig. Licencefarten var allerede i
æret opbhørt, ba England havde tiltraadt bet nordiffe Forbund i alle Putter.
i hare feet, at be Licencer, fom det foregaaende Uar udftedtes til em indirecte Fart
sa Everige, vare Nordmændene mere til Iab end til Fordeel. Den fuldfomne Nær
rngaloshed, fom havde herſtet i Aarene 1808 og 1809, indfandt fig faaledes igjen
i denne Sommer i em høi Grad. Mangfoldige Skibsrederes og Trælaftudfriberes
føre Planer, fom vare byggede paa em fortfat Forbindelje med England, flandfedes
Adfeligen, og Spor viifte fig allerede til den Forftyrrelfe i Formuesforfatningen og
Hufes ald, der fiden foranledigede faa flore Forandringer i Handelsftandens
35.
r Men disje Nedens Spor viiite fig ikke paa den Reife, fom Prinds Chriſtian Fre-
Pit foretog omfring i Norge denne Sommer, paa hvilken der i By og paa Land be
ses ham en feftlig Modtugelje, forherliget ved alle udvortes Tegn paa Folkets Hen-
denhed for fin Kouge og den kongelige Slægt. I mangfoldige Aar havde ingen
Sgelig Perfon beføgt Norge, hvis Jndbyggere ſtedſe bevarede en hellig Wrefrygi
før deres Konge, og nu fremftillede fig blandt Holtet den formobede Tronarving, fom
så fin perjonlige Giffoærbighed tiltrat fig Hjerterne, fom i dieſe vanfrelige Krigs⸗
mmfandigheder firæbte efter at vinde Folkets Nudeft og bevare dets Troftab mod det
mierende Kongehuus, og fom formedelft fin videnftabelige Dannelfe forftod let og
pabfende at frille fine Ord i be forftjellige Kredje, fom omgave ham. Under faar
Omfaændigheder tilvende Fyrfterne fig med let Moie Nttringer af Folkets Kjær-
løbed og Troſtab mod dets Konge. Prindſens Neife var faaledes en uafbrudt Linie
då Feitligheder; Folket jublede ham imode, itte med tomme eller befrilte Hurraraad
A en tanteløs Pobel, hvis Tunge og Hander let fættes i Bevægelfe ved Synet af
am fongeflig Mand, uden at Hjerterne rores, men det var meftendeels en uhyttet Glæde
ser at fee ben Prinds, fom engang flulde beftige Rigernes Trone, i Folkets Midte.
— —
1) Baa Forfatterens Magaſiner var Torfiſt i dem Tid em ſtadig Artikel, fom ikke alene
ſom (færftilt Spiſe nodes i Mængde i Dmegnen, men ogfaa blandet med Meel. Den
paa Ferfæedrenes og Jslændernet Viis vel baukede Tørnir ligger Meet nærmet fom
Fodemiddel.
) Forfatteren finder i fin Brevvexling med Grev Otto Moltke paa ren Tid, at han har
afmafet denne Landeis Forfatuiug med de mørke Farver, hvorpaa han har givet fine
Landsmænd Vrøver; men han maatte betænfe fig paa at forelægge Læferne flere Ex:
emplarer af bisje mørfe Billeder.
20*
arm
308 Andet Tidsrum II. Niogtyvende Capitel.
Intet Øteblit kunde Prindſen tvivle om, at bet norfte Holl endnu Bar den regjerende
Konge i fit Hjerte, og at kun et Magtfprog af fremmed Uretfærdighed unde opløfe
ben gamle Forbindelfe.
Paa en Deel af denne Metfe ledfagedes Prindfen af Skueſpiller Knudfen, og
hans muntre Sange ved breden Bord under Bægrets Klang bidrog iffe lidet til at
opfive Gilbernes Munterhed. Men denne glade Stemning, disfe Sange og Skaaler
gav imidlertid hift og her Unledning til Mistydning, hvortil Prindfen felv, der viifle
ben frørfte Afholdenhed under disfe Libationer, visfeligen ikke gav den mindfte Unlde
ning. Nogle af de Privatmænd, hvis Huus Prindſen gjæftede, famlede nogle af
Egnens gjævefte Bønder, deels for at gjøre Prindfen betjendt med Fjeldets herlige
Sønner, deels for at gjøre disfe felv deelagtige i den Glade at frr Arvingen til
Norges Trone. Nogle af disfe forvildedes ved denne Sang og Poculering, og yttrede
Frygt for, at deraf ſtulde opftaae Baner, fordærvelige for Prindfens Fremtid. Men
denne Misforftaaelfe frembragtes fun af hans Omyivelfes overdrevne Iver for al
egaltere et Folk, fom intet udvortes Pirremiddel behøver for at hde Tronens Nærmefte
oprigtige Hengivenheds Bevifer. Hele Prindfens Færd og VBæfen viifte Glæde over
bisfe troſtyldige Mittringer af Folkets Kjærlighed til Kongehifet, fom dagligen frem»
bareg ham paa denne Reife midt under Næringsveienes Standsning, under en trykte
fende Brødmangel i de ringere Stænder, og under mange Slags Borftyrrelfer og
Forlegenhed t ben indvortes Stilling.
Det var paa denne Meife, i Rærheden af Jarlens egen Borg, at Brindfen >g
Grev Wedel havde en Samtale, hvori Greven fremfatte fin Mening om Landets por
fitiffe Stilling med en Frimodighed, der var ligefaa ufædvanlig, fom Yttringen frlv
var en Mislyd i Prindfens Øren. Wedels Tæntemaade med Henfyn til den fan»
dinaviffe Halvøes Stilling og fælles politifte Interesſe kunde ille være Prindſen ube⸗
fjendt. Wedel fagde ikke Skjul paa fin politiffe Tro, endffjønt han paa den Tid
iffe gjorde noget enefte Skridt til at fremflynde den politiffe Forandring; han frem»
bar aabent fin Mening for Befjendte og Ubefjendte, og Prindfen maatte have hørt
tale om, hvad der i benne Henjeende allerede foregit, da Prinds Chriſtian Auguſt
ophoiedes til Kronprinds. Prindſen, fom kjendte Wedels Stilling og Jndflydelje I
Landet, endſtjont Greven den Tid levede alene fom Privatmand, fandt det vifnef
float at nærme fig ham med udvortes Agtelſe og Belvillie. Men paa den ene Gide
gjorde Greven intet Skridt for at nytte nogen venlig og fortrolig Forbindelfe med
Brindfen, og paa den anden Side forfimaaede Prindfen at tilfmigre fig nogen Pri-
vatmands Nndeft. Greven tog faaledes ingen Deel i de Glædesyttringer og de Feſt⸗
figheder, fom fedbfagede Prindfen paa hans Meife omfring i Landet, og Prindjen bes
gyndte desuben allerede da at anfee fig faa faft i Folfets Kjærlighed, at han hunde
være ligegyldig for em, frjønt anfeet, Perfonligheds Mistillid til Norges nærværende
politifte Stilling, der deeltes af Faa. Der opftod faaledes mellem Prindfen og Gre:
ven, ſtrax Da Hitn fatte fin Fod paa Norges Grund, en Kulde, fom næredes under
paafølgende Begivenheder). Paa denne Reiſe gjorde Prinds Ghriftian ogfaa Ber
Hjendiftab med en Deet af de Mænd, af hvilte han fiden benyttede fig fom Redftaba
for fine ftore Planer.
— — — —
) Forfatteren havde i den Anledning en Samtale med Grev Wedel i fit eget Huus, faa
Dage efter at Brindjen havde bejøgt dette, hvori Greven fortrolig vttrede: , Det vil
nn ſuart vife fig, om Carl Johan eller Ghriftian Frederit fal blive Herre å orden.”
I denne Samtale yttrede Greven tillige, at ham aabent havde aflagt fin politifte Tro
for Prindfen ved et Møde i Tønsberg.
Medet å Tradenberg. Slagene ved Dresden, Groß⸗Beeren og Dennewig. 309
Tredivte Capitel.
Carl Johan og den forene Hær å Tydſkland.
— — — — —
3 Danmart havde imidlertid Gtillingen taget em krigerſt VBending. Danmarts
Sruge havde endun itte tabt Haabet om at bevare Nigernes Heelhed under Napoleons
Deftyttelje. J Foraaret havde Lytten, fon ovenfor fortalt, igjen fmilet til rankriges
Seifer; be rusfiffe og premsfiffe Hære vare evne flagne af Napoleon felv, hvis Ar⸗
mer beftod meftenbeels af Retruter; hine maatte vige, og derpaa fulgte en Vaabens
filfand. — Garl Johans ferfte Efridt paa Faftlandet opvakte å det nordlige Tydſt⸗
lend for et Hieblik Mistillid til hans alvorlige Udførelfe af de efter Overeenstomkt
met Nusland og Preusfen lagte Planer. Han overlod Hamburg, fom igjen befats
tel af de Franfle, aldeles til fin Skjebne, og taldte ikke alene be 2400 Mand,
fom den jvenfle General Döbeln havde fendt Hamburg til Undſatning, tilbage, men
od foætte en Krigsret over Döbeln, der dømte ham fra Livet, endfljønt Dommen
fermrildedes til en fort Urreft. Den kloge Overgeneral vilde ikte indlade fig i nogen
Direrſion fra den flore Plan, fom var fagt til Rapofeons Undergang. Han holdt
faleres fin Nordarmee, fom beftod af 30,000 GSvenfter, og forovrigt Preusfere og
Susiere, og udgjorbe omtrent 80,000 Mand, famlet, ændfede ifte Mordbtydfrlande
Strig eller Hamburgs Jammer, og gjorde fangfomme men filtre Skridt til at for-
mere den Girfel, der flulde indeflutte Napoleons Hære, og trykte de Masjfer af den
fnnfte Øovedhær tilbage, fom føgte at vinde en faft Bafis for Napoleons Ovyeratios
sa. Da imidlertid ikke Baabenftilftanden ledede til red, og faft hele Tydflland
gedede af VBaabenlyft og Attraa efter at affafte Napoleons Aag, og da Øfterriges
Ragling til Fred Jntet formaaede, traadte Carl Johan fammen med Keifer Alerans
ber og Songen af Preuéfen i Tradenberg i Søålefien '), for at aftale den Plan,
fem fiulde følges, naar Krigen vaany fruldbe Begynde fit blodige Spil. Der mødte
Cart Johan iffe fom Sveriges Kronprinds, men fom Overgeneral, der i Krigeraadet
gav fin Stemme, og den erfarne og prøvede Generalé Mening havde visfeligen fin
Degi, ligefom den afgjørende bidrøg til Krigens Fornyelfe. Hans Ufftedshilfen til
bane ophøiede Forfamling var de omineufe Ord: „Vi fres igjen i Leipsig.” —
Baabenfrilftanden, fom paa begge Sider fyntes fun at være bleven fluttet for at
winde Tid til med fornyede Kræfter at fortfætte Krigen, opfagdes, og den blodige
Kamp begnudte igjen. Ørterrige forandrede nu ogſaa fin Neutralitet til en aabenbar
MrigsertLæring, og ſtore Mrigermasfer væltede frem fra Øfterrige, Rusland og Preus:
fen mob det franffe Hovedavarteer i Dresden. Jmidlertid var Lykken endnu iffe ved
SMrigens Formyelfe de Ullierede gunfrig. Slaget ved Dresden faldt ud til de Franz
frø Fordeel. Store Masjer af de Forbundnes Hære, fær Øfterrigere, faldt i de
Franfles Hoænder, og Balpladfen var bedælkfet med Dede. Der fatte og General
Moreau Livet til.
Under faadanne Omftændigheder, og ba alle Danmarts Horføg vaa en fredelig
Særmelfe til de Ullierede vare uheldige, fordi Frederit ben VI' ingenlunde vilde ber
weaume fig til de forenede Rigers Skilsmisſe eller Norges Sønderlemmelfe, fom var
ben ubetingede Bafis for Freden, fluttede Danmark fig nøiere til Frankrige, og ventede
ag forfvare det gamle Forbund under Napoleons feierrige Fane. J den Anledning
bler i Stjøbenhbavn under 3die Septbr. udftedt en Declavation, fom indeholdt de
Grunde, ber nødte Danmark til at følge fin nærværende Politil*), og til at erklære
Sverige Krig. Erklceringen igjennemgaaer vidtløftigen alle be Bevifer, fom Sverige
— — —
IOu bette Møde, hvor ogſaa Norges Forening med Sveri vderligere ſitredes af
— ere Cftexremingerne ſamlede i Schinkel Bergmans Minnem VII. 181—209.)
7) Declaratlonen er tryft i Bilag %o. 64,
310 Andet Tidsrum IT. Tredivte Caypitet.
havde givet paa et flendtligt Sindelag ved en uforftyldt fiendtlig Fremgangsmaade
mod Danmart. Og Beviferne kunde i Sandhed ifte være vanftelige at finde, da
Sverige ingen anden Grund havde til fit fiendtlige Forhold mob Danmark midt I
Freden, end den Plan at løsrive Norge fra fin gamle Forbindelfe og forene det med
Sverige. '
Men neppe havde Danmarks Konge gjort fin Skjebne aldeles afhængig af den
franfte Keiſers, og ertlæret hans Fiender Krig, før Mrigsiyfen vendte fig afgjørende
fra Napoleon til de Ullierede. Slaget ved Dresden var den fidfte Seier, fom Na:
pofeon vandt i Tydſkland over fine Flender, og fra den Dag blev hans Stilling alt
meer og mere betæntelig. De forkjellige Corps, fom han havde opftillet deels fonden
deels norden for fit Hovedavarteer, bleve flagne, opløfte og tildels fangne. Den
fjæffe, men i Tydſtland forhadte General Bandamme blev med fit Corps gjort til
Fange i den bøhmiffe Bjergfjedel fønden for Dresden, og Generalen felv blev fom
Fange fendt til Moffau. Under Carl Johans Unførfel vandt Preusferne to Slag
mod Marfdallerne Oudinot og Mey ved Grofi-Beeren og Dennewig. I viske
blodige Elag var det betydeligfte Tab paa de Franfles Side. Berlin blev befriet,
og be franfte Hære tabte ben fordeelagtige Operationslinie, fom be i Nordtydſtland
havde inbtaget.
Disſe vuntne Slag vare imidlertid ublodige for de fvenffe Tropper, der livet toge
Deel i dem, og Seiersdagenes Held og Hader tilhørte det prensfifte Mod, forenet med
Overgeneralen8 Dygtighed og kloge Dispofitioner. Carl Johan havde fparet fine ſpenſte
Sropper, og efter flere Maaneders Felttog talte han næften den hele Stare af Krigs⸗
mond, fom han havde ført over fra Sverige til Tydſtland. Deraf opftod be tydfle
Harforeres Miskjendelfe og Misnøie med den foenfte Overgenerals Kremfærd, og felv
en Murren i den fvenfte Armee, fom Intet bedre ønffede end at maale fig med Fi:
enden, og dele GSeirens Prité met fine Vaabenfrænder. Men Carl Johan havde
vel Marfag til at ffaane fin fvenfte Ufveling. Han vidfte, at den ikke let igjen
unde gjøres fuldtallig, berfom ben opreves under Krigsfrjelnens Omverlinger; ti
ben i Sverige tilbageblevne Deel af den fvenffe Krigsſtyrke kunde behøves mod em
Fiende, fom Sverige ber havde fremfaldt. Den fvenfre Statstasfes flette Tilſtand
tillod iffe at reife em ny Mrigsmagt, naar de engelffe Subſidier udebleve, og dieſe
vare udtomte paa ben Ubruftning, fom allerede var fleet. Men ifær havde Carl
Johan fit Øie ftadigen henvendt paa den Hovedgrund, ber havde beftemt ham til at
flutte fig til de Allieredes Sag, nemlig Norges Forening med Sverige. Han vidke,
at efterat Finland var talt, flod Gveriges Hu til denne Horening, fom længe fer
hang Ankomſt til Everige var forberedt, og hans Attraa efter at opfylde dette Sve⸗
riges NRational-Ønfte maatte foroges, efter at Leiligheden til at vinde Finland tilbage
nu var aldeles tabt. Ulmede der i Sverige nogen Misnoie — hvilket dog, fom
ovenfor bttret, neppe fandt Eted i den Grad fom er paaftaaet — over at denne Lei:
lighed til at gjenvinde en dyrebar Provinds, under Ruslands betænkelige Stilling I
1812 itte var benyttet, faa maatte denne aldeles dæmpes ved den frandinaviffe Halv:
øe8 Forening. Carl Johan behøvede faaledes fine ſvenſte Tropper, ike alene for at
bidrage til at undertvinge Napoleon, men for at filtre fig Prifen for fin Deelta:
gelfe. Under den Nasſe af Tropper, fom frimlede fammen for at fælbe Rapoleon,
maatte Garl Johans Perfon, hans Raad og Veiledning fom Overgeneral være langt
vigtigere enb den lille Stare af ſvenſte Krigere. Sveriges Kronprinds maatte vente,
at Danmark anftrengede fin fidfte Kraft for at forhindre de nordiffe Rigers Sonder⸗
fylittelfe, og ben franffe KMrigsmagt ved Hamburg var, endftjønt foættet, endnu i
Stand til alvorlig Modftand. Hvor flort Haab Carl Johan endog fom Feltherre
funde have om et heldigt Udfald af den ril Napoleons Ødelæggelfe lagte Krigsplan,
faa maatte bog benne ſtore Mands Vaabenfælle, der havde været Bidune til det Felle
berretalent, den Kiogflab og det Held, hvormed han havde ubredet fig af faa mange
vanflelige Stillinger, ikke være aldeles filter i fin Sag, — han maatte være forbe-
Slaget ved Leipzig. Deis Følger for Danmart. 311
utt paa en langvarig og blodig Kamp. Saaledes hmde Carl Johan fægge fine
Planer faa, at han itte alene traf det rette Punct til at tage fin Deel af Seireng
Ørite, men ogfaa give fin Hær den Stilling, og faa fænge udfætte med at føre den
i Iden, at Seiren kunde vindes uden nogen for Udgydelfe af fvenff Blod. Seirene
> Groß⸗Beeren, Dennewig og Leipzig vandtes ved Preusfernes og deres Allieredes
Sto», og dermed blandede fig fun lidet af de Svenſtes, men Carl Johans Aand og
geltherretalent fremledede tildeels disſe Dages heldige Mefultat.
Jnridlertid lykkedes det vel be Ullierede i Sommerens Lob deelvits at flane de
fmffe H$ære, men ei at opløfe og fønderfplitte dem. De dygtige og kjakke franfle
Gereraler ſamlede fnart igjen fine Starer, fom havde været nødte til at vige for
fendens Overmagt, og de beredte fig til at underftøtte den franffe Hovedarmee,
ber rytfede ub af fin farlige Stilling ved Dresden for at levere de talrige forenede
meite, preusfiffe og øfterrigffe Hære et afgjørende Slag. Thi omfider var den
Genbed i de krigførende Magters Operattoner, og ben Enighed imellem Fyrſterne
fil» bleven tilveiebragt, fom forgjæves under den franffe Revolutionskrig, og fiden
mber ſtrigene med Napoleon, var bleven fogt. Alle Splidens og Mistillidens Ele⸗
menter opløftes under bet fælles ftore Øtemed, at afryfte Frankriges Aag, gjenpinde
labte Provindfer og par ny tilljæmpe fig den Stilling og Stemme i Europas Un-
kagender, fom var tabt eller fvætfet i de franfte Krige. Med filtre Skridt og med
fldbfsmmen Overeensftemmelfe mellem de atlierede Magters Generaler, hvis Planer
mr iffe fededes bog umiddelbart bifaldbtes af Majeftæterne felv, der ledfagede fine
Sære, famlede de tre ftore Magters Krigsflarer fig i en Kredslinie om den franfre
må Dresden indfluttede Hær, og filgte denne, efterat Napoleon havde fraffet fig
Laſt, til en meer aaben Valplads paa Gletterne ved Leipzig. Thi Napoleou havde
befluttet — en Beflutning fom frlærtt er bleven bdadlet af den frategiffe Kritit —
ein engang at prøve fin Seierslykle førend han forfob bet tydſte Rige, hvis
Mefter fax ofte havde maattet tjene til at forøge hans Storhed, men hvis Krigere
willigen fulgte hans Faner efter de Nederlag, fom de havde lidt pan fjerne Vals
padfe og i en dem uvedfommende Sag. Mapoleon havde atter ladet Leiligheden
forbi til at flutte Fred, og afviift fin Svigerfaders, fom Vet fyntes, afvorlige
efter at bringe en almindelig Fred i Stand paa Congresfen i Prag. Vant
Mat være VBoldgiftsmand i det europælfte Faftlands Unliggender, vilde han ifte
ibfrante fig til at regjere Frankrige inden dets naturlige Grændfer, og Tydfilanda
Gul» var vigtigt for Napoleons Hinantfer, hvis Udgifte-Budget vilde haardt trykte
Brntrige, naar fremmede Tillob ftandfede.
Men Napoleon imodegik itte alene en mægtig Hær, famlet af Aſterriges,
ØBrensjens, Ruslands og Sveriges bedfte Mræfter, under Generaler, der med en I
Krigshiftorien ubefjendt Enighed i fælles Krigsoperationer fammenfmeltede den ueens⸗
Ttede men umaadelige Kraft mob ben fælles Fiende, men han havde ogfaa ftore
Bhed at ovetvinde i fin egen Hær i dens forffjellige Ufdelinger, forntedelft Lunkenhed
fn Arankriges Sag og Krafald af flore Å hans Hær opftillede Ktigerrekker. Bayern,
der hidtil havde fendt faa mange Skarer til de franſte Hæte, og endmt Å dette Marg
fang havde fraftigen maattet underitøtte Napoleons Ungrebsplaner, var alferede
begyndt at vakle i fin Troffab, og ilede nu, da Øktetrige havde erflæret fig
met Frankrige, og Rapoleons Stilling ved Dresden blev alt mere betæntelig, at
forene fine Faner med de Allieredes. Begyndelfen af Letober, enduu før Slaget
fe Leipzig, fluttede Bayern en Forening med Øfterrige, hvorved det garanteredeg
fn nærværende TerritorialGrændfe, og derimod forpligtede fig til at træde alvorligere
I Stranfen mod Napoleon. Det var høte Tid for Bayern at flifte Parti, for et
at henrives med Napoleon i den Undergang, fom alferede med Rimetighed funde
forudfees, og Bayern, fom ben mægtigfte blandt Rhinforbundets Stater, var et far
fort Grempel for Forbundets øvrige Medlemmer, at bet vel var den Opofrelſe vær»
at filtre bet fine nærværende Befiddelfer. Saaledes blev den bayerfte General Mrede
919 Andet FTibdrum II. Trodivte Gapitel.
ubnævnt fom Anforer for en Reſerve⸗Armee, ber ſtulde opftilles i Napoleons *
naar han trykkedes tilbage til Frankriges Grandſe.
Den ſachſiſte Konge blen, deels formedelſt fin med en vis Neligisfitet bevarede
Froffab mod indgangne Forbund, deels formedelft fin frore Tillid til Napoleong
Talent og Held, trofaft indtil Enden i det politiffe Parti, han havde valgt; meg
bet ſachſiſte Folk og ben fadififte Hær henreves af den almindelige Gjæring i Tydſt⸗
fand, ber figtebe til at forjage Franſtmendene fra dets Grændfer. Euduu i Som: |
merens Lob havde den ſachſiſte General Thilemann forladt ben ſachfiſte Hær-AMeling |
og taget Tjenefte i den rusfifte Hær. Længe føgte han at bevare en af Landeik
vigtigfte Fæftninger, Torgau, fom en Støtte for Sadfen under et muligt Brud med
Franfrige, og da han efter fin Kouges Befaling maatte overgive denne til de Franſte,
forlod han ben fadfifte Ljenefte. Men det var under Leipiiger-Slaget felv, at ven.
fadfiffe Artmees Overtræden i Fiendernes ætter bidrog markeligen til at afgjøre
Dagens Skjebne. I Napoleons egen Generalftadb føigtede Enkeltes Troflah, og berts |
blandt Schweitzeren Jomini, fom allerede tilforn forgjæves havde ſogt fin Afſted fa |
franft Tjeneſte. |
gra bet mordlige Tydſtland rytfede Carl Johan med fine Starer til Leipjig,
og føfte faalebeg det Løfte, fom han i FTradenberg havde givet fine hoie Allierede
at mode dem paa Leipzigs Sletter. De Slag, fom han havde leveret de Frame
indenfor fin Operationslinie, havde vift not formindflet hans tydſte Rekker, men de
vare igjen blevne udfyldte med nye Forſterkninger, og han funde mod Slagets fidſte
Udvikling opftille en Armee paa ben blodige Valplads, der ikte uvæfentligen bidrog
til at afgjøre det flore Slagé Skjebne. Omringet faaledes af en overlegen Brende
floges Napoleon fra den 14de til den 18de October paa Sletten ved Leipzig, men
maatte omfider vige for Overmagten. Beſtrivelſen af dette blodige Slag, der af
gjorde Europas Stjebne i en lang Fremtid, Napoleons Flugt og de dermed forbundue
Begivenheder, vil Læferen finde fuldftænbigen hos andre hiſtoriſte Forfattere. Bi
henvende os til hvad der imidlertid flede i Morden.
Det var Danmarts ulpftelige Stjebne paa den Tid, at vælge ben uheldigſte
Politik i Begivenhedernes meeft afgjørende Oieblik, og faalebes udftedtes dets Krigs⸗
Grølæring mod Rusland og Preusjen faa Dage efter Slaget ved Leipzig, og foren
endnu bet for Napoleon uheldige Udfald beraf kunde være det danfle Hof bekjendt.
Den danffe Konge lod bet visfeligen ikke mangle paa Forjøg paa at afværge de
truende Farer. Hiftorien har meer at anklage den Uretfærdighed og Voldſomhed,
hvormed Benner og Fiender rafede mod denne fvage Stat, fom iagttog den ftremgefte
Reutralitet, og famvittighedefuldt opfyldte alle indgangne Forbund og Fredsforbindeljer,
end den banfle Regjerings Uklogſtab eller Mangel paa Opmærffomhed paa det nord:
lige Guropas Stilling. Denne Danmarté redelige Ford og aabenbare Uttraa efter
at vende tilbage til en Iyftelig Freds- og Neutralitetstilftand, kunde ikke redde ben
banftsnorffe Stats Heelhed. Det var beftemt i den flore Ulliance, at en vigtig Dee
af de danfte Stater ſtulde være Kjøbefummen for Sveriges Medvirkning til Napoleons
Undergang — en Medvirtaing, der ei alene var vigtig under dets øftlige Mabors
vaandefulde Krigstilftand, men formedelft dets Tilſtud af Tropper, og fornemmeligen
ben Generals Perfonlighed, der frulde anføre bem. Derhos befmyftedes denne Dane
mark uforffyldt paaførte Krig deels med de fvagefte Grunde, deels fjultes Grundenes
Svaghed under de mægtigfte Staters Taushed. Efter Slaget ved Leipzig og i det
Øieblil da Danmark, med mere Sandhed end Hlogffab, havde i offentlige Grllær
ringer fortlaret fine Grunde til fiendtlige Korholdsregler mod Rusland og Preusjen,
flod Danmarf faa godt fom ene paa ben nordiffe Balpladé mod en Slare af »
moægtigfte Fiender. Napoleon, til hvem bet nyligen havde fluttet fig ved det nøiefte
Befyttelfes-Forbund, havde paa Leipzigs Sletter tabt Prifen for alle fine Seier⸗
vindbinger, og maatte fom Flygtning ile tilbage til Frankrige med et Fragment af fin
fore Armee, Iytkfelig om han hunde bevare Frankriges Grændfer, og uden Haab om
Finantſernes ſtigende Forlegenhed.
myenfinde at ſaae den afgjørende Stemme i Europas Anliggender, fom han havde
pkt. Sun Davouft var tilbage i Hamborg med en Hærafdeling, fom langt fra var
he talrige giender, ber omringede ham, voren, og benue Generals enefte Attraa var
dt medde fine Krigere for fin flagne og forfulgte Keifer, ubeymret om hvorledes det
gå Fraukriges fvage Ullierede i Norden, hvis Stjebne glemtes under den frore Kamp
ma fv og Død, og fom Navoleon ille mere funde yde den ringeſte Beflyttetfe.
Under bisje Omftændigheder væltede flore Starer af Flender frem imod Danmart
g trudde at overfvømme bets frugibarefte Provindjer, medens det kun havde en liden
far at fætte imod den fore Overmugt, og dets Finantfer vare Å den allerbedrøves
fyr Forfatning. Danmark endte denne ulykkelige Krig under Forhold, fom vare
medie mod dem, hvorunder ben begyndte. J 1807 flod den Armee i Holten,
fn fhulde bruges i Sjælland, nu flod em for Decl af den Krigesmagt i Sjælland,
in fulde bruges i Holfteen. Men om hele Danmarts og Norges Krigémagt havde
veret fondet ved Porten af Danmarls Grændfer, faa vilde ben ilte have funnet
mila de Harmasjer, fom mylrede frem mod de danfle Stater, berufede af Seier
aet den mægtige Ketfer. Der kunde ikke være Sporgsmaal om Udfalbet, kun om
urbe Vren, og danft Blod frulde atter, unyttig med Henfyn til Refultatet,. ofres
ma dennes Ulter. Senere Blade ville vife, hvorlunde Gaaden loſtes.
Eeunogtredivie Capitel.
Begivenheder i Rorge 1813. Chriſtian Frederiks Virkſomhed.
—
nr befandt fig imidlertid vel umiddelbart udenfor Krigens Radſler; men det
fenpede forøvrigt med haarde Lideljer. Følgerne af det afvigte Aars Misvært havde
Nå fig faa meget ubefbigere, fom Farten paa England i denne Sommer var meget
miiæntet, og Komfarten imellem Danmart og Norge, under be engelfle Krydſeres
genhed og De GSvenfles hemmelige Korfølgelfer, var omgiven med fore Jarer.
Ul Gothenborg vare flere med Kornlicencer forfynede norſſe Hartøier indbragte af
nylte Krydſere, men da disſe af Admiralitetsretten i London bleve frikjendte,
mgtede Landshøvdingen under intetfigende Paaſtud at lade dem afgaae. Det var
utbenbart, at det fvenffe Cabinet forberedede Udførelfen af dets politifle Planer med
n til Norge ved at vanfteliggjøre dets Providering, eller i det mindfte lade
lene blive en Følge af dets vilkaarlige Udelmod. Danmark havde desuden, fom
merfor vii, ingen Dverflod af Kornvarer. Til at udholde disfe Lidelfer var imids
ktib en for Deel af Nationen fiyrfet ved Udbyttet af Licence-Farten, der nyligen
hate fyldt Ubfribernes Kasſe, og fom, endffjønt i dette Aar befværet med fore
ringer, endnu iffe var aldeles ophævet. Den Velftand, fom derved udbredteg
hen emfelte Sander, fom ogfaa be ringere Stænder tilgode, og felv Pengeforværringen
drog til at forbedre bisfes Stilling. Den almindelige Mingeagt for det cireulerende
Ja, hvis Vard bagligen fant, gav Anledning til fore og hurtige Omfætninger,
og til et fortfat Omløb af et Rummerair, fom intetſteds lagdes paa Kiftebunden.
m Pengeſum var indloben i Kasſe, fluderedes der paa at fætte ben i en ny
elje, da Eierne den paafølgende Dag maatte vente en mindre Værdi for den
Så den foregaaende. Der flede faaledes idelige Kjøb af Giendomme, Bygninger af
Ut Slags opførtes og repureredes, alſtens Urbeidere holdtes i idelig Bevægelfe, o
Landmanden benyttede Øiebliffet til at foretage Grundforbedringer ved Hjælp al
Mti Drerflod cirtulerende Bapir. Dertil faktes ifær den Landmand i Stand, der
314 Andet Tidarum 11. Eenogtredivte Gapitel.
etede Jordegods af nogen Betydenhed, hvis Producter han med Sine iffe unde
fortære, men kunde bringe en Deel deraf til Torvs. Thi Maret 1813 var et af
Landets frugibare, og Korn og Føbemidler flode formedelft udvortes politiffe Omftæn»
bigheber og en befværet Tilførfel i høt Priis. Men fedfe blev der en ulytteltg
Gtare tilbage I de høtere og lavere Clasfer af Borgere, der ikke inddroges i ben
ftore Birtfomheds Kreds, og fom fulfede under Mangel paa Brodkorn, og under
Savn af Livets førfte Fornødenheder. En anden Deel af Landets virffomme Borgere
forlebedeg ved Pengenes funne Bærd til Mjøb og Omfætninger, fom i Tidens Løk
undergrøve deres borgerlige Belfærd. Øiebliftets Fordele af Pengeforværringen vare
flygtige og forbigaaende; forbærvelige Følger lagde fig ofte ved deres Rod, og den
falffe Velſtandskilde naaede ikke engang alle Borgerclusfer paa den Tid den randt;
men den Korvirring, fom fulgte berpaa, da det Onde frulde afhjælpes, var langvarig,
nedbrod Belftanden paa flere Steder, og bragte Forvirring i alle borgerlige Forhold.
Imidlertid formorkedes Udfigten til Fremtiden formedelft den fig alt meer og
meer nærmende Krig, og GStatsfasfens dermed forbundne Forlegenhed. Paa flere
Maader føgte Megjeringen at tomme GStatsfasfen til Hjælp, deels ved at forege
Landets GStattepaalæg , deels ved at firere Jndtægterne til beftemte VBærdier, fom
vare uafhoængige af det vaklende Pengevæfen; men ingen tilftrætfelig Hjælp tunde
paa denne Maade tilveiebringes; thi Landets Belftand aftog, og Handelskraften lam⸗
medes alt meer og meer under tryffende Tidsomftændigheder. Under 14de October
paalagdes en Afgift af 8 pGt. for engang paa Varer, fom fandtes i Forraad til
Salg, til Bearbeidning, eller til om fængere Tids end et Uars Forbrug: „ſaaſom —
hedte det — Kongens nærværeride Jndtægter ikke ere tilftrærfelige til at afholde de
overordentlige Udgifter, fom Gonjuneturerne, og tfær Forfvarsvæfenet, have gjort
fornødne.” Men Paabudet tunde ikke bringes til Udførelfe, fordi be Begivenheder,
fom fylittede Rigerne av, nx fulgte Slag i Slag paa hverandre. Under Bde Sep⸗
tember befaledeg, at alle Toldafgifter i Danmart og Norge ſtulde erlægges i rede
Solv. Men ogfaa dette Paalæg berigede ikke Statskasſen fynderligen, da Skibs⸗
farten i Norge formedelft Licencefarten8 Ophor var faagodt fom afbrudt, og besuden
ben Aarstid nærmede fig, ba Skibene lagdes i Binterleie, og hun de vare i Bevær
gelfe, fom vare beffjæftigede med Kornfarten. Denne maatte mu igjen paa afle
Maader opmuntres, da Krigen med Sverige forsgede de fiendtlige Krydferes Untal,
t bet nu foenfle og engelffe Kapere og Drlogsfurtøier kappedes om at opbringe alle
norfte Fartoier, ſom fandtes paa Havet. Fra Norge unde faaledes ingen Indtogts⸗
tilber ventes til Berigelfe for den danſte Statskasfe. Norges Kornforfyning krævede
igjen fore Ofere, og maatte opmuntreg paa afle Maader, naar ifte Norge ſtulde
blive et fet Bytte for Statens Fiender. Pramierne for Vilførfet af Korn bleve
faaledes forøgede, og den lille Flotille af Rutterbrigger, fom fandtes i norſte Havne,
bleve fatte i Bevægelfe, for at beftytte Kornffibene i det mindfte mod be mange
ſvenſte Kapere.
Danmark fparedes visfeligen heller ikke for nye Skatter og Paalæg. Under
25de October udfkreves en Mobilieftat af af rørlig Formue, fom beftod af Indbo,
Hunsgeraad og Bohave, der frulde erlægges i Forhold til fammes Mængde og Vardi.
Under 29ve October paalagdes em ertraordtnatr Morn: og Fourage-Leverance af Agers⸗
og Gngs-Hartforn i Danmark: „deels til vor Ljenefte her i Riget, og deels til
vort Rige Norges Providering.” Leverancen flulde beftaae af Kornvarer, Ho og
Halm, og Betalingen nærmere beftemmes. Men Intet viifte mere Statens Forles
genhed for at reife be fornødne Jndtægter end Den offentlige Auction, fom i Octbr.
Maaned blev afholdt paa Kjøbenhavns Børs over Kotnvarer, der førft i Tidens Lol
flulde leveres. Paa denne Auction dpraabtes mod contant Betaling 8,000 Tønder
Rug, 12,000 Tønder Byg, og 4,000 Tønder Havte, der i mi vis Tid ſtulde
fomme aarligen i de Høiftbydendes Hænder. Dette Parti øpraabtes paa 10 og 20
Aar, og frulde endog udvibeg til 40 Aar Men itte heller hetaf opfylbtes Henfigten;
————==—="=0— == GJE == — — — — — — —7 — — — — — — — — — — — — — === ——— ⏑
Foranſtalminger for at ſtaffe Korn og Penge. 315
fi under ben hetænfelige Stilling, hvori ben danfte Stat befandt fig, var der ikke
mange Giebhabere. Til faabanne Midler maatte Etaten tage fin Tilflugt, da Sed⸗
deffabrikationen var flandfet, og bet fongelige Ord givet, at der iffe fruldbe udſtedes
fa Sedler end ved Forordningen om Pengevæfenet var beftemt, medens der paa
hen anden Side var et førgeligt Forhold mellem Statens Jndtægter og Udgifter.
Iſcer blev den Udførivning, fom ved det norffe GStatholderfrabs Placat af Ste
Octeber 1813 blev paalagt Agershuus og Chriſtiansſands Etifter til Armeens Brug,
tryffende for mange Egne i Norge. Statholberen følte dette, og fandt derfor fors
ment at indblede Forordningen ved eu Opmuntring til Folket. „Nordmands Troſtab,
bebte det, Pan itte roffes ved en trædff Fiendes Rænter; men bisfe nødvendiggjøre
Sdvrforfvar, og have fremægget Krigen. Norfle Mænd værne om Norge, og Hvo
ber et felv fører Bærge, opfylber med Glade den Borgerpligt at forfyne bisfe brave
Strdemænd. Efter en med Etandhaftighed overvunden Prøvetid har Forfynet vel:
font Landet med Jordens bedfte Afarøde, fom rigeligen forfyner dets Indvaanere,
batil Biftand af Fødemidler for fommende Aar ved Kongens kraftfulde Foranftalt:
vinger og gode Borgeres Medhjælp fan tilføres. Det vilde være tilftrærtetigt i
denne Metlemtid at fige til Nordbmænd: Lader ikke Gders Sønner, fom værge for
kandet, favne Brød, og al Mangel frulde afværges, men ber bør førges for, at
isje villige Unftrengelfer iffe blive byrdefuldere for de nærmere end for de fjernere
Game, bvis Beliggenhed bog tilfader at forfyne Armeen med Laan af Kornvarer,
faefom og at denne Biftand ydes med den Lettelfe, fom Orden i Foranftaltningerne
fa Øvrighedens Side og Omftændighederne muligviis tillade.” Belobet af det Korn,
fem i Folge denne Placat maatte leveres til Armeen, frulde nærmere beftemmes ved
Eamlatr-Strivelfe tl de forffjellige Overøvrigheder. Det Halve ſtulde leveres ſtrax,
og den øvrige Halvdeel forblive i Eierens Værge, dog under den Betingelfe, at den
å maatte røres indtil Brugen deraf anviiftes. Som Straf for be Udeblivende eller
Crendrægtige beftemteg, at der Mulde fevereg bet bobbelte Qvantum t Vilfælde af
Pig Mistighed ved Leverancen. midlertid var vet Hele fun at betragte fom et
Quan, der frulde tilbagebetales Mvderen inden 3 Maaneder efter Leverancen med em
Eheppe Overmaal, figefom og Transportſtydſen til og fra Magafinerne flulde udredes
d Etaten. For den frugtbare Deel af Norge, fom hører til Hovedftadens Opland,
harde denne Udffrivning Intet frygteligt, ba Maret havde givet en god Ufgrøde, og
Mefe Egne tildels funne fælge Korn af den indhøftede Avl. Men paa Veftlandet
vr Sværtfættelfen af benne Foranftaltning forbunden med fore Banftetigheder, og ftore
Retfler ubbredtes over mange af bisfe Cane formedelft benne Ubdflrivning. Lands
anden bringer der intet Korn til Torve, og Å alle Skovegne maa han gjøre betys
belige Indkjeb af Sornvater til fin Huusholdning. Kyfterne vrimle af Mennefter,
der foge deres Næring ved Søen og Fifteri; og hele Vinteren igjennem tiltrænges
Morn frå Udlandet, fom faft udelukkende er VBefttyftens Korntammer. Leverancen
fe imidlertid ogfaa paa Beftlandet uden Knurren, i Overbeviisning om at Foran»
faltningen var fornøden för at proviantere Armeen; men Budet opvatte Mismod og
amnat for Fremtidens Farer blandt disfe Egnes Beboere.
For end videre at opmintre Vilførfel af Kornvarer blev under Gde Octohét
fa Statholderffabet beljendtgjort en Præmie-Forhøielfe for Indforſel af Korn, fom
tder 13de September var befluttet af Danmarfs Konge. Denne Præmite beftemtes
Vee Gang til Skipper og Mandfrab, og udgjorde fra 13% til 24 Rbd. Com-
mercefoæften, éfterfom Kornet leveredes enten GSøndenfjelds eller Nordenfjelds, eller
mbførtes i en ibeffadiget eller bedærvet Tilftand. Derimod bortfaldt den Afladerne
| tilftaaede FIndførfelspræmie. Da Søen vrimlede af fiendtlige Krydfere, vilde man
dewed opmuntre de GSøfarende til at undertafte fig de med Kornfarten forbundne
- garer for Opbririgelfe og UArreft i fremmede Lande, medens ber vare trufne andre
Foranftaltninger til Bedfte for Ufladerne, ved at aabne dem Adgang til be offentlige
Magafiner, og tilfaae dem en pasfende Nbdfættelfe med Betalingen. Der fandt ogfaa
344 Andet Tidsrum II. Eenogtredivte Cavitel.
Asſociationer Sted ifær paa Oſtlandet, fom ſubſtriberede betydelige Capitaler til
Indkjob af Kornvarer, der beførgebes deels ved Commisfionairer i Danmarf, deels
ved Ugenter, fom fendtes fra Norge fel. Paa Beftlandet fandt faadanne Indkjsbs⸗
Forbund lidet Sted, men enkelte Privatmænd vare der, af ovenfor anførte Uarfager,
under hele Krigen mere virkſomme med Henfyn til Landets Forfyning. Et Hed
for Norges Providering var Det, at ber endnu var betydelige Kasſer i Landet, fom
en Følge af Licencefartens Ubdbytte, og Det var endnu paa den Tid em almindelig
Stemning i Landet, at bringe ethvert Offer for at undgaae Farer, fom paany truede
be tvende Rigers Forbindelje. Saa vigtig anfaaes derhos Korntilførfelen paa den
Tid, at der ugentligen gaveg i de offentlige Tidender en Beretning om de Korn
wantiteter, fom vare indførte deels for offentlig deels for privat Regning, og meſten⸗
beelg overftege disſe hine.
Alt fom Krigens JFarer nærmede fig meer og meer de forenede Riger, bleve
Goranftaltningerue meer alvorlige og mangfoldige. I September Maaned udgaves
en fongelig Befjendtgjørelfe angaaende VBefidderne af fafte Giendomme i Danmark og
Norge, fom opholdt fig i Udlandet. Disje befaledes at indfinde fig i de forenede
Miger inden Januar Maaned 1814, eller for vedfommende Hvrighed at indjende
fylbeftgjørende Forflaring om Warfagerne til den forlængede Udeblivelfe. Forſemtes
bette, ſtulde de tilfvure det Dobbelte af alle directe Skatter og Ufgifter af deres
Gienbomme, fom nu vare paabudne eller herefter paabødes. Faſte Eiendomsbefiddere,
fom ved udbrybende Fiendtligheder maatte flaae i fremmed Mrigstjenefte og ike uføre
tøvet toge Afſted fra denne, ffulde taale deres Eiendomme fequefirerede.
Men ifær frævede den herffende Pengemangel, Peugemæjfenets Forvirring og
Næringsveieneg Standsning Regjeringens Opmærfjomhed. Norge befandt fig i em
ifoleret GEtilling uden de fornødne Midler til at fætte fig i Forfvarstilfand mod de
Nabomagt, ber betragtede bet allerede, i Følge det flore Raads Samtykke, fom forenet
med famme, og til at tilveiebringe de foruødne Fodemidler, medens Nordjøen var
opfyldt af fiendtlige Krydfere. Det lod til at være disfe Fienders Henfigt at gjøre
benne Grobring let ved et flrengt igjennemført Udbhungringsfyftem, og dette vilde
bedft inærffættes, naar det Iyffedes Fiendben under Vinterens Løb at forhindre Kors
tilførfel. Faren nærmede fig alt meer og meer, og man maatte være betænkt paa
at gaae den imøde. For Oieblikket havde en god Høft bortfjernet disfe Farer, den
forbeelagtige, nyligen ophørte Licencefart havde ſtyrket Landets Formueskraft, og ved
ben tvungne Udfrrivning, tillagt det Forraad, fom fandtes paa de fongelige Magaſinet
og bagligen forøgebes, var der for Vinteren nogenlunde førget for Armeens tarvelige
Forfyning. Sveriges Hoved⸗Armee befandt fig under Unførfel af den fvenfle Kron:
priuds i Tydſtland for at bidrage til ben flore Keifers Fald, og det huvde hverken
Penge eller Folk til med Ulvor at føre Krigen i Norden, faalænge dets Hovedftyrkt
befandt fig i Syden. Det fom faalebes an paa at benytte det ffjebnefvangre Øiebld
til, paa ben ene Side at bevare Nordmandens Froffab mod ældgamle politifte Fors
hold under Næringsveienes Standsning og under truende Farer, paa ben anden Side
at fætte Riget i tilbørlig Forfvarsftand under Fiendens mulige offenfive Forhold.
Til at bevirke dette behøvedes det Middel, fom til alle Tider har været anfeet for
det vigtigfte Krigs-Element, nemlig Penge eller et Repræfentativ, der funde anfers
gyldigt i det borgerlige Livs Omfætninger. Den danffe Rigsbank unde ikke fomme
Norge til Hjælp med den fornødne Ynderftøttelfe. Dens Sedler faldt bdagligen,
fordi Banfen var anlagt paa en ubeqvem Grundvold, medens Statens voyende Ud-
gifter under en farlig Krigstilfiand gjorde faadanne Skidt nødvendige KL at veife
Benge, fom maatte fvæltfe Bankens Credit, og gjøre Brud paa de meeft hoitidelige
Lofter. Den havde fun lidet Sølv i fin Kjelder, og de pantfatte Eiendomme, fom
ſtulde give Sedlerne Gyldighed, kunde ikke forvandles til realifable VBærdier, der
afene begrunde en Banks Unfeelfe.
Under disje Omftændigheder maatte bet overfades til Norge ſelv ag reife de
Planer til en norft Banuk. Grev Wedel i Kjøbenhavn. SiT
feeder Midler til at proviantere fig, forfvare flg og gjennemgaae be Troængfler,
an fanbfede Ræringsveie maatte foranledige. Den danfle Regjering begyndte at
nilte Rorgeb Vrang til Gelvftændighed i fit Pengevæfen, ifær under en ifoleret
Hiffend, og maatte overlabe det felv Valget af de dertil fornødne Midler. Den
farlagbe ben norife Statholder denne Gjenftand til Underføgelfe af de locale Forhold,
af Borgerne Vilbøielighed til at mderftøtte Regjeringens Henfigt ved Oprettelfen
den henfigtsfvarende Indretning. J ben Anledning verlede Prinds Ghriftian Yrer
lt Breve med flere af Landets Borgere, hvori omhandledes Planen til Oprettelfem
fo Sant og den henfigtsmæskigfte Maade, hvorpaa Pengevæfenet kunde ordnes.
der fenvendte fig i den Henfeende ogfaa til Forfatteren i et Brev af 7de GSeptbr.,
fom befoaredeg fort efter. fit Svar gjorde Forfatteren opmærtfom paa Ubeqvem-
keen ef den Grundvold for Banken, ber var foreflaaet, fvarende til den, hvorpaa
la danſte Bant var funberet. Derhos føgte han at vife, at bet nærværende Øteblil
vr uiliftet til at ffaffe de rede Midler tilveie, fom alene betragtes i Udlandet fom
a gyldig Baluta. * , Rationens Mangel paa Indtagtskilder — hedte det i dette
do — og RationalsInduftriens Standsning gjør Norges Handelsballanee men
vnberlagtig enb ben længe var, hvoraf følger em flørre Udflydelſe af Solvets
uble Neprorfentativer fom alene for Tiden beftaaende i Handelsſtandens ubenlandfle
fam." Da Stove og Saugbrug ogſaa vare anførte i Planen fom et Funderingø»
nbtel for Vanken, gjorde han opmarkſom paa, at disfe, formedelk deres ubeftemte
Sen under omfriftende Øandelsconjuncturer og Eierens meer eller mindre omhyggelige
Skandling deraf, vare enbnu mindre friffede til Underlag for Banken end bet fafte
Jerbegobé, der ſtyſder Agerbruget fin Hovedværdt. Han meente ſaaledes, at fun
mlenidige, og iMfe gjennemgribende Horanftaltninger , ber figtede til Pengevæfenets
filt Regulering, nu funde gjøres. Han ender Brevet faaledes:
Det være mig til Slutningen tilladt at gjøre Deres Høihed opmoærtfom paa
bd farlige Omftænbigheder i Landet med den Frimodighed, fom fun finder Unds
ing i Tidernes Forvirring, ber berettiger enhver Borger, fom er fig fin gode
feft bevidſt, til frit at yttre fine Tanker. Finantsvæfenet har naaet en Korvirs
ekgad, hvortil Hiftorien iffe fan fremvife Lige, og det er efter min Mening faare
føfigt at fade Mationen føle Følgene deraf i em høiere Grad, end Mødvendigheden
Mår. Det er umuligt at raade Bob derpaa faalænge Handelen fover, og alle de
dfuantjernes Beftyrere foreflagne Palliativer — endog de, ber ved Kongebud have
ft Levens Etempel — ere aldeles utilfrættelige til at afværge Landets Nød I
han denſeende, og funne derfor umuligen beftaae i deres nærværende Form, men
Bi frandreg, naar engang Fredens Lyfte frjæntes og. Den danſte Stat er førs
Wet en udvortes Politit at betragte fom et rorleſt Skib, der tumler om paa
fart. Eiſteds fommer det vel Å Havn, og da er det Tid at falfatre det. Men
te dieſe Foranſtaltninger fra Finantsveſenets Side, fom frulle læge det for Tiden
ige, forvirre ben handlende og cultiverede Deel af Nationen, og gjøre den mere
Mg for em Statsforandring, end den ellers formedelft fin Kjærlighed til det
hale Dynafti og Had til Naboftaten vilde være. Den flørte Deel af Rattonen
le nepe den Grad af Gultur, at den er tilbøtelig til at opofre fin egen borgerlige
Bifaighed for Gfterflægtens — og jeg fpørger frimodigen, hvillen Stilling fan
Me frhgteligere og wufordeelagtigere end Norges nærværende? Jeg tilftaner oprigtig,.
tg ille vilde hoiagte Den norffe Handelsſtands Kundffaber, derfom den bar fit
—
—
— — — — —
I derfatteren maa ber gjentage en Bemarkning, fom ban før har gjort, at Laſerne
maaſtee ville finde det ubeftedent, at han faa ofte Indfører fine egne Breve og Be:
tragtuinger fra hiin Tid: men han bar ingen filtrere Kilde til den Tida Hiſtorie i fit
— Berge, og han tiltager fig itte nogen Dom over bered Bærd. Hans Stilliug Å den
Did, om mange Mennefters Horforger under vanflelige Tivsomitændigbeder, maatte
twerigt give hans Billeder og Betragtninger em mørt Farve.
v
218 Undet Tidsrum II. Eenogtredivte Capitel.
Solv til en Bank, der er grundfæftet paa en faa ubeqvem Grundvold fom den pros
jecterede, og fom har en Masje af Sedler at bære paa, ber evig vil hindre dens Flor,"
„Den anden farlige Omftændighed er Kornpriferues høie Standpunkt — bør i
Forhold til de ringere Clasſers Daglon og Midler til Erhverv, under Frygt for al
be endnu flulle flige høiere. Denne Omftændighed vil bringe den fattige Dagleier,
Strandfidder og Huusmand i en fortvivlet Tilftand, og ogſaa han vil gladeligen oms
bytte fin Glendighed med hvilkenſomhelſt Forandring, ber bydes ham, enten af den
ene eller anden Regjering. Deres Hoihed fan i Deres Stilling ikke lære at fjende
Landets Rød, fom den findes i Elendighedens Hytte; men i disſe ynkverdige Mens
neffers Navn beder jeg Dem tage denne Sag i nøiere Overveielje, og ikke voldgim
den fattige Almue til Privates Forjørgelje alene, fom jeg i Sandhed ikke troer kunne
raade Bod paa Landeté Trang. De Opoffrelfer, fom maa gjøres, ere ſtore og ufors
holbsmæsfige til Statsfraften, men med Forſynets Biſtand er det Uſtyidighedens og
Netffaffenhedens fidfte Unftrengelfe mod Bold og Uretfærdighed 1). -
Det lader til at den danſte Regjering paa Grund af Statholderens Judſtilling
opgav foreløbigen Ideen om Öprettelfen af en Bank, og lod det blive ved at tilfaar
Oyrettelfen af en privat Laanetasje, hvilket ſtede ved Rejfeript af Mde October,
Til at tage denne Sag under nøtere Overveielfe udftedte Prindjen derefter em Ind⸗
bydetfe til 72 af Landets formuende og indfigtsfulde Mænd til at møde i Ghrifis
anta, for deels at gjøre et Udkaft til Jndretningens Detail, deels til at lægge en
alvorlig Haand paa Varket felv ved en tilftrættelig Subffription. Byerne Bergen
og Throndhjem fendte en Deputation af felvvalgte Mænd til dette Møde?). I denne
Forfamling fandtes imidlertid iffe den Mand, der i alle Henfeender maatte anjerg
competent fremfor Rogen, faavel formedelft fin Etiling i Etaten fom dens forde
Nosfesfionat, fom formedelft fine Indfigter, til at deeltage i faa vigtige Forhandlins
ger. Men den banfte Konges gamle, med Henfyn til dens Metning ikke ugrundede
Mistanke til Grev Wedel var igjen vaagnet, og der frygtedes for, at hans befjendte
Politit med Henfyn til den flandinavifte Halvøes Forening frulde vinde Fremgang
under ben betæntelige Stilling, hvori den danſte Stat befandt fig. Man faldte ham
faafebeg fra en Skueplads, paa hvilken hané ubdmærkede Perjonlighed og vigtige
Stilling i Fædrelandet kunde afgjørende indvirke paa Begivenhedernes Gang, og Prinds
fem faae gjerne en Mand bortfjernet, der aabent for ham havde lagt em politiſt Me
ning for Dagen, der altfor meget underftsttedes auf Dagens Begivenheder. Som
Paaflud til Wedels Nedkaldelſe til Danmart maatte Univerfitetsjagen tjene. Univer⸗
fltetet var friftet og nogle Brofesforer udvalgte; det var befluttet, at Bygninger ſtulde
opføre8, og at Jndretningen i det Hele frulde fættes paa famme Fod fom i Kjoben-
havn. Nu hedte det, at den fidfte Haand alvorligen flulde lægges pan Varket, og
bet fyntes fom den danffe Konge et funde betjene fig af et beqvemmere Redſtab end
den Mand, der i høt Grad dengang befad Nationens Tillid, om hvis Judfigt og
Dygtighed der fun var een Mening, og fom faa rigeligen felv havde udſtyret Univerifitetet.
Wedel felv anede imidlertid fet den funde Uarfag til Kongené Nedkaldelfesbud, og
lod flg ei blende af den heie Grad af Opmarkſomhed, hvormed han behandledes une
der fit Ophold i Kjøbenhavn. Aldrig var han bleven behandlet med faa iøinefals
bende Bevifer paa udvortes Gunft. Der var ingen Gude pua Jndbydelfer til Hot
bineer; han havde hyppige Uudientfer hos Danmarls Konge, der alle havde det vene
figfte Unftrøg; men ben Hovedfag, hvorfor han tilfyneladende var faldet, behandledes
med Luntenhed, og en Mand af Wedels Starpfindighed funde iffe være i Fvivi om
— —
') Brevet ender med ben Bemærkning, at Forfatterend egen Stilling ci har foranlediget
dieſe Betragtninger, da han i den Henſeende var beroliget.
5) Til dette Møde indfandt fig ogfaa Forfatteren efter Prindjens Judbydelje-af 17de Ne:
vember 1813. See Bilag 65, ſom indeholder det kongelige Retcript i den Anledning.
ae
En Laane: og DiscontosKasje friftes i Ghrifttania. 319
ha fanbe Mening"). Da Rorges Skjebne var afgjørt, forløvedes Greven i al Stil⸗
bd; thi Danmarks Konge opgav alt Haab om de nordifte Rigers vedvarende Hor-
sing, og havde ingen Grund mere til at holbe en Mand tilbage, hvis Planer har
penerede med Nordens nye, um af den danfte Konge felv vedtagne Politit. Striden
inellem Frederik den VI" og Wedel var nu endt; thi Frederiks redelige Sind tillod
hm itte ved hemmelige Madinationer at undergrave de Korpligtelfer, han offentligen
fade indgaaet, og det faa nu ikke længere i huns Plan at neutralifere en Mands
Srffombed, ber paa faa mange Maader funde gavne fit Hædreland. Dette var ilke
bet eneſte Spor af Frederik den VItes vedvarende Jnteresfe for Norge. -— Derimod
uttes en ny Strid imellem Prinds Ghriftian Frederif og Grev Wedel, fom reifte
fa af den danſſe Brindjes hoie Blaner at bygge fig em Trone i Norge, eller det
uindfte ved en faadan Mellemact at berede de nordifte Rigers Gjenforeming i et fjers
um Tibepuntt — Planer der ſtilede flik imod Grevens Begreber om hvad ber tjente
tat fremme Norges politijte Held i Fremtiden.
Det feromtalte Møde fandt Sted den 155e December i Gtrifttania. De 72
nladte Mond forfamledes i Gathedralffolens Hørefal; Prindſen felv indfandt fig i
gørfamlingen, og fra dem Taleſtol, fra hvilten Gtorthingets Forhandlinger i Tidens
fylte fededes, holdt han følgende Tale til Forfamlingen:
norges Handlende, Brugseiere og Jorddrotter, famlede her, for med redelig
Siie at bidrage til Fædrelandeté Tar»! Jeg byder Eder velkomne i Kongens og
Sanelandets Navn! Uudfigelig tilfreds føler jeg mig, omgiven af oplyfte og agibare
Semænd; med Glade feer jeg alle Befværligheder overvundue for, felv fra fjernere
ane, at møde i en Forfamling af Medborgere, fom Ulle have eet og famme Fors
wa. Men vigtigt er det, og Hvo føler ei det? Hvor befønnende for foædrelandfk
fndede Mænd at virke til Statens Bedfte! MNæringsveie fulle ophjælpes; den Ult
såtyffende Pengemangel tildeels vige for den Jndretning, fom privat Credit i Dag
gmdiægger. Bor gode Konge har med Glade opfyldt det Ønfte, Veg, ſtolende paa
as Biftand, foredrog ham fom en VBelgjerning for Norge. Han har villet aabne
fer et Betalingsmiddel for Landets førfte Nødvendighed, Korn, og Magafiner fulle
jjeraem den Indretning frabes, hvilte i Fremtiden frulle fitte Nationen mod Hun
geransd, og fpare Opoffrelfer lige dem, der i dette Tidspunkt kræves. Erkjender
tilfuide denne Belgjerning, Medborgere! og lad denne end mere oyflamme Eders
Sar, Eders Følelje for det Bært vi mr begynde, og hvortil jeg af ganfte Hjerte
Bimffer Eder. Grundiægger Varket med Indfigt, bygger bet med Tillid, da ſtal
bit frones med Held !-
Gfter denne Indledningstale legitimerede fig de Mødende, fom tildels mødte
prfonligen efter Starholberens umiddelbare Indkaldelſe, deel ved Fuldmagt efter ved»
fmmende GStæders Valg, og deres Navne indførtes i em dertil indrettet Protokol for
de førfte Conſtituenter af Norges Laanes og Discontokasfe. Efter Prindfens Forflag
-— — — —— — — >
ry Forfaneren bar af Grev Wedels egen Mund efter hans Tilbagekomſt fra Danmark hørt
Refultater af denne Reiſe, faavelfon hans Begreber om dens Beſtaffenhed fremſatte,
jom anført. [Imidlertid finder viſtnok her cm Forvexling Sted i visje Henfeender.
Øet var i 1811, at Grev Wedel blev nedkaldt til Kjøbenhavn fom Medlem af Com:
misfionen for et Univerfitet i Norge, men denne var færdig med fit Forflag I Foraaret
1812. „Derimod var — jaavidt jeg bar hørt, bemærter I. Chr. Berg ved Dette
Sted — hans Reiſe til Danmark fidt i 1813 gjort af egen Drift og i private An⸗
figgender.” — Saavidt vides blev Grev Wedel fun een Gang, nemlig Å 1811, taldet
til Kjøbenhavn, og det faa plubjelig, at han ved Jilbud hentedes fra Hallingdal,
hvor han jom Amtmand var paa Thingreijer. Han reifte famme Stund derfra, var
mogle Timer hos fin Familie paa Bærum, gil fra Tønsberg i en Dætsbaad til Soes,
fil en ujævvanlig geldig Bør, og overraitede ſaaledes Vedkommende i Kjøbenhavn,
øm, efter Rygtet, ſtulde have havt i Sinde at Aanlægge $Heøiforræderi: Sag mod ham.
ter emgangsmaaden hermed var endda ei aftalt, og Norges Univerfitet maatte ba
tjene ſom Grund for hans Indkaldelſe.
229 Andet Tidsrum IT. Eenogtredivte Capitel.
udbnævntes derefter en Comittee, beftaaende af 15 Medlemmeri), fom ſtulde udarbeid
Gonventionen til Prøvelfe i den ftore Forfamling, ligefom Brindfen udnævnte Stift
amtmand Thygeſon til at fungere fom Formand, naar Brindfen et felv var tilftede,
og ved hang Side udnævntes Carften Anker, Agent Nielfen og Carften Tank for a
beførge det Fornødne. Forhandlingerne varede til den Ste Januar, da Gonventtoner
var færdig og gjennemgaaet; men bet vilbe være overfløbigt at gjøre Læferen bekjendi
med dens Jndhold og Bogftav, der begroveg under den ſtore ſtraf paafølgende Stats
omvæltning, endffjønt Mødet fen øvede fin indirecte Indflydelſe paa Fæbdretandet
Stilling i Jremtiden. |
Under dette Møde fattedes der ikte paa feftlige Forfamlinger, i hvilte Sang
bleve affjungne til Prindfens Are, va hvori Staaler, pasfende til Fædrelandets Stil:
ling, udbragtes. Iblandt Forfamlingen udmærtede flg fær Bergenferne Meyer o
Boſchen ſom herlige Sangere, og deres Stemme hørtes flittigen i Sange, tilbe
mebbragte fra Bergen og forfattede af Digteren Lyder Sagen. De Haa, fom endm
leve, ber vare tilftede ved disſe Gilder, ville med Forfatteren erindre, Hvilket Indtryl
bisfe GSange gjorde paa Gjæfterne, Tiden, Stedet og Foredraget felv gjorde den
til de høittbeligfte Bordfange, Forfatteren nogenfinde har hørt. Gtiftamtmand Thy
gefon viifte Forfamlingens Medlemmer den meeft gjæftfrie Opmærffomhed, og i Hand
Huus forfamledes disfe ofte til den Munterhed, fom under Landets daværende Stil⸗
ling var mulig. Desuben gaves Prindſen af forftjellige Byens Borgere Fefter, hvors
til Flere af Jorfamlingens Medlemmer vare tndbudne, og i nogle af disfe gif Jules
Sypøgen, fom i Gbriftianta paa den Tid og fær fort før, i VBegyndelfen af dett
Aarhundrede, i enfelte Hamilier var i fin Flor, ſtundom Iyftigen for fig. GSlæde
farter under Gafteltog, Jule: og Pantelege anftilledes, og Prindfen felv tog frundom
Deel i denne Munterhed, og forherligebe den ved fin perfonlige Elſtverdighed. Ove
hans Vaſen hvilede dog fædvanligen ben Alvor, fom Tidens Criſis gjørde naturlig.
Imidlertid formaaede denne Munterhed iffe at frembringe nogen almindelig glad
Stemning blandt Forfamlingens Medlemmer. Fadrelandets Stilling nedtrytte AT
Sind, og Opmærtfomheden var med Frygt og Wngftelfe henvendt pan den fore
Scene i Holfteen, fom afgjorde Fædrefandets Stjebne. Desuben vare de flefte Med:
temmer nedtryfte af Betymring over den Hungersnod, fom truede Landet pan den
Tid formedelft Korntilførfelens Banftelighed, og de, fom frode i betydningsfulde Birk
fombedsforhold, heftede Tanken lidet ved Fefterne, ja felv ved de Urbeider, fon vare
Mødets egentlige Henfigt, og af hvilte de under nærværende Omftændigheder ikfe hurde
fpaae Landet fore Frugter. Hiin Gjenftand for en almindelig Wngftelfe, og den
mørte Ubfigt til Fremtiden, var det almindelige Underholbningsftof iblandt ben alvor
ligere og betydningsfuldere Deel af Forjamlingen, og disſe toge med en vis Mod»
bydelighed Deel i de muntre Gilder, hvormed Tanken fjernedes fra Dagens Gorget.
Det førfte Spørgsmaal I alle Forfamlinger var ftedfe Dagens Nyhed fra fyblige Egne,
og faa ofte de Deputerede modtes, verleded fortroligen de Beretninger, fom vare hver
Enkelt ihændefomue. Prindfen og hans Fortrolige forfømte iffe at give Forfamlingen
til Priis ijær de gode (fterretninger — men at! hvor fjeldne vare disfe — fom
han favde mobdtaget fra Danmart, og fom allerede dengang gjordes faa tilfredefils
(ende for Rordbmanben, fom Sagens Beftaffenhed nogenlunde tillod, og det egentlige
Kingenes Forhold hentedes mere fra de private Efterretninger, fom Flere blandt For⸗
famlingen fit fra danſte Benner, end fra de offentlige Bulletins. J en af Hare
fibfte Dage vare de flefte Medlemmer af Forfamlingen indbudne til Stiftamtmand
— —
— —
') Disſe vare I alphabetiſt Orden følgende: Yacob Aall, Niels Aall, Conferentsraad Gar:
ften Unter, Kammerberre Peder Unter, P. v. Cappelen, WGrosferer Jobanfen, Conful
A. Konow, Kjøbmand Lord, Stadscapitain Mener, Agent Yacob Nielfen, Gonjul
Reinhardt, Kammerherre Rofentranp, Grosjerer Tant, famt Griftamtmændenc Tu
gefon og Grev Trampe.
En Laane- og Diseonto-Kasfe lftes i Ghriftiania. 921
Alpen, og Flere blandt dem, hvorimellem BDergenfere, Uhrondere, Mjøbmænd og
TX fra Oſt⸗ og Beftlandet, havde grupperet fig fammen, for at meddele hopr⸗
* de foruroligende Gfterretninger fra Krigsſtuepladfen, fom deels private Brepe
Veſten havde bragt dem, beels vare i Omløh blandt Publikum. Under bisje
ine og mørte Meddeleljer fremivaadte Thygefon blandt fine Gjæfter, og fortyndte
he glad Mine, at han havde en god Gfterretning at meddele GSelffabet, og at
våre var at vente i Landet. En munter og glad Stemning udbredte fig has
a i den nys faa nebflagne Jorfamling; men Munterheden nedftemtes fnart vep
z fortjatte Meddetelfe. „Der maa — vedblen ban — gjøres et fort Of⸗
5 endene Stift flat forenes med Sverige). Bed denne FTilfætming veg al
» fra Forfamlingen, og Flere af dens Medlemmer, tfær Bergenferne, ertlær
7* he Roſt, at heller maatte hele Norge forenes med Gverige end ſaaledes
yltes. Der blev ikke mere talt om dette Glædesbudffab, og det forøgede kun
agſteliges Betymring.
Under disfe Omftændigheder fremmedes Hovedhenfigten af denne Forfamlingé
øke itte ved be Deeltagendes Jnteresfe, endfljønt med ſtor Hurtighed. De Flefte
te meet formaaende og klartſeende Mend indfaae Umuligheden af at bringe
Po i Landets Bengevæfen under faa trykkende Forhold fom nærværende, og de
k'ad flutte en i deres Tanker unyttig Forretning, for i deres Hjem at væbne fig
on Dagene Farer ved Penlgtomestige Foranftaltninger. Man begyndte imidlertid
** Slutning at ymte om, at Prindſen under Forandringen i de politifte
Øie, og Umuligheben af Danmarks Forføar mod overmægtige Fiender, var betontt
ben forberedende Qoranbring, gjennem hans perfonlige Medvirning, i Nordens
oe. Gu Combination af finantfielle Foranfialtminger og raffe Beflutninger til em
k Forandring anfaaes af Prindfens fortrolige Raadgivere fom det bedfte Middel
å forbygge ben Forvirring, fom Norges Skilsmisſe fra Danmark maatte foran»
Hiſtorien tan berhos ikke oplyfe, hvorvidt Prindſen allerede bengang bifaldt
OR Planer, og i fit lille Raad af nærmefte Fortrolige*) lagde Haand paa deres
, endſtjont den med VBished fan forudfætte, at han valgte den Fremgangs⸗
fom han anfaa for gavnligft for be tvende forenede Niger. Viſt or bet, at
werdes nogle Forføg paa at flamme Forfamlingen til at forøge Stathoderens
mete og tillægge ham Kongenavn og Mongemagt. Forfatteren erindrer aldeles
om den GSeddel, fom flat være lagt under Flere af de Deputeredes Couvert
» Opforbring at ubraabe Prindfen til Konge, og flere af Forfamlingens endnu
måte Medlemmer erindre ifte heller det mindſte derom. Men defto filkrere ev
Npa, at Opfordringen, hveden den end menne tomme, flede paa em anden Vei,
berom har umiddelbar Grfaring. Der ble mod Glutningen af dette Møde
N fiere Medlemmer af Horfamlingen forfeglede Sedler uden Navn, hvori ber
å til at ubraabe Ghrifttan Frederik til Konge. Et faadant Brev blev ogfaa
PN i Forfatterens Logis, uden at han kunde opdage, hvo der havde bragt det.
Breve vare andre Mebtemmer af Forfamlingen tilſtillede; men de, fom i
le Genfeenbe aabnede fig for hverandre, bleve enige om at forholde fig heri aldeles
0 Øtenige, ber var fremtraadt fom Magler mellem be nordifte Magter efter Danmarks
fiorlangende, optog nemlig det Korflag, fom nylig af Sverige var gjort; men Derved
leo nu Carl Johan, under Krigens lyttefige p Bending, i iffe ftaaende, men forflan
å ai erge. &, Wegeners Actm. Bidra 192—198. 421. Nedenfor S.
Ditfe vare fær — on og Carſten ter Dberftiientenant Haffner var ao
va en af vem for om —5 — havde Fortrolighed til, dog maaſtee hun å perfonli
ender. —
) Gre ergelands —*8 nione- 2 Jiorie 8 . 66. Men peter, vover ot
en ei at mobfige bet af Wergeland Anførte, da 'Filfældet maaſtee gjorde, at hané
g han eudom i Beſiddelſe af en ſaadan Seddel. Kun veed han med Bib-
ber, at ben ei hørte :fale derom.
Walls Erindringer. 21
hå
322 Andet Tibsrum Il. Eenogtredivte Gapitel.
pasfive. Stemningen var overhovedet under bette Møde, fljønt alvorlig og fundom
mørt, mere rolig og mindre eralteret, end den fiden under det politifte Schisma blev,
og Prindfen, i at fin Giftværdighed og i Befiddelfe af Folfets Yndeſt, ovede liger
jaalidt fom hans Fortroligfte ben JIndflydelje paa Folkets Stemuing, fom fenere hen.
— Der var endnu Intet offictelt betjendigjort om Norges Løsrivelfe fra Danmark;
fun ubeftemte Rygter vare derom i Omløb, og Tilliden til den nærværende Beſtyrelſe
var endnu iffe faa ſtor, at man fandt det raadeligt blindt hen at fafte fig i dens
Arme. Overalt troede de Flefte blandt de Mænd, fom pleiede dette Raad med hver:
andre, at bet var mere overeensftemmende med Nationens daværende Sindelag at lade
Rigernes Stilsmisfe blive en nødvendig Folge af em udvortes Tvang, og af megtige
Nationers Billie, md at gjøre i Norge felv noget beftemt Skridt til Migernes Skils⸗
midje. Kampens Gunde nærmede fig, og med den afgjordes Norges Skjebne.
Modets Forhandlinger endtes den Ade Januar, og den Ste forfamledes Conſti⸗
tuenterne af den private Laanes og Disconto⸗Indretning i det før omtalte Lorale,
hvor Prindfen befteg Taleftolen og tiltalte Forfamlingen faalunde:
„Norges Handlende, Brugseiere, Jorddrotter! Jaa Uger ere forløbue fiden mi
ſamledes her 1 glad Forventning at fee en Indretning grundlagt, af bhvilfen Norse
tør fpaae fig Held i Fremtiden. Hvilken Nordmands Hjerte brænder ei af Jver for
Fæbdretandets den gode Sag! Denne Foølelfe har befjælet Gommitteen, fom af Eders
Midte udvalgtes, og i Dag forelægges Eder Gouventionen for Kongeriget Norges
private Laanez og Disconto-Kasje, hvilken er udarbeidet med ligefaa megen Driftighed
fom Indfigt!“ — Derefter oplæfte Profesfor Raémusfen Gonventionen, og Stat:
bolderen fortfatte ſaaledes fin Tale til Forfamlingen: „Opfordret hertil ved Eders
Ønfter, Medborgere, og ledet ved min Overbevitsning om Jndretningens Henſigts⸗
moæsfighed, faavelfom ved mine Følelfer for Norges Bel, undertegner jeg min Garanti
fom førfte Gonftituent. Hvo der tænter fom jeg, han efterfølge mig! Hvem ver
inden Februar Maaneds Udgang melder fig til Directionen fom Ynteresfent og tegner
fin Garanti, bør at agtes med Kasjens førfte Conſtituenter. Skulde Rogen inden
jaaban Tid have Bemoærhinger at fremføre ved den antagne Convention, va flulle
disſe, naar de flriftligen leveres til mig, blive tagne under Overveielfe.-
Gifter denne Opfordring indførtes de forffjelige Tilftedeværendes Subftriptioner i
Indretningens Protofol, og Statholderen tegnede fig felv for 60,000 Sølvdaler
til LaanesJudretningen og 30,000 til Disconto-Jndremingen. I hans Spor fulgte
den hele Forjamling, og der fubffriberedes faaledes i Alt 1,720,000 Solpdaler til
Laane⸗Indretningen, og 696,000 Solpdaler til DiscontosYndretningen. Conſtituen⸗
terne fra Bergen forbeholdt deres Gommitterede Ret til nærmere at spgive de Summer,
for hville de vilde tegne fig. GSubferiptionen frede visfeligen ikke af alle tilfeder
værende Gonftituenter med ftore Forhaabninger, eller med Tillid til at en fat Grund
vold for Norges Pengevæfen under den farlige politifte Stilling, hvori Norge næ
befandt fig, og under en almindelig Standsning i de vigtigfte Næringsveie, unde
fægges. Men den ene Subføription fljød ben anden frem, og Prindſens Gyemvel
rev Moængden med fig. Skulde Indretningen virkelig være fommen i Stand efter
Forflaget, da vilde mangen en Subftribent være fommen i Forlegenhed med at opfylte
ben indgangne Jorpligtelfe; thi flere Navne fandteg paa Liften, der fiden ſtedtes i
for Horlegenhed i ben borgerlige Stilling, og der gaves Faa, fom ei vilde have følt
ig forlegne ved at reife en Sum, fom de, henrevne af Fædrelandskjærlighedens
Varme, med let og rund Haand havde fubfrriberet.
Da Subſtriptionen var endt, fredes til Valg af Directeurer, og dertil opfors
dredes Forfamlingen af Prindfen med følgende Ord: „Den Forret at vælge em Di—
rerteur, fom jeg paaffjonner, at Samfundet har havt den færdetes Opmarfſomhed ai
tilbybe mig, fan jeg ifte gjøre nogen værdigere Brug af, end at give min temme
2—
(Herved menes formeentlig Rigsdaler Solvpvardi.
Balg paa Directeurer. Vetragtninger. 333
il Stiftenimand Thygeſon, men jeg verd, at man i Almindbelighed paa lige Maade
ufa at ertjende hans Fortjemefter af Indretningen. Directiondvalget paa famtlige
$ Dæertenrer Bør derfor have uaftrudt Fremgang.” — Efter en faadan Opfordring
føde Balget af forſte Directeur ilfe være tvivlfom. Thygeſon var allerede da befjendt
jan en af Prindſens fortrolige Naadgivere, der havde hans Tillid i høiefte Grad;
fan anfaaes for em af Landets meet formuende Mound, der ved fine disponible Midler
linte give Judretningen Unfeelfe; han havde vundet Ugtelfe i Rationen ved fin Em⸗
teft, og ben hele Forfamling havde et venkigt og erkjendtligt Sindelag til Ham
frsedelit hans bunmane og venlige Færd under Forfamlingens Møde, faavel ved For-
mingsbordet jom i hans gjæftfrie Huus. Den anden Directeur, Gonferentsraad C.
tale, blev tligemaade valgt efter Prindfens Sind fom en af hans fortrolige Raad⸗
gere, og fom en Mand, der å Danmark var bleven brugt i vigtige AErinber. De
mme 3 Directeurer, Grev Wedel, Ths. Johs. Heftye og Agent Nielfen, vare bderi-
så gorfamlingens eget Balg. Da Wedel felv endnu var i Danmart, da han
lntfra at beſidde Prindfens Tillid allerede før havde flanet i et fpændt Forhold til
tm, og da ben banffe Konge felv deelte denne Mistitlid til Wedel, faa maatte
dens Balg til Directeur anſees fom et talende Beviis paa Nationens Tillid, der
å engang hunde fvæltes under Indflydelſen af em høiere Misgunft. Agent Nielfen
Då i for Ugtelfe fom bdygtig Forretningsmand, hvilfen han fom Beſtyrer af det
Naſte Fideicommis havde erhvervet fig, og bet formodedes, at han fom en af de
Vigliefte Formoænd for biin Indretning vilde ſtyrke Inſtitutets Birtfomhed gjennem
deiconmisſets Rigdom, og under Stifterend bekjendte Heniigt at underftøtte fævres
tæbte Unliggender. Heftye valgtes fom en af Hovedftadens bygtigfte, redeligfte og
me formuende Handelémænd. De 3 tilftedeværende Directeurer bleve fremfaldte og
ddapde den å Meferiptet af 200e October 1813 befalebe Ed paa, at de efter bedſte
$ubiigt vilde med Troffab og Revdelighed udføre Interesſentſtabets Forretninger, hvor:
fa Prindſen tiltalede dem ſaaledes:
»Hædrede med Medborgeres Tillid onſtes Dem Held til Deres vigtige Beftilling.
Må Fortreftning overgives Indretningens Flor og Fremgang i agtede Medborgeres
faner, og Alles Onſter forenes om, at den maatte bære de heldige Frugter, fom
n bare Grund til at forhaabe.” — Au endtes den hele Forretning, og Forfamlingen
Ølekrs af Prindfen med følgende Slutningstale: „Vore Forhandlinger ere fluttede.
-- Saa drager hjem, Mebborgere! med den Gelvbevidfihed, at I have virket Gavn
fr bet elſtede Norge; drager hjem og udbreder den Stemning, fom luer i Hvers
Sandt Fædrelandsfind er i denne Stund lagt for Dagen; det befjeler enhver
Snhaand i fin Kreds, og Mismod flal fly langt fra hans Bolig. See vi ei Guds
Ehrelje til vort Bedfte? Nytaars Morgen bragte og jo røft og Redning, da vi
Wyt trængte til den). Det vil inderligen glæde vor gode Konge, at hans Be:
frbeljer til vor Frelje frones med Held, og vi ville yde han vor Talnemmelighed.
Qufab og Sumdrægtighed være vort Løfen! Længe leve Kongen! — Held Rorge
dorſamlingen iftemmede larmenbe betle Udraab, og dertil føtedes et ligefaa høit
vat: „Leve Prinds Ghriftian Frederik!“ En enkelt Stemme udraabte: „Leve
Song Chriſtian!“ men den hendøde i Forfamlingsjalen, uden at igjentages af Rogen.
Der yitredes den Formening af flere Tilfedeværende, at Forfatteren af før omtalte
tmjendte Breve anfaa det nærværende Hieblif beqvemt til at iværtfætte en Forandring
i Lorges politiffe Stilling, fom var forberedt ved den flriftlige Opfordring )y. Men
hude den ene og den anden Opmuntring hengled uden Virkning, og faa godt fom
vemærfet i en Gorfamling, der hverken havde Lyft eller Kald til paa ben Maade
--———— ——
) Derved hentydedes til ren Gjterretning, fom da var fommen, at 60 Såibe med Korn
- are under Gapitain Kriegers Convoi Iyifeligen antomne til norſte Kyiter.
) Det anfaaes ikke pasfende at unberføge, hvorfra venne Stemme tom, og Forfatteren
lan ingen Oyplyéning meddele herom.
2 *
294 Andet Tiderum II. Eenogtredivte Gapitel.
at gribe ind i Fremtiden. Enkelte af Forſamlingen yttrede fig fortroligen med Harme
berover. — Saaledes opløftes en Forfamling, hvis egentlige og nærmefte Formaal
maatte anſees forfeilet; thi neppe vare bens Medlemmer dragne til deres Hjem, før
det hele Arbeide faavelfon Subfrriptionen glemtes under den fore ſtrax derefter fol⸗
gende Statsforandring, og i de Beftemmelfer, fom fenere hen bleve tagne for at ordme
et forvirret Pengevæfen, toges intet Henfyn til denne Laanes og Disconto:Judretning
eller til de gjørte GSubfcriptioner. Ligefaa unyttige maatte ogfaa Vedkommendes Ves
firæbelfer — om be ellers vare afvorligen meente — være for at forberede en For⸗
andring i Norges politiffte Stilling og em begyndende GSelvfændighedstilftand, for at
forhindre den Forening mellem den frandinavifle Halvoes Stater, fom var beiluttet
af det europeiſſe Forbund. VBegivenhederne, fom ledede til GSkismisjen imellem
Danmart og Norge, fulgte faa raftt paa hverandre paa den afgjørende Krigsſtueplads,
at Opmærfjomheden bortvendtes fra alle indvortes til udvortes GStatsanliggender.
Men dette Mode havde en indirecte og iffe wuvigtig Indflydelſe paa Norges
Stjebne i Fremtiden, og var ligefom en Forberedelfe til Folkets Deeltagelfe igjennem
fine Repræfentanter i Statens Anliggender. Det var førfte Gang at Nationens
Mænd, deels udkaarede af Regjeringen felv, deels valgte af Medborgeres Tillid, vare
fammenfaldte i et Samfund for at pleie Raad i Landets vigtige Unliggender. I
Alt hvad der angik disſe, Statens oeconomiffe Forfatning, indvortes Judreminget og
Finantsvæfen, havde Nationen paa denne Maade aldrig taget Deel, og fom en Folge
deraf var Opmorkſomheden itte henvendt paa de Hjælpemidler, hvorved denne Kundſtab
og dette Studtum til Fæbdrelandets Gavn kunde fremmes. Her vare nu Nogle af
Landets bedfte, meeft formuende og foædrelandfffindede Mend famlede, de bleve opførs
brede til at give deres Mening tilfjende om Fæbdrelandets fore Sag, og begyndte
at inbfee Nødvenbdigheden af at forberede fig felv til at fortjene den derved vifte Tillid
ved alvorligen at trænge ind i Sagen felv. De meddeelte hverandre deres Ideer,
be øvede fig i at forflare deres Tanker i ftørre Forfamlinger, og indfaae Nødvendig
heden af at agte paa, hvad ber foregif i andre Lande under Foltets Deeltagelfe
gjennem fine Repræfentanter i Statens Unliggender. Paa den Tid trængte den Fri-
hed$aand, fom bjemfer Folfet Adgang til gjennem conftituttonelle Former at deeltage
i Statens Unliggender, fig til det nordlige Tydſkland, og derfra til det høie Nord.
For at opflamme Folfets Mod til at afryfte den franffe Keifers YUag, beqvemmede
Fyrſterne fig til det Løfte, at dele den regjerende Magt med Follet, og en friere
Forfatning efter conftitutionelle Former blev fovet fom en Befønning for fore Opof⸗
relfer. — Da Danmarfs Konge i Begyndelfen af den fidfte fyvaarige Krig i Norden
indfatte norffe Mænd fom Medlemmer af det norife Regjeringsraad, opbroges enkelte
betydningsfulde Nordbmænd til em Deeltagelfe i Regjeringen, hvorfra de hidtil i Norge
jelv havde været faa godt fom udeluktfede, og dertil aabnedes nu Flere af andre
Folkets Klasfer Adgang, da et Raad, beftaaende af talrige Medlemmer, fammentaldtes
for at raadjlaae om vigtige Anliggender. Begge Dele vare virfjomme Elementer til
at bringe ben Grundform iftand, hvorpaa Norges nye Forfatning byggedes, og til
at opdrage be Moænd, hvoraf ben lovgivende Magt fammenfattes, faavelfom dem, af
hvilke den eyecutive Magt benyttede fig til at udføre den nye Lovgivninge Beſtem⸗
meljer. Men nu foreftod ogfaa mange af Landets Borgere mindre rolige Dage end
forhen, da de, wubdelutfede fra al Deeltagelfe i Statsſtyrelſen, alene havde private
Sysler at røgte. Den førre Forbindelje med Fædrelandet, den i en høiere Grad
opvakte Interesſe for bets Vel og Vee, fom Deeltagelfe i dets Veftyrelfe maa give,
maatte fjøbes med ſtort Befvær, Tilfidefættelfe af privat Fordel og Savn af Fami⸗
fieglæder. J en anden Henfeende havde denne Forfamling en reen Charakteer og et
fædrefandft Anſtrog. Efter Valgets Natur kunde ved famme ingen Cabale finde Sted.
Brinbfen havde, underftøttet af fit Raad og fin under fin Grifsgata famlede Erfaring,
ubfaaret de Mand, fom med Henfyn til Kundffad, patriotiff Gindelag og betyde
ningsfuld Stilling anfaaes for Landets Rjærne, og de Udvalgte flufrede ikke Prindfens
—
Norges Univerfitets førfte Virkſomhed. Krigen med Sverige. 395
Bd. Der maatte vel i denne Forfamling herfte fror Mistillid til egne Evner, for
Qystfombhed før i en faa agtet Krebs af Landsmend at give Tanken Ord, og tildels
Mangel paa Kundffab om den Gjenftand, fom frulde behandles; men Wfrajerrigheb
sg Egennytte havde der intet Raaderum. En førgmodig Stemning over Fæbdrelandets
kite Stilling gik igjennem den hele Forfamling, og hvert enfelt Medlems Uttraa
fnilede alene over Midlene tit at gaae Faren i Møde. Egennytten brev ifte heller
1 denne Leilighed fit Spil; — faavidt vides, gaves intet Vederlag for de med
Øeret forbundne Udgifter. Kun Friftyds — den virkelige fom dengang præfteredes
df Laudmanden in natura, uden at tilbefe ben Reifende noget fremmed Emolument
— benyttebeg, men hverken Qvarteerpenge eller rige Diæter forlangtes eller gaves.
Geer, fom endnu lever af denne Korfamlings Medlemmer — og Skaren er ille
fr — vil erindre fig dette Modes Dage fom nogle af de mørtefte i hans borgertige
os Periode, men hans Sjal vil opløftes ved Grindringen om de rene Mttringer
di fæbretandft Sind, fom befjælede denne Forfamling. Den var en herlig Forgaard
A det Gonftituttons-Tempel, fom førar efter byggedes. midlertid droge de flefte
Nedlemmer af benne nu ophævede Forfamling med et bekymret Sind tilbage til dereg
Øien, bvor Scener, fremledte af Nød og Troængfler, gjorde en førgelig Gontraft mod
tu feftlige Liv, fom de havde ført i Hovedftaden, og Enhver anede, at et fort og
Sielefuldt politiff Uvetr var t Udbrud. Dog fyfktedes det uagtet Fiendens Aar⸗
—2* at liſte betydelige Partier Kornvarer fra Danmark over til Norge i Vin⸗
ſEens Lob.
J dette Aar 1813 gjorde Norges Univerfitet gode Fremfrridt til en fuldftæn-
biaere Organifation, og en partiet Virkſomhed tog fin Begyndelſe. I be førfte Aarets
Siameder berigedes det med flere Gaver af lærde Sager fra Private, og Kjøbenhavns
Wigtigite Boghandlere forpligtede fig til at indjende et Gremplar af ethvert af deres
Qnlagsftrifter. Fem Brofesforer og en Sector vare blevne udnævnte, nemlig: Treſchow
fil ferſte Profesfor i det philoſophiſte Facultet, Sverdrup til Profesſor i det græfte
Sereg, Rathte til Profesſor i Raturbiftorien, S. Rasmusfen i den theoretifte Mar
fmmatit, Platou i Hiftorien, og Hersleb til Lector i Thevlogien. I de fidfte Dage
Å Juni og be ferfte af Juli Maaned holdtes den førfte Gramen ved Frederiks norfte
LZiverfitet, hvorved der fremftillede fig 17 Graminanber, og beraf fil 8 Charakteren
katabilem, 8 haud illaudabileem og 1 non contemnendum. J be førte
Tadidaters Antal finde vi flere Mand, fom fenere udmarkede fig i deres Embeds⸗
fillinger, og bderiblandt den Mand, der iden faa ofte hædredes med Valget til Stors
fngsmand, og baade ved fin Storthingsfærd i Almindelighed, og fom Storthingets
Reeſident har viift fig bette Kald og fine Committenters Valg værdig — Biſtop
Mdervoſd.
Det var Kongens Villie, at Univerfitetets Virkſomhed frulde begynde efterat den
frfte Gramen var afholdt. J den Anledning udgav Profesfor Trefdow en Indby⸗
Aſe paa Latin og Danft, hvormed tillige fulgte en Hortegnelje over det forfte Halvaars
føretæsninger. Paa det afabemiffe Collegiums Meddelelfe herom til Kongen fik det
vader 27de Septbr. 1813 et naadigt Svar, hvori bet hedte: Ligeſom vi med
Aerhsieſte Belbehag have erfaret, at Undervitøningen ved Univerfitetet har taget en
udſom Begyndelfe, faa er det os fordeles kjært at vide, at denne Begyndelje ivork⸗
fatet ved Mand, hvis Lærbom, Nidfjærhed for fand Oplysnings Fremme, og Hens
gtürenhed for os og Fædrefandet, i lige hoi Grad fætter dem i Stand til at kunne
jøre vore landøfaderlige Henfigter ved at fljænke Bort fjære og troe norſte
golf venne Heiftole.” Univerfitetetg Birffomhed havde faalebes gjort en Begyndelje;
mn det følte i hoi Grad Savnet af det belovede Bibliothet, fom formedelft be
fiendtlige Srydferes Moængde i Nordførn ei kunde betroes Havet, og heller ikke fom
Mntverfitetet tilbænde, før Freden var fluttet. Det academifte Collegium var ſtrax i
fa Birtfomheds Begyndelfe betæntt paa at flabe et Fond til fattige Studenters Un⸗
derſtotielſe, i hoilfen Anledning bet henvendte fig til det Ankerſte Fideicommis, der
396 Andet Tidsrum II. Eenogtredivte Capitel.
for det lobende Aar ſtillede 300 Mbr. til dets Raadighed, ſamt 100 Mr. til
Indkjob af Bøger. Hiint Collegium føtede dertil en Opfordring til Private at følge
bette Exempel.
I be fidfte Maaneder af dette War udbrød Krigen mellem Danmart og Sverige,
fom fra Sveriges Side forlængft var forberedt. Under Ade Eeptbr. 1813 gjerde
Brinds Ghriftian Frederit General Krogh i Trondhjem bHekjendt med, at de polit
Forhold i Tydflland vilde gjøre Krigen med Sverige mindgaaelig, men han anfar
tun defenfive Foranftaltninger hentigtsfvarende, da Magafinernes flette Tilftand gjerde
ftore Troppefamlinger faagodt fom umulige. Under Ble Septbr. gav han Ordre til
at opbringe afle foenffe Goffardiftibe, og tilmeldte GontrasAdmiral Lütken, at Kaper⸗
breve fnart vilde blive udftedte, men puabyder flor Forfigtighed i at begynde nogct
Angreb over fvenft Grændfe, for et at fremlofte fiendtlige Stridt fra Sveriges Side.
Dette Brev omhandler ogfan Rygter om Napoleons Fremryffen para alle Punkter i
Sydffland mod fine Fiender med 400,000 Mand. Under Bye Septbr. ſendte han
til de forffjellige Ghefer til Lands og Bands den danſte Parolbefaling af Ibie Sø:
tember, fom indeholdt Krigserflæringen mod Sverige, og befalede i den Anledning
at træffe de fornøbne Foranftaltninger; bog forbød han fremdeles at gjøre noget Un
greb over Grændfen uden nærmere Ordre, og befalede at indfrænte fig til at tils
bagedrive mulige Angreb fra foenft Side. Disfe Ordres indeholdt tillige Forbud
mod at moleftere de fredelige Beboere paa foenft Groændfe, og han paalagde ſtrenge⸗
figen at overholde gob Mandatugt fefv ved mulige Jndfaldb i Sverige. Derfom de
GSvenfte ved lignende Tilfælde forholdt fig anderledes, frulde dette omſtæendeligen tl
meldes ham, hvorhos han yttrer, at han har Keltmarffalt Esſens Tilſagn om, at
famme Maadehold vil blive iagttaget fra fvenftf Side. Det ær, figer han, fun mod
bevæbnede Fiender, at Krigen fral føres.” — Ved Urolighedernes Udbrud anfaa ben
høiagtede, men af Alderdom og Svaghed nedbøtede Olding, General Krogh, fig ber
føtet til at anføge om Afſted, og Prindfen httrede fig derom i Brew af 8de Oeibr.
til Generalen ſaaledes: „Det har bedrøvet mig meget, at fre Hs. Maj. Kongens
Fjenefte berøvet em faa udmærtet duelig Mand, men jeg har maattet give efter for
Deres Grunde, og har indftillet Deres Anſogning til Hs. M. Kongen."
Under 28de October gjørde Prindjen Admiral Litfen betjendt med, at ber var
famlet en anfeelig Sømagt, beftaaende deels af engelſte deels af fornfte Krigsfarteier,
i Rærheden af den norffe Grændfe, og at et Angreb mod Norge over Stromſtad
tunde befrygtes, for hvis Udfald han Dog ei var ængftelig. Men der bl Intet af
dette Angreb. Han yttrer derhos, ut han et anfeer det henſigtsmasfigt at folge
beres Raad, fom vilde, at de i Norge ftationerede Mutterbrigger ſtulde krydfe mellem
Sverige og Skagen, for at gjøre Farvandet rybddeligt for fvenffe Krigsfurtøier, da
han befrygtede, at derved blot en ſtorre Styrke af fiendtlige KMrydfere vilde lokkes ti
bette af norffe Komffibe opfyldte Farvand. Han anſaa det for rigtigere at lave
Kutterbriggerne convoiere Kornfartøierne imellem Norge og Skagen; „men jeg beder
Dem, tilføter han, veilede mine Ideer ved Deres Erfaring.” Liitfen var enig me
Prindſen, og ved denne kloge Foranftaltning Iyktedes det ogfaa at bringe fore Partia
Som fra Jylland til Norge. I Begyndelfen af November foreflog Oberflientemani
Krebs at gjøre et Indfald i Sverige mod Eda Skandſen, men Prindfen fraraadede
bette, faalænge ikke dermed kunde forbindes en alvorligere Jndtrængen i Everige.
Derimod meente han vat det vilde være en ønffelig Anledning for vore Krigere i
maale fig med de GSvenfle, naar disje med deres Hovedſtyrke vilde opftille fig mellem
Grændfen og Eda."
Der forefaldt imidlertid ingen Fiendtligheder. Magafinernes flette Tilftand til—
fod itte at holde mange Tropper ſamlede paa eet Puntt, og da den fvenfle Krigs—
magts Hovedſtyrke var ube af Landet, havde vel Overgeneralen i Sverige, Feltmarfranl
Gefen, itte heller den fornødne Styrke til et offenfivt Ungreb mod Norge, hvor ber
paa Grændfen let kunde famleg betydelige Troppemasfer til Modfand. Det Flew
Den vanfle Hers Kamp å Holjteen. Nye Underhanvlinger. 997
inaledes ved enfelte Parlamenteringer mellem ſvenſte og norfte Officierer, hvis often
fble Henfigt var at udverle Fanger og træffe gjenfidig Aftale til at fere Mrigen uden
Grandfebeboernes Mole, men derhos tillige paa den ene Side at underføge Nord⸗
nandens Stemning, paa den anden Side de Svenfles Henfigt. Saaledes giver
frinbfen i et Brev Hl Oberfifteutenant Etabell af Gte November fit Minde til at
nediage ben tilbudne Sammenkomſt imeffem han og den fvenfte Oberſt Hay i Svine⸗
fen, for at befvare nogle Klager over Moleft fra norſt Side mod telte Indbyg⸗
gere), og træffe forneden Uftale til Sitterhed i den Henfeende. „Ved Gamtalen
md Overft Hay, figer Prindfen, flat De tun fate ham fnatte; bet fader ikte at
høre, hvad de Herrer have at fortælle; men fommer han med bet fædvanlig: Sprog
m Norges Forening, ba four ham fom han fortjener, og forfikke ham, at de Rorfle
adbrig ville være foenfle. Mit og Nationens Ønfte, at løe i god Forfaaelfe med
Nabslandet, maa De gjerne benævne, naar han giver Leilighed dertil.” —- Ligeledes
fant em Samtale Sted mellem Esſens Overadjutant Winblad og Lütfens Adjutant
Fapttainlientenant Suenfon om Fangernes Udverling, Å hvilfen det var denne paa⸗
lagt, mat forbøre hvad Winblad maarte videre have at forebringe; men naturligviis
le indlade fig i nogen Underhandling om andre Gjenftande.” Prindſen indftjærpede
od mod Aarets Slutning GCorpsdeferne, „ikke ved fmaa Ungreb, fom intet
fefuttat give, at fljærpe Fiendens Aarvaagenhed, fom i Tilfælde af et vigtigere
fingre fnarere maatte onfles at være fløvet ved en vant Rolighed.“ —- GSaaledes
ged Haret bil fin Gude, uden at den erklærede Krig endnu foranledigede nogen
frigsfarm paa Grændfen imellem Sverige og Norge.
Toogtredivte Capitel.
Carl Johan i Holfteen, Freden å Kiel.
midlertid afgjordes Nordens politiſte Stjebne paa Krigens Skueplade, og i Midten
Januar 1814 fluttebes Freden i Kiel, font opføfte den gamle Forbindelfe mellem
Danmarf og Norge, og forberedte Norges Forening med ECverige. Da Napoleon
hevde maattet flygte til Jrantrige, og Davouft havde truffet fine Tropper fra Ham⸗
bug, forfvarede den lille Stare af danfle Krigere fig med Mod og fundom med
Heſd mod den flore Overmagt. De Tropper, fom frode under den fvenfle Kron:
pindfes Commando, udgjorde efter en nøiagtig Opgave 86,300 Mand. Den Mef
df banffe Tropper, fom indſluttedes i Rendsburg, udgjorde napt 9000 Mand. I
Ejalland og Fyen laa vel en Hær af 16,000 Maud, men ber gaves faa Midler
lil at bringe ben over til Valpladſen. Et Forføg blev virkelig gjort paa at bringe
mgle af disje Tropper over til Holfteen; men et Å Rovember Maaned ufædvanligt
Sindititle forfinfede Overfarten, faa kun 3000 Mand fom til Jylland, Reften til
Øyen. Deels var ba allerede den danffe Hars Stjebne afgjort, deels formaaede
Vame fvag: Undfætning fun lidet mod den langt overlegne Fiende. Gommandoen
ver de danfle Tropper i Holfteen var overdraget Prinds Frederik af Hesfen, men det
var egentlig ben franffe General Lallemand, fom ledede Mrigsoperattonerne, og
Iydernes Tillid til Generalen , med de røde Boufer (Buyer)” var ubegrændfet. Mod
— "4 ——
') En Lientenant Relle havde gjørt fig fyldig i en faadan Forſeelſe, men ben fandtes
fax ubetybelig, at han flap med fimpel Gadot. Ifr. Nelles Oplysninger herom I
Morgenbladet 1848 No. 22.)
⸗
328 Andet Tiderum II. Toogtredivte Gapitel.
en faa beſtemt Overmagt kunde imidlertid Forſvaret ilke længe fortſœttes med Held.
Der var mere Sporgsmaal om at redde Eren end at vinde nogenſomhelſt afgjerende
Fordel. Den danfle Hærs Tab hunde ikke erſtattes; thi ingen Armee hunde reifes
igjen, medens Aabningen i Fiendens Rakker firar unde udfyldes ved nye tililende
Skarer. Den danfle Armee maatte faaledes ideligen trælte fig tilbage, og omend⸗
fljønt den feirede i Fægtningen mod Hannoveranerne ved Seheſted 10de Decbr.,
hvor ben gjorde 800 Fanger, og tilføtede Fienden et dobbelt faa fort Nederlag fom
den felv feed, maatte den føge Tilflugt i Fæftningen Rendsburg. Faſtningerne Frede⸗
rifsort og Glückſtadt overgave fig, den lille danſte Skare indefluttedes alt meer cg
mere af ben flendilige Hær, og da omfider den danfle Konges Depefdjer til Prinds
Frederik af Qesfen opfangedes, hvori han opfordredes til at flutte Baabenfilftand
under hvilkeſomhelſt Betingelfer, fordi alle Statens Nesfourcer vare udtømte og bet
Haab om en beldig Fortfættelfe af Krigen var forhaanden, maatte Danmart under:
tafte fig be haarde Fredsviltaar.
Et foagt Haab om Fred paa mindve haarde Vilkaar var vel oprundet for Dan»
marf mod Aarets Slutning, men det forfvandt fnart igjen. Mod Enden af November
1813 fom nemlig en oſterrigſt Officer, Greven af Bombelles, til Kjøbenhavn, og
medbragte et Brev fra Fyrft Metternich til Statsminifter Rofentranp. Mettermid
ubirpfte beri Keiferens gode Henfigter til Kongen af Danmarks Bedfte, og indbbød
Minifteren til at foætte fuld Lid til Bringeren af dette Brev. Bombelles foreflog
Mofenfrang, at Kongen flulde beftemme fig til at afftaae Throndhjems Stift kl Sve⸗
rige mob en pasfende Grftatning, og at Keiferen da vilde fremtræve fom Magler
mellem Kongen og be allierede Magter. Hvor meget dette Offer end foftede Frederik
den Vite, indgik han dog paa Forjflaget efter felv at have talt med Bombelles.
Kongen førev i den Unledning til Keiferen, i hvis Arme han ubetinget taftede fig,
og ben øfterrigfle Minifter i Kjøbenhavn, Grev Lipan, lod dette Brev afgaae med
en Goureer, tilligemed et andet fra Bombelles til General Walmoden, fom commans
derede de allierede Tropper, fom man endnu ille vidfte vare foremede med de fvenfle.
I dette fibfte Brev blev fagt: „at Kongen af Danmart havde med ligefaa megen
Aabenhed fom Tillid overladt fig til Keiferens Moægiing, fom vilbe paatage fig at
bringe et Forlig tilveie mellem begge Parter. I det Tilfælde at de allierede Tropper
havde betraadt Holfteen, bad Bombelles General Walmoden indftændigen om at treekke
bem tilbage, paa bet Underhandlingerne et frulde generes.” Disſe Breve fom ben
11te December, Dagen efter Uffatren ved GSehefted, med Coureer til Slesvig, mod
hvilfen By Fienden rykkede frem fra alle Santer, uden at ben var iftand til at fors
frare fig. Det Haab, fom benne Goureer bragte, udbredte Glæde i alle Grmytter.
Jmidlertib erffærede Walmoden, til hvem Goureren ſtrax fendtes, og fom befandt fig
iøte fangt fra Rendsburg, at han et funde tilftane benne Baabenftilftand, da han ſtod
under Sronprindfen af Sveriges Ordres, fom befandt fig i Reumiinfter. Dog tndgit
han efter flere Underhandlinger og Betingelfer en Vaabenftitftand paa 3 Uger med
Prinds Frederit af Hesfen. Da Kongen var bleven underrettet om Ult, hvad der
foregit i Holftem, fendte han Hr. Bourfe til Kiel for at underhandle med Kron⸗
prindfen af Sverige om Fred; men Kronprindfen afflog ethvert Forlig, naar ei forer
føbigen hele Norge ble afftaaet. I Haab om Øfterriges Biftand forfintede Kongen
imidlertid faa meget muligt fit Samtytte til denne Afftaaetfe. Paa famme Tid udlob
Baabenftilftanden, og Kronprindfen af Sverige truede Jylland. Kongen befluttede
nu at forføle fig med en Deel af fine Tropper fra Sjælland til Fyen. Han forlod
Hovedſtaden ben Idie Januar, og da Vaabenſtilſtanden udløb den Ste, begav Fienden
fig paa Marſchen for at rykte ind i Jyland. Stray efter Kongens Anfomft til
Byen, hvor han havde fit Hovedavarteer paa Hindsgavl, fil han Keiferen af Øfters
rigs Svar, fom den Coureer, der var afgaaet i December, bragte ham. Dette til
tntetgjorde ben fidfte Gnift af Kongens Haab om at bevare Norge. Brevet var
affattet i forbindtlige Udtryt, men Keiferen ertlærede Kongen, ,,at han i dette Micblil
Øred i Miel. Mørge afftaaes til Sverige. 820
tunde gjøre for ham, men tiltaadede for enhver Priis at armngere fig med de
kierede Magter, hvis Tropper overſvommede hans Stater, og da Norges Uffaaelfe
førfte Betingelfe for Freden, maatte Kongen deri famtykte, om han ei vilde
fig for total Undergang.” Dette var Jndholdet af det Svar, hvoraf Kongen
bande føvet fig faa meget. Paa famme Tid fil han igjennem Bourfe den filkrefte
Gfrrretaing om, at den rusfifle General Schouwaloff dagligen forventedes i Kiel hos
funprindfen af Sverige, og at denne General vilde paa Keifer Alexanders Vegne
foreilaae Kronyrindfen at befætte Hertugvømmerne, indtil Feſtningernes Overgivelfe I
> Det musiifte Cabinet vifte paa den Tid fredfe et unaturligt og uforflyldt
diendffab mod Danmark. Den engelfte Minifter Thornton havde ogfaa forfiltvet
Sete, at derſom Underhandlingen om Norges Ufftaaelfe ei Mraz blev endt, var det
ham paalagt paa fin Regjerings Begne at erklære, at em engelſt Flaade vilde til
dJeraaret bemgtige fig Sjælland og oplofe det danfle Monarki, fom hun ved bhilm
MRaaelfe var at redde. Under disſe Ømftændigheder var der for Kongen af Dans
mart Jmict at gjøre uden at give efter. Danmarks Undergang frelfte ikke Norge, og
me og forladt blandt faa mange bittre Fiender, vilde det være uforfvarligt ag et
bledfpifdende Raſeri at fortfætte en Krig, hvis Udfald ikke mere hunde være uvis.
Heer meget det foftede Frederif den Vite at famtylte i denne Migernes Skilsmieſe,
bet viiite hans nediryfte Sindsſtemning paa den Tid, og berom vidner hans Gorres
fendamee med hans Soſter Lovifa Nugufta, fom fendbte ham Trøftebreve i denne
Unttens Periode. — Med denne Norges Ufftaaelfe vendte Bourke tilbage Kl Kiel,
og overgav den til Sveriges Kronprinds. En VBaabenhvile fandt ſtrax derpaa Sted,
sg en FredSunderhandling aabnedeg. Det ſpenſte Cabinet lovede, at det vilde anvende
im Megling for firar at tilveiebringe em Vaabenftilftand med Rusland, Preusfen og
Egland, og faafnart muligt Fred med disſe Magter. Kronprindfen af Sverige fors
bandt fig paa famme Tid til at flaffe Kongen af Danmark en pasſende Erftatming
før Norge, og tilføiede mundtligen, mat han Intet mere havde at forlange af Kongen,
og at bet nu var hans Sag at undertvinge Rordmaændene.” Saaledes fluttedes
gredstractaten i Kiel den 14de Januar 18147).
Denne Kractat indeholdt imidlertid Beftemmelfer, fom Norge i deres hele Ud⸗
fratning iffe kunde erfjende, og fom heller itte i deres hele Omfang ere blevne tagne til
Jølge. J dem Ste Urtitel hedder bet nemlig: „Hans Majeftæt Kongen af Sverige
forpligter fig paa den formeligfte og meeft forbindende Maade til at lade Indbyggerne
af Mongeriget Norge og dets tilhørende Dele beholde Nydelſen af dets Love, Fri⸗
mgelfer, Mettigheder, Friheder og Privilegier, faadanne fom be ere for nærvær
rende Tid.” Det maatte naturligviis paa den Tid forudfættes, at Kongen af
Sverige fortlarede denne Artikel til fin Fordeel, og anſaa Norges tilfommende Stjebne,
med Henſyn til den indvortes Organifation, voldgiven i fine Hænder. Den bdanfle
aine Konge funde iffe fætte fig ind i den confrituttenelle Forms Gavulighed for
Sørge, og troede at have gjort not, naar han havde førget for Vevarelfen af en
status quo Ii denne Henfeende. Men Beftemmelfen felv fvarede ikke til de Fordele,
fom efter den engelfte i Tractaten med Sverige i Marte 1813 indførte Garanti
Patde tilflyde Norge ved Foreningen med Sverige, ligefom Norge maatte være berete
figet til at deeltage i Beftemmelfen af de VBiltaar, under hvilte Foreningen flulde fee.
Gi fomme igjen tilbage til Denne Artikel — her bemærte vi kun, at Norges Forhold
til Danmarf havde været af en befynderlig Urt, idet defpotifle Love havde voldgivet
Sandets GStjebne aldeles i Kongens Hænder, medens en mild Udførelje beraf ſtedſe
havde taget Henſyn til Landets indvortes Forhold. De indre Forhold vare dannede
TE
gd
I
ry Forfatteren har i Fremftillingen om benne fibfte Krigsjcene benyttet et paa Franſt
Ørevet Gabinetsfiylfe (forfattet i Muguft Maaned 1814), fom er bleven ham fendt
af en Ben i Danmark, ber er bekjendt fom fagkyndig Hiſtorieforſtet. [L. Engels⸗
toft. — Tractaten å Kiel findes trykt i de almindelige Lovfamlinger.]
850 Andet Tibörum II. Toogtredivte Capitel.
efter Naturens Simpelhed og tilbørlige Henſyn til Menneſtets naturlige Rettigheder.
Norge maatte faaledes proteftere mod den i Mielertractaten indeholdte Garanti af en
Statsforfatning, hvorefter det nu de jure regjeredes, aldenfunbd det ei hunde gisre
filter Reqning paa, at det Maadehold og det Henfyn til Landets indre Forhold, fom
ben gane Regjering havde viift, ogſaa herefter i Virkeligheden blev fulgt.
Fra Middelfart udfledte derefter Frederik den VIte 18de Fanmar et fongeligt
aabent Brev angaaende Norges Ufftaaelfe til Sverige faalydende:
„Vi Frederif den VIte af Guds Naade Konge til Danmarf o. f. v. gjøre
vitterligt: At ba Bi under mange haarde og fammenftedende Omftændigheder for
Bort Monarki have, for at gjenoprette Freden i Norden, og for at afværge fra Konge:
riget Norge en det overhængende Hungerénød, ved Fredstractat af 14de d. M.
frafagt Os, faavel for Os fom Bore Gfterfølgere til Danmarts Trone og Kongerige,
til Fordel for $. Maj. Kongen af Sverige og hans Efterfølgere til Sveriges Trone
affe Bore Rettigheder og Avdfomfier til Femeldte Kongerige Norge, faa have Bi ved
famme Øredstractat afløft, ligefom Bi og ve dette Bort aabne Brev aflsfe atte
Norges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem tfær, fra den Hyldings⸗ og
Lroffabsed, de, fom Uuderfuatter i Almindelighed eller fom Emhedsmand i Særdes
leshed, Enhver i fin Stilling, civil eller militær, geiftlig eller verdslig, til Os bare
aflagt; hvorhos Bi, paa Grund af og i Overeensftemmelje med Tractatens 16de
Artifel, indbyde dem Ulle til med Orden og Nolighed at gage over til den nye
Regjering, fom paa dem meeft forbindende Maade har forpligtet fig KI at lade Norges
Indvaanere beholde og nyde deres Love, Fritagelfer, Nettigheder, Frikeder og Privi⸗
tegier faadanne, fom be for nærværende Tid ere.»
Meb dette aabne Brev fulgte em Udresfe til det norffe Folk, fvort Kongen
af Danmart vidtløftigen forklarede de Omftændigheder, fom havde foranlediget Skils⸗
misfen. Sfær gjordes den Grund til Ufftaaelfen deri gjældende, at Norge ved en
fortfat Krig udfattes for Hungerens Radſfler, Idet ikfe alene Tilførfelen vanfreliggjordes
i vderfte Grad, men og Landet felv formedelft ftandfede Mæringsveic fattes nd af
Stand til at betale de Fødemidler, fom unde liftes igjennem em aarvangen Fiendes
Orlogskrydſere. Disſe Jrederit den VItes fidfte Afſtedsord til det norffe Holt vare
rørende, og forfeilede ikke deres Virkning hos et Holt, fom i Amindelighed hverken
glœodedes ved Stilemisfen fra Danmark eller ved Foreningen med Sverige.
„Aldrig hinne — figer Danmarks Frederit — aldrig vile Bi glemme den
Troffab og Hengivenhed for OG og Vor Stamme, hvilfen det ble norfte Folk I
alle Tider og FTilfælde har givet fra rørende Bevifer paa. — Caalænge Troſtab
blandt Folteflægterne agtes fom en Dyd, ville Rordmændene nævnes fom be, Vet
ſtode ved Siden af eller overgif ethvert andet Holt i denne Dyds Udovelſe. — —
Bort oprigtige Ønfte er, at Lyfte og Helb man til den fenefte Tib blive bet tapre
og ævle norffe Folls Lodi” %)
Strar efter udgik fra det banfft Cancelli em Betjendtgjørelfe under 5te Februat,
hvori det befaledes alle Gmbebsmænd i Norge, fom enten ikke ber vare fødte, ellet
ei befluttede fig til at forblive under den nye Regjering, at be, fanfnart deres af
den ſvenſte Regjering udnævnte Eftermend våre ånfomne, ſtulde fotlade deres Pofter.
Dette Bint HL at vende tilbage til Danmark benyttede entelte Embedsmend, meftens
deels af Rjærlighed til Foftetlandet og Misfornøielfe med de nordiſte Rigers SMUG:
misfe; men Enkelte fågte ogſaa derved at befri fig fra den Unfvarlighed, fom ude
bære en Følge af en foregaaende mislig Embedsforelſe. Senere hen flyttede endog
norfffødte Embedsmeend til Danmart, fordi de vare misfornøiede med, at de Me
belønnedes med fortjent Opmartjomhed fra den nye Regjerings Eide, eller for hvilte
) Forſt trykt å Siden 1814 No. 68, og fenere å Lovfamlingen.
7) Det hedte i Norge, at Ove Malling havde forfattet denne Adresſe.
Mengel paa Embedsmend. Norges Ruſtninger. 331
der formedelſt deres Forbindelſe i Danmark aabnedes Adgang til gode Embeder ber.
De filfte vare meſtendeels Geiſtlige, men disſe Emigranter vare i det Hele meget
faa.) Der var ilte for Friſtelſe til at forlade et Land, fom i Begyndelfen af den
ne Forfatning havde Mangel paa Gmbedscandidater, og træde over i et andet, fom
bavde flor Overflod deraf. Den nye Stateforfatnings forfte Mar vare i Sandhed en
avden Tid for Gmbedacanbidaterne. Der maatte fabes et frort Antal af nne Em:
beder, og forffjellige Departementer organiferes for at beførge Statens indvortes Un:
tiggender, hvilte tilforn vare gangne igjennem (Cotlegierne i Mjebenhavn. En ny
beiefte Domfol maatte fliftes i Norge felv, og Univerfitetet havde ifte fanet fin fulde
Befætning af Gmbedsmand. Io mere Norge i ne indre Statsforhold affondredes
fra det nye Frænderige, jo flere Redſtaber behovedes for at beførge den indre Styr
nife. Der flede faaledes frar i Begyndelfen af Norges nye Statsforfatning fore
Befordringer i Embedsklasſen. De Mænd, fom enten havde banet fig Bei til Re-
gieringens Titlid, eller ved deres Talenter tiltrukket fig Opmaærtfomhed, forfremmedes
il de hoieſte Embeder, og flore VBacancer fandt Sted i de Embedsſtillinger, fom her
t Landet ere be meeft tndbringende. Medens Embedernes Antal paa ben ee Side
rorede, forminbifedes paa den anden Gmbedscandidaternes. Jndføbsretten gjordes
fart gjælbende, endog førend den gave Lovens Gyidighed, og norſte Gmbeder, fom
for deeltes imellem danſke og norffe Gandidater, ſtundom endog med Overvægt paa
te danffes Side, befattes nu udelukfende med Nordbmænd, eller med Danfle, der vare
nituraliferede i Norge og beelte dets Skjebne. Under GSelvftændighedsperioden jevs
nedes meftendeels alle udvortes Forhold, og ber toges idet Henfyn til Borgerlivets
forben priviligerede Fordele. Megjeringen behøvede de dygtigfte Embedscandidater,
ben vilde vinde den fore Folkeſtemme for fig, og tilfidefatte meſtendeels Betragtninger
df Gunf eller Fodſelens uvaæfentlige Fortrin. Embedsmaend paa underordnede Pofter,
enbog Mend udenfor Embedsftanden, uden andet Ravn end deres haderlige Borgers
færd, opheiedes til de vigtigfte og hoieſte Embedspoſter i Landet. —- Univeriktetet,
denne Hovedftamme for de vigtigfte af Landets Embeder, kunde endnu faa godt fom
ingen Gandidater fevere. Forſt Uaret før Statsforandringen fandt Indſtrivning af
Etubenter Sted, og det varede flere War, inden de gjennem Embedsexamen unde
frmftitle fig fom Gmbedacandidater. J Begyndelfen var beøuden Antallet af de
Støderende langt mindre end det fiden blev.
De førfte Aar efter GStatsforandringen var derfor Lykkens Vid for Landets
GEmbedsmænd. De, fom ſtode paa et lavere Embedstrin, ſtege flur til et høiere, og
bet hœndte vel og, at Ynglinger, fom knapt havde gjort fig færdige til at betræve
Gmbedsbanen, bleve indfatte Å faa forderlagtige Embedsſtillinger, at de i deres Levetid
iffe mere forløde dem. De nye Embedabefættelfer faldt naturligviis meeſt i Jurifternes
fer, og Mangelen par dem blev faa for, at der idet Henfyn kunde tages til en
mær videnfrabelig Dannelfe og omhyggelig Forberedetfe. Vi have imidlertid allerede
bemærtet, at ber ingen Ulempe er bleven fporet af denne Gammenblanding af juris
vifte Gyamensgrader. Men ogfaa i Henfeende til geiftlige Embeders Befættelfe var
GStatereformens førfte Periode forbeelagtig for Embebscandidaterne. Af denne Utt
fabtes vel faa godt fom ingen nye Embeder, men Embedseandidaternes Untal for-
mindfredes faa piudfeligen, at enhver færdig Candidat funde gjøre fig Haab om Un-
fætteffe, og de ældre om fordeeflagtige Omflyminger. J bisfe Embedspoſter finde
aarligen mange Bacancer Sted, og paa den Tid kunde Univerfitetet ikke endnit levere
norffe theologiffe Candidater. Etaten maatte faaledes benytte dem, fom fandted i
Bandet, eller de norffe Gandidater, fom vendte tilbage fra bet Hobenhavnffe Untver-
5) [Af Militaire forlode, faavidt vibes, fun fire Nordbmænd fit Fædreland, nemlig de-
fra Danmarks fbfte Krig med Tydſtland bekjendte Generaler Såleppegrell vg Mye
famt Oberft Helgefen; Oberft Brod forlød Norge med Ghriftian Frederit.]
552 Undet Tibsrum II. TVovgtrebivte Capitel.
fitet, efter at be ber havde taget Gramen. I den Henfeende maatte der gjøres Con—
cesſioner, og alle Gharakteergrader maatte fammenblandeg for at tilvetebringe det for=
nøbne Antal af geiftlige Gmbedsmænd. Det er ufornødent at gjøre opmærtfom paa,
bvor meget bdisfe Forhold efterhaanden alt meer og mere have forandret fig. Meru
det er begribeligt, at benne raſte Stigen paa Embedsbefordringens Bane, fom Hæ
under GSelvftændighedsperioben var maærkelig, gjorde den nye Korandring kjær for best
Klasſe af Borgere, fom befad den høiefte Grad af Dannelje, og at Selvftændigheds-
vœrket fit fine turigfte Talsmænd iblandt ben Deel af vore Landbamænd, fom havde
ftørft Evne til med Ordets Fynd at forfvare det. Bed denne Bemærkning ville vi
iffe frænfe deres Adgang til Nationens Erfjendtlighed, fom af ædlere Grunde have
grebet ind i Statens Unliggender. — Ved GSelvftændighedspertoden forandredes Ge
bedsmendenes Stilling kl de næringsdrivende Borgeres. Under Krigens Uar, fær
ben fidfte Deel deraf, feed Embedsſtanden uſigelig, medens ber i flere af disfe vår
før og meſtendeels forbeelagtig Birffomhed blandt Norges Handelsmand. Efter
Krigen fandt for Forſtyrrelſe Sted i de næringsdrivende Borgeres Stilling, den
gyldne Tid blev ført og fporavifk, medens fledfe Omftændigheder ere indtrufne, form
i Almindelighed have forbedret Embedsmendenes Kaar og fifkret deres Stilling, ende
fljønt ben raffe Befordringsperiode fnart forfvandt.
Trengtredivte Capitel.
Norges Ruſtninger. Chriftian Frederiks Raadflagninger.
Strar i Aarets Begyndelſe gjorde Prinds Chriſtian Frederik alvorlige Koranfak-
ninger til at møde ben Krigens Alvor med Sverige, fom han anede maatte blive en
Folge af den danſte Hærs Stilling i Holfteen, vg af den danfle Konges Ufmagt til
at modſtaae fine talrige Finder. Under Abe Januar anmoder han General Krogh,
hvis Unføgning om Uffted faaledes et endnu maatte være tilftanet, at lade be 2
Imfanteribatailloner og den Skiløberbataiflon, fom var beftemt til det fydlige Rorge,
opbryde og fætte flg i Maridj efter opgivne Marfdrouter. For at vinde Tid ſtulde
disſe Tropper med deres Bagage befordres ved Skyds, hvortil Øurighedens Medvirk⸗
ning fhulde fræves. Formedelft ben indtrufne Kulde udfattes imidlertid Troppermes
Marſch, indtil em mildere Temperatur indtraf. Gjennem Generalqvarteermefter Haffner
og Generalmajor Harthaufen gjør han under 7de Januar Foranftalming til Troppernes
Forlogning og Proviantering efter Forflag, fom af bem vare indgivne. Jligemaade
førger han for Fœoſtningerne Frederikſtads, Frederiksſteens og Kongsvingers Proviantering
for 8 Maaneder, ſamt for enkelte Troppeafdelingers Madforſyning, fom under ind⸗
trufne Omſtandigheder kunde blive indkaſtede i disſe Fæfiminger. Til fane Tid
overdrager han Oberſtlieutenant Krebs - Denne tappre og darvaagne Bevogter af
Migets Grændfer ved Kongsvinger — at foretage em Jnfpertionsreife langs Grændfen,
og paa Denne aftale med Major Urnfen om, , hvorledes en almindelig Bevcebning af
det meget dygtige Mandfrab, fom er i Øfterdalen, kunde organiferes til Groendſens
gorfvar i paafommende Filfælde — Mennefter og god Billie feiler der vitt ikke.
Krubt og Biy, fom mangler, maatte bringes derop. Stemningen for em faadan
Opftand i Masfe maatte underføges ved at tale med Mandſtabet.“ For at Krebs's
" Braværeffe, mebens han røgtede disfe Wrinder, ei ſtulde føles, tilforordnedes ham
Major Yubert i Gommandoen ved Kongsvinger.
Gjriftian Frederils Horsuftaltninger til Rorget dorſvar. 383
Imidlertid ſik Prindfen ubeftemie Gfterretninger fra Danmart om den banfle
Yrmeed mislige Stilling i Holfteen, om det danfle Monarkies Faret, og den banfle
fmges Ungielfer under maægtige Fienders remtrængen i hans Staters Hjerte.
Nm beor nedflaaende end disje Efterretninger vare, beftyrfede be tun den Beflutning,
ban havde fattet, iffe at forlade Norge under de Farer, hvormed dels GSelnftændighed
i & faadant Tidspunkt truedes. Forend han endnu kunde kjende Storrelſen uf det
Dfer, bvortil Jrederit den Vite maatte bequemme fig, flrev han ben 1756 Janunar
følgende mærtoærdige Brev til Generalmajor Lomjon i Bergen:
„Jeg har ilfe villet undlabde herved at meddele Hr. Generalmajoren de ſeneſte
Gferetninger fra Danmarf, fom desværre ille ere beroligende. Vaabenſtilſtanden
mleb den Ste bennes, og ben fiendtlige Hær vyktede frem, og truede, idetmindſte
md Streifcorpe, at overfpømme Jylland. Den danjfe Armees Hovedſtyrke er ſaulet
i Fyen, og truer ſaaledes Fiendens Flanke, fornemmeligen naar Lillebelt tilfrpfer, fom
ormedes uu at være Zilfældet. Den fvenfle Kronprinds's Forbringer flige med hver
Dag; men hvis vor gode Konges Beftræbelfer ei krones med Hed, tiltroer jeg
Serdmanben, at hiin Grobrer et flal vinde Norge i Danmark. Imid⸗
lertid maa DBegivenhedernes Udvikling bernede imøbefers med Molighed og Standhaf⸗
tighed. — Saaledes ønfler jeg, at den nærværende Stilling maatte Kjended uden
ngitelighed for Fremtiden, fom flaaer i en retfærdig Guds Haand. HForfigtighed
byder, at ingen Fartøier indtil videre udklareres til Danmark, hvillet er tilkjender
met Stiftet.
Fil Gommandeur Fabricius, Oberfte Urenfeldt og Oberfte Mejlænder flrev han
25be Januar Breve af følgende Jndhold:
„Jeg vil iffe undlade at tiltjendegive Dem den igaar Uftes meddeelte Efterret⸗
ung, at Fredspreliminarierne den 14de bennes ere undertegnede mellem Danmarl og
de allierede Magter. Den førfte Følge heraf vil uden Tvivl være em friere Stibs-
fart, naar blot Ffen vil tillade ret fnart at benytte den. Da jeg endnu er uvidende
mm %ractatens Ord, faa fan jeg heller Jntet betjendigjøre, og ikke tillade Skibes
Afſeiling; men hvorledes end Fredsvilkaarene maatte være, haaber jeg, at Norge fral
tanne beftaae ved egen Kraft. Jeg flal vift itte fille mig fra dette herlige
fand. Jeg gjentager, at Rolighed og GStandhaftighed ere be førfte Borgerpligter,
si hvilfe Tillid til Regjeringen og Tro pan Guds Forſyn bør flyrfe Enhver. Jeg
feler paa Dem og Deres Undergivne i enhver Henfeende.-
J Strivelfer af famme Dato til Commaundanterne i Foæfningerne Frederiksſteen,
Frederilsſtad og Kongsvinger paalægger han dem den yderſte JForfigtighed i Forholdet
til De Svenfle. — „Det er muligt, figer han, at disſe i dette Oieblik drive dereg
Uforftanmmenhed faa vidt, at de fordre Indmarſch, ja vel endog Frederikſteens Over⸗
sørelfe. Deres beftemte Svar angaaende Jndmarfden er, at fligt ikke fler uden ben
emmanbderende Generals udtryttelige Befaling, og Magt afvifes med Magt. Ligeſom
jeg er overbeviift om, at Norge ønffer at holde fig faa faft mod Fienden, fom De i
Deres Fæfning, faaledes fan De frole paa, at jeg ille flal forlade Dem.” Ingen
Gvenft, felv ingen Parlamentaiv, maatte fomme langere end til nærmefte Poftering
elr Bagten i Svinefunb, og bet forbødes vedkommende Officerer, under Straf i
Overtrædeljestilfælde, at holde ufornøden Samtale med de ESvenfle, og fornemmeligen
iffe at melde til Undre end den vedfommende Chef, hvad de erfore. Depeſcher ffulde
medtages og fendes Prindfen felv. Tillige fljærver han Opmarkſomheden mod Svenſte
paa Grændjen og mistænfelige Perfoner. Det er ci Tid, figer han, til lemfældig
Medfart mod deslige Perfoner. Dette mit Bren, flutter han, meddeles ilfe til Rogen,
sg hvad heraf maa befales, fan fee mundtlig ved Parolen eller til vedtommende
Officerer ved disſes nærmere Forefatte; det er egentligen fun en GSljærpelfe af ældre
Befalinger. — Gommandanten vilde meddele mig Underretning, om De mangler Noget
til Foæftningens Forfvar, enten Ammunition eller Provifion paa 3 Maanever.- .
Oberfifieutenant Krebs tilmelder han under famme Dato fin Tilfredshed med
334 Andet Tibérum II. Treogtredivte Gapitel.
ben Maade, hvorpaa Oberfte Gahns UAffending, Lagerløf, vil blive medtagen og
afviift, og tilføler, at Krebs funde give følgende Svar: „Hr. Oberſten tilljendegives
Mo»tagelfen af Deres Strivelfe af 24de ?) Jamiar. De vil fljønne, at jeg fom Hoiſt⸗
commanderende i en Feſtning iffe indlader nogen Officer fom Parfamentair uden
ben commanderende Generals, Hans Høihed Prinds Chriſtian Frederiks, udtryttelige
Tilladelje eller Befaling.” I et Brev af famme Dato til Krebs tilføler han: . Veg
itjønner ret meget paa bet gode Sindelag blandt Tropperne, fom jeg aldrig Har omtvivlet
at finde Sted. Lige Hært har det været mig at erfare den Beredvillighed, med
hvillen Bevæbningen i Aſterdalen fan ventes fremmet.”
AF ovenflaaende Nitringer fra Prinds Ghriftians Side er det Flart, at anten
om at forjvare Norges GSelvftændighed og at forhindre dets Forening med Gverige
opftod hos Prinds Ghrifttan Frederik, endog før Refultatet af Danmarts Krig med
fine Fiender var bekjendt, og at Tanfen om at dele Skjebne med Norge havde faa
ledes rodfæftet fig hos ham, at han trodfede Kielertractatens Beftemmelfe med Henfyn
til Norges Forening med Sverige. GSaaledes forandrede han itte fit fiendtlige Fors
hold til Sverige, efterat Kielertractaten i alle dens Punkter var bleven betjendt i
Norge. Derhos underftøttedes Beflntningen viſtnok af hans nærmefte Naadgivere, og
modtoges med flor Glæde af en Deel af Armeen.
(Gfterretningen om ben med faa frore Opofrreljer fra Danmarks Side fjøbte Fred
t Norden opvakte langt mere GStræt og Bekymring i Norge end i Danmark, deels
fordi deri flede eu Horandring i Norges Stilling, hvorved Nationens Sind i Begyns
delfen langtfra med Glæde heftede fig, deels formedelft ben Maade, hvorpaa Efterret⸗
ningen udbredte tig omkring i Landet. Uldrig er ve nogen politiff Efterretning i
falflere Farver bleven forelagt Landömoænd end det Hredsbudflab, fom Bladet Tiden
ubfenbte i et Grtrablad af 25de Januar af følgende Jndhold:
nDen mørke og for menneftelige Øtne uigjennemtrængelige Taage er fylittet, og
et Glimt af Solens Klarhed blender næften det glade frirrende Øie. — Fred, Fred
i Rorden! — I Følge aldeles paalidelige Efterretninger ere Præliminarierne for Freden
til Lands og Bands affluttede mellem Hs. M. Kongen af Danmart og Norge eg
de allierede Magter. Om Freds-Prælininarierne fan Udgiveren Intet tilfoie, da ban
iffe fjender dem, og da be rimeligvite ti den Skynding, hvormed dette Budfrab er
bragt 06, ei finde blive fuldbftændigen meddeelte; men det fafte Haab ville vi nære,
at de ei funne være vanærende, og itte fulle vorde øbelæggende for Danmarté, for
Norges Lyljalighed. Saa freidigen frole vi paa Gud, fom er Hærenes Herre, oq
paa den Kraft, ver kuer i begge Nationers Bryft, at vi uden Banghed tor fer
Fremtiden imede.“
Det følgende Gytrablad under 28de Januar forbedrede ikke benne falſke Unfluelfe
af Tingeneé Stilling. Det indeholdt til Stutningen Følgende: , Private panlidelige
Breve melde, at Jylland aldeles ikke har været betraadt af Fienden. Hs. Majefet
bar fra fit Øovedavarteer i Fyen negorieret med de allierede Magter. Præliminairs
freden afjluttes, og efterat bette er fleet have de allierede Tropper firar rømmet del
Slesvigſte, og vare i Begreb med at forlade Holfteen. Det er hoiſt fandfynligt, ot
ber er forefaldet Noget ved Rhinen eller Holfteen, fom har bidraget til deres fan
haftige Afmarſch bidhen. Dette Begivenhederne8 uformodede Løb er et Beviis for,
hvor utidigen vi ofte baade frygte og haabe, og hvorledes vi daarligen, lig Hjorten
i Fabelen, rofe vore indbildte Fordele og dadle vore virkelige Held.”
Aldrig er vel nogen Gfterretning om Fadrelandets politiffe Anliggender bleven
mobdtaget af Nationen med flørre Glæde end dette Fredsbudſtab, og aldrig har den
vel følt fig mere nodftemt paa Fædrelandet Vegne, end ved den førgelige Hortlaring
af en Avisſtrivers Gaadeftrift), Visheden om bet ulytfelige Udfald af dem fyvaarige
) Forfatteren lod i fin førfte Glade over Fredsbudſtabet Extrabladet opſlaae paa dl
Sted, bvor dets Indhold kunde blive Onikredſen bekjendt, men ban nodſagedes ſnart
Stemningen i Rorge. 285
frig ubbredte Sorg og Bekymring over begge tilforn forenede Niger. I Danmart
vare De vemodige Følelfer ved Skilsmisſen almindelige og Vekymringen udeelt, og
visje gave fig Luft i Avifer og flere velſtrevne Afhandlinger. J Norge felv var der
i Gandbed ſaare Enkelte, fom glædede fig ved den Manbinavifle Halvoes Forening,
ler deri anede Fremtidens Held for Hædrelandet. Man ventede i Norge et uheldigt
Mdfald af ØMrigen; thi man vidfte at fore Krigermasfer væltede ind over de bdanfle
GSiater, og at Danmart fun havde en uforholbemæsfig liden Styrke at fætte imod
fr Fiender. Men de mange Rygter, fom vare udbredte om mægtige Nationeré
Acgling, Tilliden til at Englands Ynteresfe for Norge flulbe vaagne med fornyet
Sveft i Ørigens fidfte Opløsning, havde opvatt Forhaabniuger i Norge, fom næredes
vred, at vore Uvtfer optog blot hvad der unde tjeme Nationen til Troſt, og der
fm Negjeringen felv meftendeels udgik beroligende Vetragninger over be udvortes
. >— Da imidlertid Fredsflutningen i fit hele Omfang og med fine nedflaaende
Selingelfer var bleven Nationen bekjendt, var det førfte Indtryk, fom Efterretningen
gjerde paa den flørre Deel af Nationen uvdenfor Hovedftaden, forfaavidt ben var
meriadt til fine rolige Betragtninger, Folelſen af en vis Nødvemdighed at boie fig
'mder em uundgaaelig Stjebne, og Haabet om at Foreningen med Sverige funde flee
med Bevareljen af Norges Eelvftændighed og mi pasjende confritutionel Form.
Tenten om en Modftand mod en Beflutning, fom var tagen i det føre Maad af
Curopas magtigfte Stater, faldt endnu fun forholbsmæsfigen faa Landsmend ind,
og Haabet fløttede fig, fom ovenfor anført, i denne Henfeende til de Fordele, ved
uilte Foreningen i Følge Englands Garanti var betinget. Forfatteren modtog paa
daa Kid Breve fra Mand, ver fiden deels ved Prindfens Side fpillede en vigtig Rolle
i Getoftændighedsværtet, deels paa Eidsvold fratede dbjærvekigen for famme, hvori
de erflcerede fig enige med ham bert, at Modſtand vilde være unyttig og endog for
Sødrelandet fladelig, men at Kraften bitrde fpares for at gjøre Foreningens Betin⸗
setfer hœderlige og for Norges Fremtid gavnlige. Strar efter at Kielertractatené
Betingetfer vare blevne bekjendtgjorte, herflede faaledes ifte det politiſſe Schisma
menfor Hovedftaden, ber fiden beelte Nationen. Spiren dertil lagdes ved Prindſens
ef, og udgik fra de ham nærmeft omringende Naadgivere, og fra hans egen Uffly
for em Horbindelie, der for Evigheden adfplittede begge de forbundne Rationer, forenet
maaffee med et frille Saab om, at han hunde bevare Norges Krone for den danfle
Songeilægt. Vi have ovenfor gjort og befjendt med nogle fjerne Forberedelfer
i denne Henſeende, der gik frugtesføfe hen, faalænge Rigernes Skilsmisſe endnu
å bade fundet Sted. Ved Ghriftian Frederiks Side frode Mænd, der fyrkede
bam i bisfe hoie Planer, og fra dem, tjær fra Stiftamtmand Thygefon, udgil
ift til Landets meeft formaaende Mænd, hvori ber foreftilledes det Uverdige
før den norffe Nation i at lade fig paatvinge en Forening, bhvoraf intet Godt kunde
fnde for Fadrelandet — fun Trældom, Ulylker og Nedværdigelje. nan har —
hedte bet i disje Breve, hvoraf Forfatteren ogfaa fra famme Haand fit et, — folgt
Huden for Bjørnen er ſtudt.“ Det var den Indflydelſe, fom em faa beftemt Mes
singøyttring, der udgit fra Megjeringens Soæde felv, havde, fom forandrede den
almindelige Stemning, og det var faameget lettere at fabe et Modftandsparti mod
fielertractatens, i utfoge, og den tænkenbe Deel af Nationen flodende, Udtryk affattede
Seitnitninger, fom ber i Rordbmandené Barm borde en almindelig, og ligefon med
— — — — — ==" —
til at nedrive bet falſffe Document. Dagen efter denne Poſts Ankomſt blev Fredens
ſande Beſtaffenhed ham meddeelt gjennem en af hans Venner fra Arendal, og hang
Glære over Frebsbubflabet git over til den bittrefte Belymring. I et Brev Hi Kam-
merherre Unler, fom han fired under 31te Januar, beftrev han fine Felelſer i denne
Anledning, og ham ter troe, at be paa ben Tid deeltes af den ftørre Deel af Na-
tionen. Grev Wedel var, fom vvenfor fortalt, dengang i Danmark, og Forfatteren
gjerde Unter en Meddelelſe, jom egentligen. var Wedel beftemt. Brevet findes i
ilag 66. ſFredstractaten fom til Chriſtiania 24 Januar, men bemmeligholdtes. |
836 Andet Tibsrum II. Treogtredivte Capitel.
Modermelken indfuet Modbydelighed mod en Forening med Sverige, hvis inbvorkes
Forhold, naar de gif over i Norges, ikke ſyntes frikkede til at berede Fædrelandet
Fremtids Held.
Det var engang en almindelig herftende Mening, fom er bleven gjentagen af
hiſtoriſte Forfattere, at Prinds Chriſtian Frederits Beflutning, at modfætte fig Norges
Overgivelfe efter Sielertractatens Indhold, hvilede paa m hemmelig Uftale med
Danmarts Konge, fom i Kølge denne Mening frukde nære det Haab, at der i Tidens
ob, og medens der endnu bherflede en vis Gjæring i Guropas Politik, kunde inds
træffe Noget, der forandrede de paa den Tid gjældende Unftuelfer, og forftyrrede de
megtigſte Staterd Enighed, og at en ny Omvæltning kunde igjen fremlede de tvende
nordiſte Nigeré Forening. Men der er ikfe allermindfie Grund til at trøe, at Dans
marfs Konge, om han end nærede et frille Haab herom, har indledet nogenfombhetkt
hemmelig Unberhandiing i denne Henſeende med Prindfen, kgefom intet af Sammet
Skridt henpegede paa noget Saadant!). WMrindfen føgte tvertimed at undgaae Ull,
hvad der kunde opvælte Formodning om en faadan Forbindelfe, og brugte den flørfte
Øorfigtighed i fine Forhandlinger med de danffe Sendemend, der i politiffe Grender
opfenbtes til Norge. Slig Falffhed, hvor fædvanlig i politiſte Forhold, og bror
undføyldelig under den Mishandling, fom var Danmark vederfaren, faa ikke i ben
banffe Konges Charakteer, der ikke forftod hemmeligen at undergrave inbgangne Foer⸗
pligteffer. Desuden var Freden Danmark nødvendig, og det ſukkede under Krigens
Byrder, faalænge Kielertractatens Fredspunkter ilfe vare gangne i Opfyldelfe. De
banffe Stater, allerede forud foælfede ved em ulykkelig Mrigstilftand, bleve fremdeles
befatte af fremmede Hære, faalænge Norges Forening ei var iftandbragt efter Trace
tatens Medfør. Det fvage Haab, fom Danmark funde nære om em Forandring i
Europas Politit, maatte fnart forfvinde, da Napoleons Skjebne afgjorbes i Beghn⸗
delfen af April, han felv nedlagde fin Ketferfrone, og førtes til Elba. Der rygteded
vift not om Uenighed imellem Sveriges Kronprinbs og de allterede Magter, da han
pægrede fig ved at følge disfes ftore Troppemasfer ind i Hjertet af Frankrige, eller
i det mindfte feendrægtigen nærmede fig VBalplabfen, idet han maatte have Beteenke⸗
lighed ved at betræde fit Fædreland fom Fiende. Men Carl Johan havde opfyldt
be med fine Allierede indgangne Forvligtelfer; han havde bidraget fin Deel til Tydſt⸗
lands Befrielje fra Napoleons Aag, og da dette var fleet, vendte han fig mod Norden,
for efter Tractatens Indhold at høfte Lønnen for fin Deeltagelfe i den fore Krig.
ær maatte han vente fin eftlige Naboes trofafte Opfyldelfe af en høttibeligen ind:
gangen Tractat, hvis Sag han faa kraftigen og betimeligen habde underfsttet, og
fom betalte Offeret med en anden Fyrftes Hjerteblod. Under faadanne Dmfændige
heder kunde en Plan til Danmarks og Norges Gjenforening ille modnes eller bringes
til Udførelfe.
Det maa derhos paa den anden Side tilftaaes, at Prindfens og hans Road:
gtveres Modſtand mod en bogftavelig Dvfyldelfe af Kieler-Tractaten — en Modſtand,
der unberftøttedes og ligefom fancttoneredes af bet norſte Folt — i en vis Henfeeude
var betimelig, ligefom ben visfeligen var gavnlig og fremledte omfiber et for Norges
Fremtid onſteligt Reſultat. Prindfen og hans Raad hunde have valgt mere padfende
Midler til at gjennemføre denne Modftand, og have udført den med frørre Mvaft;
men en ubetinget Beredvillighed til at underhandle med Sverige paa Kietertrartatens
Bafis, kunde let have ledet til en Sammenfmeltning af begge Rigers indvortes Forhold,
fom, unaturlig i fig felv og aldeles fridende mod begge Rigers, men fornemmeligen
) 19. Ghr. Berg antager, at han ved fin Udnævnelje til Statholber i Norge 1813
allerede havde faaet en hemmelig, munbtlig Inſtrux i faa Henjeende. Den foenfle
Megjering troede fig i 1814 overbeviift berom, og i Morge gar bet altid været en
temmelig almindelig Tro, hvis Grund eller ——n forf førft emtiben fy opflare;
ift. Morgenbladet 1848 No. 49 og 60; Sdintel-Bergman VIII.
Norges Gtilling til Kielerfreden. Chriſtian Frederik. 297
Snget, Jnteredfe, maatte have bragt en fangt førre Ulykke over Landet, end de
sieblittelige Videlfer og blodige Opofrelfer, fom en Modftanb endog med Vaabenmagt
maatte fremiede. Disfe ben levende Stlægts Lidelfer vare forbigaaende, og at betragte
fm en Gave til Gjfterilægten, der begrundede Fremtids Held, medens en Gammen:
fmeltumg af begge Rigers indvortes Forfatning wilde berede vore Efterfommere en
varig Ulykte, hvis Følger i Kremtiden vare uberegnelige. De VBetingelfer, under
vilte Songen af Danmarf afſtod fin Ret til Norge, vare ikke faabanne, at de unde
beirvgge Norges politifle Lyffalighed ved den nye Forening. Frederik den Sjette var
ea Konge af ben gamle Støle, og hunde endnu paa den Tid — thi fenere maatte
ban og for en Del agte pan Ideernes Gang — ille fætte fig nd i de Statsfor⸗
falningers Henfigtsmaskighed, fom dele StatSmagten imellem Kongen og Holtet gjennem
dette Mevræfentanter. Han overgav ſaaledes Norge til Cveriges Konge med den
Vettighed og i den Stateform, hvorefter det danfte Kongehuus i halvandet hundrede
Sar bavde fyret begge Niger. Kun. de Privilegier og Mettigheder, hvoraf be nu
ve i Befiddelfe, og fom med Henfyn til den offentlige Befiyrelfe ingen Betydning
herde, betimgede han fine gamle Underfaatter, uden Garanti for at Folkets naturlige
Set i gammel Stil ſtulde vorde refpecteret. Den Mangel paa en indvortes Selv⸗
endighed, hvorunder Norge feed, unde iffe ved Kielertractatens Urtifler vorde afs
bjatpen; tbi ben hjemlede Norge fun Befiddelfen af beftaaende Mettigheder.
Qangt mere vandt Norge ved at fødrive fig fra Kielertractatens Befemmelfer ;
fi ba funde bet lægge en ny Baſis for fin Statsforfatning, grundet paa de herffende
Segreber om Gtatsmagtens rette Kordeling, og med tilbørligt Henfyn til de hoiſt
frffjellige inbvortes Forhold i Sverige og Norge. I denne Deel af fin Modftand
fed fffe heller Norge alene og forladt af det øvrige Europa. Til paa denne Maade
at gumdfæfte fit politiſte Held maatte Norge vente Underftøttelfe af den Magt, fom
anbe anfees for at være den vigtigfte, og faa at fige raadende i bet flore europæifte
Jerbund , forfaavidt deite bevægede fig igjennem bens gyldne Midler. Da England
unfig ver Tractaten i Stodholm [Bdie Marts 1813] gav fit Samtylte til ben
fandinavtifle Halvørs Forening, da frede det under den Betingelfe, at der fulde tages
$enfyn til Norges Held og Frihed. Denne Betingelfe var nedbrudt ved Kielertracs
uten; den kunde ventes opreift ved Englands Medvirkning. Hvor egenmægtig og
interesferet endog Englands Nolitif ſtundom vifer fig i fine udvortes Forhold til andre
Stater, faa liberalt Handler England fædvanligen i dem, der ligge uden for Omraadet
af Dets umiddelbare Interesſe. Det betragter fig fom de conftitutionelle Forfatningers
Seflytter, og fom en Horfvarer af Menneftehedens Rettigheder i Staternes indvortes
Organifation. England havde i føromtalte redstractat viiſt fig liberalere mod Norge,
ad Nusianb fom Ben, da dette i Tractaten eenfibigen tog Henfyn til egen Jnteresfe,
og lod enhver anden Betragtning af Syne. Fra den Kant tunde heller iklke venteg
negen Underſtottelſe til at indføre confritutionelle Former. Norge hunde ſaaledes vente,
st England ei vilde tillade Sverige at tvinge det til en ufrivillig Forming paa de
Betingetfer, fom Kielertractaten indeholdt, i Følge hvilte den fulbfomnefte Forftyrrelfe
i Laudets indvortes fimple Organifation, og en Jndpodning af en fremmed og ufulde
tenmen Statsforfatnings urene Safter vilde afftedfommes. Modftanden maatte faar
keg fra denne Side betragtet være ligefaa betimelig fom gavnlig.
Det var berhos af flor Bigtighed og en Lykte for Norge, at en udmartet Pers
jønlighed var ved Haanden, fom midlertidigen funde overtage Regjeringens Tomme,
mil Nigets Stjebne var beftemt, og at ille Ghriftian Frederit forlod Norge i dette
Overgangené betydningsfulde Oieblik. Morge vilde ellers være blevet i en forladt
Tilſtand; Uorden og Forvirring vilde have udbredt fig i alle Forvaltningens Grene,
og dets Overgang til en ny politift Etilling funde let være bleven fuldbyrdet under
mindre fovende Udfigter til Fremtidbs Held. Prinds Ghrifttan Frederik lagde i Ord
og Gjeming for Dagen, at det norfle Folks Jnteresfe var ham dyrebar, og at det
var hans Beflutning at dele dets Skjebne under den forviklede og hoiſt vanffelige
Aalla Grindringer. 22
398 Andet Tidsrum IL. Treogtredivte Gapitel.
Stilling, hvori bet ſtrax efter Skilsmisſen fra Danmark fom. Norge tan altſaa med
førre Foie end Sverige, ved en foregaaende Unledning om en anden danſt Prinds,
fige om Ghriftian Frederik, at han ved fin Narvarelſe i Norge i Stilsmisjens Oieblik
viifte bette Rige faa ſtor Tjenefte, fom ved lignende Leilighed er viiſt nogen Nation.
Det tan vel heller neppe omtvivies, at Norge var lykkeligere ved denne Fyrſtes Nær
værelfe, end om bet Skjebne i dekte vigtige Øieblit var bleven lagt i en norſt
Statsmands Haand, fom vi før have nævnt. Denne Statsmands Ideer gil ud paa
en lettere, og maaffee endog nøiere Forbindelfe med Sverige end den, der i Aarets
Lob knyttedes, og endffjønt Wedel i fit Fodrelandsſind visjeligen, under Beftemmelfem
af Joreningsvillaarene, vilde have taget alle mulige Henfyn til Norges Interesſe,
faa var bog Fædrelandet bedre tjent med at Foreningen flede under Oppofitionens
end under Shympatiens Farve. Det vide vi med VBished, at de Begivenheders Traade,
fom fremlebte Rorges nye Stilling, vare i Forfynets Haand valgte til Fædrelanbets
Held, og i Norges Hiftorie bør et erkjendtligt Minde veifes om den Fyrftes Mellem»
fomft og adle Henfigt, fom i Farens Stund overtog Rigets Beſtyrelſe.
Men om vi end faaledes have Aarfag til at glæde os over Sagens endelige
Refultat, faa fan Hiftorien neppe ubetinget rofe Prindfens og hans Naadgiveres
Fremgangsmaade i det Hele. Det fan neppe figes, at enten Regjeringens Chef paa
ben Tid — hvorvidt han fenere tilegnede fig disſe Egenſtaber, det vil Danmarts
Hiftorie i fin Tid indfkrive paa fine Blade — eller hans nærmefte Naadgivere vare
i Befidbelfe af den Sindighed, Klogſtab og Kraft, der beløvedes for at lede em
Modftand af den Urt, fom figtede til at underkjende en uigjentaldelig og med ubyre
GStatskræfter underftøttet Beflutning. Prinds Chriſtian Frederit var visfeligen i Be⸗
fidbelfe af ftore Talenter, han havde en videnffabelig Dannelfe, forenet med en for
Evne til at give fine Ideer og Beljendtgjørelfer en pasfende Jndklædning ), og han
havde ſtor Lethed i at fætte fig ind i fin Omgivelfes Former*). Derhos var han
befjælet af det oprigtigfte Onſte, at fremme bet Lands Lytfalighed, hvis Stjebne ban
havde paataget fig at flyre, og i Folkets Kjærlighed høftede han derfor fin Løn.
Men Statsmandens Egenſtaber vare endnu iffe Hos ham t den forønflede Grad
udviklede, og Heltens havde han ike havt Leilighed til at vife. Der fattedes ham
itte Mod til at fatte fore Befluminger, men under VBegivenhedernes Lob fyntes
Kraften at ſpigte; i et kritiſt Hieblik fatte Indbildningen ham ud over al Fare —
Birteligheden gjorde ham tilfyneladende urolig, modlos, forlegen. Han Iyttede heller
til em bevægelig Føielighed for fine Ideer — det kongelige Øre er fjeldent aabent
for Jndvendinger — end til en alvorlig Modfigelfe, og fljøb faaledes ikke fjeldent
fra fig be Mends Raad og Mening, fom bet havde været ham garnligt at høre.
Hiftorien maa imidlertid være forfigtig i fin Anklage for tilfyneladende Mangel hos
ham paa Srigertalent, og for hans vaklende Færd under SelvftændighedssKrigen, der
uden Tvivl meftendeeld maa tilfrives et famvittighedsfuldt Henfyn til Norges Tar».
Bi finde ham under hans hele Ophold i Norge i idelig VBevægelfe for at ordne
Landets militaire Unliggender med Indfigt og Kraft, og fra hans Cabinet udgil
fædvanligen egenhændige Ordres i den Anledning. Hiſtorien vil vife, hvorlumde denne
Birtfomhed i Krigens fidfte Periode fil en Charakteer af Modløshed og ubeftemt
Vaklen, medens han egentligen fun gav efter for tvingende Omftændigheder og et
Tiberalt Henfyn til Norges Tarv. J Fredens Dage hunde han have beredt Norge,
forbundet meb benne eller hiin nordiffe Stat og under Ly af en pasfende Conſtitution,
Held og Lytte; men han fremtraadte under en farlig Krigstilſtand, uden tilfræftelige
——
—r —— —
) [Øren reg gg derfor om ham: ,Det er dog en Prinds, man fan tale med."
— I. Chr. Berg.
% Ben hans Laffel, fom beføgtes af Gjæfter af alle Stænder, herſtede en Munterhed
så Frihed i Unberholdnings-Tone, fom man tan finde ben i be meeft tvangfrie
rivat-GSelftaber.
Prindfens Raadgivere. VForfvarsanftalter. Prindfe-Sebler. 289
Moler til at forfvare fig mod mægtige og takrige Fiender, og uden Beiledning af
meget ſtort Talent i fit Krigsraad. Conſtitutionens Belgjerning fylder Norge Chriſtian
Federit, forfaavidt fom han uden Bægring gav Ubkaftet dertil fit Bifald, og gav den
dewed en Filværelfe, fom ei kunde rokkes under en paafølgende Statsforandring; men
Hiftorien maa lade uafgjort, om iffe Conjuncturernes Beftaffenhed, og hans færegne
Stilliag til det norfte Folt, bevægede ham kl at antage em liberalere Megjeringsform,
ed fom i Grunden var efter hans Sind.
Det funde anfees toivlfomt, om Prindfen i fin førfte Haadgiver, Gonferentéraad
Garften Anfer, havde gjort bet rette Balg. Han var viftnot en Mand af Talenter,
fortandig i fin Tale og færdetes interesfant i Underholdning, endffjønt hans Døvhed
gjorde Samtalen tung; men han havde lidet fat fig ind i Menigmands Mettigheder,
og hans Ideer om hvad der tjente til Landets Gavn, bhentede han mere fra den
frundne Tids Feudalisme end fra den nærværende Tide iberale Unfruelfer. Han
havde vif nok været brugt i flere vigtige Forretninger, og vi ville ikke paatage og at
bedeume Mefultatet af hans Arbeider, men han var iffe heldig til at ubføre de
ofentlige Gommisfioner, fom under Selvftændigheds-Perioden, og efter Norges Fors
sing med Sverige, ble ham overdragne!). Det vigtige Arende, fom betroedes
fam af Ghrifttan Frederik, mislykkedes aldeles. Det var formodentlig hans fine og
taftetige Vœſen, faavelfom hans herlige Underholdningsgave, der indtog Prinds Ghriftian
grederif, fom bet fiben indtog Prindfens Eftermand, og i denne Henfeende var han
vit not uimodflaaelig*).
Stiftamtmand Emanuel de Thygeſon, Prindfens anden Raadgiver, havde paa
ben Tid et ſtort Ravn i Norge formedelft en heldig Birffombed i fin Embedsfilling
og i Brovideringsvæfenet, faavelfom for den liberale Maade, hvorpaa Han nyligen
uuder det flore Mode af indfaldte Borgere havde bdeeltaget i Horføget til at ordne
Bengevæjenet, og den forefommende Gjæftfrihed, hvormed han aabnede fit Huus for
ben ftore Kreds af fine Bekjendte og for Reifende, fom beføgte Chriftiania. Som
Stiftamtmand i Ghriftiansfands Stift havde han erhvervet fig et Ravn fom aa i
ha Stilling, og fom GStiftamtmand i Agershuus Stift føred han frem paa famme
Sane%. Men fom flor Posjesfionat i Danmarf, hvor han fnart ffulde mobdtage
betydelige Land-Gicndbomme, maatte hans Jnteresfe nærmeft være heftet til hans Jo»
breland. Det var faalebes hans Kjærlighed til Prindfen, hans Deeltagelfe i den
bnfle Tronarvings Skjebne og maaftee Haab om i fin Tid at bevirke Foreningen
med Danmark igjen i gammel Stiil, fom lod ham tage faa virffom Deel i Prindfens
føre Beflutninger, hvilfe han forplantede og anbefalede over det ganffe Rige. Det
var overhovebdet Thygefons Urt at lægge flore Planer med Kjæthed, og udføre dem
med Naffhed, ligefom hang Virkſomhed efter Fleres Mening derom ikke var fri for
en vis Bram. Jmidlertib varede hans Deeltagelfe i Norges GSelvftændighedss Sag
hm fort. Man gjorde en Reife til Danmark, fom det hedte i Prindfens Unliggender,
og berfra vendte han itte mere tilbage. Hans Ravn nævnedes fiden kun fjeldent i
Norge, og fun i taknemmelig Grinbring om hans velgjørende og liberale Virkſomhed
mbder Srigen i begge fine Gmbebs-Stillinger. Det var faaledes fun det førfte Stød
til Prindſens Beflutninger efter Norges Etilsmisfe fra Danmart, fom fom fra Thy
San var et foftbart Medlem af be Commisfioner, hvis Formand han var, og tral
GSagerne ud til en utilbørlig Længde. Forfatteren ftod, fom Medlem af Bergværls»
og Solvværlb-Gommisfionerne, i flere Berorelfespunkter med ham, og be havde i
ben Anledning flere Stridspunkter, fom bog afgjørbet uben perjonlig Uvillie. [Han
blev aldrig færbig med nogen Ting. I. Chr. Berg.)
%) (San var en flet Huusholder og å en nedtrykt ofonomift Stilling, og han fatte Po-
fititen i Gone eller Færdighed at hinne bedrage. Man kunde derfor ike have nogen
Tillid til ham, hvilket Kong Frederit VI. heller ikke havde. — I. Chr. €r9.]
[Som Amtmand i Qedemartens Amt, hvilket var hans feig Skridi paa Embeds⸗
banen her å Landet, var ban og meget vel lidt. — I. Chr. Berg.]
. 22*
å
od
340 Andet Tiderum II. Fireogtredivte Capitel.
geſons Haand; men dette var kraftfuldt og i Forening med Carſten Ankers vif nel
af Betybenhed for Sagen fel.
Fireogtredivte Capitel.
Chriſtian Srederiks Ueife til Srondhjem. Modet pan Cidsvold.
ener
Da PBrindfen havde taget fin Beflutning, ikke at førlade Norge under dets nærvær
rende fritifte Stilling, og at mobfætte fig Norges Forming med Sverige, var han
betenkt paa at reife de Midler, hvorved Varket kunde fuldbyrdes, og paa at vinde
Foltets Bifald ved et pasfende MegjeringssForholb. Hans førfte Omforg var at
udnævne Gheferne for de forftjellige Corps, fom frulde forfvare Grændfen mod de
Svenftes mulige Indfald, og at poftere disfe paa pasfende Punkter. Han faae fig
i benne Henfeendbe om blandt be Mon», fom vare blevne ham perfonligen bekjendte
effer anbefalede fom hjæderlige, dygtige og fit Foæbdreland opofrede Mand). Fra hans
Gabinet udgit i den Henfeende under Ufte Februar Ordres til disſe Chefer, blandt
hvilte ifær Oberftlieutenant Krebs og Oberft Hegermann fyntes at have været i Be:
ftodelfe af Prindſens fortrinlige Tilid. Han tillod endog Oberft Hegermann i enkelte
Vilfælde at tage fin Beflutning paa egen Haand, uden derom at gjøre Melding til
Generalmajor GStaffeldt, tl hvem det i AMmindelighed var Corps⸗Cheferne paalagt at
rapportere deres Bevægelfer. I fin Ordre til Hegermann figer han, at hans Brev
fun var et Udfaft, fom Oberften felv nærmere maatte ubdarbeide, og hvorom Prindfen
vilde conferere med ham ved næfte Sammenfomft. Det er imidlertid af hans Ordres
Mart, at hans Mening hm var at føre Krigen defenfiv og ille gjøre noget Judfald
i Sverige, hvorimod han aabenbart ventede, at et Ungreb vilde flee fra Sveriges
Side; og bderpaa føgte han ike alene at forberede fig, men han fyntes endog at
ønffe, at de fvenffe Krigere vilde paa denne Maade give de norffe Unlebning til at
maale Kræfter med hverandre. I fit Brev til Hegermann figer han: „Er Alt færdigt,
ønffer jeg, at Fienden vilde fomme.” J Begyndelfen af Februar befalede han Oberſt
Sejerfted at infpicere Fredriksſtade Faſtning og indberette ham bens Tilftand, hvorhos
ban bemynbigede Staffeldt kl at affætte Gommandanten Medlenburg, „om han havde
tabt Hovedet“, og tndfætte Schilling hans Plads. Senere gjørdes Major Hals
HL Gommandant. Han indffjærpede fremdeles Armee Jntendanten, Generalmajor
Harthauſen, at fremføynde Koranftalmingerne til Armeens Broviantering og VBellæd-
ning. Han befalede, at de militatre og civile Pagafiner frulbe affonbres fra hver:
andre, og be førfte forfynes med hvad der manglede i den reglementerede Beholdning,
fom uden hans ſpecielle Tilladelſe et maatte anvendes til andet end militatrt Brug.
Fillige paalagbe han Overproviderings-Gommisfionen hver Maaned at indgive em i
Rubritter inddeelt Lifte over Beholdningen ved Maanedens Begyndelfe, over Jndtægi
og Udgift i Maanebens Løb, og over den virkelige Beholdning ved Maanedens Udgang.
il alle disſe Foranftalminger behøvedes Penge, og for at veife disſe maatte
Prinds⸗Regenten tage fin Filflugt til Statens enefte Kilde paa den Tid — Fabris
cationen af Papiirpenge. Til at beftride de fornødne Stats-Udgifter lod han faaledes
ved Bekjendigførelfe af 27de Januar 1814 ubdfærdige Bevifer til m Sum af 34
Millioner Rigsbantfedler, der flulbe modtages i alle Kasfer og Oppebørfler. Disfe
faafaldte Prindfe: Sedler vare Begyndelfen til Selvftændigheds-Mynten, der fiden
) Rrigshiftoriens Lob vil efterhaanden lære os at Kjende bisfe Man».
Prinds Ghuiftians Beſog i Treudhiem. Å
en lang Nolte af Gfurfølgere. Bed bemne Leitighed var der, befynderlig nøt,
Tale om den Forberedeife, fom af hin føromtalte flore Forfamling var gjort til
arbue PBengerajenet. Man gik i den gamle Stil og mdftedte Sedler uden at
lagge nogen Grundvoid, der hunde gives Gyldighed. Derefter befluttede han i et
Møde paa Gisvold), hverned nogle Haa af Landets vigtigfte Gubedåmænd vare
tilfede, at fammenfalde formaaende Mand, for fiden gjennem Nationens Nepræfens
tanker at befæfte fin fore Veflutning og beftemme den nye Regjeringsform. Derhes
beftemie han fig til at gjøre en Retfe til Trondhjem, hvorved han bande fil Leilighed
til at beføge den folferigefte og frugtbarefte Deel af Landet, og tillige ben, fom fra
$iforiens aældfr Tid har tilegnet fig Net til at afgjøre Bæbdrelandeis Skjebne i ris
tiffe Oieblik. Men em Konges Reiſe gjennem Landet har i vore Dage en anden
Mi af Betydning md i Oldtiden, da Kongerne lidet kunde ubdrette, naar de ikke
bande Folfetd Stemme for fig i de fore Follemøder, og det faaledes maatte være af
forub at ſikkre fig Nationens Bifald til vigtige Planer. En lengetig
Yerſons Meiſe igjennem Landet var et Særfyn paa den Tid, og ledfagedes af Glades⸗
vitringer, fom afgive fun et mfuldfomment Tegn paa den i Nationen herftende Mening.
fn man imidlertid troe, hvad derom Dengang ev bleven fagt og fide nedſtrevet,
hertes ogſaa paa denne Reiſe de frimodige Mitringer, hvormed Kongerne hilftes i
forben Tid, og hvid Spor fandtes i wore Fjelde endog under de meeft uindirænkede
Smgers Regjering. Derhos var bet em let Sag for en Mand i Primdfens ophøide
Gidling paa den Tid at fremlofte Mobdbydelighedsyttringer mod hbvillenfombelft Fors
ming med Sverige; thi denme horde visfeligen i Bondens Ejæl og deeltes af den
dører Mengde i alle Borgertlasfer paa alle Dannelfestrin, og Tronarvingen, fom kar
Søftet og Gaabet om en Selvftændighedstilfand i denne Henfeende paa fine Laber,
maatte å Følge benne Stemning være høift velfommen. Prinbfens Reife var faaledeg
d Eriumfiog, paa hvilket der ifke manglede paa Jubet og Glædesyitringer. Det ar
vrigt ikke Horfatterens Henfigt at følge Prindfen Skridt for Skridt paa demme Reiſe,
fom blev flyfteviis indfort i forffjellige Rummere af Bladet Tiden, og hvoraf Brud⸗
fytter findes i Wergelands Conſtitutionshiſtorie. Prindſen anſaa fig ikke ſikler for
Staner fra ſvenſt Side mod fin Perſon, og befalede derfor Aſte Februar Major
Urngen ved Patroutlering og Bagt paa de Steder, hvor Prindfen holdt Natteqvarteer pas
Sitbagereifen igjennem Oſterdalen, at filtre ham for Forurokigelfe af Fienden.
Om $Henfigten af denne Prindfens Neife til Tromdhjem har der været yitg
ofitlige Meninger, der meftendeels gaae ud paa, at bet var Prindfens Plan, der
et lade fig udraabe til Konge, og ſaaledes benytte Trondernes i Oldhiftorten —5
Jadflydelſe paa Norges Anliggender og paa Kongevalget, for at gjøre fin kongelige
Arveret gjældende. Men der er ifte Anledning til den Mening, at Reifen havde en
fan alvorlig og dyb Plan. Den fynes meget mere hun at have været deelg en Ad⸗
nere efter den fpændte Sindsſtemning, hvori Dagend vigtige VBegivenheder
og hans fjatte Beflutning havde fat ham, deels foretagen for at vinbe Tid til at
ud Mlandet fine Meddeleffer, og tillige fornemmeligen for at overbevife fig om
ningen i den vigtige Deel af Landet, hvorigjennem Meifen gik, og å Trond:
bjene ſelv?.) Hans Ophold i Trondhjem, fom varede fra 5—10 Februar, var cn
munter Afverting af de fædvanlige Feftligheder, under hvilte Intet fra Prindfens Sive
føretoges, fom kunde have mindfte Henfyn til em faadan Kroningsplan. Nogle af
reudbjems meeſt anfeete endnu levende Borgere, fom toge Deel i disſe Feftiviteter,
fane i Brindfens Ford under hans Ophold der Intet humet opdage, fom figtede
5 Dette Nowe gi! forud før bet, fom fiken fandt Sted paa Eidsvold, og nedenfor
et ene foregif Abft t Januar, bet andet 16de Februar
7 —* Gane Ri efølge beftob fun af Giatsraabd v. Holten, Sherftlieutenant Dalen
nt Schwartz og Grev Vargas Bedemar, alle Udlændinger. Han veifte op
* per Davie oa tilbage qver Rørags.]
349 Andet Tibsrum II. Fireogtredivte Gapttel.
bertil. Et Rygte om, at noget GSaadant vilde blive forføgt fra Prindſens Gude,
var viftnof gaaet fornd for denne Meife, og havde givet Anledning til nogle forbes
redende Stridt i en anden Retning. Omtrent 60 af Erondhjems meeft anferte Mænd
forenede fig og forfattede en Adresſe, fom henpegede paa en Megjeringsform, ber
værnede om Folkets Mettigheder og beforbrede en pasfende Magtfordeling; men Ude
flederne befluttede i et famlet Møde ei at afgive den, fordi dens Korubdfætning, Norges
AfRaaelfe til Sverige, ei var offirielt befjendt under Prindfens Ophold i Trondhjem.
Deres Henfigt opnaaedes kort efter, ba Rigsforfamlingen ſammenkaldtes. ) Fuld af
ben Tante at forfvare Norges GSelvftændighed til det Mderfte mod udenlandff Bold,
fod Prindſen viſtnok denne fin Henfigt indflyde i flere af de fmaa Taler, fom han
holdt i Trondhjem, men intet Ord om at gjøre Denne Stad til en Fodframmel for
fin Jronbeftigelfe. Ved fin Anfomft til Trondhjem fleeg han af ude paa Ilevolden,
og holdt ridende fit Yndtog til Byen, efterat Commandanten havde overleveret Ham
Røglerne. I den Anledning tiltalte han den forfamlede Skare omtrent med de Ord:
„Med Henryttelje har jeg gjennemreift Eders Land, og dette herlige Land fhulde
Svenflen erobret Det fral i Evighed aldrig ſtee.“ Da Byens Geiflige, militaire
og civile Embedsmæend tilligemed Byens flefte Borgere mødte til Cour i Stiftamt-
mandeboligen, tiltalte han dem faalunde: „Jeg udtrykker Dem min Vilfredshed ved
at fee mig i Deres Midte. Hvor Iyttelig vilde jeg være ved at bringe Dem filtert
Haab om Fred; det er Nationens Ønfte og Maalet for mine Beftræbelfer; men tun
bet felvftændige Norge fan nyde Fredens Belfignelfer. Skulde den kjobes med Unders
faftelfe under fremmed Mag, ba vilde bet være en ligeſaa for VBanære for den nær:
værende Slægt, fom Uheld for vore Gfterfommere. Horuroligende Rygter bebudede,
at gamle Norge flulte fiyftes ud — det frulde aldrig have fleet; dertil faaer Tanken
ei heller; men nu gjælber bet det hele; dog Norge fan og fral beftaae ved Sam»
drægtighed. Jeg er uadfriflelig fra Morge; min Tillid fraaer til det norfte Holt,
mit Haab til Gud, min Løn fral være Folkets Kjærlighed. Veg paaffjønner det
Fedrelandsſind, jeg overalt moder, og jeg vil glædes, hver Gang jeg fan give dette
Samfund Prøver paa min Belvillie.-*)
Saaledes raadede nu Tanken om at forfvare Norges Selvftændighed hos Prindfen,
og berpaa fagde han nu den alvorligfte Haand. Med Reiſen Kl Trondhjem og det
bermed opnaaebe Refultat var Prindfen vel tilfredse. J et Brev til Gontres Admiral
Ritten af 13de Hebr. figer han: „Jeg er fuldkommen vel efter en i ale Genfeender
behagelig og vel tilendebragt Reiſe.“
) [Den originale Adresſe med fine 58 Underfrifter eies nu af Sognepreſt U. Faye I
Holt, til hvem dens Forfatter Carl Falfen, da Byffriver ti Throndhiem, har
føræret ben, tilligemed en Deel her benyttede nye Opplysninger. Den er unbverfirevet
af Byens bedfte Mand af alle Klasſer, undtagen General v. Krogh, GeneraDieut.
Grev Såmettomw, Stiftamtmand Grev Frampe og Biftop Bugge, fom undfloge fig
paa Grund af bereg Embedsſtilling. Ligefaa mangler ben meget anſeede Bergmeftet
Gril O. Knoph, Direkteur paa Roraas, men han var netop fraværende fra Thrond⸗
bjem, da han af Prindjen var affendt til Falun, for at faa tjøbt Krudt til Kobber-
verfet g med bet famme ubforffe Stemningen i Dalane. Trampe forlangte
fik en Ufftrift af Adresſen, for at forevife ben for Prindfen, fom altfaa fom
Kundftab om dens Indhold. Vi meddele ben i Bilag Nr. 67.
7 Forfatteren har i Henſeende til benne Fremftilling henvendt fig til en af fine for-
trølige, i Trondhjem og å Norge hoiagtede, Benner, Bankirekteur Sdnitler, fom
perfonligen var tilftebe ved be $ tligbeper, ſom gaves Prinofen, og af hans Med⸗
belelfe er Ovenjtaaende en Gytract. Dertil har han føiet i Bilag Nr. 68 nogle
Rotitfer af Trondhjems Adresſekontoir, ledſagede af nogle Unmæringer af Over-
infpecteur Såmidt, en af Medlemmerne a Rigsforfamlingen paa Eidsvold, til
Styrke for ben Mening, fom i Texten er yttret. Ut Svuverainitetsibeen i ben gamle
Forfatnings Stil fpøgede i nogen Tronders Hoved — ev viftnot en ugrundet Paa-
ſtand, ber nolfom gjenbriveg ved ben omhandlede Ubresfe, ber henpegede paa Tids-
aandené Krav i ben Henfeende. [„Trampe, Sdmettom og Bugge føgte", fortæller
Sverbrupé Beretning om Modet paa Eidsvold 16de Februar 1814. 343
Raa Filbagereifen fra Trondhjem frandfede Prindfen paa Eidsvold, og beram⸗
mde et Bede med nogle af Nationens vigtige og udmærkede Mand. I Balget af
Nøje Mand havde han viftnok i ben gamle danſte Stiil taget Henfyn til de høie
Cubedsfillinger, hvort de Tilfaldte befandt fig, men han havde ogfaa tilftevnet Mænd,
fom vare befjendte med Follets Stemning og Landet6 indre Forhold, og fom gjorde
res Mening gjældende med Frimovighed og Indfigt. Om Henfigten af dette Møde
a ber pitret faa forftjellige Meninger, de hiftoriffe Beretninger ere faa afvigende fra
meandere, og bære faa meget farven af be politifte Partier paa ben Tid, at det er
vnffetigt for Hiftorieftriveren at give en fuldftændig, paa ren GSandhed grundet
gremitilling derom. Forfatteren har berfor maattet frille Undres Grfaringer og flere
Rends velvillige Meddelelfer, fom vare tilftebe ved Mødet, ved Siden af de Kjends⸗
sjeminger, fom ban felv under et Ophold i Chriſtiania paa den Tid umiddelbart Har
jamlet og nedtegnet, for faavidt muligt at abfprede det Mørke, fom hviler over bette
viglige Mode, der foreløbigen fiyrfede Brindfen i hans Beflutninger, og beftemte hans
ſirberedende Skridt til at befæfte fig paa Norges Negjeringsjæde. Det er, fom ovene
fr bemærfet, hoiſt rimeligt, at Prindfens førfte Tante, efter at Kielertractaten var
Møen ham betjendt, var at beftige Norges Trone fom odelsbaaren) Fyrfte, og at han
der Kongeloven troede fig berettiget til at indtræde i fine Forfædreg Mettigheder.
J dieſe høie Begreber om fin Stilling til Norge efter Rigernes Skilsmisſe beftyrfedes
ban ved de enfelte Naadgivere, fom i Opløsningens Oieblik ſtode ved hans Side,
sg gave hiin Sowverainitetsidee Medhold. Horjaavidt bet var hans Henfigt, under
die Omfrænbigheder at forhindre Norges Forening med Sverige, og faalebes ved en
befant Modftand bevare Norges foreløbige Selvftændighed, for fenere hen, til beteilig
20 og under forandbrede politiffe Forhold, at tilvetebringe de tvende nu ved Vold
affilte Rigers Forening igjen, maatte Kongeloven for et Stud af den ofdenborgffe
Etne være den ønfleligfte Bafis for Tronbeftigelfen. Men det varede iffe længe,
inden Rygtet om denne Brindfens Souverainitetsplan, endftjønt det i Begyndelfen
mbrebtes i en ubeftemt Form og fuævede alene om i et indfrænket Omraade, opvakte
WFugftelfe hos Flere blandt Landets anfeete Mænd. Det var Enkelte blandt disfe,
fn, endnu for hitnt Møde paa Gidsvold fandt Sted, med Mod og Held betjæms
por hiin GSouveratnitetsidee, og forberedte en Horandring. Det vil være i de paa
kin Tid levende Landsmends Erindring, hvor megen Omtale der bengang var om -
Rrindfens Samtale med Profesfor Sverdrup i denne Unledning, og før berom at
hune fremfægge den paalideligfte Fremſtilling, har Forfatteren modtaget en hiſtoriſt
Beretning of Hædersmanden felv, fom han her ordlydende indfører:
„Det var en af Martedsbagene Å Chrifttania t Maret 1814, da jeg, fom it
øgle Dage havde været upasfelig og derfor holdt mig tnde, modtog et Beføg af
Kort Schmidt i Eger, og, faavidt minde, Feltprovft Mund. De fortalte mig,
ef der i Byen gik det Rygte, at Prinds Chriſtian efter fin Tilbagefomft fra Trond-
bjera vilde lade fig ubraabe til Konge i Norge, og at dette Rygte havde vakt Urolighed
i den norffe Krigshær, fom lad påa Grændfen. Efter mit Forflag bleve de med
svennæbhté Bankdirerteur Schnitler i et fenere Brev til Preften Faye, „ved alle mulige
Midler at hindre Prindfen fra at fomme i nærmere Berørelfe med ben pamle General
v. —5 men dette mislykkedes aldeles, da her ingen Mand var, fom Prindſen
tilfnnelabende vifte ftørre Dpmaærkjombhed og Bevaagenhed, go ban ftrax efter An-
fomften og fort før Afreifen beføgte, famt inbtog en ſtor Middag hos ham, og var
ſerdeles ſorekommende og elftværbig mod ham. — — Juſt under benne Midbag
anfom Major Brod fom Goureer fra Danmark, hvem Prindfen ftedede tl Audients
ved Bordet, rakte ham fin Haand at kysſe, og reifte fig fort efter, for at gjøre flg
ketjendt med Depedjerne.*|
') Dette Udtryk optog han rimeligvis gjerne, forbi han meente, at bet maatte have
en god Klang i den morfte Bondes Øren, og forbi bet betegnede hans UArveret i
Følge gamle Inflitutioner, endfljent Tronen neppe Lunde anſees fom Övdels- og
Eiendomsgods, fom andre Jordeienbomme.
344 Undet Tidermu II. Fireogtredivte Gapitel,
mig enige i at gaae til Stiftamtmand Thygefon, fom den hoieſte Ovrighedéperſon
paa Stedet, og fom den Mand, der med fin meget bannede Forftand og flarpe polis
tifte BUE i Almindelighed anfaaes for at have en ſtor Indflydelſe paa Prindſen, for
at føreholde ham de Følger, det Skridt, Prindfen efter Rygtet flod i Begreb med
at gjøre, vilde have for Norge, og at formaae ham til ved fin Indflydelſe at føge
at afværge bet. Vegge ovennævnte Mand git fra mig, for at ubføre nogle Forret⸗
ninger, be i Byen havde at beførge, med Løfte om at komme tilbage til beftemt
Tid. Da dette ikke flede, gik jeg ene til Stiftamtmanden, fom forfiffrede, at han
ifte havde hørt tale om Bevægelfe hverfen i Urmeen paa Grændfen, eller noget andet
Sted t Riget; men at bet var vift, at Prindfen vilde lade fig ubdraabe til Konge,
bvortil han havde fuldbfommen Ret. Da jeg benegtede Prindfens Net til Norges
Trone, fremtog Thygefon den danſte Kongefov, og viifte mig deri den Urtilel, paa
boilfen Prindfens Met ffulde være grundet. Mine Beftræbelfer for at godtgjøre, at
ben anførte Lovbeftemmelje modtog en anden og efter min Formobdning rigtigere Fors
tolfning, og min Paapiisning af dens bhiftorifte Grund, vare ikke iſtand til at Hrvage
ham til at frafalde fin Puaftand. Han var, lagde han til, faa meget meer overs
beviift om Nigtigheden af fin Fortolkning af den omtviftede Lovbeftemmelje, fom han
Uftenen i Forveien berom havde talt med Etatsraad Treſchow, fom var fuldfemuen
af fanme Mening. Med Treſchow fom jeg ifte til at tale bderom, da min Upasjes
ligheb i de Dage endnu ikke tillod mig at gaae ub, og jeg firar efter at være reftis
tueret gjorde en lille Reiſe til Vollebeek, hvorben jeg af CSorenitriver Faljem var
indbuden tilligemed Kammerherre P. Unker og Profesfor Platou, for at give ham
vor Mening tilkjende om det Udfaft til em Grundlov, Han havde udarbeidet.!)
pDen 16be Februar modtog jeg om Morgenen meget tidlig — Kloften mellem
% og 3 — Ordre fra Prinds Ghriftian at møde enduu famme Dags Formiddag til
et beſtemt Klokkeil, paa Eidsvold. Neſten til famme Tid fom Ordren indleb, lod
Thygeſon mig vy4 Tjener anmode at fomme til bam, førend jeg tilttaadte Reiſen
til Eidsvold. Thygeſon fagde, at han nu havde erfaret, at Dder paa flere Eteder I
Landet vare Uroligheder igjære, men at Prindfen desuagtet havde faft befluttet at
tiltage fig Songemagten. Han bad mig føge at formaae Prindfen til at afftaae fra
bette Forfæt, hvortil jeg fvarede, at jeg, fom ingen nærmere Adgang havde havt til
Prindfen, i denne Henfeende vift Intet vilde funne formaae, idet jeg tillige erimdrede
ham om vor forrige Samtale.
„Paa bet fidfte eller næftfidfte Stifte fit jeg til Skydskarl en meget gammel
Bonde, fom ſtrax indlod fig i Samtale med mig og fvurgte, hvorfor der i Dag
reifte faa Mange til Prindfen paa Eidsvold. „De fral vel, kan jeg tænte, fagde
ban, meb Prindſen overlægge, hvorledes Norge fral overgives til Sverige; fat Du
være med i dette Lag, ba maa Du for Guds Skyld aldrig give din Stemme til
at Norge overgives til Sverige; jeg vil, forfifkrede Han, give mit og Mines Liv og
Alt, for ifte at opfeve den Dag, da Norge bliver. underkaftet Sverige", og Han endte
fin Forfiffring med disfe Ord: , men hvad Du figer eller gjør, faa huſt for Alting
paa, at Gud er ataat (tilftede).” Hvilken Birning den gamle Bondes Ord havde.
paa mig, behøver jeg vift ifte at fige. — Det var langt over Middag, da jeg fom
til Gidsvold, hvor de andre Mænd, fom vare tilfagte at møde, Alle hver ifær alles
vede, faavidt jeg veed, havde havt privat Samtale med Prindjen?”). Jeg havde
neppe affaftet Reiſellederne, førend jeg blev faldet til Prindfen. I Forſtuen modtog
Ugent Nielfen mig med følgende Ord: „Prindſen vil endnu være Cnevoldstonge.-
Nieljen, en Mand af meget beftemt Charakteer, elffede med Barme og oprigtig Kjærs
lighed fit Fædreland, for hvilket han var beredvillig, naar paafrævedes, at gjøre be
5 Bed bette Møde, føm varede t 2 Dage, var vgfaa [Udtaftets Med-Forfatter] Uvler,
A Larer ved Skolen i Frederikshald, tilftebe.
) Ile Ulle havde havt privat Aubtence hos Prindfen, fom nedenfor vil fee.
Sverdrups Beretning om Modet paa Cibdvolh 16de Februar 1814. 345
tafie Opoffrelſer. I andre Rdtryf fagde Generalauditeur Bergh mig bet Gamme,
Det jeg traadte ind i Brindfens Varelſei.
„Prindſen medtog mig med følgende Ord omtrent: „Jeg bar ladet fammentefbe
male af Norges meet anfrete Mand, for i bette for Landet Hoift vigtige Tidspunkt
med bem at overlægge, hvad ber bør foretages for at afværge Anarkiets Rædiler, og
ør at betrygge Rigets Selvftændighed og Vel. Da H6. M. Kong JFrederil den
Vite har varet mødt til at afftaae fin Net til Norges Trone, anfeer jeg mig efter
Kongrloven og Norges Obelsiov for arveberettiget til ben, og i denne min Mening
a jeg bleven beftyrfet af mange af Norges dygtigfte og merft oplyſte Mend. Jeg
har hørt, at De flat være af en anden Mening, og har derfor ladet Dem kalde for
at børe Deres Grunde.-
Saa Mart og beſtemt fom det var mig muligt fremfatte jeg mine Grunde mob
Vrindſens Arveret, og føgte at vife, at Kong Frederit den Vites Frafigelje af fin
Ret til Norges Rige vel ingen anden Betydning hunde have, end at han ikke længer
far fig tftand til at havde Forbindelfen mellem Danmart og Norge, og at Dette faas
ledes igjen var fommet i Befiddelfe af fin naturlige og uomiviftelige Net til felv at
bfemme fin Forfatning, og til, uden alt andet Henfyn, at overdrage den executive
Magis Udøvelfe kl. hvem det vilde og dertil anfaa bueligft.
” Prindfen hørte mig med jpændt Opmærtfomhed, og afbrøb vel flere Gange
sin Argumentation med Judvendinger imod mine Grunde, cen Gang med Bebyridetfe
for Saphiftert, nen med megen Blidhed tillod han mig bog nærmere at forklare og
udvifle mine Grunde. Da jeg endte min Argumentation med ben Ditring, at jeg
itte wiplede om, at det norffe Folt ved frit Balg til Konge vilde fare Brindfen,
ber i Farens og Nodens Stund med en faa hoimodig Opoffrelfe garde villet Myke
fn Skjebne til Folfets, og at jeg var overbeviift om, at Hs. K. H. vilde finde
bet meget bæbderligere, at Harald Haarfagers og Sverrers ga: nå rane overraktes
hem af et frit golf, end om han fil den ved Ärv eller paa TL. In Maade, fagde
Brmdjen med et Smiil: Nu bliver De poetift.” Veg forfilkrede, at kun Kjærs
lighed til Eandhed og Fæbreland havde ledet min Tale. Prindjen traadte derpam
hen til mig, omfavnede mig og fagde: „De har Net, jeg er bleven overbeviif.»
$an bad mig derpaa for det famlede Møde, han uu vilde holde, at gjentage, hvad
jeg til ham havde fagt, men om muligt inden Dette at forjøge paa at faae Bifop
Bed og Gonferenceraad Anker til at gane over til min Mening.
Med den dybefte Høiagtelje for Prindfens rene Saudhedafjærlighed, og med
den Overbeviisning, at Kongemagten langt mindre end Norges Åre og Selpflau⸗
bighed var bet, fom laa den adle Jyrfte pan Hjertet, traadte jeg ud i JForfamiingør
værelfet, hvor jeg til be Mand, fom vare tilftede, fortalte min Samtale med Prindfeu,
og berpaa opføgte VBiffop Bed og GConferenceraad Unter, fom tilligemed General
warteermefter Haffner opholdt fig i et Sideværelfe. Bed gik efter nogle faa Ind⸗
- vendinger over til min Mening, men Carſten Unfer afviifte den foldt og fort med
ben Bemærtning, at Norges nærværende Stilling kævede andre og mere emergiffe
dorhoſdsregler.
„Hvad der i bet forſamlede Møde af Enhver blev talt og ſagt, erindrer jeg
fm meget ufuldfomment. Jeg var af Reifen og maaftee ikke mindre af min Sams
tale med Prindſen faa udmattet, at jeg iffe uden den frørfte Møie med Opmærkoms
hed kunde følge gorhandlingernes Gang. Hvad jeg imidlertid med Beftemthed kroer
at erinbre er, at Kammerherre P. Anker var den førfte, fom, efterat Prindfen havde
ladet Fredstractaten i Kiel og Frederik VItes aabne Breve om Norges Uftaaelfe oplæfe, paa
Svfordring af Prindfen erflærede, at hverken han eller nogen af be Mange, han Hemdte,
') Berghs Ord indeholdt en OØpmuntring til Sverbrup om at gjøre fit Bedfte for at
faar Brinvfen overtalt.
346 Andet Tidsrum II. Fireogtredivte Gapitel.
vilde underkaſte fig Sverige, men wertimod med al Kraft ſtrobe at forfvare Norges Uaf⸗
hængighed og Selvftændighed"). Rofentrank erflærede fig overbeviift om, at Norge ille
i Folge Fredstraktaten vilde underfafte fig Sverige, men han kunde iffe ertjende Prindfen
for arveberettiget til Norges Trone. Prindſens Krav paa Norge, efterat det ved em
formelig Øredstractat af dets retmæsfige egent var afftaaet, vilde, meente han, være
en Kroæntelfe af den almindelige Folkeret, og gjøre enhver Fredsjlutning for Fremtiden
umulig. Den Følge, hvortil Slutningen af Rofenfranp's Tale, ſaaledes fom jeg
forftod ben, umibbelbart forefom mig at føre, Bevægede mig til at falde ham i Talen
meb ben Paaſtand, at der gaves en hoiere Lov, fom hjemlede ethvert Land, ja enhver
enfelt By, ber under famme Omftændighed fom nu Norge var afftaaet, Met til at
forfvare fin GSelvftændighed, og at Jngen nu havde førre Ret end jeg eller enhver
Anden til Norges Krone, der var hjemfalden til det norffe Folk, fom vel vilde vide
at overbrage ben til ben, hos hvem det troede at finde de frørfte Talenter, og den
førfte Dygtighed og Dyd. Her var det Etatsraad Treſchow udraabte: „Det er det
Nigtige.” Hvad han videre fagde, erindrer jeg ikke. Amtmand Collett tog nu, om
jeg erindrer ret, Ordet og føgte med Grunde af den almindelige Metslære at undere
flette min Paaftand, idet han berhos vitrede, at ben Mening, fom nn i Forfamlingen
gjorde fig gjældende, ogfaa var ben, fom efter hans Grfaring fuldtommen flemmede
overeens med Folkets almindelige Ønfte. J længere eller Fortere Taler, fom jeg
itte erindrer, criærede Ulle fig af famme Mening; fun C. Anker og Haffner vare
de enefte, fom forfvarede Prindfens Arveret, den Sidſte ifær med megen Varme.
Hans Tale fyntes ifær rettet mod mig, hvilfet jeg og flutter deraf, at Prindfen af:
bred ham med be Ord: „Profesſor Sverdrup har overbeviift mig”, og derpaa gil
over til be Forhandlinger, hvoraf Mefultatet gjennem Frykten er offentliggjort, og
ſaaledes almindelig bekjendt.
„Hvad de Mand, fom med mig toge Deel i dette Møde, i deres private Sam:
taler med Prindfen have yitret, har jeg aldrig hørt eller erkyndiget mig om. Meget
af hvad der i Modet foregit, blev talt og fagt, foæver fun for mig i en dunkel
GErindring. Hele Aar ere henrundne, i hvilte jeg ikke har tæntt paa hine Dages
Begivenheder eller med Nogen talt berom. Min Samtale med Brindfen er mig I
levende Grindring, og faaledes fom jeg har nedftrevet den, har jeg fortalt den til
Candidat Ræder og Bureaudjef Wergeland, til den Førfte mundtlig, og til den
Anden føriftlig.”
Denne forftandige og hæderlige Eftergivenhed fra Prindfens Side lettede viftnol
hans Skridt paa den Bane, han Havde foreftrevet fig; men paa den ronftitutionetk
Bygning, fom Norges Mænd frode paa Veien at reiſe flg, havde den neppe em fa
overveiende Yndflydelfe, fom det er paaftaaet. Hilt Gjæring, foranlediget af Fryg!
for Souverainitetsideen, indffræntede fig meftendeels til Hovedftaden og maaffee nogl
entelte Øærafdelinger. % en Aftand derfra anedes ikke em faadan Blant), ligeſon
Bekjendtſtab dermed visfeligen ikke vilde have banet Prindfen VBei til Folkets Hjerte.
Mangehaande forberedende Ömfændigheder havde henvendt Nordmandens Sind pa
en friere Forfatning, en førre Deeltagelfe i at ordne Norges indvortes Unliggender
bg i at raade Bod pda flere Mangler i den indvortes Statsorganifation, fom unde
én alminvelig Omftøtming af fosmopolitiffe Fothold og af den norſte Handels: o
Virkſomhedsſtilling bilfte fig i en ſtatpere Form end nøgenfinde. Bi have ovenfø
gjort opmærtfom paa, hvorlunde disfe friere Begreber dm Foltets Mettighedet unde
—
Matt har heraf üdledet ben Mening, åt Ankers politiſte Tito var anderleveg enb vei
fiben blev. Genere hen tømme vi tilbage hertil. Vift er bet, at Amuens Uff
mod Forbindbelfen med Sverige var ftor.
5 Naa fin Neife til Ubriftiania fra fit Hjem fra ben 12te til 16be Febr. hørte For
fatteren paa ben hele Linie tale om Politit i alle Kroge, men intetfteds om noge!
Frygt for fig Anmasjelfe, langt mindre fporede han nogen Gjæring å ben Anledning
Medet paa Gibévold den 16de Februar 1814. så
Gamnerdfrigen alt mer og meer ubbredte fig; de flyrkebes end mere ved det ſtore
Sele, fom fandt Sted i Chriſtiania før Skilsmisfen, og de underftektebes ved Uds
- idelfen af de liberale Ideer om Mationernes Net til gjennem fine Mepræfentanter
deeltage i Statsſtyrelſen, fom de ved blodige Anſtrengelſer mangeſteds havde til:
ut fig. Det vilde faaledes have været ugjørligt at erholbe Nordmændenes frivillige
Gamiyfte til at vende tilbage til den forrige deſpotiſte Forfatning, efterat Norge ved
ielertractaten var bleven emanciperet. Vil at bevirke dette, vilde blodige Tvangs⸗
midler været fornøbne, til hvis Unvendelfe hverken Evne eller Billie var forhaanden.
Gas der Raadgivere, fom ſtyrkede Prindfen i en Beflutning, der far meget fired
ne zolkets Tenkemaade og Tingenes Stilling, faa var deres Stemme afmægtig,
sg ben funde vel forlede Prindfen til falſte Stridt, men det uheldige Udfald maatte
mare Mart for Enhver. Sverdrups Samtale med Prindfen kunde faaledes viſtnok
fr Prindfen felv være af Betydenhed og VBægt; thi den hindrede ham maaftee til
hdø i at tage Beflutninger, fom paa engang vilde have lemlaſtet hans Virkſomhed
ferge; men nogen politiff Gare for Nationen med Henfyn til Regjeringsformen
mr tugenlunde forhaanden. Den førfte Deel af Nattonen Kjendte ikke Faren, og den
le Mreda, fom underftøttede den Defpotifte Idee, beftod af faa Perfoner, der deels
Ba Indflydelſe havde, beels betragtedes fom Fremmede i Landet). Derhos kan.
la viknot itte nægtes, at en beftemt Beflutning fra Prindfens Side, at forføge paa
jm Cuevoldsregent efter Kongeloven at beftige Norges Trone, vilde have funnet af:
fafomme Uroligheder og Misnøie i Nationen, og forftyrret den Begivenhedernes
Sameføining, der omfider ledte til det for Norge Iytteligfte Refultat, og fra denne
Ede beiragtet ledede Sverdrups Alvorsord tilligemed andre Indvirkninger ikke alene
Kindfen paa ret Bei, men virkede ogfaa til Gavn for Norges Fremtid.
Bed Modet paa Eidsvold den 16de Februar vare Følgende tilftede*):
Af Staben Oberft og Chef for Generalftaben, I. Sejerfted, Oberftlieutenant
Søte og Generalgvarteermefter Haffner, Contre-Admiral Liitfend), Biffop Bed, Juſti⸗
hint i Stiftsretten, Etatsraad Falbe, Generalauditeur Bergh, Generalmajor og
Juendant for Armeen Harthaufen, Etatsraad og Profesfor Trefdom, Profesſor
Grdrup, Amtmand i Bufferud Jonas Collett, conftitueret Umtmand Foged Voul
Or. Holf, Kammerherre Peder Unter, Generalmajor Peder Anker, Gonferenceraad
E Ante Grosferer C. FTant4), Agent Nielfen, Amtmand i Smaalehnene Gonfes
mme Sommerhjelm, Kammerherre Rofentrang, Major Brod, hvorimod Stift»
anm» Thygefon var reift tilbage før Mødet begyndte». De Mon», fom ifte
bar i Brindfens Følge paa Gidsvolb, bleve indbudne til dette Møde ved en Haands
fivetfe fra Prindfen, der formobentligen var af ligelydende Yndhold til Alle, fun
må forftjellige Datoer%). Den løv faa!
«Betjendt med Deres varme Folelſer fot Fæbrelandet og Hengivenhed for mig,
niet feg at tale med Dem i vigtige Unliggender betræffende Rigets nærværende
&tiling, hvorfor De herved anmodes om at tndfinde Ven i Morgen Eftermiddag
) Sverlen Haffners eller C. Ankers Stemme kunde i denne Henfeende figed at have
nogen Bægt i Nationen, og om Thygefon paa ben Tid ſtod i ftor o fortjent n-
feelfe i Norge, fåa vår han danſt Mand, og hans Snteredfe om flor Eiendoms⸗
mand i Danmart var fremmed før Norge8 Sag i dets nye Stilling.
39 Folge Ståtsfektetær Platous Optegnelſe faa Dage eftetat Movet —* men
Optegnelſen ſynes at indeholde alle indbubne Medlemmer, medens Enkelte frivilligen
eller uftivilligen udebleve.
) Ritten indfandt fig ilke, efter Foregivende fordi han havde valtet paa Veien, mer
umeligviis forbi han fom Kongen af Danmarls tro Underfaat et vilde indfinde flg
ved et Mode af ben Urt. [Derimob beeltog Oberft Urenfeldt i Modet (Birlelandö
Bivrag til Norges nyere Hift. S. 1.)]
9 Blere Tilftebeværende erindre ikte hans Nærværelje.
*) Forfatteren talte med Thygefon ſamme Dags Formiddag i Chriſtiania.
) Forfatteren har feet 2 faadanne originale Strivelfer.
$48 Andet Tiderum IT. Fireøgtredivte Gapitel.
inden MM. å Stet paa Eidsvold Jernvært til flig Samtale. Vil Deres Befordrimg
findes paa Skrimftad og Dragveld 1 løs Heft Ki. 11 og 1.
Statholderſtabet i Norge, Eidsvold, den 15de Hebr. 1814.
Chriſtian Frederit.
Gfterhaanden fom de Tiltaldte anfom, famledes de i em til Modet beftemt Eat,
og Nogle af de Mødende bleve indkaldte til Privat-Audtence hos Prindfen. Blandt
diøje var Umtmand GSommerhjelm, WGeneralauditeur Bergh, og, fom før omtalt,
Sverdrup. Sommerhjelm troedes indfaldt af den Grund, at Prindfen vilde vide,
om Gan fom danſt fød vilde blive i Norge, og Sverdrup fordi Thygeſon rimeligviie
havde gjort Prindfen befjendt med Sverdrups fra Prindfens afvigende Mening om
haus et til at beige Norges Trone efter Kongeloven. De bleve faaledes ikke efter
en anden Hiftorieffrivers Paaftand'') En for En indfaldte til Prindfen, og Samme
havde før fin Samtale med Sverdrup itfe havt Unledning til at erfare afle de for:
famlede Mends Mening om GSouverainitetøideen, endffjønt han vel kunde kjende nogle
Enkeltes?) Ikke heller funde disje Mænd, fom af famme Forfatter paaftaaet, lægge
nogen Sørgmodighed for Dagen over den Vægt, fom denne Eouverainitetsidee havde
bos Prindfen; thi derom havde de Fleite før Sverdrups Ankomſt ikke havt Leilighed
til at yttre fig. En førgmodig Alvor maatte viftnor formedelf Fodrelandets krittfle
Stilling være udbredt over Mænd, fom vare tilfaldte for at give deres Mening til
tjende om hvad der burde foretages under Fadrelandets kritiſte Stilling, og fom i
den Henfeende maatte fafte et mørkt Øie i Fremtiden; men der funde hos disſe
Moænd ingen Fortvivlelfe hevfte over em Beflutning fra Prindfens Side, fom endnu
et beftemt var fremfat, og fom, om den af Rygtet var dem bejendt, de maatte vide
ingen gremgang funde fare. Den Mand [Agent Nielfen], fom Wergeland fader
fremtræde fom ben, der bebudede Sverdrup hitnt Sørgebudffab om Tingenes fortviv-
lede Tilftand, og fom flyldte Carften Unfer fin Hædersplads fom Medlem af denne
Forfamling, har viſtnok overdrevet fin Beretning om hvad der var ypasferet. Gan
maa have grundet denne paa fin Grfaring om enkelte af fine Betjendteres Begreber
om benne Sag, og nogle af hans Venners, ifær Generafauditeur Berghe, Beretning,
med byem han flod i noie VBenffabsforhold, og hvis Ord viftnof maatte have Vægt,
men et paa fin Kundſtab om famtlige Medlemmers Mening, fom endnu et havde
havt Anledning til i famlet Raad at yttre den.
Da Prindfen efter hiin føromtalte Privataudience traadte ind i Forfamlingen,
aabnede ban Dagens Forretning med flere Meddeteljer. Han lod fin Brivatfekretair,
Gtatsraad Holten, oplæfe Fractaten imellem Danmart og Sverige, og derefter dem
med Danmart og England. Umiddelbart berefter opfordrede han be Tilftedeværende
til at erflære, om bet efter beres Bekjendtftab med Stemningen i Landet kunde an:
tages, at Folket godvilligen vilde underkafte fig Beftemmelferne i førftnævnte Tractat,
hvilket eenftemmigen benægtedes. Da Sowerainitetsideen fiden fom paa Vane, var
ber flere Modftandere, fom beftemt modfatte fig ben. Statsraad Collett, et af Fors
famlingens Medlemmer, udtrytte fig i et VBennebrev til Forfatteren derom faaledes:
„Flere af de paa CEidsvold Tilftedemærende fraraadede Brindfen paa det beſtem⸗
tefte et faa Betænfeligt Skridt, fom det at erklære fig for Enevoldskonge, bvorved
ban fet funde fjerne fig fra et Maal, fom fandfynligviis itte unde forfeiles
ved en findigere Fremgangsmaade, der rejperterede Nationens Nettigheder og Matios
nalfølelfen. Prinds Chriſtian var desuden, da dette foregik, ilke vanflelig at over-
tale, ba han var for fog til ifte Harligen at indfjee, at ben modfatte Plan var
— — —
) Wergelands Conſt.Hiſt. 2. H. å Bilagene S. 21. [Samlede Skrifter IX 443.
7) GSverbrupé mySanforte hiſtoriſte Fremſtilliag modſiger ille flere endnu levende Til-
ſtedeverendes beftemte Yttringer i denne Anledning.
Økodet par Gibtueld 184 Februar 1814. 849
mbførtig fler Natienens oplyſte Monde daværende Stemning. En fandan Ufurs
mien funde ifle femme gunflig eller væte Sympathier udenrige, og ifær ille i
Gagfand, fom man bengang meeſt folede pan, — endfljønt, fom Udfaldet viifte,
sbelet aden Grund. Bik not var Brofesfor Sverdrups Stemme af megen Vagt,
ma Prindfen agtede ham høit fra beres Bekjendtſtab i Kjøbenhavn, og deres Sam:
fnfandlinger under Univerſiteis ſagens Ufgjørelfe, men de famme Raad gaves, fom
midt, fra flere Sider og harmonerede med Prindfens egen Overbevtisning.” Collett
aiadrer Garften Anlers Paaftand, at Prindfen fom Odelsbaaren uden videre kunde
tefige Norges Trone, og at Hafiner talede om VBigtigheden af Urmeens Stemning
fomedelft dens GStilling i Landet”), uden at Prindfen felv, ligefaalidt fom Fors
famiingen, vilde tilftaae den en faadan Fortrinsret til at afgjøre Fædrelandets Stjebne.
«Grindten, figer Collett, lyttede til hvad der blev fremført i Forfamlingen med Op⸗
mffombed, tog bet fornuftigfte Parti, og endte med at. erklære fig fom MNegent,
anefter fan handlede og valgte fit Raad.” Collett erindrer fig ogſaa Rygtet om
Senfigten af Prindſens Meife til Trondhjem, der at lade fig krone, men troer ille,
et dette var Prindfens Mening, hvorban han end havde fundet Stemningen nordenfjelds.
Gaaledes udtrykker fig ogſaa Statsraad Holft. Hans Beretning om hvad der
fargif paa bet omhandlede Møde paa Eidsvold er fulbfommen overeensftemmende med
Gofletss, og i fin gremftilling har Forfatteren fulgt disje tvende Hædersmænde Ros
fifa. DBegivenheder af den Urt indpræge fig dybt i Grindringen, og om endog deres
Qrinil å Tidens Løb fan være vanftelig at gjemme, faa maa bog Hovedtrakkene være
mfettelige i deres Hutommelfe, ber med faa megen Barme deeltoge i Sagen —
og det er fornemmeligen disfe Hiftorieffriveren maa ønfle at overgive Efterflægten.
Det er tillige Holfts Mening, at om end Prindfen før fin UAfreife til Trondhjem
hade Tanke om at beftige Norges Trone fom fouverain Konge, maatte denne Jdee
de Titbagefomften være bleven meget modificeret, og at der ei behøvedes for Mod⸗
fb for at undertryffe ben).
Det er iffe Forfatterens Henfigt ved denne Fremſtilling at fordunkle den Glands,
fenned hengangne og levende Landsmend have omgivet Hadersmandens Profesfor
Gaduys Ravn fom en fortrinlig Forfvarer af Norges conftituttonelle Frihed, da
bil ved Miefertractaten var løsrevet fra den gamle GStatsforbindelfe. Det er ifte den
måte Anledning, hvori han i Underholdning med Landets Store har talt Sandhedens
Cag å frimodige Ord. Der ligger en vis flarp og ærefrygtbydende Alvor i hans
Då, Miner og Stemme, fom itte forfeiler fin Virkning, og i klart, flarpfindigt
Sørebrag, hvad enten vaa GCathedret, i Storthingsfalen eller Bennefamfund, have Faa
flamdt vore Landsmend naaet ham. Forfatteren har blot, fom Hiftorieftriver, villet
ger Enhver Sit, og forebygge, at en cenfidig Fremſtilling til enkelt Mands Roes
berøvet andre Landømænd deres Fortjenefte formedelft deres Medvirkning til famme
Maal, eller tafter Skygge paa den ophøiede Fyrfte, der i et ſtjebneſvangert DØieblit,
8 Norges Frelfe under en farlig Stilling, fatte fig i GSpidfen for Regjeringen.
V senftaaende Fremfrilling, fom betræftes af de faa Deeltagere i det omtalte Mødes
garhandlinger, fom endnu leve, er det klart, at Flere af hine Medfemmer underftøttede
Evrdbrupd Mening, at Jdeen om et uindffræntet Monarfi paa det gamle omfiyrtede
') Det er ovenfor viiit, FA alvorlig Prindſen ſyntes at have fæftet fin Tanke ved at
beftige Norges Trone fom Enevoldskonge, og ben Virkning, om Sverdrups Samtale
bande gjørt paa ham, hvoraf ber maatte vife fig Spor i Modets Underhandlinger.
Sverdrup felv laber bet bog være uafgjort, hvorvidt Prindſens Paaſtand var alvorlig
meent, eller tun fremfat for at fremfaldbe Sverbrups Mobgrunte.
2) Efter bette maatte altjaa Stemningen å Hæren være beelt, og ille alle Krigsmænd
e Modſtandere af Enevoldsmagten.
3) Venturini har i fin Chronik be neuzehnten Jahrhunderts XI. 694 f. en Fremſtilling
af dette Møde, fom han ſynes at have oft af en god Kilde [Adler], og fom Collett
anfeer i Hodedſagen rigtig. Navnene ere paa foærvanlig tybft Viis meget forvanfteve.
350 Andet Tibsrum II. Fireogtredivte Gapitel.
Forbunds Ruiner hverfen fandt Gjenflang hos Nationen i Almindelighed, eller hot
Fleerheden af det Raads Medlemmer, fom var tilfadt. Tillige er der hiſtoriſt Grund
til at troe, at Prindſen felv ikke med langvarig Haardnaktenhed hœngte ved denne
Souverainitetsidee, ber vel kunde for en Tid opftaae hos en oldenborgſt Tronarving,
men hvis Udførelfe under nærværende Omfændigheder maatte være umulig, om han
end iffe paa fin trondhjemføe Retfe havde gjort (Erfaringer, ber maatte overbevife ham
om Utilraadeligheden af et faadant Forføg. Viſt er det, at han meget fart og
fuldftændigen paa den Tid fatte fig ind i Henfigtamæskigheden af at give Folket fru
Net i Stabelfen af Rigets Forfatning, idet han gav Gonftituenterne fuldfommen
Frihed til at udfafte en Grundlov, der ombhyggeligen vaagede over Folkets Rettigheder
og gav den fit ubetingede Bifald. — GForøvrigt var Sverdrups Eenrums⸗Tale med
Brindfen iffe den enefte, hvori frimodige Yitringer fremfattes om Landets Gtilling I
AMmindelighed og Prindſens Planer i Særdeleshed, og om han end aldrig i nogen
faa beftemt har givet efter for overbevifende Grunde, fom i Samtalen med Sverdrup,
faa har dog Modftanden gjort fin Virkning og opvatt hans Opmærtfomhed.
Qigefaa lidet har Forfatteren ved disſe Bemærkninger villet nedfætte Bærdien af
den Udmærkelfe, fom Storthinget gav Profesfor Sverdrup ved en ham med rund
Haand tildelt Penfion; thi mange og ftore ere Mandens Fortjenefter, og Storthingeté
Grtjendelfe deraf bædrer lige meget begge Parter. Det Ord, fom Gverdrup talte I
Statsomvæltningens Øteblif, hans frar derpaa følgende Ferd paa Eidsvold og dt
femere Storthing, den velgjørende Jndflydelfe, han har havt paa bet norfte Univerfitets
Øæder og Held, hans uforgjængelige Fortjenefter fom Dovent, vil bringe hans Ravn
til ben fildige Efterflægt; men denne vil i at bedømme hans Forhold tl Fædrelandet
fægge mindre Bærd paa den førfte af disſe Fortjenefter, end paa Raklen af de øvrige.
Derfom Storthinget i en hellig Wrefrygt for Gonfrituttonen, og en tamemmelig Ers
indring om bens VBelgjerninger, har omvendt Sverdrups Hortjenefter af Fædrelandet,
og gjørt ben mindre til den ftørre, bør Hiftorien ikke følge dets Spor, men ſceite
Mandens Kortjenefter paa fin rette Plads, og tafnemmelige Landsmænd ville glæve
fig over at be erfjendteg %).
Under disfe Forhandlinger i dette Mode toges fun lidet under Overveielfe, om
Nationen havde Kraft til at forfvare fin Selvftændighed mob bet europælfre Forbunds
Beflutning. Man lod bet blive ved den almindelige Crfæring i Forbandlingens
Begyndelfe, at Foreningen med Sverige, under hvillenfomhelft Form, var aldeles
ftridende mob Folkets almindelige Onſte, og henſtjod Hine Underføgelfer til em foms
mende Nigsbag. |
I dette Møde paa Eidsvold, ber kunde betragtes fom Prindfens Cabinetsraad,
befluttebes faaledes foreføbigen, at Kielertrartatens Artikler, Norge angaaende, ei ſtulde
aanſees bindende for dette. Prindſen frillede fig i Spidfen for Rigets Styrelfe, og
ntog det for Nationens Billie at forfvare fin GSelvitændighed. Derefter indrettede
han fine offentlige Skridt, og formedelft Kronprindfen af Sveriges Fraværelfe paa
Krigsſtuepladſen gaves ham imidlertid be friefte Hænder, indtil Folkeis Billie gjennem
dets Mepræfentanter mere beftemt funde afgjøre Rigets Stjebne. — Men de Fors
baabninger, hvorpaa VBeflutningen foreløbigen var grundet, gik ikke i Opfyldelfe.
5 Sverdrup har ftedfe faavel Å private Samtaler fom offentligen yttret fig med Vefte-
benheb om fine Fortjenefter af Fædrelandet t ben Unleduing. J September 1841
inbfanbdt fs hos ham en Deputatton af Stuberende for at bevidne ham deres Høi-
agtelfe å Anledning af hans Yratræbdelje fra fin Rærerpoft. Deputationens Forman»,
Moneat, henpegebe ogfaa bert paa hang Yortjenefter ,ved at frembrage og opelfte vet
Jrihebstræe, 1 hvis Stygge vi nu famtligen Jaa glade finde Ly..." Sverdrup
fremfrillede i ben Anledning med Befdente n politiffe Virkſomhed, forn et Tidens
ofter, „da han var øptraadt fom ben almindelige Stemmes Drgan i det Dieblit,
ba ingen Rordmand betænkte lig i Balget mellem Mpængighed og Gelvftentigbet,
Trælbom og Friheb.” [Sverdrup bøde å Chriftiania Sde Decbr. 1850.]
Forhaabninger. Prindfens Brev til Frederit VI. 3
Kan ſtolede nemlig paa Jranfriges Held mod fine Fiender og paa Englands Unbers
døttelfe, og fandt Grund bil dette Haab i Begivenhedernes Gang. Lyften havde vel
i det foundne Aar omfider ganfle erflæret fig mob Napoleon, men endnu var Krigens
Dfald iffe beftemt. De Allieredes fore Haære ryktede viſtnok frem mod Paris, men
res Fremføridt vare hverken filtre eller flabige, og endog afbrubte ved flere Nederlag.
Eaaledes anedes endnu Muligheden af, at Guropas Skjebne kunde vaany lægges i
- Sayoleoné Haand. Men ifær ſtolede Prindſen og hans Raad paa Englands Biſtand.
- Snges GSelvftændigheds=Sag fandt i den engelſte Nation ſtore Sympathier, og fra
- Dyyofitionen og beng Organer blandt de offentlige Tidender fød mangen en Bifalds⸗
vitring over til Norge, ber opmuntrede den rajfe Modſtand. Haab og Onſte ligge
faa ofte ved hinandens Side. Man fyttede til Oppofitioneng viſtnok paa Sandhed
mg golferet grundede Rraftfprog, men man glemte, at ben i Stemmegivningen i Parc
lamentet ſtedſe var bet fvagere Parti, og at Minifteriets Billie altid med ſtor Plu⸗
talitet gif igjennem. Derhos var der, fom ovenfor bemærket, for Tiden lidet at
beftygte fra Sverige og dets Krigsmagt, hvis Hovedſtyrke faa i et fjernt Land, uden
at home kaldes tilbage til Hjemmet, før Sommerens Nærmelfe gjorde Overfarten
mulig, om ben endog havde endt fit Urbeide paa Faftfandet. Uden siebliffelig Fare
lande faaledes Norges Negentffab tale hoie Toner, og tage for Øieblittet fore Be⸗
funinger i Norge. Det var dengang en temmelig udbredt Mening, at der vilde
fer et Indfald fra norſt Grændfe ind i Sverige, for at aftvinge ben fvenfte Regjes
tings Samtykke til Rorges GSelvftændighedsplan. Norge kunde frille 30,000 Krigere
| i felten, og omendfljønt Armeen var flet forfynet, ifær med Proviant, haabebeg, at
fl hr i Fiendens Land vilde finde fornødne Provifioner. Dette Rygte grundede fig
| inidlertid meppe paa nogen afvorligen lagt Plan, ligefom ovenfor er viift, at Prinds
fa Plamer indffræntede fig til det Defenfive. Norge havde nu ingen Overgeneral,
fn fundbe lede be frigerffe Operationer, endffjønt bet ifte fattedes dygtige og i forrige
fig prøv ede Unbderfeltherrer, og Prindfen manglede tilvisfe Midler Hl at ubføre en
je fr driftig Blan. Desuden havde Sveriges Kronprinds, ba han drog til Tydfland
| Ars af ben fvenffe Armee, organiferet en Jorfvarshær i Sverige, der havde
fet fiifle fig paa Grandfen, for at forfvare den mod et Jndfald fra Norge, om
fis Betydning for Sverige Hiftorien ikke giver noget VBidnesbyrd. Denne Jnds
ſiasplan blev faalebes fun ved Tanken eller maaffee fun ved Rygtet, og Prindfen
Oungav fin Sag til en høiere Beflyttelfe, i Haab om at Roget fulde ſtee til dens
funne gjennem ben Magt, fom fiyrer alle Rigers Stjebne.
Femogtredivte Capitel.
Chriſtian Frederik Horges Regent. Partiernes Stilling.
Da Beſlutningen faalebes var tagen Å Prindfens Raad, var han betæntt paa at
gjøre den betjendt for Nationen og foranledige ben bragt i Udførelfe. En Rotte af
Øroclamationer ubfendtes til geiftlige og verdslige Uutoriteter, for at gjøre Foltet
befjendt med Norges Stilling og forberede et Follemode, hvorpaa Folkets Billie
gjennem dets MRepræfentanter flulde afgjøre Rigets Sljebne med Henfyn til be udvortes
(> ſaavelſom dets Regjeringsform. Men fornemmeligen maatte det være Prindſen
om ut gjøre, at forflare og retfærdiggføre fin paa biin Beflutning grundede Frem
gangémaade for Kongen af Danmark, hvis Billie han ikke adlød, idet han overtog
BED Andet Tibsrum IT. Femogtredivte Capitel.
Beſtyrelſen af et Land, fom hiin havde befalet fant at forlade og overgive i ben
foenfle Regjerings Hænde. Han tilftrev faaledes Frederik den Vite følgende Brev:
„Deres Majeftæt, hottelflede Hære Hr. Fatter!
uJorenet med Dem ved Slagtſkabs, Venffabs og Tatnemmeligheds Maand,
ſtulde bet være mig en ligefaa fmertelig Tante fom frænfende Bebreidelfe, øm jeg
ved ben i Dag udfærdigede Kundgjørelfe af det norfte Folts Billie, og i mit eget
Forhold fom dets Megent, flulde have gjørt mig fyldig i em for Guds Domfol
uretmæsfig og uforfvarlig Handling. De har nodtvungen frafagt fig Deres Met til
Norges Trone til Fordel for Sveriges Konge; De har befalet mig at foranftalte
Fæfningerne 'og Landet overleveret til be foenfte Tropper, og dernæft at forlade min
Poſt og vende tilbage til Danmart.
nt lyde Dem var min Pligt, faalænge jeg formaaede det, og ei høiere Pligter
bode mig at handle anderledes. De har løft det norffe Folt fra dets Troſtabseed
mob Dem, det er altfaa overladt til fig felv, og aldeles iffe forbundet til imod fin
Billie at bulte under det Uag, fom ben foenfte Regjering vil paalægge famme. —
Jeg har note prøvet Nationens Uand og GSindelag; den almindelige Stemning er:
heller at døe og opoffre Alt, end at blive Svenſt. Norft vil hver Mand være, og
FæbdrelandetS Forfvar er Alles Fordring. De har fat mig i GSpidfen for dette troe
Folt, og det har været min Beftræbelfe at vedligeholde denne Stemning, fom ene
kunde ſikkre Norges Uafhængighed; nu ſtulde jeg dempe denne hoie Folelſe, forlade
bet Folk, jeg er kaldet til at forfvare, overlade det til den indvortes Gjæring og
Forftyrrelfe, fom Kampen for Frihed og Fadreland uden Foreningspunkt i Anforſel
nødvendigen maa fremfalde? — I Sandhed, om Noget unde nævnes at fvige fin
hoieſte Pligt, da havde det vel været at handle faaledes.
„Jeg føler det hoie Kald at redde et frit Folk fra Undertrykkelſe, hvilket jeg
troer, at Forfynet har beftemt mig til. Jeg filler mig i Epidfen for Fædrelandeté
Forfvarere fom Norges egent, og ſtal med kraftig Haand værne om de Rettigheder,
fom ere tilbagegivne Folket, felv at beftemme fin Regjeringsforfatning og tilfommende
GStjebne. Mationen har fæftet fin Lid til mig. Ikke egen Fortjenefte har banet mig
Bei til Folkets Kjærlighed; den er gaaet i Arv til mig fra vore Forfædre, og det
er min hoieſte Beftræbelfe at fortjene den, ligefom bet fral være min Løn, at en
talnemmelig Gfterverdben ſtal nævne mit Navn blandt dem, ber vare villige til at
opoffre fig for et Koll, hos hvilket Fæbrelandsfind og det fande høie Mod luer i
gammel nordiſt Reenhed. Himlen vil velfigne min Idræt, naar jeg gjør hvad Net
er; mit Formaal er Folkets Lytfalighed, Fred min Beftræbelfe, Selvforfvar en hellig
Pligt. — Danffe og Norfte frulle — bet give Gud! — altid fom Venner mødes
paa Hav og Land; aldrig fral Nordmanden førft træffe Eværdet mod fin Broder. —
Norge forenet med Sverige vilde tidlig eller fildig have overvældet Danmart med en
uimodftaaelig Overmagt. Nu ere de danſte Stater filkret fra denne Eide, og Dereé
Majeftæt har em oprigtig Ben i mig tftedetfor den troløfefte af alle Venner i Everiged
tilfommende Konge. Selv igjennem fommende GSlægter vil fælles Interesſe vedlige⸗
holde den for begge Nattoner lige nødvendige Fred, fom jeg anfeer for en Regente
førfte Pligt at bevare til Bedſte for fit Folk og for Mennefteheden i Almindelighed.
uRedbedende Himlens bedfte Belfignelfe over Deres Majeftæt og det elftte dan
Folt nævner jeg mig Deres Majeſtots, min høitelflede Hr. Fætters,
oprigtigen hengivne Foætter og Ber
Gbhrifttania 19de Februar 1814. Goriftian Frederil.
Til Deres Majeftæt Kong Frederit den Sjette!,
Bi afholde og fra enhver Commentair over dette Brev, der ligger i Gonjune
turerne og ſtrax Derpaa fulgte Begtvenheder. Samme Dag uvftedte Prindfen, fou
Norges Regent, et aabent Brev til det norfte Folk angaaende Rigets Stilling mo
tiltommende Regjeringsforfaming af følgende Jndhold:
Negentenö Kundgjorelſer. Selvftændigheds-Nartiet. 358
„Jeg Chriſtian Frederif, Norges Regent), Prinds til Damnart, Hertug til
Ekteig, Holfteen, Stormarn, Ditmarffem og Oldenborg, Gjør vitterlig: Ut det
wife Folk, løft fra fin Ged til ben Stormægtigfte, Hoibaarne Fyrite, Frederik den
Vit, Songe til Danmart, de Benders og Gotheré, Hertug til Slesvig, Holfteen,
Gera, Ditmarffen og Oldenborg, og faaledes gjengivet et frit og uafhængigt
faldbe Net til felv at beftemme fin Regjeringsforfatning, lydeligen og eendræg-
bar yttret fin beftemte Billie til ifte at famtytfe i nogen Unvderfaftelfe under
eriges Honge, men derimod til at hævde fin Uafhængighed og Selvftændighed.
Delebaaren til Norges Trone, og beftemt i denne Stund til at flaae i Spidfen for
å trofaft og tappert Folk, folger jeg villigen det hellige Kald, og anfrer bet for min
føle Riigt, af pderfte Gone at virke for det norffe Folla Frihed og Sitterhed. Som
Sigets Regent, hvilfen Titel jeg antager med alle Rettigheder og med ben Myndighed,
før Frederik den VIte har frafagt fig, og fom Nationen vil forlene mig, for i Farens
ngfelens Stund at afvende Uorden og Forbærvelfe fra Landet, flal min oprigs
Beftræbelje være at vedligeholde Freden med alle be Magter, fom itte frænte
tal nuorffe Folfs Rettigheder.
„Af Rattonen valgte oplyfte Mænd fulle famles den 10de April førfifommende
i idsvold udi Agershuus Umt, for at antage en Regjeringsform, fom fuldfommen
m for beftandig fan belrygge Folket Fred og Statens Tar.
„Gud ben Ullerhøiefte vil velfigne og beflytte en retfærdig Sag og et fame
lnstigt Folfs Unfirengeljer mod fremmed Undertryttelfe, der altid var og ffal være
sendt i gamle Norge."
Regentjfabet i Norge den 19de Februar 1814.
Chriſtian Frederil.
v. Holten.”
Eamme Dag udftedtes følgende Kundgjorelfe:
nRordbmænd! Kundbart er bet for Eder, at Hs. Majeftæt, Kong Frederik den
Vie, uagtet fin Rjærlighed til bet norfte Folk, fom vi tatnemmeligen ertjende, nodedes
fl ved den fvenffe Negjerings Nænter, underftøttede af talrige Hære, at frafige fig
fa Net til Morges Trone. Med Harme have I erfuret, at I ere overgivne til en
fMegjering, der har viift Eder den Foragt, at troe ved føde Ord og tomme Løfter at
finne foffe Eder til Utroffab mod Eders Konge, ligefom den og har udøvet det
mbenbare Fiendffab midt under Freden at ville udhungre Eder, for ved dette umenne⸗
Pige Middel at røkte det Mod, fom ben vidfte ellers at være urofteligt; og nu
Miltrøer den Eder ben GSvaghed godvilligen at underkafte Eder bet fvenffe Aag og
fame Ulnffer, fom Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herftefyge
8 fremmede Benge at flride i et fremmed Land.
uDog det frie norffe Folk fan felv beftemme fin Skjebne. -
»Sværger at ville hævde Norges GSelvftændighed, fræver Gud den Ulmægtig
få Vibne paa Eders Eeds Oprigtighed, og nedbeder Himlens Velfignelfe over Eders
dilte Fæbrefand !
Det er Guds Styrelfe, trofafte Nordmænd! at jeg, Norges Trones Odelsbaarne,
Hdbenne Etund er midt iblandt Eder; nu funne I vorde reddede ved den Samdræg-
flahev, fom boer i Eders Barm!
„Jeg har hørt Folkets Iydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og uker
tinget Modftand mod fremmed Bold. Dette er Kald not for mig, der befjæles af
varm Folelſe for Norges Held og Hader, til at forblive blandt dette trofafte Folk,
D Denne Titel antog Prindjen herefter indtil Kongevalget, og anfaa fig faaleded bertil
bemyndiget i Følge bet Naad, fom han med Kabinetsforfamlingen paa Eidsvold
havde pleiet. Denne Maadflutning og Bttringer, fom paa hans Reiſe vare blevne
bam befjenbte, betragtebe han fom Foltet8 eenftemmige Ville.
Aalls Erindringer. 23
854 Unbet Tibsrum II. Femogtredivte Gapitel.
naar bet gjælber dets GSelvftændighed, og faalænge min Stilling fan bibrage til a
vedligeholbe Rolighed og Orden blandt Norbmænd.
„Af Forfynet beftemt til i denne Stund at flyre Riget, flal jeg med fraftt
Haand, uden at ændfe Møte og Farer, værne om Norges Sikkerhed og holde Loven
i Hard.
„En Samling af Nationens felvvalgte, oplyfte Mænd flal dernæft, ved me
Biisbom og GSamdrægtighed at beftemme en Negjeringsform for Norge, give henu
Stat fornyet Kraft mob aabenbare og hemmelige Fiender 1), og af dens Beftemmelfe
vil det afhænge, om jeg fremdeles flat røgte bet Hverv, hvortil Nationens Onſte
venne Stund falder mig.
- „Elſkede norſte Folt! Mange Prøver har jeg allerede mobtaget paa der
Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil jeg fledfe finde mig glad og tryg. Fre
og berved oplivede Naringsveie og Velſtandskilder vil jeg firæbe efter at erhverve, o
ingen Jdræt være mig vigtigere, end at afvende Krigens Plager for Norge. Mu
naar Boldbsmænd krænfe Rigets Frihed og GSelvftændighed, da frulle de føle, at M
boer Kraft i Nordbmandens Arm til at bevne Forurettelfer, og Mod i hans bei
Sjoæl Hl at foretrætte Død for Underkuelfe.
nummer og Trængijler ville vi tilfammen freidigen gaae tmøde, hvis uforfonlig
Fiender et ville unde Riget Ro; men inden vore Grændfer flal herfte Gendrægighe
og oæbrelandsfind til villgen at opoffre Alt for at hævde det gamle Norges Ån
og atter at hæve bet til fordums Glands. Da frulle engang vore fælles Beftra
belfer, velfignede af Gud ben Almagtige, frones med et beldigt Udfald, og Mort
manden flal give et Nevis paa den Sandhed, at et Folk er uovervindeligt, for
frygter Gud og føler varmt for Fædrelandet. |
Regentflabet i Norge, Chriftianta den 19de Februar 1814.
Ghrifttan Frederik.
v. Holten.
Kundgjørelfen forfeilede ikke den af Regjeringen tilfigtede Henfigt, endſtjont den
Indhold visfeligen ikke tilfredsſtillede Ulle. Hos den ftørre Deel af Rattonen herſtel
Modbydelighed for hvilkenſomhelft Forening med Sverige, der under nærværende Fo
fold paa den meeft frænfende Maade blev Nationen paatvungen, og Prindfen og hun
Omgivelfe benyttede fig af FTalemaader, fom maatte opvætfe Formodning om, at ha
havde et hemmeligt Støttepunkt for fine driftige Planer. Alt hvad der var Prindfe
nær, afle de Maend, fom han valgte til fine Raadgivere, vare af hans Mening; o
om de end havde dannet fig andre Begreber om hvad Der tjente til Landets Tan
henreveg de til et tauft Samtykke til de Skridt han foretog af den Wrrbødighed, fol
en fongelig Perfon faa let indgiver, og visjeligen paa den Tid i en høiere Grad en
fenere hen. Der dannedes faaledes om Prindſen et frort Parti, fom tillagde fig fel
det frolte Ravn: GSelvftændighedens, der førte i fit SHold den ftore Plan at forjva
Norges UMafhængighed i fin fuldefte Udſtrekning, trods Kielertractatens Indhold, me
alle fiendtlige Foranftaltninger til at hævde ben, og under Foragt for enhver Tilnæ
melfe fra Sveriges Side. Dette Parttes Meninger, der visfeligen hos Mange va
hentede fra et reent Foædrefandsfind og egen Overbeviisning, udgil i alt flørre 0
ftørre Kredfe fra Negentens Hovedfæde til den øvrige Deel af Nationen, og nære
bet fæbrelandffte Stnd ved hoie Talemaader, hentede fra Norges Stilling i den ald!
gortib, og fra ben Boldfomhed, hvormed en fremmed Billie vilde paatvinge det |
forhadt Aag.
Bed Siden af dette herffende Parti bannede fig, viftnot meer i Etilhed, i
andet, fom mere roligen overveiede Landet8 Stilling, med flørre Enugſtelſe faae I
) Herved fater MNegenten rimeligvis til be Mænd her å Landet, fom han anfaa fl
at være Modſtandere af Selvitændighedsværtet.
Det fornfte Partt taber daglig Tilbængere. 355
$arer imøde, for hvilte Fædrelandet ubfattes ved at modfætte fig en Koreningsplan,
hr var befluttet af bet fore europæiffe Forbund, og fom meente, at en Forening med
Grrige hunde danne en Iyftelig Fremtid for Norge, naar den grundfæftedes paa
hederlige og for Nationens indvortes Frihed og Gelvftændighed betryggende Betine
xſſer. Disfe Mænd fandt fig visfeligen ikke tilfredsftillede ved Prindfens Kundgjørelfe,
heri deres Dine var mere fliket til at blende end til at overbevife. Den indeholdt
fa bittre Udadelfer mod Nabomagten og Sveriges Kronprinds, at den maatte gjøre
ulver fredelig Tilnærmelfe umulig, og paa eengang afbryde al Underhandling, ber
Å gjorde Norges fulde og frie Eelvftændighed fom en egen Stat til Hovedbetingelfe.
Au fandt heri et Sideſtykke til ben ærlige, men for en fvag og paa Krig uforberedt
Betien uffoge Diplomatit, der i denne Krig af Danmarls Konge var bleven brugt,
og fem i flarpe og frjærende Falemaader lagde bet alvorligfte Fiendftab aabenbart
fr Dagen, medens en forfigtig og flog Fremgangsmaade og Diplomatifens gaade⸗
Ve Drateffyrog unde, idetmindſte i Binters og Baarmaanederne, have bevaret en
felig Tilſtand, der nu nærmede fig overalt, og var Norge faa uundgaaelig nødr
fig. — En faa beftemt Mening fom ben, ber yttredes i Kumdgjørelfen, anſaaes
hednben fom en aabenbar Foregriben af de Beflutninger, fom i det fore Fofleraad
fjern Nationens Repræfentanter ſtulde tages for at ordne Rigets Skjebne i Frem-
Ma. Af disfe Mand anfanes Kundgjørelfen visfeligen ikke fom et Viisdommens
Brferfigfte, der vidnede om Gindighed, Klogffab og diplomatiff Starpfindighed, for
Meligen at forberede Gjennemførelfen af driftige Planer. Den betvagtedes derimod
fm et Stridscble, der udfaftedes i Nationen felv, fylittede bens Kræfter, og opløfte
len fambrægtige Billie til at lede Fævrefandet under en kritiſt Stilling Hl em ind⸗
mtes og udvortes Inttelig Tilftand. Dette Parti faldtes det fvenfle, og med dette
Sen haanedes det baade i Danmarf og Norge, endfljønt man ved at overſee dets
Klemmer vil finde Mænd, fom ved en anden Leilighed havde talt mod Foreningen,
M fom ved denne nye Forbindelfe meeft ryſtedes i deres borgerlige Stilling. Disfe
Mente politiffe Virkſomhed føgte de meeft Exalterede af Selvftændigheddpartiet at
tbafifere ved at omtale hemmelige Fiender af Fædrelandetg gode Sag, fom i
ed maede over forræbderffe og for Fædrelandet forbærvelige Planer. Prindſen
forte ilke heller dette Oppofitionsparti i fine Proclamationer; men henpegede ike
Pat til dets Trelleſind, dets foage, ufoædrelandffe, og fra Forfædrenes høie Vand
Betede Mistinid tl Nationalfraften. Disſe Mend bortfjernede han fra fig, og
de vel endog fin Stridskraft under Sommerfrigen, ved at give dem Bevifer
m fyrfelig Unaade og Mangel paa Tillid.
Men dette Parti var derhos det fvagefte og det mindft virffomme. De vigtigfte
Å beis Lilbængere, fom paa ben Tid vare i Landet, vare ikke i betydningsfulde
bricbsfillinger i Staten; de manglede enten Gone eller Billie til, ved en beftemt
4 oflentligen erflæret Modftand at forføare deres Mening, og dem fattedes i Alminde⸗
bøjed — tbi ogfan heri gaves Undtagelfer — Mod til at gane den fore Stare af
bittofende Patrioter i Møde. En for Deel af disſe Mænd begyndte ogfaa at varte
Deres Meninger, og fode fig henrive af den almindelige Jubel og bde glimrende
Prhaabninger, hvormed GSelvftændighedsværket dreves og forfvaredes. Partiets Til⸗
fengere formindffedes bagligen. Men ifær bidrog Grev Wedels Fraværelfe — han
Ve, fom ovenfor fortalt, i bet meeft kritiſte Oieblik i Danmark — til at ſpvakke
beite Bartt i fin førfte Dannelfe. Han betragtedes med Føie fom dets Formand,
til ham lænede fig dets øvrige Tilhængere, fom til en prøvet Fæbdrelandets Mand,
kr itte fattedes Talent og Kraft til at fille en Dodvægt mod Hines eralterede
iſting. Mod denne Hædersmand — hvis politifte Anſtuelſer med Henfyn til
Glanbinavien ville i Norges Hiftorie flaae fom et fort Talents frarpfindige Overblik
— udfrøedes fra de høiere Kredſe en Mistillid, fom wvorede formedelft hans Fra⸗
verelie, og i den Grad fværtede hans Jndflydelfe, at han ved Tilbagekomſten
Jatet hunde udrette, men maatte, med Henfyn til Rigets ubvortes politifte Skjebne,
23”
å
356 Undet Tidsrum I1. Femogtredivte Capitel.
fille fig iblandt de rolige og mvirffomme Tilffuere, indfkræntet til Haabet om en
bedre Fremtid.
Imidlertid ville vi ingenfunde puaftaae, at Gelvftændighedens Mand byggede
deres Tro paa hule Sætninger. Der var tilvisfe Stof not i den udvortes Vold⸗
jomhed, hvormed Norges Skjebne egenmægtigen beftemtes i et fremmed Naad, til at
hade den befluttede Forening, om hvis VBeffafrenhed der herffede en dyb Uvidenhed,
og til den Frygt, fom maatte raade i Nordmandens Barm for dens Jndilydelje vaa
Norges Fremtid. Europas politiffte Forhold vare endnu faa indviflede, Udfaldet af
den ſtore Kamp, der netop t denne Vinter med verlende Held udfegtedes paa Frank
riges Sletter, faa ubeftemt, Vttringerne om Norges GSelvftændighedsffridt omtalt
med faa megen Smiger i ubenfandfte Blade, faa at det vel maatte være tilladt at
vente en heldig Bending for Norges Sag af Fremtiden. Der var nøget Haderligt,
noget med Tidens Aanb og Ideernes Udvifling Veflægtet, i et Folls Kjæthed, der
fremftod i Masſe, vægrende fig ved at underfafte fig Voldomennds Bud, og frævende
felv en Stemme i at ordne fine Etatsanliggender. — $Hvo der fjendte Prindjen
maatte desuden bære overbeviift om hans rene Henfigter med Henſyn til Norges
Stkjebne. Der er itfe Gen blandt de Mænd, fom han fenere hen valgte til fit
Raad, og hvoraf Flere vel fortjente Nationens Tillid formebelft deres Indſigter og
rene patriotiffe Sind, fom jo gjøre Prindfens varme Folelſer for Morge og oprigtige
Attraa efter at fremme dets Vel den tilhørlige Net, hvorimod de HFlefte af dusje
Mond ifte anfaae ham for at befidde den Faſthed og Energi i Gharafteren, fom var
nødvendig for at gjennemføre faa fore og faa driftige Beflutninger, ligefom bet ilte
fan negtes, at Prindſens Uttraa efter at befttge Norges Trone bevægede ham til em
Fremgangsmaade, fom beredte ham felv ſtore Lvaler og Norge mange Ulemper.
Norges Skjebne udfattes imidlertid ved benne beftemte Modſtand til et fjermere
Tidspunkt, da Guropas Skjebne var afgjort, ben fore politiffe Gaade ſammeſteds
var løft, da Norge i Overgangens Oieblik erholdt fraftfulde Talsmænd for den hels
bigfte og henfigtemæsfigfte Forening, og da Sverige, fvæltet fom Norge, ilfe havde
ben ſikkre Støtte i fine moægtige Ullierede, men fandt det klogere at guae Norges
Fordringer tmøbe end at fortfætte Forbittrelfeskigen. Hiin heftige Strid er faaledes
glemt, Hiftorten har givet ethvert Barties edlere Medlemmer dereg Net; men Stridens
Følger flaae med uforglemmelige Trætk indgravede i Fæbdrelandets Unnaler. Norges
indre Htiftorie, fiden Foreningen med Sverige, fremfiller lignende Virkninger af
lignende Yarfager.
Serogtredivte Capitel.
Norges Hafhangigheds-Erklæring. En Uigsførfamling fammenkaldes. Vegenten
vælger fit Viaad. C. Anker fendes til England.
— — ——
or at ſtyrke GSelvftændighedens Sag benyttede Prindſen fig af Midler, fom neppe
funde kaldes bjemlede i Tingenes fande Beftaffenhed, medens de ledede ham til det
forønffede Maal. Han forudfatte fom givet, at der herffede en almindelig Modvillie
mob bhvilfenfomhelft Forening med Sverige, og at den eenftemmige Mening, fom
berom i ben præliminaire Forfamling paa Gidsvold var yttret, var en Gjentlang af
ben Stemme, fom var almindelig i Norge, paa Fjeld og i Dal. Mu opfordredes
derhos Nationen i Masfe til, høitideligen at aflægge Eed paa at ville hævde Norges
Selvftændighed, hvorved der fpærredes ethvert Parti Adgang til at modfætte fig eller
hindre Prindfens modige Beftemmelje. Denne gav han den religiøfe Fane, fom
bedſt ſtyrker Mennefteværkets GSvaghed. Til den Ende udſtedte han under 19ve
Å
februar et Gireulaire til Biffopperne, for gjennem dem at foranftalte en Samling vi
fa Templer, fom frulde gjøre Folket befjendt med Kongen af Danmarks Tron-
mieiſe og Prindfens Kald til at fyre Riget.” „Efter en Port men KHaftfuld Ind⸗
lmingetale, naar Hrederif ben VItes aabne Brev af 14de Januar og mit af 19ve
Sebmar er oplæft, ffal Folket opfordres til at aflægge følgende høitidelige Eed:
mrærge I at hævde Norges GSelvftændighed, og at vove Liv og Blod for bet
dfete Foædreland? hviltet med opløftede Fingre befvares med: „„Det foærge vi, faa
Eaxdt bjælpe os Gud og hang hellige Ord.“⸗ — Dagen frulde betragtes fom en
Sededag over hele Riget. Til Betræftelfe om at Geremonien paa befalet Maade var
Abordet, fulde be tilftebeværende Embedsmend tilligemed Preften underfrrive et
Suesbyrd om, at den vedfommende Menigheds Medlemmer havde med Hæbdrelandss
fab aflagt denne Ged, og Documentet frulde in duplo fendes gjennem Biffoppen
bl Regjeringen for at bevares i Rigets Arkiv. — Caavidt vides gjordes ingenfteds
VRedſtand mod Edens Uflæggelfe, endffjont Mange frilttende afholdt fig fra at gjøre
ba, og Undre forflarede dens Indhold efter fine Begreber. Udtrykket „Selvſtœon⸗
iapet" var em bred Grundvold for forffjellige Fortoltinger. Paa famme Dag fores
toget Balg af tvende blandt Menighedens Embedanænd, Brugseiere, Jorddrotter
tir Gaardbrugere over 25 Aars Alder, der fMulde møde pra et Sted midt i Amtet,
fn of Amtmanden nærmere maatte beftemmes, for at vælge 3 af Amtets meeft ope
bie Mand, der frulde mode paa Eidsvold ben 10de April, for at beftemme og paa
Metionens Vegne antage Norges Megjeringsform. Paa famme Maade frulde Valg
fr i Byerne.
Bed et Girenlatre af famme Dato befjendtgjordes, at de ifte norfffødte eivile,
xiſtlige eller militaire Embedsmend, fom iffe vilde beftemme fig til at tjene Norges
én, men i Følge det danffe Cancellies Betjendtgjørelfe af Ste Februar 1814 fore-
bet at vende tilbage til Danmarf, kunde ſtrax nedlægge deres Embeder i Regentens
Gender. — Paa denne paa Kundgjørelfer frugtbare Dag, den 19de Februar, ud»
jates endeligen en angaaende bet norffe Folks fredelige Forhold til andre Nationer
4 Kaperiets Ophævelfe. Den lød faaledeg:
„Jeg Chriſtian Frederik, Norges Megent o. f. v. Gjør vitterltat: Ut jeg til:
fjened det norſte Folk erfjender det for en udmærket ſtor Belgjerning, fom bet har.
mebtaget af Hs. Majeftæt Kong Frederik ben VIte, at Høiffamme faa Dage førend
ben løfte Folfet fra fin Troftabseed frjæntede Norge Freden med Storbrittanien. i)
Le ſtulde have været min førfte Veftræbelfe at naae dette Gode; det fral ftedfe være
nit Formaal at vedligeholde famme for det kjære norfte Folf, iffe alene med Store
hittanien, men med alle øvrige Magter. Thi erklæres høitidelig: 1) Ut Kongeriget
Serge har Fred med alle Magter; iffun den er dets Fiende, fom vil frænke det
mifte Folla Eelvftændighed, og fom med væbnet Haand betræder de norffe Grændfer
dr Norges Kyſter. 2) Alle Nationers Krigs- og Handelsſtibe tilftedes Adgang til
fengeriget Norges Havne. 3) Alle de under den forrige Regjering udſtedte Regle⸗
menter for Gaperfarten ophæves. 4) Alle Fanger fulle tilbagegives i Masje, og
den private Gjæld, fom de norfte Fanger muatte have gjort, betales. 5) Alle Na-
feners Skibe, fom tilføre Kongeriget Norge Korn eller Fødemidler indtil %3 af
futeiets Drægtighed, funne uden Yndførænkuing ved nogetfomhelft Forbud, og under
& Omftændigheder imod anordnet Told Erleggelſe, udføre hvad norfte Producter
be maatte ønffe, Fodemidler undbtagne; dog fulle Fiffevarer i ovennævnte Tilfælde
fnne ndføres indtil %3 af Skibets Dræntighed.
Men uagtet denne høitidelige Fredserkfxring vendte Freden ikke tilbage til Norge.
Brigen fortfattes i en frygteligere Stitl end tilforn, Norges Kyſter blokeredes firengere,
Selvſtendighedk⸗Erllering. Kundgierelſe om Fred med alle Stater. 357
) [Norge fil, ſom beljendt, ikke Fred med Storbritanien; thi Kieler⸗Freden af 14de
Januar med dette Rige angik kun bet egentlige Danmark, ikke bet til Sverige af-
faaebe Norge.]
358 Unbet Tiberumy II. Sexdogtredivte Gapitel.
og Kornfarten var omgiven med flørre Farer end nogenfinde under denne Krig-
Sverige hvæsfede fine VBaaben, underftottet af Europas maægtigfte Niger, og Selvs
ftændighedøperioden begyndte under de morkeſte Ubfigter.
Imidlertid modtoges Prindjens Beftemmelfe om at talde en Rigédag fammen
for at afgjøre Landets Skjebne med Taknemlighed og ſtor Glæde. Forfatteren, fom
dengang var i Ghriftiania, udtryffer fig derom i et Brev til en Ben paa følgende
Maade: „Efterretningen om Prindſens hæderlige Beftemmelfe fun at tage interimiſtift
Deel i Landets Veftyrelje, og at overlade en af Folket felv valgt og fra alle Stæder
og Diftricter indfommen Repræfentation at afgjøre Ult, hvad ber angaaer Landets
Stilling, har opvaft flor Glæde. Saavidt jeg har erfaret, ere Meningerue faa
beelte, at jeg ikke fan troe UAndet end at Alt, hvad der fan figes for og imod Fors
eningen med Sverige, paa benne Maade bedft vil blive drøftet. Maatte nu fun
Sverige give os faa megen Rolighed, fom behøves til at underføge denne vigtige
Sag, og ikke fræve af os nogen Beflutning for Tiden!"
Imidlertid var Prindfen betænkt paa at vælge de Embedsmend, hvoraf han
vilde fammenfætte fit Statsraad. Ogſaa dette var forberedt deels ved hans Raad⸗
givere, * deels ved de Betkjendtffaber, han paa fine Netfer i Landet havde gjørt.
Gjennem Thygefon vare Breve fendte til forffjellige af de Mænd, fom havde Prind-
fens Tillid, hvilte Breve frulde tilbageholdes paa det Poftcontoir, fom var Ungjæls
dende nærmeft, for vaa en vid Dag at blive ham tiljendt. Et faadant Brew tils
hændefom ogfaa Horfatteren, og indeholdt Prindfens Billie, at han jfulde indfinde
fig i Ghrifttania til en beftemt Dag. Forfatteren adlød Befalingen og reifte til fin
Broder, Niels Wall, der havde fanet famme Befaling, for med ham at følge Brindjens
Opfordring ). Han fom til Ghriftiania den 16de Februar, og meldte fig firar Hos
Stiftamtmand Thygefon, ber opmuntrede ham til at drage til Eidsvold til det vig⸗
tige Deliberationsmøde, fom juft den Dag holdtes. Men han undjlog fig derfor,
deels fordi han ikke havde nogen Ddirecte Opfordring dertil af Prindfen, og intet
Kald følte, uden en ſaadan, til at trænge fig ind i en faa vigtig Forhandling, deels
fordi hans Anfomft til Eidsvold ei funde blive betimelig, da Dagen knapt wilde
ſtrekke til Reifen. I Samtalen med Thygefon, med hvem Forfatteren ſtod paa Den
od, at han ilfe for ham dulgte fin Overbeviisning, men frit funde udtale, hvad
han tæntte om Landets Stilling og Prindfens Forhold, yttrede han fin Frygt for,
at Prindfen havde paataget fig et Vært, fom overfteg Landets Kræfter at udføre,
naar hans Plan iffe havde en hemmelig, Nationen ubefjendt, Underfottelfe. GSaavet
af denne Prindſens Indkaldelſe til Chriſtiania fom af private Meddeleljer troede Fors
fatteren at have fporet Prindfens Henfigt at benytte hans Tjenefte under den mye
GStatsorganifation. Men han havde forladt fit Hjem med den uroffelige Beflutning
ikke at indtræde i nogen offentlig Stilling, hvortil han følte fig mindre ſtikket baade
i Følge fine Evner, og fordi hans borgerlige Stilling i Fædrelandet frævede hans
id og hans Opmærfjomhed. Efter hans yitrede Unftuelfer om Landets Stilling
maatte ogfaa Thygefon overbevife fig om, at Forfatteren ei var den Mand, fom
Rrindfen tunde bruge til Udførelfen af fine Planer.
Jaa Dage efter fom Prindjen til Chriſtiania, og Forfatteren lede mi at melde
fin Ankomſt efter hans Befaling, og udbede fig em Audience for at erfare hans Billie.
Prindfen tog vel naadig imod ham; men han markede ſtrax Spor af, at Thygefon
havde gjort Prindfen befjendt med hans Mistillid til et heldigt Udfald af de tagne
Forholdsregler. Prindfen erflærede ham fin Beftemmelfe, kle at undertafte fig Kielers
tractatens Bilfaar, men at fætte Magt imod Magt, og at forfvare Riget, om fors
nøbent gjorbes, med VBaaben, derſom dets GSelvftændighed antaftedes. Denne Ban
flutning grundede han paa fin Grfaring om Folteftemningen over det hele Mige.
) R. Aall kunde formebeljt Sygdom ilte gjøre Folge, og fom førft nogle Dage jemeret
|
|
|
Regenten bindgjør Kielertraciaten og afvifer de frenfe Gefandter. 859
gørfotteren bitrede med Befledenhed, at Nationens almindelige Modbybelighed for
a forening med Sverige vel var ham bekjendt; men at ben tillige var underordnet
Zetragtaingen over hvad der unde tjene til Landets Bel under nærværende Omſtœn⸗
ugbeder. Han troede ikke, at Nationen havde Kraft til at mobdjætte fig Foreningen,
mar den var beftemt af et faa mægtigt europæift Forbund, fom det Sverige havde
ma fn Side, ifte heller at Norge funde beftaae fom felvftændigt Rige, naar det
inriflede fig i Krig med Sverige og England, og han anfaa det for rigtigt at
meføge de Betingelfer, under hvilfe Foreningen funde free, førend nogen beftemt
Segring i denne Henfeende erkiæredeg. Fjær lagde han Vagt paa den Mangel af
gøtemidler, ſom herſtede i Landet, og paa ben Hungersnød, fom vilde blive Folgen
af at Norges Kyſter bloteredes af engelfte og fvenfte Krydfere. Prindfen fvarede:
Ar der te em Gud i Himlen? ham maa Norge flole paa i em faa retfærdig Krig
fm denne.” Jovrigt gjentog han den Forſikkring, at han under den ham befjendte
gelleftemning iffe vovede at underftøtte en Forening med Sverige, ber vilde affted-
me rædjelfulde Scener. — Efterat Forfatteren havde yitret fin Mening med Fri⸗
mighed, følte han iffe Rald til videre Jndvending, og en Samtale endte, hvis
Jadhold iffe havde tilfrebøfillet nogen af Partene.
Efter denne Samtale ønfrede Forfatteren Intet meer end at vende tilbage til fit
Hem; men ban blev opholdt i 3 Uger i Chriſtiania, fordi Prindfen havde overs
baget ham at ordne et UAnliggende, i Sammenhæng med ovenfor ombhandlede Penges
vejenimøbde, fom under Gonjuncturerneé Gang var blevet uden mindfte Betydning,
mg paa hvilket enhver Moie kunde anfers fyildt. Disje tre Uger vare nogle af de
mbehageligfte - han nogenfinde i Selftabslivet har levet, iffe alene formedelft Prindſens
formeentligen forandrede Forholb mod ham, ber iffe fvarede til hans foreganende
gerelommenhed, men fornemmeligen formedelft ben Miskjendelfe, for hvilfen hun var
far af fine Landémænd. Det var en Twval i de Dage at være tilftede i frore Sel⸗
laber efler endog i Bennelag, naar man et unde deeltage i de patriotiffe Sværmerier
m hoie Tafemaader om Nationens Kraft, Regentens Viisdom og andre GStateré
andelige Mishandling af Fædrelandet, fom gaves til Priis i Sang og i Profa.
Ham maatte ofte fpørge fig fetv, om han i fine Unffuelfer om Fadrelandets Stilling
virkelig var faa aldeles paa Ufveie, at han fortjente at regnes blandt dem, der vilde
fomaade dets bdyrebarefte Jnteresfer. Lykkeligviis traf han paa Benner og anfeete
Maad i Fædrelandet, der tæntte fom han om dets GStilling, og han blev fuart enig
med dem om at forholde fig pasſiv under disje muntre Bevægelfer, og rolig oppebie
Gadens Opløsning.
Den V2de Februar var en af den Tids Høitidédage, hvori Prindfen for en
$efomiög af famtlige militatre, geiftlige og civile Autoriteter — Forfatteren var
ogfan ber tilftede — oplæfte Kongen af Danmarks Declaration i Anledning af
Aigeraes Skilsmisſe, hvorefter han holdt en Tale til Forfamlingen, hvori Danmarks
muffelige Stilling erkjendtes, og den Fyrfte beklagedes, fom uforflyldt fledtes i ſamme.
Under denne Tale var Brindfen faa bevæget, at Ordet git fra ham, og han maatte
jandſe et ODieblik; men efter en behænvdig Falevending, hvori han erklærte fig faa
nt, at han ifte funde finde Udtryk for fine Føletfer, optog han igjen Talens Traad,
”g fortfatte ben med ben ham egne Foærdighed under be Tilftedeværendeg meeft aaben-
ke Deeltagelfe. Han endte Talen med de Ord:
„J Folge heraf er jeg tilbagefaldt og befalet at overlevere Gæftningerne til de
foenfle Zropper, — men jeg har: raadført mig med Folkets Stemning; overalt har
ben gjenfydt for mig: Bi ville være Norſte og iffe Svenfte! Jeg folger viligen
beite sald, at forfoare et uafhoængigt Folts Rettigheder; hvis jeg forlod det, vilde
bette give Fienden Midler i Hænde til at udfprede Splid og UMorden. Hører min Be:
Mutning, og bhvorfedes jeg for denne Forfamling, fom for hele Folket, tnndgjør famme.
Gfterat Prindfen berefter havde forelæft det forhen anførte aabne Brev og Kund-
gjørelfen tilfølede han: „Mit Løfte til Norges Sag nedlægger jeg for Denne Fors
360 Andet Tidsrum II. Sexogtredivte Capitel.
famling, og fra Enhvers Hjerte meder jeg vift bet famme. Paa Bededagen fulle
vi famlede høitideligen aflægge vor Eed for Guds Aaſyn.“ Efterat flere til Dagen
hørende Documenter vare blevne oplæfte, endte Prindfen dette Mode med de Ord:
„Og nu, Medborgere! giver Hverandre Hænderne med det Lofte famdrægkigen at
virke fom trofafte Nordmænd for Norges den gode Sag, hvilten Gud velfigne!-
Prindjens Tale gjorde ſtort Indtryk, og Løftet gik under flor Bevægelfe fra
$Haand til Haand uden Mitring af nogen Meningsforftjel. Derpaa red Prindfen
gjennem Byens Gader, viifte fig for Foltet under Hurraraab, og blev paa Torvet
byldet af det forjamlede Militaire, til hvilfet Prindfen ogſaa talte nogle begeiftrende
Ord. Hele Ghrifttania var den Dag i Bevagelje, fom til Høitideligholdelfem af den
ftørfte Glædesfeft, og den var dog egentligen en Indgang til fore Lidelfer og Savn.
Feſtligheden endtes med et ſtort Middagstaffel, hvortil Alle vare indbudne, ſom havde
været tilftede ved Formidbagshøitideligheden i Palaiet.
Samme Dag anfom til Ghriftiania en Deputation af fvenfte Herrer, beſtaaende
af Landshøvdingen i Gøteborg Grev A. Rofen, Baron Ctöldebrand og Lilliehorn,
hvis Wrinde var at forelægge en fra Kongen af Sverige udftedt Broclamation hl
Rordmændene'). For at give fit Svar derpaa et officielt Anſtrog og tillige gjøre
Indtryk paa de Svenſte, havde Regenten famlet om fig flere af fine Officerer og for:
nemfte Gmbedsmaænd, fom opftillebes i en Nætte ved den ene Side af Salten. De
foenfte Herrer traadte ind i Galen med øtenfynlig Forundring over ben Maade,
hvorpaa de bleve modtagne. Prindfen henvendte i ſtor Bevagelſe nogle heftige og
bebreidende Ord til vem, hvori han gif 198 paa de Midler, fom den fvenfte Regie⸗
ring anvendte for at vinde Norge, ifær paa det Hungersfyftem, hvorved ben vilde
bane fig Bet til Rigernes Forening. „Er det faaledeg — udbrød han — at Deres
Konge vil vinde Norge? %). Prindſen var heftig, og fyntes at behage Vg i at
affærdige de fvenfte Sendemænd haanligen i de forfamlede norfte Mends Nærværelje.
De ſpenſte Herrer hørte taufe paa denne Haarde og ved faadan Leilighed mindre pa:
ſende Tiltale, og forlode UAudiencefalen lidet tilfredfe med, hvad ber var pasfere.
De pitrede fig wudenfor Prindfens Gemak beels med Haan, deels med Forbittrelfe
over ben Behandling, fom var dem vederfaret*). De reifte faaledes tilbage med
uforvettet Sag; men deels manglede Kongen af Sverige endnu Midler til at tvinge
Norge med Magt, deels ſtolede han vel pua den foreftaaende Rigsforfamlings Beflut⸗
ning paa Gidsvold, og ubfatte derfor alle flendtlige Foranftalminger. Kun Blokade⸗
fyftemet fortfattes paa Kyſten med Haardnarfenhed.
Jntet funde mere lægge Prindſens fafte Beflutning for Dagen, at afvije enhver
Lilnærmelje fra Sveriges Side, fom havde det fjernefte Henfyn til at gjøre Kielers
tractaten gjældende, end denne haanlige Uffærdigelje af de fvenfle Sendemænd. Ders
ved viifte han tillige fine ftore Forhaabninger til fin Sage Metfærdighed, fom lød
ham foragte enhver diplomatiff Klogffab og den findige Foærd, der maatte fette barn
Midlerne til at udføre fin fore Sag. Den roligere Deel af Nationen, der ikke
5 Proclamationen paa Svenft, tiligemed en Overfattelfe par Norft, fom ledſagede
ben, findes indfort Jiden No. 72, 1814. See Bilag 69 8. I famme Bilag L.
meddeles Kronprindſens førfte Ytringer og Vefalinger i Anledning af Kiclerfreden.
3 Vi have af Hong Carl ven 13des ovenfor i Bilagene anførte Breve feet, at han
foretrat aaben Feide for bette Udhungringsſyſtem.
3) Etatsraad Treſchow, ſom var en af de iljtedeværende under benne Audience, for»
talte bet Pasſerede, ſaaledes fom anfert, i et Gelftab, hvort Forfatteren var, og
vorhen Trefdom fom lige efter Audiencen. Treſchow, bengang Prindſens Sag
engiven, fandt bennes JFærb pasſende. Grev Wedel, fom paa Ån Tilbagereiſe ti
torge igjennem Sverige talte med Grev bg førfilfrede, at Rofen mere loe end
harmebeg over ben Modtagelje, ben fvenfte Deputation havde faaet i Norge.
erzirenheden er omtrent ligefom ber berettet i Schinkels Minnen VIII. n 83
Grev Rojen afreifte famme Vag fra Chrifttania, uden at modtage Prindfens Jnb-
bydelfe til Mirbag.]
Grev Wedels Hjemtemit og Samtale med Negenten. 361
med Negjeringens Chef benreves til foærmerifte Forhaabninger om et heldigt Ubfald,
bifaldt iffe benne Prindfens aabne, men utloge Fard, og anede førgelige Følger
deraf. vor meget vilde Brindfen iffe have lettet fig Midlerne til at udføre fine
fore Blauer, naar han havde gaaet Sveriges Konge Å Mode med en venligere Færd,
føgt at forbale be diplomatiffe Forhandlinger og med dem de fiendtlige Skridt fra
Everiges Side! Han havde hertil den gyldigſte Anledning, da fun Magten midlers
igen var lagt i hans Haand, og ban funde henflyde Sagens endelige Ufgjorelfe
tl den fore Horfamling, fom om en fort Tid flulde møde paa Eidsvold, og veie
bet vigttge Statsanliggende. Han havde derved banet fig Vei til en fredfommeligere
Kellemtilftand, i bhvilten forberedende Unftalter kunde gjøres til at forebygge Hungers⸗
ud og famle Forfvaremidler. Nu derimod vare alle Prindfens Stridt beregnede
ma at afviſe enhver Underhandlmg med Sverige, høit for hele Europas Øine at
atiære Norges beftemte Billie at forfvare fin GSelvftændighed uden noget Slags
Henſyn til Kielertractaten, og han fremloftede berved ligefaa unyttigen fom uklogt
den fiendtlige Udfærd fra Naborigets Side, ber meget forværrede Norges Stilling.
Hver megen Grund der end er til at antage, at Brindfen havde den renefte Villie
fil at befordre Norges Bel, fan det vet ifte nægtes, at han ei t denne Henfeende
forte Negjeringens Tømme med Klogftab, men gav fig i rolige og upartifte Doms
mres Øine Mine af, at Ønftet om at opheies til Norges Konge laa ved Siden
af bin æbdefmodige Uttraa efter at befordre Norges fande Vel. Idet vi faaledes
bebe faft ved ben Tro, at Prindjens Mellemkomſt, efterat den gamle Forbindelje
mer opløft, i mange Henfeender var velgjørende for Norge, og beredte en lykkelig
Oeergang til den nye Statsforfatning, funne vi ifte holde den Mening tilbage, at
bin nyligen beflrevne Mellemact i Gelvftændighedens fore Stuefpil, fom fljærpede
Sveriges fiendtlige Horanftaltninger, var et fort Keilgreb fra Negentens Side, fom
med Lethed funde været undgaaet. Hans aabne Færd fafter ingen Skygge paa hang
Characteer ſom Mennefte, men forbunkter hans diplomatiſte Evne paa den Tid til
at gjennemføre vigtige GStatsanliggender.
Nogle Dage efter fom Grev Wedel tilbage fra Danmark, hvorhen han af Aars
fager, fom ovenfor ere fortalte, var bleven nedfaldt.!) Wedels Kald til Danmart
paa den Tid funde anfees fom et glimrende Exil fra hans Fædretand, under hvilket
hen overvældedes med udvortes Høflighedsbevifer, medens hans politifte Færd var
er Gjenftand for Mistanke. Efterat Kongen af Danmart var bleven nødt Hl at
afftage Norge, var ber ingen Grund til meer at holde Greven tilbage i Kjøbenhavn,
og han vendte nu hjem til Fædrelandet. Han foretog Neifen igjennem Sverige, og
Mugtet fagde, at Greven paa denne havde underholdt fig med flere betydningsfulde
Cvenffer om de norfte Anliggender, uden at det er Forfatteren befjendt, om Mygtet
medførte Sandhed; — for ham udlod Greven fig derom ikke. — Da Greven var
5 [Sfr. ovenfor S. 319 Anm. Naa Opreiſen til Norge tog Greven, neppe uden
Henfigt, en Omvei om Wenersborg, Feltmarftall Esſens Hovedavarteer, og havde
ber en Samtale med benne, hvorom Esſens Brev til Wedel af 27de Juni 1814
(trylt hos Sdintel-Bergman VIII. 347) giver interesfant Dplysning. Esſen minder
beri Wedel om, at benne ved hiin Sammentomft havde erklæref, at perfamn bet
Haab, man i Norge nærebe om, ved Englands og be andre Stormagter3 Biftand
at hævde fin Selvitændigheb, ikke var et Blendvert, ſtulde han (Wedel) være ben
førfte til at mobfætte fig Svenſtens Fremtrængen over Landets Grendſer. Nu, ba
Grjaringen har piiſt. at dette Haab var Blendverk, opfordrer Esſen Greven til at
holde fit før dette Lilfælde givne Lofte, ved at anvende alle Midler, fom — i hans
agt, til i Norge at oprette ben eneſte Sagernes Stilling, ſom kan befæfte ſaavel
bette Lands fom Sveriges Sikkerhed og Lykte. ,De allerede Magters Herrer Gom-
mieſarier, flutter han, fom fjenbe Indholden af bette Brev og bebage at overbringe
bet, ville ilfe undlabe at paavife Dem ben Vet, De har at tage, for at fortjene
Rorge8 Pabemlighet og vinde Ugtelfe i hele Norden, fom har fine Øine fæftede
paa Dem.
362 Andet Tidernm II. Sexdogtredivte Capitel.
fommen tilbage, meldte han fig ſtrax hos Regenten, fom tilfagde ham en Audience.
Forfatteren var tilfældigviis i Prindfens Forgemal, da Greven traadte ind i famme til
Audience. Da Wedel faa Forfatteren, git han ham i Møde, bilfede ham, og fpurgte ham
med Heftighed temmelig hølt: „Hvad er det for dumme Streger I gjøre her i
Norge?» Han traf nu Greven hen i en Binduesfordybning, og underrettede ham
om, at Stemningen i Chriftiania, fom og blandt de her Tilftedeværende, var faadan,
"at flige Ubdladelfer iffe vilde være paa bet rette Eted, og fagde derhos, at han
endnu famme Uften vilde indfinde fig paa Bogftad for at fætte ham ind i Sagernes
fande Sammenhæng. Greven beqvemmede fig derfor til en roligere Fremgangsmaade,
og blev, efterat han efterhaanden havde hilfet paa fine Bekjendte, indladt til Prindſen.
Samtalen imellem dem blev ført faa høirøftet, at den opvakte deres Opmarkſomhed,
fom vare forfamlede i Forgemalfet, hvor meget end den fornuftige Deel af famme
føgte at aflede den fra den urolige Scene. Ordene trængte iffe fra Prindſens Gabinet
ud i Forgemaffet, men de hoie Toner antydede heftige, alvorlige og mindre emd
venffabelige Discusfioner. reven fortalte fiben Forfatteren, at hans Samtale med
Prindfen var gaact ud paa Dagens ftore politiffe Spørgsmaal. Prindſen havde da
ogfaa henffudt fig under Nationens almindelige Bifald til den af ham valgte Frem⸗
gangemaade, og lagt fin Sag i det guddommelige Forſyns Haand, fom ifte vilde,
at Uretfærdighed ſtulde feire, og GSandhed og Met forgane, hvorhos han yitrede
Haab om Englands Underjtøttelje af Norges Selvftændighedsfag. Greven derimod
beraabte fig, ul Underftøttelfe for fine Unfueljer, paa de europælfte Magters Billie,
paa Norges Svaghed til at imodftaae en faadan Magt, og lagde Bægt paa, at Tidem
nu var fommen til at forene de flandinavifte Niger under en conftituttonel, paa begge
Rigers indvorteg Forhold grundet Forfatning. Han meente, at Regenten var for=
pligtet til at høre, hville Forflag Kongen af Sverige havde at gjøre, førend han
afvitfte al Underhandling, og at han uforbeholdent burde forelægge Follets Repræeſen⸗
tanter alle Omftændigheder i en aaben og upartift Fremftilling. Striden endtes udem
Refultat. Utilfredſe, for et at fige forbittrede, jfiltes begge fra binanden, og paa
Grevens Unfigt fporetes, ba han med flærte Skridt traadte ud i Forfamlingen, den
hoieſte Grad af en oprørt GSindsforfatuing, hvis Heftighed dog beroligedes ved Sams
talte om ligegyldige Gjenftande med flere af Grevens Benner og VDefjendte i Fors
gemaklet.) J en roligere og fortrolig Samtale paa Bogftad famme Uften gjorde
Forfatteren Greven betjendt med Tingenes fande Stilling, og føgte at afholde ham
fra den raſte Jndgriben i Tingene, hvortil han følte et indvortes Kald, og fom laa
i hans Charalteer. Greven var vant til af fine Landémænd at modtage Beviſer paa
$Høiagtelfe, og at tage virffom Deel i Landets vigtige Unliggender; han havde djærvt
Mod til at fige rent ud fin Mening, ubefymret om i hvis Øren den faldt, og ven
Tanke var ham utaalelig, at han nu flulde behandles fom en Fædrelandets Forræder,
og nødes til at lægge Skjul paa en Overbeviisning, ber hvilede paa Sandheder,
fom ban meente laa fart for hver Mands Øine. Da han imidlertid, fornemmeligen
gjennem fin Svigerfader, Kammerherre Unfer, blev noiere befjendt med de fande
) [GåintelBergman, fom (VII. 47) omtaler benne Samtale tilbeels efter Aal,
tilføter følgende Bttringer af Wedel: , Dereg Hoihed compromitterer Damnark og
Norge paa een Gang. De uvdfætter Dem for felv at tabe Arveretten til Tronen,
ba alle Magter have forenet fig mod os. Leg bringer D. Høihed Kongen af Dan-
marks Ønfte, at De opfylder Dere3 Pligt og forlader Norge. Såimmelmann og
Rofentrang have udtalt famme Onſte.“ Denne Tiltale æggede Prindſen, fom fpurgte
Greven, om han var red. „Naadige Herre, frarede Wedel, fom nærmede fig og
fattebe Prindſen i Urmen; man maa være af fongeligt Blod, or at vove at gjøre
mig bette Sporgsmaal. Jeg vil aldrig funne bele Dere8 Henfigter, thi De finrter
Norge å en Afgrund af Ulylker. Men ſtal Mod lægges for Dagen 1 en bedre Sag,
faa fom med mig, og vi Rulle fee, hvem af oå har meet.” — Disje Vttringer af
Grev Mebel har Ubg. ogjaa for længere Tid tilbage hørt rygteviié omtale.)
Bededag og Cedtaflaggelſe. Megjeringsraaderne ubvælges. 369
gerheld i Fædrelandet paa den Tid, overbeviifes han om, at det vilde være et
myttigt Arbeide at ville bringe Prindjen og hans ZVilhængere til at forandre den
tegne Beflutning, eller foætte deres Haab om en fremmed, ifær engelft, Underſtot⸗
tele, da dette Haab næredes ved be ofte gjentagne Bemærtninger til Roes for Nords
nandens fjætte Modftand, fom giordes af engelffe Journalifter og gjentoges af danfle
og morffe Blade. De bleve faaledes enige om at forholde fig aldeles paskive, og
an ed itte fornægte fin Tro og Overbevitening, jaa dog ikke foretage noget voſitivt,
i beite Øieblit aldeles unyttigt, Skridt til at forandre de nærværende Forhold, i
bet Haab, at ber inden Migsforfamlingen fattes, og ijær paa den, vilde fremtomme
Oplyeninger om Tingenes fande Stilling, der vilde forandre Regentens og ben flørre
Del af Folkets Unffuelfer om Rigets politiffe Stilling. *)
Den befalede Bededag høitideligholdtes i Chriſtiania den 25de Februar, og
Brntfen, omgiven af fin Stab og eflorteret af Stadens Borgergarde med et Detas
ſtement ridende Jægere, begav fig Kl. 11 Formiddag igjennem det en haie opſtillede
Nilitaire til Heſt fra Palæet til Kirken. Der opførtes foruden den almindelige Or⸗
pimit ogfaa Sangumfil af Hovedftadens bedfte Sangerinder, hvis virtelig fore
dalent paa den Tid ofte fattes i Bevægelje. Biſkop Bedj holdt Jndledningstalen,
og efter denne oplæftes Prindfens Kundgjorelfe.. Derpaa forlod Prindfen fin Kirfeftol
og ſteeg ned i Kirken til en ved Ghoret anbragt Forhøining, fom han befteeg, omgiven
d fin Stab, af Hovedftadens vigtigfte geiftlige og verdslige Embedemænd og af
Syns Repræfentanter. Nu opfordrede VBiftoppen den forfamlede talrige Menigheb,
der idfyldte hver Plads i Kirken, til Edens Uflæggelfe, hvillet ſtede idet Regenten
og den forſamlede Moængde med oprakte Fingre fvore paa: „at vile hævde Norges
Selvſtendighed, og vore Liv og Blod for det elſtede Fædreland.” Prindſen fel
nr bybt bevæget, og ben høitideligfte Stemning fporedes hos ham fom hos alle
dilfedærende. Efter Evens Uflæggelfe henvendte Regenten fig til Forfamlingen
med følgende Ziltale:
Gud den Almægtige har børt vor Eed. Han kjender min Oprigtighed, og
hen vil fljænte mig Kraft og Biisdom til at udføre det flore Bært til Foltets Frelfe
og deis Rettigheders Horfvar. Vort Haab faaer til Forfynet, fom vil velfigne vor
niferdige Sag formedelft den Samdrægtighed, der befjæler os Ulle, og paa hvilken
den Bagt, vi have indgaaet, er bygget faa fat fom paa Norges Kiippegrund! Nu
ihde Bønnen i Herrens Huus!
Gfterat Thaarups Hymne: „Gud Jehova, vi prije Dig” var affiunget, holdtes
m den egentlige Proæditen af Biftop Bed, hvis Taler fjelden vare udmærtede, men
aldrig maabelige, og af ham oplæftes efter Præditenens Slutning avffilige Docu⸗
enter angaaende Norges politifte Forhold. Acten endtes med et Mecitativ henvendt
til Brindfen, og med et Udraab af Biftoppen, hvori hele Forfamlingen iftemte: „Held
for Norge, Held for Norges Regent!” Denne Hylding befvarede Prindfen fra Kirkes
foten med be Ord: „Elſtede norfte Folt! Modtager mit Hjertes Tal! Foltets Kjærs
lghed er min Glæde og min Løn. ad mig altid finde en fnadan Stemning iblandt
Ode, og Gud flal velfigne os Alle.“ Hoitideligheden gjorde et dybt Jndiryf paa
ben hele Forſamling, og ber var vift ingen for fit ædreland følende Nordmand, til
willen politiff Farve han end monne høre, fom jo forlod denne Høitid med et rørt
Sind og de varmefte Ønfter for Norge. Forfatteren verd aldrig at have bivaanet
- nogen Kirkehøitid, hvorved han fom Nordmand har følt fig mere bevæget. Hoitids⸗
haudlingen feiredes paa famme Maade over det ganffe Land, og det kan ikle nægtes,
at ben Birkning, fom var beregnet, ved den at begeiftre Nationen for Selvftændighe
) I denne Samtale fortalte Greven Forfatteren, at Kongen af Danmarks fidſte Ord
til ham ved UAffledsaubiencen var, at ,berfom Nordbmænbdene endnu havde nogen
Godhed tilbage før Danmark og bet banfte Kongehuus, maatte be ille mobfætte fig
Foreningen. *
364 Andet Tiberum II. Sexogtredivte Capitel. |
dens Sag i Prindfens Forftand, i em høt Grad opnaaedes, endfljønt ikke alle Svar»
gende gave ben Prindſens Fortolming.
Gfterat Prindfen fanledes havde helliget fin Beflutning og for Guds og Mens
neffenes Oine betræftet Selvftændighedens Sag, var han betænkt paa at organifere
ben norffe NRegjering. Han oprettede i ben Anledning den den Marté et Negjes
ringsraad med 5 Departementer , til hvis Ghefer ban udnævnte følgende Mend
under Navn af Regjertngsrander, nemlig:
Generalmajor Harthaufen til Chef for forfte Departement for Finantjerne,
og til Medlem deraf Rjobmand Carſten Fant '). — Jonas Collett, Amtmand
i Bufteruds Amt, udnævntes til Chef for andet Departement for be indre Anliggender.
— Gonferentsraad Sommerhjelm til Chef for tredie Devartement for Juſtitsve⸗
fenet. — Raadmand Niels Mull til Chef for fjerde Departement for Handels: og
Foldfaget. — Gonferentsraad Carſten Anker til Chef for femte Departement for
Fabrik⸗, Skov⸗ og Bergvæfen. — Kammerherre Rofenfrantz udnævnedes til Res
gjeringsraad og Directeur i Rigsbanken. — Til famme Tid oprettedes en Commitee
for Oplyeningsvæfenet, bet lærde og Almneſtoleveſenet, famt for geiftlige Embeders
Befættelfe, til hvis Medlemmer udnærntes Biftop Bed, Brofesforerne Treſcho w
og Sverdrup. — Megjeringsraadene tilbeeltes en Mang lige med No. 2 ( den
gjældende danſte Rangforordnings 2deu Klasje.
Med Henfyn til dette Balg have vi fun lidet at tilføte. Vi have deels i det
Foregaaende havt Leilighed til at fremſtille Enkelte iblandt disfe Regjeringsraader for
vore Læfere, deels vil Hiftoriens Fremſtridt give os Unledning til at gjøre og bekjendt
med deres VBærd og FIndflydelfe paa Fodrelandets Unliggender. Alle vare de tilvidfe
befjælede af den varmefte Jver for GSelvftændighedens Sag; Ulle glødede de af æve
Barme for Foœdrelandets Held og Lytte; Alle vare de — faavel de, der gjemmes i
Gravens Skjod, fom de, ber endnu leve — Vrindfen og den Sag, til hvilfen de
havde fvoret, oprigttgen hengivne, og de ivrigfte og competentejte Forføarere for hans
Gærd under paafølgende veylende Stjebne. I Megjeringsvæfenet funde de ifte være
lige øvede; thi Nogle havde aldrig bert taget Deel. Statsſtyrelſens fimplefte Former
maatte endog være Enkelte af dem ubefjendte, og GStatevidenflaben i fin daværende
GStittelfe havde Ingen af dem grundigen fruderet. Men overhovedet maa det figes
om bem, at be ved deres Hærd, fom Medlemmer af GStatsraadet under den forte
GSelvftændighedaperiode, itte beffjæmmede bet trufne Valg, ligefom de og, endſtjont
fafte i beres politiſte Tro, hørte til de mobderatefte og tolerantefte af Selvſtendigheds⸗
partiet. Mogle af bem fatte deres horgerlige Velfærd paa Spil under deres Deels
tagelfe i Statsſtyrelſen 5, og reifte fig aldrig af den Forſtyrrelſe i deres private
Stilling, fom derved forvolbtes dem, endſtjont de ved Fratrædelfen under Regjerings⸗
fliftet intet Vederlag forlangte for deres Opoffrelfe?). Nationen ſtylder faaledes disfe
Mend Erfjendtlighed, og Hiftorien vil give dem fom et Statsraadéſamfund det
Gftermæle, at de opfyldte vanffelige Embedspligter med Held og et fædrefandft Sind,
og at be med Klogſtab og Bærdighed forberedede den Iyttelige Overgang til Norges
nye ECtatsforfatning. J Landets fritiffe Periode, under Krigen 1814, viifte Flere
blandt Statsraadets Medlemmer et Mod og en GConduite, der neppe tilhørligen er
bleven paoffjønnet.
Harthaufens Udnævnelfe til Finantsminifter var viſtnok et mindre heldig!
Balg. Forfatteren vil ifte paatage fig at fælde Dom over en Mand, fom Faa af
vore Landbsmænd forftode at bedømme, og hvis Færd fom Embedsmand han havde
n [Gfter Gjesfings Gpriftian VIII.6 Hiſtorie S. 68 antog Jant paa Forflag af Lectør
Adler Titel af Calculator.])
2 pot antager Berg var. Tilfældet med Nils Aall.]
ofenfrang nod i fine fibfte DAGE, ba Næringsforger begyndte at trykte ben agt-
værbige Olding, em Penſion. e her nævnte Mænd ere nu alle bøde.]
'
Haxthauſen. Tank. Collett. N. Mal. C. Anker. 365
den Peilighed til at fjende; men med Bished tor bet vel paaftaars, at han tffe var
Sinantémand i den Forftand, fom det under Landeté daværende Stilling funde bes
børet. Desuden var han i den fidfte Tid faa overlæsfet med Forretninger af fors
- fiellig Beftafrenhed, at han med Foie kaldte fig felv den Stundesloſe!). Denne
- Dilæsjelfe, der ikke pasjede fig for en Mand, der harde mere Gmbevsdygtighed it
åa beſtemt Netning end Forretningsvane i ben ham anvifte Embedsvirkſomhed, gav
- Malevning til en fljødesføs Behandling af hans Embedsſysler, fom blev ſtraffet
bearbere, end han fortjente, fordi Untlagen ſtilede til en Brøde, fom ei var hans.
Zant var meer en færdig Negnemefter end duelig Financier, og i hans Hoved
øgede mange underlige Finantéplaner. Det er imidlertid mere fom GStorthingsmand
md Statsraad han har viiſt Svaghed i denne Henfeende; tht under fin forte Finantés
beiiyrelfe, hvori Harthaufen tog liden Deel, føgte han at hindre betæntelige GStridt
i Rengevæfenets Sag, og da dette ikfe Iyktedes ham, tog han allerede i Sommerens
Leb fin Affred.
Amtmand Jonas Collett var allerede fornd bekjendt fom en dygtig og for
i Kald ivrig Embedsmand, og fom ſaadan findes han af Megjerings-Gommisfionen
i Krigens førfte Aar anbefalet til fin Konges Naade. Det faldt t denne agtede Em⸗
bedsmands Lod, fom nu efter et virfjomt og gavnrigt Embedsliv lever rolige Dage
in Alderdom, ut vife fit Fædreland de meeſt vigtige Tjenefter, hvorom Hiftorien
fraære hen bar at tale).
Raadbmand Niels Hall var en i fin Virkekreds høit agtet Handelsmand, der
alerede før hunde viiſt fin Dygtighed til at udføre offentlige Forretninger. Formedelſt
in Sprogfærdighed, fine Handelskundſtaber va mangefidige Dannelfe, fin Unftand og
Ugtelje bydende VBæfen maatte han være færdeles fliktet til at indtvæde i det nye
Etatsraad, og den Maade, bvorpaa han udførte de ham af Ghrifttan Frederik overs
dragne Forretninger, viifle. at han var fin Konges Tilid værdig. Tidlig gift han
mv af en Stilling, i hvillen han gjorde flørre Opoffrelfer end de Flefte af fine Lands:
und, men det Iyftedes ham forinden i Forening med Statsraad Collett at udføre
med Klogſtab og Held et vanffeligt FoædrefandesUnliggende i det farlige Overgangs⸗
Dieblit 3).
En mindre bemærtet Indflydelſe har GStatsraadeté fimple Organifation, flrar da
den flede, havt paa Rigets indvortes Beſtyrelſe, og ben bør ikke glemmes af vore
Landsmcend. GSaa fimpelt deres Veſen var, ligefom en Korlfættelfe af deres forrige
Stilling“) og af de fimple Livets Former, fom de forlobe, faa tilgjængelige vare
deres PBerfoner paa deres hoie Pofter, faa let for Statens Borgere med dem at afyjøre
me Forhandlinger med det Offentlige. Ingen Audiencegemakker, ingen befværlig
Linie af Tjenere at gjennembryde, ingen underdanig Erbodighed før ben ophøtede
Gubedsmand. Deres Der flod aaben fom en Privatmands for ethvert Beføg, og
mar de vilde udføre vigtige Dele af fit vanffelige Embede, maatte de lukke fig tnde
'y Han var paa fanme Tid Statsraad, Medbeityrer af Finantferne, Commandant paa
gershuus Fælftning, Armee-Jntendant og forfte Medlem af Tverprovideringé»
Gommisftonen.
7) Derſom Grev Wedels Stav aabnede, efter kyndige Bergmends Raad, Solvvarkets
tilftoppede Rilbe, faa var bet Colletts Udholdenhed og Mod til at vverftrive em inds
kneben Linie i Bubgettet, fom hindrede Verkets Undergang. En anden Virkſomhed
(Dampffibsfarten) fu han ved en raſt Embedsferd fremkalt, og berveb paa flere
Maader frembragt Liv i Landeté Virkſomhed, og bet uden Tvivl
ellers vilde være fleet.
) Deme Dom, fom under bet kjærligfte Broverforholb let kunde blive partiff, har
Forfatteren nedſtrevet efter Landmend, fom kjendte Statsraad Aalls Ferd, og be
Kjendsgjerninger, han har at indfore paa et følgende Blad i fin Skitſe, ville be—
Fræfte benne Dom. [N. Aalls ftore Borgerværd er eenftemmig erkjendt.
') Der var blandt dem et Par Mænd af hør Byrd, fom havde været Medlemmer af
ben forrige Regjering, men i deres Omgangsvæfen var intet Spor af Fornembhed.
ænge før, enb bette
866 Andet Tibsrum II. Sexogtredivte Gapitel.
i deres eget Cabinet. Megenten felv maatte vel tagttage et firengere Ceremoniel; thi
beres Moængde var for ftor, fom nærmede fig hans Geniak; men man behøver hun
at fammenligne Forgemaffernes Kivaler ved bet danfle og norfte Hof: paa den Tid,
før at lære den merkelige Horffjel at fjende'). — Gbrifttan Frederik fremtraadte i
Norge under vanflelige Stillinger, og i et for den gamle Forenings Beftandighed
fritiff Dieblik. Han maatte brage Nordmænd til fig ved at tilegne fig Landets
former, og give dem en let Adgang til fin Perfon. Da han fatte fig i Spidfen
for GSelvftændighedsværket, behøvede han i em endnu høtere Grad Follets Tilfredshed
og Kjærlighed, og han maatte vife fig i det fimvle og folfelige Bæfen, hvorved de
Store her i Landet meeft drage Holtet til fig. Prindfen var desuden em i Sandbed
høift elflværdig Stormand, der føgte at bortfjerne alt befværligt Geremoniel. Derom
var i Landet him em Stemme. Denne fimple Stil i de høtefte Embedemcends
Færb og Boæfen ved Ufgjørelfen af Borgenes Unliggender er vedbleven fom en Arv
fra bet førfte Megjeringsraad indtil de fenefte Dage, og forgjæves vilde Forføget
være, under vor Tids Nivellering af alle Former, at indføre de Geremonier, fom
andenſteds befvære Borgernes Forretningsgang til de Stores SaleY. Denne Sim.
pelhed er i vort Fodreland fom en Raturlov, grundet i Landets phyfifte og moralffe
Forhold. En Tendents til en Forandring hert flede fra den høiefte Haand flrar efter
Kongevalget, da et Hofreremoniel med fin uvæfentlige Glands i gammel Stiil tinde
førtes i Landet; men denne Glimmer forfvandt fom et Stjerneftud, og den gamle
Simpelhed vendte fnart tilbage, uden fiden at blive forfiyrret. Høfbetjenternes Til⸗
væreffe fægges neppe Morte til i dette Land. Migernes Konge omgiver fig med
langt førre Simpelhed i Norge end i Sverige, fom en Følge af Grænvderigernes
forffjellige Organifation, og ved bette vife Henfyn til Norges Simpelhed har han
robfæftet fig i vore Hjerter.
Et af de valgte Medlemmer af Norges Megjeringsraad, Garften Anker,
overtog ikke det ham beftemte Departement, og faavidt vides, fom dets Forretninger
itte i hans Hoænder. Regenten udkaarede ham til fin Sendemand til det engelffe
Minifterium , for at bevirke en Freds eller idetmindfte en Neutralitets-Tilfland med
England under Norges GSelvftændighedskamp. Balget faldt paa Anker, fordt han
fonge havde opholdt fig i England i det kjobenhavnſte aftatiffe Compagnies UAnlig-
gender; og ber havde fluttet Forbindelfe med flere betydningsfulbe Statsmend, og
fordi han troedbed at befidde den diplomatiffe Klogt og den fine Omgangstone, fom
tunde bane Bei til UErendets heldige Udfald. I dette Forføg paa at femme det
engelfte Minifterium gunſtig for fin fore Plan beſtyrkedes Prindfen ved Ankomſten af
en engelſt Kutterbrig til Yrederifsværn i Midten af Februar, fom medbragte Freds
bubffab øg Admiral Hopes Befaling at indfille Opbringelfen af danſte Stibe, og
foreflaae Fangernes Udverling. Kielertractatens Ufflutning, hvis Untagelfe i Norge
bet engelfte Miniſterium rimeligvis forudfatte, gav vel Unledning til dette fredelige
Stridt fra Englands Side, der imidlertid fnart ombyttebes med fiendtlige Foranftalt-
ninger, faafnart Norges VBægring ved at forene fig med Sverige blev befjendt. I
et Brev til Admiral Lütken af 13de Februar yttrede Prindſen fin Glæde over bette
fredelige Skridt fra Englands Eide, og befalebe bet berjendtgjort Å Uviferne. „Con⸗
ferentsraad Ankers Sendelfe, figer han, fan nu faae mere Uutenticitet, og en Kut⸗
— man — — — —— —
1) J Frederil den Vltes Uudiencefal har Forfatteren aldrig funbet fig generet; i jane
Forgemal har han ofte befunbet fig i en ydmygende Stilling. J bet fongelige For-
gemak i Norge forfvinder al Standsforffjel. Tidens Aand er maaffee nu gaaet
jennem begge Rigers Forgemakker.
7 Br vile ille herved tilegne Fædrelandet noget Fortrin fremfor andre Lande, eller
baane hvad ber andenſteds monne være anderledes, men vi henpege hun paa en
naturlig Simpelheb i vore indre Forhold, og glæve os ved, at der Å ben førfte Or-
ganifatton af Rign bøte Embedspoſter ingen Purpurlapper fattes paa Norges
naturlige fimple Dragt.
Negenten fenber Brødrene &. Unter og P. Anker til England. 367
tabrig fam overføre ham." Han overdrog berhos Capitain, ſenere Statsraad Fafting,
i Udtryf, fom wife hans Tillid til denne Soofficiers Dygtighed og Fædrelandsfind,
at beførge bet JFornødne med Henfyn til Ankers Netfe.
6. Anker udfiyredes med en Inſtrux, fom gjorde ham betjendt med hans Wrens
des Beffaffenhed, og foreflrev ham ben Naade, hvorpaa bet flulde udføres. Denne
iftrur vifer aabenbarligen Brindfens Haab, at bet engelſte Minifterium, naar bet
blev betjendbt med Norges ufravigelige Beflutning, vilde paatage fig at mægle imellem
Gverige og Norge, og idet der gaves Sverige Erſtatning for fin Medvirning til et
befdigt Udfald af Faftlandskrigen paa en anden Maade, bevirke em Hanbdelstractat
milem Gngiand og Norge. Han medgav ham i den Unledning et Brev til Prinde-
regenten med Bemyndigelfe til at forevife den engelſte Minifter det, om der lagdes
$Hindringer i Veien for den umiddelbare Overgivelje af Brevet i Prindsregentens
$ander. Iſer gjorde han ham bet til Pligt at underføge, hvorvidt det var Eng⸗
lande oprigttge Onſte at fre Norge forenet med Sverige, og til Ufværgelfe af dette
Dude paalagde han ham ,at handle med Gonduite og efter Omftændighederne.” Han
mærede bet Haab, at det Brev, fom han havde medgivet ham til Hertugen af Glos
cefter ?), vilde bane ham Bet til at indhændige Prindsregenten Prinds Ghriftians
Sr. FJøvrigt henviifte han Unter til den danſte Gonful i London, hvis Veiledning
han flulde følge. Han nærede bet Haab, at en for England og Norge gjenfidigen
førdeelagtig Handel funde aabnes, naar engelfle Skibe bragte Korn fra bdanffe og
mterſsiffe Havne, og igjen udførte norffe Producter til England, men paalagde Anker
derhoe at ertlære, at det ikke vilde blive engelſte Skibe tiladt at udføre Tralaſt fra
Rorge, med mindre der af dem dertil var blevet indført Kom. Prindſen lagde faas
ledes famme Bægt paa Englands Trang til norffe Producter fom den forrige Regie⸗
ng, endjfjent Omftændighederne i de fenere Uar, ifær formedelf Englands Fred
med Rusland, Preusfen sg Sverige, vare meget forandrede. Til Slutning paalagde
ban Anker at foreftille den engelſte Minifter, hvad Følgen vilde blive „ved at overlade
d Folk faa ufortjent til Fortvivlelfe, hvoraf vilde følge, at den blodigfte Hevn over
Sverige og over dets Ben vilde blive en Lov for. Norge”, hvorhod det paalagdes
Auker ,,aldrig at vige fra Haabet om, at England indfeer fin Uret mod og.” For
at give Underhandiingerne mere Bægt, blev bet Anker paalagt at lade tndføre i de
engelſte Aviſer, hvad ber i Norge var blevet befjendtgjort, og at flemme det engelfte
Folk til Norges Fordel, fom em Underftøttelfe for de Medlemmer af Parlamentet,
fem toge fig af Norges Sag%. J den Formodning, at ber flulde gives Carften
Unfer Anledning Hl at møde paa den Congres, fom forudfatteg at blive holdt paa
Faftlandet, og rimeligviis i Franfrige, i hvis Hjerte de allierede Magteré Hære nu
tængte alt bybere og dybere ind, og hvor Keijeren af Øfterrige, Keiferen af Rusland
og Kongen af Preusfen nu befandt fig for at ende ben blodige Krig, tilføiede Prind⸗
fen Breve ogfaa til disſe Fyrſter. Han paalagde Anker tillige mundtligen ,,at tolke
dem be Følelfer af Wrbødighed og Tillid, fom det norfte Folk nærede for Souverainer,
fom vilde beflytte et uafhængigt Folfs Nettigheder3).” I vdisfe Breve indfluttedes
Formobetligen havde han lært Hertugen at fjende under dennes Ophold i Kjøbenhavn.
5 Sn rugen findes heel indført i Bilag 70.
5) J fit Brev til etter Alexander figer han: , Naar jeg overveier be Grundfætninger,
før bvilfe Deres Majejtæt har grebet til Vaaben, bør jeg ikke tvivle om, at De jo
vil bifalbe og agte Nationernes Nettigheder, fom bet norſte Foll eenftemmigen gjør
Forbring paa, og for hvilke det fnarere vil opoffre fig, end taale et fremmed Aag.
D. M. vil itte miakjende et Folk, fom tun Forlanger red, og fom tfær vil agte
fa Iyttelig ved at finde en Ven og en VBeftytter t en Souverain, fom har faa vet-
ærbigt Krav paa be Folks Ertjendtlighed, hvis Nettigheder han har forfvaret, og
hvis Frihed han har igjenerobret."
I Brevet til Keiferen af Hfterrige figer han: „Det Netfind, fom ftedfe har
djarabteriferet Deres Keiferlige og Kongelige Majejtæte politifte Syftem, lader mig
ilfe tvivle om ben Dobtageli, fom De vil tilftaae en Communication af en Natur
886 Andet Tibsrum I. Sexogtredivte Capitel.
vr, Generalgouverneur
som danſt Gouverneur i Of
Å
i deres eget Cabinet. Megenten felv maatte vel tagttage et frengere GA g
deres Moængde var for for, fom nærmede fig hans Gemat; men & , $
at fammenfigne Forgematfernes Qvaler ved bet danffe og norfte É 2 3
for at fære ben merkelige Forſtjel at tjende ). — Ghriftian gå å
Norge under vanffelige Stillinger, og i et for den gamle, g på EG
fritiff Dieblit. Han maatte drage Nordmænd til fig ve? s å = å p
ormer, og give dem en fet Udgang til fin Perfon. EG Å å 4
for Selvftændighedaværket, behøvede han i en endnu ef AE å PEN på
og Sjærlighed, og han maatte vife fig i det ful oå så 3333 2
Store her i Landet meeſt drage Folket til fig. Pri* gå 2 Gå —
hoiſt elftværbig Stormand, der føgte at — Å 9 Gå * å 2 å Få å
var i andet hun een Stemme. Denne fimple”g å & 4 så æ —35* p
Færb og Boæfen ved Afgjørelfen af Borgenes s, å ⸗ dr gå ø Å > å '
fra bet førfte Megjeringsraad indtil de fenet ; £$ FG Hs 3 Y gi
være, under vor Tids Nivellering af alle *. 35 »75 —33 GNÅ
andenſteds beſocere Borgernes Forretnings⸗ "å ja 2 å —WW
pelhed er i vort Fedreiand fom en Ra “?4 bee, åå: &
Forhold. En Tendents til en Forand:; "dg så vi 32%. å Sa
Songevalget, da et Øofreremoniel vi: ; Å, 4 1 * Pr te ø
førtes i Landet; men benne Glimr i e D * € 25 * tv
Simpelhed vendte fnart tilbage, - Å ;$ på $ X q 3
værelfe lægges neppe Moærkte ts: f ! : s $ X » +juålt
fangt flørre GSimpelhed i J 24 Å 2* gheder bleve
forſtjellige Organiſation, og 2 å å i eg å 8 - pænderd).
;
vodfæftet fig i vore Hjerter I å
Et af de valgte "2:
overtog ikke det ham 4 Ås 44, og havde indgaaet flere Forbdins
itte i hans Honber ; ir 3 Følge Prindfens Fuldmagt bemyn⸗
Miniftertum, for - Å ⸗ uge Geſandt hos Prindsregenten af Storbrit⸗
England under $ nå +oprettede Benftabsforbindelfer med denne Magt, og
(ænge havde ops I «regfe fammeftebe.” Det blev ham bderhos paalagt, at
gender, og d
fordi han tr
funde ban , ber gjøres Dem af et Foll, fom haaber med Tillid at finde i Dem en
engeiſte ” a af fin Sag, fiben ben er retfærdig, og fom fun bar til Henjigt at bevare
g Aafhengighed og de Nationerne tilkommende Rettigheder, ſaavelſom Fred og
en Nr tab med alle be Magter, fom vile reſpectere dem.“
bubfl: * Fil Kongen af Preusſen flrev han: ,Dere8 Majeſtets Folk har givet et frort
fore gsempel paa ben Styrke, fom boer i Villien imod en fremmed Undertryktelje. De
dr vil ilte uben Interesſe fee ben norfte Nation befjælet af de famme Folelfer, og jeg
aaber met Tillid af Deres Majeftæta retſindige Charakteer, fom jeg har havt ben
Barber! i Nærbeven at kjende, at Te vil være ben Ferfte Hl at erfjende et Folla
Rettigheder, fom tun forlanger Netfærdighed og Fred.”
r $Han gjor tillige beri ppmærfjom paa, at Norges Fred med England gjør bet nod⸗
venbigt, at be amerifanfle apere here efter iffe inbbringe enge effe Prifer i norfle
Havne, men at berimod be amerifanfte Kapere maatte forlade Norge med ve Priſer,
fom vare gjørte efter 14be Januar. Forovrigt indeholder Brevet be fætvanlige
enftabsforfittringer, og Onſte om Oprettelfen af en gjenfidigen forbeclagtig Han-
belsforbindelje.
7 [Ifr. herom Ankers Brev til Thygefon, fra fondon 11te April 1814, i M. VBirte-
lands Bidrag til Norges myere Hiltorie S. 10—14; færft. Aftryk af Illuſtreret
Nyhedsblad 1858.]
5 Be» det overordentlige Storthing 1814 blev ber gjort et Forflag om at befrie Anker
fra Gjældsarreften ved et Laan af 8000 £ Strl. mod Pant i hans Gienbomme.
Refultatet findes ilte. [Han blev tilbagetaldt af Norges Statsraad ſtrax Garl
XIII var valgt til Norges Konge. ]
5 [Denne P. Unter anfaaes af Ulle for em brav og retftaffen Mand, ligefaa paa
libelig fom Broderen Garften var upaalidelig. — I. Chr. Verg.]
pe
| Schmettow fenbes Kl Bred Esſen. Kornmangel. 369
* og vedligeholde em fuldfommen privat Gharafteer ved Ankomſten til London,
San fik Kundſtab om hvorledes hans Broder var bleven modtagen. Skulde
1 Modtagelfe ikke have været efter Ønfte, paalagdes det ham dog at fors
| Jondon, under Paaſtud af at førge for fin Helbred, „for at pleie de. tjens
a . GConnectioner, og benytte hver fordeelagtig Begivenhed eller Forandring, famt
adddele Prindjen de Underretninger, fom funde være ham tjenlige i Rigets nærværende
Stilling.” I det Tilfælde, at Carften Unter fMulde gane til Faftlandet for at fort
fatte Forbindeljen med Gaftlereagh, medgaves Generalgouverneuren en Fuldmagt for
at optræde fom Prindſens overordentlige Gefandt hos de allierede Fyrfter ved en al-
mindelig Fredscongres. — Denne ærværdige Olding gjorde imidlertid benne Reiſe
meget nødig. Han var en fortrolig Ven af Grev Wedel, deelte hand politifte Ans
fueljer og nærede intet Haab om GSelvftændighedsværtets Held). Reiſen havde det
famme Udfald i dipfomatift Henfeende fom hans Broders, og han vendte frar til
hage med uforrettet Sag. Et lignende Reſultat havde en tredie Deputation, hvorom
vi fenere have at tale*).
Syvogtredivte Capitel.
Begivenheder å Norge i Aarts 1814.
Gprrat Forfatteren havde fat fig paa et beftemt Standpunkt med Henfyn til fine
politifte Anfruelfer om Fæbdrelandets Stilling, onſtede hun Intet mere end at vende
tilbage til fit Hjem, for at fljænke fine egne private Unliggender tilbørlig Opmært»
ſomhed. Thi Regentens fore Beilutning at fætte fig i en aabenbar fiendtlig Stil⸗
ling til Sverige, og beftemt afviſe enhver fredelig Tilmærmelfe, grundet paa Kicler-
tractaten, fremledte i Sandhed fore Karer, og fær ſtore Banfteligheder ved Vilveies
bringelſen af de fornødne Levnetsmidler under den ſtrenge Blokade af Norges Kyfter.
Siſmok liſtedes endnu betydelige Partier Korn: og Fedevarer over det med fiendtlige
Krydſere opfylbte Hav, og Prindfen forfømte iffe gjennem de offentlige Tidender at
udbrede de gode Wfterretninger, fom han herom kunde have at give, men Noden var
førre end Hjælpen, og endnu fporedes Folgen af den Mangel pua Levnetsmivler,
jom. Misværten 1812 havde frembragt. — Den unyttige Sysſel, fom var Forfat-
) Forfatteren modte Gouverneuren i Holmeftrand paa hans Reiſe til England. Den
amle Manb ryftede paa Hovedet ved at omtale fit Wrende, og yttrede ilfe mindfte
aab om et heldigt Udfalv.
5 [Ogfaa i en anden Retning ſogte Regenten om muligt at forebygge Kielerfrebens
ølger. San fenbte Generalieutnant Grev Såmettomw til Feltmarftall Grev Esſen
i Strømfta», Poor han anfom Ste Marte, med et egenhændigt Brev til Carl XIN,
men egentlig for at foreflan Svenſterne at affætte Carl Johan og velge Ghrifttan
Frederik til foenft Tronfolger. Esſen, der kjendte Schmettow fra Franlrige, benyt-
tede dette Bekjendtſtab til at perjiftere det hele Forflag, og indberettede Sagen ftrag
til Kronprindſen. Esſens Beretning om benne Sammenkomſt finde8 i Bilag Nr.
71 efter Sdintel8 Overfættelfe af ven franfte Original (Minnen VIII. 293—296.)
Sammeftebg 49—52 fortælleg, at Esſen har frildret Schmettow fom ,en Slags
Militair-Diplomat fra ben gamle gode Tid med pubdret Hoved, og fom i Udfærd og
Sprog førenebe alle de ulige Nuancer af Marqvis og Commis.“ Sdmettomd For-
flag om at velge Prinds Gpriftian flog Gefen hen i Spog med en Untydning Nil
Prindſens fraftilte Gemalindes Forbindelfe med Sangeren bu Puy. Prindſen havde
Itgelebe8 gjennem Schmettow udbedet fig en Sammenfomit med Esſen paa Grandſen,
og var i ben Anledning reijt til Hafslund.
NAS Erindringer. 24
368 Undet Tidsrum IL. Sexogtredivte Capitel.
Bekjendtgiorelſen af 19de Februar, „hvori Folket erklærer fin Villie at ville forfvare
Norges Uafhængighed og give fig en Conſtitution, og hvori Prindſens Beſluming
befjendtgjøres, ikke at ville forlade bette Folk 1 dette fritifte Hiedlit.” Han medgav
tillige Unter et Brev, fom frulde fra England overfendes Præfidenten i be ameris
kanſte Stater, hvori han meddeler ham, „at den norffe Nation, fom Kongen af
QDanmart havde afftaaet til Sverige, havde erflæret fig uafhængig, og at han havde
befluttet itte at forlade dette Folt i dette kritiſte Oieblik, men at ville forfvare dets
Rettigheder mod enhver fremmed Undertrykkelſe Y.“ — Endeligen overdrøg han ogfaa
Gonful Konow i Bergen at gjøre en Reife over til Holland for at vinde Prindfen
af Oranien for Norges Sag, og nytte en gjenridig Handelsforbindelfe med bette
Land. For at underftøtte dette Forflag, førev han tillige et Brev til Prindfesjen af
Oranien, fom ban perfonligen fjendte.
Refultatet af Ankers Misfion fvarede imidlertid ingenlunde til Forventningen.
Greven af Liverpool tilftod Anker en Uudtence, men deri udviklede han for ham de
Gunde, fom beftemte den engelffe Regjering til at holde faft ved det antagne Syſtem
og opfylde fin med Sverige fluttede Tractat om Norges Forening med famme. Der»
hos opfordrede Minifteren Anker til at vende tilbage, da ethvert Horføg paa at rotte
be allierede Magters Beflutning angaaende ben flandinavifte Halvøes Forening vilde
være forgjæves. Da imidlertid Unter var bleven indviflet i vanffelige Handelsfor-
bold, hunde han iffe adlyde Opfordringen. Han blev nemlig formedelft gamme
Gjæld til engelfte Handelshufe af et af disfe betagt med Gjældsarreft, og erflærede,
at han iffe kunde wvende tilbage, for ei at ubfætte de Mænd, der havde indgaart
Gaution for hans Tilftedebitvelje, for Ubehageligheder. Da disje Banfteligheder bleve
hævede, var Norges Skjebne afgjort, og GStatsroret lagt i andre Hænder%).
Stray efter Garften Ankers Ufreife fendtes hans Broder, Generalgouverneur
Peder Unfer4), til England i lignende Wrende. Som danft Gouverneur i Oſt⸗
indien havde ogfaa han flaaet i en vigtig Stilling, og havde indgaaet flere Forbins
delfer med formaaende Moænd i England. I Følge Prindfens Fulbmagt bemyn⸗
bigebeg han til fom hans overordentlige Gefandt hos Prindsregenten af Storbrite
tanien og Irland at pleie de gjenoprettede Benffabsforbindelfer med denne Magt, og
iagttage det norffe Folks Interesſe fammeftebs.” Det blev ham derhos paalagt, at
fom benne, ber gjøreg Dem af et Folk, fom haaber med Tillib at finde i Dem en
Beftytter af fin Sag, fiben den er retfærdig, og fom fun har til Deng: at bevare
fin Uafhængighed og be Nationerne tilkommende Nettigheder, faaveljom Fred og
Venſtab med alle be Magter, ſom ville refpectere dem.“
Til Kongen af Preusfen flrev han: „Deres Majeſtæets Foll har givet et frort
Exempel paa ben Styrke, fom boer i Villien tmod cn fremmed Undertryktelfe. De
vil iffe uden Sntercste fee den norſte Nation befjælet af de famme Folelſer, og jeg
paaber med Tillid af Deres Majeftæts retfindige Charakteer, fom jeg har havt den
orbeel å Nerheden at fjende, at De vil være ben Ferfte til at erkjende et Folk
Nettigheder, fom tun forlanger Retfærbighed og Fred.”
5 $an gjør tillige bert opmærljom paa, at Norges Fred med Gnglan» gjør bet nøb-
vendigt, at be amerikanſte Kapere herefter ille indbbringe engelfte Priſer i norfte
$Havne, men at berimob be amerifanfte tapere maatte forlabe Norge med be Priſer,
om vare gjorte efter 14be Januar. Forøvrigt indeholder Brevet be fæbvanlige
enftabsforfiltringer, og Onſte om Oyrettelfen af en gjenfibigen forveelagtig Han-
delsforbindelſe.
2) [Sfr. herom Ankers Brev til Thygeſon, fra London 11te April 1814, i M. Birke⸗
lands Bidrag til Norge8 nyere Hiftorie S. 10—14; færft. Uftryl af Illuſtreret
Nyhedsblad 1858.)
Bed bet overordentlige Storthing 1814 blev ber gjort et Forflag om at befrie Anker
fra Gjælb8arreften ved et Laan af 8000 £ Strl. mod Pant i hans Eiendomme.
Nefultatet findes ikke. [Qan blev tilbagefaldt af Norges Statsraad ſtrax Garl
XIII var palgt til Norges Konge.)
5 [Denne P. Anker an fane af Alle for en brav og oetftaffen Mand, Vigefaa paa
lidelig fom Broderen Garften var upaalidelig. — I. Chr. Berg.
ainge og vedligeholde en fuldfommen privat Charakteer ved Ankomſten til London,
dit han fil Kundifab om hvorledes hans Broder var bleven modtagen. Skulde
ab henne Modtagelſe ikke bare været efter Onſte, paalagdes det ham dog at fors
Mie i London, under Paaſtud af at førge for fin Helbred, „for at pleie de. tjens
ligde Gonnectioner, og benytte hver fordeelagtig Begivenhed eller Forandring, famt
ucddele Prindjen de Underreininger, fom hunde være ham tjenlige i Rigets nærværende
Etilliag.“ J det Tilfælde, at Carſten Unter flulde gaae til Faftlandet for at forts
føtte Forbindetjen med Gaftlereagh, medgaves Generalgouverneuren en Fuldmagt for
ii optræde fom Prindſens overordentlige Gefandt hos de allierede Fyrſter ved em al-
niadelig Fredscougres. — Denne ærværdige Olding gjorde imidlertid denne Reiſe
meget nodig. Han var en fortrolig Ven af Grev Wedel, deelte hans polikifte Une
fuljer og nærede intet Haab om GSelvftændighedsværtets Held). Reiſen havde det
amme Udfald i diplomatiff Henfeende fom hans Broders, og han vendte frrar tils
hage med uforrettet Sag. Et lignende Reſultat havde en tredie Deputation, bvorom
vi fenere have at tale). |
Schmettow feubes til Øren Ebſen. Kornmangel. 369
Syvogtredivte Capitel.
Øegivenheder å Norge i Marts 1814.
Einet Forfatteren havde fat fig paa et beſtemt Standpunkt med Henſyn til fine
påitifte Unituelfer om Fadrelandets Stilling, ønftede han Jutet mere end at vende
tilbage til fit Hjem, for at fljænte fine egne private Unliggender tilbørlig Opmoærts
vmhed. Thi Regentens ſtore Beflutning at fætte fig i en aabenbar fiendtlig Stil
fag til Sverige, og beftemt afvije enhver fredelig Titnærmelfe, grundet paa Kieler⸗
hadaten, fremledte i Sandhed fore Farer, og ijær ſtore Banfteligheder ved Tilveie⸗
Mringeljen af de fornødne Levnetsmidler under den firenge Blofade af Norges Kyſter.
Sikot liſtedes endnu betydelige Partier Kornz og Fedevarer over det med fiendtlige
frydfere opfyldte Hav, og Prindfen forfømte ikke gjennem de offentlige Tidender at
Wrede be gode Efterretninger, fom han herom funde have at give, men Noden var
fore ed Hjælpen, og endnu fporedes Følgen af den Mangel paa Levnetsmidter,
rn. Misværten 1812 havde frembragt. — Den unyttige Sysjel; fom var Forfate
) Forfatteren modte Gouverneuren i Holmeftrand paa hans Neife til England. Den
amle Mand ryſtede paa Hovedet ved at omtale fit Wrenbe, og yttrede ikke mindſte
ab om et heldigt Udfald.
) [Dafaa i en anden Netning føgte Regenten om muligt at forebygge Kielerfredens
delger. Han fendte Generakieutnant Grev Såmettomw til Feltmarſtalk Grev Esſen
i Stromſtad, —7 han ankom Ste Marts, med et egenhandigt Brev til Carl XIII,
men egentlig for at foreflan Svenfterne at affætte Carl Johan og velge Ghrijttan
Frederil til fopenft Dronfolger. Esſen, ber kjendte Schmettow fra Franfrige, benyt-
tede bette Bekjendtſtab til at perjiflere bet hele Forlag, og indbberettede Sagen ftrag
til Kronprindſen. Esſens Beretning om venne Sammenfomit findes i Bilag Nr.
T1 efter Schinkels Overfættelfe af ren franffte Original (Minnen VIII. 293—296.)
Sammefteb8 49—52 fortælleg, at Esſen har frildbret Såmettom fom ,en Slags
Militair-Diplomat fra ben gamle gode Tid med pudret Hoved, og fom i Udfærd og
Sprog foreneve alle de ulige Nuancer af Marqvis og Commis.“ Schmettows For-
flag om at vælge Prinds Chriſtian flog Esſen hen i Spog med en Untydning til
Prindſens fraffilte Gemalindes Forbindelfe med Sangeren du Puy. Prindfen havde
ligelebe8 gjennem Schmettow ubdbedet fig en Sammenkomſt med Esſen paa Mrændfen,
og var i den Anledning reift til Hafslund.!
Aalis Grindringer. 24
270 Andet Tibsrum II. Syvogtredivte Capitel.
teren med Flere overdragen, at udarbeide Statuter for en Bankindretning, der under
nærværende Omftændigheder ei kunde blive til, og hvorom der ſiden aldrig blev Tale,
var tilendebragt, og for Forfatteren war Jntet meer at ubrette i Ghrifttania. Han
var imidlertid indfaldt af Regenten og maatte af ham forløves, medens Prindfen
paa den anden Side intet Skridt gjorde i den Anledning. For at ende denne ube⸗
hagelige Stilling og forforte et vitnligt Ophold, føgte Forfatteren Audience hos
Brindfen. I denne yttrede han, at det frulde gjøre ham ondt, om han havde paa
braget fig Brindfens Unaade ved fine frimodige Nittringer, og bad iffe at maatte
regnes blandt dem, fom i en aabenbar Modftand vilde hindre Udførelfen af Vrindſens
Beflutninger. Han havde fagt fin frimodige Mening, uden at vove dervaa at lægge
nogen Vagt, og ønffede at vende tilbage til fit Hjem, for at røgte fine befværlige
Privatfpsler, da han Jutet meer i Statens Unliggender funde udrette. Prindſen
føarede ham i forbindtlige Udtryk, at han var overbeviift om hans Fadrelandsſind,
og til Beviis paa, at ban endnu bevarede fin Tillid til ham, overdrog han ham det
rende at befordre Provideringen8 Sag ved Opmuntring til Privatfubfæivtion til
Korntilførfel i Byerne mellem Ghriftiania og Gyrifttanfand. Forfatteren erklærede tig
beredvillig til at opfylde Brindfens VBillie, men betragtede hos fig felv denne Goms
misflon mere fom et Ystelfestegn, end et Wrende af nogen Retydenhed, og ban funde
paa den Nei meget ftdet udrette.
Overalt var man paa den Tid beftjæftiget med at vælge de Moænd»,. fom ffulde
fendes til den berammede Migsforfamling paa Eidsvold, og Alles Tanker vare ben:
vendte paa at træffe det rette Balg til disje vigtige Forretninger. Efter Prindjene
Beftemmelfe frulde et forholdbsmæstigt ftort Untal Krigsmend møde, og det maatte
være vigtigt at frille felvftændige Mænd ved Siden af hines præfumerede Ufbængigbed
af Prindfens Villte. Erfaring lærte imidlertid, at Mange blandt de valgte rigg:
mænd viifte Gompetence til at decltage i disje Forretninger, formedelft deres Indfigter
og rene Jæbrelandsfind, uden Henfyn til Etilling. Viſt er det, at ftor Omhygge⸗
fighed og rent Øenfyn til Fadrelandets Tarv raadede i disſe Valg i Ay og paa Land).
J det Metlemrum af Tiv, fom forløb indtil Rigsforſamlingens Sammentradelſe
paa Gidsvold, ſogte Prindfen at berolige Nationen med Henfyn til de udenlandike
Magters, iſer Englands, Etemning for Norges Uafhængighed, og ved indvorted
Foranftaltninger foreløbigen at organifere ben nye Stat og ordne dens Unliggenvder.
Flere Bekjendtgjørelfer udgik faaledeø tgjennem Ctatsfecretair v. Holten, og paa famme
Bet gjorde8 Nationen bekjendt med de Partier Kornvarer, fom bet ugentligen Iyftedes
at lifte over fra Danmark til Norge gjennem de fiendtlige Krydſere, hvormed Nord
føen var opfyldt. De gamle Frænderiger vare adfrilte, men Hjerterne hængte endnu
ved hverandre. Danmark vedblev endnu fremdetes at underftøtte det trængende Norge
med Kom, og aldrig var bets Foranftaltninger, endjrjønt de vare udeluftende i Pris
vates Hænbder, fraftfuldere, dets Handlendes Avdfærd mod norffe Kornkjobere tiberalere
end i bette Foraar. Overhovedet havde Eelvftændigheden frore Filhængere i Dans
mark, og Nogle af dets endog høiere Gmbedsmænd udſatte fig for Ubehagetigheber
formebelft deres Deeltagelfe i Norges Stjebne. Dets. Konge derimod gjorde intet
Skridt til at underftøtte Celvftændigheden, og, fin Gharafteer tro, opfyldte han rede
ligen ben indgangne Fredspagt; men faa længe ban fevede, gav han Rordmaændene
Bevijer paa, at han bar fine gamle Underfaatter i et tjærligt Sind. Jovrigt for
længede Gelvftændighedsværket Danmarks Livdelfer og Byrver.
5 Da Forfatteren fom tilbage til fit Hjem, var Balgførretningen endt, og han var
itte bleven valgt i Balgforfamlingen, forbi Valget ſtulde free af dens egen Midte.
Forfamlingen blev imidlertid enig om at indgive til Regenten Anſogning om, dl
han maatte vælges, endſtjent han ei havde været tilftede ved Valget, ba Saadant
var Forſamlingens eenftemmige Onſte. I ſmigrende Udtryk gav Regenten dertil fi
Samtykke, og Forfatteren udkaaredes faalebeg til Mepræfentant.
Tibender fra Udlandet. Vegeiftring t Landet. 34
Gfterhaanden fom Regenten troede fig meer og meer ſikker pan Nationens Bifald
il de Skhidt, han havde gjort, og fom Untalet af Selvftændighedens Tilhængere
rerebe, bleve de Betjendtgjorelfer, fom forelagdes Nationen, mere fuldftændige, og
smiider endog aabenbhjertige. J Begyndelſen meddeeltes tun faabanne Efterretninger,
fom indeboldt Trøft og Opmuntring for bet felvftændige Norge og Haab om et lyk⸗
felter: Udfald af den beiluttede Modftand mod Sveriges Planer til at forene ben
van nawijfe Halvo. Men efterhaanden behøvedes ikfe denne Forfigtighed, Selvſtœn⸗
gterøideen rodfæftede fig faa dybt i GGemytterne, at ogfaa de Efterretninger, font
mante bidrage il at nedtryfke det frolte Haab om Englands Biſtand, eller i det
uindfte dets Meutralitet under GSelvftændighedskampen, kunde forelægges Nationen.
Ori var imidlertid ifte før Rigets Mepræfentanter vare blevne forfamlede paa Eids⸗
veid, og Regenten havde overbeviift fig om, at Stemmerne for hans fongelige Plan
vare de overveiende, at alle Gfterretninger, onde og gode, lagdes for Kollets Hine.
Saaledes betjendtgjordes under 19de Marté gjennem Statsſecretariatet: „at
er vare indlobne Breve fra London af 22de Februar, fom indeholdt de meeſt beror
kjende Gjterretninger med Henfyn til Englands Forhold.% Som Organer for den
ste Negjerings Henfigt valgtes 2de Oppofitionsblade, the Morning Post og the
Courier, hvis Betragtninger over Norges Stilling gaves Publicum til Priis. I
zelge disſe Mitringer glædede det engelfte Folt fig i Ulmindelighed over de Skridt,
fam ber norſte Foll havde gjørt, og Nordmoændenes djærve Tænkemaade og Afſty for
med Aag udbævedes. Det hedte dernæft: „J England yttredes en almindelig
ae derover, og man froede endog, at Regjeringen under andre Omftændigheder vilde
bære underſtottet Norges VBeitræbeljer for Mafhængighed, og antog fom afgjort, at
Gugland havde opfyldt alle fine Forpligtelfer til Sverige hvad Norge anganer, ved
å bevirke Dette Riges Ufftaaelfe ved Freden, og at Sverige forøvrigt maatte afgjøre
bet med Nordmandene felv, faafremt disfe et frivilligen underfaftede fig.” Dertil
fødes ben filtre Formodning, fom ffulde være almindelig bherffende i England, at
garten mellem Danmart og Norge vilde blive uforftyrret. Der yitredes fremdeles i
Morning Post bet $aab, at ingen Magt vilde blive anvendt for at gjøre Norge
tl em foenfi Provinde, fordi den kjakke ſvenſte Armee derved vilde blive nødt til at
vende tilbage til Norden, medens ben endnu funde behøves for at filtre de Ullierede
t beldigt Udfald af Krigen mod Napoleon. Der hentydedes paa, at Talen ei funde
være om at berøve Kronprindfen af Sverige den VBefønning, fom han faa vel fore
tjente, forbi han fraftigen havre bidraget til det heldige Udfald af ben flore Krig,
men at Sverige funde faae fin Gritatning paa en anden Vei, deels ved Afſtaaelſen
af not en Golont udenfor Europa, deels derved, at Keiſeren af Rusland gav Sverige
ut Finland tilbage, fom han under ganffe andre Forhold havde bemægtiget fig. —
Under 22be Marta befjendtajordes vel, at der var lagt Embargo paa alle i England
værende norſte Fartoier, men at der ikke deſtomindre udklareredes Skibe fra engelffe
Hapne under forffjellige Flag til Norge med Fodemidler, og at allerede en Deel faas
danne med forffjellige Slags Provifioner ladede Fartøter vare anfomue til vore Havne.
- Dertil føiedes, at de ovenfor anførte Nttringer havde vakt en almindelig Senfation
i Gugland, og at man Der havde ladet dem overfætte paa Danſt og fende dem over
til Norge.
Disſe Efterretninger udbredte fig fom en Lobeild over det hele Rige. De
iyrkede i hoi Grad Selvftændighedens Tilhængere i deres Anſtueiſer om Landets
Stilling og opvakte deres Opmaærffomhed, der anfaae en bæderlig Forening med
Sverige fom sujfelig. Det ene Parties Tilhængere vorede, det andet Parties aftog.
Det fan berhos iffe nægtes, at der paa den Tid, fom ovenfor bemærket, virfeligen
zaves nogle Infe Punkter for Selvftændighedens Eag. Kampen med Napoleon var
5) Se Bladet, Tiben Nr. 77.
37% Andet Tibdrum II. Syvogtredivte Capitel.
endnu iffe endt. Derfom de Ullieredes Urmeer igjen joges ud af Frankrige, og de
(yffedes Napoleon at flytte Krigen tyfen over paa Fiendens Grund, faa maatte de
ftore Forbund anvende fine Kræfter paa en langt anden politiſt Plan end Skandi
naviens Forening. Det fyntes berhos utvivlfomt, at der paa den Tid herflede e
vis Kulde mellem Sveriges Kronprinds og det flore Forbunds Formænd, formedet
ben Langſomhed, hvormed den ſvenſte Hærmasfe ryktede ind i Franfrige. Vet fynte
virfeligen fom Sveriges Kronprinds i Februar og Marts Maaneder med Flid før
finfede fin Marfd til FrankrigeY, enten af Ulyſt tif fom Fiende at betræde fit gami
Fedrelands Jord, eller for at fpare fine fvenfle Tropper til Udførelje af fin Plan
Rorben. J Januar, medeng Kronprindfen endnu gjorde fig Haab om, at Norge
Forening med Sverige vilde foregane i Mindelighed, fulgte den ene Parolbefalim
efter ben anden til de ham underordnede Ufvelinger af den allerede Magt til at roll
mod Fiendens Grændfe. Den 12te Februar var endog hans Hær faa langt frem
myftet, at han havde Rhinfloden for fig, og udftedte en Brocfamation til det franfl
Folk, hvori han udtrykte fine Folelfer ved at maatte betræde Frankriges Grund for
nøbtvungen Fiende, fordi han fom Gveriges Kronprinds maatte gjøre dette Nige
Gag til fin egen*). Men da han blev underrettet om Nordbmændenes Gelvftændig
hedsplan, maatte han vel ane det Brug, han vilde fomme til at gjøre af fine Krigere
naar han iffe fhulde forfeite det Maal, hvortil har under alle fine politiffe Planer
de 2 fidbfte Aar havde figtet. Fra den Dag af bleve hans Ordres fjeldnere, har
Armeekorps ryffede langfomt frem, og hans fvenfte Krigere losnede neppe et Shu
til Underftøttelje for de Allieredes Sag. Der taltes faaledes om Bebreidelfer fr
de øvrige Overgeneralers Side, om Kulde imellem Kronprindfen af Sverige og For
bundets Fyrfter, og endog om Misnøie i felve ben Troppesfdeling, fom var unde
hans Commando, og bet maatte være tilladt par faadanne Omftændigheder at bygg
Haabet om Sveriges formindfrede Bægt i det ftore Forbund, eller om at et and
Udfald af Krigen, end forventedeg, kunde frembringe nye politifte Phænomener. —
Snart fillede imidlertid Krigslykken fig afgjørende pan de Ullieredes Side; Napolem
blev affat, og de Allieredes Player udførtes i den Stil og det Omfang, hvori >
vare aftalte.
Ara flere Egne i Norge indløb derhos paa den Tid Efterretning om den En
thuftasme, fom det af Prindsregenten befluttede ECSelvftændighedsvært opvakte ho:
Nationen. Saaledes indgav Generalfrigscommisjatr Vibe, hvem det var befalet a
reife til Bergen for at foranftalte det Fornødne i Anledning af den indtrukne Regjc
ringsforandring, en Jndberetning, hvori han flilbrer den Stemning, fom han havd
fundet i de Egne af Landet, Han havde gjennemreift. „Med Glæde, figer hun,
havde jeg den Lylfe at være VBidne til faa mange fljonne Optrin, der udmarked
det bergenſte Folks ædle og fædrelandffe Aand.” Efterat have berettet, med hvo
megen Gnthuftasme Bededagsfeften var feiret, vedblev han: „Paa min Reife gjennem
Stiftet havde jeg Leilighed til at bemærte Almuens hæderlige Tæntemaade; og ef
at have givet berpaa flere Bevifer, flutter han med de Ord: „Saaledes er de
bergenfle Folts Stemning, fom fitferligen i Hengivenhed og Troftab ei giver Noger
af fine Landbsmoænd efter. En Etat, der har fandanne Borgere, er uovervindelig,
og er en Fyrfte fom Deres Kongelige Høihed værdig.” Det var ogfaa i Bergen,
at benne Enthufiasme for Selvftændighedens Sag herftede i den hoieſte Grad, og
fortfattes indtil dens fidfte Aandedræt. Biftop Nordal Brun, bekjendt fom en al
Norges meeft veltalende og fraftfulde Prædifanter paa den Tid, ſlyngede fine Ban:
) [Røærmere, til ben biplomatifte Brevvexling ftettede, Dplysninger om Carl Johani
tiling til be Allierede og Grunden til hans lange Dphold i Littid findes hot
Såinkel-Bergman VIII. 53—112.]
5) BProclamationen findes i det nysnævnte Skrift: Recueil des ordres æc." 639.
Throndernes Sammenſtud. Regjierings⸗ Foranſtaltninger. 374
faner mod Gelvftænbighedens Nodſtandere!), og iblandt denne Byes Udſendinger
lå Nigsforfamlingen pia Eidsvold havde Selvftændighedens Sag fine bjærvefte og
varmefte gorfegtere.
Ogſaa i Trondhjem herſtede den famme Tone og den famme Jver for at hævde
Torge GSetvftændighed. I Bladet Tiden Nr. 83 indryttedes derfra en Opfordring,
vert der yttredes: „at den Time nu var fommen, da bet maatte beftemmes, om
Norge fulde gjenvinde fin Are og Eelvftændighed eller butte under for fremmed
Mag.” — Norge prijedes Ipteligt, fom havde en Mand i fin Midte, der gjengav
gollet fit tabte Mod. Deri opfordredes tillige til at fuldføre den frolte Bygning,
ft Grundvold fun var lagt, „og til at afgive en Deel af vor Formue til vort
tienfodte Fodrelands Tjencfte, fom bet forſte Beviis paa, at vi oprigtigen ville
benble for Norges Eelvftændighed. Lader og itte, yttredes der fremdeles, give
Serefentaitver , fom vi vide have undergravet Landeté Belftand, men fand Vardi,
boreed hine funne være overflødige — — — —.” Som Følge af denne Opfordring
gjerdes et Sammenflut af 1720% Lod Solv, 361 Rv. grov Courant, 200 Mb.
og 100 Pod i Etillemynt, 124 Stpd. Kobber, 370 £ Sterling og en ilfe ube⸗
tydelig Mongde Lenetømidler *%).
Prindſen |varede derpaa:
„Med ſand Erkjendtlighed har jeg modtaget det talende Beviis paa Trondelagets
-- petriotiffe Sindelag, fom det paa Indbydelſen af Iſte Marts d. A. tegnede betyde⸗
lige Sammenſtud vidner om. Et Folk, hvis Sønner i Gjerningen viſe, at Intet ev
dem helligere end Nationafæren og Opretholdelſen af den Sclvftændighed, under hvis
2 Borgerfrihed og Lytfalighed ene trives, ev frærkt ved fig felv, og beffyttet af
Gad den Ulmæglige tør det haabe at nyde Løn for fin Samdrægtighed i Fremtids
tylteligere Dage. De Krigere, ber fomme til at nyde Godt af de tilbudne Levnetss
midler, ville dobbelt glæde fig ved om fornødent gjøres at værne om bereg Bels
gjørereg Giendom. Unvendelfen af den fubferiberede rede Valuta forbeholder jeg mig
ti Betaling af Korn for Trængende i Trondhjems Stift, faafnart en Nationalbant
trader i Birtfomhed, og faaledes tillader at anvende ben paa en for Staten i det
Øele dobbelt gavnende Mande. Veg forbliver famtlige Deeltagende i dette patriotifre
didrag med Erkjendtlighed forbunden.
Regentffabet i Norge, Chriſtiania den Bde April 1814.
Ghriftian Frederil.
Imidlertid hørte ikke alle Repræfentanter, fom Frondhjem fendte til Migsfors
famtingen paa Eidsvold, til Selvftændighedens ivrige Forfegtere, og iblandt Umtetg
Sfjendinger vare Nogle, ſom i det mindfte vaklede i den flærke Tro. -— Denne Barme
fer Gelvftændighedens Sag belte ogfan den førre Deel af Ghriftiania Stift, ifær
nermeſt omkring Hovedftaden og i dets øftlige Deel. J den veftlige Deel derimod,
og i den frørre Deel af Chriſtianſands Stift, havde den ikke faa varme Tilhængere;
— — — — — —— —
) En ſaadan udſendte han o Jaa mob Yorfatteren i et Brev til em Ven i Rærheden
af Arendal, men bog formilbet veb venlige Udtryk om Forfatteren af , Fæbdrelandfte
beer.”
5) Dette Sammenſtud blev imidlertin tffe paakrævet og ei ydet. [Paa den originale
Indbydelſe , For Rorges Sag", ber findes i Rigdardivet, ere Bidrag tegnede i følgende
Orden: I å Bogelfang, Peter Schmidt, Carl Faljen, Hanz Collin, Lord &
Eoner, Å Brier General p. Krogh, Dverqvarteermefter Krogh, Biftop Bugge,
T. E Mat (ler, I. S. gram, & 3. Ning, Obert Sejerfted, A. Can,
Hiajor —&e Weibhe, M Lie, gzee & Go. ”g Joh. Lorengen, Meindes
Sønner, £. Mutt, R, A. —A O. Jverfen, N. H. Frid, Majorerne Mog-
—— 28 Degermann, dan⸗ Wenſell, D. Gadebuſch, Major Lyng, å. 8
E. Wenſell, Grev Trampe, D. Martens, O. ʒ Pledingberg, $. Angell,
8 ding A. Wraamann, J. M. ſal. Seheſtedt C C. Meinde fal. Lysholms,
Hegge, Grabow, Krigéraad Holtermann, Hans Knudhon & Go. og Grev Schmettow.
W. Vinne,
374 Andet Tibörum II. Syvogtredivte Capitel.
thi der dempede Mangelen paa Livets Fornodenheder og den Nød, fom ſtandfed
Næringsveie forvoldte, Enthufſiasmens Glød, og gav Rum for roligere Betragtninge
over Fæbdrelandets Stilling.
J den Tid, fom forløb før Rigsdagens Aabning paa Eidsvold, henvendi
Brindaregenten fin Opmoærtfomhed paa at ordne Landets indvortes Unliggender
Saaledes beftemtes ved en Placat af Mde Marte, at en Enkekasſe ſtulde oprette
under Navn af den almindelige norife Enkekasſe efter de famme Megler og Grund
fætninger, fom ere paabudne i Fundationen for den almindelige Entetasfe af IM
Auguft 1775. De famme Korpligtelfer ſtulde hvile paa de norffe Gubedsmend me
Øenfyn til Indfrud i denne Kasfe, fom hvilede paa de danſte. — Det var rimelig
viis for at opmuntre Landkrigerne, fyrte deres Hengivenhed for den nye Regjerin—
og deres Mod til at fægte for Eelvftændighedens Sag, at Prindfen under 2805
Marts [paa Forflag af Generalauditeur Bergh] afftafrede Spidsrodsſtraffens Anven
belfe ved ben norffe Urmee. J Stedet for denne fattes eenfomt Fængfel fra 10 å
90 Dage efter Forbrybelfene Urt. „Jeg har ben Forventning, figer Megenten
Indledningen til denne Anordning, at ber for Fremtiden ffal findes ganfle Jaa, Hvis
Forhold iffe maatte fvare til denne min Tilid, og for bvem Hoølelfe af re og
Borgerpligt et er tilftræffelig til at afholde dem fra Lovens Overtrædelfe. For disf:
frulle andre, Wresfølelfen og Helbreden mindre frænfende Straffe anvendes.”
Sor at lette den private Providerings Omforg, ber vanffeliggjordes under nær:
værende Gonjunchirer, og formindføe Skatteydernes Byrder, udgaves en Placat a
28v0e Marté angaaende Vilbagebetalingen af det Kornbidrag, ber fom Lan til
Armeens Brug var udffrevet i Agershuns og Chriſtianſands Stifter under te Ortoba
18413. J benne Placat forklaredes Aarſagen nil, at dette Laan ei endnu var til:
bagebetalt, hvilfen laa i den frenge Vinter, fom havde bindret Yilførfel over Havet,
famt i den Mødvendighed at fammenfalde den ftørfte Deel af Armeen til Landete
Forfvar. I Placaten erfjendtes Forpligtelfen til, ved førfte Tilførfel at erftatte dett
Kornlaan, ligeſom Mderne fritoges for at fevere den endnu tilbageftaaende Reſt av
bette paabudne Korn. Det overlodes derhos Mvderne at modtage Godtgjørelfe i Penge,
om de foretrat Saadant, hvilken Kogderne if Befaling at udbetale. Betalingen ſtuld«
free efter en Middelpritg af 2de løbende Aars Capiteltagter. Rugen anfattes faas
ledes til 52 Rbd. 791 ß. N. B., Bygget til 34 Nød. 12 ß. og Havren til 23
Rod. 48 ß. Bi faae herved et Begreb om be baværende høte Kornprifer, og bes
moærfe hun, at Gonjuncturerne ved Enden af afvigte og i Begyndelfen af det lobende
Aar havde faa meget forværret fig, og Pengenes Bærd var efterhaanden faa dybt
funfet, at Sornpriferne i bette Aar betydeligen maatte frige.
Somntilførfelen til Norge afbrødes ikke flrar. Fra England fendtes ikke ubetys
belige Partier, tfær til Bergen, med neutrale Skibe. Denne fidfte Tilførfel ophørte
imidlertid fnart. Det var viftnof et frort Held, at Tilførfel af Horn tunde fee
unber ben firænge Blofade af Norges Kyfter gjennem fiendtlige Stibe. Men i de
førfte Maaneder efter Fredens Afſlutning imellem Danmart og England vare alle
engelffe Srydfere i Nordſoen forfoundne, og be ſpenſte Krydfere kunde formedelft den
ſtrenge Binter ike i tilftræftelig Mængde der indtage deres Station, medens de
foenffe Kapere holdtes i Uve af vor lille Flotile af Kutterbrigger. Det manglede
ikke den foenffe Regjering paa Billie til at blofere Norges Kyſter, faafnart den havde
overbeviift fig om Prinds Chriſtian Frederiks Henfigt at modjætte fig de nordifte
Rigers Forening. Ut forøge Norges Lidelfer ved Hungerénod var paa denne Tid
en af Sveriges frørfte Trudfler og alvorligfte Midler til at bøte Nordmandens Haard⸗
naftenhed, ligeſom Forfendelje af Korn til at underfiøtte Norges Mangel var en af
de lokkende Midler, hvoraf det betjente fig for at berede em fredelig Forening imellem
begge Niger. Men Trudflerne foragtedeg, og Løfterne gjorde ingen Virkning, ligeſom
Norge Å Sverige aldrig bar fundet fit Kornfammer, fom Naturen og en ældgammel
livlig Handelsforbindelſe fra Arilds Tid anviifte det i Danmarf og de sfterføifle
Oppoſitionen i England ſtyrler Negentens Sag. 30
favne). Senere hen paa Uaret, da engelfte og ſvenſte Oriogsfartøier gjennemkryd⸗
de Nordføen i alle Retninger, forøgedes betydeligen Provideringens Vanſtelighed.
Naar Brovideringens Sorger og den Nød, fom ftandfede Næringsveie maatte
frmbringe, undtages, vare be umiddelbare Byrder, fom paalagdes Nationen formedelf
Selsfoændighedekrigen, ikke overvættes fore. Byrdefulde Meqvifitioner til Armeens
Bug fandt itte Sted i Binterens Lob, og Skatterne udrededes i gammel Form,
men med førre Lethed formedelft de flette Penge. Der udftreves viftnot Hefte til
mens Brug, men be leæveredes fun i de Fane, fom vare Urmeen nærmeft. For»
ørigt hjalp den nye Regjering fig ved en fortfat Udftedelfe af de faafaldte Prindſe⸗
feler, bhvoraf vi have feet, at Der firar i Begyndelfen af Gelvftændighedsperioden
siftedtes 32 Millioner Rigsbankdaler, en Sum fom i Sommerens Løb flere Gange
førdobledes. Men Byrden af disſe Repræjentativer, fom itfe hvilede paa noget Funs
dement, væltedes par Efterflægten*). Viſtnok frilledes nogle Summer ved frivillige
Bidrag til Regentens Naadighed; men denne Udflydelfe af enkelt Mands Godgiorenhed
older te GStatelusjen i nogen betydelig Grad, og de meet høittalende Patrioter
minglede deels Evne deels Ville til at frembære ftore Offere paa Fæbdrelandetg Alter
i Selvtændighedsperioden. Der vilfte fig ſaaledes itte nogen alvorlig HYttring af
nme Slags viljomme Fæbdrelandøfjærlighed, og meſtendeels kun paa den mindre
rmuende Haand, hvor Hjælpen vilt ikke er mindre hoæderlig, men mindre fraftfuld.
Mange fœdrelandſtfindede Nordmænd ſtolede desuden ike paa et heldigt Udfald af den
fore Selvitændighedsfag, og ber var faaledes ingen famftemmig Billie til at under
fatte den. Tvivlernes Untal var vel det mindfte, men med Henfyn til borgerlig
Stilling neppe det mindſt betybningsfulde. Disfe holdt fig deels tilbage, eller glede
sødtvungne, og i Gavmilbhedens meeft indifrænfede Maaleftot, med den alminde-
kr Etrom.
Alt fom Tiden til at møde i Rigsforfamlingen nærmede ſig, forogedes Rygterne
mm de Begivenheder, der tjente til at underftøtte Selvftændighedens Sug. Vi have
benpeget paa det grundede Haab, fom laa I bisfe Omftændigheder, men dets Smiger
bedaarebe Mongden, fom opfattede begjærligen Alt, hvad der hunde underftøtte en
modig Beflutning. Ved Siden af disſe Rygter lagdes fenere hem beftemte Efterret⸗
ninger fra Gugland om formauende Mends Deeltagelfe i Norges Stjebne, og Oppos
itiønens fraftige Modſtand mod Minifteriets fiendtlige Forhold mod Morge for at
mderfjøtte Sveriges Planer. Whitbread bragte Sagen paa Bane i Underbhufet.
$an fyurgie om Negjeringen virfeligen havde givet Befaling til at tvinge Norge ved
Hunger til at unberfafte fig Sverige. Spørgsmaalet befvaredes af Minifteren und-
vigende. Ulvorligere var imidlertid Grev Greys Ungreb mod Minifteriet å Over-
bæjet, idet han paaftod, at ben britiffe Politit havde faaet en Plet, fom ei kunde
vilettes ved Tractaten med Sverige, bderfom den ille fuldftændigen blev retfærdige
ger. Han opfaftede Det Sporgsmaal, om bhiin Tractat retfærdiggjorde faadanne
Forholbsregler, fom de der nu vare valgte imod Norge; om famme kunde forfvareg
dir Folferettens Grundjætninger;. om Sverige med Rette kunde fordre faadanne
Begunftigelfer af Storbritanien, og om fund Politit gjorde dem tilraadelige? Han
vdbredte fig met ftor Beltalenhed over disſe Spørgsmaal, anførte de bedfte ældre og
nere Forfatteres Meninger, og befvarede alle de fremfatte GSpørgsmaal benægtende.
5 Det er førft i fenere Vid at enkelte foenfle Rornladninger fra Skaane — tilfals
i Norge. [Denne andel har lange været i jævnt Stigende, og Indforſelen af
enft Korn har i YUarene 1855—1857 været 120—150,000 Tønder aarlig.]
5) Det har ofte forundret Forfatteren, at ber i ben Tid flet ikke var Tale om den nye
Raane» og Disconto-Jndrening, fom med faa megen Meøie var kommen i Stand,
vort betydelige Summer vare fubfrriberebe. Men Regjeringen undgil paa ben
id Ult, hvad ber frembragte Byrde og Befoar, for ei at gjøre Selvftændigheds-
verket møbbybeligt Det givne Løfte Dpfylbelfe kunde desuden blive befværlig not
før mange Subſeribenter, ja for Prindſen felv,
866 Andet Tibbrum IT. Sexogtredivte Capitel.
i deres eget Cabinet. Regenten ſelv maatte vel iagttage et ſtrengere Ceremoniel; thi
deres Mengde var for ſtor, fom nærmede fig hans Gemak; men man behøver fun
at fammenligne Forgemakkernes Lavaler ved det danſte og norfte Hof: paa den Tid,
før at fære den moærfelige Forſtjel at kjende). — Chriſtian Frederik fremtraadte i
Norge under vanffelige Stillinger, og Å et for den gamle Forenings VBeftandighed
fritift Øieblit. Han maatte drage Nordmaænd til fig ved at tilegne fig Landets
Former, og give bem em fet Adgang til fin Perfon. Da han fatte fig i Spidſen
for Selvftændighedsværket, behøvede han i en endnu høtere Grad Follets Tilfredshed
og Mjærlighed, og han maatte vife fig i det fimple og folkelige Veſen, hvorved de
Store her i Landet meeft drage Folket til fig. Prindfen var desubden en i Sandhed
hoiſt elfloærbig Stormand, der føgte at bortfjerne alt befværligt Ceremoniel. Derom
par i Landet fun een Stemme. Denne fimple SHil i de hoieſte Embedsmeends
Færb og Bæfen ved Ufgjørelfen af Borgenes Unliggender er vedbleven fom en Arv
fra bet førfte Megjeringsraad indtil de fenefte Dage, og forgjæres vilde Forføget
være, under vor Tids Nivellering af alle Former, at indføre de Ceremonier, fom
andenfteds befvære Borgernes Horretningsgang til de Stores SaleY. Denne Stms
pelhed er i vort Fædreland fom en Naturlov, grundet i Landets phyiifte og moraffle
Forhold. En Tendents til en Forandring herr flede fra den høiefte Haand flrar efter
Songevalget, da et Hofreremoniel med fin uvæfentlige Glands i gammel Stil ind:
førtes i Landet; men denne Glimmer forfvandt fom et Stjerneſtud, og den gamle
Simpelhed vendte fnart tilbage, uden fiden at blive forftyrret. Høfbetjenternes Lil:
værelfe fægges neppe Morke til i dette Land. Migernes Konge omgiver fig med
fangt førre Simpelhed i Norge end i Sverige, fom en Følge af Frænderigernes
forfljellige Organifatton, og ved dette vife Henfyn til Norges Simpelhed har han
rodfæftet fig i vore Hjerter.
Et af de valgte Medlemmer af Norges Megjeringsraad, Carſten UAnter,
overtog ikke bet ham beftemte Departement, og faavidt vides, fom dets Forretninger
ifte i hans Øoænder. Megenten udkaarede ham til fin Sendemand til det engelfle
Minifterium , for at bevirke en Freds⸗ eller idetmindfte en Neutralitets-Tilftand med
Gngland under Norges GSelvftændighedskamp. Valget faldt paa Unter, fordi han
længe havde opholdt flg i England i bet Kjøbenhavnfte aftatiffe Compagnies Anlig⸗
gender, og ber havde fluttet Forbindelfe med flere betydningsfulde Statemænd, og
fordi Han troedes at befidde ben diplomatifte Klogt og den fine Omgangstone, fom
funde bane Vei til Rrendets heldige Udfald. I dette Korføg paa at femme det
engelfte Minifterium gunfrig for fin ftore Plan beftyrtedes Prindfen ved Ankomſten af
en engelſt Kutterbrig til Yrederitsværn i Midten af Februar, fom medbragte Freds⸗
budſtab og Admiral Hopes Befaling at indſtille Opbringelfen af danffe Skibe, og
foreflaae Fangernes Udverling. Kielertractatens Ufflutning, hvis Antagelfe i Norge
bet engelſte Minifterium rimeligviis forudfatte, gav vel Unfedning til dette fredelige
Stribt fra Englands Side, ber imidlertid fnart ombyttedes med fiendtlige Foranſtalt⸗
ninger, faafnart Norges VBægring ved at forene fig med Sverige blev bekjendt. I
et Brev til Admiral Lütken af 13de Februar vttrede Prindfen fin Glæde over belte
fredelige Skridt fra Englands Side, og befalede det bekjendtgjort t Aviferne. „Con⸗
ferentéraad Ankers Sendelfe, ſiger han, fan nu faae mere Uutenticitet, og em Kul
— dr - ——
1) I Frederik ben VIteg Audienceſal har Forfatteren aldrig fundet fig generet; i hans
Forgemat han ofte befundet fig i en ydbmygende Stilling. I bet fongelige For⸗
gemaf i Norge forfvinder al Standsforffjel. Tidens Aand er maaſtee nu gaat
(gjennem begge Rigers Yorgemalker.
2) Bi ville ilke herved tilegne Fædrelandet noget Fortrin fremfor andre Lande, eller
baane hvad ber andenftebs monne være anderlebeg, men vi henpege fun paa en
naturlig Simpelhed i bore inbre Forhold, og glæde os ved, at ber Å den førfte Or-
ganifatton af Dugetö bøte Embedspoſter ingen Purpurlapper fattes paa MNorgek
naturlige fimple Dragt.
— fabrig fan overføre ham.” Han overdrog berhos Gapitain, fenere Statsraad Faſting,
i Nbdiryt, fom vife hans Tilid til denne Soofficiers Dygtighed og Fæbrelandsfind,
at bejørge det Fornodne med Henfyn til Ankers Neife.
6. Anter udſtyredes med en Inſtrur, fom gjorde ham befjendt med hans Wrens
bed Beflaffenhed, og foreftrev ham den Maade, hvorpaa det frulde udføres. Denne
ftrar vifer aabenbarligen Prindſens Haab, at det engelffe Minifterium, naar det
blev befjendt med Norges ufravigelige Beflutning, vilde paatage fig at mægle imellem
Sverige og Norge, og idet ber gaves Sverige Erſtatning for fin Medvirkning til et
befdigt Udfald af Faftlandefrigen paa en anden Maade, bevirfe en Handelstractat
mellem Guglanb og Norge. Han medgav ham i den Unledning et Brev til Prindsr
vgenten med Bemyndigelfe til at forevtfe den engelfte Minifter det, om der lagdes
Hmdringer i Veien for den umiddelbare Overgivelfe af Brevet i Prindsregentens
Harder. fær gjorde han ham bet til Pligt at underføge, hvorvidt bet var Eng⸗
landg oprigtige Onſte at fre Norge forenet med Sverige, og til UAfværgelfe af dette
Cube paalagde han ham „at handle med Gonduite og efter Omftændighederne.” Han
mærebe bet Øaab, at det Brev, fom khan havde medgivet ham til Hertugen af Glos
efter 5, milde bane ham Bei til at indhændige Prindéregenten Prinds Ghriftians
Se. FJøvrigt henviifte han Aner til den danſte Gonfut i London, hvis Veiledning
ban finde følge. Han nærede det Haab, at en for England og Norge gjenfidigen
førberfagtig Mandel funde aabnes, naar engelſte Skibe bragte Korn fra danſke og
oterſeiffe Havne, og igjen udførte norfte Producter til England, men paalagde Anker
dechos at erklære, at bet ille vilde blive engelſte Skibe tilladt at udføre Trolaſt fra
Marge, med mindre der af dem bertil var blevet indført Korn. Prindſen lagde faas
ledes famme Bægt paa Englands Trang til norſte Producter fom den forrige Negjer
ting, endſtjont Omftændighederne i de fenere Aar, ifær formedelfi Englands Fred
med Rusland, Preusfen øg Sverige, vare meget forandrede. Til Slutning paalagde
han Unfer at foreftille ben engelffe Minifter, hvad Følgen vilde blive „ved at overlade
et Folt faa ufortjent til Fortvivlelfe, hvoraf vilde følge, at ben blodigfte Hevn over
Everige og over dets Ben vilde blive en Lov for. Norge”, hvorhos bet paalagdes
Anfer ,,aldrig at vige fra Haabet om, at England indſeer fin Uret mod os.“ For
at give Underhandlingerne mere Vagt, blev det Anker paalagt at lade indføre i de
maelfte Avifer, hvad der i Norge var blevet bekjendtgjort, og at ftemme det engelfte
golf til Norges Fordel, fom en Underftøttelfe for de Medlemmer af Parlamentet,
fem toge fig af Norges Sag”). J den Formodning, at der ſtulde gives Carften
Anker Anledning til at møde paa den Congres, fom forudfattes at blive holdt paa
Faſtlandet, og rimeligviie i Franfrige, i hvis Hjerte de alfierede Magters Hære nu
trængte alt bybere og bhbere ind, og hvor Keiferen af Øfterrige, Keiferen af Rusland
og Kongen af Preusſen nu befandt fig for at ende den blodige Krig, tilføiede Prind-
fen Breve ogfaa til disfe Fyrfter. Han paalagde Unter tillige mundtligen „at tolfe
dem de Følelfer af Wrbsdighed og Tillid, fom det norfte Holt nærede for Souverainer,
fom vilde beftytte et uafhængigt Folks Rettigheder?»).” I bdisfe Breve indfluttedes
Negenten fenber Brødrene &. Unter og P. Unter til England. 367
5 Formobdentligen havde han lært Hertugen at kjende under dennes Ophold i Kjøbenhavn.
7 Jufrruzen findes heel indført i Bilag 70.
5) I fit Brev til Keller. Alexander figer han: ,Naar jeg overveier be Grunbjætninger,
før bvilfe Deres Majejtæt har grebet til Baaben, bør jeg ikke tvivle om, at De jo
vil bifalde og agte Nationernes Nettigheber, fom bet norfte Foll eenſtemmigen gjør
Fordring paa, og for hville bet fnarere vil opoffre fig, end taale et fremmed Nag.
D. M. vil ifte miskjende et Folk, fom fun anger Fred, og fom ar vil agte
g lylfelig ved at finde en Ven og en Beſtytter i en Souverain, fom har faa vet-
ærbigt Ørav paa be Folks Erhendtlighed, hvis Nettigheder han har forfvaret, og
hvis Frihed han har igjenerobret."
I Brevet til Keiferen af Øfterrige figer han: „Det Retſind, fom ftedfe har
talteriferet Deres Keiferlige og Kongelige Majeſtats politifte Syjtem, laber mig
ifte tvivle om ben Mobtagelje, fom De vil tilftaae en Communication af en Natur
368 Andet Tidsrum IL. Sexogtredivte Capitel.
Bekjendtgisrelſen af 19de Februar, „hvori Folket erklærer fin Billie at ville forfvare
Norges Uafhængighed og give fig en Conſtitution, og hvori Prindſens Beſlutning
betjendtgjøreg, iffe at ville forlabe dette Folt i dette kritiſte DOiedlik.“ Han medgav
tillige Unfer et Brev, fom flulde fra England overfendes Præfidenten i de ameris
kanſte Stater, hvori han meddeler ham, „at den norfte Nation, fom Kongen af
Danmark havde afftaaet til Sverige, havde erklæret fig unfhængig, og at han havde
befluttet ikke at forlade dette Folk i dette kritiſte Øieblit, men at ville forfvare dets
Rettigheder mod enhver fremmed Undertryftelfe Y.“ — Eudeligen overbrog han ogfas
Gonful Konow i Bergen at gjøre en Neife over til Holland for at vinde Prindfen
af Oranien for Norges Sag, og nytte en gienſidig Handelsforbindelfe med bette
Rand. For at underftøtte dette Forflag, frrev han tillige et Brew til Prindfesjen af
Oranien, fom han perfonligen fjendte.
Refultatet af Ankers Misfion fvarede imidlertid ingenlunde til Forventningen.*)
Greven af Liverpool tilftod Unfer en Audience, men deri ubviklede han for ham de
Grunde, fom beftemte den engelffe Regjering til at holde faft ved det antagne Syſtem
og opfylde fin med Sverige fluttede Tractat om Norges Forening med famme. Des
ho8 opforbrede Minifteren Unter til at vende tilbage, ba ethvert Forføg paa at rokte
be allierebe Magteré Bejflutning anganende ben flandinavifte Halvøes Forening vilde
være forgjæves. Da imidlertid Unfer var blæren indvitlet i vanflelige Handelsfor-
hold, funde han ikke adlyde Ovfordringen. Han blev nemlig formedeift gammel
Gjold til engelffe Handelshufe af et af disfe belagt med Gjældsarreft, og erflærede,
at han iffe funde wende tilbage, for et at ubfætte de Mænd, ber havde indgaart
Gaution for hans JTilftedebtivelje, for Ubehageligheder. Da disſe Banffeligheder Heve
hævede, var Norges Skjebne afgjort, og Statsroret lagt i andre Hænderd).
Stray efter Carften Anfers UAfreife fendtes hans Broder, Generalgouverneur
Reder Unker4), til England i lignende Wrende. Som danſt Gouverneur i Oſt⸗
indien havde ogfaa han flaaet i en vigtig Stilling, og havde indgaaet flere Forbin⸗
belfer med formaaende Moænd i England. I Følge Prindfens Fuldmagt bemyn:
bigedes han til , fom hans overordentlige Gefandt hos Prindsregenten af Storbrite
tanien og Irland at pleie de gjenoprettede Benftabsforbindelfer med denne Magt, og
fagttage bet norſte Kolle Jnteresfe ſammeſteds.“ Det blev ham derhos paalagt, at
om benne, ber pjøre8 Dem af et Folk, fom haaber med Tillid at finde i Dem em
eftytter af fin Sag, fiben ben er retfærdig, og fom tun har til Henſigt at bevare
fin Uafhbængighed og de Nationerne tilkommende Nettigheber, faovelln Fred og
Venſtab med alle be Magter, font ville rejpectere dem.“
Til Kongen af Preusjen ſtrev han: , Deres Majeſtets Foll har giver et frort
Gjempel paa ben Styrke, fom boer i Villien imod en fremmed Undertryttelje. De
vil iffe uben Sinteresfe fee ben norfte Nation befjælet af be famme YFolelfer, og jeg
aader med Tillid af Deres Majeftætd vetfinbige Charakteer, fom jeg har havt den
Fordeel å Nærheven at Hjende, at De vil være ben Ferfte til at erkjende et Folk
Rettigheder, fom fun forlanger Netfærbighed og Fred.”
) $Han gjør tillige bert opmærfjom paa, at Norges Fred med Gnglan» gjør bet nod⸗
venbigt, at be amerifanfte Kapere herefter itte indbringe engelfte Priſer i morfte
$Havne, men at berimobd be amerifanfte Kapere maatte forlabe Norge med ve Mrifer,
om tare gjørte efter 14be Januar. Forovrigt indeholber Brevet be fædvanlige
enffabsforfittringer, og Enſte om Oprettelfen af en gjenjidigen fordeelagtig Han-
belsforbintelfe.
2 [Sfr. herom Ankers Brev til Thygefon, fra London Alte April 1814, i M. VBirle-
lane8 Bidrag til Norges nyere Hiſtorie S. 10—14; færft. Aftryk af Illuſtreret
Nyhedsblad 1858.]
5 Ved bet sverorbentlige Storthing 1814 blev ber gjort et Forflag om at befrie Anfer
fra Gjældsarrefiten ved et Laan af 8000 £ Strl. mod Vant i hans Eiendomme.
Refultatet findes itte. [Han blev tilbagetaldt af Norges Statsraad ſtrax Carl
XIII var palgt til Norges Konge.]
) [Denne P. Anker anfaaet af Ulle for en brav og retflaffen Man, ligefaa paa
fibelig fom Broderen Carſten var upaalidelig. — I. Chr. Verg.]
|
Schmettow fenbeb Hl Grev Esſſen. Kormmangel. 369
anege og vedligeholde em fuldfommen privat Charakteer ved Ankomſten til London,
iadtil han fil Kundſtab om hvorledes hans Broder var bleven modtigen. Skulde
ed Denne Mobdtagelfe ilfe have været efter Onſte, paalagdes det ham dog at fors
blive i London, under Paaſtud af at førge for fin Helbred, „for at pleie de. tjens
ligite Connectioner, og benytte hver fordeelagtig Begivenhed eller Forandring, famt
mødede Prindjen de Underretninger, fom funde være ham tjenlige Å Rigets nærværende
Enlliug.” J det Tilfælde, at Garten Unter Mulde gane til Faftlandet for at fort:
jætte JForbindelfjen med Caſtlereagh, medgaves Generalgouverneuren en Juldmagt for
ai optræde fom Prindſens overordentlige Gefandt hos de allierede Fyrſter ved en al⸗
mindelig Fredscongres. — Denne ærværdige Olding gjorde imidlertid denne Reiſe
meget nødig. Han var en fortrolig Ben af Grev Wedel, deelte hang politiffe Ans
fueljer og noærede intet Haab om Selvftændighedsværtets Held. Reiſen havde det
famme Udfald i bipfomatiff Henfeende fom hans Broders, og han vendte frar tils
bage med wuforrettet Sag. Et lignende Refultat havde em tredie Deputation, Hvorom
Wi fenere have at tale”).
Syvogtredivte Capitel.
Gegivenheder å Horge i Maris 1814.
—
Ehrerat Forfatteren havde fat fig paa et beſtemt Standpunkt med Henſyn til fine
politifte Anſtuelſer om Fæbdrelandets Stilling, onſtede han Jutet mere end at vende
tilbage til fit Hjem, for at ſtjenke fine egne private UAnliggender tilborlig Opmerk⸗
fombhed. Thi Regentené ftore Beflutning at fætte fig i en aabenbar fiendtlig Stil
ling til Sverige, og beftemt afvife enhver fredelig Tilnærmelfe, grundet paa Kieler⸗
tractaten, fremledte i Sandhed ftore Jarer, og fær ftore VBunffeligheder ved Vilveies
bringelfen af de fornødne Levnetsmidfer under den firenge Blokade af Norges Kyfter.
Siſmok liſtedes endnu betydelige Partier Korn: og Fedevarer over det med fiendtlige
Srpdfere opfyldte Hav, og Prindfen forfømte iffe gjennem de offentlige Tidender at
udbrede be gode Gfterretninger, fom han herom kunde have at give, men Noden var
førre end Hjælpen, og endnu fporedes Følgen af den Mangel pua Levnetsmidler,
fem Misværten 1812 havde frembragt. — Den unyttige Sysſel, fom var Forfat-
) Forfatteren modte Gouverneuren i Holmeftrand paa hans Reife til England. Den
amle Mand ryftede paa Hovedet ved at omtale fit Wrenbe, og yttrede ikke mindſte
å ab om et helbigt Ubfald
n — i en anden Retning ſogte Regenten om muligt at forebygge Kielerfredens
olger. San ſendte Generallieutnant Grev Såmettom til Feltmarſtalk Grev Esſen
i Strtomſtad, —7 han ankom 5te Marts, med et egenhandigt Brev til Carl XIII,
men egentlig for at foreflaa Svenfterne at afſette Carl Johan og velge Chriſtian
Frederit til ſvenſt Tronfolger. Esſen, der kjendte Schmettow fra Frankrige, benyt-
tede dette Bekjendtſtab til at perſiflere det hele Forſlag, og indberettede Sagen ſtrax
til Sronprinbfen. Esſens Beretning om venne Sammenfomit findes i Bilag Nr.
71 efter Schinkels Overfættelfe af ren franffe Original (Minnen VIII. 293—296.)
Sammeſteds 49—52 fortælles, at Esſen har flildret Sdmettomw fom ,en Slags
Militair-Diplomat fra ben gamle gode Tid med pubret Hoved, og fom i Udfærd og
Sprog forenebe afle de ulige Nuancer af Marqvi8 og Commis.“ Schmettows For-
flag om at velge Prinds Chriftian flog Gefen hen i Spog med en Untydning til
Prindſens fraftilte Gemalindes Forbindelfe med Sangeren bu Puy. Prindjen havde
ligelebe8 gjennem Schmettow ubbedet fig en Sammenkomſt med Esfen paa Grandſen,
og var i ben Anledning reift til Hafslund.
Aalis Erindringer. 24
360 Andet Tibsrum II. Gyvsgtredivte Capitel.
teren med Flere overbragen, at udarbeide Statuter for en Bankindretning, der under
nærværende Omftændigheder et kunde blive til, og hvorom ber fiben aldrig bl Fate,
var tilendebragt, og for Forfatteren var Intet meer at udrette i Ghriftianta. Hart
var imidlertid indfafdt af Megenten og maatte af ham forløves, medens Prindfern
paa den anden Side intet Skridt gjorde i den Anledning. For at mde denne ube=
hagelige Stilling og forkorte et vitnligt Ophold, føgte Forfatteren Audience hos
Prindfen. J benne ypitrede han, at det frulde gjøre bam ondt, om han havde paa=
braget fig Brindfens Unaade ved fine frimovige itringer, og bad ille at maatte
regnes blandt dem, fom i em aabenbar Modftand vilde hindre Udføreljen af Prindfens
Beflutninger. Han havde fagt fin frimodige Mening, uden at vove bderbaa at lægge
nogen Bægt, og ønffede at vende tilbage til fit Hjem, for at røgte fine befværlige
Brivatfyster, da han Intet meer i Statens Unliggender funde udrette. Prindſen
fvarede ham i forbindtlige Udtryf, at han var overbeviit om hans Fæbdrelandsfind,
og til Beviis paa, at han endnu bevarede fin Tilltd til ham, overdrog han ham Det
rende at befordre Provideringens Sag ved Opmuntring til Privatfubferivtion tig
Korntilførfel i Byerne mellem Ghriftiania og Gbriftianfaud. Forfatteren ertlærede Wig
beredvillig til at opfylde Prindfens Billie, men betragtede hos fig felv denne Com⸗
misſion mere fom et Ustelfestegn, end et rende af nogen Betydenhed, og han funde
paa ben Vet meget idet udrette.
Overalt var man paa den Tid beffjæftiget med at vælge de Mænd, fom ffulde
fenbeg til ben berammebe Migsforfamling paa Eidsvold, og Alles Tanker vare ben=
vendte paa at træffe det rette Balg til disfe vigtige Forretninger. Efter Prindjens
Beftemmelfe ſkulde et forholb8mæsjigt ftort Untal Kriqsmænd møde, og det maatte
være vigtigt at frille felvftændige Mænd ved Eiden af hines præfumerede Ufhængig bed
af Prindſens Billie. Erfaring lærte imidlertid, at Mange blandt de valgte Krigs⸗
mænd vifte Gompetence til at beeltage i disſe Forretninger, formedelft deres Indfigter
og rene Fadrelandsſind, uden Henfyn til Etilling. Viſt er det, at ſtor Ombygge-
lighed og rent Øenfyn til Fædrefandetg Tarv raadede i disſe Valg i Ay og paa Land 1).
I det Mellemrum af Tid, fom forløb indtil Hiysforfamlingené Sammentrædetfe
paa Gidsvold, føgte Prindfen at berolige Mationen med Henfyn til de udenlandfke
Magteré, ffær Englands, Etemning for Norges Uafhængighed, og ved indvortes
Foranftaltninger foreløbigen at organifere den nye Stat og ordne dens Unliggender.
Flere Betjendtgjørelfer udgik faaledes igjennem Statsſecretair v. Holten, og paa famme
Bei giordes Nationen bektjendt med de Partier Kornvarer, fom det ugentligen lykkedes
at fifte over fra Danmart til Norge gjennem de fiendtlige Krybfere, hvormed Norvds
føen var opfyldt. De gamle Frænderiger vare adffilte, men Hjerterne hængte endnu
ved hverandre. Danmark vedblev endnu fremdefes at underftøtte det trængende Norge
med Korn, og aldrig var dets Foranftaltninger, endjfjønt de vare udeluffende i Pris
vates Hender, fraftfuldere, dets Handlendes Adfærd mod norffe Kornfjøbere liberalere
end I bette Foraar. Overhovedet havde Eelvftændigheden frore Tilhengere Dan-
mark, og Nogle af dets endog høiere Embedsmend udſatte fig for Ubehageligheder
formebelft deres Deeltagelfe i Norges Stjebne. Dets, Konge bderimod gjorde intet
Skridt til at underftøtte Celvftændigheden, og, fin Charakteer tro, opfyldte han reder
figen ben indgangne Fredspagt; men faa længe han fevede, gav ban Nordmændene
Bevijer paa, at han bar fine gamle Underfaatter i et fjærligt Sind. Jøvrigt for
længede Selvftændighedsværtet Danmarts Lidelfer og Byrder.
5 Da Forfatteren fom tilbage til fit Gjem, var Balgforretningen endt, og han var
itte bleven valgt i Balgforfamlingen, fordi Valget ſtulde flee af dens egen Midte.
Jorfamlingen blev imidlertid enig om at indgive til Regenten Anſogning om, at
han maatte vælges, endffjønt han ei havde været tilftede ved Valget, da Saadant
var Forfamlingen8 eenftemmige Onſte. I fmigrende Udtryk gav Megenten dertil fit
Samtykke, og Yorfatteren udkaaredes faalebes til Mepræfentant.
Tibenber fra Udlandet. Vegeiftring Lanbet. 971
-—
Efterhaanden fom Regenten troede fig meer og meer filer pan Nationens Bifald
a de Skridt, han havde gjort, og fom Untallet af Selvftændighedens Tilbængere
vende, bleve de Vetjendtgjørelfer, fom forelagdes Mationen, mere fuldftændige, og
smkder enbog aabenbhjertige. J Begyndeljem meddeeltes fun faabanne Efterretninger,
ie indeboldt Zrøft og Opmuntring for det felvftændige Norge og Haab om et lyk⸗
klipt Udfald af den bejluttede Modftand mod Sveriges Planer til at forene den
van: naviffe Ha'vo. Men efterhaanden behøvedes ilke denne Forfigtighed; GSelvfæns
righedsideen rodiceſtede fig faa dybt i GGemytterne, at ogfaa de Gfterretninger, font
maatte bidrage il at nedtrykke det ſtolte Haab om Englands Biftand, eller i det
unde dets Meutralitet under Gelvftændighedsfampen, kunde forelægges Nationen.
Det var imidlertid ikke før Rigets Mepræfentanter vare blevne forfamlede paa Eids⸗
mid, og Regenten havde overbeviift fig om, at Stemmerne for hans Fongelige Plan
mr de overveiende, at alle Gjfterretninger, onde og gode, lagdes for Folkets Hine.
Saaledes betjendtgjordes under 19de Marté gjennem GStatsjecretariatet: „at
kr vare indløbne Bree fra London af 22de Februar, fom indeholdt de meeft bero:
byende Gfterretninger med Henfyn til Englands Forhold.” Som Organer for den
sele RNegjerings Heniigt valgtes Zde Oppofitionsblade, the Morning Post og the
Courier, hvis Betragtninger over Norges Etilling gares Publicum til Priis. I
zelge disſe Mittringer glædede bet engelfte Folt fig i Almindelighed over de Skridt,
fem bit norſte Foll havde gjort, og Nordmændenes djærve Tœenkemaade og Afſty for
tmed Aag udhævedes. Det hedte dernæft: „J England yttredes en almindelig
ae derover, og man troede endog, at Regjeringen under andre Omftændigheder vilde
ae underſtottet Norges Beltræbhelfer for Uafhoængighed, og antog fom afgjort, at
Gngland havde opfyldt alle fine Forpligtelfer til Sverige hvad Norge angaaer, ved
ad bevirke dette Riges Ufftaaclfe ved Freden, og at Sverige forøvrigt maatte afgjøre
bet med Rordmændene felv, fuafremt disfe ei frivilligen underkaftede fig.” Dertil
medes den filtre Formodning, fom ſtulde være almindelig herffende i Gngland, at
gatten mellem Danmart og Norge vilde blive uforfiyrret. Der yttredes fremdeles i
Morming Post bet $aab, at ingen Magt vilde blive anvendt for at gjøre Norge
nl en ſpenſt Provinds, fordi den kjakke ſvenſte Armee derved vilde blive nødt til at
vende tilbage til Norden, medens den endnu funde behøves for at filfre de Ullierede
d beldigt Udfald af Krigen mod Napoleon. Der hentydedes paa, at Talen ei funde
sære om .at berøve Kronprindfen af Sverige den Belønning, fom han faa vel fors
tjente, fordi han fraftigen havde bidraget til det heldige Udfald af den ſtore Krig,
nen at Sverige funde faae fin Erſtatning paa en anden Vei, deels ved Ufitaaelfen
af not em Coloni udenfor Guropa, deels derved, at Ketferen af Rusland gav Sverige
ut Finland tilbage, fom han under ganffe andre Forhold havde bemægtiget fig. —
Under 22de Marts befjenbtajordes vel, at der var fagt Embargo paa alle i England
værende norſte JFartøter, men at der ikke beftomindre udklareredes Skibe fra engelſte
Havne under forffjellige Flag til Norge med Fodemidler, og at allerede en Deel ſaa⸗
dame med forffjellige Staqé Provifioner ladede Farteier vare anfomne til vore Havne.
Dertil føiedes, at de ovenfor anførte Nttringer havde vakt en almindelig GSenfation
i Eugland, og at man der havde ladet dem overfætte paa Danft og fende dem over
til Norge. |
Disfe Efterretninger ubdbredte fig fom em Løbeild over det hele Rige. De
iyrtede i hoi Grad Selvftændighedens Tilhængere i deres Unffueljer om Landets
Stilling og opvakte deres Opmaærfjomhed, ber anfaae em bæbderlig Forening med
Sverige fom ønffelig. Det ene Parties Tilhængere vorede, det andet Parties aftog.
Det tan derhos ikke nægtes, at der paa den Tid, fom ovenfor bemarket, virfeligen
gave8 nogle lyſe Punkter for GSelvftændighedens Sag. Kampen med Napoleon var
) See Bladet, Tiden Nr. 77.
24*
374 Undet Tibsrum OI. Syvogtredivte Capitel.
thi der dæmpede Mangelen paa Livets Fornødenheder og den Nød, fom ſtandſede
Næringsveie forvoldte, Enthuflasmens Gled, og gav Rum for roligere Betragininger
over Foœdrelandets Stilling.
J den Tid, fom forløb før Rigsbagens Aabning paa Eidsvold, henvendte
Brindsregenten fin Opmarkſomhed paa at ordne Landets indvorte8 Anliggender.
Saaledes beftemtes ved en Placat af Mde Marte, at en Enkekasſe flulde oprettes
under Ravn af den almindelige norfte Enkekasſe efter de famme Megler og Grund
fætninger, fom ere paabudne i Fundattonen for ben alminderige Enketasfe af ZOte
Auguſt 1775. De ſamme Korpligtelfer ſtulde hvile paa de norffte Gmbedsmænd med
Øenfyn til Indſtud i denne Kasſe, fom hvilede paa de banfte. — Det var rimelig:
viis for at opmuntre Landkrigerne, fyrte deres Hengivenhed for den nye Negjertng
og deres Mod til at fægte for Eelvftændighedens Sag, at Prindfen under 28%
Marte: [paa Forflag af Generalauditeur Bergh] afftaffede Spidsrodsſtraffens Anven⸗
delfe ved ben norffe Urmee. J Stedet for denne fattes eenfomt Fongfel fra 10 til
90 Dage efter Forbrybdelfens Urt. „Jeg har den Forventning, figer Megenten i
Indledningen til denne Unordning, at der for Fremtiden ffal findes ganffe Faa, hvis
Forhold iffe maatte fvare til denne min Tillid, og for bvem Folelfe af Wre og
Borgerpligt et er tilftrækfelig til at afholde dem fra Lovens Overtrædelfe. For disfe
frutle andre, Wresfolelſen og Helbreden mindre frænkende Straffe anvendes.»
Øor at [ette den private Providertngs Omforg, ber vanffeliggfordes under nær:
værende Gonjuncturer, og formindffe Skatteydernes Byrder, udgaveg en Vlacat af
280e Marts angaaende Tilbagebetalingen af det Kornbidrag, der fom Lan til
Armeens Brug var udffrevet i Agershuns og Ghrifttanfands Stifter under Ste October
1813. J denne Placat forklaredes Aarfagen til, at dette Laan ei endnu war til
bagebetalt, hvilfen faa i ben trenge Vinter, fom havde bindret Vilførfel over Havet,
famt i ben Nødvendighed at fammenfalde den ſtorſte Det af Armeen til Landets
Gorfvar. I Placaten erkjendtes Forpligtelfen til, ved førfte Tilførfel at erfatte dette
Kornlaan, ligefom Nderne fritoges for at fevere ben endnu tilbageftaaende Reſt af
bette paabubne Korn. Det overlodes derhos Yderne at modtage Godtgjørelfe i Penge,
om de foretraf Saadant, hvilten Fogderne fif Betaling at udbetale. Betalingen fPuide
flee efter en Middelpriig af de løbende Aars Gapiteltarter. Rugen anfattes ſaa⸗
fedes til 52 Rbd. 791 ß. N. B., Bygget til 34 Nød. 12 ß. og Havren til 23
Rod. 48 fi. Vi fare herved et Begreb om de baværende hoie Kornprifer, og bes
mærfe tun, at Gonjuncturerne ved Enden af afvigte og i Begyndelfen af det løbende
Aar havde faa meget forværret fig, og Pengenes Værd var efterbaanbden faa dybt
funfet, at Sornpriferne i dette Aar betydeligen maatte frige.
Korntilførfelen til Norge afbrødes ikke flrar. Fra England fendtes ikke ubetye
delige Partier, ifær til Bergen, med neutrale Skibe. Denne fidſte Tilførfel ophørte
imidlertid fnart. Det var viftnof et frort Held, at Tilferjel af Korn tunde free
under ben firænge Blofade af Norges Kvfter gjennem fiendtlige Stibe. Men i de
førfte Maaneder efter Fredens Ufflutning imellem Danmart og England vare alle
engelfte Krydfere i Nordſoen forfvundne, og de fvenffe Krydfere kunde formedelft den
ſtrenge Binter ikke i tilftræffelig Moængde der indtage deres Station, medens de
foenffe Kapere holdtes i Uve af vor lille Flotile af Kutterbrigger. Det manglede
ilte den ſvenſte Regjering paa Billie til at blotere Norges Kyfter, faafnart den havde
overbeviift fig om Prinds Chriſtian Frederiks Henfigt at modfætte fig de nordifte.
Rigers Forening. Ut forøge Norges Ltdeffer ved Hungersnod var paa denne Tid
en af Sveriges ſtorſte Trubfler og alvorligfte Midler til at bøte Nordbmandens Haards
naftenhed, ligeſom Forfendelfe af Korn til at underftøtte Norges Mangel var en af |
de lokkende Midler, hvoraf bet betjente fig for at berede en fredelig Forening imellem
begge Niger. Men Trudflerne foragtedes, og Løfterne gjorde ingen Virkning, ligefomm
Norge i Sverige aldrig bar fundet fit Korntammer, fom Naturen og en aldgammel
livlig Handelsforbindelſe fra Arilds Tid anviifte det i Danmark og de sfrjøifte
| |
Throndernes Sammenſtud. Regjerings-Foranftalminger. 373
ſeaaler mod Gelvftænbighedens Nodſtandere!), og iblandt denne Byes Ubfendinger
til Nigeforfamlingen paa Cidsvold havde Selvftændighedens Sag fine djærvefte og
sarmefte Forfegtere.
Ogfaa i Trondhjem herffede den famme Tone og ben famme Jver for at hævde
Norges Eetvftændighed. I Bladet Tiden Nr. 83 indryttedes derfra en Opforbring,
heri der yttredes: „at den Time nu var fommen, da bet maatte heftemmes, om
Serge flulde gjenvinde fin Are og Selvftændighed eller butte under for fremmed
tag.” Norge vriſedes Infteligt, fom havde en Mand i fin Midte, der gjengav
Folket fit tabte Mod. Deri opfordredes tillige til at fuldføre den frolte Bygning,
luis Grundvold fun var lagt, „og til at afgive em Deel af vor Formue til vort
gienfodte Fobrelands Tjemefte, fom det førfte Beviis paa, at vi oprigtigen ville
hadle for Norges GSelvftændighed. Lader og ikke, yttredes der fremdeles, give
Sepreæfentativer , fom vi vide have undergravet Landets Belftand, men fand Vardi,
horved Hine funne være overflødige — — — —.” Som Følge af denne Opfordring
gjerdet et Sammenflut af 1720% Lod Solv, 361 Rv. grov Courant, 200 Rd.
” 100 Lod i Etillemynt, 124 Etpd. Kobber, 370 £ Gterling og en ikfe ube-
brelig Moængde Levnetsmidler*).
Prindſen fvarede derpaa:
„Med fand Erkjendtlighed har jeg modtaget det talende Beviis paa Trøndelagets
vetriotifte Sindelag, fom det vaa Indhydelfen af Ifle Marts d. A. tegnede betydes
ge Sammenftud vidner om. Et Folk, hvis Sønner i Gjerningen vife, at Jntet er
dem Hefligere end MNationalæren og Opretholdelfen af den GSelvftændighed, under hvis
Sp Borgerfrihed og Lyffalighed ene trives, er flærft ved fig felv, og beftyttet af
Gad den Almagtige tør det haabe at nyde Løn for fin Samdrægtighed i Fremtids
Iyfteligere Dage. De Krigere, ber fomme til at nyde Godt af de tilbudne Levnets:
midler, ville dobbelt glæde fig ved om fornødent gjøres at værne om bereg Bels
gjørereg Giendom. Unvendelfen af den fubferiberede rede Valuta forbeholder jeg mig
il Betaling af Kom for Troængende i Trondhjems Stift, faafnart en Nationalbant
tæder i Virkſomhed, og faaledes tillader at anvende ben pan en for Staten i det
Hele dobbelt gavnende Mande. Jeg forbliver famtlige Deeltagemde i dette patriotiffe
Sibrag med Erkjendilighed forbunden.
Regentffabet i Norge, Chriſtiania den Bde Upril 1814.
Ghriftian Frederik.
Imidlertid hørte iffe alle Nepræfentanter, fom Trondhjem fendte til Migsfors
famlingen paa Eidsvold, til Selvftændighedens ivrige Forfegtere, og blandt Amtetø
Uffendinger vare Nogle, fom i det mindſte vaklede t den flærke Tro. — Denne Varme
for Sefoftændighedens Sag bdeelte ogfar den flørre Deet af Ghriftiania Stift, fær
sermeft omfring Hovedftaden og I dets øjtlige Deel. I den veftlige Deel derimod,
og i den frørre Deel af Chriſtianſands Stift, havde den ikke faa varme Filhoængere;
— — — — — —
) En ſaadan udſendte han ogaa mob YJorfatteren i et Brev til en Ven i Nærheden
a Arendal, men bog formilbet ved venlige Udtryk om Forfatteren af , Fæbrelandfe
beer.
5) Dette Sammenflud blev imidlertid ikke paakrævet og ei ydet. [Paa ben vrigtnale
Indbydelſe, For Norges Sag", ber findes i Rigsarchivet, ere Bidrag tegnebe t følgende
Orden: I. C. Bogeljang, Peter Sdmidt, Carl Faljen, and Collin, Lord &
Sønner, O. Bejer, General v. Krogh, Overqvarteermefter Krogh, Biftop Bugge,
T. jr, I. P. Miller, I. S. Gram, F. Ring, Oberft Sejerfteb, A. Gant,
Major Lammer8, C. Weibye, M. Lie, 90 & Go, Joh. Lorentzen, Meindes
Sønner, £. Muft, P. A. Hanjen, OD. Iverſen, N. H. Frid, Majorerne Mog-
felt og Hegermann, Hans Wenjel, D. Gadebuſch, Major Lyng, 8 W. Vinne,
E. Deding, C. Benjell, Grev Trampe, D. Martens, D. Blechingberg, $. Angell,
Byfoged Uvbye, A. Braamann, I. M. fal. Seheſtedt, C. Meinde fal. Lysholms,
Hegge, Grabow, Krigsraad Holtermann, Hanö Knudtzon & Go. og Grev Schmettow.
374 Undet Tibsrum I. Syvogtredivte Capitel.
bi der bæmpede Mangelen paa Livets Hornødenheder og ben Nød, fom frandfede
Næringsveie forvoldte, Enthuſiasmens Glød, og gav Rum for roligere Betragtninger
over Fædrelandets Stilling.
I den Tid, fom forløb før Rigsdagens Wabning paa Eidsvold, henvendte
Brindsregenten fin Opmærtfombhed paa at ordne Landets indvortes UAnliggender.
Saaledes beftemtes ved en Placat af Ode Marte, at en Enkekasſe frulde opretteg
under Navn af den almindelige norſte Enkekasſe efter de famme Megler og Grind:
fætninger, fom ere paabudne i Fundationen for den almindelige Enkekasſe af I0t
Auguſt 1775. De famme Korpligtelfer ſtulde hvile paa de norffe Gmbedsmeænd med
Øenfyn til Indſtud i denne Kasfe, fom hvilede paa de danfte. — Det var rimeligs
vits for at opmuntre Landfrigerne, ſtyrke deres Hengivenhed for den nye Megjering
og beres Mod til at fægte for Celvftændighedens Sag, at Prindfen under 28%
Marts [paa Forflag af Generalauditeur Bergh] afftaffede Spidsrodsſtraffens Anven⸗
belfe ved ben norffe Urmee. J Stedet for denne fattes eenfomt Fangſel fra 10 Kl
90 Dage efter Forbrydelfens Art. „Jeg har den Forventning, figer Megenten i
Indledningen til denne Anordning, at der for Kremtiden fral findes ganffe Faa, hvis
Forhold iffe maatte fvare til denne min Tillid, og for hvem Folelſe af Ytre og
Borgerpligt et er tilftræffelig til at afholde dem fra Lovens Overtrædelfe. For disfe
ſtulle andre, Wresfolelſen og Helbreden mindre fræntende Straffe anvendeg.-
Øor at fette den private Providerings Omforg, ber vanfkeliggjordes under nær:
værende Gonjuneturer, og formindffe Skatteydernes Byrder, udgaveg en Placat af
280e Marts angaaende Tilbagebetalingen af det Kombidrag, der fom Laan til
Armeens Brug var udfrevet i Agersbuns og Chriſtianſands Stifter under Ste Detober
1813. % denne Placat forkfaredes Marfagen til, at dette Laan ei endnu var til⸗
bagebetalt, hvilfen laa i ben ftrenge Vinter, fom havde bindret Tilforſel over Havet,
famt i den Mødvendighed at fammenfalde den ftørfte Deel af Armeen til Landets
Gorfvar. I Placaten erkjendtes Forpligtelfen til, ved førfte Tilførfel at erftatte dette
SKornlaan, ligeſom Nerne fritoges for at fevere ben enduu tilbageftaaende Mek af
bette paabubune Korn. Det overlodes derhos Nderne at mødtage Godtgjørelfe i Penge,
om de føretrat Saadant, hvilken Fogderne fik Nefaling at udbetale. Betalingen frulde
flee efter en Middelprits af 2de lobende Aars GCapiteftarter. Rugen anfattes faas
fedes til 52 Rbd. 791 Å. N. B., Bygget til 34 Rv. 12 $. og Havren til 23
Rod. 48 ß. Bi faae herved et Begreb om be baværende høte Kornprijer, og ber
moærte fun, at Gonjuncturerne ved Enden af afvigte og i Begyndelfen af det tøbende
War havde faa meget forværret fig, og Pengenes Værd var efterhranden faa dybt
funtet, at Kornpriferne i dette Aar betydeligen maatte frige.
Sorntilførfelen til Norge afbrødes ifte flrar. Fra England fendtes ikke ubetys
belige Partier, ifær til Bergen, med neutvale Skibe. Denne fidfte Tilførfel ophørte
imidlertid fnart. Det var viftnok et ſtort Held, at Tilførfel af Korn kunde ſtee
under ben flrænge Blokade af Norges Kyfter gjennem fiendtlige Stibe. Men i de
førfte Maaneder efter Fredens Afſlutning imellem Danmart og England vare alle
engeljfe Krydſere i Nordſoen forfvundne, og be fvenfte Krydfere funde formedelft den
ſtrenge Binter ifte t tilftræftelig Mængde ber indtage deres Station, medens de
ſvenſte Kapere holdtes i Uve af vor lille Flotile af Kutterbrigger. Det manglede
ikke ben ſvenſte Regjering paa Billie til at blofere Norges Kyſter, faafnart den havde
overbeviift fig om Prinds Chriſtian Frederiks Henfigt at modfætte flg de nordiſte
Riger8 Forening. Ut forøge Norges Lidelfer ved Hungersnod var paa denne Tid
en af Sveriges frørfte Trudfler og alvorligfte Midler til at bøte Nordmandens Haard⸗
naftenhed, ligefom Forfendelje af Korn til at underftøtte Norges Mangel var en af
be foffende Midler, hvoraf det betjente fig for at berede em fredelig Forening imellem
Begge Niger. Men FTrudflerne foragtedes, og Løfterne gjorde ingen Virkning, ligefom
Norge i Sverige aldrig bar fundet fit Kornfammer, fom Naturen og en ældgamme
livlig Handeisforbindelfe fra Arilds Tid amviifte det i Danmark og de oſterſoiſte
ae
|
Oppofttionen i England ſtyrker Regentens Sag. 305
fare). Senere hen paa Uaret, da engelffe og ſvenſte Orlogsfartøier giennemkryd⸗
ſede Nordføen I alle Retninger, forøgedes betydeligen Provideringens VBanfteligheb..
Naar Provideringens Sorger og den Nod, fom fandjede Næringesvete maatte
pembringe, undtages, vare be umiddelbare Byrder, fom paalagdes Nationen formedelft
Serfændighedskigen, ikke overvættes flore. Byrdefulbe Reqvifitioner til Armeens
- Bg fandt ifte Sted i Binterené Løb, og Skatterne udrededes i gammel Form,
mn med ftørre Lethed formedelft de flette Penge. Der udſtreves viſtnok Hefte til
mens Brug, men de leveredes fun i de Fane, fom vare Urmeen nærmet. For⸗
ørigt hjalp den nye Regjering fig ved en fortjat Udftedelfe af de faakaldte Prindſe⸗
fler, hvoraf vi have feet, at der frar i Begyndelfen af GSelvftændighedsperioden
wiedtes 32 Millioner Rigsbanfdaler, en Sum fom i Sommerens Løb flere Gange
frdobledes. Men Byrden af disje Repræjentativer, fom ikke hvilede paa noget Funs
dament, væltedes pan Gfterflægten*). Viſtnok filledes nogle Summer ved frivillige
Bidrag til Regentens Raadighed; men denne Udflydelſe uf enkelt Mande Godgjørenhed
folder itte Statskasſen i nogen betydelig Grad, og de meet bhøittalende Patrioter
mangiede beds (Evne deels Villte til at frembære ftore Offere paa Fodrelandets Alter
i Setvftændighedsperioden. Der viifte fig faaledes iffe nogen alvorlig Yttring af
Wane Slags virfjomme Fædrelandsfjærlighed, og meftendeels fun paa ben mindre
jrmuende Haand, hvor Hjælpen vilt iffe er mindre hæverlig, men mindre fraftfuld.
Mange foædrelandftfindede Nordbmænd frolede desuden ikfe paa et heldigt Udfald af den
dere Selvftændighedéfag, og ber var faaledes ingen famftemmig Billie til at under»
ftette ben. Toivlernes Untal var vel det mindite, men med Henfyn til borgerlig
Stilling neppe det mindit betybningsfulde. Disfe holdt fig deels tilbage, eller glede
søbtvungne, og i Gapmildhedens meeft indifrænfede Maaleftot, med den alminde-
lar Strøm.
At fom Tiden til at møde i Rigsforfamlingen nærmede lig, forøgedes Mygterne
mm de Begivenheder, der tjente til at underftøtte Selvftændighedens Sag. Bi have
benpeget paa det grundede Haab, fom laa i disfe Omftændigheder, men dets GSmiger
bedbaarede Mongden, fom opfattede begjærligen Alt, hvad der kunde underftøtte en
medig Beflutning. Ved Siden af disſe Rygter lagdes fenere hen beftemte Efterret⸗
unger fra Gugland om formaaende Mends Deeltagelfe i Norges Skjebne, og Oppos
tonene fraftige Modſtand mod Minifteriets fiendtlige Forhold mod Norge for at
umberføtte Sveriges Planer. Whitbread bragte Sagen paa Bane i Underhufet.
Jan fyurgte om Regjeringen virfeligen havde givet Befaling til at tvinge Norge ved
Hunger til at underkaſte fig Sverige. Sporgsmaalet befvaredes af Minifteren unde
vigende. Alvorligere var imidlertid Grev Greys Ungreb mod Minifteriet i Over⸗
bafet, idet han paaſtod, at den britiffe Politit havde faaet en Plet, fom ei funde
udflettes ved Tractaten med Sverige, derfom den ifte fuldftændigen blev vetfærdigs
gjort. Han opfaftede det Sporgsmaal, om hiin Tractat retfærdiggjorde faadanne
Forbolbsregler, fom De ber nu vare valgte imod Norge; om famme kunde forfvares
efter Folferettens Grundfætninger; om CSverige med Nette unde fordre faabanne
Begunftigelfer af Storbritanien, og om fund Politik gjorde dem tilraadeliget Han
atbredte fig med ftor Beltalenhed over disſe Spørgsmaal, anførte de bedfte ældre og
nere Forfatteres Meninger, og befvarede alle de fremfatte Sporgsmaal benægtende.
n Det er førft i fenere Tid at enkelte foenfle Rornlabninger fra Skaane — tilfals
i Norge. [Denne Handel har fænge været i jævnt Stigende, og Jndførfelen af
enft ørn har i Marene 1855—1857 været 120—150,000 Tønder aarlig.)
5). Det har sfte forundret Forfatteren, at ber t den Tid flet ikke var Lale om den nye
Raane» og Disconto-Judretning, fom med faa megen Møie var kommen i Stand,
hvortil betydelige Summer vare fubferiberebe. ' Men Regjeringen undgil paa den
id Alt, hvad ber frembragte Byrde og Bevar, for et at gjøre Selvftænbigheds-
værlet møbbybeligt Det givne Loftes Dpfyldelfe kunde desuden blive befværlig nol
før mange Oubjeribenter, ja for Prindfen felv,
376 Andet Tidsrum II. Syvogtredivte Capitel.
Sit kraftfulde Foredrag endte han med en Bøn til Prindsregenten, at han vilde
give Befaling til at ophæve den befluttebe Blokade. Kun føage vare de Grunde,
hvormed Miniftrene forfvarede fig, og disſe gjendreves med Kraft af Lorberne Gren:
ville og Hofland. Bed denne Leiligbed faldt mange bittre Ord fra Oppoſitienens
Side ver Sveriges Politit. Ved Diverfionen til Holfteen, hedte det, havde Kron⸗
prindfen udfat den fælles Sag for for Fare, han havde fun havt Sveriges Jnters
esje for Øie, og tøvet faa længe, at han itte før 16 Dage efter Slaget ved Mont:
martre, og efter at al Fare var forbi, havde viift fig uden Urmee i Paris. Men
alle disſe tordnende Taler ubdrettede Intet for Sagen. Miniſtrene feirede med 118
mod 34 Stemmer, og det befluttedes at underftøtte Sveriges Planer mod Norge.
Flere af Overhuſets hæderligfte Medlemmer, endog Fongelige Prindfer, indgave em
Proteſt mod „de ædle Nordbmændé frammelige Undertryftelfe.” Udenfor Parlamentet
fandt Oppofitionens Mttringer i hele England deeltagende Gjenflang.
Det var ifte at undre$ over, om GSelvftændighedens Forfvarere benyttede faar
banne Materialier HL at underfiøtte det ftore Vært, og de havde vel god Grund tll
at nære de bedfte Horhaabninger; thi de hørte paa den offentlige Vei Livdet ellet
Intet, fom funde nedbryde dem. Det var førft da den norfte Regjering var vis i
fin Sag, og da den forudjaa Udfaldet af Nigsforfamlingens Overseieljer, ut den
anden Side af Sagen igjennem andre, hine modfigende, Efterretninger forelagdet
Nationen. Det er faaledes vift, at bine Horfvarstaler, der udrevne af fremmede
Blade indffjødes i vore Tidender, gjorde ſtor Virkning i Nationen. Forenede med :
de beftemte Mitringer, fom udgik fra Regjeringen felv med Henfyn til Norges Evne
og Billie til at forfvare Rigets Selvftændighed, ſtyrkede de dennes trofafte Fors -
fvarere, bragte dem fom vaklede i Troen til en beftemt Beflutning, og fløvede beret
Baaben, fom ifte ftolede paa et heldigt Udfald. — Prindfen lagde en fat Tid
til fin gode Sag og et eenfidigt Haab til ben udvortes Politik fom en Fodftammel
for fin Trone; til dette Maal figtede aabenbart alle hans forberedende Skridt før og -
under Nigsforfamlingen, og derefter indrettede han de Betjendtgjorelfer om udvortes
og indvortes Statsforhold, fom han gav Nationen til Briis. Antallet af Selvftæn:
bighedens Tilhængere vorede derfor fremdeles betydeligen, og beholdt jo nærmere
Rigeforfamlingen, jo førre Overvægt. Forfatteren faa blandt Megjeringsrandets
Medlemmer Mænd, der havde havt famme Begreber fom han om Foædrelandete polis
tifte Stilling, og bitret famme ZTvivl om Muligheden af at forfvare Norges Selv⸗
ftændighed mob dens talrige udenrigffe Fiender, og fom nu vare blevne dens fvrige
Gorfvarere. Før han drog fra fit Hjem Hl Eidsvold, famledes en lille Kreds af
Repræfentanter i hans Huus for at sverlægge om Rigets Unliggender, og famtligen
bttrede de Meninger overeensftemmende med hans om Foædrelandets Etilling. Men
ba be fom Gelvftændighedens Brændpunkt nærmere, friftede Nogle af dem Mening,
og bleve de ivrigfte Horfvarere af Prindfens Bejlutning. Da Norges Mon» fam:
ledes fra alle Rigets Egne og verlede deres Jdeer med hverandre paa det Sted,
hvor Rigernes Etjebne fulde afsjøres, da forandredes Unftuelferne, Lidenfraberne
fom mangenfund i Bevægelfe, de forffjellige Partier fit en beftemt Farve, og fom i
Krige paa Liv og Død taalteg ingen Neutralitetstilfand.
I Midten af Marts Maaned indlob Kongen af Danmarts Ordres til Cheferne
for den i Norge ftattonerede Hlotille, at afgaae til Danmart med de Orlogsfartsier,
fom vare under deres Commando, hvortil var følet den Grflæring, at derfom de ifte
inden Ifte Mai havde forføiet fig did, vilde de blive anfeete fom udtraadte af danf
Fjenefte. J Anledning deraf flrev Prindsregenten under JOte Marte til Contre⸗
Admiral Lütken, at han fom Kongeriget Norges Megent vel erkjendte Kongen af
Danmarks Ciendomsret til de i Norges Havne værende Brigger, men følte fig tillige
forpligtet til ,,at bevare denne Soſtyrke i Norges Ljenefte, faalænge den Hl fammes
Forſvar der fornøbigedeg, og fornemmeligen indtil Kongen af Danmart havde erkjendt
Norges felvftændige Regjeringsforfatning.” Han ertlærede derhos, at han ei vilde
De danſte Sooffieierer tilbagetaldes. 37
tillebe Briggernes Ufgang, men fordrede, at de Offirierer, fom ei vilde fværge til Norges
Sag, fulde nedlægge dere Gommundo, og give deres UEresord for, ei at ville udføre
mn voldfom mod Prindſens Ordre firidende Handling; „i modfat Fald, figer han,
feer jeg mig nødt til at betage dem Muligheben til faadan mod god Orden og Mos
hebed ſtridende Adferd.“ Han forudjatte Å dette Brev, at de norfkfødte Officierer
a vilde futgte deres Fedrelands Sag og gane over i en fremmed Somagts Tjenefte,
br muligens funde blive anvendt med deres eget Fædreland; men gav dem, faavelfom
de banftfødte Ofrieierer og Mandſtab, Frihed til ufortøvet at" afreife til Danmart,
bitfet fMulde flee flrar naar Farten aabuedes, og paa den norffe Regjerings Bekoſt⸗
mg. „Den Ugtelfe — faa flutter han — fom jeg har for Hr. Admiralens fris
mdige Wdfærd og betjendte redelige Sindelag, lader mig vente Deres Beflutning
uførtøvet meddeeft, og hvo ber troer faatedes at maatte handle, vilde meddele mig
æameldte fin Erklering, fom herved affordres famtlige Soofficierer, der et ville
fen under bet norffe Flag.” Admiral Lütken afflog denne Opfordring, idet han
adjaa fig forpligtet til at opfylde fin Konges Ordre, hviltet gav Prindfen paa ny
finledning til at opfordre ham til at betænke fig, og ifte handle mod god Orden i
Stat og Overmagt. Derhos ertlærede han, at han havde givet Oberft Urenfeldt
fr Ordres, om Udmiralen fremdeles modfatte fig hans Ovfordring. Samtidig
med befalede han Oberſt Arenfeldt at forføie fig til Ghrifttansfand, og forfiftre
Giaten Beſiddelſen af Orlogsbriggerne, og berpua heife det norfte Flag, hvorefter
famtlige Soofficierer ffulde indbydes til at gaae i Land, hvor Enhver frulde affordres
hans Ged til Norges Sag eller den forlangte Erølæring, og derefter ſtulde Comman⸗
been af Briggerne overgives be Officierer, fom havde affagt Eden. Derhos befalede
fom ved militatr Magt at hindre Briggernes Uffetling, og paalagde ham at lave
Dificiererme atreftere i det Huus, hvor de vare forfamlede, og fende dem til Uvendal ;
ma at de maatte løsgives, faafnart de gave deres Wresord for, med Molighed at
ville forføie fig til Danmark. Det overdroges iligemaade Major Brod at hindre
Wiggen Lollands Afjeiling fra Tønsberg til Danmart, ligefom det famme rende
games Generalmajor Lowjow og Oberft Sejerfted med Henfyn til de i Bergen og
Dendhjem værende Ceilfartøier. Samtidig dermed overdrog han Capitain Faſting
at bidrage til at udføre denne Hotanftaltning, og tilfølede, at det beroede fornemmes
ligen paa ham at forefomme ubehagelige Optrin. „Jeg opfordrer Dem, figer han,
fom em redeligfindet norſt Mand til at handle faaledes, fom De fral funne forfvare
bet for Deres Fædreland og Mebdborgere — —. Ut Dmftændighederne have nodet
mig til at fætte Admiralen ud af Virkſomhed, fmerter mig; men De vil indfee, at
det ene er fleet for at tjene til hans Retfærdiggjørelfe for hans Monart, og De ved
at jeg Bærer Den ſtorſte Ugtelfe for denne Mand. Samme Ugtelfe forfiftrer jeg hele
, og Dem, Hr. Capitain, i Særdeleshed. — Lad Fadrelandet aldrig favne
Deres Zjenefte.” — Prindsregentens Befalinger bleve punktligen efterfomne. Brig⸗
gere forbleve midlertidigen i Norges VBoærge og bleve frar eqviperede. nn faa
Goofeierer vendte med Liitfen tilbage til Danmart.
J Begyndelfen af April Maaned droge de udfaarede Mepræjentanter til det bes
taminede Thingfted, og det er vanfreligt at foreftille fig, med hvilken Wngitelfe,
Mistilid til egen Ayndighed i at behandle det Vært, der frulde fuldbyrdes, og varmt
Ønfte om et heldigt Udfald, ben førre Deel af disfe Repræfentantet, ved hvis Valg
mmbyggeligt Henſyn var taget til Rygte for Dygtighed og Metfind, paatoge fig ben
befværtige Reiſe. Aldrig funde en Reife, der for Mange var lang, gjøres paa en
ubegvemmere Aarets Tid, paa Beie, fom i Førefaldet vare faft ufremfommelige, og
aldrig ændjedes mindre Reiſens Befværligheder. Tanken fyævede vver hølere Gjens
fande, ingen Betymting, fom et ſtod i Forbindelfe med Hædrefandets Såg, kunde
binde dens Flugt. Det Urbeide, fom foreftobd paa Eidsvold, beftjæftigede alle Ges
mtter; ben gode Billie medbragte Alle — ben fornødne Srindffab og Dygtighed
hm Jaa.
Tredie Tidsrum.
— — —
Ipril ⸗ Aovember 1814.
Jndledning.
Forfatteren bar nu i ſin hiſtoriſte Skitſe naaet det Tidspunkt, ba udkaarede Repræfentanter
modte paa Eidsvold for at give Norge en ny Statsforfatning; men forend han indleder
fine Leſere i Forſamlingsſalen, tillader han fig nogle Bemarkninger til Oplysning om den
Bane, han har foreftrevet fig felv under Behandlingen af venne Decl af fit Urbeide, og til
Jorfvar for den Lone, han beri har brugt. Da ban felv var een af disſe udkaarede Mænt,
burde han anſees i Stand til at give fin Fremftilling Sandhedens Farve; men han bar
i benne Henſeende en Bemarkning at gjøre, fom, idet ben henpeger paa hans vanktelige
Stilling, vil berede ham Landsmends venlige og overbærende Bedommelſe af hans Arbeide,
Den ftørfte Deel af Nationen vifte vel, i fin Forfærdelje over ben inbtrufne politiſte Ka-
taftrophe, neppe hvilket Begreb den ſtulde gjøre fig om Fadrelandets Stilling vg bett
Fremtids Sljebne, men ben meeſt tænkende Deel, der ligeſom repræfenterede Nationens
Intelligents, var beelt i tvende ftore Partier, ber efterhaanden afſondredes i flarpe Linier,
og tildeels ubgjøde mod hinanden ben Bitterhed, ber ofte ledfager Partihadet. Det var
naturligt, at benne Meningsforfhjel ubtalte fig ftærteft paa bet Ste», hvor Fædrelandet
politiſte Stjebne flulde afgjøres, og at benne Strib vorede, alt fom be vigtigfte politik
Spørgsmaal forelagbes Forfamlingen til Afgjorelfe. Under faabanne Omitændigheter var
ingen MNeutralitetetilftandb mulig — ber maatte fværges til ben ene eller ben anden
Fane — og ber var livet Rum for rolige og fordomsfrie Overveiekfer over Landett
Stilling og over be Beflutninger, ſom burde tages for at bringe det i Rod og Fare ſtedte
Fedreland i en filler Havn, og befæfte Fremtidens VBel ved Valget af em henfigtefvarenre
GStatsforfatning. Ifær fatte Spørgsmaalet om, hvillen Regent der flulde fættes i Spidſen
for Regjeringen, Gemytterne i den uroligfte Bevægelfe, og vet var tun, naar Grundlovent
øyrige Paragrapber overveiebeg, at ber herſtede Fred og Enighed i MNigsforfamlingen og
Rolighed i dens Overveielfer. Der dømmer om indviklede politifte Gjenftande, paa hvis
Ufgjørelfe Fæbrelandets Vel beroer, ofte langt anderledes i det rolige Kammer end i ben
ftøre Raadsfal, hvor endelige Veflutninger flulle tages. Kaldets Hæder Kjøbes ofte med
urolige Wngiftelfer og Tvivl, Miskjenbelfe, og ſtundom med en quælende Frygt for at hare
valgt bet Urette for et elſtet Fedreland. I et faa uroligt Tidspunkt ſtodes Forfamlingens
Medlemmer hen til bet ene eller andet Parties Unftuelfer, og ligeføm tvinges til at antape
et vift Partieg beftemte Farve, uden at give ben fit Bifald i ale fine Nuancer. Bi hare
tilforn gjort opmeærtfom paa bisfe tvende Partiers forfljellige Meninger, bet ene fægtende
før Norges abfolute Selvftænbigheb, bet andet for em betinget Forening med Sverige.
Den Heftighed, hvormed forffjellige af disſe Partiers LTilhængere forfægtebe deres Mening,
hentev Mengden til Bifald og Modſtand, og berved bannebes en Oppofition, fom gi
maaſtee vibere enb ben oprindelige Henfigt. Dette Pbænomen er oftere gjentaget under
vigtige Materier8 Behandling paa folgende Storthing.
Grindringer
fom Bidrag til
Rorges Hiftorie fra 1N00—1N15.
· — —
Fredie DBeel,
Forord.
Son den Deel af , Erindringer fom Bidrag til Norges Hiftorie fra 1800—1815" udkom,
ha Norben tabt deres elftelige Forfatter, Hædersmanden Jacob Mall. Efter langvarige
Grelfer endte han fit daadfulde Liv paa Næs Jernvork, den Ade Auguſt 1844, i en Ulder
FU Aar. Pennen faldt af ben libende Oldingg matte Haand, medens han var befljef
| yet med Omarbeidelſen af Erindringernes Idie og fidfte Deel. Da han anede, at Døden
- Wilde hindre ham i at førelægge fine Landsmend benne Deel, fom han ubarbeibede under
a fmertefnld Sygdom, anmodede han paa fit Dødsleie Undertegnede om at tage fig af
Uyinelfen. Jeg lovede at opfylde benne Anmodning og troer at have imødeganet et almin-
kligt Ønffe ved at ubgive benne hans Svanefang uden Forandringer og uden Fillæg,
tet jeg har betragtet ben fom et Document, der burde forelægges mine Landsmend ufor-
tare endog paa Steder, hvor jeg bar overtydet om at Forfatteren, hvis han havde levet,
vilde have gjort Forandringer og Tilleeg. Jeg hanber, at Crindringernes Leſere ville
mfylde be Savn og de Mangler, fom ere en nødvendig Følge af at en Forfatter ei felv
len lagge fidſte Haand paa fit Arbeide.
Jeg er overbeviift om at handle efter hans Ønfte, naar jeg paa hane Vegne bevidner
ile vem, fom ved Bidrag og Bemærkninger have underftøttet ham i Udarbeidelſen af dette
Bed, den Tal, fom faa ofte lød fra hans Læber til hans nærmefte Omgivelje. Ethvert
dirrag, enhver Oplysning fra Vennehaand, fom angil hans Grindringer, foraarfagede ham
for megen Ølæde, at han berover ille fjelben i ben Grab oplivebes, at han for en Tib
flente de langvarige Lidelſer, fra hville alene Døden kunde befrie den ædle og taalmødige
er.
$olte Preſtegagard, den Ilte December 1844.
A. Fahe.
Tredie Jidsrum.
— — —
Bpril—Rovember 1814.
Jndledning.
Forfatteren har mu i fin hiſtoriſte Skitſe naget bet Tidspunkt, ba udkaarede Repræfentanter
modte paa Eidsvold for at give Norge en ny Statsforfatning: men førend han inbleder
fine Læfere i Forfanlingsfjalen, tillaber han fig nogle Bemærtninger til Oplysning om den
Bane, han har foreftrevet fig felv under Behandlingen af venne Decl af fit Arbeide, og til
Jorfvar for ben Tone, han deri har brugt. Da han felv var ecn af disfe udkaarede Moan»,
burde han anfees i Stand til at give fin Fremftiling Sandhedens Farve; men han har
t denne Henſeende en Bemærkning at gjere, fom, idet ben bhenpeger paa hans vanftelige
Stilling, vil berede ham Landsmaends venlige og overbærende Bedemmelſe af hans Arbeide
Den ftørfte Deel af Nationen vidfte vel, i fin Forfærdelfe over ben indtrufne politiſte Ka-
tafttophe, neppe hvilket Begreb ben ſtulde gjøre fig om Fadrelandets Stilling og bets
Fremtids Sljebne, men den meeft tæntende Deel, ber ligefom repræfenterebe Nationens
Intelligents, var beelt i tvende ftore Nartier, ber efterhaanden affondredes å ſtarpe Linier,
og tilbeel8 udgjode mod hinanben ben Bitterheb, ber ofte ledfager Nartihabet. Det var
naturligt, at benne Vleningsforftjel ubtalte fig ftærfeft paa bet Sted, hvor Faæbdrelandets
politiſte Stjebne ſtulde afgjøre8, og at benne Strid voxede, alt fom be vigtigfte politif
Sporgemaal forelagbes Horfamlingen til Afgjørelfe. Under faabanne Omſtendigheder var
ingen Meutralitetstilftand mulig — ber maatte foærges til ben ene eller ben anben
Fane — og ber var livet Rum for rolige og fordomsfrie Dvervelelfer over Landett
Stilling og over de Beſlutninger, fom burde tages før at bringe det i Nøt og Fare ſtedte
Fedreland i en filter Havn, og befæeſte Fremtidens Vel ved Valget af em henfigtsfvarente
Statsforfatning. Iſeer fatte Spørgsmaalet om, hvilken Regent der frulde fættes i Sypidfen
for Regjeringen, Gemytterne i ben uroligfte Bevægelfe, og bet var fun, naar Grundløvend
svrige Paragrapber vverveiebeg, at ber herſtede Fred og Enighed i Nigsforfamlingen og
Nolighed i dens Overveielfer. Der dommes om indviklede politifte Gjenftande, paa hvid
Afgjorelſe Fæbdrelandets Vel berver, vfte langt anderledes i bet rolige Kammer end i ben
ftore Raadsfal, hvor endelige Beflutninger fulle tages. Kaldets Hæber kjobes ofte me»
utrolige Wngftelfer og Tvivl, Miskjenbelfe, og ftunbom med en qvælende Frygt før at have
balgt bet Urette for et elflet Fædreland. I et faa uroligt Tidspunkt ſtodes Forfjamlingens
Meblemmer hen til bet ene eller andet Parties Unftuelfer, og ligeſom tvinges til at antage
et vift Parties beftemte Farve, uden at give ben fit Bifald å alle fine Nuancer. Bi hav
tilføorn gjort opmærtfom paa bisfe tvende Partiers forfljellige Meninger, bet ene fægtende
for Norges abfolute GSelvftændighed, bet andet for em betinget Forening med Sverige:
Den Heftighed, hvormed forftjellige af bisfe Partters Lilhængere forfægtebe deres Mening,
henrev Mængden til Bifald og Modſtand, og derved dannedes en Oppofition, fom gil
maaftee vibere enb ben oprindelige Henfigt. Dette Phænomen er oftere gjentaget under
vigtige Materiers Behandling paa følgende GStorthing.
Indledning. 381
Det vil ſaaledes maaſtee findes, at Forfatterens Fremſtilling bærer Præg og Farve
af bet politiſte Parties Anſtuelſer, hvis Meninger han paa ben Lib deelte, og em anden
rforiff Pen vilbe muligens paa anden Maade have fremflillet bisfe Begivenheder og be-
tmegtet Landsmends Ferd fra anbre Synspunkter. Men han har imidlertid omhyggeligen
jegt at undgaae en mantereret Benjels Fortegninger. Under ben JForudfætning, at man fan
dfle fit Fœodreland boit, endſtjent man i fine Betragtninger over dets Stilling er paa Ufveie,
bar ban afholdt fig fra at unberlægge noget Parties Fremfærd en uævel, Fadrelandets
Send uværdig Grund, om han end har fundet Anledning til at bable deres politiſte Færd.
Zetaden have Forfatterene politifte Meninger ſtedſe havt en vis Ligevægt formedelſt hans
mføængige Stilling i Staten, der gjørde ham fremmed for Higen efter enhver Slags Gunit,
efler Uttraa efter at fpille nogen Rolle. Det Standpunkt, hvorpaa han fatte fig ſtrax efter
Lerges STilsmisfe fra Panmarl, og med bviltet han har gjort fine Læfere bekjendt vet at
ferelægge rem fit Brev til Kammerherre Unter af Januar 1814 (ovenfor S. 335 og Vilag
%. 66), bar ban faagodt fom uforandret bevaret igjennem ben ftore Gjæring, fom gi”
ub før den Nandinavifte Halvoes Forbindelfe, og troer fig endnu ten Dag i Dag befoiet
il at bylde ve beri fremfatte Meninger om Fæbrelandet8 Stilling og be Forholbåregler,
rm burde vælges til at ordne dets Unliggender. Tenne Rolighed i hans Unfluelfer burde
jætte Forfatteren i Stand til en upartift Bemymmelfe af Undres Færb, hvor forftjellig endog
deres politiffe Mening monne være. Omendſtjont han ſaaledes i bet her omhandlede Tids⸗
runtt berte til Oppofitiomen, ber ille hyldede Regenten8 eller hans Tilhangeres Politik,
far er han dog ilte faa blind ilhænger af noget Parti, at han jo er i Stand til at gjøre
tbnertå forffjellige Medlemmer Ret og Shel. Dette bor faa meget lettere funne flee, efter
at faa mange Aar ere benrundne fiben denne fljebnefvangre Omvæltning. Overfigten er
zu langt lettere, og fan flee under en roligere Sinbsftemning, ligeſom Forfatteren ſeld
faaer ved ben Aldersgrendſe, ba Lidbenflaberne tie og Dommen er meer upartift. Overho-
redet bar ban ogfaa i benne Deck af fin Fremftiling fegt at grunde fine Betragtninger
ma uomitevelige Kjenbögjerninger.
Hoad ber imivlertib maatte lette Forhandlingernes Gang, og tillige give Gonftituen-
ternes Fremfærb og gjenfibige Forhold til hverandre Humanitetens Unftrøg, var Beftaffen:
beren af ben Tbingfamling, font modte paa Eidsvold. Prindſen havde viftnok tillaldt Mere
Nepræfentanter af Krigsſtanden, ved hvis Valg be fævvanlige Valgprmciper ikke fulgtes,
ag fom å visfe Henfeender, iſer under ben Criſts, hvori Norge nu befanbt fig, maatte
anfees afhængige af hans Billie, eller i det mindſte tilbøielige til at dele hans Unfruclfer.
Men ogfaa vette Valg var fleet med faa megen Forfigtighet og Omhu, at det var mere
tisje Mends Talenter, Kundffaber og fædrefandfte Aand, end nogen ubenfra virkende Jnd-
fsdelfe, ber gjorde fig gjælbende under deres Deeltagelfe i Gonftitutionsværket. Folkets
Balg af fine Repræfentanter var i Almindelighed fleet med den ſtorſte Omhyggelighed og mer
ret renefte Henfyn til Sagen felv, uden at nogen af de Lidenſtaber, fom ſiden ofte raabebe
vev visfe Valg, fom å Bevægelje. De Mænd», fom havde ben høiefte Grad af deres Med⸗
børgeres Tillid, og anſaaes for be mecft kyndige, bleve ubdvalgte til bette vigtige Hverv;
bi ben Overbeviisning git igjennem bet ganfte JFoll, at ber behøveded Indſigt og Erfaring
til ar fuldborde det ftore Vært. Formuen betragtebe8 ved disſe Valg meſtendeels fom et
mderordnet Balg-Clement. Ikke heller tøges ver ved bette Valg Henfyn til politifte Me-
ninger; thi deels var bisfeg Betybning vet bekjent for Bælgerne udenfor Hovedſtaden,
deels havde Landets Mend endnu ille faa heftet deelt fig i be føromtalte Partier. De
aflerførfte Stribt paa vor nye Statsforfatnings Bane vare fimple, rolige og frie for de
gjærende Sidenffaber, fom fæbvankgen raade unter ftore Revolutioner. Statsforandringen
var, fom før bemærtet, ikke noget Bært af en indvorte8 Gjæring eller høt Grad af Mis-
røie med bet Beftaaende. Stodet fom uden og ille inden fra, og Tvergangen fra en ufri
til em fri GStatsforfatning Mev ligefon Nationen paatvungen. J Omvæltningens førfte
Urſpring, for Prindſens og hane Raadgiveres Mening bitrere fin ſtore Jndflybelfe, var
ingen foruroligende Libenftab i Bevægelfe, og Tanken var alene henvendt paa at grunbfæfte
en Forfatning, fom kunde bringe Follet Qytfaligheb i Tir og Fremtid. Den mindfte Deel
989 Tredie Tibbrinm.
af Rationen kunde gjøre fig et Begreb om Beffaffenheden af ben Forandring i Stats for⸗
fatningen, fom beredte8 ben. En almindelig Mening herſtede vel, at der å flere Henfrenber
var en inbyortes Frang til felvftændige Jndretninger, og denne Mening var ſtyrket ved bet
ny8 afholbte Mode, hvori Pengevæfenet8 Unliggender forhandledes, ligefom flere Forfattere
i bjærve Ord havde gjort ben gjælt. unde; men om Maaden at afbjælpe den paa havde.
Jaa eller Ingen gjort fig et Begreb. Kun derom var man overbeviift, at Nationens bebite
Kræfter maatte fættes i Pevægelfe for at fyre til det rette Maal. — Ethvert Heuſyn til
Pengeførbeel, fom i be felgende Balgforfamlinger ofte var ct ledende Element, var ved
bette Valg aldeles tilfibefjat. Der var intet Vederlag beftemt for dem, fom droge til
Thinge, og be maatte gjøre fig beredte paa at bære felv en ſtor Deel af de Ubgifter, fom
pare forbundne med at røgte bette Hverv. Valget var faaledes i alle Henfeender et Ured-
valg. En avel Fyrfte havde overtaget Rigets Etyrelfe, da bet ved Skilsmisſen fra em-!
gammel GStatsfrænbe var overladt til en ubeftemt Stjebne, omgivet af Farer og moørle..
Anelfer om dets Fremtid. Folket havde med Tillid belræftet ben Beflutning, fom i ver
Anledning var tagen i en foreløbig Raadsfamling paa Eidsvold, og ved en aflagt Ed i
Herrens Tempel paatrykt ben et helligt Etempel. Nu fentte bet i be udkaarede Confti-
ftuenter be Bebfte, fom be troede Landet kunde fremftille, til at beſtemme Rigets Skjebne
i Fremtiden. — De valgte Mænd fluffede itte ben den viifte Filliv. Uerfarne vare be
Flefte, for ei at fige Ulle, og i ftørre eller mindre Grab uforberedte til at lægge Qaan»
paa bet ſtore Bært; men aldrig gaves nogen Forfamling, bvis Medlemmer meer een ſtem⸗
migen og oprigtigen harbe Nationens fanre Gavn for Øie, fljent med forfljellige An—⸗
fluelfer om hvad ber tjente til Fæbrelanbets Gavn. Iſar var dette Tilfælbet under Gon-
ftituenterne8 Sammentræbelje, vg vm end under Sagené Behandling Livenflaber vaagnede,
fom bare en uædlere JFarve, og opvaktes af indvorte8 og ubvortes Paavirtninger, faa op-
føftes Forfamlingen Å ben famme Harmoni med Henfyn til et fævrelandft Sind», hvormed
ben var fammentraadt.
I en ſaadan Forfamling kunde vel herffe ben ftørfte Meningsforffjel, og benne Witre
fig med ftor Heftigher, ja med Bitterhed; men Sindighed og Unftand maatte være For-
famlingen8 Grundtone, og om heftige Lidenſtaber ſtundom forberedte urvlige Scener, faa
maatte bisfe Udbrud aves af ben rolige Fornuft. De varmefte Forfægtere af deres poli-
tiſte Unftnelfer om Fadrelandets Stilling vare meſtendeels be humaneſte og finbigfte, og
be Splibens Elementer, fom under Lidenſtabernes Opror kunde kaſtes ind i Forfamlingen,
maatte aveg af bet ftore Centrums Maadehold, og talentfulbe Medlemmers mæglende WVBei-
ledning. — i forklare os faalebe8 let Gangen Å denne Nationalforfamlings Fremferd og
Granſtninger. Alle traarte fammen med ven rebelige Uttraa efter at bidrage fin E fjere
til Fedrelandets Tarv; under Forhandlingen felv fattes Livenffaberne paa flere Maader i
Bevagelſe; be forffjellige Partieré Meninger bleve mere beftemt affondrede, og deres Hep-
dinger optraabte mob hverandre med en viå fiendtlig Ljærvhed og Partihadets ſtarpe
Baaben; Prindſens Ophold i Nærheden af Nigsforfamlingen, og hans Omgivelfes Paa
virkning paa beng mindre betybende, men i Stemmegivning vigtige Medlemmer, forityr-
rebe ftunbom, enbog uden Prindſens umibbelbare Medvirkning, Forretningerneg rolige
Gang; men Conſtitutionsvarket felv fulbbyrrebes til Nationens Heder og Gavn, og For-
famlingen oploſtes i Venftab og Overbeviisning om, at Enhver havde handlet mev et
tebeligt og Fæbrelanbet hengivent Sind, fljønt i forftjelige Retninger af Unftuelfer. Desg-
uben var bet meftenbeelg fun et entelt, endftjont faare vigtigt Puntt, nemlig med Henfyn
til Valget af Regjeringens Overhoved, og til Begreberne om Fæbrelandets politifte For.
hold i bet Hele, at ber i Forfamlingen herftebe en beftemt Meningsaffondring. I Over-
veielferne om Gonitituttonen8 Bygning felv, fom var Modets Hovedformaal, herftebe ofte
Enighed og ſtedſe en vis Grab af Rolighed. Alle tænkte paa at gjøre den faft, folkelig
og overeensſtemmende med be liberalefte Begreber om conjtitutionelle Forfatninger. Prindſen
felv — hvad endog hans individuelle Mening herom monne have været — fatte ſjeldent,
og ftebfe med Forfigtighed, Nogen i Bevægelfe for at udvide Kongemagten over be rette
Grændfer; thi derved maatte han bortfjerne fig fra det Maal, hvortil han aabenbart filebe, —
Indledning. 385
Teches neblagbes lykleligviis å Forfamlingen et vel mbtæntt Ubkaft til en Grundlov, ber
maatte give en herlig Veiledning under Norges fimple og naturlige Statsforhold.
Som Materialier til denne Deel af fin Hiftorie har Forfatteren benyttet en Dagbog,
fem ban Har holdt under fit Opholb paa Eidsvold og poftbagligen bhbjemfendt til en Ven,
int en Gharakteriftil over be forffjellige Medlemmer af Forfamlingen, fom han nedſtrev
ng efter fin Sjemtomit. Den førfte har han næften bogftaveligen fulgt, forfaavidt ben
ja ham den fulbitændige Traad han behøvebe, fordi han berved meeſt troede at nærme fig
lan hiſtoriſte Sandhed med Heniyn til Begivenhevernes Folge og Beftaffenhed. Charal-
muflilbringerne ere i det Mindſte et tro Billede af Forfanlingené Medlemmer, ſaaledes
en Forfatteren paa ben Tid opfattebe bem, men han maa vverlade be endnu levende
Klemmer af benne JForfamling at bedømme, hvorvidt han har truffet Sandheben, eller
heriet ben politiffe Meningsforfljel har havt Jnvflydelfe paa hans Dom. I denne Hen-
kane gjør han ille Regning paa at tilfredsſtille alle fine Læfere, ligeſom han paa benne
Si er meeſt udfat for Bildfareljer. — Til visfe fine nedſtrevne Materialier til ben Tids
Efterie har ban føiet Grinbringer, fonr endnu ere levende hos Ham, om et Tidspunkt, der
mer end nøgen anben Deel af hans Levetib har opvalt hans Deeltagelfe og berørt hans
dergerlige Stilling, og fom er fornyet ve et andet Medlem af Rigsforfamlingens deelé
xitdelbare, deels umiddelbare Merveleljer, der ere lagte for Landsmends Line.” —
Gam i bette Verks foregaaende Dele har Forfatteren ogfaa oſt af andre authentifte Kilder,
siben Anledning henvendt fig til Mænd, fom umiddelbart havde taget Deel i Dagens
kegivenheder og i Nigets Beityrelfe under Selvſtendighedsperioden, og han tiljtager tal
umlig, at, om hans Slilvringer befindes at have noget Værd, maa han dele Wren derfor
mit flere Frender og Benner. *> Jfær flylder han fin Broder, Statsraad Aall, flere vig-
båe og veiledende Oplysninger. Han var dengang Merlem af Statsruudet, og tog en
uffem Deel i Rigets Veftyrelfe; han blev af fin Konge betroet et vigtigt biplomatif
Erende, og han uvførte tilligemed Statsraad Golett med ſtort Held Freddunberhandlingerne
ut Sveriges Kronprinds. Han var vaglig Bidne til Chriſtian Frederiks Færd, og lige
em ban beſad fin Konges Indeſt vg Fortrolighed, bar han for ham byb KHøiagtelfe og
merjaatlig Kjærligheb. Vere Hjemmelsmand tan Forfatteren ſaaledes ikke fremfrille for
fn Leſere, i Alt hvad ber angaaer hans Deeltagelſe i Rigets Styrelje paa ben Tid.
Ju Slutning maa han gjentage ben Bemarkning, at hans Nedtegnelfer ere mere at
ktragte fom et Bidrag til Dagens Hiftorie, end fom en fuldftændig Chronik, om hvis
fulbenrelfe han i fin Alder ei kunde gjøre fig noget Saab, medes den venlige Dom, fom
r fælbet over bette Vorks foregaaende Dele, har opmuntret ham unter Uvarbeivelfen af
derkets Slutning. *
— ————
" (Nemlig R. Wergelanda anonmnmt i 1830 udgivne .Fortrotige Breve til av Ven, ſtrevne fra Girbrod I Yard
14” og bané Dicdbeielfer til Sement H. Wergelands Norges Gouititutione Hiftorie.” l1—3. (Ehra.
1841 —1843 (ufulbendr), opiryft i bané famlede Shifter IX.]
1) ſBlandt dem, ber gave Aa nye og ham forber ubefjetidte Vidrag til Vette ſidſte Vind, var og miværende Vor»
germeiter Platon, bvis Meddelelier bog førit indlet, efterat Forfatterens Goucept var færvigt. og da Doden fort
efier afbrøb Arbeidet, blev fun en liden Deel veraf brwte. Udq. hor nn atter fra Hr. Platon momaget flere
ateresfanse Ovivéninger, fom ere inbtagne Å Anmærtningerne.]
— ——
286 Tredie Tidsrum. Forfte Capitel.
var truffen Enhver i den huuslige Indretning. — Prindſen ſtulde efter Beſtemmelſen
være kommen ben 8de, men fom forſt den Yde. Han var bleven forfinket af en
ivenff Ubfending, Lagmand Flad, fom efter Nygtet bragte nye Stræmfler fra den
venffe Regjering, der vare ligefaa fpildte fom be foregaaende. Ved Siden deraf
bragte mangfoldige Rygter i Omløb iblandt Forfamlingens Medlemmer, fom fulde
- berolige Gempytterne angaaende Rigets Stilling. Udlandets Politik flulde have fors
andret fig med Henfyn til Norge; fore Partier Kornvarer flulde være anfomne til
Bergen )), og Gifferiet for Trondhjems Regning havt bet heldigfte Udfald. Men
disfe og andre Rygter bares om i Forfamlingen paa forffjellige Maader. Mogle
anfaae det for Forræderi mod ben gode Sag at tvivle om Sandheden af flige For:
tællinger, medens Undre tvivlede baade om Sagen felv og den Frelfe, fom berved
ſtulde vindes.
Den 10de April, Rigsforſamlingens forſte Sesſionsdag, oprandt mild og klar,
og ingen Taage formorkede Horizonten, fom i flere foreganende ſolloſe Dage. Alle
Deputerede bleve om Morgenen ved omfendte Bud tilfagte at møde i Kirfen Kl. 11.
De forfamledeg paa Kirtegaarden, og de faa Dieblikte, fom forleb for Prindſens
Unfomft, anvendtes til at hilſe nyligen anfomne Repræfentanter, fom formedelft det
flette Fore vare blevne forfinfede. Prindſen fom, ledfaget af Negjeringsraadet, og
for ham paraberede en Deel Jagere til Heft og til Fods. Hele Prindfens Færbd og
Boæfen under hans Ophold i Norge før Kongevalget var i hoieſte Grad fimpelt.
Ingen flor GStaldetat, ingen glimrende CGavipager, ingen ſtor Overdaad ved hans
- Taffel, ingen rundhuandet Ødfelhed med Henfyn til Wresudgifter. Han færdedes
fom en Privatmand, og fatte fig fuldfonmen ind i de fimple Former, fom herſte i
Norge: Om han end iffe var ligegyldig for Livets Nydelfer, faa tilegnede han Vg
dem iffe i Hoffernes foftbare Stiil, og viifte ingen fyrftelig Pragt. Man tænte flg
itte Norges Vrindsregent, ei engang Norges Konge, fom de Konger, der fynes i
Tronens Glands ligefom at føge Beftyttelfe for bens gamle Rettigheder. Norges
Regent var fimpel i fit VBæfen, fom det Lands indre Forhold, hvis Trone han vilde
beftige. Med famme GSimpelheb fremtraadte han ogfaa i Dag. Han bilfede Fors
famlingen venligen med de Ord: „Vi ville, mine Herrer, udbede og Himlens Bel»
fignelfe til vort vigtige Foretagende.” Derpaa gik han ind i Kirken, bvorhen ben
hele Forfamling fulgte ham uden nogen beftemt Orden og tog Plads i Kirkens nederſte
Stole, fom til ben Ende vare blevne ryddiggforte. Oldingen, Profeøfor Leganger,
befteg PBræditeftolen og holdt en Tale, hvis Thema var: „Enhver, der efter Gbriftt
Erempel opoffter fig for den gode Sag, fortjener Udodelighed og erholder bden.=
Syroget i Talen var i Almindelighed godt, og ben havde fine vakkre Steder, fom
gik til Hjertet. Den Moes, fom Taleren i rundt Maal tildelte Prindfen for Hans
Opofrrelfer og for be Velgjerninger, han havde frjæntet det mishandlede Folk, ſaa⸗
velfom hans Opfordring til Rigsdagsmoændene at bylde Prindfen fom Landets Freljer,
var en Gjenflang af ve Toner, fom paa den Tid faft uden Undtagelfe git igjennem
alle Templer i Norge, og Prindſens perfontige Noærværelfe Funde ifte bidrage til at
nedftemme Den. Mindre behagede Olbingens meer velmeente end betimelige Formantng
til Nigsforfamfingen „at betæntke, at Genhed i Beftyrelfen giver Kraft”, hvortil føredes
Advarſel mod, pi Regjeringsformens Dannelfe at overlade fig til Phantafiens Sypit.=
Denne Deel af Talen bedømtes frarpt af Flere). Efter Prætenen gif imidlertid
ſtab inttil Dageneg Ende. Samme inderlige Forbindelfer fandt vijt ogfaa Ster
paa Selvftændighetdpartiet8 Sted.
) Man tilffrev bisje Afſtibninger meſtendeels den norſte Sendemand C. Ankerss Be⸗
itræbelfer, font opmuntrebe Kjøbmænd i bet nordlige England bertil; men Ankers
fortrylte Stilling i London, formedelft private Mjelbsforhold og Mangel pax NMe-
misſer fra Norge, lammebde ban8 Birtfombev. Belobet af visje Tratter bektever
, mev Mote, vg førit efter Foreningen med Sverige kunde denne Gjælr ganfte afdetalee.
) Der ev fælvet em uforberlagtigere Dom af andre Forfattere over denne Tale, men
Rigsforfamlingen. Forſte Møde 10 Upril. 385
sg hørte om Gftermibbagen til Forfamlingsftedet, for at modtage Beftemmelfe for ben
følgende Dag'). I Varkseierens fore Hovedbygning fandt vi mange Deputerede,
Røgle fnurrende over, at be maatte brage faa fangt paa Landet fra Forfamlingsftedet,
dre over de flette Foranftaltminger, fom vare gjorte, og benne furrende Gruppe
df befjendbte og ubefjendte Urbeidsfæller var høiligen interesfant. Der vantede
midlertid allerede fljæve og forffende Blik, deels af dem, fom Hendte hverandres
medftridende Unfruelfe om det fore volitiffe Nigsdagsæmne, deels af dem, fom ſpei⸗
bebe efter bvad der monne boe hos den ubefjendte Rigsdagsmand, endſtjont den fore
Heb ifte eudnu ſtillede flg under nogen færfrilt Fane, hvillet førft fenere hen blev
Diltoidet. De ofttandfte Mepræfentanter, fom mere bekjendte med Meningsforholdene,
og blandt hvilte Prindfen talte fine ivrigfte Tilhængere, anfaae Vefterlændingerne —
Sagenferne maatte dog ike i denne Henfeende regnes til digfe — fom faafaldte fvenfte
kdede, der vare misfornøiebe med Prindfens Fremgangsmaade, og ifær ike bifaldt
Gevftondigbedsværket i den af Prindfen og hans Tilhengere vedtagne Stiil. Rygtet
harde allerede ubpeget Rogle af de meeft anfeete blandt begge Partiers Tilhængere,
og disſe nærmede Vig bverandre med Forfigtighed, bitrede fig ubeftemt om Dagens
Wnliggender, og førft naar man havde fundet En af Sine, fil Samtalen en friere
om fortrøligere Gang. Prindſens ZVilhængere, og be, fom gave ethvert af hans
feretagne Stridt det meeft ubetingede Bifald, vare imidlertid de meeſt høirøftede; thi
be trøede, at be havde ben flore Mengdes Stemme for fig. I dette foreløbige
Møte ubbrøde faaledes allerede Nogle i be meeft fmigrende Lovtaler over Prindſen
og bane Adfærd, medens den mindre talrige Oppofitton meftendeels lagde fin Tvivl
mm Biisbommen i den valgte Adferd for Dagen ved en fuldtommen Taushed. Der
ges dog ogfaa blandt Tvtvierne nøgle høittalende Mænd, fom allerede ba aabent
mfagde fin Mening om Landets farlige Stilling. I denne Henfeende udmærkede
ig iſer Amtmand, fenere Statholder, Løvenfriold, fom allerede ben Dag i Sam⸗
kngsftedets Beftibul med brede Ord udtalte fin Mening. Hele Rigsdagen tgjennem,
ber Forhandlingerne felv, ved Spiſebordet og i VBeftibulen, vttrede han flg med
fane Fritalenhed, og han fremfatte fine Tvivl om Henſigtsmosfigheden af de gjorte
Feranſtaltninger, og om Landets Stilling i det Hele med en Uabenheb, fom, agte
nerdig t fig felv, ftundom wubfatte ham for Ubehageligheder. Men forøvrigt fandt
abun fun liden Ariction Sted imellem Partierne, og den fore Strid flyttedes egent
igen til Rigsdagsſalen. Den ftore Stare rugede over fine Tanfer; Partihøvdingerne
hæsjede fine Baaben til Kampen. Derhos traf Forfatteren flere Hædersmænd, fom
i Begyndelfen af Mødet deelte hans Tvivl, og frode ligefom paa Politilens Korsvei,
sbeitemte til hvilfen Fane de ſtulde fværge, men fom under Forhandlingerne bleve
Getvftændighedens ivrige Korfvarere. Ogſaa fandt han fenere hen Flere af disfe,
ver efter Slongevalget ligeſom forfærdedes over fine egne Gjerninger, og med bange
lerter faae Fremtiden i Møde. Den førte Samling var imidlertid i Hovedfagen
beit fredelig, og Eftermiddagen henrandt under venlige Hilfener, forfigtige Nærmelfer,
Stiftelfe af nye Bekjendtffaber, fom under harmonerende politiffe UAnffuelfer ofte bleve .
Grundvolden til varigt VBenffab?), og Meddetelfen om den forffjellige Stjebne, fom
5 VBærtens Hefte ftove til Nepræfentanternes Naadighed, men beels før Bevagelſes
en , deels for at fpare Bondens Hefte under en fodertrang VBaar, ſtolpede be
Flefte i Slufs til Forfamlingsitedet.
7) Omendffjønt Forfølgelfe og Gad formebelft forffjellige politifte Meninger, Hvis Verd
Tiden alene tan lære, er velfindebe Mænd uværdig, og Forfatteren bermed aldrig
bar befmittet fit Gind, faa er bet vift, at Harmoni i Unftuelje om Fadrelandets
Forhold, og om Midlerne til at fremme dets Vel, giver Unledning til be varmefte
Benftabsforbindelfer, og Forfatteren har under fit Ophold paa Eidsvold fluttet Ven⸗
fabsforbund med flere Landsmend, grunbet paa benne Harmoni, fom fiben aldrig
ere blevne foæltede. Døden har ogfaa formindſtet benne lille Skare; men vanfte-
ligen er noget Benftabsforbund fluttet under Fedrelandets Crifis mellem Menings-
frænder, fom har været varmere i fin Begyndelje, og er vedligeholbt med mere Tro-
Hane Grindringer.
0
388
fættelfe af Modets vanſtelige Forhandlinger og af de forfrjellige Partiers Meningsſtrid.
Dette var ſtundom Tilfældet baade ved Nigsforfamlingen og ved paafølgende Stor⸗
thing. Mand, hvis Stemme fjelbent hørtes i Thingfalen, vare ofte veltalende ved
Spifebordet, hvor Enhver uden Tvang og Orden kunde blande fig i Samtalen. I
denne Dagé Møde fporedes ingen Stridsfnge. Modets Bigtighed optog Ulles Tanker,
og Ingen funde gjøre fig Begreb, hverken om orretningernes Gang, eller om hvilten
Mening vilde blive den herffende. Efter Bordet ovførtes i VBeftibulem Janitſchar⸗
mufif, ber fiden faa ofte opmuntrede Forfamlingen. I dette lille Corps, fom efter
Brindfens Ordre gjennem Oberft, fidben Statsraad, Hegermann var fendt til Eids⸗
vold, udmaærkede fig tfær en Trompetblæjer, hvis gjennemtrængende Toner og færdige
Spil ofte vandt Forfamlingens Bifald. Ki. 7 fliltes Mepræfentanterne av, og hver
brog til Sit. Om Aftenen fortalte Forfatterens Broder, Megjeringsraad Aall, ham,
at den ſvenſte Udfending, Lagmand Flad, havde bragt Prindfen Caftlereaghs Bud⸗
rab til ben engelffe Minifter i Stodholm, Thornton, at den engelfte Regjering frem
deles wvedblev fin VBeflutning at underftøtte Sveriges Sag, men at Prindſen ilte
deſtomindre haabede det Bedfte af den engelffe Nations Enthufiasme for Norges
Frihed. Forfatterens Tvivl mødte i ben Henfeende ikke hans Broders Haab. Flere
Medlenmer, fom hørte til Oppofittonen, fortalte, at Prindfen havde havt dem dygtig
i Skole for deres Mistillid til den gode Sage Fremgang. Forfatteren var, fom
ovenfor fortalt, fluppen vel derfra.
Den lite April om Formiddagen indfandbt alle Repræfentanterne fig i Hoved⸗
bygningens VBeftibul for at bivaane Modets Aabning. HForfamlingens Oekonomifor⸗
ftandber, ber, fom før bemærfet, tillige forrettede en Ceremonimeſters Tjenefte, opraabte
igjen alle Forfamlingens Medlemmer efter GStæbernes og Diftricternes alphabetifte
Orden, og de Opraabte, fom hørte til et Diftrict, flege derefter op i dem til det
ftore Møde beftemte og dertil beforerede Sal. Efterhaanden fom de indtraadte i
Salen, toge de Sæde paa fange med rødt Klæde overtrukne Benke, fom i to Mader
vare opftillede fanges med den affange Sals flørte Bægge. Da disſe efterhaanden
bleve fyldte, bleve nogle faa Medlemmer fra de Diftricter, hvis Navne hørte til den
fjernefte Bogftavræfte ftaaende paa Gulvet, og for dem opftilledes Stole'). MNepræs
fentanterne opftege t følgende Orden):
Fredie Tibsrum. Forſte Capitel.
Agershuus Amt:
Kammerherre Peder Unter.
Eporenftriver Falfen.
Bonden Gh. Kollerud.
Agerøhuus ridende Jægerforps:
Major VB. 6. W. Sibbern.
Agershuus Starpffytter-Regiment:
Oberftlieutenant Stabell.
Gommanbdeerfergeant 3. Melleby.
Arendal:
Diftrictslæge U. Møller.
UArtillericorpfet:
Gapitaine P. Mogfeldt.
Sergeant H. Haslum.
Bergen:
Sorenftriver W. F. K. Ghriftie.
Grosferer Melger.
Grosferer Jens Rolffen.
Refiderende Kapellan %. Mein.
Bergenhufifte Jnfantertregiment:
Capitaine D. E. Hold.
Mufteteer N. I. Loftenæs.
Nordre Bergenhuus Amt:
Cancelliraad, GSorenføriver Jrgens.
Sognepræft N. Nielfen.
Bonden PB. Hjermand.
Søndre Bergenhuus Amt:
GSorenftriver Koren.
GSognepræft G. C. Jerfin.
Ronden B. A. Gjerager.
Bratsberg Amt:
Kammerherre, Amtmand Løvenfriold.
5 Da Forfamlingen fiben ordnedes og enkelte Tværbænte anbragte8 i ben ene Ende
af Salen, var bet hun Repræfentanten fra Øiterrisser, fom fil Stol.
7 I Wergelands Konft.-Hiftorie, 2 $. Bulagene S. 13 f findes bisfe Nepræfentam-
r. iøvrigt B.
ters A gang og nærværende Stilling.
Gibsvolbs Ne
„Eidsvolds⸗Galleri“ med ubdførlige
[ Moes Ffterretminger om
præfentanter og Storthingsmend, 1845, famt bet i 1857 paabegonrte
iograpbter af P. Botten Hanfen.]
[3
Nigsforfamlingen. Forſte Møde 10be Upril. | 387
gørfamlingen op til Offers, og benne Beflutning var faa meget Øieblitfets Hofer,
dt ben ene Nepræfentant maatte Inane den anden Offerbidrag. Efter Kirketjeneften
mifte alle Nepræfentanterne, uden nogen Orden eller Parade, til Varkets Hovedbygs
ning, i hvis Beftibul de forfamlede fig, for at følge Geremonimefterens — Ritmeſter
Gliefens — Bint at indlevere fine Udresjer. Nogle af Forfamlingen Hitrede Utils
ſiedthed med, at benne Overleveringgaft af Huldmagterne ei ffede paa en høitideligere
Maade. Elieſon opraabte i Diftricternes alphabetiffe Orden de Repræfentanter, fom
Aude indlades, og enhver Byes og ethvert Amis Repræfentanter bleve paa eengang
indladie. J det Bærelje, hvor Udresferne modtoges, var Prindfen, Regjeringsraad
Eommerbjelm, Biffopperne Bed og Bugge, og de fidfte trende Herrer reviderede,
fem i em Gomitee, be indleverebe Fuldbmagter. Fuldmagterneé Revifion funde endnu
ffe beqvemt overbrages Forfamlingen felv, hvis Virkſomhed endnu i ingen Henfeende
va ordnet. Brindjen paatog fig ſaaledes felv at afgjøre be Sporgsmaal, fom i
denſeende til Fuldmagterne hunde opfaftes, ligefom han ſelv havde beftemt Meglerne
fr Nepræfentantvalget)). Derved fimplificeredes og forfortedes MNigsforfamlingens
Ubeide, da denne Revifion ved følgende Storthing ofte har været vanflelig, og ifær
ft medtaget en fang Tid.
Da Forfatteren overleverede Prindfen Adresfen for Nedenes⸗Lehn, yitrede han
med Mildhed, at det havde været ham em Fornøielfe at føle et almindeligt Ønfte
web at tilftaae Balgmoændene for Nedenes⸗Amt beret Unføgning om at maatte vælge
derſatteren 2). Da Fuldmagterne vare overleverede, gik derefter den hele Forfamling
df Reproæfentanterne til Bords, de Haa undtague, fom vare indbudne til Prindfens
&afet, fom benne Dag var Hovedftadens Deputerede. Der blev ſpiiſt i tvende
Baretjer ved lange Borde, omgivne af Bænte; Nepræfentanterne fadde blandede
mellem hverandre, og Kammerherre Unter og Kjøbmand Cappelen paatoge fig en
varts Forretninger. Dette var ſaaledes den førfte Spifeforjamling af den Art, fom
bød af de meeft blandede Medlemmer, der fiden faa ofte ere gjentagne ved vore
Storthingsmoder, og let var i Sandhed denne Overgang til Klasfernes Sammen-
blanding ogſaa ved Cypifebordet; thi ingenfteds fluae de forftjellige Borgerklas ſer
merandre faa nær fom i Morge, og ingenftedé gjælder dem ydre Uffondring af
Børgere, hvis Stilling i Livet frembyder Ulighed med Henfyn til uvæfentlige Fortrin,
mindre end her. Denne Dags UAnretning var tarvelig men god. Marftallens ors
mfaltninger til Repræfentanterneg Befpiisning vare i Rigsdagens Begyndelfe tilſtræk⸗
klige til at fyldeftgjøre deres Fordringer, men det varede ikke mange Dage inden
Searmingens Gensformighed og Slethed opvakte Moængdens Klagen og Knurren. —
3 dette førfte Spifemøde var der endnu meftendeels en munter Zone, og man hørte
itle endnu de larmende Stridigheder, der fenere hen flundom bleve ligefom em Forts
Forfatteren har nebflrevet fin efter fin Dagbog, o efter det Indtryk, fom ben gjorde
paa ham, ba ben holdtes. lifr. H. Wergelands Fon t.-Hiftorie 2 H. 19, Bilag 31,
meb et Zilæg i Saml. Skrifter IX. 30. G. Bloms Gefhidte d. Staatsumwälz.
Norwegens 1814, S. 66.] ,
1) GSaalebes var f. Eg. Capitain, nu Statsraad, Mogfelbt [1 Afte April 1854] valgt
baade for Artillerict og or Bergen8-By. Prindfen beftemte ba, at han flulde mode
for Artilleriet, og at Melger — fom da var i Ghriftiania anden Anledning —
flulbe indtræde i hans Ster for Bergen, fom ben, ber efter de Valgte havde be flefte
Stemmer. Major, nu Statsraad, Sibbern [+ Afte Jan. 1852] var iligemaabde
valgt for agershufifte ribende Jægere og for Smaalehnenes Umt. Brindfen beftemte,
at han ffulbe tage Sæbe for Jægerne; men der kom Ingen iftedet for Amtet.
5 Ter er anført ovenfor S. 370, at Balgforjamlingen i Følge Regentens Strivelfe af
26re Februar ei troede fig berettiget til at vælge udenfor on egen Midte. — Prind⸗
fen underholdt fig nogle Dieblikke med Bonderepræfentanten fra Holte Sogn, Lehné-
mand Thor Lilleholt, fon han gjentjendte fra fit Ophold paa Næs. Han fpurgte
ham om $Holté Gogn havde fit Sæveforn, og da Thor fvarede, at ilke Halvbelen
af Sognet havde dette, beklagede han bet veemodigen, og yittede Haab om fan for
Tilforſel inden 3 til Å Uger, at ogſaa benne Trang vilde blive afhjulpen.
95%
390 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
Sondenfjeldſte Dragonregiment: Trondhjemffe Dragoncorps:
Ritmeſter Ramm. Premierlientenant F. H. Heidemann.
Corporal P. Paulſen Bakke. Qvarteermefter PB. I. Ertzgaard.
GSøndenfjeldfte Jnfanteriregiment: Førfte Trondhjemffe Jnfanteri-
Obert, Kammerherre D. F. Peterfen. regiment:
Mufteteer O. GSvendfen. Gapitaine G. U. Basmuth.
Tettemartffe Jnfanteriregiment: Sergeant D. L. Skevig.
Gapitaine E. S. Høyum. Andet Trondhjemfte Infanteri—
Gommandeerfergeant G. M. Rød. regiment:
Trondhjem: Gapitaine I. Lange.
Gtatsraad, Juſtitiarius Rogert. Sergeant H. A. Gedebhoe.
Grosferer P. Såmidt. FJønsberg:
Nordre Trondhjems Amt: Grosſerer Carl Stoltenberg.
Provſt Midelfart. Vefterlebnffe Jnfanteriregiment:
Gognepræft $. Heyerdahl. Major Ely.
Bonden Sivert Bratberg. Underjæger O. Bjørnfen.
Søndre Trondhjems Amt: Øfterriisøer:
Klotter L. Forfæth. Kjobmand, Jernvarkseier H. Carſtenſen i.
GSorenftriver Rambech.
Sognepræft I. H. Darre.
Efter et fort Ophold, hvorunder ber herffede en dyb Taushed, fom en Folge
af Forſamlingens høitidelige Stemning i Forventning om hvad der fhulde Fomme,
anmeldtes Prindfens Unfomft. Foran ham gif en flor Moængde civile og militaire
Gmbedsmænd, Par om Par, ber efterhaanden, fom de fom til den overſte Ende af
Salen, bøiede fig om et for Prindfen paa en Forhøtuing anbragt Sade, der iøvrigt
fun var en filfebetrutfen Læneftol. Prindſens Folge opftillede fig i to Rekker paa
Gulvet. Salens VBægge vare behængte med Granbar*, og prybede med adſtillige,
tildeels ſmukke, tildels frivole, Malerier, og beriblandt paraderede Kong Chriſtian
den Ades Portrait i Legemsftørrelje midt paa Bæggen*). Prindfen tog Sæde og
aabnede Nigsforfamlingen med følgende Tale:
nNordmænd! Helligt er det Kald, fom famler Eder ved Foædrelandets Alter.
Det norfle Kolle Hu flaaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at I ville vide med
Viisdom og Sambdrægtighed at grundlægge den GStatsforfatning, af hvillen nærvær
rende og kommende Slagter funne vente Held, Orden og Velftand inden Riget. —
Den vifefe Regjeringsform er uden Tvivl den, fom, filttende Borgerfred og Lovenes
Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt, og til at
haandhæve Lovene; men I fulle ifte funne give Norge en Negjeringsform, Ver
fvarer til Folkets Forventning, uden ved famdrægtigen at ville virke til et og famme
Maal: Folkets Lylfalighed. Banlyfer enhver Tvivl, Frygt eller Mistante fra Eders
Barm, naar bet gjælder om at beftemme Norges Grundforfatning; ethvert Medlem
af denne Forfamling vife fig fom trofaft, retfindig Nordbmand, og, det han yitrer fin
Overbeviisning, tænte han tilbage paa de Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler I
5 [Fra Finmarkens og Nordlands Amter modte ingen Repræfentanter, ba Tiden rar
for fort, HI at Valg derfra Minde finde Steb.]
5 Saalcenge Granbaret var friftt, fporede8 beraf ingen Ulempe, men efterhaanden fom
bet tørrede, faldt Naalene ned paa deres Hoveder og Klæver, fom fadbe lange Bag-
gene. Saa ofte Forfatteren og hans Contubernal fom hjem til bere6 Logis, maatte
be fille fig ved bette Rigsdags⸗Fnug.
5 De andre Malerier bleve fiben nedtagne og Ghrifttan ben Ades Portrait, copieret af
rofesfor Hanſen efter Carl v. Mandern, var bet enefte fom bængte tilbage x
alen, inbtil bet ombyttebes med et Portrait af Prinds Chriftians Son. Hiint er
mi forfatterens Bærge. [Det Pen edes af Aalls Urvinger til ben af Provſt Kra
ſtiftede Forening til —I fe af et Portrait⸗Galleri i Civsvolds-Bygningem.
Rigsførfamlingens AUabning. Dens Medlemmer.
mititøraad, Fogd Gloumann.
Bonden Tollef O. Huveftad.
Bufteruds Amt:
Provft F. Schmidt.
Foged Johan Gollett.
Bonden Ghr. Hoen.
Chriſtiania:
Profesſor Georg Sverdrup.
Toldprotureur Gh. F. Omfen.
Chriſtians Amt:
Sognepræft $. J. Stabel.
Eorenflriver L. Weidemann.
Bonden Å. Lysgaard.
Chriſtianſand:
Reſ. Kay. N. Wergeland.
Grosſerer O. C. Morch.
Chriſtianſund:
Kjebmand I. Moſes.
Drammen:
Forvalter N. Scheitlie.
Frederikshald.
Cancelliraad, Byfoged C. A. Dahl.
Frederiksſtad:
Canceſliraad, Byfoged A. M. Heiberg.
Hedemarkens Amt:
Amtmand Bendeke.
Sorenſkriver Kjonig.
Lehnsmand O. O. Evenſtad.
Holmeſtrand:
Eognepræft H. H. Nyſom.
Jarlsbergs Grevſkab:
Grev Herman Wedel⸗Jarlsberg.
Sorenſtriver G. P. Blom.
Vonden O. R. Upenæs.
Ingenieurbrigaden:
Capitaine H. F. A. Sibbern.
Kongsberg:
Bergmeſter P. Steenſtrup.
Krageroe:
Anditeur, Byfoged C. H. Hornemann.
Laurvig:
Juſtitsraad, Byfoged Diriks.
Laurvigs Grevſkab:
Proprietair I. Hesjelberg.
Skibscapitaine A. Grønneberg.
Klokker O. O. Amundrod.
Liſters Amt:
Kjøbmand G. Lund.
Joged I. Erichſtrup.
Bonden T. 3. T. Lundegaard.
” Bever endnu i fattige Kaar i Dybvaags Præftegjeld.
torthinget.
Mandals Amt:
Bonden O. YU. Lomsland.
— E. $. Jaabe.
— S. YU Eeg.
Molde:
Byfoged F. Mogfeldt.
Moſs:
Auditeur, Byfoged G. Wulfsberg.
Nedengs Amt:
Jernvarkseier Jacob Aall.
Sognepræft H. I. Grøgaard.
Lehnsmand Thor N. Lilleholt.
Nordenfjeldfife Jnufanteriregi-
ment:
Gapitaine P. B. Prydg.
Mufteteer $. E. VBaagaard.
Norſke Jegercorps:
Capitaine P. R. Fleiſcher.
Corporal N. Dyhren.
Oplandſke Infanteriregiment:
Oberſt D. Hegermann.
Commandeerſergeant Harildſtad.
Porsgrund:
Grosſerer Jorgen Aall.
Raabygdelagets Amt:
Sorenſtriver T. Bryn.
Bonden E. T. Lande.
Lehnsmand OD. K. Fveten.
Romsdalens Amt:
Amtmand H. M. Krohg.
Provſt Stub.
Bonden E. O. Valbo.
Roraas Bergeorps:
Capitaine R. Flor.
Skien:
Grosſerer D. v. Cappelen.
Smaalehnenes Amt:
Provſt P. Hount.
Bonden J. Hanſen.
Stavanger:
Kjobmand PB. V. Roſenkilde.
Stavanger Amt:
Sognepræft L. Oftedahl.
Kjobmand C. Molbach.
Bonden A. O. Regelſtad.
» GSødefenfionen:
Gommandeur I. S. Fabricius.
Lieutenant T. Konow.
Underofficeer P. Johnſen.
Matros Gven Thorſen .
[Han fil i 1857 Penfion af
392 Tredie Tidsrum. Forſte Gapitel.
femmer fra be forffjellige Stifter. — Megjeringsraadet flal være beredt at forelægge
de Oyplygninger om Rigets Refourcer, fom have været mulige at forffafje i em faa
fort Tid; men faafom Tidsomftændigheberne forhindre den i fig felv vidtløftige Op⸗
gjørelfe af de gjenfidige Fordringer med Kongeriget Danmart, og Rigets Jndtægter
og Ubgifter desuden ei fade fig beftemme efter et Kriggaar fom det afvigte, ligefaas
lidet fom ubetinget efter fordums Fredsaar, faa vil ei heller noget fuldftændigt Budget
for Uaret 1814 funne forefægges Nigsforfamlingen. Jeg ønffer derimod, at bet
efter Gonftituttonens Beftemmelfe maatte overveies, om iffe Tilforordnede af Rigsfor⸗
famlingen funde tilligemeb Megjeringsraabets førfte Departement ubdarbeide Rigets
finantfielle Etat og Forflag til nye og nødvendige Hjælpekilder for Finantjerne. —
Den til Ræringsveienes Oplivelfe faa uundværlige Laaneindretnihg, fom under Ste
Januar d. A. blev antagen af fammes Gonftituenter, er hidtil ſtandſet i fin Birte
fombhed, fordi be fenere indtrufne Omftændigheder have gjort en Forening om en
Nationalbant ønfrelig, hvis Plan figeledes fral forelægges Rigsforſamlingen til Bedøm:
melfe). Overhovedet venter jeg med Fortrøftning al den Biſtand af Rigsforſam⸗
tingen, fom Kjendſtab til Land og Folt, og fom varm Folelſe for Norges Bel vil
indgive hvert dens Medlem. — Mine Henfigter kjendes af Ulle; i redelig Billie fral
Ingen overgaae mig, og min bedfte Løn ſtal til alle Tider være Follets Kjærtighed
og de Metflafnes Høtagtelfe.-
Brindfen havde nedffrevet fin Fale paa et Papir, fom han havde i Haanden,
bog holdt han ben med Frihed, Kraft og Bærdighed. Den gjorde ſtort Indtryk
paa de Filftedeværende, endffjønt enhver Deel deraf umuligen kunde takkes Ulle,
ligeſom den indeholbt mange Tirader og Forudfætuinger, fom iffe funde taale udadlet
Drøftelfe. — Prindſens Unfigt var blegt. Nogle vilde endog have bemerket Spor
af FTaarer i hans Hine, og enfelte Gange fljælvede hans Tone; men da han fom
til bet Sted i Talen, hvor han bdadlede den Kleinmodighed, fom ikke tilttoer Norge
Kraft til at beftaae fom felvftændig Stat, ſteeg Affecten, Stemmen blev hoiere, og
figefom tordnende. Forfatterens Sind blev dybt nedftemt ved dette Sted i Prindjens
Tale. Han hørte her en faft Beflutning, og Ult bebudede, at ben var tagen med
modent Overlæg, ligefom han vidfte, at Prindfens Onſte og Henſigt, at fremme
Norges Gavn, var oprigttg og ævdel, medens han paa ven anden Side overveiede
Landets fmaa Midler til at underftøtte en Plan, bvis Grundvold undergroves af
(Europas moægtigfte Stater. Derhos forudfatte Falen, klogt not til Henfigtens ps
naaelfe, en almindelig Attraa efter at forfvare ben abſolute Selvftændighed, fom
ingenlunde funde figes at være tilftede, endffjønt ben visfeligen havde dybt rodfæftet
fig i mangen en fædrelandfffindet, forftandig og retfindig Nordmands Barm. Talens
Udtryk faldt faalebes paa en forffjellig Grund, efterfom Haab eller Tyivl opmuntrede
eller ængftebe de forffjellige Gemytter. Forfatteren vovede imidlertid fun at aabne
fin AWngftelfe for fortrolige Benner; thi det begyndte allerede at blive betenkeligt at
yttre Tvivl om en heldig Fuldbyrdelfe af Selvftændighedsværtet i den anlagte Stil.
Den Trøft, fom Brindfen gav med Henfyn til Norges fredelige Forhold til Udlandet,
opmuntrede fun rettrøende Gemytter; den var ingen for dem, fom vidfte at Krig med
dens ræbfelfulde Følgefvende, Hungersnød og Naringsloshed, omfpændte Landet fra
alle Kanter. Men hvad der endog funde figes mod flere Bendinger i denne Talte —
dens oieblikkelige Virkning var utvivlfom. Ulle Tilftedeværende, Alle, i hvis Hœnder
den faldt, vare uudtømmelige i at rofe Prindſens LTalegaver, og Mange roſte
Talens Jndhold.
Det franffe Brev, fom Prindfen havde fendt Sveriges Konge%, men uaaband
) Dette gif bag ilke i Opfyldelje, ba Forfamlingen gik em anden Vei i fin Befiun-
ning. Der vare be8uben mange Omftændigheder, fom hindrede Opretteljem af en
Bank paa den Vid. |
5 Findes å Overfættelfe i Bilag No. 7, [jfr. S. 369 Unm. 2.]
Rigsforjamlingen. Regentens Aabnings-Tale. 391
„Skulde Nogen fortcelle Eder, at Norge ikke fan beſtaae fom felvftændig Stat,
m far Kjærlighed til Fædrelandet dobbelt høit i Eders Barm; da mindes hine
Oldiage, bine fraftfulbe unge Mond, ber bøde Ever Held til det Hrerv, I gikt hen
at røgte! Hine fagde: Banflægter ei fra Fædrene, og disfe: Stoler paa den Kraft,
fom fviler Å vor Arm fom i vor Billie! Er det norffe Folt da ifte mere fine Fædre
ft? Stulde Sonnerne itte ligefar godt fom de unne forfvare fine Fjelde? Gre vi
å vante til Savn, og fan noget Slags Savn lignes ved Frihedens? Staaer det
fi Follets Magt at indrette fin Regjeringsforfatning efter Statens arv og de
Midler, den befidder i fit Stjod? — Morge har ingenfinde forlangt, at Danmart
fide affolde dets Statsudgifter; I fredelige Tider har bette Rige givet Overftud i
Etattfasjen; og ſtulde Sverige onffe Forening med Norge for at forførge det norfte
gift med Almisſe? — Hvortil lede endeligen disfe bange Tvivl? —- fun til fri
nlig Underfaftelfe. J Sandhed, hvad var vel det Folk værd, der frygtagtigen op-
frede fin GSelvftændighed og Are? — fun de Slavelænker, fom fra Gvigheden vare
bredte for famme! — Dog Held os! Bi ere ei vanflægtede! Med hoi Folelfe af
tet Bærd Bar det hele Folt i Herrens Tempel aflagt den høttidelige Eed, at hævde
orges Selvftændighed. Denne Eed fulle I befegle, trofafte Nordmænd, ved at
gnnblægge ben Megjeringsform, under hvilten I vilfe leve og fom I ville forfvare
med ethvert Forføg paa at huldfafte den. Mistvivler ei om, at I jo befidde Kraft
ål fele Å Modgang at haandthæve den, og mistvivler et heller om, at en retfærdig
Ord beffytter et frit og ubetvunget Folks Unftrængelfer. Herren er mit Haab og
sin Tiflid!
nJeg har anfeet det for min førfte Pligt, fom bette Lands Megent, at fund-
gjere Nationens fredelige Forhold til andre Magter, og indtil denne Dag er ingen
1 Fiendtlighed af nogen Magt øvet mod Norge. Jeg har tilftrevet alle de Fyrfter,
me Benftab er værfentligt for Norge, og af hvis Netfærbighed man funde haabe
Bitand ved en faa retfærdig Sag, faafnart Omftændighederne tillade dem at yitre
hrs Sindelag til vor Fordel. Rigets affondrede Beliggenhed har endnu tilbager
heldt disſes Svar, men imidlertid er det engelffe Flag gjenfeet og med Glæde mod:
fet i norffe Havne. — De GSvenfles Konge har jeg tilftrevet faaledes, fom bet
fl blive forelagt Migsforfamlingen; men benne Monart har fendt min velmeente
Ehtvelfe unabnet tilbage. O! Gid den Konge, der figer at ville være det norfte
felle Kader, ogſaa vilde ære dets Mettigheder og fljænfe Norge Fred og lykkelige
Lage! BE onſte os fun at leve uafhængige, i god Forftaaelfe med et Å fig felv agte
nardigt Rabofolf.
„Jeg frulde anfee det for en fjær Pligt, hvis jeg udførligere med nogen Sand:
fnlighed eller Bished kunde frildre Norges politiffe Stilling, men Ingen formaaer
tt forndfee de Begtivenheder og Omvæltninger, fom Europa i det Hele eller enkelte
Stater funne være underfaftede, forinden den almindelige Fred gjengiver Ro og falder
&yffalighed og Velſtand tilbage. Held imidlertid det Folk, fom uagtet Trængfler og
mangehaande Gjenvordigheber med urokkelig Troffab, ført mod fin egen Konge og
fen mod fine egne Mettigheder og fit Nationalværd, beſtaaer den gode Strid indtil
ide Dage oprinbe! Europa fat iffe nægte det fin Høiagtelfe og Beunvdring, og
bmmende Slægter frulle velfigne dets Minde. Ja, Held Norge! '
Dette Udraab „Held Norge!” gjentog hele Forfamlingen 3 Gange, og Prindfen
bedblev derefter faaledeg: |
neg indbyder Rigsforfamlingen til at vælge fig en Præfident, fom kunde om:
tele ugentligen, faaveffom en beftandig Sekretair, og til at udarbeide Horflaget til
Gonftitutionen vil det findes fornødent at udvælge em Comitee, beftaaende af Med»
5 Med Gonferentsraab Unter havde han nemlig tilftrevet Keiferen af Øfterrige, Kei-
feren af Rusland, Kongen af Preusſen, Prinddregenten af England, Praſidenten i
be forenede Stater, og gjennem Conſul Konow Prindjen af Oranten.
394 Tredie Tidsrum. Forſte Gapitel.
En glad Mumlen hørtes i Forſamlingen ved dette Budſtab. „Forſamlingen — heder
det i Forfatterens Dagbog — gif nu til Bords, fpiifte og drak, fang Dritfevtfer
til Norges Fre, og en til Prindfens, der var forfattet af Paftor Rein, og i mine
anker hørte til hans mindre gode Digter-Urbeider, føreeg Hurra, Mappede i Hon-
berne, hørte Janitfdarmufif — fort ber var en Glæde og Larm uden Ende, morfom
nof for Mange, men en dræbende Oval for ben, fom favnede det rolige Huusliv,
og hvis Sjæl var opfyldt med bange Anelfer om Fremtiden.” Senere hen paa
Dagen fortaltes, at Prindfen Havde over Sverige faaet officielle Dokumenter i Hæn»e,
ubftedbte af Gaftfereagh og en rusfiff Minifter, fom erflærede, at Norge ſtulde erobres,
om Det ei frivilligen forenede fig med Sverige. Derved dæmpedes vel den muntre
Stemning, men Selvftændigheds-Monbenes Mod nedfloges ikke, ligefaalidet fom deres
Daa) om at en Forandring i den udvortes Politit frulde give Norges Sag en bedre
ending.
Forfamlingen begyndte allerede i Dag at gruppere fig i de ſnevrere Kredfe,
hvori Medlemmerne valgte deres Omgang udenfor de flore Moder og deres Bopal.
Forfatteren og hans Stuefælle føgte deres hos Kammerherre Unfer, der havde faaet
fit Bequemme Logis, beftaaende af flere Bærelfer, i en af Hovedgaardens Sidebyg⸗
ninger. Der famledeg de tilligemed Medel, Lovenſtiold, GSorenfrriver Blom, og ofte
Wergeland, tilligemed Nogle af de Medlemmer, der beelte Tvivlens Meninger med
hverandre. — Man fan ikke fet tænke fig en elffværdigere, mod fine Omgangsvenner
og Gjæfter meer opmærkfom, og i daglig Omgang interesfantere og behageligere Mand
end Kammerherre Unker. Iſar var han et Mønfter af en fortræffelig Vert, og
Forfatteren tilfaaer gjerne, at ban i den Henfeende aldrig har fundet hans Mage.
Han tjendte i Udøvelfen af fin Gjæftfrihed ingen Grad i det borgerlige Livs Stil
finger, ingen Klasfification mellem fine Medborgere, men frjænkede ethvert Beføg fin
Opmaærffomhed, og ubdeelte til enhver Gjær paa den meeft utvungne og humane
Maade Hofpitalitetens milde Gaver. Videnſtabeligen bannet var Unfer ikke; men
han var en praftiff erfaren Mand, vet befjendt med Borgerlivets Forhold, og beklædte
hæbderligen de hoie Pofter, paa hvilke han fattes. Han forftod i en fjelden Grad at
benytte fyndige Mends Raad og Veiledning, og at give Enhver fin tilkørlige Dee
af den Moes og Hæder, fom ledfagede det udførte Vært. Han var en fiin Hofmand
uden Galfthed, lagde ifle Skjul paa fin HjertegsMening, og bevarede i alle fine
Forhold ben rette Takt og VBærdighed, forenet med det fimplefte Bæfen og den god:
mobigfte Høflighed. Vanſteligt er det at finde en Mand faa agtet i de høtere Kredſe,
faa udmærket af Rigets Hoieſte, og faa elffet i fin fnevrere Omgangstrds og af
fine Undergivne, hvis Ben han i flere Henfeender var. Aldrig vil hans Minde
ubflettes i den Kreds, hvori han virfede. Strax efter Norges Forening med Sverige
ubnævnedes han til Statsminifter, og intet Valg funde være heldigere. Hvor meget
Bang rigtige Takt og hans elftværdige Perfonlighed bidrog til i Begyndelfen at ordne
Forholdene i Stodholm paa en god Maade, det bevares i hæderlig Erindring af alle
dem, fom dertil vare Bidne, og af Ingen meer end de norffe Statsraader, fom frode
ved hans Side. — Paa Eidsvold fevede Unter ikfe behagelige Dage, og han befandt
fig ber tilbeefg i en ham fremmed Stilling. Hans Mening om Fædrelandet offent
lige Stilling og Forhold, og om WMrindfens Færd, var fuldfommen den famme
fom Grev Wedels, hvem han elffede fom en Søn og agtede fom Landeté gjævefte
Mand). Uagtet han tog liden Deel i Debatterne, feed han ſtundom ſtore Krænteljer,
De Fleſte bleve bog, faavidt vides, i Norge, meftendeeld af Gengivenhet for Prindſen
og ben Sag han forfvarebe, Nogle og fordi bem fattedes Midler til at fortfætte
Reifen. Ovenfor S. 377 er fortalt, hvad ber i ben Anledning fede.
1) Det er neppe rigtigt, hvad H. Wergeland fortæller i fit Skrift 2 Hefte S. 32 [Saml.
Str. IX. 136], at han ftrag efter Norges Skilsmisſe fra Danmark „var en af
Prindfens ivrigſte Beundrere“ og at han ben fliftede Farve efter Wedels Naavirt-
| Nigsforfamlingen. Reglementé- og Adresfe-Gomitee. 893
mar bleven fendt tilbage, blev oplæft af Etatsraad v. Holten, førft paa Franſt og
Den pan Danſt, men han flilte fig maadelig ved begge Dele. Hvor vel end dette
Brev var flrevet, funde der iffe være for Jnteresfe ved at høre et Brev forelæfe,
her iffe havde naaet fin Beftemmelfe. Nu beviifte det fun Prindfens Gone til at
eiryfte fig med Held, og derom havde Forfamlingen forud det høtefte Begreb.
Da Brindfen med fit Følge havde forladt Forfamlingen, føred den efter den i
dalen flete Ovfordring til Valg af Præfident, VBiceprælfident og Sekretair. Valget
felt paa Kammerherre Anker til Præfident, Etatsraad Rogert til VBicepræfident, og
berenſtriver Chriſtie til beftandig Setretair. Kammerherre Anker fremftod derefter
sg med faa Ord fomplimenterede Forfamlingen. Han udbad fig dens Overbærelfe
ber bet ham paalagte Hverv at fede Forretninger, fom vare ham ubefjendte, men
em ben af hans Medrepræfentanter viifte Tillid gjorde ham til Pligt at modtage.
Derhos gjorde han opmærtfom paa, at Forfamlingen, i Følge Prindfens Beftemmelfe,
m 8 Dage maatte være betænkt paa et uyt Præfidentvalg. Efter en fort Bulder
I Forfamlingen, hvis Stridt endnu ikke vare ordnede ved noget Reglement, beftemtes,
at der ffulde udnævnes en Gomitee beftaaende af 6 Medlemmer, for at forfatte et
Leglement for Rigsdagens Forhandlinger famt en Takadresſe til Prindfen for Hans
Sefrabeljer for Landets Vet under den midlertidige Regjering, bhvilfen Adresſe nærte
Dag ſtulde forelægges Forjamlingen til Bedømmelfe. Nodvendigheden af et Megles
ment viiſte fig allerede i dette Møde. Medlemmerne talede den Dag i Munden paa
hrerandre fom i en Gomitee, der beftraer af faa Medlemmer; Tungerne losnedes
øber den almindelige Snakken og Forvirring, og ben Frygt forfvandt, der fom ofteft
helder utilbørlig GSnaffomhed i Uve, naar VTalerens Foredrag lyder ene i en Fors
femling af agtede Medborgere. Det hændte endog den Dag, at enkelte Medlemmer
tnge Bræfidenten Ordet af Munden, og blandede fig i Forretninger, hvis Udførelfe
der deres Natur ene tilfom ham. Til Medlemmer af Gomiteen udnævneded:
Ererdrup, Omfen, Hegermann, Falfen, Wergeland og Diriks. Forfamlingen opløftes
brtfter og Modet berammedeg igjen til næfte Dags Middag Kl. 12, til hvilten Eid
Grmiteen troebe at blive færdig med fit dobbelte Urbeide. Man feer, at der til
viglige Arbeiders Udførelfe gaves i dette førfte Thingmøde fun forholdamæskig liden
Id, fvoraf fulgte megen Simpelhed ſaavelſom et fort Omfang i Beftemmetferne, og
lt fremmedes Arbeidet under Forfamlingens Hænder. Den uøvede Haand var raffere
et den spede ſenere blev. Paa de følgende EStorthing gif Comiteens Behandling
sf Udkaſtet til et Meglement og Debatterne derover fædvanligen langt ind i bdettes
derhandlingstid. Derhos havde Migsforfamlingen faa, frjønt høift vigtige, Gjen-
fande at bebandle, og disſes Klasfification og Comiteernes forffjellige Virkekreds,
ſen ſtedſe har været faa vanffelig at ordne, hunde forbigaaes. Reglementet funde
indſtrente fig til almindetigen at ordne bet indvortes Politi.
Der forløb derefter et Par Timer før Forfamlingen gif til Bords, og fort før
Bordfædet anmeldtes, at Prindfen havde Noget at berette Forfamlingen. Den frørre
Bel deraf forfamledes derfor i Beftibulen, hvor Prindfen indfandt fig, og med en
wnlig Mine erkyndigede fig om, hvorledes Mepræfentanterne vare indlogerede. Han
tlføiebe, hvor ugjerne han havde erfaret, at nogle Repræfentanter ikke havde det efter
Dnfte; men at UAnftalt var truffen til, at man nærmere funde rykte fammen. Dere
Ma fagde Han, at Det var ham en Jornøielfe at hmne berette Forfamlingen, at
Driogsbriggerne vare conferverede for Fædrelandet, og at fun Briggen Allart havde
gjort et forgjæves Forſog paa at fortræfte, men fom ved bet norfte Mandſtabs
Mjethed var bleven forhindret. Prindfen yitrede, at Officererne paa Ullart, efter
hans Overbevitgning, ved denne Leilighed havde handlet mere efter Pligt mod deres
| Enmerain, end efter Hjertets Foølelfer, fom bød dem at forfvare Norges Sag ').
> Commandeur Lütken opførbrede be i Rorge værende danſte Soofficerer til at vende
tilbage til Danmark, ba be ellers maatte tilffrive fig felv Følgerne af deres Ulydighed.
Ed
306 Tredie Tidsrum. Ferſte Capitel.
gorhandlingerne, og ben Gifferhed og Nolighed i det indvortes Politi, fom udmoærter
vore Gtorthing. Tiden til det daglige Møde berammedes noget fenere end ved føl
gende Storthing. Forhandlingerne frulde nemlig ikke begynde før KL. 10, fordi
nogle af Repræfentanternes Bopæle laae faa langt fra JForfamlingsftedet, at de ei
før beqvemt funde møde; men da ingen Hviletid gaves, forfortedes ike derved Fors
famlingstiden. Forovrigt gav alerede Rigsforfamlingen paa Eidsvold Exempel paa
ben faft mageløfe, ffjønt ulige fordeelte, Arbeidbsubholdenhed, den ſtrenge Tidsinddeling,
og ben Slags flarpe Skolediſciplin, hvorved vore Storthing udmærke fig fra de flefte
andre Folkemoder af den Art.
Derefter blev Udkaftet til en Takadresſe til Prindfen opleſt, og i den Anled⸗
ning opſtod nogle Debatter. Wergeland ſogte i en Tale at viſe Nodvendigheden af,
at Rigsforſamlingen ſanctionerede hvad der paa Eidsvold var forhandlet, og at en
Takadresſe udſtedtes til de Mend, ſom ved dette Mode vare tilſtede, hvilket han tilſtod,
hvor uretmæsfigt det iovrigt monne hare været, havde havt fine gavnlige Følger for
bet almindelige Bedfte. Derhos paaftod han, at Brindfen burde anmodes om at
vedblive Riget Beftyrelje, tndtil Conftituttonen var grundlagt og en ny Tingenes
Orden indført D. Hans Henfigt var ved dette høttidelige Stkridt at bevife, at Sous
verainiteten var gaaet over i Folfets Hænder igjennem dets Mepræfentanter, og at
hævde den Myndighed, fom Ina hos det. I denne Henfeende fandt Wergeland fin
førfte Opponent i Grev Wedel, fom yttrede, at den fremfatte Motion et var vasjende.
Takadresſen betragtede Wedel fom en fimpel Compliment, hvis Udtryk et faa nøte
burde drøftes. Forfamlingen paa Eidsvold var i Grevens Tanfer en vasferet Sag,
for hvilken intet Regnffab burde kreves, og den hele Underføgelje funde fet lede til
bittre Bemcærfninger, fom ſtrax i Begyndelfen funde give Rigsdagens Forhandlinger
en uvenlig Zendenté. Han paaftod derhos, at Tafadresfjen burde frembringes i den
gorm ben havde. Wedels Bemærkninger gjorde fin gode Birtning, og denne hans
Moderatton flrar i Forhandlingernes Begyndelfe glædede faameget mere hans Venner,
fom be vidfte, at Adresfens Udtryk ingenlunde tilfredsfillede Greven. Præfidenten
Kammerherre Unfer erflærede, at Modet paa Eidsvold, hvorved han felv havde været
tilftede, iffe egentlig var at betragte fom en Bemyndigelje til Prindfen at vedblive
Rigets Beftyrelfe, men fom et. Raad, og at Ucten var fancttoneret af Nationen felv
ved den høitidelige Eeds Uflæggelfe i Kirfen, fom fenere paafulgte. I alvorligere
Udtryk gav Sverdrup fit Misnøie tilfjende med Wergelands Jndvendinger og Ve:
mærtninger ved Mødet paa Gidsvold, og henffjød fig under Wedels Mening. Gre:
gaard bitrede, at naar en General nedlægger Commandoen, optager den Ræftrom-
manberende den igjen, og at man fra den Eide maatte være Prindjen talnemmelig ;
men heraf fulgte ingenlunde, at fo GSouverainiteten var i Folkets Haand, og at det
ei flulde ftaae i Folfets Magt gjennem fine Mepræfentanter at beftemme Norges
GStarsforfatning. Efterat Flere havde yitret fig i den Anledning, blev Wergelands
Forflag, ber vel var ti Hovedfagen grundet i Sagens Natur, men under den nærvær
rende Stemning mindre betimeligt og flogt, med for Pluralitet forkaftet, og Tak⸗
adresſen blev antagen Å ben af Gomiteen udfaftede Form. Den anſaaes forfattet af
Sverdrup og Falfen, og lød faaledes:
„Da Norge, løsrevet fra fin ældgamle Forbindelfe, var blevet beftemt til et
Rov for erobrefyg UFrgjerrighed, var dette vort elffte Fædreland dog ifte forladt;
thi det havde fin fafte Jillid til Gud, fit nedarvede Mod og fin Kraft; bet havde
Dem, adle Fyrfte, fom efter det norffe Folks almene Ønfter” greb og førte Noret
med Viisdom, Værdighed og Kraft, fom med for og beundringsværdig Opofrrelfe
forebyggede Anarkiets Ræbdfler, og lovede med Liv og Blod i Forening med Folket
) Hans Tale å ben Unledning finbes indført i Wergelands Konftitutionshiftorie det
$efte, Abe Bilag, S. 18. [Den er itte optaget i hans Samlede Skrifter.)]
Nigsforfamlingen. Medet 12te April. 395
født han var i bet Vilfælde at maatte ved fin Stemmegivning betjende fig til Me⸗
| ninger, fom et vare Pluralitetens, ligeſom han heffer ifte kunde figes at være friffet
fl fom Bræfident at fede Forhandlingene. Efter den beftemte Tidsfriſt ſteeg han
derfer gjerne ned af Prafidentſtolen.
I denne Omgangskreds tilbragte Forfatteren mange behagelige Timer under fit
Dyhold paa Eidsvold, og tfær knyttedes hans Venſtab med Wedel der end faftere.
Sa var der tingen Divergents meer i deres politifte Unftuelfer. Foreningen med
Qumnarf, fom be forhen betragtede fra forfrjellige Synspunkter, var, fom det fyntes,
njenfaldelig hævet, og Begge anfaae Norges Forbindelfe med Sverige under en fri
derfatnings Ly fom onſtelig og nødvendig. Naa deres VBandringer om Aftenen efter
adt Dagarbeide var Fadrelandets Stilling og Unliggender fredfe Gjenftanden for
deres Samtaler. u Skulde — fagde Wedel — disfe Skrigere (man erindre fig
Bedels flarpe Udtryk, naar han bedømte Andres Færd) have Met, og vi Uret, frulde
vet virkeligen lykkes Prindfen at fætte Kronen paa fit Hoved trods Europas Beflut-
ung?“ Intet or et frærfere Beviis paa Styrken af Selvftændighedspartiet end Grev
Vedels egen Tvivl, fom nødvendigen maatte opftaae, naar han overfan den Rakke
ti Hedersmend, der forfvarede em Mening, fom var hans egen modfat. Denne
dirl dempede ogfaa Heftigheden af Wedels Modftand, og beftemte ham til at være
d roligt, fljønt visfeligen ikke ligegyldigt Bidne til Begivenhedernes Gang. Wedel
8 hans Benner betragtede tildeels, efterat have fat fig ind i den herffende Stemning,
SEeleſtendighedsſporgsmaalet fom liggende udenfor Debatternes Omraade i Rigsfor-
- femlingen. Enhver af dem havde beredt fig paa en djærv Modftand, Flere havde
arbeidet fange Taler til Vidnesbyrd om deres polilifte Tro, og for at forhindre
: harlige Beflutninger. De meddeelte hverandre disfe Udarbeidelfer, og holdt faaledeg
4 GSlags Stuething, hvori be ordnede Statens Unliggender paa deres Bile. Men
h be harde overbeviift flg om Umuligheden af at bøte ben raadende Mening, fat
kodereg Taler i Lommen, og bleve enige om, iffe ved en unyttig Modſtand at for:
anledige end ſterkere Udbrud af en i deres Øine forvildet Patriotisme. See vi
fridlertid hen til Mefultatet, far var det ene Parties Taushed ligefaa ønftelig, fom
bt andet Parties hoie Toner; thi det førfte forhindrede Norges Forening med Sverige
tm mindre ønffelig Form, det fidfte foranledigede mere pasſende Foreningsbetingelfer
uim de tvende nordiffe Riger. Hiſtorien maa i Momyghed give en hoiere Haand
Bren og Wren. Kun en enkelt Dovftander af Selvftændighedsværtet [N. Merges
lab) — vi ville fnart faae Leilighed til at indlede ham i vore Læferes Bekjendtſtab
— funde iffe bølge fin Overbeviisning om Varkets Skrobelighed og de Harer, fom
Rationen udſattes for ved at vedblive i den begyndte Still, men han betalte fin Gris
nedighed tilbeels med mange Kræntelfer.
Dem 12te April forfamtedes igjen Mepræfentanterne i Veftibuten, og fege op I
Grjamlingen i den Orden, fom de igaar havde fulgt. Bræfidenten foredrog den
mfatte Comitees Indftilling om Reglementet. Den beftod i 15 Paragrapher, font
herefter bleve debatterede og med faa Mobififationer antagne). De flefte have fulgt
de Storthingeforhandlinger igjennem ben lange Rakke af paafolgende Storthing.
Det viifte fig imidlertid allerede i denne Forfamling, at der var udeladt avfrinige
Befemmelfer, font vare nødvendige for at tilveiebringe den Orden og Bærdighed i
ning. Forfatteren havde Anledning til fortrolig Underholdning med Anker om Fæ
drelandets Stilling før Grev Wedels Tilbagetømit, ber førft flede i Februar, % hart
var en af be Mand, der meeft ftyrtede ham i hans politifte Anftuelfer. Et Udtryk
fom bet af Wergeland anførte: , Bare nu ille Herman tommer!” hunde vel undfalde
Anker; thi han glededes ved Iunefulb Spøg, og flog felv gjerne den Jone an; men
man feiler uden LTvivl naar man troer, at bite Ord vare et Skilt for hand Selv-
fanbigheba-Tro ; thi paa Prindjens Gone til at gjennemføre benne ftolebe han aldrig,
ligefaalidt fom pan arſae den pasſende for Landets Stilling.
) Trykt i Rigsforſaml. Forhandl. I. S. 21—24 og derefter å Bilag No. 72.
”
306 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
Forhandlingerne, og ben Sikkerhed og Rolighed i det indvortes Politi, fom udmærker
vore GStorthing. Tiden til det daglige Møde berammedes uoget fenere end ved føls
gende GStorthing. HForhandlingerne frulde nemlig ikke begynde for ML. 10, fordi
nogle af Repræfentanternes Bopæle laae faa fangt fra Forfamlingøftedet, at de ei
før beqvemt kunde møde; men da ingen Huviletib gaves, forfortedes ilke derved For⸗
famlingstiden. Forovrigt gav alerede Rigsforfamlingen paa Eidsvold Exempel paa
ben faft mageloſe, fljønt ulige fordelte, Urbeidsudholdenhed, den firenge Tidsinddeling,
og ben Slags flarpe Skolediſciplin, hvorved vore Storthing udmarke fig fra de fleſte
andre Folkemoder af den Urt. .
Derefter blev Udfuftet til en Takadresfe til Prindfen oplæft, og i den Anled⸗
ning opftod nogle Debatter. Wergeland føgte i en Fale at viſe Noødvendigheden af,
at Rigsforfamlingen fanctionerede hvad der paa Eidsvold var forhandlet, og ut en
Takadresſe udftedtes til de Mænd, fom ved dette Mode vare tilitede, hvilfet han tilftov,
hvor uretmæsfigt det iøvrigt monne hare været, havde havt fine gavnlige Følger for
bet almindelige Bedfte. Derhos paaftod han, at Prindjen burde anmodes om at
vedblive Rigets VBeftyrelfe, indtil Conftituttonen var grundlagt og en ny Tingenes
Orden indfort ). Hans Henfigt var ved dette høitidelige Stkridt at bevife, at Sou⸗
verainiteten var gaaet over i Folkets Hænder igjennem dets Mepræfentanter, og at
hævde den Myndighed, fom laa hos det. I denne Henfeende fandt Wergeland fin
førite Opponent i Grev Wedel, fom yHitrede, at den fremjutte Motion ei var vasjende.
Takadresſen betragtede Wedel fom en fimpel Compliment, hvis Udtryf et faa nøte
burde brøftes. Forſamlingen paa Eidsvold var i Grevens Tanker em pasferet Sag,
for hvilten intet Reguffab burde fræves, og ben hele Underføgelje funde let lede til
bittre Bemærkninger, fom ſtrax i Begyndelfen tunde give Rigsdagens Forhandlinger
en uvenlig Tendents. Han paaftod derhos, at Tafadresjen burde frembringes i den
gorm den havde. Wedels Bemærkninger gjorde fin gode Virtning, og denne hans
Moderation flrar i Forhandlingerneé Begyndelfe gfædede fanmeget mere hans Benner,
fom be vidfte, at Adresſens Udtryk ingenlunde tilfredsftillede Greven. Bræfidenten
Kammerherre Unfer ertlærede, at Mødet paa Eidsvold, hvorved han felv havde været
tilftede, ifte egentlig var at betragte fom en Bemyndigelje til Prindfen at vedblive
Rigets VBeftyrelfe, men fom et. Raad, og at Acten var fancttoneret af Nationen felv
ved den høitidelige Eeds Uflæggelfe i Kirken, fom fenere paafulgte. I alvorligere
Udtryk gav Sverdrup fit Misnoie tilkjende med Wergelands Fudvendinger og Ve-
mærfninger ved Modet paa Gidsvold, og henffjed fig under Wedels Mening. Gro⸗
gaard pitrede, at naar en General nedlægger Commandoen, optager ben Naſtcom⸗
manderende ben igjen, og at man fra den Eide maatte være Prindfen talnemmelig ;
men heraf fulgte tngenlunde, at jo Gouveratniteten var i Folleté Haand, og at det
et frulde flaae i Folkets Magt gjennem fine Nepræfentanter at beftemme Norges
GStarsforfatning. Efterat Flere havde yitret fig i ben Unledning, blev Wergelands
Forflag, der vel var i Hovedfagen grundet i Sagens Natur, men under den nærvær
rende Stemning mindre betimeligt og klogt, med ſtor Pluralitet forkaftet, og Talks
adregfen blev antagen i den af Gomiteen udkaftede Form. Den anfaace forfattet af
Sverdrup og Falfen, og lød faaledes:
nDa Norge, løsrevet fra fin ældgamle Forbindelfe, var blevet beftemt til et
Rov for erobrefyg Urgjerrighed, var dette vort elflte Fædreland dog ikke forladt;
thi bet havde fin fafte Tillid til Gud, fit nedarvede Mod og fin Kraft; det havde
Dem, ævle Fyrfte, fom efter det norffe Holts almene Ønfter” greb og førte Nord
med Viisdom, VBærdighed og Kraft, fom med ftor og heundringsværdig Opoffrelſe
forebyggede Anarkiets Redſler, og lovede med Liv og Blod i Forening med Folket
') Hans Tale i den Anledning findes indført i Wergelands Kon tet vet
efte, Abe Bilag, 6. 18. [Den er ille optaget i hans Samlede Strifter.]
i
|
Nigeforfamlingen. Wedel. Grogaarb. Wergeland. 597
a førføare Norges ben gode Sag, og hævde dette ældgamle Riges Selvftænbighed
og Fribed. Deres Kongelige Høihed har med Ord og Daad frjønt og kraftigen
- telfet Deres varme Foølelfer for Norges Held og Haver, Deres uroffelige Trofrab
m Hengivenbed for et frit Folks retfærdige Sag, Deres utrættelige Omſorg for dets
Urygbed og Frelfe. Hvor ønffede vi værdigen i Folkets Navn at fimne tolfe den
be og inderlige Folelfe af AErbødighed, Hoiagtelſe og Kjærlighed, fom enhver ægte
og redelig Nordmand føler for Dem; den Taknemmelighed, hvormed det hele norfte
doll i Deres Sendelfe erkjender en af Forfynets ſtorſte Belgjerninger tmod et frit
og trofaft Folk i Farens og Nodens Stund; den Forvisning, det har, at Deres
fjelbne Talenter, Dyder og trofafte Hengivenhed for bet gamle Norges gode Sag,
ville blive det norffe Folk uforglemmelige, faalænge bet iffe forglemmer fig ſelv!“
Saaledes hørte man allerede den Dag i Thingfalen nogle af be Mends Etemmer,
em fiden oftere toge Ordet. Wedel maatte uden Toivl regnes blandt Forſamlingens
færdigfte Talere, og han fod fig, tfær i Forhandlingernes Begyndelfe, oftere høre.
Seere hen blev han mere taus, da han, misfornøtet med Tingenes Gang, mindre
interesferede fig for de Beflutninger, der hængte fammen med Landets politifte Stilling,
så alle i en uimodftaaelig Strøm frilede imod, hvad der efter Grevens Mening tjente
ul Rattonens Zarv, og han indffrænkede fig meftendeels fun til at drøfte den udka⸗
ftede Gonftitutions Paragrapher. Han havde em færdeles Lethed til at opfatte den
Gjenftand, ber i Thinget fremfattes til Behandling; han drøftede den med Skarp⸗
kndbighed, og gjendrev fin Modftander med Alvor, men paa Eidsvold i Ulmindelighed
med ſtor Sindighed og Maadehold. Med Rolighed, Aandsnærværelje og GSelvbes
berffetfje begyndte han her fin Virffomhed fom Taler i TIhinget, og Hoændelfen vilde
at ban vendte fine Vaaben mod en Meningsfælle, med hvis Begreber om Fedre⸗
drelandets Stilling han ellers harmonerede. Wedel fom paa Eidsvold, ogfaa da
sat han misforftodes, og naar Prindjens Tilhængere angreb ham og hans Tilhængere
med ſtiklende og Haarde Udtryt), heiſt fjeldent ud af fin rolige og findige Thinge
færd; ban tillod fig iffe der noget bittert Ord imod Nogen, men forfvarede fin
Mening frarvfindigen, og fom ofteft heldigen. Wedel havde hentet fit Mønfter fom
Thingtaler i det engelffe Parlament, og om ber var Flere, fom kunde være ham
vørne i Kundffab om den Slags Materie, Hvorom der handledes, og i dybe Studier,
faa var ber gjennem hans hele Thingfærd Faa, der hunde nævnes ved hans Side
føm Parlamenttaler. Forfatteren har vel ſtundom paa efterfølgende Etorthing hørt
beftige Taler af Wedel, i hvilfe han altfor djærvt git løs paa yndede Folfemeninger,
og altfor ffarpt og tildels eenfidigt bedømte Landsmends Handlinger; men han
denndrede ofte den Nolighed og Sindighed, fom han viifte paa Eidsvold, der uſige⸗
tigen bidrog til en grundig og rolig Drøftelfe af Fodrelandets vigtigfte Unliggender.
Dette paaftaaer Forfatteren, at ber baade paa bette og følgende EStorthing vare faa
Talere, ber hørtes med ſtorre Jnteresfe, og gjorde meer Indtryk ved fit værdige
Bafen og verjonlige Holdning, fri for alle Fagter, og ved et let og flydende Fore⸗
brag uden Halten og Stammen, og ofte fuldt af træffende Billeder.
Grøgaard vilfte fig visfeligen fom et talentfuldt Medlem af Rigsforfamlingen.
I vittige Valevendinger, heldig, ftundom ſarkaſtiſt, Gjendrivelfe af hans Modſtanderes
Eatninger overgif Ingen ham, og Falerens Miner og Gebærder underftøttede Geniets
iprublende Taleflod. Hans Mttringer vare fledfe vel formede og kryddrede med fpile
fende Vid, men berhos flundom bidende i den Grad, at han ifte fjeldent flødte fin
Bederpart. Hans Modftandere i Politiken, blandt hvilte Mange gjorde hans Talenter
Net og Stjel, fandt, at han ſtundom jpillede paa Overfladen for at angribe fin
Bederparts fvoage Side; men haar han ikke altid gif tilbunds i Betragtningen af de
') Saa megen Ugtelfe nød imidlertid benne markvardige Verſomighed ogfaa paa Eids⸗
vold, at fornærmelige Ubtryt fjelbent eller aldrig faldt i hans Lob.
998 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
Gjenftande, fom behandledes, faa var Aarſagen vel den, at han anſaa ethvert Hoved⸗
angreb paa Modſtandernes politiffe Mening for unyttigt, og ledende til at forbittre
Gempytterne til Skade for bet egentlige Conftitutionsvært. Da han ilfe var Medlem
af Gonftitutionscomiteen, havde ban iffe Anledning til i den Grad, fom Flere af
Forfamlingens udmærkede Mænd, at trænge dybt ind i det egentlige Grundlovsarbeide;
thi om dette var ber i den fore Horfamling forholdsmasſigen fra og idet vidtløftige
Discusfioner; men i enkelte af disfe, faafom UAdelsfagen og Jodeſagen, lagde han
noffom for Dagen, at han alvorligen havde drøftet disfe Gjenftande og forftod gruns
dbigen at behandle dem. $Hvo Der fjendte Grøgaard til Grunde, og lagde Mærte til
hans Færd paa Rigsforfamlingen, maa tilftaae, at Faa eller Jngen i Forfamlingen
følte varmere for fit Fædreland end ban, Faa opfattede klarere dets fande Juteresie,
bejad bybere Kundffaber endog ubenfor fit Gmbedsfag, og vidfte at indflette fine
Fanfer i et fivligere, fyndigere og tælteligere Foredrag. Men Grøgaardb var aaben
i fin Jord, fom i fine Meningsyttringer, og ban hverfen frygtede eller undgik beftige
Sammenftod, i Thingfalen og i privat Samtale, med fine Meningsmobdftandere, og
gjorde fig ofte lyſtig over Deres i Bifer og Taler flammende Patriotisme'). Derhos
var fan felvftændig i fine Meninger, og fnertede Venner og Uvenner med fine ſtarpe
Baaben, naar han havde en Jdee at forfvare, fom han havde taget af fin Overbe⸗
viisning. Hans Bittighedspile frilede ligefaavel mod Venners Stjerner, Baand og
uvæjentlige Fortrin, fom mod Modftandernes fruffende Billeder og opfyulmede Fors
haabninger. Han begyndte fine Debatter i Dag i fin fædvanlige vittige Stiil, men
fun for at femme Gemytterne til roligen at behandle Hovedgjenftanden for Dagens
Forhandling, og bortfjerne delicate Underjøgelfer om Migtigheden af hvad der var
pasferet. .
Wergeland vilfte ogfaa under denne førfte Debat fin Færbighed og Frimo⸗
bighed fom ZThingtaler. Han var faſt den Enefte af Oppofitionspartiet, hvis ſterke
Overbeviisning om Nigtigheden af hans politifte Tro ikke tillod at tilbageholde fin
Mening, faa ofte der gaves Anledning til ut lægge denne for Dagen. Hans Tale
havde i Forfatterens Tanker mange vakkre Steder, men han brugte flundom driftige
og mindre correcte Billeder, ber gave hans Modftandere Stof til fpottende Angreb.
Talerne gjorde derfor i Deres Heelhed ike altid det tilfigtede Indtryk, ligejom de
fundom havde en Bredde, der trættede baade Modftandere og Meningsfrænder, og
indehofdt en docerende Tone, ber ingeniunde tælfedeg denne Forfamling. Der var
berhos ofte i hans Meningsyttringer en vis Haardhed, Beftemthed og Ringeagt for
Andres Meninger, der ligeſom fyntes at tndeholde den Paaftand, at han fremfor
Nogen i Forfamlingen havde gjennemtrængt en Grundforfatnings fande VBoæfen, og
vidfte at give den en for Fædrelandetg fande Tarv pasjende Form. Hans Frimo:
— — >
n Forfatteren, fom næften ſtedſe var vet Grogaards Side paa Eidsvold, var Vidne
til flere faadbanne Sammenſtod, og nogle af dem, fom Wergeland omtaler i fit
Skrift, ftane ogfaa for hans Erindring, endſtjont iffe udbmalede i hiin Yorfatteré
Farve. De vare fæbvanligen flygtige, og overftred ikke Selſtabslivets venlige Anſtand.
Grogaard var å Almindelighed agtet i Forfamlingen, og man angreb ikke letteligen
et Medlem, fom virfte at pille bet Latterlige ub i ethvert tvetybigt Udtryk, hvori
ban fporede et Ungreb eller en Mistydning. En af Forfamlingens geiftlige Med⸗
lemmer [førmodentlig år. Schmidt], ber hørte blandt Prindjens ivrigſte Tilbængere,
og gav hvyppigen Sidebug til Oppofitionen, ijær i fine Leilighedsdigte, vilte ham
jerne tillivå, og Forfatteren føgte ftundom at moberere Hang Ubfalb mob benne I
ere Henjeenber agtværdige Mand. — Grogaard var visfeligen bleven en Pryrelfe
for vore Storthing, naar han oftere var bleven ubkaaret til Repræfentant. Han
vilde viſtnok itfe have faaet ven neberfte Plads blandt den Rakke af Hadersmand,
fom ben geiftlige Stand har leveret til Storthinget. Men hand politifte Mening
binprete hang Valg til Storthinget 1811, og fiber glemte8 han under andre Slags
algtabaler. [Sfr. Grogaards VBiograpbi af P. Botten Ganfen i Eidsvolde⸗
Galleri S. 52—62,]
Nigsførfamlingen. Lovenſtiold. Mogfelbt. Sverdrup. Blom. 399
dighed var pritsværbig; thi den flød af et patriotift Sind og Overbeviiening om den
Sags Reenhed, fom han forfvarede, men formedelft Djærvheden i hans ttringer
heſtede han ſtundom bittre Frugter af fin Beltalenhed, ligefom ber ofte var mere
Etudium end practijf Biisdom i hans Sætninger. I Forfatterens Dagbog har han
plantet Wergeland en Mindeblomft, der vidner om ben Hoiagtelſe, fom han følte for
hans frimodige og ofte fraftfulde VBettalenhed, hans omhyggelige Studium af Stats⸗
forfatuingens Vaſen, og hans Djærvhed til at udtale fin Overbeviisning, hvori han
mit alle fine Meningsfrænder 1).
Levenfkiold viifte ogfaa ved denne Dags Debat fit parlamentariffe Talent.
fan talede i Almindelighed med Lethed, Skarpſindighed og en Frimodighed, der aldrig
led fig forſtyrre ved Modpartiets bdjærvefte Angreb. Der var, fom ovenfor bemærtet,
ea beſtemt Uabenhed t hans hele Ford paa Gidsvold, fom foragtede at lægge Stjul
ma polittffe Meninger, bvorfombhelft disfe fom paa Bane. Men denne aabne Mods
und tæffedes iffe den fore Hob. Saaledes maatte han doie flere Ubehageligheder
i sg udenfor Forfamlingen; thi han hørte blandt de aabenbarefte Modſtandere af
Gelvjtændighedsværket. Hvad han i Dag foredrog, var Å Wedels findige Tone, og
hube ingen GStjærv lægge til at forbittre Gemytterne eller nære Partihadet. Jøvrigt
gi det ham fom GSorenflriver Blom og flere dygtige Nepræfentanter af det tvivlende
Sarti, at de blandede fig oftere i Begyndelfen end i fenere Sesſioner i Debatterne
om ypolitiffe Materier. De undgik at deeltage i disfe vanffelige Underføgelfer, hvis
Aigjørelje tog en Bending, der ingen Modftand taalte, og fom fun fowikledes ved
m unyttig Kamp. Det var fun, naar de Grunblovens Paragrapher, ber ordnede
Statens indvortes Unliggender, bebatteredes, at de gave deres Mening tilkjende, og
det maa med Sandhed figes, at deres Foredrag ofte bidrog til at berige Grundloven
med henſigtsmasſige Beftemmelfer.
Ogjaa Gapitain Mogfeldt tog Deel i disfe Debatter, og Forfatteren maa
tiſſſaa, at Der var Faa It Forfamlingen, fom han heller hørte end ham. Han talede
ofte, baade ex tempore og af Papiret, men hans Foredrag bar ſtedſe Præget af
Etarpfindighed, Kundffab og Humanitet. Han var en af GSelvftændighedens ivrigfte
gorfægtere, en varm YForfvarer for Prindjens Fremgangömaade, og Ingen viifte meer
Affſty cnd han for enhver Tilnærmelfe til Sverige, fom han erflærede for Fadrelan⸗
dets Erke⸗Arve⸗Fiende. Men han forfulgte itte fine Thingfæller, fom havde en anden
Dverbeviisning, med Had og Mistjendelfe, og Det gik vel an at fraar paa en ven=
fabelig Fod med ham, uden at foærge til hans politifle Fane. Det Talent, fom
Mogfeldt udvitlede paa Eidsvold, endſtjont det underftøttede en Sag, fom Forfatteren
di funde give fit Bifalb, og hans humane Færd mod Thingets Medlemmer, hvad
endog deres politiſte Mening var, lagde Grunden til Forfatterens Høiagtelfe for denne
umærfede Mand, ber har filgt ham paa hans paafølgende ophøiede Embedsbane,
paa bvilfen han har viift den Fafthed, Frimodighed og det Fæbdrelandåfind, fom firar
i Begyndelfen af hans offentlige Virtfomhed henvendte Nationens og Kongens Øine
pia ham.
Sverdrup, fom følte fig fræntet ved Wergelands Udladelfer om den forelsbige
Raadsfamling paa Eidovold, tog en alvorlig Deel i denne Dags Debatter. Maaſtee
13 Forfatteren har i fin nedffrevne Dom om Wergelands Fært, fom Medlem af Nigs-
forjamlingen, lempet fin egen Mening efter høitagtede Medrepræfentantera, ber fan
anſees meer upartiff, og grundet paa bet almindelige Inbtryk, fom famme gjorbe i
Forfamlingen. Der var Jngen paa Eidsvold, fom ved omhyggelige Studier faar
leves havde forberedt fig Kl Deeltagelje i Nigsforfamlingen8 Forhandlinger fom
Wergeland, 28 Ingen, ber havde flere udarbeidede Forebrag i denne Henfeende i
Beredftab. en ofte ere flige Forberedelſer, naar ve figte til et beſtemt Maal,
minbre gavnlige for Sagen, idet de let foranlebige en vis Eenſidighed 1 Unftuelfer,
rer foælfe Sjælens Boielighed til at lempe fig efter Omftændighererne, vg vige før
be bedre Grunde, fom Andre funne have at fremfætte for movfatte Meninger,
400 Tredie Tidsſsrum. Forſte Capitel.
følte fan, at hans Nærværelfe der, og hans private Samtale med Prindſen, om
bvilfen vi ovenfor have talt, havde bidraget til at give be der fledfundne Discusfioner
en lykkelig Bending, og kunde ifte taale, at der faftedes en Skygge over denne fors
berebende Ukt til Statsomvæltmingen t Norge, med hvor megen Forfigtighed end Vor:
flaget var fremfat af Wergeland, fom i Form af em Takadresſe vilde paatrykke btin
foreføbige Beflutning Rigsforfamlingens GSanction. Sverdrup var berhos en farlig
Modftander, faavel formedelft fin Skarpfindighed, fine Kundffaber og philofofiffe Mand,
og fin Færdigbed tl at udtrytte fig, fom formedelft fit udvortes værdige Bæfen, dybe
Avorsftemme, og den ffarpe Satire, hvormed han ofte ledfagede ſine vel fillete Ord.
Kun ved enkelte Leitigheder tog han paa Eidsvold alvorlig Deel i Debatterne, men
ba var bet deels for at blotte Ovpofitionens Nøgenhed, deels for at begeiftre Selv⸗
ftændighedens Tilhængere til trofaft Udholdenhed, og ber var faft Jngen uden Wedel,
og ftundom Wergeland, fom alvorligen traadte i Stranfe mod den philofofiffe Kjæmype.
Striden i Dag var imidlertid let udfægtet, da han havde paa fin Side begge Pars
tiers Gornphæer. Hans Forflag, fom vel neppe var alvorligen meent, at Fræve
Mergeland til Regnftab for hans Udladelfer, blev knapt bemærfet, langt mindre
unberftøttet af Forfamlingen. Med al fin udvortes firenge Alvor og flarpe Diatettil
var Sverdrup imidlertid en af Eidsvolds humane GSelvftændighedshelte, der tilſtod
hvert Parti fin Wre, og opløfte ikke gamle Benftabsforbindelfer formedelft Divergentø
i politiffe Anfruelfer.
Sorenfriver Blom talede og ved benne Leilighed nogle Ord, men han var
endnu iffe fommen i Uande fom Storthingsmand, og han tabte efterhaanden Lyften
til at blande fig i andre Discusfioner end bem, ber angit Grundfovens Beftemmelfer,
og ba vare hans Bemarkninger træffende. Munterbed og Vid, blandet med em vig
Satire, fpillede ofte i hans Foredrag. Han var iøvrigt et trofaft Medlem af det
fille Parti, fom tvivlede om Selvſtondighedsvarkets Henſigtsmæsſighed for Fædrelandet.
Saaledes traf dette fille Uveir over ved Partihovdingernes fælles Beftræbetfer,
ber iffe vilde begynde Forfamlingens vigtige Forhandlinger med forviflede Underfø-
gelfer, fom fet funde have fat de herftende Partier i Harniſt mod hinanden, og
ikfe banede Vet til den vigtige Sage Ufgjørelfe, fom var den egentlige Gjenftand
for Møvet.
Deretter frrebes til Ubdnævnelfen af tvende Comiteer, nemlig Nedacttonscomiteen
og Gonftitutionscomiteen. Til Medlem af den førfte valgtes Sverdrup, Grøgaard og
Jacob Ua). Ligeſom dette Urbeide ikke funde behandles med Omhu, fordi Med⸗
lemmernes Tid var optagen af Thingforretninger, faa funde det efter fin Natur heller
ikke blive interesfant. Det maatte være en fort og tør Journal over hvad der dage
figen blev forhandlet, uden politiff Farve, og uden at optage ben interesjantefte Deel
af Gorbandlingerne, nemlig Debatterne over de behandlede Gjenftande. Dertil fom,
at der mangled? UAnftalter til en Trykning, der med tilbørlig Hurtighed forplantede
Begivenbederne, medens de havde Nyhedens Jnteresfe. Der befandteg vel paa Eids⸗
vold et Felttryfteri%), men det arbeidede fangfømt og maadeligt. Man maatte faa-
ledes fun vente at finde Forhandlingernes tørre Nibbeen, og disſe fom tildeels faa
feent i Publicums Hænder, at de offentlige Tidender havde antepiceret Beretningens
Nyhed. Hvad der leveredes til denne, fom meftendeels fra Grøgaardé Haand, fom
Dertil havde mecft Tid, da han et var Medlem af Conftitutionscomiteen 3). — Derefter
Dette Balg gik temmelig uorbentlig til, idet enkelte Medlemmer blandede flg i Præ-
fibenten8 Function, og —* Valget.
7 [Det fan maaftee i Fremtiden interesſere at vide, at dette lille og usle Bogtrykkeri
fenere fjøbte8 af nuværendbe Generalmajor Bird, ſom lov det bringe til Lromss,
hvor bet en Tid benyttedes til Trylning af Finmarkens Amtstidende, og at bet mu
bevareg i Bergens Mufeum. Efterkommerne ville ved her at fee det forbaufes over
be ringe Midler, hvormed man i hine Dage maatte hjælpe fig.]
5) Hverken benne eller be følgende Storthingstibender kunne, fom interesfant Lectire,
Rigsforfamfingen. Conftinettont-Gomiteen. 401
- fnmenfattes Gonfitntionscomiten, og Kl dens Medlemmer, hvis Antal beftemtes
M15, udmærnedes i følgende Orden efter Stemmernes Antal: Hegermann, Falſen,
- Sverdrup, Jac. Aall, Rein, P. Mopfeldbt, Rogert, Grev Wedel: Jarlsberg, Diriks, Mer»
| glimt, Stabell, Omfen, Fr. Schmidt, Peterfen og Midelfart — de ſidſte tvende efter
- bfoftning med Ghrifte. |
| Canmme Dag overgaves Prinbfen Jorfamlingens Takadresſe gjennem ben Gomitee,
- fom bande mbarbeidet den, og Prindfen gav berpaa følgende Svar: „Ethvert Beviis
pan det norſte Folls Tilfredshed med mine Beftræbelfer er mig dyrebart, hvor meget
me Bœrd maa bet have for mig, fremført ved Nationens udvalgte Mænd. Min
Seridſthed figer mig, at jeg har udrettet Noget til Fadrelandets Frelſe; det er til
| Dem at udrette Mere. Ved det Fæbrelandsfind og ben Driftighed, ber vil befjerle
deres Forhandlinger, vil De fnart tilendebringe bet vigtige Koretagende, at fljænte
wege en Gonftitution, fom eendrægtigen flal forfoares og haandihæves, og hvortil
ng onfter Dem Held. Jeg beder Dem at bevidne Migsforfamlingen min Tal. —
Om Mftenen fral Prindfen have yttret fin LTilfredshed med det Udfald, fom Wedelé
Qihringer havde givet Wergelands Forilag, og derhos bet Haab, at man i Korfam»
føgen vilde affolde fig fra perfonlige Fornærmelfer, og at ber maatte gives Meds
maerne Anledning til paa det Ariefte at yttre deres Tanker.
Den 13vde Upril begyndte Gonfritutionscomiteen fit vigtige Urbeide, og bet vil
manffer iffe være upasfende at indlede vore Læfere i en Forfamling, fom i et Par
Baer fulbbyrdebe Udfuftet til en Grundlov, der viſtnok har fine Ufuldfommenheder,
me fom fenere faa ofte er bleven roft af de meeft competente Dommere. Det maatte
satte Forundring, at et Urbeide af den Vigtighed og vanifelige Beſtaffenhed kunde
fames og fulbbyrdes i et faa fort Tidørum af Mand, fom meſtendeels Ingen Deel
herde taget i GStateftyrelfen, fom havde været Medlemmer af en Etat, i bvilken der
ffe gaves Foltet Unledning til at give fin Etemme i Statens Unliggender, og fom
derfor bavde bortfjernet Tanken fra Ult, hvad ber angaaer GStatéform og Stats⸗
mete. Sagem fyntes faaledes nedlagt baade i ukyndige og uøvede Hænder. Men
heels lettedes Urbeidet ved en forberedende Unberftøttelfe af Mynbige Mænd udenfor
derſamlingen, beels ved Medlemmernes færegne Talent og Kundfraber, beeld ved den
fore Simplicitet i det norſte Gtatslegemes indvortes Orgranifation, og ved Conſti⸗
menterne8 rolige, meftendeels fra ubvortes Paavirkning befriede Stilling.
Et færdeles vigtigt Middel til Arbeidets Fremme var be forfljellige Udkaft til
a Gonftitutton, fom indleverede8 til Gomiteen. Af disfe Forflag indfendtes flere,
jamt et Gyremplar af de forenede Staters Gonftitution, ligefom enkelte Medlemmer
havde udarbeidet andre, fom ei fremlagdes, men fom Comiteen benyttede under Paras
grapbernes Ubarbeidelfe. Men ifær var bet Udfaft, fom var forfattet af Gorenføriver
Jalfen og Lector Udler, til ftor Nytte og Veiledning ved Gomiteens Urheider, og
det var fom en beftandig Ledetraad, ber førte ben Stridt for Skridt igjennem dens
— —
ſammenlignes med Provindſialſtendernes Tidender å Danmark; thi begge ere redi-
gerede paa forſtjellig Maade ogi forſtjellig den t. Storthingsforhandlingerne indeholde
ingen Debatter, men kun Sonne og Mutninger, ber udtages orbret af Pro-
toføflerne i bereg tørre droniftifte Form. Standertidenden redigeres med meer Ombhu,
giver Nepræfentanternes Foredrag, Mepliter og Duplifer I en fammenhængende
Orben, tilbeelg vel og i GStiil og Keriøbens Runding forbedret af Redactionens
Fil. Storthingsannalerne ere faalebeg be troverdigſte men vel vg mindſt tntereg-
fante Unnaler, fom funne overgives GEfterverbenen, og giltorieftriveren maa hente
af GSnarftrivernes ikke ſtedſe paalidelige Kilber benne Beenbygnings VBetlædning.
Dertil fommer, at Stænderforfamlingen har fin egen, udenfor Forfamlingens Mivte
valgte, Sekretair, fom ene beftjæftiger fig med fine Cytracter af Forhanblingerne og
Redactionen beraf. Han lan faalebes, da pan ingen Deel tager i Forretningerne,
toligen og uben ben Sindkuro, fom umibbelbar Deeltagelfe i Yædrelandete vigtigfte
Unliggender medfører, opvffre fig for en Forretning, ber visfeligen Å Danmark er
ubført af dygtige Hænder.
Kane Erindringer. 28
- 404 Tredte Tibsrum. Ferſte Capitel.
Diriks var fom Comiteens Lerifon med Henfyn til andre Landes Conſtitu⸗
tionsformer. Saaſnart en Paragraph fom under Behandling, vidfte han, bvorfedes
Satningen var formet i andre Gonftitutioner, og hans Inffelige Hutommelfe og fore
Lovkundſtab fom Forfamlingen herligen tilpas. Da han med Henfyn til politife
Partier tagttog en beftemt Neutralitet, og fom danſt Mand ſtor Tilbageholbenbed i
fine Mitringer, beeltog han i Forretningerne paa Eidsvold i det Hele med for
Molighed, og uden at blande fig i Afgjorelfen af det fore politiffe GSpørgsmaal.
Imidlertid fulgte Gan opmærffomt Korretningernes Gang, og holdt en Dagbog over
Forhandlingerne, fom ban meddrelte fine Gomitenter, og fom vjdnede baade om bang
Upartifthed i hans Domm:, og hans Virffomhed under den vigtige Forretning ).
Mogfeldt hørte ogfaa til Comiteens virtfomfte Medlemmer. Han var nøte
befjendt med den engelffe Forfatning, var en ivrig Forfvarer af Folkets Rettigheder, og
provede med Slarpfindighed og Sagfundfrab de Saætninger, fom i Comiteen behandledes.
Wergeland var en opmærfjom Jagttager af Forhandlingernes Gang, og flits
tigen tilvede med Bemærtninger, tagne af hans medbragte Udkaft til en Forfatning,
ber dog ikke fuldftændigen blev forelagt Korfamlingen til Bedommelfe. Det feilede
heffer itte, at hans Anmærtninger ofte faldt paa det rette Sted, og tildeels ogfaa
toges til Folge; men ſtundom bhændte bet og, at han forfinfede Forhandlingens Gang
ved at holde faft paa Meninger og Ideer, fom han bragte med fig fra fit Studeer⸗
fammer, og fom iffe altid vilde pasſe i Unvendelfen. Der var, fom ovenfor bemærtet,
Ingen tilftede paa Eidsvold, der omhyggeligere end Mergeland havde fat fig ind i
Statsforfatningens Former, og flittigere derom meddelte fine Ideer; han ſtilles der⸗
for med Mette blandt de virfjomfte Gonftituenter, Iigefom nogle ikke uvigtige Beſtem⸗
meffer i Grundloven ffyldes ham.
Hegermann var fær virffom ved VBaærnepligtens Beftemmelfer, om bville han
havde de frrengefte Begreber, der gik ud paa deres lige Fordeling paa alle Statens
Borgere. Vfær anfaa han den almindelige Udøvelfe af VBærnepligten fom gavnlig og
nødvendig under Statens nærværende Stilling. Men han fremfatte fine Meninger
ftedfe med ftor Humanitet, han hørte venligen paa de Jndvendinger, fom gjordes
mob hans Gætninger, og fremfaldte juſt Modftand for at foranledige en ombygge
ligere Droftelfe. Han gav derpaa et fort Bevits, da Medlemmerne af Bærnepligté-
comiteen flulde vælges; thi da bidrog han Sit til, at der valgtes Mænd, der havde
været hans ivrigſte Opponenter.
Fornden Falfen og Diriks havde Comiteen tvende juridifte Medlemmer, Mogert
og Omfen ». Om Rogerts Kundffaber funde ingen Tvivl være, men hans Syge⸗
Ferd og Gharakteer, at fafte Stygge paa Prindfens hoie Modftander i Naboriget,
berpaa anvendte han al fin GSkarpfindighed og fit hele Lalent fom Forfatter og
Nepræfentant, og ber var Ingen paa Thinge, ber meer eenfibigen arbeibebe til bette
Maal end Faljen; thi det var Mandens Charalteer, at hefte fig med glødende
Varme ved ben Idee, han havde fattet, men berhos fatt han ingen Were i at hænge
aft veb et vilbfarende Syftem, naar Fornuft og Erfaring havde anbnet Hans Tine.
en Falfen var ille ben Mand paa Eidsvold, fom kunde vinde Oppofttionen for
ben Eag, han forfægtede. Der Iaa noget Fraſtedende i hans Vaſen ber, moget
Stolt i hans Mine, noget Barftt i Kang Udtryk, fom bortftræmte dem, ber nærmer
g han, og fom et vare bundne til ham ved Venſtabsbaand eller ver Menings-
armont. — Der var Jngen paa Eidsvold, fom Forfatteren flyebe meer end Falfen,
ngen, hvis Færd han i fit fille Sind mere badlede end hans. Men han bar
fenere havt Leilighed tl at rette benne fin vilbfarende Mening om benne heøiftagt-
værdige Mand, —* foot fine Talenter, fine Skrifter, fin Dygtighe» fom
aringspreven og Mepræjfentant, og formedelft fin edle Varme for fit Fævre-
land har ubmærlet fig fremfor be Flefte. Da Forfatteren paa fenere Storthingt
meber arbeibebe ved Falſens Sibe, modtog han Bevifer paa hand Agtelfe og Ven-
nefind, fom — ſtedſe bevarer i talmemlig Erindring.
5 Diriks correfponberede unber igeforgn ingen flittigen med Forfatteren& Svoger,
Præften Stephanfon paa Tjelling, og Brudſtylkker deraf bleve Forfatteren mebbdeelte.
Nigéforfamlingen. Gonfritutions-Gomiteens Medlemmer. 403
fmbierd. Dieſe Mænd vare under de venefte fæbrelandfte Henfyn af det nyfødte
Saget fore Balgforfamling udkaarede til at møde paa Thinge, og ved et engere
Sula, iblandt de ubfaarede Thingmænd felv, vare de af Rigsforfamlingen ubpegede
fu be dygtigſte Grundlovsforfuttere. Og nægtes fan bet tkle, at flere af Gomiteens
Medlemmer vare udruftede med Evner og Kundjfaber, fom gave deres Stemme VBægit
Gomtteen, og beforbrede Arbeidets Frenume.
J Gre Wedel var ogfaa i denne Henjeende en af dens meeft indfigtsfulde og
femme Medlemmer. J Soærdeleshed var han vel bevandret i Statsformens høiere
fasgeninger, hvilte han deels kjendte af Erfaring, fom Medlem af den forrige Nes
grnskeommisflon, deels med Flid fra Barndommen Qavde fat fig ind i efter den
pylite Statefiyreljes Rorm. Med Henfyn til den ubdøvende Magts Rettigheder,
ig bent Forhold til den lovgivende Magt, faaveljom til Statsorganifationen i Statens
re Sed, var Wedels Raad og Stemme den vigtigfte. Enhver af de Paragrapher
Grandloven, fom ombhandlede benne Sag, bleve af ham ombyggeligen brøftede,
gå flefte Beftemmelfer af den Art flyldes hans Birffomhed. Paa en Maade funde
Su betragtes fom bet ariftotratiffe Principe og den ubøvende Magis Repræfentant
iGomiteen. Han gav viſtnok ilfe den demokratiſte Aand, fom gik igjennem Comi⸗
arbeidets Beftemmelfer, fit ubetingede Bifald, og føgte berhos at give den udøvende
aat ben Kraft og Jndilydelje i Statsſtyrelſen, fom kunde tilveiebringe en pasfende
Jercgt. Men da det demotratiffe Princip var det raadende, var hans Modifita-
til ben modfatte Retning paa fit rette Sted, og denne VBeyelvirkning af for-
på Ideer mellem oplyſte og fæbrelandffjindede Moænd maatte være til Gavn
fr Eagen.
Da Falfen, Comiteens Formand, var tilftebeværende Forfatter af det Udkaſt,
lm behandledes, fan maatte det ventes, at han tog varm og jevniig Deet i Debats
me. Men fom han var en af Gomiteens fyndigfte Medlemmer, var han berhos
naa en haardnaffen Forfvarer af egne Meninger. Falſen manglede ilfe ben Bøies
bjed i Ideernes Opfatning, fom er Refultatet af Tidens Fremitridt, prøvet Erfaring
ta dybere Granſtning. Men den Stilling, hvorpaa han for Oieblikket flod, for-
harde han med en Heftighed, der flundom grændfede til Eenfidighed, og et Alvor,
hr iffe fjelbent nærmede fig til Barſthed. Saaledes var han visfeligen en af de
refimmite Forfremmere af det Grundlovsvært, hvortil han havde indleveret et Udkaf;
mi ban fulgte fit Thema Skridt for Skridt, og det var vanffeligt at bevæge ham
bl forandringer, hvorved Distusfionerne flundom gif i Langdrag. Paa dette Sted
hade imidfertid denne Ubøielighed ogfaa fin fore Nytte; thi derved fængfledes Comi⸗
kne Urbeide til det indleverede Udkaſt, og tilveiebragte en vis fyftematiff Orden i
dahandlingerne. J denne Stole funde desuden ingen fir Idee uprøvet finde Jndpas;
Å ben prøvedes af Medlemmernes funde Fornuft, fiberale Unfruelfer og filtre Tatt
reg Overfyn over det Hete”).
beöuben, at en faadan politift Forening i mange Henfecnder maatte befordre JFæbre-
landets Held. Gjenforeningen med Danmark aa beror fjernt fra hans Tanler.
Derimod kunde han ilfe forklare fig ben tilfyneladende JnconfeqventS hos Medlem-
merne of Gelvftænbdighedåpartiet, at de, under en aabenbar Uvilliz mod em Gjenfor-
ming med Danmark, ivrede for at fætte Norges Krone paa ben danſte Tronarvingé
Hoved, ba ber bag ingen Tvivl unde være om at Prindfen foretral Danmarks
Krone for Norges, og at hans Ophoielſe til Norge Konge maatte lede til biin
Gjenforening. Denne Synderlighed var ofte Gjenjtand for Forfatterens Benne-
Samtaler med Wedel. Gi af Etatsraadeis Medlemmer, fom befad Brinbfens
Agtelje og Fortrolighed, har fortalt Forfatteren, at han engang ved en given Lei-
lighed fpurgte Prindfen, om han vilbe opoffre Danmarks Krone for at beholde
Norge8, og at han — fom rimeligt var — meb Belte benægtebe bette.
) Falſen unde ievrigt betragte8 fom Formand for Gelvftændigheddpartiet, og han
var Prindſens barmefte Tilhænger. Ingen var mere bekjendt end han med KA
heie Planer, Ingen beſad i høiere Grad Prindſens Fortrolighed. Ut rofe Prindſens
26*
406 Tredie Tidsrum. Ferſte Capitel.
foarer af liberale Anſtuelſer med Henſyn til be Paragrapher i Grundloven, fom angaae
ben herſtende Religion, og det var ikke hans Skyld, om disſe tildeels ſik em Form,
ber afviger fra den liberale Mand, fom gaaer igjennem Grundlovens Bud. Hans
Foredrag underftøttedes fenere ved hans Taler i Thinget, fom vare blandt de fmultefte
og grunbigfte, fom bleve hørte inden Gidsvoldsfalens BæggeN.
Sverdrup tog vel fjeldent nogen alvorlig Deel i Detaillen af Comiteens vidt
føftige Debatter om Gonftituttonsværtet; men hans Bemærkuinger vare der fom i den
fore Forſamling træffende, ffarpe og veiledende, og bidrog til at give mange Sat:
ninger faavel i Gorm fom Muterie fin rette Plads og Betydning.
Stabell og Veterfen, begge dygtige og hoingtede Offirierer, gjorde ingen For:
bring paa Betjendtftab med Gonftitutionens Vaſen, og lode fun fjeldent deres Stemme
høre uben naar militaire Gjenftande forhandledeg %.
Der gaves ſaaledes viſtnok flere Medlemmer af Gonfritutionscomiteen, af hvis
Birffomhed der ikke viifte fig mange anbenbare Spor, fordi de lidet havde forberedt
fig ved foregaaende Studium af Statsforfatningens Bæfen, og ifte medbragte friftlige
Nedtegneffer. Men det tjente derhos til Sagens Fremme, at ber gaves Mænd, fom
uden forudfattede Meninger overveiede og bedømte den forelagte Gjenftand, og fom
toge fine Beflutninger efter den Sags Reffaffenhed, fom forelugdes dem, meer end
efter bet Normal, fom be felv havde medbragt. Det fan derfor ikke nægtes, at
Gonftituenternes Perfonlighed, deres Evner, varme Jver for Sagen og deres fædres
fandfre Sind bidrog til at give Bærfet den Grad af Fuldfommenhed, fom bet monne
have mobtaget, og at de forberedende Arbeider og Medlemmernes foregaaende Studium
meget lettede bets Gang. Denne heldige Omftændighed raadede tildels Bob paa
ben Mangel paa Indfigt og Erfaring i Statsſtyrelſen, fom maatte forudfættes i en
5 Midelfart hørte forøvrigt blandt Forfamlingens meeft fambittighebsfulte Merlemmer,
ber føgte Sandheden med et reent fævrefandft Sind uden at funne finde en fakt
Grundvold for fine politifte Meninger. Han fom til Eidsvold med en vaklende Ero
til en heldig Ubførelje af Nrindfens ftore Planer; under Forhandlingene fiyrfedet
ans Haab, men efter Kongevalget var ban ille uden Angiftelje for Fremtiven.
a Midelfart var en ſtot Ven af Grøgaard, pleiede Forfatteren em venflabelig Lo
gang med hiin Hæbersmanb unber Opbholdet paa Eidsvold, og han bevarer Erind-
tingen berom i et fjærligt Sin».
Forfatteren har livet at tilføte om ſin egen Virkſomhed i Comiteen, billen han
ingenlunbe tor tillægge mogen ſtor Betybenhed. J dette forfte ſtore Mepræfentant-
møbe arbeidebe han iffe med ben tilbørlige Sjælens Munterheb, og hans Tanker
Joa å meer over Fadrelandets kritiſte Stilling end over en Statbforfatning, paa
PI
br å
vis Veftandighed, truet med de mægtigfte Stäters Spydſtager, han ei turde gjøre
g noget Begreb. Kun naar Statens indvortes Forhold flulde ordnes, vaagnede
ans Opmarkſomhed; ban indſaa grant, at bet var nodvendigt at hegne om Follette
ettigheber, hvordan end Norge politiffe Sljebne monne vorde, og Migsbagsfor-
Jan» ingerne vidne om, at han i denne Henſeende ikke har været uvirlfom, men at
am har beeltaget i Barretningerne efter be Begreber, fom ban, ber endnu for pas
Dørtærftelen af dette Slags Studium, nærede om bikfe Gjenftande. — Henr. Mer-
geland har i fin, føvrigt med mildt dømmende Trak udkaſtede, Charakteer⸗Slitſe
aftegnet Forfatteren fom em ,ultra-Ioval Femporifator”, og renne Dom — om han
enb ellers har opfattet bette moberne Udtryk rigtig — fan han, ved at fole å fim
egen Barm, ei gjøre til fin. I denne hiltorifte Stildring troer hart at bave viift.
at han har baaret frimodig Sandhed for Fædrelanbete Hoiefte, og bans borgerlige
Ferd troer han ille bærer Spor af en nolende Forſigtigheds Blyvagt. Men har
bar ftebfe vogtet fig for em libenftabelig Opfatning af be omhandlede Ideer og Um-
berføgelfer. Det frie —— hvortil han, i Folge fin Stilling i Staten vg ct
flittigt Studium af liberale eftere, har fogt at hæve fig, har fat bam i Stand
til, uben Jorbom. Lidenſtab og egoiſtiſte Henſyn at beeltage i vigtige Færelanvets
Unliggender, og i bisfeg Behandling at give hver Sit, uben at frygte for at flere
an mob bet ene eller bet andet Partt. Han trøer i benne Henfeende at funne lægge
Storthingsforhandlingerne, ber bære Spør af hans Birffombhed fom Stortbingemant,
ved Siden af en i hans Tanker mindre beføiet Bedommelſe af hans Fær».
Rigsforfamlingen. Gonftitution&-Gomiteens Medlemmer. 405
fpjed hermmede fans Birffomhed. Denne alvorlige og frille Mand, der var meer
ing formedelft Svaghed end af Ulder, tog liden Deel i Gomiteens Forhandlinger,
mi Rigsforfamlingens i det Hele. Fadrelandets politiffe Farer forøgede hang
mienfelfe Stemning, bvilken han dog fjeldent og fun i Vennekreds lagde for Dagen
| tedelte Ulyftes-Epaadbomme. Kun da Talen var om Kongens Kroning fom han
mj i Aande, og tvrede for at ben flulde free i Trondhjem, bhvilten Veftemmetfe i
- fundloven ogfaa flyldes ham.
ODuſen, fom havde et mere praftiff Blik end dybt Studium, var iſar virk⸗
øm ved Udarbeideljen af Gapitlet om den bømmende Magt. Forovrigt var han
fa af gorfamlingens frimodigfte Medlemmer, der ubtalte fin Mening og Overbeviigs
og men Frygt og Bibenfyn. Der var Ingen i Rigsforfamlingen, der udtrykte
Å frie om Landets politifte Stilling og om GSelvftændighedsværket, og git dettes
ge Gorfægtere nærmere pan Klingen end Omfen*).
Af de 3de geiftlige MRepræfentanter, fom foruden Wergeland vare Medlemmer
d Gufttutionscomiteen, Rein, Schmidt og Midelfart, toge de tvende førfte liden
Deli det egentlige Gonftitutionsvært. Deres Tanker vare meftendeeld henvendte vaa
førrelandets volitiſte Stilling, Eelvftændighedens Forfoar og Kongevalget. Der
ve intet Medlem paa Thinget, hvis Faler i denne Henfeende gjorde flørre Jndtryf
vet gerfamlingen end Reins; de henreve ben til det meeft farmende Bifald, og under
hettede meet Prindſens flore Planer. Forøvrigt var han, baade i Gomiteen og i
zaſanlingsſalen, meftendeel8 taus, og fun da Paragraphen om Adelens Rettigheder
fide indføres i Grundfoven, udtalte han fin Ringeagt for vdisfe uvæfentlige Nets
tyeder, fom han i fine Digte og fin daglige Omgang fredfe lagde for Dagen).
Brovfien SHmidt hørte med Liv og Sjal til Eelvftændighedspartiet, hvis
Eag han paa alle Maader føgte at fremme; men ogfaa han tog mindre Deel i det
sntlige Gonftitutionsvært, og de faa Horflag, fom han gjorde i Comiteen og Fors
mlingen, faldt igjennem %).
Brovften Midelfart var i Gomiteen fom Å Migsforfamlingen en human Kor-
—
) Vedel var Statsmand, og gjorde ingen Fordring paa at regmes iblandt lærde
fler.
3 I Begyndelfen af Forhandlingerne paa Eidsvold bar man uvis om, til hvillet Parti
Omfen hørte. Nogle af han Ittringer og Boteringer ſyntes at hentyde pad, at
han var en Jilhænger af Eelvftændighedsværket, men bet viiite fig ſenere tyveligen
not, at han anfaa Prindjen for at have taget en vovelig Beflutning, og ifær troebe
an, at Kongevalget var ubetimeligt.
5 Rein var befjendt fom geiftlig Taler; og Forfatteren, fom i Eidanger Kirke, hvor
han var Praſt, ofte havre blandet fig blandt ven ftore Stare af Tilhørere, ber fylbté
stirten for at here ben veltalende Brædilant, medbragte til Eidsvold em for Agtelfe
for Rein. VForftjellige politifte Anftuelfer, og ben Bitterhed, hvormed Mein angred
Oppofitionépartiet, bortfjernebe Forfatteren fra Rein paa Eidsvold; men før Stile-
misjen vendte bet forrige venflabelige Forhold tilbage, ber ei kunde forftysres ved en
forſtiellig Anftuelfe om Fadrelandeis politifte Stilling.
9 Han var fornemmelig virkſom paa Eidsvold fom Beiligherdbigter og hans GSange
bleve affungne ved Bordet ved flere feftlige Unledninger. I Grøgaarb, fom faldte
m Gelvjtænbighedspoeten, havde han An ftørfte Opponent, ber ofte far! recen»
erede hand Digtninger. Schmidt var iøvrigt en anfeet Præfteman»,
fin Menighed, kundſtabsrig og behagelig i Omgang. Han forlot Norge 1817, mis-
fornoiet af forffjellige Grunde, foretog 1818—1819 en Neife til Italien, tog derpaa
Uffe» af norft Tjeneſte og fil 1820 Himmelev Nræftefald ved Roeskilde, men man
vmtebe om, at han angrede at have forladt Eger. I 1826 tog han ben thevlogifte
Doctorgrad i Kjøbenhavn, hvortil han indbodes af bet theologiffe Fakultet i Unled-
ning af Prinds Frederiks Formeling med Prindbjesje Wilhelmine. Forfatteren traf
ham ber, ban talebe med Deeltagelje om det Land, han havde forlabt. [Han
dode 16be Hebruar 1840. Berg bemærter, at man troede han forlob Rorge fortre-
ben over, at han iffe tom i Betragtning til Bergens Bijpeftol 1817, fom Pavels
ÅL Han var fiolt.]
eit elffet af *
408 Tredie Tiderum. Forfie Gapitel.
Forhold og Rettigheder. Vi have her kun at gjøre opmærlfom paa de Velgjerninger
fom han fljænfede Fædrelandet i Skilsmisſens DØieblit. Men hvordan endog hine
monne fave været, faa vare de underordnede andre Betragininger. Det var oøiens
fynligt. at Regenten var Norges GSelvftændighedsfag med Liv og GSjæl opoffret, og
at hans Hu ftod til at heftige Norges Trone. Endſtjont han vel vidfte, at —*
gerne om Landets politiſte Stilling vare deelte, og at Ideer derom, forjfjellige fra
hang, vare i Omløb, forudfatte hun det dog fom givet, at Ulmeenftemmen var paa
hans Eide. Han flyngede et Anathem mod bem, fom ikke hyldede den abſolute
Selvftændighed, og alle hans Foranftaltninger og Atringer vare fom en Fodifamuel
til ben nye Trone. Neppe vil man funne nægte, at jo Regenten og hans Filbæme
gere gjorde Forføg paa at lede Forfamlingens Stemme med Henfyn til et Kongevalg
— og paa hvem funde Balget dengang falde uden paa Prindfen fev? — Derimod
er det ikke Forfatteren bekjendt, at Prindfen alvorligen føgte at tilegne fig nogen
afgjørende Indflydelfe paa Gonfritutionsværfets indvortes Bygning og Befemmelfer,
amendffjønt han gjorde nogle Forjøg paa at fremme fine Ønfter. Flere af hand
Ditringer gif endog ud paa en Hyding af Grmdjætninger, der indſtrenkede Konge:
magten og underſtottede Nutionalønfler og Forbomme. Pluraliteten , og det for em
for Deel talentfulde og tænffomme Medlemmer, frilede til famme Selvftændighedémaal
fom Regenten. Det var dem faaledes magtpaaliggende at gjøre Grundloven folkelig
og vinde ben ſtore Hob, ved at bringe faavidt muligt Ligevægt i Betingelferme for
den borgerlige Virkſombed, og forevige Jnftitutioner, fom ere rodfæftede i Alderdom⸗
men, og hvorved Follets Sind hænger. Hertil høre de liberale Ulmeenfætninger om
Naringsfriheden, VBærnepligten famt Odelsrettens evige Forplantelfe til Gfterflægien
o. f. v. Enkelte Paragrapher ſmage af den Haand, fom udkaſtede dem, foajom
Forbudet i den 98de $ mod, at nogen Afgift fral fvares til Statelasjen af Sportler,
fom erfægges til Rettens VBetjente 1).
Naar vi faaledes ville eftergranffe Grunden til, at et Bært af den Art hunde
fuldbyrdes faaledes og i en faa fort Tid, faa maa vi overfee den Naætte af Mand,
i hvis Hænder Nationen havde nedlagt fin Skjebne; vi maa betænte den Stmpelhed,
fom allerede forud herſtede i Landets indvortes Forhold, og den Krihed, hvormed bet
var Gonftituenterne overfadt at fulbbyrd: Bærfet. Derhos funne vi ilfe gaa i Nette
meb dem, fom yttre ben Mening, at Grundloven — endffjønt den visjeligen ke I
fyrftelig Stil fan kaldes et Haſtverksprodukt — i flere Stykker havde hinnet mods
tage en ftørre Fuldfommenhed, naar førre Kundſtab og ifær førre Grøaring havde
raadet i Forfamlingen, og naar en længere Tid havde været givet til VBærteté Fulds
byrdelfe. Varket felv er iovrigt blevet behandlet med faa megen Wrefrygt af Na
tionen, at dens Repræfentanter efter 30 Aars Forlob faagodt fom ingen Teddel bane
forandret Å bens Beftemmelfer.
Den 14de April forlod Prindjen Eidsvold, og før Afreiſen kaldie han Kam⸗
merherre Anker for fig, og erflærede ham, at det herværende Milttatre uu var under:
fagt Rigsforfamlingens Befaling, og at han fom Praſident havde at meddele Ördres
til dem og de civile Betjente der paa Stedet. I Folge deraf indfandt ſig nogle
Offieierer hos Præfidenten for at erfare, om han forlangte Wresvagt for Forfamlingen,
bvilfet han paa dens Vegne frabad fig”. Der blev iligemaade af Rigsforfamlingens
Marftalk, Elieſon, fpurgt Unfer, om han vilde fpife ved eget Bord, omringet af et
udvalgt Selftab, men ogfaa dette frabad han fig. — Bed Prindſens Ufreife over:
feverede han Auker en Hoben Avifer til Fremlæggelje i Forfamlingen med den Ver
mærfning, at ban vilde finde, at han (Prindſen) deri ei var bleven rof. Det
moærtfeligfte i bisfe Mvifer var 2de Breve, fom vare indryffede i en ſvenſt Uvié, fra
5 Denne $ har derfor ogfaa faget Navn af Gorenflriver. Raragraphen.
7) Til Wresvagt paa Eidevold af aveg ea $egermann8 Brigade, ber cantonerebe por
Romerige, daglig en Ufdeling, ef fpifte med Forfamlingen.
RNigsforfamlingen. Conſtitutions⸗Comiteens Stilling. 407
gjamling af ben Urt, medens det ikke er at undres over, om benne Mangel hift
og ber maatte give fig tilljende i enkelte Grundlovsbeftemmelfer. .
Men disfe Elementer til et pasjende Gonftitutionsvært vare ikke de enefte, fom
bredte dets henfigtsfvarende Ubførelje. Den færdeles fimple Organifatton af Norges
are forhold bidrog ufigeligen til at lette Urbeidet. Norge havde viftnok i flere
farbandreder været undergivet em Megjering, fom Lovens defvotiffe Bogftav giver en
hng Haand over Folkets Skjebne, men fom i Hovedfagen havde ført Scepteret med
ae Hænder. Det havde mange Klager at nedlægge for den banffe Trone, og
hende ſtundom fin Røft høit i denne Henfeende, men Klagerne angik mere Handels:
vaffomhedens Bevægelfer, fom efter dennes almindelige Stilling, og formedelft ufunde
Begreber om Meglerne for den indvortes VBindfibelighed, paa mange Maader ind⸗
frerledes, end de væfentlige og uvæfentlige Fortrin, fom lette Enkeltes Skridt paa
bat jorbiffe Bane paa deres Medborgeres Betoftning. J denne Henfeende havde
Seb Stilling under Foreningen ſtedſe været heift forffjellig fra Danmarts, og det
hade betragtes fom en oederativftat, ber fiyredes efter ganſte andre Principer end
dmbundsftaten. Norges Natur er fimpet i fine Gaver; den lader ikke dets Jnd-
bggere mangle Grnærelfesmidler, og giver et blandet Felt for den borgerlige Vind⸗
füelighed; men der gives iffe ben Unledning i Norge til at fammenhobe frore Fien-
arme, og der at indføre Fendalismens fyftematifte Tvang, fom i de af Naturen
mere veliignede Lande. Denne Simpelhed i Landets indvortes Forhold er desuden
ſenledet af biftoriffe Grunde, fom det ligger udenfor dette Bærts Grændfer at efter-
mmdfle. Bi berøre fun denne Omftændighed fom en forklarende Grund til at lette
Gørftnenternes Urbeide. Endog mindre yndige Byameftere funde af faa ſimple
Menenter opføre et Gonftitutionsvært, fom havde en vis Grad af Fuldfommenhed,
9 tilfredsftillede Folkets Krav paa Lighed i borgerlig Stilling.
Men i Sardeleshed maatte Gonftituenternes frie Stilling, uden nogen meærtelig
moertes Baavirfning, meget lette deres Beftræbelfer for at fammenfætte en paa Frihed,
ithed ag en pasjende Magtfordeling grundet Statsforfatning. J den Henfeende
her Norge Regenten ſtor Grøjendtlighed; thi om han end ifte ganſte afholdt fig
fa Jndblanding i Forfamlingens VBirffomhed, gjorde han dog fredfe dette med Deli-
fuledfe og Maadehold!). Uden denne Frihed i Underføgelfernes Gang vilde neppe
Gnndloven Gave faaet et fandant Udfeende. Under GSelvftændighedens Wgide og i
dedſen af Landets egne Mepræfentanter, fit Bærfet uden Tvivl en langt anden og
malere Gorm, end om bet var blevet til under Sveriges imponerende Jndflydelfe,
la underftøttebes af Europas meægtigfte Stater, og grundede Foreninggarten paa
belingelſer, der i hoieſte Grad fræntede Folkets Mettigheder. Nu afgjordes Grund⸗
mens Raragrapher med ſtadigt og udeelt Henfyn til Norges eget Tarv, og der var
fr mindfte Tante om at indpode nogen Greem af fremmede Landes Jndretninger I
bn nye Stat, eller at modificere Grundformen efter nogen Urt af Sammenfmeltning
med et andet Rige. Gonftituenterne vare endog Betæntte paa at bortfjerne Mulig»
ken of at indblanbe freminede Safter i Statstegemet, og dertil Henpegede aabenbart
wgle af Grundlovens Beftemmelfer. Fra denne Eide betragtet maa Selvftændighedss
matet gives fin Priis; thi det flyldes dets Tilhængeres Ubøielighed, deres kjakke
" hiftige Beflutninger, at Grundloven fit fin til Landets indvortes Beffafrenhed
rende Gorm. Dertil fom, at Regentens færegne Ctilling meget befordrede Con: -
Hinenternes Frihed i deres Underføgelfer, og Gevægede ham til fun med Varſomhed
8 Maadehold at blande fig i deres Disfusfioner og Beftemmelfer. Det tilfommer
8 iffe fer at bedømme Megentens Unfruelfer om Folkets og Megjeringens gjenfidige
— —
) Bet er vift, at Prindſen nogle Gange kaldte Præfiventen å: Bicepræfibenten til fig
og diskuterede med bem en og anden af be Gjenftande, ber førelagbed Forfamlingen,
endſtjont viftnot meſtendeels uden Virkning, og ſtedſe paa ben venligite og huma-
neſte Maa»e.
* ÆTT sa I UA EEE — — — — -v-
408 Tredie Tibbrum. Ferſte Gapitel.
Forhold og Rettigheder. Bi have her fun at gjøre opmærkfom paa de Velgieminger,
fom han fljæntede Fædrelandet i Stilemisfens Øieblit. Men hvordan endog hine
monne have været, faa vare be underordnede andre Betragininger. Det var vien-
fynligt, at Regenten var Norges GSelvftændighedsfag med Liv og Sjæl opoffret, og
at hans Hu flod til at beftige Norges Trone. Endſtjont han vel vidite, at Menin⸗
gerne om Landets politiffte Stilling vare delte, og at Ideer derom, foritjellige fra
hang, vare i Omlob, forubfatte han det dog fom givet, at Ulmeenftemmen var paa
hans Side. Han flyngede et Anathem mod dem, fom ikfe hyldede den abjoluk
Selvftæudighed, og alle hans Foranftaltninger og Yitringer vare fom en Fodifammel
til den nye Trone. Neppe vil man funne nægte, at jo Regenten og hans Tilbæns
gere gjorde Forføg paa at lede Forfamlingens Stemme med Henfyn til et Kongevalg
— og paa hvem kunde Valget dengang falde uden paa Prindfen felv? — Derimod
er det ikke Forfatteren betjendt, at Prindfen alvorligen føgte at tilegne fig nogen
afgjørende Indflydelſe paa Conititutionsværfets inbvortes Bygning og Beftemmelfer,
omendſtjont han gjorde nogle Forſog paa at fremme fine Onſter. Flex af hand
Ditringer gil endog ud paa en Hylding af Grundjætninger, der indifræntede Konge
magien og unberføttede Nutionalønffer og Fordomme. Pluraliteten, og det for em
ftor Deel talentfulde og tænffomme Medlemmer, frilede til famme Selvftændighedemanl
fom MRegenten. Det var dem fualedes magtpualiggende at gjøre Grundloven folkelig
og vinde den frore Hob, ved at bringe faavidt muligt Ligevægt i Betingelferne for
den borgerlige Virkſombed, og forevige Jnftitutioner, fom ere rodfæftede i Alderdom⸗
men, og hvorved Follets Sind hænger. Hertil høre de liberale Ulmeenfætninger om
Ræringsfriheden, VBoærnepligten famt Odelsrettens evige Forplantelje til Efterflægten
o. f. v. Enkelte Paragrapher fmage af den Haand, fom udkaſtede dem, faafom
Forbudet i den 98de $ mod, at nogen UAfgift fral fvares til Statskasſen af Sportler,
fom ælægges til Rettens Betjente 1).
Naar vi ſaaledes ville eftergranfte Grunden til, at et Vark af den Urt hunde
fuldbyrdes faaledes og i en faa fort Tid, faa maa vi overſee den Rætte af Mand,
i hvis Hænder Nationen havde nedlagt fin Skjebne; vi maa betænte den Simpelhed,
fom allerede forud herſtede i Landets indvortes Forhold, og den Frihed, hvormed bet
var Gonftituenterne overladt at fuldbyrd: Bærfet. Derhos funne vi ikte gaa i Rette
med dem, fom yttre ben Mening, at Grundloven — endjfjønt den visfeligen ikke i
fyrftelig Stil fan kaldes et Haftværlsprodukt — i flere Stykler havde hinnet mod:
tage en flørre Fuldkommenhed, naar førre Kundſtab og ifær førre Erfaring havde
raadet i Forfamlingen, og naar en længere Tid havde været givet til Varlkets Fuld:
byrdelfe. Varket felv er iøvrigt blevet behandlet med faa megen Wrefrygt af Na
tionen, at dens Mepræfentanter efter 30 Aars Forleb faagodt fom ingen Toddel have
forandret i dens Beftemmelfer.
Den 14de Upril forlod Prindjen Eidsvold, og før Afreijen faldte ban Kam
merherre Unfer for fig, og erklærede ham, at det berværende Militare uu var under:
fagt Rigsforfamlingens Befaling, og at han fom Præfident havde at meddele Ordres
til dem og de civile Betjente der paa Stedet. I Følge deraf indfandt fig nogle
Officierer hos Præfidenten for at erfare, om han forlangte UEresvagt for Forfamlingen,
hvilket han paa dens Vegne frabad fig”). Der blev iligemaade af Rigsforfanlingens
Warſtalk, Elieſon, frurgt Unter, om han vilde ſpiſe ved eget Bord, omringet af et
udvalgt Selffab, men ogfaa dette frabad ban fig. — Ved Prindjens Afreiſe over
feverede han Unter en Hoben Avifer til Fremlæggelfe i Forfamlingen med den Be:
mærtning, at han vilde finde, at han (Prindjen) beri ei var bleven roſt. Det
mærteligfte å disfe Avifer var Zde Breve, fom vare indrykkede i en fvenft Avis, fra
ry Denne 8 har derfor ogfaa faaet Ravn af Gurenfriver-Varagraphen.
5 Til Wresvagt paa Eidsvold afgaves fra Hegermanns Brigade, ber camtonerede pae
MRomerige, baglig en Ufdeling, hvis Chef fpifte med Forfamlingen.
Migsforfamlingen. Nyheder. Grundlovs-Principerne. 409
| la første Kronvrinds til Heltmarffall Esſen, i hvilte han yttrer fin fore Forundring
or Prinds Ghrifttans Fremfærd'). Disſe Breve vare ille fliktede til at berolige
Genytterne, ba be deels indeholdt faltiffe Urigtigheder med Henfyn til Rigets Stilling
og Folket Zoæntemaade, deels grundede Sveriges Net til Norges Overgivelfe paa
fgnmenter, hvis Gyldighed Norge et hunde erkjende, og endeligen behandlede en
Gi dyre med en Ringeagt, fom ingen Gjenflang fandt i Nationen. Disſe Breve
et derfor med faſt almindelig Uvillic. Den famme foenfte Avis indeholdt imid⸗
løtb andre Gftervetninger, fom vare mere nedflaaende. Der panberaabtes offirielle
Qnmenter, fom bevifte Gnglands Henfigt at underftette Sverige, og bderiblandt et
do fra Gaftlereagh til den ſvenſte Miniſter, hvori vdet famme berettes om Keifer
pnder, og hvori der med haarde Udtryk om Norges Fremfærd erklæres, at Norge
file undertvinges, om bet ifte godvilligen forenede fig med Sverige. Disſe Dor
henter gjorde vel Indtiryk paa de Tilfedeværende, men de formanede ike at berøve
Gekflaudighedens gorfvarere Haabet om et Inffeligt Udfald af Prindfenø hoie Planer;
fi man trøede beftandigen, at den Stemme, ſom bavde reift fig i England for
Sps Sag, flulde bevirte Englands Reutrålitet, ja endog dets Underftøttelfe af
Sps Selvftændighedstamp. Andre Medlemmer, fom vare mere fvagttroende, fores
fe den Dag Breve fra England, hvori der fortaltes, at der var lagt Embargo
m norfte Stibe, og at Gommunikationen med Norge var bæret. Men Gjterretninger
den Art gik fun fra Haand til Haand imellem dem, fom havde famme volitifte
Sefer, og meddeeltes fun de moderateſte Felvftændighedsmaænd, ba de Ivrige
Mabt bisje vare faa fafte i deres Meninger, ut ethvert Forføy paa at rofte dem
ide været forgjæves, og fun have fremfaldt unyttige og bittre Tviſtigheder imellem
ttierne.
Den 15de April var Conſtitutionscomiteen i Arbeide baade Formiddag og Ef⸗
iddag, og overveiede de Grundſatninger, paa hvilte Regjeringsformen ſtulde bygges.
Han blev enig om at udelade be almindelige Grundfætninger, Laanefætninger af
Siilejoppi og Folleret, fom findes i nogle andre Gonftituttoner, og fom ogfaa vare
let Spidjen for det Udler-Falfenffe Udkaſt, og firar ſtride til Conſtitutionens
itte Befiemmeljer. For imidlertid at lette Urbeidet og gaae frem med Silkerhed
Te Cverveielfer, befluttedbes gjennem Gomitecns Formand at forelægge Forjamlingen
kdarbeidede Principer til Untagelfe. Disje Grundfætninger vare følgende:
ed) Rorge bør være et indftrænfet og arveligt Monarti; 2) Folket bor udeve
ba lovgivende Magt igjennem fine Repræfentanter; 3) Folket bør alene have Met *
Mat beffatte fig tgjennem fine Repræjfentanter; 4) Krigs⸗ og Fredsretten bør tile
Regenten; 5) Regenten bør have Met til at benaade; 6) Den demmende
Kat bør være færffilt fra den lovgivende og udøvente; 7) Trykkefrihed bør finde
Ek; 8) Den evangelift-lutherfte Religion bør forblive Etatens og Regentens Re
kjion. Alle Meligionsfefter tilftedes fri Meligionsevelje, dog åre Jøder frembeleg
Welaffede fra Adgang til Riget; 9) Nye Indfrænkuinger i Næringsfribeden bør ei
We Sted; 10) Perfonlige eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikte tilftedes
yen for gremtiden; 11) Statens Vorgere ere i Ulmindelighed lige forpligtede til
te vis Tid at værne om Fædrelandet uden Henfyn til Etand, Fedjel eller Formue.
— Rarmere Beftemmelfer og Jndffrænkuinger ville blive ut tilføte ovenanførte Grunds
ſetninger ved GStatsformens Udarbeidelſe.“
Ct Gremplar af disſe Grundfætninger blev uddeelt til hver Mepræfentant, og
e om bem udſattes til ben følgende Dag. |
Den 16de April var en urolig Dag, paa hvilfen Gemytterne gjærede meer
av ſedranlig. Strax om Morgenen var Poften anfommen og havde medbragt av
Millige fverandre ganffe mobdfigende Gfterretninger, fom til forffjellig Henfigt bleve
— — — —
) Gee Bilag No. 74.
412 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
i andre Underſogelſer, og allermindſt den foreflaaede, der var af en faa indviflet og
vanfrelig Natur. Omfen bifaldt, uventet for Oppofittonen, raſft Sverdrupé Mening,
og flere Stemmer floge fig paa famme Side. Wedel derimod erflærede med Barme:
uBrindfen flal fremlægge for Forfamlingen de Oplysninger, fom han er i Befiddelſe
af om Landets Forhold til udenlandſte Magter; bet er overeensftemmende med Forſam⸗
lingens VBærdighed at fræve dem, og under Prindſens VBærdighed at uægte dem.“
Præfidenten afbrød Debatterne, fom begyndte at udarte til em betæntelig Heftighed,
med den GErflæring, at Det var udfat til neſte Mode at underføge, hvor mange
Gomiteer der frulbe nedfættes, og dermed oploſtes Forfamlingen. Den afbrudte Strid
fortfatte8 imidlertid privat efter Modets Oplesning, og der var en larmende Mumien
i Forfamlingen, der lod ane, hvor urolig den Sesſion vilde blive, hvori de i Dag
ombandlede Qvæftioner endeligen ffulde afgjøres.
Der faa imidlertid endnu en wolig Dag imellem bdisje Debatter. Den 17de
April tilbragtes med gjenfidig Bejøg af de Medlemmer, fom vare enige I deres Une
fuelfer om Fædrelandet Stilling, og man aftalte med hverandre det Forhold, fom
burde iagttages under Afgjorelſen af den udfatte Lvaæjtion. Grev Wedel, fom denne
Dag med Blom gjorde Grøgaard og Forfatteren et langt Nejøg, fortalte, al Kam
merherre Unter havde fanet et Brev fra Gotbenborg, hvori der berettedeg, at Norge
frulde trues med et Indfald fra ulle Kanter, og at der nyligen havde været en
Landshovding i Chriftianta med Meddeteljer til Rigsforfamlingen, men at han ei
var fommen afited, fordi Ingen vilde befordre ham. Der udbredtes ogſaa det Rygte
i Dag, at Prindfen ei vilde modtage Kongetitlen, men der vare Faa, fom troeve det.
Den 18de Upril hørte til Forfamlingené uroligfte Dage. Om Formiddagen
var Gonftitutionscomiteen famlet, og om Eftermiddagen var der Mode 1 Thinget,
for at vælge Præfident. Til Præjident valgteg Hegermann, til Bicepræjident Falfen.
Forfamlingen vedtog efter Faljens Forjlag, at en Comitee til at underjøge Etatens
Finantsvæfen ffulde ubvælges af Repræjentanternes Midte, og at denne Comitee ffulde
beftaae af 9 Medtemmer. Dertil valgtes Kjøbmændene Melger, Schmidt, Rolfjen,
Mørd, Lund og Stoltenberg, Foged Collett, Umtmand Krohg og Kjebmand Rojens
kilde, efter Lodfafning med Amtmand Bendeke.
Ru reifte Falfen fig og holdt et Foredrag, hvori han vidtloftigen føgte at vite,
bvorlunde de her forfamlede Mepræfentanter ikke funde indlade fig i Lovgivningens
Detail, langt mindre i diplomatiffe Underisgeljer, og at den exekutive Magt, fom
iffe funde fomme i Folkets Hænder, emne havde Midler og Anledning til at kiende
Landets ubvortes Forhold og ufgjøre det Fornodne i faa Henſeende ). Til den
Ende foreflog han?): 2) Ut en Comitee, beftaacnde af & yndige og erfarne Man»,
bvad enten i eller udenfor denne Forfamling, udnævnes af Nigsforfamlingen, faafnart
benne har endt fine Forhandlinger, for at gjennemgane og ordne vort Lovgivningés
væfen, bvorefter den hur at forelægge den forfte, eller om dette ikke er muligt, Ven
anden fovgivende Forſamling Mefultatet af fit Urbeide. 3) Ut denne Forjumling,
ſaaſnart Gonftitutionen er antagen og Kongen valgt, anſees fom hævet.
Da Faljen havde fat fig, reifte Gre Wedel fig I flor Sindsbevegelſe, og met
en Heftighed, fom berovede hane Foredrag noget af dets fædvanlige Klarbed og
Orden, føgte ban at vife, hvor urigtigt det var at gjøre ſaadanne Mottoner, der
faae ubenfor Dagens Orden, og ei forud vare anmeldte i Forfamlingen til Debut.
Han paaftod, at en Lovcomitee ikke kunde nedſattes, forinden bet par beftemt, i bvid
Haænder den lovgivende Magt var og hvorledes den frulde virke, ng at han endeligen
anfaa det ſidſte Forflag fom et Indgreb i Nationens Rettigheder, efter hvilke ven
kunde fræve alle fornødne Oplnsninger af Regenten. Præfidenten Anker ertfærete,
— — — — — —
Falieng Tale findes ti Wergelands Conſtitutionshiſtorie 2 Hefte S. 533 fi. [Saml.
Skrifter LX. 167-170.)]
5 Falſens forſte Forſlag angik bet allerede antagne Valg af en Finantscomitee.
Rigsforfamlingen. Debatter om rinciperne. Äti
Rednenneſter formedelft Troesforfrjel af vort Statsfamfund. Hans Mening under:
fettedes af Flere. Ogſaa Wedel anfaa det for inhumant at udtale Jodernes Ude⸗
teftefje fom en Grundlovsbeftemmelfe. Mod Jederne talede tfær Grøgaard. Han
fendt det betænkeligt at heve en faa oældgammet Beftemmelfe, og frygtede for at
fandet vilde blive overføsmmet med Udffubddet af benne ffakrende Nation, fom ikke
født fig bunden ved Landets Religion og GStatsformer. Der fandtes, mente han,
atet Juhumant i at indfore en Beftemmelfe, der bevarede en gammel Tingenes Orden.
3. Notzfel dt bemarkede, at det itte var Meligionsforffjellen, fom beæægede ham til
di femme for Jodernes Udelutfelfe. Han fandt et vigtigere Urgument derfor i den
frfaring, at Jeder i intet Land, endog efter flere Generationer, asfimilerede fig med
zelket, men anfaac fig ftedfe fun fom Jøder. Pluraliteten bifaldt denne Anſtuelſe
N Gundfætningen blev ftaaende fom ben af Gomiteen var foreflaaet”).
Ritmefter Qeidemann fremfatte i Anledning af den 10de Grundfætning et For:
fag, at Adelens arvelige Mettigheder frulde indſtrenkes til deres nærmefte UArvinger.
Ne dette Forſlag udfattes indtil Underføgelfem om Paragraphens Tillæg og Modi⸗
ilatiener fenere frulde foredrages.
Da den Ate Grundfætning om Bærnepligten fremfattes, oplæfte Lovenſkiold
a velſtreyen Plan, fom af Mange blev optagen med Bifald, der gikt tildeels ud
Ja at inbføre ben gamle Udffrivningsmaade, at visfe Lægder frulde levere Mand-
foter, uden at Bærnepligten ſtulde være perfonlig, og at Lægderne flulde forfyne
vi ſtillede Mandſtab med det Formødune. Men dette Forflag lignede formeget den
frnfte Udfrivningsmaade, og gav formegen Unledning til perfonlig Fritagelfe for
demepligt, til at funne vinde Stemmefleerhed for fig. Jfær fandt Ideen en for
Medftander i Hegermann. Ogſaa han oplæfte nogle Bemærkninger, fom han havde
gert om Udffrivningevæfenet, der gif ud paa at Alle burde være lige værnepligtige.
fan tilføiede, at han havde udarbeidet en Plan, fom han i fin Tid vilde fremlægge.
Re Henfyn til Løvenfriolds Forſlag ertlærede han, at han med Modbyvelighed vilde
hamanbere over flige Leiefoende, fom Armeens Næffer, om dette Forſlag gikt igjen
mi, vilde blive fyldt med. Wedel derimod og Klere med Ham opponerede ftærtt
md Hegermanng Forjflag, der gif ud paa Gonfrription, hviltet Greven anfaa for at
mere faa forhadt af den almindelige Mening, at dens Jndførelfe funde medføre mange
føle Borgeres Emigration. Disfe Debatter gave Anledning til Sagens Uvfættelfe,
fr at give Grumdfætningen fin rette Form paa fit Sted i Grundloven.
Bræfidenten gjorde derefter Forſamlingen opmærffom paa, at den t Følge Reg⸗
lmentet til næfte Mode maatte være betæntt paa Balget af em ny Præfident, og
Øie paa efter Meglementets Horlangende at udnævne en Comitee, der flulde under:
ae Finantſernes Tilftand, og Å Overfæg med Finantsdepartementet forfatte et Udkaſt
Me Budget over Landets Jndtægter og Ubdgifter. J den Anledning ertlærede Lør
Mufttofd, at iffe alene en faadan Gomitee burde nedfættes, men at der efter hans
eming ogfaa burde udnævnes en Comitee for at underføge Norges Stilling til
Blandet, hvortil officielle Gfterretninger fra Regenten, forfaavidt disfe vare meddeelte,
hode tjene til Beiledning. Dette Forflag underftøttedes af Wergeland. Sverdrup
tflærede, at han troede fig fun berettiget til at behandle Sporgsmaalet om Stats:
frfatningen og Grimdlægningen af en Gonfitutton, og at man ei burde indlade fig
109
J Om Teis Runer zaards Kraftudtryk, fom Henr. Wergeland dmtaler vet Hefte CH
50, [Saml. Skrift. IX, 165], hvormed benne Debat flulbe være endt, erindrer For-
atteren Intet, og finder det heller ikke optegnet fin Dagbog. De endnu levende
eblemmer af Forfamlingen, med hvem ban har talt Pero, vide heller Intel
berom. Hvor bjærv Runbegaarb end var, havde han visfeligen ei ben Indflydelſe
i Thinget, at hans Reisning ſtulde have revet Alle, endog Jedernes Forfvarere,
med fig, om endog Pluraliteten reifte fig med ham. [Beretningen maa dog være
fanb; thi ben er ogfaa fortalt af ben tilftedeværende Sorenſtriver Bryn 1 Brev
af Voe April 1814. Vogts Rigsretsfag S. 169.)
419 Fredte Tibsrum. Forſte Gapitel.
i andre Underføgelfer, og affermindf den foreflaaede, der var af en faa indviktet og
vanffelig Natur. Omſen bifaldt, uventet for Oppofitionen, rafft Sverdrups Mening, .
og flere Stemmer floge fig paa famme Side. Wedel derimod erklærede med Barme:
„Prindſen tal fremlægge for Forjamlingen de Oplysninger, fom han er i Befiddelſe
af om Landets Forhold til udenlandſte Magter; det er overeensftemmende med Forſam⸗
lingen8 Voærdighed at fræve dem, og under Prindjens VBærdighed at nægte dem.»
Præfidenten afbrød Debatterne, fom begyndte at udarte til en betæntelig Heftighed,
med ben GErflaring, at Det var udfat til næfte Mode ut underføge, hvor mange
Gomiteer ber frulde nedfættes, og dermed opløftes Forfamlingen. Den afbrudte Strid
fortfattes imidlertid privat efter Modets Oplosning, og der var en larmende Mumien .
11 >
AE
- Ge
i Jorfamlingen, der lod ane, hvor urolig den GSesjion vilde blive, hvori de i Dag .
omhandlede Qvæftioner endeligen flulde afgjøres.
Der faa imidlertid endnu en wolig Dag imellem disje Debatter. Den 17e
April tilbragtes med gjenfidig Beſog af de Medlemmer, fom vare enige i deres Une
fueljer om Fædrefandets Stilling, og mun aftalte med hverandre det Forhold, fom .
burde tagttages under Afgjorelſen af den udjutte Lvæftion. Grev Wedel, fom denne
Dag med Blom gjorde Grøgaard og Forfatteren et langt Veſog, fortalte, at Kam:
merherre Unfer havde faaet et Brev fra Gotbenborg, hvori der berettedeg, at Norge
flulde trues med et Judfald fra alle Kanter, og at der nyligen havde været em
Landshøvding i Chriſtiania med Meddeleljer til Nigsforfamlingen, men at han å
var fommen affted, fordt Jngen vilde befordre ham. Der udbredted ogfaa det Nygte
i Dag, at BPrindfen ei vilde modtage Kougetitlen, men der vare Jaa, fom troede det.
Den 18de Upril hørte til Forfamlingené uroligfte Dage. Om Formiddagen
var Gonftituttonscomiteen famlet, og om Eftermiddagen var der Møde i Thinget, -
for at vælge Præfident. Til Præſident valytes Hegermann, til Bicepræfident Falfen.
Forfamlingen vedtog efter Faljens Forſlag, at en Comitee til at underjøge Etatens
Finantsvæfen ffulde udvælges af Repræjentanternes Midte, og at denne Comitee flulde
beftaae af 9 Medlemmer. Dertil valgtes Kjøbmændene Melger, Schmidt, Rolfjen,
Mord, Lund og Stoltenberg, Foged Collett, Amtmand Mrohg og Kjøbmand Roſen⸗
tilde, efter Lodfaftning med Umtmand VBendete.
Nu veifte Falfen fig og holdt et Foredrag, hvori han vidtloftigen føgte at viſe,
hvorlunde de her forfamlede Mepræfentanter ikke kunde indlade fig i Lovgivningens
Detail, langt mindre i diplomatiffe Underføgeljer, og at den eyefutive Magt, fom
ifte funde fomme i Folkets Hænder, ene havde Midler og Anledning til at kjende
Landets ubvortes Forhold og afgjøre det Fornodne i faa Henſeende!). Til den
Ende foreflog han”): 2) Ut en Gomitee, beftuacnde af & yndige og erfarne Mænd,
bvad enten i eller ubenfor denne Forfamling, udnævnes af Rigsforfamlingen, ſaaſnart
denne har endt fine Forhandlinger, for at gjennemgaae og ordne vort Lovgivningé:
væfen, hvorefter den har at forelægge den førfte, eller om dette ikke er muligt, Ven
anden fovgivende Forfamling Mefultatet af Vit Urbetde. 3) At denne Forfamling,
faafnart Gonftituttonen er antagen og Kongen valgt, anſees fom hævet.
Da Falſen havde fat fig, veifte Grev Wedel fig i ſtor Sindsbevagelſe, og med
en Heftighed, fom berøvede hang Foredrag noget af dets fædvanlige Klarbed og
Orden, føgte ban ut vife, hvor urigtigt det var at gjøre faadanne Mottoner, der
laae udenfor Dagens Orden, og et forud vare anmeldte i Forfamlingen til Debut.
Han paaftod, at en Lovcomitee iffe Funde nedfætteg, forinden bet par beftemt, t hvit
Hender den lovgivende Magt var og bvorledes den flulde vigke,,ag at han endeligen
anfaa bet fidfte Forflag fom et Indgreb i Nationens Rettigheder, efter hvilte den
funde fræve alle fornødne Oplysninger af Regenten. Prafſidenten Unfer ertlærede,
- — — — —
) Falſens Tale findes i Wergelands Conſtitutionshiſtorie 2 Hefte S. 53 ff. [Saml.
Skrifter LX. 167—170.] ;
3 Falfens førfte Forflag angik det alerede antagne Valg af en Finantscomitee.
Rigsforfamlingen. Debatter om Walfens Forflag. 413
med et Øietaft til Falfen, at det ikke var rigtigt at fremfomme i Forfamlingen med
vftuberede Taler og Brojekter, hvorover ſtulde debatteres famme Dag, og paa hvid
Sebandling Medlemmerne ei vare forberedte. Han foreflog derfor, overeensftemmende
med Reglementet, at udfætte Motionens Behandling til næfte Dag, og dette blev af
Jorfamlingen vedtaget.
Oberſtlieutenant Stabell fremlagde den 18de det Tilæg tit fit Botum, fom han
dn 16de havde anmeldt, og det dermed forbundne Forflag. J fin Jndledning yttrede
ban fim Utilfredshed med, at der i Forfamlingen fremfattes Sporgsmaal, fom Meds
kumerne et vare berebte paa at befvare, hvorved han fom en læg Mand, og Flere
md ham, funde overraffes til at afgive en Stemme, fom de ved nøtere Overlæg
matte ønffe tilbagefaldt. Han foreflog derfor, hvilket Horflag ogfaa var undertegnet
sf Sergeant Mellebye, at folgende Tilleg, faavidt det ei allerede laa i Tingenes
Natur, maatte, blive Reglementet tilfølet: „At Præfidenten ei maa tillade Nogen at
gjøre Tiljætninger til de Qvæfttoner, fom ben Dag ere fremfatte til Debattering og
Sotering, men at flige alene maatte funne tilfetes det, fom i Henfeende til Tyde⸗
fabed maatte hinne fynes at mangle, og at, naar en Filfætning eragtes formøden,
Svaftionen da udjættes indtil den, efter forandret Zilftand, fan leveres til faffat
Betænfningetid 1).” — GFalfené Foredrag og HForflag ovtoges forfljelligen. Nogle
mente, at bet var fremfat for at berede Prindfens Oyphøielfe til Konge, og ved
denne $Overraffelje at forebygge den Oppofition, fom funde ventes af dem, ber intet
faabant Kongevalg snffede. Undre derimod htirede den høiefte Tilfredshed med Fal⸗
es Forflag og gave hans Tale Iydeligt Bifuld.
Da der fun var levnet ben forte Tid fra 7 om Uftenen til 10 om Morgenen
til at berede fig paa næfte Dags Ufgjørelfe af Falfens Forflag, faa blev der en
mv! Uftenftund for Mange, fom den folgende Dag agtede at tale for og imod det
mbanblede Forflag. Man indjluttede fig i fit Rammer, og deres Penne, fom til
orde fig Gone til at hmne yttre fig om Sagen, var flittigen i Bevægelfe. Den
fille Krebs, fom dagligen famledes hos Unter, var ved denne Leilighed beller ifte
wirtfom. Enhver af dem opfatte ffriftligen fine Tanker; de meddelte hverandre deres
bdlæg, og befluttebe bdjærveltgen at modfætte fig Falfens Henfigt, allerede nu at
fmføynde Prindſens Balg. De indjaae, at Norges Skjebne afhængte af Forfame
tingene Bejlutning i denne Henfeende, og holdt det for deres Pligt at forebygge
cabver overilet og ubetimelig Ufajørelfe. Men det viifte fig, at be forgjæves arbeidede
mv Strømmen, og at den i Forfamlingen herffende Mening underftøttede Planen
til at fremilynde Kongevalget.
Den 19de April mødte Forfamlingen henved KI. 11. Alles Forventning var
fyernbt paa benne Dags Forhandling, da Mange af Medlemmerne ved flrevne og
mimorerede Taler havde beredt flg par deels at forfvare, deels at angribe det af
galfen fremfatte Forflag, fom den nye Præfident, Hegermann, firar fatte under
Debat. Den fort fremfatte Qvæftion, hvorvidt en Lovcommisfion ſtrax ſtulde ned⸗
ſenes, foranledigede ifte mange Debatter. Lovenſfiold tog ført Ordet, og viifte i
et fort men vel udarbeidet Foredrag, at Lovgivningens Ordning for Fremtiden vel
var en onffelig Sag, men at Falfens Forflag antipicerede Horhandlingens Gang, og
at man forſt burde i fin Tid underſoge, hvorvidt Forflaget lod fig forene med de
Gonftitutionsbeftemmeljer, fom Korfamlingen var i Færd med at grundlægge. Da
desunden Nedfæltelfen af venne Comitee var forbunden med Udgifter, fordt Medlems
merne maatte Tønnes for Opoffreljen af deres Tid og Kröæfter, faa burde det før:
1) Der vare be i Forfamlingen, fom troede, at Stabell ploiede her med fremmed Kalv,
men til denne Mening var ingen Grund. Stabell var ren Mand, ver baade felve
ſtendig funbe tage fin Beflutning og forltob ftriftligen at fremfætte ben. Forflaget
lev ille nærmere behandlet, forbi Beſtemmelſen i fin Hovedſag fandtes i Regle-
mentet; men bet var en ille overflødig Erindring om at holde fig dette efterretteligt.
44 Tredie Tiderum. Forſte Capitel.
underſoges, hvorvidt Finantſernes Tilſtand tillod en Udgift for at fremme em Sag
der var onſkelig, men for Tiden ei trængende nødvendig. I al Fald troede hau,
at Lovcomiteens Urbetder ved Trykken burde bekjendtgiores, par det at famme kund
fomme under Bedommelje af Nationens tyndige Mænd. — Omfen troede, at Eager
burde for Tiden udfættes, og henvifes til Conſtitutionscomiteen. Efter Opforbrime
af meer end 15 af Forfamlingen foretoges flriftlig Botering, og ved 58 mod 52
Stemmer blev Forflaget antaget, dog uden Bejtemmelfe i Henſeende til Untallet ai
Gomiteens Perfonale, „hvilket i fin Tid bliver nærmere at afgjøre naar Balget freer.-
Falfens andet Korflag: nat denne Forfamling, faafnart CGonftitutionen er antagen
og Kongen valgt, føulde anſees fom havet“, foranledigede alvorlige og langvarige
Debatter. Løvenffiold tog atter Ordet, og lagde i et findigt og vel forfaltet Fores
drag Forfamlingen paa Hjertet, at fee fig noie for, førend ben gav Dette Forflag fil
Bifald. Hvor ubetimeligt end Forhandlingens unødvendige Horlængelje maatte være,
var bet bog langt vigtigere at Det flede vel end haftigt. Han anfaa det for hoiſt
fornøbent, at forinden indhentedes Oplysning om Fadrelandets Forfyning med Livets
Fornødenheder, dets Pengerefourcer og Stridéöfræfter. I Mangel af disfe Opines
ninger funde Gorfamlingen befretere Fædrelandet en ulyftelig Fremtid, fom bverfen
for Gud eller Mennefter funde forfvares. Da Prindſen felv havde meddelt Fors
famlingen flere Oplysninger om Landets Stilling, faa tunde bet vel ei være urigtigt
at fræve end flere. Ikke heller funde Oplysning herom være unsdvendig, da Fædres
fandets GStatsforfatning uden ben ei unde beftemmes. Napoleon og Frankriges
Grempel, fom havde maattet bøte fig under Overmagten, viifte, at man ei burde
være ligegyldig med Henfyn til moægtige Forbund. Han frafagde fig alt Anfvar
for de ulykkelige Følger, „ſom en faa utilgivelig Ligegyldighed maatte nedlyne over
vort ulyffelige Fedreland.“ Han indfrillede ſaaledes: „at alle anmeldte Oplysninger
maatte af Regjeringen udbedes, at der paa de erholdende Oplysninger maatte vorbe
taget Henfyn under Conſtitutionens Udarbeidelfe og Untagelfe, og at Forfamlingen
førft maatte anfees hævet efter Antagelfe af en Gonftitution, grundet paa filfre Data,
fom funde love Fremtids Sitterhed og Held.” Denne Tale gjorde en vienfynlig
Birtning i Forfamlingen og bidrog fit til at bringe de forffjellige Meninger om
Sagens Nealitet i Ligevægt. Forfamlingen indfaa, at Rigets Skjebne afhængte af
Beflutningen om Kongevalget, og dette nærværende Sporgsmaals Afgiorelſe betragtedes
derfor af Forfamlingen fom afajørende GSelvftændighedens Liv eller De».
Gfter Lovenſtiold fremftod Wergeland, og i en fyndig vg blomftrende Tale
viifte han Nationens Met til at underføge Landets Tilftand og be udvortes Forhold,
famt dens Beftjæmmelfe, om den lod fig denne Met berøve. Men han brugte ſtrar
i Foredragets Begyndelfe Udtryt, fom vare mindre pasfende, og umuligen unde
tærftes det ſterke Eelvftændighedsparti, hvorved han beredte fin Tale en uvenlig Mod»
tagelfe af denne Pluralitet i Thinget, ligefom flg felv fenere hen frore Kræntelfer.
Paa den Dag undergik disfe Udtryf ikfe nogen alvorlig Anke, men fenere hen bleve
de paa en uparlamentariff Maade Gjenftand for heftige og ubetimelige Ungreb.
„Med inderlig Kummer, fagde han, har ogfaa jeg reift mig for at yde mit lages
fut over Mationalforfamlingens døende CSelvftændighed, over Folkets tabte Haab til
os. Jeg tør tale med Frimodighed — Jntet førætter mig. — Haanden fæfter jeg
i Himlen og fader Kloden rulle; ingen Hvirvel af Partier ffal vokte, flat anfægte
mig. Foden fæfter jeg paa Religionens Klippe, og ſmiler ad hine truende Bølger.
Efter benne viftnok i en Forfamling fom denne mindre pasjende Jndledning gif han
over til at vife Jnconfeqventfen af at paaftaae, at GSouverainiteten var i Folkets
Haand, men at dets Mepræfentanter ille havde Fuldmagt til at frørge, hvorledes er
—
1) Røvenftiolbs Tale, ber fortjener heel at leſes, findes i Wergelands citereve Strift
Wet Hefte S. 60 ff. [Saml. Stifter IX. 176—179.]
Migsforfamlingen. Falſens Forſlag antaget. 415
bl fat med 087 Han opfaftede det Gpørgemual, „hvad Trøft vi havde at give det
lnpfeifanlbe Folk, naar det efter Hjemkomſten fpurgte 08, hvad vi havde udrettet?
Øarite vi iffe rødmende flaae Øinene ned, naar vi intet andet Svar havde end
lie: vi have bygget Eder em Trone — Undet maatte vi ille. — Lør vi faalebes
itte ben gule Hunger?» Han gjorde opmerkſom paa, at det var met Almuen
in feed, maar GSværdet broged, at det var dens Blod, der frulde flyde. Den
mitt Fred, og nu bodes den Krig, Krig, Stat, Stat, uden at Roget besangaaende
mr faget under Overveielfe. Han tilføtebe embdeligen, at Prindſen havde givet For⸗
famiingen frie Hander, og at den ei felv burde binde dem, og ligefaa lidt have
Kill til fine egne Medlemmer. „Vi have Net — faa flnttedbe han — til Ult,
fom figter til Folkets og Foæbdrelandets Held. Dertil have vi Fuldmagt af Gud, af
førmnften, af Naturen — amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis
miea patria! *)
Da Bergeland havde fat fig, reifte Sverdrup fig, og gjorde nogle farfaftifte
Smarfninger i Anledning af nogle af Wergeland brugte Udtryt. „Ikke min Haand,
fade han, men mit Saab fæfter jeg i Himlen”, og yitrede Derhos ben Mening, at
man bnndbe være fædrelandfffindet uden at bele Wergelands Unifuelfer. Imidlertid
måiod ban fig iffe alvorligen i nogen Gjendrivelje. — GCancelliraad Dahl lod nogle
Ord foldbe om at Wergeland nærmere burde forklare fine Udtryk; men be bleve ifte
hmærfede, og Angrebet gjorde dengang ingen Birning. Det fom, fom forhen hes
uret, fidben paa en upasfende Tid i meer indilydelfesrige Hænder. — Wedel talede
i femme Zoue fom Løvenffiold og Wergeland, og advarede mod be Farer, fom en
merilet Beflutning funde bringe over Fædrelandet, ved at bygge Tronen paa Sand.
Cyfea Grogaard underftøttebe fine Meningsfrænders Taler ved fit fæbvanlige livlige
4 vittige Foredrag.
I Modfætning mob disſe Taler fra Oppofitionens Side holdt Rein en Fate,
an ilfe forfeilede fin foædvanlige Birtning vaa Forfamlingen. Han forudfatte, at
enlen maatte have forudſeet de Vanſkeligheder, fom vare forbundne med at fors
hr Nigets GSelvftændighed, at han fjendte dem og vidſte ut overvinde bem; thi
dens havde han for tidligen opfordret Folket til at befværge GSelvftændigheden, og
Mridligt havde Nationen aflagt Eed paa, at ville vove Liv og Blod, Betfærb og
iighed for Moget, der blot var en Drøm og aldrig funde fomme til Virteligheb.
Ale vore Forhaabninger vare da et Børneværk.- Imidlertid anfaa han det for
aftligt og nøbvendigt, at en Overfigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpes
fer m. m. lagdes for Rationafforfamlingens Øine. Men derved burde man blive
fane. Han anfaa det for en overdreven AEngfielfe, ei pasfende i de Mraftfulde
Rade Mund, der førte benne Tale, at ville beftemme vort Forhold til udenlandſte
Sagter, eller fom bet ſynes fordre minifterielle Bevifer paa, at fra Udlandet ingen
ådring flulde møde vort Foretagende. Ingen fiendtlig Flaade omgav vore Kyfter;
hr høres Intet om Opbringelfer; Kornladninger fomme ubehindrede i vore Havne,
nfte fondemnerede Skibe frigives og fomme med Korn til vore Havne. , Dette er
kindsgjerninger. Skulle vi overſee dem, og derimod lade og bortffræmme fra kraft⸗
fide Handlinger ved Spogelſer, Trudfler om en forenet foenft, brittift, rusſiſt og
by tror tyrtiſt Armee, ber vilde overfvømme vort Land Og derjom vort Land —
ig forudfotter hvad jeg ei fam overtale mig til at troe — Derfom Norge nærede en
') [Talen finbes heel i —7 „Politiſt Tale til det norſte Folk“ og i Sønnens Conſt.⸗
Hiſtorie, Saml. Skrift. IX. 179—183.]
) Dette Udtryt fik Wedel ſiden igjen af cHneene flittige Digter [Nrovft Fr. Sdmidt],
fom forfattebe en Se hvori bet heder:
etfærb8 evig fate Grund
g ei paa Sand vi bygge o. f. v
hvillen Sang endog nød ben Are at affonged ved Hrindfens Bord. [Ogfaa Loven⸗
ſtiold havde —* dette Udtryk. Breve fra Eidsvold, S. 46.]
418 Tredie Tibsrum. Forſte Capitel.
Mening ifte. var faa beftemt mod en pasjende Forening med Sverige, fom han fore
fillede fig, og hans Omgivelſe vilde bevæge ham til at tror. Der herftede vifnet
et gammelt Nationalhad mod de Svenffe, og fra denne Side megen Modbydelighed
mob Forbindelfen, men ufigelig Nød og Elendighed, forbunden med Næringsisshe,
havde opvaft hos mange ulyffelige Mennefter en fortvivlet Længfel efter hvilfenfom.
helft Forandring. Han blev imidlertid let enig med Prindfen deri, at benme Fore
ening var ben fidfte Udvet, Nationen havde at vælge, og at Beflutningen maatte
hvile paa rene Data, beftemte Oplysninger og antagelige Betingelfer. Med denne
Ero fom Forfatteren til Eidsvold, og denne havde han iffe forandret. Prindſen lod
under benne Samtale nogle Ord falde, fom fyntes at hentyde paa hane Haak om,
at Sverige, derfom Noget tilftødte Carl Johan, vilde vælge ham til Tyronfølger '.
Denne Samtale endte imidlertid fom de forrige med, at Prindfen beholdt fin Mening
og Forfatteren fin, hvorhos han forfiftrede Brindfen, at han, hvordan Refultatet af
Rigsforfamlingens Forhandlinger vilde blive, frulde vedblive i fin Kreds at virke det
Gavn han formaaede. Prindſen erklærede Forfatteren i de venligſte Udtryk, at har
var overtydet om hans rodelige og gode Billie. I denne Samtale fortalte Prindſen,
at han havde fanet Gfterretninger, om hvis Paalidelighed han ei hunde tvivle, om
at Paris var tndtaget af de Ullierede. Efterretningen om denne mærfelige Kataſtropbe
var ham tilfendt gjennem Feltmarffalf Esſen?).
Den 22de April. Grev Wedel fortalte idag, at der var flrevet fra Chriſti⸗
anta, at Garften Anker under fit Ophold i London ikke havde funnet faae Prindés
regenten i Fale, men var bleven henviiſt til Lord Liverpool, fom heller ikke havde
villet høre ham. Men Jntet var i Stand til at roffe Getvitændighedsmoændens
trofafte Tilfid til et godt Mdfald af den Sag, Prindfen havde paataget fig at fors
fvare. Fra Ghriftianta var i Dag flrevet til Nogle af Forfamlingen, at hoiſt tran
fenbe Rygter vare ubdbredte i Hovedftaden om Grev Wedels Forhold par Eidsvold.
Man gikt fan vidt, at der panftodes, at Greven havde tragtet Prindſen efter Livet,
ja endog i den Henfigt lagt fig under Prindfens Seng med et Mjult VBærge, og flere
Urimeligheder, fom et fortjene at ajentages. Grev Wedel forholdt fig, fom forben
bemarket, aldeles rofig paa Gidsvold, og gjorde intet Skridt for enten ved Ranter
eller voldbfomme Midler at fremtvinge en Statsforandring, font han for Fædrelandet
anfaa gavniig. Flere af de tilftebeværende Rigsdagsmend af begge Partier vitrede
ftor Misnøic over disfe ffammelige og føgnagtige Rygter; Undre Magede over at de
vare omringede med Spioner. En bøift agtværdig Officer gjorde Forfatteren herpua
opmærffom, men felv fporede han albefes itte noget Eaadant. Sagen var ved, at
Sligt ei trives ti Norge, og at Vedkommende med overdreven Mistanke betragtede,
hvad der frede omkring dem. Nogle tjenftfærdige Hoffolk virkede vel her og der va
Forfamlingens lidet tænkfomme Deel, men denne Skare var liden, og Effekten hunde
ei blive for. For Reften fulgte den fore, tænffomme Hob fine polttifte Meninger
med Overbeviisning, trofaft Vedholdenhed og et redeligt Eind.
Dagene fra den 23de til den 26de April vare faa eensformige, at ber til
gave8 nogen Materic for en Dagbog. Der vare daglige Moder i Conſtitutions⸗
comiteen, fom føred rafft frem i fit Urbeide, og ved dets Bord forftummede atte
Kabaler, og al Meningsforffjel om Landets politiffe Etilling oploſtes i det almindelige
Onſte, at forfatte en Gonftitution fvarende til Landets Tarv. Forfatteren finder faa:
fedes i fin Dagbog hun anført nogle Bemarkninger om de forfljellige Partier ma
Eidsvold. Til det førfte regnede han det, i hvis Spidfe Falfen ftod, hvis Øieme
fornemmeligen gif ud paa at gjøre Morge til et abfolut felvftændigt Rige, og Printe
— —— ge ———2 — —— —
IIfr. ovenfor S. 369, Anm. 2.]
) Denne Samtale har Forfatteren nedſtrevet ſaagodt fom ordlydende efter fim Daabeg,
i foidfen. ham indforte ben umiddelbart efterat ben var holdt. IIfr. Brun, avf.
* td.
NRigsforfamkingen. 20be-—26v5e April. 41F
Benfene. Det var hans fædvanlige Maneer at filge langt frem i Gorfamlingen med
megen Armbevægelfe og mange Gomplimenter til Forfamlingens Medlemmer paa begge
Cher, og man var faa vant til at fee og høre noget Komiftt af dette Mediem, faa
der gjerne opftob en ufrivillig munter Bevægelfe i Forfamlingen, faafnart han reifte
fn for at tage Ordet. Denne Gang forfitttede han fine Gollegaer med forvirrede
Delwendinger, at hans Gommittenter havde paalagt ham at forſvare Selvftændighedens
Sag til det Nverfte, men endte med bet Haab, at Jngen af Forfamiingen var af
jens Mening. VForfamlingen opleftes virkelig med en vis Munterhed formedelſt
hanne Epiſode ).
Udenfor Forſamlingen havde ogſaa Rabaler været i Bevægelfe for at frembringe
bet fledfundne Refultat. Kjøgemefteren, Elieſon, faldte nemlig for fig Raabygde⸗
lagete Mepræfentant, Ole Tveten, beværtede ham vel og opfordrede ham til at votere
fom galfen*. Ole Tveten var et Gyemplar fra den gamle Oldtid, redebon til at
mderftøtte en Mening med djærve, ja blodige Midler. Han havde for ikke tænge
fen i en Noe: og Volletnivfamp fældet fin Modftander, men var bleven aldeles
kifjenbt, fordi han var bleven overfaldet og Drabet faaledes var Nodværge vg
Baadesgjerning. Det var ham, fom efter en anden Forfatter talte om sat finger
Srindfens Modftandere%). Prindfens UAdjutant, Lieutenant Såmarg, m Eon af
ben berømte fjøbenhavnffe Ufteur, arbeibede paa fin Side kl famme Maal. Han
felbte Løvenffiolbs Medrepræfentant, Tollev Huveftad, for fig, og foreftilede ham,
at Søvenfriolb var fomflfindet, og ligefaavel fom Grev Wedel befrutfen af den fvenfle
Segjering for at underitøtte Sveriges Sag. Men FTollev var felvftændig Mand, og
agtede itfe berpaa, endffjønt han var Brindfens Sag hengiven. — Forfatteren havde
egfaa denne Dag en fang Samtale med Lientenant Schwartz, fom paaftod, at den
stuindelige Stemning var for Gjenforeningen med Danmart, hvilfet Korfatteren vidſte
deles itte ſaaledes forholdt fig. De flefte Medlemmer forffjøde Horbindelfen med
Ommart maaffee endog meer end med Sverige, endſtjont de, fom forhen bemærket,
ten fonderlig JInconfeqvents havde beftemt fig til at vælge em Prinds, fom var
ning til Danmarks Throne, og visfeligen ei vilde ombytte den med Norges. Om
Menen fom Prindfen tilbage; man havde iffe ventet ham faa haftig. — De Par
Dage anvendtes til uafbrudt Arbeide i Gonftitutionscomiteen, og der var
mype noget Medlem af denne, fom jo ønftede en hurtig og lykkelig Ende paa disſe
Forhandlinger.
Den 21de om Morgenen havde Horfatteren Audience hos Prindfen, og atter
en af de afvorlige Samtaler, hvis Ubehagelighed han før havde følt. Brindjen par
midlertid i Dag meget forbindtlig. Han ertlærede, at han vel ikke havde de bedfte
ferbaabninger om Englands Underftøttelfe, men efter hans Overbeviisning var Nas
tionens Stemning faaledes, at de, fom tilraadede Foreningen med Sverige, vilde
mbjættes for at blive et Offer for Folkets Harme. Det var intet Under, at Prindfen
- mærede en ſaadan Mening, efterfom alle de, der omgave ham, faavelfom de, der
- sæmmede fig ham, iftemte GSelvftændighedens Tone, der lang faa behagelig i Prinds
ſens Øren. „Derſom England, tilføiede han, erklærer fig imod og, anfeer jeg mig
sel forbunden til at gjøre Nationen befjendt med be Farer, fom omringe den; men
eg wover et at opfordre ben til Forening med Sverige," — Forfatteren fvarede
am, at han fom ærlig og fanddru Mand kunde forfilkre Prindfen, at den almindelige
Han var tøvrigt af fund Dømmekraft, og en af Veftlandets virkjomfte og heldigfte
$Handel$mænb. [GCarftenfen fra Riideer.]
7) Dette blev Forfatteren fortalt af Sorenſtriver Bryn, en troværdig Mand, hvis Med-
repræfentant O. T. var.
5) Men flige Tanker nærede Ole visfeligen ilfe paa Eidsvold, ba han faa Mænd, fom
gan agtebe høit, ftaa ved Siden af Prindfens faalaldte Mobftandere. Han var
orfatteren til fin Dodsdag hengiven.
Aalls Erindringer. 27%
290 Tredie Tibsrum. Forſte Capitel.
vare Enkelte — meget Enkelte — ſom flankerede til alle Sider, uden at man kunde
blive fog paa, hvilken Mening de bekjendte fig til. Man talede om, at en enkelt
Repræfentant *) havde hemmelige Wrinder fra hiin Side; men deels kunde Kabaler
af den Art iffe trives i en Forfamling, hvis Medlemmer udmærkede fig ved et fædre
landſt Sindelag, beeld var Rygtet rimeligviis grundløft.
Der manglede i bisfe Dage ifte heller paa Rygter, heel trøftelige for Selv⸗
ftandighedsfagen. Man vilde vide, at der til Gothenborg var anfommen en Coureer
fra England, fom havde bragt oftenfible Depeſcher til den fvenfle Regjering, inde⸗
holdende det engelfte Miniſteriums Forfilfring om Ankers Afviisning fra London med
forrettet Sag, men derimod hemmelige til Prinds Chriftian, fom formobedes at vær
af: fangt andet Indhoſd. Disſe Rygter gaves forffjellige Ruancer efter de forſtjellige
Partiers Unfruelfer. Det var naturligt, at ethvert Parti fæftede meeft Tro til de
Rygter, fom bare paa Begivenheder, der underftøttede deres Sag, men de Mygter,
fom underftøttede det fvagere Oppofitionsparties Mening, kaſtedes for Binden, medens
be, der fmigrede bet frærkere Gelvftændighedsparties politiffe Tro, forvlantedes I
hoiere Toner. | '
Flere Norffe fom i disfe Dage tilbage til Norge fra Danmart for at føye Un:
fættelfe i deres Foæbdeland, og Ulle vare eenftemmige i at bevidne de Danffes Enthn⸗
ftasme for Norges Regent, og Misnoien i Danmarf med Frederik den Sjette paa
den Tid beffreves fom ſtor. Der lagdes i Ulmindetighed tungen Hindring i Beien
fra ſvenſt Side for de Norſtes Gjennemreife gjennem Sverige, og ifær behandledes
alle Nordmend af den humane Grev Gefen med ftor Forekommenhed. Kun Eufelte
bleve anderledes behandlede. Roſenkrantz og Thygefon vare af Prindfen mnedfendte
til Songen af Danmark for at gjøre ham betjendt med Stillingen i Norge og vet»
færdiggjøre Prindfens Fremgangsmaade. Frederik den Sjette tilfjendegav dem fn
ftore Misnøie med hvad der var fleet i Norge, der faa meget forlængede Daumarls
Lidelſer ved Mrigen, og udfatte det for det europætfte Forbunds Mistanke. RNofen
frang vendte ubehindret tilbage til Ghrifttanta, medens Thygefon reifte til fine Godſer
i Iylland. Rygtet gif, at Thygeſons wuforfigtige Udladelfer i det ſvenſte Hoved:
qvarteer paa Nedreifen havde fpærret ham Tilbageveien til Norge; men det var paa
ben ene Side rimeligt, at Thygefon fom ftor Eiendomsmand?) ike vilde fætte fin
Stilling i Danmark paa Spil, og vaa den anden Side, at den fvenfle Megjering
nægtede en Mand Tilbagereifen til Norge, der havde været en af de Raadgivere,
fom meeft havde opmuntret Prindfen til at lægge Haand paa Selvftændigbebsværtet.
— Det var ogfaa paa denne Tid, at Kammerjunker Gyldenpalms uforfigtige Færd
forvoldte ham felv og flere anfeete Mænd i Danmark Ubehageligheder. Gyidenpalm,
fom havde været benyttet i den diplomatiffe Garriere, var efter Kielertractatens Af⸗
ilutning faldt tilbage til Kjøbenhavn. Han var befjendt fom en Mand af Talenter,
endffjønt han for tidligen afbrød fine akademiſte Studier, men han manglede en
Diplomats nødvendige Egenſtab, Taushed og Forfigtighed i Udførelfen af fine Em-
bedsærender. Kjærligheb til Fædrelandet og Haab om ber at blive anfat drog ogſaa
ham til Norge, og han erholdt af den ſvenſte Gefandt i Kjøbenhavn [Kriberre Tama]
et Bas til denne Reife. Han tilbød at modtage Breve til Norge fra Benner og
fomt, berfom ilte England — fom man haabede — vilde unbderftette Norge.”
Samtaler med Jac. Aall om ben ſidſte Side af Sagen antager han har bragt Mal
til at henregne ham til Wedels Nartt.]
1) [Formodentlig figtes her til Cancelliraad Dahl]
5 [Jra rig Mand og betydelig Gobseier blev han, formodentlig ved uforfigtige $an-
beler og flette Gonjuncturer, fattig og trængende. Han opholdt fig, et Snees Uar
efter Foreningen, længe i Norge og boede paa Gaarden Øjtre Skoien ved Chriftianta,
hans Frue Arvegods efter Forældrene, og bet Enefte, han havde i Behold; men
omſider toge og aa Greditorerne benne Giendom. Han lever, faavidt vies, enduu
og er bofat t om.]
Nigsforfamlingen. De førfjellige Partier. Hjemvendende Norbmeæn». 419
- Gjeifian Frederik til dets Konge, hvilfet Maal de føgte at fremme ved alle de Midler,
om ffode dem til Raadighed. Til de beftigfte blandt disfe, fom Forfatteren ſtyede
ørmedelit deres barfte Miner og ben haarde Dom, fom de fældte over deres Menings⸗
| mbfanbere, hørte Faljen, Fr. Edmidt, Collett, Rein, Hold, Weidemann, Stoltens
berg, Sysgaard og nogle mindre Ravne'). De mere moderate af dette Parti havde
inderlig Overbeviisning om, at Foreningen med Sverige under bhvilletjomhelft
Sillaar vilde lede til Landets Ulykke, og at Norge heller butde igjennemgaae alle
Øeber af Elendighed, før det underfaftede fig fvenfl Herredømme, eller endog bermed
førnede fig; men de vare ikke faa indtugne af deres egne Meninger, at de jo havde
Køelfe for Andrea Overbeviiening, ligeſom de pleiede venlig Omgang med Flere af
detes Oppouenter. Dertil regnedes Mopjeldt, Sverdrup, Hegermann, Fabricius,
Søm Uall, Doctor Moller“), Heibemann, Chriſtie, Melger, Steenftrup og Flere.
det andet Parti, fom maaffee var bet tulrigfte, beftod deels af famvittighedsfulde
Rend, fom ifte funde blive enige med fig felv om bhvilten Fane de flulde følge,
beds af Mænd, fom ingen Mening havde, fom ængfteligen Iyttede efter hvad den
baffenbe Tone monne være, for ikke ut føde deres Fob paa nogen Steen. De
fygtede for perfonlige Kræntelfer i Rigsforfamlingen, og for Prindfens Misgunft,
iz Regle — viſtnok den allermindde Deel — tænkte ille over Sagen. Dagbogen
udeholder moærfelige Grempler paa den Forandring, fom i den Henjeende under Rigs⸗
frjamiingens Forbandlinger foregif med adſtillige Medlemmer, der lode fig henvive
df bet berffende Parties imponerende Udfærd Hl at ſtifte politiſt Farve.
Det tredte Parti var det faafaldte foenfle, ber mistvivlede om Norges Kraft
fil ot naae Selvftændighedens Maal, og fom anſaa Forbindelfen med Sverige under
mifende Bilfaar for den bedfte Ende paa Landets Lidelfer, og fom en af Guropas
nagtigſte Stater foreffreven Nodvendighed. Disje Mends Stilling vaa Rigsdagen
vr viſtnok den ubehageligfte, og om ben udipredtes de meeft nærgaaende Rygter,
ſewaa ovenfor er givet Grempel. Til dette Parti hørte Wedel, Løvenfhiold, Grøs
par», Bergefand, Unter, Blom, Cappelen, Oftedahl, Molbach, Sibbern, Stabell,
Mider, Omfen, Gloumann, Mørd, Mofes, Kjøbmand Schmidt, Horneman, Bryn,
Gidftrup, Wulfsberg, Stub, Rogert og Jacob Aall 3). Foruden disje Partier
— — — — — — —
) Forfatteren vil ei ſtrides med dem, ber ville tilſtrive bet uvenlige Anſtrog, fom
Divergents i politiffe Meninger let giver, benne Dagbogens firenge Dom. Han
far ovenfor tilftaaet, at han med Henſyn til Flere var paa Ufveié. Men han
peftriver med hiſtoriſt Sandhed ve Unftuelfer, fom han havde paa Eidsvold. De
| å efte af pisfe Mon» gav han endnu for Forfamlingen8 Oplesning Forfoningené
aandtryk.
5 Forøvrigt En af Forſamlingens varmeſte og heftigſte Patrioter.
) Et af Rigsforfamlingens nulevende Medlemmer har tvivfet om, at Oberſt Stabell,
Byfoged Hormeman og Kjobmand Såmidt funde regnes til vette Parti; men mener,
at ve heller maa regneg blandt be famvittighedsfulde Tvivlere. Forfatteren veet
med Vished, at Stabell hørte vertil, va Wedel berøm havde overbeviift fig, og For-
fatteren ved umiddelbar Omgang med Stabell fandt vette bekræftet. Men Stabell
var i et Embedsforhold, der ei tillod ham at udſtille fin politifte Fane; han var
| fjet Officer, og frygtebe fom faatan itfe Krigen, og han forſtod at fljule fin
| Mening naar fornodent. J fin Omgang med Horneman, med hvem Forfatteren
allerede paa Eidsvold fluttebe en fiben beſtandigen fortfat Benneforbindelje, troede
ban at opdage em overeensjtemmende politift ro. San beftemt vover han et at
ge bette om Kjobmand Såmidt, endſtjont han formebelit benne humane Re—
præfentants venlige Tilnærmelfe, og tvivlenre Udtryt om ben attraaede Selvitæn-
digheds Opnaaelfe, dertil trøede fig berettiget. ſI Brev til Udg. af 15. Februar
1858 har $r. Usfesfor Hersleb Horneman oplyft, at han itte horte til bette
Parti; „derimod ſtemmede jeg overeens med Niuraliteten deri, at enhverfombhelft
politift Forening med Sverige vilde blive til Norges Ulykke (en Mening, Er—
faring fiben har viift at være aldeles urigtig), 28 at man berfor burde vove
en Kamp, for at bevare Norges Selvftænrighet. en tillige var jeg med Flere
| af ren Mening, at benne Kamp viftnot vile blive hard vg Udfaldet tvivl-
| 279
290 Tredie Tiderum. Forſte Gapitel.
vare Enkelte — meget Enkelte — ſom flankerede til alle Sider, uden at man kunde
blive fog paa, hvilken Mening de bekjendte fig til. Man talede om, at en enkelt
Repræfentant *) havde hemmelige Wrinder fra hiin Side; men deels kunde Kabaler
af ben Art iffe trives i en Forfamling, hvis Medlemmer ubmærkede fig ved et fædres
landſt Sindelag, deels var Rygtet rimeligvis grundløft.
Der manglede i bisfe Dage ifte heller paa Rygter, heel trøftelige for Selv⸗
ftaændighedsfagen. Man vilde vide, at der til Gothenborg var anfommen en Coureer
fra England, fom havde bragt oftenfible Depeſcher til den foenffe Regjering, findes
holdende det engelffe Minifteriums Forfiffring om Ankers Ufviiening fra London med
uforrettet Sag, men derimod hemmelige til Prinds Chriftian, fom formodedes at være
af: fangt andet Indhold. Dieſe Rygter gaves forftjellige Ruancer efter de forſtjellige
Partiers Anfruelfer. Det var naturligt, at ethvert Parti fæftede meet Tro HL de
Rygter, fom bare paa Begivenheder, der underftøttede deres Sag, men de Rygter,
fom unberftøttede det fvagere Oppofitionsparties Mening, taftedes for Binden, medens
be, der fmigrede det flærkere Gelvftændighedsparties politiſte Tro, forplantedes i
hoiere Toner. '
Flere Norffe fom i disfe Dage tilbage til Norge fra Danmark for at føge An⸗
fættelfe i beres Hoædeland, og Ulle vare eenftemmige i at bevidne de Danſtes Enthu⸗
ftasme for Norges Regent, og Misnøien i Danmarf med Frederil den Ejette paa
den Tid beftreves fom for. Der lagdes i UAlmindelighed ingen Hindring i Beien
fra fvenff Side for de Norſtes Gjennemreife gjennem Sverige, og fær behandledes
alle Nordmend af den humane Grev Esſen med ftor Forefommenhed. Kun Enkelte
bleve anderfebes behandlede. Roſenkrantz og Thygeſon vare af Prindfen nedſendte
til Kongen af Danmark for at gjøre ham befjendt med Stillingen i Norge og rets
færdigajore Brindfens Fremgangsmaade. Frederik den Gjette tilfjenbegav dem fin
fore Misnøie med hvad der var fleet i Norge, der faa meget forlængede Daumarte
Qibelfer ved Mrigen, og udſatte det for det europoæifte Forbunbs Mistanke. Noſen⸗
frang vendte ubehindret tilbage til Ghriftiania, medens Thygefon reifte til fine Godſer
i Iylland. Rygtet gif, at Thygeſons uforfigtige Udladelfer i det foenfle Hove»:
qvarteer paa Nedreifen havde fpærret ham Tilbageveien til Norge; men det var paa
den ene Side rimeligt, at Thygefon fom flor Eiendomsmand *) ikke vilde fætte fin
Stilling i Danmart paa Svil, og paa den anden Side, at den foenfle Regjering
nægtebe en Mand Tilbagereifen til Norge, ber havde været en af de Raadgivere,
fom meeft havde opmuntret Prindfen til at lægge Haand paa Selvftændighedsværtet.
— Det var ogfaa paa denne Tid, at Kammerjunfer Gyldenpalms uforfigtige Fœord
forvoldte ham felv og flere anfeete Mænd i Danmart Ubehageligheder. Gyldenpalm,
fom havde været benyttet i den diplomatiffe Carriere, var efter Kielertractatens Af⸗
flutning faldt tilbage til Kjobenhavn. Han var betjendt fom en Mand af Talenter,
endffjønt han for tidligen afbrød fine afademiffe Studier, men han manglede en
Diplomaté nødvendige Egenſtab, Taushed og Forfigtighed i Udførelfen af fine Em⸗
bedgærender. Kjærlighed til Fædrelandet og Haab om der at blive anfat drog ogſaa
ham til Norge, og han erholdt af den fvenffe Gefandt i Kjøbenhavn [Ariberre Tawaſt]
et Pas til denne Reife. Han tilbød at modtage Breve til Norge fra Venner og
fomt, berfom ikke England — fom man haabede — vilde underftøtte Norge.”
Samtaler med Jac. Aall om den fibjte Side af Sagen antager han har bragt Hall
til at henregne ham til Wedels Parti.]
5 [Formodbentlig figte8 her til Cancelliraad Dabl.]
5 [$ra rig Mand og betydelig Godseier blev han, formodentlig ved uforfigtige Han»
beler og flette Gonjuncturer, fattig og trængende. Han opholdt fig, et Snees Aar
efter Foreningen, længe i Norge og boebe paa Gaarden Øftre Støien ved Chriſtiania,
hans Frues Arvegods efter Forældrene, og bet Eneſte, han havde i Behold; men
omftber toge ogfaa Greditorerne benne Gienbom. Han lever, faavidt vibes, endnu
og er bofat i Rom.]
| Rigsforfamlingen. Gomitee-Forhandlinger. Napoleons Fal». 491
Glaægtninger i Kjøbenhavn, men bar fig med disfe faa uforfigtig av), at Breene
bleve fundne hos ham og tilligemed Kammerjunkeren felv fendte til Stodholm, hvorfra
Brevene fiden tilbændigedes Danmarfs Konge. En af Danmarts høiefte Embeda⸗
uz, Statsminifer %. Moltte, fom havde været Stiftamtmand i Norge, havde
ogfan med Gyldenpalm ſendt Bennebreve, hveri han udtrykte fig med Deeltagelfe for
Rorges Sag. Følgen af denne Uforfigtighed blev, at han faldt i Unaade og oms
byttede fin hoie Poft med Stiftamtmandſtabet i Aalborg. Gyldenpalms egen Em⸗
bedsroffe var nu faagodt fom udfpillet, og omendffjønt han fiden anfattes paa en
mberordnet Poſt ved ben norſte Statsraadsafdeling i Stodholm, levede han der
førgiemt og i fmaae Kaar.
Den 27de Upril var Confittutionscomiteen indbuden til Møde med Finants-
comiteen. dette forelagde den fidfte den førfte de Oplysninger, fom den af Fi»
mntødepartementet havde erholdt om Landets Jndtægter og Udgifter for nogle forbi
gangne Uar, og fremlagde Planen til at ordne Landets Pengevæfen. Oplysningerne
vare tilbeetø ufuldftændige, tilbeels mindre rigtige, Planerne vare umodne og utils
fneffelige til at naae Maalet, og det Hele var faare liden Opmærtjomhed vær».
Sagen var, at der i Spidſen for Finantsdepartementet ſtode Mænd, fom deels itte
mare deres Embede vorne, deels vare overlæsjede med andre Forretninger i Statens
Inliggender, fom formedelſt bennes kritiſte Etilling vare i hoi Grad forviflede.
Derhos var den borgerlige Virkſomhed faa lemlæftet formedelfi Næringsveienes totale
Gtandéning, at der itte lod fig tænte Muligheden af at grundfæfte Landets Penger
vefen paa en faft Grundvold. I den Henſeende havde Stillingen meget forandret
fig fiden bet flore Møde i Ghriftiania mod GSlutningen af 1813, endſtjont det alle
ude Da fandtes vanfleligt at berede Fremtiden et fitfert og paa en folid Grundvold
bygget Pengevæfen. Der manglede viftnok ifte den paa Eidsvold nedfatte Finants⸗
cemitee paa dygtige Mænd, udruftede med de fornødne Kundftaber, hvilte de i disfe
og fenere Forhandlinger noffom lagde for Dagen, men der fattedes paa Matertalier
til at bringe Orden i et forvirret Pengevæfen, og ifær paa Gone, ja tildels BVillte,
til at jammenbære be Midler, der ene kunde føre til Maalet. En for Deel af
gorfamlingen — og denne Mening vdeelte den flørte Deel af Landets meeft formuende
Mand udenfor famme — fom vare iftand til i Gjerningen at underfløtte Sagen,
anfaa desuden disſe Unftrengeljer for unyttige og for fig farlige, faalænge Fadre⸗
landets politiffe Stilling var ubeftemt, og de vægrede fig ved at bringe ſtore Offere
for en Sag, til hvis heldige Udførelje Udfigterne aldeles ikke vare fmigrende. Der
fattedes wiftnot ikke paa fraftige Opfordringer til formuende Privatmænd til at gjøre
be fornødne Tilſtud til en faadan Jndretning, og de ledfagedes med bitte Klager
over Mangel paa et patriotiff Sind hos dem, fom holdt fig tilbage; men man
begyndie at indfee, at ben Patriotisme, fom lemlæfter Kraften til borgerlig Virkſomhed,
grænbjer til Uforftand og lønnes aldrig med Medborgernes Ertjendtighed. For den
førre Deel af Landets meeft formuende Mænd var berhos Selvftændighedens Sag,
der ifolerede Norge fra alle andre. Stater, tvetydig i fine Følger, og den betragtedes
i fine Infefte Farver meftendeels fun af dem, fom havde Lidet at opoffre. Imidlertid
bleve begge Gomiteer enige om ut tage bver for fig igjennem fine fyndige Medlemmer
under Overveielje, hvorlunde Nuttonens Ret til at beſtatte fig felv kunde forenes med
Regentens flore Trang til Pengerefourcer, og hvoriunde denne Rigsforfamling, fom
ry Allerede å Kjøbenhavn pralebe han af, at han flulde gjemme Brevene, faa at de
ſtulde undgaae ſvenſte Bifiteurers Øine. Dette føm ben foenfle Geſandt for Øren,
føm hemmeligen berom unbderrettebe Feltmarffall Esſen. Esſen har felv fortalt En
af vore nulevende Statsraader, at han havde gjort Gylbenpalm opmærkjom paa at
ban vibfte, at han mebbragte Breve, men at han onflede at undgaae Nogens Ulei-
lighed. Esſen var berpaa gaaet hen til Vinduet for at give Gyldenpalm Anledning
til at fafte Brevene i Kaminen, men paa dennes gjentagne Horfiltring om at han
ingen Breve medbragte, kunde Unberjøgeljen et undgaaes.
* 422 Fredie Tiderum. Forſte Gapitel.
egentligen fun var fammentafdt for at forfatte og grundfæfe en GStateforfatming,
finde, uden Berammelfen af et nyt Mode, fore fig berettiget til at gjøre en faa
vigtig Anvendelje af Grundlovens Beftemmelfer. Man indfane derhos, at Intet
funde foretageg til at forfvare den nye Etat i fin valgte Selvftændighed, og til at
ordne dens indvortes Stutsforhold, uden de nødvendige Midler. Den hele Maffine
maatte under faadanne Omftændigheder fnart gaac i Staa, ligeſom Statskrediten var
ryftet ved Etatens vaklende Stilling og en foreftaaende Krigs Radſler. Saaledes
valgtes ben Udvei, der i Forlegenhedens Etund er ben fædvanlige, at udjætte den
endelige Afgjorelſe indtil videre, og det fan ikke nægteg, at der opftod megen Fore
virring i Fremtiden deraf, at man fenere hen forfømte at tage Sagen under nøtere
Overveielfe, og at ben Partiaand, fom herftede mellem de forfljellige politiſte Me
ningers Formend, deels foranledigede uhenfigtemaæstige Beflutninger, deels ſammen⸗
blandede og forvirrede de forfljellige Statsmagters indbyrdes Rettigheder til at be⸗
ftemme de vigtigfte Statsforhold. Folgerne vifte fig fenere hen aabenbarligen.
Møderne i Conſtitutionscomiteen fandt imidlertid dagligen Sted til beftemte
Fiber. De begyndte om Formiddagen Kl. 10 — tidligere funde det ikke vel fee,
fordi mange Medlemmer boede langt fra Forfamlingsftedet — og varede til 2 Efter»
mibbag, og fra Kl. 4 om Gftermiddagen til 7 om Uftenen. GSesfionernes Hiftorte
par ben fæbvanlige. Der bifpnteredes ofte med Heftighed om mindre betydelige Ting
og om grammatifalffe Rettelfer i Stilen, Comiteens Formand, fom vel Kjendte Bær»
bien af den Myndighed, der var lagt i hans Haand og føgte at haandthæve den,
paabod ofte Faushed og Orden, men efter et OHieblik var hele Forfamlingen ſtundom
igjen i en farmende Strid i Anledning af ben omhandfede Gjenftands Ufgjørelje.
Man var endnu iffe vant til den Orden og Takt i Diskusfionerne fanvel i den føre
Forfamling fom i de mindre Moder, der fiden af en Mefterhaand tilvetebragtes. En
og famme Paragraph formedes forffjellige Gange, dikteredes ligefaa ofte, og Med
femmerneg Manuffripter faae faa bemalede ud, at de neppe Funde finde Mede i dem.
Man indfaa ſaaledes, at en Medaktion af entette Medlemmer var fornøden for at
bringe Genhed i Stilen og Orden i Materierne. Comiteen havde imidlertid ogfaa
fine rolige Øteblifte, i hvilte Hovedfagen ſtred ftadigen frem til Endemaalet, og dette
fettedes meget derved, at Distusfionerne om den udvortes Politit og om Valget af
Regjeringens Overhoved aldeles bHortfjernedes fra dens Overveielfer.
Den 29ve April anfom fra Gngland og Danmart hertil de markvardige Uvifer,
fom indeholdt Paris's Erobring af de Allierede. WVBegivenhederne vare faa detaillerede,
at man ikke kunde wivle om Beretningens Wuthenticitet. Den 30te Marte blev ben
franſte Armee under Marmont og Mortier flaaet under Paris's VBarriere; ben 31te
ryffede Seifer Aferander, Kongen af Preusfen og Prindfen af Såwarsenberg ind i
Raris. Den letfindige franffe Pobel overfod fig til den høiefte Jubel. Alexander
forgubdebes, Napoleon forbandedeg, og høte Raab frævede Bonaparte affat og Ludvig
ben 18de tilbage. Hele Egnen om Paris og en for Deel af det øvrige Frantrige
erflærebe fig for Ludvig. Senatet, Talleyrand i Spidfen, ertlærede Bonaparte affat
og Ludvig Konge. En Deel af den franffe Urmec, faavelfom be vigtigfte franfte
Generaler, fvore til det nye Dynafti. Den engelfte Avis tilføter, at paalidelige
Gfterretninger fra Duͤnkirken berette, at Napoleon har modtaget Kelferen af Ruslands
Tilbud om Oen Elba fom et Tilflugtsfted for ham og hans Familie. — Hvor bes
femte end disſe Efterretninger vare, havde man Mote med at fæfte Lid til dem.
De blære imidlertid modtagne af Medlemmerne med ſtor Deeltagelfe og foranledigede
en urolig Gjæring i hele Forfamlingen. Det enefte Trøftelige ved disfe Nyheder fra
Beften var Haabet om Fred, fom nu maatte fynes mere grundet end tilforn, da det
føage Norge vel maatte underfafte fig det mægtige Europas Beftemmeljer. Saaledeg
raifonnerede ben roligere Deel af Forfamlingen. Men bdisfe Efterretninger vare endnu
iffe i Stand til at nedtrykke de fværmende GSelvftændighedsmoænde fangvinffe For-
baabninger. Endnu denne Formiddag deeltog Forfatteren i en politift Bentilation,
Nigeforfjamlingen. Nyheder og Rygter. Grunblovs-Uvlaftet færdigt. 493
mer de befynderligfte politiffe Meninger bleve fremførte. Man flolede endnu paa
Gglandé Biftand, man gjorde fig de bedfte Forhaabninger om Carſten Ankers Udes
ttvelfe, man glædede fig over, at Carl Johan iffe havde været tilftede ved Napoleons
Mderlag — og hvad Stof mere man unde have til glade Udligter for Norges
Gevftandighed. Roſenkrantz var ogfaa nyligen anfommen fra Danmarf, og ogſaa
han lagde ſtor Bægt paa den Entbufasme for Norges Sag, fom ſporedes overalt der.
Dem Ifte Mai anfom atter engeljfe Uvifer af 12te April, i hvilte gjentoges
efter offietelle og authentiſſe Gfterretninger, at Napoleon havde antaget de Ullieredeg
Ulbud, og for 2de af fine forrige Generaler erklæret fig villig tl at erfjende Ludvig
den 18de fom Frankriges retmæsfige Konge, og havde derefter begivet fig paa Beien
il Ciba. Frankrige var beroliget, den nye Gonftitution autaget, og Freden fmilede
ul det hele Guropa — fun i Norge vajede Ulodfunen! — Utter i Daq var hele
gorſamlingen fuld af Beretninger om anfomne Kornffibe. Til Bergen flulde være
everfert fra England meer end 20,000 Tønder Kornvarer, og til mangfoldige andre
Eteder vare iffe ubetydelige Partier anfomne)). Fil Ghriftiania var igaar anfommet
et Slib under fvenftt Flag med 1000 Tender Rug, fom havde en foenff Supercargo
enborde, og herom fældedes de meeft forftjellige Domme. Ved Siden af hine mært»
verdige politiffe Nyheder fra Beften udbredtes i disſe Dage det befynderlige Rygte,
tom Begjærfigen optoges af Prindfens Filhængere, at Carl Johan havde gjort det
Ailbud at renoncere paa den fvenffe Throne, og at modtage en hoi Poft i Frankrige
eller et Fyrſtendomme i Tydſtland, og at den affatte foenffe Konges, Guftav 4de
Adolpho, Søn befandt fig i det ruskfifte Hovedavarteer for igjen at fættes paa Sve⸗
tigré Trone. Man talte om, at ifte alene de engelffe Krydfere havde ladet vore
Kornſtibe ubehindret pasfere; men endog høftigen convoneret dem ind i Stjærene*.
Hemed contrafterede de Efterretninger, fom bragtes af Lientenant Falbe fra Kjøbens
havn. I Wennersborg opholdt fig nemlig den dbanffe Admiral Steen Bille og eu
danſt Oberft Lønborg, der vare udfendte af Kongen af Danmart, for fom Kommis⸗
fatrer fra danſt Side at overlevere de norfle Kæftninger til Sverige. 'GFra disfe var
kieutenant Falbe tilligemed en anden Lieutenant affendt til Prinds Chriftian med
Depeſcher. Prindſen afvitfte imidlertid Kommisfairerne og noægtede at overlevere
Feſtningerne. Med Falbe fom Ufftriften af et Brev, hvilfet han felv faldte offirielt,
fra den foenjte Envoyé i London, Rehaufen, til Grev Rofen i Gothenborg af 22ve
April, hvori det berettedes, at der var afgaaet Fregatter fra England, fom ſtulde
blokere Morges Havne og hindre Overførfel af Korn. Men iffe heller dette Brev
giorde nogen Birtning paa Selvftændighedens Forfvarere, det blev anfeet fom em foenfl
Logn, opdigtet for at indjage Mattonen Skrok. Jmidlertib gave disfe hverandre
medfigende Gfterretninger og Rygter Anledning til levende Gontroverfer mellem De
Mænd, der opholdt fig par Eidsvold4). Den 25de April valgtes for dr næfte 8
Dage Commandeur Fabricius til Bræfibent og Mein til Bicepræfident.
—— 2 — —--
1) Disſe deels hiſtoriſte Begivenheder, deels falſte Rygter tunde fynes at ftaae paa fit
utette Sted; men Vorfatteren har troet at burde efter fin Dagbog give et Billede
af Rigsforfamlingens Phyfiognomi i det Hele. Det er ilfe hans Grindring, men
hans Dagkog, føm her og andenſteds i hang Fremftilling om Rigsforfamlingen har
veilebet ham, og fom han faft bogftaveligen har afftrevet.
% Nemlig i Begyndelfen af Uaret. Ifr. ovenfor GS. 371.
I Bilag No. 76 er indtaget et Uddrag af bette Brev.
5 Forfatteren bavde famme Dag en Ordverel hos fin Broder Regjeringsraad Aall mer
Sommerhjelm, fom ogfaa var Medlem af Regjeringsraaret. Forfatteren havde for-
dybet fig i en Samtale med fin Broder om Landets politifte Stilling, hvort hane
egen Frygt og Hans Broders Haab fpillede den fædvanlige Rolle. Forfatteren meente
nemlig, at ber var lidet at ftole paa (Englands Biſtand, og at vette neppe vilde
jvigte fine til Carl Johan givne Løfter. Samtalen førtes mer fortrolig Aabenbjer-
tighed, førbi den meentes holdt under fire Zine. Men GS. befandt fig i Sidevæ-
relfet, hvortil Døyen ftod aaben, og da han hørte Samtalen, tom han ub og fagde
ov
—
496 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
Munke itte maatte taales. Midelfart, ſom hapde ſtridt for at Joderne itte ſtulde
nægtes Adgang til Riget, ſogte ogſaa i ct veltalende Foredrag i ſamme Aand at
forhindre Indforelſen af dette Tilleeg, hvilket han anſaa fom et Beviis paa en uchriſtelig
Intolerance at indfore i Grundloven; men Chriſties Forflag gif igjennem med 94
Stemmer. Denne $ var iøvrigt anderledeg redigeret paa Eidsvold end den i Grund:
foven findes indført. Der hedte den ſaaledes: „Den evangeliftslutherfte Religion
forbliver Statens offentlige Religion. Ulle Hriftelige Religionsſekter tilftedes fri Metis
gtonsøvelje, dog ere Jøder og Jefuiter fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.
Munfeordener maa iffe taales. Landets Jndbyggere. fom beljende flg til Statens
Religion, erc forpligtede til-at opdrage deres Børn i famme.” Det er tkte Forfats
teren muligt at forklare Grunden til denne Forandring i Redattionen, men han er
fufdfommen vis paa, at den blev antagen fom her anført, og fom den ogfaa findes
t Rigsforfamlingens Forhandlinger). Det er formodentligen en Redaktionsfeil, hvor
ved Gomiteens Udkaſt er bleven trykt i Stedet for den af Chriſtie redigerede og af
Forfamiingen antagne Paragraph; thi en Nedaktionsrettelfe fan det ikke være.
Den Ade $ lød faaledes: „Kongen flat ſtedſe have befjendt og bekjende fig til
den evangeliff:lutherfte MNeligion. haandthæve og beflytte ben.” -— Rein underftøttede
denne Beftemmelfe ved en fort Tale, hvori han føgte at vife, hvor farligt det var at
vælge en Konge, der havde friftet Religion. „Ethvert Folk, fagde han, fordrer, at
dets Konge ffal have en Religion. — — Naar en Konge ikke tager i Betæntning
at affværge ben Religion, han engang har bekjendt fig til, og hvori han er opdragen,
og at antage en anden for at vinde en Krone, faa lægger hun klarligen for Folkets
SØine, at han virkelig flet ingen har, og dette fan, bette maa ikke være noget Fol!
ligegyldigt, at fre en Konge paa fin Trone, der fpotter ſaavel med fine Fædres, fom
med ben fidft antagne Religion.” Debatterne fpillede paa Grændfen af Betragt-
ninger om Garl Johans Perſon, men Striden neddysfedes, ba Jngen gjenmalede
mod Weidemann, fom egentligen havde begyndt den. Den Deel af Forfamiingen,
fom tæntte fig Muligheden og endog Rimeligheden af, at Carl Johan engang vilde
fomme til at bære Norges Krone, forudfaa, at dette vilde blive em af de Paragrapher,
fom i Tilfælde af den ffandinaviffe Halvoes Forening let Funde blive forandret, og
be fanbt bet wupasfende derom for Tiden at fremfalde nogen Strid. De løde det
ſaaledes blive ved ftiltiende at votere berimod, og Comiteens Forflag blev med 77
Stemmer uforandret antagen. ;
Den Ste Mai fortfattes Forhandlingerne om Udkaſtet til Grundloven. FF 21—28
bleve antagne med wubetndelige Forandringer faaledes fom de af Comiteen vare forer
flaaede. Men om den 28de $ Hleve nogle varme Debatter. Den fød i Comiteens
gorflag faalunde: gongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering
uben Storthingets Samtykke, hvortil t dette Tilfælde %Y Stemmer udfordres.” Omfen
reifte flg i denne Anledning, og fogte med lidenfrabetig Heftighed at vife, hvorlunde
Antagelfen af denne $ i fin nærværende Form vilde bringe Norge tilbage til em Fore
bindelfe, fom havde været faa ufordeelagtig for Fædrelandet. Han puaftod, at Norges
Konge under ingen Betingelfe burde funne åntage en anden Krone, og at Ordene
„uden Storthingets Samtykke“ burde udgane. Wergeland iftemte famme Tone, og
underftøttede Omfens Forflag ved et langt Foredrag, hvori han føgte at bevife Garn:
ligheden af en ubetinget Beftemmelfe i Grundloven, der hindrede Songen fra at an:
tage en fremmed Krone. Hans Mening blev imidlertid beftridt af Sverdrup og Flere,
og Forfatteren fremfatte ogfan fine Tanfer forteligen Herover. „Det kunde, meente
han, blive et Indgreb i Landets tilfommende MNational-Lyffe at forbyde i nærværende
— — — — —
) IIfre herom Rigsretafagen mod Vogt 171 -172, GL. Winter Hjelm i Munchs Norkt
Maanedsftrift IV. 379—380 og M. Sverdrups Erklæring t Aftenbladet 1858 No. 142.)
3 Reins Jale findes i Rigeforfamlingens Forhandlinger 1., E. 100 ff. [Ifr. Voats
Nigsretsfag S. 122. Blom S. 71—72.]
|
Gontitution paa en abfolut Maade Norges Monge at mobtage en fremmed Krone.
Det var umuligt for nærværende Forſamling at forudfee affe de Jilfælde, fom kunde
gjere em faaban Jndffræntning farlig for Samfundet. Hverfen denne eller andre
Gefemmeljer, ber ille kunde betragtes fom Grundlovsprineiper, hvis uforanderlige
Særd igjennem alle Tidsaldere er bleven erkjendt, bør gjøres faa urottelige, at de jo
fmde mobtage de Modifitationer, fom Tid og Omftændigheder, Landets Tarv og fors
adreæe Gulturtilftand maatte gjere fornodne!).” Comiteens Forflag git imidlertid
iajennem med 98 Stemmer og Villægget blev fraaende.
I Anledning af den Iite $ foreflog Tei Lundegaard tilligemed flere Bønder,
»at bet beneficerebe Gods maatte anvendes fom et Bidrag eller Hypothek for at op-
bjælpe Statens Pengevæfen, oprette en Bant o. f. v. De grundede Korflaget paa,
at dette Gods var en Lævning fra den fatbolffe Tid, at dets Unvendelfe ike pasſede
til nærværende Forhold, og blev ikke heller, fom det nu benyttedes, bragt til den
auldfommenbed, fom var ønffelig. De meente, at Præfterne burde frættes paa faft
Gage, ber flulde rettes efter de forffjellige Bræftegaarbes Veftaffenhed, ber nu bringe
beindelige Jndtægter. Skulde deres Horflag ikke gaae igjennem, men Jndiægterne
ef det beneficerede Gods efter Comiteens Forflag henlægges til Oplysningsvæfenet og
Geiſtlighedens Bedfte, foreflog de, at denne Beftemmelfe fun midlertidigen ſtulde tages,
og at det flufde overfades næfte Storthing at afgjøre Sagen. Dette Forflag reifte
fore Debatter, da ifær Korfamlingens geiftlige Medlemmer føgte at oplyfe, at dette
Gods i Folge fin Beftemmetfe var legeret til gudeligt Brug, og tfær tl Geiftlighedens
Nytte, og at man iffe nden at frænte Feftators Billie funde anvende det til anden
Henfigte Oypnaaelfe. Gomiteens Forſlag git imidlertid igjennem med omtrent %3
Stemmer. Chriſties Forflag, at bet beneficerede og be offentlige GStiftelfers Gods
ei maatte bortfælges, blev iffe heller antaget?).
J Anledning af Forflagets I3te G faalydende: „Kongen har Ret til at fam»
menfalde Tropper, begynde Krig og flutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, fende
sg modtage Geſandter“, fremlagde Sibbern fin Betæntning, der gif ud paa at inde
frænte em Rettighed, fom han ei troede ubetinget burde nedlægges i Regentens Haand,
sg fogte at underftotte fit Forflag ved at henvije til Hiftorien, , fom indeholdt mange
- Sevifer paa, at denne Net af Regenten har været misbrugt.” $ blev imidlertid
antagen i Gomiteens Form med 90 mod 14 Stemmer*).
| Den 37 $ gav 7de Mai Anledning til megen Debat. Der var følgende Forflag
fra Gomiteen: Songen fan meddele Rang, Titler og Ordener til hvem han forgodt
- befinder til Løn for udmarkede Fortjenefter, bog faaledes at ingen maa være arvelig,
give Met til Fritagelfe fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder, eller medføre
— — — —
RNigeforſamlingen. Grundlovens Behandling. bte og 7de Mai. 427
) Foredraget findes i Rigsforſaml. Forhandl. I. 3die Hefte S. 9. [Ifr. Vogts Rigs-
retéfag S. 175.] I Anledning af denne $ faldte Prindſen Sverdrup og Mozzeldt
til pe og foreftillede bem Urigtigheden af ben allerede for nogle Dage fo fattebe
Beflutning om Kongens Ubvelutfelfe fra Adgang til fremmed Ehrone. Han anførte
at bet mgang i Tiden funde blive til ftort Held for Norge, om Kongen fil et Rige
til at regjere over. De nægtede ikke Muligheden deraf, men anfaae bet for afgjørt,
at i et faabant fjelbent Tilfælde vilde Storthinget ei nægte fit Samtylle. — Saa⸗
ledes kaldte Prindſen flere Gange Præfibent og Birepræfident til fig og diskuterede
met bem om en og anben af ——— Beſlutninger, men ſtedſe med Blidhed,
Delikatesſe og Maadehold, og næften altid uden Virtning
2) Derſom det icke tan negtes, at ben ſenere Fi tagne Beflutning at realifere vet
beneficerebe Gods har været Staten til ftort Gavn, var bet viftnok et Held, at dette
Vorflag ei gjordes til en Grundlovebeftemmelfe, ifær da Erfaring har lært, hvor
vånffeligt bet har været at bevirke forandret ct Toddel i Grundloven. IIfr. Nigs»
retsſagen mod Vogt 176—177.]
3) HOvad ber angaaende $ 36 (Grundlovens $ 17), hvis rette Forftaaelfe var Gjenftånd
for Rigkretsſagen mod Statsraad Vogt i 1845, mundtlig forhandledes paa Eids⸗
vold, I gres Erklæeringer og Bryns! Beretning å nævnte Rigsretsſag S. 160—165
og .
428 Tredie Tibsrum. Forſte Gapitel. |
førtrinlig Adgang til Statens Embeder. Ingen perfonlige eller blandede arvelige
Forrettigheder maa tilftaaes Nogen for Fremtiden.»
I Unledning bheraf gjorbes forffjellige Bemærtninger og Forlag, bhvoraf tær
Grogaards udmarkede fig ved hans interesfante, vittige og tildels bidende Foredrag.
Han anfaa ikke alene Titler og Rang, med Undtagelje af Embedsrang, upasfende,
men troede heller ifte, at det burde flaae i Megentens Magt at uddele Ordener. Han
gjorde fig Iyftig over be mange UAlen hvide Baand med røde Kanter, fom i Flæng
vare ubbeelte, og førmedelft denne bhenfigtsløfe Uddeltng havde nedſat Udmarkeiſens
Bær». De danfle Ridderordener vare itte iftand til at opretholde den banff-norftt
Stat, ligefaalidt fom Napoleons Wreslegion det franſte Keiferdomme. Han føreflog
en faadan Redaktionsforandring: „Ingen perfonlige eller blandede arvelige Rettigheder
maa tilftaaes Nogen for Kremtiden; itte heller blotte Titler eller anden Rang em
Gmbedsrang. Ingen Nidberorden maa fiftes i Norges Rige. De, der nu bære
noget udenlandſt Ordenstegn, maa vedblive at bære dette.” — Doktor Melder ude
bredte fig derefter vidtløftigen over denne Sag, og fil berved Anledning til at lægge
fin af en reen Foæbdrelandstjærlighed udfpringende Enthuftasme for Fædrelandets Frihed
og GSelvftændighed for Dagen, der har fulgt ham til hans fidfte Dage). — Ogfaa
Horfatteren blandede Wig i disfe Debatter. Han meente, at (en Stat fom Norge,
der vel iffe vilde blive iftand til at lønne alle Gmbedömaænd pasfende til Embede⸗
mandens Møie og Gmbedets Bigtighed, kunde Rang betragtes fom et Gode, eller i
det mindfte fom et uundværligt Onde. HForfængelighed vilde vel ikke heller fly demme
Stat, men dens Tilfredsfidelje blive et Middel til at opmuntre Statsborgernes Hiv.
Titler anfaa han derimod i vor lille Stat for overflødige, indeholdende noget vif
Latterligt og fordunflende fande Fortjenefter. Han forejlog derhoé, at Embedsrangen
ei ophørte med Embedet. Tillige foreflog han, at overlade til Loveomiteen at prøve Adelens
Rettigheder, og forelægge et fommende Storthing Refultatet af denne Underjøgelje.
Efterat flere af Forjamlingen havde talt om denne Paragraphs Form *), ble
ben tilført Protofollen faaledes: „Kongen fan ikke uddele nogen anden end Embeds⸗
rang og Titel. Den Embedsmand, fom i Naade afitediges, beholder den Titel og
Rang, fom hans bhavte Embede har medført. Lil Betønning for udmærtede For:
tjertefter fan Songen uddete Ordener til hvem han forgodt befinder, men ved Ordenens
Fildelelfe ſtal offentligen fundgjøres de Kortjenerter, hvorfor de ere givne. — Intet
Hæderstegn fan give Met til Fritagelfe fra Statsborgernes fælles Pligter og Byrder,
eller medføre Adgang til Statens Embeder. Ingen verfonlige eller blandede arvelige
Morrettigheder maa tilftaaes Nogen for Fremtiden.
Gfterat denne $ var antagen, oplæfte Falfen en Eritæring, bvori han for fig
og fine Defcendenter fraftrev fig Deres hidtil havte Adel med afle de Nettigheder, fom
bermed kunde være forenede?). Dette Offer modtoges imidlertid med taus Ligegyle
bighed af Forfamlingen og efterlignedes ike af nogen tilftebeværende Adelsmand.
Den mindfte Deel vidfte, at Falfen var det.
Man troede i Dag at fpore Birtningen af Brindfens Nærværelje, der visfeligen
ellers hoiſt fjelden lod fig fote. Grev Wedel havde vdikteret i Comiteen den 41 og
42 $ i Grundloven, fom tndeholdt Fordelingen af Etatsjtyrelfen mellem 5 Stats⸗
raader og beftemte disſes Forretninger. Der meentes nu, at Comiteens Formand,
efter UAftale med Prindfen, bevægedes til at gjøre en Forandring og fremfætte et
Forflag, fom var forfljelligt fra Comiteens, da man der Intet derom havde her.
— — — — — — —
) Endnu den Dag i Dag give Discusſioner af ben Art den BOnarige Oldin
bommens Barme. [Han bøbe 28. Decbr. 1847; jfr. Biographi af P. B or
4 Eidsvolds· Galleri I. 47—51.]
) De Laler, fom i benne Quledning bleve holdte, findes i Rigsforfamlingens Fer
anblinger I. 2 Hefte, S. 19 ff. [Dfr. Rigsretsfagen mod Vogt 178—179.]
3) Sammeſteds S. 46—47.
Nigsforfamlingen. Grundlovens Bedanbling. Ve og Se Mai. 499
Jan udvikiede nemlig i en Ville Tale, at bens Forflag i 41 og 42 $ efter hans
germening fired mod bet engang antagne Prineip, at den eretutive Magt hør være
i Tongens Hænde. Man burde ifte uden Henfigt indffrænte Kongens Myndighed.
Sagen kunde bedre end Kongen bedømme, paa hvad Maade Forretningerne bedſt fore
deelies. Han lagde megen Vagt paa de ubehagelige og benfigtsløfe Yndfkrænkninger,
jem derved paalagdes Negjeringen. Staten bavde Garanti nok, naar der førgedes
før at Udgifterne itfe unødvendigen forøges, og enhver Statsraad faner til Unfvar
før be Gyveditioner, ber udgaae fra hans Departement'). Han foreflog derfor, at
Baragrapbhen flulde faae følgende Form:
„Kongen vælger felv et Raad af norffe Borgere, fom ikke ere yngre end 30
Sar. Dette Raad flat i det mindſte beftaae af 5 Medlemmer, men foruden dem fan
Songen ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norffe Borgere, fun ingen Med»
ammer af Stortbinget, Kil at tage Sæde i Statsraadet. Forretningerne fordeler han
ibtandbt dem faaledes, fom han bet for tjenlig eragter.” Efter Wulfsbergs Horflag
tilføiedes PBaragravhen ben Slutning: „Fader og Søn eller tvende Brødre maa ei
paa famme id have Sæde i Statsraadet.“
Wedel, hvis Mening det i Almindelighed ingenlunde var utilbørligen at inds
frænfe ben erefuttve Magis Myndighed, indvendte Jutet mod denne Forandring, og
haljens Forflag gil igjmnem med 99 mod 3 Stemmer, og Wulfsbergs eenftemmigen.
Derimob havde Wulfsbergs Forſlag, at Statsraadet flulde vælges af Storthinget,
im een Stemme for fig.
Præfidenten Diriks foreflog ved Enden af denne Dags Debat, at Forfamlingen,
før at fremme GJorretninger, hvis Ende Nationen og hvert enkelt Medlem af Forfame
ingen faae med Længjel imode, flulde fortfættes Morgendagen, fom var en Søndag.
Derom opftod for Strid, iſer fordi nogle af Praſterne anfaae det for en Hellig»
bagsbrøbe, hvorimod Loven indeholdt Forbud. Omfider afgjordes det, at man Mors
gmdagen (fulde tage Midvag KL. 2, og derefter møde Kl. 4, da Helligdagen maatte
anfees endt. Forfatteren erindrer meget godt, at ben Scene, fom Provft Wergeland
fertæfler i fine Gortrolige Breve*), forefaldt mellem Sverdrup og T. Lundegaard.
fundegaarD fremtraadte allerede paa (Eidsvold med et vift djærvt Baæfen, fom dog
ubvitfedes meer paa be følgende Storthing til en vis Grad af Raahed, der ſtundom
førfedte ham til upasfende Mitringer, og voldte ham Ubehageligheder. Men han lod
fig mindre høre i Forfamlingen paa Gidsvold end fenere i GStorthingsfalen, deels
førdi den afhandiede Materie i Utmindelighed var ham mere fremmed, deels fordi der
endun fattedes ham Mod og Gone til at tale for Mængden. Han lagde iøvrigt
soffom for Dagen, at kan var en Mand af fund Horftand, der dømte rigtig om
flere af Landets Forhold, ligefom ap Bemarkninger vare ifte fjeldent træffende,
fjønt Aundom bidende. Han indſtktenkede fig faaledes meftendeels paa Eidsvold til
nogle Kraftudtryk udenfor Forfamlingen, og var da ſtundom meget høirøftet, og et
jaadant, omtrent fom Wergeland fortæller, undfuldt ham ogfaa i den anførte Came
tale mellem Sverdrup og ham. — For Sagen i det Hete maatte det anſees gavuligt,
1) Sammeſteds S. 51. [Af Debatten om $ 48 over Statsraadernes Unfvarlighed har
Bryn et tort Uddrag. Migsretsfagen mod Vogt S. 180.]
3) S. 83, hvor ben fortælleg ſaaledes: , Det veed jeg, fagde Teig, at hverken Guds
elfer Kongen8 Lov tillader at arbeide paa en Gondag. — pMen ved Du ille og,
fvarebe Cberdrup, hvad ber ftaaer i Bibelen, hvad Chriſtus figer . . . .* yGreft
og Latin, replicerede T. — bet maa I forftaae, men lær I mig ille min Chriften-
bom; hvad Guds Ord figer, veed jeg nok. J Bibelen ftaaer der: falder em Oxe
efler et Aſen i en Grav paa en Helligdag, faa fan Du trakke ben op igjen. Er
ber en Ogze eller et Ufen at trekke op paa Nigsfalen, flal D. g. i m. jeg ogfaa
fomme og hjælpe den op.“ Et dygtigt Slag i Bordet var Punltum og Umen til
venne brøie Prælen, fom var og blev sans replique.” | [Bryn har ſamme Anekdote.
Migsretsfagen mod Vogt S. 181.)
20 Tredie Tidsrum. Forſte Capitel.
at Evnen til at tale offentligen endnu ei fandtes i nogen udviklet Grad hos Repro»
fentanterne paa Eidsvold, Man tanke fig de vigtige Gjenftande, fom der overveiedes,
ſaaledes behandlede fom paa fenere Storthing. Foærdighed til at funne fremfætte fine
Tanker, og Mob til at lade fig høre i offentlige Forfamlinger, har ofte ved fenere
Storthing utilbørligen forhalet Forhandlingernes Gang. De famme Argumenter, med
en ringe Ufvigelje i deres Orden og udvortes Form, ere gangne igjennem mangfoldige
Munde, den omtviftede Gjenflands Behandling er bleven udtværet til bet verte,
og de grammatifaljfe Mettelfer have ofte været trættende. Paa Eidevold havde fun
enfelte Medlemmer det i fin Magt at føre Parlamentftriden med Færdighed og Held,
og bisje Faa hørte til Forfamlingens talentfulde Mænd, der vare deres Sysfel vorne,
og meftendeeig fun betænkte paa at befordre Hovedfagens Fremme til fit rette Maal.
Mishagede Enkelte ved deres Bidtløftighed, da var det ligefaa ofte Fordom og politi
Meningsforfljel, fom Talerens Misbrug af Forfamlingens Tid eller uhenfigtsmæskig
Behandling af Hans Materie, der foranledigede Mishaget. De Flefte medbragte hvad
be havde at fige ffriftlig, og naar dette var fremfagt manglede der Mange enten Mod
eller Baaben til at gaae Modftanderne imøde. — Men ifær bidrog den almindelige
Sængfel efter at ende dette vigttge Urbeide til dets Forfortelje — en Længfel, der
hos de Flefte filgte af en velmeent Jver for fnareft muligt at bygge Fodrelandets
Held i Fremtiden ved en pasfende Grundlov, og UAUttraa efter at funne vende tilbage
til Borgerfysler, fom under Fæbdrelandets mislige Stilling paa mange Maader fors
vikledes; hos enfelte Undre af en vis Ligegyldighed for et Arbeide, der med Henfyn
til Landets udvortes Forhold ingen Beftandighed anfaaes for at funne have. 'WBi
have ovenfor føgt at forklare Warfagen til den Hurtighed, hvormed Norges Grunbløw,
uben at ffade bens omhyggelige VBearbeidelfe, fremmedes i Comiteen, og ovenftaaende
Bemarkninger funne maaffee tjene til at forklare ben Raſthed, hvormed de vigtigfe
Materier i Nigsforfamiingsfalen afgjordes.
Søndag Gftermiddag den Bde Mai mødte Forjamlingen, og Jngen udførte fin
Trudſel at ubeblive fra denne Helligdagsforretning, ba fun to Medlemmer udebleve,
hvilket var det mindfte Untal af Udeblivende i de daglige Møder. Der fandt imid⸗
fertid varme Debatter Sted, og Sesfionen hørte i denne Henfeende blandt be urolige.
Den $ i Grundloven, fom omhandler Jndfødsretten, debatteredes, og Flere af Fors
famfingen viifte fig ivrige for at udelukke alle Fremmede og iſer Danfle fra Norge.
Provſt Stabel fremfatte førft det Forflag, fom han tildeels havde laant af det af
Weidemann indleverede (onftitutionsudkaft, at fun Norfffødte frulde gives Udgang
til norffe Embeder. Bryn og Weidemann, fom Begge gif endnu videre end Stabel,
underftøttede dette Forflag i heftige Taler, og iſer lagde Weidemann Vagt paa,
hvormeget norife Borgere under den danffe Regjeging vare blevne fortrængte af Danfte.
Han anførte Grempler paa, at fortjente Mand, fom vare Medlemmer af denne Migs-
forfamling, vare blevne figefom forviifte til Embeder i de fjernefte Polaregne *), medens
Ublændinger og unge uerfarne Udelsmænd vare befordrede til Landets vigtigfte Em⸗
beder. J famme Stiil talede Bryn. Derimod føgte Flere af Forfamlingen at wife
bet Ubenfigtemæsfige i, nu for Tiden at ubdelukte de Danfle, der ved faa mange
Baand vare bundne til Norge, og meente at dette ikke funde endnu undvære disſe
Manda Talenter og Kundfraber til at reife og underftøtte ben nye Statsbygning,
aldenftund Der tffe endnu fandtes i Landets Skjod tilfræftelig Mengde af morite
) Herved meente8 Præften Rein, fom, endffjønt han var den Forſte, der underkaſtede
fig Store-Philologicum, ei kunde bringe bet videre ent at opnaae Kautokeino Kalt.
Aarſagen flal have været, at Rein ved en Leilighed flal have ladet Cancelliveputeret
Brandt føle fin bittre Satire. Rein fom imivlertib ikke til Kautokeino, va Gene-
rafauditeur Wesſel faldte ham til refiberende Kapellan i Skeberg, hvortil ban havde
Kaldsret. J vore Dage falbes em Beforvring til et Kald i Polaregnene ilfe en
Jorviisning.
Nigsførfamlingen. Ode og Ye Mat. VBetragtninger. Storthing. 431
Kandidater til at befoætte Landet Embeder, og Univerfitetet endun ei var i fuld
Bnfjembed til at banne dem. Midelfart, fom hørte til Forfamlingens Humanefte og
bberalefte Medlemmer, tog ogfaa her Ordet, og havde i den Anledning nedftrevet en
vi fammenjat Tale, og han underftøttedes af Sverdrup, Jørgen Aall, Forfatteren
q gle). Sagen blev ved disje forffjellige Unftuelfer faa tvivlfom, at Forſam⸗
lingen befluttede Remisſe til Gomiteen, for ved en ny Behandling at føge Moægling
wilem de forfljellige Meninger.
J Gonfitutionscomiteen, fom tir den Ende famledes næfte Formiddag, og blev
færdig med fit Arbeide til KL. 12 Middag, blev denne Sag behandlet med fiberalt
ømiyn til Landets Tarv, og dens Medlemmer leve enige om at banne denne Deel
d Mfaftet faaledes, at ogfaa danſte Mænd hunde befordreg til Landets Embeder,
mar de enten havde opholdt fig længe not i Landet for at funne anſees naturaliferede,
ter ved en høitidelig Akt havde ertlæret, at de dbeelte dets Stjebne med Henſyn til
We tagne Beflutninger. Gonftitutionscomiteen maatte overhovedet betragtes fom en
Rellem⸗Inſtants, der med Sindighed, Jndfigt og en reen Overfigt forberedede de
Ginktande, ber i Nigsforfamlingen ſtulde afgjøres. Derhos lettedes dens Arbeide
meget ved den Tillid og Agtelſe, fom den nød i Forfamlingen. Maar den omhands
ke Sag blev tvivlſom formedelft Mttringen af modſatte Meninger, afgjordes den ifte
mdeligen i Thinget, førend Gomiteens Mening paany var bleven hørt. Det er tillige
tat forflare, at der pan dette førfte Folkemode var en ſtor Ideernes Gjæring.
Den pludjelige Overgang fra en fuldfommen Udelukkelſe fra GStatefinrelfen, og fra
a Forfatning, der paa mange Maader krenkede Borgernes naturlige Rettigheder —
lendan endog ben erefutive Magt monne have udøvet denne Myndighed —- til en
fag vindſtroenket Statsſtyrelſe og Folkets afgjørende Deeltagelfe i Lovgivningen gjene
nm ſine Repræfentanter, maatte give Anledning til udfleiende Meninger om Folkets
Uttigheder, fom iffe til Statsſamfundets Gavn funde finde praktiſt Anvendelſe t den
me Stateforfatning. Beviſer paa disfe Udffeielfer ligge tydeligen for Dagen i de
derilag, fom indleveredes til Migsforfamlingen paa Eidsvold, faavel af dem, hos
fulle den fornødne Kundſtab og Statsklogſtab ei kunde forudfættes, fom af indfigtes
file Mand, der befandt fig i en Slags eralteret Stemning, fom ei tillader rolige
Dvemeielfer. Dette viifte fig tfær i Debatterne paa Eidsvold om Næringsfriheden
4 ben lige Fordeling af Statens Byrder og Mettigheder mellem de forfrjellige Birk
nnbebøarter i Landet. J dette førfte Thingmode bannede fig allerede et, fenere hen
mer udviklet, SHisma mellem Gmbedsflanden og næringsdrivende Borgere, I Følge
feilet de i en Art af Oppofition vexelviis frede mod den gjenfidige Ynteresfe.
bedsmendene fogte at bryde Staven over alle ve Forrettigheder, fom hindrede
daringsdriftens friefte Udvikling og Ndøvelfe, og fandt alene i denne Frihed Sikkerhed
før ben borgerlige Belvære. Til diMme piudfelige Overgang fra mangehaande Tvang
Jndflræntninger til en fuldbfommen Lighed iledes, fær i Begyndelfen, med ſtarke
Etridt, og en ftor Forvirring tunde have fundet Sted i de beftaaende Forhold, naar
Be Conſtitutionscomiteens findige og forftandige Medlemmer havde forberedt en pas-
fade Middelvei mellem en gammel aviftofratiff og en ny demotratift Ideegang. —
Saa den anden Side vaagnede hos Menigmand Mistitlid til Embedsſtanden, og em
Eammenligning mellem Standernes forfljellige Kaar med Henfyn til Livets Nydelſer
) Disfe Taler findeg i Nigsforfaml. Forhandl. 1.3. Hefte S. 65 ff. og i Wergelands
Gonft.-Hiftorie die Hefte S. 67 ff., hvor disje Debatter fuldftændigen fat an-
førte. En Hronijtift og fuldftændig Fremftiling af (asforfamlingen8 Forhandlinger
ligger ikke i Forfatterens Plan, og vilde kun blive en jensagelf af hvad ber forben
et Landsmend forelagt. Gan fremftiller tun bet Billebe, fom hang Dagbog og hans
Erindringer, nberftøttebe af Venners Bemarkninger, ber vare Mevlemmer af
Forfamlingen, give ham i Qande. De Dro, Forfatteren talebe i Unlebning af
Indførsretten, findes i Rigsforfamlingen8 Forhantlinger IT. Bind, Gte Hefte S.
117 ff. [Dfr. Rigdretsfagen mod Vogt S. 182.]
4589 Tredie Tibsrum. Forſte Capitel.
og udvortes Fortrin, fom udtalte fig i Forſog paa at deprimere Cmbedsmandenes
Stilling. Det var imidlertid, i Følge Beftaffenheden af Medlemmernes Sammene
fætning, mere den førfte end den fidfte Meningsyttring, fom under Beflyttelfe af
enfelte varme og eenfidige Forfoarere af Næringsfriheden raadede paa Eidsvold, og
ben vilde have viift fig langt mere virffom, naar ifte Gomtteens Medlemmer havde
ved at foreflaae pasſende Beftemmelfer lagt Tømme paa Hines Udfreielfer. Vi Have
feet, hvorlunde en enfelt Mand i Comiteen tilveiebragte em pasfende Ligevægt imellem
ben Myndighed, fom tildeles Statsmagtens farftjellige Ufdelinger, ved Forflag til
henfigtsmoædfige Beftemmelfer, og Fornuft og Sindighed var ſtedſe tilvede for at mægle
meflem de forftjellige Jnteresfer. Vi finde faaledes i vor Grundlov udtalt visſe
Grunbfætninger, fom hævde Menneffets naturlige Rettigheder; men ved Siden af dem
opftilledes andre mobificerende Beftemmelfer, der toge tilbørlig Henfyn til de beftaaenbe
Borhold, og forebyggede en pludfelig Forryktelfe i borgerlige Stillinger. Denne
findige og upartiffe Behandling af indbyrdes Forhold vilde maaſtee have fundet Sted
i en hoiere Grad, naar ikke enkelte høitformaaende, kundſtabsrige og talentfulde Med⸗
femmer af Forfamlingen, med ftadigt Øie fæftet paa Selvftændighedåideen, havde føgt
at gjøre benne folkelig ved at underftøtte og fremme visfe Folfemeninger. Paa den
Maade indførtes i Grundloven Ulmeenfætninger og uroffelige Beftemmelfer, fom Have
befværet en fenere Lovgivning, foranlediget vidtløftige Underføgeljer og vaklende Des
ftemmelfer, og ligefom forftenet forældede Jnftituttoner, Hvis Jndflydelfe paa Sams
fundbet fan figes at have et dobbelt Unfigt.
Da Thingets Medlemmer famledes igjen den Gde Mai og Conſtitutionscomiteens
foranbrede Redaktion fom under Debat, gjorde vel Indfødsrettens Forfvarere et nyt
Forføg paa at forfægte ben, endſtjont nu med vigtige Modififationer, men Comiteens
gorflag gif igjennem med 84 mod 26. Dog tilføtedes efter Weidemanns Forflag :
at de, fom faalebes naturallferedeg, ikke maatte have været fig vid at have gjort
Gelvftændigheds=Eden — et Tilleg, fom forøvrigt havde Lidet at betyde, da em
faadan Bægring efter den Maade, hvorpaa Selvftænbdigheds=Eden var aflagt, ei vilde
være fet at bevtfe!).
Samme Dag fit Forfamlingen fit Navn Storthing. Det varede længe inden
man beftemte fig til Denne Benævnelfe, fom var foreflaaet af Wergefand. Man havde
at vælge mellem det i Falſens og Adlers Udfaft foreflaaede UAlthing i der gamle
Etiil og Wergelands Storthingz men man blev ftaaende ved det fidfte, fordi det
fanbtes mere pasjende og Marafteriferende, endffjønt Mange i en frem Grindring om
Fortiden havde Forfjærlighed for bet gamle , Ulthing.” Jligemaade beftemtes i Dag
Storthingets Jnddeling i Lagthing og Ovdelsthing, fom dog ikke gif igjennem uden
for Modftand af Enkelte blandt Thingets bygtigfte Medlemmer. Jjær gjorde Moy
feldt berimod alvorlige Jndvendinger. Han a Inddelingen deels unyttig, deels
ſtadelig. Derſom der blandt Repreſentanterne var en afgjort Overvægt af en vis
Interesſe eller af et vift Parti, ba vilde Valget af Lagtbingsmænd efter Tingens
Natur blive faadan, at dette Parti vilde faae Overhaand paa begge Thing, og fe
delingen blive unyttig; derfom derimod de dygtigfte Medlemmer valgtes til Lagthings⸗
mænd, faa vilde Obdelsthinget blive faaledeg fvætfet, at det ei kunde opfylde kit
vigtige Kald. Han meente, at den Hentigt, fom man vilde opnaae ved denne Ind⸗
deling, nemlig at forhindre at iffe Partiaand eller Cverilelje ſtulde fremvirke en Bees
ilutning, fom fiden vilde fortrybeg, funde bedre opnaaes ved at beftemme, at ethvert
Lovforſlag ſtulde debatteres i 3 forffjellige Dage — en Efterligning af Bilens Ive
Gange gjentagne Læsning i bet engelfte Parlament. En fuldkommen Cfterligning af
vare indbudne til Prinbfens Zaffel, henvendte Prindjen nogle venlige Ord til ham,
forbi han bavde ſogt at bidrage til et pasfende Udfald af Bejtemmelferne om
) Da Forfatteren den følgende Dag hørte blandt vem, fom i ven beftemte i om
føbsretten.
Migsforfamlingen. %e—ilte Mai. De Danfle Gommisfairer afvifes. 438
det engelffe Parlaments Jnddeling i Dverhuus og Underhuus fandt Comiteen iffe
sasjende , fordi em faadan Stands⸗Afſondring var mindre folfelig, og fordi der i
Norge ilfe fandtes nogen faa talrig Klasfe af mægtige Posfesjionater, der funde
danne et faft Overhuus, fom formedelft dets Medlemmers imvonerende Stilling i
Etaten funde være meft interesferet 1, at dens vigtigfte UAnliggender fremmedes. Man
ſandt bet imidlertid bhenfigtsmæsfigt at give Unledning til Sagerneé omhyggelige
Behandling ved at dele Thinget i tvende Afdelinger, og faaledes tilveiebringe en om⸗
hyggeligere Droftelſe, en alvorligere Overveielfe under et Mellemrum af Tid, og at
fandfe overilede Beflutninger. De Exempler, fom bhentedes fra andre Lande, hen
vegede paa et virteligt Overhuus, beftaaende af fafte Medlemmer, hvis Competents
il at møde paa Thinget alene ſtrev fig fra uvæfentlige Fortrinz men i det norſte
Etortbing tænkte man vaa at danne et, fom, overveiende i Sindighed og Jutelligents,
hmde tjene fom et Regulativ for Lovgivere, der vare mindre øvede i Lovgivnings-
vrfenet og Statsſtyrelſen. Derſom ikle Henfigten fuldftændigen opnaaedes, fordi
gerudfætningen ifte git i Opfpldelje, og neppe uden Stade for den gode Sag i fin
Heelhed funde fuldbyrbes, faa er bet bog viſt, at Denne Deling af Storthingeté Med-
lemmer i 2 Thing har gjort fin gode Nytte. Bel har man længe vaklet i Maaden
at vælge Lagthingeté Medlemmer paa, der i de førfte Etorthing meftendeels frede efter
Gmbedgrang, og tillige har man længe været uenig om Grandſen for begge Afdelingers
Muthoritet, ber har foraurfaget lange Debatter; men det er øtenfynligt, at- Indret⸗
vingen i det Hele har været gavnlig. — Mopfeldts Bemærfninger havde imidlertid
na fom altid flor Bægt, og Comiteens Forflag fif fun en Overvægt af 2 Stemmer.
Der blev i Dag foretaget nyt Præfidentvalg, og man valgte Sorenføriver Falfen
og Amtmand Krohg. PBræfidentvalgene, der vare aldeles i Selvftændighedspartiets
$aand fom bet talrigfte, begyndte nu mere at flee med Henfyn til den Sag, fom
behandledes. Man valgte faadanne Mænd, fom anfaaes bedft at funne lede de vig⸗
tige Forhandlinger, fom Gonftitutionsværket efterhaanden fremfaldte. J Begyndelſen
af Forhandlingerne blev ber mellem bhiint Parties Medlemmer aftalt en Plan for
Balget af Præfidenter og Bicepræfidenter. Det var fom Folge deraf, at Unter,
Fabricius og Hegermann — for at vife disfe hederlige Mond, tildels vel ogfaa
deres Stillinger, flyldig Opmærtfomhed — bleve valgte; men med Flid I de førfte
3 Uger, da man tvivlede om deres Evne til at fungere, naar Gonftitutionsudkaftet
fulde behandles. J de fidfte 3 Uger begyndte man at fee fig om efter de Dygtigfte
- dere, og det fan ikke nægtes, at Valget havde det heldigfte Udfald. Grev Wedel
bavde ſtedſe adffillige Stemmer ved Præfidentvalget; men det lille Oppofitionsparti,
føm ſtod ved hans Side, formaaede ikke at hæve ham paa Præfidentftolen, og af
Eetvftændighedspartiet var der neppe Nogen, der tænkte paa ham ved den Leilighed.
Tilfoældet vilde, at et Par Gange Borfivee bleve valgte til Præfidenter og Umt-
mænd til VBicepræfidenter, og man Tagde Marke til, at Umtmændene ſtedſe mødte i
civil Dragt, medens Corenføriverne næften altid præfiperede i Embedsdragt.
J disfe Dage var Prindjen beffjæftiget med at afrærdige de danſte Commisfarier,
Kammerherre Bille og Oberfte Lønborg, der, fom ovenfor meldt, vare opfendte for
at opfordre Prindſen til at overgive be norffe Fæftninger i Sveriges Hænder. Efterat
BPrindjen gjennem Lieutenant Falbe havde givet disfe Herrer et afflaaende Svar paa
ben Ovfordring, fom deres rende indeholdt, tndfendte de til Kommandanten paa
grederifsfteens Fæfming, Generalmajor Ohme, et Brev, der indeholdt famme Op⸗
fordring, at overgive Faſtningen, hvilket Brev Ohme tilftillede Prindfen. J den
Anledning paalagde Prindfen Ohme at fvare de danffe Gommisjairer: „at De, fiden
Songen af Danmart løfte Dem og Garnifonen fra Deres Troſtabseed, ikke erkjender
nogen anden Befalende i Norge end Regenten, famt at De desuden kender Deres
Pligt, ei at overgive Fæftningen.” Da Kammerherre Bille paa den ovffirielle Bei
Jntet funde ubrette, udbad han fig en partifulair Samtale med Prindfen, . fom dere
paa fvarede i Vrev af 13de Mai:
Nals Erindringer. 28
434 Tredie Tidsrum. Forſte Gapitel.
„J Anledning af Deres ſidſte private Skrivelſe, ved hvilten De anmoder mig
om en venffabelig partikulair Samtale, da ypligter jeg at tilmelde Dem, at jeg troe,
at De i Deres Stilling, fom Hans danſte Majeftæts Befulvmægtigede, maa være
pderft forfigtig, for at be GSvenffe, fom fun fure paa en Anledning til at parfere
Danmart de lykter, fom Norge hidtil er blevet befriet for, ikke fral tage Anledning
til at fige, at De officiellement har røgtet Deres Wrende, men hemmeligen har bes
ſtyrket mig i, ftandhaftigen at vedblive en Handlemande, der ene, om Roget ffal gjore
bet, fan afværge Danmarks fremtidige Underfuelfe under fvenft Overmagt. Ut jeg
ei fan opoffre den norffe Rations Bel for Etyggebilleder, det vil De indfee; altſaa
bliver vores Samtale, hvad dens Mefultat i bet Vaſentlige angaaer, frugtesles.
Stulde Hr. Kammerherren, disfe Bemærkninger uagtet, thi jeg gjentager bet, De
bør: et tale med mig, naar De kunde troe, at de Evenfle paa ben fjernefte Maade
funde udlægge bet fom en Forftaaelfe imellem Kongen af Danmart og mig; frulde
De, figer jeg, beftemme fig til at ville tale med mig, ba fral det fornoie mig at
fee en Mand, fom jeg fra min Ungdom har agtet, paa Søndag Formiddag pad
Holands Præftegaard, Heftene ere beftilte for Dem paa Løverdag og Sendag.
Skulde De efter modent Overlæy maaſtee opoffre Benftahsfølelfe for Klogffubs Bud,
da beder jeg Dem blot at flrtve et Par Ord til General Etaffeldt, at De fe Fom»
mer, bvilfet han da fender mig imode. Veg onſter fremdeles under lykkeligere Om⸗
ftænbigheder at funne bevitne Dem den Fornøielfe, jeg altid ffal føle ved at fre Dem
igjen 0. f. v.“ — Imidlertid gik dette Møde ikke for fig.
Den Alte Mat behandledes be tvende vigtige Paragrapher, fom ungaae Værnes
pligten og Brivilegiernes Ophævelfe. Hegermann ſtreed i et vidtløftigt og vel
motiveret Forflag?) for Værnepligtens almindelige Uvøvelfe. Ulle Norges Sønner ſtulde
øves aarligen i 8 Dage paa begvemme Tider i Gymnaftit, Skiveſtydning og milt
tatre SØvelfer. Exercitien paa Ski ffulde oves om VBinteren. I alle lærde Stoler,
Borger: og Realftoler frulde holdes Forelæsninger over Taktik og Fjenefte i Feldten.
Studenter flulde deeltage i de aarlige nattonalesmilitaire Øvelfer, tildels fom An⸗
førere, indtil be faae Embede. Byindbyggerne frulde organiſeres i Borgervæbninger
til Byens Forfvar. Enhver VBærnepligtig fhulde perfonlig forrette fin Tjenefte; Ingen
tunde leie for fig. Ved den almindelige VBærnepligt „ſtulde efter faa mange Uaré
gred igjen vokkes ben indflumrede Aand og Hølelfe, for ved egen perfonlig Tjenefte
faavet i Fred fom i Krig at yde en Stjærv paa Fædrelandets Ulter.” Lovens
ſkiold havde tndleveret til Gonftitutionscomiteen i Anledning af den Alte Grundregel
for Norges Gonftitution et Forflag, bvori han underftøttede fin forhen yttrede Jdee,
efter 3 Aars Forlob at forandre den verfonlige Bærnepligt til den Forpligtelfe for
visſe Diftritter og Lægder at frille en frivikligen antagen indfødt vaabendygtig Mand.
Flere Offtcerer, Heidemann, Ramm, Underofficeg Bratberg underſtottede Hegermannø
Idee. Patrioten Dr. Moller fred i fin varme Etiil for Sagen; Jorgen Aall og
Hount yitrede fig ogfaa berom, men med Modififation af Hegermanns Forlag. Wod
Stonftriptionen talte Wergeland og Forfatteren%). De Jndvendinger, fom gjorves
mob Hegermanns Forſlag, bevægere ven humane Proponent til at modificere det,
hvorved han foranledigede ben Form, fom Paragravhen fit. Den Pligt at værne om
Fædrelandet Blev udtrytt i en almindelig Grundfætning; men de Betingelfer, under
bvilkle Bærnepligten frulde udoves, de Jndrænkninger, fom ven flulde undergaae,
overfobeg til førfte ordentlige Storthings Afgjorelſe, efterat alle Oplysninger vare
indhentede ved en Gomitee. Det er ovenfor bemærtet, at da denne Comitees Med⸗
femmer ffulde udnævnes, beftræbte Hegermann fig for at ben blev fammenfat af
) Dog erarfamlingene Forhandl. II. 4de Hefte S. 33 ff. [Nigsretefagen mod Vogt S.
7 De fertiellige Saler i Anledning af Værnepligten findes i Rigsjorfaml. Forhankl.
IL. Ade Hefte S. 292ff. Forfatterens Foredrag i Gte Hefte S.119 fi.
Nigeforfamlingen. Ate—-13de Mai. Yinant3-Gomiteens Indftilling. 433
- Send, jom havde medfatte Meninger om Sagen, paa det at den fra alle Sider
- fde blive drøftet. Det var aabenbart, at ben almindelige og ubetingede Udøvelfe
df ben perjonlige Bærnepligt aldrig kunde anſees nodvendigere end i det Øieblif, da
Rattonen havde hoitideligen beftemt fig til at forfvare Norges Selvftændighed mod en
Kabofienbe og be mægtige Mevforbundne, fom underftøttede Sveriges Planer, og det
gi Sandhed et fort Beviis vaa Hegermanns Upartiſthed og Fæbdrelandsfind, at fan
idfe benyttede de Midler, fom han havde i Hænde til at drive Konfrriptionen igjene
mm, og jaalebes fremme den Sag, for hvillen han ivrigen arbeidede. Det var den
dmindelige Udovelſe af Bærnepligten, forenet med det voldfomme Jndgreb i Privats
formuen, jom fatte Frankrige iſtand til at overvinde fine talrige Fiender, og hindre
å fremmed Indflydelſe i dets indvortes Unliggender i Revolutionens farligfte Oieblik.
E Gjfterfpil i det Smaa, og i en mindre grufom Stiil, kunde under Pluralitetens
Etemning ventes paa den Tid i Norge. Det er ingen Lvivl underkaftet, at en Be⸗
fatning, fom ben af Hegermann forejlaaebe, var gaaen igjennem, berfom Broponenten
wkdigen vilde have benyttet fin Fordel. De militatre Medlemmer af Forfamlingen,
Ferſlagets naturlige Jorfvarere, vare itfe faa, og med disſe vilde upaawivleligen den
Stand have forenet fig, fom beftandigen og faa godt fom udelutfende har maattet
bære Bærneyligtens Byrder, faavelfom be ivrige Selvftændighedens Forfvarere, fom
i denne jatte Faæbrelandets Frelje og Hader, og anfare ingen Opoffrelfe ſtor nok til
at fremme et faa dyrebart Formaal. — Øvor vanffeligt det er blevet at mægie mellem
» ſtridende Jnteresfer, for paa den ene Side at benytte Borgernes phyfifte Kræfter
til at værne om Fæbrelandet, uden at foælte Landets moralffe Jnteresfe til Orbens
Bedligeholbelfe, Ræringsdriftens Fremme og Kulturens Udvikling, og paa den anden
Eide at fordele Bærnepligtens Byrder lige mellem GSamfundets i lige Grad værnes
pligtige Borgere, det har Grfaring viift. Denne Sag, fom definitivt ffulde været
afgjort paa bet førfte ordentlige Storthing efter Rigsforfamlingen, er efter 30 Aars
Ferlob endnu ifke bragt til en endelig Ufgjørelfe. Den ene Comitee har afløft den
aden, PBrinciperne i dem ere flere Gange blevne forandrede, og endnu er Sagen ille
ma noget Storthing bleven afgjort!). Det er imidlertid langt fra, at vi ville anfee
venne Udſcettelſe ſtadelig for Sagen felv; thi nu maa et klarere og roligere Overſyn
derever være mere muligt end i GStatsforfatningens Morgenrøde, da faa mange Om⸗
ſtendigheder foranledigede eenfidige Unfruelfer. Bærnepligtens henfiytsmaæsfige Udøvelfe
er iffe den enefte vigtige Statsfag, fom har fremledet bybe og alvorlige Granflninger,
Ver å en fang Rotte af Uar ere blevne fortfatte, førend de fom til endelig Afgiorelſe.
Da denne Sag var afgjort, foreflog Steenftrup, at alle Privilegier og
Menopoler frulle ubetinget ophæves efter 7 Mars Forløb, og efter famme Tid ſtulde
af Tiende⸗ og Stattefrihed ophøre. Forſlaget underftottedes af Dr. Moller, fom
gjemen fit hele Liv har viift fig ſom en varm Gorfvarer af Frihed og Lighed i alle
borgerlige Forhold. Mod Jorjflaget reifte fig imidlertid flere Talere%. Det var
vifeligen et Beviis paa Forfamlingens Klogifab og Forfigtighed i fine Bejlutninger,
at Forflag af en faa gjennemgribdende Art, der maatte flinge faa vel i en fror Deel
af Øorfamlingens Øren, og fom fremfattes af Thingets oplyfte Moænd, itte ubetinget
bleve antagne, men at ber fledfe toges Henfyn til det Beftaaende af Frygt for en
Fommpftelfe i vigtige Næringsforholb og Tulintetgjørelfe af lovligen erhvervede Reitig⸗
beder. Saaledes fremfom en $, der viſtnok udtrykker tilbørlig UAgtelfe for den bors
gerlige Virkſomheds Udøvelfe under lige Betingelſer, men tillige beflytter midlertidigen
ben nærværende Virkſomhed, om ben endog i en forældet Stil frænfer nogle af hine.
Det var imidlertid fornemmeligen Saugbrugseiere og Varkseiere, mod hvilte Steen-
ry [ØBærnepligtsfagen afgiordes forft ved Lov af 26be Uuguft 1854.]
3 $var $ ot tere berom yttrede findes i å gøfosfommtbagens Far banblinger II. 6te
One &
28 *
436 Tredie Tibsrum. Forſte Capitel.
flrnpe Forflag fillede, og han var udfendt fra et Diftritt, hvor Hine Privilegier viſt⸗
nof fen hølft trytfende Grab udøvedes. Steenſtrup underftøttedes af Ehriftenfen,
ber foreflog, at bet frulde være Skoveieren tilladt at forædle egne GStovprodukter,
uden at Saugbrugsprivilegierne frulde deri funne være til Hinder. Jligemaade fores
flog han et Forbud mod Opfjøb af flere Landeienbomme af enkelt Mand, for at
hindre Ubvidelfen af Leilændingsvæfenet. Alle disfe Forflag havde imidlertid een og
famme Stjebne. De henviiftes til endelig Mfajørelfe paa folgende Storthing, efterat
Loveomiteen havde inbleveret fit Arbeide.
Den 109de $ om Tryktefrihedben, fom var redigeret af Diriks, blev eenſtem⸗
migen og med taus Bifald antagen. — J Unledning af den 110de $ om delse
retten oplæfte Hold et Foredrag, hvori han føgte at bevife, at Ovelsrettens fra
Fæbrene nedarvede VBedligeholdelfe havde foranlediget, at Jordeiendommene for ſtorſte
Deel vare forblevne i de naturlige Befidderes Hænder, og at Leilændingsvæfenet ike
i nogen flor Grad havde fundet Yndpas. Derfra flrev han ogfaa den førre Opine:
ning, fom fan paaftod Bondeftanden i Norge befad fremfor de flefte andre Landes
Bønder. Fra nogle Bonderepræfentanter indleveredes ogſaa et Horflag til nogle Ves
ftemmelfer i Odelsloven. Om Odelsrettens Bedligeholdelfe, befæftet ved en Grund
fovsbeftemmelfe, httredes ingen Meningsforlfjel; men man blev enig om ogfaa at
afgjøre Odelsloven i fit hele Omfang paa et følgende Storthing .
Øen 13de Mat var en af Forfamlingens meeft farmende Dage, paa hvilken
Kronen fattes paa Gelvftændighedsværket; thi ba gaves Regenten Midler i Hænde,
uden hvilke ingen Modftandb mod Gelvftændighedens ubdvortes Fiender ver mulig.
Finantscomiteen havde nemlig inbleveret til Forſamlingen fin Indſtilling. Den havde
visfeligen faa fuldftændigen trængt ind i den Sag, ber var ben til Overveielfe overs
bragen, fom Tidens Korthed og de Materialier, fom vare givne ben i Hænde, gjorde
muligt. Den begyndte fin Jndfilling med at give en Overfigt over Norges Jude
tægter for de 10 Aar, fom vare forløbne før Krigen. Denne Overfigt maatte være
glimrende og henthde paa et ſtort Overffud. Deels hørte bisfe 10 Aar til de fors
beefagtigfte Hanbelsaar, fom i Mands Minde vare kjendte, deels vare mange af Norges
Stateudgifter Mjulte t det ftore danfte Statsbudget, og de vilde faar et ganffe andet
Udfeende, naar Norge, ifær fom et felvftændigt Rige ndenkpotitiff HForbindelfe med
nogen anden Stat, vilde faae fine egne Udgifter at bære*). TDen oplyfte endvidere,
at Stategjælben for udſtedte Rigshankpenge var over 5 Millioner Rigsbankdaler, forz
uben hvad Norge vilde blive paalagt fom Andeel i ben danſte Seddelmasfes Ind⸗
føsning. Den fidfte Sum troede bog Gomiteen at funne fade ud af Betragtning,
forbi Norge maatte have betydelige Contraforbringer, ber, om ikke aldeles, faa bog
for en Deet maatte nedfætte Summen, og Sagen i det Hete ikke funde afgjøres,
førend en endelig Opgjførelfe I fin Tid fandt Sted. Den gjorde derhos overeens⸗
ſtemmende med Rinantadepartementet8 Formening opmærffom paa, at det var umuligt
at gjøre et endog apprørimerende Overflag over hvad ber vilde blive fornøbent tl
næfte Storthing, fom antoges at ville blive ſammenkaldt i næfte Februar 1815, da
bette afhængte af, hvor flor en Armee der maatte holdes, hvormeget bet fornødne
Sorn vilde fofte m. m. Der opgaves imidlertid, at der frar til Korns Jndkjøb vide
behøves Å Millioner Rigsbankdaler, og at der fra Afte Mai 1814 til ifte Marts
) [Bed $ 113 forlangte Teis Lundegaard at vibe, hvorledes ben lød paa Norfl,
gg otectorter, Moratorier og Dispenfattoner vilde fige. Rigsretsſag mer
ogt. .
7 Ubølfterne havde efter Gomiteens Beregning aldrig naaet 900,000 Nv. Courant,
medens be under en fenere Periode efter Skilsmisſen overfteeg 2 Millioner Species.
gvor meget ftørre maatte benne Udgift blive under en Geloftendighedstiiflane! [Orm
arpendlingen af Finantsfagen fe Blom, Statsumwälz. 73—90, Vogts Nigsretsjag
Rigsforfamlingen. 13be Mat. Debatter om ben Eidsvolbſte Garanti. 487
1815 vilde behøves 10 Millioner, nemlig 1 Million maanedlig?). Blandt flere
zeſlag gjordes faaledes et under Ro. 2: pat Rigsforfamlingen ei alene flulde garans
me den nuværende Statsgjiceld, forfaavidt den af Storthinget erkjendes rigtig, men
giaa de 14 Millioner Rigøbanfdaler N. B., eller hvad mere der kunde behøves til
wife Storthingsmode, og hvorfor vil blive aflagt Regnitab — Ult til den af Rigs⸗
kanten den Iſte Uuguft (1813) fatte Gours af 375 pCt., hviltet ſtrax maatte blive
kjendtgjort.
Det var fornemmeligen dette No. 2 i Gomiteens Forflag, fom foranledigede
dagens Debatter og urolige Ecener. Grev Wedel, fom i flere Dage havde været
metfelig af Podagra og holdt fig hjemme i fit Logis, humpede ben Dag paa Krytter
mi gorfamlingen, for at deeltage i Debatterne om denne vigtige Gjenftand. Han
nr ben førfte, der tog Ordet da dette Nummer af Gomiteens Forflag blev taget under
Mtandling. Han viifte hvor ufuldftænbdige be forelagte Data vare, hvor forfljellig
Snges Stilling var fra den, fom pasfede fig til de meddelte Oplysninger, og hvor
met Rattonen vovede ved at indlade fig i de gjørte Forjlag. Han udviklede dette
med fin fædvanlige Klarhed og GStarpfindighed, og viifte til Slutningen, hvorlunde
un ved nøie at fætte fig ind i Sagen fom til et langt andet, men mindre fordeels
sgtigt Refultat, end det fom af Gomiteen var fremftillet. Finantscomiteens Formand,
intmand Krohg, anfaa Grev Wedels Udladelfer fom fornærmelige for Gomiteen, og
yte at forfvare den, uden bog at indlade fig i nogen bdetailleret Gjendrivelfe af
Vedels Oppofition. Wedel ertlærede, at det ingeniunde var hans Henfigt at fors
neme Komiteen eller bebreide den at have forfømt nogen af fine Pligter; han gjorde
has omhyggelige Flid for at udføre det den overdragne Hver» fin Met; men han
bnarfede, at Comiteen efter be den meddeelte Oplysninger ifte kunde udrette mere,
der af jaa ufuldſtendige Materialier, fom den havde faaet i Hænde, opføre em fulde
hanen Bygning. Da imidlertid Ingen af dens Medlemmer eller nogen Anden I
| Priamlingen var iftand til at gjendrive Grevens Bemærkninger, blev man efter Præ»
flentens Forflag enig om at tilfalde førfte Departements Chefer Harthaufen og Tank
ar at tilveiebringe be fornødne Oplysninger. Disfe Herrer mødte faaledes i Fors
lingen, og Dette var indtil denne Dag førte og fidfte Gang, at man har feet
men af Regjeringens Medlemmer møde i Norges GStorthing for at meddele Oplyo⸗
mer, og beeltage i Debatterne. — Der opftod mu en heftig Strid imellem Tank
4 Bedel om Beftaffenheden af de Oplysninger, fom Departementet havde meddeelt.
int havde en flydende Tunge, en utræltelig Vedholdenhed i at forfægte fine Mes
Mer, og ſtor Driftighed til at tale i ben førfte Forfamling. Men om han i den
heiſtende tunde frille fig paa fin Modſtanders Side, faa var han ham ikke voren i
ufab om den Materie, fom var under Behandling, og i GStarpfindighed til at
Mømme den forelagte Gjenftand, ligefom det maatte være em let Sag at blotte dem
Guighed og Utilftræffelighed, fom laa i be fremlagte Oplyeninger. Der hørted
mdetid forffjellige Domme om denne Strids Udfald, idet flere Medlemmer tildeelte
ben ene fnart den anden af de firidende Talere Seirens Priis — en Dom,
Mr dog mere grundede fig paa forifjellige politiffe Unflueljer, end paa Skidens Ves
Rafienhep og egentlige Udfald. Derhos vilfte det fig, at Begge i Hovedfagen vare
fuge, og at det fun var en Wresſtrid, hvori Tank forfægtede Rigtigheden af de af
$inantbdepartementet mebddeelte Oplyeninger, uden Henfyn til de Mefultater, fom
daaf funde udledes. Fant gjorde nemlig Forfamlingen opmærtfom paa, at det Fors
„ tfter hvilket Statens nuværende og tilfommende Gjæld flulde garanteres af
| Resforfamlingen efter en Cours af 375, ilte fom fra førfte Departement, og at han
| dog anſaa dette for farligt. At dette forholdt fig faa i Sandhed, det viifte fig
!
) Ubfaldet viifle, at enbog benne flore Sum var utilſtreklelig, ba be omhandlede 14
Millioner med et Tilſtüd af endnu flere vare medgaaede inden November 1814.
438 Tredie Tidbrum. Forſte Capitel.
ſenere, da Tank ſom Medlem af det forſte ordentlige Storthing var en af de ivrigſte
Opponenter mod Eidsvoldgarantiens Opretholdelſe iy. Da Tank og Harthanfen, hvilken
Sidſte ingen Deel havde taget i disſe Forhandlinger, havde forladt Forſamlingen,
losnedes Talernes Tunger, og Striden fortes over paa den egentlige Hovedgjenftand
for bisfe Underføgelfer. Det indfaaes, at hvordan end Beffaffenheden af de meddelte
Dylysninger monne være, var en Beflutning angaaende be fornødne PBengemidler
nødvendig, naar iffe hele GSelvftændighedøværket frulde falde i Gruus, og at dettes
Skjebne ſaaledes afgjordes af denne Times Forhandlinger. Falſen, Hegermann,
Stoltenberg, Mogfeldt, Collett, Såmidt, Meller, Nolfjen, Rein og Flere Holdt
Taler i den Untedning?). De føgte par den ene Side at vife Nationens Styrke
til at bære de med denne Beftemmelfe forbundne Byrder, paa den anden Side Nod⸗
vendigheben af at paalægge Nationen dem, naar den iffe vilde underfafte fig de
Ulyffer, font vare forbundne med en Forening med Sverige. Iſaer lagdes af alle
Talere VBægt paa den ubetydelige Byrde, fom ved denne Garanti pualagdes Nationen,
fom, om den endog forøgedes til 14 Millioner Rigsbankdaler, ikke vilde udgjøre
een Million £ efter Nogles, %3 Million £ efter Undres Beregning*). Der vanfede
i disfe Taler, fom rimeligt var, mange Sidehug Hl de Medlemmer i Forfamlingen,
fom tvivlede om Gelvftændighedens Mulighed, og til Landets formuende Mænd»,
fom rugede over ftore Midler, uden at ville frembære dem paa Fadrelandeis Ulter.
Men ingen Tale gjorde dog ben Dag flørre VBirfning end Reins. Han betlugede,
at ba nu enbdeligen det forønffede Tidspunkt var fommet, i hvilket Norge funde blive
en felvftændig Stat, Hindringer, fom faldes wuovervindelige, lægges i Veien berfor
af Mangel paa Fødemidler. Men han anfaa disje Banfreligheder nu for bævede.
Korn tilftrømmede Norge i Overflod; men nu talede man om de Hindringer, fom
Finantfernes flette Tilftand fagde i Beien for Norges Selvftændighed, og om Krigens
Ulykker. Han fpottede over disſe Tvtvleres ømme Kjærlighed, og over den misundels
fesværdige Skjebne, fom blev Norge til Deel, naar det forenedes med Sverige, „et
Land, fom flyder af Melt og Honning, et fandt GSlaraffenland, hvis Pengevæfen er
i en ypperlig Tilftand, hvis Forraadsfkilder ere uudtømmelige, et Land, hvor Unders
trykkelſe og vilfaarlig Behandling, hvor misbrugt Stormandsvalde ere ubefjendte
Navne, et Foll, fom ftedfe har elffet os broderligen, fom vil paatage fig at bære alle
vore Byrder.” — Han anfaa flige Fortællinger fom Beviis paa, at Patriotismen
fan gaae til Afjindighed. Han fpottede med den Ubetydelighed, fom behøvedes for
at fjøbe vor Gelvftændighed — nogle gamle Dalere, nogle Tønder Korn, fom Stat
paa hver Mand, vilde gjøre Sagen færdig. Han talede om Embedsmandenes flette
Kaar i Krigens Tid; men den usle Reft, fom han havde tilbage efter disfe Trængiler,
offrede han med Glæde for Norges GSelvftændighed. Han kavde ikke arvelige Privi⸗
fegier og GForrettigheder for værdigere Mænd, ikke engang faameget fom Uner at efter:
fade fine Børn; men dette ønffede han een Gang at funne fige: „Norge er frit og
uafhængigt, og ogfaa jeg har efter min Gone bidraget dertil.” Han henvendte fig
berpaa i fin Tale til Norges Odelsmænd, og fpurgte om de Yntet vilde opoffre for
åt bevare Norges GSelvftændighedt ,, Vælg — fagde han — fyenft Herredømme, og
Fant har vttret for Flere, at hane Uenighed med Regjeringens evrige Medlemmer I
benne Benfeende var Hovebaarjagen til at han tog fin Afſted, ligeſom han og paa
Eidsvold erklærebe, at bette var hans Henfigt. en da han forft føgte fin Uffe
langt hen paa Sommeren, ba Statsraadens Cienbomme vare omfpændte af Fienden,
og han tilligemeb Vrovft Hount — viftnok i ben redeligfte Henfigt — brugtes af
NA dr Kronprinds fom Fredsmagler, har man føgt en anden Grund til hans
btrædelje.
7 Se Rigdorfamlingene Forhandlinger II. 5te Hefte S. 26 fi.
% Det viilte fig imidlertid, at be i Gelvftændighebstiben udſtedte Millioner, endffjønt
Fabrilationen af bisfe Sedler ftandfede i November, vilde have udgjort 17, Milliøn
Nb. Sterl., derſom Garantien var bleven vverholdt.
Nigeforfamlingen. 13de Mai. Debatter om den Eidsvoldſte Garanti. 439
mar ba engang i Tiden Dine Efterfommere, medens de arbeide fom Trældyr under
Wt uværdige Adelsaag, medens de udjues og ſukkende læje i Krønifen, hvad Norge,
mad Rordbmænd mgang havde været, — naar de paa bette fidfte Blad i Krønifen
je: da man flrev Uar efter Ghrifti Byrd 1814, da folgte Norges Moænd dereg
Pations gamle Hæver, dereg Frihed og Uafhængighed, Deres Borns Odel for en
SEaum, byorved hver Mand tunde kjobe en Tønde Korn, — da ville de forbande vort
Minde, og bittert fpotte med vor Usſelhed.“ — Overalt jublede man Friheden imode;
Wpitland og Spanien havde for at vinde den trodjet de frørfte Lideljer. „Og Eder,
- Serdmand, tor man opfordre til faa ſtammelig Feighed, til faa fljændigen at for»
made Det gjengivne Fæbdreland — at bortgtve det til Fremmede, til en Urvefiende,
forat fpare en Haandfuld forflidte Bantofedler! — Europas Hine ere heftede paa
8, — O! fader og dog ikke bedætke vort Navn med GStjændfel! — Her gives
Raud blandbi og, Der true med at forlade Fædrelandet, faafremt det bliver frit.
Sat med dem! Lad dem længe not fly bet Land, hvis uægte Sønner de ere! Kun
& de ville gjøre os den Jjenefte at fortie, fra hvilfet Land de uddrage'). — Jeg
min Deel antager aktfaa Finantscomiteens Forflag. Om jeg eier eller fan til:
raiebringe ben Sum Nigsbanfjedler, fom af mig maatte fordres, bet veed jeg ifke,
men at jeg opoffrer indtil den fidfte Reſt, det veed jeg."
Da Rein fatte fig, reifte Forfamlingen fig, den Ene ligefom fremſtudt af den
Anden — GSelvftændighedens Modftandere undtagne — og applauderede med Klap
og Bravoraab denne Tale, der viſtnok har fit rhetoriffe Værd, men vrimler af falffe
Satninger, overdrevne Begreber om Landets Mraft, og utilbørlig Nedfættelfe af de
Ofere, fom frævedes af Nationen, og ijær af bittre og upasfende GSidehug til de
Mand i Forfamlingen, fom vare af en anden Mening. Det var Rofentilde, fom
abnede denne Scene, og det var ogfaa denne, i fit private Liv iøvrigt agtede og
mare Mands enefte Birfjombhed under Nigsforfamlingen, ligefom bette var en af
de faa Gange, at flige larmende Bifaldsyttringer rungede igjennem GStorthingsfalen.
Men neppe havde Forfamlingen fut fig igjen, førend Omfen reifte fig, og nedfaldte
zerjamlingens Opmoærfjomhed paa foldere Betragtninger. „Poeſi er et — begyndte
bar — SBroja et andet,” og derpan fremfatte han fine Tanker om Sagen felv i et
- åoredrag, fom han havde nodflrevet. Han underføgte, om Forfamlingen var beret
- bart til at tage Dette Finantsſporgsmaal under Brøvelje, og paalægge Nationen disſe
Syrder, og dernæft, om det nu var henfigtsmaæskigt at fatte en faadan Beflutning.
- San gjorde opmærtjom paa, at Nigsforfamlingen var ſammenkaldt for at forfatte en
| Sumbdlow, og var ci berettiget til at udførive Skat. Den var Lovgiver og et uds
mende Magt. Bilde Forfamlingen iffe misbruge fin Myndighed, faa blev den ftaaende
> Grændjen af den Horretning, fom var den overdragen, og dekreterede, at et
Storihing firar fluldbe fammenfaldeg, for at beftemme, hvorledes de fornødne Summer
fulde reifes, Bengevæfenet funderes og Skatterne udredes. „Men lader og for Guds
Siyld itte begynde med at undergrave vor egen Bygning, Conftituttonen.- Han
føgte derefter at opiyfe, at om end Horfamlingen anfaa fig bemyndiget til at udvide
ſaaledes de den paahvilende Underføgelfer, faa fandt han bet dog hoiſt betænteligt nu
at tage en Beflutning fom den foreflaaede. Dertil manglede Horfamlingen al for-
nøden Beiledning og Oplysning. Man hendte ikke Statens Indtagter i det fvundne
Yar, man havde ingen Overfigt over Udgifterne i det fommende Uar, og han anfaa
bt baade for nødvendigt at indhente disſe Dplysninger, og muligt for Finantjernes
Beflyrere at give dem. Ut forubfætte det Modfatte, vilde være at nære en ubillig
| Wotol til de Mends Jndfigter og Duelighed, fom frode i Spidfen for JFinantsvæfenet.
——= — — — —
5 Rein hentydede iſar til em enkelt frittalende Mand Lovenſtiold]), fom ved Spiſe—
borbet ſtulde have talt om ut forlade Landet, berføm man vedblev at gaae frem paa
ven farlige Selvftændighebsbane, og paa ben af Wedel foromtalte Yttring under
Bærnepligtens Behandling.
440 " Sredie Tidbrum. Forſte Gapttel.
Endeligen gjorde han opmåærtfom paa, hvor betænkeligt det maatte være at tage Be
flutninger, fom forviklede PBengevæfenet i en farlig Grad, og faaledes forsge de
Ulykker, fon Pengevæfenets Forvirring allerede havde forvoldt Nationen. Han fors
ubfaa, at Følgerne af denne tore Seddel-Emisſion vilde, wuagtet Garantien, blive,
at alle Barer, farvel Overdaadigheds- fom VFornodenhedsvarer, vilde flige til det
Dobbelte. Han endte med det Barfelsraad: „J famme Oieblik, fom vi indvilge 14
Millioner ufunderede Migsbankjedler, og Met til at gjøre flere efter Fornødenhed, i
famme ODieblik bdekretere vi Dyrtid, Hungersnød og mange Medborgeres Undergang
og Dod.“ Valen blev holdt med megen Varme!) og blev visjeligen modtagen med
ftort Bifald af Thingets Tvivlere; men Modet til at underftøtte ham var bdisfe liges
fom berøvet ved den Berufelfe for GSelvftændighedens Sag, fom den frore Pluralitet
havde lagt for Dagen ved de ftormende Bifaldsraab til Neins Tale, fom nyligen
flingrede igjennem Salen. Omfené Ord, endffjønt talte i rette Tid, og endfjørt
deres Gyldighed og Værd altfor meget betræftedes ved fenere VBegivenheder, bles
fremfat uden Virkning. Selvftændighedspartiet lod Ordene hendøe i Salen i dyb
Faushed, og, vis paa fin Seier, anfaa bet Gjendrivelfe ufornøbden, ligefom den vide
feligen vilde have været vanffelig. Omſen havde henpeget paa fimple Erfaringsfæt
ninger, fom iffe føde fig gjendrive ved Urgumenter af den løfe Beftaffenhed, fom den
Dag vare hørte i Forfamlingen. Modpartiet vilde imidlertid ikte fyilde fin Kraft
paa en unyttig Kamp, og bet var ligefom lemiæftet ved Forfamlingens nyligen ude
talte Mening angaaende Landets politifte Stilling. Wedel ſelv havde indfkræntet fig
til at oplyſe Ufuldftændigheden af de fremlagte Oplysninger, og lod det blive ved
dette indirekte Ungreb mod Hovedfagen, overbeviift om at ethvert Ord, fom videre
blev udtalt, vilde være fyildt og nedbryde den Reſt af Popularitet, fom han felv
med NRogle af Partiets Medlemmer kunde have. Endog Lovenſtiold, der ellers hveten
mangfede Mod eller Evne til at tale i Forfamlingen og underftøtte fin Mening ved
et grundigt Foredrag, taug med fine øvrige Meningsfrænder, endſtjont han ogſaa var
meent blandt dem, der udviiftes af Rein fra Fædrelandet, forbi han ei bdeelte Moy:
partiets Mening om Fadrelandets Stilling, og fjulte den ikke, hvorfomhelft den tom
paa Bane. Det var fom en frilttende Uftale mellem de 30 Mænd, fom deelte famme
Mening om Selvftændighedsværfets Mislighed, iffe at modfætte fig den rivende Strøm.
Men bderfom end Omfens Tale den Dag hentlang fom en tom Lyd i Forfamtingen,
faa blev den paa et fenere GStorthing betragtet fom en Proteft mod Rigsforſamlingens
Beftemmelfer, og et Støttepunkt for Beflutninger, ber havde en afgjørende Indflydelſe
paa Fadrelandets Pengevæfen.
Omfen bar faaledes ben Dag Priſen for at have frimodigen og fandt talt med
farlige Beflutninger, og Hans Uheldsprophetier, fom altfor bogftaveligen opfyldtes i
Tidens Lob, maae fane i den Tids Hiftorie fom et Bidnesbyrd om Mandens Indſigt
og Mod, og fom en Forfvarstale for det file Forbund af Meningsvenner, der deelte
Anſtuelſer med ham om Landets Polttit. Ved Rigsdagens Aabning var Wergeland
det fvagere Parties varme Forfvarer; mod Rigsdagens GSlutning fremftod Omfen og
talte bjærve Ord for at forhindre overilede Bejlutninger. Hiſtorien vil faaledes ind⸗
frrive bisfe tvende Moænd paa fin Tavle fom de frimodigſte og virfjomfte Medlenma
af Oyppofitionen. Derhos har et følgende Blad i Hiftorten at oplyfe, hworlunde de
driftige Bejlutninger med Henfyn til Fædrelandets politiffe Stilling under Begivens
bederneg Løb fremledede det heldigfte Reſultat.
Nogle af de 29 Medlemmer, fom voterebe mob Garantien, indleverede føriftfige
Boteringsfedler til Beviis for, at de ikke havde givet deres Bifald til dette Comiteens
) Grev Medel, fom fad lige foran Omfen, klagede fmilenbe over, at ben ſprudlende
Faler vævede hans Haar. Men ber var Ingen i Forfamlingen, ber mere bifaldt
benne Tale end edel.
|
|
|
Migsforfamlingen. Grunblovens Behandling futtes 16de Mai. 441
gerflag, og blandt dioſe udmerkede fig ifær Oftedahls sg Mølbade'). De betragtede
Sigeforjamlingen fom en af Folket felvvalgt Gonftitutienscomitee, men iffe fom en
Migsdagsfamling, og troede ei at burde fremiræde fom Organer for Folkets Billie i
abre Henjeender, uden for faavidt denne var dem betjemdt. De beſtyrkedes deri ved
be Jabfiræntninger, fom Forfamlingen ved andre Underføgelfer havde paalagt fig felv,
ligeſom og at Garantien fun maatte gives af bem, fom ben blev paalagt.
Mein nød iøvrigt ike alene in Triumph over fit Seiersord ved Forjamlingens
brnfende Bifald i Rigsſalen; men en Gftertlang deraf trængte ogfaa ind i Spiſe⸗
værelfet ved Dagens Middagsbord. Efter Sverdrups HForflag blev Norges Skaal
nniten, og lige i Hælene af den: Norges kraftfulde Talers, Paftor Reins. Men
beite var og bet fidſte tarmende Bifald, fom blev Taleren til Deel. Hiſt og her
begpadte man at pitre Mignøie med Talens heftige Udfald mod entelte Medlemmer,
og Flere blandt dem, fom beelte Reins politifle Meninger, lode fig i Samtale med
derfatteren forftaae med, at flere Udtayt i Talen havde været paa det urette Sted.
Selv paa høiere Steder vandt Talen ifte ubetinget Bifald, da Prindfen ertlærede
bet for urigtigt at benytte flige Baaben mod fine Modftandere, og faaledes miskjende
MNedborgeres fædrelandfle Sind.
Med Hovedfagen var Prindjen og hans Raad bog aldeles ilke tilfreds. De
indſaa, at denne udvidede Gmisfion af Sedler, fom gaves dem i Hænde til at forts
jætte Selvftændighedskrigen, deels tunde bygge Farer for Nationen, deels var utils
næftelig til at fulbbyrde det flore Vært. Det var Rigmandens Sølv, fom man
vilde frembrage af fine Gjemmer, det var en Bank, fom man vilde have funderet
paa en folid Grundvold, for at fomme i Befiddelje af en Valuta, hvis Gyldighed
efjenbes af Alle, og fom baner Staten den lettefte VBei til at ſtaffe baade fig felv
og Private fine, ifær udenlandſte, Fornødenheder. Men Sølvet var paa den ene
Side vaniffeligt at flaffe tilveie under Foædrelandeté nedtrytte og næringslefe Tilftand
vea dDen ib, og paa den anden Side fidder det fædvanligen ingenfteds faftere end
i de Masjer, hvor det findes i frørfte Overflod. J den Anledning havde Forfatterens
Sider, Negjeringsraad Aall, ham dygtig i Skole, fordi Rigsforjamlingen ilke vilde
give Negjeringen pasjende Midler i Hænder til at beftride Statens Udgifter; men
ban meente fig brødefri, fordi Beſtemmelſer af den Art laa udenfor Rigsforfamlingens
Omraade.
Efter dette ftormfulde Mode nærmede imidlertid Rigsforfamlingens Medlemmer
ig bverandre mere fredeligen og venfrabeligen. Det ene Parti fyntes at erkjende,
at det war gaaet for vidi, bet andet ventede roligen paa hvad der flulde fomme, og
trøftede fig ved, Intet at have bidraget til de tagne, i deres Dine farlige Beflutninger.
Svadrup gjorde endog Undſtyldning for Grev Wedel for et Mtryk I fin Fale,
herved Greven muligens funde anfee fig fræntet, endſtjont der i Udtryktet egentligen
le [aa nogen Fornærmelfe. Det flore politiffe Sporgsmaal nærmede fig fin Af⸗
gjøretfe , Udfaldet unde iffe være uviſt, og GSelvftændighedens humane Forfvarere
føgte at formilde den Bitterhed, der faa ofte ledfager den politifle Divergents.
Den 15de Mat forlod Prindfen Eidsvold for at gjøre en Jnifpecttonsreife til
Blater Standje. Man bheiflede til hverandre, at han, fom vidfte, at den fore Ka
taftrophe var forhaanben i Rigsforfamlingen, vilde ved fin Fraværelfe give Repraæ⸗
fentanterne Anledning til en friere Behandling af det vigtige Spørgsmaal om Valget
af Rigets Overhoved. Han tom imidlertid tilbage famme Dags Uften. — De fors
Metligfte Rygter vare atter Å Dag i Omløb blandt Medlemmerne. En engelft Avis
smbares i Forfamlingen, hvori bet paaftodes, at Norge vilde blive en vanftelig Er⸗
sbring for Sverige, i bhvillen Henfeende Avisfkriveren henftjød fig under Spaniens
Genpel. Man talede om Hoflighedsbeviſer, fom engelfte og norfle Krydſere ſtulde
') Dette velffrevne Votum findes i Rigsforiaml. Forh. II. 5te $. S. 77 å.
449 Tredie Tidsrum. Ferfte Capitel.
have givet hverandre, ja der fortaltes endog, at de Svenſte vare ſlagne i Holſteen.
Derimod foreviſtes fra den anden Side Breve, hvori der berettedes, at en engelſt
og rusfiff Ambasfade frulde ſendes til Norge, for at gjøre Prindſen de fivfte Fore⸗
ftilinger, og at Norges Blofade nu af det ftore Forbund vare uigjenfaldeligen beſtemt.
Paa denne Maade holdt Medlemmerne af de forffjellige politiffe Meninger hverandre
i Stat hele NRigsforfamlingen igjennem.
Den 16de Mai var en af Forfamlingens rolige Dage. De Forflag, fom af
ginantScomtteen vare den forelagte, og fom ſtode i en naturlig Forbindelfe med hvad
Forgaarsdagen var befluttet, gif igjennem uden Debat. Medlemmerne af de førs
fljellige Gomiteer, Lovcomiteen, VBærnepligteomiteen og Finantscomiteen bleve nævnte,
og be Hefte valgtes udenfor Forfamlingens MidteY). Da Gre Wedel af Stemme
givningen mærkede, at Balget fom Medlem af Finantseomiteen vilde falde paa ham,
henvendte han fig til Flere af fine Benner, og raadfpurgte fig hos bem, om de troede
han burde modtage Balget, da han dog mindft af Alle i Forfamlingen bifaldt de
ved bette Rigsdagsmode tagne Bejlutninger. Men de tilraavede bet eenftemmigen,
Da hans Veiledning maatte være af den flørfte Nytte, hvordan end Statens politifte
Stilling maatte blive, og Greven modtog Valget. Derefter befluttede Forfamlingen,
at næfte ordentlige Storthing ſtulde fammentaldes til førfte Søgnedag i Februar 1815.
Da nu Grunblovens Paragrapher vare gjennemgaaede og afgjorte, oplæfte Fors
manden for MNedactionscomiteen den redigerede Grundlov. J Henfeende til Paragras
phernes Orden havde den undergaaet adſtillige Forandringer, men i Henfeende til
Ndiryffene fun liden. — Det hele Bært var fraledes fuldbyrdet, og bet ſtod fun
tilbage at afgføre Valget af Statens Overhoved. Præfidenten, Sverdrup, anmeldte,
at dette Balg vilde foregane den følgende Dag, og det blev derfor af Forfamlingen
vedtaget, at berfom nogen Mepræfentant frulde faae Forfald til at møde, ban da
maatte tndfende frriftligt VBotum, forfynet med Jndfenderens Underffrift. — Hverken
Stoltenbergs Jndbydelfe til Rigsforfamlingen, fom var indleveret den 12te Mai, ai
gjøre et Sammenſtud for at lindre Brødre Nød, eller Hounts Forſlag, der gif ut
paa at communicere Sverige, at Gonftitutionen var iftandbragt, og at Morge havde
beftemt fig til at forføare den, men at det onffede at leve i god Forftaaelfe met
andre Nationer, blev taget under Behandling. Flere Forflag, fom vare indleverede
af Bønder fra forfljellige Diftrikter til Forfamlingen, opvakte mere Munterbed ent
alvorlige Diskuskoner i Forfamlingen, da de indeholdt tildels fomifte og eenfidig
Henſyn til færftilte Statsøiemed, og fun faa funde Betragtninger.
Den 17de Mai var beftemt til at afgjøre Spørgsmaulet om Kongevalg, og
Dagens Bigtighed udbredte en hoitidelig Stemning over hete Forfamlingen. Sverdbruy
var bleven valgt til Præfident og Mopfeldt til VBicepræfident, tvende af Prindfena
varmefte Tilhængere og de ivrigſte Modftandere uf Foreningen med Sverige. Sverdin
aabnede Dagsmøbet med en Vale, i hvilfen han gjørde Forfamlingen opmærljom pa
Bigtighedben af benne Dags Forhandling, og opfordrede den til at flride til Mriftti
5) Til Medlemmer af Lovcomiteen udnavnedes Profesſor Krohg, Juſtitsraad Dirtle
Generalauditeur Bergh, Etatsraad Treſchow, Nefesfor Debes. Fil Suppleanter
Sorenſtriver Chriſtie, Gorenſtriver Weidemann, Asſesſor Gjertſen. Til Medlemme
af Varnepligteomiteen valgtes Oberſt Hegermann, Commandeur Fabricius, Jaco
Aall, Lehnsmand Lysgaard, Sorenſtriver Falſen, Matros I. Svendſen og Kjøl
mand Iver Holter. Til Medlemmer af Finantscomiteen valgtes Froſeſt Raa
musfen, Asſesſor Vogt, Grosferer Johannes Thrane, Kammerraat Holft, Gre
Wedel Jarldberg. Til Directeurer for Rigsbanken valgtes Agent Nielfen, Grosfere
Thomas Joh. Heftye og Grosferer Weſtye Egeberg. |Disje 3 Mænd maatte betal
før bere8 Unberordnebe8 David Thranes Urereligher, fom fom i en Kasfemangel a
omtr. 95000 Spor. Han var bem anbefalet af ben gobmorige Rofentranp, unde
goe —T arbeidet i Rigsbanken og faaet Ord for dygtig og paalidelig Mand
» Berg.
Migsforfamlingen. Ghriftian Frederik vælges til Konge 17de Mai. 443
Setering. Motienen modtoges med Hurraraab og lap — bog toge ikke alle Munde
og ander Deel i disje larmende Nitringer. Selvftændighedens Modftandere fadde
neſtendeels tanjfe i Forventning om hvad der nonne fomme. Imidlertid forlod Modet
fte Omfen, men han vovede at reiſe fig midt i denne Bifalbslarm, og foreflog, at
fonaevalget flulde ubfættes indtil Norges Celvftændighed i det mindfte af ren Magt
nr vbedtagen, da Nationen i denne Stund var omfpændt af faa mange Farer, at
mtet Valg efter hans Formening for Tiden burde free. Over denne driftige Yttring
sg Dette bjærve Forilag opftod megen Larm i Forfamlingen; men Forflaget fortaftedes
me ftor Pluralitet, den famme, fom ſtyrede alle Cvæftioners Udfald af den Natur.
Saaledes fredes til Votering. Det faldt i Unlers Lod, fom førfte Nepræfentant
fra det Diftrikt, ber havde bet førfte Bogftav 1 Aiphabetet, ført at votere. Han gav
bet beftemte Svar, at Balget efter hans Mening burde udfættes. Men Præfidenten,
sg med ham Gecretatren, gjorde heftige Jndfigelfer mod at indføre dette Botum.
Let var, meente de, allerede under et Mode i Upril beftemt, at Forfamlingen ført
fulde opløfes, naar Gonftitutionen var antagen og Konge valgt, og denne Beflutning
bmbe tfte tilbagefaldes. Det viifte fig nu, hvilken dyb Betydning Hint Forflag af
Falſen havde havt, fom endog havde undgaaet den flarpfindige Grev Wedels Opmark⸗
ſenhed, der dengang betragtede GSpørgsmaalete Afgjorelſe fom ligegyldig, idet derved
lan antydedes, at naar Forſamlingens Forretninger vare endte, kunde den oploſes.
Songevalget, ber var indſtudt i Forſlaget ſom en Mellemfætning, anſaaes derved
beftemt, og en af de vigtigfte Qvæftioner, fom Korfamlingen havde at afgjøre, fom
dewed iffe engang under alvorlig Debat; men Forfamlingens Hænder bandtes ved en
foreløbig Bejlutning. Flere Talere, Falfen, Rambech, Jerſin, Dr. Moller, unders
ſtotiede Stongevalget'). Der opftod derefter en mundtlig Strid imellem Præfidenten,
Secretairen og Unker, hvort den øvrige Forfamling tog liden Deel, og hvori Anker
fremdeles vægrede fig ved Kongevalg, fom han troede burde udfættes, fordi Nationen
sit flore Farer (møde ved at foretage det. Det var i Sandhed for en Deel af Fors
famlingen krœnkende og tildels rørende, at være Bidne til denne ærværdige Oldings
mandefulde Kamp mellem fin Overbevitening og Pluralitetens Mening, men Striden
førtes med ulige Baaben, da Anker ikfe var fine Modftandere voren, og hans Mods
fandere frøttede fig til en forhen tagen Beflutning. Forgjæves anmærfede Grøgaard
med Bitterhed, at han iffe funde anfee fig fom fri Mand i en fri Forfamling, naar
han ifte funde handle og votere efter Fornuft og GSamvittighed; forgjæves forenede
Lerenſtiold fig nu med ham i at underftøtte Ankers Broteft. Man raabte, at man
innde vælge til Konge hvem man vilde, men ongevalg maatte efter Forfamlingens
Befintning foregaae. Efter en halv Times VBentilationer, fom tildels foregik paa
Gulvet ved Ankers Plads mellem de tre ovennærnte Medlemmer, faa Unfer fig nødt
til Rongevalg og afgav følgende Botum: „Da vi Alle ere uvidende om vor nær:
derende politiffe Stilling i Curopa, faa kroer jeg det rigtigft og forfigtigft, ikke at
frmme for noget Songevalg i delte Øieblit, men derimod at anholde hos Prinds»
regenten om, at han indtil Bidere vil vedblive Befiyrelfen af Kongeriget Norge, efter
den af MNigsforfamlingen fancttonerede Gonftitution. Efterat denne min Mening var
anført til Protokollen *, fandt Migsforfamlingen fom Low, at jeg flulde nævne en
Kenge, og vælger jeg da naturligviis Prinds Ghrifttan Frederik. -
Ru gif Boteringen raftt fra Haanden uden at blive frandfet ved Debatter, og
meſtendeels i Enhvers Botum faa hans volitifte Mening. Nogle indhyllede deres
Votum i Udiryf, der fmigrede Prindfen og ophøtede hans Færd fom Norges Regent;
Undre gjorde bere$ Valg uden videre Bemærkninger. Nogle derimod gave tydeligen
not tilfjenbe, at de nodwungne foretoge Valget, og kun ifolge den tagne Beſlutning,
— —
) See Nigsforfamlin ngens Jorhandlin nger II. 6te Hefte 1 fi.
7) Den var Dog egentligen ifte ført til Protokols, Å ed bertil et vilde give
fit Samtylke
44 Tredie Tidsrum. Forſte Gapitel.
at Balget ſtulde foregaae. Til de Sidſte hørte viſtnok de Mand, omtrent 30 å
$allet, fom gjennem hele Mødet havde byldet de famme politiffe Anftueljr; men
neppe 20 udtrytte benne deres Mening tydeligen i deres VBotum. De Øvrige ſtode
timeligviis i et faadant Forhold til Prindfen, at de ved denne Leilighed iffe vilde
fremtræde fom hans Opponenter. — Oftedahls Botum forefom Forfatteren et af be
fimplefte og bedfte; bet lød faaledes: ,Den Krone, fom det felvftændige Norge nm
har at give, er jeg overbevtift om, at Stavanger Umt ikke tilbyder Nogen heller end
Prinds Chriſtian Frederik. Dette er. ogfaa min individuelle Mening, og derfor tils
byder jeg den herved paa mine Gomitenters Begne.” Forfatterens Botum lød: „Da
Kongevalg efter de flefte Stemmer i Rigsforfamlingen ftal finde Sted, vælger jeg
Prinds Chriſtian Frederik til Konge.” — GSaaledes blev vel Chrifttan Frederil paa
en Maade eenftemmigen valgt, og den frjulte Henfigt af en foregaaende Botering
opnaaet; men deres Navne, fom ikke vilde noget Kongevalg for Tiden, flaae tyde⸗
ligen not indførte i Rigsforſamlingens Protokol.
Gfterat VBoteringen var foregaaet, reifte Præfidenten, Sverdrup, fig og tiltalte
Forjamlingen med de Ord: „Reiſt er altfaa inden Norges Enemcærfe Norges gamle
Mongeftol, fom Udelftener og GSverrer betlædte, og hvorfra de med Viisdom og Kraft
Øyrede gamle Norge. Ut den Viisdom og Kraft, der prydede hine vort Hedenoldø
fore Konger, ogfaa maa befjæle den Fyrſte, vi, Norges frie Mænd, overeensftem.
mende med hele Folkets Onſte, af Tatnemmelighed vg Erkjendtlighed Dag eenſtem⸗
migen bave valgt, er et Ønfte, fom fitterligen enhver Norges ægte Søn med mig
nærer. Gud bevare gamle Norge!" — Det fidfte Udraab gjentoges af den hele
gorfamling. Efter Præjidentens Forjlag beftemtes, at en Deputation ſtulde udvælges
for at tilfjendegive Prindfen i ærbødige Udtryk Forfamlingens Beflutning, og det blev
. - Bræfidenten overladt at vælge denne, hvis Untal beftemtes til 18 Medlemmer. Saa
vis var PBræfidenten i fin Sag i Henjeende til Kongevalget, at han havde færdig
en Udresfe til ben valgte Konge, førevet paa frort VBelinpapiir, fom han havde med»
bragt i JForfamlingen. Den lød faaledeg:
„Vi undertegnede Norges Mepræfentanter gjøre hermed vitterligt: Ut vi, overs
eensſtemmende med Folkets Ønfte og Deres Kongelige Hoiheds Opfordring, hare, i
Følge be os meddeelte Fuldmagter, forenet os om at forfatte en Grundlov for Kon⸗
geriget Norge, faaledes fom vi efter bedfte Stjønnende eragtede famme at være Riget
tjenligft. Bi have til den Ende føgt at fordele den fouveraine Magt faaledes, at
Lovgivningen nedlægges i Folfeté, og den udøvende Magt i Kongens Haand. —
Gfterat have udarbeidet denne Grundlov, blev Det og en kjær Pligt at vælge em
$onge, der ved fin vife og fraftfulde Styrelſe funde betrygge og haandhæve Migete
Sitterhed, Held og Haver. — Det tunde ikke være tvivlfomt for det norſte Holts
Repræfentanter, hvem de flulde udfaare til denne hoie og vigtige Poft. Tillid, Tak⸗
nemmelighed og Kjærlighed opforbrede os ligemeget til at fæfte vore Øine paa Deres
Kongelige Hoihed. De fom til og i Farens og Nodens Stund; De tæntte
virfede med utrættelig Iver for vort Fædrelands Lam; De Inyttede Deres Stjebne
nadfridelig til vor, og De har fom Landets Megent viift ligeſaa megen Ugtelfe
for Folfets Nettigheder, fom Nidtjærhed for dets Lytte og Hævder. — Bi ere fors
visfede om at have opfyldt det norſte Folls Onſte og Billie, ved i Dag at udvælge
Dem til Norges Konge; og idet vi fremlægge denne Rigets Grundlov for Deres
Kongelige Hoihed, glæde vi og i det Haab, at den maa findes Deres Bifald værvdig,
og at De vil modtage em Krone, fom frivilligen ræktes Dem af et frit Folt.
J Rigsforfamlingen paa Eidsvold, den 17de Mai 1814.
Efter Forfamlingens Beflutning undertegnet paa famtlige Repræfentanteré Vegne af
G. Sverdrup, Mogfeldt, Chriſtie,
p. t. Præfident. p. t. Bicepræfident. Sekretair.“
Deputationen, fom fulde overbringe Adresſen og efter Forſamlingens Beſlutning
udnævnedes af Præfidenten, beftod af Folgende: Af Ugershuns Stift: Anker, Siba
Nigsforfamlingen. 17: og 185: Mat. 446
| bern, Øount og Lysgaard. Af Bergens Stift: Hold, Koren, Rolfsſen og Brynild
Gierager. Af Trondhjems Stift: Rogert, Heidbmann, Darre og Forfeth. Af Chris
Kansfjande Stift: Oftedabl, Mørd, Rød og Ole Tveten, famt af GSødefenfonen
- Eommandenr Fabricius og Matros Even Thorfen. — Devutationen ') forføiede fig
frey til Prindfens Gemak. Prindſen war ligefaa forberedt paa dette Tilbud, fom
Øræfidenten havde været paa Kongevalget. Han havde forfattet ft Svar friftlig
og opfæfte det for Deyutationen. Det fød faaledes:
„Denne Dag er en af de vigtigfte i Norges Aarbøger. Det Berk er fuldendt,
fø ffal grundfæfte det norffe Folls Held. Conſtitutionen er et Palladium for Hol
trié Frihed, fom felv Uretfærdighed og Bold ei uftraffet ſtal antaſte. — Denne Dag
a den bhæderligfe for mig; thi Nationens Tillid alder mig og min Rt til at
baandhærve denne Grundlov paa Norges Fhrone. Dømmer felv om de Folelſer, fom
aømeendig maa opfylde mit Sind, og tilfeder mig nogen Tid til modent Overlæg,
efter bvilfen jeg fral meddele Rigsforfamlingen mit Svar. Naar jeg følger Rigs⸗
førfamlingens yttrede Billie, fler det ene fordi hellig Pligt imod det norffe Holl
byder det, og jeg veed, at bet altid flaaer i Guds Haand, om mine redelige Bee
inebelfer fral frones med Held, eller om bet flal vorde min fljønne Lov, felv i
Døden at opoffre mig for Fodrelandets Frihed og GSelvftændighed. Veg beder Dem
at tilljemdegive Rigsforfamlingen min Hoiagtelfe og Grfjendtlighed, og at underrette
Sammes Medlemmer om, at jeg van Torsdag den 19, om Formiddagen Ki. 11,
ster høirideligen at flutte Nigsforfamlingen.”
Dette Svar blev flriftligen faa Minuter efter Deputationens Tilbagetomft ind:
teveret til Præfidenten. Om Udfaldet af Prindfens Beflutning var ikke mindfte Fvivl
i Forfamlingen, ba alle Forberedeljer til Høitideligheden vare gjorte, og Brofesfor
feganger enbog tilfagt at foranftalte Gudstjenefte, og den 19de holde en Praken,
pasfende til Kongevalget. Denne forte Friſt fFjæntedes faaledes tun Anftanden, og
behovedes for at fuldende Forberedelferne.
Da denne Akt var forbi, forlode Medlemmerne Salen, og famlede flg i Grupper
deels i Befttbulen, deels paa fri Mart, og meddeelte hverandre deres Tanker i Une
ledning af Dagens Beflutning, og det var naturligt, at der I fortrolige Samtaler
fældedes foriljellige Domme om det Skridt, fom var foretaget. Forfatteren fødte
paa forfrjellige Repræfentanter, der med for Jver havde drevet paa, at Mongevalget
frar fhulde foretages, og hos hvem der nu opftod Betænfeligheder med Henſyn til
aelgerne. Der var en ſtoiende Mumlen imellem Medlemmerne, men uden bitter
Hentydning til det Pasjerede, Den fidfte Akt havde beroliget alle Gemytter; thi
Sagen var endeligen afgjort. Det git fom faa ofte, at de, der befandt fig i ren
fagne Oppofition, vare mere rolige og tilfredfe med deres Modftandsfærd end de,
ber havde feiret paa en Bane, der truede Fædrelandet med flore Farer for Fremtiden.
J Forfalen traf Forfatteren Gtatøraad Rogert, fom formedelft Sygelighed og Ulyf
til at blande fig t farmende Debatter liden Deel havde taget i Forhandlingerne, men
fom Forfatteren under dette Møde fortroligen havde nærmet fig, fordi be havde famme
Anſtuelſer om Fedrelandets politifte Forhold. Paa Forfatterens Spørgsmaal, hvad
ban fyntes om Dagens Forhandlinger, fvarede han: „Ja vi have valgt Konge, men
denne Herlighed varer fun fort; om 2 å 3 Maaneder er den Glade forbi.” —
Altfor fandt blev dette Barfeldord*).
Den 18de Mai var atter en af Forfamlingens urolige og ubehagelige Dage.
Repræfentanterne vare forfamlede i Rigsfalen for at underfkrive Conſtitutionsakten,
— —
) [Deputationen anførtes af Bræfidenterne og Gecretairen. Formodentlig var altfaa
Sverdrup dens Ordfører. Migsforf. Forhandl. IT. 6 $. GS. 54.
2) Om Eftermiddagen foregit ben Scene mellem tvende Mepræfentanter, hvortil Wer-
gelanb hentyder i JFortrol. Breve S. 143. Den var ben Eneſte af vet Slags o
øpvalte ſtor arme hos ben ſtorſte Deel af Forfamlingen over et nforffolet Ungre
446 . Tredie Tibsrum. Forſte Capitel.
og ba bette var feet, fremftod Peterſen og erklærede, hvorlunde han følte flg for-
nærmet ved adſtkillige Udtryf, fom Wergeland t em Tale den 12te April Havde brugt.
Neterfen havde for Ugtelfe t Forfamlingen fom vetffaffen og dygttg Officer, em
fleerfidig bannet Mand og varm Fadrelandsven. Men han var derhos af et pirreligt
Sind, var paa Eidsvold fygelig og havde hidtil taget ſaare liden Deel i Forhand⸗
lingerne?). Wergeland havde nemlig paa hiin Dag, for 5 Uger fiden, talt om
uden døende Gelvftændighed og Nationens fruffede Tillid til Forfamlingen;" og
Beterfen paaftod, at Wergeland burde falde disfe Udtryk tilbage. Der reifte fig nu
Flere ved Siden af Unklageren og erklærede flg enig med ham deri, at Wergeland
burde faldes til Megnffab for disfe Udtryk, og paalægges at tage dem tilbage.
Tilfældigvis var Wergelund felv ikke tilftede, og der blev nu Spørgsmaal om at
hente ham, for at den ham tiltæntte Ydmygelſesakt funde blive udført. Saavidt
erindres var bet Bonden Elling VBalbe, fom af Præfidenten aumodedes om at førs
maae Wergeland til at indfinde fig i Migsforfamiingen*”. Kort efter fom virkelig
Wergeland, fom opholdt fig i den lille Lund, der grændfer til Eidsvolds Hoved
bygning, tilftede. Han var bleg og fyntes forundret over denne uventede Indſtev⸗
ning. Peterſens Motion blev atter oplæft og underftøttet af Gbriftie. Med en
Fatning, fom man under faabdanne Omftændigheder neppe kunde vente, og fom ber
roligede hans Benner, der i høt Grad harmedes over denne i dereg Øine uparlamen:
tariffe Adferd, begyndte Wergeland fit Forfvar: „Han vidfte ikke, fagde han, hvor:
vidt et Medlem enten i denne eller nogen anden Parlamentforfamling funde, overeens⸗
flemmende med Meglement og VBedtægt, kaldes til Regnſtab for Udtrykt, fom ban
havde brugt for faa fang Tid tilbage, og hvorved han fun frimodigen havde udtalt
fin Mening om den Sag, der var forelagt til Underføgelfe, uden ringefte Øenfigt at
ville fornærme noget Individ.” Men han vilde ikke benytte denne fin Ret fom
Repræfentant til at neddysfe den gjorte Untlage, men forfvare fig mod det uforflyldte
Angreb. Derfom han havde udtryft fig med VBarme, faa var det en Folge af hans
Interesſe for ben ombhandlede Gjenftand, og hans Foølelfe for Fadrelandets vigtige
Anliggender, og han troede, at de Kræntelfer, fom han berved kunde have tilføtet
Nogen i Forfamlingen, iffe funde fammenlignes med bem, fom han felv i lignende
Diskusfioner maatte taale. Derfom han havde fornærmet Nogen, var han villig til
at ftaae den Fornærmede til Anſvar, men fun for fine rette Dommere.” Preefi⸗
benten forenede fig nu med Wergelands Ungribere, frævede ham til Megnffab for
hvad han havde fagt om Gidsvoldforfamlingen, og vaaftod, at ba Migeforfamlingen
havde eenftemmigen erflæret Wergeland for at have forbrudt fig mob den, Enrde kan
ogſaa falbe be paaanfede Udtryk tilbage. „Altſaa endte Præfibenten, har Forfam:
lingen beftemt, at Wergeland fral kalde de paaantede Udtryk tilbage.” Da reifte
Forfatteren fig og erklerede: „Ikke hete Forfamlingen, Hr. PBræfident! jeg erklærer
høit, at jeg itte føler mig fornærmet ved Wergelands Udtryk.“ — „Ikke heller jeg: —
— — —
mob en anſeet Repræfentant. Striden tan visfeligen ille give Ophavsmanden nogen
behagelig rindring. Forfatteren gremmede fig bobbelt berover, fordi hans Fo og
paa at bringe Fornærmeren til en pasfende Afgjorelſe mislykkedes, endffjent Siri—
ben ftrar efter Medets Opløsning bilagdes, og blev uden Folger.
) Det er ille Forfatteren8 Henfigt at kaſte en Skygge paa benne værdige Dffteiers
Minde, hvis Fard ved benne Keilighed, endſtjont viſtnok uparlamentarift, maa ut-
ledes af hans til Ømfindtlighed grendſende Fæbrelandsfind. Denne Varme havde
ban lagt for Sagen ved en anden Leilighed, idet pan meb ftor Vanſtelighed afhol-
teg fra at kreve Praſident Kaas til Regnftab for hang Uvfærd mo» Gbritkan Anguft
i bet Frederikshaldſte Gilde.
7) Dette fal han have gjort paa ben Maabe, at han opførbrede Wergeland at indfinde
fø t Forfamlingen ,for at rette for fig.”
aavidt Forfatteren erindrer, og I Folge hans Bemærkninger i fin Dagbog, var
Gangen 3 Wergelands Forfvar den, fom han angiver i å ortvotige Breve, * Z.
Nigeforfamlingen. Negenten modtager Kronen. Hans Vale. 447
gienlod nu et fleerftemmigt Raab i Forſamlingen, og Forfatteren troede at finde, at
- Ølere forenede fig i benne Proteft, end den Minoritet, fom beelte politiſte Anſtuelſer
med foerandre. Grogaard reifte fig og fagde, at naar man vilde ville Udtryk ub
af Fleres Taler, hunde man finde ftørre Bitterhedb mod enkelte Medlemmer af For
: famlingen end ben, fom Wergeland havde betjent fig af. Det Samme ertlærede
: Forfatteren og tilfeiede, at han havde taalt disſe Kræntelfer med Taalmodighed fom
a a Bolge af den Stilling, hvori Repræfentanterne befandt fig. Der blev nu megen
i Forfamlingen, megen Snaften i Munden paa hverandre, indtil Etriden afs
forl ved ben humane Mogfelbts Mellemfomft. Han vitrede, at da Mergeland
harde erffæret, at det ille var hans Henfigt at fornærme Rogen, faa burde dette
atages før Fyldeſt. Prafidenten fandt det nu raadeligft at tage fit Forflag tilbage
og neddysſe Sagen med den Httring, at Horhandlingerne burde endes venftabeligen.
Den Ydmygelſe, fom var Wergeland tiltæntt, bortfaldt farledes, men Oppofitionens
Beiflie over bette Forflag tiltog alt meer og meer, og aldrig verd Forfatteren at have
mder fin hele Storthingsfærd følt fig i en frærtere Sindebevægelfe end ved denne
Geitighed. J denne Krankelſe, fom var tiltæntt en Meningsfrænde, laa Erindringen
em en Nolte af haanlige Talemaader og frænfende Anklage for et upatriotift Sindes
lag, fom den lille tætfluttede Stare, ber vovede at tvivle om Henfigtømæskigheden
af den af Prindjen og Pluraliteten af Forfamlingen valgte Politik, havde maattet
taale. Wedel og Lovenſtiold vare den Dag ikke tilftede i Forfamlingen formedelſt
Upasfelighed, men da den UAdfærd, fom var viift mod Wergeland i Thinget, blev
vem fortalt, deelte de deres Venners Harme derover.
Da Larmen i Forfamlingen havde fat fig, og der ingen Tale mere blev om de
me? Wergeland fremførte Unfer og Trudfler, gif han op til Præfidenten for at
mblevere et Dotument til Mrotofollen. Paa denne forte Vandring gik Flere af
Vergelands Venner, hvoriklandt Horfatteren, hant imøde og bevidnede ham deres
Deritagetfe. Men den bittre Kølelfe, fom hiin kronkende Adfard forvoldte ham,
føgte han i Genfombhed at blive Herre over. Gan forlod derfor Forfamlingen, og
mjluttede fig i et Sideværelfe. Modet havedes under ſtoiende Bevægelfer, der forte
fattes nede i VBeftibulen, men med Sandhed fan det figes, at der fyoredes i Almin⸗
delighed mere Misnøte end Tilfredøhed med det mod Wergeland gjorte Ungreb.
Minoriteten havde ogſaa omfider vundet en lille Seir, fom dog ingen Jndflpdelfe
fmde have paa Hovedfagen.
Den 19e Mai frulde Kronen fættes par GSelvftændighedsværket, Prindfens
Grflæring om Kongevalget modtaget, og den høitidelige Akt feires ved foranftaltede
- Geremonier, Kirkegang og alfe Fefters muntre Ende, et feftltgt Maaltid. Da Med:
lemmerne mødtes om Formidbagen i VBeftibulen, fporedes tydeligen Virkningen af
æerfvaret for Wergeland. Flere af Selvftændighedens varme Forfægtere, fom i deres
Taler iffe havde fparet Oppofittonsparttet, vare i Dag befljæftigede med at nærme
åg Flere af dettes Medlemmer, og tildeels føge at formilde Yndtryttet af disje Sig⸗
telfer. Nogle af disfe, fom fortroligen omgikkes hverandre paa Eidsvold, havde flere
- Scener af den Urt at meddele hverandre. Saaledes faldte Foged, fenere Amtmand,
Bollett Sorenffriver Blom, med hvem han ftedfe havde flaact i den venffabeligfte For⸗
bindelſe, tilfibe, og bad, at de maatte friles av fom Benner. Til Grev Wedel
sermede fig Flere og bevidnede ham deres Ugtelfe. Profesfor Sverdrup yttrede for
Forfatteren fit Haab om, at de fremdeles maatte være Benner fom tilforn, og For:
fatteren ilede at give en Mand denne Forfiftring, for hvem han følte dyb Agtelfe
og Benfrab. Kun den foregaaende Dags Scene havde Begge at glemme; for Reften
verlebe de intet uvenligt Ord med hinanden paa Eidsvold. Rein kaldte Forfatteren
tilfibe og erflær:de ham, at han ingentunde havde figtet til hum i fin Tale, og tils
føiede venligen, at han var overbeviift om hans NRetffaffenhed og Koæbdrelandsfind, fom
han ved anbre Leiligheder havde lært at fjende. Det foftede i Sandhed Forfatteren
Intet at give denne Hæderamand et forfonemde Haandtryk. Rein talede iøvrigt om
AAB Tredie Tibbrum. Forſte Capitel.
Mattevandringer, fom af Oppofitionspartiet vare foretagne før at hverve Stemmer, og
det var vanffeligt at overbevife ham om, at han i denne Henfeende var ført bag
Lyſet. Mitringer af ben Art lagde noffom for Dagen, at begge de fore politiſte
Partier ilke fjænkede hinanden Noget med Henfyn til Anklage og Mistante.
Klotfen 11 modte hele Rigsforfamlingen i fin bedfte Stabs i Forhandlings-
falen, og den venlige Baardag, en af de blidefte i denne vallkre Narskd, fyntes at
fmile til Dagens Høitib. Der blev udvalgt en Deputatton for at modtage Prindfen,
fom havde ladet Forfamkingen underrette om, at han iffe vægrede fig ved at modtage
Norges Krone, og Deputationen beftod af de famme Medlemmer, fon havde over:
feveret ham Beflutningen om Kongevalget. Disſe modtoge ham ved Trappen, og
git foran ham ind i Ealen. Med Prindſen fulgte Regjeringsraadet, tvende Biſper,
tvende Stiftamtmænd, og flere Gmbedsmænd tilligemed hans Adjutantftab. Forſam⸗
lingens Medlemmer bleve paa deres Pladfe, men reifte flg, da Brindfen treen ind i
Galen. Denne havde i Dag faaet en ny Prydelfe for at forherlige Dagens Høitid.
Chriſtian den Fjerdes føromtalte Portrait var borttaget, og I dets Sted var sphængt
et Maleri af Capitain Mund, der foreftillede Prindjens unge Søn — ber bengang
var i Børnealderen — i Legemsftørrelfe, legende med en Fjærbolt'). Prindſen tog
fit Sæde paa en Etol, fom var anbragt for ham øverit oppe i Salen, og da han
fatte fig, fulgte Rigeforfamlingen hans Grempel, men hane Suite blev flaaende om
ham. Han holdt nu følgende Tale:
nRordmænd! Det hoie Kald, hvortil Medborgeres Tillid udkaarede Eder, er
fuldbyrdet. Norges ECtatsforfatning er grundlagt; Nationen har gjennem Eder, fine
udvalgte Mænd, haandhævet fine Rettigheder, befæftet dem for Fremtiden, og ved en
viis Fordeling af Magten filfret Borgerfrihed og ben Orden i Staten, fom ben ud:
øvende Magt er pligtig og formaaende at vedligeholbe. — Den for andre Stater
dyreljobte Grfaring har lært det norfte Folls Mepræfentanter i lige Grad at vogtr
Negferingsformen for Deſpotismens Kjendemærfer og for Folleregjeringens Misbrug. —
Dette gamle Kongerige forlanger en Konge, men han ifulde i Formen ligefaalidet
fom i Gjerningen være Defpot; — Nei! Sit Folks førfte Ven og Fader bør han
være. Dette venter Nationen at finde i mig, og dens Tillid er for mig et helligt
Kald til, uagtet be Farer og den Møte, der vente mig, ganffe at opoffre mig for
Norges Held og Hæder. Med disfe redelige Henfigter, og fyriet ved Tro paa Gud
den Almægtiges Biftand, haaber jeg at fvare til benne Nationens Forventning. Jeg
antager Norges Krone fom en Gave af et oprigtigt og trofaft Folt, et Pant paa
dets Kjærlighed for mig og min Kongelige Ut.
„Jeg fover og fværger at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensſtemmeiſe
med dets Conſtitution og Love; Saa fandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord.»
u Min ftore Forgjængers, Fjerde Chriſtians, Aand følge mig i al min Gjer:
utng! Han var det norffe Folks gode Konge og Fader. Hans Mønfter ſtal tidligen
indprenteg i min elffede Sons Hjerte, og Follets Kjærlighed flal gane i Uro til ham;
tbi han ſtal lære at agte benne Arv høiere end Kronené Glands. — Og nu Rorges
ubvalgte Mænd, dets troe Sonner! befværger den Grunblov for det felvftændige
Norge, fom vi troligen ville haandhæve og forfvare! — Hellig er den aflagte Eed!
Du høre og velfigne den Gud! — Endnu ftaaer tilbage at meddele Rigsforfam:
tingen, hvad feg feer mig i Stand til, angaaende Rigets politiſte Stilling — er
Meddetelfe, jeg gjerne havde ønflet at funne give famme, førend Kronen overdroges
mig, men bette Onſtes Opfyldelfe er bleven mig nægtet ved Udeblivelfen af Indbe⸗
retningen fra de betroede Perfoner, fom jeg har affendt til England og de allierte
Fyrſter; og paa ſvenſte Tidender bør jeg ei bygge nogenfombhelft Gisning eller For:
-
Mund havbe ført dette Maleri med ſtor Beloftning med fig til Lande fra Kjeben-
havn, men ved en Forglemmelje af ben nye Konge o Forkommelfe af bane Om-
atvelfe fil Mund, efter fit eget Ubfagn, berfør ingen Betaling.
Mtigsforfamiingen oplofes. Hoitidelig Gudstjenefte. 449
- Juidlertid er ingen Flendtlighed ndøvet eller nogen Mrigsertlæring af nogen
ubfledt imod Norge. Kongen af Sverige har under Ate Upril erflæret Norges
i Blokadetilſtand, og lader udſtede Raperbreve for at opbringe alle til og fra
e feilende Ghibe; nogle Gtibe ere opbragte til foenfle Havne, hvorimod ogfaa
rende foenfle Rapere ere indbragte af norſſe Krydfere. Under vore Briggers Beſtyt⸗
teffe have betydelige Rornforraad, til Beløb af omtrent 150,000 Tønder, naaet vore
Havne, og man tør faaledes med Tatnemlighed mod Forfynet anfee de flefte af Rigets
Gpne fiffrebe mod Hungersnod. — Ungaaende Forholdet med Danmark feer jeg mig
and til at forelægge Nigsforfamlingen nogle oplyſende Aktſtykker, i hvilte jeg ønfrer,
at den fra min Side maatte finde det norſte Folks Værdighed iagttaget, tilligemed
ed jeg til denne Dag fylder en høit elffet Frende og et trofaft Folk, hviltet Folk,
ſels efter Frafklelfen fra Norge, vifer, at det onſter at biftaae bet norffe Folk af
yerfie Gone, og fom derfor har Fordring paa enhver retfindig Nordmands Høiagtelfe
og Grfjendtlighed. — Saaledes fluttes Migsforfamlingens Forhandlinger. Dog ville
Sræfidenterne og øvrige Gmbedsmoænd fungere indtil Protofollerne med videre ere
underflrevne. Drager hjem, Medborgere! med ben fønnende Overbeviisning, at En⸗
ver har handlet med bet Fodrelandsfind, fom befjæler ham, og at Folfet' med Til⸗
fredbshed wil erfjende, at Nigsforfamlingen har viift fig dets Tillid værdig, idet ben
har fævdet Nationens Åre og beredt dens Fremtide Vel. Hertil vilde Gud fægge
fin bedſte Belfignelfe, om hvilfen vi i Dag famlede i Herrens Tempel ville anraade
den Utmægtige !- *).
Da Brindfen berørte fit Haab om at funne fvare til Nationens Forventninger,
Heſvede hand Stemme, hans Unfigt var blegt, og hans hele Vaſen viifte en dyb
Beægelfe, ligefom ber neppe var Rogen i Forfamlingen, ber jo beelte benne med
hem. Tanken om hvad der hunde blive Følgen af disfe fore og bdjærve Beflute
minger, og om de blodige Oyptrin, fom kunde foreftaae under ben ulige Kamp for
Selvſteendigheden mod bet europæijfe Forbunds erflærede Beftemmelfe, ftemte Forfat⸗
terens og visfeligen en for Deel af Forfamlingens Sind til den bybefte VBemod.
Migeforfamlingen og alle Tilftebeværende aflagde nu Eden, og foore Gonftitutionen og
Sengen Sydighed, — em Scene, der baade var høitidelig og rørende. Det norfte
Slag vajede udenfor Galens Binduer, og 3 Gange 27 Skud ſtraldede i Fjeldene.
Ssngen forlod derpaa Salen, ledfaget af et atmindeligt: Kongen leve!” og i famme
Procesfton, hvormed han var indtraadt i den.
Forfamfingen blev indbuden til en flor Cour, fom beftod deri, at faamange af
dens Medlemmer, ber funde rummes, proppede fig fammen i Prindfens fnevre Varelſe;
Seflen blev ſtaaende udenfor i Beftibulen. Den nyvalgte Konge fom ind og yttrede
med ben venligſte Zone, at han ønffede at funne tale med Enhver af Forfamlingens
Medtemmer, men Tiden tillod ham fun at benidne ben hele Korfamling fin Agtelfe,
og at han blot da kunde føle fig Iyftelig, naar de, fom Folkets Nepræfentanter, vare
bet. Denne Viltale blev modtagen med et almindeligt Hurraraab. Enkelte Klap
neddysſedes, da denne Hyldingémaade, der faa ofte upasfende anbringes under Udbrud
af hoitidelige GFølelfer, med Grund ved denne Leilighed fær anfaaes for at være
paa det wurette Sted. Under disſe Glædesyttringer viifte fig ingen Disfonantfer; der
var Sngen, fom tæntte paa nogen Meningsforfjel. Loddet var taftet, Kongen var
valgt, al Meningsftrid var hævet, og ethvert Medlem forenede fig i det almindelige,
sprigtige og fromme Onſte, at ben tagne Beflutning maatte bringe Held og Vel:
fignelfe over et elffet Fodreland. De forftjellige Partier havde, om ille ved Ord,
| faa ved Stemmegivning, udtalt deres Mening om Landets politifle Forhold, og nu
beiede Ulle fig under de flefte Stemmers Billie. Horfatteren følte em Rolighed i fin
untuing
IV
De af Statsfelretæren i vette Mode oplæfte Dotumenter findes i Nigsforfaml. For-
) Ge 6. 2 f.
%a1l Erindringer. 29
450 Tredie Tiderum. Forſte Gapitel.
Sindsſtemning, fom havde været ham fremmed under hans hele Ophold paa Ginds
vold. Biſtnok faftede han et frygtfomt Øie til den uvisfe Fremtid; men Rutionen
havde felv valgt fin Stjebne, og hver retfindig Rordmand maatte føle fig forpligtet
til at bibrage fin Skjær» til den heldige Udførelfe af den tagne Beflutning. Det
var, fom ovenfor bemoærket, fom om begge Partier havde fliftet Rolle; Wugſtelſen
var nu paa Selvftændighedsmændenes Side. Mange blandt dem forfærdedes over deres
egen Gjerning; Moligheden var paa Tvivlernes Side; de havde ingen Deel ti dem
driftige Beflutning, men de glede med den feivende Menings rivende Strem. Men
denne Stemning var fom et Nærmelfesmiddel til at forfone Gemyiterne. I Fred og
Gnighed blandede fig de forffjellige politiſte Partiet mellem hinanden. |
Efter denne Cour forføiede Kongen, hans Raad og Suite, faavelfom hele Rigs⸗
forfamlingen fig til Kirke, hvor en høitidelig Gudstjenefte, fvarende til Dagens Feft,
ben Hriftelige i Anledning af Chriſti Himmelfart, og ben borgerlige i Unledning af
Norges nysreifte Trone, var forberedt. Aldrig har vel en Procesfion i en fimplere
Gtittelfe uden Bram og Geremoni fundet Sted ved et hoitideligt Kongemalg. De
Fleſte jumpede affted paa fimple Bondekjærrer, eller rede paa magre Roftinanter, der,
udpiinte åf en langvarig Eftervinters Fodermangel, neppe funde flæbe ſig afſted, Andre,
bvoriblandt Forfatteren, gif paa deres Fod, og der fandt ingen ceremoniel Orden
Sted i den lange Rakke. Den nyvalgte Konge felv Kjørte i en fimpel aaben Phae⸗
ton, forfpændt med ulige farvede Hefte, og ingen udvortes Pragt bebudede ben longer
lige Færd uden den lille Etare af ridende Jægere, fom omringede Boguen. Ceres
moniens Simpelhed var et Billede paa ben Trone, fom Norges Konge huvde befteget,
og ben befynderlige Blanding af alle Klasjer, uden udvortes Spor af Standsforſtjel,
var en Afbildning af den Ringeagt for disfe Fortrin, fom er den norffe Forfatuingge
GSoærljende, og en Gave af Naturen og indvortes Statsforholb. En mid Sol ſmilede
paa denne vakkre VBaardag til Forfamlingen, men Binteren bar endnu fine Spor i be
af Tellegrøpe gyngende VBeie.
Da Kongen var fommen til Kirke, blev han modtagen af Megjeringsraadet og
andre Embedsmend, fom ledfagede han ind i Kirken. HForfamlingen beftod ikke aleme
af de Berfoner, der efter deres Stilling og Kald deeltoge i Dagens Hoitid, men og
af en ſtor Stare af Omegnens Beboere, ber vare frimlede til Kirke. Kongen bilfeve
penligen den hele Maængde med de Ord: «Himlen fmiler til os Dag.” Profesſor
Reganger var atter Dagens Taler, og det maatte ventes, at den Præten, han holdt,
firømmebe over af Priis og Smiger til den nyvalgte Konges Ufre, og hunde faar
ledeg itte tekkes alle Tilhørere. Der vare visfeligen faa Høitidstalere i de Dage,
fom itte iftemte bisfe Toner, og be maatte naturligviis flige heiet der, hvor Kros
ningen ligefom foregil!). Efter Præltenen var hele Selftabet indbuden til em Des
jenner i PBræftegaarden. Det var formodentligen en Ertjendlighed for det Offer, fom
var lagt paa Praftens Alter af Forfamlingen ved dens førfte Kirkebeføg. Anretningen
var foranſtaltet Haven, hvor lange Borde vare opftillede. Men ved Gilder af den
Art, endffjønt foranftaltede af en venlig og gjæftfri Opmærffombed, er ber ofte Fun
tidt Fale om Nybelfe; denne faldt fun i deres od, fom kunde puffe fig frem ril de
bælfede Borde, og Mange gik derfra med tørre Munde. — I en blandet uordentlig
Brimmel vendte den hele Skare uden Ceremoni tilbage til Cidévold, og Høitideligs
heden var endt. Storthinget gif til fit fævvanlige Epifehord, fom den Dag ude
markede fig ved fire Unretninger og en bedre tillavet Spiſe, der imidlertid vævedeg
meb flet Madera. Kongens Staal blev drutten med for Enthuſiasme og under Høie
Hurraraab, og efter dette fom Hans Majeftæt felv ind fra det Bærelje, bvor ham
fpiifte, tatfede Forfamlingen for dens Hengivenhed og forfiffrede den om fin Agteiſe.
r) Forfatteren var Grev Wedels Sibemand i Kirken, og ba Prædilanten falvebe vem
nye Konge ymeb overflødig Galve", hviflebe Greven: But Dem, ellers falver Smea-
relfen ned i Hovedet paa 08.”
Nigsforfamlingens fibfle Mode. Nels Gamtale med Kongen. 44
Garfkdentee henvendie igjen nogie Takfgelfesord til Kongen, fom berpaa vendte tils
hage, ledſaget af Glæbesyttringer og Hurraraab. For Adſtillelſen tiltjendegav Broa
foruten $orfamlingen, at den i Morgen for fibfte Gang havde at møde i den frore
Sal, for at underifrive Protofollen, og derefter opløfes.
Denne heitibelige Dags Munterhed forſtyrredes bog ogſaa et Oieblik ved en
Metlensfcene, fom indtraf paa Kirkegaarden og paa Beien derfra. Regjeringsraad
at havde i Falſens og en ſtor Mengde Tilhsreres Nærværelfe ved Kirken i Dag
otteret, at Rigsforjamiiugen havde paadraget fig et fort Anfvar ved at garantere
Statens Gjeld og dens fremtidige Behov af Bankofedler indtil Marte 1815 til em
Guro af 375, og at ikke 20 Aars Fred funde gjøre Denne Bildfarekfe god igjen.
Han tilføtede, at han af den Aarſag agtede at tage fin Affled fom Regjeringsraad 1).
Hane Udladelſer vare meget heftige og, fremførte i en flor Ulmues Nærværelfe, ingen⸗
innbe vel overlagik. Nogle af Nepræfentanterne opføgte derfor Præfidenten Sverdrup,
før at formaae ham til at frille Taut tilrette. Men da Sverdrup var hos Prindfen,
fenvendte Kammerherre Peterfen, fom tfær harmedes over Tanks Udtryk, fig til Bices
smefdenten Mogfeldt, for at han fluldbe tage fig af Sagen. Det flede; men Tan!
medtog Mopfedbis Moægling med faa megen Heftighed, at han ei videre vilde have
um» Sagen at gjøre. Paa Hjemveien fra Mirten blev der em heftig Scene mellem
€radnøp og Tant*), hvori Fakfen ogfaa tog Deel. Der talte endog om at inde
free Fant for Nigsforfamlingen; men Flere blandt Medlemmerne bleve enige om
at forhindre en faa ubehagelig Forlængelfe af Forremingerne. Saa vidt fom det
heller ikke, ba en Jorfoning mellem Zant og Sverdrup fenere fandt Sted.
Det fidfte Møde i Rigsforfamlingen den 20de Mai var i hoi Grad tilfredse
fiende. Der var ille Tale om nogen politiff Meningeforfljel; Alle rakte hverandre
Haanden til den venligfte Uff». Dertil bidrog meget et Forflag fra den blibe og
tjærligftndede Commandeur Fabricius, der ingenfinde havde httret ef uvenligt Ord mod
fine Kollegaer, eller misforftaaet noget Medlem formedelft forfljedige Anfluelfer, og nu
førefløg, at hele gorfamlingen Mulde bortlafte akt Uenighedsſtof, og i en Brodertjæde
mid fammenflyngede Arme ligefom forene ben hele Forfamling i en enefte Perſon.
Dette flede, og der var neppe Gen i Korfamlingen, fom jo med oprigtig Forfonlighed
sg bevæget Hjerte tog Deel i denne UfMebsfeene. Saaledes opløftes en Forfumling
p gred «og Enighed, under hwis Forhandlinger den frørfte Meningsforffjel og de uro⸗
ligſte Gjæringer havde fundet Sted. Men det fælles Ønfle, fom næredes varmt og
wpeigtigt i De Tilftebeværendes Barm, at fremme Fadrelandets fande Gavn, lettede
Arbeidet, frjønt Veien til dette fælles Maal gik i forfljellige Retninger. Den øvrige
Del af Dagen anvendtes til en munter Forberedelfe til Ufreifen. Man havde en
fjærlig Afſted at tage med Benner, fom under famme politifle Fane havde deelt Rigs⸗
dagens Sorger med hverandre, og et venligt Ord at fige dem, der bortfjernedes under
Mødet formedelft Meningsforffjel, og nu fliltes ad med et førfonligt Sindelag. Aldrig
far Forfatteren deeltaget i nogen offentlig Forretning, fom hos ham har efterladt hoi⸗
tibeligere Grindringer end Modet paa Eidsvold; og han har ifte betalt disſe for dyrt
me de Wngftelfer og Befymringer, fom han der oplevede. Han forlod Eidevold
må en rolig Sinbeftemning med Henfyn til fin Færd fom Mepræfentant, og vendte
Hjem til fin Familte og fine Sysler, beredt paa at gaae de Farer i Møde, fom den
flere Beflutning maatte fremlafde, og i denne Henfeende faa i Sandhed en kummer⸗
fad Sommer for ham.
Førend Forfatteren forlod Eidsvold ben Vide Mai, ſogte han Audience hos den
5 Sen paa Sommeren tog han virkelig fin Affked, men efter en alminbetig Mening
af andre Narfager.
7 Da Garantifpargsmaalet fenere hem paa Storthinget 1815 blev omhandlet, henſtjod
Tank, fom ogfam dengang var en af Garantiens ivrigfte Modftandere, fig under
Den Slags Proteſt, han paa Eidsvold imod ben havde fremført.
29*
259 Tredie Toßrum. Forfte Capitel.
nyvalgte Konge, og udbad flg. Tilladelfe til at maatte reife Kge Kl fl Hjem, ubemn
at tage Deel i de Høitidetigheder ved Kongens JIndtog Å Gjriftania, fom vare em
Øølge af Songevalget. Der var vel i denne Henfeende Intet foranfraltet fra hoieme
Steder, og ingen Tvang var Medlemmerne af Rigsforfamlingen paalagt, men Jews
fatteren maatte frygte for at blive mieforftaaet, naar han ligefom liſtede flg bort fom
Forfamlingen uben at beeltage i de Glædedyttringer, hvormed den nye Konge hilſedes
i Hovedftaden. Tillige benyttede han denne Leilighed til at erfare Kongene Forhanke
ninger med Henfyn tl Landets udvortes Stilling, og frembeles henmende hans Ope
moærffomhed paa Landets Nød og Farer. Kongen viifte fig færdeles nandig, sg vag
tilfynefadende glad t hvad ber i Migsforfamkngen var bleven udrettet. Han vitreik
fin ftore Tilfredshed med Grundloven, fom ban anfaa for et i ale Henfeender fak
fomment Boært, ber fulgte Middelveien imellem Deſpoti og Demokrati. Men mb
Bedrovelſe erfoer Forfatteren tillige benne Samtale, at Kongen havde urigtige Mer
greber om Landets Tilftand. Han paafted, at Landet var forfynet med Korn for dt
fjeelt Mar, og forgjæves forſikkrede Forfatteren Gam om, at dette var faa fangt fan
at være Vilfældet, at der allerede nu fporedes Mangel paa Brød og Gadetorm.
Songen paaftod nu, fom oftere førhen, at Mationens Stemme, fom ubetinget affryede
enhver Forbindelfe med Sverige, gjorde ham det til Pligt at forfvare Norges Setus
flændighed til det Mderfte. Da Loddet nu var kaſtet, var berimod ingen videgr
Indvending at gjøre. Forfatteren udbad fig alene Tilladelfe til at overlevere Gans
Majeftæt en ſtriftlig Diduction af hans Vegreber om Fedrelandets Stilling, fom
bet havde været hans Henfigt i MRigsforfamlingsn at fremlægge, men hvori han war
bleven hindret formedelft Omftændighederne og Horhandlingernes Gang. Kongen ber
hagede at fvare, at han med Fornøielfe læfte hvad Forfatteren førev*), og yttrede ſig
med Tilfredshed om Hans Forhold i Nigsforfamlingen, og om de forte Foredrag, ban
der havde holdt om forftjellige Gjenftande. Derhos yttrede Kongen, at han inge
funde wivlede om, at England vilde true, men troede fig Ugefan sverbeviif om, at
det & vilde udføre fine Trudfler. Det var formodentligen Oppofitionms færte Me»
ringer i Parlamentet til Underftøttelfe for Norges Sag, og mangen en Stemme fra
det engelffe Holl, ber flyrkebe hans Forbaabuinger. Haw anfea det derhos for rimer
ligt, at en rusſiſt Sendemand vilde fomme til Norge, og øuffebe at det maatte blime
en vetfindig Mand, der felv kunde overbevife fig sm Nationens Stemning. Kil
Slutning tillod Korfatteren fig det GSpergsmaal, om Kongen troede, at Morge funde
forfvare fin GSelvftændighed, naar Gugland og de aflierede Magter ertlærede fig mod
den. „Jeg vil, fvarede Kongen, forfvare den, faalænge jeg fan.»
Midt under disfe muntre Scener havde Prindfen, eller fom vi herefter maa
fade ham, Songen, vigttge Foranftaltninger at træffe, før at hegne om Norges unge
Selvſtœndighed, ligefom Begivenheder indtraf, der maatte volde den valgte Aonge
5 Denne Ubarbeibelfe havde en beſynderlig Stjebne. En Kopi deraf bavde atteren
! Benet i Npa Te me * ! 58
nil, Vosſiſche neue Jeitung og Venturinis „Skandinavien und Carl Johant, vor
ygte Teeb
Selv kaæn-
bighebsfagen fandt i Danmark en meer ubeelt Sympathi end Å Norge den. For at
pode Forfatterens Viygte, vde hans Benner fat bette Dokument i Omlab, De
No. 7. et maa bære mob bette Aalls Skift, at Etatsraad
Ghriften Pram i Sommeren 1814 flrev fin lidenſtabelige — Kan
Unde
paa en i Haandſtrift omſpredt Afhandling besangaarsbe, ber ubgivet at opa for-
Pa artet
naturligviis belræftende, ſtottes til ſtatiſtiſſe Dpgaver over Norge fra 1801—1804.
og røber heelt igjennem bet merft glødende Gad mod Garl Johan. Det findes i
ere Ufftrifter, bl. U. paa UniverfitettrBiblisthelet.]
'98 ved en naben fremlægge
Kongens Breve til Krohg, Giaffeldt og Ville. 458
hans Tilfredehed med Nigsforfamlingens eenſtemmige Valg
at lette enhver Omforg, 98 formilde enhver Bekymring. De Meddetelfer, fom
be Dage udføde fra ben mye Konges Kabinet, bære Spor af em hot Grad af
med Mongevalget, ligefom be vidne om en alvsrlig Beflutning og et høit
fed til ag gaar be Faner møde, fom funde blive em Følge af den fore Forandring,
var foregaset i Chriſtian Frederiks Gtilling.. Hans anker maatte ifær være
paa at førge for Landets Kornforfyning; thi Hungerené Svcerd var bet
Haand til at omfyrte ben nyspførte GSelvftændighedsbygning,
game Frænbderige maatte være ben Kilde, hvorfra Landets Frelfe i denne
ubfprang: Prindſen havde betroet dette vigtige Urende fornemmeligen til
fenere Statsraad, Krohg, og demes tvaftfulbe Forankalminger, troligen
fnberftøttebe af ſideordnede Lanbsmond, af danfle Mutoriteter og liberale banffe Hans
blsmen», føyldtes en Kornaffenbelfe, fom efter be daverende Omftændigheder var faft
Skrolig ſtor, og med et ubmærtet Held Iytfeligen naaede fin Beftemmelfe. I et Brev
af 179e Mai udtrykter Prindfen denne Hædersmand fin Erkjendtlighed for hans Bes
ebelſer i den Henfeende, og Brevets Stutning hentyder paa hans Tilfredshed med
fm Dags Forhandituger i Migsforfamlingen. Brevet fød faaledes:
MMin tære Mrohg! Itte notfom Mn jeg talte Dem for alle Deres gode Ber
HYerbeiſer i Jylland. Jeg haaber, at De inden fjorten Dage flal have Remisfer for
aper en Midion i Jylland; herom vilde De underrette Etatsraad Kjellerup, fom De
Øie forvisfe om, hvor meget dette ligger mig paa Hjertet. Gled Dem med mig
omr, at vore fire Brigger feneft Iytteligen Have convoieret 32,000 Tønder til Norge,
ale i Øavn i Paaſyn ef en fornfl Fregat, fom ei turde angribe dem. — Mu ev
dn foenfle Magt for for, og vi funne gjøre en Paufe — altfaa for bet førfte ingen
Sonvei og ingen Gtibe hidſendt fra Jylland uden med filtre engelſte Papirer, eller
Ader en engelft Beflyttelfe, hvis famme om føle Tid gives, eller — fom Gud for
$yde — hvis Finden fluldbe trænge ind i Jylland; men er den foenfle Sømagt fror,
da er det wel bedre at GStibene gane til Samsø, end at vove meer end Klogſtab
Ader. Bi fave hart fort Hed med alle Erpeditioner — Norge er frelft fra Hungerss
øvd, og har faset meget Seedekorn, ifær fra fremmede Steder. — Gud velfigne Dem
fn bm Dee, De ved Deres Uktivitet har deri.
„Det vil være Dem kjært at erfare, at Nigeforfamlingen i Dag har overdraget
mig Norges Krone, hvillen jeg høitibeligen antager tilligemed Confritutionen Torsdagen
ben 1901 Mai. Hermed er Rigsdagen til Ende. Lad mig fnart erfare gode Tidender.
Gidsvold, ben 17901 Mai 1814. Deres velvilligfte
Chriſtian Frederik.“
Paa ſamme Tid meddeeltes ham Eflerreininger fra Sverige, at de udenlandffe
Magters GSendemænd vare underveis til Norge, og han funde ingen Tvivi nære om,
fvad Henfigten hermed maatte være. Efterretningen betræftedes ved Kammerherre
Billes Brev af 16de Mai, der tilfændetom Brindfén den 19ve, ſtrax efterat han havde
affendt til Nigsforfamlingen fin Untagelfe af Kongevalget. Derfom disſe Nygter,
fvilfet af Mangel pan beftemte Efterrehringer maa blive ved en Formodning, vare
Prindfen tilhændefomne, førend han håvde meddelt Nigsforfamlingen fit befræftende
Svar paa dens Tilbud -af Norges Krone, havde han viftnok fparet fig felv mange
Belymringer, og Landet den Sommer mange Lidelfer, om han havde udfat fin Bed»
tngelfe, indtil han havde gjort fig bekjendt med Beftaffenheden af disfe Sendebud,
HA beraf for de ba endnu forfamlede Rigsdagsmaend givet
Yntedning til en alvorligere Drøftelfe af Norges politifte Stilling, end fom endnu
var fleet. Men derhes fan det med Vished forudfættes, at det egentlige Nefultat
iffe var blevet faa heldigt for Norge, fom bet ved fenere Begivenheders Sammens
føining virfeligen blev. $Hvilfe Beflutninger ben nyvalgte Konge tog, fres af haus
Srev til Generalmajor Staffeldt af Mde og til Kammerherré Bille af Vide. Brevet
til Staffeldt lød faa:
454 Tredie Tidſsrum. Forſte Capitel.
når. Generalmajor Staffeldt! Ved Efterretninger fra Sverige er jeg -Hevek
underrettet om, at en rusfiff Mfjending, en Geral Orlow, ventes her HU Landet, en
preusfiff Major Martens ligeledes, og maaftee Kammerberre Admiral Bille vender
tilbage til Stromſtad. Skulde disſe Herrer, eller En af dem, forlange at reife til
Ghriftiania, ba fan bet fra Mandag af ben 23de tilftebes dem. Roſenorn fan følge
dem; men Oberft Lønborg maa ei- følge med Kammerherre Bille, og denne maa uds
tryffefigen ertfære for Hr. Generalmajoren, at han ei kommer fom danſt Kommisfair
til Foæfiningernes Modtagelſe, i hvillen Egenſſfab jeg aldeles har afviift ham. Svenſte
Kommisfairer maae aldeles el mobtages, men melder der fig en anden Mffending fra
Feltmarſtalk Esſen, da vilbe De nærmere underrette mig derom og afvente Ordre.
Kun Lagmand Glad har jeg lovet fri Yndpas.
nDet vil være fornøbent at have et vaagent Øie pan GSingelfjorden; thi den
fvenſte Kanonflotille er i Farvandet. Ungreb' fra Landflden er iovrigt neppe at fore
vente for bet førfte. Jeg forbliver Hr. Generalmajorens bevaagne og velvillige
Eidsvold, den 20de Mai 1814. Chriſtian Frederik.”
Til Sammerherte Bille fred han:
„Hr. Contreadmiral Bille! Deres Strivelfe af 16de indløb efter at jeg Hovde
meddeelt Rigsforfamlingen Mit befræftende Svar paa det trufne Valg af Pig og Min
BEL til Norges Throne. Nationens faa beftemt yttrede Billie, at vove Mt for vend
Nafhængighet, maatte desuden være den heftemte Lov for mine Handlinger; thi fvær
Svaghed vitres, ber er Faldet nær. Jeg afventer med Rolighed, bvad de allierede
Magters Affendinge bringe Mig; — de Bilfaar, de byde, knes at være de flettefke,
ber nogenfinde fan ventes, felv efterat være overvunden, altfar långt heller falde med
Ere, faa vil hver Nordmand tænte. — Som banft Kommisfarius har Hr. Kam
merherren Mit Svar, fom Min Ben fral det være Mig Hært at fre Dem titligemed
bemeldte Gefandter, men hverken den anden Kommisfair eller nogen fvenft Kommite
fatr mobtages. — Ut bringe til Folfets Kundftab, hvad der fra fremmede Hofer Å
engang files til Mig, og allerhelft da Jeg venter ført at fale med Vedkommende,
det fan De begribe ei at blive Tilfældet, men underhaanden at meddele det Hl Mine
commanderende Officerer, faafom til Ør. Capitain Fafting, det frulde Hr. Kammere
herren heller overlade til de Svenſte. — Det gjorde Mig ondt, at ben fange Affand
t Søndags lod Mig forfeile bet henfigtede Mode med Dem paa Holands Præktegaard,
hvor jeg mobtøg Deres Brev feent paa Uftenen. — Eidévold, den Be Mai 1814.
Ghriftian Frederik.“
Andet Capitel.
Den valgte Konges Indtog i Chriſtiania.
Saaſnart Forfatteren havde faaet Kongens Samtykke til Afreiſe, begav han fig paa
Hjemreifen. Paa denne erfoer han iøvrigt, hvor forffjellig Dom der feldedes af
Almuen over be tagne Beflutninger og om Gelvftændighedsværket, og hvor idet ber
var at flole paa de Mttringer, fom i denne Henfeende opfangeded paa Landeveien.
Svaret blev vfte efter ben Maade, hvorpaa GSpørgsmaalet fremfattes. Saaledes
hørte Forfatteren allerede paa bet Skifte, fom ligger Eidsvold nærmet, Manden i
Huſet yttre Frygt for, at GSelvftændighedsfampen mod faa mange mægtige Fiender
et vilde faa et heldigt Udfald. Da Forfatteren efter et fort Ophold i Chriſtiania
fom til Ravnsborg, hørte han de Velkomſtſtud, hvormed den valgte Konge hilſedes
Kongens Gofftat. Indtog og Feſtligheder i Chriſtiania. 455
t-Ghilfianta, og Een af de Hifedeværende Ulmuesmoænd ubbrød ved denne Leilighed:
«Gud naade og, hvad fral der blive af Mit dettet Dette anføres ikke fom et Vid⸗
mfbyrd om den herſtende Toænfemaade paa ben Tid om Fæbdrelandetg Stilling, thi
ber fattedes ilfte paa Udtryt baade blandt Høie og Lave, fom vidnede om en faft
Eid til et heldigt Reſultat af de paa Eidsvold tagne Beflutminger til at beftemme
dedrefandets politiffe Etilling. Der antydes fun herved, hvor fet det var paa den
Vd paa Land og Strand at spfatte Yttringer, der fmigrede det Parti, hvortil man
beljendte fig, efterfom Øret Iutkebes eller aabnédes for det ene eller andet Slags
politifle Beljendelſer.
Bed Unfomften til Laurvig erfoer Forfatteren, at ben nye Konge havde udnævnt
18 Kammerherrer og 12 Kammerjunfere, og han fan ille beftrive, hvor dybt hans
Sind nedbøiedes ved denne lururieuſe Overflod af den nyvalgte Konges Naadegaver.
Derved antydedes den hoie Stiil, hvorefter Kongen vilde indrette fin Hofftat, og fom
rimeligvite vilde blive fulgt i andre Henfeender, medens bet faa tydeligen for Dagen,
at Rørge unmiigen hmbe beftaa fom felvftændig Stat, der nu ene frulde bære Byrden
ef Statsforvalmingen, af ben indvorte6 Organifation af GStatsindretninger, og af
Berfvarsvæfenet, naar iffe ben flørfte Simpelhed og Eparfommelighed lagdes til Grund
mbder Skabelſen af det nye Kongerige. Blandt de faaledes udmærtede Mon»: fandtes
viflnof Flere, ber kunde fortjene deres Konges Naade og deres Medborgeres høiefte
Ugtelfe; men juft bisfe maatte finde fig lidet ſmigrede ved en Udmærkelfe af den Art.
Det hgger udenfor denne Kremfrilinge Grendſe at trænge dybere ind i disfe Ves
tragtninger; men bette Skridt af den nye Konge, fom den upartifte Granſker vel tør
felbe mindre vel overlagt, gav ben roligere Deel af Holtet em Udfigt til Fremtiden,
der maatte nedſlaae dens Horhaabninger. Viſt er det, at dette Hofetatens rige Udftyr
medtoges faft overalt, endog blandt ben nye Politiks Tilhængere, med Mismod og
Setymring. |
Den nye Konge hilſedes imidlertid ved fit Indtog i Hoveditaden med utvetydige
Pevifer paa Follets Mjærlighed og Tilfredshed med de tagne Beflutninger. Luften
gjentød af Kanonernes Torden og Follets Hurraraab, og Kongens Indtog feireded
væ en almindelig Illumination. Formuen ydede fin Skjcrv til de Kattiges VBeders
qoægelfe i Hovedftaden ved at foranftalte deres Beværming. Ved den ved Byens
Gramdfe oprettede UEreport') mobtoges Kongen af Byens Mugiftrat og Nepræfentanter,
og 24 unge Piger beftrøede hans Bei med Blomſter. En af disfe overleverede Kongen
m Sranda af Egelsy med de Ord: Fortjent Hæder; en Unden et Dotument, fom
indeholdt Tilbudet af en Gave, der af Gyriftiania Borgere var fammenudt og frillet
til Kongens Raadighed. Kongen tiltalte bisfe unge Piger med de Ord: „Det hulde
Kjen forfljønner enhver Feft, forfljønner Livet; talnemligen Val jeg erkjende enhver
Blomſt, bet vil flrøe paa min Bei.»
Magiftratens Hilfen befvarede han faalebes: , Den gode Modtagelfe, jeg nybder,
og mit Folks Jubel, værter de blidefte Følekfer i min Sjal, men ingen Golelfe er
i denne Stund mit Hjerte nærmere, end Ønflet at bidrage til Ghrifiania Byes og
dets Jndbyggeres Bel. |
Indenfor Porten var i en fang Rakke opftillet Borgervæbningen og alt tilftebe»
værende Militatr af Land: og Søers-Ktaten. Kongen bhilfede Borgerffabet med de
Did: „Chriſtiania Borgere ville mindes med mig, at bette er Aarsdagen ba jeg førfte
Gang faae mig omringet.af dem. Det henrundne Uar har været mig dyrebart, 161
jeg har lært Rordmoænd at kjende. I Fremtiden fral det glæde mig hver Gang jeg
fan bidrage til Eders Held.” — Til de Militaire henvendte han fig med de Ord:
3 Da en Deel af denne faldt ned ſtrax er Opførelfen, antoges bette fom et flet
Barfel. Der talebes og om andre uheldfpaaende Barfler; men Rygter af den Urt,
fom ofte fættes i Omlob af et misfornoiet Parti, fortjene ei at forplantes.
456 Tredie Tidbrum. Andet Gapitel.
pRorges Krigere! Kongen og GFollet froler paa Cder. Bærer forvisfede om met
faderlige Omforg, og Intet fral giæde mig meer, end at fee Eder Iyktelige.-
Feſten felv forherligebes ved den Kirke⸗Ceremoni, hvormed den fattes i Jorbins
belfe, og paa benne Maade føgte den nye Konge ligefom at paatrytte Follets Kald
et gubdommeligt Stempel. Han affteeg ingenfteds i Byen, men forføiede fig lige
til Kirken, hvor han modioges af Statsraadet — dette Ravn havde nu Regijerings⸗
raabet faaet — og Geiftligheden, og ledfagedes til dan fongelige Stol, hvortil mar
gjørt en Opgang, flædt med rødt Klæde. Den kirkelige Ceremoni høitideligholbtes
paa fæbvanlig Maade under Mufit, Sang og Taler fra Præteftoln. Muſillen ud⸗
førtes af det mufitalffe Lycæum, Talen holdtet af Biſtop Bed”). Derefter oplæftes
Nigsforfamlingens Udresfe af 17de Mai angaaende Kongevalget tilligemed Kongens
Kundgjørelje af 19 f. M., og denne Deel af Ceremonien endtes med en Døn og
Belfignelfe over det norſte Folt, Kongen og hans Slægt. De fædvankge Glædesflub
løsnebes berefter paa Voldene, og den forfamlede Menighed iftemte Ale med een
et Held for Kongen. Kongen tiltalte ben forfamlede Menighed fra Kongeftolen met
nogle bjertelige Ord, fom bare Præget af en inderlig Foølelfe, og han mdte med
Onſtet „Held for Norge”, bvillet Menigheden jublende gjentog. — Fra Kirken fors
føiebe Kongen fig til Kongeboligen — det Huus, fom af Kammerherre Derut Unter
var frjæntet til offentlig Brug, hvilket beftedne Huus indtil denne Dag ſtedſe har
været be fongelige Perſoners Reſtdents ) — under de fædvanlige Glædesubbrud.
Derefter var almindelig Cour hos Kongen, fom holdt fit Taffel med nogle Faa af
de hoieſte Embedsmoænd. Om Aftenen var af Byes Borgere foranftaltet em Follefef
i Haven udenfor Palaiet, hvormed denne Dage Høitid endtes.
Men iffe alene paa denne Maade yitrede Byens Jndvaanere deres Glæde over
Kongevalget; men der var ogſaa fammenfrudt iffe ubetydelige Gaver, fom sverlodes
til Kongens Raadighed under Fadrelandets vanffelige Stilling. Disfe Gaver led
fagedes af det ovenfor omtalte Dokument af følgende Indhold: vyUftrømtet Øengis
venhed og Tillid til Deres Majeftæt har hos Chriſtiania Jndbyggere fremfaldt det
Ønfle, at bringe Dem fin oprigtige Hylding. Vardiges, nandigfte Konge, at mode
tage en ringe Gave fom et Beviis paa vort Sinbelag, og tfær paa vor Glæde over
Deres Vronbeftigelfe. — Naar Fadrelandets Bel fordrer Offere, vil hver ægte Norde
mand giæbdes ved at opoffre Alt for at befæfte Deres Majeftæts Trone, det filfrefte
Bærn om vor Frihed og Lykfalighed. Gud velfigne Kongen og Kædrelandet.-
Gaven beftod af 52 Lod Guld, 12,550 Lov Søw, 8,200 Rigsbankdaler,
372 Pd. Sterl., 7 Skpd. Kobber, nogle Levnetsmidler og andre Urtitler. —
Denne Gavmildhed, hvortil førft Gremplet var givet i Tyrondhjem, efterlignedes fidem
af Norges øvrige Byer.
Gndeligen foranftaltedes efter fongelig Befaling en Talke⸗ og Danfeft i et Nes
flript til Norges Biſtopper af følgende Jndhold: „Vi Ghrifttan Frederik, af Guds
Naade og efter Rigets Gonftitution Norges Konge, Prinds til Danmart, Hertug til
Slesvig, Holfteen, Stormarn, Ditmarflen og Oldenborg. Vor fynderlige Gunft tilførn I
Rigsforfamlingens Adresſe til Os af 17de Mai, og Bort aabue Brev killigemed
Kundgiorelſen af 19be Mai, tilſtilles Dig herved, med Befaling at anordne udi
enhver Kirke i det Dig anbetroebe Stift em Takke⸗ og Bonfeſt, at afholdes til Hoi⸗
medfe førfte Søndag efter denne Vor Befalings Mebbelelfe. Ved famme Feft Mal
prætes over Terten t Davids Pfalme ben 125de, Afte Berg, og Rigsforfamlingene
Adresfe af 17de Mai, famt Bort aabne Brev og bemeldte Kundgjørelfe af 19de Mai
oplæfes, hvornæft Prækenen fluttes med en hjertelig Bøn, hvillen Du haver at anordue,
n I Tiden, den Aargangs det Bind, findes Feften omftændelig beftreven No. 100,
5 [ Efter Forfatterens Ded er, fom bekjenbt, det kongelige Slot i Ghrifttania blevet
fuldført og taget i Brug.]
og i filen Himle Belfignelfe nedbbedes over det norfle Holt og over Os og Vox
- hagrlige GSlægt. Bi forlade Os trygt paa Gud ben Ulmoægtige, at fan vil biftaae
- reiſterdig Sag, og ubføre al Bor Gjerning til Bort elflede Folls Held og Hader.
- Sfalende Dig i Guds hoie Varetagt. Givet paa Eidsvold den 19de Mai 1814,
| Chriſtian Frederik.»
|
|
| ' Kongens Kundgjorelfe af 195e Mai. AbT
|
|
Den paaberaabte Kundgjørelfe lød faaledes: „Elſtede norfte Folk! Mobdtager
- Gers Konget førfte og huldefte Hilfen! — Bi have med Glæde ved Nigdforfam-
- apen feet et frit og mafhængigt Golfo forfte Nettighed, at beftemme fin Regjerings⸗
- fatning, ubevet, faavidt Mennefter formaae at fljønne, med det Overlæg og Fær
| hiandefind, fom nn formedelſt Gonftitutionen filtrer Borgerfrihed og Gtatens Tarv
4 Heder. — Det gamle norfle Kongerige fordrer em Konge, og Eders Kjærlighed
9” TZillid have faldet Os til Norges Trone; intet Adfomftbrev ſtulde funne være gyldigere,
- alet dyrebarere før OG. — gjorfadres Minde, meer end egen Fortjeneſte i den
brie id, Bi have funnet virke blandt Gder, har foranlediget Eders Balg. — Htne
fore Kongers Minde flat uafladeligen være Bort Kongefpeil, og tidligen flat Bor
dike Son dannes til engang at blive Folkets førfe Ben, dets Haab og Glede.
„Niget trænger til Fred, vg Eders Forventning ſtal itte flufes, naar I hande
$ De, at Bi ville beftræde Ds for at vedligeholde denne med alle Magter: —
Quite er Kongens førfte Pligt; — men lige Iydeligen fordrer den fædrelandfffindede
hen af at Migets Header og Gelvflændighed flal haandhæves; han er villig til
oter O poffrelfe for dette flore Jormaal, og nærværende faavelfom tiltommende Glægteré
fan ei beftaae uden at bet opmaars. Ogfaa heri vente J at fre Eders Konge fom
ben forſte, ber villigen foregaaer Gber med et følgeværbigt Mønfter paa Selvopoffrelſe,
ma fædrelandefind og Manddomsdaad. Eders Forventning flal ikke fuffes, Jeg
far føvet bet for Guds Aafyn; — ja, fambrægtige ſtulle Kongen og Folket biftaae
ſamden, og ingen Magi ſtal adftille dem, faavif fom Herren er med OG.
„Vor Gag er vetfærdig, det fulle, det haabe Bi, til beret egen Wre, Jordens
Regtige erljende, og før at give dem Anledning bertif, overbringes Vort aabne Brev
nm eflerfølgende hoitidelige Erklering, udſtedt af Nigeforfamlingen, til de Magter,
| * Venſtab og gode Forſtaaelſe er vceſentlig for Rorge. Denne, indeholdt å Rigefor⸗
føntingene Adresſe til Os af 19de Mai, er ſaaledes lydende:
|
„„Det norfle Foll, fom, løsgivet fra fin ælbgamle Jorbindelfe med Danmark,
vb. fine frilvalgte Repræfentanter har confitueret fig fom en felvfendbig Stat,
feer med faameget mere Tillid em glad og lykkelig Fremtid imede, fom det i Deres
Najeftæt har været heldig not til at finde en Regent og Veflytter, ber ikke tager
i Betragtuing med fulbfommen Gelvopoffrefe at forene Deres Shjebne med vor.
mer Men idet vi i Folkets Navn erklæere dets fafte og urokfelige Beſtemmelſe
at forfoare fin Frihed og GSelvftændighed — var bet endog med Opoffrelfe af det
Sjerefte det rier — Idet vi høikibeligen gjemtage den Eed, vi engang have fvoret
| Febrelandet, bet gamle Norge, hvis Hald eller Stjcndſel vi ikke ønfle at overleve,
veve vi at anmode Deres Majeftæt om, at De, paa famme Tid fom De i AMraft
| df ben Dem ved Conſtitutionen overdragne Myndighed meddeler de nubenlandfte
Magter Udfalbet af Rigsforfamlingens Forhaudlinger, tillige. vil hunbdgjøre dem
dene den norffe Nations beftemte og uroklelige Billie. Norge onſter og haaber
at Teve å Fred og god Forftaaelfe med andre Magter; overbeviift om, at em blodig
| Srig med Naboriget tilfdf vil ende med at blive øbelæggende for begge Niger,
fler det Venſtab og Forbund med famme, hvorved fælles Fordel kunde opnaaes
96 betrygges. — Det norfle Folk føler fig forvisfet om, at de mægtige Stater,
| ber i be fidfte War med ſaamegen Unftrengelfe og Held have Hampet for at gjengive
Guropa Frihed og Ro, ikle ville kume famtytte Unbertryttelfen af et Folk, der
ifte forlanger Andet end at leve frit imellem fine Klipper, og fom, hvis dette Haab
ffulde flaae Feil, er beftemt til at foretrætke Død for Slavelcenker.““
ned fand Tilfredshed gjenkjemder Eders Konge heri Puæget af gammel norf
458 Tredie Fiddrum. Tredie Capitel.
Metfinbighed og Trofafthed, og Vi glæde OG ved at tundgjøre dette HL et Minde dm
den Mand, der befjæler det Folf, Himlen har beftemt Os til at regjere, og fom Vi
faa inderfigen ønffe at Iytteliggjøre. Unbefalende Eder, Mort elſtede norfte Holt, I
Guds hoie Baretægt. Givet paa Eidsvold Jernvært den 19de Mai 1814.
Ghriftian Frederik.“
Tredie Capitel.
Tarl Johans Hjemhomf. Chriſtian Srederik fender et nyt Gefandtikab til England.
Mevens ſaaledes Confritutioneværket paa Eidspold, formet med Kongevalget, fulde
byrbedes uden at forftyrres af nogen ubvortes Jndflydelfe, medens alt Samqvem må
fremmede Underhanblere af Chriſtian Frederik forhindredes, og Confrituenterne meſten⸗
deels vare i Uvidenhed om ben ubvortes Politik, var Garl Johan paa fin Side ik
uvirffom for at fomme i Befiddelfe af den Belonning, fom var lovet for hans Delta
gelfe Å den fibfte Mriq med Napoleon. Den tilfyneladende Kulde, fom var indtraadi
imellem be allierede Magter og Sveriges Kronprinds under Vinterens Løb, forbi han
med Lunkenhed havde underftøttet de ſtore Hæres Indfald i Hrankrige, var havet, og
ved fin Noærværelfe i Paris under de forbundne Fyrfters Møde der havde Garl Johan
fitfret fig Opfyldelſen af det Løfte, fom var ham gjort med Henſyn til den flandiy
navifte Halvoes Horening. Napoleon var fældet, og et af de vigtigfte Nedffader til
Hans Falb maatte iffe blive ubefønnet. Det maatte fynes naturtigt, at Carl Johan
Øyede at betræde fit gamle Foæbdreland fom Fiende, og rimeligt at han bevarede fin
mititaire ſpenſte Styrfe for med Magt at tvinge Nordmandene til at underkafte fig
en Beflutning, hvorefter be ikke godvilligen vilde føle fig. Den Arigsmagt, fom -var
tilbage i Sverige, efterat Mjærnen af dets Hære var ført over til Tydſtland, var d
tilfiræffelig til at bevirfe Norges Underivingelfe ved Vaabenmagt. Paa Grændfen
var en norft Hær famlet, fom, naar den kunde forenes paa eet Punkt, ubdgjorde
Henved 30,000 Mand, og de fvenfle Hærførere havde i den forrige Krig lært at
agte de norfle Goldaters FTapperhed og be norffe Hrærføreres Duelighed, ligefom ben
bjærvefte Modſtand var at vente af den beftemte Modbydelighed, hvormed Norge
gjennem fin nuværende Regjering og fine Nepræfentanter paa Eidsvold erklærede fig
imod en Forening med Sverige. Feltmarſtalk Gøfen, fom førte Commandoen over
den i Sverige tilbageblevne Krigsmagt, maatte ſaaledes indførænte fig til Underhand:
linger og Trudfter, og kunde Jutet foretage, før Kronprindfen vendte tilbage til Sverige
med Armeens Hovedfiyrke. os
Bed fin Nærværekfe i Paris i April Maaned banede nu Carl Johan fig Beien
til Norges Grobring ved Baabenmagt. Keiſer Ulegander tilfikkrede ham til ben Gude
et Hjælpeforps af 30000 Rusfer. England vedblen ikke alene at betale de hidtil
betingede Subſidier, men forpligtede fig til med 6 Driogsfkibe at blotere Norged
Kyſter. De tvende andre fore Magter, fom ingen umiddelbar Deel toge Å denne
Krig, forbandt fig til at fende Befuldbmægtigede til Chriſtian Frederik, for at undere
rette ham om be politiffe Forholde fande Beſtaffenhed, og om de Farer, der truede
det norffe Jolt og ham ſeld, naar han fremdeles mobdfatte fig de allerede Magters
aoftelige Beflutning. — Saa mange Kræfter fandt Sverige fornødne for at frem
bringe ben flandinaviffe Halvoes Forening.
Det enefte Haab, ſom fmilede til Forfvarerne af Norges ubetingede Selpſteen⸗
Dighed, fremglimtede Å Det engelſte Parfameat, hvor Norges Beflutning fandt talent
Gar! Johans Proklametion til-flr Sar. Rorſt Gefandiftad til England. 49
flbe og Vygtige Hvrfoarere blandt deis merft ubmærkede Medlemmer. Vi have feet
mr Grey, Whitebread, Grenville og Klere fremtræde fom Norges Forfvarere; men vi
have og feet, at Miniferiets Billie med en for Pluralitet af Stemmer var gaast
fajennem. Oppofitionens Proteft gjemmes I Hiftorten fom et hæderligt Korfvar for
fyldighedens Sag; men paa den Tid var ben Norge mere til Slade end til Savn;
thi den fremfaldte overilede Beflutninger og forlængede Landets Stbelfer. Neppe havde
Prinds —— beſtemt fig Hl at mobtage Norges Krone, naar han ikle havde næret
et bennmefigt Haab om, at 'alle Englands Trudfler fun vare Skrommeſtud, og at
bel, naar det fom til VBirkelighed, ikke vilde laane fin Mrigsmagt og aabne fit Skat⸗
fosmer for meb Bold og Magt at fremtvinge en Forening, hvorimod Norges Mand
attærede et faa beftemit Had. Oppofitionen i bet engelffe Parlament gav Brandiof
til den nordiffe Krigsfue i 1814.
Gfterat Garl Johan havde ved disfe Forberedelfer banet flg Bet til med Magt
et udføre, hvad han et paa den fredelige Bet kunde opnaae, var Han betæntt paa
at legge ſidſte Øaand paa fin flore Plan. Han ilede over Holland tilbage til Låbet,
og tnbflibede flg ber tilligemed Megimentet Royal Suédois for at fætte ver til
Gvertae. De kraftigfte Foranftaltninger bleve trufne for at overføre den øvrige Ref
of Zropper til Sverige, og fun et lille Korps blev foreløbigen tilbage i Låbet. Vox
Meilingen udftedte Kronprindfen Tide Mai em Prokamation til den ſpenſte Hær,
øntrent famtidig med Chriſtian Frederits Proklamation til bet norfe Holt. Den
fød faatunde *):
„En Grobrer, ligeſaa frygtelig ved fine Planer, fom ved fine Gjælpenidler,
truede. at mbdertvinge Europa og fod Tydſktland fiulte under Bægten af fin Mugt.
Everige tog den ædelmodige Beflutning at medvirke til det tydſte Folts Befrielſe;
men for det lod fine Forfvarere betræde et fremmed Land, maatte det filtre flg mo»
tt Naboland, der flod under den almindelige Kiendes Indflydelſe. Ved at forhindre
at et Forbund Dannedes i Norden, havde Eders Konge viſmolk bevaret Fæbdretandet
for den Ulyffe at vorde et andet Riges Provinds; men det hunde ille ftre fin
fribed uden at gjøre Nordmænbene til den fvenffe Nations Benner. Høitidelige
Craftater ere blevne indbgangne, fom filtre Norges Forening med Sverige, og Kongen
af Danmart har, ved at afftaae fine Rettigheder til Norge ved Freden til Kiel, giwe
disſe Traktater en hellig og uforkræntetig Charakteer.
Soldater! Aaget or fønderhuft, Tydſtland er frit, og I have bidraget HI dets
Befrielfe. En Prinds, i hvis Haand Norbmændenes Belfærb var lagt, vil opoffre
bereg Eylke. Bed at følge den Politik, mod hvilfen de Allierede have væbnet fig,
mbilaaer han fig for, uagtet Nationens Billie, at bringe en Trattat i Mbdøvelfe,
fom har givet Danmart foruden andre tilftaaede Fordele Hertugdømmerne Slesvig
og Hoffteen tilbage, over fvilfe denne Prinds felv mgang maa ønfle at regjere.
Derſom fan vedbliver at modfætte fig Pligtens og Fornuftens Stemme, derſom
vi tvinges til ben ulykkelige Nodvendighed, ved Baabenmagt at gjøre Traktatens
Jndhold og Sveriges Mettigheder gjældende, da erindrer Ever, Soldater, at bet
ilte er den norffe Nation, mod hvilten vi føre Krig, at bet tun er de Ophidſere,
ber forføre den, fom vi ville firaffe, og at vi fun ville vende vore Baaben mod me
benæbnede Mons, fom vedblive at beherfte den. Skaaner forvildede Brødre, fom
vifle indfee deres Bildfarelfer og erkjende, at, idet den ſvenſte Regjering ønfrer begge
Rigers Forening, har den ingen anden øenfigt end at fiffre Nordens Rolighed, og
at aføre Nordmandene frie og uafhængige.
„Soldater! Gjennemtrærtat af den famme Tillid, med hvilken jeg har ført Eder
til de Kyſter, vi nu fulle forlade, vil jeg føre Eder til Opfyldelfen af be Hæderlige
Pligter, hvortil Fodrelandets Jnteredfe falder Eder. I ville opfylde bem; thi I
ne Svenſte. Gud velfigne Eders Sag; thi den er retfærdig.-
) See Recueil de lettres ete. de Charles Jean. Stockholm 1825. p. 101 sqg.
400 Tredie Tuerum. Tredie Gapitel.
Mae ſaaledes de Begivenheder, fom fatte Stempel par Norged modige Oo
flutning, at forfvare fin Selvftændighed til det Nvderfte, rafft fulgte paa hverende;
ſamlede Gverige alle fine Kræfter for at omflyrte det nye Dynaftt, og da det tillige
væbnede fig med be europæifte Staters Hjælp i Ord og Gjerning, va det li at
fornbfee, hvad Guden vilde blive, berfom ike uventede Begivenheder indtraf HE Te
derføttelfe for Norges Gag.
Den nyt Menge vendte mu fil Haab mod England, hvor det troſtelige eudeg
Øfterretuingerne om Tingenes Stilling der vare. Det førft udflikkede Sendebnde,
Gonferemtsradd Unteré, uheldige Stjebne er ovenfor fortalt; ben anden Gendemand,
Gensdralgouvernene Anker, var ilke vendt tilbage med noget Fredens Olieblad. Han
Defutbede mu ot aabwe Underhandling med England i Egenſtab af Norges Konge,
og at affende en Deputation af flørre Anfeelfe, ſammenſat af fit eget Raad og ef
Migsforfamiingens Wedlennner. Hane Balg faldt i denne Henfeerde paa Statsraad
Nile Aall, Gorenfriver Ghriftie og Konful P. B. Rofentilde. N. Ael
ſynbes fordeles frilket HE at udføre fin Konges Wrende. Han havbe tilbragt mek
Mgdomøaar par et engelſt Opdragelſesinſtitut, og hevde mange Forbindelfer må
ngelffe Øufe, ligefom han med Øenfyn til Handelsſtilling var em agtet og bengem
nafhortgig Sjøbmand. Han var bet engelfle og franfle Sprog lige moægtig, og harde
en Lethed og Unfiamd i fit Bæfen, fom maatte gjøre ham fliltet til diplomatif
Underhandtinger. Han havde megen Fardighed i at udtrykke fig baade mandilig og
ftriftlig. Iſer var han en varm Tilhænger af Norges Selvftændighedsfag, fin Konge
oprigtigen bingiven, og heedret med hans fulde Tillid. Chriſtie havde været Rigt⸗
forfamlingens beftandige Sekretair, og havde allerede da befteget de førfte Trin of
ben Udmærfekje, der fenere blev ham til Deel paa Norges GSterthing. Han va
betjendt for fin GSindighed, fine Mundftaber og fim Hengivenhed for ben politiſe
Gtilling, Norge havde valgt fig. Han var en varm Ben af fin Konge og fil Fa
brefand. Roſenkilde maatte alene flylde- den varme Iver for Selvſteendighedens Gag,
fom fee havde vii paa Eidsvold — hvor vi have fundet ham blandt de brutak
Klappere — forenet med et tolteligt Udvortes, at han valgtes til Medlem af Dow
tationen; thi forøvrigt var han lidet ſtiklet til et fandant rende '). Doctor Gartner,
der med ot indlagenbe Bæfen forenede megen Dannelfe og en behagelig Omgangstene,
og fom havde gode Betjendiftaber Edinburgh, Vlev efter Aalls Unmobning valgt
HL Deputatisnens Sekretair, og Skbskapitin Kvirfe fulgte den for at benyttes fom
Coureer, nam Saadant behøvedes.
Deputationen fil Ordre til at begive fig til Chriſtiansſand, og lade et af de
bebſie ber liggende Broviberingsfartøier ubrufte, for dermed at lifte fig over til Slet⸗
land. Ved Overkomſten havde Deputattonen Kongens VBefaling at henvende fig ti
Gonferentéraad Unter, for af ham at modtage Efterretninger om Tingenes fande
Stilling, og veiledende Raad med Hein Ki de Skridt, fom burde gjøres. Dit
var Depntationen paalagt, at underrette bet engelfte Kabinet om Kongevalget i Rørge,
fanvelfom om Nationens hoitideligen erklerede Beftemmelfe at modfætte fig Foreningen
med Gvuæige, og tillige at formaae bet engelfte Miniſterium til at modiftcere Kieler
traktatene Urtifter, fom bindrede denne Beflutninge Udferelſe. Der flulde å den
Øenfeende fun forlanges Englands Neutralitet og Ophævelfe af den Blokade, fom
hindrede Overførfel af Korn fra Danmark til Rorge, famt frit Handels ſamquem melken
England og Norge. Oieblikket bdertit fyrntes faameget beleiligere, fom de fyrſtelitge
Medlemmer af den fore Ulliance, tilligemed beret førfte Generaler og Diplomate,
netop nr befandt fig i London for at feire bet Iyttelige Udfald af den flere emropælft
Ørig med Napoleon. Chriſtian Frederik vidfte, at Gugiand havde gjort det bil m
— ⸗
5) "Deputationens Sekretair, Dr. Gartner, har fortalt Forfatieren, at Rofenfile for
bom ved et vift ubehøvlet Fufentaftert fompromitterede Deputationen. Zovrigt var
han en godmodig og venlig bt Omgang, agtet å fin Kredb.
PG
| Gefandierne afsifet af ben engelfte Megjering. en
|
: Qinglfe i den Taaltat, hvori ben Mandinavifle Oalvses Forening var befiuttet, at
ba flde dage Henſyn til Norges Juteresſe, og ſtolede berfor pan, at Gugiand ei
vie * ben, naar ol alene Norges Samtylle vægredes, men endeg en hoitidelig
Gebfiandgbeflutning var fattet. Deputationen medbragte tillige private Breve fra
føys Songe til Mand af mdflydelfe; blandt Undre ogfan et Bue til Heriuginben
d Beimar, paa hvis Indydelſe fom Keiſer Uleganders Friende han ifær ſtolede.
Deyniaktonens Gormand fanbt bet imidlertid hetonbeligt at betene fig Ol et norfi
jeiei, da Dane vrimiebe af ſvenſte Krydſere og Aapere, der let hunde indbringr
Oruiskonen å ſvenſt Harn, Han ubbad fig berfor Kongens Tilladelſe til at nabue
eberhondling med Ghefen for den engelſte Bloleringsefladre, fom frydfede i Nord
for langs med Norges Syfter, og denne Unherhanbling underſtettedes af ben nyt
kanne engelfle Sendemand Morisr. Chefen etlærede fig brreduillig til gane Der
-pieliegené Øinfle imode, og kilbød ben Padfage paa et af Cfladrens mindre Have
bøter, des juſt mn var beſtemt til at afgnee til Leith for at üdbedres. Fo Dage
fer vifte dette Fartoi flg ved Flekkers og modtog Depulattonen. Saaledes fem
bane omhord i Sutterbriggen Sheidrake, tommanderet af Capitain Brine. Den
mblsges af Skibeis Officierer ved Faldrebſtrappen, og da ben var kommen ombørd,
frille Formanden den engelſte Gfadredefö Brev, der indbeholdt Deputationms Ves
fete. Brine forſikkrede i de forbindiligfte Udtryk, at bet var ham en Hær Pligt
fi ofplde Øhefeug Løfte, og proafentenede derefter de Reifenbe for de merige Officierer
8 Mandfrab, hvile han paalagde at vife dem af mulig Forefommenhed. J denne
deeende vane de ogſaa i de bedſte Hander. Da Chefſtibet derefter nærmede fig,
øde Brine Deputationen bet Forflag at fomplimentere Gladredefen paa dennes
66. Dette fete; den indfandi fig paa Ghefflibet, fam var den ved Bombardementet
Muåjøbenfarn erobrede Fregat Arena, ber fommanderedes af en gammel med Skram»
mr ydet Krigsmand. Han udirykte fig med for Deeltagelfe om Rorges Stilling,
gelarde, at ban mod fn Billie fød fig bruge til at hindre Norges raffe Ber
ting, men ønffade oprigtigen, at Norges gode Sag maatte feire. Deputalionen
adr bi web at finde i Ghefens Kahyt Chriſtian Frederiks Bortræt hængende paa
ene, pvittet Gefen havde forbeholdt fig fom fin Undeel af et Kornfartøi, viltet
be i Folge fin Juftrux havde været nødt til at opbringe. Overreiſen var temmelig
gr og ſtarmende efter Marstiden, men formebelft Ønglændernes humane Behandling
| bhagelig. Paa Beien mødte de et Krigsſtib, fom efter Signalerne maatte anfees
- fr fienbiligt, nemlig en UAmerifaner, fom van den Tid førte Krig med England.
Der ble ſaaledes gjort Mart Skib, og de Reifende vare allerede betærkte paa at
re 4 Sed paa Skibet, fom var Ate for Kugleregn, ba det opdagedes, at det
| me mad! Seiler, fom havde givet et urigtigt Signal.
| Se Anfomften til Beith henvendte Formanden for Deputationen fig Kl Havner
Uriralen 4 en Øriftlig Rote, hvori han underrettede ham om Deputationens Beſtem⸗
- mel, og udbad Fiklahelfe for den Hl at flige i Land og fortfætte Reiſen fl London.
| - Brite, fom vilde fomplimentere Admiralen, tog denne Note med fig og bragte ſtrar
År det Gvar tilbage, at ber fra Admiralens Side Intet var i Beien for Deputar
lienens Landſtigning. Men neppe havde benne fat Fod i Land, førend Tolddirekteuren
iLeith indfandt fig hes Reiſeſelſtabet, og forlangte at fre dett Meifepasfe, og da
| en bad fig underrettet om, med hvillen Autoritet denne Fordring gjordes, ere
leitde han, at tbe home Depsrtement (Departementet for det Indre) havde
gholdt Nys om, at en Deputatton fra Norge var underveis til Gugiand, og da den
| nyrlite Megiering ikke hande iſinde at indlade fig med en ſaadan, var ber udſtedt em
| Ordre til at anholde Deputationen, hvor. ben maatte vike flg, og indtil
Bdere tage den under firengt Opfyn. Borgjænes beraabte JFormanden fig paa Ad⸗
miroleng Tilladelſe, fom Direfteuren paaftod i dette Tilfælde maatte have ovesjtredet
& Myndighed. Deputationen nodtes faaledes til at give efter for Overmagten; men
ng Direlteuren havde faget em ny Gortlaring øver Deputationens Wrende, og
HR Tredie Tidorum. Tredie Capitel.
erfaret, at ben engelſte Agent i Rorge, Morier, havde bidraget til dens Aſteiſfe dets
fra, formildebes hans Strenghed. Han erklærede, at han, embfljønt han fir fin
Inſtrux var forpligtet til at behandle Deputationen fom Krigsfanger, bog vilde, i
ben Overbeviisning, at han handlede med Moænd. af REre, et gjøre anden Indflrænke
ning i Deputationens perſonlige Frihed end forlange bens Wresord for, at det Hefe
Folge flulde blive at finde i det Hotel, hvor det nu befandt fig, fra Klokken 10 om
Aftenen til 10 følgende Formiddag, og bertil maatte Deputationen naturligvis for-
pligte fig. Strar efter inbfandt Dennøvan — en Broder af ben fenere hen beljembte
Underhandler i Bodøfagen — fig hos Deputationen og bekræftede Tolddirekteurens
Bemyndigelfe tl fit Forhold, men foreflog derhos at benytte en Eppresſe, fom afgif
famme Aften til London, for at underrette Unter om Deputationens Ankomſt til Leith
og om den Modtagelfe, ben der havde faaet, famt: tillige gjøre et Forføg paa gjens
rem ham at erholde Reiſepasſer til London fom Vrivatmænd for at rygte andeler
forretninger der. Da ben orbinaire Poft, fom ſtulde medbringe Direkteurens Indbe⸗
retning, ikle afgit før 24 Timer fenære, vilde faaledes Brevet til Anker kunne fomme
forub og Pasſer blive udſtedte. Dette Bint benyttedes. — Deputationen tilbragte
6 Dage i dette Slags Fangenſtab, under bviffet bet modtog mange Bevifer paa den
ſtotſte Gjœſtfrihed og Skotternes Deeltagelfe i Norges Sag. Selv LTolddirettemren
indbød Deputationem til et Selffab hos fig, og røbede fiden bet førfte Move taket
Tegn til Mistante, hvilfen Deputationen ogfaa omhyggeligen føgte at undgaae ve
firengt at holde fig til det givne Eresord.
Da Formanden omfder modtog Svar fra Anker Hlligemed de forlangte Pasfer
til London, troede han at burpe fomplimentere Havneadmiralen, fom til den Tid havde
undføyldt fig før at modtage Deputationen paa Grund af Folbdirefteurens Meddetetfe.
Admiralen modtog Hormanden, men onſtede itte hele Deputationens Beføg in cor-
pore. $an Iyfønflede ham til den heldige Vending, fom Cagen havde faaet, og
lagde fom alle be engelfte GSøofficerer, fom Devutattonen havde truffet paa, tydeli gen
for Dagen en for Jnteresfe for Norges Sag. Han gav tillige nogle Bint om Nsd⸗
vendigheben af flrag at benytte Pasferne, da em Misforftaaelfe rimeligvite havde fors
anlebiget Udſtedelſen deraf. Derhos førmaaede han Folddirefteuren til at vifere Pass
fene, idet han foreftillebe ham, at Deputationen var at behandle fom private Reiſende.
Den begav fig derpaa ſtrax til London og erfoer fiben, at Poften Dagen efter dens
Afreiſe havde medbragt Ordre til at opholde Deputationen i Leith, indtil Leilighed
gaveé at bringe den tilbage til Norge.
Da Deputatiønen var anfonmen til Lonbon, opføgte ben firar Statsraad Unter,
fom flog Hænbdearne fammen ved at fer den, og fortalte, at der fra den engelfle Mes
gjerings Side vare trufne alle mulige -Koranftalninger for at hindre Deputattonen I
at opftræde i London, og at den danffe Konful i London, Hornemann, gjennem hvem
Unter havde beførget de Deputattonen tilfendte Pasfer, havde faaet em bdrøi Lection
gjennem vedfommende Untoritet, fordi han havde ført den bag Lyfet. Formanden
havde imidlertid opfat em Adresſe til Minifteren for det Indre, Lord Sitmmlh, hvori
fan erflærede: at ba Deyutationen havde mobtaget faa utvetydige Beviſer paa den
engelſte Regjerings Uvillie mod den Sag, fom bet var Deputatlonens Wrende at
førebrage, anſaa han bet for ſtridende mod ben norffe Nations Bærdighed at anholde
om en Conference med bet engelffe Miniftertum, men udbad blot Tilladelſe for Wes
putationen til at forblive nogle fan Dage i London for åt beførge nogle private
Unliggender, for hvis Skyld den havde anføgt om de erholdte Pasſer, og tillige før
at fomme i Beſiddelſe af em Dett Bagage, der var ſendt tilføres fra Leith, men
endnu ei anfommen. WMedené der handledes om, hvorledes denne Adresſe ude blive
feudt, indfandt fig hos Unter den førfte Sekretair i Departementet for det Indre, og
med. ham Hornemann, ber viiſte flor Korflræktelfe over det Pasferede. Fil Sekre⸗
tairen overfeveredeg mir Udresfen, hvorpaa ban erkfærede, at den nærværende engetffe
Politit itte tillob den engolfte Regjering at vife nogen Slags Foielighed for Depus
Gefandternes Behandling i England og Hjemlomft til Norge. 68
tion Ouſfe, med Undtagelfe af frit Leide over Søn til Norge igjen, at ſaapel
Øsrieré fom Gjladredefens Udfærd i denne Henfeende høiligen misbilligedes af det
ayifte Kabinet, og at pette aldeles ikke var findet at bryde fit Sverige givne Ord.
Så imidlertid at indlade fig i nærmere Samtale med Setretairen, underrette ham om
ba virkelige Stemming i Norge, og berigtige dem Bildfarelfe, ham mærede, at de i
Serge gjörte Skridt alene vare foretagne til Bedſte for den gamle Jerening med Dans
ml, viifte ogfaa benne liberalfindede Mand høt Jnteredfe for Norges Sag; han
hellagede ben uheldige Stilling, hvori Rorge var fat, og de Omftændigheder, fom
hang England til for Tiden at modfætte fig de Planer, fom i Norge vare lagte før
x forfoare em ubetinget Gelvftændighed. Han gav endog et Bint om, at derfom
- forae funde udholde Kampen for fin Gelvftændighed indtil Wienerkongresſen, det
fale fammentræde om 2 å 3 Maaneder, var ber al Rimekighed for at England
vike forandre det Syſtem, fom famme nu fulgte"). Saaledes havde den Tids Hiftorie
mange Grempler at fremvife, fom vidnede om at bet engelfte Kabinets diplomatifle
zerhandlinger havde en paa Traktaten. med Sverige grundet faft Charakteer, medens
agelfte Privatmændes Nitringer og Skridt i Ulmindelighed hentydede paa en levende
Deellagelſe for Norges fjælte Beflutning og Norbmænbenes Uafhængighedsfølelfe.
midlertid ertlærede Sekretairen Deputationen, at han havde det ubehagelige
Vrende at paalægge den, ufortøvet at forføte fig til Marmouth, hvortil ben fornødne
- Brfordring flod for Døren, og hvorhen et armeret Jartøt ſtrax vilde blive fendt for
sl føre den tilbage til Norge. Dette Bud maatte adlydes, men Formanden udbad
kg alene, noget ømfindtfig over denne iilfærdige Ufvitsning, Tilladelfe til at oppebie
Deputationens udeblevne Bagage, fom var paa Beien fra Leith; men ogfaa dette afs
faget. Derimod lovede han at overlevere Minifteren for det Indre Ordførerens Note,
ag at fende Svaret til en Station 10 engelfte Mile fra London, hvor Deputationen
Malde overnatte. Han paatog fig tillige at befordre føromtalte Breve, fom Ordføreren
mdbragte fra Norges Konge. Saaledes maatte Deputationen forfade London efter et
Oyhold af 24 Fimer, og paa denne ommeldte Station oppebie Miniferens Svar,
fm og indføb famme Dags Uften med et Statsbud. Deri tiltjengegav hans Hers
Bed, at han itte funde bevirfe nogen Forandring Å den tagne Beflutning, og at
drerbringeren havde Befaling at ledfage Deputationen tl Marmouth og forblive der
- bbtil Jndfribningen, — rimeligvis i den Henfigt at fee Befalingen nøiagtigen ops
BR. Der fporedes dog iffe noget Tegn til Tvang, men Deputationen anviiftes Logis
iet af de førfte Hoteller i Marmouth. En af Stadens meeft anfete Kjøbmæn» ind»
fndt fig tillige hos Deputationen og tilbød ben fin Tjenefte, hvor den maatte be
*— — en Opmarkſomhed, fom bog rimeligviis ſtyldtes Formandens Bekjendtffaber
i London. |
gaa Dage efter Unfomften til Marmouth havde Deputattonen den Fyldeftgjerelfe,
l%e offentlige Blade at fæfe en bitter Daddel over Miniſteriets Fremgangsmaade mod
Deputationen, fom et Ekko af hvad Danmarks og Norges trofafte Forfvarer, Lord
Grey, i Barfamentet havde hitret. Han indlod fig ikke i den engelffe Politik om en
Gag, der forud var beftemt, men han bebreibede Minifterne den Haan, fom de havde
vif ben norffe Nation ved at bortvife dens Sendemend uden at ville høre dem, og
fan anfan denne Fremgangsmaade fom et Tilbagefridt I Civiliſationen, der maatte
udſatte det engelfte Kabinet i hele Verdens Øine. Men disfe Httringer førandrede
Mei i mindſte Maade det engelffe Kabinet8 Adferd.
Efter 6 Dages Opholb i Harmouth indfandt fig hos Deputationen ben engelfle
Snapitain Bryan, med Ordre at bringe den til Chriſtiansſand eller hvilkenſomhelſt
) Formanden for Deputationen fil virtefigen fort efter Bienertongresfens Aabning en
amonym Opfordring til igjen at træde I nberhanbling med bet engelfte Miniftertum,
men ba var Striden endt og Norge havde paa en fillrere Bei opnaaet den ønflelige
Seloſtendighed.
464 Tredie Tiberum. VFjerbe Gapitel.
anben af Norges fydlige Havne, den onſtede at anløbe. Det var atter et Fartøt a
ben ved Kjsbenhavn borttagne Flaade, fom Deputattonen maatte beftige, nemlig Brev:
brageren, fom var beftemt til Paketſtib til Oſtindien. I Capitain Bryan fan»
Deputationen en maaffee mindre bannet, men hølft godmodig og forefommende Mand,
fom bidreg hvad ber flod i hans Magt Hl at gjøre fine norfte Pasfagerer det begven:
bg behageligt ombord i fit SUB. Reiſen var heldig; efter 3 Dages Seilads heifed
Skibet fit Parlamentairflag ved Flekkers, og Deputationen begav fig derfra over Lanl
til Chriſtiania, hvorfra den Dagen efter Unfomften agtede at begive fig til Hoved:
qvarteret, fom den Vid var paa Moſs, for at aflægge en mundtlig Rapport om Ud⸗
det af Misftonen; den frriftlige var forudfendt deels fra Leith, deels fra Chriſtians⸗
and med Goureer. Men famme Aften indlob en fongelig Befaling til Statsraadet,
ufortøvet at inbfinde fig paa Moſs, hvor Hovedkvarteret var, og Ordføreren mantt:
fom Medlem af Statsraadet ille fig fra Deputattonen, og ene fremfrille fig for Kongen
og afgive fin Rapport). Der var imidlertid indtruffet Begivenheder i Norge, fom
havde henvendt Kongens Opmærffomhed paa andre Gjenftande, der meer umiddelbart
berørte Norges politiffe Stilling. Saaledes havde bette Korføg paa at bevirke Eng⸗
lands Deeltagelfe for Norges Selvftændighed, eller i det mindfte dets Meutratitet under
Kampen, det famme Ubfald fom be foregaaende. Intet kunde rokke det engelfle Minis
ſteriums Beflutning at opfylde det Løfte, fom var Sveriges Kronprinds givet”*.
Fjerde Capitel.
Moriers Underhandlinger. Øpfordring til Almeenvæbning.
Inidlertid havde, fom ovenfor fortalt, Folgerne af Norges Beſlutning at forfvare
fin Selvftændighed alt meer og meer udvitlet fig, og Sverige beftemte fig Hl med
Magt at fremtvinge en Forening, fom ei godvilligen lod fig iftandbringe. Saaſnart
Carl Johan Havde famlet de fra Tydffland tilbagefomne ſvenſte Tropper, beredte han
flg paa med flor Krigsmagt, underftøttet af engelffe Subfidier, at gjøre et Jndfald I
Norge. Til dette Ungreb ruftede han fig med en erfaren Generals Klogflab og Fors
figtighed. En Armee af 17000 Mand, vel forfynet med Ammunition og Proviant,
rykkede under Carl Johans egen Unførfel mod Frederikshald og Frederikſtad; 13000
ftode paa Sveriges Grændfe, beredte til at gjøre Jndfald paa førfte Bint, og Me
fangt derfra ſtode 10000 Mand Referve. Overalt paa Marfdlinien vare Maga
anlagte, hele Starer af Orer fulgte Hæren, og Alt bebudede Carl Johans alvorlige
Beflutning at fremtvinge Foreningen med Magt.
. Derhos gjordes endnu bet fidfte Korføg paa at ende Striden ved Underhands
linger, og igjennem Sendemænd fra alle de ftore allierede Magter at overbevife Rorgté
nyvalgte Konge om det ſtore Forbunds beftemte Billie, at underfløtte Sverige i Op⸗
fyldeffen af Kielertraftatens Jndhold med Henfyn til Norge. Saaledes landede ved
Arendal i Begyndelfen af Juni ben engelffe Sendemand, I. P. Morier, der var af⸗
fendt af fin Regjering for at gjøre Rigsforfamlingen, fom endnu troedes famlet, bekjendt
med Tingenes fande Stilling, og fremlede en fredelig Forening imellem Rigerne. Da
5 [Det vår umidbelbart før Afuttelfen af Gonventionen paa Moſs, at Statsraad Hell
ankom bib. Han beeltog i Statsraadsmode ben 13de Auguft, men var endnu fre
værende ved Møbet ben Alte.] *
5 Denne Beretning om Deputattonens Reiſe ſtylder Forfatteren dens Formand, fn
Broder, fom har meddeelt ham den Dagbog, fan t ben Anledning har holt.
Morters Ankomſt og Mebbefeffer. Holtens Svar. 465
fan var Fommen Å Land i Urendat, fod han pan Gabehjørneme opflare ben Prottas
maffon, fom bet var fam paalagt at forelægge Migeforfamfingen; men denne blev af
Borgerne nedreven, Maanedekientenant Doran blev beordret at ledfage Morier til
Griftianta, hvor han anfom den Ste Juni. Moriers private Nttringer fvarede imid⸗
leriid itte til det offentlige Budfrab, fom han frembar. Det paaftobes, at han I
private Samtaler gav Nordmendenes rafte Fremfærd fit Bifald og fin Beundring, og
at han enbog havde tilføtet det Haab, at England under Norges fortfatte Udholdenhed
t fn Modſtand maaftee vilde forandre fin ſtrenge Ubfærd og underftøtte Norges Selv:
ſendighed. Det være nu, at ben Hberale Britte virkelig med Deeltagelfe erfoer ben
Gutbuftasme for NMafhoængighedens Sag, fom dengang raadede Å Morge, og lod fig
fenrive tif uforfigttge Mttringer, ber frede mod hans Inſtrux, eller at bisfe ere blevne
misforitaaebe uf fans Tilhorere og lempebe efter Nattonens Ønfte med ben Leitroenhed,
frermed man i vigtige Begivenheder faa ofte former Undres Meninger og Httringer
efter de Snftker og Forhaabninger, hvori man glæder flg. Morier havde Imidlertid
vit fin Attraa efter at umberftøtte Rationens Korhaabninger ved ben Anledning, fom
hen gav blin nykgen omtalte Deputatton til at udføre ft WErende til den engelfle
Legjering, endftjont bet viifte flg, at han her havde handlet mod dennes Villie og Onſte.
At Chriſtian Frederik felv deelte Nationens Forhaabninger i denne Henſeende,
derom vidne hans Breve af Ide Juni 1814 tl Stiftamtmeendene I Chriſtianſands,
Bergens og Trondhjems Stifter, hvori han udiryfter fig faaledes: „Jeg har fk
villet unblade herved at underrette Dem om, at en engelſt Gefandt, Morier, anfom
hertil igaar ) fra Ghriftianfand. Hans Rrende var egentligen at erklære Migsfor-
famfingen, at England iffe funde afvige fra fine Løfter til Sverige, eller antage fig
det morffe Hulls Sag, forend beite erkjendbte Sveriges GSouverainitet. Men deels
forbi ban har tilftaart mig, at man i England fe Hendte det norffe Folks Stem⸗
ng og Almeenvillie, men at han i Følge fin Beftemmelfe anfan det for fin Pligt
at funne underrette fit Hof om Gtemmingen og Sagernes fande Gammenhæng, deels
ebeligen forbi jeg i denne Mand har fundet en human Mand fuld af god Bile til
at moægle Fred; dette Alt beftyrter mit Haab, at Underhandlingerne med England
ville tyftes, og at bette ſtal freife Norden. — Det er aabenbart, at England vil
findbre Blodsudgydelfe t Norden. — En færdetes Velvillie har Gefandten ligeledes
vilft mig ved at tillade, at det norfte Holts Nepræfentanter, Statsraad Uall og be
2 Medlemmer af Migsforfamlingen, Ghriftte og Roſenkilde, maae feile over til Eng⸗
mb ombord i det STG, fom fral overføre hans Sekretair med hang for Norges Sag
fan førbdeefagtige Rapport, medens Gefandten forbliver her.
Derimod bare alle Moriers biplomatifle Noter Spor af ben Beftemihed, hvors
med den engelffe Regjering, fom et Medlem af det frore Forbund. underftøttede Sve⸗
eg Planer i Norden. Dette Præg bar ogſaa ben Note, fom han under Gle Juni
av til Chriſtian Frederit. (Bilag No. 78.) I benne erklærede han, at han fra fin Res
gjering havde en Misfion til det norfle Holl, hvis Repræfentanter han havde haabet at finde
famtede; men Da dette ef var Tilfeldet, nødfagedes han til at forelægge famme ben
Megjering, fom han fandt etableret i Ghriftiania, uden bog at erkjenbe dens Lovmaa:
ſighed. Han gjentog bert, at England havde ved en Traltat med Sverige [Idie Maris
1813) forpligtet fig til at tilveiebringe den frandinaviffe Halvørs Forening, men at
denne ſtulde free med ethvert Henfyn til Norges Frihed og Lykke, og at bet nu flod
til bet norſte Folt at berede fig Englands Medvirkning til en henfigtemæsfig Forening
ved at føle fig efter den Hovedbeftemmelfe, fom hiin Traktat indeholdt. Det var
semfig nu hans Erende til Norge, at erklære for Prinds Ghrifttan og det norffe
Folt den engelffe Hegjerings Stilling med Henfyn til dens Forbindelfe med Sverige
og be allierebe Magter, og dens fafte Beflutning at opfylde fin Forpligtelfe med Op⸗
1) Han tom, fom semanført, egentligen ben tte Juni.
466 Tredie Tibdrum. Hjerde Gapitel.
rigtighed og Kraft. Til Slutning ubtrykte Han det Gaab, at det norfte Folk, veg
godvilligen at unberfafte fig Traktaten i Kiel, vilde fpare fig den Ulykle og Banære,
fom en fremtvungen Underfaftelfe under hiin Traktat vilde medføre. .
Denne Note befvarebe Chriſtian Frederik gjennem fin Statsſekretair v. Holten,
ba Beftaffenheden af Moriers Note ifte tillod ham at fremtræde fom Morges Konge
Deri erklæredes: pat Norge med Mette havde anſeet England fom fin forfte Ben
naturligfte Allierede. Det erkjemdtes, at England i Fraktaten mellem Sverige
GStorbritanien havde viiſt en Ugtelfe for Norges Frihed og Lyffalighed, fom pass
fljønnes. Han føgte derhos at vife, at denne Jrihed og Lykke et funde opnaaes
Norges Forening med Sverige, og at alle dettes Skridt i denne Henfeende havde
til det Modfatte. Norge felv havde gjennem fine Repræfentanter tydeligen not udtrytt
dette. Disſe havde med ben frørfte Frihed i fine Overveielfer udarbeidet en Conſti⸗
tution, der bærer Præget af, at den ei var dilteret af en ærgjærrig Fyrfte, men
ubarbeidet af Moænd, fom vilde deres Fæbdrelands Vel. Pliuraliteten af disfe Mænd
havde derefter anfeet det nodvendigt, at foretage Kongevalg. Dette var faldet paa
fam, og han maatte derved finde fig opfordret til at antage en Krone, fom Folkets
Kjærlighed og Tillid overrakte ham. Han havde med Folket fooret at ville forfvare
Norges Krihed og GSelvftændighed, og bet er Hart, at han ei af egen Myndighed
kunde opoffre ben Nations Statsforfatning, ber, I Tillid til at dette var ham muligt,
havde overbraget ham Kronen. En faaban Forandring kunde alene flee gjennem Folkes
egne NRepræfentanter. Han havde tillidsfuldt henvendt fig til Englands Prindsregent
for at paakalde hans Mediation imellem Rorge og Sverige paa en Grundvold, hvor
ved bet nmorffe Golls Frihed og Lykke kunde ſikklres. — Han erklærede til Slutningen,
at berfom denne Englands Mægling ei fred mod Rigets Conftitution eller Migsfors
famlingens Grilæring af 19de Mai, vilde han anfee bet for fin Pligt at fammen-
falde Rigsforfamlingen, men at bertil forbredes en Tid af 3 til Å Maaneder, fvors
hos bet da var nøbvendigt, at der tilveiebragtes fulbfommen Neutralitet, fri LTilførfel
og Gamfærfel med England.“
I et Statéraad, fom Kongen holdt paa Ladegaardsøen den Bde Juni, og i et
andet i Ghrifttania den Gde Juni, gjorde han GStatsraadets Medlemmer bekjendt med
Moriers Note og fin Beflutning, nat det frulde tilljendegives Gefandten i Kongens
Svar, at Balgene til et GStorthings Sammenkaldelſe ſtulde wvorde befalede, i den
Tilid at England, fremtrædende fom Magler, frulde bevirte en Jndftilling af Sveriges
Aiendtlighedber, og at England ſtulde blive neutral og tillade fri Samfærfel i denne
Mellemtid.“ — Derhos foreflog han fit Statsraad en Opfordring til almindelig
Bæbning over hele Miget, fom blev befalet at ryktes og publiceres. I et Stats:
raad, fom blev holdt Alte Juni paa Ladegaardaøen, befalede Hans Majeftæt, wat
der til Opfyldelſe af $ 51 i Kongeriget Norges Grundlov ffulde udfærdiges et Cir⸗
kulaire til famtlige Overøvrigheder og Biffopper!) med Befaling til Forknævnte"at
brage Omforg for, at det i bemeldte $ beftemte Mandtal over alle ftemmeberettigede
Indvaanere vorder optaget, faavidt muligt inden Juli Maaneds Ubgang, og berefter
uden al Henftanb at indberette, naar Mandtallet faaledes er optaget, til nærmere aller
naadigft træffende Foranftaltning; famt til Sidſtnœovnte at tilkjendegive Præfterne, at
be rette deres Leilighed efter at møde ved de offentlige Thing paa faadan Tid, fom
dem af Fogden opgives, ligefom og at Biffoppen over Nordlandene og Finmarken
famt begge Ammmand i disſe Diftrikter fulle tilkjendegives, at Valgforfamlingerne der
flulle holbes firar efter Mandtallets Optagelſe 9.“
Den ovenanførte Note var imidlertid ifte af den Beftaffenhed, at den kunde fede
) [Disfe Circulairer ubgil 13de famme Maaned.]
DER) pidfe førfte Stateraabemeøber fynet fun Kongens Meddelelſer og Beſlutninger at
være forhanblede; ba Forholdene mere forvikledes, føgte sjon ogfaa Statsraabbme
lemmerneg Raad, og de fremførte ba deres felvftændige Mening.
Notevegling mellem Morier og Holten. Opfordring til UAlmecnvæbuing. AGT
bl bet forsnffede Maal, at æubre de Allieredes uroklelige Beflutning, eller bidrage
Hat forandre bet Wrendes Natur, fom bet var den engelffe Sendemand overdraget
ad frembringe. Stray ben Gde Juni afgav Morier følgende Svar til v. Holten:
„Min Here! Siden Prinds Chriſtian ikke har fundet fig foranlediget til at
fammenfalde et overordentligt GStorthing, for at forelægge den norfte Nation ben Iris
ie Stilling, famme befinder fig i fom en Følge af ben af de Allierede tagne Be:
fatning, at handle til Opfyldelfen af Forpligtelferne til Traktaten til Kiel, fan maa
jg anmode om, at min Note af 7de bennes vorder bekjendtgjort i bette Lands offent⸗
fe Tidender. Jeg venter at denne Anmodning ilfe vil møbe nogen Indvending,
og I faa Fald at blive underrettet dberom endnu i Dag.* Å
Denne Rote befvaredes famme Dag faalunde: „Undertegnede Statsſekretair ha
mibtaget Deres ærede Strivelfe af Dags Dato, og ikke undladt at forelægge H. M.
fonme. Allerhoiſtſamme har beraf feet, at det er Deres Hofs færdeles Onſte, at den
vw Dem overgivne Grølæring frulde forelægges et Storthing. Hans Majeftæt, ver
did enffer at handle fælles med fit Koll, finder det aldeles overeensftemmende med
fri min Note af Gaars Dato tilljendegivne Henfigt, at befale Valgene til et over⸗
adentligt Storthing flrar foretagne, idet han med Tillid forlader fig paa, at Eng⸗
ad, opfpft om ben Aand, der befjæler det norffe Koll og de Grundfætninger, der
hare ledet hans Handlemaade, vil fremtræde fom Magler med lige Agtelfe for Folke⸗
viten, fom bet norffe Holl paafalder, og for dette Lands Lyljalighed, hvorhos ven
paa famme Tillid og vaa Billighed grundede Fordring om Meutralitet, om Englands
Hawitkning til Indſtilling af Sveriges Fiendtlighed og fri Samfærfel med England
i denne Mellemtid af 3 til Å Maaneder, inden hvilken Storthinget umuligen fan være
dfjoldt, gjentagende fordres fom en nødvendig Betingelfe, uden hvilken Storthinget ei
fan fættes og afholdes med MRolighed, og dets overordentlige Sammenkaldelſe for Folket
di fm retfordiggjøres.
Herpaa indlob firar famme Dag følgende Morieré Svar under Couvert til Holten:
„Undertegnede har modtaget en Rote af D. D., adresferet til ham fra Hr. v. Holten,
jm Svar paa hvilfen Undertegnede anfeer det tilftrætteligt at obfervere: faafom Eng⸗
had iffe har nogen anden Jnteresfe for Norge end den, fom flaaer i Forbindelfe med
beis Allieredes, faa fan Undertegnede ikke modtoge noget Horflag af de Norffe, fom
Øfe har Anerkjendelſen af Sveriges GSouverainitet til Grundvold.“
Dermed afbrøbes Underhandlingerne med den engelffe Emisfair. Morier orpe-
brede fin Sekretair til England med be til ham indløbne GSvarffrivelfer, og Kongen
lød under 13de Juni ubfærbige et Neftript til famtlige Overøvrigheder i Landet med
Wejaling, overeensftemmende med Statsraadets Beflutning, at foranftalte det i Grund-
løns F 51 beftemte Mandtal over alle femmeberettigede Indbyggere optaget”).
Imidlertid fandt Kongen bet nødvendigt at forberede fig paa en alvorlig Mod-
fand mod be fiendtlige Foranftaltninger, fom maatte blive en Følge af Ufbrydelfen
df bisfe Underhandlinger med England, og lod under Gde Juni udgive den i Statd-
Gtatbraadet befluttebe „Opfordring til almindelig Bevæbning af Norges vaabendyg-
lige Mandffab”, fom var af følgende Indhold:
„Vi Chriſtian Frederif o. f. v. Gjør vitterlig: at Bi efter indkomne Beret:
ninger om betydelige Ruſtninger i Nabofandet, der iffe Funne have anden Henfigt end
et frænte det norffe Folks Frihed, og Selvftændighed, finde Os foranledigede til at
sHforbre Norges Sønner til Bevæbning, og til at være rede til at møde ben overmodige
diende, naar han flulde betræde Rigets Grændfe; thi opfordre Bi: Samtlige Referve-
$andeværn, eller de i Meferverollerne indførevne Mandfraber, famt alle andre vaaben⸗
— —
% Kortere havde bet været at ſammenkalde be ſamme Repreſentanter, fom havde modt
ved Migsforfamlingen; men bidfe vare ilke valgte paa ben i ben antagne Grundlov
beftemte Maabe, og fun bette Valg funde erkjendes gyldigt. Mu behovedes viftnol
2å 3 Maaneder til at optage Manbdtal og berefter foretage Valg.
. 30*
468 Tredie Tiberum Hjerde Gapttel.
bygtige Nordmend, fom frivilligen ville møde til Fedrelandets Horfvar --- og fvilfen
Norbmand ev iffe rede dertil? — have i Kompagnidiftriktet paa de af Amtmanden beſtemte,
gjennem Fogderne betjendtgjorte Dage, at møde ved Kirkerne udi hvert Præktegjæld,
fyor Lensmanden tilligemed de i Difriktet hjemmeværende Officerer eller ældite
Underofticerer af Kompagniet eller Landeværnet, forfatter og umderflriver en Mandtals⸗
fifte over famtlige bette Mandfrab. — Til famme Tid og Sted flal Mandflabet med»
bringe be Baaben, de eie og ville betjene fig af, og bliver da tillige optegnet, feer
Mange der favne Baaben, eller hvor der til famme maatte mangle Ammunition o. ſ. v.
Beretning herom indſendes fnaret muligt gjennem Umtmanden efterhaanden fom De
fra Fogderne indbfomme. — Hvert Præftegjelds faaledes famlede vaabendygtige Hædres
landets Forfvarere udvælge mellem flg for hver 30 Mand en NRodranfører, fom de
have meeft Tillid til, og disfe Roders Samleplads beftemmes dernæft foreløbigen af
Fogden, indtil de for hvert Bataillons- eller hvert Regimentsdiſtrikt fenere udnævnte
Autoriteters Beftemmelfe om Gamlingepladfen ved almindelige Opbrubd fan nede
beles. — Gamtlige disfe VBevæbningsmandfraber eller Mandhufinger, fom de i viste
Diftitter kaldes, fulle under Vaaben til Tegn bære graae Kotarder med grøm
Kant. Naar de i Srigstilfælde rykte længere bort fra deres Hjemftavn, end at de
berfra funne brage Opholb, ba underholbes de af militatve Magafiner, og underorbues
de ved Brigaderne fommanderende Officerer, famt bruges til Bedælning af Transporter,
Bevogtning af Magafiner og Fanger, Horfvar af Deftleer og ved andre Leiligheder,
hvor be efter beres Baaben og Indretning fom Fædrelandets ægte Sønner kunne tjene
til Forfvar af Arne, af eget Hjem, til Bevogining for Kone og Børn, og hvorved
enhver Norbmand vil fappes om at vife Mandemod, ligt Fodrenes, der aldrig uſtraffet
føde nogen Fiende betræde Norges Iyktelige Dale”).
Tillige gav Kongen under den Juli ligelybende Ordres til Generakieutenant
Staffeldt, Oberft Hegermann, Oberftlieutenanterne Stabell og Haffner *), i Følge hvilke
Referven for Middelbrigaden fhulde forftærfes ved Ulmuevæbningen, og bet Terrain,
fom forfvare6 ved Grændfen, gjøres utilgjængeligt ved Forhugntnger. Endeel af
Kommandoen over Utmuevæbningen frulbe overdrages Præften Jens Aars, en anden
Gavitain Lindemann paa Holleby, ligefom benne Forøgelfe af Reſerven flulde under:
fløttes ved forffjellige Urmeeforps. Samtidig bermed angav han de Punkter, hvortil
be forſtjellige Urmeeafdelinger maatte vettrere, for berfra igjen ved given Leilighed at
falde Fienden i Flanten. Han beftemte dertil fornemmeligen Egnen ved Stien, Kongs»
berg og Holmeftrand. J Almindelighed vilde han have det beftemt fom Negel, der
itte noffom kunde tndprentes de Kommanderende: „at de fledfe maatte være betæntt
paa en defenfiv Horfvarskrig, faaledes fom den faafaldte lille Krig i vore Bjerge giver
faa megen Anledning til.
Under bisfe alvorlige Forberedelfer til Modſtand nærede Kongen derhos beftan-
bigen et femmeligt Haab om Englands Underftøttelfe. Et Beviis derfor har Forfat⸗
teren i et egenhændigt Brev, fom han i Proviberingsanliggender under 22de Juni
mobdtog fra Kongen. Deri udtrytter han fig ſaaledes: „Mork er endnu vor Horijont,
men faalænge ben engelffe Gefandt, en faare retfindig Mand, bliver her, er der ogfaa
$aab om Englands Moægling, fom jeg har forlangt med Ugtelfe for Nationalværdighed
og Lykſalighed.“
1) Gaavidt vides havde denne Opforbring ingen alvorlige Følger. Kun bift og ber
jorbe8 nogle forberebende Foranftaltnin er, O vorved Gaennpiren drev fit vil
7) Man feer heraf, at han ille erkjemdte hd fom Å vergeneral, ber hunde tage
felvftænbige Forholbsregler, og mebbele Divifionsdeferne fornodne Ordres, men han
betragtebe fit eget Qvarteer fom $Hovedavarteer, hvorfra disſe Orbres ubdgil.
Kongens Meddelelſer t Statäraadomede ben 10be Juli. 469
gente Capitel.
De allierede Øhagters Gefandter. Underhandlingerne afbrydes.
Dea blev imidlertid ifte ved ben nysanførte Erilæring fra bet engelffe Hof om de
Allieredes Beflutning at underftøtte Sveriges Planer. Den 30te Juni ankom ogfaa
Gendemoænt fra famtlige allierede Magter gjennem Sverige til Chriſtiania, nemlig:
Geral, Baron Steigentefd for Øfterrige, Generalmajor Orlow for Rusland, Uug.
> Forfter for England, og Major, Baron Martens for Breusfen, ber vare ubfyrede
med Fuldmagt til at unberhandle med Chriſtian Frederik, og gjøre ham beljendt med
de Allieredes Politi. Forinden disſe Sendemend indleverede fine offentlige Noter
él den norſte Konge, traadte de i Underhandling med Ham for om muligt i Minder
- Bighed at ubføre Henfigten af deres Wrende. Deres Forholdsordres vare beftemte,
mm deres Ugtelje for Chriſtian Frederit?), deres Henfyn til Omftændighederne og
Norges vanſkelige Stilling, bevægede dem til at indgaae i et Forflag om Vaabens
fitfand paa visfe Billaar, og under Betingelfe af Kongen af Sveriges GSanttion.
Mange Forflag bleve gjorte og forlaftede, indtil omfider de Allieredes Sendemænd
fremfatte deres Ulttmatum i em indieveret Rote.
En faa bhøitidelig Umbasfade, der medbragte em faa beftemt Erklæering fra de
Allieredes Side, maatte gjøre Norges Konge opmærtfom paa fin Stilling og vaklende
i Øenfeende til fine forhen tagne fafte Beflutninger. Han vilde imidlertid ille egene
megtigen afgjøre denne vigtige Sag, men befluttede at høre fit Statsraads Mening,
og for at give fine Overveielfer mere Vægt tilfaldte han nogle af Rigsforfamlingens
Brætidenter, for faaledes ligefom at forene den erefutive og lovgivende Magt6 Stemme
i deres Nepræfentanter. Om dette Møde indeholder Statsraadets Protokol følgende:
„Anno 1814 den Gte Juli, om Formidbagen Kl. 10, var Statsraadet forfamiet
bes Hs. M. Kongen paa Ladegaardsøen, og vare General:BeisIntendant Kammers
herre Unter, Kammerherre Oberſt Hegermann, Kammerherre Kommandeur Fabricius,
gammerherte Major Brod, Profesjør Sverdrup og Socapitain Holſtein tilige tilftede,
for efter allerhøiefte VBefaling at overvære det afholdende Statsraad. — $6. M.
behagede allernaadigf at tilljendegive, at han ved Migsforfamlingens Siutning ikke
førmaaede at medbele nogen wudførlig Skildring af Rigets Forhold til udenlandfle
Magter, men at han fenere fra fin Afſendte i England havde erfaret, at Folket, fom
næften overalt i alle Lande, er for Norges Sag, men at Regjeringen er imod famme,
bverom ben anordnede firenge Blofade og Parlamentets Beflutninger t faa Henfeende
vidne, og bhvillet be herværende engelfte Gejandter ikke mindre beftemt have erklæret,
5) Sfær var bet Ruslands Geſandt, Orlow, fom Chriſtian Frederik havde vundet for
fa Interesſe, hvorom ben til Keifer Ulegander indgivne Note vibnede. Mellem
usland og Sverige var fjelben nogen biplomatift Sympathi. De øvrige Magters
Sendemænd bifaldt vel ille Chrifttan Frederiks Forhold, men be vare alle et
fine Beftræbelfer for at afgjøre Sagen i Mindeligheb. [Da Gejandterne paa Lil-
agereifen fra Norge traf Carl Johan 21de Juli i Uddevalla, var bennes forfte Til-
tale vettet til Orlow: „Eders Sendelfe var uden Refultat. Jeg ventede det; thi
uben Oprigtighed og Redelighed vinder man Intet.” Og da Orlow fenere flog
av, at man bedft vilbe vinbe Rordmondene ved at give efter før ben Opinion ber,
om holdt ftrengt paa fine politiſte Rettigheder, fpurgte Kronprindfen ham fpydtgt:
Staaer det og faa i Deres Juftructioner, at De fal tale til Fordeel før em Gon-
titution i Norge?” Kronprindſen fendte å benne Unledning Grev Levenhjelm til
Keifer Ulegander, og erklærer i Brev til Forftnævnte af Toe Uug., at han af paali-
delige Kilder, blandt andre af hvad Fant havde fagt til Esſen, vidfte, at Prinds Chri⸗
ian var bleven ganſte vankelmodig ved Steigentefd'B Foreftillinger og var nær ved at
tabe Landet, ba Orlow var Agrſag i, at han fliftede Mening, ved at raade ham
til at holde ud endnu en Lib. GSdinkel-Bergman. VII. 190—192,]
470 Tredie Tidsrum. Femte Capitel.
ligefom og at ber fra de øvrige allierede Magter, Rusland, Øfterrige og Preusfen
er gjort de famme Grtlæringer ved disſes hidfomne Gefandter, og at disſe i det
beftemtefte Sprog fordre Norges Forening med Sverige, men dog paa den anden
Side tilbyde alle Biltaar, fom det norffe Foll fun maatte vide at nævne for at filtre
deis conftitutionelle Rettigheder, og tillige onſte, at Norge ſtal være et avffilt og
faavidt muligt uafhængigt Nige af Sverige, dog under famme Överhoved.
„Da Magten faalebes ſtal afgjøre Sagen, hvis ilfe disfe Foreftillinger virke tl
det henfigtede Oiemed, da et rusſiſt Armeekorpo, fom mu truer Danmarl, er fillet
til Sronprindfen af Sveriges Dispofition, og bet neppe er Tvivl underfaftet, at liger
fom Rusland tillader dets Anvendelfe mod Norge, faaledes vil England iffe i bet
nærværende Forhold forhindre bette, og da Europas famlede Magter paa ovennærvnte
Maade true Norge, faa anfan H. M. det at være Statsbeftyrerens Pligt at beregne
fine Stridskræfter, førend hån ubefindigen flyrter Staten i en ulige Kamp, hvis
bette paa nogen ærefuld Maade fan undgaaes, og at det, fiden Vilfaarene, fom til
bydes den norffe Nation ved Foremingen med Sverige, ere ærefulde og fordeelagtige
i og for fig ſelv betragtede, vilde være uforfvarligt, hvis han ikfe raadfyurgte flg
med Nationen, om ben vil tåge Henfyn paa disfe, for at undgaae en fandfynlig:
viis uundgaaelig Unbergang, eller om den vil vove Alt for Ult.
„Hs. M. tiltjendbegav derfor, at det var Hs. Ønfle at famle et Storthing, og
at foredrage Rigets Stilling for famme, ligefom og at AMerhoiftfammes Beflutning
var, billigen at nedlægge Kronen, hvis førre Uheld derved hunde afvendes fra Norge;
men ogfaa lige villigen at gane i Døden for Norges Sag, hvis Nationens Nevræs
fentanter efter modent Overlæg foretræfte den haarde og ulige Kamp med hele Guropa
for en fredelig Forening med Sverige, hvilken under be fore Magters Garanti fral
funne filtre bet norſte Folks Rettigheder.
„Hs. M. behagede fremdeles at anføre, at han ved at beregne Landets Strids⸗
fræfter ei faae hen til Untallet af Fædrelandets Forfvarere, hvilke firfert ei vilde
mangle, naar det gjaldt, men at han havde Henfyn til Forraadene, fom ei vare tils
ſtreklelige til at ubholde flere Maaneders Kampagne; at en Vaabenſtilſtand, der funde
filtre Tilførfelen følgeligen var Alt, Hvad man funde ønffe at opnaae; at bet havde
Iyffedes ham at overbevife de allierede Magters Gefandter, om Umuligheden af at
opfylbe Kongen af Danmarfs Fordring til ham, inden 14 Dage at afhandle Fors
eningen mellem Norge og Sverige, og at disfe havde tilbudet flig VBaabenfrilftand;
ligeſom og Gefandterne havde tndfeet Nødvendigheden og Vigtigheden af et Storthings
Sammenkaldelſe og Afholdelfe; og at de, fljønt deres Jnftruttioner byde bem at
afgjøre Alt inden 14 Dage, have indvilget at underhandie med Gverige om demme
Baabenftilftand paa em Tid af 3 Maaneder, fom hertil vilde udfordres; men at de
tillige fordre Garanti for Blofadens Dphævelfe ved Grændfefæfningerne Ftederikſteens,
Frederikſtads og Kongsvingers Overleverelfe til foenfle Tropper og Neutraltfering
Ferrainet indtil Glommen famt Hvaløerne. Dog formeentes, at Beſatningen af
Mongsvinger ikke beftemt vilde paaftaaes, ligeſom ogfaa at den paa ingen Maade med
Henfyn til bens Bigtighed i militatr Henfeende bør at overgives, men at derimod
Frederikſteens og Hrederifftads Fæftninger ikke vare af faa megen Bigtighed, førfte fordi
den fan omgaaes, og et er til fynderlig Nytte, naar Fienden ei fan mødes med nogen
Hovedſtyrke paa hiin Side Glommen, og fidfte fordi ben i og for fig felv er en fl
Fæftning, og Glommen er Manferet ved ben fvenffe Overmagt til Soes, fom ikke vil
funne forhindres at landfætte Tropper mellem Frederikftad og Moſs; famt at den
famme Overmagt til Soes gjorde Pofitionerne ved Hvaløerne farlig for ben fvagere
norffe Flotille.
„OHs. M. gik derfra over til at betragte disſe Fæfkningers Overleverelfe med
Henfyn til den offentlige Mening, at man vilde falde det uværdigt at overgive disſe
til de ſvenſte Tropper, fom bog aldrig bør beholde bem, og om dette iffe vilde anfers
for Feighed og Forræderi. Han troede vel, at den Statsmand, fom koldt beregnede
Statsraadets Erklering. Gefanbternes Ultimatum. 471
Tabet af tvende Faſtninger med Fordelene af fri Tilforſel i 3 Maaneder, ikle vilde
være wivlraadig, faameget mere fom faa meget fan hænde t bette Tidsløb til Norges
Fordeel, men han har dog førft villet høre de Mends Mening, fom han har Tillid
til, førend han beftemt erklærer fig til noget i faa Henfeende.
„Hs. M. tilljendegav endvidere, at han har troet at gaar em Middelvei ved at
tilbyde een eller tvende Foæftninger befatte af allierede Tropper, faalænge Vaabenſtil⸗
flanden varer, hvilfet ikke frider aabenbart mod Gonftitutionens 25de Urtifel, og vel
ef Folket vilde taaleg, naar dette feer hen til de ftore Horbele, fom berved opnaaes,
og fan forefagde derpaa Statsraadet og de øvrige tilfaldte Mænd, hvis de Hifaldt
dette Tilbud, følgende Sporgsmaal: „Om be troe, at han fan gaae videre? og om
man under nogen Betingelſe fan indlade fvenfte Tropper i Fæfiningerne, indtil de
Mierede anfomme, eller indtil Afte September, da de Ullierede frulle Hefætte bem,
før ſiden ved Vaabenftilftandens Opfigelfe at levere dem tilbage til de Norſte, Utt
under be allieredbe Magters Garanti, eller mod Vefættelfe af Eda Skandſe i Sverige
af norffe Zropper indtil VBaabenfrilftanden opfiges, ba i faa Fald Frederifshald og
Eda gjenfidigen frulle rømmes? — Hs. M. opfordrede de Tilftebeværende med Over-
leg at veie Fordelen af en Baabenftilftand, der filtrer Tilførfelen, den militaire Vig⸗
tighed af de forbrede Garantier, ben offentlige Menings VBægt, hvad Etatens Sil
kerhed fan fordre, og den Fare den fvæver i ved at afvife det gjorte Tilbud af Eu⸗
ropas megtige Stater, der have forenet fig mod famme.
„Statsraadets Medlemmer og de øvrige Liltaldte vare famtlige Beftemt enige
sm, og tilfjendegave hver for fig, at de iffe troede, at Hs. M. hunde gaae videre,
at de ſvenſte Tropper paa ingen Maade maatte tilftedes at befætte norfte Fæftninger,
da dette iffe alene fred mod MigetS Grundlov, men tillige maatte funne lede til
indvortes Urolighed, faafom bet i Særdeleshed var det Punkt af Fredstraftaten mellem
Danmart og Sverige, fom havde indigneret Nationen. Derimod tiltraadte de Hs.
M. Formening, at ber fom Garanti funde tilbydes Befættelfen af Frederikſteens og
Frederikſtads Foæftninger af de allierede Magters Tropper, hver 'med nogle hundrede
Mand, at Øvalgerne neutrafiferes under Baabenfiilftanden, at den foenfe Flotille unde
tillades at fjenlægges ved disfe, at de norfte Tropper kunde trokkes tilfage paa denne
Side af Glommen, faaledes at Strækningen paa hiin Side af Elven neutraliferedes,
at ovennærnte Koæftninger firap evakueredes, mod at be, indtil de Allieredes Tropper
anfom, befottes af Frederitshalds og Frederikſtads Borgerffab; at Overfeverelfen af
disfe Fæftninger nu og efter Baabenfrilftandens Ophørelfe frede af de dertil fra begge
Sider udnævnte Kommisfairer, og endeligen at Tiden til Opſigelſen af Baabenfrils
fanden beftemtes til 14 Dage."
Hvor alvorligen Kongen meente denne fredelige Tilnærmelfe til Sverige, for at
bevtrfe en pasfende Forening mellem de tvende nordiffe Miger, feed ogfaa deraf, at
ban f et Statsraad, fom holdtes 7de og Bde Juli, hvortil General: Politidirekteuren
Diriks var tilfaldt, gjennemgif de Forandringer og Tillæg i Grundloven, fom maatte
auſees pasfende og nødvendige i Tilfælde af en fredelig Overeensfomfi med ESverige.
Forandringen gif i Hovedfagen ud paa, at Kongen af Sverige frulde udøve al fin
Myndighed i Norge ved en VBicefonge i Forbindelfe med GStatsraadet, hvilken frulde
refidere i Ghrifiania. Disſe Forhandlinger fortfattes femere den 16pe.
Disje Forføg paa at tilveiebringe em mindelig Forening, flrandede imidlertid
deels paa de Banffeligheder, fom den nyligen vedtagne Grundlovs Beftemmelfer lagde
i Beien for Antagelfen af Gefandternes Forſlag, deels paa den fvenfte Megjerings
Gitterhed for at naae fit Maal gjennem fine Ullieredes Medvirkning og Unvendelfe
” [9 ifte dg. er henviift til et Bilag, der flulbe indeholde be i disſe Statdraads-
moder førte Forhandlinger, men et fr abant Bilag er ilte optaget, og fan ei heller
å —SeS meddeles, da man ei har Adgang til Statsraadets Forhandlings-
rote hd
47 Tredie Tibgrum. Femte Gapitel.
offrelfer fra min Side. Disſe ere udirytte i vedlagte Forflag til Vaabenſtilſtanden.
De allierebe Magters Gefandter have paaftaaet, at fvenfte Tropper ſtutde befætte Feſt⸗
ningerne; men jeg har iffe funnet indvilge dette, fordi den Conftitution, jeg har
befvøret, binder mine Hænder, og fordi jeg tilfulde fjender min Nations Tænkemaabe,
fom ikke vil taale, at fvenfle Tropper uden Modftand fomme ind over Grændfen.
Jeg bør følgeligen foretræfte en Krigs Ulyifer for en indvortes Krigs Nædfler, men
jeg forlader mig aldeles paa Deres Majeſteets Viisdom, at De vil tiltræde de Midler,
hvorved, faaledeg fom jeg ønfler, em Krig fan undgaaes, fom vilde gjøre dem pan
tæntte Forening uantagelig, og fom vilde bringe fore Ulykker faavel over det fvenfk
fom norffe Foll, viltet De onfler at vegjere over, og bhvilfet De ikke bedre fan vind
end ved en mild Fremgangsmaade, beftaaende i gøielighed for den almindelige Mening
og Ophævelfen af Blofaden, fom jeg beder Dem om, hvilket vil vorde anfeet fom
Belgjerninger, der fiyldes Deres Hoimodighed og Deres Kjærlighed for dette Foll. —
Min Stilling er fmertelig, men min Kjærlighed for Norge overvinder min Smerte.
„Hvis De antager Forflagene til Baabenftilftanden famt Grundtrættene og Ber
ſtemmelſerne til Foreningen, giver jeg Dem mit Ord for, at anvende al min Jnbs
flpdelfe paa den norffe Ration for at bringe den til at antage denne Forening fom
det enefte Medningsmiddel, ber levnes famme. — Beær mig med Deres Fortrolighed;
jeg troer at fortjene ben, unbertegnende o. f. v.
Samme Dag afgaves til de allierede Magters GSendemænd følgende Note B.
uStjønt de allerede Magteré Herrer Gefandter, til hvilke en færdeles Sendelſe i
- Morge er overdragen, erflære ikke at være Moæglere imellem Norge og Sverige, er det
bog uden Fvivl uadffileligt fra deres rende at være Borgen for de Beftemmelier,
fom frulle have Sted mellem begge Niger. Saaledes er det, at jeg indbyder Dem
til at give mig Forfifkring om, at De vil garantere de Grundtrak for Foreningen,
fom Kongen af Sverige maatte antage, famt VBaabenftilftanden i alle de Punktet,
fom endeligen maatte vorde beftemte, ligefom dennes VBedvarelje i det aftalte Tids⸗
mum. —- Ligeledes ønffer jeg, at de allicrede Magteré Befuldvmægtigede, hvis de ert
tilfebe, ville bidrage til at jevne de Misforftaaclfer af alvorligt Slags, fom under
Baabenftilftanden kunde veife fig, og overlader jeg fra min Side til Deres Bedom⸗
melfe, om Baabenftilftanden maatte forlænges, for roligen at tilendebringe Storthinget. —
Seg anmoder Dem om, faafremt VBaabenftilftanden finder Sted, at De i al den TD
garanterer Blofadens Ophavelſe fra Englands og Ruslands GSømagteré Side, lige
fom fri Handel og Skibsfart faavel for Ind⸗ fom Udførfel fra og til Norges Havne,
famt at der uden Ophold meddeleg Filladelfe til at udføre Kornvarer og andre Levnets⸗
midler fra Danmarf, Havnene i Øfterføen, England, Holland og det hvide Hav.
Hvis Ubdførfelen af Kornvarer fra Ardangel til Trondhjem, Nordlandene og Finmarken
ſtal fættes til et vift Untal Tſchetwert, forlanger jeg 25,000.
neg vil ogfaa hendrage Deres Opmærtfombhed paa Kongen af Danmarts Stil:
fing til Norge. De vil tilftaae, at denne Monart har gjort Alt for at opfylde Trak⸗
taten til Kiel; den Behandling, fom han bidrager til at hans forrige Underfaatter,
ber have givet ham faa mageløfe Bevifer paa FTroffab, maa udftaa, overfrider de
Grændfer, fom Menneffeligheden burde foreffrive enhver GSouverain. Disfe ſtrenge
Forholdsregler burde han tilbagefalde. Den Stilling, i hvilfen jeg befinder mig, be⸗
ftemmer mit Forhold. Kongen af Danmart har ingen Indflydelje paa Rorges Skjebne.
Det er følgeligen grufomt at gjøre ham anfvarlig for denne, og jeg indbyder Dem
til at virfe hos Dere Couverainer for at befri ham berfor, og for at bevirke, at
hans Underfaatter efter faa mange Lidelſer ifte længere frulle have fremmede og tals
rige Hære at underholde. --—- Jeg anmoder Dem, mine Herrer, at meddele mig Svar
paa denne Note, forinden De forlader Norge, ledfagede, derom være De forkitkrede,
med Enhvers gode Ønffer, fom har lært at kjende Dem, og har Aarſag il at agt
Dem tigefaameget fom Deres velvillige
Chriſtian Frederik,»
Geſandternes Svar og Ufrekfe. Chriſtian Freberike Stilling. 47
Paa begge disfe Noter frarebe Gefandterne mder 15de Juli:
Undertegnede have mobtaget be Meddelelfer, fom 48. H. Prinds Ghriftian
Srederit af Danmart har behaget at give dem. Ved at overrætte deres Note af 7de
dennes fmigrede be fig med, at bet flulde lyfkes dem at jevne be flore Banfleligheder,
ved at indlade fig i Hs. H.s Henflgter med Storthingets Sammenkaldelſe og Under⸗
handfing om Vaabenſtilſtand, og at de fortjente Villid nok før at deres Forflag unde
antaged uden nogenfombhelft Yndftrænfning. Jmidlertib er intet af de trende af Unders
tegnede foreflaaebe Punkter fuldftændig blevne antagne fom Grundtræt for Baaben»
flfanden. Enhver af dem har undergaaet Uføigelfer, fom, om de ikke aldeles til⸗
ntetgjøre Birhuingen, dog i det mindfte gjør det wivlſomt, om Hs. ſpvenſte Majefort
amtager famme.
„Uden at indbgaae i nogen Detail, fom funde give Anledning til nye Forhand⸗
finger, roe de fig bog forpligtede til udtrykkeligen at erklære, at be Fordele, fom ere
førlangte i Grundtrætfene til en Forening, aldeles ikle ftaae i Horhold til be ved
Sanbenftilftanden tilftaaede Fordele. Undertegnede fee fig derfor indflræntede til at
mane paa Koengen af Sveriges Hoimodighed for bet gode Udfald af derre Under:
fendbtinger, og hvor megen Smerte be end føle ved at fee alle deres Befiræbdelfer for
ea fredelig Horening tiltntetgjorte, lykonſte de ſig bog med fuldbfommen at funne overs
fade til Hs. ſvenſte Majeftæts Eamvittighed at antage Hs. Hs. Forflag, for derved
et give ham Veilighed til at begynde fin Yndflydelfe paa Norge ved en ubdmaærfet
Belgjerning.
Betrœffende Garantien fer de af Kongen af Sverige antagne Grundtræk til
doreningen, og for Baabenfrifftanden i alle dens Punkter, faaledes fonr famme ender
figen beftemmes, troe Undertegnede med Mette, at hveten de føre Magter, hvis Befulb»
mangtigebde de ere, eller Sverige felv vilde nægte denne Netfærdighedøhandling, ligefom
Dybovelfen af Blokaden, hvis Hs. Majefæt tiltræder denne, efter fin Natur vil med⸗
fre Opbøret af alle de fiendtlige Midler, fom have været anvendte mob Norge.
„De Bemærkninger, fom Hs. H. tilføler i Roten B. angaaende Danmarks
age Stilling, bringer Undertegnede til at obfervere, at Prindſens Beflutning, at
fatte fig i Epidfen for en ulovlig Modftand, er den enefte Aarfag til hans famde
Jøbrefands Ulyfter, og at han faavel burde have fparet Danmark for be allerede
Magters Migtante, fom Undertegnede for det Ubehagelige at fige dette i en officiel
Rote. — GSlutteligen maa Undertegnede have den Wre at anmode Hs. H. om en
ffe Prøve paa hans Oprigtighed, nemlig om fnareft mulig Betjendtgjørelfe af deres
aficieſſe Noter. De ſtotte fig paa bet Princip, at Norge bør være underrettet om
alle de Farer det fredes i, og om deres GSendelfes fande Henfigt. — Da Underteg-
redes Reiſe er uigjenfaldeligen beftemt til Søndagen den 17de Juli, have de den
SEre at bevidne D. H. fin AErbødighed, og at gjentage Forfikkringen om bere dybe
Hsiagtelfe.
De Allieredes Sendemend havde Afſkedsaudients hos Kongen den 17de Juli,
og vendte Dagen derpaa tilbage til Sverige. Morier havde allerede nogle Dage i
- Børseien forladt Ghrifttania, for at begive fig fra Frederitsværn til Gothenborg med
st engelfl Krigsfartøi.
Det var naturligt, at dieſe Begivenheder roktede Chriſtian Frederiks fafte Tillid
til et heldigt Udfald af ben Sag, fom han havde paataget fig at forfvare, og hans
$aab om at bevare ben Krone, fon Nationens Mend havde overrakt ham, og hport
ban fev faa meget havde glædet fig. Ovenſtaaende Noter vife allerede, hvor meget
hane Tome t denne Henfeende havde forandret fig. Det viifte fig deri anbenbarligen,
* han indſaa bvor farlig hans Stilling var, idet han erklorede fig beredt til at giere
et perfonligt Offer af fin ophoiede Stilling, og til at tægge fin Skjebne i Folleres
profentanternes Haænder. Det Sprog, han deri brugte mod Nabomagten, der hidtil
føedfe i hans Proflamationer var bleven behandlet med Haan og Mingeagt, var langt
- moderatere end tilforn. Han henvendte fig mere til den foenfle Regjeringe Edel⸗
ge TNT AT — —— — ==
474 Tredie Tidsrum. Femte Capitel.
De Erklœringer, de have givet mig, forvisſe mig om, at Omſorgen for Norges
Frelſe fordrer, at man maa give efter for ben Starkeres Met, og jeg erkjemder, at
dbisfe famme Magter, der iffe ønffe at bringe Krigens Ulyfter over Norge, ville tage
Øenfyn til Alt, hvad der faa meget muligt fan ſikkre Norges Lykke i Forening med
Sverige. Jeg feer mig iſtand til at virke for det norfte Folks Vel, idet jeg bringer
Offeret af en perfonlig lykkelig Stilling. Jeg er itte tviviraadig ved at gjøre dette
paa en Maade, der er Manden af re værdig, værdig den Krone jeg bærer, og det
Folk, der har overdraget mig famme.
„De have erkjendt, at det er ene i Rigsforfamlingens Hænder jeg fan tilbages
give mine Mettigheder, og bet er tillige fun denne Forfamling af Rigets Mepræfens
tanter, ber funne afgjøre, om Nationen vil foretrætte en ulige Kamp for fin Selv
ftændighed for de hæderlige Vilkaar, der blive Norge tilbudne fom et med Sverige
forenet Kongerige. Det er min Pligt, jeg erkjender det, at underrette Nationen om
alle de Farer den udfætter fig for, og foreftille ben de Fordele, fom bør blive ben
fiffrede, naar den fral indgaae en conftitutionel Forbindelfe med Sverige, men De
tjenber mig nokſom for at vide, at jeg, min Forpligtelfe tro, ikte filler min Skjebne
fra Folkets i det Lilfælde, at en tapper fljønt forgjæves Modftanb mod Europas
forenede Krofter foretræltes for en ærefuld Udfoning, for hvilten jeg ſtal anvende
af min Jndflydelfe. Det er i denne Aand at jeg har flilet min Strivelfe til Kongen
af Sverige, hvoraf jeg vedlægger Gjenpart, og ved hvilken jeg tiltræder det førfte
Grundtrat for Vaabenftilftanden, fom De ligeledes have anfeet nødvendig, og fom jeg
forlanger af Hs. fvenffe Majeftæt paa ærefulde og antagelige VBilfaar.
„Til det andet Grundtræf for Baabenftilftanden foarer jeg, at derfom det gjæl
ber Afbrydelfen af Underhandlinger, der alene funne tilveiebringe em Forening i
Mindelighed, indrømmer jeg, at norfle Tropper rømme Landftrætningen imellem Glom⸗
men og ben foenfle Grændfe tilligemed Hvaløerne og Foæftningerne Yrederikfteen og
grederifftad, paa bet Vilkaar at denne Landſtrakning faavelfom Foftningerne blive
neutrale under VBaabenfrilftanden. Da Kongsvinger er paa den oftlige Bred af
Glommen, og een Miit indenfor den neutraftferede Landftrætning, vilde jeg finde det
pasjende iffe at paaftaae denne Rømning. — Med Henfyn til Fæftningernes Ber
fættelfe af foenffe Tropper, anfeer jeg det for min Pligt at fade Dem bemærte, at
be Fordringer, fom engang have opflammet hele Folket til Fædrelandet Horfoar,
aldeles ikke burde gjentages, derſom man vil troe at Funne berolige Gemytterne; at
Den umiddelbare Følge af ſvenſte Troppers Indmarſch vilde være en almindelig Reit⸗
ning af Folket, og at jeg i dette Lilfælde burde foretrætte Krig med Ficnder for
Borgerkrig, hvilken jeg vilde have foraarfaget, naar jeg af en i Nationens Oine
flrafoærdig Svaghed overtraadte Gonfritutionen. Derfom Kongen af Sverige onfre
en Forening i Mindelighed og ei Krig, vil han ifte paaftane dette, men han vil
antage bet Gorflag, jeg har gjort ham, at overlade Faſtningerne JFrederikfteen og
Frederikſtad til Borgernes Bevogining. Mømningen af disfe 2 Fæfninger af de
norffe Tropper, hvilfet lader dem uden tilftrætteligt Forfvar, vil forffaffe de Svenſte
alle milttaire Fordele, og det er med Henfyn til de ædelmodige Følelfer, der bør
lede Hs. foenffe Majeftæt, at jeg har troet denne Monarf ogfaa vilde anfee det for
tilftræffeligt at beftemme den neutrale Landſtrekning paa den øftlige Bred af Glom-
men til 3 Miles Ufftand omkring disſe Hoæftninger:
„Hvad det tredie Grundtræf anggaer, maa jeg ligeledes bemærkte, at ben fore
ftaaede Ophævelfe af Norges Blokade, hvillen jeg anfeer fom et uadſtilleligt VBilksar
for Baabenftilftanden, og fom et utvetydigt Veviis paa de allierede Magters Men
heffetjærlighed og Velvillighed mod det norffe Folk, burde udſtrakkes til alle Punkter
paa Kyften, derfom man vil at den ſtal erkjendes fom em fand Belgjerning; ellers
vilde ben give Anledning til Stridighed og beftandige Trætter, fom vilde altfor let
hinne foranledige Vaabenſtilſtandens og be derpaa følgende Underhandlingers Afbry⸗
belfe. — Saaledes har jeg forlangt det af Kongen af Sverige, og jeg haaber at
Folkets Stemming. Geſandternes fidſte Unberhandling. 47%
Sugeb Konge indvikledes berved i Banfleligheder, fom hverken han eller hans Raad
bnde overvinbe, og fom kun ved Spydſtagen fyntes at funne afgjeres. Chriſtian
gredertt havde modtaget Norges Krone, — og havde viftnok fin Deel i at forberede
deliningen herom — i det Haab, at em fan beftemt erflæret Billie fra Nationens
Sie at mobjætte fig Foreningen med Sverige ſtulde forandre de allierede Magters
Qdluning. Da denne befandtes uroftelig, ledede bet overilede Kongevalg ham ind
i Sanfleligheder og Horvitlinger, fom forvoldte ham Sindsbekymring. Bed at overfee
hk diplomatiſte Noter, fom vegledes mellem Ghriftian Frederik og de allierede Magters
dademcend, maa bet tilftaaes, at ber vel iffe manglede dem Beltalenhed og Kraft;
wa at derhos de valgte Udtryk ikke altid forberedede et fredeligt Udfalb. Under⸗
hudlingens Hovedgjenftand bortfjernedes under Diskusjoner, fom ei kunde Minge godt
I Redpartiets Øren, og den frore, faft uovervindelige, VBanfrelighed ved at grund:
legge Vaabenſtilſtanden paa den forelagte Bafis, fremhavedes ei med tilbørlig Bægi.
Del er aabenbart, at de allerede Magters Ubdfendinger vare tilbøtelige til at bane
Seges Konge Bei til em hoæderlig Vilbagetrædelfe, og at de føgte at bevæge Sver
net Kronprinds til at tage Henfyn til Ghrifttan Frederits Stilling; men det fpændte
jol mellem bisfe tvende Fyrfter bindrede en mindelig Ufgjørelfe. Sverige fors
lagte hvad Norges Konge ei funde tilftaae, og Chriſtian Frederik lagde ikke den VBægit
ma Garl Johans Indflydelſe paa de allierede Magters politiffe Forhold, fom den i
Gjertingen viifte fig at have. Underhandlingerne gikt faaledes i Staa, og em Periode
| fd af %Sugftelfer og Kvaler aabnede fig for Norges valgte Konge.
Men hvordan endog bette var, faa havde Ghrifttan Frederit paa den Lid fror
Underftettelfe for fin Udholdenhed i at forfvare Gelvftændighedsfyftemet i den Deel
d $ollets Stemme, fom tom ham for Øre. Den langt ſtorre og meeft betydende
Del deraf fyntes fuldfommen enig med fin Konge i hans Modbybelighed for For
ningen med Sverige under hvilkeſomhelſt Betingelfer, og denne Stemning udtalte fig
helt i de Gaver, fom fra faft alle Rigets Egne netop i den Tid nedlagdes i Kongens
ander, deels i bet Had og den Forfølgelfe, for hvilke de, ber nærede andre politifte
Meninger, vare ubfatte!). Derhos man det bemarkes, at Nationen, efterat Rigsfor⸗
nlingen var ophørt, havde liden Anledning til at give fin Mening tilljende om
pelitiffe Gjenftande. Det var Regjeringens foædvanlige Fremgangsmaade i benne
Giinfændighedsperiode at holde vigtige politiffe Gfterretninger tilbage, indtil den havde
aedberiift fig om, at Nationens Stemning tillod en aaben og fuldftændig Meddelelfe.
da de allerede Magteré GSendemcænd gjorde en trængende Opfordring til Chriſtian
gmail at befjendtgjøre de fedfundne Forhandlinger for Nationen, frede det førft nogen
åå efterat disſe vare endte og Sendemændene afveifte. Det flod da ikke i Nationens
Sagt at forandre fin Konges Beflutning, fun at bedømme ben, og efter den førre
Del af Nationens Sindelag paa den Tid funde han i Sandhed vente ben mildefte
Den over en Fremgangsmaabde, hvormed den før havde viift fit Bifald, og fom havde
mndet faa megen Sympathi i Landet. Derhos talede disfe Noter — og ifær ben
ngelffe Sendemands, Moriers, fom maatte fynes liberaleſt fremt i denne Henfeende —
hebfe om Morge fom en Provinds af det Rige, hvormed det havde været forbundet,
" Norge betragiedes fom en Grobring ved Baabenmagt, der var Sverige vvergivet
md famme Rettigheder, fom det gamle Forbunds Konge havde udøvet, og paa en
- floden Grundvold lod fig iffe Norges politifte Lytfalighed bygge, og for faadan
Denfol unde det ei vente at bevare den liberale Forfatning, fom det havde givet
Miele, og fom af dets valgte Konge var bifaldt. I at modfætte fig en Forening
den Art forenede fig alle Stemmer.
) før var ben alminbelige Mening mod Grev Wedel, og ber var endog Rygter i
Omløb om blodige Planer mod hans Liv. Han levede om Sommeren i Stilhed
paa Jarlsberg, og ba han hørte tale om hine Planer, reed han uden Følge gjennem
Tensherg, der lag nær ved hans Bopel; men Ingen gjorde Mine til at moleftere ham.
|
|
|
|
476 Tredie Tidrrum. Femte Gapitel.
offrelfer fra min Side. Disfe ere udkrytte i vedlagte Forflag til Vaabenſtilſtanden.
De allierede Magters Gefandter have paaftaaet, at fvenfle Tropper fhutde befætte Jokke
ningerne; men jeg har iffe funnet indvilge dette, fordi den Conſtitution, jeg har
befvoret, binder mine Øænder, og fordi jeg tilfulde kjender min Nations Tænfemaade,
fom ikke vil taale, at fvenffe Tropper uden Modftand fomme ind over Grænbfen.
Jeg bør følgeligen foretrækte en Krigs Ulytker for en indvortes Krigs Rædfler, men
jeg forlaber mig aldeles paa Deres Mujeftæts Viisdom, at De vil tiltvæde de Midler,
hvorved, faaledes fom jeg ønffer, en Krig fan undgaaes, fom vilde gjøre dem paas
tæntte Forening uantagelig, og fom vilde bringe ſtore Ulyffer faavel over det fvenfe
fom norſte Folk, bviltet De onfler at vegjere over, og hvilfet De ikke bedre fan vinde
end ved en mild Fremgangsmaade, beftaaende i Føielighed for den almindelige Mening
og Ophævelfen af Blotaden, fom jeg beder Dem om, bvillet vil vorde anfeet fom
Belgjerninger, der ſtyldes Deres Høimodighed og Deres Kjærlighed for dette Folt. —
Min Stilling er fmertelig, men min Kjærlighed for Norge overvinder min Smerte.
„Hvis De antager Forflagene til Baabenftilftanden famt Grundtrokkene og Ber
ſtemmelſerne til Foreningen, giver jeg Dem mit Ord for, at anvende al min Jnds
flydelfe paa ben norffe Ration for at bringe den til at antage denne Forening fom
det enefte Medningsmiddel, ber levnes famme. — Beær mig med Deres Fortrolighed;
jeg troer at fortjene den, unbertegnende o. f. v.
Samme Dag afgaves til de allierede Magters Sendemænd følgende Note B.
uGStjønt de allierede Magters Herrer Gejandter, til bville en færdeles Sendelſe i
Rorge er overdragen, erflære iffe at være Mæglere imellem Norge og Sverige, er det
bog uden Fvivl uadflifleligt fra deres Wrende at være Borgen for de Beftemmelfer,
fom frulle have Sted mellem begge Niger. Saaledes er det, at jeg tndbyder Dem
til at give mig Forfikkring om, at De vil garantere de Grundtræk for Foreningen,
fom Kongen af Sverige maatte antage, famt VBaabenftilftanden i alle de Punkter,
fom endeligen maatte vorde beftemte, ligefom bennes VBevdvarelje i det aftalte Tids⸗
rum. — Ligeledes ønffer jeg, at de allterede Magters Befulbmægtigede, hvis de ere
tilftede, ville bidrage til at jevne de Misforftaaclfer af alvorligt Slags, fom under
Baabenftilfanden kunde veife fig, og overlader jeg fra min Side til Deres Bedem⸗
melfe, om Baabenftilftanden maatte forlænges, for roligen at tilendebringe Storthinget. —
Seg anmoder Dem om, faafremt VBaabenftilftanden finder Sted, at De i al den Tid
garanterer Blofadens Ophavelſe fra England og Ruslands GSømagters Side, lige
fom fri Handel og Skibsfart faavel for Ind- fom Udførfel fra og til Norges Havne,
famt at ber uden Ophold meddeles Tilladelfe til at udføre Kornvarer og andre Levnets⸗
midler fra Danmarf, Havnene i Øfterføen, England, Holand og bet Hvide Hav.
Hvis Udførfelen af Kornvarer fra Urdjangel til Trondhjem, Nordlandene og Finmarfen
fral fættes til et vift Antal Tfdetmwert, forlanger jeg 25,000.
„Jeg vil ogfaa hendrage Deres Opmærffomhed paa Kongen af Danmarts Stil⸗
fing til Norge. De vil tilftaae, at denne Monark har gjort Alt for at opfylde Frat
taten til Kiel; den Behandling, fom han bidrager til at hans forrige Underfaatter,
ber have givet ham faa mageløfe Bevifer paa Troſtab, maa udftaa, overffrider de
Ørændfer, fom Menneffeligheden burde foreffrive enhver Souverain. Disfe ſtrenge
Forholdsregler burde han tilbagefalde. Den Stilling, i hvilken jeg befinder mig, be
femmer mit Forhold. Kongen af Danmart har ingen Jndflydelfe paa Norges Skjebne.
Det er følgeligen grufomt at gjøre ham anfvarlig for denne, og jeg indbyder Dem
til at virke hos Deres Souverainer for at befri ham herfor, og for at bevirke, at
hans Underfaatter efter faa mange Lidelfer iffe længere fulle have fremmede og tals
rige Hære at underholde. --- Jeg anmoder Dem, mine Herrer, at meddele mig Svar
paa benne Note, forinden De forlader Norge, ledfagede, derom være De forſilkrede,
med Enhvers gode Ønfrer, fom har lært at kjende Dem, og har Aarſag til at agte
Dem ligefaameget fom Deres velvillige |
Ghrifttan Frederik.“
Chriſtian Juderile Kundgierehſer til Hullet og Hæren. 481
Gud og Gflerberbenen flat danne o6 imellem. Mobtager, mine Herrer,
5 em den Hoiagtelſe“ o. f. v.
Samme Aften ankom de allierede Magters Geſandter til Moſs, havde Audience
- 66. Maj. om Morgen berpaa, og vendte berpaa tilbage til Sverige.
Sjette Capitel.
Sidfle Sorſog paa en fredelig Overeenskomſt.
J Untebning af dioſe mn bilendebragte" Forhandlinger med be Allieredes Sendemænd
heldt Kongen et Statsraad af 295e Juli, hvori „Os. M. forelagde en Note af 25de
uti for be alllerede Magters Gefandter, hvori disfe have erklæret, at Kongen af
ESerige itte har villet antage Jorflag til Vaabenſtilſtand uden paa de Billaar, fom
ef dem Gave været tilbudne i deres Mote af 7de Juli, og tiltjendegav He. DM. tillige,
at Qiendtligheberue fom en Folge deraf allerede vare begyndte ben 27de Juli fra
foenfl Side ved at lande Tropper paa Hvalserne. — Videre forelagde Ho. M. en
- Qundggøreife af 285e Juli med Bilage, hvorved det norſte Holl underrettes om Henne
Ninets Stilling og de Underhanblinger, fom have fundet Sted med de alkterede
Magters Gefanbter. — Sluttelig behagede det 96. M. allernaadigft at obſervere,
ai de aflierede Magters Gefandter havde indfundet fig hos ham den 28de, at de
— havde gjentaget Sveriges Fordring om Foæftningernes Beſattelſe af foenffe
Cropper og ronend ubetingede Redlægning fom Betingelfe for Baabenfrilftanden; og
| at de, efterat bette paa De Grunde, fom i Mundgjørelfen ere anførte, paanyt var
afflaaet, atter havde begivet fig tilbage over Grænbdfen.-
Owennæente Kundgjøretfe af 28de Juli lød faalebes: „Det norfle Volt vil af
- vebfølgenbe Noter, veytede mellem OG og de allierede Magters Gefandter, erfare Ud⸗
fdet af tinderhanblingerne, fom have fundet Sted for at forefomme Krigens Ubbrud
ixrellem Sverige og Norge. Bi have den Overbeviisning, at ber fra Vor Stde ar
- tilbudet Alt, hvad der hende tilbydes, for uden Opoffrelſe af Nationens og Bor egen
Vre at undgaae en for Norden odelceggende Krig. Bi ere maaſtee gaaet videre end
- det norfte JFoll i Amindelighed vil billige, ibet Bi have viift Os villige til med
Selvopoffrelſe at frafige OG og i Folkets Haænder at nedlægge de Mettigheder, fom
dets Tillid fljæntede Os, fanfremt et GStorthing, der ene funde beftemme Rigets
Gtjebne, atfendte, at en conftitutionel Forening med Sverige, fom kunde filtre det
nerffe Goll Rettigheder og Hordele, var at foretrætte for et fortvivlet Forfvar mod
Garopas mogtige Stater, forenede mod Norge. — Uldrig har egen Fordeel eller
- Heflefyge ledet Bore Handlinger; Bi have hin villet det norfte Holte Held, og den
- bilbudne Opoffrelſe af perfonlig Tilfredøhed var, under den Forudfætning, at denne
- mefigen ogfaa kunde lede til Folkets Held, det flørfte Beviis herpaa, fom Bi fors
- made at give Bort Folk og de Magter, fom talede til Morge.
midlertid ere Bore Beftræbelfer for at forekomme Mrigens Udbrud blevne
- frugtestøfe. Den foenfte Regjering bar, under Skin af at onſte Fred og at ville
bevilge Vaabenſtilſtand, fordret fom Vilkaar for famme en ubetinget Erklæring af OG,
at Bi fra denne Stund af nedlagde Kronen, famt at fvenfle Tropper ſtulde bejætte
zeſtningerne. Vi ville og Vi funne aldrig fvige Bor Eed og Pligt mod det norfte
oil; Bi funne et indvilge i Foſtningernes Overgivelfe til de føenfle Tropper, hvillet
faa aldeles ſtrider mod Mattonalæren og den offentlige Mening; Bt troe at have
handlet overeensfemmende med Bor førfte Pligt og med Folkets Ønfte ved at afflane
disſe forhaanende Bilfaar. — En Følge deraf vil være, at Krigen, fom de Svenjre
talls Erindringer. 31
478 Tredie Tibsrum. Femte Gapitel.
mobighed, og tilbøb fig ved ſtore perfonlige Offere at gaae beres Blaner imøde. Han
gif endog faa vidt, at han erklærede Foreningen med Sverige, der hidtil af ham
ſtedſe var fremftillet fom en Ulykke for Norge, for Norges enefte Frelſe i deis nær
værende farlige Stilling. Prindſens Stemning vaklede vel endnu i benne Tid imellem
Frygt og Haab, men aabenbart var hans Frygt for et uheldigt Udfalb overveiende
Øet fporede ogfaa Formanden for ben foranførte Deputation, Statsraad Aall, da han
perfonligen afgav fin Rapport til Kongen om Ubfaldet af det ham overdragne AFrende.
Han blev modtagen af Kongen, og hans Beretning hørt!) — vel med den forekom
mende Benlighed, fom var ham egen, og fom tiltraf ham i en fjelden Grad dere
Hengtvenhed, ber nærmeft omgave ham, men tillige med fjendelige Tequ paa em
nedtrykt Sindsftemning, fom og en Unelfe om at hans fongelige Rolle fnart var ude
frille. Han viifte i den Audience liden Opmærtfomhed for Deputationens GStjebne,
fom Han, efter hvad der i Norge var forefaldet, maatte ane, og henvendte Valen paa
be Allieredes Meddelelfer fom Forbud paa den Forandring, der foreftob i hans Stilling.
Han maatte nu ogfaa i Sandhed finde fig fat i bet vanffeligfte Forhold. Han
havde med Nationens Nepræfentanter fvoret at ville forfvare Norges Selvſtandighed
til det Mvderfte, og Eden funde blot gives tilbage i Nationens egne Hænder. Imid⸗
lertid forlangte af de allierede Magter igjennem deres Befulbmægtigede fom et ufres
vigeligt Billaar for en fredelig Tilnærmelfe hans Nedftigen fra Norges Trone, %g
Overgivelje af Norges vigtigfte Foftninger i Sveriges Hænder. Til det forſte kunde
Chriſtian Frederik let beqvemme fig; thi han indfaa nu, hvad han før ifte ſynes dt
have anet, at Norges Forening med Sverige var uigjenfaldeligen beftemt, og at Norges
Midler vare for fmaa til at modfætte fig en med faa beftemt Overmagt underſtotiri
Beflutning. En Forandring maatte nu foregaae Å hans Begreber om hvad ber kjerke
til at befordre Norges politiffe Lytfalighed, ber var Hovedformaalet for hane Beſna⸗
belfer, og hans glade Foølelfer ved at beftige en Trone maatte dæmpes af roligere og
mindre muntre Betragininger. Efter den Tone, der dagligen lød i hans Øren, maatte
ban hidtil have anfeet Norges abfolute Selvftændighed fom et almindeligen udirykt
Nationalønfle. Kongens Raad vare der Faa, fom indlode fig i at bedømme Gely
ftændighedens Urt og Natur, eller bend Følger for Rationalvelftandben. Dertil mang
lede tildeels den fornødne Grfaring og Bekjendtſtab med Landets Krœfter. Dieſe var
fljulte for Nationen, fordi JIndtægterne vare flydte i Frænberigets Statskasſe, og
begge Rigers Udgifter vare uadfrileligen fammenblandede. Dertil fom, at en rolig
Betragtning herover forffjøbdes under Moængdens eralterede Stemning fom en Biſag,
bvis Vanſtelighed vilde jevne fig, naar førft Selvftændighedens Trone var reift. We
Mend af Prindfens nærmefte Omgivelfe, fom unde være iſtand til at anſtille disk
Betragtninger, vare Gelvftændighedens ivrigfte Horfægtere, befjælede af ben frok
Uvillie mod enhver Slags Korening med Sverige, og ethvert Forføg paa at gjør
Fyrſtens og Follets Tro paa Selvftændighedens Sag vaklende betragtedes og behand:
ledes fom et Landsforræderi, eller i afle Tilfælde fom et Beviis paa em Svaghed og
Frygt, der var den ſtolte norffe Nation uværdig. Saaledes var Chriſtian Frederil,
deels formebelft egne Unftuelfer, deeld af ubvortes Omftændigheder fremſtudt paa Se-
ftændighedens Bane, og bet var ført be fra de allierede Magter udſendte Under:
hanblere, fom aabnede fulbfomment hans Øine for de Farer, der truede hans Stillinz.
Nu ønftebe han viftnot at træde tilbage og nedlægge den Mrone, fom var fat pa
hane Hoved; men det ſtod nu vanfreligen t hans Magt at indgaae paa de forlag
Betingelfer. Han maatte lade Nationen felv beftemme fin Skjebne; ben Eed han
havde aflagt, at forfvare GSelvftændigheden, Funde han blot give Nationen tilbage
gjennem dens Mepræfentanter, og Foæftningernes Overgivelfe, der gjorde til en ufte
vigelig Betingelfe for Vaabenſtilſtanden, kunde han ikte uden Gværdflag tilſtede.
5 [Paa Mo VG den 12te eller 13de Auguſt (jfr. ovenfor 6. 464), olkjan efter Frede
ritsſtads Overgivelfe og umiddelbart for Conventionens UfNutning.]
Garl ben Trettendet Kunbgjørelfe til Rordurendene Me Juli. 4
at aabue Fredens og Forſonlighedens Bei for fewildede Unberfaatter, inden
unndbgaaelige Uipifer fammenblande ben Uffyldige med den Brødefulde. —
ere af Norge! Eders politifte Tilværelfe er utrokteligen beftemt igjennem
givenhedernes endelige Udvikling, og fradfæftet igjennem de høitideligfte For⸗
» Vet beroer ilfe længere paa nogle urolige Partiftiftere, ber føge at forlede
fra Lydighed mod Lovene og Medetighed, at lægge Hindring i Beien for en
Zingenes Orden i Norden. Den er eenftemmigen forfiltret af Guropas meægtigfte
ger.
» Sveriges uomtviftelige Net til den tilfigtede Forening med Norge er bleven
Dyrefjøbt ved Bore Underfaatters Blod og vpatriotifte Beftræbelfer, HL at Bi
meget Øieblit fulde tage i Betæntning at underftøtte den, og gjøre den paa bet kraf⸗
figite gjældende ved alle de Midler, Forfynet har nedlagt i vore Hænder. — For
De Opoffrelfer, fom Bi under et blodigt og hæderfuldt Felttog frivilligt have
Guropas almindelige Frelfe, have Bi aldrig ønftet nogen anden Belønning end
fandinavifle Halvøes Ro og Sikterhed i Fremtiden, — Det var for at befordre
Denne velgjørembe Forening imellem Sverige og Norge, famt for at befæfte den ved
elle Oæderens og Redelighedens Baand, at Bi have famtykt i at tilbagegive H6.
M. Kongen af Danmart de rigefte af hans Beſiddelſer paa Faftlandet, der allerede
vare erobrede af Bore og Bore Allieredes feirende Tropper. Det var for at vinde
Dette Formaal Bi ilede at eftergive Betalingen af de Paalæg, fom allerede vare ude
forene inden bet danfle Riges Grændfer, hoitideligen at frafige Os de Erftatninger
fos Hoffet i Kjøbenhavn, hvortil Bore Underfaatter fidben længere Tid have været
berettigede, famt endeligen i Forening med disfe uegennyttige Fredsvilkaar at tilbyde
endnu dyrebarere, for Bort Hjerte meer ømfindtlige Opoffrelfer, fom em yderligere
OStadeserftatning for Norges fredelige Afſtaaelſe.
„AUlykkeligviis har indtil nu en enfelt Perfon med nogle Jaa af hans Lilhæns
gare modarbeidet Bore egne og Bore høie Forbundnes fælles Beftræbelfer. HOs. danfle
Majeftæts forrige Statholber i Norge er den, fom alene tillader fig at misbruge
Ders Tillid, og forlede Wder til en brødefulb Modftand mod alle de Magter, fom
have fadfoæftet den frandinaviffe Forening, og offentligen erkjendt Bort vetvife Oiemed
og Bor eftergivende Handlemaade. Forgjæves flulde Prinds Chriſtian forſoge paa
at gjøre Selvftændigheden af Eders nærværende Liljtand gjældende. En faa ubes
feiet GSetvftændighed modfiges ike mindre af Eders egne Fordele end af den fande
Ciatsiæres uforanderlige Grundfætninger. Thi derfom Kongen af Danmart har løft
Øver fra ben Trofkabseed, fom J have fooret ham, faa har han i famme Stund
paalagt Eder den uvilkaarlige Pligt, at indgaae med Os og den foenfle Krone famme
Forbindelfe, jom forud bandt Gvder til det danſte Monarki, og alene fom en Følge
af de Os i denne Henſeende givne Forfittringer have Bi paa Bor Side forbundet
Ose til de derimod fvarende Opoffrelfer.
morges Jndvaanere! Det er i Tillid til Eders rene og ukunſtlede Tæntemaade,
at Bi endnu tiltale Ever med dette fredelige og fortrolige Sprog, inden Bi lade
Baaben give Bor retfærdige Sag Bægt. Horgjæves have Bi flere Gange opfordret
Prinds Ghriftian til Lydighed mod AErens og Pligtens forenede Roſt, forgjæves til
Ger felv ladet udfærdige Kumdgiorelſer, fom burde have oplyft Eder om Bore vels
gjørende Øenfigter, og adfprede det Blendvært, hvormed oprørfte og rænkefulde Frem⸗
mede have haabet at bølge Eders virkelige Forhold til Europas øvrige Magter.
nTilbøielige til med faderlig Ømbhed ei at betragte Rordmøændene anderledes end
fom Brødre af Bore foenffe Underfaatter, have Vi længe fmigret Os med at funne
unbgaae alle flrengere Forholdsregler, overbeviifte om at Nationen felv, før eller
fenere, hoitideligen ſtulde misbillige en fremmed Embedsmands brodefulde Ubetænt
fombhed. Med ſtaanſom Belvillie mod Bore nye Underfaatter have Bi forhalet det
Tidspuntt, ba Bi fulle gjøre Bore Mettigheder gjælbende ved Udvikling af Bore
Krafter. Imidlertid flabtes af den forrige Statholder em Follereyræfentation, overs
31*
499 Tredie Tidsrum. Sjette Gapitel. -
den 275e have begyndt ved at befætte Hvalserne, fom Roflotillen efter Bor Vefalimg
og uden Tab forlod, vil fortfættes, og fore Opoffrelfer og Savn vil fordres af Vert
elffede Foll, for at beftaae i famme mod talrige Fiender. Men Bi forlade Os trygt
paa Bort troe Foll, at det vil vide at hævde fin Ufre, og med GSambdrægtighed og
Uforfagtheb at mobftaae be fiendtlige Skarer, fom vile tuldfafte dets GSelvftændighed
og Frihed. Vi opforbre Follet til at fægge for Dagen, at Rigsforfamlingene heis
tibelige Grtlæring af 19de Mai, heller at ville bøe end at foretrætte Slavelænter,
par talt i Folkets Aand. Enhver Nordbmand vife fig fit Ravn og fine Forfædre
værbig! — Paa Gud og paa Vor retfærdige Sag ville Bi forlade Os trygt, og
vente tidlig eller fildig Forløsning af den Almægtige, naar Vi fremdeles handle fom
Bor Samvittighed, Bor Eed og Pligt byder Os. Givet i Mofé den 28de Juli 1814.
Chriſtian Frederik.“
Og til Krigshæren udſtedtes følgende Kundgiorelſe: ,Baabenbrødre! Timen er
fommen, ba I flulle befegle den Eed I have føsret, at hævde Norges Selvftandighed,
ved at vove Liv og Blod for det elffede Hædreland. Den fvenfle Regjering har fom
Vilkaar for en Vaabenſtilſtand, den Bi attraaede for at pleie fredelige Underhandlinge,
fordbret at ſvenſte Tropper ſtulde befætte Grondſefceſtningerne Hrederitfteen og Frede
rifftad. Dette Forlangende have Bi holdt for Pligt at afflaae, fordi det fred i lige
høt Grad mod Confritutionen og mod den offentlige Mening, og fordi det tilljender
giver den ſvenſte Regjerings Henfigt at ville krænte Nationens ÅSre i famme Stund,
fom gyldne Løfter og Forſikkringer gives i offentlige Aundgjsrelfer. Bi frr ikke hen
til be perfonlige Fornærmelfer, fom disfe indeholde. Bort Foll kender Vor Handle
maade og Bore Henfigter; forgjæves flal Fiendens Nænter firæbe at frille Os fra
Folket, og Follet fra Os; thi Follets Sag er me Gjenftanden for Vor Ombhu, og
for dets Frelfe ere Vi villige til den hoieſte GSelvopoffrelfe. Men den fvenfle Mer
gjering har erflæret, at den ille erkjender den afholdte Rigsforſawlings Gyldighed,
og at ben vilde begynde fin Indflydelſe paa Norge ved at kuldkaſte Rigets Grunblev
— Den vi Ulle have fvoret Troffab.
„Svenſte Tropper have allerede betraadt norfl Grund. Hvad andet Balg end
Kamp og GSelvforfvar levnes os da? Med Os flulle I, tappre norſte Mænd, fride
for Urne, for JFrihed og GSelvftændighed, og gamle Norges Navn og Haver fra
haandhæves ved Eders Mandemod. Mangehaande Savn og haarde Prøvelfer Funme
foreftaae, men i Tro paa Guds Biffand ved vor retfærdige Sag flal disfe ovewin⸗
beg, og Den Kriger, fom vender tilbage fra den hæderfulbe Kamp, flal bele ve
med ben, der offrer fit Liv for bet elffede Fedreneland. — Frihed eller Dev være
vort Loſen! — Hovedkvarteret Mofs, den 290e Juli 1814.
Ghriftian Frederik 4.-
Imidlertid manglede fra Sveriges Side ikke heller Forføg paa at rokfe det norfke
Folks Tillid til Selvftændighedsværket, og bevirke em fredelig Forening mellem begge
Niger, enbffjønt de dertil valgte Midler neppe vare henfigtsfoarende. Under 108
Juli udftedtes af Sveriges Konge en Protlamation af følgende Indhold:
„Vi Carl, af Guds Naade Sveriges, Norges, de Gothers og Venders Konge
o. f. v. tilbybe famtlige Bore Underfaatter, Norges Riges Indbyggere, Vor fym
berlige Mndeft, naadige Bevaagenhed og gunfrige Billie med Gud den Almegtige.
„J famme Øieblit ba Bor kjærelftelige Hr. Søn, Sverige Kronprinde, ar
beredt i Spidfen for Bore Armeer til Lands og Bands at tage Kongeriget Norge i
Befiddelfe , funne Bi ikke nægte Bort faderlige Hjerte den Tilfredsſtillelſe, enduu
> Forfatteren havde unber ifte Uuguft et egenhændigt Brev fra Kongen i Uuleduiug
ben føromtalte Ufpanbling, fom var indryklet i Gothenborgs Tidende, hvort utige
tigen Statsraad N. Aall var angivet fom Forfatter. Dert figer han mod Suk
ningen: „Krigstordenen er begyndt, og jeg lægger mit Haab om et Iykteligt Udfad
i Forfyneté Haand.“
Garl ben Trettendes Kunbgjørelfe til Norbmanbene 10ke Juli. 493
- mpeng at adbme Fredens og Forſonlighedens Bei for forvildede Unbderfaatter, inden
Aizens mindgaaelige Ulykker fammenblande ben Uftylbige med ben Brødefulbe. —
| RBiyggere af Norge! vere politiſte Tilværelfe er urokleligen beſtemt igjennem
emes endelige Udvitling, og fradfæftet igjennem be hoitideligſte For⸗
hd. Det beroer ikke længere paa nogle urolige Partiftiftere, der føge at forlede
Oter fra Lydighed mod Lovene og Medelighed, at lægge Hindring i Beien for en
” Tingenes Orden i Norden. Den er eenftemmigen forfiltret af Curopas mægtigfe
ger.
»Sveriges uomivifelige Net til ben tilfigtede Forening med Norge er bleven
difor dyrekjobt ved Bore Underfaatters Blod og patriotiſte Beftræbelfer, til at Vi
meget Dieblik ſtuſde tage i Betæntning at underſtotte ben, og gjøre ben paa bet kraf⸗
tigite gjætdende ved alle de Midler, Forſynet har nedlagt i vore Hænder. — For
te de Dpoffrelfer, fom Bi under et blodigt og hæderfuldt Felttog frivilligt have
gjet Europas almindelige Frelfe, have Bi aldrig ønftet nogen anden Belønning end
ha flandinaviffe Halvoes Ro og Silterhed i Fremtiden, — Det var for at befordre
henne velgjørenbe Forening imellem Sverige og Norge, famt for at befæfte den ved
alt Hederens og Redelighedens Baand, at Bi have famtylt i at tilbagegive He.
2. Kongen af Danmart de rigefte af hans Beſiddelſer paa Faftlandet, der allerede
vær erobrede af Bore og Bore Allieredes feirende Tropper. Det var for at vinde
beite Formaal Bi ilede at eftergive Betalingen af de Paalæg, fom allerede vare ude
frvne inden bet danſte Riges Grændfer, bhøitideligen at frafige Os de Erſtatninger
fn Hoffet i Kjøbenhavn, hvortil Bore Underfaatter fiden fængere Tid have været
baeitigede, famt endeligen i Gorening med bisfe uegennyttige Fredsvilkaar at tilbyde
mu dyrebarere, for Bort Hjerte meer omfindtlige Opoffrelfer, fom en yderligere
- Stobeserftatning for Norges fredelige Afſtaaelſe.
ntliyffeligbiis har indtil nu en enkelt Perfon med nogle Jaa af hans Vilhæns
fat modarbeidet Bore egne og Bore høie Forbundnes fælles Beftraæbdelfer. Hs. danſte
- Majetats forrige Statholder i Norge er den, fom alene tillader fig at misbruge
Gas Tillid, og forlede Eder til en brødefulb Modftand mod alle de Magter, fom
hane ſtadfceſtet den frandinaviffe Forening, og offentligen erfjendt Bort retvife Øiemed
% Sor eftergivende Handlemaabe. Forgjceves frulde Prinds Chriſtian forføge paa
ul gjøre Setvftændigheben af Eders nærværende Tilſtand gjældende. En faa ude
et Getofændighed modfiges iffe mindre af Gders egne Fordele end af den fande
Ctetslæres uforanderlige Grundfætinger. Thi derfom Kongen af Danmart har løft
Ger fra den Troffabseed, fom J have fvoret Ham, faa har han i famme Stund
Malagt Eder den uviltaarlige Pligt, at indgaae med Os og den foenfle Krone famme
Berbindetfe, fom forud bandt Eder til bet danſte Monarki, og alene fom en Følge
Å de Os i denne Henfeende givne Forfiffringer have Bi paa Bor Side forbundet
Di til de derimod farende Opoffrelſer.
«Norges Jndvaanere! Det er i Tillid til Eders rene og ukunſtlede Tænkemaade,
tl Bi endnu tiltale Eder med dette fredelige og fortrolige Sprog, inden Bi lade
Staben give Bor retfærdige Sag Vægt. Forgjæves have Vi flere Gange opfordret
inde Ghriftian til Lydighed mod AErens og Pligtens forenede Roſt, forgjæves til
Ber feiv fadet ubfærdige Stmbdgjerelfer, fom burde have oplyft Eder om Bore vels
førende Øenfigter, og adfprede bet Blendvært, hvormed oprørfte og ræntefulde Frem»
Me have haabet at dølge Eders virkelige Forhold til Europas øvrige Magter.
våilbøielige til med faderlig Omhed ei at betragte Rordmændene anderledes end
fm Brødre af Bore ſvenſte Underfaatter, have Bi længe fmigret OG med at funne
Mbgaae alle firengere Gorholdsregler, overbeviifte om at Nationen felv, før eller
fam, hoitideligen frulde misbillige en fremmed Embedsmands brødefulde Ubetank⸗
bed, Med ſtaanſom Belvillie mod Bore nye Unbderfaatter have Vi forhalet bet
Udtyntt, da Bi frulle gjøre Bore Mettigheder gjældende ved Udvikling af Bore
Arefir. Imidlertid flabtes af den forrige GStatholder en Folferepræfentation, overs
31*
294 Dredie Fibsrum. Gjette Capitel.
eensftemmende med Ophavsmandens Henfigter, ike med Nordens ædgante Sedvaner.
Fremmede Embedsmeend, fom med ham bdeelte lige JInteresfer, beeltoge i denne For⸗
føling, ved bhvillen den bevæbnede Styrke meer end Medborgerlighedens Stemme
havde Jndflydelfe, Udfaldet blev fvarende til denne Foranftalming, ikke til Nationens
fande Fordel.
„Ved en faadan Tingenes Bending i dette til Os allerede lobligen aftraadte
Kongerige ffulde en vedvarende Skaanſomhed fra Bor Side alene symuntre Brøden
og de hemmelige Stemplinger, hvormebd den almindelige Roligheds uforfonlige Fiender
afbrig frulbe ophøre at undergrave ben fanbinaviffe Halvøes fremtidige Lylfe. En
Fyrſte, der er ligefaa fremmed for Norge fom for Sverige, og alene bunden til
Danmarks færffilte Fordeel, har allerede valgt de voldfomfte Skridt for at fætte Eder
i Opror mod Eders lovlige Øvrighed, og i aabenbart Mrigsforhold til England,
Rusland, Øfterrige og Preusjen.
„En faadan Vilftand af Sykittelfe og Oplosning hverken fan eller bør have
Barighed. Lige farlig for alle tilgrændfende Stater fordrer famme deres Samvirken
for at foæle ben Tvedragtsaand, fom allerede truer med alene fra Norden at bort
fjerne Fredens velgjørende Virkninger. Bi ile faaledes at opfylde en ueftergivelig
Pligt mod Vore famtlige Underfaatter, da Bi nu, under Paafaldelfe af den Almeg⸗
tiges Biftand før Vor retfærdige Sag, anbefale Bor høttelftede Hr. Søn, Sveriges
Kronprinds, at begive fig til Norges Grændfer med hele Bor Krigsftyrfe, underføttet
af Bore Medforbundbnes fraftfulde Medvirkning, for uden Hderligere Udfættelfe at tage
dette Rige i Befiddelfe. Og have Vi iligemaade overdraget H. K. H. at, faafnort
han er inbtraadt inden Grændferne af Bore nye Stater, ufortøvet i Bort Navn og
med Bor fongelige Myndighed at fammenfalde bet norffe Folks GStænbder, hvilke,
efterat be igjennem beres Medborgere8 frie Valg tilbørligen ere befulbmægtigede, VMulle
have fulbfemmen Net til mellem fig at overlægge om en Grundlov, der fan berede
Landets Bel i Fremtiden, famt at førelægge famme til Vor fongelige Prøvelfe. —
Bi glæde Os ved at gjentage ved benne Unfedning, at Bi, langtfra nogenfinde mid:
delbart eller umiddelbart at tiffigte nogen Jndffrænkning i de Nettigheder og Fris
heder, hvoraf de norffe Underfaatter Hidtil have været i Befibdelfe, endt yderligere
og paa det høitideligfte ftadfæfte famme, overbeviifte om at den flandinavifte Halvøes
tilfommende No og Lykke et fræve noget Undet af begge Koll end uopløfelig For
ming af beres indbyrdes Fordele.
nImidlertib erklære Bi herved den af Prinds Chriſtian fammentaldte Rigsfor⸗
famling lovſtridig og fornærmende ei mindre mod Bore end alle lovlige Regjeringers
og felve det norffe Folls uomtviftelige Rettigheder. Vi erklære Yderligere alle Hand:
linger og VBeflutninger, fom ere udgangne i denne Forfamlings Navn eller med dens
Myndighed, i enhver Henfeende for ugyldige, uden Kraft og Forbindelfe, famt forbyde
udtrykkeligen Enhver af Vore norffe Underfaatter at lyde eller efterleve dem paa nogen
Slags Maade. Bi byde og befale derhos, at alle Fremmede, fom for nærværende
Tid opholde fig i Norge, ufortøvet frulle begtve fig ud af Riget, eller og for Bowe
Embedsmond foærge Os tilbørlig Tros og Huldſtabseed, faa kjært det er dem ei at
anſees og ſtraffes fom Oprørsftiftere og Epioner. Hvorhos Bi, for endnu yderligere
at fægge Bor ømme og faderlige Tænfemaade mod Bore nye Underfaatter for Dagen,
udirnfteligen Herved love og forfiltre, at alle indfødte Nordbmænd, fom hidtil kume
anfeeg misledte eller forførte af egennyttige Fremmede, af Os herefter under em fulds
kommen Forglemmelfe af bet Forbigangne flulle omfattes med al fongelig Naade og
Yndeſt, faafremt de nu ufortøvet vende tilbage til Troffab og Lovlydighed, og ile
med unbderfaatlig Iver og Undergivenhed at efterleve alle de Bud og Befalinger, fom
paa Bore høte Begne til dem ere udfærdigede. — Vi befale Eder Ulle i Alminde⸗
Kahed og Enhver i Særdeleshed ben almægtige, naadige Gud.
Stodholms Slot den 10de Juli 1814.
| Garli. v. Brindmann."
Brevvegling mellem Chriſtian Frederik og Carl Johan. 28%
Denne Preflamation var ingenlunde flikket til at berokge Gemytterne eller femme
dem for Foreningen. verten funde Nigtigheden af Statslærens deri anførte Grund⸗
fetninger, eller af ben Slags Giendomsret over Norge, fom her omtales, erkjemdes.
Om Danmar! afftod fin Net til Norge til et andet Nige, fulgte ille beraf Nerges
gorpligtelfe til at unberfafte fig en anden Forbindelſe, uden at gives Unledning til
at merveie Foreningens Vilkaar. For disſe vare beftemte kunde det ei ventes, at
Serge ubetinget ſtulde fafte fig i Sveriges Urme. Den Haan, hvormed en almins
beligen elffet Fyrſte behandledes, og tjær Kuidfaftelfen af Rigsforfamlingens Urbeide,
er allerede da betragtedes med hellig Wrefrygt, faarede Gemptterne, og Prokſlama⸗
tonen anjaaes almindeligen fom et flet begrundet Aktſtykke, hvis Gyldighed blot kunde
mdeføttes af Spydftagen. Samtidig hermed bekjendtigjordbes en Kundgjørelfe fra
Everiges Kronprindsl), der viftnok vidnede om meer Ugtelfe for ben norffe Ratton
med Henfyn til dens Fremtids Taro; men nogle af de bart anførte Sætninger havde
men hiſtoriſt Grund, andre flang paa ben Tid ikke godt i et Folls Øren, hvoraf
am Deel endnu hadede Foreningen med Sverige, en Deel anfaa den fom et nødvens
bigt Onde, ber maatte vælges for at frelfe Nationen. Hverken den ene eller den
anden Betjendtgjørelfe frilede til Maalet, og den fvenffe Regjering nodtes til at an-
vende andre Midler, og mere lempe fig efter ben almindelige Mening om Nationens
Etiling, for omfider at bringe Foreningen i Stand.
Ghrifttan Frederif, fom nu troede at burde forføge alle Midler til en fredelig
Yfgjørelje, henvendte fig ved denne Tid til Sveriges Kronprinds med et Brev af
13e Jult faalydende:
„Min Hr. Fætter! Det er til en Modftander, hvis Ugtelfe og Tillid jeg Mulde
øfte at erfverve, at jeg henvender mig ved at tilffrive Dem. Veg vedlægger her
Øjenvarten af mit Brev til Hs. M. Kongen af Sverige. Dette bærer Bræg af
mine Følelfer, og angiver de perfonlige Opoffrelfer, fom jeg vil være villig til for
tt filfre Freden i Norden. Den norffe Nation flat beftemme, om den vil foretrætte
em Mrig med Europas forenede Magter for den Skjebne, fom man byder famme; jeg
fal gjøre den em tro Skildring af hvad den fan have at vente.
De fan erobre Norge; men de vil regjere vver Underfaatter, fom ere Fiender
df fine Unbertryftere. Bed milde og menneffelige Midler, og ved at tage Henfyn
fl den ofrentlige Mening vil De funne haabe at Pfkre de flandinaviffe Foltefærde
Rotiahed og Lyfte. Vælg De, min Prinds, og tvivl iffe om, at De fral finde mig
ma Bligtens Bane i Sypidfen for et Folt, fom forfvarer fin Uafbængighed, eller fom
ørrigtig Mogler fra det Oieblik af, at man vifer fyldig AUgtelfe for dets Rettigheder
og Lykte. Jeg undertegner mig, min Hr. ætter, Deres ganfte velvillige
Ghrifttan Frederit.'*
Paa dette Brev fvarede Sveriges Kronprinds 20de Juli fra Gøteborg ſaaledes:
„Min Hr. Fatter! Veg iler at befvare Deres Brev af 13de dennes, fom jeg
ført Å Dag har mødtaget, og hvilfet var vedlagt Gjenpart af em Skrivelfe til Hs.
MN. Kongen, min Herre. — Den norfte Nation, forledet af en danſt Prinds, fom
hnde have fparet ben for em øbelæggende Krigs Elembigheder, fan endnu Å nogen Tid
førbtindes, men retfindig og frimodig vil ben erfjende fine Pligter mod fim retmæse
Kar Overherre, og felv vide at frraffe bem, der have vildledet ben. Kongen min
Herre er beredt til at tilftaae denne dygtige Nation langt meer end det, den med
Feie hunde forlange; men bet er ene NRordmændene, fom Hs. M. vil høre, og ille
be ulovlige Autoriteter, fom han hverfen fan eller bør erkjende, og fom have Hens
flater, ber ere aldeles føridende mod Norges Held og Hæder. Som danſt Prinds
tinde De fjende Deres Pligter, fom tro og retſindig Underfaat burde De have avs
lydt den Monart, fom havde fat Dem i Spidfen for den norffe Regjering, og ingen-
lunde benyttet Dem af denne Myndighed for at fremfalde Borgerkrigen i Morden.
5 Frykt i Bilag No. 79.
486 Tredie Tibsrum. Syvende Gapitel.
Jeg har aldrig havt tftnde at forene Norge med Sverige med VBaabemmagt; jeg trag»
tede efter en mildere Grobring. De Folteflag, fom Krigshændelferne have underlagt
min Beftyrelfe, erkjende tilfulde be Grundfætninger, fom have ledet mine Handlinger,
og ben offentlige Mening, fom De taler om, og fom fledfe flal være Berbens Drons
ning, har allerede ertlæret fig imod Dem.
De flandinaviffe Folteflags Ro og Lytfalighed er mit eneſte Maal, og jeg
vilde, min Prinds, med Opoffrelfe af min fidfte Blodsdraabe filtre deres Held, deres
Uafhængighed og deres Frihed. — Man gjør ingen Opoffrelfer, naar man nedlægger
en ufurperet Magt, og man er iffe paa Pligtens Bei, naar man ilte erkjender Hel»
ligheden af Traktater og af Folteretten, fom disſe ere byggede paa.
„Prinds, jeg vil nu udføre min Konges Befalinger, og jeg flal ikke ophore at
gjentage for de Svenſte, at de bør rakle Haanden til be gode Rordmænd, og aldrig
blande bisfe med Oprørsftiftere og de Udlændinger, fom de gaae i Strid med,
„Jeg er, min Hr. JFætter, Deres velvillige Garf Johan."%
Syvende Capitel.
Sejerſteds Forſvarsplan. Krigen udbryder.
Giher disfe forgjæves Forføg paa at afgjøre benne Strid i Mindelighed maatte
Norges Konge berede fig paa at gaae i Skranke med fin Modftander. Men faa flet
ruftet Nationen var i militaiv Øenfeende til at begynde Krigen mod faa overlegne
Kræfter, faa nedtryft var den med Henfyn til den borgerlige VBindflibeligheds Stilling.
Den vigtigfte Deel deraf, Udfribningen til England, var under bettes nærværende
Politit aldeles ftandfet, og fom en Følge deraf lan Skibene oplagte i de forffjellige
Havne. Kornforraadene, om hvis Tilftrærkelighed til at bortfjerne al Rød Forhaab-
ningerne nylig havde været faa fore, vare paa de flefte Steder fan aldeles udtømte,
at ber ſporedes mangefteds Mangel og Hungersnød. Hiſt og her havde endog denne
Kornmangel foranlediget urolige Scener og Ulmuens GSammenfrimlen til Byernes
Magafiner for at tiltvinge fig Brodkorn?). Men dette var imidlertid tun partielle
Bevægelfer, foranledigede af den flettefte, ifte engang ben meeſt lidende, Deel af
Folket, og virkede Intet til at forfiyrre ben almindelige Rolighed i Landet felv. Den
ftørre, og med Henfyn til Indflydelfe meeft betydningsfulde Deel af Nationen flod
paa Prindfens Sibe, og bifalbt hans frolte Plan, at forfvare Norges GSelvftændighed
til det Nderfte. Den Deel af Nationen derimod, fom tvivlede om et heldigt Udfald
af Selvftændighedakrigen, beftod meftendeeld af rolige Borgere, der tænkte paa Intet
mindre end oprørffe Bevægelfer for at modfætte fig tagne Beflutninger, og paa de
Enkelte, fom kunde have Mod og Lyft til at anvende voldfomme Midler, bandtes
HQoænderne formedelft Selvftændighedsvartiets fore Overvægt. Det hele Land faa
derfor viftnot ben ſtore Begivenhed, fom foreftod, imode med en Forventning blandet
med Frygt for Udfaldet, ber maatte være naturlig formedelft ben militatve Styrke,
anført af en prøvet General, hvormed Unfaldet frede fra Fiendernes Side; men Jngen
) [Disfe to Breve findes i foenfl Overfættelfe i Sdinlel-Bergmans Minnen VIII.
185—186 og 350—351.
7) Saaledes rottebe en Flok — viftnok af Egnens flettefte Snbbyggere — fig ſammen
or at tiltvinge fig Unberftøttelje af be Privates Kormmagafiner i Arendal. Borgerne
øgte at forfvare fig, og em af Byens formuende Kjobmænd mishandledes under
Pløbet i'ben Grad, at han rimeligvis maatte bode med Livet derfor. Hoben av-
[plittebes imidlertid uden at naae ar $Henfigt. I Bergen var der ogſaa urølige
cener af den Urt. på
DBetragtninger over Norged Stilling. Sejerſteb. 487
innfle paa at unberftøtte Gveriges Sag mien anbenbart eller hemmetigen. Meningerne
m ben divlomatifte Klogſtab, fom Kongen fulgte, vare viſtnok forfljellige, og i mangen
Sam ulmede det fille Ønfte, at Kongen paa en venligere Maade havde, fær firar
der Stilomisfen, nærmet fig bet fvenſte Kabinet, for at prove en flandtnaviff For⸗
ning tilveiebragt paa ajenfidigen fordeelaglige Bilkaar, og faaledes forebygge en unyttig
fap mod en beſtemt Overlegenhed. Men da Beſlutningen var tagen, var Nationen
hæebt pan, uden Knur at underfafte fig be dermed forbundne Biberværdigheder *).
) & af Forfatterens nulevende Venner, fom var en af —— —— varmeſte
Forfvarere, og hentede fin politiſte Tro af ben reneſte Fadrelandskfcerlighed, har i
ben Anledning yitret: „Jeg tvivler om at nogen venftabelig Nærmelfe fra Prinds
Ghrifttans Side til det ſvenſte Kabinet kunde have ført til noget rimeligt Nefultat.
Morteligt er bet forsvrigt, at ber — endfljønt der paa Eidsvold of henpegedes
paa en mindelig Forening med Sverige — ſgavidt jeg veed aldrig forklaredes, ja
maaſtee ilfe kunde forkllares, hvorban benne Forening flulbe funne blive. Jeg for
min Deel kunde aldrig foreftille mig, at Sverige, ſtottende fig paa Kielertraktaten,
vilde gaae ind paa andet end: enten at Norge flulde beſiddes af ben ſvenſte Konge
fom et ham tilbørende Rige med Enevoldsmagt, eller at Norge flulde fammenfmeltes
med Sverige, og Norges Jndbyggere faae be famme conftitutionelle Rettighedber fom
de Svenfte op Fettet meb dem. Ingen af bisfe Alternativer kunde jeg ville gaae
mb paa. Skulde jeg nogenfinde blive nødt til at vælge et af disſe fergelige Alter»
nattver, ba troer jeg, at jeg havde valgt bet førfte; thi ven Deel, Norge efter bet
andet vilbe faaet i ben fyenfle Repræfentation, var faa liden og intetfgeee, at
Norge vilde blevet underlagt et alene Kongen, men ogfaa be fvenfle Stænder.
Bed denne Vorening vilbe ba ogfaa Norges Nationalitet været aldeles tabt.” [Berg
antager, at pe menes Statsraad Mopfelvt.]
$vad Horfatterens politifte Mening var, er ovenfor omhandlet. Det havde bog
upaatvivleligen fimplificeret vg lettet Yorandringen i Norges politiſte Stilling par
den Tid, derfom alle Sveriges Pærmeller til Rorges Negjering for at tilvetebringe
en fredelig Horbindelfe ikke vare blevne haanligen afpiifte. Der fres Intet til Hinder
for, at Foreningen kunde være feet om Horaaret under lignende Betingelfer, ſom
ben flede om Hoſten, med ſamme Concesfioner fra Sverige8 Sibe, og med famme
Henſyn til begge Rigers oiflelige indvortes dl og inbre Organifatton. Eids—
»olbforfamlingen funde uforftyrret ubarbeibe Con tituttonen, og ublafte en Grundlov
patſende til bisfe Forhold, og peb Siden beraf prøve be Tilbud til en fredelig For-
emning, ber paa faa mange Maaber gjorde af ben fvenffe Regjering. Ut forfvare
benne Grundlov til ben ſidſte Blobsbraabe var et ftørre Hæbersvært, end at værne
om et Kongevalg, hvis Inbflybelfe paa Norge8 Stjebne i alle Tilfælbe var tvetydig.
Det fan derhos ille nægtes, at Norge var blevet forflaanet for mange Lideljer i Tid
og fremtid, naar en fogere Diplomatil var bleven anvendt af Norges Megent.
er flød i benne Sommer vift iffe meget Blob, men Forberedelſerne til benne Krig
toftede Nationen Mnfrrengeljer hvis Byrde i em trykkende Grad foltes i mange Uar
efter Krigen, Agel ben fulblomne Standsning i Norges vigtigfte Næringsveie 1
Sommeren 1814 frembragte en Næringsløshed, ber forberebebe mange Handelsmæends
borgerlige Undergang, og en til Hungersſsnod grænbfjende Mangel, ber blot funve
fammenligne8 med ben, ber fanbt Sted i Krigens værfte Aar. Derhos er bet aaben-
bart, at Gyrifttan Freberik med ftørre Frihed og paa en hæderligere Maade havde
tunnet føre Underhandblingerne om Vaabenitilftand og Fred, naar han iffe ved at
antage Kongevalget paa mange Maader — vanfleliggjort fin Stilling. — Ut
disſe Ideer itte bleve t fin hele Omfang fremfatte af Öppofittonen paa Eidsvold,
bertil have vi viift Grundben i ben foregaaende Fremftilling. De bleve nokjom an-
tybete i flere Opponenter8 Foredrag; men Alt hvad ber henpegede til at omftyrte
elvftandighedsværtet, hørtes med o amegen Uvilie og afvitfte8 med faa megen Be-
ſtemthed, at Opponenterne bragte8 til Laushed, endſtjont ber ingen Tvivl funde
være i Forfamlingen om bere8 Mening. UAntageljen af Falſens or ilag ben 19ve
Upril afbrøb besuden disfe Diskusfioner, der faldt fammen med ben Veftemmelje,
at Konge ſtulde værges. — I begge Partiers Fard ligger imidlertid et Forfvar for
deres Anſtuelſers Reenhed og deres Horfægtere8 patriotiſte Sind, ivet begge overfaa
be med deres fubjeftive Onſter forbundne YFolger af bered politiſte Tro. Blandt
Oppofitionen fanbtes Flere, hvis Sind i Stilhed endnu bøiede fig mo» ven gamle
Forening, og bisfe bortfjernebe bog aabenbart al Tante berom ved at tilrgade en
fredelig M orening meb Sverige. Forfatteren —2— at han kun af Overbeviisning
om, at Norges politiſte Stilling til udenlandſte Magter krevede denne Forening,
438 Trebie Tiderum. Suvende Capitel.
Krigens Udbrud var ſaaledes uundgaaelig, og ben begyndte i de ſidſte Dage
af Juli Maaned. Allerede i det afvigte Aar havde Generalmajor Sejerſted udbaſtet
nen Dispofition for de forfljellige Korpferé og Ufdelingers Bevetgelſer, uaar Fienden
flulde bryde ind”, hvilfen ogfaa blev lagt til Grund for den Forfvarøkrig, fom nn
berebtes. Sejerſted var bleven Prinds Chriftian Frederil varmt anbefalet af Priuds
Frederik af Hesſen!), og han fortjente fror Tillid formedelß ft KokalsKjenditab og
fin Dygtighed fom Officier; men yndige OØffieterer paaftaae, at han ille kunde er⸗
ftatte Savnet af Prinds Chrifttan Auguſts Adjutant, Major Darre. Sejerſted git
ud fra den bhiftoriffe Erfaring, at enhver offenfiv Krig fra enhver af de to Mationeré
Side ikke har været kronet med Held, og ftolebe derfor paa, at bet heller tøffe vilde
lykkes de Svenſte at gjøre varige Fremfrridt til Landets Undertvingelfe, om end Un:
grebet var forbundet med partielt Held. Hans Plan var faaledes ikke alene en For:
foarsplan, fom den efter Fiendens Etilling og Styrke og venne Krigs Natur ned⸗
vendigen maatte være, men en idelig fortfat MRetirade og Opgiven af de vigtige Pasje,
fom i forrige Krig med Held vare forfvarede. Major Darre havde under Prinds
Ghrifttan Auguſts Øine med fror Kunft fombineret en Forfvarskrig, hvorved de duer
ligfte Officierer funde blive fatte til Unførere, og be til Norge førende vigtige Pasſe
bleve ifølge denne Plan godt forfvarede, men benne Deling af Hæren og Gonder:
fplittelfe af de militaire Krefter pasfede fig mindre nu, da Ungrebet var faa fors
fljelligt fra bet, fom fandt Sted 1808, og nu frede paa enkelte Punkter med faa
ftore Troppemasfer. GSejerfted forudfatte et Indfald fra tre forffjellige Punkter, og
viifte hvorledes Armeen burde opftilles, for med Held at drive Fienden tilbage; men
hvormeget han end vaagebe øver Planens Hemmeligholdelfe, yitrede han bog ben For:
mobning, at den var bleven Fienden beljendt, da dennes Indfald flede meſtendeels
fillebe fig i Oppofition mob GSelvftændighedBpartiet, vg at han i Foreningen felv
anede mange Yarer baade før Norge og fin egen borgerlige Stilling. Det varit
Sandhed ille Lyften, fom bengang beftemte hans politifte Tro, hvor meget han end
fiben er bleven overbeviift om, at hvad ber flede var for Norge det Bedſte. Paa
ben anden Side overſaa GSelvftænbdigheddpartiet aldeles, at Ghriftian Frederils Valg
til Norges Konge nodvendigen, under be politiffe Konjunkturer8 ordentlige og let
forubfeebe Gang, maatte lede til en Sammenføining med Danmark, mob Poitten be
forftanbigfte og retfindigfte Hovedbmænd i frærke Toner udtalte fig. Begge Partier
henreves faa aldeles af bere Dverbeviigning om bereg politiffe Troes Nigtighed, at
de tilfibefatte fubjeltine Folelfer og overſaa Portife Jorvillinger. Jmidlertib maa
Forfatteren gjentage, hvad han før har havt Anledning til at yitre, at jo ikke fan
onſte noget Xeb borttaget t den Roælke af forberedende Begivenheder, fom i Som⸗
meren8 Lob fremledede Foreningen med Sverige, ba han holder fig overbeviift om,
at Folkets Provelſe under Selvftændighedens Forfvar ikke forgjæves gik over beis
Goved, og at JForeningen8 rette Tidspunkt rammedes, efterat Europas Politik ver
ienerfongresfeng Aabning havde faaet et andet Udfeende. Ovenftaaenbe Betragt-
ninger tjene kun til at gjøre Landbåmænbdb opmærkfomme paa begge Hovedpartiers
rene Henfigter og deres Jilbængere8 patrivtifte Sind.
Den famme Hadersmand har gjort opmærkjom paa, at ber egtjterede et Part
paa Eidsvold, font anfaa Forbinbelfen med England onflelig. Yorfatteren fynes
ogfaa at erindre, at noget Saadant virkelig fandt Sted, tigefom bet og laber fig
let forflare af Nordmendenes Forkjærlighed Sr England formebelft ben vigtige Han-
beløforbinbelfe bermeb. Men alvorlig fremtraadte ben vift aldrig, figejom benne
Forbindelfe maatte være en af be uheldigfte politifte Kombinationer, fom Fædrelan-
bet kunde indgaae.
ry Sejerſted havde gjort Krigstjeneſte i Holſteen, og der traf Forfatteren ham i Kil
Sommeren 1797, hvor han under fit Dpholb ved Univerfitetet ber glædede fig meget
ved Omgang med benne agiværdige og venlige Lanbsmand. [I mm Samtale me
Garl Johan flal ben oſterrigſte Gefandt Baron Steigentefd efter Tilbagekomſten fra
Norge have hitret: „Efter hvad man figer, ftal Sejerfted have Kundſtaber, men han
er ilfun ftært å Theorien og fører Krigen efter Bøger. Som Stabschef betragtet er
jon ei fliffet til at indgive fraftige Beflutninger, ligefaalidt om til at ftaalfætte
rindfen, naar Energi er nodvendig.“ GSåinlel-Bergman VIII. 198.]
|
Svenflerne befalte Hvalsemne. Herenet Ctilling og Unforere. om
fra endre Punkter end de af ham forudfalte. Selv var GSejerfted fraværende, og
mjeldt fig i Throndhjem da Krigen udbrød; han kunde faaledes ikfe umiddelbart
köroge til den af ham lagte Plans Udførelfe eller Movifitation efter Omfoændigs
kone. Han Mager berhos i fit Tilfvar i Anledning af ben mod Staffeldt ans
lagte Proces over, at ba han fom tilbage fra Throndhjem, blev hans Mening næften
rig ubetinget fulgt, og at han var wuvidende om de vigtigfte Krigsoperationer.
Det maa iøvrigt bemærfes, at ben famme Klage førted af de flefte blandt de Off
- dere, fom nærmef omgave Kongens Perfon, og gjorde Fordring paa at bereg Raad
- fade have nogen Bægt. Fagen var, at Kongen indfaa Nodvendigheden af at give
ter for Overmagten, og hørte intet Raad mere, fom havde til Henfigt at forlænge
Eehſteendighe dskrigen, om hvis Udfald han fiden Tvivl meer nærede. Ordres og
Centra⸗Ordres Krydfede hverandre, men hans Plan at træde tilfide, naar det kunde
Å med UEre, fyntes uroftelig, Hvor meget Vankelmod der end tilfyneladende her⸗
fe i hans Beflutninger*). Kongens Forhold i de faa Uger Krigen varede maatte
ne en Gaade for hans Omgivelfe, og er viftnok tilbeels urigtigen bleven fortolket
df disſe Mænd.
Den 26de Juli begyndte Fiendtlighederne fra fvenft Side. Den fvenfle Ud-
mal Vuke, ber havde udmarket fig i Finlandskigen, og befad i høi Grad fin
Konge Tillid, opfordrede Flotillen paa Hvalserne, fom flod under Kommandeurfapitain
geftinge Befaling og ubdgjorde 40 Kanonbaade, til at overgive fig, og kilfendte ham
i den Anledning den foenfle Kronprindfes Proflamation af 17de Juli. Opfordringen
dloges, men Gafting trak fig, efter høiere Ordres at vige naar han angrebes af
Cvmmagten, om Natten til den 27de Juli tilbage til ben veftlige Eide af Chriſti⸗
uiafjorden, efterladende Lieutenant Kind med en lille Ufvdeling til Obſervation 2).
de 27de om Morgenen nærmede den fvenfle Sømagt, der beftod af å Linieftibe,
Å Gregatter, nogle Brigger og 70 Kanonbaade, fig Hvalserne og fatte Tropper iland
ma forftjellige af Oerne, hvorefter Kind traf fig tilbage i god Orden uden Tab.
De frenfle Tropper, fom befatte Hvaløerne, fommanderedeg af Generalmajor Grev
Gufav Morner; Oberft Hay gjorde Landgang paa den nordre Sande, Oberft Skjol⸗
deltand paa ben øftre og Major Hay paa Herfol.
) [Pejerftebs Forfvarsplin, ber er bateret Ghriftiania den Auguſt 1813 og trykt I
orgenftjerneg Udgave af Staffeldts Proces I. 113—143, har itte ben af Forf.
ovenfor angivne Litel, ber i ben egenhænbige Original, fom eies af Udgiveren, lyder
ſaaledes: Forſog til en Defenfionsplan for den fyblige Deel af Kongeriget Norge
o. f. v. Det fynes af Aalls Referat, fom om ben ,Dispofition", han har havt for
fig, har været ben famme fom Defenfionsplanen, men muligt er ben førfte en nær-
mere Udvikling af ben fidfte, og er i fag Fald Udg. ubetjendt.]
) En af Kongens Orbonnants-Officierer, ber ftedje var i Nærheden af Prindfen, og
jom var faa ivrig for Norges GSelvftændighedsfag, at han troede Norge burde, fom
an ubtrylte fig, ,forfvare fig faalænge ber var en Plads ftor nok til, at Chrifttan
tederitg Stol kunde ftaae filler derpaa”, har i et Brev til Forfatteren beklaget fig
over, at han deels blev ubviift, naar ſaadanne Planer vare paa Bane, ver tede
til at trede tilbage, deels at hans Indvendinger ilfe paaagtedes. Da han faa
filed fig nogle Btttinger, fom —5 Denflgsemasfigheden af Sejerſteds Forfvars-
lan, ber gik ub paa en idelig Netirade, tvivlſom, fvarede Kongen, at Mangel paa
efjenbtffab meb Landets Lokale frenbragte bisfe Tvivl, og at Sejerſteds Mening
maatte være ben rette. „Paa ven ene Side — vebbliver denne Officier — gil
Gejerftebs Plan ud paa at vige før at fætte fig faft paa et begvemt Punkt til For-
foer, pan ben anden Side gjentog Hagthaufen ſtedſe Magafinernes flette Tilſtand,
og bet Urimelige unber ſaadanne Omftændigheder at føre en Ungrebsfrig, og da
begge bisfe Mænd umibbelbart afhanblede bisfe Gjenftande med Kongen, toges Be-
fintningerne uben Tilkaldelſe af Undre.” |
(følge Schinkel VIII. 199 havde Puke VBefaling at tag: eller fænte ben norſte
lotille, og Carl en ffal have taget ham, i Carl XIII.8 Paabør, alvorligt i
Stole, fordi han itte havde gjort bette, men ladet Fafting i god Ro og Orden trakke fig
tilbage, iftebetfor at afftjære ham med Seilftibene og angribe med Skjærgaardsflaaden. |
*
490 Tredie Tidsrum. Ottende Capitel.
Ottende Capitel.
Den norfke og fvenfke Hærs Stilling. Setragtninger. J
pi
Vi funne ikke her indlade os i nogen vidtloftig og detailleret Beſtrivelſe over denne
Sommerkrig, der truede med at blive en blandt Nordens blodigſte. Deels mangler
Forfatteren de fornødne Kundffaber og Materialier til at meddele en vidtløftig Krigs⸗
hiftorie, deels maa vi henvife til andre Skrifter, fom behandle denne Gjenftand 5. .
Kun en fort Stidfe have vi at forelægge vore Læfere. — Den norffe Armee, fom
var opftiflet mod Fienden, udgiorde omtrent 26,000 Mand. Den blev viftnof bift
og her, baade i Danmart og Norge, angivet til henved 50,000 Mand. Men en
ſaadan Armee, om den endog kunde frilles i Marken ved at blotte Udſtrivnings⸗Rol⸗
lerne gjennem be forffjellige Alders-Stadier, i hvilte Bærnepligten er Landets Borgere
paalagt, funde hverken armeres eller provianteres. Denne Armee var pofteret paa
følgende Maade: Brigaden Staffeldt, fom beftod af 8000 Mand, fantonnerede paa
ben øftlige Side af Glommen, i Berg, Stiberg, Tune, Mafteftad, Eidsberg, Trog⸗
ſtad ofv. Brigaden Hegermann, fom udgjorde noget over 7000 Mand, laa i Sørum,
Ullensager, Eidsvold ofv. Krebs faa ved Kongsvinger med 2000 Mand, Refervebrigas
ben under Generalmajor Arenfeldt med omtrent 4000 Mand i Drammen, Chrifttanta
ofv. Generalmajor Mey lænder ved Frederifsværn med 2000 Mand, og Øberft Rode
paa Hedemarfen med omtrent 1000 Mand. Endelig fommanderede Oberftlieutenant
Stabell et Avantkorps af omtrent 2000 Mand, ber havde truffet en Korbon fra
Krogfos I Høland til Skotbergſund. Denne lille Armee, fom paa flere Punkter var
abfplittet, forbi det var ubeftemt hvor Fiendens Indfald vilde free, manglede ligefaar
fidt modige Soldater fom dygtige Hærførere; men deels var den fvenfte Armee, fom
par opftillet paa Grændfen og i Nærheden deraf, og udgjorde med fine Rejerver over
40,000 Mand, ben langt overlegen, beels var der ſterre Eenhed og Kraft t den
foenfte Hærs Unførfel, under en Overgeneral, der uindffræntet ledede alle Angrebs⸗
planer, var øvet i Krigshaandværket og anførte Tropper, der nyligen havde endt et
feterrigt Jelttog. Kronprinds Carl Johan var felv Øverftfommanderende over denne
Armee, og Feltmarſtalk Grev Esſen var Armeens Geconddef. General Baron
Ublerereug var Chef for den ſvenſte Urmees Generalftab, Generalmajor Sparre var
Ghef for de indre og Generalmajor Bjørnfljerna for de ydre Anliggender. Den fra
Tydſtland tilbagefomne Armee var bdeelt i tre Hovedafrelinger under Gheferne Gene⸗
ralmajor Posſe, Generallieutenant Sandels og Generallieutenant Boye. Det
ſeneſt famlede Armeekorps var deelt i 2 Divifioner under Generalmajor Grev G.
Morner og Generalmajor Baron Rofenblad. Sveriges Kronprinds begav fig,
lebfaget af fin Søn Hertugen af Sødermanland, den 12te Juli fra Stodholm for at
overtage Overfommandoen over den foenfle Armee. Det førfte Armeekorps koncen⸗
trerede fig i Egnen af Strømftad, og bidhen havde Kronprindfen forlagt fit Hoved»
avarter. Didhen forføiede fig ogfaa den foenfte Konge og Dronning, fom den 18de
Juli havde forladt Stodholm, da Kongen felv harde befluttet at overtage Komman-
boen over Jlaaden.
Den norffe Armee var flet forfynet med Proviant, ber ikke fandtes famlet paa
beqvemme Punkter, medens den fvenffe Urmee, fom tildels unbderholdtes vid Hjælp
af engelfte Subfldier, ingen Mangel leed. Mangelen paa Proviant t den norføe
Armee var faa ſtor, at der til den ofte uddeeltes i Stedet for Meel tør Havre, fom
Goldaterne felv maatte beførge formatet og bagt, fordi Armeen ei var tilbørligem
DH Ge „Felttoget i Norge 1814", af en norft Officier, og „Hiſtoriſt Beretning om
Staffeldts Forhold under den nmorfte Krig o. f. v.”, ubdgivet af Morgenfrjerne, famt
nåteberikfteen i Beleiringen 18147, af en norft Officier.
|
Den norffe Hert mislige Forfatning. 491
frfynet med Feltovne. Da Soldaterne fom tilbage til deres Hjem, havde de at
førtefle om, hvorledes be fnart vare blevne bedre fnart flettere underholdte efter deres
dereſattes førre eller mindre Omhu for deres Underholdning, efler efter be Diftritters
Veſtaffen hed, hvori de laa fantonnerede. Men denne Mangel vilde neppe, under
Rationens baværende Stemning, tfær i den Deel af Landet, hvor Armeen laa, have
været følelig, naar der var bleven brugt tilførlig Forfigtighed med ben Proviant,
fam war forbaanden, naar ben var bleven famlet i Depotd paa pasjenbe Bunkter, og
fjer maar den private Velvillie til at forfyne Krigerne var bleven benyttet, endffjønt
Da viſtnok ifte i Almindelighed gik ben patriotiffe Aand, beredt til at gjøre frore
Dyoffrelfer og taale haarbe Trængfler for at modftaae en inbdtrædende Fiende, igjen-
am Nationen i denne Sommerfrig med Sverige, fom i Felttoget 1808. — Ilke
bler vare Soldatene vel Moæbdte, eller fornøben Ammunition forhaanden paa de fris
tifle Punktter. Soldaternes Mundur var tildels faa flet,- at de paa flere Steder
maatte belæsfe fig med en tung Oppakning af egne Klader, for et at vife fig nøgne
og pjaltede i Fjeneften. Dertil fvarede ogfaa den til Heftene brugte Fourage, fom
mar bøift maabelig, og maatte ftunbom føges i Landmandens blomftrende, paa ben
i til Mobdning grændfende Ugre. En hyndig Officier 1) mener, at Armeens Sol+
dater burde været underholdt med en droiere Fode, fom Fleft, Writer, Gryn o. f. ».,
sg at ben Havre, hvormed deres Torniftre vare fyldte, burde været lagt for Heftene.
Sten vore Soldater, fom i deres Hjem ere meeft vante til Meelfyifer, og fær paa
Øflandet til Fladbrod af Havremeel, hunde have ladet fig noie med en mindre Pors
tien af bine drøiere Fødemidler, naar Brød, Smør og Meet i tilftrættelig Mænade
havde været forhaanden. Desuden vare hine kraftige Fødemidler ikte lette at tilveies
bringe i flore Masfer, og naar derfor itte var førget om Vaaren og Binteren, mes
dens der herftede en Slags VBaabenhvile, og Havet var mindre opfyldt af fendtlige
Krydfere, maatte bet under Landets nuværende Stilling være for feent, da Norges
Syfter meer end nogenfinde vare omfpændte med aarvaagne Fiender%. Men i hiin
keqvemme Tid flappedes Provideringsomforgen under Korunftaltninger til at fremme
Criſtian Frederits fore Planer, og opflamme Nationens Mo» til at kuldkaſte en
nedværbigende Forenings⸗Kontrakt. Det var faaledes langtfra, at de Foranftalminger,
fom bleve trufne til Armeens Forfyning, i alle Henfeender i Mraft og Omfang fva»
mete til ben velmeente Henfigt, fom laa til Grund for ben alvorlige Modftand.
Harthanfen, i hvis Hænder denne Omforg laa, var overlæsfet med andre Forrets
mnger, men formemmeligen manglede han de fornødne Midler til at anffaffe faa
- byrebare Provifioner, der fjelbent findes i Overflod i Landet, naar Høftens famlede
Sorraad ere fortærede om Vinteren, og nu fær maatte fattes, da liden eller ingen
Ulførfel fra Danmarks rige Forraadsfumre Funde gives. Kraftigere Foranftaltninger
gjennem flere og dygtigere Hænder paa forffjellige Punkter burde viſtnok været trufne
for at fremme Armeens Providering; men Megjeringen inddysfedes tildels ved de
ugentlige Vifter over indfomne fore Partier Kornvarer fra Udlandet, fom i Uviferne
befjenbigjordbes, og Regjeringens Chef bar ofte i den Tid den Paaftand paa Tungen,
at VTilferfelen af Korn om Vinteren og VBaaren fuldfommen vilde tilfredsſtille Som»
nerens Behov. Men disfe Lifter fik efterhaanden mod Sommerens Nærmelfe og
mmber Fiendins, formedelft de paa Eidsvold tagne Beflutninger, fljærpede Blotades
fyftem, et mavert Udfeende, og bet befandtes, at det anfomne Korn hverken befyttede
mod Hungersned, eller tilſtrekkeligen fyldte de militatre Magafiner, ja ikke engang
fatte afle be Landmænd, der havde fortæret deres Kornforraad om Binteren, iſtand
y [93. OG. Meidell], Forfatteren til Felttoget 1814.
5 Den milde Regjering krympede fig ved at anvende be Midler, hvormebd be talrige
Hære unbderholdte8 under ben franfte Revolutions flarpefte Nertøbe, da Venge toges
i de Kabfer, hvor be fandtes, og Hefte og alftens Proviant ved haarde Tvangs-
mibler flaffebe8 tilvete.
490 Tredie Tibdrum. Ottende Capitel.
Ottende Capitel.
Den norfke og foenfke Hærs Stilling. Getragtninger.
Vi kunne ikke her indlade os i nogen vidtloftig og detailleret Beffrivelfe over denne
Sommerkrig, der truede med at blive en blandt Nordens blodigſte. Deels mangler
Forfatteren de fornødne Kundſtaber og Materialier til at meddele en vidtløftig Krigs⸗
biftorie, deels maa vi henvife til andre Skrifter, fom behandle denne Gjenftand H.
Kun en fort Stidfe have vi at forelægge vore Læfere. — Den norffe Armee, fom
var opftillet mod Gienden, udgjorde omtrent 26,000 Mand. Den blev vifmok hiſt
og her, baade i Danmart og Norge, angivet til henved 50,000 Mand. Men en
faadan Armee, om den endog kunde frilles i Marken ved at blotte Udftrivnings⸗Rol⸗
ferne gjennem be forffjellige Alders⸗Stadier, i hvilte Bærnepligten er Landets Borgere
paalagt, hunde hverken armeres elfer proviantereg. Denne Urmee var pofteret paa
følgende Maade: Brigaden Staffeldt, fom beftod af 8000 Mand, fantonnerede paa
ben øftlige Side af Glommen, i Berg, Stiberg, Tune, Rakkeſtad, Eidsberg, Vrøg-
ftad ofv. Brigaden Hegermann, fom udgjorde noget over 7000 Mand, laa i Sørum,
Ullensager, Eidsvold oſy. Krebs lan ved Kongsvinger med 2000 Mand, Refervebrigas
ben under Generalmajor Arenfeldt med omtrent 4000 Mand i Drammen, Chrifttanta
ofv. Generalmajor Meylænber ved Frederifsværn med 2000 Mand, og Øberft Rode
paa Hedemarken med omtrent 1000 Mand». Endelig Fommanderede Oberftlieutenant
Stabell et Avantforps af omtrent 2000 Mand, ber havde truffet en Kordon fra
Krogfos i Høland til Skotbergſund. Denne lille Armee, fom paa flere Punkter var
abfplittet, fordi det var ubeftemt hvor Fiendens Jndfald vilde free, manglede ligeſaa⸗
tidt modige Soldater fom bdygtige Hærførere; men deels var den ſvenſte Armee, for
var opftillet paa Grændfen og i Nærheden deraf, og ubgjorbe med fine Referver over
40,000 Man», ben langt overlegen, deels var Der frørre Eenhed og Mraft Å den
ſvenſte Hoærs Anførfel, under en Overgeneral, der uindffræntet ledede alle Angrebe⸗
planer, var øvet i Krigshaandværket og anførte Tropper, der nyligen havde endt et
feierrigt Felttog. Sronprinde Carl Johan var felv Øverftfommanderende over benne
Armee, og GFeltmarffalf Grev Esſen var Armeens Secondchef. General Baron
Adlerereug var Chef for den ſvenſte Armees Generalftab, Generalmajor Sparre var
Ghef for be indre og Generalmajor Bjørnftjerna for de ydre Unliggender. Den fra
Tydſtland tilbagefomne Armee var deelt i tre Hovedafdelinger under Cheferne Gene:
ralmajor Posfe, Generallieutenant Sandels og WGenerallieutenant Boye. Det
feneft famlede Armeekorps var bdeelt i 2 Divifioner under Generalmajor Grev G.
Mørner og Generalmajor Baron Rofenblad. Sveriges Kronprinds begav fig,
ledfaget af fin Sun Hertugen af Sødermanland, ben 12te Juli fra Stodholm for at
overtage Overfommandoen over ben fvenffe Urmee. Det førfte Armeekorps koncen⸗
trerede fig i Egnen af Strømftad, og didhen havde Kronprindfen forlagt ſit Hoved⸗
avarter. Didhen forføiede fig ogfaa den foenfte Konge og Dronning, fom ben 18de
Juli havde forladt Stokholm, da Kongen felv harde befluttet at overtage Komman⸗
boen over glaaden,
Den norffe Urmee var flet forfynet med Proviant, ber ikke fandtes famlet paa
begvemme Punkter, medens den ſvenſte Urmee, fom tilbeels underholdtes ved Hjælp
af engelfte Subfidier, ingen Mangel feed. Mangelen paa Proviant i den morfte
Armee var faa ftor, at ber til den ofte uddeeltes i Stedet for Meel tør Havre, fom
Goldaterne felv maatte beførge formatet og bagt, fordi Armeen ei var tilbørligen
See „Felttoget i Norge 1814", af en norft Officier, og „Hiſtoriſt Beretning om
Staffelbts Forhold under ben norffe Krig v. f. v.“, udgivet af Morgenftjerne, famt
„Frederikſteen i Beleiringen 1814", af en norft Officier.
7
TRE TE RR ERE EE EEE EEE EE EET EE EEE ———— —— —ñ——— — — — —
Sporck tranges tilbage. Krageroen erobres. 498
med Frederikſtad, hvis Grobring ved et Sammenſtod af Overmagt i Ungnbet,
og Svaghed i Horfvaret, var den førfte uheldige Begivenhed, hvormed benne
ig aabnedes.
F
Niende Capitel.
De Svenſtes Augreb. Frederikſtads Øvergivelfe.
Den førfe Kolonne af frenite Tropper trængte under Feltmarſtalk Esſens Kom:
maudo frem igjennem Wuningbalen, og nødte Spørd, fom der var pofteret med et
Mantkorps, til at vige for Overmagten og trætte fig til Hvden, hvorved der anbe
wdes ben fuenfle Hær Veien til Frederilfeen. Det er blevet General Staffeldt ber
aridet, at ban iffe betimeligen undfatte Spørd, og derved hindrede Hlendens Ind⸗
sengen. Men ban har forfvaret fig dermed, at han ingen umiddelbar Overfoms
mando havde, men maatte adlyde Kongens Ordre fra Hovedavarteret, fom ikke var
gt fra Staffeldte. Disfe gif ud paa at forfvare det ham anviifte Terrain mod
fendtligt Overfald, og ved at adſplitte fine Tropper for at underftøtte Forpofterne
vilde ban have gjort %g fyldig i Subordinationsfeil. Kongens Ordres fød overs
beredet paa at vige for Overmagten, og disſe meddeeltes be underordnede Komman⸗
barer, der finnbom altfor bogftaveligen adløde Befalingen. Paa denne Maade hin⸗
dredes ogfaa Major Butenſchon t at tle Sport til Undfæming. I Følge Sejerſteds
Ølen var desuden Glommen den Korfvarslinie, bag hvilken den norffe Armee ſtulde
spfille fig, og ben Deel deraf, fom var fremfrudt mod den fvenfte Grændje ved
Erineſund, var ilfe ftært not til at modftaae de berover fremtrængende Hærnasfer.
De GSvenfle trængte faaledes igjennem de famme Jndgangspunkter, fom Å den forrige
ig 1808 faa heldigen vare blevne forfvarede af de norfte rigere.
Gfterat Spørd af Mangel paa Hjælp var trængt tilbage fra det Puntt, hvor
han flod oyfttllet for at hindre Fiendens Indmarſch, fatte han fig faft ved veden,
men ogfaa ber blev han følgende Dag angreben med faadan Overmagt, at han maatte
retivere til Sjølen. Nu var der Jntet, fom hindrede Hienden fra at ubdbrede fig
ener Smaalenenes Sletter og fremſtynde Frederifſtade Erobring. Finden lod flg
deri ikke hindre ved Pofitionen ved Svineſund, og opholdt fig ifte med at oppebie
grederikſteens Grobring, der var bedre forfynet med Umminition og Provifion end
Arederifftad, og hvis Kommandant havde beftuttet at forfvare Fæftningen til det Nvderfte 7).
Rojitionen ved Svinefund blev omgaaet, Krederikfteen afffares fra al Forbindelſe med
den morffe Urmee, en Ufdeling af Hæren efterfodes for at blofere og erobre denne
Zeſtning, og en ſtor Divifton blev affendt for at fremflynde Frederikſtads Overgivelfe,
fom imidlertid uden for Opoffrelfe fra ſvenſt Side var foregaaet.
Disfe Fiendens raffe Fremfrridt bevægede Chriſtian Frederik til at træffe Fors
mftaltninger, beels for at hindre, at Statens Giendomme faldt i Flendens Hoænder,
deels for at dennes Jndirængen i Landets frugtbare Diftrilter unde forebygges, og om
den Ulykke indtraf, Indbyggernes Lod da blive mindre førgelig. Saaledes befalede
ban under Ifte Auguſt Adjutant Lundh*) at beførge, at den paa Valle Saltvært
wærende GSaltbeholdning blev bragt til Drammen, og 2000 Tønder tilligemed Statens
5 [Gommandanten Generalmajor Ohme var en hæl Olding, der bog overlob Alt til
Bicecommanbanten, ben vftere i bisfe Erindringer nævnte Eidsvolds⸗Repræſentant
Generalmajor Veterfen, hvem derfor Feſtningens Horfvar maa tilftrives.]
n [Den fom Profesfor i 1886 afdode Gregers Fougner Lundh.]
494 Tredie Tidarum. Riende Capitel.
Kornbeholdning i denne By over Svangſtranden til Ringerige og Land. Den øvrige |
Galtbeholbning faavelfom Koboltforraabet flufde gjennem Kjøbmand Peder Cappelens 1
Foranſtaltning ved pro forma Galg overlades til Kjøbmænd i Drammen, i hvite I
Hender han troede bisfe Barer filtrere end i Statens. Tillige befalede han Lundh :
i Sorening med Oberft Weybye, ved Forhugning og Sprengning at gjøre Defileerne :
ved Holmeftrand og Drammen utilgjængelige for Kienden, og lade Ulmuevæbniugen r
og Kyſtvcernet opftille fig paa beqvemme Punkter til Forfvar, ligefom og at fade :
nogle Buer af Drammens Broen afbryde, om Metirade bderigjennem fandt Sted.
Kommandanten paa Agershuus paalagde han iffe at overgive Fæltningen, forend ingen :
Nrovifion og Ammunition meer var tilbage, hvorimod Byens Neutralitet kunde tils |
ftaaes, om Fienden foreflog bette. — Ingen af disje Foranftalninger fom imidlertid :
til uldbyrdelfe, fordi ben ſtrax berpaa fulgte Baabenftilftand afbrød alle Fiendtlighedes. .
Den foenfle Flaade nærmede fig Kragerøen den Idie Auguft, og gjorde Mime i
til at angribe ben fra flere Punkter)). Angrebet flede med flor Overmagt. Ya :
ben ſvenſte Flaade var detaſcheret Ide Divifioner Søs og Landkrigere. Den førfe :
under Obert Wirfén førte paa 27 Kanonflupper 2000 Mand Landgangstropper og -
300 Baademænd med Feltartilleriet. Den anden Divifion under Oberftlieutenamt :
Bruncrona med omtrent 1900 Mand Landgangstropper og 200 Baadsmaænd. Den
tredie Divifton havde Å armerede Barkasſer og 8 armerede Supper med 300 Vors :
fontenrer og 800 Baadsmænd. Kragerøen har (midlertid efter kyndige Officierers
Dom en Beliggenhed, fom ikke funde gjøre bet vanffeligt at dekke Øen, der beftaaer
af fleile Klipper, mod en Landgang, og omendfljønt der unde været gjort bedre ,
Anſtalter til dems Befæftelje ved at opkafte flere Batterier, var dog den almindelige
Mening, at Øen med fin Befoætning af 1200 Mand, fom deres Unfører, Oberſt⸗
fientenant Hjermann, nogle Dage forud havde erklæret tilftrættelig til dens For⸗
frar, hunde været beflyttet eller i det mindfte længere og hæbderligere forfvaret mod
Fienden. Men Forfvar blev fun fvagt forføgt. Hjermann førælttedes for ben fore
Styrke, ber halede ind paa ham, og forlob denne af Naturen befæftede Pofition uben
at have nogen Mand bræbt eller faaret. Han flygtede over Jrederifftad til Ouss.
Hjermann$ Forhold, fom tilffreves Mangel paa Mod, dadles i denne Krigs Unnaler
af bane egne Krigsfæller, og Dadelen gjenlød paa ben Tid over hele Norge”).
midlertid redbede Hjermanns Flugt en lille Krigerffare, fom kunde gjøre den ſtorſte
Nytte paa andre Punkter under Fiendens flore Overlegenhed i Troppeantal.
Kvragerøens Fald beftemte Frederikſtads, hvis Formuur den funde figes at
være. Feſtningen var, efter kyndige Mends Paaftand, i en ubegribelig flet Tilſtand,
hvilket var faa meget mere uforfvarligt, fom Frederikſtad var et af Hovedpunkterne i
Forfvarsplanen. Den mangiede Kanoner og Ummunition, den var flet forfynet med
Broviant, ber fattebes bombefafte Hvælvinger faavel for Befætmingen fom for Magas
Anbeholdningerne. Befætningen, 1200 Mand, udgjorde tun Halvdelen af det Mands
flab, fom til Fæftningens Forfvar behøvedes. GSaavel den afgaaede fom den nm
fungerende Kommandant Hals havde gjort opmoærkfom paa Nodvendigheden af at
fætte Zoæfiningsværterne i bedre Forfvarsftand, forfyne ben bedre med Skyts og forege
bens Garnifon. GStrar efter at den fiendtlige Flaade var brudt igjennem ved Hvals
øerne, indfandt fig fra Hovedavarteret GStabsadjutanterne Krog og Holftein, og efter
[9 fit Silfvar paa de ham i Staffeldts Sag forelagte Spørgömaal yitrer Sejerfteb,
at bette Angreb vift tun var en Demonitration, for at loffe ben norfle Hær ned
mob Kyſten og faaledeg lette Hovebangrebet gjennem Nalfeftad, men ,ba Demon-
ftrationen fyltebes over al Forventning, forandrede Fienden ben i et virkeligt
Angreb.“ Staffeldts Proces I. 165; Munds Saga I. 252.]
)) (Djermann benyttede fig og fenere af ben Udgang, ben kongelige Refolutton af Ste
ai 1815 gav, ibet fun de Officierer flulde fete unber Tiltale, fom felv maatte
onſke deres Forhold afgjort ved Dom, til ikke at begjære bette, men benfryre fig
fr. Mundö Saga I. 366. 1
under Kongené Naade og ben almindelige Umnefti.
J
TT —— ——
Frederikſtad overgiwer fig. Veſtemmelſer i Tilfcelde af Kongens Dør. 405
ofpelbt Raad med Kommandanten blev i Følge høiere Ordres en Deel of Jaſtningens
sg Udenvaærfernes foære Skyte bortført, og mindre Kanoner opførte i Stedet. Det
var faalebes aabenbart, at Songen intet Haab havde om denne Fæfnings Nedning,
sg et ban vilde redde detie Skyts til et haabefuldere Forfoar af andre Puntter.
Ganfnast Kongen var bleven underrettet om Kragerøens Hald, ilede em Koureer fra
edebqvarteret, der flulde befale Kommandanten med fin Garnifon at forlade Frede⸗
tillade GFofining, og give ben i Fiendens Bold; men den krydſede ben Koureer, fom
bragte Gfterreming om Fœſtningens Hald. Endnu levende Mand, fom befandt fig
i d under beune Veleiring, paaſtaae, at Hals opførte fig med megen Mjæts
bid og SMotdblødighed under Beleiringen, og endog udfatte ſig for faa megen Fare
af Fiendernes Kugier, at han blev anmodet af fin Omgivelfe om at fpare fin Perfon.
Derinod bebreidedes ham, at han for tidligen gav efter for Borgernes indftændige
Samsduing om at fpare unyttig Blodsubaydelje, og Byen for et ødelæggende Boms
barbennent, og at han ikte for at redde Krigeræren fortfatte Horfvaret længere. Hans
egen Grttæring om Muligheden af et længere, fljont unyttigt Forſvar begrundbede
timeligviis den harde Mrigsretsdom, ber fældedes over ham; thi efter Kragersens
Seid, og efterat ingen Hindring meer var for Gefen at ſende Veleiringstrøpper og
Styts, var Feſtningens GStjebne afgjort. Hals heifede faaledes Parlamentairflag,
og Mtotfen 74 om Morgenen den Ade Auguſt affendte Generalmajor Mørner Overkt
Gtjølbebrand og Oberfitieutenant Nordenftjøld, med hvem Kapitulationen affluttebes*.
Sem en Folge deraf vytfede ben ſpenſte Hærafdeling Kl. 7Y om Uftenen ind i
fakningen, og befatte ben tilligemed alle bens Udenverker. Imidlertid havde den ſtorſte
Deel af Garnifonen begivet fig bort; fun 1 Offleier, 18 Unbderofficrierer og 188
Nenige vare frivilligen blevne tilbage. Indtagelſen foftebe de Svenfle tun 7 Dode
og 12 Gaarede. Det Mandffab, fom havde overgivet fig til be Svenfre, blev vet
tilladt at drage til fine Hjemfteder under Løfte af, ei mere Å denne Krig at tjene
med Sverige”). Til Gommanbdant i Frederikſtad udnævnedes Oberſtlieutenant Ceder⸗
frem. De norffe Tropper, fom havde ſtrakt Gevær, bleve paa beres Hjemreife itte
vei modbtagne, og vare endog i nogle Byer udfatte for en ufortjent Moleft, da de
ingen Deel havde i det indtrufne Uheld, hvoraf Stammen, om ben var forhaanden,
i alle Filfælde maatte falde paa bere Ghefer. Men endnu fuede Haabet om et
ytteligt Forfvar af Norges GSelvftændighed i Nordmandens Barm, og Alt Hvad der
forflyrrede dette Haab, forbittrede og formørtede det patriotiſte Sind. — Frederikſtads
Erebring aabnede de Svenfte fri Udgang til Glommen, og filtrede deres Flaade em
flg Station, fra hvillen Kommunitationen med Sverige let hunde vedligeholdes, og
Streifteg foretages mod Ghriftianiafjordens Kyfter. Begivenheden felv udbredte Skræt
miring iffe alene i Armeen, men over det ganfle Land.
At Ghriftian Krederit endnu i de Dage beredte fig vaa en alvorlig Modſtand
mod Sverige, hvor ulykfelige end Jølgerne deraf tunde blive for ham fet, bet vifer
det Statsraad, fom han holdt i Hovedqvarteret i Moſs den Idie Auguft, Hvorom
Stabsraadsprotofollen indeholder Følgende:
Anno 1814 den Idie Auguft var GStatsraadet forfamlet i Moſs om Formid⸗
bagen SI. 12 Slet. Hs. Majeftæt tilljendegiver Statsraadet Følgende, og befaler
det indbryttet i fammes Protofol. Krigens Hoændelfer funne være mangehaande; ben
r) Kapitulationsvillaarene vare: 1) Faſtningen Yrederikftad med Kongsfteen og alle
bertil hørende Bærker og Forſteder overgive8 med Kanoner og Forraad til H. M.
K. af Sveriges og Norges Tropper Kl. 7 i Dag Eftermiddag. 2) Garniſonen
overgiver fo til $. M. K. af Sverige og Norge. 3) Alle faavel Militaires fom
anbre Indbyggeres Eiendomme flal reſpekteres, og ingen Krigstontribution eller andre
Paalag flal paalægges Jnbbyggerne, men be fulle have de Rettigheder, fom Kongen
af Sverige og Norge høttibeligen har lovet Norges Jndbyggere. 4) Paa en halv
Mil nær Fæjtningen ſtal Stilſtanden rælke indtil Kl. 8 om UAftenen.
5 $als's Beretning om Frederikſtads Overgivelſe findes i Bilag No. 80.
408 Tredie Tiderum. Niende Gapttel.
Almoægtige raader for Menneſteis Skjebne. Skulde bet være Forſhnets Milke, at
Bi, fom Gud forbyde, ſtulde geraade i Fangenſtab, da erklære Bi hoitideligen, at
enhver Erklæering, ethvert Løfte eller Frafigelfe, fom Bi maatte blive nødt til at afr
give i bemeldte Bort Fangenſtab, flal være og anfers fom aldeles ugyldigt, førend
et eonſtitutionsmœsſigen valgt GStorthing med frit Overlæg har antaget famme far
gyldig eller forbindende for Nationen. Jndtil denne Tid bør Regjeringen føres sf
Gtatsraadet i Bort Navn.
n bet Filfælde, at bet er Herrens Billie at falde Os herfra til em bedre
Berden, ſtole Bi lige trygt paa Nordbmændenes Troffab mod Vor Søn fom med Os 3
fi Bi ere overtybet om, at det er Nationens beftemte Billie at modfætte fig det
foenffe Aag. Vi ertfære altfaa enhver Uffaaelfe af hans Rettigheder til Norges
Srone, fom Kongen af Danmark eller nogen Anden paa Bor Sons Begue, føremd
hans myndige Alder manite give, for ugyldig. Kun et i Følge Grundloven løvligen
valgt Storthing, fom belibererer med Frihed og No, tan efter modent Overlag tile
træbde Foreningen med Sverige; men Bor Søns eget Samtykte i myndige Aar ude
forbreg, for at denne Akt fan være gyldig eller forbindende for ham eller hans Gs
tertommere. Seer han Midler til at gjøre fine Rettigpeder gjældende, da bør han
vælge imellem Danmarts og Norges Kroner; thi forenede Funne de et blive paa han
Hoved, faaledes fom Politifen nu byder.
u Regjeringen flal altfaa efter Vor Død føres af Statéraadet i Vor Søns Navn,
hvilket efter de flefte Stemmer maa have Met til at udøve alle Regjeringéhandlinger,
at forflytte Regjeringens Sæde, og at tilkalde mye Medlemmer til Statsraadet.
Statsraad Unfer maa tilbagekaldes fra England for at foreftaae de udvortes Unliggender.
„Armeen bør fommanderes i Kongens Navn af hans Generaladjutant Sejerſted,
fom bar bet forud for de øvrige høiere Officierer i Armeen, at han er morik fød.
Øvem, ber paa Grund af Anciennetet ei vil fraae under hans Befaling i Kongens
Ravn, maa heller udtræde af Tjeneften; men Bi ere forvisfet om, at een Aand og
ert Sind vil befjæle enhver Nordmand, Enhver fom tjener Norges ben gode Sag.
n Sverige og Guropas øvrige mægtige Stater have befluttet Norges Undergang,
uden ringefte Henfyn til det norffe Folls Lylte; det fan altfaa iklun forfvare fig
felv, uden at flole paa Undre. GSaalænge det er muligt at holde Tropper i Marken
for at forfvpare Bjergene, bør, efter Min Formening, ingen Underhandling eller Fred
fluttes med Norges Utvefiender de GSvenfte, der nu feneft, ved at afflaae Vaaben⸗
ſtilſtanden, og ved at erklære Rigsforfamlingen paa Eidsvold ugyldig, have lagt deres
Øenfigt for Dagen, at træde Nationens Lytte og Mettigheder under Fodder, hvilket
ei har (evnet Os andet Middel end i FTillid til Gud og Bort Foll at fætte Magi
mod Magt, for at hævde gamle Norges Ufre og Selvftændighed. — — — —
„Os. Majeftæt befalede allernaadigft, at Jabhltasfen fral flyttes fra Ghrifttania
i 3 UAfdelinger over Mingeriget til Randsfjorden, og derfra til Vande til Land; —
famt at Halvparten af det militatre Depot ffal flyttes til Kongsberg, og den øvrige
halve Deel til Hadeiand. Om Bureauernes Fiytning Have Bedlommende at afgjøre
bet Fornodne meb Statsraadet.
Chriſtian Frederik.
Roſenkrantz. Sommerhjelm.
v. Holten.
Krebb's Seier ved Matrand. Hovedharens LTilbagetsg fra Ralkeſtad. V
Tiende Capitel.
Krebss Seier over Gahn. Kongens Vankelmod.
— — — — —
| Omirent famtidig med den uheldige Begivenhed ved Frederikftad vandt de Norſte
mn die og Ste Auguſt en afgjørende Seier over de Svenfle ved Kongsvinger, hver
Döeritientenant Krebs var pofteret med omtrent 2000 Mand. I den Heniigt, fom
bet fyntes, at omgaae ben norfte venftre Floi, betafdjerede ben foenfle General et
foret, beftaaende af 2000 — efter Undre af 3000 — Mand, for at gjøre et
ndfald ved Kongswinger. Dette Angreb overdroges Generalmajor Gahn, den fame,
ber fom Oberſt i 1808 var bleven tagen til Fange med den frørfte Deel af fit Korps
(ønf. S. 140.) Men han fandt fin Modftander vaagen paa fin Poft, og Gahn
maatte retirere med betydeligt Tab. Det var fornemmeligen det norffe Urtilleri, fom
reg til bet for be Svenfte uheldige Udfald. Gahn fatte fig derefter faft ved Ma⸗
hrandi Rærheden af Gidsflovens Kirke. Der blev han igjen angreben af Krebs,
"8, mendfljønt Gahn tilfdft tappert og hædertigt ſlog fig igjennem, blev en for
deel af hans Korps nedfablet, mellem 200 og 300 Mand fangne tilligemed Offi⸗
- da, og Gahns hele Korps funde anſees fom fanget eller adfplittet?). Efterretningen
m beite Nederlag fral have opvaft ben ſvenſte Overgenerals.Forundring. Ut et
Bøps af omtrent lige Styrke med Fiendens, fom havde Balget af Angrebspunktet,
mg anførtes af en buelig og tapper General, blev faa aldeles avdfplittet og tildeels
flmieigjort, maatte vætte Opmarkſomhed og indgyde Ugtelfe for en Fiende, hvis
Aedſtand man havde givet fig Mine af at ringeagte. Det er endog rimeligt (og
Dvergeneralen& egne Udtryk om dette Sammenftød beftyrfe denne Mening), at dette
Aerlag nedftemte i en vis Grad de Svenfles Tillid til em let Seier over Nord:
mdene i dette Felttog, og banede Bet til en billig Overeensfomft mellem de frigs
ende Magter 5).
De Norfles Tab angaves fenere til 50 Mand døde og 60 Mand faarede, og
huden favnedes Lieutenant Tobroe med Å Underofficerer og 12 Mand. Blandt de
Gaarde var Gapitain Flor af det Frondhjemfle Jnfanteriregiment, Lieutenanterne
Sergreen, Th. Brod og Colbjørnfen. Krebs kunde imidlertid ikke videre forfølge
fn fordele, og udføre den Plan at gare lss paa Eda, da han maatte fende Hørs
ninger med til den haardt ængftede Hovedarmee. Ved denne indtraf ogfaa førar
frr Begivenheder, fom fremledede Krigens Ende. Kongen havde truffet Hegermanns
N Staffeldts Korpfer, der udgførde omtrent 16000 Mand, ber bog ifte alle endnu
ha Ste Uuguf vare fømne tilftede, fammen ved Rakkeſtad, formodentlig i den Hens
ft at vove et Slag mod Fienden den Ste. Denne Beilutning fynes at være tybelig
dm Armeebefaling, fom Kongen, grundet paa ovenanførte i GStatsraadet den Ibie
— ——
) Svenſte Beretninger (Göttlins Antäkuingar under svenska Armeens Fålttog
1813 och 1814. III. 90 ff.) angive be ſvenſte Troppers Antal lun til 1500, og
Krebs's derimod til 4472, hvilket ſidſte Untal aabenbart er overdrevet, og bert regnet
Troppeforpg, fom til andre Punkter vare betafderede. Det er vanfteligt at finde
Sandhed Å Peretninger, fom giveå faa forfljellig fra ethvert Parti. Umiddelbart fra
reb8 ſelv findes ingen Rapport i de offentlige Tivender om Slaget. Det paaftaaes
imidlertid, at om bet norſte Infantert var fommet tilftede til rette Tid, vilde Gahns
Nederlag blevet fulbftænbigere; mu var bet ham em let Sag at flaac fig gjennem
be tynde Jægerrælter. [Sdinkel-Bergman, Minnen VIII. 202, angiver Gahns
Styrke til 3000 Mand, og Krebs's til 2,500. Kronprinds Carl Johan ytrede fig,
ifølge Sdintel, med Berømmelfe om Norvmændenes Tapperhed og badlede Gahns
Uforfigtighed, ligefom venne Begivenhed gav Anledning til en Forandring i Kron⸗
prindſens Operationsplan (9de Uug.), hvorefter alt concentreredes til et Hovebangreb
| paa ben norſte Stilling mellem Moſs og Glommen]
| Gmeralmajor Scjerftedk Huubgjørelje om vette Slag findes i Bilag Mo. 81.
32
Mall Crintringer.
498 Tredte Trum. Viende Gapttel.'
Auguft tagne Beftemmelfe, endnu den Ste om Morgenen udftebte, og overleverede fm
Generafabjutant Sejerfted med Ordre at gjøre Brug deraf ved indtræffende Leilighed.
Den Iyder faaledeg:
„J Tilfelde at Bi flulde fade i Fiendens Vold, eller træffes af en fiendtlig
Kugie, ba fral Generalmajor Sejerfted fom Kongens Generaladjutant føre Kommandp
over Armeen. Han har det Fortrin fremfor andre høie Kommanderende, at væn
norfl fod, og hvent ber paa Grund af Ancienneteten ei vil faa under ham, maa
heller ubtræde af Tjeneften. Han tilligemed Statsraadet er underrettet om Bor ſidſte
Billie og Onſte i faa Henfeendeh)..
Saaledes var Kongens Beftemmelfe om Hormiddagen, og han fatte fig virteligem
i Spidſen for Tropperne for at udføre ben. Imidlertid fom fenere ud paa Dagen
Gftaretning om Krageroens og Frederikſtads Jndtagelfe, hvilket fynes at have beftemt
Kongen til at forandre fin Beflutning om Ungreb, eller i det mindfte givet ham em
øftenfibet Grund til at holde fig til det Defenfive. Om Eftermiddagen famme Dag
beſaa Songen Troppernes EStilling ved Rakleſtad, og ytirede, at han anfaa NRetraite
nødvendig, fordi Kienden ved Hrederitftads Kapitulation var fommen i Befiddelfe af
en af Glommens Overgange. Sejerfted gjorde paa Stedet Foreſtilling berimod fom
den flettefte mulige Bevægelfe. „Skal der ille prøves Slag her, udbrød han, faa
veed feg iffe, hvad herefter flal funne ubrettes?*)." Endelig bad Sejerſted Kongen
at fade Tropperne blive ftaaende indtil næfte Morgen, deels i bet Haab at bringe
Kongen paa andre Tanker, deels i den Formodning, at Fiemden vilde ved et Angreb
node Armeen til at blive paa den oſtre Side af Glommend). Flere Officterer forenede
fig med Sejerſted i bisfe Koreftillinger, og Tropperne vare faa godt flemte, at Ordren
til Retraite endog flaf have faaret og forbittret dem, og Bergenhuferne vare nærved at
gjøre Opftand i den Anledning. Men Kongen forlangte, at hans Ordre flulde ude
fores, og den maatte adlydes. Jovrigt have vi ovenfor feet, at Frederikftads Over⸗
givelfe ikke finde være Kongen uventet, da Han felv havde givet Kommandanten Ordre
til at forlade denne Fæftning ved en Depefde, fom var udfærdiget af Major Brod
ben Ade Auguſt i Hs. Majeftæte eget Varelſe, uden Tillaldelfe af nogen høiere Officeer.
Dane Ubeftemthed fra Ghrifttan Frederiks Eide, denne Haardnalfenhed i, mod
fine dygtigſte Offieierers Raad, at lade Tropperne trakke fig tilbage og undvige Slag,
lader fig fun forklare beraf, at Kongens ovenfor berørte Mistillid til et heldigt Ude
fald af GSelvftændighedsfampen i det Hele nu begyndte alvorligen at rodfæfte fig Hos
ham, og af hans Ønfte om med Ere at funne trætte fig tilbage. Men disfe
favaler, benne Strid mellem Bligtens, Wrens og Menneftelighedené Bud, paa den
ene Side fremfaldte af Henfyn til den ed, han havde fvoret Norges Conftitutiom,
paa den anden Side af den Nodvendighed at bøie fig under en unndgaaelig Stjebue,
mebbeelte han iffe fin Omgivelfe i Almindelighed, endſtjont han itfe unde holde disſe
Øslelfer tilbage, naar han enten overraftedes af Begivenhedernes Gang, eller og aab⸗
nede fig for enkelte Fortrolige. Forøvrigt indfluttede han meftendeels disfe qvalfulde
Betragtninger hos fig felv, og beraf opftod en Ulighed i hans udvortes Forhold,
” Denne Armecbefaling, fom ikke blev befjendtgjort eller fom til Anvendelſe, blev af
Sejerfted fremlagt for Dverkrigscommisjtonen. Man feer heraf Kongen Mistidliv
til Staffeldt, der fom ældre Offrcter af høiere Charge, og hvis Ducgdet og Tap⸗
perheb noffom var prøvet t forrige Srig, ellers maatte være ben rette Chef. Kongen
nærebe viſtnok ingen Tvivl om Staffeldts Dueligheb, men han tvivlede om, at ban
var ben Sag hengiven, for hvilken der ftrebes. [Man maa bog her ogfaa erindre,
at Staffelbt var født i føenft Pomern, altfaa ſtrengt taget født fvenft Underfaat. Denne
Omftendigheb maatte bog, felv uben andre $entyn, gjøre bet utilraabeligt under be
baværenbe Forhold at betro ham den overſte Commando over ben norfte Hær.]
5 Efter en Officiers een, fom var tilftebe ben Ste Auguit ved Natteftab.
- 5) Dette paaftaaer Sejerfteb i fin Befvarelfe af de Qveftioner, ber bleve ham af Vrigs-
tommisfionen forelagte. (Staffeldts Proces I. 148.) Undre anfrede Officerer paa-
ftøbe imidlertid, at Rongens Omgivelje ikke ftebfe tiltaadebe modige Beflutuinger.
Tilbagetogetb Warfager. Carl Johand Vrebsforflag. 4%
fam opvatte Formbring hos hans Omgivelſe, og har kaſtet em Frygtagtighedomafke
øser hané hele Bæfen i de fljebnefoangre Inliz og Uuguft-Dage 1814. Maar gode
nger — men at! hvor fjelbne vare bisfe — indlob, delte han Glærm
berøver med fin Omaivelfe, og ſtemtes derved til at tage kraftfulde Beflutninger, men
flrar efter inblob han fig fundom i hemmelige Underhandlinger med Flenden, og fote
beredte de Skridt til fin Thronfrafigelfe, fom nøbdvendigen maatte lemlæfte alle heroifte
Seflutninger. Det var desuden betænkeligt at vove et Slag, om end Kongen havde
fnnnet fille den norſte Armee famlet mod den fvenfle overlegne Krigsmagt, og dob⸗
belt farligt i bette Øieblif unber Adſplittelſen af Armeens forfljellige Detafdements.
Garnifonen i Frederikftad havde frakt Gevær, og en Deel af dens Mandftab funde
i denne Krig itte meer opftilles mod Fienden. En Afdeling af Hæren ſtod ved Kongs⸗
vinger for at imødegaar Fiendens Planer der. Staffeldts og Hegermanné Divifioner
vare betydeligen fvættede ved forffjellige Detafderinger. Stabells Skarer vare at
betragte fom et flyvende Korps, ibeligen engageret med em overlegen Fiende, ber føgte
at sinde God paa Glommens veftlige Bred. Stabells GStildring af fin Stilling ved
Øjørneftad og Bodal den Gie Auguft er flreven å en aabenbar mismodig Tone. Fors
fulgt af en overlegen Fiende, fom var forfynet med alle Krigens ødelæggende Cle⸗
menter, medens han felv havde Mangel paa de vigtigfe, havde han den Dag lidt
et betybefigt Tab, og ventede den næfte famme Skjebne. Dertil tom oprørfte Spor
ef de Soldaters Misnøie, fom havde fit Hjem i de Diftrikter, der vare Krigens
Sa». ,Hjemme, yltrede be, bleve de ødelagte af Flenden, her fultede de, og kunde
deg ei modſtaa Overmagten ).“ Arenfeldt ængfteded af fvenffe Tropper, fom trængie
fremt over Glommen*), og af den fvenfte Flaade, fom uden at de Norſte vovede
nogen Modftand gjorde filtre Skridt langs Kyſten for at underfløtte Landarmeens
Berægelfer. Han vaandede fig i fine Meldinger under bette dobbelte Tryt, og gar
fidet Haab om at flippe ud af den Kile, hvori han var indfluttet. Han behovede
Hjælp og kunde ikke give ben. Endeligen manglede en Overgeneral, fom funde files
med den fore Feltherre, der trængte ind og allerede havde faft Fod i Landets Hjerte.
Kongen felv fyntes itte at nære ſtor Tillid til fin Feltherrekonſt?), endffjønt de Mænd,
fem i fængere Tid havde kjendt ham, og dagligen omgave hans Perfon, ikle fraregs
nede ham Kundffaber og Evner fom Krigsmand, ligefom de Ordres, fom udgik fra
hans Kabinet, bære noffom Spor af hans militatre Birffombhed. Men han fod lige
øver for en af Guropas flørfte og meet erfarne Keltherrer. Til den Mand, fom ver
mecft friffet til at fættes i Spidſen for Armeen fon. Overgeneral, Staffeldt, havde
Songen, fom ovenfor bemærfet, ingen Tillid, endffjønt han uden Lvivl havde været
ben rette Mand. Ophoiet til en faadan Hæderspoft vilde hans WEresfølelfe og fans
Omforg for at bevare de Laurbær, han i den forrige Krig havde fantet, jærpet hans
ver, ligefom han havde arbeidet friere, naar et faa vidt Felt var bleven aabnet for
fans Krigertalent. Men Gøriftian Frederif vilde ikke nedlægge Kommandoſtaven, for,
ander be mørfe Udflgter til et helbigt Udfald, at funne ved pasfende Leilighed aabne
Underhandlinger til Fred, og imidlertid afværge unyttig Blodfpilde. De øvrige Chefer
vare dygtige Divifionsgenerater, men neppe ſtikkede til at anføre den famlede Hær.
5 Dette gil faa vidt, at enbog en Officier kaſtedes i Bandet af be Misfornotebe, uden
at han dog tilfatte Livet. Men visfe Misnøiens Udbrud vare fun entelte; Hiftorien
opdager iovrigt ingen oprørfte Spor hverken i eller ubenfør Urmeen pan den Tid.
Folket beelte taalmødigen Skjebne med fin Fyrſte.
5 (I fete Ubgave læfed her „Grendſen“, hvillet mar være em Striv- ler Trylfeil,
ba Svenſterne foørlængft havde overfredet famme, meben8 be netop paa benne Tid
trængie Arenfeldts Brigade over Glommen ved Kjølberg Bro op imed Karlshuus.)
» I bet Rand, fom han holdt i Rakkeſtad, fom ovenfor fortalt, før at forberede et
Slag, trikerede han: „hvorlunde han af Benner var gjort spmeærtfom paa, at han
inblev fig førmeget i Detail, og tabte Hovedſagen ſtundom af Sigte, og at det nu
var hans Beſtemmelſe at gade alvorligere tilværts. ae
328
500 Tredie Tibsrum. Ellevte Capitel.
Ge» Sejerſted, fom af Kongen dertil var udſeet, om han felv havde forladt Krigs⸗
flueplabjen, havde ingen Prøver givet paa fin Dygtighed fom Overgeneral, og efter
nogle af de Officierers Dom, ber kjendte ham, havde han Eaenffaber, jom dertil
gjorde ham mindre fliket. Han var desuden jpaelig, taalte ifte gjerne Modſigelſer
af Underordnede og manglede den fornødne Birffomhedsaand *).
Gllevte Capitel.
Aredsforflag fra Carl Johan antages af Chriſtian Frederik.
Kongens Befaling at forlade Glommens oſtre Bred og trækte Armeen over Grøns
og Onftad-Sunde til den veftre, maatte betragtes fom et Vendepunkt i Forſvarskrigen,
ber henpegede til dens Ende, og neppe havde Kongen henlagt fit Hovedavarteer paa
benne Side af Glommen, førend ber gaves ham Unledning til Underhandling gien⸗
nem Gmisfatrer fra den fvenfle Overgeneral.
Den 7de Auguft anfom Gtatsraad Tank, der fort før Fiendens Indbrud efter
Anſogning var traadt ud af Statsraadet og havde fat fig i Rolighed paa fit Land»
gods Nød, og Provft Hount med Forflag til Vaabenfrilftand fra det fvenfle Hoved
avarteer*), og Songen befluttede i denne Anledning at fammenfalde fit Statsraad.
„Anno 1814 ben Bde Uuguft var Statsraadet efter Hs. K. Me. allerhøiefte
Befaling paa Spydbergs Præftegaard, hvor da blev taget under Overveielfe det af
$. K. $. Kronprindfen af Sverige ved Hr. Statsraad Tank overfendte Udkaſt til
be Biltaar, hvorunder Foreningen imellem Norge og Sverige frulde kunne iværtfættes,
og ba bisfe fandtes paa bet nærmefte overeensſtemmende med de Biltaar*), fom fors
hen have været antagne til Forelæggelfe for et holdende Storthing, faa funde der
forfaavidt nu intet Bidere være derimod at erindre, end at de jo hinne være at forer
lægge bet fammenfaldende GStorthing til Overlæg, Antagelfe eller Forkaftelfe.
nStatsraadet maa her udtrytkelig bemærte, at det i Forveien allerunderdanigſt
havde bedet Hs. M. om, at Dhrr. Generalmajor Eejerfted og Oberft, Kammerberre
v. Hegermann maatte blive tilfaldte for at afaive beres beftemte Grifæring, om og
7) Der var paa ben Tid i Norge megen Tale om Henfigtemæsfigheden at at fætte en
franft General i Spidſen for ben norſte Armee, og man henvendte Opmærlfombheden
paa Lallemanb, ber i faa bei Grad havde bundet Iydernes Lili. Det er
muligt, at Krigen ſaaledes var bleven forlænget, og vel endog fom et Iyfere Punkt
bleven indført i Norges Krigsannaler; men Landets Lidelſer vare ogſaa blevne for-
længete, uden at noget Ivjere Refultat var blevet opnaaet end bet, fom faldt i
orges Lod.
7) Tant og Hount bleve ſtarpt dadlede af flere Landsmend, fordi ve paatoge fig dette
Årende; men bet er vanfleligt at finde noget upatriotift i et Skridt, fom efter viste
Mands Overbeviiening ledte til Statens Gavn, og hvis Henfigtemasfighed retfær-
biggjorte8 af paafulgte Begivenhever.
[Kronprindfens Horflag vare, ifølge Schinkel VIII. 204, hovedfagelig: 1) Vaaben-
ſtand med Refte om 2) Untagelfe af ben par Cibspold givne Grund⸗
ov, hvori alene de for Foreningen med Sverige fornødne Wnbdringer ſtulde fore⸗
tage8, og bette med Storthingeis Samtykke; imod at 3) Gbriftian Frederil
fammentalder Storthinget, neblægger MNegjeringen i Statsraadets Hander og for»
laber Norge. — Det er neppe Toivl om, at de Norfte8 Held under Krebs i væfentlig
Ørad har bevæget Carl Johan til pludfelig at indbgaa paa de far forfaftebe Bilkaar,
— Grundlovens Unerkjendelfe var af gjennemgribende Bignighed for Norges hele
eg; Derved var Kieler⸗Fredens Grundlag opgivet og Norges GSelvftænrighe
Statsraadet tiltræder Horflaget. Kamp ved Langenes. 501
bervidt det endnu var militatriff muligt, at Armeen kunde dakke Chriſtiania, uden
at benne Øovedftad havde nogen videre Jnvafion at befrygte. Saavel Generalmajor
Sejerfted fom Oberſt Hegermann erklærede, at det funde antages, at det ikke længere
fed i Armeens Magt at forhindre, at jo Fienden inden en fort Tid unde være i
Chriſtiania, da ber imod hans Overmagt til Bands, forenet med en betydelig Land-
fyrte, itte var noget at udrette, i Betragtning af det Terrain, Han havde vundet,
sg med Henfyn til de militatre Maneuvres, hvormed hans Armee avancerede, lige
fem forbi ben var faa overlegen, beftandig gik frem uden at funne tvinges til Slag,
ha de norſte Tropper vare ubfatte for ſtedſe at overfføies af den fiendtlige Magt. —
4. K. M. befalede, at faavel Hr. Generalmajoren fom Hr. Oberften flulde inds
lerere denne deres Erklæring friftlig, hviltet de og fovede ſtrax alferunderdanigft at
eſterkomme. $vad dernæft Urmeens Providering angaaer, da erklærer jeg, Generals
fimtenant Harthaufen, at jeg maa aldeles henholde mig til be fra Tid til anden til
Generalffommandoet indleverede Lifter over de i Behold værende Levnetsmidler, fom
vife, at der fun er PBroviant for Armeen indtil Midten af denne Maaned, foruden
em Beholdning af Henimod 4000 Tonder Korn, fom findes paa Bragernæs, Land
og flere Steder. Bel funde der være Haab om en ifte ubetydelig Jndhøftning, naar
Saadant fan free for fiendtlig Overlaſt, men aldrig vil den funne være tilftrættelig
til Armeens fremdeles paatrængende Fornodenheder, og endnu mindre til at holde
Ømrgersnoben ude t Riget. Der fan altfaa ikke bygges vaa et varigt og heldigt
Førfear under faadbanne Omſtandigheder.
„Paa Grund af disfe Oplysninger fordriftede GStatsraadet fig ikke til at fras
raade Hs. Å. M. den anbudne VBaabenftilftand, ba Fæftningerne Frederikftad og
årederiffteen allerede ere, den førfte befat med fvenffe Tropper, og den anden, fom
m efter be indløbne Beretninger bombardereg, fuldfommen indfluttet uden at funne
mbfoættes, faa at benne Vaabenſtilſtand, fom nu bringes i Forflag, i Grunden ikke
er andet efter de forandrede Omftændigheder, end hvad forhen har været tilkuden den
honfe Negjering.
„Hs. M. gav fit kongelige Ord paa at anvende Ult for at erholde Blokaden
bæret, og at fri Tilførfel maa blive tilftaaet faavel til Lands fom til Vanda, famt
tillige at udvirke ſaadanne Betingelfer for det norfte Folks fremtidige Rettigheder, ber
i det mindſte ere ligefaa forbeefagtige fom bet fremlagte Udfaft ') indefolder, og overs
aft at ſikkre Nationen en VBaabenftilftand, hvorunder dens Mepræfentanter funne fams
menfades til et Koldende Storthing, for ber nærmere at beftemme Vilkaarene mellem
begge Nation, Norges Eelvftændighed uforfræntet.
Ghrifttan Frederik.
Rofenfrank. Sommerhjelm. Jonas Collett.
v. Holten.
Foruden hvad der ſaaledes forbandledes i Statsraadet den 8de Auguft, maa
Kongen tillige have medgivet Statsraad Tank to Privatffrivelfer til Sveriges Kron»
5 [Søåinkel anf. St. fornivder, at Kongen ilte har meddeelt Statsraabet bet hele fyenfle
* ag, men at Abdikationen maaſte endnu var en Hemmelighed mellem Carl Jo-
ban og ham. Dette er muligt (jfr. S. 505 nedenf.) Abdikationen var bog intet Nyt, men
af Kongen flere Sange tilbuden ved Underhandlingerne i Juli, og ſaaledes naturlig»
viis Statsraadet forlængft bekjendt, og man feer af bet i GStatsraadSprotokolen paa
bette Sted anførte, at et nyt Udkaſt“ til Overeenskomft var , fremlagt", hvilket
iffe fan være noget andet end bet af Tank og Hount medbragte, hvis hele Indhold
Sdintel meddeler. Overhovedet er det af alt mere end Mart, at Vanftelighederne
ligefra Moriers Afreiſe itte lua i Chriſtian Yrederils Lyft tl at beholde Norges
$trone, men å han8 famvittighedsfulbe Omhu for at bevare Norges Selvftændighed.
Da denne filrebes ved Carl Johans Untagelje af Grunbdloven, var ben væfentligfte
$Hindring hævet. Dette bør faameget mere ubhæveg, fom Samtiden og å bet mindſte
ben nærmefte Eftertid ille paaffjonnede bette Chriſtian Frederils ugennyttige og lige-
overfor ben almindelige Stemning faare vanflelige YForhold.]
502 Tredie Fidbrum. Ellevte Gapitel,
prinds iy, fom rimeligviis indeholdt ben norffe Konges Beftemmelfe at nedlægge fin
Kongeværdighed i Storthingets Hænder. Senere hen i Statgraadsprotokollen [13de
Auguft) findes nemlig Kronprindfens Svar*) (uden Datum) der kyder faa:
„Min Hr. Fætter! Jeg vil itte fpilbe et Øieblit for at udtrykte Dem den Zils
fredsftillelfe, fom be tvende Breve, Hr. Tank har bragt mig fra Deres Kongelige
Høihed, have forvoldt mig. Den Beflutning, fom De har taget, vil fleffe Dem
Ret til almindelig Deeltagelfe. Jeg fornyer D. K. $. den høitidelige Forſikkring
om Alt hvad $. Maj. Kongen vil og flal gjøre for det Holts Frihed, Velvære og
Onſte, hvis Lytte De ikke mere modfætter Dem. Som adopteret Søn af min Rouge,
fom Arving til hans Trone, har jeg Pligter at opfylde mod denne Monart og med
ben Nation, ber tilligemed ham har adopteret mig. D. K. H. vil felv indfee, at
jeg, uagtet mit perfonlige SØnfre, iffe fan have nogen Sammenfomft med Dem, førend
De har overgivet ben erefutive Magt til ben norfte Nation. Maar D. K. $. har
gjort bette Skridt, er bet mig, fom levende vil onſte at fee og tale med Dem, og
jeg flat færdeles gjerne indfinde mig, hvor D. K. H. onfter det. Jeg ſtal bevife
Dem, at de Folelfer, fom De indgyder mig, efterat jeg har mobtaget hine tvende
Breve, er en oprigtig og fand Vens Hengivenhed.
(Gaenhændig:) Jeg er D. K. H. meget hengivne Fatter
| Garl Johan.
Men under denne Tilnærmelfe fortfattes Krigsoperattonerne paa det Ulvorligike,
hvorved den fvenffe Overgeneral rimeligviie havde til Henfigt at give fine Unders
handlinger førre Bægt. En ftært Urrieregarde var under Oberftlieutenant Stabell
og Major Butenfdøn bleven tilbage paa ben øftre Side af Glommen. Denne blev
angteben med Overmagt og maatte vige tilbage over Glommen til Tveten, hvor Sta-
bell fatte fig faft og famlede en Magt af 3500 Mand, uden at han, efterat have
pleiet Raad med fine Officierer, vovede at foretage noget offenfivi mod en Fiende,
hvis Krigsfyrke var hans mange Gange overlegen?). Bed Langenæsi Rærhede af
Onftad-Sund var der bleven flaaet en Pontonbro over Glommen, der bler dælfet
af et vel anlagt Brohoved. Den Gde Auguft angreb Fienden dette med ſtor Hef⸗
tighed, men blev flanet tilbage med et betydeligt Untal af Døde og GSaarede; men
Kougens Radſel for unyttig Blovdfpilde afbrød en Modftand, ber fra Rordmændenes
Side forbeelagtigen var begyndt under Oberft Hegermanné Kommando, hvillen ved
et Filfælde var fommen i hans Hænder4). Da nemlig hans egen Divifon var
foættet ved flere Detafdjeringer hift og her, udbad han fig Kommandoen ned Langes
næs, hvor der var ingen høiere Öfficierer, og hvor ber funde ventes et Ungreb.
Kongen fom juſt til da Fienden var dreven tilbage, og Hegermann mødte ham med
det glade Udraab: Bi have feiret, Deres Majeftæt”, men fil til Svar: yW Min
Gud, Hegermann, vil De opoffre to Batailloner?” Da juft i famme Øieblit den ved
benne Affaire faarede Lieutenant aud) med nogle faarede Soldater bares forbi kongen,
bevægebeg han ved bette Syn”), og da der paa famme Tid hørtes en fær! Sevær:
3 Den ene har formobentligen været til Rongen af Gverige, ben anden til Kronprinbfen.
% [Dette Brev fremlagde Chriſtian Frederik i GStateraabsmeøbet paa Moſt Jermvært
13be Uuguft tilligemeb be øvrige Documenter veblommende ben af Sverige foreflaaede
Baadenfilftand, hvilte Bjørnftjerna havde overbragt ham. Ift. nælte Gapitel.]
5 See Bilag 82. VForfatteren har hørt flere agtværbige Dfficierer, fom beeltoge i denne
Krig, yttre, at ben almindelige Mening blandt Offictererne var, at Krigens Udfald
under Armeens Ctiling og Fiendens beftemte Overmagt var let at forudfer, uden
at —A Overbeviisning havde nogen for den egentlige Krigstjenefte ſtadelig Ind⸗
ydelſe.
9 [Dette er uden Tvivl urigtigt, og maa grunde fig paa en Misforſtaaelſe. Samtlige
Tropper, ber ved Onſtad Snnd vare i Jlden, førte til Hegermanns Brigade, og
han par fel elig feloffreven Overbefalingsmand ber, faalænge Kongen ille perfonlig
bar filltede.
% Da Haud * forbi, udbrod Kongen forwivlet: Min Gud, er jeg Skyld i alt
Gtattraadets Overlægninger ben 185e Auguſt. 503
md, fom en Følge af Fiendens Horfølgelfe, yitrede han, at Fienden vif fart fom
igjen, og gav Ordres til Pontonens Ufbrydelfe og Pofitioneno Rømning. Denne
Befaling, hvis Udførelje hindrede de Norfle aldeles i at benytte ve vundne Fordele,
bles modtagen med megen Bekymring, og en af de hoie Officierer, fom var hos
Srindfen, udbrød med Fortvivlelfe: „det er forbi.” Det fljønne Brohoved bler nu
førladt, be Kanoner, fom ei kunde bortføres, nedfæntedes, og Pontonen overlodes
ul Floden. To Dage efter angreb Fienden Stabell, fom flod ved Tveten med omr.
4000 Mand, trytfede ham tilbage og nødte ham til at retirere over Fedtfund.
Bi have imidlertid ovenfor feet, at Kongen i Folge den i Statsraadet Dagen
fr dette Slag tagne Beflutning faavelfom fin Befemmelfe at overgive Kronen i
Fellets Hoænder, var beføiet til at forhindre den unyttige Blodsudaybdelfe, der var
førbunden med Krigens Fortfættelfe. En Jndledning til Baabenftilftand var alvore
igen begyndt, og Kongen havde forpligtet fig til at tilveiebringe de haævderligfte Des
tingeljer. Uagtet hine foreløbige Underhandlinger mellem Chriſtian Frederik og Carl
Jehan, vedblev bog Ghriftian Frederik at træffe de fornødne Foranftaltninger beeld
til Armeens Broviantering, deels til at dætte Hovedftaden mod fiemdiligt Overfald.
Dem 10de og Alte Auguft fremlagde Harthanfen fremdeles i GStatsraadet et mere
noiagtigt Overfyn over Magafinbeholdningerne af alle Slagé, og over hvad der frems
deles fornodigedes til at forfyne Armeen. J denne Anledning befluttedes, at en
Deel af den Beholdning af Kornvarer, fom fandtes i Magafinerne i Bergen, ſtulde
tramsportere6 fydefter, og en Opfordring fee til Nationen om et frivilligt Sammen»
ſtud af Levnetsmidler til Urmeen, „da man havde det frørfte Haab om, at faadan
Opførdring vilde have den gavnligfte Virkning.” Samtidig dermed udftedte han
wider 11te Auguſt Ordre til de forffjellige Chefer, Urenfeldt, Hegermann og Staf⸗
feldt, at ſamle ZTropperne ved Svindal, og forhindre Fienden fra at afjfjære ben norfke
Urmee fra Ghriftiania, ligefom han beordrede Stabel med fit flyvende Korps at fors
wotige Fienden i Ryg og Flanke, om han efter Overgangen over Glommen flulde
måte mod Ghriftiania. |
Folvte Capitel.
Underhandlinger Å Mofs.
J midlertid ſik Chriſtian Frederik Anledning til nye Underhandlinger, da Ade Kom⸗
misſairer fra ben ſvenſte Kronprinds indfandt fig i Hovedavarteret paa Moſs, fom
medbragte nye Forſlag til Baabenftilfand for at forberede Freden. Kil den Gude
fammenfaldtes Etatsraadet den 13de Uuguft, og om dette Møde indeholder Stats⸗
raadets Protofol Følgende:
„Aar 1814 den 13de Auguft var Statsraadet efter H8. M.s alerhøiefe Be⸗
faling forfamlet paa Moſs Jernoærk, hvor da tillige af Hs. M. vare tilfaldte Jus
fiiteraad Diriks, Sorenitriver Falfen og Profesfor Sverdrup, hvilken fidfte endnu ifte
var tilftebe, da Samlingen begyndte. „Hs. M. underrettede Statsraadet om, at
betteg” Denne Kongenø Adfærd, disſe af Hjertet8 Dyb undſlupne Udtryk, forklares
naturligen af Jan perbeviisning om Krigens Unytte; men hos mange af Trop⸗
perne gjalbt lt dette fom Mangel paa Mod hos Kongen og ſvoklede iden.
Svenſte Offteierer, fom vare med i bet angribende Korpé, have fortalt Statsraad
Diopfeldt, at de Dagen efter, ba be ventede et alvorligt Ungreb, neppe Lunde troe
fine egne Øine, ba be faae, hvad be Norſte havde foretaget.
504 Tredie Tiderum. Tolvte Capitel.
Ber til hans Hovedqvarteer var fra Hs. foenfte Majeftoæt ankommen ſvenſt Genera E
Bjørnftjerna ) med Forflag til en VBaabenfrilftand, hvilte i Udlaft He. M. nu over=
feverede, beftaaende i Følgende: No. 1. Opſatte Betingelfer for Baabenftilftenden ,
indeholbende 11 Poſter. 2. Tvende faufaldte Separat-Urtitter. 3. En Deklaration
af 10de Anguft fidfileden fra Sveriges Kronprinds til Norges Holl*). $H6. Maj.
befalede, at disfe Papirer og Forflag flulde af Etatsraudet og de tilfaldte Herrer
tages under nøiefte Overveielfe, til derom afgivende Formening, fom ſtulde forelægges
Hs. M. Til den Ende overleverede Ullerhoiftfamme tillige en Dugs Dato af DHrr.
Generalmajor Armfeldt og Kammerberre Oberſt Hegermann nudfærdiget Detlaratiom
angaaende Forfatningen og Stemningen ved deres Urmeeforpfer, hvorefter Allerhoiſt⸗
famme tilfjendegav, at Armeen er i frørfte Mangel paa Proviant, der er faa ſtor,
at ber ved Generalmajor Arenfeldts Brigade tildels ikke haves Horraad for meer end
2 Dage, og at ber ilfe haves Udfigter til at funne anffaffe famme. Overfilieutenant
Stabell, fom var bleven tilbage paa den oøftlige Side af Glommen, var even
trængt tilbage til Fedtſund, og blev dette forceret, faa vilde Armeen i hin nærværende
Stilling være indfluttet, og iffe fevnes anden Mefource end at forlade Chriſtiania⸗
fjorden og kaſte fig over paa Beftlandet. Fra Mosfefanten funde hvert Øieblif ventes
et Angreb, fom man mod ben fiendtlige Overmagt ei funde vente at afflaae, og fom
ba vilde have den Følge, at Mofs inden faa Timer Funde være befat af Fienden.
Under disfe Omftændigheder, og da et videre brevet Forfvar vilde paadrage Landet
uberegnelige Ulyffer, uden at lede til noget onfteligt Refultat, fan mantte Hs. M.
nn tilljendegive fin beftemte Beflutning, at han, overveiende at hans redelige Ber
ftræbelfer fra nu af ikke mere vilde funne gavne Nationen, men fun paadrage famme
ben Skjebne at blive Behandlet fom et erobret Folt, vilde nedlægge den ham overs
bragne Krone i Storthingets Hænder, fom til den Ende fnareft mulig flulde blive
fammenfafdt, og befalede Hs. M. GStatsraaderne Collett og Wall, efterat de frems
lagte Gorflag paa bet nøiefte vare bdrøftede, og det famlede Statsraabs og Tilfor-
orbnedes Mening var dem meddelt til Efterretning, at træde i nærmere Underhanbs
ling med ben fig her opholdende ſvenſte General3).
y Egentligen vare to Kommisfairer, nemlig Generakieutenant Stjølbebrand og Gene-
ralmajor Bjørnftjerna, affenbte fra bet fvenfle Hovedqvarteer før at unbderhandle,
men ben forfte blev ved et for ham ulylleligt Tilfælde hindret i at møde. For
nemlig at gire Unbderhandlingerne om Vaabenftilftanden ftørre Vægt var et Ungreb
fra foenft Sibe bleven —** paa ſamme Tid fom Kommisfairerne afreife, og
bette flede faa tilfærdigen, at be endog vare ubdfatte for deres Landsmends Kugler.
Under bette Angreb blev General Skjølbebrandé Søn, Oberftlieutenant Stjølbebrand,
aardt faaret, idet hans Been blev afſtudt, og benne Efterretning, fom Generalen
E om Morgenen, gjorde ham uſtikket til at deeltage i Forhanblingerne. [Det ber
anførte ſvenſte Angreb flede paa Arenfeldts Brigade, fom dekkede Moſs fra Syd⸗
ben. Det begyndte Nat til 14de Uuguft Kl. 12, og vebvarede til Kl. 1 Efterm.,
hvilten Tid Urenfeldt iltun trykkedes tilbage til Gaarden Ørmen i One, tun
en ſtiv Fjerdingvet ovenfor Kjølberg-Bro, og her faldt be fidfte fiendtlige Skud
mellem Norbmænd og Gvenfler, ibet Conventionens Aſſlutning ſtandſede Kampen.
Det er ikke ufandfynligt, at Arenfeldts haardnakkede Udholdenhed under dette lang-
varige Ungreb har virket fordeelagtigt paa Underhandlingerne. Af Schinkels Min-
nen VIII. 206—209 feer man, at Bjernftjerna alene blev afjendt til Mofs ben ilte
Auguſt, hvorfra han f. D. fendte en Coureer med Kongens Tronfrafigelfe m. v.
Skjoldebrand affendtes førft af Kronprindſen den 13de om Eftermiddagen met Garl
Johans Ultimatum, ” anfom til Moſs om Morgenen den 14de, ba Conventionen
allerede var vebtaget, ſtjont itte undertegnet; (jfr. nedenfor). Gtjøldebrands Søn
er altfaa uben Tvivl bleven faaret under Urenfelbts Tilbagetog fra Kjølberg Bro.
5 [Den indeholdt en formelig Anerkjendelſe af Gidbvolb-Førfatn ngen, Lofte om al-
minbelig Amneftt m. v.
% Gollett og Mall vægrede fig længe ved at overtage bette vanftelige Hverv, fom be an-
faae fig mindre å Stand til at ubføre; men be maatte give efter for Kongens ind-
flændige Anmodning.
Collett og Mal unberhandle med Bjernftjerna. $05
Statsraadet foretog Vig derefter at gjennemgaae de famme overdragne Papirer
i Forening med be Tilforordnede, og fandt ba famme efter notefte Overlæg at maatte
gjøre følgende Bemærtninger.” (Disſe Bemarkninger findes nu i Protokollen; men
te Artitterne felv; dog feed vet, at GStatsraadet i Hovedfagen fandt disſe Urtikler
entagelige, fun med nogen Forandring i Henfeende til den af de Svenffe «foreflaaede
Denarfationslinie, og at Garnifonen i Frederikfcens Foæftmning fMulde rykke ub med
fre militair Honneur, og Folfene hbjempermittereg. J Henfeende til Separat⸗Artik⸗
lene i Dokumentet No. 2 findes følgende Bemærtning): Ved Afte Poft er fore
- modentligen inbeboldt, at Kongen frulde nedlægge fin Myndighed og overgive den i
Statsraadets Hænder): Umulig at tndgaae, ba Statsraadet fom ene Untoritet uden
Kongen iffe vover at paatage fig at holde indvortes Orden og Rolighed vedlige til
Storthingets Holdelfe.” Bed den Poſt (ver beftemte Statsraadets Virkſomhed,
- faalænge interregnum varede): „Statsraadet fan Å ingen Deel fungere uden i Overs
ensfemmelfe med Gonftitutionen, faalænge benne er i Kraft. Man funde ike tils
taade, at Hs. M. bortfjernede fig fra Regjeringens Sæde, i det mindfte ikfe-fors
inden han havde nedlagt Regjeringen i Nationens Hander, om hans Beflutning i
ſaa Øenjeende er faft og uforanderlig H.“
Endelig formeente Statsraadet og Tilforordnede, at naar Statsraaberne Collett
og Aall, overeensfiemmende med Ovenftaaende, funde bringe Baabenftilftanden tilveie,
binde af dem tillige paaftaars, at Kongen af Sverige frulde forbinde fig til at ane
rende al fin JIndflydelfe hos Kongen af Danmark, for at formane ham til at til:
bagefalde de Anordninger og ophæve de Foranftalminger, fom han fidben 14de Januar
2. 4. maatte have gjort eller truffet, enten mod $8. M. Kongen, mod Rorge i
bet Øele eller herværende Embedbsmoænd i Norge. Da vette Tillæg blev Hø. M.
| førelagt, faa ertlærede Ullerhoiftfamme beftemt, at denne fidfte Underhandlingspoft
aldeles iffe maatte berøre hang perfonlige Jnteresfe, ba denne flulbe være udenfor al
Regotiation. Jovrigt bifalbt Kongen Statésraadets og Vilforordnedes yttrede Forme⸗
ung, ber blev Ullerhoiftfamme forefæft fom Bafis for de Underhandlinger, fom Stats⸗
taaderne Gollett og Aall nu havde at indlede.
„Medens disfe Statsraader vare fraværende for at underhandle med General
Bjørnftjerna, indfandt Profesfor Sverdrup fig, ber blev underrettet om det Pasferede,
worved han efter Omftændighederne Intet fandt at erindre, og fær troede han, at
Mangelen paa Broviant maatte afgføre Spørgsmaalet. Da faavidt var pasferet,
bø Sesfionen for denne Sinde hævet, efterat det endnu en Gang*) paa det Krafs
tigfte blev indfiillet til $8. M., om Armeen ike kunde gaae offenfiv tilværte.”
Statsraaderne Collett og Mall frede ſaaledes ufortøvet til at udføre Kongens
Vefaling, at underhandle med den ſpvenſte Kommisfatr. Underhandlingerne fandt
Sted Å et privat Huus i Mofs, hvor General Bjørnftjerna var indavarteret. De
fammentraadte Underhandlere bleve fnart enige om Hovedpunktene i Vaabenſtilſtanden:
Srigens Ophør, Sammenkaldelfe af et overordentligt Storthing, og Kongen af Sve⸗
- — — — 0
5 Forfatterens Broder har mebbeelt ham, at faavel Statsraaberne fom be tilførorbnede
Medlemmer, ifær Sorenſtriver Falfen, tiltaadete Kongen hellere at vove et Slag,
end indgaae disſe ydmygende Betingelfer, ba dog hidtil Intet endnu var tabt, efter-
fom ilfe Slag men fun Sthjærmybfler havde fundet Sted. Aall tilbød fig i ben An⸗
ledning ved perfonlig Medvirkning at tilveiebringe fra Kjøbftæderne ben fornodne
Proviant, fom ben vigtigfte Hindring for Krigens Fortfættelje. Kongen Tante et
Tieblik at have givet bertil fit Pamiakke nen tog bet fenere tilbage. t have
ronprindjen ;
ovenfor feet, at han havde bundet fine Hender ved føromtalte Breve til
men bette Skridt var Statsraadet aldeles ubekjendt. Aall hemarker berhos, at hiint
frigerffe Botum et blev ført til Brotokols, ligefom bet fun i almindelige Udtryk
bes indbført mod Glutningen.
7 Uf bette Udtryk befræfte8 Gtatsraab Aalls Vittring, at denne Movjtands-Jdee tibli-
ete i Burfamlingen har bæret paa Bane, uben at berom findes Roget i Proto-
«(pollen anſort.
506 Tredie Tidbrum. Tolete Capitel.
riges Grhjendelfe af den Eidsvoldſte Gonfritution, hvori der ei fulde foreflaars andre
NMobifilationer end dem, Foreningen med Sverige gjorde fornødne, og ved nærmere
Overeenstomft med Etorthinget fandtes antagelige”). Større Banfleligheder opvakte
Bjørnfijernas Forlangende, at Foæftningen Frederikſteen ffulde overgives, at Bergen
flulde modtage en foenft Garnifon af 5000 Mand, og at den foenffe Armees Des
marfationslinie flulde udſtrekkes til paa denne Side Moſs. Frederikſteens Feſtning
forfuarebe fig fjætt mod bet fvenffe Beleiringstorps, vg Kommandanterne Ohme og
Peterfen havde befluttet ifte at overgive Fæftningen førend i hderfte Rod. Da imid⸗
lertid benne Foæfinings Fald under Mrigens Fortfættelfe var let at forudfee, fordi den
var afffaaren fra al Undfætning fra Hovedarmeen, og fra al FTilførfel af Provifion
og Ummunition, trocde de norfte Kommisfairer at maatte give efter i dette Punkt.
Derimod beftemte de fig paa eget Unfvar til at modfætte fig Bergens Befatning af
fvenffe Tropper, ber rimeligviis vilde fremlede Scener, fom vilde tilintetgjøre Under»
handlingens Øiemed, og omfider gav Bjørnftjerna, der viifte en øienfynlig Tilbøies
fighed til em fredelig Ufgjørelfe, efter i denne Henfeende. Den fra foenfl Eide for»
fangte Udftræfning af Demarfationslinten paa hin Side Moſs, og langt nærmere
Hovedftaden end det Punkt, paa hviltet den ſvenſte Armee nu befandt fig, hunde de
norffe Kommisfairer iffe tiljftaae, ba ben Rolighed og Frihed, hvormed Storthings⸗
forhandlingerne flulde pleies, let funde forftyrres, naar ben fvenffe Urmee plantede
fine Faner faa godt fom ved Hovedftadens Porte. Da Underhandlerne ifte funde blive
enige om Dette Punkt, forenedes de om at underffrive Dbetingelfegviig med Henſyn
dertil, idet enhver Part forbeholdt fig fin Paajtand, og Bjørnftjerna lovede at ans
vende al fin Indflydelſe vaa Sveriges Kronprinds, for at formaae ham til at veds
tage ben i den af de norffe Kommisfatrer foreflagne Form, hvilket og fenere flede.
Derhos erflærede Bjørnftjerna ved Forhandlingens Slutning, at han, da han havde
overſtredet fin Fuldmagt ved at indgaae disfe Vilkaar, ikke funde borge for en uber
tinget Antagelfe deraf; men lovede redeligen at arbeide derpaa. Under disje Fors
handlinger var den frørfte Deel af Dagen forløben*”). Da Kommisfairerne havde
gjort Kongen Nede for Udfaldet af deres Ufrende, yitrede han fig dermed færdeles
vel tilfreds, og erklerede, at han ilfe havde ventet faa megen Eftergivenhed fra ſvenſt
Side. Umiddelbart derefter fammenfaldte han fit Statsraad, hvorom MProtokoflem
indeholder Følgende:
Samme Dags Eftermiddag (den 13de Auguſt) blev Statsraad alter holdt,
og feverede ba Gtatsraaderne Collett og Uall tvende Udkaft, bvoraf bet ene angik be
militaire Betingelfer for Vaabenfrilftanben under Titel: convention d'armistice%,
og bet andet, under Titel ,,Traité*, de BVilfaar, hvorunder Storthinget fral fam»
menkaldes og Kongen nedlægge fin Myndighed i dettes Hander. Disſe Dotumenter
vare efter foregaaende Negociation og Underhandling med ben fvenffe General Bjørns
5 Artiklerne angaaende ben norffe konges Fratradelſe fra Regjeringen behandledes vel
itte i bette Mode, ba bisfe, fom allerede nokſom forberedte, umiddelbart afgjørbes
mellem Chriſtian Frederil og Carl Johan. [VBaabenftilftandens Aden Urtilel, hvor»
ved Blokaden ophævedes, omtales itte her af Aal. Den var bog, efter hvad Schin—
kel (VIII. 210) beretter, bet Punkt i fine Inſtruktioner, hvorimod Stjoldebrand
opponerebe. Men ronprindfen vilde her ingen Indvending høre. pHvad? — ud»
råabte han — vil De, at jeg flal uvfulte en Nation, fom jeg Ben ſtal regjere over ?
5 For de norffle Kommisſairer var benne Dag en Hungeråbag. Ved bere Lilbagefom
til Kongens Reſidents fandt be alle Levnetsmidler Sorterede, alle Vogne forſpendte
or at ſore Kongen og den kongelige Suite bort fra Krigsſcenen, o Vor Modlos hed
os Flere af Kongens Dmivefer [blandt Andre Sommerhjelm], fom forhen havbe
piift et ftørre Mod. De gode Ejterretninger, fom Collett og Mall havde at meddele,
ubbredte bog fnart mere nterhed hos Ulle. [Denne Uro i Hovedqvarteret fan
deg ilfe være foranlediget ved Kongens perfonlige Afreiſe fra og thi benne føre»
iv ille ben 13de Uuguft. Den 16ve udſtedte han endnu berfra fin Kunbgjørelfe til
olfet om Gonventionen, og førft ben 19de Unguft fom han tilbage til Kabegaardbsen.)
Garl Johan ratifieerer Vaabenſtilſtanden 1506 Auguſt. OG
fjerna af denne egenhændigen nedffrevne med den Erklering, at fjønt han for fin
erſon antog, at Bropofitionerne unde være antagelige, driftede han fig dog ikke til
ag unbderførive dem, endog paa forventende Ratifikation, men var befluttet, faafremi
hans Wvjutant, fom han ventede endnu i Uften, ifke bragte ham Fuldmagt i faa
Qmfeende, at reife direlte til ben foenffe Kronprinds for at fane hans Ultimatum.
Detlarationen fra den fvenfle Kronprinde havde Komparenterne formaaet General
Siørnftjerna, efter Conference med Originalen, fom ham anviift, at verificere. Stats⸗
raadet forelagbe derefter Hs. M. Refultatet af digfe Underhandlinger, hvormed Ulleve
beiffamme ertlærede fig tilfreds.
nDisfe her benævnte Dofumenter bleve derefter in duplo reenflrevne, og famme
Sten tilftillede den foenfle General Bjørnftjerna med Betydning, at man derefter
- forventede ben haftigfte mulige Ufgjørelfe.
Mofentrang. Sommerhjelm. Jonas Collett. Aall.
v. Holten). *
For faa hafig fom muligt at bevirke disfe Betingelfers Sanktion af Sveriges
SKrouprinds fendte Kongen fin meeft betroede Adjutant, Major Brod, famme Uften )
til Frederifftad, hvor Carl Johan opholdt fig. SKronprindfen modtog Brod i grande
oostume, omgiven af % Officierer af fin Stab, og af fin Eon Arveprindfen med
dennes Hovmefter; men da han gjenfjendte Brod fra Flensborg og Danmark, og
ridſte, et han funde underholde fig med ham paa Franff, fod han be Tilftedeværenhe
udtræde og underholdt fig med Brod alene. I Begyndelfen gjorde Kronprindſen
nogle Bauffeligheder ved at ratificere Baabenfrilftanden, idet han gjorde oymærffom
paa de fore Fordele, den ſvenſte Urmee allerede havde vundet, og hempegede å den
Arledning paa et Kort, der laae opflaart paa hans Bord, og var fuldt af de ford»
vanlige Antydningspunkter af mærtelige Steder. Prindſen førte Samtalen med dem
Sarnme, der var ham egen, naar Gjenftande omhandledes, ber interesferede ham; men
ban formildedbes ſtrax ved Brods beſtedne Bemærkinger, med Henſyn til det ufilkre
Ufald af et Slag, fom enduu ei var provet, og Banffeligheden af en Krig mellem
Bjerge og Gnævringer, og raabte ud i Forgemaltet: „du papier ete.“ Da han
harde faset dette, flrev ban Konceptet til Betræftelfen af Konventionen i Mofé,
gav dette Papiir ud, ſik det reenffrevet tilbage, og forfynede det med fin Underſtriſt 9.
Medens han udførte dette, frurgte han Brod, om han ikke havde endun et Brev til
r Den vriginale Protokollation ved bdisfe mærlelige GStatsraabs-GSesfloner ben 18de
pri lev ført paa løft Papiir og nedſtreven af Sorenfriver Halfen, og findes
nuberſtreven, foruben af be GStatsraader, hvis Navne ere tilførte Protokollen, tillige
af Qagthaufen, Dirils og C. M. Falfen. Protokollen var tillige vedføiet ben oven»
anførte Skrivelfe til Chriſtian Frederik fra Carl Johan. Det I Statsraadfpro-
tolollen Unforte er aldeleg wvereensfiemmende med ben vriginale Protetokatinn,
naar undiages at Glutningen i Protokollen „efterat bet endnu engang — tilværké”
ikte findes t ben originale Protofollatton. Folgende Pasfus: ,Statsraabet forelagde
berefter 8. M. Refultatet af bisfe Underhandlinger, hvormed Allerhoiſtſamme ev
færede fig tilfreds”, har oprindeligen været affattet fom folger: „Statsraadet 10.,
pormed Beiftfamme ertlærede fig ſaa meget mere tilfreds, fom han ille kunde ventet
aa megen Eftergivenhed“, men ben fibfte Paopue nbe8 overſtrogen. Holten har
et underſtrevet ben øriginale Protokollation. [Dafaa Shriftte fom tilftede paa Mois
ben 13de Auguft, men fenere end Aal og forft efterat Underhandlingerne om Con-
ventionen allerebe vare paabegynbte. Ge Platous og Å. Sagens WMegruphi af
viftte i Bergenfte Blade 1849 No. 186. 187.
» [Det maa være Morgenen ben 14de Auguſt, ille den 18de; thi Conventionen er ba»
teret hitn Dag og felgelig da underfkrevet af Gonmisfatrerne. Dedudem viſer en
Rapport fra Arenfelbt (Tiden 1814 No. 127), at Fiendens Angreb par hans Stil-
ting Syd før Moſs vebvarede lige til ben 14de KI. 1 Eftermiddag, hvilket vilde
» røret umnligt, ape —— var —ẽ ped Berein betes
atifthationen er af 155e Auguſt, og er berfør ovenſtagende Beretning å rigtig,
maa Brod førft denne Dag have faaet Audients hos Carl Johan.)
503: Tredie Tidsrnm. Tolvte Gapitel.
fam. Brod fvarede, at han havde et til Kongen af Sverige, fom han fremtog,
men bemærfede, at han havde Ordre til førft at affevere det, naar Konventionen var
ratifleeret. Kronprindfen tog ham Brevet af Haanden med den Grilæring, at han
havde fin Faders Fuldmagt til enhver Afgjørelfe, og efterat have læft Brevet yttrede
han ſtor Vilfredshed dermed, og Matififationen gik raft fra Haanden“). Bed Ufffeden
tilbod Kronprindjen Brod en fordeelagtig Anfættelfe i ben norfte Urmee, fom bog
Brod, ber havde beftemt fig til at folge Chriſtian Frederif til Danmart, afflog.
Derefter havde Brod det førgelige UErende at bringe Kommandanten paa Frederikfteen
Generalmajor Ohme Ordre til Overgivelfe af Fæftningen til de Svenſte; men ban
fandt Foæfningens Tilftand faaledeg, at Ohme ikke fyntes utilfreds med at fre benne
Gunde paa Sagen. Bed VTilbagefomften til Moſs fandt han Chriſtian Frederif i em
beift nedtrykt Sindsftemning %.
Der var Militaire i høiere og lavere Stilling, fom beflagede fig over, at iffe
militaive Perfoner var tilfaldte ved disſe Forhandlinger imellem Kongen, hans Stats⸗
raad og De fvenffe Kommisſairer, og fom paaſtode, at ftore Feil af den Aarfag havde
indfneget flg i Konventionen. fær er dette fleet af Generalmajor Sejerfted i huns
Tilſvar paa ben Overfrigsfommisfions Sporgsmaal, fom var nedfat for at underføge de
mifitatre Forhold i denne Krig. I fit Svar paa det Alte Spørgsmaal, fom i den
Anledning blev ham forelagt, vttrer han?): „Hs. Majeftæt har i denne Henfeende
ifte værdiget at høre min Mening derover, hvilfet jeg dog formedelſt min Stilling
funde have formodet; men jeg erfarede ikke denne Ufflutning, førend Hr. Major v.
Brod afreifte til det foenfle Hovedavarteer for at faae ben ratificeret, og dens Ind⸗
hold ifte førend efter Majorens Tilbagefomft med Ratifikationen, bhvorefter jeg blev
befalet at udfærdige de fornødne Ordres til Troppernes Tilbagemarfid. Hvorfor bvers
fem jeg eller nogen militair Perfon blev brugt ved dette Unliggende, er mig aldeles
ubetjendt, og jeg formoder at det hoie Statsraad vil derom funne give den bedfe
Oyplysning, da bette affluttede Baabenftilftanden.” Men om end Sejerfted, hvilket
ikke ubetinget fan tilfanes, havde Ret med Henfyn til bet urigtige i hans og andre
Militatres Udeluktelfe fra denne Maadspleie, kunde dette ſtee uden at derved kaſtes
minbfte Stygge over Ghriftian Frederits Ombhu for Landets fre, eller over hans
Klogſtab under Underhandlingerne. Efter de Begreber, fom Kongen havde bannet
fig om Tingenes nærværende Stilling, det Overfyn han Havde over Begivenhedernes
Gang i det Hele, hans fulbfomne Bekjendtſtab med de Utlieredes uroktelige Beftems
melfe, og hans Overbeviisning om at den foenfle Armees feierrige Skridt ille mere
vare ut ftandfe, maatte han betragte en Baabenfrilftand fom abſolut nødvendig for
at tilveiebringe et heldigt Ubfalb af Krigen. Han havde gjort fig fortrolig med den
Tanke, at Norges Forening med Sverige ille mere var at forhindre, og det ſtod fun
tilbage at føge denne bevirket paa em Maade, fom beredte Norge Held i Fremtiden.
Derhos havde han faaet aabenbare Bevifer i Hænde paa, at hans perfonlige umid⸗
belbare Deeltagelfe i Rigets Beftyrelfe betragtedes fom en uovervindelig Hindring for
5 [Gonventionen og Vaabentilſtanden ere trykte i næfte Capitel.] Ved Major Brocks
ærværelfe i Kronprindſens Hovedyvarteer erfoer han, hvor nøie Carl Johan var
underrettet om hvab ber foregil i Norge, ba han endog unde fortælle Brod be Ud-
tryf, hvoraf han havde benyttet fig ved Kongens Taffel i Unledning af en vigtig
elbing fra Gtåffeldt.
7 [Dette er faare rimeligt og ftabfæftes af flere Vidner. Da Sverdrup fom til
Moſs 13de Auguſt og fil Audients, vifte Kongen fig færdeles bedrovet, o betlagede
bet meget Blod, fom var flydt for hans Skyld, Bportil Sverdrup tørt bemærkeve,
at Nationen ei beflagede, at ber var flydt formeget, men forlidet Blod. Ghriftid
fandt ham i hoiefte Grab fortvivlet. „Alt er forbi, fagde han, alt Haak ude!” —
Rei, Deres Majeftæt, fvarede Chriftie, alt er ikke forbi, fadlænge De er og bevaret.*
Men hertil fvaredbe Kongen, at ban ei tunde ubrette mere til Landets Gavn, øg
kaſtede fig grædende i Sofaen.]
5 See Morgenftjerneg Staffeldis Proces I. 162.
Jrederikfteen overgives ifølge Vaabenſtilſtanden. sm
enhver fredelig Tilmærmelfe, og han havde ædelmodigen befluttet at bringe beite Offer
ef fin perfoulige Juteresfe, for at befordre et lykkeligt Udfald af den begyndte Mods
dan. Det maatte ſaaledes anſees naturligt, at Chriſtian Frederik i denne fidfte
Negjeringsatt ilfe føgte Raad hos be Mænd, hos hvilte han kunde vente en beftemt
Dypefition mod en Plan, til hvis Udførelfe han af indvortes og udvortes Grunde
harde beftent fig, og hvis militaire Beffaffenhed maatte anfees underordnet bhøtere
Sermaal. Men denne Sejerſteds Bebreidelfe er desuden ikke paa fit rette Sted, uden
at vi ved denne Paaftand ville fafte en Skygge over en Ddygtig og reiſtaffen Offi⸗
des bhæbderlige Gftermæle. Bi have ovenfor feet, at Sejerfted tilligemed flere Divi⸗
fønsdjefer i det Statsraad, ſom afholbtes ben Bde Auguſt, havde frilbret Urmeens
Stilling fem hoiſt betænfelig, og ikke iftand til at hindre Fiendens Fremtrængen il
Landets Hovedſtad. J militatr Henfeende var altfaa Udfaldet Hart for CGubver, og
det fom nu an paa at underhandle om de bedfte VBetingelfer for en mindelig Overs
eenskomſt. Til denne Underhandling valgte Kongen to af fine GStatsraader, fom
fiebfe Gawde viift fig fom de ivrigfte Modſtandere af Foreningen med Sverige, fom
vare ham perfonligen hengivne, og fom formedelft deres Gtilling i Staten og Fors
bed til Mongen maatte have det reneſte Overfyn over Underhandlingens Gjenftand.
Han maatte Å Sandhed anfee Norges Tarv og fit eget vel forvaret i faadanne Hænder,
sa Udfaldet retfærbiggjorde hans Tillid.
Mindre betydende ere viftnok de Jndvendinger, fom ere gjorte mod de Beſtem⸗
- meljer i Konventionen, der angaae Demarkationslinien )y. I denne Henfeende vare
| Kommisfairernes Hænbder bundne. Vaabenſtilſtandens Afilutning under hvilkeſomhelſt
| Betingelfer, ber hunde opnaaes, var det førfte og ufravigelige Puntt i deres Jnfirur,
og vi have ovenfor feet, hvor nær be norffe Kommisfairer gif ben Grændfe, fom be
Sveuſte omfider beqvemmede fig til at tilftaae. Demarkationsliniens Jndføræntning
til Norges Forbeel var et oieblikkeligt Gode, hvid Kølger tabte fig i den frar paa
følgende Fred. De øvrige ved Konventionen for Norge betingede Fordele floge deres
Red i den fjernefte Fremtid og filtrede Norge en politiff ſykkelig Stilling, fom bet
mbder disſe Omftændigheder neppe havde funnet vente.
Strax efter Baabenftilftandens Ufflutning flulde Fœoſtningen Frederikfteen overgives.
- Dame Feæfning havde under den kjælte Ohmes Kommandantffab forfoaret fig med
- Held, og hverken Trudfler*) eller Løfter funde bevæge ham til at overgive fig. De
Beleirendes Tab af Dode og Saarede var ſtorre end de Beleiredes, endfljønt Foft-
vingens Huſe og Bygninger havde lidt betydelig af Fiendens Kugler. Endſtjent
Kommandanten fel forudfaa Feſtningens Fald under em fortfat Beleiring og frem:
deles Tdeblivelfe af af Undjætning, brændte Befætningen, i det Oieblik da Ordre
kem til at overgive Foæfiningen, af Lyſt til at fortfætte Forfvaret*). Efter Overeenss
temft med Ghriftian Frederiks Abjutant aabnedes Faſtningen om Natten, og de fvenfle
Tropper marſcherede ind, uden at Befætningen var befjendt med Overgivelien. Deraf
ry Felttoget i Norge 1814 af en norſt Officer [I. G. Mejrell] S. 61. 62.
5) [Disfe Frudfler git temmelig vidt. I Brev af Ste Auguſt tilkjendegiver Obert
Auguſt Undarfmard efter fin Konges Befaling Commandanten, at hvis han itte
ax overgiver Fæftningen, vil han efter dens Fald blive behandlet fom Rebel og
om faaban hengt !*)
fter foenfte VBeretninger paaftaaes vel, at Beleiringskorpſet, ber leveres af den
ſvenſte General Suremain, var faavidt fremrykket, ba Orbre til Deergivdl anfom,
at Fæftningen om meget fort Lid maatte falbe, men ba ber bog var Proviant i
Feſtningen for flere Uger, Ammunition endnu ilke fattebed, og Mlt inden Fæftningen
var i gob Orden, endfljent flere af bend Bygninger vare ramponerebe, er der Grund
til at tvivle om, at Erobringen var bleven faa let. Svenſte Beretninger paafaae
| ogfag, at ber herflede Misnoie i den norfte Garnifon, og Ulyſt Ål at fortfætte For-
| foaret, men benne ftralte fig i bet mindſte ikke til Garnifonen felv, Hvis Mob een-
| ftemmigen roſtes af be i Fæjftningen værende Dfficterer, hvilket og kan feed af be
utelige Scmer, fom Overgivelſen foranlebigete.
3
TY TETT T——V-—[Æ HÆ—"———"——ee————5'J''r "gaar eee I Tr TT
510 Tredie Clsrum. Tolvte Gapitel.
opſtod SMammerl og endog Nævefamp imellem de foenfle Golbater og de ukvæbssde
Norffe, fom ſtilledes deels ved be norſte Offteierers Mellemkomſt, der vare betjenbte
med Tingmes Stilling, deels ved de ſpenſte Troppers Difelplin og Uftergiveahed.
De Svenſte viifte tilbørlig Agtelfe mod den lille Krigerflare, ber faa Hælt have
forfoaret fig; be Norſte græmmede fig sver at maatte forlade en Fæftming, fom he
enbnu havde Midler til at forfvøare'). Dagen efter Overgivelfen tog Sveriges Mvon:
prinds med fin talrige Suite Fæfningen i Øiefyn. Intet undgit hans Opmer:
fomhed, og han rofte Garnifonens og dens Kommandants Hætte Korhold under Be
Leiringen%). Da Kronprindfen fom til bet Sted, 150 Skridt fra Glaciet, hvor Gar
den 12te blev frudt, blottede han med Bevægelfe fit Hoved, hvilket Hans hele Om:
givelfe fulgte, og Kronprindſen talede ved benne Leilighed om den tappre Kriger, hult
Minde Stedet tilbagefaldte?). — Da Garnifonen efter Udmarfden pasferede fordi
ben foenfle Linie, mobtog den Salut. Kronprindfen tilbod de norfle Officierer deres
tilbageftaaende Gage i foenfle Penge, og Nogle blandt dem endog Forfremmelfe; men
be affloge begge Dele formedelft Uvished om, hvad Beflutning Storthinget vilde dage
med Henfyn til Fædrelandets Fremtid. — Ohmes og ven Frederitsfeenfle Garnifens
Priis fød paa den Tid i Alles Munde over det ganfle Norge.
Trettende Capitel.
Konvention å Moſs. Vaabenkilfand. Chriſtian Frederik sverdrager
Uegjeringen til Statsraadet.
0 aabenfitfanden var nu afiluttet, og Udfigt til Fred var aabnet. Det frod mu til
bage at gjøre Nationen betjendt med denne vigtige Begivenhed, og at træffe de for
nøbdne Foranftaltninger til at efterfomme Konventionens Beftemmelfer, og fornemmeligen
til at ſammenkalde et Storthing, der flulde tage Beflutning om Krig og Fred. I
denne Henfeende var Statsraadet herefter meſtendeels overladt til fig frlv, da Kongen
ved em hemmelig Artikel havde forpligtet fig til at træde tilfide og ingen umiddelbar
Deel videre tage i Megjeringen. Efter ben 14de Unguft mødte faaledes Kongen tl
1) See herom „Frederikſteen i Beleiringen 1814 af en norft Officer [N. W. Brod]
Chriſtiania 1826.” Deri ankes over, at Ohme, pvie Tapperhed og Mod under
Beleiringen gives al Net, ille gjorde Befætningen beljendt med Overgivelfebordren
grend om Morgenen, hvorved ben omtalte Uorden foranledigebes. (Ut Frederiks-
teen uigeſaalidt nu gjom unber tidligere Beleiringer blev indtaget af de Svenfle, men
folge øtefte Befaling overgaves paa Grund af Conventionen i
of 8, er uimobfigeligt. Ille beftomindre ere be flefte fremmede Veretninger formede
faalebeg, at Ræferen maa antage det Førfte. Markeligſt i denne Henfeemde er bet,
at Bjernftjerna, fom felv affluttede Gonventionen, Ai Udgave af Mémoires
du Comte de Stedingk (Mart$ 1847. II. 241.) fan ſtrive: Les forteresøes nor-
wégiennes, parmi lesquelles on compte d'abord Frederikshall . .. farent
rises lune aprés lautre. Sun een norft Feſtning blev tagen (prise) af be
venffe, og bet var Frederiksſtad. Schinkel fremftiller Begivenhederne rigtigt.
Ubførlig Underretning findes i Krags Frederitshald og dens Krig Rørie 6. 106—144.]
7) [Det maa være en fimpel Trykfeil, naar Schinlel (Minnen VIII. 209), ber ellert
med Saglundſtab og Upartiftheb omtaler Felttoget 1814, angiver Frederikt
Befætning til 11,200 Mand, da ben ifølge ben originale Beleiringsjournal i e
Alt ubgjorbe 800 Golbater og Randværn. Feaſtningen overgaves ben 16de —
Srorgemaaler blev endog om et Minde, der ſtulde opreiſes til Gre før Helten —
men Ideen forlaftebes fnart. [Den er i den ſidſte Tib paany sptaget.)
Ghriftian Frederllo Kunbyjsrekfe af 165: Unguft. Konventlonen. M
meet i Saateraadet. Under 17be Auguſt modtioges Å det famlede Statsraad Major
Srode Strivelfe, hvori han efter Hs. Majeftæts Ordre underreitede Statsvændet om,
ut Sronprindfen havde ratificeret Baabenftilftanden tilligemed den gjørte Reſervation
agaaende Demarfationslinien. J ben Unlebning blev det vebtaget „allerunderdanigſt
ad forefile 6. M. Rodomdigheden af at Foranftaltninger teceffes til Storthingets
Cammenfatdelfe den 7de October, fom den fenefte Dag fammes forfte Seance efter
Senventionen fan beftemmes til, faaog at bet norfte Foll haftigft muligt bliver undere
uttet om, at Baabenftilfanden er bevirket og Biltuarene for famme.” Den 20
Uguſt blev i Statsraadet forelagt Ho. De. Neftrivt af Gaars Dato, hvori Stats⸗
madet under Ullerholffammed Sygdom tillægges Defaling at antage fig og beførge
dt Megjeringsanliggender, famt at afgive alle Ordre og Mefoluttomer med Under⸗
Mrift „„efter allerhøiefte Befaling"", og uden Segl.” Til famme Tid fremtagded
Svagens Kunbdajoreife til det norffe Folk af 16de Auguſt, famt Gjenpart of Grpedis
enerne til Biftopperme og be eivile MØvrighedsperfoner om GStorthingete Sammene
falbetfe til 7de Otibr. b. A., og Overfættelfe af Konventionen og Vaabenſtilſtanden
af 1402 db. M.
Kundqajørelfen til bet norſte Holl lød faaledes:
Rordmand! Da Bi efter Opløsningen af Eders Forbindelfe med Danmark
øertog Styrelfen af Norges Unliggender, var bet for at hindre at ilfe Borgerkrig
og PBartiaand frulde fenderilide Eders elftede Fædreland. Eders Onſte faldte Os til
Storges Throne; Bi fulgte Eders Kald; Eders Tillid og gode Sag fordrede Var
Deæltagelfe. Bi befluttede at underfafte Os enhver Opoffrelſe for at føre Ever hine
Goder imode. Vel øinede Bi Karer, fom i en ulige Kamp truede at tilintetgjøre
Gers og Bort Haab; men Bi tunde umuligen fatte, at Europas moagtigfte Stater
vilde førene fig for at unbertryfte et cædelt og uſtyldigt Folk, hvis billige Ønfker var
Frihed, og hvis eneſte Uttraa var Mafhængighed.
Imidlertid fode Sveriges mægiige Bundsforvante Os ved bereg GSendebud
eflære, at Norges Forening med Sverige var uigjenfaldeligen befluttet. Det er Eder
befjendt, at Bi vare villige til at opoffre en perfonligen lykkelig Stilling, naar d
jammentaldt Storthing fandt, at det funde berede Folkets Held; men det er Eder
ogfaa betjent, at de Biltaar, fom ba bleve tilbubne for en Baabenfilftand, vare af
bet Slags, at Vi ille unde antage dem, førend Krigslykken blev prøvet, idet de
vare ſtridende mob Grundloven. Bi maatte faaledes beklage, at Bore redelige Ves
firærbetfer for at undgaae Krigen i Norden bleve frugtesløfe. Norges udſtrakte Grændje
og Sokyſter have gjort bet nødvendigt at fordele Tropperne. Sverige ruftede fig med
Anſtrengelſe paa flere Steder, og, uvisſe om paa hvillen Deel af Riget dets Ungreb
innde ventes, maatte Bi vælge en Stilling, hvorfra Bi baade hunde dalte Rigeté
mbre Provindfer, og tillige ile de angrebne eller trucde Puntter til Hjælp. Glom⸗
men frnes i denne Henſeende at tilbyde de flefte Fordele.
„Ved Efterretning om Fiendens Indbrud over Jvefletten og Svineſund ilede
Bi at famle et Ammeekorps ved Rakleſtad, for ved et Ungreb fra denne Side at
ſtendſe Fienden fra at gjøre videre Fremgang, men Frederikſtads uventede Dvergivelfe
nødte os til at føge Glommen, thi Fienden Havde derved vundet en filler Overgang,
og Been til Ghrifttania unde forcereg. Overlegen til Soes kunde Fienden ved ivdelige
gandgange tournere vor Glante. En langvarig Blokade af engelft og ſvenſt Somagt
bavde hindret Magafinernes tilftrættelige Forſyning; de vare næften ubtømte, og Mangel
pan de flefte Fornødenheder truede at fnætte bet Mob, fom Fiendens Overmagt ei
funde bøte. MNigsforfamlingens Uffendte!) bleve ei modtagne af det engelffe Minis
1) Saaledes falber Kongen den Deputation, fom Kongen affenbte ftray efter Rigsfor⸗
amlingens Oplesning, og talte tvende af bennes Medlemmer. Migsforfamlingen
Ve var ikke en ſaadan Deputations Uffendelfe befluttet, langt mindre flæde hette å
dennes Navn. |
big | Tredie Tidbrum. Trettende Capitel.
ſterium, sg fom ſaaledes tilbage uden Haab om Hjelp eller Formildelſe af dette
Niges flendilige Forholdøregler. Under disſe Omftændigheder foreflog Sverige Vaabems
ſtilſtand. Af de to Fæftninger, hvis Befættelfe af foenfle Tropper i de afbrudte Under⸗
”bandiinger var omtviftet, var den ene allerede i deres Magt, og ben anden afftaaret
af Unbfætning og bombarderet. Krigslykken havde erklæret flg mod os, og Kampen
i nærværende Stilling maatte blive Fæbrelandets Hdelæggelfe. For at afværge dette,
og at give Follet Leilighed til at fljønne Rigets Tilftand ved at beramme et Stors
thing, gjentoge Bi Bort Tilbud beredvilligen at træde tilbage fra ben lylkelige Stil-
ling, hvortil Eders Tillid faldte Os. BVBaabenftilftanden og Konventiomen af 14de
bennes bleve undertegnede, og fom en Følge deraf have Bi ved Neftript af D. D.
til famtfige Overøvrigheder ladet fammenfalde et overordentligt Storthing, at aabnes
i Chriſtiania den 7de Oetbr. dette Aar.
„Elſtede norſte Holl! Kun den bydende Nodvendighed — det ville I ilfe oms
toivle — funde bevæge Os til et Skridt, fom Eders Hengivenhed gjorde os dobbelt
førgeligt. Vor Attraa var at fortjene Eders Mjærlighed, Vor Troſt er Overbeviis⸗
ning om Eders Sindelag, og den Bevidfthed, at Eders Bel var Maalet for afle
Bore Handlinger. Givet paa Moſs, den 16de Auguft 1814.
' Ghriftian Frederik.
Konventionen lod faaledeg:
nonvention fluttet mellem Hans Kongelige Hoihed Kronprindfen af Sverige i
Hans fvenfle Majeſteets Navn paa den ene Side, og den norfte Regjering paa den
anden Eide, fluttet under Betingelfe af Stadfæftelfe ved Undertegnede paa Mofé den
14de Auguft 1814. Art. 1. Hs. K. Høihed Prinds Chriſtian fral, efter ben i
Gonftituttonen foreffrevne Maade, frrar fammenfalde Kongeriget Norges Storthing,
fom flal aabnes den fidfte Dag i September, eller, om bette ikke er muligt, i de
førfte 8 Dage af October. Urt. 2. Hs. M. K. af Sverige flal flaae i umiddelbar
Underhandling med GStorthinget ved em eller flere Kommisſairer, fom han utnævner.
Urt. 3. Hs. M. K. af Sverige lover at antage den ved de Deputerede i Rigs⸗
forfamlingen paa Eidsvold ubarbeibede Gonftitution. Hs. M. vil itte foreflane andre
Forandringer end de, ber ere nødvendige for begge Rigers Forening, og sforbinder fig
til ifte at gjøre bette uden i Uftale med Storthinget. Urt. 4. De Løfter, fom
ere givne bet norffe Folt, faavel af Hs. M. Kongen af Sverige fom Ho. K. GH.
Kronprindfen i Kongens Ravn, ſtal famvittighedefuldt blive opfyldte og fAadfæftede af
Hs. M. for bet næfte Storthing. Ut. 5. GStorthinget flal forfamles i Chriſtiania.
Uri. 6. Hs. M. Kongen af Sverige erklærer, at Ingen ſtal blive forfulgt enten
umibbelbart efler mibdelbart for Meninger frridende mod begge Migers Forening, fom
han til dette Oieblik har maattet yttre. De civile og militaire norite Embedemœnd
eller Ublændinger i Landet ſtulle blive behandlede med den AUgtelfe og Belvillie, fom
ben hoieſte Myndighed flylder dem. Ingen af dem flat funne drages til Unfvar for
fine Meninger. De, fom ikke vedblive i deres Fjemefte, ſtal tilſtedes Penfion efter
Landets Love. Art. 7. Hs. M. Songen af Sverige vil anvende al fin Jndflydetfe
hos Hs. M. K. af Danmart for at faae tilbagetaldt de Horørdninger og Edikter,
ber ere udgivne efter 14de Januar 1814, faavel mod de offentlige Embedsmænd,
fom mob Norge i UAlmindelighed. Horedavarteret Mofjé, den 14de Uuguft 1814.
Ctjøldebrand, M. Bjørnftjerna,
Generallieutenant. Generalmajor.
Jonas Collett. Aall.
Statsraader.
Ratificeret af Hs. M. Kongen og 48. K. H. Kronprindſen af Sverige.
Additionel Artikel. 1. „Hs. K. H. Prinds Chriſtian ertlærer og fors
pligter fig hoitideligt til at overgive den ham overdragne erefutive Magt i Nationens
Hender uden noget Forbehold; og at det er til Opfyldelfe af denne Formalitet ban
fammmentalber Rigets Stænder. Fra det PØieblit ve ere forjamlede flal han formye
Gonventionen og Vaabenſtilſtanben. Storthinget indlatbes. BI
denne Grtiæring og lade den bekjemdtgjøre å hele Miget, og derefter Mal han forlade
Aerge, om mdog Standerne Mulle ville formaae ham til at forlange fit Ophold I
dette Mige. Til Bekræftelfe heraf ſtal Hs. K. H. Prinds Chriſtian overgive dette
Søfie Mrifttigen i tilbørlig Form, forfynet med hans Underffrift og Signet, til Hs.
M. Kongen af Sverige, faa hurtig bet lader fig gjøre. Denne Artikel fral ei publi⸗
cms før 8 Dage efter Rigodagens VBegyndelfe. Denne avditionelle Urtifel flal have
famme Sraft og Birning, fom om ben ordlydende var indtagen i Konventionen af
Ude Unguft 1814.
Jonas Gollett. Val. A. F. Stjødebrand. M. VBjørnftferna.
Statéraader. Generallieutenant. Generalmajor.
Natificeret
Chriftian Frederik.
2. Separat og hemmelig Urtifel. 1) 98. Å. H. Prinds Chriſtian
fri ſiden under et eller andet Paaſtud overdrage ben exekntive Magt til Statsraadet,
fom føat Beholde ben til Rigsbagens Slutning, eller indtil Stænderne have beftemt
ettæret fig angaaende Megjeringsmaaden. 2) Statsraadet flal udøve fim Funktion
øvereensftemmende med Gonftitutionen. 3) Indtil Standerne ere blevne forfamlede,
fal Statsraabet undertegne Forvalmingens Alter (lobende Uffatrer) „paa høi Befa-
ting.” — Givet i Mofs. Ghrifttan Frederik.
3. „Jeg erklærer og forbinder mig høitideligen til at overgive den erekutive
Magt, fom er mig overdragen, i Mationens Hoænder uden noget Forbehold. Jeg
fornyer denne Erklering og fral lave den bekjendtgjøre i hele Kongeriget, faafnart
Gtænderne ere forfamlede, bhvorefter jeg ſtal forlade Norge, om end GStænderne frulle
ville formaae mig til at forlænge mit Ophold i dette Land. Til Betræftelfe heraf
undertegner jeg bdette og fætter derunder mit Signet.
Til 48. M. Kongen af Sverige. . Gbhriftian Frederif.”)
Den afftuttebe Vaabenftilftand var af følgende Indhold:
”Baabenftilftand
mellem be fvenffe Tropper paa den ene og de norffe Tropper paa den anden Side,
fluttet under Betingelfe af Stadfæftelfe ved Undertegnede paa Moſs den 14de Uuguft 1814.
„Art. 1. Fiendtlighederne rulle ophøre baade til Lands og Bands imellem be
forente Tropper og Flaader paa den ene og de norfle Tropper og Flaader pan den
anden Gide, at regne fra ben Dag denne Baabenftilftand undertegnes indtil 14 Dage
efter Nigsdagens Wabning, og med 8 Dages Opfigelſe efter den beftemte Tid.
Art. 2. DBlofaden af be norfte Havne flat ophæves fra den Dag, benne Forening
er undertegnet. Al Indførfel og Udførfel fral være fri, bog de norſte Toldintrader
uforfroæntede. Urt. 3. Derfom Hrederiffteens Foſtning ikke har fapituleret, ſtal den
ſtrax overleveres med famtlige dertil hørende Bærter til Hs. fvenfle Majeftæts Tropper.
Garnifonen ffal gase ub af Fæfiningen med Baaben og Bagage og alle militatre
. Det flal være Dfficererne tilladt at gaae hvorhen de ville. Soldaterne
vende tilbage til beres Hjem; faavel be Føxfte fom de Sidſte flal love ike at ville
tjeme mere mod Hs. fvenfle Majeftæts Tropper. Urt. 4. Der fral trættes en Dee
marfationsiinie meflem de tvenbe refpeftive Armeer. Den foenfle Linie flat hælde fig
til Soner, gaae over Hovi, Onſtad⸗Sund hen til Øjern:Sø, og følge Glommen lige
Kil Mragerud. De foenfle Tropper i Wermeland maae ikle gaae forbi Udlangen.
Den norføe Linie flat. hælde fig til Drøbak, gaae forbi Korfegaarben og Krogftab
til Øjern:S6, og fiben følge den høire Bred af Glommen lige til Kongsvinger.
9 Det var rimeligvits bisfe tvende fidfte Dokumenter, fom bleve Rrogprinkfen af Major
Brod overleverede, vg fom bevægede ham til Sanktion. Gaavel disſe hemmelige
Artiklers Form fom Materie røbe en fvenft Forfatter. 35 tales om ,NRigsbag*
og „Stander“ iſtedetfor om Gtorthinget og Storthingets Medlemmer.
atle Erindringer. 38
b14 Tredie Tidsrum. Trettende Capitel.
Art. 5. De norſte nationale Tropper fral ſtrar gives Orlov at gaae tilbage Mil deres
refpettive Hjemfteder. Der flal fun være under VBaaben de gevorbne ZTroppecorpfer,
nemlig: 8) Det ſondenfjeldſte Regiment. b) Det nordenfjeldfle Regiment. ce) Det
oplandffe Regiment. d) Agershuſiſte Sfarpflyttere. e) Urtilleribrigaden. Disſe Corpſer
maa aldeles ikke gaae over den i ben Ade Artikel beſtemte Demarkationslinie ſaaledes,
at Landftræfningen fra Drøbaf, Korfegaarden og Krogftad til Soner, Hovi og Onſtad⸗
Sund ffal være aldeles fri for Tropper. Urt. 6. Der flal fun blive tilbage i
Norge to fvenfle Divifioner med forholdbsmaæsfig Urtilleri og Kavaleri. Meften af
ben foenffe Armee flal gaae tilbage til Sverige. Urt. 7. Den Deel af den norfle
Armee, fom bliver under VBaaben, ffal gane ind i Demarkationslinien i beftemte
Dagmarfder, og ophryde to Dage efter denne VBaabenftilftands Undertegnelje. Den
Deel af den fvenffe Urmee, fom ganer tilbage til Sverige, ffal bryde op faajnart
flee fan. Art. 8. Naar Fiendilighederne have ophørt, ſtal foenffe og norſte Gene⸗
raler gjenfidigen gives Ordres, figtende til at god Forftaaelfe fan herfle imellem de
tvende Armeer, og at Krigens Byrder og Syor fan forfvinde. Ingen Kontributioner
og Meqviiitioner af hvilkeſomhelſt Slags fral hæves i Landet. Alt, hvad Indbyg⸗
gerne maatte levere, fral betales med rede Penge. De norfte Generaler ſtal forbyde
al Bortførfel af Kreature, og de ſvenſte Generaler ſtal noiagtigen lade iagttage de Bees
falinger, fom ere givne med Henfyn til denne Gjenftand. Urt. 9. Krigsfangerne
ſtal fættes i Frihed paa begge Sider, faa haftig fom det lader fig gjøre. Urt. 10.
For at give Nationens Nepræfentanter, ſammenkaldte til et Storthing i Chriſtiania,
fuldkommen Frihed i deres Forhandling, ffal det ikfe tillades hverken foenfle eller
norffe Tropper at nærme fig bemeldte Storthing paa en Afftand af 3 Mile, faa
fænge GStorthinget holdes. Borgerne i Chriſtiania ffal befætte VBagterne i Byen og
paa Agershuus Fæftning, medens Storthinget varer. Art. 11. For at fpare videre
Blobsudgydelfe ſtal der være en Vaabenhvile, regnet fra dette Doluments Under-
tegnelfe, med 12 Timers Opfigelſe. Urt. 12. Det norffe Flag flal refpeltereg
medens VBaabenhvilen varer. Hovedavarteret Mofs den 14de Uuguft 1814.
Stjøldebrand. Bjørnftjerna.
Collett. Aall.
„Med den Reſervation, at Demarkationslinien af de reſpektive Armeer flal være
status quo for ben ſvenſte Armee, og for den norffe Urmee en Linie, fom gaaer
igfennem Soner, Spydeberg og Hovi til Glommen.
Gamme Underftrifter.
Ratiflceret af Hs. M. Kongen og berefter af Kronprindfen med følgende Paas
tegning: „Jeg rakificerer ovenftaaende Konvention med Refervatienen, og jeg griber med
Fornoielſe benne ferfte Anledning til at give Beviis paa mine Folelfer for Nationen
og ben norfte Armee. I mit Hovebqvarteer Frederikftad ben 15de Auguft 1814.
Gart Johan."
Under 16de Auguft udftedte Chriſtian Frederik til Biffopperne og Overovrigs
hederne Beljendtgjøreljer, hvori de underrettedes om Rigets Stilling og VBaabenftil-
flanden, med Befaling at kundgiore famme for Follet, og at træffe grundlovmaskge
Foranftaltninger til Balget af de Repræfentauter, fom den 7de October fulde fam-
menkaldes til et overordentligt Storthing i Gbriftianta. Denne Betjendtgjørelfe war
ben fidfte Regjeringshandling, fom udgik umiddelbar fra Ghrifttan Fredertt. Alle
følgende Betjendtgjørelfer frede, fom ovenfor meldt, i Følge den hemmelige Urtiket i
Konventionen, af Statsraadet gjennem Statsfetretariatet: ,,paa alerbøiete Befalimg*
og paa Gtatsraadets Uns og Tilfyar. Fra den 16de Auguſt kunde Chriſtian Fre⸗
derik ikke lengere betragtes ſom Norges Konge. For at give denne Fratradelſe et
antageligt Paaſtud, hedte det, at Kongen var ſygelig — og hvo kunde undre fig
over, om dette efter faa mange Sjælens Nyftelfir virkelig var ſaaledes? — og funde
ikke beeltage i Forretningerne. Som Følge heraf udgit under 23de Uuguft følgende
Betjendtgjerelfe fra Statsraadet til famtlige geiftlige og verdslige Mverøvrigbeder:
Statsraadet overtager Megjeringen. Blokaden ophævet. x35
„Da Sitatsraadet den 1906 dennes har modtaget 46. Majeſtœts allernaadigſte
tt faalydende :
ne Dag Morges ere Bi ankomne her til Ladegaardböøen, men Å en faa
fogelig Tilftand, at Bi for Tiden ei funne befatte Os med Statsſtyrelſen. Idet
Si underrette Bort Statsraad herom, befale Bi tillige herved, at Samme fra nu
ef bar at antage fig og beforge alle Regjeringens Unliggenter, famt at afgive alke
berved fornødne Ordres og Mefolutiener med Unberfrrift: „Efter allerhøiefte Ber
faling“ uden at vedhefte nogetfomhelt Segl. Herved fler Bor Billie.-
sg det tillige af Lægernes JIndberetning er bragt i ſorgeligſt Crfaring, at Hs. Majes
fre Sundbhedsforfatning endnu er den famme, fax haver GStatsraadet i alferunders
danigſt Folge af denne tilfjendegivne allernaadigfte Billie, og i Overeensſtemmelſe med
Srundlovens 42de og 43de Paragrapher, indtil Videre overtaget ben udøvende Magt,
hoillet tjener til Efterretning og fornoden Betjendtgjørelfe for de Dem underordnede
Gabedbamond, og ville faaledes famtlige Breve, der forhen adresſeredes til Hs. Maje⸗
det, være at fremſende til Rorges Riges Statsraad.
Statsraadet i Ghrifttania den 23d: Auguft 1814.
Roſenkrantz. Sommerhjelm. Jonas Collett.“
Henviisſsningen hl be ovennævnte Paragrapher i Grundloven tilfjendegiver tydes
ligen not den fande Mening af ovenanførte Chriſtian Frederiks fidfte fongelige Reſtript.
| Dei foreffrives nemlig, hvad ber fral foranftaktes, naar Riget befinder flg i ſaadan
- filflend, at bet fan anſees for at være uben fongeligt Overhoveb, der felv umiddel⸗
bart fan fortte fig i Spidfen for Regjeringen, og fan ei fortolles om faadanne mids
| ltibige Foranftaltninger, fom gjøres i Unledning af Kongens forbiganende Sygelig⸗
detiiſtand.
Det war naturligt, at den norſte Konge under disſe raſtt paa hverandre fulgte
Vegivenheder, Filintetgjørelfen af fit ftolte Haab om at bevare fin fongelige Stilling
” Torges GSelvftændighed, maatte føle fig nedtrykt og befymret, og ſaaledes beftrives
bang Sinds ſtemning ogfaa af dem, fom i ben Tid nærmeft omgave ham. De fandt
| him meftendeels mismodig, indjluttet i fig felv, og ligegyldig for den Omhu for fin
- Wvortes Perſon, fom han i bedre Dage aldrig pleiede at forfømme. Denne mørke
| Gindsfemming faa ogfaa udtrytt i de private Medbdelelfer om Tingenes Stilling, fom
- fan gjorbe be kommanderende Officierer. Saaledes flriver han under 16de Auguſt
til Generallientenant Staffeldt :
„Hr. Gen. Lieutn. Stafreldbt! Den Mangel paa Fornødenheder, fom Armeen
Ber, og fom man ei formaaer at afbjælpe, har nødt mig til at indgaae Vaaben⸗
ulſtand med be Svenſte. Disfe overfkride itte Glommen. Det vil være fornødent,
dt Tropperne paa det nøiefte underrettes om Nødvendigheden af en jlig Foranjtaltuing.
g.“
I Følge Chriſtian Frederiks Forpligtelſe at afholde fig fra en effektiv Jndblans
diag i de offentlige Regjeringsforanftaltninger, og under alle Omftændigheder nedlægge
| den nerſte Krone, forføiede han fig til fin Sommer-Refidents udenfor Gbriftiania,
wegaardsoen. Der holdt han fig indtil fin Afreiſe fra Norge indſluttet i fine indre
Gemalker og i fit Sovekabinet. Med Kongen fulgte Major Brod, Capitaine i
Soetaten Holftein og baværende VLeftor, nu Konferentsraad, Adler, fom dengang
Weidede i Kongens private Sekretariat. Han modtog under beite fit Ophold der
le gjerne Veſog fra Chriſtiania, og fun Enkelte, ſom han ,hædrede med fin færs
deles Gunft, havde Udgang til ham. Han ſpiiſte fædvanligen alene paa fit Varelſe
tr med Major Brod, og da denne mod Slutningen af Auguſt giorde en Fort Reife
Å Rjøbenbavn, maatte Generalchirurg Thulftrup dagligen Kjøre ud til Ladegaarbsøen
forat føife med ham. Hau forlod fun fin Refidente for at gjøre forte Spadſeer⸗
Mot i den temmelig vidttøftige Have, fom omgiver Ladegaardssens Hovedgaard,
4 indſtreenkede fin Da til at ride op og ned Å Gangene med fin Adjutant i en
Medediøs Paaflæduing. Sin Dag tilbragte han fædvanligen med Læsuing i
33*
|
|
5l6 Trebie idbrum, Fiortende Gapitel,
fit Sabinet, og modtog derhos Beføg af hine 3 Mand, der opholdt fig Hos ham paa
gabegaarbögen, og i dereg Selſtab tilbragte han fævdvanligen nogle Uftentimer, indtit
han i god Betids gik til Hvile. De fide Ufftedsfeener med hans Statsraad, og
Ørafigelfesakten, der foregit mellem ham og Gtorthingets Uffendinger, hvilken vi
fenere have at beffrive, vare meget angridbende, og han maatte visfeligen under vemo⸗
dige og blandede Følelfer forlade et Land, hvor han havde modtaget faa mange Ber
vifer paa oprigtig og tro Hengivenhed og Tillid, og hvis fande Gavn han med et
redeligt Sind havde føgt at befordre.
-- Fjortende Capitel.
Misnoie med Krigsforelſen. Øpløb i Chriſtiania og ved faurvig.
Eſterat denne Vaabenſtilſtand var affluttet, og Chriſtian Frederik, ved aldeles at
træde tilfibe og frafige fig. al umiddelbar Deeltagelfe i Regjeringen, havde ryddet den
vigtigfte Hindring af Beien for den flandinaviffe Hatvøes Forening, gjorde ben ſvenfte
Regjering Alt, hvad ber flod i dens Magt, for at overbevife den norffe Nation om
fin Henfigt, at bringe Rolighed, Virkſomhed og en fredelig Tilftand tilbage i Landet,
og t politift Henfeende berede Norge en lykkelig Fremtid. Til den Ende ufgav Ges
neral Bjørnftjerna, fom Hs. ſpvenſte Majeftæts Kommisfair i Norge, den Septbr.
en Mote, ber beroligede GStatsraadet med Henfyn til Blofadens Oyhævelfe. Han
forfilfrede bert, at de fornødne Meddelelſer vare gjorte Sveriges Ulierede, og at der
efter hans Overbeviisning ingen Fare var for de norffe Handlende ved igjen at bes
gynde et fredeligt Sumfvem med England og Danmart. Da imidlertid bet danfte
Hof, fin Forpligtelfe tro, endnu ikke havde tilladt fri Ubførfel af Korn til Norge.
inbleverebe den ſvenſte Minifter i Kjøbenhavn en Note til Grev Såimmelmann, bvort
han ypitrede Kongen af Sveriges Onſte, at Handelsforbindelfen imellem Danmart og
Norge igjen maatte vorbe oprettet. Schimmelmann ilede paa Dronningen af Dans
marks Begne, ber beftyrede Rigets Unliggender under Kongens Fraværelfe i Vien,
i fit Svar at forfillre, at Intet var meer ſtemmende med Hds. Majeſtets Ønftle,
end at fee Handelsforbindelfen med Norge, fom fun efter Sveriges Anmodning var
afbrubt, igjen formyet, og at be fornødne Foranftaltninger i den Henfeende vare trufne.
„Den banffe Negjering glæder fig — ſaaledes ender Schimmelmann fin Note — ve
at være fat iftand til i faadan Henfeende at handle i Overeensfiemmelje med den
—— Regjering, og at funne fade be danſte 28 fyenfle Stater nyde gjenfidige
dele.“
Tillige var den fvenfle Regjering beteenkt paa, under Vaabenſtilſtanden at af⸗
hjælpe den midlertidige Trang til Korn ved Jndfendelfe og Uddeling af flere Partier
Kornvarer. J ben Anledning blev 23de Auguſt fremtagt i Statsraadet en Strivelfe
fra Bjørnftjerna, dateret Moſs den 22de f. M., hvori denne tilkjenbegav , ben fvenfre
Kronprindfes Ønfre om at fee Norge forfynet med Korn, og at der til den Gude
maatte affendes tvende, eller flere norfte Medborgere, for der med de Mand, fom af
ham udnævneg, at overlægge om de tjenligfte Midler til Jværtfættelfen af denne
vigtige Sag.” Statsraadet befluttede at fvare, at det" paaffjønnede den fvenfte
Kronprindfes Opmoærffombhed for bet norſte Folks Tarv, at det ligeledes anfan Bros
vianteringen fom en hellig Gjenftand for GStatsraabets Beftræbelfer, og ut ſamme,
idet bet nærede bet Haab, at de akt længe etablerede Provideringsfommisfioner og
tfær de Handlendes Unftrengelfer vilde tilveiebringe det fornødne Korn, tillige sinede
bet virtfomfte Middel til Opfyldelfen af det tilfigtede Oiemed i det Villaar af Daa
Garl Johan tilbyder en Gave af Korn. Oplsb å Ghriftianta. 517
kenfilftanden, hvori Prindſen lover at afvende de fiendtlige Mesſures med Norges
Hendel. Imidlertid vilde Statsraadet gribe det Tilbud, fom Prindſen har gjort,
- frfoavidt det uden Henſtand og under nærværende Konjunkturer er muligt, og paa
Grund beraf føge at formaae tvende Handelskyndige at møde paa Mofé, for i Gors
- elng med Oberſt Hegermann at afhandle benne Gjenftand.- '
Derimed troede Statsraadet fig ikke beføiet til at lade uddele et Parti af om⸗
ret 2000 Tender Kornvarer, fom Kronprindfen havde indfendt fom en Gave til
de neeſt trængende Norges Jndbyggere. I fit Svar til Bjørnftjerna yttrede det:
At det ingenlunde mistjendte Kronprindfens ævle Henfigt med denne Gave, men at
det holdt fig overbevtift om, at Uddelingen beraf under nærværende Omſtændigheder
fe alene vilde vætte ben flumrende Partiaand og fætte Folkets Tillid til Statsraadet
I føre, men og give den Nationaluviflie, fom Tidens Begivenheder havde fremvirtet,
nm Ræring.” Det tndfilede ſaaledes at udfætte denne Uddeling, indtil GStorthinget
var bleven famlet, hvorimod bet tilbød fig at modtage og paa de offentlige Magas
foer bevare bette Korn til nærmere Raadighed derover. Bjørnftferna anmodede Vers
fer Statsraadet om at berettige Fattigvæfenets Beſtyrelſe, eller andre vedkommende
Autoriteter til at gjøre be fornødne Foranftaltninger i ben Henfeende, enten efter egen
SHenfombhed eller efter Aftale med ham. J fit Svar undflog Statsraadet fig frem
bles fra al Deeltagelfe i Uddetingen af dette Korn, og haabede i Kronprindfens
milbe Bedømmelfe at finde Undføyldning for denne fin Beflutning. Bjørnffjerna hens
vendte flg tilfidſt til Stiftsdirektionen, men med famme Refultat. Den ſtottede fin
Sagring Kl Statsraadets Forhold i denne Henfeende *).
Bed famme Leilighed gjorde Kronprindfen opmærtfom paa Henfigtamasttaheden
df at regulere Forholdet mellem Bærdien af norfte og foenfte Penge, da de fidfte
under den ſvenſte Armees Ophold i Landet faa meget udbredte fig, og han foreflog
derfor, at ber til at aftale Midlerne til at afhjælpe Norges Korntrang maatte udval⸗
6 Mond, fom ogfaa vare bekjendte med Morges Finantsforfatning, paa det der
ub dem funde proviſoriſt afhandles om Forholdet af disfe Pengeværdier, og begge
joik flee Bilighed og Met. denne Anledning bemærtede Statsraadet i fin Svars
- firiseffe, pat Alt, hvad der vedkommer Statens Kinantfer, fun ved GStorthinget fan
tjgjøres, og at der ved Rigsforfamlingen paa Eidsvold er foreftrevet denne Green
| df Statsbeftyrelfen visfe Normer, fom iffe funne fraviges, uden at Statdraadet paa⸗
—————————————==rv—— 73 EE — ——— — — — — — —— tv — —.
dreger fig Anſvar for Nationens Repræfentanter. Skulde derimod Meningen af denne
Dereenofomft være at enes om et Goursforhold imellem foenfte og norfte Repræfens
- tattver i Anledning af Leverance tif de paa norft Grund forblivende fvenfle Tropper,
hvide GStatsraadet tillige meddele ovennævnte Kommisfairer fornøden Fuftruction.-
Gemytterne vare imidlertid iffe albetes beroligebe, men ber vilfte fig endnu et
Øterfvil af de urolige Bevænelfer, fom havde fundet Sted ved Underhandlingerne
om Norges Forening. Der vare Rygter ubdbredte om Lunkenhed og GStjødestøshed,
fom frulde være vii af føle Embedsmend og militatre Chefer i Udforelſen af deres
Gubedspligter, ja endog om Forræderier, fom frulbe være begangne under den fidfte
srig, og om en forræderft Brevverling, fom flulde være bleven ført mellem enkelte
merfle Mænd i ophøtet Stilling og foenfle Uutoriteter. Ilke alene rævede ben
ofentlige Stemme, at en Underføgelfe denne Anledning maatte blive anftillet, men
Statsraad Sommerhjelm foreflog i et Statsraadsmode af Ode Auguft, at en Un:
dberføgelfesfonmrisfion bdesangaaende maatte vorde medfat. I Chriſtiania vare disfe
Mntlager tfær fiilede mod Statsraad Harthaufen, fom anfaaes for ved Forfømmelfe i
Kommisfariatets Unliggender at have foranlediget Armeens flette Forfyning og Krigens
paa fulgte uheldige Udfald. I det fidfte maatte dog Harthaufen anſees uftyldig
formedelft Statens ſvage Kraft til at give ham de fornødne Midler I Hænde, lige
5 Sorrefpondbeneen om denne Kornuddeling findes i Bilag Ro. 83.
518 Tredie Tidsrum. Fjortende Gapitel.
fom visfetigen ingen upartiff Mand anklagede ham for at have gjort fig fyldig i
forræbderffe Planer eller et underfundigt Samkvem med Fienden. Om han ifte altid
rygtebe Provideringens Sag med tilbørlig Narvangenhed, maatte dette tilftrives de
mange tilbeels heterogene Embedsforretninger, der vare læsfede paa hans Shulbre. —
Kort efter Baabenftilftanden ſtimlede faaledes en takrig Pøbelhob fammen udenfor hans
Huus paa en Dag, da han havde en Bennefamling paa fit Landjæde udenfor Byen,
og truede at mishandle ham). Harthaufen blev nødt til at forftifte fig, men Ges
nerafauditeur Bergh, fom var en af hans Gjæfter og havde Folkets Tillid, beroligede
den forfamlede Hob, hvoriblandt nogle veltlædte Perfoner, med den Forſilkring, at
Statsraad Harthaufen Dagen efter frivifligen vilde nedlægge fit Embede, bvorefter
hans Forhold lovligen unde blive underføgt. Derefter adfyredte Foltehoben fig.
Den følgende Dag tilmeldte Harthaufen Statsraadet, nat han efter bet ftedfundne
Opløb i Chriſtiania og den Ham under dette viifte Opførfel har fundet bet rigtigf
at forlade Byen *), famt at ben conftituerede Amtmand over UAgershuus Umt, Kam-
merraad Holft, havde erklæret fig villig til at tiltræde førfte Departement fom Com
mitteret,« Dennes Gonftitution blev derefter gjennem Statsfefretariatet udfærbiget,
og fort efter renoncerede Harthaufen paa fin Gage fom Statsraad.
En anden Pobelffare, i hvis Spidſe fandtes Enkelte, der visfeligen ei hunde
finde fig tjent med denne Klasfififation, frimlede fammen udenfor den ſvenſte Home
misfair, General Bjørnftjernas Logis hos Trakteur GCarftens, og flog endog Binduer
ind i bet Bærelfe til Gaden, hvor han boede, men ogfaa denne Folfehob avdfpredtes
uben at videre Voldfomhed udøvedes. Det norſte Foll er lidet tilbøtelig til at ber
lægge fine Trudfler og høte Talemaader med blodige Handlinger, og ber gives Å ben
fibfte Krigshiftorie intet Exempel paa, at noget Individ perfonligen er bleven miss
handlet, hvor megen Anledning der endog under enfelte tumultuartfle Scener ſynes
at have været til at befrygte faadant3). Da imidlertid General Bjørnftjerna i An⸗
fedning af denne ham tilføtede Ulempe var afreift, afjendtes Admiral Baron Ceder⸗
ſtrom paa et Krigsſtib til Ghrifttania, for at underføge Forholdbene*). Ved Ceder⸗
ſtroms Landftigning fandt vel en urolig Gjæring Sted i den forfamlede Folfehok ;
men bet Iyftedes ham dog uden videre Ulempe at frembringe fit rende for State»
n Det er endog rimeligt, at Hasthaufen havde foranftaltet benne —A hdori⸗
blandt flere af Byens agtede og yndede Mend, for at være deſto filtrere ( benme
Omgivelfe under et YAngreh, —**— han havde Nys. Foltehoben apfagte fort
Haxihaufen i hans Gaard i Chriſtiania en forrige Biblinthel-Bygning t Raab-
uusgaden), met da han et var ber, ſlog den Ruderne inb, og Vrog ud fil hane
anbiied Lille⸗-Frogner. Her havde han Selfrab hos fig, hvoriblandt Bergh og Sver-
brup, fom begge talte Hoben til Rette. Inſulten mod Bjørnfrjerna, Hvorom ſtrax
nedenfor, var berimob tilfældig, og efter hvad Udg. har hørt af Deeltagere I Op-
løbet, mob Ledernes Henfigt og Onſte. Ta nemlig Bjørnftjerna havde fit Kvarteer
nær ved Haxthaufens Gaard (hos Carſtens paa Hjørnet af Kongens Gare), og Frol»
teftimlen fylbte Gaderne ber omlring, antog Mange, at det gjælbt den fvenffe Kom⸗
-— misfair, og man [og berfør og[aa Rubderne ind der.]
5 Han føgte fin Tilflugt hos fin Ben, Provft Vilbelm Lasjen paa Gran. Men han
behovede ikte længe at fljule fig, ba Gempytterne fnart beroligedeg. [Neppe var han
kommen inb i Præftegaarben, forent han og ber blev opftræmt ved ett Steer, fom
kaſtedes ind i Bærelfet. Den forfulgte, ulyllelige Mand fprang fotfærbet op me
Ubraabet: „Skal og Steenkaſt forfølge mig her? Men han beroligedes fnart vet
Dplyening om, at det var Provſtens lille Sønneføn, fom under fin Leg i Gaarden
avbe gjort bet. :
5 Den ti fetbige ofeft, fom tilføiebe8 en Kjebmand t Arendal under et Folkeoplob,
(ovenf. S. 486), lan ilfe regnes hertil, ba bet ilfe var benne ſammenlobne Volte:
hobs Henfigt at myrde, men at røve.
5 Der gil endog bet Rygte, at bet ſvenſte Regiment Royal Suédois" frulbe rykte
ind i Ghriftiania før at hindre flige Oplob, men ben fornuftige Deel frygtebe ilke
før bette Brud paa VBaabenftilfanden. [Carl Johans Ordres vg Tilbud i Anled⸗
ning af Opløbet i Chriftiania findes hos Schinkel VII. ] -
Oplob mod Staffeldt. Underføgelfeb-Gommisfion. 519
edel, fom i den Anledning var forfamlet den 24de Unguft i Kongens Palais. I
Ghattraadet overrakte Gederfrøm en Stkrivelje, hvori han anmeldte at være fendt fra
$. K. H. Kronprindfjen af Sverige i Unledning af det Opløb, fom forleden Mat
havde fundet Sted i Ghriftianta, og at det var ham paalagt at gjøre Forefporgfel,
om Statoraadet ved egne Midler troer fig flært nok til at tilveiebringe og vedliges
holde Rolighed t Staden og paa Landet, da Prindfen i modſat Tilfælde ſtyndſomſt
vilte træffe de Foranftaltninger, fom Megjeringens Gitterhed og indgangne Forpligtel
fre Hellighed fordrede.” — Herpaa befluttede Statsraadet at fvare: „at GSanme
anferr fig fuldfommen iftand kl at overholde ben indvortes Molighed, at de urolige
Optrin underføges af vedkommende Autoritet, at en Kommisfion vil blive nedfat,
star de præliminatre Forhør indløbe, for at paaſee Uroftifterne tiltalte og firaffede,
og af Der, faavidt Statsraadet bekjendt, Intet er forefaldet, fom har havt nogen
perfonlig Gornærmelfe mod Generalmajor Vjørnftjerna eller medhavende Officier til
Felge, ba ber uopholdelig blev forget for disſes Sikkerhed.“ — Gederftrøm ledjager
des tilbage under Misnøtens Udbrud af den fammenftimlede Folkehob H.
Men det var iffe alene Å Hovedftaden at disfe Uroligheder fandt Sted; de viifte
fig med flerre Virkning udenfor famme. General Stafreldt, der af Aarfager, fom
me havde fin Grund i et uheldigt Sammenftød af Omftændigheder og i Mistillid
til hans politiſte Tænfemaade, fom udgik fra høtere Steder, emd i nogen virkelig
Wrøde fra hans Side, maatte ogfaa bære fin Deel af Folkets Misgunft. Efterat
Baabenfrilftanden var fluttet, vilfte fig allerede i Urmeen felv Spor af denne Mis⸗
uøte, og det forſikkres af Øienvidner, at Staffeldt tun ved Fortlædning undgit de
forbtttrede Soldaters Mishandling. Med denne truedes han ogſaa, efterat han var
tnmen hjem til fin Bopæl ved Laurvig. Ilke alene bleve Plakater, affattede i de
meft ærerørige Udtryk, opflagne paa hans Venners Huusdøre, men en Hob, bevabnet
med alffen8s Vaaben, marfderede ud fra Frederifeværn for at angribe ham paa hans
Gaard Rolighed, hvilfet dog ved formaaende og moderat tænfende Mæends Mellem
fomft blev forhindret*). Staffeldt maatte af Frygt for Gjentagelfe af flige Scener
tage fin Vilflugt til en gammel Ben, fom havde været Audtteur ved Jagerkorpſet,
$ancefliraab Bruenedj i Stien, ber modtog ham i fit Huus uden at ændje den Fare,
for hvillen han derved ubfatte fig. Forelobigen undflap faaledes Staffeldt benne
derfelgelſe; men flørre Lidelfer foreftode fnart denne Olding.
Disfe urolige Scener og et almindetigt Rationalønfte, fom gjenfed I alle offente
lige Tibender, foranfedigede Statsraadet, i hvis Hænder nu Megferingen var, til at
nære en Overfrigstommisfion, beftaaende af Generalmajor Meyer, Generalauditeur
Bagh og Oberſt Ramm, „der fiulde fammentræde for at underføge be mulige Uors
ener og formeentiige Feil, hvorover den almindelige Stemme faa Hølkgen havde bes
klaget fig”, og fom under forffjellige Kommandeurers Unforfel flulde være begaaede
i dette Felttog. Gjenftanden for deres Underføgelfe ffulde fornemmeligen og allerførft
blive Kragersens Forfvar, og faavidt muligt Frederikſtads Kapitulation, famt over
bovedet alle de Vilfærde, ſom under Kiendtlighedernes Gang maatte være indløbne.
Reſaltatet af denne Kommisfions Underføgelfe, og den videre GSagsforfølgelfe mod
be Anklagede, tilbører et følgende Tidsrums Hiftorie; men iſar blev det ulykteligt
for den gamle Staffeldt, der formedeift famme lagdes i Graven).
———
) Generalmajor Bjernitjerna ankede i en Skrivelſe til Statsraadet over, at Cederſtrom
perfonligen var bleven infulteret; men Statsraadet fvarede ham, at han var urig-
tigen unberrettet, og at Cederſtrom derimod med fit Folge havde mødt al Forcfoms
menbed. Pobelens Sammenfrimlen var ikke heller førbunden med nogen Slags
Voldſomhed.
) Morgenftjerne, Staffeldts Proces J. 6—7.
5) Staffeldt ſynes meer at være falden ſom et Offer før en politiſt Mening end før
en virkelig Forbrybelfe. Han havde ingen Deel i ben ubkaftede Forfvarsplan. Denne
havde Prinds Ghrifttan fænge før Krigens Udbrud betroet Sejerfted, fom dengang
590 Tredie Tibbrinn. Fjortende Capitel.
Alle disfe urolige Bevægelfer og tumultuarifle Optrin, fom viiſte fig blandi den
mindre tænkende, mindre oplyfte og mindre dannede, eller bog mindre fordomsfrie
Deel af Nationen, denne firenge Fremgangemaade fra bere Side, fom frode paa
Selffabets høiere Trin og ſtyrede dets Unliggender, vare tildele et Fofter af den
Græmmelfe, fom et fluffet Haab maatte opvætte Hos GSelvftændighedens Horfvarere,
og af ben Overbeviisning, at denne Kamp under en tro Opfyldelje af alle Vedkom⸗
mendes Pligter vilde have faaet et heldigere Udfald; men den Befaling, fom gif ud
fra Statsraadet om en fireng Underføgelfe af enkelte Krigeres Jorhold, man anfers
fom en hæberlig Omforg for at redde Nationalæren, og et klogt Henfyn til en faft
almindelig Kordring af Folleftemmen. J Hovedfagen var visfjeligen Rattonalæren ikke
kronket i den fidfte Krig, men over enfelte Krigsbegivenheder hvilede befljænmende
Rygter, og Straf maatte gaae over dem, fom havde foranlediget bet mindre hœder⸗
lige Ubfald.
Den fvenffe Regjering forholdt fig meſtendeels rolig og neutral under bdeune
inbvortes Gjæring i Rorge, og vifte et Maadehold, fom endog hunde fynes at ſtyrke
disſe Bevægeljers uforftyrrede Fremgang, men havde fin Grund i Curopas foramdrede
politiffe Forhold. Sveriges Kronprinde'), hvis viſe og heldige Politik under denne
fidfte europeiſte Krig vi have havt Leilighed til at fremhæve, indjaa dette, og valgte
derefter Horholbaregler, fom tøvrigt faa meget flemmede overens med hans liberale
og æble Sind. Overalt viifte han fig ved fin Jndtrædelfe i Norge mere fom Ben
end fom Jiende. Gjorde endog de Banftraaler, fom han havde udjlynget mod Norges
valgte Konge og GSelvfraændighedens Filhængere, ilte fin Virtning, og opirrede endog
tildeels Folkets Gemytter, faa havde be Stkridt, fom han umiddelbart foretog fig ved
at betræde norff Grund, en mildere og Hogere Retning. Han forløvede alle Fanger,
fom han havde gjort i Frederikftad og paa Valpladfen, under den venligfe Behands
fing, og forlangte fun, at de iffe flulde bære VBaaben mod ham. Han behandlede
be Egne, fom berørtes af hans Krigerffarer, med den ftørfte GStaanfomhed, og lod
bem bet mindfte muligt føle Krigens Byrder. Han ypaalagde ingen Krigsityr, men
Betalte med rede Penge, hvad der af Landets Jndbyggere leveredes hane Armeer.
havde hans ubetingede Tillid. Staffeldt havde liden eller ingen Adgang til Kongene
aad unber Krigen, og modtog, efterat benne var ubbrudt, flere Beviſer paa Kongens
Tilſideſettelſe og Mistillid. Han var faalebes fun at betragte fom Diviftonsdef,
ber havde at ubføre de Ordres, ber udgik fra Hovebavarteret. og disſe vare meften-
deels af ben Urt, at be lammede rigeren8 Virkſomhed. De øvrige Divifionsdefer
vare aldeles uafængige af Staffeldt, meddeelte ham ille deres Gtilling og opererede
ille efter Uftale med fam. Han følte fig frænlet ved benne Kouges Tilfibefæt-
telfe og Mistillib, og hans Hender vare bundne ved Kommandoens Senderfplittelfe.
Ingen Under altfaa, at Staffeldt ikte fremtraadte i denne Krig med famme Lyft
og Srigerfynd, fom i den førfte Krig, hvilken han feierbefran» et førte nnber en
vergeneral, til hvillen han fitobd i et gjenfidigt Ti beforfald. Derhos forudføa
hans flarpe Krigerøie let Krigens Ubfald, og han ubdlod fig ftunbom berom maaffer
altfor frimodig. — Den førfte Domſtol, Overkrigskommisſivnen, friljendte Staffelet ;
bet høtefte Tribunal bomte ham fra efy og re. Hans Konges Benaadning reb-
bebe ille hans Liv; thi han fant Å Graven af Græmmelfe og Sor, idet Oldingent
Livsſtof —— under Sjælena Kvaler. Men om han end fældedes af den dom⸗
mende Retfardighed i fidfte Inftante langt ophøtet over Uindviedes og Ulærdeg
Dom, maa bet være tilladt at befri hans Minde fra Forræderiet8 Stempel. Den
. Dverbeviisning kunde aldrig beroves Staffeldts Venner og upartifte Ja e af
hans hele JFærd, at han var moralft uftylbig, om han end juridiſt maatte fee.
) ID be fidfte Dage af Auguſt afreifte Kronprinds Carl Johan fra Frederikshald
I Stodholm, for ber at overlægge med bet foenfle Statsraad om be Forandringer
t Gibsvolb-Grunbloven, fom Foreningen med Sverige gjorde nodvendige (Såim el»
Bergman VIII. 219 efter Carl JohanS Brev til Esſen 9 Ste Sepibr.) Rimeligviis
. 471) behandlede
av or aobiuger aa —E Rong pr agn able E
aft, fom antoges hovebfagelig forfattet af Dirils. Carl Io venbie ub i -
tember over Gøteborg atter Mage til Frederilshald.] 9
Gar! Johans Sumanitet. Naringtlssjer I Norge. set
Så fit venlige Bæfen, fin huntane og fordringsfrie Modtagelfe tiltrat han fig alle
an, fom nærmede fig ham. Aldrig har mogen Fyrſte havt det meer i fin Magi
dt forjege al JFrygt og Tvang hos dem, fom havde Noget at forebrage for ham i
hens Kabinet. Det var ikte Fyrften men Privatmanden, der underholdt fig må fine
fige uden Spor af nogen befværlig Gtilette, og Enhver, fom forlod ham, troede at
have opnaaet hvad han onſtede. Saaledes vare beret Hølelfer, der under Baabens
filfanden og efter Songevalget i Storthinget indlodes i hans Audience⸗Gemak, og
bane venlige Zone er aldrig veget derfra under hans hyppige Opholbd i Norge).
Dette Maadehold i ben ſpenſte Megjerings Hvemgangsmaade, underftøttet af
fronprindfens perfonlige Humanitet, formedelft hvilfen han fyede Alt, hvad der hunde
ven Nationen ubehageligt, og beflittede fig paa hvad der unde tæltes ben, forbum»
det med en fuldkommen Gorglemmelfe af alle forbigangne Udbrud af Had mod For»
bindelſen med Sverige, ſtyrkede deres Mod, ber nu ſtode førgende ved den abfolute
Selvſtoen digheds Grav, og fatte dem iſtand til, ligefom i et Efterſpil at fortfætte
red Beftræbelfer for at hævde Fodrelandets Åre, og give det fin tilbørlige Bægt
sg nafhængige Stilling i bet nye Forbund. Længe efterat dette var indgaaet, var
bit Gelvftændighedsparti endnu bhøittalende, og dets vigtigfte Medlemmer ſtode opr
rifle mod fine Movftandere, uagtet Ideernes Seier egentligen var paa disfes Side.
Gatelte af det faafaldte ſvenſte Parties Tilhengere opløftede vel fin Stemme ſtrax
ter Foreningen, og frembævede i forftjellige Brodurer deels de Ulykter, fom den
forrige Forening flulde have bragt over Norge, beels Fordelen af den ny, hvilte de
beiragtede fom Hiftoriens Billie, og fom grundet paa begge Landes naturlige Forhold
sg politifle Stilling. Men ingen af Delene fandt Gjentlang hos den førre Desk
df deres Landsmoænd. Kjærligheden til den gamle Statsforbiudelfe var ille ndryddet
) En Audience Hos Carl Johan i hans norſte Rabinet havde visfeligen et i Fyrſte⸗
Kabinetter ufædvamigt Prag. Hans færegne Betning med Hovedet, ledſaget med
et enligt Saandtryf og bet franffe , Adieu" ved <nbtræbelfen, hans fuldkomne
Kilfidefættelje af fin ophøiebe Stilling under Samtalen, ben færegne Færdighed,
vormed han lettede dem, ber vare mindre ovede i bet Sprog, for han alene forſtod
men til at udteylle fig, hans fromme Belfignelfe „que dieu vous benisse” ved
Ufffeven, maa gjere Crindbringen om dieſe Audiencer levende, byrebar og uudflettelig.
Det fane viftnof bande, nam i Samtalens Lob Gjenftande tom par Bane, der
frembragte hos ham ubehagelige Erindringer, eller et fremførtet, fom: mindre
tæftedes ham, at hane Miner og Udiryk fil Prag af en lidenſtabelig Heftighed, ber
lg et Dieblik ængftede hans Tilhørere; men aldrig var Overgangen fra ben liden»
abelige Heftighed til ben venligfte Tale og bet blivefte ge ftørre end i bisfe
private Audiencer. Forfatteren har ftundom været i bet Vilfælde, at han maatte
for ſin Konge berøre fædrelandfle Unliggender, om hvilke Fyrſten havde bannet fig
VBegreber, der i Forfatterens Tanker ille ſvarede til de ende Forhold, vg beftrive
Landets Stilling med andre Farver end ben [ea andre Siber var bleven ham af-
maltet. — Saaledes troede Forfatteren i Stotsjagen, fom Formand for ben i benne
eende nedſatte Gomitee, at burde gjøre Kongen opmerkſom paa, at ben lagte
Plan til Slotsbygningen, ſtridende mod em foregaaende. Sterthingsbeflutning, var
for flor for Landets Kræfter, og forudſagde at ben ille vile gane igjennem i Stors
thinget, hvis Begreber herom Forfatteren Kjenbte. Hans Bemærkinger, endſtjont
fremiatte meb unberfaatlig Wrefrygt, frembragte Misneie og heftige Udbrud hog
Syrften; men ba han markede, at bette gjorde Indtryk paa hans Tilhører, git han
over i en venlig Lone. , Bær rolig, fagde han, Jeg har min Mening, De
t Dere$, Enhver ytirer fin, og vi ere derfor lige gode Benner.” Og Forfatteren
porebe i Sandhed albrig en Foranbring.i hans venlige Fard, eller G orminbffelfe
af hans fongelige Gunſt, om han end frimobdigen havde ubtalt fm Mening om van»
Unliggender. Det norfte Foll har gjennem fine Nepræfentanter ofte havt
| delitate Materier at afhandle med fu Konge; bet har, under en me» Gonftitutisnena
| Aand overeensftemmende hellig Xrefrygt for Kongens Majeſtat, i Virkeligheden
mobfat flg Forflag paa bville han lagde megen Vægt, og fattet Beflutninger, ber
mindre tæffedeg kam; men benne Modfland ar ille —2 det fjærligfte Forhold
mellem Konge og Goll, fom i em vorende Grad varede til dem fidfte SMemisfe.
Han tog det norſte Folls Kjærlighed ubeelt med fig i Graven. i
592 Tredie Tibsrum. Femtende Gapitel.
af atle Øjerter — ben fæftebe endnu dybe Redder i Landets Indte — og til dere
mye var Tilliden endnu ikke befæftet. Hine Forføg bleve modtagne med faft almin⸗
beligt Mishag, og gjendrevne med Ulvor. Dette Forhold forandredes ikke, da dem
nye Statsorganifatton fandt Sted. Den foenfte Regjering fammenfatte fit norffe
Naab meftendeels af: Mond, fom havde været Foreningens tvrigfte Modftandære.
Grev Wedel var ben enefte af det faataldte foenfte Parti, fom optoges i det norffe
Statsraad. De Flefte af dette Parties Tilbængere trat fig efter Foreningen filtiemde
tilbage i fin forrige Stilling. Vi ere fangt fra — og derpaa er ofte henpeget —
at antage benne Tingenes Stilling fladelig for Fædrelandet. Formedelft denne unde
hine Mand Stridt for Skridt tagttage Nationens Tarv med Henfyn til Foreningens
Betingelfer, og ligefom aftvinge be ſvenſte Underhandlere en Cftergivenhed, der meer
fyntes at pasfe flg for den Overvundne, end for GSeierherren.
gemtende Capitel.
Uorges mislige Handelsvirkfombhed.
Da Vaabenſtilſtanden var fluttet, begyndte Neringsvirkſomheden fin afbrudte Gang,
men den hunde ifte igjen bringes i fin forrige fordeelagtige Stilling. Et heelt Mars
Uvirkſomhed Havde flammet Kraften til at gjøre flore Hanbdelsforetagender, og Oms
ftændigheberne havde uhelbigen forandret fig. Neppe vil man funne erindre et faa
næringsløft Tidsrum.i vor Handelshiftorie, fom det, der ligger indenfor Selvftæn-
bighedsperiodens Grændfer. Kun Aaret 1808 tan maaffee dermed fammenlignes.
Engelſte og ſvenſte Orlogemænd bloterede Norges After og bhindrede Vilforfel af
Korn, og der funde ingen Udffibning af Landets Produkter finde Sted. Da denne
nu igjen efter Baabenftilftandens Afflutning Beghndte, fandt de afflibede Produkter
iffe faa villig Affætning fom tilforn. England havde lagt alvorlig Haand paa de
Foranftaltninger, ber befværede Ynbdførfelen af øfterføift og nordiff rælaft, og lettede
ben for be engefftsamerifanfte Befiddelfer. De norfte Hufe havde faaledes den ſtorſte
Banſkelighed ved at reife de Penge, fom behøvedes for at dæltte Mjøbet af de til
Binterens Behov fornødne Kødemidler, og Pengevæjfenete Uffondring i begge Niger,
idet be begge paa forffjellige Veie føgte at bringe Orden i dets Forvirring, lagde
ftore Hindringer i Veten for Handelsfamavemmet imellem dem. Den fore Mangel,
fom herſtede i Landet faavef paa Jødemidler fom paa Penge, og de under Handels⸗
ftandsningen opdyngede Udførfelsvarer gjorde ogfaa, at ber firar ved Fartens fornyede
Aabning flede fore Udftibninger til alle Kanter, hvorved de udenlandføe Markeder
overlosſedes, be udfribede Varers Brifer faldt, og der var mindre Forflag i de gjorte
Remisfer. Denne Nød forøgedes ved idelige Manebreve fra Nordmændenes Kom⸗
misfionairer og Kreditorer i Danmart. Diskontoen i Kjøbenhavn ſteeg i dette Mar
til en betydelig Holde, og det var ikke fjeldent, at Nørdmændenés Kommisfionatrer
beregnede fig under Navn af Distonto 24 pCt. Rente af forffudte Kapitaler. Norges
Gjæld til Danniat tiltog under disſe Omftændigheder i en frygtelig Grad. Fors
mebelft den ftandfede Handelsvirffombhed under Mrigen havde faa Handeishufe det i
fin Magt at dakke ved tilbørlige Remisfer Belobet af det Korn, fom de i Baareng
og Sommerens Løb behovede for at ftandfe Mangelen i deres refpektine Kredfe, eller
at gjøre Aforag paa gammel Gjæld. Der var i Danmart en almindelig, af In⸗
teresfe for Sagen felv oprunden, Attraa efter at underftøtte Norges Beftræbelfer for
at forfvare fin GSelvftændighed, og da Handelen i Danmart ogfaa meſtendeels ſtand⸗
Storthingenalgene. Statsraadet og Vjørnftjerna. 528
føre under ben ſidſte politiffe Kataſtrophe, faa var Korets Ufgang berhem be danfe
Sombandlere heift velfommen. denne Sommer forbybede Norges Handlende fig
fanledes i en Gjæld til banfle Kommisfionairer og Komfælgere, fom fiden i Tidens
Seb blev hoiſt trytfende, ba Forholdene mellem Kreditor og Debitor under Penge»
værdiernes Fiuktuationer fil en Retning, fom var mobfat ben, der under Krigen havde
fandet Sted. Formedelſt Danmarts vaklende politifte Forhold og Krigens Byrder
freg Barernes nominelle Briis under Selvftændighedsperioden til en Høide, fom ben
endog under den værfte Periode af Krigen med England ikle havde naaet. Vedva⸗
rende flette Øandelsfonjuntturer for Norge i de førfte Mar efter Skilsmioſen forbedrede
iffe Norges Stilling, medens Pengevæfenet i Daumart ſtrax efter Krigen undergik en
marfelig Forbedring, deels formedelſt em fordeelagtig Afgang i dets vigtigfte Afſtib⸗
ningsprodult, Korn), deels formedelft de hunftige Midler, hvorved Courfen gaves
en tvungen Retning til al pari. Den Gjæld, fom faaledes Nordmandene fordybede
fig i til Danmarf under Sommeren 1814, blev en forr Poft at afdrage, da de
— danffe Penge i Tidens Løb toge em fremfryndet Flugt mod pari, og flere Øufe buls
- lede under for denne Byrde. Disfe tryttende Handelsomflændigheder taftede en mørt
Skygge over Norges politiffe Stilling i de førfte Aar efter Stilsmisfen fra Dans
marf; thi Stats: og Handelsforholb fammenblandes ofte, og Regjeringerne prifes
eller dadles for fine Koranftalininger efter den bedre eller flettere Tilftand, hvori Næs
ringsdriften befinder fig — men bet vilbe være paa det urette Sted her dybere at
trænge ind i benne Materie.
Sertende Capitel.
Gjenfdig Imodekommen.
| I Henhold til Gonventionen I Moſs blev et overordentligt Storthing ſammenkaldt,
fom ſtulde aabnes I Ghriftiania den 7de Octbr. Vi have ovenfor feet, at Grundlo⸗
dens Beſtemmelſer hindrede en tidligere Sammenkaldelſe, hvormeget end denne paa⸗
hevet af den foenfle Regjering, da den nye Forſamling maatte vælges paa en anden
Maade end den Widsveldffe var bleven valgt. Ved dette Valg vifte det fig, at
Selvſtœndighedsideen endnu var den herffende i Landet, da meftendeels de Mand
wtaaredes, fom havde været Dens ivrigfte Forfvarere*). Da bet Rygte var ubbredt,
at nogle Fuldmagter flulde indeholde em beftemt Inſtrux til de udktaarede Repræjens
tanter, at rette fin Stemmegivning i Unledning af Sveriges og Norges Forening
efter den vælgende Kommunes Forftrift, var ber i Bladet „Tiden“ indført et Mais
lmnement on det Upasfende i et faadant Forhold, idet den valgte Repræfentant efter
Sagens Natur, og i Medhold af Grundlovens Udtryt, hun havde at følge fin Over⸗
beviisning og votere derefter. Ikke deſtomindre fandt dette Sted ved en enkelt Fuld⸗
- Magt, idet Bælgernes næfen eenfemmige Billie lød mod en Forening med Sverige.
Sen denne Broteft havde ingen Indflydelſe paa Storthingets Beflutning, og blev,
— — ar
5 Den Misvart, fom indtraf i en ſtor Deel af Europa 1816 og 1817, rammede hun
ttielt Danmarl.
3 atteren udvalgtes benne Gang ike til Repræfentant, fordi en af hans Vennet
t Balgforfamlingen, der havde ftor Sntflydelfe, frygtede for, at hans befjenbte Triv!
om Gelvftændigheböværlets Mulighed fulde paafsre ham Uleilighed.
594 Tredie Tibsrum. Seztende Capitel,
da denne blev tagen, given faa, at Repreeſentanternes ſande Mening nokſom lagdes
før Dagen i. |
Chriſtian Frederik opholdt fig under Vaabenſtilſtanden, fom ovenfor bemeerket,
ubenfor Ghrifttania paa Ladegaardssen, og afholdt fig fra al Deettagelfe i Negjeringen.
Imidlerkid næredes endnu i Sverige Frygt for, at Kongens Rærværelfe i Rorge fulde
have en fradelig Jndflydelfe paa bet fammenfaldte Storthings Beflutninger, og ved
en ny Misſion føgte Sveriges Megjering at fyrte Tronaffigelfen, og fremſtynde
Chriſtian Frederita Ufreife. Saaledes indfandt fig Friherre, ſiden Grev Blaten, denne
ivrige Befordrer af Foreningen, før Storthingets Aabning, i Ghrifiania, uden Totel
i den Hovedhenfigt at fremfynde Kongens Ufreife, men derefter indtraadte han tblandt
de foenffe Kommisſairer, ber underhandlede med Storthinget. Faa Dage efter Vlas
tené Unfomft indfandt fig iligemaade en engelft Kutterbrig i Chrifttaniafjorden, øg
tilbød Chriſtian Frederik fin Tjenefte til Overfarten til Danmart. Men Kongen afs
flog Tilbudet, da han vilde benytte et danſt Orlogsfartøt til Befordring. Han vilde
overalt ikke forfade Landet, førend han høitideligen havde nedlagt I Folterepræfentan»
ternes Hoænder bet Ecepter, fom Folkets Stemme havde overdraget ham.
I den Metlemtid, fom forløb mellem Vaabenftilftandens Ufflutning og Stor⸗
thingets Mabning havde det norffe Statsraad flere tildels vanfrelige Gjenftande at
afhandle med den ſvenſte Kommisfair, Generalmajor Vjørnftjerna, idet begge Parter
vare baagne paa Deres Poft for at paaſee Vaabenſtilſtandens Vilkaar overholdte.
GStatsraadet føgte ifær at paaflynde de Foranftaltninger fra foenfl Side, fom fande
foranledige Blokaden ophævet, Kornfarten og Udftibningen frigjort, og Løftet om at
bortfjerne ben ſtorre Deel af den ſvenſte Krigömagt til Lands og Bands fra Norges
Grænbfer bragt i Opfyldelfe. Den frenfte Regjering gif GStatsraadet i førfte Hen-
feende i Møde med den meeft foretommende Belvillie, og denne Sag fom faaledes
meget fnart i Orden. Den foenffe Flaade forlod fnart Norges Kyfter, men med den
foenfte Landmagts Udmarfd af Riget gif det derimod fangfommere, end GStatsraadet
troede Baabenftilftandens Vilkaar medførte; men Kronprindfen af Sveriges alvorlige
Foranftaltninger tilfredsftillede dog ogfaa i denne Henfeende omfider Statsraadet. —
Det fod fom Bjørnftjerna havde Betænkeligheder ved at møde å Ghrifttania, for der
at fætte fig i umiddelbar Forbindelfe med Etutsraadet, og de forhen berørte, i fig
felv litet betybende, Folkeoplob vare formodentligen Skyld deri, men Statsraadet
berøligete ham aldeles i denne Henfeende, og han drog ind i Hovedſtaden nden fenere
at fibe nogenfombelft Moleſt. Derhos ankede han I flere Striveljer til Etatsraadet
over, deels at Oplosningen af den norfle Armee ille flede efter Vaabenſtilſtandens
Medfør, deels at Troppefamlinger fandt Sted, fom fred mod denne, og endekigen
over at enfelte Ghefer, blandt hvilfe nævnedes Oberfilieutenant Krebs, opæggede Al⸗
muen til at mobfætte fig Foreningen med Sverige, og overhovedet til et uvenligt
Sindelag mod de Svenfte. Men Statsraadet overbeviife ham om, at det fod flg
bet være magtpaaliggende at opfylbe Baabenftilftandens Betingelfer, og bevitfte med
Krebs's egen Forklaring, at Bjørnftjerna var ført bag Lyfet, og at ben gjorte Des
flylbning mod Krebs var ugrundet. Derhos raadede GStatsraadet Bod paa nogle
ubetydetige Misligheder, der frridende mod Baabenfrilftanden vare indtrufne. Overalt
jærnedes disſe Banfteligheder paa bet venftabeligfte formedelſt Statsraadets uroftelige
1) Det var Repræfentanterne fra Bergen, til hvilke en Repraſentant fra Bergens Stift
fluttebe fig, Jom troede fig bundne ved deres Kommunes vitreve Billie, men end⸗
fljønt bite ænb fenere hen maaſtee fil en anden Unftuelje om Røbvendigheden af
at bøte dereg Votum efter vedtommende Valgmands Billie, var ber viftnol paa den
Tid meget, fom talebe for ben Fremgangsmaade de valgte, ligeføm flige Indſtrenk⸗
ninger i Gulbmagten, og ifær beſtemte Løfter fra de Valgteb Side at hylde visfe
Meninger i færlige vigige offentlige Anliggender, ille ere fjelbne i England, me»
vis Gonftitirion Rogle af hme Mand vare meeft fortrolige. Forend be forlode
ergen inbtraf imidlertid Omftendigheber, fom roklede deres politiſte Tro.
ø
Storthinget fømmentznder. Fulmnagternes Mevifton. 525
Safthed i fin Fremfcerd, og dett Omforg for at beflytte ben Bærdighed, fom var bet
beitvet, og formedelf de fvenfle Kommisſairers Humanitet og Onſte om venligen at
ajgjøre enhver opfommen Tvift. — Kronprindfen vedblev fremdeles at bidrage Alt
til en menig Opgiorelſe, og i den Unledning affendtes Oberfte Hegermann, der ope
heldt fig i bet foenfle Hovedavarteer for at ordne det Fornøbne med Henfyn til Vaa⸗
benftilftanden, til Chriſtiania for at tolle Statsraadet bet venffabelige Sindelag, fom
fronyrindfen nærede for den norffe Nation og bens nærværende Regjering.
Under 27de Auguſt blev det allerede Statsraadet tilfjendegivet, at General -Felts
marffalf Grev Esſen var ubnævut til Generalgouverneur i Norge; men GStatsraadet
tog endnu ingen Notice af dette Valg, der ei tunde erkjendes gyldigt, faalænge Fors
emingen ei var iværtfat. Den 2den Septbr. indfandt fig i lignende Anledning Gene:
vallieutenant Boye, Stateſekretair Wirfén og Generalmajor Bjørnftjerna, og over-
lmerebe bet norife Statsraad ben foenffe Kronprinds's til dem udſtedte Fuldmagt til
at handle med bet norffe Statsraad om Gjenftande, vedkommende den fra foenff! Side
attreaede Forening mellem begge Niger. Dernæft foredrog bisfe Herrer mundtligen i
Siatsraadet H*s. M. Kongen af Sveriges Onſte, mat GStatsraadet vilde fysfelfætte
fig med at ubarbeibe de Forandringer i Norges muværende Gonfitution, fom muatte
anfers nødvendige for den af Ullerhøiftfamme intenderede Forening.” Men Stats⸗
raadet fvarede dertil, nat da det iffe funde erkjende Foreningen mellem begge Miger
fom afgjert, bhvilfet er en Sag, der ene fan beftemmes af det fammenfaldte Stor
thing, faa funde bet heller ifte afgive fig med at gjøre Forflag til Bafis for en faar
dan Forening.” Ligeledes afſlog Statsraadet at gjøre nogenfomhelft Foranftalming
til Bekjendtgjørelfe af det Pasſerede eller til Storthingsvalg i de Diftritter, fom vare
befatte af de Svenite, da em ſvenſt Gouverneur ber var anfat, og bet tilfom bet nu
femmenfaldte Storthing at antage eller forfafte de Repræfentanter, fom for disfe Dis
ſtrikter bleve valgte.
Under 21de September meldte Bjørnftjerna i Statsraadet, at efternævnte Moænd
pare mbnævnte til ſvenſte Kommisſairer ved det norffe Storthing: Hå. Excellence
GStatøraad Baron MNofenblad, Hoftantfler Baron Wetterſtedt, Statsfekretair
Birfén, Stalsjferetair Grev A. G. Mørner og Biftop Rofenftein”), med
Anmodning om at der maatte gjøres Unftalt til disſes Jnbqvartering i Byen, og i
ben Anledning tilkjendegav Statsraadet Generalmajoren, at det gjennem Politimefteren
vilde foranftalte bet Kornodne. Derhos anmodede Bjørnftjerna om, at den fvenfte
onges Mundgjørelfe uf Zote Vuguft, hvori de Løfter, fom af Kronprindfen af
Sverige vare givne den norffe Nation, end videre befræftes, maatte vorde offentligen
befjendigjorte. Detil frarede Statsraadet, at det for fit Bedfommende Jntet havde
imod, at Kundgjørelfen indryftedes i Ghrifttanta Jutelligentsfedler, naar Generalen
brom ſelv vilde henvende fig til Bladets Udgiver.
Syttende Capitel.
Bet overordentlige Storthing famles. Chriſtian Frederik nedlegger Kronen
og førlader Norge.
De HL at møde ved det overorbentlige Storthing ubucævnte Repræfentanter mødte
ben 7de Oelbr. MI. 9 Formiddag i den Forſamlingsſal, hvor Storthinget ſiden ſtedſe
) [De fvenffe Commisſairers Lal blev 12te October forsget meb Foreningens ældfte
en, Statsraad B. B. v. Blaten.]
526 Tredie Tibbrum. Syttende Capitel.
er bfeven holdt, nemlig i ben lærde Skoles Bygning) i Ghriftanta. Fra atle
Norges Egne vare Repræfentanterne forfamlede, undtagen fra Nordlandene og Fine
marfen, fom i disſe førfte Storthingsmøder, formedelft ben lange Afſtand og den
forte Qrift for Valgene, iffe funde tiltaldeg. Mepræfentanten fra føndre Trondhjems
Amt, Oberftlteutenant Krabbe, modte iffe, fordi han deri forhindredes ved nogle
uventede frigerfle Begivenheder i det Trondhjemfle. — Nepræfentanterne befluttede
eenftemmigen at ubvælge en midlertidig Praſident og Sekretair til at beførge det
Fornødne indtil GStorthinget havde conftitueret fig, og Valget faldt paa Juſtitsraad
Diriks fom Prafident og Sorenſtriver Ghriftie fom Sekretair, hvilte begge Mond
t famme Egenſtaber havde fungeret i Rigsforfamlimgen paa Eidsvold. Derefter blev
nedfat en Gomitee, beftanende af 9 Medlemmer, fom frulde gjennemgaa famtlige Me»
præfentanters Fulbmagter og meddele Storthinget fin Betæntning om disſes Lovlighed.
Denne Forretning føred denne Gang hurtig fra Haanden, endſtjont der var flere Twivls⸗
maal opfaftede om enfelte Repræfentanters Net til at tage Sade i Forfamlingen.
Men Storthinget begyndte frrar med ben Liberulitet i Fortolkningen af deslige tvivls
fomme Gpørgsmaal, fom fiden beftanbigen er fulgt, da Afviiening fun i enkelte Til⸗
fælde, naar Adgang til at møde i Storthinget ikke kunde bringes i Harmoni med
Grundlovens flare Forfkrifter, har funbet Sted. Saaledes gaves endog Repræfen-
tanterne fra Smaalehnene, hvilket Diftrift meftendeels var befat af frenfte Tropper,
og hvoraf endog en enkelt Repræfentant — Provft Hount — havde havt fvenfl rende
fom Gredsunderhandler at udføre i det norffe Hovebavarteer, Adgang til Stortbingss
falen, efterat Repræfentanterne fra dette Umt havde erflæret, at de ingen Eed havde
affagt Hl den fvenffe Regjering. Derimod afviiftes Nepræfentanten fra Frederikshald
[Kjøbmand Hanfen), fordi det oplyftes, at han tilligemed denne Byes Jndbyggere
havde affagt Troffabseed til Sveriges Konge. Han beraabte fig forgjæves paa, at
benne Ged var ham aftvungen, og at han anfaa fig løft derfra ved den under 14ve
Auguſt affluttede Konvention. -
Gfterat ben interimiftiffe Bræfident og Sekretair vare blevne valgte til virkelige,
befluttebes eenftemmigen, at bisfe Embedsmæend flulde paa GStorthingets Vegne ufors
tøyet tilfjenbegive GStatsraadet, at Storthinget havde conftitueret fig, med det tilføiede
Ønfte, at det maatte Mive aabnet ben følgende Dags Formiddag. Da Kongen ingen
umiddelbar Deel mere tog i Regjeringsforretningerne, i hvilken Henfrende han Havde
givet forbinbende Løfter til Sveriges Kronprinds, faa maatte Storthingets Aabning
flee igjennem Statsraadet, Å hvis Hander Regjeringen var nedlagt. J den Uulede
ning indlob en Skrivelſe fra Kongen af 8de Octbr. til Storthingets Præfident, hvori
han forlangte, at en Deputation ſtulde fendes til ham, efterfom hans Sundhedetitfand
ei tillob ham at møde perfonligen i Thinget. Strivelfen lod ſaaledes:
„Da vor foæltede Sundhedstilftand ikke tillader OG, faaledes fom vi onſte, pors
fonligen at aabne GStorthinget, fom efter Os given Meddelelſe nu har confritueret fig,
faa anmode Bi Norges Riges Storthing ved denne Bor Strivelfe til Dig, fom vets
interimiftifte Præfibent, at udvælge en Deputation, fom kunde møde hos OG paa
Ladegaardssen Mandag Formiddag næftfommende, for af Os at meddeles Underret⸗
ning om be Gjenftande, paa hvilte Bi onffe at henlede det faaledes aabnede Stor
things Opmartfomhed. Ladegaardsoen ben 8de Octbr. 1814.
Ghriftian Frederik.“
Kongen havde vel ſaaledes erflæret Storthinget aabnet, men dette fandt fig ikke
beføiet til at betragte denne Kongens GStrivelfe fom en høitidelig Uabningsatt, men
befluttebe eenſtemmigen at foranledigede Storthingets Aabning paa en bhoitideligere
Maade. Med 69 Stemmer mod 7 beftemtes, at Storthinget ffulde bevirke fin Aab⸗
) [Mu Departements-Gaarden, hvortil den ved Mageftifte mek Kathedralſtolen ajgaves
i 1823 eller 1824.]
|
Stosthinget aabnes. Kongens Tale. 527
sing ved en Deputation til Statsraadet. Til Medlemmer af denne ubnævnte Pro
ndenten 4 Nepræfentanter af ethvert Stift, der ſtrax begav fig til Statsraadet, og
bgjærede GStorthinget aabnet paa den i Grundlovens 74de & forefrevne Maade.
- Ctatsraadet fvarede, at dets Medlemmer inden en halv Time vilde indfinde fig i
- Storthinget for paa Kongens Vegne overeensfiemmende med Grundloven at aabue bet.
Staléraaderne Rofenfranp, Sommerhjelm, Collett og Aall mødte til den beftemte Tid,
men uben bet flore Følge af UAutoriteter og Embedomæend, fom feneré hen ledfagede
Segjeringens Medlemmer ved GStorthingets Uabning, og uden den militatte Pomp,
- fom derved ſiden fledfe brugtes. Kammerherre Rofenkranp, fom den ældfe og førfte
Gtatsraad )), fremſtod paa Kongens VBegne, og aabnede Storthinget ved en Vale,
fem han erflærede at have modtaget af Hs. Majeftæt med Ordre paa Storthinget at
wlæje famme. alen lød faaledeg:
„Nordmæœnd! Henved 5 Maaneder ere henrundne fiden jeg i Eders Samfund
modbtog ben Arone, Eders Tillid fljentede mig, og fom jeg, haabende paa Forſynets
Viſtand i vor retfærdbige Sag troede at funne bære til Eders Held: det enefte Kors
meat for mine Beftræbelfer. — Dengang omhyfledes Fremtiden af en Vaage, fom
de ayligen indtrufne vigtige politiffe Begivenheder endnu ikke havde lettet. Uvift var
et, om Europas mægtige Stater fremdeles vilde enes om at undertvinge et Foll,
ber fun fordrede famme Mettigheder og ben Frihed, be med faa megen Opoffrelfe
bande tilfjæmpet andre Holtefærd, og fljent man te hunde nægte fig felv, at Norge,
vis bet flededes i Kamp med disfe, eller blot i vedvarende Uvenfrab med England,
ile vilde funne ubføre fil begyndte fore Vært, var der dog indtil den Stund ingen
grandet Anleduing til at mistvivle om et muligt heldigt Ubfalb, heller ei for mig
il ved yttrede Betonkeligheder at udbrede Miemod bandt Folfet.
„Uden Vagring modtog jeg den Krone, hvis Byrder jeg ingenlunde overſaa.
Sebymringen for Norges Fremtida Held, hvilket jeg endnu fun ufuldkomment fornaaede
at berede, var Den tungefte blandt disſe, og funde ene fettes ved Beviditheden, fledfe
at ville bet Gode, og derved at fortjene Foltets Kjærlighed. Om end Stjebnens
Sad og mangehaande Banheld fønderbryde mit Haab, faa flat denne Selvbevidſthed
hrotigende følge mig, og de Metffafnes venlige Erindring være min Troſt.
Snart udviklede fig de europæijfe Magters Sindelag mod Norge. De med
beres hertil anfomne Gejandter verlede Noter, fom ere betjendigjorte og frulle forer
Storthinget, vife hines beftemte Billie at fre Norge forenet med Sverige,
jamt bworvidt jeg tillod mig at give efter for deres Foreftillinger, for om muligt at
forefomme den ulige Kamp, bvormed Norge truedes. Den Betymring, at det norſte
Falt manffee af Hengivenhed for mig frulde udfættes for ftørre Byrder og lager,
end unmndgaaelig nødvendigt var, faafremt Storthinget efter moden Overveielfe af
Rigets Tilfand vilde give Gefandternes Foreftillinger Gehør, gjorde det Ønffe fevende
tes mig at fee et Storthing forfamlet, der unde drøfte disſe vigtige Unliggender,
sg for bvillet jeg funde nedlægge min oprigtige Grilæring, ut jeg er villig til at
øyoffre min perfonlige Stilling for at afværse Rigets Øbdelæggelfe. Men Bilfaarene,
mdr bvilfe denne min Henfigt med em forlangt Baabenftilftand ene kunde opnaaes,
vare, efter Geſandternes fenefte Erflæring, tvende Faſtningers Overgivelje til ſpenſte
Sropyes, og fra min Side em ubetinget Frafigelje af Kronen. — Ut indvilge dette
uedtvungen funde jeg et forfvare for Folfet og for min Samvittighed; thi det Mons
fide Grundloven. Krigen blev uundgaaelig, dens Handelſer ere betjendte, de ere
Gjenftanden for en Underføgelfe, hvis Refultater fulle vorde Nationen forelagte.
Enhver, der upartiff vil veie Fiendens Stridskræfter med vore, vil indfee, at
ben norffe Armee fnart nødvendig maatte indjfrænkes til Forfvarskigen, og med ors
1) [Aner var nemlig endnu i England, og Hartbanfen havde, fom ovenfor nævnt,
nedlagt fine Embeder.]
va — —— — — —— — Mt ERE
8 Tredie Therum. Gyttende Capitel.
rand paa faa Uger ble dens Stilling dobbelt affongig af Fiendens Fordlagender.
Det flod i hans Magt, enten at lade os nangrebne, da maatte Urmeen omfider af
fig ſelv have opløft fig, eller og med Overmagt at forcere Glommen nordenfor Chri⸗
flianta, og tillige ved landfatte Tropper at afffjære os fra vore Magafiner. Omgaaet
havde Yrmeen da maattet bane fig en VBei til Fjeldene, men frørfte Delen af ben
vilde uundgaaelig have været opoffret. |
ngyndige Krigere ville ikke hinne nægte, at jo benne Stilling bød, ille letfime
bigen at afflaae de Tilbud om VBaabenfrilftand, fom gjordes; denne var for Hieblirfet
Armeens Redning, og fom faadan maa dens i fig felv haarde Betingelfer betragtes.
Den har ftandfet Krigens lykter, ben har bidraget til at bjerge Høftens rige VL
grode, ben har aabnet vore Havne for Handel og Tilforſel, ben har gjort det mustigt
for mig at fammenfalde et Storthing, paa det Rigets Filftand modent fan drøftes.
Øvillet Emne fan tæntes vigtigere for Foædrelanbevennen, for den gode Landsfader,
ber ſtedſe bør firæbe at afværge de Plager, fom true, og at afhjælpe de Mangler og
Gjenvordigheder, fom hvile over Land og Folk?
u Norges Tilftand altfaa funne vi desværre ei nægte o8 at være et efter 7 Mars
Srigsanftrengelfer, ved næften uafbrudt Savn af Udffibning og Tilførfel, foætket
Riges, hvis Hjælpetilder til Jndbyggernes Underholdning, til Ræringevetenes Drift
og til Armeens Forfyning herved maa befværliggjøres, om et aldeles flandje. Med
utrolige Unfirengelfer ere de Forraad, fom endnu haves, kilvetebragte; Landet er I
Har velfignet med en pyperlig Høft, og længere end fædvanligt vil Mangelen derved
afværges; men filfert Haab til blidere Udfigter i Fremtiden giver dette el, faalænge
afle Tilforſelskilder ere ftoppede, og faalænge vore ved den banftnorfte State formirs
rede Pengevæfen dybt funtne Papiirpenge ei funne tjene til Betalingsmiddel ubenlande.
na Rigsforfamlingen paa Eidsvold udfatte Oprettelfen af en Bant*'), og den bes
rammede Laaneindretning, fom dermed ſtulde faa i Forbindelfe, funde et heller fors
inden næfte Storthing bringes i Birffomhed. Saaledes feer Staten fig berøvet alle
Midler til Betaling af en for Deel af de indførte Kødemidler, famt til at anffaffe
flere Gorraad; afle Statens Udgifter have hidtil maattet beftrides ved be af Nigsfor-
famlingen bevilgede 14 Millioner Rbd. N. B., men hvis Krigen vedvarer, vil neœſte
ordentlige Storthing være nødt til at forøge Stategjælden; thi Jndtægter af Tolden
eller Statter af de forarmede Yndvaanere er et at regne paa. Et udenlandft Laan
funde have afbødet megen Forlegenhed, og famme burde vif have været Gjenftanden
for GStorthingetg Opmarkſomhed; men faalænge de udvortes politiſte Korholb vedbtine
at være og imod, er faadant ei at opnaae.
„Nogen direkte eller indirekte Biftand af de førre europeiſſe Magter var —
hvo nægter fig det? — nødvendig til Norges Redning, og jeg byggede mit Haab
paa Forventningen herom. Men deres heftemte Grtlæringer tilintetgjorde dette Hand;
bøy mod alle Foreftillinger viifte det engelfte Miniſterium Rigsforſamlingense Uffendte 9)
tilbage, og dets Blofadefyftem fljærvedes, ja udvidedes til Kyfterne af Bergens og
Trondhjems Stifter. Saaledes berøvet alt Haab om Underftsttelfe og Tilførfel, med
bette Billede af Rigets Lilftand for Hine, burde jeg, det forefom mig at være en
fulbfommen Pligt, felv ilte vægre mig ved at bringe Fadrelandets Hrelfe det høtefte
Offer, noget Mennefte formaaer at frembære: Offeret af fin Lytte, af fin Tilfredsge».
At jeg i Folkets Hænder frulde nedlægge den udøvende Magt, fom jeg af Foltet
havde mobdtaget, blev forbret fom en ufravigelig Betingelfe for Vaabenftilfanden.
1) NRigsforfamlingen havde en Conftitution at grundlægge. Forflag til Oprettelfem af
en Bank maatte flee paa et fenere fammentaldt overordentligt Gtorthing.
1 Det var Ghriftian Frederik felv, fom affendbte benne Deputation, ber var fammenfat
af een af hans Raad og to Medlemmer af Rigöforfamlingen. Denne havde å
meb Gagen felv eller med Ubnævnelfen noget at gjøre.
|
|
Chriſtian Frederik nedlægger Kronen i Follete Hender og forlaber Norge. 599
„Hapde jeg, ledet af Argjerrighed, blot villet forfvare min Krone til det Qderfte,
ba bande jeg fortfat Kampen, mindre belymret for Norges Stjebne, hvis bet, efterat
dis Stridskræfter vare udtømte, blev afhængigt af Seierherrens Villaar; jeg havde
manttet opoffre Folfet for min Skyld, uvis om, ved de mægtige Staterd Mellem:
fomft omfider at fee Striden endt til Fordeel for Norge; thi fulde dette Rige fænge
frifte den Stjebne, at firide med egne Kræfter uden fremmed Biftand, ba var dets
Undergang lige vis.
Bed at ende Kampen førend man var aldeles overvunden, ved at byde
Haanden til Forlig, ba den ſvenſte Megjering antog Grundloven af 17de Mai fom
VBaſis for Formingen, hvis Stortbinget fandtes villig til famme, ved endeligen, faar
ledes fom Nødvendigheden bød det, at forbinde mig til at nedlægge den udøvende
Magt, opnaaedes, og kunde ene opnaaes det, fom Menneftelighed og min Omhu for
fjellet gjorbe mig faa faare ønffeligt: Landets Redning for Ødelæggelfe. Jeg vilde
illem bære Norges Krone til Folkets Held.
nSaafnart jeg indfaa, at jeg med ben redeligfte Billie, wuagtet al Unfpændelfe
af menneflelige Evner, formedelfi vor egen Tilftanb og faa Forfvarsmidler, og fors
udelft vore Forhold til fremmede Magter, ifte kunde føre bet begyndte frore Bært
igennem; faafnart jeg troede, at Follets Lidelfer for min Siyld forsgedes, ba ſtyldte
jeg Nationen at fremſtille Billedet af Rigets Tilftand for dens Øine, og ikke, for at
haandhœve min Stilling i Staten, at berede dens Vanheld t hølere Grad end Skjebnen
tfravigeligen fynes at have beftemt. De Saar, fom fyr Aars Krig har forvoldt,
tramge til Rægedom, og ved Fredens Velfigneljer ville de Iyfteligere Dage, fom jeg
betværre ikke formaaede at berede dette Land, funne vindes.
vigets Tilftand byder at hore og overveie de Korflag til Forming, fom Sve⸗
tiges Konge har forbeholdt fig umiddelbart at meddele Storthinget, og hvorved Han
har forpligtet fig til at fornne be Løfter, han allerede har givet det norſte Foll.
„Nigets udvalgte Mænd funne nu med modent Overlæg, og uden andet Henfyn
ad Fodelandets Tarv, bedømme Rigets Stilling, og vælge hvad der efter Omſtœn⸗
dighederne fan tjene til dets Bedfte.
»gader mit Minde feve iblandt Eder, Nordmænd! fom en Beng, der vilde Eders
Bel, der hidtil bevarede Landet fra Unarfiets Radfler, der, nægtet al Biftand af
abre Magier, favnede Midler til at føre det frore Bort for Norges Nafhængighed
igjennem, og fom opoffrede fin Tilfredshed og perfonlige Inftelige Stilling iblandt
Øver, for ei at fee Norge sbelagt, men derimod dets conftitutionelle Forfatning filkret,
mg ſaavidt muligt bets GSelvftændighed derved bevart. Jeg havde fat min Hader
og min Gølæde i at Iyffaliggjøre bet norffe Folk, nu vil jeg finde min Trøft i ben
Vevidſthed, at have virket hvad jeg formaaede til at findre de Trængfler, der tungt
hvile over bet elffebe Fœdreneland.“
Da GStatsraadet havde forladt GStorthingsfalen, befluttedes eenftemmigen, at en
Deyntation, beftaaende af 25 Medlemmer, flulde udnævnes for at begive fig den. 10be
Heibr. til Songen i Anledning af hans Stkrivelfe til Storthinget af Sde. Til Fors
mand for benne Deputation ubdnævnedes Etatsraad Trefdom. Den begav fig tl
$adegaardsøen til beftemt Tid, og forefandt Kongen, vel itte fyg, men høift bevæget
ved den Abdikationsakt, fom ſtulde foregaae. VBevægelfen mebddeelte fig den hele Fors
famling, og Formanden, Treſchow, var felv faa rørt, at Han ikte funde fremføre fin
Tale for Kongen, men hans Sidemand, Biftop Bed, maatte tage ham Ordet af
Munden. Deputationen modtog berefter af Kongen en Grilæring, hvorved han ned:
lagde Norges Krone tilligemed den udøvende Magt i Folkets Hænder. J det førfte
Mkaft frafagde Kongen fig Thronen fun for fig Selv, men ikke for fin Afkom, og
ba Formanden opdagede dette, føgte han en Privataudience hos Kongen, fom i denne
frar erftærede fig villig til at tilføte det Forlangte. Den friftlige Deklaration blev
af Songen leveret i Roſenkrantz's Hænder, fom oplæfte ben. Den bevægede Fyrſte
manglede Sraft til benne gjennemgribende Akt. Den var af følgende Jndhold:
Hans Erindringer. 34
530 Lrebie Tidsrum. Syttende Capitel.
„Ikkun til Foltets Held har jeg villet bære Norges Krone. Rigets nærværende
Tilſtand, Europas forenede Billie mod Norge, og Kølelfen af at de Midler, der levnedes
os til at forfegte Norges Uafhængighed, ikke ere tilftræltelige for mine redelige Hens
figter, endeligen mit ved VBaabenftilftandens Afflutning givne Løfte, bevæge mig til
at nedlægge Norges Krone tilligemed den ubøvende Magt, uden Forbeholdenhed, i
Folfets Hænder for mig og min Uffom. Jeg løfer altfaa bet norſte Folk fra dets
Froffabseed til mig, og ihvor fmerteligt bet end maa være for mig at forlade et
Folk, fom jeg eliter, og fom har givet mig faa uforglemmelige Prøver paa fin Hen
givenhed, faa bringer jeg dog Dette Offer, for at bevare Riget for Obdelaggelſe.
Betrygget ved Gonftitutionen, fom det norffe Folt ſelv har givet fig, vil det norfte
Folks Frihed og GSelvftændighed ikke færdes”), men Inkteligere Dage, det give Gud!
ppnaaes ved Fredens VBelfigneljer.-
Denne Grilæring blev af Rofenkrank overleveret Deputationens Formand, og
Treſchow bevidnede derefter paa dens Vegne Storthingets Erkjendtlighed for de føre
Brøver, fom Kongen havde givet det norjfte Folk paa fin Kjærlighed og Omforg for
Rigets Bel, hvilfen Fortiffring Statsraadet blev anmodet om at frembære for Kongen
paa bet forfamlede Storthings Begne. Da Statsraadet opfyldte benne Anmodning,
modtog Kongen dette Beviis paa det norſte Folts Hengivenhed med et bevæget Hjerte,
og beredte fig derpaa til at forlade Norge. Til den Ende forføiede han fig til Frede⸗
riføværn, hvor et fra Danmart nyligen anfommet Orlogsfartøi Ina færdigt for at
modtage ham*). — Den fvenffe Negjerings Omforg for at fre Chriſtian Frederiks
Qøfte opfyldt, at forlade Landet, fulgte ham til Ufreifens fidfte Stund. Ved Ane
fomften til Frederifsværn bemarkedes der ſvenſte Officterer, aabenbart i den Henfigt
at fee ben danſte Prinds forlade de norffe Kyſter, og derved em af de vigtigſte Hine
bringer for Foreningen hævet.
Det tilfommer os iffe at fafte et Blik i Ghrifttan Frederifs Sjæl ved hans
Stilsmisfe fra Norge, men dets Hiftories Blade fra ben Tid indeholde Beviſer not,
der nabenbart lægge hans Kjærlighed til det norffe Holl og hans Jnteresfe for dets
Bel for Dagen, og den har havt VBegivenheder at fortætlle, fom vidne om hane virke
ſomme Bidrag til at berede det en lykkelig politiſt Stilling, om endog i en anden
Stil end fom af ham var ubfaftet og attvaaet. Fra det førfte Øieblil da han, ops
fendt til Norge af fin fongelige Fotter for at nytte det gamle Forbund mellem Dan-
mark og Norge, der begyndte at flappes, end faftere, fleg i Land paa Norges Kyſter,
indtil han i Følge de vigtigfte europæifte Stater egenmægtige Erſtatningsſyſtem liges
fom forjoges fra dets Klipper, modtog og fortjente ban i lige Grad Folkets Erljendis
fighed og fjærlige Hengivenhed. Paa hans førfte Eritsgata gjennem Norge garvet
fam umisfjendelige Bevifer paa det norfte Folls Hengivenhed for ben gamle Konger
flamme, og Gladen over at fee den tilfommende Tronarving i fin Midte forhøiedes
ved ben unge Fyrſtes elffværdige Omgjængelighed, muntre Væfen og fimple Fœrd.
Saaledes havde Folkets Kjærlighed til Prinds Chriſtian Frederik fæftet dybe Nøvder,
før den ftore, i Norge paa den Tid lidet bekjendte, Vending i den nordifte Politik
forandrede og forryffede Skandinaviens indbyrdes Forhold. Mu ble han en fand
Belgjører for Norge; thi det lader fig iffe nægte, at hans Nærværelfe der i Skils⸗
— — —
Dette Ord bruges her i den uſedvanlige Betydning , lomme i Fare.“
2) [Dette er ei ganfte notagtigt. Prindſen afreifte 10be October om Uftenen fra Labe-
aarbéøen paa em Lyſtjagt, og gil ben 11te ved Jeløen ombord i ben norfte Orlogs-
tig Alart, ber førte8 af baværenbe Premierlieutenant Søren L. Lous, for at affeile
til Danmark. Men Briggen tom for Mobvind ind til Frederiksvern, hvorfra Mf-
feilingen udhaledes, uben Tvivl forbi Brindfen vilde oppebie StorthingetS Beflutning
om Yoreningen. Carl Johan paaftyndebe ben ved Courerer og Udjutanter, men
førit efterat Foreningen betingeljegviis var beftemt, afgil han 28be October paa den
banffe Drlogsbrig Bornholm, ver imidlertid var antommen for at hente ham,
anfon efter en farefulb Overreife til Aarhuus paa Foreningsdagen ben Abe Robbe.]
Betragtninger over Ghriftian Frederiks Virlfomhed i Norge. 531
msfens Stund forberedte ben Iyffelige Forandring i Norges politiſte Stilling, fom
vi udbbrede Held til be fildigfte GSlægter. Kongen af Danmart befandt fig i den
gufomme Nodvendighed, ikke alene at maatte forflyde en Krone, fom Han og hans
gengeflægt huvde baaret i meer end 400 Aar; men han maatte give fit Samtykke
tl en paatvungen Forenings VBilfaar, der for Norge var ligefaa nedværdigende, fom
be truede at forſtyrre dets politifte Held i Frentiden. Rorge faftedes i Erſtatnings⸗
ng Belouningsſyſtemets Vægiftaal fom ct dødt Liggendefæ, og ikke fom en felvftændig
Natiou, der havde fin Stemme i Raadflutningen. Ingen af de i den foenfle Res
ggerings Proflamationer til det norſte Folk anførte Sophismer, iffe dens vredne Brug
df Etatstærené rene Eætninger, funde fovælte det norffe Folks Overbevisning om, at
vei mishandleded, og at dets klareſte Mettigheder traadtes under Fødder. Morge var
vitnet læuge blevet finret af en Regjering, hvis Grundform var deſpotiſt, men det
bære i Gjerningen hverken erkjendt eller følt det befpotiffe Uag. — Prinds Chriſtian
tilbagefaldtes til Dammurf, og Norge ffulde overludes til fin egen Stjebne. Men nu
fmuftod den hoimodige Fyrfte, og crtlærede fig villig til at bidrage Sit til at give
Varges politiſte Etilling en heldigere Bending, og at dele Stjebne med det, faalænge
gampen varede. Bi have ovenfor benpeget paa den Indflydelſe, fom enkelte Raad⸗
zirere Brindfens nærmefte Omgangskreds havde paa denne Beflutning, og vi ville
iſle indfabde og i at bedsmme, hvorvidt Haabet om Gjenforeningen med Danmark ſtod
I Sagarunden deraf. Den Beflutning, itte at boie fig under Kielertraktatens Jern⸗
sag, var i ulle Tilfælde en VBelgjerning for Norge. Et fort Ønfle og et ille mindre
daab underfrøttede den modige Beflutning. Aabenbart gik Prindjens Plan ud paa
at fatte Norges Krone paa fit Hoved, og han fatte fit Haab til at de udenlandeft
Hagter, fornemmelig England, fom havde gjort Norges Frihed og Lykke til em Des
tagelje for Foreningen, itte vilde tillade at benne blev Norge partvungen mod
geltets almindelige Ønfte. De VBanfteligheder, fom vare forbundne med at gjøre
Norge til em nafhoængig Etat, der felv bar alle fine Udgifter, bleve fludte tilfide,
% Overveielfen berover udſat indtil Gelvftændighedens Bygning var opført. —
fongrvalget fandt Sted, og hvad der endog fan indvendes mod en faa driftig Beſlut⸗
ning under de uheldigfte udvortes Omftændigheder, og hvor overilet ben maatte anfees
mder Nationens Kraftteshed il at unberfløtte den fvage Trone, faa havde den viſt⸗
ut en ſtor Jndflpdelfe paa Norges politifle Stjebne. Det var den høilideligfte Er⸗
lørmg af Nationens beftemte Billie, ikke at ville underkafte fig den Fornedrelfe,
Rielertraftaten indeholdt, og bet maatte gjøre Sverige tilbøielig til at lempe Fors
mingsberingeljerne meer efter Billighed og Folferet, end efter Seierherrens vilksarlige
Bhandling ; thi Sverige maatte betænke fig pra en Grobringskrig, der kunde blive
lige fordærvelig for begge Parter. For Prinds Chriſtian felv blev derimod Konger
valget en Spire til ſtore Lvaler og en raadlos, vaklende Fremfærb. Da hang ftore
$aab om Hjælp eller i det mindfte Neutralitet, medens Selvſteendighedskampen varede,
| fra de udenlandffe Magters Side ganfte tilintetgjorde, og hans Sendemand til Eng⸗
ad i den Anledning Haanligen afviiftes, indfaa ban Umuligheden i at forfvare den
abſelute Selvftændighed, og ben modtagne Krone begyndte at trykte hans Hoved.
fan anfaa fig forpligtet til at træve tilfide, for ei at hindre en fredelig og gjen-
igen gavnlig Forening imellem Gverige og Norge, men han var bunden ved fin
bngelige Eed til den norſte Gonftitution. Hans Samvittighed, der forbod ham at
feranfedige unyttig Blodsudgydelſe, fred med de Pligter, han fom Norges Konge
Ryldte vit Folf. Hans ubeftemte Færd under Sommerfrigen, de modige Beflutuinger,
fom tilbagefaldtes i det Pieblik, de ſtulde bringes tilUdførelje, de ufammenhoængende
Jttringer i hans Noteverlinger og Proflamationer, de bange Unelfer, fom han itte
fmde bølge for fin Omgivelſe, fortlareg, fom forhen bemærtet, langt bedre af hans
- «naflelige og famvittighedefulde Omforg for at undgaae unyttig Blodsudgydelſe, end
ef Modløshed og Mangel paa HeltherresTalent, fom Han havde liden Leilighed til at
læge for Dagen.
34*
— —— — — 3 — — —
53 Tredie Tiderum. Syttende Capitel.
Men de ſamme Omftændigheder, font førværrede den norſte Konges Stilling,
ledede til en Horbedning i Norges. Medens hans Fongelige Perfon var Gjenftand
for ben ſvenſte Regjerings Forfølgelfe og Had, vare alle dens Skridt beregnede paa
at aabne Nordmændenes Gembhtter for en venffabelig Forening; medens alle Noter og
Proklamationer aandede Bitterhed og Haan mod ben valgte Konge, odfledes med
Qøfter og venlige Ord i de umiddelbare Meddelelfer til det norffe Fort. Saavidt
git den foenfle Overgeneral Å fin Cftergivenhed midt under fine raſte Fremfridt i
Norge, at han erfjendte den Eidsvoldſte Conſtitutions Gyldighed, ber af den foenffe
Regjering fænge betragtedes fom et Ovrørsffridt, ugyldigt i fin Oprindelfe og i fit
Refultat. Wabenbart nedftemte Sveriges Attraa efter at bortfjerne Chriſtian Frederik
fra Stuepladfen dets hoie Toner med Henfyn til Foreningsviltaarene, og Kielertrak⸗
tatens for Norge fornedrende Urtitler ombyttedes med andre, ber vare begge Nationer
mere værdige, og af Norge efter den heldigfte Krig ikke bedre funde ventes. Neden⸗
for vil Hiftorien funne gjøre opmærffom paa udvortes Omftændigheder, fom lettede
Foreningsværket, og frembragte et Mefultat, der var gavnligt for begge Nattoner.
Chriſtian Frederit opfyldte troligen fin Forpligtelfe at træde tilfide, at nedlægge
Regjeringen i Statsraadets Hænder, og overlade Nationen felv at afgjøre fin Frem⸗
tide Politik. Han tilbragte den fidfte Deel af fin forte Kongebane i rolig og uvirke
fom Genfomhed paa Ladegaardsøen tæt ved Ghrifttania, og i den Tid hvilede et mørkt
Slor over Landets politifte Forhold. J de Cane af Landet, fom vare fjerne fra
Krigsfruepladfen, herffede tfær i denne Henfeende ſtor Uvidenhed, og paa flere Steder
funde man ifte gjøre flg fortrolig med ben felvftændige Konges Afættelfe. Der fandtes
endog i flere Nepræfentanters Hænder, der modte ved det overordentlige Storthing,
Adresſer til Kongen, fors indeholdt Fortegnelfe over Guld og Wdelſtene, fom Prydelſe
for en Krone, der allerede var nedlagt. Imidlertid aabenbaredes Sagens fande Sam»
menhæng altfom bet overordentlige Storthingsmøde nærmede fig, og Repræfentanterne
anfom til Horedftaden'). Under dette mørke Tidsrum af Chriſtian FrederitS Ophold
i Norge tabte han noget af den Ugtelfe og Kjærlighed, der i faa høi Grad var
bleven ham til Deel. Hans Forhold misforftodes, og Fyrfte og Folk fappedes om
at vælte Skylden for bet flette Udfalb af Selvftændighedsfampen paa gjenfidige Fors
vildelfer. Men bet fan ikke nægtes, at faavel Begyndelfen af Selvftændighedsværtet
fom Gnden derpaa udmærfedes ved fore Belgjerninger fra Ghrifttan Frederils Side,
hvad ber endog fan figes at fattes t VBærdighed og Klogffab under disfe Begiven-
heders Mellemſpil. Han hindrede, efter fine egne Udtryt, Anarkiets Redſler ved at
fætte fig i Spidfen for den norfte Regjering, og han forberedte en fand og Iytfelig
Gelvftændighedstilftand for Norge, i fine Følger langt mere velgjørende, end ben
attraaedbe abfotute Mafhængighed, ved at træde tilfide juft i det Øieblil, ba Foreningen
kunde free paa den for Norge Inkteligfte Maade. — Om Chriſtian Frederiks fenere
fongelige Foærd vil et andet Lands Hiftorte have at fortælle, i Norges ftaaer han fom
dets uforglemmelige Belgjører, og en fjærlig og talnemlig Grindring vil Mæntes den
Fyrſte, fom var et Redffab i Forfynets Haand til at berede Norge et Å politiſt Hen⸗
feende Inffeligt GStatsforbund.
Prindſens Ufreife forfinfebes, fom anført, ved Modvind, og efter et flormende
Meir paa Overreifen fandede han omfider i Aarhuus. Da imidlertid Frederif VIte
var afreift til Kongresſen i Wien for at tale fit Riges Sag, fparedes Prindfen fore»
føbtgen for ben Forlegenhed, hvori det førfte Møde med Kongen af Danmart maatte
fætte ham. Da Mødet fenere hem fandt Sted, lettedes Horlegenheden ved Prindfens
Betydenhed fom Tronarving, ved GSlægtffabsforhold, og begge Fyrfters Charakteer
og Perfonlighed. '
r) Gelv Nepræfentanterne fra bet for Stolen hedsverket faa varme Bergen ÅT for
bereg Ufreife til bet overordentlige Storthing Efterretninger fra Krigsftuepladfen, ver
nebftemte bere8 Forhaabninger og foranbrebe bere8 Begreber om Tingenes fande Stilling.
Statsraadets Meddelelſer til Gtorthinget. Lagthings-Balg. 538
Attende Capitel.
Storthingets førte Møder. Chriftie bliver Præfident.
Dan 11te Detbr. foredroges i Storthinget, af Deputationens Formand, Etatsraad
Treſchow, hvad ber var foregaaet imellem den fratrædende Konge og ben, hvorhos
Chriſtian Frederiks Erklering, forfynet med Deputationens Paategning, blev oplæf,
Norges Kongeftol var nu igjen bleven ledig. Prafidenten Diriks yitrede fig derefter
faaledes: „Kong Ghrifttan Frederik har gjengivet Kronen i Folkets Hænder. Agt⸗
værdige Medbrodre, Rigets udvalgte Mænd! Eders Sindighed, Eders Viisdom ffal
beſtemme Foæbdrelandets Stjebne. Kun Faa af og kiende noie dets Tilſtand, dets
Fordele, dets Mangler. Denne Kundffab er nødvendig for at bedømme dets Var».
Ovfordret ved min Pligt fom Borger, og end mere ved den Poft, hvortil Eders
hædrende Tillid faldte mig, foreflaaer jeg derfor, at en Comitee vorder nmedfat til at
mderjøge Rigets Forfatning, og overveie de Midler, der filtreft fan berede dets Help."
Storthinget havde imidlertid førft Bejlutning at tage, faavel med Henfyn til
Udnævnelfe af Præfident for de forffjellige Ufdelinger, fom til Balget af Lagthingets
Medlemmer, og at beftemme de forffjellige Ufdelingers Virffomhed under Behandlingen
af be forelagte Gjenftande. Horffjellige Meninger bleve yttrede i den Unledning.
Nogle meente, at Lagthingets Præfident tillige ſtulde være Storthinget8, og betragtede
t denne Henjeende denne Ufdeling fom Etorthingets Balgmænd. Undre meente, at
Odelsthingets Præfident ogfaa retteft blev GStorthingets. Man blev imidlertid efter
nogen Debat enig om at følge den naturlige Regel, fom fiden ſtedſe er bleven iagts
taget, at de forffjellige Afdelinger hver for fig valgte deres Præfident. Lenge, ende
egfaa fangt hen i det næftpaafolgende lange Storthing, filgtes imidlertid den Sæd]
vane at vælge ſamme Præfident for Odelsthing og Storthing, hvilket havde fin Grund
i den fore Ugtelje, fom ECtorthingets Præfident, Gorenftriver Chriftie, med fuld
ie ned.
g Der giordes flere Forføg paa at beftemme Balget af Lagthingsmoændene efter
sisfe Regler, for iffe paa den ene Side at foælte Odelsthingets Kraft ved at herøve
det fine forftaudigfte og meeft virfjomme Medlemmer, og paa den anden Side give
alle Diſtrikter i Riget fin Net til at repræfentere i de forjfjellige Ufdelinger. Men
efter fange Debatter afgjørdes Qvæftionen naturligft faaledes, at Valget blev frit,
beilfet ogfaa fynes meet overeensftemmende med den fimple Organifation, fom finder
Sted i Norges indvortes Forhold. Jovrigt afholdtes flere Storthing, før Lagthingets
Forhold til Odelsthinget blev ordnet paa vette Maade. Den 76de $ i Grundloven
mar igjennem mange GStorthing et Tviftens ble mellem Storthingets forfljelige Af⸗
delinger, og Det er førft i de fenere Storthing, at en faft Regel er bleven indført,
fom bar meftendeels endt disfe vidtloftige og trættende Diskusjoner. Lettere bleve
Etorthingets Medlemmer enige om Maaden, fvorpaa de forffjellige Ufdelinger flulde
ndføre fine Forretninger under nærværende Storthingsmøde. Det var aabenbart, at
elle be Forhandlinger, fom ſtode i Forbindelfe med Hovedgjenftanden for famme, nemlig
at afgjøre Norges politifte Stjebne, hørte under det famlede GStorthings Ufgjorelfe,
og be øvrige Ufdeltngers Virkſomhed var ike af nogen Vidtløftighed, ba der idet
hunde blive Fale om enfelte Lovbeftemmelfer.
Samme Dag anmeldte Statsraadet, at det ønffede for Forfamlingen at fores
brage en Sag af Bigtighed, og, efterat Statsraadet in pleno havde indfundet fig,
oplæfte Rofenfrang følgende GStrivelfe fra Statsraadet: , Storthinget er nu ved den
Detlaration, dets Deputation modtog tgaar fra Hs. M., tilfulde underrettet om
Rigets Stilling i Henfeende til den udøvende Magt. Det vil formodentlig finde,
at det Tilfælde, hvori Norge nu beftnder fig, har ſtor Lighed med det, fom om⸗
handles i Gonfritutionens 48de $, og at denne og fammes 42de $ nu blive
534 Tredie Tibsrum. Attende Gapitel.
anvendelige. Statsraadet maa derfor indfil: til Storthingets nærmere Overveielfe,
hvad bet t denne Henfeende finder fornødent at beftemme, og dette er egentligen Hen⸗
figten af vort Møde i Storthinget i Dag. Dog fulle vi iffe undlade tillige at
tilfjenbegive, at Gtatsraadet har modtaget de herværende ſvenſte Kommisjfariers
frriftlige Anmeldelfe om deres Anfomft, med Unmodning om at tilmelde Etør-
fbinget dette. Vi maa i Henfeende til denne Unmeldelfe overlude til Folkets Repræs
fentanter at beſtemme Tiden, naar ve ville mortage disfe kongelige fvenffe Kommis⸗
fariers Andragender og Forflag, ber ifølge VBaabenftilftands-Konventtonen fulle frem-
bringes direkte for Storthinget. — Endeligen udbede vi 08, at Storthinget vil behage
at udnævne en Gomitee, fom Statsraadet fan forelægge dets Protofolfer og en detail⸗
leret Foreftilling om Rigets fande Forfatning, fom den nu er. Bi indfrille til de
Herrer Repræfentanter8 indfigtsfulde Omdomme, Hvorvidt denne Comitee tillige funde
bemyndiges HL at modtage de kongelige ſvenſte Kommisſariers Forſlag for at fores
lægge Storthinget ſamme.“ — WNræfidenten fvarede, at disfe Gjenftande ſtulde blive
tagne unber en omhyggelig Overveielfe, og Svar derefter ufortøvet blive Statsraadet
mebbeelt, bvorefter GStatsraaberne bortfjernede fig.
Derefter inbleverede Reglement-Komiteen fit Udfaft til et Meglement for Stor⸗
thingets Forhandlinger. Dette var naturligviis fortere enb de folgende EStorthings-
reglementer, ba Grfaring og Prevelfe, og ifær Jnddelingen af Comiteernes Virkſomhed,
gjorde mangehaande Tillæg fornødne; men dette Reglements far Beftemmeljer ere i
Hovedfagen fenere blevne fulgte. Major (fden Statsraad) Sibberneforeflog et Tilæg
til Reglementet, bvorefter „al Upplauderen, faavelfom ethvert lydeligt Tilkjendegivende
af Mishag med en eller anden inden Storthinget foredragen Sag, burde fom en fans
dan Gorfamling upasjende og uværdig, være aldeles forbuben.” Aarſagen til Dette
Øorflag var ben S. 439 omtalte Scene i Rigsforfamlingen vaa Eidsvold. Fors
flaget blev antaget, og denne Beftemmelfe faavelfom Meglementets ovrige Beſtaffenhed
forenet med ben Praſidents Sindighed, fom fiyrede Forretningernes Gang under de
førfte Forfamlinger, har uftgeligen bidraget til at tilvetebringe em Orden, Rolighed
og findig Takt i Storthingsforhandlingerne, fom neppe findes førre i nogen Forfame
ling af den Art. Derfom Jnteresfen for Tilharerne af disfe Forhandlinger er mindre,
berfom bet foretommer Fremmede, at ber raader em vik Doſighed og Slovhed under
be almindelige Dishusfioner formedelft bet frenge Reglement, faa maa denne Folge
med Øenfyn til Sagens Behandling ganfre overfees, naar man betragter Forhandline
gernes Mefultat. |
Da derpaa Lagihingets Medlemmer vare valgte”), udnærntes Sørenftriver Chris
ftie til Storthingets Præfident, og Dagen efter (12te Oetbr.) valgtes han tillige
til Odelsthingets Præfident. J Lagthinget valgtes Grev Wedel: Jarlsberg til Præs
fident, ligefom han håvde de flefte Stemmer til Præftdent i Storthinget nært efter
Chriſtie). I disfe Valg udtryktes Pluralitetens politiffe Mening, da be Valgte
endnu ingen Leilighed havde havt til at lægge deres Talent og Dygtighed fom Prær
Den 48de $ i Gibsvolbs-Grunbloven lyder ſaalebes: Er ben mandlige Stamme
udded, og ingen Thronarving udkaaren, ba fammentaltes Storthinget ſtrax paa ren
i $ 46 foreftrevne Maabe, for at velge en ny Konge. Juidlertid (orfoldes med
ben ubøvende Magt efter Mde $.* en 42de $ Iyber ſaaledes: „Er ingen faa-
ban fulbmyndig Prinds til, fores Regentſtabet af Statsraadet i Forening Med
be Mænd, fom Stortdinget maatte finde fornøbent at tilforordne, under Anſvar efter
å5be $. Den førite af StatsraadetS Medlemmer har da Forfæde og 2 Stemmer.”
7 Til Lagthings-Medlemmer valgte8: Amtmand Collett, Grev Wedel-Jarlsberg, Amt⸗
mand Krohg, Biftop Bed, Etatsraad Treſchow, Sorenflriver Berg, Kammeraav
Holft, Landsdommer Nanfen, Poltidireltor Diriks, Kjabmaͤnd Jver Holter, Gapitain
Mokfeldt, Asjesfor Lange, Sorenſtriver Koren, Sorenfriver Bryn, Kammerraad Tive-
mann, Sorenftriver Manthey, Garvermefter Jørgenfen, Asſesſor Hagerup og Provſt
an
3) PØedel og Dirils havde nært Chriſtie ligemange (19) Stemmer.]
Oberft Ed og Generallieutenant Schmettow. 535
menter for Dagen. Chriſtie var bekjendt fom en af ESelvftændighedens ivrigſte Fors
farere og ben afgangne Konges varmefte Tilhængere. GSelvftændighedens Modftandere
derinod gave bereg polttifte Tro tiltjende ved at vælge Grev Wedel til Præjfident, og
df denne Aarſag flod han Ghriftte nærmeft i Valget til Storthingspræfident, endſtjont
hun fun havde omtrent 20 Stemmer for fig. Der var faaledeg omtrent det famme
gorbold blandt de forftjellige politiffe Partiers Medlemmer nu, jom ved Rigsforſam⸗
ingen paa Gidøvold, naar ber tages Henfyn til det forfrjellige Antal af begge Fors
amingers Medlemmer), endſtjont Medlemmerne tilbeels ifte vare de famme; men
de tvende Partier forenede fig efterhaanden til de famme Beflutninger, og hver for
ig havde de fin Deel i det fidfte heldige Mefultat.
Ved Sammenfætningen af Lagthinget raadede andre Principer, der tildels for-
pantebe fig til fenere GStorthing. Det har været jædvanligt ved Valget af Lagthings⸗
Redlemmer at tage fornemmeligen Henfyn til Medlemmernes høiere Embedsſtillinger,
faa at De høtefte Embedsmand fom ofteft ere blevne valgte til Lagtbings-Medlemmer.
Stedje var det viſtnok ogſaa Meningen at indfætte Medlemmer af Bondeftanden i
bagthinget, men da Valget deraf fomofteft fpredtes mellent Mange, hvorved Stem⸗
menne fordeeltes, opnaaedes ikfe altid Heniigten. Senere hen ere viſtnok andre Prins
cirer blevne fulgte i disje Balg. Da Odelstbingets Forhandlinger give Anledning
til de vidtløftigfte Distusfioner og Ordftrid, har man føgt at bortfjerne de vidtløftigfte
Suaftere faavelfom emfidige Menings-Jeloter fra Odelsthinget og fat dem i Lags
thinget; tildeels har man og føgt at fordele mellem begge Ufdelinger dem, fom vare
i Sehddelfe af den frørfte juridiſte Kundſtab. Efterhaanden have de fenere Storthing
ogfaa i denne Henfeende flaaet ind paa en bedre Vei, og have føgt at fammenfætte
Qagfbinget af blandede Glementer.
Nittende Capitel.
Øberft Ek og Generallieutenant Schmettow.
| q Srondhjem var imidlertid indtruffen en Mistighed, foranlediget af en ſvenſt Over:
oficiers utfoge Forhold, fom for et Øteblit forfiyrrede den Rolighed, hvormed Freds-
darket forøvrigt fremmede. Under 26de Septbr. meddelte nemlig Oberft Ed, Chef
for den 11te Brigade ved den ſvenſte Armees 2det Armeekorps, den kommanderende
General Nordbenfjelbs, Grev Sdåmettow?), at han, ifølge den fvenffe Kronprindfes For-
langende, agtede at forfægge de Tropper, fom frode under hans Kommando, ind i
Morge. Han paaftod, at dette lede efter Overecnsfomft med den Øverftfommanderende
mer de norffe Tropper, og tilføtede det Hanb, at Schmettow uden Vanſtelighed her:
Ål vilde give fit Eamtyfte, og derved vife fin underfaatlige Agtelfe og Lydtighed
mod Hs. K. Høihed, vor naadigfte Herres naadige Billie, hvorved det mebdborgerlige
Venſtabsforbund vil opnaaes mellem disſe nye Landsmand, faaledes jom Det allerede
ar fleet å den fondre Deet af Norge.” Han foreflog derhos, at de under hans Kom:
mando ſtaaende Fropper maatte ſtationeres paa Roraas, i Brekke, Euul og Merager. —
Den norffe General fandt fig imidlertid aldeles itte beføiet til at tilſtede denne de
— — — — -
') [Vaa Eidsvold mødte 112, paa dette Storthing 80 diepræſentanter.
5 [Det er den famme Grev Sdåmettow, fom fortt ti Marts havde Sammenfomiten
med Grev Esſen, ovenfor S. 369 og Bilag No. 71.|
536 Tredie Tibsrum. Nittende Gapitel.
ſveuſte Troppers Indrykten i Norge, fom var firidende mod den rakificerede Conven⸗
tion, fangt mindre til at anvife dem Kvarter, og erklærede, at dette fun vilde fee,
naar Han fil ben endnu i fuld Kraft værende norfte Regjerings VBefaling dertil. Han
tilføtede, at han vel i Tillid til den ſvenſte Redelighed havde fendt de under hans
Kommando værende Tropper til deres Lægder, men at disfe vare faa nær, at de meget
fnart hunde fammenfaldes, og at det var hans Henfigt med VBaabenmagt at beflytte
den Gonftitutton, hvortil Nordmændene have fooret, derfom de fvenfle Tropper fom
ind over Grændfen. „Og da — tilføter han med Stolthed — den Deel af disfe
Tropper, fom førft i Auguſt vare paa Lier og Matrand, ogfaa blive de førfte til at
mobtage ethvert fiendtligt Foretagende, tør jeg ogfaa vente de famme Følger deraf.”
Schmettows Svar og kjæfte Forhold ved denne Unledning bhindrede aldeles Ud⸗
førelfen af Ecks ubetimelige og ukloge Planer, og de fvenffe Kommisſairer ilede med
at betjendigjøre, at Kronprindfen ,,havde fundet Oberſt Ecks Fremgangsmaade uovers
eensſtemmende med hans erholdte Ordres, og da Kronprindfen var meget omhyggelig
for en nøiagtig Opfyldelfe af Konventionen af 14de Auguft, havde han ladet Obert
Gå, fom indtil videre var bleven entlediget fra fin Kommando, befale ufortøvet at
indfinde fig i Frederitshald for en Krigsret.” Derhos tilfjendegav Hronprindjen gjen»
nem de fyenffe Kommisjairer fin Misnøie med General Schmettows Udfærd, idet han
havde gjort formeget Bæfen af Ecks Opfordring, hvortil ingen fiendtlige Hentigter
[aa til Grund. Han meente, at Generafen, om han endog havde været berettiget til,
uden vedfommende Autoriteters Medvirkning at udfærdige den ombhandlede Kundgjørelfe,
burde have været varfommere i Balget af de brugte Udtryk, og at det i Særdeleshed
havde været hans Pligt vel at overveie, hvad der fremførtes for Publikum tet Øies
blif, ba Gemytterne meer end nogenfinde trængte til Molighed, og da Repræfentans
terne8 umiddelbare Sammenfomft hoit fordrede famme. Derhos forlangte Kommis⸗
fatverne, at GStatøraadet, til hvillet de i denne Henfeende henvendte fig, ffulde meddele
Gtorthinget fuldftændig Underretning om denne Begivenhed i fin hele Sammenhæng. —
Den norfte Nation i Almindelighed, og GStorthinget i Særdeleshed, betragtede ike
Såmettoms Adfard faaledes fom Kronprindfen. Et almindeligt Bifald ble ham
til Deet for hans raffe Modftand. Dette Storthing fandt flg ikke befølet til videre
at behandle denne Sag; men det paafølgende gav Schmettow aabenbare Bevifer paa
fin Tilfredshed. Dette frigerfle Mellemſpil gif imidlertid forbi uden anden Følge end
ben, at Gemytterne derved fom i fornyet Gjæring.
Oberfilieutenant Krabbe, fom ved disfe Uroligheder var bleven hindret fra at
tage Sæde i Storthinget, indfandt flg ven 12te, og forllarede Grunden til fin Ude
blivelfe. Gamme Dag beftemtes ved 64 mod 10 Stemmer, at to Mænd frulde
tilførordnes GStatsraadet, for i Forening med det indtil videre at føre Regentftabet,
og den følgende Dag udnævnedes dertil Oberft Hegermann og GommandeursCapitain
Fafting. Denne Sidfte føgte vel at unddrage fig denne Forretning paa Grund af
be militaive Pligter, fom hans Embedsſtilling iøvrigt paalagde ham; men hans Bægring
blev ei antagen for gyldig.
Statsraadet beftjæftigede fig imidlertid med militaire Foranftaltninger, i Tilfælde
af at Krigen paany Mulde udbrybe. Saaledes bemnndigedes Generalmajor Urenfeldt
i Folge hans Indſtilling til at befætte de militaire Befalingspofter i Urmeen faaledes,
fom han troede bet nøbdvendigt, uden Henfyn til Unciennetet. Statsraadet anfører i
fin Protofol fom Grund, ,at det fvenffe Felttog havde viift, hvor nødvendig em faa
ban Foranftaltning vilde være.” Ut Staffeldt ogfaa ved denne Leilighed blev forbiz
gaaet, var en nødvendig Følge af, at han allerede da var udpeget blandt bem, mod
hvilte Sag ffulde anlægges. Advaret af hvad der var pasjeret i Trondhjem med
be fvenfle Tropper under Oberft Eck, befluttede Statsraadet at forftærte den Bergenite
Befætning under Generallieutenant Lowzow til 2400 Mand, og at lægge en Deet
af disſe Tropper Å Lægder i Nærheden af Bergen, at de funde være paa rede Haand
om Krigen brød ud.
| De frenfle Kommisfairers Tale til Storthinget 13de October. 58
| Mod GShuitningen af September organiferedes ogſaa Høiefteret, dene Medlemmer
vuævnebes, og disſes Gager beftemtes, dog flulde Embederne ikke tiltrædeg eller
- Gagen heves, før Retten efter Juftitiarii Ankomſt tl Ghriftiania hunde organiferes ').
Tyvende Capitel.
Atorthinget modtager de fornfke Kommisfatrer.
|
|
QI 3
ven 13de Detober bleve de foenfte Kommisfatrer?) indførte i GStorthinget ved em
Å Præfidenten ubnærnt Deputatiom af Storthingets Medlemmer, efterat Præfiventen
red Skrivelſe fra Statsraad Nofenfrang var bleven underrettet om, at Kommisfairerne
| vilbe inbfinde fig Ki. 10 Formidbag, og efterat Præfidenten var bleven bemyndiget
Mat afgive Svar paa SGtorthingets Begne. Den fvenfte Statsraad Rofenblad
| foredrog fom Kommisfatrernes Ordfører disſes UErende, og overleverede Bræfidenten
deres Fuldmagter tilligemed et af Kommisfairerne famme Dag underftrevet Horflag til
Norges Grundlov, affattet i det foenfle Sprog med en vedføiet norft Overfættelfe.
| Mofenblads Tale lød faaledeg:
| „Gode Herrer og norfte Mænd! Præfident og Medlemmer af Morges Riges
Storthing! Bor alfernaadigfte Konge og Herre har udnævnt og til hans Kommiss
- fatter ved Norges Riges Storthing, og vi maa Herved overlevere be Fuldmagter, fom
496. Majeftert i denne Henſeende ere blevne udfoærdigede. — Det er em høt og
tilfredaftillendbe Pligt, for et frit og ævelt Holte Repræfemtanter offentligen at kunne
løgge for Dagen Kongens Tenkemaade, at bringe hans Hilfen til Eder, gode Herrer:
eg nmorfle Mand! og at rækte Ever den førfte broderlige Haand. Cue gjennem
- heftfulde og haſtige Beflutninger fan den nordifte Halvøe, fænge fparet under Euro⸗
pes almindelige Ryftntnger, og af Naturen beftemt til fledfe at bevares derfor, vinde
Rolighed for bet Nervcerende, GSikterhed og Faſthed for Fremtiden. Kongen ventet
- isje Deflutninger af Eders VBiisbom, af Eders Kjærlighed for Fadrelandet.
1) Fil Medlemner af Hetefteret udnevnedes følgende Mænd med følgene Gager. Lil
| Juftitiarius Stiftamtmand i Bergens Stift, Bull, med 4000 Rbd. S. V. aarlig.
| Ti AB led over: Etatsraad Falbe med 2600 Rbd. S. V., Juſtitsraad Collett med
| 2400 Rbd. GS. B., Gtfteretsasfesfor Mandbig med 2200 Rbd., Gufteretbasjesjor
| Debes, GSorenflriver Kjenig, Byfoged Mogfelbt hver med 2000 Ri. 6. B. Til
8 Juftitsfetretair Cand. pris Poul Holft med 1400 Rbd. S. V., og til Protokol⸗
fetretaiver Candidaterne Peterfen og Ris, hver med 1000 Rå». S. V. Gage.
3 (Die anfom til Chriftiania bte Detober og havde paa Veien did hørt af Bjørn-
tjerna, at Sronprindfen flulbe have lovet Hegermann, at indbgaa paa Norged Ønfter
hvad Grundloven angi, naar fun Hovebfagen, Rigerne8 Forening, ingen rd
møbte. Mod dette ofte gjorde Commisſairerne Voreftiling gjennem Wetterſtedt.
Garl Johan foarede 7de Detober — at ban havde ytret ſaadant til Hegermann.
„Men trocbe Gommisjairerne, tilføiebe han, at funne flaffe ham 40,000 Man» og
minbft 6 Millioner i Penge, flulde han tvinge Nordmandene til ei at gjøre For-
bring paa andre Mettigheder, end fom et erobret Land kunde vente.” Commisſairerne
fom til — med den Tro, at Folket var Foreningen hengiven, og at alene
Ghriftian Frederik og nogle Danſte ſtode ben å Veien; men be Å fnart en anden
Dverbeviisning. De mødtes med Uvillie og Mistanke, fil itte Møblement i ben dem
anvifte Bolig, og næften Alle trakt fig tilbage fra bem. Sibbern, fom havde medt
bem ved Demarfattonslinien, afſlog deres Indbydelſe til Middag, Provſt Hount,
vent de ha havde omgaaes venflabeligt, trak fig tilbage; alene Grev Wedel og
eder Unler fagbe aabenlyft fin Velvillie for Dagen. Den fidfte gav dem en ftor
Middag paa Bogftad. Gdindels Minnen VIII. 222—24, 357—59.]
538 Tredie Tibsrum. Tyvende Gayitel.
„Hs. Majeftæt har overdraget os at begjære af Norges Riges Storthing, at
en Comitee maatte udnævneg, til hvilfen vi funde meddele de Oplysninger, fom faae
i uadftillelig Forbindelfe med de almindelige Unliggender. Hs. Majeftæt har derved
bavt til Henfigt at forberede de offentlige Meddelelfer til Storthinget, fom ene funne
blive em Følge af begge Rigers Forening. Med Blittet fæftet paa bdette Kongens
Formaal, henftille vi nu til Eder, gode Herrer og norffe Mænd, at ubvælge en faar
ban Gomitee, og at overdrage ben at træde fammen med os, famt at indfomme til
Eder med Beretning og Horflag.
nJgjennem de Underretninger, fom vi maatte afgive til denne Comitee, fral
ben overtybes om, at be Forandringer i den Eidsvoldfle Conftitution, fom Kongen
har anfeet uundgaaelig nødvendige, ikfe i nogen Henfeende rokke de Friheds⸗Reitig⸗
heder, hvorpaa benne Grundlov hviler. Med Beflyttelfe for den evangeliſt⸗lutherſte
Rære, med Repraſentationsrettens Bedligeholdelfe, med fri Lovgivnings⸗ og Beſtatnings⸗
Net, med Sitterhed for al Undertryffelfe eller egenmægtig Behandling, med den fuldr
Byrbende Magis fovbundne Udførelfe, med den dømmende Magis Uafhængighed, med
Embedsmendenes confittutionelle Unfvarlighed, med Trykkefrihedens uforſtyrrede Brug,
bave be gjørte Korandringer ene Henſyn til det nye Forbund, fom friftes medlem
Standinaviens tvende Riger, og til den nye Beſtyrelſes Former, fom deraf nødven:
digen maatte opftaae.
„Kongen er forvisfet om, at disfe Grundfætninger for Norges Conftitution med
fuldkommen Tillid funne klarligen fægges for Dagen for et Folk, fom længe har
favnet en filter Oplysning om Kongens virkelige Henfigter, og bet er for at give
dem en ftørre og hurtigere Offentlighed i et Tidspunkt, da Alt fordrer en aabenhjertig
Handlemaade, at Kongen har tilladt os at meddele Eder, gode Herrer og norſte
Mænd, Hs. Majeftæts Tanker om dette vigtige Wmne. Omendfljønt de ere fremfatte
i Gorm af et orbentligt Forflag, fom indeholder Alt, hvad Kongen i Henfeende til
Grundloven agter at foreflaar for Storthinget, er det vor Pligt, da vi nu forelss
blgen overlevere Eder famme, derved ubtryffeligen at erklære, at al fæle Overlæg»
ning derom med 08, alle Spørgsmaal om be Mobififationer og Tillæg, fom fra
Gders Side funne gjøres, beroer paa den bhøitidelige Erklering af begge Migerö
Forening under een Konge, men under Overholdelfen af gjenfidige Grundlove.
nDette Forbund, fom Skandinaviens Lye og GSelvftænbighed faa høiligen
fræver, venter nu af Eder, gode Herrer og norffe Mænd, fin Fuldbyrdelfe. Ei mere
med truende Baaben, men med broderfigt Haandflag bor Nordmænd og Svenfle mede
Bverandre, til folles Wres Haandhævelje, til fælles Friheds Bevarelfe.-
Storthingets Præfident befvarede denne Tiltale faalunde:
„Det norffe Riges Storting har nu hørt, og ved mig, dets Bræfident, mods
tåget Hs. foenfle Majeſtets Kommisfariers Undragende. Wmnet er af den ftørfte
Bigtighed for det norfte Folk, og fordrer paa bet noiagtigſte og roligfte at overveies.
Dette vil frie af Norges udvalgte Mepræfentanter faa haftigt fom Wmnete Omfang
tillader bet. Fodelandskjærlighed og Klogſtab vit lede Detiberationerne. Refultaterne
flulle blive $8. fvenfte Majeftats Kommisfarier meddelte."
Gfterat Kommisfairerne havde forladt Forfamlingen, blev den norſte Overfættelfé
af deres Forflag til Grundloven oplæft, og det blev befluttet, at den foenffe Ord-
førers, Statsraad Roſenblads, Forlangende om en Comitees Udnævnelfe til nærmere
at conferere med Kommisfairerne flulde udfættes til ben folgende Dag. Til famme
Tid udfuttes Nanſens Forflag til Underhandling med Sverige om: 1) at forlænge
Baabenftilfanden i 14 Dage, eller faalænge indtil Storthinget faa fig iſtand til at
ofgive fit Ultimatum, og 2) at Opfigelſen af Baabenftitftanden maatte forfænges til
Uger.
Øen 14de Octbr. afgjørdes med 76 Stemmer mod 2"), „at en Comitee ſtulde
— — — — — — —
) GSobemann og Sdulg meente nemlig, at Storthinget forſt maatte blive beljenbt med
Stemningen i Stortbinget. Gonitee-Beretning om Forfvarsvæfenet. 439
aedfættes for at modtage nærmere Oplysning fra de fvenffe Kommisfatrer, og med»
dele Stortbinget disfe.” Untallet af dens Medlemmer beftemtes ril 9, bvoraf de I
Mule ubrælges af Landalmuens Klasſe. Valget faldt paa Chriſtie, Lange, Trefdow,
Collett, Arntzen, Sibbern, Bed, Nordgaard, Forfeth og Grit Nor. Lange fulde
hdiræde i Gomiteen i Stedet for Ghriftie, faalænge denne fungerede fom Præfident.
— Det anmeldtes i dette Mode, at der å Jedernes og Dalernes Fogderi og i Romée
dals Amt vare gjort: betydelige Sammenſtud til Krigens Fortfættelfe, om den igjen
firide mdbryde, og at lignende Ofere vilde bringes fra Hedemarfen og Trondhjem.
Fra Statsraadets Side var imidlertid blevet foranftaltet Betjendtgjørelfe til
Rationen om Stongené Yale og hans Detlaration angaaende Kronens Medlæggelfe,
bviffet meddeeltes Etorthinget i Statsraadets Skrivelſe af 14de Oetbr. Ranſens nyss
aævnte Forflag om VBaabenfrilfandens Forlængelfe udfattes, ,, indtil Omftænrighederne
maatte give flere Medlemmer Anledning til derom at movere."
Den 18de Oetbr. hehandledes Gapitain Reders Forflag om, 1) at en Takadresſe
ffuſde af Storthinget udfærdiges til Etatsraadet, fordi det havde hævdet Lovene ved
at fætte de militatre Merfoner under Iiltale, fom formovdedes at være Skyld i de
ſidſte uheldige militaire Begivenheder; 2) at Storthinget igfennem Etatsraadet frulde
ſtaffe fig Underretning fra ben fommanderende General om, hvilte de Perſoner og
Chefer ere, der have havdet Nationens og deres egen Fre i den Grad, at de funne
fortjene EStorthingetS og Nationens Tal. Dermed forenede Mepræfentanten fra
Drammen, ver Holter, Forflag om, „at Storthinget ſtulde lade fig meddele de fors
nedne Orlyéninger om, hvorvidt der med denne Underføgelfe er avanceret.” „Na⸗
tienens YAfre, og Netfærdiggjerelfe for em faare frænfende Mistanke, fyned faa meget
st beroe paa Refultatet af dette Urbeide, at man ſikkerligen ikke fan gjøre for meget
for at faae famme ubført fom det bør.” Forflaget underftøttedes ogfan af Præften
Ungell t et flarpt Koredrag, hvori det blandt Undet hedte: „Det enefte Middel til
at aftvætte ben GStjændfel, fom maaſtee unde hvile over Nationen, er, at den fely
med Beſtemthed fordrer ben førengefte Underføgelfe af be fildigere Begivenheder, og
de Marfager, Der fremffyndte bet uheldige Udfalb. Hvad enten Forening eller Ikke⸗
forening mellem, Norge og Sverige finder Sted, er det nærværende Mepræfentanters
Bligt, medens be endnu ere famlede, at ofte alle mulige Oplysninger I den Hen»
ſeende, hœdre de Borbiges Forhold, betegne de Uværdiges med fortjent Skam og
Etjendſel, og faaledes vife Verden, at om end Enkelte vare ligegyldige for VØren,
faa fortfener Nationen bog endnu t det Hele at agtes og hadres.“ Grev Wedel gjorde
oymoærtfom paa, at ingen militaite Perfoner endnu vare fatte under Tiltale, men en
Dverkrigskommisfion var nedfat, for at underføge om Nogen burde tiltales. Denne
Sag var faaledeg i fin nærværende Stilling udenfor EtorthingetS Omraade, og var
i den dømmende Magis Hænder. Det Eneſte, der for Tiden funde høre under Etor»
thingets Deliberation i den Henfeende, var af Statsraads⸗Protokollerne at underføge,
Rigets Tilftand og Midlerne til Krigens Fortfættelje, førent ben Conritee, ber fhulde
unberføge be fventte Kommisſairers —2 blev nedſat.
) Et Forſlag af ben Art var allerede tidligere gjort i Statsraadet af Sommerhielm,
i Følge hvilket en Overkrigskommisſion allerede var ubnævnt, fom ſtulde anſtille
Undertsgelfe i ben Anledning. I Folge endelig Dom tiltjendte8 nogle Chefer haard
Straf; men det findes ille, åt Belonning faldt i Nogens Lod. [Da Horeningen
var indgaaet, ſtod det til Kongen at belønne, og Carl Johan gjorde bet. Krebs
f. Eg. blev udnævnt til Obderft, Udjutant hos Kongen og Mibber af Sværdorbenen,
en mærtfelig Samling af Pæpersbeniidninger mob ben Officier, fom nys havde flaaet
Svenfterne; Arenfeldt blev Storkors, Sejer tet Gommanbdeur af Sværborbenen ;
Fleifder blev Abjutant hos Carl Johan og Ridder af Sværbordenen, Stabell
ligefaa, famt Dbertt og Generaladjutant før Urmeen og Chef før Generalftaben.
Ja felv gamle General Ohme blev ille hængt (S. 509), men fil Sværbordenen og
forflyttebes fom Commandant til prenerifan, ba han ved Overgiveljen af Frede»
tiffteen havbe fvoret paa, aldrig at fætte fin Fod ber mere.]
540 Fredie Tidsrum. Tyvende Gapitel.
hvorvidt Statsraadet i benne Sag havde opfyldt fin Pligt, og det meente han hørte
nærmeft under Obelsthingeté UAfgjørelfe. Med 57 Stemmer blev det derefter afgjort,
nat Ræders og Holters Forflag flulde ubdfættes til Ufgjørelfe, efterat man havde
modtaget Jndberetning fra de forfljellige Gomiteer”, og med 61 Stemmer faftfattes
endvidere, „at denne Sag, naar den igjen foretages, forſt flulde foredrages i Odels⸗
thinget og berefter i Lagthinget."
Jorflag af den Urt vifte noffom GStorthingetS Stemning, ber kunde betragtes
fom en Gjentlang af den, ber endnu mangefteds herffede blandt Folfet. Selvſtœn⸗
bighedens ivrigfte Forſparere indfaa Umuligheden af at fuldbyrde det begyndte Bært,
og Nodvendigheden af en Forening med Sverige. Men mbftjent de faaledes maatte
bøte fig under den haarde Nodvendighed og de forbundne GStaters Magtfprog, maatte
bet være dem magtpaaliggende at overbevife Nationen om, at de bidhørende Bejluts
ninger vare tagne med klogt Overlæg og tilbørligt Henfyn til Fædrelandets Law»,
og at det mindre heldige Udfald tildels maatte tilffrives en mod Norge udøvet
uretfærdbig Boldfombhed, dels var en Folge af en firafværdig Lunfenhed, om ifte
-Forræderi, fra deres Side, ved bhvilfe Selvftændighedsværket ſtulde udføres og fors
fvares. Underlige Skjebner forenede tig for at lægge lige ſtor Bægt i begge politifle
Partiers Fremfærd til at frembringe et for Fædrelandet Inkteligt Reſultat.
Dem 18de Octbr. fommunicerede de ſvenſte Kommisfairer Storthinget, at Gons
treadmiral Baron Platen var af Kongen af Sverige befuldmægtiget til at deeltage i
be Wrender, fom var Formaalet for deres Sendelſe til Norges Storthing. Det
havde, fom før bemærfet, været Platen overdraget at udføre nogle Kommunifatiouer
med Ghriftian Frederik, og efterat disſe vare endte, tiltraadte han den ſpenſte Kommisfion.
Under 19de Octbr. indleverede den til at underføge Rigeté Tilſtand nedſatte
Gomitee gjennem fin Formand, Gapitain Mogfeldt, fin Jndberetning, og denne var
med Henfyn til Muligheden af Krigens Forrfættelfe ingenlunde opmuntrende. Lands
armeens Styrke maatte anfees for at flaae langt tilbage for den fvenffe mod Norge
opftillede Landhærs. Dennes Styrke angaves før Baabenfrilftanden til 30,000 Man»,
fom beels vare indrytkede i Norge, deels frode flagfærdige til at gjøre Jndfald, fors
uden 10,000 Mand Reſerve. Af denne Krigémagt flod allerede 17,000 Mand i
Norge, forbeelagtigen pofterede paa ben i Baabenfrilftanden beſtemte Demartationslinie.
Den norffe Urmee paa Demarkationskinien, tilligemed Chriftiania6 og Kongsvingers
Garnifoner, ubgjorde neppe 10,000 Mand, og denne Styrke, om man endog tog
gandeværnet med, funde førft om 5 Uger bringes til 21,000 Mand, i hvilken Tid
ben ſvenſte Urmee kunde gjøre flore Fremſtridt i Hjertet af Norges bedfte Provindjer,
og førøges med den paa Grændfen og i Nærheden deraf opftilede Referve. (Der
taltes ogſaa om en GForftærtelfe af 6000 Mand Rusjfer, ber flulde angribe fjernere
Puntter af Riget). — Soſtyrken flod i et endnu flettere Forhold til Fiendens. Den
ſvenſſe Styrfe ved Angrebet paa Hvaløerne, fiden hvilken Tid den ikle havde lidt
mindfte Tab, var: 4 Linieffibe, 3 Fregatter og 75 fore Kanonflupper, foruden en
Deel andre Fartøier. Den norffe Styrke, fom i bette Efteraar hunde bringes i
Birtfomhed, var derimod fun 6 Brigger, Å Kanonffonnerter og 36 Kanonflupyer.
Der fandtes vel i Trondhjem 10 Kanonflupper, og i Bergen 2 Kanonffonnerter;
men disfe unde ei bringes i Beregning, da de vare for langt fra Kamppladſen.
Af Kanonjoller vare vel en Deel i Frederifsværn og Chriſtiansſand, men de funde
ikke bruges paa benne Aarets Tid. Desuden havde de foenfle Krigsfartøier tildeels
foærere og bedre Styts famt fortrinligere Krudt end De norffe. Uf de Magafiner,
fom vare anfagte eller ſtulde anlægges nordenfor Ghrifttania, kunde en Armee paa
20,000 Mand neppe fødes i 2 Maaneder, om end Kornforraadene til rette Tid
hunde forvandles til Meet og Brød, hvoraf ikkun havdeg ubetydelig Beholdning. Da
Landet var blevet velfignet med et frugtbart Uar, hunde disſe Beholdninger vel bes
tydeligen forøges, men bet var faft umuligt at fremifaffe dem til Tid og Sted.
Armeen havde vel godt Forraad af adfrillige Klædningsſtykker, men manglede bog
4
Beretning om Finantſernes Tilſtand. Modes Skrift. bål
den til et Winterfelttog nødvendige Betfadning. Den havde tanlelige Lazareth⸗gor⸗
nedenheder, men favnede et betydeligt Untal Læger. Den var nogenlunde forfynet
med Haandgevcrer, men havde derimod flor Mangel paa Ummunition til bet grove
Styts og til Fæftningerne. Den ſtorſte Deel af Ammunitionen befandt fig desuden
i Agershuus Fæfming, fom maatte befrygtes at falde i Fiendernes Hander firar efter
Fiendtlighedernes Udbrud. General Urenfeldt havde erflæret, at bet under bdisfe
Omftændigheder neppe vilde være muligi, endog under det Hættefte Forfvar, at hindre
gienden fra at trænge frem til Chriſtiania og bemægtige fig Ugershuus, men at ben
uorffe Armee maatte vige til be nordenfor Ghrifttania liggende Landftræfninger, og
ber oppebie Forftærtninger. J denne Beftrivelfe laa ingen Opmuntring fra den mis
fitattre Side til Mrigens Fortfottelfe.
Med Henfyn til Landets Finantevæfen var den af Gomiteen indgivne Beretning
ffle mindre nedflaaende. Den cirtulerende Seddelmasſe beregnede Hl omtrent 18
Millioner Rigsbankdaler (det viifte fig fenere, at ben endnu var flørre), og fom Hy⸗
potet derfor havdes Rigsbankens Heftelfer, hvis rette Belob anfloges til 49 MU.
Abd. Sølv, der, naar den paa Gidsvold udftedte Garanti toges til Følge, udgjorde
omtrent 87% Millioner Rigsbankbaler Navneværdi, Der blev faaledes omtrent 97
Million ufunderede Sedler tilbage. Derfom Krigen paany udbrød, vilde Krigsom-
tofiningerne beløbe til 3 a 4 Mit. Rbdlr. maanedlig, og Statens almindelige Uds
aifter vilde kreve 150,000 til 200,000 Rbd. maanedlig, medens Styrken til at
bære disſe Udgifter vilde formindffes, alt fom bet Iyttedes Fienden at udbrede fig
øver flere og flere Landſtrakninger, og faalænge Landets Skibsfart, Udſtibning og
Fabrifvirkſomhed faa i Dvale. Disfe Udgifter vilde nominelt betydeligen blive fors
sgede, berfom Pengene Vard fant, hvilket vilde være høiligen at befrygte under en
fortfat Udvidelſe af Seddelfabrikationen. Garantien funde iffe beflytte mob denne
Papiirpengenes ForværringssFingt; thi Statens fom Privatmænde Kredit beroer paa
Sraften til at opfylde indbgangne Forpligtelfer og ikke paa givne Lofter. Kongen
havde baade nu og for flere Maaneder fiden benpeget paa Oprettelfen af en Bant
og paa ubenfandft Laan. Men til at opføre den førfte manglede baade Gone og
Billie, formedelft Neringsveienes Standsning og Statens vaklende Stilling, og for
em Stat, fom befinder fig i Forlegenhed og er i fynfende Belftandsforhold, ſtaae
ingen Laanere tilrede. — Denne Landets Finantsnøb var næften en førre Hindring
for en fraftfuld Modftand end Armeens Svaghed i Forhold til den fvenfte. Norge”
lader fig i Følge Landets phyfifte Beſtaffenhed itte let erobre ved VBaabenmagt.
Srigens Ulytter ere fomofteft øieblittelige og partielle, og ved denne Leilighed fore
mildedes de ved em Fiendes Skaanſomhed og Eftergivenhed, fom beflittede fig paa
at vinde Gemytterne for den Sag, for hvillen han fegtede. Pengevaſenets Forvirring
derimod udbreder fin Nod i den fjerne Fremtid, og fin Gift til bet ganfle Land i
afle Borgertlasfer.
Denne Gomiteens Fremftilling af Landets Krigsſtyrke i Forhold til ben fvenite,
sg af Finantfernes Lilftand, forenet med Betragtningen over Følgerne af Krigens
Fortfoættelfe, hævede alle Tvivl hos GStorthingeté Medlemmer om den Beflutning, fom
i ben Henfeende burde tages, og der var neppe Rogen blandt dem, fom i fit Hjerte
ſtolede paa Muligheden af Selvftændighedens heldige Forfvar. Dertil fom, at de
af de fvenffe Kommisfairer indgivne Foreningsbetingelfer vare langt moberatere end
be Fleſte havde ventet, endffjønt be vare uffattede overeensftemmende med Den paa
Moſs affluttede Konvention, i bvilfen den Eidsvoldſte Gonftitutioné Gyldighed ers
tjendtes. Denne var faaledes refpefteret i de flefte Beftemmelfer af de fvenffe Kom
misfatrers Forflag. Norge flulde fom HKoederativ-Stat beholde fin Gelvftændighed
sg en indvortes Organifation, der pasfede til dets fimple Naturforhold. Sveriges
Konge fif en ny Krone, men Landene forbleve affondrede og regjeredes efter forftjellige
Søye. Under disfe Omftændigheder markedes idet til den Meningsfrid, fom paa
Gidsvold reiftes imellem Partiene. Alles Mening famledes i Rødvendigheden af den
542 Tredie Tidsrum. Tyvende Capitel.
ſtandinaviſte Halvoes Forening, endſtjont flere Medlemmer gave fine patriotifle Folelſer
Luft i hoie Talemaader eller vemodige Reminiſcenſer. De fleſte Medlemmer, fom hunde
fægge et Ord med i denne vigtige Sag, beredte fig imidlertid pan at ledſage den
ftore Beflutning med meer eller mindre vidtløftige Foredrag, og Taler, fom fulde
været holdte paa Eidsvold, men tilbageholdtes af Agtelfe for den der herffende Me:
ning, gjenfede nu i denne EStorthingsfal.
Bed Siden af disje Betragtninger over Landets Kræfter, og Muligheden af at
forfvare Norges Selvftændighed ved en fortfat Krig med Sverige, indleveredes imid⸗
fertid en Skrivelſe til Storthinget fra Oberft og GeneraladjutantsLieutenant Node.
Deri udvikledes det Spørgsmual: „Kan Morge fortfætte Krigen med Sverige, uden
at frygte for dens Udfald?” Forfatteren fammenlignede i den Henfrende' Sveriges
Stridskraft med Norges, og lagre fær VBæyt paa, at Sverige fun havde Erobrerens
Mob, der fvoættes ved Modftand, medens Norge havde Fortviviefjens Mod, der ſtiger
meb denne. Derfom den fvenffe Armee funde angribe Norge, hvor den fandt bet
befvemmeft, faa havde den norffe Urmee Balget af Forfvarspuntter, og funde gjere
bette faa fordeelagtigt fom muligt. Derſom endog den foenffe Armee var dobbelt faa
flært fom den norfte, faa funde den Linie, fom denne vil vælge ved en fornyet Krig,
betragtes fom ben hyre Rand af en forffandfet Leir, og Ungrebet paa em ſaadan
fræver dobbelt Styrke. Derſom den fvenffe Armee let funde fordobles ved fin Nes
ferve og ben Deel af Urmeen, der flod paa Grændfen, faa vilde den norfle Armee
dagligen vore berved, at den bevæbuede Almue flødte til Urmeen, hvorved den kunde
forøges indtil 20 til 30,000 Maud, foruden ben regulaire Styrke, Vinterens Nærs
meffe maatte vanffeliggfjøre Transporten til Fiendens Armee, der meſtendeels maatte
flee til Soes, medens VBinterføret lettede Kandtransporterne for den norffe. Denne
funde vel Å Begyndeljen blive nødt til at vige for Fienden, men den vilde derved
nærme fig fine i Ryggen liggende Magafiner, medens Hienden fjeruede flg fra fine,
og ved Fremrykningen vilde Fiendens Overmagt forringes, medens den norfle Armees
Sræfter vorede ved Tilbagetoget. Han gjorde videre opmærffom paa de Banffelighes
ber, fom Fienden havde at overvinde paa den eneſte Vei, paa hvillen han hunde
trænge ind i Landet, og ifær paa Vanſteligheden af at føre med fig de nødvendige
Magafiner. Til Slutning erfjendte han, at det fornemmeligen fom an paa, om de
fornødne Qvantiteter af Rorn og Kjød unde tilvriebringes. Disſe anflog han fil
70,000 Tvr. form og 3000 For. Kjød, hvilte han dog troede at funne erholde i
Landet felv; men henviifte til Kommisfartatet med Henfyn til det Nærmere herom.
Han tilftod, at ben fornødne Ammunition og bet tilftræffelige Untal af Skydegeværer
et var forhaanden; han meente, at Landalmuen felv var forfynet med Baaben og
Srudt. „Mod væbner ligefaa let, figer han, fom Nøifombed mattes, naar begge
ere Børn af en faft Billie.” — Denne velmeente og velftrevne Afhandling roktede
Dog ifte Storthingets Beflutning, at ende Krigen ved en pasfende Korening imellem
begge Niger, hvis Nødvendighed Omftændighederne alt mer og meer faldte frem.
Man begyndte desuden at indſee, at den heldigite Krig neppe vilde funne fremlede
et lykkeligere Refultat end det, hvortil de begyndte Unvderhandlinger gave Ubitgt.
Imidlertid nærmede den Tid fig, ba Baabenftilftandens Termin var udrumden,
og da HForeningdbeflutningen maatte tages, eller Gelvftændighedskrigen fortfættes.
Søm Formand for Gomiteen til at modtage Meddelelfer fra de fuenffe Kommisfatrer
afgav Etatsraad Treſchow en mundtlig Beretning om, hvorvidt der unde ventes
Samtykke i flere Puntter til Comiteens Forflag til Grundlov for Norge. I Unleds
ning af benne Indberetning onftede Motzfeldt og Flere at vide, om de Meddelelfer,
fom de ſvenſte Kommisfatrer havde givet, vare at betragte fom Ultimatum. Fors
manden erflærede, at, hvorvel de ei vare givne fom Ufttmatum, maatte de dog fom
faadant betragtes, indtil Hovedfpørgsmaalet var afgjort. Han anmærtede derhos, at
Kommisfairerne paa Gomiteens HYttring om Vaabenſtilſtandens Forlængelfe havde ers
Hæret, at denne vilde blive aldeles afflaaet, og at den blotte Begjæring berom vilde
EE TT ——Æ————————— ———CZ—c-Ä-—=- 50 ————
Treſchows Forſlag. GStorthingeté Mode 20be October. bås
bevirfe Underhandlingernes Ufbrydelfe og Kommisfairernes oieblikkelige Lilbagereife,
Treſchow fremfatte derefter de didhørende Forflag, idet han gjorde opmærljom paa,
at berfom Storthinget itte afgjorde det vigtige Foreningsfporgsmaal, vilde rimeligviis
Krigen igjen begynde inden 8 Dage med førre Bitterhed end før, og om med Udfigt
til førre Held, det maatte han overlade Forfamlingen ut bedømme efter de forelagte
Oplysninger om Landets GStridskræfter og indvortes Forfatning i det Hele. Han
fereflog ſaaledes: 41) Da Hs. M. Kong Ghriftian Frederik har nedlagt Regjeringen
i Folkets Hænder, løft Norges Jndbyggere fra den til Høiftfamme aflagte Troſtabs⸗
ed, og frafagt fig alle Rettigheder til denne Krone, og da Norge efter Grundloven
altid bør regjeres af en Ronge, fan fan og hør der fnareft muligt ſtrides til at vælge
og anfage en anden Konge i hans og hans UAffoms Sted; 2) Det norſte Storthing
atlærer en Forening med Sverige i Overcensftemmelfe med ben førfte $ af de af de
foenfte Kommisfairer fremlagte Korflag for at være begge Niger gavnlig, og i Hens
ſeende til de udvortes Korhold og berpaa grundede Sikkerhed og Selvſtandighed for
uøbrvendig; 3) Da Kongen af Sverige, Carl XIII, ved Ertjendelfen af Rigsfors
famlingen paa Eidsvold og den der givne Grundlov i dens væfentlige Punkter, og
ved den Grtlæring, at han fun vil forefluae faadanne Forandringer i famme, fom
til Forening med Sverige maatte blive nødvendige, ba han tillige ved de til dette
Etorthing formedelft fine befulbmægtigede Kommisfairer virkelig gjorte Forflag, og
tillige ved de givne, disſe meddeelte, Beftemmelfer og Oplysninger et alene har givet
be meeft overtybende Prover paa fin Agtelfe for bet norfte Folls Åre, Friheder og
Rettighedber, men og paa fin Filbøielighed til at føte vore billige Fordringer og høre
vore Foreftifllinger, faa ubvælges Allerhoiſtſamme Hs. M. Kong Carl den Trettende
til Rorges Konge; 4) Jndtil disje Forflag ere debatterede og afgjorte, tages intet
Forlag, fom hidtil er indfommet eller kunde indfomme, til Overveielfe i Storthinget
felv; 5) Votering om det andet og tredie Forſlag feer mundtlig tl Brotofollen; 6)
Utvælgeljen maa være ubetinget; thi ba Meningerne om Bilfaarene, paa hvilte Fors
aingen bør finde Sted, funde være meget forftjellige, faa vilde paa denne Maade
ingen Gnighed være mulig. Den til den Ende nedfatte Comitee fan umuligen blive
færdig med de mange i ben Anledning indfomne Forflag til den Tid, ba Beflutningen
maa fage8, og en Overilelje vilde være meer at befrygte forud end fiden, da efter
Kougevalget vil være Tid not for Storthinget til at tage hvert Forjlag til Forans
bring i Grundloven under Overveielſe.“
I famme Anledning holdt Præften Abel en fort Tale, hvort han „antog for
afajort, at de Glefte af Norges tænkende og retjindige Mænd have erkjendt baade
Muligheden og Nytten af en Horening med MNaboriget, endog længe for Sværdet
fidfte Gang broges, maaffee til liden Are for Hegge. Men da Norge ingenlunde
havde erfjendt det Overherredomme, fom Kiefertraftaten tiljiffrede Sverige, hviltet ved
Komventionen til Moſs fynes befræftet, funde Norge felv fom et frit Folk med roligt
og modent Overlæg beftemme de Grimdfætninger og Betingelfer, hvorpaa Foreningen
mellem Norge og Sverige hør hvile, derfom den findes for Tiden gavnlig for Lanvet.
— Efterat have i disfe Beftemmelfer taget tilbørligt Henfyn til Norges re, Frihed
og Borgenettigheder, lader os være de forſte, der rakke det fvenfte Folk en oprigtig
Broderhaand, da fader og tilbyde Carl den Vrettende et Scepter, fom hidtil itte
bles hans Lod at føre. — I dette Tilfælde burde alt forhen Skeet forglemmes.
Ble derimod den Gonftitution, fom Landets Borgere maatte være berettigede til at
grunblægge, forfaftet, da var bet Tid at reife fig mod en herftefyg Regent, ba er
endnu Norges fulde Kraft tilbage, med den kunne vi feire, med den hunne vi vøe,
og i begge Tilfelde kunne vi ved den gjenvinde vor Are." — Bed Siden af Tres
ſchows Forſlag lagde Nanſen et Forflag til Fredstraktat med Sverige, og det befluts
tedes, at begge Forflag, faavidt Tiden tillod det, ſtulde foretages næfte Dag, og
at Forhandlingene da fhulde foregaat under lukte Døre.
Samme Dag indfandt GStatsraadets Medlemmer fig i Storthinget, og aflagde
”
BAA Tredie Tibsrinn. Eenogtyvende Gapitel.
ben t Grunbløvens Adde & foreftrevne Eed, og benne i Gtatsraadeté Hænder med»
lagte midlertidige Regjering varede indtil Kongevalget var foregaaet.
Eenogtyvende Capitel.
Størthinget beflutter Horges førening med Gverige.
Den 20de Octbr. var den vigtige Dag, vaa hvillen Norges Skjebne ſtulde afgjøres
og Loddet faftes, enten Foreningen med Sverige flulde af Storthinget befluttes, eller
en blodig Handffe faftes til em Hiende, fom med øverlegen Magt, og flyrfet ved de
vigtigfte europæifte Staters erflærede Biftand, truede at fornye en Krig, hvis Forſpil
Sommerens frigerffe men ifte meget blodige Scener funde anfees for at være. Fr
Storthinget føreed til Sagens Ufgjørelje opfaftedes det Spørgsmaal: san nærvær
rende Storthing anfee fig berettiget til, i Unledning af Kong Chriſtian Frederiks
overfeverede Abdikationsakt, at tage hvilfen Beftemmelfe det vil og finder gavnlig fær
Riget i Henfeende til et nyt Kongevalg? Dette Sporgsmaal blev befvaret efter
Navneopraab mod en enefte Stemme ') med Ja.
Derefter føred man til Hovedfpørgsmaalets Ufgjørelfe: ,,Stal Norge fom d
ſelvſtendigt Rige under visfe Betingelfer forenes med Sverige under een Konge?“ —
Man blev foreløbig enig om, at Spørgsmaalet kunde afgjøres ved Pluralitet, uden
at ber udfordredes %/3 Stemmer.
Der blev i denne Anledning holdt Taler af 18 Repræfentanter, hvoraf 14 ind-
feverede deres Foredrag til Protokollen. I flere af disfe Taler Hitredes frygtfomme
Tvivl om Foreningens Henfigtsmæsfighed; Norbmændenes gamle Had til benne noie
Forbindelfe med Sverige gjorde fig gjældende i ſterke Talemaader; men Alle endte
meb at erffære Noødvendigheden af em faadan Forening. Vi maa henvife Læferne til
bet overordentlige Storthings Forhandlinger, hvor disfe Taler findes indførte (S.
125 ff., den Udg. S. 195 ff.), og indffrænke os til at udhæve nogle af de
markeligſte Vitringer. Bilfop Bed aabnede denne Unbderføgelfe med et Foredrag,
fom formedelft dem Sindighed, Klarhed og Indfigt i Tingenes fande Stilling, fom
Faleren deri fægger for Dagen, udmærker fig blandt de bedre. Efterat han har vif,
. at fverfen Norges Kræfter eller dets Interesſe gjør det tilraadeligt at ophøie bet til
en Gneftat, og at Norges Kraft til at gjøre Modftand var mindre nu end for nogle
Maaneder fiben, og Nationens Meninger i denne Henfeende deelte, befvarer han de
Sndvendinger, fom kunde gjøres mod Foreningen, hentede fra Sverige felv. J Swve-
rige8 egen Jnteresfe fandt han en Garanti for Foreningens Held og Sikkerhed, og
i en faft Bedholdenhed ved den Eidsvoldſte Gonftitution et Bærn mod Indflydelſen
af Sveriges fra Norges forſtjellige Inftitutioner. Paa Norges Fordringer burde det
t denne Henfeende itte give Slip; „den Konge vi vælge maa erfjenbe den og vedtage
at opfylde den, ligefom og Sveriges Konge tydeligen har erflæret, i den under 14de
Auguſt fidfileden til Moſs affluttede Konvention, at ville opfylde den.” Den Tvinl,!
at Joreningen, i fig felv gavnlig, maaffee iffe vilde faae VBarighed paa ben Maade,
fom funde være Nationen gavnlig, befvarer han ved at gjøre opmærffom paa
Magters hoitidelige Garanti, fom havde befluttet Foreningen. „For min Deel, tg
han, foretvæfter jeg ben Garanti, fom Norge har i fig felv. J fornuftig, gavnli
og flere Aars rolige Forbindelfe med Sverige, tæntker jeg mig ifte, at Norge b
3) Formobventligen: Sobemanns, fom havde talt derimob.
å
| ſeagere eller fil mindre Mraft, end det nu befidder. Jeg antager meget mere bet
Storthingets Mebe Ybe Detbe. Debatter om Forening med Sverige. B4K
Modfatte. Bar der mu Rimetighed til at funne forfvare fig fom Eneſtat, Kraften
- maatte da ille i det mindfle blive mindre. Norge maatte da med end førre Kraft
- fnne hævde fin Frihed og fine Mettigheder, og bet havde da en langt uligere og
- ringere Kamp at beftaae, end nu. Det havde ikke ba hine moægtige Stater og bere
færfe Billie mod fig. Maaſtee det endog fandt da den Biftand, bet endnu ilte tør
baade, I og felv maatte vi derfor føge vor Garanti.” „Maatte man, faa flutter
tan, iffun udfinde em ligefaa paalidelig Formuurt mod bet Slags Adeldvælde, fom
slulttverede og umoralffe Pengemend besværre have en Raadighed til at ubøve, der
Me er at forte en Grandfe for! Det øvrige Adelsſtab vil Norge og Conſtitutionen
vel wide at forebygge, og Frygten derfor ligner mere ben for GSpøgelfer, end for en
virkelig Gjenftand %).-
Heftigere føde andre Mepræfentanters Udtryk, endftjont be i Hovedfagen henpe⸗
gede til famme Refultat. I Neproæfentanten fra Nedenæs Amt Preſten Reierſens
Tale forefom folgende Udtryk: ,, Bil Sveriges Konge itte dette — nemlig Foreningen
med Norge overeensfiemmende med ben norſte Nations Tar», — da ere hans Hen:
figter et redetige, og Nordmoænbdenes Undergang beftemt. Da Landsmænd! da lader
så opbybe Alt, hvad fræntet Mere, Friheds Horliis og rafende Fortvivlelfe indgtve
28! Gi frygte de Faren, vi frygte de Død og Opoffrelfe, fom udfendte mig i Eders
Midte; dette ville de vife Eder pua Kampens Dag. Da flat Enkers og Faderloſes
ylen være en Seiersfang paa den faldne Krigers Gravhoi, men de Døendes al:
fen fral forene fig med de Gfterladtes graadavalte Stemme, og lig hæfe Sukke fra
Afgrunden raabe Bee over Sveriges Konge, Vee over hans Crobringsiyft! Da dømme
Gad imellem os og ham, naar vi ſtedes til Regnffab for alle Bæfeners evige Fader!"
I famme Stil udtrykte fig Præften Herpberg: „Skulde ingen Forening med
Sverige være at opnaae, uden at frænte vor Frihed, Selvftændighed og Eed, da er
det viftnof bedre at bøte med Wre, end at leve med Stam. Beflutte vi bet Hørte,
så døe med Rre, maa vi tage de Beftemmelfer, Ver figte til Maalet; thi den der
vil Øenfigteun, bør ville Midlerne; jeg foreflaaer: 1) Ethvert Kompagnidiftrikt ſtal
fore og flæde fine Soldater, ethvert Stibrede fine Matrofer; thi Mal det fomme an
ma et frivifligi Sammenflud, da fan ingen Overfigt haves eller holdes over hele
førraadet. Nogle Egne ville viftnok anfirenge fig meer, andre mindre, ja det hunde
hænde, at Nogle vilde falde fra i Friftelfens Tid. 2) Byerne frulle føde og læde
Garnifonerne. De Byer, fom ingen have, flulle bidrage med Landfolket. 3) Fra
Byerne maa ufortøvet transporteres herop i vore Fjelddale, fom letteft funne forfvares
mod fienden, alt bet Horraad af Miæder og Madvarer, fom nu haves; thi fral det
atter gjælde, maa bet blive helligen lovet og ubrødefigen holdt. 4) Kommer Fienden
før nogen By, der har Hæftning, ffal Kommandanterne under Livs, Eres og alle
Giendommes Hortabelfe være befalebe, at naar Byen et længer tan forfvares, da fral
han føybe ben i Brand, og under benævnte Straf forfvare Fæftningen til fidfte Mand.
5) De andre Byer og Stæder, hvor ingen Foæfninger ere, maa ikfe forlades ubrændte.
Enhver Borger antænde fit Huus før han forlaber det, og hvilfen Borger, der træffes
fra en af Fienden befar ubrændt By, han hænges fom en æreløs Nidding og hans
Eiendom fonfifleres. Enhver Beboer paa Landet være famme Straf underfaftet, faa
5) Den fidfte Yrygt var deels grundet paa Beflaffenheden af Norges indre Forhold,
deels var ben et Foſter af Tidend Tegn. Norges Udel i arijftokratift JForftand har
aldrig fpillet nogen vigtig Rolle i Norge, og dets Indbyggere have været mere ub-
fatte for Pengeariftolratiets Misbrug, end for Undertryktelje af en privilegeret Adels-
vælde. Taleren ſtod berhos netop nu ved Grændfjen af et Tidspunkt, ba Rigdom
tilbeelg let erhvervebe8 unber Licencefarten, beel8 fom i ubannede Mends Hænbder,
medens Gmbebftanden var i en hoiſt nedtrykt Tilftand. Men fnart forandredes
bisfe Forhold, idet ftore Formuer bortflylledes under forviklede Handelskonjunkturers
øbelæggende Indflydelſe.
Sans Erindringer. 35
ø
546 Tredie Tibérum. Cenogtyvende Gapitel.
fremt han forfader fine Hufe uden fom Aflehobe, naar Fienden maatte befætte Gaare
den. 6) Hvillenfomhelft Søs eller Landkriger fra den Høiekte til ben Lavefte, der
træffes fom en Flygtning, han ſtydes, og hvo ber lader fig fange uden Haardt faaret,
faa hans Landsmænd funne fee Kampens dybe Morte, fral, naar han udveyles, alle
hans Giendomme kfonfifferes. 7) Enhver, fom fan føre VBaaben, han gribe dem,
Berferfergang forfiyne med Vaaben; end vil han ei fvinge dem, han fvinge ved
Striffen i nærmefte ra! Gr end dette Forflag flrevet med Drageblod, fom det
heder, vil dog faa til. Mildhedsjyftemet er nu et længer anvendeligt, uden mod
fangne Fiender. Fodfporene af hidtil brugte Fremgangémande forſtrekke. Det er
ſaaledes muligt at vi funne feire, vel og muligt at vi nu levende Nordmend udflettes
af de Levendes Tal, men vort Navn udflettes aldrig af Berdens AUarbøger, og vi
færte Jordens mægtige Voldsmand, at det morffe Folk ifte er afhændeligt Fr. Dixi
et quidem ego liberavi animam meam *).”
I mildere Toner udtryktes andre Mepræjentanters patriotiffe Følelfer. Mepræs
fentanten fra Porsgrund, Kjøbmand Jørgen Aall, fom allerede paa Eidsvold havde
viift fig beredt til de frørfte perfonlige Offere for at underftøtte Foæbdrelandets fande
Interesſe, holdt et varmt Foredrag, bhvort han erkjendte Noødvendigheden af en Fors
ening med Sverige, naar ben kunde ſtee paa hæderlige Vilkaar, og Norges Selvs
ftændighed filfres ved Erfjendelfen af den paa Eidsvold antagne Gonftitution. Der⸗
fom Krigen flulde ubbryde igjen, fordt de fvenffe Kommisjairer forefloge andre Mo:
dififationer end dem, fom dette Storthing anfaa overeensftemmende med Grundfovens
Mand, fagde han god for, at de Staders Borgere, fom havde udfendt ham, vilde
ofre en betydelig Stjærv paa Fadrelandets Alter til Beftridelfe af Krigens Byrder.
Selv tilbød han 200 Tdr. Byg, fom til dette Brug frulde ligge færdig paa Hans
Magafiner. |, Hvad min Perfon angaaer, tilføier han, da, endfljønt dette maaffee
bliver det mindft gavnlige Offer, jeg ved denne Leilighed hunde bringe mit Fædreland,
føler jeg bog det flærkefte Kald ogfaa at tilbyde den til dets Fjemefte.” Han tilbød
fig at overtage en fiden Kommando, helt i bet Tellemartiffe Regiment, og lovede ei
at forlade benne fin Poft, førend enten Fienden tilbyder Fred, eller Døden blev Hans
Lod fom Norges Forfvarer.
Blandt disfe til eet Maal — nemlig Norges Forening med Cverige, under
Betingelfe af at ben Eidsvoldſte Gonftitutton flulde i fine Hovedpunkter antages af
Sveriges Konge — førende Taler var Provſt Dahle den enefte, fom havde en anden
Metning. Han foreflog nemlig en militair Forening med Sverige og UMdfættelfe af
et nyt Kongevalg og af Eeds Uflæggelfe til en ny Konge. Han gjorde opmærtfom
paa, med hvilte JFølelfer vore hjemmeværende Landbamænd vilde modtage Budfradet
om et uyt Kongevalg, hvad Stemningen vilde blive, og hvilte uberegnelige Følger
bet vilbe have, om Landalmuen atter Idte Gang i et Tidsrum af 9 Maaneder flulve
affordres en ny Eed, yen Eed vi vitt Ulle, der kjende Nordmandens Wrlighed, maa
tilftaae vil flribde mod Mængdens Overbeviisning og Samvittighed.” Han endte fit
Foredrag faalunde: „Jeg og venteligen Alle i denne ærede Forfamling ere overbevifte
om, at $8. M. Kong Ghriftian Frederit havde det norffe Kolle Frelfe fra Anarki
og Borgerkrig til nærmefte Hiemed ved at modtage Mronen, og at han har havt det
famme Follets Held for Øie ved igjen at nedlægge den. Han vil altfaa ikke miss
5 $Hergberg har fenere å fin Selvbiographi, Bergen 1835, S. 243, erklæret, at bisfe
Bittringer ille vare alvorligen meente, men fremfatte for at latterliggjøre ben eral-
terede Patriotismes Overbrivelfer, og dempe bens Ruus, og at nogle forftanrige
Mænd i Thinget havde forklaret Jalen fom en Satire paa Bedlommende. Men
ben almindelige Mening var, efter flere tyndige Medlemmers Paaftand, at Herhbergö
anferte Forflag vare alvorligen meente, ligefm em fpottende Tone om en Gjenftanb
af den Bigighet font ben het ombanblede neppe var pasfende anbragt. Det var
iøvrigt hans Skik at indklæde fine Ideer i underlige Vendinger og em færegen Ur-
tryfsmaade. Forovrigt var han en i fin Embedskreds høit agtet Man».
TO TE ———-—Æ—ZT———ÄZF— rer — er 1 — Tee TT FEEL EEE EEE — ————————(C[——=—<+-zee" Go HL — —
Storthingete Mode Abe Detober. Grev Wedels Vale. 547
kjende 06, om vi ubfætte Bedlagelfen af denne He. Majeftæte fidfte Opoffrelſe, for
ogfoa Derved at frelfe Norge fra Borgerkrig og Oprør, og endelig førft da fritage
jam for hans med os indgangne Forpligtelſe, naar Dieblikket er forhaanden, at benne
fom paany inbgaaes med em anden. Skulde disfe mine individuelle Tanker finde
flere af mine ærede Medborgeres Bifald, ville de af dem vorde noiere underføgte og
yrøvede, og vover jeg i den Henfigt ærbødigf at overfevere dem til ben med Henfyn
hertil af Storthinget ubvalgte Comitee.“ Men Ingen blandt StorthingetS Medlem⸗
mer deelte Provſtens Mening, og Forflaget blev ei taget under Overveielfe og Botering.
Denne Talerætte endte Grev Wedel. Hvad han havde havt ifinde for em for
Deel at foredrage paa Eidsvold, og ber allerede havde foreviif fine Benner, men af
Ugtelje for den herflende Mening havde tilbageholdt, foredrog han nu, tilffaaret efter
femere indtrufne Vegivenheder og Landets nuværende Stilling. Nu troede han med
rene Ord at funne ubtale Ideer og Meninger, fom han havde næret længe for denne
ad, og med bvilfe han, før Norges ved Kielertraktaten forandrede Stilling, flod faa
godt fom ene blandt fine Landsmaænd.
Gfterat have omhandlet Styrken af Landets Søs og Langmagi, fom vedloms
mende Comitees Indſtilling havde givet ham i Hænde og vvenfor er anført, tilføier
han: mRefultatet af Alt dette er, at vi fra Soſiden med en Magt, der ikke er halv
faa fært fom ben fvenfle, frulle gjøre Modftand, og at vi til Lands med omtrent
20,000 flet tlæbte og flet fødte Tropper fulle møde en hrigsvant Armee af omtrent
40,000 Mand, fom ved Hjælp af britifte Subfidier er i den ypperligfte Stand,
fem har et fortrinligt Artilleri og Kavaleri, og fom anføres af Sveriges Kronprinds.
Udfaldet fan man letteligen beregne. Norges lille Urmee var Iyttelig, om den uden
altfor fort Tab, og uden at afftjæres fra fine Magafiner, tunde naae Fjeldbygderne.
Denne Fremftilling af Begivenhederne er bygget paa den Forudfætning, at Armeen
betjæles af een Yand. Men den fvenfle Armees gode Opførfef, bet Maadeholb hvors
med Kronprindſen har benyttet fine vundne Fordele, Kong Chriſtian Frederils Ufretfe,
og 7 Aars beftandige Uro og Savn, har betaget en fror Deel af Urmeen Lyft til
at indlade fig paa ben lidet Held føvende Kamp, fom Nogle fynes at ønfle. Der
mangle iffe be norffe Troppekorps Mod og Kraft, men de ville vide, for hvilket Øie
med de ſtulle opoffres og Landet øbelægges. Begivenhederne i denne Sommers forte
Felttog fyned at give denne Formodning Styrke — ei at tale om Almuens Uvillie
til at gjøre videre Sfyds, der fuart vil gjøre militatr Tvang nødvendig, hvis Holger
man fet fan beregne.” — , Men, mine Herrer, vedbliver Greven, disſe VBanfteligs
heder, hvor flore de end fynes, ere endda ikke de frørfte! Fra Kinantferne, denne
Bandoraé Ufjle, fremfliger en ny Svarm af Befymringer og Ulykker.” Efterat
han derpaa havde i Folge Gomitee-Jndftillingens Opgaver anført GStørrelfen af den
eirtulerende Seddelmasſe og den deraf fulgte Indfrielſesbyrde for Landet, vedbliver
han: „Under faadanne Omftændigheder indfeer man letteligen, at Nepræfentativernes
allerede funtne Bærd maa formindftes i en betydelig Grad i det DØieblit Fiendtlig-
hederne ubbryde, om end ikke Fabrifationen blev fortfat; men fler dette, faa ville
Nepræfentativerne meget fnart blive til intet Andet end Makulaturpapiir, og ſaaledes
belte Skjebne med Frankriges Usfignater. Naar denne os faaledes fra den bdanfle
Regjering teftamenterebe indbildte Rigdomskilde ophører at flyde, ophøre tillige Mid:
ferne til at fønne Armeen og til at tilveiebringe dens Fornødenheder. Vi have hørt,
at en Krigémaaned fofter omtrent 3 til Å Millioner Rigsbankdaler, hvorimod be
ordentlige GStatsinbtægter neppe udgjøre 200,000 Rbd. maanedlig, naar Krigen
fandfer Handelen og Skibsfarten. Skulde Krigen altſaa fortfættes, maatte Slatter
og Udgifter vorde i bet mindfte 20 Gange førre, end de nu ere. Men jeg fpørger,
sm Rationen fan og vil bære denne Byrde? Svaret fan Enhver give fig ſelv.“ —
„Jeg trøer det ganfte overflodigt at anføre mere til Beviis for, at Norge uden Fors
mingspuntt, uben Allierede, uden ovede Generaler, uden Handel, uden Skibsfart,
uden Finantfer, itte fan udholde Krig med Sverige underftøttet af Europas frørfte Magter.“
| 35*
BAS Tredie Tiderum. Cenogtyvende Gapttel.
Han gik derpaa over til at underſege, hvilken politiſt Forening for Norge var
onſkelig, da bet beviisligen ifte kunde beftaae fom ifoleret Rige. Han gjor det
GSpørgsmaal: med Danmarf? og giver derpaa følgende Svar: „Neppe fan nogen
Nordmand for Alvor nære Tanfen om Gjenforening med Danmart, fvis volitife
Syftem er faa fridende mod Norges Jnteresfe, hvis Regjeringsform er den defpotifte,
hvor Kongen er Lovens Begyndelfe og Lovens Ende, hvis Beliggenhed forbyber al
gjenfidig Hjælp, hvis forftyrrede Finantſer fænge har været et Ordfprog, hvid inde
viklede Gollegialvæfen dræber al Aand, hvis forbærvelige Charakteerloshed åltfor meget
har fmittet og, hvis GSmaahedsaand har efterladt faa mange Spor hos og. Gi at
tale om at de Magter, fom have bevirket Adſtillelſen, not ville vide at forhindre
Gjenforeningen." Foreningen med Rusland troede han ei finde være Gjenftand for
nogen alvorlig Tanke, og om end Foreningen med England af Mange hunde anfees
ønflelig, faa var bog Meligion, Love og Jndretninger altfor forffjellige til at Fors
eningen funbe give Held. Norge vilde formedelft fin Fattigdom i Forhold til Eug⸗
lands Rigdom blive betragtet fom en Koloni. Derom hunde desuden Talen ei være,
ba England havde garanteret Foreningen. Han gik derpaa over til at omhandle
Foreningen med Sverige, ,fom han anfaa ønftelig, fordi den var naturlig med Hen⸗
fyn til Beliggenhed, fælles Oprindelſe, fælles Religion, fælles Saæder, fælles Tap:
perheb, fælles Frihedskjærlighed, fælles gamle Love, fælles gamle Sprog, fljønt remere
i Sverige end i Norge, fælles potitiff og Handels⸗Interesſe.“ Han gif bernæft de
Jndvendinger tmøde, fom vare gjorte mod Foreningen, nemlig: at Norge maatte
frygte for den fvenffe Adel; men dens Rettigheder vare i fig felv itte farlige, ligefom
Norges Conſtitution udelufkter den. Den foenffe Regjerings Lyft til Krig og Erob⸗
ring meente han at være bæmyet ved bitire Grfaringer, og det flod til Rorge at ind⸗
flrænte Militaires Unvendelfe til den frandinavifle Halvses Forfvar. Ille heller
havde man at frygte for at den ſpenſte Regjering flulde misbruge fin Magt til
Norges Underiryftelje, da Garantien derimobd maatte føges i egen Kraft. Den Ind⸗
vending endelig, fom bhentedes fra Nationalhadet fandt han fær uanvendelig, da et
faadant ufornuftigt og udrifteligt Had maatte forfvinde ved fornuftig Eftertanle, ved
nærmere Betjendtftab i Tiden og en god Behandling fra Regjeringens Side. Han
faftede derpaa atter et BUL tilbage paa Foreningen med Danmart, og udhævede med
ffarpe Trœk alle de Lidelfer og Forurettelfer, fom Norge havde maattet gjennemgaae
under denne Forening, og drog deraf den Slutning, at Norge maatte vinde uendelig
ved Byttet.
„Af denne Sammenligning, vedblev Green, af Norges Tilftand under bank!
Herredømme, og dets Forfatning i Forening med Sverige, vil jeg blot drage ben
Stutning, at, om end denne Forening ikke i alle Henfeender frulde opfylde Nord:
mandens $Ønfler, faa har dog Norge vundet uendelig meget ved Byttet. — GSaaledes
har jeg, fluttede han, med ben Frimodighed og det folde Overlæg, fom jeg ſtylder
Sagens Bigtighed, min Wre og min Samvittighed, fremført min Mening om ben
vigtige Gag, vi omhandle. Nu flat Eders VBiisdom afgjøre, om I, ved at erklære
Norge og Sverige forenede under een Konge, med Forbeholbenhed af Eidsvolds⸗Con⸗
ftilutionen og af Konventionen affluttet paa Mofé, ville befærte Norges conſtitutionelle
Frihed og Gelvftændighed, eller om vi fulle udfætte os for ved Krigens Baaben at
vorde et underkuet Holt, ber et har anden Billie end Erobrerens villaarlige Bud;
om Norge, fom i 7 Aar har fuktet efter Rolighed, flal gjengives den gyldne Yred,
Handel, Stibsfart, Næringsveie, Overflob — eller om vort fjære Norge flal gives
til Priis for alle de Roædfler og Plager, fom Krig, borgerlige Uroligheder, Mange
og flandfebe Ræringsveie medføre. Den, fom vælger Krig, maa vel betænte, hvor⸗
mange Ulyffeliges Sukke ville befvære huns GSamvittighed i ben fidfte Stund, og
hvor mange Forbandelſer han tager med fig i fin Grav. Han maa betænte, om han
for ben Almeegtiges Domftol fan forfvare, at have i Dag affagt Dodsdom over
tuſinde Uffyldige, fom ville vorde Krigens Offere.-
Foreningen befluttet. Kongevalget ubfættes. BAO
Denne Grevens Tale var midlertid mere at betragte fom et Indhold af Talerens
politifte Grunbfætninger, hvortil Han i flere Aar og faagodt fom ene blandt fine
Samdsmcænd havde betjendt fig, end nogen formedelft det ombhandlede Sporgsmaals
Stilling paatrængende Opfordring til GStorthinget, at tage en henfigtemæsfig Beflut⸗
nag; thi derom var under Zingeneé nærværende Forhold iffe mere nogen Tvtvl.
De flefte Talere vare komne til den Overbeviisning, at Norges Forening med Sverige
mr gavnlig, ja nedvendig; men be benyttede Leiligheden Hi at forfvare deres Un,
fueljer, hvad enten de havde bekjendt fig til den ene eller den anden volitiffe Tre,
sg be anfaa bet for utilbørligt at være taufe ved Ufgjørelfen af Fæbdrelandetd politiſte
Etjebue'). — Bed Votering befvarede 72 af de tilftedeværende 77 Medlemmer
Sporgsmaalet om Norges Forening med Sverige med Ja, og 5 med Rei, og
disſe gave deres Benægtelfe paa en Maade, fom ſtilede til Betræftelfe. UBfrøfør
Hagerup lod nemlig følgende Botum tilføre Protokollen: 4Paa Grund af hvad de
Fleſte af Bergens flemmeberettigede Borgere udtrytteligen have tiltjendegivet mig fom
en af deres Nepræfentanter ved dette Storthing, anfeer jeg mig pligtig til at votere
faaledes: Norge fral ifte forenes med Sverige under Sveriges Konge.” Konow,
Chriſtie og Mopfeldt henholdt fig til Hagerupé Botum, og dette gjorde iligemaade
Bræften Dahl, forfaavidt nordre Bergenhuus Amt angaaer.
Brofesfor Krohg, fom formedelft Sygdom var fraværende, indſendte et flriftligt
Botum af følgende Indhold: „1) Kongeriget Norges Forening med Sverige anfeer
jeg fom gavnlig og nødvendig. Bed at forfafte Foreningen, og derimod lade Norges
Stjebne bero paa Udfaldet af en Krig med en overlegen Fiende, vilbe man ubfætte
Rørge for den øienfynlige Fare, at underkaftes vilfaarlig Behandling af Seierherren;
thi Norges Stridskræfter ere i Sammenligning med Sveriges altfor utilfirærtelige til
at love de norſte Baaben Seier, og fremmed Hjælp fan itfe ventes. Ved Forenins
gens Untagelfe forfiftres det norffe Folk det Bæfentlige af be Goder, hvis Oypnaaelfe
var Gjenftanden for den Eed, fom Folfet har aflagt, om at vove Liv og Blod for
Norges GSelvftændighed; thi denne Eed kunde ikke gaae ud paa en forgjeves, og,
jom faadan, henfigtsløs og uforfvarlig Bortodflen af Borgernes Liv og Landets
Mrefter, men paa gavnlige Beftræbelfer for at filtre Norges Rettigheder, og gjøre
Norges nuværende og tilfommende Jndbyggere Iyltelige. 2) Paa Grund af det
nyligen Unførte voteres: Sveriges Konge Carl den Trettende bør erklæres for Norges
enfritutionelle Konge.
Gndeligen opfaftedes famme Dag det Spørgsmaal: Skal Konge nu vælges?
Nepræfentanten Proæften Bull holdt i ben Anledning em Tale, hvott han yttrede, at
bet var urigtigt fængere at ubfætte Kougevalget, derfom alle Hindringer for Kongen
af Sveriges Valg vare ryddede tilfidbe; men Hindringerne forsgedes ved Sveriges
Grev Wedels Vale blev i UAlmindelighed hørt med VBifald i GStorthingsfalen, og
maatte fremhæve hans FTalerevne; men hans Ubfald mob Danmark fandtes af Flere
at være paa bet utette Sted. Saavel Grevens politifte Unftuelfer med Henfyn til
ben flandinaviffe Halvoes Forening, fom hans Bedommelfe af be danſte Kongeré
Færb fremfaldte disſe Bttringer, og han havde fun levet en fort Tid i Norge under
dets lykkelige Stilling i Begnndelken af dette Aarhundrede. Anderledes dømte ben
Deel af Norges Indbyggere, fom havde levet lykkelige Dage under bet banfte Scep-
ter, fom havde feet Fædrelandet blomiftre i en Tede 19 og rolig Nydelfe af en lyt
felig borgerlig Gtilling, uden at agte paa be Spirer, fom lagbed til en mindre lyl⸗
felig Freintid. Disfe Mænd Funde ikke faa haftigen omftemme ben erkjendtlige Til-
frevBheb8-Jubel, hvormed ben banffe Throne fort før Årigen omgaves, med ben mørke
Daddel, fom, fortjent og ufortjent, nu tilbeelte8 ben. Forfatteren yttrede t et for
trøligt Brev for Greven fin Betymring over bikfe Udtryk, fom han i nogle Hen-
ſeender anfaa ugrundebe i Sagen8 Natur, og i andre ubetimelige, forbi ber i Cu
ropas erklerede Billie var et uomſtodeligt Argument for SKISmisfen, hvortil bet ei
var fornodent at føie nogen Bitterhed. Greven mobtog ille alene disfe Bemærl-
ninger meb et uforandret VBennefind, men tilftob at hans Udtryk vare mindre mode⸗
rate, enb be burde have været.
550 Tredie Tidsrunt. Eenogtyvende Gapitel.
utidige Paaſtand, at Carl ben Trettende ſfulde erkjendes ſom Konge, forend Stor⸗
thinget vidſte, om han vilde ſamtykke i be Forandringer i Grundloven, under hvilte
han ene burde udkaares, naar ei Nationens re, Vardighed og Rettigheder fulde
fræntes. Endnu var han ei bleven enig med EStorthinget i de væfentligfte af disſe
gorandringer, „og blindthen at tror, at Denne Enighed fenere hen vilde blive tilveie
fragt til Norges Held, naar vi førft havde betroet den erehutive Magt i hans Haand,
var viftnok det ſtorſte Meſterſtykke af Dumhed, fon vore Committenter vilde bebreide
og i vor nærværende politifte Negotiation.“ Frygt for Krigens Radſler burde å
forlede GStorthinget til Ubefindtighed i fine Beflutninger. Han opfordrede derfor Stor:
tbinget til dectfivt at erklære for de fvenffe Kommisfairer: „at ene Haandhævetfen af
Norges Hoæder og Held er ben abfolute Betingelfe, under hvilfen vi funne udkaare
Sveriges Konge til vor Konge.” De fra de frenfle Kommisfairer indleverede For:
flag modfige vel itte disfe Betingelfer, men opfylde dem heller itte i den onffeligfte
Grad; de behøve Forandring og Modififation, og dette maatte nødvendigen gaa fornd
for Refultatet. Han opfordrede til Slutning at give den beftemte Gritæring: „at i
det SØteblit Vaabenftilftanden vorder opfagt, endſtjont vi nu arbeide paa en for begge
Niger lykkelig Forening, maa Storthinget erklære fig for hævet, medens Enhver af
os uopholdeligen iler hjem til Sine for at leve eller døe med Norges Fribed, og
faafedes at misundes af Efterverdenen."
Bed 47 mod 30 Stemmer afgjordes det, at Kongevalget et ſtulde foretages
ferend man var bleven enig om de Forandringer, fom Rigets Grundlov i Anledning
af Foreningen frulde modtage, uden at der toges Henfyn til de beftemte og mindre
pasſende Grtlæringer, fom efter Broponentens Forflag frulde fedfage Beflutningen. —
Gapitain Mokfeldt foreflog Maaden, hvorpaa de fvenffe Kommisfairer frulde under:
rettes om Gtorthingets fattede Beflutning i Henfeende til Rigernes Forening, og
Præfibenten blev i Følge deraf bemyndiget til at udfærdige denne Meddelelſe. Prær
fidentens til den Ende forfattede Koncept blev ecnftemmigen vedtagen og lød faaledes:
„Norges overorbentlige Storthing, fom i flere Dage har været famlet for at
beliberere om Migets arv, har i Dag taget den Beflutning, at Norge fral fom et
feloftændigt Mige forenes med Sverige under een Konge, men under Overholdelfe af
bet Grundlov med de til Rigets Held, og i Unledning af dets Forening med Sves
rige nødvendige Horandringer. Disfe Forandringer i den af Hs. Majeftæt Kongen
af Sverige ved Konventionen paa Mofs af 14de Auguſt d. A. erkjendte Conftitutton
vif paa det haftigfte muligt blive overveiede og befluttede af CStorthinget, og faafnart
dette er freet, vil GStorthinget igjen høittdeligen udvælge og erkjende Sveriges Konge,
Hs. Majeftæt Kong Carl den Tretiende, fom Norges conftitutionelle Konge. Hviltet
jeg efter Storthingets VBeflutning, og med Henfyn til Hs. fvenfle Majeftæts Kom:
misfairers Mttring ved beres Nærværelfe i Storthinget den 13de db. M. herved giver
mig ben Are at meddele. De ville berhos modtage Bevidnelfen om min fuldbfomne
Hoiagtelſe.“
Tillige overdroges det eenſtemmigen den Comitee, fom var nedfat for at mod⸗
tage Meddelelfer fra de fvenffe Kommisfatver, i en Deputatton at overlevere disfe
Mræfidentens Meddelelſe.
Den 21de October indfom til Storthinget de ſpenſte Kommisfairers Forlangenbé
at blive hørte t Storthinget Kl. 12, og Præfidenten bemyndigebes eenftemmigen til
at tilfjendegive Kommisfairerne, at Storthinget var beredt Kl at modtage dem”.
De indfandt fig Kl beftemt Tid i Storthinget, fom Statsraad Rofenblad tiltalte
faakunde:
„Gode Herrer og norffe Mænd, Præfibent og famtlige Medlemmer af Norges
Riges Storthing! Vi have ikke villet opfætte, gode Herrer og norſte Mand! offent⸗
5 [Rommisfatrerned Brev Herom af Ode Octdr. er trykt i Afte vversrd. Gtorthings
orhandlinger S. 305—306.]
å
Nofenblads Vale. Storthingetts Kundgjorelfe om Foreningen. 551
fen for Eder at lægge for Dagen vor levende og uftrømtede Glæde over ben af
Ger igaar fattede hoitidelige Beflutming. Den er faaledes fommen, den evig mindes
særbige Dag, fom flat ende Nordens langvarige Misforftaaelfer, og aabne nye Tidss
afdere af Fred, Are og Held. Nordbmænd og Svenfte frulle nedlægge de Vuaben,
fom be nyligen vendte mod hverandres Bryft, for paa Spidfen af de Fjelde, fom
forbum betegnede fiendtlige Grænbdfer, at opreife ct Minde for Korfoningen og den
aye Broderpagt. Der fulle de affværge alle Fordommens Forvildelfer, alle smfindt-
lige Grindringer af det Forbigangne, og fove hverandre Enighed i Raadflag, Enighed
i Farens Stund, indbyrdes Overbærelfe, ubøielig Kraft mod Undertryfteljen. Der⸗
fra frulle de fundgjøre for Berden, at de ikke ſtrebe efter nogen anden UEre, end at
leve felvftændigen blandt deres Klipper, og at Nordpolen og Havet paa engang ere
Grændfer for deres Herredømme og deres Forhaabninger. — Det er faaledes paa
Songens VBegne, t hans Sens og Sønnefons Navn, og det fælles Fadrelands, at
vi til Gder, gode Herrer og norfte Mænd, frembære deres forenede Talfigelfer. For⸗
fynet, fom har vaaget over Norden under alle ublide Omverlinger, der have overgaaet
Europa, velfigne denne Stund, da tvende Folk af famme Etamme, famme Friheds-
aand og famme Nationaldarafteer, ffulle under em fælles Konge føge VBeftyttelfe for
gjenfidige Mettigheder! — Af Eders Beflutning have vi erfaret, hvor vigtigt I felv
anfee det, fnart at optage til Overveielfe og Ufgjørelfe de af Kongen foreflaaede Fors
aurringer i Grundloven. Vi dele med Eder en lige Overbeviisning, uden Ophold
at bringe denne vigtige Sag til et forønffet Udfald, faa ingen Hindring meer fral
ubjætte ben hoitidelige Crtjendelfe af Kongen og hans ved Succesfions-Ordningen af
Wde Septbr. 1810 beftemte Gfterfølger. Bi ere derfor beredte firar med den af
Eder anordnede Comitee at indlade os Å en nærmere Granftning af Gonftitutionsfor-
flaget, forvisfebe om, at fra Eders fom fra vor Side intet Hieblik flat forfømmes,
at trykke bet fidfte Segl paa begge Migers Forening. — Da vil Kongen i Eders
Skjod nedlægge den Eed, fom vil blive Eder em Borgen for hans Megjeringslære og
Zænfemaade. Da fulle J modtage ben Fyrfte, fom, Faldet til en Dag at fortfætte
fin Faders ømme Omhu for Sktandinaviens Niger, allerede feer fin Are forenet med
bet æfdgamle Norges Are, og fin egen Lytte ene blive em Følge af den, han fan
berede for Eder. Af hans Mund fulle I lære, hvor hoit han fratter et Folt, fom
Hender fit Bærd, og verd at fætte Priis paa fin Frihed. I denne Toænfemaade ops
foftrer han fin Søn, fom med et nordiff Ravn ſtal hilfe Eder i Nordens gamle
Sprog, og omgivet af Haabets Blikke tole Eders Onſker for fin Farfaders Throne
og ved fin Faders Side."
Praſidenten ſparede: „Med ftadigt Henfyn pan Fadrelandets Bel og ben frans
dinaviſte Halvoes Held, ville Norges Repræfentanter uaffadeligen gaa frem i at overs
seie og Beflutte be Forandringer i Grundloven, fom blive nødvendige i Unfedning af
Norges og Sveriges Forening."
Samme Dag foretoges bet Sporgsmaal, fom af Tidemann den 20de Octbr.
vår fremfat om be hemmelige Fuldmagter af følgende Jndhold: 1)' Gr det conſtitu⸗
tionsmæsfigt og fovligt, at en Mepræfentant foruden ben Fuldbmagt, ber giver ham
Adgang til Storthinget, medbringer en anden hemmelig og indffrænfet Fuldmagt, der
hindrer håm fra at give fin Stemme til Fordecl for den muligen gjængfe Mening?
2) Erktjendes Gyldigheden og Lovligheden af en faadan Fuldmagt, bør da Beſidderne
itte erffære at være i Befiddelfe af en faavan, og fade den ovlæfe i Forfamlingen
af Storthingets Sefretair, paadet man fan være forvisfet om, at flig Fulbmagt virfelig
erifterer, og et blot fom Paaftud for egen individuel Dom anføres.
Forſlaget figtede aabenbart til de Bergenffe Repræfentanter, fom ved at afgive
deres benægtende Botum til Spørgsmaalet om Migernes Forening Harde paaberaabt
fig deres Gommittenterd beftemte Grtlæring, og det var rimeligvis gjort for at bringe
til almindelig Kundſtab, at Foreningen med Sverige uagtet disfe benægtende Stem:
mer i Grunden eenftemmigen var antagen. Men Jorflaget havde ingen Fremgang;
502 Tredie Tibsrum. Eenogtyvende Gapitel,
efter en droi Tilretteviisning fra Bergenſernes Side, tfær fra Capitain Moßfeldt, til
Proponenten for hans formeentligen ubeføiede Indblanding i deres individuelle Over⸗
beviiening om Rigtigheden af deres Ferd fom Storthingsmond, betvemmede Tide⸗
mann fig til at tage fit Forſlag tilbage med den Erklering, at han derved ikke havde
havt ifinde at frænfe nogen Medrepræfentant.
Nanfen havde iligemande ben foregaaende Dag gjort et Forflag, fom ogfaa nm
fom til Afajørelfe, nemlig: „At den erefutive Magt ufortøvet maatte tilmeldes Stor⸗
thingets Beflutning i Henfeende til Rigernes Forening, med Anmodning om at bringe
famme paa fædvanlig Maade og fnareft muligt til Nationens Kundjfab, og med Til⸗
føtende, at da Norges udfaarne Mænd, efterat have nøte overveiet Rigets indvortes
Forfatning og ubvortes Forhold, tage deres Beflutning, havde itte mindfte Stin af
phyfiſt eller moralff Tvang Jndflydelfe paa deres Beſtemmelſe. Som frie Nordbmænd
inbgif be Foreningen, fom ærlige, trofafte Nordmænd flulle de ubrødeligen holde den."
GStorthinget bifaldt dette, og efter Biftop Beds Forflag overdroges det Capi⸗
tatn Mopfeldt ') at forfatte Kundgjørelfen, hvorefter den frulde forelægges den Comitee
til Bedømmelfe, fom var ubnævnt til at mobtage Meddelelſer fra de fvenfte Kom»
misfatrer, og naar den havde faaet deres Bifald, ſtulde en dermed overeensfiemmende
Betjendigjørelje udfærdiges fra Præfidentftabet, og tiiftilles den eyefutive Magt med
Anmodning om dens Kundgjørelje for Nationen igjennem WUutoriteterne paa Den hur⸗
tigfte Maade. Derved afgjordeg Nanfens Forflag, fom frafaldt videre Motion i den
Anledning. Kundgjørelfen, undertegnet af Proæfidenten og Eekretatven, lød ſaaledes:
»Kundgjørelfe fra Norges Riges Mepræfentanter til deres Landsmend.
„Norges Riges Mepræfentanter famledes efter fongelig Kundgjørelfe, grundet paa
ben paa Moſs affluttede Konvention. Af denne vidfte de Hovedgjenftanden for Etore
thingets Forhandlinger. Ut Landets Filftand i det Hele var mislig, og at dets
Stridskræfter ved den fluttede VBaabenftilftand vare meget fvælkede, var dem betjemdt,
førend de droge fra deres Hjemftavn, men fom Nordmænd mistvivlede de ifte om, at,
berfom en hæberlig Fred et funde opnaaeg, be jo flulde finde Midler til at hævde
Landets Frihed og UEre under den Konge, fom Norges Moænd havde lovet og tils
fvoret Trofrub.
„Kong Ghriftian Frederils Syadom, ber faa længe havde ængftet det norfte Folk,
vedvarede tildels endnu. Kongen funde ei felv aabne GStorthinget. Af den Tale,
Allerhoiſtſamme lod oplæfe i GStorthinget, erfaredeg, foruben Rigets mislige indvortes
Forfatning, ben førgelige VBished, at ingen Hjælp for Norge unde ventes fra Eu⸗
ropas moægtige Stater, men at bisfe vedbleve deres Forbund med Sverige, og at vor
elffede Konge med den famme Kjærlighed til Nordmændene, der beftemte ham til at
fætte fig i Spidſen for Folfet, havde bragt famme det flore Offer, at forbinde fig
til at nedlægge Kronen, da dette var den enefte Betingelfe, under hvilken den Vaa⸗
benftilftand kunde opnaaes, fom var nødvendig for Armeens og em for Deel af Landetg
grelfe. Kongen udfærdigede den følgende Dag den Akt, hvorved Allerhoiſtſamme for
fig og fine Arvinger nedlagde Norges Krone uden af Forbeholdenhed, bhvorefter He.
Majeftæt famme Aften afreifte.
„Norges Frihed, Hoæbder og GSelvftændighed var det Maal, Gtorthinget havde
at arbeide til. Om bette Maal funde opnaaes ved fornyet Kamp, om Landets Strids⸗
fræfter og Hjælpemidler vare tilfrærfetige til en maaffee fangvarig Krig med em overe
legen tende, der allerede var i Befiddelfe af betydelige Fordele, om der var Haab
nok on Kampens heldige Udfalb for at man burde udfætte en ſtor Deel af Landet
1) Mogfeldt foreftillede forgjæves, at bet fæbvanligen overdroges Præfidenten at konci⸗
pere flige Dokumenter, at han for Siden var betynget med Comitee-Arbeide, og at
bet ſyntes unberlig, at han, ber havbe voteret mod foreningen, ſtulde forfatte denne
Kundgjorelſe. GStorthinget blev ved fin Beflutning, og denne Koncept blev et Natte-
arbeide for Moßfeldt. .
Forhandlinger med be foenfte Kommisfairer. 553
fr Krigens MNoædfler, om man endog efter ben heldigfte Kamp fremdeles hunde vente
at forfvare Landets MGrondfer og opnaae ben for Norge nødvendige Fred paa Havet,
fer om Folfets Frihed og Selvftændighed funde betrygges ved em hæbderlig Forening
med Sverige under Haandhævelje af Norges Grundlov — disje vare de vigtige Sporgs⸗
maal, fom GStorthinget flulde afgjøre. — CStorthinget gjorde fig ſtrax til Pligt at
indbente nærmere Oplysning om Rigets Tilſtand, faavel i Henfeende til Provian⸗
ringen fom Pengevæfenet. Kommisſairer fra $8. Kongelige fvenfte Majeftæt frem:
lagde Forflag til de Forandringer i Grundloven, fom de fandt nødvendige for en
Forening med Sverige. Ut disje Forflag ville blive mobdificerede og beſtemte faas
ledes, at Norges Frihed og Wre fan beftaa med Foreningen, derfor borger Konvens
fonem paa Mofs.
mEiden, da en Beflutnigg maatte tages, var forhaanden. Efter det modneſte
Overlæg, befjælet af lige Iver for Norges Wre fom for dets Yred, — med Henfyn
til ben Stemning, fom Norges Repræfentanter hver i fin Gan tjendte fom den hers
ſtende, og ifte uopmærffom paa be politiffe og oefonomifte Fordele, fom en Forbin»
delſe med Sverige fan forftafje Norge — har Storthinget taget følgende Beſlutning:
Rorge fral fom et felvftændigt Rige forenes med Sverige under een Konge, men under
Oserholdetfen af dets Grundlow, med de til Migets Held og i Unledning af dets
Forening med Gverige fornødne Horandringer. Disſe Forandringer i den af Hs.
Majeftæt Kongen af Sverige ved Konventionen paa Mofs af 14de Auguſt d. A.
efjendbte Gonfitution — ſtulle det haftigfte muligt blive overveiede og befluttede af
GStorthinget, og faafnart dette er fleet vil Storthinget hoitideligen udvælge og erfjende
Sveriges Konge, Hs. Majeftæt Kong Carl den Yrettende, fom Norges conftitutios
wie Konge.
„Ved Overveielfen af disfe Forandringer i Grundloven flat Omhu for Foltets
Frihed og Statens Tryghed lede GStorthingets Urbeide. Landamænd! Morges Res
mæfentanter, fom Eders Tillid hHædrede med bet hoie Kald de have, ere forvisfede
mm, at Eders Bifald vil fønne deres VBeftræbelfer — at I med den GSindighed, der
er Bordmoænd egen, ville modtage deres Beflutninger — og at I med dem dele det
Haab, at en hæverlig Forening med Naboriget fral vorde til Held for det ſtedſe frie
og fetoftændige gamle Norge. Chriſtiania i Norges overordentlige Storthing ben
Ade Dabr. 1814.-
Toogtyvende Capitel.
Forhandlinger Å Størthinget over Grundlevs-Sørandringerne.
Efterat ſaaledes Foreningen mellem Norge og Sverige forelobigen var beſluttet, lagde
Storthinget alvorlig Haand paa at gjennemgaae de Forandringer Å Grundloven, fom
bet efter Overeenéfomft med de ſvenſte Kommisfairer anfaa fornødne i denne Anled⸗
ving. Dette Arbeide lettedes meget ved den Liberalitet og det Maadehold, fom Kom»
misfairerne viifte i bereg fremlagte Forflag. Et upartift VBidne til disfe Forhand-
linger frulde hartad troe, at Magten til at fyre disjes Udfald laa i Storthingete og
ilte i be frenfle Kommisfairers Haand. GStorthinget ænbfede ilke den foenfle Krigs»
magte truende Stilling, det tog ikle Henfyn til Sveriges vundne Fordele og begge
Rigers forfljellige Stribsfræfter, og de foenfle Kommisjairer gjorde ikke disfe Om⸗
ftændigheder gjældende i fine Underhandlinger'). Der blev faaledes fun alvorlige
5 Er Par Gange talte8 ber bog ligefom truende om, at 0000 Nusfer kunde paa førkte
Bint landfættes i Bergens Stift, og engang, ba Mogfelbt bemarkede, at et vift
554 Tredie Tidsrum. Toogtyvende Capttel.
Debatter om nogle enkelte Punkter i Grundloven, og Storthingets Fafthed i at for»
foare Nationens Mettigheder og værne om den paa Eidsvold antagne Grundlovs Ves
ftemmelfer, faavidt bet funde beftaae med den bofluttede Forening, ledede visfeligen
benne Sag til det ønffeligfte Refultat. Det var faaledes bette overordentlige Stor⸗
thing givet, omgivet af ſvenſte Bajonetter, at hævde den Høiagtelfe for Grundloven,
og den Sky for at gjøre nogen Forandring i dens Paragrapher, fom har gaaet igjennem
alle vore Storthing indtil denne Dag. Efterſlagten har faaledes viftnot Marfag til
at være bet førfte overordentlige Storthings Medlemmer taknemlige, der med faa megen
Jafthed, ja Haardnaffenhed, under en vanffelig udvortes Stilling forfvarede Folkets
Nettigheder, og ikke vege em Fodbred fra den paa Cidsvold antagne Grundlovs Ves
ftemmelfer, uden ber, hvor Sveriges og Norges Forening gjorde det abfolut foruødent.
Det er langt fra at vi med Behag funne læfe alle de vidtloftige Taler, fom gjenlode
i Storthingsfalen under dette Møde. De bære flundom Præg af en uægte Fædres
fanbsfjærligheds bombaſtiſte Ordfylde, fa endog af den franffe Redſelsperiodes blodige
Farver. Men den norffe Nation har Aarſag til at fryde fig ved disſe en varm Fædres
landskjcerligheds tvetydige Svingninger, hvorved Norges Lyffalighed i Fremtiden be
grundedes og befæftedes. Af disſe Misfoftre af Beltalenhed, blandede med Frembrins
gelfer af et æblere Indhold, frembragtes et Vært, fom Efterflægten i den fjernefte
Fremtid vil prife, og fom allerede nu har baaret herlige Frugter.
Gfterat ben Gomitee, fom var nedſat til at underhandle med be fvenfle Kom:
migfairer om de omtalte Forandringer Å Grundloven, foreløbigen var bleven mig med
bisfe om de flefte Grundlovsbeftemmelfer, ledede Underføgelfen til at afgjøre fornem⸗
melig visfe Punkter, hvorom der mellem begge Parter vare forfljellige Meninger.
Disfe, fom endnu uafgjorte, bleve derefter noiere afhandlede i et Møde mellem Comi⸗
teen og Kommisfairerne ben 18de October, og deri forlangte Comiteen følgende Ope
lysninger af Kommisfairerne :
1) Røtere Oplysning om Jndfødsrettens Meddelelfe til Svenſte og andre Frem:
mede. 2) Om Kongens Magt over de norffe Tropper, famt til med fvenfle Tropper
at befætte norſte Stæder og Foæftninger. Angaaende hvad Tid de foenfte Tropper,
fom nu ere i Norge, funde ventes at begive fig tilbage. Ut fvenfle Tropper ingen:
funde maa funne befætte andre Stæder og Fæfininger Å Norge end de, af hvilke de
for Tiden ere i Befiddelfe. 3) Angaaende Forandring af den Beftemmelfe Å Forflaget,
at Songen fral beſtikke Ordfører i Odels⸗ og Lagihinget. 4) Om 43. fvenfte Majes
ſtet ifte, ifald den norffe Nation ønfler det, ſtulde være tilbøielig til for det førfte
blot at flutte en militair Forbindelfe med Norge?
Paa Det forfte Epørgsmaal fvarede Kommisfatrerme undvigende, at et Forſlag
til Lov angaaende Naturalifation vilde blive nærværende GStorthing forelagt, for paa
et næfte ordentligt Etorthing at blive taget under Overveielfe. Større Koncesfion
troede de et at funne gjøre, men tilføtede, at det ingenlunde var Hs. Majeftæte
Henfigt at fade Landet overfoømme med fvenfle Embedsmand, faaledes fom tilforn
havde været Tilfældet med de danffe. Dog tilftode de fenere, at Raturalifation, indtil
en Lov herom fom i Stand, ene frulde meddeles af Storthinget, men faaledes at
gongen har Beto og Met til proviſoriſt, naar Storthinget ei var famlet, at meddelt
Raturalifation paa GStorthingets forventende Samtytte. En faadan Low vilde og blive
forelagt de fvenfle Stænder paa næfte Rigsdag, hvilken Lov vilde fomme Kl at fraa
i umiddelbar Forbindelfe med denne. — Til det Puntt fvarede Komimisfatrerne, af
Be vel ingen Bemynbdigelfe havde til åt beftemme den Tid, da de ſpenſte Tropper
frulde forlade de norſte Fæftninger; min de vare overbeviifte om, at det ei vilde vare
Forſlag aldrig vilde gaae igjennem i Storthinget, ubbrød en af de ſvenſte Kommid.
fairer i Heftighed: Ia då vore båttre at vapnen decidera." en ba Medlem⸗
merne af tortbings-Gomiteen ftebje beholdt en rolig og faft Holdning, hørtes ille
mere til Trudfelen.
Forhandlinger om be føreflanede Grundlovs-Forandringer. 505
fange tuben det flede, ligefom og at Agershuus Hoæfining ei vilde blive befat. De
meente og, at Grændfefæfningerne flrar efter Foreningen vilde blive fprængte, ligefom
be og vare overbeviifte om, at ingen foenffe Tropper vilde blive fendte til Bergen eller
Trondhjem. — Ufgjørelfen af Idie Punkt troede de ingen Banftelighed vilbe medføre,
men at bet vilde blive Storthinget overladt felv at vælge Ordførere. — Derimod
modfatte Kommisfairerne fig aldefes bet Forflag, fom indeholdtes i Ade Spørgsmaal.
De erftærede bette for fridende mod Afte $ i det af dem indleverede Korflag til Fors
amdringer i Gibsvold-Grundloven, ber fød faaledes: , Kongeriget Norge fral være et
frit, fetuftændigt og udeleligt Urverige, forenet med Sverige under een Konges Styrelfe.
Dets Megjeringsform er indffræntket monarfiff.“ For at give Erflæringen herom med
Bægt, tilfjemdegave de, at bette Forflag, om bet gjentoges, funde give Anledning til,
at be ſtrax ovfagde Baabenftilftanden og begave fig bort.
Med disfe almindelige LTilfagn fra de ſvenſte Kommisfatrers Side vilde tmide
lertid GStorthinget et fade fig nøte, men ſtred i Mødet den 24de Oetbr. til Prøvelfen
af be forffjellige Stridspunkter. Efter Steenſtrups Korflag optaftedes det Spergsmaal:
»Øvorvidt man var berettiget til at gjøre Forandringer i den norſte Grundlov?- og
med 69 Stemmer blev det vedtaget fom et almindefigt Princip, „at ingen andre
Forandringer i Grundfoven ved dette Storthing maatte tages under Overveielfe og
gjøres, end be, fom ere nødvendige formedelft Norges og Sveriges Forening.» Ilige⸗
maade erflæredes eenftemmigen, „at GStorthingets Beflutninger til Forandringer i
Ørundløven blot flulde anfees fom Svar paa de foenffe Kommisfairers Propofitloner,
og iffe for Tiden høitideligen ertlæres fom Ultimatum."
Samme Dag oplæfte Præfidenten nogle fra Statsraadet indlobne Breve. I et
af bisfe meddeelte det Storthinget, at bet havde anfeet fig beføtet til at bevilge Stats⸗
raad Harthaufjen Permisfion paa 3 Maaneder til at foretage en Meife til Danmark i
private Anliggender, mod at han forpligtede fig til paa forfte Bint, enten for Under»
føgelfesfommisfionen, elfer nogen anden dertil bemyndiget UAutoritet, at indfinde fig,
vis det maatte anſees fornødent, for at tilfvare fine Handlinger. Dette underrettede
Statsraadet Storthinget om, i Tilfælde derimod maatte være noget at erindre. Da
Harthauſen imidlertid erfoer, at hans Forhold under Krigen vilde blive prøvet af
Underføgelfestommisftonen, erflærede han itte at ville benytte Tilladelfen, men forblive
ft Rorge for at give fornodent Tilfvar. — I en anden Sørivelfe underrettedes Stors
thinget om, at GStatsraadet overeensftemmende med Bræftdentens Begjæring af 18de
havde anmobet begge Generaffommandoer at meddele ben forlangte Underretning om
de Rorpfer og Chefer, der i det tilbagelagte Felttog fordeefagtigen Have udmærtet fig.
Ligeſaa udbad Ctatsraadet fig ved Storthinget meddeelt en almindelig Beftemmelfe,
efter fvilfen Regel Godtgjørelfe til Storthingsrepræfentanter for de ved bere Meife
foraarfagede Udatfter ſtulde refunderes bem, da flere Undragender Å den Anledning
pare indfomne.
Endelig foreflog Treſchow en Takadresſe HL Kong Chriſtian Frederik i Unledning
af de Fjenefter, fom han havde viift Riget; men Horflagets Behandling udfattes til
Videre. Senere hen frafaldt Proponenten dette fit Korflag, der ligefaalibt fom et
andet af famme Natur af A. Konow fom under Behandling. Efterat Foreningen
med Sverige var befluttet, dæmpedes Enthuftasmen for ben danffe Prinds.
Den 25de October aabnedes ålvorlige Debatter om de af de fvenffe Kommis⸗
fatter indleverede Forflag til Forandring i Grundfoven, hvis 25de og 26de SG toges
imber Behandling. HForhandlingen begyndte med nogle almindelige Betragtninger, fom
af flere Talere anftillebes over de Grundfætninger, fom burde følges. Blandt disfe
nbmærfede fig Paſtor Schultz — et Navn, fom fortjener en hoi Plavs i Storthingetø
Annaler — ved Foredragets Kraft og Veltalenhed. Han meente, at begge Partet
maatte indſee Rødvendigheden af, at Eidsvold⸗Conſtitutionen maatfe undergaae mangé;
tilbeels væfentlige Forandringer; men Forandringen maatte fra GStorthingets Side
gieres med Frihed og ikke efter Sveriges Korftrift, og faaledes at Nationens Ure
556 Tredie Tiberium. Toogtyvende Capitel.
kunde beftaae med Foreningen. „Da ſtal, figer han, Norges Held kunne forenes
med Sveriges, og den 20de October 1814 kunne blive velfignet blandt Norges
Bjelde." — påader og Da, faa flutter han, handle om Norges Sag faaledes, at
det fan beftaae med Folkets Haeder og Bærdighed, og at vore Efterfommere itte flulle
fulte over os, naar de ved Hiftoriens Lys føge de ærværdige Høie og taufe Grave,
hvor Norges hæderlige GSlægter hvile." — Tidligen fremtraadte Schultz faaledes fom
en varm og heldig Jorfvarer af Folkets confrituttonelle Rettigheder. I fenere Store
thing lagdbes belte Forfvar ofte i hans Haand; han fattes ofte i Spidfen for de
vanffeligfte og meeft frittffe Unberføgelfer, og aldrig fvigtede han den ham viifte Tillid.
Den patriotiffe Ild, der ſtundom luede i glødende Heftighed, dæmpedes vel eftere
haanden; Alder og Grfaring modificerede hans Unfluelfer, men hans varme Jver for
Fædrelandetg fande Gann affjøledeg aldrig, og han hørte blandt de faa Inftelige Stors
tbingémaænd, fom eljtedes af Mange, agtedes af Ulle, og mistjendtes af Faa. Det
hændte vel ftundom, at Schultz ræddedes for bet Udfald af vigtige Sager, fom han
felv havde forberedt, og at hans Glæde var flørre, naar de haardefte Punkter i hans
gjorte Jndftilling itte toges til Følge, end naar de gik igjennem; men han havde
eengang paataget fig at værne om Gonfiitutionen i alle dens Puntter, og under Prøs
velfen felv betragtede han be ombhandlede Mistigheder med et ftrengere Øie, end hans
milbe og menneffefjærlige Sind tillob ham, naar han troede fig beføiet til at følge
dette. J Dagens Foredrag udkaſtede han ligefom et Provemønfter paa fin Stors
thingsfærd, og benne blev han, i en ædlere Stiil jo længere han føred frem paa
Banen, tro indtil Enden.
Gibberns Tale i famme Anledning havde en forfonende og rolig Tendents. Han
hørte til den lille Stare, fom paa Eidsvold anfaa en Forening med Sverige under
nærværende Omſtœendigheder nødvendig, og beffyttet af den Eidsvoldſſe Grundlov, i
politiſt Øenfeende gavnlig. Hans livlige, flybende og rajffe Foredrag gjorbe ham til
en af Thingets færdige og gjerne hørte Talere, ligeſom dette, forenet med hans Fors
retningsbygtighed, oftere hævebe ham paa Prætidentftolen paa be folgende Storthing.
Bed fin Tale t Dag var det hans Henfigt at opmuntre Forfamlingen til em volig
Qverveielfe af et vanffeligt AWmne, og at forebygge gjenfidige Misforftaaelfr. Han
anfaa bet for en ugrunbet Forudfætning, at Forftørrelfesiyf og Herffefyge var Grunden
til ben af Sverige faa heftig attraaede Forening; men fun Everiges Onſte at have
en fredelig Ben og Nabo i Beften iftedetfor en Fiende. , Lader os derfor, figer han,
ikke altfor ængfteligen vete Ord og Udtryk; vi bygge ba paa Mistillids fig felv fors
flyrrende Grundvold, og Foreningen vil bringe fælles Uheld iftedetfor Held. Mngiftelig
Frygt og Mistillid er desuden Norbmandens adle Charalteer ubekjendt, og røber
Mangel paa egen Kraft, og ligefaa viſt fom ben bedfte Ørundfætning, uden forneden
Kraft og Billie til at overholde ben, vil være et Intet, ligefaa vif vil en tilfynes
fadende mindre god GConftitution, men bygget paa rigtige Grundfætniuger, og med
Kraft og Vardighed haandhævet, fammentaget med Everiges egen Interesſe, være
vor Friheds og Eelvftændigheds fuldbfomne Palladium.” — Efter ham tog Arendals
Repræfentant, Dottor U. Møller, Ordet med den Iver, vi oftere have omtalt, og
forfegtede den Mening, „at Gonftitutionen frulde forfvares med Dragekløer.”
Da man, efterat Flere havde pitret fig i denne Anledning, fired til at behandle
ben 25de og 26de $, gjorde Neumann det Forflag: mat i Bejlutningen angaaende
Forſvar eller Ungreb ſtulde det udtryffeligen betinges, at Norge aldrig drager ud mod
Danmark i offenfiv eller befenfiv Krig, naar ikke Norges eget Land af Danmart ans
gribeg.” Men dette Forjlag, ber indeholdt et venligt Afſtedsord til em gammel
Gtatéfræude, unde efter fin Natur ikke indføres i Grundloven, ligefom det ingen
Gjentlang fandt i den ſtorre Deel af Forfamlingens Sind, og Proponenten fandt
fig fenere hen beføiet til at tage bet tilbage.
4. Konow fra Bergen, fom ved dette Storthing fiillede fig paa den ivrigfie
Oppofitions Side, og mobjatte fig baade Foreningen og de foreflagne Modifikationer
— ST TT EE ———————— ———— ———— — 26222 DE TE EE NET EE NETT EET ET EE TE EET er” EEE EEE EE ET 5775———7—
Forhandlinger om Kongene Mynbighed over arigemagten. 557
i ben Cidsvoldſte Grundlovs Beſtemmelſer, medtog Comiteen haardt i Anledning af
dens Forjlag om Troppernes Brug. „Var jeg ikke, ſagde han, allerede vant med at
høre her ved GStørthinget be færfommefte Propofitioner, der ledede os til at fafte og
i Sveriges Arme, førend Sverige ſelv offentligen forfangte det, faa vilde jeg hoiligen
forundre mig over Dette af Gomiteen fremfatte Jorflag. Alt hvad Nationen meeſt
tromper fig for, eller er meeſt fiemt imod, bevirke ved famme. Det er at befrygte,
at de herefter folgende Storthing ville blive meer og meer eftergivende, og funne
maaffee lidet modftaae en Fyrſtes naadige Smiil, der forventede dem, fom viifte
fig beielige; iſer bliver dette Tilfældet, naar vi ei burde fypærre dem Veien, der
hmme t Stodholm erholde vigtige Wrespoſter, og opnaae hoie Titler. Men hvad
ber endnu er værre og froner VBærtet, er at GStatsraadet, fom vælges af Kongen,
og paa bhviltet ban fan have faa ſtor JIndflydelfe, frulde i 3 Aar, fom er ethvert
Storthings Mellemtid, funne beftemme at vore Tropper maa bruges i fremmede Lande.
Man maa jo indjee, at flere tufinde Nordmænd faaledes funde blive flagtede i Ud⸗
landet mod Nationens Onſte.“ Disſe for Gomiteen fræntende Udtryt og haarde
Beflyldninger bleve ikke ſtrar paaantede af dens Moolemmer, og da En blandt dem,
Sibbern, i et fenere Møde trævede Konow til Regnffab derfor, og forlangte en fyle
befigjørende Grilæring, anfaaes Tiden til Sagens Optagelfe forløben, og den faldt bort.
Mogfeldt, der visfeligen tøvrigt var En af de Storthingsmænd, ber meeſt vaas
gede over den Eidsvoldſte Gonftitutions Reenhed, og bavde meeft ivrig modſat -fig
Norges Forening med Sverige, gav nu Anledning til at ende denne langvarige Debat
ved et Inpromtu⸗Forſlag til disfe Paragraphers Medattion, hvortil han af Grev
edel opførdredes. Han meente, at de ſpenſte Kommisfairers Forjlag burde antages
ſaaledes fom det var forfattet, forfaavidt det har Henfyn til fremmede Magters
Tropper, og norffe Troppers Uddragelfe over begge Rigers Grændjer. Derimod
barde en Beftemmelfe gjøres, hvorvidt norffe Tropper bør inddrages i Sverige eller
fvenfle i Norge. Han anfaa bet frænfende for Norges Mænd, om fvenfte Tropper
ſtalde holde norffe Foafminger befatte. Følte Norge fig tryttet ved Foreningen, vilde
d Bar Garnifoner ei funne fue Miénøien. Han foreflog derfor Paragraphen faa-
ledes redigeret: „Kongen har høiefte Befaling over Rigets Lands og Sømagt. Den
maa iffe forøges eller formindffes uden GStorthingets Samtykke. Den maa ilfe overs
lades i fremmede Magters Tjenefte, og ingen fremmede Magteré Krigsfoll, undtagen
Hjælpetrøpver mod fiemdtligt Overfald, maa inddrages i Miget uden Storthingeté
Samtykke. J Fredstid maa aldrig andre end norffe Tropper være i Norge, og ingen
norffe Tropper i Sverige; men naar Sveriges Kyfter eller Grændfer angribes, fral
den halve Deel af Norges organiferede Landmagt funne bruges i Sverige, og naar
Norge angribes, ffal Sverige fomme Norge til Hjælp med faa megen Landmagt,
fom ben halve Del af den norffe Landmagt udgjor. En førre Hjælp fral ikke
gives eller modtages uden Storthingets Samtykke; ei heller maa norffe Tropper uden
Storthingets Samtyffe bruges udenfor Sveriges Grændfer.-
Foreløbigen antog Forfamlingen den faaledes redigerede Paragraph; men da
denne Forandring blev forelagt de ſvenſte Kommisfairer, foranledigede den et Dittat
til Brotofollen fra de fvenfre Kommisfairers Side, fom fremledede nye Movdifitatios
uer). De gjorde deri opmærffom paa, at Foreningen imellem Everige og Norge
blev af den Natur, at begge Riger deelte Stjebue med hinanden med Henfyn til
Kug og Fred. Det var viftnot Folkets Nettighed at beftemme Untallet af det ſtrid⸗
bare Manbfrab efter Folfemængde og finantfielle Kræfter; men det funde ikke blive
Folkets Net, at indffrænfe Kongens Magt til at disponere over ben engang til Folkets
Gitterhed og Kronens Unfeelfe beftemte Krigsmagt. Der var ingen ESammenhæng
imellem den Beftemmelfe i Eidsvold⸗Grundloven, der ogfaa findes i alle Gonftitutioner,
n Det er heelt trytt t ifte overord. Storthings Forhandl. ifte Rovbr., S. 486—498,
558 Tredie Tidsrum. Toogtyvende Capitel.
fom giver Kongen hoieſte Befaling over Krigsmagten, ſamt Net til at begynde Krig
og flutte Fred, og mellem den Forudjætning, at han i visfe Tilfælde kum fan benytte
en Deel af den beftemte VBaabenmagt, og Jværkjætteljen heraf vilde lede til Splid
og Mistro mellem Konge og Koll. I Folge den foenfle Gonftitution laa Mobvoægten
mob Misbrug i det Unfvar, fom er paalagt Kongens Raadgivere, men fornemmeligen
i Nationens Met til at beffatte fig felv; uden Penge kunde ingen Krig føres. Ders
næft gjorde Kommisfairerne opmærtfom paa, at Konventionen til Moſs itte gav bet
norffe Folk umiddelbar Met til at beflutte Forandringer i Grundloven, men at Kongen
foreflaaer dem, og at bet var Joltets Net at antage eller forkaſte disje Forflag.
Jovrigt troede de bet meeſt pasfende, at berøre med Barfomhed det politiffe Forhold,
bvort Norge nu var fommen til Sverige. Den Beftemmelfe, fom af Storthinget æ
foreflaaet, finber desuden iffe Sted ved nogen anden Forening imellem Forbundøftater.
Songen kunde iffe tilftaae det norfte Folk førre Net end det foenfle i denne Henfeende
har forbeholdt fig, der tillidsfuldt i et fandant Tilfælde havde lagt fin Skjebne i
Kongens Haand. Ikke heller kunde en faadan Beflutning kontrolleres. Kongen havde
ved flere Beftemmeljer føgt at bringe em pasfende Ligevægt imellem Kongens og Fol-
kets Mettigheder, og volbgav Sagen til den hele norfle Nations Dom. — De es
Hærede til Slutning uforbehofdent, at den 25de $, faaledes fom ben af Storthinget
blev foreflaaet, ei af dem kunde blive antaget, men at Kongen for at berolige Folkets
muligen ſtræœkkede Koreftillinger i Henfeende til Hs. Majeftæts Henfigter, hvilke em
fremmed JInteresfe har fogt at fremſtille i et urigtigt Lys, tillod en Forandring i GG
25 og 26 af ben Eidsvoldſte Gonftitution, men hvori ingen videre Modifitation fan
finde Sted. Hvis Storthinget, tilføiede de, itfe antager disſe faaledes af os frems
fatte FF, da maa de i Følge den Eidsvoldffe Conftitution nu gjældende Befemmelfer
forblive uforandrede.” Dette Kommisfatrernes Forflag var — paa en enefte Modi⸗
filation nær angaraende Landeværnet — ordiydende fom 25de og 26de $ i Norges
Grundlov nu lyde, — Dette Diktamen foranledigede, at hine SG igjen bleve tagne
under Overveielfe den Afte Novbr., og flere Taler bleve holdte deels for deels imod
dette af de ſvenſte Kommisfairer gjorte Forflag; men ved 57 mod 21 Stemmer
antog GStorthinget, at den Beflutning, fom forhen var tagen angaaende ben 25de og
26be $, funde forandres, og med famme Pluralitet vedtoges derefter, at be ſpenſte
Kommisfatrers Forflag med Henfyn til disfe Paragrapher bifaldtes.
J den 23de $ havde Kommisfatrerne uvdeladt ben fidfte Beftemmelfe: „Ingen
perfonlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa tilftanes Nogen for Fremtiden.*
J Anledning af denne Udeladelfe gjorde Gomiteen de fvenfle Kommisjfairer bet
Gpørgsmaal : ,, Af hvilten Aarſag Forflagets 23de $ har uveladt en Deel af Grund
lovens Beftemmelfer, og om Henne Udeladelfe anfeeg fan nødvendig, at Foreningen
uben den ei fan fomme iftand, om bette end ellers unde blive Tilfeldet?“ — Dertil
ſvarede Kommisſairerne, ,,at Grunden til ben omhandlede Udeladelſe er, at da Kongen
af Sverige altid har udøvet den Met at meddele Adelſtab fom et blot Middel til at
belønne Fortjenefter, faa vilde det have været upasfende, om han i et Forflag, ber
fra hans Side blev gjort til den norffe Nation, havde frafagt fig denne Met, da det
t faa Fald funde fynes, fom om han iffe vilde lønne Fortjenefter i Morge. Men
naar bet er Nationens Ønifte, at Udeladelfen fral finde Sted, fan ber fra Kongens
Side Intet være derimod.“ Paragraphen blev faaledes formet, fom den befandtes
i den paa Eidsvold antagne Gonftitutton, og Beftemmeljerne med Henfyn til den nm
i Landet værende Adel toges paa de følgende Storthing.
En alvorlig og langvarig Debat fandt Sted om Kongens Ret til Naturalifas
tion, fom be fvenfte Kommisfairer i den 82de $ havde foreflaaet. Denne fød i det
ſvenſte Udkaſt ſaaledes: ,, Til Embeder i Staten fulle utnævnes de norſke Borgere,
fom betjende fig til ben evangelift-lutherffe Religion, have føoret Kongen og Conſti⸗
tutionen Troffub, pg tale Landets Eprog. Som Folge af Kongeriget Norges Fors
ening med Sverige flal Kongen forejlaae begge Rigers Mepræfentanter ved deres næfte
Forhandlinger om Raturalifations-Retten. 559
Sammentomf en Lov til Untagelfe om Vilfaarene for gjenfidig Borgerret for Nord⸗
mænd og Svenſte. Imidlertid fral det beroe paa Kongen ved enkelte Vilfælde, hvor
han finder bet færbeles nødvendigt, at anfætte norſte Embedsmænd i Sverige og
foenfte i Norge, bog faaledes at til Bræfter og Dommerembeder alene funne udnævnes
Indfsdte. Til Lærere ved Univerfitetet og be lærde Stoler, til Læger og bil Kons
filer paa fremmede Steder funne Udlændinge beftittes. Ingen maa beſtikles til
Stiftamtmand eller betlæve de Embeder, fom i $ 22 eve nævnte, førend han er
30 Aar gammel, og Ingen beftiftes til Magiftratsperfon, Underdommer eller Foged,
førend han er 25 Aar gammel."
Det var viftnot fornemmeligen Kronprindfens Frygt — der ved fenere Leiligs
heder viiſte fig tydeligere — for at det norffe Storthing af gammel Kjærlighed for
bet dbanffe Dynafti, og ifær for Ghriftian Frederik, flulde naturalifere danſte Mon»,
og forityrre ben imellem den ſtandinaviſte Halvøes Niger tilveiebragte Forening, ber
ga» bette Horflag fin form. Men vi have ovenfor anført Bevifer not paa, hvor
hdet denne Frygt var grmdet, ligefom den ingenlunde af Erfaring er betræftet.
Gtørre Uarfag maatte vel Norges Storthing have til Frygt for fvenffe Embedsmœnds
Bala til norſte Gmbeder, deels formedelft Erempler, hentede fra Grfaringer, der vare
gjørte under ben forrige, nu oplefte Forening, deels formedelſt den Ulighed, fom
magtet ben Infteligen tilveiebragte Forening finder Sted mellem begge de forenede
Staters Organifation og indvortes Forhold. Begge Stater have deres gjenfidige
Fordele og Mangler, og de førfte vilde ikke forbedres, de fidfte ike afhjælpes ved en
metere Forening end den, der nu finder Sted mellem Sverige og Norge.
Mopfeldt aabnede Debatterne om denne $. Han anfaa det for utvivlfomt, at
bet var enhver af Repræfentanternes Pligt at arbeide paa, at Formingen, naar den
blev befluttet, blev faft og varig. Lige Rettigheder og Fordele for begge Nationer
bør være Hovedprincipet. Men derhos unde man iffe tabe Rationalmeningen af
Gigte. , Naar ben ſtorſte Deel af Nationen har Uret, har den Met.” Det var
ei nof, at man har Rimeligheb for, at Retten til at vælge Embedsmend ei af Nes
genten vorber misbrugt, det er Gonftitutionens Sag at førge for, at den et fan
misbruges. Da Rattonen nu — være flg af hvilfenfomhelft Grund — havde Mids
fro fil be GSvenfle, hvorfor fuldbe man da tilfede dem Adgang til Embeder uden
GStorthingets Samtykke? — Det vilbe være liden Åfre for Nationen, derfom Haabet
om Gorfremmelfe, eller AFrestitfer og Adelſtab, lokkede Nordmænd til Sverige, lige
fem man og var berettiget til at troe, at de Svenfle ei gjerne fee Nordmænd fors
fremmede i Sverige. Tiden til at prøve paa at blande Nationerne var endnu vift
iffe ferhaanden. Findes dette engang tjenligt, faa faner det jo i begge Nattoners
Magt at enes om en Lov til denne Henfigt. Han foreflog faaledes, at den Eids⸗
voldſte Grundlovs Beftemmelfer i Henfeende til denne Gjenftand frulde blive uforandrede.
J famme Tone talede Sarg, Jørgen Aall, GSørensfen og Sodemann — den
ſidſte å færfere Udtryt end de Øvrige. , Kongen fan, fagde han, naar han og ikke
Storthinget har denne Ret, indfætte i Norge ſpenſte Generaler o. f. v.; om han
faa vil fan han give og fvenffe Bifper, ja Kloffere. Han fan give os Svenſte til
Amtmoænd, Gtiftamtmænd og andre civile Embedsmænd. Kongen fan, figer jeg,
om han vil. $vad er og Borgen for, at han ikke vil? Det lader fig tænke, at en
mob Norge ikle vel intenttoneret Konge fidder paa de forenede Migers Trones; thi
Fyrſterne have Lidenffaber fom andre Mennefter. Denne Ene fan bringe Nationen
til Fortvivlelje ved at unberfægge den fvenffe Embedemend. Han fan tilintetgjøre
fin Formands Beftræbetfer for at frifte Enighed og Venſtab tmellem Rordmænd og
Evnfre, og hvem har da Nationen at anklage for Norges VBanære? Os, fom nu
ſidder ber i Dag paa GStorthingeté Bæntke, os, Rigets Mænd, der uden Nødvens
bighed opgive Nationens Mettigheder. — Brødre! disfe Ting bør ei faa at være.”
Da BVBoteringen efter Ravneopraab foretoges, befandtes 70 Stemmer mod 7 at
Gave beftemt, at de Paragrapher i Grundloven, fom angaae Jndfødsretten og Natu-
160 Tredie Tibsrum. Toogtyvende Capitel.
raliſationen, ſtulde forblive uforandrede ſaaledes fom de i ben paa Eidévold antagne
Grundlov vare indforte.
Med denne Beſlutning var imidlertid de ſvenſte Kommisfatrer ikke tilfredfe, og
androge baa at ben i 83de $ indeholdte Beftemmelfe, ber giver Storthinget Natu⸗
ralifations-Ret, maatte udgaae. Da GStemmerne herom ved føretagen Votering vare
lige beelte, befluttebes ved Pluralitet, at denne Sag efter Reglementet ſtulde udjættes
i 2 Dage, og da igjen foretages til ny Votering. Sagen blev faaledes under den
November igjen foretagen, og da blev af flere Talere Storthingets Net til Ratura-
fifation forfvaret, og ved Pluralitet antaget; og nu vægrede de ſvenſte Kommisfatrer
fig ikke længere ved at antage GStorthingets Beflutning.
Om flere andre Forflag, fom af de fvenfte Kommisfairer og af Storthingets
Medlemmer vare gjorte til Forandring i Grundloven, var der meer og mindre vidts
løftige Tebatier, Å hvilken Henfeende vi henvife til det overordenilige Storthinge
Forhandlinger for 1814. Saaledes foreflog Dr. Moller, at det i den itte $
frulde hede: Norge ſkal have fit eget Koffardiflag““ iftedetfor: , Rorge har Met
til at have fit eget Koffardiflag.“ Han paaftod, at det var ham udtryfteligen paas
lagt af hans Gommittenter, at gjøre benne Paaftand med Henſyn til Fragtfarten, fom
vilde lide naar det norffe Flag fammenblandedes med det fvenfle. Kommisfairerne
erklerede, at de Intet havde imod at Norge fik fit eget Flag, naar det vilde fel»
bære be bermeb forbundne Udgifter. Imidlertid beholdt Paragraphen fin forrige Form.
Den Wde October) tilſtillede Statsraadet GStorthinget følgende Stkrivelfe fra
de ſvenſte Kommisfærer af 23de Detbr. om de fvenffe Tropperé Udmarſch af Norge :
„Hs. Kongelige Høihed har, efterat have erholdt Kundfrab om den af Norges.
Miges GStorthing ben Ode bennes tagne Beflutning angaaende Kongeriget Norges
og Everiges Forening, i Naade fundet for godt at befale den ſvenſte Krigsmagt til
Lands og Bands efterhaanden at brybe op og vende tilbage til Sverige, og er dette
Filbagetog for en for Deel allerede iværtfatN. Desuden har Hs. K. H., i Følge
ben Difvofitionsret, He. M. Keiferen af Rusland har givet ham over de i Holfteen
under General Rennigfens Kommando ftaaende Tropper, ladet Ordre afgage til bes
meldte General om fuccesfive at førlade nysnævnte Land. GSom en ufeilbar Følge
af bette forventer $6. &. $., at de norfte Tropper og Flaader ligeledes hjemfors
føves og fættes paa Fredsfod. — vet Undertegnede have den Ere at tilljemdegive
Norges Niges Statsraad dette, maa de tillige anmode om, at GStatsraadet vilde
behage berom at meddele Storthinget Underretning."
») [Gamme Dag befluttede Storthinget, at dets Bræfident Chriftre tiligemed Mog-
felbt, Gørensjen, Dirite, Grev Wedel og Sdulg fnide tiltræde Underhandlings-
Gomiteen meb be fyenfte Kommisfairer. Grunden hertil var, at man fandt Comi-
teens Formand Treſchow for fvag og eftergivenbe; bet var en almindelig Mening,
at han et var Opgaven vogen, ligefon bet er vift, at hans Jver for at inebelomme
be Svenſtes Onſter nu var ligeraa ftor, fom ben i ben førfte Halvdeel af Maret
havde været for at opfylbe Chriſtian Frederiks. Nu berimob lagbes Underhandlim-
en8 Lebelfe i Chriſties kraftfulde Hænber, og Treſchow var hermed fattift affat fom
—** i Comiteen, en Forandring, ber var af overordentlig Vigtighed.]
5) [Straz Kronprindfen fit Kundſtab om Storthingets Beſſutning af 205e Octbr., gav
jan Orbre til be ſvenſte Tropper8 Opbrud fra Norge, meddeelte ben rusfifte General
ennigfen Tilladelſe til at begynde Hjemmarjden til Rusland, og affagve ben Hjælp
af 3000 Preusfere, fom ftob til hans Raadighed. Mogle Dage fenere vakte viftnot
Efterretningen om Chriſtian Frederiks forlængede Ophold i Frederiksvorn, og Store
thingets Ulhſt mod at antage den fvenfte Konge-Urvefolge, Carl Johans Mistanke,
i hvillen Unlebning han Wde og 27ve Dctbr. tilftrev Kommisjairerne og lov Ur-
meen gjøre Holdt; men ba alt dette næften famtidigt hermed orbnedeg efter hans
Onſte, blev be fvenfte Trøpper8 Udmarfid i Grunden ikke berved forfinket.)
Garl XIII. vælget til Norges Range. Gtarthingett Deputetion til Carl Johan. HE
Treogtyvende Capitel.
Nigernes Sorening fuldbyrdes åde Høovember.
Da ſaaledes begge Parter vare enige om be Forandringer, fom frulde foregaae i
den Eidevoldſſe Grundlov i Anledning af Everiges og Norges Forening, famledes
Etorthinget den Ade November om Eftermiddagen for at foretage Kongevalg, og da
ber Cart den Trettende eenftemmigen valgt til Norges Konge. Nogle af Forſam⸗
fingen tilfølebe deres Botum de Grunde, fom havde beftemt dem til dette Valg,
møtet De vare traadte ind i Forfamlingen med det Korfæt at flemme mod Foreningen;
indre henpegede paa Foreningens Henfigtsmæsfighed, og yttrede ſtore Forhaabninger
om et heldigt Udfald deraf; men de Flefte udtryfte Balget med fimple Ord. ) —
Salget blev derefter ved en Deputation bekjendtgjort Statsraadet og de kongelige
Kemmisfairer, og Ctorthinget befluttede, at dette Balg ved em Deputation af 7
Redlemmer frulde fundgjores $8. DM. Kongen af Sverige, eller $8. K. H. Krons
prindjen paa hans Begne, famt at denne Deputation af Præfidenten flulbe udvælges.
Lil at nbføre dette HErende valgtes: Grev Wedel Jarlsberg, Biftop Sørensfen, Major
hegermann, Juftiteraad Diriks, Konful Konow, Lensmand Forfeth og Gaardbr. Sandvig.
Eamme Dag tog ogfaa Storthinget en Beftemmelfe med Henfyn til det Tak⸗
sbredfe, fom Treſchow havde foreflaast. Konful Konow havde allerede den Zdie
Rovbr, frafaldt fit Forflag om en AWresftøtte og Appanage for ben fratræbende Konge
Chriſtian Frederik, „formedelft de Ubehageligheder, fom famme i nærværende Tid vilde
ſowolde.“ Anledning af Treſchows Forflag befluttede Etortbinget: „En Erklæ⸗
ting ffal mbfærdiges tl Kong Ghriftian Frederif om, at Nationen antager hans Ab⸗
Matton paa ben norffe Krone, hvorimod de øvrige Forflag ikke tages til Folge."
3 Modet den 7de November oplæftes en Skrivelſe af Ste f. M. fra Stats⸗
madet faalybende: „Som en Folge af den Statsraadet under Gaard Dato fra Prær
fentftabet fommuniceredbe bet overordentlige Storthings Beflutning at vælge Sveriges
fonge, Hs. Majeftæt Kong Carl den Vrettende, til Norges conſtitutionelle Konge,
far Statsraadet under D. D. tilfjendegivet den fig i London opholdende Statsraad,
Garften Anker, at hans GSendelje ved hlin Beflutning maa anfers tilendebragt. Men
bm Statsraadet af private Gfterretninger er underrettet om, at bemeldte Statsraad,
fermevelft en uafgjort Handelsaffaire, ikke vil funne vende tilbage til Fædrelandet,
med mindre ber vorder frillet en Kaution for ham til Belob af 6—8000 Pr. Et.,
sverlader GStatsraadet til Mræfidentffabets Overveielfe, hvorvidt det maatte anferg
vasſende — i Petragtning af de Opoffrelfer og ben Jver, denne Fadrelandets troe
Mand har vitft i bets Fjenefte — at foreflaae det nu forfamfede Etorthings Med⸗
lemmer, paa Nationens Vegne at indgaae en faadan Kaution, mod Regres i Mans
dens Giendomme, naar noget Udlæg heraf frulde flybe, og under Forudjætning af
et han derved fættes i Stand til at vende tilbage til de Pofter i Fædrelandets indre
Befiyrelfe, fom af den forrige Regjering vare ham overdragne" %).
Gigefaa opfæftes Statsraadets Meddelelfe af Ade Novbr., at Kommandeur Has
fing havde maattet afreife til Frederiksvern, i det vigtige Ufrende at frille Urolig-
feber, fom vare udbrudte mellem Matroferne ber i Havnen. Bed Faftings Unfeelfe
1 See. Storthingsforhandlingerne 1ſte Udg. S. 356 ff.
7 Fil dette Forflag blev formoventligen intet Genfyn taget, ba berom Intet des t
Storthingaforhandlingerne. [Man fer tun, at bet p GStorthinget overſendtes Odels⸗
thinget, men i dettes trykte Forhandlinger findes bet hverken refereret eller behandlet.)
Han blev ilfe igjen anjat fom Statsraad, og bet var ført fenere hen, at Negjeringen
brugte ham å nogle Kommisfioner. [Han var en foftbar Mand, ifær ved Glas-
veriernes VBeftyrelfe. I. Chr. 8.]
Aalls Grindringer. 36
562 Tredie Tiderum. Treogtyvende Gapitel.
blandt bisfe, og ved hans kloge Opførfel, dempedes imidlertid fnart Urolighederme,
uben at de havde videre Folger.
Om Gftermiddagen oplæftes ben redigerede Deel af Grundioven, og Storthinget
bifaldt, at Grundloven maatte udfærdigedes i den ſaaledes redigerede Form, men at
Redaktions-Gomiteen, fom beftod af Eorenflriver Berg, Kammerraad Holit og Landes
bommer Nanfen, flulde førinden træde fammen med den UAfdeling af den flore Gomitee,
fom fonfererer med de fvenffe Kommisfuirer, og forelægge bisfe det redigerede Gyems
plar af Grundfoven, om de i den Anledning havde Noget at erindre. — Doktor
Moller, fom var ftedfe indtil Wngftelighed aurvaagen for at hævde Norge den Hær
ber, fom bet tilkom i fine udvortes Forhold til det nye Frænvderige, foreflog nu en
FillægssParagraph af folgende Jndhold: „J alle Forhandlinger og Vefalinger, fom
angaae Kongeriget Norge alene, flal Kongens Titel med Henfyn til dette Rige nævnes
førft.” Men da dette Forflag næfte Dag fom under Debat, fandt han fig beføiet
til at tage bet tilbage. Sodemann, fom havde været en af de tvrigfte Modftandere
mod Norges Forening med Sverige, og I denne Henfeende brugt de flærtefte Krafts
udtryk, erflærede nu i Unledning af hans misforftaaede Formening om Edens Af⸗
fæggelfe til Songen og Gonftitutionen, mat han med Glæde aflægger Eden til Con⸗
fritutionen, da han var overbeviift om, at den for Fremtiden vilde betrygge hans
elſtede Fedrelands Frihed og Eelvftændighed, og han havde derfor befluttet tiligemed
de øvrige Norges hæderlige Mænd at aflægge Eden til Conftituttonem og Kongen.»
Da faaledes Migernes Forening var befluttet og Carl XIII. valgt til Konge,
blev bet, efterat forftjellige Meninger vare yitrede, med 44 Stemmer befluttet, at
Frederikshalds Repræfentant, Kjøbmand Hanfen, ifte kunde tilftedes Sæbde og Stemme
paa dette Etorthing, førend Kongen af Everige høitideligen havde antaget Norges
Grundlov. Til Medlemmer af en Comitee, fom GStorthingets Ufdelinger eenft. havde
befluttet nedfat, for at gjennemgaae Overkrigskommisfionens Brotofoller og Papirer,
og meddele GStorthinget Rapport om den befalede Underføgelfe benfigtsmaæsfigen var
ubført, valgtes Gapitainerne Ræver og Mopfeldt famt GSorenftriver Koren.
Den 7de November afreifte den før nævnte Deputation til Frederikshald for at
underette Kronprindfen om Kongevalget. Den blev ufortøvet indladt til Audience,
og Deputationens Formand, Grev Wedel, holdt følgende Tale til ham:
n$øibaarne Fyrfte, Sveriges og Norges Kronprinds! Maadigfte Herre! Konge
riget Norges Etorthing har paalagt os den behagelige Pligt at overbringe D. &.
$. den Efterretning, at det norſte Folks Repræfentanter den Ade Dag i denne Maas
ned eenftemmigen have valgt og erfjendt fom conftihitionel Konge He. M. Kong Garl
ben Trettende og Efterkommere, i Overecnsftemmelfe med Succesſions-⸗Ordningen af
26de Eeptbr. 1810. —- Saaledes er da ben fPandinavifte Halvoes tvende gamle
Kongeriger, fom Naturens Herre forenede, men fom menneftelige Lidenftaber og Fors
bomme adſtilte, atter fammentnyttede med uopløjelige Baand, og den Iyttelige Tid
fommen, da Nordmænd og GSvenffe funne favne binanden fom Brødre, der have en
fælles Fader, og da de funne fappes om at vife denne fælles Fader Lydighed, Tros
ſtab og Hengivenhed. — Denne lykkelige Horening var allerede for Aarhundreder
fiden Gjenftand for opfyfte Nordmends og GSvenfles Ønfler; men det var Hs. M.
Kong Garl XIII. og hans værtige Eon forbeholdt at fuldføre dette herlige Vært.
Rygtet om Hs. Majeſtats faderlige Regjering over hans Forfædres Nige, og Gjens
Iyden af Guropas Beundring for D. K. Høiheds Dyder og Heltebedrifter bortryd⸗
bede be Hindringer, fom ulykkelige Tildragelfer have opreift derimod.
nIDdet vi høiligen beflage, at Hs. Majeſtats Helbred hindrer ham fra, i denne
firenge Aarstid at glæde fine nye Underfnatter med fin Nærværelfe, tillade vi 06 paa
vore Medborgere8 og egne Vegne at yttre for D. K. H. det oprigtige Ønfre, at
De og Deres haabefulde Søn vilde naadigen behage i Norges Hovedftad at modtage
Pantet paa det morffe Folks ufvigelige Troftab og uroktelige Hengivenhed for dets
nye Konge og KongeÅt, og at D. K. H. derved vilde give og Leilighed til nærved
|
|
Garl Johans Wufomg til Chriſtiania og Lole i Gtorihinget. ' 563
at beundre ben Fyrſte, hvis fjelbne Gyenflaber beftemte ham til at bære Norges og
Everiges forenede Kroner, naar Hs. Majeſtet, mæt af Dage og ledfaget af fine
Underſaatters Velſignelſe, er gaaet til Hvile ved Siden af fine fore Forfadre! Y.“
Kronprindſen frarede: |
nine Herrer! Ugjerne bare be Svenſte VBaaben imod Nordmæend. Krigen
var uden Øiemed i bet Øieblit, da Eders Unfører tilbød at ville tilbagelevere den
ndøvende Magt i Nationens Hænder. Kongen har ille villet gjøre fine Mettigs
heter gjældende. GStandhaftig paa ben Bei, han havde valgt, anfaa han fig lyte
feligere »ed at regjere over en fri Nation end over et ved Vaaben undertvunget Folk.
Han gav Gder derfor Fid til at raadflaae over de vigtige Grundfætninger, hvorpaa
Samfundets Frihed og GSelvftændighed flulde bygges. — Jeg Hjemder den Mand,
fom bar bherffet i Storthinget. Om end GFeiltagelfer i Grundfælninger enkelte Gange
vifte fig, fyorede jeg dog fledfe med Fornøielfe Nedelighed i Eders Korfæt. Lader
så taffe Forfynet, fom foreffrev 08 vore Pligter, og lader os betænte, at vi have
fæfles Juteresfer at forfvare, fælles Farer at gjennemgaae, fælles Lytte, folles ere
at haabe. — eg opfylder gjerne Eders Ønfte, og fral i Morgen med min Søn
afreiſe til Gbhriftiania."
Disfe faa og fimple Ord, fom lidet berørte nyligen endte vanjfelige Forhold)
og fun forteligen omtalte be tiltommende, forfeilede ikke fin Virkning, og YPrindfens
vmlige Vœſen og den Forefommenhed, fom han vilfte alle Medlemmer af Deputationen
uden Undtagelſe, indtog bem Ulle, og de forløde i en munter Stemning Gematter,
fom Nogle med Angftelje og vemodig Folelſe af Modets Henfigt havde betraadt.
Fireogtyvende Capitel.
Storthingets fenere Virkfomhed.
Da ſaaledes bet ſtore Foreningsvært var fuldbyrdet, og en lykkelig Fred gjorde alle
frigerffe Foranftaltninger overflødige, gav Kronprindfen Ordre til den frenffe Armees
Opryffen fra norft Grund og Tilbagemarid til Sverige. Men forinden henvendte
han 8de Novbr. følgende Ufftedsord til de hjemvendende Krigere:
ry Denne Tale indeholdt viftnok meer end Pluraliteten af Storthingets Medlemmer
og ben norffe Nation ønftede udtrykt, og ben var neppe bfeven ſaaledes, berfom ben
førft var bleven gjennemgaaet i Bforttinget; men Ordføreren udtrykte oprigtigen
ben Mening, fom han ftedfe havde havt. Den indeholdt faktifte Omftændigheder,
fom neppe betræftes af Hiftorien. Om endog ben flandinavifte Halve af Naturen
er forenet, fom flere andre Lande, ber grændfe til bverandre, og hvor ber tale eet
Sprog, uden at Indbyggerne hylde een Regjering, faa fan bet ille figeg at be vare
blevne adſtilte ved menneftelige Lidenfraber og Forbomme; thi fun en kortvarig o
tilfældig Forening havde fundet Sted mellem dem. Foreningen betragtedeg nu til⸗
beelg med Uvillie fra norft Side, og ber var fun faa oplpfte Nordvmænd, der havde
onſtet denne Forbindelſe, ber blev fremtvungen ved et Magtfprog af be føre euro»
pæifte Magter. Mange meente vel og, at ben Hylveft, fom allerede forub gaved
ben nye Konge, var pr ftærft ubtryft, og at bet var meer Haab og Onſter, ber
burde ubtryffes. Men Taler af den Art maa ille firengt bebommes efter bere
Indhold, ille tillægges biftoriff Verd, eller ventes at bære Sandhedens Farve i fin
renefte Betydning. De ere fædvanligen tun Komplimenter, ber Å en vedtagen
Kurial-Stiil ydes ben ophøiebe Stilling, og deres Verd maa bedømmes efter benne
Form. Kun dette ville vi antyde ved benne Anmarkning, at Taleren neppe ubtryfte
den almindelige Gtenuing i og udenfor Storthinget.
36*
504 . Tredie Tiderum. Vireogthvende Capitel.
Soldater! Allerede fænge har de ffandinaviffe Folfeflags Forening været vers
fom alle Eders Landsmends HØnfter. For at naae deite ſtore Maal have vi gredet
til Vaaben. Forſynet har kronet vore Beftræbelfer; vore Forhaabninger ere opfyldte.
Fra nu af have Svenffe og Nordmand de famme Jnteresfer at forfvare, ben famme
Wre at hævde, og den famme Fremtids⸗Lykke vil blive Brifen for de famme Dyder.
Soldater! Dette er et af de lykkeligſte Øieblit I mit Liv, da jeg i Kongens og
Fædrefandets Navn toller Eder begges Erfjendtlighed for den Tapperhed, den Krigs»
tugt og bet herlige Forhold, ved hviltet I, Eders Forfædre værdige, have gjort det
foenffe Navn ligefaa elffet fom agtet. Bender tilbage til Eders fredelige Urne; op⸗
fylber Eders medborgerlige Pligter med den famme Kjærlighed til Eders Fæbdreland,
ben famme Lydighed mod Lovene, der har ubmærket Eder fom Krigere. Eders Konges
Bevaagenhed og Eders Medborgeres Ugtelfe vil vorde Eders Belonning.“
Den Gde November underrettede Prvæfidenten Storthingets Medlemmer om, at
Kronprindfen vilde anfomme til Chriſtiania famme Aften, og at han Kl. 2 den følgende
Dage Eftermiddag vilde møde i Storthinget. Det befluttebes derefter, at Bræfidenten
alene om Aftenen flulde indfinde flg i Nalaiet og fomplimentere Kronprindfen, men
at en af Præfidenten udnævnt Deputation, beftaaende af 12 Medtemmer, flulde neſte
Dags Formiddag begive fig til Samme, for at bringe ham EtorthingetS Velkomſt⸗
hilfen. — Den 10de Rovbr. indfandt fig Kronprindfen og hans Søn, Hertugen af
Gødermanland, Prinds Oscar, ledfugede af Norges Statsraad, be ſvenſte Kommis⸗
fatter med flere Embedsmæend af alle Klasfer, i GStorthinget, og indledtes af en
dertil af Præfidenten udnævnt Deputation. Kronprindfen holdt en Tale paa Franſt,
fom Prinds Oscar oplæfte paa Svenft, og hvoraf en norſt Overfættelfe blev Præs
fibenten overfeveret af Statsraad Rofenfrang. Den lød faaledeg:
„Gode Herrer og norffe Mænd, ræfident og famtlige Medlemmer af Norges
Riges EStorthing! Kongen har opnaaet Maalet for de Ønfter, fom ban fredfe har
næret for ben ffanbinaviffe Halvørs Lytte og GSelvftændighed. Dens tvende Folkes
flag have affvoret deres fange og ulyftelige Tviftigheder, og herefter ſtulle de afene
kappes i fælleg Kjærlighed til deres fælles Fæbdreland. J have medvirket, gode Herrer
og norffe Mænd! til dette ſtore Formaal, og derved forhvervet Eder hellige Fors
bringer paa Eders Konges Velbehag og Eders Medhorgeres Taknemlighed. Den dob⸗
belte Are var Kongen forbeholden, at fre tvende frie Folk utvungne og eenftemmige
at tilbyde ham Kronen. Hos be GSvenfte gjorde han ifte fin Urveret gjældende, og
hos Eder foretrat han de Hordringer, fom havde en førre Bærd for hans Hjerte —
be nemlig, fom hentedes fra Eders Kjærlighed — fremfor de Mettigheder, fom hoi⸗
tidelige Forbund havde forhvervet ham.
„Kongen har altid villet, at Nordbmænd og Evenfre, lige i Mettigheder, frulde
nyde famme Fortrin i Henfeende til deres Statsforfatninger; og den nye Grundloy,
fom I nylig fælles med Kongen have antaget, ſtal paa eengang tjeme til Borgen for
Gdera Frihed, og til Beviis for Europa paa Eders Konges UAgtelfe for Eders Met-
tigheder. Gode Herrer og norffe Mænd! I ville fvare til den retmæsfige Tillid,
han foætter til Ever. J ville veilede dette redelige Folt, og efterat J med Nidkjœrhed
have opfyldt Lovgiverens Kald, ville I anvende Eders Kundfraber og Befiræbdetfer
for at gjøre ben Megjering elffet, fom I have oprettet. For at berede Midlerne
Dertil er det meget magtpaaliggende at oplyfe Nationen om dens Vilfand va mulige
Forhaabninger; det er nødvendigt, at den ei tiltegner fin nye Regjering Ulytfer, fom
denne ikke har forvoldt; bet er nødvendigt, at Folket faaer at vide, i hvilfen Tilftand
Kongen har fundet Eders Pengevæfen og de offentlige Sagers Beſtyrelſe, for upartiff
at funne bedømme be Forbedringer, fom bør blive en naturlig Folge af hans Megjering.
J flulle erholde en Bropofition anganende be forberedende Skridt, fom i denne Hen⸗
feende maa gjøres.
ngoreningen mellem Sverige og Norge er grundet paa beres gengraphifte Beligs
genhed, paa begge Folks Nationaldarafteer, paa deres indbyrdes Fordele, og paa den
*
Gedbaflæggeljen.- Preſidentens Tale, Gav Ceſen Statholder. 0 665
fom raader i deres Overvekelfer; — jeg lægger til, paa den Marligheb,
jem begge føle for perfonlig Frihed, for Giendomsrettens Hellighed og en repræfens
tativ Megjeringsform. Vi frue altid blive tvende forenede og nuafhængige Foll.
åilfredje med be Grændfer, Naturen har anviiſt os, og overbeviiſte am ben fore
Sandhed, at udover disfe Grænbdfer ei for os gives noget virkeligt Gode, flal vor
Statslære blive, aldrig at begynde en Krig, men at bevare den gode Horftaaelfe, fom
mi finder Sted med alle Magter. Da Forfynet faalebes har indfluttet vor Lytfalighed
og vore Bligter indenfor den famme Kreds, tager jeg ike i Betenkning for Verdens
£ime at aflægge det høitidelige Løfte, at aldrig fremmed Bold flal befmitte Eders
gand eller frænfe Eders Mettigheder. J
„Gode Herrer og norſte Mænd! Kongen antager Grundloven ſaaledes, ſom I
berom ere fomne overens med Hs. Majeftæts Kommisfairer. Han forbeholder. fig
at fremfætte til de foenfle Etænders Betæntning de Urtifler, hvorved Korandringer
eller Sempninger i ben fvenfle Grundlov foranlediges. Det er i Kongens Navn, at
jeg nu overleverer til Eder, gode Herrer og norfle Mænd! Hs. Majeſtæets Eed, at
ville fyre og regjere Kongeriget Norge efter dets Conſtitution, og opfordrer Eder til
at aflægge Eders Eed til Kongen. Det Forbund, fom han har indgaaet med det
norffe Folt, flat faaledes naae fin endelige Fuldbyrdelfe. Maatte Forfynet, fom vaager
over Rigernes Skjebne, velfigne denne høitidelige Stund, fom for begge GStandinas
viens Folfeflag aabner et nyt Tidsrum af Åre og Lytfalighed. Jeg ſtal underftøtte
Kongens faderlige Omhu for Nordbmændenes Bel, og hot min Søn indplante den
Kjærlighed og Hengivenhed, jeg felv føler for dem.
n Midt iblandt Baabnenes Larm, og idet jeg fra Germaniens Marker, i Fors
ening med Sveriges Bundsforvante, gik hen for at modfætte mig det forfærdeligfte
Tyrauni, fom nogenfinde har tryftet Europa, var mit Blik altid fæftet aa denne
Stund, fom den hoieſte Belønning for mine Unftrengelfer, og den fredelige Palme,
fom jeg idag mobtager af et frit Folk, overgaaer Å mit Hjerte alle Seierens Laurbær.
Jeg gjentager for Eder, gode Herrer og norffe Mænd! Forliftringen om mine ligefaa
lende fom oprigtige Folelſer.“
Kronyrindfen overleverede derpaa til Storthingets Præfident Kong Carl den XIII.ø
Øriftlige conftitutionelle Eed, faalydende:
Jeg lover og fværger, at ville regjere Kongeriget Norge Å Overeensftemmelfe
med beté Gonfiitution og Love, faa fandt bhjælpe mig Gud og hans delige Ord!
arl.“
Efter Præfidentens Opfordring med følgende Ord: „Medbredre, mrede Med⸗
femmer af Norges overordentlige Etorthing! Lader os høitideligen fværge Conſtitu⸗
tionen og Kongen Troſtab“, aflagde famtlige Etorthingets Medlemmer Eden i føls
gende Udtryk: „Jeg lover og fværger, at vife Conftitutionen og Kongen Lydighed,
faa fandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord !-
Bræfidenten fluttede Akten med følgende Tale: , Eden er aflagt; et helligt uops
føfetigt Baand er fnyttet mellem Norge og Everige. Begge bisfe Riger ftaae nu ved
Siden af hinanden, hvert ftøttende fig vaa fin færffilte Grundlov, hvid nøtagtige
Overholdelfe vil filfte deres Uafhængighed. Naar Tvillingrigets fæles Konge med
Viiſsdom vælger, og med Opmarkſomhed hører fit Raad, aldrig adffiller bet ene Riges
Juteresſe fra det andeté, og aldrig glemmer, at begge ere ESøftende, ber have lige
Krav paa hans Jader-Omhu; naar Begges Sønner paa Land og Hav funne modes
fom Pfjærlige Brødre; naar Norffe og Svenffe aldrig tabe af Sigte, at bet ene Riges
Hæder er det andetg, og at fun foælles Reftræbelfer og Opoffrelfer give fælles Fordeel
og Siflerhed: da vil Foreningen ſtaae til fildigfte Slægter; da vil den Dag, paa hvillen
Baandet Inyttedes, blive en Feſtdag for Efterfommerne; da vil andre Nationer med
Migundelfe fee hen til Nordens lykkelige Halvøe. Dette venter, Dette haaber den
norffe Nation af fin valgte Konges og hans Efterkommeres Viisdom, og af den
ſvenſte Nations Broderfind, ligefom den felv redeligen vil bidrage dertil. Gud bevare
586 60 Tredie Tiberum. Fireogtyvende Capitel.
Kongen og hans Niger!” — Derefter forlod Kronprindſen med fin Guite Storihängs⸗
fafen, og aldrig har vel nogen Forfamling følt flg hoitideligere fremt ved Forhand⸗
linger af ben Art, end de Mænd, fom da fyldte den.
Den 12te Novbr. blev Hegermanns Forflag om, »i em Adresſe at anfoge Os.
M. Kongen om at udnævne Hs. Å. H. Kronprindfen til Bicefonge i Norge og Chef
for et gevorbent Regiment”, behandlet. Storthinget bifaldt Horflaget og befluttede,
at bet frulde overbrages Bræfidenten at forfatte en UAnføgning, hvis Koncept fMulde
forelægges GStorthinget førend ben udferdigedes. — Efter Forflag af Diriks nedfattes
en Gomitee, fom havde at gjennemgane alle de Forflag, der i Unledning af forfrjele
fige Gjenftanbe vare indfomne og endnu uafgjorte, for at afgive Betæntning vderover
til Storthinget. Til Medlemmer af Samme udnævntes Konow, Holter, Dirifs,
Stoltenberg, Hegermann og Grev Wedel. Videm til at indlevere videre Forflag ind»
ſtrenkedes efter Sibbern Forflag til den panfølgende Tirsdag.
Den 14de Novbr. befluttedes, at Kronprindfen ved en Depntation af 5 Med⸗
femmer ſtulde forefpørges, om han paa Kongens Vegne og til Landalmuené Beros
ligelfe vilbe give Løfte om, at ingen Bærnepligtig, der er over 25 Uar, ffulde blive
ubfommanberet inden næfte Storthings Ufholbelfe. Samme Dag behandledes et af
Eteenftrup anmeldt Forflag, hvortil fenere indfom et fra Provſt Herpberg, om at
udfætte næfte Storthings Afholdelſe Kl midt Å Juni 1815. Dette Forflag blev i
et fenere Mode den 23de Novbr. bifaldt, og ved Pluralitet befluttedes: „Neſte orbents
lige Storthing fral begynde fine Forhandlinger den førfte Søgnedag i Juli Maaned
næftfommende Aar 1815.” Tirllige beftemtes, at Præfidentffabet ved Stkrivelfe kl
Lov⸗Comiteen, Finant8-Gomiteen og Varnepligts⸗Comiteen frulde indhente Betenkning
om, hvorvidt disfe vare iſtand kl, feneft inden Juli Maaned næfte War, at forelægge
Storthinget deres Urbeider enten t det Hele eller for en Deel. — Samme Dag foms
municeredes Gtorthinget, at Kronprindfen paa Hs. M. Kongens Begne havde ubnævnt
HOs. Excellenee, en af Rigets Herrer, Feltmarffalt Esſen til at indtræde i Statsraadet
fom Gtatholder, og at han fom faadan havde fremlagt flriftlig Eed til Kongen og
Gonfitutionen.
Fra Kronprindfen overbragte Statsraad Mofenfrang en fongelig Propofition om
Nedfættelfen af en Gomitee, beftaaende af 12 Medlemmer, fordelte i 3 Sektioner,
nemlig een for ginantferne, een for bet Militaire og een for den indvortes Oekonomi,
hvilken Gomitee frulde indtil næfte Storthing fuldftændig underføge Rigets nærværende
Filftand, famt udarbeide et Korflag til de Forholdaregler og Unordninger, fom i hver
af dens Grene pasfeligft hunde ventes. Til denne Comitee frulde det og overdrages
at holde Kontrol over Myntvæfenet. Derhos frulde den, naar Etateudgifterne indtil
næfte Storthing ere regulerede og Fonda dertil anviifte, holde en pasfende Inſtrur
ei afene i Henfeende til de nødvendige Grændfer for Seddelmasfens videre Koragetfe,
men og faavidt muligt foranftalte en fuccesfiv Jnddragelfe beraf, for imidlertid at
holde Pengene i den VBærdi, fom Nationens Garanti og de anviifte Hypotheker med
Rette ber forffaffe famme”).
Blandt de Forhandlinger, fom i ben øvrige Deel af dette Storthingemøde bleve
foretagne, vare de Beflutninger, der toges i Unfedning af den Deputatton, fom afs
ſendtes til Kronprindfen for at erfare, naar de fvenffe Tropper kunde beordres at
forlade Faæftningerne Frederikſtad og Frederikfteen. Deputationen indleverede 18de
Novbr. gjennem fin Formand Mopfeldt herom følgende Beretning: , Undertegnede
Deyutatton begav fig igaar ifølge Storthingets Befaling til Hs. K. $. Kronprindfen,
for at blive underrettet om der var taget nogen Beftemmelfe i Henfeende til kvad Tid
de fvenffe Tropper unde ventes at forlade Fæftningerne Frederikſtad og Frederikſteen.
$a. K. H. erflærede i den Unledning, at han vilde gjøre Foreftilling til H0. M.
1) Propofitionen findes in extenso i Bilag No, 84.
Unberhanblinger om be frenfle Tropper i de norfle Feſtninger. e 567
Kongen om, at bisfe Tropper maatte rykke bort, faafnart Eden var aflagt paa de
forffjellige Steder i Landet; at han intet hellere ønffede, end firar at lade bemeldte
Tropper gaae bort, men at der endnu var en Moængde fvære Kanoner, famt en heel
Deel Krigsførnedenheder, ja indtil 2 Millioners Bærdi, Sverige tilhørende, i bemedia
Feſtninger, hville Ting paa denne Aarets Tid ei funde vel blive borttransporterede;
men beftemt kunde han fove, at de foenfle Garnifoner ganſte frulle have forladt Folks
ningerne ben ifte Juli, da, fom Kronprindfen formodede, næfte Storthing ſtulde
holdet; og at der mod ben Tid maaffee neppe vilde være meer end et Par Koms
pagnier tilbage, ba Zropperne efterhaanden fom bet bliver muligt fulle træffe bort.
då. A. H. Kronprindfen bad Deputationen gjøre GStorthinget opmærkfom paa, at
hans Grund for at beholde Tropperne endnu en Tid i Fæftningerne ingenfunde fan
være Mistillid til Nationen, da bemeldte Tropper ei funde fvare til nogen Henfigt i
fan Øenfeende, faafom det Hele hin er 1100 Mand, nemlig 400 Mand paa Frede
tilfteen og 700 Mand i Frederifftad.-
J den Anledning yitrede Jørgen Aall, fom havde været Medlem af Deputas
tonen, og længe havde underholdt fig med Kronprindjen, at dette Kronprindfens
Svar vel ikke funde fynes tilfredsftillende, men da han tillige havde yttret, at en
Kommando var af ham bleven betroet en norft Officier, kunde han maaffee lade fig
bevæge til at indvilge, at Frederikſteens og Frederikſtads Kæftninger fattes under dennes
Kommando, og be foenffe Tropper bleve hjemfendte, famt at de fvenite Krigsforraad
fattes under denne norffe Officiers eller en fvenff Commiſairs Baretægt. Storthinget
beftede imidlertid fin færdeles Opmaærffomhed paa denne GSug, fordi det troede, ikke
at funne gjøre not for at befri Fæftningerne fra disfe Garnifoner, og faalede8 opfylde
et almindeligt Nationalønfle. — Comiteen gjennemgit faaledes paany Sagen, og
indgav 19de November en fornyet Indſtilling, hvori ben fremfatte følgende Forflag:
„Comiteen troer, — figer den deri — at indfee, at Fæftningerne Frederikfcen og
grederifftad, ijær paa Denne Uareté Tid, faare vanfleligen ville funne ryddiggjøres og
tilbagefeveres før Februar Maaned 1815. Maar $8. K. H. for en til ham i den
Anledning paany affendt Deputation naadigſt behager at give ben Forfiffring, at tidtr
meldte Faſtninger igjen frulle overleveres til Befættelfe af norffe Tropper til oven»
nævnte Tid, holder Comiteen for, at Storthinget, faavel paa fine egne fom Commit-
tenters Vegne, fan anfee Conſtitutionen efterfevet. Skulde Hs. K. H. iffe kunne
meddele en faadan Forfilfring, vover den at indftille, at den Deputation, fom afgaaer
til Etodholm, maatte til Hs. M. Kongen medbringe Storthingets fraftige Undrageude
i denne Rationalfag.-
Da dette bifaldtes, blev en ny Deputation fendt til Aronprindfen, og blev firar
indladt til Mudience. Den foredrag derpaa for Hs. K. H., at da Grundloven ud:
tryfteligen beftemte, at ingen fvenffle Tropper maatte være frationerede i Norge i
Fredstider, faa anfaa Etorthinget det for fin Pligt at anmode 48. K. H. om, at
bet maatte blive befalet de fvenfte Tropper at forlade de beſatte Faſtninger fnareft
muligt. Zillige yttredes, at Storthinget troede, at dette kunde beftemmes til Uds
gangen af Februar, efterfom Eden til den Tid ſikkert fan være aflagt af famtlige
Tropper og Embedsmand, ligefom de til denne Tid ikke bortførte Magajiner unde
under foenfle Kommisfairers Tilfyn indtil Videre forblive i Faſtningerne, endſtjont
be foenffe Tropper forlode famme.
Hs. K. H. behagede berpaa i meget naadige Udtrykf i det Vaſentlige at tils
fjendegive Deputationen, at Mistro ingenlunde var Vurfug til det Ouſte at beholde
Fofiningerne til Juli Maaned; at han for ſin Perfon allerde var overbeviik om den
norffe Nations Oprigtighed; at Kongen attraaer altib at behandle Rorge og Sverige
lige, og at vife, at bet ene Rige er ham ligeſaa fjært fom det andet; famt at han
er overbeviit om, at denne Regels Ubøvelfe er den filfrefte Borgen for Foreningens
Barighed og Held. Men Kronprindfen er for nærværende Tid, faa gjerne Han end
vilde det, ei iftand til at opfylde Storthingets Begjæring uden Kongens Jndvilgning,
b68 Tredie Tidsrum. Hireogtybende Capitel.
efterſom han alt har anmeldt, at efter Overeendtomft med Kommisſatrerne og Stor⸗
thinget, frulde disfe Fæftninger forblive befatte af foenfle Tropper. Hs. &. H. bad
derfor GStorthinget om, at den til Stodholm afgaaende Deputation maatte forebringe
for $8. M. Kongen denne StorthingetS Begjæring, og forfiffrede bderhos, at han
felv vilde fætte flg i Spidſen for denne Deputation og underftøtte den med fin Fors
fiffring om det norſte Folks Oprigttghed, hvorefter $8. K. H. aldeles itte betvivlede,
at jo Faſtningerne vilde blive tilbageleverede langt hurtigere, end Storthinget maaffee
felv funde vente."
Gifter dette Svar bejluttede Storthinget eenftemmigen: „Det flal være Pligt før
den Deputation, fom afganer til GStodholm, mundtligen at andrage for Hs. M.
Kongen paa Storthingets Vegne, og fom dets Fordring i den norſte Nations Navn,
i Overeensftemmelfe med Grundloven, at $8. M. vilde give et pofitivt Løfte om at
bjembrage be i Fæftningerne Frederifftad og Frederikfteen liggende fvenfte Tropper inden
Februar Maaneds Udgang næfte Aar.” Derhos befluttedes, at famme Deputation
ved Tilbagefomften frulde meddele den i Morge værende øverfte erekutive Magt He.
M. Kongens Svar paa Storthingete forfjelige Andragender i denne Anledning, paa
bet at bisfe funde blive offentligen betjendtigjorte. Saaledes lykkedes bet Storthingets
Faſthed og Aarvaagenhed for Alt, Hvad der angif Fæbdrelandets Garn og Are, ogfaa
i denne Henfeende at bevirke et heldigt Refultat. — Da Deputationen ved fin Un-
fomft til Stodholm forebrog Kongen af Sverige Gtorthingets Anmodning, undere
fløttedes bette troligen af Kronprindfen, og Kongen lovede, at de fvenfle Garnifoner
i bine Feſtninger flulde, faafnart Gfterretning til Hs. M. var indløben, at de norfle
militatre og etvile Gmbedamænd hunde aflagt deres Eed til Conſtitutionen, ufortøvet
faldes tilbage til Sverige, og alle Tropper i al Fald have forladt Norge inden
Februar Maaneds Udgang 1815, khviltet ogfaa frede.
Bræfidenten Ghriftie foreleſte 21de Novbr. det af ham forfattede Udkaſt til
Anføgning til Kongen om Kronprindſens Beſtikkelſe til VBicefonge i Norge og Ude
nævnelfe til Ghef for et gevorbent Regiment. Den fød faaledes: „J flere Uarhuns
dreder har Norge været forenet med Danmark under fælles Konger, der fedfe have
refideret i Danmarfs Hovedftad. Norges affides Beliggenhed, og dets Uvdfillelfe fra
Danmark, ſaavel ved Havet fom ved en betydelig Strætning af et fremmed Mige,
har foraarfaget, at Kongerne fjeldent have beføgt Landet, og aldrig havt fadigt
Ophold fammefteds. Ut Norge berved har favnet alle de Kordele, fom ere en Folge
af Kongernes Ophold i Riget og deres note Betjendtffab med famme, er en unægs
telig Sandhed. Formeligen løft fra fin Forbindelfe med Danmarf, har Norge cons
fitueret fig til et felvftændigt Mige, og derefter ved dets Mepræfentanter befluttet en
ftedfevarende Forening med Sverige under en fælles Konge. Af denne Forening
haaber Riget de meeft velgjørende Virfninger for Fremtiden. Det var Deres Majes
ftæts Viisdom forbeholdt at bevirfe Foreningen, og det er ifølge D. Majeſtets Fors
flag, at Grundloven beftemmer, at Kronprindfen eller hans ældfte Søn fan være
Bicefonge i Norge. D. M. har naadigen behaget at ſende til og Deres dyrebare
Søn, Rigernes Krouprinds. Bi ere blevne overbevitfte om Sammes ophøtede Tœonke⸗
maabe, hang redelige Eindelag og udmarkede Talenter. Vi funne ſaaledes ei andet
end ønffe hans længere Nærværelfe tblandt os, for at han funde blive neøiere bes
fjendt med Landet og dets Indretninger, famt derefter ordne og faftfætte bet Fornodne,
faavel i Henfrende til det Civile fom til det Militatre.. Den norffe Ratton vil anjee
bet fom bet bøiefte Beviig paa D. M.s Velvillie og faderlige Omforg for Morges
Bel, om det maatte behage D. M. at udnærne Hs. K. H. Åronprindfen til Vices
fonge i Norge, og tillige til Chef for et af dets gevorbne Regimenter,.og berom
vore bi paa Det. indftændigfte at anføge Deres Majeftæt.-
Ligeledes oplærte Præfidenten et tatinft Digt, fom var forfattet af Brofesfor Olavfon
paa Kongsberg i Unledning af Rigerne8 Forening, med en Overfættelfe deraf. Gjennem
Prafidenten tilfendtes Profesforen et Tatfigelfesbrev for hans Opmeerkſomhed.
Migsrets-Action mod Statbraab Hagthanfen. 509
Blandt de Anføgninger, fom i en Ubresfe flulde forelægges Kongen, var ogfan
den, at Hs. Majeftæts Medvirtning flulde anføges til at flaffe norſte Skibseiere
Grftatning for de norffe Skibe og Ladminger, der efter ben engelfle Regjerings Fors
anftaltning bleve fagte under Beflag i England, førend Krigen mellem England og
CFanmart i Yaret 1807 udbred, hvilte Eiendomme ſenere folgtes, og Vardien deraf
veponereded i Englands Ctatstasfe. Den famme Grftatning frulde føges for de
norſte Skibe, fom i Aaret 1808 bleve bragte fra portugififfe og ſpanſte Havne til
England, og der folgte. — Ogfaa denne Unfogning blev overleveret af hiin Depus
tatton, og Kongen fovede den fraftigfte Medvirkning, men uden noget heldigt Udfald.
Sagen har ofte fiben paa flæe Maader været paany optagen, men ben engelffe Nes
gjering har iffe villet beqvemme fig til denne Grftatning for Fremmede, og har ind»
fraænfet fig til at erftatte det Tab, fom dens egne Underfaatter paa ben Maade have
ht. Nordmaendene fil ingen Erſtatning for disſe under Freden tilbageholdte Eien⸗
domme, ligefaalidt fom for bem, der vare bortførte fra et Land, med khvillet Norge
ingen Krig havde”). '
Der var i den Tid megen Tale om Lieutenant Schwarz's Forviisning fra Norge,
ber almindeligen troedes foranftaltet af ben fvenffe Regjering, der i faa Henfeende
anfaaes for at have overffredet fin Myndighed. Men Politimefteren i Chriſtiania
oplyſte, at Schwarz's Ufreife var frivillig, ligefom bet var naturligt, at han fulgte
Prinds Chriſtian Frederik, hvis Adjutant han var. Paa famme Tid omtrent forlod
YAmtmanden i Laurvig, Lowzow, Miget, og ber var i Odelsthinget 1816 Tale om
at kalde Statsminiſter Unter, Statsraaderne Krohg og Mopfeldt, der anfaaes for
iffe at have modfat flg ben præfumerede Forviisningsbefiutning, til Unfvar. Men
bet oplyſtes, at Lowzow havde forladt Landet deels efter fin Konges Befaling, deels
formebelft Ghifaner, fom vare gjoørte ham i Laurvig. Den fvenfte Regjering havde
viſtnok en, i fig felv ugrundet, Mistanke til de danſte Gmbedsmænd, fom de frygtede
for vilde fede Folkets Tanker tilbage til den gamle Korbindelfe, men ben var derhos
— og visfeligen ikke mindft i Foreningens Begyndelfe — meget omhyggelig for at
unbgaae Ult, hvad der funde ftøde Nationen og figte til at overtræde den eretutive
Magts Grændfer. De danfffødte Embedsmend ſtode derhos fædvanligen ike tilbage
før norfffødte i Bevifer paa et Norge hengivent Sind; men flige Mentngsyttringer
vare en Gjenflang af en gammel Nationaluvillie mob vor foenffe Nabo og en Miss
tillid til hans Henfigter, og bet varede længe inden benne hendøde blandt vore Fjelde.
Fra Finants⸗, Lov⸗ og Bærnepligt8-Gomiteerne indfom Beretninger om bet Umu⸗
lige i at blive færdige til Februar Maaned med deres Jndberetninger og Indſtillinger.
Finantscomiteen yttrede, at den endnu var langt fra at være fommen i Befiddelfe af
de fornødne Oplysninger; men meente, at ben i Midten af Sommeren vilde fane
tilendebragt fine Forhandlinger. Lovcomiteen gjorde opmærtfom paa de Hindringer,
fom vare lagte for dens Virkſomhed ved nogle af dens Medlemmers Valg til Stor-
thinget, frembefes paa Arbeidets VBanftelighed og Vivdtløftighed, og den gav intet
Haab om at funne forelægge GStorthinget noget Forflag til en ny almindelig Civil:
og StriminalzLov forend paa andet ordentlige Storthing. Varnepligtscomiteen anfaa
bet aldeles nødvendigt, at dens Forhandlinger og Forſlag itte affordredes den før i
Slutningen af Juni. Disſe Jndberetninger begrundede ben før omhandlede Udfæte
telje af næfte Storthings Modetid. Til Medlemmer af den Deputation, fom flulde
afgaae til Stodholm, ubnævntes Sorenſtriver Chriſtie fomlFormand, Gaardbruger
Nes, Sognepræft Neumann, Gaardbruger Nordgaard, GSognepræft Ubel, Major Heger»
mann og Asfesfor Hagerup. Da Abel fil GSyadomsforfald, valgtes i hans Sted
Etats raad Anndjon.
> Det forekommer Forfatteren, at han har hørt tale om en enlelt Erſtatning af ſidſte Art.
57% Tredie Tiderum. Femogtyvende Gapitel.
Femogtybende Capitel.
Forhandlinger i Ødelsthing og Jagthing. Kronprindſen ſlutter Størthinget.
De vigtigfte Forhandlinger, fom i Odelsthinget ved dette Storthing bleve foretagne,
vedfom betg UAntlagemyndighed, nemlig Underføgelfe om de Misligheder, fom havde
fundet Sted under den med Sverige førte Krig. Det fatte fig i denne Anledning
t Jorbindelfe med ben nedfatte Underføgelfegfommisfion, og Refultatet blev følgende
Beflutning af 225e November:
nObdelsthinget finder ikke nogen Grund til at paaanfe Statsraaderne Roſenkrantz's,
Sommerhjelms, Colletts og Aalls Forhold i Unledning af hvad fom er pasferet i
Statéraadet om og ved Ufjilutningen af Conventtonen til Moſs, da be have gjort
bereg Pligt. — Foranlediget af de indfomne Oplysninger dekreterer Odelsthinget,
at Statsrand Harthaufen, for fin Opførfel fom Statsraad ved Bentilationen i Stats⸗
raabet angaaende den fluttede VBaabenftilftand og Gonventionen, og med Henfyn paa
be der aflagte, og efter de indfomne Udftrifter af Statsraadets Protofoller af ham
felv derefter tilbeels erfjendte urigtige Beretninger, fom fynes at have motiveret for
en Deel Statsraadets Beflutninger '), flal fættes under Tiltale for Nigsretten.” —
Dette Defret blev tilmeldt Præfidenten i Lagthinget, paa det han, fom Mræfident i
Rigsretten, kunde foranftalte bet i Følge deraf Fornødne. Bed den følgende Dags
Beflutning tilføtedes efter Weidemanns Forflag: „Det ſtal indſtilles til den erefutive
Magt, om den ifte finder det pasfende, paa en lovlig Maade at lade underføge,
hvorvidt de Jndberetninger, fom Kommisfariatsfommisfionen under fidfte Felttog har
tilftillet Kongen om Magafinbeholdningerne fra Afte Junt d. U. og indtil Conven⸗
tionen paa Mofs blev affluttet, medføre Sandhed, og, faafremt de findes urigtige,
at fade dem, fom have underffrevet dem, dommes for beres Handlinger, om be end
ped at være undfomne fra Riget frulde undgaae Dommens Grefution. Denne Ves
flutning fral tilfilles Lagthinget, og i Skrivelſe til famme tillige anføres be Grunde,
fom have motiveret famme, nemlig be forfljellige Hinanden modſtridende Beretninger,
fom Generaflieutenant Harthaufen har givet i Statsraadet ben Bde, Ode og 10de Uuguft.-
J Lagthinget bleve disfe Odelsthingets Beflutninger tagne under Overveielfe ben
24de og 25de Novbr., men efterat Lagthinget havde havt en Konference med Heier
fteret, opfaftedes bet Epørgsmaal, om Migsretten nu unde conftituere fig, eller ben
frat udfættes til næfte Storthing. J denne Unfedning remitteredes Sagen til Øvelse
thinget, men dette vedblev fin forrige Beflutning, og overlod Rigsretten at afajøre,
hvorvidt bet var muligt at fremme Sagen, da dette var en Qvæftion, hvis Afgjørelfe
ligger udenfor Odelathingets Kompetence. — Der vare viftnok flere Medlemmer af
Ragthinget, fom ogfaa vare ivrige paa, flrar at faae Rigsretten imod Harthanfen i
Gang; men Flere erflærede fig derimod. Mopfeldt anfaa bet fær for betænketigt
at fætte en faa vigtig Met, der havde em faa ubetinget Magt Hl at afgjøre Bedfom-
mendes Skjebne, i Birffomhed, medens Gemytterne endnu vare faa oprørte, og bes
markede berhos, at dette Storthings Mepræfentanter ikke vare valgte for 3 Aar, men
fun fpecielt til et overorbentligt Storthing; naar dette var hævet, vare de ille fænger
Repræfentanter, kunde altfaa ifte heller fom faadanne fidde i Metten. Til disſe
Grunde foiedes, at Rigsretten ingen Jnftrur eller Reglement havde, at ikke alle Øøies
fteretømedlemmer vare anfomne og Høiefteret faaledes et fuldtaklig, ligefom Nogle af
Lagthingets Medlemmer vare udnævnte til Embedspofter, fom gjorde det umuligt for
dem at funne beflæve Migsretten fom Medlemmer. Saaledes fatte vel Odelsthinget
Harthaufen under Rigsret, men dennes Ufholdelfe udfattes til næfte GStorthing.
1) Bi have ovenfor feet hvad ber fornemmeligen fremledte Baabenftilftanben og Kon-
ventonen paa Moſs.
|
Taler ved Storthingets Oplobuing 2651 Novbr. bil
I Wnleming af Megjeringens Foreftifling om Nodvendigheden af at forfyne
Gtatolasfen med de formebne Midler til Statsudgifternes Beftridelfe, toget med Pius
raltet følgende Beflutning: , Regjeringen bemyndiges til at reife et Laan, efterſom
ſornodent gjøres, til Gtatens Udgifter paa 2 Millioner Rigsbankdaler N. B. Dette
Laan flal beførges optaget inden Miget; men forfaavidt dette fler, maa Forſtrivnin⸗
gerne et fyde paa høiere Renter af Kapitalen end i det Høiefte 6 pEt. om Maret.
Forſaavidt dette Laan iffe inden Miget fan erholdes, flal Megjeringen være berettiget
til at optage famme udenfor Riget. Naar og forfaavidt Laanet optages udenfor Riget,
øverlades bet til Regjeringen at beftemme og betinge Menternes Størrelfe. Indtil
næfte ordentlige Gtorthing fatter fin Beftemmelfe, maa itte flere Papiirpenge fadris
fered end de navnligen af Nigsforfamlingen paa Eidsvold beftemte 14 Millioner N.
8. — Bed en fenere Beflutning overbroges det ben eyekutive Magt at give den
famlede Gomitee for Hinantferne Inſtrur med Henfyn til Seddelmasſens mulige Ind⸗
bragelfe. -— Det befluttedes, at Præfibenten i GStrivelfe til Ghrifttania Magiftrat
ſtulde taffe Jndbyggerne for beres Belvillie mod Storthingets Medlemmer under deres
Ophold i Staden. Fillig: flulde Stadbøhauptmanden, Borgervæbningen og de frivillige
Jaægere vaa famme Maade bevidnes Storthingets Tak og Erkjendtlighed for den ufors
tredne Beførgelfe af VBagterne ved Storthinget. — Efterat Præfidenten Ghriftie og
Gekretairen Weidemann paa Anmodning af Bicepræfidenten Dirits havde veget Sade,
og Bicepræfidenten og Bicefekretatren havde indtaget deres Plads, oplæfte Dirifs en
af ham efter Storthingets Beflutning forfattet Takadresſe til hine. Storthinget ved⸗
teg eenftemmig bisfe Adresfer, og befluttede at be næftfølgende Dag flulde blive
Rræfidenten og Sekretairen overleverede i GStorthinget. Da Lagthingets Præfident
berefter anmeldte, at der fra Lagthinget ilfe vilde fomme flere Forretninger til Stors
tfinget, udnævnede Præfidenten en Deputation, fom om Eftermidbagen frulbe meddele
Sronprindfen, at Gtorthingets Forhandlinger hunde anſees afgjorte, og begjære fig
tilfjendegivet, naar bet maatte behage Kronprindfen at opløfe denne Forfamling, hvilket
Sronprindfen berammede til næfte Dags Middag.
Den 26be Rovbr. opløfte faaledes Kronprindfen Storthinget ved en Vale i det
franffe Svrog, fom af Prinds Oscar oplæftes paa Norft. Den lød faatedes:
m Gode Herrer og norfte Mand, Præfident og famtlige Medlemmer af Norges
Riges Etorthing! I have mødt Kongens Henfigter ved at faftfætte den Grundiov,
foorved det norſte Folks Frihed for Fremtiden ſtal bevares. Omendffjønt Eders
Ønfter, formedelft en haftig Overgang fra Enevalden til em fovbunden Megjeringøe
form, flundbom have bauret Præg af Befymringer, maa dog Anledningen dertil alene
føges å Mindet om forbigangne Tider og Forhold. Hos Eder var en retmæsfig Jver
for at forfvare Folkets Mettigheder, hos Kongen en alvorlig Beflutning at ertjende
bem, grundet faavef paa hans egen Tilbøielighed, fom paa det foenfle Folte frie
GStatsforfatning. — De Folleflag, fom med Opmærtfomhed have fulgt Eders Over:
veielfe, frulle t deres Gang og i det Udfald, de have havt, erkjende faavel at Eders
Konges Løfter ere hellige, fom at han agter den nationale Frihed. De frulle indfee,
at Hs. Majeftæts Viisdom har fjernet Eder baade fra Anarkiete Farer og Forvils
dbelfer, og fra Defpotismens egenmægtige Bud. Tilfredſe med en tiltagende Forbes
bring i vor Handel og i vort Agerbrug, frulle vi et eftertragte den vanfrelige UEre,
at optage i Berdens Aarboger nogen anden Plads end den, der tilfommer et Iytfaligt
Folt. Men hvis Freden alene er vort ØHiemed, bør vi ei heller glemme, at det
fiftrefte Middel bertil beroer paa vor egen Kraft. Den Pligt at forfvare Fodrelan⸗
det, fom er Krigsmandens ædlefte Beftemmelfe, giver ham en retmæsfig Fordring paa
hans Medborgeres Ugtelfe, den er ogſaa hans byrebarefte Belønning for de Befværs
ligheder, han gaaer imøde. Vant med at fiyre et frit Folk, har Kongen med levende
Tilfredshed erfjendt de Mettigheder, Grundfoven giver den agtværdige Klasfe af Lands
man», bvis Arbeide ernærer Staten, og hvis Arm værner om Fædrelandet.
„Gode Herrer og norfle Mænd! Da Eders Forhandlinger nu ere tilendebragte,
BU Tredie Tidsrum. Femogtyvende Gapitel,
giver jeg Eder i Kongens Navn. tilkjende, at han med den Magt, Grundloven til⸗
lægger ham, nu oploſer dette overordentlige Storthing. I vende nu tilbage til Eders
fredelige Boliger, Iyttelige ved Eders Samvittigheds Vidnesbyrd, at I have med⸗
virket til FæbdrelandetS Gelvftændighed, og til at befæfte Eders Medborgeres Frihed.
Erindrer Eder da fredfe, at Orden og Enighed udgjøre en Stats Styrke, og at dens
Lykſalighed og Bærdighed fræver Ulles Lydighed for Lovens hellige Bud.
„En Fyrſtes førte Pligt er at bevare Loven hellig — denne høiere Magt over
Konge og Folk. UAldrig have Nordens ældgamle Nationer fljænfet det Tilmavn „den
Gode” til Mildhed uden Kraft. Viſer Eder fom en værdig Uffom af disfe agtværs
dige JForfædre. Beholder fom be Fæbdrelandets Vel til Maal for alle Eders Befrræs
belfer, lærer fom de Eders Børn, at den filtrefte Borgen for bereg Rettigheder er
troligen at opfylbe tndgangne Forpligtelfer. Begynder atter be Forretninger, fom I
forlode for at fvare til den almindelige Tilid. Frygt for Gud er den enefte Frygt,
et frit Goll bør have. Gid ban blive Eders Veileder og Loven for Eders Gjers
ninger; Lyffalighed ſtal da fæfte fin Bolig hos os, og GStandinaviens Frihed fral
faae uroffelig fom dets Fjelde. Gid Forfynet vaage over Kongen og befytte hans
tvende Niger, og gid bet fledfe beholde Eder, gode Herrer og norffe Mænd, i fin
hoie og hellige Baretægt I”
Storthingets Præfident -fvarede faaledes:
„Naadigſte Fyrfte! de forenede Rigeré, Norge og Sveriges Kronprinds! De
vigtige, i Nordens Aarbøger evig mindeværdige Forhandlinger, fom vare Gjenftanden
før dette overordentlige Storthings Sammenfomft, ere nu tilendebragte, og Storthinget
er i Følge deraf ved Kongens Bud hævet. Med Barfomhed og ikke uden Belymring
have det norffe Folks Repræfentanter gaaet frem i at overveie og beflutte den nu faa
heldigen tilveiebragte Forening mellem Norge og Sverige. De tjendte ikke, og kunde
itte fjende Rongens Henfigter, og det gjaldt en Beflutning, fom maatte have nærs
værende faavelfom tilfommende GSlægters Lytte eller Ulykte til Folge. Kongen tils
fillede dem GForflag, der vare byggede par Ertjendbelfen af Nationens Rettigheder.
De bleve frembaarne af hHæverlige Mænd, hvis Aaſyn indajøde Tillid, hvis Frems
færd vandt NRepræfentanternes fulde Ugtelfe og Bifald. Indbyrdes Omforg for begge
Rigers Held og Hader bevirfede Foreningen; indbyrdes Enighed og fælles Beitræs
belfer ville — bet ønffe og haabe vi Alle — befæfte den.
„Deres Kongelige Høihed har ved Deres Nærværelfe blandt og givet umiskjens
belige Prøver paa Deres UAgtelfe for Nationens Mettigheder, Deres Ombhyggelighed
for dens Lytte og Ufre. De har felv havt Leilighed til at erfare, at WErlighed,
GSindighed og Faſthed ere Hovertræt i Folkets Charakteer. Vigtige Forretninger kulde
fnart D. K. H. tilbage til Broderlandet. De felv og Deres haabefulde Søn, He.
K. H. Arveprindfen, ville da for Hs. Majeftæt, vor fælles Konge og Fader, tole
Nationens Golelfer, Ønfter og Forhaabninger, og De vil troligen flane ham bi i
at haandhæve dens Mettigheder. Overbevitft om, at den, der med Sindighed og
Barfombhed fatter fin Bejflutning, ogfar med uroftelig Fafthed følger den, ville De
tillige forfiffre Kongen, at han har vundet et Folk, hvis ufvigelige Hengivenhed og
Froffab det iffun beroer paa ham felv at erhverve. Det hæverlige fvenfte Folk vil
funne oplyſes om, at Sveriges nordlige og veftlige Grændfe beboes af et Broverfolk,
fom for Gftertiden fun beftræber fig for at opnaae fælles Lylte, fælles Sitterhed,
fælles Hader.
medbrødre, Landsmoænd! Bi reife nu hjem hver til fine fredelige Syoler.
Ledede af Fæbdrelandskjærlighed have vi befluttet Norges og Sveriges Forening; med
uroffelig Standhaftighed ville vi, fom Fædrelundeté Benner, føge at bidrage til dens
Barighed. Bi ville tolfe vore Medborgere Megjeringen8 redelige Henfigter, og vi
ville iffe undlade at gjøre dem oypmaærffomme paa, at be ved Mongens Side have en
—— der vil vaage over, og en Helt, der vil forfvare, deres Selpſtœendighed
og grihed.
Charalteriſtik af Garl Johans norfle Statsraad. 873
nNaadigfle Prinbs! Naar De — fom vi haabe fnart Meer — vender tilbage
til Norge, og vere grundede Forhaabninger ere fladfæftede, ba ville jublende Starr
af Iyttelige Rordmaænd ile Dem imøde, og paa det tydeligfte bevidne Dem Foltete
Kjærlighed og Hengivenhed.-
Efter Storthingets Opløsning indfandt famtlige Storthingsmedlemmer fig hos
Sronprindfen til Afſtedscour, og den nye Statholder, Grev Esſen, gav Storthinget
et Afſtedsgilde, ber fom fædvanligen opmuntredes ved flere udbragte Skaaler.
Serogtyvende Capitel.
Et nyt norſk Statsraad udvalges.
Da Foreningen var befluttet og erdfæftet, beftjæftigede Kronprindfen, der ogfaa i
denne Henfeende havde den valgte Konges Fuldmagt, fig med at organifere det nye
Statsraad, og han valgte i denne Henfeende Grev Wedel til fin Raavdgiver, der
efter benne Dag fil en vigtig og velfortjent Jndflydelfe paa Statsſtyrelſen og den
nye Negjerings Jremfærdb. HFeltmarffall, Grev Hans Henrik v. Esſen, var 10de
Novbr. bleven Etatholder i Norge, og 18de f. M. blev Kammerherre Peder Unter ude
uævnt til Statsminifter, og til Statsraader Grev Wedel-Jarlsberg, Generalmajor
$Hegermann, Etatsraad Treſchow, Juftitsraad Diriks, Profesfor Krohg og Capitain
Mopfeldt. I deres forrige Stillinger forbleve Rofentrang, Sommerhjelm og Collett;
Kammerherre Unfer maatte anfees for Nationens værdige Nepræfentant paa den Poft
ved Kongens Side, hvortil han ophetedes, faavel formedelft den Unftand og Lethed,
bvormed han bevægede fig i alfe Cirkler, høie og lave, hans praftiffe Blif over og
Betjendiffab med Fæbdrelandetø Forhold, fom og formedelft hans Forbindelfe med Grev
Bedel, ber fatte ham ind i afle Sager, fom, forberedte i Norge, frulde forelægges
Statsraadsaf delingen i Etodholm og afgjøres af Kongen. Med Hæder beflædte han
fin Poft, indtil Ulderbom og GSvaghed nødte ham til at fætte fig Å Rolighed.
J fit Forflag til dette Balg, fom formedelft Voægten af Proponentens Stemme
tnunde fættes ved Eiden af Valget felv, viifte Greven upaatvivleligen flor Klogſtab,
et upartiſt Henſyn til Sagen felv og den herffende Opinion, og til Vedkommendes
Gvner og fæbrelandffte Sind, uden at fee hen til deres politiffe Anſkuelſer og Foærd
under Gelvftændighedöperioden. De Medlemmer af det forrige Statsraad, fom fors
bleve i deres Stilling, hørte blandt dem, fom havde været Prinds Chrifttan Frederik
perfonligen meeft hengivne, og blandt de nye Medlemmer, fom indtraadte i Stats⸗
taadet, befandtes fun tvende, fom havde hørt til Oppofitionen, nemlig Unfer og
Berel. — Profesſor Krohgs Mening var lidet bekjendt, da han, fom beftandig fyg
under det overordentlige Storthings Forhandlinger, liden eller ingen Leilighed havde
havt til at yttre fin Mening om Foæbrelandets Stilling. Ut dømme efter hans
Botum Å Anledning af Kongevalget, hørte han blandt dem, fom anfaa Foreningen
gavnlig for Fædrelandet”). Blandt de øvrige udvalgte Etatsraader havde tvende —
Mopfeldt og Hegermann — viift fig fom Foreningens fvrigfte Modftandere, idet de
havde erflæret Sverige for Norges Urvefiende, og yttret den Mening, at Foreningen
vilde være en Ulykke for Fædrelandet. Men Mogfelbt havde baade paa Eidsvold
og bet overordentlige Storthing lagt flore Talenter og Kundflaber for Dagen, og
nepye funde Valget i denne Henfeende træffe paa nogen Bærdigere. Det var iliger
) [Gan var en Mand af Kundſtaber og Duelighed, men forfigtig indtil Wngitelighed. 8.]
574 Tredie Tibbrum. Sexogtyvende Gapitel.
maade at vente, at han vilde blive et frimodigt Medlem af Stateraadet, fom hverken
af Frygt eller for Gunft vilde holde Meninger tilbage, fom han troede at funne fors
føare, og underftøtte Koranftaltninger til Fedrelandets Gavn. Saaledes viifte ogſaa
Manden fig i fin Statsraads⸗Ford, og om han ikke altid banede fig Vei til Bifald
og Gunft, nød han dog fledfe fin høie Forefattes Ugtelfe, og havde den almindelige
Folkemening for fig, at Fæbdrelandets Sag i hans Haand var vel forvart. — Hegere
mann forblev fun fort i fin Stiling fom Statsraad, da han frar efter indlod fig i
en Wateffabsforbindelfe, der bragte ham ind paa en ganffe ny VBirffomhedsbane, fom
frævede hans hele Tid og Opmoærtfomhed . Jevrigt vilfte Hegermann fig fom en
bygtig, fundflabsrig og retfindig Mand, i hvilfen Stilling han end fremtraadte, og
orienterede fig med Lethed i enhver. — Diriks havde yitret fig med megen Barfomhed
om Fadrelandets Stilling, og beftræbte fig for at give ethvert Parties Tilhængere fin
Ret. Paa Eidsvold følte han fig frænket ved flere bittre Udladelfer mod Danmart
og danſte Gmbedømænd, og havde afholdt fig fra al Deeltagelfe i politiſte Distuss
fioner, medens hans Lovfundfrab, fom ovenfor viift, var Conſtitutions⸗Comiteen til
ſtor Beiledning under Grundlovens Udarbeidelfe. Det var viftnok denne Lovkundſtab,
fom banede ham Bei til en Poft, hvortil han Havde flere indvortes end udvorks
Egenſtaber. — Treſchow havde fredfe viift fig fom en varm Ben af Prinds Chriſtian
Frederik og en Tilhænger af det Syftem, Prindfen havde valgt; men da den norfle
Konge forlod Scenen, vaklede ogſaa Treſchows politifte Tro, og under Forhandlins
gerne paa bdet overordentlige Storthing overbeviifte han fig alt meer og meer om Fors
eningens Henfigismaæsfighed. Grev Wedel var længe ubeftemt, hvem han ſtulde fætte
paa fin Forflagslifte fom Chef for Oplysningsvæfenet, enten Treſchow eller Sverdrup,
fvilfen Sidfte viftnof havde flere Egenſtaber, der i denne Henfeende gave ham Fors
trinet. Men Treſchow ſtod i den høtefte Agtelfe fom Philofoph og Forfatter, og
Oplysningsvæfenet fyntes at maatte funne fremmes under faadanne Hænder. Hvad
han var fom praftiff Embedsmand I en høt Stilling, maatte Erfaringen lære”).
Derhos anfaaes Sverdrup, der nød den høtefte Agtelfe fom Profesfor, fom en uund⸗
værlig Støtte for bet unge Univerfitet, ba han formedetft fine Kundfraber, fit Hore:
bragg-Falent, fit alvorlige Bæfen og fin værdige Holdning maatte ifær være frittet
til at virke paa ben unge Glægt.
Roſenkrantz modtog iffe egentligen nogen GStatsraads:VBirffomhed, men vedble
at flyre Rigsbankens Unliggender. Endſtjont han aabenbart bekjendte fig til den
Mening, fom Prinds Ghriftian Frederik havde om Fadrelandets Stilling, og fors
fvarebe den med fin fædvanlige Barme, faa begyndte han dog af flere Uarfager fnart
at vafte mellem be gantle og nye politiffe Forhold. Danmart havde han fine
nærmefte JFrænder; hans Broder Nils Rofentrang var GStatsminifter og Chef for de
udenlandſte Unliggender, og igjennem ham indviedes han i de flore Ulemper, fom
Prindſens Beflutninger forvoldte den bonfle Regjering. Efter fin Tilbagefomft fra
fit Wrende Å Danmart om Horaaret 1814 flappedes derfor hans Jver for GSelvftane
dbighebens Sag, og han begyndte at nære bange Unelfer om et ubheldigt Udfald.
$Han tog berfor liden Deel i Prindfens fore Beflutninger, og endffjønt han jevnligen
tilfalbtes i det Raad, hvori Ghriftian Frederik overveiede Statens Unliggender, var
bet mere Mandens velfortjente AUgtelfe end hans GStemmes Bægt, fom der beredte
ham nogen Udmærtelfe. Da Foreningen var fluttet, tabte han Lyften til en alvorlig
Deeltagelfe i Statsforretninger, og ved en frivillig Kratrædelfe uvdelukte han fig fra
Forretninger, hvis Byrde han neppe, under Tingenes nye Stittelfe og Statsfiyrelfens
foranbrede Former, var friftet til at bære.
D by ogte ebe nemlig Gonful Iſaachſens Enke i Chriſtianſand Ganua Sufanne Ghri-
lg tb Fog Pr ra Revnet i Norft Forfatter-Leziton, og tfær i Eidsvolde⸗
all eri af B.
[Dan pi fe a itte Pan I ete fra ben praltiſte Side, fom han havde viift fig fom
e8uben var han for gammel til at betræde em ny Bane. B.]
Statsraad Yall afgaser. Departementernes Forbeling. Holſt Statsfekretatr. 575
Sommerbjelm og Collett beholdt deres Embedspoſter. Den Førfte flod dengang
i fort Nygte fom Myndig Jurift og dygtig Embedsmand, og han var fliktet til at
fætte fig ind i den bøtere Sphæres forffjellige Stillinger. — Vi have havt Leilighed
til at gjøre vore Læfere befjendt med Golletts fore Ravn fom dygtig Embedsmand
alerede i Regjeringsfommisfionens Dage, hvitfet Navn tildrog ham Chriſtian Frederiks
Ovmærffombhed, faavelfom med hans flore Kortjenefter af Fædrelandet ved Ufflutningen
af Konventionen paa Mofs. Paa hans Embedsbane fom Statsraad var bet Collett
ſorbeholdent at vife fit Fedreland LTjenefter, fom aldrig ville glemmes, endſtjont vi
iffe funne berøre dem, uden at anticipere Hiftoriens Gang.
Etatsraad N. Aall trat fig tilbage i fin private Stilling, efterat han den 28de
Novbr. havde faaet fin Afſted i Naade. FToldbepartementet, fom fan havde beftyret,
forenede efter Wedels Plan med Finantsdepartement, for hviltet Grev Wedel blev
Chef, og af Aarfager, fom visfeligen ikke vanærede N. Uall, fattes han iffe paa
Wedels Forflagslifte, ba bette frede efter Aalls eget Ønfte. Han opfyldte Hæderligen
fine Pligter fom Statsraad, og ved vigtige Tjenefter banede han fig Bei til Fadre⸗
landets Grfjendtlighed. Som Prindfen oprigtigen hengiven og perfonligen yndet af
ban, blev han brugt i de vigttgfte Forretninger, og han deelte med Statsraad Collett
Sven af at afflutte Konventionen i Mofs med ben fyenfte Overgeneral paa de for
Merge forbdeelagtigfte Betingelfer — en Fordel, fom utroligen lettede det overordent⸗
lige Storthings vanffelige Forhandlinger med de ſvenſte Kommisfatrer. Intet Med»
lem af Statsraadet opoffrede faa meget fom han ved at indtræde i dette; hans pris
vate Stilling forvifledes derved paa mange Maader, og bet var intet Under, at han
længtes tilbage til Sysler, ber høiligen frævede hans Omforg*.
Fil Ghefer for de forffjellige Departementer ubnævnedes derpaa under IOte Mos
vember: ifte Departement for Kirke⸗ og Underviisningévæfenet, Statsraad Treſchow.
Bet Departement for Vuftitøvæfenet, Statsraad Sommerhjelm. Idie Departement
for Bolikfager, Statsraad Dirits. Ade Departement for det Indre, Statsraad Collett.
Me Departement for Finants⸗,, Handels: og Voldfaget, Grev Medel: Jarlsberg. Ge
Departement for Mrigsvæfenet, Statsraad Hegermann. Gtatsraaderne Mogfeldt og
Mohg fit Ordre til at forfeie fig til Statsraads-Afdelingen i Stodholm. — Siden
ørganiferebes det 7de Departement for Marinen, og Fafting blev Statsraad og Chef
for dette.
Den 179e Rovbr. udnavnedes Slotsfoged Holft til Statefetretatr. Han havde
ved Aarets Begyndelfe været conftitueret Umtmand, og blev fenere hen conftitueret
Chef for Finantferne i Harthaufens Sted, hviltet Embede han endog foreftod, medens
han var Medlem af det overordentlige Storthing. Da Holft overtog Statsfefretariatet,
havde bette Embede en langt førre Betydning, end det fiden fit. Departementdeferne
vefererede dengang itte fom nu fardige Jndfrilfinger om de Gjenftande, ber efterat
være foredragne i GStatsraadet fulde erpederes til Stockholm, men leverede fun Mos
menter dertil i et fragmentartft Foredrag med Bilag. Holt maatte berefter forfatte
motiverede Jndflillinger, og, efterat de vare bifaldte, erpedere dem, Holſt var imid»
fertid opdragen bil Urbeidfomhed t Nentefammeret, havde en ualmindelig hurtig Ope
fatningsevne og et let Overfyn, ligefom han forftob med Klarhed at fremfætte fine
Tanker. Derhos havde han en Urbeidfomhed, der fom ofteft firafte fig til ben dybe
Nat. Det var Holt fenere forbeholdet at vife Fædrelandet de frørfte Tjenefter fom
Kommisfair ved Gjældens Opgjorelfe med Danmart.
5 Forfatteren fom ogfaa paa Grevens Forflagslifte; men i et fortroligt Brev af 20be
November til Greven unbflog han fig for benne Forandring i fin Stilling, beelg
førdi han troebe fig mindre fett til en faa ophetet Poſt, og fandt fig mere uaf-
ængig i fin nærværende Stilling, beels forbi hans Virkſomhed fom Værlseier kræ-
vede hele hans Opmarkſomhed, medens han troede at funne gavne fit Fædreland
mere par anden Maabde.
54. Tredie Tibsrum. Syvogtyvende Gapitel.
Syvegtyvende Capitel.
Føngresfen i Wien og dens Sndflydelfe paa Norges Htilling.
I Henfeende til de europælfle Staters Politik og Forandring i dered udvortes Stils
ling var dette Aar et af de mærtværdigfte, fom Hiftorien har at indflyde i de euros
pæiffe YAnnaler. Den Waarige Krig fyntes at være endt ved de fljebnefvangre
Begivenheder, fom fremledte Pariferfreden og Napoleons Forviiening til Øen Elba.
Keifere og Konger, der fom Øienvidner, om itte fom Deeltagere, havde fulgt deres
tappre Regioner, havde med en Stare af Diplomater været famlede i London i em
Jubelfeft, efterat det flore Maal for deres Unftrengelfer var opnaaet og den blodige
Kamp fyntes at opløfe fig i Fred og Enighed. Kun et flygtigt Øie faftedes til
den lille Krig i Norden, fom til et Efterſpil i det ftore Mrigsdrama, og dette troede
vedkommende flore Magter at funne bringe tl Ende ved diplomatiſte Underhandlinger,
og ved Trudſel at anvende alvorlige Midler. Sveriges Kronprinds, der fom General
og Raadgiver meer end ved de fvenfle Krigsflarer, han anførte, havde været et vige
tigt Redſtab til at befordre Napoleons Undergang, flulde nyde Frugten af fine heldige
Anftrengelfer, og de Løfter, fom vare ham givne i bet flore Raad, frulde bringes
tl Opfyldelſe.
Krigené Lue fyntes faaledes flukt; men ba Fredsvarket ffulde ordnes, Etaternes
Unfirengelfer belønnes, de under Krigen fønderlemmede Dele famles eller Tabet erftattes,
retfindig Moægling mellem be forftjellige Hordringer tilvetebringes, og em Ligevægt i
politiſt Styrfe, ber aabnede Udfigt til em fredelig Fremtid, bevtrkes, fundtes Elementer
not til Gjæring, Splid, og et indbyrdes fiemdtligt Sindelag, der forvitfede pg vanfler
liggjorde den fore Opgave i fin forfte Begyndelfe. Kongresſen til Mien berammedes,
og aldrig faaes ſaamange Fyrſter og diplomatifte Underhandlere famlede for at afgjøre
og ordne faa vigtige Forhold, fom nu i denne Keijerftad. Men itte heller gaves
nogenfinde vanfreligere Opgaver at føfe. De fore Magter gjorde uhyre Fordringer
fom Løn for det Iytteligen ubførte Vært, de mindre modfatte fig en fortfat Sonder⸗
femmelfe af en fvag politiſt Styrke. — Preusſen, fom havde gjort de flørte Op»
offrelfer for at ende den langvarige Blodſcene, og meeft havde bidraget til Krigens
heldige Udfuld, forlangte at Sadfen flulde lægges til det Stater fom Erftatning for
andre Opoffrelfer, for at fyrte dets politifte Kraft og afrunde dets for fiendtlige Ind⸗
fald aabne Grændfer. Rusland, hvis divlomatifle Sprog vel aandede Religioſitet
og menneffefjærlige Henfigter, men fom havde vidſt at førge for fin Etorbed paa
Benner og Fienders Betoftning, forlangte hele Polens Organifation fom færfritt
Stat, og dets Fortning med Rusland under en Vicekonge. Begge disje Staters
dbipfomatiffe Repræfentanter forenede fig til dette Maal, de førte Overmagtens djærve
Hale, og de fandt i den fadjifte Stats totale Oplosning et Middel til at opfylde
disfe flore JFordringer. Udgangen dertil ſyntes let formedelft den fadfifte Konges
trofafte Bedholdenhed ved Napoleon, indtil det fidfte Øieblit da han forjoges fra Tydffs
fand)). Oſterrige opgav vel Fordring paa den tydfle Keiferværdighed med bet bermed
forbundne GSupremati, hvis Betydning bet indfaa nu at være tabt, men ved fine
EStaters Udvidelſe, ifær i Jtalien, ved en for Fremtiden betryggende Ufrunding, og
ved en vigtig Stemme i det foreflagne tydffe Forbund beredte det fig em førre politift
r) Den nederlandſte Minifter, Gagern, fom ubførte fin Fyrſtes diplomatifte Forret-
ninger paa Kongresfen, har å Mein UAntheil an ber Politit. II. Stuttgard 1826"
givet intere8fante Efterreininger om Jorhandlingerne paa Kongredfen. Han forteller
om Keiſer Ulegander, at han paaſtod ubøielig Sachſens Oplosning og tilføier S.
70: »Il (Alexander) disoit aussi, que le Roi de Saxe ne seroit pås le prémier
qui mourroit prissonier en Russie.
Miener-Gongresfens Iubflybelfe paa Carl Johans Stemning mod Mørge. 477
Styrke og Indflydelſe paa det tydſte Riges Anliggender i Fremtiden, end ved en
pralenbe Titel og et ubeftemt Forhold til de øvrige tydſte Stater, ber forhen havde
lammet det Heles Kraft til at modfiaae mægtige Nabofienber. Bayern, fom ved fin
ſidſte fraftige Medvirkning til den franfte Keifers Fald netop i Ufgjørelfens Krifis
havde udflettet Grindringen om bets forrige Jorening med Jrankrige, førte gjennem
dygtige Diplomater et fraftigt Sprog, for at arbeide fig frem til en vigtig Plads og
en fideordnet Stemme i bet tydfle Riges Unliggender. Det maatte afftaae til Oſter⸗
rige igjen bettes gamle Urvelande, fom i en uheldig Krig med Napoleon vare takte,
men det frævede og fit Grftatning i andre Landfiræminger.
Der var faaledes Etof nok til Strid og Uenighed imellem de famlede Magters
Diplomater for at belønne og Uraffe vedfommende tydſte Fyrfter og ordne de forfljele
lige politifle Forhold. Lykteligviis lagdes uovervindelige Hindringer for Hine feierds
ftolte Magters UdvidelfessPlaner til Forftyrrelfe af den politifte Ligevægt. SØfterrige
hade iffe taale hele SadHjens Forening med Preusfen, hvis politifte Styrke derved
feulmede til for Fare for Øfterriges til Sadfen grændfende Arvelande. Den famme
naturlige Frygt for Ruslands Tilvært gjennem det frugtbare og ved fin Krigsfiyrle
betydningsfulde Polen, maatte bevæge Øfterrige til at modjætte fig denne Forening.
Men ifær var Jranfrige og England Maglere i disfe forftjellige Jnteresfer, gjennem
bet Forſtes kloge Diplomat, og det Eidftes t denne Henfcende liberale Politit. Franks
rige var vel ligefom fat udenfor bisfe politifle Disfusfioner; bet var tilbageviif til
en overvunden Stats underordnede Rolle, men dets imponerende Forhold til de ruros
pæifte Stater hunde ille tabes af Sigte. Dets ypdmyge Stilling for Tiden funde
ilte fade glemme dets fraftige Fremtrædelfe fom magtig og fammenhbængende Stat i
Fremtiden. Frankriges Skjebne var desuden forud beftemt, den overvundne Stats
nye Grandfer afrundede, og be tydſte Staters indbyrdes Statsforbolde frode ikke
bermed i Jorbindelfe. Dets kloge Mepræfentant paa Kongresfen, Talleyrand, indfaa
dette Forhold, og benyttede det ved en fraftfuldb Mæyling i de Unliggender, fom figtede
til at tilvetebringe Ligevægt imellem de maægtigere, og en retfærdig Behandling af
be mindre maægtige Stater. Hans Noter paa Kongresfen vare veltalende Horfvarere
for bine Retfærdigheds Principe. Men. endnu mere afgjørende maatte Englands
Mægling være, ber ved fin Udholdenhed og fine Subſidier havde nærmeft foranlediget
Krigens lykkelige Refultat, og nu, tilfreds med at have forftyrret Napoleons farlige
Blaner, lod fig noie med at bringe de europæifle Etater i deres gamle Stilling, og
en pasfende Sigevægt i deres politifte Forhold. Denne Jalouſi mellem Øfterrige,
Breusjen og Rusland indbyrdes, denne Frankriges og Englands vægtige, paa Nets
færdigbed og Magtens pasjende Fordeling grundede Jndflndelfe, faavelfom be mindre
Staters alvorlige Fordring at tildeles fin Met i det flore Raad, nærmede omfider
bisfe Forhandlinger til en fredelig Gunde, da Napoleons Landfligning i Franfrige
frembragte nye Konvulfioner og nye Forvitlinger, der tilfidſt oploftes i em almin=
belig gred.
Denne utrolige Gjæring i det fydlige Europa, bisfe vanffelige Forhandlinger paa
Wiener⸗Kongresſen, vare langtfra at være uden middelbar Birfning paa vort Norden,
endffjønt dets Unliggender lidet der fom paa Bane. Iſar var der to vigtige Om
foændigheder, fom i bet fljebnefvangre og for Norge farlige Øicblif, ba den gamle
gorening med Danmark ſtulde oploſes og en ny indgaars, havde den meeſt afyjørende
Jndflydelfe paa Norges Stjebne, og frillede fig fom Forfvars-Elementer under detg
Forhandlinger med CSverige. Disſe Omftændigheder gjorde, at Norges Repræfene
tanter, ikke ydmygede men flolte, og fiffre under de Forhold, fom dannede fig omkring
dem, Funde føre Eelvftændighedens djærve Sprog, og tilveicbringe en Ligevægt imellem
gordring og Tiljtaaelfe, der fremledte em Forfatning faa fuldfommen, fom om Seiers
herren funde have foreftrevet den. — Metop i bet Øieblit, da det overordentlige
Etorthing famledes i Chriſtiania, og Sveriges Krigsmagt havde leiret fig i Norges
øftlige Græendſelande, beredt til at benytte fine Fordele, overfvomme Norges frugts
mans Grindringer. 37
578 Tredie Tidsrum. Syvogthvende Tapitel.
bareſte Provindſer og overbælde dets Hovedſtad, berdyte Danmarks Konge fig NI ' fn
MReije til Wiener-Kongresſen for ber at tale fin Sag. Han rilfte med flåre Kors
haabninger og efter mægtige fronede Venners Opfordring; thi 'han havde den 'retfær»
bigfte Sag, og de mægtigfte fyrftelige Medlemmer uf Köngreøfen Havde ikke fadet det
mangfe paa gyldne Løfter. Danmart Havde viſtnok itfe formaaet at gåve noget Stod
til den flore Krigs Afgiorelſe, hverken fom Fiende eller fom Ven, men i det ſonder⸗
fylittede danſte Monarkies me Tredicdeel havde Rusland fundet Middet Ål at fotſone
en Jiende og fjøbe en Ben. England ved fit voldbfomme Angreb paa Danmark,
Rusland ved fine gyldne men uopfyldte Løfter, havde Mishandling at forføne og
Gjengjældens Dag fynes nu at være fommen. Det fredelffende og politiſt uftyidige
Danmark var fra Krigens Begyndelfe Hl dens Ende aabenbart bleven overliſtet og
migbanblet, og bet fremtraadte blandt de i Bien forfamleve Fyrfter med den gyldigfte
Fordring Paa en fiberal Behandling, og paa Erſtatning for uforſtyldte Lidelfer og
tunge Opoffrelfer, uden at Nogen unde forubdfee, hvor Erſtatningen fMulde findes.
Danmarks Frederik var én af de førfte i Fyrfte-Nælten, fom indfandt fig i Wien.
Formedelft fin ædle Simplicitet, aabne Færd og forftandige Tale, banede han fig Bei
til Flere af de mægtige Fyrfters Venſtab, fom til Diptomaternes Ugtelfe og Foltets
Gunſt. „En venlig, indfigtefuld Herre, fom havde fortjent en bedre Skjebne“,
kaldes han af en tilftedeværende Diplomat, fom hidtil ikke havde ftaaet i nogen Fore
bindelfe med ham, og gjorde afene Hans Færd i Mien til Maaldftot for fin Dom ').
Paa Kongresfen Å Wien var der — i det mindfte hos de meet betybningsfulde
Staters Mepræfentanter — en aabenbar Tendents til at forfvare Legitimiteten med
Henſyn til fyrftelige Forhold, og at bringe fuavidt muligt Staternes politiſte Stils
ling til famme Punkt — enten identiff eller modiftceret igjennem Gritatningsiyftemet —
fom ben før den nyligen endte Krig havde været. J begge Henfeender havde Frederik
VI. ftore Fordringer, fom Mepræfentant for et af Guropas ældfte Kongehufe, og
formedelſt hine føromtalte Løfter om Grftatning. Derimod vare de flefte nye Troner
omfiyrtede, og Sveriges Kronprinds blandt de Haa, hvis Stilling i denne Henfernde
fattes ved Given af de legitime Fyrfters. Men kunde han under Diplomatifens fmis
bige Form — ifær det Lands, pan hvis Erkjendtlighed Han havde den ſtorſte Fors
bring — gjøre filfer Regning paa at hofte Frugten af fine Anftrengelfir, og unde
Belgjerningen ifte glemmes, naar Fordelen var bøftet?*) — Det var nuturligt, at
Kronprindfen af Sverige hunde nære en frille Frygt for ſaadan Utaknemlighed, og
fremſtyndede Foreningssieblitfet mellem Migerne, idet han befæftede den ved begge
Rigers fælles Samtykke, førend et fremmed Magtfprog blandede fig i Underhandlingen
til Forbeel for Danmark. - Bejtaffenheden af Norges Forbindelfe med Sverige kvitede
iffe paa Stielertraktatens Frænfende og ugyldige Beftemmelfer, der aléne ved en falds
fommen Grobring kunde gjøres gjældende. Forbindelfens Urt var meget mere allerede
veb ben Traftat, fom var indgaaet mellem Sverige og England i Stodholm, paa
en langt liberalere Maade afgjort, og ved denne var der førget for en Forbindelſe,
der funde fremme Norges Fribed og Lykke. Sverige havde desuden ſelv bundet fine
Hander ved Konventionen til Mofe, fom unde anſees garanteret af Forbundfaternes
Befuldmægtigede?), og i Folge denne var Conftitutionen paa Eidsvold lagt til Grund
for Foreningen. Viſtnok var Sveriges Frygt for de Ullieredes Ligegnldighed for
5 Gagerm i hans ovenfor citerede Vært S. 174.
) Flygtig omtaleg ogſaa bette paa Kongresfen. Hiin føromtalte Diplomat anfører S.
93 en Rote: »qui parle de finir la revolution en réinstallant les anciennes
dynasties (Saxe) et en chassant les nouvelles (Joachim). J'ai fait I'objection:
Et Bernadotte! Ces Messieurs Talleyrand et Lobesnardier vouloient di-
stinguer — meis ils sont convenus, qu'ils ne demandoient pas mieux, et que
son tour viendroit.”
5) De vare vel reifte fra Norge, ba Konventionen unbertegnede8, men ben rusfifte Gene-
rafconful Brunet, ber lunde anfee fom deres Agent, var tilftebe ved Konventionen.
De liberale Teitbentfer 4 Tydftan»- vegunſtige Norges Frihed. grå
Sveriges Jirteresſe — om den nogenfinde var forbaanben — ugtthdet. Wet vitke
& under Nohgresfens Forhandlinger, hvor hule hine Løfter til Danmart havde været
og føtn Diplomat bemærfer i fin Beftriveffe: te Roi de Dannemarc housa cquin⸗
trés peu satisſait *).* Ren bekte Reſultat viiſte ſig forſt ſenere, eſtetat Forbim
betfen mellem Norge og Sverige ved Tarl ben Trettenbes Udncevnelſe til Notgeb
ſonge var gadet for ſig. Der var fratedes Grund not for Sverige til at fremftynde
goreningen, og at tilftaae liberale Betingelfr for ven.
En unben Omſtendighed, fom havde en Wigttg Jndyretke paa den Maade,
Poorpaa det norfte Confttutionsrært under Repreefenkanternes Heender pra det vber-
ordentlige Storthing 1814 fuldbyrdedes, var bet Opfving, fom de almindelige Be⸗
greber om Fokkets Rettigheder og Statsmagtens Fordeling juſt påa den Tid havde
foaet. En VDefrietfesfrig var nyligen endt, og dens heldige Udfald maatte fornem:
meligen tilffrives Folkemasſens famfemmige og kraftfulde Unflrengekfer. En ligeſom
atmindelig Landftorm, fremfaldt af Folkevillien for at rodfærfte de gamle Fyrſteſtammet
paa deres Urvetroner, at forhindre Rigemes Oplosning og Sonderſplittelſe og beftytte
deres gamle Omraade, havde Iyffeligen endt det fore Vært. Under benne kraftfulde
Anſtrengelſe vare alle Stœnder blevne tigefom fantmenbiandede, alle tilfældige i Ader⸗
bommen rodfcſtede Forrettigheder hævede. En almindelig Barme for at forfvart
Rigernes Gelvftændighed mod fremmed Bold og afryfte et paawunget Aag gjennem»
gledede Folfene, og Fyrfterne havde faaet de ſteerkeſte Bevifer paa en almindetig Iver
for at bevare Staternes Uafhængighed og underftotte en frlleg Sag. Men mndet
benne Anſtrengelſe havde Hoffet lært at fjende fin Styrke og fine Rekligheder, og
Fyrfterne havde indjeet Mødvendigheden af at følge Ideernes utmodftaaelige Strom,
og give De Forffjellige Statsafdelinger fin Bægt i Raadspleien om Staternes kids
vortes Anliggender, om GStattevæfen og Lovgivning. Det var Nær Tydftland, og
uavnligen Breusfen, hvor denne Gjæring nu Havbe vilt fig alworligſt, Hvor Follt
bavde gjort de ſtorſte Unftrengelfer for at forjage en overmodig Fiende, og Hvor
Regjeringen havde indſeet Nodvendigheden af at give efter for bet ulmindelige Krav
paa en mere pbåsfende Horbeling af Statsmagten mellem Fyrften og Koltet. Man
havde talt om Gambdrægtighed i Anftrengelfer, om tydfl Genhed og om frie Stats—
forfatutnger, man havde lovet disſe i offentlige PBrotlamationer, og dermed opvarmet,
dettriferet Ungdommens Hjerter, under at falde den til Fanerne, vg dermed plædet
og treftet Nationen under bens flore Offere. Saaledes blev Å Kongresatten Å Mien
em Beftemmelfe indfert i den 18de Artitel, i Folge Hvilfen „Landſteender ſtulde ind:
føres inden Aar og Dag, hvilte fulde tilftanes visfe Rettigheder med Henfyn til
Stattevæfen og de almindelige Landsforanftaltninger.* Denne mavre Beftemmelfe,
med en dertil føiet Moviftfation, lagde viftnot fenere hen Hindringer for Gonfritur
tionsværtett Fuldbyrdelſe i em pasſende Form; men der fan ingen Tvoivl være om,
at en liberal Unfhielfe af Folkets Mettigheder i beåne Henfeende raadede i Gemyt⸗
tene og frævede Siabeſtyrelſens Opmeærtjombhed.
Men hvad Vet i denne Herfeende maatte førnemmeligen underftøtte den norſte
Førfamlings alvorlige Wnftrengelfe, var ben Maade, hvorpaa England maatte fors
ventes at ville antage fig det norffe Folks confiitutionelle Mettigheder, faavelfom det
trattdtinæsfige Bærn, bet havde givet Norges Frihed og Gelvftændighed. Disſe libe⸗
rafe Unfluelfer bleve bafaa tydeligen ubtalte paa Wienertongtesfen af den hannesver
ranffe Minitfter, fom vel i benne Henſeende maatte betragtes fom den engelfte Regje⸗
vinge Organ. J den Mote, fom ban om denne Gjenftand indleverede til Kongresſen,
figer Hant „J Begredet af Souverainitet ligger ingenlunde Ideen om Despoti. Kongen
af Storbritanmien er unægtelig ligefaa fouvernin fom enhver anden Fyrfte i Eurepa,
og hans Folke Filheder befæke hans Trone iſtedetfor ut undergrave den.» Han foré
5 Om et andet Sted figér han: «Le Dannemarc perd uné couronhe; et-melgré
les plus fyeHes promuwsses et les plus positives, on lui domme peu ot rien.“
37"
580 Tredie Tibsrum. Syvogtyvende Capitel.
flog berfor, at det for Fremtiden ſtulde erkleres ſom Lev, at 8) Stæœndernes Sams
tyfte er fornøben til at paalægge Skatter. b) De have em Stemmeret med Henfyn
til be Love, ber blive udgivne. c) De have Medopfyn med Unvendelfen af bevilgede
Etatter. d) De ere berettigede til at begjære fyldige Statstjenere afftraffede i Tils
fælde af Malverfation. Kun ved faadanne liberale Grundfætninger, tilføier han,
funne vi under ben tydfle Nations billige Fordringer haabe at give den nærværende
Tidsaand fin Rolighed og Tilfrebshed tilbage.
Disfe Grundjætninger vare et Elto af hvad der allerede før af be vigtigfte
tydfle Stater var udtalt, og de maatte ifær for ben lille nordiffe Stat, hvis Stjebne
vi her omhandle, have Bægt igjennem bet Organ, fom udtalte dem. Englands
Samtyffe til den tvungne Stilsmisfe mellem Danmarf og Norge, og bettes Fore
ening med Sverige, var betinget, og grundede fig paa Beflyttelfen af Norges Fris
hed og Lpffalighed, og be Gruudfætninger, fom her fremfattes, maatte betragtes fom
den Form, under bvilten Norges conftitutionefe Forfatning frulbe beftemmes. —
Disfe Forhandlinger paa Wienerfongresjen kunde vel ikke i fin betaillerede Omfang
endnu være ben fvenjfe Regjering befjendte, ba de ſteede omtrent famtidig med bet
overordentlige Storthings; men da den havde fendt C. Lovenbhjelm til Hongresfen
for ber at fagttage Sveriges arv, maatte den være hekjendt med den Aand, ber
bvilede over disfe Disfusfioner, og maatte agte paa den under dem, der foregik i
Norden. Ingen funde desuden være nøiere bekjendt med disfe Forhold, end Sves
riges Kronprinds, fom havde tilbragt flere Uar i Tydſtlands Midte, fom huvde været
Bidne til dets Unftrengeljer, og under Krigens fidfte Optrin benyttet dem til at ende
den enropæiffe krig. Og Ingen tunde ventes mere tilbøielig Kl at erkjende em fri
Gorfatuings Fordele, end den liberale Helt, fom i yngre Dage havde været Frihedens
varmefte Forſvarer, hvis Talenter vare udviklede under en blodig Krig for fit Fær
drelands Frihed, og fom paa fin Seiersbane fledfe havde bhyldet Menneftehedens
MRettigbeder i.
Enhver, fom med Alvor og Uvartifthed fætter fig ind i disfe Forhold, vil tile
flaae, at bverten før eller fiben noget faa bequemt og charakteriſtiſt Tidspunkt gaves,
ba det morfte Folk af fine Repræjfentanter kunde have modtaget fin Statsforfaming
i fin nærværende Form, og at denne begunftigedes af de bheldigfte Omftændigbheder,
men ifær af De liberale Jdeer, fom gik igjennem alle Stater efter Foltets almindelige
Unftrengelfer i den fidfte Befriclfesfrig, og hvis Gyidighed erkjendtes af Etaternes
Qverhoveder, ligefom de nokſom aabenbarede fig i ve Conftitutionsudkaf, fom fom
for Lyfet og flere Steder ophøtedeg til Lov. Det varede ikke længe, inden denne
Stilling forandredes. En ungdommelig fværmerift Opfatning af hine liberale Gons
fitutionsideer paa den ene Side, Fyrfternes Neaftion mod disfe Ideers Fremfridt
paa den anden Side, har paa flere Steder udfat og forfinfet Conſtitutionsdarket,
eller forvanſtet dets Gorm i meer end et Qvart Setulum. Norges Grundlov derimod
blev given i rette Tid, udkaſtet og antaget under heldige Omftændigheder paa Eids⸗
vold, med faa Forandringer igjenfødt pua det overordentlige Storting, og ligefom
den har fin Rod i Landets fimple indvortes Forhold, hvorom der længe herflede for
Uvidenhed i Udlandet, faa lykkedes bet Foltets Nepræfentanter paa begge disſe Mor
ber, formedelſt bine lykkelige Omftændigheder, at give og forfvare en Gonftitutiouée
form, under bvillen det norffe Folk feer fig i tryg Beſiddelſe af en af de meer libes
male, og for vort Land meet pasfende Stulsforfatninger. Vi funne faaledes ikke
betragte Norges Grundlov fom en Maadegave af en feirende Fiende, men fom et
Foſter af lytteligen fammenftødte Omftændiaheder, og af norfte Mænds vedholdende,
fafte og floge Uniftrengelfer, faavel under Skabelſen af Landets Forfatning, fom under
dens Forfvar. Bed disſe Unmærkninger ville vi ingenlunde fordunkle ben Fyrſtes
5 „Jeg er Frihedens Søn” var et af denne fongelige Helts ofte gjentagne dan !
endog efterat Sverige og Norges Kroner vare pe par hans — *
Gyrifties Tale til Kong Garl ben Vrettende. 681
Haber, fom med et Mart Overblit overſaa Tingenes fande Forhold, og handlede ders
efter, eller formindffe ben norſte Nations Taknemmelighed for de Belgjerninger, fom
hans floge og betimelige Wftergivenhed ſtjenkede Norge i et kritiſt Oieblik.
Det bør heller ikke paa dette Sted forbiganes, hvor megen Indflydelſe Valget
af de foenfle Kommisfairer, ber fendtes til Morge for at underhandle med Storthinget,
havde iffe afene paa det endelige Refultat, men paa den Maade, hvorpaa Unders
bandlingerne fortes. Valget ertjendes af de Mænd, fom umiddelbart deeltoge i disſe
Forhandlinger, og femere havde Leilighed til at fjende deres Embedsfærd, fom ud⸗
mærfet Plogt og heldigt. De vare Alle dannede, oplyfte og færdeles dygtige Forrets
ningsmaænd. De Flefte havde før været betroet vigtige udenfandfte Unliggender, og
Alle vare be hæberlige Mænd. Uagtet de mange fundom heftige Difputer, fom den
delikate og vigtige Gjenftand, ber var at forhandle, foranledigede, bevaredes mellem
bent og de meeft anfeete norffe Medlemmer af Gomiteen, der fiden traadte i nærmere
Embeds forhold til dem, varig Ugtelfe og Benftab. Den norfte Nation maa viftnot
være ben foenffe Regjering tafnemlig, ber valgte fan bygtige og liberale Redſtaber
til at ubføre en vanftelig Unberhandling.
Otteogtyvende Gapitel.
Storthingets Beputation til Stokholm hylder Carl den trettende.
Da Etorthinget var oploſt, Kronprindfen med fit taltige Folge havde forladt Chris
ſtiania ), og Ctorthingsmændene vare dragne til deres Hjem, beredte ben udnævnie
Deputation fig til Afreiſen til Stodholm, for at udføre det ben overdragne UErente,
at hylte den nyvalgte Konge og nedlægge Nationens Lykonſtning og Korhaabninger
for hans Trone*). Deputationen forlod Chriſtiania Iſte Decbr., og Den følte fuart
Birtningen af den ublide Uarstid, der i Begyndelſen af dens Neife (fær lagde ftore
Hindringer å Veien for dens beqvemme Befordring. Den ledſagedes af den foenite
Øcneraladjutant og Kabinets=Rammerherre Ridderſtolpe, fom det af den foenfte Mer
gjering var overdraget at førge for de Reiſendes Beqvemmeligheder, og dette udforte
han med den flørte Omhu og Liberalitet. Overalt hvor Deputationen drog frem
blev den modtugen paa bet venligfte og behandlet med den meeft forefommende Gjæfts
frihed. Faſt i afle Byer var foranftaltet Feſte tl Deputationens Ufre, og Ven node
fagebes ſtundom til at tilbringe i feftlige Gilver de natlige Timer, fom den heller
havde fFjæntet Rolighed efter en udmattende Metfe. Flere Foræringer, meftendeelg
tryfte Skrifter, gjordes de Meifende, og overalt i Sverige viiſtes en almindelig Jubel
øver den nye Forening, om hvis egentlige Beftaffenhed man vel dengang ikke gjorde
fig det rette Begreb. Alle Deputattonens Meifeudgifter beftredeg dengang af ben
foenfle Regjering — ved en følgende Anledning Havde Rigsdagen forunftaltet denne
gris Reife — og bet blev paalagt de Stodholmffe VBærter at levere fine Megninger
for Deputationens Ophold i deres Logier til høiere Steder.
5 Fufretfen foregit den 29ve Novbr. og ben Afte Decbr. ankom han til , ben forrige"
MNigsgrændfe, fom bet — betegnende for ben førfte Opfatning af Foteningens da⸗
tur — ubtryktes i ſvenſte Tidender fra ben Tid.
) Om denne Meife har man udførlig Beretning 4 Deputationens Medlem J. Neu⸗
mann t Munchs Saga II. 138—204.
592 Techie Tiderum. Qiteogkpbende Capitel.
Den 14de Dechr. modtog Carl XIII. van Migsfalen under be hailideligſte
Former den morffe Deputation. Formanden, Chriſtie, holdt har følgende Tale:
„Naadigſte Monarl, de forenede Rigere Sveriged og Norges Konge! Norges
overordentlige GStorthing, fom, befjælet af Omforg for Rigets Bel, befluttede en
ftedbfevarende Forening imellem GSverige og Norge, har tl 08 dets Depulerede over»
draget den hæderlige Forretning, i Underdanighed at overbringe Deres Majefæt Norges
nye Grundlov tilligemed (Efterretningen om Rigernes Forening, om det eenftemmige
Balg og GErljendelfen af Deres Majeftæt fom Norges conftitutionelle Rouge. — D.
Maj. behage naadigft at anhøre følgende GStorthinget& Nittringer:
„„Det norſte Folks Nepræfentanter, fammentaldte for at underfgge og overveie
Rigets Filftand, og fatte de for dets Belfærd tjenligfte Beflutminger, have nu tilendes
bragt deres vigtige Foretagende. De have indfeet, at em Horening med Naboriget
itte alene burde ende al Bekymring for Krig, men tillige, naar den bygges paa rig⸗
tige Grundfætninger, aabue Mefigten til en evig Fred for Fremtiden, og give Nors
dens Miger fuldbfommen Fafthed og Styrke til at modftaae udnortes Fiender. Deres
Majeftæt tilbød en faadan Forening, erfjendte Follets Met til at conftituere fig felv
fom en felvftændig Stat, og udfendte hævderværdige Mand til at tolfe Deres Majes
fæts redelige Henfigter, og faaledes befordre Foreningen. Nationens Repræfentanter,
fedede af Nidkjærhed og Omforg for Landeté Sikterhed, Belfærd og Are, have derfor
befluttet en ftedfevarende Forentng mellem Norges og Sveriges Niger under een fælles
Konge, have givet Norge en paa et frit Folks oprindelige Nettigheder grundet Con⸗
fitution, og ben Ade i denne Maaned eenftemmigen ubvalgt og erkjendt Deres Maj.
fom Norges conftitutionelle Konge. Folkets Meproæfentanter have ike et Oieblik tvivlet
om, at jo Deres Majeftæt, fom begyndte med at erfjende Nationens Mettigheder, vil
fortfætte med at haandhæve og beflytte dem. De ere ſaaledes forvisfede om at have
handlet overeensftemmende med Rationens Billie, og vove at foriiftre Deres Majeftæt
om ubrodelig Troſtab og Hengivenhed af ct Folt, fom hidtil aldrig glemte fin Pligt
mob fin Konge. — Gud den Almagtige fiyrle Deres Majeftæt til, i Overeensfteme
melfe med Deres redelige Henfigter, at fyre de Riger, Hans Viiſdom har anbetroet
Deres Majeftæt !
Ghriftiania, i Norges overordentlige Storthiug, den 26de Novbr. 1814.+4
Raabigite Konge! Medtag med VBelbehag det norſte Folks velmeente Hilfen, dets
Hylding, dets oprigtige Øufte for Deres Majeftæte Vel! Den norffe Nation venter
i Deres Majeftæt at finde en Fader, paa hvem den fan trygt forlade fig, en fortrolig
Ben, med hvem ben fan raadføre flg, og en Beflytter, fom vif haandhæve og bes
flytte Deng Mettigheder. Hvad Nationen formager for at opnaae dette, tilbyder ben
villigen, Tillid, Hengivenhed og Trofrab. Veien til alle Rordbmænds Hjerter flaaer
Deres Majeftæt aaben; paa den vil Deres Majeftæt fremdeles erfare, at det er Fol-
kets Rjærlighed, fom fremfor Alt formaaer at lette Kronens Byrder. — Vi vide, at
Deres Majeftæt har Agtelfe for Folfets Rettigheder, og elſter dets lovlige Frihed.
Bi have lært at fjende Deres Majeftæts Søn, Migernes Haab, Hs. K. H. Kron»
prindſen, fom befjæles af famme Tænfemaade, og troligen deler Regjeringens Byrder,
og vi erfare med Glæde, at Rigernes Alt fovende Urveprinds banneg til at folge
hans Faders Grundfætninger, og træde i hans Fodfper. Hvad Nationen venter fig
af fin nye Regjering, har den faaledes grundet Haab em at. fee opfyldt.
n$Hæderværdige ſvenſte Medhorgere! Modtager vor og vore Landsmands broders
lige Øilfen! Bi have herefter blot eet Formaal, Tvillingrigets Selvfrændighed, Lykke
og Hæder. Derhen frulle vi rette alle vore Beftræbelfer; deri fulle vi endeligen
flaae hinanden bi. J rafte o8 Broderhaand, vi modtoge den med et ærligt Haand⸗
flag, og flulle albrig brage Haanden tilbage. — Snart vende vi tilbage til vore
Landsmœend, fom med Længfel vente at fre Deres Majeftæt hos fig, og høre Deres
fandbsfaberlige Øitringer, og fon med Glæde vil erfare det Broderfinb, der befjæler
det redelige fvenffe Folk, og hvorpaa de aflerebe fjave modtaget fag mange ufvigelige
Garl den Trettendes Svar til ben norſte Deputation. 583
frøver. Gine Gud, at Deres Majeftat maa i Fremtiden længe nyde den Lykke at
regjere over frie, felvftændige og Intfelige Folt, og at dette iligemaade man blive
Deres Majeftata Efterkonimeres Lod! Give Gud, at ben Enigheds og det Broder⸗
ſtabs Aand, fom allerede nu oplives og ved nærmere Bekjendtſtab end mere vil blive
berfrende hos bet foenffe og norfte Folt, maa ſtedſe vedblive, da vil Foreningen uryg⸗
geligen beſtage indtil de fildigfte Slægter.-
Gfier Talen ſteeg Chriſtie efter et givet Bint op til Tronen og overrakte Norges
af Songen allerede befvorne Grundlov tilfigemed Valgakten fra det norfle Storthing,
og kysſede Kongens Haand. Derpaa tog Kongen felv til Ørde, men efterat han
havde fremført nogle Eætninger af fin Tale, overgav han den til Statsminifter Enge⸗
from, fom derpaa fuldendie den. Den fed faaledeg:
Gode Herrer og norfte Mænd! Deputerede fra Norges Riges Etorthing! Det
er med ben behageligite Tilfredshed, at jeg modtager be Forfikkringer om Troffab og
Hengivenhed, fom I give mig i det norffe Folks Navn. Denne høitidelige Etund,
der tryffer bet fidfte Segl paa den mellem Sverige og Norge faa lykkeligen befæftede
gorening, var længe ønffet fom en af Nordens retmæstige Fordringer. De tvende
Folf, fom beboer Skandinaviens Halvøe, kunde ikfe i Tidens Længde adlyde en fors
ffjellig Jnteresje; Ult fordbrede en Forbindelfe imellem dem, bygget vaa indbyrdes
Agtelfe, beifyttet af fælles Frihedsaand og fæles Wre. — Da jeg under truende
Udfigter optraadte paa Sveriges Trone, bentede jeg Kraft mod Farerne og Haab for
Fremtiden fra en uindffrænfet Tillid til det foenffe Foll. Det har iffe fvrget min
gorventning, og agtet flaaer det nu blandt Nationerne, dette Folk, fom fan ofte har
været et Maal for Skjebnens haarde Elag. Med fumme Fortroftning har jeg nu
mobtaget Norges Krone af Etorthingets frie og eenftemmige Bala, og denne Hands
ling, en Borgen for min Regjeringélære, fral have famme (ytkelige Holger. Beſtyttet
mod ubvorteg Jarer, befjælet af em ævel Happen om at befordre indbyrdes Belftand,
ftal den nordifte Halvø betragtes med Ugtelfe af Europas Folkeſlag.
„Nordmænd! Jeg har allerede ved min hjertelftelige Son giver Eder Forſikkring
om at flyre Kongeriget Norge efter dets Conftitution og Love, og derfor antaget den
Grundfov, fom er bleven afhandlet og befluttet imelfem mine befuldbmægtigede Kom⸗
misjatrer og Norges Riges Etorthing. Jeg gjentager nu disfe hoitidelige Lofter.
Rærer overtybede om, at det ſtedſe for mit Hjerte vil blive em fjær og hellig Pligt,
at møde bet norfte Folts Ønffer med venffabelig Beredvillighed. — Priſet være det
beffyttende Forſyn, fom efter faa wveylende Omftiftninger, og faa lange indbyrdeg
Kviftigheder, fljæntede Norden Ro og Enighed! Lader os overgive 08 til det blide
$Haab, fom ben Infende Fremtid tilbyder! Nordmænd og Evenfte! Evenfte og Nord:
monb! — ftedfe fral min faderfige Omforg fammenfatte bisfe Navne — Etuer her
peb min Side, bykdet af Eders forenede FTatnemlighed, den Helt, fom nært Almag⸗
tem er Stifter til Broderforbundet imellem Eder! Som Konge og Fader har jeg villet
benytte denne Leilighed til at tolte ham min og det fælles Fodrelands Erfjendtlighed,
Det er til ham, at jeg en Dag ved mit Lips Grændfe ffal med faſte Forhaabninger
overlevere De tvende Kroner, fom ftraalende af ldgammel Ufre vil faane af ham en
ny og forhoiet Glands. Det er ham, der flat opretholde bet fore Bærf, han grunds
fagde, og fom jeg hm fan begynde, med Mildhedens Met at herfte over Gder og
befytte Eders Frihed; med Geierheyrens Mod forfvare Eders Eclvflændighed. Du
ville J velfigne ben Stund, hvori gjoreningen fluttebes mellem Skandinaviens Folk,
og mit Minde flaf feve blandt Ever for mine faverlige Beitræbeljer til Eders Bel,
og for den Fyrſte, jeg fljænfede Ever til at vedligeholde og fortfætte det. Jeg forbliver
Eder, gode Herrer og norfte Mænd! med al fongelig Naade og Hyldeft velbevangen.”
Kronprindſen havde Deputationen den Dag til Middags-Taffel hos fig, og faa
Dage efter gav Stodholms Borgerffab den et Bal pan Borsfalen, hvorved em Kan⸗
tate blev affunget, hvortil Dupuy havde fomponeret Mujitten. Den 17de Deck.
afgov Deputationen Storfhingets forſtjellige Unføgninger i Kongens egen Haand.
584 Tredie Tidbsrum. Niogtyvende Capitel.
Anføgningen om, at be fvenfle Tropper ſnareſt muligt maatte kaldes tilbage fra be
norſte Foæfininger, havde Storthinget ifær lagt flor VBægt paa, og dertil fvarede
Songen, at dette flulde free, faafnart Underretning til Hs. M. var indløben, at det
norffe Militaire og de norſte Embedsmend havde aflagt deres Eed til Kongen og
Gonfiitutionen, og at disſe Tropper i alle Fald frulde være tilbagefaldte og have
forladt Norge inden Februar Maaneds Udgang. J Anledning af Anſogningen om
at $8. K. H. Kronprindfen maatte udnævnes til Bicekonge i Norge, og tillige til
Chef for et af de gevorbne Megimenter derftebg, fvaredes: ,,at Hs. M. med lands⸗
faderligt Belbehag har modtaget dette Beviis paa Folkets Hengivenhed for hans kon⸗
gelige Huus, og vilde med Glæve opfylde hans tro norfte Folks Ønjfer, derſom
hans tiltagende Alder og uftadige Helbred ei gjorde Hs. K. H. Kronprindfens Nær»
værelfe ved hans Side nødvendig; men ogſaa ber er han ifte mindre Norges Bices
fonge, ba han fledfe bliver Norges Talsmand ved Kongens Trone. Saa tidt imid⸗
lertid fom Omftændighederne funde tillade H8. K. $.6 Nærværelfe t Norge, fat
han opfylde Kongens ivrigfte Uttraa, den at virke til det norfte Folks Held og Bedfte.
Det overordentlige Storthings Begjæring, at Hs. K. H. maatte udbnævnes til Chef
for et af de gevorbne Regimenter i Norge, blev faameget heller naadigft bevilget,
fom Songen derved giver norfte Krigere Leilighed til end mere umiddelbart at tjene
under ben flore Feltherre, der, om Krig engang frulde nærme fig Skandinaviens
Grændfer, flal føre dem til Seier og Hæder.” Paa de øvrige Anſognings⸗Punkter,
fom Deputattonen havde at frembære, gav Kongen det naadigfte Svar, og lovede
faavidt muligt at opfylde Storthingets Ønfle; men det viifte fig i Henfeende til
enfelte af bisfe, at det ikke flod i Kongens Magt at tilfredøfile Nationen. De ved
Krigens Udbrub 1807 borttagne GStibe funde ikke mere faaes tilbage, og England
har aldrig villet beqvemme fig til derfor at give nogen Erftatning. Ikke heller funde
ben fvenfte Regjering bevirke nogen Beflutning fra engelft Side ſtridende mod Navi⸗
gationgatten. Lidet udrettedes, ſaavidt Horfatteren verd, ogſaa med de Opbringelfer,
fom af Svenſte vare gjorte af norffe Fartøier til fyenfle Havne før Krigens Udbrud
1813 og efter Norges GStilsmisfe fra Danmart i Januar 1814. Efter Kronprinds
fens Jndbydelfe forblev Deputationen flere Dage i Etodholm end den havde beftemt
fig til, og forlob førft ben Yde Januar Sveriges Hovedftad. Nogle reifte tilbage
over Upfala, Andre over Eskilstuna, og den 17de Jan. fom den tilbage til Chriftiania.
Niogtyvende Capitel.
Ølik over Norges Tilftand efter Foreningen.
—0 — —
Foreningen imellem Sverige og Norge var fuldbyrdet, men dens Begyndelſe var
ingen lys Periode i Norges Hiſtorie, ligeſom det ikke fan figes, at Nordmændenes
Hjerte i Atmindelighed hængte ved ben nye Statsforfatning. Statsforholdene bes
dømmes fævvanligen efter ben nuværende Tids Phænomener og de nu levende Bors
geres Belvære, og Holtet hæver fig i fine Betragtninger over Fædrelandet Stilling
itte let til det hole Standpunkt, bvorfra Fremtid og Fortid ligefuavel fom Nutiden
overfees i et ublandet Lys. Fremtidens Forhaakninger erftatte ikke Nutidens Lidelfer,
og Statsformens Kulbtommenhed, forbunden med Statsſtyrelſens Viisdom å Anvens
belfen deraf, er ofte en foag Beflyttelfe mod uheldige Tidsomflændigheder og udvortes
Hindringer for Bindfribelighedens Fremme. Folgerne af indufriele og kommercielle
Bildfarelfer og af vanfrelige Konjunfturer væltes ofte over paa Statsſtyrelſen, i hvis
Magt det ifte flaaer at fyre Privatflidens Forfigtighed og Klogfrab i dens Mttringer,
efler at forandre fosmopolitiffe Forhold, ſtabe villige Kunder for lidet ſogte Barer,
og fægge Baand paa en frigende Koukurrence i fremmede Lande. — Store Vanfles
Sammenligning mellem Forholdene t Gverige og i Norge. BØR
figheber lagde fig i Sandhed ved Fadrelandets Hod i Begyndelfen af den Mandinas
vifte Oalvses Forening, og den fore Moangde føgte Roden dertil mere i Landets
forandrede Polttit, end i udvortes Omftændigheder og foranbrede Handelskonjunkturer,
fom maatte nedtrykke Vindſkibeligheden og forvifte dens Forhold, hvordan end Stats⸗
forfatningen monne være. — J Folkets Hjerte raadede, fom vi ovenfor have bemærtet,
ingen almindelig Utilfredshed med bden forrige potitifle Tilftand. Den fidfte Deel
deraf, før det voldſomme Mift gjennem en grufom og uretfærdig udvortes Politi!
fpltttebe den gamle Korbundsftat, var velfignet med be indvortes Horbele, fom et
- Sand med Norges indvortes Kraft kunde begjære og haabe, og den frore Mangel paa
- Selvftændighed formedelft Savnet af Birffomhedens vigtige Drivemidler i Landet felv
dakkedes under en fordeelagtig Handelsperiode. Lyden af de Klager, fom hørtes i
hiin Tid, gaaer igjennem vor Tid endffjønt i forandrede Toner, og Statshuushold⸗
uingens Mangler i hiin Tid afløftes af andre Mangler i vor. Norge havde juft I
Slkilsmisſens Øieblit af den danſte Konge mobdtaget Belgjerninger, fom det aldrig
vil glemme, fom vil bære Frugter i den filbigfte Fremtid, og betrygge den vigtigfe
Del af dets Gelvftændighed. Folket tog liden Deel i den Anurren og Klagen,
fom hortes i de faafaldte høtere Etænder, eller fom forplantedes af vore lidet bes
fjæftigebe Presfer. Dette viifte flg, da nogle enfelte Forfattere ſtrax efter Skils⸗
midjen føgte at fremfille den gamle Forening i det ufordeelagtigfte Ly8 og begrunde
den nye Forbindelfes Bærd igjennem hiftoriffe Mjendsgjerninger. De modtoges ikke
med Bifald og gjendreves med Alvor. Mationen havde flore fra Horfædrene nedars
vede Fordomme at overvinde; ben var vant til at betragte fin Nabo fom Kiende,
og havde flere Gange afviift hans flendtlige Jnbfalb. Der herftede i Norge hoiſt
migtige Begreber om Landene gjenfibige Forhold, og bisfe vare fiyrfede ved den
- fratrapbte Regjerings bittre Udfald mod de Evenfle. Det fan faaledes ikke figes,
at ber i Almindelighed rørte fig Glæde og Haab i Rordbmandens Barm Å den nye
Forenings førfte Periode.
J Naboriget herffede i Begynbdelfen førre Vilfredshed med ben frandinaviffe
Halvoes Forening. Sverige deelte ikke Nabofiendffabet med Norge. Endog før Fors
mingen modtoges iffe alene Norbmænd i Everige med venlig Forefommenhed, men
det aabnede fine Naboer villigen Adgangen til at gjøre dem betjendt med fine Inde
ttninger og dele Frugten af fine Ovfindelfer'). J Foreningens Begyndelfe feeg
denne venlige Forefommenhed i en høt Grad, Den norffe Etatsminifter, Statsraa⸗
bane, fa næften bver Norſt modte ved bere Anfomft til Stodholm baade af Høie
og Lave en ubmærfet, ja noæften enthuftaftift Modtagelfe. De urigtige Begreber,
fom man i Sverige gjorde fig om Foreningens Art, monne vel deri have havt fin
Del. I Sverige betragtedes Forbindelfen med Norge fom en Grftatning for Tabet
af Finland. Man tæntte flg Norge forbundet med Sverige fom Finland havde været
bet, begge Ctatslegemer med Kjod og Blod forenede, og begge Rigers Jndbyggere
fammenbfandede i Etatsværket8 indvortes Organifation. Norge betragtedes fom en
Grobring, der maatte modtuge Seierherreng Bilfaar. Bi have lært at kjende be langt
feldigere Omftændigheder, under hvilte Foreningen fuldbyrbedes, hvis Viltaar, til
Syfte for Norge og uden Stade før Gverige, formedes langt anderledes, end Mes
ningen fra Sveriges Side i Begyndelfen var. Norge blev forbundet med Sverige
fom en Jocderativftat, i fuldfommen Nydelſe af indvortes Frihed og Gelvftændigheb,
og fun ſaaledes kunde Forbindelfen bære gode Hrugter for Norge. Sveriges og
Norges indvorteg Organifation er faa forffjellig, at een og famme Migsbag, i ben
1) 3 Maret 1802 gjorde Forfatteren en Neife å Sverige for at gjøre fig bekjendt med
bet fvenfle Jernværtsvæfen, ber paa ben Vid dreves fulbfomnere end bet norſte.
Han 10 overalt med ben sed forefommenbe Gjæftfrihed, og ber gaves ham
ben friefte Adgang til at opfylde Henfigten af fin Neife. Intet Verkſted, hvor nye
5 pftndelfer bet end havde at fremvife, har nogenfinde været luftet for Forfatteren
i Sverige.
586 Tredie Tidẽrum. Riogtyvende Capitel.
ſvenſtea nærværende. Stiil, ille kunde give pasſende Love for begge. Med Lethed
glider Norges Etat-inp paa den nye Bane, fom vore Dages Statskonſt lærer, ber
jævner Vetingeljerne for den. menneflelige Virkſomhed. i alle borgerlige Stillinger,
medens der i Rabolandet gives mange Banfleligheder at overvinde, mange Knuder
at løfe, førend. benue GSimpelhed i de borgerlige Forhold fan opnaaes. Hvilte For»
trin Svæige i flere Henfeender maa figes. at have for Norge — Fortrin, fom Nord⸗
mendene i deres. Selvgodhed fjelbent. ville tilfaae — faa fan bet ikke nægtet, at
Glementerne til en fimpel, Menneſkets naturlige. Rettigheder. betryggende Statshuus⸗
holdning og Gtatsindretning ligger nærmere forhaanden i Rorge end i Sverige, og
at. Rigerne ikke funne fammenfueltes i een Gat, regjeret i alle Dele efter famme
Rove, uben at Norge vilde blive i høi Grad. den Fabende. Norge fan itfe blive
hvad Gverige er, uden en. forgelig Forvirring i dets indre Forhold, uden at frem⸗
bringe be Ujævnheder i den indvortes GStutsorganifation, fom Statskonſten føger at
hæve; — om GSverige vil indføre Norges Simpelhed i fin indvortes Organtjation,
bet man blive Frugten af dets egne Overveielſer; men før dette feer fan ingen noiere
Forbindelſe mellem. Rigerne finde Sted til Fordel for begge. Sveriges fornuftige
Mand indfe dette, ag. Talen. om Umalgamation. forſtummer efterhaanden. — Den
Gorefommenhed, fom i Begyndeljen af Foreningen viifte fig i en faa hoi Grad, tabte
fig; ſaaledes efterhaanden, og gif, endog i en. Mellemperiode mellem Foreningens førfte
Hieblik og. Rutiden over i em vis uvenlig. Tone, der visſeligen befordredes ligeſaa
meget af norfle. fom fvenfte Publicifter, Ubillige Fordringer, overfpændte Begreber
om eget Nationafeærb, og misforftaarde Begreber om Megjeringens Birtfomhed og
Indblanding i Statens indvorteg Ynliggender paa den ene Side; fluffrde Forvent⸗
ninger. og en aldeles falſt Opfatning af Forbindeljens. fanbe Natur og Øiemed paa
den anden Side, forbittrede flunbom Gemytterne Å en, hoi Grad. og gav Unledning
til fiendtlige Diskusſioner ti begge Riger. Men denne yvenlige Strid førtes fæds
vanligen imellem Uvispresferne, for bvilfe Strids⸗Elementer af forffjellig Art fynes
nødvendige, for at ubbrede Lin, over en Læsning, der iøyrigh hos og giver lidet Etof
til Underholdning. J den fenere Tid har ogfaa denne Strid meſtendeels tabt fin
Bitterhed, og de, ber bebude fig fom den nationsfe Tones Repræfrntanter i begge.
Lande, nærme fig fædvanligen, hverandre i em fredeligere og humanere Tone, naar
nye Stridepunkter bringes paa Bane. Den fjørre Deel af Nationen far lidet taget
Deel i disfe Stridigheder. Hvor Gvenfl og Norit have modt hinguden, have de
ubvorteg Tegn I Alminbelighed hentydet pan gienſidig Agtelfe og Filfredøhed med det
fyttelige Forbund, fom i politift Henſeende forenede Skandinaviens Niger og ſtyrkede
deres. Selvftændighed, uden at berøre nogen. af dem Elementerne til en indvorteg
heldig Organifation. |
I Henfegnde til Landets Foumuestilftand, Handelens og VBirtfomhedeus Betins
gelfer, Landets indvortes Midler til at organifere en felvftændig Gtat igjennem de
forftjellige Gtyrelfesgrene, da befandt Norge fig visjeligen i cm vanflelig og betæns
felig Stilling, ba bet nye Forbund fluttedes. Det hapbe under Eelvftændighedss
pexioben hefundet fig i em Slags Febertilftand, i bvilfen alle Hindriuger for den bors
gertige Velſtand glemtes, idet alle Beftræbelfer figtede til ect Myal, Befrielfe fra det
ſvenſte Aag. Bi have. paa de foregaaende Blade beſtrevet Landets Tilftand under
Krigen og under Licencefarten midt i denne, og henpeget paa de Omfændigheder,
fom forganflede Frugten af den fidfte Farts Fordele. Nu hayde igjen Norges vig-
tige Næringaveie hvilet i Uvirkſomhed et heelt Aar igjennem, Dyrtid havde herſket
i Landet, og Pengevæfenets idelige Forværrelfe havde forftnrret faft alle petuniaire
Barpold. Den, opfamlede Formue var formindffet eller endog fortæret, et fordærveligt
laaueſyſtenn, fom forlængede men iffe forbedrede en tilbagegaaende Virkſomhed, havde
udbredt fig overalt, og mange gamle Huſe, flærke Stammer fra en forfvundben gylden
ib, vaklede og faldt efter faa Wars Forlob. Mu flulde ved Fredens Elutning
Birffomheden fornyes, men ben gamle gyldne Stiil var ille at finde. Bore Trær
Den norfte tat fortsakte Gtilling ſtrax efter Foreningen. or]
— prebufter kunde iffe meer indledes i de gamle Kanaler meh ben Gorberl, fonr tilforns
thi Gnglaud harde fubt em ny Tilforſel fra fine Kolonier, og hetyngede ben, nordifte
- Aælaft med em Indførfelstold, der i fine Virkninger pærmede fig et Jndførfrlsforbud,
og Oſterſoen og Sverige gabnede fine rige Stove under om fri Handel og lettere
Sranéporimidler. Fragtfartens Fordele formindſtedes, fordi alle Mationers Slibe frea
deligen befeilede alle Vande, og fordi em almindelig Lemlæftelje befpærede Hanbelga
virffombheden over den ftorfte Deel af Gurvpa og forfintede Omfætningen.
De førfe Aar efter Freden maa faaledeg regnes iblandt den fenere Handels⸗
periobes uforberlagtigfte, og ingenlundbe ſtikkede til at hæve en funten Velſtand. Der
gaveg tfær en Deel af Norges Birtfomhed, fom trykledes umiddelbart formedbelf Far»
mingen med Sverige, nemlig ben Udførfet, fom frede af Rorges Produkter til Dans
nark, og under disſe Rigers Forening paa mange Maader beflytteded og lettedes.
Under Mrigen havde denne betydeligen tiltaget, og førtes da fra Norged Side mere
altiv end tilforn, idet den ſtorſte Deel af de norffe Produkter averførtes i norfe
gartøier og danſke Produkter tilbageførtes i bdisfe. Denne Birtfomhed, fom ſtedſt
har været af fort Omfang, fil nu en langt uførdeelagtigere Stilling; norffe Nyos
bulter belagdeå med en høt Fold i Danmark; Norges naturligfte Varkſteder plautedes
over paa danſt Grund, og Danmar! fatte, i en Urt af fiendtlig Foranftaltuing, norfle
Slibe blandt de uprivilegerede, Der betalte 50 pCt. høiere Told end be banffe!).
J Henſeende til denne Slags Afſctning fremſtod ogfaa Norges nye GSiatsfrande
font dets farlige Rival. Af mange Uarfager, fom ikfe her unne udvilleg, har eg
vigtig Deel af begge Landes Virkſomhed en fettere Gang i Nabariget, ligefom Øyer
tiges paa Denne Bei har en langt flørre Betydenhed; men fær flæber ben norſte
MNetaltilvirtning, omgiven med ftore Vanffeligheder, fig tungt ved Siden af hen fyenfle.
Disfe Omftændigheber berøres her fun forteligen, ba deres nærmere Udvikling tilhører
en fenere Periode. Betragtningen herover leder fun Granffeyen til det Refultak, at
fore Vanjffeligheder og forvanftede Birfjomhedsbetingelfer, ubdledede tildeels af hen
ne Horbindelje tildels af Berdensvirffomhedens farlige Stilling firar efter den als
minbefige Fred, formørkede ben førfte Periode af det nye Statsforbund.
Men itte alene formindffebes Jndtægterne paa den almindelige VBindfribelighedga
fane, men GStutsudgifterne maatte i Foreningens Begyndelſe betydeligen foroges.
Under Øorentngen med Danmark havde Norge med Henfyn til fine tndyorteg Forhold,
til BindfPibelighedens Hjælpetilder, Forfvarsmidler og Regjeringsforanftalkinger ingen
Gelvfændighed havt. J alle disfe Henfrender lænede det fig til en Gtatefrande,
og føgrevet Derfra flod ben norffe Stat fom et Skelet uden Liv og after, En ny
Seloſteendighed paa benne Bei maatte flabes og fjøbes med dyrebare Opoffrelſer, bør
tyffebe meeft ben ba levende GSlægt, fordi Staten ikke havde den fornodne Kredit,
og de nye Etatshygmeftere hverken Klogſtab eller Billie til at fordele den paa Ef»
terflægten. De Gjenftande, fom i denne Henfeende vara at ordne, nare i Sandhed
af et forurofigente Omfang; thi Mangelen var almindelig, Krafterne Lil at afbjælpe
den frage, Nodvendigheden af at give Øiatglegemet en Form, der pasſede til ben
me GStatsforfatning, bydende og overhongende, ben praktifte Siatsklogſtab her i
Landet i fin førfte Barndam, og Landets Gljebue i henne Henfeende endnu ikke i dø
tette Hænder. Iſar maatte det flette Pengevæfen give flare Belymringer, og bek
maatte være en af be vanfleligfte Opgaver for Lovgivningen, at bringe denne fors
villede Sag i fin rette Orden, Det banfle Pengevæfen var igjemnan et heelt Yare
hundredes Bildfareffer nedſunket til em Grad af Forvirring, der alene tunde loſes med
n Beciproctieten frg Rorges Side i henne Henſeende afhialp ilte benne lempe. Norget
olbvæfen gif paa ben Tid i fin forrige Glendrian, og bet flarpere Filfyn havde
endnu ille øvet fin gavnlige Indflydelſe. Store Partier Korn- og Febevarer inb-
mugledes, faalænge ben * øtede Told varede, i danſte Kornſtibe, medens denn
nbimugling af morft Frælaft i norfte Stibe i Danmarl ei hunde findDe Sted, ford
ben fortolbebes efter en filler Beregning.
588 Tredie Tidsrum. Miogtyvenbe Capitel.
et Magtfprog, fom fmerteligen forftyrrede Eiendomsforholdene. Det var embnu uafs
gjort, om Norge fulde bære en Deel af den Byrde, fom bisfe Fortidens Bildfarelfer
paalagde Forbundsſtaten, men bet unde ventet, at ben banfle Etatsfiyrelfe berpaa
gjorde Fordring, da bet paaftodes, at en Deel af Sedbelforsgelfen flyldtes ben Hjælp,
ber maatte bdes Norge i Nødens Tid. J Norge felv fandt de ſamme foruroligende
Nhænomener Sted med Henfyn til de Foranftaltninger, fom vare trufne for at flaffe
ben nye Stat de nødvendige Pengemidler. En for Masſe ufunderede Sedler vare
fatte i Omlob, der hvilede paa en fraftløs Stats Garanti, tvetydig i fin Form fom
t fin Materie. Det norffe Storthing gif igjennem Lovgivningen en ufædvanlig Bei;
det ffaanede ben fommende og trykffebe ben levende Elægt til Jorden, og i denne
Henfeende funde be Statsborgere, fom hilfede ben nye Statsforfatning, betragtes fom
et Offer for Fremtidens Lytte. Statsforfatningens Bygmeftere havde viift Klogftab i
at ndfafte Norges Grundlov; bens Principer vare meftendeels hentebe fra den renefte
Statskonſt; Simpelhed i de indrortes Korhold lettede Arbeidet, og Tidsaanden, forædlet
ved en færegen Harmoni paa ben Tid imellem Statsmagterne, under Folkets og Fyrfternes
Stræben til ert Maal, Havde veiledet de mindre øvede Gonftituenter. Men da Grundlovens
Bud frulde anvende paa den borgerlige Virkſomheds Forgreninger, og be indre Statsfors
hold ordneg, vilfte det fig ſtundom, at denye Lovgivere ike vare deres Arbeide voyne, eller
itte altid hunde hæve fig til et reent Overfyn over bet Heles Tarv. Vi hinne itte fordbybe og
i benne Materie, uden at gribe for tidligen ind i Underføgelfer, fom tilhøre et tillommende
Tidspunkt, og hvilte Forfatteren maa lægge i andre Hænder. Men vi undre og ike over, at
ben norffe Stat Å Gjenfobelfens Øicblif, i Henfeende til mange af dens indre Forhold, ſtod
paa en huul Grundvold, og at vi mangeftedå ſtode paa en tilbagevaaende Belftand, en tung
Bevægelfe pra Birffomhedens Bane, Udflettelfen af flere fore Handelshufes Navne, og paa
ſtore Sidelfer under de trytfende Byrder, fom med en uretfærdig Genfidighed paalagdes den
levende Slægt. Bi undre og ligeſaa lidet over, at vi i Begyndelfen af det nye StatSfors
kund opdage Misnøie med de offentlige Foranftaltninger, en flet forftanet Statsfonft, en
uheldig Unvendelfe af dens Forftrifter, et fille Savn af et nyligen forfvundet Iyfere Tids⸗
punlt i Ræringsdriftens Stilling, og en uforftandig Sammenblandelfe af Narfugerne dertil,
en uheldig og ufornuftig Etrid mellem de forfljellige Borgerklasſer ved Lovenes Udfærdis
gelfe, Egennyttens tvetydige Spil under Balget af Lovgivere og under at ordne de indvortes
Forhold, en urigtig Opfatning af Grundlovens liberale Bud, og de menneftelige Liden las
bere Etraben efter at forvanffe Lovgiverens Beftemmelfer og gode Henfigt. — Ikke heller
maa vi undre og over, at der efterhaanden opftod bittre og vanffelige Stridigheder imellem
Statsmagtens Afdelinger. I Tidens Løb modificeredes Gonftitutionsideen i Guropa, den
antog en mindre liberal Form, og be gyldne Løfter om at give Folket fin Ret bleve ikke overs
alt opfyldte. Det lød fom den erefutive Magt ogfaa i vort Norden begyndte at angre fin
Gftergivenhed ; ben gjorde gjentagne Forflag om at udvide fine Rettigheder, der mødte Store
thingets naturlige og vedholdende Forfrar for be Rettigheder, fom vare lagte i Folkets Haand
igjennem dets Repræfentanter. Gfterhaanden gaves ftore Gaader at løfe, og enhver Deel
af Statemagten føgte at ubdvide fit Omraade under Striden.
Ale disfe Omftændigheder udbredte vel ſtundom ugunftige Begreber om Landets Stil⸗
ling og Foreningens Bærd, og gave Stof til Fremmedes Mistybning af Landets fande Til⸗
ſtand; men under afle disſe Horvitlinger og indbyrdes Gnidninger har en urotfelig Overbe⸗
viisning rodfæftet fig i Nationen, at Norges nærværende Etatsforfatning indeholder Betryg⸗
gelfe for dets politiffe Lykſalighed. Efterhaanden ere Banftelighederne jevnede, de ind⸗
vorteg Forhold ordnede, Striden mellem de forftjellige Statsſtyrelſens Ufdelinger afgjort
eller bragt til Hvile, og det indſees alt meer og meer, at, naar Norges Virkſomhed lider
under flore Hindringer for en fordeelagtig Fremgang, ba maa belte deeld tilftrived ubvortes
Omftænbigheter , fom ligge ubenfor Statsſtyrelſens Paavirming, deels Bedfommendes |
egne Bildfarelfer, og at bisfe Ulemper, faalangt fra at være en Følge af Stateforfatningens
Mangler, i dennes Fortrinlighed maa efterhaanden forhaabes afpjulpne.
Bilag.
No. 1 (til Sibe 21).
Gonventton angaaende bevæbnet Neutralitet.
Den nye Convention, fom blev fluttet imellem Rusland og Sverige i Petersburg
16be December 1800, og ſiden tiltraadtes af Danmark, er overeensftemmende
med ben, fom blev fluttet mellem Rusland og Sverige Iſte Auguft 1780. Selv
Udtryklene ere meftenbeels be famme; og ben beftob af 13 Artikler. Den førfte
Artikel indeholder: „Hans Majeftæt Kongen af Sverige og H. M. Keiferen af
Rusland ertfære, at be ville vaage over den firengefte Udførelfe af bet Forbud,
fom er bleven givet mob bere8 Unberfaatter8 Gontrabande-Gandel, med bhvilfen
Magt bet enb maatte være, fom enten allerede er i Krig eller i Fremtiden funde
inbviffeg ber.” Den ven Urtitel opregner, hvilte Barer og Ting flulle anſees
fom Gontrabanbe, bog uben Prejudice for ældre Traktater. Den Ivie Artikel ber
femmer, at al anben Handel ftal være fri, og før i benne Henfeende at frille
Raturretten8 almindelige ØGrundfætninger under en tilftræftelig Beftyttelfe, faa have
de befluttet, iffe længer at lade famme afbænge af en vilkaarlig Fortolning, fom
bictere8 af en eenſidig sieblittelig Jnteresfe, til hvilfen Ende be ere blevne enige
om: a) at ethvert Skib fan feile frit fra ben ene Havn til ben anden, fom til-
hører krigførende Nationer, og langs disſes yfter; b) at Effecter, fom tilhøre
frigførenbe Nationers Unbderfautter, ere frie paa neutrale Slibe, med Undtagelfe
af Contrabande⸗Varer; c) at tun be Havne fulle anſees for blokerede, i hvilke
bet er en aabenbar Fare at inbløbe, forbi be angribes med beftemte Skibe, fom
ere tilftrælftelig nær; berhos maatte bette Skib tilbørligen være bleven underrettet
om Blofaden af dennes Gommanbeur; d) at neutrale Slibe blot af retfærdige
Marfager og indlyſende Grunde maae funne anholdes, og at Proceduren berom
flal være promte, loomæsfig og eengformig, og at, berfom be neutrale Slibe ei
befindes fyldige i nogen Overtræbelfe, flal ber gived bem fulbftændig Satis-
faction for ben Snfultering, fom er tilføiet Dere8 Majeftæters Flag; e) at ben
Dfficiers Erflæring, ber fommanderer Dere Majeftæters Krigsflibe, fom ledfage
em Convoi: at hans Gonvoi ingen Contrabande har ombord, flal være
tilfirættelig til at forebygge Gjennemføgelfen paa hans Slib eller hans Gon-
voi. For at forebygge enhver Misbrug i benne Henſeende forpligtebe be contra»
enbe Magter fig at fornye beres ftrengefte Horbud, faavel til Førere af Krigs-
om af Koffarbi-Stibe, ille at jule Varer ombord, fom efter benne Convention
anfee3 for Gontrabanbe, til hvilken Ende et Reglement tilføiebes Conventionen.
Den Ade Urtitel indeholder, at vedfommende Magter have befluttet, at ubrufte
et Antal Krigsffibe og Yregatter, for at beftytte bisfe Grundfætninger. Den te
Artikel beftemmer, at fun be Slibe fulle anſees fom bet Lands Eiendom, hvis
590 Bilag No. 1 og 2.
Flag be føre, hvis Slibscapitain og halve Befætning ere vedkommende Lands
Manbdflab. Den Tre Urtifef beftemmer, at Gonventionen ei ſtal have nogen retro-
attiv Kraft og ei angane Tviftigheder, fom før dens Ufflutning unne have fimbet
Sted. Den Bde Artikel beftemmer Maaden, hvorpaa en faadan muligen opftaaet
Tviſt flulde forſoges i Mindelighed afgjort, og at ført Nepresfalier flulbe bruges,
naar en fredelig Afajørelfe forgjeves var forføgt. Skulde een Magt fornærmes
formebefft benne inbgangne Convention, var ben anden pligtig til at tiltræbe dens
Jorfvar. I Følge Alte Artilel gave be contraherende Magter bere8 Samiylle til,
at anbre neutrafe Magter tiltraadte benne Convention, og beelte fammes Fordele I.
I 12te Artikel vedtoges, at bisfe mellem be rontraherende Magter trufne Arran-
gements ffulbe mebbele8 be krigførende Matter.
Til denne Convention var føiet Songen af Sveriges Reglement, efter bvilfet
Sveriges Slibsfart i Krigstider ſtulde rette flg.
— —
No. 2 (til Side 22).
Note-VBeyling mellem Størbritannien dg Danmark.
Den engelfte Charge d'Affaires i Kjøbenhavn Hr. Drummonds Note til
Greve Bernftorff 27de Decbr. 1800.
„Da Hoffet i Lonbon er blevet underrettet vm, at fiendtlige Negveta-
tioner mod bet britifte Mige meget fevenbe ere bragte paa Bane, faa anfeer det
fig unber faabanne Omftændigheder pligtig til at henvende fig til hans banke
—28 — Miniſter, for at fordre af ſamme en frimodig vg tilfredsſtillende Gul»
ring. Ved alfe Europas Hoffer taler man offentligen vm en Confvederation imel⸗
fem Danmark og flere andre Magter, for med Magt at Hindre Udsvelen af Sø-
rettens Grundfætninger, paa bvilfe bet britifte Riges Unfeelfe til Soes fornem
melig beroer, og fom å alfe Krige ere blevne befulgte af alle Magter, ſamt ertjendte
af bere Fribunafer. Hans Majeftæt har ike forlangt af Dem nogen Ertlæring
over bette Puntt, i Tillid til hans danſte Majeftets Loyalitet og til Jagktageffen
uf be nyfigen mellem begge Hoffer indgangne Vorbindiligheder. Det var Sam»
mes SØnfte at oppebte bet Tidspunkt, ba Danmark vilde anſee det for fin Pligt
at mobfige bisfe Rygter, ſom ere faa fornærmelige for dets redelige Simdelag,
og lave fig faa vet forene meb Vedligeholdelſen af ben gode Forſtagelſe melfem
begge Lande. En af bisfe Magters Forhold og offentlige Ertlæring, fom efter
Forlydende have indganet benne Gonfoeberation, tillaver ikke Hans Majeftæt nu
Trenger at tagttage fin forrige Taushed. Undertegnede finder fig berfør forpligtet
HL at forbre af H. Gre. Greve: af Bernftorff et tydeligt, aabenbart og filfrævs
filenme Svar angagende Beftaffenheden, Gjenftanden før og Indholdet af be Fur
inbtligheber, før hans banffe Måjeftæt har inbgaaet, eller angaaenbe ve MNego-
viationer, fom finde Std med Henfyn til en Sag, fom interesſerer Hans britifle
Majeſteœts VBærdighed og hans Folls Interedfe. Hans britifte Majeſtet, ſtedfe
veredt HE at gjengjælde be Venflabs-Bevifer, fom Samme maatte modtage df
Hans banfle Majeftæt, haaber nu i det danſte Hofs Svar paa benne Opfordring
at finbe ny Anledning til at begrunde et nyt Venſtab. Undertegnede benytter fig
'af ben Leilighed, fom denne Note giver ham, til at bevidne ben fuldkomne Høt»
agtelfe, med bvilfen han har ben Åre o. f. 9. Drummond.
1 J Bole herdf tlrtaddte Danmark vg Preusſen ftraz efter denne Convention.
Billig Ne. 3. ON
Gerpaa fulgte Beihførke var af Ilte Deeenber 11800.
„Efteteit ndertagnebe Ståtsferretåir for de ubenlanbfle Anligzenbder Hår un⸗
detrellet Kongen, fin Herre, om Indholdet af ben Note, fom Hr. Drummond får
gort en Wre åt üilſtille ham under 275e betties, er Han bleven befulb⸗
meotiget ET 'tit ſoccre fobgende Rerpaa:
Qufjet i London maa have faaet meget urigtige Efterretunger,“ da det et Die⸗
pit Har været i Stand til at troe, at Danmartk bar udlaſtet fiendklige eller
faibanne Planer mod bet, fom 'ei lade flg forene med Vedligeholdelſen -åf den
blftlige Enighed, føm beſtauer melkem begge ſtroner; og Kongen er hans briuſte
Majeftæt 'meget forpligtet, føtbi Samme har givet kam Anledning Ul paa Bet aller⸗
pofitivefte at'igjenbrive be Rygter, ber ere ligefaa ugrundede, fom be ſtride mod Kon-
gen8 aabenbare Sindelag. Den Negociation, fom er bragt paa Bane i St. Pe—
tersburg imellem Rusland, Preusfen, Sverige og Danmark, har hitet anvet Øie-
med, enb at fornye be Forbindtligheder, fom i Warene 1780 og 1781 'ere indgangne
mellem be famme Magter til bereg Skibsfarts Beflyttelfe, og før bengang bleve alfe
Hoffer i Guropa communieerebe. Da 5. M. 'Neiferen af Rusland foreflog be nor-
vifte Magter at retablere disſe Forbindtligheber i deres oprindelige Form, har Dan-
mart taget faa meget minbre i Betentning at famtykle beri, fom bet aldrig har
opgivet be Ørundfætninger, der 1780 bleve erkkerede, bhviltet bet har anfeet det
for fin Pligt at forfvare, ved alle Leiligheder at gjøre gjældende, og i Henfyn til
famme ei tilftebe andre Mobifilutioner mb bem, fom udledes af dets LTractater
med be frigførenbde Magter.
Langt fra bet Onſte at førftyrre bisfe Magter i Udførelfen af be Nettigheder,
fom Krigen giver ben, har Danmart ingen ' andre Henfigter med Negoriationen
med fine Allierede, end faadanme, fom ere befenfive, frevelige, og ei i Stand
AL at fornterme eller: opitte nøgenfombhelft Magt. De Forbindtligheder, fom bet
vil inbguae, ville alene blive grumbede paa ben ſtrengeſte Opfyldelfe af de For⸗
pligtelfer, ſom dets Tractater paulægge bet, og naar det ønffer 'at filtre fin uftyl-
dige Skibsſart mob anbenbare Misbrug og VBoldbfømhever, fom Sokrigen hun alt
for let fører med fig, faa trøer bet at bevife fin Agtelſe forde frigjørende Magter
ved ben Horubfætning, at be, langt fra at ville authorifere eller tanle ſaadanne
Misbrug, ville fra deres Side gribe be beæfte Forholdsregler til at forhindre og
unbertrytfe faabanne. Danmark har ille iagttaget nogen Hemmelighed anganende
nogen Gjerftand før dets Negociationer, om hvis Beflaffenhed man har indgivet
Hoffet i Lonbon nogen Mistilliv; men det har tillige tæntt, 'at bet ei var afvi-
gende fra ben brugelige Form, naar bet onſtede at oppebie bet beflmitive Refultat
deraf, forinben bet officielt derom wmnberrettede be Trigførendbe Magter.
Da Undertegnede ikke veed, at een af de Magter, fom ere interesferede i denne
MNegociatton, Har gjort nogen Erklæring, eller har taget ſaadanne Forholdsregler
men Henfyn Ul Negotiationens Gjenftand, fom kunde ſtode Storbritannien eller
oppætte bets Mistanke, faa tan han itte fvare paa bette Punkt af Hr. Drum-
monde Note uben ſammes videre VFortfaring. Endnu mindre tan han begribe, i
byilfen Henſeende be sved ben foretøbige Convention af 29ve Auguſt ſidſtleden ind-
gantzne Forbindtligheder hinne anſees for at ſtride mod bem, fom Danmark er i
Begteb med at invgaae med be neutrale og forenede Magter i Norden. I alle
de Fitfolde, hvor han ftulde vpførbres til at beljæmpe eller bortfjerne Tvivl, fom
man matte nære med Henſyn til Kongens Oprigtighed, vil han finde benne
Forretning meget let, fanlænge ben famme Oprigtighéd finber Sted paa ben anden
Sive mø Henfyn til ve Bebreidelſer eller ben Mistanke, fom man maatte fætte i
'Bevægelfe mod hans WMujeftæt. Han fmigrer fig med, at ben engelfle Megjering
pil, naar ven har faget be forlangte Oplysninger, have ben Frimodighed at til-
faae, at ben proviforifte og viebliftelige Opgivelſe, ilte af et Princip (Spørgs-
'mlalet med Henfyn til famme bliver uafgjort), men af en Forholdbsregel, hvis
592 Bilag No. 2.
Magt aldrig er bleven og aldrig fan blive gjort ſtridig, ille i ringefte Maade fan
finbes at flaae i Modfigelfe med be almindelige og beftandige Principer, med Gen-
fyn til hvilke be nordiſſe Magter ere i Begreb med at vprette em Cooperation,
fom, langtfra at compromittere bere Neutralitet, alene er beftemt til at befæfte ben.
Unbertegnebe glæber fig ved ben Tro, at bisfe Dplysninger maatte tilfrebs-
fille Hoffet i London, og at bet fibfte vil fade Kongens Henfigter og Tænlemaade
vederfares Netfærbighed, men ifær erkjenbe Hans Majeſtæets uforanderlige Onſte,
ved alle i Sammes Magt beflndelige Midler at befæfte bet Venſtab og gode For⸗
ftaaelfe, fom raaber imellem Danmark og GStorbritanien. Han har den Wre at
give Hr. Drummond Jorfiffringen om hans meeft ubmærkede Høiagielfe.
Bernftorff.
b.
Herpaa fulgte en Profamation fra hans britifle Majeftæt angaaende Em-
bargo paa alle rusfifte, foenfle og banffe Giibe, famt Forbud mod Handel og
Skibsfart til disſe Rigers Havne, under 1ådbe Januar 1801, bvilfen Beftemmelfe
notiftcerebeg be banfle og fvenfle Gefandter i London i en Note af 15de Januar
1801. J denne Note fremfører Grenville Grunden til bette fiendtlige Skridt fra
Englands Side; men ender Noten faaledes: Men ved at gribe bisfe Forholns-
regler vil Sans Muajeftæt bære Omforg for, at ingen haard eller ſtreng Frem-
gangsmaade flal vorde iagttaget mod uftyldige Jndiviber. H. M. nærer endnu
ftebfe ben oprigtige Attraa, at de Omftændigheder, fom have gjort bette Skridt
abfolut nøbvendigt, maatte borde bortfjernede, og at Samme maatte blive i Stand
til at venbe tilbage til hine Forhold med Hofferne i Stodholm og Kjøbenhavn,
fom fandt Sted mellem vem, førend benne gjenfivige Forftaaelfe blev afbrudt ved
nærværende Forføg paa at fornye fordums Pretenſioner.“
Den Danfle Geſandts Grev Wedel-Jarlsbergs Svar af 16de Januar 1801.
„Undertegnede, hans banfle Majeftæt8 vverorbentlige Gefandt, vil i Dag
med Bekymring overfende til fit Hof ben officielle Communication, fom han igaar
bar erholdt fra Lord Grenville, anganende ben Embargo, fom er bleven lagt paa
be banfle GStibe i be britiffe Havne. J vet han venter fin Herres Befalinger i
Anledning af benne offenfive Forholbsregel, fan han ikle undlade at proteftere mod
Gyldigheden af de Bevæggrunde, fom ere blevne anførte i omtalte Note, og mo»
Retfærvigheben af be Følger, fom ben britiffe Regjering troer at maatte arereditere
imob Gofjet i Kjøbenhavn. En Differentö, fom er opftaaet imellem Hofjerne i
Petersburg og London under Megociationer, fom alene ere beftemte til at beftytte
en fulotommen Meutralitet i Norden, bar flet Jntet med Embargoen at gjøre;
og ba hans feiferlige rusſiſte Majeftæt bar ubdftedt en formelig Declaration over
Ørunbene til be af Gamme tagne Forbolbsregler, faa finder Danmark beri en
fulbfommen Gjendrivelfe af ven af hans britifte Majeftæt anførte Beviisgrunb. Hvar
be nordlige Magters Grunbfætninger i Henfeende til be bellige Neutralitets= Met-
tigheber angaaer, faa ere be aldrig blevne opgivne. Rusland har i fin trigfø-
tende Egenſtab blot udfat fammes Anvendelfe, og Danmark og Sverige have vev
bere8 Convention af 27de Mart8 1794, ber officiel er bleven mevdeelt alle krig-
førende Magter, i Europas Aaſyn erklæret, at bere Veftyttelfes-Syftem til Gunk
for en uffylbig Handel er uforanderlig. Det følger heraf, at hans danſte Majeftæt
blot har fornyet Baand, fom hidtil iffe ophørte at eriftere. Undertegnede troer
fig berfor berettiget til formeligen at proteftere mob en Fremgangsmaade af faa
fiendtlig Beſtaffenhed, bvilfet Kongen, hans Herre, maatte anfee fom en aaben-
bar og overlagt Vrovocation, naar ifte Gommunicattonen var ledſaget af ben
Jorjiltring, at hans britifte Majeftæt endnu beftandig ønfler at vedligeholde ven
gode Harmonie med Danmark; et Ønfle, fom hans banfle Majeftæt beftandigen
bar yitret, og derpaa givet be utvetybigfte Bevifer. Undertegnede, fom onſter fig
til Lytte med at have i en Relke af Aar været en Toll for Kongens, hans Her-
N
Bilag No. D og 3. 508
15 nforanbetlige Teulemaade, bellager nu fan meget meer, at falffe Indiryl true
en gode Forfianelfe mellem begge Hofer. Han mfter, at han maa være Med-
flabet tit en faadan Dpgjørelje, fom gaaer ub paa at rybbe fornærmende Tyvivl
tilfibe, og bortfjerne nberegnelige Følger for begge Magters Interesje. Me» benne
LZæutemaabe og med Folelſen af den ftørfte Hoiagtelfe fornyer han Lord Grenville
Forfiffringen om fin Nefpect. Wedel» Jarlsberg.
No. 3 (til Sive 24).
Rapporter om Slaget 2den Upril 1801.
Den ifte April om Eftermiddagen Kl. 39% lettebe be to Diviſioner af den
empelffte Flaade, mber Bice-Admiral Nelſon og en Contra⸗Apmiral, gik tæt oſten
om Mibdelgrunden og ankrede ſtrax fønben før ben. Denne Force befto» af 12
Qinmieflibe, endeel frære Fregatter, Bombarberere og mindre Fartøier, i alt nogle
og tredive Geilere. Den den April om Formiddagen Kl. 99%, Vinden S. O.,
Bramfeitstuling, lettebe denne faavel Sonden for Middelgrunden liggende Vorce,
fom ben Norden for famme værende, under Admiral Varfers Commando. Linie-
ſAbene og be foære Yregatter, under Biceadmiral Nelfon, holdt rumt hen i Kon-
aedybet, før at tage efterhaanben Plads paa Siben af ben mig aufortrorde De-
fenfion. Bombarbererne og be mindre Fartøier vofterede fig nærmere til Byen,
og Womiral Parkers Divifon af 8 Linieftibe og nogle mindre Fartoier Irydjede
ig med Force af Seil forben mod Defenfionens nordre Fløi. Kl. 1012 pas⸗
ferebe be forrefte Stibe af Viceadmiral Relſons Force be fydligfte Slide af Der
fenfionen, og jeg gjorde Signal for be Stibe, fom vare paa Stub nær, at be-
gynde Glaget. Blohkſtibenene Prøvefteen og Wagrien, og frrar efter Jylland,
imellem bviltet og Dannebrog bet førfte af de engelfte Skibe (et 74 Kanonflib)
foppede for et Unler agter fra, adlød ftrar bette Signal med en vel flyret og
fortrerfjelig vedligeholdt IId. Efterhaanden opkom be øvrige, og ved deels at for
bifeile ben forſt ankrede, deels at frille fig agter før han, dannede en tæt Linie,
fom, ba ben ilte frakte fig fængere Nord enb til Orlogaflibet Sjælland, tun angreh
omtrent %/5 af den mig anfortrøede Defenfion, ba Trekroners Batteri, pg da Blok⸗
fibene Elefanten og Mars itte, og Fregatten Hjelperen fun libet fom i Ilden.
Slaget var inden '/2 Time almindeligt. 12 Linteftibe, bhvoriblandt et paa
80, og be flefte ovrige paa 74 Kanoner, og 6 til 8 Fregatter paa ben ene Side
— paa ben anben 7 Blokſtibe, hvoraf tun 1 førte 74 Kanoner, ve øvrige fun
64 og berunber, % Vregatter og 6 mindre Fartøier — ſaaledes vare Strids-
træfterne forbeelte i bet Hele. Fienden havde alleſteder 2, hvor vi havde 1,
og Blokſtibet Proveſtenen havde foruden Gontraadmiralen og 1 Linieflib, 2 Fre⸗
gatter, fom fljied ham hele Tiden ret for ind, uden at den kunde befvare disſe
et Stub. Naar jeg altſaa bløt biftoriff melder, hvad Deres Kongelige Hoihed
Kronprindſen felv har feet, pg med Dem faa ſtor en Deel af DanmarlS og Eu—
mypas Borgere, at benne Geg fan vel falde ben faa) høift ulige Kamp vedvarede
og vebligeholdtes med en wuforlignelig Tapperhed 41 Lime, at ben vverlegne
Magis Id 1 Time før Slagets Ende allerede var ſaaledes foælket, at adſtillige
af be engelfte Skibe, hvoriblandt Bieeadmiral Nelfons, tun fljør med enlelte
Kanoner; at denne Helt i dette Dieblit, midt i Slagets Hede, fendte en Parla⸗
mentait i Land for at føreflaae Vaabenftilftand; naar jeg tillægger, at bet er
meldt mig, at 2 engelfte Linieftibe allerede havde firsget, men ved Opſeiling af
flere Stibe bleve unberftøttebe og bheifte igjen, — faa er bet mig vel tilladt at
fige, tilladt at troe, at Fienderne felv ville tilflane: at Danmarls gamle Sokriger⸗
Mkre ben Dag lyfte i faa utrolig Glans, at jeg talfer Himlen for at have havt
Gaaopa til Bibne derpaa.
Aalls Grindringer. 38
594 Bilag Ro. 3.
Gndnu hang Seirens VBoægtflaal, om ike lige, dog var ben langt fra ble
fjunfen til Gtabe for Danmarl. Selv be førfte og haardeft angrebne fydlige
Stibe, felv ben omringede, med al min hoie Idee om banft Tapperhed ubegri»
belige Prøvefteen, fløg enbnu en Stund, indtil næften alle Kanonerne vare demon⸗
terebe. Omſider maatte bisfe vige for Overmagten, og ben banfle Ild ophorte
derpaa efterbaanben Sonden fra og Nord efter. Ullerede Kl. 1114 blev Orloge
flibet Dannebrog, paa Siden af hviltet Biceabmiral Nelſon laa, fludt I Brand.
Jeg begav mig med min Stanber paa Orlogflibet Holfteen af nordre Floi; men
Dannebrog fired længe under ben ſtrax iftebet for heifte Vimpel. Den havde væ
Enden af Stripen 270 Mand bøde og blesferede. KI. 21% var Orlogflibet Hol⸗
fteen faa forftubt, havde faa mange Døde og Saarebe, og et faa fort Antal
Kanoner bemonterebe, at jeg atter omfliftede min GStander ber med Bimpelen, og
ba Gjælland, hvis Touge vare overftubte, allerede var i Drift, begav jeg mig
til Srefroner-Batteri, hvorfra jeg commanbderebe ben nordre Fløi, fom var i let
Engagement med Parkers Divifion, indtil jeg Ki. 4 modtog Deres Kongelige
Hoiheds Ordre at ophøre med Slaget.
Defenflons-Linien fønben for Trekroner fom faaledes i Fiendens Bold, unde
tagen Fregatten Hjelperen, fom, ba ben tilfibft havde at ſtride imod en alt for
overlegen Magt, fappede og holdt ind til Stubben; Mepetitøren Elven, fom
efterat have faaet abflillige Grundſtud, Mafter og Takkelage forſtudt, enbeel Døve
og Saarede, holdt inden for Kronen; Stjøtprammene Nyborg og Aggershuus,
fom, ben fibfte taget paa GSlæbetoug af den forfte, holdte fyntefærbige ind til
Kpften, og bet gernerfte Flaadebatteri, fom var meget ilde tiltedt; endelig Blok
flibet Dannebrog, fom fort efter Slaget fyrang i Luften. Foruden bet Vab,
Fienden fynlig har libl, er jeg vi8 paa, at han, faavel paa Mandflab fom paa
Stibe, har fvt betydelig; ogfan er Fordelen af Seiren fun ubrugelige SKbe med
for bet mefte førnaglede Stanoner, og Krubtet overbord faftet.
Beftemt tan Antallet paa Døde og Saarede ei endnu opgives, men jeg an-
flaaer bet fra 16 til 1800. Paa be førftes Lifte maa jeg med Smerte anføre :
Gheferne for Blokſtibet Jnvføbsretten og Yregatten Kronborg, Capitain Tbura
og Premierlieutenant Haud, jamt avflillige anbre brave Officierer. Paa be fibftes
ftaaer førft: Ghefen af Dannebrog, Gapitain Ferdinand Braun, fom foruden
adſtillige andre Saar har miftet ben høire Haand. Til Officierernes og Mand⸗
flabets magelsſe Mod har jeg intet Udtryk. Slaget felv fan kun befrive bet.
Doqven, ben de Uypril 1801. Olfert Filer.
Over denne Beretning blev Nelſon meget forbittret, og ſtrev et Brev til Ge⸗
neral-Abjutant Lindholm for at gjenbrive ben. J bette vitrede han, at ban
anſaae bet for fin Pligt at give Prindfen bedre Underretning, ba H. K. Heihev
var faldt til Vidne, da han ellers vilde have behandlet Fifdjers Rapport med ben
JForagt, fom ben fortjente. Efterat have ubpeget nogle Uſandheder (fom Nelſon
falbte bet) vedbliver han: „hvad den Snak betræfjende Seiren angaaer, ba vil
$. K. H. ilte ftjænte ham nogen Tillid. Hele Forfvarslinien indtil Syben for
Trekoners Batteri fljeb jeg i Scent, opbrændte og entrede jeg, eller brev Stibene
inb i Havnen. Han figer, at bet er bleven ham meldt, at to britifte Skibe havre
flrøget bere8 lag. Hvorfor tog Kan bem ba ilfe i Befibbelfe? Veg tog hans,
faafnart be havde ftrøget bereg Flag. Grunden er Mar — forbi ban ille troede
bet; han maatte inbjee, at en faadan Melding var falft. Han angiver, at bet
Slib, paa hviltet jeg havde ben Åre at heife mit Flag, havde ved Enden af
Slaget tun affyret nogle enkelte Stub. Og det er fandt, thi fafte og koldblodige
ſtode mine Gutter, og vilde ifte lade et enefte Stub gane tilfpilbe. Han fynes
at ville fpotte over, at jeg ſendte et Vaabenftilftandsflag i Lan. Men De ver,
og $. K. H. ved, at be Kanoner, ber bleve affyrebe fra Kyften, blot kunde fyre
gjennem be banfle Glibe, ber havde pvergivet fig, og at, naar jeg fyrede mo
Bilag Rø. 3. 595
fyken, det heller ille kunde flee paa nogen anben Maade. Gud bevare mig fra,
at jeg flulde ville tilintetgjøre en Danft, ber ille gjørde nogen Modſtand mere.
Da be bleve mine Fanger, blev jeg bere8 Beflytter.” 1) Med Henfyn til Styrlens
Opgivelfe paaftob be GEngelfte, at Fiſcher uretteligen havde udeladt Trekroners
Batteri og bet paa Amager, og derimod optaget be engelfle Slibe, fom vare
ſtrandede og ille kunde beeltage i Slaget.
Nelſons Rapport til Parler.
Glephanten, Kjøbenhavns Rhed Idie April 1801.
M. $. I Folge Deres Ordre at give Dem Rapport om ben Eſtadres Ope»
nationer, fom De gjørde mig den Wrc at underlegze min Commando, tilfaber
jeg mig at mebbele, at efterat jeg ved Hjælp af den duelige Officier Capitain
Rien, og ved Gapitain Brisbanes Utrættelighed, famt ifær ved Hjælp af Styr-
meubene paa Amajon og Gruizer, havde med Boier betegnet bet oſtre Løb og
Mibbelgrunbenö Beliggenhed, gil Eſtadren uftadt igjennem og ankrebe ved Drag
om Uftenen ben Ute. Igaar Morges gjorde jeg Signal til at lette og angride
ben banfle Linie, fom beſtod af 6 Linieftibe, elleve flydende Batterier, med Sljot
fra 26 YVireogtyvepundere til 18 Attenpundere, og et VBombarbeerflib, foruben
bagebe Kanonbaade. Disfe underftøttedes af Kronserne*), ber havde 88
ner, og af 4 Linieflibe, fom Inae for Anker i Jndløbet, og nogle Batterier
paa Den Amager.
Bombeflibene og Kanonbaadene undflyede, be øvrige 17 Skibe, fom ubgjorde
ben bele Linie ſyd for Kronbatteriet, ere ſunkne, brændte eller tagne efter en
Battaille af 4 Timer.
Det bøift intrilate Farvand forvoldte, at Bellona og Rusjel ubeldigviis tom
paa Grund, men enbffjønt be ifte inbtoge ben Plads, ber var anviift dem, fom
be bog til at ligge faalebes, at be gjorde ftor Nytte. Agamemnon kunde ille
lægge Mivbelgrunben forover, og blev nødt til at ankre, men ilfe ben ringefte
Daddel tan tillægges Gapitain Fancourt; bet var en Hændelfe, fom ethvert Stib
er unbderfaftet. Disſe Omftændigheder hindrede vor Kinies Udftrætning med disſe
3 Stibe, fom jeg er vis paa vilde have bragt Kronserne og be to Ydre Slibe
i Havnemunbdingen til Saushed, og forebygget bet ftærte Tab paa Deftance og
Meonaré, fom bragte den kjælle, brave Gapitain Riou (hvem jeg havde be-
troet Anforſelen af Hregatterne og Gorvetterne Blande, Ulemene, Dart, Ur-
mw, Zephyr og Otter, for at underftøtte Angrebet paa Slibene i Jndløbet af
Qavnen) under en meget fvoær Ild; Følgen blev Gapitain Rious Dod mev
mange brave Officierer og Foll paa Fregatterne og Gorvetterne. Bombeflibene an⸗
viſtes og toge deres Station ved Siden af Elephant, og kaſtede nogle Bomber
paa Arſenalet. Capitain Roſe, ſom tilbod ſin frivillige Tjeneſte til at anfore
Kanonbriggerne, giorde Alt hvad ber var muligt for at føre dem frem; men Strom⸗
5 Morning Chronicle yttrer fig Vide April herom ſaaledes: „Da Minijteren Addington
op førbrede Underhuſei til en Takaddreͤſe til Lord Nelfon o. f. v. tilftrev han bet Xord
elſons yderſt fore Menneftetjærlighed, at han havde foreflaaet Baabenftiljtand, og vi
ve hidtil ligefrem troet bet — Det gjør os imidlertid ondt at finde ti ct mint»
erielt Blad, at Lord Nelſons Bevæggrund var at udrede 3 af fine Stibe af ben far-
Tigfte Stilling. Lord Nelſons Forflag ſynes ille at have været Menneftetjærlighedd
Handling, men en Krigslijt, og vi ere endnu ille ganfte visfe paa, om ben egnede en
ær riger.
Åre av vore Linieftibe”, figer hint Blad, , Bellona, Rusſel og Ugameninon, vare paa
Grund og udfatte for den ſtrakkeligſte Ild fra Fretroner. Lord Nelfon faa deres far-
fige Forfatning, og bet var blot en folb omfattende Aand, fom hans egen, ber kunde
udfinde bet Middel til at redde ben, font han ſtrax anvendte. Han gir ind i fin Ka⸗
yt og flrev et Brev til Kronprintfen, poor han bad ham, at lade Ilden ophøre firag
ra Srefroner, da de faarede Danfte, fom vare i hang Vold, ifte kunde reddes, hvis
Iben vedblev. Ordren vertil blev given, og en Stilſtand paafulgte.,
35 D. e. Trekroners og Lunettens VBatterier; vet ſidſte var uden Kanoner.
39 +
596 Bilag No. 8.
men var før ftær! for bem til at gjøre Vjenefte under Ungrebet. Ille deſtomiubre
ſtyldes Capitain Roſe og alle Officiererne faavelfom Mandfabet paa Kanonbrig-
gerne ben flørfte Roes for deres Beftræbelfer. Baadene fra be Slibe, fom te
vare beorbrede til Ungrebet, ydede o8 enhver Biftand, og deres Dffirterer og
Mandſtab fortjene mit varmefte Bifalb. Deftrée tog fin Stilling faa ben beſtjsd
bet fybligfte banfle Linieftib langſtibs, og gjorde den frørfte Tjeneſte.
Wetionen begyndte 5 Minuter over 10, Uvanten ført af Gapitain G. Murray
paa Edgar, fom gav et herligt Exempel paa Uforfagtheb, ber efterfulgtes af en-
hver Gapitain, Officer og Mand i Eſtadren. Det er min Pligt at bevibne for
Dem Gontraadmiral Graves's ubmoærkede Fortjenefte og Kjælhed. Veg føler mig
Gayvitain Foley høilig forbunden, fom tillob mig at heiſe mit Flag paa Ele—
phant; hans Raad var nøbvendigt ved mange og vigtige Leiligheder under Sla-
get. Seg maa ligefebes erflære mig enhver Gapitain, Officter og Mand hølligen
forbunben for bere8 Jjeneftiver og udmerkede Kjcekhed ved benne Leilighed. Oberſt
Stewart gjorbe mig ben Åre at være ombord paa Elephant, og han felv far-=
velſom enhver Offtcier og Soldat under hans Gommanbo beeltoge med Glæve i
Dagens Møie og Varer. — Tabet i en faadan Bataille har naturligvis været
meget ftort. Blandt mange andre brave Offirierer og Mænd, fom bleve fludte,
maa jeg med Smerte anføre Gapitain Mofs paa Monard, fom efterlader Kone
og 6 Børn til at begræde hans Jab, og mellem be Saarede Capitain Sir Tho—
mas B. Thompfon paa Bellona. Jeg har ben Åre at være wc.
Nelfon og Bronte.»
Paa ben engelfte Lifte opgaves bet totale Tab af Døve og Saarede ti
943, bhvoriblandt 20 faldne og 48 faarede Officierer. Fra banft Sibe er vitret
ben Formening, at Officierernes Antal er angivet nøtagtigere end be Meniges,
forbi hine have Slægninger og Benner bjemme, fom berom maa underrettes, og
flutter beraf, at be CEngelftes Tab har været langt flørre enb opgivet.
Om ben fluttebe Vaabenſtilſtand fandtes i Collegial⸗Tidenden for Alte April
1801 følgende Oplysninger: „De Rygter, fom have ubbredt fig i Publito an-
gaaenbe ben engelfte Admirals Forbringer eller foreflagne Billaar ved be Under-
— fom have fundet Sted, forinden ben indflrænlede Vaabenſtilſtand blev
uttet paa Kjsbenhavns Rhed, ere ſaa mange, ſaa forſtjellige, og for en ſtor
Deel faa urigtige, at Udgiveren af Collegial⸗Tidenden ſtylder dette Blads Leſere
Underretning om, hvad ber nu med Vished vides at være foregaaet i denne Hen⸗
ſeende, bviltet i bet væfentlige er følgende:
Den engelfte Admiral, Sir Hyde Parfer (fom var førfynet med Fuldmagt
fra fin Regjering) foreflog førft en befenfiv Alliance imellem Danmart og Stor-
britannten, i bvilfet Vilfælde ben engelfle Regjering forbandt fig til at underfiøtte
Kongen af Danmart med en Flaade af 20 Orlogsſtibe, i det mindfte, i Øfter-
føen; boorimob Danmart ogſaa flulde forpligte fig til at holde em Flaade af 10
Orlogsflibe i bemeldte Sø. Dette Forflag blev ftrar afflaaet fom ſtridende mod
be norbiffe Magters bevæbnede Neutralitet8-Forbund. Derefter erkærede ben en-
gelffe Aomiral, at han var villig til at indhente nærmere Juftructioner fra fit
$of, berfom han imidlertib kunde anfee Kjøbenhavn fom em venflabelig Havn,
og berfom Danmark vilde afftaae fra ben nordifte Coalition. Fra Danmarfs
Side blev ber ubnævnt 2de militaire Kommisfairer (Generalmajor v. Walterſtorff
og Generalabjutant Lindholm) for at indhente nærmere Forklaring over ben førft-
nævnte Punlt; ben fibfte blev derimod aldeles afflaaet. Efterat Commisfarierne
havde havt et Par Samtaler med Admiralen betræffende en Vaabenſtilſtand og
be bertil hørende Betingelfer, gav han et (faafaldet) Ultimatum, fom git uv paa,
at Danmart enten maatte inbaaae en befenfiv Alliance med GStorbritannien, eller
og besærmere, og han forlangte beftemt Svar herpaa inden 24 Timer. Men bet
blev ham tilfjenpegivet, at begge bisje Forflag fandtes upasſende og uantagelige.
Den mæfe Dag tilbød han ben YGoranbring i VBaabenftilftands-Billaarene, at
Danmart flulbe høre op med at armere; at dets Krigsflibe flulde blive in statu
quo, at ber flulbe iagttages ben firengefte Neutralitet i Henfeende til Storbritan-
men, og at bet ſtulde fufpenbere Birtningen af bet imellem be nordifte Magter
inbgangne Sorbunb, faalænge, inbtil ben nuværende Uenighed med Kongen af
Gagland var bleven bilagt, eller til Admiralen havde faaet nærmere Forholdsregler
fra fit Hof. Endelig bleve Gommisjfarierne fra begge Sider enige om be Vil
faar, font inbbefattes i ben vedtagne Baabenftilftand, hvis Indhold er indryklet
i Gollegial-Tibenben8 fibfte Nummer.
No. 4 a. (hl Side 32).
Danmarts Krigs-Erilæring mod England 1807. (Paa Fran).
Hele Curopa fjender bet Syftem, fom Danmark har fulgt med uforanderlig
Berholdenhed under 15 Mars Krige og Uroligheder. Den ftrenge Overholdelfe af en
aaben og upartiff Nentralitet, og en fampittighedsfulb Opfyldelſe af alle be Pligter,
ben mebfører, have ubgjort ben enefte og beftandige Gjenftand for alle bets Ønfter
og Beftræbeljer. I alle fine Forhold til andre Stater har ben danſte Negjering
vilft en Ligefrembed og en Redelighed, ber fvarebe til dens Genfigters Meenheb,
og til ben Kjærlighed til Fred, hvori ben ei fan mistæntes for nogenfinde at have
vaklet. Hidtil havbe Forſynet velfignet dens Beftræbeljer. Styldfri og angeriss
mod alle Magter, var bet lylkedes ben at vedligeholde en god Vorftaaelfe med
enhver af dem, og naar Omjtændvigheberne fra Lid til anden have foranlediget
Rerfamationer og Discusfioner fra de krigførende Magters Side, fan have be
fedfe havt fit Udſpring fra ben Upartiſthed i ben banfle Regjering Opførfel, og
Strengheb i dens Grundfjætninger, fom bine Forhandlinger tun have tjent til
at betræfte.
Denne Freds⸗ og Sikkerheds-Tilſtand er pludfelig bleven tilintetgjort. Ef-
terat ben engelfle Regjering ved en flammelig Uvirtfombhed har forraadt alle fine
Allieredes Interesſe, ber vare indviklede i en ligeſaa alvorlig fom ufilter Kamp,
bar ben plubfeligen ubvillet fin hele Styrke for at overrumple og angribe en neu-
traf Stat, fom ilfe havde paa fjernefte Maade fornærmet den. Planen til at
overfalbe Danmark, fom er forbunden med Gtorbritannien ved ligefaa gamle fom
hellige Baand, er bleven forberedt med ligefaa megen Hemmelighed fom Hurtighed.
Den banfle Regjering har feet ben engelfte Krigsmagt anfomme til fine Kyſter,
mben Uuelfe om at ben var filet mob Danmark. Øm Sjælland befanbtes om»
tinget, Hovedftaden truet, ben danſte Grund haanet og trænlet, førend Gofjet i
London ved et enefte Ord havde lagt fine flendilige Henfigter for Dagen. Disſe
bleve bog fnart tydeligen not ubtrykte. Men Europa vil have Banflelighed for
at fæfe Tro til hvad vet faaer at høre. Den fortefte, ben voldſomſte, ben gru»
fomfte Plan, fom nogenfinde er blepen lagt, er blot grunbet paa em foregiven
Gjterretning, eller fnarere et løft Rygte, om et Forſog, fom efter bet engelfle Mi
niſteriums Paaftanb flulbe gjøres for at rive Danmark inb i Forbindelſer, fom
vare. fiendtlige for Storbritaunien. Støttende fig paa benne Forudjætning, fom
den meeft løfelige Underſogelſe ſnart viifte fun var en falſt Formobning, lod ben
engelfle Megjering paa ben beftemtejte Maade erklære Hoffet i Kjøbenhavn, at Dan-
marf, for at beflytte fin egen Interesſe og førge for fin egen Siklerhed, tun havde
Balget mellem en Krig og mellem ben nøiefte Alliance med Storbritannien. Og
hoillen Milkance povede man at tilbynet En Alliance, fom til. førfte Pant paa
598 Bilag Rv. 4.
Danmarks Undertvingelfe overgav dets Krigsflibe til ben engelfte Regjering. Bal⸗
get mellem disſe Forflag kunde ikle være tvivlfomt. Forſlaget felv, ligefaa for-
nærmeligt i fit Tilbud, fom i fine Trubfler, unde end ilke foranlevige nogen Be⸗
tæntning. Den retfærdigfte og bybefte Harme maatte overveie enhver anden Be-
tragtning. J bens Stilling mellem Stam og Fare havde ben banfle Regjering
intet Balg. Krigen ubbrød. Danmark fljuler ingenlunbe for fig felv be Farer
og be Lab, hvormed denne Krig truer det. Uforberedt overfaldet paa ben trols⸗
fefte Maade, angrebet i en ifoleret Provinds, fom var blottet for ale Forfvars-
mibler, med Magt henrevet i den meeft ulige Ramp, fan bet ie fmigre fig med
at undgaae fmertelige Uhelt. Men endnu bar Danmark at redde en ufmiktet
Åre og den Agtelfe, fom bet tør fmigre fig med ved en pletløs Kremgangsmaabde
at bave forflaffet fig i Europas Øine, og det troer at vinde meer Are i en Mod⸗
ftanb, fom bulfer unber for Magten, end dets Mobftanver t em Triumf, fom mis⸗
bruger ben. Det frygter ilfe Europas Dom over benne nye Toiſt, bet troer forud
derved at finde fig bævret. Lab upartifte Kabinetter bømme, om ber for Eng⸗
land var nogen politiſt Nodvendighed, eller nogen Siklerheds VBetragtning for
$Haanben, for bhvilten bet tillader flg uden Betænkelighed at opofre em Stat, fom
afbrig har fornærmet eller paa nogen Maade ubæffet bet. Stærk ved fin gode
GSamvittighed, ved fin Tilliv til Gud, ved be hjælte og troe Rationers Kjærlig-
bed og Hengivenheb, fom ere forenede under ect elflet Scepter, nærer den banfle
Regjering bet Haab, at ben uden Svaghed vil funne opfylbe den alvorlige, fljønt
farefulde Pligt, fom Åre og Nøvvendighed har paalagt ben. Den troer fig be⸗
rettiget til at ftole paa be europæifle Kabinetters Deeltagelje og Netfærdighed, og
baaber at fpore Birhingen beraf ifær fra be høie Souverainers Side, hvis Hen-
figter og inbgangne Yorbindelfer have maattet tjene til Paaftub for at beſmykle
ben meeft ffrigenbe Uretfærbighed, og hvis Tilbud, figtende til at give ben engelfle
Regjering Midler i Hænde til en almindelig Freds Indledning, ikle have funnet
afholbe benne fra en Voldſomhed, ber maa oprøre alle retflafne og cdle Hjerter
i England felv, ber ubfætter en dydig Souverains Charakteer for Dabbel, og be»
fubler for evig Storbritanniens Annaler.“
Den engelfte Erklering udlom ført Cafjattet paa Cngelf) ben 25de
September 1807, efterat Kjøbenhavns Sljebne allerede var afgjort, og Iyder faaledes :
„Hans Majeftæt flylder fig felv og Europa en aaben Fremftilling af be Be»
væggrunde, fom have foranlediget hans fenefte Forholdsregler i Øfterføen.
Hans Majeftæt har udſat denne Forklaring ene i Haab om en fredeligere
Overeenskomſt med Hoffet i Danmark, hvilfen bet var Hans Majeftæts inderligfte
Onſte og førfte Beftræbelfe at opnaae, for hvilken han var rede til at gjøre fore
Anſtrengelſer og ſtore Ofjere, og fom han aldrig tabte af Sigte, endog i bet mek
afgjørende Fiendtligheds Dieblik.
$vor dybt endog Hans Majeftæt har følt fig ſtuffet I vette Haab, har han
bog ben Troſt, at ingen Unftrengelje fra hans Side bar været fparet for at til.
veiebringe et modſat Refultat. Men i bet han beklager ben grufomme Nedven⸗
bigheb, fom bar tvunget ham til at tage fin Tilflugt til fiendtlige Handlinger mø»
en Nation, med bvilfen bet var Hans Majeſtcets alvorligfte Attraa at inbgaae en
Forbindelſe til fælles Tarv og Alliance, føler Hans Majeftcet tillidsfuld, at Meta
færdiggjøreljen for Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende,
ber for en Fyrſte overgaaer alle en Souverains øvrige orpligtelfer, ben Pligt
nemlig at førge, mebens ber endnu er Div, for fit Folls umiddelbare Sillerhed.
Men Hans Majeftæt tunde iffe undlave at brage fig til Minde, at ba vet
banffe Hof, ved Enden af ben forrige Krig, indlod fig i et flendtligt Forbund
mob GStorbritannien, grunbede bets Retfærdiggjørelfe, forbi bet faa uforfvarligen
— rer ————————— "Greger
Øilag No. 4. 599
koænfebe en Neutralitet, fom Sans Majeftæt aldrig havde ophørt at refpectere, fig
pa dets Uformuenhed til at mobdftaae Birtningen af en ubvortes Indflydelſe og
m frygtelig Nabomagts Trudfler. Hans Majeftæt maatte nøbvendigen fammen-
ligne den Grab af Indflydelſe, ber paa den Lib beftemte Kongen af Danmart
til m Beſlutning, der trænlede en pofitiv Forpligtelfe, fom førft for et halvt Aar
ſiden var indbgangen, med ben langt førre Birtetraft, fom Frankrige nu havde
Midler til at give det famme Stræmfels-Princip, da bet faar Kongeriger taftede
for fine Fodder, og havde hele Rationers Befolning under fine Faner.
Faren var iffe beller mindre overhængende end vis. Den Armee, fom var
beftemt til et Indfald i Holfteen, var forfamlet paa bet neutrale Hamburgs træn-
føde Grund. Og naar Holfteen førft var befat, var Øen Sjælland i Frantriges
Sold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.
En britiſt Magt hunde, bet er fandt, have banet fig Bei til Øfterjøen, og
for en Tid avet ben vdanfle Sømagts Bevægeljer. Men ben Aarstid nærmere
fig, ba benne Forfigtighebdregel vilde været uden Nytte, da Hans Majeſtets Flaade
maatte have forlabt biin Sø, og tilladt Hrankrige I uforfiyrret Sifterhed at for-
øge fine Midler til et Angreb imod Hans Majeftæts Beſiddelſer.
Dog, feb under bisje Omftændigheder og i bet 58. Majeftæt opforbrede
Kongen af Danmart til at give ben Satisfaction og ben Silterhed, fom H. M.
var nødt at forbre, og i bet Samme forlangte vet enefte Pant, hvorved benne
Stifferhbed kunde gives med nogen Virkning, — ledfagede 6. M. vette Forlan-
genbe med at tilbybe enhver Betingelfe, fom kunde forlige bet banfle Hofs In⸗
teresje og Folelſer med famme.
Det blev Danmark felv vverladt at beftemme be Vilkaar og de VBetingelfer,
fom bet maatte forlange.
Derfom Danmark frygtede for, at Overgiveljen af bets Flaade vilde opværte
Frankrigs Forbittrelfe fom en Føieligheds-Handling, faa havde 58. Majeftet i
Beredflab en Krigsmagt af faa frygtelig Størrelfe, at ben felv i Frankrig Øine
maatte retfærbiggjøre enhver Eftergivenhed, i bet ben gjorde enhver Modſtand al.
deles unvilig.
Bar Danmart virfeligen beredt paa at modſtaae Frankrigs Forlangende og
førfvare fin Uafhengighed, faa tilbød Hs. Majetæt fin Medvirkning til bets Fors
fonr — ved en Flaabe, ved Tropper og Pengehjælp; end vibere Garantie af dets
enropætffe Lande, og Siklerhed for bets Colonial⸗Beſiddelſer famt Forøgelfen deraf.
At Sværvet er bleven draget for at ubføre en Foranftaltning, fom var fors
nøden til at filtre 58. Majeftets Lande, maa 93. Majeftæt oprigtigen og bite
terligen betlage. At Verdens Stilling og Omftændighever ere faa, at de have
hræpet og retfærbiggjort be Forholbsregler til Selvforfvar, hvortil H. M. har fun-
bet fig tvungen til at tage fin Tilflugt, er en Sandhed, fom Samme dybt be-
Mager, men hvorfor han ingen Deel er anfvarlig.
Hans Majeftæt bar lenge fortfat en høift ulige Kamp af fam»ittighersfuld
Overbærelfe imod uaflabelig Bold og Unbertryffelfe. Men denne Overbærelje har
fine Grendſer. Da den Plan aabenbart vedljenbtes og allerede var for langt
fremmyktet, fil åt fuldenbe be europæifte Magters Unbdertvingelfe under em almin-
delig Anmasfelje, og ved Skræt eller ved Magt at forene bem til et Forbund
mod bette Kongeriges Sørettighever og politifle Tilværelje, blev bet nodvendigt
for 8. M. at foretomme et Syftems Held, fom ikte var mere farligt for Sam-
mes egen Interesſe, end før be Magters, fom vare beftemte til at være Redſtaber
for dets Ubførefje.
Det var paa Tide, at Birningerne af ben Frygt, fom Frankrig har ind-
gydet Berbens Mattoner, flulde finbe en Modvirkning i en Anftrengelfe af Stor-
britanniens Magt, ber blev fremfaldt af trængende Omflænvigheder, og afmaalte
efter Farens Storhed.
00 | Bilag Me. 4.
Uagtet Rrigserflæringen fra den banfle Regjerings Side, fader bet endun
til Danmark at beftemme, om Krigen mellem disſe Nationer flal fortfættes. Hans
Majeftæt vil foretræffe en fredelig Overeenskomſt. Han attrager ivrigen at fikke
et Sværd i Sfeden, fom Samme faa ugjerne nødtes til at drage. Gan er rede
tl at vife Danmark og Verden, at, ligejom ban alene har handlet i Overbeviis-
ning om bvab ber flykdtes hans egne Lanbes Sikkerhed, onſter han af ingen an-
ben Bevæggrund, eller for noget andet Henſyn til Fordel eller Lorftørretfe, at
brive be fienbtfige Horholbøregler over Grendſerne af ben Nodvendighed, fom frem-
bragte ben, Weſtminſter ben 25de Geptbr.. 1807. | |
No. 4 b. til S. 34.
Om de engelfte Tropper I Gjællan».
Hofman-Bang, Eier af Herregaarben Hofmansgave i Yyen, en af Forfatte-
ren8 fortroligfte Ungbomsvenner, fom i 1807 tillige eiede Biſtrup⸗Gaatd tæt ven
Roeskilde, og ſom under be Engelſtes Ophold i Sjælland var i ivelig Bevegelſe
for at gaae Gaftenfljolb til Haande og tjene fit Fædrelaud, har meddelt nogle
Notitfer i den Unlevning, hvoraf herved gives et ført Ubbrag. Gjerne havde
Forfatteren leveret bisfe Notitſer, ber ere forfattebe under Katafttophen jelv, og
udflyde fra en Ben, fom ſtedſe har været Sandhedens Toll, fuldſtendigen, men
af Frygt for at gjøre fit Bært alt for vidtleftigt, har ban ogſaa paa dette for
ham hoiſt interesfante Bidrag muattet lægge en Forfortnings-Maalefol.
Saafnart Jackſons Forlangendbe om Flaadens Udlevering var af Kronprindſen
bleven afvitft, bleve Landvcernsſoldaterne inbfaldte. Nogle af bem fom i Garni-
fon i Kjøbenhavn, Andre bleve famlede under General Gaftenfljolbs Commando.
Herremendene rundt om I Sjælland miftebe berved Mange af bere3 Karle, sg væ
Denne Forminbflelfe af Arbeidskraften forſinkedes Høftbjergningen. Flere af Kjø»
benhavns Indbyggere, ifær Fruentimmer, flygtede ud af Byen til Venner paa
Ranbet, og Biftrup Herregaard fil ogfaa ben Slags Judqvartering. De fongelige
Prindjesjer flygtede ogſaa fort før Bombardementet fra Hovedſtaden, og General
Baird, ber havde bejnt Frederiksberg og kjendte bem ba be pasferede forbi, lod
prefentere Gevær for dem. Efter nogle Dages Dphold i Roeskilde, flyttede Ge⸗
neral Gajtenffjold fit Qvarteer til Egnen af Lethraborg, hvor man ſamlede Lande⸗
værnet, ber beftob af en Hob flet bevæbnede Mennefter, fom beeld i flere Aar
havde været uvante til Krigstjeneften, deels vare over ben Alder, i bvilfen Mili-
tair-Jjeneften tilbørligen fan uvføre8. Nogle af bem, ber indfandt fig paa er-
-regaarden DBiftrup, vare iførte gamle Hufar-Uniforner og faa flet beveebnede fom
muligt. De faae ynkelige ud. Hofman paatog fig at opføge Gaftenfljolb for at
mebbele ham nogle ham ihænbefomne Wfterretninger om Fiendens Unmarjd. San
fanbt ben cærværbige gamle Mand til Heft paa en Høi uden for Kjøge, hvor Sla⸗
get ſtod nogle Timer efter. Udfaldet af ven ulige Kamp mellem en velorganijeret
Armee, forfynet med Urtilleri, vg bet flet munbderebe uovede Corps af Soldater
og Landeværns-Vfficierer, maatte den gamle Krigsmand have indſeet; thi Gofman.
fant megen Alvor i hand Bæfen, ba han forlod ham. Generalen overlod Hof⸗
man at førge for fin Krigsfasje, bvilfet efter mange $Hænbdelfer omkring i Sjæle-
land omfiber Inifeves ham. Strax efter dette Mode med Generalen var bet at
Kjøge-Glaget ftob, og bet Caſtenſtjoldſte Corps efter Englondernes lette Seier
fplittebeg ab. |
Unber bisje Omftænbdigheder ubbredte CEnglænberne fig over hele Sjælland og
fom ogjaa til Roeskilde. Da Herregaarden Biftrup ligger tæt herved, frygtede
Hofman for Moteft for fig og fin Familie, og føgte at erholbe em Sauvegarde.
|
|
Bilag Ne. å og 5. 001
$a benvendie fig i benne Anledning tl General Weltealey (nu Welingten
fe, br lovede ham famme gobmobigen, enbfljønt han ſpogende bemærtede, å
n fandt Gofman noget paatrængende; men ban unbflylbte fig med fin Kong
tning, hvis Nedlomſt foreſtod. Samtalen førtes ferft paa Engelſt, ſiden pna
Franft, og ba Hofman tilljenbegav fin Forunbring over ben Lethed, hvormed Gen
seralen. talebe bette Sprog, bemærlede han, at han bavde tilbragt en Deel af fin
Ungdom i et irff Collegium i Yrankige. Da imidlertid Leidebrevet ubeblev, frem
Hefman ben folgende Dag og fornyede fin Bøn, bportil ban følebe ben, at em
Mellebyggex, Porter, fom bavbe arbeibet for ham, og fom han troede anefteret,
maatte blive frigiven. Han fil berpaa følgende egenhændige Svar fra Heneralen.
Monsieur. Blæseborg ve 2 Beptbr. 1807.
Si les troupes vont du coté de Holbech, j'aurai soin que Madame
de Hofman aura une sauve-garde. S'ils ne vont pas de ce coté - la,
cette précaution ne sera pås necessaire. — Si je le peus j'aurai I'honneur
de vous faire une visite. Je ne crois pas que Mr. Porter a été arreté.
J'ai Yhonneur d'étre, Monsieur, Votre trås obéissant serviteur
Arthur Wellesley.
å Mons. Mons. Hofman.
Den følgende Dag gjorde Generalen med fine Uvjutanter Hofman et Beføg
sa tog Frokoſt hos ham. Generalens Escorte beftod fun af tvende Matrofer til
Heſt. Under Beføget befan Generalen Hofmans gode Malerifamling, hpori fandtes
meget gode Stylfer, og ra Hofman tilbød ham et Maleri til Erindring om hans
Beføg, afſlog fan bet meb forbinbtlige Udtryk. Adjutant Cotton yitrede beri-
mob, at hang Fader ogſaa famlede paa Malerier, men dette Bint vile Bærten
ei jorftane. Hofman anfører å fine Notitfer flere Gyempler paa Cuglænvernes
Godmodighed, hvormed be vptoge hans flundom bjærve Tiltale, fom en patrive
tiſt Harme over bet engelfte Log lagde ham i Munden, ligefom Flere blandt bem,
jr blandt Hannoveranerne, udtrylte fig med Bitterhed over benne Englænberned
gpebition mob Danmark. — Gaavel Englænderne fom Hannoveraneme holdt
i Almindelighed god Mandstugt i Sjællan», va Marobeurer firafjebed pan Ste—⸗
bet. Saaledes blev en Soldat, fom tog et Uhr i en Lanbbye — Høie Toſtrup
— ſtraffet i be forjamlede Troppers Nærværelje med Kat. Under Englendernes
Opbold i Sjælland, fiftere en Gobdeier (B..g paa S..... ++ MM) em Con⸗
fpiration mob Englænberne, hvori Hofman ingen Deel vilde tage. Den opda-
gedes, men Hannoveranerne gave be Danſte Unlebning til at tilintetgjøre be bid»
hørende Papirer. 2
— — — — —
No. 5 (til S. 34).
Gapitulations-Artiflerne før Staden Kjøbenhavn og fammes Gitadel,
vedtagne mellem Generalmajor Walterftorff, Gontre-Admiral Lütken og Gene»
ml-Adjutant Kirdhoff, fom dertil ere behørigen autborifereve af H. E. General»
major Peymann ; og ved Generalmajor U. Wellesley, Sir Pøpham, va Oberſt-
lieutenant Murrap, behørig authoriferede af Admiral Gambier pg Generallieute⸗
nant Catheart. i 3
1. Maar denne Gapitulation bliver underftreven og frabfæftet, flulle hans
britifle Majeſtets Tropper jættes i Beſiddelſe af Citadellet. 2. En Vagt af.
hans britifte Majeſtets Tropper flal ligelebes befætte Holmen. 3. GSlibene famt
Krigsfartøierne a enhver Benænnelje, tiligemeb alle hans banfle Majefræt til»
børenbe Stibsjager og So⸗Inventarium fulle overgives i be Perſoners Værge,-
form. blive ubnævnte for hans britifle Majeſtets Krigsmagt, og be fulle uforiapet
602 Qilag Mo. 6.
fettes i Beſiddelſe af Holmen famt alle be dertil hørende Bygninger og Forrandt hule.
å. De fig i hans britifle Majeftæts Tjenefte befinbende Fotraads⸗ og Forfeld-
ftulle tillabes, bvis fornøbent gjøres, at tomme ind i Havnen, for igjen at
indflibe hvad Skibsſager og Tropper be have bivbragt til denne MØ. 5. Saa-
fnart Stibene ere blevne ubbragte fra Holmen, eller inben 6 Uger fra benne Gas
pitulations Datum, eller før om muligt, fulle hans britifte Majeftæts Tropper
pverantvorbe hans banfle Majeftæts Tropper Gitavellet i ben Tilſtand, hvori bet
befindes, naar be bejætte famme. Hans britifle Majeftæts Tropper flulle ligeledes
inben forbemelbte Tid, eller fnarere om muligt, igjen inbflibes fra Ørn Sjellan».
6. Fra benne Gaypitulations Datum fulle Fiendtlighederne ophøre over hele Sjcel⸗
land. 7. Ingen Perfon, være fig hvo bet er, flal vorbe molefteret, og al Eien⸗
bom, offentlig eller privat, unbtagen be førommelbte hans vbanfle Majeftæt tilhø-
rende Glibe og Krigsfartøier famt Gøinventarium, flal refpectere8, og alle civile
og militaire Betjente i hans danſte Majeftæts Tjeneſte ſtulle vedbline i ben fulde
Ubøvelfe af bere8 Embebsforretninger over hele Sjælland, og Alt flal anvendes,
fom fan figte til at fremme Enighed og god Forftaaelfe mellem be tvende Voll.
8. Alle paa begge Siver tagne Fanger flulle ubetinget tilbagegives, og be Df-
fieierer, fom ere fangne paa ERresord, fal befries for famme orpligtelfe. 9.
AC Engelft Eiendom, fom maatte have været feqveftreret i Følge be ſtedhavende
Fiendtligheder, ſtal tilftilles Eierne. — Denne Capitulation flal flabfæftes ved be
refpective Høifttommanberende, og Gtadfæftelferne fulle udverles før Klolten 12
benne Dags Middag. Givet i Kjiobenhavn den Ve Dag af Septbr. 1807.
Walterftorff. Arth. Wellesley.
Kitten. Home Popham.
Kirdboff. G. Murray.
Stadfeſtet og betræftet ved os i bet britiſte Hovebavarteer paa Hillerup denne
fornævnte fyvende Dag i September 1807.
J. Gambier. Catheart.
7de September udſtedte ben commanderende General Peymann i Kjøben
ſaadan Beljendtgjørelfe: „Medborgere! Efterat alle vore Forfvarsmidler ere blevne
utilſtrekkelige, og vi iffe have funnet forhindre Flenden fra at anlægge For⸗
flanbsninger faa nær ved Stadens Volde, at han fan, faa ofte han finder for
godt, fætte Staben i Brand paa flere Steder, uden at vore Sluknings⸗Anſtalter
(der ere mbefagte baade ved beres Brug og Fiendens Skyds) funne formaae at
ſtandſe Ildens Udbredelſe; faa har jeg, faavel i Betragtning heraf, fom ba efter
min egen og be øvrige bhøiftfommanderende Offlclerers fulblomne Overbevtisning
vor ſvcellede Styrke i dens nuværende Forfatning ille er iftand til med nogen
Sandfynlighed at afværge, at jo Fienden er iftand til at indtage og fætte fig I
Beſiddelſe af Staben, og fom en Følge beraf af begge Holmene og Flaaven,
uagtet bisfes Forfvar fra Soſiden er aldeles betryggende, været fat i ben uheldige
Nodvendighed, for at fpare ufyldige Borgeres Blod, og Staben fra de ubereg»
fige Folger, bens Indtagelſe med Storm maatte bragé eftér fig, at indgaae Capt»
tulation meb ben fiendtlige Krigsmagts Unfører, og derved maattet overgive Flaa⸗
den, famt inbrømme Fienden Beſiddelſe af Citadellet Frederikshavn og Holmen i
fax lang Tid, fom ubførbres til at føre Krigaflibene ub paa Rheden, bog med
Billaar, at baade bisfe Steder flal tilbagelevered, og Øen Sjælland inden 6 Uger
i bet fængfte flal være forfabt af be engelfte Tropper, famt at alle private vg
offentlige Eiendomme baade her å Staden og vveralt paa Øm Sjælland fulle
åf bent blive uatitaftede og urørte. Mevbergére! Jvet jeg gjentemtrængt af Be»
hymring meddeler Eder benne Gfterretning; maa jeg tillige minde Cder im; åt
ben førfte Borgerpligt af Ever; hvis Liv og Gods nu faaleves erd bétryagede,
er Molighed og Orden, og jeg bør tilligé advare Eder om, at Overtrædelfe af
venne Pligt et en Jorbrydelſe, fom kunde drage bedrøvelige Følger efter fig.”
Bilag Rv. 5 og 6. 608
Samme Dag føgte en Hoben Holt at gjøre Opløb uden for Tralteur Raus
Gaard, men blev ved Hjælp af dem bevcebnede Magt ſtrax ſtandſet.
No. 6 (til S. 35).
Et Dienvidnes Beretning om Bombardementet.
(Eſter Wulſtbergo .Gfterreninger og Opmimtringer” 1796 Septtr. 1807).
„Hvor eller hvorledes flal jeg begynde at fortelle Dem ben Elendighed, fom
Sjøbenhavn og dens Indvaanere i en Liv af næften 3 Gange 24 Timer have
maattet ubftaae og enbnu føle, og filfert længe ville føle Holgerne af, — bet
verb jeg ille. Seg troer, at jeg i mit fibfte Brev meldte, at Engelflmænbdene vare
landede: be rylfede immer nærmere og nærmere før Byen. Vel gjorbe vore Trop»
per abffillige [maa Ubfalb mob bem, hvorved ifær Kongens Livjæger-Corpa, fom
altib blev brugt og fenbt i Spibfen for be andre, udmærkede fig paa en æreful
Maabe ved Mob og Tapperhed — bet miftede og adftillige Døde og har mange
Saaredbe —, men alle bisfe Udfald vare bog af ingen fynberlig Nytte, ba Fien⸗
berne vare faa mange, og vi vare faa faa, og desuden ingen ordentlig Armee
bavve, ba ben fun beftob af Borgere og Frivillige.
Fienden fom os omfiber faa nær, at vore yderſte Forpofter fun ſtode nogle
Skridt paa biin Sibe Stadsgraven; han oplaftebe imidlertid de frygteligfte Bat
- terier, ffær et bag ved Labegaarben, og eller8 rundt omkring Byen. De Gale
bleve, efter Overeenstomft imellem os og Fienden, af ham felv forflyttede ud i
- andet, og inblvarterede i Kirker og andre Steder; thi vore Bomber og Kugler
- fra Bolden vilde ellers have bræbt og faaret Mange af bisje Ulykkelige. Bi
fat nu felv i Brand ben forrefte Deel af Vefterbro, men ben ydre kunde vi ilfe
bomme til for Fienden, ba vi begynbte for filbig berpaa; thi Broerne burde flrar,
ba Fienden nærmebe fig, have været afbrænbdte, enbfljønt bet flar En i Hjertet,
at fee faa fmulte Bygninger fom be paa Vefterbro at flige op i Røg; — bog
- bette var tun Forfpillet til et end frærteligere Skuefpil. En Deel af Nørrebro
pg Oſterbro blev ogſaa afbrændt. — Al Pasjage var imibdlertib fpærret, Portene
bleve luklede, ber afgik ingen Poſt og der fom ingen Poſt. Fienden opforbrede
96 nu abflillige Gange til at overgive ham vor Flaade, bvillet vi naturligviis
haardnaklet affloge, bet han bog ille havde ventet; thi han troede ikke, at vi
- turde gjøre Mobftand, naar han førft var fommen i Land og var Byen faa nær,
næften paa et Piſtolſtud. Saaledes gil ba Tiden indtil ben førfte Septbr., ba
Fienden formelig opfordrede Peymann til at udlevere fig Flaaden. Hertil ſparede
han beftemt Nei.
Den dren September om Cftermibbagen tom ber em Parlamentair for at
hente ben engelffe Gonful Gille Datter, fom var i Hufet hos Falbes, hvoraf man
funbe flutte, at be havde noget Alvorligt i Sinde, bvillet vi ogſaa fnart fil fee;
bi famme Dags Aften henimod Kl. 8 begyndte Fienden et alveles mageløft Bom⸗
Barbement. J Forbigaaende maa jeg bemeærke, at be Bomber, Fienden forhen
havde faftet, juſt itfe vare meb be bebfte, hvoraf man havde taget Anledning til
å be offentlige Blade at forfifkre os, at tun '/20 vilde træffe, og be andre fpringe
Å Ruften; men nu flede juft bet Modfatte. Fremmede Officierer, fom opholde fig
ber å Byen, paaftaae, at ber aldrig enbnu i Berben har været Mage til et faa-
bant Bombardement, og at bet var meer end Mennefteligt, at vi hodt os faa
fænge, fom vi gjorde. — Man beſtjsd o8 med Bomber, Granater, Ildkugler,
gloende ugler og Brandralketter, og gjerde berved den September ligefaa mært»
værbig fom 2den April. Der fan not neppe tæntes noget Skrakkeligere og Fryg⸗
teligere enb bette Bombardement, og Jngen uden ben, ber har været tilftede der⸗
604 Bilag No. 6.
ved, fan gjøre flg m Idee om bet Gyſelige beri. Man tente fig Luften fuld
af hurtigen [øbende Stjerner — eller be ſaakaldte Stjerneflub; thi omtrent fan-
ledes faae Bomberne ud i Farten, at fige ved mørt Nat — man tænke fig disſe
at fare frem meb en pibenbe Hvinen, flyrte ned i et Huus, med græsfelig Bulder
at flaa Jag, Loft, Bjælfer, Gulv og flere Etager itu, omſider felv med et fryg-
teligt Skrald at fpringe, og berpaa Luen at flaae ub igjennem Binduer, Loft,
Døre o. f. v., faa har man omtrent et Billede af det Syn, bvortil vi her næ
ften hvert Secund vare Tilſtuere. Hertil tommer, at næften ved bver Bombe faa
man Mennefter enten blive dræbte eller qvæftede paa Arme og Been, og at dette
Bombardement vedblev for bet førfte hele Natten mellem den og Bvie GSeptbr.,
holdt noget op henved Morgenen, men begyndte igjen om Aftenen ben Idie, og
bebblev hele Natten mellem ben bie og Ave GSeptbr., nubttl lige ub paa Efter
mibbagen ben Abe, begyndte derpaa igjen om Aftenen den Ade, og vedbarede hele
Natten mellem ben Ade og te GSeptbr. indtil ub paa Dagen ven Ste, ba bet
holdt op for beftanvig.
Denne ſtroœklelige Wnaftelfes-Periobe før Kjøbenhavns Indbyggere varede faa»
ledes omtrent 3 Jævndsgn. Af Nætterne var vel ben førfte ſcerdeles rædfom,
ba vi endnu ille vare vante til et faadant Syn; men alle Brambanftalter vare
bog i gob Stand, faa at Ilden ingen Overhaand tunde tage; ber brændte op
et Par Hufe, men vet var Intet at tale om; ben anden Rat brænbte ber ve
mere, fjær paa Nørregade, ba Fienden immer figtebe efter Yruetaamn, men man
par mere vant til bet, faa at ben Nat i bet Gele taget ei var faa frygtelig. Men
nu fom ben tredie og fibfte, og benne var ben flrætteligfe. Strarx benav Uftenen
angtebe be vore Batterier ved Tommerpladſen, flat Ild i alt Tømmeret, faa at
hele Himlen fyntes at ſtaae i Lue; be fl ogfaa ved beres Bomber Ild i avflik
lige Huſe rundt om Fruekirke; AMarmen og Forvirringen blev immer førre og
ſtorre, Brandanftalterne vare ved Ilden og Bomberne forbærvede, Branvfølfene
faldt fom luer, ba Fienden ftedfe ſmed Bomberne lige i Ilden for at hindre Sluk⸗
ningen; vmfiber maatte vi forlade Batteriet pan Lømmerpladfen, og Krubifor-
raadet fprang i Luften. Paa Batteriet blev Gapitain Reftorff, fom havde em
.Bryggergaard paa Rørregabe, flubt toærsover. Henad Natten tom ber omſider
I i Fruetaam, fom Fienden længe not havde figtet efter, og fom han nu oge
fan. fit Bugt med. Der fam neppe gives noget, at jeg faa maa udtryfte mig,
fircættelig ftoltere Syn, end bet, at fee en faavan Ildpyramide, font YFruetirke
rentvifte, ba bet med Taarn vg Ult flod i lys Lue. Ilden blev nu ved Laar»
nets Nerfiyrtelje almindelig, og brænbte ba og ben paafølgende Dag følgenve
Gander og Steder: hele Nørregade, lille Kjøbmagergade, Kultorvet, Norrevold,
Gtinbergaben, Violftrædet, bet mefte af Kannikeftrædet, Stubiegaardben, Bordö Gol»
legium, noget af Bimmelftaftet, Klæbebovderne, Frueſtole 1. 26.
De fendtlige Vatterier lage i en faaban Linie omfring Byen, og faaledes,
at ber intet Sted var ſilkert, hvor ber jo faa at fige regnede Død og Lemlæjtelfe
ned. Bore Branb-Anftalter vare forbærvede, faa at vi ei funde flulte ben over-
baandtagende Ild; ber var altjaa intet andet tilbage før o8, for at fpare uffyldige
Oldingers, Koners og Børns Blod, og Byen for ganfle at øbelægges, end at
capitulere; bvorfor ba ogfaa Peymann ben Ste om Eftermiddagen begyndte at
unberbandle med Fienden, og ben Gte fom Gapitulattonen i Stand faaledes: at
Fienden flal have hele vor Flaade, og felv worufte ven her med alt Fornøbent,
til boilfen Ende han flulde befætte Holmen og Kaftellet, hvilket flede ben 7de Sep
tember; men inben 6 Uger ſtal be engelfte Tropper have forladt Jen Sjelan».
Man ſiger, at be allerede næften ſtulle have 2 Slibe færdige. De faae i Alt
omirent .21 Linieftibe og 16 Fregatter; det er haardt; men af to onde Ling maae
man vælge ben mindſt onde.
... De Engelſte ſtulle pære mellem 30 og 40,000 Mand, vg 6000 fulle faae
Bilag Ne. 6, 7 og 8. 605
ved Soesøer, for at hindre Kromprindfen Overfarten med fin Armee. De have,
faavidt man endnu har erfaret, juft ilfe beganet nogen Moleſt i Landet, men
fulle have holdt en meget fireng Krigstugt. Den commanderende General hebber
Gatbeart; Flaaden, fom commanbdere8 af Popham, har intet gjort men lagt
ganfle rolig. | |
J Tirsdags bleve Portene for førte Gang aabnede, men lukkedes Kl. 7 om
Uftenen. J Dag afgaae for førte Gang Pofterne til Hamborg og Norge, —
Ru maa jeg fortælle Noget om, hvorledes bet er gaaet mig: jeg var, fom De
ve», i GStubentercorpjet, og vi havde Ordre til, faafnart Generalmarfd floges,
siebliftelig at indfinde os paa Volden, hvor Enhver havde fin anvifte Plads,
Den førfte Rat modte jeg altjaa paa Volden, endftjønt jeg om Morgenen havde
meldt mig fyg; her forblev jeg ba om Natten. Min Poft var ved Vefterport,
og der blev Ingen hverfen bræbt eller faaret, va vi vare meget forfigtige og løk
- af Veien for Bomberne, fom faldt paa Bolden. Ved Nørreport, hvor be ul
bande været mindre forfigtige, blev 3 Studenter bræbte, og 7 faarede; blandt de
bræbte vare Etatsraad Colds og Juſtitsraad Holms Sønner; vi have i Alt ved
Gorpfet 6 Dræbte. | |
Den anden Nat møte jeg ogfaa paa Volden, endſtjont jeg ilke var tilſagt;
men fit Lov til at gaa bjem igjen, bvillet jeg ogfaa gjorde, og forblev ber indtil
sm Morgenen, ba jeg formedelft Bomberne, fom faldt ned i Fufet, maatte retirere
ned å Kjelderen, fom var bet enefte Sted, man kunde være nogenlunde filfer; men
fanart nødte en Bombe, fom faldt ned vafaa her, os Alle til at forlade ben;
tan Bærten, fom eiede Hujet og var Spekhoker, paaftob at ville blive, og 2 Vie
mer efterat vi vare gaugne bort, fom en Bombe og tog ham hele Unvervelen
bort fra Maven af."
No. 7 (til S. 35).
Kronprindſens Brev til General Peymann.
nSaa ubehageligt bet end er, at tænte fig Muligheden af Kjøbenhavns
Overgivelfe til Fiendberne, faa lidet jeg ogfaa befrygter benne Overgivelfe, medens
De fører Overkommandoen, finder jeg bet bog nødvendigt herved at befjendtgjøre
for Hr. Generalen: at bet er hans MajeftætS Kongens Billie ng Befaling, at
De, Hvis ben Ulylfe — fom Gud forbybe — flulde tilbrage flg, at Hjøbenhavn
blev inbtagen, flal, forinden Stadens Jndtagelfe, fabe antænbde og opbrænbe Flaa»
ben, ba han8 Majeftæt af tvenbe onde Ling vælger ben minbdfte, og bet virkelig
for hans Maj. er et mindre Onde at vibe fin Flaade brændt, mob bet langt
flørte at vibe famme i bereg Hender, fom ere Fiender af hans Majeftæt og Lan»
bet, og berveb at give disſe Ugjerningsmændb en Triumph, fom ingen banft Un»
berfaat vil funne taale.“
Steffens fom Kjøbenhavn paa 1 Mil nær, da han blev opfangen og
bragt til Fiendens Hovebqvarteer; men bet lykkedes ham at tilintetgjøre fine De-
pefdjer, hvis Indhold ingen Trudſel kunde aftvinge ham.
No. 8 (til S. 37).
Gonful Wolffs Advarsler,
Blandt dem, fom gjorde banffe Mutoriteter opmærkjomme paa Rygtet om,
at Gypeditionen gjæeldte Danmark, var ogfaa ben banffe Conſul i London, Wolff,
Asjocié af Huſet Wolf & Dorville. Dette Huus fil 2den Juni et anonymt
606 Bilag No. 8.
Brev af folgende Indhold: „Det er nogle vel underrettede Perfoners Mening,
at ben Grpedition, fom nu ubruftes i bette Land, er beftemt til at tage Kjøben-
bavn og hele Øen Sjælland i Befivbelje. Derom burde Deres Megjering visſe⸗
ligen å Tide underretteg, for at berede fig paa bisfe Tropper 1c. SØnflende Fred
blandt hele Mennefleflægten er jeg 1. —“ Dette og andre Rygter om benne
Expedition bevægebe Gonfulen til berom at gjøre Inbberetning til General-Lant-
Oeconomie= og Gommerce=Gollegium, fom 25de Juli befvarede Brevet faaledes :
„J Anledning af bet i Hr. Confulens Skrivelſe at 14de d. M. indberettede
i London ubbredte Rygte om befrygtende Misforftaaelje mellem Danmark og Stor»
britannien, unblaver man iffe at give Dem tilljende, at bette Mygte er aldeles
ugrunbet, at Intet fra vor Side er forefaldet, hvorved ben mellem begge Hoffer
berffende gobe Vorftaaelje paa nogen Maade hunde anſees foættet eller afbrubt.
Bi maa berfor herved anmode Sr. Confulen om beftemt at modfige alle ſaadanne
ugrunbede Mygter, og berolige vore Søfarenbe med ben Forſikring, at hertil al
beles ingen Anledning er forhaanden, ba Collegium ilfe vilbe undlade, naar mo
gen uforubfeet Omftænbighed havde JIndflybelfe paa Danmarks hivtil iagttagne
Neutralitet, betimeligen igjennem be Kongelige Gonfuler at lade be GSøfarende
mebbele bet Fornøbne til Efterretning.“
Omtrent famtibig bermeb gjorbe Gonful Wolff ben danſte Legationsfecretair
Nit opmærffom paa disſe Rygter; men med famme Birning. Riſts Svar af
tåde Juli 1807 fød ſaaledes:
nGjentagelfen af alle be Rygter, fom circulerede i forffjellige af Dagens
Aviſer disſe fibfte Dage angaaende Lilværelfen af uvenflabeligt Forholb mellem
bette Land og Danmark, paalægger mig ben Pligt, at underrette Dem om, at
be ere uben minbfte Grund. Jeg er å Stand til gjennem ben bebfte Autoritet at
funne fige Dem, at ben britifte Erpedition, langt fra at være floppet i Sundet,
er ufortøvet for en for Deel pasferet til Øfterføen. De fibfte Depefder, fom
Negjeringen har mobtaget fra dets Minifter i Kjøbenhavn Mr. Garlite, bateret
bie Juli, nævner henved 50 Transportftibe, fom have fortfat Touren til Øfter-
føen, og at be øvrige fnart ventede.
Seg ſtoler alt for tillibsfuld paa ben Tilfredshed, fom benne Underretning, og
ben Forfiffring fom jeg dertil fan føie, at ben gode Forftaaelje mellem begge offer
ifte er unbergaaet nogenfombeljt Forandring, vil give Dem, for ifte at benytte
ben førfte Leiligheb til at mebbele Dem ben, ifær ba jeg feer ve offentlige Blave
endnu fare vilb, og berho8 overveier be alvorlige Følger, fom ſaadanne VBeret-
ninger funne have paa vor Handel. Jeg ønfler derfor, at De vil have ben God⸗
hed at udbrede benne Gfterretning faa meget muligt å hans banfle Majeſtets Con-
fulater og Bice-Gonfulater i Storbritannien, faa vidt fom bisfe Rygter tunne have
ubbrebt deres flavelige Inbdflybelfe. Med Henſyn til Anmovningen om at an-
ſtaffe Pasſer for Reiſende, fom jeg har mobtaget af Dem for nogle Dage fiben,
beder jeg Dem have ben Gobhed at underrette mig om Alien Office har nogen»
finde, og ifær nyligen, gjort nogen Banflelighed ved at udſtede flige Pasjer i-
cences) efter Forlangenbe af Deres eller noget andet refpectabelt Handelshuus,
hvilket jeg ei fan formobe, og ei fan finbe nogen Grund til. Er bet imidlertid
Filfældet, ſtal jeg gjøre bet til en Gjenftand for viere Underføgelfe; er bet ber-
imob iffe, faa ſtulde jeg ønfle, at ben fæbvanlige Maabe i dette Punt maatte
blive fulgt." Jeg er ac.
14de Jult 1807. I. Rift.
Gonful Wolff ytrede for flere af fine Benner baade i Danmark og Norge
famme Frygt. Saaledes ſtrev han til Etatsraad Thortelin i Kjøbenhavn: ,.Pre-
nez garde å Vous, car le diable est å la porte%, og han gjorbe ogſaa flere
af fine Benner i Norge bekjendt med fine Uneljer, ligefom og Rvgtet berom ub-
brebtes I Norge af Flere, ber fom fra England.
Norges Indtægter 1806 og ben hele State Ubgifter 1805.
ilag No. 9.
No. 9 (til S. 49).
Norges væfeniligfte Inbtægter i 1806:
Zob-Jndtægter . .
Gonfumtion . . . . ..
Gontribution . . . ; +
Jordebogs-Jnbtægter . .
Jolle» og Familieflat . .
Gage og Nangflat
la Vrocent-Slat . . ..
Jorb= og og Bygningsafgift
Syprtler. Stifter o. f. v.
Adſtillige Indtægter . . .
Stemyelpapir-Ajgiften .
Kobbertienden omtrent . .
12 å op
110,631.
255.669.
,
GStatsubgifterne å Aaret 1805:
Det tongelige Huſes De-
putater . . ..» 0 0 ov
Bofhotbning .....
Hofbetjente ſamt Stald⸗
Etaten......
Jatritula-⸗ og Chatolcas⸗
9 9 9 9 9 € 0 6 o 0
e 0 € 9 o 6
og Si
Å fongelige Slotte os
Bygninger, Theatret.
Niniſtrene ubenlands .
Då ubenfandfle Departe-
arifanf Stater og Gon-
fulater . .... so
Adftillige Ubgifter, hvorun⸗
ber bet fongelige Biblio⸗
tel 6810 .......
Pleie-Unftalter . . . ..
Unperftøttelje for Fabrikler
Kjøbenhavns Fattigvæjen .
Opmubbringen i Kjøben-
vn..........
m- og Bourage-Unflof-
felfe (med Loftleie).
Kongsberg Soivreri pg
Glaafaroevært. . . ...
Landveſenets Forbedring .
Rigsdaler.
199,954.
110,132.
106,766.
52,500.
875,233.
135,390.
115,704.
79,248,
154,678.
84,850.
37,500.
39,271.
25,000.
50,000.
669,853.
162,406.
36,399.
40,
227, 310.
18 ,024
27.205.
70.149.
85.000.
25.000.
% Alt Noir. %,242,502.
Ranbftutteri . . . . ...
Skyds⸗ og Deliqvent-Om-
foftninger . . . -« + oa.
Diverje Ubgifter (Fragt og
Neifer) . - «++ oa 0
Jorftvæfenet. . . . 4.
Uvgifter i Anledning ben
nye Matritul . . . . ..
Avflillige Refufioner, Liv⸗
senter . . . 4
Toldbetjenternes Procenter
af Told⸗Intraderne ..
Nenfioner . . . . .. ev
Gytra-Gage. . . . .. .
Lanbmilitair- Etaten famt
Douceur og Marjd-Penge
Land⸗Rekruterne i Hertug-
bømmerne
Rytterhold . ....
Søe-Etaten . - . - . +.
Renter af Statsgjælden .
Forſtjellige Jndretninger .
GSteenbrudbet paa VBorn-
eo 9 0 9 % € +»
Gtablisfementet paa Ky-
fen Guinea ......
Bræmie for Hval⸗ og Rob⸗
befangften, famt Fiſteriet
under Island. . . ...
Landeveienes Jftanbjættelfe
Ubgifter ved Glasværkerne i
Norge . » oa 008
Uboifter ved GSaltværlet i
Norge ++ +00 4085
Dmfottninger bed Courant»
banfen 1 Aar
Mynten .... o.s.v.
Beftindifle Øer . . ...
Esrom Canal. . . ...
Forſtuddet af Landeveienes
Sftandfættelfe . . . . ..
Gourantbanfens Seddel⸗
SInbbragelfe . . . - - 4
Fritzs Jernværks Udgifter')
0 0 9 0 2o
Nigbdaler.
505.
7,989,
20,079.
36,962.
29,784.
18,969.
98,320.
572,342.
160,000.
2,781,022.
55,902.
27,676.
1,746,711.
1,743,246.
12,636.
8,817.
33,628.
51,335,
51,417.
29,839.
15,928.
9,155.
49,806.
27,798.
4,690.
58,653.
9,000.
75,206.
349,284.
25,000.
9 — denne Udgift fom ben ovenfor for Salwarlet og Glasyærferne maa være
mere end
erftattet ved bisfe Indretningers Indtægter.
Jrigs
Vært gav i Naret 1805
608 Bilag No. 9, 10 sg 11.
Bigsbaler, | Nigbdaler.
$QvarantaineJnbretning . 18,639. Diverſe mindre Udgifter . 3,747.
Den fynlende Fond . 379,400. 3 At Rolr. 12,402,402.
Extraordinaire Ubgifter ved
Civil⸗Etaten . . ... 960,542.
No. 10 til S. 98).
Ubtog af Forordningen af 9be Septbr. 1807.
Forordningens Afte Gapitel inbeholder Maaben, hvorpaa be Berfoner, føm
ere engelffe Unberfaatter, ffulle behandles. det Gapitel foreftriver, hvad ber med
engelſte Stibe og Barer, Beyler og Gjelbsforbringer ffulbe føretages. Den ve
$ indeholder: „Alle Berler, fom ere trasferebe eller endosferebe af nogen fror-
britannift Unberfaat, ſtal frembeles honoreres efter VBeyelretten,- bog faaledes, at
Betaling iffe maa ſtee umiddelbar til Præfentanten, men til en Comitee, fom
Songen for hans Miger og Hertugdømmer til bet Diemed vil anordne I Altona,
bvilfen Comitee det Mal paaligge at unberføge og forvisfe fig om, bvorvidt ben
ubbetafenbe Sum maatte være engelff Fordring, da ben i faa Vald bliver at be-
ponere i ben fongelige Kasfe inbtil videre; i mobfat Fald erholder Præfentanten
Verlens Beleb uvbetalt.” (følge Platat 16 Octbr. ſtulde VBeylens Eier være
pligtig til at fremlægge fine Handels⸗Boger eller en Notarial-Afftrift, eller om
førnøbent gjorde for Retten at aflægge fin Ed pan, at VBeyelgjælden di tiſhorte
florbritanniff Underfaat). Bvie Gapitel indeholdt i 28ve $: „Alle Bree uden
Unbtagelfe, fom tomme fra England, eller ere beftemte berhen, faa og alle Breve
til ftorbritanniffe Underfaatter, flal, naar og hvor be antræfjes, indſendes til Stift⸗
amtmanben, og ingenfunde udleveres efter Adresſen“ o. f. 9.
No, 11 (til Side 93).
Norfl confifferet PBrivatgjæld til England.
$Hufet Wolf & Dorville, fom bengang vare be norſte Trelaſthandleres vige
tigfte Gommisfionairer i England, opgiver be Summer, fom i Norge conitflere-
beg, ſaaledes:
2,266 £ 88. 7 d. Henril Gerner, Mofs.
1,373 - 3 - 6 - Magnus Tyrholm, —
1274 - 3=- => $Hans Jenfen Blom, Stien.
640 - 8 - 8 + Ghriftian Heyerbabl, Chriſtiania.
199 - 5 - 6 - Johannes Bergh,
230 - = - = » Dantel Gllefjen, —
141 - 3 - 1 - Galomon Glaufen, —
130 - 11 - 8 - Givert Rub, Moſs.
136 - 16 - =£ -
6,441 £ 17 8. -= då.
et p beligt Overſtud, Saltvarhet havde en god Ballance, og bette man | bare veret
aldet med Glasværkerne. (8 tj. Unm.)
5 gerne Inbbefattede8 Afdrag paa Kjobet af Laurvigs Grevftab . . . 240,000 Nvlr,
rev LerdeB Gaard LL Ler varv erre» een ene 86.000 —
Til Dombhufets Spførelie EE 76,282 —
Gobdtgjørelfe hl en Deel af YJnteresfenterne i vet ophævede Bryggerleng 817.900 —
nl. Una.)
Bilag No. 11, 12 og 13. 009
der dale Gonful i London, Jens Wolff, Mager i fin ,, Appeal and Memorial,
London 18383" baabe over Gonftflationen fel, fom han anfeer ſtridende mod
Øelferetten, og berover er han, fom banft Gonful, bert blev inblemmet. Derhos
| ban, at bisfe hans Deditorer liquiderede deres Gjæld tildeels med 1 SÅil-
ting Sterling i Bundet. Der var vel og norfte Debttorer til andre engelfte Huſe,
fom opgave bereg Gjæld til Staten; men neppe vare be enten mange eller Sum-
merne af Betydenhed.
Mo. 12 (til S. 95).
Nefolutioner om Regjerings-Gommisfionens Oprettelfe.
Be» Cancelli⸗Plakat af 24de Auguft 1807 bekjenbtajøres: „At Kongen,
under nærværende Omftænbdigheber, anordner en interimiftift Regjerings-Commis-
føn for Norge, beftaaende af Gen. Major, Prinds Chriſtian Augquft af Augue
ſtenborg, ber fører Preæfibium, faa ofte ben ham overbragne militaire Commando til-
lader ham at være tilftebe, Stiftamtmand over Agershuus Stift, kammerherre,
Grev Gebhard Moltfe, og Yuftitlarius i Agershuus GStifte-Dverret, Etatsraad
Øalfen, og at ban berhos har tillagt benne Gommisfion Ordre om, paa eget An-
og Filfvar at afgjøre Alt hvad ben til Landets Tarv anſeer fornøbent, og hvortil
ben ei betimelig fan erhverve ſpeciel Kongl. Refolution, famt befalet, at alle Over-
og Unber-MØvrigheder i Norge uben Unvtagelfe ſtal indhente Forbolbs-Ordre fra
denne Gommisfion.»
NRefeript af Zhen Septbr. 1807 lyder faaledes:
„Da Negjerings-Gommisfionen flal levnes Tid til at tænke og virke for bet
Seles Bedſte, faa flal ben paa ingen Maade bebyrdes med Forretninger og Ex—⸗
pebitioner af ben Natur, fom enten hunne uben Skade udſettes, eller uben Betæn-
feligheb overlades til Stiftsbefalingsmændenes Afgjørelfe. Stiftsbefalingsmænbdene
flal berfor unber nærværende Omftænbigheber meddele temporaite Bevillinger vg
afgjøre alle Sager af bet Slags, fom i Følge be fongl. Anordninger fan anſees
fom expediti juris. Til ben Ende bemyndiges herved Regjerings-Commisſionen
til at beftemme, bvilte Sager ber fan henlægges til Stiftsbefalingmændene at af-
gjøre, ligeſom Kongen har tillagt Gollegierne og Departementerne Ordre til at
mebbele Gommisfionen ve fornødne Oplysninger i faa Henſeende. I Øvrigt
overlabes bet Megjering8=Gommisiftonen felv at organifere fine Forretninger Gang.
Da Henfigten med Regjerings-CGommisfionen alene er, at ben i alle paatrængenbe,
og for Norges Larv vigtige Tilfælve flal være å Beſiddelſe af den Myndigheb,
at funne iværkjætte it, hvad Kongen ellers gjennem fine forffjellige Gollegier og
Departementer lader foranftalte, faa vedfommer ben8 Forretninger ille ben egent-
lige Gommanbo, fom er overbraget vebfommende Generaler, hvilfe berimob i bereB
Smftructiøner ere beorbrede til at henvende fig til Regjerings-Gommisfionen i alle
de Iilfælde, bvor Forfvarsvæfenet og bet Militaire maatte fræve Foranftaltninger
af det Slags, fom Stiftsbefalingsmendene ei ere bemyndigede til at iværkjætte.”
— — — —
No. 13 (til S. 103.
Ungaaenbe Englands Fredsforſlag 1807.
1,
Udtog af en Rapport fra Gr. Nift, forben Danſt Chargé d'Affaires i Eng⸗
land, til Statsminifteren Grev Bernftorff. Lonbou ben 27de Septbt. 1807.
Nalla Erindringer. 39
610 Bilag No. 13 og 14.
„— — Det var fandfynligen for at forøge Bægten af disſe Bemærkninger,
at Hr. Canning igaar, ba han forelæfte mig fit førfte Udkaſt til dette Hofs be»
ftemte Forflag, har troet at burde tilføte en Dverfigt af be Følger, fom bet vilde
have for 08, om vi affloge en Overeenskomſt. Han forelæfte mig berpaa følgende
5 Trudſler, fom beri vare angivne: 1) Gonfiffation af alle vore Slibe, fom ere
eller maatte blive anboldte. 2) Bore Coloniers Indtagelfe. 3) Bor Handeld
Øvelæggelje. 4) Muligheden at man kunde blive nødt til at lade fvenfle Trop⸗
per rylfe ind Kjøbenhavn. 5) Den Nodvendighed man funbe fomme i at be»
lønne og flabesløsholbe hans fvenfte Majeftet med Befibdeljen af Norge. Imid⸗
fertib har Sr. Ganning funbet bet Pasſende, at ubelabe disſe Trubfler af Gopien
af ben verbale Note, fom han har fendt mig."
Ubtog af en Rapport fra Samme til Samme. London ben Oetbr. 1807.
Jeg havde Grund til at trøe, at Hr. Merry var reift, ba han igaar For»
mibbag fom til mig for at fige mig, at Gfterretninger, fom bans Megjering ny-
ligen havde faaet, havde forfinket hand UAfreife, vg opvakt bet Ønfte hos Hr.
Ganning at fee mig endnu en Gang hos fig, før han affendte ham. Som en
Følge beraf indfanbt jeg mig hos Minifteren, ledfaget af Hr. Merry. Gjen-
ftanben før benne Samtale var at unberrette mig om, at en Goureer var anfom»
men benne Morgen, fom havde bragt Betræftelfen paa hans fvenfle Majeftets
Berebvillighed til at famvirfe med hans engelfte Majeftæt til fælles Ynteresfe,
i bet Tilfældbe man behøvede Sammes Hjælp, eller med andre Ord, at fvenfle
Tropper vare rede til at afløfe ben engelfte Regjering8 Tropper i Sjælland, derſom
be fibfte enten formebeljt Gapitulationen eller en anden Beftemmelfe flulde blive
nøbte til at rømme benne Ø. Hr. Ganning tilføiebe til Slutningen, at han havde
villet foreflaae mig enbnu at benytte mig af Sr. Merrys Ufreife, for at opforbre
min Regjering til at indbgaae en Forening, hvis Ufflag ufeilbarligen vilde have
Sveriges Medvirkning til Følge, og for at fremftile Samme Nodvendigheden af
fnart at tomme til præliminairt Forlig.
No. 14 (til S. 104).
Uddrag af Englands Erklæering mod Rusland.
Den i Petersburg af hans Majeftæt Keiferen af Rusland ubftedte ErMæring
Bar opvaft ben ftørfte VBeftyrtelje og en følelig Smerte i hans Mujeftæts Sind.
$8. Maj. var ilfe ubetjendbt med Beftaffenheden af be hemmelige Forpligtelfer,
fom Rusland bar været tvunget til at underflrive under Forhanblingerne i Tilfit ;
men ban havde haabet, at Eftertanke over hiin ulykkelige Forhandling, og en
rigtig Bedommelſe af bens Følger for bet rusſiſte Navns Hæber og bet rusjifle
Rige8 Tar» vilde have bevæget hans rusſiſte Majeftæt til at løsrive fig fra be
nye Raabflag og Forbindeljer, fom Gamme havde antaget i et Beftyrteljes og
Modlosheds Dieblik, og at han heller vilbe vende tilbage til en Statspolitit,
jom var mere vvereensjtemmende med be Grundfætninger, fom han faa uforan-
bret havde befjendt fig til, og fom mere betryggede hans Krone Åre og hans
Landes Bel. Hs. Maj. havde megen Aarſag til Mistanke og billig Grund til
Klage; desuagtet afholbt han Mg fra al Bebreidelfe. $8. Maj. troede bet nød-
venbigt at forlange Erflæringer, Å Henſyn til visje med Frankig trufne Aftaler,
hvis Hemmeligholbelje for Hs. Maj. iffe kunde andet end beftyrfe ham i ben Fo-
reftilling, fom han allerede havde gjort fig om deres Natur og Gjenftand.
$8. Maj. anfeer fig ei forbunden til at retfærbiggjøre fig for Keiſeren af
Rusland i Henfeende til Toget mod Kjøbenhavn. Ile vem, der have beeltaget i
Bilag No. 14, 15 og 16. 611
be å Tilſit gjorte lige Aftaler, tillommer bet at forfange Gobtgjørelfe for
d Skridt, fom bisje Uftaler gav Aarſag til, og hvorved em af deres Planer lyl-
leligen er bleven tilintetgjort. Hs. Maj.s Retfærdiggjørelfe i Henſeende til Vo-
get mob Kjebenhavn ligger for hele Verdens Dine; Keiferen af Ruslands Erflæ-
ting vilde tilføie ben hvad ber manglede, hvis Noget ellers behovedes tilføiet for
at overbevife be meeft Bantroenbe om be Omftændigheder8 uimobdftaaelige Vegt,
ber beftemte hs. Majeftoæt. Men lige til Betjendigjøreljen af den rusſiſte Erklce⸗
ting havde hans Maj. ingen Grund til ben Vormobdning, at Keiferen af Nus-
fand, hvad endog hans Mening var om VBegivenhederne ved Kjøbenhavn, kunde
inbre8 fra, efter Storbritaniens Forlangende, at paatage fig famme Rolle fom
ægler, fom ban faa gjerne opfylbte til Fordel for Frankige. Hans Majeftæt
ved ogfaa heel vel, at be førfte Kjendetegn til en fornyet Fortroligheb, ſiden Fre-
ben til Tilſit, vifte fig juſt bet Dieblik, ba Cfterretningen om Kjøbenhavns Be»
leiting var fommen til Petersborg. — —
Hans Majeftæt fan ille begribe, at han ved at forflaae Kronprindfen af Dan-
mart faabanne Freds-Betingelſer, fom ben fra Danmarls Side lyfteligfte Krig
neppe funbe have forffaffet ham, ubfatte fig for ben Beflylbning enten at have
forbitret Danmarl3 Harme, eller fornærmet dets VBærdighed. — — Hans Maje-
fet bar gjort faa meget før at ende Krigen med Danmark, at enhver Erklæring
fra bans Sibe med Henfyn bertil bliver unyttig; men han har Vanſtelighed for
at forene Keiferen af Ruslands Jver for at erholde et faadant Refultat med bet
Afflag, han nyligen gav, ba ban anmodedes om at anvende fin gode Mellem»
fomft for at opnaae et faadant.
No. 15 (til S. 106).
Under 18de GSeptbr. 1807 ubfom en Fororbning betræfjenbe Udſtedelſen og
Omløbet af Danfl-Courant repræfenterenbe Asfignattonsbevifer i Norge. Bed
denne befjenbigjøres, at Kongen har befluttet at lade udfærdige Asfignations-Be-
vifer Iybenbe paa 1, 5 og 10 Rd. C., fom af Regjerings-Gommisfionen ffulde
beførges fatte i Omløb i Norge, flulbe gaae imellem Mand og Mand, og i alle
Oppebørfler mobtages i be fongelige Kasſer lige med ben Kjøbenhavnfle Courant»
Banks Sedler og Solv- famt Kobber-Mynt. Disje Usfignationsbevifer unde
paa Forlangende blive ombyttede med Danfl-Courant i Rendsborg og Ualborg ved
be berværenbe kongelige Kasfer.
No. 16 (til S. 107.
Negjering8-Gommiafionens Skrivelſe til Finants- Collegium ben 20de
Octbr. 1807
Gfterat have omtalt be Foranftaltninger, fom Regjerings-CGommisfionen alle-
rede havde truffet for at lindre ben almindefige Pengeforlegenhed, og gjort op-
mertſom paa, hvad ber frembeles i ben Henſeende burde foretage8, vebbliver
ben faalebeg:
„Ligeſom bisfe vore Foreftillinger indeholde alfe be Midler, vi have funnet
ubtænte til under be nærværende befværlige Gonjunkturer, ba al Handel ſtandſer,
og fom Følge beraf Landets betybeligfte Indtegtskilde tilſtoppes, at bevirke Lan-
beis Redning, og til at tilveiebringe be nøbyendige Fonds til Krigsfornødenhe-
vernes ſtedſe ſtigende Krav, — faa forbrer vor underfaatlige Stilling, ligefont vi
39*
612 Bilag No. 16.
[de vor egen Silkerheb, paa ben befværlige Poſt, vi ere fatte, at ubbede os ho.
ajeſtets allernaavigfte Refolution i bisfe tvende for Norges Vel hoiſt vigtige
Spørgsmaal. A. Maa Regjerings-Gommisfionen til be Handlendes Underkøt»
telfe bevilge Laan imod Hypotheler, efter ben i Henfyn bertil bet Kongl. Finanise
Collegium forelagte Plan, og med de Vorftgtigheder å Henfeende til ben i Circula⸗
tion beregnede Seddelmasſe, fom Tingenes Bigtighed fordrer? B. Maa Regje-
rings-Gommisfionen, i Fald ben ikle haftigen fan fournere8 med 1 ad Millioner
i Asfignationsbevijer til benne og flere Norges uvpfættelige Hornsdenheder, hertil
fætte efter bens oranftaltning Ker fabriferede Greditfedler i Omløb, og imidlertid,
for iffe ved at ubgive forfljellige Sorter af Repræfentatiner at flade eller nedbryde
bet enes eller det andets Credit, lade Asſignationsbebviſerne benligge ubrugte?
Den under Litr. A benævnte Nefolutton er uubgaaeligen nødvendig, for at
vi funne give be Raanføgenbe bet afgjørenbe Svar, fom be fmerteligen forvente,
og fom, bvis bet maa blive et Ufflag, vieblifteligen vil have en Deel, og bvore
iblandt ikke faa betybelige, Hanbelshufes hidtil meb megen Kraft og Unktrængelfe
afværgede Opbud til Følge. Den er fremdeles nødvendig for Regjerings⸗Com⸗
misftonen8 Stilling, hvis ben iffe aldeles ſtal take den Tillid hos fine Medborgere,
uben bvilfen ben med ben bebfte Villie ingen Nytte fan ſtifte paa ben flibrige
Boft. Efter Norges Forfatning, t Følge af den Mangel det bar paa offentlig
Bant eller nogen anden Jndretning, ved bvilfen Laan fan erholdes — hvillet
bar ben uundbgaaelige Hølge, at be bedſt funderede Hanbdelshufe, ber t en Tids⸗
punkt fom benne, ba enhver Inbtægskilde ſtoppes, og be mane favne be betydelige
Fonds, be have flaaenbe faavel hos Benner fom Fiender, bville be ikle funne
inbbrage, beftnbes i Forlegenheb — anfee vi bet i den af o8 ubfaftede Plan fore»
flaaebe Laane-Ynftitut fom bet enefte Middel til at rebbe Norge for total Under:
gang. Vi fammenfalbte Deputerede fra alle Stiftets Kjøbftæder, for at oplyfes
om bere8 Trang, og med bem at overlægge Miblerne til Landets Redning. Deres
førfte Raab var Moratorier. Anſeende bisfe beels for Palliativer, beels flabelige
for ben offentlige Grebit, beelg ledende til et total Mmnefti før hver Debitor, af-
flog Gommisftonen hidtil enhver Unføgning herom efter flrengt bragne og ufravi-
eligen hevdede Grundfætninger. Skulde nu be Trængen»ves fidbfte Haab om Laan
forfotnbe, bør de vide, at bet er Kongens Billie, føm enhver Unberfaat I Unber-
banigheb bør Iybe, og iffe mistroe Gommisftonen før at have fluffet famme, fordi
at dens Indflydelſe og enhver bens Birken fra dette Dieblik vil være fpildt.
Den under Litr. B benævnte Kongl. Refolutton forbres i lige Grab af vor
unberfaatlige Stilling og Pligt og for vor Sikkerhed. En kongelig Fororbning
af 18de Septbr. db. A. benævner Asfignationsbevifer fom bet midlertidige Re⸗
præfentativ af danſt Gourant, hans Majeftæt erkjenber og allernaadigft vil Have
furrogeret i Norge. Commisſionen beftnder fig her i det Dilemma, at ben paa
ben ene Sibe føler Utilftrærteligheden af bette Surrogat til at afhjælpe Norges
Trang, og tilveiebringe be fornøbne Pengefummer; paa ben anden GSibe finder
ben bet meget betænteligt at tilfibefætte en fongelig Yorordning, og uden fperiel
Autorifation at ubøve bet Regale, at fabrilere et Penge-Repræfentativ og fætte
bet i Omlob i Landet.
Skulle altfaa Commisſionens Operationer iffe aldeles lammes, og dens re-
belige Beftræbeljer for at virke, hvab ber, å et faa kritiſt Tibspunlt fom nærvær
renbe, efter bebfte Overleg laber fig bevirke, iffe tilintetgjøres, faa maa ben forene
Negjeringen8 Tillid med Publikums, ben maa enten i Almindelighed, fom fra»
værende og abffilt fra Regjeringens Side, gives frie Hænbder, uden bog I benne
Henſeende at unberfafte fig andet Anfvar end bet Wre og Nedelighed gjør til en⸗
byer Mands, men ifær til Embedsmandens Pligt, — eller ben maa være ber
rettiget til at anholde om flare og nøiagtige Forholdsordres, og i det her om
handlede Tilfælde, hvor den ortefte Opſcettelſe fan have de uberegneligfte Følger,
maa ben udbede fig bem mebbeelte fan haftigen muligt, beels for felv at kunne
beſtemme fit Forhold, beels for beftemt at kunne afgjøre Norges Shjebne, og vy-
fylde eller hulbfafte be Jorventninger, i bville bets Belfærbshaab hidtil har vær
ut grundet.“
No. 17 (til S. 112).
Grev Bebels Barndboms og Ungdoms Hiftorie.
Ørey Herman Wedel⸗Jarlsberg er født i Montpellier ben Yide September
1779 paa en Neife, fom Foreldrene foretoge til Meapel, hvor Faberen, Grev %.
A. Wedel-Jarlsberg, var bleven anfat fom Gejandt. I fit dte eller Gte Aar
bm Greven efter et Beføg i Danmart med fine Forældre til Haag, hvorhen Fa⸗
deren forflyttebes, og forblev ber til 1788. Dette Uar tilbragte Forældrene med
alle bere8 Børn paa Jarlsberg, og her modtog Greven tilligemeb bans 2 Aar
yngre Broder, Baron, nu General, Ferdinand Wedel-Jarlsberg, deres førfte Un-
berviigning af en Privatlærer, Scavenius. Fra ben tidlige Barndom til ben
modne Ungbom beelte bisfe 2de Brødre uafbrudt Skjebne med hinanden, bvorveb
bet varme og fafte Broderhjærlighen8-Baand knyttedes imellem bem, fom gjennem
hete Livet forenede bem. Under deres forſte Lærer gjørbe Brødrene ikke flore Frem
ſtridt, da ban var en eftergivende Mand, fom ingen Tvang paalagbe be muntre
Drenge. I Naret 1789 blev Grevens Faber udnævnt til Geſandt i London, og
begav fig berhen, hvorimod Moberen med Sønnerne tog til benbes Soſter, Kam-
merherrinde Bjelle i Slesvig. Her bleve begge Brødrene i Fællesflab med bereg
Jaættere unbervifte af en Zybfler ved Navn Sdulge, ber endnu i en mindre
Grab end ben forrige Lærer indflrænkede fine Lærlinge i beres Frihed. Han
var ſaaledes bagligen et roligt Vidne til be alvorlige Veiber, ber ſtundom ud—
artebe til Nævefampe mellem Brødrene og deres mandftærlere Fættere, mod
hvilte de altid gjørbe fælles Sag, naar En af bem angrebes !).
I Foraaret 1790 fom Greven omtrent 11 War gammel med fin Mober og
Gøflende til Lonbon, og førblev ber indtil fit 20be Uar. Begge Brødre havde
under Opholdet i Faderens Huus flere Lærere, banfle og tybfle, og ba disſe hype
pigen omſtiftedes, gave ber egentligen ingen Faſthed i Underviisnings-Methoden,
men bet føylbtes fun Grevens gode Hoved og lette Fatte-Evne, at han ilfe deſto
mindre gjørbe gobe Fremſtridt paa ben literaire Bane). Blandt hans flere Lærere
fote han ifær Krufe, banff Candidat I Theologien, hvis grundige Underviisning
på nøb i 3 War i Faberens Huus å London fra 1790—1793, ſin førfte Vitte-
ratte Dannelfe. Da Kruſe vendte tilbage til Danmart, blev en Tydſter, ved Navn
Seller, ber var en alvorlig og finbig Mand, antagen fom Lærer, og ba ogſaa
ban forlod England 1794, fom en anden tydſt Mand ved Navn Schüßler, ber
var en buclig Lærer og en Mand af et livligt og opvalt Hoved, i hans Sted;
men ban veifte 1797 til Umerifa. Efter ham tom en Kønigsberger, Ritſch, fom
vbe gjort fig befjenbt med ben fantifle Bhilofoft, over hvilken han endog med
zifald holdt Forelæsninger i London. Nitſch rettede ifær Undervisningen paa
5 J biste Nævefægininger tog Fætternes Sufter, Frøken Julie Bjelke, ber ofte i fenere
Aar har beføgt Norge, ſedvanligen Deel, og maatte under famme taale mangt et Puf.
7 Den gamle Greve fliltes i Uvenſtab fra alle be Lærere, han havde antaget til Brødrene,
og bisfe bleve af ham haardt irettefatte, ba han opbagebe, at be correſponderede venfta-
belig med Lærerne efter berek Ufreife. Iſar fortsrnedes han, forbi be correfponberede
med Srufe, efterat han var kommen tilbage til Danmarl. Schüßler, en af deres tydſte
Rærere i London, omtaler i et Brev bateret Hamburg 1802 med ben varmefte Interesſe
fine førrige Difctple, og beder indſtendigen om Gfterretning fra dem.
614 Bilag No. 17.
Bbilofofi og Mathematif, og hans Difriple hørte ham bagligen foredrage Kants
nSittenlehre" og ,Gritit ber reinen Bernunft.” J øvrigt modtoge Brødrene faavel
unber benne, fom unber be 3 foregaaende Kærere, Unberviisning i be ældre Sprog
og i be alminbelige Skolevidenſtaber. I Familien taltes i Ulmindeligheb, før
ben fom til England, Franſt, og ber fil Børnene ſtrax Lærere i Engelſt, hvilket
Sprog naturligvis taltes i Huſets Gelffab3-Gonverfation. Under be førfte Læ-
rere, ber vare banfle, mevbeeltes Unberviisningen paa Danft, men ba tydfle Lærere
antoges, blev ben given paa Tydſt. Herved erbvervede Greven fig ben Fordighed,
hvormed han ubiryfte fig i fremmede Sprog. Engelft talte han fom fit Moders-
maal, og i bet franfle og tybfle Sprog udtrykte han fig med for Lethed. Læ-
rerne vare i Almindelighed tilfrebfe med hans Fremgang, og han lærte hurtigen
og uben Banflelighed be ham givne Penfa. Tidligen vifte fig Charakteertrek hos
Greven, fom fenere meer ubviflede fig. Raſthed, Livlighed, et uforfærbet Mo»,
fom ftunbont overgit hans Legemslkræfter, til at gaae Mobftand og Modgang imøte,
pare Ggenflaber, ber gave ham Midler i Gænde til Heldigen at gjennemgaae en
tornefulp Barnbom8 og Ungdom Bane. Faderen agtede8 fom Diplomat og ub-
førte vanffelige orretninger til fit Hofs Tilfredshed, ligefom Kan havde tilegnet
fig et bebageligt Bæfen og en fiin Omgangs-Tone. De meeft oplyfte og anfeete
Meænd gif ub og ind i hans Guus, og en faaban Omgang maatte have en velgjø-
rende Indflydelſe paa Greven, ber forblev i fin Faders Huus indtil fit 200e Aar. I
fin FamiliefredS var ben gamle Greve en flreng Fader, og faa livet han paa-
fljennebe fin elfføærbige og alminbeligen agtede Kones fortræffjelige Egenſtaber, faa
lidet forftob han at vinde fine 2de Sønner Kjærlighed, fom under bette Forhold
naturligen bheftede fig til Moberen. Den gamle Greve [od fine Børn opdrage
meb ben ftørfte Simpelhed. J deres Klædedragt var aldeles Intet, ber minvede
opm at be vare Minifterens Vørn, og bere8 Forſog paa at give ben et mere mo
berne Tilſnit og et mere pasſende Udſeende flrafjebes med Strenghed. Greven
og hans Broder vare uden al Opvartning, og be maatte felv pudſe beres Klæ-
ber, og tilbeels bøde paa, hvad ber i bereg Garderobe trængte til Efterfyn N.
Der blev bem af Faderen paalagt be forfljelligfte Arbeiver, ber ellers fun falve
i Børns Lod, hvis Forælbre havde ben fimplefte Stilling i Livet. Saaledes
maatte be arbeide i Haven, roe Jaberen paa Themfen, male VBærelfer 0. f. v.
J deres Fritimer befkjæftigebe be fig af egen Lyſt med Haanbarbeive, Snedkren
1) En Søndag bleve begge Brødre kaldte ned til Faderen og med megen $Hoitibeligheb hver
overleveret en af hané gamle Klædninger, beftaaende af en Klæbesljole me» ftøre Knap-
pet, en Beft og et Par fort Floiels Knæbuger. Da Faderen var en lille Mant, og
egge Buglinger allerede flubte ham langt over Hovedet, vare disſe Klæder i alle Ender
før førte, og bet var fær ille muligt at faae Beften til at nage ned til Bugerne, hvor»
ved et Stylle af ben midterfte Deel af Legemet blev ubedæltet. Da de berfor øde
Klederne ligge ubrugte, fpurgte Faderen bem flere Gange, hvorfor be ille gil med dem,
"om maaftee iffe be Klader, Bon felv havde brugt, vare gode not for gant Herrer Søm»
ner?" For nu at faae noget brugbart af Klæbderne maatte begge Brødrene fætte fig
til at fprætte op hvert Stylle, og igjen paa deres Viis fye dem fammen efter deres
andre Klæder. Da be ille funde G orbrage be ftore Anapper, fom Ingen engang brugte,
fjøbte be fig mindre før bereg faa Spareflillinger, og fil ſaaledes al disſe Stumper en
pasfabel Dragt. Den forte Gang, de vifte flg for Faderen, fil de imidlertid en brøt
SJrettefættelfe, førbi de havde ole Knapperne. Efter ben gamle Mode maatte de
ogfaa bære Haaret langt og ved høitidelige Leiligheber pubret; men ba alle unge Men-
neffer i London begyndte bengang at bære Haaret å la Titus, tillobe be fø en Dag,
ba ber var Gjefter hos Faberen, at bellippe be lange Lokker. Neppe vifte de fig imiv-
lertid for Faderen i benne nye Frifur, før be bleve alvorligen irettefatte før flige „Ja-
cobiner-Nytker”, fom han truede at pille ub af dem ved nælte Gang at lukke ben finde,
Yndtil Haaret var voget ub til ben forrige Længde. Greven var bengang faa godt fom
'et bogent Mennefte. Som et Beviis paa ben tarvelige Opdragelje Brøbrene fil kam
unføreg, at Ingen af bent havde et Par Støvler før be vare 18 Aar gamle, men
maatte fledfe bære Skoe.
Bilag No. 17. 615
0. f. v. Endeel af venne Strenghed og Gimpelhed i Oppdragelſen Hørte imib-
fertid til Dagens Lone, og beri faa Spiren til Legemets Hærdelfe og GSjælens
Bequembed til at bøte fig efter vanflelige Forhold i Livet. Greven lov fig al-
brig, faalænge Gelbreven flod ham bi, genere ved en Mangel paa Beqvemmeligheb
eller Øjælp, og bans fenere Liv giver mange Grempler paa Haardførhed, fom e
Folge af hans Opbragelje. Dem tillodes næften ingen Omgang med bereg Jœvn⸗
afbrenbe, og be gjørbe intet nøiere Beljenbtflab med nogen engelft Familie. Den
enefte Kanmerat, fom de faae og omgiltes meb, var tn Søn af ben rusfifte Mi-
nifter Woronzoff, jenere Gouverneur å Syb-Rusland. Ilhkle heller gav Faderen
dem nogen umibbelbar Anledning til at gjøre fig betjendt med Dagens Nolitit
og Avis-Litteratur. Denne Kundflab ihændefom bem paa en indirecte Bei, i vet
be om Sondagen maatte indbhefte Ugens Avifer, hvis Indhold be begjærligen til
egnede fig, og fatte fig ind i Dagens Begivenheder og Tidens Gharakteer meer
i Moderens end Faderens Aand. Faderen var en Uriftofrat af den gamle Stole,
ber fagbe før Dagen et bittert Had til be Omyvæltninger i ve inbvortes Stats—
forhold, hvortil ben franfte Revolution pegede; hvorimod Moderen havde de fibera-
fefte Ørundfætninger, og fulgte med Deeltagelje ben ævlere Deel af denne Fri—
heds⸗Tendents. Denne Kundftab om ben ydre Verden underſtottedes ved de Frem-
medes Meddelelſer, fom beſogte Hufet og lærte dets indre Forhold at kjende.
Den fore Ugtelfe, ſom Moberen nød, berebte Sønnerne Gjæjternes vg Huusven-
nernes Deeltagelfe og Opmarkſomhed, hvorpaa be bagligen modtoge Bevijer ”).
Paa denne Maade fit be Leilighed til at lære at kjende Dagens Politik faavel-
fom de engelfte Forhold, og Greven opfattede bisje Meddelelſer med em Livlighet,
der gav ham et Overfyn over be engelfte Inftitutioner og en Interesfe før jamne,
fom ban fenere anvendte og fom ledſagede ham igjennem hele Livet. Denne Om-
gang meb Fremmede, Moberen8 liberale Tæntemaavde og bet tilfældigen heldige
Balg af Lærere gav Brøbrene8 Aand en Retning, fom ben ftrenge va afføndrede
Opbragelfe be ſik eller8 neppe vilde have givet ben.
Savnet af VFaderfærlighedens Vttringer erftattebes tilbeel8 ver Moderens
Ømbhed og hjærlige Omjorg for fine Børn. Det smmefte Forhold fandt Sted
mellem Moberen og alle hendes Børn, fom hun vifte ben ftørfte Omhed og Kjær»
fighev. Dette Forhold til Moderen forefoævede fledfe Greven fom et af de Ivfefte
Puncter I hans Liv, og var af væfentlig Inbflybelje paa hans Gharacteer-Ure
vikling, ligefom Moderens liberale Anſtuelſe, modſat Manbdens, lagde Spiren til
be friere Ideer, fom udviklede fig hos Greven. En Familie-Kataftrophe, fremledet
af Faderens volbfomme Livenftaber, og fom ikle tilhører Hiftorien, forvoldte Mo»
deren de heftigfte Sindslibelfer, og nødte hende til ben Beflutning mev fin ældite
Datter at forlade Mandens Huus, fom ben enefte Udvei til at undgaae bybere
Krænkelſer. Efterat be Flygtende paa VBeien til ben engelffe Kyft vare blevne
overfaldte af Nøvere, og berøvet en Deel af deres rede Penge, tom be ombore
paa et SU, ber Iyfteligen bragte bem til Danmark. Vor at flaffe Moderen Penge
til benne Reiſe gjorde Brødrene Herman og Ferbinand Wedel, ber med fønlig
Sjærligheb beeltoge i hendes ulykkelige Skjebne, uden Faderens Vidende, et Laan
5 Brofetfor Snedorff, fom vmkom paa en Reife I England 1792 og ofte befogte Mini-
eren8 Huus, fælber øm hende denne Dom: ,Grevinde Wedel er en af be agtværdigfte
amer Jeg har fjenbt; agtværbig hvad enten man feer hende mellem fine Bern eller i
en ille reps åf Benner, elfer i ben ftore Verden, hvor hun altid er en Wre for
Norge, fom hun elfter med Varme. Hendes Kundſtaber om Verden, fom hun har feet
meget af, hendes fitte og forbemeftie Anmarkninger gjer, tilligemed hendes blide Ve
fen, hendes Samtale yderft behagelig. Gid hendes Børn arve og bevare henves Hjerte
og Forftand! Det er, troer jeg, bet Bedſte jeg tan onſte benne fortræffelige Dame.»
(Bneborffs Skriftet I. 457). Dette Vidnesbyrd er i Sandhed i flere Henfeenver
merlvardigt.
af 200 Pund Sterling hos en i London boende Schweitzer, ved Ravn Henry
Bogeard, ber havde været Kammertjener ho8 ben gamle Greve og i denne Vje-
nefte havde oplagt en Deel Penge. Dette Laan havde imidlertid en afgjerende
Indflydelſe paa Brøbremes Stjebne. Efterat bet ved Hjælp af be Mivler, fom
oberen fra Danmark fendte Brødrene, var blevet afvetalt, ſtrev Bogeard, hvis
befonomifte Stilling imidlertid havde fornærret fig, fenere hen flere falſte Verler,
bvilfe ban forfynebe med Grev Herman Wedel⸗Jarlsbergs efterfirevne Navn, hvor⸗
meb han ved ben for de fmante 200 Pund udſtedte Vexel var bleven bekjendt.
En Dag i Sommeren 1799 indfundt en GSlagter ved Navn Marſchal fig bos
Grev Wedel, og forevifte ham en faadan under hans Navn ubftedt Bezel paa 25
Punb, under Opgave at ben var ham transportere af Bogead. Da Greven
nægtede at have ubftedt Verelen og at afgjøre dens Belsb, begav Marſchal fig
ftrag til Politiet og anklagede Bogeard før Falt. Til det Vorhør, fom derefter
blev optaget, tilfalbte8 begge Brødrene, og afgave en uforbeholden Forklaring om
bet mellem bem og Bogeard Pasferede og bet hos ham optagne men forlængft
afbetalte Caan). Nogle Dage efterat Forhørene vare optagne, fandtes i be en⸗
gelfle Avifer en Anmeldelje af hvab ber var pasferet for Old VBaily, og Å denne
inbeholdbtes ogfaa Brodrenes Forflaring om Xaanet hos Bogeardb, hvorom bereg
Faber frembele8 bar uvidenbe. Da han nu en Morgen læfte benne Beretning i
Aviferne, ilede han ſtrax med bisfe i Haanden op til Sønnerne, der pua beres
Bærelfe mobtoge Unberviisning af deres Lærer Nitſch. Da be paa Vaderens
Spørgsmaal frimodigen verkjendte fig faavel ben i Aviferne indeholdte Beretning
om bereg Vidnesbyrd, fom bette Vidnesbyrds Sandhed, opflammedes Faderen til
ben beitigfte Forbittrelfe, hvorunder han førft overvælbede bem med be ſterkeſte
Bebreideljer, og ba Sønnerne paa hans fortfatte Spørgsmual opgave, bvorledes
be bavbe anvendt be faante Penge, fulgte berpaa ben voldjomite Scene, å bvilfen
ben faberlige Myndighed let feirede over ben fønlige Wrbøbighed, ber ingen Mode
ſtand tillod fig, og fom endte med at Brødrene bleve fattei Arreft og indeluklede
i forffjellige Bæreljer, meveng Faderen blev bortfaldt i Anledning af et VBeføg.
Det VBærelfe, bvori Grepen blev indelukt, havde 2 Døre, bvoraf Faderen havde
glemt at luffe ben ene. Af denne fmuttebe Greven ud, og af den Støi, fom
Broderen gjorde i fit Indelukke, fanbt Greven ham ſtrax, og be flygtede ub af
Faderens Huus. Deres Lærer Nitſch bad bem pua bet indftændigfte ille at forlade
Huſet, ba han berveb blev fat i den frørfte Forlegenhed, men Yrygten for en Gjen-
tagelfe af ben fibjte førgelige Scene overvandt alle Betænkeligheder*). De be»
fluttebe nu fnareft muligt at begive fig til Danmark, hvor beres Moder opholdt
fig, og bvorhen be længe forgjæves havde bedet Faberen at fende dem, for at de
funbe begynbe bere8 Bane. De bevæbnede fig hver med en lavet Terzerol, pak»
febe et Stykke Linned i en Bylt, og begav fig uopholdeligen fra bet Landſted ve
Themſen, hvor Faderen dengang boede, til London. Huusfollene, ber alle vare
paa Brodrenes Side, forſamledes ved Porten, ba bisje forlode Gujet, men for at
— — — — — — —
)y Efter en Eztract af Retsprotocollen forklarede Marſchal for Retten, at den unge og
ben gamle Greve, ber ogfaa fom til, pan hans. gjentagne Opfordringer bleve meget
opbragte og truebe med at fafte jam ub af Vinduet, da be anfaae ham for en Fall-
ner. Dette gav Unlebning til Unmeldelfen, ba Marſchal berover blev hoiligen for-
nærmet. Forhoret optøge8 ved „Old Baily” og fluttebes 225e Juni 1799. Lord⸗Over⸗
bommeren tiltalte be unge Vidner meget venffabelig og opmuntremde, og ben Maabe,
hvorpaa be unge Mennefter fremſtillede fig, omtaltes forbeelagtigen i Aviſerne. Efter
be under Gorgoret fremfomne Oplysninger blev Bøgearb kjendt fyldig og he
) Mitfd blev ogſaa haardt medtagen af ben gamle Greve, ba denne fil at vide, at Flugten
var fuldført, og lod fis ſtremme til at give en Erflæring, ber var aldeles til Faberens
Forbeel, og fom gil ud da at Brødrene ingen Mishandling pene lidt, og ingen
Grund havde til Klage. Senere gjentaldte han imidlertib benne ting og gav en
anben til Brødrenes Fordel.
Bilag Mo. av. &17
Sagen flulbe auſtes fom Medvider, tral be bereå ladede Terzerol og truede at Mye
ben ned, ber mobjalte fig deres Flugt, bvorefter Goben ſtrax gjorde Plads før ben.
Reppe vare be fomne ind i em Hyrevogn, før be ved at fee fig tilbage opbagede
Faderens gule Livree paa en velbefpændt Bogn, der i fuld Vart fatte efter ber.
Sed at lafte fig plat ned paa Bunden af Vognen undgil be imidlertid at vpbagesa
og bom i gob Behold til London. De henvendte flg ber ſtrax til en Landeman»,
Major Friboe, ber bengang var i London , og af ham erholdt de, efterat have
gjort ham beljendbt med deres Gtilling, et Laan af 50 Pund til at beftribe Ub»
gifterne ved Hjemreifen, hvortil en anden Ben, ber var anfat ved en af de freme
mede Regationer og hiendte Familieforholbene, forflafjede bem be fornødne Vasje.
Giterat Ølygtningerne havde tilbragt Natten paa et usfelt Straaleie i et af de
fimplefie Bertshuje i Charing Krof8D, traf be ben følgende Dag Nitfd paa et
med ham aftalt Sted i London». NMitfd medbragte et friftligt Forfoningsforflag
fra Faderen; men ba bette var af et faabant Indhold, at Brøvrede beri ilte troede
at burde inblabe fig, og Gaarsdagens Redſler endnu ſtode bem i friff Minbe,
tegnede be begge med egen Haand deres afflaaende Svar paa Documentet. Ef—⸗
terat Nitſch forgjæves havde føgt at overtale Brødrene til at vende tilbage kl
bufet, og efterat han havde bedet bem at maatte træffe bem ben følgende
Dag paa famme Sted, for bet Jilfælde at ban kunde bringe andre Vorflag fra
Faderen, begave Ynglingerne fig atter paa bere$ Vandring i London. Da be
nu for at føge deres Aftensmad gik ind paa et Kafjehuus, fandt be her en Avis,
hoori Haveren med bereg fulbe Signalement [ob bem efterIyfe, og ublove en Præ»
mie af 20 Pund for deres Opdagelſe ). Foruroligede ved benne Efterlysning,
fom bentybede paa at be vilbe blive behandlede fom Deferteurer, og hvorved be
amfaae ben med Nitſch gjorte Aftale brudt, befluttebe be fyndfomt at forlade
London. De afgil ogfaa ben følgende Aften, efterat bave tilbragt Natten paa
famme Maade fom ben foregaaende, og efter at have forſynet flg med en Frakle,
ber ubgjørbe bere8 hele Reiſe-Garderobe, til Edinburg fom outside passengera
paa en Mail eoach. Paa denne Reiſe gjorde be unber bere8 paatagne Ravne»
Betjenvtflab med flere unge Engelflmænd, og i bere uvante Frihed glemte Ynge
fingerne fnart ve Xibelfer, be i Fæbdrenehufet havde bavt, og den Gtilling hvori
De befant fig5. Denne havde derhos, naar hine Redſelsſcener vare glemte,
noget faa eventyrligt og overorbentligt ved fig, fom maatte vatfe Ønglingernes
Interesfe og forfone bem med be bermeb forbunbne Undværelfet og Savn. De
ilede besuben en fjør Moder og Haabet om at aabne fig en ny Løbebane å
Fedrelandet tmøbe. J Edinburg høbte be fig en Kuffert), fom be felv derefter
bare, og begave fig til Fods til Leith for at finde Sfibsleilighev til Danmark eller
Norge, Hos ben banffe Gonful, til hvem be i Leith henvendte fig, bleve be meget
venſtabeligen mobtagne, beeltoge oftere i hans Gelftabskredfe, og foretoge med hans
Sønner og en Deel andre unge Mennefler en munter Excurſion paa et Par Dage
i den omliggende Lanbegn. Ved et Uftenfelftab hos Gonfulen fortalte denne fine
y Friboe, fiben Generalmajor I banft Tjenefte, var nyligen bleven på meb en Datter åf
bent rige Bodenhof, vg gjørbe ba med fin Kone en udenlandſt Meife.
5 Der betaltes 4 eller 6 Vence før Mattelete, og bet var et fædvanligt Tilhold før Tyve
og Rovere.
3 Kid blev ſtrax jaget ub forat opfvge Deferteurerne, men vovede et at fige ben gamle
Greve, hvor be vare at træffe.
Gignalementet er af 29be Juni 1799. Greven fignaltferes ber med ,some pimples
(Minner) in his face" og meb ”thik fingers.” Dm Generalen hedder bet ,of gentil
—
4
ht
appearance, aqviline nose etc...
Øren falbie fig Smith, Generalen Meyer. |
Ale fom tjendte Forholdene vare paa bere8 Side, og deres Sljebne opvakte viſtnol den⸗
ang i be private Kredſe almindelig Deeltagelfe.
” om be bog tildeels fylbte med Gteen for at give ben Udſeende af en Reiſeluffert.
618 Bilag No. 17.
Gjefter AM hvad ber i London var pasferet med bem felv, uben at vide at han
havde be Flygtenbe felv hos fig. Da han imiblertiv fenere ledſagede Flygtnin-
gerne ombord i bet Sklib, hvormed be flulde afgaae til Norge, fortalte be ham
til hans Forundring, at be felv vare be omtalte Perfoner. Efterat de vare fomne
& and i Langefunb, unberrettebe be ved Expresſe Stiftamtmand Grev O. Moltte,
dereg Fætter, om deres Unfomft, og han ilede ub til Langefund' for at tilbybe
dem fin Tjeneſte y. Stibsfører Sark og hans Familie gjorde fore Øine, ba
Stiftamtmanden i en feraaret Baad lagde til Bryggen, og [ob fpørge til be to
ubetjenbte unge Mennefter, ſom logerede i Huſet. Det lod til fom man ifte ret
vibfte, om man flulbe anfee bem for meget farlige eller meget anſeete Nerfoner,
indtil Stiftamtmanbens Hilſen og venlige Movtagelfe gav bem bet rette Lys i
Sagen. Fra Langeſund begave be fig med et Skib til Helfingser, og opføgte
ſtrax Moderen, ber ba opholdt fig paa en Eiendom ved Esſsrom Sø i Sjælland.
Efter faa Dages Ophold hos hende reifte de til Kjøbenhavn, hvor be erføre, at
Faberen havde reclameret bem ubleverebe og overfendte til England. Reclamationen
blev bog, efterat Gancelliet i benne Anledning havde anftillet Underføgelje, nægtet
Opfyldelfe*), og be to Flygtninger bleve overalt mobtagne med ben ftørfte Deel-
tagelfe og Forelommenhed. Efterat be vare foreftilte Kongen, begyndte Enhver
af bem ben Bane, han havbe valgt. Greven forberedte fig ſaaledes til jurivif
Examen, fom han abfolverebe 1802, og blev derefter anfat fom Rrivat-Serretair
bos Grev Såimmelmann, ver vifte ham megen Tillid og Vortroligheb.
— — — — —
Den Lærer, fom ben gamle Greve gav fine yngre Børn, Dop, nu” Preeſt
i Baale, var ilfe faa misfornøiet med ham fom be føregaaende Lærere. Det
beftige Sinb maatte have formildet fig med Alderen. Han følte fig Iyfleligere
meb fin anden Kone, Gomtesje Minna v. Ludner, fom var langt yngre end han.
Der fandtes ogſaa Spor til, at ban angrede fin haarde Opførfel mon fine ære
Sønner og gjorde Skridt til HForfoning. Under hans Ophold paa Jarlsberg vifte
han, at bans ældre Sønner vare i hans ærlige Erindring. I fin (mukke
Haves Buegange paa Jarlsberg havde han ladet opføre Bænte til Erindbring om
fine Børn, ber fledfe med Omhu vedligeholdtes. Her var faaledes en Bænt,
fom han kaldte Hermans Seede“, og en anden, fom hedte , Ferdinands Glæde».
$an yttrede for bem, fom han gav Haab om VBefordring paa fit Gods ve ind⸗
truffen Bacance, at hans Søn Herman, fom han ba nævnede med Ugtelje, vike
bæbre hans Løfte, og hans Saab ſtuffedes itte. Forfatterens Ben og YFrænde,
Proprietair Jørgenfen paa Melfom, beføgte ham ofte, og var ſtundom hos ham
nogle Dage. Han fandt hans Omgang behagelig og hørte ham ofte med Deel-
tagelfe tale om fin Søn Herman, hvis Navn da allerede nævneres med almin-
belig Høtagtelfe blandt Xanbsmænd. Grevens Behandling af fit Gods omtalte
Sørgenfen ofte fom befynderlig, hverken frittet til at give ham Fordel eller hæve
Godſets Bærd. Der indførte8 imidfertib under ham en Eftergivenhed med Hen-
fyn til Dveljen af Pligt-Arbeibe, fom paalagdes Huusmænbdene, ber banebe ham
fra ben Side Bei til Mavnet af en god Huusbonde, medens hans Eftermand
5 Grev Otto Moltke, fenere Minifter og Chef før bet tybfte Cancellie, var dengang ud⸗
nævnt til Stiftamtmand Å Ghrifttanfanb, men opholdt flg enbnu fom Amtmand i Brars-
berg Amt paa Gaarden Meen mellem Sten og Por8grund.
5 Møderens Erfjæring blev ogfaa i ben Anledning inbhentet, og hun anfører bert, at
Faderen ſaavibt hun Hjønneve aldrig havde behandlet Brødrene ſaaledes, at ban kunde
vinde bereg barn ge ilib og Kjærligheb. "
5) [Prederit Unton Dop døve fom Sognepreſt til Baale i Jarlsberg 1850].
Bilag No. 18 og 19. 69
berimøbd i Begyndelſen betragtebes fom fireng, fordi han formedelft et raftere
Sving i Dyrnings-Procesfen under ben indfigtsfulbe Sverdrups Beftyrelje trævede
mere Bygſelſedlernes bogftavelige Dpfyldelfe.
No. 18 (til Side 117).
Negjeringe-Commisfionens Brev til Kongen, 18de Septbr. 1807.
Stjøndt vi ille have mobtaget Deres Majeftæts ullerhøiefte Befaling om at
foranftalte be faa engelfte Eiendomme, fom findes her i Riget, priisdomte, og vi
altfaa troe 08 overbeviifte om, at bet ingenlunde er Dereg Majeftæts Billie, at
ber i Deres Stater flal ſtrides til nogen Priiskjendelſe over bisfe Eiendomme,
faalænge ben engelfte Regjering hverken har ladet be mangfoldige banfle og norfte
Stibe, fom HL England ere opbragte, eller ver anholdte, fiben Krigen udbrsd,
eller Deres Majeſtæets Underſaatteres i England under Beflag lagte Effekter eller
tilgobehavente Kupitaler, conbemnere, faa troe vi bet bog bhenhørende til be oå
alfernaabigft paalagte Pligter, i alferdybefte Underdanighed at foreftille be Følger,
Å tro engelſte Eiendommes Gonfiftation i Deres Majeftæts Stater vile have
or Norge.
Bi vove derfor alferunberbanigft at anbrage, at en faaban Gonfiftation af
engelft Gienbom i Danmark eller Norge ufeilbarligen vilde bevirke, at den engelfte
Regjering beorbrer bet Samme ubført mod al banfl og norft Eiendom, fom findes
paa be brittifte Ser, enten be maatte beftaae i Barer eller tilgobehavende Penge,
fom, efter vor Kundſtab om hvad norffe Indvaanere ifær paa benne Tid af Naret have
tilgobe i be engelffe Stater, fanbfynligen langt vil overftige Bærbien af ve engelfle
Barer, fom findes i Dere8 Majeſtets Niger, ifær ba ve næften i ingen europæift
Stat mere maa fælges. Deraf vilde altfaa opftaae et overordentligt National-
Jab, fom tillige vilde bevirke, at mange Familier. ja be flefte Handlende, ber
for Øiebliffet have Alt hvad de eie å engelfte Hænbder, enten i Barer eller Penge,
vilde blive forarmebe.
Overbeviſte om, at Deres Majeftæt har forubfeet bette, vilde vi ille have
vovet at nedlægge for Deres Trone nogen Voreftilling herom, i VFald vi ille vare
blevne gjorte opmærfjomme bherpaa ved Gjennemlæsningen af et offentlig Bla»:
Jverfens VFyenfle Avertisfements-Tibende Ro. 140, hvor anføres, at fra Tøn»
ningen er meldt Hølgende: „at GSagerne angaaende engelfle Eiendomme i bisfe
Dage frulle paabømmes. Politimeſteren dømmer i førfte Inſtants, og en dertil
ubnævnt Gommisfion affiger ben endelige Dom". Foranlediget af disſe Udtryk
tet offentligt Blad haabe vi i allerdybefte Underbanighed, at hvor overflødig
benne vor afferunderbanigfte Foreftilling maatte være, dens VBevæggrunde ville
finbe Deres Majeſtets alerhøiefte Bifald.
No. 19 (til Sive 118).
Regjeting&GEommisfionens Foreftilling af 28de Novbr. 1807.
tinder 185e Geptbr. inbgav Megjerings-Gommisfionen en alferunderbanigft
Foreſtilling til Deres Majeftæt, af bhvillen vi herved lige underbanigft veblægge
en befræftet Afſtrift. Ligeſom Commisſionen paa ben Tid anfaa bet for fin
Pligt at flilbre be Følger, Priisdommelſen af be i Deres Majeftæts Stater under
Beflag lagte engelfte Barer og Fordringer kunde have, faa troe vi bet ei en
minbre vigtig Pligt i Anledning af Deres kongelige Majeftæts alfernaadigfte Plalat
af 30te f. M. allerunderbanigft at foreftille, at nogle Udtryk i famme maaffre
funbe virke, at ben ei af Ale vilde blive eens fortolket, hvorved ber blev lagt
—
620 Bilag Mo. 19.
Øtndringer for be Handlende å faabanne Foretagenber, ber blot ſigtede til bered
MBelfærb3 Gonfervation, vg fom bet følgelig ilfe er Deres Majeftæts Billie fulle
være forbubne. Blandt de Udtryf i ben benævnte alerhøiefte Plakat, fom vi
urigtig Fortolkning kunde blive be Hanbdlende til Tab, vove vi at bemærfe, ben
i lfte $ omhandlede mibbelbare Handel med Rigets Fiender, ber maaſte vilde
ppyælte Tvivl, om ved middelbar Handel med England blot bør forftaaes faaban
Handel, fom under et faant Navn føres med benne Nation, eller om bet enbog
ſtulde anfee8 for mibbelbar Handel med famme Land, at Norge fælger til ven»
flubelige Gtater8 Borgere faadanne Varer, fom fæbvanligen ei affættes uben til
ritterne. Extenderes Meningen af denne Plakat faavidt, vil Følgen blive,
at norffe Produkter af ben Beftafjenhed, at be hidtil ei have kunnet afhændes
uben til England, heller iffe Funne fælges til be fan neutrale Magter8 Under»
faatter, ber maaffe i benne Tid kunde finde Forbeel ved at gjøre Indhjob beraf.
Gommisfionen formober faa meget mindre, at denne fidfte Fortolming er grunbdet,
fom bens Birtning vilbe blive fladeligere for Norge end for England, til bvilfet
fra Norge egentligen ei affættes uden Irælaft, der for bet mefte hun er en Lugus=
vare for Englænberne, men hvis Salg næften er bet eneſte Middel til at for-
flafje bet føndenfjelbfle Norge be behøvende Summer til Indkjob af Landets For-
nøbenheder. En faadan Fortolning om hvad ber bør forftaae8 ved mibdelbar
$andel fan endog bidrage til at frembhafte vet førgelige Dieblik, da vore Fiender
ville flride til Gonbemnation af de betydelige Summer, be flylbe Nordmænd, vg
af ben Mengde banft-norfle Eienbomme, be bave i deres Hænder, hvilket, om
bet føær, vil fandfynligen for Norge blot i tilgobehavende YVordringer ubgjøre
Millioner, og naar hertil lægges bet ſtore Untal af Stibe og Lavninger, fom ere
lagte under Beflag, for begge Niger uhyre Summer.
At faadan urigtig Fortolkning af venne $ i Plafaten, faaveljom af Ordet
Samqpem med Lanbetd Fiender, tan finde Sted — Have vi Grund til at for-
mode, ba bet alminvelige Forbud mod al Brevverling med Fienden af Nogle er
bleven faa bogftavelig forftaaet, at be enbog have troet bet utillaveligt at ind»
brage deres Vorbringer i England, hvorved be ftaae are for, nu ba man med
buer Poſt fan vente Efterretning, at ogfaa tilgodehavende Kapitaler af ben engelfle
Regjering ere lagte under Beflag vm ei conbemnerede, at tabe hvad be faalebes,
af Frygt for at overtræde en Kongl. Lov, have forfømt at indforbre, hvilfet vilde
blive en ei ubetypelig Binding for vore Vienber, og et uboveligt National⸗Tab
for Norge. Vaa be anførte Grunde vover Gommisfionen allerundberbanigft at
foreflaae, at bet til at afværge be flabelige Følger, en faaban, beels efter vær
Formening urigtig, deels alt for bogftavelig Fortollning af Deres Majeftæts
allerbøiefte Forbud mob Handel og Brevverling med Landets Viende vilde meb-
føre, allernaadigſt maatte behage Deres Mujeftæt at befale, at ved midbelbar
Handel med England tun fan forftaae8 faadan Handel, fom, under et laant
Ravn af en neutral Magts Underfaat, i Grunben bog er Handel mellem en af
Deres Kongl. Majeftæts Unverfaatter og Rigets Fiender, og at derimod ethvert
Salg af Barer, bvis Udforſel ei i Almindelighed er forbunden til venflabelige
Magters Unbderfaatter, fremdeles fom hidtil maa være tilladt, faa og at bet maa
være enhver af Deres Måajeftæts Unberfaatter tillavt, at affende faadanne Breve
fil England, fom aabue indlevere8 paa Boftcontoirerne, og ved Underjøgekje be-
findes Intet at angaae uben Forbringer eller Anmodning om Henge-Udtellinger
af Gnglænbdere.
Bed faadan allernaavigft Tillapelje tan maaſte endnu noget reddes af de
betydelige Forbringer, norfle Sufe have i England, og men denne Deres Maje-
ſtets allernaabigfte Tilladelſe vil det blive umuligt for banfle og norffe Under⸗
fantter at finbre be mangfoldige til England opbragte Landömtends Nød».
No. 20 (til Side 119).
Negjering&Gommisfionens Ordre til Byfoged Wulfsberg af 29be
Decbr. 1807.
„Ved herhos at fremfenbe Nfflriften af en fra Ghriftopher Faye i Drammen
til Regjering8-Gommisfionen indlommen Gtrivelfe af 26be benne8, maa Commis-
fonen anmode Gr. Byfogden bet fnarefte muligt at ville begive fig til Svelvigen
for at unberføge, om bet forholder fig ſaaledes fom angivet er, at bertil er ind»
bommet et SHG fra en forbrittanift Havn for at indtage Badming, og derfra
søtowrnere til England, ba De, om faalebes maatte befinbes, herved bemyndiget
til at foranftalte be fornøbne Mesfures til at forfillre Dem bemeldte SUb, fami
til at opdage, hvem i benne forbubne ankel flulbe have gjort fig fyldig. Hr.
Byfogben anmodes vibere at ville fortfætte Reiſen til Brevig og Porsgrund, for
med ben Nølagtigheb, fom Gommmisfionen er berettiget til at vente af Dereg
Gmbebsiver, og fom Sagens VBigtighed fordrer, at underføge bet Videre, fom
Øtrivelfen indeholder, angaaenbe en ligelebes ber med Landets Fiender breven
førbuben Handel, og ligefom Stiftamtmanben vil meddele Hr. Byfogden bet fore
nøbne Yriffybspas til Afbenyttelfe paa Deres Neife, faa paalægges det vedkom⸗
mende Unberøvrigheber og Betjente, imod Foreviisning af benne Regjerings⸗Com⸗
misfionens Ordre, at være Byfoged Wulfsberg asfifteerlig, naar og faa ofte han
til Befordring af bette ham betroede AWrenbe maatte veqvirere bere Biſtand,
ligefom alle be Bedfommende, hvor han i denne Anledning maatte finde det for»
nsbent at afholde nøget Forhor, flulle, naar de bertil tillaldes, corporligen ind⸗
finne fig, eller å vibrig Fald maa vente at blive behandlede efter be å faa Gen»
ſeende ubgangne Anorbninger."
Under 16be Januar 1808 unberrettede Byfoged Wulfsberg Commisſionen
om, at ban havde anftillet ben befalebe Underføgelfe, og befundet, at be Å Siba
alle vare efter Sigende beftemte til Frankrige, Holland og Portugal, men at Oma
ſendighederne fatte bet uben for al Toivl, at be gik til England. Imidlertid
par ber ingen Grund til at antage, at Aflaberne havde begaaet nogen lovſtridig
$Sandling, faa meget mere fom GStiftet under 17de October pag Foreſporgſel har
reſolveret, at man maatte fælge Trælaft til ſvenſte Skibe, naar bisje for egen
Regning og Reſiko vilde føre famme til England. Der var ingen Grund til at
omtvivie, at be 3 Glibe jo virkelig vare preusjifle, hvad Bremeren derimod an
gaaer, ba ligne hans Papirer i alle Henſeender engelfte Fabrikater, og disſe ind⸗
fenbte han berfor til Gommisfionens Bedømmelje, ligefom han og havde nedlagt
Forbud paa Porsgrunds Toldkammer mob bisje Slkibes Erpedition før Megje»
ring8-Gommisfionens Ordre inbløb. Til Slutning bad Wulfsberg at maatte
mode perfonligen for Gommisfionen, for mundtligen at forebrage ben Oplysning,
ban om benne Sag kunde give Gonmisfionen. Efter bisje Oplysninger troede
Negjerings-CGommisfionen iffe at tunne opholde GStipperne, ba be tilftrætfeligen
bavbe oplyft at være neutrale Magter8 Underjaatter, fra at fortfætte deres Reiſe.
Men ba Ladningens Beſtaffenhed, og be i England udgangne Dekreter angaaende
faaban Handel, nokſom vifer, at disſe Stibe enten vare beftemte til engelfle
Havne, fom fynes rimeligft, eller og maatte være betryggebde ved be faa kaldede
Rieencer, faa turbe Regjerings-Gommisfionen ei tillade dem at afgage med be
indiagne Labninger; men foætter bet i be Å Skipperes Valg, enten be vilde uk»
fosje Labningerne og bortfeile med VBallaft, eller oppebie en fongelig Reſolution,
hvorvidt bet fundbe blive bem tilladt med bere8 Labninger at blive Mareret paa
Toldboderne, og imibfertib blive under Embargo. Derom anmodedes Grev Moltke
at indhente Glipperneö Svar. Efter benne Reſolution beffilteve de 4 GSlippere
under ven Februar Porsgrunds Toldkammer til at meddele dem Toldklarering
622 Bilag No. AU.
før beres førende Stibe. Megjerings-Gommisflonen lod imidlertid Sagen henftaae
indtil ben Unføgning, fom Glipperne havde foregivet at ville indfende, indlom.
Slibene maatte ballaftede affeile.
No. 21 (til Sibe 135).
Den danfle Declaratton mod Sverige af 29be Februar 1808.
Den banfle Regjering har med Taalmodighed oppebiet Virkningerne af be
Beftræbelfer, fom Hoffet i Petersborg har anvendt for ved venftabelige Midler at
bringe Sverige tilbage til ben Interesſe, fom bet har tilfælles med bet hele Nor⸗
ben, og til be Grundfætninger, fom ubgjøre be førfte Led i dets Forbindelſe me
Rusland og Danmarl. Da disſe Beftræbelfer beftemt ere mislykkede, beftnder
ben banfle Regjering fig fat mod Sverige I en Stilling, fom ilte længer kunde
tillade ben at taale nogen Uvished i fine Forhold til det. Man fan ifte bølge
fig bvad bisfe Forhold ere blevne til, fiben et lumſt Ungreb pludjelig bar udrevet
Danmart fra ben Bane, fom bet i em lang Rælte af War ilte har tilladt fig
ben mindſte Ufvigelfe fra. Den af Storbritanien mob et neutralt og fredeligt
Rand ubsvede Voldsgjerning bar bragt hele Europa til at gjenlyde af et enefte
Harm-Raab, og man beftræbte fig fra alle Siber før at give ben danſte Regje»
ring Beviis paa ben meeft levende Deeltagelje. Hoffet i Stodholm ene iagttog,
trods be færegne Baand, der foremede bet med bet Kjøbenhannfle, en beftemt
Taushed, og har omſider ikkun brudt ben, for at fremføre be mindſt retmæsiige
Slager, og meget ilbe grundede Vebreivelfer i Henfeende til be Uleiligheder, fom
umibbelbart fulgte for bet af Krigsbegivenheberne, faavelfom be Strengheds For-
bolbsregler, fom ben voldſomme Stilling, ben banfle Regjering paa engang faa
fig bragt t, med Magt tvang ben til at antage, og fom be Rænter og Drillerier
uden Ende, man fra Sverige8 Sibe har foraarfaget ben, hun lidet egnede fig til
at bringe ben til at afftaae fra. Det banfle Kabinet havde været meget forlegen
meb at forflare flg benne Abfærd af en GSouverain, bvis Ynteresfe, Grunbjæt-
ninger og Høleljer det havde ønflet at funne betragte i lige Grab faarede af en
Shjcendſelsdaad, ber plubfelig har tændt Krigsluen i Norden, derfom bet ilfe fnart
bande havt Leiligheb til at iagttage, at bet Sindelag, ber I benne Henfeende har
beftemt Kongen af Sverige8 Beflutninger, langt fra ille var Ligegyldighedens.
Den forunderlige Redebonhed, hvormed benne Monark, avflilige Uger førend
Stralſunds Overgivelje, bar ſamtykket i ben ftørre Deel af ben engelſte Magis
UAfreife fra Pommern, hvor ben iffe fynte8 at være anfommen uden for at oppebie
Dieblikket, for at føres til Gjælland, og ben Umage, hans fvenfte Majeftæt
gjørbe fig for at underrette fin Nation om, at benne Gjenindflibning flæe i Kraft
af en Artilel i hans Gonventton med Storbritanien, have givet be førfte Kjende⸗
tegn paa en lonlig Forftaaelje paa Danmarts Bekoſtning. Disſe Kjenvetegn
forsgedes meget fnart. Den danſte Regjering er uvibende om VBeftafjenheden af
be Tjeneſter og Unberftøttelfer, fom dens Fiender have faaet i Sveriges Havne:
men ben har følt ben8 Birtninger paa en for ben førgelig Maade. Det Indtryk,
fom Forhold af hvert Slags og be uafbrubte Gonnerivner, fom Enalænverne ingen
Vanſtelighed fandt i at unverholde med Sverige, maatte gjøre paa ben banfle
Nation, er fet at begribe. Det kunde ikke blive ubemærket af Rogen, hvor meget
Sræntkende for Danmart ber laa i ben Glæde, Kongen af Sverige fyntes at finde
ved at være paa Kyften lige før Sundet perfonlig Vidne til alle be Uretfærbig-
hever og Voruretteljer, ber ubøvebeg mob dette Raboland, i be Smigrerier og be
Udmarkelſer uben Tal, ber odſledes paa Hovdingerne af ben engelſte Krigsmagt,
i ben re, bisfe paa bereg Side ivrigen beftræbte fig før at bevidne deres Sou⸗
Bilag No. 2. 6
veraias Bundsforvant, og i be Agtelſesbeviſer Hl Gunft for hans foenfle Ma-
jetæt, fom be banfle Krigsflibe, bortførte med Magt fra Kjøbenhavns Havn,
paa deres Fart igjennem Sundet maatte give endog under Kanonerne af den
Feſtning, hvis Salutering var bere Pligt. Hvor idet gunftigt bet Lys var,
bvori Gamftødet af bisfe forfljellige Omſteendigheder nodvendigen maatte fætte
Songen af Sveriged Sindbelag mod den banfle Regjering, wvilbe benne bog ille
bebreide fig, uben Grunb at have overdrevet be fanbfynlige Aarfager til Klage,
form det GStodholmfle Hof, langt fra at beftræde fig fra at bortfjerne, meget mere
fymtes at arbeide paa at frembringe, nære og beftyrke ved Alt, hvad ber funde
Daae i beis Magt. Men det blev fnart Andet end fimple GSandfynlighever.
Den engelfle Regjering var ben førfte, ber opbagede Danmark hans foenfle Ma-
jeſtets fiendtlige Sindelag. Europa hjender allerede be Forllaringer, fom denne
Angivelfe bar foranlediget mellem Danmart og Sverige. Man har feet, at
Kongen af Sverige, opforbret paa ben meeft aabenbhjertige og venftabelige Maade
til at forflare fig over benne Gjenftand, har begyndt med at ville undgage benne
Nodvendighed, og at hans Majeftæt, endnu mere trængende opfordret, har endt
med at give et fljævt, tvetydigt og fornærmeligt Svar. Da dette Svar imidlertid
ſyntes at indeholde en vis Uſandheds Beflylbning mob England, lod den banfle
Regjering fig for Øiebliftet noie bermeb, og troede at burde jule fine billige
Magegrunde mob Gverige under bet Haab, at dette, oplyft om fit fande Tarv,
og mobent overveiende Folgerne af fine Beflutninger, vilde ende med at føle fig
efter de Foreftillinger, fom Hoffet i Petersburg bar gjort bet med ligefar megen
Staanfel fom Taalmodighed, for at formage bet til at afftaae fra fine Forbina
belfer med GStorbrittanien, fom aabenbart ere blevne unyttige og uforbragelige
med Norbens Rolighed, og ifær med Danmarks Silferhed.
Den bdanfle Regjering ender hin meget ufulbfomment Beftaffenheden af de
Forbindeljer, Sverige har indggaet med England. Men bvilfen end Gjenftanden,
bvilfet end Diemedet for famme imiblertib er, vilbe ingen bedre end ben vidft at
indſee eller agte ben Modbydelighed, fom hans fvenfle Majeftæt undlod at vife
be indgangne Forbindelſer. Men Kabinettet i Kjøbenhavn er ilte uvidende om,
at den foenffe Negjering felv har inbrømmet, at ben for bens Vorpligtelfer
beftemte Tid er ganſte nyligen udløben, og efterat Kabinettet i St. James
har affagt Mafflen i hele Curopas Aaſyn, og bet havde været en Fornærmelfe
mo» bet Stodholmfle Gof at formode, at bet i nærværende Tidspunkt vilde ind⸗
gaae nye Forbindelfer med en Magt, der har anvendt Alt for at gjøre bet Hed
deraf, og fom har givet bet be retmæsfigfte Bevæggrunde til at bryde fine For»
binbelfer med ben). $ar man i GSandhed funnet glemme i GStodholm, at
England har opofret fine YAlliereve, ben ene efter ben anden, med blot Henfyn
til fin troløfe Egoisme, og at bet, efter længe at have bedraget og misledet
Sverige ved falfte Løvter, omſider fun har fendt bet feen Undſcetning for at lade
dets Uheld gjøre enb flørre Dpfigt? Har ben fvenfle Regjering ba ifte virfeligen
følt, at ben, fræntet eller forraadet ved be Gommunifationer, fom bet brittifle Mi-
niſterium bar gjort Danmark, compromitteres af fin Bunbdsforvant i hele Europas
Øme? Kunde benne Megjering virkelig bølge fig, at ben i Sundet ubøvede
Bold, at Øfterjøens Kræntelje, at en Brand kaftet med grum Haand ind i Nors
ben, vilde ceſte af be fornærmede, Iræntkede eller truede Magter en Modſtand,
fom ufortøvet og nødvendig vilde bringe Sverige i bet Alternativ, enten at med⸗
virke til bet fornærmede Nordens Forſvar og Hevn, eller at afjværge fin meeft
3) Forfatteren har fulgt ben trykte Dellaration, fom han har havt for flg, endſtjont dens
—— baade her og andetſteds er utydelige og et godt valgte. Den har været frevet
paa Franſt og er flet overfat. [Enkelte Mare Feil har Udg. rettet.]
å Bilag No: 24 sg 22.
aabenbare arv, fine ældfte Grundfætninger dg fitte lovligſte Mettigheder, for at”
gjøre fig til et blinbt Redſtab for en Regjerings raſende Henſigter, ber har vevet
Mt gjøre Angreb paa be førfte Grundvolde for be nordifte Magters Sillerhen,
Belfærd og VBærbighed? Kunde disſe Betraghinger vel opveles af ben uste For-
beel af Subſidier, før hvis Priis bet londonſte Kabinet beftandig vifer fig redebønt
at kjebe Allierede, fom bet paaftaaer netop berved at forbehelde fig Met vil at
behandle fom Leieſvende? |
Da Kongen af Sveriges Beflutninger imidlertid have Muffet hans Naboes fibfe
Borhaabninger, faa fan ben banfte Regjering paa ſin Side ille være tvivlraadig om
at tage det Parti, font bens Sikkerhed, Nordens almindelige Zarv, dens Hengivenhed
for Rusland, og Naturen af bens Forbindelfe med denne Magt bydende foreflrive
ben. J bet Dieblik ba Sjøelland paa ny trues af en engelſt Magt, ſom alerede
be foenfte Havne tjene til Foreningspunkt, da Morbens Fiender ville fovftfre
flg bet fiodholmfle Hofs Ufhængighed ved nye Benge-Underftøttelfer, da bet
engelfte Miniſteriums offentlige Laler nokjom aabenbare be Forbindelfers Natur,
ber endnu egiftere eller ere førnyede imellem begge Magter, troer ben banfte Ne
gjering fig berettiget til at foretræfte em aabenbar Fiendſtabs⸗Tilſtand for precatve
og tvetydige Forhold til en Nabo, hvid Sindelag er blævet mør og mer måd-
tæntefigt, og fom ben i lang Tid ikke har funnet anſee for andet end em mafferet
lende. Hans Majeftet Kongen af Danmark erlærer følgeligen, at AUerhoifi-
famme antager i bet Sele Ruslands Beflutninger i Henfeende til Suerige, og at
bane Majeftæt i Yntet vil adſtille fin Sag fra hans Majeftæt keifer Mleranders,
lane ophøiebe og tror Bundsforvant.
No. 22 (til Side 135).
Det fvenfle Hofs Svar paa ben danfle Krigsertlærtng.
Det danſte Hof havde indgaaet et Forbund med Vrankrige, gjort alle For⸗
berebelfer til franfte Troppers Mobdtagelfe i fit Land, famlet Forſelsſtibe i fine
Qavne, miftet Kjøbenhavn alt hvad bet kunde, for at dalle et franff Log møy
Sverige, ba dette Hof tilſidſt gjorde en KrigserMlæring, hvori bet anklager Sverigd
før at være Aarſag til dette Fredsbrud, paa Grund af at bet ille havde bedidnet
Danmart nogen Sorg over dets Flaades Forliis, at bet ifte vilde medvirke til
at hevne benne Vdmygelſe, og I Særdeleshed at bet føgte Biftand i England
mod et Anfald. Hans Majeftets Forhold til venne Magt faa indenfor Grænd-
ferne af en egentlig Fred. Intet Slags Forbund eller Overeenslomſt afpælede
nogen for begge Hofferne fælles politiff Bane; ogfaa fyntes Danmarf, ba Sve=
tige, Rusland og Vreusjen i Forening frede mod Frankrige, i Slyggen af fin
MNeutralitet at være en Ben af Alle. Vidne til bette Syftem, og væ nogle å
Maret 1806 begjærte Oplysninger overtybet om Umulighed af beri at bevirke
nogen for Sverige førbeelagtig Forandring, havde hans Majeftæt ille mere noget
$Haab om, at fee ben danſte Sømagt nogenfinde vorde ham nyttig. Efter Frevs⸗
flutningen i Tilſit havde man tvertimob al Warfag til at frøgte, at benne Styrke,
ped Ruslands og Frankriges Indflydelſe, engang kunbe bruges mob Sverige, og
bane Majeftæt anfaa bet berfor for pasſende at iagttage en dyb Laushed i Hen⸗
feende til Begivenheder, fom å forrige Efteraar fandt Sted i hans Nabolag, over
labende til England og Fremtiden at retfærbiggjøre og bømme dem. Man flylder
imidlertid Sandheden at erklære, at Hoffet i London ikke har anmovet Sverige
om at beeltage i bette Log, og ikke engang betroet bet Kundftab herom før i
Upvførelfens Øieblit. Ogſaa ſteede ve benne Leilighed ikke mindſte Bevægelje i
Sverige. Den engelfle Flaade fom og ſeilede bort, wden at løbe ind i nogen
. Bilag Ra ip
fenfl Gabon, og de Øjælpetropper, fom indflibedes i Bonsmern, tilbagektvereveg &
Sraft af en Geparat-Artilel i ben Convention, fom i ben Anledning fluttedes i
Lendon ben 170: Jannar 1807, og fom underhandledes, ba ber vit not itte
var Gpørgemaal om beite Tog. Denne Urtifel Iyber ſaaledes: ,Det er en
flblommen Overeenslomſt, at berfom uforudſeede Omſtendigheder kunde gjøre benne
Genventions Formaal unbjerlig, eller om hans forbrittanifte Majeftæt Melde
finde bet fornøbent at brage benævnte Tropper fra ſvenſt Pommern, ba flal benne
Gonvention i ingen Henſeende kunne bindre hans frorbrittaniffe Majeftæt fra at
give faabanne Befalinger, fom han maatte anfee pasfende til videre Beſtyttelſe
for disſe Tropper, fom nu frilles under hans ſpenſte Majeftæts Befaling".
Det engelfte Hof bar fenere fulbtommen retfærdiggjørt bette Horetagende, og
hver Dags Erfaring retfærbiggjør bet endnu mere. Talrige franfle Armeer fætte
fa faſt i Nedreſachſen og fynes at bave Nøget i Sinde mod Norden. Endnu
fanbtes ber Folteflag at unvertue, Hanne at lukte, og Kræfter at anvenbe mod
England. Disſe Sære flulde, bet fofte hvad kofte vilde, trænge inb i Norden;
de hapde i etbvert Lilfælde gjort bet under hvad Paaſtud der unde voptæntes;
nu er biint Anfald paa ben banfle Flaade bleven Løfen og oreningsorbet for
hele Liguen. Det fortjener at anmærtes, at ben banfle Regjering, fom allerede
var omgiven af franfte Tropper, fyret, brevet, ja endog betalt af Frankrige,
ubgiver en Krigserfiæring imod Sverige, uden engang at turbe nævne ben Magt,
fom leder dens Foretagender. Med HForlegenhed vpføger Danmarl Grund og
Antepofter for at have Anfeende af en egen Billie i denne Beflutning. Det
- anfører Sveriges Horeftillinger mob be fvenfle Pofters Stanbsning fom Ubehage-
ligheder, ba bet, for at bindre ben engelfte Brevvexling, ei var iftand til at lade
bisfe Poſter gaae frit igjennem Landet, faafebes fom Vractaterne foreftrive, og
tilfaaer at være uvilfaarligen tvunget til benne JFremgangsmaade. Det gjetter
hans Majeſtets Tanker, og indbilber fig at be ere flendfle, medens bet allerede
i adflillige Maaneder hemmeligen er kommen overens om et Unfalb paa Sverige.
Det giver fig af med at bømme om bette Lands Interesſe, medens bet felv har
overladt baade fin Interesfe og fin Selvftændighed til fremmed Indflydelſe. Det
bebreider endeligen Sverige, at have beredt Vorfvarsmibler ved en Subſidie—
Fraktat, medens bet er betalt for en Angrebskrig, og bruger, ligefom af et Slags
Forlegenhed, mob Sverige Ordet Leiefvende, hvilket den Regjering, fom betaler
Danmarf, maaſtee har havt ben Haardhed at foreflaae.
Man bør ogfaa her give hans ftorbrittanifte Majeftæt bet fulbgrundede og
bøitibelige Birnesbyrd, at han i alle fine Underhandlinger og Overeenskomſter
med Sverige aldrig har forlangt nogen angribende Horholbsregel eller Stridt, og
aldrig villet andet end hvad ber beftob med bette Riges Tryghed og Gelvflæn-
bigheb. Det fenefte og meeft overtybende Beviis herpaa er ben VBeredvillighet,
hvormed ben engelffe Minifter frrar famtyktede i hans Kongl. Majeftæte Vorflag
at frede Ørterføen formedelſt et formeligt Løfte, iffe at didſende noget Krigsflib,
pan Billaar, fom havde været nyttige og hædrende for hele Norden. J bette
ene Forflag fæfe ben banffe Regjering ben fuldkomneſte Igjendrivelſe af alle be
Mlagemaal, hvormed bens Manifeft mod Sverige er opfyldt, og i eftertænlende
Dieblik fammenligne Danmarf den Tilſtand, hans Majeftæt har føgt at bevirke,
med ben Rusland og Frankrige nu indføre. De læfe, alle Frantrige8 Bunds⸗
forvante, t bette Englands Samtykle Forfljellen mellem be Baand, ber forene
begge offer, og bem, hvori be ſelv ere fængflede, og bømme ba, paa hvillen
Side der er meeſt Ugtelfe for hver Part Tarv tilligemed ben frørfte Gavnlighed
og Retfærbighed for bet Almenes. Selv Danmark har længe været en Gjenftand
før dette Maabehold, og ophørte fun at være det, ba bette Hof begyndte at blive
virkelig farligt. Da Mebrefadfen hærjebes og Hanſeſtederne plyndredes, hvad
gjorde Danmart da for at hævde bet forurettedé Norden? Sverige, Ruslan»,
Malls Grindringer. 40
(30 Bilag Mo. 22 og 28.
Gnahmd føre Rrig i benne Henfigt; ingen tæntte paa at tvinge Daumad M at
tage Deel bert. Da, fom nu, var Danmart Ruslanbs Bundsfewant, hvit
unberftøttede bet ifte famme Sagt Hvad havde bet at anføre for fin Rolighed,
fom Sverige nu ille fan anføre for fint Mt dette fan forklares ved den Om
ſteendighed, fom Danmark føger at fortie, at bet nu er i ben franfle Megjerings
Bold. Havde England. fulgt benne Fiendes Grunbfæming, faa havde bet iffe
tøvet med at gjøre Danmart vaabenløft indtil bet Øteblil, ba bette havde befluttet
at bengive fig. Det havde abflillige Nar tilforn bemægtiget fig, ja endog beholdt
bette Land paa Grund af Nordens eget Bedſte.
Sely Danmarks gamle Forbund med Rusland flal tjene tl at befmyfte benne
Angrebskrig, fljønt hele Verden verd, at bette Forbund blot er flnttet til Forfvar,
og fom. faabant ille var gjælbende for Ruslands fenefte Krig, ba benne Magt
maaftee alligevel kunde forbret bet opfyldt. Vor at retfærdiggjøre flg vover bet
danſte Hof at anføre Alt; bet paatager fig tilſidſt Ruslands Uretfærdighed, ſor⸗
rnaber en overlagt Uftale, Alt for at bølge en enefte Grund, ben fornemfte, at
bet er Frankriges Bundaforvant. Uretfærbighed og Falſthed have beres Grænkfer.
Are og GSandhed fulle i bere Orden feire. Stolende fulbelig pma fin Sags
Retfærbigheb, flolt af at regjere et firibbart og trofaft Foll, ber faa mange Gange
prøyebeg i Farer, og altib opholdtes ved ben Almægtige8 Haand, haaber haus
Kongl. Majestet, at famme Forfyn flal velfigne band WVaaben, og gjenfljente
hans Underſaatter en filler og bæverlig Fred med Fiendernes YBomygefe.
No. 23 (til 6. 138).
Overfigt øver ben ſaakaldte BefthærE Dperationer under General
Armfeldts Befaling.
(Efter Arndts Schwediſche Geſchichte S. 301 ff., efter Mebdelelfe af em Officier
t ben foenfte Generalftab.)
Feldttoget mob Norge er blevet faa forfljellig bedømt, at bet fynes nedven⸗
bigt at give en fort Dverfigt berover, fom med Horbigang af Bifager blot berører
be flore Punkter. Mod Enden af Marts 1808 ſtulde en Hær famles omtring
Ørebro unber Navn af Rejervebær. General Armfeldt fl VBefaling berover.
Men ba de Danffe juft dengang havde erklæret Kongen Krig, faa maatte han
fremflynbe alle tagne orholdsregler, og paa bet burtigfte fammentrætte alle be
Tropper, fom fluldbe agere mob Norge. En færegen Ufveling deraf ſik Navn af
Befthær. Alle be Tropper, fom befandt fig omkring Sundsvall og endnu bøiere
mob Nord, bleve anſeede fom fammes høire Fløi, under General⸗Adjutant Oberſt
Bergenftråles Commando, og alle Tropper fra Amål til Svinefund i Gothen-
borg og å Elfsborgs Landshefdingſtaber hedte ben venftre Floi og commanbderedeb
af Generalmajor Baron Vegeſack. General Urmfeldt blev anfeet fom Dver-
General, men meb faabanne Jndflrænkmninger med Henfyn til begge Floie, at
bisje Starer neppe hængte fammen med Centrum, og udgjorde intet mindre end
en inberligen forbundben Deel af bet Hele. De Herrer Begefad og Vergenftråle
havde Net til at indſende birecte Rapporter til Stodholm, uden at Vvergeneralen
kunde fræve Meddelelſen af beres Indhold. Om end heraf ifle ubfprang anden
Ulempe enb en beftanbig Uvished med Henfyn til Udføreljen af alle rombinerede
Operattoner, faa var bette allerede meget, og man vil nedenfor fee, at bette ikke
var bet førte Onde, fom Delingen af illib og Magt frembragte.
Unberjøger man bette Syftem, fom lænfebandt ethvert betydeligt Foretagende,
lægger man Morte til ben Behænbdighed, hvorved Hærens gode Billie og Bir
ſomhed lammedes, faa fan man ille afholde fig fra at begræbe Sveriges Ulykke,
Dilsg Ne. 28. ov
ba Diffleer og Soldat fiben Krigens Begyndelſe, fra Ulerns Bredder og Kare-
liene Ørilener til Glommen og Kattegattets Kyſter, have hæderligen udmeærlet fig,
Denne bybt og fra det Fjerne anlagte Yorrykthed figtede ſtedſe til General Arm⸗
felbt, og bet maatte være hans WEre, om han alene havde været et Offer berfor,
Men Fedrelandet og ben Hær han tommanbderede ere langt meer at beflage end han.
De Norfle havde ved Veldttogets Aabning 17000 Mand regulaire Tropper,
foilte, omendffjønt itfe frigsøvede, i bet mindfte vare fulbfommen forfynebe med
alte fine Fornsbenheder ). Landmilitſen, fom beſtod af Veteraner, belob fig il
13000 Maud, og man bavbe været faa forftandig at incorporere bem i Linie-
trøpperne*). Disje 30000 Mand vare bælkede ved Dovrefjeld, Glommen, Kongs-
vinget, Frederilshald og Vrederifsflad paa ben fvenfle Side, og paa Søfiben vek
tibet tilgjengelige Kyſter, og besuben beflyttet af Ghriftianfand, Bergen, Chri⸗
fianfund, Agershuus og Trondhjem; en Ylotille paa 40 Seil dellede Chriſti⸗
auia-Fjorden ). 8
Den fuenfle Hær flulbe fra Sundsvall til Gothenborg beløbe fig til 16000
Mand; men ben var albrig 10000 Mand flærf, undtagen i Begyndelfen af
Juni, da Lanbeværnet og Regimenterneé Wargering 9) var ſtodt til den. En
Hotille ſtulde lægge fig for Bugien ved Ghriftiania, naar Iſen gik op; men ben
forlob aldrig Kyſterne ved GStrømftad, hvor ben bælfede Hæren8 venftre Yløi, ber
førøneigt flettede fig til Marſtrand og Warberg, og blev forfynet derfra og fra
Toihuſet i Gothenborg, uden at regne be Magafiner, fom man anlagde i Ven»
neraborg og Uddevalla, Gentrum, fom paa biin Side Karlftab flulbe rykke frem
imob Ørændfen, havde endnu ben 18de Marts ingen Magafiner, omendffjønt
bet flulde agere i Sverige8 ufrugtbarefte Landſtaber. Naar man flog Fienden og
trængte frem til Glommen, faa var ben grueligfte Elendighed, og en fulbfommen
Mangel paa alt, bet enefte Liltrælfende, fom denne Ørten frembød. Man havde
fammenbragt noget Foder og Levnetsmidler i Orebro, Karlflad og Eda; men
neppe havde man begyndt med at agere og naaet Grænbdfen, faa vare disſe fvage
Hjelpemidler uvtømte. Alt Krigsforraad maatte man faae fra Stokholm, og
der var faa libet førget for Fober, at Halvdelen af Rytteriet blev allerede fendt
tilbage, efterat bet havde været 14 Dage i Arboga. Desuden fandtes paa benne
bele Linie intet enefte befæftet GStøttepuntt, endnu minbre en Yorraabdplabs. Eda,
hoor ber forhen havde været et Fort, havde fiben 1788, ba General Armfeldt
per havde labet gjøre nogle ubetydelige Reparationer, været forbømt til Forglemmelfe,
Veſiherens Gentrum ſtulde være 9 til 10000 Mand; men bet ubgjorbe
aldrig meer end 6000. Bataillonerne beftobe tun af 400 til 500 Man», fom
funbe bære Baaben, og denne Prøve paa en Hær manglede At.
. Morges Magt var forbeelt paa følgende Maabe:
I VJrondbhjem og Omegn . . +. . 4 4 4
Bergen og Ghriftianfand . . . ++ 4 + 4 4
Chriſtianſund . . .L . oe 2 2 2 2 2
Ghriftiania . . ++ ve 0 2 0 2 4
Xinierne fra Kongsvinger til Jrederifshald . . >
EE
Leg
8
—2
2000 —
0 » 21,600 —
1) Det var langt fra, ba ber maatte fammentigges 408 Borgerne, hvad ber behovedes HI
Armeen Forpleining. Overfætterens Anmærtning.
Ogfad her feiler Beretteren. . A.
3 Gorfatieten maa her mene Kanonbaade; thi af Raafeilere havde Norge hun enkelte
utterbrigger. .
5 Ba vin heder ben halve Forbobling af et inbbeelt Regiment, fom i Krigstid i
8Hilfælde og før at udfylbe Tabet maa med t Feldten. O. Å.
3 Då fanfunb faae vel neppe 1200 Mand. O. A. [Der flal vift læfes Ghri-
tanfund i Sinien ovenfor, og Ghrifttanfand her; thi paa fibfte Sted maatte Chriſtian
guſt holde bet hele bertertentte Regiment famlet paa Grund af Krigen med England.)
40*
628 Bilag Mo. 23.
I de førte Dage af April meldte den høire Floi, at den wuagtet be Hin-
bringer, bvorpaa ben unde føde, vilde overrumple Roraas og true Trondhjem.
Den venftre Fløt underrettede Stodholm og ben hele ær om, at ben var fær-
big Hl Angreb. General Armfeldt brændte i Følge deraf efter at angribe. Og⸗
faa fovede man ham til denne Henſigt flyndfomt at fende Alt hvad han hunde
behøve. Men Alt fom fun fiylteviis. Dog befluttede Armfeldt at give alle
andre Henfyn til Priis for Lykkens Luner, og be Mefultater han kunde vente af
Hærens Tapperhed og Beredvillighed; tun Tiden vilde han ille tade Som
Beviis paa ben overordentlige Stjodesloſshed, fom herftede i alle Krigsforvalt-
ningens Grene, og hvor lidet man havde tænkt paa at fætte Hæren i Krigstil-
fland, anfører jeg fun, at ber manglede Flinteftene og Kugler, ja endog Støbe-
formerne til bisfe, faa at man maatte lade fjøbe hos Kjøbmændene i Karlſtad,
Kriftinehamn og Ørebro Alt, hvad man hos bem kunde finde, og i en Haſt lave
gjøre Kugleformer, paa bet be Tropper, fom vare ſendte for at bælfte nogle Ma»
gafiner paa Grænbfen, og filfert at unne fammentrækte bet Bermelandfle Negie
ment, i bet minbfte kunde gjøre nogle Flinteflub. Havde be Danfle benyttet bet
førfte Øteblit, ba man ille havde taget nogle Forholdsregler til Forfvar, faa
havde be fandfynligen funnet øbelægge bet bele Land til Ørebro, før et enefte
Kompagni af ben hele Befthær var famlet. Under at omtale ben Skjødesløshed,
fom har holdt Skridt med den bummefte Forvovenhed, maa man ille glemme
ben Vilftand, bvori Baabnene i Begyndelſen af bette Veldttog vare. Af 400
Øeyærer vare neppe 60, fom Soldaten med Tillid tunbe bruge, meget mere vare
nogle faa flette, at han maatte frygte før at lade bem. Ogſaa Klæderne vare
mere eller minbre flette, desuden fattebes be i et faadant Klima bøift fornødne
Kapper, eller be vare forflibte. Og for at bedømme ben Indfiydelfe, fom VBe-
Hæbningsmaaben har paa Soldaten, behøver man fun at fammenligne ben Døve-
figheb og bet Antal af Syge, fom har været i be Negimenter, fom bleve Moæbdte
og ubruftebe af Jordebrugseiere, med be famme Plager i de Megimenter, fom eve
overlate Krigsfollegiets faderlige Omforg Y.
Uagtet alle bisfe Uorbener, og ben fuldbfomne Mangel paa ale Hærens For-
nøbenheber, var Armfeldt ben 14de April fan vidt, at Brigaderne vare organi-
ferebe, Patronerne fylbte, Magafiner anlagte for et halvt Aar ofv. ofv., og pas
benne Dag angreb ban af følgende Grunde, og efter ben Plan, fom bertil ſtot⸗
tebe flg. a) De norfle Tropper ere formebelft en lang Yred ille krigssvede; be
foenfle berimob ere bet. b) Nordmænbdene frygte be Svenfle og Englenderne,
og ben GSøruftning, fom berebes i Gngland, tvinger bem til ei at blotte beres
Kvyfter. c) Bergenftråle holder 4000 Mand i Aande. då) Den nærværende Ope-
rationslinie er næften 40 foenfle Mile lang, ben fra Magnor til Kongsvinger
vilde fun være 12 til 15. 6) General VBegefads Slare er tilftrættelig til at
bolbe Befætningen af Frederikshald og Yrederitsftad i Aande, og faafnart Havet
er aabent, vil Flotillen tomme og ſpille Mefter I Bugten. 1 Er man Herre
over Magnor, faa er man bet ogſaa over Udfpringet af Banbdene imellem Glommen
og Grendſen, faavelfom over ben venftre Bred af venne Flod til Søen Øieren;
besuben holder man Alt i Aande paa ben venftre Bred af Søm Misfen.
g) Toveiret, fom rimeligvis indtræber inden 3 Uger, tillader at bevæbne Søerne.
Altſaa holdes i Aande (eller å SKD
paa Kyfterne. . . 2 4 24 4 0 4 .
I Trondhjem og Omegn . . ++ 2 6 oe 4 4 22 4 4000 —
» Kongsvinger. . -« - 4 2 2 0 2 2 4 24
⸗ Frederilshald og Hrederitsfrad . . . ++ 4 4 4 6000 —
') Øvor Srigs-Gollegium havde Omſorg, der var Mangel, Nogenhed og Død; thi der
var Dovenſtab, Uvidenhed eller Forrædert og Tyveri. ArndtS Anm.
Bilag No. 23. 699
Saa blive i bet høiefte 9000 Mand tilbage at ſlaaes imo».
fan.
an
1) Oberft Bergenftråle vil efter ben Demonftration, fom han flue gjøre,
benytte Fiendens Uvished og hans førte Skræt for at fenbe 400 til 500 Man»
il Elfdalen, og begynde Ungrebet i Forbindelje med den flyvende Leir, fom
faaer under Oberft Gahns Commando, og vil faaledes faavidt muligt føge at
trylfe Fienden tilbage til ben øvre Deel af Glommen. 2) Den førfte Brigade
vil å ſamme Dieblik marfdere mob Kongsvinger og befætte Magnor. 3) Naar
ben anden Brigade er bleven Mefter af Krokfos, vil ben over Haneborg rykte
- frem til Blakjær, og ben Idie, fom ganer vver Hanefjelb, vil, efterat have bes
- megtiget fig Ørje, Opfal og Lund, trænge frem over Basmo til Onftad, og i
- det ben flutter fig til ben anden Brigabe, vilde ben imidlertid pasfere bet Ade
Smugfund for at rytte ind i Aremark. Saaledes rettende flg efter General
Begefad8 Bevegelſer vilde ben true Hienben og brage hans Opmærtfomheb mod
Deignæs og Ralteftab. 4) Begefad vilde berveb med ſtor Letheb kunne trænge
frem mob GStieberg3-Sletten, i bet han flutter flg til ben 4de Brigade og tillige
boder Hæftningerne Frederikshald og Frederiksſtad Skat. 5) Saafnart Glom-
mens Bred er feiet reen, vil man fætte over ben med ben Idie Brigabe, og ub-=
frefte fig mob Havet, for i Nodsfald at underftøtte Flotillens Operation. 6)
Begefad, fom forftaaer fit Haandvært godt, og er en Mefter i at handle efter
Omftænbighederne, vil efter Mulighed benytte Flotillens Operation, ber vil for»
føge at trænge frem i Bugten, for at bombardere det fra denne Sibe flet be»
foftede Frederiksſtad. 7) J benne Stilling vil man oppebie Englænderne eller For⸗
ſterkninger. Ifald Vienden ikke taber faa meget fin Fatning, at han forfømmer
alle Fordele af fin Stilling, eller man af Mangel paa Hjælp er for fvag til at
feretage moget vibere, vil man i alle Jilfælde bane forkortet Krigsgrændfjen fra
40 til 12 Mile, og begge Fæfminger ville før Høften falde af fig felv af Hunger.
Nu fomme vi til Udførelfen af benne Plan, fom efter Landets Natur maa⸗
* pil fortjene enhver erfaren og upartiſt Soldats Opmærtjomhed. Oberſt Gahn,
om commanberede i Elſdalen, angreb ben 14de April, og rykkede frem 3 Mile
over Grænbjen. Angrebet paa Skandſerne ved Lier flede ben 18be April, og
Fienden blev taftet over Glommen under Kongsvinger8 Kanoner. Fra Magnor
til Lier havde Hæren brugt 2 Dage, for at drive Fienden ud af alle fine for-
beelagtige Stillinger. Den anden Brigade var, efterat ben havde jaget Hienden
fra Haneborg, ligeſom ben die nær ved at opfylde fin Beftemmelfe. Havde
General Armfeldt hapt et enefte Urtilleriftyrfe af faa flært Kaliber, at den elen-
bigfte Hytte i Kongsvinger berveb hunde være bleven frukten i Brand, faa havde Fæft-
ningen fapituleret ben 19be. Kommandanten havde førevet ham til, at hverken
ban eller hans Befætning havde Lyft HL at lade fig flege paa Rift. General
Armfeldt havde ſiden Marts Maaned uopholdelig og indftændigen forlangt bisfe
fvage Rodvendighedsmidler, i bet ban angav et faadant Vilfælbe fom muligt;
men Intet var beredt, og foruben meget gode Gerpunder-Batterier anfom Intet
før Snden af Mai.
FJmidlertib kunde General VBegefads Stare, fom i Følge hans VBeretninger
var færdig fiben ben Gte April, af Mangel paa Levnetsmibler og Ferdſelsvogne
intet Skridt gjøre. Denne Lværftreg tillod Fienden at blotte begge Feſtninger
og ſende 4000 Mand til Høland og Blakjer, fom forenede flg med bem, fom
vare fenbte fra Ghriftiania og ved Onftad Sund gik over Glommen. Reſultatet
deraf var, at vore Tropper faavel i Høland fom Lund bleve tvungne til Reti⸗
rade, efterat en lille 506, fom commanderedes af Grev Mørner, var bleven tagen
HI Fange.
Disſe Uheld ſtandſede plubfeligen en almindelig Bevægelje, og bragte Hæren
i em meget mislig Stilling. Denne blev endnu flemmere ved et andet Tab.
630 Bilag Mo. 29.
Bergenftråle havde, iftebet for at gjøre hvad Han ved Enden af Marte havde Invet,
og følge ben aftalte Plan, truffet fig — Armfeldt vidfte ikke hvorfor — mo»
Qvarfen, hvor man med Uret frygtebe et Indfald af de rusfifte Tropper. Bed
benne uventebe VBevægelfe, hvormed Overgeneralen og Oberſt Gahn begge være
lige ubetjenbte, kunde ben fiendtlige Stare, fom ſtulde holdes faft ved Trondhjem,
fet fomme neb og fortryfte Gahn i famme Øieblif, da han var rykket frem for
at virke fællens med ben førfte Brigade. De Danfle, i det mindfte 6 Gange
ftærfere ) end Gahn, omringede og toge ham til Fange, efterat Halvdelen af
bans lille Hob var bleven paa Pladfen. Derved var Beien fra Dalby til
Karlſtad aaben, og alle Hærens Magafiner vare i Fare, naar vore Fiender havde
forftaaet at benytte vore Uheld.
Den anden Brigade fandt fig, for ei at blive omringet, imiblertib tvungen
til at blive i Linierne ved Krokfors og Stangencees, imedens ben Bbie befatte ben
venftre Bred af Or⸗ og Bog-Søerne. Den Ade Brigave, pofteret imellem Om⸗
egnen af Odemark og Aremark i Ottei8 og i Pasjet ved Vøn, bandt fig til m
Deel af den VBegefadfle Stare, fom endelig havde pofteret fig ved Bjørhæl og
Slkottsberg, og bemægtigede fig PBræftebakfe og Berby mod Enden af Mai.
Juſt nu forefaldt ved Strømftab en for be ſpenſte Vaaben meget bæbderlig
Feegtning imellem 5 fvenfle, og 26 banffe Ranonbaade, hvori be fivfte med Lab
bleve tilbagebrevne. Den ubmærfede Offieier Norberg, fom commanderede ben»
gang ben lille Prøve af Flotille, fom vi fluldbe have, tabte Gommandoen, ba han
var fiært nok til at gjøre Noget. Den forblev ogſaa i ben fulbfomnefte og ſtade⸗
figfte Uvirffombed, og dens Befalingsmænd havve, om man flal troe deres Ve-
retninger, ſtedſe Glementerne mob fig.
Uagtet be Tab, fom Hæren havde lidt, havde Flenden fun alt for meget
følt, hvillen Overmagt vore Tropper ved bere8 Mob og deres Lapperhed havde
over bam. Han undgik ogfaa faa meget muligt enhver afgjørende Fægming, og
indſtroenkede fig til ben lille Krig og til Overfald, fom itte er ben glindſende
Sibe af vor Krigskonft. Man maatte altfaa tvinge ham til at forlade fit Sy.
fem, og paa en kraftig Maade føge Dypreisning for vore lidte Tab. General
Armfeldt var ogſaa beftemt til at føge Leiligheben til at levere et Slag. Han
lod berfor fit Artilleri ryfte frem paå Puntterne ved Ørje og Opſal, og opftillebe
ben 2ben, Z3die og Ade Brigade faa, at be inben 4 Dage kunde forene fig for
at rykle ind å Momarken og ubbrede fig paa Gletten ved Edsberg. Man vilde
angribe en fiendtlig Stare af 8000 Mand, fom ſtod i benue, og faaledes afgjere
Feldttoget. Juſt i dette Øieblit fom en Goureer fra Gothenborg med Fjterret-
ning om ben ftore engeljte Søruftnings Unfomft. Armfeldt nærede nemlig ben
ganffe naturlige Tanke, at ba ben var landet paa bisje Kyſter, var ben ſand⸗
fynligen beftemt til Medvirning mob Norge. Han befluttede altfaa endnu at
ble, fordi hans Angreb under bet lykkeligſte Refultat bog ilte faa omfindtlig hunde
flade Fienden, fom naar man angreb med en forenet overlegen Magt. Fil ver
Ende fendte ban en af fine betrpede Adjutanter til General Moore, for at erfare
hans Henfigter, og en Officier til ben engelfte Uvmiral, med Anmodning om at
tilftille ham Planerne til be banfte Fæftninger, fom ligge paa Kyften, hvilket var
meget vigtig for Unføreren for en Eskadre, om han vilde forurolige Fienden paa
bette Punkt. Den foenffe Generals Øiemed var, faa meget muligt at bringe en
fulbfommen Overeensflemmelfe i alle Operationer, og at hæve forub alle Vanſte⸗
ligheder, felv Forfængelighebens, fom er forbundne Tropperd farligfte VYiende. Den
engelfle General fyntes meget tilbøielig til at gaae inb i ben foenfle Generals
Unituelfer, ja han fyntes endog at ønfle en Samtale, for deſto lettere at forenes
om Att. Men han kunde Intet afgjøre, førend han havde faaet et Svar fra
Leſeren vesd af anbre Meretninger, hvor overdrevet bette ov - Kverf, Aum.
Bilag Rs. 28, 49
Gloffbolm, hvorhen han havde ſendt Gefen for ſin Generalfiab, for at modtage
Kongens Befalinger, Den engelfte Admiral havde, fuld af ben bedſte Billie,
affendt en Deel af Flaaden til Øfterføen, og havde ikke et enefte Sb tilbage,
ber mar pasfelig til at unbderftøtte vor Flotille, om ben nogenfinbe havde kunnet
beſſemme fig til at forlade Dynekilen. De Danfle, fom nu truebed af et com»
bineret Angreh af de Svenfle og af Guglænbderne, føgte at brage ben ſvenſte Ge⸗
serals Opmærfjombhed mob Nord. Fra Elfdalen til lige under Magnor flede hage
ligen nye Bencægelfer, og meer eller mindre heftige Ungreb, af hvilte bet veb Mor
kal og Sier ben 18de Maj var bet hlodigfte. Fienden blev med Lab Maaet til-
bage, og be foenfle Vaabens UÉre bevarebes uplettet. Armfeldt var langt fra
at ville forandre fin engang lagte Plan, men føgte at bæve alle foretomnende
$indringer, fom tildeels vare af en fortvivlet Natur. Men juft midt i disſe
Hiſtorier fil han en Befaling af 19de Mai ganfte at forlade Norge, og inbr
Ørænte fig til bet firengefte Defenfive. Dette traf ham fom et Lorbenflag, men
bog vovede han ille alene at foreftille Kongen, hvor flabelig benne Forholdsregel
par, men tiljøiebe enbnu mere, at nu eller aldrig bet Dieblil var forbagnben,
enten med Englendernes Hjælp, eller ved Sendelſe af Vorftærininger, at erobre
pet fydlige Norge. Men Alt var forgjeves, og man maatte ablybe. Paa benne
forſte Befaling fulgte en anden, at affende 2 Batailloner Linietropper ng 22 Ur
tilleviflylfer beels til Skaane, deels til Gothenborg; hvorimod man loyede at for
fiærte Veſtheren med Landbeværn, fom vare uden Vaaben og Kleder og wutilfredje
med bereg Beftemmelfe, omendfljønt man havde havt ben falfle Tanke, at undere
tafte bem en Difciplin, ber var ganffe forffjellig fra ben, fom brugtes i ben øvrige
Sar. Disfe fammenrapfeve Mennefter, fom manglede alle pbyfifte og moralſte
Midler til en militair Organifation, bleve anførte af Dfficierer, fom enten havde
forlabt Fjeneften, eller beri enbnu ingen Ferdighed havde — ført bette Opbubd i
Masje, fom kunde være blevet frygteligt, berjom bet var blevet gjort efter fafte
Ørunbfætninger, antog ſtrax i fin Dprindelfe den uheldigfte Gorm, man maa nu
betragte bet —* Soldat og Politiker, eller ſom Borger og Menneſte. Armfeldt,
overbeviiſt om disſe Sandheder, er ben eneſte, fom Har vovet at forandre den
ſeilagtige og forſtyrrede Plan i dette Landevceerns Organiſation, Dannelſe og
Ovelſe, og ved VA Afreiſe fra Veſtheren gaves ber 3 Batailloner, fom inden
fort Xiv lovede at funne i alfe Dele gjøre bet ligeſaa godt fom Linietropperne,
Efter nogle Ugers Forlob beredte endelig ben engelfte Udruftning, fom fynes at
være fommen for Intet at gjøre, og neppe havde givet Skinnet af Bjælp, fig til
at forlade 08, og Å bette Øieblit ankom en tredie Befaling til Generalen, at af
ſende 6 Batailloner fortræffelige Tropper og en Vatailfon Urtilleri til Vinland,
gan fandt fig nu lige oper for em overlegen Fienbe, ber var befriet fra al Frygt
før Engiænderne, og var fulbfommen underrettet om vor Gtilling.
Saaledes ſtrandede Erobringen af bet fyblige Norge paa Mangel af Tropper,
Mangel paa Underftøttelfe og god Billie hos bem, fom, om end Me alle Midler
Hode bem tilrebe, bog iffe havbe flullet lægge Baand paa hvad ber endnu kunde
evcege fg elfer hemmeligen Tægge Hindringer i Veien )y. VBefættelfen af en
Deet af Norge vilde have været et Pant for Finland, for Gveriges Sikkerhed,
og have forøget Hjælpetilberne i den Grab, at en Styrke tunde være bleven ſendt
til Finland, ber kunde have unberftøttet ben fjælte finfte ær, fom med bet meeft
glimrende Held foættede fig ved ſtne GSeiervindinger, uben nogenfindbe at funne
blive anderledes end beefviis underftøttet. Seg wivler om det nogenfinbe vil tomme
til Gfterverbenen, ved bvilke forteerte Forholdbsregler ben nærværende Slægt fore
ulempedes pg Fœdrelandet blev brevet til Aſgrundens Rand. Naar man ille fan
troe paa Fataliame, fom halverede eller endog tilintetgjorde alle be begfte Planer,
ny Owerfortberen hær fjer mere fulgt Meningen enb Ordene i fin Original.
faa maatte man roe paa et flint Bæv af Forræderi, eller pan en Lylles⸗Trol⸗
bom, ber holder bem omtaagede, fom vove at foretage noget mod Napoleon, hans
SFrælle og Drabanter.
Omenbffjønt Armfeldt beffjæftigede flg med Lanbeværnets Organifation,
for endnu i Juli Maaned efter Muligheb at funne erftatte fine Tab, faa hunde
ban bog ifle bølge for fig ſelv, at ifte alene Norges Erobring var bleven umulig,
men at man maatte tværtimob tænfe paa at indrette et Defenfive, pasfende til
Omftændighederne. Han befalebe derfor at bygge Fæfmingsværter, fom man fiden
bar gjort iEda, og gjorde hvad ber flod t hans Magt, for at ermære Armeen
pg holde ben i Stand. Dog, Høften og Vinteren kunde ille andet end forurolige
ham, ifær naar han betæntte Beftafjenheden af ben Grænbfe, ban havde at for-
fvare, faavelfom ben Maade, hvorpaa Solbaten var udruftet, til at funne ud-
holde hine flrenge Warstiber. En Stilftanb med Norge kunde i enhver Henfeende
være os gunflig, og Generalen fit Tilladelfe af Kongen til at gjøre Overgeneralen
i Norge, Brindfen af Auguftenborg, Forflag berom. Brindfen havde i benne
Henſeende gjort nogle nærmende Forflag; men ba man fom til at prøve Betin-
geljerne, vifte fig faa mange Vanfteligheber, og Prindfens Tone, naar han talte
om Kongen, var faa lidet fømmelig, at Unberhandlingerne maatte afbrybes uden
at give noget Refultat. General Armfeldt fenbte en Coureer til Kongen om bvisfe
Unliggender ; og iftedet for nogetſomhelſt Svar bragte benne ham Efterretning om
hans Affled og Exil. Tre Dage forløb imidlertid før den nye Overgeneral fom
og ben 16be Auguft overgav Armfeldt ham Commandoen H.“
No. 24 (til S. 139).
Oberft be Seues Beretning af 18de April 1808.
Gfterat ben mellem Kongsvinger og Magnor værende Deel af Oberſt de Seues
Brigade, formedelft Fiendens pludfelige Indrykken fra Adelsfors til Krogfors, var
bleven afftaaren fra ben Side af Brigaden, fom var i Høland, bleve ben 16be
April Deftleerne ved Kongetorp og Nabogen, fom ligge i ben alfare Bei til Mag»
nors Grænbdfe, befatte med bet fornødne Artilleri af et halvt Ipundig Fobbatteri
og 4 Regimentskanoner med ben fornødne Bedæking Grenaberer, for at forbybe
Fienden Pasfagen til Kongsvinger, og dette var faa meget mere fornødent, fom
be inbløbne Gfterretninger meldte, at General Armfeldt var gaaet over Grændfen
mob Midtfloven, medhavende baade Artilleri og Gavalleri. Da nu Fienden al
lerede trængte frem meb fine fette Tropper, og forføgte at tournere Batterierne
Kongetorp og Wabogen, uden at bisfe kunde ſtade Fienden, bvilten forføgte fra
Hoiderne at beflybe Batteriene, faa blev bet befluttet at trække fig tilbage, for
at inbtage Pasſerne ved Lier en halv Miil fra Kongsvinger, fom ille er fom»
manberet af omliggende Høiber, og har en temmelig ſtor Plaine å høire Flanke.
Den 175e om Formibbagen vifte Fienben fig alerede i den venſtre Flanke, hvor
han, efterat have verlet Kugler med Grenaderernes Starpflyttere og be lette Trop⸗
per, angreb tillige Gentrumet; men ba Kanonene ſtrax begynte at fille, tra
han fig efter en Times Engagement iilfærbigen tilbage uden fynderligt Tab pad
nogen af Siderne. Den 18de Kloffen 111 Formiddag rykfede Fienden atter
frem forfynet med Urtilleri og Gavalleri, og blev frrag flanleret paa alle Siver,
GSaavidt den Urmfeldtfte General-Stabsofficiers Beretning. Det var et Under, at Arm⸗
felbt ittz tidligere afſtedigedes i Unaade; thi i alle Beretninger og Fordringer havde han
pe g ete geriee —2 — ah Krigefonegium * 3 ok
ghed og vorm tujtningen og Forſyningen gil for fig. 3
forte en farp Ben. ' id Anmerhting).
--" Ølag Ro. M4. 638
og Hær af Diviflonerne Capitaine v. Sadolin og Gruner, hvorefter han trak fig
- meget tilbage. En Time berefter begynbte em levende og virffom Kanonade af bet
virfſomme trepundige Yobbatteri, commanderet af ben brave og hælte Lieutenant
d. Meidell, underftøttet fra alle Kanter af Grenaverer, Pelotons og Ynfanterifter.
Dette Engagement varede i 3 Limer, og bet fyntes him at være een Ild og ert
Stub beftandig. Fienbens Tab var sienfynligen betydeligt; Døve og Blesferebe
laae om hverandre i Plainen; men Antallet vives ille. Nu fprængte ei alene
bet fiendtlige Cavalleri til, men og be flendtlige Nifleflyttere paa en Diftanee,
fom blot Kanonerne kunde rælfte, men ingenlunde vore glatte Øeværer, og da bore
Eropper i flere Dage og Nætter ei havde været af Kiæberne, foruden be sieblilke-
lige Aftræftelfer og Lab af Døde og Saarede, blev Retiraden befalet for igjen at
gaae over Glommen under Kongsvinger.
Bed en faa ulige Styrke mob en ubbvilet Fiende, forfynet med Gavalleri,
og hvis Styrke man i bet mindfie fan anflaae til 2000 Mand, anførte af Ge-
neral Armfeldt — efter flere Dages Skjøærmybdfering — og endeligen 4 Timers
vedholdende Fægining, bar bette Corps nodvendigen maattet lide et iffe ubetybeligt
Lab. Den kalle, uforfagte og tjeneftivrige Premierlieutenant v. Blig, ber var
Unfører for Sfarpflytterne, er haardt faaret. Tvende Lieutenanter bleve fangne,
». Paluban og Fabritius, og endeligen bellage vi Dabet af 50 Døde, 70 Fangne
og DBlesferede. Ligefra den utrættelige, kælte og talentfulbe Major v. Kreug,
fom var anbetroet ben fpecielle Dispofition og Commando ved benne Leilighed,
til ben ſidſte Officter, var ber ilfe een, fom jo i Gjerningen og Mod vifte, at
be fortjente Navnet af æble Nordbmænd, og Grenadererne og bet lette Infanteri
lappedes om at fanfe be førfte Laurbær mod Fedrelandets Viender.
Den i Legten omtalte fvenfle Beretning Iyber ſaaledes:
„Under 19be April meldes fra Hovebqvarteret Lier, at bet norfle Corps 6000
Man» 1) flærtt var brevet tilbage over Glommen. Forſtandſet og omgivet af For»
bugninger forfvarede Fienden fig i 3 Timer med meget god Holdning. Over
abjutant, Gapitain ved Livgarben, Major Hård ved Uplands Regiment, ftormebe
ben førfte Redoute, og i famme ODieblik vifte fig Major Baron Carl Cederſtroms
Golonne i Fiendens Ryg for at affljære Vilbagetoget. Denne Golonne havde
født paa mange Naturbindringer, fom Gederftrøms Wanbsnærværelfe bog raabede
Bod paa. De Svenfle havde omtrent 100 Døde og Gaarede, hvoriblandt 3
Officierer. Væftningen lettede Fienden Vilbagetoget, faa deres flefte Kanoner bleve
frelfte, men Ammunition og UAmmunitionsvogne ere tagne. Den hele Styrke,
fom ftormebe ved Lier, ubgjorde ifte 1000 Man».
Omtrent paa famme Lib erobrede Lagerbring Blaker Skandſe og fangede
Gommanbanten. Standfen var i bedfte Stand, vg Veien til Chriftiania er nu
aaben. En anden Slandſe er forladt af be Norſte. Under 23de April meldte
Armfeldt, at flere flarpe Fægminger havde fundet Sted paa Grændjen. Oberſt
Ragerbring var af Mangel paa Vroviant og Gourage, og vmgiven af en over»
legen Fiende, tvungen til at trælte fig tilbage fra Haneborg til ben fafte Stilling
ved Manglefjelb.
Oberftlieutenant Grey Morner, fom flulde recognofeere Egnen om Blaler,
blev ben 18be efter tapper Modſtand mellem Toverud og Urflog afflaaret af en
N Gen Geretning fra Armfeldt flget, at Henden var 4 a 5000 Måhbd, iberegnet Vin⸗
ers Befætning, fom beeltog i Mairen, Marfdens VBanfteligheder vare li efaa ftore
om Modet og Raſthebden under Ubførelfen. Baron Undarfvårb og Major Hård, fom
ørmebe Medouten, have meget udbmærtet fig; besuben Jæger-Gapitain Barth, Gapi-
ainerne Matern, Lillieftrøm, Lieutenanterne Belfnge Uggla 0. 1. v. Haͤrb, Ugglå
og flere bleve faarebe, 92 norfle Soldater bleve fangne med 3 Offitierer, hvoridlandt
en ſterk faaret. En Metallanon og 104 Geværer bleve gjørte til Bytte. Hård blev
GStorlors af Svardordenen.
4 : Bilag No. Å og 25.
oyerlegen Fiende og fangen med fit Corps, fom befet af Capitain Gljenfam,
«ieutenanterne Schefmann, Møller, Uminoff, 2 Underofficierex, 64 Grenaderer,
Ritmefter Ingelof8 og 30 Hufarer. Lylteligere var Lieutenant Grev Axel Ogen-
fjerna, fom ved Rakleſtad blev omringet af en tredobbelt Fiemde, fom han Kælt
bød Syibfen og flog fig med Zabet af 3 Mand igjennem, til han naacde Garpfet
pep Qaneborg. Han blev ført efter Midber af Sværborben ).
— —
Ro, 25 (til Side 139).
Chriſtian Auguſts Rapport til Regjerings-Gommisfionen.
(Efter Audfrilfen 1908 &. 19—21).
Den 13de elfer 14de blev mig indmeldt, at Fienden havre fendt ſtoerke Pa⸗
trouiffer imod Grænbjen og ubfat fine Bofter ved Svineſund, og at han truede
meb et Indfald i Marker. For at forfilre mig om bette var Alvor, fenbte jeg
en ftært Patrouille fra Berby paa Beien til Betland. Refultatet af benne Ale
Expedition var Fiendens haftige Metraite og Å Vanger. Lieutenant Hegge og en
Øverjæger have biftingveret flg ved benne Leilighed ved beres Gonduite. Den
18be blev mig indmeldt, at Fienberne havde trængt vore Forpofter tilbage og var
trængt ind i Marter. Veg reifte uden Ophold til Skjeberg, hvor Brigaden Holft
blev beorbret at conrentrere fig, og vilbe netop tiltrede min Marfd til Marker,
ba man tilmelbte mig, at Fienden var trængt ind over Mangefjelb til Holands
Bræftegaard, og berfra vibere til Blaker, hvilken Skandſe han havde inbtaget.
Tropperne, beftaaenbe af 3 lette Jnfanterie-Gompaqnier og Grenaveer-Va-
taillonen af vet Agershuus og Tellemarken, bley tilbagetrykt og retirerede til ben
veftre Side af Glommen. Jeg faae mig berfor nødt, ba Flendens Styrke blev
angivet til at være nogle 1000 Man», at ile dette Sted Ul Bjælp. Med Jil-⸗
marſcher naaebe jeg Trogſtad; jeg gav derfor Befaling, at til famme Tid fom
jeg angreb Fienden, en liden Colonne fulbe gaae ham i Myggen fra Fedtfund,
og en lignende ftærfere fra Blaker, for at tilbagevinde Skandſen, og at fordrive
Fienden fra benne Side, famt at gaar ham i Ryggen, ba Glommen, fom paa
be flefte Steder er pasfabel med Vogne vg Hefte, ved Ritmeſter Darred fraftge
vg indſigtsfulde Foranftatning var bleven garneret, til hvilfen jeg havde givet mit
Opbrag, og bette blev efjectueret med Lethed og Indfigt. Den 19ve, fom ben
til Mttaqven beftemte Dag, fødte jeg paa Fienden mellem Hemnæs og Holands
Bræftegaard. Lieutenant Harthaufen med en Patrouille angreb en flendilig Pa-
trouille, hvoraf 4 Døde og 4 Vangne vare Refultatet; vi havde Gen blesjeret
be fljøb paa hverandre i faa Skridts Diftance; men Bored Raſthed fordrev Flen⸗
ben. Herpaa formerebe vi ba Kjceden, og begyndte Attaqven med Joger⸗Corpſet,
unberftøttet ved Flanfe-Golonnerne. Vi brev Fienden tilbage næften 1 MM Hi
over Rakkeſtad og henimod Haneborg i flørfte Forvirring. Ved Løken flødte 2 Som-
pagnier, fom havde gjort Udfaldet fra Fedtfund, NI 08, og didſe tabte veæ denne
Leilighed 2 Døde og 2 Saarede. Fiendens Styrke flal have været 8 å 400
Mand — i benne coupeerte Egn var ben ei fet at bibømme. Han var imib-
lertid faatebes fat I Skeæt, at han ben anden Dag før en af vore VPatreutfer
flygtede fra Haneborg til Mangen o. f. v. Den famme Dag erholdt vi Efter-
jer ye at Fienden ryffebe frem mob 08. fra Redengs, fom bog ei aldeles
æjtebes.
Capt. Harbell af nordenfjeldfle Regiment, fom med Slarpſtytterne af nor
benfjeldffe og med nogie Gommanbeerte af føndenfjeldfle Regiment var betafderet,
5 Han blev fenere hen flubt i benne Krig paa ben norfte Grændfe.
' Bilag, 25. 005
greb Fienden an ved Lund ben J0be db. M. om Gftermidbagm, brød ham med
bans brave Manbffab tilbage, hvorved han blev unberftøttet af nogle Lanbværn.
Grpebitionen fra Blaler var ligefaa heldig; Colonnen, fom beſtod af Muſleteer⸗
Bataillonen Opland under Major Weibye og Grengbeer-Batgillonen af det
Ugershuug og Tellemarken unter Gapt. Ditten, forjagebe Fienden fra Blaler⸗
Standfe, pousjerede længere frem, og omringede ham ved Hjælp af det Ulleng»
agerfle Dragon-Gompagnie under Ritmefter Ingier, om Natten ved Toverud, hvor
den hele fiendtlige Trop tilbeels blev fprængt, tildeels blev odelagt, tildeels gap
fig fangen. En Oberſtlieutenant vg Brigabedef, Grev Agel Mörner, 5 Officerer,
bvøraf 2 ere ſiden bøbe, 72 Livgremaberer, 34 Kufarer, beguden 7 Læs me
Bagage og Proviant og be bisfe ſtydſende Knegte bleve tagne. |
Be» benne Affaire har Murfteteerbataillonen Opland fortrinligen, ligeſom be
øsrige viift Mod og Standhaftighed, fom det fømmer ægte Norpmænd, og føtter
dem i gigning med be længift tjente Srigere, om ei høiere. Engageret for førfte
Gang, og om Natten, vedligeholdtes Orden, og enkelte Blesſerede, fom hav»
faget Stub i Armen og i Xæggene, vebblev desuagtet at gjøre deres Jjenefte, og
lode fig ei førbinde, førenn Affairen var endt. Generalcommandoen forbeholder
fig ben behagelige Pligt, offentligen at beljendtgjøre bisje Braves Navne, ligefom
ſamme ei tvivler paa, at Nationen vil fætte Pris paa deres Daad, og beviſe
bet imob deres Efterladte.
Saaledes er ba Fienden givet et Beviis paa, at det eå bliver faa let at betvinge
Rordbmanben, naar han med Forfæedres Aand og Kraft værger for fit Fædreland.
Generalcommandoen ønfler, at bette maa have Indflydelſe pag de øvrige Landetå
Beboere, for med forenet Kraft at bortfjerne en Fiende, fom mere fan anſees for
en Roverbande, ber ved enlelte fmaa Troppe⸗Corps føger at indjnige fig i Landet
og sbeløgge famme, naar ven ei finder Modſtand, og tillgder fig at plyndre, 9
til aldeles at forhindre bette er Armeen ilte tilftrærtelig ſterk. Illuns forene
Sraft efter vore Forfædre8 Exempel fan foretomme bette. Til Exempel paa for-
ommeldte Ezcesſer, fom Fienden tillader fig, Hvorom Generafcommandoen forher
holder fig at befjendtgjøre flere, tjener, at Undertegnede fandt i et Par Qyarterer,
at Statoller ere blevne opbrudte og Penge efter Sigende horttague, ligefaa Bager
og andre GEfjecter, hvilte ſiden ere blevne fundbne. Paa Metiraben bleve vore
Honder med Piftolen for Bryftet aftvungne be Penge, fom Fienden panne betalt
til bem for Levnetsmidler. J et Lazareth, hvor og bere egne Blesjerede lagg,
er flubt ind af Binbuerne, Provianten borttagen o. f. 9. J bet Mindfte giver
Ooenmeldte ei et Beviis paa Difeiplin i ben fiendtlige Armee, og maa, hvor
ber er Kraft, opflamme til Gelvforivar og forenet Modſtand.
$ovebqvarteret ved Blaker ben 22de Upril 1808.
P. S, I Lieutenant Hagthaufens UAffaire ved Gaarden Enger fljød Fou»
rer Dahl 2 Vienber, og VBaabenmefter Hegum var i Spibfen, ba Folkene lød
Storm mod Gaarden. Den unge Halomaaneblagfer, Ole Berg, flog en fiendtlig
Jager, ſom havde lagt an paa ham, Riflen af Saanden og flat ham fin Hirfd-
fæmger igjennem Livet. Underjæger Niels Hanfen Finholdt af Ade Compagni,
bør fom Marode var bleven tilbage, hørte paa Veien Gapitain Barbell engageret,
meldte fig ſtrax og gjorde Tieneſte, faglænge Affairen vedvarede, med udærket
ob. Ghriftian, Prinds til Glesvig-Golfeen.
No. 28 (til Sibe 140).
Staffeldts Rapport om Uffatren ved Trangen.
(Gfter Budſtikken 1908 Ro. 7 og 8).
I Dag Morges Klokken 7 bley mig meldt Fienbena Indryllelſe, jeg lød
berpaa uopholdelig bet igaar beffrenne Pas ved Kjellaafen, hyor Slovan allerehe
f
pr
680 Bilag Mo. 26.
forben var nedhuggen, befætte med 2de Grenadeer-Diviftoner under Capitain von
NRæglers Commando, og ryllede med bet Øvrige frem mod Nyen, efterat jeg Å
Forveien havde ladet recognofcere, om bet flulde være at befrygte, at flere Tropper
enb be alt inbryffenbe flulbe tomme efter, og ba jeg i benne Henfeenbe havde
faaet fylbeftajørenbe Efterretning, lod jeg be hag Tiggende Veie befætte og patrouil-
lere, ryffebe berpaa frem over Flifen-GElv med de øvrige Tropper, og efter 3
Limes haard Fægtning Iyffebes bet mig at tournere Fienden og tomme ham I
Ryggen. Capitain v. Dreier af 2vet Thronbhjemfle Regiment blev under Fægt-
ningen bøbeligen blesfjeret; hans Kone og Børn anbefales underbanigen Deres
Hoifyrſt. Durdl. Forforg. Bi have besuben mange Døve og VBlesferede, hvis
Sal endnu ei beftemt fan opgives. Mefultatet af benne Dags Affaire blev følgende:
Den hele foenfte Trop blev fangen, hvorfra be unbdtages, fom i Skoven
bande forftuffet fig, og fom formobentligen tilbeels enbnu fan opbringes, men
efter hvad man i en Haft fan tælle ere be JFangne følgende: Gommanbeuren Sr.
Oberfte von Gahn; GCapitain Godee, blesferet; Capt. Knorring, favnes; Capt.
Eggers, fanget; Capt. Fabnehjelm, fanget; Lieutenant Ubb, fanget; Lieut. Svei-
berg, favnes; Fendrik Øren, fanget; Oberjægermefter von Kothen, fanget; Wvju-
tant Ahlſtad, fanget; Adjutant Engeſtrom, fanget, og omtrent 320 Mand, foru-
ben en Mengde Døde og Blesferede.
Bort Tab er iffe ubetybeligt. Bed Dagens Affaire har i Befynberlighed
ubmærfet fig Gapitain Arnben af bet Hoffte Stiløber-Gompagni, for bvem jeg
unberbantgft tør ubbebe mig en naadig Belønning. Dernæft fan jeg ikle noffom
røfe $r. Major von Stabell, hvis Mivhærhed og Iver har bidraget meget til
Dagens heldige Udfalb. Fremdeles har Gapitain v. Ræder af 2det Trondhjemfle
Infanteri ubmærfet fig, og jeg vil være uſtjonſom, berfom jeg ille anbefaleve bet
pa Officier⸗ Corps, bvorunber ifær Major v. Ræder af 2det Trondhjemſte In⸗
anteri= Regiment, ber med megen Uforfagthed førte Tropperne i Ilden.
Efter dette heldige Udfald fendte jeg Capitain v. Rægler med fin Grenabeer-
Diviflon, det Elverumſte Stiløber-Gompagni og 50 Slarpſtyttere til Midtflougen,
for at ophente hvad enbnu maatte være, faavel af Tropper, fom Kanoner, Um»
munition, og om muligt at erholde bet fvenfle Magafin i Dalby-Sogn 3 Mile
fra Midtſtougen. Udfalvet af denne Expedition fan jeg endnu ifte have ben re
at rapportere. alder ben heldig ub, faa troer jeg at have rybbet af Veien hva»
her kunde være, og er berefter at bruge med Brigaden, hvor Deres fyrftelige
Durdlaudtighed naadigft maatte beftemme.
Commandeurens for ben Trondhjemfle Starpflytter- Divifon, Capitain von
Sigholdts rafte Fremrykning bør jeg fremdeles ifte lade være ubemeærtet.
Bjørneby ben 25be April 1808. Unbderbanigft
Staffeldt.
Svenft Rapport om Gahns OVvergivelje.
„For at opfylde fin Beftemmelfe at indtage fin Stilling paa Leyonſtebs
Brigades høire Fløi, inden flette Beie og optøet Snee og Jis gjorde Gommu-
nicattonen umulig, brød Oberfte Gahn op ben 24be April Kl. 11 om Uftenen
meb 480 Mand, vg marfdjerede paa Beie, hvor man maatte vade i Snee og
Band. Om Morgenen fordrev han ben førfte fiendtlige Voftering, og ryllede I
Mile ind i Landet, hvor Fienben gjorde en famlet og alvørlig Modſtand. Det
Iyttebes bog Gahn ved et heftigt Angreb, hvorved Capitain Godee ubmærlede fig,
at brive Henden tilbage. Imidlertid havde ben overlegne Fiende beels trullet fig
hen til det ſvenſte Corps Flanke, deels overvældet Bagtropperne, fom flulde bælte
be Svenſtes Tilbagetog, og faalebes afftaaret bette Corps's Forbindelfe med
Sverige. Da Gahn faae fig omringet, famlede han fin disponible Styrke, og
føgte at flaae fig igjennem ben å Ryggen falbende Fiende. To Gange Iykfeded
Bilag No, 26 og NW. 8
at mive ben flenbtlige Kjede tilbage, men ba ben heftige I, fom havde
varet over 3 Timer, havde medtaget al Ammunition, 40 Slud pr. Man»,
ban besuben havbe et betydeligt Antal Døde og Saarede, var bet ham umw-
at bringe be ved Unitrengeljer og Lab foriuytte Soldater til atter at angribe
en overlegen, af et fjælt og regulairt Mandflab beftanende Fiende, og han maatte
med fit Corps overgive fig. Tabet af Døde og Saarede anflaaes til over 200.
Med fime Dificierers Tapperbed og Dygtighed var Oberften tilfreds, men derimod
misfornøiet med Goldaterne, fom ei havde viift ben forønfite Lydighed og Stand»
haftighed. 3 Begyndelſen af Fægmningen blep 2 Pelotons under Gapitain Knor-
tung og Lieutenant Zweybork affenbte før at underftølte Jægerne paa venitre
Slante, og hinbre be Norſte fra at omgaae be Svenfle, men om deres Stjebne
vidſte Oberften Intet. Et gammelt Saar i Oberftens Been havde ved Dagens
Unftrengelje betybeligen førværret fig. De Fangne bleve paa bet Anſtendigſte og
Bedſte behandlede af Nordmændene. Bjørneby 28de April 1808.
Ro. 27 (til &. 148).
Gapitain Jesfens Rapport.
(Efter Budkitfen 1808, Rv. 18—19.)
Efterat være affellet fra Gelfingsrs Rhed den ide Marits om Morgenen,
gif jeg om Gftermibbagen imellem Gafteens-Grunben og Sjællands Rev, fane 3
Seilere, hvoraf be 2 Kjendtes at være Orlogsmeænd, og ben vie, fom føgte ned
til bem, gav mig tvivlfom Idee om at være Orlogsmand eller ei, bog ba jeg
bavbe Binden fra bem, og Vinden ille foiede for at fortfætte min Beſtemmelſe,
anfrebe jeg om Aftenen imellem Seiersen vg Refsnes.
Morgenen ben 22de lettebe jeg; be 2de Orlogsmend, fom vare til Anlers,
fettebe og vare forenede med ben Ivie, ſom nu hjendtes at være en Orlogsman»,
men af bvad Force unde jeg ikle bedømme; fun faa meget vidfte jeg, at be 2de
af bem vare i bet mindſte foære Fregatter, og ben Idie en mindre Fregat. Vinden
var øftlig, ba jeg lettebe vg ſeilede til Belterne; men ſtrax efter blev Vinden
6. O. Jeg troebe det Pligt at løbe Nord efter igjen, og føge Forftærtning paa
Kjøbenhavns Rhed, da jeg med benne alene faae mig iftand til at opfylde min
Beftemmelfe, ønflenbe be fiendtlige Stibe flulbe jage mig.
Noget efter Middag ſaaes de Slibe tomme Nord fra, Vinben nordligere end
Oft, og da jeg antog ben ene for en Tredekker, og ben anden for et fvært Or»
logsſtib, føgte jeg, efterat være pasferet mellem Haſteens Grund og Sjællands
Rev og Oft for famme, at vinde til Luvart af dem, firæbende tillige at naae
Sundet. Det lykledes ille; bet ene Slib holdt til Luvart af mig, bet andet
føgte ned i mit Kjelvand. Kl. henimod 7 Gftermibbag var Orlogsflibet the
Stately i Kjølvandet paa Skud nær; be agterfte Kanoner bleve affyrede, føm jeg
ttoer, med Gfject; bet bet Orlogsflib holdt ned, Fregatterne krydſede op, og jeg
funde forub fee, at Prinds Ghriftian Frederik vilbe blive et Offer. Jeg føgte
berfor at tomme Grunden faa nær, at ben maatte tilfætte, i bet jeg ille hunde
undbgaae Slag med en faa overlegen Magt. Orlogsflibene the Stately og the
Nasfau, bver af lige Styrke med mig, og for faavivt flærkere, fom beres Caro⸗
naber ere 32punbiger, bragte bere8 Kanoner til at bære paa mig næften paa een
Lib, ben ene om Styrbord, ben anben om Bagbord, henimod Kl. 8. En fortfat
Attaqve fra begge Stibene under ben heftigfte Ild vedvarede I meer end 2
Time; ben blev befvaret af os med en Kraft, form jeg er forvisfet om gjør alle
mine Officierer og hele Mandflabet Wire, faavelfom bet med faa megen Net
hedrede danſte Flag. |
658 Bilag Mo, V.
Jor en bort Vid under Wetionen bleve begge SMbene bragte tl at tie for
at reparere; be lode fig faffe og fom op igjen, men Tiden var for fort for og
til at fftandfætte ben lidte Stade. Roret var affkudt, hele SUbets Lakelage faa
godt fom tilintetgjort, begge bets Sider aldeles forſtubte, og efterat have movie.
get end et Lag af de Fiendtlige, fom endnu blev befvaret, ba jeg var fax nær
Grunden, at jeg var filler aa, bet mig anfortroede SKv ille kunde blive Fien⸗
dens Bytte me fiendtlige vare begge faaende fra Land, the GStately tæt førud
om Bagbord, the Nasjau agter ud om Styrbord, be Ide Fregatter våre na fonme
opp anfaae jeg bet for umenneffeligt, at opofre flere af be brave Offirierer og
Mandflab, jeg havde den re at commanbere; Skibet var faa godt fom tilintet.
gjort; jeg overgav mig HI the GStately, og Wftenen Kl ben 23de ma GSUbet
fra efter Dvergiveljen var fommen paa Grund) blev bet fat i Brand.
- I bet jeg føler mig frolt af at have havt ben Åre at commanbdere et faa
brant Mandflab, bløver mit Hjerte ved at indberette, at be brave Dffirterer,
Premierlieutenant Willemoes, GSecondlieutenant Dablerup af Søetaten, Premier-
fieutenant Soland af Land-Etaten, og 61 Mand af bet gode Mandſtab bleve
bræbte, og at Gapitaine Rothe, hvis ftanbhaftige og virffomme Mod er bet bøie
Collegium forud bekjendt, tilligemeb ben brave og tjenftivrige Lieutenant Top, og
benimod 80 Mand ere haardt blesferede. Capitaine Rothes venfre Arm er
nufet, og ben venftre Side betydelig forflaaet; Lieutenant Top har miftet bet
bøtte Been. Mindre betydelig [aaret er Premierlieutenant Ferry, fom og ud—
uærfebe fig ved koldt Mob, og ben brave Loftrup tilligemed 40 Mand. Hvad
Tab Fienden har havt paa Mandflab verd jeg ie; men at Slibenes Mafter,
Gog og Jallelage har lidt betybeligt, veeb jeg. The Stately maa have nye
Mafter og begge Skibene have med megen Uniftrengelfe ikke kunnet ende deres
Reparation, for at gaae til Søes, i 5 Dage; jeg verd deres Tab ifte har været
ubetybeligt.
Da Manbffabet fra Prinds Ghriftian Natten til den 23be og bele Dagen
ben 23de flulbe bringes ombord, var Kulingen meget baard med Paalands⸗Vind,
og man ilebe faa meget for at faae vem fra Borbe (dog med behørig Omforg
for be Saarede), at man ikke tillob bverten Officierer eller Mandflabd at bjærge
deres Cavipager; mig er en liden Deel af Linneb og Gangflæver bleven fparet;
alt er brændt med Slibet. Jeg, Offteterer og Mandſtab bleve berimob behandlede
paa be engelfte SOrlogsflibe med en Omhu, fom efter min Følelfe gjør Gheferme
og deres Unberhavende megen Ere.
Den lfte April blev bet frifte Mandſtab bragt i Land til Gothenborg For-
ſtad. Den 10be April var Beiret førft gunitigt for at lande be Saarede, med
bisfe bleve og alle be Gerrer Officierer landede. De overſte Befalingsmænd har
viift os al mulig Agt, og Jndbyggerne tage Exempel af dem. Den engelffe
Gonful Smith gjør fig megen Umage med at gjøre bet faa bebageligt for Folket,
fom deres tilftaaede Diætpenge vil tillade, og fortjener min Jat.
Dateret Forftaben i Gothenborg ben 13de Upril 1808.
6. W. Jesjen.
No. 28 (til S. 149).
Staffeldts Rapporter af 19de og 26be Mai 1808.
' (Efter Budfiiffen 19808 No 23.)
Gytract af en Rapport fra Oberft Staffelbt, bateret ben 19be Mai:
nDa indhentede Gjterreminger fortalte, at Fienden forflandjede fig ſterkt paa
ben høire Vløi, fan anorbnede jeg, før at fordrive ham fra denne Poſition, 2
ling No. W. ay
Dinifoner Grenaberer af ben Throndhjemſte Batalllon, 1 Diviføn Do. af 140
Mgershuftfte, 1 Starpflytter-Divifton fra Throndhjem og bet Leerdalfte fette In»
fanteri-Gompaante famt 2 Stilsber-Gompagnter at angribe paa denne Floi var
185e d. M. om Formibbagen KI. 11. Vil famme Tid befalede jeg det Aamodifte
GUlsber-Gompagnie og 50 Mand af bet Bingerfle lette Infanteri⸗Compagnie at
gjøre en Demonftration paa hans venftre Flanke. :
Demonſtrations⸗Corpſet begyndte fin Attaqve ben faftfatte Tid og udførte
famme meget godt. Fienden blev af Fændrit GIN med 50 lette Infanterifter for»
benet fra fine Korpofter; men ba han retirerede fig paa fin Hovedſtyrke ved Lier,
fande ban fun forfølges et Stykle, hvorved de af Uplands Regiment bleve gjorte
fl Ganger, nogle ibjelfubte og blegferede, famt Å Geværer erobrede, uden at par
vor Side en enefte Mand blev beftaviget.
Angrebet paa ben høire Flanke flede i 3 Golonner. Major v. Ræder
af bet det Trondhjemſte Regiment, fom Høiftfommanderende for bet Hele, and
felv ben emne Golomne, fom flulbe angribe VForftanbsningen paa Mobæl:
Gapitain Juͤrgenſen, Chef for bet Leerbalfte Compagnie, flulde med ben anden
Golonne angribe Forflanbaningen paa Skandsgaarden I Flanlen, medens Capitain
Rægler af vet Trondhjemſte fluldbe gjøre Attaqven herfra med ben Idie Golonne.
Det lyktedes fnart disſe Golonner at forbrive Fienden fra Skandsgaatden. Han
flygtebe sover Broen mellem Slkikkerbol og Overud, breklede Broen efter fig, og
fatte fig paa ben anden Side af Elven i en ftært Vofition.
Den af Major v. Ræber anførte Golonne gjorde imidlertid Angreb pan
Forftanbaningen ved Mobæl med Stub fra be foran Forſtandbningen liggende
$ufe, medens Grenaber-Divifionen af Iſte Agershuus og vet Leerdalſte Sompagnie
fer fulbendt Uffaire ved Skandsgaarden flødte til og angreb med Bajonetten,
men ba man efter avffillige gjentagne Angreb erfarede, at bet Ike uden alt for
betybeligt Tab af Mandflab vilbe være muligt at fordrive Fienden ud af Før»
flanbSuingerne, og man tillige blev vaer, at han paa ben anden Side af Elven
havde nok en Forflandsning, ber dominerede ben førfte, og altfaa vilbe have før-
aarfaget et bobbelt Offer af Mennefter, faa befluttede man at indeholde med flere
Jorføg, og tral fig i bebjte Orden og uden at blive forfulgt tilbage til be førhen
inpebavte Pofter. Fra be fiendtlige Forflandsninger faldt næften fom en Hagel,
itte alene af be almindelige Muftettugler, men ogfaa af et ftørre Slags af Jern,
bvilfe fibfte formobes ſtudt af be faa faldte Muftetænbere. ;
Bort Jab er 7 Døde og 27 Blesſerede, af bvilfe 4 bleve liggende unde
Fiendens Forffandsninger, og af ham tagne til Fanger. Af de øvrige 23 ere
4 haardt og be øvrige let blesferede. Desuben ere blesſerede Capitain v. Sig⸗
Holdt og Lieutenant Steenbuk, begge i høire Arm, og Lieutenant Losfius i venftre
Qaar. Fiendens Tab maa have været langt betybeligere.
Underbanig Rapport.
Kongsvinger ben 26be Mai 1808.
Da jeg efter inbhentet Efterretning havde bragt i Grfaring, at et Jxgere
Gompagnie af Vienben flulde ligge forbeelt paa Gaarden Jerpſet og Ødegagrben
paa Beftmarfen, og blot havde en liden Bagt betafderet til Gaarden Harſtad,
1) [Det er betegnende, at Staffeldbt her kalder Ræder Major”, fjent han alerede ifte
Mai af Prinds Chriſtian var ubnævnt til Oberftlteutenant, form Belonning for Affairen
ved Srangen; bette Avancement var viftnok endnu ilfe af Kongen approberet, men at
Staffelbt i Rapport til Prindfen ikte refpecterer benne Ubnævnelfe, er uden Tvivl et
Vidnesbyrd om bet ſpændte Forhold, fom fynes at have fundet Sted efter him Uffaire
ved rangen, og hvoraf Sonnens I. Raders Fremftillinger i hans Hiftorie hiſt og
hey bare Præg.) er 2
64 Bilag No. 28 og 29.
beorbrede jeg Gapitain Jürgenſen med bet Leerbalfle lette Jufanterie- Sompagaie
og bet Aamodtſte Stiløber- Compagnie at gaae over Vjeldet fra Spitals-Krogen
over til benevnte Gaard, for at hæve disſe Qvarterer. Gapitainen med Come
manboet blep Natten mellem ben 23ve og 24de liggende paa Fjelbet, og fenbte
en betjendt Mand frem for at erholde fulbtommen VBished, og ba benne bragte
Gfterretning, at bet mefte af Compagniet var paa Gaarden Jerpfet, og at illun
en Bagt af 5 Mand var paa Ødegaarden, og en noget førre Vagt længere
tilbage paa Gaarden Harftab, befluttede han at rette fit Ungreb alene paa Hoved-
ſtyrlen paa Jerpfet. Han marjderede berefter faalebes af med fin Commando,
at han funbe inbtræfje ber ved Midnatstiben imellem Ki. 12 og 1. Natten
mellem ben 24be og 25be Mai naaede han Stedet, indbeelte Mandflabet, og paa
givet Signal var Gaarden omringet. Bed at nærme fig Hufet fljøbe be Svenfle
igjennem Dore og Vinduer; herover blev Folket forbittret, og en almindelig og
flært Skybning var uundgaaelig. Den ber commanberende fvenfle Officier, Liente»
nant Baron Uljsfparre, blev tilligemeb endeel fiendtlige Soldater, hvis Antal
ei nøiagtig fan opgives, men troes at have været en Snees Man», fludt, og 24
tagne til Fanger. Desuden erholdt vi 25 Stlr. Geværer med Bajonetter, beels
foenfle deels franfle, ligefan mange Patrontaſter og Veldtflafler; em heel Ded
Ammunition, fom ber forefanbtes, og ei kunde medfores over Fjeldet tilbage, blev
iturevet og forbærvet. De Fangne ere Regimenta-Joægere af Uplands Regiment,
og be franffe Geværer ere af dem, fom i afvigte War i Pommern bleve gjorte
til Bytte.
Bort Jab ved benne Expedition er en Død og ve Saarede af Leerdals
Lette Infanterie-Gompagnie. Gaptain v. Jürgenſen, ber ved denne Expedition har
viiſt megen Gonbuite, fom og bet hele Commando, ber af Gapitainen erholdt bet
bedſte Bidnesbyrd, fan jeg iffe andet end anbefale til Deres hoifyrſtelige Durd-
faudtigheds Naade. Underdanigſt
Staffeldt.
Svenſk Rapport.
Brigadechef Carl Leyonſtedt meldte, at ben 180e Mai Kl. 101 Formid.
angrebeg be Svenſte paa flere Steder med Heftighed, i det be Norfle paa 2 Ste»
der gif over Glommen, men Kl. 5 nedtes be til at trekke fig tilbage. Major
Cederſtrom, fom næften ben hele Tid var i Ilden, udmerkede fig tilligemed Major
Bergenftråle m. Fl.
Den V5de Mat tidlig om Morgenen blev en Poftering af ven Brigade
under Oberft Schwerin omgaaet og angrebet af en overlegen Fiende ved Gjerp-
fæter. Lieutenant Baron Ulfsfparre, fom commanderede Jægerne, blev ſtrax
bt og hans af 28 Mand beftaaenbe Trop, fom nu var uden Anfører, blev
angen. De andre Nofteringer famlede fig imidlertid, og gjorde ben overlegne
Fiende Hæt Modſtand. Fendrik Wiinblad, fom med 25 YJægere den 24ve om
Aſtenen var affenbt for at recognofeere, og ved Borttagelfe af Pofteringen vev
Gjerpfæter blev afffaaren, trak flg ab uljendte Skove tilbage, og naaede, efter en
Marid af 8 Mile, uden Tab af en Mand, Rangrub Præftegaard K. 11 om
Aftenen ben Wde.
No. 29 (til S. 150).
Rapport om Affairen ved PBræftebalte.
(Gfler Gubftiffen 1908 Ro. 20—30.)
nå underbanig Følge af Deres høifyrftelige Durdlaudtigheds Ordre, at gjøre
et Forſog paa at fprænge Gentrum af ben flendtlige Voftering å Enningdalen
|
|
|
Øitag No. 29. 441
og videre om umnligt ut laſte ben ub over Grendſen, indhentede jeg alle be Ef⸗
teeretninger om Fiendens Styike og Pofitioner, fom bet var mig muligt at ber
lomme, og fanbt, at be vare ungefær 1400 Man» fordelte paa Berreby, Ende,
(Bræftebalte fom Centrum), Gerelund, Holtet, Hallerøv og Jacobsrud. Man vibfte,
at Bræftebafte tilligemed Ende mod Nord med næften fammenhængende Forflanda-
ninger var ombyggeligen befæftet; man vidſte, at ben fra Ende lobende Bæl ve
anbragte Dæmninger var gaaet over fine Grændfer; man vidfte, at Fienden bag
nogle af fine Forffandåninger havde Kanoner, ber i Forening med Lerrainet og
bet øvrige gjorde hang Pofitioner overmaave flærfe.
Med Henfyn paa anførte blev til et Ungreb beftemt i Ult 876 Man»,
- hvoraf 106 under Lieutenant v. Magnusfen, med Slibscapitainerne Frederichsſen,
Jonasjen, Lund og Underfen, fom beftod af bet frivillige Joger⸗Corps, nogle
Negiment$-Artillerifter og Retrutter, fom bleve indflibede paa 3 PVramme og 14
Baave med 2 Amuſetter, 1 Haubits og 7 Haanr-Morterere, for at gjøre en fausſe
Uttaqve og om muligt forvandle ben til virkelig paa Krogſtrand og Berreby i
Pdefjorden.
Efter be givne Inſtructioner fatte fig Alt i Bevegelſe, nogle før, andre ſe—
nere, for til Kloklken 2 om Morgenen den 10de Juni at være paa fine Puncter
efter Aftale og Signal. Lieutenant Magnusfen, fom flulde begynde Ki. 1,
tunde formebelft Beirliget ei fomme til fin Beftemmelje førend Kl. 3; hans ori-
ginale Rapport følger verlagt. Ki. 312 begyndte Lieutenant v. Spørd Attaqven
paa Broæftebalten, for at loffe Kanonerne fra Vorflandsningerne, faa Capitain
». Huitfeldt blot havde Elven og Vorflandbsningerne at overvinde. Det lylkedes
fulbfommen, og Gignalftubbet af en Haandmorteer fra Gapitain v. Huitfeldt flede
MM. 4, bvis Folt med Modighed ventede at fomme afſted. De brød nu frem,
fientenant v. Bird fprængte Vagten ved Stenersrod, og tog nogle Fanger. Det
gif i Zdie Marſch over en nedfældet Skov 300 Skridt. Dæmningen og Broen
over Elven bleve forcerede, og Forſtandsningerne med Djærvhed anfaldte og
indtagne.
I famme Øieblil brød Lieutenant v. Tambs ind med fine 100 Mand fra
ben anben Side af Preſtebakke, og efterhaanden ve til andre Steder betafderede ſmaae
Troppecorps, faa Fienden efter næften 2 Timers Fægining var omringet og maatte
sive fig. Lieutenant v. Hejde opfylvte fin Beftemmelfe faa godt, at omtr. 150 Mand
og 2 Kanoner, fom vilde retivere til Ende, faae fig afffaarne og mantte capitulere.
Ru var Lieutenant Magnusfen ogfaa fremfommen mob VBerby, og gjorde Dine
til Landgang. Fienden gjorde et Kanonffud, og retirerede i en faadan Hatt, at
em Opundig Kanon, fom 11 Gefte trakt, veltede af Jilfærvighed, og var nær ved
at blive forlabt.
Gjterat bisje Fremſtridt pare gjorte, ſtod endnu Berreby tilbage, ber var
befat med omtrent 500 Mand og nogle Kanoner; men ba vore Foll af Marjden
baade før og i Attaquen vare blevne afmattede, Detafdementet ogjaa ved be
mange Fangers Transport betybeligen var bleven focæltet, faa var bet en Umu-
fighev for denne Gang at gaae videre, hvorfor Lieutenant Spørd med megen
Behændigheb vivfte at forflufje. en Vaabenſtilſtand, ber blot funde opſiges af de
Rorfle, hvorved vi for det Vørfte forſilredes om bet Erobrede.
Nefultatet af Affairen er: Fangentagne Officierer: Oberjtelieutenant og
Baron Knorring, Gapitainerne Strømbom, Oſengius og Palmfrang; Lieutenan-
terne Natochdag, Elfman, Lillie, Wirgin, Gilfveriparre, Hachvitz, Wesfeldt, De⸗
beſche og Grev Lovenhaupt.
Ga Fanejunlere: Bergin, Hulling, Arelsberg, Hadwik, Schiole, v. Gerdten og
mann.
6 Sergeanter: Hansſon, Keppe, Meyer, Oſterdahl, Guſtafsſon, Segerdahl og
off. | |
Aalla Erindringer. 41
' 628 Bag No. 29
Fangne Golater . . . ++ 4 4 ++ € + 834 Man
Gaard — LL - +01 br> Å -—
Døve og VBegravede . . .L .L +40 60 —
Fangne Officierer, Fanefunlere og Gergeantet 27 —
Cilfammen 445 Mand.
- Bort Tab var ben raffe haabefulbe Lieutenant v. Sæter, Gorporal Trane,
8 Soldater bøbe og 6 blesferebe.
Dernæft er erobret 2 Stkr. Apundige Haubiger med tilhørende Lade⸗ og
$jøretøi famt Ummunition, Geværer med VBajonetter 309 Stfr.; VBanboleeer
og Taſter 290: Stkt. fulve med flarpe Natroner, 240 Velvtflafter, 6 Trommer,
nogle Mufit-Jnftrumenter, en Medicin» og Ynftrument-Kifte, endel Vroviant og
Levnetsmidler, famt ellers abffillige Sorter, fom bet er for vidtløftigt at ſpecificere.
De Herrer Offleterer, fom beeltoge i Affairen! ved Præftebalte vare Gapitain v. Huit⸗
felbt: Lieutenanterne v. Tambs, v. Hejde, v. Spørd, v. Myhre, de Seue, v. Leth,
v. Beidmann, v. Riis, v. Bird, v. Qvisling, v. Heidenreich og v. Sæter.
Frederikshald ben 175e Juni 1808. Underbanigf
uul.
Uddrag af Adlerſparres Rapport om denne Fægtning.
nDen Gbe Juni fom jeg til Berby, hvor jeg efter Generalens Ordres over»
tog Commandoen over be berværende Tropper. Den 10de hørte man fvære
Kanonſtud fra Iddefjorden, og Fienden lagde fig med et flørt Fartøi og 24 Joller
og Schalupper ved Sanbvigen. 200 Xivgarbifter bleve beørbrede med to Serpun-
biger at forene fig med bem, fom vare pofterede ved Ydbefjorbens Sydſide. Kort
efter fom ber Gjfterretning om at Poften ved Præftebakte 0. f. v. var angreben.
Ende, fom var Meplipoft for Præftebakte, var af ſtorſte Vigtighed. Min Ordre
øm at forftærte Berby fra Ende blev berfor tilbagetagen, og i dets Sted ſendt
100 Mand fra Berby til Ende. Strax efter nærmede den fiendtlige Flaade fa
og begyndte at bombardere Stillingen ved VBerby henimod Iddefjorden. Efterat
benne Ild havde varet en halv Time, tom Efterretningen om, at Pofteringen ver
Preſtebakke havde capituleret med Vilføtende, at 900 Mand marjdereve mov»
Enningsdals⸗Broen. Der flod 2 Serpundiger og 2 Felvtfanoner med tilhørende
Bedcekning. Jeg fenbte bidhben fmaae Afvelinger, efterfom jeg kunde undvære
bem. Vilbagetoget fra Ende og Berby blev befalet, at Vofteringen ved Jovefjord
tilbagetruften og en ny Stilling indtoges ved Berby Bro."
Kl. 8 fom en Narlementair, fom forlangte en Stilftand for at trans-
portere og forpfeie be mange ved Præftebafte ſaarede Soldater. Den fluttedes
faafebeg, at ben fra Fiendens Side flulde opſiges 4 Timer forud, men at be
Svenfle uden formelig Opfigelfe kunde begynve Fiendtlighederne.) Avlerfparre
fendte i bet famme Gilbub til Brønftrøm med Anmodning om at mar[dere med
begge Weſtmanlandſte Batailloner over Långemalls Bro, og til Oberftelieutenant
Lars Gjerta åt fenbe be Tropper, han kunde undvære ved Befættelfen af Bovals-
vifen og andre vigtige Pofteringer. '
Blandt be Vanſteligheder, hvorover Adlerſparre Hager, var at Bønderne ved
ingen Midler vare at hevæge til at give Efterretning om Fiendens Benægelfer.
Efterat Brønftrøm havde forenet fig med Uvdlerfparre, befluttede denne at gjen-
erobre be tabte Stillinger. Kl. 1 om Natten ben 14de blev Stilftandven opfagt,
meb ben Gritering, at Fiendtlighederne begyndte KL. 3. Paa ſamme Tiv mær-
Teve man en fynlig Uro og Forvirring hos Fienben. Der marſcheredes frem og
tiſlbage, alle Pofter og Vedetter inbbroges haftigen.
5) De Norſte forklarede benne Urtilel i Gapitulationen omvendt. (jfr. S. 643 og 645.].
Ølag No. W. 488
„Kl. 5 om Morgenen ryllede Oberfilleutenant Stjöldebrand med 700 Livgre-
naderer og Jcgere og 2 Felbtfanoner over Enningdals⸗Broen ved Vræftebatte.
Underveis traf be paa en gredende VBonbegut, fom beflagede fig over, at en
Sonpefone havre taget 'Heften fra ham og berpaa i fufenve Galop redet til
Bræftebalte. '
Paa jamme Tid ryllede å Sexpundiger fra Enningdalens Bro ben men
Verby⸗Siden. Begge Beftmannlandfle Vatailloner, fom ben foregaaende Dag
De gjort en befværlig 9 Miles Marid, og i be 3 fivfte Dage levet af era
98 Proviant, ryllede med fynlig Lyft og Munterhev op mov Beten til Berby-
dro. Da GCapitain Feilig af Livgrenavererne, fom commanberebe JFortroppen af
denne Golonne, ber beftob af 300 Mand, nærmede flg Berby Bro, lod Lieute⸗
nant Hachwitz ve Artilleriet, fom beftob af 6 Serpundinger og 3 Vrepunsinger,
Sloven paa bøire Haand af Broen renfe med Kartetider. Dette ſiede for at
beffotte Brenftrømd og Feilitz's Tropper, fom ſtulde vade øver Gtrømmen, for
Jægerned Ild, da man formobebe, at Fienden vilde forftyrre Broen, bvillet de
dog iffe gjørde. De Svenfle gil over Broen, og Fienden forfvarede fig ver
Berby fun ved Jegerſtud, og trak fig iilfom tilbage. Mob Berby ryllede 200
Bermelænber med 2 Kanoner, og befatte denne Poſt og Stranden ved Iddefjord,
medens ben svrige Styrke, fom haftigen rykke mod Ende, efter lang Modſtand
taftede Fienden ind i Bjergene. Den Styrke, hvorpaa Sljbldebrand førte, tra
fig ogſaa efter ubetydelig Modſtand tilbage.
Bed disje fmaa KHaandgemæng maatte man beundre de flendtlige VJmgerek:
ubeffrivelige Færvighed i at beftige og rømme be utilgjængeligfte Bjerge. Deres⸗
Stur var berimob bøift ufilire og gjorde liben Stade. Den Orden og Munter⸗
ber, fom be jvenfle Soldater vifte, gjørde at man funde onſtet mere Sandler
tighed hos Fienden. — Præftebalke, Ende og Berby eve nu ftærtt befatte og vik,
tunne trobfe Fienden, naar iffe fterre Magt og uventere Begivenheder indtræfje.
De Svenſtes Tab beftaaer af Dberft Knorring, 10 Gompagni-Officerer, 15 Under-
officerer, 14 Urtillerifter, 1 Dragon, 70 Livgrenader, 190 af Skaraborgs og 101;
af Elfsborgs Megiment.” |
Knorrings MNapport.
„Den 10ve Juni 31% om Morgenen blev ben fvenfle Poftering ved Prækfte-
baffe angreben af en overlegen flenbilig Styrke, deels af bet føndenfjeldfte Regi⸗
went, beeld af GStarpflyttere og andeværn, fom befton af 800—900 Man»,
bvilfe, fom jeg befrygtede og herfra havde antydet, omgit Pofterne, og afſtar de
gamle Feldwagter. Desuagtet forſvaredes vor Stilling til et Qvarteer paa 6 i
vet Haab at faae Hjælp fra Glenne og Berby, men pa venne ubeblev vg jeg
fil Efterretning, at Lieutenant Elfman var faaret, Lieutenant Natochdag, og Fen⸗
drik Grev Løvenbaupt og Debefde med bereg Detafdementer vare fangne, beflut-
tede jeg at træfte mig av ben eneſte aabne Bei til Glenne, men ved min YÅn-
tomft viv, fom Foftede meget Holt, fandt jeg at Beien var befat af et betybeligt
fiendtligt Detafdemnent, og at Gommunicationen var fpærret. To Gunge forføgte
jeg at flaae mig igjennem, men forgjaæves. Stedſe meer og meer omringede
maatte vi. give o8 fangne. Natochdags, Løvenhaupts og Debefdes blorbetæentte
Kiæver vifte blandt andet, at man gjørde hvad man funde. eg tan ifle nolſom
tofe ben wupmærtede Ugtelfe, fom beviftes os, efterar vi fom i Fangenflab; Al
Phyndring blev binoret. Frederikshald 14te Juni 1808. '
41”
64 Bilag No. 30.
No. 30 (til &. 150).
General Armfelt til ØOverabjutant og Ridder Adlerſparre.!)
(Gfter Adlerſparres Hanblingar. U. 177—180.)
Det var en forbandet Hiftorie med Knorring, og Borttageljen af ben hete
omtringliggenbe Poftering; værre i bette Dieblik end nogenfinde, ba Ordres fomme
paa Ordres at fenbe bort be regulaire Tropper. Ut en Poſtering fom ben ved
PBræftebalte fan blive forceret, ja tourneret, er ille underligt; men heelt og holden
borttaget — bet overgaaer mine militaire Begreb, og Knorring maa fangt fra
have opført fig, fom ban burde”). Jeg troebe ikke, at Kanonerne endnu vare
ped Bræftebakfe men ved Glenna — men naar bet flal gaae ilve, forene alle
Ulyttes-Hændelfer flg.
Inden jeg rapporterer Hans Majeftæt dette Tab, maa jeg have fra Dem,
min bebfte Ben, en detallleret Rapport over Omftændighederne og Tabet, m. m.
Man maa vife Novvendigheden af Bofteringen, ber den ſtod, for at vælte Ma-
gafiner m. m., famt at vet alligevef ei var nøbvendigt, at ben belt og bolden
F enleveres — en Sag, fom aldrig bør komme Diſpoſitionen af Tropperne
til Laſt.
Den de om Morgenen effectueredes ben BIvie Brigades Retraite fra Ørje,
og Brändſtrom har rimeligvis ben 10be dennes været ved Bodalsvik, og ſaaledes
truffet Deres Ordres. Jemtelands⸗Bataillonen, uden Skøer og Burer, har ber
maattet gjøre Holdt, for at faae fine nødvendigfte Fornodenheder. De marfdere
nu ben fortefte Bei; men funne umuligen baftig naae fin Deftination. Bliver
imiblertid Fienden underrettet, flaber bet ifte, at han veed, at flere Tropper nærme
fig fra flere Kanter og fuccesfive. Veg reifer herfra i Morgen Eftermiddag, og
tenk om Mandag at være i Strømftad; indret altfaa bverefter Alt, hvad ber
ffal til mig.
Formedelft mit unaturlige Ubefjenbiflab med Localiteterne, falfte Charter og
Uvished om hvor Eropperne vare henlagte, fan jeg ikke give nogen prærife Forholds⸗
Ordres. Disfe vare i alle Filfælde livet pasfende, forbi Omftændigheder ei funne
forubfees; men ba ber blandt Befalingsmendene findes mange, fom ei ere pua-
fibelige, bør vi vove bet mindfte muligt, og undvige Pofitioner, ber let funne
tournere8, ifær iffe garnere faabanne med UArtillerie, og et faadant Artilferte, fom
Fienben aldrig burde lært at fjenbe uden igjennem Effekten. Bil Fienden vore
Roget, og gaae imellem os, fan han visjeligen flabe 08; men aldrig corpsviis
borttage bet ene Detafdement efter det andet. — Jeg khjender Deres Talent og
Deres NWandSnærværelfe, og floler paa Dem med fuldbfommen Tillit. Med Ben-
ſtab og Høiagtelfe Deres
ybmyge Vjener
G. M. UArmfelt.
P. S. Jeg har ben Mistanle, at der ligger en frørre Plan til et Sljelm-
fylte CBofftreD under bere8 Varlementering. Maatte jeg beri bedrage mig!
%) [Dette Brev er ubateret, men nærmeft af 11 Juni, da han efter bette Brev vilde
lomme til Strømftad ben paafolgende Mandag, fom var 13de Juni.]
5) Den foenfle Udgiver gjør den unbftylbende Bemoærhing: ,Valget af ben uhenſigte
mesfige Bofition var ei Detafdements-Unføreren8, og om man muligent lunde be-
breibde ham nogen mindre Aarvaagenheb, nogen i ben fvenffe Armee et ganſte ufæd-
danlig Forfømmelfe å Feldttjeneften, faa ber tillige anmærled, at baade Unfører og
Tropper ved denne Ulykkesbegivenhed lagde en udmarket Lapperhed for Dagen, fom
endog beundrede af Fienden.*
Øilag Rv. 3i og 32. tå
Ro. 31. (til 6. 150).
Urmfelte Brev til Adlerſparre.
(fer Urierfparreb Handlingar II. 190.)
Stromſtad ben 165: Juni.
Jeg havde for længe fiben burdet befvare ben lille Billet fra Predikeſtolen i),
langt opbyggeligere end mange Prædilener; men jeg har havt Fandens meget at gjøre
her. Flaader, Kapere, og igaar en 8 Miils Recoguofering, fom bliver mig nyttig,
bave borttaget min Lib. J Morgen flal jeg have ben Wre at tomme til Næsby,
ba vi falle raifonnere å fond over hvad ber bør gjøres og lades, hvorved tillige
ale mine Hemmelighever, tomme fra ben gode Kilde, flulle udflyde i Deres Stjø».
Posfe er da tillige in loco.
Preſteballe var en flet Pofition met en liden Trop, og flettere i daarlige
Sander. Dette var min Tanke, og bet fra førfle Stund Begefad fagde til mig
Jeg bar lagt Knorring i Præftebatfe.”" Men hvorledes fan bet bjælpes, naar
bet engang er gjort? To Tuſinde Alen bagenfor bet Sted, hvor Knorring flod,
- paaftaae be, fom have feet Pofitionen, at der Intet var hændet ham; men vor
- forbømte Kjærlighed til Huus og til be Ibeer, fom hænge ved Inddelingsværlet,
vil fænge flabe benne Armee, om be ikle forandres. Men vi fulle videre tales
berom, min bedſte Ben. Nu Garvel — Høiagtelje og Venſtab!
G. M. UArmfelt.
(No. 32 til S. 151.)
Vrinds Chriſtian Auguſts Beretning af 6te Juli 1808.
— (Sudftiffen 1808 Re. 37 og IR.)
Efterat ben fiendtlige Poftering ved Præftebakte havde overgivet fig til vore
Tropper, blev fom forben meldt mellem bisfe og bet fiendtlige Corps ved Berbye
og Omegn en Vaabenſtilſtand fluttet, fom fun af os funde opſiges med 4 Vi-
mers Barfel, og hvis Hovebbetingelfe var, at Tropperne flulde beholde bere8 inde⸗
havende NPofitioner. Desuben blev Vaabenſtilſtanden nogle Dage efter formelig
opfagt af Fienben*), og uagtet Capitain Huitfeldt henvifte vem til ovenmeldte
Forpligtelfe, be felv havde indgaaet, ryllede Fienden med en meer end tidobbelt
overlegen Styrke, fom blev angiven til 6 a 7000 Mand, imob vore ved Fan-
gerne8 og be øvrige Transporter fvællede Tropper, fom altjaa trakt fig tilbage
efter et let Engagement, og tog Pofitionen ved Jobebøen, uden Lab af en enefte
Man». Da dette blev mig indmelvt, ſendte jeg ſtrax af ben for nylig til Schie—
berg Sogn anfomne Brigade et pasſende Corps under Major v. Krebs til En—⸗
ningbalen, for at foutenere vore ber flaaenbe Tropper, at opholde Fiendben og om
muligt hevne bet Forefaldne; men Omftændighederne og militaire Grunde forhin-
brede bet fibfte Diemeds Opnaaelfe for Øieblittet, fortrinlig ba Fienden efterhaanden
traf fig tilbage over fine egne Grendſer. Jeg erfarede imidlertib, at bet var et
almindeligt Rygte ved ben fiendtlige Armee, at Krigen med Norge var til Ende,
og at bere8 Tropper flulbe bruges mob Fiender, fom vare landede sfter i Sverige;
') Den fyenfte Udgiver tilfører i em Novice: Rapporten om Lilbagetageljen af Pofltionen
ved Bræfteballe (6. 112 143) flreves og dateredes Prædikeftolen Å Nræftebakte.
7) [3 ben nebenatførte Baabenftilftand var, ved Forfommelfe fra norft Side, ingen Be-
emmelfe inbtaget om Tiden, naar ben af Svenſterne hunde opfige8. Dette førtlareve
blerfparre fom Met til at begynde Fiendtligheder uden Barfel, men opfagde bog Vaa-⸗
bentilftanden forub, medens man feer, at Prinds Ghriftian har villet forklare den, ſom
om GSvenflerne aldeles ikke vare berettigede til bend Opfigelje.) ' '
46 | Bilag No. 33 og 8%
hvorpaa jeg gav ben fornedne Befaling, for ut overbevife bem om bet Movfatte.
Foruden ben fibft ommelbte briftige og faa bærerlig uvførte Affaire ver fvenfl
Svineſund, forefalve næften bagligen fmaa Fægminger Å Egnen af Basbøen og
bet til Gnningbalen grændfende Sverige. Vore Forpoſter flaae i Sverige, og
Srogftrand er af os befat.
Fienden, fom igaar gjorbe et Fortſog berfra at belvgere vort ber under Fæn-
drik Grimfeth -af bet norbenfjeldfte Regiment flationerebe Detafdement, blev. afvtift
peb jælp af vore beveebnede Fartøier. Den fiendtlige Armee figaer med fammes
Styrke forveelt i en vis Ufftand, indenfor fine egne Grændjer.: Kyften langs
Svinefunb og Jbbefjorben er af vem for bet meeft rømt, eller ifhun ubetydelig
befat. Alle indkommende Rapporter give nyt Beviis paa vore Troppets Mod og
Lengſel efter hæderfuld Kamp for elftet Konge og Fedreland. |
En WMfjfrift af ven ommeldte, mellem Capt. Huitfeldt og ben fvenfle Over-
Adjutant Udlerfparre fluttere Baabenfrilftand giver jeg mig den Åre at verlægge.
Ghriftian, Prinds til Slesvig-Holfeen.
Afſtriften af Baabenftilftanden lyder ſaaledes:
„Siden Oberſtlieutenant Baron Knorring har overgivet fig med Commanboet
ped Preeſtebakle og Nofitionen til ben fongelige norſte Nations Vaaben, og ve
Misforftand af Sprogets Lybelfe har disponeret over Berby med tilhørende Poſte⸗
ringer, hvilke dog ille flaae under hans VBefaling, faa for at iværkjætte den af
Oberftlieutenant Knorring indgagede Gapitulations Vilkaar angaaende ve Fangnes
og Blesſeredes Transport herhen, for fiven befto lettere at funne fores So—
veien, vorber berveb fluttet en Baabentilftanb mer fire (4) Jimers Opſigelſe fra
norff Side, hvorunder be norſte Tropper ikke avancere, men beholde deres nu
inbehavenbe Pofitivner, ligeledes be kongelige fvenffe Tropper deres nu indehavenve
Stilling. Berby-Elven og Yovefjorben blive Grændfelinien imellem begge Ur-
meer. Skulde be norſte Tropper paa andre Steder have erboldt Horbele, gaae
be tilbage til ben Gtilling, be i Dag ben 10de vennes KI. 10 (Ii) Formivnag
indebavbe. Berby, ben 10de Juni 1808.
Guftav Lilfjehorn. Spørd.
$. M. Kongen af Sveriges tjenfig. Overavjutant. Brigadeabjutant.
Denne Stilftanns Ovpereenskomſt vebtages.
Berby, ben 10be Juni 1808.
Georg. Uvlerfparre. A. Huitfeldt.
Øverabfitant af Dagen hos General Norſt Detafdenent&-Com-
en ehef, Befalingsmand over Trop⸗ mandenr.
perne af venſtre Flai og veſtre
Armee.
No. 33 (til S. 151).
Urmfelts Brev til Uvblerfparre.
(Eñer Adlerſparret Handlingar. II.)
„Sparre vif have underrettet Dem, min bedſte Ben, om Orenſtjernas Død:
jeg er uttøftelig i alle Genfeenber; en Sons Tab havve fanfle givet mig mindre
Ghøgrin. Men mine Stjebner ere nu ilte at betragte anderledes mv en Kjcde
af puafølgende Ulyffer og Sorger. V[ergenfteåle?] gjør Sottifer og vil gjere
flere, fiben Oxenſtjerna ei mere feber ham, retirere, fpringe, fee Millioner Danfte,
ubtante Planer for bem, og flabe deres ftore Forføg med en levende Indbildning,
fom gjør bem til Mlt, og o8 til Intet. Blandt andre Dumbheder flriger han
paa Secours fra Posje, fom ille fan give ham nogen. Maaſtee er Strømftad
i bette Oieblik førladt og Gr. B... ten forteolig Samtale om gamle Hen⸗
beffer med Provften i Tanum.
Dilog: Ne: 39 og HM. Må
filen: det var ille herom jeg ift precis vilde tale med Dem, Det vær vm
vørt flore Antal Kanoner ved Tyrmarl. De fegtenpundige Haubiger burde fnarene
faar å Neferoe end trælfes frem; thi deres Porter fynes mig for fort med Gen-
fyn til den paaregnepe Gffect. Examineer bette nøiere, og gjør, fom De finder
beoft. Der figes at vor flore Flaade har gjort Merveiller. Vegeſacks Affaire
er ille farlig, unbtagen at mange Officterer ere blevne blesferede, fom er Fanden
faa ilde hos 08. Gils Auguſt. Hans Moder er „braslig“, og hvem fulde ny
innne være rigtig frifl? Derek ydmyge Ljener og Ven
Befra & 2 Juli 1808. G. M. Armfelt.
1
No. 34 (til S. 154).
Adlerfparreb') og Gtaffelbts Sørrefponbdbenee i Detober 1808, .
(&fter Avdleriparrea Hanvdiingar. IX. 9 ff.) J
Hoivelbaarne Gr. General, Kammerherre m. m.
Hidtil har enhver Parlementering i Hr. Generalens Hovedqparteer veret mig
behagelig; jeg har derved mobtaget Underretning om Hr. Generalens Belbefin-
benbe og Bevifer paa hans Benflab. Dyrigtighed og endnu andre Conſidera⸗
tioner forbre, at jeg uten Omwei erklærer, at ben Parlementering, fom fandt
Ste» I Gaar, har paa mig gjort et flærtt, men med de foregaaende ulige, Ind⸗
ut. Hr. Generalen har berved brugt følgende merkvcerdige Pttring: „Naar
man fender en Parlementair fom Spion, bør man tale Sandhed i fine Mebe
belelfer.” Jeg ſtulde altſaa have ſendt en Parlemeniair fom Spion? En ſpenſt
Officier flulbe hertil bane ladet fig bruge? Er det paa ben Maade, gjiennem
faadanne Udtryk, fiendtlige Befalingsmænd og Tropper vife hverandre indbyrdeß
Ugtelfe efter ben civiliferede Berbens Brug? Eller er Henfigtem dermed atter at
indblande i Nationernes Lviftigheder be Føleljer af Privathad og Foragt, fem
umcærfe Krigen mellem Barbarer vg Vilde? *
Derhos følger Lieutenant Ugglas flriftlige Beretning om ben her omhanpleve
Begivenhed; jeg maa erflære hans Ønffe perfonligen at treffe Hver og En, fom
fætter Sandheden af hans Ord i Tvivl.
Gr. Generalen har erflæret fig misførnøiet med, at Parlementairer fendeg
for minbre vigtige UAnliggenbers Skyld, f. Ex. pr Breves Uflevering. Jeg har
gjort mig en Fornøielje al at vife Gr. Generalen fvenfte Officierer af alle Vaaben;
ben gracieufe Maabe, hvorpaa Hr. Generalen altid har mobtaget dem, har overbeniift
mig om, at Hr. Generalen gjerne bar feet dem. Til min Vorundring har jeg
au maattet erfare, at benne min OQverbevisning var ugrunbet, og jeg giver mig
ben Are at forfifre, at bette for mig færbeles behagelige Samqvem fra benne Dag
meb af Bished ſtal ophøre. å
Det har længe været mig bekjendt, at ben militaire Yæger-Metiers fore
Fuldkommenhed i Norge flylbes Er. Generalen; juft derfor affendte jeg en
Mand, fom er et virfeligt Geni i dette Vag, i lige Grad udmærket formedelft
Talenter og Bedrifter. Her Generalen maa ſelv bømme, bvilten Tilfredshed jeg
ry Adlarfparre ſtildres af Arndt S. 445 ſom en god Soldat, en Mand med grundige
Kundſtaber om fit Fædreland8 Hiftorie og Forfatning, en theoretift og Pratt Kjender
af Agerdyrkning og Statshuusholdning. Hær var han bekjemdt af fit Tidsſtrift „Läs⸗
ning i blandade Amnen*, fom Yrndt alder bet indholdsrigeſte Harsftrift, ber nogenfinde
ev mbgivet Å Sverige, og blev indvraget af Hoftanteler Fibet.' Meir Arendt beftylder
parer for Utalnemmeligheb mod Øuftaf Adolf, før irmættelig VErgjenighe:sg
ſtiv Egenraadighed, ber endog dadledes af hans Benner, mere ſmidig em oprigtig;, >
648 - Ølag No. 3
hv nyder af denne fra min GStbi velmeente Attention for en Ehef af hoi For-
enefte.
Det flaaer nu for mig tilbage, at fige nogle Ord om be Breve, fom gjen-
nem Officierer ere blevne vverleverede. Den unge Baron Armfeldt udbad fig
paa mine Begne Underretning om, til hvem bet tilloves ham at overlevere et
Brev til en nær Beflægtet af vor nuveerende General en chef. Hr. Generalen
Behagebe felv at mobtage bet meb be gracieufefte Grpresfioner. Lieutenant Uggla
afgit med ven fangne Lieutenant Kroghs Rapport, famt før at tiltjenvegive hans
tryftende Trang: til Mader. I begge visfe Jilfælde fan jeg vel ille have feilet
i Attention for Sr. Generalen; jeg trøer tvertimob berved at have lagt for Da-
gen et Beviis paa en vis Grad af Omforg for en fiendtlig Officier. Min
Feil maa da have beftaaet beri, at jeg vovede at anbetroe Hr. Generalen et
Anliggende, fom meget nær og i høt Grad angit en Ben af mig og følgelig
mig felv. Jeg maa give mig ben Wre at gjentage, at al Nærmelje til en
flørte Fortrolighed flal fra min Give ophøre.
Det vil tl alle Tider blive vanffeligt at overtræffe ben ærbødige Høtagtekje
og Hengivenhed, hvormed jeg har havt ben Wre at forblive
$Høivelbaarne Gr. Generald m. m.
Sophienlund 10be Oct. ybmbygfte Tjener
G. UAvlerfparre.
b. Gtaffelbts Svar herpaa.
$øivelbaarne Hr. Over-Adjutant af Dagen, Oberftelieutenant og Ridder!
So mere Beflbbelfen af Deres Høivelbaarenheds Agtelfe og Benflab var
mig fmigrende, jo mere var bet mig paafalvende, at modtage udi Deres Høtvel-
baarenheds Skrivelſe af 10be bujus, Udtrykket af en Misforftaaelfe, ber fet kunde
lede til at afbrybe ben reriproque Attention, hvormed ve Befalhavere, omen»-
ønt be gjennem Staternes flendtlige Politik ere fatte i flendtlig Stilling imo»
veranbre, bog ſtedſe lægge Adelſind og Humanitet før Dagen, naar ber finder
[Brevvegling ?] Sted mellem vem.
Ut movtage Deres Hølvelbaarenhevs Parlementairer var mig ſtedſe behageligt
— jo behageligere jo mere ben Sag, fom forhandledes, vebrørte enten et offent-
ligt eller Deres Hølvelbaarenheds eget private Unliggende af VBigtighed — og
Deres Høivelbaarenheb har i denne Anledning gjort mig en fand Fornstelje, I
bet De udi omtalte Deres ærede Skrivelfe lader Dem være angelegent at ubflette
ben Mistybning, vyvaft ved Lieutenant Uggla, der blev ankynviget væ min
venftre Fløt form Varlementair, i bet Øieblit va man agerede flendilig imod min
høire, og hvis Beretninger til Deres Høivelbaarenhed fandfynlig maa hibrøre
fra en eller anden Mistybning, foranlediget af bet fremmede i Sproget hos be
Officterer, fom ban talte meb; thi af vore Tropper, fom ingen Død havde, bleve
ingen begraven, ligeſom heller ingen Offteierer bleve fuspenbderede efter ben ved
Bilsberg forefalvne Affaire.
Det vil fremdeles være mig færdeles behageligt, at overtybe bere Høive-
baarenhed om ben $øiagtelfe, med bvilten jeg har ben Were at være
Matrand 18de Oct. 1808. bøivelb. Hr. Overavjutant af Dagen,
Oberftlieut. og Rivber,
Deres ærbødige Tjener
Staffeldt.
e. Ugglas Rapport til Adlerſparre.
Den Beretning, jeg efter Gkyldighed ved Hjemlomften fra en Parlementering
munbiligen afgav Hr. Oberftelientenant m. m. Avlerfparre, maa jeg herved efter
Sorlangenbe flriftligen meddele.
' Bilag No. 34. 7]
1) Ingen fienbilig Voſt eller Poftering trofjebes førend paa ben anden Side
af Magnors Gjeftgivergaard, vg be fom fandtes vare i fuld Marfd med Ba
gagen uben Berælning, feft.
2) Forſt mvdtoges jeg et Stolle paa benne Sibe af Slagsmoen af en
Officer væ Stiløbene; fiben tom en Gapitain til med en red Uniform, hvis
Ravn jeg Å erindrer. Under Ridtet med benne Offleier ralfonneredes om den
Affaire, fom Dagen i Forveien var forefølden imellem de Svenfle og de Morfle,
hvorved han fortalte mig, at tvende Gapitainer vare fuspenderede, forbi be di
babe fecunberet Helbtvagterne, hvorhos nævnedes (om jeg mindes ret) Navnet
Lohman paa en af be fuspenderede. Samme Offirter fpurgte mig, om nogle af
be Svenfle vare blevne begravne i be Grave, fom i Steven vare gjenlaftede;
men ba jeg vifte, at vi ei bavve miftet nogen Man», antog jeg bet for afgjort,
at nogle af be Rorfle ver vare blevne begravebe. |
Hermed ender min Beretning, hvilken jeg paa mit ERresord bevidner at være
fant, og ben, fom herefter vover at beftribe bens GSandfærdighed, maatte vende
fig birecte til min Nerfon.
d. UAfftrift.
Hans botførftelige Durdlaudtigher, ben communbderende General Søndenfjelda
Øeneral Prinds Ghriftian Auguft til SÅlesvig=Holfteen, har overdraget mig at
førmelbe Deres Høivelbaarenhed: at jeg å Anledning af ben mig ved Hr. Vieu-
tenant og Stabs-Adjutant von UAndarfvård ajorte Propofition har ben VBefaling
at frare: at naar man funbe fomme oveeeens om Bilfaarene, bvorpaa han ikle
tvivlebe, naar General Geverftrøm af 458. Majeftet Kongen af Sverige berkil
var befulbmægtiget og altfaa unde give fit Wresord paa, at Betingeljerne ved
Baabenftilftanden famvittighevsfuldt ſtulde blive opfyldte, han da i Betragtning
af Marstidben til Soulagement for Tropperne, og vverkovedet til fælles Tarn, ille
var utilbøtelig til at inbgaae en ſaadan Gonvention; men Hovedbetingeljerne
maatte være: *
1) %t de mod o8 ftaaenbe Tropper, hverken i bet Hele eller i enkelte Dele
Deraf, maa bruge8 mob vore Ullierede hverken i Skaane eller Finland. 2) Vaa⸗
benſtilſtanden maa flutte8 paa en beftemt Tid af 4 Uger, og angaae faavel Armeen
fom Flotillen, ber er flattoneret paa vore Grændfer. 3) Efter ovennævnte Tids
Forlsb maa be 4 Uger forud opſiges, og bliver, faalænge ben ille er vpfagt,
fom vedvarende anfeet. Voreftaaenve Terminer blive regnede fra Unbdertegnelfens
Dieblit, eller Opfigeljens Ymodtagelfe. 4) Begge Urmeer cantonnere fig ille
længere mod Norden, hverken i deres indtagenbe Gantonnements, eller å Tilfælve
Fiendtlighederne igjen fornyes, end i deres ved Conventionens Unvertegnelfe ha-
vende Poſition, naar be til ben Ende rykte mod Grændfen. 5) Gommunica-
tonen mellem begge Riger bliver vervarende forbuben, og enhver Svenſt, fom
træffes i Norge, ligefom enhver Norſt, fom træffes i Sverige, uden at have
Fillavelfe af ben i Landet commanderende General, bliver fom en mistæntt an-
eet og behandlet. 6) Ulfe Parlementairer fenbes enten til Svineſund eller
agnor, hvor be ber flationerebe Vagter forblive.
Over te øvrige Betingelfer og Differencer vilbe man letteligen tomme over
eng, og hans Høiforftelige Durdlaudtighed forventer i Følge Ovenanførte Hr.
General v. Cederſtroms Undragende. Dette jeg ikte ſtulde unblave at mebbele
til behageligft Underrettelje.
Matrand 13de Oct. 1808. Staffeldt.
Hoivelbaarne Hr. Overadjutant og Oberſtlieut.
v. Avlerfparre. |
e. Concept.
Med Græmmelfe har jeg nys modtaget Efterretning om, at fvenfle Soldater
ved ben fibfte Mecognofrering paa be norſte VForpofter have brugt Bold mov
60 Bilag. No. .84 og 85.
norfle Sadvaanere paa en Gaard ved GSihen of Tanum eller berømlring, vg
enbog frarsvet bem deres Eiendom. Om denne Hændelfe er ſand, flal en fag
ban Stamplet paa be foenfte Baaben med Blod udtvættes,
Seg vover berfor hos Høivelbagrne Hr. General, Kammerherre m. m. paa
bet inbftænbdigfte at anholde, om bet maatte behage Gr. Generalen at lade under-
føge alle Omftændigheber ve» benne Boldsgjerning; hvorledes Troppernes Uniform
omtrent var, hyab Gaardens Navn var, paa hvad Maade og bhvillet Klokleſlet
Gndbyggerne lebe benne Bold, famt hvav VPengeværdien fan være af ben bort»
røpede Gienbom. Seg flal med allerftørfte Erkjendtlighed modtage alle be Unner»
retninger, jeg fan erholde vin benne Bolbsgjerning. Erſtatningen til be Lidende
ffal blive baftig, og et Exempel af haard Ufftraffelfe flal gipes, ber aldrig ſlal
funne glemmes.
I et Sygehuus i Nærheden af Eda ligger em norſt bledferet Soldat. Jeg
maa give mig ben re at unberrette Hr. Generalen om, at denne Soldat fan,
naar Hr. Generalen faa behager, afhentes ved Horpofterne, eller og flal han af-
gives ved be Kongelige Norfte. Han er faa meget bedret af fine Saar, at han
tan føre8 paa Bogn, men ei gage uden Krykter. Denne Anmodning og bette
Worflag giver jeg mig ben Frihed at fremføre for Hr. Generalen og Kammer-
beruen meb Overbeviisning om, at famme vil anſees med VBelvillie, hvorom jeg
tillige giver mig ben Frihed at anbofde.
Søphielund Iſte Novbr, (1808). Georg Uvlerfparre.
No. 35 (til Sibe 175).
G. Udlerfparres Broclamation ved Beftre-Urmeens Opbrud.
(Dverfat efter &. A. Adier'varres 1800 Års Bevolutiøn. U. 19—16.)
Et betydeligt Untal Krigsmænd have grebet til Vaaben for at begive fig
til Hovedſtaden og give vort fælles, nu ulytfelige, fønberfemmene, bøenbe Yæbre-
land Freden tilbage.
Naar enhver Medbørger indfeer, at vore Henfigter lave fig forene med hvad
Samvittighed og Xre byde i ethvert dydigt Bryft, faa funne pi ilfe feile i den
fafte Overbeviisning, at vor uforfærdede Iver vil underftøttes og billiges af En⸗
byer, fom elfter bet. fvenfte Fædreland, af alle vore Baabenbrødre ille mindre
end af vore ubevæbnede Medbrodre.
Hvilke ere altfaa vore Henfigter 7
Bi have ralt hverandre Haand paa, at Migets VFædre og Lovgivere fulle
bave Grihed til under vore Baabens Beflyttelfe at fammentræde for at over»
legge og beflutte om bet libenbe og ellers fnart ødelagte Fedrelands Anliggemder.
Bi have ratt hverandre Haand paa, for deres Fodder at nedlægge be Vaa⸗
ben, fom vi have grebet for deres Frihed; uforfærbede Krigsmændbå fammenholdne
Sværd ville ba om de ſpenſte Lovgivere8 Raadsſceder banne en Stylsmuur, fom
ingen Bolbsmagt førmaaer at gjennembrype.
Vi have ratt hverandre Haand paa, at Død og Forværvelje flal træffje En⸗
hver, fom endnu vil forlenge Sveriges Liveljer, være fig fremmed Magt eller em
inbenlanbft Voldomand. |
Sveriges tydſte Lande ere Fienden overladte; Vinland, dette Fodreland for
vet taprefte, æblefte Holt, er befat af Fienden. Vi have ralt hverandre Haand
paa, at ingen Alen meer af det ſvenſte Fæbreland flal overgives i Fiendens Hænder.
Sveriges Bjergværfer og Handel ligge øbe. Sveriges Ungbom er reven bort
fra Ploven for. nøgen og vanvyrdet at blipe et ov for Sygbomme og Død.
Landmandens Tyngder og Byrder ere faa frore, at han med al fin Taqlmobdighed
Bilag No. 35. $51
ei længere fan bære ven. Udſuende Skatter ere uben Staanfel inbbrevne; Van⸗
magten, Elendigheden, Ørelæggeljen gribe fra Dag til Dag paa en førfærvelig
Maade om flg. Bi have rakt hverandre Haand paa, at Landets JFæbre og VBife
fulle bave Frihed til at gjenføre Lytte, Belftand og Loolighed i Foſterbygden.
Maatte ve høiere og lavere Stænver ligeſom vi modigt og fortroligt rekke
hverandre Hænderne paa, at Fæbrelandet flal frelfes. Deres Enighed er Rigets
Styrke, deres Uenighed Unbdertrytterens Fremgang.
Maatte Sveriges Fedre og Viſe fnart bybe Sveriges Naboer Fred og Tillid;
men mantte bette Tilbud ledſages med ven Forfitring, at bver ſvenſt Man» heller
ligger begraven unber ſvenſt Jord, end at han ſeer fit Fedrelands Seloſtcendighed
rokfet eller oploſt.
Por Forbundsfælle England flal vide at agte et Folk, fom bryder fine Læn-
fer og bejæfter lovlig GFrihed i fit Skjør. Frankrige og alle Aarhundreders Helt
fal bøiagte et Folt, fom ligner bet å Stordaad og Krigerhæder. Ruslands og
Danmarts Megenter, uvphørlig arbeidende for fine Rationers Oplysning og
stonomifle Omſtabelſe, flulle itfe fienbtligen forurolige et Folt, fom har bet
jamme Diemed. Maar al perfonlig YVorbittrelfe rybbes tilfibe, flaaer Intet til-
bage uden fælles øiagtelje, fælles Fordele, fælles Vorfæt at leve eller døe fom
ſelvſteendige Volleflag.
Bi bave mer Bedrevelſe feet Sveriges Hjælpemivler fpredte, førmindflede
over Landeis vide Grændjer, bortfløfene uden Diemed, uben Plan, uven at til»
figte nogen virkelig Nytte, uden Fremgang paa noget enefte Punt.
Maatte Sverige3 fivfte, endnu overblevne Kræfter ilte af Uforftan» midles
veg til Ugavn eller virkelig Stave, tfalb Vævrelandet paakalder Anvendelſen af
bisje Krefter.
Disje ere vore Ønffer for Fofterbygden. Vi ville med Glæde og Tilfrevse
hed ofte Liv og Beljærd for deres Opfyldelfe.
Stor og yndig bliver for Sverige ven Hoitidsdag, da enhver ſpenſt Mand
med bibeholden re og Selvſtœndighed vender tilbage til ſin fredelige Sysſel,
til ny Velſtand og til Lytte i fit eget Huus.
Førfvaret paa en af Rigets Grændfer er for en fort Jin foælkfet ved vor
Afmarſch, men hvis Fienden, mob al Sanvfynlighed og mod ginvne Løfter, benytter
fig deraf, faa ſtal han, ved vor baftige Tilbagekomſt, ved blovige Tab fan erfare
Forfljellen mellem en Krig, fom føres af Herſternes perjonlige Ha, og ben, øm.
ubfpringer af et troleſt Brud paa Rabovenffab mellem Yolteflagene. '
Bi regne paa enhver Krigsbefalingsmands Iver i at virke med os, med
Synfiraalens Hurtighed og Styrke at virke mob inbenlandfle Voldsmend og udens
landſte Fiender.
Sil Slutning vove vi for alle vøre elflede Lanbsmænd og Mevbrødre af
affe Stener at bitre bet Onſte, at ben nys paabudne almindelige Krigsſtyr å
maa vorde ubrebet, førend Rigets Stænver have ubtalt fig om dens Gyldighed.
Garlftab ben 7de Marits 1809.) Befalingsmanden |
over be i Wermeland ftationerebe Tropper. |
— ——
) [Aftryttet hos C. A. Adlerſparte har ille Datum, men denne findes i bet Mftryk i
rudts Sdwevife e Geſchichte, 441 ff, hvorefter pe Bilag i førfte Udgave er med-
beelt, ba Originalen dengang ei var trytt. Adlerſparre flrev benne gridende Op-
- førbring aflerebe Be Januar 1809 i Okna ng paa ubrevne Blade af.
Stydsbogen, ba han intet andet Papir havde. Handl. 33.)
652 Bilag No. 38.
Ro. 36 (til S. 167.
Samtale mellem Kong Guftav Adolph, Præfident v. Chrenheim og ben
engelffe Minifter Merry.
(Gfter OG. Avleriparres Huntlingur. I. 1534—167.)
Unbderhanblingerne med England om en Horøgelfe i Subftdierne af 50,000
£ Stil. om Maaneden var nær ved at ufflutte8, ba ben blev afbrubt ved For⸗
boldet mob General Moore. Krigsruftninger, flørre end Midlerne dertil, og liden
Sparfomhed i Uvgifterne havde i Lobet af bet paafolgende Felttog foraarfaget
alt meer og meer en betybelig Mangel i Krigskasfen, hvorved Kongen fandt fig
foranlediget til ben Gte Decbr. (1808) at fade ben hidkomne engelfle Minifter
Merry til fig, og at erklære ham, at berfom itte 70,000 Punds maanedlige
Borøgelfe i Subfivierne bevilgebe8, og Verler til dette Beløb ei ufortøvet af ham
ubftebtes, flulve be fvenfle Havne tillutter for England. Ilke faa livet forbaufet
over en faa uventet Paaftand af en Bundsforvandt, vægrede Minifteren fig I
Begyndelfen aldeles ved at efterfomme benne Forbring, faafom bvertil ei af fit
Hof bemyndiget, og han vilde alene førnye ben forrige Subfidie-Tractat. Men
ba Kongen beftigen og beftemt vebblev at holde paa bemeldte Alternativ, vedtog
Minifteren ben Middelvei at udſtede Verler paa 300,000 Pund fom HForflub
og Å Ufregning paa be Subſidier, hvorom man frembeleg paa begge Sider hunde
fomme overens. Hermed var Songen for Tiden nogenlunde tilfrebsfillet, men
fanbt forgodt i et egenhændigt Haandbrev til Kongen af England at true med
$Havnenes Tilurtelfe, ifald ben forbrede GSubfibteforøgelfe vægredes. Den tidlige
Binter og ben ſtrenge Kulde, fom afbrød af Forbindelje med England paa
flere Maaneber, gjorde, at ben engelffe Megjerings Vttring herover ei ankom før
mob Glutningen af Februar 1809. I em Audience ben 2de f. M. om Fors
mibbagen overleverede Merry Kongen af Englands Svar og en Rote fra Uden⸗
rigeminifteren. J bet førfte figer Kongen, at han var bleven meget forundret
over Brevet8 Indhold, og ba han af Erfaring vifte, hvor forgjæves bet var,
at Kongerne birecte unberhanblee med hverandre, havbe han overgivet benne Sag
til fin Uvenrigsminifter. Denne erklærede derimod i Roten, at naar man føgte
at aftvinge England VForøgelfe i Subfibierne, var bet under dets Bærbighev at
bevilge bem. Tillige gav Merry tilkjende, at hans Hof havde misbilliget Beg-
fernes Ubftevelfe, og at han berfør havde mobtaget Bebreidelſer. Fortredelig
herover erflærebe Kongen, at om ben begjærede Forogelſe vægredes, vilde han ei
flutte nogen GSubfibie-Tractat med England. Merry lod forftaae, at ba han af
fit Hof alene var hidſendt for at afflutte benne Tractat, muatte han i faa Vil
fælbe begive flg herfra og efterlabe fin Legationsfecretair. Kongen fagde ba:
nReifer De bort, flal Legationsfecretaiten fnart tomme efter.” Under benne
Samtale blev Kongen meer og meer opbragt, og ubdbrøb i heftige Ublaveffer. Til
GSlutning blev han aldeles ubenfor fig felv af Brede, gjorde et Sprang paa
Gulvet, fatte med Heftighed Hatten paa Hovedet, og gif med en vild Mine ha-
ftigen mob Minifteren. Denne, fom troede, at Kongen nu vilde med ben faa-
febeg ledige Haand trokke Kaarden ub og rende ben igjennem ham, gjorde førft
et bybt Bul ber han flod nære Kongen, drog fig berpaa til Døren, buklede atter
og gif ub af Bærelfet uden at fige et Ord. Denne Anecdbote gjorde Merry
førft betjenbt nogle Dage efter Regjeringsforandbringen, figende alene paa Spørgs-
maal om, hvad ber foregif ved Aubiencen, at Kongen var meget fortørnet, og
at bet var umuligt at afgjøre Uffairer med ham. Stray efter at Audiencen var
endt, førev Kongen i Vredesmod et egenhændigt Brev til General en chef for
Beftarmeen, Geverftrøm, fom havde fit Hovedavarteer i Wennersborg, og befalede
ham at fægge Embargo paa al engelft Eiendom, Handels⸗ og Krigsftibe i Gø-
theborg og bens GSkjærgaard. Dette Brev fendte Kongen forfeglet hjem til
Bilag No. 36. 659
General Tibell, fom var noget upasfelig, med Beſaling ufortevet at fende det af
med en Gourer. Ingen fil bet mindfte at vibe om bette ubetænkfomme Gtrivt.
Gancellipræfibenten, fom fæbvanligen pleiede at opvarte Kongen efter Audi⸗
meer med fremmede Miniftre, for at erfare om Kongen i Folge af dem havde
Moget at befale, ventede forgjæves paa Audience alt til Kioffen 4, under bhvillen
Lib Gabinetsjecretairen, Baron Wetterftebt, var beftanvig Inde hos Kongen: og
tjørte berefter bjem. Følgende Dag ud paa Formivbagen inbfandt Cancellipræ»
fibenten flg i forommeldte Øiemed hos Kongen, fom endnu viifte famme Sinds⸗
beftigheb fom Dagen før, og nu førft berettede ben paabudne Embargo.
Gancellipræjibenten gjorde alvorlige Foreftillinger i Henſeende til Følgene af dette
Skridt: at famme fandfynlig flulbe lede til et Fredsbrud med England, og fore
vandle benne Magt, Kongens Bundsforvandte og enefte Støtte, til Fiende; at
be allerede før utilftræffelige Midler til Krigens Uvførelfe flulbe, under Savn af
Subſidier, blive enbnu wutilftrætteligere; at flore Tab vilde tilføies Staten og
Private, fom beredvilligen havbe forftratt flore Summer paa be af Merry udffedte
Perler, fom i Vilfælde af Fredsbrun filtert iffe honereredes. Han anbolvt derfor
paa bet Jnbftænbigfte om, at Embargo⸗Ordren maatte blive tilbagetalvt. Da
pisfe Foreftillinger aldeles Intet ubrettede, fpurgte Ehrenheim, om Kongen ikle
var betæntt paa at underrette Hoffet t Petersburg om benne Embargo, for at
berebe Beien til en FredSunderhandling? „Nei fvarede Kongen, vet rusfifte Hof
fal ei faae bet at vibe, førend af Gazetterne.” VBverligere forefrilte8 Kongen
Umuligheden af at føre Krig med fine forrige Fienter og England tillige. Svaret
blev: „Jeg flaaed med bem Alle, men førft og fremft med Engelſtmendene, thi
be ere Hovmobige og næsvife, dem flal jeg Inctke." Dette fagve Kongen me»
heftige Gebœerder, flaaembe med nyttet Næve flere Gange i Bordet. Videre ved⸗
blev han: „Jeg har not mærtet, hvorledes man fænge har føgt at fremme mig
til Fred, men jeg ſtal vife, at jeg ei lader mig flræmme af Nogen, ei beller af
Jer, min Baron", udſtræeklende ved bisje Ord ben Inyttede Næve i Anſigtet paa
Ehrenheim. Denne fvarebe, at hans Henfigt ingenlunde var at fremme Kongen,
men at opfylbe en unberfaatlig Pligt, idet han vifte ben Vare, for hvilken Kon-
gen mbfatte hele Nationen, fig felv og fin Familie. Kongen udlod fig: „Jeg
er hjed af Alt dette ber; jeg hører ei Andet end Mangler vg Vanfteligheder
fra alle Kanter; jeg vil bøe, men jeg flal bee med Hæber.” Efterat Kon-
gen ſaaledes længe havde givet fin ſtormende Heftighed Udbrud, blev han
omfiber mere tolig til Sinds, enten af Matheb, eller forbi han blev rørt af
flere Gange fornyede Foreftillinger om hans Børns og Families Stjebne. Er—
indbringer om Nationens Vare virkede ligefaa livet nu fom altib tilforn. Man
havde ofte før hørt ham fige: „Hvad betyrer Nationen mob min Heder?“ Under
be vofbfømme Udbrud, hvortil han overlod fig ved nærværende Leilighed, undfaldt
ham benne mærfelige Udladelſe: „Nationen flal faae bede, fordi ven ei avløv
min falig Faber.” Herpaa ſvarede Ehrenheim: „Deres Majeftæts Sr. Fader var
elftet af Nationen, og ben fulgte ham frivillig å Krigen."
Efterat benne Samtale havde varet omtrent halvanden Time, aftraadte Can⸗
cellipræfidenten, uben at faae at vide eller funne gjætte fig til Virkningen af fine
Foreftillinger. Efter en Stunds Vorløb fil Baron Wetterftedt Befaling friftlig
at unberrette ben engelfte Minifter om, at Kongen attraaere at tale med ham om
Gftermidbbagen. Merry indfandt fig, og å benne roligere Conference blev afgjort,
at ben førrige Subfivie-Tractat flulve uben nogen Forandring fornyes, og Spørgs-
maalet om Yorsgelfe af Subſidierne ſtulde udjættes til fremtidig Underhandling,
naar ben engelffe Minifter havre faaet Leilighed til at forberede venne Sag i
Parlamentet. Paa benne Conference fulgte Embargo⸗Ordrens Tilbagelaldelſe,
ber ligelebeg flede igjennem General Tibell.
Disfe Gontraorbres fom ei til Gøtheborg førend 18 Timer efter de førfte,
054 Bilag Mo. 30.
under bvilfen Tid Ømbargoen inærffattes gjennem Yroumeflag; og alſſteblom megen
Beſtyrtelſe og Forvirring derſteds. Den famme ubførted let paa. engelfl Gienbom
i Staden famt paa be i Havnen indefrødne Handeleflibe, men den var umulig
meb Henſyn til ben engelfte Eſtadre under Admiral Keith, fom ba allerede var å
aabent Vande. Denne de engelfle Krigsflibe8 Stilling var flere Dage før bleven
alminbelig beljendt; alligevel pitrede Kongen om Formiddagen fin ØGlæde over at
fane bisje Krigsflibe i fin Bold, og ba Baron Aetterftedt, til hvem hette fagbes,
bemærfebe, at bet turde blive vanfleligt at tage bem, faafom be laa wdenfor
Gljsborg, ſagde Kongen med et moqvaut Smiil, fom ban ftunbom afjerterebe,;
naar han var i høiefte Grad irriteret: „Jo, det flal nok gaa an.” Dette an-
føres fom et Beviis blandt mange andre, til hvillen Grad Dømmekraften favne»
be8 hos Kongen, naar han var bragt i Pasfion.
Tilt Gancellipræfibenten nævnede Kongen ei et enefte Ord om Enbargo⸗Ord⸗
rens Tilbagelaldelſe, udentvivl fordi det koſtede hans Stolthed for meget, at have
maattet give efter for en Andens Mening.
Da Subfidie-Tractaten nu flulbe opfættes og forfatte8, opſtod en ny Vane
fleligheb, idet Kongen paaftob, at England ſtulde ubtryffelig forbinde fig til enten
at forftafje Finland tilbage eller en tiljvarende Grftatning. Det var let at for⸗
ubfee, at ben engelffe Minifter derved flulbe gjøre Vanfelighed, og i al Fakd
maatte Unberhanblingen berom trætfes i Langdrag, til ftor Uleilighed for be mange
Pengebehov, fom frævere hurtig Hjælp. Endeligen bragte Ehrenheim det med
ſtor Moie dertil, at Kongen lod ſig noie med, at ver i Tractaten indfortes ven
fævvanlige Formular angaaendpe Garanti af begge Parter8 Stater. Saaledes
affenbteg ben 2Zven Marts GSubfidie-Traktaten til London, ratificeret og under»
tegnet af Kongen. Dog nægteve ban, før at have et Baand paa England, at
underſtrive en allerebe i Ubfaft færdig Hanbdelstractat med benne Magt, hvilket
Ehrenheim havde tilraavet maatte flee ved famme Anledning for at undgaae bob»
belte Prefenter. Dette var ct Zræl af bennes Uegennyttighed, hvorpaa fom
pberligere Beviis fan anføres, at ber med famme Coureer, fom overførte race
taten til London, afgit til ben fvenfle Envoyé verftene, Brindmann, et Haaud»
brev fra Baron Ehrenheim, meb ben Gommisflon at begjære, at ben ham be-
femte Prefent maatte gives i Penge, øg Envoyen før ſamme lave opfjøbe Korn
og affende vette til Landshovding Lilliehorn i Wenneråborg, for at uddeles til
Nodlidende i Weftergöthland og Wejtgöthabal. Bemeldte Landshevding havve
nogen Sid tilforn været hos Gancellipræfiventen vg givet en bedrøvelig Skildring
af Tilftanben ver i Egnen.
Da ben trytfende Pengetrang ſaaledes nodte Kongen til at indgaae Subſidie⸗
Tractaten, vilde han gjengjelde ben Forulempning, fom han troede at have et
faret af ben engelffe Regjering, dermed, ut han albele8 nægtebe famme Gang at
unberffrive Gandeldtractaten. Der benicer ledes i disſe Dage en Hevngjecrrighed i
fongen8 Sind, fom rimeligviis tidlig eller filbig ſtulde have opløft ben nære Fors
binbelfe imellem Sverige og England, om bans Regjering havde vedvaret noget
længere.
Den 24de Marts anfom Underretning fra London om, at ben engelſte Mi-
nijter, uagte bvabd ber bar foregaact i Gotheborg, allerede havde betalt Halvdelen
af de Vexler, ſom Merry havde udſtedt over ſin Inſtruction, eller 150,000 P.
Strl., famt at der var al Grund til at formode, ut ven anden Halvdeel iligemaade
vilde blive honoreret, faafnart ben ratiftcereve Subjibie=Tractat var fremfommen og
Ratificationernes Upvegling var gaaet for fig. Dette var en glad Tivende for Bræ-
benten i Stat8contoiret, Lagerheim, ver havde overtalt flere Handelshufe i Stod-
olm og Gøtheborg til at acceptere Beyler for famme Sum. Naſſte engelfte Bolt,
om formebeljft ben vedvarende Nordenvind forfinkedes til ben Alte April, me.
bragte Betræftelje paa venne Jormobning. Udvexlingen af Subſidie⸗Tractaten
Bilag Neo. 30 og 37. 05
var gaaet for flg: og be utnvlufte Vexter pan 150,000 Pund Siri. vare blevne
betalte. — — — Nogle Dage berefter ankom til England fra Merry Beretning
om Negjeringsforandringen. Den engelfte Minifter bedømte famme med megen
Gtaanfomhed, og lod gjennem fornævnte Minifter aklære, at ban ei havde Noget
at tnbvenbe mob, at Sverige føgte Fred med fine Fiender. Svenſt SKb vg
Gods fulde ei føbe mindfte Hare, hverten i aaben Sø eller engelſt Havu, naar
alene Sverige itte indgit I Fordindelfer, fom vare firidbenbe mod Gnglanvs Sø=
rettigheder. Det vilde ei paa mindfte Maade blande flg i Sveriges indvortes
Anliggender. Alene tilfjendegav Ganning paa fin Konges Vegne Sammes fær».
fitte SØnfle, at ei nogen Voldſomhed maatte udeves mod den affatte Konges Perſon.
No. 37 (til 6. 177).
6.
General Silfverfparres Beretning om Kong Guftav Adolphs Urreftering
par Slottet i Stockholm ben 13de Mart8 1809.
(Gfter &. Adlerſparres Handlingar. ILL. 174—187.)
Den 13ve Marts 1809, Kloften omtrent 7 om Morgenen, tom Major be
la Grange til mig, hvor jeg boer i H. & H. Prindſesſens Palais, med en
Siffen og Anmodning fra General Avlerereug, at jeg ſtulde tomme op paa Slottet
Ki. omtrent 8 i et for Fædrelandet vigtigt Unliggenbe. Jeg gav ufortøvet bet
Svar, at jeg til ben Lid flulde indbjinde mig i Pelare=Salen. Kl. 8 begår jeg:
mig alerede paa Beten, vg fom par Stedet Klortem et Qvart paa 9, hvor jeg
afene traf nogle Berfoner, fom fom til paa ſamme Liv i ben JHenfigt ut tage
Uffe» med Kongen inden hans Ufreife. En fort Stund berefter indfandt fig.
Oberſtlientenanterne Guftav v. Otter og be la Grange, Majorerne Ulfsfparre og
Adlerereug, famt Lieutenant Arnell. Jeg begynvte at tale med En og Anden.
af visfe Sivfte, for at børe om be kendte Henfigten med General Adlercereutz's
Budſtab til mig igjennent be la Grange, og fanvt at-de være ber i famme Hen»
figt. SI det Samme fom General Avdlercreug inb i Salen og ſtrax hen til mig;
bvorpaa vi, efter nogle Ords Samtale med fornævnte 4 Herrer, ufortsvet gif u»,
førft igjennem Kongens nedre Garderobe, berpaa opad ben fille Trappe ind i ben
syre Garderobe, og verpaa uden Ophold ind i Kongens eget VBærelfe, hvor han
ſtod mibt paa Gulvet fuld paaflædt med fit Bærge ved Siven ti Samtale me
Hans Excellence Klingfpor, fom da var alene i Bærelfet med ham. Vi nærmede
og rar Kongens Verfon, og General Adplercreutz yttrede: at faafom bet var oå
owerbraget ei alene af Rigets førfte Embeb8maænd, men af hele Armeen og Folfet,
at forfilfre 08 Gaus Majeftæts Perfon, faa begjærede vi Sammes Sabel. Her»
paa fjvarebe Kongen med nogen Heftighed: „Hvad er bet? Hvar ſtal det betyde?
I ere forſedte.“ — , Nei, Deres Majeftæt, vet er vort fulbe Alvor", fvarede vi. .
Songen: Dette er Forræbert; og I blive Ulle ulykkelige, om I fortfætte far
forræberfle Skridt.“ — Bort Svar blev bet famme, og vi nærmede os end mere
hans Perſon. Y bet famme ileve Kongen nogle Stridt tilbage og brøg fit Veerge
for at forfvare fig, men vi flyndte o8 at gribe Kongens Perſon. General Avlerz:
creu tog ham om Livet, og jeg tog ftrag Bærget af Kongens Haand, føtte vet
fra mig bag et Bureau å Nærheden, og ileve tilbage til Kongen for at holde
ham fra andre Udbrud, fom han yttrede under et fortvivlet Sfrig paa: „For⸗
ræbberi, Morbere, Hjælp, Frels! ov. f. v.“ Derimod erkkæreve vi med de fære
tefte og belligfte Forftfringer, at bet juft var o8, fom vilde frelfe hans Perſon
fra .alfe be truende Farer, fom ſikkerligen vilve indtrefe, om han fom ud fra
Slottet. Imidlertid famledes Drabaritvagterne, i beftemt Heniigt at tomme Konn
gen til Hjcelp, fra alle Drabantfalene med deres Chefer unenfør Væreljet, hvør
656 .. Bilag No. 37.
vi vare, og hvortil Døren under Kataftrophen indenfra' holdtes flængt af Oberf-
Heutenant Otter, Major Avlercreug og Lieutenant Amell. Lieutenant Hjerta,
fom bisfe bleve vaer ubenfor, blev ſtrax fluppen ind; de Øvrige føgte paa alle
Viis, fljent forgjæves, at fomme ind, uagtet be med faavan Styrke føgle at
forcere Døren, at bet ene Dørfpeil floges itu. Efterat Kongen enddigen var
bleven noget roligere og havde ophørt at ſtrige, [ode vi ham Frihed til ut fpade
fere frem og tilbage paa Gulvet, hvorefter Døren aabnedes, og en Del af Dra-
bantcorpfet, fom ba fom frem, git efter General Adlercreug'8 Vefaling efterhaan-
ben igjen til fine Poſter. Derpaa gil Avlerereug ud i næfte Bærelje, bvor
ban traf Oberft Melin, der fom tjeneftgjørende Generaladjutant havde Staven og
Befaling over Alt, men maatte efter nogen Movftand levere Staven fra fig, og benne
toges tilligemed Commandoen af Avlerereug. Leg var ogfaa nærværende ved benne
Begivenhed, og ftrar berpaa traf jeg H. E. Grev af Ugglad og General Strømfelet,
fom jeg formaaebe til at gaae ind i Kongens Bærelje til hans Selſtab. Men ba
jeg fort efter fom berind, ſik jeg med Forundring fee, at Kongen gavde blottet
Bærge i Haanden, bvormed han gif frem og tilbage paa Gulvet. Jeg erindrede
ba, at jeg havde fat hans eget ved Bureauet, og frygtede for at vet var bet
famme, Kongen nu bar. Jeg gik derfor uformærtt viv for at fee om bet fandtes
paa famme Sted, bvor jeg fatte det, bvilfet bog ifte var Vilfældet. Da jeg
imiblertid fankt, at Kongen havde et andet Bærge, fpurgte jeg, hvorfra Kongen
havde faget ben Sabel han bar, hvortil fvarebed mig, at vet var General Strøm-
felvts, fom Kongen ved bhaftigen at jpringe ind paa Generalen havde uvdraget og
fiben faalebes bar. Jeg blev nu meget nysgjerrig efter at vide, hvo ver hapde
taget Kongens eget Bærge, fom jeg havde fat i hans VBærelje ved Bureauet, og
ba ber forub var bleven forfiffvet mig, at begge be ovrige Døre i dette Bærelfe
pare faa fiffert ftængte, at be ei fra nogen Side kunde aabnes, fandt jeg ingen
Fare ve at give Kongen Frihed til at gaae i Bærelfet med vette Bærge i de
Herrers Selflab, fom ba vare derinde. Jeg gik berfor ud i næfte Bærelje, og
fpurgte bøit, hvo ber havde taget Kongens Sabel, bvorpaa Major Ulffparre
foarede, at han havde taget og gjemt ben. Jeg begjærede berpaa at faae ben,
byorfor Majoren og jeg gif ned for ben lille Trappe ind i ben nere Garverobe,
hvor han havde gjemt den i en Bedkasfe. Jeg bar ben op i vet øvre Bærelje,
hvor jeg traf Lieutenant Gripenmald, fom jeg paalagde at bringe ben i General-
abjutant-Bæreljet i Forvaring; men han bad mig at maatte beholde den indtil
Videre, med Vorfilring, at Ingen uden Ordres flulde faar ben fra ham, uden
meb Tabet af hans Xiv. Deri ſamtykkede jeg, og gik berefter ind i Kongens
Bærelfe, hvor jeg fandt ham roligere end før. Hos ham vare ba Oberſtlieute⸗
nant G. v. Otter, fom fra Begyndelfen af uafbrudt havde været inde i Bærel-
fet, famt 6. E. Grev af Ugglag, General Strømfelbt og Hofmarftalt de Bede,
ber havde faaet Lov til at fomme ind i famme Henfigt fom General Strømfeldt
og Exe. af Ugglas. Kongen git ba frem og tilbage pua Gulvet, beftandig med
Bærget i Haanden, hvilket jeg anfaa for at være uden al Fare. Han fordrede
ba meget ftrengt af mig at faae fit eget Bærge tilbage, famt yttrede Mishag
meb, at Oberftlieutenant v. Otter var inde hos ham med Surtouten paa, og
befalebe ham flere Gange, fljønt uden BVirtning. at gaae ud. Efter en Stund
git Oberftlieutenant v. Otter ub i næfte VBærelje efter min Begjæring, for at
flaffe nogle Offteierer ind, fom kunde være tilftede fom Bevogining. Da deres
Antomft forhaledes noget længere end jeg ventede, gif jeg ud i næfte Bæretfe,
bvor jeg vidfte at General Abdlerereuk var, for at bede ham befale et Par Officterer
tomme ind fom Vagt. Dette fleeve, men efter nogle Minutter, ba vi begge
paa eengang git ind i Bæreljet, fik vi fee, at Kongen havde faaet Døren op lige
for, og flyndte fig alt hvad ban funde, for at undfomme ven Bei. General
Adlercreutz, Oberftlieutenanterne v. Otter og be la Grange, Major Avlerereng
Bilag No. SV. o57
og Hendhnant Hjeria ilede i fuld Hart efter, og jeg tog Belen gjennem bet fore
Galleri og Dronningens Bærelfer, for ber at føge at træffe ham. Gofjægermefter
v. Greiff, fom under dette var å be ybre Bæreljer, og fil høre Kongens Vorføg
paa at undlomme, foer firag ub for ben ftore Glotdtrappe, og tog hendelſesviis
Veien ſtraas over Borggaarden til Lejonhvælvet, hvor han nogle Skribt fra bette
inde paa Borggaarben traf Kongen, fom da vilde forfvare fig met bet Bærge,
han havde i Haanden. Greifi afparerede Stodet med ben venfire Haand, gred
Kongen om Livet med ben høire, og førte ham tilbage ind i Hvælvet, hvor General
Adlercreutz med fine fornævnte Ledjagere traf bem begge. De fulgte famtligen
Kongen, og ved Anfomften til Dronningens flore Trappe, bare de ham, der
var meget mat, op for benne til Dronningens Spiſeſal, hvor Kongen igjen be-
gjærede at gaae. Marſchen fortjuttes nu gjennem be ftore Væreljer og Galleriet,
bøor Kongen ba ſelv begjærede at gaae ind i bet hyide Bærelfe, hvilket og flere.
Der fremſattes en Gtol, hvorpaa Kongen fatte fig, og blev ſiddende ber over
ten Time ganſte frille. Jeg fom ind i Værelfet paa ſamme Tid fom Kongen,
og der fattes ſtrax 4 Officierer Vagt, hvorpaa General Ubdlercreuk og jeg fom
opereens om, ſtrax at gaar op til H. K. H. Hertugen for at underrette ham om
Begivenheden fra dens Begynvelje til benne Stund, hvilket Alt var 5. Å. 6.
ganffe ubetjendt. Vi anfom i Gertugens [maa Bæreljer, traadte ufortøvet ind,
og omtalte med ben meeſt levende Bevægelje, hvad vi havde gjort for at frelfe
vort Fædreland, berettebe, at vi nu havde Kongens Perfon i al Gilferhed, og
anmobeve $. K. H. paa bet inbftændigfte om, at han ufortøvet vilbe antage fig
Styrelfen, og i Kraft deraf fom Fedrelandets Frelfer og Megent tage be Gor-
holdSregler, fom nu ubforbredes og ei af nogen Unden unde eller burde iværk
fættes. H. K. H. mobtog benne Tidende med for Bevegelſe, og lovede endelig
efter nogen Tids Betæntning at opfylde vort Onſte.
De høiere Embedsmend, fom havde faaet Underreming om VBegivenheden,
fom nu op til H. K. H., og ber blev fendbt Bud efteg bem, fom berom endnu
vare uvidende, bvilfe ogjaa ufortøvet indfandt fig. Alt fattes i fuld Virkſomhed,
og benne Ivffelige Megjeringsforandring proclamerebe3 ſtrax ved Herold paa fæd-
vanlig Maade. Jeg fil berpaa ufortøvet H. K. Hoiheds Ordres til at være
anfvarlig for Kongens Bevogtning, hvorfor jeg ſtrax gik tilbage til Kongen, og
forblev ber tilligemed be ovennævnte 4 Officirer indtil KI. 17 paafølgende Mor-
gen ben 14de Marts, da UAfreifen foretoges til Drotningholm i følgende Drden.
Kongen i en firefævdig Vogn med mig, ODberftlieutenanterne v. Otter og
be fa Grange. Paa Kubflefædet, ved Siren af Kudflen, Hofjægermefter Greiff ;
bag paa Vognen Lieutenanterne Lramenfeldt og Gripenmalb. De vvrige 12
ubjeebe Bagtofftcierer deels i Staldvogne og beels i Hyrevogne. Eſtorten beftob
af 50 Manb Guirasferer til Heft med to Officierer. Kl. 8 om Morgenen fom
vi til Drotningholm, hvor Kongen fil fit eget Sengkammer til Behoelje, bevogtet
af tvende Offlcierer å famme Bærelfe. Reſten af Dfficiererne tilbragte benne
Dag meftenbeeld alle uvenfor i be syrige VBærelfer, hvorvel der var foranſtaltet Ind⸗
qvartering for Enhver af dem i andre Bæreljer. Efterat Kongen havde lavet fig
flœde af, gik han ſtrax til Sengs, og forble i ben under god Hvile til om Ef⸗
terminbagen Kl. 5, ba han for op og Hæbte fig paa. Paa Drotningholm varehe
Opholdet til ben 24be om Morgenen, da vi Kl. 8 afreifte berfra Søveien, hvor
paa endnu fanbtes flærf Ii, til Gripsholm i følgende Orden: 1) Avantgarden
beftaaende af 100 Man» Grenaberer med Commanderende, 4 Mand paa hver
Slæbe, med Ordre ei at Høre binanden nærmere end paa 10 Ulens Afſtand
mellem hver. 2) Forſte Hofftalpmefter Baron Rålamb, fom Landshevding, i em
Stade. 3) Kongen i en GSlæbevogn tilligemed mig. 4) Oberfilieutenanterne
Garf v. Otter og Reutertrona i en GSlævevogn. 5). Oberftlieutenant Guſtav
v. Otter og Lieutenant Hjerta fom vagthavende Adjutant I en Slade. 6) Bagt-
Halls Erindringer. 42
658 Bilag No. 37
offteiererne, 16 i Tallet, 2 og 2 t hver GSlæde. 7) LUivmedicus Weigel og
Expeditionsſecretair Wallin i en Slæde. 8) Kongens Kammertjener famt Gar-
derobe⸗Effecter i 4 Slæder. 9) VBataillons-Ghefen, Major Enſtjöld med fin Ad⸗
jutant i een Slæde, famt 10) Reften af Livregimentets Grenadeer-Bataillon me
Unberofficierer 4 i bver Slæde.
Disje 6 Mile fortfattes uden at flifte Hefte alene med de Hvileftunde af
en halv Time paa hvert Ste». hvor faavel Mandffabet fom Skybsbønbderne bleve
forpleiebe. Det maa tillige bemærfes, at hvorvel jeg proponerede Kongen at ſtige
af fin Sledevogn, blev han bog fibbende frille, ibet han under ben anden Hvile-
tid tog en Sup Brændeviin og fpifte en Hjerpe m. m. Kl. 1 om Eftermid-
bagen fom vi til Gripsholm Slot, hvor Kongen firag bragtes ind i be Bærelfer,
fom for ham ber vare beredte, nemlig hans fæbvanlige Sengetammer og Bæreljet
indenfor, bet faafalbte Gonfeilværelje, ber nu blev ubfeet til Kongens Sovelam⸗
mer, og hvorhen hans Seng ſtrax indflyttebes. Vagten indrettebes faa, at de
Offleierer altid vare i bet Bærelfe, hvor Kongen ophotet fig, famt to ubenfor å
næfte Bærelfe, foruben en af Overabjutanterne eller be befalende Officierer, hvoraf
En vaagede baade Nat og Dag, ligefom de 4 fibfmævnte altid ſtulde være til-
ftebe, ben Sibfte bog med Friheb til at gaae inb og ud imellem VBærelferne efter
Behag. Hvad ber bagligen forefaldt, ubvifer ben hemmelige Journal, fom med
Nøiagtigheb førte, og hvoraf gjores baglige Eytracter, fom ved enhver beqvem
geiligheb endog ubenfor Poſtdagene i Underdanighed tilfendtes H. K. H. Nigö-
forftanberen.
b
Beretning af Cancelli-Vræfibent Ehrenheim.
(Gfter af G. Adlerfrartes Handlingar. II. 153—100.)
Gancellipræfidenten, fom ogſaa havde faaet Befaling til at følge Kongen,
men efter Begjær fit Tilladelſe til at reife forud til Nyköping, Førte op til Slottet
henimobd Kl. 10 om Formiddagen for at inbhente yderligere Ordres af Kongen
inben Afreifen. Da han fom til ben dre Borggaard, mødte Bagten hans Vogn,
og ben vagthavende Offirler fagde, at han havde Ordres til ei at tillade Mogen
at fjøre op til Slottet. Uden at begjære Forklaring herover vendte Cancellipræ-
fibenten bjem igjen, og fil fort efter Beføg af en Perſon, fom tilfjenbegav ham,
hvorlunde bet berettebes, at Kongen ſtulde være arrefteret. Omtrent en Time
berefter blev han Faldet til Hertugen gjennem 2de WAvdjutanter, Elſtedt, tjeneſtgis⸗
rende hos Hertugen, og Ulfsfparre hos Hs. Ercellence Klingfpor, i hvis Vogn
han tilligemed Ulfsſparre førte op til Slottet. Den anven Avdjutant gik tilfovs
bag efter, tilligemed en civil Moæbt Perſon ved Navn Glaefon*'), forben Gebder-
ftrøm, fom filtert paa eget Begjær havde faaet Tilladelſe til at gjøre Tjeneſte
ved benne Keiligher. Saaledes havde benne Afhentning til Slottet et Ubfeende
af militair Bevogtning, fom man fiben føgte at undſtylde bermeb, at Gancellis
præfibenten flulbe, efterat være bleven falbet, have nægtet at indfinde fig, hvilket
var en aabenbar Uſandhed. Da Hoffantsleren Bibet ved famme Tid, elfer fort
før, begav fig op paa Slottet, hendte ham bet famme, at hans Bogn bindredes
af Bagten i at Kjøre frem. Zibet, fom ei faa let lod fig afvife, begjærte at
tale meb ben vagthavende Offlcier, og fagde ham, at ba han havde hørt Kongen
agtebe at teife, vilbe han forinben opvarte $. M. for at erfare om Samme
havde Noget at befala, og antøg, at bette ingenIunde funde nægtes ham. Officieren
foarede høfligt, at han nokſom vidfte, at han talede med En af de høiere Embeds⸗
mend, fom vare berettigede at Kjøre op til Slottet, men bellagede, at hans mod⸗
tagne Orbre8 bhinbrede ham i nu at tillade bet. Baron Hibet fpurgte, paa hvis
5 En af de Adelamæn», fåm paa NRigsbagen havde nedlagt fit Udelspatent og forandret
fit Ravn fra Cederſtrom til Glaefon.
Bilag No. 37. 659
Ordres bette flede, og ba der fvarebe8: paa ben tjeneftgjørende Generalabjutant
Ablercreut's Ordres, begjærede han i vet mindfte at funne opfende fin Jjener
til Mblerereug, for at afhente hans Svar. DOfficieren fagde, at ogfaa dette var
bam forbudet. Derefter kjørte Hoftantsleren tilbage, føgte førft GStatsfecretair
gagerbring, fom ei var hjemme, og fiben Rigsdroften. J Salen befandtes Admi⸗
ral Grev Clas Wadtmeifter, fom puftende holdt paa at rive op Beft og Hals-
tørflæde. Zibet fpurgte, hvad bet var for Toilette Greven gjorde, hvorpan denne
berettede, at Kongen var arrefteret, og at Medlemmerne af ben fongelige Berev-
ningen vare faldte til Hertugen. Da Nigsdroften i Følge beraf befluttede at
fade flg bære op til Slottet, endfljent han endnu ei var helbredet af en fvær
Sygdom, fyntes Hibet, at han fom Medlem af Beredningen ogfaa burde ind-
finbe fig, endſtjiondt ingen Kuldbeffe endnu var fommen ham ihænbde, og kjørte
ſaaledes tilbage til Slottet, og flap nu ubinbret frem. Under Opgangen fpurgte
ban, hvor man famlede fig? Der blev fvaret, at i bet hvive Bærelje indenfor
bet ftore Galleri vare mange Menneffer. Hoffantsleren began fig did, fandt Bæ-
relfet å megen Uorden, Dronningens Toilette mibt paa Gulvet, og Kongen fib-
bente bleg og mat i en Læneftol med Hatten paa Hovedet, heftig angreben af
Oyptaftelfe, famt blodig paa Haanden og Kjoleftjøvet. Zibet bad Kongen fylle
fin Mund med foldt Van» for at ftille Opfaftelfen. Dette hørte Kongen, begjær
rebe et Glas Vand, og flylfede Munven dermed, bvorefter Brekningen ſtandſede.
Unber bette formaaebe Kongen af Mathed Mmapt ut aabne Øinené. Bed hans
Stol ſtod Borgenftjerna, og Bærelfet var opfyldt med militaire og civile Perjoner,
føm meftenbeel8 vare Bibet ubetiendte, hvilte gif fra og til, fluftet Hlædte i Sur»
touter, og flængte fig fljøbesløft i Stolene. Efterat Goflantsleren en Stund
med Bevægelfe havde betragtet Ult bette, og felv modtaget itfe blive Diekaſt af
be ber Forſamlede, blandt hvilte befandt fig Adflillige af bem, fom paa Norrkö—
ping Nigsbag frafagde fig Avelsffabet, og fom ved nærværende Begivenhed havde
fyillet en ganffe virfjom Nolle, fpurgte ban, hvor Medlemmerne af fongelige
Berebningen vare, fom vare blevne opfaldte. Man fvareve: Hos Hertugen.
Qun begav fig ba bibover, og traf ber be høiere Embedsmend og Generalitetet.
Gertugen fom ub, og tiltjenbegav i en FJale, at han med Henfyn til bvab ber
nyligen havde tilbraget fig, havde, fom ben nærmefte fuldmyndige Wtling af
den fongelige Familie, feet fig nødt til at forlade fin Ro og paatage fig indtil
videre Rigsſtyrelſen i Egenſtab af Rigsforftander. Derhos gav han tilljende, at
ban havde ophævet ben fongelige Beredningen, og i bend Sted tilfororbnet et
- Gonfeil, i hviltet hiins Medlemmer anmodedes følgende Dag at indfinde fig.
Derefter foreftillebe Feltmarſtalk Klingfpor Bigtigheden af, at ber til Rolighedens
Vedligeholdelſe maatte udſees et filfert Forvaringsſted for Kongen, og foreflog
dertil Gripsholm8 Slot. Inden Hertugen kunde fvare herpaa, udbad Baron
Bibet fig Tilladelſe til i denne ritifte og ømfindtlige Sag at yttre nogle Ord:
San var forvisfet om, at Hertugen, langtfra at ville forøge Smerten af Kongens
Stilling, var berevvillig til at ſtaffe al ven Lindring, fom kunde forenes med
Almeen-Sikkerheden; han foreftilte, hvorledes blot Navnet Gripsholm maatte
væte en fmertelig Følelje hos Kongen, væ at minde ham om ben ulytfelige
Stjebne, fom ber tilforn havde modt en ſvenſt Konge. Han troede, at Kongen
meb af Gitferhed kunde forvares paa Stockholms Slot, hvor han ft Anledning
til at fee og leve med fin Familie, hvilten Trøft han aldrig kunde formode Her-
tugen vile nægte ham. Her faldt General Avlerereuk meget høirøftet ham i
Salen, ,,at beite var et Spørgsmaal, fom fenere tunde afgjøreg.” Bibet berimob
paaftob, at bet var juft nu GSpørgsmaalet burde afgjøre8; thi naar Kongen var
bortført til et afſides Sted, var bet for feent. En og Unden begynbte nu ogſaa
ganfle varfomt at labe fig mærte med at være af fammt' Tanker. Hertugen, fo
ſyntes tvivlraabig, ſagde, at han vilde vivere tænte berpaa.
42 *
660 Bilag No. 37 og 38.
Inden Hoffantsleren aftraadte, berettede han for Hertugen med fin fodvane
fige Frimodighed, at ban af en Hændelfe var fommen ind å bet Bærelfe, hvor
Kongen var; at han troebe at være i Tempeltaarnet*), faa føragtelig opførte
man fig ber imob Kongen. Derpaa berettebe han, hvad ovenfor er anført, og
tilføiebe, at Hans Kongelige Hoihed turde erindre fig, at ba le Masque de Fer
fattes å Fengſel, blev Commandanten forbuben at fætte fig å hans Nærværelfe.
En flig egard fyntes enbnu med førre Grund at burde vifes ben, fom nys
havde været regjerende Konge; at Hertugen visfeligen tæntte for edelt til at vile
forøge Smerten af en Stilling, fom bvesuagtet var tung not. Hertugen blev
fynlig rørt ved disſe Voreftillinger, og befalede Generaladjutant Adlercreutz at
bortvije fra Kongens Værelfe ale uvedkommende Perfoner, og alene lade he Vagt⸗
bavende blive tilbage, hvillet ufortøpet iværtjattee. — —5
No. 38 (til 6. 177.
Brev fra General Adlercreutz til G. Adlerſparre.
(Gfter Adlerſparres Hanblingar. III. 151—152.)
Stodholm den 17de Marts 1809,
Det er med ben glabefte Tilfredsftillelfe jeg venter at gjøre Bekjendtſtab med
en Man», fom fra længere Tid tilbage har vakt min Opmeærtfombhed og Høiag-
telje, og fom for Tiden er Formaalet for hver redelig foenff! Mands Grljenvtlig
hed. Uden Deres Medvirkning troer jeg neppe, at Noget ber var ſteet. Hvad
jeg har gjort er en Følge deraf, at ingen Betænkeligheder kunde meer afholde
mig fra at unberftøtte et faa fort og edelt Foretagende. Alt er her Iykfelig fuld-
byrbet, uben at noget Jndivib er bleven compromitteret. Alle velfigne den Mo,
fom berfler i ethvert Huus, og Ingens Hjerte har behøvet at frygte før en Vabers,
en Sons, em Broders, en Slægmings eller Vens Siklerhed. Jeg er overbeviiſt
om, at De ftemmer overens med mig i bisfe Principer, og vi flulle, forenede
i en fælleg Beftræbelje, bringe vort ſtore Foretagende til en Iytfelig Ende, Mange
vigtige Omftændigheber fordre Deres fnare Hidkomſt. Hav ingen Betenkelighed; jeg
foarer med mit Goveb for Dere Gifterhed, fuldkommen overbeviift om, at De
fun vil møbe ømme avnetag af ven nationale Erkjendtlighed. Godt Qvarteer
er beftilt bog Brugspatron Björtman; naar Tropperne anfomme, lan Qvarteer
tages paa Mon-Bijou, om faa fynes. Rusſerne have med 20,000 Man» be-
fat Aland, bvilfet gjør, at vi maa tage nogle Arrangement8 til Kyſtens Horfvar,
ihvorvel jeg iffe troer, at be have nogen Planer paa denne Side Havet. Man
maa imidlertib et give fig, men vi flulle, medens vi negoriere paa alle Kanter,
anvende bore yderſte Kræfter for at fætte o8 i Forfvarsftand. Det er Å benne
og flere andre Genfeender jeg ønfler ufortøvet at fe Dem her.
No. 39 (til S. 180).
Depeche fra ben engelfte Stateminifter Ganning til ben fvenfle Minifter
i London.
(Dverfat efter ben franſte Originaf i Ndlerfparres Handi. ILL. 138—138.)
Min Herre! Udenrigs Departement 10de Juli 1809,
Jeg har ben Ere at erkjende Modtagelſen af det Brev, fom De har til-
førevet mig unber 2de Juni, fom anmelder 5. &. H. Hertugen af Sonderman⸗
5) Rubvig ben Sertendes Fængfel i Parts,
*) [Stutningen af denne Beretning er her udeladt. Den handler om Hertug-Megentené
førfte Negjeringshanbdlinger.]
|
Bilag Mo. 39 og 40. 661
lands Beftigelfe af Sveriges Trone, og hvori De begjærer en Audience hos Hs.
Majeftæt for at præfentere be Greditbreve, føm De har mobtaget af Dere nye
Souverain.
Seg benytter benne Leilighed til at fornye be Forſikkringer, ſom jeg allerede
før bar gjort Dem, om ben varme og oprigtige Deel, fom H. M. tager i Ut,
hvad ber angaaer SverigeB Lykke og Velvære, og for paa ny at erklære Dem,
at $. M. aldeles desavouerer enhver Lyft eller Tilbøielighed til at blande fig i
bette Rongeriges indre Anliggenheder. Og om H. M., indbubden til offentlig at
erfjende en Vingenes Orden, fom er grundet paa en Monarts Vald, ber var
ben GEnefte blandt alle Europas GSouverainer, med hvem Høiftfamme var forenet
med en Alliances Baand, føler Attraa efter at vife fig erfjendtlig herfor idet»
minbfte ved en miblertidig Ubfættelfe, faa fan jeg ikke afholde mig fra at udtrykle
$Haabet om, at bette ei med Grund vil funne betragtes fom en Fornærmelfe mob
ben fvenfle Ration, eller mob ben bøte Perſon, fom Sveriges Gtænber have
bellcedt med en Konges Titel ng Myndighed.
Jeg beder bem berfør indftændigen, ifte før Dieblikket at trænge paa Over»
leveringen af deres Creditbreve, og jeg er vverbeviift om, at De vil forelægge
Deres Hof be Bevæggrunde, fom føranledige benne Ubfættelfe, paa en Maade,
ber ubelulfer Muligheben af ben Opfatning, at ber å bisfe Bevæggrunde er nogen
Blanding af uvenlige Folelſer for Sverige.
Et tilftræfteligt Bevtis for, at $. M. Vølelfer for Sverige ere langt fra
at være mindre venffabelige eller Vigegyldige, er be Ordres, fom allerede ere
givne ben Hølftbefalende for H. M. Flaade i Øfterføen, og jeg maa udtrylke
mit Saab, at bet vil blive Dem tilfadt at forblive her, for Tiden uden ſpeciel
Character, for at funne tjene fom Organ for Bevareljen af den gode Forftaaelfe
mellem begge Lande. Hs. M. har fra fin Side ille i Sinde at falde fin Ghargé
d'Affaires i Stodholm tilbage, indtil bet Tidspunkt, ba be biplomatiffte Forhold
mellem begge Riger funne fornyes paa ben meeft formelle Maabe.
George Ganning.
No. 40 (til S. 180).
GStrivelfe fra ben frenfle Minifter ved bet franfle Hof, Abe Decbr. 1809.
(Overfat fra Franſt efter Aftryktet i Adlerſparres Handlingar. IV. 198142.)
Der har været og er fremdeles i Keiferens Omgivelfer to Partier, fom be-
tragte Sveriges Unliggender paa aldeles modfat Maade. Det ene vil vedlige-
holde Franfrige8 gamle politifte Syftem med Henfyn til Norden; bet er i For—
tvivlelfe over hvad ber er fleet; bet erfjenber ben overdrevne Ubftræfning, Keiferen
bar givet fin Misnøie med ben forrige Konge, og hvis førgelige Refultater ere
figefaa aabenbare fom be ulyffeligviig ere panffelige at rette; bet ønffer at gjøre
Alt for lidt efter lidt at fætte Sverige i en Ligevcegts-Tilſtand imod Rusland,
og gjør fig enbog let førtrofig med vore Planer med Henfyn til Norge. Det
anbet Parti har faftet fig paa Danmarks Sibe; bet har udklokket Ideen om bette
Kongerige8 Forening med Sverige, men under Kongen af Danmarls Souverai-
nitet, og har iffte manglet at gjøre benne Forening gjældenbe, fom bet enefte
. Mivbdel til at banne en Magt militair mob England og militair mod Rusland.
Marſtalk Hertugen af Friaul og Hertugen af Basfano (Maret), Keijerens Ynd-
finger, ere aabenbart paa Sveriges Parti, og Prindſen af Benevento, endfljønt
Marftalfens Fiende, er altfor ſtor Politifer til at beftrive denne Mening. Hr.
Dreyer, Danmarks Minifter og Senior i bet biplomatifle Corps, ber nyber megen
Agtelſe formedelft be væfentlige Ljenefter, fom han gjorde mange Folk under
MRevolutionens Storme, er Sjelen å bet andet Parti, og har flaffet fig forfljellige
662 Bilag No. 40 og 41.
Perfoners Stemmer ved Hoffet og Armeen. Næften alle Damer, fom bhverlen
elſte Keiſeren eller Revolutionen i Sverige, ere bet fibfte Parti hengivne, og ver
er intet Lanb i Berden, bvot Damerneg Mening faa let blive Moænvenes fom i
Frankrige. Hr. be Dahlberg fagbe mig tilfibft, at uagtet bet ringe Haab, fom
bet banfle Parti endnu nærede, maatte man aldeles iffe være uben Yrygt, men
kapre confeqvent, meb Iver og Vorfigtigheb. Han anbefaler ben bybefte Hem-
meligheb.
Jeg inbfaa fet, at Hertugen af Friauls Hjælp iffe er nok til at tilintete
gjøre en Intrigue af ben Slags med faa mange Forgreninger, forbi hans Stil-
ling bos Keiſeren gjør ham mere flilfet til perfonlig og betailleret Vortrolighed,
enb til ſtore politiffe Gombinationer, hvori han figer, han ikle blander fig. Jeg
anfaa bet berfør nøbvenbigt at føge nogen Forbindelfe med Hertugen af Basſano
(Maret), der er ligefaa bøit elftet af Keiferen, men i Følge fin Stilling er meer
i Stand til at tage Deel i de egentlige faataldte Affairer end Hr. be Friaul.
Jorføget var ikke let, formebelft ben ulylfelige Etiqvette, fom hindrer os i at gaae
til be bøie Cmbedbsmænd og Miniftre før Undertegningen. Men jeg havbe gjort
Berjendiflab med Hr. Duereft be Billeneuve, fom har Hertugen af Basfjano at
tatte for fin Poſt fom Sécretair général des Droits réunis, og til bvem Gr.
af Peyron, (Minifteren), havde givet mig et Brev, paa Grund af et gammelt
Betjendtflab. Denne Villeneuves Kone er Keiferinbens Dame de présentation;
bos hende faae jeg Hertuginden af Basfano. Jeg føgte at fætte mig i Gunft, og vet
par Fruen felv, fon foreflog mig at gjøre hendes Mands Bekjendtſtab. Hænbdelfes-
piis flødte jeg paa ham nogle Dage efter hos Hertugen af Cadore, og vi havde da
ben Samtale, fom er anført i ben officielle Depefdje til Kongen. Siden har jeg
bavt en privat Samtale med Hertugen af Basjano, og har fundet ham vel fremt
for 08. Det var let at lade ham indfee, at be Danfles Hovedgrund til Fordeel
for begge Kongeriger8 Forening, nemlig Dyrettelfen af en maritim Magt, vilde
langt lettere og naturligere opnaae8 ved Norges Forening med Sverige. Det
danſte Faftlanb er ei af nogen Betybenhed for en Soſtat; men hvad der er vige
tigt er, ei at forføge paa at forene to Nationer, fom umuligt funne forliges
meb hinanben, bet er ikke at gjøre et Forſog, hvis Udførelfe vilde fofte Strømme
af Blod, medens bet tilfigtede Øiemeb kunde vpnaaes uden at udgyde en Draabde.
Jeg er vis paa, at Hertugen af Basfano har fulgt Traaden af min VFremftilling,
og har interesferet fig berfor; jeg er vis paa, at han vil fige Keiferen igjen,
hvad ber er foregaaet imellem o8. — — —
Ro. 41 (til Side 182).
Prinds Ghrifttan Auguſts Apologi for fin Fremgangsmaade å Norge
under Krigen med Sverige.”
(Mevreelt i et Brev til hans Broder Hertugen af Auguftenborg.)
Du bar, fjære Broder, forlangt en Apologi for min Fremgangsmaade. Her
følger ben. At ben imidlertid tilligemed be til Oplysning medfølgende Bilag
1) [Afſtrift af denne Apologi er bleven Aall fendt fra Prinds Chriſtians Broderſon Her-
tugen af Auguiftenborg. Udg. fjender ei ben tydſte Text, men maa antage, at ben
femmer meb bet af Ipſen i „Chriſtian Auguft, Kiel 1852”, 6. 287—298 levereve Af» -
tryl beraf, og ba bette ilfe altib ftemmer med Aalls Overfættelfe, ere be flefte Ufvigelfer
her anførte fom Anmarkninger. Strax i Begyndeljen, hvor Hal uden Grund har
forkortet Prindfen8 Beretning om Bilagene, fljønt ben indeholder em færdeles vigtig
Oplysning om, hvorlænge Brevene mellem Kongen og Prindfen i Regelen vare under-
vet8, har Udg. indtaget Ipſens fuldftendige Aftryt i Overfættelje. Hverken Aall eller
Ipſen have havt Adgang til be oprindelig vedlagte hoiſt vigtige Bilage, et Savn, fom
bet i Hiftoriens Interesſe vilde være faare onſteligt fnart at fane afbjulpet.]
Bilag Rø. 41. 683
bliver en Hemmelighed, er en Gelvfølge. Jeg anbetrøer den med Sikerhe i
Din Forvaring. Kun da, naar min Shjebne og min Families WEre flulde fordre
bet, maa et libbrag beraf fomme til Publicums Kundſtab.
De til Forftaaeljen nøbvendige hermed følgende Bilage er: 1. En Ufftrift
af famtlige 6. Maj's. Vefalinger fra VBegyndelfen af ben fvenfle Revolution,
og Kladderne til mine i ben Tid afſendte Rapporter. Ved begge beder jeg Dig
ombyggelig efter Datum at ordne Foreftillinger og Nefolutioner, hvorpaa vel
undertiden intet Henſyn af Kongen blev taget, naar begge krydſede Hinanden
underveis, eller Mangt henlaa længe ubefvaret. Alle visje ere beførbrede meb
Goureer, fom Sommer og Vinter var 3—4 Dage, Seenhoſtes eller tivligt om
Baaren 4—5 Dage underveis. 2. Min hele med Svenflerne førte Brevverling,
fom er lidt i Uorden, men lettelig fan ordnes efter Indholdet.
Jeg haaber at mit Forhold indtil Begyndelfen af ovennævnte Nevolution
ingen Apologi behøver, ba felv mine førfte Skribt ved fammes Udbrud fandt
Kongens fulde Bifald, fom Du vil fee af Bilagene. Du hjender mine baværende
Sønfler og Planer, ba jeg overdrog min afbøbe Ben, Darre, at meddele Dig
dem. Allerede dengang foreflog jeg bet enefte Middel, ber foreføm mig henſigts⸗
moæsfigt — en med pasfenbe Moberation forfattet (gemåfigte) Gonftitution for
Danmart og Norge — faavel til Norbens YVorening, og Opnaaelfen af bend
pelgjørenbe Holger, fom til vore Hinantjer8 Redning og Forebyggelfe af. Statens
Oplssning. Seg turde ikle gjøre bette uben VForligtigheb '), ba jeg ille var fuld⸗
kommen befjenbt med bet Høbenhavnfle Terrain, og havde nogen Mistilliv, ber i
Fremtiden viifte fig at være altfor grundet. Mit Horflag fandt intet Vifald *);
før mig bleve altſaa hun nogle meget ujiltre Mivler tilbage, før at naa bette
Oiemed. Det lykledes mig imidlertiv at vinde En af Hovedmændene3), en Oberft
von Platen; han lovede mig med Haand og Mund at handle for omtalte Die—
med, og han har holdt Ord; men alfe Beftræbelfer maatte blive frugtesløfe af
følgende Aarſager: Bor Konges Opførfel mob Grev Løvenhjelm,*) ver blev for:
talt meb Forbedringer. Nogle fande eller ufandbe, men planmæsfigen ubfpredte
Nygter om ringeagtende Vittringer om ben fvenfle Nation. Nogle med en Ho—
gartha Penſel udkaſtede Slilbringer af vor Konges Omgivelfe. Den banfle Av.
miftratisns Fremgang8maabe; modus procedendi i GStatsftyrelfen.N) Hr. von
Kaas'2 Hivfendelje, betjendt fom Kongens Vortrolige. Han berufede fig allerede
paa fin Reiſe herop%) i Gothenborg, og mebbdeelte til ham ubekjendte Svenſte
fine hemmeligfte Tanker og ilke venflabelige Bemærkinger over herværende Em—
bedsmand. Den foenfle Avels Indflydelſe, fom affrættedes ved ben banfte og
holſteenfle Adels Stjebne, og fom ombhyggeligen famlede og ubbredte Efterretninger
om ben banfle Regjerings Fremgangsmaade med Henſyn til enkelte Indivibers
Mettigheber og Privilegter. De danſte Finantfers Liland. Det Vatfende i vet
banfle Cabinets Beflutninger og GSyftem, o. ſ. v. 0. f. 9. o. f. 6.
Alt ovenomtalte frembragte en almindelig Stemning, fom md bet vesuker
faa robfoftede $ab7) mø» de faafaldte Iyder tilintetgjorde vet heldige Mefultat
af alle Beſtreebelſer. Erfaring lærer, at Nationer, fom med Lapperhed have
fægtet mob binanden, og aftvunget binanben gjenflbig Ugtelfe, have endt met et
1 Spfen har viftnok rigtigere: Jeg vovede ille at gjøre dette birecte (d. e. bil Kongen ſelv.)
7) Spjen: Dette virkſomſte Midbel kunde ille blive anvendt.
3 Disfe tre Ord mangle hvå Ipſen.
1) [Grev Carl Løvenhjelm, ber 1809 ſendtes til Kjøbenhavn, for at melde Konge Fredetik
Nevolutionen i Sverige og indlede Fredsunderhandlinger. | |
5 3. har tun: — — Schilderungen feiner Umgebungen, he$ modus procedendi u. f. w.
Maafte er Noget her overfprunget. - |
5 3. far: Kaas, ver ogfaa dengang brat fig fuld i Gothenborg.
7) Z. har: Det omhyggelig opfriſtebe Rationalhar.
654 Bilag Nø. å
gjenfibigt venligt Sindelag. Habde be Dante benyttet en af begge ve ffte
Bintre, om endog fun for en fort Tib, og ved deres Mod og beres Auforeres
Talent erbvervet fig Agtelſe i Sverige, ba er jeg overbentift om, at Diemedet let
vilde være blevet opnaaet.
Førft fenere blev jeg unberrettet om hiin ugunſtige Stemning, og mu ble
intet andet Middel tilbage, end at anvende Frygt for rusfift Slaveri og for ben
danſte Magts Medvirkning, bog under ben Forfiffring, at vi vel vilde ære deres
MNettigheber, men nodvendigen maatte og vilde befætte Rigets fydlige Provindfer.
Dette gjurbe jeg redelig. Dette var Grunben, font bevægede mig tl at indlede
ben i Bilagene omtalte Samtale med Oberft Pøsje.
De ber omtalte Banftelighever bleve, fom Du vil fee, meldte af mig, ba jeg
ffulbe hanble alene. Her begyndte nu Misundelſen og Miriguen. Jgjennem
Kammerherre Eppinger og Grey Ruth indbildte man Kongen, at han havde et
Parti i Sverige, at man ber elfleve og ærede ham, og paa denne Maade blev
Mistilliden til mig indledet. Hr. v. Kaas, Hovevet før denne Kabale, blev fendt
berøp"); ban ſtulde fpille en vigtig Rolle i Sverige, var, fom han flabreve for
mig (vorplauberte), førft beftemt til Gefandt, faa tl min Ledfager, og flulde fore
modenilig erholde Statholderftabet her eller i Sverige til Belønning for fine tree
Fjenefter. (Her bar han f. Er. ſtrax Strubsfjeveren, en Statholders Udmerlelſe,
I Hatten.) Man holdt 08, og navnligen mig, for altfor eenfoldig til at jeg
ftrag flulbe indſee bet Formærmelige i hans pludfelige Misfion. Imidlertid vidſte
jeg at holde Gr. v. Kaas i tilbørlige Skranker; han ſluddrer gjerne og jeg løv
ham morte, at jeg havde ham i min Magt; han følte, at han havde med Men»
at gjøre, og fandt, at ber var en mærtelig Forftjel mellem mete fom ere vante
til at handle og ifte til at lade fig lede, og fvage Mennefler, ) hos hvilke man
tun finder £iv, naar be intriguere. Dette frembragte ben hos Mennefter af hans
Slags fæbvanlige Birtning, em vis Sk, fom man med Uret*) taler Ugtelfe.
Mærtværvigt er bet, at ba Hr. v. Kaas flulde anfættes her, var bet Mygte al⸗
mindeligen ubbredt i Kjøbenhavn, at en Rebellion her var nvbrukt. Den her
anførte Intrigue var nøie forbunben meb en anden, fom hun havbde enkelte Indi⸗
viders“) Interesfe til Diemed, og altfaa ifte fortjener her mærmere at ubvifles.*
Kaas'8 Fraværelfe, fom formebelft hans Subffrænlethbed og Epicurceisme frrfe
maa blive ham til Stade, foranledigebe fenere, at man berøvede ham Haabet om
a erbolde Gefandtflabspoften, under Paaftub af iffe at funne undvære ham her
om r.
Imidlertid fortfattes mine Negotiationer med be Svenſte uafbrudt. Nu blev
Hertugen af Söbermanland ubraabt til Konge. Saaledes gaves ber nu hu to
Midler til at naae Maalet, Valget af vor Konge til Succesſor eller em Contra⸗
revolution til hans Gunf Det fivfte Middel fynes af ovennævnte Marfager
problematift og farligt, i Fald bet rusfifle eller den forrige Konges Parti flulde
vinde Overhaand. Jeg forſogte altſaa bet Forſte, men uden Held. Uvillien, ja
Hadet, var altfor almindelig. J den ſidſte Galvbeel af Juni og den førte af
Juli blev ben Idee et Par Vange yttret før mig, at jeg flulde antage Succes⸗
flonen for min Perfon. Jeg fvarede fledfe bet Samme, og ba den Idee var
meget naturlig, at ben egentlige Genfigt meb bette Balg var Norges Løsrivelfe
og Forening med Sverige, yttrede jeg tillige foreløbig, hvorledes Stemningen her
) SPpfen har: heruntergefandt.
3) Spfen bar: Maſtiner.
5 Jpjen: Kun aar ba olig.
5 F en tilføter: (Gagih )
Ip oa tilføter: Kaas var ver ir Berttøi, for at vinde to Maal paa cen
Gan
9 Spfen tilføier: Som Du vil fee af mine Meldinger.
Øilag fo. åt: M
var imod Sverige, fom var bleven endnu mere ophidſet ved Krigen og Kationens
Tab formedelf be engelfle Rsverler?). Jeg talede om et fandant Mygte, gjorde
øpmerffom paa ſammes Mbfurbitet, og hvorlidet man unde vente et ſaadant
Forhold af et Holl”) med ben udmærtede Gharalteer, under faa førftjellig invre
Forfatning og tildeels modſat Interesſe o. f. v., og jeg følede til, at jeg, faa
bange jeg levede, af alle Kræfter vilbe movarbeive en ſaadan Troloshed, og fatte
mit Hoved i Pant paa, at Norge hverken ved Grobring eller Forræveri flulve
falbe I Gveriges Hender. De Svenfles ovenomtalte Vitringer*) meldte jeg
Kongen et Par Gange, bad om Vorholdsbefalinger, men fit aldrig Svar; thi
fremmede Gabinetteré, fornemmelig bet peter8borgfle Gabinets, Intriger I Lorbin-
delſe med Hoftjenernes ovenomtalte, hvis Misunvelfe forlangte Hevn vg vilde
bave mig af Beien, foranledigede Kongen til at troe, at Ut hun var en Krigs-
Sk af de Svenfte, ver hvilten fegg lod mig bedrage. —
Nu kommer jeg til en Periode, ſom bliver mig uforglemmelig, fordi ben ver
Mabale blev ben piinligfte i mit Siv, forftyrrede min Sundhed, og vilde, ba mine
Kræfter fynligt aftoge, inden faa Uger havde fremledet mit Livs Endeligt, naar
man ifte omſider havde troet ben ved eget Øiefyn overbevifte Prinds Frederik af
Hesſen, og naar iffe Hovedintriganten havde ved en Rette af Ubefinbigheder felv
Mvraget til at bringe Sandheden for Lvyfet. For ganfle at blive forftaaet mag
jeg være noget vidtløftig. |
Jeg har aldrig funnet Andet end anfee bet før fadeligt og en Forberedelſe
Mi Sveriges og Norges Unkerkuelfe, naar Rusland vilve gjøre Erodringer paa
denne Stbe af den bothnifte Havbugt. Dette yttrede jeg, men bet blev, fom Du
vif fee af Bilagene, meget unaadigen optaget, thi dengang var allerde Rygter
om mit Salg til Tronfølger udbredt. Jeg havve imidlertid ventet, at jeg flulde
faae Befaling til at rykte inb; feg maatte gjøre vet, faafnart jeg fit Efterretning
om, at Rusfeme ryllede frem indtil Høiden af Hernsſand, hvor førft m Fore
bindelfe med dem var mulig. Jeg ubfaftede derefter en Plan, fom beroede 'paa
det Axiom, at hurtige Fremſtridt ere bet enefte mulige og henfigtsmasfige Middel tl
Maalet i et af Sungersnød og Epidemier lidende Land, hvor man af Mangel
paa Transportnidler fal leve af Requifttioner, ſom overhovedet i ethuert bjergigt
Sam*%). Min Vlan var altfaa fuccesfipe at nytte frem fra venftre Fløi, for at
bøælte vore Allieredes Flanker, og ſtedſe meer at forftærte dem. Mt jeg fagde
Kongen min Mening, fan vel aldrig anfee8 fom et Korfæt at være ham ulydig,
ligeſom bet var min Pligt at foreſtille Kongen: 2) Umulighæen af en (jøleret
med min adſpredte og ubetydelige Magt imod en Overmagt, fom
Fienden let fra Stodholm unde lade fremryfte. b) Umuligheden ved ben ale
minbelige Mangel paa Levnets- og Transportmidler fanvel her fom i be flendtlige
Provindfer, ber ſtulde befættes, at holde fig længe t Stillingen ved Klara- vg
Gotha⸗Elven, ba man formebelft Bjergtjever og Søer maatte opløfe fig I enkelte
fmaae Gorpfer. co) Den ringe Gandfynlighe» for i Gothenborg, fom Kaas”
ſoreſtillede ham, at finbe be manglende Gubfiftentsmidler, va, ei at tale om at
alke Gfierretninger mobfagbe benne Paaftand, Fienden havde Tib not til at borte
føre og tilintetgjøre be formobede Barer, hvillet dezuden lettedes ved Gothenborgs
Deliggenhed ver Havet og formedelſt en feilbar Canal. d) De uberegnelige Følger,
fom et tvunget eller frivilfigt Lilbagetog, eller Vilintetgjørelfen af dette Corps
mantie have o. ſ. v. 0. f. v., fom Bilagene vife. At bet var min Pligt og
ingen forjætlig Mydighed at foreftille bette, vil Ingen nægte.
p Qpfen: burd den Krieg und bie Beſchützung ber englifden Nåubereien.
7) Jpjen: Adfurditetem af at vente faadant af et Folk,
»
po Alfvier: — Balget.
. : hv ;
3 : pigg? i : gå sfenfive er uhenfigtemasfig |
668 Bilag No. 41.
Nefultatet af mine Forefillinger vare altfaa:
1) At en ifoleret Operation, ved hvillen man blot flulbe gaae frem til et
vift Punkt, og holde fig paa beite, var ligefaa umulig fom yderſt vovſom og
farlig i fine Yølger.
2) Ut et Iyffeligt Udfald hun var at vente af hurtige Fremflridt.
3) At bet af benne Grund ogfaa var nødvendigt at operere i Fellesſtab og
Forbindelfe med vore Allierede.
å) At uagtet muligfte GStaanfel af Magafinerne (ved VPermitteringer) alle
Forraad og Refourcer vilde være udtømte ved Enden af Auguſt.
5) At, ba vi forftørftedelen maatte fubfiftere af egne Magafiner, var enhver
Operation efter Julimaaneb8 Udgang umulig.
Førend Baabenftilftanden blev fluttet 1808 laae de foenfle Hovedmagafiner
ved Bennerføen og ved Havet. Af disſe bleve be forfljellige Depots forfynede
paa 14 Dage. Efter Baabenftilftanden bleve disſe Magafiner tømte, undtagen
et i Garlftab, et i Gothenborg og nogle Depots, og felv i bisfe efterlobes hm
bet Nødtørftige. Saa meget til at forftaae bet Følgende.
I de førfte Dage af Juli Maaned medbragte flere Meifende bet meer og
meer ubbrebte Rygte om mit Valg til Tronfølger. Dette bevægede Hr. v. Kaas,
fom derved fom i Ware for ille at tunne holde fit Rongen baarligen givne Løfte, og fom
tabte Ubfigten til at fpille en glimrende Rolle i Sverige fom Megociateur, for-
uben. flere andre Grunde, til ben Bbe Juli uden berom at høre min Mening at
foreftille Kongen Nodvendigheden og Muligheden af åt rykke ind, uden at oppebie
Rusjerne. Beſynderligt nof var bet, at ba bette ubefindige Mennefte fenere hen
ubplubrebe bette for mig, og efter en Dispute viifte mig fin Concept til denne
Foreftilling, fandtes beri et uvftrøget Sted, ber bog endnu lod fig læfe, bvori
ban talte om Banfteligheden, ja Umuligheden af en faadan Operation. Hans
Majeftæt troede imidlertid med Henfyn til benne Gjenftand fin Gancelliepræfivent
meer enb fin General, og bette foranledigebe Ordren af 14de Juli (bvorom mere
fibend; thi til ben Tid havde jeg Ordre førft da at indryfke, naar jeg blev undere
rettet om Musjernes Fremſtridt, og kunde operere i Vorbindelfe med dem.
J bisfe Dage, ba Hr. Kaas's famøfe Strivelje af Bve afgit, eller nogle
Dage tidligere, indløb Gfterretning om, at Musferne ryllede frem fra Umeå.
Raturligviis maatte man vente, at be vilde fortjætte Dperationen og i fort Ti»
tilbagelægge be 17 til 20 Miles Vei til Hernøfand. Jeg anmobdede altfaa Ge
neral Krogh om at labe be bertil beftemte Tropper rykke ind i Jemteland; de til
Herjedalen og en Deel af be til Dalefarkien beftemte Tropper ſtode færdige i
Roraas til Opbrub. Her bleve alle Permitterebe hurtig indfalbte. Nogle Dage
fenere fil jeg Gfterretning om en affluttet Baabenftilftand og Rusfernes Tilbage⸗
tog, om ben rudfiffe Colonnes uforholdsmæesſige ) Styrke, om Umuligheden i at
labe ben tilbænbdefomme Yorftærning over ben botbnifte HavbugtY). De til
Jemteland beftemte Tropper vare imidlertid indrykkede, men Rusjerne, fom fnart
igjen havde opfagt Baabenftilftanden, vare bog 10 Dage fenere endnu ille tomme
til Gernøfand. Efterat altfaa vore Tropper igjen maatte trætte fig tilbage fra
Jemtelanb, og ingen videre Fremflridt fra Rusſernes Side lunde ventes, turde
jeg ikle vove at rykke ind, og bet faa meget mindre fom Meferven å og vmiring
Stochholm blev med Iilmarfdjér beordret mob vor Grendſe.
Den 14de [Juli] om UAftenen fil jeg General Kroghs Melding om CGypedi-
tionen til Jemtelanb, og ved Oberft Skölbebranb Statsraab Ublerfparred forſte
) Spfen far: uforholbsmaæsfig ringe, hvillet maa være bet ene rigtige.
3 Edo på Umutigheben Dr at I benne funde faa Soutien over den bothuift
othuiffe Bugt. —
Dette maa og være det rette; thi Prindſen taler neppe her om em Hjælp han, men
Nusferne felv fulde yde bette Gorps.
Bilag Me. ål. 667
Brev, i hvillet Balget blev mig tilfjendegivet. Baade Brevet og Svaret finder
Du i Bilagene; bet fibfte var Anledning til min Udnævnelje til Statholber og
Feltmarſtalk figefom Prinds Frederik af Hesfens til Gommandoen. Nogle Dage
fenere fil jeg gjennem Grev Mørner Kongen af Sveriges Brev, og endelig fil
jeg ben 19be vor Konge3 Ordre af 14de Juli). Kongens Ordre eller Udtrytlet
deri: „phyſiſk umulig" maatte jeg bog vel forftaae ſaaledes, at man ille vilde
vibe Gorpfet og jiben Landet vpofret. Jeg fandt bet altfaa for Pligt at gjen-
tage alle forhen anførte Grunbe mod Jndrykingen, og at oppebie Svaret, al
Opforbring fra Sr. Kaas's Side uagtet, fom blev ved fin Paaftand, at vort
Kanaan var i Gothenborg. Desuden havde han fort forben bedet mig contra-
manbere Expeditionen til Jemteland, men itfe at melde Kongen bet o. f. 0%).
Rogle Dage fenere fl jeg førft Befaling at afgive Gommandoen til Prindſen af
$esfen. Denne flulve, (man var godmodig nok til at vente Tilladelſen bertil
fra Sverige) førft fomme herop til Landa, men fenere til Vands over Jylland.
Hans Anfomft maatte altfan bog voppebies. Imidlertid holdt jeg alt beredt.
$vor er ber ba i Ult dette Spor af Ulydighed?“) Mangel paa Local» og Sag-
Kunbdflab i Forbindelje med Jalouſt ubtalte bog min Forbømmelfesdbom. Jeg var
paa eengang bleven en eenfoldbig, egenfinbig Stymper, ber fom en Tosſe lod fig
føre bag Lyſet (ibertölpeter). Hr. v. Kaas i Forbindelſe med nogle Diplo-
mater*) og begunftiget ved befjenbte Omftændigheder, f. Ex. det fameufe”) Sted
i ben fongelige Propofition angaaende mit Valg, holdt bet nu for tjenligere til
SØiemevet at flemple mig fom Forræder. Alt hvad ber af mig var bleven an»
ført, flulbe nu ingen Ginbring være; jeg havde fun itte villet. Jeg tilbøv mig
at bevife Sanbheden af min Melding med Vidnesbyrd af enhver Dfflcier i den
norffe Armee, fom fjendte Landet og Sagernes Stilling. Veg foreflog Vlere bertil,
men bet blev afflaaet. Jeg nedfenbte den gamle General Kroghö Betenkning,
ber femte fulbfommen overeen8 med mig, men bet hjalp iffe. Gjerne havde jeg
ſtrax taget min Affled, naar jeg ilke havde indfeet, at bette Skridt vilde gjøre
et flemt Indtryk her i Landet, være flabeligt for Kongens Tjenefte, og give Bag»
vaffeljerne i Kjøbenhavn ny Næring.
Under bisfe Forhandlinger havde Mangelen overalt tiltaget. Det ubetydelige
Korn, fom anfom, faaveljom en Deel af Behbolbningen var trængende nødvendig
før at forebygge Hungersneb. Beholdningerne for Armeens complete Styrke
(veb umærlelige, bog i bet Hele betybelige Permitteringer udſtralte man disſe til
midt i September) vare kun tilftrætfelige for 4 til 5 Uger; en Jndmarfd i
Sverige var nu fulblommen umulig, thi efter benne Tids Forløb vile Armeen
af Mangel maattet gaae fra binanben; bog, omendſtjont jeg havde indfendt em.
betailferet Overfigt over Beholbningerne og bet baglige Behov, — dog turde og
1) [Mall har her, fom bet fynes unsbvendigt, øm bet end i et hiftorift Ultftylke for dette
var tilladeligt, omfat Prindſens Beretning, ber hos Ipſen Inder faåledeg: Den 19.
ÅL jeg forſt Kongens Ordre af 14be, blandt Bilagene. Den 14de om Uftenen fil leg
General Kroghs Melding o. f. v. — Denne Orden i Fremftillingen er viftnok i
&ronologiff, men juſt beer ben kritiſt fanbfynligfte. Adlerſparres Brev med Sölde-
brand maa bære af 8de eller Gde Juli og inbebølbe Beretning om, at Prindfen ni
var foreflaaet af Kongen til Tronfolger; Morner bragte Carl XIIIdes Brev om at
Balget var tiltraabt al Secrete-Ubdftottet. |
7) Jpfen ulføier: Gfter Kongens Befaling flulbe han (Kaas) ledfage mig, og ftaa mig bi
meb fit Raad. Da be ovennævnte Befalinger og Meldinger krydſede hinanden, erholdt
jeg Befalingen at overgive Commandoen til Brindfen af Hesſen førft nogle Dage fenere,
ba benne ſtulde o. f. v.
I. har fun: og jeg feer heri ingen Ulydighed.
3 Spfen: fremmede Miniftre. *) mangler fi Spfen.
Nemlig FA omtales be ftore og vigtige Tjeneſter, Prindſen ſtulde have gjort Sverige
fom norft General.
68 Bilag No. 41.
frulbe ingen Baabenfiilftand fluttes. Henimod ben Mde Juli') fom Sagen
paa Tale i Regjering3-Gommisfionen, og alle. Medlemmer, Gr. v. Kaas ind»
befattet, vare fulbfommen overbeviifte om, at en hurtig Vaabenſtilſtand var
bet enefte Middel til Landets Redning. Man befluttede at lade en kraftig VFore-
fiilling, fom Gr. v. Raad tillige underſkrev, perfonligen overræfte ver et
Medlem af benne Gommisfion, ber tillige ved mundtlige Oplysninger og Dilfæt-
ninger”) ſtulde underftøtte ben. Hertil tilbød Hr. v. Kaas) flg. Dette var
ben enefte Gommisfion, fom han lovede troligen at ubføre. At dette imiblertiv ilfe
var hans Henfigt med benne Reiſe, viifte Udfaldet; thi han ubrettebe alveleg ille
ben ſidſte Deel af fit Wrindbe, og undftyldte fig med, at Kongen var bleven
unaadig over Voreftillingen, og itte havde været at bevæge. Herpaa foarede jeg
ham, at ban iffe kunde indbilbe mig, at Kongen af Uvillie mod enkelte Jnbivi-
ber eller af Lune ſtulde fætte Halvdelen af fit Folls Vel og en Krone paa Syil,
naar han blev tilberlig underrettet, og bet gjorde mig onbt, at Kaas) ifte havde
foaret til vore Forventninger.
Da Kaas reifte til Kjøbenhavn, erfoer han bet Udlerfparrefte Corpſes Marſch;
hvad han tæntte herom, og vovede i ben Anledning at flrive til mig, finder Du
i et af ham egenbændigen flrevet Bilag. Neppe var han anfommen til Kjeøben-
bann, før Striget%) mob mig ber blev bobbelt beftigt. Paa fin Lilbagereife
kN berufebe han fig i Beftgaard, den førfte Station paa benne Side af Svine-
mnd, i et Gelftab af Kjøbmænd og nogle unge Officterer, blandt hville ogfaa
et Par Svenſte befandt flg, fladrede, fljældte mig ub, og ba jeg erfoer vette (han
fl have fljældt mig for en Horræder) forlangte jeg, at ban, for ei at pasfere
or en 3 Marks Man», enten flulde gjøre en trykt Erklæring bekjendt, at Rygtet
om at han paa benne Maabe havde forbrudt fig var ufandt, eller flulve for-
lange et Thingsvidne. Vegge Dele nægtede han. Jeg erkærede ham ba, at
feg iffe vilde flaae i nøget Gollegialforholb med ham, og han blev uben videre
OØmftænbigbebert bortefra Regjering8commisfionen8 Møbder. Jeg
Hagebe før Songen, forlangte VFyldeftgjørelfe — jeg fit ben itte. Siden ind⸗
lod Kaa8 fig, uden fongelig Autorifation, og uden at underrette mig om ben
Gjenftand fom afhandledes, i en Negociation med Urmfelt og Manderfeld, væ
hoillen han føgte at tilintetgjøre mit ſvenſte Valg, og forfittrede blandt Undet
Mrmfelt, at jeg var ham ugunftig o. f. v. Planen var, at Prinds Guftav flulde
vcelges til Succesſor og ægte vor Kronprindfesfe. Paa venne Maade flulde
fenere hen Voreningen mellem be 3 Niger bevirkes; men Prinds Ghriftian Vre-
berit ſtrax affindes med Sertugbømmerne. Men denne fmulte Plan fynes ingen-
ſtedd at bave fundet Bifald. Armfelt fil fin Affted, og Kaas blev beorbret til
Kjøbenhavn. Til alt Foregaaende tommer den bekjendte Hiftorie med Brevet
t be engelffe Tidender, med Henfyn til hvilken jeg nødte ham til en ffriftlig halv
Bekjendelſe, og inbjendte benne. Hunbrede andre Ubefindigheder, Dovenflab i For-
retninger, Iltilgjængelighed, Stolthev indtil Grovhed, Sanbdfelighed uben al Unftand”),
) Ipſen par: mellem 18 og 29 Juli.
Ipſen har alene: ved kraftige og mundtlige Foreftillinger.
Spjen har: benne Mand.
Ipſen tilføter: efter fit Lefte.
Ipſen har: das Gefdwåg, Sladderet.
Da Kaas efter bet Rasferede fom tilbage HL Kjøbenhavn, flal bet have ae før
ans Affſted; men har foritod at bæmpe Kong Frederit3 Uvillte ved at forefttlle ham,
at hvad han havde gjort var fleet af Hengivenhed og Nidljærhed før fin Konges Tje-
nefte. Kaas var ellers en Mand med et godt Hoved og Embeds-Moutinc, og hvorvel
en Zeuvſtning bog taalelig arbeibfom i ben Tid han fra omtr. 1783—1907 var anfat
G — * r '
. . Berg.
7) Syfen tilføier: — * — ar herværende Ophold.
a+>» 8-9
Bilag Re. di. 669
— hvorledes den herværende Stemning efter en ſaadan Opførfel er mod. ham, fan
Du foreftille Dig.”
$r. 5. Kaas bragte mig ben Depefde, fom indeholdt vor Konges Onſte,
at jeg ffulbe mobtage bet fvenfle Tilbud, og mit bekjendte Svar fandt Kongens
Bifald. Nogle Dage fenere*) (i ben førfte alvdeel af Nuguf) anfom Prinds
Frederid af Hesfen med ben Ejfterretning, at ber ilfe mere blev tænkt paa et
Indfald i Sverige, men at man burtig maatte tænfe paa at flutte Fred, fordi
Rusland havde indladt fig i Unberhanblinger angaaende en Separatfred, men at
ingen Baabenftilftanb maatte fluttes paa længere id. Foreſtil Dig min Vor»
tvivleffe, ba fun Brøb var forhbaanden for 14 Dage til 3 Uger, og ver i Lan»
bet meftenbeel8 var Misvært. Jeg plaiderede, foreflog heller at bøe med Sværdet
i Øaanben, enb at labe fig unbertvinge, bad om min Aſſted, ba jeg ifte kunde
pære anfoarlig o. ſ. v. Alt bjalp Intet. Kaas arbeidebe imod. Dette funde
imidlertid iffe vare længe. Prinds Frederik af Gesfen blev fnart overbeviift,
færte 5. v. Kaas nærmere at fjende, og forenede fine Voreftillinger med mine.
Bi forsgede de Permitterebe8 Untal, og ſaaledes lylkedes bet o8 at funne oppebie
ben attraaede Nutorifation til en Vaabenſtilſtand. Da ben endelig fom, havde
vi fun Brød for 10 Dage. Ved min Foranftaltning anføgte Fienden fel om
en Baabenftilftand. Fra dette Dieblik af bar jeg tun havt Gremmelje fra Hr.
v. Kaas's GSibe, men ben er nu overftanden. I VBegyndeljen var Kongens
Bree kolbe. Jo mere Hr. Kaas blottebes, i famme Forhold forandrede fig To-
nen i bisfe Breve. Imidlertid fl jeg ikke ben anføgte Yyldeftgjørelje?), uagtet
mit Gmbede, mine Jjenefter, og Herrens Pligt at beftytte enhver Unbderfaat,
Du feer beraf, i hvilfen piinlig Stilling jeg blev fat ved Undres Uvidenhed,
Enfoldighed, Misundelje, Vorfængelighed og FIntrigue. Folelſen af min Net
pot mig opreift, og ben Tanke, at et falfit Stin ftedfe med Tiven maa give Plans
or Sandheden, var min røft.
Ogfaa bet her Fortalte er et Beviis for, hvor let Megenter funne bedrages,
hvor let bet er muligt at forlede dem endog til Uretfærbigheder mod bere8 troefte
JFjenere, naar Jntriganten rigtig beregner fin Plan. Ofte har jeg fiden ftrengt prøvet
mit Forhold, men veb ben evige Sandhed, om jeg envnu havde Valget,
vilbe og hunde jeg ifte handle anderledes. Jeg var itte ulydig mob Kongens
Befalinger, hverken af Egenſindighed eller CEgennytte. Dette er Mart af oven-
faaenbe; jeg var Kongens Interesſe ſtedſe ganfle hengiven, og at mit Øiemed
ifte lylkedes mig, bertil laa Grunden i andre Mennefters ukloge Forhold, ifte hog
mig. Dog not — Sagen taler for fig felv, og bem, fom af menneftelig Svag-
bed gif mig for nær, vil jeg tilgive og glemme. Lev vel. Gbriftian.
Prinds til Slegvig-Holften.*)
P.8.% Skjønt Bilagene maa opflare Alt, naar be omhyggeligen ordnes
efter Datum, maa jeg bog tilføie følgende:
1. Nogle af de her anførte Dateringer for Meldinger og VBefalinger tile
trænge maafte Berigtigelfe. |
2. Differencerne mellem Magafin-Opgaverne og Dpgaverne paa Behovet
Bi behøve neppe at gjøre vore Læfere opmærfjom paa, at Prindfen her af Forbittrelfe
mod Kaas er gaaet ham for nær med Henfyn til hans Gharacteer og Embedsfarb.
Me» hine Egenſtaber parte han neppe bevaret fin Konges Pndeit uforandret, eller be—
oldt fin Stilling til fin Devsdag. Hans Forhold mov Prindjen var viftnok for at
ruge bet mildefte Udtryk uforfvarligt. (Anm. af Aall.)
3) Ipſen har beftemtere: Nogle Dage efter Kaas.
5) Jpfen tilføier: Sagen flulde jo være perfonel, uagtet 0. *: v.
Den Aall tilftilleve Afſtrift havde følgende Paategning: „Foreſtagende Brev til Her:
tugen af Auguſtenborg er ſtrevet fra Ghriftiania fort før Nrindfens Afreife til Sverige."
5) [Ogfaa af dette Poftferiptum har Aall fun gjort et Uddrag. Iſtedetfor ſamme levereg
bet ber fulbftænbigt efter Ipjen.)
67 Bilag No. 41 og 42.
2
forflareg af Permitteringer, foranbrede Horpleinings-Meglementer, faafom Hapre⸗
meet for Brød, o. f. v.
3. Den Urmfeltfle Brevverling har ingen Indflydelſe paa bet UAnførte.
$Han faldt i Unaave, Gederftrøm blev hans Eftermand, og fljønt man anede No-
get, ba Misnøten var almindelig, havde man før Adlerſparres Misfion ingen
Tidende om en Sammenfværgelje. Min Hanblemaadbe ved bet Adlerſparreſte
Corps's Tog mod Stodholm, — fom vandt Kongens og Flere VBifalv,
er altfaa be vigtige Ljenefter, jeg har viift Sverige. Ut jeg aldrig har givet
bem bet infame Løfte, at be fra vor Gibe kunde være filtre, fljønt jeg maaſte ved
nogle Bttringer i Kongens Befaling funde have retfærbiggjort mig felv berfor,
vil Du tro.
4. Seg flulbe være et Politikens Offer. Derfor flulde jeg paa Sandhe⸗
dens Befoftning have Uret, hvis Hrankrige havde badlet Danmarts Uvirffombhed.
Imidlertid havde not Napoleon mere Interesſe for be fvenfle Anliggendet, en»
kan vilbe være veb; bette rebbede mig fra bet rusfiffe Cabinets Yntriguer. Min.
betjenbte Character, Overbeviisningen om, at jeg iffe vilde lide taalmodig, men
unberfafte min Netfærbiggjørelje Publicum3 Dom, og hertil manglede mig ikke
Materialier, fom gyldige Vidnesbyrd o. f. v., beflyttede mig mod Hofmænbdenes
Intriguer og Jalouſiens BVBirtninger.
5. Allerede fra Decbr. 1908 vare flere og uafbrudte Forføg gjorte ſaavel
af General Krogh fom mig paa ved GStiløbere at fomme i VForbindelje med Rus—
ferne; men alt uben Folge. De Fleſte vare forfynede med Breve til den rus-
fifle General. Den førfte og nordligfte Bei, hvor en Forening af be gjenfivige
Sropper var phyſiſt mulig, er den fom fører fra vor nordlige Grænbdje over
Jerpe og Frøssen å Jemtelanb til Hernøfand. Vaa en mellem begge be allierede
Gabinetter aftalt fælles Operationsplan var ille tæntt, altfaa end mindre Detaillen,
Tids⸗ og Steb8-Beftemmelfer 0. |. v. udarbeidede. — — Og hvem flulde have
gjort fligt i K.?
Ry. 42 (til Sibe 185).
Ubbrag af Ablerfparre8 Beretning om Revolutionens Ubbrud i
Wermeland 1809.
(Af band Handlingar. TI. 34—35 og 30—40.)
„Strax efter Indrykningen i Carlſtad affendtes Baron Andarfvård til ben
norfle Befalingsmanb paa Grænbdfen, General Stafjeldt, for alveleg ligefrem at
underrette ham om vor paatenkte Afmarfd og Henfigten bermed, famt for at
begjære bans beftemte Vittring, bvorvivt han vilde lade Grændjen i Fred under
vort Fravær. Han ſtulde yberligere forklare, at vort Foretagende ſigtede til at
forſtaffe Fred med vore Naboer, hvilket faa noie flemte overens med ben norfte
Nations Onſter. Efterat ben Goureer, fom General Staffelbt Å Anledning beraf
affenbte til ben Hoiftroommanbderende, Prindſen af Wuguftenborg, var fommen til
bage, erholbt Baron Undarfvård bet beftemte Svar, at Grændfen ſtulde blive
fredet af ben norfle Armee, uden i 2de Lilfælde, hvilte bet ei beroete paa Vrind-
fen at afværge: 1) Om beſtemt Anfaldsordre anfom fra ben banffe Regjering.
2) Om Nusjerne faldt ind i bet egentlige Sverige. Alligevel forfilfredes, at vi
felv i begge bisje Tilfelde flulbe blive underrettede 10 å 12 Dage før Jndfal-
bet, — — —
„Man har trøet, at ben Stilhed, fom be Norfle iagttoge paa vor Grændfe
unber vort Fravær, flod i Vorbindelfe med bet paafølgende TSronfølgervalg. De,
fom bave næret eller nære benne Overbeviisning, ere i ben bybefte Ulyndighed
om ben ufæbvanlige Mands Charakteer, fom vi have eiet og tabt. Det fjernefte
Forſsg paa at fætte bisje Begivenheder i Forbinbelfe med hinanden ffulde have
berøvet 08 Prindſens hele Belvillie, fom havde alene til Formaal: Fred og Fri-
Bilag No. 43 og 43. 67
e
hed i Norden. Jeg bør her tilføte, hvad ber gjør Baron Andarfvårbs Slkarp⸗
ſindighed, ber fangt overtræffer min egen, Wre, at han inbfaa dette før og bedre
end jeg. Seg havbe virfeligen paalagt ham at give Prindfen et Bint i denne
Øenfeenbe; men han gjorbe bet ifte, og berfor har han min evige Erljendtligheb.
Det er min Pligt her at forfitre, at ba jeg paa Kongens VBefaling indfandt mig
paa ben norffe Grændfe for med Prindfen at underhandle om bet allerede ſlede
Fronfølgervalg, vilde han ei antage famme. En Trone, hvillenfomhelft, var
for ham i ingen Henſeende tilloftenbe. Pligten at fvare til en tapper Nations
almindelige og ufæbvanlige Tilib, og en anden Vligt, fom var hans førfte
Pasfion — ben at forfvare be norbiffe Folkeſlags GSelvftænbigheb og Frihed,
var ben Grund, fom fiben virkede hos ham en forandret Beſlutning.“
No. 43 (til S. 186).
Øre» Carl $. Anckarſvärds Brev til Jacob Aall.
Gjennem et Brev til min Broder, Oberft Auguſt Andarfoård, har jeg fundet
et Spørgsmaal fremfat, hvorvidt og i bvilfen Grad Prinds Ghriftian Auguft
hmbe være vibende om ben 1809 i Sverige indtrufne Statsomvæltning, under
Beregning berigjennem at fomme i Beſiddelſe af ben ſvenſte Tronfølge, vg ba
jeg å benne mærfelige Tildragelſe var en af be meeft handlende Perfoner, anfeer
jeg bet fom en Pligtflyldighed, paa Tro og re at give Oplysninger om Ult,
hvad mig er bekjendt om Prinds Chriſtian Auguſts politiffe Forhold ved bette
Tidspunkt og t Henfeende til ben foenfle Revolutionsbegivenhed.
Anledningerne til 1809 Aars Statsomvæltning ere for vel bekjendte til her
at behøve Omtale, men hvad maaffee i Forbigaaende hør nævnes, er, at ber om
Prinds Ghriftian Augufts Perfonlighed før felve Revolutionsubbrubet aldrig en-
gang var noget Spørgsmaal iblandt Mevolutionsmænbene, eller ringefte Tanke
bertil fæftet, førenb baværenbe Oberftlieutenant Ablerfparre, efter Nevolutionsu»-
brubdet, Natten til ben 7de Marts 1809, overbrog mig at veife til Kongsvinger,
for at føge en Stilſtand tilveiebragt for at vinde nogen Siklerhed for Nevolus
tionscorpfet, unber dets Marſch til Hovedſtaden, ei at blive foruroliget ved et
fienbtligt Indfald fra ben norffe Sibe, og med Antybning om, fom et Middel
til Diemedets Opnaaelfe, at fabe Prinds Ghriftian Auguſt ane ben fvenfle Tron»
følge fom Refultatet. Bed min Ankomſt til Kongsvinger, opgav jeg for General
Staffeldt Formaalet for min Neife, forfaavidt ben angif Negoclationen om Stil
ſtand, men uben i Begyndekjen at nævne noget om Tronens Beſtemmelſe til
Prindfen. Veg begjærte af General Staffelbt at maatte afreife til Ghriftiania I
bet opgivne Diemed, for ber perfonligen for Prindfen at fremfætte mit Erinde;
men fil af Generalen et benægtende Svar paa min Begjæring, og Untybning
at oppebie Tilbagefomften af en Coureer, fom Generalen vilde affende til Chris
ſtiania for at inbhente Prindſens Forholbsorbre. I benne Melfemtid famtaleve
jeg naturligviis meget med General Stafjelbt, ogfaa om ben fore Tildragelſe og
dens Refultater. Generalen viifte fig i Begyndeljen noget ſtuds og mistænkom, at
Bele mit Forlangende kunde være en mulig Krigsliſt, for uhindret at kunne brage
Tropperne fra Grænbjen til en ftørre paatæntt Operation mod be rusſiſte Armeer,
hvilket Generalen retfindig foreftillede mig, fra norft Sive ikke kunde eller burde
fremmes. Til Svar bherpaa foreviifte jeg i Haanbdftrift ben Prockamation fra
ben veftre Armee, fom ved min Afreife fra Carlſtad endnu ei var trykt. Jeg
tog mig berhos. ben Frihed at udvikle for Generalen Forholdene, og begjærte
hans Opmærffomhed paa, at Krigen mellem Sverige og Norge var antinattonal,
men at ben fnart fra fvenff Side kunde blive bet mobfatte. Jeg bad Gene»
salen Iægge Marte til, at Revolutionsarmeen allerede havde 10 å 12 Dages
Marſch forub for ben norfle Armee, om benne ſtulde i bette Dieblik bryde
672 Bilag No. 48.
ind oyer ben foenfl Grendſe; jeg bad ham være overtydet om, at Repolutlons⸗
armeen i faa Zilfælde blot enbnu yderligere ſtulde anftrænge fine Kræfter for har
igen nt ende fit eventyrlige Foretagende, og i Dieblikket vende fig mob ben
norffe Armee for at forbre Hevn over en troløs Behandling mod Brødre, fom
bløt begjærte red med Naboerne og Ro til at ordne fine egne Anliggender.
Seg begjærte Generalen8 Opmarkſomhed paa ben norſte Armees egen Stilling
med $enfyn til Unberholbningsmivlerne ved at trænge frem i et alferebe ubtæret
Kand; jeg opgav ham tillige ganffe aabenbjertig og uforbeholbent, at Eda Skandſe
gfene var befat med 300 bhøift elendigt ubruftede Lanbeværnsmæn», og at ben
norfle Armee ingen Modſtand havde at befrygte, førenb RevolutionBarmeen efter
pel forrettet rende funbe gaae ben i Mode, og for benne lovede jeg, at ben å faa
Fald ei ſtulde undlade i forøget Grab at opfylbe fine VPligter baade mod fig felv
og mob Nationen, hvis af Revolutionen oprørte Befollning ufeilbart ſtulde for
øge Stribskræfterne til et for ben norffe Armee muligen uventet Refultat. Dette
aabenbjertige Sprog fynted at gjøre noget Indtryk paa den varme, bæberlige
General Staffeldt, faa at han i fit Forhold til mig fyntes at blive noget
mebgjørligere, og ba hans venflabeligere Sindsſtemning lod til at være i jevnt
Jiltagenbe, vovede jeg Iøfeligen at fremfafte Tanken om Prinds Chriſtian Auguſt,
fom ben in petto affatte Guſtav IVbe Adolfs Efterfølger paa ben fvenfle Trone;
men benne Tanke modſagdes med en faa heftig Livlighed fra Generalens Side,
at jeg var glav ver ſtrax at funne erklære ben for et Slags Tankeſpog, alene
ubgaaet af min, af Begivenhederne let forflarlige, Indbildning, og bet var paa
Grund af Staffeldts varme Fremftilling af Prinnfens rene Character, uindflræne
tee Pligtfølelje og Mangel paa ÅErgjerrighed, at jeg fandbt bet raaveligft ikke
viere at ubføre bet AErende, fom jeg i faa Henfeende af Oberftlieutenant Adler⸗
fparre havde faaet.
Efter 2 Dages Benten fom Prindfens Adjutant, Major Darre, med hans
Svar, at han ei kunde mobtage mig I- Gbriftiania, og at han iøvrigt hverken
funbe eller vilbe indlabe fig i birecte Unberhandling med en Befulbmægtiget fra
et revolutionairt Troppecorps, men at Major Darre var fendt for at movtage
mig i Egenſtab af Parlementair, og inbhente be Mebbeleljer, fom jeg funbe have
at gjøre. Seg fandt i Major Darre en ufæbvanlig bannet, oplyſt og genial
Mand, og fom meget fnart i bet behageligfte Forhold til ham, bvoraf Refultatet
bley en mellem mig og ham affluttet Convention om 12 Dages Stilſtand, bog
faa, at ben ſtulde anſees fom brudt fra ben Dag, ba Revolutionsarmeen eller
nogen af dens Afdelinger paa nogen Maade virkede mod Rusland Armeecorpfer
eller Iropyeafvelinger. Under venne Vorhandling med Major Darre fan jeg
orfiltre paa Tro og Åre, at aldrig et Ord nævnedeg med Henfyn til Prindſens
pftigen paa ben fvenfle Trone, eller til Mevolutionsarmeens Henfigter og Vla-
ner i faa Genfeende. Jeg har fiben i et udgivet Skrift, Faldet „Politiſt Troes⸗
behjendelſe“, paapeget bet Ufanbfærbige og Daarlige, for ei at fige Gemene, i ven
Fremftilling, fom ført for hemliga Utflottet og fenere for Rigets Stænder aabent
antybede ben YVortjenefte, man vilde tillegge Prinds Chriſtian Auguft, ,at have
gjort Sverige ben frørfte Tjenefte, font bet nogenfinde af ubenfandff Mand har
mobiaget”, fom en Grund til at fremme Tronfølgervalget til Prindſens Fordeel,
og i hvilken Afhandling jeg aabent har lagt for Dagen eden af ben
Stygge, fom ben velmenende men blinde Iver ved denne Leilighed faa uforffam-
met og ffamløft bar faftet paa benne blandt Vyrfter faa ubmærfere GCharacteer.
Denne min Fremftilling er aldrig i mindfte Maade bleven beftribt eller gjenbreven
af Hans Excellence Uvlerfparre'), fom ba endnu levene, og fom burde været inter-
') Ubdlerfparte Har bed fine i Bilag 42 anførte Bttringer bekræftet Undarfvårds Mening
) gm ment Ferd Å denne Henſeende og fulbtommen retfærdiggjort Prindſen.
ilag No. 48. 60
etſeret å at frabætte fig en Auklage for at have fljænbet en fak pletfri Hyrfe,
fom Prinds Garl Auguft efter min Overbeviisning og efter bet Bekjendiſtab
jeg bavbe til Hans Perfonligheb, virfeligen var. lUnbderbandlingerne med Prinda
Ghrifttan Unguft efter Nevolutionen i Henfeende til den foenfle Tronfølge dreves
hovevfageligen gjennem Grev Urgel Mørner fom Fange i Norge, og bet maa uden
Doivi være ligefaa befjendt i Norge fom i Sverige, hvor nødigen Prindfen om⸗
fer lod fig overtale til at modtage Balget.
Dette er Alt, hoad jeg veed om bet omfpurgte Forhold, og bette har jeg
anſeet fom en hær Pligt at meddele paa Tro og Wre til mulig Benyttelfe af
en upartiſt og ſandhedselſtende Hiftorieftriver, og jeg lever og bøer i ben fafte
Overbevtisning, at den fvenfle Tronfølge å intet Tidspunkt af Prinds Carl Au-
guſts evnet inbgit fom Motiv for bans Hanbdlemaave i nogen Henfeende. Hos
mig lever benne forftelige Perfonfighed i et uforglemmeligt Minde fom en Urtyp
af hvad Skandinavien behøvede for at fremme fin Styrke, fin Velvære, fin Vel-
ftand og Lylſalighed. |
Garlstund t April 1842. 6. $. Anctarfvårb.)
No. 43. b. 0. (til Side 1864).
Io Breve fra Ghriftian Nuguft til Georg Adlerſparre.
b. i
(Gifter ven franffe Original i Adlerſparres Handlinger. V. 68-70.)
De Efterretninger, fom De har bhavt ben Godhed at meddele General Staf-
felbt, tillabe ingen Tvivl om, at Deres Henfigt at flaffe Deres Fæbdreland Yred og
berveb bibrage til Kongerigernes Lykke Å Nord-Europa, vil blive opfyldt, og jeg ønffer
Dem af ganſte Hjerte til Lytte med ben glimrende Anledning, fom har været Dem
givet, og fom De bar benyttet med ben Gharacterens Kraft og Adel, hvorfor De
er faa bæderlig berømt. Endftjont jeg ingen Ivivl nærer om, at enhver Be⸗
pæggrunb til benne ulyttefige Uenighed mellem Nationer, der ved fælles Interesſer
ere faa nøte forbundne med hinanden, er bortfjernet, og at Sveriges politifte
Svyſtem Har undergaaet en total Forandring, finder jeg mig bog beføtet til at
beve Dem, min Herre, have ben Gobhed i ben Henjfeende at berolige mig. Denne
Mebbelelfe er mig i enhver Henfeende af Bigtighed, men fornemmeligen med Hen-
fyn til nogle Foranftaltninger i bet Indre af Landet, Foranftaltninger, fom ingen-
unde have noget fiendtligt Diemed, men alene har Henfyn til at lindre Norges
Indbyggere. Jeg tan give Dem mit ÅEresord for, at De fan flole paa min
Discretton, og at jeg ved benne fom enhver anden Leilighev vil gjøre mig bet
til Pligt at give Bevifer paa den fuldfomne Heiagtelſe, jeg nærer for Dem.
| Jeg haaber, at der I vette Tilfælde ingen Banfteligheb vil gjøres for Cou⸗
--verer8 Pasſage mellem Morge og Kjøbenhavn? Bringeren af bette Brev, Hr
-— Bagge, har bedet mig om Tilladelſe til at gjøre en Reiſe til Gothenborg for at
9 (Dre Undarfvård8 Brev har vdesuden et Tillæg af mere privat Natur, Yvillet Aall
ar ubelabt. Udgiveren troer bog berafat burde tilføre Begyndelfen, ber lyder faalebes:
„Forſte Sporgsmaal er befvaret ovenfor, og maa jeg alene tilføie, at Prinds Chr.
Auguſts Forbindelfer med den fvenfte General-Gonmando under Krigén for Revoluttsns-
Udbruddet vare aldeles ingen; bhviltet jeg i min Stilling føm Tverafutant 108 ben
otftbefafende, General Hirmlelt, fan bevidne.“ — Man feer fremdeles, at Undar-
vårb er ben af Hall cvenfør S. 227. 240—41 paaberaabte foenfle Hjemmelsmand,
amt at bet i Anm. 3 6. 241 antybede Rygte, ikke (føm Udgiveren har formobet og
berfor henviift til S. 243) gjælder Frederit VI, men Carl XIII!)
2) [Disfe Breve meddeles fom Vidnesbyrd om, at bet var en fredelig Tilftandb mellem
Norge og Sverige, Prindfen tilfigtede.] Er
Aalio Erindringer. 43
674 Bilag No. 43 og M.
tale med Hr. De Platen om forhen ombandlede Mnliggender. Der vilde i Sa—
gerne8 nærværende Stilling ingen Banflelighed være fra min Side ved at tilftaae
bam bette Forlangende unber ben Betingelfe, at han faaer Tilladelſe til at vende
tilbage hid, naar han finder for godt, ba han har Forretninger af Bigtigheb *
i Landet, fom ei ville tillade ham en lang Fraverelſe. Af denne Grund har
jeg valgt bam til Parlementair, for at være i Stand til at tale md Dem om
fit Anliggende, fom efter hvad jeg forben har meldt, afhænger af Deres Ufgjø-
telfe, og fom De vil have ben Godhed at indflutte i bet Svar paa bette Brev,
fom ban vil bringe mig.
Gbriftiania ben 24de Marts 1809. Med Høiagtelfe o. f. v.
Chriſtian,
Prinds til Slesvig⸗Holſteen.
C.
(&fler Originalen paa Danft fammetrds 70—71.)
D. 98. arede Strivelfe af 22de f. M. er et nyt Beviis paa ben Tænte-
maabe, fom ubmærfer Dem, og fom giver ben Mand, ber reddede fit Hæbrene-
fanb, forøget Avgang til enhver retſtaffen Nordboes Erkjendtlighed.
Ei forfynet med ben fornødne Fulbmagt, ei tilftrærfelig underrettet om ben
fig faa ofte forandrende politifte Stilling, feer ben for Kongeriget Norge anorb-
nede Megjeringscommisfion fig ei t Stand til at tage en afgjørende Befutning
om ben af D. H. gjorte Propofition, forinben famme har modtaget G8. Maj.
Kongens Befaling. [Formobdentlig af Oter Mai 1809.]
No. 44 (til S. 186.)
Ghrifttan Auguſts Brev til fin Brober, 10de Marts 1809.
Utter flere Vofter, og intet Brev fra Dig, kjære Broder! Hvorledes al
jeg forflare mig bettet Seg havde meget at flrive til Dig om; Roget af meget
ftor Bigtighed vil Du erfare af min Melding til Kongen, om GStjebunen forhin-
brede, at bet før blev indmeldt. Jeg haaber, at Himlen fljenter mig en Anled⸗
ning til at funne gjøre vor Konge og Foædrelanb en glimrende Tjenefte, og ba
— heureux le séjour, oå la liberté et la loyauté trouve un asyl.
haaber at flulle opleve bette. Udſigter ere aabnede for mig; bog vette mellem 08.
Jor at undgaae mere Snak — berfor har jeg ifte meldt bet. Imidlertid, ganfle
uben Grund er bet itte — thi uden Ggenkjærlighed, man agter og fætter Pris
paa mig — i et vift Land, hvorom Valen er. Er dette lykkets, ba allerhelſt
Privatlivets Ro paa A—') og mine Ønfter ere opfyldte. Glad vilde jeg til-
bringe mit Livs fibfte Dage; ben nyttige Virkſomheds War ere ba forbi, og man
træber med Wre og glad Selvbevidſihed fra Stuepladfen. Mit Hjerte figer mig,
at jeg fortjener Ziltro. Maatte man aldrig miskjende mig; Du maa nu frive
mig til elfer ifte, og Grunden til, at Du ei tænter paa mig, være hvilfenfom-
helt — faa ved jeg, at Du kjender mig, og bermed er jeg forvisfet om Dit
) 9: Auguſtenborg. Megener (Actmæsfige Bidrag I. 124, Anm. 208) betragter Droy-
fens og Samwers Beretning om Brindfens a
Krone, og elv tilbringe Reften af fit Liv fom
Digt. Ken bette Brev, fom viftnot røber em let forklarlig, urolig Sindsſte
hvis Yitringer maaftee itte have været varige, bevifer i alle Yald, at en faadan
var ben forfte, ber krydſede hans Sind ved Tibenden om be Evenes Foretagenber
mob Guftav IV, og Beretningen er altfan hiftorift fand.]
agt
lan, at flaffe Yrederil VI. Sveriges
Goa —— uftenborg, fen et
Dileg Nu. 44, 45 og 46. 675
VBenſtab. Maatte mine Ouſter blive opfyldte, og vi Haaud i Baand med Wre
tilbringe vort Livs fidfte Dage — I vores Krebs.
G. 10. 3. 809.) Ganſte Din
Hils Alle paa A—. Gbriftian.
Ro. 45 (til &. 189 og 194).
Ghbrifttan Angufto Brev til General v. Krogh.
(Efier den heelt egenhandige Driginal I norfte MRigtardiv.)
Deres Excellence mig tilſendte Meldinger fra Herr Divifionsabjutant Krogh
bliver tilftilfet Hans Majeftæt, faafnart be fan blive færdigdiffreret; bet om Ind⸗
byggerne ommelbte m. m. gjør bet nøbvendigt. Imidlertid erholder 48. Maj.
herom foreløbig munbitlig Melding af Kancellipræfident Kaas, fom forigaars er
reit i bobbelt Grinde til Kjøbenhavn. Deres Wycellence vil nemlig have erfaret,
at Nigets Stænder I Sverig haver beviift mig ben Wire unanimiter foruden
Botering at vælge mig til Succesfor. Om eller hvorvidt jeg lam antage bette,
bepenberer aldeles af vores Konge — hvis Svar jeg oppebier baglig. Mit
Fedreneland bliver jeg filler et utro og uden Befaling antager jeg ille denne
Lornefrone. Men wuagtet jeg gjentagen har averteret be Svenſte herom, uagtet
be laber rylfe bere8 Armee imod vores Grænbfer, er dette ille bet vanfleligfte —
bet fom gjør Sagen befperat, er ben almindelige Misvært, ven baglig tiltagende
Hungerſnod, ben fpærrede Gommunicatton med Jylland, ba GEnglænderne have
paa ben oſtre Side befat Anholt og paa ben veftre Manse ved Riibe og Helgo-
land. Denne Lanbets Stilling maa Kongen noie Henbe, og det fan itunes flee
ved en Mands mundtlige Foredrag, til bvillen han bar Viltroe. Vores Maga-
finer ere ilkuns forfynet til medio September, tommer intet Tilførfel maa Armeen
gaae ubaf hverandre. Ut alt vette herommeldte maae holdes yderſt bemmelig,
naar Landet ei flal blive tabt, I) vil Dereg Excellence alt felp indſee, jeg beder
altfaa at bette Brev efter Ygjennemlæsning maatte tilintetgjøres. Jeg har holdt
det for Pligt foreløbigen at avertere Dem, og fornemlig ba jeg formobentlig inden
ben Tid maae fende de mig laante Trupper tilbage til Møraas. En Defpera-
tion Goups ved at inbfalde er ille at vove: thi i Wermeland og Bahus er
noæften Qungersnøb og i Gothenburg finbes vel Golonialvarer men det Komm,
19 å 20 Nor. en Tonde Rug. Vores kjære Ulierte”) vare endnu ben Bbe ved
Umen, og be forbliver ba ber fandfynlig indtil Binteren med deres 4000 Mand ! I
De pes bavt Uffairer, bvorved de af 1800 Mand i 5 Dage vandt 4 å 5
ile.
Jeg beder Deres Excellence endnu for Himlens Skyld, at bet herommeldte
di fommer for nogen andens Øine eller Øren. Med et fandelig bekymret Hjerte
anbefaler fig til Deres Excellences venflabelige Erindring ærbøbigft
Gbriftiania 28be Juli 1809. Gbriftian
Prim til S. Holften.
No. 46. (til S. 198).
Uddrag af et Brev fra Wetterſtedt til G. Adlerſparre af 20. Auguft 1809.
(Efter G. YAdlerfparres Handlingar. IV. 105—107.)
„— — Seg havde ſtrevet bette, ba ſtore og viglige Tidender fom og til-
hænde med en Goureer fra H. E. Stedingk, ber afgil fra Frederilshamm ben
5 d. e. Ghriftiania 10de Marts 1809, *) Underſtreget af Prindſen. ) J baken,
6746 Bilag No. 46 og 47.
1796 $ benne Maaneb. Tre Dages Conference havde ba fundet Sted, Conti⸗
nentalfyftemet er behandlet paa den Maade, vedlagte paa begge Sider vedtagne
projet d'article inbeholber, men forøvrigt er Grev Romanzoff ubevægelig i
Spørgsmaalet om Kalig-Strømmen og Aland. Paa alle Remonſtrationer fvares,
at Keiſeren albrig gaaer fra bisfe Punkter, og at ber ei er Spørgsmaal om
Grendſerne mellem Sverige og Finland, men alene om be nye Grændjer, fom
imellem Gverige og Rusland bør beftemmes. Da H. E. Stedingk og Obert
Stjölbebrand beftemt erflærebe, at be ei unde indgaae i Spørgsmaalet om lands
Nfftaaelfe, ſtandſedes til GSlutningen berveb, at en Coureer flulde hidſendes for
at begjære pofitivt Svar, paa hviltet Krig eller Fred ſtulde berve.
Det behøver at overveie8, og ben hemmelige Comitee flal raadſporges. J
Dit Brev af 13de fynes Du ef at lægge ſtor Bægt paa Hand, og ei at anfee
Forføget paa at beholde denne Ø at fvare mod Faren ved en ny Krig og Borte
fjernelfen af ben med reden forbundne GSueresfionSordben. Det var vel, om
Dine Tanker i dette Wmwne med frørfte Skyndſomhed unde indlomme, inden Con
reren fenbes tilbage til Rusland. Nu vilde en heldig Deciſion i Nørge være af
yderſte Bægt, men jeg anfeer ben ei mulig, faalænge Prindſen har famme Lan»
fer fom nu. — — Alopeus, fom og er i Frederikshamn, har berørt Prindſen
af Wuguftenborgs Valg, famt at Keiferen vile tage ben forrige Kronprindſes
Parti, men Stedingk har fan raſtt (vertement) afbrubt benne Fremfiilling, at
derom et et Ord meer er bleven nævnt.”
No. 47 (til Sibe 198).
Breve fra Prinds Ghrtfttan Nuguft til Baron Ublerfparre.
(Ger G. Adlerfparred Handlingar. V. 71—100.)
a.
Jeg haaber, at ved ben Negociation om nærmere Beftemmelfe og Udvillelſe
af ben mellem begge Armeer beftaaende Baabenhvile, fom i disfe Dage efter filler
Jormobning maa finbe Sted mellem Hr. Obert v. Posfe og ben fra Kjøben-
havn retournerende, af mig bertil beordrede, Qverqvarteermefter v. Darre, ber
kunde tage8 nærmere Uftale om et militairt Arrangement, hvorved, naar endog
ben danſtnorſte Stats Stilling gjør nogle Meftrictioner uomgjængelig nøvvenbig,
D. H. ævle Henſigt og Onſte for bet mefte vil funne opfyldes.
Alt hvad be Pligter, jeg ſtylder mit Fædrejand, hvad fom min Overbeviis-
ning og mine Grundfætninger mig tillaver, flal af mig bibrage8 til at oprette,
og alt meer befæfte Forſtagelſe imellem begge Nationer — Nationer, fom have
Ørund til gjenfidig Høiagtelje, iftuns fan og bør tun have een Jnteredfe, og,
fom D. $. rigtig bemærler, bør være Venner.
Med fand Jamemmelighed og med den Interesje, Sagens Vigtighed for hver
Nordbo maa have, har jeg mobtaget bet mig af D. H. venflabeligen meddeelte
Project til en Grundlov for ben ſvenſte Nation.
Europas, men fortrinlig be nordifte Rigers Øine ere henvendte paa Sve-
rige8 Rig8bag3-Beflutning. Danmark og Norge — og dette er almindelig Stemme
fra Statens førfte Mano”) til be nedre Glasfer — feer tillibsfulb paa ben for
1) Saaledes i Adlerſparres Uftrykl og Å Sønnens ,1809 och 1810" I. 202, fom Udg. å
t bovet at fravige, ba bet fan være rigtigt og betegne Kong Breverit "I felv fom
roncandidat. Mall har i førfte Udgave rettet bette Udtryk til Mænd, fom ille fynes
nodvendigt. Det bemarkes, at bet ti Prindfens Haandfrrift i Almindelighed er meget
vanfteltgt at fljelme mellem a og æ.)]
Bilag No. 47. 67%
Nordens Fremtids Lylle faa vigtige Beflutming; thi det forlaker fig paa be Mand,
fom flane i Spidſen, agtet for bere8 Falenter og. Charakteer, og paa den Op—
lysning og ben Sæbrelandstjærlighed, fom ben fvenfle Nation har Grund il at
være fiolt af. Det formenes af Ale, at ven tappre fvenfle Nation vil, uden
Qefyn til entelte Individers Juteresfe, filtre Nationens Frihed og Mettigheber,
at ben med Henfyn til Europas Stilling vil handle og vælge fom felu-
ftændigt Folk; at den træfjer faavant Valg, byorved Nordens Fremtids Lykke
fiftres. Varm Kjørlighed før mit Fæbdreland, fand Agtelfe for ben fvenfte Nation,
inderlig Overbeviisning om Dieblilkets Vigtighed, og om at det før Norden vig-
tige Øiemeb fan og vil opnaaes ved be oplyfte, for Forbomme og Egen—
nytte befrtebe Mænd af ben fvenfle Ration, har foranlediget bisfe Vttringer.
Disfe Motiver ville undflylbe min Frimobigheb hos ben oplyfte og retffafne Man»,
fom fiftert veier CGuropa8 og Nordens politifle Stilling mob beta Kræfter, fom
indfeer Øiebliftels Vigtighed for Nordens Fremtids Shjebne, og fom jeg troede at
fylde benne Frimodighed fom et filfert Beviis paa min Høiagtelje. Veg tør an-
mobe om at fornye mig i Hr. Obert v. Platens venflabelige Crindring. Siden
den mig uforgfemmelige Samtale mer benne agtværdige Mand har Europas Stil
ling meget foranbtet fig, men benne har enb mere forøget be Motiver, hvorpaa
be af mig anførte Sæminger grundede flg. '
Det er med ben fortrinligfte Høiagtelfe jeg har den Wre at unvertegne mig
b.
Gbrifttania ben 6te Mai 1809. |
Chriſtian, Prinds til Slesvig-Holſteen.
| b.
Heivelbaarne Sr. Statsraad, Oberſt og Baron!
Min Stilling og den Hoiagtelſe jeg bærer for D. H. gjør mig det tl Pligt
med ben mig naturlige Mabenhjertighed at befvare Deres mig ved Hr. Oberft-
Rieut. SHölbebrand tilftillede ærede Strivelfe. Jeg maa forub bede om at blive
undſtyldt, naar jeg maa tilbeel8 gjentage tildeels referere mig til bet, jeg flere
Gange har havt Leilighed at yttre om ben omhandlede Gjenftand. Ut ben for
nylig i Sverige ftevfundne Megjeringsforandring vilbe have til Øiemed at til-
bagegive Sverige Freden, var min og ben almindelige Formening, og vi glæbede
os over at fee Ende paa en ligefaa øbelæggende fom uhenfigtsmæsfig Krig. In—
gen tvivlebe altfaa paa, at Sverige hertil vilde gjøre bet førfte Skridt og vælge
bet enefte Middel, hvorfornden, naar man tager $erfyn til Sverige og be øvrige
Staters nmuværende Stilling, ingen Fred var mulig. Denne Formenining er ei
blenen opfyldbt. Nordens Stilling er uforandret, og mig bliver illuns den Troß,
for mit Vedlommende og forſaavidt bet lyd fig forene med min Gtilling vg
Charalteer, at bave virlet efter Gone til dette før Nattonernes Lylke faa -vigtige
OMiemed. Det er altſaa Sagerue3 vedvarende uheldige Stilling, fom nøder mig
til hev at igjentage, at bet, faalænge benne vedvarer, og foruden &.
-M. Kongen min Herred Jillavdelfe, er umuligt for mig at antage Noget,
enbog bet meeft fmigrende og bæberfulbe Andrag. Naar jeg bolder bet før Pligt
ber at yttre mine uforanderlige Grundjætninger og min fafte Beflutning, da beder
jeg D. $. være nverbeviift om, at jeg med varm Folelſe erkjenber ben mig ber
vifte Tiltro og bet Hederfulde før mig i bet ommeldte Beviis paa en ævel og
rav Nations Agtelſe; at jeg inderligen ønfter, at ben. politifle Stilling fnart
maatte give mig Anledning til at give Bevis paa benne min Folelfe. Vor at
forefomme ethvert falfft Skridt, ethvert fom kunde give D. H. Anledning til feil-
agtig at bedømme en Mand, fom bærer fand Gøiagtelje for Dem og altid ønffer
at befibbe Deres, har jeg troet aabenhjertig at burde anføre forommeldte min
Overbevilsning, grumbet paa vores Feedrelands gjenfidige Stilling i nuværende
DB.
678 Bilag No. 47.
Dieblik, forfitret om at D. H. og enhver Retflafjen vil agte ben Mand, fom
bliver fin Gharatteer, altfaa fine Grundfætninger tro, fom et
fjenber nogen Jnteresfe, naar ben colliberer med be Pligter, han
ſtylder fit Fedreneland.
Bed at bevidne min Erhjendtlighed for Deres ærede Skrivelſes venſlabelige
og for mig faa meget fmigrenbe Indhold, undertegner jeg mig med ben meet ub-
moærlebe Hølagtelje 68. Sr. Statsraads, Oberſts og Barons
. tjenftvilfigft ærbøbige Tjener
Gbriftianta . . Juli 1809. Chriſtian,
Prinds til SL. Holſteen.
Ce.
Høivelbaarne Hr. Statsraad, Oberft og Baron!
J Følge ben fra Hr. General v. Staffeldt til mig indløbne Rapport maa
jeg frygte for at en Misforftaaelje fandt Sted ved Hr. Grev Andarfvårds ſidſte
Sendelfe til Kongsvinger. Veg har berfor beordret Dverbringeren af dette, Ma-
jor v. Darre, fom nyber min fulbfomne Liltro, og anmoder D. H. om at med»
dele ham Deres Opbrag*) til mig.
Jeg onſter, at be tvende officielle Strivelfer, fom Hr. Grev Mørner med-
bringer, finber Deres H. Vs. Bifalb. De ere affattede efter min Overbeviis.
ning om bet, re og Pligt byber mig i min nuværende Stilling. Jeg fan ei
mægte, at jeg ønfler, at der, forfaavidt bet fan undgages, ei maatte gjøres en
offteiel Brug af famme. Jeg haaber at da, fom bet fynes, Alles Ønfle heri
forene fig, bet i ovenmeldte Skrivelſe anførte Tibspunkt, Freden i Norden,
fnart vilde inbtræfje, bvorforinben jeg ei feer mig i Stand at afgive andet Svar,
pg, D. $. tilgive min Frimobighed, ei heller fan onſte at maatte afgive Anbubdet
orkeiel i bette Unliggende.*)
Det er med v. f. v.
Chriſtiania 155e Auguft 1809.
Gbriftian,
Prinds til SL Holftern.
d.
Til Oberftlientenant Greve af Anclarfvård!
Fra General Staffeldt er mig bleven tilmeldt, at D. I. har snflet at have
en Samtale med mig. Da jeg inden faa Dage haaber at funne overfende Grev
Mørner med mit allerunderbanigfte Svar til 4. M. Kongen af Sverige, fan man
jeg paa benne og flere Grunde ønfle, at ben omhandlede Samtale og videre MNe-
peiatlon om hvad bet enb maatte være, for ſaa længe måatte ubfættes. Deg
far imidlertid beordret Overbringeren af bette, Qr. Major v. Stabell, fom har
min fulbfomne Tiltro, og paa bvis Diseretton man fan forlade fig, at modtage
rindſen har iffe ubfylbt Dagen, og faalebes er bet og trykt t Adlerfparret Gand-
) heng al bar i førfte dg. tilfniel ude”, fom ubetinget er urigtigt, ba en
benne Dag et unde fare paa et Balg, fom førft foregil 18 Juli; jfr. Paludan-
Miller i For Literatur og Kritil" VI. 131—132.]
5 I Vrindſens Breve indfniger fig undertiden tydfle Ord og Vendinger. GSnaledes her
Opdrag (Muftrag, rende, Gommisflon) og Unbub (Tilbud).
ed $a ag
om Tronfolge . en giorde rden og Fred me
tingelſe ye modtage Hadert fet. ;
Bilag No. 47. 679
D. 6.6 Unbrag, og herom uden Opholb at indſende hans Rapport, bvorefter
jeg ſtrax ffal give mig ben Wre at meddele mit Svar. Jeg beder 0. f. v.
Ghriftiania 11) Auguft 1809.
Gbriftian,
Prinds til SL. Holfteen.
e.
Ssivelbaarne Hr. Statsraad og Baron!
Jeg er pligtig at erfjene Mobtageljen af D. Hs. tvende ſidſte ærede Skri-
velfer, og at bevibne Dem min oprigtige Taknemmelighed for bette nye Beviis
paa Deres Belvillie, fom jeg onſter og ſtal ſtrebe fremdeles at erholde mig.
Jeg holder bet før overflødigt at forſikkte D. H., at ben å be Bilag, jeg
giver mig ben Åre herved at remittere, omtalte ubefindige Propofition et er og
di var bleven mig gjort uftraffet. Jeg maa fmertelig beflage naar enkelte Yndi-
vibers ubefinbige og urigtige Fremgang, naar af politifte eller andre Diemed ud⸗
fprebte falfle Nygter flulbe funne fafte en Skygge paa Kongen af Danmarks ævle
og loyale Gharakteer. Jeg tør med fulb Overbeviisning paaftaae, at Tiden maa
oplyfe bet Urigtige i bisje Unfluelfer, og jeg jr ved bet nøie Behjendiſtab,
og be mange Bevifer paa Kongens Tenlemaade hertil i Fremtiben at funne bidrage.
H. M. Kongen af Sveriges Ønfle, Unliggendernes nuværende Stilling i
Sverrig og bet af ben almindelige Opinion ommeldte — ere før vigtige Grunde
for mig til et at opflybe min forehavte Neife til Danmart. Leg anmoder D.
6. ver forefaldende Leiligheb at nedlægge min unberbanigfte Refpect for H. M.
Ped den mig af D. H. venflabelig meddeelte Formular til Balgacten og
Forfiftringen fan fra min Side for Øieblittet Intet være at erindre.
Naar Freden imellem begge Niger tillaber mig at nedlægge mine Gharger,
og faalebes fri fra be med famme forbundbne Pligter at underſtrive ben ommeldte
Forſikkring og tiltræde min nye bhæberfulbe Stilling, ba vil D. H. tillade mig
at bitre bet Onfte, forinden noget offtrielt Stribt i denne Henſeende maatte gjøres,
til ben Tid at anføge om en perfonlig Sammentomft med Dem, eller En, fom
nyber Deres fuldkomne Tiltro, ved ben norſte Grænbje, paa bet Sted D. $.
felv maatte behage at beftemme.
Den for mig paa flere Grunde faa vigtige Overbevtisning, at mit Valg er
bifaldt af H. M. Keiferen af Frankige; ben Umulighed jeg ligelebes af flere
Grunde feer her at hinne mobtage nogen folemne Deputation, med flere Moti-
ver, foranlebiger bette Ønfte og benne Anmodning til D. H., fom jeg haaber
De ei vil nægte mig. Jeg flutter med bet Onſte, at D. H. i benne"Sfrivelfes
Snbholv tMun vil fee min oprigtige Attraa, forfaavidt mine Evner bet tilaver,
og foruben alle Bibenfigter at funne opfylbe be med min Stilling forbunbdne
Pligter, og anmoder Dem om ben Godhed at antage Vorfiltringen om den uind-
flrentede 0. f. p. Ghriftianta ben ben Rovember 1809.
| | Gbhriftian,
p Prinda t. SL. Hølfteen.
Hølvelbaarne Gr. Statsraad, Gen.-Abj., Oberft og Baron!
Jeg trljender Modtageljen af D. 4.8 ærede Strivelfe af 155e d. M., fom
er mig tiltommen i bisfe Dage. Bed at referere mig til mine forrige Skrivelſer
mad jeg Henftlig anmode om, at D. $., faafnart De maatte erholde Efterretning
pm at reden å Jønføping er undertegnet af vedkommende bertil befulbmægtigek
Miniftre, De da behagelig vilde opgive mig Tiden og Stedet, bvor jeg kunde
5 [Ø. Ablerfp rre har her 17 Auguſt, men ifølge velvillig Meddelelje fra Sønnen Hr.
Greve C. Å. Udlerfparre Tan Lallet ogſaa ej 11, hvilket maa være bet rette, ba
Grev Merner endnu ille var afreift fra Ghrifttanta, ba dette Drev flreves.]
680 Bilag Ro. 47,
jane den Fornsielfe at møde Dem enten paa Kongsvinger eller Magnor. Denne
ereg rede Strivelfe oppebier jeg ber.. Seg gjenlager bet Ønfte til ben Tid at
funne erholde ben i min forrige Strivelje yttrede, for mig og min Gtilling faa
yderſt nødvendige Overbeviisning.
Med Glæve feer jeg vet Dieblik imode, fom ſtaffer mig ven længe onſtede
- Reilighed munbtlig at funne bevibne ben ſande Høiagtelje og Hengivenhed, med
bvilten o. f. v. Gbriftiania ben 25be November 1809.
Sbriftian,
Prinds til SL Holſteen)
Be
Høivelbaarne Hr. Statsraad xc.
"Ben &r. Gapt. Forsfell har jeg havt ben Åre at modtage D. H. Skri⸗
vetfe af ven d. M. Jeg er ei iftand tilfulde at udtrytfe ben Bedrevelſe og ben
Følelfe, fom ben i famme erholdte førgelige Cfterretning har opvatt hos mig.
Maatte mine Ønfter opfylbes og Himlen bevare H. M. til ben fvenffe Nations
Lykte. Jeg anføger D. H. faa vifte fom muligt gjennem Commandanterne paa
Eda og Kongsvinger at ville meddele mig Efterretning, og fnart haaber jeg at
børe ben glæbveligfte af alle, at 58. M. er t Forbedring. Jeg snfler min under
banigfte Napport*) nedlagt for Høiftfamme, med ben underdanige Vorfittring, at
jeg med et talnemligt og rørt Hjerte erljender Høiftfanmes naavige Tænkemaave,
at min fornemfte Attraa, naar: jeg feer mig i Stand til at nærme mig Hoiſt⸗
famme8 Trone, da ſtedſe vil være ben at vife ben bevfte Billie til efter Gone at
tunne ſvare til Kongen8 og Nationens Forventning og bere8 for mig faa hæder-
fulde Tillid.
Saaſnart jeg erholder den mig af D. H. lovede Efterretning, at Freden i
Jonkoping er underſtreven — og jeg haaber at den ommeldte Difference ſnart
vil være jævnet — ba flal jeg uden Ophold afgage til Kongsvinger, hvor jeg
baaber at finde D. Hs. behagelige Beftemmelfe om Gtedet og Timen, hvor jeg
fan have ben re at møde Dem ben puafølgende Dag.
Medb megen Wngftelfe modſeer jeg ben Underretning om Udfaldet af ven
tongel. foenfle Misfion til Cabinettet i S. Cloud, hvortil D. H. har havt ver
Godhed at give mig Haab, og hoorom Melvingen efter de offentlige Blade for⸗
modes at maatte være indleben i disſe Dage til Gtodholm. Ingen tan være
meer overbevtift om Nodvendigheden, at enhver Beſlutning af en fri og ævel
Mations Repræfentanter maa være albeles uafhœngig af udenlandſte Magters
Indflydelſe. Nationernes Are, Frihed, Selvftændighed — hvis Erholvelfe*) maa
være bet vigtigſte Diemed faavel for ben. Konge, fom er faa Iyffelig at faa i
Spidſen for et frit Holt, fom for enhver Statens Borger — ræver vette ube⸗
tinget. Men D. H. tillade mig at yttre: bvilten Indflydelfe bar og maa Kelfer
Napoleons Beflutninger i GuropaS nærværende Stilling uimodſigeligen have paa
GSverige8 og Danmarks tilfommende Skjebnet Kan jeg og bør jeg indtræde t en
Stilling, hvori jeg, forinden jeg haver den fulbe Overbeviisring om ovenmeldte
bet: franffe Cabinets Beflutning, vover at paaføre et Land — fom har ved ben
mig beviifte ufortjente Tiltro faa megen Ret til min Lamemmelighed, famt vet
&anb, bvor jeg er fodt og ligeledes flylder megen — maaflee alene ved mit In⸗
dividuum en ny Krig? en Ulyfte, fom fandfynligviis vilde have begge Lanes
Ruin til Følge. Efter bet her Unførte — og jeg appellerer til D. Hs. Cha⸗
walteer, fom ſillert ſtemmer overeens med disſe Grundjætninger — forbyder mig
efter min Overbeviisning Åre og Pligt at indgaae nogen lignende Forpligtelſe,
5 [28 Noøvbr. fendte Peindfen til Udlerfparre en Afſtrift af bette Brev, fom han frygtebe
or et ri tig var fremfommet.]
7) Mon ei Reſpect? *) [Erhaltung — Opretholbelfe.]
Bilag Ro. 47, 8
eller at underfrive Forſikkringsaeten, forinben Freden med Danmart er undertegnet,
og forinben jeg har erholdt ben ovenmelvie, for min Sindsro uomgjængelig for
nødne QOverbeviisning..
I Følge heraf vil D. H. fel indfee, i hvilken yderlig Forlegenhed jeg vilde
være, naar $. M. Kongen forindben ben Lid, bvilfet Gud forbyde, ſtulde blive
o8 frarsvtt. Jeg har imidlertid uben Opholb herom indmeldt til $. M. Kon-
gen af Danmarl. Saafnart Hoiſtſammes Svar indløber, ſtal jeg ſtyndſomſt
give mig ben Are, herom at tilfenbe D. $. ben fornødne Communication.
Mine herværende Vorretninger8 Lilendebringelje, faafnart jeg efter Førommeldte
feer mig i Stand til at tage en Beflutning, vil ba ei ubforbre mere end 8 å 10
Dage. Det er med ov. ſ. v.
Ghriftiania ben Ste Derbr. 1809. Chriſtian
Prinds t. GL Holſteen.
h.
H. B. Hr. Statsraad, Gen.-A»j., Oberft og Baron!
Næften til famme Tid fom jeg bavve ben Fornøielfe at modtage D. 48.
førfte ærede Slrivelſe, erholdt jeg ligelebed ben i Jønføping undertegnede Tractat
tiljenbt fra Kjobenhavn. J ben filtre Formodning, at benne Lractat maa være
tilføiet nogle mig ei communicerebe hemmelige Urtifler, og at, efter D. H.
Bitring, Freden med Vrankrige inden fort Tid vil flutte8, bærer jeg ingen Tvivl
om, at ommeldte Tractat alt er eller fnart bliver ratificeret, pg at ben ſaaledes
retablerede Harmoni mellem Sverige og Danmark, fom er aldeles overeensſtem⸗
menbe med begge Landes Interesſe, vil have den Barighed, hvorom Overbeviise
uing er for mig. i min Stilling — fom jeg gav mig ben Åre mundllig at pitre
for D. H. — faa vigtig fom nødvendig. J denne forubfatte og af mig inbere
lig øuftede Forventning baaber jeg altfaa, forfaavibt ben ommeldte ratificerede
Tractat inden ben Tid ffulbe være ubveglet i Jonkoping, og ben anførte Dag
erholder D. H. Bifald, at funne indtræffe ven Gte næfte Maaned til mig noær-
mere behagentlig meddelende Tid af Dagen å frenft Svinefund, for berfra at
fortjætte min Reiſe i Følge Hs. Maj. naavigfte Beftemmelje. Jeg anmoder D,
$. at ville anſee bisfe Bttringer fom vffirielle, og anjøger i Følge heraf at be-
ære mig med Dered Svar. J
Den ſorgelige Efterretning, ſom D. H. meddeler mig, bedrøver mig inberlig.
Maatte denne Deres Formodning ei indtræffe! De behager at yttre i en af
Deres forrige Strivelfer, at i Fald H. M. flulde Kænves noget for o8 Alle høig
førgeligt, ba Meifen for mig maatte paaſtyndes og ulle Geremonuier bortfalde,
og jeg indfeer fulbfommen Nodvendigheden beraf. Jeg indftiller berfor til D.
$8. behagelige Ombømme, om i faa Fald — bog under openmeldte forudfatte,
for mig nødvendige Overbeviisning — ei Reijen uden videre Ceremonier, vg om
nøbig incognvito i muligfte Haſt og paa ben korteſte Bei burde fortfættes til
Stodholm. Maatte jeg i faa Falb funne bevidne H. M. ve Følelfer, fom ope
fylde mit Gjerte, og mobtage Hoiſtſammes Befalinger. D. H. tilgiver, naar
jeg her med fæbvanlig Frimobighed yttrer mine beer, vg underkafter bem Deres
Omdømme.
Skulde og burde i Sverige8 nærværende Stilling efter en faa øbelæggende
Krig, men fortrinlig for ſaaleenge en af os Alle elftet Konge er paa Sygeleiet
og ei reftitueret, alle med Bekoſtninger forbundne Ceremonier og Geter ei und⸗
gaaes? Jeg haaber, at D. H. hender min Lænfemaade; men det er for mig,
m ei Henber tilftrælffefig ben offentlige Mening, og altfaa ei hvad eg
eb og Forholdene uomgjængelig fræve, umuligt at bedømme, om og hvorvidt
jeg fan og bør yttre noget Onſte i denne Henfeende, famt til hvem jeg i fan
Tilfcelde himbe abresjere bet, Det er end paa disſe Grunde, at jeg ubfætter at
682 Bilag No. 47 vg 48.
befvare H. M. allernaadigfte Skrivelfe, indtil jeg er faa lylkelig at erholde D.
Hs. behageligfte Svar, fom jeg af flere Grunde forventer med Lengſel. — Om
Gapitain Holſts Anfættelje forbeholder jeg mig mundtlig at tage nærmere Uf-
tale med D. H., ba han for bet førfte å banft Uniform vil geleide mig til Stod»
holm. Seg beder 9. f. v.
Gbriftiania d. 225e Decrbr. 1809. Gbriftian
| NPrinds t. SL. Holſteen.
1.
Hoivelbaarne Hr. Statsraad o. f. v.
Det er med ſand Fornoielſe og Taknemlighed, at jeg bar modtaget og ber-
ved giver mig ben re at remittere be Bilage, D. Hs. Venflab har anfortroet
mig. Beroliget ved fammes, men fornemmelig. Grev von Wetterſtedts fenefte
Skrivelſes Inbhold, fom bortrybber for mig alle Vanſteligheder, fær jeg mig i
Stand til Formibbagen ben 7de b. M. at indtræffe å Svinefund, for berfra at
fortfætte min Reiſe efter ben af Sr. Oberftlieutn. v. Skjölbebranb lagte Plan,
forfaavidt mine Yttringer Hl ham og til Grev Andarfvård, og D. 98. Beftem-
melfe, i Følge bet af mig vitrede og af H. M. naavigft approberede Ønfle m.
m., ei flulbe forandre famme. For at unbgaae al Misforftaaelfe bør jeg tilføie,
at jeg ei bar havt ben Are at tale med Oberftlieum. GStjöbebrand og Grev
Undarfvård, efterat have modtaget D. H. Strivelfe. Jeg tilføier i Medfor deraf :
1) Ut jeg onſter at erholde forinden min Afreife fra Frederifshad D. 48. ber
bagelige Beftemmelfe i Henfeende til Uniforms Unlæggelfe m. m., hvorom bet
Bidere vil tilmeldes af Hr. Grev Undarfvård. 2) Hvad ben mig af Hs. M.
tiltenkte Naade betræffer, ba er jeg pligtig til at antage famme med allerunber»
banigfte Tafnemmelighed fom et nyt Beviis paa Hs. Ma. Naade og Tillid.
Det bliver en meget naturlig Selvfølge, at tilføie mit Navn det af en inverlig
elflet og agtet Konges, og vil, efter min Indfigt, herved og ved offentligen at
ubelabe Navnet Ghriftian H. Ms. Diemed formobentligen opnaaed, og D. 48.
Onſle tillige funne opfylbes. Men ba Forandringen af mit Ravn fandfynligen
et vil fomme unber Bentilation forinben jeg anfommer til Stodholm, faa forbe-
holder jeg mig herom at tage nærmere Aftale, naar jeg har den Wre at møbe
D. H. t Svinefund. 2) Hr. Kullberg ønfler jeg meget at funne have ben For
nøtelje at tale med i Frederifshald ben Gte b, M., paa hvillet Sted jeg ind»
træffer ben bte om Uftenen. Veg flutter med Anmodning om at være anbefalet
t Deres Høivelb. behagelige Erindring o. f. v. Garl Auguft,
Chriſtiania ben Iſte Jån. 1810. Sven Niles Kronprinds.
Ro: 48 (til Side 200).
Udbrag af Breve fra Carl ben 13de til Bardu Adlerfparte:
(Dverfat efter G. Avlerfparres Handlingar V, 22—07.)
å.
[Udateret; formobentlig af 1866 Juli 1809:]
Min bevfte Avlerfparre! Jeg feliciterer til en lylkelig Seier og tillige ül
be gode Tidender, fom De har faaet med ben nysanfomne Parlementair. Mørnet
reifer intorgen RI. 10 Form: og har i Aften faaet fin Inftruction efter Over-
eenſktomſt. Han måa illgemaade hdve Åvet Eder Svar om ven nysantomne
Rordmands Preſentation pe mig i Morgen efter Rapporten. Kan jég nevne
Noget til ham om bet nye Valg? Jeg ønfleve at vide dette inden jeg feer han,
dd
Bilag No. 48. 683
ifigemaabe om han er min nys aceouderede Søn perfonlig hengiven? Lab mig
vibe bette inden Præfentationen fler. Nu onſter jeg Dem en meget rolig Nat.
Det, fom i Dag er forefaldet, flal gjøre pen meget rolig for mig.
| Garl.
b.
[Udateret.]
Min bedfte Adlerfparre! Nu begyndber Danbdfen at gane. Gjennem mit
Embedsbrev feer De, hvor bumt be bære fig av, og hvor nodvendigt be finde
at lade min nærværende Søn, faa godt fom mod fin Billie, antage bet Tilbud,
fom ban fanflee af en ufædvanlig Delicatesfe ellers vilde have refuferet. Aar⸗
waagen bør man være faavel fra foenft fom norff Sibe: vaage over, at Yngen
fra Jylland faaer føveis pasfere til Norge, og gjøre Surprife ber. Jeg lægger
- bette paa Deres Samvittigheb. Denne Tidende tommer ellers å propos før at
fætte Nordbmændene i Harnifl, om be ere ret ſindede. Som em agte Nevolu-
tionsmager overlaber jeg benne Sag blindt i Deres Hænder, forvisfjet om at ben
ufeilbarligen maa lykles.
Med fuldkomment Venſtab er jeg altid Deres gode Ven
Carl.
| Stodholm Bde Auguſt 1809.
Min bedfte Ablerfparre! Med Extrapoſt ankom idag til em af Nigets
Herrer, Friherre Engeſtrom, vedføiebe Brev fra Grev Bernſtorff; dets Indhold
er af ben mærlelige Betydenhed, at jeg uden Ophold Har villet meddele Dem
fomme. IJ ben vigtige Gommisfion, fom jeg har overbraget Dem, m. b. A.,
- bar bet ilfe Funnet unbgaae mig, hvor meget benne Unberretning fan være Dem
HL Nytte. Imidlertid har Ingen her berom faaet mindfte Underretning, unbta-
gen Engeftröm og Wetterftedt. Veg har overbraget ben Sidſte at meddele Dem,
vibtløftigere end Tiden nu tillader mig bet, mine Tanker og ben Beflutning, fom
Engeſtröm har faaet Befaling at meddele fom Svar. Veg venter med Loængfel
paa Nefultatet af bet, fom De anførte i bet Brev, jeg fl fra Dem igaar med
Cabinets⸗Coureer Lunbavift. Fra Agel Mørner har jeg ei hørt et enefte Ord;
jeg veeb blot at ban har pasferet Wennersborg; Men fiben verd jeg ei om han
er fløtet eller funlet. Han burde være fremfommen, og om faa er, burde jeg
ogſaa havt nogen Underretning fra ham. Slaf mig at vide, hvorledes bet for»
older fig bermeb, og fæt mig i Stand tif at funne bringe be uretfærdige Munde
til Taushed. De forftaaer hvad bet vil fige. Armaden mob Nord er fom»
men til Øregrunb, hvor ben har mødt Modvind. Stedingk er fommen til Afand,
videre veed jeg for Tiden ei. Farvel nu faålænge. Jeg er altid Deres gode
en Carl.
d.
| G et Brev til Adlerfparre, dåteret Stodholm 14de Wuguft 1809, figer Carl
den Gftefrift. | |
| „Jeg maa avertere Dent om, at ingen Coureerfart imellem Morge og Dan-
Mart har været afbrubt; at P[ræfibent] Kaas enbnu ei er reift fra Kjøbenhavn. *)
Om Saadant er fagt, er det em reen Uſandhed. Iligemaade har GStatsradd
Blaten fagt mig å Dag, at en vis LandSraad- Manbdetfeldt*) ſtulde ubdgive flg
PG] [Raas var bog, da Ringen fred, åfreiftj thi han kom det 11te Auguſt til Svinefun».
venf. 6.1 9.)
» [Om benne ſpenſte Gventyrer Carl Ingman, fom 1780 abledes Manderfeldt, fenére
fom til Norge, hvor han i flere Aar havde Tilhold hös Grev Danteftjbld i Laurvig,
vis Maitresfe Fru Udeleye han agtede, berefter dar bvfat i Chriſtiania, Kjøben-
havn ag, JBenertborg, vor han bøde 1813, få Saml. 1. Norfle Holte Hiftorie VI.
684 Bilag No. 48,
for et hemmeligt Sendebud fra mig i Norge, bviltet er en flor Uſandhed, og fom
jeg maa anmobe Dem om at bementere paa bet ivrigfie, og bet faa meget mere,
fom han bar været bømt her for aabenbart Typeri.“
Stodholm ben 15de) Auguft 1809.
Med Agel Morner, fom fom bid forleden Løverbag Eftermiddag, fom var
ben 19be, movtog jeg Dere8 Brev, m. b. A., tilligemed Prindfen af Auguften-
borgs. Jeg behøver ei at beſtrive Dem min inderlige Glæde over Sammes Svar,
og i Særbelesheb vet oftenfible, fom han har tilftrevet Dem. Det maler hans
Charakteer og Tœenkemaade, famt retfærdiggjør Alt, vad De har fagt mig om
hans æble Hjerte. Jeg anfeer mig nu aldeles tilfredsfillet ved at hare valgt
ham til min Gftermanb, og fan nu med Tryghed bøe, ba jeg er vis paa at
overlabe et elffet Fødeland til en Manda Forforg, hvis Tæntemaade om Hæbder
og Are er faa vvereensftemmende med min. Nu fænges jeg blot efter at faae
ham at fee og gjøre hans nærmere Bekjendtſtab, famt fom Fader flutte en elffet
Søn t mine Urme. Jeg havde ſtrax ved Modtagelſen af Deres Brev fva-
ret famme Dag fom bet fom, men bg jeg førft vilbe meddele ben hemmelige
Gømitee Sagen, og derved betragte Vedkommendes Miner (åtbörver), har jeg
opfat bette til i Dag. Jeg fommer nu berfra og er bleven tilfrersftillet ved
mange glade Anfigter, hvorimod ganffe Faa, hvis Neſer bleve noget forlængebe,
have i lige Grad moret mig. Imidlertid agter jeg ei at give Plena nogen videre
Gfterretning herom, inben Freb&-Negotiationerne have antaget en mere faft Form,
fom bøier flg mere til vor Fordeel.“ Jeg har imidlertid proponeret Jönfdping til
'Samlingsften for be banffe Megottationer; men jeg maa henftille til Dem, om
bet ikke var muligt, at Prindſen kunde formaaes til at begive fig bid, naar
Freds⸗Regotiationerne med Danmark ere anbnede, og at han da i Egenſtab af
Tronfolger famtyffede i at aflægge Hyldings- og Troſtabs-Eden i Stændernes
NRærværelfe. Derved afbrodes paa engang al VForbindelfe med Danmark, og Fol⸗
gerne af bvad ber kunde forefalbe i Norge efter hans Ufreife kunde iligemaave
fiben aldrig fættes paa hans Megning. Ligeledes var bet en ny Grund for
Noromændene til baftig at fage bere8 Parti, i Falb Danmart anfatte em ny
Hoiſtcommanderende i hans Gted, hvis Anfomft og maaſtee ftrenge og pofitive
Opførfel ufortøvet flulde fætte vem i den Nødvendighed t en Haft at tage bet
Parti, fom onſtes, for at undgaac et ubehageligt Forhold. Jeg bar her be-
fafet, at efterfom Hoſten overalt har været meer end gunftig, flaf Korn paa alle
GSteber være i Beredſtab for at unverftøtte Norge, hvor ven efter troværvige Be-
retninger ei har været forveelagtig, om man ei fan fige at overalt har været
Misvært. Det kunde og give8 Norbbaggerne tilkjenve, at Sverige er reve til
paa al Maave at unberftøtte bere8 Behov.
Som jeg førmover vil De, m. b. A., fnart faae en entrevue med PVrinv-
fer. Siig han paa mine Begue Alt, hvav bet forbindiligfte Venſtab og Ugtelfe
for hans Perſon fan inbgive mig, og bet Indtryk af Admiration, fom bars
hederlige Svar hos mig har opvatt. Gan bar derved Ulvundet fig min oprig-
Higfte Hengivenhed, og jeg betragter ham fra beune Stund med famme Olne,
fom en Fader fin Søn. Kunde De væ venne Leilighed tillige foreſtille ham,
at om han fom min Søn vilde optage mit Ravn, efterfom vet ban bærer, gjen
nem ben fom bivtil har baaret bet, er bleven faa forhadt for vor Almeenhed,
vær bet iffe alene en Glæve før mig, men ogfaa af Nytte for ham; bog gjer
heri fom De finder tjenligft. |
5 [Feil rift af Songen, rimeligvtig for Yade. jfr. Paludan Miller: For Literatur og
' Kritil. VI 192.)
Bilag No. 48. 685
Unberret mig forøvrigt om, hvorledes han wsuffer at modtages; om Depu-
terebe fra Gtænderne fulle møde ham ved Grændfjen, eller reife Ul hans Reſi⸗
ventet Gofftaten, fom jeg fenber, bør med Mette forføte fig Hl ben ſidſte; men
Alt bør lempes efter hans Attraa, og berom ønfler jeg ubførlig Efterretning.
Jeg fender Dem tilbage Prindfens private Brev, fom ei frulde vifes, famt
Bagges, og er altib Deres troe og vprigtige Ben
Garl.
f.
Stodholm ben 16de Auguſt 1809.
M. b. A.! Jeg fil å Formidbbags med Coureer Gronland Deres Skrivelſe
af 13be, og jeg længes efter Mejultatet af venne angelegne og vigtige Sag med
den Følelfe, fom naturligviis vælfes jaavel af ben varme Deel, jeg tager i Ud⸗
fafdet, fom af ben inquietude, jeg maatte føle, om ben ſtulde mislylles. Jeg
tilbagefendber bet vedlagte Brev, å Jalv bet kunde tjene Dem til nogen videre
Rytte. De Danfle fynes at have alt meer og meer nedſat deres Prætenfioner,
Et Forbud mob Kaperier er ubfærbiget, og meb ſidſte Poft blevet hibfendt af Tawaſt.
(Jan forteller i vette Brev, at Garnifonen paa Chriſtianss paa Bornholm havde
tebelleret og havde beferteret til Garlehamn, og mener, at be Svenſte. her have gjort en
ged Goup, fom i bet mindfte flal bringe Minifferen paa banft Side til forøget Søfligheb.»)
g.
Stodholm ben 285e Auguft 1809.
M. $. A.! I Saar Afte8 ver min Tilbagefomft fra Rofersberg modtog
jeg fra General Armfelt en Rapport, fom er bleven han mebbeelt gjennem en
Reiſende, at Prinds Frederik af Hesſen paa en Baader gaaen over fra Jylland
til Morge. Hans uventede Ankomſt frygter jeg tan have en ubehagelig Inbfly-
belfe, og jeg iler berfor at unberrette Dem berom. J Gaar Aftes meget feent
amfom Andarfvårb fra ben nordre Armee, bvor Wadtmeifter i 2 Dage bar flaaes
med Rusſerne. De have forceret fig igjennem og forladt Umed tilligemeb beres
Sygehuus og nogle Kanoner. Dere8 Tab flal være flørt, men vi have og tabt
mange Folk. I Dag er Prindjen af Auguftenborg bøitibeligen bleven erklæret
ſom Tronfølger, hvilket fleve paa Rigsfalen. Wetterſtedt og CEngeftröm har jeg
befalet at mebbele Dem alt bet Nye, fom er forefalbet. Veg har bløt Tid til
at førive bisje Linier, efterfom jeg nu flal expedere Anckarſvärd til Norvarmeen.
Om nogle Dage flal jeg flrive vibtløftigere; vær alene forfilret om mit beftandige
Venſtab. Carl.
Stochholm ben Bite Auguſt 1809.
M. 6. A.! For tvende Deres Breve af 24be bennes har jeg at talte.
— — — Fra Beften bar jeg fadet indfluttede Brev. Veg fender det fom jeg
bar faaet bet, paa bet De felv fan bømme om Sagens Natur, og hvad Tro man
fan fæfte til faabant Snat. Man bar desuden berettet mig, at Brevforfatteren*)
brugt flere inconjeqvente Ublabelfer faavel i Wennersborg fom Gøtheborg;
n fynes være misfotnøiet med ilfe at funne fpille en betydende Rolle. Den
ban agter fig at ubføre, frygter jeg for betommer ham ilde, om han vedkliver i
ven Smag. Jeg tilbagefenber Dem Grev Wedels Brev, og i Følge beraf venter
jeg blot paa Deres Svar paa, hvad jeg i bette UWmne flrev til Dem. Pengene,
fom De har begjært, affender Engeſtrom i Dag. Det er altfor godt Kjøb, om
be bivrage til vort Diemeds Ivifelige Fulbbyrvelfe. — — — Jeg fommer igjen
5) Gormodentlig bet Brev, fom i 47de Bilag Litr. b er anført. *) [enst]
686 Bilag No. 48.
tilbage til min mer angelegne Sag, nemlig Prindſen af Auguſtenborg. Hav
Øinene med hans nysanfomne Vicarius. De til YFrankrige fendte Negotiateurer
ere anfomne til Stralfunb, og vile ſtyndſomſt fortfætte beres Reiſe; jeg længes
efter fnart at høre Noget fra dem. Met Onſte om al Fremgang forbliver jeg
0. f. v. Carl.
i.
Stockholm ben 18de September 1000.
M. b. A.! Da den Poſt, ſom jeg ufortøvet ubfærbigede ved Modtagelſen af
Deres ſidſte Skrivelſe, nu maa være ankommen til Dem, faa haaber jeg, at De er
underrettet om alle be Foranftaltninger, jeg har truffef til Hovedfagens Beforbring.
Paa min Befaling maa ogſaa De have faaet Underretning af Engeftrdöm om
hvad ber er forefaldet, og ben moærlelige Declaration, fom ben engelſte Gharge
b'Affaires Forfter har givet om fin Minifters Tanker angaaende Norges Forening
med Sverige. Veg har faaledes ille villet forøge Deres Gorrefponbance med
mine Kragetræer; men ba Garl Lovenhjelm fortalte mig i Gaar, at han agtede
at beføge Dem, har jeg ifte funnet fpare mig ben Fornsielje at flrive Dem
bisfe Rinier til, for at bevidne Dem min Tilfrebshed med alle be gode og vel
anlagte Forholdsregler og Skrivt, fom De har taget til vort fore Diemeds
Fremme, bvilfet jeg haaber, uagtet alle hidtil gjorte Indvendinger og Modgang,
omfider bog flal Iyftes, trobs alle fmaa Intriger, og til Spot for alle Lyllejø-
geres Planer. — — — I dette Øieblit fit jeg en Rapport fra Pule, at han
meb ben fore Flaade Iykteligen er fommen til Øregrund, endfljønt han paa Reifen
r været bhjemføgt med flært Taage og Storm. Den Mand er uforlignelig, og
aabanne Holl vore ei paa Vræer; ligeſaa kjælt fom forftandig, elftet af fine
Unberhavende har han ifte fin Lige, og jeg føler mig lyftelig væ at eie en faa.
dan Embedsmand. Jeg længes nu fnart efter at faae høre glædelige Tidender
fra Norge. En Goureer til Norge er pasferet Helfingborg. Hans Navn er
Wevel-Jarlsherg ; han er ved ben banfle Garde til Heſt. Farvel nu faa længe
o. f. 9. art.
k. |
Stodholm ben Vide Septbr. 1809.
M. b. A.! Jeg ft Gaar UAftes fra Wetterftedt Deres Brev til ham
med Indholdet af ben nye Baabenhvile. Jeg feliriterer Dem til vundet Ende⸗
maal. Tidenden glæder mig, og jeg længes efter at faae ben endelige Bekræf-
telje af Dem for end meer at taffe Dem derfor. Veg haaber faalebes, at vette
nærmer 08 endnu mere til ben afgjørende Sags Stund. WBenærnelfen: en milie
tairft Baabenbvile er befynderlig; thi man har aldrig hørt om en civil Baaben-
bvile. Det er fillerligen en Uro, Nordmæendene have faaet af be Danfte, at
tale figurative fom be; men bet maa forblive for bere8 Megning. Naar Hoved⸗
fagen er gob, er bet forøvrigt ligegyldigt, hvad Ravn man behager at give ben;
blot frygter jeg, at Benævneljesmaaden unbderfaftes en Mivicule af visfe Mette
Railleurer her; men bet maa blive bereg Sag; bem ler bedſt, fom ler fik.
Da be la Grange reifer til Wermeland, fenber jeg mit Brev med ham. — —
I Ridderhuſet lives om GSmaating, fom ei angane bet Hele. Individuelle In⸗
tere8fer ſtrides her, uben at gjøre noget Hovedfageligt for det Almindelige. Det
er bog beflageligt, at de, fom ved deres Byrd ere Tronen nærmeft, bortfjerne
ved bereg fæbvanlige Opførjel ben Ugtelfe, fom be burde have hos deres Med-
ftænder. De la Grange tan berette alle Medlemmernes befynderlige Motioner og
J.
Stockholm ben 2dde Septbr. 1809.
M. 6. A.! J Morges KL. 8 anfom Cabinetscoureren Øftdom med ben
af Ambasfadeur Stedingk og Gen. Adj. Stjölbebrand underſtrevne HFredstractat
Dilag No. 48. 687
il min Natification. Hvorvel Biltaarene ere haarde formedelſt Finlands Uf-
faaelfe, faa feer jeg mig bog tvungen, gjennem bet Øngje Almeenbeden har yitret,
til at undertegne for at flaffe mit Fæbreland No. Jeg anfeer mig lykkelig, et
at have været Aarſag til Tabet af et Land, hvis Indbyggere paa en for Efter⸗
verdenen faa moærtelig Maade har lagt for Dagen deres Kjærligheb til et elflet
Fedreland og en ufvigelig Troſtab mod fin Regjering. Denne for mig faa
fmertelige Gataftropbe er Følgen af ben Gonduite, fom ben forrige Regjeringa
forvirrebe Syftem bar foraarfaget, og ben er faa almindelig beljendt, at jeg
Øubftelov er fri for alle be Beftylbninger, fom fan lægges foregaaende Galflaber
til Laft. For Tiden fat ud af Stand til at bjælpe en ubjælpelig Sag, befrier
min Samvittighed mig, og ben trøftende Tanke bliver mig tilbage, at jeg paa
ingen Maade har undladt at gjøre Alt, hvad jeg har kunnet, for at formindſte
Labet famt flaffe Sverige Fred og Ro. Bor nærværende Grænbfe er fra norfi
Ørændfje langs med Torneä Flob gjennem ben botniſte Bugt, Alands⸗Havet og
Niddellinien af Øfterføen. — — Danmark er ilfe bleven inbbefattet å Freden,
bvorvet bet har meget brevet berpaa gjennem Baron Blume, dets Minifter ved
bet rusfifle Hof; ban havde ogfaa til ben Ende indfunbet fig i Frederilshamn
for at faae Anledning til at gjøre fine Paaftande, men blev af Grev Romanzow
felv til GSlutning afviift berfra. Vi have faaledes fluppet nogen rusfiff Megler.
Jeg venter nu bderligere en banft Negociateur efter min førfte Vropofition. Det
bliver curieuft at erfare, hvorledes benne Fred bliver betragtet i Norge, ba Rus-
fanb ei bar nævnet Danmarl i fin Fred. Jeg troer at bet fun gjøre en god
Sirming. Om et Par Dage flal att dette forelegges GStænbderne.
arl.
m.
Roſersberg ben 8de Octbr. 1809.
M. 6. A. Med Capitain Bagge modtog jeg i Onsdags Aftes Deres
Brev af den 1ſte d. M. Dagen derpaa anfom fra Grev Bernſtorff et Brev til
Engeftröm med Tilkjendegivende, at en Rofenkrank var udſeet til Fredens Af-
futning, og flulbe faa fort Svar fom tilbage indfinbe fig i Jønløping. Mi-
nifter Mvlerberg fil ufortøvet berom Befaling og Svaret afgif i Torsdags. GSaa-
ledes er Fred paa alle Siver at vente.
$vab Ubfultningsfyftemet angaaer, ba har bette aldrig været min Plan;
jeg bar anfeet bet for ulempelfigt og fom halve Midler, ber aldrig due. Vil
man en Sag med fulbfommen Billie, bruger man ſaadanne Midler, fom aldrig
fvige, nemlig Haandkraft. Den ftærkefte har da altid Ret, og ben liftigfte Uret.
Gr det Nordmendenes Billie, bør de tale af Sljægget og ftoppe Munden paa
be Sabbucæer. Gilferfparre har jeg aldrig befalet, ei at fælge Noget af be veftre
Magafiner, men overlabder Saadant til Deres Bedømmelje; han har rapporteret
mig, at han har adlydt min Befaling. — —- Jeg haaber, at Freden med Dan-
mark ffal være afgjort inben Maanedens Glutning, og at jeg faalebes ogfaa
nart vil faae min Gjltermanb at fee, efter bvis Ankomſt jeg længes. Apropos
om ham, faa førev jeg Dem til for en Tid fiben, m. b. A., hvorpaa jeg ei fil
Svar, om mit 7— at han ved fin Hidkomſt ſtulde aflægge fit forrige Navn
Gbrifttan, fom et forhadt Navn for alle Svenfler; et Lapperi i fig felv, men
fom paa be lavere Klasjer gjør fort Indtryk. Jeg ønflede at han vilde falde
fig Garl Auguf. Lab mig vibe, om bet gaaer an at gjøre en ſaadan Propofi-
ion. — —
Stodholm ben Ade Octbr. 1809,
M. b. A.! Med Grev Undarfvård mobdtog jeg Dere8 Brev af 12te dennes.
Om be omtalte Gonfuftoner, font ere inbtrufne ved Veftarmeen i Henfeende til
498 Bilag No. 48.
Krigsforvaltningens og General-VFelttøinefterens Expeditioner, har jeg befalet Net-
teljer. En ilde forftaaet god Henfigt har været Warfagen til bem, fom herefter
flat blive rettet. — — Det vilde være for vidtløftigt her at omtale alle befyn-
derlige og uanftænbdige Scener, fom ber ere forefalbne; bog er bet nødvendigt
endnu en Tid at have Taalmo»dighed, indtil Wblet bliver modent. Y Dag ev
ber fommen Brev med Eytrapoft fra Grev Bernftorfj, at ben forventede vanfle
Negociateur inden fort Tid ſtal tiltrede fin Reiſe, og at man bløt venter Kon-
gens Tilbagekomſt fra Holfteen, fom vel fær om faae Dage, for at erpedere
ham. Jeg længes meb Utaalmobighed efter benne Sags Glutning, for fnart at
funne fee min Gfterfølger, bvilten jeg onſter maa ræffe mig Haanden, fom en
bæberlig Mand i mine brybfomme Belymringer. — —
Garli.
O.
Stodholm ben 28de Octbr. 1809.
M. $. N.! — — Skjønt jeg ikke troer, at De for nærværende Tid Van
virke meget paa Prindſen af Auguftenborgs Beflutning, at foretage ben fore-
ftaaende Reiſe til Kjøbenhavn, — han anſeer bet for fin Pligt at reiſe, for
at give ben Konge, han hidtil bar tjent, et Crfjendtlighedstegn, faa maa jeg bog
anmode Dem, fom min Ben, at hindre benne Neife paa alle Maaver ved Deres
Raad og Foreftillinger. Veg troer, at bet er min Skyldighed at fraraabe benne
Reife for hans egen Skyld, for berved figefom at betage ben herværende Al⸗
meenhed, og ifær ben, fom ville paa alle Viis fafte en Stygge paa hans Fore-
tagenbe, Aarſag til ben Daddel og Misnøie, fom en faavan Reiſe flulde afſted⸗
tomme.
Hele Berben ved, at bet banffe Gof er hoiſt misfornøiet med hans Ub-
nævnelje. De frugtesløfe Skridt, fom bet har gjort for at tilintetgjøre bette
Balg hos ben franfle Keifer, Keiferens nyligen til det rusfifte Hof givne Bifald
bertif, ben qvalte Bitterhed, fom under falfte Gomplimenter fremlyfer i alle dets
Miniftre8 Vttringer berom, ven unøvvendige Langfomhed, fom bet banffe Hof
be$uben anvender i Affendelfen af dets Freds-Negociateurer, hviltet iligemaave
vidner om betg Uvillie — Ult bevifer, at Prinnfen af Auguſtenborgs Ophold i
Kjøbenhavn fan ei Undet end blive besagreabelt for ham, om ikke farligt. En
ſaadan Reife giver ligeledes herſteds dem Vaaben i Hænverne, fom gjøre unyt-
tige JForføg paa hos be Beltæntende at forminvdfle den gode
Opinion, fom man har føgt paa alle Maanver at fæfte i Alles
Sind. Alle visfe Grunde overlader jeg til Deres Prøvelfe, fom har været bet
Traftige Hovedmiddel til hvad ber er gjort, og jeg var ei min tillommende Gf-
termands Ben, om jeg ille fom ærlig Mand verom yttrede mine Tanker. Jeg
befværger bem berfor at afvenbe benne Reife, hvorved De freljer ham fra en
fifter foreftaaenbe Ulpffe'), fom jeg frygter faameget meer, om Reiſen gager i
Fuldbyrdelſe, fom bet er en markelig Omftænvighed, at en vis Mand har fagt,
at En har fpaaet, at han ei flulde leve længe. Naar jeg lægger vette fammen
meb Reiſendes Omtale, er et ſaadant Snak å uden fin hemmelige Grund. Gjer
heraf uben birecte at nævne mig ben usage, De finder bebft.
$vav ben norffe frie Hanvel angaaer, agter jeg derom at gjøre Motion i
Statsraadet, og jeg haaber, at famme inven fort Tiv bliver betjendtgjort, og
— — —
) Om endog i fin Tid noget Skin af en ſaalunde formodet Fare fandt Sted, faa veed
man nu fr meget filtrere, at ben var aldeles ugrundet. Det er endnu ven Dag i
Dag og bliver bet rimeligvis evindeligen uforllarligt, hvorledes faaban Mistante hunde
opftaae om en udmarket æbel Nations udmarket ævle Regjering.
(Den fo. Ubg. Anm.)
Bilag Ro, 48. 699
men bet Ob: pinktif videre”, fom De har foreflaget, Ut mife en herlig
Maud, er allid et fmerteligt Tab; bet er faameget føleligere, naar det er en
Mand, fom bar opoffret fin hele Did paa fit Fæbdrelands Bebfte. Dette San
—* ſaapel Prindſen fom Nordmendene. De Danſtes Chicaner ſtyrke mine
ænleligheder ved hans foreſſaaende Reiſe. Deres frage Politik gjør hem falſte,
sa Falſtheden er capabel til Alt, naar Frygt og Had ſtode ſammen. Derfor
fjger jeg end engang: gjør, hvad gjørligt fan være, for at hindre benne Reiſe,
fom i al Fald fan hjælpes ved et Haandbrev fra ham til hang forrige Monark.
Det ev mig utjært, at ban har tabt fin Ben; faadanne ere fjeldne før Perfoner
af por Gtanb, og beres Tab er uerftatteligt. Det er af lige Beftafjenbed, fom
om man mifter en Arm eller et Been; man fan vel have Nvyite af ben øurigg
fupp, men man favner altib hvad man har tabt,og Mindet om Tahet er en
imertelig Folelſe, fom aldrig fan lindres. )
Garli.
p-
Stockholm den 10be Novbr. 1809.
M. b. A.! Med megen Fornsielfe modtog jeg igaar Mibbag Dered Brev
af Ge dennes, fom De har affendt med Coureer. Med meget Andet, hvorfør
jeg har at talte Dem, har De ogſaa ved bette Tilfælde forøget min Erkjendtlig⸗
he» ved Deres lyklelige Beſtrobelſe for at afvende Vronfølgerens vovelige Reiſe
til Kjøbenhavn. Hans Brev er et nyt Bevis paa hans hæderlige Tenkemaade,
vet befræfter de Tanker, jeg altib har næret om hans cædle Egenſtaber, men bort
tager bog ei hos mig Grunden, ber foranledigede mig HU at nære en vis Frygi
for Hølgerne af en Reife, fom i alle Henfeender kunde blive af mere enb ube-
regnelige Holger for hans Verfon, ber paa enhver Maade ligger mig alt meer
og meer om Sjertet, og fom jeg anſeer bunden til mit og mit Fodrelands Frem⸗
tibs Bel. (Det Følgende af Brevet indeholder Maaden, hvorpaa Prindſen ſtulde
mobtage8 i Sverige, og fom fenere blev fulgt. Brevet ender berpaa faalebes)
Saafnart De har havt Deres førfte Samtale, laber De mig bette vide gjen-
nem Goureer af en bertil paalidelig Adjutant. Ved Dere8 Sammenkomſt med
ham, unberretter De mig om, hvilte Domefttfer han vil tage med fig. Danſte
Gavallerer undviges, thi be funne ei betjene en fvenft Kronprinds; ligeledes maa
jeg paany minbe Dem om Horandringen af Navnet Ghriftian. Bil han, at jeg
abopterer ham fom Son, er dette bet bedfte Middel. Det fatte mig ſtrax paa
en mindre fremmed Job med ham, og jeg vilbe have ben bobbelte Glæde at blive
Faber og faae en hæbderlig Mand til min Søn; bet Nationen faa forhadte Navn
Gbriftian hørtes ilfe mere, og blev besuben ei mere et Middel for ildeſindede
Mennefler til at fafte Stygge paa en Perfon, fom jeg ønfler flal beſidde Alles
Rjærtighed og Tillid, uden at ben ſtal blive beelt I Follets Bjerter. Jeg ledeg
af ben Attraa, at vi efter hans Anfomft flutle være Cet, og aldrig
en Gnift af Affondring fral findes mellem 08. Jeg enſtede og op-
vigtig at fjende hans Onſter med Genfyn til Hans private Liv, for at bibrage
til alt* bet, fom paa em eller anden Maade fan være ham behageligt, hvilket jeg
paalægger Dem at fige mig oprigtigt og uden Krus. |
Gfterat jeg har givet Dem, m. b. A., mine Tanker tiljende om bet førfte
Punkt af Deres Brev, fom jeg anfeer for bet vigtigfte, fommer jeg til bet andet.
Jeg er meget vel tilfreb8 med Deres Horanftaltninger å Gøtheborg, og hvorvel
jes bader på formoder, at be med Guds Hjælp bline overflødige, flemmer jeg
overeen8 med Dem beri, at be blive uforandrede til Rigsbagens Slutning. Vore
—— — —
5 $Herveb menes Major Darres Død, fam jubtraf ved beyne Fi.
Nals Erindringer ——
690 Bilag Ne. 48:09 49.
Fremmede kives her, og trælte Tiden ud, alt Yvad ve Funne; de føge bet fom
andenſteds at udſprede Misnøie og Utro, men jeg haaber at holde bem fra Livet
(vid marginalen). Deres GSnat flal ophøre ved vor nye Suns Anlomſt, om
iffe før, og naar be omfiber engang flilles avd og brage til Brovindjerne, har jeg
Grund til at troe, at vere hervcerende Opførfel vil gjøre em mobfat Virkning
ber, og at be, fom ei vogte fig, ville belage at maatte til beres egen Ulylle
fande bet gamle Ordſprog, at ben, font graver en Grav til en Anden, falder
ſom ofteft felb deri ).
De trange Pengereſourcer, og visſe herverende Medlemmer af Stats⸗Ud-
flottets Skrig, foraarfagede Indſtrenkningen ved Veſtarmeen, da Stilſtanden blen
betjendt. Jeg har ſiden fat Offteiererne paa Reiſereglement. Dette var vel endnu
ei fommet til: Dem, m. b. A., mden De flrev Deres fibfte Brev, men jeg haa
ber, at bet nu er Dem tilhændetommet. Jeg har befalet Avlerereug med Gou-
reer at oplyfe Dem berom; ligefan har jeg befalet Engeſtröm og Wetterſtedt at
mebbele Dem be fibfte faavel indenlandſte fom politifte Nyheder. De fenere ere
tilfrebsftillende; be førfte ere fom fæbvanligen blandede med Dumheder og Sot⸗
tifer, fom flulbe flræmme vem, ber ere meer uvante end jeg til alle Rigsbaga-
plaifirs, men fom i mine Tanker ere faa nøie forbundue med Sagens Natur, at
be ei funne unbviges, og fom ved alvorlig og fold Gonduite visjeliger lede til
Befvær for ben Styrende, men bog til ingen Følger før bet Almindelige. Hvad
bet Forſte angaaer, faa faser man gjøre fin Skyldighed. Beſperlighederne eve
nøie forbunbne meb mii gal, og berpag man jeg ei være nøieregnende, ſaalenge
ber ei er nogen Uleilighed at befrygte af bet Sidſte, hoilket bog i alle Genfeenbder
bør være bet vigtigfte, og paa en eller anben Maade være fredet mod alke ulil⸗
børlige Anſtod. Jeg tilbagefenber Prindjens Brev: det er for vel ffrepet til ei at
pvergived til fin Eier; jeg anfeer det fom et clasfift Opus.” Leg flutter med
fornyet Anmodning om at forfiltte Prindfen, naar De træfer ham, om mit ufor-
anberlige Benfab, Agtelje og Velvillie, og at jeg onſter derpan at give ham
uomflødelige Beviſer. Fawel nu faalænge 0. f. v.
Carl.
=o
No, 49 (til &. 100—101).
Ubbrag af Oberft Gabus Breve til G. Avlerfparre,*)
(Gfter Adlerſparres Handlingar VL 83—115.)
a.
Sæter ben Abe Unguft 1809.
(Han føger i Begyndelfen at berolige Adlerſparre med Henfyn til Dale
farlenes befrygtebe Misnøie med Kongens Affættelje, og vedbliver om fire Brugs-
patroner i Dalane: „Jeg er fuldt og faft overbeviift om, at be fom Hædersmænd
fulle gjøre Alt før at bibeholde ben Tingenes Orben, vi nu have; tillige have
be 5 Punkter angaaende Ironfølgen og vort Forhold til Norge, fom D. $.
mebbeelte, gjort en færbeles god Virkning; thi en aaben Communication mer
Norge, og ifær Foreningen bermeb, er en onſtelig Sag for Daletarfen. Jeg lov
) Mon dette Van anfees fom en Spaabom om bet fiden inbirufne førgelige Optrin i
Geovedſtaden? (Den fr. Udg. Aam 3
3) [Ganen menes formodentlig Prindfens Brev til Mblerfparre af 2 Novbr.: wvenfør
- Ge
3) Med Henfyn til disfe Breve fra Oberft Gahn og Forføgene fra ſvenſt Side paa at
hringe Rorbmænbene til Frafald fra Danmart, fan jevnføres C. A. Uvlerfparres ,Er-
inringer vid Grefve Magnus Bjørnstjernes Anpteckningar. Stoekholm 1853", byer
bl. * 94—95 en ſvenſt Proͤklamalion i denne Retnling er trytt.]
Bilag No. 39. 651
frdx! vebfommende fäae flere Ubdrag af bisfe Puntter, og ihvorvel ber paa benne
Hatvliv er: nceſten ingen Communication med Norge fra Øfterbalarne, faa fulle
bog Mine ufortøvet ubfprede bet ved Grænbdfen, og flafje bent, fom føre Rygtet
videre. Grev Ruth bar et Jernvært å Mora, og da hans Forvalter derſteds —
fom er en paalidelig Mand — tillige har fin Patrons Tillid, faa have vi ar-
vangetet bet far; at Noget Min opfnappes igjennem ben Canal. — —
b. EG
Sæter 10 Septbt. 1809.
: CSabn begynder med ben Bemerkning, at ber er ligeſaa liden Misnøte med
MegjeringSforandringen i Veſtdalarne fom i Øfdalarne, og at Alt er roligt.
Derpaa tommer han tilbage til Vndlingsmaterien paa ben Tid, Forbindelfen med
Norge: Han figer, at ber blev for Glæde i Lima Svan ved Grandſen af
Arysſil, da han meddeelte dem Uvlerfparres Thema, fom han fatte paa flere
Bariabioner, Hlligened Breve i Bondeftiil. Det Brev, fom ſtulde over Grænbfen;
par. moerjat paa Norft. Iſar blev Gleden for, da be erfore, at Ale indtil
videte uden Hinder eller Bifitatiom funde gjøre Reifen frem og tilbage fra Norge
i Handels-Speculationer. Han Har indfendt tre paalivelige Mænd med bisfe
Flyveſtrifter, for at udbrede bem i Hedemarken, Elverum og Gudbrandsdalen, og
bar tilſendt tre betyvelige Hanblenbe Pad til Sverige.) Han forteller, at en
norft. Handlende hanve talt om ben fore Trang, be i alle Henfeender havde til
Sveriges Hjælp øy Benflab. Denne havde vg berettet, at man i Hof8 Sogn
havde løft å Aviſerne, at bere8 gode Prinds var tilbuben at blive ſvenſt Kron-
prinds, bhvoraf be ſphaede meget Godt. Da der næften havde været Misvært
endog paa Hedewarlken, formedelſt Tørke, ſaa kunde Hungeren blive en ercelfent
Medhjclper til Olemedets Opnagelſe. Der var Tale paa flere Steder i Sverige
om bet Haub, man funke gjøre fig om Forening med Morge, famt om en fri
Handel og Toldens Ophæveljfe paa norſt Sie. Gahn taler om en ſpenſt Præft
Abruborg. i Såma, fom Han havde vverbraget forfigtigen at fondere Oberſt
Bang, ber commanderede ved MRøraas, med Henſyn til Foreningen, men berimobd
at tale mere teent ud med Ulmuen. VBrugspatron Glaesfon i Dalarne havde
gjennem en hemmelig Ganal førevet til en Kjøbmand Smith) i Ghrifttania, fom
havde megen Handel paa Sverige, og rofes for fim Birkſomhed paa fin Kant tit
Planens Fremme. Derhos Heder han Ablerſparre at holde ham Ryggen fri, tfær
fra Tohbeſtyrelſens Side, ba han har tilladt fri HandelSfamqvem paa Grænbdfer
imellem Sverige og Norge. Derpaa vedbliver han faalebe8): „Jeg haaber fnart
nof at funne give Rapporter og Refultater i Anledning af de Demarder, fom
nu ere refaterede; men D. H. maatte være faa god at lade mig vide, hvad der
gjøre8, og hvorledes Ult avancerer til ben god Sags Meusfte pan Dere8 Sibe
sg F vet Hele, famt i Sardeleshed give mig Inſtruction om hvad videre bliver
herfra at åjøre. Skal nogen virkelig Eclat gjøres eller foretages, faa vil jeg
fotmode, at vi her flulle kunne bibrage en god Deel igjennem vore fpenfte vg
nörfte Emisſarier. Det er paa en GStræming fra og med Hedemarkens og Elve—
rums Fogderier op ad Møraas, at vi herfra ſtulle arbeide, i hvad ber fan befordre
vore Henfigter, og D. H. vil finde, bet ei er en ubetydelig Deel af Norge. — — —
Imidlertid, og indtil jeg faaer D. 5.8 grarienfe Bttring om Alt dette, venter
jeg paa Effecten af hvad allerede er gjort, uden videre at foretage Noget. — —
| P. Gahn.
BD 1 San nevner deres Ravne: Halſteen Halfteenfon Tjern og Ion Svarſon Tange fra
. Qebenarken famt Sans Sonsſon Torud fra Elberum, altſaa formodentlig Land
Bennett effer reiſende Ganbelskarke)| | 235 41
”- [Mana bære Kjøbmand Jen Chrifttan Smith. — I. Chr. Berg.]
I ÅÅ *
692 Bilag No. 49,
E. S. Clasſon, fom har Handels-Relationer gjennem fine Manufacturer
baade i Hærjebafen og Jemtelanb over vore Skoye, har did og berfra ladet Punc-
terne ubbrebes o. f. 9.
G.
Sæter ben 28be September 1809.
Jeg har i Dag Havt ben Åre at modtage min naadige Herres GSkrivelfe
af 25be og be inbfluttede 500 Rv. Banko — mange Venge, men bermed flal
huusholdes og fenere aflægges Regnſtab. Efter bet gode Løfte venter jeg med
Utaalmodigbed paa videre Nyheder fra D. H. Tilgiv min Paatrængenhed; men
jeg onſtede at funne ubrette noget esfentiellere for ben gode Gag, og bertil fin-
der vel D. &., at jeg bør have en fuldftænbdigere Veiledning at agere efter. Jeg
tager mig ben Frihed at repetere bet: en fnar Fred med Danmark, dberigjennem
ben bobbelt gode Sag, at vor Kronprinds forfader Norge og at der herfler en
truende Hungersnod efter en total Misvært. Den engelfte Krig, fom endum
vedvarer, og i Folge beraf ben firængefte Blofade paa deres Kyſter, flal i Fore
ening bidrage til, at Mordbmænbene kaſte fig i Armene paa deres Benner Svenflerne.
Imiblertib lover jeg al Virkſomhed fra min Side, og giver mine Gerrer og
Mænd, fom have Hargeret fig med Ugentftabet, ei mindfte Ro, før de vife mig
Prøver paa bereg Konſt at gjøre Profelyter af be Danſtſindede. Siden mit
Gibfte med Major Ekman, har jeg Rapport fra Befterbalarne, at 6 norfle Gan-
delskarle ere indfomne til Drysfil med Hefte, for at føle fig for, om be givne
Lofter om fri Ganbel hos 08 og Venflab ere virkelige. Opmuntrede ved Mod»
tagelſen, flal 4 have begivet fig hid udover til Fablun, og ben Forſtandigſte lo⸗
vet fig hid til mig; i Qvermorgen bør han være ber, og jeg faar fee hvad med
Manden fan udrettes. Af min fibft Udſendte erfarer jeg frembeles, at næften
alle bere Jægere, GSkiløbere og Krigsfolt ere fomne til deres Hjemfieder. De
ligeſom alt Bondefollet har til Løfen: VBenffab, Fred og Forening med
Sverige. Overalt ere vore fredelige Principer, eller, fom be kalde bem, Procla-
mationer, fremtrængte og gouterebe, og be fom fomme fra o8 bline vel behanbd-
febe næften fom gamle Benner (vålfignade); men hvad jeg tillige her hører,
bvilfet femmer pvereens med Efterretningerne fra Øftdalarne, er, at Preſter og
minbre Gtanbåperjoner not ei juft bape famme Lænfemaade. Dette er en Sag
af Gonfeqvence, og bliver at arbeide paa. Jeg venter med flor Jmpatience paa
Nyt fra min Preft, fom nu fnart burde være kommen fra Røraas eller i bet
minbfte fade høre om fin Grpedition. — — Gabn.
d.
6. T. Sr. Baron og Statsraad! Sæter Ste October 1809.
Siben jeg fibft havde ben Are at flrive, har jeg havt Beføg af alle de
norffe Bønder, fom jeg ba omtalte og fom fom herover. Det var forflandigt,
at mine Voll beroppe obligerede bem til at gjøre Reiſen hid ned og til Fahlun,
hvorved be formebelft ben i Almindelighed og paa flere Steder bevifte høflige og
venflabelige Behandling flulbe føre gobe Principer og en god Tone tilbage til
bereg Lanb, En flu Gorporal var efter deres Vorlangende given dem fom Bei-
vifer m. m. De vare ogfaa i be bedſte Dispofittoner og for Foreningen, bvillet be
forfiffrebe, at AMmuen i Almindelighed og endog bere bjemfomne Militaire onſtede.
Men bere8 Herrer og Bræfter, i bet mindfte paa Landet, troede be ei vare faa
fuldt af ben Tanke, efter hvad be havde hørt langt omkring i Landet, hvor bisfe
Bønder firyge omkring paa Geftehjøb. En af bem, en forftandig og driftig Gut,
fom og var blepen brugt fra Wermelandsſiden, ved Navn Ghriftian Olfen Lutaa,
var nær bleven arrefteret af Bræften i Trysfil, forbt ban ber ubbredte Exemplarer
af bet Strift, fom ban havde faaet fra Wermeland om Foreningen, og fom han
Bilag No. 49 og 50. 693
vifte mig i en Affrlft, der var noget ulig vor, men vakter. .Han læfte med
Henryftelfe, at neppe ben halve Deel af bere8 Armee behøves, om be forenehe
fig meb Sverige; iligemaabe, at om bere8 Militaire indrettebes efter fvenfl Maade,
vilbe Bondens Sønner ei med Magt tages fra Landbruget m. m. Efterat be
havde faaet deres Hefte vel betalte, ere be nu fornøiebe venbte tilbage. — — —
d.
Sæter 155e October 1809.
Siden bet Senefte, hvormed jeg havde ben Ere at opvarte (5. Oet.), er
fuft Jutet færbeles forefaldet. Jeg har havt fortfatte gode Nyheder om ben for
oå fordeelagtige Difpofition hos vore Grander, men Intet esfentielt eller en detail,
fom jeg bavbe ventet, ille heller Noget om ben norſte Foged i Elverum og ben
norfle Magnat i Bjørneby, fom jeg tilffrev, og bet Befynbderligfte er, at jeg
endnu ille har faaet avis om Waftoren i Särnas Hjemtomft, fom lenge fiden
burbe været hjemme. Gud fade Vedkommende i Røraas eller Trondhjem ikke
bave opflugt min Magifter, om han har vovet fig did. — — Intet flal imid-
lertid forfømmes for ben gove Sag, og Alt fom maatte tomme flal blive erpe-
beret. Seg bar precautioneret At. For øvrigt er min gode Gecunbant, Baron
Frieſendorff, her i Rerheden.
f.
Stodholm Alte Novbr. 1809.
— — Efter mine fibfte Breve ere nu igjen flere Handlende') fomne over
fra Norge, og heelt ned tl vor ratt. Endog En af be meeft betybende fra
Hedemarlen er expres fommen til mig i Såter, fom han fagde for at tale om
vigtige norfle Sager. Alle føre ben Langage, at be ei længer tunne være under
bet banfle Herrevcelde, men ville paa Conditioner forene fig med Sverige, og vente
paa ben Bei et eller andet Skridt fra be Betybendbe ved Regjeringen og be Mæg»
ge € Ghrifttania. Endog fra Trondhjems - Siben Iyder Tonen nu mildere og
finder ben banffe Forening abſurd. Med eet Ord: jeg fan ikke foreftille mig
Unbet, enb at ben gobe Sag flal faae en god Fart, og gaae let nok, naar vi
ført faae vor Kronprinds berfra. Vær nu imidlertid faa naadig og tænt paa
bet forberebenbe Udkaſt til vor forlangte Virkſomhed, faa ſtal ufortøvet jeg med
hele mit Anhang gribe fat i Bærket, og overfoømme ben lange Stræklning, vi
have af Norge mob vor Side, og kanſtee endog, om faa behøves, agere lidt ved
den veftre Kyſt, hvor vi bibeholde gode Melativner.
Jeg fynes at Artillerne i Jonkoping ei funne blive vidløftige, og at vi
ſaaledes fnart maatte have vor Skydsengel her. Ul iv, Jntriger og GSvag-
beder, fom her paa Gtebet forefalde, vil jeg iffe befvære med, ba be uben Tvil
fra filtere Hoender blive hvert Øieblit fuldftænbdigere mebbeelte. Jeg fvarer imib-
fertib for, at alt hvad fom ber end ſiges eller fler, faa flal bet ei have ringefte
Virkning paa Dalarnes gode Principer, og faa haaber jeg, at man frnart flal
have ben veftre Styrelje”) her, ledſaget af Kronprindfen, og bermed flulle med
det famme be fmaa Intriger forfvinde og ben nødvendige Cnergi tage futt
ab.
————
No. 50 (til S. 201).
Uddrag af Baron Platens Breve til Udblerfparre.
(Gfter Adleripurres Handtingar. VI. 19—31.)
a.
Stodholm ben ve Uuguft [1809.]
— — „Jeg fenver Wedels Brev og mit Svar; deraf fær Du mere end
jeg har Sid til at ſtrive om igjen. Du fader felv førfegle det, men jeg ønfler
ry [Handlande — her Hanbdelstarle.] ) ſo: G. Mlefparre.]
694 Bilag No. Å. 1
at bet ei fenbes uden med ganfte filfert Bud, til hvilten Ende jeg river bet
aabne Brev til Bagge,” fom efter Uftale giver ham tilkjende, at Wedels Brep
er paa Grænvdfen. — — Jeg har vel tilffrevet Bagge at fomme bid, og det
tan vel i vis Genfeenbe være nyttigt; men ellers fan ber være gob Tid til jeg
nærmere averterer; ibetmindfte bør bet ba være med Wedels Jnjtructioner om
Provideringen ); thi denne er af hberfte Bigtighed, og finder Du, at Noget af
Bægt bervev funbe udretteg, faa maa Du trygt engagere Dig for et ganfle be-
tybeligt 100,000 Val. Jeg og min GSvoger, fom alerede er ſtreven efter,
fulle vel holbe hvad Du lover. Anledningen fer Du af indlagte Fragnient af
hans Brev. Sagem er allerede her i Statsraadet ventileret; men bet et bedt
at baandtere benne Sag noget varfomt ogſaa i Henſeende til Nordmendene,
fom vel til en Deel turde behøve at lære NørvendighedsLoven at hende. — —
Adlercreutz gjør ftunbom Noget, fom ligner Avancer. Jeg agerer mvderat, og i
Dag er han paa Prøve, om han for Alvor vil tiltræde ben gobe Sag gjennem
Udfærdigelfen af Din General-Gommanxvo. |
J alle Fald funne vi blive Venner, et Førtrolige; man fan ei' tjene tv
$errer, og, ba jeg engang har unverfaftet mig ben (Din?) ubegribelige Herfle-
Iyft, er bet bedft for Sagerne8 Gang at blive berved. Sktriv langt og mangt
enten til Posſe, Wetterjtedt eller mig, faa flipper Du fluive til mere end een.
b.
Uben Dato.
— — Med Forfter har jeg vfte famtalet; han forfilfter mig, at ben engeſſte
Regjering paa hvad Maade fort beljt underftøtter Unionen, enten ved Bloladens
Ophævelfe eller Fred med Norge, og efterat jeg ti Dag har havt en Samtale
meb ham om et gjenfibigt Arrangement med os baade fra engelfl og franff Side,
fom torbe funne befrie 08 fra $avneftæengningen, en Idee, fom Kagerbjelke
nøiere vil have betailleret, faa nævner han vift berom med en Coureer, fom han
i Uften afjender til England. Vor fin Deel tykkes ban at gaae ind i ben Wee,
at om Frankrige ceberer Havneftængningen, England rcederer os at handle me
visfe Barer paa visfe franſte Havne med fæbvanlige Reſtrictioner. — Dume
heder 'gjøre8, Svagheder feed, Jntriger af en infamere Art fpilles, men endnu
mislykkes de uben i Bagateller. — — Det fore Punct er Krigens Fortfættelfe,
fom jammerligen flræmmer be Fleſte, og hvorfor bet var vel, fnart at fase Dee
cifion fra Norge. Jeg onſtede nu, at man i Norge indfaae fin Stilling, efterat
pi have avanceret faa meget. — — |
c.
Min Hjertens Broder!
Stolhølm 285: Dedkr. 16000.
Jeg benytter Leiligheben med ben Coureer, fom i Dag affendes Ul Dig,
for at bevidne Dig min inderlige Tilfredshed over bet troſtende Ombemme an—
gaaenbe Prindſens Perſon, fom Du har overjendt mig mev et Par Linter, til⸗
) [Den her og ovenfor S. 187 nævnte Bagge eruden Tvivl Samuel Bagge, fønt
efter Opfordring af Peter Anker gjorde Överflag til Kanal mellem Øiern og Chriſtia⸗
nia (Budſtikken VI. No. 31—38, 41—54), amt for Unter byggede ben faakaldte
Kehr⸗Rath over Krog-Gloven; Ugent Thomas Bagge, der i Forening med Agent Niel»
fen beftyrede Bernt Ankers Fivei-Gommis, og bøbe i 1811, er neppe den her omtalte.
Va 8 Platens Brev i Udlerfparre$ Handlingar VI. 14, hvor Bagge omtales fom
ang VYortrolige i Spørgdmaalet om Göta-Canal].
7) [6. 201 burde været bemærtet, at Platens Tilbud om Penge efter dette Brev tybe-
:+ «Bg alene angaer Snbkjeb af Korn for Norge. . Udg. vår ikke opmerfhjøm herpae,
forbi Ubbraget af bette rev t Iſte Udgave var altfor ufuldftændigt.
Lar ER ve 202 V "am 222
Bilag Re. 50.og 51. 605
figemed Nordſtrams Bree om Veien. Det tan være temmelig ligegyldigt, om van
batragter et fædvanligt Mennefle fra andet Synspunct end andre Menueffer, men
near der handles om ben, ber ſtal fyre Rigets Skjøbne, ex man virfelig bekym⸗
set for be Oplysninger, man har givet fine Benner, og nu er denne Bekymring
i bet mindſte for mig forbi, fljønt andre ſtage tilbage, hvoriblandt ben, fom
Dine Breve, ber anfom igaar Uftes med Vagge, indeholde, ei er ben mindfte.
Sagen vil Wetterſtedt Dag med langt mere baade Kundſtab og Dygtig-
hed, end jeg tan opbrive, foætte i fit rette L98, men hvad jeg vever med Lryg-
bed at forſikkre, er at alfe Forudſetninger af nogen Plan, Dig uafvibende, hvori
Wetterſtedt og jeg ſtulde deeltage, er en Veilflutning, fom vi vel taalmovigen
bære, men font bog er å høiefte Grab uretfærdig og bliver bet ftedfe. Ut Urmeerne
i Fred foættes paa Fredsfod, byde vore Reſourcer peremtoriſt; at Expeditionerne
derom fee par en for Dig tilførn betjendt Maade, er vel ei heller noget Nyt
før Dig. Jeg lan deg ei tro, at Alt fom ganer urigtigt, ei er i Planen, enb-
Mjønt jeg ei heri beriberer, helit ba bet ei vedfommer mig; men for ben gobe
Sags Skyld haaber jeg, Du ei gjør noget Skridt, fom ſtulde gjøre de førte
Dieblit ubehagelige for vor Prinds. Gvigt o. f. v.
| B. v. Platen.
—
No. 51 (til S. 202.)
Uddrag af Greve fra Wetterſtedt til Ablerfparre.
(Gifter Ablerivarres Handlingar VIL 12—48.)
Stodholm ben 17de Auguſt 1809.
- Gxonland bragte mig iggar Nat Dit Bren af Alte, for hvillet jeg mag
bevibne Dig min meet venſtabelige Tak.
Bisjeligen bør aldrig ben byrebare Forening mellem Sverige og Norge tahes
of. Sigie, og den mandige Selvfolelſe aldrig forſpildes, hvorigjennem et Friſted
for Verdens Selvftænbighed muligen kunde beredes inden den nordiſte Halve;
inen herved forelomme vigtige Betragtninger, hvis Grund Du ſilkert med mig
vif bele. Yor Dieblikket ere vi aldeles enige; Rigets Frang til em fnar Fred
er af Dig erkjendt; ingen Erobring, ledſaget af nye Varer, fulde i vor nære
pærende Stilling funne erftaite Dpjættelfen af Fredsnærfet. Lad 08 derfor ny
ftrag flytte os lil en fjernere Fremtid, ba Nordbmændenes GSindelag for Sverige
vil have vundet fin endelige Udvikling, ba el mere Fjeldene avftille ſtridige Folle⸗
flag, og Sverige efter nogen Tids Pufterum har funnet vinde fine Kræfter til+
bage, i bet mindfte å hen Grab, at bet fan give den vunbne Territorial⸗Fors
gelje Pægt, Beftyttelfe og Forfvar. Kunne vi vel, figer jeg, i benne Forholdene
Gtilling, under Forubfætning af at Yoreningen med Norge flede mod Frankriged
Ønfle, og at vi ſaaledes paadroge os Krig med denne Magt, mer Rimelighey
banke i Længden at funne, endog med Englands Biſtand, høve vå til Hevnere
og Forjvarere af Faftlandets Frihed, og iſcer ut lylles Å vette bjærve Fore⸗
banenbe? Gaten falder Frankriges jcettelige Beherfter i Lobet af fine endnu ufulde
endte Plauer og ben Negjerings-Bygning, fom. han har opført, avfplittes over
Curopa 99 tilbageffjenter bette8 FTroner, ben forrige Gelvfkendighed, i hvilfet
Fold. ingen pantdler Sveriges Sammenimelining med MRorge; 99 Rusland, lige
fom Englaud, af alle mulige politifte og commercielle Grunde beftemt til et noie
og vedvarende Forbund, gjerne feer vor Opmerkſomhed afledt fra vore vitre til
vore. peftre: Gronbfer. - Eller og ér og forbliver Napoleon Gontinentets Bebherfter,
og. ftsreffer fu Magt ligeſaavel KL 08 fom bil fjernere Landflaber, om vi tæt
698 Bilay Ny, SL
flutte o8 Ul hans uforſonlige Fiende England. Jeg tilfaner, at vor Incale Be-
liggenhed er fortræffelig, men Ubfigten til en evig Krig for at Bevare et Forbund
med GStorbrittanfen giver ålligevel intet trøftende Reſultat; thi Tilgang til Folk,
om ei til Penge, flulbe altid fattes. Krigen, fult fordi ben bliver befenfiv, vil
t Bintertiden, ba ingen engelff Søftyrke fan beflytte os, blive baade folleſpildende
og befoærlig, ba en lang og tilgjængelig Ryft er at førfvare; thi jeg forudføætter
altib, at Rusland og Danmark, faalenge Napoleons Magt er ben famme fom
nu, fledfe paa hans Bint gribe til Vaaben, om Noget fler pad vor Skre, fom
funbe være firibenbe mob hans almindelige Planet. For ſaaledes at refumere
mig, trøer jeg — men fan tage Feil — at Norge, forenet mev Sverige og ga-
ranteret af Frankrige, bliver filfrere og mindre farlig, end famme Forening før-
bunden med en Krig med VFaftlandet, hvorved ben engelffe Sømågt blev vot
Støtte og Værn. Du fvarer mig, at fri Handel er bet enefte Motiv før Norge
til at erflære flg for os; men mon i Jilfælde af en almindelig Krig, unbtagen
med England, denne Magt fan forfyne Norge med faa fort Qvantum Korn,
fom fan tilføres bet fra Iylland og Urdangel? Desuden om Vrankrige i Frem⸗
tiben, og jeg haaber ben ei maa være langt borte, angriber Rusland og opforbret
os til at virke paa vor Side, bviltet fifferligen er bdet ftørfte Slag, fom kunde
ftile8 mob ben engelfte Handel paa SØfterføen, hvad bør vi ba gjøre i bet Lil»
fælde be rusfifte Barbarer vifes igjen tilbage til Aſien? Skulle vi ba ovvergive
Finland, og ei med Dpofrelje af vor fidfte Eraft føge at tilbagevinde en tufind-
aarig Befibbelje, hvor enhver Indbyggers Navn fortjener at rifte8 paa Medborger⸗
fighedens Altar? Jeg er vverbeviift om, at der blot fan være een Tanke herom;
og ſtulde Balg nødvendig finde Sted imellem Vinland og Norge, faa, hvorvel
jeg erfjenber bet fibfte8 Fortrin i gengraphift og militair Genfeende, flulve jeg ei
funue fove rolig i min Grav, vm jeg ei havde flemt før vore Menbrødre. Eng⸗
land fan meb ben bebfte Billte et flaffe os Finland tilbage; bet fan ei heller i
Rængden forfvare 08 å en Grig, hvortil en, af Europas Gontnental-Magter ei
bifaldt Forening med Norge flulbe give Anledning. Derimod funne begge bisfe
Hilfælde fempes paa Frankrige. Yra Seinens Strande fan ben Torvenkile til-
bageflynge8 mob Nevas Bredder,* fom nu har rammet den mdlefte Formuur før
Sveriges fremtidige Gefvftænbdigheb, vg ba forft funne vi fom frie og Ulfredſe
Meænd nedftige i vore Grave, naar Oſterſsens nordre Strande fra Ladoga til
Norbjøen favne blot et enefte VFolteflag.
England har felv tilladt os Havneluktelfen, og med Varme erfjendt ben
Barfombhed, bvormed vi have gaaet tilværts i Spørasmaalet om benne Sag;
men ganffe filfert er bet, at ben Ynteresfe, fom vi nu vifte hos vet engelſte
Minifterium, forfvøinder aldeles, berføm Nusland foinger om vg ganer over il
bet engelffe Parti; thi ba aabnes for Englaud en fax vidt udfratt Udfigt i Han-
belspeien, at Sverige ei engang mere bemerkes. Da er bet ben gamle Mo»-
vcegts⸗Plan indtræder, fom fæfter Sveriges Interesſe til Hrankriges. Mien jeg
bar været baade vidtløftig og trættende t Haab vm at Du med fædvanlig Gov-
hed tilgiver mig. '
Oberſte Gabu har faaet et Brev fra Kongen, fom vedlægges I Uffift.
Du firiver faa mvyftift, at jeg ei anderledes kunde opfætte bet, vg jeg haaber vet
maa veere tilftrætfeligt. — — Gre Merner turde nu vel et lengere udeblive.
Uroen og Gfterfpørgfelen om Svaret fra Norge tiltager bagligen, og ver paaſtages
enbog, at En og Anden har villet forjøge i Plena at gjøre Anmerkning om en
Seendrægtigheb, fom tilftrives en mindre Opmærtfomhed for Rigets Vervdigheb.
— — G. af Wetlerſtedt.
Stockholm ben Nde Auguſt 19809.
— — Kongen har idag meddeelt ben hemmelige Comite I Operſettelſe ſaa⸗
Bilag No. 51 o97
vel Prindfens Brev Ul H. M. fom hans paa Norfl Ul Dig. Det fibfe er I
Gærbeleøked vel og værdigen forfattet. Af ben Våle, fom Kongen holdt i Comi—⸗
teen, vebføier jeg en Affift; jeg Haaber, at ben maa flemme med Din Maade
at bedømme bette Anlizgende paa.
bar fæft be private Breve, fom Kongen feldb vil tilbageferde. Gr.
€.87) bar hele Stemplet af en mandig og traftfuld Ghuracteer; men ilke veſtd
minbre troer jeg altib, at vi, for at faae Vrindfen, førft maa håve Fre», og
faalænge Fred ei er fluttet, og ban ſaaledes bliver tilbage i Norge, fleer intet
Udbrud; men at bet er og bliver bedſt, mindſt farligt for iden vg meeſt ledende
HU en Garanti før en uforitytret Beſiddelſe i Fremtiben, om vi paa en fredelig
Maade hunde tilvetebringe Foreningen mellem Sverige og Norge. De banfle Såfet
faaer Du af Exc. Engeſtrom. Grev Romanzow har fagt, at ben banfle Mini-
fler i Petersburg har pleinpouvoir til ogfaa at underhandle om Fred. De ende
afbrig hvor be begynde. — —
OG.
J Brev af de Auguft anfører Wetterftedt, at han ei anjeer Åland faa
vigtig, at Tviften derom fluldbe lede til en fortfat Krig, ifær naar Havnelutfeljen
mobificere8, og tilføier berpaa: „Er bet fandt, at Wedel er reift til Kjøbenhaun
fr at ubvirfe Tilladelſe for Prindfen at fomme ftrag? Denne Tidende har jeg
a Kongen.
Jeg maa prevenere Dig, at $. E. &, har tilffrevet General Armfelt, for
at foreflaae bam at neblægge Befalingen over ben veftre Armee."
d. |
Stodholm be Auguſt 1809.
— — Au fom Brev fra Lagerbjelfe. Gan var endnu den 24ve i Brud
for Modvind. BPrinbfen af Gesfen ſtal lykkeligen være ankommen til Norge; i
det minbfte har man fra banff Side med megen Affectativn unbderrettet os bervm.
Dei var interesfant at vide, hvab Senfation benne Fyrftes Anfomft har gjort I
rge. |
Stockholm Ve Auduft 1809:
Efterat ben hemmelige Gomitee er blepen hørt vg eenſtemmigt, med visfe
ubetybelig: Mobificationer, er bleven flaaende ved ben ——— at Miget i fin
nærværende Stilling ei vibere fan ubholde Krigen, hvorfor Fred med Rusland
tilraabes enbog paa be opgivhe flrenge Biltaar, om bert ingen Vorandring mu-
figen er at vinde, Blev i Gaar Statsraadet in pleno meb StatBfecetattetne
ſammenkaldt, og ber blev iligemaabe Freden ben alminvelige eenftemmige Lånke.
I Følge deraf er Svar afgaaet til Rusland, grundet paa følgende Punktet: *
1) At anvende alle mulige Forſog paa at forfvare be omtviftede Punkter.
2) Afgive ben Vorpligtelje, at Sand ei ſtal befoftes, om benne O forblev i
foenft Bold. 3) Ut forbre famme Forpligtelfe, om ben aftrævdes til Ruslan».
4) Erkere, at om Intet hjætper, vil Kongen faavel vm dette Punkt fom om
Grændfen ved Calix fhbhente Napoleons Raad og Tanke, inden en afgjørt Be⸗
futning tages”).
Den Mebiation, fom tilbybes Frankrige, flak, om Ruslands Stilling Hl dette
Mige er ufiffer, virke Eftergivenhed hos bet rusfifle Hof, før ei at indblande den
1 8. e. Grev Wedel. Her menes bet Svar, han mag Have afgivet par Carl XITIved
+ 208 omtalte Brev. Man feer åf Metterftebte Yttringer, at dett ſpenſte Konge har
ortfat Brevveglingen.]
7 Det fee af Carl Johans fenere Breve til Napoleon, at Sverige bengang virtelig hen»
penb å til Frankriges Seifer i ben Anledning, men få til Soctr: Henvend Dem til
Keifer anber, han er for dg adelmobig.“ RT
008 Bilag. My. å
franfie: Meifer i Fredsunderhandlingen; eller pg, og Rigsgrondſen, fom ma paa
ſtaaes, i Forveien er bleven aftalt imellem begge keiferlige Goffer, tydeligen lægge
før Dagen for Nationen, fom ſtoler i Almindelighed paa Frankrige, at man ba
førft har givet efter, naar ei længer Udvei var til Opfættelje uden Vi fætte Freds⸗
vøænfet paa Spil; ber Wæves faa høit af Nationens alminveligd Stemme, af
Succesſipns⸗Ordenens fremtidige Fafthed, og Nodvendigheden af at; knokle et vik
herværende Parti for ben forrige Kronprinds. Jeg har flvevet et langt Botum i
ftatsraadet, fom jeg med bet Forſte flal fenhe Dig, og fom tybeligen ubvifler,
byer uundgaaelig nodvendigt bet er at flutte en haſtig Fred, for at frelfe Hvar
ber. endnu er tilbage af Riget, befæfte en endnu vaklende og af beelte Partier
pmgiven Trone, forffafje o8 en Kronprinba, fom vi af meer end een Grund be-
bøye, og give Steenkulsarbeidere) og Gonforter lange Noæfer, ber give et blodigt
ariſtolxatiſt Sindelag Luft til Fordel for et ſaakaldet lidende Barn. Moærkoær-
bigt er, at Grev Romanzow (i Følge hvad en i Forgaars ankommen Coureers
Depefdjer omtale) har fagt til Baron Stepingt: ,Chaque pays a ses époques:
si la Suéde trouverait occasion dans l'avenir de faire ses acquisitions
d'un sutre edté, comme nous en avons fæit du cöté de Finlande, nous
he pouvons certainement pas nous y opposer.* H. E. Gtevingt bar faaet
Befaling ei at flippe benne Dtteing, men meb Forſtgtighed føle fig for, om bette
vil fige noget mere end en flan Høfligheds-Phrafe før at trøfte os over vort Tab,
Rigefaa mærfeligt er bet ogfaa, at en Hr. Krehmer, en for Kjøbmand t Beters-
borg, firiver til ben herbærende Hr. Lang: „Die Sachen fönnten bler eine grofe
und wunderbare Berånderung nebmen". Maar bertil fæegges UWngelfimænbdenes
gjentagne Formaninger til o8 at flutte Fred, deres fortfatte Bægring ved at er-
fjenbe Songen, beres Lambheb og aabenbare Henfyn mod Rusland, fom nu er
gapet faa vidt, at be have fendt tilbage be 4000 Matrofer, fom forrige Mar
toges i Lisfabon paa Admiral Senjapins Flaade: faa kunde bet vel hænde, at
Rusland og Euglanp ere hemmelig enige om at nærme fig til hinanden efter
fluttet Fred med 08. Men da kunde bet let hæunde, at vi gjennem bisje for-
enebe Omftænbdigheder og uden Banftelighed fit Norge os overlavt. Det Samme
gjælber og, om vi å Forening med Frankrige flulle angribe Rusland. Dette
Anfald blier imidlertid heel vanfleligt, efterfon ben engelfle Flaade naturligvtis
fulbe afffjære alle Gommunicationer. Du faaer i Dag ArmfeltS Gonverfation
med Kaas. H. E. Stedingk er bleven underrettet om ben Ufanbhed, fom er
bleven fat paa hans Megning.
Jeg haaber, at Prindfen og Du blive tilfredfe nied ben Måade, hvorpaa
Jeg bar forfattet Kongens Tale paa Rigsdagen. — — Efter Din Samtale mæ
rimbfen turbe vi faae filtere Opgave om ben baarlige Rolle, Prindſen af Hes-
fen flal have ſpillet å Norge.
i f,
Stødholnt ber Wde Detbr. 1809.
GBrevels førfte Deel Handler om Fteds⸗Underhandlingerne med Frankrige.)
. Seg fenber en Ufftrift af Inftructionen for 6. E. Ferſen. Begge Deres
Excell. have været nær ved at omme i Rangſtrid. Du fflal i Overmorgen faa
flere Mfftrifter og Detailler i disfe Etilet-Spørgsmaal. — H. M. K. anmerlede,
at Du fom GStatsradd er af for hoi Grav til at præfenfere for Prindfen, hver
for bette er overbraget Kammerherren. — — Kulberg fonimér med og ubnærnes
forub til (Erpebitions-Serretatr. Hans Placering fiben fom Haandſecretair hes
Prindjen: bever pan $. K. H. eget Hodtbefiubenne, Kongen. har befalet mig at
9 J gjermed fi tes førmobentåg til Grev be la Garbie, der anjaneå for. Guſtavianer og
å HosfedHonat i Skaane eiebe Steentulsgruber her]; ur.
Bilag Mø. Ste> 9
anmobe Dig om ftrag ved Svinefund at Mle med. Prinpfen om. H. Rå nr
at aboptere ham fom Gøn, famt ved dette Jilfælde at kalde H. & 6. 6
A . H. M. onffede, at Du directe vilde hidſende —* om *
ſens Syar, ſaa at H. M. derefter kunde vette fine Demarcher. —
8 Stockholm 28ve Dechr. 00.
— — — —. I den filtre Formodning, at Du nu Y itke unddrager Dig
for. at mobtage $ronprindfen, og derved undviger ben ubehagelige Virkning, fom
vette flulbe have paa hele Landet, tilbagefenber feg Dig nu Storabmirals-Di-
plomet, for af Dig at overleveres 8. K. H., og iler at indgage i nogle for Rei—
fen nedvendige Detailler (angaaende Rattetvaricer m. v.) — — Rigemaade har
Capitain Bagge ſagt, at Prindſen ei har egen Cavipage lengete end til Svine—⸗
funb, og at han ber ventede at faae Vogn mod fig. I Følge Grev Ferjens
Inſtructioner, fom jeg med forrige Extrapoſt af 26be bennes meddeelte Dig, feer
Dun, at Brindfens herfra fenbte Reiſe⸗Eqvipage et før enb i —— flulde
mede. Du turde berfor, i Zilfælde Du ci tan anſtaffe noget hjenligt Kjøretøt,
fom funbe bruges imellem Grendſen og Gotheborg, med ben famme Conreer,
fom Du anganenbe Hof-Defonomiens Mode i Uddevalla affender til 5. Excell.
Ferſen, ogjaa bitre Dig angaaende Behov af en Vogn, ba en faadan tilligemed
Oetonomien fa blive Dig fendt fra Libføping til bet af Dig beftemte Sted. — —
I Dag ex ronprindfen i Extra⸗Ordens-Capitel bleven ubnævnt til Ridber af
Seraphimen med Ret til at Bære tilllgemed denne Ordens Infignier ogfaa Sværb-
famt Nordſtjerne ⸗Ordenens, ſamt ſtrax efter Modtagelſen anlægge og bruge ben.
- Du har i Dit Brev begjært Svar paa nogle Puncter å Prindfens ſidſte
Brev til Dig af 22ve, fom herhos følger: 1) Veed Du, at Freden er ratiftceret,
og jeg fender Dig 2 trykte Cyemplårer beraf. 2) Er ved benne Tractat ingen
anden hemmelig Artilel tilfølet end den herhos i Afſtrift bilagte, Hvorom jeg har
alt præveneret Dig. 3) Er Prindſens Bttring om at indflille Feſtiviteter et nyt
Bepiis paa hans able Tæntemaade. I ben Anledning turde Du bruge hen
Frimgangsmaade, hvad Gotheborg angaver, fom Du finder tjenligſt. Her i
Stodholm er aftalt et at gjøre nogen Jlumination, men derimod ſammenſtyde
en Sun tl Ved til ve Vattige. 4) Holt er allerede udnævnt til Berftlieute»
nant og Overabjutant; men maa naturligviis i banff Uniform følge med Prind⸗
fon efter Sammes yttrede Onſte. Prindſen faaer i Gotheborg overleveret en
Sum af 1000 Rd. Banlo i ſvenſt Mynt, meeft. Sølv, for at funne uddele til
de Fattige paa Veien.
H. K. M. har befalet mig at fige Dig, at fan haaber Du ei unddrager
Dig det Dig givne Hverv. M. var meget tilfreds med ap nfens Brev,
Han flim Dig til i Forgard om Udoptionen, bvorpan H. M. fætter mégen
Priis; ogſaa trøer jeg i Ordene respect. filial å Prindſens Brev ni hente An⸗
ledning til at troe, at han ei perſonlig er derimod.
. En Propoſition flal afgaae til Stønbeme om Ubnavneljen af en. Deputar
tion for paa Drotningholm at aflevere Balgacten. Den tilligemed Suecesſions⸗
Deonjngen ere: nå trykte, og flal faa fnart muligt er å Landet publiceres. —
h. (til S. 226.) |
2 | .— Ctodholm ben 13De Januar Kl. Halv 4 om Aftenen. |
J 43 ſtelver deite efter en Conference med flere paalidelige Perſoner hos Bar
ron annerheim, hvor et vigtigt Emne er blepet discuteret, Længe har: bet
1) [Dette har Henſyn til en JPortaring t Brevets Begyndelje om Aarfagen Hl, at Belte
Armeen pan Grund af Frederc var pUaf , Hvorover Adlerſparre I et Prev af 2
a
Decbr. med Capitain Bagge ſees at have følt fig ſtodt, endog t den Grad, at han
iffe vilbe mobtage Prindfen.]
Mo Bilag No. bÅ vg 52.
vittet ubfpredt, at Aronprinbfen aldrig ſkulde komme over ben ſvenfſke
Gtænbfe. Dette Yoregivende er, efterat filter Tidende er indbløden om
hans Hidkomſt, bleven ombyttet med bet Mygte, at han fra Gøtheborg
ſtulde venbe tilbage til Mørge. J Cftermibbag er fagt og forfilfret, at!) — —
Prindſen aldrig flulbe fomme fra Drotningholm. Jeg vil troe, at Rapporterne
herom ere overbrevne, eller og at den blot er et Stræmmeftud for at formaae
Regjeringen til Gompofition med Liguens Hovebmænd, men i alle Falb blev hos
Baron Mannerheim befluttet, at jeg — — — burde underrette Dig, og Dig
alene derom, faa at Du ubemærfet og hemmeligen funbe tage Dine Vorfigtig-
hers⸗Skridt. — — — Jeg har herom Intet fagt til — fordi jeg til Dig alene
overlaber at gjøre hvad Brug af denne Fortrolighed, Du kroer ben fortjener, og
bet be8uben, fom Du let vil finde, er af yderſte Vigtighed ombyggeligen at for»
tie Sagen for Prindfen, fom i alle Fald har gjort et ulyfteligt Bytte af em
ftormenbe, fvag og fivefyg Stat mob en rolig, og af Alles Kjærlighed vmgiven
og beflyttet Stilling. Blot Mistanfen om Muligheden af et faa beftafjent Rygte,
fom bet ombanblede, maatte gjøre et høift ubehagelige Indtryk paa hans Sind
og faalebes undbvige8. Da imidlertib Drotningholm er færflilt paapeget, torde
en førbobbelt Aarvaagenhed ber blive nødvendig. — — —
1.
14be Januar KL. 8 Morgen.
— — Da Konprinbjen et før ben 20be fommer til Drottningholm, vil
Stendernes Deputatlon flee følgenbe Dag ben 2lbe, og bet høitidelige Indtog
flee Mandagen ben 22de. J bet nu trykte Ceremoniel, fom ei længer kunde
opfættes, flaaer Du indført fom ved Indtoget fjørenbe efter Kronprindfens Vogn.
I Anledning af Dit Brev til Kongen, fom med ſtor Glæde blev modtaget,
et jeg nu tfærd med at forfatte Adoptions-Acten. Deri tommer ei Roget til at
ftåae om Navneforandringen, Hvorom Prindfen i fit Svar furbe bedft og lempe-
ligſt værte Spørgsmaal; men alt bette bør fee inben han aflægger fin Ed. Vi
ſtal H. K. Hoihed hevde Carl Auguſt, bør hån fyærge under bette Navn. Kul-
berg flriver til mig og paaberaaber fig en Bulletin, fom aldrig er fremfommen,
og ſom ſtulde inveholde en Beſtrivelſe over Reifen og Fefterne, famt ben rørende
Afſted fra Norge.
No. 52 (tll Side 202).
G. Lagerbjeltes Brev til G. Adlerfparre.
(Gher Adlerſparres Handlingar VIL. 70).
Private Apoftille. Vſtad 24be Auguſt 1809.
Du fær af mit Brev, fom før min egcellente Collegas Skylb har faaet Em-
bedsform, hvorom Gpørgsmaalet er. Jeg troer vel, at Du ligeſaag fnart fom
jeg: er bleven underrettet om Prinds Frederik af Hesfens Ankomſt til Norge; men
i al Hald har jeg burbet mebbele bet. SKjedfommeligheder funne beraf opftåde,
og vor Kronprinds faae en ny Vanfteligheb i fin allerede foære Role. Imid⸗
fertid er Frygten i Danmark ſtor, og bet bevifer Realitet i Sindsfemningen i
Norge. Hyvad fom atter bevifer be Danſtes Frygt, bet er Bernſtorffs i en ganſte
anden Tone førfattebe Brev af 3die Auguft tilligemed Engeftrøms Svar af Yme,
begge filfert Dig flrar mebbeelte. Hrebstilbubet med status quo ante bellum
er talende i nærværende Omftændigheder. Svaret fyntes mig pasfende. — — —
— —— — —
9 [er og i bet Følgende har Adlerſparre udeladt Styklet af Wenerſtedts Brev.]
Bilag No. 58. 70
Ro. 53 (til S. 204).
Brev fra Grev Azel OD. Mørner til Kronprinds Garl Johan,
(Dverfat efter Aftryklet Å Schinkel⸗Bergmans Minnen. VI. 346—349.)
Gateborg 275e Marik 1811.
Jeg har havt ben Åre I min unberdanige Skrivelſe af V5be bennes at un-
derrette D. Kal. Høihed om, at jeg flue have en Samtale med Grev Wedel,
og alt jeg flulbe have ben Mre ſtrax at underrette D. Kal. Hoihed om Indholdet
deraf. Da denne Samtale fanbt Sted igaar før Grev Wedels UAfreife, vil jeg
au, ſaavidt bet er mig muligt, Ord for Ord berette D. K. H., hvad han bar
fagt angaaende en Forening med Norge. D. K. H. flal herved faae Anledning
til at erfare, hvad en Mand tener i dette Wmne, fom ved ben Indflybelfe, han
bar i en Deel af Landet, fandfynligt er ben enefte Nordbmand, fom er i Stand
tl at gjennembrive benne Forening. -
% Da jeg under mit Ophold i Norge ofte havde Unledning til at famtale om
Sagem med Grev Wedel, fom ba vifte mig megen Vortroligheb, funbe jeg un
- let fpsrge ham, om han endnu følte fig lige tilbøielig til at bidrage til en for
begge Lande faa Iylfelig Begivenhed. Han fvarede mig: |
„Jeg ligefom be flefte blandt mine Lanbsmænb, fom ere oplyfte not til at
funne bedømme Nordens fanbe Interesſe, er af ganfle ben famme Dverhevtisning
nt fom ba. Alle snflede ba at flyres af høiftfalig Mronprinbs Carl Auguſt, da
benne unber et langt Opbholdb i Norge havde forftaaet at vinde almindelig Kjcer⸗
ligheb og Tiltro, og fra bet Øieblit, ba han blev valgt til Sronfølger i Sverige,
var bet ganffe let at ftemme Sindene til Forbeel før en Forening mellem begge
Lande. Men Prindſens Samvittighedsfulbheb lagde Hinder i Beien for Ubfø-
- velfen, albenftund ban enbba beherſtedes af en Folelſe af Gengivenhed for fin
- gamle Souverain. Hvad Sveriged nuværende Kronprind8 igjen angarer, da her
bever han viftnot iffte at holdes tilbage af flige Betænkeligheder, fom nu ere for
founbne, men ber behøves Vid for at vælke denne Liltro til Prindfen, fom ben
banfle Regjering gjennem fine GStemplinger har gjort Ult for at tilintetgjøre.
„De veed, at benne Regjering, fom altid frygter for at mifte Norge, benytter
fig af ben mindfte Omftænbigheb, for at bortfjerne dette Tidspunkt. Til en Be—
gynbelfe har man, for at gjenoplive det Had, man ſtedſe har føgt at underholde
mellem begge Nationerne, og føm var nær ved at udſlukkes, forſtaget at beftyrte
dette ulylkelige Rygte, fom udſpredtes efter falig Prindjens Dev, at denne Død
iffe flulbe have været naturlig, famt at man alene af ben Grunb havde valgt
bam til Tronfølger i Sverige, fordi man deri fandt et Middel til at blive af
med en Fyrſte, ſom man frygtebe i Spibfen for en Armee, ber ſtulde mødfætta
fig Sverige8 ærgjerrige Planer paa Norge. Glige Beretninger have ingen VBirl-
ning paa be Oplyſte, men have ifle undladt at forbittre ben fimple Manp,
„De mindes fra deres Ophold i Norge, hvor fiendtlig GSindsftemningen da
var mob Englanderne. Alle erinbrede flg med Hortrybelje, hvor uretfærdigt Enga
land havde røvet Danmarls Ylaade i Kjøbenhavn, og fin Pligt tro anvendte
Presjen al fin Indflydelſe for at vedligeholde benne Stemning. Men ben har
nu undbergaaet en fuldftændig Forandring. Norbmænbene erindre fig de Fordele,
be have havt af fine Handelsforbinnelfer med England, og ønfle at fer bem gjen»
oplivebe; Danmarf3 Forbund med Frankrige udgjør berfor ogfag en af dereß
fornemfte Klagepunkter mob ben banffe Megjering."
„Her finder De nu en Anledning, fom fan tjene ben banffe Regjering til
et nyt Baaben mod Sverige. Man har nemlig øgtigt benyttet fig af denne
Rorbmændened bekjendte Uvillie mod Frankrige, for at opffræmme bem i Unled-
ning af Eders nye Kronprinds's Anfomft til Sverige, og man har føgt at frem-
fille hans Balg fom en Folge af Keiferens directe Indflydelſe, ba han, for efter
3 Bilag No. 58.
Behag at funne fyre Mordet! vehevede paa Sveriges Trone en Prinds, fom
alene havde at ubføre hans Billie. Man har tillagt, at ifølge dette Valg ſtulde
man i Norden fnart faae fee famme Dytrin, fom be der jr i Spanien.
„Saadant var bet Sprog, fom paa ben Vid førtes af Ulle, fom anfom fra
Kjøbenhavn. Nu derimod, ba man af ben fvenfte Regjerings Opførfel i Forhold
til Frankrige fom bg af Kronprindjens perjonkige Færd har fundet, at man itte
[ængere vil funne holde 98 i Denne Vildfarelſe, har man i Kjøbenhavn -grebet
til: at udſprede ben Anſtuelſe, at om ber mærfedes nogen Kube mellem Keiſeren
og ben fyenfle Kronprind$, var ben alene tilfyneladenbe. Jeg omtaler alt bette
før Dem, for at De fan vibe, hvorledes man bar føgt at flade Kromprimdfen:l
mine Landsmends Ombømme. De Midler, man benytter, ere uden FTobsk
temmelig fvage, men Almeenheden er let at føre bag Lyjet; og det gager langſomt
at. ubflette daarlige Indtryk.“ | |
„Hvad mig fel angaaer, faa vom jeg et Dieblik Har ladet måg ſtuffe å
Gyorgsmaalet om Prindſens Tænlemaave, er jeg nu fommen paa bedre Santer,
og vet Sprog, jeg herefter agter at føre hjemme hos mig, flal idetmindſte tjene
il: at udflette be flette Indtryk og den Mistilliv, fom flige Antybninger Have
funnet føraarfage. Men ber behøves Tid, og jeg er vis paa, at ben Henryttekje,
hwormed ben foenffe Nation betvagter fin Kronprinds, flat gane øvet par Norr-
moæn»ene, og alt efterfom be faxe fee den foenfle Regjering befalte fig og et lyt
keligt Refultat Trome be MBeflutuinger (mått oeh steg), Gras. Prinda tager,
fulle de Aigefaa ivvigt ouſte at regjeres af ham fom fordum af høitfal. Priuvs
Garl Anguſt.“ | 2 |
„De mærfer, at jeg taler med Dem uden Forftillelfe, og giver Dent spe
rigtigt Oplysning om min Teenkemaade. Derfor figer jeg, at om Deres Regje⸗
ting inden bvilkenfomhelft Green af Statsſtytelſen flude gjøre fig ſtyldig i nogen
Gjerning, fom tunde væfte Tvivl om bens Henfigter eller iøvrigt mislyktes, va
ſtulde dette meget flabe ben Sag; bvorom Her er Take, vg man følger i Nærge
med flor Opmeærffomhed hvad fom tilbrager fig hos Ever. For faameget fom
muligt at paaſtynde bet afgjørende Oieblik, flulbe bet fluttelig være ønfleligt, at
Kronprindſen paa en Neife i Sverige nærmede fig vore Greendſer. Hans Popu-
farttet, hans elſtocerdige Bæjen (sutt at vara) flulde iffe undgaae ogfaa at blive
behendt Hos os. Mange flukde af Nysgjerrighed reife for at fe ham, og vers
Fortellinger om ham ved Gjemfomften være af ben ftørfte Nytte. GSmere' ſtulve
intet mere bidrage Hl Sagens Fremme, end om Danmart eriærede Ever Krig;
forgjeves flufde man ba befalte ben norſte Hær at gaae over Grawdfen; vg I
fulde have frie Hander til at operere mod Sjelland, hvis Erobring' er let ubførtkg
med engelfl Biftand. Detimod maatte man aldrig tanke paa at tilveicbringe
Foreningett uden beres Medvirfen.+ 8 :
Jeg har nu' havt den Ute for D. K. 5. at berette, hvad Grev Wevel har
fagt mig. Jeg har gjengivet hans Udtryk med Troſtab, og han har bemyndiget
mig til at fade bem fomme til D. K. H., efterat han har taget mit Wresord
paa, at jeg ſtulde mebbele bem til D. K. H. alene. Wedel tillagre: „Jeg aander
alene før mit Fædrelands Bel, og en Forening med Sverige er bet, fom fan fire
nine: Efterlommeres Åylte og Fred. Saaledes bør jeg af Sjøl og Hjerte arbeide
før ben; og jeg ſtal gjøre bet; men jeg flaer Dem ogfna, at om Svæige nogenfinde
ſtulde ined Banben i Haand imod o8 ville bringe Foreningen I Stand, — aldrig
flal ben ba blive af.” — — — 2 |
.
Øitaf No. så. 103
Rv. 54 tlil Gide UK. net
Baren gar6 v. Engeftröms Breve til B. Avlerfparre.
(fer Nblerfyarres Hamdlingar. V. 101—119.) '
u.
Hoivelb. Hr. Baron og Gtatsraak. Stødholm 26be Juli 1909,
Hoflantsleren Baron Wetterſtedt vil å et vidtleftigere Brev give Hr. Baronen
flere Underretulnger. Jeg har ben Åre herhos at ovenfende et trykt Exemplar
af Geral Kroghe Proclamation i Jemteland, hvillet Baronen manfle kunde
behøve at viſe fine Nordmeend. General Wrede frier, at be, fom ære faldne
inb i Jemtelaub, fige, at Kongen af Danmark har lavet ubflebe en Proclamation
mod Brindjen of Auguſtenbotg. — —
Ib.
Stodholn Wde Juli 1809.
Deihos bar jeg ben re at overſende et Uddrag af et Brev fra Baron
Faiodk- til mig, [0 for nogle Timer føden anfom med Soureer. Kongens naadige
Billie er, at Hr. Baronen uvferfler Prindſen af Auguftenborgs Duſte i dette
Gpørgsimaal, og detom faa fanart See fan unbderretter 6. M. Anſeer Prindfen
be banfle Courerers fortfatte Gang igjennem Sverige til Norge farlig for fn
Perfon, faa flat den uførtøvet indſtilles. Troes ben derimod at være af uftyldig
Natur, faa fader den fillndes. Kongen folv vil underrette Hr. Baronen om ven
før anbgreven af $esjen begjærte Tilladelſe at reife gjennem Sverige, og bet
Gvar herpaa gives. Slulde dette formaae denne Herre til incognito at gaae
oser Fladſtrand, eller føge at tomme frem nogen anden Be, faa vår bet maafte
vet, om bore Krybfere pasfene paa at hiudre det.
Stedholm 7de Anuguſt 1808,
| — — Songen vil i fit egenhbændige Brev have forklaret fin fuldkomne Vil-
fredshed over Baronens underdanige Beretninger. Baron Wetterſtedt meddeler
Hr. Baronen det vigtige Brev, jeg i Dag fik med Extrapoſt fra Grev Bernſtorff.
Man feer; at Redſlen er ſtor i Kjebenhayn; thi paa eengang er Kongen af
Danmarf bleven fan fredelig finbet — han fom bed Udebliveljen af Svar pan
alle høflige Forefillinger har tvunget os til aldrig mere at fremlomme meb: flige;
Et prialabelt Svar afganer igjen i Morgen. Det flal med Lorsbagsr-Pofen
blive meddeelt. Jeg bar anſeet bet af faa flor Bigtighed, at Sr. Baronen, ſtynd⸗
ſeent lcerte at hende Judholdet af Grev Bernſtorffs Brev, at jeg ei troede at
burde opholde bet, indtil Svaret derpaa hunde medfølge. Forſte Svar bliver na⸗
turkigviis i almindelige ubeftemte Udtryk og ſaaledes evaſivt. Det var vel om
år. Baronen, inden: bet mæfte kommer til at afgaae, hunde give 08 nogle oplyfende
Underreininger. Jeg bar nu gjennemlæft Wetterſtedts. Brev, . Det indehoelder
bet: Svar, jeg tænder at give, og jeg nu ganer at begjære Kongens Lilladelje til.
Verba formalis. fulle bog tomme med næfte Poſt. Medb den meeft ubmerfebe
o. ſ. v. Jeg aabner Bøevet for at tilføle, at Grev Bernſtorffs Bro alene R$
befjenbt for Kongen, mig, Wetterftedt og Chrengranat. 1
d.
Stodholm den 14de Auguft 1809.
gor nogen Tid ſiden fil jeg et Bren fra Carl Manberfelkt (Jngman). Veg
overleverede bet til Gr. Baronen og foarede Jngman, at hans Brev var afgivet
til: ben Perſon, fl hvem Kongen havde nverdraget bet Gvero, bvorom Talen var:
Derved troebe jeg mig befriet fra al Brevnegling med en Mand af den Beflaf-
fenheb; men igaar Ay jeg et langt Brev, fom indeholdt en Beretning om en
Reife Hil Norge. Jeg viifte bet ufortøvet til Baron Platen, og fvarer ilfe der-
PV Jul
"4 Bilag Mo. bå.
paa; men ba jeg af Baron Platen bar faat hans Paaftand at høre, at have
faaet Gabinet8-Orbre til at foretage denne Reiſe, er bette ife not. Formodent⸗
ligen ere faabanne Befalinger ille af nogen Gabinets-Kammerherm» ubfærdigede,
og fra Gabinettet for Udenrigd-Anliggender ere be bet ganfle vift ifte. Jeg ønfler
faalebeg, at Sr. Manbderfeldt maatte faae Befaling til at fremvife fin faataldte
Cabinets⸗Ordre. Jeg har i JFormidbbag talt med Kongen om Manderfelbt, og
flal paa naadig Befaling autorifere Hr. Baronen til at erklære, at Manderfeldt
intet Hverv bar faaet af Kongen til at reife til Norge, end mindre ber at tale
eller underhandle hans bøie Ravn — —. Paa Ridderhuſet Hamres Noget.
Jeg anfeer bet ingen Opmeærhjombhed værd og ønffer, at man ei vil pære for
eftergivenbe paa høiere Steder. Det gjør VBørnene felvramdige.
Vi vente med Utaalmodighed paa Gronlanb og be Yttringer, han fra Hr.
Baronen mebbringer; thi inben Ugens Slutning maa Kongen fige Statsraapet,
at Danmart har tilbubet Fredsunderhandlingernes AUabning. Det fler bog ved
et fornuftigt Ubbrag af Documentet, og ingenlunde ved dets Meddelelſe in ex-
tenso. Mit Svar til Grev Bernftorff var flruet for at vinde Tin. Det næft
paafølgende behøver. iffe at blive afgjørende, men bør nærme fig, og firax ber-
efter bør man ſtride til Unberhanbling. En for lang Udfættelfe bliver farlig,
Ingen Standsning af Goureerfart imellem Danmark og Norge har funvet
Sted. De Danſte have formobdentligen villet oppebie vort Svar, inden be bitre
fig mob Prindfen af Wuguftenborg, vg bette Svar fan fætte bem i Yorlegenhed ;
tbt bet er bøfligt, faa be et Mage for Frankrige, og faa livet oplyſende, at ve
efter dets Ankomſt ikke vide meer end før.
Jeg tommer tilbage til Manberfeldt. Da intet friftlig finbes af ham om
be ſaakaldte Gabinetsorbrer, ſtulde han funne nægte at have fagt fig havt fag-
banne; men ban citerer Baron Sparre, til hyem han har flrevet et Brev, fom
ifte er fremfommet. Baron Sparre tør funne fige, med hvis Pas han er gaaet
over Græendſen; med Kongens var bet ei; thi va maatte Hoffantsleren vide bet.
Med fulbfommen o. f. v.
é.
Stodholm ben 17be Auguſt 18089.
Indlullede Brev har Hs. Maj. Kongen befalet mig at svefenbe til Hr.
Baronen, Imorgen fammentræber Statsraadet tilligemed alle Statsſecretairerne
for af Songen at modtage Meddelelſen af ben Deel af Grev Bernftorfis Bre,
fom angaaer Fredstilbubet. De flulle da i Følge Megjeringsførmens 13de $
pttre fig, ben Vngſte førft og ben Eldſte fidft. Jeg formoder, at Jngen voterer
Krig. Derefter flal et yderligere og mere beftemt Svar afgaae til Grev Vern»
ſtorff. Det flal blive Sr. Baronen meddelt. — Jeg har udbedet mig 5. Me.
Befaling i Henfeende til be Midler, fom Sr. Baronen anſeer fornodne til at
naae et fort Øiemed. Mig paalagdes at tale med Baron Lagerheim. Gan
fagde, at han havde Penge [tillgångar], men vovede et at benytte bem uden
Kongen8 udtryklelige Befaling, fom han ønflede meddeelt inden GStatsraavet.
Der møder formobdentligen ingen Banflelighed. Kongen maatte af Baronen faar
at vide hvor ſtor Sum der fhilde behøves, for at hinne fafje ben til Beie, faa.
vibt muligt. — — —
f.
Stodhbolm Ave Auguft 1809.
Prindſen af Auguftenborgs Brev til Sr. Baronen var gubbommeligt*), og
gjorde, fom bet burde, Yndtryk paa hver tønkende Mand. De andre Vreve,
ſom Songen bar lovet at tilbagefende, ere af flor Ynteresfe. Man bør føge, faa
5 (førnodenilig Brevet af 15be Auguſt, ovenfor Bilag Na, 47 el
Bilag No. 5å. 705
meget muligt herfra flee fan, at Bortrybbe alle be Hindringer, fom. kunne ligge
år. Baronen t Veien. |
Ut jeg af Sjel og Hjerte for Fædrelandet Skyld arbeider berpaa, bet vide
reibe. 5000 Nb. Banco, fom mod min Qvittering er bleven ubfeveret
af GStatscontotret, følge herhos. Hvad Underhanblingerne med Danmark angaaer,
faa hverken bør eller funne de afvendes; men for åt fee hvad Stillingen med
Norge fan byde 08, bør Tid vinbes. Derfor blev mit førfte Svar bilatorift.
I Dag flat bet definitiv ubfærbiges (vedfsies under Litr. a9. Igaar Aftes fom
tt Grev fra Grev Bernftorff, fom verføies under Litr. b. Det ubvvifer nogen
Arrighed og megen Frygt. Derpaa har jeg givet bet under Litr. o. vedlagte
Svar. Gr. Bernſtorff faaer faalebes to Breve fra mig. Hele min Brevverling
med ham er meddeelt ben franfle Minifter i Kjøbenhavn, Hr. Didelbt, ved Brev,
bvoraf MAſtrift Litt. d. vedføies. Vi faae nu fre, hvad be Danfle vare, Bed
Unberhandlingetne fan ei undgaaes at antage status quo ante bellum; ba vi
Intet Have taget fra bem, men jeg finder ei fornebdent, at man préliminaire:
ment yttrer fig beftemt. — Jönköping er valgt til Unberfanblingste», fordi bet
flgger midt imellem begge Hovebftæberne. Veg anfeer bet ike nyttigt i bette Øte»
blit at have nogen Danft her, og man behøver ikle at lade en foenft Miniftet
relfe til Kjøbenhavn. — —
g Stokholm 31te Auguſt 1809.
Kongen fender Gr. Baronen i Uften et Brev fra Baron Armfelt, fom er
mærfoærdigt. Hr. Raas's Fortroliahed HU ham er ſtor og vedvarende. Det, forh
t dette Brev frfter min Opmerkſomhed, er vet Brev fra Grev Vernftorff, fom
Kaas har foreviif. Gr. Baronen Hender H. E. Baron Gtedingt. Han er ikke
taletrængt, Tyver ille, flryber iklle. Neppe flal Rogen findes, ſom minbre end han
compromitterer flg. Veg bør heller fe troe, at Grev Romanzow hat fat noget
Sligt paa hans Negning, ten formoder, at enten ben banfle Minifter + Kjøben»
bavn eller ben banfle Minifter i Petersborg har fammenfmebet benne Hiſtorie.
Hr. Blome, fom er danſt Mitifter ved bet rusfifte Hof, flal være en hed Fuſen⸗
taft tfjøsker), og ben banffe Minifter 'er faa arrig, at Kan el veed hvad han
flat finde paa. Hyvo ber end har forfattet benne Saga, bør ben erkætes for hvab
ben er, Ufanbheb. Det var vel, om Baronen fit Unlebning til herom at oplyſe
Rorbmændene og advare bem for Kaas's Nyheder. Med Coureren, fom Å Dag
afgik Ut Frederilshamn, har jeg berom underrettet Stedingl.
Hr. Tourtonvall føm iforgaars fra Frederikshamn; han mebbrågte intet Undet
om Sr. Blomes Forflag at underhanble for Danmark om Fred med Baron Ste
big! og Sholdebrand. Grev Romanzow har fremlagt ben, men uben at undere
ſtotte famme paa nogen Viis. Derpaa ſpvaredes, at bet banfle Hof havde fore
flaaet en birecte Underhandling mellem Hofferne, faa at intet Henfyn kunde tages
til Blømes Vorflag, og vette Svar beftyrfedeg ved at meddele ben VBrevverling,
før berom havde fundet Sted mellem mig og Grev Bernftorf. I en Samtale
med Baron Stedingk har Grey M. vtttet, at Rusland ilfe [havde noget imod
at Sverige] hunde faae Erſtatning for fit Tab i Finland. Dette bør vi beholde
i Grindring, men ei omtale. Fra Danmarf er endnu intet Svar fommet.
h.
| Stodholm de Geptbr. 1809.
Kongen har med Forundring feet ben Fremſtilling, ſom er bleven Gr. Ba-
ronen gjort om andel, breven af foenfle Skibe mellent Danmart og Norge. Det
er en Gjenſtand for diplomatifte Underhandlinger, og flal, faafnart bet fra bet
5 [Disfa og følgende Bredt findes å niteſte Silagh.
Aalis Erindringer. PE
706 Bilag No. 54 og 55.
banfle Hofs Side fremftille8, tages under Overveielfe. Man bør formove, at H.
K. danſte Maj., efterat Freden imellem Rusland og Sverige er bleven affluttet,
iffe vil bvæle med at flribe til Aabning af be Freddunderhandlinger, han felv
bar foreflaaet. Imidlertid vil Kongen, for at viſe fin Belvillie for Norges Jnk-
byggere, tillabe at be fra Sverige mane opkjøbe ve Provifioner, be behøve. Her⸗
bog følger et Brev fra Hans Maj.
l.
Stødholm Idie Decbr. 1809.
Jgaar anfom Cabinetscoureren Gronland fra Paris med Depefder, font løve
Fredens fnare Unbdertegning. Cronland troer, at en Grev Lewenhaupt, fom bar
været Krigsfange, flulbe ben 15de eller 16be affenbed med felve FrebSinftrumentet.
Det fynes fom vi flulle fomme nogenlunde vel fra beune brydfomme Sag. Jeg
kalder bet vet, naar al Mulighed til Handel med England ilfe affjæres. Ut
Keifer Napoleon intet har imod Sronfølgeren, bet ſees 1) veraf, ut ber under
Unberhanblingerne intet Spørgsmaal har været om LIronfølgen; og 2) beraf, at
Keifer Napoleon famtylfer i Affendeljen til Schweitz. Alle franfle Miniftre og
Autoriteter faae VBefaling til ut fremflynde Reiſen. I Begyndeljen fyntes Kei-
feren, at SåÅweik var noget nær, men bevilgede bet til Glutningen, for at vife
fit virfelige Benftab for Kongens Perſon. — Dette er alene befjendt for Platen,
Metterftebt, Adlerereuz og mig. Vi bølge bet for at undgaae Opmerkſomhed
paa Reiſen. Onsdag Morgen reijer Posfe med nogle Officierer til Carlscrona
med Prinds Guſtav. Dagen efter Silfverfparre og Shjoldebrand med ben forrige
Konge, og 1 å % Dage efter v. Otter med Dronningen og Prindjesjerne. Alle⸗
fammen embarquereg i en Yregat, fom bringer bem til en tydſt Havn. Sthjöl⸗
debrand følger med igjennem Tydſtland. — Silfverfparre har havt en forfærhe
fig Scene med Gripsholm-Gerren og har fagt ham ftærfe Sandheder. Godnat!
— SBetterftedt friver noget andet interesfant. Herhos følger Kongens Vrev til
Sronprindbfen med en Ufftrift til Hr. Baronens Underretning.
k.
Stodholm ben 255e Decbr. 1809.
Myter her ifte, men Wetterftebt har lovet et Brev, fom ilfe tommer. Saaleves
griber jeg Pennen for at firive bisfe Linier. Rigsdagen hviler; Gontrapartie
formobentligen ikke; men jeg anfeer bet ube af Stand til at gjøre Andet enb [maa
JForargelfer. Om Løverbag afreifer Brahe, Ferjen xc. Kronprindſen lommer,
og ba er Grunden lagt, paa hvilken vi flulle forføge at bygge Sveriges Vel.
Igaar tom Depeſcher fra Frankrige med Robert fom Coureer. KXagerbjelte
figer, at ban ei fan ſende nogen af be mange Adjutanter. Undarfvård berømmer
ban. Han er bam behjælpelig ved Urbeibet. Nagerbjelfe har viift fore Talenter.
Keifer Napoleon vil Sverige vel; men han har fin Maave at fee vor Lyle paa,
fom juft iffe er vor. I ben Havsned, bvori ben forrige Konge har overladt os,
er Sporgsmaalet om at rebbe, og funne vi vinde aldrig faa libet, har Sverige gjort
Storpært. Dieblikket er ei gunftigt; Fremtiden fan blive bedre. — Keifer Napoleons
Btring om vor Konge i hans fenefte mærkværdige Sale er fand og mærtelig. — —
No. 55 (til S. 215).
Baron Engeftromö Brevvegling med Ørev Bernſtorff.
(Gifter Ufirokfene paa Frauſt å Adleripatres Handlinger V. 120—134).
få.
Engeftrøm8 Brev til Bernftorff.
Det Brev, fom D. E. har gjort mig ben Are at tilflrive mig under Bvie
Uuguft, har jeg igaar mobtaget og iler at foare berpaa. Jeg beder Dem, Hr.
f
Bilag Mo. 55. TOT
Øreve, at ville falde tilbage i Deres Erindring alle be Skridt, fom Kongen har
labet gjøre, for at faae oprettet ben gode Horftaaelfe med 8. M. Kongen af
Danmarf. Det egenhænbdige Brev, fom ban under 23ve Marts flrev til henne
Furſte, er blevet uden Svar. Baron Ehrenheims Brev til D. E. af 175e Marts
sg Baron Lagerbjelfes af 8de April have havt famme GSkjelme. Dette fyntes
paa en altfor tydelig Maade at bevife Kongen af Danmarld fafte Beſlutning ifte
at ville børe noget Vorflag fra Sverige8 Side, til at Kongen lunde forene ben
Medbelelfe, fom De fynes at have ventet, med hvad han flyldte fig felv, ifær i
et Dieblik, ba et Jubfald i Rigets nordlige Provindſer) af en Divifion af H.
Danffe M.s Armeer fatte benne Fyrſtes fiendtlige Planer uvenfor al Tvivl.
Derfom den Succesfion til Sverige8 Trone, fom er tilbuden Hs. Høihed
Prinds Gbriftian af Holfteen-Auguftenborg, er en Begivenheb, hvorpaa Hiftorien
intet Exempel giver, fom jeg virkelig trøer, ba er den ikfe mindre en nødvendig
Følge af be Omftændigheder, hvori Norden nu befinder fig. Det enefte Lan»,
med bvillet Sverige befinder fig i Fredstilftand, er England. Derfom den fvenfe
Nation, fom bør ønffe Tronfølgen faa fnart fom muligt grundfæftet, havde ub»
valgt en Prinds af bet hannoverfle Guus, flulbe det for em lang Tid have fjernet
ben Fred, fom ben faa levende attraaer. Den var følgelig nødt til at henvende
fin Opmerlſomhed paa Lanbe, med hvilke ben befinder fig i Krig, og det er ganſte
naturfigt, at Balget faldt paa ben Prinds, ber ſom nærmere Sverige end alle
de øprige var bedſt fjendt, og fom man vibifte ivrig tog fig af bet Folls Vel,
fom ban havde den Åre at commanbdere, og af hvilket han af den Grund er
eiſtet. D. €. fan bømme om bet Saab, fom bette Behjendtſtab bar maattet
give ben ſvenſte Nation, og hvor fior Jndflydelfe bet maatte have paa bet Valg,
fom bar fundet Sted. Desuden vidfte man, at $. M. Kongen af Danmart
hœdrede ham meb hele fin Agtelfe.
Det Jorflag at aabne en Fredsunberhandling, fom er antybet af D. E.,
bar færbeles meget glæbet Kongen; men jeg tilftaaer bet, Gr. Greve, man var,
efter alt hvad ber var forubgaaet, faa livet forberedt berpaa, at jeg umulig i bette
Dieblik fan give et beftemt Svar med Henfyn til Detaillerne. Det flal ufor»
tøvet fomme. Imidlertid har Kongen bemyndiget mig til at erklære D. E.,
at Hoiſtſamme i ben Depefde, fom De har gjort mig ben Åre at tilftrive mig,
med ſtor Vilfrevsftillelfe viner Haabet om en Inffeligere Fremtid for Norden.
Stokholm ben Ye Auguft 1809. L. v. Engeftrøm.
b
Grev Bernſtorffs Brev til Engeftrøm af 16de Auguft 1809.
Jeg har mobtaget D. E. Brev af oe d. M. til Svar paa bet, fom jeg
under ben 3die havde den Åre at tilffrive Dem. Veg tilftaaer Dem, Hr. VBa-
ton, at bette Svar forvolber mig virfelig Smerte. Jeg feer med Bekymring, at
man i Stodholm har taget Feil af Grundene til en Meddelelſe, hvis Redſtab jeg
agtebe mig lykkelig ved at være. Dette Forflag havde alene til Diemed at lette
Fuldbyrdelſen af et Onſte, fom Kongen min Herre troede fig befviet til at fore
mobe hos ben fvenfle Regjering, og fom H. M. felv beelte, nemlig at fjerne be
$indringer, fom gjøre vet umuligt for Hs. Høihed Prindfen af Auguftenborg at
mobtage bet bæverlige Tilbud, fom er ham gjort af ben ſpvenſte Nation.
Seg finder i D. E.s Brev et førgeligt Beviis paa, at Kongens Genfigter
flebfe ere blevne mistjendte i Sverige. De have ftedfe været afgjort fredelige, og
jeg troer at ben, faalænge Krigstilftanden varer, ilke fan blive mobfagt ved reent
militaire Dperationer. Om iøvrigt mit Hof, ſtrax efter MRegjeringsforandringen
t Sverige, har betenkt fig paa at foare paa be førfte officielle Meddelelſer, fom
ry) General Kroghs Indfald i Jemteland i Juli 1809.
45*
1708 Bilag No. 55.
bleve bet giorte fra bet ftodholmfle Hofs Side, faa har benne Banflelighed —
pet bar man maattet føle i Sverige — tun havt fin Grund I en Formapeſtion,
vis Opløsning Danmark naturligvits har maattet fade afhenge af en forelsbig
ftale med fine Allierede. De mundtlige Horflaringer, fom t fin Sid gaves I
Wen Anledning, na have funnet tilfredsftille ben foenflte Regjering. eg maa
beBuben bebe Dem bemærte, Hr. Baron, at bårr. Baron Ehrenheims og Lager»
Mjelfes Breve af 170e Marts og Bde April egentligen hun vare Yntrovuctionse
Breve for bårr. be Suremain og Låvenbhjelm, og funne følgelig ikke firengt td»
get anſees for at være af ben Natur, at be behøvede Svar.
Kongen min Gerre havde troet ilke at funne give ben foenfle Regjering et
mete afajørende Beviis paa fit Onſte, ved alle be Midler, han havde i fin Magt,
åt fremflynde en Fred, fom han troer at være å alle Parters Jnteresfe, end ved
at foreflaae en birecte Unberhanvling og en Forligs-Baſis, fom ve fin fore
Simpelhed fyntes at burve forebygge enhver Banftelighed og gjøre al vetailferet
Discusfion overflørig. Da Hoffet i Stodholm fynes at have dømt anderledes,
aaer ber fun, indtil jeg fær mig i Beſiddelſe af bet mere beftemte Svar, fom
. &. har bebudet mig, tilbage at bemærte, at berfom ben Maade at undere
handle paa, og ben Bafls for Underhandlingen, fom jeg er bleven bemyndiget
tif at foreflaae Dem, ilte af ben fvenfle Regjering findes pasfende, bliver mit
Hof, ſtuffet i fit Saab om et hurtigt og birecte Forlig, berved fat t Stand til
i en fremtivig Unberhandling at foreflaae alfe be Betingelfer, fom andre Omſten-⸗
bigheber, be mob bets Onſte forlængede Krigsbegivenheder, og Betragminger al
befes forffjellige fra bem, ber nu have ledet bets Handlemaade, kunde give, bet
Anledning til.
c.
Brev fra Engeſtrom til Bernftorff af 2ibe Auguſt 1809.
Jeg har ben Ufre at mebdefe D. E., at Kongen antager med en fand
Tilfredsſtilleſſe det Vorflug til at aabne en FrebSunderhandling, fom H. M.
Kongen har gjørt å bet Brev, fom De, Hr. Greve, har gjort mig ben Åre
unber 3bie d. M. at tilftrive mig.
Baron v. Gtedingt og Gr. Skjöldebrand befinde fig for Tiden I Freverilse
hamn i Unberhandling med H. M. Keiferen af Ruslands Befulbmægtlgede.
Grev v. Göfen og Baron Lagerbjelle ere paa Beien til Paris, forfynede med
be Pasſe, fom ben franfle Keifer har tilftaaet bem. Kongen, fom med Smerte
havde feet Danmarks Gof movfætte fig Nordens Lykke, iler faa meget heller at
gane $. D. M.s Ønfter imøde til Forbeel for ben gode Harmonies Gjenopret-
telfe. — Songen ønffer inderlig, at Underhandlingerne begynbe fnareft muligt.
Begge Landes Befulbmægtigete funne møvdes i Jönköping, en By i Småland,
ber ligger omtrent i Tige Afitand fra begge Hovedftæber. Derſom bette Horflag
behager $. M. Kongen af Danmark, flal be nøvvendige Foranftaltninger ufor-
tødet træfjes, faavel for ben danſte Misfion8 Beqvemmelighed fom for Commu—
nication ved Gourær imellem ben og jøbenhavn. Kongen venter tun, Hr.
Greve, paa bet Svar, fom bet maatte behage Kongen, Dere8 Herre, at give ved
D. E., for at meddele Dem, til hvem han vil betroe fin Jnteresfe. Leg bever
Dem trøe, at han ikke vil være ben Sidſte ved et Møde, hvoraf begge Landes
Met afbænger. p
Brev fra Engeftrøm til Bernftorff af 22be Nuguft 1809.
I vet ODieblik jeg flulde afſende indfluttede Brev, havde jeg ben Wre at
mobtage bet, fom bet har behaget D. E. at tilftrive mig under 16be fibftleden,
og fler at foare berpaa. Det vilve gjøre mig meget ondt, Hr. Greve, om man,
fom De troer, her havde taget Veil med Henſyn til Motivene for ben Medde-
Bilag No. 55. 709
feffe, hvis Organ De har været. Veg haaber Nei. Man har troet og kroer
mbnu, hvad De gjentager i Deres fivfte Brev, paa H. M. Kongen af Dane
marte afgjørt frebelige Sindelag. Der var en Tiv, jeg tilftaaer D. E. vet, ba
man havde en anven Dverbeviisning, og om Kongen Deres Herre8 Teenlemaade
Dengang misljendtes, var man unbdftylbt; thi i faavanne Tilfælde fan man fun
demme efter Wpparencerne, Men nu, Hr. Greve, er Talen om et YForlig. Det
Forbigangne bør glemmeg. De vil itte tage bet ilde op, at jeg ei indlaver mig
i nogen Discusfion herom, bvor feirrig jeg enb maatte troe at funne gjøre ben;
tbi jeg vil beftemt bet Bevfte, og føge at bortfjerne Ult, fom fan vælte Sylid,
— Forovrigt vifer vevføiede Brev tydelig not, at Kongen laver H. Dunfle M.38
Tenlemaade vederfares Met, Underhandlingernes Uabning afhænger alene af det
Svar, fom Samme vil bemyndige Dem til at give, og fom vi vente med Utgal
mobighev. I
€.
Øngeftrøm8 Brev til Hr. Didelot, franft Minifter ved bet banfle
«mal Dof, bateret 22de Uuguft 1809,
Jeg har ben Åre hosføiet at meddele Dem: 1) Det heftemte Svar, fom
- var lovet Grev Bernftorff, og hvorom jeg unverrettene Dem i mit fivfte Brev,
% Gt Brev fra denne Minifter, fom jeg fil igaær, og 3) mit Svar. Yeg havde
- milt, at Grev Bernftorff ei havde gjort fig ben Umage at undſtylde, hvad der
ei faver fig undſtylde. Han omtaler itfe Kongens Brev til $. danſte M., fom
er blevet uven Svar. De mundlige Hortlaringer, bvorom han taler, have alvrig
været venflabelige, og jeg forfiftrer Dem, at man bar forføgt at gjøre o8 alt
det Onve, fom man har funnet. Men Ut vette maa glemmes, Det afhænger
nu ganfte af Danmarks Hof at fremflynde eller forfinte Frevsflutningen. Jeg
verbliver, min Herre! fom De fer, at meddele Dem Ult, bvav ver flaær I
Forbindelſe med vore Underhandlinger, i bet Haab at det ved Dem fommer til
$. M. Keiferen af Jrantrige8 og Kongen af Jtaljens Miniftertum3 Kunvftab.
f.
Bernftorffa Brev til Cngeftrøm af 30te Auguſt 1809.
Seg bar mobtaget og ufortøvet forelagt Kongen, min Herre, be to Breve,
fom De har giort mig ben Åre at tilffrive mig 21de og 22v0e d. M. H. M.
bar med faa meget ftørre Tilfredshed erfaret, at Stockholms Hof famtytter I
ufortøvet at indlave fig å Fredsunderhandlinger med famme, fom Antagelſen af
bet i denne Henfigt gjørte Forſlag nodvendig maa indbefatte en fuldftænvig Bed»
- tagelje af be Betingelfer, hvortil vette Forflag var nyttet. Da imivlertiv ben
føreflagne Underhandlings Uvfalv alene afbænger af dette Puntt, er det vigtigt
for mit Qof, før Unverhandlingerne aabnes, at erholve en uforbeholven Forfittring
om, at ben foenfle Regjering virfeligen aeqviefcerer ved be Betingelfer, under
- byille $. K. M. har tilbuven at underhandle om Fred med ben.
Seg vover fom en Følge beraf at indbyde D. E. til paa en beftemt Maade
- at meddele mig Deres Hofs Henfigter i benne Genfeende, og jeg holder mig overs
beviiſt om, at De felv vil føle, at bette Vorlangenve er grundet paa UAtttaa
-— efter at bortfjerne en Uvished og forebygge Banflelighever, fom uvjætte mit Hof:
for at fee fine Forhaabninger ſtuffede og fit Diemer forfellet. Dette Øiemed var
intet andet end at fomme bet burtigfte muligt til bet Forlig, fom mit Hof levende
onſter, ellers") flulbe H. M. have indflræntet fig til at oppebie ven almindelige-
Underhandling, fom Goffet i Petersburg har behaget at foreflage famme, og til
bvilten Kongens Minijter å Rusland befinves forlængift forfynet med Fulvmagt
) [9 Aftryktet Ubferfparre Handl. V. 133 ev her og ovenfor uben Tvivl enten noget
overfprunget eller Trykfeil indløben. Dverjættelfen er given efter ben fandfynlige Mening.)
710 Bilag No. 55 vg 56.
og Inftructioner. Forſlaget, at beramme Underhandlingen i Yönfdping, moder
ingen Snbvenbing fra vor Side, og berfom D. E.s Svar, hvorom jeg ille
toivler, vil blive overeensftemmende meb vore Ønfter, vil mit Hof fnareft mulig
ubnævne og afſende ben Perſon, fom bet hertil vil vælge.
No. 56 (til Side 223).
Blandede Antegnelfer angaaende Kronprind8 Carl Augufts Opholt og
Embedsſtilling ti Norge.)
(Efter Adlerſparres Handlingar V. 1—11.)
On honest man the noblest work of God.
Pope.
Denne Fyrſtes fleeraarige, glimrenbe og hæbderlige Forfvar af bet nordiſte
Mige, hvis Styrelfe og Forſvar til Lands og Vands var ham anbetroet, ub-
fordrer en vidtløftig Bearbeivelfe, ber visfeligen ei vil favne en pasfende og være
big Behandling i en meer eller mindre fjern Fremtid; faa meget filfrere fom
fulbftænbige og talrige Materialier til en faavan ere i filfer JForvaring. Under
Forventning af benne fremtidige Fremftilling bør man ei tvivle opm, at jo mere og
minbre betybelige Gfterretninger om benne, med Henſyn til Mandighev, oplyft
Forftand, Redelighed, fimple Sæder og Mippefaft Character, i Sandhed nordiſte
Prinds frulle anfees af VBærd for hver, i ædel, mandig og ren Betydning nor
biff Mand.
Denne Prinds ubnævnedes ben 10be Juni 1803 til Generalmajor, com-
manberenbe General over Tropperne Sondenfjelds, YJnfpecteur over Infanteriet
og be lette Tropper i famme Diftrict, Chef for bet Gøndenfjelvfle Regiment,
famt Gommanbant over Frederiksſteens Fæftning med 8000 Rv. aarlig Løn, fore
uben be i Norge faataldte Generals-Tilæg og Emolumenter.
Brindjens Kundflab og Embedsiver i ben militaire Virkekreds er ophsiet
over al Berømmelfe. Han omfattebe med fin Omforg alle Anliggender og føgte
at afbjælpe alle Brøftfældigheber. Han forbedrede Fangeindretningerne, forſtaffede
Fangerne bedre Underholdning og gavnlig Beftjæftigelfe til Nytte faavel for Staten
fom for Private. Krigsftanven anfaa han værdig ben ombyggeligfte og wutrættes
ligſte Omforg, fri for al Jant, barnagtig Leg og glindſende Pragt; han anfaa
dens ifølge Natur og Beftemmelfje givne Alvor uforenelig med bet Yngre eller
ældre Barns Smaahedsaand, Lege og Prybelfer. Manvighed, Legemets Haar»
førheb, Jver for Fæbdrelandets Gelvftændighen, Frihed og Belftand, burde i hans
Janter ftaae i ſtadig Vorbindelfe med og under filfer Veilebning af thenretifte
Kunbflaber i alle Krigshaandteringens Grader og Glasfer. Han anfaa dette
for noget ganfle andet, end biin Livs gjøglenbe Øvelfer og Beflædningsraffine-
ringer, fom i andre mere og minbre fjerne Lanbe, til Latter og Foragt for
byert feenbe Die, anfaaes nødvendige og bigtige for Rigets Vorfvar. Han ind
faa tillige med inderlig Iilfrebshed, at han havde at gjøre med en uforbærvet
Ratton, fom forftob at vurbere og med varm patriotiſt Iver paaffjenne hans
Beftræbelfer for bend Bel.
er atter førte tilbage å bette Sprog. Den ubetjendte Forfatter fynes at være en Of-
cier paa Frederilshald, maafte Spørd, da benne har belræftet bet Aftryk af Gavebre⸗
pet til Frederilshalde Stole, fom ogfan er trykt af Udlerfparre og altfaa indſendt
med Optegnelferne.)
5 ga O tegnelfer ere ifølge Adlerſparres Bemærkning sverfatte fra Rorſt, og altfar
Bilag No. 56. 1
I Aaret 1804 flaffede han Garnifonen et Exerceerhuus, føm tillige kunde rumme
en Underviisningsanſtalt for Underofficierer,) og for venne Anftalt ubvirfede han
af Negjeringen en aarlig Sum til Unverviisningens Fremme. Vor at forene
Prazis med Yheori lod han Eleverne ligge 3 Uger å Leir paa Exerceerpladſen
og øve fig i Lanbmaaling efter Øiemaal, Afftanbs Bedemmelſe, Skandſers Op⸗
førelje, Slandſekurves pg Faſtiners Vorfærdigelfe m. m. Ubgifterne faavel ved
BProvianteringen fom ved Unftaffelfen af Munbderingsftytter og anvre Materialier
ubredebed af Prindſens egen Kasſe. Han invrettere tillige paa egen Bekoſtning
en høiere Glasje for Undervisningen, bvori be Unverofficierer, fom havde gjort
be bedſte vibenflabelige Fremſtridt, optoges. Dette medførte den Nytte, at 7 af
bisfe Elever i Aaret 1807 og 1808 befordredes til Officierer efter ubholbt Examen,
og alle bisje have gjort fig fortjente til deres Foreſattes Tilliv og Bifald. —
For Offtciererne i Garniſonen foranftaltede han Forelæsninger i militaire viden»
flabelige Emner. Parolbagene, d. e. to Gange om Ugen, eraminereve han felv
Officiererne i Exercitsreglementet og Helttjeneften. Sygehuſet og hver fog Krigs⸗
mand, af hvad Rang og Bærvighed fom helt, Officier eller Søldat, ydede han
en foærbele8 og omhyggelig Opmarlſomhed gjennem en offentlig Forførg og egne
private Beføg. For Militaire8 og VBorgeres Børn af begge Kjøn indretteve han
1805 paa Frederilshald et Inftitut, hvortil han af egne Midler tjøbte en Eien⸗
døm, bvillen han 1810 alveles ſtjenkede Jndbretningen, og udvirkede til famme
af Kongen 800 Rv. aarligen. *)
Gjennem benne ædle Fyrſtes uafbrudte Beftræbeljer og Opmuntringer, gjen-
nem hans aldrig hvilende nøiagtige Marvaagenhed over Opfyldelſen af Embeds⸗
pligter, blev VTjeneftgjøringen faavel å Fred fom i Krig forrettet med levende
$u og fulb Alvor, og aldrig blev Nogen fornærmet ved uforflyldt offentlig Yn-
flage. Prindſens ævle og gode Hjerte, føm ei hunde nægte dem, ber henvendte
fig til ham, Hjelp og Underftøttelfe, foraarfagebe ofte, at hans indſtrenkede Ind⸗
tomfter ei fvarebe til hans Belgjørenbevs-Urgifter, og bet indtraf itte fjelbent, at
—
5 [Ølige Underdiiznings-Anſtalter vare paabudne i alle Garniſoner vedekgl. Ref. 8. Juni
1 —
*) Gavebrevet led ſaaledes: „Til Directionens behagelige Efterretning formeldes herved,
at ben mig tilhørende Gaard paa Frederikshald No. 560, hvor ben oprettede Slbole
eg, flal fra nu af være af mig aldeles overlabt, ſtjenket og givet til Skolens be»
anbige Brug og ben8 Eiendom for Fremtiden, hvortil den ved bette mit Misfive
meb dens havende Jnventarium fljænles og gives, bog med ben udtryktelige Betingelfe,
at derſom Fremtidens Forandringer fulde indtræeffe, at Nealffolen blev opnpævet, og
Henfigten af denne Gave altfaa ei meer vilde finde Sted, faa er det min Billie, at
aavel Gaarden fom Jnventarium ffal ved Auction vffentlig bortjælges, og ben derfor
imbløfende Capital tilfalde til lige Deling Frederikshalds Byes og bet Sendenfieldſte
Infanter'⸗Regiments Hattigvæfener, hvoraf va enhver af biefe offentlige Stiftelſers
Beftyrelfer modtager bet folve Beløb, der anvendes lige med andre faadanne Gaver,
ber ydes til milde GStifteljer. Det til mig paa Gaarden udſtedte Sljøde forbliver ba
frembeleg å Realſtolens Directions VBærge, hvor det Hivtil har været beroende, og ope
bører fra bette Dieblik af at være mig tilhørende.
Om benne Skrivelſes Indhold ubbever jeg, at vedkommende Beſtyrere af Byens og
Sondenfjeldſte Infanteri-Regiment8 Fattigvæfener maa vorve underrettede. ved at med-
beles hver for flg en betræftet Gjenpart beraf fra Nealftolens Direction, hvis gode
Lilftaaelfe at bette er fulbbyrbet jeg ubbeber Gr. Oberftlieutenant Sejerſted meddeelt.
Jor bet Øvrige ſtulde jeg tilføte, at da bette Brev maaſtee kunde fornødige8 thinglyft
for vedfommende Jurisbiction, biltet jeg og onſter at maatte flee, faa paatvivler jeg
ille, at Directionen for Realftolen, efter ben8 mig velbekjendte roesværdige Bibforte
for Alt, hvad med Jndretningen8 Nytte og Fremtarv ftaaer i Forbinbdelfe, onfaa for
en faaban publit Beljendtgjørelfe efter Lovens Form har den Godhed at bære Omforg.
Ghriftiania ben 8be Januar*) 1810. Garl Uuguft,
Kronprints af Sverige.
*) [Denne Dag fader i alle betjeudte Aiſtrifter af Gavebrevet, uagtet Udnederen fortet Chriſtiania den åde Januar,
tag at ber man være em Feil enten ved Stedet eller Dagen.)
2 Bilag No, 56 og 57.
naar en Nødlibenbe fom til ham med Unfagning om Hjælp pan en Få», va
bet leeb noget ben å Maaneden, han ba bad den Anføgende tomme igjen neeſte
Maaned, naar Prindſens Maanedslon var falden.. Hans VBelgjerninger vare
utallige, men be ubøvebes i ben ftørfte Hemmelighed, uben mindfte Skin af Pra⸗
lert eller Fordring pag nogen bøirøftet Lalnemmelighed eller flavifl Mfhængighed
af hans Billie, Han havde mange Penfionairer ſaavel i Fredericia, hvor han
før opboldt fig, fom i Norge. | |
Hans baglige private Omgang og Levemaabe, hvori Wabenbhjertighed, Ven⸗
flab og ben parme Dyprigtigheb, fom uforandret Redelighed indgiver, vare egent-
lige Beftandbele, havde, fom hans Perſon, fin hoie og fande Bærdighed ved ben
rene Simpelhed, der indbgøb ſand Høiagtelfe, og Øabte en Anſeelſe, fom ei var
Foſter af Yppigheb og flinnende Glands eller en ſmaaagtig Storhed, men gav
ham Venner og faa at fige Dyrkere, fom forhlepe hans Venner endnu I Dovgda
timen, og bog hvilke hans elftede Minde ei før med Livet forfvandt ekfer forfolnner.
Nogle Trek af bands Levemaade, endfljønt i fig felv maaftee tilſyneladende
ubetybelige, turbe bog fortjene at nævnes. Den udmaærlede fig ved ben ſtorſte
Jarveligheb, hvorved Midler til VBelgjørenhed ſammenſparedes. Han flod op
hver Morgen Kl. 6, pg brak ba en Kop Kaffe. Mivbagsfpiisning flere beftemt
og i Haft Kl. 1, og beftod af å Retter Mad me et Par Glas Rodviin; bere
paa inbtoges atter Kaffe. Til Uftenen ned han Intet, og Kl. 10 gik han til
Hvile. Formedelſt hans faalunde beftemt ordnede tarvelige Levemaade og Tids⸗
inbbeling gjørbe8, fom allerede bemærfet, Befpareljer, bvilke fatte ham iftand til
at lette og bortfjerne Medbmennefters Liveljer, og tillige give fine Embedsſysler em
ordnet, paapasfelig, aldrig feendrægtig, vaflende og uregelbunden Gang. — Hans
Tijenerſtab beftod af 1 Kammertjener, 1 Jæger, 2 Rivelnægte og 1 Kol. Hans
Stald beftob af 2 Rideheſte før ham felv, og 1 for hans Rivelnægt, fom fulgte
ham. Denne Indflrænfning i Levemaabe og Ubdgifter turde være fjelben blandt
Perføner af hans høie Byrd og Bærdighed.
Brindfens fornemfte Fornsøielje i ledige Timer var Jagt. Den legemlige
Anftrengelfe, fom derved anvendtes, var baade et Beviis paa hans flærte og bære
bede Legemsbygning og bevarede dens Kraftfuldheb; men ben gif nu og ba over
til em for Prindſens Helbred farlig Overdrivelſe. Hans Helbred retablerehes dog
fnart uben Lægehjælp. 1808 ben 15ve Mai udbnævnebe8 han til Generallieute-
nant. Samme Aar ben BOte Juni ubnævnedes han til General, fom Beløn-
ning for be Bedrifter og bet Geld under Krigen, ſom udmarkede Norges Forfvar.
Bed en fongelig Forordning af 20de Januar 1808 var allerede bleven fajtfat,
at ben norffe Armees forſte Divifion ſtulde, foruben Agershuus og Ghrifttanfands
Stift, tillige tnbbefatte Bergens Stift, men bvilten VBeftemmelfe vog ei flulde
fætteg i Bært, førenb den i Bergen commanbderende General Hjesfelberg tog fin
Uffled, Hvilket flede Z0te Januar 1809. Yar 1809 ben 30te Juli uvnævneves
Prindfen til Feltmarffall og GStatholder i Norge. War 1810 erholdt Prindfen
Afſted fra fine Embeder i Norge, fom udkaaret Kronprinds i Sverige.
No. 57 (til Side 223.)
$sittbelighed i Chriftiania den 29dbe Decbr. 1809.
(Af Bladet Tiden 1810 Ro. 38.)
At Fredag ben 29de Decbr. 1809 var beftemt til en Taknemmeligheds og
Fredsfeſt, bet havde Borgerftabet i Chriſtiania tilmeldt Mepræfentanterne å famt-
lige Stifteis Steder, og her i Staben hundgjort ved en trytt JInbbyvelje, men
bet forfynbte8 ogfaa ved Solens Opgang famme Dag ved Kanonernes Løsning.
Vaa famme Tid beifede alle Stibe og Batterier bereg Flag, fom vaiede hele
Bilag Ro. 54. 713
Dagen igjennem. ML. 10 aabnedes vor Frelſers Kirke, hvor Feſtligheden ſtulde
begynbe, til bvillen at høre og flue henved 2500 Mennefter — fom er hva
Kirten fan mmme — bleve indblabte. Det førfte fom møvte Tilfluernes Dine
var bet paraberenbe Militaire og Borgermilicen i Kirlens Gange; en Obeliff,
fom efterlignede Marmoret, i Midten af Kirfens Rore; en Forfamling af Sangere
og GSangerinder og Mufici i Ghoret. Vaa Obeliftens 4 Siver var anbragt
verelviia Kongens og hans Vens, Norges elftede Hærfører8, Navnetræ! og Kroner.
Ovenover luede i Gulb ben morfte Løve. Ki. 11 Mmaldede atter Kanonerne for
at tilfjenbegive, at WUlting var beredt til Feften, ligefom ber fra nu af ringedet
med alle Kirlens Klokler, indtil Hoitideligheden begynvte. Kort efter tom Norges
og denne Feſtdags Hedersmand og laurbekrandſede Helt, den til Lronfølger I
Gverige ublaame Prinds Ghriftian Auguſt, og i hver Mine, i hver Bevagelſe,
eller rettere fagt i ben udbredte Taushed fra bette Dieblik af og indtil denne
Deel af Høitibeligheden havde Ende, unde man læfe ben Wrbøvighed og Tal
nemlighed ber var i Alles Hjerter. Han blev modtagen af Byens Repræfentan.
ter. H. K. Hoihed faavelfom Hans Durdlaudtighed Prinds Frederik af Hesjen
toge Plads paa 58. Majeftæt Kongens Stol, til hvilten var anbragt en my
Trappe inde i Kirlen, betrutten med rørt Klede. De bøte Herrer8 Adjutantſtab
faavelfom Statens sverfte Embedsmeend toge Plads i de tvende Stole vek Siden
af Kongens Stol.
Gifter Orgeleis harmoniſte Lyb betraadte Slotspreſt Pavels Præbileftolen og
holdt en Snbledningstale, om bvilten Anmelderen ei vil foregribe Publikum i
dets Dom, ba han veed fra paalibelig Haand, at ben vorder trykt. Da denne
ale var tilende, iftemmebes et berligt ubført Ghor, der var forfattet af ben be-
hendie Digter Provſt F. Schmidt; berefter et Recitativ og en Qvartet 'af famme
Forfatter. Den fjønne Mufit hertil flyldte man Etatsraad Falbe. Nu frem»
trandte Biftop Bed, og fra en ved Obeliften anbragt Laleftol holdt en Lale,
ſom ogfaa efter Forfatterens Løfte flal hinne ventes trykt. Mod Glumingen af
Biſtoppens Hale ſvingedes med be forfkjellige Gorpfers aner, ber vare plantede
foran Dbeliffen. Den kirtelige Deel af Veften endtes med et Chor; Vert og
Muſik af benævnte Forfattere. Ledſaget af bem, ber havde modtaget Ham, gi!
$. å. H. Prinds Ghriftian Auguft famt $. D. Prinds Frederil under alle Lil»
fledeværenbes ærbøbige Tausheb ud af Kirten. Nort efter havde Biftoppen med
ben nærværende Samling af Præfter Dpvarmings-Aublence bos Prindſerne.
Kl. 3 famledeg et af Borgerftabet indbudet Gelftab af Manbsperfoner, om⸗
ent 260 i Fallet, paa Gathedralffolens Værelfer, Her faars famtlige Stadens
eivile, militnire og geijttige Gmbersmæn», Nepræfentanter fra alle Agershuns
Stifts Kjøbftæder, og Borgere, fom havde foranftaltet Høitibeligheden, fant faa
mange af be til Byen anfomne Fremmede, fom Rummet funde mobtage. Bed
6 ſmagfuldt og elegant dætfebe Borde placerebes Alle uden Forfljel efter udtrukne
Billetter. Begge Prindferne, ben longl. Regjeringacommisfion, Stiftamtmanden,
Biftoppen, Prindjerneå Avjutantftab og iøvrigt Perjoner af alle Stender fifte
ved Bordet No. 4. Under dertil forfattede Sange af Slotspræft Pavels, Pa⸗
for Wulfsberg og Overlærer Platou, under Kanonerneg Jorden, famt Hurraraab
og Haandklap bleve følgende Skaaler ubbragte: D. M. K. Frederik ben Sjette!
D. M. Dronning Maria! D. K. H. Prinvs Chriſtian Auguſt, Tronfølger til
Gverige! D. 5. D. Frieberid til Hesjen I Forfvarsftanben til Lands og Bands!
Freden med Sverige! Held Naboriget og Held bet ved dets Tronarving! Morge
og Danmar?! |
H. K. H. havde den Godhed, efterat bans Skaal var brukten med alle de
Ølævesyttringer, fom man funde vente af erfjendtligef Nordbmænd imod beres
frelfenpe Belgjører, at gaae igjennem ve andre VBærelfer, og bilfe paa famt-
ige Gjæfter. Man funde læfe paa ben Xdles Aafyn hans Ljertes Vølelfer.
4 Bilag No. 57 og 58.
Allevegne blev han mobtaget meb et fornyet Glædesraab, hvilket fele den wden-
for forfamlede Mængde befvarede af Hjertet8 Grund. En glavere Stemning for-
enet med høitidelig Enthuſiasme og pasfendve Maadehold funde man neppe tænte
fig. H. K. H. foreflog og ubbragte en Skaal for Ghriftiania Borgere, vg ber
hagede gunftigen at yttre fin Dilfrevshed og fit Sindelag. Det fmulte Kjøns
Staal blev heller ifte glemt, men fom bet fømmer Forftandige, brød man af
midt i Glæben, for ei at overbrive Nydelſen indtil ben bliver mobbybelig. —
Nogle forfamfebes nu i andre Bærelfer til Samtale og pasjende Forfriftninger.
Undre forlyftede fig ved at tage omkring i Byen for at beftue ben allevegne an-
ſtillede Slfumination, og berved adſtillige ſmukke og betybningsfulbe Transparenter.
KL. 10 om Uftenen famleveg nogle hundrede Damer og unge Mandsperfoner til
et prægtigt Bal, fom wvedvarede til næfte Dagd Morgen. Ja felv denne Dag
var en fortfat Feſt; thi paa ben blev hele Garnifonen beværtet til Fornøietje.
De Fattige havde man paa Feſtens Dag ilte forglemt. Kort Intet fyntes at
være forglemt, fom kunde bidrage til Dagens Hæder og Feſtens Forfljønnelfe,
og længe — længe vil benne erindreg i alle retfinbige Nordmænvs Hjerter. Søn-
bagen ncæftefter, fom var Aarets fibfte Dag, forfamlede fig med eendrægtig Hu
famtlige Stadens civile og militaire Embedsmend tilligemed andre her nærvær
rende Hjonorativre8 og Borgerflabets Nepræfentanter, bvilfe en corps gjorde H.
K. H. deres Opvartning og naadigft bleve movtagne. Enhver af visfe Scener
var meer end en blot Geremoniel; thi be fom fra Hjertet og gik til Hjertet.
Fyrſten vilfte fig fom Mennefte, fom æbelt Mennefte, ja fom beres Ben, hvis
Verd ban fjendte og agteve.
Men vor Gledes Himmel blev fnart formørket ved ben førgelige Foreſtilling
om ben foreftaaende og at! uundgaaelige Skilsmisje fra benne Norges varme
Ben. Efterat ban havde uvftedt ben bjertelige og fyndige Viltale til Norbmæn-
bene, fom er bateret 30te Decbr. afvigte War, brog han bort fra Cbriftiania ben
Ade Ganuar om Morgenen, og hans bøie Afreife blev tilkjendegivet fra Foæftmin-
gens Volde med 27 Kanonſtud, hvoraf ethvert fyntes ligefom at faare alle ham
bengivne Hjerter. Gan blev ledfaget af H. D. Vr. Friderich af Hesfen; men
et fort Selflab af Embedsmend og Undre var i Forveien reift ub til Aas Præfte-
gaard, 22 Miil fra Ghriftiania, hvor be modtoge H. K. H., fom indtraf ber
ved Middagstid. GSelftabet blev beværtet af GStabsofficererne fra Chriſtiania.
Efter et Par Timers Ophold fliltes H. K. H. fra bem paa en meget rørende
Maade. Ge Faa fulgte med ham endnu længere, og allerede har Rygtet givet
foreløbig Gfterretning om ben glimrende Gæber, hvormed ban allevegne paa fin
* blev modtagen, og Tiden vil viſt ikke forſomme at berette os bet Nærmere
rom.
No. 58 (til Side 245).
Tanker angaaende vet fvenffe Tronfolgervalg i Ørebrø 1810.
(Overfat af Adleriparres Handlingar. IX. 1-8. )
Underdanig P. M.
J Anledning af Gaarsdagens Samtale, ſamt for at adlyde de Befalinger,
D. K. M. da i Naade behagede at give mig, maa jeg å Underdanighed anføre
følgende. Prinds Frederik af WUuguftenborg fynes at være en meget elfværvig
Mand. Han omtaltes ved Ramlöfa med ftor Berømmelfe, var vubet af Alle,
5 [Forfatteren af bette Brev til Kongen og bet følgende Udkaſt (til Votum paa Nige-
bagen) er uben Tvivl G. Ablerfparre, fom om Sommeren 1810 var nbtraadt af
Stutsraadet. ]
Bilag No. 5å. 715
markerede i fin Samtale flere Kundſtaber, og maa i Danmark være vel bekjendt.
San har t. Ex. Overopfynet over vet hele Underviisningsvært. Om han då
fuldt fan fættes ved Siden af ben uforlignelige Søn, D. K. M. i en bedrøve-
lig Stund har tabt, begavet med alle ftore og elflværdige Egenſtaber, faa fan
ban besuagtet være værd D. K. M.s og vet foenfle Folls Kjærlighed. Han er
den ogſaa værd i Følge be Underretninger, fom jeg har funnet inbhente. I
Haarets Farve, i Oinenes Udtryk og i Bægten har Prinds Frederik Lighed med
fin afdode Broder. Han var wuligelig yndet og elflet af Uffe ved Namldja.
Allerede i Egenſtab af at være Broder til Prinds Carl Uuguft eier han Vor-
trinsret til D. M.s Kjærligheb, til ben ſvenſte Nations Høiagtelfe, til ben
norffe Nations Levende Hengivenhed. Jeg vover ei at yttre mig tyve
- ligere. Han er en uafbængig Prinds, har et i Fremtiden lovende GSlægtflab
meb bet banffe Kongehuus, uden at være nu i dets Fortrolighed. Det er en
maaffee meget betydelig Yorbeel, at han har en 12 Aars gammel Søn, fom
heder Garl Uuguft. Om jeg nu eieve ben Lykke at være D. M.3 conftitutionelle
Raabdgiver, faa vovede jeg i Underdvanighed at tilraade:
1) At Prinds Frederik ſtrax igjennem en Udſending i Naade inviterebe8 bid,
under Paaffub af at overfee fin Brovers Papirer og Gjterlabenffaber. 2) Sam-
menkaldelſen til Rigsbag ubfærbiges i Dag før at forefomme uden» vg inden»
lanbffe eller uunbgaaelige Kabaler. 3) Iligemaade udfærdiges i Dag et af H.
K. M. felv forfattet Brev til Keifer Napoleon, fom udtrytter hele Folelſen af
bet lidte Tab, fom levende beftriver ben Hedengangnes Opførfel under D. &. M.,
fom afmaler den Kjærligheb han nød af bet foenfle Foll, og udtrykter ben Trøft
D. M. ſtulde føle ved at faae den Afdedes Brover til Søn.
Ubtog af en Goncept.
— — — Det er min Overbeviisning, at be Grunve, paa bvilfe man har
ftøttet ben allerede afgivne Betæntning, vare fulbfommen gyldige; at Prindfen af
Auguftenborg faavel i Henfeende til fine Egenſtaber fom fin private Stilling for»
tjener Fortrinet fremfor alle Andre ved vort Valg af Tronfølger, at be nvyefte
Documenter, fom ere blevne os mebbeelte, ei ere af ben Beftaffenhed, at be bør
mebføre nogen Forandring i hvad man bar troet og yitret. Det er ei Lovgiv-
ningen tilfadt, at grunde en Mening paa Documenter, fom ille have noget Stin
af Wutenticitet. Disſe funne virte paa hver Mands private Overbeviisning; de
hinne oplyfe en Sag og en Stilling, be Funne medføre for Virlning; men be
bør aldrig lægges til Grund for en offictel Betænkning.
Andre Omftænbdigheder ere alligevet nylig indtrufne af ben Bægt, at jeg
ſtulde anfee mig utilgivelig at tilfivefætte mine Pligter imod Konge og Fæbdrelanb,
ligefom min Dømmetraft fortjente bøiligen at dadles, om jeg ei tog bem meb i
Beregning. Jeg figer enbnu engang: vigtige Omſtendigheder ere nyligen ind⸗
trufne; be have viiſt fig fiben ben hemmelige Comitee afgav fin underbanige Be-
tenkning. Vaa bet Synspunkt, under hvilket man feer, beregner og leder disſes
Virkning, beroer i mine Tanker mit Fœodrelands Opløsning eller Beftaaen. Den
almindelige Mening i Sverige8 lovgivende Forjamling har betydeligt og ganfle
nylig forandret fig. En Pluralitet for Prindfen af Auguftenborg ſtulde nu efter
min Overbeviisning ufiffert funne ventes. Om den, næften aldeles mob hvad
man fan formobe, kunde vindes, blev ben fibet overveiende.
H. K M. har i fin ſidſte naadige Skrivelfe givet tilfjende, at $. M.,
hvis hoie Opmærfjomhed og Billie tilforn har været alene rettet paa Prindſen af
Auguftenborg, nu af uforglemmelig Omhed for fit Foll, og med ævdel Vilfide-
fættelje af fin ømmefte Tilbøielighed, har fæftet fin høie Opmærtfomhed paa en
anben Prinds. De Documenter, fom nu ere blevne os medbeelte, inbeholbe Til⸗
bud af Fordele, fom bet ei fiaaer å Prindfen af Auguftenborgs Magt at give.
116 Bllag No. 58.
Kundſtaben om bisfe Fordele er med ſtor Omhyggelighed bleven udbredt blandt
Almeenheden. Det er ikle bereg egentlige Verd, jeg har taget i Beregning,
men deres Birfning paa en ævel og Marfynet Prinds, fom ei fan tilbybe Sligt.
De Forfininger, fom jeg med yderſte Ombhyggelighed har funnet anftille, be ØGrun»e
jeg bar funnet unverfafte mit Ombømme, bar fulbfommen overtyvet mig om, at
Prindſen af AUuguftenborg er en Fyrfte af udmerket og ufævvanlig Oplysning,
af ben æblefte Tenkemaade og Fafthed i Charakteren, og begavet med be Cgen-
flaber, fom flulbe oplive vor alverftegne Landsfaders fidfte Leveaar. Ulligevel ere
Domme af en ganſte modſat Art blevne uvbredte overalt og have overalt robfæftet
flg; be ere af ben Beſtaffenhed, at be flulve gjøre ben fvenfle Tronfølge modbydelig
for benne Prinds, enten før eller efter hans Hidkomſt; be ere ei af ben Urt,
at be kunde loffe en ilfe ærgjærrig Prinds fra huuslig Lykſalighed og philofo-
phiſt Rolighed til Gtorme og Farer. — — — Alene ben ham møvende almene
Mjarlighen, Velvillie og Tilliv flulde have denne Kraft. Sverige var aldrig blevet
Garl Auguſts Fæbrelanb, om han havde bemærket en Splid i den lovgivende
Magts Tæntemaade, eller en ham modende almindelige Uvillie fra fine nye Lan»s.
mends Sive.
Didſe ere be Omftænbdigheder, fom ganfle nyligen ere indtrufne. Jeg faae
et tybeligt Samtyfte i Prindſens Svar; jeg fær nu med fuldefte Overbeviisning,
at ban ei mobtager ben fvenfte Tronfølge, om han endog bertil vælges. Veg
maa enbog beljenbe, at jeg med Smerte flulve fee en vel, bydig og velvillig
Prinds under disſe Omftændigheber betræde ben fvenfte Yord. En længere Gore
baling af Tronfølgervalget; et Valg fom ei antages; ſtridende Meninger, maaftee
en Brydning mellem Konge og Voll; vore tilbageværende Nationalkræfter i Strib
meb bverandre; en ankommende Tronfolger møvt med Uvillie og Mistro: —
fee ber bet ældgamle Sveriges filtre Opløsning, et Alt omftyrtende Livsrum,
forfærbeligt ved GStorme og Skibbrud. — Maar bet af be Grunde, fom jeg har
anført, er en Umulighed, at Carl Auguſts Broder fan blive vor Prinds, fager
ber efter min Overbeviisning blot et Formaal tilbage: Prindſen af Pontecorvo.
Dette Balg fynes not ledfaget af Farer og Uleiligheder; men bvert andet fhulde
true meb (tørre Farer. Dette Valg fan paadrage o8 Uvillie og Viendtligheb fra
Verdens ftørfte Sømagt; ben Prinds, vi vælge, flal i Begyndelfen være fremme»
før vore Sæber, vore Love og vort Sprog; men enhver oplyft Ben af det fbenfle
Foſterland flal bog med Dverbeviisning funne fige: naar En af Europas ftørfte
Feltherrer feber vor Krigshær i Striven, fan Sverige et kues af udenlandſt Magt.
Under en kraftfuld Mands Styrelfe flulle alle indenlandſte Kabaler og alt Pobel⸗
Raſeri oplefes. Den Prinds, fom af fit Fæbreland og i Fiendens Land er lige
bøit elftet for fit Retſind og fin Menneftelighed, flal med bobbelt Minkhjærhev an-
tage fig fine nye Landsmends Mettigheer og Belfærd, naar ve have givet ham
bet bøiefte Vidnesbyrd, fom fan give8, paa Villid og Sjærlighed. Paa viste
Grunde funne foenfle Mænd efter min Dverbeviisning ftøtte fit Valg og fine
Forhaabninger. — —
No. 58. b. (til Side 247).
L. v. Engeſtroms Beretning om Tronfølgervalget efter Kronprindö
Garl Uuguftö Død.
(Af Grufenftolpes Portefenillen. LL. .175—199.)
Ghrifti Himmelfartsdag, fom var ben Bite Mai, fom Kronprindfens Haan»-
Secretair Kulldberg til mig omtrent KL. 10 Formiddag, juft ba jeg agtebe mig at
gane ub. Ban face førftyrret ud. |, Hvad fatteb? fagde jeg. , Er De fygt" —
pe; men jeg har faaet ubehagelige Tibender.” — „Hvad vat — Er Kron
Bilag Mo. 58. ut
prinbfen fygt — Sar han Feber — ?“ — Nei, bet er værre —.“ — „Siig
frem ! 0 — Gan er bød." — Min VBeftyrtelfe tan jeg ike beftrive.
Jeg Myndte mig til Gabinettet og bad Kullberg fomme bib med Major For»
fell, fom havde bragt Tidenden fra Qvibinge. Han tom og berettede mig og
$offantsleren Sagen. Jeg bad ba Wetterſtedt anmode famtlige Statsraabers
Medlemmer at famles hos mig, paa bet vi kunde raadflaae. Jeg fendte Bud
efter Livmebicu3 ABeigel og Urdiater SÅuljenheim, af hvilte ben ſidſte var hos
fin Søn paa Froſunda, og begav mig faa op til Kongen. Længe maatte jeg
vente, indtil jeg fil bort alle ve faadan Leilighed undværlige Perfoner. Af vem
var Biflop Murray ben vanfleligfte at blive af meb. Jeg betroede nu Sagen tll
Gancellieraab Battram, og vi gil ind. Kang Tid behøvedes for at berede Kom
gen paa en førgelig Tidende. Forſt vilde han ei troe, at Brindfen var ſyg, og
ſiden iffe, at bet var farligt. Gnbelig fagde ban: Lever Prindſen?«“ — Re
Dere8 Majeftæt."
Da begyndte han at fjælve paa en faa føræftelig Maade, at jeg begyndte
at frogte for bam felv. Battram gif ub for at føge Hjælp, og jeg fatte Kon»
gen paa en Læneftol. Schulzenheim var juft anfommen. Han og Weigel fom
ind med Battram, og broge Omforg for Herren. Han braft endelig i en heftig
Øraab, og blev fiben noget mere ftille. Jeg bad H. M. tillade GStatSraadet at
tage be for Øicbliffet nødvendige Horholdsregler, paa bet han kunde tilbringe ben
øyrige Deel af Dagen uden VBefvær. Dette bifaldtes. Jeg overgav Kongen
i Legenes Hœender og traadte af. J Forgemaltet fandt jeg Overkammerjunker
Baron Claes Flemming, og bad ham følge mig til Dronningen, fom var vid
fit Joilette, men bog mobtog ob, ba jeg fagbe, at mit Årende var af vigtigfe
Deftaffenhed. Hun tæntte paa ingen Ving mindre end ben Hænbelfe, jeg havde
at berette, og havde hele Formidbbagen fysfelfat fig med en Dragt for Hoffruen-
timmerne under Hoffets Ophold paa Drotningholm og Haga, fom ba paatentteg.
Jeg fagre hende: „Jeg tan give Deres Majeſtet ben tilfrevsfillende Efterretning,
at Kongen befinder fig vel, endfljønt jeg har været nødt til at bringe ham ben
ſorgelige Giterretning, at Kronprindfen itte er meer til.” Hendes Forundring
over en faa uventet Jidende var ſtor. Hun vilve ufortøvet gaae op til Kongen,
men vi bade hende bie, indtil Kongen funde noget fatte flg.
Jeg begav mig berpaa hjem, hvor jeg fandt hos mig Statsraaberne Mofen-
blad, Platen og UAvdlerbeth, Hoffantsleren Wetterſtedt, Statsfecretatrerne Roſen⸗
fein, Jårta, Börgell. Adlercreutz, nommé øonseiller-d'état aprés Adler.
sparre, n'etait pas en ville. Il revint dans la nuit. Roſenſtein, fom holder
af at perørere, fom vil erftatte med Vhrafer, hvad ber fattes ham i GStyrle,
bævebe fin Røft og fagde: „Lader o8 nu være Venner og glemme Ult Gam»
melt.” — pi bvem taler Du? fagde jeg, Jeg har Intet hverken at bebreive
mig eller at glemme.” — Om Formiddagen blev intet Andet afgjørt, end at
Brindfens døde Legeme af Chymifter flulbe underføges, for at ubforfte, om han
par forgivet, og disſe burde nedſendes fra Stodholm. Jeg foreſtillede forgjæves,
at man berveb flulbe give Anledning til en Tro, fom kunde have ubehagelige
Følger. Jeg bad ba, at man flulde fende Nogle fra Lund, for at vætte mindre
Opmoærffombed ; men jeg blev overftemt. Berzelius og Pontin flulde reiſe, og
Følgen af denne Reife blep — ben uftyldige Grev Yerfens Mord.
Om Giftermibbagen gjorde jeg en Skildring af SverigeB politiffe Stilling,
fom fatte 08 ub af Stand til rigtigt at libe paa nogen anven Magt. Jeg fore
flog, at Songen ſtulde flrive til Reifer Napoleon, og begjære hans Raad me»
Henſyn til Sronfølgen, for at interesfere ham for dens Vorfvar, fom blev valgt.
Det vandt Alles Bifald, og Rofenftein vilde ilfe lade denne Unledning til at
migre Wetterſtedt ubenyttet. „Og va bør, fagbe han, vor bevfte MNegotiateux
VA til Paris. Baron Wetterftedt er ben Eneſte, fom lan gjere Riget benne
718 Bilag Ms. 58.
vigtige Tjeneſte.“ Jeg lod bet gane førte Gang; men da han fom igjen anden
Gang, fvarede jeg: , For bet førfte er ikke Spørgsmaal om at underhandle, men
om at afgive et Brev. Derneſt har Kongen Miniftre ved det franfle Hof; faa
er og Softantsferen nødvendig bjemme, og endelig fpørges Herrerne tilraads om
Sagen, ilfe om Maaden at uvføre ben paa.” —- Hermed afbrøded Spørgs-
maalet. — Midt under bore Overlægninger fom ben forargelige Chargé d'Affaires
Desaugier3 og plagede mig med fine Klagemaal over Handel med England.
Med Møie blev jeg ham qvit, og ſik affluttet hvad ber var paa Bane. Jeg
bør anmoerfe, at Yetterftedt og Jårta vare be ivrigfte for at faae Berzelius og
Pontin affenbte. Efter endt Raavspleie gif jeg op til Kongen for at aflægge
unberbanig Bereming og mobtage Sammes VBefalinger til Morgenbagen8 Stats-
raad. Aftenen tilbragtes i Gabinettet, for at erpedere dHrr. Ghemifter og nod⸗
venbige Eftafetter. Seent ſluttedes benne betybningsfulve Dag.
Morgenen derpaa fandt jeg Baron Uvlerfparre i Kongens Vorgemal. Han
havde ifte et faa bedrøvet Udfeende, fom jeg havde førmovet. Han fom ba fra
Songen, og havde overtalt 5. M. til at udſee Hertugen af Auguftenborg til
hans Broders Efterfølger. Nedkommen i Gtatsraadet erilærede Kongen os fin
Beflutning; Alle underftøttede ben; bog foreflog Uvlercreug Hertugen af Olden⸗
burg, mob bviltet virteligen Intet var at inbvende uden hans Forbindelfe
med Rusland. Jeg ſagde, at jeg ilfe tjendte Hertugen af Auguftenborg, men
ban var en Brover af en elflet og favnet Herre; han havde tvende Sønner, vg
faalebe8 fjernedes Tanken om en Tronledighed, og han var faa ubetydelig, at
vi for hans Skyld ei ſtulde fomme i Trætte med nogen anben Magt. Brevet
til Keifer Napoleon flulbe alligevel afgaae, men ſtiles faa, at bet flulve udmerke
Hertugen af Auguftenborg føm ben ver ønffeved, og — NB. paa Baron Platens
indftændige Vegjær, faa, at bet afvendte al Tanke om Valget af en
franft General. Wetterſtedt opfatte Brevet, der jufteredes ben ven Juni.
Baron Avlerbeth, endffjønt ligefaa ſtor Huusholber for Kronen fom for fig felv,
paaftob, at envelig to Gourerer ſtulde ſendes, hvoraf ben med Doubletterne over
Pommern, for ei at løbe Fare for at opfnappes af be Danfle. Denne Baron
Avlerbet ha Frygt lagde Grunden til Prindſen af Pontecorvos Valg,
fom nebenfor ſtal beretteg.
Torsdag Uften fom Tidenden om Prindſens Død til Upfala, og Fredag
Gftermivbag flod Baron Otto Mørner i Cabinettet. Hans tilfommende Svoger
$Hoftantsleren bad om Tilavelfe for ham til at gaae fom Goureer til Paris.
Han havde været i Frankrige, kjenbte Duroc, og ſtulde ganfte vift udrette frore
Ting for Fædrelandet. Derpaa regnede jeg vel ilke fort; men jeg havde børt
fige, at han havde ubmærket fig i Krigen, og jeg vilde vife Wetterftevt Venſtab.
Saaledes flaffede jeg ham Kongens Tilladelſe, og han reifte til Upfala, for at
fomme tilbage Sondag Aften. Loverdag Uften affærdigebes en GabinetScoureer
meb Brevet til Keifer Napoleon. FTræt efter Arbeide, fom:nu næften havde varet
i 8 Dage, fagde jeg ved Bortgangen fra Cancelliet til" GStatsjecretair Jårta :
„J Morgen flal jeg fove længe, og ingen Ting gjøre bele Formiddagen.“ —
— „Det er D. E. ilte filfer paa", foareve ban — og rigtigt var bet fagt;
thi Kl. 7 Søndag Morgen blev jeg vaagnet af Majoren Baron Undarfvård,
fom var affendbt af Baron Ragerbjelfe for at forbereve paa en dundrende Note,
fom frulbe inbfomme fra ben franffe Ghargé v'Affaire8, for at ertlære, at Keife-
ren anfaa fig i Krigstilſtand med Gverige, faafremt iffe ben engelfle Chargé
d'Affaires Forſter inden 5 Dage havve forladt Stodholm. Knapt havde jeg
gjennemleæft Lagerbjelles jamrenbe Depefde, førend ben franffe Chargé b'Afjaires
Desaugier8 ankom og fremviifte be Befalinger, han havde faaet. Jeg fvarede
at jeg over hans Andragende ſtulde indhente Kongens Gttring, og reifte ogfaa
ſtrax til Saga. Dronningen befalede mig til Middag. GEndffjønt jeg ellers er
Bilag Ro. 58. | 9
Mefer not over mig felv, til ei at lade mærte Sorg og Uro, faa jeg bog ned⸗
flagen ub. De Rærværende tilflrene bet Kronprinbfens Død. Den havve vel
fin Deel veri; men Træthed, Mangel paa Søvn og Belymring over ben franfle
Rote havde lagt faa megen Tyngde i VBægtftaalen, (råga på målet) at jeg lag
under. Alt, hvad vibere hører til Fofters Reiſe, hører ei bid. At den ſtulde
finbe Sted inven faftfat Tid, berom blev Lagerbjelfe underrettet med en Goureer,
fom overførte Doubletterne. Andarfvård fagvde, at bet burde være ham, da han
paa ingen anbre Billaar bavve paataget fig Hidreiſen. Saaledes var Mørner
paa Beien ifte at fomme til Paris, men han fom overens med Undarfvård,
og be reifte ammen Manvags Aften.
Da Kongen ſtrev til Prinbjen af Auguftenborg for at tilbybe ham Succes⸗
ſionen efter fin Brover, valgte H. M. til Brevbærer Oberftlieutenant Holft, falig
Kronprindfens Abdjutant; thi — fagde Kongen — han fan bedre end nogen An—
ven overhevife Hertugen om, at hans Broder ei blev forgivet i Sverige. Nogle
Dage efter Holjt's Afreije fagde Aetterftedt til mig å Platens RNærværelfe: „For
at være filter paa, at Hertugen modtager bet, er bet vel bevft at fenbe Baron
Platen til bam, og han er færbig at reife.” — Kongen", fvarebe jeg, plan
ifte fliffe nogen Statsraad fom Goureer, bet er under dennes Bærvighed. Naar
Spørgsmaalet bliver om at mobtage Hertugen, ba bør Platen ihutommes.” —
„Sleer det ille fnart", fagve Platen, „ſaa er bet for feent.” — Wetterftedt ind⸗
vendte, at man burde ſende en Svenſt, og at Holft, jom Nordmand, ei var at
live paa. — „Da Herrerne forleden Dag", fvarede jeg, „bevilgede ham en ſtorre
Benfion, end nogen Svenft har faaet, berømte re hans Paalidelighed.“
Dette mislyklede Forjøg afftrættede itfe. Nogle Dage fenere, efterat Stats⸗
raadet var forbi, fom YWetterftedt med H. E. Grev Esſen til mig, for at over⸗
bevife mig om Nodvendigheden af at ſende en Svenſt til Hertugen af Auguften-
borg, og at benne Svenſt burde være Platen. Jeg fvarede, at jeg ilte anfaa
ret nodvendigt, men for at tilfrebsftille bere GSam»ittighed funde vi jo alle Tre
gaae til Kongen og indhente Sammes naadige Billie. Vi begjærede og fil Au-
bienee, i bvilfen jeg fagde, hvad Gren Esſen og Baron WWetterftedt attranede;
at jeg før min Deel fandt bet unødvendigt, ba Kongen havde gjort et faa godt
Balg af Brevbærer, fom Oberftlieutenant Holſt's; men flulde 5. M. finde, at
Holſt behøveve et uarvaagent Øie, faa kunde ingen faa betybende Mand fom en
Statsraad fended, i Saerdeleshed ba man ikle havde noget Wrinde at give bam,
fom var ham værbigt. Behovedes Nogen, fom flulde overtale Hertugen til at
modtage Succesjionen, faa kunde dertil bruges Esſens Svoger, General, Baron
Bligen von Finede, fom fra fin Eiendom i Fyen funde heelt ubemærtet gjøre
en Neife til Hertugen. Slulde blot Holſt's Opferfel bevogtes, faa kunde Wet-
terftedts gobe Ben Kammerherre Silfverftolpe fenves. Til hans UAffendelje hav»e
man en Anledning; thi Kronprindfen havde efterlavt fig Doubletter af be danſte
Ordener. De han bhavve faaet af Kongen af Danmark, burbe overlevere hoi⸗
bemeldte Gerre, og be svrige tilhørte Hertugen. For at Uvvalg kunde gjøres,
ſtulde alle afleveres til fibftnævnte Herre. Dette vandt Kongens Bifald, og Silf-
veritolpe afreifte. Det forfoundne Haab, at bemægtige fig Hertugens Perſon,
afſtedlom en Forandring, fom ſenere hen flal feed.
Fredag Gftermibbag, ben Gte Juli, fom Wetterftedt til mig i Gabinettet og
fagbe, at Baron Mørner var fommen tilbage og havde viglige Ting at berette,
bvilfe han blot funde fige 08 Begge. Han fom ind. „Det gjør mig ondt" —
jagde jeg til ham — „at De ei længer har funnet more Dem i Paris. Hvad
fører Dem faa baftigt hjem? Har De Ondt eller Godt at fige os? — „Godt“,
fvarebe han. — , Raa, Gud flææ Lov; bet ere vi ille vante til. Evor ere
Deres Depeſcher?“ — „Jeg har ingen flige; thi jeg vilde ei modtage Noget af
Baron Lagerbjelfe.” — „Hvad bringer De bat” — „NAt jeg bar formaaet
720 | Bllag No. 60.
Prindſen af Pontecorvo NI at modtage ben ſvenſte Krone." — „Hvorledes kunde
De tale med ham derom, uden at være befulbmægtigett" — „Der taledet I
Paris om Kongen af Danmark. Vælged han, faa bliver Sverige en banf!
Provinds. Vor enefte Redning er Prindfen af Pontecorvo.” — Er De fitter
paa, at ban mobtager Lilbubet, faa at De ei paa bobbelt Maade compromit
teres?“ — , Aa nei, jeg har her et Brev.” — „Fra han til Demt" — Rei,
fra mig til ham.” — ,Gvab bevifer det?““ Unber benne GSamtale Indtraadte
Å. E. Grev Esſen. Da han faar Wetterftedts og min Forundring, fpurgte
ban om WMarfagen. Veg bad Mørner berette. Efterat han havde endt, fagde
Esſen: ,,Dreng (Poike), Du burde fibbe ber, hvor hverfen Sol eller Maane
ſtinner.“ — Sondag Morgen afreifte jeg til Haga, vg indgav underdanig Rap⸗
port om Morners Beretning. Baron Abdlerereug var ogfad derude og fil Kon
gens VBefaling til at forkynde Mørner Arveft.
Den 13ve Juli begroves Prinds Carl Nuguft. Da vi vare komne fra
Begravelfen, fpurgte Wetterftebt mig, om jeg ei vilde betrøe Sagen til StatG
taad Baron Platen, fom flulde reife tidlig næfte Morgen for at træfe Gre
Wedel, og ſiden tomme til Ørebro Rigsdag (NB. Platen og Avlerfparre fagde
altid, at Sverige flulbe gjennem Wedel faae Norge). Den 13de om Uftenen
betrøebe jeg Platen, hvad Mørner havde medbragt. Den 14de reifte ban, og
ben 20be var han i Ørebro, arbeidende for Prinbfen af Pontecorvo. Han fagde,
at Grev Wedel fraraavede Hertugen af Wuguftenborgs Valg og talte for Prind»
fen, bvilfet alligevel fyntes livet troligt, da be aldeles iffe endte binanden.
Afſtrift af et Brev fra Grev Wrede, Paris 28de Juni 1810.
Dagen efter min AfMedsaubience hos Keiferen begjærede Baron Merner en
Samtale med mig, under VBiltaar af ben bybefte Taushed, og min parole
d'honneur, at jeg til Jngen flulbe opbage, hvad han havde at betroe mig.
Hans opprørte Anfigt gav mig Unledning til at troe bam engageret I en Duel
fag, og jeg gav ham med Haand og Mund bet afforbrede Laushøvsløfte. Veg
nævner denne Omftændighed, før at oplyfe D. E. om Warfagen, hvorfor jeg
fortaug Mørners Gemmelighed for Lagerbjelte. Jeg var ordentligen bundet gjen»
nem en parole d'honneur, og jeg bar endnu ben Forbom fra gamle Tider,
at jeg anfeer et faabant Gngagement helligt. Hvor ſtodende det maa fynes, at
lade Kongens Minifter paa Stedet (og hvad næften meer er, en Perfon, fom
vifer mig alt Venſtab og Fortrolighed) ukyndig om en Demarde af Natur fom
benne, faa maa han bog tilgive benne irregulerité en faveur af et Princip,
fom ban ei fan bable. - Men jeg fommer tilbage til Sagen. Morner betroede
mig, at mange Folk i Sverige hoiagtede Prinds Pontecowos fore Egenflaber,
og at han rimeligen ved Rigsdagen vilde faae et fort Parti, om han fatte fig
paa Liften af Candidaterne til Lronfølgen; at Mørner i Anledning deraf havde
nærmet fig Prindſen, fom fyntes meget fmigret af denne Tillib, men fom havde
foaret ham, at, endffjønt ban troede Keiferens hemmelige Tilbøielighed var fot
ham, hunde han bog ei love, at Keiferen gjorde noget offentligt Skridt til hans
Faveur, forbi ban ei vilbe øve nogen Indflydelſe paa be Svenſtes frie Balg, vg
at ban (Pontecorvo) meget vel vidfle, at Keiferen hverken havde givet Lagerbjelle
eller mig (Wrede) noget ret beftemt Svar, ikke heller til en vik Grad bundet
fig ved bet Brev, han havde flrevet til Kongen af Sverige; men ban fulde ille
beftominbre ufortøvet betroe Keiſeren Sagen og indhente hans Lanter.
„D. E. tan let indfee, hvor forbaufet jeg blev ved denne Fortrolighed.
Jeg havde i min Gonverfation med Keiferen aktiv fundet Noget faa ubetermineret,
en faa liben inter&t for alle be Perſoner, hvorom ber var Spørgsmaal fom
Tronfolger, at jeg altid havde ben Mistanke, at Keifeten å Grunben snfløde &
Unden: Nu troede jeg at have en Straale af Lp8, og jeg befluttede at gjøre
—
|
|
Bilag No. 58. ' 791
Alt, for at opbage bet Sande. Lykleligviis havde jeg ben Dag god Unlebning
til at fee Prindſen. Han havde Morgenen før fenbt mig et Par Piftoler ved
GS. Moørner, og jeg maatte talfe før Prefenten. Jeg valgte hertil juft bet Øie-
blik, ba han fom tilbage fra St. Cloud. Prindſen nærmebe fig mig flrag mer
en Wabenbjertigheb, fom er ham egen, i bet Mindfte i bette Land. „Kjender
De, min Herre, fpurgte han, en ung Baron Mørner, og ben Hortroligheb, han
bar viift mig? Jeg begjærer Dere8 oprigtige Tanker baade om Vingen og om
Perſonen.“ — $Hvab Perfonen angaaer, fvarebe jeg, faa fan De fee, af hans
Figur og førnemmelig af hans Demarde, ut bet er en ung étourdi og Enthu-
fiaft. Hvad Sagen berimob angaaer, faa bør jeg ei tvivle om, at jo å dette
Dieblik, og inden Gemytterne funne famle fig til en Eenhed, ben Tanke har
funnet opftaae hos flere Perfoner, at en Verfon med Deres Vortjenefter tillige
var en pasjende Candidat. Om benne Tanke er meer eller mindre almindelig,
-— fan jeg faa meget minbre fige, fom Kronprindſens Død er indtruffen fiben min
Afreiſe, og jeg faalebes ei fan vide, hvad man i Anledning af hans Succesſion
namn T
her og ber omfring i Riget fan onſte. At hvad jeg ved er, at jeg officielt
intet Ord har hørt herom, og at jeg med ben Oprigtigheb, De afførbrer mig,
bør fige, at De har tre Jing imod Dem, hvoraf i bet Mindfte to er af fror
Betybenhed, 1) Religion, 2) Syproget, og for bet bie troer man, at De er i
en mindre god Gtilling til Keiſeren.“ — „Hvad bet Sidſte angaaer, fvarebe han,
ſmigrer jeg mig meb, at bet er ugrunbet. Sproget berimøb er en Grund af Be—
tybenhed i bet Mindfte for nogen Lib. Men De bør vide, at jeg er født i
Henrik ben Abes Land, vg at min hele Slægt har været Proteftanter). Min
Moder er bød Å ben Lære; jeg felv er inftrueret å ben, endfljønt min Faber fom
Catholik har ladet mig følge fin. Hvad Henrit ben Ade har gjort, troer jeg
ogfaa at funne gjøre. m. m.” Reſten af hans Gonverfation gif ub paa hans
Agtelfe før ben ſvenſte Nation, paa hans Forfæt aldrig at virke før, men aldrig
unbvige, hvad Skjebnen i ben Bei fan beflutte. Gan ønfler ei en Krone, men
Ban frygter den et m. m. Umuligt kunde jeg ubfinbe, om han havde nogen
virfelig Biſtand at vente af Keiferen; men han fillebe bog flere Phraſer faa, at
jeg burbe gjætte mig bertil.
p Imidlertid befandt jeg mig gjennem Alt dette paa en vis Maade compro-
mitteret figeoverfor Keiferen. Han havbe paa en faa fortrolig Maabe talt med mig
om Sveriges Affairer; han havde faa corbiafement afforbret mig en oprigtig Be-
retnitig om be Partier, fom muligen kunde opftaae i Anledning af Tronfølgen,
at kan meb Grund maatte finde bet underligt, at jeg havde fortiet et Parti for
hans egen Unberfaat. Jeg fandt mig kreenket ved ben Mistanke, at fynes bob-
belt eller Intriqueur. Leg gik derfor birecte til Hertugen af Cabore, med Be—
gjæring, at han ſtulde forklare for ham, at jeg havde ageret med ham med den
ftørfte Oprigtigheb, at om jeg havde Hendt et Parti for Prinds Pontecorvo, ſtulde
jeg alferførft have berettet dette; men at jeg førft Dagen efter min Afſtedsaudi—
ence havde erfaret Morners Demarde hos Prinds Pontecorvo og bet faakaldte
Parti, fom ffulbe være for ham i Sverige; at jeg vel Hendte ben fvenfle Kjær-
figheb for Frankrige, og ben fvenfle Admiration for Keiferen, fom maaſtee var
tejailleret paa hans Generaler ; men at jeg bog ei trøebe ben Baft8, hvorpaa Moør-
ner grundede fin Opinion, betermineret nok til at fortjene nøgen ſtor Opfigt;
med bvad mere jeg kunde fige, for gjennem en længere Gonverfation at ublebe
Gabore8 Tanker om Sagen; men det var fom at vinke til en Død. Minifteren
I Rue de Bauly i Paris flal endnu ben Dag å Dag findes et Handelshuus, hvor-
åa Rage bet Skildt: Bernadötte & Comp. Om dette Firma er beflægtet meb bet
nffe Kongehuus, er Udgiveren ubeljendt: (Anm. i Portereuillen.)
4
Aalls Erindringer.
799 Bilag No. 58.
par endnu mere boutonneret (inbefluttet) enb fæbdvanligt, men fulgte mig bog et
Par Bærelfer Tængere ved Afſteden end i fædvanlige Lilfælde.
„Ligeledes har jeg havt en lang Conference med Alquier å famme mune og
Stil, uben at jeg hunde udlede bet Mindfte, fom jeg fan med Sillerhed opgive
fom Beviis for, at Keiferen vil underſtotte Pontecoroo. Sporger D. E. mig,
hvad jeg virfeligen hos mig felv troer, faa fvarer jeg, at Keiferen kanſke snjffer
bet; men at han aldrig compromitterer fin Vrotection i noget Tilfælde, hvor Ud⸗
faldet er tvivffomt; men at Alquier har med fig Hemmeligheden af Gaabden.
„Jeg flynder mig at veife hjem, faa fnart mine Etiquetsviſiter give mig
Frihed bertil. Jeg troer min Hjemkomſt nyttig for Kongen ved bet Begreb, jeg
fan give om visfe Ting her, fom jeg trøer bedre at fjende end nogen Anden;
men fom ei ere fliftebe til at fættes paa Papiret, hverfen en clair elfer en chiffre.
„Sporger D. E. om mine Janfer om Prinds Pontecorvo, faa fvarer jeg
oprigtigt: at jeg for ham har en ubegribelig for Høtagtelfe, ei alene fom GStats-
manb og Feltherre, men fom dydig og del Mand. Vox populi, vox Dei.
$ele Tydſtland og hele Frankrige have benne Tanke. I fit private Liv er han
her et virfeligt Gyempel uben Lige; god Mand, god Fader, god Ven, god For-
manb, er han elflet af Alt, hvad ber omgiver bam. En Slags Jnbepenbance
i hans Bæfen har rimeligviis givet Anledning til ben Mistanke, at han ſtaaer
fig mindre vel hos Keiferen. Jeg har dog flere Gange feet dem fammen, , uden
at fee Anledning til benne Suppofition. Ut han virfeligen er bøiagtet af Kei-
feren, vide Ale. Nu har jeg fagt Alt, hvad jeg ved om Prinds Pontecorvo —
Alt, hvad jeg har gjort i Anledning af Mørners Etourberie, Jeg har været et
Slags Diplomat her, og jeg har ſaaledes ageret en consequence, J Sverige
bliver jeg fimplement Baron Wrede, og min Stemme giver jeg til ben med
Fortjente. — —"
Afſtrift af et Brev fra Grev Wrede, 16be Juli 1810.
„En Attaque paa Øinene nøber mig til at indſtille den Haftighed, hvor
meb jeg bidtil har gjort min Reiſe, og berfor affender jeg med en Coureer
ton Lagerbjelfes Depefder. GSaafnart Baron Mørner var afreift fra Paris, under
rettebe jeg ſtrax Baron Lagerbjelfe om Morners underlige Beftilming, og bhvar
jeg havde gjort for at følge benne Sags Spor. Jeg lader bet flaae berhen,
om Sveriges politifle Stilling tillader at vælge en Franſtmand til Tronfølger;
men at ville en Mand uden perfonlig Vortjenefte, er at tegne vor Døbsbom fom
Stat. D. E. behage at tilgive min Wabenbhjertighed: af Alle dem, fom mulig
funne fomme paa Jale ved Tronfolgen, anfeer jeg Prindfen af Auguftenborg
fom ben minbft pasjende. Jeg har omgaaes med Mennefler, fom kjende ham
perfonligen, og mit Ombømme er ei paa bet Løfe. (på hoft)y.“ — —
I Ørebro forogedes bagligen bet Parti, fom onſtede Prindfen af Ponte-
corvo til Tronfølger. Næften eller aldeles Ingen tæntkte paa Kongen af Dan-
matt. Siftorien om benne Herres Forføg paa at opnaae ben fvenfle Tronfølge,
findes i mit Bibliothet. Den 22be Juli anfom Grev Wrede til Ørebro og be-
føgte mig Dagen efter. Han fyntes itte da faa entbufiaftift for Prind-
fen af Pontecorvo, fom han havde været i fine Breve, men talede
bog altib for ham. C'est le seul Francsis qui j'ai trouvé å Paris (fagbe
ban); les autres généraux sont des Allemands roides et ennuyeux. Man
fan ifle nægte, at Alt, hvad ber fornemmeligft flaffede Prindfen Venner, var
Svenflernes gamle Hengivenhed for Vrankrige, og Haab om Keifer Napoleons
Benflab, tilligemed Overbeviigning om hans Krigskonft, Tapperhed og Kisgt.
Baron Lagerbjelles Depefdjer begyndte at blive interesfantere. De vare ve
ſtrevne; men hans Yttringer vare faa opftruede, at han haabede at kunne forklar
bem til dens Forbeel, fom til Glutning flulbe blive valgt. Hvad ber fattebes
Bilag No. 58. 723
dem i SVydeligheb, bet erftattebe Baron Wetterftebt gjennem fine VFortlaringer.
- $an, fom fiben fin tilfommenbe Svogers Tilbagefomft var alvele8 omvendt fra
bet auguftenborgfle Parti til bet pontecorvifle, begjærebe, at Lagerbjelfes Depefder
ffulbe mebbeleg Statsraadet. De bleve af bem læfte, og af Wetterftebt ſaaledes
forflarebe, at ben hæberlige Ablerbeth, fom ventede Sveriges Sikkerhed fra VFran-
rige, overtybedes om at Seifer Napoleon ønffede Prindfen af Pontecorvo. Han
- faa det med Bekymring, efterfom han var gaaet inb paa Tanken at vælge Her-
tugen af Auguftenborg; men troede at burde opoffre fin Overbeviisning for Fæ-
brelanbet8 Bel. Roſenblad taug. Biſtop Rofenftein, hans Slægtning, og Abdler-
fparte, til bvem han bar en uindflræntet Tillid, vare ivrige for Auguſtenborg.
$an tæntte at følge Pluraliteten. Gyllenborg var nyfommen og yitrede fig lidet.
- Brede var for Prindſen af Pontecorvo og Adlercreutz aldeles imod Auguftenborg.
Jeg overvar fjelben bidje Herrers Overlægninger, men blev uryggelig ved mit For-
joæt, ei at forlade Kongen. Jeg have alveles Intet bidraget til at lade hans Valg
falbe paa Hertugen af WMuguftenborg; men efterat bet var gjort, burbe jeg for-
blive berveb, indtil Kongen foranbrede fin Zænfemaave. Platen og Avlerfparre
vare be, fom havde fremfat bette Horflag. Platen havde fiben forandret fig;
men Adlerſparre holdt ub med en ham egen Paaftaaeligheb.
Den 20de Juli fom Oberſtlieutenant Holft tilbage med de Breve fra Her-
tugen af Auguftenborg til Songen. Det ene var Svar paa Kongens Brev, fom
Holſt havde medbragt, og bet andet paa det, fom Gilfverftolpe havde afgivet.
Den Sidſte fom iligemaade tilbage og afgav underbanig Beretning om fin Sen-
belfe. Deres Jilbagefomft gjorde ingen mærkelig Genfation i Stenderne. Her⸗
tugen erfjenbte, ſagde Gilfverftolpe, at han ei var fliffet til Konge; han var
wivlraadig, om han flulde antage eller iffe et Tilbud, for bviltet han havde,
fagde han, Kongens Godhed og fin Broder at talte; men han troedes bog at
funne formaages bertil. $Hertuginben var aldeles berimob; thi hun vilde, at
benbes Broder, Kongen af Danmark, flulve faae ben fvenfle Krone. Endſtjont
bet var aldeles tvivlfomt, om Hertugen vilde modtage Lronfølgen, vare hans
Jilhbængere lige ivrige. UAblerfparre havde Kongens Haand-Secretair Battram i
fine Hender. Denne, fom hver Aften var inbe hos Kongen og flabbrede med
ham, talte ba beftanbig foragteligt om Prindſen af Pontecorvo, og faldte ham
n Sergeant.” Man fnalfebe faa for Kongen, at H. M. flrev felv til Overftat-
holderen, fom var meget for Brindfen, et Brev med fornærmelige Udtryk om ham.
Saafnart jeg fil bet at vide, førev jeg til Skjöldebrand, og bad ham tilintetgjøre
Songen3 Brev, paa bet intet Mindesmærke om faaban Uretfærdighed flulbe findes.
Seg lilfagbe: vi tænke ulige om Balget af Ironfølger; men bette bindrer mig
iffe i at gjøre Brindfen af Pontecoroo ben Ret, man er ham ſtyldig. — Adler⸗
fparre og hang Lilhængere formaaede Kongen til at falbe Grev Wrede til fig.
$. M. fagde til ham: Min falig Faber var Deres Faders ftore Belynder; min
Broder har gjort Deres Lykke, og jeg har altid været Deres Ben. Hvorledes
fan De nu være mig imod?" Wrede fyarede: „Jeg erkjender med Wrefrygt Kong
Adolf Frederiks Godhed imod min Vader; at Kong Guftav ben Ivie viifte mig
Naade, flal jeg aldrig forglemme, og D. M. flal jeg til min Dodsſtund være
huld og tro; men at D. M. vil, at Sverige, efter Dere8 Bortgang, flal ſtyres
af en Lubimagifter, bet er for meget begjært."
Prindfen af Vontecorvos Benner forøgebe8 bagligen, faa at Pluraliteten
par afgjort til hans Jorbeel; men ben hæberlige Tenkemaade raabede hos Stæn-
berne, at be ei vilde flille fig fra Kongen, men ønflede, at han vilde give dem
fit Bifald. Flere af mine Benner, ubdfendte af Prindſen af Pontecorvo Parti,
fom til mig, før at førmaae mig til at gane over til hans Sibe. De fagde,
at jeg alene opholdt Sagen; thi jeg kunde overtale Kongen. De tillagde, at
Alerfparre og hans Foll vare mine Uvenner, og flulbe fyrte mig, om be fil
46*
724 Bilag No. 58.
Overhaanden. Jeg foarede: Det ved jeg; men intet privat Henſyn Gar nogen»
finde virfet paa mig. Jeg har ikke bibragt Kongen ben Tanke at foreflaae Here
tugen af Wuguftenborg til Tronfølger. Det gjorde Ablerfparre og Platen: men
fiben be havde faaet ham til at gaae faa langt, fom ſteet er, fan jeg ei tilraade,
at han mobfiger fig felv. — Jeg flriver bette for Efterverdenen, og bør oprigtigi
befjenbe, at jeg besuben havde ondt for at vænne mig til ben Tanke, at Sve—
rige ſtulde ſtyres af en franft General. Mit politifle Syftem er bet gamle, bygget
paa Benffab med Frankrige, men ei paa Ufhængigheb, og Prindfens vette Tenle⸗
maabe fjenbte Ingen. Baron Wetterftedt omtalte Mt, bvad eifer Napoleon
flulbe gjøre for Sverige af Venſtab for Prindfen. Erfaring har fært, hvor livet
ban fjenbte bent begge Io. — Vingene balancerede paa ben Maave, nu er bleven
omtalt, ba en Haendelſe inbtraf, fom vendte Alt til Prindfens Fordel. Den
10be Muguft meldte8 mig feent om Wftenen en Coureer. Det var en Svenfl
veb Navn Bonfac, fom jeg havde feet å Paris 1795. Han var bengang bet
før at varetage bet Kanzowſte Huſes Unliggenber. Bonfac overgav mig et Brev
unbertegnet G. A. Fournier, bateret Mosås 10be Auguft 18105). Fournier er
af Nation Franſtmand; Han har været bofat å Gøtheborg fom Hanblende, men
nøbtes til at forlade Staden paa Grund af Bankerot. Jeg faldte ufortøvet til
mig Baron Wetterftedt og Gtatsfecretair Jårta, for at forefpørge mig, om Four-
nier funbe modtages i Ørebro. De fvarede, at ba han ei vitterligen bar nogen
fremmeb Magts Ombud, men fyntes at reife i eget rende, funde han ganff:
vift mobtage8, naar han fun ei opholdt fig længe. Jeg bad ham faalebes in!-
finde fig Dagen berpaa. Han fom og fagbe, hans Arendbe var paa Prindſen
af Pontecoroo8 Begne at fige mig, at Prindfen havde faaet høre, at en ſtor
Deel af den foenffe Nation snffede ham til Ironfølger; at han var villig til at
foare til en faa hæbrenbe Tillid; men at om hele Sverige ønflede ham og Kon-
gen bar berimob, vile han ei modtage Kronen. Vor at legitimere fig fom Ie-
myndiget til ſtt Wrende, overgav han mig et Vandftitfer-Futteral af Elfenbeen,
hvori vare Prindſens og Prinds Oscars Miniatur-Portralter, og et Brev va
General-Hanbels-Agent Signeul til mig. Det førfte mobtog jeg for at vife Kor-
gen og gav bet fiben tilbage, endffjønt Fournier bab mig beholde bet. Gud ved
hvor bet tilfibft blev af. Wetterſtedt tog bet, vg viifte bet overalt. Den lane
Secretair Lundbed aftegnebe Miniaturerne og berefter bleve to Kobberſtik ſtukne.
Signeuls Brev var af følgende Indhold:
»J*ose supplier Votre Excellence permettre que je recommande trés
respectueusement å sa bienveillanee le porteur de la présente Mr. Four-
nier, qui se rend en Suéde pour ses affaires particuliéres. Comme je le
erois en même tems chargé d'une commission importante, je me fais un
plaisir de déclarer, qu'il est incapable d'aucune intrigue qui puisse dé-
plaire å Sa Majesté. Son caractére honnéte et les instructions, dont il
est muni, me repondent de la conduite honorable qu'il tiendra, et j'es-
påre qu'il se rendra digne de la haute protection de Votre Excellence.*
Efter at jeg havde betragtet Miniaturerne og læft Brevet, androg Fournier
hvad ber var Betroet Bam, og bvoraf bet Bæfentligfte findes i ben Memorial,
jeg fremlagbe for Songen, og hvoraf fængere nede findes en Afftrift. Han fagbe
derhos, at Å Følge ben Forftrift, ber var Ham givet, burde han alene holde fig
til mig, overgive General Wrede Prinds Oscars ortrait og fiben ilke tale me
Nogen. Dette holdt han aldeles ifte, thi allerede om Eftermibbagen talebe han
meb en Mengde Menneffer, og Fremftillingen af Pengefordelene, fom
) [Dette Brev indehølder hun Anmodning om en hemmelig Sammenkomſt med Cugeftrøm,
fom ban forlangte gjennem Bonfac; med hvem han var ankommen fra Paris, ha han
Dar paalagt at unbgaae al Opfigt.]
Bilag No. 68, 725
Sverige kunde vente fig af Prindſens Valg, bvillet ſtulde være en fror
Hemmelighed, blev bet faa libet, at Alt tilhobe fandtes nogle Dage efter i Up-
jala Dagblad ).
Jeg fvarede Fournier, at Tilbudet fom noget feent, ba man allerede var
gaaet faa langt med Hertugen af Auguftenborg; men at jeg flulde gjøre H. M.
Nede for, hvad han havde fagt mig, og give Svar. eg anmærfede bog, at
hvor flort Begreb jeg end havde om Prinds Pontecorvo, kunde jeg ikke bølge for
mig følgende Banffeligheder: 1) at Herren ifte hendte Landets Syrog; 2) at af
en franff Prinds burde vi vente haarbe Skribt imod England, hvilket ffulde af-
beleg tilintetgjøre vor Handel; og 3) at Prindfen flulde blive ledfaget af en
Moængbe Ublænbinger. Hertil ſvarede Fournier: at Prindſen meget fnart frulde
lære Svenſt; at ban var en Ben af Handelen, og flulde gjøre for ben fvenfle
Alt, Hvad gjøres kunde; at meget faa Franfle ſtulde fomme ind med ham, og
at General Gérard, fom havde flafjet Prindjen mange Uvenner, allerede var fra
ham. Det mag ba have været ben Gérard, fom faa heltemodigen faldt paa
Balplabfen ved Lützen 1813, og hvis Egenſtaber fom Krigsmand jeg havde hørt
Prindſen meget berømme”). Denne Dag var Poftdag. Jeg havde meget at
gjøre, og vilde iffe mod Aften tale med Kongen om en Sag, fom frulde kunne
virke paa Sammes allerede nedflagne Sind. Jeg opfatte bet ſaaledes til Morgen-
bagen, en Søndag. Jeg ſtulde ba fpife Middag hos Baron Alerhjelm paa
Dylta. Didreiſen forbrede en Times ib. Veg funde faalebes opholde mig i
SØrebro til Kl. 1.
KL. 9 gif jeg op til Slottet. Hans Maj. fov. Jeg ventede til halv 1.
gammerherren, fom havde Vagt, fpurgte ofte efter; men altib for Kongen. Jeg
troer, at Hs. Maj., træt af Alt, hvad ber fagbes om Kongevalget af begge
Partier, vilde være i fulb Stilhed Sondag Formibbag, paa bvilten han ei var
nøbjaget at mobtage Nogen, og derfor ikke ringede efter Kammertjeneren. Gene⸗
sal Adlercreutz fom lykkeligviis op til Kongen inden jeg git. Jeg bad ham for-
berede H. M. paa, hvad jeg havde at fige, og reifte berpaa affted til Dylta med
Juſtitieombudsmanden Baron Mannerheim, til hvem jeg underveis betroede Sagen,
Han var ei heftig for Auguftenborg, men anmærfede, da jeg nævnede Pengefore
belene, at bet var at fælge Fædrelandet. Jeg fvarede: Nei; thi Fordelene
pare ilfe for 08, men for Riget. Og be kunde af ben Aarſag faa meget hellere
antages, fom be ei tilbødes af nogen foragtelig Mand.” Ved VTilbagefomften fra
ganbet faa jeg Grev Wrede i fit Bindue. Han bad mig fomme op. Ubeftri-
velig var hans Glæde. Adlerereutz havde talt med Kongen og fundet $. M.
minbre utilbøielig. Jeg ilebe op paa Slottet. GSaafnart Kongen blev mig vaer,
fjøb han op fra Syillebordet og faldte mig ind i fit Cabinet. Jeg aflagbe ber
min Beretning, fom Kongen med megen Taalmodighed hørte paa, og da jeg til
5 Ørtitlen fød ſaalunde: Ubbrag af et Brev fra Orebro, bateret 18de Auguſt 1810:
gaar anfom to Gourerer fra Paris. De mebbragte Depefder fra Prindfen af Pon-
tecorvo, tilligemed Portraiter af Printfen fel, hans Gemalinde vg Søn. Det for-
tælles, at Prindjen af Pontecorvo, i Tilfælbe at ban flulde blive valgt til Tronfølger
af Sverige, vilbe af egne Midler indfætte 8 Millioner Livreg omtrent 80 Tonder Guld
i Banko) i vor Bank, famt tilbagekjøbe bet af den franffe Regjering bortbisponerede
Krongod8 i Pommern, famt alle i Yrankrige conbemnerede Sande sflibe meb bereg
Rabninger. De fibftnævnte flulle i Verd gaae op til 3 Millioner Rigsbaler. Den
Forfiltring, Prindſen berhos figes at have givet, at berede vå fri Export af alle
vore Jilvirkninger, og faa megen Samqven med England, fom nærværende Omftæn-
bigheber nogenſinde tillabe og vore oe uundgaaeligen fræve, fyne8 baade at bevife
Keifjer Napoleons Velvillie for o8 og Prindſen, hvis Valg han ilfe utydelige fynes
at guffe.” (Anm. i Portefeuillen.)
3 Vor faavidt det ille fnarere er Marftall Gérard, fom ben ilte October 1886 blev
Sere fimerridder. (Porteftuillens Udg.)
*
726 Bilag No. 58,
Stutning fagde, at Prinbfen havde lavet mig erklære, at om hele Sverige vilde
give ham Tronfolgen og Kongen var berimob, vilde han ikke modtage Tilbudet,
pitrebe 58. Maj.: ,Det maa enbba være en hæverlig Karl.” Ved Statsraadets
Sammenfomft ben paafølgenbe Dag oplæfte8 min her ovenfor paaberaabte Embeds⸗
beretning angaaendbe hvad Fournier havde anført. Den fød faaledes:
„J Følge Embedspligt bør jeg til D. M. afgive følgende Beretning.
Jgjennem Ombub har Prindfen af Pontecorvo for mig ladet yttre, at han vel
fa flere Anledninger til ben Formodning, at ber funde blive Spørgsmaal om
am ved Balget af fvenft Tronfølger, men at han, hvor fmigrende bet var, bog
ingenlundbe vilde bet frulde fee, naar bet ikke var Deres Majeftæt behageligt;
at, i Vilfælde han frulde blive paatæntt, kunde han ufortøvet flaffe fit nye Fævre-
land følgende Fordele: 1) 8 Millioner Francs, fom inben 6 Maanever flulde
indfættes i bet fvenffe Rigsgjeelds-Contoir mod 4 pGt. Rente. 2) Liqvidering
af alle be fvenfle Handlendes Fordring hos ben franfle Regjering, bvoraf een
Millions Franes flulbe ved Prindfens Ankomſt til Sverige contant betales og efter
Fordringernes Totalbelob forbele8 paa Vedkommende; 3) Omtuftning af Prinb-
fen8 private faſte Eiendomme i Frankrige og Hannover imob be Domainer i
ſvenſt Bommern, fom H. M. be Franſtes Keifer havde bortfljænket. Desuben
gav famme Ombub Prindſens VBeredvillighed tilfjende, at gjøre Alt, hvad der
ſtod til ham, til Fordeel for ben foenfle Handel. Omendffjønt nu disſe Tilbud
ere lebfagebe af Omftænbdigheber, fom give ben Grab af Troværdigheb, at jeg
privat iffe fan i minbfte Maade brage deres Migtighed i Tvivl, faa have be bog
ifte al ben Silkerhed, jeg, i bet Embede jeg beflæber, bør fordbre. Men be ere
af ben ftore VBægt for Fædrelandet, at de, efter min unberbanige Tanke, bør
have væfentlig Indflydelſe paa bet Balg, for bviltet Rigets GStænder ere fam-
menfaldte. Det bliver faalebes af pberfte Nodvendighed at flaffe fig ovennævnte
Sikkerhed, og ben fan let, endffjønt med nogen Tidsforhaling, vindes.“ — End»
fljønt ben hemmelige Gomitee allerede var indkommen meb fin Bttring til Fordeel
for Hertugen af Auguftenborg, befalebe bog Kongen, efter Statsraadets eenftem-
mige Opforbring, at denne Beretning, fom Anledning til en ny Bttring, flulde
mebbeleg ben hemmelige Comitee. Strax berefter anfom følgende Brev uden
Navn og Datum, men flrevet med Generalconful Signeuls Haand:
„Endſtjsnt jeg fom Embedsmand burde lade Kongens herværende Minifter
ignorere, at jeg maaffee bedre end han kjender ben Megociation, fom Baron
Mørner har entameret, fordrer alligevel min Pligt, herved paa bet ærbødigfte at
unberrette D. E. om, at ben franfte Keifer ffulbe med ben frørfte Tilfredshed
fee Marftalt Bernadotte fom Konge i Sverige. Ut Alquier ei reifer, fommer
aldeles ilfe af nogen Misnsie med ben Propofition, bvorom ber er Spørgsmaal.
Den franfle Regjering vil alene vide, om bet Parti, føm foreflaaer Pontecorvo,
er af Kongen unberftøttet, og at bet faalebeg ikke har nogen Gharakteer af In-
trigue. Jeg fan paa min USre forfilte D. E., at Keiferen har været henrykt
over ben Medbelelfe, fom er gjort Prindfen af Pontecoroo. De Underretninger,
fom i benne Sag ere blevne mig meddeelte, ere paalidelige, thi jeg har bem fra
Perfoner, fom ere Keiferen nær og fulotommen kjende hans hemmelige Tenke—
maabe mob Sverige. Den Troſtab jeg flylder Kongen, forenet med min ærefrygtse
fulbe Søtagtelfe for D. E., har beftemt mig til at flrive bette Brev, hvis Ind⸗
hold er fandt og upartiff. Om bet end ſtulde være flribende mod visfe officielle
Beretninger, haaber jeg at Fremtiden flal bevije, at jeg har været vel under
rettet, famt at jeg i min fnevre Virkekreds har forføgt at være mit Fodreland
nyttig.”
Signeul havde tilforn, ſtrax Jibenden om Prinds Carl Auguſts Dod fom
til Paris, flrevet mig til, at Keifer Napoleon ønflebe, at Kongen af Danmar
maatte blive valgt til Tronfølger. Det var ben Tanke, fom fatte Baron Mørner
Bilag No. 58 og 59. 79%
i Bevægelfe. Havde Kongen af Danmart hunnet blive valgt, uden nogen Keife-
rens fynlige Medvirken, faa havde han været glad ved at fee en mægtig Nus-
lands Fiende opvoxe gjennem be 3 norbifte Rigers Forening; men ban vilde ikke
i bet Dieblik fløde Rusland, bviltet Land han ba endnu troede at behøve med
$enfyn til fine Planer meb ben engelffe Handel. Ale ben banfle Minifters
$r. Dreyers Depefder til det danſte Minifterium indeholdt ben franfte Keiférs
Forfiftringer om hans Onſte, at Songen af Danmarf maatte blive valgt til
Tronfolger; men ben franfle Ghargé d'Affaires Desaugiers fit ingen Forftrift at
Bibrage bertil. Iklke ben minbfte Indflybelfe havde han; men ben banfle Mini-
fler von Dernath viifte ham fine Depeſcher, og formagede ham til at yttre fig i
Keiferens Navn til Forbeel før ben banfle Konge. Da dette blev bekjendt i
Porie Å tilbagefalbtes han med Keiferens Unaade, og blev paa nogen Tid ei
yttet. |
No. 59 (til Sibe 245).
Mebddelelfer af be Omftænbighedber, ber ledſagede bet paatæntte Balg af
Hertug Fredberid Chriftian af Auguftenborg til Tronfølger i Sverige.
Kongen af Sverige, Carl 13de, meddeler Hertug Friederich Chriſtian i et
Brev af den Juni 1810 hans Brobers fal. Kronprindbs Chriſtian Augufts
Død med megen Deeltagelfe, og indbyder ham til et Beføg i Stodholm med
Senfyn til be af Prindſen efterlabte Papirer, fom ſtulde overleveres Hertugen.
I fit Svar af Alte Juni 1810 unbdflaaer Hertugen fig for dette oieblikkelige Be-
føg i Stodholm førmedelft ben Sorg, hvori Hans Broders Død har fat ham,
men beder at tilfade ham et faabant til en anden Tid. J Brev af 10de Juli
1810 mebbeler Songen af Sverige Hertugen, at hans og hans Folls Blik med
Henfyn til Tronfølgen havde henvendt fig paa Hertugen, fom ben Eneſte, ber
hunde filte Sveriges Lytte i Fremtiden, at han efter moden Overveielfe havde
beflemt fig til at foreflaae ham, Hertugen, for Stenderne til fin Efterfølger, og
at bet berfør var ham magtpaaliggende, før bette flede, fnareft muligt at er-
bolde Hertugens Forſikring om, at han vilde modtage bette Valg, derſom bet
faldt paa ham. Han haabede, at Hertugen ifte vilde nægte ham et faabdant
Samthkle, og troebe at maatte tilføie, at han med Henfyn til bette Anliggende
havde unberføgt Keiſer Napoleons Mening (que j'ai présenté å cet egard
Fopinion de 8. M. Pempereur des Frangais), og at benne ftemmebe overens
med ham med $Henfyn til bette Valg (et que ce Souverain . . . . & par-
faitement coineidé avec moi dans un choix, que reclament å la foi mes
affections et les grands interéts de mon royaume). Beſtemte Hertugen fig
efter hans Ønfter, faa vilde bet øvrige, berom tvivlede han ifte i mindfte Maade,
gaae efter bere8 Onſter.
Med bette Brev blev Oberftlieutnant v. Holft i en færegen Misſton affendt
tl Hertugen, og fom ben 155e Juli 1810 til Gravenftein. Samme Dag fendte
Hertugen meb en Goureer Kongen af Sveriges Brev til Frederik ben Gte. I fin
Følgeftrivelfe, fom Hertugen indleder meb nogle Reflectioner over Sagen, bemerker
ban, at ber felvfølgelig i bette Dieblik ei fan være Tale om nogen Beflutning,
og tilføter: , Men førend jeg vvertager Pligter mod et andet Land, tør jeg ei
glemme ben Pligt, fom jeg er mit Fadreland flylbig, og at for Tiben ingen
belligere Pligt paaligge mig enb benne.' Derpaa fremftiller han følgende to
Spørgsmaal: 1) ,, Stemmer vet med D. M.8 Planer, at jeg afflaaer bdette
Forflag? Troer De, at Fedrelandets Ynteresfe kunde befordres ved et afflanende
Svar fra min Gibe, og navnligen en Forening tmellem be Bde Niger blive
738 Bilag No. 59.
fremfebet? J Fald D. M. har ben mindfte Sandſynlighed, bet fjerneſte Haab
om at bette funbe blive Tilfældet, faa viis mig ben Naade uforbeholdent at til-
fjenbegibe mig bette, og mit Svar er beftemt. Jeg afflaaer Kronen, og bringer,
bet forfiftrer jeg paa bet belligfte, efter min Unftuelfe, intet Offer. 2) J Falk
Scandinaviens Forening under nærværende Omftændigheder ei fan finde Sted,
boder D. M. bet for meeſt overeensftemmenbe med Danmarks Interedje, at jeg
eller en anben Prinds indtager ben ſvenſte Trone?“ Derpaa bemærker Hertugen,
at ban vil erpedere Oberftlieutnant v. Holft, fom Kongen af Sverige venter ben
27de eller 28de Juli i Ørebro, faafnart ban har faaet Kongens Gvar, og at
bet forftaaer fig af fig felv, at Ingen, uden hans Gemalinde, bliver bekjendt
med Brevets Inbhold.
Paa Efterretningen om Oberſtlieutnant Holſts Gjennemreiſe gjennem Kjøben-
havn til Gravenſtein, var den 16de Juli pr. Eſtaffette afſendt et Brev under
3 Segl fra Kongen af Danmark til hans Soſter Hertuginden, og ſamme kom
Natten mellem 17de og 18de Juli til Gravenſtein, altſaa 24 Timer efter Uf-
fendbeljen af bet bertugelige Brev til Kongen. I dette Brev hedder bet blant
Andet: ,,at han, Kongen, havde Haab om at bringe Foreningen mellem be de
Riger i Stand, at bet nærværende Øieblif var bet meet beqvemme, og at han
havde gjort be i benne Genfigt fornødne Skridt; at Keifer Napoleon, hvis Jnter-
esſe benne Vorening var, havde givet ham ben fraftigfte Forſikkring, at unbder-
fløtte Sagen. Han meldte bette, ba han havde hørt, at Hertugen attragede ben
ſpenſte Krone, eller at Flere beftræbere fig for, at han ſtulde blive valgt, hvortil
bog hans, Kongens, Samtykke udkrævehes. Dette meldte han, paa det man
iffe ffulbe beffylbe ham for, at han havde handlet lumføeligen mod Hertugen.
Kongen af Sverige fendte Kammerherre v. Silfverftolpe til Gravenftein med
famtlige Kronprinbjens Ordener og med et Brev af 14de Juli, hvori han an-
melber Hertugen Kronprinds Ghriftian Auguſts Bifættelfe, beder ham at underrette
Kammerherren med Genfyn til Dispofitionen over Orbenerne, og bemærker tillige,
at Kammerherren var befjendt med ben vigtige Meddelelſe af 10de Juli, og at
Hertugen med fuld Tillid funde aabne fig for ham, idet han havde bet fpecielle
verv, at ubforfle Hertugens Mening (de presentir votre opinion).
Under 20be befvarer Kongen af Danmark Gertugens Skrivelje af 15de Juli.
Samme erfjenber bette nye Beviis paa Hertugens rebelige og vetflafue Tænle⸗
maabe, men føler ba til, at ban fom Landsherre maa gjøre Mlt til be Ide
Kroner8 Forening, at han besangaaenbe havde henvendt fig ei alene til Franl-
rige, men og til Kongen af Sverige felv, at han havde be ftærkefte Forſikkringer
om Napoleons Deeltagelfe og hans Ønfler, og faa længe ban funbe have vette
$Haab, funbe ban aldeles ikke yttre fig for Hertugen. Forovrigt kunde vel Kou-
gen af Sverige foreflaae en Konge for Stænderne, men disſe havde alene Net
til at vælge, og dermed maatte man bære tilfreds.
Lil fin Søfter, Hertuginden, førev Kongen under famme Dato, at hendes
venffabelige Brev var ham bobbelt kjært i bet Dieblik, ba Omjtendigheverne
nøbte ham til at handle aabenbart mod fin Svoger og Ben; hun maatte være
forvisjet om, at hvad han fom Konge gjorde, vilde han fom Vrivatmand akrig
gjøre, og at han fom Privatmand aldrig vilde beftræbe fig for em Kougetrome
og be bermeb forbunbue Byrder, bvilfet blot ben, fom ilfe kender bet, kunde
ønfle . .....$an ertjenber ben able (noble) Maade, paa bvillen hans
Svoger handler mod ham, og vil aldrig glemme ben.
Unber 23be Juli befvarebe Hertugen Kongen af Speriges Brev af 109
Juli, unber forubfenbt Bevidnelſe af hans meet levende Taknemlighed, didhen,
at ban ved ebelige Vorbindtligheder og med alle Tatnemmeligheds Forpligtelfer
var Kongen af Danmark hengiven (attaché par les liens d'un serment et
par tous les devoirs de la reconnaisssnce), pg af han berfor var forpligtet
ben Afdodes Brødre og ingenlunbe formebelf perfonlige ophøiebe Egenſtaber,
Bilag Ra. 80. 789
til at anføge Kongen af Danmarls Samtylfe til Antagelfen af bet Forſſag, fom
han, Kongen af Sverige, havbe værdiget at gjøre ham. Han erfarer, at beg
fore pg nyttige Plan til be tre nordiſte Rigers fremtidige Forening var til Gin-
ber for hans, Hertugens, Balg til foenft Jronfølger, at bet banfle Hof allerehe
havde henvendt fig til ham, Kongen af Sverige, og at benne Plan blep begun-
fliget og unberftøttet af de Franſtes Keifer. Hans Verfon og hans VGamilie
funbe berfor ilfe vibere fomme i Betragtning, og han maatte berfor indſtrænke
fig hl at bebe ham, Kongen af Sverige, at modtage hans meeft levenbe Erfjendt-
fighed for ben (Øobheb, fom han havde viift ham. Hvordan endog Nationens
Valg magtte vorde, vilde Erinbringen om benne fongelige Godhed evig forblive
inbgravet i hans Gjerte.
I et Brev af 25de Juli melder Hertugen Kongen af Danmark, at famme
Dags Aften, paa hvilten Goureren var anfommen med Kongens Brev af 20de
Juli, vare be fvenfle Herrer Holft og Silfverftolpe afreifte, ben Forſte med Ger-
tugen8 Svarſtrivelſe til Kongen af Sverige til Ørebro, ben Sidfle til Kjøben-
bavn, og tiljøier en Afſtrift af biin Skrivelſe; bernæft bemærter Hertugen: Be
ben lange Ubeblivelje af Kongens Svar havde be foenfle Herrer8 Utaglmodighed
naaet ben bøiefte Grad; han, Hertugen, havde berfor intet andet Midbel feet til
at forene alle Fordringer, end at gjøre fit Svar til Kongen af Sverige fær-
bigt, fom ban ba i aaben UAfftrift ved Holt havde villet lade ham, Kongen af
Daumarf, tilftille, og overlade Kongens Afgjørelfe, om Holt flulde reiſe videre
meb bet forfeglebe Brev, eller foreløbigen bringe et mundtligt Ufflag. Hans
Palet havde været færdig, ba Goureren anfom, og han turde ikke fortie, at han
overeensſtemmende med fin gamle Tilliv til fin afdede Brober8 Ben og ganen
fammerat, Oberftlieutnant Holſt, havde foreviift benne fit projecterede Bren, ber
inbeholbt en betinget Untagelfe. Derpaa bever Hertugen pm Tilladelſe til at
betjene fig af fin Met, fom et næften 2Saarigt Medlem af Statsraadgt, og at
turbe forelægge fin Unffuelfe af Sagen. Han hetegner ba Planen til be tre
nordiſte Rige8 Forening fom ſtor og fljøn, figer: Den Beregning, at ben i nær
værende Dieblik laber fig ubføre, ftøtter fig paa be Forubfætninger: 1) Ut ben
ſpenſte Nation fan blive vundet for famme. 2) At Napoleon udtrylkelig vil an-
beføle og unberftøtte ben. 3) Ut Rusland af Frygt for Napoleon mgatte finde
fig i denne Forening. Og føler til, at han har nogen Tvivl om Rigtigheden
.af alle disſe Forubfætninger, og føger benne Lviyl i en vidtleftig Uppikling af
be Paaftanbe: 1) Ut ben foenfle Nation ikke vil nogen Fornyelfe af en Union
fom ben falmarfle. 2) At ben entbufiaftifle Kjærlighed til ben fibfte Kronprinds
gav hang Brødre og Brødrebørn en Interesſe, hvilfen be blot funne have på
om
be iffe tiltroe flg. 3) At en befalet Tbhronaffigelfe fra deres Side enbny mere
maatte forbittre Gemytterne i Sverige, og at man i dette Tilfælde, fom alſerede
var bleven vitret, med wisfe Undtagelfer, turde udbede en Megent efter Keifer
Napoleons Beftemmelje, men benne vilbe vanflelig give ben fvenfle Krone til
Songen af Danmart. 4) Ut Rusland iffe vile famtytte i be tre nordiſte Ri⸗
8 Forening; og erflærer bet for fin Troesbekjendelſe: at be 3 nordiſte Rigers
Forening fun ba vilde fynes bet fvenfle Foll antagelig, naar alle tre Riger ere
holde en fælles fri Gonftitution og Arvefølge; dette forbrer en høift vanflelig, vel
øjennemtæentt og Mogt ubført Forbinbelfe. Men førft ba lod Sagen fig ubføre,
uaar Rusland var nødt tjl beri at inbvilge. Da ver før hans Brober8 Val
til Kronprinds af Sverige var Tale om en fagban Amalgamation mellem be
MRiger, havde be Svenſte fvaret: mais c'est un ouvrage de longue halaine
et nous pe pouvions pas attendre. Gor nærværende Tid funne be ligefaa-
fibet pente, fom for et War ſiden. Til Slutningen erflærer Hertugen, at i ald
Valget uagtet hans Svar ſtulde falde paa ham, var han fun ba villig tl at
730 | Bilag No. 59.
antage famme, naar ban bert troede at finde Forfynets Kald, hvis Haand i
hans Families GSkjebne var faa umiskjendelig. Reen for al Intrigue, vg for
al fmaalig Wrgjærrighed, havde han ifte udſtrakt Haanden efter benne Krone.
Men ikke at vife pen tilbage, naar ben af en bøtere Haand blev fat paa hans
Hoved, troede han nu at være fit Kald, fine Børn, Sverige, fit Fedreland, ja
Kongen felv og hans Huus flyldig.
I fit Svar af 28de Juli ertjenber Kongen bet nye Beviis paa Hertugen»
FæbrelandsKærlighed og hans Venſtab for ham, og tilføier, at han ligefaavel
fom Hertugen finber enhver Sag, fom afhænger af andre Mennefter, uvis; imid-
lertid troer han at have handlet efter Pligt, og at han aldrig vilde finde fig i
SOppofitton mob Hertugen, naar bet iffe var fom Konge, hvor Statens Ynteresje
maatte være Alt for ham. Det Samme wubtaler Kongen i et Brev af 28be
Juli til Hertugindben, under Erkjendelſe af Hertugens Handlemaade fom ben rig-
tigfte og betfte.
Kongen fenbte fin Overabjutant Liten med et Brev af Bre Auguft til Au⸗
auftenborg, hvori ban mebbeelte Hertugen, at han af Lützen vilde erfare, hvor
lunde et Parti i Sverige havde befluttet at bortføre Hertugen til Sverige, og at
man bertit vilbe bruge et fvenff Stib, man mener en Kutter. Denne Maade at
føre Hertugen til Sverige paa, kunde og turde han iffe tillabe; berfor havde han
givet Befaling til at hindre faabant, og til ben Ende beordret ben fornødne No-
flotille til Mien, for at flaffe Hertugen al Sifterhed . . . .; intet Parti turde
bortføre ham, og fun hans Approbation kunde gjøre Hertugen til Tronfølger i
Sverige, og denne havde han ikke givet. |
fit Svar af 10de Auguft melder Hertugen Kongen, at om Overabjutant
Lützen var fommen nogle Timer fenere, vilbe han ifte have truffet ham, forme⸗
belft en tilfigtet beftilt Reife; at hans Antomft havde foranlediget benne Meifes
Uvfættelfe, fom unber be Omftænbdigheder, ber nu vare blevne ham bekjendte, paa
meer end een Maade funde blive mistydet. Ut ben foenfte Regjering, fom øn-
flebe ham til Tronfølger, ſtulde ville lade ham bortføre, var et Nygte, ber ingen
Tro fortjente; mindre ufandfynligt var et ſaadant Project fra et eller andet Par-
ties Gibe, føm han flod i Veien. Med Liken var bet Fornøbne aftalt. I
Sonderborg Havn kunde Kanonbaadene alene ligge filtre. Stranden var ſtedſe
beſat. Skulde et mistænkeligt Stib vife fig, vilbe i Nærheden af Auguftenborg
Patrouiller blive ubvfendte for at angribe be mistæntkelige Volt, og Slottet
om Natten blive frærtere befat. Men flulde nu fenere en frenft Coureer bringe
ham Anmeldeljen af det fulbbyrbede Balg, og tillige et ſvenſt Krigsſtib vife fig me
Indbydelſe til at benytte fig af famme til Overfarten, faa maatte Kongen for-
fade fig paa, at han, Hertugen, intet overilet eller mod Wre og Pligt ſtridende
Skridt vilbe gjøre; han vilde hun antage Valget under Betingeljer, hvoriblanvt
ben førfte, at Kongens Jndvilgelfe kunde erholdes.
Paa bette Hertugens Brev fulgte intet Svar. Men til Hertuginben friver
Kongen, at bet aldrig kunde falve ham ind, at Regjeringen vilde lade Hertugen
bortføre, men vel et Parti; Hertugen lunde vel blive valgt, men uben hans,
Kongens Indvilgelſe, var Balget en Nullitet. — Efter Nygtet ſtulde Hertugen
bortføres paa en Orlogskutter, og Dispofttivnen over den kunde vel ikke tilfomme
noget Parti, men kun Negjeringen.
Den hemmelige Henſigt af vette paafaldende Skridt fra Kongen af Dan-
marks Side, at fade Hertugen ligeſom arreftere og bevogte paa fit eget Slot,
par efter al Sanbfynlighed følgende: Songen af Danmark, ſtuffet af intrigante
og ubygtige Agenter, troede at have vundet et Parti for fig t Sverige. Han
var overbeviift om, at naar Hertugen iffe vilde blive valgt til Tronfølger, bette
Balg maatte falde paa ham. For nu at forhindre Hertugens Valg, føgte man
at ubbrede ben Anſtuelſe t Sverige, at Kongen ei vilde tillade Hertugens Valg,
Bilag No. 59. 31
men forbinbre benne i at antage famme, i Fald bet flulbe falde paa ham. Denne
Anſtuelſe blev nu overalt udbredt i Sverige af banfle Agenter. Diemedet af
Hertugens militatte Bevogtning var vel altfaa fornemmelig beregnet paa at vife
be Svenfle, at Kongen vilde bindre Hertugen i at antage Valget, og at bet alt-
faa iffe vile nytte be Svenſte Noget at vælge ham. — Af Kongen af Sveriges
berefter følgenbe Skrivelſe feer man, at Hertugen8 Valg blev forhindret ved Kon-
gen af Danmarks Stridt.
Under 21be Auguſt flrev Kongen af Sverige til Hertugen, at, da han fire
Brevet af 10de Juli, havde han iffe funnet forubfee de Skridt, fom Kongen af
Danmart fiben har gjort; af Hertugens Svar af 23de Juli havde han feet, hvor
meget benne Begivenhed havde virket paa Hertugens Beftemmelfe, og hvor bævere
fig ban havde foretruftet fine Pligter for fine Forhaabninger. Idet han, Kon»
gen af Sverige, ugjerne gav Slip paa de Forhaabninger, fom han havde fat til
bam, $ertugen, havde han givet ben Tœenkemaade, hvis Udtryk han hoiagtede,
fit Bifalb. Under faadan Jingenes Stilling, og ba han forubfaa, at Hertugen
iffe mere vilbe mobtage ben fvenfle Nations Tilbub, i Fald dens Repræfentanters
Balg erfærede fig for ham, havde han holdt det for fin Pligt at høre fit Folks
SØnfler, fom, i bet famme beelte hans Yrygt med Henfyn til Antagelfen fra
Hertugen8 Side, havde ufortøvet (de suite) cenftemmigen erflæret fig til Fordeel
for Prinds Pontecorvo; denne Fyrfte havde ba og ben Vide Auguſt erholdt
Stendernes Stemme til Thronfølger.
Dette Brev befvarede Hertugen ben 27de Auguft, og udtalte bet Onſte, at
den Begivenheb, hvorom Kongen havde gjort Meddelelſe, maatte bidrage til Kon-
gens Lykle og bet fvenfle Folts Hed. En Afftrift af Kongen af Sveriges Brev
fenbte Hertugen uben videre Bemærtninger til Kongen af Danmark, hvorpaa intet
Svar fulgte. I et Brev til Hertuginden yttrede Kongen, at Kongen af Sveriges
Brev var livet venflabeligt mod ham; nu flulbe han bære Skylden, ba han dog
intet videre have gjort, end ogfaa at melde fig til Tronfølgen. Ut dette Skridt
bavbe lagt Gindringer i Beien for Hertugens Valg var ille fandt, bvillet var
Hart af ben Omftændighed at Hertugen havde været valgt ben A4be og 18de
Auguft, men at Valget var bleven omgjort ben 16be.
Hertugen føgte fin Afſted fra ben fongelige Tjenefte, forbi, fom han ude
tryffer fig i en fortrolig Skrivelſe til en Bekjendt, Kongen havde behandlet ham
alt for fiendtligt, og forbi han, fom forubfaa Fornyeljen af Partilampen og In⸗
triguen mob ben nyvalgte Kronprinds af Sverige, holdt bet fremdeles for klogt,
iffe at være i Kjøbenhavn og faa nær Groænbjen, og fordi hans etraite var
et offentfigt Beviis paa Hans Utilfrebshed og at han ei havde afflaaet Kronen af
Kleinmodighed (Pusſillanimitet). Om benne Affteb fra ben fongelige Tjenefte,
hvorom Hertugen anføgte under 30te October 1810, oftenfibelt , med Henfyn til
fin Sundhed og af mange anbre Grunde“, men fom Kongen — formobentligen
for ei at gjøre Opſigt, ei vilbe meddele ham, opſtod em ubehagelig, ilfe ganfle
lidenſtabslss Gorrefpondence, fom fynes at have endt med et Bren fra Hertugen
af 185e April 1811, hvori Hertugen gjentager fin Beftemmelfe at trælkte fig til
bage fra Statens Ljenefte, og yttrer, at ben Cancellie-Expedition af hans fore
brede Afſted, fom han enbnu havde at forvente, mere var en Form, hvis tidligere
eller filbigere Udſtedelſe intet Veſentligt forandrede i hans nærværende Forhold.
Bra ben Tid af trat Hertugen fig tilbage fra alle offentlige Forretninger, og dode
i Aaret 1814 uden at have fet Kongen af Danmark igjen."
ver Bilag Rø. OD vg OL
No. €0 (til Side 245).
Ubtog af et Brev fra Krrg-Meyer») til Overlærer £. St. Platou.
Auguftenl org ben 3ite Juli 1810.
„Den vigtigfte Nyhed, fom i bette Øieblil formodentligen beftjæftiger Eder
i famme Grab fom 08, ir Valget af Tronarving i ven Ufrøbes Sted. At ber
har været en Goureer for at gjøre Gertugen et Tilbud fra hans foenfle Majefræt,
at bringe ham å Fo.ag, har Du vel feet af AUviferr.e, Følgende derimnb er Dig
maaflee ubetjendt. Hertugen affendte ſtrax en Stafet til Kjøbenhavn, for at er-
fare Songens Mening og Billie, og erholdt det Svar, at Kongen havde bet
$önfle og Saab ved denne Leilighed at tilveiebrinse en Horening imellem be nor»
bifte Riger, at Napoleon bifalbt benne Plan (hoillet ftaaer i aabenbar Mobiigelfe
meb bet Kongen af Sverige havde flrevet til Gertugen, at hans Balg havde Na-
poleons fulbefte Samtykke), at han fom Privatmand vif ingen Lyft havde til
ben foenfle Krone, men fom Konge umulig fude ønfle, at Balget traf paa nor
gen Anden. Herpaa gav Hertugen følgende Svar: , At han var underrettet om.
at Kongen af Danmark ønflede og haabede ved benne Leilighed at forberede en til-
lommende Yorening imellem be 3 Niger, for han umulig funde andet end an-
fee fordeelagtig for fit Fæbreland; at Kongen af Danmart havde underrettet han
om, at ban til benne Plan havde Keifer Napoleons VBifald og Løfte om Under-
ftøttelje, og naar benne Grflæring ſtod i V.obfigelje med Hans foenfle Majefte t8
Øttring, maatte ban tilgive ham, at han fom banff Unberfaat fatte Lib til fin
$ouges Ord, at han fom danſt Unberfaat «under bisje Omftændigheder intet STrbdt
kunde eller vilde gjøre, fom funbe være er. faaban forening binberlig, og at han
altfaa umulig funbe ønfle, at det paa ben foreftaaende Rigsbag traf ham.” Imid⸗
lertid er jeg ligeſaa overbeviift om, at ter Intet bliver af Foreningen, fom at,
buis Balget i bette Jilfælde træffer vor Hertug, han af Patriptisme opofr r fig
og antager Valget. Hois Du betroer bette til nogen af vore fælles VB nner,
behøver Du ei at angive Din Kilde.
No. 61 (til Side 262.)
Uddrag af et Brev fra Profesfør Treſchow til L. Si. Platon.
„— — — Da jeg flrev bet fibfte til Kammerherre Anker, flob jeg enduu
i ben trøftelige Tanke, fom en Tine efter Brevet Afjendelfe ved Lx8ningen af
bet Kongl. Reſcript forfvandt, at ilfe ben herværende Direction, nen GSelflabet
før Norges Bel eller en Gomitee af famme, wvilbe fage bet nye Univerfitets Op⸗
seftelje at beførge. Men endfljønt jeg endnu troer, at Alt, hvad rer til Sagens
fanbe Fremme flal ubretfed, mar fomme fra benne ant, faa fee jeg bog med
Bebsøvelfe, hvor megen Kamp ret med hiin Direction eller egentlig med en vis
Mand alene og hans tro Ijmer vil have at beftaae, hvor range VBivtløftig-
9 [Peter Mrog-Meyer var født i Berbalen 1779, og var fra 1808 —1816 Opdrager og
Rærer for be to Muguftenborg fe Prindſer; blev 1816 Profesſor i Theologien i Kjøben-
havn, og 1819 før DBiffop paa Als og Wro, men bøde Ade Junt f. YU. førend han
tiltraabte fit Embede. Ersl må Forf. Ler. IL. 261 ff.
7) [$er menes Moldenhawer, fom almindelig anfaaes for en SRand af jefuitift Tænte-
maabe. Han var egentlig Skyld i at ben i 1798 befluttede Underviisnings-Anſtalt i
Chriſtiania ei blev iværkjat, men at Kathedralffolen ber ved Fieglement af 23dDe Januar
1801 ved beng Reform ble» givet famme og ikke em mere ubvibet Indretning enb be
anbre lærde Skoler i Norge og Danmark. — I. Chr. Berg. — Med , hans tro Tje-
ner” menes vel Laurits & agelstofit]
Bilag R$. OL. 788
heder og Hvor megen Dpfættelfe dette vil forvolde. Hertil tommer maaſtee enbnil
belg ett vis Mie modighed Bos Gelflabet3 fornemfte Medlemmer, foraarſaget vÅ
Krenlkelſe og en paafalbende Tilſideſcettelſe, deels forfljellige Principer i Henſeende
til Tendeniſen af et Univerſitet, da Rogle uden Tvivl fornemmelig fee paa deig
Nytte for ſand Gultur eller Bidenflabelighed og Moyralitet, ben flørfte Deel deri⸗
mob fun paa dets Virkninger for Handel, Induftri, Agerdyrkning og overhovedet
inbvørte8 og borgerlig Belftand. Med be Gidfte ville Indretningens Fiender til.
fønefabende forene fig, og idet be lade fom bet ifær er bem om be faafalote nyte
tige Videnſtabers Beforbring at gjøre, ville baade be bøtere blive forfømte og
hine vantrives. forbi be ere plantebe paa tørre Steder, og bereg Blomfter i Rog
og Damp eller andre ufunbe Dunfter vil henvisne. Under ſaadanne Omfænbdig-
heder maa Eelflabeta Valgſprog være: tu ne cede malis, sed contra auden-
tior ito, øg be æblefte Mænd beri men fordoblet Iver Kæmpe faavel mod Kabalet,
føm endnu flærfere mod ben Tenlemc abe, ber, unber Paaftud af at førge før det
afminbelige Bedſte, føger at gjøre 8 denffab og Dybden felv til Egennyttens je
nere. Thi desverre ere alle Ejterretninger fra Norge berom enige, at med en Slagd
ſtigende Belftand ubbreder fig tillige en alminbelig Handelsaand, Luxus og Gader
førbærvelfe, ber aldeles maa fortære ben Aandskraft, hvorved bet norfle Voll
endnu utmærfer fig. Bi fee et Fyempel berpaa i bet foenfle, fom, uagtet af
famme Gtamme og under famme Klima, hin derfor i benne Henſeende flaaer
tilbage, forbi ben liberale Stemning ved en misforftaaet Kultur eller Polttur i en
fang Ræfte af Aar er blepen undectrykt og bar taget en mobfat Metning. Ut
arbeide møb benne Forbærvelfe, maatte ſaaledes være Univerfitets Hovedformaal,
at ethvert anbet blev bette undberortnet. Veg vil bermeb ikke fige, at be ſaalaldte
nyttige Bidenflaber ber, ligeſom red bet fjøbenhannfle, paa en faft flandaløs
Maabe flulde tilſideſcettes, hvor Jurifteriet faft er inster omnium, hvor ber hib⸗
HL ei er tæntt paa en Læreftol før Kameralvidenſtaber overhovedet, end fige for
nogen af be befynberfige Dele, be: fan indbefattes under bette vidtløftige Vag.
Fyerlimob vifer bemeldte Perfon verved tybelig, hvor Ibet bet fan være hang
Alvoc med de Forflag, han har sjort til ſaadanne Indretninger i Rorge, naat
Kan aldrig har tæntt paa her at indføre noget Saadant, hvor ofte bet end et
bleven ham fagt; imedens han uyttig bar fyildt Liden med Smaating dg Ghi-
caner, fom hans indflræntede og til Jntriger bannebe Hoved alene gjør ham
gift til. Men jeg vil, at bigfe nyttige Bibenflaber fun flal drives fom Midler
til et høtere Maal, at alle Lærere berfor maa bære befjælebe af famme Yan»,
og at bed bereg Unjfættelfe ei ben blotte Dygtighed, men Gharakteer og Sæder
forime å Betragtning, fort fagt, at be for ſtorſte Delen ere faabanne Meænd,
font Sverdrup, Rathfe og nogle Undre, fom feg her iffe vil nævne. Dette maa
vore Maalet for bet norfte Velfcerdsſelſtabs og ifær bet Directions VBeftræbhelfer.
Ta bet omfatter alle nationale Pjenflande, og uben Tovivl betragter famme fra
ben høiere philoſophiſte Standpunkt, uden hviltet Eenhed og Harmoni I beis
Handlinger vilde være umulig; faa er intet anbet Collegium faa vel flilfet til
noget Hovebanliggendes Beſtyrelſe, og bet tør berfor og fan ved Klogffab ble
racegtige ſig famme; thi paa anden Maade bliver ber intet af Ubførelfen, og
Hans Majefets Billie bliver ved Nolen og Kabaler fan længe eluberet, indtil Om-
ſteendigheder inbløbe, fom enten njøre Sagen umulig eller bringe ben i Forglem⸗
melfe. Thi var bet vel fommen faa nær dermed, hvis Grev Wedel ved fit fidfte
Dphold i Kjøbenhavn ei havde irevet bet igjennem? og fan vel et enefte Bind»
ſtod alene fangt ude paa Soen Eringe Skibet lige til Havnen, fjær naar be, ber
ffal regjere bet, baabe ere ubuelige og uvillige? Nei, ophører Selflabet at være
pirffomt fom hibindtil, holes Nationens ver for benne Sag; faa vær forvisfet
om, at Glæben over hvad ber alt er flæt er utibig, og at libet eller intet mere
vil fl. Stjønt Selflabet for Norged Bet ligeſaa fidet fom Folkets Ønfte i bet
134 Bilag Ro. 61.
Kongelige Mefeript er nævnt, faa har bette bog gjennem Gtatholderflabet aabnet
Selſtabet en midbelbar Bei til Virkſomhed, fom bet ilfe bør forfømme; og, faa-
fremt bet Ariom er rigtigt, at lige Aarſager frembringe lige Birtninger, maa bets
fortfatte Beftræbelfer blive ligefaa heldige fom be begyndte. Foruden hvad jeg i
mit Brev til Khrr. Anker om Stedet bemærkede, maa jeg endnu tilføie, at flal
et Univerfitet Å Norge bidrage noget til Nationalaanden8 Stemning og Forædling,
faa maa bet nødvendig anlægges ligefom i en Brændpuntt, fra hvillen baade
Ondt og Godt til alle Sider pleier at udbrede fig, b. e. i en Hovedſtad. I
Norge gives ber til Lyle ingen faa ſtor, at et Selftab af nogle og tyve Pro-
fesforer meb flere lærde og oplyfte Mænd, fom ber fan dannes eller være fam-
lede, ſtulde funne tabe fig blandt Mængden og af nogen anden Stand eller an-
bet Gelftab blive overvældet. Maar berfør ben rette Aand og Tone blandt disfe
Moænd fra Vegyndelfen af tommer til at herfte, vil ben ftevfe gaae vivere; da
derimod Hovedſtaden og bet hele Land fun lidet vil befymre fig om, hvorledes
Pedanterne i Kongsbergs Møgftuer eller en anden Afkrog tænte, og fnarere drive
Spot bermeb end i nogen Maabe rette fig berefter. Deg vil ei her unverføge ben
vidtløftige Materie, hvad Fortrin fmaa Steder har fremfor ſtore i Henjeende til
be Studerendes Sæder. Raahed, Renomifterie udmerker bem altid i be førfte;
hvad be berimob vinde er mig ubekjenbt. Men i be fibfte er bog Politur i bet
minbfte et Slags Gevinft, der ei tillader lærde Mænd ved Pedanterie at gjøre
fig latterlige og berved fpilbe Frugterrne af bere8 indvortes og fande VBærd enten
før fig felv eller Andre. Hvad Ubdfpredeljer angaaer, faa ved jeg ilfe, om be,
fom finere Selffaber, Klubber vg Omgang med mange Slags Mennefter fan for-
aarfage, ere flabeligere end be fom af deres inbbyrbe8 Cirfler, Drikle- eller Spille-
laug eller Lyſttoure fan reife fig, ber ved et Univerfitet ere vanftelige at ufværge.
De feer not, at jeg har Øie paa Ghriftiania. Man fan derimod inbvende, at
baade Stedet fel er dyrt, og at Bygninger her vilde blive foftbarere end paa
andre Steder. Hoad bet førfte angaaer, faa er benne Dyrhed ganſte vift una-
turlig og grunbet paa et flet Politi, ba Ghriftiania bar en Omegn og et Opland,
hvortil neppe nogen anden By har Mage, faa at jeg er vis om, at berpaa
funbe raabe8 Bod. I Genfeende til bet andet, ba troer jeg neppe bet ber vil
blive faa foftbart at bygge, naar man betænker, at Univerfitetsbygninger bog
paa ethvert Sted bør opføre8 af Muur, ei af Tømmer, og at bet førfte paa be
Steder, hvor alle Huje ere af Ira, formodentlig vil blive endnu Foftbarere.
Desuden behøve de ei at anlegges midt i Byen, hvor Tomterne ere dyre, men
bebft mere affibe8, hvor be Handlende iffe fljøtte om at boe. Overalt fioler jeg
paa Enhvers Villighed i at befordre benne Sag. — — —
Kjøbenhavn ben 7de Detober 1811. Deres ærbøbige Tjener
Treſchow.
P. 8. En Bemeerkning bar jeg forglemt, hoilken jeg dog finder nødvendig
at tilføie. I ungefær 10 Aar har Gommisfionen og fiven Directionen for Uni-
verfitetet og be lærde Skoler arbeidet paa en Plan for Sorø Acabemi, fom dog
et enbnu erffærbig, uagtet Fond, Bygninger og Alt er tilftede, og M.1) desuden
Intet har derimod, men berimob gjerne feer, at ogfaa benne Stiftelfe bliver ham
unberordnet. Man behage herefter med et Slags Regula be tri at ubregne: naar
ftandfættelfen af en gammel Bygning udfordrer 10 Aar, hvad ba et Slots Op-
førelfe fra ny af? Tages alle Omftændigheber i Betragtning, faa tvivler jeg om,
at 100 Aar bertil blive not.
1) [Molbenhawver.]
Bilag Ro. 62. 735
Ro. 62 (til Sibe 285).
s. GontreAbmiral Qittlens Rapport til Rongen om Najabens Tab,
Jeg tilftiller D. M. i Dag Efterretning om en ligeſaa hederlig fom førge-
lig Vegivenhed med Fregatten Najaden. — GCapitain Holm, forenet med Brig»
gerne Laaland, Samas og Kiel, udgik ben Ivie Juli fra Frederitsværn, holdt
Søen ben Idie, Ade ng Ste indtil fibfte Dags Aften, ba ban indløb med under
fagte Magt mellem Øerne Borsen og Sandøen, uden at have feet noget Fiendtligt.
Neeſte Dags Eftermibbag faaes et Orlogsflib cg 3 Brigger at krydſe under Kyſten
wbenfør, fom til Aes Forundring pludfelig holot ind til Skjærene, fom om be
pare forfynebe med be bebfte Lobfer, og føgte Havnen, hvor Gapitain Holm faa.
San fandt bet nu et raabeligt at forblive ber, men gik til Seil og løb til Lyngøer,
men blev, fljønt Lobferne troede bet itfe muligt at et Orlogsflib tunde føge Havn
ber inbenffjærs, forfulgt lige inb i Savnen af Orlogsflibet og ben ene Brig;
thi ba en af de andre fiendilige Brigger var ſtodt paa, maatte ben Idie forblive
bos ben til Hjælp. — Kort efter at Capitain Holm var fommen berinb og ud»
ført Spring for at vende Bredſiden til, ankrede Orlogsflibet midt i Indløbet, og
en førættelig Ild begyndte nu paa begge Siver paa Muſtetſtuds Ufftand. Efter
2 Timers bræbende Fægtning faldt alle 3 Mafter paa Fregatten. Dolket blev
berved nebflyrtet paa Batteriets Kanoner, vg Forfvar umuligt, faa meget mere,
fom bet paa famme Tid fom Ild i Vregalten. Nu var bet fun om at redde
Menneſter; bette er fleet fan meget muligt. Faa Krigsſtibe ere tilintetgjorte paa
en boæbverligere Maade end benne D. M.s Fregat. — Men venne Hæber var
endnu ilfe not før Gapitain Holm; han famlede nu be tilifende Kanonfartøier,
og uagtet en faaban Fatigue og en faavan Ulykke vel kunde ubmatte en Man»,
faa da bet engelfte Orlogsſtib heifer Parlamentairflag og proponerer at ville ud⸗
levere Fangerne, naar .man ei vilbe attaquere ham med Kanonbaadene — angriber
Gart. Holm Orlogsflibet og Briggen firar med Kanonbaadene, beflyber ham
forinb, nøber ham til at gaae haftig under Seil, og forfølger ham til Soes,
hoorved han rebber be be Brigger Laaland og Kiel. Samsø var heldig not i
Stutning" : af Affairen, efter Holms givne Ordre, at være fommen berfra.
Overalt pjønnes en Wandsnærværelje hos Capt. Holm under benne førgelige
Begivenhed, fom tilbrager fig Opmærfjomhed. Imedens dette foregil om Uf-
tenen og Natten i Lyngøer, var Capt. Dietridfon, ſom fra Arendal var tililet
med fine Ranonfartøter, i Affaire med ben paa Grund ftaaende flendtlige Brig
og hans Medbhjælper. Gjenparter af begge Rapporter tilftilles D. M. Herved.
Gbhriftiansfand 1812 Juli 10. Allerunderdanigſt
O. Litfen.
b. Capitain Holms Rapport.
Det blev min tunge Pligt allerunderdanigſt at tilmelde D. M., at Fregatten
Rajaben er ille mere. Omſtandighederne ved bens ulykkelige Tilintetgjørelfe ere
følgende: Den Gte Juli lage vi med Najaden, Briggerne Laaland, Samsø og
Kiel ved Havnen unber Sanbøen, 2 Mile øjten for Arendal, hvor vi vare ankede
ben foregaacnbe Aften, uden at have feet noget VFiendtligt ven Dag, og jeg var
be2aarfag ligeledes overbeniijt om, at Fienden iffe hunde vibe, hvor vi vare.
Om Gftermivbagen, Vinden veftlig M. S. Kuling, vbferverebes et Linieffib og 3
Brigger, fom fom fønben fra, og flob inb under Landet, krydſende med fmaa
Seil vfter efter. — I hoor filfer paa Ungreb jeg end anfaa os paa benne
Ankerplads paa Grund af em henimod %Y Mitt lang og meget vanflelig Ind⸗
feiling, at her er flationeret Ranonfartøier, at man ligger aldeles uſeet fra GSøen
af, og enbeligen at Borsens Batteri tillige bibrager til at beflytte Indlobet,
erfyndigebe jeg mig bog hos Lobferne, om be kunde opgive mig en anden Unler-
756 Bilag No. 62.
plab8, hvor det iffe var muligt for Orlogsſtibet åt inbfeile; be anbefalede mig
eenftemmigen Lyngser, ba Indlobet bertil var meget fnævert, men tilføiebe tillige,
at Binden var vel fydlig, at ber var megen Fare for, at Yregatten væ Ind⸗
feifingen maatte fomme paa Grund. Da Flenden imidlertid holdt ind i Stjce⸗
rene møb vor Ankerplads, anfaa jeg bet, i Betragtning af blin Dvermagt, ei
førfvarligt at oppebie Hans Angreb, naar ber var Mulighed i at omme til en
anden, hvor vi vare filtre. Veg gav da Drbre til at kappe og feile til Lyngøer.
Under Nebfeilingen hertil vedligeholdt Najaben og Laaland en flavig Ild me»
bere8 agterfte Kanoner mod Orlogsſtibet og en Brig, fom ledede bet, hvilken ve
beføatebe. Kl. 81% ankrede i Lyngøer, førte et Spring Styrbord ud, gav Vente
nant Babrtmann Ordre til at overtage Commandoen af 2 Kanonjoller, fom lane
her. KU. 9 feilebe Orlogsſtibet med rummere Bind ind i Havnen, bjergebe Seil
og føb fig paa Grund med Vorflibet, hvorved hans Stilling blev tvcers vver
Havnen. Kort efter ankrede Briggen, vg begge lage nu omtrent et Muſtetſtud
fra 98, ba en levende Ild fra begge Siver begyndte; men formedelft Havnen
GSneverheb var bet umuligt, al Anftrængelje uagtet, at faae Fregattens hele
Batteri til at bære paa Vienden, bvillen vi havde paa Styrbords Boug; thi
Raafand faa paa Najadens Styrbords Laaring, og med Helen imod Grund,
bvilfet forhindrede o8 fra at faae Agterflibet høiere op, og em Coffardibrig, fom
laa for Najadens Bagbords⸗Boug, forhindrede os fra at fate ned med Forſtibet.
Laaland kunde blot bruge fine Bougfanoner, og Kiel, fom laa fljøns Styrbord
ub for Fregatten, blot fin Bagbords Bougfanen, naar ben ille vilde lægge fig
i Beten for Najaven og Laaland; Samsø Ina paa Bagborbs Give af Najaden,
og funbe altfaa iffe gjøre et Stub. J benne uforbeelagtige Stilling fortfattes
Fægtningen til KL. 10%, ba en flor Deel af Najabens Mandflab var bræbt og
faaret, og blev i et Lag alle 3 Mafter og Bougfyrybet nedſtudte, hvorved sverte
Det faldt ned og bemonterebe hele Batteriet. Ved Meisningens Fald fantrede
Øregatten, ſynkende til over Batteriet med Bagbords Gibe, og paa famme Tid
begynbte Ilden, ber udbrod paa flere Steder, at tage overbaand, efterat ben
abffillige Gange tilforn var bleven flurtet. Gav Briggetne Ordre at gaar Seil
og tetirere, hvilfet af Samsø blev udført; men ba Laaland faa paa Grund og
Klel lad til Luvart af ben, funbe bet ilfe iværfjættes af dem. Da Najaden na
blubfeligen var forvandlet til et brændbende og balvfunlet Vrag, befalede jeg
Mandffabet at bjerge fig, men ba en Deel af Reisningen laa paa Vegge Sider
af Stibet, var bet meget vanffeligt at fomme ben faa nær med Fartøier, at man
funbe bjerge anbre end be, ber ved Svomning havde hjulpet fig noget fra Siven.
Gfterat jeg var fommen i Land imellem 11 og 12, fandt jeg Laaland forlat
og ftulfet Å Brand, og at Kiel havde ophørt at flybe, og ba Bremierlieutenant
Lütken beftjæftigede fig paa ben menneflefjærligfte Maabe med at bjerge Man»-
flabet fra Najaben8 Brag, fom kunde ventes hvert Dieblik at ville fpringe i
uften, fanbt jeg Intet for mig mere her at ubrette, hvorfør jeg roede fra Lyngser
for at famle Ranonfartøier, famt underrette mig om, hvorvidt Samss var bragt
Gitterheb. Veg vibfte at Chefen for famme, Capitainlieutn. Grotfdilling, var
faaret. — Gapitainlieutn. Krieger roede vifter for at famle Kanonbaade fra ben
Kant, og ba jeg fandbt Samsø i en fnever Big øften for Lyngser, under ben
Neſtcommanderende, Gapitainlteutn. Chriſties, Commando, i fulbfommen For—⸗
varsſtand, roede jeg veſter efter, for fra denne Side at hente Kanonfartsier. Da
fom tilbage til Lyngser, forefandt jeg Lieutenant Mechlenborg ankommen ber
ta Øfterriigøer med 3 kanonjoller; i Mørket har Kan, uden jeg har meærfet
bet, pasferet mig. Da ber fra Orlogsflibet8 GStortop vajede et bvibt Flag,
fenbte jeg Lieutn. Zahrtmann fom Parfamentatr ombord I bet, for at blive un-
berrettet om $enfigten med famme; beordrede Lieutenanterne Kraft og esfelberg
ver ut tage Gommanboen over hver af be Joller, ber ikte vare commanderede
Bilag No. 2! T87
af en faft Officier, og fenbte Lieutn. Sandholt velter efter, for at hente Kanon-
fartsier, Lieutn. Zahrtmann fom fart tilbage og bragte mig Svar fra Ogefen
af Orlogsflibet Dictator, at han, ifald Kanonfartøierne ei bleve brugte mod ham,
vilbe fenbe alle Fanger, ban havde i fin Magt, i Land. Da han intet videre
Sorflag havde at gjøre, roebe jeg ſtrax ub med be 5 Joller, Klokken da imellem
3 og 4, og beſtjed Dringsflibet og Briggen forinb. Begge gjorde nu al Haft
for at fomme under Seil, og ba Binden atter føiede bem, lylledes bet bem og
faa. Vi vedbleve, efter at be vare fomne under Seil, at forfølge dem; en heel
Hagel af Skraa falbt mellem Kanonjollerne, hvorved 1 Mand bræktes. Da vi
obferverebe, at Caaland og Kiel et fom under Seil, opgave vi Yagten og roede
ind imod bem, for at entre bem ; paa Beien fant Lieutn. Medlenborgs Kanon-
jolle, men Mandflabet bjergebes. Ved at tomme ind til Lyngøer, faae jeg det
banfle Flag vaje paa begge Briggerne, og Gapitainlientn. Rafd ombord i Kiel
tilligemed fit Mandffab. Han berettede mig, at ba Kanonjollerne begyndte at
attaquere, førlob bet fiendtlige Mandflab begge vore Brigger med faadan Ii, at
ban fil Ceilighed til at gjøre 2 Fanger; ban hapde firar ladet Laaland befætte,
byor ombord Fienden havde faaet Ilden bæmpet. Briggerne havde lidt endeel
paa Rundbholter og Tallelage, men ei betybeligt paa Skroget. To Kanonjoller
asfifterebe nu Briggerne med at Mare bem af Najabens brænbdende Brag, medens
Lieutenant Medlenborg med be 2 andre optoge ben ſjunkne Kanonjolle, hviltet
fnart lykledes. KU. 6 anfom GSapt.-Lient. Dietridfon med Arendals Vlotille; en
Affaire, han havde været å med de Brigger, havde uheldigvis opholdt ham,
ba berfom benne Flotille havde været her, bet filfert var bleven Orlogsſtibet og
Briggen umuligt at fomme ub fra Lyngser. — Orlogsſtibet Dictator er paa
80 &anoner og Briggen Galppjo, fom var inde i Havnen, paa 20; Begge
havde libt meget, bvillet ifær var fjendeligt paa Strøget, og efter Udfigende af
bet Mandflab, fom havde befat vore Brigger, flal be have en ſtor Deel Døde
og Saarede. Veg er ligelebes overbeviift om, at be ve voreg Attaque med
Kanonjollerne have libt endel, ba man faa bem fafte Døde overbord fra Orlogs»
flibets Porte, og Briggens fore Mersjeil blev ſtudt ned; efter at be vare fomne
ubenfor Stjærene, faftede be en Lid over hver Boug og reparerede Grundſtud,
bvorefter de holdt af S. O. hen. — Med den fmerteligfte Folelſe maa jeg til
føle, at vort Tab af Døde og GSaarede er meget betybeligt, for en ſtor Deel
Følge af Reisningens Fald, Deklenes Knuusning og Fregattens Synkning, Ut
i et Dieblik; nøtagtig fan jeg endnu ei opgive Antallet, men hidtil tælke vi fun
imellem 170 til 190 Bjergebe, bvoraf 85 ere faarede. Haardt er bet, at jeg
paa Riften af de Døve har at anføre Premierlientn. Ridder Grotfdilling og
Seconblieutn. Ridder og Dannebrogdm. pl Begge ligefaa ævle Menneffer
fom hicelle Officierer; endvidere GStibets 3 Ghirurger, Bjørnholm, Jacobſen og
Sorgenfri, fom dode under Udøveljen af deres Kald, ba be ſank tilligemed ben
interimiftifle Proviantforvalter Nørregaard; ombord i Briggen Kiel faldt Maaneda-
lieutn. Rolfſen. Ligeledes, at jeg maa anføre blandt be Saarede Chefen for
Briggen Samsø, Capitainlieutn. Ridder og Dannebrøgsm. GrotfHilling, haardt
faaret i høire Arm, og Secondlieut. Didmann ombord i Briggen Kiel, fom har
miftet ben venftre Arm. Laaland har havt 1 Død, 2 Saarebe; Samsø 2 Døde,
5 Saarede; Kiel 3 Døde, 7 Saarede, Offlciererne iberegnede. I hvor ulyk⸗
felig jeg end føler mig ved Tabet af D. M.s YVregat Najaden, vilde bet bog
være bøift ubilligt af mig, i Fald jeg ikke anførte, at i Følge min Overbeviis⸗
ning er af Brigdeferne, famtlige Difficierer, og alt Mandſtab ombord I Divie
fionen, fom jeg havde ben Ere at commanbere, udviiſt ben ftørfte Iver for D.
M. Fjenefte, og bet frandbhaftigfte Mod for at forfvare Flagets Are.
Syngser, 27/2 Mill øften for Arenbal d. 9. Juli 1812. Allerunderd.
H. P. Holm.
Nals Erindringer. 47
738 * Bilag No. 62.
c. Napport fra Capitainlieutenant Dietridfon.
J Mandags den Gte Juli blev jeg ved Lelegraf-Signalerne underrettet om,
at et fiendtligt Orlogsſtib og Ide Orlogsbrigger vare i Sigte under Landet, 2
Mile vftenfor, og at disſe Skibes WBevægelfer fynteg mistænlelige. Jeg lov
ſtrax be Zde af mine underlagte Kanonfartøier, fom jeg havde her hos mig, trekle
med mig efter efter. Binden veftlig, laber Kuling med fvær veften Strøm. Veg
havde omtrent lagt en halv Miils Vei tilbage, ba jeg hørte en flært Slkyden
øften for mig. Jeg forcerede med min medbragte Magt vfter efter. Da jeg
fom henimob Borsen, 2% Mill sften for, faa jeg be Orlogabrigger ubenfor
Skjærene, og fyntes bet, fom ben ene af bisfe flod paa Grunb, og ben anden
faa til Ankers med et Spring paa ben førfte Brig. Mod disje ve Brigger,
fom vare fiendtlige, vare 2de af mine undberlagte Kanonfartøier, fom havde For
poſt i mit anfortroede Forſvars⸗Diſtricts sftre Afdeling, i fult Engagement. De
2be Kanonfartøier, jeg havde med mig, et Idie fom nogen Vid efter, forenede
fig meb bisfe, og nu blev Glaget almindeligt og bheftigt. De flendtlige Kugler
fløi 08 om Ørene; men ba be alle gik over o8 hen, tilføiere be os ingen Slade;
vore Stub paa Geværs Diftance med Kugler og Skraa gjorde en heldig Birt-
ning paa Gienden, uagtet Mørket gjorde Skubbene noget uſikkre. — Saaledes
vebligeholbtes paa begge Sider en levende Ild i en Tid af 2 Time, ba bet
ene af be fiendtlige Skibe ophørte at flybe og be begge ved Hjælp af en frift
Bind med fulbtommen Kjendflab føgte under vor Horfølgelfe en halv Mill til
Soes, ba bet begyndte at blæfe op til en frifere Kuling med temmelig Dyning.
Bore Skuds heldige Virkning var fynlig; ben ene Brig flore Merſeraa var ned⸗
flubt, Seilene gjennemborede af Kugler; ben* anden var jevnligen befjæftiget med
at have fine Baade forub under Boven. — Fra Landet funde Skrigen og Hamren
hores, og fenere er fundet afſtudte og ublaftede Ting. Jeg bellager, at den friffe
Bind favoriferebe Fienden i fin Flugt, ba jeg ellers turde have haabet at blive
Mefter af be de Brigger med ben liden Magt, jeg under Uffairen havde at
virke med. Af Maanedslieutn. C. Parnemann, fom havde Forpoft i Borsen,
blev jeg unberrettet om, at et fiendbtligt Orlogsſtib og en Kutterbrig var indlobet
fra Søen gjennem Havefundet til Havnen Haven, hvor Fregatten Najaben og de
3be Orlogsbrigger, Laaland, Samsø og Kiel lage til Ankers, og at disſe havde
fappet bere8 Touge og var feilet øfter efter under Fiendens VForfølgelfe. Jeg lod
mit udmattebe Manbftab hvile lidt, og føgte berpaa med min ſamlede Magt ster
efter. Da jeg fom hen imod Lyngøer, hørtes en flært Skyben, og da jeg fom
ubenfor Lyngser Gavn, faa jeg bet fiendtlige Orlogsſtib og Kutterbriggen fyre
til Søe8 med Force af Seil under Forfølgelfe af Kanonfartøierne af Øfterriis-
verd Afdeling. — I Lyngøer Havn faa jeg Fregatten Najabens førgelige Shebne.
Mine Dfficerer8 og Mandſtabs Forhold var efter Pligt; jeg vover derfor aller
unberbanigft at anbefale bem D. M.8 Naave.
Stattonen Rævefand ved Arendal, ben 10be Juli 1812.
Allerunderdanigſt
Dietrichſon,
Capitainlieutenant i Soetaten.
Endſtjont det ſmerter H. M. at have ved denne Leilighed miftet endeel af
fine brave Officerer og Sofolk, faa har bog Allerhoiſtſamme med færbeles Velbe⸗
bag atter mobtaget et Beviis paa, at 98 M.s Sølrigere ikke give beres For
fæbre noget efter i Zapperhed og Mob, naar det fommer an paa at vife fig
værbige bereå Navn og at hævde Dannerflaget3 Åre, hvorfor 58. M. har be-
baget at labe Gapitain Solm i Gærbelesked, ligefom og Gheferme for be ved⸗
tommenbe fongelige Orlogsbrigger og Flotille-Afdelinger famt be øvrige Officere
og Mandfflaber i Almindeligheb, tilkjendegive fin allerhøiefte Tilfredshed med bere
Øilag Ne. €D og 63. 1759
ved disſe Affairer ubvifle Mod, WUandsnærværekfe og udmeerlede Tapperhed.
$villet efter allerhøiefte Befaling herved bekjendigjøres.
$ovebqvarteret Frederiksberg Slot, ben 17de Juli 1812.
F. Blow,
Generalmajor, Kammerherre 0. f. v.
No. 63 (til Side 299.)
Brev fra Wetterſtedt til Avlerfparre.
(Af Adlerſparres Handlinger. VII. 40—54.)
Stodholm ben Åde Januar 1813.
Jeg har havt ben Vornsielje at mobtage Dine ve Breve, det fenefte af
Ade Decbr. H. K. H. Kronprindbfen øsnffer, at Du paa ingen Maade formind-
fler Dine Beitræbeljer med Henfyn til Norge. Den Sag maa gaae i Aar, uagtet
alle be Banfleligheber, fom Natur vg GStatskonft lægge i Veien. Danmark føger
igjennem bemmelige Yorjøg at afvende Stormen, men jeg baaber, at bet beri
intet Held flal have. For at oplyfe dette flal jeg give Dig en lille Refumé af
bvab ber feneft å den Henſeende har tildraget fig.
Den danſte Minifter i Petersburg, Baron Blome, fom af Rigskantsler Grev
Romanzow er bleven underrettet om alle vore med Rusland pleiede Unberhand-
linger angaaende Norge, gjorde for en Maaned fiben en mundtlig Fremftilling til
Grev Løvenhjelm om Danmarks Villighed til at forene fig med be Magter, fom
føgte at bevare fin Handel og fin Selvftænbighed. Man indfaa let, at benne
Blomes Ytring, for vigtig til at funne tilftrives han perfonlig, alene havre til
Formaal at bortfjerne Englands og Rusland offenfive Deeltagelje med o8 mod
Danmart, famt berigjennem at ifolere Sverige med fine uopfyldte Forhaabninger,
væffe Splid imellem Danmarks Fiender, og imidlertid vinde Tid, Erfaring,
Sommer og ny Mulighed for Keifer Napoleon at beflytte fig felv og hans banfle
Lydſtat. Da imidlertiv baade Rusland og England altib havde fremftillet fom
en for ben almindelige Sag guvnlig Omſtendighed, gobvilligt at indbbrage Dan-
mart i be norbiffe Magters Forbund, befluttebe Kronprindfen at benytte ben banfle
Rift, fom lagde for Dagen i Blomes Fremſtilling, for at tale reent Sprog med
Nordens Frederif. Baron Orenftjerna indgav berfor en flriftlig Note, fom optog
Blomes Vitring og begjærte ben banfle Regjerings Fortolning berover. I Vil-
fælbe at benne var vvereensftemmende med Minifterens, forbrede Sverige Norge,
imob Løfte at beftytte Danmart med en Urmee i Tybdffland, og ille at nedlægge
fine Baaben, førend en fuldkommen Erftatning for Norge var bleven vundet.
Denne Note har fat Rofenfrang, Kongen og Adjutanten i en forfærdelig Sinds⸗
flemning. Svaret udhaledes med ofte gjentagne Klagemaal over bet Bryderi, fom
en faa uventet biplomatift Fremftilling maatte foraarfage. Endeligen ſparedes fore
figtigt, følbt, men med en fulbfommen desaveu til Alt, hvad ber paaftobes at
Blome havde fagt til Grev Løvenhjelm, famt med tvungen Lapperhed mod Slut-
ningen, at afvrig Songen af Danmurt godvillig flulde afftaae til en anden Magt
en Deel af fit Rige og be troe Inbdbyggere, fom ber findes. Saaledes er bet
Hart, at Danmart forbliver franft, men tillige at Birtningen af dets længe be-
regnebe Menéer ved vor Demarde er forfeilet. — Keifer Alexander anſaa bet i
Begyndeljen fom et brudt Tausheds-Lofte fra vor Side, at Roten til Danmarl
uben foregaaenbe Gommunication i St. Petersburg var bleven afgivet, og allige-
vel have vi 3 rusfifte Tractater, fom love v8 Norge. Med England have vi
ingen Tractat i benne Henfeende, og ber er ilke beftomindre bet mob bet Tjøben-
bavnffe Hof sjorte Skridt blevet meget bifaldt, en Omtftændighed, fom og fynes
mig at love, at England vil fee Sverige og Norge forenede. Blome har og
47 *
140 Bilag No. 69 og 64.
gjort Lorb Gatheart et VForflag til Geparat-Fred imellem Danmart og Cugland;
men vi have for vel blottet Konfigrebet, til at ille England indſeer Bærdien af
benne Vropofition.
Saaledes flaae nu Sagene. En engelft Negociateur tommer hiv for at
opgjøre Alt for bette War, fom maatte blive vigtigt; thi blive vi forladte af Alle,
faa maatte vi meb egne Midler benytte Tiden og angribe Norge. Der har vel
været Tale om min Reiſe til England, og ben vedvarer vel endnu. Deels be
finber jeg mig felv ilbe, beel8, fom er værre, vebbliver min Huſtrues Plager —
— —, Wirſen har gjort en Rapport til Kongen, fom indeholder en Opgave
over alt bet Korn, fom i Var er bleven indført. Den flal blive Dig meddeelt.
At opgive hvad ber ventes, vil blive foært, men ingen Omloftning og intet Ar⸗
beide fpare8 i benne Genfeenbe. De Danfle ville proviantere Norge, og beftemme
fom Billaar for Koms Uvførfel til o8, at bet halve Qvantum ffal fenbes til
norft Gavn. Jeg tilbagefender bet Allegat, fom Du i Dit fibfte Brev ſendte
mig. Troer Du at Overlaveljen af 20 Lønder Havre til ben norfle Agent,
—* ber tales, fan gjøre Nytte, faa tillader Kronprindſen big derom at gjøre
oranftaltning, ba bette Qvantum, om faa paaforbres, flal herfra erftattes Dig.
Ellers haaber Prindſen, at flor Aarvaagenhed iagttages paa Grænbjen for at
bindbre al Sorntransport til Norge, — —
No. 64 (til Sibe 309.)
Danmarts Krigserklæring mod Sverige af 3bte Gept. 1813.
(Gfter Budſtikken 1813 No. 57.)
Fra ben Tid, Freden imellem Danmark og Sverige var fluttet i Yönldping,
bar 6. M. oprigtig og uaflabelig beftræbt fig for at vedligeholde Benffab og god
Borftaaelje meb bette Naborige, men har tillige ille funnet bølge for fig felv, at
ben foenfle Regjering, langt fra at befjæles af famme Aand, tun altfor ofte har
givet Bevifer paa et modſat Sindelag. Ved biin Fred havde Sverige forbundet
fig til at bortfjerne Danmarks Fienders Krigsflibe og Krybfere fra fine Kyſter.
De vedbleve imidlertid ei alene at anholde banfle Stibe tæt under ben ſpenſte
Kyſt, men toge bem enbog i fvenfle Javne. Den banfle Regjeringa gjentague
Befoæringer over bet Tab, fom berved tilføiebes Danmarls og Norges Handel,
bleve fjelbent befvarebe, aldrig afbjulpne. Den fvenfle Kyft i Kattegattet forble
faalebes efter Freden i ben famme fiendtlige Stilling til Danmarts SKbsfart,
fom ben havde været under Krigen. Krigserklæringen, fom ben fvenfle Regjering
lod fig formaae til at ubftede mob England, frembragte i ben Henſeende aldeles
ingen Forandring, og efterat Freden igjen var fluttet med Storbritanien, udbredte
Faren for ben banfle Stibsfart fig over hele ben fvenfte Kyft. Den danſte Os
mand kunde haabe unber et venflabeligt Nabolanbs Kyſter at være betrigget mob
Overfalb og Dpbringelfe. Han maatte troe, at en Regjering, ber ikle fjeldent
brammer med Frihed og Selvftændighed, vilde for fin egen VBærbigheds Skyld
bævde fine Serritorial-Rettigheder mod enhver Fornærmeffe. Men han fandt fig
fluffet i fin Forventning, naar han i Farens Øieblit føgte Beflyttelje og Red⸗
ning paa foenff Grund, hvor Fienbens bevæbnede Vartøier ubehinbdrede ventede
paa bere8 Bytte. Berovet fin Eiendom, og ofte forfulgt af Fienden, enbog op
t Lanbet, kunde han blot beflage fit Tab, men maatte tillige føle en billig Harm
over Nabofolfets Uvirkſomhed i at beftytte fine Kyſter.
Den VBeftemmelje i Fredstractaten, at al Eiendom tilhørende begge Statert
øjenfidige Unberfaatter, ber ved Krigens Udbrud var lagt under Beflag, flukde fri
gives, blev fra Danmarls Side iverkſat uben Ophold og med ben firengefte Nøt
Bilag No. Gå. 141
agtighed. Derimod tilbageholbes endnu fra ben Liv flere banfle Underſaatters
Ciendomme' i Sverige. De ofte fornyede Reclamationer om fammed Ubdlevering
eller Erftatning for Bærbien have fun tilveiebragt intetfigende Ubflugter eller Løfter
om Godtgjorelſe, fom man hidtil forgjeves har haabet opfyldte.
Men Sverige lod bet ilte forblive ved disſe Bevifer alene paa fit uvens
flabelige Sindelag mob Danmark. J Begyndelfen af forrige Aar fluttebes mel
lem bet foenfle og rusfifle Hof et Forbund, ber fiben blev fladfæftet i Ubo, og
hvorved Sverige erholdt VForfilfring om Ruslands Biftand til at ubføre ben alle-
rede lagte Plan til at bemegtige fig Songeriget Norge. Vil famme Henfigt blev
et fignende Forbund fenere fluttet imellem Sverige og Gtorbritanien. Forend
man imiblertib flreb til aabenbare Fiendtligheder, vilde man ikke lade fempeligere
Minler uforføgte. Bed liftige og troføfe Bekjendtgjørelfer, fom fra Sverige bleve
Tid efter anden inbjenbte til Norge, føgte man at frifte bette Riges Jnbbyggere til
at unbbrage fig beres retmæsfige Urvetonges Herredømme. Paa famme Tid blev
et ſtort Antal Slibe, fom for den banfle Regjerings og avdflillige Privates Reg⸗
ning efterhaanben afgik med Kornladninger til Norge, tilbageholdte i foenfle Hanne,
hvor be havde føgt Tilflugt, deels formedelſt Storm og Søftabe, beels for at und»
gane fiembilige Krydſere. Alle Voreftillinger, fom bleve gjorte mob benne vold»
fomme og for Rorge8 Jnbbyggere grufomme Foranftaltning, vare aldeles frugtes»
føfe. Den ligefaa baanende, fom paa bisfe Komladninger uanvendelige Vore-
vending, „at Kornubførjelen fra Sverige var forbudt”, var bet enefte Svar, fom
fra Sveriges Side blev givet. KHenfigten med at bindre Korntilførfelen til Norge
var umistjenbelig. Nordmanden flulbe ved Hungeren tvinges til at underkaſte
fig Sverige8 Herredømme. Stolende paa fine mægtige Allierede bluebe8 ben ſvenſle
Regjering end ifle ved at gjøre H. M. det Forflag at afftaae Norge mod at er-
holde anbre Lanbe, hvoraf Sverige ikke er i Befivbelfe, og bvorover bet ingen
fri Raabigheb bar eller fan vente. Da nu ben foenfle Regjering bverfen ved
bedragelige Horflag, ber ofte vare forbundne ved Trudfler, eller ved fine gjentagne
Forſog paa at frifte Nordmendene til Utroffab og Frafald funde naae fit Maal,
lagde ben fin Misfornsielje for Dagen ved at ophæve be minifterielle og Handels»
førbinbelfer imellem begge Stater. Man paalagde H. M.s Ghargé d'Affaires i
Stodholm at begive fig bort, og ben herværende fvenfle Misfion blev tilbagetalt.
Den danfle GeneralKonful blev ligelebe8 bortviift fra Gøtheborg. Kort berefter
afbrøk ben foenfle Regjering al Samfærdjel mellem begge Stater.
Sverige har ſaaledes tilintetgjort enhver venflabelig orbindelje med Dan-
matt. Adgangen til be fvenffe Stater var fyærret for enhver danſt Underfaat.
Man gif nu videre. Den fæbvanlige og ved Tractater filtrede Poſtgang mellem
Danmart og Norge gjennem Sverige blev ftandjet. Man forbod fyenfle Slide
at betale Oreſunds⸗Told, hvortil 6. M. ifølge be ældre Tractater med Sverige,
ber paa ny ere fladfæftede ved Vredsflutningen i Jönpdping, har ben upaatvivle»
ligfte Ret. Dog, ilte mot at ſvenſte Slibe paa ben Maade fritoges for ben For»
pligtelfe at erlægge Tolden t Ørefund; foenfle bevæbnede GFartøier have endog
med Magt hindret andre MNationers Stibe fra at clarere ved Oreſunds Told⸗
tammer i Gelfingser. Endelig har en ſyvenſt Offteier friftligen erklæret ben kon»
gelige Gouverneur paa Bornholm, at have Ordre til at opbringe alle Stibe un-
ber banft Flag, og at hindre Samfærdfelen imellem Gbriftianss og Bornholm.
Ogfaa er en fongelig Soofficier fort berefter, paa en Meife fra Bornholm til
Kjøbenhavn, bleven anholdt af en foenft Brig og bragt til Vſtad, hvorfra han
enbnu ei er fommen tilbage.
Gfterat ben ſvenſte Negjering paa faa mange Maader ei alene har tilſideſat
enbver naboelig Pligt mod Danmarl, og ophævet alle be Forbindelſer, ber fæd-
panligviie finde Sted mellem Naboer og Stater, ber leve i god Horftaaelje med
bveranbre, men enbog aabenbarligen brubt Freden imellem begge Riger, belg ved
%»
7492 Bilag No. 64 og 65.
at tilføie be fongeltge Unbderfaatter et betybeligt Tab, og enbmere ved at indgaae
Jorbinbeljer med Kongens Fiender, fom figte til at underkaſte fig Kongeriget
Norge, fer H. M. fig, fljønt ugjerne, tvungen til at gribe til Baaben, for meæ
Magt at afværge alle videre Fornærmeljer af en Megjering, ber alt længe har
ubøvet Fiendtligheber imod be danſte Stater og be fongelige Underfaatter. De
ubforberlige Befalinger i ben Henſeende ere allerede ubftedte til $. M.s Sø-
og Landmagt. Aldrig var en VForjvarskrig retfærbigere. Aldrig har nogen Me
gjering meb ftørre Langmobdighed og Overbærelje bvælet med at anvende Baaben-
magt for at bhævde Statens Sikkerhed og værne om Underfatternes Eiendom.
Kun Nøbvendighed har funnet bevæge H. M. til en Beflutning, ber friber mov
bans $jertes JFølelfer. Men disſe maa vige for ben høiere Pligt at befytte be
bam af Forfynet betroede Stater og Underfaatter mob ufremæftede, trolsſe An—⸗
greb fra en Negjerings Side, hvis flendtlige Planer mod Danmark ere hele
Guropa bekjenbte. H. M., fom altid ſtoler paa fit elflede Volls uroffelige Tro-
Mab og Gengivenhed, har ilfe villet tilljøbe flg en haanlig og ufiffer Fred ved
Offeret af fine troe og tappre Nørbmænd, men ban enſter Intet heller end at
ben fyenfle Regjering ved at erftatte bet Tab, ber er blevet $. M.3 Unbderfaatter
tilføtet, vil give Anledning til, at ben gode Vorftaaelfe mellem begge Nationer,
ber tjener til bere8 gjenfibige Horbeel, igjen hunde vorde tilveiebragt.
Kjøbenhavn ben vie September 1813.
No. 65 (til S. 318).
Refeript til Prinds Chriſtian Frederik om en Laane- og Disconto-Gasfe
i Norge af 20de Detbr. 1813.
(Gfter Coſlegial⸗Tidende 1814 Ro. 2.)
. »Frederik ben Sjette, af Guds Naade Konge til Danmart og Norge,
de Venders og Gothers, Hertug i Slesvig, Holfteen, Stormarn, Ditmarflen og
Oldenburg. Bor venlige Hilfen og hvad vi ellers formedelft Slogtſtab mere
Hjært og gobt formaae. Høibaarne Vyrfte, elſtelige Hære Hr. Fætter. Paa Grund
af bet af Eders Kjærlighed til Os vyitrede Ønfte om Oprettelſen af en privat
Raane» og Disconto-Gasfe for Kongeriget Norge til at fremme faavel vette Riges
Forſyning meb Korn, fom dets Næringdveies Drift, famt med Henfyn Kl vet
besangaaende indgivne Forflag, ville Bi naadigft have Eders Kjærlighed bemyn⸗
biget til at ubftede en Indbydelſe til de af Norges Indvaanere, hvis erkjendte
Credit og Beverhæftigheb fan forflaffe Indretningen almeen Tillid, for, fom bens
førfte Gonftituenter, at legge Grunden vertil. Hovedformaalene og Grunbdreg-
lerne før benne Kongeriget Norges private Laane- og Disdconto-Casje,
famt be Worrettigheber, Vi allerunderbanigft ville tilflaae ven, ere følgende:
1. Indretningens Hovedøiemed er: 1) Imod Gitterhed af haandfaaet
Pant, i faadanne Ving, fom ei ftane Fare for at forringes eller tilintetgjøres,
at bevilge Udlaan i egne Bevifer, hvis VBærdi er garanteret af Ynteresfenterne, og
2) at biscontere filtre Vexler ligeledes med fine egne Bevifer, garanteret ved bet
af Interesfenterne til Fond for Discontering ſtillede Hypothek.
2. Som en paa Vrivate8 Credit grundet offentlig Indretning, faner ven
ubelultende under Interesſentſtabets VBeftyreljfe paa ben Maade, fom bette nær-
mere maatte beftemme. Dens VBeityrere og Betjente fulle under Eed forpligte
fig til, at be efter bere8 bevfte Indſigt ville med Troſtab og Redelighed beftyre
og foreftaae dens Horretninger famt forvalte dens UAnliggenber i nøiefte Over-
eensftemmelfe med be af Jnteresfentflabet foreffrevne Megler.
3. I enter af fine Udlaan fan YIndretningen tage 6 Procent, naar 1
Procent beraf anvendes til Kornmagafiners Oprettelfe og Vedligeholdelſe i Norge.
Bilag No. 65. 743
ee peen er, ligeſom ellers, villaarlig, men beljenbtgjøres offentligen til
4. De VBevifer og Vorftrivelfer, fom Inbretningen udſteder, funne lyde
paa Jhændehaveren, og altfaa gaae fra Haand til Haand uden Transport, be
fulle Iybe paa Sølv-Rigsbankdaler (187 Rbor. paa 1 Mart flint Sølv Collnſt
Bægt) eller paa anden rede Baluta, faafom Hamborger-Banco, Gylden, Pund
Sterling ; be fulle bære Renter, hvis Størrelfe af Interesſentſtabet nærmere be-
femmes, og funne ubfærbige8 paa ſaadanne Summer, fom vette finder pasſende;
bog at Mentens Minimum flal være ' Stilling bagligen af 100 Nbdr. og
dennes Maximum 4 Rbdr. af 100 Rbdr. aarligen, bvorimellem Valget til-
ſtaaes Ynteresfentflabet felv.
5. Følge Fundationen for Rigsbanken vens 1 og 4 S$ kunne visfe Ve-
vifer iffe gaae og gjælde fom tvunget Betalingsmibbel, og heller iffe fom ſaa—
bant antages ved vore Skatter og UAfgifter. Derimob ville Bi nærmere være
betæntt paa, unber bvilte Vilkaar be funne anvenves i Afbetalinger paa anden
GSjæld til Os. Mellem Mand og Mand gaae bisje Bevifer faalebes, fom Ved—
tommenbde fig berom funne og ville forene.
6. Da benne Casſes Udbetalinger ſtee i Interesſentſtabets egne VBevifer,
faa er bette iffe forbundet til at modtage i Betaling af Renter og udlaante Gapi-
taler andre enb bemeldte bet8 egne Bevifer.
7. Alt bvad Jndretningens Debitorer upaaanket have overgivet til famme
fom baandfaaet Pant, og er taget under dens Lutte, flal fra bet Øieblit af ikke
hinne ben fravenbe8 enten formebelft Mangel af Hjemmet eller formevelft nogen
Gonfiffations Paaſtand eller Fordring, af hvad Navn nævnes fan, men bet flal
være og forblive Indretningen til ufeilbar GSifferhed for bens Krav. Dog har
den at iagttage, at be Barer, hvorpaa Dplag er tilftaaet eller tilftaaes, ikke paa
anden Maade af Nogen funne eller maa pantfættes, end at be crediterte Told⸗
og Gonfumtions- og andre dermed forbunbdne Ufgifter hœfte paa disſe Barer, og
bør af bem, uben af orevending, forlob8 ubredes. I mvrigt ſtal ilfe nogen
foregaaende Pantfættelje almindelig eller ſpeciel, eller nogen anden hvillenſomhelſt
Handling, fom kunde gjøre en Verfon inhabil til at give Indretningen ben til
famme overleverte Sikferhed, Tomme i nogen VBetragtning til at formindſte Ind—⸗
tetningen8s Met, naar benne iffe besangaaenbe har erholdt fperiel Underretning,
hvilken i Tilfelde aarlig bør gjentages, faalænge ben ſtal blive i Kraft.
8. GEndfljønt be Varer, hvilke i Eierens egne eller leiede Pakhuſe, fom
filet Pant, tages under Indretningens Laa8, ei mindre enb be, fom maatte
pære inbleverte i Indretningens egen Vorvaring, i alle andre Vilfælde bør ber
tragtes fom baanbfaaet Pant efter Loven, flal bog Lovens 3—7—1 iffe, hvis
be ved ulpffelig Hendelſe maatte foretomme, være hinderlig å Yndretningens Net
mob Debitor efter hans indgivne Forftrivelje.
9. Ingen Moratorier (om faadanne nogenfinde gives), Protectorier eller
bestige Befrielfer af hvad Navn nævneg fan, fulle nogenfinbe, med mindre Ind⸗
retningen VBeftyrelfe vertil har givet fit Samtykke, gjælde mob dens Fordringer,
eller bindre disſes Inddrivelfe Hos hvem bet end maatte være.
10. Det flal være Indretningen tilladt til bens Vorftrivelfer, Beviſer,
Boger, Asfignationer, famt i alle be Forretninger, fom fra ben og Å vens Navn,
eller imelfem dens Snteredjenter indbyrdes, Kasfens Unliggender vedkommende,
afhandles og ubfærbigeg, at bruge uftemplet Pupiir. Ligeledes maa de For-
ffrivelfer, hvorved Noget overleveres Jnbretningen til haandfaaet ant, uvfteres
paa uftemplet Papiir.
11. Naar Jndretningen har gjort Udlaan imod haandfaaet Pant, og den
ublaante Sum ilfe til beftemt Tid betales tilbage, eller Laanet ilke, bvis VBefty-
refjen bet tjenligt eragter, fornyes eller forlænges, ba flal Indretningen være
744 Bilag No. 05.
berettiget til, uben foregaaende Dom eller Jndførfel, at lade, paa hvad Sted
ben finber beleiligft, holde Auction over bet, fom til ben ſaaledes til haandfaaet
Pant forflrevet og overleveret er, og ikke til rette Lid er indfriet. Det flal være
Inbretningen overladt, naar ben ſaadan MWuction vil foretage, fun at berom 4
Uger tilføorn i be ofjentlige Tibenber advares, og at UAUuctionen, hvis Debitor
enbba ikke indfinder fig, betjenbtgjøre8 8 Dage iforveien, baade i be offentlige
Tidender og ved Placater, fom ber, hvor Beftyrelfen befinder fig, ovflmaes til
Alles Ejterretning. Imod faaban Omgang og Panternes Bortjælgelfe ſtal Ingen
have Noget at indvende, og Vedkommende fulle være forpligtede til, Jndretnin-
gen8 i forbemeldte Unlebning udgivne Beviſer eller Recipisfer ufortøvet til Gas
fation at inblevere, eller og ſaadanne Bevifer bør være magtesløfe hvor og hos
hvem be fiben maatte finbes. Belobe Panterne fig ved Auctionen høiere end bet
Indretningen (be tilbageftaaende Renter famt Auctions- og andre Omloftninger
inbbefattebe) bar tilgobe, ba betales bet Dverflybende Debitor tilbage. Men
ffulbe bet Bortfolgte derimod ilke tilfræffe til ſtadeslss Betaling for Yndretnin-
gen, ba bliver bet Manglende af Debitor at tilfvare, og nægter han minvelig
Betaling berfor, fan ban føges ved Lands Lov og Met.
12. Wantjættes Obligationer eller andre Forftrivelfer til Inbretningen, og
be ilffe til beftemt Tid indløfes eller Forlængelfe for Laanet erboldes, ba fal
JIndretningen være berettiget til, ei alene fom i forrige $ nævnt er, at ftille de
pantfatte Forſtrivelſer til offentlig Muction, men og, uben foregaaenbe Dom, blot
ifølge Pantereverjer at føge fin Betaling efter be bemeldte Forſtrivelſer, og lige
fom bet ba ſtal ftaae Jnbretningen frit før, at tiltale fin Debitor førft eller ſidſt,
faa bør benne, naar Pantet førft tiltredes, bog i alle Tilfælve holde Indretnin⸗
gen ffabesiøs. |
13. Interesſenterne forbinde fig til, et vift Untal War, fom be nærmere
beftemme, ikke at opfige beres Garanti, i andet Fald vebbliver enhver Interesſents
Forpligt indtil 2 War efter hans Død, eller efter at han ved 2 Aars Opſigelſe
fovligen har løskynbiget famme, i bvilten Mellemtiv Beftyrelfen flal førge for,
at indbrage et til ben opfagte Garanti forholbsmæsfigt Antal af Jndretningens
i Omløb fatte Bevifer.
14. De ved dette Reſcript alernaavigft tilfagte Friheder, Rettigheder og
Benaadninger ffulle være gjælbende indtil 3 War efter Freden med Storbritanien,
benimod hvilken Tids Forløb bet ſtal være Interesſentſtabet forbeholdt om deres
Forlængelfe at inbfomme meb allerunberbanigfte Begjæring, bvillen Vi da, efter
Omftænbdigheberne, ville tage i Betragtning.
15. Naar Ynteresfentffabet har valgt en Beftyrelfe, har benne at forfatte
en Gonvention, ber flal tjene fom Mettefnor for Indretningen i bet Gele og i
dens enfelte Dele, og bvori i Sardeleshed tybeligen bør forklares, naar og hvor-
febes Interesſentſtabet vil forbinde fig til at indløfe be Bevifer, fom Indretnin⸗
gen fætter t Omløh. Skulde Interesfentffabet paa en faadan Gonvention attraae
Bor yderligere Stabfæftelje, fan famme, forfaavivt Conventionen er overeensfiem-
menbe meb be foranførte Regler, ventes; ligefom Vi ogfaa ville finde en Glæve
i at unberftøtte Ynbretningen paa anben Maade, naar faadant til bens Tarv
maatte behøves, og bet iøvrigt maatte ftemme med Bankens Jnbdretning og bet
alminbelige Bel. Derefter Eders Kjærlighed Eder underdanigſt have at rette, og
bet Gornøbne at foranftalte. Bi forblivpe Eders Kjærlighed med al Kongelig
Naade ſtedſe tilgeban og bevaagen.
Skrevet paa Bort Slot Frederiksberg ben 2Mde Octbr. 1813.
Statholberens Jndbybelfe til Jacob Mall i denne Anledning.
Norges Hanblenbe, Brugseiere og bemidlede Indvaanere ville gjennem denne
velgjørende Indretning fee beres nu benliggenbe Beholdninger af Landets tilvir-
Bilag Ro. 6G og 6G. 145
lede Producier frugtbringende, og berveb gives Midler til fortfat Virlſomhed,
gavnlig for flere Mæringsveie, fom dermed fiaae i Vorbindelfe. Jndretningen fan
vente famme Tillid, fom be Jnbivider beſidde, paa hvis Garanti ben bygges;
forenebe bille be funne virke end Iraftigere til Landets Lar». — Dens VBevijers
Verdi fan fiftres ved Indretningen felv; ben Verd, fom haandfaaet Pant eller
ſikkre Begler, for hvilke be ere udtællebe, giver bem, vil end forøged ved Garan»
tien, ibet bet bliver til Jnteresfenterne at faftfætte, hvor ſtor Masſe af Bevifer,
i Forhold til ben hele garanterede Sum, ber bør udgives. Naar til Exempel
ber iffun ublaanes til %3 af Pantets Verd, og Seddelmasſen i bet Hele di tør
overftige %Ys Part af ben garanterede Sum, bvorpaa Laane-Kasjen er bygget,
ba vil vel ingen Tvyivl opftaae om VBevifernes fulbfomne Vær».
Det vil afhænge af enhver Gonftituent, for bvillen Sum ban vil tegne fin
Garanti; den vil funne tegnes ſaavel for Udlaan alene, fom for Discontering
alene, eller for begge Dele tillige. Over Gevinft og Lab, faavel ved Udlaan
fom ved Discontering fan holdes færftilte Gontoer, og ben rene Gevinft paa hver
af bisje, efter Yrabrag af ben faftfatte 1 pGt. til Kornmagafiners Oprettelje og
Bedligeholdelje i Norges 4 Stifter, beleå imellem famtlige Jnteresfenter i Fore
hold til ben Sum, Enhver har garanteret for. Dette vigtige Formaal, faalenes
at flabe en Fond til Nationens Betryggelfe mod Hungersnød, vil ogfaa af Mord»
moenb paaffjønnes, og være en væfentlig Opfordring for Fæbreland8venner til at
deeltage i Jndretningen. Ved felvvalgte Beftyrelfer i hvert Stift under en Ge-
neraldirection i Ghrifttania, vil Yndretningen funne fomme enhver Egn i Niget
til Gavn, ſaaledes fom Kasjens Gonftituenter ved dens Grundlægning og bens
Embedsmend ved fremtidig Benyttelfe vil vide at benytte Hans Majeftæts lands.
faberlige Genfigter til Bebfte for fine kjære og troe Underſaatter.
For at grunblægge benne for Riget faa gavnlige Indretning, inbbybes Brugs»
eter Ridder Jacob Mall at famles med be øvrige førfte Gonftituenter af Konge.
riget Norges private Laane» og Disconto-Kasjfe, ben 155e Dechr. 1813 og føl»
genbe Dage, i Stiftsgaarben i Ghriftiania, og vil, næft at beftemme Grund»
trekkene af Jnbretningens videre Vrganifation, Gommisjærer funne vælges, til
hville bet overdrages, at fætte Kasſen i Virkſomhed, overeensſtemmende med be
tagne Beflutninger; ligeføm bet ogfaa vil paaligge Gonftituenterne, at indbyde flere
af beres agtbare Mevborgere til at være Kasſens Interesfenter, eller i bereg Same
fund at optage hvem ber attraaer faabant, og ved Stemmefleerhed antages. De
ville ſaaledes, faafremt De antager Indbydelſen, enten perfonlig møde, eller lade
møbe paa beftemt Tid og Sted, bvorom jeg ønfler forud at underretteg.
Statholderflabet i Norge, Chriftiania ben 175e Novbr. 1813.
Ghriftian Frederik.
v. Holten.
No. 66 (til Sive 335.)
Jacob Ualls Brev til Rammerherre Neder Unter.
Rygtet om Norges GSønderrivelfe fra Danmart og Forening med Sverige
- har ogfaa naaet benne Deel af Landet, og jeg tillader mig i ben Unledning at
befjenbe min politifle Tro for en Mand, hvis Indflydelſe paa Fædrelandet har
faa megen Betydning, og paa hvis Godhed og Venflab for mig jeg har mod⸗
taget faa mange Prøver. Jeg er ifte Herre over mine egne Følelfer, og jeg fan
ille bølge ben bybe Vemod, fom benne ulykkelige Kataftrophe forvolder mig. Jeg
betragter Slilsmisſen fra Danmart fom Tabet af en gammel og elffet Ben, og
feg troer enbog at herefter intet Politiſt fan indtræfje, ber fan opvælte min Deel-
tagelfe fom hidtil. Med Ringeagt maatte jeg betragte hver ben norffe Mand,
146 Bilag No. 66.
bvis Hjerte ille bløder ved benne SUlsmisfe. — Men i Begivenheder fom benne
bør ibenffaberne tie, og Hjertets Vølelfer beherftes af Hornuftens Stemme.
Nationens arv, og ifte bløde egoiftifte Følelfer bør beftemme fornuftige og ret-
flafne Borgeres Skridt, og be bør lukte beres Øren for deres Declamationer,
fom beels labe fig henrive af Øiebliffet8 voldbfomme Indtryk, beelé i deres Iver
ville inbbilde o8, at be elffe Norge mere end Norbmænd. Hoverfpørgsmaalet er:
fan og bør Norge mobjætte fig Norges af dets Konge felv vedtagne Vorening
med Sverige? — Jeg er for fidet Krigsmand til at beregne ben militaire Styrke,
fom behøves for at unberftøtte vor Uafhængighed, naar vi vare forladte af ven
bele øvrige Berben; men jeg er formeget bagligen Vidne til de Livelfer, fom
Brødmangel forvolber be ringere Stænbder til at troe, at Nationen funde ubholde
ben nærværenbe Gjenvorbighed i bet Tidspunkt, fom behøves for at afværge
Unbertvingelfe. Forgjceves fmigrer man fig, efter min Formening, med bet Gaab,
at England vil være en rolig Lilftuer af benne Feide. Striden med Napoleon
er ilfe ubfegtet, og forinden benne Løve er fældet, vove be Allierede ilfe at bort-
fjerne en betydelig Hær og en ſtor General. Alle Englands Skridt i be fenere
Aar vife, at bet har beftemt Norges Opoffrelfe for at vinbe ben fvenfle Helt, og
bet vil upaatvivleligen tage meer Henfyn til Øieblitfets Interesſe end til fjerne
t Fremtiden fljulte Følger af den nye Forbindelfe. Norges Kornfart vil faaledes
vorde omfpændt af be famme Krybfere fom tilforn, og Danmarts Billie til at
affenbe Korn vil vorde fvæltet.
Norge er angerløs ved benne Gtat8omwuæltning, og har ved Ingen Brøde
- fremlebt ben. J bisfe Krigens 7 ræbfelfulbe War har Menigmand taalmobigen
baaret alle be Gjenvordigheber, fom ledfagede bem. Dets Soldater fægtede med
Mob og Held mob den indtrængende Fiende, og fulgte villigen ben Fane, fom
reifte8 mod Sverige. Norges Hanbelsftand har viift fig fom rolige, Stats»
forfatningen opoffrede, men virffomme Borgere. Over bet hele Land er Tonen
mere Mynlende enb bebreibende, og iffe et oprørft Ord høres paa Nordmandens
Ræder. Det falder altfaa uden Brode, overgivet af fin egen Konge. Mig
tilkommer bet ifte at gaae i Rette med Kongen, fom uden GSværdflag vpoffrede
en tro, ham hengiven Nation; men paa benne Maabde bortfjæntet eller Horttuftet
er Norge berettiget til at førge før fin Lyffaligheb.*) Det bør efter mit Begreb
ille fægte for et Phantom, for Fortfættelfen af et Forbund, hvis Opløsning er
beftemt af be meægtigfte europæifle Stater, i hvis Vold Norge fra flere Siver
betragtet maa anſees for at være. Det bør bevare ben phyſiſte Kraft, fom bet
bar tilbage, for at unberftøtte fin moralſte Frihed, og for åt gjøre ben mye
Forbindelfe gavnlig for Nationen, og værdig bet Indbyggeres Wvelmobd. —
Bor Gonftitution bliver ny; den bør undgaae de Feil, bvormed ben gamle var
beheftet. Himlen inbaybe ben foenfle Beftyrelfe ben Godhed og de Følelfer for og,
bvorpaa ben banffe Negjering har givet oå faa mange Prøver, og jeg tilftaaer,
at vi have Meget at vente af ben fvenfle Regjerings Klogflab og en ny Con⸗
fitutions Henſigtsmesſighed.
Men hvor er den Mand, fom flal indlede disſe Underhanbdlinger og frem-
Bringe benne heldige Kataftrophe?*) Veg tilftaaer, D. H., at mine Øine ere
flabigen benvenbte paa Grev Medel. Hans lyſe Hoved, hans varme HFølelfer
for Norge, hans Betjendtſtaber og Forbindelfer i Sverige, hans perfonlige Egen⸗
Dy Bi have ovenfor feet, at Brevſtriverens Klage her er ubeføiet. Motge faldt ikke af
Danmarks Hænder uden Sværbflag. Dette opoffrede fine Krigere& Blod og fine
Finantſets fibfte Kraft paa åt forfvare Norge i Holſteen, og dette Forfvar ubdfertet
i bet minbfte ligefaa hæverligen, fom Norges Kamp for fit GSelvftændighe». Men
om benne Rrig t Holfteen vibfte man i Norge paa ben Tid Livet.
7) Man vidfte dengang i Norge, at Chriſtian Yreperil var af Frederik ben Sjette faldt
fra fin Voft tilbage til Danmart, men man vidfte endnu ille, at han havde tagd
ben ædelmovige Beflutning at dele Skjebne med Norge.
Bilag No. 66 og 67. Ui
faber fom Sendemand, berettiger Nationen til be hoieſte Forventninger. Alder,
Erfaring og Uddannelſe har i ben fenere Tid formildet bet Livenflabelige i Hans
Gbhuralteer, og gjort ham langt mere ſtikket til benne Rolle, end for nogle War
tilbage. Gid han var i Norge, og gib Norges Skebne maatte lægges i hans
Haand, fom bets Organ for ben fvenfle Regjering. — Min egen Veflutning er
taget. — — — — — ” Den tilfommende Tid er vet forbeholdet at oplyfe, om
ben ſpenſte Beftyrelfe vil gjøre fig værdig ben cdle norſte Nations Hengivenhed,
og vore Børn kunne maaffee nære Følelfer, fom ei findes i vor Barm. —
Jeg fan iffe flutte benne fange Epiſtel uden at beljende ben Harme, jeg har følt
øver bet i Bladet „Tiden“ indførte fvulftige Avertisjement. Bladet fom i mine
Hænber uden at blive ledfaget af private Breve. En ubeftrivelig Glæde gil
igjennem mit hele Bæfen, og hvor ofte jeg gjennemlæfte bet, fandt jeg ille Andet
end Stof til Glæde og Haab om en forbeelagtig Fred. Men efter faa Timer
bragte en Ben fra Arendal mig ben rette Sammenhæng, og benne Omvegling af
Folelſer gjorde et Indtryk paa mig, fom jeg feent forvinder og aldrig forglemmer.
No. 67 (til Sibe 342).
Throndernes paatænkte Adbdresfe.
Allerede i flere Mar fulfer vort Fødeland under ufigelige Libelfer. Dette Land,
faa rigt paa andre Naturens Velfigneljer, noægtebes at fremavle i fit eget Stljød
be Foedemidler, fom ubforbres til Livets Ophold. Strax da Flaaden, bette flærte
Baand mellem Danmark og o8, tabtes, vifte det fig, at overordentlige Opoffreljer
vilde udfordres, for at vedligeholde Forbindelſen mellem visje Niger: Ingen unbflog
fig for bisfe Opoffrelfer. Inderligen forbundne ved flere Aarhundreders trofafte
Forening, have vi ufortrødent War efter andet rælket hinanden Broberhænder,
trods be utallige Befværligheder, ber lagdes 08 iveten af overlegne og trædfle
Fiender, ja ofte trobs felve Naturen. Imidlertid var bet naturligt, at begge
Rigers Velftand under bisfe Anftrængelfer maatte undergraved: ifær fant Norge
i en hoiſt førgelig Forfatning, fom endelig fynte8 at have naaet fin kp
Syibfe, ba bet almindelige Uaar i 1812 berøvede Landmanden ille alene fin
Underholdning, men endog fin Ubfæbd: og ba be bipfomatiffe Forhold til England
vg andre Magter, ibet be tilintetgjorde al Handel, udfatte Borgeren for ben
firætteligfte Nød, lammede hans Virkſomhed og frembragte Anorbninger, fom ved
at Trænte hans buuslige Frihed nedbrød hans fivfte Mo».
Saadan var Vingenes Stilling, da De, o Prinds! valgte ben for bette
Folt uforglemmelige Beflutning: felv at fee Landets Nød, at afbjelpe ben eller
og at bele ben. Bekhkjendt for ualmindelige Dyder og Indſigter, bekjembt for
Deres Kjærlighed til Norge, jublede Folfet Dem imøde; Mygtet om Deres
Bennefaligheb git glædeligt fra Bygd til Bygd; man glemte fin Rød, fnart
Brænbte Mod igjen i hver Nordmands Bryft, og de fljønne Luer oplyfte Landets
Kjærligheb for dets elſtede Ghriftian Vrederit! Vel fvævede endnu tunge Uveirs-
flyer over Norges Dale, lig en Taage, fom Deres Hoiheds Stjerne ei formaaede
at abfprede; vel maatte Deres Øie endnu flue mangen en Jaare, fom Deres
velbædige Haand ikke kunde aftørre: men ben førgelige Modlsſshed, fom med
vødelig Kulde havve angrebet Alles Hjerter, var forfounden. Landets gamle
Kraft var vaagnet og enhver var villig at opoffre Mlt for Norges Wre og Selv-
ſtoendighed: ogſaa fynted Kongens Løfter og Deres Hoiheds Unftrængelfer at ret-
færdiggjøre Folkets Haab — men! Vrøvelfen var endnu ikfe udholdt, endnu
maatte bet ydmygende Stød ramme 08: at blive forladte af vor Konge og henvifte
til et Folt, en Fyrſte, fom ere fremmede for vore Hjerter.
5 De aafølgende Rinter ere fortrolige Meddelelſer, fom ingen Interesfe kunne have
for Læferne.
748 Bilag No. 67.
Norge! flig Dig felv, at bet var ille Mistillib eller Frygt for Mangel af
Troſtab i Farer eller Udholdenhed i Lidelſer, ber bevægede bin elflede Konge til
at vende dig Myggen, men at bette Skridt var en tung Følge af Nødvendighedens
go», og at ban med Smerte har revet fit Hjerte fra 08.
Men velan, Støbet har truffet og Limen er der, fom ſtal beftemme mange
Tuſinders Bel og Bee i Nu= og Fremtiden. Bi have intet Dieblik draget i Tvivl
hvad vi i benne Stilling have at gjøre, og til hvem vi fulle henvende 08.
Den Tante: at en Forbindelſe med Sverige for en Lib vilde fljænke og ben
Rolighed, hvortil Landet faa høiligen trænger, og vilde i entelte veconomiffe og
politifle Henſeender være o8 til Fordel, har aldrig funnet opveie Følelfen af ben
Banære, vi ville paadrage o8 ved at oplabe Landet for Fremmede og ved at
paatage 08 et Nag, fom inben føie Tid vilde knœokle vor Frihed. Vor Beflutning
er tagen: vi ville vove Alt for vor Frihed og Norges Utre.
Ilklun eet ftob nu tilbage: nemlig at ubfinbe en Norges Ben, fom forener
Billie og Evne til at paatage fig bet vigtige Bært af benne Beflutnings Udførelfe.
Dog, ogfaa Gam haabe vi at Himlen har fljænket 08. Deres Høiheds Nær-
værelfe iblandt o8 ibag, og enbnu mere ben Høimobigheb, De faa ofte har lagt
for Dagen, naar bet gjaldt Norge8 Sag, indgyder os bet glade, bet visfe Haab:
at De af Himlen udlaaredes til Norges Frelſer.
Itte fom om vi vare uklyndige om be Ofere, vi ved benne vore Bøn afæfte
Deres Høihed, eller om ve Farer De ubjætter Dem for, ved at antage Regent
flabet af et Land, ber er bragt i faa yderlig en Forfatning, fom ben Norge for
nærværende Tid lider under; men vi vove at banbe, at alle vore Trængfler flulle
under Deres Hoiheds Unførfel overvinbes, og at Norge i en blibere Tibspunkt
værdigen ſtal funne talte Dem for Deres Offere for Landet.
Trondhjems Borgere tilbyde fig herved at virke alt hvad ber flaaer i deres
Magt til bette Diemed; men i bette vigtige Dieblik bør vi ille bølge en Tanle,
ber ilfe fan være anftødelig for en Prinds af ben hoie Gharakteer, fom Chriſtian
Frederik: at nemlig en eller anden Feil i Statsindbretningen fan have medvirket
til be Ulyffer, fom nu i fort Tid have fiyrtet Unberfaatterne i grendſelss Elen⸗
dighed og tvunget Megenten til at forflybe en ham tro og hengiven Nation.
Met vi aliſaa igjennem Lideljer og Varer med freivigt Mod fræbe hen til vort
bøte Maal, troe vi at flyle o8 felv og vore Eftertommere: at anmode Deres
Hoihed om at tillade Nationen ved Deputerede af alle Stænder at fammentræde
i en Gongre8, for at lægge Grunbvolden til RigetS Gonftitution for Fremtiden.
Disje ere be viglige Unbragender, Trondhjems Borgere have at nedlægge for
Deres Hoihed. Bi anbefale bem endnu engang til naadigft Bedemmelſe og bede
Himlen at nedfmile Held til Deres ævle Jbrætter for bette Land og at velfigne
Dem i alle Deres Foretagender. Trondhjem den Februarti 1814.
Unberbanigft:
Blom. M. Lie. Carl Falfen. Udbye. Mogert. Mandir. Grid). Friman.
6. Sandborg. Gelmer. Erneſtus Wenſell. Hans Knudbon. I. Mølmann.
Lysholm. G. I. Knudkon. Henri Meinde. Bilngaard Finne. Iverſen.
Wraamann. Dorenfeldt. Wold. Wildhagen. Jens Schav. Gram.
Johan Lorengen. 8. Sånitler. BP. A. Hanjen. Johan Schmidt.
German Går. Garmann. Eduard Oeding. Peter SåÅmidt, jun. Lor. Johannfen.
Chr. Knudtzon. Bendele. N. S. Sdulg. Hans Wenjfell. Midael Smith.
Lammers. Chriſt. Asm. Møller. Torres Ejd. Lorentz Klimer. R. I. Såive.
M. Losſius. Hans Collin. Herman Hoå. C. H. Weibye. Vogelſang.
C. Klingenberg. Niels M. Frick. Thomas Lorck. Ferd. G. Gade. O. Norman.
Edw. Green. Erich Dahll. Frederich Chriſtian Hagen. Paul Smidt CM).
Haagen Dahl. Halvor Sundt. Niels Sundt. Knud Sundt.
P
”-
Bilag No. 68 og O9. 49
No. 68 (til 6. 34%.
Chriſtian Frederiks Beſog ti Throndbhjem.
CA Throndhjems Addresſe⸗Contors Eſterretn. 1814 Ro. 11.)
$ans Hoihed GStatholberen forlob Opdals Wræftegaard den 4 Febr. om
Formidbagen Kl. 10, og anfom til Storens Vræftegaard om Uftenen KI. 8.
Ger indfandt fig H. Ex. Generallieutenant Grev Schmettow tilligemed Embeds⸗
mænbene Å Omegnen for at complimentere $8. Hoihed. Paa Sybsflafferftedet
Bjerfager, hvor H. H. naavigft behagede at opholde fig, for paa fædvanlig Maade
at underholde fig med ben forfamlebe Almue, blev ham præfenteret et Driftehorn
med abflillige mærtelige Inftriptioner paa inblagte Guldplaber, fom blandt Andet
angiver: at K. Ghriftian ben Ste, Frederik den be og Ghrifttan ben Gte, famt
Kronprinds Frederik havde drukket beraf i Warene 1685, 1704, 1733 og 1788
ved at pasfere bette Sted. Dette Driffehorn behagede H. H. paa fine hoie
Forfædreg Biis at ubtømme paa gamle Norge8 Bel og Gelvftænbigheb under et
af be Vilftedeværende gjentaget trende Gange Hurra!
Den 5te om Morgenen fortfatte Hoiſtſamme Reiſen til Throndbjem. Paa
Stybsffafferftebet Meelhuus mobtoges H. H. af famtlige Byens Embedsmæn».
Omtrent en halv Mill udenfor Staben paraverebe bet Throndhijemſte ridende
Corps, fom efforterede H. &. til Stiftamtmandsboligen. Udenfor Byen behagevde
Hoiſtſamme at filge af paa et Grev Schmettow tilhørende Landſted, for berfra
til Geft at begive fig til Byen, hvor 6. Ex. Gommanbanten overgav Hoiſtſamme
Feſtningens Nøgler, hvilke igjen med be naavigfte Ubtryk Bleve tilbageleverede.
Paa Torvet paraberede Garnifonen, Borgervæbningen famt Søbefenfionens Mand-
ab. Ved at pasferebe bisfe tiltalebe H. H. Tropperne ſaaledes: „Jeg bhilfer
er, brave Thrønbere! Bed Eders og Vaabenbrodres Biftand fan og flal Norge
beftaae ubeelt og ubetvunget. Jeg ſtoler paa bet norffe Folk og paa en retfærdig
Sag, fom Gud vil beflytte. Lab et tre Gange gjentaget Hurraraab gjenlyde
for gamle Norges Held!“ '
Derefter henvendte øiftfamme fig til Borgerflabet faaledes: „Jeg føler mig
inberlig tilfreds ved at fee mig omringet af Throndhjems Borgere. Wgte norft
Sind Kar hjemme i Throndelaget; berfor vil jeg føle mig lykkelig blandt Ever,
og ben Tid jeg fan opholde mig her, vil ſtedſe fynes mig for fort. Held
Throndhjem og bet8 Yndvaanere!” J Stiftamtmandsboligen mødte Byens geiftlige,
militatre og civile Embedsmend, famt førfte Borgere til Cour. ')
No. 69 (til Sibe 360).
a. Garl XIIN8 Proclamation til Nordmændene.
(Stedbolm, trokt I bet fongelige Vogtryrteri 1814.)
Gjennem en formelig Fredstractat, fom er affluttet i Kiel den 14 Januar
fidſtleden, har Kongen af Danmark for fig og fine Efterfølgere paa ben banfte
— —
5 Overinſpecteur Schmidt tilføter i Brev til I. Aall om Prindſens Oppold i ——
hjem: „Hverken heri Byen eller under mit ſtrax derefter paafulgte Ophold i Chriſtiania
og paa Eidsvold hørte jeg nogenfinde enten i be Girkler, hvortil jeg paa hiin Tiv
gende Adgang, eller af be tilbeels høitbetroede Mænd, fom bheærede mig med deres
ortroligheb — og blandt hvilte jeg troer at have Grund til uvtrykkeligen at nævne
Biftop Bugge — anden Grund angwe til Brindfens Reiſe til Thronbbjem enb ben,
at vinde Lid til Affærbigelfe af be forftiellige udenrigſte Deputationer, ber beſtormede
Prindſen. At han flulde have næret be fangvinfle Forhaabninger, at Trønderne vilde
juble ham imøbe med Dpforbring til Thronbeitigelfe, Kroning m. m., ev ille troligt.
rinbjené Ophold i Trondhjem ſyntes nærmeft viet — 28 En Souverainitels⸗
Handling udovede han imidlertid, idet han forarede ugges Familie Brugen
og Nevenuerne af Gaarden nordre Lyng i Verdalen.“
iſtop
750 Bilag No. 60,
Trone, for evindelige Tiber aftraadt til OS og Bore Efterfølgere paa Sveriges
Irone alle fine Rettigheder og Vitler til Kongeriget Norge, famt i Følge denne
Ufftaaelfe føsgivet Eder fra ben Troſtabs⸗ og Hyldings-⸗Ed, fom I have fvoret
$ans Kongelige danſte Majeftæt og den banfle Krone. — Svenfle Tropper fulle
berfor betreede Eders Grendſer. Modtager bem med Nolighed og Tillid. De
fomme fom Brødre, fom Soldater af famme Foll, af Naturen beftemt til at være
forenet. Ethvert fremmed Folk, fom kunde true Eders Fadreland, ſtulde ville
røve Eders Eiendom og trænke Eders Mettigheber. GSvenfle Soldater, Wtlinger
af famme GStamme fom Norges Foll, tomme for at befæfte Eders Rettigheder og
Eders Friheb. — Vor Generalgouverneur flal paafalde be meeft anfeede Mends
Indſigter iblanbt Eder, for at forelægge til Bor Prøvelfe og Stadbfæftelje Forflaget
til en Statsforfatning, ber er lempet efter Eders Behov og fan betrygge Eders
Lykſalighed. — Bi love Eder forud, at benne GStatsforfatning flal bvile paa ve
tvenbe ffjønnefte Reitigheber, fom tilhøre et tappert og æbdelt Folk: den at yttre fig
gjennem fine Nepræfentanter og at beffatte fig felv. — Saadan er Bor Henfigt,
Nordmæend! Vort jerte eier ifte anvet Formaal, end at berede Eders Vel.
Bor høitelflede Hr. Søn, Generallisſimus for begge Rigers Krigamagt til Lands
og Banda, fom i dette Øieblif ſtrider for olfenes Frihed og Gelvftænbdigheb,
ffal vide at høiagte disſe Eders Rettigheder. Han beler i benne Henfeende Vor
belte Tænfemaave, og flal forplante ben til fin Søn. Maatte fra bette Øieblil
at Avind forfvinde mellem ben flandinavifte Halvoes tvende Nationer! Deres
felles Styrke hviler Å deres indbyrdes Enighed og Tillid. Deres Wrgjærrighed
er inbflræntet til beres Grænbfer, og be have ingen anden, end at forfvare beres
Jord. Krigen flal ei mere ſtrække fine Ulykker til Eder. De Fjelde, fom avftille
Sverige og Norge, ophøre nu at være Grændfer. Havet og Indbyggernes Tapperhed
er herefter be enefte Formure, fom bisje Riger behøve. — Bi have truffet alle
fornøbne Unftalter til ut paaſtynde Korntilførfelen til Ever. En oplivet Hanvel
og paany aabneve Havne fulle i ben Henfeende unbderftøtte vore Beftræbeljer og
berede Ever nye og længe favnede Kilder til Velſtand. I flulle — vi tvivle di
berpaa — gjennem en almindelig Ordens Bevligeholvelfe, gjennem ben Lydighed,
I ere Eders nye Konge flyldige, gjennem ben Tillid I vife ham, og gjennem
en fanb Fædrelandskjærlighed fvare til ben faverlige Omhu, Vi aldrig frulle
ophøre at vife Eder. Stockholms Slot ben 8 Februar 1814.
Garl,
b. Ubbrag af Carl Johans Bulletin og Brev til Esfen.
(Gifter Recueil des Ordres de Mouvement etc. cn 1813 et 1814 par le Prinec Royal de Suede.
Stockholm 1838, pag. 609 fr, 616 fr., 62% fr.)
Under 17 Januar 1814 udgav Kronprinds Carl Johan fin 32te Bulletin
fra Generalqvarteret i Kiel af følgende Indhold:
„Danmarks Fred med Sverige og England er undertegnet ben 14 Januar.
Søndagen ben 16be var flor Parade; et bøitideligt Te Deum er bleven affjunget
Hl Takſigelſe, og flere Urtillerifalver affyredes. Tractaten er bleven afſendt til
$. M. Kongen af Danmart, og man venter Ratifitcationen næfte Onsdag. Hele
Armeen begiver fig paa Marfden imod Rhinen. Der er ingen Nivalitet mere
blandt Nordens Voll; be have erhjendt, at be have famme Interesſe. Forenede
til bet ævlefte Diemed ville be ſtride fammen for Faſtlandets Frihed, for Fyrfternes
og Nationerneg Uafhængighed. Nordens Volt betragter ifte Franffmænvene fom
JFiender. De erfjende ingen Anden fom deres Fiende end ham, fom bar gjort Alt
for at bindre deres Forening, han, fom — man fan ilfe for ofte gjentage bet —
bar villet undertvinge alle Folteflag og plyndre alle Lande.
Stronprindfen ilede at beljendbtgjøre alle be Generaler, fom ftobe under hans
Gommanbo, bette Fredsbudſtab, og i alle bisfe Betjendtgjøreljer forubfætter han,
at Norges Forening med Sverige ufortøvet vilde fulbbyrbe8, og at Rolighed var
Bilag No. 69 og 70. vi
vendt tilbage til Norden. J hans Brev til ben rusfifle General Bennigſen,
bateret 15 Januar 1814, figer ban: „Jeg iler at unberrette Dem om, at
Danmarls Fred med Sverige, Englanb og bets Allierede, er bleven affluttet
i Dag Morges KL. 3. Denne Tilbragelfe, fom flylbes Keiſer Alexanders ævle
Guergi, filtrer Nordens Rolighed o. f. v.“
$an føgte at forberede, faavidt bet flod i hans Magt, Norges fredelige
Forening med Sverige. Fra Holfteen flrev han under 23 Januar 1814 Hi
Feltmarflalf Grev Esſen:
„Jeg har ben Fornsielfe at underrette Dem om, at HFredstractaten me
Danmart er bleyen ratiftceret af Hoffet i Kjøbenhavn. Jeg formoder at De
allerebe har mobtaget Kongens Ordre til at tage Norge å Befibbelfe; men jeg
fan ifte noffom anbefale Dem at lave be Tropper, fom marfdere berind, iagttage
bet anftænbigfte og retfindigfte Forhold. Jeg ønfler, at enhver Milttair, fom tillader
fig bet minbfte uforbeelagtige Udtryk mob ben norſte Nation, maa blive paa bet alvore
ligfte ſtraffet. Endſtjont Underhandlingerne have været vanflelige, bør jeg tilftaae,
at Hoffet i Kjøbenhavn, under at forfvare fine Rettigheder til bei Yberfte, har undere
handlet paa ben venflabeligfte Maade, og at vi ere flilte ad fom gove Benner.
Derſom bet er mig muligt at flafje dette Hof fuld Erftatning, flal jeg gjøre Ut,
hvad ber flaaer til mig. Jeg fender Dem Oberfte Golf, min Abjutant, norſt af
Fodſel. Han lan være Dem til flor Nytte, ba han er bygtig og fuld af god Billie,»
Ro. 70 (Hl Sibe 367).
Ghrifttan Frederiks Inftrux for Carften Anker.
1. Sed Din Ankomſt til London haver Du ſtrax at opfpørge Stibsleilighed
til Norge, før med famme ufortøvet at melde mig Din Ankomſt.
2. Bed og hos Dine Bekjendtſtaber maa Du vieblittelig ſtaffe Dig Efter⸗
tetning, om Lord Gaftlereagh er paa Gontinenten eller tilftede. J førfte Fald,
byem ber har Portefeuillen.
3. Unberhaanden maa Du ved Dine Benner erhyndige Dig om Du uden
Banflelighed fan fane Minifteren i Tale, og overlader jeg til Din Gonduite,
hvad enten Samtalen ſtal flee med Hemmelighed og paa tredie Sted, eller paa
orbentlig Maade.
Å. Under alle Omftændigheder maa Du anbringe mit Brev til Lord Caſtlereagh
og Dit Wrendbe. Dette maa beftaae i at berette bvav her er foregaaet, ben
ufravigelige Beflutning, aldrig at blive foenfl, i at flilbre be ufalige Følger
af etbvert Forføg i faa Henfeendbe, hvorved Sverige felv itte blev tjent, og at
det i af Fald maatte være let for be Allierede at flaffe Sverige felv famme
Gtabesløsholbelfe, fom var tiltenkt K. af Danmart. Overalt maatte Du føge
at bringe bet engelffe Minifterium til at mediere Sagen med Sverige, og at
bevirke et Møde i Sverige, eller hvor England vil, under engelft Præfibium,
af foenfle og norſte Gommisfairer, i Henfyn til Fred og god VForftaaelfe imellem
bisfe Magter, ba jeg er villig til at afflutte baade en politift og Hanbdelstractat
med Sverige (ſaaledes, at Grænbfjerne i Krigstilfælde gjenfidigen ſikkres, men
uben at Tropper flilles til fælles Hjælp). Vilde England af Benftab for Sverige
baade felv garantere og formaae Rusland ligeledes til at indbgaae Garanti for
denne Fredstractat, ba har jeg faameget mindre Noget derimod, ſom benne Garanti
ba maatte tjene til begge arters Betryggeljfe.
5. Med England felv maa Du forfiltre Minifteren i mit Navn, at jeg
oprigtig ønfler at tnbgaae ben noieſte Forbindelſe, ifær Hanbeldtractat. Skulde
Du under Gonferencerne finde ben fornødne Grad af Belvillighed, va lad bem
forſtaae, at jeg muligen kunde være finbet at tilftaae bem et Nederlag af alle
$
2 | Vilag Mo. 7.
Handelsvarer i Ghriftansfandb paa famme Billaar, fom Dylaget er tilftanet I
ØGothenborg; men dette Tilbud maa ſtee i et Mogt Dieblik, navnlig naar Du
bar faaet Minifteren til at balancere, og Du ba trøer, at et faavant Tilbud fulde
funne virke Beftemmelje. (Maar Pontecorvo flilbres med be rette Harver, vil bet
maaffee være tøinefalbende, at Englænderne funne ſtole mere paa o8, end paa ham.)
6. Naar Gonverfationerne ubvifle fig, maa mit Brev til Prinbsregenten
opvifes. Megen Ugtpaagivenhed maa ba haves paa Minifterens Udlabelfer i
Henſyn til fammes Overleverelfe. Det vilde være et uforbeelagtigt Tegn, om
man albele8 mobfatte fig famme, og ethvert pasfeligt og virfenbe Argument maatte
ba anbringes for at heve Vanflelighederne; men heller end at give Anledning
til nogen Misforitaaelje eller Kulde, tillader jeg Dig at renoncere paa bet Onſte,
jeg haver, at Du felv maatte overlevere bet til H. K. Høihed, naar Minifteren
fover Dig at ville gjøre bet. Skulde endog bette nægtes, ba tillader jeg Dig
at forevife ham ben Gjenpart af Brevet, fom jeg herved overleverer Dig, paa det
ban beraf fan fee; at Yndholben, fljønt noget mere ubviflet, er ben famme, fom
bet jeg har flrevet til Minifteren. Skulde han beguagtet beftemt nægte at mobtage
Brevet til Prind8regenten, ba maa Du med ben førfte Klogſtab og med en
fornuftig gob Rune blot ublade Dig med, at Du vil for bet Førfte anfer
Minifterens Vitringer fom et Raad, han giver Dig, ei at paaftaae Overleverelfen
ſtrax, men beholde bet til et beqvemmere Øieblil, og fpøgende ublade Dig me,
at Du ei tvivlede paa, at bet jo længer ben blev modtaget, og imidlertid fortfætte
Gonverfationen uben nogen tiliynelabenbe Hortrybelfe eller Mistillin.
7. Hvad Du i Din Jale eller Samtale fornemmelig troer? at faae oplyft,
gr bette: om England oprigtigen ønfler at fee Norge formet med og under
Sverige, og om man til ben Ende vilde bruge voldfomme Mivler. Til visfe
regner jeg fornemmelig Fornyelſe af Kaperierne, og Udfultningsfyftemet, væ
bviltet Farten til Norge ſtulde befværes eller hindres. Hvad Du til Afværgelfe
af bette Onde fan paabitte, overlabes til Din Gonduite.
8. Det forftaaer fig, at en friftlig Forſikkring om Englands fredelige
Dispofition i benne Henſeende vilde være af yderſte Vigtighed; men ba bekke
ille er at vente, faa gjælder bet at funne paa en eller anden Maade forſilkre fig
om Englands pasfive Forhold, faafremt noget VFiendtligt ſtulde opftaae imellem
Norge og Sverige. Hvad ber er anført under $ Å, bliver altid Hovedfagen.
9. Saafremt Englands Forhold til Pontecorvo endnu er faa bindende og
betænteligt, at Minifteren ilfe tør uben megen Forſigtighed indlade fig med Dig,
ba bar jeg Intet imod, at Du famtyfter å hemmelige Møder med ham, for ikk
at opvælfe ben fvenfle Envoyés Opmærfjombhed. Til ben Ende maa Du føge
at unbgaae alt bet i Din perjontige Opførjel, ber kunde falde Å Øinene. Derſon
Minifteren derimod itte undflaaer fig for at fee Dig hos fig, ifle beller tage
i Betenhing at ſende Dig noget Bud, og at førive Dig Sedler til, da man
Din Stilling og Dit hele Bæfen blive faadanne, fom fan pasfe fig for min
Ubfenbing. (Brevet til Vrindsregenten maa endeligen i hans Hænbder, maaſtee
ben ved Brevet til Hertugen af Glocefter aabnede Canal tan hjælpe, naar ve
Andet glipper.)
10. Skulde vet embeligen være nodvendigt at underhandle med Lord Gaftlereagh
perjonlig, ba er Du ogfaa bemyndiget til at afreife til ham paa Faſtlandet, forfynet,
fom jeg vil haabe, med Anbefalingsbreve fra be øvrige engelfte Miniftre. Da
flal Din Brover ſtrax afløfe Dig i England, naar Du ført har anmeldt ham,
og jeg unberrette8 om, at ban vil funne gavne ber. (Dverhoved haver Du
herved Ordre til Din Tilbagereife, naar de fredelige Forhold ere knyttede.)
11. De norfte Fanger i England, fom frigive8 en masse, maa Du
Omſorg for, at be ſaavidt muligt paa Kornflibe eller andre Fartøier naae beriil,
og at bere8 Øjæld opgjøred og betales. Hornemann er ben Mand, Du henvende
Bilag No. 70 og 71 a. 78
Dig til i benue Henſeende. Lieutenant Sneedorf, fom følger med til Din Ljenefte,
tan fom Gommisfair for be frigivne Fanger føre bem her tilbage, hvis Du ingen
Anledning finder til forinben at fende ham hertil,
12. En Paquetfart med Ghriftiansfand maatte ønfles etableret.
13. Bed at beljendtgjøre for Private Billaarene for Korntilførfelen til Norge,
maa bisfe opmunireg til at forfyne 08. De maatte funne brive en forbeelagtig
Handel paa Norge ved at tilføre 08 Kom fra Danmark og Øiterføen, og igjen
at ubføre norfle Broducter. Du erklærer, at af Planter tillades ikke Uvførjel,
uben at Korn eller Føbemibler forinben er indført. De enkelte Slibe, ber maatte
ankomme med Planer, ere meddeelte fpecielle Tilladelfer, forbi Rheverne forinden
bane indført Kom. — J fredeligt Forhold med England var det væfentligt, at
Tolden paa Planler nedfættes.
14. Ul hvad her er bekjemdtgjort, maa læfes i be engelfte offentlige Blade,
og Folket femmes til vores Fordeel, faa at Parlamentet fan gjenlybe beraf.
15, GStulbe, føm Gud forbybe, Haabet til Englands Biftanb glippe, ba
maa Du flilbre Minifteren, hvad ølgerne vil være af at overlabe et Holl faa
ufortjent til Fortvivlelfe: den førfte Lov for os bliver ba ben blodigfte Hevn over
Sverige, og over hver bets Ben, — men Haabet til at England indſeer fin Uret
imob 06, maa aldrig vige fra Dig, men indtil fidfte Dieblik yttres, ligeſom vort
Souffe til Fred er uforanderligt.
No. 71 a. (til S. 389.)
Brev fra Feltmarftall Grev Esſen til Kronprinds Carl Johan.
Stromſtad 7 Marts 1814.
Efterat General SÅmettom havde tilkjenbegivet mig, at han vilbe møde mig her
i Staben ben Ste benneg, anfom han virkelig fibfte Loverdag nogle Timer før mig.
Iræt af Reifen lod han ved fin Adjutant fige mig, at han suflde vor Sammen-
fomft ubfat til næfte Dag. Jeg bifaldt dette faameget heller, fom bet gav mig
Leilighed til at mobtage ham med en vis militair Glands, efterjom de i Stromſtad
og dens Omegn forlagte Tropper havde fanet Befaling at famles for at feire
ben 14 Januars Feſt.
Efter Geremoniens Glutning fob jeg underrette Grev Schmettow, at ban
kunde indfinde fig. Jeg mobtog ham fom en gammel Beljendt, og efterat jeg
havde foreftillet for ham be fornemfte Perſoner af min Svite, brog jeg mig tilbage
med ham i mit Kabinet, hvor vi havde en å Timers Conferents.
gr. v. Schmettow, fom er bekjendt for at være ganfle flug (rusé), og fom
ubmærfer fig ved ben gamle Regime8 Tone og Uvfærd, idet han i fin Ungdom
har tjent i Frankrig ved Regimenterne de la Mark og Royal Allemand, banebe
fig gjennem tufinbe Bendinger (simagrées) Veien til be Forflag, han uden Toivl
havde bet rende at meddele mig. Han ubtrykte for mig fin Bellagelfe over,
at den gode Harmoni mellem Nabofolfene var forftyrret, og bemærtede, hvor meget
bet maatte ligge baade ham og mig paa Hjerte at finde Midler til at gjenoprette
ben. „Forſt og fremft, tillagbe han, fan De tro mig paa mit Ord, at Norge
aldrig vil opgive fin Uafbængighed og aldrig flal unberfafte fig Sverige." Derpaa
talte han med mig om Prinds Ghriftian, om hans vakre Gyenflaber, om hans
Henfigter8 Reenhed, om Norbmændenes Kjærlighed til ham, om hans Onſte at
fomme til JForlig med Sverige, om be tre norbifte Rigers fælles Interesſe af
at gjenhnytte gamle Baand o. f. v. Han tillagbe, at denne Prinds havde forladt
Chriſtiania for at befinde fig i min Nærhed, og at det bernebe paa mig at have
en Sammentomft med ham, bvilfet han længe havde onſtet. Den hunde finde
Sted mellem Frederilshald og Helle, et Par Skridt fra Grændfen, eller paa
hvilket andet Sted, jeg vilbe vælge. — Det faldt mig ille vanffeligt at giendrive
, Halle Erindringer. ' 48
754 Bilag No. 7 a.
den fmulte Indledning til hans Vale. Veg gjorde bet ogſaa under Stjemt, og
ovenifjøbet uben i nogen Henſeende at fpare hans Prinds, ivet jeg ſtedſe beraabte
mig paa ben Met, vort gamle Beljendtflab gav mig til at tale frit med ham
unber fire Øine. Angaaende bet foreflaaede Møde bemarkede jeg, at bet paa
ingen Maade funde fømme fig for mig at fomme fammen med en Fyrfte, fom
nylig havde reift Oprørets Vane, og fom rimeligvis netop nu af fim Konge var
erflæret for Rebel. Da han iffe funde andet end bifalde Grunden til mit Wflag,
trængte han ei mere paa Mødet, men fpurgte mig å Stedet, om jeg ikke hunde
paatage mig at beforbre et Brev fra Prinds Chriſtian til Hans Majeftæt. Veg
ſvarede ham, at naar et faabant Brev ſendtes med ben almindelige Poft, vilde bet
fom ethvert anbet Brev fomme til fin Beftemmelje; ffulbe bet derimod fremſendes
paa officiel Bei, f. Ex. gjennem mig, maatte nødvendig en Afftrift af det medfølge.
Sr. v. Schmettow fagbe mig ba, at han alene talte paa egen Haand og
uden Bemyndigelfe af Prinbfen, men at han iffe ſtulde undlade at meddele
$. K. 9. hvad jeg nys havde jagt, og at det ſtod til H. K. $H. at vette fig
berefter. - Ser begyndte ban paany for mig overbrevent at berømme Prindfens
Ggenflaber og rofe ham fom et Vidunder af Virkſomhed, ber udretter Alt fele.
Jeg foarede, at jeg fandt bette temmelig fanbfynligt, efterfom alt hvad han hidtil
bavde gjort, fuldt op vibner om Bnglingen. Derpaa begynbte jeg at brage en
Parallel mellem Prindſen og Deres kal. Høihed. Grev Schmettow indrømmere
mig gjerne, at D. K. H. er en af Aarhundredets førfte Hærførere, men tilføiede,
at en Fyrfte fom D. K. $. iffe vilde funne pasfe for Norge; at Nordmendene
tiltrøe D. K. H. en bdefpotift Gharatteer, fom ilfe laber fig holde i ømme af
en Gonftitution; at be manffee ifte ſtulde have været imod Foreningen med Sverige,
men at bet juft er for D. K. $.8 Skyld, at bet vilde være bem mobbybeligt at
unberfafte fig ben ſvenſte Styrelfe. Han bulgte paa famme Tid ille for mig,
at man i Norge var underrettet om vore Ruftninger, og at ben i Skaane førlagte
Armee paa 16,000 Mand flat forftærte Nefervehæren.
Jeg fvarede ganffe naturligt paa alle bisje Fremftillinger ved at forklare
bam, at vi vel maatte antage en imponerende Holdning, for med Kraft at mobtage
ben Ubforbring, Prinds Chrifttan nys havde gjort og i fin Proclamation, ber
begynder meb Uaqvemsord mod D. K. $. og imod ben fvenfle Ration; at benne
Strid ikke tunde blive fang, men at Prinds Chriftian flulde blive anfvarlig for
be Ulykker for begge Nationer, fom beraf vilde følge o. ſ. v. Han fluttede ba
med at føle mig paa Puljen med Henfyn til en Convention, fom burde oprettes
angaaende Fiendtlighedernes Begyndelſe. Aldenſtund jeg merkede hans Henſigt
afviſte jeg ham faa hofligt fom muligt med ben Bemærkning, at Middagstimen
var kommen. Ved Bordet udbragte han en Skaal for begge Nabofolk; jeg tog
ben til Indtegt, ligefom alle Gjæfterne, idet jeg udtryfte mine bevfte SØnfter for
begge Folks Forening. Efter Middagen forblev Grev Schmettow her Fun omtrent
en halv Jime. Han forlod Staben KI. 5 om Aftenen.
Stjønt Grev Schmettows Fremftillinger i Grunden vare temmelig ubetydelige,
fynes mig bog man beraf fan brage ben Slutning, at Prinds Chriſtian Ilke er
færbeles filter paa fin Sag, og at Opinionerne ere temmelig beelte i Norge.
Han gav mig Net i, at Sverige ber havde Jilhængere, fljønt i ganfle ringe
Antal, og bet undflap ham tillige, at Grev Wevel-Jarlsberg ſtod i Spipſen for
bet foenfle Bart. Rapporter, fom indkomme fra alle Kanter, beftyrte mig å benne
OVverbevtisning.
Prinds Ghrifttans Henfigt havde i Førftningen været at lade fig ubraade til
Konge, men Hr. Rofentrang, en Preſt (1) ver Navn Sverdrup og Undre fl
ham fra benne Plan ved ganffe flarpe Foreſtillinger, hvilte beftemte ham til at
gjøre fig til Regent. Det er Grev Schmettow fel, fom har bekræftet denne
Anecdot for mig.
Bilng Ro. 71 a. og b. 755
Gifter alle be Underretninger, jeg har faaet, fynes bet, at Prinds Chrifttans
Foretagenbe ev fat igjennem mob Nationens Onſte og efter nogle Individers
Filflynbelfe, nemlig General Harthaufen, Biftoppen i Agershuus Stift Bed og
den forrige Amtmand Thygeſon; at Prindfen ganfle vift paa Rigsdagen vil møbe
lært Oppoſition af bet foenfle Parti; at Norbmændene frygte for at være I Krig
med Sverige, famt at Prindfens Parti aftager i famme Grad fom vore Ruftninger
øges, fljønt Nordmæendene ere afmindelig overtybede om, at unber nærværende
Aarstid ingen grundig Operation fan udfores mob Norge fra fvenft Side, og
fluttelig, at ben flore Løfteftang, hvoraf Prindſen betjener fig, for at forftaffe fig
Tillib hos visfe Kiasfer af Nationen, fom altid ville vide Beſted om Mivlerne
til at beftride Krigsomkoſtningerne, er at indbilde bem, at Engelfmændenes Blotade
ei Tængere vil blive fortfat, en falft Yorhaabning, fom vil forfvinde, faafnart
fom Krybferne fætte fig i Virkſomhed.
No. 71 b. (tl Sibe 391—392).
Ghrifttan Frederiks Brev til Carl XII.
Deres Majeftæt vil itfe anfee bet for en Mangel af Hoiagtelſe fra min
Side, at bet, fom jeg Å Dag har at meddele Dem, er bleven opholdt fængere,
enb bet maatte ſynes pasfende. — Jeg ønffede, at denne min Meddelelſe flulde
være formelig, og iftand til at hæve hvert Tvivismaal om mine ærefrygtsfulde
Følelfer for Dem, ligefaavel fom om VBevæggrumben til min Handlemaade. —
Ude af Stand til at anvende andet Middel end bet, jeg for Øieblittet benytter,
pil De ikke undres over, at min Pen, det enefte Organ for mine Føleljer, ubtryfter
bisfe med al den Oprigtigheb, jeg flyldber Deres Majeftæt, faaveljom ben Sag,
jeg forfvaret. — Bed at tilftille Deres Majeftæt Kundgjøreljerne af 19 Februart,
unberretter jeg Dem om be Gølelfer, ber befjæle bet Norfle Foll, famt om be
Ørunbfætninger, ber ftedfe frulle fede mit Forhold. — Den Norfte Nation er iffe
vanflægtet i ben Grab, at ben godvilligen ſtulde opoffre fin Frihed og Uafhæn-
gighed; ber er iffun een Gtemme iblandt bisje Fjeldes Beboere, ben at ville
vebligeholde fit Folfeværd, og at ville forfvare fine Arnefteder mob al fremme»
Unbertryftelje. — Forgjcves flulbe jeg have villet udføre YFredstraktaten til Kiel,
og overlevere Feſtningerne til Deres Majeftcet8 Tropper. Den ufeilbare Følge
af flige Forføg vilde have været en almindelig Opſtand mod ben enefte Myndighed,
fom kunde frelfe et til fig felv overladt Holt fra Anarchiets uberegnelige Følger. —
Bed at handle ſaaledes ſtulde jeg i famme Dieblik have tabt ben til Ordens
Haandhævelfe nødvendige Myndighed, og jeg ſtulde have fortjent bette ved at
flufje Folket i bet gode Omdømme, fom bet almindeligen nærer om mig: at jeg
ftebfe har villet bere8 Vel, og at jeg ibetminbdfte vilbe forebygge Uorden i et faa
fritiftt SØieblit. — Intet Valg levnedes mig følgeligen imellem ben Bancære, at
forlabe et Volt, fom fætter al fin Tillid til mig, og ben Pligt, til dets Vrelfe
at vebligeholbe ben Myndighed, jeg bidtil har ubøvet.
Bed at antage Vitel af Regent har jeg vverladt til den allerede fammen-
faldte Nigsforfamling at faftfætte Rigets GStatsforfatning og at erklære Folkets
Billie, fom allerede har yitret fig, og gjenlydet i ben Ed for Fædrelandet, fom
er aflagt i alle Rigets Kirter. — Imidlertid flal jeg forfvare Nationens uom-
tviftelige Mettigheber mob bver den, fom maatte ville krænte bem, og jeg vover
at nære bet Saab, at bet hoieſte Bæfen heri vil veljiigne et uafhængigt Folle
forenede Unfirengelfer. — Deres Majeſtet vil værdiges at erindre, at De Selv
bar været i lignende Iilfælde; De beftreb dengang ilke be Rettigheder, fom til-
Tomme et Yoll, ber var løft fra fin Eed mod en Konge, fom havde frafagt fig
Thronen. De erhjemdte Nationens Nettigheder. Skulde bisfe ille være de ſamme
48 *
756 Bilag No. 71 b. og TA
i Norge fom t Sverige? — Dengang agtede Danmarl og Nuslanb bet Folke
erflærede Billie, i hvis Spidfe De befandt Dem! Slulde det være for meget
at vente, at De vilde agte de famme Mettigheder i et lignende Jilfædet —
Endelig, Dere8 Majeftæt, hvorledes flulbe be Grundfætninger, for hvilte De har
grebet til Baaben, kunne forenes med de Grundfætninger, paa bville De bygger
Deres Befibbeljedret til Norge? — Men jeg holder inde; jeg vilde ingenlunde
fornærme Deres Majeftæt; uden Tvivl bar man ledet Dem i Vildfarelje, ve
at forfiffre Dem om, at bet Norſte Foll onſtede en Forening med Sverige, og
De har troet, at Troftabseben til Kongen af Danmart alene lagde Hinbringer
i Beien for Deres Onſte, at gjøre bette Holt ligefaa Iyfteligt fom bet Svenfle. —
Velan, Dered Majeftæt, raadfpørg bet Norſte Folls Sindelag. De vil ba over
beviſes om, at ben Behandling, fom bet har lidt fra ben Svenfle Negjeringe
Gibe, har bragt Nationalhavet, fom besværre altfor ofte finder Sted blandt
Nabofolf, til fit Høiefte; og De vil overtydes om, at en tvungen Vorening fun
pil bringe uberegnelige Ulytfer, faavel over Norge fom Sverige; men paa famme
Tid vil Dere8 Majeftæt ille tvivle om, at De for ſtedſe vil have vundet bet
Norſte Folls Høiagtelfe og Tafnemlighed, ved at erkjende dets Mettigheder. —
Øver Nordmand, fom vil fit Fedrelands Held, har hun bet oprigtige Onfte, at
fee Fred og en god Horftaaelje vedligeholbt med Sverige. Det flaaer uden Toivl
t Dereg Majeftæts Magt at berede be Skandinaviſte Folfefærds Held. Gid em
evig Fred og bet nøtefte Forbund befæfte be gjenſidige Forhold imellem Norge og
Sverige! — De famme vife politifte Grunbfætninger flulle befjæle os! Aldrig
fan Norge ville vinde Kand fra Sverige, men bet fan beflytte fin veftlige Grænbfe,
ligeſom Gverige, i Venſtab med Norge, for beftandig flal fjerne Krigen fra vore
Grendſer. — Her feer Dere8 Majeftæt Udfigterne til en i Sandhed lyllelig Fremtid,
og fan De ønfle ben anderledes, naar bet GSlandinavifle Folteflags Lykke fordrer
bet ſaaledes?
Endelig, Dereg Majeftæt, beær mig med Deres Fortrolighed; jeg flal vif
tffe tillade mig at fige Dem et enefte Ord, fom ilfe fan beftaae for Gud, og
med ben Sandhed, De fan fordre af mig, naar bet gjælder tvende Rationers Belfærb,
fom De ønfler at gjøre Iyktelige. Anſvaret hos Gud for be Ulykker, fom kunne
være en Følge af, hvis De nægter at høre disje mine oprigtige Viringer, vil
fifterligen falbe tilbage paa Dem, og ifte paa mig, fom tun ønfler bet Rorfle
Folls Held, og ſtedſe at vife mig fom en god Nabo af bet Svenfle Folk, famt
at lægge be GFølelfer af dyb Gøiagtelfe og Oprigtighed for Dagen, med hvilke
jeg fom Ben og Dere8 Majeftæts VBeflægtede forbliver
Gbriftiania ben 6te Marts 1814.
Dere meget hengivne Votter
Gbriftian Frederil.
No. 72 (til S. 395).
Rigsforfamlingens Reglement,
$ 1. Preſidenten fammentalder Repræfentanterne, og paafer, at Enhver
er tilftede. De Udeblivendes Navne, ſaavelſom Aarfagen til deres Fraværelfe,
antegne8. For at Forfamlingen flal funne conflituere8, maa Totrediedele af
Mepræfentanterne være tilftebe. $ 2. Bed Jndgangen af Forfamlingsfalen fore-
pifer enhver Repræfentant fin Adgangsbillet for fire bagligen af Præfibenten dertil
valgte Opfynsmænd, fom tages af Repræfentanternes Midte. $ 3. VLvende
Ørotofoller føres: en Horhandlingsprotokol eller Dagbog, og en Hovedprotokol,
fom iffe maa være fængere end en Dag tilbage fra ben førfte. Protolollerne
autbhoriferes af Præfibenten og Bicepræfiventen, og Hovedprotofollen forſynes me
Migets Segl, fom Megenten anmodes om at lade Samme paatryfke, $ 4.
Bilag No. 73 og 73. 757
Forrige Dags Forhandlinger oplæfes af Protokollen ved hver Dags Begyndelſe,
forinden noget Nyt foretages. 6 5. Den alminrelige Horfamlingstid er KL. 10
Formibbag, og Forfamlingen vedvarer, med mindre Præfidenten af ſerdeles Aarſager
deri ſtulde gjøre nogen Horandring, til KI. 4 Eftermiddag. $ 6. Hver Dag,
forinden Forfamlingen flutter, tilljenbegiver Præfiventen, hvad ber næfte Dag
1 være Gjenftand for Deliberationerne. 5 7. Ulle flriftlige Andragender til
orfamlingen inbleveres til Præfibenten, fom beførger famme oplæft efter ben
Drden, ban felv beftemmer. Præfiventen bruger en Klolke til at ringe til Lyd
meb*), naar han vil paabybe almindelig Laushed. Enhver, fom vil tale, reifer
fig og begjærer Tillabelfe af Bræfivpenten, fom meddeler ſamme; begjære Flere
at tale, faa fler bette efter ben alphabetiffe Orden, hvori Repræfentanterne fivbe
i Forfamlingen, og begynder Ordenen altid fra ben, fom bar gjort Vorflaget,
og gaaer berefter bet hele Alphabet igjennem, indtil bet naaer ben Samme,
$ 8. Prefſidenten advarer, faa ofte han finder bet fornsbent, enhver Talende
om at holde flg til Sagen, og afholde fig fra alle perfonlige Hentybninger.
Stulde bet hænde, at noget Medlem, efter 3 Gange forgjeves at være avvaret,
besuagtet vebblev at forftyrre ben vedtagne Orden, faa paalægger Vræfiventen
ham Taushed, og agter han ikke benne VBefaling, voteres ber å Forfamlingen
paa, om han for benne Dag flal udviſes af Forfamlingen. $ 9. Ingen fan
ubenfor Forfamlingen brages til Unfvar for, hvad Meninger han i Forfamlingen
pttrer. 8 10. Alle Qvæftioner, fom efter mundtlig Deliberation funne reducereg
til Afgjorelſe ved Va eller Nei, becibere8 ved VBalloteringY, med mindre en
Femtedeel af be tilftebeværende Medlemmer forlanger frriftlige Bota, fom ba bør
finde Sted, under be Boterenbe8 Navne, i bhvillet Vilfælve bisfe Bota invføres
t Protokollen. Vluraliteten beciderer. $ 11. BVræfibenten fungerer fom faadan
£8 Dage, hvorefter han frattæver; ber vælges ba ſtrax en ny Præfivent famt
Øicepræfibent; men be forrige maae ille vælges paany, før efter 8 Dage.”
$ 12. En Committee af 8 Perfoner ubnævnes, for at gjennemgane og redigere,
vab ber af Forhandlingerne ved Frykten flal betjendtgjøres.%) $ 13. Proto⸗
Ten underſtrives baglig af Bræfidenten, Bicepræfiventen og Secretairen. 8 14.
Til Slutning, naar Rigsforfamlingen har endt fine Forhandlinger, underſtrives
Protokollen af famtlige Repræfentanter. $ 15. Enhver har Net til af Hoved»
protofollen at erholde betræftet Lidfrift af be Vota, han til Protokollen har vilteret.
Det befluttebes derhos, at bette interimiftifte Reglement ſtulde fnareft muligt
trylle, og et Gyemplar beraf mebbeles hver Mepræfentant, ligeſom bet og i
Forfjamlingsfalen flulbe opflaaes. Et Feldttryfkeri var i ben Henfeende bragt til
Eidsvold; men bet opfylbte maabelig fin Beftemmelfe.
No. 73 (til Side 402.)
Ubbrag af Ublers og Falſens Udlaft til en Gonftitution for
. Kongeriget Norge.
Det førfte Kapitel indeholder almindelige Grundfætninger, hvilke I Norges
Grundlov ere inbførte i ben Ste Ufveltng fom ,almindelige Beſtemmelſer.“ —
Den Ge 6 i Udkaftet, fom foarer til $ 23 og 101 i Grundloven, lyder: ,Da
intet entelt Individ, ingen Korporation fan erholde ubefulfende Privilegier paa
3 Denne blev, faavidt erindre8, aldrig benyttet.
Grfaring lærte hert en Uftortning.
5) Unlers Bemarkning gav formodentlig Unledning til denne vev følgende Storthtug
Jruorde Beftemmelfe.
5 Den fiden indførte Publicitet gav Unledning til Forandring hert.
758 Bilag No. 73 og 74.
anben Grund end formebelft Ljenefter, de funne have viift Samfundet, faa følger
beraf ligefrem, at faabanne Privilegier blot funne være perfonlige, ille arvelige.
Monopolier gives iffe, unbtagen for en Tid og til DOpfindere af nyttige Indret⸗
ninger." — $ 24 i Ublaftet ($ 96 og 97 i Grundloven): ,Jngen maa bømmes
uben efter en Lov, ber var publiceret ba Forbrybeljen blev begaaet. Ut give en
Lov tilbagevirtenbe Kraft, er uretfærbigt.”" — $ 25 i Uvfaftet ($ 104 i Grund-
foren): — — — Ingen Straf maa ramme Yorbryberens Familie, og lige
faalibt hans Gods eller Eienbomme, uben forſaavidt GSkaveserftatning, Bøber og
Procesfens Omkoſtninger betræfjer.” — $ 26 ($ 100 i Grundloven) heder:
„Trylkefrihed er en væfentlig Betingelfe før Borgerfriken. Ved famme forftaaes:
1) Enhvers Net til at udgive eller lade udgive Skrifter, uben nogen af ben
offentlige Magt i Forveien lagt Hindbring; 2) fun for be ordentlige Domftole at
funne tiltales for beres Indhold, og ilfe for famme at funne ſtraffes, med mindre
deres Indhold firiber mob en beftemt tydelig Lov, given for at værne om ben
almindelige Silkerhed, og hver StatSborger8 Are." — $ 30 i Udlaftet: „Sub⸗
fibier, Paalæg, Told, offentlige Byrder 0. f. v. fan iffe paalægges eller hoæves
uben Folkets eller dets Mepræjfentanter8 Samtylkle.“
I Kapitlet om Balgforfamlingerne har Gomiteen funbet Beilebning til Grund-
løvens Veftemmelfer berom, da ber mellem bisfe i begge Uvarbeidelfer er megen
Svereensftemmelfe. Den 70de $ i Ublaftet fvarer til Grundlovens $ 49 og
beftemmer: ,Migsforfamlingen beftaaer af tvende Afdelinger, et Lagmandsthing og
et Odelsthing.“ I en Anmærkning forflares, at bisfe Benævnelfer ere tagne af
bet gamle Sprog. — I $ 72 i Ubtaftet ($ 74 i Grundloven) beder bet: „Naar
Nepræfentanterne ere forfamlede, og førinben Lagmands⸗ og Odelsthinget affondrer
fig, aabner Songen Migsforfamlingen med en Tale, hvori han underretter ben
om MigetS Vilftand og de Gjenftande, bvorpaa han enſter at henlede dens Op»
moærlfombed ; ben forbliver berefter famlet, faalænge ben finder bet førnøbent, bag
ille over 2 Maaneder.” — I $ 78 i Udkaſtet findes flere af de Veftemmelfer,
fom i Grundlovens 75be $ ere indførte. — Lagmandsthingets Jnbbeling og Funl⸗
tioner, fom be findes i Udkaſtets 98de til 105te $, ere ganſte forftjellige fra
Grundlovens Beftemmelfer. — Paragrapherne om Kongens Veto, (Udkaftets 91
og 95) ere nær overeensftemmenbe med Grundlovens, ligefaa tilbeel ben ud⸗
øvende Magis Nettigheder, fom findes i Udkaſtets $ 109 ff. — Af Kapitlet om
- Metspleien, Forfvarsvæfenet og Vinantsvæfenet i Udkaſtet ere kuns enkelte almin-
belige Beftemmelfer optagne i Grundloven I.
No. 74 (til Side 409).
To Breve fra Carl Johan til Feltmarflalt Esſen.
„Min JFætter! Jeg har modtaget alle Breve, De har flrevet mig til, lige
fom og Afftrift af bem, fom De har flrevet til Prinns Chriſtian, og bet Svar,
ban har givet Dem. Jeg fatter ei, hvorledes benne Prinds har kunnet fjerne
fig fra Pligtens Bei til ben Grad at modfætte fig fin Souveratns Billie, og
gjøre fælles Sag med nogle Oprørsftiftere, og berved ubdfætte fig for at tabe al
fin Net til Danmarf. Jeg formoder, at nogle fletfinbede Danfte Cmbedsmaænd
—* opflammet denne unge uerfarne Prindſes Hoved; men endeligen bør han
øre, hvad Fornuften, Hans perfonlige Ynteresfe, hans Are fom Mand, og hans
Heder fom Prinds tilfige ham. Norge har ulyffeligviis lidt altfor meget i 6
Uar. Dets Follemængde er formindflet ved be utallige Ulyfter, fom have rammet
5 Der lunde egtraheret mange flere Ligheds⸗ og Ulighedspunkter, men ovenftaaende være
not fom Grempler:
Bilag No. 74. 759
bette Lanb. Dets Handel, dets Gøfart have ligget i Dvale, og Agerbyrkningen,
iftebetfor at ſtride fremad, er bleven flanbjet ved en vilfaarlig Beftyrelje, ber var
uden Sammenhæng, og uden Vrinciper'). Ved at ville vedblive bette Slags
Tyranni (ætter Prinbs Grifttan fig i Oprør: 1) Mod Kongen af Danmart,
fom er hans lovlige Souverain, fom har befalet ham at forlabe be Norſte Sta-
ter, og at afgive til Kongen af Sverige bet vev Traktaten i Kiel afftaaede Land.
2) Mo» Kongen af Sverige, fom efter at være bleven lovlig Souverain af Konge-
riget Norge ei herefter bør betragte Prinds Ghriftian, faalænge han forbliver i
Norge, anderledes end fom oprørff Underfaat, og fom en Mand, der, for at
tilfrebsftille nogle af bans Favoritters Wrgjærrighev, vil forlænge be Ulykker, ber
trylte Norge, og fom altfør længe have tryffet bette Lands ulykkelige Indbyggere.
Giv alle veltenkenbe Mennefter tilljende, at hverken Kongen eller ben Svenfte
Nation vil eller begjærer Unbet af Nordmendene end Enighed og Benflab; at
Kongen ilte behøver af Norge enten Kontribution, ei heller Flaave, ei heller Ur-
mee, og langt fra at ville ubftrive Soldater i fine nye Stater, har han ifinve
at afflafje ben Skyldighed, ber paaligger Norbmænbdene, at være til Regjeringens
Dispofition inbtil en Aer af 60 Var, ba Afberbommen fætter ben ſtorſte Deel
af Menneflægten i ben ulyftelige Stilling, at forblive i en aldeles Uvirkſomhed.
Kongen vil berfor indføræntke Milicen, og formindfle be Byrder, fom trykke bette
ulyttelige Land”). Veg gjentager bet: Hs. Mujeftæt vil itte udſtrive en enefte
Soldat, ban vil fætte ben Norſte Armees Styrke i Forhold til Landets Volfe-
meengde, til dets Handels Relattoner, til dets Induſtri og til dets Agerdyrkning,
ber faa gruelig er bleven forfømt af Prinds Chriſtian og foregaaende Statholdere.
Kort, Kongen vil ilke have nogen Konflriptton i Norge; Han vil enbog ved Fre-
den afftaffe ben i Sverige, efterat have overlagt med Rigets Stender berom.
68. Majeftæt behøver ei ben Norfle Armee, for at gjøre ben paa Faſtlandet
værende foenfle Armee fuldtallig. Disfe Rygter underholdes iftun af flette Bor⸗
gere i Landet, af Sveriges Fiender, og af Danffe Agenter.
nIJøvrigt, min VFætter, forlader jeg mig aldeles paa Dere8 Energi, Deres
Iver og Deres Talenter for bet lyklelige Udfald af ben Sag, der er Dem betroet.
Seg gjentager Dem VForfilfringen om mine Følelfer, og anbefaler Dem, min
Fætter, i Guds høie og flore Naade. Littid ven 10be Marts 1814.
Deres hengivne Vetter
Garl Johan."
Lüttich ben 21de Mart 1814.
„Min Votter! Det er let at fee, at hvis Prinds Ghriftian vedbliver fit
Foretagende, flal vore Vaabens Styrke, unbderftøttet af vore YUllierede, ufortøvet
meb Geier trone en Sag, fom benter fin Grund fra Netfærdighed, fra Sam-
funbålovene, og fra be helligfte Forbindelfer. Jmivlertib fræver Mennefteligheden,
at man anvenber alle be Midler, hvorpaa Klogffab og Belvillie give Unviis-
ning, for at føre et ved nogle Wrgjærriges Renker forvildet Volt tilbage til
Føleljen af fine Pligter — et Folk, fom ved Traftaten til Kiel er berettiget til
broberlig Tilliv af enhver Svenft. — Men flulbe Fornuften og Eftergivenhed
frembeles forgjænes heve fin Siemme; flulbe Prinds Ghriftian, veiledet af trø
loſe Raadgivere, ubfætte bette Folt, hvis Bel burde være hans kjærefte Maal,
for utallige Ulyfter; ffulbe GSamvittigheden i hans Hjerte ikke være mægtig not
—
1) J bisfe Bitringer viiftes itte Bekjendtſtab med Tingenes Stilling. Handel og Svfart
havde været fær blomſtrende i em Deel af disfe Uar, Agerdyrkningen kunde ei ſiges at
være gaaet tilbage, alerminbft ved vilkaarlig Beltprelfe.
5) Det Køfte flod det ille i ben fvenfte Megjering8S Magt at opfylbe. Norge har aldrig
baaret faa ſtore offentlige Byrder, fom ftrag efter Foreningen med Sverige.
760 — Bilag Rø. 74 og 7.
til at afftaae fra fine førte Planer, faa gjør ham opmærkfom paa den Afgrund,
fom aabner flg under hans Føbber, og paa den ulykſalige Stjebne, fom venter
en Rebel, bvilfen ved Ulydighed ubdfætter fig for at tabe al fin Net fom Danfl
Unberfaat. Underret be Oprorſte om, at Lovene Hevn foræver over deres Hoved.
gav bekjendtgjøre, at alle Ublændinge ſtrax bør afgane fra Norge, hvis be te
flulle anfees og firaffes fom Forredere mob den GSvenfle Negjertng, at enhver
Danft, fom uagtet fin Regjerings Befalinger bliver tilbage I Morge fire Dage
efter ben Tid, fom er bleven beftemt af Kongen af Danmark til Landets Over-
feverelfe, flat erklæres fredløs; at Enhver, fom modtager Prinds Gbriftians ulov-
lige Sedler, flal bømmes fom falſt Myntner, og hans Eiendom feqveftreves.
nGiv og tilfjenbe, at jeg tommer tilbage med min Armee, og at jeg ve
iffe uben fevenbe Smerte, men med al ben Kraft, min Sjel eier, er færdig at
føre mine tappre Soldater til Grobringen af be Rettigheder, fom ved en bøitidelig
Traktat ere blevne os tilfiffrede, og fom be ftørfte Magter i Europa have garan-
teret. Jeg gjentager Dem, min Votter, Forſikkringen om min Tenkemaade for
- Dem, og beder Gu», at han vil tage Dem ti fin hellige VBeflyttelfe.
Deres meget hengivne Feætter
Garl Johan."
No. 75 (til Sibe 416).
Bemærtninger over Sorenflriver Falfens ben 18de Upril i Rigtfor—
famlingen paa Eidsvold fremfatte Forflag No. 2 og 3.
Hvad bet andet af Hr. Sorenſtriver Halfen fremfatte Punkt angaaer, ba
finder jeg fun bette at bemærte, at, ba ben Iovgivenbe Magt maa være nedlagt
I Fylfet8 Haand igjennem fine Repræfentanter, faa maatte em Fremgangemaade
fom ben foreflagne være hoiſt onſtelig. De hidtil gjældende Love trængte længe
til Rettelfe, Indſtrenkning og Udvidelſe. Dobbelt ſtor er benne Vrang efter
Tvillingrigets Opløsning, og hvorledes ſtulde benne Trang bedre funne afbjælpes,
end ved en Lovfommisfion, hvortil ublaarebes Landets forftandigfte Juriftert —
Held følge bem, fom bygge Landets Fred ved gode Love!
Det trevie af Hr. Sorenftriver Falſens fremfatte Forflag tan jeg derimsd
itte bifalbe, ba bet funbe lede til en Dverilelfe, fom i nærværende Stunb maatte
blive høift farlig for Nationen. Jeg er langt fra at hylde ben Mening, at
Denne Gorfamling ilfe er bemyndiget til at tage Midlene til Gonftitutionens
Mulighed i Overveielfe, tilligemed Maaden, til at betragte Statens udvendige
Bohol og ben8 inbvortes Hjælpefilder, for, ved Hjælp af disſe Dam, at tage
en Beflutning, fom er en Forſamling værbig, ber med Føle fan faldes ben
bæberligfte, fom i Mands Minde er feet å Norge. — Hvad vandt Forfamlingen
vev benne raffe Beflutning, ved dette farlige Baand paa dens tilkommende For-
handlinger? — Den har organiferet flere Gommitteer af fine egne Medlemmer
til at foretage færftilte Unberføgelfer. Govebformaalet for deres Rærværelje paa
bette Sted fremmes bagligen, og berfom be udvortes Omſtæendigheder ved Arbeidets
Filendebringelje ere Norges Ønfler gunftige, berfom be Magters Benftab, bvillet
Regenten Selv har faldt væfentlig for Norge, er os via, hvi ſtulde Forfamlingen
dvcele paa bette Sted? Gre bisfe os derimod faa ugunftige, at Bærfet umuligen
kunde vorbe fuldbyrbet, flulbe vi ba ved pverilede VBeflutninger foreftrine og felv
uundgaaelig Elendighed?
Tvende Betragtninger bør lede o8 ved vore nærværende Underføgeljer. Paa
ben ene Sibe Nationens Had til VForbinbelfe med et fremmed Mige, paa ben
anden Side Elendighedens Spor, tegnede over bet ganfle Land. Blot Kunbflab
om Landets ſande Gtilling til Udlandet fan lyſe for os paa bisfe mørke Veie.
Det Norſte Foll foor i Herrens Lempler: at hoævde Norges Selvftaændighed; ſtal
ih paaloagge Nationen den wugi at forfvan: en 1 her grundlagt Conſtitution
viſtenfomheiſt fremmed Bold, bvillet Unfoar for dem, fom gjorde Eden,
ve, fom opfordrede pertil — Folkets Stemme gjenlyder vel ille overalt
Sen aabe, fom Broponenten har beffrevet. Standſede Næringsveie, Mangel
24 Rubighed afpresſer en. ſtor Deel det utaalmodige Onſte, at ben herſtende
Long per hvillenſomhelſt Maade maatte vorde forkortet. Jeg for min Deel
AMender frit, dt jeg føler. mere Kald til paa dette Sted at være Elenbighedens
man», enb.at nære en patriotiff Lue, ſom let kunde fryrte Nationen i Fore
eHfe. Miswoninger frygter jeg ikke. Mine Handlinger ligge for Nationens
; min Overbevtisning bedømmes af høiere Tribunaler. Jeg foreflaaer faa»
før, ben ærepe Horfamling, at Falfens Wen Paragraph mag: vorde antagen,
* bet til Fædrelandet Gavn. Eirsvolo Ben 19 April I oe it,
” Benrefentant 1 for Hedenos Un
No. 76 (tl S. 129). 5
uddras af Envoyéen Rehauſens Brev til Giev Noſen.
Fr. bet fenefte af bie Wpril. Du fær I fide til Dig, at den Cngelfte
$ q,. langt fra at unberftøtte Norges oprørfte Forfæt, har bortſendt Hr. UAnler,
iAbehet alle til Norge deſtinerede Stibe at afgaae, og afſendt Fregatter til at
fen Norges Havne. Gud fee Lov, at vi ere komne faa langt! Hertil kommer
mopiltting, fom En af Miniftrene har gjort i Parlamentet,- at. Forbinbelferne
— erne en opretfolbes. Jeg formoder altfaa, at Rordmandene opgive
—45 Fy aner. då. |
Aba:
TE på No. 77 åt S. 452).
* åg jane Stilling af Jacob Aall, inbleveret til
DE : St nat sifttan Frederik ben 21be Mai 1814.
Yi pet Høre: Saai, ſom Norge har forefirevet fig, ved egen Kraft, uafhengig
4Abre Maͤtisner, at forfvare. fin Seloſtendighed, maa opfylde enhver Patriotö
mer høie og æle Folelſer. Enhver, fom af Hiftorien kender, hvad Norge
—— var ſelvſtendigt, fryder fig ved Tanken om, at bet igjen kunde
og de iblandt Guropas Niger, fom bet forlængft har tabt. Enhver,
Å Pohl var en evig Krig, en evig Indblandelſe i europæifte; ben felv tilbeels
4 der. nende, Anliggender. Men forinden ber voves en ſtor Kamp, bør Midlere
Feüſigtens Opnaaelfe veies, paa bet deels ifte Nationens ſidſte Kræfter unyttigen
Øre. borde ubtømte, deels ille frugtesløfe Anftrængefjer fulle frembringe Fov⸗
| styivleift hos den i fine Førhaabninger .fufjeve Nation. Til at udfore philofophifte
* Kat: behøves phyſiſte Midler, og de Forſtes Vord forfvinder, naar de Sidfte fattes.
å Morges Selvſtendighed fan betragtes under trende forfljellige Synspunkter,
jø: 1) unber en fredelig Tilſtand, ũſvrſtyrret af bet hele øvrige Europa.
Ander Krig med Sverige. By. Under Krig med England og Sverige. Jeg
-ilfade mig at unberjøge be forſte 2he Lilfælde, og betragte bet bie fom en
2 ber ingen Unberføgelfe fortidner, forbi Gelvftændigheden i bette Vilfælde
"åbeles uopnaaelig. Som en vigtig Grund til at ubføre Ideen af Norges
ighed anfees: Norges Kråft i Handel, Iets betydelige Mængde af Ezport»
Bilag: Mo. %, VO sg vår.
åt bet vie Forflag ifte tages under Overveielje, forend Renſtitutienen er —
ehragt, og ve Oplysninger indhentede, fom ſette Borjamidgt Mann b til at J
Jes Bar med alle.paa eengang ankomne Poſter modtaget Dine venſtabelige
! bak ”gjennemløbet Naborigets SHiftorte, ræbbed for Forbindelſen me» én Stat,
Fuiller, og ben beraf flybenbe Overballance i Salbelsjamqsen meb anbre Mationer,
å.
762 . Bilag Mo. 7. * F
Jeg maa gjøre opmerkſom paa, at man i Beregningen over Rorges O
ifte Bar taget Henſyn paa abftillige vigtige Omftændigheder, ber nedfætte å
ſtuddets Sum. Man har glemt, at Regjeringens Sede for begge ger ;
ben follegiale sg biplomatiffe Beftyrelfe, og altfaa be Embeder, fom have Bach
meeft Glands og Bigtighed i Riget, ere blevne umiddelbart forvaltedei Dar nor
Netop i ben bhøie Klasſe af Borgere, font betlæbe bisfe Embeder, findes bet (NN
Forbrug af Lurusartifler, indførte fra fremmede Lande, Sted, og denne Imp
maa formindffe Handelsballancen å Danmarf, medens ben flet ingen Inbfiydg
bar i Norge. Begge Rigernes Flaade er bleven bygget å Danmark, og Ro9
felv bar bertil leveret betybelige Bidrag af Naturalprodukter, fom fom bet tilge
Beregningen af bets Overballance. Neften alle bet Kjøbenhavnfle Bærfts Materia
bleve hentebe fra Udlandet, og benne Ubgift, bvormed Danmark ene. beldftet
nebtryfte Handelsballancen pybt i Broderlandet. Endelig fandtes en for 4
af Norges Krigsførnøbenheder i Danmark, fom fabriteredes ber, men fun opfenp
naar Behov gjordes. Umiddelbar efter Handelens Oplivelſe igjen vil dens
iffe blive betydelig. Landet er i ben meeſt aftræftede Tilſtand. Dets Beholdni—
ere ubtømte; be Jøbemidler, Klædesvarer og Luxusartikler, fom funne fo
inbførte, ville ſtige til en Sum, fom langt overgaaer ben, ber frævebes i fordums I *
Norge altfaa, fom herefter i fin Gelvftændighedstilfland maa underholde ben fei
improbuttive Klasſe, ber hører til Regjeringsvæfenet, felv bygge dets Krigsfkil
og anffaffe alle til Forfvarsvæfenet hørende Materialier, fom besuben har By
af en gammel Gjeld, og af flere Aars ſynkende Velftand, vil i lange vi
endog under en fredelig Tilſtand og uforftyrret Handel, iffe funne vente 1
Overſtud af Indtcegter. — Ile vil jeg ved disſe Betragminger nedfætte -Gehf
ftænbighebens VBærd i beres Øine, ber anſee den for bet bøiefte Gode. 3
Forbindeljen med Danmark betragter jeg benne FVilftand, under Fredens Ski
fom: ben Iyffeligfte, og langt at foretrekke Forbindelſen med Naboriget
Nordmend faa forhadt. Men vil det Norſte Folk denne Selvftandighed-,- EA
bet gjøre fig berebt paa førre Afgifter, ſtor Sparfommelighed,. og: en FM
Binbftibeligheb, og i bisje forøgebe Unftrængeljer maa bet føge Spiren Hs
Rational-Lytfalighed og fine Indbyggeres oræbling. - ax
2) Norges Gelvftænbdighed, under Krig med Gverigé > 99 :uben "intet i
Unberftøttelfe af England og Danmark, anfeer jeg forbunden med de ftørtt rſte.
fleligheder. Deraf vil følge en førøget Uvgift, formedelſt Nøbvenbigheben at v
paa Grendſen opftillet betydelig Armee, og en ikke ubetydelig Flotillé af Kansde-
baade til Kyſtens Forfvar, og en formindſtet Yndtægt formebelft $Hanbelsforftyrrelft
af Svenfle Krydfere. Jeg tan iffe iftemme den almindelige Ningeagt for
Svenfle Nations Krigsmagt og dens Evne til at forftyrre vor Handel; men i hi
ringe mine Kunbflaber ere. om begge Nationers GStribskræfter, maa jeg
Sveriges for langt at overgaae vore. Endfljønt Kjernen af den foenfle L
magt firiber i Udlandet, faa er ber not tilbage for at fræve en Armee af 20, )
Mand opftillet paa vor Grændfe, for at hindre Indfald i Norge fra Svenft .
Dagens Erfaring formoder jeg allerede har lært 08, hvad ber udkræeves, før
bolbe en Armee af ven Størrelfe under Baaben. Vel hører jeg fige, at 4
Svenſte Flaade er for frag til at forſtyrre vor Handel, eller hindre Sommunitatjor CR
imellem Danmart og Norge; men hvor er ba vort Forfvar til at mobdftaae e på
bet fvagefte Ungreb paa Søent Et Par Svenfle Krigsflibe ved Skagen, et |
andre i Nordføen, gamle eller nye, flærte eller foage, ere meer end tilftræ *
til at bibringe vor Handel be føleligfte Stø». Derſom endog blot hvert tien
Stb blev taget af Fienden, vilde Hanbelens Fordeel — der vift ilfe u
en Tiendedeel af Stibs- og Lamnings-Kapital — aldeles forfoinde. Efter Can
nærværende Stilling er bet aldeles itte not for at tilveiebringe en fe Banoetl !
Handelsballance, at vore Brobucter hentes af fremmede SKbe, mebend vore
SG
X
Prag D
* Ȍ
på 2
43
æs.
»
' Bilag No. 7 763
(låge fille. Bore nøgne Kyfter vrimle af Beboere, fom leve alene af Stibsfart
OG Stibsbyggeri, og fom maatte tildeels fødes paa offentlig Bekoſtning, naar
de Me funne bertil anvenbes. Man mag iffe fammenligne Norge med Schweitz,
Kyrol, og anbre Lande, hvis Fabrikater affættes i Landet felv til Kjøbere, ber
ſeww abføre bem. Norges Søvæfen er at betragte fom en ſtor Fabrit, hvis
D tifanter, formevelft SKbafarten, meeft virke til en forbeelagtig Handelsballance.
mbaningen af benne Ubførfel har ben famme Indflydelſe, fom naar en ſtor
ril ophører at virke. Sagen er i nærværende Stund altfor Mar. Naar
mede Skibe ogjaa maatte anvendes i Kornfarten, faa vilbe be betalte Fragter
Mluge en for Deel af Udftibningens Gevinft. — Under benne Forfaming var
++ Weg: umuligt for Fædrelandet at opnaae ben Grad af Belftand, fom er nodvendig
*. å at Iyffaliggjøre og foræble Lanbets Indbyggere. Det er noffom befjendt,
24 or meget Kulturen aftager i be Nationer, hvis hele Stræben alene gaaer ud
2 vi at tilfrebsfrille Livets allerhøtefte Fornødenheder, uden at funne bdeeltage i
:Y te Nybelfer, fom oplive vor Tilværelfe, og forædle vore Sjælekræfter. En
--«Jåaban Tilſtand kunde blot udholdes i en fort Div, i hvilten siebliflige Trængfler
4 fatte taales, for at funne oynaae Befibbelfen af et tiltommende oenſtveerdigt
».- Glede. Men dette berger paa Beftaffenheden af ben udvortes Politil, paa mægtige
I -& Staters Beftemmelfe, vg deres Jndvirfning paa Nordens Anliggender. Bedom⸗
- 1 elſen heraf er Regjeringens egen Sag, til hvilken Nationen bør have ben Tillid,
he ben med Filfibefættelfe af egen Interesſe blot tager Henfyn til Nationens
* Hylſalighed, og ilke indlader fig i en odeleggende Kamp, uden velgrundede For»
Maaninger om mægtige Nationers aktive Underſtottelſe.
2Derſom Nationens nyligen tagne Beſtemmelſe bifaldes og underftøttes af
"ea ne: Jordens Meægtige, faa bør Haabet om en forbedret Tilſtand ſtyrke ben i at
1 æg Dagens Trengſler, ikke faameget for at opnaae en Selvftænbighed, om
ter "Bpis Forbeelagtighed for Norge jeg iffe fan gjøre mig noget Begreh, fom for at
58 — den Lykſalighed, ſom Forbindelſen med Danmark, under en forbedret
onftitution, vilde tilveiebringe. Jeg tilſtaaer uden Sky, at denne politiſte
8 rfatning i mine Dine vilbe være ben ønfteligfte for Fædrelandet, og jeg grunder
+ mir Formening paa ben almindelige Erfaring om ben National-Lytjalighed, hvoraf
Å Norge var i Befibbelfe før denne ulykkelige Krigs Udbrud. Veg appellerer til
+ Mationen felv, og alle Klasjer i famme, om ben ifte nød den Grad af Frihed
7 $ alle Stænder, om jkke alle Næringsveie breves faa forbeelagtigen, og ubefværet
+ "med Paaleg, fom en fornuftig Nation fan gjøre Forbring paa. Norges Lytte
sj. funde fammenlignes med bvilfen anden europæift Nations; dets Befværinger
"Spare iffe fiore og kunde let afbjælpes.
2. Seg brager følgende Refultat af disſe Betragtninger. Norges Gelvftænvigheb,
«endog under en fredelig Tilſtand, vil paakegge Nationen flørre Byrder end tilforn.
«Den vil, unber en Krig med Sverige, neppe uden Fæbdrelandets Skade unne
$-førfoares, ben er umulig under Srig med England. Men derfom NMorge fan
, : inte mægtige Staters Unberftøttelfe, er Gjenforening med Danmark ben Iylteligfte
” PStatsforfatning.*) Nægtes benne Unberftøttelfe, er Foreningen med Sverige,
| ”fAnder en forbeelagtig Gonftitution, at foretræfte Vortfættelfen af ben
. . Ulyffelige Tilftand, hvori Landet nu befinbes. Thi det er i Sandhed nøbvendigt,
3 t tage Henſyn til ben Elendighed, fom herſter i Landet, ber har naaet en Grad,
++ y Det havde neppe været tiltaabeligt at labe disſe Tirader, fom angaae Gjenforeningen
2 med Danmarl, have blevet uforandret, om Talen var bleven fremfat å Rigsforfam-
2 ingen. GFaa eller Ingen i Forigmlingen onſtede eller tænkte paa en Gjenforening
å med Danmarl; tvertimob talebes ftebfe berom med Modbydelighed. Forfatteren tæntte
X imidlertid bengang, fom han flrev, og følte fig bybt nedboiet veb denne Skilsmisſe,
Joorom han havde andre Begreber enb de Fleſte af hans Landsmæend. Han var imib-
ertib betæntt paa at forandre benne Deel af fin Lale, derſom han havde beftemt fig
til at holde ben, hvillet, af Marfager, fom paa et andet Ste» i Texten er anført, ille flede.
764 Bilag No. 77 og 78.
vilfen jeg neppe vover at beffrive. Mangelens Spor er vel tegnet over bet hele
and; men bet er ifær ben nøgne Befttyft, befat med jordløfe Hufe, fom hjem
føges af bens Ræbfler. Man berømme ifte Elendigheven efter Vorfatningen å
benne Omkreds. Den er Norge Danmart, og hvor førre Folfemængde findes,"
end fom af Jorbens Afarøde fan ernæreg, ber er Folket undergivet rige og. vel
tæntende Vorførgere og Fabrikherrer. Stibsfarten er en meer uſikker Næringsvel”
for ben ringere Almue; rig unber en blomftrenbe Handel; faare fattig, nadr”-
benne ophører. Paa bisfe ulykkelige Kyfter findes ubplyndrede Hufe, halonsgne
Viggere, ophovnede og farveløfe Legemer — ja Hunger8bøben har bjemføgt mangen:
en usfel Qytte. Jeg fpørger frimobigen be Mænd iblandt og, fom kjende Clek
blgheven paa hiin ulytfelige Strand, om jeg malede Rævflerne med overbrevge
Farver? Midlerne til at afbjælpe benne Nød ere ligeſaa føage, fom Elendigheden
or. Penge fatteg, ber i Danmark fan bruges fom antagelig Valuta, og Kjøbere”
attes til bet over Havet bjembragte Korn. Det hjemfomne Fartøt omringes. ef
finde Tiggere og faa Kjøbere. Snart har Norge ingen Valuta at overfe '
Kl Danmarl, fnart bar Almuen ilte Penge eller Penges Bærd til Indljød, af
bet byrebare Kom. Serdetiden nærmer fig, og næften overalt fatte8 Sæveforf. :.
Jeg nodes til at lægge Landets Beſtyrelſe disſe ulykkelige Omftænvigheder
før Øie. De fortte, jeg tilftaaer min Svaghed, min Kjærlighed til Selvftæn-
dighedens flore Bært. Den nærværende Nød, hvortil jeg bagligen er Bibna,el:
bortvender Tanken fra Fremtiden, og jeg vilde troe min Samvittigheb befværet, - *,
berfom jeg ille beftrev Landets Tilſtand faadan, fom ben er mig bekjendt,- og -.
om jeg fanbfærbigen, for Guds og Nationens Øine har fremfat ben. Er ber:
ntet Gaab om et godt Ubfalp af bet begyndte Bært, vo! ba ile man med før- -
andrede Forholdsregfer. Lindringens Stund tomme, før Fortvivlelfen har henrevet *
for mange Offere! D ,
No. 78 (til Sibe 465).
Brevvegling mellem I. P. Morter og v. Holten. 1
Undertegnede, affenbt af 658. Songli. Hoihed Prinbaregenten af England :
med en færbeles Misfion til bet Norffe Folt, havde haabet ved fin Ankomſt bid %
at finbe Nationens Mepræfentanter endnu famflede. Men da benne Forfamling *
er opløft, og be Flefte af bens Medlemmer ere vendte tilbage til deres Hjem,.
[aa er han fat å ben Nedvendighed at overlevere nærværende Dellaration til ben
egjering, fom han fandt etableret i Gbriftiania; men han erklærer tillige, at"
han, ved at gjøre bette, paa ingen Maade erfjenber bens Myndighed eller Lov-' .
moæsfighed paa bans Negjerings Vegne. G
Det er vel bekjendt, at bet ved ben imellem England og Sverige fluttede
Ttaltat blev beftemt, at hiin Magt ſtulde, faavel ved venftabelig fom fømilitate. ,
Medvirkning være Sverige behjælpelig i at tilveiebringe Norges Forening med.
famme, medens Kongen af Sverige forbandt fig til, at Foreningen flulde fee,
meb ethvert Genfyn til bet Norſte Folks Lyfte og Frihed. — Det er ligefaa--
befjenbt, at Danmart ved Traktaten i Kiel forbandt fig til at afftaae Provindſen
Norge med fulb GSouverainitet til Sverige, paa bet Vilkaar, at Sverige ſtulde
tilbagegive be erobrede Fæftninger og Provindſen Golfteen, og paa fin Side afftaar*
til Danmark Svenff Pommern, og forflaffe Danmart be flere Fordele, fom ere
bert faftfatte. '
1) Gfterat dette var forfattet, llndredes vel Neden paa VBeftlandet ved de mange Kornſtibe,
ſom liſtede fig over Havet fra Danmark, og den liberale Uddeling deraf blandt Træn-
gende; men benne Baars og Sommers Mangel og Ræringslesjed fan hun fammen-
lanes med ben, fom mangeftebe herffede å 1808 og 1809.
Bilag No. 78. 765
følge af benne Lraktat ubfærbigebe Kongen af Danmar! Ordre til Over-
feverelje af be Norfle Fæftninger og Provindfens Overgivelfe; men Prinds Ghriftian,
fom af Songen af Danmart var ubnævnt til Norges Statholber, faafnart han
'par underrettet om, at bet var under Deliberation at overgive Norge til Sverige,
befluttebe at opmuntre Nordmendene til en almindelig Modſtand mod Overgivelfen,
"og at fætte fig felb i Spidſen for bette Foll, og fom en Vølge beraf udſtedte
* abffillige Vrotfamationer, fammentaldte Norbmænbdene til en Rigsdag, og affendte
Sv UAnler til London med Inſtruktioner for at tilveiebringe om muligt ben Engelſte
Regjering Samtykke og Biftand til Norges Uafhængighed. Greven af Liverpool
indvilgede Gr. Unter en Konference, og gjorde ham bekjenbt med ben Engelſte
Negjerings Stilling og Beflutning. Hr. Anker blev i Følge heraf anmodet om
at vende tilbage til Norge, men blev ubeldigviis anholdt i London under Urreft,
"pg ba han fiben var nøbfaget til at flaffe Kaution for fin Vilftedeblivelfe i en
Proces angaaenbe nogle Hanbelsafjairer fra Fortiden, hvori han var indviklet,
Å fåa erklerede han ilfe at funne vende tilbage til Norge, forbi han ved fin Vra-
pærelje vilde ubfætte fin Kautionift for Ubefageligheder.
Efter benne omftænbdelige Beretning flaaer fun tilbage for Undertegnede at
fige, at Gjenftanden for hand Sendelje til Norge er at erflære for Prinds Chriſtian
. og bet Norſte Foll ben Engelſte Regjerings Stilling med Henfyn til dens Vor-
* "binbelfe med GSverige og be allierede Magter, og bens fafte Beflutning, at opfylde
v. fine Jorpliglelfer med Oprigtighed og Kraft, overladende til bet Norſte Folks eget
Walg, om bet, efterat være bleven underrettet om ben Svenſte Regjeringa Vil-
bøielighed til at tage Henſyn til dets Ønfter og Lykke, vil nyde Fordelen af
Størbritanien8 nuværende VBeredvilligheb til at moægle til dets Fordeel, for at
* tilveiebringe en pasſende Silkerhed for be conftitutionelle Privilegier, bet onſter
dat nyde, eller bet vil ubjætte fig for en Kamp med hine Magter og beres Allierede,
ber have ſendt Minijtre til Danmark, for at fætte Traktaten til Kiel i Kraft.
* En Dellaration, ligefaa aabenbhjertig fom beftemt, flyldes ifte alene ben Magis
$ Charakteer af Retfærdighed og Dverbærelfe, ben tommer fra, men tillige bet Folks
* fremtidige Bel, fom ben er adresſeret til. Unbertegnebe nærer berfor bet oprigtige
$aab, at bet Norſte Koll, efterat have taget famme i alvorlig Overveielfe, vil
> gobvilligen unberfafte fig Traktaten i Kiel, heller end at fortfætte en Fremgangs-
* maabe, fom vil, foruben alle be Ulykker, fom ere en Folge af en ved Magt
fremtoungen Underkaſtelſe, tillige bringe over bet ben Banære, alene at forhale
en Krig, fom længe bar gjort Berden ulylfelig. Chriſtiania ben 6 Juni 1814.
I. P. Morier.)
Denne Note befvarebes ſaaledes af Statsfekretair v. Holten:
nUnbertegnebe, 58. Majeftæt3 GStatsfefretair, har havt ben Wre at mo»-
tage Deres GStrivelfe, fremfendt under Gouvert til ham, og fljønt De ilte vil
funne antage noget offirielt Svar fra en Regjering, hvis Myndighed og Lovlig»
hed De ille erkjender, faa vil De dog tillade, at jeg Å Gjenfoar paa bemeldte
Strivelfe mebbeler Dem, hvad jeg veed at være 58. Majeftæts min alernaadigfte
Konges Ønfte, at De fom $8. Kongl. Høihed Prindsregentens Sendebud for»
trinligen vilbe tage Genfyn til, ved at bedømme bet Norfte Foll og 48. Maje-
ſteets Forhold i Særdeleshed mod GStorbritanien. Det Norfle Volt har fledfe an-
«feet England for fin førfte Ben og naturligfte AUierede. J Vraktaten mellem
r) [Denne Note er forfattet paa Engelſt, og trykt i norft Overſattelſe i Bladet Tiden
1814 No. 115. Den er der dateret 7de Juni, og Overſattelſen afviger i Udtrykkene
meget fra Aalls, ber aabenbart beraf er albeleg uaffængig. Da Udg. et har Avgang
til Originalen, ber neppe mere findeB i Morge, og Uftrykket i Tiden er offteielt, har
an berefter rettet bet væfentlige. v. Holtens Brev fremmer derimod i bet Hele mer
fryktet i Tiden, fun er det ber bateret 8 Juni, og da bette viſtnok er rigtigt, har
Ubg. mebenfor rettet Aalls Datum 6 Juni.)
766 Bilag No. 78.
Sverige og England angaaende Norges Undertryklelſe, vitfte ben Engelſte Megje-
ring en UAgtelfe for bet Norſte Folks Frihed og Lyffalighed, fom opriytigen paa-
fljønnebes, og fom fob haabe, at England aldrig vilde tabe af Sigte, hvad ber
ubgjør benne Frihed og Lykke, faameget mere, fom Miniftrene udtrykkeligen have
erflæret, ei at have garanteret Sverige Norge, bet er at fige, ei at have garan-
teret dette Lands Friheds og Lytfalighedbs Forliis. Man turde følgeligen baade,
og bet Norffe Folt har haabet, at finde en Ben og VBeflytter i- Ctorbritanien,
ber, for at filte det Norfle Holt Beſiddelſen af biint Gode, ført vil unbderføge,
vort Samme beſtod, og om ben er at forene med Unbderfafteljen under en Stat,
LA Regjering har mishandlet bet Norſte Foll, ved, felv under Freden, at etab-
fere bet meeft oprørenbe Syſtem, at udhungre et heelt Volt, og fom berved har
forøget bet Nationalhad, ber fom bekjendt finder Sted mellem begge Nabofolt.
Neppe behøves ber, efter flig Behandling, noget andet Beviis for at modſige
bet Paafund, fom Kronprindjen af Sverige har tilladt fig, at Nordmendene In-,
tet heller ønffede, enb at forenes med Sverige under hans menneftekjærlige Sty-
relfe. At efterforfte bisfe Sandheder vil tilvisfe være Dem, faavelfom Deres
Regjering angelegent, for berpaa at bygge Grundvolden til en kraftig Mediation
mellem Norge og Sverige: bet meeft hederfulde Hvero, en flor Stat fan paa
tage fig, naar ben lebeg af Brundjætninger, byggebe paa Holleret og em men-
neftefjærlig Politik. De vil af Mt, hvad her er bekjendtgjort af Rigsforfamlin-
gen8 Forhandlinger og af hver Nordmands Mund erfare, at en Underfaftelfe un-
ber Sverige, ſaaledes fom Kielertraftaten forbrede ben, var uforenelig med bet
Norſte Folls Frihed og Lykfaligheb, og enhver Englender, Enhver der føler varmt
for Frihed og Nationalværd, vil ikke unbre8 over, at et Folt, fom aldrig erfjen-,
der fig at bave været en Provinds af Danmark, men vel et med benne Stat
frivilligen forenet Kongerige, iffe vil fade fig give bort fom Eiendom eller andre:
rørlige Ting; bet vilbe ben Spanſte Nation ei heller, og England bijtob famme,
i fit Forehavende, fom for Retfærbighedens Domſtol vift aldrig kunde brifte.»
Denne hæberlige Nationalftemning, fom uden Styrer havde voldgivet Nationen.
til MnardHi, ibet ingen Norbmand uden Mobftand havde feet Svenfie Tropper
ryffe ind i Lanbet, bevægebe baværende Gtatholder, Prinds Chriſtian til Dan-
marf at antage fig Gtatsftyreljen, og fom Regent at vaage over Landets ind-
vorteg Rolighed og ubvortes Sikkerhed. Han erkjendte Folkets Mettigheder at
være tilbagegivne til Samme, ba Kongen af Danmark løfte bet fra fin Troftabs-
eeb, og han fammenfaldte en Rigsforfamling, for at Folkets Nepræfentanter kunde
faftfætte Rigets Conftitution. Hvorledes disſe Folkets Mænd erkjendte benne Hs.
Songelige Hoiheds VBelgjerning mod Holket, fres af Ubresfen til Høiftfamme
af 11te April, og i Sandhed ilfe en enefte Nordmand kunde miskjenbe hans
ftore Opoffrelje for Staten. — Hvad Frihed Migsforfamlingen3 Deliberationer
have nybt, vil De felv funne overbevife Dem om, og Gonftitutionen bærer uven
Tvivl det frørfte Præg beraf; ben er ikke bikteret af en ærgjerrig Fyrfte, men
ubarbeidet af Mænd, ber ville bereg Fedrelands Vel. Fleerheden af disſe Mænd
(Rigsdagens Forhandlinger vife bet) anfaa bet nødvendigt for at fuldbyrde Con⸗
ftituttonen, at Kongevalget ſtrax foretoges; og i Spidſen for et Voll, ber er for-
enet ved en beftemt Billie til at vove Alt for at forfvare fin Selvftændighed og fin
Gonftitution, blev ber intet andet Valg for Regenten, end flrar at antage den
Krone, fom Nationens Kjærlighed og Lilli overrakte ham. — Kongen har fvooret
at regjere Kongeriget Norge overeensftemmende med Gonftituttonen, og Rigsfor⸗
famlingen har famme Dag overralt $8. Majeftæt ben Adresſe, fom alt er me
belt Dem, hvori Nationen yttrer bet Onſte, at Fred maatte vedligeholdes og
gjenfibigen forbeelagtigt Forbund indgaaes med Gverige; dens Tillid Hl at
Europas mægtige Stater, fom i be fibfte War med faa megen Unftrengelfe og
Held have Hjæmpet for at gjengive Europa Frihed og Ro, ilke ville funne fam-
Bilag No. 78. 767
tyfte i et Folls Undertryftelje, ber ei har fornærmet Nogen, og fom fun forbrer,
bvab Folkeretten burde filtre famme: Frihed og Fred; men tillige bens beftemte
Billie, hvis bette Saab ſtulde flufjes, at foretrætte Opoffrelſen af hvad fom kjær
reft er, og Døven felv for GSlavelænter. — Denne Erklæring har 65. Majeftæt,
ifølge Nigsforfamlingens Anmodning, tilftillet ale Hofer, og følgeligen ogſaa
Gtorbrittanien, og han tvivlede iffe om, at ben jo vilde tages i Betragtning af
ben Megjering, ber vepræfenterer et Holt, fom paafjønner Friheds Værd, og fom
i lignende Filfælde vift var beredt til famme Opoffrelſe fom bet Norfte. — Tillige
bolder 48. Majeftet fig forvisjet om, at 58. K. H. Prinbsregenten af Stor-
brittanien, ber faa fulbfommen veed, hvad en conflitutionel Regent ſtylder fit
Folk, ille vil forubfætte, at han nogenfinde flulde være i Stand til, af egen
Myndighed at opoffre den Nations Statsforfatning, ber, i Tillid til at dette
par ham umuligt, ovebrog ham Kronen. — Ilkun Follet felv fan, ved bets
Mepræfentanter, foretage Voranbringer i Gonftitutionen, eller tillade Norges Fore
ening meb et andet Rige (vide Gonftitutionen $ 14 og 110). Enhver Nord-
manb, enhver Gnglænder, ligeſom Enhver, ber føler varmt for Menneffeværd
og Menneftelytte, maatte belage, at i denne Tivspuntt, ba Europas Magter
havde tilljæmpet Kontinenten Fred, og gjengivet Nationerne Frihed, at i benne
Tidspunkt ſiger jeg, be famme Magter flulle enes om, at handle i Modfætning
til be Grunbfætninger, ber hidtil have ledet bem, for efter Sveriges Tilftyndelfe
at unbertvinge et frit og agtværbdigt Foll. Men endnu er Sværdet kun halvt
truffet, og Menneftelighedens Stemme, fom, ledet ved Sandheden, endnu fan tale
til Storbritaniens Beherfler, og til ve flere Magter, vil forhaabentligen labe bem
. tage i Betentning, bvilfen ufortjent Behandling be ere paa Beien til at øve
mob bet Norffe Folt. Det vil erhjendes, at ſund olitit, ja felv bet Svenſte
Folls Held, laber foretrætte ethvert billigt Arrangement mellem Sverige og Norge,
hvorved gjenfidig Frihed og Ere hoævded, for ny Blodsudgydelſe i Norden, vg
i ben Forvisning, at Prindaregenten af England filfert befjæles af hoimodige,
retfærbige og menneffefjærlige Ørunbdfætninger, de $8. Majeftet med fuldkomneſte
Tillid henvendt fig til ham, for at paalalde hans Meviation imellem Norge og
Sverige paa Grundvolde, hvorved bet Norſte Folla Yriheb'og Lylſalighed kunde
fiftre8 — og bet Norffe Volt og dets Konge paakalde tun Folterettens Grund-
fætninger, og forbre, at dets Abdfærd og Begivenheverne i Norge fandfærvigen
bør tjendes, for retfærbigen at funne bedømmes. Det er neppe ben Lidende, men
ben wuretfoærbigen Angribendbe, fom forhaler Krigen.
Glutteligen tillade De mig efter 58. Majeftets uvtryttelige Befaling at til-
føle, at hvis ben fra Englands Give forventenbe Mægling ikke birette ſtrider
imod Rigets Gonftitution eller Rigsforſamlingens Grllæring af 19ve Mai, hvilte
før Tiden ere de wufravigelige Mettefnorer for Hs. Majeſtets Hanblemaave, vil
Allerhoiſtſamme anfee bet for fin Pligt, at forelægge et Storthing, hvad Meg-
lingen maatte foranledige; men ba ber til Rigsforfamlingens Sammenkaldelfe og
Afholdning forbres 3 å 4 Maaneber, faa vil bet i faa Vald, og for at fore-
tomme midlertidig, maaftee unødvendig Blobsudgybelfe, være nøbvendigt, at Stor-
britanien virker Vige kraftig paa Gverige, og forflaffer Norge i denne Mellemtiv,
bvad ber er at vente af en upartiff Mægler: fulbtommen Neutralitet, fri Vil-
førfel og Samfærfel med England, hvillet alle Nordbmænd, vante til at anfee
Englenderne for beres førfte Benner, besuben anfee fom bet hoieſte Gode. —
Hvor lykkeligt for mig, ved benne Leilighed at funne henvende mig til en Man»,
ber elfler Sandhed, og fom bet altfaa er Pligt at behandle med ben Oprigtighed,
hvilken ligelebes ubtales I Forfiftringen om ben Høiagtelje, hvormed jeg forbliver
Deres meget ærbødige Tjener
Gbriftiania ben Sbe Juni 1814. v. Holten.
768 | | Bilag Ro. 79.
No. 79 (til Gibe 485.)
Kronprind8 Carl Johans Kundgjørelfe til bet norfle Folk,
(Dverfat fra Gvmfl. — Firen 1814 Ro. 122.)
Wenersborg 17 Juli 1814.
„Nordmend!
Naturen har beſtemt Ever til at ubgjøre eet Foll med de Svenfle, og Eders
Øtjebne er fulbbyrdet, efterat Kongen af Danmart ved Freden til Kiel har af-
ftaaet fine Mettigheder til Sverige. De Yorbele, fom Eders forrige Monark har
bøftet af benne Fred, ere Eder bekjendte. Strax efterat ben var undertegnet, fil
ban Gertugbømmerne Slesvig og Holfteen tilbage, tilligemed Feſtningerne Gliid-
ſtadt og Frederiksort, Erkjendelſen af Holdrettigheden i Sundet, Cftergivelfen af
meer end 12 Millioner Kontributioner, fom vare paalagte Jertugdsmmerne, Be⸗
frielfen fra en lignende Sum for Kaperier, fom vare gjorte under Freden, bef-
uben en anfeelig Sum i Penge, bvoraf en Deel er bleven betalt, og endelig
Røfte om Pommerns UAfftaaelfe, faafnart Fæftningerne Kongsvinger, Yreberilshak»,
Sreberilftad og Ugershuus ere blevne overgivne til [venfle Tropper og af dem
tagne i Beſiddelſe.
Saa fore Qpoffrelfer flulde ei være blevne gjørte for Danmart, naar bet
ille havde lovet, at Norge flulde fredelig og uden Modſtand erkjenbe ben Svenfe
Konges Herredømme. Loefſer, for at bedømme bisje Dpoffreljer, be Traktater,
fom havde forenet Sverige, Rusland, England, Preusdfen og Oſterrige mod ben
folles Fiende. Morbmænd! Kunde i dette Aarhundrede flige Traktater eluderes
af civiliferede Nationer, faa vilde Tryghed og Redelighed ei være mere at finde
paa Jorden).
Paa famme Lib, ba Eders Megjering overgav Frankrige flere Tuſinde af
Gers Matrofer til at bemande dets Krigsflibe, indfaa Sverige allerede ben uund-
gaaelige Nøbvendighed, at afryfte Kontinental-Lænten*). Det tunde ei bringes til
at bbmyge fig for Dagens Afgud. Tillidsfuldt ſtolende paa fig feld og fine Grund-
love, vovebe bet at paaberaabe fig bem til fine Børnes Hegn, og det forlaftede
Forlangendet af et lignende Untal Matrofer. Sverige gjorde endmere: i bet merk
tritiffe Tidspunlt, fom vere Unnaler have at fremvife, forenede bet fig med en
Monarl, hvis Unbergang Napoleon have befluttet, Det er nu frolt af, blant
fag mange Folleflag at have været bet førfte, ber yitrebe en Mening, fom fnart
omfattedes af bem alle.
NRorbmænd! Smaae Stater ere et Spil i de flørres Hænder. Under en
egen affonbret Styrelje funne I ille beftaae, Den Mands Henfigt, fom forvilder
Ger, er paany engang at forene Norges Krone med Danmarls, Men Naturen,
forenet med fund Statskonſt, vil at mellem Nordmend og Svenfler flal ſluttes
Benffab og Broverbaand. Det er fom Brødre be Svenfle begjære at leve me»
Eder. Forenede og ftærte ved fælles Biftand flal Sverige og Norge fra hver
Side frembybe en uomftøbelig Værnmuur; hver for fig og abflilte ſtal de have Alt
at frygte af Andre og hverandre, VBetragter England! Denne faa navnfunvige
O, grunder ben ille fin Storhed og fin Lylte paa en lignende Horening? Ut
* og Sverige flulbe høre ſammen, er faſtſat og bekreftet af Verdens føre
gter.
— — —
) Men juſt ved bilfe Traktater vare andre, fom nogle af be allierede Magter in>-
aaet med Danmarl, paa bet amfindtligfte fræntebe, og Danmarl, mob fa Billie,
ungen til ben Politil, fom bet fenere fulgte.
% Gammenhængen af denne Untlage mob Danmark, og bet heldige Valg af Sveriges
olitif, ligger Mart mol i ben Tids Hiftorie. Untallet af de til Frankeigẽ ſendte banke
atrofer er her angivet langt ftørre end det var.
Bilag Ro. 79. 269
Seclers Erfaring vifer, at Nordens Ulykker fredfe ere Tomme af høns Uenig-
hed. Denne Tanke undgik ei ben ftore Guftavs Mare BUL. Efterat Have beredt
Europas Fred og Religionens Tryghed, var bet hans Plan at ubdvirle Edert
Forening med Sverige. Døden foeg hans Haab. Vølgerne have været ulykke»
lige for Eder ). |
Nordmeend! Efter det nrinbeværdige Slag ved Leipzig burde Omtanken for
Eder felv fige Eder, at alene Eders Forening med Sverige hunde beforbre Eders
Held og grunbe Eders Sikkerhed. De ſtore Magter ville benne Forening. Alle
erfjenbe be, at Tiden er kommen, ba ber bør fætte8 Grænbfe for be Uenigheder,
fom fulgte af begge Holts Adſtillelſe. Ville J alene modfætte Eder ben almin-
delige Billiet alene Hæmpe baade mod Gvenflerne og de Monarders Hære, fom
have garanteret Eders Vorening med Os? Deres Åre, bere8 Fordele, Tralta-
terneg Hellighed — Mlt fordrer, at ben iværlfætteg.
Jeg fommer iblandt Eder med bet Haab, at I ville behandle fom Brødre
ben Hjælte ær, fom jeg bringer tilbage fra et Felttog, ber er ligefaa hederfuldt
fom beunbringsværbigt. Hverken benne Armee, eller ben, fom i et Wars Tid
bar ftaaet paa Eders Grændfer, onſter fig Laurbær, fom flulde farves med Eders
Blod. Svenflerne er, fom I felv, Medlemmer af ben Skandinaviſte Broveræt,
og hver blodig Strid mellem begge Volt er Vige ſtridende mod Natur, Fornuft
og ſund GStatslære.
Rorbmænd ! Laber Ever ei opbidfe af Perfoners Overtalelfer, fom fun gave
fin Egennytte for Øie. Opoffrer ei Eders Fedrelands Bel før de bedragerſte For⸗
blindelfer, fom be fremftille for Eder. Wabner Øinene for be Varer, hvori en
laſtvcerdig Wrgjærrighed føger at fyrte Eder. Sverige flal ei nedlægge Baaben,
førend bet bar tilveiebragt em Forening, fom dets Sikkerhed og Mo nødvendig
forbre. Det flaaer i Eders Magt at forebygge en Krigs Ulykker, fom fun fan
gavne Eders Vorførere. Vend Eders Eftertante mod Fremtiden, fom venter Eder,
mob ben Wre og Lykke, fom maa blive be Iyffelige Følger af begge Folls Forening.
Rorbmænd! Vorfafter ba en Indflydelſe med bens BVBilbfarelfer, fom er
Eder lige uværdige! Lad Nationalvillien høres, og lad ben beftemme fine Lowe
under en oplyft og velgjørende Konges Befkyttelfe! Med Fjernelfen af enhver
Krig tilbyber ban Eder Gelvftændighed, Frihed og Garanti for alle Eders Ret-
tigheder. Eders Redelighed ſtal være Underpantet berpaa; i hans Dyder ſtal I
finde Borgen for Opfyldelfen."
Samme Dag ubftedte Kronprindfen følgende Proklamation til fine Vaaben-
Brødre fra fit Hovebavarteer i Benershorg:
n Soldater! For 6 Maaneder fiben vare I Herrer af Hertugdømmerne Sles⸗
vig og Holfteen. Frederilsort havde overgivet fig, og Fæfmingen Glådftadt, fom
felv ben ftore Guſtavs feierrige Hærførere ei havde formaaet at betvinge, var
falden i Eders Hænbder. Eders Krigsforetagendbe mod Fyen og ben nordlige Deel
af Jylland kunde berefter før Eder tun blive et Seter8tog. Da paakaldte ber
Danfte Regjering vor Agtelfe for Mennefteblob, og benne Opfordring ſtandſede
vore Yremflribt. Fredstraktaten i Kiel blev fluttet, og ben umiddelbare Følge af
benne Traktat, fom flaffebe Sverige8 Krone Foreningen med Norges Kongerige,
Blev at vi førlobe Danſt Grund.
Soldater! Det er flolenbe paa bisje Løfter, at jeg førte Eder til Rhinens
Bredder, bet var i Haab om at berede Skandinaviens YFrihed, at J brøge over
bet baltiſte Hav for at bibrage til Tydfllands Befrielfe. Men ni idag, ba Ar-
vingen til Danmarks Trone betragter Traktatens Hellighed fom et Ord uden
1) Siftorien fender Intet til benne Guſtavs Plan; det lykledes ille Guſtav at berede
eb og Religionen Tryghed, hvor meget Ty lan» fyldte ham i fofe Henſeende, og
hans Planer, ba Deden —* ham, git vel langt ub over be nordiſte Nigers Forening.
Halls Grindringer. 49
770 Bilag Mo. 79 vg 80.
Betydning, og ba han, idet han ubfører ælbre Forholdsordres, modfætter flg Ope
fyldelſen af Fredsvilkaarene, nu er bet ei længer paa Underhandlinger vi funne
flple, bet er paa Gud og vore Baaben vi alene maa fætte var Lid. Vor Konge,
en faa erfaren Dommer over Utre og Krigabedrifter, indfinder fig iblandt 08,
Hans Øie og Tante flal følge 08. Xaver o8 retfærdiggjøre hans Forhaabninger
om 08, ved vort Mod til at taale Savn, og ved en Udholdenhed, fom flat for-
visſe o8 om Gremgangen. aber os gjøre alt hvad vi funne for at bringe mig»
ledte Brødre tilbage til Erijendeljen af bereg ſande Belfærd og Pligter, og lav
ben nye Krone, fom flal prybe vor hæverværdige Monarks Tinding, fun blive em
fornyet Borgen for hans Kjærlighed til fine Børn.
Soldater! Jeg gjentager bet, for os gives ingen Hvile, før Fuldbyrdelſen
af ben GStandinavifle Halvøes Gorening og GSelvftændighed."
No. 80 (til Sibe 495.)
Halb's Rapport om Fredriksſtads Overgivelſe.
(Efter Tiden 1814 No. 126.)
Undertegnede opfylder en for ham førgelig Pligt allerunderdanigſt at under⸗
tette Deres Majeftæt om Dvergivelfen af Frederiksſtads Væftning til ben her fla-
tionerebe Svenſte General-Abmiral Pute, en Stjebne, fom bet efter Kragerøens
Befættelfe itte længere kunde være tvivlfomt, at Feſtningen vilde undergaae.
Jgaar Eftermiddag avancerede en flor Deel Kanonbaave tiligemed to Skonnerter
ppab bet øftre Jnbløb og vedblev uophørlig at beſtyde YVælftningen lige fra
Kl. 4 til KL. O, bvorefter Fienden forholdt fig rolig indtil i Morges Kl. 4, da
han aabnede flere å Nat paa Kragerøen anlagte Batterier, fra hvilte han, i Fore
ening med Kanpnbaavene, fom under gunftig Binb meer og meer nærmebe fig,
beffjøp Byen med Kugler, Granater, Druer og Bomber.
Bel beſvaredes Ilden fra Volden faa ftærft fom muligt, men uben at beraf
funbe fpore8 nogen betydelig Virkning. Fjær vare Balterterne paa Kragersen
albeleg å Sikkerhed for vore Kugfer, ba be vare anbragte bag Klipper. Fienden
kunde opføre faa mange ffjulte Batterier, fom han vilde, og bet enbog å Gevære
ſtuds Diftance (uben at Bejætningen paa nogen Maade funde hindre vet), og
fraldes beſtyde Bejætningen i Ryggen og fra Siden paa de Bærler, fom fulde
orfvare fig, og altfaa iffe havde mindſte Beftyttelje af Bryftværnet. Foſtningen
par faalebe8 næften ganſte omringet af Fienden, ber endog, efter filfte Efterretninger,
fom i Dag ftavfæftes, trængte frem fra Borge-Kanten. Undertegnede paa Grun»
beraf, og efterat bave indhentet Stabsofficierernes Mening, anfaa bet alveles
umuligt, at Jæftningen vilbe funne ftaae fig længer enb i vet bøiefte een eller
maaſtee to Duge, og trocbe berfor at burde foretrækte en Dvergivelje paa billige
Biltaar for længere Forfvar, hvorefter han ilfe blot funde være forvidjet om, at
maatte nodes til at modtage hvad Betingelfer, bet maatte behage Fienven at fore
flrive, men hvorved ban og udſatte Byen for aldeles Øvelæggelje, ba bet nu ſtod i
Fiendens Magt, hvad Øieblit han vilde, at frilfe Byen i Brand, uden at ver
var Haab om, fornemmelig paa benne Aarstid, at funne flulfe ben, va Brand-
anftalterne deels ere yderſt utiljtrætfelige, og Hujene i Byen for vet meeſte ere
af Tre, ligefom be ogſaa ligge faa tæt indtil Volden, at bet vilde blive næften
umuligt, at Garnifonen for Heben kunde holde fig paa Boden.
Den affluttene Konvention ſendes herved Deres Majeftæt alferunverbanigf i
Original, og uagtet ben ben Poſt å Samme fyne8 at førubfætte, at Garnifonen
flulbe være Krigsfanger, er benne bog ved ben fibfte Poft tilladt fri Afmarſch indtil i
Aften KL. 8, og har ben derefter med Undtagelſe af nogle Faa, fom iffe vare tilftede
t bet Dieblit Afmarſchen flede, allerede gaaet over paa ben anden Side af Glom-
met, for berfra at naae be nærmefte af vore Tropper, Undertegnede derimod
J
Bilag Mv. 80, 81 vg 82. 74
anſees fom Krigsfange, hvilfet han bog har Saab om ſtulde blive fotanbret. Hang
Stilling er dog under enhver Omftændighed høiligen at belfage, men ulykkelig
vilbe han føle flg, faafremt hans Forhold iffe ſtulde finde DereB Majeftets aker»
naabigfte Bifald, bvillet har været Hovebmaalet for hans Handling. J aller:
unberbanigft Haab om Deres MajeftætS vedvarende Naade undertegner han flg
Deres MajeftætS beftandige troe Unberfaat. Frederikſtad ben Ave Auguft 1814.
AMerunderbanigft
Hals.
No. 81 (til Give 497.)
Bulletin om Krebs's Seier ved Matrand».
(Efter Tiden 1814 No. 121.)
Baabenbrøvre! Mebens Fiendernes Overmagt i benne Deel af Riget nø»te
os til at brage os tilbage, og for et Øieblil herøvede Eders Unftrængeljer bet
fortjente og fæbvanlige Held, have vore Brøbre8 Tapperhed ved Vinger havt en
glimrende Fremgang; ben har forjaget Fienden over Fodrelandets Grændje. —
Geg iler at meddele Eder be nærmere Omftændigheder. |
Jor om muligt at afffjære be Svenfle i deres Stilling ved Matrandbro lod
Oberftlieutenant Krebs bem omgaae ved Skotterud. Den Ste Auguft om Mor-
genen Kl. 4 angreb Oberftlieutenanten Fienden ved Matranbbro, vg brev bem
efter en yderſt haarbnaftet Yægining tilbage over Grænbdjen. Fiendens Tab af
Døde og Blesferebe ved benne Leilighed er meget anfeeligt. Vi have desuden
frataget ham hans Bagage, og indtil bette Øieblit ere indbragte fom Fanger:
1 Major, 3 Gaypitainer, 4 Lieutenanter, 1 Regiment8qvarteermefter, 1 Auditeur,
1 Præft, 1 confritueret Dfficier, 2 Bataillons-Veltfljærer, 2 Regiments⸗Kommis⸗
faiver, 1 Yeltrevifor, 1 Lensmand, 5 Gergeanter, 1 Konftabel, 18 Korporaler
og 212 Mand. Landshovdingen Eichſtedt er ihjelſtudt y. Bort Tab af Døde
og Saarede fundbe ved Rapportens Afgang endnu ike beftemt opgives; nærmere
Gfterretning berom forventes. Hovebavarteret Spydeberg ben 7de Auguft 1814.
I. Sejerfteb,
Generalmajor og tjenfigjørendbe Generalabjutant.
No. 82 (til Sibe 502.)
Rapport fra Oberftlieutenant Stabell, bat. Hemnæs i Høland 11te
Auguft KIL. 9 Eftermiddag. (I Udtog.)
Klotfen noget over Et i Eftermiddag ryklede Fienden mob min Stilling ved
Srøgftad Kirke og Tveten i 3 forftjellige Kolonner; een over. Jørgentvedt med
Kanoner og et Par tufinde Mand, een fra Maalftang over Stupat omtrent uf
famme Styrke, og een fra Uflim over Egeberg, omtrent å a 5000 Manv Yn»
fantert, og 6 ferpundige Kanoner. Bed at fee Fiendens fore Overlegenhed og
Umuligheden af at funne forfvare Stillingen, refolverebe jeg ſtrax til at lave
Bataillonen af Nordenfjelds, Yægerdivifionen undtagen, famt ben Bergenhuſiſte
Gtarpflytter-Bataillon gaae tilbage til Fedtſund, før ber haftigft muligt at game
over sg fatte Poſition, for at dœekke be Ovriges Metraite. Fienden angreb firar
fra alle Punkter, desuagtet blev Stillingen længft muligt forjvaret og bibeholdt;
men ba Fienden med Force trængte frem, faa jeg mig nodt til at retitere, hvil-
fen Netraite gif for fig med ben flørfte Orden, faalænge Fienden forfulgte. Samt
lige Tropper, ber vare å Ilden, vilfle ubmærket Mob og Orden i Bevægeljerne,
n $an fulgte Armeen af Iver for at fer Tropperne vel provianterede.
A9*
77 Bilag No. 82 og 83.
Gapitainerne v. Schultz og v. Frikner af Agershuus, og v. Noepftorff af Norden⸗
fjelbs favnes. Om ben Sidſte har man ben Efterretning, at han flal være
blesferet, og vil formobentligen fomme efter; be Saaredes og Savnebes Antal
vides endnu ikke.
No. 83 (til S. 517.)
Bjørnftjernad Brevvegling om Norges Kornforfyning.
a. Bjørnftjernas Brev til Statsraadet.
Det er med færbeles Vornøielfe jeg herved har ben Wire at tilljenbdegive
Norges Riges Høivelbaarne Herrer Statsraader, at det har behaget Hs. Kongl.
Hoihed Sronprindjen af Sverige at forære, fom Underftøttelje for Norges meet
trængenbe Indbyggere, abflillige Partier Korn, hvis Ankomſt af Modvind hivtil
ar været forfinfet, og hvilte, fom nu anfomne, naarfombhelft tunne udlosſes af
artøierne, nemlig: Med Dælsbaaben Johanne Margrethe, Slipper Broberg,
500 Jor. Rug. Med Smalkken VBindfpilleren, Slipper Isberg, 545 Tor. Byg,
famt med Galeafen Concordia, Skipper Jönsſon, 960 Tor. Havre, Mt beregnet
til Norſt Maal.
Jeg troer mig bedſt forſikkret om Gavernes Anvendelſe overeensſtemmende
med Hs. K. H. Kronprindſens velgjsrende Henſigt, naar jeg for Norges Riges
Hoivelbaarne Herrer Statsraader anholder om bevaagen Foranſtaltning til at oven-
nævnte hidkomne Kornpartier maatte gjennem Medvirkning af bet almindelige
Jattigvæfens Beftyrelfe vorbe magafinerede, famt efter dens egen GSljønfombhev,
og meb SJagttagelje forøvrigt af be orfkrifter, fom dHrr. Statsraader kunde
finde fornøbent at mebbele, overleveres Agershuus Stift, i Særbele8hed benne
Stads og beromkring liggende Diftrilter8 Jndbyggere. Og ba bette Beviis paa
Hs. &. Kronprindſens Tænfemaade og Belvillie i alle Henfeender fortjener at
fomme til Almeenhedens Kundſtab, er tillige min ærbødige Anmodning til Norges
Riges Høivelbaarne Herrer Statsraader, at officiel Efterretning herom maatte
inbføres i Ghriftiania Tibender.
Chriſtiania ben 16be September 1814.
b. Statsraadets Svar:
GStatsraabet har ved en foregaaende Leiligheb vitret Betænteligheder ved ben
af $8. &. 5. Sveriges Kronprinds foreftrevne vieblikkelige Anvendelſe af bet til
Ubbeling blandt Trængende i Agershuus Stift beftemte Kom, om hvis Ankomſt
til Ghrifttania vi ved Deres Høivelbaarenheds ÅWredbe under D. D. underrettes.
Kangtfra at misfjenne 68. K. 5.8 Edle Henfigt med benne Gave, trøer Stats⸗
raadet fig bog overbeviift om, at Ubbelingen beraf under nærværende Tidsomſtœn⸗
bigheber iffe alene vil værte ben flumrende Partiaand og fætte Statsraadets Jilliv
i Fare, men enbog giv: ben Rationaluvillie, fom Tidens Begivenheder have frem
virket, ny Næring. Med disſe Begreber om Nationens Stilling og Tenlemaade,
troer Statsraadet at flylbe faavel 55. K. H. fom bet Foll, bet har ben Are
at vepræfentere, at inbftille til nærmere Dvervetelfe, om bet ille maatte fynes meer
overeensftemmende med Hs. K. 5.5 liberale Formaal, at ubfætte Ubbelingen af
bette Korn, inbtil Storthinget er famlet. Ymidlertib tilbyder Statsraadet at lade
Kornet paa offentlige Magafiner mobtage, og fom et helligt Depofitum bhenligge
til $8. £. H.s nærmere Beftemmelje. Skulde 45. K. H. end iffe ubetinget
bifalde bette Forflag, tør Statsraadet bog fmigre fig med, at Hoiſtſamme intet
andet Motiv beri vil finde, end Vølelfen af ben Vligt, at bevare ben Norfle
Nations Agtelfe og Tillid. Hr. Generadlmajoren modtage o. f. v.
Chriſtiania ben 16be September 1814.
. Bilag No. 83. T'3
o. Bjørnftjernas Svar af 17de Septbr. ' |
Af ærede Strivelfe under Gaard Dato har jeg meget ugjerne erfaret be
Betænleligheder, fom i nærværende Stilling hindrer ben umiddelbare Anvendelſe
af ben Hjælp af Kornvarer, fom gjennem Hs. K. H. Kronprindſens Gavmildhed
bar været Norges trængende Jnbbyggere beftemt. Hs. K. H. Kronprindfen, fom
ønfler betimeligen at undfætte be Nodlidende, inden Mangelen kunde afhjælpes
ved ben inbbjergebe nye Afgrode, medbeelte allerede i Wuguft Maaned fine Befa»
finger til ben omhandlede af Mennefleligheden paataldte Foranftalming. Mobvind
og anbre uforubfeelige Omftændigheder hindrede længe de affendte Korntranspor⸗
ters Giblomft, men nu, ba be omſider ere anfomne, endfljønt ber maaſtee for
Söiebliftet ei dertil haves ben flørte Frang, vilde Henfigten forfeiles i famme *
Forhold, fom Uddelingen ubfættes, og Belgjerningen tabe baade fin Vord og fin
Yrugt, naar ben ei mobtage8 overeensftemmende med Giverens Onſte.
Med Ugtelfe for be Grundbe og Vrinciper, fom beftemme Norges Riges
$øivelbaarne Herrer Statsraaber8 Forhold, opfordres jeg alligevel af min Vligt
og af Overbeviisningen om ben Morfle Nations retfinbige Dom over en bel
$Handling, fom uden at faare bens Stolthed hør opvælfe bend Erhjendtligheds⸗
følelfe, herved at anbolbe om, at dHrr. Statsraader maatte, i Vilfælde af, at
be finde fig frembeles foranledigede til ei videre at gjøre nogen direfte Foranftalt-
ning til oftomtalte Horns Uddelelſe, I bet mindſte berettige Fattigvceſenets Befty-
velje eller anbre vedfommende Autoriteter til at gjøre be fornødne Woranftaltnin»
ger å ben Henſeende, enten efter egen Sljønfombhed eller å Aftale med mig, og
fmigrer jeg mig imidlertib med bet Gaab, at bet bibfømne Kom, i Folge Høt-
velbaarne Herrer Statsraaders bevaagne Tilbud, vorber oplagt og bevaret i der»
til beftemte offentlige Magafiner. Med fulbtommen Høiagtelfe o. ſ. v.
d. Statsraadets Svar af Wide Septbr.
Gtatsraadet fan, til yderligere VBefvarelfe af Hr. Generakmajorens rede
Tilſtrift under 175e bennes, ilfe fornægte be Grundſetninger, fom beftemte det
til, ved en foregaaende Opfordring at unbdflaae fig for al Deeltagelje i Ubdelin-
gen af bet Korn, fom 58. K. H. Kronprindfen af Sverige har ladet biblomme
til Gjælp for be Trængende i Ghriftiania og bens Omegn. Statsraadet haaber
i $6. £. 5.8 milde Bedømmelfe af bet8 nærværende Stilling at finde tilftræltelig
Undſtyldning for benne dets Beflutning. Jovrigt unddrager Statsraadet fig ille for,
efter Gr. Generalmajorens Forlangende at tilljenbegive, at Overbeftyreljen af Fatttig-
pæfenet i og omkring Ghriftiania er. overbraget Stiftsbireftionen, og at benne for Vi-
ben beftaaer af ben conftituerede Stiftamtmand, Kammerherre Falbe, og Biftoppen over
Agershuus Stift, Doktor Theologice Bed. Statsraadet fan imidlertid ille und-
fabe at vebblive ben Mening, at Henfigten af denne Udbeling vilde fulbfommen
opnaaeg, naar ben maatte ubfættes indtil nærværende Storthing er famlet, og
flulbe berfor meget onſte Hr. Generalmajorens Mebdvirhing dertil.
e. Bjørnftjernas Brev til Agershuus Stiftsdirektion.
Gfterat Norges Riges Herrer Statsraaber, uagtet min gjorte og fornyede
Fremftilling om en ufortøvet Anvendelſe af bet allerede for en Deel hidkomne
Korn, fom Hs. K. 5. Kronprindjen bar foræret til Unberftøttelje for be meet
nøblibende blandt Agershuus Stifts, tær Ghriftiania og nærmefte Omegns Ind⸗
byggere, har unbbraget fig for al Medvirkning med Henfyn til bette Korns Ude
beling, tillader jeg mig hos ben rede Direltion, fom i Følge de Herrer Stats⸗
raaders Opgivende har Overbeſtyrelſen ved Fattigvæfenet i og omkring Chriſtiania,
at anholde om, at famme velvilligen vilde paatage fig at beførge ben omhand⸗
lede Ubbeling, bvilten Foranſtalming paaforbres af Ugtelfe for Giveren, men
endnu mere af felve Mennefteligheden. Jeg foreflaaer Dere8 Høivelbaarenheber
derom med mig at træffje Aftale, i Fald Saadant anſees fornodent, og forsvrigt
tan hos mig inbhentes fornøben Oplysning, faavel om be antomne Kornpartiers
tå Bilag Mo. 83 og SÅ.
Svantitet og Sorter, fom om WKorvaringskedet. Med fulbkommen Hoiagtelſe ofv.
Gbrifttanta ben 22de GSeptbr. 1814.
f. Stiftsdirektionens Svar berpaa:
Stiftsdirektionen bar havt ben re at modtuge D. Gy. Strivelfe af 22de
d. M. betræffende Ubbelingen af em Deel Kornvarer fra 63. £. H. Kronprindfen
af Sverige til be Trængende i Agershuus Stift. I Betragning af at D. Sv.
allerede ajentagne Gange har henvendt Dem til Gtatsraabet angaaende benne
Gag, anfaae vi bet nøbvendigt at forefpørge 08, om ber maatte være noget til
Hinder for Mobtageffen af bemeldte Kornvarer. Men ba Stateraadet et har
villet mebbele os Ordre til Modtagelfen af bemeldte Gave, maa vi erbodigſt ut»
bebe os, at Deres Høinelbaarenhed vil behage at undſtylde, at Stiftsdirektionen
efter disſe Omftænbigbeber ille fan afgive flg med Sammes Uvbeling.
Agershuus GStiftebireftion ben 27de Septbr. 1814.
Falbe. Bech.
No, 84 (til Side 566).
Kongene Propoſition til Norges Storthing af 11te Novbr. 1814.
Bed Udarbeidelfen af ben Grundlov, fom Hs. M. Kongen nu bar naadigf
antaget og befvoret, har viftnol bette overordentlige Storthing lykleligen fulbbyr-
bet ben førnemfle Genfigt af dets Sammenkomſt; men naar man kalder tilbage i
Grindringen be forbigangne Tildragelſer, naar man after et opmerkſomt BU
paa nærværende Tilſtand og tilbørligen feer hen til Foltets billige Fordringer for
Fremtiden, overbevifer man fig alligevel om, at en Mengde vigtige Sager endnu
ftaae tilbage, ber ligefan haftig fom kraftig maa raades Bob paa, faafremt ben
almindelige Belfærd, byvis Grundvold allereve er bleven ryftet, ilte flal fættes
blot for pberligere Lab, og faafremt Næringsveiene faavelfom Handelen ille ſtal
unbertryffeg, eller enbog aldeles gaae til Grunde.
Det er magtpaaliggende, at Nationen fommer til nøiagtig Kundſtab om be
offentlige Sager Stilling paa nærværende Siv. Det er 58. M.s Villie, at
Qntet å benne Henſeende maa blive fult for Follet. Dette er Folkets Nettighed,
bet er Kongens Pligt, og bet Heles Vel berner berpaa. Forſt efterat have ind»
bentet Kundſtab om ben virkelige Tilftand og Aarſagen vertil, fan man finde ve
rette Midler til at forefomme bet Onde, og efterhaanben gjenvinde ben Velftan»,
fom Naturen Har gjort til Belønning for Arbeivsbuelighed vg Driftigheb; og
bet er i faabant Øiemed man bør benytte Erfaringen om bet Forbigangne væ
Dverveielfen af bet Nærværende.
Landets Finantsforfatning vpvælker mebrette Bekymringer hos enhver tæn-
fenbe Medborger. Den indvortes Silkerhed grunder fig berpaa, og Eiendoms⸗
retten unbergraves hemmeligen ved en tiltagende Uorben i Finantjerne. Man
tan lfetteligen før en Tid blende et Holl ved at gjøre be birelte Paalæg lave,
fret man paabyrder bet ben grufomfte af alle Skatter ved en fledfe forsget Sed-
belmaSfe; men i Tidens Længve opklareg bog Alt. Man flaber blot Syſtemer,
fom forvilde, iftevetfør be flulle helbrede bet Onde, og man efterlaver at under
føge, om ber virleligen findes Evne til at udholde be uforholbsmesiige Midler,
fom man anvender for SØieblittets Henſigter. Erfaringen bar ofte fremviif en
lignende Forfatning i abflillige Stater, og bette er, i flørre eller mindre Grav,
Norges nærværende Vilftanb. VFølgerne heraf ere aabenbare, men Nationen, hvis
Biſtand udfordres for at gjenbringe Orden og Gitterhed, bør kjende vette, før
iffe af Uvidenhed om Marfagerne at miskenbe ben nærværende Megjerings Hen⸗
figter. Pengevæfenet fordrer ſaaledes Storthingets ſtorſte Opincerlſomhed. Rigett
Status bør følgeligen reguleres for Fremtiden. Indtagter og Udgifter bør for
Bilag No. 84. 775
teg i tilbørligt Forhold til hverandre, og Etatens Ljenere lonnes faaledes, at
be, for trøligen at have opfyldt bere Pligter, ei blot tilfredsfilles ved Nationens
og deres egen Bevidſthed, men ogfan have fornøbent Udfomme for beres Fami⸗
lier, og have Noget tilover8 for at funne opdrage og banne deres Børn til due»
lige Medlemmer af Samfundet. Den volige og fille Lilfland, hvilken Norge
i Sølge Yoreningen vil komme til at nyde, forvisfer bet om Midlerne til at
funne opnaae bisje vigtige Øiemed. Der bør imidlertid gjøres Qverflag over
og anviſes be Summer, fom GStatsubgifterne ubkræve til næfte Storthing. Stor»
tbinget vil viſinok indſee Bigtigheden af, at dette ufortøvet ivo riſettes. Som em
Folge af begge Rigers Forening vil der aabnes Kilber til ben almtidelige Bels
fland ve Omhytning af Produkter, og ved en friere Handelsforbindelfe med
Sverige. De vefonomiffe Jndretninger, Toldafgifterne m. m., bør beft:mmes
efter ben npe Orden i ZLingene, Kommunitationen i felve Landet, faavelfom
imellem Norge og Sverige baade til Lands og Bands, hør ombhyggeligen bringes
i Drben, forøge8 og forbedres. Hertil udfordres Gtorthingets Raad og Med
virkning.
Landets Militair Etat bør være en Gjenftand for noiagtige Underſogelſer, og
veb be Unftalter, fom berveb ifølge Rigerne8 Forening maa træfje8, bør man omhyg⸗
gelig føge at lette mæ Byrder, fom trytte Nationen; bog med Vagttagelfe af, at ven
fornødne GStyrfe beholdes til Forſpar mov ubvortes Unfalb. Dette er en Gjen-
ftand, fom et felvftændigt Folk regner iblanbt be førfte Betingelfer før Statens
Inbdretning. Armeen ſtal erholde fin Kraft ved fin Eſprit og Organifation;
dens Befalingsmænbd hør lønnes paa en Maade, fom fvarer til deres Vardig⸗
hed og bere8 ophøiebe Kalds VBefværligheder; Soldaten bør til rette Tid Fore
finde hvad ber udfordres til hans Underholdning — bvilfet Alt iffe fan opnaaes,
naar ben militaitre Styrke udvides over et pasfende Forhold til Folfemængden.
I Følge disſe Sandheder, fom ere grundede i Alles Nettigheber og i Staterned
Sikkerhed, maa man føge at unbvige alle be Feiltrin, fom blive fladelige for
WAgerbruget, Herbelen, Konfter og Videnſtaber. Denne vigtige, benne arbein-
fomme Borgerklasſe, fom wverelviis ernærer og forfvarer Staten, med et Om,
Landmanden, maa ved en billig Forbeling af Bærnepligtigheden finde fig forvise
fet om, at ban iffe opbybes til Væbdrelandets Vorfvar, førenp Omftænbigheberne
forbre bet og ben hoieſte Nodvendighed frøver bet.
De offentlige Forretninger8 Gang bør indrettes med Henfyn paa ben Orden,
fom bør iagttages ifølge begge Migers Horening under een Konge. Der udfordres
Rotalfundflab for nærmere at beftemme benne Sag, men Grundvolden bertil bør
bog ſtrax lægges, omenbfljønt en fulbflæenbdigere Udvikling beraf blot efterhaanden
fan finde Sted.
Der gives endnu flere Sager af Vigtighed for Samfundets Bel, fom efter
haanden ubfræve fælles Unftrengelfer af Kongen og VFoltet. Det er ilfe Hs.
M.s Mening at ville opholde Stortbinget med Afgjorelſen af alle disſe Anlig»
genber unver Repræfentanterneg nærværende Møde; men 8. M. anfeer bet for-
nødent, at be maatte forberebe8 og planlægges, foa at ingen Hindringer fluldé
møbe for Beflutningerne8 VBedtagelfe paa næfte Stortbing.
Hans Majeftets Onſte og Propolition er altfaa: At Stortbinget vilde
conftituere en Gomitee, beftaacnbe af 12 Medlemmer og forbeelt i 3 Sektioner,
nemlig een for Finantferne, een for bet Militaire, og een for ben indvortes
Oefonomi, bvilfe Comiteer bør til næfte Storthing fysfelfætte fig med en fuld⸗
ftændig Unberføgelfe om Rigets nærværende Tilftand, famt med at udarbeide et
Forflag til be Forholdsregler og Unorbninger, fom i hver af dens Grene pasfe-
ligft kunde vedtages.
8. M. vil ba naadigſt meddele disſe Comiterede fine Tanker i ethvert fore»
kommende Silfælde, og forlange bere8 Betenkning om be Gjenftande, han finder
Ti& Slag Ro. Så.
fornøbent. Hvorhos bet er 98: Majefets Mening eftkrhaanden at lade ve
Trykken offentliggjøre Nefultaterne heraf; faa at ben nærværende Tilſtand, fas-
velfom be vigtigfte Gjenftante for næfte Storthings Overveieljer, fan blive Native
nen beljemdt, inben Mepræfentanterne træde fammien.
$8. M. anfeer bet enbdvibere fornødent, at bisfe Comiterede maatte over-
brages paa Stortingets Begne indtil Sammes yefte Sammenlomſt, at holde
Kontrol over Myntvæfenet. Hs. M. troer ligelebes, at be Gomiterede, naar
Gtatsubgifterne indtil næfte Storthing ere regulevebe og Fonds hertil anviifte, bør
erholde en pasfende Inſtrux et alene i Henjeenbde tl be nodvendige Grændjer for
Seddelmasſens Udvidelſe, men ogfaa til faavidt muligt at gjøre Unftalter til en
fuceesfiv Inddragelſe beraf, og for imidlertid at holde Pengene pen Bærdi, fom
Nationens Garanti og be anviifte Hypothefer medrette bør forflaffe famme — 99
vil 96. M. indhente be Comiteredes Tanler inben be proviforiffe Beflutninger
angaaenbe Finaniſerne tages af Kongen og hans Statsraad, fom Dmflændighe»
derne imidlertid kunde foranledige.
Rettelfer.
Site, 39 inte 3 nedenfra: I bigter læg figter.
5 ovenfra: tilffrives les tilſtriver.
- 8 - 8 nedenfra: Landsraad les Landraad.
|!
å
i
J
Erindringer —
form Bidrag al
| Horges Hi ftørie
|
|
i [EG tre 1800—1815
|
|
|
i
PL SEELSLSINESFIILAEPIP SSS ILSYST
— — -
—
. af
Jacob Aall.
,»
POOENE EV EON VE Ve REGN
. Anden Ubgave i cef Bind.
— sn
% k å — — — — —
Med Forfatterens Biographi af Untmand G. C. Mall
1
|
:
|
⁊
— — — ——— hl
Udg wet
psp
med nogle Rettelfer og Tillæg
| å
Chrifttan C. I. Fange.
$
Andet Hette.
oter ne — 7 ———— 050.
Chriſtiania 1858.
Borlagt of I. W. Cappelen.
1
te a Cryft hove H. J. Jenfen .
Tee!
X
- 4 »
- Boa DIN PIPPI IANA SPI SSL 4 2 I AV NAA —
EI
x . i
PPNALPSPP NPE NAP LSPPPPPPPPPPPDPLPPSEPØOPPPPPLPPOASPPASPAPPPPEPISE LIA POISPPPEPNOS PAPLLPEIEAPPEPISN SIG LALTEAPESSSSI
—
—
k M
to
Mr
år
e
»
- 1
Å
v
. «
å p »
.
På
4 t
FÅ
,
*
I
p
' er
, *
4
+
å
⁊*
ør
td
-
å
"
kJ
I
å
1
2 kn —
*
——
he
THE NEW YORK PUBLIC LIBRARY
REFERENCE DEPARTMENT
This book is under no circumstanoces to be
taken from the Building
form 419
te
Y
På TT nn To sam hon alone. lnr banan sa ZETT == ôV—— ⸗ le ”erenøe Li om 20 då ser
EEE EE — ⸗— — — —
ν —
Live Music Archive
Librivox Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland Museum of Art
Internet Arcade
Console Living Room
Books to Borrow
Open Library
TV News
Understanding 9/11