Google
This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.
It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.
Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.
Usage guidelines
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.
We also ask that you:
+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.
+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.
+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.
+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.
About Google Book Search
Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
alihtto://books google. .com/
Google
Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.
Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.
Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.
Retningslinjer for anvendelse
Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:
e Ånvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.
e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.
e Bevar tilegnelse
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.
e Overhold reglerne
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.
Om Google Bogsøgning
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet pålhttp://books.google.com
HN TEKX
HARVARD
COLLEGE
LIBRARY
Jac" ed 30. 1535: |
— — — — — — —
Danſtk Laſebog,
indeholdende
Brøver af Danſt Sprog og Litteratur lige fra
Runealderen indtil nuværende Tid.
tilligemed
tvende Tillæg
hvori nogle Stykker af Oldnordiſte Sagaer i
Danſt Overfættelfe
og
nogle Prøver af c Svenſt Sprig og ffitteratur
PALINS Sly
til Brug'for vrBøjere mn
famlet og udgiven
af: ÆRE
Profesfor C. Flor:
— — — —— —— — — — — —
— — — — — — —— — — — —
Andet forøgede Oplag. Priis: 1 Rbor. Sølv, '
Kiel.
J Commiffion hos Reitzel og Gyldendal i Kjobenhavn,
v. Rand i Kiel, Doppei Ehriſtiania og Gleerup i Lund.
i 83 5.…
47
HARVARD UNIVERSITY
LIBRARY
! -
.
Fortale til anden Udgave
Da det i flere Henſeender forandrede Udſeende, ſom denne
Leſebog ved nærværende andet Oplag har modtaget, mus
ligen kunde vælfe den Frygt, at de to Udgaver iffe godt
Iode fig bruge ved Siden af hinanden, faa tillader jeg mig
frak forelebig at bemarke, at de egentlige Forandringer
verken ere mange eller væfentlige, men at Forſtjellen ifær
beftaaer i endeel Judſkud ogTillæg, foraarſagede ved en
mere udvidet Anvendelſe af de Principer, fom lagdes til
Grund for Samlingen i dens forfte Sfiltelfe. Dengang
var def nemlig min Henſigt, i Ekſempler og Prøver at give
et Overblif over National⸗Litteraturen faaledes (om
den hiſtoriſt har udviklet fig, i denne Udgave onſtede jeg
paa ſamme Maade tillige at levere en fort Udfigt over Spro⸗
gets, eller rettere fagt Skriftſprogets Hiſtorie.
Imidlertid ville vel de flefte af dem, der benytte denne
Samling, anfee de førfte Ark og begge Tillægene fom fig
uvedkommende, og fun betragte den nyere Tids danſte
og norſte Forfattere, navnligen fra Holberg af, ſom dem
der egentlig høre hjemme i en Danſt Læfebog. Jeg haaber
da, at ogſaa disſe kunne finde fig tilfredfe med det gjorte
Udvalg, naat de blot ville betenke, hvad Bogens hele Ud⸗
ſeende ſtraks antyder, at den vel er beftemt til Brug for
Ungdommen, men ikke for Barndommen. At Mange ville
onſte eunkelte Styller borte og andre f deres Sted, er nu
eengang en uundgagelig Ulempe ved en faadan Samling ;
men uden Xvivl ville ogſaa Adſtillige favne Forfattere, ſom
De mene ere her med Uret udeladte. For disſe maa jeg
ligefrem tilftaae, at jeg troer ſnarere at have optaget for
mange, og at jeg gjerne havde udeladt flere, hvis jeg ikke
frygtede for at finde alt for megen Oppoſition i den almin⸗
delige Mening, hvilfen jo undertiden endog anſeer en
fort Lifte over Nationens ftore er fattere fom en Art Ans
greb paa dens videnffadelige Wre. Var det fand Kjærs
iighed fil Den danſte Hiſtories og Litteraturs Fortid, der
IV Fortale.
fremkaldte denne Fordring paa Fuldſtæandighed eller Rig⸗
dom; faa vilde jeg blot hertil bemerke, at den iffe med
Grund funde vente eller føge fin tilftrætfelige Næring i en
Samling fom denne. Men det er ſnarere en Uovereens⸗
ſtemmelſe t Foreftillingerne om en ſaadan Leſebogs Veſen
og Beſtemmelſe, ſom er Aarſag i disſe forſtjellige Fordringer.
Derfor kunde det maaffee ogſaa være gavnligt for Skole⸗
Underviisningen, hvis denne Øjenftand, ligefom overhoved
Sporgsmaalet om den henſigtsmesſigſte Anvendelſe af de
Timer, der i de lærde Skoler ſedvanlig tilſtaaes Moders⸗
maalet, paa ny blev overvejet og droftet. Til en ſaadan
Underſogelſe fan nu vel her iffe være Pladſen, da den
vilde udfordre en heel ſerſtilt Afhandling; men jeg fan do
ikke tilbageholde den Bemærkning, at det med Henſyn til
Ungdommens Dannelfe uden Lviv i Almindelighed er
rigtigere, Fun at fremſtille Hoved begivenhederne eller”
Hoved begreberne af de Kundſtabsrakker, ſom man vil bis
bringe den, men da ogſaa dvæle faa længe ved disſe, at
den derom fager en Klar og beftemt Foreſtilling, end, af
Frygt for at disſe Foreftillinger fønlle blive uden Forbin⸗
delfe og Sammenhæng , at tage felv de ubetydeligere Over⸗
gange med. Efter denne Grundfætning findes ber, ſom
nm » fnarere for mange end for fan Forfattere; men for
e at ſperre Bogen alt for meget Vejen opgav jeg en als -
deles ftræng Overholdelſe af dette Princip, ”
IyHenſeende tit Forfatterne Retſkrivning, da er der
i Bogen ingen Forandring gjort hermed, undtagen hos Hol⸗
Berg, hvor blot det ff Stykke er forblevet fuldkommen
uforandret, Det forholder fig nemlig med Holberg ganſke
anderledes end med Skribenterne baade før og længe efter
hans Tid: disſe betragter man ofteſt fom' ærværdige
- eller ſmukke Leyninger fra Fortiden, hvilke man nu og da
ppſoger og Betragter med Interesſe, ſtundom endog med
Nytte, medens Solberg derimod ſynes endnu beftandig at
here til den nærværende Tidsglder, og endnu over hele
orden anſees fom en Forfatter med hvem man aldrig for
tidligt og aldrig for meget Fan "blive bekjendt. Det fores
kom Derfor Udgiveren at være Pligt, at bortfjerne felv den
ringeſte Hindring for at forftaae ham let og tilfulde, og det
faa meget mere form denne Samling Iigejaa vel er beſtemt
for Ilke-danſte fom for Danffe, ja endog nærmeft ér foran⸗
Jediget ved Henſyn til hine. W
Fortale. v
Til Prover af det gamle da nſke Spro g har det ifle
altid været mig muligt at finde noget, hvis Indhold kunde
være underholdende. Hos Sagkyndige bil dette viſtnok ins
germ Undffyldning behøve, og jeg har da fun at tilføje det
nffe, at disſe Stykler iffe mage flane her ganfke uden
Nytte, famt at yde ſaavel Profesſor Bredsdorff ſom ifær
Regiſtrator Peterſen, disſe oprigtige Venner og ſande Kjen⸗
dere af Fædrelandets og Fadre⸗Sprogets —*— min
hjerteligfte Tak for den Juteresſe, de have viiſt denne Deel
af Bogen, hvilken de baade ved Raad og Daad have lagt
for Dagen. Iligemaade maa jeg paa det grbodigſte og
forbindtligfte taffe det Kongelige Nordiffe Oldſtrift⸗Sel⸗
ffab i Kjøbenhavn, uden hvis godhedsfulde Laan af ders
Typer jeg ikke havde været i Stand til at levere fad ſtor
en Samling af Rune⸗-Jndſkrifter, hville dog upaatviv⸗
lelig ville have Interesſe for Adffilige.
Det for ſte Til log vilde neppe være bleven medtaget,
hvis jeg iffe var bunden ved et Løfte til afdøde Profesſor
Raſt. Fra Begyndelfen af var det min Plan, ved et mus
ligt andet Oplag af denne Læfebog at udelade disſe Prøver
af Oldnordiſte Sagaer i danſt Overfættelfe, derſom Raſk
til den Tid havde faaet udgivet fin Oldnordiffe Grammatik
og Læfebog, hvid Indretning vi forud havde aftalt med
hinanden. Disſe udfom nu rigtiguok 1832, fort for hans
Død; men imidlertid havde jeg maattet love ham, at disſe
Dverjættelfer, fom han anfaae for ſordeles nytrige baade
til ar vælte Lyften hos de unge Menneſter til at lære Jslandſt
og til at lette dem Arbejdet derved, endnu i anden Udgave
fulde blive ſtaaende. Maaſtee er det ogſaa bedre ſaaledes.
Læferen bedes iøvrigt at bemerke, at noget af Snorre
Sturleſon maa ſoges under Peder Clausſon og Grundtvig.
Der ſtaaer tilbage af fige et Par Ord om de Prøver af
GvenfiSprog og Litteratur, fom det andet Tillæg
indeholder. For at angive en antagelig Grund til at disſe ere
optagne i eu Danſt Læfebog,. behøvede de vel blot at bes
tragtes ſom Bidrag til det danſte Sprogs Udviklings s His
ſtorie i en mere udſtrakt Betydning. Men der gives en
anden Grund af mere praktiſt Interesſe. Det er nemlig en
Mening fom oftere er fremfat og fom ikke trænger til noget
Beviis, at det i højefte Grad vilde være ønffeligt og fors
deelagtigt for alle de tre Nordiffe Riger, om de litterair
Henſeende betragtede fig fom eet fælles Samfund; og at
det ogſaa engang vil komme dertil, ſynes endog blog Dens
VI B Fortale.
fyn til hver enkelt Stats ringe Folletal at fætte uden for al
Toivl. Imidlertid er der for detta Maal, i det mindfte i
Danmark; endnu cen væfentlig Hindring at overvinde.
Thi uagtet det ikle Jet vilde falde nogen Danſt ind at
anſee Sveuſt for et i Ordets fædvanlige Betydning frem⸗
med Sprog, efterfom Danffe og Svenffe uden Vanſtelig⸗
hed tale med hinanden hver beholdende fit Sprog; faa er
det dog en almindelig Tro, at man ilkke Fan læfe Svenſt
uden førft at have, lært det, og man fommer faa meget
vdanſkeligere ud af denne Foreftilling, ſom man fra gammel
Tid er vant til at hente Udlandets Bidrag til Aandens Naring
fædvanligen fun fra de fydlige Naboer. Det vår denne For⸗
Dom ſom det andet Tillæg ſtulde hjælpe til at adſprede, i
det det gav Enhver Midler i Hande til ſelv at damme, om
ber behøves en ſaadan formelig Unverollening for at
kunne læte Svenſt, og tillige ſtulde det i Korthed bortfjerne
de Hindringer, der virkelig vanffeliggjøre den Uovede Læss
ningen. Disſe Smaaſtykker ere ſaaledes beftemte til Sprogs
oveiſe, og ingenlunde til at give en Udfigt over den ſvenſte
Litteratur, Hvorfor man heller iffe maa undre fig over at
ingen afdøde Forfattere undtagen den geniale og klasſiſte
Bellmann ere medtagne, og af af de nu levende flere fave
nes, hvis Navne allerede ere berømte i Europa. Da det als
tid er en mislig Sag, at ordne ſaadanne Lafſeſtykker efter
ſom de ere lettere eller vanffeligere, faa ere Forfatterne ogs
fan her fatte i den Éronologiffe Orden, fun at den yngſte er
" fat forſt og altſaa den aldſte ſidſt, fordi de, der ere vé
—** i Tden, ogſaa i Almindelighed ere od letteſt at
orſtaae.
. Til Slutning endnu een Bemærkning. Naar der paa
Titelbladet fun ftaaer: Dan ff Læfebog, og ikke Danſt⸗Norſt
eller Danf? og Norſt Læfebog, magtet Sprog og Litteratur
ere fælles i begge Lande, og uagtet det har været Udgiverens
Tanke, at Bogen ligeſaa godt kunde benytteg i Norge ſom
i Danmark; ſaa er dette netop fØeet for ikke at foranledige
den Formening, at en Danſt Læfebog kunde være noget
andet end en YtorffLæfebog eller omvendt. Var denne ſam⸗
me Bog udgiven i Norge, vilde dens Titel være bleven:
Norſt Læfebog. ; |
ge egn
Indhold.
Side.
Indledning... . É… » e -
De ſcedvanlige Rune + Bogftaver … … 5
Indfkrifter paa nogle bekjendte Runeſtene.
Æryggevælde= eller Vallo⸗Stenen fra Sjælland. 6
Den Glavendrupſte Steen fra Fyen. . ' 7
Den Brynderslevſte Steen fra Aalborg Stift. . 8
De fire Runeftene i Nibe Stift fom vedfomme Gorm
og Thyre Danebod, nemlig de fo ! Jellinge , den i
Bekke og den i Læborg. W 8
Den forſte Siesvigſte Runefteen. … … . 9
Brud ftykter af gamle Danſke Love.
Skaanſte Lov, efter Rune⸗Haandſkriftet. e 14:
Kong Eriks Sjællandffe Lov, efter Hſtr. F.. 11
Biffop Abſalons Sjællandffe Kirkeret, efter Hſtr. F. 12
Kong Valdemars Sjællandfte Lov, efter Hør. F. 14
Fortalen til. Valdemar ll:s Iyſte Lov, efter Hſtt. F. 15
Flensborgs nyere Stadsret, efter K. Roſenvinge. 17
Brudſtykker af gamle Danſke Lægebøger.
Henrik Harpeſtrengs Lægebog, efter Molbech. 190
En anden Leegebog. Coder AX. M. No. 187, 8 22
Det forſte Danſke Kongebrev, afKong diuf 28
Den Kalmarfke Unionsact.. W 24
Udtog af St. Knuds Gildes⸗Skraa.. 29
Kong Eriks Krønike. 10 0 & 35
Den Danſke Riimkronike. — 37
Michael.
Har thu bliffucer gammel, at: Om alth menniſckens
leefneth.. Éq(….
viii Indhold.
⸗
CEhriſtiern Pederſen.
Eth Jertegen om dem ſom icke reffſe deris børn, Af: Jer⸗ 44
tegng Poſtil .
Eth Jertegen om en quinde ſom hagde mange dieffle
om ſigh. -. ' . ': . .
Eth Jertegen om hiemmerigiff gløde W 45
Eth Jertegen om gudelig oc idelig bøn. . .
Brudſtykke af: Om Ecteſtaff oc børn ath opfode. 48
Brudſtykke af: Om børn at holde i ſtoele. . 48
EH Hans Tausſen.
Brubſtykke af en Poſtil. . eee + 50
Anders Sorenſen Vedel (Vejle).
Vermund ve Vffe. Af Dverfættelfen af Saxo. 51
Gamle danſke Viſer.
WVogierd Danſt og Burmand. Efter et gammelt Hſtr. 57
Dronning Damors Død. Efter ſamme Hſfr. 60
Cline af Villenffovr. Efter Nyerups Udg. +. 65
Agnete og Havmanden. Efter Nyerups Udg. 70
Peder Clausſon.
Kong Hagen Adelſtein. Af Overſ. af Snorre. 72
Thomas Kingo.
Keed af Verden og fjer ad Himmelen. Brudſtykke af
en Pſalme. . 77
Hver har fin Stæbne. Pſalm⸗. . 79
Ludvig Holberg.
Erasmus Montanus eller Rasmus Berg. Komedie. 81
Samtale imellem Herr Niels og Here Stort om Qvins
derne, Af Peder Paars, komiſt Epos.. 133
Kong Valdemar den Tredies Sharakteriſit. af Dans
marts Riges Hiftorie. . . 137
Song Chriftian den Tredies Charafteriftit. Af famme. 141
Sammenligning imellem Marlborough og Eugmins,
Epiſtel. .. 144
Om ſmaa Kiøbftæder. Gpifter. (… 9. …& 148
Om Hunde og Katte, Cphiftel. . . . 150
Indhhoib. IX
Zi et Collegium Politicum paa Landet, Gytfiel, . 138
Holbergs Skildring / af fig fin Epiſtil. 158
Jens Kraft: '
Om Menneffets naturlige, ffisnt nu ubebiendte Fuis, i.
… Fommenheder , 0, ſ. d. Af: Kort Fort. af de vide
Foit⸗ fornemmeſte Indretninger, Skikke & då v. 162
Sens Schelderup Sneedorff.
Hvorfor er det faa vanffeligt at kiende fig ſelv. %: 2
triotiſt Sire
uer. na e ||
Anders Schytte.
Om ren ſom cen af Monarkiernes Grundſtotter.
Af: Staternes indvortes Regierms 173
Tyge Rothe.
Kan Staternes og Borgernes Vel beſtaae med den chriſtne
Religion? Af: Chriſtendommens Virkning o. ſ. v. 178
Ove Guldberg.
Mesſenieren Ariſtomenes. Af: Verdens Hiſtorie. 182
Johan Clemens Tode.
Kjærlighed betragtet ſom en Syghbom. 190
De forvildede Drenge. Fabel. …… + 196
Johan Herman Vesſel.
Scener af Kierlighed uden Strømper. Parodiſt Sorge⸗
ſpil. W 198
Gaffelen. Fortælling. W .. 225
Smeden DØ Bageren. gortælling. 2 i . 228
— Besfels Gravſtrift over fig felv. . .. 230
Sohanneé Evald. . :
Scener af Fifferne. Syngefpil: . 0... ” 231
. Somands⸗Sang. Af Fiſterne. 269
;Riden Gunver. Romance af Fiſtere2270
Rungſtedo Lykſaligheber, ODde. 22714
Dycyſottelſe af Pſalmen Stebat mater doloross. ,, 273
FSJolelſer ved. den beige Haier Ddr, … + 275
Ove Malling.
Fiſterne af Hornbek. > Deere og søde" Soning. 277
Jens Munks Reife til Gronland 4619; Af fonmne; 279
-
æ Andhaly
Edvard tra virus 7 RE
t; . Gulbrandtdelide-og feer BinBor, —— 283
Priisfpørgsmaalet. Fabel. … 2. ;286
Nieto: Tax ſchom.
Om Sorg - og Ste, . ge "Om "ben —28*
Natur7. 288
Om Selvraadighed og Ezamadighed, betflefyge og
Wegiertighed. Af ſammtt. 294
3 Om SMenmeffeflægtens Oprindelſe. vg Barndom · Af:
Hiſtoriens Philoſophie. . PP. Tu. 299
OleJohnn SGamføe " ——
sl Scener af Dyveke. Sorgefpil. lg 306
Jens Immanuel Baggefen. W
Den kLüneburgſte Hede. Af Sabyrintben. . 323
Mannheim. Af famme. . 2" … 333
, Rallundborgs Krønite. gorialing. 337
Da jeg var lille. Viſe... "7, 348
Knud Siællandsfar paa Landet og paa Minder ik. 349
Iscob Peter Mynfter.
Om den Agtelfe vi bør kiente —R Domme.
151]
Yrædifen. . . 3514
Om Driften til Virkſomhed Øg nogle dermed beflægtie
Driftet. . x e 356
Laurits Engelstoft.
Scener af Wiens Beleiring og Befrielſe 1683. 362
Adam ( Gottlob Ohlenſchla ger.
Aly Hamamys Kilde. Af Aly og Gulhyndy, et
Eventyr. e e . 0 (| Å!
| Vauiundur fængfles af Song Midudr. Saga. 381
Thor med fit Følge drager. til Fetternes Land. Af Thors
Reiſe til Jotanheim, et Epos. 389
VHelges og Hroars Julereiſe, og Kong Brodes Jule
i gilde, "Af Øelge, tt-Cyob. . . …. 394
De tvende Kirketaarne. Ridder⸗Viſe. . 400
.Audero⸗Skod. Af Latzelands⸗ Seifert, IE 405
Dorſiag. Af ſaume.409
Yundhold: Xi
Vahl. Gravfaig. . 5 : : 440
Elvene og Fosſene i Norge Af —— 412
De ſihſte Scener af Palnatoke. Sorgeſpil.. 418
Nicolai Frederik Severin Grundtvig.
Om Nordens Sæmpes Aand. Af Nordens Mythologi. 429
De Rorbiffe Udvandringer i Middelalderen. Af ſamme. 431
Betydningen af Valhalds⸗Mythen. Af famme. 438
En Bord⸗ Samtale imellem Broder» Kongerne Giften
og Sigurd. Af Overfættelfen af Snorre Sturleſhn. 440
Gothen Bjomulfs Ankomſt til Danrfongen vrodgar.
Af Overſ. af Blowulfdrapa. 444
Pindſe⸗Pſalme. +. W 450
Epr Molbech.
Om Ditmarfferne, og Saaget ved Semmingflede. - 453
Steen Steenſen Blicher.
Hjorterytteren. Af Roverſtuen, Novelle 462
Bernhard Severin Ingemann.
Liden Eina paa Bornholm efter at den ſorte Dø har
raſet. Af: De Underjosdiffe, Eventyr. . 470
Kong Valdemar Seier ſtraffer fine Krigeres Vildhed.
Af: Valdemar Seier, en hiſtoriſt Roman. 474
Johan Ludvig Heiberg.
Om den i det offentlige Liv herſtende Tone, Brev. 470
Forfte Tillæg”
indeholdende nogle —— —* nowine Sagaer i Danſt
Njanls Saga. Rahbeks Overſcettelſe.
Gunnar af Hlibarendes Endeligt. . 2. . 487
Njauls Indebrændelfe paa Bergthorsval . . 497
Oluf Tryggveſons Sega Rafns Dverfærtelfe.
Slaget ved Svolber. . . … + 504
Knytlinga Gaga. Rafns Dverfættelfe.
Knud Lavard. Hertug i Slesvig. . .. 618
Snorre Sturleſon. Seundwigt Overfættelfe.
Hakon Adelſteen. .. 3827
AJ
xx Iundhold.
Andet Tillæg
indeholbende nogle Prøver af Svenſt Sprog og Litteratur.
Zorerindring, hvori det Svenſte Sprogs væfenttigfte For⸗
ſtjelligheder fra Danſt ere anførte. - 538
Gustav Henrik Mellin. NE
Hellskis vid Venern. Ur Blomman på Kinnekulle. 541
Konung Johan den Tredjes Dåd. Ur Anna Reibnits. 546
Fredrika Bremer.
Fårhoppuingar. Teckning atur hvardags -lifvet. 548
K. .
Slottet Såfrebys Uppbrånnelsee Ur Snapphanarne- 661
Anders FryxelL
Bråwalla slag. Beråttelse ar Swenska historien. 565
Carl Fredrik Dahlgren.
Kårlekens Snaror. . . .— 569
Per Daniel Amadeus Atterbom.
Utur: "Befrierskan, Prolog til Lycksalighetens 0. 871
Utur: Minnes - Ord åfver Kernell. … 574
Erik Gustaf Geijer.
Svenska folkets lynne. Ur Svea Bikes håfder, 576
Minnen, . . | 579
Esaias Tegnér. i .
Utur: Nattvardsbarnen. me …,… . 581
Floden: . 583
Kung Gustaf ni:. inflytaride på Svenska nationens
4 lynne och tånkesått, . . . 584
Johan Olof Wallin. |
Så vandre vi all verldens vig. Psalm. .… " 686
Åra åt fåderneslandet. Tal. . . . $87
Franz Michael Franzén. i
Menniskans Anlete. . so oe. e . 589
Svea till Dana. . . . W 591
Carl Michael Bellmann.
Fredmans Epistel 6fver Bergstråmskans Portrait
på Liljans krog i Torshella. . 591
Fredmans Epistel til the Birfilare på then Konungt-
liga Djurgården. . 594
U
Indledning.
D. Nord iſke Sprog have deres fælles Udſpring fra bet Is⸗
landſke eller, ſom det til Adftillelſe fra den nuværende noget afs
vigende Dialekt paa Island ogſaa kaldes, det Oldnordiſke.
Om bette Moderſprogs Beſtaffenhed er det nu iffe mere vanffeligt
at flaffe fig em klar og tydelig Kundſtab, da Raft har oplyſt åg
ordnet, hvad ber i ſamme for hans Tid endnu var dunkelt og fors
virret. Sfær fan til denne Henfigt anbefales Begynderen hans:
n Kortfattet Vejledning til det oldnordiſte eller gamle islandſke
Sprog, Kjøbenhavn 1832, hos Reitzel i Kjøbenhavn og v.
Maack i Kiel, Pris: 2 Rbomk.“ — og, Oldnordiſt Læfebog, Kjoben⸗
havn 1832, hos Reitzel i Kjøbenhavn og v. Mand i Kiel. Pris:
4 Rbink.“ — Af dette Stammefprog have i Tiden udvidet fig
det nuværende Islandſke, det Norſte, det Svenſte og det Danfle
Sprog, Det Islandſke er, paa nogle Forandringer nær,
fom Ziden og Forbindelſen med Danmark nødvendig maatte mede
fare, baade i Tale og Skrift forblevet det famme ſom det i Olb⸗
tden var, — De Norſfke have antaget det ſamme Skriftſprog
fom de Danffe, og efter dette har ogſaa den mere kultiverede Deel
af Folket, ifær Stadernes (Soſtæders) Beboere lempet deres
Taleſprog. Det egentlige Folkeſprog derimod, ber, ſom ethvert
dFolkeſprog, Har mange Dialekter og er i det Hele temmelig for⸗
felligt fra Skriftſproget, er det blant de Nordiſte Sprog ſom,
næft det Fslandffe, har beholdt meft Lighed med det Oldnordiſke,
hvilet da ogſaa er ganffe naturligt, efterſom dette ikke var andet
end det Norſte Sprog der ved Udvandring blev flyttet over til Is⸗
land. — Det Svenſke, ſtjont noget mere afvigende fra det
4 -
ANS
BR. IJundledniug.
gamle Stammeſprog end det Norſte, ſtaaer det dog endnu endeel
nærmere end det Danſte. Imidlertid har den Svenffe Mundart
ikke, ſaaledes fom den Norſte, Skriftſprog tilfælles med den Danffe;
men den har dannet ef eget, hvilket dog er meget ligt det Danffe,
naar man ej vil regne Retffrivningens Forſtjellighed. ") Om og
hvorvidt disfe to Skriftſprog virkelig ere indbyrdes forffjellige, vil
det andet Zillæg bag i denne Bog tilſtrækkelig oplyſe. — Det.
Danſtke Sprog har meſt fjernet fig fra Moderſproget, hvor:
til nogen Grund viſtnok ligger i Landets klimatiſke og geogra⸗
fiſte Beſtaffenhed (ſaaledes forklares, vel bedft den blødere, hurti⸗
gere og afſtumpende Udtale, der tildeels ogſaa findes i det Engelffe),
men hvilfet dog fornæmmelig maa tilffrives den Indflydelſe, ſom det
Nederſachfiſte eller fan kaldte Plattyffe meget tidlig, og ſenere hen
ogſaa det Højtyffe udøvede paa det Danſte Naboſprog. Hvorledes
nu dette igjennem de forſtjellige Perioder har udviklet fig til det
nuværende Skriftſprog, derpaa afgiver denne Læfebog Prøver lige
fra de ældfte Sprogmonumenter, vi befdde. Men for at Begyn⸗
deren bedre ſtal kunne vide, hvad han i disſe Sprogprøver ifær har
at føge og være opmærfjom paa, ville vi af den lærde Regiſtrator
vw) J ethvert af didfe Sprog har Netfrivningen i nogle Stuffer
været heldigere, i andre uheldigere i at vælge Midlerne til at
betegne Udtalen. Saaledes maa det betragtes ſom en Fejl ved
"Den ſpvenſke Netferivning, at der ofte findes iv hvor Udtalen har v,
og g hvor den har j. Omvendt befværes endnu den danſke Ret:
ferivning med det ſtumme e og med Tegnet aa, ligeſom ogſaa
den danſke Retſerivning paa mange Steder har Ild og nd alde⸗
leg imod Udtalen, hvor de Svenſte rigtigen ſtrive U og nn.
Jovrigt har den Hovedforſtiel i begge Retſtrivninger, at den
danſte betegner Ordets lange Hovedſtavelſe, nemlig ved at for:
boble dennes Bofal, den ſvenſte derimod betegner Ordets forte
Hovedſtavelſe, nemlig ved at fordoble dennes Konſonant efter
Vokalen, rimeligviig fin Grund deri, at de Danfe ere meget
tilbøjelige til at udtale fort, de Svenſte, ligeſom og de Norſte,
til at udtale langt, hvilfet fidfte ogſaa ſees at have været
Tilfældet i det oldnordiſfe Sprog. '
Indledning. ' 3
Peterſens Fremflilling laape nogle almindelige Sætninger over
Sprogets Uddannelſe, i det vi desuden til Selvftudium bøjs
figen” maae anbefale hans Berk felv: ,, Det Danffe, Norfle og
Svenffe Sprogs Hiſtorie under deres Udvikling af Stamſproget,
af N. M. Peterſen. 2 Dele. Kjøbenhavn 1829 og 1830.,
ſammenlignet med C. Molbechs interesfante og lærerige Be⸗
merkninger over, det Danſte Sprogs Hiſtorie i Fortalen til hans
flere Danffe Ordbog, udg. i Kjøbenhavn 1833 i to Bind.
Deterfen antager nemlig efter Raſt fire Perioder i Sprogets
Koranbringer, naturligviis uden at fætte ganffe ffarpe Græendſer for
diéfe. J den førfte Periode, omtrent fra 1100 til 1250, hvilfen
han falder Widfte Danſt, begynder Sproget af fig felv at for⸗
andres, ifær med Henſyn til Bojningsſpyſtemet. J denne ligger
Sproget i Did, Vendinger og grammatikalfk Bygning endnu faare
nær ved Stamfproget. Dog er det islandſte Omlydsſyſtem for
ſtorſte Delen tabt, og Gjenflandsformen (Accufativ) i flere Til⸗
fælde bleven lig Nevneformen (Nominativ); i Forſcetningen ſeet⸗
tes den fremfættende Maade (Indicativ) iſtedenfor den betingende
(Conjunctiv). — I anden Periode, omtrent 1250— 1400,
WEidre Danſk, fuldendes den i førfte begyndte Forandring ved
Vokalſyſtemet, da nu alle Endelferne paa en Vokal blive tif e, .
Ved Navneordene er fun Ejeformen (Genitiv) forſtjellig fra
Rævneformen, Ugeſom i nuværende Danſt. Hankjon og Hunkjon
begynde at falde ſammen i et Falleskjon, hoilket forſt merkes ved
Tillægsordenes Flertal. Den ubeftemte Artikkel har udviklet fig
af Talordet een, eet, men forekommer endnu ikke almindelig.
Ved Gjerningbordet ere de tre Perſoner faa godt fom overalt blevne
lige; Nutidens betingende Maade (Præf. Conj.) er næften tabt
og bruges Bun ſom ønffende Maade; Datidens (Imperf.) betine
gende Maade derimod er i denne og følgende Periode endnu almin⸗
delig, — Tredie Periode, omtrent 1400 — 1530, eller fra
de Tyſte Sprogarters overvejende Indvirkning til Reformationen.
Gammel Danft. Ved Blandingen med germaniffe Sprogs
1* F
4 Indledning.
arter opſtaaer en overordentlig Sjæring, ſom iſar viſer fig ved
Orbddannelſen og Ordforraadet, da Morbiffe og Tyffe Endelſer og
Udtryk fer paa det mangfoldigſte forbindes. Et ſikkert Skjelnetegn
imellem denne og forrige Periode er de haarde Konſonanters Overs
gang til bløde, hvilfen Overgang nu er fuldendt. Den. ubeſtemte
Artikkel er almindelig, ligeſom i nuværende Danff; Hantjn og
Hunkjon ere næften faldne fammen i Fællestjen; de nuværende
danſke Endelſer træde frem ved Siden af de forhen herſtende. De
enkelte Sprogformer lade fig, formedelſt Gjæringen, neppe henføre
til ganſte beſtemte Regler; dog har det grammatikalſte Grundlag,
Deklinationen og Conjugationen, bevaret den Nordiſte Karakteer.
— Fjerde Periode, omtrent fra 1530 til 1660 eller næften
henved 1700, gaaer fil Sprogets grammatifalffe Bearbejdelfe,
s er fulbendes Afoigelfen fra Islandſten: deels blive nemlig de nus
værende danffe Endelfer de meſt herſktende, deels gane de gamle
ut uforftaaelige Ord for ſtorſte Delen tabte. Med Slutningen af
denne Periode maa altſaa Overgangen til nuværende Danſt anfees
for fulbendt. i
Cen Bemarkning maa her endnu tilføjes, for at man ikke ved
Lesningen af de valgte Sprogprøver ſtal give Ordene en Udtale,
fom de hverfen nu have eller nogenfinde have haft, I Skriftſpro⸗
gets Barndom kunde naturligvis Retffrivningen heller ikke være
fuldkommen, hvilfet den jo ikke engang endnu er, og de Maader,
hvorpaa de Gamle føgte at betegne Udtalen, ere ikke altid de ſamme,
fom de vi nu anvende, Imidlertid behøve vi Lun at gjøre opmærk:
-… fom påa, at tå ofte maa læfes fom d, y ſom i, v og w ſom u
og omvendt u fom Y, fv fom v, og endelig a fom aa; faa
vil en fort Øvelfe let gjøre enhver Læfer fortrolig med de øvrige
Uovereensſtemmelſer, faa at han ikke deraf lader fig vildlede. —
Hvad Interpunctionen angaaer, da blev den i de gamle Tider brugt:
faa aldeles planloſt, at jeg hverken har anſeet det for lærerigt eller
interesfant, i Sprogproverne ogſaa at give Prover paa den. Dea
det derimod for Begynderen betydelig letter Forſtaaelſen, naar han
veed, hvorledes han ſtal adffile Sætningerne; faa har jeg til dette
Indledning. | 6
Ojemed ſelv fat Interpunctionen, hoilket ogſaa er den eneſte For⸗
andring jeg har tilladt mig med de valgte Stykker. —
Forend den latinſte Bogſtavſkrift ved Munkene blev alminde⸗
lig udbredt her i Norden, anvendtes ſom Skrifttegn de faa kaldte
Vuner, hvoraf ber gaves adffillige Afvekslinger, meer eller mindre
forſtjelige. De, ſom feneft brugtes, vare naturligviis de mindſt
fonflige, og adſkilte tillige bedſt de forſtjellige Vokal⸗ og Konſo⸗
nant⸗ Lyde. Da Befjendtffab med disſe gamle Tegn maa for 06
Nordboer have megen Interesfe, bande fordi vi derved blive i Stand
til at læfe Indffrifterne paa mange Oldtids⸗Mindesmeerker, ifær
Gravſtene, og fordi disfe Karakterer felv høre til de Nordiſte Sprogs
Oldſager; faa ville vi anføre det Rune» Alfabet, ſom hyppigſt er
bengt paa de gamle Menumenter, og i det mærkværdige Rune⸗
Haandſkrift af den SÉaanffe Lov, ſom findes paa Univerſitets⸗
Bibliotheket i Kjøbenhavn, og derpaa begynde vor Danffe Læfebog
med nogle Prøver af denne ældgamle Skrift. i
U
De fædvanlige enkelte Runer:
Fi, fe (eh. li, is.
AN u, v, ur. Å $ ka, e, ar (aur).
b tå, thus. fg åg 8, fol.
kd 0, os (ous). 294,5, tir.
R Å £, reib. ØB 5, bjarkan.
F 2, k, kaun. NI, løgr.
% 5, (95), hagl. Y 6 m, mabr.
Kb n, naud Avp, 8, yr.
Stungne Runer:
4 tå, b. F 8. i
de. BP '
6 Rune - Jadſtrifter.
Indftrifter paa nogle bekjendte Runeſtene.
Trnggevælde — eller Vallo⸗Stenen fra Sjælland.
(Gee afbildningen heraf tilligemed Nyerups Beretning og Raſts For⸗
klaring i Skandin. Litter. Selſtabs Str. 1809, Side 404 — 447.
Denne Steen, ſom oprindeligen fandtes: ved Tryggevælde Herregaard
t Præfte Amt, blev £ et af Aarene 1651—58 flyttet til Vallø, og
" 4840 til Kjøbenhavn, hvor den er opftillet ved Opgangen til Uni:
verfitetg: Bibliothetet.)
EXEX
—öxRXRXX
VNIN MAR lt FNSØNNEE 6404).
HAK hk FID bCul
..... RBIk PALÆ MÆRDE HN (FINMA DR(4) BFARI
hf DARDD AR RIM Dr FIMND WAF bp
IDF RIDER PRIFI
Paa nuværende Danſtk:
Ragnhilde Syſter Ulfs fatte Steen denne og gjorde Høj denne
efter Gunulf Mand fin, (en) berømt 7) Mand, og Skib dette
(ell. Skidgaard, d. e. Indfatning denne) . . ... ?) Faa vorde
nu fodde end ham bedre. — Den vorde til Trold (? Ulykke ramme
den), ſom velter Steen denne eller herfra drager.
1) Regiſtrator Peterfen antager ved dette Ord, at et Par Stre⸗
ger ere udilidte, og at der oprindelig har ſtaaet PRRPNPAI,
hviltet vilde være Accuſ. af isl. framadr eller fråmudr, berømt,
2) Raft udfylder her umhverks eller uthverfis, omkring eller
uden om.
—
Vune-=JIndftrifter. 7
Den Glavendrupfke Steen fra Fyen.
rahamſon, Werlauf og Raft have forklaret dene. Gee Gfandin,
bitter, Edftabs Gfr. 1806, 2 8. &. 105—121, hvor en Ufteg>
SRinerva 1808, 1. & 271—987%. Etenen findes ved Landsbyen
Slavendrup i Odenfe Sint i Fyen.)
RIFHKIMR hf
AD MIE Dk Fe 1
FMF NENT FNbt
NC) o (KL) DNK HIRDIE bl
FAR NIVHA FARDN
FANEN DANE HEN PIDNR
lt ANE kk FI Hare
DER bb DH HANNE REN RAK
GR bal HER ARMEE hit
DAR MINT bet RINHER
FORUM hd MERDI fh Nb bt
F ID FRIT
Ragnhilde fatte Steen denne efter Ale Solve (-fon), Guders .
neg Ven, 7) (hæder) værdig 2) Mand, — Ales Sønner gjorde
Høj denne efter Fader fin og hans Kone efter Mand fin, men
Sote riſtede Runer disſe efter Herre fin, — Thor vie disſe Runer! —
Til (Trold) den vorde, ſom teen denne velter eller henover
anden drager. —
1) Peter ſen gjætter: efter Ale, Salve Godes (.e. præfté)
Ben, eller og (elve Gudernes Ven (eft Ala ailva goda
vin), i hviltet Tilfælde Ale maatte have været Gode, hvorfor
der ogſaa ſiden tilføjedes, at Thor fulde vie Runerne.
2) Peterfens Forklaring, ſom læfer hidvirdan , af isl. heidrvirdan,
fornem, auſeelig. Rafk gjætter dndverdan og overfætter; mo⸗
dig, tapper,
8" Rune > Indſtrifter.
Den Brynderslevfke Kaneſteen fra Aalborg St.
(Diane Steen, ſom tilforn var indmnret i Bryndersles Kirkerruur
i Ferslev Hetreb, Aalborg Stift i Iylland, blev fiden ført til
Kjøbenhavn, hvor den un er opftillet ved Opgangen til Univerſitets⸗
Bibliothelet. Den her givne ForHaring, ſom noget afviger fra Rakks
i Antiqv. Amaler 3. B. 6. 83, er meddelt af Prof. Bredſtorff iGere.)
FIRVIA IR FRINM FINN VAKI) FV
BAK NKT) FIRYNKT) PART) MIN YIRENKT) Få
Kirken er Kriſti Fjende (faldet) for Menneffene,
Svend, Sen Germunds, til Miſtundhed (Sjæls Frelfe).
De fire Runeſtene i Ribe Stift, ſom vedkomme Gorm
og Thyre Danebod.
CVed Landsbyen Jellinge, 13 Miil fra Vejle i Iylland, ere to me⸗
get ſtore Høje, ifølge det hiſtoriſke Sagn Kong Sorms og hans
Dronning Chyres Gravhøje. Paa hver af disſe fandtes en Mane⸗
ſteen; disſe ere' nu benflyttede til Kirkegaarden. — Bekkeſtenen ſin⸗
des i Kirfebyen Belle, henved 5 Miil fra Kolding, Ner ved Bekle
Ligger Kirkebpen Læborg, Hvor Runeſtenen endun ligger. Finm
Maguufens Befetning og Forklaringer, ſamt Raſto Bematfninget
findes i Aatiqvar. Aunaler 4. B. 1. H.) e
a. ben ſtorſte Jellinge⸗Steen.
SIRIMR FIMNFA Bb FIHRI
NEN DANI HPA FODRE FIDDR bib
HP HEN DINRAI ØNDNR hit hf
KHRHMR If hkA Mb PAKOARE
Mb NE HORNE
HF 2... FRIKMK
1) Paa Stenen ere disfe fo Bogſtaver forbundne til cen Figur,
hwillet her i Bogen tlte lod fig gieugive.
N
Rune⸗Indſtkrifter. 9
Harald Konge Gad (2: bad) gjøre Høj denne efter Gam
Fader fin og efter Thyre Moder fin, Den Harald, form fig ") .
vande Danmart hele og Norge, og antog Keiſtendemwen.
h. den mindſte Jellinge⸗GSteen.
FNRAOAM FNINA
FaRbI vnxb Phi
FT BARN YMN
hitte MIGPRYTA BM '
Gorm Konge gjorde Høj denne efter Bor, Kone Fr, Dan:
marts Bod (d. e. Prydelfe).
se. Bekke⸗Stenen. .
RVNVTA PAP ANE PIK An YRNEN DAA PRIA
Yibn PARNIAA XANV
Rafnuga (Hafnunga): Tove og Fodin og aauble, de tre
gjorde Thyres Høj.
d. Læborg Stenen.
RXAPNVA PNFI KIAN RAMA bil are
.. MÅ TRMMIV hIM '
Raſmoa · Zove hug Runer disſe efter hyre, Dronning fn.
Den forfte Sledoigſke Runeſteen.
(Ved Flællen Wedelſprang nær ved Slesvig fandtes 1796—98 fe
Mmeftene, ſom un ere bhenflyttede til Louiſenlunde Have. Den
førfte er ifær merlelig ved Slutnings⸗Runerne, der maae læfeé fra
Højre til Venſtre og ned ad, og ſom alle ere hæftede til lodrette Stre⸗
ger, ligefom ———— bvilfe Streger vi her i Bogen dog ille
Have Emnet gieugive. S. ſhorlacins har deſtrevet og forklares
disſe Runeſtene i Antiqu. Aunaler 2 B. 1. H.)
dab Rib Welt bhl
KLØDIPT NI AP MLA .
H Exr meget heldig Ider af Peterſen, ſom, uden at forandre noget,
ved forſtaaer gl. dang fær (isl. fjer), At Runen hb
ogſaa Fan betegne æ, e, ſees af Ordet FREM , frændi, paa
Tirftedftenen (Mord. Tibsſer. foroldtyndighed 2 B. 3. H. 6,245.)
KIRbP 8 FYNDR |
iX. N.eb. Portr
fot I PP 2 R
tit On? PR oY
RI K'Å
40 Nune-⸗Jadſkrifter.
KRAV PINMPS Ab ii Mä
PÆNDR Pk PRIFITA
urn. ne &ætibt BA
Thorlef rejfte Steen denne, Sjæft (ell. Huusven) Svendé,
efter Erik Stalbroder fin, ſom blev dod (døde), da Drengene
(VBVikeingerne) fade om Hedeby. (€n) meget god Dreng; med
Styr (bjørn) var han, 1) ... (Eller: en meget god tro Styr⸗
mand 3: Skibsbefalingsmand var han).
— —
Brudſtykker af gamle Danffe Love.
Om nogle af de gamle Love vide vi iffe med Sikkerhed, hvo der
har været deres Forfatter eller Samler, endnu mindre, fra hwilket
Aar de Haandſtrifter ere, ſom vi have af dem. Neppe er imidlertid
noget af disfe ældre end fra Mibten af 13de Aarhundrede, Men
herved maa man erindre, at digfe Haandſtrifter iffe kunne indeholde
noget tro Billede af Dang, ſom det taltes paa den Tid da de
bleve til; thi deels ere de jo Afſkrifter af tidligere forfattede
Love, deels ere jo disſe Love ſelv fædvanlig meget ældre Folle⸗Vedtægter
øg Beſtemmelſer, der for en Deel naturligviis forplantedes i deres
gammeldags Sprog. — Af den Skaanſte Lov er her bet mærkelige
Nune⸗-Haandſtrift benyttet, og Rune⸗Tegnene beholdt, da Nøglen
til at sæfe dem jo allerede her. i Bogen er given; dog har jeg troet,
1) Saaledes overfætter Thorlaciué, der læfer; drigr medr styri
vas han. Peterſen har én anden meget god Conjectur: harda
godr trugr (igL tryggr) madr i styr ellet styrimadr vas han,
en meget god trofaft (eller paalidelig) Kriger eller Styrmand,
d. e. Skibsbefalingsmand var Han. Mugaaende de allerſidſte
Runer, da foreſlaaer Thorl. indtil videre at læfe: i fari, paa
hans Fartej, eller: i farii, i Garden, paa Toget.
Gamle bdanffe Love. 44
et en Querſættelſe paa nuværende Dank var nødvendig, de de af
Numerne, ſom have en dobbelt Betponing, let kunde vildlede,
Af Skaanſke Lov efter Rune⸗Haandſkriftet. 11.8. 1. E.
PANKIR YARK KIIMMWRVI AINVY HORPENDDE” hq xt
ARRÆRU VARG HIX SIN FANV 4R MVFAx 4 ar xari
KAM KNR DIRA NID XIM AR MVAX 4 FI MA kap Pit
AR? hi) DA Ma KIK ht BINDER ÆNMR XAß. 4
B4R1 744 DYY KAKNY VAb- MM41 RMVAX 4 PFYNMR. -
KAN AR MMÆR KIK4 Må RK MVAX 4 B414 KAKNY DRY
YARK ANMR 4AM, VID 1AMAR fb 1) |
Af Kong Eriks fjællandføe Lov efter Haandfør. F.
Lib. 2. cap. 48. Um ræt thing. — Thet ſcal man oc
witæ, at fhing fcal thrå?) hauæ: Stathin, oc timen, oc folkit.
Stathin ær then rætær, ær ?) kunung hauer giuit, oc the hauæ
allæ giuæt ia mwithær,”) thær i hæræth æræ; thet ma oc æcki anner
ſtath ſtiuteſ, 5) utæn mæth allæ hæræth; mannæ folliæ oc ku⸗
nungf ia. Timan thet ær thærræ laghdaghæ, then ær the hauæ
haft af ærælde. oc then dagh ˖ſcal thet wæræ fram mith morgh⸗
æn; 5) oc ey ma han længær wæræ, æn til mith aftæn. oc
ey ma minnæ 7) thing wæræ æn tolf men. Warthær nofær
1) vaa nuværende Dan: Sælger (en) Mand Bifværm fin i
hegnet Skov anden Mands; (da) fige (han det) til ham, ſom Sko⸗
ven ejer, og have halvt hver (af) dem. Bil hiin, ſom Sko⸗
ven ejer, ej lude. hugge Træ fit, da lade hiin fidde Bierne
Evær, eller han lade bort tage bem ham ſtadesleſt, fom Sko⸗
ven ejer. Fælder han Træet uden hiins Lov, ſom Skoven ejer,
bøde (han til) ham tre Mark, eller dølge (nægte det) med Tyls
ter CD (fee S. 14. Anm. 13.).
2) Syvor dette å er brugt, ſtaaer altid i Haandfer. et mn med en
Tværfreg igjennem. 3) fon. 4) ved, fil. 5) henffgttes.
6) fra Mid-Morgen d. e. Kl. 6. .7) mindre.
—
1 od
42 Gamle dauffe Love.
bdom dembeer for mith morghæn, tha ær han fine han twaræ ey
" bømdær, Warthær oc thing fat, thet ær lagh thing ") warcher,
ær man fættær um mith morghæn ællær fithær meræ, ?) oc ku⸗
mær ſwa at the ſtilies atær 3) at, ſum ſtandum mwarthge ey langt
… thing, oc cummæ atær andræ men æfti, ſithen the æræ with
ffinæ, oc geræ annæt thing; tha hwat fum the mælæ thæræ,
tha ſcal thet ey meræ ſtath hauæ, en thet waræ ey mælt a thengi.
… ib, 2. cap. 88. Um børne fæ)) ær in warthar ta⸗
fit til gømæ. — Thet ær ræt fum før ær mælt: at then man
finnæ frænde børn fæ haucer at gemæ, han fcal thet ællær S)
tafæ til fælægr *) ællær til wirthninge.) En ær thet ſwa litit,
att man wil them ey takæ oc ey fathæ thæræ foræ oc slæthæ; tha
"ær thet bætræ at the thiggies) them til mab the fund the æræ fma
born, os gømæ them hint til theræ lang fremmæ, ?) æn the nøs
tæ⁊ o) theræ oc gangæ tho fithæn ſtafkarlæ. 11) Ent2) um ſwa
warthær hungærår, at the gitæ 73) them evællær ”+) fod, ællær
the ætæ ſwa fma, at the cunnæ ey af almufæ gangæ; tha ſeal man
them til thingf føræ of meth tging men rath them af theræ biælpæ.
En hwa ſum theræ forforthær 75) ællær utæn mæth thing (men)
raath, tha ſeal han them atær gialdæ alt oc fogh ofnæ, 1) at ey
war mere.
Af Biſtop Abſalons Sjcllandſke Kirkeret efter Hſkr. J.
Thettæ ær then ret, ær fat wardh a malftæfnæ 17) i ringſta⸗
thæ lund af abſalon ærfibifcop, æftær allæ fiallænsfaræ bøn; for
—. thå at rætæn war førræ af 5) hardh mællæ bifcop oc bønder.
Kyrki, of" 2) wigh warthær, ma? 9) ey annæt finnæ wighæ, num2")
1) Lov⸗Ting d. e. lovligt Ting. 2) fildigere. 8) atter. 4) Ejendom.
5) enten, 6) til fælled (med fit eget). 7) efter Vurdering.
8) tigge. 9) Fremtiden. 10) nyde, fortære. 11) Tiggere.
" 42) men. 13) kunne, formaae. 14) paa anden Maade.
15) forøder, forringer. 16) lovværge fig, gjørg Ed derpaa. 17)et
Møde. 18) for, isl. of. 19) naar. 20) maa man. Thi Kyrki
(itte Nomin. iftdf. det ældre Kirkja, men Accuſ. iftdf, Det
ældre Kirkja) fyres af wighe. 21) undtagen,
Gamle banffe Love, ” 48
leſ warther after ſten, Xllær hårnæ briftær.af altære; mum thåf
at hun warther ſwa myküke fpiællæt, T) at thær ma 27) ey gug
thianæflæ i mwethæ. En fral man mwighæn, tha aghæ 3) kirky
men at haldee biſcop en nat a theræ coſt; hanf caplan frulæ the
ginæ half mare, of hans burfwen +) en ore: hælægbdem 5) ſcal
biſcop til late a fin coſt. —
Wil nofær man giuæ i fot, 6) tja ma han ey meræ giuæ
æn half fin houeth lot. æn um hans ærfungæ wile dyliæ 7) thet
æftær han dethæn, oc fighær præftenæ at thet war giuæt; tha
mughe ærflungæ thet dylice mæt tolf laghfaftæ men. æn ær twiggi
mannæ witnæ til, ær a 2) hørthæs tha mughæ arwuge dylick
thet mæt) næfnd?) i fyrfiæ form, oc tho ep wide?) nefud. wil
man hel IT) i cloſtær faræs tha ma han in faræ mætd aff fin
houæeth lot. —
VWEn hwa ſum i ban warthar fat meth ret (fell, oc tvil han
fi forſtee år: tha bote flæfninge oe ſae, oc thre mare for ban.
En gar thet a annæt år; tha bøtæ flæfninge oc ſac oc fær mare
for ban. Er gar thet a thrithiæ ar; tha bøtæ flæfning oc ſac
oc for ban ni marc. Én gar thet a fiarthæ ar, tha bøtæ flæfs
ninge oe ſae oc for ban fuͤrtiugh mare, oc cecki meræ.
Thet fcal man oc witæ, at for hwær lonlic fånd, ær man ær
ſcrifthæt for, oc hauær han thær præft mitnæ til, for æn Han war
ſecteth thar for; tha a han ſaelsſ af were.
For thennæ ræt hauce bondeer iat bifcop thrithingſ tinde af
allæ theree fon, oc en flath heem at føræ i kirky ſoen. 12) —
hanne ræt war fat a malftæfnæ oc liuft a landzthing a then
oethenſdagh, ær fouræ daghæ war for fanctæ iacobſ dagh, oc a
1) ſpildt, ødelagt. 2) Fan. 3) have. 4) Hudholdningsføend,
d. e. Sushovmefter. 5) d. e. Brød og Viin. 6) d. e. pan fin
Sotfefeng. '7) nægte. 8) paa, derpaa. 9) Mand ſom udnævntes
til at afgive deres Formening om Sagen. 10) ej Gunſtens Mænd
(uviligeMænd). 11) frig. 12) Meningen er: Banderne forjæts
tede Biftoppén Tridings⸗Tiende af al Slags Seed, hvilfen de
kulde pde eller aflevere paa et Sted i Kirkeſognet; de vare
altſaa ej forpligtede fil at føre den hen til ct fremmed Sted.
Cd
14 Samle danfke Love.
finrtande mintær walbemar konungſ, fithæn han warth em wal⸗
dugh konung, oc a thrættandæ wintar abſalon ærtibifcopf; oc en
iamlangee) oc thre uke oc thre daghæ, ſithen fanctæ knüt i Ring⸗
ſtath war laugh iſtrin, oc fniit konung waldemar fon war eru⸗
, næth oc til konung wight; oc thre wintær oc fæm utæ, ſithen Rs?)
war wnnæt til criſtindom af waldemar fonung oc laugh til fialæn;
biſcoppom af waldemar konung oc af alæranber pauæ. fran then.
dagh, ær wærældæn mar ſcapæeth, oc til then dagh, ær then ræt
war fat, tha maræ gangnæ fær thufænde wintær oc thruͤ hundreth
tointær oc ſyutyugh winter, fem manæt minnæ dc færtan dag hæ.
oc fithæn guth war fod, tha mwaræ gangnæ thuftende mintær oc
hundreeth ˖ winter oc ſiutyugh winter oc ſyu mangth oc tolf daghæ.
Af Kong Valdemars fjællandfte Lov, efter Hskr. F.
Lib. 2. cap. 39. Af?) faar. — Hwilket får ſum ˖ man
far thet thær fiælft bær witnæ til, tha a man thæræ gen +) fær 5)
næfnd attafæ, thet ær ti men; oc hin fliutæ af 5) thre: oc
fithen hwat ſum fleræ 7) froeriæ thet ſcal ſtande. En latær han
ty annæt witnæ fram æn år, 8) oc hauær han nofær then ſtath
fangæt far, thær han wil ey meth dr a hændær 2) latæ witæ; tha
ffal han latæ bæræ hanum witnæ a hændær mæth troa men, at
han fech fult far af hanum, oc tha tafæ han athær thæræ ſcer
næfnd fore. Thet fculæ i wite, at men ſcal e*0) førræ latæ mæ:
læ witnæ fram, ær!") tho år te, 22) før æn han fæftær næfnd.
LEn warthar ey antæ førræ witnæ boræt ællær år teæt, før æn bin
fæftær log, 77) tha far han! +) thæræ ekki meræ for en tuͤltær
eth. 75)
1) et fulde Aar til Ende. 2) Den Nygen. 3) Om. 4) derimod,
5) en Udnævning for fig. 6) udſtyde. 7) de fleſte. 8) Arr.
9) imod, 10) altid. 11) eller. 12) vig. 13) d. e. tilby⸗
der at renfe fig fra Beſkyldningen ved egen Cd og Andres Cd
om hang Troværdighed., 14) d. e. Sagføgeren. 15) d. e. at
han og elleve andre ſkulle aflægge Eden.
£
Gamle dauftẽ Sove. 46
tb. 2. cap. 56. De hærwirfæ”) — Fhet flal man
witæ, at cey mugha færæ men gøræ hærwirke æn fæm, oc
tho ſwa af hwar there fanær thed follæ mwapæn. En riche
anti gange fem men ællær fleræ i mangæns gardh, of går
antæ at the beriæ 2) han ællær ſerce, ær tho tuttæ ællær tuhe)
han eller nofær hans hion frælft ællær anmogth, >) ællær fla hanſ
bårræ up, ællær hoggæ hanf tymbar finder ællær hanſ anboth, 5)
ællær at the bruͤteæ hanſ huf, ællær at the takee mæth wald nofær
af hans foftæ 4) burt mæth them; tha aghæ the thæræ foræ at
bøtæ fum til kumer, oc fullæ hanum all then ffathæ thær the
gørthæ wither hanum. oc bøtæ ſithen ther houcethſ man ær, fuͤr⸗
tiughæ mare mannæn of firtiughæ mare kununge. Enu duͤll han
oc haucer mænnæn witnæ til a thingi, tha tafæ næfnd igen.
Mn hauar han ey witnæ til, tha dålæ hin mæt thre tåltæ.
De hwar then ther i far oc i fålughæ war math hanum i thet
heerwirki, tha botæ mannæn thre mare, oc tunungi thre mare,
ælfær duͤlæe math tåltær eth.
Fortalen til Valdemar II:s Iyſke Lov, efter Ofir. F.
Swa byrices en 7) forstalæn a iutce logh, theer kunugh wal⸗
dæmar gaf oc dance tofæ witheer.
Wæth logh ſcal land bygges; æn wide hvær man oruceſ8)
at fit eghæt, oc late men nåtæ iafnæth,?) tha thuͤrfte 10) men
ekti fogh with; æn' ængi logh ær æm !') goth at fållughæ ſum
fanænd; '2) æn hwaræ ſum mæn æuær 3) um fanænd, thæræ
ſcal fogh letæ hwilt 7%) fannænd ær. ”
1) fjendligt Overfald. 2) ſlaae. .3) eller dog føde eller træffe
(tuhæ d. €. fitghæ d. e. toge d. e. drage.) 47 Han Tyende, fri eller
Træl. 5) Humsgeraad. 6) rørligt Godé. 7) end, fremdeles.
Disſe to Linier ere nemlig Afſtriverens Forerindring, de han
Forvejen har affkrevet andre Love. 8) nøjes. 9) Net og
Cljæl, 10) trængte til. 11) ligeſaa. 12) Gaudheden.
18) firæber.. 14) hyillet, hvad. .
16 Gomis deuſte Sove:
Warc ep logh a lande, cha haſchee bin meſt, thær meſt mas
tæ gripee; thuͤ ſeal logh æftær allæ men gorces, at rætæ men oc
fpafæ oc fadsfæ nitæ therce fpæfæ, ") oc urætæ men oc følæ 2)
væthæs thet thær i loghen ær feriuæt, oc thor ey for thå fulkn ⸗
mæ theræ undſcap, thær the hauce i hughe. Wal ær thet og ræt,
at then ther guz rægæl oc rætæns ælfenghæ 3) mughæ ep lodæ
til godz, at hofthingſ ræglæ oc landænf mithær slog +) for⸗ fan⸗
gæ 5) them af gøræ illæ oc pinæ them, af the gæræ illæ. -
Logh ſcal wæræ cerlic oc ræt,. thollich æftær landænf wance,
qucemcelich oc thårftælie oe opænbaræ, ſwa at allæ mæn mughæ
witœ oc undærflandæ hwat loghæn fighær. Logh ſcal ey gorces
ceth *) ſeriucs for enncen mang færlic wild, 7) num æftær allæ
meenz thuͤrft, thær i land bo, Engee man ſcal os dome gen 2)
thæn logh, thær kunungh giucer oc land tafær witheer, num æfis
tær thæn logh fcal land bømæs oc rætæs. Theen logh, thær ku⸗
nung giucer oc land tafær with, then ma han oc ey fliftæ æfh afs
tafæ utcen fandjænf wilice, utæn han?) ær opænbarlic gen guth.
. Thet ær kunungſ æmbeth oc hofthingſ, theer i land ær, at
gemæ 0) dom oc gøræ ræt, oc frælfæ them, thær meeth wald
thuyngeeſ, fiva ſum ær widue TT) oc merilsfæ born, pelegtim oc
utlanz⸗ moœn oc fatøfæ men, them gsreſ tithæft wald, oc latæ
ille men, thær ey tvilæ rætæf, i hanf land ep Tifuæ, for stol
at thœr han pincer æth dræpær udæthæssmen, tha ær han gud
thiartæftæsman oc landz⸗ giæglæsman, 72) forsthå at ſwa fum
bin hælghæ kyrki ſtuͤreſ mæth paucen oc biſcop, ſwa ſcal hwart
land ſtuͤrceſ mæth kunung ceth hanf undcer⸗reetcer oc wericeſ.
Thæræsmæth æræ oc allæ ftuͤlduͤgh, thær i hanſ land bo, at waæ⸗
" gæ hanum horſum oc luͤtheen oc underdanugh. Oe for⸗thy ær han
oc ſſcuͤldich at gøræ thæm al frith. Thet frulæ oc witæ allæ mæs
1) Bredeligheb. 3) Deere. 8) Kjærlighed til Ret.
4) Ctraffelon 5) forhindre. 6) eller. 7) Gunft,
8) imod, 9) Her er Lov antaget for et Hankiensord.
10) bevogte, d. e. holde over Lovens Udſagn. 11) auler.
13) Landets Sillerheds⸗ Mand.
Gamle danſke Love. 17
rælg hoſthyng, at meeth thet wald, thær guth faldær) them i hand
i thæs wæræld, tha faldæ han oc them fin hælugh kyrki af werice
for aft thet thær-a bethæs 7); æn worthæ the glemønd?) æth) wil⸗
dugh +) oc werice ey ſum ræt ær, tha ſculce the a domœ⸗ dagh
ſwarce, af kyrkicenſ frælfæ oc lanbzæenſ frith minzkœs for theræ
ſcuͤld i theræ timæ.
Witæ fculæ affæ men, thær thænne bok fe, at waldemar ku⸗
nungh annæn waldemar?) fun, thær fancte knutſ fun war, then
timæ han hafthæ wæræt kunungh ni wintær oc threthyuge, oc
at wor hærræ mat fed maræ gangæn thufænd wintær oc tu hunds
reth mwintær oc fyurthyugh wintæer. i mars manceth 'thær næft
æftær foot *) han fcriuæ thænnæ, book, ) oc gaf thennæ logh, thœr
bæræ flandær ſcriucen a danffæ, i worthingburgh mæth hans
finær 5) rath. Thæremwit maræ: kunungh erich, hærtog abel,
iunchærree kriſtofor, oc uffæ, 'thær tha war ærkibifcop i lund, og
bifcop niclæf i roffæl, bifcop ywar i fyun, bifcop pætær' i arus,
biſcop gunnær i ripæ, bifcop gurnær i wybeergh, biſcop ionæs
i wendel, oc bifcop ionæs i hethebuͤ, oc thæræstil allæ bæftæ
meng rath thær i hanf rikie warce.
Af Flensborgs nyere Stadsret.
(Aftryft efter K. Roſenvinges Udgave, ſom har fulgt en Pergas
ments⸗Coder, der hevares i Flensborgs Raadſtue-Archiv.)
Um byſins frælfæ. — Af 7) byman af flænsborgh giuces
nofær ſaak af hærtugh, eldær andræ woldigh men, (ældær af
nofær maan) ie for hwilfæ ſak thær thet ær, tha ſcal ham
ænict 2) wold a gstos, fyr en ham næfnæs dagh oc flæth at
ſwarce for fil. Oc ei maa han nothas til annæn ſtath at orſak
1) gav. 2) fratages, formindſtes By glemſomme. 4) gunftige,
d. e. pattiſte. 6) Genitiv uden Endelſe. 6) i disſe Ord ere
90 ſammentrukne til eet Tegn. 7) derfom. 8) ingen,
2
48 " Gamle danffe Love.
fit, eldær at fivaræ for HE utæn bywoll, ") tho at then ſak giuæs
ham af hærfcops wrethee.
Ksp. — Hwo ſum Føpter noket oc giueer feeſtepenning a,
oe wil ei hald kop, han hauæ forffot the penning, oc giuæ Yin,
thær fald, two græ penning. En drik the lithkop, oc ginæs ei
fæftpenning 2, hwo ſum kop withærfighær, han giald 2) tøjet
lithkop, oc dyl han thet han ei ſald ælbær kopt, weri ſik meth the
meenz ieth, thær lithkop drukke. En wor ei witn with, weri fik
meeth fin ien ieth.
Husfrith. — Af man fær til anncen mang hus mæth
ratheeth rath 3) oc mwæpnæth hand, oc brytær hus, oc gør hus
bond, eldær husfrø, eldær hion, eldcer gæftæ faar eldcer dræpær,
oc worther gripæn mæth færff gærning, ec ſpo manigh ſum thje
æræ, hauce forgorth hals oc gooz. En dylæ the thet, weri fil
math atæ naabur, finghær.a hwær hand, jortheghær +) men.
Tho ma han wrætæ thre af thisfæ, ſwercend a hælighdom, at the
cer hans uwin, oc tha ſcul andær thre men næfnæs i theræ ſtœth.
Hwat husfro ma fælæ — UEnigh man; husfrø,
husbond uwitænd, fælæ eldær wæthfættæ 5) nofæt gooz hogh⸗
træ, en for tølf ortigh pennigh, eldcer lous for miereæ — En
tvæthfepær eldær fullkopœer nofær man af annæn man; funæ mier,
en ſagh cer, han ſcal giuce æftær gien hinnæ husbond thet gooz,
oc hauæ forſcot the penning, thær han ut gaf. En dyl han thet,
thær han fæl af hinnæ, tha ma thet kallas tiyfneeth.
Toln fot liuend watæ. — Bor hæft ſcul men tolnæ
ien ottigh penning, for ien horsmothær ien orthigh; for folæ ſex
penning; for uræ ien half orce; for iet ſwyn tvo penning; for
ieth ſwins flæff tvo penning; for iet faar, eldcer lamb, eldær but,
edær giet, ien penning.
1) udenfor Byens Vold. . 2) betale, 3) med overlagt Raad.
4) jordejende, doſiddende. 5) pantſatte.
— —————
hd
Gamle danffe Lægebeger. 49
Brudſtykker af Henrik Harpeſtrengs Lægebog.
(Af Hiſtorien vide vi intet videre om H. Harpeſtreng end at han
idet 13de Aarhundrede vat i Dauniark befjende for ſine medicinge .
Kundfkaber og Skrifter, og at han døde ſom Sannit i Rofilde
ved Aaret 1244. Nedenſtaaende Prøver ere aftroͤtte efter C. Mols
bechs Udgave 1826, font har fulgt en Coder, der uden Tutvl er affkrevet
af en Murl Sund Iul fre Corg omtrent Aar 1300 eller lidt
ſenere.)
Af malyrt. — Xbfinthium, malyrt. Hun er heet i
forſte trappæ ”) oc thyr 2) a anncen. Hwilkee lund man cta
jænnæ ællær drifær, tha ſtorker hun magbæ, tho beſt of man
ſiuthcee hænnæ i regnh watn, oc ffæræf 7) fithæn oc folæf ynær
en dag, fyrre æn han brifær haunc. Thæffæ lund ma fun
hicelpee manughktyns fiucdom, ther manpgh fængær i maghæ.
zhæfjæ lund æltær %) hun oc fpol orm burt; ooe loſer mang
quith; 5) oc dughær for mangkyns ilt, ther manygh fangær å
fin quith. Hun dughær oc .til at piffæ. Stampær man hænne
mæth ædikæ oc (mør fie mæth, tha fly hanum loppæ, oc flughær
[dø] af hennce don. %) Latæs man hunugh with malyrt, tha
færær thæt ognh thær ſmorſ meth. Zhæn em, 7) ær thær fotæn
malyrt gær af, frælfær ornce thær weerk cer i. Macytt ær goth
with grøn 8) far, of hun flampæf oc lægf with. Hun dughær oe
for clathe,ꝰ) of man thwar fis i hænnæ footh. 79) Man fpyr .
ei a haf, 7") of man bridær hænne for mæth annæn dryk.
Læggæ man malyrt hoof i fin fæng, tha dughær hun for ſyfn.12)
Oc hwar ſum malytt lægf i klæthæ, tha ſtathar them cei met;
Stampær man malyrt meeth hunugh, tha dughær thæt (ungæ
byld, oc for blænæ 73) thær um øghæn fombær. For sræn fang
1) Grad. 2) tør. . 38) Flareé. £) Driver, — 65) Bug.
6) Lugt. T) Cem, "Damp. 8) frig. 9) Klse.
10) i et Affog deraf. 11) paa Havet, d. e. bliver føføgs
12) hjælper den til Søvu,. 13) Blegner.
2 É 4
i
20 Gamle danføe Legeboger.
æt malytt goth meeth oræe galla. Slutcer man malyrt mæth oli
" grøn, oc (mør utæn geen maghæn, tha biælpær thæt miket.
Muus ætær thæn book cei, thær ſcriuces mæth thæt blæf, thær
mæth malyrt ſiutheeſ. Rommeer gauce man malyrt at dridæ for
man; hælænd gømfæl, 7) oc pryfde hennce meræ æn gul æl-
lær ſiif.
Hwa fum wil lætidom taka, han ſtal chet tvitæ, af
nofær ſtcerk lcekidom må æi giuces børn, oc æi gamælt folc, oc
ci andær ther krancke 2) ær, Ol æi ſtal fæfybom takces ællær
giuces i myfæl hetæ, oc æi i myfæl kuld. Man ſtal dei twa
lekydom tafæ en dagh. Xhæghær 3) læfydom ær tafæn til loſn,
haucer man i fangæt loſn, tha ſtal mat mi takceſ fyrræ æn leeki⸗
Bom haucer ſyn dygh +) fulkummeet. Takcer man mat fyrræ, tha
ma han ræthæs at han fangær rythæ, s) Theen thær lokydom
haucer taket, ma annæn dagh batfhæs, at thæt thær lsſth ær af
kefydom ma mæth baftuf af tomes. QWil han giærnæ baſtuf
hauæ, theet ær got mark at wæræ længi i. En thol han mikeet
bet, tha gange ut æftær lofn, [oc] dtidæ ſik biugſoth. s) Fans
gær man ilt i liucer æftær leekydom, tha dricke warmt watn.
Thoeen theer lcekydom hatær taket til loſn, fangær ſtundum up⸗
kaſtnyngh oc æt loſn, oc thæt warther thæn kranclyt?) thær mag⸗
hæn haucer. Ofte oc thæn thær fpydridæ tafær, fangær løfn og
æi upkaſtningh, oc thær for ær thæt at maghæn ær ſteerk. Hwa
fum wil laſn gør(&) um wintcer, han ſtai ſunncen wæthær wactee
thær til, oc um fumær fcal man northæn mæthær hauæ til leky⸗
bom. Mark til at witæ næær lœkydom hauær yfræt 3) bughæt,
thæt ær myfæl thyrſt. Wil han dande, æftær at læfvdom
hauær fyn gicernyngh fulkummet, tha ſtal han win dryckæ, oc
rofæ watn flal ſtenkæes a. hans anlæt, )
1) for at bevare hans Helbred. 2) ſvagelige. 3) faafnart, naar.
4) Kraft, Virkning. 5) Feber. 6) Bygfuppe. 7) Ser
… maa rimeligvis læfeg: oc thæt warth pr for thæn Franchet,
8) ret meget, 9) Anſigt.
—
' Gamle danffe Legeboger. 214
Argentum vinum, qwikſylf. — Tæt ær afg betæft
oc al3 mwatæft. Thæt dræpær [pf oc loppær oe andre fmå ormæs
Blændæs thæt meth oli oc ædifæ oc letargiro, tha warthær
thær af goth fmøræls for fcad oc for blenæ. Hwa ſum quicforf
bryfær, han dryfær fyn doth. Hwilk en Igmmæ ") thæt løpær
til, tha flar thæt hanum oc nøtær, 2) Lægf qwikſylf til eld, tha
warthær thæt unæt 2) oc gar rok. Fangær man; ſyncer ) ællær
armben af thæn røgt, tha dlotnæs) the oc wanſtes,*) Oc allæ "
andœr limmee thær fiæluæ ma 7) røræg ; oc thar foræ fångær
manygh 2) at the muæ æi røtæ therræ lymme, oc ffiæluæfot,
doucels oc ængæ, ?) og ond lyt, 79) fuul mun oc thyrræ biærnæ.
oc & huar ſum rok komber af quikſylf, thæthæn fly ormæ, ællæe
ds the. 3—
Formal???) af ſtendok. — Evax konugh af arabie land
ffrøf fil nero keyſoer hwilkkœ ærlifæ ſtence æræ, oc af therræ dygh
hwer færlæft, 22) oc af therræ lyt vc therre nafn, oc horæ 73)
the mughe hittæs oc hware. 7+)
Alilce rættæ fltenæ hauæ therræ dygh utæn twiucel thær 75)
bofæn ſygheer. of the hanæ æi dygh, tha æræ the æi rættæ ſtence;
mum utæn the æræ glaar lytæsh, 78) oc geræ”?) them innen
gothæ ſtence lykce for ſwik.
Bæræf oc æi gothæ flenæ fwa fum them hørær oc bofæn
biuthær, the innæn gul ther gull hørær, oc the anntet thær
annæt hørær, oc the i winſtree waghe 73) oc the i hource
waghee, thær thær høræ; tha hauæ the æt fullceleke therræ dygh oc
therræ kraft. Thæffæ ær the flenæ oc therræ nafn thær bofæn
fæghær aaf. ændæs fortalæ af ſtenbok.
Criſolitus hetær en cerlyk ſteen. Han ær reth i lyt, flys
neend cens gull. oc giuær af ſik gniſtce gen ſool. De innæn has ,
1) Lem. 2) udtærer, 38) nupttigt, ubrugbart. 4) Gener.
5) blive bløde. 6) fvæftes. 7) fan. 8) mange.
9) Trangbryftighed. 10 Farve. 11) Fortale. 12) færdeles.
13) hvorledes. 14) hvor. 15) faaledes ſom. 16) farvet
Glas. 17) man gier. 18) Side.
22 Gamle danſfe Legeboger.
num tæt grenæ ſtripe lytceth æns haf. Han ſtal bæræsg innæn
gull, oc ær goth for trollæ oc or ræjlæ. Zhænnæ ſteen fombær
fra blamarmæ land, oc ſtal a winſtro wagh bæræs.
- Af en anden noget yngre. haandſekreven Lægebog, Codex
Arnæe⸗Magn. No. 187, 8.
Joek hygger thær um at manghæ tafær til at mvære læfæ,
thæn thær æy fan, forthi hauer icek feet fæn ”) læfæbom, oc
hanum hauer icek ſtreuet. — Hær byries 2) af howeth mær,
hwat thær ſtal gsres fore. Xhæn man hauer houæth weork, æls
Jer myſter fijt wit, tafæ hunægh oe wijn bathæ icefnt famæn oc
- Lat i cen leer zrydqe the ny ær. oc lat ther meth camiliatam ſwa
myket fom thek thykker, oc ſiuth theth om al en dagh, oe gijf hanum
theth at drikke, oc fe at han fofwær æn om twa daghe oc tua net⸗
tær, oc frælfæs han af thæn fot,
Sumæ mæn hauæ the øghæn, at the ma æn fee. om aften
æller om nat. hua fum fua ær, hanum ffalt thu latæ bloth aff
een athræ 3) hetær cephalica, oc ſtalt thu gifæ hanum ierapalga
celler pillule ſtomachion, oc meth liten mat ſtalt thu thom føthæ.
cey ſtalt thu om nat giuæ them at ætæ. oc thu ſkalt thom gifæ
getæ milt flect a eeld, oc thær ffalt thu pipær i læggæ, oc'thær
milten ær flect, tha ſtalt thu hænnæ fisthæ os writhæ af hæns
næ alt theth thu mat fa, oc ſmor thær meth thæn man; øghæn
thjær cy ma fe um.quæld oc om nat, tha haldæ finæ øghæn oc
fit anlete ofær røghæn up ganger af grydæn, oc aff theth getæ
før thær ſiuther. oc tha bæthræs hanum thæn blindelfæ.
Hær ſighce wi af dønæ orcen, hwat lægædem thær hører tel.
Jac biørnæ iftræ oc thiwrs tælgh oc fmør oc kirſebers qua⸗
thæ”), oc blandæ alt famæn oc wærm thæt oc drop thæt i øren.
— De on than dagh far thu howæth werc thær af, oc annen dagh
tha helær thæt. Item tae æffæ ſtauce oe læg i eeld, og thjæt
1) ſand. RR) begyndes. 3) Aare. 4) Gummi.
Gamle danffe Lægeboger. 23
watn wi loper af ænden, faunæ") thæt I een æggæ falk, oc Nandæ
thær tel cen ſteth mæth hunugh, oc tac-ofæn 2) af puyrløcs houceth
ten ſkech pc iouis barbe os twa flethjer, oc blandæ oc fi gønum een
lin clut, oc lat innen eet glar far, oc tha thær with tharf drop
thæt i øren.
—— ——
Det forſte Danſte Kongebrev, af Kong Oluf.
(Dette Privilegium for Stubdefjebingd Bymeend, givet 1886 af
Dronning Margretes Gan Olnf, opbevares i Originab Dokument
i Stubbekjebing. Sproget er ilke frit: for Germanismer, hrille
maae tilſerives Forfatteren eller ofxinnter. See Danfke Mag.
1 D. p. 85.)
Wi Olaf meth Guzs nathæ Kuning' i Danmark oc i Norwe,
oc een reth Aruing teel Swirikes ride, helſe alle men, ſom thethæ "
Bref fee eller hore, Innerlighe meth guth. Wi funnæ ?)
the ther teel ære, oc fivo the ther teel komme ffulæ, thet wi hawe
vnt oc lathet wore keree Bymen i Stubbekopingh therce leighe,
fro ſum the hawe haft fåre fyretiuf winter, ſum thet ligger a
Munkholm, +) ſwo ſum man kaller Stubbekopings Leighe.
Hware fore forbythee mi thet noker man, i hwo thet er, dat the
foreſauthee Bymen in Stubbekoping i thet forbonomende Læie
bothe po Land og i Strand them af at trenge, ſwo fremt ſom the
wille hawe mor Hulle oc vor Nathæ. Teel witnes burt tha ſtet⸗
fefte wi met wort ingheſeile. oc framdeles buthe wi wore thiennere,
at i ikke lathe wore kere Bimen forvnrette. Datum anno Do-
mini M. CCC. LXXXVI. Seriptum sabbato post assumptio=
nem beate virginis.
1) ſaml. 2) Saften. 3) En ubeboet Holm under Moen,
med noget Krat paa, og fuld sf adſtillige Slagé EuglesBilde, i
4) fundere.
*
»Y NERE j iel
Den Kalmarfte unioneei 1307.
(I Ny Danfke Magasin 8. B. har Conferentsraad Treſchow med⸗
deelt dette markelige Actftyffe, med ſtorſte Nøjagtighed, ſom fan
ſelv ſiger, aftrykt efter Original-Dokumentet. Imidlertid has
dog ved Afſkrivningen eller Trykningen indſneget ſig en meget de⸗
tydelig Mœngde Fejl, hvorved Sproget er meget forvandſtet. Disſe
Sejl ere her rettede.)
Auæ the thette breff høre eller fe eller høræ, 7) ſuo wel thee
" ther nw æræ fom hær efter komme fculæ, ſcal thet witerlict warce,
at, efter thet at allæ thiffe they Rike Danmar Suerike oc Norghe,
met en træt endrecht oc fæmyæ 2) oc kerlich oc. gothivilghæ huars
Rikeſes om ſich, oc meth radh oc fulbordh oe ſamthykke Hogh⸗
borne Forſtynne Wor nadighe Frw Drotning Margreta, oc met
allæ thryggic Rikeſens gothwilgha, oc fulkomlica ſamthyet Biſcope
oc Klerfæ, Riddere oc Smwenæ oc gange oc mena Rikeſens almughæ,
j huort Riket om ſich, war Høghboren oc werdich førfte, wor na⸗
dighe Herra koning Cric, til en ret Øerræ oc koning talen, waldr
oc wufongen ouer alle thiſſe thry Riken, Sidhen mpa fle trinis
tatis ſondach, nw war; ) j nafn fadhers oc ſons oc then hælghe
andz hær j Kalmern, efter allæ Rikeſens gotho manne ſamthyct
oc radh bothe klerke oc leeghmen, krunether oc j koningrlich ſtol ſetr,
ouer thiſſe thry koningrrike, meth then werdichet, ſom bothe j an⸗
delich oc j woeriltzlich ſtykke en ræt krunith koning til bør at beſi⸗
bdiæ oc werce ouer thiffe then koningrrike Danmare Suerige oc
Norge, tha war her j forde +) tymma oc ſtadh en ſtadhelich oc
wbrydelich ſemye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc
ænd ?) meth radh oc ſamthykke then forde Wor Herres Koning Erics
oc then forde Wor Fru Drotning Margretes, oc meth en ræt en⸗
dtecht oc ſamthykke alle Rikeſens radhgeuere oc men aff alle thry
Koningrriken fulbordhet j thenne modæ ſom her efter, folgher. —
1) Denne Gientagelſe, foraarſaget ved Reenſtriverens Uagtſomhed,
findes i Originalen. 2) Enighed. 3) ſom nn (nye, ME)
var. 4) fornævnte. 5) ſluttet (isl: hald, Baand), ind⸗
gaaet (dagtinget) og endt.
Den Kalmarſte Uniondact. 25
Forſt: af nn ſcule thiſſe thry Rken hafue thenne Koning ſom ar
Koning Eric i hans lifdaghæ, oc ſidhen ewinnelicc ſcule thiſſe
thry Riken en Koning hafue oc ey fler ouer alle thry Riken, ſuo
at Riken aldre at ſcilias meer, om Gudh wil. ſidhan efter thenne
Koningrens lifdaghæ ſcal en Koning ouer al thry Riken welics
oc tales, oc ey flere, oc ſcal engte et 7) Riket en Koning tafø
eller melghæ herefter, wtan met fulborlich ſamtykke oc endrecht
allæ thrygge Rikene. Gifuer oc Gudh thenne Koning føn, eller
them, efter hanom fommæ, en fon eller flere, tha ſcal'en til Kos
ning welias oc takas, ouer al thry Riken, oc ey flere: the andre
brøthræ, worthe met annet Herfcap belente oc bethenkte i Riken;
oc døtre om han them faar, tha gøre ther om, efter thy ſom laghen
wt wiſer. oc jo en aff Koningrføner, om Gudh wil at tha noken til
ær, at thiffe thry Riken hanom welice, oc han blifue Soning, oc
en flere, ſom fore er ſacht. —
Kan oc Koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at
tha Rikeſens radhgeuere oc men en annen tmweliæ, oc take, then
them Gudh gifuer til nadhe, there the efter theræ beſte ſamwit, oc
the mitæ for Gudh rættift oc ſcellixt oc Riken nytteſt mæræ met
en ræt ſamdrecht alle thrygge Rikence, oc af engin fid) her amot
ſetter, eller annet i dragher, 2) wtan ſom forefcrefuit ſtar, oc fculæ
alle thry Koningrriken j en ſamdrect och/ kerlich blifue oc mæræ,
ſuo af engte et ſcal ſich fran thet annet draghe met noken twadrecht
eller ſyndran, wtan huat thet enæ wpa gar, *) entich met orlogh
eller met andre wtlenſche manne afaktan, +) thet ſcal them wpa gå
alle thry, oc huert thera annet behelpelicht wæræ met al troſcap oc
al macht, thoc fuo at huert Riket blifuer widh fon lagh oc ræt,
cc Konningen efter thy hanom bør at hafue.
Framdeles ſcal Koningen flyræ oc radhæ met fit Rike i Dans
mare om hws oc fefte, lagh oc dom, efterthy ſom ther ær lagh oc
tæt, oc Koning ægher oc bør af goræ; ſuo oc i Suerike oc i
1) intet enkelt. 2) indfører. 3) overgaaer, paakommer.
M Aufagtelſe, Anfald.
⸗
26 Den Kalmarfte Unlondact.
Norghe, efter theræ lagh dc ræt ve Koning ther ægher oc ber at
gøræ, pc draghes engin lagh eller ræt tot aff eet Rike oc wti an=
net, the ther ey før hafuæ warit lagh eller ret; wtan Koningen
de huert Riket blifue widh fyn lagh oc ræt, ſom fore er fart, oc
huert bør aft bliffe. -
Kan thet oc ſuo worthœ at a noket et aff thiſſe Rike orlogh eller
herſchold wpaſtyrter, huilket et therræ thet helzt fan wotthe, tha |
ſcule the andre tro Riken, nar Koningen, eller hans embigmen wpa
hang wegne them tilfigher, met macht oc al trofcap thet Riket
til hjelp oc werghe komme, huart them worther tilſacht entich til
.… Tand eller watn, oc ſcal huert et Riket thet annet til hielpe kom⸗
mæ oc wara, ſom ther tilbør, wtan alt arct 7), thoc ſuo at huor
et Riket eller bathe tro thet enæ til hielp komme, tha ſcal man i
thet Riket them met fpifan oc koſt oc fodher af Rikeſens embitz⸗
men theræ nøthorft foreſe oc bæring, oc fcipe 2?) at landet oc als
mughen ey forderuet worther; en om fherræ thieniſto lon, ſcadhe
oc fenxel eller annet thet ſuo tilrøriv, ther ſtonde Koningen them
fore, oc ey Rikeſens embigmen eller almughe therom queliæ eller
a talæ.
,” Then tidh oc ther Riken al eller noket theræ orlogh aſtyrter
aff wtlensc hær, tha ſcal ſich ther engin met hielperæthe 7) take eller
tverghæ, at han engin thieniſt plictig ær wtan til fot eghit lan⸗
demære, 7) thet hafue wi alle ouergifuet oc ſamthyct, at en wores)
ſcal then annen hielpe oc følghe j huilket Rike thet nodh gors, for
then ſculd at al they Riken æræ nw oc worthe ſcule under en Kos
ning oc Herce, oc blifuce enig fom et Ribe, Hoermet fcule alle fey⸗
dhe oc tmæbdredt, fom mellom Riken hertil aff longe forlidhnee tij⸗
mæ warit hafue, natherlegges oc aldre mer wppas) eller wpdragh⸗
eg, od) aldre mer et Rike orloghe wpa thet annet; oc engte tet wp⸗
draghe, ther orlogh eller tofæmye ma aff komme, wtan blifue
alle ſom eet Rike under een Konins, ſom fore er ſact.
1) Argelit. ” 9) ſtaffe, indrette det faa. 8). udlugt,
"egl. Behiæelpning. 4) Landsgreændſe. PR den ene af 06.
6) vppes. i
*
Den Kalmarfte Unionsaet. 27
Oe fcaf Huer man høgher oc lagher widh ræt oc lagh blifue,
oc fil) nøghe lade i lagh oc ræt oc met engin dothfeydhe eller
annen wret eller hoghmod noken the annen forthrykke, eler wfor⸗
rete then ther mindræ forma; mtan alle ſcule ræthes Gud oc Bor
Herra Koningen, oc alle ſtonde hans budh, efterthy ſom tilbør, oc
hans embitzmen the han tilſetter wpa ſynce wegne dc rætte ouer
them ſom her amot bryde. Worther oc noken i noket Riket fridh⸗
løs eller biltoghert) eller forlictogher *) i annet Nite for fon rætæ
brut, 2) tha ſcal han fuo wel i thet ence Nile wara fridhlos ſom
i thet andre, oc ſcal hannom engin heyne eller forfuaræ, wtan
huor han worther a talether oc a kerther,*) ther ſcal man ouer
"hannem rætæ, %) efterthy ſom gan brut hafuer oc ræten tilſigher.
Stem om nofræ deythingen 5) eller ærende worthe wpedhe
eller omtalit met fræmethe Herre eller ſtedher eller therræ budh
— til Vor Heræ Koningen, i huilket Rike han tha ær ſtedder, tha
hafue han oc hang radh, the tha nær æræ ſtedde, jo nokra aff huert
Riket, thes macht, huat han oc the therom gore oc ende wpa thiffe
thry Rikes wegne, huat guthelixt oc ſtellixt oc nytteligt ær til
Vor HSerræ Koningens oc thiffe thry Rikes gagn. |
Stem ſcal man al thiffe forſcrefne ſtykke oc article fuo gore
te holde ſom forefcrefuit ſtar, oc them ſuo wt thydhe oc menæ, at
thet wardher Gudh til heder oc til Wor Herræ Koningens oc thiſſe
thry Rikens gagn oc gothe oc fridh, oc at huer lade ſich noghe i lad)
oc rot. ce wore thet fuo, at noken wore fom her amot wilde gøre,
at alle the aff thiſſe Rike hielpe Wor Herræ Koningen oc hans em⸗
bitzmen, ſom han thertil ſetter, met got tro oc al macht thet at ſty⸗
ræ, oc ther ouer af rætæ, efterthy ſom rat ær oc ther wibher bør.
Framdelis ſcal Wor / Fru Drotning Margretha ſtyra oc befdiæ,
rabhe oc beholde i henne lifdaghe whindrit met af Koningrlich ræt, eng⸗
te wndertaket*) efter henne følghe alt thet, fom henne Fadher oc henne
Een henne wute oc gafue i therræ lifuene liff oc i therræ teſtament,
1) landflygtig, fredlss. 2) for fin Rettebrnd, Brud paa Retten.
3) paatalt og ankllaget. 4) rette, domme. 5) Forening.
6) uden Undtagelſe.
é
ÅJ
-
28 . Den Kalmarſte Untondact.
oc ſuo i Suerife henne morghengaue oc annet, thet Rikeſens men
i Suerike hafue met henne ouer enæ bræget oc ſamthyct at hwn
beholde ſcal, fuo oc henne Morghengaue i Norghe, oc thet henne
Herræ Koning Hakon oc henne Søn Koning Oleff henne ther-tont
oc gifuet hafue bothe i therre lifuende liff oc i thertæ teſtament
oc et mughelict teſtamente at gøræ efter fid), oc thet at holde,
thoc fuo at kanden oc flotten omme: igen frii oc wmbeuoren ”) til
Konningen, nar hwn dør, wtan ſuo mange pænninge oc gotz ſom
hwu mwghelica bortgifuer i ſyt teſtamente, ſom fore er ſact.
Aff thetta forſcrefne, ſom henne ar botho gifuet oc wnt, at
thet ſtadicht oc faſt blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alleredha
tilforen fran ſich anthworthet eller gifuet eller bortguldet 7) eller lent
y thiſſe thry Koningrrike i Gudz hedher, oc henne wene oc thien⸗
nere, at thet oc blifuer ſtudicht oc faſt, efterthy ſom thet er giort, oc
at Koningen oc Rikeſens men i thiſſe they Koningxrike hielpe
henne thetta forſcrefna at beſidia oc beholde oc beſtyrme oc werghe
oc at hegnæ j goth tro j henne lifdaghe wtan arct, om thet
nodh gors.
Wille oc nokra henne i thiſſe forſcrefne ſtykker wforreta, eller
henne her i amot af gøre, arghæ') eller hindræ j nofræ modæ, tha
wille I j goth tro met al macht ware henne theri behelpelike at
ſcipe henne Ret ouer them ſom thet gøre, oc wune Wi henne,
at hon ma tabe Gudh til hjelp og them, henne hielpe wilgha,
at ſta ther amot, oc wergha ſich wforwit. +)
Til mere Beuaring alle thiſſe forſcrefne ſtykke, at the ſcule
ſtadighe, faſte oc wbrydeliec blifue ewinnelicce met Gudz hielp, oc
„i alle mode oc met alle article ſom forſcrefuit far, oc at breff
frulæ giffues wppa perkman ſcrefne, tw aff huart Rike, ſuoſom
ær Danmare, Suerike oc Norghe, ludende i alla moda oc met
allæ artikele ſom hær foreſcrefuet ſtar, oc ſcule incigles met Wor
Herra Koningens oc Wor Frw Drotningens oc Rikeſens radz oc
mens, oc kopſtathes incigle aff huert aff thiſſe thry Rike Dan⸗
1) uforbeholden. 2) vdbetalt. 9) forringe. 4) upaatalt,
uten af laſteo derfor.
⸗
Den Kalmarſte Uniongdact. 29
mare, Suetike oc Norghe, oc at alle thiſſe ſtykke æræ ſuo talædhe
oc ende, oc at the i alle modæ ſuo fulgdraghes oc fulkommes oc
blifue fculæ ſom foreferefuet ſtar; tha hafuer Wi Jæcop oc Hinric
aff Gudz Nadh Erchebiſcope i Lund oc i Wpſala, Pæther oc Knut
met ſamme Nadh i Roskilde oci Lyncopink Biſcopa, Karl aff Tofftæ,
Jones Andersfon, Sten Beyntsſon, Jones Rut, Thure Beynts⸗
fon, Folmar Jacopsſon Erengisl, Pather Nielsfon aff Agarth
oc Algut Magnusſon Riddere, Arent Proueſt i Ofo, Amund
Bolt, Alff Harilsføn od) Goute Erichsſon Riddere, ladit more
incigle met goth wilgha henges for. thettæ brev, ſcreffuit Kal⸗
mern Anno Domini Mo. CCCXC ſeptimo, die beate Margaret
Virginis. 1)
Udtog af St. Knuds Gildes⸗Skraa.
(Det er rimeligt, at Kong Knuds Gilde, ftiftet til JEre for den i
Albani Kirke i Odenfe 1086 myrdede Knud (4) den Hellige, ſik
fin Skraa (Lovſamling) ftadfæftet af Erik Ejegod Aar 1100 e. Kr.
Det ældfte Haandſkrift, man har af dette mteresfante hiftorige
Mindesmærfe, fra det 15 Aarhundrede, findes aftrykt i P. Kofod
Under om gamle Danſke Gilder og deres Undergang. Kbhvn. 1780,
Derefter er atter nedenſtaaende Udvalg aftrykt.)
By gid brødræ innæn fanctæ knuts gildee, ſom hælig marti
tor, i otthenfø ſtath boendes gøræ thet allæ men diderlict, ner
uærende od) kommende, met thjennæ neruærende ſtreft: ath wor
nadighce herrce kong Eric hawer iffæ al eniftæ i fon, mæden
om væl 2) iweer af danmarks rigæ, fanctæ knuts gilde faft giort,
thæt ſtatfeſteet od) ftadæligæ ſtyrkcet. tel hwes ftørræ ynneftæ od)
trofcap hawer han taget allæ fornæunde gildes brødræ od) gilde
feffen under fin ſerleſtes vern: fan ath hoſomhelſt worce brødræ
4) Meden andet paa Diplomet have Sigiller i grønt Voks været
paatrykte, hvoraf dog fun ſmaa Fragmenter ere tilovers.
7 2) om væl, tillige,
hid
30 St. Knuds Gildes⸗ Stran.
aller føfter vden lofflig ſagh vræt gør, od) forſmar ath fommæ
tel bedring, han ſcal ikkee vngaa kongelig Hefnd. Forthi bedce
wi od) radæ allæ brøbræ od ſoſter, fore thæres” eget gafn (fyld,
ath the hawæ 1) ſegh madæligæ od) houeſtlige i hwerien ftæt,
od) gørlæ 2) gemæ gildens bow od) ſtatuta, ſoſom thje,velæ vnt⸗
gan then thyngſel od) pince, ſom hæræ efter æræ ſcrefne i thennæ
neruærende ſtra weth hwer brødæ.,
Thoetteæ æræ the low od) ſtatuta, ſom forſynligee mæn od bes
ebetigæ voræ forfædræ hawæ optaget od) fladæligæ flulæ holdes:
Art. 1. Om gildbroder ihiæl far fin gildbroder, han ſcal
bodee then dødes arwynghe xl march penningæ, od) gildbrodree iij
march; od) ther imær ſcal han mælæs vth aff gildet meth eet ont
nafn ſom ær nidingh. Om gildbroder 'flar noghen man i hiæl,
fom iffæ ær gild broder, od) brødræ æræ neruærendes, tha fculæ
the hielpæ hanom af lifs wodee: Om han cer nær hafæt, tha
2
ſculce the ffipæ hanom bod od) aarer, od) oſce Car, od) eld foræ, 3)
od) øræ; od) ſiden voltæ ſegh felf fofom Han fan.
2. Om han heſt vederthorf, +) tha fculæ the følgæ hanom
tel ſtowen, od) iffæi ſtowen, od) ffibæ hanom fri heſt een dagh
od) nat. En hawer han hanom lenget, tha ſcal han giwe leiæ
af hanom efter brødræ thokce. Om heſten hører noger hroder tel,
och han vorder forderwet; tha ſcal then, ſom heſten i verdæ hade,
giuce verd foræ hanom om han haver ther æfnæ tel. Allers
fculæ brødræ betalæ hanom, thok iffæ iwer iij march.
5. Om gilbbroder ær nær od) æn hielper fin gildbroder, ther
han ihiel ſlaas, of vorder han iuer uunnen met loulict vinæ;
Tha fcal hån mæles af brødræfcap met nidinge nafn. En huil⸗
Éen broder fom vides force ſadon fagh, od) ær ikke to brødres vitnæ
ther tel; Tha fcal han tagæ fæm gildbrødbræ tel ſegh, od holdæ
thet mer fin ced, ath han ikkæ viftæ ther af, od) ev faa fin gilds
broder væræ ftæd i faadont anger, 5) Aller od) ængæ lund funnæ
1) forholde fig. 2) nøjagtig. 3) Fyrtej, Fyrſtaal.
behover. 5) Ned / Knibe, |
St. Knude Gildes⸗ Strana. 81
hanom fielpæ. En vorter han ther for iuer uunnen, tha ſcal
Gan mæleé af broderſcap. Och huilken ſom hielper aller trøfter i
noger madee then, fom faa ær viſd af gildet met nidings nafn,
Aller then fom fin gildbroder drap; fan ſcal bødæ iij march imoth
allæ brodræ.
7. Do ſom flaar fin gilbbroder tel bloots i gildes hus aller i
gildes gaard met hammer, gsræ, fep, aller met noger annen thing
huat ſom helſt thet ær i houet, faa ath han meghet veder thorf
læges legeedom; tha ſcal han bødæ xii march imoth hanom ſom
ſaaret fil, gildbrodrce eet pund hunugh, od) alderman i march.
Och ho ſom ſlar igen, han ſcal bode thet famæ vidæ, 1) om theft gen:
flau ær ſtort od) farlict.
8. Hofom-gaar i fin gildbroders gard eller hus veldælegæ met
veriendæ hond, od) flar hanom, hans husfruæ, hans børn, aller
noger af hans hion; han ſcal bødæ vi march imoth hanom, gild⸗
brødræ i march, od) olderman een Half march.
10. Hoſom gaar i flip met fiorsuæræ, Aller i ſtou met
ſtubersucerce, od) ſaa rouer fin gildbroder, od) vorder ther foræ
duer uunnen met fenne 2) iertegn; han ſcal altiid bliuæ niding,
od) hans pennpngæ ſcal almynnig tel domes brodrce. En om
gildbroder gaar i fin gildbroders gaard aller hus met then, ſom æy
giſdbroder ær, for vden andræ brødres femthøfæ, och kallet hanom
tel flefnæ aller thing, od) ffelner hanom ſcade tel paa fin thing,
aller fefter met eed; han ſcal bødæ vet hanom iij march od) ther
tel al ſcaden, gildbrodrce cen march, och olderman een half march.
11. Huilken ſom thretet veth fin gildbroder i gildet, od faa
fortørner hanom ath han fan ikkce hauce freet i' huſcet, od) ſaa
bort ganger, vorder han thet foræ felt; 3) tha ſcal han bødæ veth
hanom vi march, gildbrøbræ cen march, od) olderman en halff
mard, Och hoſom faller fin gilbbroder thyoff, troløs, aller he⸗
rienſſen, +) Aller drauer hanom i haarce, Aller vredæligæ flar
1) Straf, 2) fande, 3) overbeviigt, 4) et Stjælgord, dannet
af Oding Navn Herjan, omtrent; et Djævels Mennefte.
NM
; ' i i '
38 | St. Knuds Gildes⸗Skraa.
met nænæ; han fcal bodco veth hanom vi march, olvbrodro i
march, och olderman een halff march.
15. Hoſom vorder flauen, od) ikkce kcerer thet foræ alberman
od) brøbræ, han ſcal bødæ een march veth brøbræ, od) cen halff
march veth alderman. Siden hefnæ om han vil; Allers møftæ
brødræfcap.
16. Om aitdbroder bær tel gildet oxce, ſuerd, aller annet
vopn ath ſcade noger broder met, han ſcal bødæ iij march veth
allæ gildbrodræ.
17. Hoſom finder fin gildbroder i hafs nød, han ſcal tagæ
hanom i ſtip. Och om thet ær nøtthørft, tha fral han vt caftæ
tet pund af filt gots af ſtipet, od) giuæ hanom lifs hielp. huil⸗
ket then, fom i hafs nød vor ffæd, ſcal gialde hin, ſom hanom red⸗
bædæ, nar han kommer heem, om han hauer ther æfnæ tel. Al⸗
lers frulæ allæ gildbrodree betalæ foræ hanom, om thet æn voræ
iij marchs ffvld.
18. Hoſom finner fin gildbroder fongen aff heetnyngee, han
ſcal læ hanom aff fine pennyngæ ath fri ſegh met. od) the pen⸗
nyngee ſcal hin, ſom fanghen vor, igen giuæ, nar han kommer
fjeem, om han hauer æfnæ ther tel, Allers feulæ allæ gild brødbræ
gialdæ foræ hanom. om thjet æn ær iij marchs ſtyld.
19. Hoſom mifter finæ pennynge, faa ath nøuæ igen bliver
een halff march, førffæ gilder drikes, tha ſcal huer broder giuæ
hanom efter fit eghet ſton.
20. Nar gildet frak væræ, tha ſculce the brøbræ, ſom tel neef⸗
nes af alderman, antuorde them, ſom ſtolbrodree?) æræ, hunugh
aller malt, huat ſom the ævæ ther tel. En om thet forfares
foræ thœres forfømelfæ, thet fcal vides them. Hoſom vorde tels
nefndæ ath gøræ gildet, the famæ ſculce gsret. Allers huer aff
them, ſom tel ær nefnd, ſcal bødæ ii øre ſolfs veth allæ brødræ
1) Gilderne havde gjærne foruden Oldermanden fo eller flere
Stolbrødre, ſom foreſtod Gildets Indkomſter og gik Older⸗
manden i alle Ting til Haande for at befordre Gildets Tarv.
Af St. Knuds Gildes⸗Skraa. 33
foret thœres forfømelfæ, vden Gan hauer loulict forfal. The ſom
tel æræ nefndce ath gorce gildet, orſages ath the thet ikkee gsrce: fore
ſiugdom, foræ fatigdom ath han hauer moſt fit gots, od) om han
hauer flipet fit gots od) ær paa fin farendee væv, Aller i anbræ
maadæ thes ligæ.
21. Nar gildet Er veder red, ) huilke brødræ tha velæ afs
"gaa, the fculæ betalæ halft ſcot od) pennyngæ tel ftutg. 2) hoſom
thet iffæ ger, han fcal gaa for uden brødres hielp. Mn vil han.
alligæuel haue ol met ſegh, tha fcal hanom giues een fannæ fuel.
22. Tel gildet æyæ allæ gid ſeſten ath komma, førftæ thet
æer redæ, faa vel quinnæ ſom mæn; od) hoſom iffæ kommer, han
ſcal alligeuel giuc fult fot. od) ther tel ir ſtilinge. om han them
iftæ met viliæ vthgiuer, tha ſcal han nodes tel ath gialbæ iij march.
Bortænærendes broder orſages foræ fiugdom, od) foræ ſterka feydee.
23. Hoſom bryder liufeth i gildet, han ſcal bodee een halff
gtæ pennyngce. Hoſom bryder fol, han ſcal kobe cen annen,
od) ginæ gildbrødræ vi pennyugæ, - Om noger lader fallæ far
af hond met drick, bødæ cen sræ. Om far falder af hond
paa nogers herdæ, ?) bødæ ii orce. Hoſom op kaſter, aller
noget annet vreent gør, bødæ iij march. Broder aller ſoſter fom
forfmaar ath gemæ +) lou od) ſtraa, bødæ ii flilingæ och ſettes
af gildet; En foræ fin forligelfæ ſcal han giuæ ii ffilingæ ſolfs.
Hoſom gør vlyud i aldermants talæ, an ſcal bødæ vi pennyngæ.
Hoſom hauer ærendæ tel thing, hanom (rulæ allæ brødræ følvæ.
hoſom iffæ kommer, bødæ i ffiling ſolfs, om han vorder feld ther
foræ met vitnce. Allers fcal han veriæ ſegh ence met ted. Hos
fom ſouer i gildet, od) ther vorder thre finnæ røt 5) paa hans
hourt, bødæ ir ſtilingee. Hoſom vtbeæt får for vden loff, bøde
ten ore pennyngæ. |
⸗
é
1) beredt. 2) Brødrenes Sammenſtkud fil at holde Silde for,
fædvanlig Varer, kaldtes Scot; hrad der ellers ſtulde givel
til Hjælp i Penge, hedder Stuth. 3) Glulder. 4) overs
holde. 5) larmet. Maaſte ſtaaet iHer. tøt, af tutte, fang,
fede. . 3 i i
34 Af St. Knuds Gildes⸗Skraa.
24. Om [lus falder i gildet, ther foræ feulæ gærdemæn 7)
bobee ten sræ pennyngæ. Om allæ lius vtſloykkes i gildet, ther
. foræ ſcule gerdæmæn bødæ ir flilinge. Om gerdæmæn æræ
allæ vden gildes huſet telſamen, bødæ ther foræ ip ſtilingee. Om
dreek fates i gildes huſet, gerdæmæn bodee ther foræ ir ffilingæ.
Om brodree velæ lengæ fidæ om aftennæn, tha ævæ gerdæmen ath
thtænæ them. Om noger dyrues 2?) ath fidæ efter alle, tha ſculcee
gerdæmen fettæ foræ hanom een fpan fuld met øl, och eet lidet
lüus, od) faa gangæ tel ſeengs. En om the for bort gangæ,
tha fculæ the bødæ ir ſtilinge.
" 25. Om noger broder vorder fiug, faa ath man venter hanom
ikkæ tel lifs, od) han veder thorf brodres hielp; tha fculæ the vo⸗
gæ iuer honom, to od) to, faa lengæ tel the fee ath Han fanger
bædræ. En bliver han doth, tha ſcule allæ følgæ hans ligh,
tel kyrke, od) ofræ foræ hanom i meffen ; hoſom thet forfømer,
Han ſeal bødæ ip ſtilingee.
26. Forftæ gildet ær ænd, tha feufæ allæ komme tel kirken,
od) ladce Hholbdæ meffæ foræ allæ brødres od) ſoſters fiælæ, fom af
æræ gangnæ, huer met fin pennyng; hoſom thet bt gør, han
ftal bødæ cen græ pennynge.
28. Hoſom fofner i gildes hufet, od) glomer ath gangæ til
huſce, han ſcal bødæ j half sræ ſolfs. |!)
29, Om noger broders hus vorder brent, Aller han Hauer
mift filt ſtip, Aller han vil faræ i pelegrims reyſce, om han thet
veder thorff, tha ſcal han hauce iij pennynges ſamningh af huer.
30. Om noger fremmet broder kommer ridendæ aller gan⸗
gendæ, od) veder thorff hielp, han ſcal hauæ een orce pennynge
af alt.
31. Om neger broder vorder leme leſtet, od) thrænger om.
hielp, tha ſeal ſamnes tel hanom veth allæ brøbræ, efter hans
thtang, fofom han vederthorf meræ allet monnæ, od) efter alders
mants od) allæ brodres viliæ.
1) Beftprerne af, Fotſtanderne for Sjæftebudet, 2) finder det fornødent.
Af St. Knude Gildes-Skraa. 36
4. Star nogher gildbroder bøgr, tha ſeal huer bæræ fin pens
nyng, form kalles ligſcud, tel thet hus fom liget cer innæn, hoſom
thet ikkce gør, hån ſcal bodce een orce pennynge, vden han hauer
loflict forfald. Hoſom iffæ kommer then tiid liget bæres tel kir⸗
ken, før the hquce gangeth omkring thre gaarde met ligæt, han
ſcal bøbæ cen græ. Hoſom iffæ ær i meſſen met liget, od) then
tid thet iordes, bødæ ten orce.
43. Hoſom vil hauæ broderſeap breff, han ſcal gin older,
man od) flolbrøbræ iiij grotæ. od) forftæ thet ſcal beſegles, tha
ſeal han giuæ cen tynnæ si. od) byſens fcriuæræ iiij grotæ foræ
breffet, huilket ængæn ſeal ſcriuce vden han. Och iftæ ſcal alder⸗
man hauc makt ath befæplæ faa danæ breff vden ſtolbredree fem
thofæ, od) i theres nœruxreiſæ⸗
Af Kong Eriks Kronike.
(Forfatteren til denne Krenike, ſom oprindelig er ſtreven paa Latin,
anſaaes i ældre Tider for at være en Kong Crik (af Pommern), uden
at vi finne angive Grunden til bende Tro, Krenifen felv er fun af .
liden hiſtoriſt Værdi; vigtigere er ſom Sprogmonument den danſte
Overfættelfe, ſandſynligviis fra 15 Aarhundrede, hollken findes afs
trott i Ny Dange Mag. 6. B. 6. 161. o. f.)
Om Rakke⸗Kongen. — Mæthæn Rolf Kragi mor bart,
tha Atiſſus kuning i Swerigæ thwingdhæ Danmarch under
ſegh, at the ſtuldee werce hanum ftatſtildig, Til eet fult thræs
ledoms theghœn tha giorde han een hund til kuning i Danmarch,
er han het Hathi, oe ſaudee: Hwo meg førft bær thidindæ,
raffæ 7) kuning ær doth, thet ffal giældæ hans lijff. Hathi
raftæ koning ſprang i bland andær hundæ, oe bæts met them om
ben, oe ſwo word fan i biæl riuin af hundce. JEn thordæ ins
4) Sund, egl. ſtor Keterhund, modſat mindre Hunde,
3 *
86 Af Kong Erlks Ktontke.
gin føræ funing Atiflus de thidindæ, mthæn cen hyrde Snin hes
dindees. Snio tog rakkœ funings fin, oc foor til Swerigha
til funingæns gard, oe ſythet thet i mallum ſince hærdæ, han mord
kallin for kuningin. Thæfpurdæ kuningin, hwædæn han wor. han
fæorthæ: af Danmarch. kuningin faudæ: Mo uæl (fæ Rakke
tuning ær doth. Snio ſwortha: Herræ, ther ſeyee i ok ikkee icek.
kuningin fworæthæ: - far til Danmarch oc blif ther kuning, oc lat
meg ſporyce, at tw gør thæm mangeen vndag. 7) Snio æfther
han word kuning, tha giorthæ han i mwthalighæ mathæ illæ aa
mood danffæ mæn, fordy kuning Atiſſus han hauthæ ſwo bethæt
hannum, oc han iæthæ. Thet ffæthe ſwo een thijt, at han fatte
ſceg aa Wiburg lands thing, tha bygynnætfje lus at færæ?) at
bythæ hannum. han fprang aa fin hæft, oe bygynneethee at
rænnæ, oe wan cei længer æn til lufæ hogh. oc ther aath lus
hannum op i ridderæ oc gothee mæng nerucerindes. oc Roif
Kraki, kuning Halgi ſon, ther forr ſcriuet ſtaar af, han poor
kuning.
Om Starkodders Endeligt, — Øly hin frekne,
Han wor ſwo raſk, at han wildce æt hamæ iftæth 2) til fin fabæl.
Item Han wor oe ſwo grom, at hand ſlo Sterkather i næ met
filt oghcenſywn. Oly for in i Swerighce, oc ther nøddæ thjæ
hannum at fæftæ. ” Forftæ dagh fikthede han aa mooth een, an:
næn dagh aa mooth to, thredyæ dagh aa mooth thræ, ficerdæ 2.
Dec ſwo øftæ han hwer dagh, til han hautha cllowe flawet i
fekt. Theer ſtar ſecriwet af hannum, at Starkather laat fæg fø:
bæ for gul til af kuning af Swerigæ, af fla Oly i hiæl, i ſwo
danæ madhce: kuning Øl wor i batftowæ at ) i een fin aufls⸗
gard i Sialand, i Lethræe. Theer laat Sterkather feg felæ 5) in,
i ſtowen til kuningin. Genſtden 6) kuningin lofthee finæ oynce
opp at ſwo til Stæerkather, tha word han ſwo ræd,, at han for
retzeel fiæl næth i ſine næ. En h, Fumingin gaf hannum wisdom
4
1) ond Dag. 2) ifær, faare. 3) Stigbøjle,. 4) Her -fones at
fattes et Ord. 5) iftf. felye, følge. 6) faa fnart.
Af Kong Criks Kronike. 37
sa mood fin gromfeet, 7) os ther flo San kuningin i hicel En
æftfer han hauthæ giorth thæn forrcethelſco aa mood fith rætæ
droth oc. fin rætæ hœrrce, tha grad han all tijt bathæ nat ce
dagh. De thet gul, han fek af kuning af Swerik, thet bar han -
allthiit · hoos ſeg, ſwo længæ at han gawet thæn hannum i hiel
fo. Oniunder Olyſon word kuning i Danmarch æfther fin far
thærs doth. Omundær, i hans thijt giordes Ctærfather ga⸗
mil oe wanfor, oc forde for, at han fluldæ dø i fæng ſom sen
emlæn man, oc mæft fordy han flo kuning Oly i hiel. Paa
een thijt kom han [til] een, heet Hethær, hwes fathær fan
hauthæ før i hiæl ſlawet, oc ſawde: Jæl drab thin father, tu
hawer roth til.at hæfnæ hans doth. En thættæ gul, tu feer
meg hauæ, thet wel icek gitvæ theg, om tu meghj i hiæl flaar.
Hethær, thil thæs han mattæ hæfnæ fin fathærs deth, oc faa
thet møglæ gul, tha thog han Sterkatheerso eyeet ſwoœrd, ſom
Skom heet, oc af flo hans howet, i Skance med Rynæbro, oe
giorddæ feg om met Som, forde gothæ fmærd, oc twildæ gangæ
ywer forfcrefnæ bro. Ther han mit aa bro wor, tha gleet Skom
af flithæ, 2) oc fal under broen, fra tha ce æn tha *) funnæ in⸗
gæn man fangæ thet færd op. MÉn nær ſtort wadnfal ær, tha
fee man thet.æen i dagh vnder ſtundum.
Jen Danſke Riimkronike. —
Her er fulgt Molbechs Udgave 1825, i hvilfen Terten er af:
tryft efter Gotfrid af Ghemens Udgave 1495.
Wigne gud meg ther tyll nadhen giffuæ,
aff dance fonninghæ wilde iegh ſtriffuce,
Hwoth the i fordum mwune bedriffuæ, .
ther the wore medtigæ oc wore i liffuce. '
Theth fyer Beda then ærelighe man: 5.
1) d. e. tærte ham at undgaae hans Oines Srumbeb. 2) Sleden
3) æn tha, endnu.
&
" 38 Danſte Rumkronike.
Theth ær well giort, i hwo theth fan,
ath ſkriffuce forcelderes gerningher alle.
Ere the ondce man maa them fly,
Ere the godce man maa them thy, ?)
od) engælunde fraa them falle, 10.
Thi theth, the gamblæ haffue fordum giort,
Theth cr the unghæ efftherligen 2) ſtort.
aih the mwe oc fan gøræ.
Men haffue the giort theth laſteligt ær,
The fade theth mare og kommedh 9) ey nær; 15.
flickth maa ieg wel framforce.
Then ſtorſthee mandom ſtaaer her wthi,
Som danffæ konningher haffuer giort i krij,
aff the ſom ieg kan fynnee.
Men ær fjer nogheth forglomt i blandh, 20.
Theth fætthjer ieg ind tijl theris handh, .
ſom bædræ fan draghe tijl mynnæ.
Erik eygodh Oleffs brober.
Jeg tacker gudh myn ſtaber fær 3580.
for allæ fyne gaffuer, han gaff meg hær.
Han gaff meg ſtyrke offuer allæ the,
ſom ieg kunde nogerſteth fpørie elder fle.
Han gaff meg oc faa klart eth moll,
ſom nogher kwnde haffue, danſk elder tool: +) 8585.
Och giorde megh tijl fan thalende en mand,
fom findis kunde i nogher land. |
Twſend halfæmtefonne tiwe paa theth v aar
effther ath gutßz ſon føder waat
Bleff ieg tijl konning i danmark fæt, 3590.
1) rimeligviis: hædre. 2) Efterlign d. e. Menſter. 3) komme
det. 4) Val, d. e. Valſe, Italiener,
meth danes tviltie oc godh endret.
Men ſithen ther effther aar wel try
bleff Ciſters orden ſtyctheth 7) aff ny.
Tha worde off gudh faa mild oe blijd,
ath wij fingæ tha faa 'god en tijd,
Ath beftæ ſteppe meel elder malth
ey mere en too pænningæ galth.
Jeg holt fan ſtrengo rætmiffjed ?)
oc Hade faa flor ſactmodighed,
At inghen forhaftedæ ieg meg oppaa;
ingen gif meg od) reth los fraa.
Inghen wolthy man ſtedde ieg tijl,
gøre noghen wreeth elder wſſkell.
Thi reddis meg allce mectigce men,
od) fattigæ ælftæ 2) ieg hwer oc en.
Jeg altijd oe faa lijfſallig waar,
ath mar ſom ieg gaff nogher man ſwaar,
Hans husfrw fændæ ieg gode nath
od) bab Hans folk alth weere glath.
Siden Løftæde oc tydffæ at proffue myt ſin: i
thi roffuede the paa Danmark ind.
The meg mellem falſther oc ſiceland
foffue i hiell faa frommer en mand.
XHi lod ieg gøre eth wibudh ſtorth,
ath heffne theth mord, ſom the hade giorth.
Saa fore the +) them i tydeffæland indh,
oc wunde en ſtad ſom hed iulin;
Och grebæ faa allæ roffuer ther,
ſom floffue then (mand) oc wore ther nær.
Theres fjender [ode the binde paa bag,
och bond hwer weth en poell well frag. ”)
1) ſtiſtet. 2) Retfærdighed. — 3) elgede.
5) ftært. "
3595,
3600.
3605.
3610.
3620.
6) de Dange.
40 Danfte Kimkrontte.
Saa lode the tagæ aff hiver en tharm,
oc ſlaa tijl pællen meth en harm.
Dhe Konftædæ 7) them faa lengee ther om,
inthijl the ſtyrthe, oc bughen wor thom.
Siden fick ieg for them then beftæ fredh,
fom nogher man beſt torthe wedh.2)
Ardæbifpen aff bremmen, then horde man,
hade meg tœncth ath komme i band;
Thi ſtodh ieg meg for pawen indh,
ſom gud gaff meg for raadh oc ſindh.
Jeg danffæ forwerffdce, for then ſamme grund,
ath haffue theris arkebiſp ſelff i lund,
Och ep wore undher wiwortis ſticth,
fom wor før well platzelicth. 3)
Myn hellice fader pawen wor meg faa mildh
meth ſynderlig nade, gonſth od) wildh;)
Han tog off ey all enæ fra fremmet ſtath, *)
men giorde wor biſcop tijl fyn legath
Dch tijl en førffæ i ſweriges [and
dch norgis, paa myn rættæ fand.
Ther ieg for tha hiem fra rom,
i ferdh meth meg en fpelman kom;
Han legthe faa theth ieg gallen bleff;
meg kunne ey holle nogher hellede geff. )
Fyre aff myne ridder ſloo ieg i hiell,
forty at ieg tha ey wiſte wer)
" Siden foer ieg tha tijl-then helli graff,
ſom gud meg ther tijl nade gaff.
Jeg tog meth meg alle høgefte men,
fom jeg kunne fynne, man eller ſwen;
-
' 3695,
3630,
3635,
3640,
3645,
3659,
1) ſnoede. 2) behøvede. 3) fortrædeligt, befværligt. 4) Velvillie.
5) Stad, Biſpeſtad, Bifpefæde. 6) anſeelig Helt. T) var
Danſte Rumkrontke.
Ath inghen ſtulle giote (pot eder bang, 1)
for theth ieg wor ſaa ſtor och lang.
Ther ieg kom hæbden tijl greke land,
i Conſtantinopel leg keyſeren fand;
Han wille ey lade meg førft ther ind,
men ſyden fid han eth bether find,
Xbha danffæ, fom, han tha hade hoos ſeg,
fingæ hannum tha wndherwijſt aff?) meg.
Them holt han tha i yperſte flat), 2) ”
ath waare paa ſeg bode daw og nath,
For deylighed +) oc tiænifte trod,
the hannum bewijſde, ther nogheth droo, 5)
Siden lod han pryde bode hws oc iord,
oc henthe meg ind meth ære fulſtoerd.
Han tog meg weth.fon hoyree hand,
ſom ieg hade mæret megheth megtigeræ man;
Han lede meg ind wtihi fon even fall,
ſom foftelig wor oc megheth prall. 6)
Han giorde meg tha eth ſtort amon; 7)
han kom thet alder ind, fom han wor won,
Och inghen feyfer effther hannum meer;
faa holle the henne for myn ſtyld i hedher.
Saa lod han meg reſſe eth beledde opp
weth føndelfæ effther myn even krop.
Saa gaff han meg ſyn gaffue from,
helly mentz been, ſom jeg bad om,
Ods aff theth helly korſſ en parth;
theth ſende ieg hiem tijl ſlangdorp ful ſnarth,
Forthi ath jeg ther fodher wor,
ſom howe alther i kyrken flor. 2)
1) Etej, Ophævelſe. 2) om. 3) Herlighed.
41
$655.
8660.
. 3665,
3670.
3675,
3880.
4) Dulighed
— 5) Molbed) mener: forflog. Mange: kom paa. 6) glimrende.
T) Umindelfe. 8) i Slangerup i Sjelland, hvor Løjalteret
nn ſtaaer.
B
42" Danfle Rilmivenife.
Xha ieg kom tha tijl Ciper land,
aff ſoth ieg tha op gaff myn and, '
Theth twſende hundret paa theth anneth aar
effther ath gutz ſon fodher waar. 3685.
Myn drotning Bodil bleff thet oc død
aff helſot, oc ey aff annen nod.
Ther hedrede oſſ gud meth ſtore iertegn,
ſom wuberligt er i al then egn.
Ther hade then iord naturen flig, 3690,
hwu kunne ey holle ther dodhe men& lig; '
'" Sten nar theth iordis nogher mand; krop,
bt
om nathen faftis han geneſthen ") op.
Men ſyden myn krop bleff iordeth ther, | .
tha holt hwn lig, bode fycern oc nær. 3695.
| 1 ch a e Il.
Herr Miffel eller Michael, ſom han fædvanligft kaldes, levede
mod Slutningen af det 15 Aarhundrede og var Præft til St. Aldani
, Kirke i Odenſe. Det her valgte Styffe er taget af: „Om alth
menniſckens leefneth. Kepmanhaffn 1514.”
Mar thu bliffuær gammel.
Myn owerdadighet haffuer fangheth bood,
thi fæppen er wordhen myn trediæ food ;
theth gaar mig meeſth til menæ. ?)
Myn rygh han kroges; myt hoffuit od) ſwaa;
til graffuæn maa ieg farloſt 2) gaa: |
ther foræ maa ieg mig wenæ, +)
Mynæ handheer the fdælffuæ; flubert 5) er myt maal,
for ieg dricker nw aff alderdoms ſckaal; |
U ſtraks. 2) Stade, Ulykke. 3) formodentlig uden Zvivl,
visfelig. 4) jamre. 5) vallende.
Michael. 48
myno øgnæ taghæ til af rindhe. ”
Doff er ieg wordhen, ieg fan ev høræ; '
braad 7) brydær mynæ lemmar; huod fdjal ieg gorce,
inghen raad fan ieg nw findhee.
Aff allæ er ieg nm forſmaat,
fore gotz od) pennighæ er fran mig gaat;
mig wil nw inghen fændjæ.
The ieg fætthæ fordwn hogt til bord, -
til mig talæ the ey nw eth ord;
theth maa myt hiarthæ brændhæ.
Mangha par klædher haffdhæ ieg at flidhæ,
fom warce baadhæ fladedhæ od) mogheth fi ſidhce; )
the haffdhæ od) manghæ lydhœ: )
Myne hofær war brune, myn hætthæ war blaa.
meth fæppen maa ieg at figghæ gaa,
wælgerningher fan ieg en nydhæ
Jeg fprand offner høghæ haffuelvært, ")
ther ieg war wng, od) karſck och færd;
tha giordhæ ieg fom en daare.
Myt gog forthæredhæ ieg hift od) hijd,
ey mogheth ieg tændthæ paa thennee tijd,
en hœldher huad mig ſtod faare.
Hær ſtaar end mogheth meer igeen, 5)
fom mig liggher fforæ aff werzens meen,
kan ieg theth ellers bidhæ. 0)
Firæfondhæ tiwce aar nar the kwnne komma,
fidhen leffuær ieg mig til liden frommø,
theth kan ieg adjthæ od) mwidhæ.
1) Vært. 2) lange. 3) Farver. ét) Plankeverk 56) tilbage:
6) oppebte, vente paa.
— anni
—
44
é
Chriſtiern Pederſen.
Denne nalmindelig oplyſte og virkſomme Mand, ſom var føde
i Svendborg 1430, var en Tid Kannik i Lund, og fulgte. Song
Chriſtian den anden i hang Landflygtighed; men naar og hvor ban
døde, er ubekjendt. Efterfslgende Jertegnés Fortællinger ere af
den (aa kaldte Jertegns Poſtil, Paris 1515.
Et Jertegen om dem ſom ide refſſe deris born.
Bi leſe aff en mand, ſom togh fon ſon meth ſigh, naar han
gid till olſſ leg, dobel od) anden loſſ aetighed: Der han vorte op,
da øffuede han fig i ſaadant lefnid, ſom han lert hagde aff fon fader.
der penningene racte ide lenger til, faa ſtal han fra fader oc moder
oc ſiden fra nabo oc genbo. Thii bleff han kerd T) for faderen, at
han faa giorde. da ſtraffede faderen hannem met iii ellet itit ord,
De ville dog ide lade rifet følge meth, ſom det burde. Der han
bleff flor, ſtal han offte, oc faderen loſde hannom to gonge fra
galyen. Wen tredie gong der han vor greben, bleff han oc domt
til galien, at engen hannum loſe motte. 2) ſom han ftod paa ſtigen,
bab han for guds fyld, at hand motte tale med fin fader, Der
han kom gredendiſſ, da bad ſonen, at han hannum kyſſe ville oc
ber met forlade hannem alt bet, han hagde brudet hannem emod.
Som faderen bod munden til hanfſ, da bed ſonen neſen af hannem.
Da fagde almwen, fom flod hoſſ galpen: O hwor ilde løn du din
fader, Som big tilforn twende gonge loſſde fra galien, De nw
befligeft gerne vilde Løft dig met ſyne penninge, om det hagde vered
mweligt. Sønnen fuarede: Jeg giorde vel og retuiffige emod hans
nem; Thii han er aarfage til at Jeg ſtal henge. Hagde han ſtraf⸗
fed oc flaget mig meth riff i min ungdom, naar ieg brød, da hagde
ieg ide ſtaaleet oc kommed til denne ſtammelige død.” Men han
lod mig leffue effter min egen vilge; thii flal han haffue ſtendſel
af huer mand, ſaa lenghe han leffuer, At andre maa ſe dem i
ſpegel pna hannem oc roffſe deriſſ børn. .
1) anklaget. 2) Funde.
G. Pederfen. 65
Eth Jertegen om en quinde ſom hagde mangle
dieffle om, ſigh.
Seſarius ſcriffuer, at det hende fig paa en ſondag, fom en
fognepreft ſtwile ſtencke vith) vand paa fit fogne folk: Der han
kom til kircke dorren, da kom der i givende gongendiſſ mod han:
uem, ſom beprydet vor meth kaaſtelige klader oc meget følff, at
hwn ſtinde fom en paahane. Bag paa hendiff kiortel, ſom hwn
flæbede effter fig, fade mange utalige dieffle, ſmaa ſom rotther 2)
oc forte ſom blaamend; de loge og ſtogrede og klappede deriſſ hender
til hobe, oc den ene ſpranck offuer den anden, ſom fiſke gore i en
mod. Der preſten dem faa, da forbød han fit ſogne folk, at nogen
dem bort driffue ſtulde meth forf eller anden god lefning. Qwin⸗ |
den bleff forfæret, oc flod ſtille. Preſten, fom vor gudelig, bab
vor herre meth fine ydmygelige bøner, at alt ſogne folked dem fee
maatthe til et exempel, at de der paa tende ſtulde, hwilked de oc
giorde oc undrede der ſtorlige paa. Da fornam qwinden, at ſamme
mange dieffle frolde faa tyde om hende for hendiſſ offuerdadige Blæs
der ſtyld. thii gid hun hiem igen, oc afflagde ſamme kleeder, oc
bar altiid effter den dag ydmyg flædebon, oc giorde plict og bod
for hwn tilforn fortørned hagde wor herre der meth. Denne ſpwn
gaff hende oc mange andre qwindfolk ſtor aarſage til ath bere pd⸗
mygelig kledning der effter, Ath de ide fotmeget pryde fylde deriſſ
arme dødelige legeme, ſom orme oc padder æde ſtwile, od) der meth
forkaſte ſielenſſ ſalighed og glæde.
Eth Jertegen om hiemmerigiſſ glede,
Wi laſe at det vaar & god gudelig cloſter mand, ſom offte bad
wor herre ath han vilde obenbare hannem noget aff den ftore glæde,
… fom er i hiemmerigiſſ rige. En dag, ſom han laa i fine gudelige
bøner, da horde han en liden fæll hart hoff fig, ſom fang gandſke
fødelige oc Løftelige. han flod op,-0c vilde grebet hannem; men
1) viet. 2) Rotter
46 C. Pederſen.
han floy ſactelige for hannem till ſtoffuen, ſom vor haet hoſſ clo-⸗
ſteret, oc ſette fig paa et træ. cloſter manden effter fælde hannem,
og hørde paa hanſſ fang. om figer floy fwlen bort. Han gid till
bage igen, od) mente at han ide hagde der vered wden en time.
Der han kom til clofteret, da vor porten igen mwret, at hwilken
han før vdgongen vor. Han fand en anden port, paa huilken
han banckede, bedendiſſ ath de vilde lade hannem ind. Porteneren
fpurde, hwor han vor hiemme oc hwad hanff erende wor. Han
ſagde: Jeg gid mm fé fted 7) her aff cloſteret, oc mw ieg igen kom⸗
mer, finder ieg porten til mwreth at hwilken ieg vdgick, oc ath
alt clofteret er forment met anden bygning. Porteneren gid ind
till abbeden oc fagde hannem diſſe ordh. Abbeden gid till porten
oc ſpwrde, hwo han vor oc hweden han kommen vor. han fivatede :
eg er ederſſ broder het aff cloftered oc gid vd ĩſtoffuen en liden
fund fden; mo ieg igen kommer, kender ieg her ingen oc ingen
kender helder mig. Da ſpurde abbeden oc de andre gambre brødre,
hwo abded wor paa den tiidh han vd gid aff cloſteret. han neffnde
hanſſ naffn. Da fronde de i deriff bøger oc kronicker, at ſamme
broder hagde wered aff cloſteret i iii hrondrede oc feretiwe aar, ert
dog han menthe, at det hagde ide vered vden eth time rwm. Det
wor en flor underlig ting, ath han i faa lang tiid for denne lille
fwiiſſ loſtelige fang, ſom vor en engildz, ide fornam hronger
eller torſt, froft eller kwid, alder eller ſiwgdom, eller nogen anden
broſt paa fit legemeſſ eller naturiſſ vegne i diffe mange aar. Hwor
ydermere ſtorre løft oc glæde ſtulle wi da fonge i hiemmerigiſſ rige,
. naar wii ber høre alle gud; engle, ſom ere i de ni engle for, fyronge
oc loffue den alder mectigfte gud met alſom fødefte oc loſteligſte
fang til ewig tiid. Den at høre oc ſamme glæde ath. nyde, deth
unde off gwd fader, ſon oc den helliand, ſom er en fander gwd
benedidet for vden endhe.
1) paa Stedet, ſtrakoͤ, nys.
finte bens, — — —
| G&G. Pederſen. i 47
Eth Jertegen om gudelig oc idelig bon.
Vi finde eth Jertegen i en bog, kallis Vitas patrum: At
det *) wor en mand ſom offuer gaff verden oc gaff ſig ud i en villende
ſtow oc orken, oc leffuede ftrengelige i heremite leffnid. En an⸗
den verdenſſ perſone, ſom før hagde væred hanſſ ſtalbroder, fprorde
at han der wor, Thii bar han hannem nogre brød i en fæd til
fin føde, Oc bab at han ville bede for hannem til gud, at han
motte fonge naade till at ſtonde mod fine ſynder. Heremittet
fuarede, at han det gerne gøre vilde, oc bab at han ſtulle komme
fil hannem igen xw dage der effter. Der han fom till hannem
igen, Da fpurde han hannem at, om han hagde faa flor vilge till
fonden fom han hagde før. Han fuarede, at han hagde meget
mere begering til hende en forre. Thii bad hermittet, at han
ſtulle komme til hannem igen xv dage der effter. Diſſ emellem
faſtede heremiteth oc bad gandſte gudelige oc idelige for. hannem,
Der Han kom til hannem, da fpurde han, om han hagde en da 2)
faa ſtor vilge til fonden fom han hagde. Han fuarede: Ja meget
ſtorre. Da hundg Heremiteth befinde, at det vor for hanſſ egen
forfømelfe ffyd, At han ide vilde ſtonde mod hende oc legemenſſ
onde begcerelſer. Ihii fullede Heremitet den fæd fuld: mesh ſand,
fom han bar hannem brødet vdi, Oc bad at han ſtulde loffte han⸗
nem paa fin axell oc bære hannem. Der han ville lofftet hannem
op paa fig, ſaa drog heremitet neden om ſecken. Der han det for⸗
nam, Da ſagde han: Jeg kand icke loffte ſecken paa mig, thii
dw holder hannem til bage igen. Han ſuarede: løfft ſecken paa
big igen; ieg vil nw hielpe dig. faa loffte de baade ſecken paa hanſſ
apel lettelige, faa han det neppelighe fand. Thii fagde Heremitet
tid hannem igen: Ligerwiſſ kan iegh ide helder hielpe dig aff fons
den, fordi dw brager til bage igen, ſom ieg giorde paa ſecken, De
vilt ie ſtonde mod henne oc legemenſſ onde begerelſer; Thii er det
mig ene w mweligt, ath ieg dig hielpe kand aff hende, met minde
en dw vilt hielpe dig felff oe fonde mod onde begærelfer oc ide
1) Det findes hyppig I gammel Danſt, hvor nu bruges der, 2) endnu.
48C. pedhecfen.
ſamtycke dem. Stat her effther haardelige mod fonden, Sha ſkall
gud hielpe dig aff hende formedelſt hanſſ ſtore miſlwudhed och myn
fattighe ydmyge bøn fyld. .
Af: Om Ccteſtaff oc born ath opfode o. ſ. v.
Audborp ) 1534. i |
Forelderne kunde ingen ſlemmere, fladeligere oc whorligere
ting gore mod deris børn, ent ath de føde dem forſomelige op vden
twet od) ære. Det feer, naar de ſtede dem til ath lære ath ſuerge
oc bande oc befpotte andre, oc tale whoffuiſte ord, oc ath quede
tvhøffuiffe vifer, Oc leffue effter deris egen onde vilge, Och giffue
dem aarſage til ath bliffue hoffmodige baade i hw og hierte od def
ligheſt vduertis met gerningerne. Det ffeer, naar. forelderne lade
dem ſtrax gøre ſubtilige, kaaſtelige kleder, men de ere ſmaa, och
faa dem hiver oc bonit) paa met fpan, 3) knappe, ſpenger, fiedre
eller andre ſaadanne ſmucke, Oc binde dem kniffue oc taffe paa
ſide, meth huilke ſticke oc andre ſaadanne wtilbørlige ting od hoff⸗
modige kledebone de locke oc drage dem til vetdens forfengelighed
Oc til flor hoffmodighed, oc til ath elſte rigdom, oc flor heder oc
ere. Det gores ide behoff at lære eller gifue dem aarſage till ſaa⸗
barme flide met kleder eller anden ting, thi ath vor onde nature
er alligeuel nock tilbeyelig til fond od) ont, od) til hofferdigbed,
ath man thaar +) ide lære dem bet i deris ungdom vo. ſ. v.
Af: Om børn at holde i ſtoele. Kbhon. 1544.
Sacte nogen motte nw faa ſige: Om wi ſtuu⸗ endelige holde
ſcoler, Hwad gøris off da behoff At lære Latine, Gredffe, Hebraiſke
eller andre: konſter? kwnde wij ey læfe Biblien oc Euangelia, od)
andre bøger paa vort eget trøngemaall, ſom ere off nod til vor
ſalighed? Da maa mand faa fivare hannem der paa: Jeg ved vel,
1) Antwerpen. 2) Klædedragt. 3) et ftørre Spande, 9 behøver.
G. Pederfen. 49
aff wij Danffe, Suenſte och Morffe mwe vel altid bliffue vans
wittige oc uforſtandige, faa at wij funde ingen ſubtilig konſt eler
god oc faſt lerdom, Lige ſom de tale pc ſige om off i andre land oc
rige, ſom ligge alle vegne om kring off; Och alle grive od) fors
tondre der paa, Ath wii hagde nogen tid den ene vife oc larde mand
i Danmarckis Rige, fom hed Saro grammaticus od) vor føb i
Sieland hofſ Roſtilde aff fribaaren flect. Han fereff Danmarckis
Krønide paa faa edelig, god od) dyb latine, Ath alle viſe klerkke
i fremmede land oc rige haffue flor løft til ath leſe i ſamme bog,
oc gledis ved ſamme latine. Och dem forwndrer alle der pan, Ath
der vaar nogen tid ſaa lerder en mand i Danmarckis Rige, ſom
ſaadan dyb kaaſtelig od) god latine kunde dicte od) ſcriffue.
Mig forundrer en niere der pan, Ath de ſige ide nw i vaare
Land oc Rige almindelige: Huor til behoffue wii vin, vrter, ſilke,
fløvel, dammaſk oc andre ſaadanne fremmede vare, Effter thi ath
twii baffue felffue gaat korn, malt, oc mell, fleſt od) kod, od)
fiſte nock, baade ferjfe, tørre, faltede od) røgede. Vii haffune od
kaaber, iern, ſolff, ſtow, træ od) ſteen ath bygge meth effter vor
egen begering och vilge; Och wii kobe alligevel fremmede vare oc
kaaſte der ſtore penninge paa, ſom er: Tyoſtoll, Swudiſt 7) sl,
roftodis ol, viſmer oll, baarffber, pryſſing, mwmne, bernoft
sl ?), hambotger oll, bremmer oll, kaberbille 2), od) ſamſoſſ fles
bye +), od) andet ſaadant mere, Oc wii kunde vel ſelffue brygge bedre
all hiemme, om wii ellers ville vel tro off ſelffue, od) lade der god
humle til. Han er ſtot 8) aldrig faa fattig met off, Ath han
fall ey haffue tyſt oll at dricke, ſtulle han en tygge der till, eller
ſelge fine kleder, od) koen aff baafen der. Fear.
1) fra Stralfund. 2) ubefjendt hvilfe Olſorter. 3) formodentlig
det berømte Cacabilla (ſom giver god Aabning). — Ol fra
Edernføtde, 4) maaſtee et lignende eller et meget fedt Ol.
5) tilvisfe. |
50 J
Hans Tausſen.
Godt 1494 i Birkinde i Fyen, død 1561 ſom Biſtop i Ribe.
De følgende Smaaſtykker ere uddragne af: „Sommerdelen aff Pos
ſtillen, Magdeborch 1539,” Det førfte af en Præd. anden Søns
dag e. Paaſte, det andet af en Præd. vor Herres Himmelfarts⸗Dag.
Dwi folk tignes wed faar, — Oc ſynderlig ev dette merc:
keligt, at Chriſtus falder off fine faar, oc ligner off wed ſaadane
enfoldige oc taabelige creaturer, ſom kunde plat inthet hielpe feg
fieiff. De huerden kunde minde feg ſielff rod til fæliben, eler
hiem igien til ſtien; wildes de fraa hiorden, da løbe de faa ſnart
wdi wlffuens mund fom til hiurden: fan att inthet dyr fan were
taabeligere, oc minde hielpe ſeg ſelff, end ett faar. Saa figer
oc Jeſaias Prophet om off, at wij wore alle lige ſom hijne faar,
fore wild oc ginge hver fin wæn, før end Herren kaſte alles more ”
ſynder paa denne Jeſum, oc giorde hanom til wor hiurde, at han
nu fulde føde, wutte oc mare oſſ. Slaar han honden wdaff off,
" da ere wij endnu faa wilde oc raadløfe ſom wij tilforn Lunde noger
tijd haffue weret; faa att han wel hafuer fordi ſagt med got ſtiel:
"Foruden meg kunde ij inthet gisre o. ſ. w
Gud ſtadfeſter ſitt ord med iertegen. — Lige ſom
Chriſtus nu bewiſte ſeg med ſaadane weldige oc krafftige gierninger,
med huilke han wilde forklare feg oc fin lærdom for ioderne, faa
gaff han oc Apoftlene oc bifciplene, de 7) nu flulde predide for
iøder oc hedninge offuer all werden, macht oc formue til at giore
ſaadane iertegen, oc end ſtorre oc flere, heller end ferre, Jo. xiiij.,
oc ide alleneſte dennom fom trode, ſom han her figer, paa det att
ordet motte gaa weldelig for feg med all krafft, oc hijnt milde hes
denſtaff motte der aff deſs bedre ſtaa til att vnderwiße. Deſſe
famme iertegen waaride oc udi kircken, oc giordes ij alle Apoſtiers
tijd, ſomme wed en, oc ſomme wed anden, oc meget: meet vnder⸗
ligt end her opregnet, indtil Euangelium bleff fan faft bekrefftet
1) de de.
' H. Tausſen. 51
ij fold, bode ett oc hwer flæd, att man kunde tro Euangelio for
Euangelij egen flyld, oc ide for gierningers (fyld, ſom hijne fagde
til ben Samaritanffe quinde, Jo. iiij. faa fod Gud dennom ophøre,
att de ey faa mange oc almindelig der effter ffeede, wden naar
ſynderlig behoff giordes, thi Gud lader dog altijd gierne faadane
iertegen ſtee, ſpnderlig for deres ſtyld, ſom ere wantro 0. ſ. w.
as
, Anders Sørenfen Vedel (Vejle).
. Født i Vejle i Jylland 1542, bød 1616. Som Prøve af denne
for Dang Sprog og Litteratur nidkjære Forfatter tage vi et Stykle
af bang 1575 udgivne dange Overfættelfe af den Danmarks Hiſto⸗
tie, ſom ben navnkundige Biſkop Abſalons lærde Skriver og Vnd⸗
ling, Saxo Grammaticus havde førevet paa Latin i Begyndelfen
af det trettende Aarhundrede, Føvrigt har denne Saxos Hiſtorie
vogſaa faaet em anden udmærket Overfætter i N. F. S. Grundtvig.
Vermund og Bf fe.
Vermund bleff vdualdt oc hyldet til Konge vdi fin Faders ftæd.
Hand leffnede vdi languarende Fred oc tryg Rolighed, oc vifte aff .
ingen Krig eller Aarlog at ſige. Vdi hans Alderdom afflede hand
forft en Søn met fin Dronning, oc faldede hannem Vffe. Hand
vorte op oc bleff ſtorre end nogen aff de andre, ſom vaare lige i
Aar oc Alder met hannem, Men hand vaar faa taabelig oc Wfor⸗
fandig, at hand fiuntis aldrig at ſkulle bliffue duelig til Kongelig
Regimente. Thi hand aff førfte Barndom, holt fig fra all Leeg
oe ffempt, oc vaar faa fremmet mod alle, at hand aldrig talede
. tller lo af nogen. Men huad han ſyndede met Wforſtand oc vans
kundighed vdi fin Vngdom, det oprette hand ærlige oc vel, met
; for Biom og Mandoms gierning. Hans Fader gaff hannem
Fronins Hoffuitzmandens Daatter vdi Sleſuig, paa det hand
ſtulde haffue Hielp oc Zrøft met Raad oc Daad, ide alleniſte aff
| ⸗ AX . '
I
52 . A. S. Vedel.
Frouin ſelffe, men ocſaa aff" hans Sønner, Kette oc Vigge, ſom
vaare for deris Dyd oc mandom mangeſteds bekiende ec berom⸗
mede. —
Der Kong Vermund vaar nu faa gammel, at hand kunde
paa det ſidſte aldelis intet fee, ſende Kongen aff Saren Bud til
hannem, at hand fulde oplade hannem Riget, effterdi hand for
fin Alderdom vaar woduelig, at flyre oc forfuare det. Thi huabd
kunde den være en Konge, ſom vaar blind baade i Forſtand oc
byen. Der fom hand jo ide vilde indgaa dette, da ffulde hand
fremfende fin Sen, at flaeé met hans Søn vdi Kamp, oc den
fom ſterckeſt vaar, ſtulde deholde Riget. Bilde hand huercken Vil⸗
kaar ſamtycke, Da maatte hand foruente ſig aff hannem obenbar⸗
lige Krig oc Feyde.
Vermund ſuckede ſaare ved ſaadan Tale, oc ſuarede: Dette
maa, være en ſtor wbluelig driſtighed, at ſpaatte en gammel Mand
for fin Alderdoms ſtyld. At ieg haffuer leffuet faa mange Aar,
ev ide ſteed derfaare, at ieg nogen tid vdi min Vngdom forfagede
nogen Kamp, eller Krig. Mig feer flor vold oc wret, at mig
forkaſtis min flade oc Bred, ſom min Alderdom haffuer mig paa⸗
ført, Mand fulde mere ynckis offuer mig, end bedroffue mig met
Traatzig Forhaanelſe. Kongen aff Saren lader fee her met fin
wtaalmodige Hoffmod, at hand vil fratage mig Riget, den ſtund
ieg er endnu i Liffue, oc ide vil forbide mit Endeligt. Det er
offte bebre at tage effter den Dodis affgang, end berøffue den Leff⸗
uendis. Dog paa det at vor gamle arrilds Frihed, ſtal ide ons
derleggis en fremmet Herre, Da vil ieg felff møde vdi Kamp, eff⸗
ter Kongens Begiering. De fremmede Legater ſagde: Bi vide,
at vor Herre oc Konge, vil ide ſlages met en blinder Mand, thi
der met fulde hand indlegge ftørre Vancere end Pris. Men raa⸗
deligſt oc bequemmeligſt vaare, 7) at i gaffue det begge paa eders
Sønner. De Danffe'forfærdedis, faa de vifte ide huad de ſtulde
ſuare hertil. J det traadde Vffe frem, lige ſom den der haffde miſt fit
1) vilde det være.
A. S. Vedel. 53
Maal, oc faaet det igien. Hand bab fin Fader om Forloff, at
ſuare diſſe Tydſke Legater. Vermund atfpurde, Huo det vaar ſom
begierede loff at tale? De der Hoffſinderne gaffue tilkiende, at det
vaar hans Sen, ſagde hand: Det er nod at ieg lider fpaat i
denne min ælendighed, aff diſſe fremmede, faa at mine egne ey
haffue behoff at øffue 7) mig. Men der de flode hart paa, at det
vaar hang egen Søn, Da fagde hand: Saa lader hannem ba
fremfige fin Mening, ihuoſomheldſt hand er. Da begynte Vffe
met ſaadanne Ord: Det er altſammen forgeffuis oc ſpilt Arbepde,
at eders Konge begierer det Rige, ſom Mandelige ſtyris oc forſua⸗
ris aff fin egen Konnings Raad, oc hans tro Ridderſtaffs vaaben
oc Duelighed. Der til met, haffuer baade Kongen en Sen, oc
Riget den, ſom det regiere ffal effter hans Død oe affgang. Jeg
ide allenifte vil fecte vdi Kamp met eders Herris Sen, men ocs
faa imod huilcken han vil tage til fig, aff de allerſterckeſte ſom
kunde findig iblant eders Fold.
Der Legaterne det hørde, Loe de, oc mente, at ſaadanne
Driſtige Ord, vaare ickun idel Forfengelighed, Strax bleff tid oc
ſted beramt, fom de modis ffulde. Huer mand forundrede fig faa
fterlige paa Bffis tale oc Driſtighed, at de ide vifte huad heller de
vilde meft loffue hannem, for fine ſnilde Ord, eller for fit frimo⸗
dige Hierte.
Der Legaterne vaare hen dragne, loffuede 2) Song Vermund
ten, ſom haffde giffuet dem dette Suar, oc ſagde: Effterdi hand
torde vdeffe to vdi en Kamp imod fig allene, da vilde hand Heller
oplade hannem Riget end den fremmede Hoffmobdigt Fiende. Men
alle ſom omfring ſtode, ſagde endrectelige, at det vaar hans egen
Son Vffe, ſom affærdigede oc Kronede 7) ſaaledis de traadtzige Lega⸗
ter. Thi bad Vermund at hand fulde komme til fig, at Hen⸗
derne kunde føle, det ſom Oynene ide fane. Siden fant hand
paa hans Legeme, oc aff hans ſtore Lemmer oc Skickelſe, kiende
hannem at være fin Sen, ſom ſagdis aff de andre. Hand fpurde
1) me, mpn, ſorhaaue. 2) tofe. 8) affeiede, fatte til Mette,
7 HEE A. S. Bebel.
hannem huorfaare hand ſaa lang tid haffde duld ſin Tale, oe gaaet
fan ſtille vdi mange Aar, lige ſom hand haffde været en naturlig
Dumme, oc mift ale Maal oc Mæle? Vffe fuarede: Jeg fod
mig nøve met eders Regimente, indtil ieg nu foraarfagedis at
ſuare diſſe fremmede Legater, ſom met deris Kaadmundhed actede
at tuinge den Danffe frimodige Forſtandighed. Hand bleff ocſaa
atſpurt, huorfaare hand vdbød tho, oc ide en? Hand ſuarede:
At ieg met it nyt Mandoms paafund vil affſtryge det vanrycte,
ſom Danſke mend paahenger for Atiſles fyld, huilcken de tho unge
Sleſuiger ſloge ihiel, ber de heffnede deris Faders Død paa hannem,
Kong Vermund gaff fin Søn Ræt, i alle diffe flyder, oc befalede
hannem at hand flulde forføge fig vdi Vaaben oc Verie, effterdi
hand indtil denne næruerendis Dag, haffde en føre ting omgaaet
ber met tilforne. Der de nu førde hannem vdi Harniſt, da brufte,
alle Ringe oc Naglerne i dem, offuer hans brede oc tyde Bryſt,
oc de kunde ingen finde, ſom vaar bequem til hannem, Thi hand
vaar ſtorre, end hand kunde bruge nogen aff de andre deris Ruſt⸗
ning. Paa det ſidſte, lod Kongen hente frem fit eget Harniſtk,
oc der det braft, befalede hand, at mand fulde nagle det nogens
lunde tilſammen i den venſtre Side, thi hand maatte behielpe fig
met fin Skiold, der ſom Harniffet vaar aabet. Hand bad dem
forffaffe hannem it gaat Suerd, fom hand funde forlade fig paa.
Men de funde ingen fan flerde, at De jo i det førfte Ryſt
ginge i ſmaa flyde, imellem hans Sender, Kongen haffde end
da ſelff it Suerd, ſom kaldedis Skrep, oc vaar faa ſtarpt, at in⸗
gen ting vaar ſaa haard , fom kunde forhindret, at det jo gid
igiennem vdi det førfte Hug. Dette Suerd haffde Kong Vermund
nedgraffuet vdi Jorden, at ingen ſtulde faa noget Nytte oc Gaffn
der aff, Effterdi hans egen Søn ſiuntes den tid. der til wduelig.
Hand fod fig vdlede paa en Mare, os forfpurde fig om all Leylig⸗
hed, indtil hand fant aff viſſe Tegen den ſted ſom Suerdet laa
nedgraffuet. Der Vffe faa at det vaar forderffuet aff Alderdom oc
Ruſt, fpurde hand, om hand maatte forføge det. ſom de andre,
før end hand, det fulde bruge imod Fienderne. Vermund ſagde:
N
—
—
e
A. S. Vedel. 85
Der ſom dette Suerd vorder noget at”) flade, da findis Ser ey
noget andet i diſſe Land, ſom du kand være foruaret met, Thi
er det bebre at lade det bliffue wforſogt.
Der tiden kom ſom vaar beramt, forſamledis begge Parterne
paa en Øe, fom vaar omflaat aff Ederen, faa ingen kunde Somme
der til, vden met Skib oc Baade. Bffe kom allene frem, Men
Kongens Søn aff Saren haffde en mectig ſterck Kempe met fig,
Deris Hær ſtode huer ved fin Side ved Floden, oc fane huad Ende
denne Kamp vilde faa." Song Vermund fætte fig paa Broen, at
hand vilde kaſte fig ſelff vdi Floden, derfom hans Sen tabte Slaget.
Thi vilde hand heller dø met fin Søn, end leffue vdi fit Fædernee
lands celendighed oc Forderffuelſe. De tho vnge Tydffe Semper
hugge faft ind paa Bffe, men hand tog deri Hug vdi fin Skiolb,
oc torde ide bøde for fig met fit Suerd, thi han forlod fig ide.
aldelis der paa, Men faa fig Aarfage, at hand kunde bræbe en aff
dem paa beleylig ſted. Hans Fader mente at hand bet giorde aff
redſel oc vankundighed, at hand ſtod flille for bem. Thi flytte
hand fig yderſt paa Broen, oc vilde faft fig felff i Vandet, om
hand haffde hørt hans Søns wlycke. San flor Kierlighed vaar i
denne gamle Fader mod fin Sen, fom Lyden beffermede. Vffe
bad Kongens Søn beuife met Mandoms gierning, at hand vaar
født aff Konge blod, oc ide lade fin Staldbroder gaa fig tilforn.
Hand bab Kempen træde frem effter fin Serre, oc betee fin Styrcke,
effter ſom Kongens Sons tillid vaar gob til hannem, at hand
vdualde fig hannem for andre Semper, til denne Kamp." Den
Tyodſke Kempe bluedis, oc maatte for ſtam ſtyld træde frem, De
bleff ſtrax vdi det førfte Hug, atſkilt vdi tho Parter aff Vffe.
Der Kong Vermund det hørde, fagde hand: Der fornam ieg
min Søns Suerd, Huor giorde hand flade? De fuarede hannem :
Hand hug ide-paa en Lem, men tuert igiennem baade Harniff oc
Krop. Da bleff Vermund glad, oc rycte fig' fra Vandet, oc få
faa ſtor Lyft at leffue, ſom hand haffde tilforn at be.
1) ål
56. A. &. Wedel.
Vffe gav fig effter den anden ſin Modſtandere, oc bad hannem
heffne fin Staldbroders Død, effterdi hand voffuede fir Liff for
hans ſtyld. 3 det fom hand da noddis af træde frem, vende
Vffe fit Suerd til den anden Side, Thi hand tuilede noget der paa,
De fom hand fefte Oynene paa Kongens Sen, hug hand hannem
tuert igiennem, faa hand falt død til Jorden. Vermund raabte
oc fagde: Nu hørde ieg SÉrep den anden gang, Dc der hand fors
merckte, at hans Søn haffde nedlagt begge fine Fiender, græd hand
aff Gleede. De Saxer forde deris Kempers Lig bort met flor
Bluſſel oc Harm, De Danſte vndfinge Vffe met megen Lyft oc
Gloeede. Der met flilledis det onde Rycte, for Atifles Døde ſtyld.
De Saren fom igien vnder Danmardis Krone.
Bffe fæ Regimentet vdi begge Rigerne effter fin Faders aff⸗
gang, endog mange trode, hand ſtulde aldrig bleffuet duelig til
it, end føden 7) tuende Konge Riger at regære. Nogle falde hans
nem Oluff hin Spage. Huad hand effter denne tid haffuer bedref⸗
fuet, er ide optegnet. Men det er troligt, at hand ſom ſaaledis
begynte, haffuer ocſaa føden giort meget merckeligt. Huilcket er
ide opſtreffuet, fordi at hand fom andre flere Danffe Konger,
maatte mifte deris tilbørlige Loff, effterdi der vagre ingen, ſom
dennem indtegnede vdi Kronicken. Vden tuil der ſom Lyden haff⸗
de været off blid, oc forlænt off met: Latinffe Sprocks Kundffaff,
da ſtulde wi nu hafft wſigelige mange ſlone Hiftorie Bøger, om
Danffe Mendes Mandoms gierninger.
1) end miydre.
57
Gamle danſke Vifer.
Af de mange herlige Viſer, ſom i Middelalderen vare faa
almindelige, og ſom endnu undertiden høres hos Bonden, har I.
S. Vedel førft udgivet en Samling, Hundrede i Tallet, I Aaret
15941, Til disſe føjede Peder Syv endnu hundrede i em Udgave
1695. Det fidfte Udvalg, 222 Viſer, er af W. H. Abrahamſon,
R. Ryerup og K. & RNafbel, udg. 1812 — 1814 i fem Bind.
Imidlertid er deg en my Bearbejdelfe bande med Henſyn til Spro⸗
get og Indholdet højeligen at euſte. De to førfte her valgte Viſer
ere efter et Hir. paa Univ, Bibl, I Kbhuvn., Add: 2 Nr. 33. £to.
De to ſidſte, bhvilfe ere tagne med for Indholdets Stolb, ere af;
tryfte efter fornævnte Nyerupſte Udg., og kunne altſaa ikle, ſaaledes
fom de fo førfte, betragtes ſom Bidrag til Sprogets Hiſtorie.
VBdgierd (Holger) Danff og Burmand.
(efter et Hſer. paa Univerſ. Bibl. i Kjøbenhavn. )
1. Burmand holder I fellen ") Vd,
hand lader fin ffiold finne,
fender hand bud til Wugerlandz 2) Soning,
om hand hauer Datter vennen 2).
Vdgierd +) Danſt han vont ſeir aff Burmandt.
2. „Jeg haffuer ide dotter vden En, ”
Jomffruv Gloriant de hende falle,
' Jeg haffuer hende Soning Caruel giffuet,
Jeg tror ham vel med alle.”
Vogierd Danſt 0. ſ. v.
3. Dett ſuarid Jomffrue Gloriant,
hun vilde icke lenger tie:
„her er en fange i Tornid inde,
Jeg tror hand ſtall eder bide.“ 5)
1) fell, isl.: vollr, Mart. 2) rettere Iſelandz, d.e. i
Landet ved Floden Yſſel. 3) fkjen, vndig. 4) af Ogier.
Holgerd forelommer dog ſiden. 5) ble, modſtaae.
88 Gamle danſte Viſer.
4. „Viltu giffue mig ær din,
Den iomffrwe alt ſaa wen,
Daa vill ieg fange dig Wogierd Dane,
oc biude dig Caruel ene,”
5, Det vor Jomffrw Gioriant,
Tog offuer fig Kaaben god,
Saa gid hun til fange tarn,
fom alle fanger laa.
6. Dett daa vor den ſtone JFomfrw,
hun robte offuer alle fanger:
„Suar mig gode Wogierd Danſte,
om du eft førr 7) åt gonge.
7. „Her haffuer ieg liigd 2) ij viii Aar,
Alt ſom en Arme fange,
Vel vorde eder Jomffrue Gloriant,
Det ij vill til mig gange”
8. „Horr tj gode Wogierd Danſke,
ieg tand for Eder lage min vande,
her er komen oppaa vor land
En faa haarden Mandt.
9. Hand haffuer min Fader beedit om mig,
Dett er en Kempe ſaa leed,
hand haffuer faa grum en heſt,
ſom ij haue nogen tid feet.
10. Manden er gram oc heſten er grum,
det ſiger ieg eder for fant,
Jeg haffuer hørt at dett er vift,
hand bider met Vlffuens tand.
11. Hand vill ide andet æde,
End kiod aff Chriften Mandt,
—————
1) før, isl.: fær, mægtig. ” 2) ligget,
' Å
Gamle danſke Viſer. 59
Icke vill hand andet dricke,
End blod med eeder blend.” '
12. „Eders fader haffuer eder em Mand giffuit,
Koning Caruell er hans naffn,
Kand hand eder ide for Trolle verie,
Daa gonger ij ham till haandt.
13. Sunde ij flij mig min heſt igien,
Min bryne oc fuerd fan god, ”
alt vil ieg giore for eders ſtyldt, '
oc rijdhe ham imod.
14. Koning Caruell er min ſtolbbroder troo,
Viſſeligen ſkall hand thet ſpore,
At ieg ſtal lade mit liiff, i
Fosr Burm andt ſtall eder hiem fore” '
15. Hun tog Woͤgierd aff Tornid vd,
hun lod ham klæder ſtierde,
Fi fatte 7) ham der øffuerft til bord,
oc flendede ham vin hin klare.
16. Burmand fam der Ridin i gaard,
hand acted den Jomfftwe hiem førre;
Vdgierd Danſk hand imod ham reed,
oc fid ham andet at giøre. HE '
17. Saa fictede de i ſtunde thoo,
od end paa den tridie.
Saa fatte de dem paa en ſteen,
Der ville de ſidde at huille. HE AR
18. Det por goden Burmandt Kamp, ?)
hand talled til Vdgierd Danffe:
„Viltw troo oppaa min gud, + -
Daa vill ieg tage dig: til fanges” ”
1) De (di) fatte, 2) Kæmpe. 8) mamlig; og fejente dig eivet.
60 Ganle danſte Viſer.
19. Daa ſuarde goden Holgerd Danſtk,
hand ypped forſt den küff: )
„Forſt du komer til Heiffued, fig:
Vdogierd ſende dig did.”
20. Tillſamen daa red de Herrer,
Det vor Thoo Kemper ſterck,
Sonder daa gick dieris gode hielme,
oc glauend floy langt j marck.
21. Me ſtride alt faa mandelig,
de vor bode trett oc moodt,
flagen bleff goden Burmand Kamp,
i hand fall død til Jord.
22, Vogierd reed til den ſtone Jomfrwe,
oc- gaff hende oc Mand:
„beholler nu ſelff eders Feſtemand,
alt for den hedenffe andt.“
Vdgierd Danfø hand vant fever aff VBurmandt.
Dronning Damors (Dagmars) Dod.
(efter et Hſer. pan Univerſ. Vibl. i Kjøbenhavn.)
1. Dronning Damor 2?) ligger wdi Ribe ſiug,
til Ringſted lader hun fig vente;
alle de Fruer i Danmark er,
dennem lader hun til fig hente.
J Ringſted der huiler Dronning Damor.
2. „J henter mig en, i henter mig fo,
i henter mig aff de vife,
1) d. e. han, i fin Forbittrelſe over (ligt Tilbud, fornyede ført
Atriden. 2) PValdemar Sejers førte Dronning ; ; hans anden
blev Bengierd af Portugal, :
i
EJ
Gamle danſtke Biſer.
i henter mig liber Kierſtin,
Her Karls føfter aff Rife.
3. J hente mig ungé, i hente mig gamle,
i hente mig aff de (ærde,
i hente mig liden Kierſtin bold,
al ære fan er hun værbe.”
4. Int tom liden Kierſtin at dør,
hun flint alt faa red aff gud,
hun kunde ide liufet paa krunen fee,
hendis Oyne vaar faarefulb.
5. Liden Kierſtin ind at dorren treen,
i met tuct oc fauffren finde,
Dronning Damor ſtander hende op igien,
faa vel hun fognete hende.
6. „Kandſtu lefe oc kandſtu ſcriffue,
oc kandſtu føfe min pine,
" da flalt du flide rød ſtarlagen,
oc ride graa ganger min,”
7. „Kunde ieg læfe oc unde ieg ſeriffue,
det giorde ieg alt faa gierne;
det vil ieg for ſandigen fige,
eders pine er haarder en Jern.”
8. Det vaar liden Kierſtin,
tog bogen oc derutj faa:
„Hielpe eder gud fader i Hemerig,
eders pine er horder ent ftaal.”
9. Hun tog bogen utj fin hand,
faa ſorgelig derutj leſte:
„Hielpe os Kriſt i Hemerig,
at i eders Liff kunde friſte.“
10. Saa tog hun ſancte Marie bog,
hun leſte op alt det hun kunbe,
e
& —
6 Gamle danſke Biſer.
det vil ieg for ſandingen ſige,
faa ſaare hendis Øven de runde.
11. De fulde I) hende vd, de fulde hende ind,
det lidde io lenger oc verre. 2)
„Emeden det kand ei bedre vurde,
i fender bud effter min Herre,
12, Emeden det kand ide bedre vorde,
i fender bud effter min Herre;
i ſender bud til Jullands borg,
ti finder hannem ide før.
13. Thet da vaar den liden ſmaa Dreng,
hand loed ide lenger for liide, 3)
lagde hand faddel paa ganger graa,
Orſel hin Huide, +)
14. Thet da vaar den anden ſmaa Dreng,
fette fig paa ganger rød,
- det vil ieg for ſandingen fige, '
han ved faſt ſnarer ent falken floy.
16. Kongen hand ſtander paa Hopyloffts bro, 5)
oc feer hand vd faa vide:
mo hiſſet feer ieg en liden ſmaa dreng,
faa førgelig mon hand quide. 5)
16. Hiſſet feer ieg en liden ſmaa dreng, '
faa førgelig monne hand tro; ?)
det rade Gud fader i Himmerig,
ålt huor Daumor hun maa,” 8)
1) fulgte, 2) Det blev fo længer fo værre. 3) d. e. tøvede
itfe, 4) bedre efter Nyrups Udgave: rycte hand fadel fra
Bjelcken ned, oc lagde paa Ors big. huide. 5) formodentlig
en Art Altan udenfor Højeloftet, bre. Salen eller det andet
Stokvcerk. 6) jamre fig. 7) d. e. traa, attraae, længes,
, være tungſindig. B) befinder fig, Svenks k han mår ilde,
han befinder fig ide,
” Gamle danfte Wifer. | 63
27. Ind da kom ben liden ſmaa deeng,
oc ſtedis hand for bord: -
„Droning Damor haffuer mig til eder ſend,
gierne talde hun met eder en ord.
18. Dronning Damor haffuer mig til eder fend,
met eder talte hun faa gierne;
hun lengis faſt oc offuerbrad,
faa faare maa hun fig vene,” 1)
19. Danfongen hand flou de. tafflbord ſammen,
at alle de ferning de fiunge: -
„forbiude det Gud fader i Himmerig,
. at Damor ſtulde dø faa vng.”
20. Der Kongen hand drog aff Jullands borg,
Da fulde hannem hundret Suenne, -
oc der hand kom til Ringfted, ?)
Da fulde hannem ickon Damore Dreng,
21. Der hand red offuer Randbøl Hebe,
da fulde hannem femten Suene;
ber hand kom offuer Riber Bro,
da vaar den: Herre alene.
22. Der vaar ynck i Fruerſtue,
der alle de Fruer de græd.
Dronning Damor død i liden Kierſtins arm,
der Kongen red op at ſtrede.
23. Det vaar Danner Kongen,
Hand ind at Dørren tren,
det vaar liden Kierſtin,
hun reder hannem haanden igien.
. 24. „De hør i Danner Kongen,
i ſtal huercken førge eller quide;
1) jamre fig, 2) hes SRymp; Gribfetbro, fon et-nlige bede,
4. Gamle danſke Biſer.
vi haffuer fonget en Søn i Dag,
haffuer fforn ben aff Damors føde.”
25. „Jeg beder eder alle Jomfruer og moer,
beber eder for Gude ſtyld faa gierne:
i beder en bøn for Damors ſiel,
at hun maatte met mig tale. ”
26, Dronning Damor reifer fig aff Baren op,
| hendis Oyne vaar blodige røde: ”
„o vi, o vi, min edelig Hjerte,
hui giorde i mig den møde.
27. Den forſte bøn der ieg eder beder,
den vider i mig fan gierne:
all fridioß mend dem giffuer i fred
oc lader alle fanger af Jern.
28. Den anden bøn der ieg eder beder,
ben fommer eder felff til fromme:
i tager ide ved Biengierd,
hun er faa beff en blomme.
29. Den tredie bøn ieg eder beder,
den vider i mig fan gierne:
Lader i Knud min vngſte føn
oc Konning i Danmard være.
30. De lader i Knud min yngſte ſon
ei Kong i Danmark bliffue,
da ſtal Biengierd en anden føde
oc den, ſtal min forode.
31. De haffde ieg ide min ermer om ſondag fnørt,
oc ide ſtriger 7) paaſat,
da haffde ieg ide i pinen breyd,
oc huercken dag eller nat.
1) Bræmmer.
Gamle danſke Biſer. 65
32. Hør i det, min edelig Herre,
vil i mere aff mig. vide,
der fødder Guds engel i Himmerig,
de monne faft effter mig bide.
33. Nu er det tid ieg ſtynder mig herfra,
ieg maa ide lenger duele,
Himmerigs klokker de ringé effter mig,
mig lenges ben til de ſiele.“
Cline af Villenſkov.
Cefter Nyrups Udgave).
1. Der ligger en Vold 7) i Vefterhav,
. Der agter en Bonde at bygge, ”
Han fører bid. baade Høg og Hunt, '
Og agter om Vinteren der at ligge.
De vilde Dyr og Dyrene i Skoven.
2. fan fager med fig baade Hund. og Hane,
Han agter der længer at være;
De vilde Dyr i Skoven er, | dg
De give faft over ham Kjære 2),
De vilde Dyr 0. f. v.
3. Han hugger Eg og han hugger Gilie 2),
Og Bøg faa monne han fælde.
Det fortrød den grumme Trold,
At han ſtulde have den Voalde.
4: Han hugger Stolper og Han hugger Bielker,
Og lader fig faare forhafte.
Spurgte det de Trolde i Bjerget var:
„Og hvo banker her faa faft?”
1) egl; Mark, isl.: vilir. 2) Klage. 3) et Slags Piil.
. — 5
66
Gamle danfte Siſer.
5. Det da meldte den mindſte Trold,
Han var ikke flørre end en Myre:
„Her ev kommet en driften Mand,
Den maa jeg visfeligen flyre.”
6. Op da flod den mindſte Tro,
Og feer ban fig omkring:
„Vi gaa os til Bondens Gaard,
Og holde med hannem der Thing.
7. Han hugger bort al Skov og Stjul,
Det er og meget til Braft 7):
Han ſtal give mig Huſtru fin,
Saa, faa han Skam og Laft!”
8, Aueé de Trolde i Bjerget vare,
De letted fig i en Dands,
De lakkede fig til Bondens Gaard,
Saa lange hængte deres Svandé. .
9, De vare fyv og hundrede Trolde,
De vare baade grumme og lede;
De vilde gjøre Bonden et Sjæfteri,
Med hannem baade drikke og æde.
10. Hunden han gjør i Gaarden,
Hyrden tuder i fit Horn,
Hanen galer og Ørnen ſtrikker,
Som Bonden haver givet fir Korn.
11. Bonden udaf Villenffov
De Trolde gjennem Vindvet ſaae:
„Hielp mig nu Jeſus, Marie Søn!
Disſe Trolde de agte mig paa.”
12. Han flog Kors i hver en Vraa,
Og meft udi hans Stue,
1) Stade, EK
i
Ganle danſke Viſer.
Forfcerdedes nogle Trolde derved,
De floj ab vildene Skove.
13. Somme fløj oſter, ſomme floj veſter,
Nogle fløj nord paå,
Nogle fløj ned i dybene Dale,
Jeg troer, de ere der endnu.
14. Det da var:den mindſte Trold,
Han ind ad Døren treen,
Han vilde iffe for Tegnelſe fy,
Han agtede Bonden for Men;
15. Den Huſtru fandt det fnilde Raad, ” - -
Hun fatte den Trold til Bord,
Hun fatte for hannem baade Ol og Mad,
Sav hannem faͤa gode Ord.
16. „Hor du Bonden af Bilenfovt 7
Hvad jeg her figer til dig : '
Hvo haver givet dig ben Forlov,
At du maatte bygge: hos mig?
17. Vil du bygge og bo hos mig,
Du ſtal det have i Minde:
Du give mig fjærefte Huſtru bin,
Og hende faa vil jeg vinde.”
18. Det då foared den usfelig Bonde, -
Som Gud gav hannem i Sinde:
„Eline hun er mig fan fjær,
Bra mig tage du ikke hende.”
19. fan fvarede Trolden ſom han torde bedſt:
„Lad mig min Huſtru beholde!
Tag bu bort bande Gods og Pendinge,
1) i Bob, '
Det giver jeg dig at volde 1)”
U od
67
— 68 Gamle danfte Wiſer.
J a0. „Da ſtal feg tage baade line og dig,
Og træde eder under min Fod;
Saa vil jeg tage dit. Solv og Guld,
Og ſtjule det under min Bob.”
21. Bonden og hans ganſte Tyende
De ræddedet af 7) flor Nød:
„kangt bedre er hun ene fordærvet,
End vi ere alle forødt.”
. 22. Op da flod den vildraadige Bonde,
Han var fan fuld af Vaande, -
Sav han Eline, Huftru fin,
Den unge Trold udi Haande.
23, Da blev han fro og ſprang omkring,
Han tog hende i fn Arm;
Hun blev om Kinderne faa bleg,
Hendes Hjerte var klemt med Harm.
| - 24. Det da meldte den bedrovede Quinde,
| Hun fælbte faa modige Taarer: .
„Herre Bud naade mig, elendige Viv!
Min Lykke blev mig' faa haard!”
25. Han minded ?) hende førfte og. anden Gang,
Hun gjordes i Hjertet faa ve;
nd blev han den ledeſte Djævel,
Man funde med Øjen fee.
,26. Der han vilde minde den tredie Gang,
Hun raabte paa Marie Søn;
Da mifteb han den lede Trolleham,
Og blev en Ridder faa ſtjen.
27, - Det ſtete under Linden faa grøn,
Den Ridder blev løft af Baade ?),
bad
-
1) formedelſt. 2) Fysfede, af Mund. — 3) lytte. ”
V
Gamle danffe Wiſer.
Dem ffete hverken Laſt eller Braft,
De begge vare faa glade.
28. „Hor bu kjereſte Cline!
Og du ſtal blive min Viv;
Alt det Suld i Engelland er,
Det vil jeg dig nu giv".
29, Jeg var mig fan lidet et Barn, |
Der mig faldt Moder fra;
Min Stivmobder mig fra fig henfendte,
Jeg blev til Trolden graa.
30. Jeg vil give din Husbond Gaver,
Guld, og megen flor re;
Saa Mænd ved, 7) Cline Bondens Huſtru!
Du bliver min Hjertens Kjcre.“
31. „Du ædle Ridder! vi takke nu. Sub,
Som os haver frelft af Vaade;
Love du dig en Jomfru væn!
Med Glæde leve I baade!”
32. „Kan jeg big ſelv tilægte ikke faa,
Din Datter vil jeg trolove,
For alle dine Velgjerninger
Du fanger ikke anden Gave.
33. Tak have bu Cline, du vife Quinde!
Jeg vil dig prife og ære;
Kan jeg dig ikke med Venſtab faa, ”
Da.maa du bjemme være.”
34. Den Bonde han bygger nu paa fin O,
Og Ingen gjør hannem Umag;
Hans Datter bær Kronen i Engelland,
Hun haver fan gode Dag”. .
1) et dorſilkrings⸗ Udraab: i Sandhed!
—— — —
TO Gamle danſte Vifer.
35, Nu haver Cline, Bondens Huſtru,
gorvunden baade Angſt og Harm;
Hun er Moder af en Dronning,
Som fover udi Kongens Arm,
36. Forſt ba fødte hun Datter fin, ,
Og fan den unge Konge;
De. taffede Gud paa alle Sider,
Det maatte faa vel afgange.
37. Mu ſidder Elinelilles Datter,
Hun raader over alt bet Rige;
Cline lever med Bondemand fin,
De ere hinandens Lige. |
De vilde Dyr og Dyrene udi Skoven.
— —
Agnete og Havmanden.
Cefter Nerups Udgave.) .
1. Agnete ſtander paa Hojelofts Bro,
Strap kom der en Havmand fra Bunden op.
Haa, haa, haa ! |
Strar Fom der en Havmand fra Bunden op.
' 2, Og hør Du, "Agnete! Hvad jeg figer Dig:
„Vil Du være Allerfjærefte min2z” '/
Haa, ban, haa!
Vil du være o. ſ. v.
3. „D ja faamænd det vil jeg faa,
Naar Du fager mig med paa Havfens Bund.”
” 4. Han ftopped hendes Øren, han ftopped hendes Mund,
Saa førte han hende paa Havſens Bund.
5, De vare tilſammen i otte Aar,
Syv Sønner de' tilfammen monne faa.
6, Agnete hun fad ved Vuggen og fang,
Da hørte hun Englands Klokker klang.
7.
9.
10.
11.
12.
13
v
14
15.
16.
17,
18.
19,
20.
Gamla danſte Biſfer. 71
Agnet hun ganger for Harmand at ſtaa:
„DOg maa jeg mig udi Kirken gaa?”
„Ja gjerne maa Du til Kirken gaa,
Naar Du kommer igjen til Børnene fmaa.”
Fan ſtopped hendes Øren, han flopped hendes Mund,
Saa førte han hende paa Englands Grund,
Agnete hun ind ad Sirfedøren træn,
Hendes Moder bagefter og var ej ſeen.
nog hor Du, Agnete! Hvad jeg figer Dig;
Hvor bar du været i otte Aars Zid ?”
nDg jeg haver været paa Havſens Bund,
Syv Sønner jeg med Havmanden fif.”
„Og hvad fik Du for Wren Din,
De han Dig fæfted til Bruden fin”
„O han gav mig et prægtigt Guldbaand,
Det findes ej bedre om Dronningens Haand,” .
Og Havmanden ind ad Kirkedsren tren,
Ade de ſmaa Billeder vendte fig omkring.
Hans Haar vare fom det pureſte Guld;
Hans Øjen de vare fan frydefuld'.
„Og hør Du, Agnetel hvad jeg figer Dig:
Dine fmaa Børn længes efter Dig.”
„Lad bem længes, mens. de længes vil,
Net aldrig kommer jeg mere dertil i”
„O tænk paa de fore, og tænt paa de (maa,
Og tœnk paa det lille fom i Vuggen faa.”
„Ret aldrig tænker jeg paa ſtore eller ſmaa,
Langt mindre paa det lille ſom i Vuggen laa.“
Haa, haa, haa!
Langt mindre paa det lille ſom i Vuggen (aa.”
—
72 ——
Peder Clausſon.
Feoedt 1545 i Egerſund i Stavanger Lehn, død 1623. " San ev
bleven meſt betjendt ved fin Overfættelfe af Snorre Sturleſens Rorſte
- Kongers Krønike (fee S. 527.), hvoraf følgende Stykle er faget.
. Kong Hagen Adelftein.
Der K. Hagen Adelſtein hafde værit Konge udi Norrig udi 26
Aar, fiden Erick hans Broder romde aff Landet, var hand paa
Hordeland 1) i den Øe Storden (kaldis nu Stolen, men rettes
lige Storsen) paa fin gaard Fidie,2) met fine Hofſinder oc dags
lige fold, og mange Bønder vaare komne til hannem, oc der Kon⸗
gen fad ofuer Dauverbord, faae hang Dagvectere, at der komme
mange Skibe feglendis fonden 3) til, oc hafde ide langt til Øen.
De vilde gierne gifue Kongen det tilkiende, thi dennem fluntig
det være Orlogsſtibe, men ingen torde fordriſte fig til at bære +)
Kongen denne Krigßtiende, for det ſtrenge Vilkor hand hafde lagt
der hos, oc de torde dog ide heller andet end vaare hannem ad.
"Da gid en aff dennem ind i Salen, oc bad Evind Findſen, Kon⸗
gens Syſterdaatters Søn, faa ffyndeligen ud, thi det var ſtorli⸗
gen fornøden. Evind gid ud, oc faa at der kom en ſtor Flaade
Orlogs Stibe,. oc hand gid ſtrax ind til Kongen, oc fagde:
Herre, liden er lidendis ſtund, oc lang er maaltids time, Kon⸗
gen faa til hannem oc ſpurde, huorfore? Evind quad en Viſe, at
Ericks Sønner fomme nu, oc vilde hefne deris Brodris død, oc
at benne onde Tidende var fandere, end hand vilde, thi var det
beft at gribe til Vaaben i tide, fordi Hærfagnen var fand. Kone
gen ſuarede: Evind, Jeg fiender dig fan god en Dreng, at du
figer 08 icke Herſagn, uden den er ſand, oc hand lod optage Bor⸗
” dene, oc gid ud, oc faa at det var Orlogß Skibe, oc hand ſagde
… til fine Mend, huad raad ſtulle vi tage for og, enten ſtride met
det Fold vi hafue, eller ſegle Mord i Landet, oc befterde os. Bi
1) Landene imellem jordene i Bergens Stift og Rogeland.
2) nu fin et Sognenavn pad Otorgen. 3) føndenfra. 4) bringe.
|
P. Clausføn. 73
fee vel at her vil nu blifue ſtorre Forſtiel oe Bligheb paa Gunhuds
Sonners Gær oe voris, end nogen tid tilforn hafuer værit. Hans
Mend kunde ingen Suar gifue hannem her paa. Da quad Evind
Findſon en Viſe, at det var ſommeligt at bie oc verie fig mande⸗
lige, lige ſom de tilforn hafde giort. Kongen ſagde: det er man⸗
delige talet, oc ret efter mit Sind. Dog vil jeg høre hund flere
ville fige. De forſtode vel alle Kongens vilie oe mening, thi
fagde de, at de heller vilde ſtride oc falde met ære, end fly met
ſtamme / oc ide forſoge Fienderne, oc at de hafde ofte vundet
Sejer met mindre Fold. Kongen tadede dennem, oc bad dens
nem væbne fig. De hand drog i fin Brynie, ot giurdet fig met
fit Suerd, Quernbider, oc fette en forgylt Hielm paa fit Hof⸗
uit, tog itSpiud i fin Hand, oc en Skiold ved ſiden, od flidede
fine Hoffinder oc Bonder i Orden ſammen, oc opfette fit Banere.
. Harald Cridføn var da Hofuitßmand for Foldet, oc ofuer
fine Brøbre, hand hafde megit Danſkt Krigßfolck met fig, oc to
fine Moderbrodre, Evind Skreja oc Alff AX mand, to ſtercke oe
duelige Kiemper, oc Blodgierige Idgierninggmend. Der de
fomme til Øen, oc finge Kundſtab, at K. Hagen var der, ginge
de paa Landet, oc giorde derig Slactorden, oc Bafde ves 7 Mend
mod huer en fom K. Hagen hafde.
Der K. Dagen hafde ſticket fit Fold i Orden, ſigls det at
hand førde fig aff fin Brynie igien, paa det hand Sunde være des:
ledigere, oc rørlig til at ſtride, oc Hede oc Modighed ide Fulde
betage hannom. .
Kongen elffede megit duelige Krigßmend oc flerde Kiemper i
fin Gaard, lige fom hans Fader oc giorde. Torjolff Skolmßſon
hin ſtercke var en aff dennem, oc gid- hand Jæffnfidis 608 hans
nem i ftriden, han hafde Hielm oc Bronie, Skiold oc Spiud,
oc it got: Suerd, ſom kalledis Fodbreed, oc er det ſagt, at K.
Hagen: oc Torjolff vaare lige ſtercke. Neſt efter Kongen gick hans
Frende Evind Findſon Skaaldaſpildere.
Der begge Hær moltis7 bleff der en haard oc haſtig Strid,
oc be ſtridde mandelige pan begge fider, thi de hafde dueligt oc uds
74 P. Clautſon.
vaald Krigßfolck paa begge parterne. De der de hafde ſtubdet deris
Spiude oc Handſtud aff Henderne, brugede de Suerdene mandelige.
Kong Hagen oc Torjolff ginge langt fram for Banerit, oc
tuert oc endelangs igiennem Hærren, oc klofuede Skiolde oc
Hielme, oc hugge paa baade Hender, oc var Kongen meſt kiend
i Striden, for den forgylte Hielm gaff it Skin fra fig mod Salen,
huorfore der bleff oc meſt vabneburd mod Kongen.
Bdi den anden Her fremginge udi lige maade haardeligen
Evind Skreja oc Alff Aſtmand, oc hugge ned for fod. De ber
de ſaae huor Kongen gid i Striden, oc fiende hannem ved hans
forgylte Hielm, giorde de fig Vej met deris Suerde igienem Hærs
ren, at de funde komme til Kongen. Der Evind Findføn det
faa, tog han en Hætte, oc drog den ofuer Kongens Hielm. Da
raabte Evind Skreja højt oc ſagde: Stiuler nu Nordmanna Kon⸗
ning fig, eller ev hand falden, eller flydde hand aff Striden, thi
nu er den forgyldte Hielm blefuen borte, oc Evind oc hans Bros
ber Alff ginge hart fram, oe hugge paa bade Hender, oc ſtrege,
oc fode ſom galne eller vilde mend. K. Hagen fagde til Evind,
holt fram fom du flefner, om bu vilt finde Nordmanna Konning.
Da vilde Torjolff gaa mob Evind, men Kongen fagde, mig vilde
hand finde, ſielff vil jeg oc møde hannem. Da kom Evind has
ſteligen, oc hug til Kongen, men Torjolff ſtisd fin Skiold der
imod, fan hart, at Evind rafuede der ved, oc hugget feilede hans
nem, oc Kongen greb fit Suerd Quærnbider i bande Gender, oc
hug til Evind, oc klofuede hans Hielm oc Hofuet ned i Hærderne,
oc Zorjolff dræbte ſtrax Evinds Broder Alff Affmand, der efter
gick K. Hagen driſtelige fram, oc faa hart, at alle vigede for hans
nem, oc hafde bløde ") oc rædde mend ide got i denne Strid,
for Vaaben oc Styrd oc mandelig tilføgelfe oc modſtand, ſom der
giordis.
Der Fienderne ſaae , at to deris beſte Kiemper vaare faldne,
oc K. Hagen met fine mend gid haardelig fram, oc dræbte for
1) feige.
P. Glausfen. … 45
fod, blefue de fepetagtige, oc begynte at fly. De Song Hagen
var frammen for alt fit Kold, oc forfulde Fienderne, oc hug tit
oc Hart, og i det famme kom en Piil flygendis, ſom Flejn kalle⸗
dis, oc ſtisd i Kongens Arm neden for Axelen, oc bleff det ſagt
aff mange fandferdige Mend, at Dronning Gunhilds Skooſuend,
ved Nafn Kifping, kom framløbendis iHærren, oc ſagde: Gifuer
Kongens Bane rum, .0c fliød faa Pijlen til Song Hagen. En
part mene oc, at det er uviſt huo den ſtisd, thi Stud oc Pijle oe
Spiud, oc alleſlags Skodvaaben drefue faa tydet ſom Since.
Det er oe ſtrefuen herom, at der Fienderne vaare flydde, oc
Kong Hagen forſamlede fit Fold igien, oc holt paa Platzen, at
hand vilde fage imod dennem, om de hafde kommet igien met
ferfit 1) Fole fra Skibene: da maatte 2) mand fee en underlige
Siun, at en Pijl hengde højt oppe i Veerit, oc bøjede fig met
odden fram oc tilbage ofuen ofuer K. Hagen oc hans Fold, oc der .
huer fryctede fig for ſamme Pijl, ſtisd den paa det ſidſte ned i
Kongens Arm, ber fom den var tydifte, oc kallis Muſen i Års
men, huildet Dronning Gunhild Kongemoder fhulde met hendis
Troldom oc Finnekonſt, ſaaledis hafue beffidet oc udrettet, ſaa⸗
ſom hun nock hafde lærdt i Findmarcken, der fom fun var opfo⸗
ſtrit, oc hafde gaaet fil lære.
Ericks Sønner mifte der megit Fold, baade paa Valſteden,
oc ber de findde fil Sfibene, oc mange lobe ud i Vandet oc druck⸗
nede, oe de ſom komme i Skibene, roede ftrar bort, oc Hagens
mend forfulde dennem.
Kong Hagen brog ud til fit Skib, oc lod fie Saar forbinde,
men det blødde faa, at ingen kunde flille det, oc ber det lidde paa
Dagen, bleff hand van mectig oc beſuimede, hand vilde da drage
nord til Alredftad ”) til fin Gaard, oc der de komme nord til
Hagens Helle +), lagde de til Landet, oc var: Kongen der nær
dod. Hand fallede fine Venner til fig, oc beffidede alting ſom
1) frig. 2) Hunde. — 3) en Gaard tæt ved Bergen, 4) En
Selle er en ſtor flad Steen eller Klippe.
-
le HE
75 . Clausen. .
hand vilde af holdis fulde efter hans død. Hand giorde fre Syns
. berg Bekiendelſe for dennem alle, oc angrede oc fortrød det als
meſt, at hand hafde faa ladet falde den Chriſtne Tro, ſom hand
hafde vebtagit, oc ladet begynde at prædide her i Riget, oc bad
hand dennem fende bud til Ericks Sønner, at de fulde komme
oc annamme Riget, og at de ſtulde fpare hang gode Venner oc
render. De der ſom mig er lenger Lijff forelagt, ſagde hand,
vil jeg drage her aff Landet, oc til Chriſtnemend, oc bøde oc bebre
for Gud, det fom jeg hafuer brudit, men der fom jeg doer nu
her i Hedenffabet, da later mig faa ſaadan Begrafuelfe fom eder
fielff got ſiuniſt. Oc fpurde hans gode mend hannem da, om de
ide ſtulde føre hans Lijg til Engeland, oc lade det begrafue efter
Chriſtelige Skick? Huor til hand ſuarede: Jeg hafuer lefuit ſom
en Hedning, oc derfor er jeg ide værdig åt begravis anderledis
end fom en Hedning, oc paa en liden ſtund derefter døde hand
"der paa Hellen, paa det ſamme ſted fom hand var fod. Huilcket
ſted der aff bleff kallet Hagens Helle. Hand lod ingen Sonner
efter fig, men en Daatter fom Tora hed.
K. Hagens død bleff megit begrædet, baade aff Venner oc
V-venner, oc de fagde, at albrig komme nogen tid en bedre Konge
udi Norrig. Hans Venner førde hans Lijg nord til Sæheim paa
Norhordaland, oc giorde der en ſtor Høj; oc lagde hannem udi,
met alle hans Vaaben oc Ruſtning, oc hans befte Kloder, od ide
andet, oc talede fan ofuer hans Graff, ſom Hedenffe Mends Sed⸗
vane da var, oc vijfte hannem til Valhol, det er de dodis Sal,
ſom blefue flagne i Strid. Huilcken Sal de mente Odin Gud
være udi, og den foreſtaa. |
Hand regierede Norrig udi 26. Aar, oc giorde Evind Find⸗
fon, kallet Skaalda Spildere en Vife om K. Hagens Død, oc
huotledis hand bleff faufnet udi Odins Sal, huilcken Viſe bleff
kallet Hagens Maal.
” 77
Thomas Kingo.
Født 1634 i Slangerup, døde ſom Biſtopi Gyen 1723, af
hans: Aandelige Giunge Koor. Kbhon. 1681, vælge vi.
Keed af Verden, og Tier ad Himmelen. |
1. Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være bin Træl.
De Byrder, ſom du mig har bylted oppaa,
Dem hviffer *) jeg fra mig og vil dem forſmaa,
Jeg river mig løé8, og jeg keedis nu. ved
gorfængelighed,
Forfeengelighed.
2. Hvad er det dog alt,
Som Verden opfminfer med fauer Geftalt?
Det er jo fun Skygger og ſtinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og ſtrattende Kar,
Det er jo fun Iſe⸗-ſtrog, Skarn og Fortred, +
Forfængelighed,
Forfcengelighed.
3. Hvad er mine Aar, HR
Som fmugende fvinder og ſnigende gaar?
Hoad er min Bekymring? mit Tanke⸗fuld Sind?
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
Hvad ev mit Arbeyde? min Moye? min Sved?
Forfœngelighed, J
Forfoeengelighed.
O Riigdom og Guld,
Du Jorderigs Afgud i ſtinnende Muld,
Du eft dog af Verdens bedragelig Ting,
Som vorer, aftager og verlis omkring,
Du eft dog, i hoyeſte Mercke og Meed,
Forfocengelighed,
Forfengelighed.
hm
4
e
1)-fafter.
78 T. Kingo ”
5. Ad, Wee, hvad er,
Hvad er dine Kroner og Krandſe du bær?
Miſundelſe fidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig ſtodis og ſielden eft tryg!
- Du ofte der fnubler, hvor andre de gled. —
gorfængelighed,
Forfcengelighed.
Ad, Vndiſt og Gunſt,
Du haſtig opførte og faldende Dunſt,
Du konſtig opblæfere, hvegende 7) Vind,
Som tuſind har Oyen og dog lober blind,
Hvad eft du naar mand dig ved Soolen hår ſeed?
Forfcengelighed,
Forfengelighed.
Ach, Venſkab og Tro,
Som alt efter Lykken veedſt Floyet at ſnoo,
Du ſmukke Bedragere, heldige Skalk,
Som ſtuffer faa ofte i Drofvelſens Kalk,
Du eft, fom og jeg af Forfarenhed' veed,
gorfængelighed, ST
Forfængelighed.
Ach, kiodelig Lyſt,
Som mangen med dodelig Læber hår kyſt,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gniſt,
Hår mangen i ævige Luer henhvift,
Din Skaal ſynis Hunning, men Driften er leeb
Forfængelighjed,
Forfængelighed.
9. Saa far da, far vel,
Du ffalt nu ey lenger bebrage min Siæl,
Bedragelig Verden, jeg takker dig af,
6
7
hd
.
”e
1) fvævende, føingende.
Å
T. Kingo. 79
Og ſynker dig ned i Forglemmelſens Grav,
Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
J Abrahams Skiod,
J Abrahams Skiod.
o. f. v.
Hver har fin Skabne.
1, Sorrig og Glade de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang bin anden anraabe,
Soelſtin og Skyer de følgis og ad.
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.
2. Kroner og Scepter i Demant ⸗ſpill lege,
Leeg er dog ikke den kongelig Dragt.
Tuſinde Byrder i Kronerne hvege,
Tuſindfold Omhu i Scepterets Magt.
Kongernis Bo
Er ſtion Uro, i
Himlen allene glør falig og fro.
Ale Ting hår fin foranderlig Lokke,
Alle fand finde fin Sorrig i Barm,
Tüt ere Bryft, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm.
Alle hår fit, É… |
Stort eller Lit,
Himlen allene for Sorgen er qvit,
Velde og Viiſsdom og timelig Ere,
Styrke og Ungdom i blomſtrende Aar,
Hoyt over andre fan Hovedit bære,
Balder bog af og i AUden forgaar.
3
e
4
e
80 . Kingo.
Alle Ting 'maa EN
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene (få ftaa.
Deyligſte Roſer hår ftindefte 7) Toorne
Skionneſte Blomſter fin tærende Gift.
Under en Roſen⸗ s find Hiertet kand foorne 2.),
For dog at Skebnen faa fælfom er ſtift.
J Baade s vand
Flyder vort Land,
Himlen hår Ene Lykſaligheds Stand.
6. Vel da, faa vil jeg mig aldrig bemoye
Om ikke Verden gaar efter min Agt:
Ingen Bekymring ffal kunde mig boye,
Intet ſtal gisre mit Hierte forſagt.
Sorrig ſtal do,
eyſtigheds Frø
Blomſtre paa Himle ⸗ Lykſaligheds ØD.
7. Angift flal aule en varende Glæde,
Qvide ſtal vinde fin Tott udaf Teen.
Armod ffal prydis i rjgeſte Klæde,
Svaghed ſtal reyſis paa fundefte Ween.
Avind ſkal ſtaa
Fengſled i Vraa,
Himlen kand Ene alt dette formaa.
8. Lad da min Lod og min Lykke fun falde
Hvordan min Gud og min Herre hand vill,
Lad ikkun Avind udøfe fin Galbe,
Lad fun og Verden fulddrive fit Spill.
Tidernis Bom
Bliver dog tom
Himlen ſtal kiore altingeſt her⸗ om!
1) ſtiveſte. 2) ældes.
5
81
ia Ludvig Holberg.
Født i Bergen 1684, død den 27. Januar 1754.
Erasſsmus Montanus eller Rasmus Berg.
Comoedie i fem Acter
Perſonerne:
Montanus. Magdelone, hendes Moder,
Jeppe Berg, hang Fader. Jacob, Montani Broder.
Mille, bang Mober. peer, Degn.
Lisbed, Montani Fæftemøe. Jeſper, Ridefoged.
Jeronimus, hendes Fader. Lientenanten.
Niels, Corporal,
Forſt'e Act.
Forſte Scene.
Jeppe (allene, med et Brev i Haanden.)
Det er Stade, at Degnen iete er i Byen, thi der er ſaa meget
Latin i min Søns Brev, fom jeg ikke forfiaaer. Taarene flager
mig tit i Øinene, naar jeg eftertenker, at en ſtakkels Bondeføn er
bleven fan boglord, beſynderlig ſaaſom vi ikke ere af de Sgilærdes ”)
Bønder. Jeg har hørt af Folk, ſom' forftaner fig paa Lærdom,
at han Fan difputere, med hvitfen Præft det-ffal være. Ach kunde
jeg og min Huſtrue have den Glæde at høre ham prake, før vi
døe, her paa Bierget**), da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillin⸗
ger, vi har fat paa ham; Jeg fan nof mærke paa Peer Degn,
at han ſtiotter iffe meget om, af min Søn kommer hid. Det .
”) J Egnen af Roeskilde har Sjøbenhavns Univerſitet meget Bonder⸗
gods. en Bondeby ganſte nær ved Roeskilde.
*
(ud
62 2. Holberg.
kommer mig for, ligeſom han er bange for Rasmus Berg. Det
er ſtrakkeligt med de lærde Folk, de bær ſaadan Avind til hver:
andre, og den ene fan ikke lide, at den anden er ogſaa lærd. Den
gode Mand gigr ſtionne Præfener her i Byen, og fan tale om
Misundelſe, fan Taarene maae ſtaae cen udi Øinene, men mig
ſynes, at han ſelv ikke er ganffe fri for den Feil. Jeg fan ikke
vide, hvoraf faadant kommer; om een figer, at min Naboe fors
ſtaaer Avlingen bedre end jeg, ſtulde jeg lægge det paa 'Hjertet?
fulde jeg hade min Naboe for det? Nei ſaamand gior Jeppe Berg
ikke. Men der er, min. Troe, Peer Degn. ,
Andeun Scene.
Jeppe. Deer Degn.
Jeppe, Velkommen hiem igien, Peer!
Peer. Taf Jeppe Berg.
Jeppe. Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig
noget Latin, ſom ftaaer i min Søns ſidſte Brev.
Peer. Hvad Snak, meener J, at jeg forſtaaer ikke Satin
faavelfom Jer Son? jeg er en gammel Academicus, jeg, Jeppe
Berg!
Jeppe. Det veed jeg nok, men jeg meente, om I forſtod
den nye Latin; thi det Sprog forandres vel ogſaa, faavelfom bet
Siellandſke; thi i min Ungdom talede man ikke faa her paa Bier:
get, fom nu; det, fom man nu falder Laqvai, faldte man da
Dreng, en Frøen hedte da Stadsmoe, en Muſicant Spilles
mand, og en Sikketerer Skriver. Derfor mener jeg, Latinen og
fan være forandret fiden den Tid, J var i Kiøbenhavn. Bit J
være faa god, at forklare mig dette. Jeg fan nok laſe Wogſiaver⸗
ne, men fatter ikke Meeningen. - -
Peer. Jer Søn ſtriver, at han ſtudeter nu fin Eogicam,
" Rhetoricam og Metaphysicam.
Jeppe. Hvab vil det fige Logicam ?
Peer, Det er hans Præfeftoet.
Jeppe. Det er mig fiært, gid han funde blive Peeſt
⸗
Å: '
V
£, Holberg. 83
Peer. Men Degn førft.
Jeppe. Hvad er den anden Poſt?
Peer. Den hedder Rhetorica , det er paa Danſh Ritualen;
men den tredie Poft maa være forffreven, eller det maa være"
Franſk; thi var det Latin, faa forftød jeg det nok. Jeg. er eapa⸗
bel, Jeppe Berg, at regne op den hele Aurora. Ala det er en
Binge, Aneilla en Pige, Barha et Sfiæg, Coena en. Natpotte⸗
Cerevisia Di, Campana en Klokke, Cella en Kielder, Lagena
en Flaffe, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cere-
visia Smor.
Jeppe. J maa have en forbandet Ihukommeiſe, Peer.
Peer. Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg Fulde have blevet faa
længe i et fattigt Degnekald. Jeg kunde nok have været noget
andet for længe fiden, derfom jeg vilde have bundet mig,ved en
Pige, men jeg vilde heller hielpe mig, fom jeg Lan, førend man
ffal kunne fige paa mig, at jeg har faaet Brød for en Kone.
Je ppe. Ven fiære Per! her er endnu noget andet katin,
ſom jeg ikke forſtaaer; fee her denne Linie!
Peer. Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det
er noget hoitravend, dog forftaagr jeg det heel vel, men det kunde
bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Danſk, der er kommen
profecto en Hob Rusſer til Kiobenhavn.
Jeppe. Hvad mon Rusſen nu vil beſtille her igien?
. Peer. Det er ikke Moſcoviter, Feppe Berg! det er unge
Stubentere, ſom man kalder Rusſer.
Jeppe. Nu! nu veed jeg, der er viſt ſtor Allarm i i de Dage,
naar de faner Salt og Brod, og blir Studentere.
… Peer. Naar venter I ham hiem ?
Jeppe. J Dag eller i Morgen. Kiere Peer! tøv lidt
her, jeg vil fpringe ind til Nille, hun ffal give og en Drik Ol herud.
Peer, Jeg vil nok heller have et Glas Brandeviin; thi det
er for tidligt at drikke Ol.
, e+
84 £. Holberg.
Tredie Scene.
peer (allene.)
Jeg ffiotter ikke meget om, ſandt at ſige, at Rasmus Berg
Éommer hiem, ikke fordi'jeg er bange for hans Lærdom; thi jeg
var allerede gammel Student, da han endda gif i Stole, og fil,
med Petmisſion, paa fi n Rumpe. Der var andre Karle, ſom
deponerede i min Tid, end nuomſtunder. Jeg deponerede fra Sla=
gelſe Skole, med Peer Monſen, Rasmus Jeſperſen, Chriſten
Klim, Mads Hanſen, ſom vi i Skolen kaldte Mads Pandekage,
Poul Jverfen, ſom vi kaldte Poul Finkeljokum, alle Karle, ſom
havde Been i Panden og Skicg paa Hagen, og ſom var capabel
at diſputere i hvilken Materie det ſtulde være. Jeg er fun bleven
Degn, men er fornøiet, naar jeg har mit daglige Brøt, og for⸗
ſtaaer mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomſterne,
og har det, fom ingen af mine. Formænd havde, fan mine Efter⸗
kommere ikke ſtal bande mig i min Grav. Folk tænfer, at der
er ingen Obfervatjoner ved at være Degn; jo jo!. Degnekald er,
min Troe, et vanffeligt Embede, naar mån ffal have det paa den
god, at det ffal føde fin Mand. For min Zid holdt Folk her i
Byen alle Liigfange lige gode, men jeg har bragt det paa. den Fod,
at jeg Fan fige til en Bonde:. hvilken Pfalme vil du have 2 den
koſter faa meget, den anden faa meget ; iligemaade naar der ffal
kaſtes Ford pan den Døde: vil du have fünt Sand, eller flet og
ret Jord? Der er ogſaa adffillige Obſervationer, ſom min For⸗
mand, Chriſtopher Degn, ikke vidſte af at fige, men han havde
itkke fluderet. Jeg fan ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn.
Men han var og Degn berefter. Latinen hielper meget et Mens
neffe udi alle Forretninger, Jeg vilde ikke mifte det Latin, jeg fan,
ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede
over hundrede Rixdaler, ja hundrede til. ”
. N ⸗
£. Holberg. 85
Blerde Scene
Nille, gJeppe. peer.
Nille. Singot Per. ”
"Deer. Taf Morlille. . Jeg drikker ellers ikke Brændeviin,
uden naar jeg har ondt i Maven, men jeg har gemeenlig en flet
Mave. ,
Nille. Veed Jvel, Pærl at min Son kommer hiem i
Dag eller Morgen? Der faner J en Mand, ſom F fan tale med;
thi den Karl er ikke ſtaaren for Tungebaandet, ſaaſom jeg har hørt,
Peer. Ja jeg troer nof, han fan tale en Hob Kloſterlatin. ,
Nille. Kloſterlatin? det er jo det bedſte Laii, figefom Klo⸗
ſterlerted er det bedſte Lerred?
Peer. Ha, ha, ha, ha.
Mille. Hvoraf leer J, Per?
Peer. Af intet, Jeppe Berg! God Taar paa en fri! .
Jer Skaal Morlille, ha ha ha! det er fandt net, fom J figer.
Klofterlærred er godt Lærred, men. ....
Nille, Giores det Lærred ikke paa Siofteret, hvorfor kaldes
det da Klofterlærred ?
Peer. Jo, det er vet nok; ha ha hal men J fan vel giie
mig noget at bide paa til Brændevinen,
Mille. Her ligger et Stykke Brød og Oſt ſtaaren, om J
vil ikke forſmaae.
Peer. Tak Morlille! veed J, hvad Brod hedder paa Latin?
Nille, Nei mare veed jeg ikke.
Peer (æder og ſuakker tillige.) Det hedder Panis, genitivus
pani, dativus pano, vocativus panus, ablativus pano.
Jeppe. Hillemænd Peer! det Sprog er vidtløftig. Hvad
-
hedder Grovbrød ?
Peer. Det hebder Panis gravis, og fiint Brød Panis finis.
Jeppe. Det er jo halv Danſt. …”
- Deer. Ja det er vift, der ere mangfoldige latinſte Ord/ —*
har deres Oprindelſe af Danſken; thi jeg ſtal fige 06 noget: Der
86 HR Holverg.
var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Ravn Saxo
Grammatica, ſom forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en
latinff Grammatica , hvorudover han fif det Navn Saxo Gram-
matica, Den ſamme Saxo har bodet meget pad det [atinffe Sprog
med danſke Ord; fhi for hans Tid var Latinen faa fattig, at man
iffe unde ſteive en vet Meening, ſom Folk kunde forſtaae.
Jeppe. Men hvad vil det Ord Grammatica fige ?
Peev.. "Det famme, fom Donat. Saar man binder den ind
i tyrkiſt Bind, faa kaldes den Donat; men naar man' binder den
ind i hvid Pergament, fan kaldes den Grammaties, og declineres
ligeſom ala.
Mille, Ad! jeg veed aldrig, hvor alt bette fan ligge i Hove⸗
. bet paa Foli; mit Hoved fvimlet, naar jeg fun hør tale derom.
Jeppe. Derfor er lærde Folk heller ikke gierne rigtige i
Bovedet, H
: Mille, Ci hvilken Snak! faa mener du, at vor Son Ras⸗
mus Verg er ikke rigtig!
Jeppe. Mig ſynes allene, Morlille! det er noget underligt,
at han ffriver latinſte Breve til mig.
Peer. Deri hør, min Troe, Jeppe Ret; thi det er noget
naragtigt. Det var jo ligefom jeg vilde tale Græff med Ridefog⸗
ben, for at lade fee, at jeg forftod det Sprog.
Jeppe. Forftaaer I ogſaa Graſk, Peer?
Peer, Ad! jeg har kunnet for tyve Aar ſiden ſtaae paa cen
Fod, og fæfe det hele Litani paa Greſt. Jeg fan endnu komme
ihu, at det ſidſte Ord hedder Amen,
Jeppe. Ad) Peer! det vil blive artigt, naar min Son kom⸗
mer tilbage, at vi fan fætte Jer to. ſammen.
Peet, Bil han bifputere med mig, ſtal han finde Karl for
fin Hat, og vil han ſynge i Kap med mig, faa kommer han til
fort. Jeg har ſynget i Kap med ti Degne, ſom alle have maat'
give fig tabt, thi jeg har taget Troen fra dem alle ti, Det har
været mig tilbudet for ti Aar den, at være Cantor i vår Frue
Stole, men: jeg har ikke vildet; thi hvorfor ſtulde jeg giore det,
&. Holberg. < 87
Jeppe? hvorfor ſtulde jeg forlade min Menighed, ſom elffer og
ærer mig) og fom jeg elffer og ærer igien; jeg lever paa et Sted,
hvor jeg har. mit daglige Brød, og hvor jeg er refpecteret af alle
Felt; thi Amtmanden felv kommer aldrig hid, jeg blig jo ſtrax
hentet for at fordrive Tiden med ham, og ſynge for ham. For⸗
gangen Aar ved disfe Tider gav han mig to Mark, fordi jeg fang
ut, re, mi, fa, sol. Han ſvor pan, at han havde ſtorre Behag deri,
end i den ſtorſte Bocal=Mufiqve, han havde hørt i Kisbenhavn.
Bil J give mig end et Glas Drændevtin, Jeppe, ſtal jeg ſynge
det ſamme for Jer.
Jeppe. Giærne. Skiaenk nok et Glas Brændeviin, Nille,
Peer. Jeg ſynger ikke for enhver. Men J er min gode
Ben, Jeppe, fom jeg tiener med Fornøielfe. (Begynder at raale,
førft langſom.) Ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut; nu tilbage , ut,
si, la, sol, fa, mi, re, ut. Nu ffal J høre paa en anden Maade,
hvor høit jeg fan gane: Ut, re, mi, fa, sol, fa, si, ut, Re,
mi, fa, sol, fa, si, ut, Re.
Jeppe. Hillemand, det fidfte gik fünt. Vore ſmaae Griſe
fan ikke gane hoiere med Roſten.
Peer. Nu vil jeg ſynge haſtigt: Ut, re, mi, re, nei det
var ikke ret, ut re mi do re mi ut, nei det kom ogſaa galt; det
er forbandet tungt, Jeppe! at ſynge faa baftig. Men der kom⸗
mer Monſieur Jeronimus,
Femte Scene.
Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Degnen. Jeppe.
Nille.
Jeronimus. God Morgen, Svoger! har J nogen Tidende
fra Jer Søn?
Jeppe. . Fo jeg troer han kommer i Dag eller i Morgen.
Lisbed. Ach ler det mueligt? nu er min Drom fuldkommen.
Jeronimus. Hvad dromte du da? '
Lisbed. Jeg drømte, at jeg kysſede ham. .
88 . - 8. Solberg.
Magdelone. Der er bog noget ved Dromme; Dremme
er ikke at foragte.
Seronimué. Det er fane not; men, derſom Y gote Piger
tænkte ikke faa meget paa Mandfolk om Dagen, dromte J ikke fag
.» tidt om dem om Natten. Du drømte vel ligeſaa ſterkt om mig
ide Dage, vi vare forlovede ſammen, Magdelone?
Magde longe. Det er, min Troe, fandt; men nu har jeg,
min Troe, ikke i nogle Aar dromt om dig.
Jeronimus. Det kommet deraf, at Siærtigheten er ikke
"== faa heed nu, ſom den var tilforn.
kisbed. Men er bet mueligt, at Rasmus Berg fommer
hiem i Morgen?
. Jeronimus. Ei min Datteri du ſtulde ikke lade dig
” marke med at være faa forlibt.
Lisbed. Ad) er det vift, at han kommer biem i i Morgen?
Jeronimus Jal ja! du hører jo, at han kommer til
den Tid. '
" Sisbed, Hvor langt har vi til i Morgen, hierte Faer?
Jeronimus, Hvilken forbandet Snak. Disſſe forlibte
Folk.er ligeſom de var galne.
Lisbed. Fa jeg tæller, min Troe, hver Time.
Jeronimus. Du fulde ogſaa fpørge, hvor lang en Time
er, faa kunde man tenke, bu var reent gal; holdt inde med ſaadan
Sladder, og lad os Forældre ſnakke ſammen. Hør, min kiare
Jeppe Berg, holder J det raadeligt, at disſe to unge Menneſter
fomme fammen, førend han haver Brød ?
Jeppe. Det er, ligefom Jer ſynes. Jeg fan nof unders
holde bem; men det var dog bedre, at han fik Brød førft.
Jeronimus. Jeg holder det aldeles ikke raadeligt, at de
tommer ſammen før. (Lisbed græder og hyler.) Ci fo ffiæm dig
for en Ulykio? Det er en Spot for en Pige at ſtille fig ſaadan an.
Lisbed Gradende)y. Faaer han ſnart Brød da?
Jeppe, Det er t ingen Toivl paa, han faner jo fnart Brød;
Al
& Holberg. "0 899
thi faa vidt, ſom jeg har hørt, er han faa lærd, at han fan leſe
hviiken Bog det ffal være. Han ffrev mig et fatinff Brev til nyelig.
Rille. Og bet fan mare ſtaae, det veed Degnen.
Liébed. Var def fan vel ffreven ?
Peer. Sa vel nok for faadan ung Perfon. Han fan blive
god, Mammeſelle! Der vil ellers meget til. Jeg tænkte ogfaa,
at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder, Men. ....
Jeppe. Ja, 3 lærde Folk rofer aldrig hinanden.
Peer. Ei Snak, ffulde jeg bære Avind til ham? Da han
endnu ikke var fod, havde jeg allerede ſtaaet tree Gange Skoceret,
og da han fad i Fierdes Lectien, havde jeg været otte Aar Degn.
Jeppe. Cen tan have bedre Hoved end en anden. Een kan
lære faa meget i eet Aar, ſom andre uti ti.
Peer. Da tør Peer Degn nok fætte fit Hoved » mod hvem
det ſtal være.
Jeronimus. Sa, ja, hver an være god for fig; lad os
nu gaae hiem, Børn! Far vel, Jeppe! Jeg gif her forbi, og faa
vilde jeg tale wmed Jer paa Veien. '
LZisbed. Ad)! vaer mig dog ad, ſaaſnart han kommer.
(Feronimné, Magdelone og Lisbed gage.)
Siette Scene.
i Jeppe. Nille. Peer. Jacob.
Jeppe. Hvad vil du, Jacob 2
… Facob. Faer, veed INyt? Rasmus Berg er kommen hiem.
Je ppe. Hillemend er det mueligt? Hvorledes feer han ud?
Jacob. Ad). han feer meget lærd ud. Rasmus Nielſen,
fom kiorte for ham, fvær paa, at han giorde ikke andet den hele
Vei, end difputerede paa Grafk og Elamitiſk med fig felv, og det -
undertiden med ſaadan Jver, at han flog Rasmus Nielfen tree
til fire Gange bag i Nakken med knyttet Næve, og raabte derhos
altid: probe Majortn, probe Majoren. Jeg fan tænke, han
har haft en Difput med en Major før han reifte. Undertiden fad
han flille, og ſtirrede paa Maanen og Stiernerne, og det med ſaa⸗
1
y
b
90 . Holberg.
dan grundig Mine, at han faldt tree Gange af Vognen, og Havde
nær brudt Halfen itu af lutter Lærdom, fan at Rasmus Nielſen
loe deraf, og fagde ved fig felv: Rasmus Berg er vel en klog Mand
paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.
Jeppe. Ach kom! fad og gane ud af tage imod ham. SKiære
Peer! kom J med os. Det fan hænde fig, at han har glemt
Danſtk, og Fan ikke tale andet end Latin, faa fan I være Tolk.
Peer. Stam der giør, jeg har andet at beſtille.
Anden Act.
Forſte Scene.
Montanus (med Hoſerne ned om Venene.)
Jeg har fun været cen Dug fra Kisbenhavn,, og længes alles
rede. Hvig jeg ikke havde mine gode Bøger med mig, funde jeg
ikke leve paa Landet. Studia secundas res ornant, adversis 50-
latium praebent. Jeg ſynes, ligeſom mig fattes noget, efterdi
" jeg har ikke diſputeret tree Dage. Jeg veed ikke, om der er
nogle lærde Folk her i Byen; hvis her er nogen, ſtal jeg nok fætte
dem i Arbeid, thi jeg Fan ikke leve, uden jeg maa diſputere. Mine
ſtakkels Forældre fan jeg ikke meget tale med; thi de ere enfoldige
. Foli, og ved neppe andet end deres BørnesLærdom, faa at jeg
fan ikke have megen Troſt af deres Omgiængelfe. Degnen og
Skolemeſteren ſtal have ſtuderet, men jeg veed ikke, hvorvidt det
ſtrækker fig; dog ffal jeg forføge, hvad de duer til. Mine Forældre"
blev forſtrokket, da de fane mig faa tidlig; thi de havde ikke ventet,
"at jeg Fulde have taget fra Kobenhavn om Natten. (Han flaaer
Ild, tænder fin Pibe, og fætter Pibehovedet igiennem ef Hul, fort han
har paa fin Hat.) Saaledes falder man at ſmoge Tobak studen-
tikos. Det er en god Invention nok for en, der vil fÉrive og
ſmoge tillige. , (Sætter fig ned at læſe.)
e. Holberg. 91
Anden Scene
Montanus. Jacob.
Jacob Ctpéfer paa Haanden, og flyver fin Broder.) Velkommen
hiem igien, min latinſte Broer!
Montanus. Det er mig kiart at fee dig, Jacob! Wen
hvad det Broerffab angaaer, faa er det noget, .fom var godt i gamle
Dage, men nu fan det ikke faa pasſe fig meer.
Jacob. Hvi fan? eft du jkke min Broer?
Montanus. Det negter jeg ikke, Slyngel! at jeg jo er
din Broer ved Fobſelen. Men du maa vide, at du eft endnu en
Bondedreng, og jeg en Philosophiae Baccalaureus. Men har,
Jacob! hvordan lever min Kiærefte og min Svigerfar ?
Jacob. Net vel, de vare her nyelig, og fpurgte, hvor ſnart
Broer kom hiem.
Montanus. Nu Broer igien! Jeg ſiger det ikke af Hoffærs
dighed, Jacob! men det gaaer profecto ikke an.
Jacob. Hvad ffal jeg da falde Broer?
Montanus, Du flal falde mig Monſieur Montanus; thi
faa hedder jeg I København. |
Jacob. Kunde jeg kun komme bet ihu. Var det ikke Mon⸗
ſieur Dromedarius?
Montanus. Kanſt du ikke hore? jeg ſiger jo Monſieus
Montanus.
Jacob. Monſor Montanus, Monſor Montanus.
Montanus. Ja det er ret; thi Montanus paa Latin er det
ſamme fom Berg paa Danſt. ,
Jacob. Kan jeg da ikke ogſaa hedde Monſor Jacob Mons
tanug ?
Montanus. Maar du har gaaet ſaalenge i Skole ſom jeg,
og udſtaaet dine Examina, faa fanft du ogſaa give dig et latinſk
Navn. Men faa længe fom du eft en Bondedreng, man du lade -
dig noie med at hedde flet og ret Jacob Berg. Men har du mar⸗
ket, at min Kiareſte har længtes efter mig?
8
2 e. Holberg.
Jacob. Sa vift, hun har været "meget utaalmedig over, at
du blev-faa længe borte.
Montanus. Du maa ei. heller dutte mig, din Fetper!
Jacob. Jeg vilbe fige: Monførens Kiereſte har været
utaalmodig, at du eft bleven faa længe borte.
Montanus. Ja nu er jeg kommen, Jacob! og det "allene
for hendes Skyld; men jeg bliver her iffe ret gammel; thi faar
ſnart vi har holdt Bryllup, tager jeg hende med mig til Kiøbenhavn.
Jacob. Bil Monføren da ikke tage mig med fig?
Montanus. Hvad ffulbe du beftille der?
Jacob. Jeg vilde fee mig lidt om i Verden.
Montanus. Jeg vilde ønffe, at du var fer & fov Aar
yngre, fan ſkulde jeg fætte big i Latin: Skole, at du ogſea kunde
blive Student.
Jacob. Mei det var ikke godt,
Montanus. Hvi faa?
Jacob. Fo, faa vilde vore Forældre komme rent til at betle.
Montanus. Hør! hvilfe Did der fan ligge i den Knægt! |
Jacob. Ja, jeg er fuld af Indfald. Pavde jeg ſtuderet,
var jeg bleven en andens Skielm.
Montanus. Mig er fagt, at du har et godt Hoved. Men
hvad vilde du ellers beftille i Kiobenhavn?
Jacoh. Jeg vilde faa gierne fee det runde Taarn, og Klo⸗
fteret, hvor man gier Lærred.
Montanué. - Ha ha ha! nei der beſtilles andet paa Klofte⸗
ret") end at giore Lærred!” Men har min Svigerfar ellerg ſaa
Mange Midler, fom der ſiges?
Jacob. Ja viſt, Jeronimus er en riig Gubbe, ban eier
ſnart den tredie Deel af Byen, '
F) Alumnerne paa Kloſteret, nu Communitetet faldet, i Kjøbens
havn maatte den Tid holde latinſte Disputere⸗-Mvelſer. Kloſter⸗
Lærred d.e. Lærred ſom gjøres af Nonnerne i de katholſke Kloftere,
var ben Gang endnu meget føgt i Danmar.
s ,
e. Holberg. 93
Montanus. Men har dir hørt, om han agter at give no⸗
gen Udſtyr med fin Datter?
Jacob. Ja jeg troer nok, at han ſtyrer hende vel ud, beſyn⸗
derlig om han faaer høre Monſoren præfe her engang udi Byen.
Montanué. Det bliver intet af, jeg gisr mig ikke faa
gemeen at præfe her paa Landet; jeg er ellers fun for at diſputere.
Jacob. Jeg meente, at det var meer at kunne prake?
Montanus. Veedſt du vel, hvad det er at diſputere?
Jacob. Sa vift, jeg bifputerer hver Dag her i Huſet med "
Pigerne," men jeg vinder intet derved. '
Montanus. Ja ſaadan Slags Diſputatzer har vi nok af.
Jacob. Hvad er bet da, Monføren difputerer om?
Montanus. Jeg bifputerer om vigtige og lærde Sager, '
for Exempel: om Englene ere ffabte for Menneſtene; om Jorden
er rund eller oval; om Maane, Soel og Stierner, deres Storrelſe
og Diſtance fra Jorden, og andet deslige.
Jacob. Mei derom diſputerer jeg ikke; thi det er noget, ſom
gaaer mig ikke an; thi, naar jeg fun fan faae Folkene til at arbeide,
maae de gierne fige for mig, at Jorden er ottekantet.
Montanus. O Animal brutum! Men hør Jacob! mon
der eliers nogen har ladt min Kiærefte vide, at jeg er hiemfommen ?
Jacob. Mei jeg troer det ikke?
Montanus. Saa er det bedſt, at du ſpringer hen til Herr
Jeronimus, for at lade dem ſaadant vide.
Jacob. Ja det fan nok ſtee; men flal jeg itee ſige det til
Lisbed førft ?
Montanus. Lisbed, hvem er det?
Jacobs Veedſt du ikke det, Broer! at din Feſtemse hedder
Lisbed?
Montanus. Har din Slyngel nu glemt aft, hvad jeg
nyeligen har lært dig? s
Jacob. Du maa falde mig Styngel, ſaa meget ſom du
vil, ſaa er jeg dog din Broer.
£
94 " £. Holberg.
Montanud. Hvis du ikkl holder bin Mund, ſtal jeg, pro⸗
fecto ſlaae dig med Bogen i Panden.
Jacob. Det var ikke ſmukt, at kaſte Bibelen efter Folk.
Mo ntanug. Det er ingen Bibel.
Jacob. Jeg kiender faa mare nof Bibelen. Den Bøg er
jo flor nof til at være Bibefen. Jeg fan nok fee, at det er hver⸗
ken Evangelibog eller: Catedismus. Men hvad det er eller ikke,
faa fader det ilde at kaſte Bøger efter fin Broer.
Montanus. Hold Munden, Slyngel!
Jacob. Saadan Slyngel, fom jeg ér, fortiener dog med
mine Hænder til mine Forældre de Penge, ſom du fætter til.
Montanus. Hvis du ikke tier, ſtal jeg lemlaſte dig.
(Kaſter Bogen paa ham.)
Jacob. Au au au!
a
%
Tredie Scene.
Jeppe, Nille, Montanus. Jacob.
Jeppe. Hvyad er her for Allarm?
Jacob. Ad) min Broer Rasmus ſlaaer mig.
Nille, Hvad. vil det fige, han ſlaaer dig vel ikke uden Aarſag.
Montanus. Nei Moer! det er fandt, han kommer hid,
og bruger en Mund mod mig, fom jeg funde være hans Jevnlige.
Nille. Hvilken Pokkers Skielm! ſtal du ikke bedre vide at
refpectere faadan lærd Mand! veedſt du ikke, at han er en Wre for
vort hele Huus? Min hierte Hr. Son? F ſtal ikke regne ham
bet til, det er en uforſtandig Tolpel. .
Montanus. Jeg fidder her og fpeculerer paa vigtige Sager,
fom denne importunissimus og audacissimus Juvenis fommer og
hindrer mig udi; det er intet Borneleeg at have med disſe Transcen-
dentalibus at beftille. Jeg vilde ikke, det ffulde have fåeet for fo
Mark.
Jeppe. Ad) vær ikke vreed, min hjerte Søn! det ftal aldrig
ſtee oftere. Jeg er faa bange, Hr. Søn har forivret fig; de lærde
4
na
£, Holberg. — 096
Folk taaler ikke mange Støb. Jeg veed, Peer Degn ivrede fig
engang, han funde ikke forvinde det i tree Dage igien.
Montanus. Peer Degn, er han lærd?
Jeppe. Ja vift, faa længe jeg fan mindes, har vi ikke havt .
nogen Degn her i Byen, der har ſynget faa vel fom han.
Montanus. Derfor fan han være meget ulærd.
Jeppe. Han præfer ogſaa meget ſtinnt.
Montanus, Derfor fan han ogfaa være meget ulærd.
Nille. Ad nei, Hr. Son! hvorledes fan den være ulærd,
der praker vel?
Montanus. Jo viſt, Morlille! alle ulærde Folk præker
vel; thi, ſaaſom de ikke kan ſammenfkripe noget af deres egne
Hoveder, fan bruge de laante Præfener, og lære udenad brave
Mænds Skrifter, ſom de undertiden ikke forftaaer ſelv; da derimod
en færd Mand ikke vil benytte fig af ſaadant, men vil ſammen⸗
firive af fit eget Hoved. Trde mig, at det år en almindelig Feil
her i Landet, at man dømmer Studenteres Lærdom alt for meget
af deres Præfener. Men lad de Karle diſputere ſom jeg; det er
en Prøvefteen paa Lærdom. Jeg kan diſputere paa godt Latin,
om hvilken Materie det ſtal være, Vil En fige, at dette Bord er
en Lyſeſtage, faa vil jeg forfoare det, det har jeg giort mangen
ærlig Gang. Hør Farlille! vil J troe det; at den ſom drifter vel,
er lykſalig? .
Jeppe. Jeg troer ſnarete, han er ulykſalig, thi man fan |
drikke baade Forſtand og Penge bort. |
Montanus. Jeg vil beviſe, at han er lykſalig. Qvicunqve
bene bibit, bene dormit. Met det er ſandt, J forſtaaer ikke
Latin, jeg maa ſige det paa Danſk: hvo ſom drikker vel, ſover gierne
vel, ev det ikke fandt ?
Jeppe. Det er fandt nok, naar jeg har en halv Ruus, fover
jeg fom en Heſt. ' |
Montanus. Hvo fom fover vel, fonder ikke, er det ogſaa
ikke ſandt? |
Å 2
A
96 . L. Holberg.
Jeppe. Sa det er fandt nef, faa længe man ſover, fonder
man ikke.
Montanus. Den ſom ſynder ikke, ér lykſalig.
Jeppe. Det er og ſandt. ⸗
Montanus. Ergo, den ſom drikker vel, er geſaig, Mor⸗
lille! jeg vil giøre Fer til en Steen. |
Nille. Ja Snak, det er end mere kunſtigt.
Montanus. . Nu flat I fane det at hore. En Steen kan
ikke flyve
Niltle. Nei det er vift nok, undtagen man kaſter den.
Montanus. J kan ikke flyve.
Nille. Det er og ſandt.
Montanus. Eigo er Morlille en Stem, (Nille græder.) -
Hvorfor græder Morlille?
Mille, Ad). jeg er fan bange, at jeg blir til Steen; mine
Been begytider alt at blive kolde.
Montanus. Giv Jer tilfreds, Morlille! jeg ſtal ftrar giore
„Jer til Menneſte igien. En Stern fan ikke tænke eller tale.
Nille, Det er fandt. 2Jeg veed iffe, om hun fan tanke,
men tale fan hun ikke.
Montanus. Mortille fan tale.
Mille, Ja Gud fee Lov, ſom en ſtakkels Vendekon⸗ kan
jeg tale.
Montanus. Godt. Ergo er Morlille ingen Steen.
Nille. Ad) det giorde godt! Nu kommer jeg mig igien.
Der vil min Troe ſtæerke Hoveder til at ſtudere. Jeg veed ikke,
hvor deres Hierne fan holde det ud, Jacob, du ſtal herefter gane
din Broer til Haande, du har ikke andet at beftille; fornemmer
"dine Foraldre, at du giør ham nogen Fortræd, da ſtal du fane faa
mange Hug, fom dit Liv⸗kan taale.
Montanus. Morlille! jeg vilde gierne vænne ham af med
den Bane at fige Du til mig; det er dog ikke anftændigt for en
Bondedreng at dutte en lærd Mand; jeg vilde sierne, at han
kaldte mig Monſieur.
AN
£. Holberg. | 9%
Jeppe. før du vel, Jeob, naar du taler til din Beoer
herefter, ſtal du fige Monfør.
Montanus. Jeg vilde gierne, Degnen blev buden hid i
Dag, at jeg kunde forføge, hvad han duer til.
Jeppe. Ja nok, det ſtal ffee
Montanus. Jeg vil imidlertid hen at beføge : min Kiærefte.
Nille Men jeg er bange, vi faner Regn; Jacob kan bære
Kappen efter Jer.
Montanus. Jacob!
Jacob. Fa Monfør!
Montanus. Kom og bær Kappen efter mig, jeg vil lidt
ub i Byen. —— (Jacob gaaer efter ham med Kappen.)
Fierde Scene.
Jeppe, Nille.
Jeppe. Har vi ikke Glade for den Son, Nille?
Nille. . Fo vift, der er ingen Skilling unyttig fpildt paa ham.
Jeppe. Nu ſlal vi i Dag faae at høre, hvad Degnen duer
til; men jeg er bange, at han ikke kommer, om ban hører, at
Rasmus Berg er her. Vi har ikke fornøden af lade ham det vide,
Vi vil ogſaa bede Ridefogden hid; han er nok faa god at komme,
thi han finder Smag i vort Øl.
Nilte. Det er faa farligt, Mand! af fractere Ridefogden;
det Slags Folk maa ikke vide vor Tilſtand.
Feppe. Jo faamænd maa han fan, det er hver Wand ber .
i Byen bekiendt, at vi ere formuende Foli; naar vi fvare vore
Skatter og Landgilde, da fan Ridefogden ikke rykke et Haar af
vort Hoved. .
Nille. Ad hierte Mand! mon det ſtulde være for ſilde, at
lade Jacob ogfaa ſtuderez tenk engang, om han funde blive faådan.
lærd Kaal, fom hans Broer, hvilfen Glæde vilde det være for deres
gamle Forældre!
7
98 L. Holberg. |
"Jeppe. Mei Kone; deter nok med den ene, vi mane fo have
Cx hiemme, fom fan gaae 08 til Haande, og giore vort Arbeide.
Mille. Achl ved ſaabant Arbeide Fan ikke fortiene& meer end
af Haanden i Munden. Rasmus Berg, ſom har ſtuderet, fan
ved fin Hierne udrette mere vort Huus til Nytte i i en Time, end
den anden i et Aar.
" Jeppe. Det maa ikke biefpe, Morlille! vor Ager maa dyr⸗
kes, og vor Avling fortfættes, vi fan aldeles ikke undvære Jacob.
See der kommer han. tilbage, .
Femte Scene.
Jacob. Jeppe. Nille,
Jacob. Ha, ha, ha, ha, ha, ha. Min Broer maa vel
være en meget færd Wand, men ogſaa en ſtor Taasſe.
Nille; Din vanartige Skielm! falder du din Broer en
Xaabfe?
Facob. Jeg veed ikke, hvad jeg ſtal falde ſaadant Momile!
Det regner, faa det heder ned, og han lar mig gaae med Kappen
..paa Armen efter fig.
Jeppe. Kunde du da ikke have været faa artig at. have fagt:
Monſor, det regner, vil ikke Monſor tage Kappen paa?
Jacob. Mig ſynes, det var meget underligt, Falliget at
jeg ſtulde fige tik den Petſon, ſom Forældre har koſtet faa mange
Penge paa, at lære Viisdom og Artighed, naar ber falder ſaadan
"Regn paa ham, at han blir vaad indtil Skiorten: det regner,
— SBonfør, vil han ikke tage Kappen paa? Han havde jo iffe. for:
nøden min Barfel, Regnen kunde jo nok vare ham derom.
. Feppe. Gitk du da og bar Kappen den helge Vet paa Armen?
Jacob. Nei mare giorde jeg ikke, jeg fopbre mig ſmukt i
Kappen, og derfor er mine Klader ganfie tørre, Det forftod jeg
bedre, endffiendt jeg ikke har fat faa mange Penge til paa at lære
Viisdom. Jeg begreb ftrar det, endffiondt jeg kiender ikke en La⸗
tinez Bogſta. i
⸗ ⁊
£, Holberg 99
Jeppe. Din Breoer har matti i Tanker, ſom —8
Folk gierne pleier.
Jacob. Ha ha, Drolen fplide ſaadan Lærdom.
Jeppe. Fie ſtille, din Slyngel! eller du ſtal faae Stam
paa din Mund. Hvad vil det ſige, om din Broer gaaer ſaaledes
i Tanker iblandt, naar han i mange andre Ting fan lade fee fin
Blisdom og Frugten af fine Studeringer.
Jacob. Frugten af fine Studeringer? Jeg flal fortælle vis
dere, hvor det gik til paa-vor Reiſe. Da vi kom til Jeronimuſes
Port, gik han lige til ben Side, ſom Potthunden ſtod, ſom havde
calfatret hans lærde Been, Hvis jeg iffe havde trakket ham til den
anden Side; thi Porthunde feer ingen Perſoner an, de ſticer alb⸗
Folk over cen Sam, ſom de ikke biender, og bider i Fleng, Hvilke
Been de faaer fat pan, enten de -ere latinſte eller græffe. Da vi
kom ind i Gaarden, gaaer Monſor Rasmus Berg ind i Stolden
i Tanker, og raaber: hei, er Jeronimus, hiemme?'men Kørne
vendte alle Numpentil ham, og ingen vilde fvare et. Did. Jeg
er vis pan, om nogen af dem. havde kundet tale, de vilde have ſagt:
hvilken forbandet Taasſe maa denne Kaal iffe vered
Nilte. Ach, min Bleste Mand! taaler bu, at han bruger
faaban Mund? '
Jeppe. Jacob! du flat fane & en * derſom du taler
ſealedes meer.
Jacob. Fallille burde heller talte mig, fom hialp ham til
Nette, og bragte ham af Stolden ind i Stuen. Bil nu Fallill⸗
fur eftertenke, hvor det vilde gane til, om ſaadan Kaal fulde
giøre en lang Reiſe allenø; thi jeg er vig paa, at om jeg ikke
havde været mød ham, . havde han endnu flaget i Stolden, og kaa⸗
get Koerne i Rumpen af lutter Lærdom. .
Jeppe. . Ci fan ſtal du og faae en Ulykke paa bin kaade Mund |
Gacob løber, øg Jeppe efter ham).
Mille. Hvilfen forbandet Skielm! Jeg maa have Bud
efter Fogden og Degnen, at min Sqn kan have nogen af biopu⸗
tere med, naar han kommer tilbage,
ø
74
100 . £, Holberg. ')
Tredie Act.
Forſte Scene.
Nille. Montanus. gJeppe.
Nille. Min Søn Montanus blir noget længe borte; jeg
vilde ønffe, at han kom hiem, førend Fogden gaaer fra 06,
thi han har flor Lyſt at tale med ham, og er curioſk for at fpørge
ham om et og andet, fom. ..… Men der feer jeg ham komme.
Velkommen tilbage, min fiære Son! den gode Jeronimus blev
vel ikke lidet glad ved at fee pr. Son ved god Helbred efter faa
lang Fraverelſe?
Montanus. Jeg har ikke talt hverken med Jeronimns eller
hans Datter, formedelft denne Knægt, ſom jeg faldt i Diſput med.
Rille. Hvad var det for en Karl? det var maaffee Skole⸗
weſteren?
Montanus. Nei det var en fremmed Perſon, ſom reiſer
herfra i Dag. Jeg fiender ham nok, ſtiondt jeg ingen Omgiæn:
gelfe har havt med ham i Kiøbenhavn Jeg fan ærgre mig ihiel
over de Fole, ſom bilder fig ind at have opfluget al Viisdom, og
dog er Idioter. Jeg ſtal ſige Morlille, hvori det beftaaer: Knøgs
ten har været et Par Gange ordinarius Opponens; deri beftaaer
alle hans Merita, Men hvorledes forrettede han fine Partes f mi-
sere et haesitanter absque methodo. Da Praeses engang
diſtingverede inter rem et modum rei, fpurgte han: qvid hoe
est? Slyngel! det fulde du have lært, anteqram in arenam
descendis, Qvid hocest? quae bruta? en Karl der ignorerer
distinctiones eardinales, og vil bifputere publice!
Mille, Ei Hr. Son flal iffe lægge ſaadant paa Hierte. Jeg
fan høre af det, J fortæller, at det maa være en Nar.
Montanus. En Ignorant.
»Nitlle. Det er intet visſere.
Montanas. En Jdiot. 7
Nille, Jeg kan ikke marke andet.
' | 2. Holberg 404
Montanus. Et qvidem plane hospås in philogøphia.
Lab den Hund lægge bet fra fig; ſom han beg udi ſaa mange
brave Folks Nærværelfe.
Nille, Lod han noget gane? derpaa ſtal man kiende et Sviin.
Montanus. Nei Morlille! han giorde det, fom værre er,
Han confunderede offentlig materiam cum forma.
Mille. Han burde fane en Ulykke.
Montanus. Vil den Karl indbilde fig at kunne diſputere?
Nille. Han maatte kunne Fanden.
Montanus. Ikke at tale om den Feil, han begik udi ſit
Proemio, da han fagde lectissimi et doetisaimi Auditores!
Mille. Hvilfen Nar det maa være!
Montanus. Sætter mig Lectissimus for Doctissimus,
da dog Lectisaimus er et Praedicat, man fan give en Deposituro,
Jeppe. Pen fif min Søn da ikke tåle med Jeronimus ?
Montanus. Mei! vet fom jeg vilde gaae ind i Stuen,
fane jeg den Karl gaaende forbi Porten, og ſom vi kiendte hinan⸗
den, gif jeg hen af hilſe ham, hvorpaa vi ſtrax font i Snak om
lærde Sager, og endelig i Difput, faa jeg maatte fætte min Be⸗
føgelfe op. !
Jeppe. Jeg er fan bange, at Monſieur Jeronimus tar det
ilde op, maar han hører, at min Son har været i Gaarden, men
gaaet bort uden at fale med ham.
Montanus. Ja jeg Fan ikke hielpe det. Naar En griber
Philoſophien an, faa griber han mig an pan minre. Jeg hols
der vel af Mademoiſelle Lisbed, men min Metaphysien , min Lo-
gica har Prioritet. .
Mille. Ad, min hierte Son hvad hører jeg! har du for
lovet dig med to andre Piger i Kisbenhavn? det fan blive en fors
bandet Sag for Capitels⸗Retten.
| Montanus. I forftaner mig ikke; bet er iffe ſaa ment.
Det er ikke Piger, men tvende Videnſtaber.
Nille. Fa det er andet. Men der kommer Ridefogden, vær
nu ikke vred længer ! |
"TE — £. Solberg.
Moneanus. Ham kan jeg ikke blive vred paa; det er en
eenfoldig ulac Mand; ſom jeg iffe fan komme i nogen Diſput
med.
Anden Scene.
Jeppe. Nille. Montanus. Jefper.
Jeſper. Serviteur Monficur! jeg gratulerer Ankomſten.
Montanus. Jeg takter, Hr. Ridefoged!
Jeſper. Det er mig fiært, at vi har fadet fagdan lærd
Mand her i Byen. Det har vel foftet Ham mangen Hovedbryden,
førend Han er kommen fan vidt. Jeg ønffer Jer ogſaa til Lykke,
Jeppe Berg! med Jer Soen; mu har J faaet Glæde paa Fer ”
gamle Alder.
Jeppe. Ja det er fandt,
Jeſper. Men bør, min fiære Monfionte Reemus jeg
vilde fpørge Ham om noget.
Montanus. Mit Navn er Montanus.
Je ſper (fagte til Jeppe). Montanus er bet Rasmus paa
Latin?
Jeppe. Sa det maa faa være: >”
Jeſper. Hør, min fiære Monfieur Montanus Berg! jeg
har hørt, at lærde Fole ſtal have ſaa underlige Meninger. Er
bet fandt, at man holder for i København, af Jorden er rund?
Her paa Bierget vil ingen troe det; thi hvor kan det være, efterdi
Jorden fynes ſaa ganffe flat? .
Montanus. Det kommer heraf, at Jorden er fag for; at
man iffe fan marke dens Rundheb.
Fefper. Ja det er fandt, Jorden er ſtor, det er far den
halve Deel af Verden, Men hør Monſieur! hvor mange Stier⸗
ner vilde der vel til at gigte en Maane? .
Montanus. En Maane! Maanen er mod en Stierne,
„iigeſom PeblingerØgen mod hele Siælland,
Jeſper. Haha ha ha, de lærde Folk ere aldrig rigtige i
Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der ſiger, at Jorden le:
ber, og Solen flager ſtille. Monſieur troer vel ikke det ogſaa?
Montanus. Ingen fornuftig Mand tvivler meer derom.
Jeſper. Ha ha ha, ſtulde Jorden løbe, maatte vi jo falde
iblandt og ſlaae Halſen i Stykker.
Montanus. Kan ikke et Skib Løbe med Jer, uden. at J.
flaaer Halfen itu? ..
Jeſper. Men 3 figer jo, at Jorden lober omkring; ſtulde
nu Stibet vende fig om, faldt da Folkene ikke udi Søen ?
Montanus. Mei, jeg fal forklare Jer det tydeligere, hvih
J vil have Taalmodigheb.
Jeſper. Jeg vil min Troe intet høre derom ! jeg maatte jo
være gal, om jeg troede ſaadant! Jorden ſtulde vælte fig om, og
vi fulde ikke falde hovedkulds Fanden i Vold ned i Xfsrunben.
Ha ha ha! Men, min fiære Monfieur Berg! hvoraf kommer
bet, at Maanen et undertiden faa liden, undertiden faa flor ?
Montanus. Om feg nu figer Jer belyst vil * dog ikke
troe det.
Je ſper. Ad) vær faa god, og ſüg mig dett
Montanus. Det fommer deraf, at naar Maanen, er voren
til, klipper man Stykker af den, for af giore Stierner af,
Jeſper. Det er min Troe curisff, jeg vidſte det min Troe
ikke tilforn. Derſom man klippede ikke Stykker af den, vilde den
vore alt for flor, og blive fan bred ſom hele Siælland. Naturen
regierer dog alting meget vifeligen. Men hvoraf kommer det, at
Maanen varmer ikke ſaavel fom Solen, da den bog er ligeſaa flor?
Wontanus. Det fommer deraf, at Maanen er intet Lys,
men af ſamme morke Materie ſom Jorden, der laaner fit Lys og
Skin af Solen.
Jeſper. Ha ha ha ha ha ba; lab os tale om noget andet,
det er noget forffyrret Zøi, man fan blive catholff i Hovedet.
deraf. . .
104 e. Holberg.
Tredie Scene.
Jeppe. Nille. Montanué. Jeſper. Peer Degn, |
Jeppe. Velkommen Peer! hvor godt Folk er, kommer godt
Folk efter, Der feer I min Søn, fom er nyelig kommen hiem.
» Meer. Velkommen her, Monſieur Rasmus Berg!
Montanus. J Kiobenhavu er jeg vant til at hedde Mons
tanus; jeg beder, J vil falde mig ligeledes. '
Peer. Ja ſaamand, det fan komme mig paa eet ub. Hvor:
ledes ſtaaer ellers til i Kiobenhavn, deponerede der mange: i Xar?
Montanus. Som ber pleier.
Peer. Blev der nogen rejiceret i Aar?
Montanus. Fo a tree conditionaliter,
Peer. Hvem er Imprimatur i Aar?
Montanus. Hvad vil bet ſige?
” Peer. Jeg mener, hvem er Imprimatur til Vers og Bøger,
fom gaaer i Trykken?
Montanus. Skal der være Latin?
Peer. Ja i min Tid var det godt Latin.
Montanus. Var det da godt Latin, . faa maa det endnu
være ligeledes, Men det har aldrig veret Latin i den Meening,
ſom J vil have det.
Peer, Jo min Troe er det godt Latin.
Montanus. Skal det da være et Nomen eller et Verbum ?
Peer. Det er et Nomen. .
Jeſper. Det er ret, Peer! ſvar fun brav for Jer.
Montanus. Cujus declinationis er da Imprimatur f
Peer. Alle be Ord, ſom nævnes fan, henføre til otte Ting,
ſom er: Nomen, Pronomen, Verbum, Principium, Conjugatid,
Decolinatio, Interjectio.
Jeſper. Fo, jol hør fun til Peer, naar han vil ryſte fine
WErmer! det ev ret, klem fun paa ham. |
Montanus. Han fvarer intet til det, jeg fpør ham. Hvad
har Imprimatur i Genitivo ?
Deer. Nominativus Alta, Genitivus Alas, Dativus Alo,
Vocativus Alø, Ablativus Ala. .
Jeſper.“ Fo, Jo, Menſteur Montanus! vi hat ſcamond
aogſaa Folk ber paa Bierget.
Peer. Det fulde jeg ogſaa meene; der deponerede min Troe
andre Karle i min Tib, end nu omſtunder; det var Karle, ſom
lode fig rage to Sange om Ugen, og kunde alle scandere alle
Slags Vers.
Montanus. Det er en mægtig Sag, ſaadant fan man
nu giøre udi Anden⸗Lectie. Nu omſtunder deponerer Karle fra
Kisbenhavns Skole, fom fan gisre hebraiffe og Haldaiffe Vers.
Peer. Saa maae de ikke kunde meget Latin da?
Montanus. Latin! om J kom i Skolen nu, funte $
ikke komme højere end i Oinke⸗Lectien.
Jeſper. Siig iffe det, Montanus! Degnen er min Troe
en brav fluderet Mand, det har jeg hørt baade Herredsfogden og
Amtéforvalteren ſige.
Montanus. Maaffee de forftaae ligefan- lidet Latin, ſom
han.
Jeſper. Jeg hører dog, han fvarer brav for fig.
Montanus. Han føarer jo ikke til det, jeg fpør ham om.
E qva Schola demissus es, mi Domine?
Peer. Adjeetivum et Subatantivum, genere, numero
et caseo conveniunt. '
Jeſper. Han maaler ham min Troe Skieppen fuld; ret
Peer! vi ſtal min Troe drikke en Pal Brændeviin fammen.
Montanus. Derfom Hr. Foged vidfte, hvad han foarede,
fulde han fee fin Mave itu. Jeg fpør ham, fra hvilken Stole
han har deponered, og han fvarer noget andet ben i Taaget.
Peer. Tunc tua res agitur, paries cum proximug ardet.
Jeſper. Fo, jo, nu vil hun min Troe ref gane an, ſvar
nu dertil!
ø
Mantanus. Jeg kan ikke fvare dertil, det er lutter Polſe⸗
"; fnal. Lad os tale Danſt ſammen, fom de andre fan forſtaae, ſaa
fe man ftrar: fage at høre, hvilken Sari bet er.
. (Nille græder).
Jeſper. Hvorfor græder J, Bedſtemoder
Nitle. Jeg har ſaa ondt beraf, at min Søn flal give fg
tabt i Latinen.
Jeſper. Ach Bedſtemoer! bet er jo ingen Under. Peer er
i jo ogſaa meget ældre, end han, det er jo ingen Under, ab den
nu tale Danfk da, ſom vi alle forſtaae. i
Peer, Ja nok, jeg er parat til, hvilfen af Delene han vil.
Vi vil give hinanden nogle Spørgsmaal ; for Exempel, hvem
var det, ſom ſtreg faa hoit, at man kunde høre ham over den hele ”
Verden?
Montanus. Jeg veed ingen, ſom ſtriger fleste, end
Æfte og Landsbye-Degne.
Peer. Snak! Kan man høre dem over hele Verden? Det
var ef Aſen i Noæ Ark; thi hele Verden var, i Arken.
Jefper. Ha, ha, ha, det er, min Troe, fandt; ha ha ha!
. Der fibder et forflagen Hoved paa den Peer Degn. ”
Peer. Hvem flog den fierde Deel af Verden ihiel?
Montanus. Ci jeg fvarer ikke til flige grove Spørgsmaal.
Peer. - Det var Cain, fom flog fin Broder Abel ihiel.
Montanus. Beviis, at der var ikke meer ond fire ens
meffer da til. . .
Peer. Beviis I, at der var flere. .
Montanus. Det gigres ikke fornøden; thi affirmanti in=
i cumbit probatio, forſtaaer I det?
qvid est Logica?
Peer. Ja vift. Omnia conando docilis sotertia vincit,
forſtaaer I det? "0
Montanus. Jeg er ikke klogere, fom ſtaaer her og diſpu⸗
terer med en Sinke. J vil diſputere, og fan hverken Latin eller
Danff, langt mindre veed, hvad Logica er, Lad høre engang:
e. Holberg. ” 407
Meer. Post molestam seneotutam, pest molbøtam se»
necetutam nos habehat humus. . ;
Montanus. Vil din Siyngel firere mig?
(Gaaer ham i Haaret, de (laa),
. Peer (eshapperer, øg raaber:) Sinke! Sinke!
(De saae ale ud, foruden Jogden). N
Fierde Scene. -
Jeſper. Jeronimus.
Jeronimus. Hans Tiener, Hr, Fogedl! ſtal jeg finde
Ham her? jeg kommer at ſer min tilkommende Svigerſon Ras⸗
mus Berg.
Fefper. Nu kommer han ſtrar; det var Skade, at I ikke
kom en halv Time tilforn, faa ſtulde I have hørt ham og Degnen
diſputere ſammen.
Jeronimus. Hvorledes løb det af? .
Jeſper. Stam faae Peer Degn, han er ſlemmere, sæd jeg
havde tænkt; jeg mærfer nok, af han ikke har glemt noget, hver⸗
ken af fin Latin eller Hebraiſk.
Jeronimus. Jeg troer det nof, thi han J— vel ingen ad
vidſt meget deraf. >
Jeſper. Sititg ikke bet, Monfieur Zeronimusl der fidder en
forbandet Mund paa ham. Det er virkelig en Lyft, at høre den
Mand ſnakke Latin.
Jeronimus. Defer meer, end) ſom jeg havde ventet. Men
hvordan feer min Svigerføn ud ?
Jeſper. Han feer forbandet færd uds 3 ſtulde m neppe kiende
ham igien. Han har ogfaa et andet Navn.
Jeronimus. Et andet Navn! hvad hedder han da?
Jeſper. . Han falder fig Montanus, hvilket ſtal være det
ſamme ſom Rasmus paa Latin.
Jeronimus. Ci fø, det er hæsligt. Jeg har kiendt mange,
der ſaaledes har forandtet deres chriſtne Navne, men det har aldrig
. gaaet dem vel i Verden. Jeg kiendte En, for nogle Aar, der var ”
dobt Der, og vilde ſiden fornye fin Mynt, da han var bleven til
108 ” e. Holberg. ,
noget, og fod fig falde Peiter. Men den Peiter kom ham byrt
nok at ftaae; thi han brød fit Been, og døde i ſtor Elendighed.
Bor, Herre taaler ikke ſaadant, Hr. Foged!
Jeſper. Det fan være med Navnet, hvad det være vil, men
bet flager mig aldeles ikke an, at han har faa ſelſomme Meeninger
udi Troen.
Jeronimus. Hyad har han da for Meeninger?
Jefper. Ci det er forffrækfeligt! Haarene reiſer fig paa
Hovedet, naar jeg tænker derpaa. Jeg fan ikke erindre alt, hvad
jeg hørte; men det veed jeg, at han blandt andet fagde: at Jorden
var rund. Hvad fan jeg falde ſaadant, Monſieur Jeronimus?
det er jo ikke andet, end af kuldkaſte af Religion og føre Folk af
Troen? En Hedning fan jo ikke tale værre.
Jeronimus. Han maa fun have ſagt det af Skiemt.
Jeſper. Det er noget grovt at ſliemte ſaaledes. See! der
kommer Jan ſelv.
Femte Scene.
Montanus. Jeronimus. Jeſper.
Mont anus. Velkommen min kiere Svigerfar! Det er
mig fiært at fee. Dam ved god Helbred.
Jeronimus. Helbreden fan ikke være ſynderlig hos Sole
af min Alder,
Montanus. I feer dog hiertelig vel ud,
Jeronimus. Synes Jer det?
Montanus. Hoordan lever Jomfrue Lisbed?
Jeronimus. Vel nok.
Mont anus. Men hvad er paa Faerde? mig ſynes, min
tiære Svigerfar, at I ſvarer mig faa koldſindig.
Jeronimus. Jeg har vel ikke Aarſag til andet.
Montanus. Hvad ondt, har jeg da giort?
Jeronimus. Mig er ſagt, at I har faadanne egne Mees
ninger; Folk ſtulde jo tænke, at I var gal eller catholſt i Hovedet;
⸗
y
e. Holberg. 109
thi hvorledes fan et fornuftigt Menneſto falde til den Daarligheb,
at fige Jorden er rund? -
Montanus. Yp prferte te hun rund, jeg maa fige det,
fom Sanden er.
Jeronimus. Det maa være Pokker ikke Sanden! ſaabant
Can. umuteligt andet end komme fra Fanden, ſom er Lognens
Fader. Jeg er vis paa, at der er ikke et Menneſte her i Byen,
der jo fordømmer ſaadan Meening; fpør fun Fogden, ſom er en
fornuftig Mand, om han ikke er af ſamme Meening med mig.
Jeſper. Det fan endelig komme mig paa eet ud, enten
hun er lang eller rund; men jeg maa troe mine egne Øine, ſoni
vifer mig, at Jorden er flat ſom en Pandekage.
Montanus. Det kan ogſaa komme mig paa tet ub, hvad
Tante Fogden eller de andre her i Byen har derom, men bet veed
jeg, af Forden er rund
Jeronimus. Hun er Pokker ikke rund. Jeg troer, J er
gal. J har jo Øine i Hovedet, ſaavel ſom andre Menneſter.
Montanus. Det ér jo bekiendt, min flære Svigerfar, at
ber boer Folk lige under os, ſom vender deres Fødder mød vore.
Jeſper. Ha, ha, ha, hi, hi, hi, ha, ha, ha.
Jeronimus. Ja Fogden maa nok lee; thi han har virkelig
en Skrue los i Hovedet. Forſog J kun at gaae her under Taget,
og vend Hovedet ned, og fee faa til, hvorledes det vil løbe af.
Montanus. Det er en ganffe anden Sag, Gvigerfar!
thi, ... ,
Jeronimus. Jeg vil aldeles ikke være Jer Svigerfar,
Jeg har min Datter kicrere, end åt jeg ſtulde give bende ſaa⸗
ledes bort.
Montanus. Jeg har Jer Datter faa fiær, ſom min egen
Sicel, det er viſt: men at jeg fulde kuldkaſte Philoſophien for
hendes Skyld, og drive min Forftand i tanbfivgtigdeb det er meer,
end I kan begiære.
Jeronimus. Ha, ha, jeg horer, at J bar anden Kiær:
ø
440 8 Holberg.
Ughed i Movedet. Jmaa Bierne beholde Fer Lucie eller. Subie
Yeg ſtal ſaamend ikke node min Datter pan Jer.
Montanus. I forflaner mig ikke tet; Philoſaphien er iete
andet, end én Bidenffab, fom har aabnet Øinene paa mig, ſaavel
Derud, fom udi andet.
JFJer on imus. Den har frnarere forblindet baade Hinene og
Borftanben Hoormed fan I giøre fandant godt?
. Montanus. Det er noget, fom er ufornedent at evige,
* færde Folk tvivler meet derom. ,
Fefper. Da tilſtaaer, min droe, aldrig" Peer Degn Jer
faadant … .
Montanué. ver Degn! ja bet er en feed Karl. Jeg er
daarlig, at jeg ſtager her og taler om Philofophie med Jer. . Men
for at fornoie Monfieur Jeronimus, vil jeg dog fremføre et Par
Beviis, nemlig: førft, af reiſende Folk, hvilke, naar de fomme
at Par tuſinde Mile herfra, har de Dag, maar vi har Nat, feer
anden, Himmel, andre Stierner.
gJeranimus. Er J gal, er des meer end een Himmel, og
een, Jordt 7, .
Jeſper. Jo Monfienn Yeronimug! der ere tolv Gimle, ben
ene hoiere end den anden, indtil man kommer til Chryſtel Him-
melen; derudi har han ſaavidt Ret.
Montanus. Ach gqvantae tenebrae |
Jeronimus, Da har. jeg i min Ungdom ferten Gange
været til Kieler Omſlag, men faa fandt fom jeg er en ærlig Mand,
om jeg har feet nogen anden Himmel, end den, vi her Have,
Montanus. IJ maa reife ferten Gange faa langt, Domine
Jeronyme! førend I fan marke ſaadant; thi. . ..
Jeronimus. Hold op med ben Snuak, den har ingenſteds
hiem Lad og høre det andet Beviis, |
Montanus. . Det andet Beviis tages af Solens pg Na⸗⸗
nens Formørfelfe.
Jeſpex. Nei hør nu engang! nu bliv han reent gel.
Montanus. Hvad merner I vel, at Formorkelſe er?
⸗
æ
-
s
$
e. Holberg. 444
Jeſper. Formorkelſe er visſe Tegn, ſom fættes pan Solen
og Maanen, naar der ffal ffee nogen Ulykke paa Jorden; hvilket
jeg fan deviſe af egne Exempler, ſaaledes: da min. Suftrue foer
be for tree Aqr ſiden, og da min Datter Giectrud dode var ber
begge Gange Formørfelfe filfortt. i
Montanus. Ach jeg maa blive gal over ſaaban —
Jeronimus. Fogden har Ret, thi den. ſteer ibrig For⸗
morketſe; uden den har noget at betyde, Da ffte Formotkelſe
fkedte, ſyntes alting at være vel, men det varebe ihke flænge; iht
fiorten Dage: derefter fik vi Tidende fla Kiobenhavn, at der var
paa engang fer rejicerede til Atteſtat, ale fornemme Perſouer,
og Sandt dem to Provſte⸗Somner. Hører. man ikke ondt paa
eet Sted efter en faadan Formorkelſe, faa faner man det viſt net
at høre paa et andet Ste.
Montanus. Det er vift nof! thi der ganer aldrig nogen
Dag forbi, der ſteer jo nogen Ulykke i Verden. Men hyad disſe
Perſoner er angaaende, ba har de ikke behov at fylde pan For⸗
morkelſe, thi havde de fæfet bedré over, havde de nok gaæet ftie.
Jeroninrué. "Hvad er da Formørfelfe i Maanen!
Montanus. Det ev ikke andet, end Jordens Skygge, ſom
betager Maanen Solens Skin; og ſaaſom Seyggen er rund, fad
fees deraf, at Jorden er rund iligemaabde. Det gaaer altſammen
naturligviig til, thi man fan udrøgne Formorkelſer, og derfor er
det Giakkerie at fige, at fandant er foregaaende Tegn for Ulykke.
Jeronimus. Ach Hr. Feged! jeg faaer ondt. Jen ahht⸗
ſalig Tid lod Jere Foraldre Jer ſtubere.
Jeſper. Ju han er noget nær ved at blive Atheiſt. Jes
maa have Peer Degn i Fard med ham igien. Det er en Mand,
fom taler med Eftertryf. Han ſtal nok overbevife Jer, enten J
, vil paa Latin eller Græff, at Jorden (Gud ſtee Lov!) er fan flak,
fom min Haand. Men der kommer Madame Jeronimuſes med
hendes Datter.
442 E. Holberg.
ou 2 un vr" Slette Scene.
… ' i tg ' ,
Magdelone. Lisbed. Jeronimus. Montanus. Jefper,
Ma sÅelone. Ach min hierte Svigerføn! bet er mig en
Glen, at fee Jer kommen tilbage med god Helbred.
Lisbed. Ad min Hierte I lab mig omfdvne dig!
Jeronimus, . Sagt, fagt, mit Barn! ikke faa i ivrig.
Lisbed. Maa jeg ikke omfavne min Kiærefte, ſom jeg ikke
har feet i nogle Aar? .
Jeronimus. Bliv fra — * diger jeg big, du faner ellers
Hug.
Lis bed (stødende). Jeg veed. fø, at ber. er givet offentlig
Forlovelſe imellem 08?
» Jeronimus. Deter rigtig nok, men n der er kommen nogen
Urigtighed i den Sag ſiden. (Lisbed græder). Du fkal vide, mit
Barn, at da han blev forlovet med dig, var han et ſtikkeligt
Menneſte, og en god Chriften; men nu er han en Kiettere og
Sværmere,. fom fortiener heller at indføres i et Litani, end udi
Svogerffab med 08.
. Lisbed.: Er det ikke andet, min hierte Bare! faa fla vi
nok komme til Rette.
Jeronimus. Bliv fra ham, ſi ſiger jeg.
Magdelone, Hvad vil dette fige, Hr. Foged?
Jeſper. Det er galt nok, Madam! han fører falff Lærdom
her ind i Byen, figer, at Jorden er rund, og andet deglige , fom
jeg blues ved at tale om.
Jeronimus. Synes Jer ikke, at de gode gamle Forælbre
eve at beklage, der har foftet faa mange Penge pan ham?
Magdelone. Eil ikke andet! hvis han har Kiærlighed til
vor Datter, fan ftaaer han nof fra fin Meening, og ſiger, at Jor⸗
den er flak, for hendes Skyld.
Lisbed. Ach, min m Glerte! fr fiig for min Skyld, at den
er far. . '
e. Holberg. 1413
Montanus. Jeg fan ikke føle Jer deri fan længe ſom
jeg har min fulde Fornuft. Jeg fan jo ikke give Jorden anden
Skikkelſe, end den af Naturen har, Jeg vil fige og giøre for Jer
Skyld, alt hvad mig mueligt er, men jeg fan ingenlunde føle
Ser derudi; thi ſtulde mine Ordensbrodte faae at vide, at jeg havde
ſtatueret ſaadant, vilde jeg af dem holdes for en Nar, og blive
foragtet; tilmed flaner vi lærde Fole aldrig fra vore Meeninger,
men forſvarer, hvad vi eengang har ſagt, til den vderfte Draabe
af vort Blakhorn.
Magdelone. Hør Mand! jeg finder dette —* ikke af
den Vigtighed, at vi derfor ſtulde ophæve Partiet.
Jeronimus. Dg jeg ſtulde formedelſt ſaadant føge Stigs.
misſe mellem dem, om de end vare virkeligen gifte.
Magdelone. Jeg vil, min Troe, ogfaa have noget at
ſige herudi; thi er hun Jer Datter, ſaa er hun ogſaa min.
Lisbed (grædende). Ad), min Hierte! ſüg dog, dt den
er flak.
Montanus. Jeg fan Noſecto ikke.
Jeronimus. Hør, Kone! Du maa vide, at jeg er Mand
i Huſet, og at jeg er hendes Faer.
Magdelone. Du maa ogfaa vide, at jeg er Kone i Huſet,
og at jeg er hendes Moer. N
Jeronimus. Jeg meener, at en garn er LOD meer end
en Moer. ti
Magdelone. Og jeg mener nel; thi at jøg er hendes
Moer, derom fan Ingen tvivle; men om J.... ja jeg ol ikbe
fige meer, thi jeg ivrer mig.
kisbed (grædende). Ad, min Hierte! tan J bog ite⸗
ſagte for min Skyld ſige, at den er flak.
Montanus. Jeg kan itke, min Ducte; nam contra ner!
turam est.
Jeronimus Hvad vil du fig Dermed, min LS i:
&. .
. 444 , &. Holberg.
jeg ikke hendes Faer, ſaavelſom du er hendes Moer? Hør Lisbeb,
er jeg ikke din Faer?
Lisbed. Jeg troer jo, thi min Moer ſher det. Jeg troer,
at I er min Faer, men jeg veed, at hun er min Moer.
Jeronimus. Hvad fønes Jer om den Snak, Hr. Foged!
Jeſper. Jeg fan ikke ſige, at Manmeſellen har Uret deri;
thi....
Jeronimus, Det er nok, kom fad os gane. Vær for:
fikkret om, min gode Rasmus Berg! at I albrig faner min Dat⸗
ter, faa flænge I bliv i Jere Vildfarelſer.
Lisbed (grædende). Ad, min Hierte! fig dog, af ben
er flak.
Jeronimus. Fort, fort paa De!
, De Fremmede gane alle bort).
J Fierde ct
Forſte Scene.
Montanus (allene).
Her har jeg været plaget en hel Time med mine Svigerfor;
ældre, fom med Suk og Graad vil bevæge mig at ſtaae fra min
Mening; men de fiender ikke Erasmum Montanum ret. Ikke
om jeg kunde blive Keiſer, vilde jeg ſtaae fra det, jeg engang har
ſagt. Jeg elffer Mademoiſelle Eliſabeth, det er fandt; men at
. jeg for hendes Skyld opoffrer Philoſophien, og ſtaaer fra det, jeg
eengang offentlig har ſuſtineret, det ſteer aldrig. Jeg haaber dog,
at bet ffal blive godt, og at jeg ſtal fane min Kiereſte uden min
Reputations Fortabelfe: thi, naar jeg faaer Leilighed at tale med
Jeronimus, ffal jeg faa tydelig beviſe ham ſine Vildfarelſer, at
han ſtal finde ſig deri. Men der ſeer jeg Degnen og Ridefeghen
komme fra mine Forældre.
e. Holberg. 115
É… Anden Scene.
Jeſper. " Peer. Montanus.
Jeſper. Min kiere Monſieur Montanus! vi var havt et
ſtæerkt Arbeid i Dag for Jer Skyld.
Montanus. Hvad er det?
Jeſper. Bi have købet imellem Jere Borælbre og Sviger:
forældre for at mægle en Fred. '
Montanus. Ia hvad har J da udrettet? Bil min Svi
gerfar lade fig fige? > -
Jeſper. De ſidſte Ord, han fagde til 06, var bisfe: der har
aldrig været noget Kietterie i vor Fanrilie, Hils tun Rasmus
Berg (jeg figer fun lige hans Ord, thi han fagde ikke Montanus
Berg engang) hils fun Rasmus Berg, fagde han, og ſiig ham,
af jeg og min Huſtrue ere begge ſtikkelige og gudfrygtige Folk, ſom
heller vrider Halfen om paa vor Datter, end giver hende til En,
der figer at Jorden er rund, og fører falff Lærdom her ind i Byen,
-
Peer, Sandt at fige, faa har vi altid: havt en reen Troe |
her paa Bierget, og Monſieur Jeronimus har ikke ftor Uret derudi,
at han vilde hæve op dette Svogerſtab.
Montanus. J Godtfolk! hilſer Monſieur Jeronimus
igien, og ſiig ham, at han gior Synd derudi, at han vil tvinge
mig, at ſtaae fra det, fom jeg engang har fagt, hvilfet er mod
Leges scholasticas og Consvetudines laudabiles.
Peer. Ei Dominus! vil J forlabe Jer ſmukke Siærefte
for fan ringe Ting? Alle Menneffer vil tale ilde derom,
Montanus. Den gemeene Mand, Vulgus, vil tale ilde
derom; men mine Commilitones, mine Kammerater vil løfte
mig op til Skyerne for min Beſtandighed.
Peer. Holder IF det da for Synd, at fe, Jorden ér flak
eller lang ?
Montanus. Mei det gisr jeg ikke; men jeg holder det for
en Stam n og Vanære for mig, fom er en Baccalaureus Philo-
8 + ”
116 ' g. Holberg.
sophiae, at ſtaae fra, hvab jeg eengang publice har sustineret,
og at gisre noget, fom er Ordenen uanftændigt; min Pligt er
at fee til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophiea.
Peer, Men naar J fan overbevifes, af det er falſt, fom
J troer, holder J det da for en Synd, at ſtaae fra Jer Meening?
Montanus. Beviis mig, at det er falſt, og det .me-
thodice.
Peer, Det er mig en let Sag. Her boer nu faa mange
brave Folk her i Byen: førft Jer Svigerfar, fom Har bragt fig
frem allene ved Pennen; dernæft jeg uværdig, fom har været Degn
udi fjorten famfulde Aar; ſiden denne gode Mand RNidefogden,
foruden Sognefogden, og adffillige andre brave boeſiddende Mænd,
ber har foaret deres Stat og Landgilde, baade udi onde og gode
Rider. NEN
Montanus. Det vil blive en forbandet Syllogismus.
Hvor vil vel al den Snak hen. .
Peer, Nu kommer jeg ſtrax til det, jeg vil fige. Spørg
nu enhver af disfe gode Mænd, fom boer her i Byen, og bør,
om nogen flal holde med Jer derudi, at Jorden er rund. Jeg
veed, man maa jo troe mere, hvad fan mange ſi iger, end een allene.
Ergo har J Uret.
Montanus. J maa tage hele Biergets Folk hid, og lade
dem opponere baade mod den Materie, og andre; jeg ſtal binde
Munden paa dem alle, Slige Folk har ingen Troe; de maae
tror, hvad jeg og andre Folk ſiger.
Peer. Men om 3 vilde fige, at Maanen var af grøn Off,
ſtulde de ogſaa troe det?
Montanus. Ja hvad andet? Siig mig, hvad troer Folk
her, at Jer?
Feer. De troer, af jeg er en god ærlig Mand, og Degn
her paa Stedet; hvilket er fandt.
Myntanus. Og jeg figer, det er Løgn. Jeg figer, g er
en Dane, og ſtal bevife det faa klart, ſom to og tree er fem.
å
e. Holberg. 447
Peer. 3 ſtal bevife Diævelen! Hvab nu, er jeg en Hane?
hvormed vil I'giøre det godt ?
Montanus. Kan 3 fige mig noget, ſom fan befrie Jer
derfra? '
Peer. Førft fan jeg jo tale, en Hane fan ikke tale: Ergo,
er jeg ikke en Hane.
Montanus. Talen gior intet til Sagen. En Wapeasie, en
Star fan og tale, derfor er de juſt ikke Menneſſer.
Peer, Jeg fan bevife det af andet end af Talen. En Hane
har ingen menneffelig Forſtand, jeg har menneſtkelig Forſtand,
ergo er jeg ingen Hane.
Montanus. Proba minorem.
Jeſper. Ci tal Danſt.
Montanus. Jeg vil, at Han frar beviſe fig at have For⸗
ſtand fom et Menneſke.
Peer. Hør, jeg forretter jo mit Embede upaaklageligt.
Montanus. Hvile ere de fornemmeſte Poſter udi Ser
Embede, hvoraf I bevifer en menneffelig Forftand? . .-.
Peer. 1) Forſommer jeg aldrig at ringe til Mesſe paa be⸗
ſtemte Tider.
Montanus. En Hane forfømmer ei heller åt gale og give
siderne tilfiende, og advare Folk, naar de ffal ſtaae op.
Peer. 2) Synger jeg fan vel, fom nogen Degn udi hele
Siælland.
Montanus. Vor Hane galer faa vel, fom nogen fane
udi Siælland.
Peer. Jeg fan ſtobe Voxlys, det kan ingen Hane gisre.
Montanus. En Hane derimod fan giore Æg, hvilet J
ikke fan giøre. Seer J da vel, at I af Forſtand udi Jer Embede
ikke fan bevife, at J er bedre end en Hane. See ogſaa i fort:
Begreb, hvilfen Eenſtemmelſe der er imellem Jer og en Hane.
En Hane har en Kam i Hovedet, I bær ogſaa Takker udi Yan⸗
den; en Hane galer, J galer ogſaa; en Hane giør fig til af fin
Roſt, og bryfter fig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det
M
418 L. Holberg.
er Tid at ſtaae op, J naar det / er Tid af gade i Mesſe. Ergo
er Jen Hane. Har J ellers noget at fige?
J
(Peer Degn græder.)
Jeſper. Ei grad ikke Peer, hvad vil Jagte ſaadant?
Peer. Det er, gid -jeg faae en Ulpkke, lutter Løgn. Jeg
fan ſtaffe Attefter fra hele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at
nogen af mine Forældre har været andet en) chriſtne Menneffer.
Montanus. Refuteer da benne Syllogismum, qvem tibi
propono. En Hane har disſe Egenſkaber, hvorved den kiendes
fra andre Dyr: Den. varer Folk ved Lyd, naar de ſtal ſtaae op;
gier Timerne tilfiende; bryfter fig af fin Stemme; fører Takker
udi Hovedet. J har ſamme Egenffaber; Ergo er Jen "Dane,
Mefuteer mig * Argument.
cer græder igien).
Jeſper. Kan ikke Degnen binde Munden til paa Jer, ſaa
kan jeg.
Montanus. Lad hore Jere Argumenter da.
Jeſper. 1) Finder jeg i min Samvittighed, at Fer Mee⸗
ning er falſt. .
Montanus. Efter en Fogeds Sambvittighed kan! man ikk⸗
fælde Dom i alle Sager.
Jeſper. 2) Siger jeg, at alt, hvad I har talt, er lutter
Løgn. | |
Montanus. Beviis det!
Jeſper. 8) Er jeg-en brav Mand, hvis Ord har altid
ſtaaet til Troende. —
Montanus. Med al den Snak far man fig ikke noie.
Jeſper. 4) Siger jeg, at I Har talt ſom en Carnali, 09
at Tungen burde ffigres of Jer Mund.
Montanus. Endnu hører jeg intet Beviis.
Jeſper. Og endelig for det femte, vil jeg til Dverflol bes
viſe Jer over, enten J vil i Kaarde eller tørre Hug.
Montanus. Mei jeg er en Tiener af begge Dele; men
" faalænge J vil kun diſputere med Munden, ffal I finde, at jeg
(|
4
==. 4
e. Holberg. — 119
fan forfvare jffe allene de Ting, jeg har fagt, men ogſaa andet.
Kom an, Hr. Foged, jeg vil beviſe af den ſunde Loglea, at J er
en Tyr.
Jeſper. IJ ſkal beviſe Fanden!
Montanus. Vil J fun have Taalmodighed at hore mit
Argument.
Jeſper. Kom Peer! lad og gaae.
Montanus. Saaledes bevifer jeg det: Qvicungve ..
(Fefper Kriger og holder for hang Mimd). Hav I ikke Lyft til at
høre mit Beviis denne Gang, faa fan J møde mig en anden
Gang, paa hvilfet Sted I behager.
Jeſper. Jeg er for god at have Omgiængelfe med ſaedan
Svermer. Gaͤaer ud med Seer).
Montanus. Med dieſe Folk fan jeg disputere med Kolde
findighed, hvorvel de figer mig haarde Ord. Jeg bliv ikke hidfig,
med minbre jeg disputerer med Folk, ſom bilder fig ind at forſtaae
methodum disputandi, og være ligeſaa ſterke i Philofophien ſom
jeg. Derfor var jeg ti Gange faa ivrig, da jeg disputerede mod
den Student i Dag; thi han havde dog noget Skin af Lærdom.
Men der kommer mine Forældre.
Tredie Scene.
Jeppe. Nille, Montanus.
Jeppe. Ad; min fiære Sent tag ikke fan affled, og læg
dig iffe ub med alle Folk, Ridefogden og Degnen, fom efter vor
Begiæring toge fig paa, at flutte Fred Imellem dig og din Sviger⸗
far, fornemmer jeg, er bleven giort Spot af; hvad duer faadant
til, at giore Godtfolk til Tyre og Haner?
Montanus. Derfor har jeg ſtuderet, derfor har jeg lagt
mit Hoved i Blød, at jeg kan ſige, hvad jeg . vil, og forſvare det.
Jeppe. Mig ſynes, det var bedre aldrig at have ſtuderet
paa den Maade.
Montanus. Holdt Jer Mund, gamle Mand !
Jeppe. Du vil vel ikke flage dine Forældre?
420 . L. Holberg,
Montanus. Om jeg sivede det, vilde jeg og lorſvare det
for hele Verden.
(De gane grædende ud),
AJ
Fierde Scene.
Montanus. Jacob.
Montanus. Jeg ſtaaer ikke fra mine Meeninger, om de
blev galne tilfammens men hvad vil du, Jacob ?. Å
Jacob. Jeg har et Brev til Monſoren. |
Montanus (trer og [æfer Brevet), (Jacob gaaer nd).
Min allerfiærefte Ben! .
Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at bu faa let (fulde fors
lade den, fom udi faa mange Aar har baaret ſaadan beftandig og
uforfalſtet Kiærlighed til dig. Jeg kan fige dig det for viſt, at
min Fader er faa forpikket mod den Meening, at Jorden er rund,
og holder det for faa flor Troes⸗-Artikel, at han aldrig giver mig
HE bort til dig, med mindre du bifalder hang og andre Godtfolks Troe
her i Byen. Hvad fan det nytte dig, enten Jorden er lang, rund,
ottekantet eller fürkantet? Jeg beder dig, for al ben Kiærlighed,
jeg har baaret til dig, at du bequemmer dig til den Troe, fom vi
faq lang Tid har befundet 08 faq vel efter her paa Bierget; hvig
du ikke føler mig herudi, da vær vis paa, at jeg græmmer mig
til døde, og at hele Verden vil have Afffye for dig, ſom hat været
Aarſag tif dens Dod, der har elffet dig fom fin egen Siæl
Clifabeth Jeronimus Datter,
med egen Haand. '
Ach, Himmel! dette Brev bevæger mig, og bringer mig i flor
Tvivlraadighed, faa at jeg maa fige med Poeten ;
"== == = > Utqve securi
Saucia trabs ingens, ubi plaga novissima restat,
Qvo cadat, in dubio est, omniqve a parte timetur,
Sie animus, 2 2 er "==
"Paa den ene Side ſtaager Philoſophien , fom byder mig holde
⁊
e. Holberg. 2424
Stand; paa den anden Side, min Kiærefte, der bebrejder mig
min Koldſindighed og Utroffab. Men ffulde Erasmus Montanus
af nogen Zing lade fig devæge at ſtaae fra fin Mening, ſom hide
indtil har været hang Hoveddyd? Nei vift ingenlunde; dog her
er jo Nød, fom bryder alle Love? Hvis jeg herudi ikke begvemmer
mig, faa giør jeg mig felv og min Kiærefte ulykkelig; hun græms
mer fig ihiel af Sorg, og al Verden vil hade mig, og bebreide
mig min Utroeffab. Skulde jeg forlade den, der udi mange Aar
har baaret en ſaadan oprigtig Kiærlighed til mig? Skulde jeg
være Aarfag til hendes Død? Nei det fan ikke ſtee. Dog betænt
dig, hvad du giør, Erasme Montane, Musarum et Apollinis
pulled Her har du Leifighed at lade fee, at du eft en ret Philoao-
phus; jo ſtorre Faren er, jo ſtorre Laurbærfranbfe erhverver du
inter Philosophos, Tank hvad dine Commilitones vil fige, naar
. be faner faadant at høre: "det ev ikke den Erasmus Montanus
meer, der hidindtil har forfvaret fin Mening til yderſte Blods⸗
draabe. Om gemeene og ufærde Folk bebreidet mig Utroeffab imod
min Kiærefte, faa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne.
Juſt det, ſom beſtiemmer mig hos hine, Éroner mig med re
hos disſe. Jeg maa derfor ſtaae imod denne Friſtelſe. Jeg ſtaaer
imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvundet den.
orden er rund. Jacta est alea. Dixi. (Naaber paa Jacob).
Jacob! det Brev, fom du leverede mig fra min Kiærefte, har '
intet virfet hos mig. Jeg bliv ved, hvad jeg har fagt, Jorden er
rund, og den ffal aldrig blive flak, ſaaleenge mit Hoved er oppe.
Jacob. Jeg holder ogſaa for, at Jorden er rund, men om
En gav mig en Kommenskringle for at fige, at der er lang, ſagde
jeg, den var lang; thi det kan frille mig lige meget, '
Montanus. Det fan være dig anftændigt, men ikke en
Philoſopho, hvis Hoveddyd er at forfpare fil det Yderfte det, ban
eengang har ſagt. Jeg vil offentlig disputere derom her i Byen,
og fordre ud alle, ſom har ſtuderet.
Jacob. Men maatte jeg ſporge Monfør om cen Ting; om
SY vinder i Disputasfen, hyad vil da følge deraf?
122 . g, Holberg.
Montanus. Der følger faa meget deraf, at jeg har den
Ere at vinde, og pasſere for en lærd Mand.
Jacob. Monfør vil fige: en ſnakſom Mand; thi at Viis⸗
dom og Snakſomhed er ikke det ſamme, har jeg. market af Folk
her. i Byen. Rasmus Hanſen, ſom altid fører Order, og ſom
ingen fan ſtaae fig mod udi Munden, holdes af andre kun at have
god jevn Gaaſeforſtand. Sognefogden Niels Chriſtenſen derimod,
ſom taler lidt, og giver fig altid tabt, holdes for at kunne foreſtaae
en Herredsfogeds Embede.
Montanus. Mei hør mig engang til den Slyngel, han
vil, min Troe, raiſonere med!
Jacob, Monſor maa ikke tage det ilde vp, jeg taler fun
efter min eenfoldige Forſtand, og ſpor kun for at lære. Jeg vilde
gierne vide, naar Monſoren vinder Disputationen, om Peer Degn
da ſtrax blir forvandlet til en Hane?
Montanus. SHvilfen Snak! han blir berfor den famme,
fom han var. +
Jacob. Ci faa taber jo Monſor da? '
Montanus. Jeg vil ikke indlade mig i Disput med en
Bondeſlyngel, fom du eft! Hvis du forftod Latin, fag ſtulde jeg
ftrar fornøie dig. Jeg er ikke øvet i at disputere paa Danſt.
Jacob. Det er at ſige, Mtonføren er bleven faa lærd, at
"han ikke meer fan forklare fin Meening paa fit Moers⸗Maal.
Montanus. Holdt bin Mund, audacissime Juvenis |
hvorfor fulde jeg giøre mig Umage, at forklare min Meening
for grove og gemeene Folk, ſom ikke engang, veed, hvad univer-
salia entia rationis, og formae substantiales er, langt mindre
andet, . Det er jo absurdissimum at villepræfe for den Blinde om
, Farverne, Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe,
cui lumen ademptum. Der var en Mand for nyelig, ſom dog
var ti Gange lærdere, end bu, der vilde disputere med mig, men
da jeg fornam, at han ikke vidſte, hvad qvidditas var, flog jeg
ham det reent af.
Jacob. Hvad vil det ellers ſi fige qvidditas? Var det ei fan?
K: Holberg, 228
Montanus. Det veed jeg nok, hvad det vil ſige.
Jacob. Monfør vetd det fanffee felv, men kan ikke fors
flare det for andre. Da er bet Lille, jeg forſtaaer, ſaadant, ſom
alle Menneſter Fan begribe, naar jeg figer dem det.
Montanus. Ja du eſt en lærd Karl, Jacob I!" hvad
veedſt Du?
Jacob. Men om jeg funde bevife, at jeg var Jærdere end
Monſoren er?
Montanus. Det gad jeg gierne hørt, -
Jacob. Den fom ftuderer paa de vigtigfte Ting, meener
jeg, har den grundigſte Lerdom.
Montanus. Jaqg, det ev ret nok.
Jacob. Jeg ſtuderer pag Avling og Jordens Dyrkning, ders
for er jeg lerdere, end Monſoren er.
Montanus,. Saa holder du grovt Bonde s Arben et ”
vigtigfte ?
Jacob. Jeg veed itke, men det veed jeg, at om vi Bonder
viſde ogſaa tage en Pen, eller et Stykke Kride t Haanden, og
maale, hvor langt ber er til Maanen, da vilde I Høilærde ſnart
fane en Ulykke i Jere Maver. I Lærde drive Tiden bort med at
despetere, om Verden er rund, fürkantet eller- ottekantet; og vi
ſtudere paa, tat holde Jorden vedlige. Seer Monſor nu da, at
vor Studeren er nyttigere og vigtigere end Jeres, og derfor, at
Niels Chriſtenſen er den lerdeſte Mand her i Byen, efterfom han
har forbedret fin Ford ſaaledes at en Tonde Hartkorn deraf er
tredive Rigsdaler bedre, end i hang Formands Tid, ſom fab hele
Dagen med en Pibe Tobak i Munden, beſmurte og krollede Doctor
, Arent Hvitfeldé Krønike eller Poſtil.
Montanus. Ad) jeg døer! bet er Fanden flinbarlig, ſom
taler. . Jeg har aldrig tænkt min Livstid, at der kunde ligge flige
Ord i en Bondedrengé Mund; thi hvorvel alt det, du har talt,
er falſt og ugudeligt, fan er det dog en ugemeen Tale for En ag
bin Stand. Siig mig fort, af hvem du har lært ſaadan Snak?
124 £. Holberg.
Jacçob. Jeg Har ikke ſtuderet, Monſor! men Fole figer,
at jeg har et godt Hoved. Landsdommeren kommer aldrig her til
Byen, han har jo ſtrar Bud efter mig. Han har fagt hundrede
Gange til mine Forældre, at de burde holde mig til Bogen, og
åt der unde blive noget ftort af mig. Naar jeg intet har at be⸗
ſtille, gaaer jeg og ſpeculerer. Forgangen giorde jeg et Vers over
Morten Mielfen, ſom drak fig ihiel.
Montanus. Lad mig høre det Vers |
Jacob. J maa da vide det førft, at famme Mortens Far
og Fars Far var begge Fiſkere, og druknede paa Vandet. Verſet
var ſaadan:
Her under Morten Nielſen ſtaaer,
Som for at træde fin? Forfædres Fodſpor,
Øer dede paa Vandet ſom Fiſtere,
" Gig udi Brændeviin druknede.
De Vers maatte jeg læfe for Landédommeren forgangen Dag, ſom
lod dem fØrive, og gav mig to Mark derfor.
Montanus. Verfet, ſtiondt det er formaliter meget flet,
faa er det materialiter ypperligt. Proſodien, ſom er det fornem⸗
mefte, fattes.
Jacob. Hvad vil det fige ? |
Montanus. Somme Linier har ikke Pedes nok, eller Fods
der af gade paa.
Jacob. Fødder! det har, min Troe, paa nogle Dage løbet
hele Landet over, ,
Montanus. Jeg mærker, at du har et forflaget Hoved,
jeg vilde ønffe at du havde ſtuderet, og forftod din Philosophiam
instrumentalem, faa ſtulde du reſpondere under mig. Kom, lad
106 gaae.
e. Holberg. .— 485
Femte ct.
gørfte Scene.
En Lieutenant, Jeſper Ridefoged.
Lieutenanten. Hvor ſtal jeg faae den Karl at fee, Hr.
Foged! jeg gad dog nok gierne talt med ham. Seer han noget
vel ud?
Jeſper. Ja, han ſeer temmelig vel ud, og har en Mund,
ſom en Ragekniv.
Lieutenanten. Det vil intet fige, naar han kun er ſtark Fe
og friff.
Jeſper. Han kan ſige, hvad han vil, og forfvare det. Han
beviſte udtrykkeligen, at Peer Degn var en Hane. '
Lieutenanten. Cr han noget bred over Sfulbrene ?
Jeſper. En ſtark foer Karl. Ale udi Huſet er bange for
ham, endogſaa Forældrene, thi han fan giore dem til Køer,
Stude, Hefte, og til Menneſtker igien, det er at ſige, beviſe udaf
Boger, at de ere det.
Lieutenanten. ESeer han ud fil at kunne lide ondt?
Jeſper. Han beviifte ogfan, at Jorden er rund.
Lieutenanten. Det rager mig:ifle, men feer han md
til at være modig og have Hierte? ,
Jeſper. Han flulde fætte fit Liv til for en Bog flav, end
fige for audet. Jeg er vis paa, at han faaer alle Folk her paa
Halſen. Men det ffigtter han iffe om, han faner berfor ikke fra
fin Mening og Lærdom.
Lieutenanten. Hr. Foged! faa vidt om jeg hører, blir
det en complet Soldat. .
Jeſper. Hvorledes vil Seitenanten fane ham til Soldat?
han er Student. .
Lieutenanten. Det vil intet fige; fan han ſtabe gore til
gaaer, Stude og. Haner, fan vil feg forføge, om jeg kan r Rade
engang en Student fil Soldat. |
"406 — £. Holberg.
Jefper. Jeg var tilfreds, han var, det, jeg fulde lee min
Mave itu.
Lieutenanten. Tie vun ſtile, Jeſper! naar. Fogden og
Lieutenanten vil ſtikke Hovederne ſammen, er ſlige Ting ikke umue⸗
lige. Men der ſeer jeg En komme, mon det er ham?
Jeſper. Ja det er ham. Beg vil løbe til Side, at han
ikke ſtal have mig mistæntt,
" Anden Scene
Lientenanten. Montanus.
Lieu tenanten. Jeg gratulerer Hans Ankomſther til Byen.
„Montanus. Jeg takker tienſtligen.
Lieutenanten. Jeg; tar mig den Frihed at beføge Sam,
ſaaſom her ellers ikke er mange lærde Folk man fan tale med.
Montanus. Det ér mig fiært, at Han haver ſtuderet.
Naar deponerede Hr. Lieutenant, med.Permisfian ? ”
Ljeutenanten. Jeg deponerede for fi Aar (Den.
Montanus. Saa er Ar. Lieutenant ba en gammel Acade⸗
micus; hvad var År. Lieutenants Studium, da han var Student 2
Lieutenanten. Jeg læfte meeſt gamle latinffe Autores,
og ftuderede paa Naturens Ret og moralſke Sager, Hvilket jeg
endnu gør. )
Montanus. Ci det er Lapperie, det er ikke Aeabdemicum;
lagde J ingen Vind paa Philosophiam inatrumentalem?
Lieutenanten. Nei ikke ſynderlig.
Montanus. Saa har J da aldrig diſputeret?
Lieutenanten. Nei.
Montanus. Ei, er det at ſtudere? Philosophia inatru-
mientalis er det eneſte ſolide Studium, Reſten fan være ſmukt
nok, men ikke lærd. En, der er" vel dreven i Logica og Meta-
"physica, fan rede fig ud fra alting, disputere-om alle Materier,
ømendffiondt han er fremmed i dem, Jeg veed ikke, hvilken jeg
vilde tage mig påa at forfvare, jeg jo ſtulde komme vel fra. Der
—
2. Holberg. … 127
var aldrig nogen Didputafs pax Academiet, hvor jeg jo var Op⸗
ponené ved, En Philosop husinstrumentalis fan pabfere for en
Polyhistor.
Lientenanten. Dvem er ſtorſt Disputator nu omſturder?
Montanus. Det er en Student, ſom hedder Peer Joe
fon. Naar han har refuteret fin Modſtander, faa at han ikke fan
fvare et Ord meer, figer han: vil J nu tage min Mening, fan
vil jeg igien forfvare Ser Mening. Ail alt ſaadant hielper beſyn⸗
derlig hans Philosophia instrumentalis, Det. er Slade, den
Kart ikke blev Procurator, han fik en mægtig ſtor Nering. Naſt
efter ham er jeg den ſtarkeſte; thi fidfte Gang jeg disputerede, ”
hviffede han mig i Øret: Jam sumus ergo pares. Men jeg
vil dog altid cedere ham.
Lieutenanten. Men feg har hort ſige, at Monſieur kan
beviſe, at det er Borns Pligt at ſlaae deres Forældre. Det ſynes
mig at være urimeligt.
Montanus. Har jeg fagt det, -er jeg og Mand for at
forfvare det.
Lieutenanten. Jeg tør vedde med Ham om en Ducat, at
Han er ikke capabel dertil.
Montanus. Jeg vover en Ducat derimod,
Lieutenanten. Top: det er ſagt! fader 08 nu høre,
Montanus. Den, man elffer meeſt, flaaer man meeſt.
Man bør ingen elffe meer end fine Forældre, ergo bør man |
ingen flaae meer. End udi en anden Syllogismo. Hvad jeg
har oppebaaret, bør jeg efter Cvne erftatte; jeg har i min
Barndom oppebaaret Hug af mine Forældre; ergo bør jeg give
bem Hug igien. '
Lieutenanten. Nok, nok. Jeg har tabt. 3 flal, min
Troe, have Jer Ducat.
Montanus. Ci! det er ikke Lieutenantens Awer, jeg vil
profecto ingen Penge have. ,
Lieutenanten, Han ſtal parole tage dem, jeg fvær
derpaa. .
*
128 £. Holberg.
Montanus. Ja faa vil jeg tage dem, for ikke at giore
Lieutenanten meenſvoren. |
Lieutenanten. Men maa jeg og ikke forføge, om jeg
ikke fan gisre Dam til noget; par Exemple, jeg vil giore Ham
til Soldat.
Montanus. Ei det er hanſte let, alle Studenter ere aan⸗
delige Soldater.
Lieutenanten. Nei, jeg vil ogfåa viſe, at Han er en
legemlig Soldat, Hvo, fom har taget Penge paa Haanden, ét ér en
hvervet Soldat, J har ſaadant giort, ergo. ...
Montanus. Nego minorem.
Lieutenanten. Et ego probo minorem af de to Rigé-
daler, J fik paa Haanden.
Montanus. Distinguendum est inter nummos,
Lieutenanten. Ingen Diftinetion! Jer Soldat.
Montanus. Distinguendum est inter 70 —* et
ro relative accipere.
Lieutenanten. Ingen Snak, Contracten er fluttet, og
J hat faaet Penge.
Montanus. Distinguendum est inter contractumverum
et apparentem. - .
Lieutenanten. San J negte, at to har faaet en Ducat
af mig?
Montanus. Distinguendum estinter rem et modum rei.
Ligutenanten. Kom følg mig ſtrax, Kamerab! nu flat
bu faae Mundering.
Montanus. Der har I Jere to Rixdaler igien. J har
desforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penge.
Tredie Scene.
Jeſper. Niels Corporal. Montanus. Lientenanten
Jeſper. Jeg fan vidne, at jeg fade, Lieutenanten gav
ham Penge paa Haanden. HEE
£. Holberg, 4209
Niels. Jeg ligeſaa. i
Montanus. Men hvorfor tog jeg de Penge? distinguen-
dum est inter. . . .
Lieutenanten. Ci vi vil ingen Snak here. Niels! bliv
du her, medens jeg henter Munderingen.
Montanus. Hei Gevalt!
Niel& Tier du ikke, din Hund, faa ffal jeg ſtode dig Bajo⸗
netten i Livet. Cr han ikke hvervet, Hr Foged.
Jeſper. Io det er rigtig nok.
Lieutenanten. Kom! flur den forte Kiole af, og en rod
paa igien. ( Montanus græder, medens man ifører ham underingen )
Ei der lader ilde for en Soldat at græde ; du eft jo langt bedre nu,
end tilforn. Exerceer ham nu brav, Niels Corporal! det er en
lærd Karl, men han er endnu raa i Exercitierne.
(Nielé Corporal fører ham i en red Kiole, erercerer og prygler ham),
Fierde Scene
etentenanten. Niels. Montanus.
Lieutenanten. Nu Niels! fan han fatte Exercitierne?
Niels. Han ffal nok lære, men det er en doven' Hund,
han maa prygles hvert Oieblik.
Montanus (grædende). Ad) gunſtige Herrel vær barm⸗
hiertig mod mig; jeg er af en fvag Helbred, og kan ikke udſtaae
ſaadan Medfart.
Lieufenanten. Det falder noget haardt i Forſtningen,
men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det ſiden jkke
giøre faa ondt.
Montanus (grædende). Ad gid jeg aldrig havde ſtuderet,
faa havde jeg ikke geraadet i denne Ulyffe.
Lieutenanten. Ci det er fun en Begynbelſe; naar du har
fiddet en halv Snees Gange paa Træheften, eller ftaaet paa Pælen
„ forſt, faa agter du fiden ſaadant for Bagatelle.
(Montanus grede igien).
130 — £. Holberg. RH
gemte Scene.
Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Jeppe. Nille.
Lientenauten. Montanus. Corporalen,
Jeronimus. Er J ganfke vis derpaa?
: Jeppe. Sa vift: Fogben berettede mig det nys. Ach ach
mi er min Vrede forvandlet til Medynk.
Jeronimus. Kunde vi fun faae ham i den rette Troe
igien, vilde jeg gierne kisbe ham los.
Lisbed (kommer ind), Ad) jeg elendige Menneſke!
Jeronimus. Gior mig ingen · Allarm, min Dotter du
vinder intet dermed.
Lisbed. Ad, min hierte Far! hvis I var faa fortid, fom
jeg er, bad I mig ikke tie.
Jeronimus. Fy, fø, det er ift ſmukt for en Pige at
fade fig merke med ſaadant. Men der ſynes mig, at han ftaaer.
Hør Rasmus Berg! hvordan er det fat? ,
Montanus. Ach, min hierte Monfieur Jeronimus! Jeg
er bleven Soldat!
Jeromwimus. Ja nu faaer J andet at beftille, end. giøre .
Menneſter til Dyr, og Degne til Haner.
Montanus. Ad) ad)! jeg begræder min forrige Daarlig⸗
hed; men alt for ſilde.
Jeronimus. Hør, min Ven! vil J lade Jer forrige Gal⸗
fab, og iffe fylde Landet op med Zviftighed og Disputatſer, ſtal
jeg ikke ſpate hvad ſom er i min Evne, for at loſe Jer ud igien.
Montanus. Ad) jeg haver ikke forffyldt bedre, ſom har
truet mine gamle Forældre med Hug. Men vil I forbarme Jer
over mig, og arbeide paa min Befrielſe, fvær jeg Jer til, at jeg
"Herefter ſtal føre et andet Levnet, tage mig nogen Handtering for,
og aldrig foruroelige nogen med Diſputer meer.
Jeronimus, Bie ha her faalænge, jeg vil hen og tale
med Lieutenanten. — Ad) min fiære Hr. Lieutenant! J har altid
været en Ven af vort Huus: den Perſon, ſom er hvervet til: Sol:
ø
L. Holberg. 434.
dat, er fotfovet med min eeneſte Dotter, ſom bær flor Kierlighed
for ham: lad ham komme los igien. Jeg vil gierne forære Lien⸗
tenanten hundrede Rirdaler derfor. Jeg bekiender, at jeg glædede
mig felv derever i Forſtningen, at han ſaaledes var bleven revfet ;
thi hans fælfomme Opforſel havde opirret mig og alle godt Folk
hev i Byen mod ham. Men dajeg fane ham i den Pofitur, og
tillige hørte ham af Hiertet begræde fin forrige Daarlighed, og love
Bedring, var mit Hierte færdigt at brifte af Medynk.
Lieutenanten, Hør, min fiære Monſieur Jeronimus!
hvab jeg har giort, er fun for hans eget Bedſte. Jeg veed, at
han er forlovet med Jer Dotter, og har derfor, allene for at tiene
Jer Huus, bragt ham i den Tilftand, og tracteret ham mø
ſaadan Haardhed, at han kunde komme til fine Synders Bekien⸗
delſe. Men jeg vil for Eders Skyld felv give Penge til de Fattige,
efterſom jeg hører, at han er bleven forandret ; fad Ham fun komme
hid. — Hør, min Ven! Jere Forældre Have fat ſtore Penge
paa Jer, i Forhaabning, at I fulde blive dem til Åre og Ttoſt
i deres Alderdom; men J reiſer log bort, og kommer ganffe fors
virret tilbage, oprører den hele Bye, forplanter ſelſomme Meenin⸗
ger, og forfvarer bem med Haardnakkenhed; flal det være Frugt
af Studeringer, faa burde man jo ønfÉe, at der var aldrig Bøger
til. Mig ſynes, det fornemmefte, man burde lære i Skolerne,
er alt, hvad ſom ſtrider mod det, ſom J er befænget med, og at
en lærd Wand burde fornemmelig kiendes fremfor andre derpaa,
at han er mere tempereret, modeſt, og føielig udi fin Tale, end
en Ulærd. Thi den ſunde Philoſophie lærer 08, at vi bør dæmpe
og ſtille Tviftigheder, og ſtaae fra vore Meninger, faa tit vi
everbevifes af den ringefte at være vildfarende. Det førfte Bud
i Philofophien er at kiende fig felv, og jo meer een forfremmes
derudi, jo ſlettere Tanker har han om fig felv, jo meer ſynes
ham, der ſtaaer tilbage at lære, Men J gior Philoſophie til
Fegtekonſt, og holder den for Miloſophus, des ved fubkile
Diſtinctioner fan forvende Sandhed, og rede fig ud af alle
Meninger; ved faadant gior I Jer forhadt af Folk, og bringes
9?”
432 . Holberg.
Lærdom i Foragt, faafom man bilber fig ind, at ſaadanne ans
derlige Lader ere Studeringers 'rette Frugt. Det bedfte Raad,
jeg kan give For, er, at I arbejder paa at glemme og rodde
af Jer Hoved det, ſom J har anvendt faa mangen Nattevagt
pan at lære, og at I tager Jer nogen Handtering for, hvor⸗
ved I fan bane Jer Vei til Jer Forfremmelfe, eller, om J
endelig vil. blive ved Studeringer, at I da indretter dem paa
en anden Maade. .
Mortanué. Ad), gunftige Herre! Jeg Pal følge Hans
Raad, og beflitte mig paa, at blive et andet Menneffe herefter.
Lieutenanten. Godt, fan gir jeg Eder da los igien,
naar J'har giort 'de Løvter bande til Eders egne og Eders
Svigerforældre, og bedet bem om Forladelſe. i
Montanus. Jeg beder Cder da vdymygft med grædende
Taarer alle om Forladelſe, og lover at føre et ganffe andet
Levnet herefter, fordommer mit forrige Vaſen, fra hvilket jeg
er bragt iffe mere ved den Zilftand, jeg er geraadet udi, end
ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, for hvilken
jeg derfor, næft mine Forældre, ſtal altid have meeſt XEſtime.
Jeronimus. Saa holder J da ikke mere for, min fiære
Svigerſon! at Jorden er rund? thi den Poſt ligger mig meeſt
om Hiertet.
Montanus. Min hierte Svigerfar! jeg vil ikke diſputere
videre derom, Men jeg vil allene fige dette, at alle færde Folk
er nu omſtunder af de Tanker, at Jorden er rund.
Jeronimus. A.... Hr. Lieutenant! Lad ham blive
Soldat igien, til Jorden blir flak.
‚Montanus. Min kiere Svigerfar! Jorden er ſaa flak
ſom en Pandekage. Er Han nu fornoiet?
Jeronimus. Ja, nu er vi gode Venner igien; nu ſtal
J faae min Datter. Kommer nu alleſammen ind hos mig, og
drikker paa en Forligelſe; Hr. kieutenant gier os den WEre at
komme ind.
(De gaae ind).
L. Holberg. | 133
Samtale imellem Vræften Herr Miels dg Fogdens
Fuldmægtig Stork om Qvinderne.
(Af Peder Paars, tredie Bogs førfte Sang).
Stork fagde tit: Det er en Fandens liftig Pige!
J Sindets Gaver man et finder hendes Lige;
Slig vittig Kokketss man ei ſtal kunne faae,
Om man fra Anholts Land til Leffør vilde gage.
Der ikkun fattes, at hun ikke er ſtuderet, ,
Og flige Gaver har ved Studia formeret ;
Men det er meget vel, hun ikke boglærd er,
Hun vilde komme mig og andre alt for nær.
Gid aldrig i min Zid, han fagde, nogen Qvinde
Med andet mænger fig, end kaage, ſye og ſpinde!
Man har Hiftorier, man vife fan paa Prent,
At ſielden lykkelig er Qvinde⸗Regiment.
Hvem har Jens Lorentzen, den uſel Taabenakke,
For flette Tilſtand, end fin Kone, at betalte?
Peer Degn, man tænfer, er en meget holden Mand,
Slig Staadder er dog et paa hele Anholts Land.
Hvor fommer det vel fra? Han Degnepenge, Offer, '
Som fine Formænd faaer, form Jefper og Chriſtoffer, b
Ja meget meer end de, han dog en Prakker er; |
Det fommer, at han et — nok fagt! paa Fingre feer.
Det kommer, af han lar fig kuie af fin Kond:
JHuſet hun er Peer og han er Abelone. ,
Den arme Diævels Blok, han flæber fom en Træl,
Og ved fit Quaklerie jo Penge faner ſom Sfiæl;
Er dog i meere Gield, end nogen frulde tenke;
J Gaar han fat i Pant tre Stole, fire Bænke;
Vil det faa blive ved,” da troer jeg, inden Aar
At han gaaer fløiten, og den ſidſte Olie fader.
Hvad Aarfag dertil er? Hans Sophi' vil ei ſpinde,
Hun vil ved Noret ſtaae, den raffineerte Qvinde;
F 2
134. 2. Holberg.
Han intet gløre fan, tør neppe flgae. . + +,
Før han maa fpørge førft, om det er hende biært,
Jens Poulſens Kone jeg alleene vil undtage:
Hun før regiere, thi hun haver ei fin Mage.
Naar ſaadant gaaer i Svang, hvad vilde blive af,
Om til Studeringer det farlig Kisn fig gav?
Det vilde over alt i Huſet blive Meſter,
Tractere Mændene ſom Øren og ſom Beſter.
Saa talte nylig Stork i Eenrum med fin Præft,
Som hannem foarede: Det gr, per Deum! bebft,
Det allertienligſt er, man flyer dem ingen Bøger,
Jeg tit gior Viſitats, i Ammeſtuen føger,
Om nogen Bog er ſtiult, ſligt noie efterſeer;
Man dog fixerer mig; min Huſtru deraf leer. ,
Tank fun, min gode Stort! imellem os at fige,
Hvor jeg tilmode bleg, da jeg vor Stue-Pige
Jen politiſt Bog om Roland læfe fandt;
Jeg ſagde: Grete! hør, det bedre var I ſpandt.
Ved Lilien paa Mark nu lignes maa en Qvinde;
Hun ei arbeide vil, ei meere ſye og fpinde.
Hvis mine Klader kun ſom andres ffaaren var,
J visfelig af mig for ſaadant fif et Par. —
Herr Paſtor giorde vet, ham fvarede da Chriſten,
Giem ſaadan farlig Bog paa Bunden udaf Kiſten;
En flig politiſt Bog, et ſaadant nobelt Skrift,
Er fun for Mænd, ſom os, for Quindfolk er en Gift,
Man deraf lære kqn et Rige at regiere,
Som bedfte General en Hær at commandere.
Jeg vil ei roſe mig, hver veed dog jeg'er klog,
Troe mig, min Viiédom jeg har faaet af den Bog,
Een Dag ei gaaer forbi, at jeg jo deri blader ;
Man veed, en Mand, ſom jeg, ei læfer gierne Sladder,
Jeg tit velfignet har, end takker i hans Grav,
—— £. Holberg. .
Den Pen, den fore Pen, ſom Autor er deraf,
Saft ingen Ting, Herr Nielsi man jo kan deraf trætte —
Undtagen, fvared” han, man lærer ei at prake.
Fa, fagde Stork, det er en ganſte anden Sag.
Men hør, hvad i mit Huus er ffeet forgangen Dag:
Jeg tog mig for, uroeft, en Regning klar at giore,
Men jeg paa ſamme Tid et Bulder fik at høre;
Skiondt paa en Linie nær jeg den fnart havde klar,
Den dog forlod, lob hen at høre, hvad det var.
Jeg ſtrax fornam, det var i lille Daglig⸗Stue.
Jeg ganffe ſtonnede, begyndte ſterkt at grue:
Jeg hørde vel, at det var ikke noget Spil,
Mysgierrig ganffe blev og rakte Øret til.
Men hørde ſelſom Snak; mit Folk var reent af Lave:
Cen med en Keiſer holdt, en anden med en Pave;
Cen vilde flutte Fred, en anden var for Krig; p
Cen Fienden med Magt, en anden flog med Svig.
O! hvilket Raſerie! O! hvilfe Hoved⸗Dunſter!
Jeg ſagde ſukkende. Een Biſpen ſlog af Munſter,
Cen Fyrſten udaf Coln, een Greven udaf Meng; .
Mu var man udi Aars, nu Randers, nu Florentz.
Cen talede om Told, en anden om Accife,
Fa Marthe Barne⸗Tos os Veyen vilde vife,
Hvorledes Handelen fan komme udi Flor ;
Ved alt det helligt er en Eed hun derpaa fooer.
Nu talede man om de ſtionne Polffe Heſte;
Min Kone fagde: Jeg dem holder for de bedſte;
Nu om Roſtocker Bier, nu om Veftphalffe Sviin.
Jeg tilſtäaer, ſaadan Snak for mig var fom Latin.
Jeg tænkte: Mon man mig ei fpiller her en Fynte? 7)
Men firar det flille blev; at læfe en begyndte;
") Pude, Bedrageri.
(ud
35
436 e. Holberg,
Man ſchreibet von Paris es habe kein Gefahr;
Paa Roſten ſyntes mig, det tydffe Jochum var"),
Jeg da paa Døren fandt til Lykke liden Stramme;
Jeg derigiennem ſaae, blev vaer det var den ſamme:
Han midt for Bordet fab, forklarede paa Iydſt
Alt hvad man ei begreeb og ei forftod paa Tydfk.
Han fpør min Kone ad: Kan Mutter vel begribe, b
Hvad diffe tydſte Ord pan Anholts Maal vil fige 2 '
Viſt, fagde hun, det Tydfk jeg fatter meget fnart:
Til Paradié fra os er nu faft ingen Fart.
Jeg vidne fan med Eed, Herr Paftor! "at om hende
Jeg aldrig vidſte, at hun Bogſtav kunde kiende,
Langt mindre, at hun var faa færdig i fin Tydſt,
Jeg ellers hendes Ryg brav havde ſmurt paa IR,
Vor Jochum tog fig paa fin Præfen at fuldføre,
Jeg Marthe fane paa ham med ſtorſte Andagt høre,
Sligt dette leede Trold i Kirken aldrig gior;
Om Fertens Deelning naar jeg hende iffun fpør,
Hun figer: Husbond! jeg er fun en ſtakkels Pige,
Jeg ſaadant ef forftaaer, ſom J og eders Lige.
Jeg ſtrax tilbage i Contoiret ſtille gik,
En ærlig god Krabaff med Haft i Haanden fik,
Brod faa i Stuen ind: Het! Hvad er her at giore?
Jeg raabte, og faa brav begyndte dem at fmøre,
J Polffe Mærre, ud! Herud, Veftphalffe Sviin !
Jeg taler Danſt, jeg fan ei Tydſt og et Latin.
"Bor nye Projectift ifær jeg ikke glemte,
Jeg ſagde: Vil du Trold og med Aviſer ſtiemte /
Tog faa Papirene og brændte dennem ops
Af Harm da ffiælvede mit heele Liv og Krop.
2) San var vel født pan Anholt; men havde været tre Uger udi
Lybeck, og agerede efter fin” Tilbagekomſt todſt Sprogmsefter paa
Den; hvorudover han gemeenlig blev kaldet Tydſte Jochn m.
4
|
2. Holberg. 137
Ham fvarede Herr Niels: Slig Haardhed jeg ei priſer;
Jeg feer ei meget, hvad man lærer af Aviſer:
Det meſte er jo Løgn; fligt de vel læfe maae;
Det mag min Kone frit og aabent altid ſtaae.
Aviſer! ſagde Stork: San man et deraf. lære?
Tie ſtille dermed fun! Aviſer! hør mig, Kiære!
Ad)! fvarede Herr: Niels: Man figer jo ifær
Om ben, der Inver brav: han Avis⸗Trykker er.
Ja fagde Stort: Der er faa meget ſom man figer,
Er derfor ikke fandt: Aviſer er for Piger .
Som Peft, fom Rotte⸗Krud; dem faa forderve fan,
At inden ſtakket Tid — nok fagt, det hele Land. —
N
Kong Valdemar den Tredies Charakteriſtik.
(Af Dannemarks Riges Hiſtorie).
Efter hang Tilbagekomſt til Riget igien levede han endda
nogle Aar indtil 1375, da døde han omſider pan det Huus
Gurre, efterat han havde regieret udi 34 Aar. Han havde
tænge for hans Død været plaget med Podagra, hvorfore han
brugte mange Raad, men forgiæves. Blant andet brugte han
folde Bronde, fom han holdt fine Fødder udi, og vidner Hvits
fed, at endda udi hans Zid fandtes ſaadan Brønd udi en
Hauge ved Borbingborg , ſom 'han havde brugt. Omfider ind⸗
fandt fig en Medicus, ſom gav fig ud for at ville curere ham.
Den ſamme Medicus gav ham en Drik, hvorefter han begyndte
at fvede, fan at man havde Haab til Bedring; men det var
hans ſidſte Sved; thi, da Doctoren kom tilbage, fandt han ham
dod. Han var en Herre, der havde adffillige Lyder, men langt
flere Dyder. Han var af Naturen 'ftreng og haard, og kunde
let overiles af Vrede, Det merkeligſte Exempel pan hans Over⸗
⸗
188 2. Holberg.
ilelfe er, at, de han udi det Zog, han giorde til Venden
1352, blev ophidſet til Brede, fod ban ſtiere Næfe og Øren af
adffillige Tydffe, ſom faldt i hans Hænder. Han var ogſaa
mistænkt for det Mord, ſom ſteede paa Hr. Otto Stiſſen, Hr.
Bugge og Peder Anderføn, hvilfe bleve ihielflagne paa Hiem⸗
reifen fra en Herredag, fom blev holden 1358, hvor de maaffe
havde opirret ham til Vrede. Ja det: ivrige Brev, han ffrev
til Paven, tiener ogſaa til et Beviis paa hans Haftighed. Dette
lægges ogſaa denne Herre til Laft, at han betyngede Underſaat⸗
terne med alt for haarde Skatter, hvilket gav Anledning til
idelige Rebellioner, ſtiont ſaadant fan meere tilffrives Tidernes
Tilſtand, ſom udfodrede Skatternes Forhøielfe, end hans Haards
hed. Men dette uanſeet har han” været en af de ſtorſte og
nyttigſte Konger, fom nogen Tid har ſiddet paa den Danffe
Throne; thi, naar man betragter, udi hvad Tilftand han antog
Riget, og udi hvad Stand han efterlod fig det, fan fan man
fige, at han har giort mueligt det, ſom ſyntes umueligt, ja
ført Regimentet med ſaadan Viisdom, at han i den Henſeende
fan fortiene Navn af den Danſte Salomon. Hans Tapperhed
fees af de mange Feltflag, hvorudi han ſelo anforte ſine Folk,
og udi Regierings⸗Konſt overgif ham ingen Potentat paa de
Tider, ſtignt man fan fige, at hang Politik undertiden gik
forvidt indtil Underfundighed. Hvormeget let han end kunde
overiles af Brede, faa var han dog en flor Meſter i at ſimu⸗
flere, naar han fane fig at kunne giøre noget Stats⸗Greeb.
Udi Activitet, Hurtighed og Presence d'esprit havde han faa
fine Lige; thi hans Tanker vare allevegne, og, naar han var
meeſt omfpendt af Fiender og Ulykker, havde han ikke alleene
. fine Tanker ſamlede for at reede fig ud derfra, men endogſaa
paa ſamme Tid andre Stats⸗Greeb udi Hovedet, Udi hans
Omgiængelfe har han været behagelig, faafom hans Vrede og
Hidſighed var menget med en Slags Naivetet, ſom giorde ham
angenem, hvorpag ifær er Beviis det Brev, han ſtrev til
Paven, fom, hvor bittert det end er, fører en Slags Angenem⸗
e. Holberg. 439
hed med fig i Henſeende til dets naive Ørpreffioner. Blant
hans fliemtfomme Indfald antegnes dette: Da Erland, gemeen⸗
ligen falden Kalv, frafaldt, og forraadede Ride Slot til Fien⸗
den, men fiden forligede fig med Kongen igen, og foruden bes
meldte Nibe Slot overgav MøgelsTønder og Gram, fagde
Kongen: Kalv er en god Koe. J Fior gif han bort
fom en Kalv, nu er han fom en Koe kommen til-
bage med to. ”
Hvad hans Religion angaaer, da var berudi en Slags Bijars
rerie, fom.man ikke fan begribe, faa at man fan fige, at han
var baade lunken og devot; thi at ſtikke den Chriſtelige Troe
ligefom per posto- Paven tilbage, giver tilfiende en færdeeles
Lunkenhed. Derimod pan ubeleilige Tider at giore en koſtbar
Reiſe til den hellige Grav, vifer en færdecles Devotion, uden
man vil fige, at det førfte ſteede i Overilelſe og det fidfte af
politiffe og os ubefiendte Henſeender; men der fandtes ſaadan
Bizarrerie hos denne Konge udi abffillige andre Ting, hvoruds
over det er vanffeligt af give hans Characteer. Dette fan man
bog fige, at han var altid tapper og uforfagt, altid hurtig,
activ og forfigtig, og at en ſaerdeeles Viisdom og Regierings⸗
Konſt fremffinner udi alle hans Gierninger. Vore Skribentere
holde det for en Stats⸗Feil hos denne Konge, at han folgte
Eſtland til de Zydffe Ordens = Herrer. Men jeg har tilforn
vifet, at Dannemark havde ingen anden Nytte af, ſamme Lands
Poffesfion uden den pure Zitel, for hvilken allene at beholde,
mange foftbare Bog maatte gisres; thi diſſe Ordens = Herrer
ſpillede felfomme Comoedier med dette Rige, og føgte aldrig
Kongens Venſtab, uden naar de felv vare i Klemme, og bleve.
overfaldne enten af Mofcoviter, Lithauer eller andre. At ders
fore de forrige Konger med ſaadan Iver toge fig an dette langt
bortliggende Land, var Aarſagen, at de fans ikke faa dybt ind
"udi Sagen, ſom denne Konge. Hvorfore den Abalienation er
heller et Beviis paa hans Capacitet udi Stats⸗Sager, og kan
» ligefan lidet lægges ham til Laſt, ſom det lagdes Kong Ludvig
140 ” L. Holberg.
IL af Frankrig, at han vegrede fig ved af tage imod Poſſesfion
af den Genueſiſte Stat; thi ſamme Konge, fom han merkede,
at Genueferne aldrig undergave fig Frankriges Herſtab, uden
naar de vare udi Knibe, og at de rebellerede igien, ſaaſnart
Faren var over, lod han fvare Raadet, da Staden Z3die eller
Ade Gang tilbød Frankrig fin Underdanighed: Vous vous don-
nes å moi et je vous donne au Diable. Skulde Kong Bals
demar laſtes for noget herudi, burde det heller være derfor, at
"han depenferede Pengene paa en Pillegrims Reiſe. I det øvrige
er herved at mere, at man i ingen Hiſtorie mindre fan troe
de Holſteenſte Skribentere end udi denne Konges; thi, ſaaſom
han ſtedſe var et Riis for Holſteen, far have ſamme Skriben⸗
tere afmalet alle hans Jbrætter med en fort Farve. De famme
afmale ham fom en Alheiſt, da jeg intet Tegn dertil finder i
hans Hiftorie ,… og derfor holder for en Digt det, ſom ſkrives
om ham, at han fulde have fagt, at hvis Gud fledfe vilde
unde ham Wordinzborgg Slot, vilde han ikke misunde Gud
- Himmelen. De fkrive ogſaa, at han var en Foran, da man
dog med Billighed ikke andet fan fige, end at han øvede en og
anden violence udi Overilelfe, og den øvrige Haardhed, han ges
meenligen lod fee, var ſaadan en, ſom Tidernes Tilſtand ude
frævede; thi hvad man end kan ſige om denne Konges Qvalis
teter, faa vare de finbanne, fom' juft behøvedes paa de Tider,
da det Kongelige Huus var geraadet i yderſte Foragt, og Riget
delt udi mange Parter, faa at der, behøvedes ufædvantige, og.
undertiden violente Midler,til at læge de Saar, det var infiz
ceret af ligefom af en Gangrene og Forraadnelſe. Naar man
derfore dette altfammen noie betragter, fan man fige, at. han
har været en af de ſtorſte og nyttigfte Konger udi Dannemark,
ja et bequemt Inftrument, fom Himmelen havde dannet til at
fætte dette forfaldne Rige paa Fode igien, og af rædde Natis
onens XÉre, ja at hang Navn før aldrig uddøe udi Danſte
Folks Minde, og at han med Billighed har 'fortient at kaldes
det Danffe Riges Reftaurator og Fornyer. At de Geiſtlige
£. Holberg. … 4441
ellers ikke vare fornøiede med ham, fees af deres Klagemaal
i Lund, nemlig, at han med Magt tog Capitulets og Erke⸗
Biſpens Segl fra dem, og dermed beſeglede Breve mod Kir⸗
kens Frihed.
1
Kong Chriſtian den Tredies Charakteriſtik.
(Af Dannemarks Riges Hiſtorie.)
Alle Hiſtorie⸗-Skrivere ere derudi eenſtemmige, hans heele
Levnet udviiſer ogſaa det ſamme, at han var cen af de dydigſte
Konger der nogen Tid har fiddet paa Thronen. Udi Ungdoms
. men var han noget flygtig, fan at hang Herr Fader ikke altid
var fornøjet med ham. Eet Exempel paa hang muntre Sind
er det Puds, ſom han eengang ſpillede med en Franciskaner
Munk, da han udi det Aar 1521 udi fit Alders 18 Aar var
paa Rigs-Dagen til Worms. Samme Munk pradikede da
udi Keiſerens -og adfkillige Forſters Nærværelfe meget haardt
imod de faa kaldte Kiættere, og havde derhos flige latterlige
Geſtus, at Tilhørerne tabte al deres Andagt. Da han efter '
Prædiken faldt paa Knae for at gisre fin Bøn, og den Strikke,
fom han havde om Livet, gif ned igiennem en Skramme af
Praædikeſtolen, flog Prindſen, ſom flod lige derunder, en Knude
om Strikken, faa at, da Munken ſtulde ſtage op igien, maatte .
han fulde Folk om Hielp. Munken indgav derover en haard
Klage til Keiſeren; men, ſaaſom Pudſet var fpillet af en Før:
ſtelig Perſon, blev det derved. Keiſeren, fagde allene til Prind⸗
fen, at han maaffee "med Tiden vel vilde blive er Munke⸗-Ha⸗
der. Derforuden blev dette laftet hos den unge Herre, at han
giftede fig imod fin Faders Billie, og betienede de Danffe Bifper
fig udi Thronens Vacance deraf at gane ham forbi, og at des
ftinere Kronen til hang yngre Broder.
Men, da han kom lidet meere til Aber, merhede man intet
uden futter Døber, hvilke han ſtedſe øvede udi den Grad, at
U
vr
Er +
142 . e. Holberg. SR
han derved har diſtingueret fig blant alle Potentater. Hvad
Gudsfrygt angaaer, da vidner Hiſtorien, at han dagligen paa
Knae giorde fine Bonner til Sud. Hans Mildhed var fag
flor, at han i den Henſeende var meere anſeet ſom en Faber -
end Konge. Men hvor lemfeldig han end var, fparede han dog
. itfe Guds -Befpottere, Mordere og Skisrlevnere. Hans Ord
og Løfter vare uryggelige, og berømmede Keifer Carl ſaavel ſom
23 Ferdinandus J. ham derfor offentligen paa Rigs⸗Dagen
til Frankfurt. Men den Dyd, ſom meſt er åt bersmme hos
ham, ſaaſom den er rareſt hos Potentater, var Fredſommelig⸗
hed, og liden Attraae efter Hoihed: thi, endffiont han var
" Kong Frederiks ældfte Søn, lod han offentligen tilkiende give
Rigets Stænder ftrar efter hans Faders Død, at hvis de funde
for godt at gane ham forbi, og at antage til Konge en af hans
yngre Brødre, vilde han dermed være fornsiet. Og, da mod
"Enden af hans Regiering den Stad Reval underfaftede fig
frivilligen hans Herredom, gav han tilkiende, at han vilde være
fornøiet med. de Lande, ſom Gud havde tilforn givet ham. Man
feer ogſaa af Hiftorien, at han ideligen arbeidede paa at bilægge
Tviſtigheder. Af diſſe Qualiteter fulde man tænke, at denne
Herre var heller ſkabt til at være en god og vpbyggelig Borger
end en Konge. Men med sal den Fromhed, Fredfommelighed
og Douceur fan han citeres blant de flore Helte, ſom dette
Rige har havt; thi han rev Riget med fine ſeierige Vaaben af
fremmede Hænder, og giorde alle hang mange og mægtige Fien⸗
ber til Stamme, faa at han i den Henſeende allene har er⸗
»hvervet fig lige faa ſtort Navn, ſom Valdemar III., hvilken
fan faldes Rigets Fundator. Men denne Konge lagde dette
"Dertil, at han ogſaa heelede Rigets indvortes Saar, ſtiftede Nes
ligionen tillige med Univerſitetet. Saa at han fan føre Navn
af Stats⸗Religionens og Lerdommens Stifter i Dannemark,
thi han bragte alting af et Chaos og en yderlig Forvirrelſe udi
en herlig og zirlig Orden. Han var ogſaa ikke mindre Juſtits⸗
” Mand og Dommer, hvilket ſees af hans herlige Love, og vids
"ad
2. Holberg. 143.
ner Hiſtorien, at faa længe hans Helbred tillod ham, reiſede
ban fra cen Provinds til en anden, for at høre Almuens Klas
gemaal, havende altid med fig 4 eller 5 af Rigets Raab. Han
var ogfaa en ſtor Eiſter af Tarvelighed, hvorudi han foregik alle
med eget Exempel. Og kunde han iſar ikke lide de ſaakaldte
Pludder Hofen ned over: Skoerne, og hvori vare henved
80 Alen Isi, faa at hart ad 10 Menneſter kunde have nok
af en cenefte. Ja han var faa vred paa ſamme overdaadige
Dragt, af han fod fliære flige Pudder Hoſen i Stykker paa
nogle Herremænds Legemer, og pleiede han at falde denne Dragt
von Huus von Hoff. Om hans Legems Skikkelſe findes
ellers intet antegnet; man feer allene, at han har været af flor
Styrke og Behændighed, thi Auctor til Peder Skrams SHiftorie,
naar han taler om ſamme Mands Styrke, vidner, at ingen
udi Caroufel rendte ham af Heſten uden Chriſtianus III. Kort
at fige, hvis Dannemark Lan viife, at den har havt en ſtorre,
faa fan den neppe viife, at den nogen Tid har havt en bedre
Konge, thi hans Regiering bør være en Modelle for alle Kon⸗
ger og Forſter, og hans Levnet en Bog ſom ikke alleene Re⸗
gentere, men alle Menneffer bør ideligen læfe. Men, fom intet
dødeligt Menneffe er uden Plet, faa have mange lægget denne
Konge nogle Ting til Laſt; nemlig forſt, at han mod fit
Raads Formaning giorde en Reiſe til Stokholm, 2) at han ”
lovede Kong Guſtav, ingen particuliere Fred at flutte, og 3)
at han fod de Engelffe Flygtige Landet forviife. Men, hvad
bet Forſte angaaer, da laſtes bet allene, efterdi Mistanke og
Simulation regnes for en Dyd hos Regentere, og belangende
den particuliere Fred, fom han mod Løfte fluttede, da tillode
Tidernes Conjuncturer iffe længe at chicanere over. Freden, han
lod derforuden Song Guſtavum indrykke udi ſamme Fred, og
ſtrax derpaa ſtillede ham tilfreds. Endeligen hvad de Engelffe
Landflygtige angaaer, da har jeg udi Hiſtorien viiſet, at Kongen
alleene af Frygt for at fee Rigets Fred forſtyrret, befoel dem at
reife bort igien, dog ſaaledes, at han gav dem Skibe, Reiſe⸗
" ⁊
144 J £. Holberg.
— Senge og betalte for deres Herberger. Saa at Buceri Arvinger
i det Buceri Skrift, ſom er dediceret til denne Konge, berom⸗
me ham for hans Gavmildhed imod disſe og andre betrængte
— Fork.
Denne priisværdige Konge døde” udi” fin Alders 56de Aar,
efter at han havde regieret udi 24 Aar. Hans Legeme blev førft.
nedfat udi Odenfe i St. Knuds Kirke. Men Fridericus II. fod
det føre til Roſkilde, hvor hang Kiſte og Epitaphium ſees endnu
udi Kongernes, Begravelfe.
Sammenligning imellem Marlborough og Eugenius.
(Den ottende Cpiftel.)
Jeg haver bekommet din ſidſte Skrivelſe, og deraf feer din
Billie, ſom af mig troeligen ffal efterkommes. Du mælder ders
udi, nyeligen af have været udi et. Selſkab, hvor der bæftigen
blev diſputeret om vore Tiders tvende ſtore Generaler, Eugenio -
og Marlborough, og at de fleeſte udi Lauget vare, af de Tanker,
” at Cugeniué fortienede Fortrin for den Engelſte General, Der:
fom jeg havde bivaanet famme Eders Collegio politico, havde
jeg tiet ganſſe file; og Hvis man entelig med Magt fjavde
villet nøde mig til at votere i den Sag, havde jeg, efter Pyrrhi
Exempel, allene fvaret, at Virgilius er den ftørfte Poet, og
Livius den ſtorſte Latinſte Hiſtoricus, for at vife, at det var: an⸗
ftændigere for mig at dømme om Poeter og Hiſtorie-Skrivere,
end om Generaler, og at det var fornuftigere herudi at efters
følge den Cpirotiffe Konge end den politiſte Kandeſteber. Man
veed, hvorledes det gif den Græffe Pbilofoph, der udi Hannibals
Mærværelfe talede vidtløftigen om en Generals Pligt, og af Hans
nibal dommede, at Manden, endffiønt hang Tale var heel zürlig,
maatte have en Skrue løg i Hovedet, efterdi han vilde agere Dom:
mer udi de Ting, hvorom han ikke funde have ringefte Idee.
Jeg veed vel, hvad du hertil vil foare, nemlig: At du ingen -
2 £
e. Holberg. 146
Deciſton af mig herudi forlanger, hoilken ikke fan; være tilfors
ladelig, men maa nødvendig flaae under Appel, og at du begiærer
allene at vide, hvad loslig Idee jeg af begges Hiſtorier haver -
giort mig om diſſe tvende flore Mænd. Dette fan. nogenledes
lade fig høre, ſaaſom jeg uden Vanitet fan ſige, hvad jeg løsligen
mener, naar jeg i det øvrige underkaſter mig kyndige Folks Cor⸗
rection. Mine ringe Tanker om disſe fvende anſeelige Mænd er,
at de i Henſeende til deres herlige Bedrifter og Seiervindinger
fan og bør holdes for de ſtorſte Generaler udi dette Seculo. Den
føre haver erholdet fleere, den fidfte vigtigere Seiervindinger.
Den førfte var et Riis for Tyrken, den fibfte for Frankrig og
Spanien. Eugenius havde erhvervet Navn af en flor General,
førend Marlborough udi Hifterien var bleven hekiendt; forrettede
ogſaa ſtore Ting, efterat den ſidſte var dimitteret fra Krigs⸗
Tieneſte: thi man fan ;fige, at han efter mange. Aars Seier⸗
vindinger døde ligefom i Harniſt og med Kaarden i Haanden.
Den Engelfte General derimod tommanderede ikkun noge faa
Aar, men med ſaadan Etlat, at hele Europa ſpilede Hien der:
over; faa at mar fan ligne den forſte med en langvarig Storms
vind, mod hvilfen man maa ſtœrkt bevæbne fig, men den ſidſte
med.en fort Dean, mød: hvilfen intet fan holde. Stand; Ti
Beviis herpag mag man foreſtille Tidecnes Conjuncturer. Frankrig
havde udi 50 Aar, med. egen Magt ført Krig faſt imod hele
Europa, og det med, ſaadan Succes, at man frygtede for et nyt
Monarchies Oprettelſe. Udi denne Frygt havde man foævet indtil
Begyndelſen af; den- Srig, ſom reiſede fig anganende Succeſſionen
i Spanien, og, forøgedes Frygten end meere ved Frankrigs og
Spaniens Foreening: ja Tilſtanden var da faa flibrig, at man
Fan fige dette, ſom fordum fagdes om C. Mario, af det havde
været, ude med Europa, hvis Marlborough, ſom en Deus e
machiua, iffe pan de Zider havde indfaldet. Dette ſynes vel nt
være noget prægtigen talt: og vil der maaffee findes de, ſom
fan anføre andre Aarſager til Scenens Forandring udi Europa,
U
446 | L. Holberg.
nemlig Ludovici XIV. tittagende Alder og Strøbelighed, minbre
Forraad paa ſtore Franſke Generaler end udi forrige Seculo, ſtorre
Iver hos de Allierede, fær hos de Engelffe, i at fortfætte Krigen
mod Frankeig, og andet deflige. Hvad Kongen af Frankrig an⸗
gaaer, da merkede man hos ham vel Legemets, men ikke Sindets
Aftagelſe. Vendome og Villars vare Generaler, ſom kunde fættes
i Claſſe med de bedſte udi forrige Seculo. De Allieredes Iver var
ligeſaa ſtor udi forrige Krige, ſom udi denne. Engelland var udi
næftforeganende Krig med udi Spillet, og den Engekſte ſaavel ſom
ben Hollandſte Krigsmagt havde en tapper og habile Anfører udi
Kong Wilhelm: faa at man -bderfore ingen anden Forffiel Fan
" giøre paa Tiderne, end denne, nemlig? at Frankrig udi den fidfte
Krig var foreenet med Spanien, fom den tilforn havbe have må
Fiende, og derfore dens Magt aldrig haver været forfærbeligere.
Men, faafnart denne forunderlige Mand, nemlig Hertugen af
Marlborough, fik Commando, blev Scenen forandret, og Europa
bekom ligefom en anden Skikkelſe. Det Franffe Monarchie, ſom
hidindtil havde gaaet frem for fulde Geil, begyndte ſtrax at ſtandſe
udi Løbet, derpaa at vakle, og endeligen at helde til Untergang;
faa at andre Nationers Frygt blev forvandlet til: Frakhed, og deres
Had til Medlidenhed. De kiekke Franſte Tropper, ſom ideligen
havde været vante til at victoriſere, kunde ingen Stand meere holde,
og kunde end ikke beſtytte deres trebobbelt ſtandſede Leier. Marl⸗
Borough med Vin Magt overſvommede alting, ſom en vældig
Flod, og ſom en Lyn-S lod fig fee paa de Steder, hvor man
mindſt ventede ham, faa af de Franſke ſaae fig intet Sted meer
filtre: deres Concepter bleve ſaaledes forrykte, at de vidſte ikke,
hvordan de vare vendte; og er det troeligt, åt, hvis Marlborough
havde forblevet et par Aar fængere udi Commando, det Franffe
Monarchie havde faaet ſin ſidſte Olie. Men ligefom Frankrigs
Soel begyndte at formorkes ved den Engelffe Generals Ankomſt,
fan fif den fit Skin igien ſtrax ved hans Bortgang: et ufeilbart
Bevils paa denne Mands ſtore Qvaliteter, og at han var ligefom
Sielen udk ben foreenede Magt mod Franktig. Man maa des:
ES 447
nerne forude fig over dene Morde, flere. Krigs Bebrifter,
tfterbi han var lidet bebiendt, førend han blev fat iv Spidken af
ben forenede Hollandſte og Engelffe Magt. Man feer "af. hans
Crempel, hvad fom jeg paa andre Steder i mine Skrifter haver
udført, nemlig: at Generaler heller fødes end giores; thi
Krigs Øvelfe var hos ham iffun maadelig, i Henſeende til
mange andre af hans Tiders Generaler. Men Naturen giorde
her faſt alting: den havde begavet ham med én Generals Hierte,
og blandet hane Tapperhed med en Soldfindighed, fan at Han
udi Stridens flørfte Heede tabte intet af fine Concepter, og
hans Puls flog ikke anderledes udi en Bataille, and, maar han
fad til Bords iblant gode, Wenner. Denne Qualitet figes Kong
Wilhelm at have mærfet hos ham, og deraf fluttet, at han
vilde blive en flor Srigss Anfører. Engelland producerer ellers
ilke mange ſtore Generaler, faa at det ſynes, at ſawme Land
vil have lang Tid til at føde, pan det Foſteret kan blive des⸗
meere fuldkommet. Dette er ellers et Poetik Indfald, men den
rette Aarſag er Folkets hidſige Conſtitution, hvoraf flyder, at
Engellanderne fødes heller tik Soldater end til Srigs-Anførere :
thi en tapper Koldſindighed, ſom er en Generals Hoved⸗ Chq⸗
rakteer, er var at finde udi Engelland. Men Naturen . havde
udi Marlborough foreenet den Engelſke Tapperhed med en Spanſk
Phlegma, en Frauſf Activitet og en Italienſt Forßgtighed: fan
at alle Egenffaber ber vare ſamlede, for at danne en flor Ge⸗
neral. Hvad ſom ydermeere fan figes denne Mand til Berom⸗
melfe, ev dette, at han var ligefan flor Statsmand ſom Ge⸗
neral, fan at det er vanfleligt at fige, enten han ffinnede mere ,
udi Stats: Forfamlinger end udi Spidfen af en Krig Hær.
Alle disſe Quvaliteter fandtes ogſaa hos den Keiſerlige General
om de ellers, fandtes udi lige Grad, derom maae andre dømme,
Jeg for min Part tilftaner, at Marlboroughs Bedrifter have
ſtukket mig meeſt udi Øiene. Dog deciderer jeg herudi ikke:
men figer allene, at man udi den førfte haver ſeet alt hvad
|. , 10*
448s e. folge.
Sort "og" Øen, medi tin den ſaſte ale Hvad Meturen Bayer
kunnet ubvirkes;'og. 5 fa Muader later jeg denne Aviſtighed
blant andre endnu pafføre. for et Problema. Jeg forbliver x.
d
0 0
.3 "Fee :? t
DOmeſmaae Kjebftæder.
Dén 41. Epiſteh.
Du ffrivce mig til, af du Haver folgt din Lyſt⸗ Gaard paa
, Bandet, "ng agter at fætte dig ned udi næfte Kjobſted. Hvis
du haver giott det for bin Roelighed, da er jeg bange, at ber
tager feil. Di hvo der vil fremdrage fit Liv udi Re, maa
feſte fin Detpæl enten paa en Gaard paa Landet elfer udi en
flor Hoved - Stad; thi enhver fan paa begge Steder philoſophere
ligeſaa meget ſom han vil. Paa Landet, efterdi han er allene;
og udi Hobed⸗ Staden, efterbdi han fan være allene. Jo ſtorre
Steder, jo flørre: Frihed. Man fan udi London, Paris og
Nom eve ligeſom udi Nekraite; Hvilket jeg med mit eget Srempel
fan beviſe. Det var- i den Henſeende, at Carteſins ofte fogte
ſtore Steder, paa det han uden "Hinder kunde meditere: thi
enhver fliøtser fig ſelv udi folkerige Stæder, faa at den ene
Naboe veed ikke af den anden at fige. Udi de fmane Kjobſteder
derimod haver -det fig. langt anderledes :' der bliver man ſtrax be⸗
kiendt, efterfpurgt og criticeret: Enhver informerer fig ſtrax om
eens Humeur, Tilſtand og Levemaade: faa at ber vides akt hvad:
man beſtiller i Hufet, naar man ſtaaer op dg lægger fig, naar
man gaaer kil Bords, hvad man æder og drifter ꝛc. Derfor⸗
uden ere de ſmaae Kjøbffæder gemeenligen deelte udk Factioner ;
.… faa at man imod fin Billie maa blive enten en Tory eller Wigh
- enten en Guelff eller Gibliner; thi vil man bære neutral, haver
i man begge Partier pan Halſen, og pafferer for: en Miſanthrope
»… eller Rat Ugle: Jeg bilder mig derfore ind, at dit Sigte, wed
N
-
, e.Holberg …. "149
at fæfte Bepøt:uti en liben Kjobſtad, Heller er at faee beilighed
ti at ave big i Otats⸗ Sager: og i Battergang thi: deslige Stader
ere de rette politite og juvidifle Soler her & Landet. Dette haver .
jeg af Crfavenhed merket: thi i. hpilket Gmud-jeg er kommen,
ev jeg Meven regaleret med ſaadanue Materier; ;og hoillee Bibui⸗
othek jeg haver feet, fan haver: det beflanet af Kov« Bøger, Foss
ordninger og Volumina af mange Aars. Avifer,. fon gaae ind til
Henrik Godes og Chriſtian Cofføbens Tiden. —Detrer let at fatter
at Folk, der have alle disſe Volumina i Hovedet, maae være flærfe
Politici. Erfarenhed lærer ogſaa, at de fleſte Stats - Projetter
omme fra ſaadanne Stader, og at adffillige, der komme lige fra
Provindſerne, holde, fig, bequemme tif af omftøbe Hoved - Staden
udi en anden Form. Hvad fan iffe- idelig Læsning og Øvelfe
giøre? Man hører der paa Poſt⸗Dagene ikke uden om Marcher⸗
CEentre⸗Marqher, Feltflag, Staders Beleiring og andee uden⸗
fanbffe Sager, ſom baade xirkeligen eve ſteete og ifle ſteete; og
vælter ingen Bert mig Krufet paa ſaadan Dag; uten han tilage⸗
med ſiger: Nu feer det ilde ud mad. Keiſeran eller
Frankrig, item andet deslige. Hvad Mettergang angaaer, da
ere be faa brevne udi Formaliteter, at enhver Borger uden Pros
curators Hielp fan gaae til-Tinge og agere fin egen Bag; og
tør jeg fige, at de ſmaae Kjobſtred⸗Follk ere end ſtorre Juriſter end
Politici. Jura er deres Hoved⸗Studium og ſtorſte Vellpſt. Det
er mig fortalt, at en vis Landmand, der borde udi ſaadan
Seal, - blev cureret af en Qvartan⸗ Feber, da han udi ſin Soatd
ſaae tænde Stævningt-Mænd, efter at han, i lang Tid ingen
Proces havde havt, Naer jeg: er -i Hoved Staben, Jever jeg
ganfke ſtiodeslot, og fætter hærfen-min Tale eller mine Breve
"paa Skruer; men naar jeg haver med Landsbye⸗Foik at bes
ſtille, veier jeg ethvert Ord, fam jeg taler, og mynſtrer hvert
Bogſtav, førend jeg fætter det paa Papiret, paa det at ingen
ffal fane em Krog, hver han fan hænge noget paa: thi For⸗
glemmelſe af et Comma eller Punctum fan give Anledning til
Proces, og fætte det Juridiſke Studium: udi Activitet. Jeg
8
PA
ø
400 Licholberg.
fider bette; for at viſe Landobye⸗Folks Accurateſſe og Vis
denffab, og titſtaaer, at ſtore Kjebſteders Indbyggere ere ilke
sat. ligne moddem bunde Hois du derfore har ubeanlgt dig ſaa⸗
ban Bopæl; for:at' ove dig i ovenmeidte Bidenffaber, Haver du
tie giort ilde i at: føge dig et Sted, hvor. faabanne florere.
vis bu berimod haver havt bin Roelighed allene for Hien, vil
idet mane fortryde dig. Disfe mine Tanker haver jeg ilke
fkunnet ſerdigaee at gabne fe big. Jeg forbliver x.
BBU
Du brude og gate. .
8 (Den 205. Epiſteh
Win Herre Lægger mig fif Laſt, at jeg itte fon lide Hunde,
og at jeg fætter: ſtorre Priis paa Katte. Hau ſiger, at fans
bot et ganffe unaturligt, og intet Bifald finder hos andre
Mermeffor, Jeg tilſtaaer gierne, at jeg ſaavel herudi ſom i
andre Domme viger fra almindelige Meninger, . Men beraf
følger jaft ikke, at min Smag er smatuslig; thi ſaadant hør
allene ſiges om dem, der gane fra den banede Vet, uden at
gide nogen tilftrætfelig Aarſag dertil, Jeg fan anføre adſtillige
Aarſager, hvorpaa jeg grunder min Dom herudi, og hvi jeg
8
fætter ſtorre Peiis i Almindelighed paa en Kat end en Hund,
eg figer i. Amindelighed, efterdi jeg undtager vioſe Sunde,
ſom Jagt⸗ og Fo⸗Hunde, for. hvilfe jeg haver flor Reſyeet, i
Benfønde dit. den Nytte de ſoro med fig. Men Almuen, hvor⸗
under befattes Gades Hunde, Mopſer, Stue Hunde, Skiode⸗
Hunde 26., ſom glør den ſtorſte Deel af denne Nation, er i
mine Tanker allene til Incommoditet og til ingen Nytte. Man
haver ikkun at giøre en Sammenligning imellem disſe tvende
filvbenøde: Folk, nemlig af Hunde og Katte, og at epaminere
enhoer Nations Qvoliteter, for at fe, om min Dom herudi
ev vel eller ilde grundet, En Hund berommes af fin Troffab,
og ſiges af alle Dyr mieſt -at være Menneſtets Ven. Men
man maa anføre fan mange prægtige Hiſtorier herom, ſom man -
læfter, [aa mærker man bøg i Almindelighed, at ſaadan Tre⸗
ſtab ikke holder Stil, og at Venſlabet er intereſſeret. Saadant
vide Thoe og Røvere; thi. de anfee Ports og,: Babes Hunde
ſom interefferede Vegtert, hvile de ved et Stykke Brod fan bringe
til Taushed åg til at forraade Huus og Gaard; hvorudover Folk
holde bet langt ſkkrere at forlade fig paa Laas ag Lukke end paa
flige Skildvagte, der ingen Friſteiſer kan imodſtaae. Vel fan
der findes nogle ſom imod ſaadan Friſtelſe holde Stand; men
de famme ere lige faa rare, ſom retſtafne Philoſophi iblant
Menneffer, En Kat derimod giver fig ikke ud for at være
ærlig, hykler ogſaa for ingen: den haver fine Tanker allene
fæftede til fit Embeds Forretninger, ſom er at renfe Huus fra
Utøi, hvilke den jure belli tilegner fig, og afkorter udi fin Føde
hos Huus⸗ Herren. Sammenligner man dißſe Dyre ankre
Qualiteter, faa fer man, at en Hund er ſom en Pekelhering
udi et Huus, en Kat derimod. fom en ærbar og fornuftig Do⸗
meftiqve, Vel er det fandt, at en Kat⸗Unge er gen af de narag⸗
tigſte Kreature paa Jorden; men ſaadant tilregnes allene Ung⸗
doms Daarlighed, hvilken ikke varer længe, men firar corrige
res, ſaaledes at Boufonnerie forvandles: til en philoſophiſk Gea -
vitet. De lyſtige Scener, ſom en. Kart⸗Unge foreſtiller, beſtaaer
ellers ikkun i Sebærder og Bevagelſer, da en Hund derimøb
ikke fan bevæge fig uden tilligemed at gige og bieffe. Men
hvad man end fan fige om begge Dyrs gode Qualiteter, fag er
det uimodſtridigt, at en Hund er et ligeſaa incommode Meuble,
fom en Kat er et commode udi Huus og Gaard: thi hvis
en Hund giser cengang udi. Tide, fan bieffer og ſtielder den
hundrede Gange udi Utide, og det ofte baade Rat og Dag.
Min Herre fan taale ſaadant, efterdi han er faa (ytfelig udi at
fove, at end et Canon⸗Skud fan ei forſtyrre hans Søvn; men
jeg og andre ſom ere mere delicate, finde iffe vor Regning med
disſe tamme Ulves ſtedsvarende Mufiqve, ſom foruroeliger mig
>
J
482 ' e. Holberg.
om Dagen og end mere om Natten. Lois min Gienboes
benke⸗Hund/ ſom gloer og flietbety ålene 'før "at gioe og Fiewe,
vilde panfére allene cengang om Ugen, nemlig Torsdag⸗ Aften,
vilde jeg holde ham haus anden · Bieffen til gode; thi paa ſaa⸗
ban "Aften kommer jeg gemeenligen fra det Muſicakſte Collegio,
OR, ſom fig da haver Orene fålde af harmoniſk Lyd, flionner
jeg meeſt paa Forfkiellen i Mufiqven.” Nogle foregive vet; at
Hunde⸗Lyd er ikke ubehagelig; men 'de, fom finde Behag udi
dioſe tamme Ulves Tuden, habe Midee Oren, og kan lignes
mud den Schythiſke Feltherre, der forlyſtedes meer ved at hore
en Heſtes Brinffen end ved ben herligſte Symphonie.” Man
kunde vænte fig til Hunde=Lyd, hois de dieffede udi Are, og
naar Sornodenhed det udfordrede: Men de: dige, allene for at
gior: thienten en Tpv'ibrpder ind om Natten + éh Landebye,
eller en Naboe⸗ Vonde ager nied filt Wogn om Dagen · over ben
cafe Bei, forfølge der ham med Bieffen og Skielden, indtil
Byens Led; hvorudover en ærlig Vandrings⸗ Mand maa gane
bevæbnet igiennein Landsbyer, ſaaſom Landsbye⸗Hunde, "efter
Azirers, Viealianers og Flibuſtiers Maade holde Fred allene med
histanden indbyrdes, og føre Krig med det hele mennefBelige Kion.
Kott at fige: en Hunde Aetivitet beſtaaer enten i at ffielbe
ek i at hykle; begge Idretter ere lige ubehagelige, og figte til
intet. Hver Hund er fom Vielgeſchrei udi Comodien, der ides
ligen var i Bevagelſe, allene for at være i Bevægetfe. En
Kaͤt derimod- fones intet at gliøre, og er dog en duelig Dome⸗
ſtiqre; taler han ikke meget, fan tænker han des mere. En
Hund fan lignes ved en Bonde, der ofte lader fig indfinde paa
Hoveb⸗Gaarden med en um Ryg, og Hatten under Armen,
En Kat berimod fan lignes ved en anden Bonde, der præfterer
Præftanda, yder fin Stat og Landgilde, og i det øvrige gilder
Husbonden en god Dag, eller ſom Mundheidet lyder, Døden
og Diævelen. Hunde ere enten ſtore eller ſmage. De ſtorſte,
ſom gemeenligen ere til mindſt Nytte, koſter en Herre faa meget
at underholde ſom 100 Katte) ja undertiden fåft figefag meget
*
⸗ M
. *
"8 "Holberg. 483 |
folie Saaler Kael. De ſeaat fan fotaacſage Gel, eſterdi
be ·raeteres · Ngefoin Boen st et Haute; fan at mangen Blatrene
haver ſine Tanker mere fæftete tik hendes Etdede⸗ Gunde end
nl Hindes Morn. SON man efterſte, hvoraf ſaadan Affechlen
reiſer ſig, ſaa kan man ikke udfinde anden Aatſag end denne,
nemlig" at, ligeſom hyklerſte Memmefker erhverve fig ved Smig⸗
ven, hvorved de intet mene, de fleftes Venſfab, faa vinder en
Seiode⸗Hund m Jomfrues Affection ved beftanbigt Hyklerie, og
ved at tilkiendegive, at den ikke fan tridet med mindre den holler
i hendes Skieod. Jeg for min: Part finder ingen; nærer Aabo
fag, med mindre man vil holde fot, at Skabningen ſaadan Kiers
lighed tilveie bringer. Men matt haver ikkun MO upartiffe Øen
at betragte for Exempel en Mops, fon nu omftunber er ſaa
meget i Moden, faa vil man finde, at SElønheden beſtaner allen⸗
udi Inbdbiſdning; thi en Mops haver et Hoitentoctiſt Auf ; da
en Sat derimod ligner en Løve: hvorudover Mahomedanerne
foregive, at den førfte Kat er kommen til Verden. igirnnem en
Loves Neſebore, da han nyſede udi Nec Ark. Kierligheden til
Hunde er dog faaſtor, at derved bedrives faſt Afguderie. Der
fortælles blant andet, at en Franff Dame gav fig udi Kloſter af
Sorg, efterdi hun havde miftet fin Hund. Jeg vil derfor taade
min Herre, at, ſaaſom han haver ſmaae Døttre, at han udi ſin
Huus. Catechismum indrykker denne Artikel, at de tage fige vare
for al for megen Hunde⸗Kierlighed. Mutarchus forræller, at
ba Cæfår fane noglø rige Romere at have Hunde= Hvalpe udi
deres Stisb, fpurgte han om deres Huſtruer ille fodre Børn.
Jeg forbliver re.
Til et Collegium Politicum paa Landet.
… (Den 205 Cpifted.
Hositecede og Høiviife Herrer!
Den Behag fom be Hoiviiſe Herter have fundet udi adſtillige
j
154 | £. Holberg.
af mine potitiffe Gorflag, ſom de. hane domt at: føle fif endats
Mte og Birat, haver upmuntret wiig til at framture udi. fle.
Efterſogninger, ſom jeg ikke ſtal eftegigde: ved Tid og Leilighed at
communicene bet politiſte Collegio. JIndlagte Arå, form jeg; denne
Gang fliffer dem; eg fem jeg underkaſter deres Cramen, ſynes
vel ned førfte Oickaſt ikke at være af flor Nytte eller Vigtighed.
De felvftege Folk her udi Hoved ⸗Dtaden ville, ei heller dømme
anderledes derom, ſaaſem de ikkun fee efter Skallen af en
Sing. Men: jeg- haaber, at, naur det kommer under - rette
Meadeſteen, og -til deres Skarpfigtighed, ſom trænge fig ind
til Indvoldene af alt hvad de tage fig fore -af examinere, de
ville finde derudi ſaavel Zirat ſom Nytte. Man veed, at Tidsfors
briv eg Lege ere - fornødne for Menneffer, helſt for dem, ſom
ane udi beſpærlige Forretninger. Naar nu udi ſaadant er en Slags
Fernobenhed, fag mener jeg uforgribeligen, at det kan holdes
for en Merite at udfinde ſaadan Tidsfordriv, hvorudi utile og
dulce fan følge med hinanden, det er, hvorudi man fan divertere
fig med Nytte, Jagt efter vilbe Dyr haver ſtedſe udi alle Lande
været anfeet ſom en Hoved⸗ Divertiſſement for høie Stands⸗Per⸗
ſoner. Abdffillige illuminerede og apocalpptiſte Folk have dog af
Medynk til Hiorte og Harer, mod hoilke be bære en faft broderlig
Kjerlighed, ſtedſe prediket mod flige Lege, ſom de have holdet
for at være faft lige fan ſyndige ſom Comodier og Dands. De
have foregivet, at der findes jo andre Ting, fom fan tiene Men⸗
neffet til Recreation, uden at gribe til blodige Lege og uſſtyldige
Dors Nederlag, De ſige: man fan jo efter deres Cxempel fors
friffe fig med Rog⸗Tobak, Viin, Øl, og med andre end meer
hierteſtyrkende Liqveurs, ſom ikke allene forfriffer Sindet, men
opvæfter ogſaa en Art af Devotion. Dette vil jeg lade ſtaae ved
fit Vard, ſaaſom jeg drifter mig ikke til af diſputere mod inſpirerede
Folk. Allene, faafom jeg felv ingen Smag finder udi de Tide
fordriv, ſom de forelſte fig udi, faa haver jeg været betenkt paa
at inventere en Slags Jagt, fom ingen af dem tør underſtaae fig
at dadle. Denne Jagt, ſom er ikke allene uſtyldig og behagelig,
AT
ẽ. Holberg 455
men endog yhiloſophiſt, befattes udi indlagte Ark, ſom jeg ſtikker
be Huiviiſe Provincial» ⸗Seats⸗Mand til Efterſyn.
Jawention af en uffylbig, nyttig og philoſophiſk
Under = Sagt:
Denne Øvelfe beftaner i at jage efter Fluer, udi Hule og
Mærelfer, Den fan ikke tage Begyndelſe uden mob Enden af
Septembri, og varer October⸗Maaned iglennem: thi at begynde
Jagten for den Tid, er et forgieves Arbeide, formedelſt -bisfe De
Mangfoldighed ubi de varme Maaneder. Jagten inbrettes ſaaledes:
Man følder et Kar med Vand, bvorudi man kaſter de Finer, ſom
man-haver fanget med Haanden. Toende Behendigheder udforbres
dertil, ſaavel til Lande, ſom til Vands. Med Fangſten, om den
ſtal yttes, maa det i Agt faget, at man angriber Fluerne for og
ikke bag om; og at man lader fig ikke drille af Fangerne, hvoraf
nogle ere fan ſnedige, at de en fang Tid ligge uden Bevagelſe udi
HSaahden, fan at Jegeren meener fig intet af have faaet, og dere
udover ofte Taber Dpttet fare. Ved Vandet er det at i Agt- tage,
at man med Magt after Fluerne derudi. Hvis det ikke feer
ſpringe de flærkefle eller ſnedigſte ſtrar op igien, fas at det hele
Arbeide er ſpildt, og Jægeren feer fig oven i Kiøbet infulteret,
efterdi Fangen firar derpaa tager ofte ei udi Betænfning at fætte
fig paa hans Næfe. De Høiviife Herrer ville vel anſee bette
ſom et puet Giekkerie, og holde for, at intet af det anførte ſvarer
til Titelen, ſaaſom de derudi hverken Fan fee behagelig Tidefordriv
oller Nytte, Men jeg haaber, at, naar de høre min Forklaring,
be ſtrax ville falde paa andre Tanker. Jeg tilſtager, at denne
Jagt fan ſtee pan adffillige langt mageligere Maader: man fan
for Erympel langt lettere udrodde disfe Dyr, enten med Flue⸗
Smekler, eller med forgiftet Band og andet. Men jo flørre
Mageligheden er, hvormeb en Ting fan fee, jo mindre er Kors
nøielfen. At lege Par eller Upar, giver ikke den Forngielfe
fom Skakſpil. Fornsielſen ved denne Fangſt beſtager derudi, at
8
dertil udfordres Adreſſe ſaavek tif Lande, fom til Bands og Myttert
beſtaaer derudt, at man færer at kiende Fluernes differente Qvali⸗
teter; thi man ſeer deraf, at der udi Snedighed er ſaa ſtor For⸗
*
flid imellem cen Flue og en anden, ſom der udi Vorſtaud fan være
imellem en enfoldig Gaards⸗ Karl og en liftig Lakei eller Sams
mer Pige: thi cen Flue røber fig ftrar, en anden derimod ligger
", ganffe ubevægelig udi Haanden, naar den er fangen, og derved
kommer los igien. Ligeledes: en fpringer ſtrax op af Vandet,
førend den bliver igiennem vaad, og derved redder fig, en' anden,
ſom ikke haver 'den presence d”esprit, bliver liggende, indtil det
er for ſilde at redde ſig. Saa at man feer, at naar Fangſten ſteer
ter min Plan, den ikke allene bringer Fornoielſe, men foret
ogfaa Nytte med fig, og ht. den kan give Anledning til adſtillige
philoſophiſte Betragtninger, ja grundigere end” ſaadanne Medſ⸗
tationer, ſom Fan gisres over be brugelige Fagte af Hiorte, Ha⸗
ter, og audre Dyr. Jeg fan for min Part vidne, at ſaaſom jeg
haver forføgt begge Slags Jagte, jeg firider i alle Maader den
ſamme Fornøielfe udi den ene fom udi den anden Jagt, allerhelſt
ſaaſom udi den Flue⸗Jagt, fom indrettes efter min Man, ingen
Blods⸗Udgydelfe feer, fan at de allerbarmhiertigſte og devotefle
Siæle, ja en Anna Ovena felv, ingen Betænkning fan tage udi
ben Tidsfordtiv. Draber man derimod disſe Dyr med Flue⸗
Smekker, faa udgydes derved Blod, og fætter man giftige Vande
for dem, faa ſynder man mod jus gentium eller Folkeretten, der
forbyder ſaadanne Midler endogſaa mod ſtorſte Fiender. Alt
hvad ſom herimod kan indvendes, er 1) at ved denne Jagt ingen
Legemets Bevægelfe kan gives, ſom ellers er det fornemſte Sigte
ved ſaadanne Exercitier. Men dertil kan ſvares, at, ſaaſom
ſaadan Jagt er inventeret fornemmeligen for gamle Folk, faa er
Bevageiſen proportioneret efter deres Vilkaar og Kræfter. Den
anden Indvending ev denne: at de uffyldige ſmaae Kreature mars
ttes mere ved en langſom Død udi Vandet, end nåar de bræbes
ved en Flue⸗Smekke. Dertil kan ſvares, af end de meeſt medli⸗
bende Menneſker, ſom grues ved at fee et Dyr at fonderknuſes,
—
E. Holberg. 457
bog uden Bevegelſe fee dem at kaſtes udi Bandet. Saadan Dod
er ogſaa meer honorable; thi det er et Endeligt, ſom mange Søe:
Helte have onſtet fig. Derforuden er dette herved at mærke, af,
ſaaſom denne Jagt fører allene udi October, ſom er en fatal Maa⸗
ned for disſe Dyr, efterdi de langſom pines af Kulden indtil de
omkommes, faa er det endda mindre půnagtigt og mere honerable
for dem at døe paa anførte Maade, Jeg figer, at jeg haver fore
føgt begge Slags Exercitier ſaaledes, at jeg haver jaget eftet Haret
og Hiorte, og at jeg ogſaa haver jaget efter Finer paa foreffrevne
Maade, og finder, at det ved en liden Hjelp af Imaginatiocren
kommer ud paa eet og det famme, naar Jagten er indrettet efter
min nye Invention. Vil man holde for, at denne Crercice er
nedrig og uanftændig, da er derudi en Vildfarelſe; thi Diftorierne
vidne, at Keiſer Domitianué, fom blant alle Regentere flod meeſt
paa fin Hoihed, var ganffe hengiven til Flue⸗Jagt: og troer jeg,
at hvis famme' Herre havde vidft at indrette ven efter min Pian,
han vilde have fundet end ſtorre Behag derud, ja at han maaſtee
tit Belønning for min Invention vilde have giort mig til Oher⸗
Jegermeſter ved det Romerſte Hof. Saadan eller anden Beløn:
ning hverfen venter jeg eller forlanger hu omſtunder; det er Be⸗
lønning nok, hvis jeg fan have den Glæde at fornemme bette mit
Hiernes Fofter at være de Hoiviiſe Herrer tis Behag. Jeg ſtletuer i
ikke om, "hvad andre: domme derom. Hvis Academici: og Skole⸗
Mernb ville anſee bet ſom Pedanterie, da vil jeg bebe dem gt:
giore en upartiff Sammenligning imellem dette mit Verk og
mange af deres "lærde Diffætationer, fom handle om de gamle
Græferé og Romieres Skoe, Tofler, Stovler, Hals⸗Baand og
andet deslige. Hvordan end Dommen herover vil falde, faa fan.
dette mig "Arbeide bedre forfvares, end deres der bermøie fig at under;
vife udi den Konſt at myrde Menneſter, fom for Exempel den
Franfle- Abbe, der haver ſtrevet en vidtløftig Tractat om Bom⸗
bers rette Brug, og føgt at viſe Menneſter den korteſte Maade,
hvorpaa Stæber fan fættes i Brand, item Skeler og Temple
i en Haft blive ødelagte. Jeg forbliver 2.
158 E. Holberg.
. Holbergs Skildring af fig ſelv.
(Den 257, Cpifte[l).
Du ſtriver, at du rtpeligen var udi et Salſtab, hvor jeg vær
”Materie til Discours, og at man tillagde mig lutter Skrobelig⸗
heder sg. Fejl, ſaavel pan Legemets fom paa Sindets Vegne, Det
kand hende fig, af udi det forſte Salſtab, fom du bivaaner igien,
du kand fane at høre en Liste af ligeſaa mange Legemets Hexylig⸗
heder og Sindets gode Cgenffaber, og begge ſtridenbe Partier kand
Have Ret. Thi det ſynes, fom jeg er flabt, for,at foryirre faavel
Medicos fom Moralister. Du vil vel hertil fige, at det er en
mørk Tale for dig: Du haver derudi Rett. Hvi fulde den ikke
være mørt for dig, da den er mørk for mig ſelv. Der ere 3 Studia,.
fom jeg meeſt haver lagt Bind paa, men hvorudi jeg Haver giort
mindſt Fremgang. Hvorlænge jeg haver fpillet paa Violin, haver
jeg dog ikke fært at ſtryge ret: Hvormange Græffe Bager jeg haver
læfet, haver jeg dog intet fært til gavns; og hvormeget jeg haver
ſtuderet paa at kiende mit Legems Constitution, bliver jeg dog
ikke klog derpaa. Thi jeg kand fige, af der er intet, ſom jeg meere
ſtuderer paa, og bog mindre begriber, end mig ſelv. For Sindets
Egenſtaber kand jeg pel nogenledes giore rede, og give Aarſag til
apparente Contrarieteter,. men til Legemets aldeeles ingen. Naar
jeg betvagter min høje Alder, og derhos den Tilſtand, jeg udi
mange Ting befinder mig udi, ſynes det at jeg haver en herlig.
Legems Constitution; jeg fand ej heller overtale andre til at troe
anderledes: Naar jeg derimod betragter, hvad .jeg lider, maa jeg
beklage mig felv, og enhver fom hører mine Lidelfer at opregnes,
ftenmmer i dermed; men derhos fige: Hvi kand det være:
mueligt? Mit Syn er ſaadant, at jeg paa 10 Skridt nær,
itke kand ſtille en Perſon fra en anden, og dog kand jeg udi Tus⸗
morke læfe den finefte Stiil uden Briller, Min Gang er ſaadan,
at undertiden ingen kand folge mig, undertiden igien kand jeg
ingen anden følge. Jeg finder gemeenligen hos mig indvortes
e. Holberg 169
Heebe, men ingen, ſom mig er bekiendt, kand kaale mindee Kalbe.
Om Binteren kand Hverken Støvler eller Strømper, end ikke Fod⸗
Poſer holde mine Fodder varme, og om Sommeren kand jeg faſt
ikke taale at ſtiule dem under et Lagen. Nu haver jeg for meget
Aeidum eller Syrllgbed, nu igien for lidet. Al diſſe Ting kunde
jeg vel, ſtiont ikke uden med Vanſteligheb, hitte paa at give noghe
Aarſagerz men der er andre Ting, hvorudi jeg ingen rede kand
Fitte," Jeg er aldrig bedre, end naar jeg haver liden Søvn, og
haver aldrig bebre Appetit, end naar jeg haver haardt Liv. De
hes andre Folk onſteligſte Sedes, ere hos mig Forbisd paa Syghom,
i det ringefte til en ſterk Hoved⸗Pine. Et Giles Vün, fom ops
muntrer andre, gige mig traurig, og Caffée, ſom foraarſager
Zungſindighed hos andre, gige mig glad, Naat jeg en Tilb lang
haver været plaget med Hoved⸗Pine, og tænfer at bruge noget ders
for, ftaaer jeg op oin Morgenen, og marker, at det er ikke Hove⸗
det, men Bryſtet, fom behøver Medicine; og, naar jeg fader
hente en Reeept for Bryſtet, finder jeg undettiden flrar derefter,
at jeg ikke behøver uden Mave⸗Draaber. Saa at den Strüd
jeg førte med mine Sygdomme, er ligefom den Kamp Hercules
havde med Acheloo, og mine Svagheder kiene fortreffeligen til at
faae en Dector til at lobe April. Hvis din Ortiodoxie tillader
big ikke at fæfte Troe til alt dette, fortenker jeg dig ikke aldeeles
berfor Men de Folk, fom jeg dagligen har Omgiængelfe meb,. og
be Doetores, fom jeg cen og anden Sang haver betient mig- af,
kand vidne, at der faaledes forholder fig; og Hvad kunde vet bevage
mig til at giore over mig felv en faa ſelſom Aftifningt Hvab
Sindets Egenffaber angaaer, da ſynes de ikke mindee ſtridige; beg
kand jeg nogenledes gigre reede derfor. Jeg ſiger, at derudi ſindes
ligefaa ſtore Contrarieteter. Thi een afmaler mig ſom ſerderles
karrig, og derudi ſynes at have Ret, ſaaſom han med adſtillige
Argumenter kand beviſe fin Sigelſe at være vel grundet, Én an:
den rofer min Gavmildhed: Den ſamme ſynes ogſaa at have Net,
faafom han kand anføre lige faa mange Beviisligheder til fin Si⸗
gelſes Beſtyrkelſe. Den førfle grunder fit Portrait paa min
se
460 24 bobberg
tarvelige vevemaade, ſom udi Alting. ør efpaffet, item paa den
Attention jeg. haver. fil mine, Sager. Den anden grunder fin Dom
paa adflillige Udgifter, fom han af mig ſeer at (fee, udi Ting,
hvori endre ere paaholdne, og "hvorudi jeg køfer Pungen, uger
andre ſlack Knuder derfor, Heraf kommer bet, at man. i cen.
Gade ſiger: See ber gaaer den Gnier, ſom giør ingen
Maud godts men udi en anden: Gud fade-den Mand
lene, form er fag god imod Fattigel Begge have Ret;
thi mange gane tomhandede fra mig, form nyde noget hos audre;
æg mange gane tomhændede fra, andre, ſom nyde noget af mig.
Jeg viſer gemdegaligen de Folk bort, ſom dagligen beſage mig meb
Bectel⸗ breve, og. derimod leeder efter andre, ſom aldrig have bedet
mig om naget; men fom jeg haver. udforffet at kunne have meeſt
Aarſeg dertil, Cnhuer, „ſom med mig haver det Principium, qvod
liberalitas exercenda ait cum judicio, det er, at man man
beele Gaver uk med Skignſomhed, Land ikke andet end underkaſtes
lige ſtridige Domme, Aarſagen til min Tarvelighed udi Mad,
Drikke og Leremaade haver jeg ved anden, Lejlighed. udi mine Skrif⸗
ter tilkiendegivet, bvorfore jeg her intet videre derom mælder, Bj
dert: Ligeſow jeg af nogle kaldes karrig, af. andre liberal ; faa
tilegge nogle mig Dovenhed, andre Arbejdſomhed: Og erindrer
jeg. mig. nogle gange offentlig at Have faaet Reprimande for; 6145;
ſammeiſe paa:. ſamme Tiid, fom andre have formanet mig til. of
sapdårere min Sver til. Arbejde, ſom ſockklede mine Kræfter, og
forugede: mine Svagheder. Diſſe ſtridige Domme grunde fig paa
min Efærladenheb: ukt. viffe, og sain Arbejdſomhed udi andre Ting,
Jeg Fever. fordam fledfe været efterladend udi viffe Academiſke
Exercitier,. ſem jeg haner hofdet for at være af liden Nytte; det
er og med: flor Asye, at man kand bringe mig til at ſvare paa et
. Brev, ſom mig bliver tilffreget: men jeg er derhos dog aldrig ledig
for Arbejde; og er dette markeligt, at jo vanffeligere et Arbejde er,
fo mindre befværges det mig. Paa de ſamme Fider, ſom jeg haver
fundet mig befværget ved-at Ørive to eller tre Complimenta-Breve
par cen. Poſta Dag, eller. ved at eorrigese et Ark, ſom ſtulde tryk⸗
*
kes, haver jeg ſtrevet nogle 100de Latinſte Epigrammatå, fon
andre holde for bet ſterkeſte Arbejde. Nogle laſte min alt for ſtore
eyſt tit Fruentimmet ⸗Sdelſtab: Andre derimod bebrejde mig milt
Kolbfindighed mod ſamme Kion. Jeg nagter ikke, åt jeg jo altre
haver fundet Behag udi FruentimmersSælffabd, og bet formedelſt
be Aarſager, ſom jeg: udi shine Skrifter haver tilkiendegivet. Saa⸗
ban idelig Omgiængelfe' giver Anledning til den førfte Critiqve;
Men, ſaaſom jeg omgaaes dem⸗ikke for andet end for Sindets
Recreation, og traeterer dem iffe anderledes end fom fmuffe
Seilderier, fas gives deraf Anledning til den ſidſte Critiqve;
Jeg haver tveride Hoved⸗ Gaarder pan Landet: Paa ben eene var
det forſte udſpredet; hvorudover, naar jeg beføgte en af mine
Bender, form havde en ung Kone eller ſmukke Dottre, meenede
Bonden, at jeg kom for udi dem af giore mig betalt for resterende
Landgilde "Paa. den anden Gaard hørte jeg ved min førfte An⸗
komſt, en almindelig Tale af være udfpredet, nemlig, at jeg havde
naturlig Afſtye for Qvinde⸗Kisn; hvotudover, ligeſom paa det
eene Gods Qvinderne bleve ſtikkede udi Ambassader, for at erholde
et og andet, ſom forlangedes, faa agerede Mandene felv Am-
bassadeurs elfer Sollicitanter paa det andet Sode, Nogle holde
mig for en overmaade lyſtig Mand, andre derimod tillegge mig en
færdeeles Austeritet : De førfte grunde deres Dom paa mine lyſtige
Skrifter; de andre paa min, Omgiængelfe, og paa, mit daglige
Levnet, hvilet er faaledes indrettet, at fan Menneſter derudi kand
efterfølge mig. Thi jeg gaaer lidet ud om Dagen, alleene for at-
tage Luft, og er om Aftenen i mit Cabinet det heele Aar igien⸗
nem, og det uden at fee noget levende Ureatur, undtagen naar
mm Døs. flager aaben, af en Kat fand lifte fig ind, ſot hvis
Compaguie jeg bog betakker mig, og ftrar vifer den Dørten igien
Saaſom mit Levnets Constitution forbinder mig tilen, egen Lede⸗
maade, faa foraarfager den ogſaa, at jeg udi adſkillige Ting haver
en egen færdeeles Smag, faa at jeg tidt vrager hvad fom andre
admirere. Én vis berre vilde mig en Rad af pyntede Fruen⸗
. 11 p
f
Å:
U
462 . MHolberg.
Hanmer, hvis alamediffe FifbebeensStiønte ſtinnede ſom prægtige
Birather i hans Øjen. Jeg fagde da, at, hvis jeg nu paa min
gamle Alder ſtulde lade mig forføre til Eiſtor, maktte det være af
en Stue⸗Pige, der haver en meere naturlig Dragt, Videre, nogle
tillegge mig en Lunkenhed udi Religion, efterdi de fee mig at for⸗
ſomme Sire Gang: Andre demme anderledes, efterbi de fer mig
ikke at forfømme Kirke⸗Gang. Begge have ogſaa Ret: Thi hine fee
” mig allene her udi Staden om Vinteren, da jeg formedelſt Kulden
sj kand Somme i Kirke. Diſſe derimod ſee mig allene paa Landet
om Sommeren, da Kulden ikke hindrer mig. Efter ſaaban given
Afrisning maa ingen forundre fig over at høre faa ſtridige Domme
fældede-over min Perſon: Thi enhver kand have Ret, form feer ”
mig alleene i den eene Ende/ og,” naar nogen ikke vil fatte, hvor⸗
ledes Charactererne baade kand være rigtige og u⸗rigtige, faa kand
"man bede dem at vende Bladet om, for paa den anden Giide at
fee Forklaringen. Jeg forbliver x. ' .
Jens Kraft.
gøde i Frøderifshalb 1720, død 1765. af: Kort Fortalning af
de vilde Folks fornemmeſte Indretninger, EEiffe og Meninger o. f. v.
vælge vi vi:
Om Menneſtets naturlige, ſtiont nu ubetienbte Fuld:
kommenheder. — og: Om de Vildes beſynderlige
Lanke om Stionhed; deres Kiokken, Bord, Spife
og” Driffe.
Vu man imidlertid antage, at'Menneffet engang i iden ffulbe
, have været i en:pre fandfelig Tilſtand, og videre underføge, om
⸗
al J. Kraft. 163
det i den kunde vare ved og beſtaae, ſaavelſom hvorledes det da
uden alle ved Fornuften optenkte og nu hos 08 brugelige Hielpe⸗
Midler kunde ernære, forfvare og underholde fig; da er det
nodbendig allerførft at agte, at vi i Legemet naturligvis befidde
Formuer til tufende Færdigheder, ſom vi i den nu værende
Forfatning ikke mere kiende, og ſom vi have til ſtorſte Deel
tabt ved vore kunſtige Indretninger. De Vildes Giſtorie gior
denne Sandhed uimobfigelig, alle diſſe Folk beſidde i Sandſerne
og Legemet ulige ſtorre Fuldkommenheder end vi. De ſee læns
gere bort og ſtarpere med blotte Øine end vi med vore befte
Forſtorrelſes⸗Ror. De kunne lugte Dyrene i Leiet, efter hvad
der ſiges, pad meer end en Fierding⸗Vei: i at lobe ere de utret⸗
telige, en Rytter feer før fin Heſt flyrdte under fig, end at han
henter en Hottentot og andre Bilde ind i Løbet; En Vei af
hundrede Miil er for de flefte Americaner neppe fan befværlig
ſom nogle fan for 06. At fætte over Floderne uden Hielp af
Baade eller Fartøi, endog med anfeelige Byrder *), gisre de
Vilde iffe uden meget lidet Vaſen af, deres Færbighed i at
: 2%) Caraiberne ſtyde Fifene med Vile ligefom Braflierne. Da
de ere fortreflig gode Evemmere fafte de flg Dieblikket
efter at Pilen er Kudt af ned i Vandet for at hente deres
Fangſt. Desuden vide de og at dukke under Vandet inde ved
Klipperne, og at treffe Fiſten ud af de Huller i dem, adi
hvilke den ſtinler fig: hvori de fuldkommen ligne Floridanerne,
hvilfe ſidſte fffe bier til at Fiſken viſet fig, men føge den under
Vandet lige paa Bunden, hver de flage den med beres-Kløller,
og bet (ga færdig, at men feer dem Miebliklet efter komme op
igien over Vandet med Kieſlen i en Haand og med Filen i
den anden. Det er noget fædvanligt iblaent de Vilde at være
faa gode Gvsnynere. Man forſikrer at Brafilierne, Beboerne
af de Maldivige Der, nogle Pernaner og at Indbyggerne af
Rover⸗ Merne kunne anſees ſom Dyr, der leve ligeſaa got i
Vandet (om paa Landet; See Rochefort des lle Antilles.
164 3. Kraft.
formme er efter alle Reiſendes Udfigende ubeſtrivelig, faa man
af det der fortælles om diſſe Folk bør tro, at af alle fuld⸗
komne Land⸗Dyr intet er bedre ſtikket til at leve i Vandet end
Menneſtet. At hungre endog i fiorten Dage er for de Vilde
inoget ubetydeligt. Kuld og Veirligets Forandringer forandrer
ikke deres Helbred. De flefte Sygdomme ere dem ubekiendte;
i en Alder af tredfindstive Aar holde de fleſte af diſſe Folk fig
endnu for unge, fordi det hos bem er noget ſadvanligt at leve
over, hundrede; faa man deraf bør flutte, at vores Legeme af
Naturen er ſtikket til tuſende Færdigheder, hvilke fordi de e
blevne forfømte, faa plat have tabt fig, at vi have Moie ved at
tro de kunne være muelige: virkelig have vi opofret flore naturs
lige Gaver for at vinde andre kunſtige, tidt og ofte mindre
tienlige.
Jeg pil ikke tale em, hvad alle Reiſende ſaa eenſtemmig
forſikre hvor let de Vilde bemeſtre ſig Dyrene; Krokodiler, Lover,
Tigre og Elephanter ere langt fra ikke diſſe Folk voxne, de fal⸗
de dem ſom i Spøg, og gaae til en Love⸗Jagt ſom til en Dands.
Alt dette fan giøre en ſaadan Fortælning "troværdig, ſom den
man hat udgivet om Mademoifelle le Blanc. Denne vilde Pige,
flal være funden Aar 1731 ved Chafons i Champagne, uden
at man haver kundet vide, hvorfra hun et kommen; Dette vilde
Barn, fom ſaavidt man kunde ffionne blev funden i en Alder
af 9 til 10 Aår, gav ingen Kat noget efter i at løbe op af
Treerne, og intet flyvende Cgern efter, i at ſpringe fra Gren
til Gren, og afet Tre i i det andet: Træerne vare. efter Fortalnin⸗
gen hendes naturlige Boepæl, deres Grene hendes Seng, hun bes
fad en fan ugemeen Feerdighed i at løbe, at intet Vildt kunde und⸗
gane hende, og i denne Bevægelfe fiyttede hun Fødderne ſachurtig,
at det ſaae ud; ſom dm hun gleed hen over Jorden ſom over en Jis.
Hun var ikke mindre færdig i at ſyomme, i at dukke under Vaͤndet, og
i at fange Fijfene med de blotte Hænder, for ſiden at bringe dem
paa Landbredden, hvor hun fortærede fin Fangſt. I Steden for alt
Sevæbr til Forſvar bar hun alene en Gren i Haanden tyk til
U
"4
J. Kraft, ” 465
Enden, Da hun engang blev anfalben af en Dogge, fane hun
eR Fare an, fom hun foragtede, uden al Forſkrekkelſe; han oppe⸗
biede fin Fiende paa faft Fod, men i ſamme Øieblik, da Doggens
Hovede var nær nof under Slaget, betiente hun fig af fin Fors
del, fvingede fin Stof til Siden, og ramte dette bidffe Dyr
ſaavel, at det efter Slaget laae dødt og udſtrakt paa Stadet.
Denne Fortælning treffer fuldkommen vel ind med hvad man
ellers forſikrer om de Bie, at deres Kafte=Gevæhr og øvrige
Vaaben altid treffe paa et Haar, og aldrig feile. Jo mindre
Menneffet kiender fin Fare, defto lettere overvinder det den, IJ
øvrigt tilftod hun felv, da hun havde lart at tale og tænke fors
nuftig, at hun i denne Zilftand aldrig brugte noget forſtandig
Overlæeg, men at hun havde alene Folelſen af fine Nødvendig
heder, og af en immervarende Drift ti at fyldeftgiøre dem:
hun var faa vandt til 4 æde raadt og gt I af Blod, at det
ikke var uden med LivggFare og efter at have poſtaaet adſtillige
farlige Sygdomme, at hun gndeig dlev vandt af fra en for os
andre fan modbydelig Spife,
Imidlertid feer man af intet bedre end af de Vildes Hiſtorie,
hvor meget, det vi falde ſtiont, A alene uden for Menneffet
men endog i dets egen Skabning beroer paa Bane og Indbild⸗
ning. Endeel vilde Folk holde det for en Stiønhed at trykke
Børnene Anfigterne platte. Andre derimod finde fom de gamle,
Caucaciſte og andre Folk de Anfigter deilige, ſom i Ungdommen
imellem tvende Brader ere blevne trykkede aflange; andre igien
be, fom paa ſamme Maade ere blevne kortere end de naturlige:
De Vilde have uden Zvil haft.en betydelig Aarſag til diſſe bes
ſynderlige Anfigtets Forandringer, ſom i vor Tid er vanffelig at
indſee. Maaffee have de fra de ældfte Tider af ved af trykte
Hierne⸗Skallen og Anſigtet ſammen vildet giøre det faftere, for
derved at forekomme, at det et fan let fulde Lunde beffabiges,
ſiden man har Crempel paa, at Caraibernes Hierne⸗Skal var
é
466 18, Svaft.
faa haard, at be Spanfke Klinger ſprang, Hierne⸗Skallen uden
Stade, i tu, naar de ffulde klove diſſe ufle Kreaturer Hovedet.
Videre gane ikke de Vildes Omdømme om Stisnfed;
den ſamme Eenfoldighed regierer i alle deres øvrige Indret
ninger og hele Huusgeraad. Jeg har før ſagt, at en Benk
belagt med et par Matter var deres Seng, i Steden for Stole
og Bord fætte de flefte fig plat ned paa Jorden med hvad de
have at fpife; Fingrene ere dem i Steden for Kniv og Gaffel,
deres Klæder i Steden for Viſke⸗Klæeder og Servietter. De
beſt indrettede, betiene fig af ſammenflettede Blade i Steden for
Zallerfener', og bruge Bark eller udhulede Gras⸗Kar og andre
Stallet af Frugter i Steden for Fade. De af dem, ſom fors
ſtaae af tørresog brænde Leret til Potter ere vel indrettede, de
beſtandig omvanapde Folt derimod have ofte ei uden Træ⸗Kar,
'øg maa derfor vie glidde Stene, fomSde tage af Ilden og kaſte
i Vandet gisre Vetts ſidſte Saagende, FÅ fiden deri at fillave
Maden. Andre Folk have ingen enden Maade vidſt, hvorpaa
de kunde ſtege Kiodet, end ved at lægge ligedanne glodde Stene
- inden i Dyrene. Nogle have i Steden for Potter og Kiedler
ligeledes betient fig af Fiſte og Dyre⸗Skind. Men det, fom
ſynes at have fra førft af divet Anledning til at forferdige
ordentlige Leer⸗Kar, bliver upen Zvil, at man haver belagt de
Tre⸗Kiedler man brugte, med Leer paa nogle endnu værende
Folks Maade, for derved lettere og mindre mølfom end ved
glødde Stene at Fange Maden. Man fandt efter en eller flere
Kaagninger i Leret et nyt Kar, fom trodfſede Ilden, og derfor
var ulige tienligere i Brugen end det man vilde ved ſamme
redde fra Undergang,
Saa flet ſom de Vildes Bord er, ligeſaa flet er hos en
Mængde af biffe Folk hvad de drikke. De vidfte, ſom Perſerne
endnu i Herodoti Tid, af intet andet end reent Vand at leedſte
fig paa; derved vare de funde og bragte Livet ud fil en overs
- maade høj Alder, da derimod de ſterke Drikke Europæerne bragte
XF
F 3. araſt 467
dem, bleve ale diſſe Folf, nagted, at de i hoi Grad elffe dem,
en dirkelig Gift, ſom inden en fort Tid, befordrede dem i Mænge
de til Graven. Hele Fold ere og deraf virkelig uddøde, faa man
af det, fom fler iblant de Vilde bør flutte, af ben menneffelige
Natur er ſtabt til Vand og tynde Drikke. Da de Bilde leve
i Almindelighed ulige længere og med megen bebre Sibred end
vi, faa er bet maaffee i vore kunſtige Anretninger i Spiſe og
Drikke, at vi bør til flor Deel føge Aarſagen til Livets Kort⸗
hed, ſtiont dette et er den enefte; en Mængde unaturlige Be⸗
kymringer, fom vi kunde undvære, en Mængde af Sindets Lis
deiſer, de Vilde ei vide af at fige, forkorte 08 maaffee ligeſaa meget
Livet, fom den øvrige Afvigning vi t faa hoi Grad frem for
de Vilde have i alle Henſeender giort fra det naturlige. Vandet
er ſaaledes Mennefkets naturlige Drik, og man veed af Hiſto⸗
rien, at det varede endog meget længe, efter at Vinen var bleven
funden, før man i Verden til Overflødighed betiente fig af den.
Man drak den overmaade ſparſom i de ældfte Tider. Hvad der
ſiges om nogle Folk, ſom om de Scyther, at de drak Blodet; da
er det faa langt fra, at man af de vilde Folks Skikke fan være
beføiet til at tro, denne modbydelige Drik nogenſinde i det Men⸗
neffelige fulde have været almindelig, at man faft meget meer
bør antage, vi derfor have af Naturen en Afſtye. Menneffet
er i fig intet mindre end Rov-Dyr og dets Tunge ei danned ſom
Rov⸗Fuglenes til at drikke Blod. Men endffiont de Vilde til
flor Deel er kiendte ſterbe Drikke, ſynes de dog alle af være faa
ſtore Elſtere af den unaturlige Tilſtand man fættes i ved Druk⸗
kenſtab, faa man bør tro Menneffet finder en naturlig Behag
i dette Raſerie. Ale vilde Folk giore et utroligt Væfen af den
Zilftand, i hvilken man er ude af fig felv og paa en vis Maade
affindig. De anfee den ſom noget overnaturligt og faſt ſom
guddommelig. . Den høie Tanke de giore fig om denne Menneffet |,
nanſtendige Tilſtand er Aarfag i, at de berede fig til at drikke
ſom tif en Feſt, og anfee denne Gammenkomſt faſt ſom hellig;
fliont de, i hvor fredelige de ellers ere i deres indbyrdes Omgang,
168 3. Kraft.
i Drukkenſtab forgaae fig imod hinanden paa alle opteenketige
Maader, endog indtil af dræbe hverandre paa Stedet. Dette
oploſer, hvad Hiſtorien fortæller om de afſindige Bacchanter. Af
de Nord⸗Amerieanſte Vilde ere et uden meget faa ſom have andre
Drikke end Vandet og den Suppe Kiodet kaages i; de flefte
ſodlige Americanſte Vilde derimad have flere Drikke, ſom de
tillave af Mais, Potatoes og andet. Nogle af dem . havde og
uſtyldige Drikke, fom Paraguai⸗Urten, der virkelig er intet andet
end en Americanſt Thee, og fan fuldkommen fættes i Lighed
med den Chineſiſke. Til Syd⸗ Americanernes Lykke ere deres
Drikke ei fan ſterke ſom de Curopæiffe, de bruge dem i fær paa
deres høitidelige Fefte og give Nord⸗ Americanerne intet efter i at
være umaadelige i Brugen. Men det ſom desuden beviſer, at
Menneffet af Naturen meeſt elſter den ſandſelige Tilftand dreven
til det hoieſte, og at det iffe er uden Noden, ſom har foraars
faget en Optugtelfe, der beſtandig vedligeholder der fornuftige,
er; af enden vilde Folk have i Tobakken fundet et Middel til
åt giøre fig brune, i det de trekke Nøgen ind igiennem Næfen,
faa længe til de befvime, og falde fom Døde om paa Stedet, hvor
de ſidde.
. — — ——
— — —
Jens Schelderup Sneedorff.
FZedt i Sors 1724, dad 1764. Nedenſtacgende er taget af hans
Patriotiſte Tilguer, 296, Blad.
| Hvorfor er det faa vanſkeligt at kiende fig ſelv?
At kiende ſig ſelv, kunde viſſelig, naar det kom an paa Forſtan⸗
den alene, ikke være nær fan vanſtelig en Sag, ſom at kiende de
… Ring, ber ere uden for 06; Vanſteligheden maa derfor fomme
af noget andet, fom hindrer Forſtanden, og ſom gior den mere
ufrie i ſine Virkninger, naar den fer tilbage paa fig felv, end
RG. Sneeborff. 460
naar "den teender paa andte Ting. Diff⸗ Hindringer, denne
Wang og Ufrihsd;t Sielen; hvoraf ffulte den vel komme unden
af de fandfelige Foreftilinger: og Pasfioner, hvilfe, des værre,
fan ofte herffe over Fornuften, - ffignt ingen Tid mere, end
naar Sielen betragter og dømmer fig felv? De Hindringer
fom møde Sielen i bens Betragtninger over fig felv, kunne
henføres til tvende, Glaffer, dem nemlig, ſom forblinde For⸗
nuften i det, ſom angager 06 felv, og de andre, ſom forvilde
den, maar vi, ville domme om vores Forhold til andre Ting. .
J den førfte Art af Betragtninger er bet den allerſtorſte
Vanſkelighed, at vi i det, ſom vi falde os ſelv, foreftille og altid
et dobbelt Vaſen, hvoraf det ene ikke ev 08 ſelv, eller til⸗
hører. 06 ſeld minbre end det andet. Af diſſe tvende Veſener
anſee vi ofte det, ſom mindſt angager 08, for den væfentlige
Deel; og undertiden ere de begge faa ſtridige, at det ene mode
figer og til intet gtør det andet, En maadelig. Eftertanke er nok
til at overbevife os Derom, at det Vaſen i 06, ſom tænfer,
føler , begierer og afſtyer, elſter og hader, glæder og bedrover
fig, og fom. i alle Afverlinger kiender og erindrer fig ſelv igien,
at dette uſynlige, af Fornuften alene og ei med Sandſerne fattelige
Bæfen er egentlig det rette 08 ſelv. Men hvor ofte glemme vi
ikke dette igien? hvor flelben tænfe.vi ſaaledes, naar vi tale om
.D6 ſelv? Aarſagen dertil er, at vi have fat dette Vaſen et andet
ved Siden, ſom beftaaer ikke alene af den Deel af Materien, ſom
vi falde vores Legeme, og. fom henhører til vores Væfen, faa viidt
det er et nødvendigt Redſkab for Sielen, men og en Mængde af
andre .ubvortes Ting, med hvile vi ſtaae i nogen. Forbindelſe, og
fom høre endnu mindre til vores Vaſen, til det rette os felv, end
Legemet; vores udvortes Stand, nemlig, Formue, Bedvemmeligs
hed; de Perfoner og Ting, fon os tilhøre, og det, fom endnu er
mindre væfentlig end Tingene felv, blotte Navne og Ord ere ofte
det enefte, fom vi tænte, naar vi nævne os felv. ; vor mange
Menneſker ere der ikke, ſom, naar de tale om fig ſelv, ſielden
forſtaae andet derved, end en Perfon af et vift Sion, faa gammel,
40 83. 6. Gneeborf.
af den Heibe / Forelſe og Udſeende, ſom man har lært-at kiende
af Speilet, fod af den Familie, med ſaadant et Fornavn og
Stammenavn, fom har den Titel, det Embede, fan mange Inde
komſter, beer der og der; o. ſ. v. Alle biffe Ting høre dog mindre
til Menneſtets Væfen, end def organiſte i Legemet; De ere kuns
deto Skygger, Skygger, figer jeg, af det Legeme, ſom ſelv ikke
er den rette jeg ſelv, fom hvert Hieblik uddunſter i Luften, og
fom vi fra en Tid til en anden ikke kiende igien, ſaaledes, ſom
vi tiende det Veſen, der fænfer i 06, og ſom erindrer fig La i
alle diſſe udvortes Forandringer.
Det er ikke min Henſigt her at opholde mig med at betragte
alle de ffabelige Folger, ſom flyde af denne dobbelte Betragtning
af os felv og af ben Overvægt, ſom den ringere af diſſe Perfoner,
den legemlige, udvortes og fynlige os felv eller og Skyggen beraf
beholder i vore Betragtninger og Domme over 06. felv, til Fornærs
melſe for det indvortes og beſtandige Vaſen, det rette os ſelv.
Jeg maatte da igiennemgaae de vigtigfte Lerdomme baade af Mes
ligionen og Sade⸗Læren; hvilet jeg denne Gang overfaber til
Laſernes egen Betragtning, for at underføge andre Grunde til
vore Vildfarelſer. Den dobbelte Betragtning af os ſelv, ſom
jeg allerede har bemærket, fan med viſſe Indſtrenkninger beſtaae
tilfammen ; Feilene beſtaae kuns deri, at vi adffille Ting, ſom
tålte bor abdffilles, og anſee den ringe Deel af os felv for vigtigere
end den, fom er langt ædlere. Derimod ere der andre Begrek,
ſom ophæve hinanden, et dobbelt Jeg, ſom er en virkelig Mods
ſigelſe. Saadant et Jeg indbilder man fig, naar man ſiger? derſom
jeg / nu var ung, vilde jeg ikke gigre det igien, ſom jeg har giort;
berſom jeg var et Fruentimmer, vilde.jeg ikke indbilde mig faa
meget af min Skionhed, ſom andre Fruentimmer; berfom jeg
var i det Menneffes Omſtandigheder, vilde jeg opføre mig anders
ledes; derſom jeg var fan riig, fan mægtig,. faa æret, fan elflet,
faa fund, faa fornøiet, vilde jeg gisre det eller det, JF alle faa:
danne Tilfælde foteſtiller man fig aabenbare en. dobbelt Perſon,
SA,
J. S. Sneedorff. 171
under Egenftaber, der lige faa lidt kunne beſtaae tilſammen, ſom
det ikke er mueligt, at en kan paa en og den ſamme Tid være
baade ung og gammel, Mandfolk og Fruentimmer, fig felv og en
anden, riig og fattig, ſyg og ftiſt. Det ev ikke nok, at vi fors
Sinde diſſe modſtridige Begreb tilfammen i en Perfon; men vi
flutte end og fra den ene af de modſatte Omſtandigheder til den
anden, og det uden at kiende undertiden mere end den ene. Én -
gammelt Mand f. Cr. ſom figer: derfom jeg nu blev ung igien,
vilde jeg giore det eller det, foreftiller fig, uden at tenke derpaa,
i dette Jeg en ung Perfon med alle Alderdommens Erfaringer,
Indfigter og Tilbøieligheder; af faa modſtridigt et Begreb flutter
han, at han vilde handle anderledes, end han handlede i fin .
Ungdom, om han nu blev ung igien, jog denne Slutning er ders
for og uden Tvivl ligeſaa falſt, fom Grunden dertil; om han 10 "
Sange blev ung igien, er det rimeligt, at han alle 10 Gange
" giorde det ſamme. Ligeſaa urigtig tenker man ofte, naar man
figer: det vilde jeg have giort, derfom jeg Havde været friff, ders
fom jeg ikke havde været vreed; og endnu lettere fan man bedrage
fig, naar man taler om Omſtandigheder, ſom man ikke har ers
faret, og maafkee ikke fan erfare, naar det heder f. E., det vilde
jeg giøre, derfom jeg var et Fruentimmer, derſom jeg var faa riig
eller mægtig, derfom jeg var i den Perſons Sted. Den Gamle
har dog været ung engang; den Syge har været friff, endffient
de have glemt igien hvad de vare, i det mindſte ikke foreftille dem "
levende nok alt, hvad de tænkte og. følte paa den Tid. Men et
Mandfolk har aldrig været et Fruentimmer; Den Fattige har ikke
forføgt, hvorledes han vilde tænke, derfom han var riig; og ingen -
har været den Perfon; ſom han indbilder fig at være, naar han
figer: Derſom jeg var i'en andens Sted. i
Vi ville nu betragte Sielens Domme om fig felv i dens For-
hob fil andre. Att, hvad der angaaer os ſelv, tenkes og for⸗
nemmes af og med uendelig mere Padfion, end hvad der ans
gaaer andre, og denne Pasſion gier, gf den ſamme Forftand
⸗
It
*
AJ
a .- 3. S. Sueedorft.
bommet ofte om de famme Handlinger langt anderledes, naar
den: betragter fig felv ſom Gierningsmanben, end naar den anfeer
en anden derfor; anderledes, naar den ev den handlende, end
naar den er ben lidende Perſon; anderledes, naar ben ſtal raade,
befale, formane, lære, ſtraffe, end naar den ffal vælge, adlyde,
giore eller taale noget felv. Dette er faa vift, at der ere mange :
Tilfælde, i hvilfet den ſtorſte Forſtand bliver ligeſom reent blind,
ſaaſnart Tingen angager den felv, og i hvilfe den ikke var i
Stand til at begribe de allerklareſte Practiſte Sandheder, derſom
den ikke for nogen Tid, og i det mindſte faa længe den over⸗
"lægger Sagen, ; foreſtilte fig at være en. fremmed Perſon, og
fatte fig, fom man figer, i en andens Sted, Dette er Aar:
fagen, hvorfor den ſtore Lærer, ſom vidfte faa vel hvad der var
£ Menneffet, har indfluttet alle Pligter mod ændre i den Regel:
Hvad I ville, at Mennejferte ffulle gigre Eder o. ſ. v. Denne
viiſe Lærdom er ikke alene en Moralff, men og en Politiſk Regel.
Et Menneffe, fom har givet noget Agt paa fine Erfaringer, og
fom veed, hvorledes Pasffonerne funne forblinde Forſtanden, uden
Jat man bliver det vaer, Kal vift have mærket en kiendelig For⸗
ftiel hos fig felv og i fine Beflutninger; naar han har fors
andret det Spørgsmaal: hvad han ſelv burde gisre i et vift
vanffeligt Tilfælde; til det: hvad han ſtulde raade en anden.
Dette Spørsmaal er ikke faa fnart giort, førend man mærfer
ven Stilhed og Frihed i Sindet, fom fætter 08 i Stand til at
indſee let og haſtig det, ſom tilforn ſyntes at være allervan⸗
fkeligſt. Det Sande, det Naturlige, den rette, anſtændige, bil⸗
lige, kloge og forfigtige Maade at handle paa, viſer fig, faa at
flige, af fig ſelv. Var det kuns altid fan let at fætte det i
Vark, og at bevare den ſamme Tænfemaade og Overbeviisning,
naar vi forandre Sporsmaalet igien, og der handles nu ikke
mere om, hvad andre, men hvad vi ſelv ſtulle giøre. Et
uſtridigt Beviis, at Vanſteligheden i at kiende de Sandheder,
ſom angaae 08 ſelv, ikke ligger faa meget i Forſtanden, fom i
Pasfionerne, og at derſom diſſe ikke vare, var der maafkee intet
⸗
klarere, intet viſſert tif i Verben, end bet af Siele⸗ og Sade⸗
Læren, af Lovkyndigheden eg Statskonſten, ſom behøves til at
forarbejde Menneſtets Lykſalighed. Visheden af alle be Mathe⸗
matiffe Bidenſtaber, ſom ere. bygte paa de udvortes fandfelige
Erfaringer, og paa vore Betragtninger af den ſynlige Verden,
frulde iffe kunne opveje derimod. Den flore Forſtiellighed i de
moralffe og politiffe Lœre⸗Begreb er derfor uden Tvivl mere grundet
i Menneſtenes adſkillige Filbøieligheder, end i Tenke⸗Krafternes
Forſtielligheder, ug med alle de Forblindelſer af Sandſerne og Pae⸗
fionerne, ſom bindre Fornuften mere i diſſe Videnſtabers Under⸗
føgninger end i andre, er det hele menneffelige Kim dog paa en.
forunderlig Maade enig i Grundſandhederne felv. Forſtiellen
vifer fig kuns i deres Anvendelfe og Udovelſe, naar Kundſtaben
ſtal fættes i Verk. Da tænfer Dommeren undertiden ikke mere.
ſaaledes, fom han tænkte, da han var Loygiver, ikke mere, naar
der handies om hans egen eller hans Vens Sag, fom da han
talede til alle i Almindelighed. Fyrſten og Herren. hur glemt hvad.
ban har tænkt, da han var Tiener og Underſaat; og Læreren giør:
ikke. felv det, hvorom han nylig var faa ouerbeviift, da Jan bærede
og formanede andre.
lund
. BB. SE
Anders Schytte.
Født i Uggerslov i Fven 1726, døb 1774. Af haus: Staternes
indvortes Segtering, er nedenſtaaende Stykke taget.
—
Om ren ſom een af Monarkiernes Grundſtottet.
Forüben Religionen og Kierligheden til Fadrenelandet, have
Monarkierne en anden Støtte eller en anden bevægende Aarfag
tik at opmuntre og bevæge —— og holeet tå til deres Digtere
Denne Grundſtotte er Eren
474 A. Schytte.
Saavel i den borgerlige, ſom t den pelitiſke Bygningẽkonſt,
have vi 5 Slags Støtter, De tvende aldſte Støtte = Ordener
i den borgerlige Bygningskonſt ere den. corinthiffe og doriſke.
Den førfte udmærker fig iblandt de andre. ved fin Pragt og
Styrfe. Denne anvendte Salomon pan bet prægtige Tempel til
Jeruſalem; den anben, fom mindre prægtig, , men ligeſaa flærk
… fom bin, anvendte han paa fit eget Slot. De tvende ældfle
og pregtigſte Støtter i den politiffe Bygningskonſt ere Religi⸗
onen og Kierlighed til Fæbrenelandet, Diſſe alleene ere mægtige
nok til at underſtotte, og, fan at fige, eviggiøre Staternes Byg⸗
,— ninger. De andre kiendte Alberdommen meget lidet til.
I Tiderne forløbe: Menneſterne konſtlede paa de borgerlige og
politiſte Bygninger; og indførde nye Zirater og ubekiendte Styr⸗
ker, indtil at vi kiende i den borgerlige Bygningskonſt 5 Slags
Støtter, og ligeſaa mange i den politiſke.
Af hine navne vi her alleene den joniffe Støtte-Orden, der
er et Middelflag, og har noget af den corinthiffe og noget af den
dotliſte Bygningskonſt. Med denne fan bi paa nogen Maade
fætte den, i de monarkiſte Stater indførte, Grundfløtte i Lig:
. Bing; den meener jeg, fom vi falde Are, Den joniſte er en
… - Blanding af de 2de ældfte Støtter, nemlig den deilige corinthiſke
og den flærfe doriffe: AÉren, denne nye Grundfløtte i de polis
tiffe Bygninger, maae have en Blauding af de 2de alleræddfte
Grundſtotter i Staterne, nemlig Religion og Kierlighed til Fæs
drenelandet. Uden dette fortiener den aldrig Ravn af Grund:
ſtotte i Staterne.
Hedningerne dyrkede abe Veneres. Den eene var Himme⸗
lens Dotter, den anden Jupiters. Forſkiellen imellem diſſe var
uendelig. Wed den himmelſte forſtode de hedenſte Statsmend
og Præfter den. tilladelige og dydige Kierlighed; men' ved Jus
piters Dotter forſtode de den laſtefulde og utilladelige. Som
der vare tvende Slags Klerligheder, fan ere der tvende Siags
Wrer. Den eene er ˖ den ſande, virkelige og vedvarende; thi den.
et Himmelens Dotter, avlet af Dyden, og beftager i de fornuſ
AnsSchytte. 478
tige Menneftkets overeenſtermiende Domme. Den anden er den
falſte, eller Skyggen af den forſte, grundet paa falffe Dyder eller
ærede Laſter, avlet af Rygtets fløiende Larmen, og er derfor
tigeſaa uftadig ſom Wygtet, dens. Moder, hvorfor den Wiiſe
frygter for ſamme, fom for Laſterne ſelv.
Eren, og den Eten imodſatte Skam, ligge i anbre Men⸗
neffers Domme. over vore Egenſtaber og «Handlinger,
WEre og Skam ere fødte med de borgerlige Selſtaber. Begge
ere indvortes og udvortes: Der: indvortes beſtaaer i vore Mer
borgeres Tanker og ſtiulte Domme. '
Det er det borgerlige Menneffe ligegyldigt, enten Medbor⸗
gere domme ilde eller vel om dets Handlinger, naar de fun iffe
give deres Tanker tilfiende ved udvortes Tegn, Ord eller Gier⸗
ninger. "Det ev derfot alleene de udvortes Domme, . at
Seifkabet har med at gisre, og diſſe beftaae deri: at —
uderykke ved Ord, Tegn eller. viſſe Gierninger den indvortes Hoiag⸗
telſe eller Foragt, de føle for andre Perſoners Tenkemaade,
Foretagender, Omſtæendigheder og Opferſel. |
Vi ære faavel med en indvortes, fom med en udvortes re,
dem af vore Medborgere, hes hvilfe vi finde noget af bet,
fom vi falde Stort, Vi have derimod en ringe Agtelſe, fa vel
ogſaa Foragt for bem, hos Hvilfe vi finde mmoget af bet, ſom fis
der imod det Begreb, vi giøre os om det Store.
Men hvad er fort, og hvad er ringe? Dette fommer an
pan Folkets .Tæntfemaade; og denne Zænfemaade hænger igien
af Folkets Fornuft og Dyb.
Den ſande Philoſoph agter intet i Verden for af fortiene
Navn af virfeligen ſtort, uden Gud, hans Glerninger og ben
eene lykfaligglorende Dyd. De allene i hans Øine ere ſtore
Mænd, der foreene Indfigt og Gaver, og det ſom meere er, .
fande Dyder for af tiene Bud, Forſten eller Staten, og fig ſelv.
Almuen derimod agter det for ſtort, fom er uſedvanligt i
Verden og slør megen dſst.
4760 A. Sdqhotte.
Kommer f. Er. en Seierherre fra en vunden Krefning giesis
nem ben forfængelige Konſtes opførte og ſtolte TriumphsPorte)
imodtages han af en forvildet. Mænghes Frydeſtrig, ſtarkkydende
Inſtrumenters Slang, og forhnende Kanoners Brolen. Seats⸗
manden tanker viſt ikke ſom Philoſophen ved fad: prægtigt et
DODdyptrin; thi denne ved dette rørende Syn feer ikke andet er en
lykkelig Morder, der æres fordi han har udgydet em ulykſalig
Hob af fine Medmenneſters Blod. Han ffielver ved. det Syn,
ber opvekker faa overordentlig. en. Glæde. det: heele Folks: :5
Vi ffal have megen Moie med "at opdage, noget fad. latterligt
og taftværdigt. i det borgerlige Selſtab, at det fordervede: Hierte
jo deri finder en Fornsielſe, ja det fom meere er) en: AÉres
Ethvert Menneſte vil være æret. Er Staten :fordervet ved Over⸗
daadighed, ba gior den prægtige Kledning, ben. forgyldte Vogn,
Dordet& ubføgte Sptifer, rige Meubler, Mængde af Opucheter
endog den bankundigſte til en Socrates, og den vellyſtigſte til en
Cato. Den artigeModeherre ſoger den ſamme Wre i at fæmvlife
fin rige Veſt, ſom et Beviis paa fin gode Smag, ſom Blomſt⸗
Ctfferen i at være Cier af en ziirligen tegnet: Neellike eller Tuli⸗
pan. Endog tør den grove Bonde: gigre fig en Ere af af, være
trodſig imod fit fromme Herſtab. En Pengejøbde flammer ſig
ikke ved at. fætte fine Fortieneſter i Bedrager, Tingétuden i
Chicaner og Renomiſten i Trekampe. i
Guld og Wre, ja, "det ſom endnu i de: Fornuftiges Øine
overgaaer alt, Dyd og Religion falde alt for ofte i Falføneres-
Hænder. Deri ſynes mig det meunneſtelige Vilkaar allermeeſt
at. være beflageligt, deri nemlig: -at Menneſterne i⸗Stedet for
at bruge, faa ofte misbruge endog det ſtorſte, det beſſe; ,og -bet
nyttigſte. Vi ville. f. Ex. nævne et dydigt Menneffe; men hyil⸗.
ken Vanfkabning af et dydigt Menneſte kommer ikke zid, naar
vi raadfore og med et fordervet Folks Taonke⸗ og Levemaade: Det
er viſt ikke uden Medynk, at jeg bruger dette Exempel. Et
dydigt Menneſte, dydigt efter Religionen. og dodigt efter Moden.
ere tvende fan forſkiellige Veſener, at de ligne hverandre ikke
J A. Schutte. 477.
mere end Nat og Dag. Bi ville føge at affkilbre det efter
Moden bydige Menneſte, i det Haab, af den Konſterfarne holder
Seildreren det tilgode, at han bruger grove Penfler til at af
flimre de grove og ſterke Træt. Her alleene et Udkaſt · til bette
Malerie: Modens forſte Lov er denne: Enhver ſtal opføre fig
efter ben Nang, han nyder i Selffabet, det koſte, hvad det koſte
vil. Af denne Grundregel giores denne Slutning: At bedrage
Kiobmend, Skradere, Haarſtierere, Hyrekudſte og ben heele
NRekke af de krybende Sfabninger, der omſkabe os til dydige og
fornuftige Mennefter, er langtfra ikke laſt⸗ men roesværdigt,
naar det ſtikkelige Menneſte derved opnaaer Hoved⸗Oiemeedet af
fine Onſter, at anſees for dydigt. Tuſinde Gange maae det
dvdige Gemyt heller vove Livet i Tvekampe, end holde nogen et
flygtigt Ord tilgode, hvoraf noget fornærmende for MEren kunde.
udledes, At udholde en langvarig og bekoſtelig Proces for at
forfoare fin Vang i en Kirkeſtoel er en billig Agtſomhed, man
er Wren og fig felv ſtyldig. Det, den daurlige Almue kalder
Utugt og Liderlighed, er ofte i den artige Verden intet andet
end Galanterie, der endog er hoiſtnodvendigt for at danne Hier⸗
tet og formilde Gæderne hos det unge Mandkion, der er beſtemt
til at gisre Lykke i den ſtore Verden. Den Gierrighed , hvors
med en Embedsmand i de øftlige deſpotiſte Stater udfuer en
gemeen Borger, fan aldrig beløbe fig til mere end til en ftor
Huusholdningskonſt, der dog ſynes at være dreven noget vidt.
Det Hoklerie, hvormed Nedrighed roſer, ja ophøjer til Skyerne
en Overmands Bell, er et ufeilbart Beviis paa en ſnild Tan⸗
kemaade. Med en ondffabsfuld Bitterhed at ſtrigle deres Feil,
ber ikke Fan flade 08, røber et ſtort Pund. Ved et ugudeligt
Spøg at gløre det helligſte i Religionen latterligt, er ofte blevet
anfeet for et ubedrageligt Kiendemærfe paa en ſtark Siel. Gri⸗
bes den fornemme Mand paa et berygtet Huus; vi ere jo alle
Menneſter: Drikkes han i et, godt Seiſkab til Gulvet; den ſpot⸗
tende Ondſlab, naar den har den mindſte Levemaade, figer ikle
12
4
s Å | . ØV v
478 A. Schytte.
andet end dette, han er felſtabelig: Dræbes han i en Doekampe
WEren felv fonger over Graven: Her hviler min Martyr.
Saa fordervede ere ofte Folkets Begreber om ben fande MÉre:
Hvo vil undre fig derover? Statsmandene maae giore eet med
Theologer og Moralifter for at renfe dem.
Den, ſom forfalſter Mynten, begaaer en Synd imod det
heele borgerlige Selſtab; den, ſom forfalffer ben Mynt, vi kalde
Eren, begaaer virkeligen en ſtorre Synd end hin.
ud
"Ryge Rothe .
Føbt i Randers 1731, død 1795, Af hang Chriftendommené Virk⸗
ning paa Folfeneé Tilftand i Curopa:
Kan Staternes og Borgernes Bet heſtaae med den
chriſtne Religion? ,
Vigtigt ev Sporsmaalet; thi forſt flyder deraf Regel for Øvrige
hed, hvad den er Staet, og Folk, og fig ſelv ſtyldig i Henſeende
til dem, der offentligen rande Folkene at vorde uchriſtne; om diſſe
Raadsmend bør indfluttes ſom vidløfe, eller ſtraffes ſom den
offentlige Freds og Lovenes Fiender; eller og om det, at Chriſten⸗
bommen i Chriſten Staet angribes, fan være for Regent, ſom
det var for den liige faft paa Tronen ſiddende Jupiter, hvad enten .
PYpygmaerne eller Titanerne vandt; dette er een af Underføgnins
gens Nytter; ; der ere andre flere, og den ærlige Mand maae viide,
om han kan. være Chriften, derhos Patriot og Underſaat; thi er .
end Øvrighed ypperſt og vældig overmaade, der er bog for ben
Chriſtne, den vældigere, den alles Herre; og fan den. Chriftne
troe, at denne vil andet end hiin, o hvor maae da Hiertet ængftes,
C. Rothe arꝙ
og det vorde til Dags og Midnats Kummet, af han lader et Men⸗
neffe være fig meere end den Almægtige: Saa endnu eet ſom
Følge af Spørsmaalets Oplosning; "dette nemlig, at om maaffee
nu, da Overdaadighed med alle dens Siel og Legeme fei og ſvag⸗
gisrende Folger, derhos en vis vore. Dages Philofophie, der i at
leede Menneſtet, til ikke at tiende andet Held, end bet Dyrene '
ogfaa funne nyde, langt overgaaer den Epikurs, dog tvende For⸗
" tolkninger taalende Lære, om nu da diffe foreenede Aarſager ſynes
at tillave en Revolution i Tenkemaade, i Sæder, i Love, £ Nes
gieringsmaade, hvorved vi, ifald denne fig ankyndigende Philoſophie
fie Overhaand, fulde falde: Jeg kan neppe fige hvortil, men det
mindſte er ſandeligen Barbarie og Treldom; om da den Chriftne
Religion ffal være det ſterke Diigé til at ſtandſe Fordervelfen, ops
holde vor Art paa Banen mod fin Beftemmelfe, og efterdi denne
Religion, i hvor det gader, dog et Sted ſtal findes, om den ba
ſtal være fom evig hellig Ild, hvorved, Faklen igien fan antændes
og Morket og Morkets Spøgelfer faa ved dene Skin fordrives.
Paa tvende Maader fan Sporsmaalet, hvorom her handles,
blive oploſt: man fan underføge, om Chriſtendommen ſtrider imod
Borgerens Pligter og hans Lykſalighed; man fan tage Indven⸗
dingerne mod Chriſtendommen for fig, og veie dem; man fan
derhos fremfette den viffølig intereffante Opgave: hvorleedes det
vilde fee ud idlandt os Curopæer, ſaadanne ſom vi nu ere, ifald
den Chriſtne Religion blev 06 frataget, eller ifald den blev faa
ringeagtet, at den ikke meere havde, Indflydelſe i vore Sæder,
Love og Indretninger, ikke merre gav dem Form og Styrelſe:
her vilde da nødvendigen blive at. fpørge om, hvad der fulde
gived 08 igien i Stæden for denne Religion, og faa maatte
viffe Phanomener komme under Betragtning, hvilke nu viife
fig i Politifen, og andre det Almindelige angaaende Indretnin⸗
ger, der, hvor man ſynes at ville viige af fra denne Religion.
Dette var een Oploeningsmaade; den anden er at overſee Ver⸗
1412*
480 "2. Rothe.
ben ſom den var for Chriſti Tider, ligeſaa hvorledes Tingene
"ere, der hvor Chriſtus ei kiendes, og da giøre Ligning med vor
Chriſtne Tilſtand: beregne til en Maſſe den fig viifende Lyk⸗
falighed, og endelig lade den fynfende Vægt affige Demmen.
Men man vogte fig for at falde til de forte Udfigter, faa man,
for Exempel, toeg Sparta, imedens den enthuſiaſtiſt holdt Lys
kurgs Love; eller og Voms Helte, i Stadens førfte Tiider, da
dens Oprindelfe og Tilſtand giovde den ſtrenge Dyd faa nød
vendig; eller fan man heftede Tanken ved et lidet Folkes Dyb,
ffisn fom de muelige Troglodyters, og. da, fordi man ef let.
fandt Parallel til diſſe Ting, troede Verden ſtionnere for 1800
Aar, end den nu er. Nei, Kloden nu, fom den er, for ſaa⸗
vidt vi kiende den, og det nogle Aarhundrede igiennem; deraf
giort eet; og fan pan den anden Side, ligeſaa heele Kloden
med Afforer, Rgypter, Græfer, Rommere, og fan fælbe Dom⸗
men efter Hiſtorien, denne Leedere, der er tryg frem for Hy⸗
pothefer og Indbildningskraft; det forftaaer fig da, at Reede⸗
lighed bør viifes, og de gamle Dage faae Roes i de Stykker,
de den fortiene; og hvor meget got er iffe om dem at fige2
men det bør og paaagtes, at ligeſom Sokrat var Philoſophen
i Athenen, da Stadens Indbyggere i hoieſte Grad vare fordærs
vede, ligeſaa var den menneffelige Scipio General for be haar⸗
deſte Soldater; jeg meener her, at de enkelte ædle Mand, hvis
Navne Hiftorien til vor Attes Wre har bevaret, ſom ofteſt
havde anden, end deres Folkes og Tilde Charakter: font ofteft
vare Stierner, der enkelt tindrede paa et med natlig Morke
heelt og heelt overtraft Firmament. Love og Sæder fpørge vi
om, men iffe om, hvad sen giorde, og derved beundredes; vi
fpørge om, hvad der var tilladt, hvad der kunde ffee uden
Vanegre; det gielder altſaa om Folkenes Vidſtab, Moralitet,
Adel, Lykſalighed, og det en heel og en lang Periode igiennem.
Fremdeeles bliver det at underføge, naar vi finde de gamle
Dages Skionheder, om diſſe moralffe eller policiffe Fortrin,
ifalb ber ere nogle, og faa mange fom be ere, fun grunde fig
A
T. Rothe. 184
derpaa, at Tingenes Syd endnu ef leedte Menneffene tif be mode
fatte Laſter og Uordener; eller om det virfeligen var Love, Inde
retninger, Zankemaade, Morals og Philoſophies Syſteme, der
leedte og nodte Menneſkene til at være gode i de Stykker, hvor
de ſtundum fan fones at have været det frem for 08; forſt
naar Havet bryder paa, da kan der dommes om Demningens
Anlæg til Styrke ; og ſaaleedes er det eet, at viiſe hvad Rom
var imedens hver havde liige meget Ford, og Conſulen kunde
være faa fattig fom Almues Mand; et andet er, hvad den blev,
bed at komme (i Stilling liig vores og vore Dages: da galt
det om, hvor ſterk Love og Indretninger og Morals Principier
og andre gieldende Grund⸗Ideer kunde flyre mod det Glid, alle
menneffelige Ting tage til Fald, Forvirring og Forringelſe; og
førft naar Tingene faa ere giennemtæenkte, da kunne vi flutte,
hvad dette Mom eller anden Staet med fine Love og fine øvrige
Handlings⸗Motiver var blevet nu. Overalt: hvad giør at enkelt
Bedrift, eller vedvarende Adfærd fortiener Navn af Dyd, og
Roes fom Dyd? Striid og vunden Seier og ædel Henſigt maae
der være, naar vi ſtulle have Ret til at fordre Agtelfe: have
Net til at være os bevidſte om vores mere Værd end andres;
men hvor glemmes dette ikke faa ofte, naar vi ivrigen forher⸗
lige de gamle Dage og diſſe Dages Folk; man beundrer Ger⸗
manen, og ham end mere mod Nord, fordi han ei var vellgs
flig, blød eller hed, ſom hlin i Øften, og glemmer faa det
forffiellige Elima; man beundrer de gamle Dages Gieſtfriehed,
og agter ikke, at hvo da vandrede fra ſit Huus, han fandt intet
Leie og Herherge uden det, der tilbodes ham ſom Gieſt; altſaa
maatte hver yde andre det han ſelv igien vilde nyde; ja har
man ikke og giort det meeſt phyſiſte Hiemvee til Patriote Dyd!
og faa er feet med meere af ſamme Slags, naar det galdt
om at finte ſynderlige Tiider, og Ting til Beundring, nu i
de gamle Dage, der ere faa langt fra os, nu blandt de Bilde,
e
der paa en anden Maade ere liige langt fra 08; fledfe moerer
Eventyret, og altiid ere der Tilhsrere villige at troe det, Men,
i . 2, Rothe,
fom alfenegde fagt: lab Hem Bourne po ØBLidbet med, biffe fose .
dums, eller diſſe endnu værende beundrede Folk: ja paa Glid⸗
det, og i Strømmen med, ſom Aſſyrer, Perſer, Greker, Roms
mere have været, pg vi ville; ba fee, hvor. de kunne imodſtaae
ben til Forandring førende Valde: vi ville da bedømme, hvile
ken Tiibs⸗Petiode der viiſer fleeſt uſtadigen vankende forſviu⸗
bende ſtore Folk, og ſtore Staeter; fleeſt Dvergange til ſtiendigt
Træeldom, tykt Varbarie, og aft hvgd andet, der i politiſt, i
moralſt, ijphyſiſt Forſtand føder Menneffet fra fin. Adel, og
fin Hæld; enten ben Periode for 1800 Aar eller den fiden; ſaa⸗
ledes, med eet Ord: det er Verden og dens Hiſtorie vi kar .
overſee, og derefter gjøve vor Shutning,
'
Ove Guldberg.
Fedt i Horſens 1734, bed 1808. Gom Prøve paa hans Verdens
Hiſtorie, hvoraf Han Fun fif tre Bind ſtrevet, vælge vi
Mesſeniexen Ariſtomenes.
Polybori Sen Eurycrates og Theopompi Sonneſon Zeuxida⸗
mus have imidlertid regieret Sparta i al Rolighed. Meſſeniern⸗
"bare deres Lenker, og ſukkede: Argiver dg Arcader fane denne
overmægtige Naboe, og frygtende holdte fig ſtille. Anapander
og Anaridamué traadde i deres afdøde Fadres Sted fil den
Spartanſke Regiering, og vidfte ikke, hvilken blodig Krig man
havde beredet dem Meſſenierne, fag undertrykte, forhaanede.
og mithandlede, fane det i ſidſte Krig tabte Mandfkab fgien
erftattet ved en talrig Ungdom, og da de albrig Havde glemt
dered forrige Frihed, fandt de: mu, ved at betragte deres for⸗
nyede Kræfter, en Dobbel Længfel og Utaalmodighed efter ten,
” n HELER
AJ 2 1
OD! Guldberg. , 483
Iblandt bem lever en ung Mand Ariflemenes af” det gamle
Meffenfle Kongeblod, ſom fandt i fin høie Herfomfi et nimod⸗
ſtaaeligt Kald til at redde fit Fedreneland eller døe i Forføget,
Han og nøgle undre anſeelige Perſoner opeggede deres Folk til
at fatte det Haab, ſom giver Sielene Mod til ædle-og. driftige
Foretagender. Da dem nu ſyntes, at dette Oiemeed var naaet:
faa for at begynde faa vigtig en Sag forfigtigen, ſeudte man
hemmeligen Bud til Argiver og Arcader, og ſom diſſe Stater
felv vare færdige at bryde med de Overmyndige Spartaner, fik
man de bedſte Løfter tilbage.
39 Aar ere nu fiden ſidſte Krig forløbne, da Meſſenierne
3260 grebe til Vaaben, for at tilfægte ſig den fiere Frihed,
Endnu har deres Bundsforvante ingen Hielp ſendt dem, og
dog driſte de fig til Aaret efter at levere Spartanerne et Slag
ved Deras i Meſſenien, Hvor Ariſtomenes gav ſaadanne Prøs
ver paa en Helts Forſtand pg Hierte, at hans Landsmend tils
bode ham efter Slaget Kronen, og da han undfløg fig for den,
erklærede de ham til deres fuldmyndige Feldherre. J denne nye
Værdighed var det hans forſte Omhue at ſtrakke Lacedemonerne,
og fom han biendte deres Overtroe, ſneg han fig.i Mattens
Morke ind i Sparta, og -ophængde paa Minervæ Tempel. fit
Skiold med, hen Paaffrift: Ariſtomenes helliger Minerva dette
af Spartanerns Bytte. Paa ſamme Tid befoel det Delphiffe
Orakel Spartanernes, ſom vilde udbede fig Apollos Raad til
Krigens lykkelige Udfald, at de ſtulde af. Athenienſerne udbede
fig en Anfører: Athenen ſendte bem Poeten Tyttæum ; halt
paa den eene Fod, ſom havde næret ſig ved at holde Skole,
og ſyntes intet mindre end oplagt til faa vigtig en Poſt. Neppe
er han bleven valgt, fordi Athenen troede ham udueligſt: benne
idé Hiſtorie giver os ingen Grund til da at forrhode, mindſte
Avindſyge imellem diſſe Stæder; men hvad der ellers beſtemde
hané Udnadnelſe, kand vi ikke ſige. Tyrtæus kom til Sparta,
blev ſtrar given Borgerret, og ved fine Vers, lempede til de
indtreffende Omſtandigheder, raadede og opmuntrede Folket:
4
'
"
484 O. Sufdderg.
deri beſtod Hans Auforſel; dog fulgde han Haren, og med
Spaamandene opholdte fig ved den bagefte Linie, Kongerne
beſtyrede ellers, ſom ſedvanligt, Krigen.
Aaret efter fade mar ikke Arcader og Argiver allene, men
ogſaa Elter og Sicyonier, og alle forhen Landflygtige Meſfe⸗
nier at fløde til Ariſtomenes, og da Corinthen valgde det Spare
fanffe Parti, blev nu den Meſſeniſke Krig hartad hele Pelepo⸗
nefi. Begge Hare havde deres Spaamend: begge Anførerne
deres Garde: Ariſtomenes 80 udvalgte unge Karle, og Kong
Anaxander de modigſte Spartaner. Deme giorde i Slaget,
hvad han kunde; men maae dog vige for Ariſtomenes, der viſte
fig lige flor Feldherre og Soldat. Nedlaget paa Spartanerne
dar faa betydeligt, at de tabde Modet, og havde fluttet Fred,
hvis iffe Fyrtæus ved fine Sange havde indgivet dem Mod,
og (ært dem at forftærfe deres Krigsmagt ved at udtage til
Soldater nogle af Heloterne, deres Slaver… Den utrættelige
Ariſtomenes plyndrer, erobrer, gior Fanger: fvæver om med et
idet Parti der, hvor man mindſt ffulde vente ham: efterſettes,
og nu flaaer Fienden, nu med alles Forundring undgaaer deres
Hunder: fort ſagt, viſer fig lige duelig til Anfører, Partigæns
ger, Soldat. Havde hans Magt været fom hans Mod: maatte
Sparta have buttet for denne ſtore og paa Anſlag faa frugt⸗
bare Helt.
Man har Krigens fierde Aar, fra Dprørets Begyndelſe at
vegrie, da Kong Ariſtocrates IL. ſtodte med den hele Areadiffe
Magt til Meffenierne, ſom derved troede fig ſterke nok tit
at byde. Lacedamonerne Spidſen, det paa deres Side freden
pleiede at unddrage fig for en Fegtning, og. her fan meget
mindre, fom de forud vidfte, at Seiren denne Sang fulde
— hage deres Parti, Den Arcadiſte Konge havde de underkiobt,
pg'den noiagtige Pauſanias, ſom jeg folger, forſikrer os, at
Spartanerne vare, ſaavidt han vihſte, det forſte Folk, ſom havde
giort Guldet til Vaaben, opſporet forrædiff ſindede, og anvende
fliges Begierlighed til deres Fædrenelands Ulykte og fin Fotdeel.
P
!
O. Gulbderg. 488
Slaget ſtal nu leveres, og denne Forræder' anſtiller fig fore
firætter hos fine egne Folk: Offerdyrenes Indvolde, fom man
i flige Foretagender raadforde fig med, ſpaaede intet got: Val⸗
pladfen, man havde udføgt, duede intet: Arcaderiie ſtode Fare
for at blive omringede, Dg da han havde giort alt farligt og
bem forfærdede, bød han dem at ågte vel paa, naar han gav
Tegnet til Tilbagetrekning. Man er nu midt i Heden, da
dette Tegn gives: Arcaderne rømme deres Poft, og ingen Meſſenier
havde formodet det. Alt er nu forloret, og det faa meget des
viffere, ſom diſſe flygtige udgiorde, fden de vare denne Sang
de eeneſte Bundsforvante, baade Midten og det venſtre FBei, og
deduben, for at giøre Ulykken des flørre, bleve af deres Konge
førte lige igiermem det højre Floi, hvor Meſſenierne ſtobe. Mod
flige Tilfælde gielder hverken Raad eller Mod. Ariſtomenes
maatte da fee fine Fole myrdes og adſpredes. Alt, hvad fan
kand giøre, er at ſamle Levningerne, og da han ei mere kand
holde Marken, ei heller for Folkemangel forſvare alle hiſt og
her liggende Stader, befoel han at forlade alle midt i Landet
værende Byer, holde allene tvende Soſteder Pylus og Mos
thone befatte, og med Kiernen af Folket ut fette fig paa Biers
get Ira, fom man bebygde og omſkandſede.
Derfra giorde Ariſtomenes med 300 Wand, han havde uds
føgt fig, beſtandige Streiferier, bortforde alt det Forraad, han
fandt, ikke i Meſſenien allene, han nu anſaae for Fiendernes,
men og i Lacedemonien, og bragde diſſe Seirherrer i ſaadan
Betryk, at de maatte forbyde at dyrke Lander, ſaavel deres eget
paa Greendſerne, fom og det erobrede. Men heraf kom Dyrtid
i Sparta, og Oprør af dem, ſom eiede juft de Jordgodſer, der
fulde hvile: Poeten Tyrtæus maatte igien fade fin Geiſt arbeide
for at rolige de opbragte Gemytter: Ariſtomenes omtumlede fig
imidlertid efter Sedvane, og med en Haandfuld Folk trodfebe
ben hele Spartanffe Overmagt: nu overrumpler han den Bye,
og nu har han opfnappet de Levnetemidler: intet er ſikkert.
Begge de Spartanffe Konger ledte efter ham, og han mane
As
2
6 O. Guldberg.
endelig holde Stand: han og. hans fegte fom Helte, men han
overvældes, og af et Slag paa Hovedet befvimer, og med 50
af fin Garde fanges, da Reſten reddede fig til Ira. Man fores
flide fig, hvilken fortvivlet Sorg der, og hvilken raſende Slæbde
- , I Sparta Nu ſtal han høg, og det fom den ſtarſte Misdeder.
Der var en dyb Bierghule i Sparta, man kaldte Keadan, hoori
man ſtyrtede be grovefte Forbrydere, Saadan en Grav bes
ftemmer Sparta til Ariftomenes ag hans Folk: diſſe ſidſte beg
kede Halſen, men han ved den forunderligſte Skiebne naaer
ſtadeslss Bunden, fvøber fig ind i fin Krigskappe, og venter
rolig i dette mørke Sted fin uundflyelige Dod. Paa tredie Dag
hører han en Raslen om fig, og mærker, det er en Ræv,
ſom ſogde Aadſle. Strax tæntde han, den-maatté have en Ind⸗
gang, greb derfor Dyret i Halen, jog den fer fig, krob efter
den, og traf dens Hul, ſtort nof for den, men ikke for ham.
Denne Banffelighed overvandt han dog, og flap igien til ſit
Jra, hvor man endnu begræd ham. Lacedemonerne horde et
Nygte om hans Liv, og troede, man fortælde dem, at en
Død var ftanden op; men Heltene Dife fnart, at de leve.
Ariſtomenes havde ved fine Speidere faaet den Underretning,
at nogle Tropper, fom "Corinth fendte Sparta til Hielp, kom
anrykkende uden Orden og Forſigtighed, ſom be, der neppe kunde
vente eller befrygte nogen Fare. Dem overrumplede han om
Natten, drabde deres Anførere, abfpredde dem; og udplyndrede
Generals Feltet. Nu vide Spartanerne, at Ariſtomenes lever,
Helten kom tilbage, og giorde anden Gang det Offer, Meſſe⸗
nierne pleiede, naar en Mand havde nedlagt 100 Fiender.
Men, at vi .ffal forbigaae andre denne foruhdringsværdige
Mands Bedrifter, udholdte han mod de mægtige Spartaner,
paa iite Aar, midt i et øde Land Beleiringen, og hva veed,
hvor længe han endnu havde Fundet drille dem, naar en los⸗
agtig Qvinde ikke var bleven Meſſeniernes Ulpkte? Cmperamué,
en af de høie Spartanffe Officerer, har en Slave, ſom ved en
Hendelſe har feet en Meſſeniſt Kone, er bleven forelſtet, traf
' ("
ø
"De bag, asn
Befklåghe) at tale med hende, og ved nøgle Gaver kom fag vibt,
at hun gav ham Anvüening paa hendes Huus, og beſtemde
til deres Gammerfomft de Nætter, hendes Mand var paa Vagt.
Ru traf det fig, at flig en Nat, da hun har Slaven hos
fig, oſede Himmelen Regnen ned i det heftigſte Uveir: Ariftes
menes, fom lage af negle Saar, han i en Skiermydſel har
faaet, kand denne Nat ikke efterfee Vagten: hvad feer? Sol⸗
daterne forfode deres Poſter, og teoede Morket og Uveiret at
ſtulde bevogte bem, J dette Bal er Qbindens Mand, ſom nær
havde overrumplet hende med Boleren, men hun fik ham dog
forſtukken, fordoblede derpaa "hendes ffielmffe Venlighed mod
Manden, og blandt andet fpurgde: hvorledes han var ſluppen
fra Vagten. Han fortæller alf, og overgav fig faa fil den tunge
Søvn, Nu liſtede Slaven fig bort, vel underrettet, kom ſnart
til den Spartanffe Leir, og meddeelde fin Herre Emperqmus
faa betydelig en Kundſtab. Han har juſt ſamme Nat Anførs
felen, ſiden Kongerne vare reiſte til Sparta. Strap befaler
Han Hæren at følge fig, og Slaven er Veiviſer: ved Storms
ſtiger hielpe de fig over Fceſtningsverkerne, og mu førft er det,
at Ariſtomenes med fit Huus marker Fienden. Denne ſaarede
Mand forlader Sengen, er allevegne, ſamler ſine Folk, indgiver
dem Mod, og derpaa, ſiden Fienden holdte fig flille og Mørket
ikke tillod at giore noget klogt Val, befluttede at opbie. Dagen,
Mu gif det fælefte Blodbad for fig: alle Meſſenier, endog Qvins
derne, giorde hen tapreſte Modſtand; men Spartanerne holdte
og Fod, og ſom de ei kunde bruge i de fnevre Gader uden et
maadeligt Antal; fendte de det overflødige Mandſkab fra fig,
med Befgling, af og, til af afloſe de firidende, Det er næ
ben 3die Dag, at Ariſtomenes under et beſtandigt Vandſkyl
faner mod Fienden, men feer alle fine f(vælfede, og den blotte
Umuelighed at holde fig længere. Her [od han nu de taprefte jers
mydfere mod Fienden: de fvagefte med Koner og Børn fatte
han i Midten: og Bagtropperne vare og udſogte Foik og vel
anførte: , alle befoel han at følge ſig, og ſelp fetter han fig i
188 O. Guldberg. me
—* lige mod Fienderne. Da de af hans Bevæg fee mærs
fede, at han vilde hugge fig: igiennem, gav Emperamné efter
Spaamandens Hecati Raad fine Folk Tegn at deele fig, og til⸗
ſtade den farlige Ariſtomenes med ſin fortvilede Flok en fri
Gliennemgang. Hvilken KMogſkab af denne Felbherre? Saaledes
endtes den anden Meffenifte Krig 5277, efterat den Havde varet
17 Sar.
Men vi' maae følge vore flygtige Meffenier. Ariſtomenes
fører dem, uden at Spattanerne torbe angribe ham, lige til Ar⸗
cabdien. Dette Landé artige Folk, ſom af fin forrædiſte Konge
hidtil var hindret at komme Meſſenierne til Hielp, modtog dem
nu” med den ommeſte Kierlighed, tilbød dem fine Byer, og var
villig til at deele endogſaa fit Land med dem. Aliſtomenes
anfaae alt dette med den tilborlige Erkiendlighed; men det var
de almindelige Sieles Sag at takke, trøfte fig og ei tenke vi:
dere. Vor Helt udføger fig 500 Mand, og fpørger bem, om
de vil følge ham til Døden felv. Da alle ſvarede det Fa, ſom
faa let gives en Helt: erklærer han, at vilde gaae lige til Spars
ta, og medens dens Folk deelede Mefjeniernes Gods da angribe,
og enten erobre den, eller blive et Offer: ſteer det ſidſte, ſagde
han, hviffen ærefuld Død hos alle Tider? lykkes det forſte, give
vi Spartanerne deres igien, for at fane vores. 300 Arcader
tilbyde fig at følge med. Dagen efter flal Toget ſtee; men
Arcadiens Konge Ariſtocrates, den nedrigfte Siel blandt hans
Folk, gav' om Natten ved en troe Slave Kong Anarander i
Sparta Underretning herom. Men da Slaven om Morgenen
vendte tilbage, faldt han i et Arcadiff Parties Hænder, fom miss
tænfte Stedet, han kom fra, og ſtillede ham frem i Arcadernes
Forſamling. Man fandt Anaxanders Brev hos ham, og deri en
Takfigelſe til Ariſtocrates baade for denne og forrige Tienefte. Nu
griber det forbitrede Folk til Steene, kaſter bem paa deres Konge,
egger Meſſenierne til at giore det ſamme; men de ſaae til Ariſtome⸗
nes: og han græd med nedſlagne Øine til Jorden: da forſte Gang
faae man denne Mands Taarer.
O. Guldberg. 189
Saafnart Ira var ganen over, og Lacedemonerne ved Ariſto⸗
menis Vortgang fane fig Herrer af Meffenien: deelede de anden
Gang dette ſtionne Land imellem fig, og indſkreve alle de Meſſe⸗
nier, de kunde overkomme, iblandt Heloternes, det er Slavernes,
Tal. Deres Frihed tabte be, men aldrig det frie og til deres
Fedreneland hengivne Hierte; endog under Lænferne felv fandt
man hof dem deres Sprog og Fedreneſtikke i al Reenhed bevarede, .
ſaa at dette Folk midt i fin Ulykke blev hele Hundredaar Meſſenien
troe, ſtiont ſamme var ikke mere. Det Haab om bedre Tider, fom
ædle Siele allene kand rumme og beholde, oplivede diſſe under⸗
trykte, og deres Fædres ſtandhaftige og paa tapre Gierninger faa
frugtbare Kierlighed til Meffenien, ſom Slegt fortælde til Slegt,
fodede og vedligeholdte denne Siels Ophsielſe, Hiſtorien felv neppe
ved lige til.
Nogle Meffenier undgik det Spartanffe Aag. Thi alle be, ſom
borde i Pylo og Mothone og langs med Soekyſten, begave fig efter
Iræ Erobring paa deres Skibe, og føgde til Cyllene, en Hawn i
Landſtabet Elis, hvorfra de reifte over Land til Ariſtomenes og
deres Brødre i Arcadien. Her blev det nu alles Beflutning at
føge fig et nyt Land, og Ariſtomenes var den, under hvis Anforſel
de onſtede at prøve deres Lytte. Men Helten kand ikke opofre fit
Haab om Meſſenien, og giver dem derfor fil Anførere fin Son
Gorgus og Manticlus, begge af ſtor Tapperhed og ædle Egenffaber,
Det gieldte nu, hvor man ſtulde vende fig hen; men i det de vaklede
om deres Bal, fendte Anaxilas, ſom eiede Rhegium i Nedre⸗Ita⸗
lien, Geſandter til dem, og indbød dem til fig. Dette Tilbud
fulgde de, faa meget des hellere, ſom denne Fyrſte var felv og en
Deel af hans Folk til Herkomſt Meſſenier, der havde under ben
forſte ulykkelige Krig farladt deres Fædreneland, og nedſat fig i
Italien. Her ankom nu vore flygtige, og bleve af Anaxila hiulpne
til at bemægte fig 3281 Zancle i Sicilien, ſom de kaldte Meſſene,
et Mavn, Byen bærer endnu. Ariſtomenes felv gif nogen Tid
efter til Delphos, for at raadføre fig med Apollo om fit Haab og
bets Midler; men Svaret har ikke været fordelagtigt, og denne -
490 O. Guldberg.
ſtore Mand troede Guden. Paa ſamme Tid kom Kong Damage⸗
tus fra Jalyſo paa Øen Rhodo, og vilde af Oraklet vide Chi man
abſpurgde det i alt) hvor han fulde føge fig en Brud: Apollo bes
” foel fam at vælge den bedfte Græfers Datter, og ſtrax begierbe
Kongen Ariftomenis, ſom ogſaa blev ham tilſtaaet. Faderen led⸗
fagede hende felv til Rhodum, hvor hun blev Moder til en tapper
og hos alle Graker anfeet Stamme. Da Ariſtomenes nu var ſom
" overladt til fig felv, føden hans Meſſenier og Søn i Sicilien, hans
… Datter paa Khodo, to andre Døttre og en Syſter i Grakerland
befandt fig alle i en onſkelig Tilſtand, og den Delphiſte Gud havde
fordømt hang Haab om Fedrenelandets Redning: faa tog han fig
for at beføge Kong Ardys Hof i Lydien og Phraortis i Medien,
kied uden Toil af at ſee de ſtolte Lacedemoner og høre om de ulyk⸗
kelige Meſſenier. Men midt under dette fit Reife-Forfæt døer han
paa Rhodo efter Aaret 3297 (thi da kom Phraortes paa ben Me⸗
diffe Throne), Verden har fan Helte af høiere og renere Egen»
flaber: mine Læfere kiende ham felv af hane Gierninger: eet Træt
fattes endun i hans Skilderie: Misundelſe havde inter Sted i hans
Siel, og ſtor nok ved fig ſelv, ſaae han gierne andre at bære de
ſamme Wrekrandſe ſom han.
— — —
Johan Clemens Tode.
Født 1736 i Vierlandene ved Hamburg, død 1806.
'
Kiærlighed betragtet fom en Sygdom.
ogle af mine Læfere ville maaffee baade undres over, og fors
tryde pan, at jeg har valgt denne Materie, og at faa hellig en
Drift, ſom SKiærlighed er, ſtal have ſamme Skicebne ſom Giæs
og Oſters, at igiennemhegles af min medicinſt⸗ſatyriſte Pen.
Men jeg forſikkrer paa. Autor-Parole, hvilken altid er lige
faa: hellig fom SKiærlighed, og i det mindſte fangt helligere end
. ' 3. €. Tode. 194
Eicerligheds Lofter, at. intet andet i Verdon bevæger mig til
dette Foretagende, end Attraae og Haab af gavne mine unge,
og at more be ælbre Læfere. Det er jo dog en unægtelig
Sandhed, at Kiceerligheds Epidemie aldrig uddser hos os, og
enten aabenbart ødelægger, eller hemmeligen undergraver ſmukke
Folkes Sandſer og Sundhed. Man. vil og finde, at Lagekon⸗
ſten forffaffer en langt grundigere Indfigt I dette moralffe Onde, -
og vifer langt kraftigere Hielpemidler derimod, end Philoſophien,
om denne endogſaa vilde bruge be haandgribeligſte Overtale ſe ·
grunde.
Jeg for min ringe Deel har den forfte Agt for Kiarlighed:
jeg veed, at dens Magt er umodſtaaelig, og dens Herredbømme
uden Greendſer. Jeg tilftaaer, at ben kan bevirke ligeſaa utroe⸗
lige Forvandlinger, fom de Dvidius fortæller.
Allermindſt tør jeg, Tom den der uværdigen regner fig til
Poeterne, nægte Kiærligheds. Indflydelſe paa en Digters Genie.
Og den vilde: være meget utaknemmelig, ſom ikke erkiendte, at
Kierlighed gior mangen Byrde let og meget bittert føde, faa
at Mylord Rocheſter ikke har faa ganffe Uret, naar han falder
den en hierteſtyrkende Draabe, fom Himmelen kaſtede i vort
Bager, at Livetg væmmelige Drik kunde gaae ned. Ja fad
være, at Kiarlighed er en Gud, og har Rang og Sæde iblant
de øvrige poetiſte Divinitæter, Af alt dette følger ikke, at den
et faa hellig, ſom de nyere Digtere gior den. Dens Templer
og Offere, dens Drifter og Sodheder ere undertiden faare urene.
"Den ev altid dog fun en Skrobelighed, en Svaghed, og med
al fin Magt maa den: vige Fornuften, naar denne ret bruges:
ligefom Feberen allene faa længe beholder Overhaanden, fom Pas
tienten forſeer fig i Diæten eller tilfidefætter de rette Lægemidler.
At Kiærlighed er en Sygdom, og bør behandles fom en
Sygdom, ſtal jeg nu vife. For en Sindsſygdom hat man længe
holdt den; men jeg paaſtaaer, at det er en legemlig Svaghed,
ſom Har fin førfte Grund "i en Feil ide udvortes Sandſer, og
fom fan kureres ved Medikamenter. NER
493 J. E. Sode. ”
Den har faa megen Lighed med be flefte ovrige Sygdomme,
- at jeg ikke ſelv ret ved, til hvilken den meſt førtiener at hen⸗
føres, Dog'fommer den nok nærmeft overeens med Feberen.
Den berømte Vogel har virfeligen anført den iblant Feberne,
under Navn af Febris amatoria, Den beftaaer i et ordentligt
Anſtod af Kulde og Hede, foraarfaget af en inderlig Længfel
efter den elſtede Perfons Somme.
At en heftig Kierlighed fan fætte Bledet i en kaagende
Heede og hele Legemet i en Brand, er bekiendt. Denne Brand
bliver ofte ved, i hvor meget man endogſaa har føgt at ſlukke.
Cen af de ældfte græffe Philoſopher, fom tillige udøvede Læges
konſten, beføgte engang en Kongeføn, ſom ſtulde ligge ſyg af
Feberen. Paa Trappen fom ham et ungt Fruentimmer i Møde,
lige fad deiligt, og lige fan blusſende ſom Morgenrsoden. Da
han kom ind til Prindfen, fandt han dermes Puls i Bevægelfe.
„Du har vel nyeligen havt Feberen?“ fpurgte den Gamle ſmi⸗
lende. ,, Den har forladt mig ganſte nyffens,” fvarte den fores
givne Patient. ,,Jeg veed det,” fagde Lægen, „jeg mødte den
paa Xrappen.”
J en Feber taler man gierne over fig. Dette Tilfælde
findes og hos de Elſtende, og i en høi Grad. Ligeſom Feber
patienten falder i Forvirring og ſmaaſnakker, ſaaſnart han lukker
fine Øine, faa pleier ogſaa Kiærlighedstrælle at røbe deres Til⸗
ſtand ved alle Leiligheder, naar de ikke paſſe vel paa fig ſelv.
Allermindſt kunne de vogte fig, naar de høre eller fee noget,
ber harmonerer med deres Lidenffab, eller ligner den Eiſtede.
Jeg ved, af et ungt Menneffe, ſom blev tilfpurgt, hvad den
kraftigſte maveſtyrkende Plante kaldtes, foarte i fin Forvirrelfe:
Anne Marie,
Med Quartanfeberen Har Elſtov en flor kiigheb. Den an⸗
tager alle Slags Skikkelſer og Maſter; den ligger ofte en Tid
lang ſtiult, og ved mindfte Anledning yttrer fig igien med fors⸗
get Styrke; den er ofte allene at kurere, ved at reife langt bort.
ø
(i
J. 6. ꝛode. 193
Megen Liüghed har Kicerlighed med Ormfeber. Den ſom
plages af Orm, har gierne blege Kinder og en blaa Kredé oms
kring Øinene; en ſukkende Turteldue ligeledes, Orm ſpakke
undertiden Appetiten, undertiden forvolde de Graadighed; det
famme gier Kiærlighed. Ubønhørte Elſtere kunne hverken ſpiſe
eller drikke, og ere derfor meget tienlige i en beleiret Feſtning,
allerhelſt da deres beklemte Hierte foragter Livets Farer.
Naar Elſkov gaaer til en høi Grad, fan ligner den Mes
lancholie. Der ere mangfoldige: ſaadanne, ſom ſynes at have
deres fulde Forſtand, indtil man kommer til den Skrue, ſom
er (86. En Melancholikus kan tale fom en Salomon om alle
ing; allene en eeneſte Idee er urigtig. Dette finder man
ogſaa hos de Ciffende, De kalde alt andet ved det rette Navn ;
de fee Grunden af alle andre Ting; allene om den, de elle,
bømme de forkeert.
. Omendfligut Kiagrlighed egentligen er en legemlig Svage
. hed, faa har den dog fan for en Indflydelfe paa Sielens Evner,
allerbeft paa Indbildningskraften, at ingen Viſdfarelſe fortiener
mere at undſkyldes, end den ſom henfører Kiærlighed til Sinds⸗
lidenſtaberne.
En Elſkers Indbildningskraft overgaaer al Verdens Seildrere
og Stialdre i den Konſt at ſmigre. Den giøv det Gamle ungt,
den opreifer det Forfaldne, den forfriffer det Visne, den opliver
det Døde, den udſletter Rynker, og den ſtumper lange Naſer
og Hager. Den planter de deiligfte Roſer paa et Par Perga⸗
mentéfinder, og de faurefte Lilier paa en blaa Maane under
Oinene. Hvor andre fee Grimacer, der feer den Elſtende Gra⸗
tiernes fiælne Leeg; han hører en Solvklokke klinge, eller en
Nattergal flane, naar andre troe de høre en Hiulbor eller en
forkiolet Vægter.
. Men er Indbildning i Stand til at danne Skienheder, hvor
de mangle, hvor meget mere maa den da ikke forhøje virkelige
Pndighedor, og opdage de ffiulte?
, 13
⸗
194 J. C. Tode.
En alt for levende Indbildningsékraft geraader let i Forvil⸗
delfe. Det fer man hos dem, der have en ſtæerk Feber; det
famme ſteer Hog de Ciffende. Ligefom en Febricitant undertiden
holder fin Læge for en Boddel (hvori han dog ikke altid har
faa ganſte Uret,) fan anfeer ogſaa Eljferen alle dem, der lægge
hans Kiærlighed noget i Veien, for Umenneſter.
Til de Tilfælde, ſom flyde udaf de Elſtendes forvildede Ind
bildningskraft, høre Kiærligbedévers og Kiærlighedébreve. MHvor⸗
ledes? Elſtovsvers og Breve, hvad har Lagekonſten med dem
at beftile?” D en heel Deel. Af Vers og Breve kan en god
Doktor ligeſaa got bedømme denne Sygdom, fom en anden
legemlig Svaghed af Pulfen og Urinen.
Den Phantafering, ſom man iagttager hos en Feberpatient,
giver og megen Oplysning” i Henfeende til Sygdonimens Natur.
Er den Syge vild og uregterlig, vil ud af Sengen, og angri⸗
ber dem, der ville holde fam, faa har denne Forvirring gierne
fin Grund i en Betændelfe; ligger han derimod og ſmaafnakker,
"og lader fig let gisre bange, faa er det et Tegn paa Nerves
ſvekkelſe og Matignitæt.
Saaledes fan men ogſaa lære meget af Kiarlighedsvers og
Kieerlighedsbreve, i Henfigt til den Elffendes Svaghed. Man
fan flutte deraf, om den har fit Sæde endnu i Øinene, eller
allerede i Hiernen, om den har angreben Hiertet, Maven, Les
veren og ſaa videre.
Naar Eifferen opholder fig allene ved fin Deiliges Øieftene,
tæber og det øvrige Yndigheders Inventarium, faa er Sygdom;
men ikke kommen længere end til Øinene.
Taler han allerede om hendes dydefulde Sæt, faa er Hier⸗
tet angreben.
Raſer han å la Siegwart, og raaber paa Fbelige ahe i
Guds velſignede Maaneſtin, og andre ſaadanne Fotſomheds⸗
Materialier, faa lider Maven; thi” den nu omſtunder ſaa
almindelige Empfindſamkeit, er intet andet end Maveſygdom,
hvori Brakmidler viſe en herlig Nytte.
«am
a
2. C. Toe 195
Stormer han og truer med Selvmord, font den unge Wer⸗
ther, faa har Sygdommen tændt en Feber, og forvoldet ſtærke
Opſtigelſer til Hovedet, hvorfor ogſaa denne Grad af Kiærlighed
bor behandles med Blodtapninger, kislende Pulvere, Sennop
og Suurdei under Fødderne, om det er en ung Herre, og paa
Læggene, om det er en Mandsperſon: og overhovedet med de
Midler, .der tiene i den hoieſte Brad af Drukkenſtab.
Yttrer han en vis Hengivenhed i fin umilde Skiabne, on-
(fer fin Gudinde al muelig Lykſalighed, og fig felv en langſom
Død, faa maa man fane: af vide, om Patienten ikke har paa
eengang ſlaaet fig fra Viin og Brændeviin, hvoraf mange brave
SMænd ere blevne halvtaafſede. Man vil da finde, at en god
Dofis bitter Pommerants, eller i Mangel deraf gods danſt Kum⸗
men, reiſer Mandens Livéaander, faa at han enten glemmer |
eller foragter Kierligheds Magt. |
Kiærlighed, denne heftige Sindsfeber, er i vore Tider iete
nær fan farlig mere, ſom den har været i vore Forfadres Tider.
Men dette gielder allene i Almindelighed. Fra Tid til Tid feer
man Patienter i denne Syge blive faa forvildede, at de lægge
Haand paa fig felv. Saaledes gif det den unge Werther, hvis
begredelige Hiftorie er vel bekiendt hos alle folſomme Siæle. Men
det ynkvardigſte Exempel pan Kicrligheds rædfomme Magt finde "
vi hos den troevardige Poet bogedorn/ hvoren gyſelig Hiſtorie
læſes paa Tydſk.
Men naar nu en Forelſtet ikke ovanteviig, men for ram Alvor
tager Livet af fig, dog ſaaledes at han flipper vel "derfra, ,faa: er
dette eet af te bedſte Midler imod Svagheden. Jeg har hørt af
een af vore Lærde, at en Student i Tydffland i den Fortvivlelfe,
en uheldig Kiærlighed drev ham til, hængte fig, men betids nok
blev nedffaaren, og fra den Tid af iffe kunde begribe, hvorledes
, ” det var gaaet til, at han hayde elſtet et Fruentimmer, der iffe
var ſmukkere, i faa hoi en Grab, :
-
13"
i
196 J. C. Tode.
Dette er allen et lidet Vink, ſom jeg vover at give dem, ber
finde deres om ulægelig, Det beroede allene pan, at denne
Kuur fom t Moden, og at ber var et Menneffe at fane, fom var
ævet i at nedffiære. Da fif de Skisnne vel at give bedre Kiob,
naar enhver fortvivlet Elſter gig med en Strikke i Lommen.
De forvildede Drenge.
Å J vilden Skov
Ære raſte Skoledrenge,
Som nod tvetydig Gave, Lov,
Sig tumlede og ſprang faa længe,
Saa ubetankſom flakked' om, |
Indtil fra hvert et Spor af banet Vei de kom.
De føgte efter Fugle⸗Reder.
Bornlille, denne Jagt er Fias.
Den mangen vakker Knos forleder,
At fliæle fig fra hædrende Parnaſs.
Og hvem fra Muferne fig lifter,
Ham flipper og de gode Ni;
Og neppe bliver han Magifter, .
Undtagen i
Den frie Konſt Dagdriverie.
Dg juft da ingen af dem kunde finde
Den Vei, der bragde dem,
De alle Tre paa engang fil i Sinde
At haſte hiem.
De ikke veed, hvorhen "de fig ſtal vende,
Og raabe med een Mund: „Kom lad og gaae;
Vi her et længer tøve maae.”
(En gammel Læfer leer, og figer: „Man fan kiende,
t
J. C. Tode 497
At det var Drenge; de vilde rende,
Naar alting be'er dem ſtille fase.”
NMen, gid def var fun Børn, der handle faa)
Forſt var de tun et lille Gran befippet,
*F da de længe op og ned
J ſtummel Skov forgieves havde trippet,
Befippelfen blev MEngfttighed.,
De yngſte to ifær, af Radſel blege,
Om Hielp til Jord og Himmel ffrege, -
Og fnart blev Frygtens Skraal I
Fortvivlenſens det fæle Vraal.
Alt ſom de hulker, broler, beder,
Paa een og nu paa anden Kant
De atter efter Veien leder;
Men ei den mindſte Fodſtie fandt.
Den kloge tredie til dem raaber:
„Hvor længe vil I rende der ſom Taaber?
J ved at vante hid og bid
Allene taber Kraft og Tid. ,
Jeg ligefrem min Kaas vil ſtyre,
Og da jeg Skovens Grændfer naaer.“
„Ak!“ fvare de forladte Fyre,
„Hvad, om Du længeft Vei nu gaaer?”
„Om bet end var en Miil, ja mere;
Hvad figer det? Paa Skoven maa der Ende være,
Og denne, troe mig, finder jeg,
Maal jeg fun følger lige Streg.”
Hans Tillid Mod de andre giver;
De trøftig vandre lige til,
Og fnart de have vundet Spil.
Su mørk og rædfom Stov fig vifer .
Alt mere, mere lys for dem; w
Alt hitter muntert Hie hiem,
498 J J. €. Tode.
Og glad de to Kamraten priſer,
Hvis faſte Sind og ſnilde Raad
"Dem var. en Ariadnes Traad. ,
' lag - x
*
Min unge Ven, i Misligheder
Bliv faft ved Erlighed, og frygt fun ei.
Du korteſt, viſſeſt Dig af Faren reder,
Ved fiæt at gane den lige Bel
i Johan Herman Veſſel.
San var en Broderſens Søn af Séehelten Tordenſtjold, var
født den 6, October 1742 i Veſtby Gogn i Chriſtiania Stift, døde
' den 29. December 1786.
e
Scener af Kierlighed uden Strømper.
Et. parodiſt Sørgefpil i fem Optoge. ”
Perſonerne:
Johan von Ehrenpreis, Mette, Gretes Fortrolige.
Skraderſvend. Mads, Gretes ulyklelige Efker.
Grete, Johans Forlovede. Jeſper, Madſes Fortrolige.
—— Forſte Optog.
Forſte Optrin.
Grete (aleene ſovende paa en Stoel, vaagner op, og figer ?)
„Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei feer!”
9! alt for fæle Drøm! mig fonet, at jeg feer
Endnu den forte Geiſt, at jeg. ham horer true
J
nm
.
'
4
J. H. Veſſel. 199
Med ſamme Torden⸗Roſt. Saa'ffal jeg aldrig flue
Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede "faa tryg,
Da paa min Skraders Skiod, med Haanden om hans Rys
Jeg hørte ham faa tit med kielen Stemme ſige: '
Jeg var hans eeneſte, hans allerbefte Pige,
At mine Øiefaft fig trængte til hans Siel,
Og at han uden mig ei kunde lide vel.
Troelsſe! jeg gad vidſt, hvordan du nu maae lide,
En Diævel ffulde dig ei kunne fra mig flide,
Mit Smiil din Vellyſt var, og mine Vink din Lov,
Det fvoer du paa, og løv, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det alt er ofte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage.
Faorbandet den Major, hvis Buxer gif itu!
"Hvor funde vel hos mig Mistante finde Sted?
Dog nei, utroe Johan, forbandet være du!
Det Bud, fom foregav, at en Major ham fendte,
For at berette dig, de Burger, fom du vendte
J Fior, var nu itu, og at et andet Par f
Ham maatte gigres ftrar, thi han i Knibe var;
Han for at ffuffe mig med dig var ſammenſvoren.
J kiorte Pokker I! og ikke til Majoren.
Jeg var godtroende og blind af Kierligheds
Stokblind jeg vift nok var, ſom kunde ei begribe,
At aldrig ſaadan Mand, en reen Major, i Knibe …. |
For Buxer være fan. Jeg nu for filde feer — — —
(efter nogen Taushed)
„Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ei ffeer!”
Viig fra mig forte Aand, fom tordner i mit Øre.
Dog nei, jeg hører ei, jeg ſynes fun at høre,
Andet Optrin.
Mette, Grete,
Mette, Hvad ny Fortrad, Maſor! forvolder diſſe Skrig?
Hvor ængfte de min Siel!
200 J. H. Veffel.
Grete. Jeg er ulykkelig!
Veninde, hør og flielv! Et fælt ſortagtigt Væfen,
En Diævel uden Tvivl! med forte Haar paa Naſen,
Mig nu, jeg fad og fov, i Drømme forefom,
Ddg grumt og brølende affagde denne Dom;
„Du bliver gift i Dag, ffal du det engang blive!”
Mette. Man bør ej altid troe, hvad Drømme os indgive,
Grete. Du veed, en Helter Drøm har aldrig feilet før.
Mette. Lad det end være faa, du dog betærtfe bør,
At til en rigtig Drøm der Seng og Nat uderæves;
Om Dagen i en Stoel — —
Grete. Du trøfter mig forgieves ;
Det Indtryk, fom min Drøm har giort udi mit Bryſt,
Desværre trodfer din og heele Verdens Troſt.
Jeg fer min viffe Død. .
Mette. ' Men den ſeer ikke Mette,
Din Drøm, var den end fand, den fi figer jo kun dette;
Du aldrig giftes ſtal.
Stete. Og den, fom figer det,
Den figer, jeg ſtal dør. Thi jeg har nogen Ret,
Hvis tufind Vidnesbyrd mig nogen Net fan give,
At troe, jeg ikke bør blant Grimme regnet blive; ”
Og naar man ei er grim, og er ei heller dod,
Pan for at blive gift ei pleier lide Nod.
Mette, Forlad mig, jeg tilſtaaer, at jeg mig har forlobet.
Grete, Du ved din Tale fun Eenfoldighed har røbet,
" Og den er alt forladt.
Mette. Forlad da ligeſaa,
At, jeg dig endnu tør et Middel foreſlaae
Hvorved bu lykkelig, og Drømmen fand fan blive:
Gift dig i Dag med Made,
3. D. Beſſel. . 201
Grete. Min Haand jeg ſtulde give
Til den, jeg før forffiod? den Kaal jeg ſpytted f,
Jeg flulde føbe felv? Gid før — —
Mette. For alting tie!
En ubetænffom Eed man ofte maae fortryde,
Og mine Grunde dig maaſtee fan overtyde,
Du et forfværge bør, at blive Madſes Brud.
Sandt nok, ved ſaadan Eed en Siel. fig marker ub,
Som ikke tanker lavt; men jeg tør endnu ſige:
Den Siel hver anden maae i Hoide oderſtige,
Som tun af Lydighed imod fit Kald og Pligt
Nedlader fig til det, fom er den væmmeligt,
Men vores Kald og' Pligt, faa mange fom vi ere,
Er at udvælge os en Mand i Tugt og re.
Grete, Hvo fan vel ſtaae imod den rene Sandheds Sprog!
Det har udi min Siel oplyft den morke Krog.
Fornuften i dit Raad er villig at ſamtykke,
Kun, maatte Hiertet et Fornuften undertrykke!
Der dog endnu en Ting for Hovedet mig ſtaaer:
Om jeg dig lyde vil, hvem ſtaaer mig inde for,
At Mads foragter ei, den ham har før foragtet?
Mette. Du hans Hoiagtelſe fot evig har forpagtet,
Det ſtaaer jeg inde for; og til Beviis herpaa?
For Solens Opgang han for mine Fødder laae
J Morges taarefuld, og med en pdmyg Mine
Bad om Tilladelfe, at kaſte fig for dine;
Han har en vigtig Sag at foredrage dig,
Som han fandt randeligt at holde ſtiult for mig.
Hvis du tilfteder det, og du det bør tilftede, EH
Jeg ſtrax vil hente ham. ' .
Grete. ad din Forſtand mig lede!
Gior hvad dig ſynes beſt. Min Siel indviklet er i
3 Sorgers morke Ste; du dens Veileder vær. |
(Mette gaaer), 0
⸗
FÅ
ti
J
8
202 " - 3. 9. Veffel.
Tredie Optrin.
- (Grete alene).
Saa er jeg ba forbomt til Madſes Brud at blive,
Jeg give ffal min Haand, og kan ei Hiertet give;
De fulde begge to faa deilig fulgtes ad,
Hvis dar utroe Johan ei værdig var mit Had. .
, .
gierde Optrin.,
7 Grete. Mads.
Grete. Seigneur! Indgangen hid jeg vilde dig ei hindre;
Thi af en Mand, fom dig, jeg venter intet mindre, s
End ſmaae Bebreidelfer, ſom gior 08 begge Stam.
Mads. Enhver, fom kiender Mads, bør tænte faa om ham.
Bel fandt, du mig forffigd; men det er fun en Skiebne,
Mod hvilfen du omfonft, og jeg, mig vilde væbne;
Det ingens Brode er, og altſaa ikke din.
Cen Brode veed jeg af, og denne bliver min:
Jeg en Miedaders Mavn med Rette burde bære;
Jeg har fordriftet mig, din Skionhed at vanære.
Du tog din Haand igien, og jeg har endnu Liv,
Jeg ei mit Hierte ſtrax hiemſogte med en Kniv.
"Din Skionhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;
Du Aarſag har om mig at tænfe allehaande.
Men tager jeg et ſeil/ en Skiebne eller Aand,
" Jeg veed ei hvem af to, tilbageholdt min Haand,
Da jeg, Madam, forladt og ftraffet med din Vrede;
Befluttede at døe: min Kniv var af fin Skede,
Min Arm 'alt udſtrakt var, jeg manglede ei Mod;
Døe var min fulde Agt; flyd, raabte jeg, mit Blod!
Men ingen Draabe flød. Man er fom uden Sandſer,
Maar man fig dræbe vil. Om derfor med et Pantfer
Mod dette grumme Stød en dælfede min Barm,
J. H. Veffel. 203
Hvad heller nogen Geiſt tilbageholdt min Arm,
J den Forvirrelſe jeg unde et erfare. >
Grete. Nu min Beſtedenhed befaler mig at ſvare:
Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,
At hele Verden var udi er Kalveſtind,“)
Fordi jeg bytted bort en Eiſter for en anden. i
Bel har jeg ofte hørt, naar jeg hktal fi fige Sanden, s
At nogle, Skionheds Træf mig gunſtig Skiebne gav;
Men faa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf, 7
At mig i Sinde fom at holde for en Brød, '
Om ved mit Hiertes Tab min Elſter ſtrax ei døde.
…— Mads. Ved din Beffedenhed min Brode vorer meer,
Jo mere jeg dit Bærd ved den forøget feer.
Grete. Nu nof om dette talt, vend dig igien til Sagen.
" Mads. Jeg har da tydelig, mig ſynes, lagt for Dagen
Hvorlunde at en Aand, en Stiebne eller fligt
Bar Aarſag at jeg før ei efterkom min Pligt.
Men Skiebne, Aand og fligt giør intet hen i Taaget,
Dg med at frelfe mig de viſtnok mente noget;
Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,
Et Fa, et Ret af dig ſtal ſnart afgisre bet.
Jeg troer, min gode Aand mit Liv har villet fpare,
Fordi den fane, min Nød ei fulde evig vare,
Fordi den ſaae, Johan tilſidſt ved nedrig Sviig
Dig fulde lære ret at fætte Priig paa mig.
Heroin at fige mer var kun at fpilde Tiden,
Dg at fornærme dig, ſom alt.for længe føden . !
Min Mening fattet har; beær mig med et Svar,
Hvoraf jeg fatter din.
"Grete. Hvad Gtiebnen bubet Har,
"Bar en horoorenhed af mig at ville hindre.
0) var i Allarm.
!
204 3. 6. Beſſel. SEK
Jeg har i denne Sag kun dette at erindre :
Ifald jeg giftes ſtal, da maae bet ſtee i Dag,
Det ellers aldrig feer. .
Mads. Min Tunge er. for ſvag
Til min Erkiendtlighed og Glade at ubdtrykke;
Læs: af mit Hieſyn min Elffov og Min Lykke.
Jeg galopperer hen at tage Klæder paa, .
Hvormed jeg værdigen fan ſom din Brudgom ſtaae.
(Hau gaaer).
Femte Optrin.
Grete (aleene).
Aria .
Gtiebnen bød mig førft Johan,
Nu mig giver Mads til Mand.
Naar dig nogen Karper byder,
Og dut faner kun tørre Jyder,
Bliver du lidt flan derved ;
Men har du en fulten Mave,
') Og et anden Mad fan have,
Gaaer den førre Ipde ned.
Skiebnen bød mig førft Johan,
Nu mig giver Mads til. Mand.
Hver nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!
Jeg horer dennes Roſt alvorligen at fige:
Madbs blive ſtal din Mand; men Hiertet figer: Nei —
Dog, hvorom alting er, faa gaaer jeg nu min Vei.
—
Andet Optog.
Andet Optrin.
Grete, Mette.
Mette. Saa var mit Haab omſonſt: du fyntes at ſamtykke
J dette Egteſkab; jeg holdt det for min Lytte,
J. H. Be 206
At ved mit ringe Raad jeg kunde fremme din;
Og flræffeg nu, bu flaaer det hen i Veir og Bind,
Grete. Jeg big forbunden er, fom vil min Smerte lindre,
Dg-ærer dine Raad; men ikke deſtomindre
Mit Hierte figer mig, at tufind Plagers Hær
edb Længfel venter paa, at fee min Brudefær.
Fer var jeg angeſtfuld, men tufind Sange mere,
Saaſnart jeg tænfer paa, at Mads min Mand ffal være,
Jeg veed ei felv, hvorfor.
Mette. Man vel hos viffe Folk
Paa viffe Tider bør anſee ſom Gandheds Tolk .
En rigtig Ahnelſe; men du dig fan bedrage,
Og for en Ahnelſe maaſtee den Afſtye tage,
Som føles af enhver ved flige Bryllupper,
Hvor man ffal ægte cen, og har en anden Bier,
Din Ahnelſe maaſtee af * Slags kan vare,
Hvem veed?
Grete. Du er for fort, til mig at kunne lære
At kiende Ahnelſer. Hvis Min ei ægte er,
Saa maae du frit — —
Mette Men hør! hvem mon der banker der?
Jeg gager at lufte op.
Tredie Optrin.
Grete (aleene).
Hvem mon der vel fan banke?
Maaffce — — dog nei — — det var for ſmigrende en Tanke,
Og den treelsſe Skurk vift havde kommet før,
Hvis ei; — — men Dimmel! Ford! det er Johan! — —
s Jeg døer.
f
Å 3
| 3. H. Beſſel.
Fierde Optrin. |
Johan. Grete.
Johan. Hyor ſeer jeg glad igien de mange Yndigheder,
Som den maae være blind, der fan ei fee hos eder.
Grete. Jeg dig fornærmet har, min allerbefte Ven!
Jeg tænfte, du var Skielm.
.Johan. Saa tank nu om igien.
Grete. Mit eget Hierte fig nu færdig er at hade,
Som dig mistænkte fa
Johan. Jeg fan "dig let forlade
En Toivl, faa rimelig for dig at falde paa;
Du er undſtyldelig, og jeg er ligeſaa.
Du de Forhindringer behager at anhøre,
Som vare Aarfag i — —
” Grete. Dig at retfardiggisre,
Er kun til Oberflod, dit Forſvar ligger her,
(peger paa Hiertet)
Med Ild⸗Bogſtaver trykt. Det fort forfattet er:
Johan, ſom elſker mig, fan ei ftrafværdig være.
Johan. Hvor taler du ei ſmukt, jeg vilde paa min Wre,
Nu Touren. er til mig, og ſige ſmukke Ting;
Wen SKierligheden har mød tætte Atterſting s
Saa ſyet mit Hierte ind, at, om Jeg fulde hænge,
Dets omme Folelſer fig bog ei funde trænge
Op til min Mund, Madam I .
Grete. Jeg evivler ikke paa,
"Du mig jo elffer høit, naar du mig elffer faa.
"7 Johan. Mig Timer ſynes Aar, og Oieblik fom Dage,
Indtil jeg bliver din, og du min gtemage.
Grete. Nei fee den lille Skalk, hvor han gior høie Sving,
Og bet er dig, fom ei fan fige ſmukke Zing? -
J. $. Beſſel. 207
Johan. Nærværelfen af den, hvis Sine vi tilbede,
Det omme Hierte tit” fan komme til at fvede;
Og denne Sved, Madam! fom er fnart ingen Ting,
Din Godhed falder paa, at falde høie Sving..
Du alt for gunftig er,
Grete. Med Net maaffee du venter
Den Roes, du nægter dig, at faae igien med Renter;
Fortryd dog ikke paa, der bliver intet af,
For den Gang; men du er endnu ei i bin Grav.
Met bie fun, til vi førft er bleven Mand og Lone,
Saa fan du lide, paa, jeg ſtal tilgavns forfone
Den Forurettelfe, jeg nu blier ſtyldig i.
Johan. Jeg var tilfredse, Madam! vort Bryllup var forbi.
Grete. J Dag, i denne Dag, jeg big min Haand vil give,
Johan. Er det alvorlig tale?
Grete. Din Langſel viſt ſtal blive
Opfyldt før Aftenen. J Dag er Grete din,
Og bin for evig Tid. Jeg ftrar vil løbe ind
At tlæde mig; gane hen, og gior du nu det ſamme.
Du ſtudſer, bliver bleg ?
Johan. Gid mig alt Ondt maae ramme,
Hvis der er nogen Ting, mit Hierte onſter meer,
End det at blive din: men jeg mig tvungen fer,
Cen Dags Opfættelfe mig ikkun at udbede.
Én umild Sfiebnes Dom — —
Grete. Med eet din Elffovs Hede
Nu kiolnet har? Utroe! faa tænkte jeg dog vet.
Johan. Mit Hierte føder der; du maae udrive det,
Hvis det ei brænder helt — —
Grete. Troelsſe! ja det brænder,
Af en uteerlig Id, ſom Erens Love ffiænder,
Som al fin Næring har fra Dyds og Wrens Tab,
? 2
208 J. O. Beſſel.
Og fluffes ud, faafnart man nævner Egteſtab.
Og faadan Kierlighed bu tør din Grete byde?
Forreder! jeg forftaner hvad det har at betyde,
Naar førft Opfættelfer en Elſter foreflaaer. .
Johan. Jeg flaaet det ikke ud, det over SÉrævet gaaer!
Jeg aabenbare maae, hvorfore jeg mig krymper,
Du noder mig, viid da — —
Grete. " Hvad? ſnart! —
Johan. At mine Stromper —
Grete. Og be?
Johan. De er ei til.
Grete. Nu fik jeg Hierteſtod.
Det alt for gruefomt er, det bliver vift min Død.
(Efter en fort Befvimelfe)
Forvovne! fom faa fræf tør uden Strømper tale
Om Bryllup, veed du vel, jeg det ei vil forhale; |
Men ſkal du blive min, jeg fværger, at du mane ,
Som Brudgom da i Dag, om uden Strømper, ſtaae.
Tredie Optog.
Ander Optrin.
Mads. Jeſper.
Jeſper. Her er jeg.
Mads.“ | Og jeg er ligeſaa.
Hvor er jeg ikke mat! og hvor har du glort ilde,
Som min Forfatning veed, og kommer dog faa ſilde.
Naar man dog har en Ven, fom man kan tale med,
Man Sræfter famile fan ved et og andet Sred,
Dg hvile, medens man den Vens Betænfning hører ;
Men jeg et ſtivt Qvasteer ber Talen eene fører;
I. H. Veſſel. 2009
Saa jeg er bleven hæs, ſom ingen Under er.
Fortvivlet, rafende, og: dette Svelg faa nær,
Som inden ſtakket Tid mig ganſte ſtal opfluge,
Jeg en fortvivlet Roſt har ogſaa maattet bruge,
Og dette veed du felv, mangfoldig lider paa.
Jeſper. En Udeblivelfe bu mig tilgive maage,
Gom Omforg for dit Bel hear eene foraarfaget.
J min Fravarelſe jeg heldig har opdaget,
At der maaffee endnu er Redning for min Pen.
Mads. Hvad, Redning? Jefper tal!
Jeſper. Viid da, at Skradderen —
Mads. Jeg veed alt nok om ham.
Jeſper. Nei, du maae vide mere:
J Dag, i denne Dag han Gretes Wand ul være;
Men han har — .
Madé. Hold min Haand! jeg ellers dræber dig.
Er jeg ei martret nof, om du ei fpotter mig?
(Han tager forbittret en Kniv op af Lommen).
Jeſper. Han ingen Strømper har.
Madpds. Læs, før du doer, Misdader!
Jeſper. Han ingen Strømper har.
Mads. Jeg figer: læs, Forrædeg !
Jeſper. Han ingen Girømper har.
Mads. Endnu har du et leſt?
Jeſper. Han ingen Strømper har.
Mads. Saa doe da ſom et Baſt.
Jeſpet. Han ingen Strømper har. For Pokker! fan
du bore?
Og denne Mangel maae du dig til Nytte føre.
Du Grete veed i Dag vil giftes abſolut;
Jeg veed, hun kommer hid, ſüg da: min føde Snut!
Hvis Snut er for gemeent, fald hende noget andet,
Nok, flig; du Strømper har, og fee du dan faae blandet
14
-
sø
240 3. O. Veſfel.
Din Tale htfå og her med Haanheds Træk mod ham,
Som ikkun Støvler har. Tael om den ſtore Stam,
, En ſtovlet Brudgom vil blant Folk paaføre hende,
Gicber dette, og jeg troer, at ladet fig flal vende.
Du fvarer intet Mads? i
M abs. Jeg taus beundrer dig, ,
Som glemmer faa dig felv af Kierlighed til mig.
Du nævner ei engang det Hor) jeg nylig, vifte —
Kan du tilgive det?
Jeſper. Det lader meget ilde,
| At huffe Smaating nu, da jeg dig giver Haab
Den Maade, ſynes mig, var iffe ubeqvem.
At blive Gretes Mand. Med Fryd og Elſkovs Raab
Du burde fvare mig, Er Kulde her anftændig?
Du er indvendig heed, viig dig og heed udvendig.
Mads. Om-i en Arie jeg bragte Heeden frem?
Geſper gaaer).
Mads (aleene).
Aria.
Paa mit Hiertes Skorſteen brænder
En harpixet Elſtovs⸗Brand,
Gom et tændt i begge Ender,
Elſtovs Gud den tændte an,
Hver, ſom Røgeh feer opftige,
(Røgen er min Aria,)
Teanke maae, om ikke fige,
Der er heedt, hvor Den kom fra.
Der kommer deri, hvis Ord hos Grete meget gielde,
Hvis Raad hos hende mig kan reiſe eller fælde.
Jeg Mette bede vil med Forbon tiene mig.
Siette Optrin.
Grete. Mette.
Mette. hi rende fun flet, Veninde, er udſort;
Mads ubevægelig — — — .
2
Grete. Det vifer mig tilfulde,
At i en andens Sag man taler kun med Sulde. SENERE
D, at min re dog mig et i Veien flod,” |
Jeg ſtulde kaſte mig for den Gruefommes Fod ;
Jeg ſtulde vife dig, hvad Bønner fan udrette,
Naar man er heed, ſom jeg, og ikke fold, fom Mette.
Mette. Cr flig Bebreidelfe da Løn for al min Flid?
Men jeg dig ynker kun. Dit Hierte er i Strid, |
Og Piinsier ofte fan den ſtorſte Siel forlede,
i paa fin beſte Ben at herne Skiebnene Brede,
Aria.
2
—
fg
8
*
Heltes Mund, hvis blotte Nygge, -
for at fvaleé, føge Slygge
Mee gevorbne Venner,
bleve Bøddeler af Tvang,
under ſpiilte Huders Klang,
vifte Ild med ſmidig Green
nys afflædte Rygsebeen.
HHH
g
i:
j
É
det ugyldige Metal, -
—X
2
Som dog er overmande vigtig, De
at fige: Naar de figte tigtig
Grete. Hvor er jeg ihktelig, at du holdt op —*
Jeg tager ſamme Deel udi din ſmutke Sang,
Som bin befiungne. Helt i Pibers Lyd og Trommen. ,
Var her vel Sted og Tid — —. . |
Mette "Mik RD var før ej fommen,
Jeg vidfle intet Raad, og meget bange var, … .
. For at bedrave dig. med et, mistreftigt Svar. . EK
Jeg ved min: Arie dun: føgte gid at vinde,. ; SED .: ..
44*
S. G. Beſſel. 214
c
⸗
243 34. Weſſel.
Og under Sangen var fan lyfkelig at finde i
Et Middel, fom jeg txoer bu pift ſtal frelſes vdd.
Du det ei vide bør; thi, ſaadan Kundſkab ſtreed J.
Mod Wren, mod bin. Stand, og mod — —
Grete, mm, Pold inde Betts]
Jeg frygter, meget, for, at jeg det ſtulde giette.
Du vegd, jeg er gi dum, du veed, jeg dydig er, , »
Du veed, hvor høifigen mig Stræbderen er kier. a
Jeg Dyd og Ere bog for Eiſtop Fortrin giver; ly
Men, hvad jeg. itle, veed, mig ei tilregnet bliver, ”
Saa meget troer jeg dog, at du mig fige bør,
Om du i dette Raad Johan deelagtig gige
Om Strædderen dårved fart blive mig uværdig ;
Men frem for alle ing, on han ſnart bliver færdig.
Mette. Af diſſe |Spørsmaål hu kun get beſvares fan:
Johan i denne Dag viſt blive ſu din Mand.
. (Grete gaaer).
£
væ ⸗ DU
Y
—V
gier bes Dytog.
Førfe "Sptrim
gohan Mette. i ”
Johan. Beftiæle min, Rival ?' det er for. farligt, Mette.
Mette. Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,
Som be Beſte mig Cupibo ſelv indgad!
Skielv du, ifald du ei benytter dig detaf. *—
En Siel, ſom⸗ Gretes Siel, for Eren meget vover,
Og ſtiont hun fig med Mads Tun liden Lykke lover,
Saa tøser. ſeg dog, hun før fin Haand vil give ham, .
End en, hvis ftøvles Fod ffal. gøre hende Stam. .
Jo han. Det alt: befluttet er, jeg; dine Raad vil føle
Mette. Du gaaer faa ſnart, Johan ? jeg fan dig tÉ8e dolge,
Jeg havde ikke xcenkt, det koſtede faa lidt
J
J. H. Veſſel.
For en ophoiet Siel at giore ſaadant Skridt.
Min Helt! for alle Ting fod DØ lad Ctffov ſtride!
Viis ikke Laften frem pad dens Infildte Se.
De Store fonde vel i Grunden føre de Smaae,
Men Maaden, ſom enhver fih Synd udøver paa,
Den eene gior til Helt, den anden tif'en Staader;
Du ei Forſtiellen ved, Seigneurl paa ˖ biſſe Maaber?
Saa ſmuk Obdragelfe du end før Reſten har,
Du har i denne Sags opført dig ſom en Nar.
Bor du ei fige førft, hvorban dit Hierte ſplittes?
Snart fværge: at-det ei ved Laſter ſtal befmittes?
Snart raabe: CElffovs Gud din Gud aleene er?
Og efter elleve til tolv Omvexlinger,
Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seler vinder,
Mag faa, at Elfkov, dig den, tolvte Gang forblinder.
Vrang Munden, vrid din Krop, bær dig ſom du var gal;
Og naar du det har giort, beftiæl. faa din Rival.
KAD REE
Johan. Tolv Gange, Mette? Nei det vil for længe vare,
Det er den høie Tid.
Mette. . "For Tiden da at ſpare,
Gior her Præludium, og.gaae faa ſtrax derhen,
Hvor Madſes Kiſte ſtaaer, faa vil jeg kierligen
Troe, at du underveis har giort det af med Reſten;
Det er jo vores Pligt, at tænfe vel om Naſten.
Johan (fætter fig I en ægte tragiſt Poſtyr).
O! hvilken Qual og Strid! mit Hierte ſplittes ad!
Dyd! Elffov! fan I to ei ſobe af et Fad?
Cen af jer vinde mage, den anden maae fordommes;
To Store i en Sak Fan ingenlunde rommes,
Men Sætten, fom I to fan ikke rommes i,
Tilgavns undgielde maae for eders Klammetie:
Mit Hierte revner ſnart. Jeg elſter eder begge:
Du Elſkov er mit Liv, bu Dyd min Kiæledægge!
4 . 9. Been
Jeg pleier ellers gaae derfra, hvor Slagbmaal er,
Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær.
Omſonſt at flyel. omfonft at ville dem forlige! |,
Her er ei andet for, jeg Mommen maae afſige:
Min Kieledegge Dyd, ja Seieren ev din,
Du eene herffe bør i ſtolte Heltes Sind.
Viig, lille Snottede! fom flyder Folk med Pile,
Som til min Uhald har min Grete. lært at ſmile, .
Min Grete? nei! hvis da? maafkee Made Madſens 2 jal
Jeg flielver for min Dub, og ſtynder mig herfra.
(Ti mette) Kan jeg nu gaae?
Mette. Ioa viſt.
Mette (aleenc).
Naar Dyd og Elſtod tb,
Skient man ſom oftefte fan fee, til hvilken Side
Sig Lykken hælde vil, fan føler man endda
En tvivifom Frygt, jeg veed ei, Hvor den kommer fra.
. Aria. |
Saaledes fan en Skyldner hæve,
Maar pan hans Der med ivrig Mæve
Der bankes af en Crebitor,
Stient Slaaen lukker inden fæ:
Skient Polfer ſielden pleier føre
Folk ind igiennem lufte Døre,
Saa flielver Styldneren endda.
Gud veed, hvor ſaadant kommer fra.
gemte Optrin.
Grete Mette. Johan.
Grete. Johan med Strnmper paa! Wivl, Haab og Frygt
og Slæde
B3. 6. Weſſel. 2
Betage mig, og: knap at aande mig titftebe. 3 1
(TÅ Mette form tie. (Til Foden)
Hvor fik han dem? flig fnart. — Johan, jeg har m Fod 7
Mette, Svar hende ſom en Helt, tael i den hoie Still
Grete. Johan, jeg har en Fvivl, den fan du mig betage:
Jeg veed, man intet faner omfonft i vore Dage.
Hvor fig bu Strømper fra ?
Johan. Hvis bette Sporsmaal gik '
Udaf en anden Mund, i dette Øieblik
Han for fin Driftighed med Livet flulde bøde.
Den, ſom formafter fig, at giøre Kinder røde, '
Som Skiebnen har udfeet til Kinder for en Helt,
Hvor fælt han ſtraffes end, dog ſtraffes ei for fælt.
. Grete. Saa rodmer bu? '
Johan. Madam ! ja, men pa ster Bøge,
Saa lav Mistanke fan ei høie Siele egne;
Men eders Siel er lav.
Crete — Stigneurt- høj eller (av,
Jeg beder dig, befbar det Spørsmaal, jeg dig gav.
Jo han. Mindſt drømte jeg, Madam! at F mig ſkulde nøbe
Til at fralægge mig en ſaadan nedrig Dre
Jeg Maalet, ſagde J, for eders Cifkov var; |.
Mei, Maal for jer Foragt, den Sag er alt for Har;
Sorgieves føgte man paa heele Jorderige
En Eifkerinde, ſom fin Elffer vilde ſige:
De Strømper, fom du bær, du ſtiaalet har, min Vey!
(Af hvad I fagde før, det var dog Meeningen.)
Jeg lod ved Paaffetid mit Hovedhaar afrage,
Af Skræk fig reiſer nu den Stump, fom er tilbage,
Og løfter min Paryk en Tomme fra fit Sted.
Frem bliver ffiældt for Zyv, og gyfer ei derved?
Dog Strædderen Johan har Aarſag til at meene,
At han frikiendes ved ſit blotie Navn aleene:
a
6 J. H. Veffel.
Shan von Ehrendreis, viid naar man heder faa,
Man da umuelig fan et Tyvetie begaae.
Madam! J maatte dog min ømme Siel forffaane,
Den har endnu ei lært, at lade fig forhaane.
Jeg før i Lære ſtod, min Mefter var en Stud,
For ikke ſmukke Ting han tidt mig ffiældte ut.
Jeg dolger derfor ei, han tidt din Eſel! ſagde;
Wen Tyvenauvn, Madam! han aldrig mig tillagde.
Det var mig forbeholdt, at høre det af Cen,
Som jeg tilbad, fom var min tredie Øiefteen.
J græder, Crete?
Grete. Mei! |
Johan. Da burde J dog græde.
Grete. Ifald jeg græd, Seigneur! da ffeede det af Glade.
Nu fiender jeg Johan! hvor er jeg lykkelig,
Hvor er du dyrebar! Du viſt tilgiver mig,
At jeg din Helte⸗Siel faa haardt paa Prøve fatte
Ifald du fatte fan — dog ingen Siel fan fatte,
Hvor min Hsiagtelfe høit til Beundring ſteeg,
Og ſteeg aft hoiere, jo meer du bifter ſtreeg.
Min Elffov og min Agt du kaldte tidt din Lykke,
Las i mit Hierte nu, ſee hvilket Fandens Stykke
Din Lykke voret har ved denne Leilighed,
Og jeg ſtal vove for, du er ei længer vred.
Johan, Jeg være længer vred? Mei, Uforlignelige!
Jeg fige maae — —
Mette. Her er ei Tid til meer at ſige.
I NNbeſgge have viiſt jer Net til Helte⸗Rang,
Og eder noie bør hermed for denne Gang.
Hvert Dieblik er dyrt, og J behøve begge,
Paa eders Bryllupspynt den fidfte Haand at lægge. .
V
8. 8. Veſel. 447
gemte Sptog.
Fierde Optrin.
Grete. Mette, Johan,
Stete. Jeg fil en Ahnelſe. Ol alt for fiere Brædder!
(grædende),
Den ſpaaer mig din Ruin.
Mette. Veed du, du overtræder
Heltinders ftrænge Lov? hvor har du hørt, hvor (æft,
At en Heltinde var af Ahnelfer indblæft
To Gange paa een Dag? du førft i Morges drømmer,
Faaer derpaa Ahnelſe. Heltinders Low indrømmer
Dig knap fan flor Portion; og endda vover du
Paa nye af Ahnelſe at faae et Anſtod nu; N
Det gaaer, min Troe, for vidt. . SEE
Johan. Mit Hiertes Herſterinde!
Lad onde Dunſters Magt ei din Forſtand forblinde!
Hvad har du fpiift i Dag?
Grete. En ringe Bagatel:
Bem Sild, lidt Erter, Fleſt — —
Johan. Ja jeg det tankte vel,
Man faner fom oftefte den ugemene Gave,
At have Ahnelſer, af en bedervet Mave.
Troe du paa mine Ord, at Etter, Fleſt og Sild,
Helſt om nybrygget ØL man drikke vil dertil,
Sas god en Ahnelſe, ſom ønffeg fan, frembringer.
Grete. Seigneur! du talede, ſtrax fik min Angeſt Vinger.
Af Erter, Fleſt og Sid (thi jeg nu troer med dig,
At denne Ahnelſe fun de forvoldte mig)
Urolig Dunſt ci meer til qualte Hierte ſtiger.
Hvad i min Heltes Ord der dog ei Kræfter ligger !
| Aria. |
Saa Børnefværmen t en Stole
Beſtige Borde, Banke, Stole,
ø
218 s F 3.H. Veſſel. i
Os førige heit og Pøsgerlee,
Naar de et Skolemeſter fee;
HE Men naat han Fun ved Døren rører,
Hver paa fit Sted ſtrax Polter fører,
Han neppe faner „J Efler” fagt,
Før alting er i Orden bragt.
Jeg mener Dunſterne ved denne Borneflok,
Og — — i i
Johan. Tael ei meer herom, jeg dig begriber nok;
Din Kompliment er ſmuk og Lignelfen er vakker.
Men ffal vi ikke gane?
. Mette. (fun feer udaf Vinduet efter Solen).
Det ſnart ad Tiden latter.
Grete. Kom lille Hiertetyv,
Johan i Jeg mig udbede maae
Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae
Til Tyv og Tyhverie et Had fan overdrevet,
At Ordet Hiertetyv er mig en Afjfye blever,
Man fætte Hierte for, man fætte Hjerte. bag,
En Tyv er dog en Zyv, det er en afgiort Sag.
- gemte Optrin.
Mads. Sefper. Grete. Mette, Jobas. i
Mads. Madam, der ſtaaer en Tyv.
Grete. Der ſtaaer en Helt, gorreder.
Mads. Jeg figer nu fom fot, Madam, der ſtaaer en
Skrædder.
— (Grete faaer lidt ondt).
Mette (til Johan). Nu gielder det, Seigneur, at viſe Heltemod.
Johan (til Mads). Du mig for liden er, du ellers for
min god ”
Udgyde -fulbe ſtrax det ſmudſige, fom flyder
IJ dine Aarer.
J. 9. Veſſel. 219
M ads. Stad jeg felv mit Blod udgyder,
Sen hævnet vil jeg døe," og Grete kiende ſtal
Den Nederdrægtige, hun gav mig til Rival. i
Dog hvad! hun fiender fam. En Brudgom, fom fan flet,
Ci vælger fig en Brud, ſom ei forſtaaer at hæle
Naar jeg mig tanker om, jeg heel fornøiet er,
At Grete holdt mig ei den flore Naade værd,
At blive hendes Mand. J diſſe dyre Tider
En Sværm af Haandvarksfolk om Brød indbyrdes ſtriber;
Heltinden klog indſaae, eet Haandværk ei forflog,
De Mads fun Havde eet. — Jeg mig udbeder dog,
til Johan)
At fra en mere riig du efierdage vil røve,
, Hvad Ørete eller du fremdeles fan behøve.
Grete. Jeg ingen Lynilb feer, ei hører Tordenfkrald
Hvordan er dette fat? Han ryddes ei af Jorden
J ſamme Øieblif? Naturens heele Orden
Urykket flaaer. Johan! hvad ſtal jeg troe, min Ven,
Til flig Koldſindighed bevæger Himmelen? -
Hvor gittrer jeg! mon bu — —
Johan. Imod ſaa fmaae Inſekter,
Mod Maddiker, fom den, en Himmel ikke fægter,
Og Helten himmelhoi, ifald han oined den,
Den krybe [od i Fred, (Til Mads) Kryb ind, fryd ud igien,
For mig kryb hvor du vil; fun dette vil jeg ſige:
Erindre hvad du er; viid, du maae iffe vige
Fra Maddikens Natur; tael ef, dit Vaſen er
At krybe, være taus. En Helt befaler her,
Kiend ham, ført big, og lyd.
Grete. Nu flsi min Siel 2*
Som vilde nyligen af Angeſt Flugten tage;
Jeg uſtuderet er, ſaa meget veed jeg dog,
At aldrig nogen Tyv fan føre ſaadant Sprog.
Hvor heltemæsfig, ſtolt — —
⸗
Af Sleſt og Erter ind. 2.
220 J. H. Veſſel.
Mads (til Grete). Jeg tvivler ikke fænger”
Paa din Uſtyldighed; du værdig er, du trænger i .
Til en Oplysning. Her — — bo reol
. Grete Forvovne, paa bit Drt,
Du tænter, jeg Johan en ſav Misdeder troer?
Johan. Jeg ſagde: tryb og tie.
Mads (til Grete). ” Jeg gisr dig her en Ea,
Hvis du mig hører nu, at i al Evighed
Du aldrig af min Mund et Ord ſkal mere høre.
Grete. Han paa det omme Sted forftob mig vet at røre,
Den Friſtelſe er flor.
Johan. Jeg har befalet ham,
At tie ſom en Muur; tillad ham ei, Madam,
At handle mob min Lov; min Tre derved lider.
Grete. Men vinder i fit Tab. "Der fiden kommer Tider,
Da du mig takke ſtal for jeg ulydig var;
Da du bekiende maag, din XÉre vundet har
” Langt meer, end den har tabt. Din Gretes førfte Veiter,
AL Maſkepie med ham (det ingenlunde feiler)
Giør dig og hende Skam; den Skam bør vi undgane,
Vi ber. Siig Eden Mads.
Mads, Gid gule Erier mage
" Ubi min ſultne Mund til Stene fig. forvandle,
Saafremt jeg mdd, min Eed og Løvte fhulde handle,
Med mindre, du mig felv vil løfe fra min Eed.
Grete. Jeg dig vel fværge bød, men der er Maade mød,
Graae Erter var vel fælt, men foærge ved .de gufel - :..
(til Mette); -
Hu! Haatet ie fa. Bring. mig en lille Smule
(Mette gaaer).
£
REED Giette Dytrin,…
bei Mads. Jefper. Grete. Johan. "1 —
Grete. Jeg føler, ſynes mig,
Hvor Erter i min Mund'til Steen forvandle ſig;
Fornuften vil omſonſt den Skrak af Blodet fage.
Jeg haaber, naar jeg forſt fager Erterne at ſmage,
Den fart far Bødder faae, SAT NONE Dal
Syvende Optrin.
Mette (med en Skaal Erter) De Forrige.
J. H. Beffel. 221
Grete (tager Skaalen). Taf, fiere Mette. Gil Wade): dui |
Mads. Erindter du en id — —
Johan.“ MEN Heltinde⸗ du er r gal,"
Som hører paͤa en Orm:
Grete (ſom ſpiſer beſtandih). Helinder er ei gale;
Med meer WErhodighed, Seigneur! du burde tale, .
Mads, Erindrex du en Tid — —
Johan. —7 ur Koht lav 08 gane; Mabam.
Grete, Jeg frimiher ;je bit Vel, i det jeg horer ham.
Mads. Crindter. du en Tid —
Johan. *...1. Erindrer eller glemmer,
Saa et det Tid at gaae. SELER
Mads (fil Grete). ” Da | fo latinſte Emmer
Du ſyede paa mit Toi — —
Johan. Hvi blev bin Pund ei feb?
Du hører, fom”jeg” feer, Madam! mød Hiertens Fryd, . … ”.
Hvordan du elſtede, hvordan du ſyede Navne.
Vil du ei kyſſe ham? vil bu ham et omfavne?
Jeg ac et hindre dig.
J CgSan vil gane).
U
Jefper (form folder ham tilbage). Du bliver her, Seigneur I
"Johan. Detværeet. bu har Ret, (fagte) Jeg fmart af
Angeſt doer.
293 0. Weſfel
Grete. Du ei bit Befte veed. Jeg veed det, jeg det fremmer,
rode dig, trods al bin Spot. (til Mads) Iglen til dine Emmer,
Der var bet fo du flap.
Made. Om du dem ſaae igien,
Saa kiendte du dem vel?
Grete: 14 Hvor figter dette hen?
Nu iisner alt mit Blod! |
Johan. | Maaffee er Tiden omme,
, Dg vi i Tempelet for ſildig ſtulle komme,
Fordi du daarligen et Lovte holdet har,
Som uforſigtigen en Maddik given var.
Grete, Endog mob Maddiker jeg Troe og Love holder.
At Vden gaaer omſonſt, du ſelv jo fun forvolder.
Din Banghed qvæler mig; men Lovtet er alt giort.
Joham (effibes). Jeg doer! i
Mads. . Bed diſſe Knee, at jeg ſtal være fort,
Geger paa Johan)
Du kan Mads Madſens Navn og dine Emmer finde.
Grete (til Johan). Du blegner! Kraft og Magt og Haab
og Liv forſvinde.
(Hun vil FL af bein
Mads. Som Fanden bar forført — —
Greta Om Folk i Banan,
Du tale tør faa lavt? Viid, til en anden Gang,
Naar Helte Feil begaae, er Skiebnen Gierningsmanden;
' Kun Pøbelen gisr Ondt ag Skylden giver Fanden,
, Ben, Mette, hvorfor gav ei du ham. dette Svar?
Du fane, jeg i Begreb med at befvime var. i
u me.
Og du, en anden Gang, naar du ſeer Folk vil daane,
Saa vlid, at du dem bør for Polſefnak forſtaane.
Hvad Mal jeg giore mu? befvime eler. si 2.
Om det for ſilde er, veed Pokker, ikke jeg.
J. H. Bk 293
Jeg i en Bignelfe min Meening vil fremfæfte,
Dg filen mane J mig om eders underrettes -
Jeg i fan flibrig Gag ei ſtoler blot paa mig.
Aria.
TU cen, ſom nes i Saar, at ſige:
— erpielpy Gud! i Dag, bitt" Faaer,
„For det bu ned i Gaar;" .
. Gig paffer iffe juſt faa lige.
. Men naar man feer lidt dybe i Tingen,
” Saa troer jeg det er reent,
At Profit, fore Forn ſeent,
Er bedre end aldeles ingen.
" Chorvru 6:
Den Profit, ſom kom ſeent,
EAr bedre end aldeles ingen,
Og Grete hun feer dybt i Tingen,
Og hvad hun troer er reent.
Mette. Beſpime, ſtiont lidt ſeent, er vores Raad til dig.
Grete. Tag Skaalen een !jeg meer sitil mig felv fan finde.
(Mads tager Skaalen og fpifer. Hun daaner.)
Johan (til rette). Jeg er faa bange for at Helten ſtal
forſdinde,
Og "Strædderen ſtaae rød og ſeig og flad igien,
Naar Grete vaagner op udaf Befvimelfen.
Mette Selv Helte kunne tidt ſtaae røde, feige, flade,
At være Helte dog de derfor ei aflade.
Ja vift ſtal du, Seigneur! ftaae flad og feig og rød;
Men rød og feig og flad du faner en Heltedod,
Naar du kun figer det, fom andre Helte flige,
Naar de laftværdige forlade Jorderige.
Grete (ſom vaagner op). Hvad Stam! hvad Qval! hvad
' Strid! du ſom min Elſtker var,
Du flulde blive mig til en faa grum Barbar! ,
Johan (radende). Barbar! jo men! jeg dig mit vette Ram
ſtal ſige:
224 3. O. Veſſel.
En Tyveknegt. Men tænkt dog ei, jeg kunde vige ,
Fra Dybden uden Strid. (Til Mette) Siig du oprigtigen,
Om Dybden og om jeg ei ſtode os fom Mænd "
Mod Skiebne, Elſtov, Laft og Fanden og hans Fætter —
Dog, Helten Sminke ei pan. fine Løfter fætter.
Madam ! jeg er en Tyd, en Liderlig, en Knes,
Jeg har tanæret dig, du hæednes "bør:
(han tager fin Kniv op) Adiøs! (fan ftitter fig).
Grete. Aa! bitter Enøe! han, doer! han Hierte har i Bryſtet;
Saa har hans Laſt omſonſt med dette Hagb mig troſtet,
At han fun Skradder var! min Eiſters Hierte boer
, Udi hang Bryſt, han er en Helt; den Trøft er flor,
Men Jord! hvor dyre kisbt! (Til Mads) Hør du Ulykkers Fyrſte!
Er der ei mere Blod, hvorefter du fan torſte?
Umenneffe! flød til! deri er og Blod i mig.
Mads, Jeg øm og kialen ſtal dit Tab oprette dig.
Om for din Wre før, jeg frelſte den fra Fare.
Grete. Du kunbe dig, Barbar, ſaa grum en Omſorg ſpare.
Du lover dig min Haand, fom en tilbørlig Frugt
udaf din Nidkierhed. Snart haver jeg den brugt.
. (Hun ſtikler fig.) .
Mu fan du tage den.
Mads (til Mette). Skil mig ved diſſe Ener;
Jeg maae med Armene og vife mine Smerter. .
(Dette tager Skaalen, og hun og Jeſper fpife; Mads fætter fig i
' Lave og ſiger):
En deſtilleret Jid af tretten Helveder
Og — — jeg veed ikke felv, hvor mange Furier,
Hør, Mette, hielp mig lidt, du fan jo Emoletten:
Siig mig, hvor mange er da Trende Gange Fretten ;;
Xbt "trende Furier der er per Helvede,
Om man har ſagt mig ſandt.
Bette Ni — — nt og tredive.
3. H. Veſſel. 295
Mads. En Helt, ſom regner flet, er meget at tid
Min Tale pad en friſt jeg nu' maae igtentage: '
En deſtilleret ID, af tretten” Helvedet
Og ni og tredive bandſatte Furier,
Som hufes i mit Gryſt, mig Hovedet gior frufet;
Men denne, troer jeg nok, ſtal feie dem af Huſet.
(San tager Kniven op, pg ſtikler fig.) .
Mette. Hvor er jeg lyffelig, min Tour dog kom engang!
(Hun giver Jeſper Skaalen).
Jeg feer to fiere Liig af høieft Helterang —
Jeg feer — jeg ikke fun en Helte-Sprikvort finde,
Jeg uden Spribvort døer — Hr. Jeſper! Tienerinde.
(Hun (titter fig).
Jeſper. Hvi fulde Mette døe? jeg ei Aarlagen veed;
Men naar de alle doe, ſaa maae jeg og afſted.
(Han fætter Skaalen fra ſig).
3 Efterledende, ſoni dette Sted betræde,
Som ſtue diſſe Liig, og et vor Dod begræde,
J haarde er ſom Flint. Saa grum er ingen fod.
Nei, Efterflægten viſt bejamre ſtal vor Dod.
Paa dens Medlidenhed jeg forud er ſaa ſikker,
At jeg et Onſte gior i det at jeg mig ſtikker,
Hvorved jeg vidne vil min Taf for hver en Taar:
(I Efterlevende, troer, det fra Hiertet gaaer!)
Gid det ei eder gane, fom det gif denne Stomper! .
Gid eders Kierlighed mage aldrig mangle Stromper! '
- (Han ftiffer fig).
(Dætfet falder). —
*
id
= + when re — —
Cal
Gaffelen.
Jeg ſynger om, dog nei! jeg ligefrem fortæller;
Saa ganſte ligefren gaaer jeg juſt ikke heller, i
2 ås 1, 7 …… 15 ..
mm … å — —— — — —
[nad
226 | J. H. Veſſel.
Gt Svinke⸗rinde jeg giver mig iblant,
Og, er det ikke ſmukt, faa er det ganffe fandt.
Mu, jeg fortæller ba om Mand og om Mandinde,
Gom havde ved et Ord flor Lykke kunnet finde;
Om grønne Sobekaal, fon ſtolte Guder fil;
Om Gaffelen, fom kom, og Gaffelen, ſom gik.
Engang, men det er ſteet for længe længe ſiden,
Og var jeg dengang til, faa var jeg ganffe liden,
Engang Mercurius og Jupiter faldt paa, -
For en Forandring Skyld og Tanker at forflane,
At foretage fig en Lyfttour ned til Jorden;
Hvor Majeftæterne fandt alting fan i Orden,
"At Jupiter tilſidſt brød ud i diſſe Ord:
„Herr Pope har fagt fandt: det er ben befte Jord,”
Han ſagde vift nof meer, men til den ſtorſte Stade
For Læferen, for mig, for Jordens Overflade,
Er denne liden Stump deraf fun bleven, giemt,
Og det fornemfte var, maaffee, hvad man har glemt,
Men jeg ei glemme maae, hvad jeg har meer at fige:
„Hor, fagde Jupiter, jeg gider ikke ſtige
„Strax til Olymp igien; vil du, Mercurius!
(Thi alle Guderne er for det mefte Duus)
„Vil du, faa gane vi ind i næfte Bondehytte,
„Men forud vor Geftalt med Menneſters ombytte.
„Hvem veed? vi'der maaſtee fan gode Løier faae.”.
Mercurius, ſom godt alt Galſkab lide maae,
Paa Oieblikket fig forſvor fra Gud til Fanden,
(Han aldrig lade fan den ſtrækkelige Banden)
At dette Indfald var meer end guddommeligt.
De ind i Hytten kom, fandt alting tarveligt;
De Mand og Kone fane med Elleſkeer fpife,
Og bade, at de dem den Sodhed vilde vife, '
At give dem omſonſt en Skeefuld Sobekaal.
„Ja, fætter Jer, godt Folk! og fanger til vor Staal!”
I. H. Veſſel.
Var Mandens Ord, og hun bejaede med Lader
(Hun fattig var paa Ord) den fromme Huſets Fader,
Merecurius, ſom var til bedre Føde vant,
Slet ingen Appetit til Sobekaalen fandt;
Thi yttred han paa Franff, ſom Huſets Folk ei kunde,
Til Jupiter derom fin Meening dennelunde: .
Ces choux-lå sont d'un godt å me faire vomir,
Et je ne eondoi⸗ pas, qu'on 8”en puisse nourrir.
Oui, fagde Jupiter, auprès de l'Ambroisie
Ces choux sont bien mauvais; pour la céremonie
Ii faut pourtant, mon fils, en manger quelque peu.
Mais å propos, comment recompenser en Dieu
De ces honnétes gens la douce bienveiliance,
Si ces donneurs de choux meritentirecompense?
Saa fvarede Mercur: que leurs propres souhaits
Determinent d'ahord tes genereux bienfaits!
Mercuriuſes Raad behagede hans Fader;
Thi blev han føden ved: „Veed J vel, hvem J mader2?”
„Nei, fvarte Konen ham; desuden, ſagde hun,
„Saa mader vi Jer ei; vi Jer befpifer fun.
„J fulde ikke nys faa meget talt det Franffe,
„Saa havde J maaffee nu bedre vidft det Danffe.”
Thi mené de talte FranfØ, falde Tiden Konen lang,
Og Vreden giorde nu, hun Tungen fif paa Gang.
Da Jupiter fornam, hun havde Net i noget,
Og at han virkelig begik en Feil mod Sproget,
Saa blev han ikke vred, men fvarte med et Smiil:
„Min Putte! tael mig til i mere høflig Stiil!
„J altſaa vide mane, J har beſpiiſt, Madame!
mBefpiift og madet er dog meſtendeels det ſamme,
„J har befpiift en Gud i ham, og en i mig.
nOg, til Beviié derpaa, feed i min Kiortelflig,
„Der fan J, om J vil, en Tordenkile hitte;
. 458
228 J. H. Veſſel.
„Thi jeg ev Jupiter, dg denne lille bitte, i
„Ifald han Havde ei fin Guddom ſtiult fan vel, +,
„J flulde feet pag ham to Vinger for hver Hæl;
„Han er Mercurius. Nu veed J, hvem vi ere;
„J ogſaa vide mane, vi Godhed for Jer bære,
„For Jer Velvillighed mod mig og mod min Syn,
„For Jeres Sobekaal, beftemmer felv Jer Løn! .
„Hvorom J vil, I nu fan trende Onſter giøre,
„Og Jupiter vil ftrar hvert Onſte fyldeſtgisre.
„O!“ fagde Konen da: „gid vi maae Gaffel fane
„Til vor umage Kniv!” — der ſtrax en Gaffel fade, .
Og Kniven Mage fik. „Hvad? er du reent forbandet,
„Og, naar du Valget har, dig ønffer intet andet?”
Bar Mandens Ord; „ſaa gid, at Gaffelen dig fad,
Din Toſſe! i dit Liv!“ — Det ſteede, fom han bad.
Der ftod da baade Mand og Kone i en Maade; ”
De fig udbede maade den — al! den fidfte Naade:
At Gaffelen igien tilbage maatte -gaae.
Den gik; og Guderne, de giorde ligeſaa.
Smeden og Bageren.
Der var en Jiden Bye, i Byen var en Smed,
Som farlig var, naar han blev vred.
Dan fig en Fiende fil; dem fan man altid fane.
(Jeg ingen har; det gaae
Min Læfer ligefaa !) —
Til Uheld for dem begge to,
De traffes i en Kroe.
De drak (jeg felv i Kroe vil drikke;
For andet kommer / jeg der ikkte.
Anmært dog, Læfer! dette:
Jeg immer gaaer paa de honette.)
& ,
J. H. Veſſel.
Som ſagt, de drak,
Og efter mange Skieldsord, hidſig Snak,
Slager Smeden Fienden paa Planeten;
Saa flærkt var dette Slag
At han fane ikke Dag, -
Og har ei fiden ſeet'en.
Strax i Arreſt blev Smeden fat.
En Feltſtier faner den Døde fat,
Og om en voldfom Død Atteſt henſender.
Den Mordere forhøret, og befiender, .
Hans Haab var, af han fulde hiſſet gaae,
Og der Forladelfe af fin Modſtander faae.
Men hør nu. Løier! Netop Dagen,
Før Dom ſtal gane i Sagen,
Fremtrine fire Borgere i
For Dommeren; den meeſt veltalende
Ham faa tiltalede :
„Velviſeſte!
„Vi veed, paa Byens Vel De altid ſee;
„Men Byens Vel beroer derpaa,
„At vi vor Omed igien maae fane.
„Hans Død opvælfer jo dog ei den Døbdel
„Vi aldrig fane igien faa duelig en Mand.
„For hang Forbrydelſe vi alt for gruſomt bode,
„Om han ei hielpes fan.” —
229
„Betenk dog, fiere Ven! der Liv for Liv' maae dodes.“ —
„Her boer en arm udlevet Bager,
„Som Pokker fnart desuden tager.
„Vi har jo to; om man den ældfte tog af dem,
„Saa blev jo Liv for Liv betalt.” —
13%” fagde Dorhmeren, „det Infald var ei galt.
„Jeg Sagen at opfætte nodes;
„Thi i faa vigtigt Fald man maae fig vel betænte.
„Gid vores Smed jeg Livet kunde ſtienke!
*
230 |, J. H. Veſſel.
„Farvel, godt Folk! jeg gior aft hvad jeg kan.“ —
„Farvel, velvife Mand!” —
Han blader i fin Lov omhoyggelig
Men finder intet der for ſig,
Hvorved forbudet er, for Smed at rette Bager.
Han ſin Beſlutning tager,
Og faa afſiger denne Dom:
(Hvem, fom vil høre den, han kom!)
„Vel ev Grovſmeden Jens
„For al Undſtyldning lens, —
„Og her for Retten felv bekiendte:
nn Dan Anders Pederſen til Evigheden fendte ;
„Men, da i vores Bye cen Smed vi ikkun have,
„Jeg maatte være reent af Lave, i
„Ifald jeg vilde fee ham dod.
„Men her er to, fom bage Brød.”
„Thi fiender jeg for Rets
„Den ældfte Bager ſkal undgielde det,
„Og for det fleete Mord med Liv for Liv bør bøde,
„Til velfortiente Straf for fig,
uDg ligefindede til Afſkye og til Skrak.“
Den Bager græd Guds jammerlig,
Da man ham førte væl,
M ora l.
Beredt til Døden altid vær!
Den fommer, naar du mindft den tanker nær.
Veſſels Grapſkrift over fig felv.
Han and og brak, var aldrig glad,
Hans Støvlehæle gif han ſtieve,
Han ingen Zing beftille gab,
Tilſidſt han gad et heller leve.
'
— 2384
Johannes Evald.
godt den 18, Novbt. 1743 i Kjedenhavn, Død den 17. Marts 1781,
Scener af Fiſkerne.
Syngeſpil i Tre Handlinger. ”)
' Handlende Perfoner:
Anders, en Fiſter. Peder, ;
Gunild, hang Kone. Jens, Biftere,
Liſe, deres Dottre. Thomas, en Skibbruden.
Birthe, Odelheim, en Danſk Serre
Knud, en Fiſker, forlovet med — mand.
Birthe. s Claus, en Bonde,
Svend, en Fiſter forlovet med Life, Fiſtere og Fiſterinder.
Stkuepladſen er Hornbeks Fiſterleie. Handlingen begynder om MRorge⸗
nen, og endes ſamme Dags Eftermiddag.
Forſte Handling.
(Skuepladſen er i denne Handling en Fiſkerhytte. Saa længe den
varer, høres Stormen af og til, og Sludet markner Dagen.)
Forſte Optrin.
Gunild, Life og Birthe.
CDe fidde omtring et. Fiſter⸗Garn, ſom de bøde paa. Ved Siden
af Gunild ſtaaer et Bord med en ſlukket Lampe og et Timeglas.)
Tercet.
SGunild. Trodfge og vilde.
Brøle Bølgerne.
Natte⸗Stormen fvinger
Tung de vaade Vinger
Blant de ſtummende.
-) Den Begivenhed, fom gav Anledning til dette Stykle, fan læs
fed i; Fiſkerne af Hornbek, af O. Walling: Gee længere henne.
ed
232 J. Evald.
Liſe. Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Brede.
J dit Skied tilrede
Dine Foſtres Grav?
Birthe. Lad vort Suk formilde
. Din og Himlens Harm!
. O hold op at trettes,
— At vi trygt fan mattes
' Ved din elſete Barm!
Alle Tre. Lad vort Gut formilde
Din og Himlens Harm!
ou O hold op at tretteg,
At vi trygt fan mattes
Ved din elſtte Barm!
? Life. Paa Bølgen (væver
' Mit Hiertes Ben !
, Ønnild. Frygt ef, min Pige! Wi
Life. Hvad vil du fige?
Nør Stormen flige!
AE, hvor jeg bæver,
Jeg arme Pige!
Paa Bolgen fvæver
i Mit Hiertes Ven! "
Gunild. Frvgt ei,” min Pige!
"Life, Hvad vil du fige?
Ser Stranden kaage,
Og ſprudle Taage,
J Som ſeiuler den!
Gunild. Frygt ei, min Pige!
Life. Jeg arme Pige!
1— Af, hvor jeg bæver! i
Paa Bølgen fvæver i
Mit Hiertes Ven! .
Gunilde Paa Stormen Vinge
å Kan Almagt bringe
. am farfe igien.
V
. Birthe.
Gunild.
Birthe.
Gunild.
Birthe.
Gunild.
Birthe.
Gunild.
All e Tre.
ZJ. Evald.
Jeg troer at føle
Min Brndgoms Død.
Frygt ei, min Pige!
Hvad vil du fige?
Hor Stormen flige!
Hor Havet brøle!
Jeg arme Pige!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Dod.
Frygt ei, min Pige!
Hvad vil du fige?
Hor Havet ſyde
Blant Øtiær, ſom bryde
Dets hule Stod!
Frygt ei, min Pige!
Jeg arme Pige!
Hør Havet brøle!
Jeg troer at føle
Min Brudgoms Dab.
Vort Sul kan drage
Ham karſt tilbage
Af Havets Stigd:
Livets rige Kilde,
Moderlige Hav!
Skal da Kiv og Vrede
J dit Stigd tilrede
Dine Foſtres Grav?
Lad vort Suk formilde
Din og Himlens Harm!
” , 9 hold op af trettes,
" Life. Du dreier Glaſſet ei! — Hvor ofte, Moder,
Udlob det, fra den Tid vort Folk forlod 08?
Gunild. Snart ſtal det dreies forſte Gang.
At vi trygt Fan mættes
Ved din elſete Barm!
—
288
234 3. Evald.
Liſe. | Du ſtiertſe
To Timer, veed jeg viſt, at Svend bar borte.
,” Førft gif han, fom du veedft — og kom tilbage —
Og kyſte mig — og gif igien. — Den. Arme!
Han gik! han rev fig los fra dette Hierte!
Og iilte driftig nynnende mod Stormen, .
Al Havets Skrak, maaffee fin Grav i Møde! —
Saa ſtod jeg ſtum, jeg veed ei felv, hvor længe,
Og ſukkede, da han forfvandt i Taagen.
Saa faldt vi, fom du veedſt, paa Knæ, og læfte,
Og græd, og bad til ham, ſom ſtyrer Havet,
Om hans Beffiermelfe. .
Gunild. Beffierm dem, Fader!
", Life OD hør vort Suk!
Birthe, Bonhor det! i
Life. (Efter en liden Pauſe). Nu — faa fang vt
En Morgen⸗Sang. — Saa, fom du veedft, min Moder,
Saa puflede vi lidt omfring i Hytten —
Og puſlede — og ſturte Bord og Bænke —
Og gav vort Kræ, og talte det — og fatte
„Alt paa fit rette Sted, fom Brug og Skik er.
Nu da — faa fatte vi os her, af bøde
Paa Garnene, og fang alt ſom vi bodte.
Saa tænkte jeg paa Svend — og græd, og tænfte,
Og fang; og nu — hvor længe har jeg talt nu?
Alt dette ſammenlagt — to lange Timer,
To Zimer er det viſt — det veed: mit Hierte.
Gunild. Dit fielne Hierte ſtuffer dig, min Pige!
See kun paa Mafferne, fom hver har knyttet; i
Hvad ſynes dig? Er det en Times Arbeid?
Det var ei godt, vift ikke godt, min Datter,
At Armes Giérning gif faa ſeent fra Haanden.
Wen Sagen er, dig længes, og du frygter.
Life. Aha! det er fun alt for fandt. Jeg zitrer!
Og længe, (thi jeg tvinges til at troe dig,)
i
$
- - ' ø
SJ. Evald. …— 235
Og fænge, hele tre, maaffee bel fire,
Hvem veed, hvor mange Timer jeg ſtal qvæles
Af denne Angft, Nu fovæve de paa Havet!
Hvem ved? O Himmel! Hvert et Stød af Stormen,
Forſtræokker mig! Nei aldrig, aldrig ſaae jeg
Saa fæl, faa lang, faa evig lang. en Morgen.
Birthe. Ja fæl, og haard for Fattige! Jeg frygter,
De fomme,' fom i gaar, med tomme Hænder.
Life. Ah, kom de fun!
Birthe. Vel nok! og vel i Morgen,
Og altid vel! Thi hvad er kiert, ſom Livet?
Men er vi rige? Har vi Køer og Agre
At troſtes ved, naar Havet længe glipper?
"Betænt det fun, at mange flige Nætter
Bil dræbe os og dem, her i vor Hytte!
Og ftal vort Bundgarn længe ſtaae urygtet,
" Og Hampen, ei betalt, faa lidt ſom Baaden! .
Seent bliver da vore Faſtens⸗Ol, min Søfter!
Du veedſt, paa dette Garn beroer vort Bryllup. '
"Life. Ah kom be, kom de fun med Liv og Helbred !
Gunild. Maaftee, mit Barn, er al vor Frygt utibig,
Dog lad det være ſom det vil, din Vantroe
Er altid Synd. — Er Himlens Arm forkortet?
Feſt al din Liid til den!
Life. Jeg vil, min Moder!
Jeg vil — og dog... Ak var vi ei faa arme,
Da var. det Synd at trodfe flige et Uveir.
Nadr var faa græffelig en Storm, fom denne?
Gunild. Den fagtnedes dog lidt, form Dagen gryede.
Life, Og fteeg den ei igien? Ha, hør be grumme,
De vilde Stød! hør Havet, hvor det brøler!
Hør Brenningen! Hvad ffulde de paa Stranden ?
Hvad jog dem ud? — AE! var vi ei faa arme!
=
236 3. Evald.
Birthe. Men Armod er en magtig Lov, min Soſter!
Stil dig tilfreds! Hav Tanken til din Gierning! i
Jeg er faa ræd, fom du. en naar jeg Enytter,
Og hvad det ellers er, jeg har i Hænder,
Saa ſtreber jeg, ;og feer paa mine Fingre,
Hvor hurtigt de fan flytte fig. Og naar jeg
Saa nynner lidt, høit ſnakker lidt imellem,
Da ſynes mig, jeg glemmer, at jeg frygter. —
Liſe. Du eſt da lykkelig! Ak naar jeg gitrer,
Og zitrer for min Ven, da, ak! da glemmer
Jeg arme, at jeg har en Haand og Fingre,
Og hvad de føfle med, og hvab jeg ſnakker.
Min Ven, min elffte Ven, er al min Tante.
Birthe. Jeg elffet min, fan høit, fom' du, min Pige!
Life. Det veed jeg, Bedfte — AE, jeg er enfoldig.
Jeg er ei ſterk, fom du; tilgiv min Svaghed!“
Arie.
Vel fan Sang og Svyjler byde
Frygten Skin af Rolighed;
Stirrende fan Diet dølge
Caaren, ſom det blendes v
Ord fan ſtandſe, Flid fan dræbe
Klager paa min aabne Læbe,
— Guf t mit beflemte Bryft.
Dog min bange Siel undflyede
Diſſe Glimt af kunſtlet Fred,
AF, den er ei her! den følger
Giennem Storm og Sfiær og Bølger
Med fin Kummer og fin Lyft!
Birthe. Jeg er faa ræd, fom du. Ak! om et Uheld
Nu treffer dem, hvor fandt jeg vel fan duelig,
Saa briftig, faa vindffibelig en Brudgom?
Hvor fandt jeg cen, faa kiek fom Knud? Nei aldrig!
Ei paa tet hele Leie!
æ
NR J. Wald.
Liſe. Ak jeg Arme!
Hvor faner jeg Svend, min Svend, min egen Enter!
Ha! el paa tufind Leier, et paa Jorden! '
Dybt i dit Skiod, umættelige Nords Hav,
Sank al min Lyſt! du ruger paa min Side!
Der fan jeg finde den, fun der!
Gunild. Forvovne!
Din overdrevne Frygt forterner Himlen; ⸗
Og ſom jeg for har ſagt, og atter ſiger,
Halv troer jeg — ja, jo meer jeg effertænfer,
Desmeer forviſſes jeg — den er utidig.
Life. Utidig nu! — Ak, fane du ei vor Lampe.
Hvor mat, hvor bleeg, hvor dødelig den brændte,
Kort før de gif? Ret, fom de ſidſte Gienſtin
Af Sielens Ild i et halv bruftent Øie,
Hvis Glimt fun vife, at de fnart ſtal ſlukkes.
Birthe. Og Lenfer Hunden tudede i morges,
Saa hæs, ſom naar den fporer Liig fra Stranden.
Life. Og bar jeg ikke hørt, naar undertiden
Nord⸗Vinden taug, et Jammerſtrig fra Havet?
Er Skrig om Hielp, fom af Skibbrudne Soefolk.
Gunild. Nu, Born, det er, ſom det —— ſig, noget.
Jeg felv fornam de ſamme Skrig. Men Stormen,
"Selv Stormen byder mig at frygte mindre.
Troe mig! den kiekkeſte, den Danſte Soemand
Vil aldrig, blot af Trang, blot for at vinde,
Betroe fit Liv til ſligt et Veir. I hørte,
At felv min Anders, han, ſom aldrig ſtyede
Nord⸗Havets Harm, naar Nød og Pligter kaldte,
J hørte, at han vyed og ſtivt modftræbte
Det: raffe Mod, ſom vorte hos de Yngre,
- Da Stormen ſpyntes pludſelig at hvile ;-
Og at han, ,trættet Lun tilſidſt, og vranten,
Halv fom af Tvang, ſamtykte i der Forfæt,
- -
⁊ O
U
238 Y. Evald.
Hvorved han fpaaede dem kun liden Lykke.
Nu ved I felv, hvor langt de kunde komme,
Gør Stormen atter kulede fra Norden.
Og nu — hvor høit mana Søen gane! Net neppe .
Har Anders løsnet Baad. i Dag fra Landbred.
Life. Hvor blev de da? Hvi tøve de faa længe?
Ak Svend, fom veed min Frygt!
Gunild. J Din Frygt? — desverre!
Han werker den for vel, O ſtiul din Svaghed,
Ifald du elffer ham! O ſtreb at dotge
Hvert Glimt af Summer, fom han ei bør agte!
Troer du, han bør paaffionne fligt? og føle
Din Angft, faafnart du feer, at Bølgen hvidnes?
Og fee mod Bredden længfelfuld, og tænte
Hvor godt det var, at flumre ved din Side?
Hvad vil du, Barn! hvad vil du med en Sømand?
Hviltragter du faa høit? Saa fvagt et Hierte
Var beft betrygget hos den redde Bonde!
Arioſo.
En Bonde ſeer fra Ploven
Den morke Torden:Sfye ;
Strax troer han ræd og doven,
Nu er det Tid at flye;
Hans Qvinde breder Dugen, .
Og feer fag hierteglad,
Hvort godt, hvor trygt, og (lugen,
, Han fidder ved fit Fad.
Han æder, mené hen aarker;
Saa faaer han fig en Runs,
Og ftrælfer fig, og ſnaarker,
Ved Siden af fit Kruus. FN
Saa glad fan nu den Qvinde .
Tye til fin varme Krog;
Den trodfer alle Vinde, .
Gom biergede ſit Skrog.
3. Evald. ,… 289
Life. Du fpotter mig, og ſvarer ei. O ſvar mig!
Ifald de, fom du troer, har frygtet Stormen,
Fvor blive de da nu? Hvor fan de være ?
Gunild. Maaffee de har beføgt vor. føge Naboe,
SMaaffee de vente bedre Veir i Kroen.
Birthe. Ja, vift nok der. — O, jeg har fagt det længe,
Det var en Daarlighed af og, af vælge
Saå unge Fæftemænd! Vel fandt, jeg elffer
Min Knud oprigtig, fom mit eget Hierte ;
Men tigge vil jeg ei. Er det hang Tante, "
Da er det vel, at Baandet er uknyttet.
Andet Optrin.
Anders. Knud. De Forrige.
Anders (endnu i Døren),
Det er forgieves, Knud! Lad Haabet fare.
Knud. Jeg Haabet? — Aldrig, før det felv vil flippe
Mit Bryſt!
Anders. Nu dog.
Knud. Hvorfor?
Anders. Det er umueligt.
Knud. Hvorfor? . '
Gunild. J ſee det, Born! det var forgieves.
Og nu, min Ven, velkommen til vor Hytte! ,
(Anders giver hende Haanden, og fætter fig for Bord⸗Enden).
Knud.” Forgieves! Ja det ſynes faa. Dog er det
En ufel, ſovnig Ting af gaae fra Gilder,
Naar man endnu fan høre Strængen klinge.
Og ufelt er det, jammerligt, at gabe,
Og folde Hænderne, og onſte Haabet
God rolig Nat, før man har feer det fonte
J Havets Dyb.
" Birthe. | Hvad? Hoilket Haab, min Fader?
(4
240 3. Evalh.
4 æ A
Life" Svend? — Hvor er Svend 7. ,
Anders. : ' Han tøvede ved Stranden,
Saavel fom fleer, til Solens Slandé fan bryde,
Det tykke Sind, ſom Sey'r og Bølger ſprudle.
Viſt nok et Skib — Gud trøfte, dem, de Arme! ,
Et Stib har fløde paa Grund. i Nat. ,
Gunild, Life og Birthe. De Arme!
Anders. Man hører tydeligt, at Folket ffriger
Om Hielp. — Men af! hvo fan? ” .
BGunild. De har da lenge
Forgieves raabt. Vi hørte dem i morges.
Life. Hvor ſtaae de da? Er intet Haab om Redning 2
Knud, Om de maaffee fan, bierges i vort Bund» Garn!
Gunild. Tael ei faa vildt!
Anders . Tat over Havet foæver
En Rad af tunge Sky'r, forfulgt af Starmen;
For ved fig pidſte de Nord: Havets Bølger,
Som trodfig vilde fprudle Damp, og blande
Forbittrede den hvide &raae med Regnen.
Birthe, J har da ei forføgt at fee vort Bund: Gar?
Anders. Forføgt, min Datter? Ja, var det ei hendet,
Som gav for megen Grund til Frygt, desverre!
Og havde Nod ei drevet os; da ſtulde
Hver klog — jeg. felv, jeg forſt blant alle, falde
Bort. driftige Forſog, daaragtig Frekhed.
Dog fligt et Fald, fan, haaber jeg, undſtylde,
Maaſkee undſtylde, hvad den Arme vover.
Liſe. Hvad! hvilket Fald? .
Birthe. Hvad Uheld 2 Hvad er hendet?
Anders. Dg kan I troe, at vi har feet paa Havet
"Saa lang em Tid med Hænderne i Barmen? He
— Birthe. O nævn, for Himlens Skyld!
Knud. O nævn det ifte!
Hvem veed da, om vi ei endun tør haabe? PR:
' ø
J. Evald. HEE 9244.
Tor haabe? Bi? — Og hvorfor ei? Nu vil jeg,
Til Trods for Slud og Storm og Havets Afgrund
Anders. Min Sen, at ville, hvad man feer umueligt,
Er Daarlighed. |
Knud. SHvad vil du? Ved mit Hierte,
Jeg falder det ei Viisdom. Jeg tilftaaer big,
Jeg veed ei felv, hvorpaa mit Haab er grundet.
Det er nu faa min Siels Natur. Hvad vil dug
Mit Dverlæg, og Klogſkab felv, maa fige ,
Alt, hvad den vil, faa bliver det mit Hierte
Modbydeligt, at ſtille fig ved Haabet.
Umuelighed! — Hvad er det? Aldrig fade jeg
Endnu det Spøgelfe, den lede Uting,
Svis Mavn faa let fan ſtremme rædde Bønder
Fra Farer og fra vanſtelige Forfæt.
Umueligt? — Ja, jeg bander et den Stymper,
Som forſt udfandt det Ord; han var min Naſte;
Men Danſk og Soemand var han ei. — Umueligt? —
Alt Lyden af det ſturrer i mit Øre,
Som Ugle: Skrig, ſom Døbdning: Kloffens Kimen,
Som Vinter s Storm, der hyler giennem Rifter
Af gamle Vrag.
Anders. Ak tie! det er forgieves.
Tre Gange prøvte vi af roe mod Stormen; ;
ære Sange flengte Bølgen 08 tilbage. a
Dit Been kan vidne det.
Birthe. Ak du eft ſaaret?
Knud. Et Flue⸗Dtik! — Jeg faldt ved Baadens Tørning,
Dg bet er alt.
Birthe. Men flig da, flig, hvad Uheld!
Anders. Nu — dølges fan det ei. Vi fandt, ved Bredden,
Beftyrtede, ni Pæle af vort Bund- Garn, .
Gom Stormen drev paa Land i Nat.
16
242 . 3: Evald.
Gunild. O Himmel!
Birthe, Vort Bund⸗Garn? Ak alt hvad vi Arme, havde!
Alt — Haabet felv — med eet opflugt af Havet!
Life. Ak Svend,, den arme Svend! hvad maa han lide!
Birthe. Alt — og faa pludſelig — alt hvad vi eie!
Og ele! — Ha, hvad eie vi? Jeg foærmer !
Svar! hvem betaler nu vor Gield? Hu, hvi jeg,
Som dog har Sandé, ha, hvi jeg vilde haabe!
Vanvittig er den Arme, den Forffudte, .
Som ſmigrer fig med Haab, med glade Drømme.
Gunild. Ak, du fortørner Himmelen, min Datter!
Eet af dens Smiil fan ſtienke Fred og Velſtand.
Ci heller er vort Haab fan rent forfvindet.
Hvem veed, hvad Trøft den blide Soel fan bringe?
Hvem veed, om ei en Pæl fan holde Garnet?
Den fan det vift, om Almagt vil. — Og om den
Ci vil, — 0, hvem tør fige, den gior Uret?
Dens Vink er altid godt og altid helligt. ”
Life, Ak Svend! — Jeg veed hané gode Hierte bløder,
Ci for fig ſelv, men for fin Eiſttes Kummer
Jeg feer hans Die fuldt af bange Veemod;
Jeg feer — jeg føler alt de hede Taarer!
Birthe, Hyvad Taarer? hvad udretter vel hang Klynken?
En herlig Trøft! — Hans Graad! Ha foel vor Jammer!
Foel, at vi tabte alt — vor, Flid, vor Ungdom,
Bort Haab, det (Ofte Glimt af Haab! on
Gunild. Forvovone
Du lever, du eſt forf, og flært, og duelig; "
Du feer din Fæjtemand, og troer en Simmel:
Og bet er dig, fom tabte alt? Halv bluſſer
Min gamle Kind ved flig uſonſom Feighed!
Hvad, om du var paa Vraget hos de Arme,
Som, gitrende, af Dødens Gab fremſtrekke
De alt afmægtige, alt folde Hænder
'o
U
- '
U
J. Evald. 243
Mod Jorden og mod Himlen, og forgieves i
Oplofte matte, bæfje Skrig om Redning!
Hvor gierne gav de deres Skib, og om det
. Bar fyldt med Guld, for Pladſen, du betræder! -
Betceenk det vel, min Datter, og ydmyg dig
, &or ham, fom gav dig meer, end du fostiente!
Du, Life, kom! vi vil tilrede Davren. -
” (Gimild og Life gage),
Tredie Ovptr'in
Birthe. Anders, Knud.
' Aria.
Birthe. Ha ffoler et Hierte,
Som nages af Smerte,
Med Løjt at det ſlager? ”
Ah! haabløfe Dage, ' r
Ahl! ſerekfulde ar, i
Gom Hilmlen tilreder,
Den Arme til Plage! .
Al, om den vil tage NE
Alt, hvad den har givet, ' ⸗
Da tor vi et græde!
… Sen fordrer det Glade,
Mt FI blev tilbage, ' -
O haabløfe Dage, | ” ' |
O fkrekfulde Aar?
Ved Tanken om Cder
- Mistrøjtes den Svage,
Som ſeer⸗kun i Livet
Den Kummer, det ſpaaer!
Sa føler et Hierte,
Som nages af Smerte, ,
IJ 7 Bed Løft at det flaner ? '
Ha det er trøfteligt! — Og er vor Smerte NE
Da lindret ſtrax, og er vort Zab' oprettet,
F4
-
- ånd
' ⸗
F
J
244 J. Evald.
Fordi vi har, jeg veed ei hvad tilbage?
Og er det "glemt, faa fnart fun åndre findes,
Gom tabte meer end vi, og haabe mindre? | -
Og hvad fan tabes meer? Ha det var bittert,
At røve mig den Graad, jeg har tiloveré !
Anders. Din fromme Moder lafter et din Siynten ;
Hun taaler den, endffiønt den lidet gavner,
Det ér fun din Uffiønfomhed, dir Mismod;
Det er din Frode, din vrantne Frode, hun ſtraffer.
Og bedre hun, end Himlen felv. — Jeg gyfer!
AE Himlens Vink ydmyger den Forvovne,
Men det forfafter, det nedflaaer en Haabløs.
Birthe, Du haaber da endnu? Tilgiv mig, Fader!
Du veedſt, det ufle Garn et al bor Velfærd;
Og har du Haab, et Glimt af Haab tilbage,
O tan min Graad, fan da din Datters Taarer
Ci røre dig, — at du endnu. forføger,
Endnu engang, at redde det? — før Havet
Opfluget alt, — O prøv det dog! o prøv det!
Anders. Jeg haaber viſt, — og meer, jeg veed, at Himlen
Seer tufind Veie til vort Vel, hvorpaa den
Kan flyre 08, ſtiont vi fun fee den ene. '
Den fan, og uden Tvivl den vil, det veed jeg !
Selv dette Garn, hvorved dit Hierte hænger,
Selv det Fan mueligt bierges ved et Under
Men, var det Guld, da vil jeg ikke vove
En Times Liv derfor i fligt et Uveir.
Viid, Menneffet er vigtigt for den Hoie;
Vort Liv er dyrebart, og ei vort eget.
Det var: formaftelig, fortvivlet Feighed,
At vove det faa yderligt for Vinding.
Det er ei Storm og Død, men Himlens Brede,
Jeg ræddes for, Uroeſt, veed hele Leiet,
3. Evald.
Og mangen fremmed Soemand veed, om Anders
Kan frygte, hvor det er tilladt at vove.
Birthe. Min Fader vil da ei! — Og du, ſom ſidder
Med Haanden under Kind, — og, du min Brudgom,
Du tør vel heller ei. Ak om du elſtte...
Da Balffe! var vort Giftermaal dit Alvor . . .
Knud. O tie kun, tie! Jeg veed, hvad du vil ſige:
At, om jeg elffre dig, da var des Smaating,
Ifald jeg gik til Bunds engang af Elſkov.
Og Roer -vil jeg plante og Kartofler,
Og grave mig j Jorden fom en Muldvarp,
Min hele Levetid; ifald jeg agter |
Al Havets Brag, og af min egen Fare,
For Enden af et gammelt Tdv. — Wen feer du,
At blive ſtylt, og høit, — hvem veed fin Shiebne?
Til WEre for min Wøe, at maale Dybet,
Er alt, hvad jeg allene Fan udrette.
Peer fan jeg ei. — Og nu at overtale
Din Fader eller Svend til fligt et Soetog,
Det vil jeg ei. — Thi, feer du, om det hendtes —
Som det vel kunde treffe fig, da Søen '
Gaaer høi, og Stormen flager faa ſtivt paa Landet —
Og om nu Lykken var os verft, og om vi
Kuldſeilede; de døde jeg af Anger,
Fordi jeg havde talt til Svend og Anders.
Ak! naar jeg, af og til, kom op paa Bølgen, .
Og faae den gamle Gunild og vor Life,
Hvor de faa ængftelig løb om ved Stranden,
Og græd, og ftrafte Hænderne mod Himlen;
Da troede jeg, de'bandte mig. — Ak, Birthe,
Det var mig en umuelig Ting at drukne!
Min Siel blev qvalt af Angſt og bitter Smerte,
, Før Søen flugte mig!
.
é
246 , J. Evald.
Fad
Birthe. Min Ven, jeg troer dig.
Du vil da ei, af kierlig Frygt — for andte.
Nu vel, og kun et Ord endnu! Mig ſynes,
At bet var dig, fom før fan ivrig paaftod,
At alt, helft det, hvorpaa jeg nu faa længe
Har ſpildt mit: Ord, var i det mindſte mueligt.
Det troede du, indtil jeg bad, indtil du, |
Mig til Behug, forandrede din Tanke!
Knud. Jeg min? far jeg forandret den? nei aldrig!
Birthe, Og troer du, troer du da, vort Garn fan bierges,
Imedens du, med Hænderne i Skiedet,
Beregner her din kielne Lifes Taarer?
Knud. Og hvorfor ei? Maaffee det har det Indfald,
At drive felv paa Land ved Hielp af Stormen. i
Et venligt Stier Ban møde det paa Veien,
- Dg holde det, faa varlig, ſom en Moder
Sit Barn, og vogte det for andre Stene,
Hvem veed, om det ei kierligt felv har ſvobt fig
Omkring det Skib, ſom ventelig er ftrandet ?- '
Birthe. Du fpotter mig? Nu vel! — Men fvar! Ifadi det,
Som jeg, der ikke feer faa ffarpt, formoder,
Ifald det hendtes, af din Snak er Drømme,
Og alt er tabt; — fiig! troer du det da mueligt,
At Stormen fan betale det, vi fylde?
Knud, Og hvorfor et? — Det fofter den ci andet,
End blot engang at ſnoe mig rundt om Jorden;
Derfra til Cap, til Tranqpebar, til Canton,
Og faa med Kiſten proppet fuld tilbage!
Ariofo.
En Secmand, med et modigt Bryft,
Kan aldrig fattes Penge,
é Tab friærper fun hang Vindelpvſt,
Og Armod er ham, ſom en Dyjt,
- Der ci fan vare længe.
J. Evald. i 247
Naar Seen plyndrer fra ſin Ven,
Og fetter fam paa Prøve;
Da leer dan fun, og tvinger den,
At bringe tifold det igien,
Gom den har tordet reve.
Han ſadler driftig Havet op,
- Gaafnart-hané Hierte leſter:
Og rider het pad Belgens Top, .
J Trav og fufende Galop, !
Til guldbejtrøede Kyſter.
Flur er han der, faa riig han vil,
Og lyſtig fom den Riges
Og ſetter Boven⸗BramẽSeil til,
Og fiyver glad med Sang'og Spil
e Tilbage til fin Pige. .
Birthe. Ak Ven! om dette ſteer, ifald du kommer
Saa riig igien; da er det meer end mueligt,
At du vil beile til en ſtor Madame.
"Knud. Giv dig tilfreds! Jeg foler, at min Hierte
Har intet Hæng til Falffhed eller Hovmod.
Jeg ſtal erindre dig, trods al min Velſtand.
Birthe. Jeg mig tilfreds? Gaae, Ben! du har mit Minde,
" Gift dig med hvem du vil! Thi, fandt at ſige,
Jeg har ei den Taalmodighed, at vente
Med kierligt Haab paa flige Drommes Udfald;
Saa lidt, min Ven, faa lidt, fom jeg vil give
Min Haand derpaa, at døe med dig af Mangel.
Knud. Det er da, ſynes mig, en Kurv?
Birthe. Hvad andet?
Knud. Ha, Birthe! — Viid, jeg ynker dig, du. Arme!
Du taber meer i Dag, end tyve Bundgarn;
Og meer end jeg har tabt, — Det er mig mueligt i
At' glemme dig,” — ſtiont ei dit falſte Hierte!
Anders. Hoor ofte har jeg ſagt dig det? din Brod⸗Sorg
Er alt for ſtor; din idelige Klynken
⸗
—
a8 J. Evald.
Er væmmelig; den plager kun din Brudgom,
Og trætter ham tilſidſt. — Cnhver man tænte,
Det er ei ham, men“blot dig felv, du elſter.
Birthe. Jeg. etffer ham. Jeg tænfer det fun daarligt,
At legge fligt et Baand paa tomme Hænder.
Knud. En Haand, faa farff fom min, ſaa ſtert, ſaa
haardføer,
Kan den da: være tom? — Dog vel, min Pige !
Gior, hvad du vil! — Men, om du ei fortryder
"Alt, hvad du nu har ſagt, og ſnart; ſaa kaſt mig
Frit over Bord, ſom reent ubrugbar Ballaſt!
Anders. Tie, Son! Jeg hører Fremmede ved Hytten.
Femte Oyptrin. 7
G vend, og ſtrax efter ham Gunild og Life, De Forrige,
Svend, Ak Fader, ak! — ifald du fane den Jammer!
Birthe. Sane du vort Garn?
. Svend. Hodd Garn? — Ci! hvem fan tænte
Paa fligt? — det er i Havets Dyb!,— Men, Himmel!
Nu feer man Vraget tydeligt. Ak, Fader,
Ser Menneſter har klynget fig ved Maften, ,
Som bugner ved fin jammerlige Byrde!
KE, fane du dem, hvor ængftlig de fremſtrekke
Den ene Haand mod 08, ſom ſtaae ved Bredden ;
Og klamre fig ved Livet med den anden !
Og af, man feer, — man hører alt fun. Afmagt,
Kun Mismod i de matte Skrig. De Arme!
Ak! er da intet Haab? Mit' Hierte bløder.
„Anders. Gaaer Søen høit, fom før?
Svend. Jeg troer, den ſagtnes.
Life. Og Stormen ſtiger kiendelig; mit Ore
Kan et bedrage mig.
Svend. Ak ſaae du Vraget!
i
NM
Qg 0 Evald. 249
Anders. Vor Baad er tæt.
Svend. Og ſtart.
"Knud. ” — Og vi hør Kræfter.
vend. Ak kunde vil! — af, Fader, hvilken Glæde! -
| (Anders gaaer ud, og Claus med am).
Life. Ha Svend, jeg fiender dig! — men, om du vover '
Dit Liv for Fremmede, i fligt et Uveir;
Og agter ei mit troe, mit omme Hierte;
Da — merk mit Ord! — da glemmer jeg det aldrig!
Svend. Ha, er det Tid, at agte paa din Omhed?
Hvad vil du herå2 — Hvad vil du med din Truſel? —
Jeg. veed, at Frygt aftvang big den; dog, Liſe,
Den Frygt er mig en Laſt. Derfor betæn dig !
Life. Dg fan jeg det?
Svend. Gior, hvad du ei fan lade!
Gunild. Jeg ſagde dig det for!
Life Nu vel! — men fald mig,
Den taabeligſte Moe paa hele Leiet,
Om han ei ſnart ſtal angre denne Haardhed.
Anders u det han kommer ind). Jeg veed ei ret. — Dog
. er det vift, at Stormen
Ci klinger nær faa farlig I mit Øre.
Birthe, Ci nær? Det ſynes dig? Ru tør jeg fige,
Du frygter ei; men da det gialdt vor Velfærd . . .
Anders. Og hvem har lært din ufle Siel at ligne
Et aandloſt Garn ved Menneſker?
Birthe. Men ſeer du,
Siig! ſeer du Muelighed at redde diſſe?
Anders. Ha ſaae jeg kun! Ak neppe tor jeg haabe!
Dog er jeg ſikker nu paa Himlens Bifald;
ea
Og fan en. Mand da frygte Storm og Bølge? "
Svend: Man glemmer alt, faafnart man feer de Arme.
Sefrtet.
Cvend. Endnu kan jeg here,
Hvor ængftlig de raabe.
250 IJ. Evald.
| Seit gyfende Dre,
Mit Hierte fornemmer
De hvinende Stemmer,
Rn . Som ſtride mod Braget
Af Himmel og Hav.
Gunild. Alt, Hiertet maa bløde!
Hvad fan de da haabe,
Gom Taarer fun møde ”
Fra bielpløfe Bredde?
Al intet Fan redde! ,
Gunild, Life og Birthe. Al intet fan redde!
Life, Hver feer nu i Vraget
Sin Jord og fin Grav,
Guntid, gife og Birthe. Hver feer nu i Vraget
(| i Sin Jord og fin Grav,
Knud, Mit YInderfte brænder, .
Svend, Al naar de udfitelfe
"De folde, de matte,
. De zitrende Sjænder,
F Da græder den Kiekle!
Liſe. Sa! hwad fan de haabe,
De arme Forladte, -
Gom Døten omfpænder.?
Knud. Jeg eler de Kiekke, |
Fordi de før haabe,
Trodé Mord:Vind og Hav.
Gunild. AL! hvad fan-de haabe
Fra hielplefe Bredde?
Gunild, Life og Birthe AL! hvad fan de haabe
Fra hielpløje Bredde?
Anders. AL han, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
San enc fan redde
” Det Liv, ſom han gav!
.. Alle. Ak han, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene fun redde
Det Liv, ſom han gav!
J. Evald, 261
Svend. Trejftløfe Sukke! s -
… Knud, Magtløfe Taarer!
Spend. Hvad, om vi prøve? -
- Life. Grumme, bvorpag?
Knud. Niddinger teve. —
Birthe. Nu tør du gage?
Svend og Knud. Ha vi maae prøve!
Niddinger tøve,
—il Anders.) Fader, vi gaae.
Life (til Svend,) Grumme! du vil dog ef
É Flye fra mit Bryft og dere? W
Svar mig, o Elſkte, ſvar!
WVil du? Ah! kundo du?
Birthectil Knnd.) Mig fan du fige vei,
Kold mod din Fæftemse ?
Viid, at jeg ifte har
p Glemt din Foragt endun I
Life, Kan du forløde mig,
Naar hun et fremmed Skrig
' Kalder til Ded og Grav?
Birthe. Naar fun en fremmed Roſt
B Raaber om Hielp og Trøft,
Trodſer du Storm og Sav?
Svend. Taenk, at det gielder om
- Menneſters dyre Liv!
Anders, Svend og Knud. Tank, at det gielder om
Menneſters/ dyre Liv!
Knud ltil Svend) Ven, har du Mod, ſaa kom!
Life (til Svend.) Cr jeg dig kier, faa bliv!
Svend. Clgte, det gtelder om
Menneſters dyre Liv!
Anders, Svend og Knut. Eiſtte, det gielder om. SEE
Mennefteré dyre Liv!
eif e. Grumme, du vil dog ei .
Five fra mit Bryſt og deg? -
Birthe. Mig fan du fige nei,
Kold mod din Fæjtemee?
252 J. Evald.
Svend, Tie dog, o Elfkte, tie!
Glem der, ſom Frygten ſpaaer.
Glem, at det foreftaaer ;
— Tænf, om Det var forbi!
Knud. Himmel! al naar vi nu
NRoede med Seier hiem,
Og havde reddet dem!
Fader, hvad figer du?
Gvendog Kund. gader, hvad figer du 2
Anders, Mu, da det gielder om
” , "7 Menuefteré dyre Liv...
Sopend og Knud. Modige Gamle, lom!
.ӣife og Birthe. Fader, af Fader, brev!
Life. Himmel! og om de nm,
I F det optørte Hav,
» Søge fig felv én Grav!
, Moder, hvad higer dug
, Life og Birthe. Moder, hvad figer du 2?
Gunild. AL! — Men det gielder om
Menneſters dere Liv.
Under, Svend, Knud og Gunild, -
Elſtte, det gielder om
, Mennefteré dyre Liv.
Svend Endnu fan jeg høre,
Hvor ængftlig de raabe. !
Mit gyfende Dre, .
Mit Hierte fornemmer
De hvinende Stemmer.
Gunild. BE, Hiertet maa blede!
. Hvad fan de da haabe,
Com Taarer kun mede
Fra hielpløfe Bredde?
Svend. Ah kunde vi redde!
Life og Birthe. AE intet fan redde!
Undert, Svend og Knud. Ah kunde vi redde!
Svend. Mit Inderſte brænder.
Life. Ak, hvad tør du haabe?
J. Evald. — 253
Kunud. Sal! ſtal da de Kiefte,
Som Døden omfpænder,
Forgieves udſtrække
? Ze trættede Hænder” .
Mod Dannemarks Bredde?
Life. Hvad før du da haabe? ,
Birthe. Ak intet fan redde! -
Unders. Den Gud, i hvid Hænder
Et Hav er en Draabe,
Hans Almagt fan redde.
Gunild. Han ene fan redde.
Anders, Gvend og Knud, Ved os fan han redde
Det Liv, ſom han gav,
e alle. Den Gud, i hyis Hænder
Et Hav er en Draabe,
EK Hans Miſkundhed redde!
Anders. Han ſtyrke de Hænder, ,
. Som prøve at redde ! ”
Svend. O bød han og redde!
Knud. Han byder og redde.
Unders, Svend og Knud. Bed os Fan han redde
Det Liv, ſom ban gav.
Sunild, Life og Birthe. Has Miſkundhed redde
Det Liv, fom han gav!
alle, Den Gud, i hvis ænder
Et Hav er en Draabe,
Hans Miffundhed redde VVV
Det Liv, ſom han gav!
(Mandfolfene og ftrar derefter Fruentimrene gaae hurtig ud af
Sfuepladfen). '
24 I. Evald.
Anden Handling:
" (Stuepladfen foreftiller, f denne Handling, Strandbredden. Ved den
venſtre Side fees Hytterne af Leiet; ved den haire nogle Træer, og
bag ved dem et hoit Noes, hvorpaa, i denne hele Handling, Menne
fer løbe af og til. Paa Skuepladſen ligger en kantret Baad med fit
Redſkab. Himmelen er klar; men Stormen Venter e og Havet
er meget oprørt). .
Syvende Optrin.
Gunild. Birthe.
Gunild. AE, arme! ak, hvad vil du da mod Himlen?
Ak, var der Spor af Haab! Men Døden greb dem!
Ha, hvo fan vrifte dem af Dødens Hænder?
” Den vil det ei, fom fan! — Hvem ei? — Forvovne!
Hvad har du fagt? Saa taler en Fortvivlet!
Jeg ræddes for min Angſt! O milde Fader,
Tilgiv den! — end den! — Al, jeg veed, du vilde,
Om bet var. godt! — Ak, var det gåde! Ak maatte ”.
Den Reſt af Liv, det Par frugtløfe Dage,
1 . Som jeg Undyttige maaffee Fan vente,
Ha kunde det loskiobe bem! — Hvor gierne —
Dog mueligt er den Tante felv for driftig, —
Men unge fynet diſſe dog og raffe;
" Og jeg, Hvad er jeg? gammel og afmægtig! —
Dog, Daarlige ſom underviſer Himlen! j '
. Hvorhen bortrives bu af Angſt og Medynk?
, Arias
Min Angft er Jis! min Medynk brænder!
WMit Mismod qvæler Sands og Giel!
Hvad vil jeg da, hvis Hierte kiender,
Ut Himlens Vink er Støvets Vel?
GF bræffer Storm ei tanfe Pile,
Og ſtaaner et unpttigt Rør?
—
J. Evald.
Hri nægtes Gravens Elger Hvile,
Naar Haabets muntre Yndling døer 2
Hvad vil jeg da? Seer et Alfader,
Hvad ei vort fvage Syn Fan ſee?
Og hvad han byder og tillader,
Bør det ei upaaantet ſtee?
Men Angſt er Jis! og Medynk brænder?
Og Mismod gqvæler Sandé og Siel?
Hvad vil jeg da, "hvis Hierte kiender, .
At Himlens Vink er Stevets Vel?
255
(Ved Slutningen af derne Sang begynder man at fee en Kant af
Vraget. Det driver langfomt, indtil det bliver liggende midt
for Skuepladſen).
Birthe (fom ér ſteget op paa Baaden, og ſeer ud imod Vroget).
Ak een endnu! ak een endnu, min Moder!
Han, ak han holder ham, den anden Arme!
Forgieves! — DD! .
Gunild. Jeg taaler et at he det!
Birthe. Det er forbi! nu feer jeg fun den ene,
Mu klynger han fig bedre op i Maſten.
O Jammer! hører du? o før ham raabe! —
Mei, det er ham, ſom faldt, Jeg feer, jeg feer ham!
Hiſt flyder han paa Boigens Ryg. Han ſtreber
Endnu; — endnu! — Hoit løfter han fit Hoved.
Men ak! bag veb ham velter fig et Vandbierg ! '
Nu naaer det ham. — Jeg feer ham ci, — Den Armel
Gunild. O Hiram!
Ottende Optrin.
Svend. Knud. Anders. De Forrige.
… Svend. Det er meer end Mænd fan. ubftaae! i
Er Doden da faa beeff fom flig en Pinfel! |
Endnn engang, for Himlens ſkyld, min Fader!
Eengang! dø
ø!'
256 J. Evald. J
Anders. Ak Sonl hyad kan vi tre allene?
AE kunde vil! — Dog nei! det var kun daarligt,
Det var formafteligt. — Ha, kiekke Bagge!
"Hvor er du da? og Knud! hvor er din Fader?
Knud. Ha, var han her !
Svend. Ved Himlen! Vraget ſonker,
Før vi har talt! Cr ingen. da, er ingen,
Gom føler Ynt? — Udanſte folde Hierter!
Har Frygt, har uſel Frygt forftenet alle?
Anders. Vort Uhæld før og flig en Søe fan ffræmme
Den Modigſte.
Knub. Ha Torden ſlage de Feig!
Anders. Stield ei, min Søn! — de fan, ſom er tilſtede,
Cr unge Børn og marveloſe Gamle,
Og Leiede, ſom ikke fodtes Danffe.
Knud. Hvad om vi ſtyde Baaden ud, og gribe
To eller tre, og kaſte dem i Baaden,
Og fiden'fpørge dem, om de vil hielpe?
Anders. Tael ei faa vilde! ”
Svend, Og flal han doe, den met
Life Vel, Fader! ofte har jeg trakt en Aare; ”
Min Arm er ſtark; min Siel foragter Døden, |
Svend" Du, Life, du? '
Life. mm Jeg vil, om ingen anden I
Svend, Du, kiekke Life, du? 107
Knud. > Kom, taffe Piget
Jeg vil omfavne dig!
Birthe. Hun ſftal ei ene
Gaae med! Jeg ér faa ftærk, ſom hun; ei heller
Er Livet mig faa kiert. Jeg er den femte!
Svend. Hvad ſkal vi nu? Hvad flal vi ei? — Ha, Life,
Du hevner dig! — det fattede! — Ha fan jeg,
Ha fin jeg vove dig? — Og fan jeg nægte
Den Doende din Hielp? — Ha jeg fortvivler!
J. Evald. 257
… Life. Det er mit Liv, du ſorger for, du Stoltet
Niende Optrin.
Peder Knudfen Jens Bagge. giftere og FifferIndet, |
De Forrige.
Knud. Ha, Seier, Seier, Børn! Her er min Fader
Og Bagge, — Baaden ud! — Friſt, brave Danſte!
Veikommen her til Herreferd!
(Han begynder, med de andres Siely, at Ryde Baaden ud).
Anders. Velkommen!
Nu har jeg Haab.
Svend. Tak, evig Tak, o Himmel,
Som frelſte mig, og dog endnu den enel
Bagge. Det haſter, ſom jeg feer. Vi fløj fra Gilbet
Hos Møllerens, hvortil vi vare. budne,
Saafnart din Dreng fortalte os det Uheld.
Knud. Nu, Brøbre, friff om Bord ! — TilRoeret, Anders |—
Brig, Svend!
' Svend (i det han gåner i Baaden).
Lev vel, min Life, og tilgiv mig!
Knud (i det ban fpringer i Baaden). ,
Du, Gunild! hold 08 godt Ol varmt, og mød os
Med Kruſet i din Dør; bet fan behøves!
Mu alle Mand fom cen! nu træk med Kræfter !
. (de begynde at råde).
Gunild. Ledſag dem, Havets Gud! Beffierm dem, Fader!
CFiterne og Fifkerinderne fordele fig i to Hobe paa Strandbredden).
Ghor.
Fiſkerne. Havets mægtige Betvinger,
Tal til Bølgen i din Harm!
Almagt! grib Orkanens Vinger J
Med en vældig ndftraft Arm!
238 J. Evald.
Folkene i Baaden. gige Slagl
Dvæl ei længe!
Sele Tag,
Danſte Drenge! -
Bifferinderne, Bei, du Livets milde Fader,
Beoi dit Øre til vort Skrig!
” Byd, at Haabet ei forlader
. Dem, ſom haabe kun paa dig!
s Gollene i Baaden.- Nu er Tid! .
" Odder, ſuoe dig!
Træf, med Flid,
Nag og modig! |
Fiſt erne. Kiekle Søemænd, Hornbels Ere!
Dannemendl! det glelder nu.
Brave Slegt, dit Navn ſtal være
Danſtes Roes, og kiert, ſom du.
zatene i Baaden. ale Mand,
Raſk og lige!
For mit Land!
, gor min Pige!
Fiſkerinderne. Elſtte Hob, fornem vor Klage!
- Stil den, qvæl den ſnart i Lyſt!
Stræb, og vind, og iil tilbage!
"Nyd din Seier ved vort Bryſt!
Foltene i i Baaden. Starke Tag!
Danmarks Krone ! J
Danmarks Slag! .
Chriſtians Throne!
(Baaden, ſom/ for Modvindens og Bolgernes Skyld, har maattet
ſlaae et Slag, tæt forbi det omtalte Nes, tabes nogen Tid af
Sigte, og Folkenes Raab Fan ikke høres mere, førend, de, paa
Hiemveien, igien har naaet den ſamme Pynt).
Fiſterne og Fifterinderne. ” -
O Himmel! ſom bød os ak elſte vor Naſte,
x» O frels dem, de Edle! begierm dem, de Bedſte!
Dit Bud gav dem Kiekhed, dit Vink gav dem Haab.
Deftierm dem, ſom, felv paa den rafende Vølge,
Paa Ufgrundené Veie, fag villige følge
J. Evald. 269
Din Sierlighedø Roſt og de Lidendes Raab!
O Nordhav! vor Moder! vor Danmarks Veninde!
- kaan dem, ſom daglig fortrolige finde i
Siv, Mæthed, og Luft i bit frugtbare Skisd!
Vort Nordhav! vor Stolthed! vor Bane til Ere!
O ftal dine ſtummende Bølger da være
Vor Skræl og de modigſte Dannemænds Dødt
(Baaden begynder igien at blive feet),
Fiſterne. Simmel! Øuffer ei vort Die? -
Tør vi troe det Glimt af Haab?
Seier! Glæde fra den Heie!
Han har hørt. vort fvage Raab!
Foſtene i Baaden. Hver ſom jeg!
Nidding føige,
Soemands Leg!
Alle lige!
Fiſterinderne. Himlen ſaae til vore Taarer,
Seierfulde roe de hiem,
Hurtig ſlage de rafte Aarer,
. Held og Glæde følge dem!
Folkene i Baaden. Saemands Loſt:
Verdens Riger!
‚Siellands Kyſt!
Hornbeks Piger!
Kiſkerne. LEdle Hob, vor Roes og Glæde!
Held dit ſtolte Fodeſteb!
Held dig, Ven, ſom kan betræde
Slellands lykkelige Bred!
Folkene i Baaden. Nok et Strøg!
Ssemands Glæder:
Clæb og Spog,
Kamp og Sjæbder!
Sifferinderne, Jil, du rafte Helte: Stare,
Sit, vor Ven! iil til vor Arm!
Glem din overvundne Fare,
' Glem den ved vor ømme Barm!
Folkene i Baaden. Frig i Land! 43
Seier lørmer!
17”
⸗*
260 J. Evald. —
Ulle Mand!
Danne⸗-Sanner!
(De foringe i Land, og hielpe den afmægtige Skibbrudne af Baaden.
Grmild, Life og Birthe omfavne ham paa det Fierligfté, glibe ham
derpaa under Armene og ledfage ham langſomt til deres Hytte.
De fem, ſom have reddet ham, følge efter. Imedens dette gaaer
for fig, fønge Fifgerne og Fifterinderne:)
O Geiger] han lever. Hané rolige Pie
Kan fmile til Jorden, og prife den Haie; .
Hans Hierte fan fvolme af Haab og af Fryd.
Omfavner ham Dannemarks bærdige Sonner!
D føler det Hierte, hvis Banken beleuner, ”
Hovis Varme giengielder den ædlefte Død! ..
(Figerne og Fifterinderne gåde),
Tredie Handling.
(Ginepladfen er, i denne Sjandling, en Skov, paa den vetiftre Eide
af Leiet. Paa den haire Side feer man Hytterne, og ligefor dliver
man Glimt af Stranden vaer igjennem Hytterne, Stormen har.
hørt op, og det er en ſtien ForaatézDag)
gemte Optrin.
Claus. Knud. Svend, Birthe. Life, Gunild.
Anders. Thomas.
Gunild. Her, Born, her bringe vi vor Ben; Hans Bert,
Maafkee for varmt i bet, han troer at fylde .….
Medſkabninger og blot Algodheds Redſtab,
Fordi de glade giorde hvad de burde,
Hans gode Hierte ſvolmer af et Forſlag,
Hvortil vi to har ſvart, hvad hver bør fvåre.
Men ei tilfreds paaftaaer han at forføge,
Om J maaffee vil føje ham. Ci vil vi
Afflaae ham denne Bon. Vi veed fot ſikkert,
J troer ſom vi og alle brave Danſfte.
N
V
Thomas. Gi meet, Erverdigſte! gi meer, min Moder!
O merker — føler dog, ſom jeg — J Xdlie!
Hyvad jeg har tankt, er ei et. driſtigt Forflag ;
Det var en Bon, en ivrig Ben. Jeg trygler
En falig Lyft af dem, fom gav mig Livet.
D bette Guld, fom J har vriftet
Af Havets gridffe Svælg, det er dog eders!
O letter mig for denne Laft! o ſtienker
Min Siel det Haab, den Liſe at opfylde
eg noget af fin Pligt! den Fryd at ende .
De adleſte, de bedſte Danſtes Summer, ”
Gom de har endt min Angſt! — Jeg veed hvab uhed. —X
Det Guld, I biergede, fan juſt betale
Et Bundgarn, og en Baad, og hvad I brugge
Og" ſtienke mig den Vellyſt at befordre
Den dydigſte, den heldigſte Forening.
Svend. Jeg troer dig, arme Ven! det fan di vere
Din Henſigt, at fornerme os.
Knubd. Mig undrer,
Hvorfor du ei har hængt bin Pung i Mærfet,
Vi Lokkemad for vore Danffe Gørmænd!
Gunild. Du eft for haard, min Knud!
Birthe. Jeg Kar et Mnſte.
Blev det mig undt at fvare for 06 alle 2. +
Knud. Du, Vithet
Anders. Du?
Gunild. Hvorfor juſt du, min Datter?
Liſe (ſom har talt noget afſides med ſin Saſter).
Tilſteder Birthe denne Lyſt. Jeg lover,
Hun fvarer ſom hun bør. i HERE
Svend. ; Vel! vi vil høre.
Knud. Min Menins bog uſtkadt.
Birthe. Zor jeg, min Moder?
. 3. Evald. 264
é
262 BE SEE
Sunild Cigeſom vaagnende af dybe Tanfer);
, Hvad vil du Baru? Jeg var adſpredt. Jeg tænkte
Paa Sangen om en vis vanartet Fiſter. —
Zilgiver, Bern! min Alder gier mig fnatfom ;
" Og Vifen er fun fort,
Knud Syng den, vor Guniid!
Romance.
En Edber⸗Fugl var haardt i Klemme,
Og føreg om Hielp til Hiinmelen.
En gifter hørte Fuglens Stemme;
Og ſtyndte fig, og frelſte den.
„Al favre Fugl, Nord-Haveté re.
Hvor glad er jeg, ſom frelſte dig!
Hvor hvide, ſtrieune, bløde Fiere!
De ſtal herefter varme mig.”
Saa pluklede han gridg den Arme;
Og balvded klager den med Ret:
Ha grumme Haand, fom tog min Varme,
Hvi gavſt du mig mit Aandedræt ?
Birthe. Ak Moder, jeg forſtaaer din Sang! — dog troer jeg,
Mit Hierte trængte mindft til den Erindring. |
Det er mig dybt, maaffee for dybt indpræntet,
At Mangel er fag grum fom Storm og Bølge,
Ved Savn af det, ſom ingen fan undvære,
Og blot ved daglig Trang til andres Medynk,
Blev Livet dig hos 08, ſom før paa Vraget,
Ci længer Liv, blot Kummer for at leve,
Derfor, 0 Fremmede! und dine Venner
Den Handling, fom du troer fan god; og ſlionſom,
Beed dem ei ſelv forderve den ved Nidſthed
Den Danſtkes Liv er ei tilfals, og troe mig,
Hver Vinding er ham led, om ikke haanlig,
Som ei hans valgte Næringsvei tilbyder,
Derfor ſtienk os din Ut! Dit Liv, din Glæde
ÆRE 3IJ. Evald. 265
Var diſſe Giengiæld nof. Den blide Himmel,
Som frelſte dig, ſtal førge for 08 andre. .
Knud, Det var min Brud, min brave Møre, fom talte!
DOmfapn mig! Glem vor Zvift! — Brum naar dig lyfter!
Kuul friſt i mine Seil! Hvad mon jeg agter
Den Storm, der blæfer fra faa godt et Hiorne?
Gunild. Du feer da, Fremmede! mit Ord ſtadfeſtet,
At vore Børn var eet med og. Tilgiv mig
De Glades Taarer, fom du feer mig fælde.
Troe mig, det er et Stolthed af min Seier;
Ci- heller, at jeg daarlig Fulde tænke,
At flig en Adfærd var fan flor og ſielden.
. Seg veed for vel, at her til Lands, de flefte
Viſt fvarte dig, fom vi har ſpart. Du fer tun .
En Mobers omme Fryd! — Omfqpn mig, Birthe!
Thomas, Ak alt ev ſtiont og ypperligt! Jeg ene —
Tilgiver mig! — jeg er nedtrykt, veemodig,
Halv ſynes mig, halv ſtamfuld ved mit Forſlag.
Dog var det ment faa vel! Hal var mit Hierte
Gig felv den mindſte Drøm bevidſt om Giengield,
Da braſt det i min Barm! — Dog nei, umueligt!
Det fan ei ligne Guld ved Dyd, ei heller
Fornærme faa retſtafne Fole, Jeg tænkte: EEN
Det Fan afhielpe diffes Mød, ſom hialp dig, FE
Og troſte dem, og. haſtig / ſammenknytte
To ædle Par. Det var min' ſtolte Glæde.
Og, aft Hvi ſtal den røves mig? og Summer
Formorke diſſes Vei? Ha, det er bittert!
Hvo fat nu ende den? Hvo fan, hvo vil det?
—
Siette og fidfte Optrin.
Odelbiem. De Forrige. |
Odelhiem. Den Himmel, fom de floelte par. — Tilgiver,
Om jeg for fri, ſom ubekiendt, begierer
264 S3I. Evalb.
En Del, en ringe Deel, af denne Vellyſt;
Thi Vellyſt er de Edles Zvift om Dyder! —
Jeg ſelv har, ved en Hendelſe, fornummet
En Deel af det, I rettes om; det andet
Har Claus berettet mig. Nu er mit Onſte,
Min Bøn, at det, mit varme Hierte føler,
Det, Himlen vidner i min Siel, maa høres I
Knud. Vi ved ef, hvo du eft.
: Dbelbiem En Danſt.
Knud. - ' Vel! tael da!
Odelhiem. At du, min Wen! tilbodſt, Hvad du. formanede
Til diſſes Vel, var Ptigt. Din omme Jver
Foredler den; dit Liv var værd at frelſes.
Og af de Kiekke rodme ved dit Forflag, ”
SDg flyve din Gave meer, end haablss Summer,
Det var Natur hos dem, og ei uventet, '
Hvert Stsvgran af dit Gode, fom du paatvang ft dem,
Skal haftig dybt nedtrykke dem, og morkne
Den Loft, de nyde, den, de blot attraaede:
Dit' Vels, din Taks, din Slædes rene Taars.
Ei heller undres jeg, om flige Hierter
Vil omme fig ved hvert et ſynligt Giengiæb.
Thi hvad er ſtiont, ſom Dydens egne Straaler?
Og Tanken om et Side⸗Blik til Vinding
Kan alt beffygge den! — Det veed Netffafne. —
Dog, Brødre! bød vor Pligt, at vi modtage
Den ubegierte Løn, ſom Himlen flienter.
Gunild. Vi har modtaget den,
Odelhiem. "Det veed jeg, EXdle!
Dog naar tør Støvet vrage Gud og ſige:
Hold op! det er mig nok! meer vil jeg ikke!
Og har vi ei hos os en kierlig Moder?
Svend. Hvor 2
Knud, Pvilken?
J. Evald. — 268
Odelhiem. Danmark.
Det var dets hoie Net, dets Vel, dets Wre,
At lønne Dyd, fom at beftraffe Laſter.
Vel maa den ømmefte blant Modre flippe
Det Baand, hvorved hun holder 06; og frygtſom
Betroe vor Fodftie til og felv og Himlen
Før vi fan naae den reene Dyd, den Kilde,
Hvoraf al hendes ægte Glands udſtrommer. , i
Dog lokker hun endnu — ei of, ei Kiekke, ”
De naae den felv; — men vore ſvage Brøbre,
Dem lokker hun, og er det hendes Velfærd
At fede dem derhen ved Bøn og Løfter,
Bed ſikkert Haab, ved Rye om andres Giengield.
Og J, fom nu dog ſukke ved at føle,
It ſels den ſtionneſte blant eders Dage,
Udmerkte fig ved grumt, ufrøgtet Vanheld,
Bed Tab af alt, ved Nag af haablss Eiſkov;
Og vil I bel, at Fremmede ſtal fige:
De Arme hædrede det ſtolte Danmar
Med Glanbfen af en ædel Daad, — og nedſank
J Nod og Sorg, fom Danmar ei har lindret?
Knud. Min Siel er Danſtk! og var ham Styrke cienligt,
Der, naar jeg. hører det, tør knye mob Danmark!
Og hvad det bod, bør et forſmaaes, det veed jeg!
Dog hvor, og naar, og hvad det ſtal tilbyde,
Os til en Troſt og andre til Opmuntring, ')
Det, Herre! det er meer, end jeg begriber.
Odelhiem. Vitd, at det alt udftrafte fine Arme
Til Hielp! — Thi mægtigt er dets Vink, og evig
Dets tavfe Lov til fine rige Sønner:
AE fatte til de Kiekkes Dyd; at troe det
Juſt Velmagts Pligt, at yde dem den Life,
Den Drivt, og ſelv den Glands, fom Guld fart give.
Hed mig, at Rigdom blev min Lod! og at jeg
(ul
8266 IJ. Evald.
Var nær, og hørte Danmarks Raft! O Brødre!
D under mig den Vellyſt at adlyde
Saa sm en Moders Bud! Jeg har ablydt det!
Alt har jeg nedlagt hos min Ven paa Gaarden,
Hvad Garn, og Baad, og Bryllupsfævd fan fofte ;
Og til vor Anders og de fo Retſtafne, ” i
Som kiekke tog enhver fin Deel i Faren, MERE
Et Haders⸗Tegn, af ſamme Værd, ſom eders.
Sig, til et Speil for Borne⸗Born, ſtal aarlig,
Indtil den ſidſte af de Fem er jordet,
Paa denne Dag den ſtionne Daads Erindring,
Fornyes ved ſamme Pant paa Danmarks Bifalb,
Alt dette har jeg førget for. Det, Brødre!
Har Dyden og mit Fodeland befalet mig.
Svend. Dit Ord, o Fremmede! var ſtort og herlige ;
Men det beſtyrter os!
Knud Jeg troer, ved Himlen! '
Min Siel er Vor. Naar var jeg ſaa qvindagtig ?
Foragt mig ei, fordi du feer min Taare! ,
Hvad flaf jeg fvare dig? Tael du vor Anders!"
Anders, Jeg føler det, du eft den edle Landsmand,
Svorom vor Ven, fortalte før, — Retffafne! i
Gior, hvad du vil! Du har fortient den Glæde,
At hielpe brave Dannemænd! Jeg tænker,
At vrage fligt, var blot haarbnakket Stolthed.
Gunild. Det var Uffionfombed og Trods mod Himlen!
Knud (tager Odelbiem 1 Haanden). Tak, brave. Mand!
Svend. Vi takke dig, du Edie!
Life. Vor Taare takker big!
Odelhiem, Ei mig, men Danmark!
Er ei dets Feſt i Dag? Jeg har beſorget,
At vi, ved Sang, og et fortroligt Beger,
Og vore Pigeré Loft, ved raffe Dandfe,
Kan flutte den. Derfor, J brave Brødre! <
J. Evald. E 207
Bil vi nu glemme alt, og blot erindre
De modige, de lykkelige Danffe.
Chor.
Odelhiem. O Dyd! hvor Byrder ille qvæle,
Hvor Kummer nager ei din Rod; . !
" Hvor Held befrugter ædle Giæle, '
Og Frihed varmer cimbrig Blod;
Bag Danne Kongens trygge Hegn
Cr modne Dyders Føde-Sgn.
Alle Dag Danne⸗Kongens trygge Hegn
Er modne Dyders Fode⸗ Egn.
Gunild. O Fremhed! hvor du, vig paa Sæder,
Fortrolig felv med yngre Aar,
p Gom Jorden har og Himlen ſpaaer;
J Skyggen af din Dannebod
Opammer du det ægte Mod,
Alle. 3 Skyggen af vor Dannebod
Å Opvarmer Fromhed ægte Mod.
Anders. Hvor Smiil af Himlen fonlig lønner
7 glid, Indfigt og Crfarenhed,
Som. flyre Modets raſte Sonner
J prøvet Klogffabs trygge Fied;
Syoor Viisdoms Vink er Kielheds Fryd,
voradles Mod fil Helte⸗Dod.
ale. Ved Viisdoms Men, vort Nordens Fryd, -
Forædles Mod til HelteDyd.
Life. Hvor Mod fun fordum kunde ſmelte
De kiekke Sfioldmøers haatde Barm,
Øer hvile, ber belonnes Helte,
Endnu fom før, i Elſtovs Arm.
De Danſtke Pigers Kiærlighed
Cr Ild, ſom Kiekhed tændes ved,
Alle. De Danſte Pigers Kierlighed
Cr ID, ſom Kiekhed tændes ved.
Gvend. Hvor tuſend ſkienne Fodfpor lære
Beſtedne Dyders varme Ven
268 > J. Evald.
. En baned Alfarvei til Ere,
Og Haabet bød ham følge den:
Paa Danmarks minderige Kyſt,
. Spaae Farer felv fun Roes og Løjt.
alle Paa Danmarks minderige Syft -
Spaae Fater felv fun Roed pg Lyſt.
Birthe, Hvor Brødre kappes om at bøde
Paa ubefiendte Brodres Tab;
Syoor Haab og Hielp og Medynk møde
Fortvivlelfen Dedens Gab:
Ved Dans venſtabelige Bred,
Er Svig og Ondſtab ene ræd.
Alle. Ved Dans venſtabelige Bred
Er Gvig og Ondſtab ene ræd.
Knud. O elſtte Hav! din Aande tænder
' Sin raffe Giæring i vore Blod;
Din Belge hærder Brut og Hænder,
Din Luft udvider Haab og Mob.
9 Nord-Gav! du vor Roes og Left,
Du ſprudler Ild i Danſtes Bryſt.
alle, ". O Mord:Hav! dun vor Roes og Loſt,
Du ſprudler Jid i Danges Bryſt.
alle Man dfolten e. J gyldne Sletter, ſmiler trygge!
Brung i din Stolthed, ſelvblaae Strand!
Alle Bruentiumetne, Hyil evig i Sklioldungers Skygge!
War evig Heltes Fodelandl
mandfolkene, O Danmart, vær de AMdles Hiem!
Fruentimmerne. Og alle priſe Dig og dem!
Alle. O Danmark, vær de Edles Hiem!
Og alle priſe dig og dem. ”
%
(Eyngefpiljet endes med Dandoðaf Fiftere pg Fifferinder). '
ø
Haan heiſede det føde Flag,
J. Evald. 269
Soöomands⸗Sang.
(af Fifkerne, anden Handling femte Optrin).
Kong Chriſtian ſtod ved hoien Maſt,
I Røg og Damp,
Hans Varge hamrede faa faft,
At Gothens Hielm og Hierne braft;
Da ſank hver, fiendifigt .Speif og Maſt
J Røg og Damp.
Ilye, ſtreg. de, flye, hvad flygte kan!
Hvo ſtaaer for Danmarks Chriſtiin /
J Kamp?
Viet Juel gav Agt paa Stormens Brag:
Mu er det Tid!
—0
Og ſlog paa Fienden Stag t Slag.
Du ffreg de højt blant Stotmens Bag:
Nu er det Tid!
Flye, ffreg de, hver, fom veed et Skiul!
Hyo fan beftane for Danmarks Juel
J Striv?
O Nordhav, Gimt af Veſſel brøb
Din mørfe Skye:
Da tyede Kæmper til dit Skiod;
Thi med Ham lynte Skrok og Deb.
Fra Vallen hørtes Vraal, ſom brød
Din tykke Skye:
Fra Danmatt fyner Tordenſkiold;
Hver give fig i Himlens Vold,
Os flye!
Du Dauſtes Bei til Roes og Magt,
Sortladne Sav!
Modtag din Den, ſom uforfagt
Tor mede Karen med Foragt,
270 3. Evalb.
Saa ſtolt, ſom du, mod Stormens Magt,
Sortladne Havl
„Dg raſtk igiennem Larm og Spil,
Ps Kamp og Seier foer mig til
Win Grav!
Romance
(Af Fiſkerne, tredie Handling fjerde Optrin).
Liten Gunver vandrer ſom helft i Qvel,
Saa tankefuld.
Hendes Hierte var Vor, hendes unge Siel
Var prøvet Guld.
O vogt dig, mit Barn, for de falſte Mandfolk
Siden Gunver meder med Silke⸗Snoer
Ved Havets Bred!
Da hævetes Bølgen, og Bandet foer
Daa bradt affteb.
O vogt big, mit Barn, for de falſte Mandfolk!
Stien Havmand fig op af Havet ſtiod,
Beflædt med Tang.
Dans Øie var fierligt, hans Tale Sar feb,
Som Harpens Klang: -
. Riden Gunver, du martrer mig Dag og Nat,
i Med Elſtovs Id;
Mit Hierte vanfmægter, min Siel er mat.
OD vær dog mild!
Du rekke mig kun din ſneehvide Arm,
Paa Soemands Troe;
Gaa trykker jeg den til min brændende "Barnt,
« Saa faaer jeg Roe. i
; Liden Gunver! mit Bryſt, bag fit haarde Skiel,
i . Er blødt og omt;
| K: Evald. 271
Zrofaft er mit Nate, min. ukunſtlebe em ”
Foragter Sfrømt. » .
Og er big min Arm til faa flor Behag
É Til Troſt og Noe,
Skion Havmand, faa fynd dig,” faa kom fun, og tag
Dem begge to! .
Han traf hende fra den ſteile Bred,
"Glad ved fin Svig. - i
Som Storm var hans Latter. — Men Siger græd
Ved Gunvers Liig.
O vogt dig, mit Barn, for de falſte Mandfon («
Rungſteds eykſaligheder. *)
Ode.
J kiolende Skogger,
J Morke, ſom Roſer udbrebe,
Hvor Sangerſten bygger,
Og qvidrende røber fin Rede,
Hvor ſprudlende Bakke
Snart dyſſe, ſnart vakke
Camoenernes Yndling, den folende Skialh,
Med ſteds' eensrislende Fald:
Hvor Hiordene brøle
Mod Skovens letſpringende Sonner,
-Dg pufte, og føle
Den Rigdom, i hvilken de ſtonner,
- Hvor Mejeren ſynger
Blant gyldene Dynger,
) Rungſted, hvor Evald en Tid levede under mange Sjælé: og
Legems: sLidelfer, ligget paa Strandvejen imellem Kjøbenhavn og.
Helſinger.
; 272 : J. Evald.
Og teller ˖ fin Gkat, og oploftet ſit Raab
Til den, ſom har kronet hans Haab:
Hvor ſtiertſende Bølger
Beſtvulpe den Vandrer, hvis Øie
Snart ſtirrende følger .
Med Helſinges graanende Hoie,
Snart undrende hafter
Blant Skove af Mafter,
Og forffer, og kiender den Fremmedes Flag,
Og glemmer den helbende Dag:
ror Eenſommes Lig, 1.
Venſkabelig lindrende Slummer,
Zit bød-en Loviſe
vorglemme fin kierlige Kummer;
Hvor Glader tilſmile
Den Vandrende Hvile,
Hvor Rungſted indhegner den reneſte Lyſt —
Der fyldte Camoenen mit Bryſt.
Hvor Kummer og Smerte
Fandt glade dit Aftryk, bu Hoie,
Det ædlefte Hierte, 8
SF hvert et medlidende Øie;
Hvor Venlighed pryder
De ftrengefte Dyder,
Der vorte min Sang, og den undrende Skov
Gav Gienlyd af Skaberens Lov.
Jeg ſaae dine Troner,
O Almagt! — og ſtirrede længe;
Men hellige Toner
Foer giennem de zitrende Strænge.
Hvert Blad, hvor mit Øie
Fandt Præg af den Høie,
Opflammede Sielen / — ba vorte min Sang!
Da rafte den mægtige Klang. |
e
€ S FI
⸗
J. Evald. 273
RE
O Verdeners Fader!
Saa fang jeg == du Starke! du Viſe!
Gud! — ſom Myriader, ,
Som Himlenes Vælbige prife!
See, Støvet fan bære
- Din Rigdoni, din Ere,
Din Godhed, o Fader! — ſaa fang jeg, og Fryd
Brød Læbernes bævende td.
Lpkſalige Digter; ”
Som Gladen indbød til fin Hytte;
Til venlige Pligter,
Til Frihed, font Dyder beſkytte!
Cheruber fornemme
Hans driſtige Stemme,
Og Himle forſamles omkring ham, og Lyft
Udbredes i Menneſtets Bryſt.
Men du, ſom ailene
Fremkaldte den Lyſt af min Smerte,
Siig: — Kan min Camoene .
Udbrede fin Lyft i dit Hierte? ' -
O fiig mig; Veninde! on
Kan Sangens Gudinde
Med ſmeltende Toner belønne det Skiod,
Hvdtaf min Lykſalighed flød? ”
Ovetfættelfe af Stabat mater dolorosa.
- Korſet, ſom den ſtrenge Fader
Vred og tordnende forlader,
Vader Mirjam med fin Braad.
Jorden fpotter med hang Smerte;
Kun den ømme Moders Hierte
Butter højt mod Slangens Braad
1 ⸗
TÅ
Att bit Haab, din Søn, berøvet!
D hver faaret! hvor bedrøvet
Er du Hoitvelſignede!
Frelſens Moder! dig, du Fromme,
Traf et Gienſlſag af de Domme,
Som nedflog den Hellige!
&), hvem ér for haard til Taare,
Foleslss mod Slag, ſom faare
Et fan ømt, fan kierligt Bryſt?
Skiul Forjettelfernes Glæde,
Taare! — Jeg, og jeg vil græde
Ved Marias døde Løft.
Ømme Moder, med dit Øie
Vil jeg forffe, hvad den Hoie
Taalte, mig til Salighed.
Jeg vil føle med dit Hierte
” Hver en Strime, hver en Smerte,
" Gom min Synds Forſoner leeb.
Men o Gud! o Livets Kilde!
Kan jeg? vil jeg? fan jeg vilde?
Hvad formaaet jeg uden Dig?
Rens mit Bryft, du Hav af Glæde!
Knus mig! ſtyrk mig til at græde
Ved dens Grav, ſom frelfte mig!
Helligſte, din Naade prente
-
Det han leed, og jeg fortiente,
Dybt i min forløfte Siel!
Lad mit taareblendte Øié
See, hvor dyrt den Evighoie
Kisbte Syndens uffe Zræl! |
Mens jeg lever, lab mit Hierte
Smelte ved min Jeſu Smerte,
3 Galhk 000 0. 275
Ved din Angſt, Uſtyldigſte!
Da Du, under Almagts Torden, NE
Hangte til en Spot for Jorden, —
Til et Maal for Helvede! |
Lad mig blande Taarefloder
Med Din ſonderknuſte Moder!
Lær mig Mirjams høie Skrig!
Bpyd, at jeg, og jeg forkynder,
Hvad Du leedſt for Verdens Synder !
Thi og jeg har Deel i Dig.
. Men, naar mine Taare rinde,
Lad mig drukne, døe, forfvinde
J dit Svelg af Kierlighed!
Frelſt, og tryg for Hevnens Lue,
Lad min Siel veemoͤdig ſkue
Den, hvis Død jeg frelſtes ved!
Med dit Kors betegn mit Hierte!
Og med Graad, men falig Smerte,
Dan min Siel til Godheds Priis
Wen den famme Saade byde
Taaren holde op at flyde,
J din Glades Paradiis!
Amen.
Folelſer ved den hellige Nadvere.
Ode.
Brodre, Hvis ér ben Glands? — Seer J det herlige
Purpurſtier, ſom min Siel gyſende fvommer i,
Mu da Naadens Herold feſtlig nedſtiger fra
Verdners Domme — fra Ham, under hvis Vredes Vink
18*
+»
2703. Evald,
Lyſets trodfende Aand ſank i en haablos Nat?
Siig, du ſalige Flok! eller om cen, fun cen .
Knæler blant dig, ſom ſterk, lenge bortvendt fra Støv,
Alt ublinkende tør ftirte paa Glædens Veld; '
O han lære mig ſnart, hvo der udgyder den
Strom af Straaler? bet Hav, fom jeg omfpendes af, .
Mu da Miffundheds Bud fvævendé nærmer fig
Til mig Frelfte, til mig Jord⸗Gud, den Eviget,
Den Retferdiges Ben? nærmer fig zitrende
Under Kierligheds Magt; aandelss af min Fryd,
Med Forfoningens Kalk i fin ubſtrakte Haand?
O fortolk mig mit Syn! Om det maaffee fun er
Veemods rygende Dug, Angerens dampende -
Milde Regn, ſom mini Siel ſmeltet bortflpder i?
Er det diſſe min Taks Vidner, ſom brændende
Mu fremvelde, og nu flytte mod Livets Strom?
Siig mig, er det maaffée Taarer; ſom blende mig?
Citer muligt min Aand, drukken af fremmede
Glæder, ſvimler og blog flumrende leger med
Store Skygger af Sud — falig ſom Iſrael,
Da han drommende fane Skaberens Vei herned?
Ciffte, ſiig dog; o ſiig, nu da min brændende
Læbe gitrer, og mat klober ved Pagtens Blod:
Synker Jorden ei bort? Aabnes ei Himlene?
O jeg føler! jeg feer! O det er-ingeri Drøm,
Intet fvindende Glimt! Thi jeg omfavner dig,
Min Forbarmer! min Gud! Thi, fom den guganende.
Taage, Sivenes Dragt, Lilliernes Natteffiul,
"Gom den ſmelter, o Soel! i dine Straalers Glands;
Saa bortſmulrer, ſaa flyer Kierligheds Dragt af Stov.
O jeg ſeer den ei meer! Ikke dit matte Sinil,
Fredens gifpende Bud, ikke den gyldne Kalk!
Ham tun feer jeg, ham ſelv! Almagts eenbaarne Sen!
Ham, fom dybt af fin Barms bundløfe Miſkundhes
J. Evald. 277
Fromdrog Himle fil mig Faldne, mig Morkets Trel,
Mig fin Fiendel — Ham ſelv, ſom fra fin Trone ſtees
Ned til mig, til en Orm! fandt mig i Nattens Mulm!
Blev miu Broder! blev Støy! ſlukte min Dommers Hum
Med fin Graad! med fit Blod! vüſte mig Lyſets Vei!
Bad med fmeltende Sul, bab mig at følge den!
Holdt mig faft, maar jeg glæd! reiſte mig, naar jeg falde!
Bar mit Skjold mod ethvert Glimt af Retfærdighed, .
Tendt af trodfende Synd! kamped utrettelig .
Mod Afgrunden, mod mig! fvang mig til Himles Fryd!
. Ham fun feer jeg, fun ham! Herlig fremtriner han
Af fin graanende Sky! Stovets trofafte Ven!
Ham omfavner min Siel! og mine zitrende
Arme fyldes af Sud! det er ham felv, fom- nu
Kierlig blotter fir Bryft, Helder det ſmilende
Fil min Læbe af Kied! Diende hænger jeg
Med dets aabnede Veld, drikker et. Svelg af Lo!
Men igiennem fin Braad flirver mit Øie paa
Hvert velfignende Smiil, fom med den: Eviges
Magt⸗Orvd figer mig høit: Elffte, din Siel er frelſt!
v
Ove Malling.
Gødt 1747 paa Taarupgaard ved Viborg, ded 1829. Nedenſtaaende
Stykker ere tagne af hang; Store og gode Handlinger.
Fiſkerne af Hornbek.
J Aaret 1775 indſtrandede et Skib imellem Fiſterleierne Horns
bek og Billingebek pan Kronborg Amt, Sklbet, ſom var bes
ſtemt til Skotland: med Byg, -førdes af en engelſt Sekipper i
thomas Bruun, og havde foruden ham endnu fem and om⸗
278 ') D. Malling.
ford, Det var om Efteraaret i en mørk og flormende Wat at
diſſe ulykkelige Menneffer maͤatte frifte faa haard en Skiebne.
De ventede fun efter Dagens Anbrud, for at fee hvor de
vare, og hvad Daab de funde gigre fig om Redning, Dagen
kom; de fane fig et Bøffeffud fra Landet og raabte om Hielp.
Ved diſſe ynkelige Naab forſamlede Bønderne af Hernbek og
PVillingebek fig paa Strandbredden. De fatte Baade md for at
roe ombord; men Stormen blev ved at raſe fan ſterk, af det
gi var mueligt at trænge igiennem. Ofte giarde de Forføg ders
paa; men Forfagene mislykkedes; de maatte huer Gang vente
tilbage uden at nane deres Henſigt. Imidlertid ſtode de arme
Skibbrudne paa Vraget overladte til dem ſelv. Trattede af
forrige Nats Arbeide, udmattede af Kulde, Hunger og Angeſt,
fabte de efterhaanden Mod og Styrke, og ſtyrtede døbe ned ved
Siden af hinanden. . Hen paa. Eftermiddagen vare aleene Skip⸗
peren og Styrmanden tilbage. Styrmanden, forfærdet ved at
fee Ligene omkring fig, befluttebe da af anvende de ſidſte Kræfs
fer, han havde tilbage, paa at føømme i Land. Han omarmebde
Skipperen, fagde ham Farvel, og kaſtede fig derpaa ub. Mer
neppe var Han forgmen . nogle Favne ud fra Vraget før &«
Stykke flydende Træe ſtodte paa ham; bet knuſede hang Hoved;
han ſank. Alle diffe ynkelige Scener maatte Bønderne paa
Strandbredden være Tilſtuere til, Enhver Scene havde rørt
dem. Denne ſidſte fatte dem i ſaadan Bevegelſe, at de paq
nye begyndte at beraadflant em det da ei pan nogen Maade
ſtulde være mueligt at redde Skipperen, fom nu cene var til⸗
… bage, Da tragdde frem Huusmendene Anders Jenſen, Pe⸗
der Jenfen, Svend Bagge, og Tieneſte⸗-Karlene Jens
Larfen og Svend Peterfen, alle af Hornbek, og forbandt
fig til at vove det alleryderſte paa det ſidſte Forſog. De fætte.
ſig i en Baad, lægge Aarer til, anfpænde alle Kræfter, arbeide
fig frem ;igiennem Bølgerne, naae endelig ud til Vraget, tage
Skipperen med i Baaden, arbeide fig igien tilbage og bringe
ham i Land til almindelig Glede. Den halvdode Mand blev
t ø
D. Nalling. aꝛug9
derpaa baaren op til et Huus, hvor de forfriffede ham efter
deres fattige Evne det bedſte de funde, indtil han fort efter blev
modtagen "i Dronning⸗Mollen, et Sted der i Nærheden, hvor
han ved omhyggelig Meie efterhaanden fre Liv, Helbred og
Styrke igien. Da Skipperen var kommen til fig' felv,” og fane
diſſe gode Folk, fom Havde vovet fir Liv fot at redde hand, tog
han frem de Penge, han havde hes fig, og bød bem en Deel
deraf. Men faa modige ſom de før havde været til at gaao
Baren i Møde, fan uegennyitige våre de nu. De forlangde in»
gen Belønning, men anſaae det for Pligt, at have udrevet em
uiyttelig · Mand fra Døden. Dog! deres ædle Handlinger for⸗
tiende Belonning og fik den. En indfødt banff Mand, fom
lever uden for Gædrenelandet, da han horde Fortællingen derom,
glædede han fig over Tine Landémænd, og befluttede at viſe dem
den Skisnſomhed; der tilfom dem. Til ben Ende tillagde han
enhver af benævnte fem⸗ Perſoner 25 Rigsdaler fan lenge de
leve. Diſſe Gaver nyde de nu aarlig. . Naar nogen af dem
doer, Pal hans Anpart deles mellem de everlevende, og den, det
Bliver ſidſt tilbage, nyder de fulde 125 Nigtbaleg farlig paa
fm Livstid.
hd *
Jens Munks Reiſe til Gronland, Aar 1649,
Gronland havde i de ældre Tider lagt under Notge og bres
ven Handel meh dette Rige. Hen i Tiden var Handelen. borte
falden, og da de nordiſte Riger indvikledes i Krige indbyrdes
og: Krige mod Fremmede, var dette Land for en Tid bleven
reent glemt. Efterhaanden, fom Urolighederne ſagtnedes, havde
man igien begyndt at tænfe derpaa. Der var Tid efter auden
giort Forſog paa af opdage def paa nye, for af -opdive. den føre
"rige Haudel; men Forføgene havde deols været ſvage, deels
uhelbige. Chriſtian den Fierde, ſom felv var aarvaagen og virk ,
fom-, og tilbøjelig” til at. førge for Handelens TZilvert, knade
ikke vide at der var faadan en Handelsvei tif, uden at onſte
280 5. Salling,
ben bekiendt. Han [oh derfor Zip efter anden giore Forſog paa
at befeile Landet, men fornemmelig 1619, da han lod to Skibe
udrede, fatte Gapitainen Jens Munk til at føre dem, og gav
ham Befaling til, ei aleene at beſee Grenland fely og Farpans
berfe paa den nordveſtlige Side, men. fornemmelig at efterføge
om ber kunde findes en, Vet nosden om Amerika til Aſien.
Munk fagde ud i Maj Maaned. Dan flyrede op forbi Forbier⸗
get Farvel ind i Hudſonsbay. Han arbeidede fig frens giennem
Drivifen fra en Kyſt til en anden. Hvor han kom plantede
han fin Konges Navn og Vaaben, og gay Stederne Navne.
"Paa denne Vei vare de allerede ofte i Fare mellem Iſen og
leed meget af Kulde og Storm, Men hen i September Maa⸗
ned blev det endnu verre. Froft, Tange og Sneefog toge meer
og meer til. De kunde ei udholde Søen længere; de maatte
ſoge til Land, og traf ind i en Huk under Grønlend, hvor
Naturen fontes faq got ſom uddoet. De fane her fun Sis,
Stov og vilde Dyr: intet Menneffe og intet Spor til Mens
neſter. Men i Mangel. af bedre maatte de her vælge bereg
Binterleie, og oppebie en mildere Aarſens Tid til enten at gane
videre eller vende tilbage,
Da dette var befluttet, flæbde de deres Skibe (an høit op
paa Landet fom, mueligt, De fatte Bolverk uden om dem, for
at hindre Iſen fra'at fløde paa og beffadige dem: de bygde fig
fo ſwaa Hytter paa Landet; og da alting ſaaledes var fat i
Stand, floge de fig til Rolighed i denne vilde og ubeboede Egn.
"De forſte Vintermaaneder gif hen uden af de mærkede flørre
Befværligheder end bem, de kunde formode fig. Folket gik paa
Jagt, de fløde Bierne, Hater, Ryper og andet Bilde: de til⸗
lavede fig. Retter. beraf, og diſſe forfriftede dem. Men efter
Nytaar vorte deres Nød.Dag for Dag. Kulde -og Uveir tog
til. Deres Viin, deres ØL og Brendeviin fros i Fadene. De
maatte hugge det i Stykker .og tør det vej Itden, "før de kunde
ndde noget heraf, og naar det end var optøet, vare Kræfterne,
É… … ' —
⸗
O. Mafling, — 284 |
ſom ffulde ſtyrke og opvarme, borte: Mengel af Forfriffulnger -
foraarfagede Sygdomme, og Cingbommene bleve dødelige. Vel
"havde de bragt adffillige Legemidler med ſig; men deres Felt⸗
flier og Præft vare iblandt de forſte, fom døde; og efter dent
var .iugen, der forſtod fig paq at vælge de ecn Midler, ele
bruge bem i beleilig XD,
Det eeneſte man altſaa havde af haabe til var Foraaret og
mifdere: Luft." Denne kom; men uden at medbringe de Vicknin⸗
ger, man havde ventet. Sygdommen blev endnu almindeligere
og; farligere; den angreb alle uden Forffiebs "de "døde bort cen
efter. anden; fra at i Junii Maaned vare ei flere tilbage af ale
Mandifabet poa begge Skibene end Munk, og tvende Skibs⸗
folk, Det varede ei længe førend ogſaa de bleve angrebne og
maatte ligge, Munk paa et af Skibene, og de andre-i en af
Hytterne, Der laae de uden at kunde hielpe hinanden, og uden
at kunde fane Hielp af nogen, J
Munk, ſom flodfe havde" vüſt et aſaktet Med, begyndee
nu ſorſt at tvivle om Liv og Redning; bøg farfærdedes han
ikke. Saafnart han mærfede fig angreben, giorde han fin Dags
bog færdig, lagde den fra fig, ffrev en Skddel, hvori han bad
ben der. forſt landede den pan Stedet, at han vilde begrave hang.
Legeme, og fende hans Dagbog til Kongen af Danmark; og ba
alt det, var i Orden, lagde han fig felo ben Æ. ER Krog å
Shkibet, og ventede fin Død, .
Den havde og uden Zvivl blevet ham vis, am — en anden
Mage, endnu haardere end Sygdommen ſelv, haude brevet ham
af Leiet. De ſidſte, ſom var bortdode, laae endnu omkring &
Skibet ubegradede s thi Munk havde. i de ſidſte Dage et havt -
Storke nok tip at flæbe dem hort. Diſſe Lig udbredte faa utaa⸗
lelig en Stank, at Munk, faa ſyg ſom han var, maatte ſamle
alle de Kræfter, ham endnu var tilbage, og krybe frem paa
Dakket, ſorngiet med at døe der, fordi han nu i fin Dette ;
time. funde sande en frøre. Luft.
Pil
y
2828 , ". >. Malling:
Imiblertid vare de tvende Mand i Sytten -fomne' pad Ves
nene. Da biffe fornam at Munk endnu var til, krobe de ud
til Skibet og hialp ham t Lar Han blev. glad ved. at fee
dem, og de ved af kunne hielpe ham: de opmuntrede hinarden
tilat takke Gubd, og ible lade Modet" Falbe, Derpaa krobe de
ud i Sneen, og opgravede Urter og Rødder, for at fane Saf⸗
ter til Bederquotegelſe, og better Paafund hialp "dens igien til
Helbred, ſaa at de inden fort Tid kunde jage og fiſte ſom tilforn.
Mu: blew vel Aarſens Tid nogenlunde begvem til Tilbagereiſe.
Men hvorledes vove fig ud, tre Mand aleene i et Slib, og ud
i den vilde Søe, fra Grønfand til Danmark? Faren vie affkrek⸗
Bende; der behøvedes ſtetke Slele Bun til at tænde derpaa. Men
Munk og hans tvende Skibsfolk torde endog vove fig i den, og
haabe at overvinde den. De arbeidede længe for at fade det
mindſte af. Skibene ud fra Grunden; de flikkede Dderptia. Det
bebfte de unde; de anraabde Gud: om Held. og Lykke, og gave
fig derefter paa Neiſen i Julii Maaneb. Skibet tumledes om
paa Soen i mrer end 2 Maaneder. Snatrt flod det faſt i Iſen,
fmart drev bet for. Stotmen; Munk med fint tvende Folk maatte
fax got fom uden Ophør vaage og arbeide ved Roeret, ved Sei⸗
fene, ved Pompen. Men endelig "fade de Frugten af deres
uttærtede Mo, - De landede under Norge, og kom ſiden ned
fil Kjøbenhavn, "Munk Havde” paa denne Reiſe udſtaaet faa
meget, at han havde været at undffylde, om han fiden efter
havde frygtet bande for Søe og Reiſer. Men tvertimod finde
vi om ham, at Han ſiden efter ei aleene gif til Søes fom en
kiek Mand i Krigen; men ſtal endog, da denne var til Ende,
have opmuntret nogle Adelsmænd og -formuende Borgere i Kiss
benhavn til at oprette et Selſtab, og udrede føende Skibe ſom
ſtulde gaae pag nye til Grønland under hang Anførfel, da han
moede nu at unde blive lykkeligere. Sfibene bleve bragte t-
Stand. Muné. var færdig at gaae om Bord iglen. Men i det
ſamme blev han ſyg og døde, og dermed falde Unlægget bort.
* — ——
283
NERE . 7
Edvard Storm
Bubt 1749 i Waage i. Gudbrandsdalen, bød 1794.
Guldbrandsdolerne og Herr Bintlar. *)
Herr Zinklar drog over ſaiten Hav,
Til Norrig hans Cours monne ftande; ,
Blandt Guldbrands Klipper han fandt fin Grav,
Der vanked ſaa blodig en Pande.
Herr Zinklar brag over Bølgen, blag J
For Svenſtke Penge at ſtride;
Hielpe dig Gud! du visſelig ma É
J Graſſet for Normanden bide.
Maanen ſtinner om Natten bleg,
De Vover faa fagtelig trille; |
En Havfru op af Bandet ſteg,
Hun ſpaaede herr Zinklar ide
u Vend om, vend om, du Scotſte Mandi
Det gielder bit Liv fan fage; . ,,
Kommer du til Norrig, jeg ſiger for ſand,
Net albrig du kommer tilbage.”
Led er bin Sang, du giftige Trold!
Altidens du fpager om Ulykker;
Fanger jeg dig engang i Vold, En
Jeg lader dig hugge i Stykker.“
Han feiled i Dage, han ſeiled i frø, …
Med alt fit hyrede Følge; ”
ø
i
YDE her beſman⸗ Vainenbed tilbreg fig i Aaret 1612 i den
Calmarſte Krig. Denne Piſe betragte Normændene paa en
Magde ſom Mationalfang.
"284 E. Storm. |
Den fjerde Morgen han Norrig mon fee,
Jeg vil det ikke forbølge.
Ved Romsdals Kyſter han ſtyred til Land,
Ertlærende fig for en Fiende;
Ham fulgte frorten hundrede Mand,
Som Alle havde Ondt i Sinde,
De fliændte og brændte, hvor de drog frem,
Al Folkeret monne de kranke; *
Oldingens Afmagt rørte ei bem,
De fpotted den grædende Enke. |
Barnet blev dræbt i Moderens Skiod,
Saa mildelig det end ſmiled;
Men Rygtet om denne Jammer og Nod
- il Kiernen af Landet iled. i
Baunen *) lyſte, og Budſtikken ++) "Sl
Fra Grande ++) til nærmefte Grande? .
Dalens Sønner i Skiul ei krob,
Det maatte Herr Zinklar ſande.
n Golbaten er ude paa Kongens Fog,
Vi maae felv Landet forfvare ; WMW
Forbandet være det Niddings-Dtog,
Som nu fit Blod vil ſparel NE
De Bønder af Vaage, Lesføe og orm,
Med ffårpen Øre paa Nakke,
J Bredebygd tilfammen om:
NMehd Scojten vilde de ſnakke.
")d. e. Ved ſom antændtes fra Hej til Høj for at tilfjendegive
Fiendens Ankomſt.
"x) d. e. en med visſe Tegn market Piil eller Kjep, font forde
blev ombaaret i Baigderne, for at fammentelde Sne til
Tinge eller til Landets Forſpar.
117) Nabo. | :
AJ .
E. Storm.
Tæt under Lide 7) der løber. en Gtie,
Gom man monne Kringen kalde;
Lougen**) ſtynder fig der forbi:
J den fkal Fienderné falde
Riflen hænger éi meet pad Vag,
Hiſt figter graahardede Skytte;
Nokken**) oplofter ſit vaade Skjeg,
Dg venter med Lengſel fit Bytte.
Det forſte Stub Here Zinklar gialdt,
Han brøled og opgav fin Xande;
Hver Skotte raabte, da Oberſten faldt:
„Gub frie os af denne Vaanbe!”
Frem Bonder! Frem J Norffe Mænd i
„Slaaer ned, flaaer ned for Fodel”
Da onſked fig Scoften hiem igien,
. Han var et vet lyſtig tilmode. '
Med døde Kroppe blev Kringen frøet,
De Ravne fik nok at ædej
Det Urigdomsbiod, ſom her udfløb,
De Scotſte Piger begrade.
Ci nogen levende Siel kom hiem,
Som kunde fin Landémand fottælle;
Hvor farligt det er at beføge dem,
Der bog blandt Norriges Fielde.
End kneiſer en Støtte paa ſamme Sted,
Som Norges Uvenner mon true.
Vee hver en Normand, fom ei bliver hed,
Saa tit hans Øine den ſtue!
-) en Bjerg Eide.
s+)en flor Clv, ſom løber igjennem Buldbrandsdalen.
7) Elvguden.
4 >
285
v
286 . GE. Storm.
Priisfpetgemaaet,.
gab el
J be for Dyrene faa ærefulte Dage, |
Som kom og haftig gif igien,
Jeg mener: i de gyldne Tider, HEE
Da Dyrene, fra Biorne indtil Midet,
Fra Hvale indtil mindfte Muslinge
Beſad Fornuft, og kunde bedre tale,
End ſtorſte Delen af vor Alders Junkere?
J denne faa brillante Alder
… Gin Republik Kong Løve fammenfalber, .
Dg figer: , Hver opmarkſom høre till
Et vigtigt Spørgsmaal jeg udfætte vil;
Hvo det befvarer bebſt, han ſtal en Tiger være,
Øg dette Mavn er ingen liden We”
Enhver gisr taus fin Hjerne ryddelig,
Os i det glade Haab lykonſter fig,
At Priſen bliver hans. Det ſtore ventede
Problem fremſtiller fig? „Hvad 'et det ſtarkeſte
J Verden? Tænker vel, Bornlille! før J tale,” —
Here Mikkel fremkom førft, en flor Politicus,
Com haabede af fliæle ved et Pude
Den ſtolte Præmie, Han vifted med fin Hale,
Nedboied fig for Løven, og udbrød
J Lovſang over ſammes Kræfter,
Som noget hvorfor alt det Levende er nod
Mwmygelig at give efter.
Han raabte, pegende til Løvens Gab:
„Hvo har vel flige ſtionne Tænder?
Mon Nogen Mage til de Sener kiender,
Der, ſtyrke, og de Kløer, der pryde denne Lab?”
Som gammel Hofmand vidfte han,
Ut Hyklerie de Store vel behager; '
då
E. Storm. 287
Fans Regel var: Bersm bin Overmand,
Os du hans Hierte til din Fordeel ſtrar jndtager.
De andre Dyr bemarked Ravens Lift,
Dog turde ingen Siel af anden Mening være
Men endelig fremftod en mager Hund tilfdg, .
Øg raabte overlyde: „Det er de Stores Wre, Er
At høre og at taale Sandheden. —
En Løve er vel ſterk, men Hykleren
Er endnu flærfere, SHiin knuſer fine Fiender,
Men denne Siel åg Hlerte overvinder,
Han fniger fig i hver en Fæftning ind, ……
Hans Troldom gfør Fornuften Sind, . . ,
Dg Dyden værgeløs," Den Viſe felv, ſom gif |
J Kamp mod Gierrighed, mod fandfelige Lyfter, .
Som drabelig udholdt fan mange Dyfter,
Dg altid Seier ſik;
Han fældes i et farligt Hieblit
Af Smiger, og er her en usſel Kryſter.
Man kiender Hykleren, man hader og aſſkyer
Hang faiſke Kunſt, og for et giftigt Dør .
Sam. holder; dog med villigt Øre
Enhver hans. Lovfang. gider høre,
Naar "man den barſte Sandhed flyet.
Jeg wig paa hveré Erfarenhed beraaber,
Os..altſaa, naadige Herr Love! haaber,
At Præmien bli'er min,” — Om Hunden bleyv en Tiger,
Derom min Autor ei et Bogſtav figer.
Alt Hvad han lægger til, er dette,
At Bæveren, ſom næft ved Hunden fad,
Filhviffed ham: „Du mager er med Heste!
Man ſeer paa Dig, at Sandhed føder Had,
Og at dens Talsmand fane fun lidet Mad!”
288 . . 'y
Niels Tref dy om.
Font 1754 i Drammen, ded 1833. De to forſte Stokker ere tag⸗
ne af bang Bog om den menneſtelige Natur i Almindelighed, iſcer
dens aandelige Side. — det ſidſte af. bang elewenter til Hiſtoriens
Philoſophie. —
f er ” .
Om Sorg og Glæde.
Lieſom nogle Menneſker forettække det Skarpe og Bittre
for bet Søde, og aldrig fliøtte om at nyde dette ganffe reent,
ellet tiden Blanding med noget af modſat Art; fad gives der
dogſaa dem, der ſynes at elffe førgelige Ting, vommes ved alle
Fornsielſer, eller ſom, for at kunne nyde, maae byppe den i
Taarer. Cr bet, fordi Modſetningen gior denne Nydelſe bes
behageligere? fordi Smagen bliver deſto finere, jo mere Fiib
dér udfordres til at udfue den Honning, der omhyggelig er inde
ſvobt i fan megen Bitterheb? og er det maaſfee Kumſten alene
dg den Beffæftelfe; man deri finder, form her er fin egen Be⸗
tonning? Tungſindige Perfonet ſiges gemeenlig og at være dyb⸗
ſindige. Men de ere tillige beſtandige. Blive de end let afficerte;
fan er dog I enhver Gienſtand, ſom røret dem, noget, ſom de
fornemmelig give Agt paa; en vis Hovedforeſtilling, med hoilken
de fyffelfette ſig,, og hvortil dé i ellers ubehagelige ;. långt meré
end i behagelige, Gienſtande finde Stof.
Saavidt Sorgmodighed iTemperamentet har fis Grant;
Lg
kaldes den Meétancholie; vet hvilket Ord man tillige Har
villet betegne den nætmére Aarſag til ſamme, paa en Tid, da
Organismens Love endnu fun lidet vare bekiendte, og Hypotheſer
fom ofteſt maatte fylde Kiendsgierningers Sted. At et ſort
Blod, ſom mån tilffrev Galdens Indflydelſe, har ef. realt For⸗
hold til denne Gemytsbeſtaffenhed, er alligevel ei uden nogen
Grund, ligeſom at Luft og Naringsmiddler igien fan give Blo⸗
⸗
% . *
N
N. Treſchow. 2869
bet derne Farve. Letſindighed og Tungfindighed, fom ec
en Zilbsielighed fil at dvæle ved førgelige Gienſtande, ſtaaer
Derfor gandffe vift i et Slags Forbindelfe med Blodets og
Safternes Egenſtaber i vore Legeme; men derfor er det ei afs
giort, om ci Sindets eller Organismens oprindelige Form er
endnu mere virkſom, ſaavel til at modſtaae ſom til at give de
udvortes Aarſager en med vor egen Natur paſſende Retning.
Tungſindige Perfoner ere ligefaa vel folſomme ſom letſin⸗
dige: men hines Folelſer ere derfor dybere, fordi det, der i
enhver Gienſtand tildrager fig deres Opmarkſomhed, ei-er noget.
flygtigt, ſom Fornøielfer, men vedvarende: og da: den alminde⸗
lige Følcevne er ſammenſat af mange beſynderlige, ligefom det
hele Nerveſyſtem af utallige mindre Dele, og enhver enkelt Nerve
igien i Form og Qvalitet fan være meget forffiellig fra den
anden; ſaa lade alle Temperamentets Phanomener fig. heraf
overhovedet meget let begribe.
Skisndt Melancholie i Almindelighed er beſtandig i fine
Tilboieligheder og Folelſer; faa gives der bog ogſaa en foran⸗
derlig eller lunet Sorgmodighed, der kaldes Hypochondrie.
Denne gaaer undertiden over til en udfvævende Lyſtighed, oms
ſtifter idelig Gienftanden for fin Tilbsielighed og Afſtye, og
ſynes ei at rette fig efter de ſamme Lowe, ſom anbre Menneffer
fædvanlig følge. Thi denne Ubeſtandighed er Lunets Kiende⸗
mærke, og Grunden dertil Idioſyneraſie. Dog er Hypochon⸗
driſten ei letſindig, fordi ingen nærværende Nydelſe, men en
Foreſtilling om hvad der i'fig felv er ypperligt og godt, bog
altid hos ham er den herffende, Men ligefom Bid og Skarp⸗
findighed, i Forening med en levende Phantafie, ſnart i en
Glienſtand ſnart i en anden bliver enten Begrebet felv eller det
modfatte var, faa regieres Hypochondriſten verelviis af Kierlig⸗
hed og Had: hans Graad og Latter betegne hvad der i Gienſtan-
dene er ham paafaldende, og det hurtige Blik, med hvilfet
han giennemſkuer dem,
19
290, i i N. Treſchow.
En med Bevidſthed og Reflexion forbunden behagelig Folelſe
kaldes Nydelſe: deraf Fornoielſe og, er denne meget heftig,
Glæde i Ovdeté ftrængere Bemarkelſe. Men, da vi ved Phan⸗
taſiens Hielp undertiden ligeſaa ſtœrk, ja ſterkere fan røres af
det Tilkommende end af det Mærværende, og, da der ei heller
i de Følelfer, fom begge Fan frembringe, er nogen indvortes
Forfkiel; faa betegner Glæde i en vidtloftigere Bemeerkelſeen⸗
hver heftig Sindsbevagelſe, der reiſer fig af en virkelig Nydelſe
Men ikke let faner Folelſen fan megen Heftighed, med mindre
man har Gienftanden felv i Beſiddelſe, og ikke frygter for at
tabe den. Et herligt Kunſtſtykke, et Malergallerie, et ſmukt
Lanbffab fan derfor vel inderlig fornøie, men egentlig blive vi
forſt glade, naar noget ſaadant, var det endog meget ringere,
falder i vor egen Lod. Hænder det nogenfinde; at vi uden
Beſiddelſe blive ligeſaa hentykte, faa ſfeer det fun, fordi vi i
ſamme Oieblik ikke tonke paa, at vi i bet næfte maaſkee ville
blive denne Nydelſe berøvede, og fordi vi faaledes forbinde denne
- Gienftand med og, fom om dere virkelig var vor egen, udgior⸗
de en Deel af os felv.
Sorg er ligeledes en heftig Misfornsielſe, der itke reiſer
fig af noget Onde, der ſynes poſitivt, og fan frembringe Smerte
men fun af et Godes Tab eller Berovelſe. Vi førge over
Sundhedens Forliis, men Sygdommen felv forvolder ikkun
Smerte, Vi ſympathiſere med vore Venners Libdelfer, men
deres Død gior 08 bedrovede.
Glæden fpænder Kræfterne, Sorgen flapper
bem. Denne Virkning have de baade pan Siel og Legeme.
2) Behagelige Ting pirre naturligvis til Virkſomhed: og da
Munterhed gisr os tilboielige fil at anſee alle Ting fra den
fordeelagtigſte Side, ſaa er det intet Under, at vi muntre ogſaa
helft foretage os ethvert andet Arbeide, og finde 08 dertil ſtyrkede.
Muntre Menneffer ere derfor gierne arbeidſſomme, ſorgmodige
lidet virkſomme, hvis Frygt for Mangel ei dertil driver dem;
Tvertimod gier Sorgen 06 hvert Arbeide fuurt, Dens Virk⸗
. Treſchow. 294
ning er deri forffiellig fra Frygtens, hvis Gienſtand vi endnu
caabe at kfvende, da Sorgen derimod, fom ſaadan, Har intet
at haabe. Ulykken er ffeet, hvorledes vil man faae det Giorte
fil Ugiors? Denne Foreftiling dræber al Kraft og Lyft til Ans. .
firængetfe. Da Sindet fan en beffæftet med fit. Tab, uden for:
hvilket intet ſynes vigtigt, hvad Bevægegrund fan det da have
fil at virke? b) Denne Uvirkſomhed ſtrakker fi ig endog til Leges
mets uvilkaarlige Bevægelfer. Pulſen ſlaaer mattere: Oineneds
Lys fordunkles, alle Sandſer ſynes mindre ſtarpe. Skulde man
deraf maaffee flutte, at Villiens Indflydelſe paa diſſe ſelv er
ſtorre end man gemeenlig troer? Dette ftadfæftes og af andre,
ſtiondt fiefdne Erfaringer om Villiens Herredom over de Muſk⸗
ler, der, ſom f. Cr. Hiertet, ved Blodets eller andre Tings
Indvirkning ſettes i Bevegelſe.
Den egentlig faa kaldte Gledeſtig er ittun fiel⸗
£
ben til famme' Grad af Heftighed, ſom Sorg i fams .
me Bemwrkelſe. FJ Almindelighed ere de behagelige Folelſer
ei ligeſaa ſterke fom de ubehagelige, — et ſtort Beviis, at Mens
neffets. Endemaal ei er Nydelſe — Gladens Virkninger fan
derfor vel undertiden være meget voldſomme; men Sorgens er
det endnu baade langt tiere og mere. At en pludfelig Glæde
fan qvæle, har Zimmermann i hang Bog om Erfarenheds
Nytte i Lægevidenffaben med adffilige Erfaringer beviiſt; men
vor mange flere kunde man ei anføre, der lære, at Sorg fan
dræbe! I begge Tilfælde har ikkun det førfte Indtryk ſaadan
Foige. Gladen er en Lyftild, der ſnart adfpreder fig, og tidt ef
engang efterlader nogen Varme tilbage. Den ſpakkes ſtedſe
med Tiden, fordi bet. Virkelige ſielden foarer til vor forudfattede
Mening om dets Ypperlighed. Vi ere lykkelige, om det, der
bliver igien, forſtaffer os en Tilfredehed, der aldrig” fan være
ffabdelig. Endffisndt Sorgen ogſaa fløves med Tidens Længde;
ſaa boder den dog ikke, ſom Glæden, paa den forlorne Kraft,
men bliver ved at nage derpaa indtil Enden.
SÆR . 4*
L
æ-
292. . " R. Treſchow.
Man har undret fig over, at Menneffer give liger
faa ſnart Sorgen fom Glæden Rum, Det er langt
fra, at den Bedrøvede føger at flaae fit Tab af Tankerne: han
gigt fig tvertimod al Flid for af nære Crindringen” deraf, og
giøre den vet levende. Vi betragte Billedet af elffre Perfoner,
fom ere døde, med den ſtorſte Intereſſe, deres Levninger ere 08
dyrebare, ſtiondt de oprippe Sorgen paa ny. Johanna af Caſti⸗
lien beholdt fin Gemahls, Philip den forſtes, Lig hos fig i en
meget lang Tid, og vilde ei tillade det at begraves, For at
begribe dette Serſyn fan a) i Almindelighed be—⸗
mærket, at enhver Lidenſkabog Affect føger at hob
de fig felv vedlige; deels imod vor Villie, formedelſt det
førfte Indtryks Heftighed, ſom er vanffeligt at udflette; deels
med Forſet, fordi de ubehageligfte Ting vakke vor Virkſomhed,
og derved frembringe Folelſer af vor Kraft, ber, ſom ſaadanne,
altid ere behagelige, Heraf reifer fig hos Mange ligeledes en
Lyft til Farer og Eventyrer. Mangle virkelige, ſaa kæmpe de,
fom Don Qvirot, med Uhyrer, ſom deres egen Mantaſie har
fkabt, og danne fig felv Sorgens og Frygtens, ligeſaavel ſom
Glædens og Haabets, Formaale, b) I heftige Sinde be:
vægelfer handle vi tvertimod vort eget Siemed, og
vælge dertil de meſt upaſſende Middler. Sorgen fan ingen
fornuftig Henſigt have uden at troſte fig, ved at foælfe og
fierne Foreftillingen om det Onde. Men, ifteden for dette Mid» -
del, føger den at holde den forlorne Gienſtand tilbage, og gribe
. Skyggen, naar Legemet eller det Reale er forfoundet. Viſt nok
beſidde vi ingen Zing, uden ſaavidt ſom vi foreftille 086 ſamme,
og derved forbinde den med og felv. J denne Tanke ſtræbet
den Sørgende at give Indbildningen ſamme Liv fom Senſa⸗
tionen felp: og dette lykkes ham undertiden fan vel, at han derover
forfalder til Sværmerie, ja til Affindighed. Den før anførte
Dronning bragte det deri fan vidt, af hun holdt fin Gemahl for
endnu levende, og, da hendes Jaloufie var meget flor, tillod
hun ingen Dame at bevogte Liget, e) Sorgen, der i ovrigt
1 J
'
U
oe, Treſchowo. 293
qvæler al udvortes Virkſomhed, fordi den foreſtiller fig Tabet
fom uopretteligt, har intet andet tilbage end at ans
ſtreengeſin Indbildningskraft, for atvedligeholde
de fvage Levninger af det Forlorne. Den Fortvivlede
ſtreber derfor ikke at afværge eller læge det Onde, han anſeer
for novervindeligt og ulægeligt, men bebreider fig dog ſelv bag⸗
efter denne Forſommelſe. Den blotte Mulighed, af at det
Tabte havde funnet reddes, er ham fier at tænke paa, endffisndt
denne Tanke ſaarer.
Glædens og Sorgens udvortes Kiendetegn ere
funklende "eller matte Oine, Anfigtets Rødme eller Bleghed,
"Smiil eller Taarer. Men endffigndt de nærmeſte Aarſager til
diſſe Seerſyner af Anatomien og Phyfiologien nogenledes ere
bekiendte; faa er det dog ingenlunde klart, hvorledes hine Sinds⸗
bevegelſer ved de dertil beſtemte Maffiner eller Organer fan
frembringe diſſe Virkninger, eller hvorfor enhver Affect juft pttrer ”
fig paa denne, ef pan nogen anden Maade. Overhovedet er
Affecternes Indflydelſe paa Legemet aabenbar, deres udvortes '
Kiendetegn viffe og beſtemte, men cauffal Forbindelſen mellem
begge hidindtil ſtiult. Alligevel er. det forvirtede Begreb, vi
derom have, faa klart, at naar vi for forſte Sang ſtulde fee No⸗
gens Smiil eller Taarer, vilde vi neppe holde det førfte for Udtryk af
Sorg eller bet andet af Glæde, Den Spænding, vi hiſt, den Slap⸗
pelſe, vi her blive vaer, vilde rimeligviis ſtrax lade og formode,
hoad Aarfagen dertil var. Om Graad ifær ere følgende Sets
ninger at bemærfe: a) Den dybeſte Sorg er gierne
ſtum, . og taler ei engang ved Taarer. Dens Bleghed røber,
at Blodet er ſtandſet i fin Fart til Yderdelene: og deraf kom⸗
mer det, at Taarekirtelen da ei heller affondrer denne Vadſte.
Med famme kommer den forrige eller endnu flørre Rodme
tilbage. Bb) Taarer røbe Svaghed, naar de ofte og ved
den mindſte Leilighed udgydes, men relativ Styrke, naar fun
de vigtigfte fan udpreffe bem, ved hvilfe ſvage Perfoner vilde
blegne og blive ſtumme. Den Viſes og Heltens Taarer, ſom
Jeſus's over Jeruſalem, ere derfor yderſt betydende. Digterne
294 NR. Treſchow.
labe vel undertiden de ſtorſte Mænd græde, men fun alminde⸗
lige Fruentimre hyle eller udgyde Taareſtromme. Naar Virgi⸗
lius "lader Hector ſaaledes fremftille fig for WEneas i Drømme,
faa var Helten ikke mere, men en ſvag Stygge fun tilbage.
c) Taarer lette ikke Sorgen, men den lettede Sorg
tillader Taarer igien aft vinde. Det hemmede Omlsb
bliver derved frit, det bdeklemte Bryſt begynder atter uden Bes
fværlighed at udvide fig: Altſammen Følger af det for Anforte.
Ad
Om Selvraadighed og Egenſindighed, Herfkeſyge og
Xrgierrighed.
Friheds Lyſtens Udſvcevelſer beftane fornemmelig i Selvraa⸗
dighed og. Egenſindighed. Selvra adighed er en lidenffabelig
Tilboielighed til en ufornuftig Virkſomhed. Mangel af Kultur
undfanger, Vaner forøge og ſtyrke ſamme. Alle uopdragne og
rage Menneffer ere derfor ſelvraadige. Om de end ere Slaver,
fan lyde de blot af Tvang: deres Forſtand og Tilbøteligheder
felv bringes dog aldrig under Fornuftens Love. Ja hindrer
man end denne misforſtaaede Friheds Lyſt fra at yttre fig paa
en Maade, udbryder den defto mere paa en anden. J deſpo⸗
tiffe Stater maa man ofte tillade Pobelen Udſverelſer, ſee igien⸗
nem Fingre med Voldſomheder og Forbrydelſer, ſom man i de
friefte paa det haardeſte vilde ſtraffe. Naar geiſtlige Deſpoter
have villet underkue den menneffelige Forſtand, nodtes de deris
mod til at løfe Sædernes Tomme, lette Straffene for Misgier⸗
ninger eller Middlerne til Forſoning.
Gelvraadighed yttrer fig enten overalt og hos alle lidet dans
nede Perſoner faft paa ſamme Maade, eller i en vis Egen⸗
ſindighed til at handle, tvertimod rigtige Grundſetninger,
efter felvvalgte og Enhver færegne Maximer, der fan være lige⸗
faa mangfoldige og forſtiellige ſom Menneffers udvortes Forbin⸗
belfer, Oedvaner, Temperament og . Idiofyncrafie. Denne
»
Ø
Frihedelyſtens Udartning er. endnu vanfkeligere at overvinde end
den forrige, fordi den er mere beftemt .og ligeſom concentrexet
i fin Retning mod et enefte Formaal. Vaner, ſom deraf reife
fig, maa Herſkeſygen ffaane. Den romerſte Almue, var i Re⸗
publikens Zid vant til offentlige Skueſpil, Hoitideligheder, Valge
dage, Triumphtoge: diffe bød Auguſts Klogffab ham at beholde.
Kongenavnet og Diademet vilde have bragt den til Oprør: han
forezrak derfor andre Titler og Hæderstegn. . Muhamed unde
indføre en ny Regiering og Religion, men Kaaba blev, fom
tilforn, et helligt Sted, Blodhævnen maatte fremdeles flage ved
Magt. . Peter den førftes Reformer vare i det Hele Ruſſernes
Frihed ei ugunſtige: men, at. de ſkulde klippe deres lange Skieg,
bragte Mange blandt dem til Fortvivlelſe: og indtil denne Tid
betale diſſe Starovertſi eller Noffolnifi heller en aarlig Stat,
og fee fig udelukte fra al Forfremmelſe, end lade fig deres Stieg
berøve. Saa flærk er. denne Lidenſkab, naar den ved Banen er
hærdet, og. trykket ved nogen Tvang. Engelendernes Spleen
og Whims. ere bekiendte. Da borgerlig Frihed efter deres Me⸗
ning beſtager i en Net til at gisre Alt hvad Lovene -ei udtryk
kelig forbyde; fan fones de ved deres Liner at ville vife hvorvidt
denne Frihed kan gage: derfor ere diſſe meft almindelige hos
dette vel meget civiliferte, men af Temperament hypodjondrijle
… Gol. ' . s
Er Friheds Lyſten forenet med megen Aandskraft og plans
mesſig Virkſomhed, bliver den let til Herſkeſyge, fom er,
en heftig Tilbsielighed til at beſtemme Andres Handlinger, Sin⸗
belav og Meninger: da Herrebom baade giver Sikkerhed for så
felv at blive tvungen, og udvider Virkekredſen. Saavidt den er
OR. Treſchor. 280
7
gandffe reen, og ingen anden Lidenſkab eller Tilboielighed ders -
med blander fig, attraner den intet andet. Den, der har Loft
til at udvide fit Huus eller Grændferne af fine Agre, fordi de
efter hans Plan ere alt for ſnevre, finder en Hindring i ſin
Naboe. Én anden, der, ſom Plato, troer at have fattet Ideen
om den bedfte Statsforfatning, er ei iftand til at. udføre den,
hun
ø
.
296 B. Treſchow.
med mindre noget Fock frivillig eller tvungen underkaſter fig
hans Love. Han prøver nu, hvorvidt hans Man vil lykkes,
anſtiller Experimenter med Nationer, ligeſom MNaturforfferen
med Dyr eller livloſe Ting, uden nogen anden Henſigt med
dette Foretagende Ergäerrighed ſelv, ſtiondt nær
forvant, er dermed bog ei nødvendig forbunden:
thi Herffefygen foragter tidt alle menmeffelige Domme, lader fig
nøie med indvortes Ere, og er med fig felv tilfreds. Langt
mindre ev den altid egennyttig, og har enten Fors
deel eller Vellyſt til Øiemed, Det er ei ufædvanligt,
at fee herſteſyge Perſoner noiſomme, uden Stolthed nedladende,
velvillige, feve for Verden eller andre Menneffer mere end for
fig ſelv. Man finder denne Charakter ikke ſielden hos Erobrere,
ber have været elffede blandt deres Egne ligeſaa meget ſom
beundrede, fa undertiden endog hos de Overvundne, ſom Theo⸗
dotik og Guſtav Adolph, have fortient uffrømtede Lovtaler og
varige Ereminder. Herffefyge, ſtiondt altid uretfærdig, fordi
ben berøver Andre den Frihed, paa hvilken den ſelv fetter faa
megen Priis, drives derfor ofte af en almindelig Velvillighed,
men ſynes gewmeenlig haard, fordi den deſto tiere nødes til, efter
at den har opoffret fin egen, at fette al anden privat Fordeel
tilfde, jo ſtorre dens Planer ere, og. jo flere Tider eller Folk
. de indbefatte, Sielden eller aldrig turde den alligevel være
gandffe reen, Men dette gielder ligeſaa vel om enhver anden.
Lidenflab: i et videnffabeligt Foredrag bør de ikke desmindre
faaledes betragtes, naar man derom vil gigre fig et gandge
tydeligt Begreb.
Herftefygen er enten verdflig. eller. geiftlig:
den forſte attraaer Herredom over udvortes Handlinger, den
anden over Andres Meninger og Domme. Heraf den faa
kaldte In tolerans og Forfolgelſes Aand, der ei bør tilffris
ves Geiſtligheden eller Præfteftanden alene. Erfarenhed og
Sagens egen Natur bevifer, at den ei er nogen Stand færegen.
Foruden Genieſtoithed og Egennytte, fan Grunden dertil ogſaa
rd
NR. Treſchow. 207
være faſt Overberutning ef alene om Diſſe Meningers Rigtig⸗
hed, men fornemmelig om deres Nodvendighed og Nytte for det
hele Selffabs ſande Vel, eller for Udførelfen LJ en i fig ſelv
veldæbig Plan. — ⸗
Wretierhed fan paa tvende Maader udfvæte, ligeſom den
nemlig enten feiler i Begreb og Grundſetninger, eller i deres
Anwendelſe. Den førfte Vilbfarelfe avler Rrgierrighed og For⸗
fængelighed., den anden Hovmod. MErgierrighed er en
herſtende Begierlighed efter udvortes XÉre, fremfor den indvortes
eller de Fortrin, hvorved hiin erhverves, og efter diſſe fun ſaa⸗
vidt de fan: være Middler til ſamme. Den feiler altſaa ved
at fette for megen Prüs paa Andres Domme, og derefter, ei
efter Fornuften felv, at beftemme fin egen om Dyderé og Hands
lingers Vardie.
Grunden tilÆrgierrighed ev deels Egennytte,
formedelſt de Fordele, Andres høie Tanker enten om en Pers
ſons Retſkaffenhed, Genie, Talenter, Indſigter, eller Magt og
Rigdom fan forſtaffe; deels en behagelig Illuſion eller
Selvbedrag. Thi, endffisndt den MÉrgierrige ei er fig felv bes
vidſt at beſidde de Fuldkommenheder, hvorved Ere vindes, fan
overtales han bog let til ſaadan Indbildning, naar han feer
Andte enige til hans Roes. Ci iftand fil at beſtikke fin egen
Samvittighed, føger han at overvælde den, Men derfor er
det ham et heller ligegyldigt, om Andre virkelig tiltroe ham
biffe Egenſtaber, om de ere ſande Fuldkommenheder eller ikke.
Hans Begreber om re fan derfori fig ſely være gandſte
rigtige, kun vælger han ei de rette Middler til at opnaae ſam⸗
me, eller ſtrober efter virkelig at erhverve de Fortrin, hvorpaa
den beroer. Han attraaer den indvortes ſaavelſom den udvortes
Wre; . men ifteden for ved hiin at bane fig Veien til denne,
bruger han den modſatte Maade, og gier ſnart det, der burde
være Øiemeb, til Middel, ſnart en Vihenſet til Hovedhenſigt,
elfer. tvertimod.
* 4
AJ
Den SErgterrige har baade et : ſtort Mani for Hine og
. vanffeligt at nage: thi hvad er vanſleligere end at bringe alle
Menneſker til at hylde en Stotheb, man ikke felv engang ret
erfiender? Den er-berfor en meget heftig og farlig
Lidenſkab. Der er intet, ſom den jo opoffrer, Kierlighed,
Venffab og fit eget Liv. J en modnere Alder er den faft umulig
at undertrykte, fordi den vorer med Aarene, medens andre Til:
boieligheder efterhaanden ſtedſe blive - ſvagere, og rens let
forvismelige Krandſe af friſft Løv. idelig paa ny maae flettes.
Defto mere Umage bør man gigre fig for hos Ung⸗
bommen at forekomme den, véd at lede bens Erekier⸗
hed paa den enefte rette Vei, og gisre den, faa meget muligt
er, uafhængig af Mengdens Domme, Wres Belsnninger 'oåg
Straffe ere i Opdragelſen en meget betænkelig Medicin, hvis
. Anvendelfe fordrer ufæbdvanlig Klogſtab, hvis den et, ved at
tiene Ergierrighed og. Forfængelighed til Næring, ffal gisre
mindre Gavn end Skade. Offentlig Roes og bederetegn ere
næften uden Forſtiel at forkaſte.
Mrgierrigheds almindeligſte Formaale ere
Magt og Wrespoſter; fordi man. i denne Stilling meſt
er. iftand til at vife fig fra en gunſtig Side, og derved at vinde
Manges Høiagtelfe. Oploftet til ſaadan Hoide, vil den Ergier⸗
rige ikke mangle af flræbe efter.almindelig” Agtelfe, ved at ſtille
ſaadanne Egenſtaber og Handlinger til Skue, der virkelig ere ,
ypperlige og ſtore, ſaaſom Mod, Klogſtab, Omforg for Statens
Bedſte og et vidtomfattende Blik: Lykkes hans Beftræbelfer ikke,
vil han. derfor: flyde Skylden paa Andre. Cr det derimod diſſe,
man egentlig har for et lykkeligt Udfald at taffe, vil han dog
gtøre fg Umage for at træffe Berommelſen til fig alene, eller
i det mindſte foreftille fin Andeel deri ſom den. vigtigſte. Lan
vil endag let bringe fig til. af troe det ſelp, naar han feer Ans
dræ have ſamme Troe. Men….den dunkle Fornemmelfe, man
har af egen Kraft, bliver ogſaa førft vis og klar, naar. man
finder Leilighed til at virke. Naturligviis man man altſaa
298. . Treſchoto.
*
— N. Treſchow. 299
tregte decefter. At man ei tilſorn hår bebraget fig felv, fan
Udfaldet alene lære, og Udfaldet Bejfaffenhed fan atter, Andre
ofte meget bedre end vi ſelv bedømme. Er denne Dom of
gunſtig, hveni fan ba betænte, fig pan ſelv at undezfrive den, ?
Saaledes avles USpgierrighed -af en beſteden Selvfølelfe, næres
ved Vickſomhed, og vorer til. fin Hoide ved Selvbedrag.
”DErgierrighed er, ligeſaaſlidt ſom Herſkeſypge,
altid og efter fin Natur egennyttig. Eren fan vel
ogſag være Middel til Righom og Nybdelſe, men kan ikke mindre
være Øiemed i fig ſelo. Herrpbom bringer ligeledes Are, og
tvertimed fan almindelig Agtelſe give Scepter og Krone; men
begge Fan Ligeledes attranes for deres egen Skyld, Herredom
fom en udbredt Virkekrede, MÉre fom en henrykkende Sely⸗
føtelfe.
Ingen Lidenfkaber ere dog faa nær forvante,
ingen mere nadffillelige end ASrgierrighed og Herffefyge, Allige⸗
vel fan ef Sind, der er indtaget af den ſidſte, være alt for
ſtolt til at bekymre fig om noget Menneffeg Dom, og et, der
regieres af den forſte, fom mangen Stoiker eller Eremit, ſette
fin MÉre i Talenter og indvortes Fuldkommenheder, med hvilke
Andres ſaavelſom Enhvers egen Uafhængighed meget vel fan
beſtaae.
om Mennefkeſlagtens Oprindelſe og
' | Barndom.
Som blot Formobning tor jeg bog vel yttre, at Slægten
Trichecus blandt "alle fones den med vor Stamme nærmeft
forvante. De af Eldre og Nyere fan tidt gientagne Fortællins
ger om Sirener, Hav⸗Mend eg Havfruer maae vel, ſom alle
ſaadanne Fabler, i en vis naturlig Lighed have deres Grund;
virkelig er ſamme i den faa kaldte Sockoe (Monatua) ri alde⸗
les at overfee, Dette Dyrs bede, ſtiendt raa og plumpe, Skik⸗
1
X
i 300 N. Treſchow.
kelſe, bets ſtinlte Kindtærider, og faſt endnu mere dets indvortes
Egenſtaber, dets Miner, Kareſſer, Kierlighed så Magen, og Be⸗
qvemhed til ligeſom ved Sympathie med Menneſket at blive
fam, forekomme mig yderſt mærkværdige, Hiſtorien om Arions
Marſvin er af Herodotus bekiendt. Det ſamme Sarſyn har
man i langt ſeenere Tider feet en Ssekoe pan Hiſpaniola gien⸗
tage. Hertil kommer, at man ogfaa mellem andre Lands og
Søcdyr har fundet faa megen Oderensſtemmelſe, at man har
givet begge Slags ſamme Navne: ſaaſom Soebiornen, Soels⸗
ven, Flodheſten o. f. v. Steller fandt ligeledes en Soeabe,
fom i Adfærd gandſle lignede dem, man finder paa det faſte
Land.
Man vil maaffee indvende, at mellem viſſe Abearter og
SMenneffer er Ligheden endnu ſtorre. Dette nægter jeg heller
ikke. Men alle Landdyr ere' efter min Mening udfprungne af
Ssedyr, efterat de forſt, ſom nogle af Slægten Phoca, have
været et Slags Amphibier, der, uagtet de fædvanlig opholde fig
i Bandet, dog ogſaa elffe den aabne Luft og de af Solen beffin«
nede Klipper eller Strande. Begge diſſe Setninger fan altſaa
meget vel beſtaae med hverandre: ja, rimeligviis maae Menneffets
Stammefedre engang ſom Landdyr have været til, førend de .
iførte fig den hele menneſtelige Skikkelſe, de nu bære, og i denne
Tilſtand, ſom en noget forfremmet Barndom, være komne Aber⸗
nes Slagt meget nærmere. Men alt dette overlader jeg grundige
Maturforffere nøiere at underføge: ved hvilfen Leilighed jeg / dog
maa gientage, at, hvis nogen efter min Anviisning holdt det
for Umagen værd at efterforſte denne Sag, maatte han ingens
funde vente i nogen Art af hidindtil bekiendte eller nye Ops
dagelfer forbeholdte Dyr at finde vore Srammeferældres rene -
Billede: et Slags Forvantſtab ér det enefte, man ifølge min
Theerie Fan eller bør forudfette. .
. Øar vor Stamme engang giennemlevet denne Grad af
Tilværelfe, faa Har den vel, ligeſaa lidet ſom fpæde Børn, vüſt
noget Tegn til Fornuft, men dog kiendelig udmærket fig fra
' R, Treſchow. 301
andre Dyr. Inſtinet "har da været de vilkaarlige Handlingers
eneſte Drivefieders ved fin Lemmebygning er den bleven fliltet
til Liyets Forſvar og Vedligeholdelſe: dens Opholdsſted har maattet
forffaffe den de nødvendige Neringsmiddler uden ſynderlig Moie
eller Eftertanke. Rimeligviis har Havet dermed kunnet forſyne
den. De Dummeſte og raaeſte Menneſter, vi kiende, ere, 'og
have, fan langt Hiſtorien gaaer tilbage, altid været Fiffeædere.
Skulde de ei have arvet denne Levemaade af deres endnu mere
dyriffe Stammefedre? Men ligeſaa let fan Dyrmenneſtet af
Sseverter have hentet fin Mæring. . Deraf lever den føre
" anførte Slægt Trichecus. Planteſpiſer ere derfor baade for
Menneffer og alle Sfags Aber de naturligſte.
Men hos Barnet ſelv findes nogle charakteriſtiſte Træt,
fom man forgieves føger hos andre Dyr. Det, udtrykker fine
Sindsbevagelſer paa en Maade, fom giver tilfiende, at Grun⸗
den bertil gi aldeles er den fomme. Smiil og Taarer, om. man
endog hos andre Dyr mærfer noget lignende, ere dette Veſen
dog faa færegne, at Skolaſtikerne ei uden Grund anſaae bem
her for et paſſende Siendemærfe. Abernes Nysgierrighed og Loft
til at efterligne er bekiendt. Barnet prøver ligeledes alt, føler
og ſmager derpaa, for at kiende det defto bedre, ſtirrer paa hvad
der finner eller blinker, efteraber lettelig andres Miner og Ge⸗
bærder, men. Forffiellen er alligevet ei vanſkelig at bemærfe,
ftiondt vel at beſtrive. De ſamme Drivter ſynes hos de førfte
miere voldſomme og fkadefroe, hos det andet ſtillere, velvilligere
og angenemmere. Hvad man om Menneſtet i den Alder kan
fige,. er lidet og utilfredſtillende. Det er intet andet end hvab
Naturhiſtorien fortæller om ethvert Dyrs beſynderlige Skabning,
Gemptsbeffaffenhed og Levemaade. Da nu Erfarenhed umiddel⸗
bar derom intet fan lære, faa maa Analogien opfylbe denne
angel. De enélige Trak, der fan male vor Slægt under
denne Tilſtand, maae laanes af Barnet og andre med 08 bes
flægtede Oyrearter eller af differ: · Sammenligning med hiint.
⸗
302 M. Treſchow.
y v
» Det ſamme fan figes om ben følgende Barndoms⸗Alder,
fvori Menneffet var kommen til den høiefte Spidfe, det ſom
Dyr funde naae. Det havde nu gandffe forladt det vaade Ele⸗
ment: dette var Eterhaanden blevet mere og mere ſtridigt mob
dets Natur: Menneffet var ei alene bleven Landdyr, men endog
det fuldkomneſte blandt alfe,” ligeſom det rimeligvis tilforn havde
været blandt Søedyrene og Amphibierne.
"De utallige Forvandlinger, ſom hvert levende Væfen har at
overſtaae, Mennefket ſaavel ſom alle andre, have rimeligvis
frembragt den blandt de meſt cultiverte Nationer fordum faſt
almindelig antagne Mening om en Sielevandring fra et til et
andet Legeme. Skal den Grundform, der udgisr Individualb
teten, udvikle fig, maa det nødvendig fle ved nye og ſtedſe
faftere Forbindelfer med andre, faafnart de forrige Baand ere
flappede eller bruftne. Dertil ligger der i alle en uimodſtaaelig
Drivt, hvilfen. man gemeenlig har foreftilt fig ſom et Stage
Skiebne, eller en udvortes Nedvendighed, der mod vor Billie
henriver os fra en Tilſtand til: en anden, og tillader ingen Bø
ſtandighed. Men virkelig Har den dog em indvortes Grund i
vor egen virkſomme Kraft: det er den evige Stræben efter altid
ſtorre Fuldkommenhed, eller en praktiſk, d. e. til et viſt Giemeb
handlende og bydende Fornuft, der ubevidſt følger him Idee,
' omen ligeſaavel ſom den modnere Fornuft finder Modſtand i vor
Gandfelighed, efterdi denne gruer for. Opløsning, Smerter og
bet dermed. forbundne Tab. Denne gruer tillige for faa megen
Anſtrængelſe, fom.en gandffe nye Bygning vilde foraarſage:
Sielen bliver derfor, onſter i mindſte heller af blive boende i den
nærværende, fligndt brøftfældige og. ubegvemme Hytte.
Arten fan hyerken flige eller falde, vore eller aftage, med
mindre Individuerne erfare ſamme Skiebne. Har altſaa vor
Art efterhaanden arbeidet fig frem fra den raaefte til den meſt
uddannede Form, ſom vi kiende; faa har Individuerne ligeledes
lidt efter lidt befteget be forſtiellige Trin, hvori vi hidindtil have
betragtet Arten felv: deres Siele have giennemvandret mere end
R. Treſchow. 803
et Slags Legemer, endſtiondt ogfan deres Brundform i grovere
og finere Tegninger altid har: været Sen ſamme: de følgende
Slegter have ei været andet end en Gientagelfe af de foregaas
ende, men i fledfe vorende Potenzer eller rettere uafbrudte og
ensformige Progresſioner, i forædlede Skikkelſer, i ſtorre og fulb⸗
komne?e Verker. Om Sielens Fremgang paa ſamme Maade
har været idelig og ſammenheengende eller afbrudt ved lange
Mellemrum af boile og andre Borberebelfer, er vanſteligt at
afgisre.
AÆgypterne meente, at hvert døende Menneſtes Siel uden
Ophold farer ind i et andet. Legene, ſom atter fødes, efterat den
tilforn havde giennemvandret alle Slags krybende, fireføddebe og
flyvende Dyrs. Jeg. holder bette Sagn for en misforffacet
.ælbre og rigtigere Tradition. Den menneffelige Siel var beſtan⸗
big bleven ved ſin egen Arts ment denne havde gjennem mange
Slags "Omverlinger fra Søn flyttet til det fafte Land. At
ben vexelviis ſtulde have hørt til alle de Familier: af organiſerte
Vaſener, ſom Naturbiftorien pleier at anføre, til Fuglene f.
Ex., eller, fom nogle blandt de. gansie Anthropologer paaſtode,
endog til Planteriget, og ſom Buffvært, efter Empedocéet,
have været til, ce hverken Kodvendigt eller . rimeligt af antage: ”
thi enhver Art har fin egen af Naturen beftemte Gang; deres
Baner ere hverken paralelle eller lige paa fanrme. Plan, men,
ligeſom Planetermes, krydſe de hverandre: derfor lers der viſſe
St—eder, ſom nogle paa deres Mei ei fan iumbgaat nt berøre, men
andre aldrig fomme nær. | |
At ombytte In Boelig, et Redſtab med et andet, ſom enten
er flettere eller ikke meget bedre end det forrige, ſynes heller ikke
faa megen Umage værd. Med ubeffrivelig Langſomhed gaae
Arterne frem til deres Foredling. Efter hvor lang Tids Forløb
den affondrede Siel begynder ſit Verk paa ny, beroer uden Zoivi
paa Omftænbdigheder, der ei overalt fan være de ſamme. 3
det foregaaende, Liv have de.i Henſeende til deres Udrikting ei
været lige lykkelige: meget ofte har Parcen afſtaaret dets Traad,
304 N. Treſchow.
førend den dac ubſpunden: ſielden er Livekraften, ſom hos Di⸗
dingen, gandffe fortæret, inden Døden kommer: Lyfet bliver ges
meenlig flukt, uagtet det endnu i lang Tid kunde hate brandt.
Stulde det da ikke blive fan meget ſnarere antændt igien? ſtulde
Livet et en anden Morgen paa ny blive vakt, førend Skue⸗
plabfen endda gandffe var forandret og alting havde faaet en ikke
mere kiendelig Geſtalt? Vil de mange Uregelmeesfigheder, der
møde ved en tidlig og fildig Død, ved Børn, der rives fra
Moderens Bryſt, ved Ynglinger, der afmeies fom frodige Værter,
"— førend de have kunnet bære nogen Frugt, og ved Olbingen, der
overlever fig felv, vil diſſe Særfyner da ei blive lettere at for⸗
Bare? Hvor billig vil Skiehnen da ikke ſynes, med hvor lige
Veegtſtaaler at have veiet til Enhver hvad man holder for Lykke
8 Uykke? Hvor megen Trøft og Opmuntring ligger ei i diffe,
flat jeg- fige Formodninger eller Lærdomme ? : Barnet maa ſtrax
forlade Jorden, ſom bet dog ſynes flabt til at kiende og nyde:
Onglingen er ſtikket til begge Dele, - men trodfer Døden
foragter Livet, gemeenlig mere end den Gamle, ber efter Naturens
egen Orden ſnart bør overlade Rollen til andre; men det lader
fom de førfte føle, hvor lidef de tabe og hvor feigt bet, ſom
Digteren Lucanus figer, vilde være at flaane et Gode, de faa
meget fnarere fane tilbage. ..
Uafbrudt Liv og Virkſomhed er hrerken paſſende til et ens
deligt Veſen eller Naturens fædnanlige Løb. Dagens Arbeider
afverle med. Nattens Hvile: Jorden, træt jaf at frembringe,
ſamler nye Kræfter om Vinteren. Der er en Tid, da den faft
albeles uvirkſom enten formedelſt Froſt eller Hede" ſynes død,
indtil fortørrede og forraadnede Planter faae beredet den fin Næs
ring, naar det kommende Foraar igien vælter den til Liv. Leves
Braften hos Menneſtet, fortæret af Mlde eller udtomt af Ans
ſtrengelſe, trænger ligeledes til Hvile. Imidlertid vil Organis⸗
men. i den hele Natur markelig have forandret fig. Naar
Sielen efter faa lang Fravarelſe "vender tilbage, vil den endog
N. Treſchow. 30s
i fædrene Voeliger neppe kiende nogen Ting igien. Alligevel
vil den her finde Leilighed til at forſtaffe fig bequemmere Red⸗
fkaber end de forrige og af en ſtedſe mere forfinet Materie:
dens eiendommelige Kraft bil brugt dem med holere Kunſt,
dens forrige Erfaringer ſeld vil ved bunkle Fornemmelſer med⸗
virke. Men endnu vedbliver den udelt Bevidfihed at arbeide, ind⸗
til ogſaa denne Sindets Gave ved den fidfte Overgang fra Dyr
til et fuldkommen manneſteligt eller aandeligt Væfen kan yrtre
fig i tydelige eller reflecterte Foreſtillinger, og indtil Erindtingen
pm det Forbigangne ved en lykkelig Beſindelſe omſider er lokket
frem. WDi engang vakt til en vis Brad af Liv dg Klarhed
udſlukkes Bevidſtheden ikke mere. Vi erindre derfor ikke hvad
vi tilforn have været; men bi maatte, iſteden for at gaae videre
frem, iglen rykke tilbage, derſom vi nogenſinde gandſte kunde
glemme hvad vi bre, hvad vi ſom Menneſter havde været, hvis
det ellers ér tigtigt, at vi paa ſamme Trin af vor Tildærel
mere end engang håve: lever paa denne Jord. Naturen gior
intet Skridt forgieves: at Sielen derfor uophørlig vanker om
fra et Mennefkes Legeme i et andet af det ſamme Glags eller
tt endnu flettere er følgelig en Vildfarelſe.
Ole Johan Samſoe.
(rødt 1759 i Neftved I Sjelland, dad 1796).
Scener af Dyveke.
Et Sørgefpil i fem Actere -
Sredie Kit.
Dyvetes Værelfe.
Forſte Scene.
- Dyveke, Kong Chriſtian den Andens Elſtede.
(er beffiæftiget med at palle nogle Breve ſammen).
eg maa bog laſe det ſidſte af diſſe kiere Breve — (læfer). Nei!
det er ikke faa varmt, ſom de førfte, før Clifabeth kom; — men
bog er det mig faa Fiært, — Han Falder mig dog fin Dyveke —
det ſtal følge med, men ligge ſidſt — og ikke Læfes fan tit, fom
de andre. (Binder Brevene ſammen). Mu har jeg intet mere at
tage med — diſſe Breve —. dette fiære Billede, og denne Ring
Cfætter den paa Fingeren). Gee, nu er jeg færdig. (Lægger Paffen
og Portraitet ind i fit Skab). Bid nu Slotsherren vilde komme
ſnart, medens jeg endnu har Mod!
Anden Scene
Klaudig, en gammel. Pige hos Dyveke, Sigbrits Sammerfeue,
Dyvete.
Klaudia (kommer imidlertid ind, og gier fig et og andet SErende).
Hvorledes er det med Dem?
Dyveke. Godt, tære Klaudia!
Klaudia. Godt, figer De? Og jeg fan jo fee, De har
grædt! — Hvad har jeg giort Dem, at De ſaaledes vil ſtiule
a
p. J. Samſee. I 307
Dem for mig? De er faa forunderlig. De græder, og tier —
ſaadan har jeg afdrig feet Dem før. |
.Dyveke. Nu græder jeg ikke længere, gode Klaudia! jeg
har ikke i lang Tid været faa roelig.
Klaudia. O! Gud naade Dem, ſom Dee roelig! Det
er den Slags Roelighed, ſom man har, naar man er meeſt ulyk⸗
kelig. Den flemme Pater Johan — hvad giorde han nu faa
længe hos Dem igien? — nu har han vift plaget Dem paa ny.
— Den Munk — den Munk!
Dyveke. Vær ikke vreed pan ham; det er juſt ham, ber
giør mig rolig. — Han har aabnet mine Oine. — Jeg vil
komme til af takke ham derfor; men endnu kan jeg ikke.
Klaudia. Gisr han Dem rolig ? ja ulykkelig — vil De
fige! — aabenbar Dem for mig — det er ikke Nysgierrighed af"
mig, det veed De nok; men jeg vilde faa gierne trøfte Dem, om
jeg kunde — i det mindſte dele Deres Sorg med Dem; men De
tier fan ſtille. — De har vift fattet cen eller anden Beflutuing,
fom jeg frygter, De vil fomme til af fortryde. NER
Dyvefte. Gid jeg kunde fortryde den! men hvor Nodvenbig⸗
heden er fan flor, der .har desværre ingen Fortrydelſe Sted.
Klaudia. Er De faa faft i Deres Beflutning, uden at bille
fige mig den? — tvivler De om min Troeſtab?
Dyveke. Nei! men jeg maatte ogſaa være faft i den, inden
ieg ſagde Dig den. — Jeg har en meget vigtig Bøn til Dig.
" Klaudia. De har befluttet at reiſe henunelig bort, det er
jeg vig paa; — men De flaf ikke omme bort. uden mig — jeg
vil følge Dem, hvor De faa tager hen,
Dyveke. Det var juft det, jeg vilde bede Dig. om, kiare
Veninde! Vil Du følge mig?
Klaudia. Svor De vild — Mu er jeg fornøvet, — Taf, .
gode Frue! — Gud belønne Dem for denne Godhed. -— Nu vil
jeg heller ikde længere fpørge Dem, hvorfor! — jeg vil hverken
raade fra eller til — jeg har. feet Dem lide faa meget, at jeg nof
20*
1
Å 1 -
308 O. J. Samſoe.
kan vide, det maa være den hopeſte Nod, der driver Dem til denne
forfærdelige Beſſutning.
Dyveke, Det fan Du troe. Foragt er et haardt Kors —
og jeg gior ſaa megen Ulykke her. ”
Klaudia. Men, hvordan bil det gane Deres Moeder? —
Skulde hun ikke kunne lade fig bevæge til at følges med Dem?
Dypveke. Net, aldrig! — men jeg frygter intet for hende ;
— Kongen vil viſt tage hende i Beſtyttelſe — faameget fan jeg
vel dog formaae hos ham, at han ikke forlaber min Moden, Min
Flugt vil desuden ſnart fige hende, hvor nødvendigt det vil være,
at forlade et Land, hvor hun ikke færtgere Fan være den, hun var.
Hun vil ſnart komme efter mig, det haaber jeg ſikkert.
Klaudia. Nu! faa lad os da reiſe. — At Slotsherren
… Bliver Deres Ledfager, det tvivler jeg ikke pan; og han vil vift ſorge
for Alting, det er jeg roelig for. '
Dyveke, Jeg venter ham hvert Hieblik, for at fige mig,
maar jeg ſtal holde mig færdig. — Jeg har ſtikket Pater Johan
til ham, for at lade ham fige, at jeg ventede at ſee ham. Pas
paa, naar han kommer, at min Moder ikke faner ham at fee.
Klaudia. Jeg vil vente ham paa Gangen. (Gaaer.)
Dyveke (allene). Er jeg da virkelig faa faft i min Be
flutning? — Det er ſtrekkeligt! — og dog ſkrakkeligere, om jeg
ikke var det — blive her, Chriſtierns Frille! foragtet, og forhaanet
af hele Verden! — fee min Moder udſat for Had og Forfol⸗
gelſe! — Nei, aldrig! — Det flal aldrig ſtee — jeg maa bort.
— O, min arme forblindede Moder I
Ottende Scene.
Knud Gyldenftierne, Slotsherrens Broder, Sigbrit,
. Dyveles Moder,
Sigbrit, Knud Gyldenſtierne til mig? Hvad ſtal jeg til
ſtrive denne uformodentlige XÉre?
Knud. Den Forundring, jeg læfer i Deres Anſigt, ſiger
mig nokſom, at De venter at høre en Ting af Vigtighed. — Det
O. I. Samſoe. 309
er det ogſaa. — Jeg vil derfor heller ikke fpænde Deres Forvent⸗
ning langere, ikke fpilde diſſe koſtbare Oieblikke, med at giote
Dem opmarkſom paa, at intet uden ſand Agtelſe for Deres For⸗
tienefter, og Tillid til Deres Klogſtab unde bevæge mig til at
tage min Tilflugt til Dem, De veed ſelv, i hvad Forhold vi ſtaae
ſammen. — Venſtkab paffer fig ikke for 06.
Sigbrit. Det har jeg ofte beklaget, ædle Ridder! og gid
jeg kunde agte alle mine Modſtandere ſaa hoyt, ſom Dem.
Knud. Men til Sagen! — Lad os for nogen Tid opſette
de Stridigheder, ſom maaffee Ergierrighed, og Fordomme, og
egen Fordeel paa begge Sider kunde forlede og til. Vi trænge til
hverandre, — Det er 08 begge fige vigtigt at handle i Forening,
ſom Venner.
Sigbrit. Jeg formoder, hvor De vil hen: med dette. —
De har hørt, at Deres Broder elffer min "Datter . . .
Knud. Dg vil ægte hende — vil De fige?
Sigbrit. Og berved vanære fin Familie! — Det er jø
Sproget!
Knud. Om denne Fordom er min, eller ikke, det kommer
ikke Sagen ved; og om end faa var — Kicrlighed for min Bro:
der vilde fomme mig tif at glemme den, — Men jeg maa fors
undre mig over Dem. — At De vidfte denne Kiarligheds-For-
flaaelfe, det maatte jeg formode; men — at De kunde være faa
rolig detved! — Frugter De da ikke for Følgerne, naar Kungen
fif den at vide?
Sigbrit. Det har jeg forudfeet, han maatte; og belavet
mig derpaa. — Kuns at han ikke fif den for hurtig at vide. Jeg
veed omtrent, hvem Kongen taler: med, Han ſtal neppe fane
noget at vide, før jeg vil, og da...
Knud. Ligemeget, om min Broder blev opoffret derved ;
ikke faa?
Sigbrit. Denne Bebreidelfe fortiener jeg ikke — eller troer
De maaffee, qt en Konges Kiærlighed er evig — og at hverken
Krigens Tummel, lang Fraværelfe, eller en am Kone, fom en⸗
/ .
310 "DD. J. Samføe:
gang vil blive-Moder, at alt dette ikke ſtulde virke noget, ikke
tilſidſt endog udflette en tom Elſtor. — Jot jeg forudſeer, at
bette engang vil ſtee — og faa var det maaſtee Tid at aabenbare
Deres Broder Kicrlighed — faa vilde Kongen være glad ved, at
finde en "god Leilighed” til at træffe fig tilbage fra Dyveke — og
maatte i dette Tilfælde. ikke en Mand, fom Deres Broder, være
: Kongen en velkommen Tilflugt? Men ſtulde j jeg endog have taget
noget Feil heri, faa feer De felv, at det Tilfælde var mueligt, at
jeg ved min Forbbn for Deres Broder kunde giøre mig Deres mægs
tige Familie forbunden,
Knud. Men jeg feer og, hvorledes Tillid fan forblinde den
kloge Sigbrit felv. — Denne Bang vil De ikke fane Tid til at fee
Deres Plan udført — og hvad — om, det blev mig, der giorde
Dem mig forbunden? — Deres Datter har befluttet at forlade
Riget med min Broder, og det maaffee endnu i Dag.
Sigbrit. Hvad figer De? De forſtrekker mig, — Er De
ogſaa vet underrettet ?
Knud. Fuldkommen! — Et Sfib ligger færdigt i Havnen
til deres Afreiſe. — See her er Skibets og Skipperens Ravn, —
Jeg har min Broders Skriver, Faaborg, at takke for denne Op⸗
dagelſe. — Skipperens Uforſigtighed har robet dem. — Hvad
ſiger De nu? —
Sigbrit. Altſaa derfra denne Engſtelighed hos min Dat⸗
ter! At hun uden mit Vidende ſtulde tage bort, Havde jeg albrig
formodet. — Men De flal ikke fortryde, ædle Sidder! ar De
betroede Dem til mig — kuns, at vi gane frem med Roelighed
" og Forſigtighed. — Kongen maa ikke vide det. — Slugten felv,
haaber jeg, at De vil forekomme.
Knud. Hvad der fan giores, bet ſtal jeg; men dermed ev
det ikke forbi. Jeg kommer tif bet vigtigſte. — De veed, at hele
Adelen ønffer Dem bort; og hvorfor ikke tilftaae det? jeg ſels
med. — Åt min Familie under nærværende Omftændigheder ende
nu mere ønffer det, vil De let formode; endogſaa deri er jeg enig
med bem — men om man vil bruge uædle Midler, for at opnaae
⁊
⸗
D. J. Come. 314
fit Ouſte, dert har jeg ingen Deel. — Tillad, at jeg maa advare
Dem. — Min Families Fordom — Adelens Had — Bort: jeg
vil ikke erindre Dem om. diſſe Ubehageligheder, fom De felv faa
godt kiender; men desværre! jeg har Aarfag til at befrygte, at
man ikke længere gaaer ærlig til Verks imod Dem. De har
lumſke Fiender, ſom med Lift føge at ſtyrte Dem; maaſkee felv .
Deres og Deres Datters Liv er i Fare.
Sigbrit. Og det er Dem, ſom advarer mig — retſkafne
SMand!.
Knud. Det fylder jeg Dem ſom Deres ærlige Fiende. —
Mod lumſle Mordere træder jeg villig over paa Deres Side. —
Lab os angribe dem med forenede Kræfter. — Man tager Paaffub
af min Broders Kicerlighed for Deres Datter til at anfalde Dem.
At Frue Møenfirnp hader Dem, behøver jeg ikke at erindre Dem
om; det ev hende, fom vil redde min Families ren, ſom hun
kalder det.
Sigbrit. Hende? Nu, faa. Bar jeg nok! — Hende vad
til mig er uudſlukkeligt. Hvad Forſigtighed og nogen Klogſkab fan
udrette, det fan jeg; — men mod fumffe Anfald, og de Vaaben,
hun fan bruge, er jeg ubevæbnet. — Imidlertid takker jeg Dem
for Deres ædle Opforſel. Deres Sag ſtal være mig vigtig, fom
min egen. — Førft forekomme Flugten, og ſiden vinde Tid; —
bet er alt; hvad jeg veed at giøre. — Min Datter fafter fig i
Deres Broders Arme af Fortvivlelſe, det er jeg overbeviift om;
" man har ffrætfet hende dertil. Hende haaber jeg fnart at bringe
tis fig felv igien. Kunde De bevæge Deres Broder til at afſtaae
fra fin ulykkelige Kiærlighed, faa betog vi i det mindſte mine Fien⸗
der Anledningen denne Gang.
Knud. Dg ſkulde vi være heldige nok heri, faa haaber jeg
af Deres Edelmodighed, at De bruger Deres hele Indflydelfe
hos Kongen, for at formilde ham, ifald han forinden fulde fane
min Broders Kietlighed at vide.
Sigbrit Det vilde glæde mig, at. vie Den Prøver. paa
min Erkiendtlighed.
⸗
313 J O. J. Samſoe.
Knud, De kommer ikke til at ſtolde mig nogen. Jeg fordrer
jo felv Giengield. — Det kan desuden ikke være mig ligegyldigt,
om der begaaes en Misgierning, fom faq let kunde tilxegnes min
Familie.
Sigbrit. Jeg mad da flet ikke fmigre mig med, at De
glør det mindſte for min Skyld? Men [ad os ikke ſpilde Tiden
med Ord. Vi to kan ikke længere miskiende hverandre. De fager
min fulde Agtelfe meb Dem, ædle Man)! — Gid jeg torde tils
byde Dem mit Benſtab!
Knud. Som jeg vilde ønffe, jeg Gunde tage imod, — Der
res Agtelſe ffal jegeblive ved at fortine
Sigbrit. Jeg haaber nærmere at høre fra Dem,
” Knud. Det al De. '
F (Han gager). .
Fierde Act.
Elotsherrens Vorelſe.
Tredie Scene,
Faabors. Slotéherrens Skriver. Pater Johan, en Munk,
Munken (fommer liſtende). Hvor fatte han Kirfehærvene 2
Faaborg. Snufer Du ogſaa efter Kirſeher? Den fordemte
Munk er altid ved Haanden. — Gaae Din Bei, figer jeg, —
Jeg har andet at beſtille.
Munken. Tie Du kun ſtille! jeg verd nok, hvad jeg sigt,
— Lad mig fane dem et Øieblit,
Faaborg. Vil Du lade dem ſtaae, figer ; jeg — og vel Dig
bort! Frue Sigbrit ffal have dem.
Munken. Det veed jeg; det har Karlen fagt mig.
Faaborg. Og Du vil ikke engang unde hende dem?
Munken. Unde hende bem? Ha ha! jo vif vil jeg unde
hende dem — det er vigtige Kirſeber.
Faaborg. Hvad vil Du da med dem? NE
D. J. Samſoe. 913
Munken. Giore Din Dumhed god igien.
Faaborg. Hvordan? Hyagd vil Du ſige med det!
Munken. Hvem gav Dig Lov til gt røbe Slotsherrens
Flugt med Dyveke for hang Familie ?
Faaborg. Det hørte ikke til Din Man, ikke fandt? Men
det hørte til min, — Kongen ſtkal ogſag fane det at vide, — Vil
ikke Andre fige ham bet, fan vil jeg.
Munken. Jeg mærker, Du vil ikke noies med at fane Din
Herre bort; — Du vil ogſag have Livet af ham.
Faaborg. Torben Ofre i en Galje er ikke nær faa farlig,
fom Torben Ore i Kong Carls Maade, og gift med en aftakket
grille! Jeg har overalt et fordømt Regnffab, ſom jeg nok gad
prøvet paa at flippe for,
Munken. O hol Dy og Din Herre flaaeg om, hvo af |
Jer der ſtal komme ſidſt til Galjen! Men er Du ogſaa vis paa,
at Kongen vil tage Livet af ham, fordi han paa en god Maade
ſtiller ham af med en rille, fom han vel allerede er kied af?
Faaborg. Det lader Du mig førge for; jeg tiender min
Mand.
Munken. Du kunde dog let bedrage Dig. — Han har en
mægtig Familie, Sigbrit ſelv gad nok havt flig en Svigerſon. —
Nei! da har jeg en Plan, ſom er meget filtrere; ved den fan vi
blive begge hiulpne — det er overaft fun Maaden, der er for⸗
ſtiellig; — men min er vig, og tager med fig, hvab der ſtal tages
me) — jal — jeg vilde gierne fpart den ſtakkels Dyveke —
men det er Guds og Kongens Sag, jeg fører. — Det gaaer for alt,
Faaborg. Til Sagen, Du Hykler! Hvad har Du iSindet
Munken. Seer Du — didfe Kirſeber, de har meget at
betyde — det var Aftalen, at Slotsherren ſtulde lægge et Brev
til Doveke imellem disſe Kitſebar naar alting var færdigt til
Afreiſen.
Faaborg. Hvor veed. Du alt det!
3314 O. J. Samſoe.
Munken. Skulde jeg ikke vide alting? jeg er jo ben, ſom
meeſt driver paa Flugt, blot for at adlyde min frære Erkebiſp. —
Dyveke har ſagt det. til Klaudia, og jeg har Klaudias Fortroelighed.
Faaborg. Nu godt! Videre?
Munken. Ih nu! Dyveke faaer Kirſebeerrene. — Hun
er en Elſker af Kirſeber.
Faaborg. Nu! hvad faa? jeg feer ingen Meening i alt dette,
Munken. Laan mig dem et Hieblik; der kunde komme
Nogen. Det ffal ſnart vare beſtilt.
Faaborg. Hvad vil du da med dem?
Munken. Ja! hvis Du røber mig! — Tag Dig i st.
— Du bliver ſelv ulykkelig, det vil jeg ſpaae Dig.
Faaborg. Jeg gad nok vidft, hvad jeg ſtulde røbe?
Munken (tager en lide Flaſte frem og ryſter for ham). Seer
Du! — Det er ikke af Slags Frugt, man fan taale. — Sigbrit
og Dyveke kunde faae ondt af disſe Kirfebær.
Faaborg. " Du Diævel!
Munken. 39! fee, hvor hellig? — Men at faae Kongen
til at flaae en brav Mand ihiel — det er der intet i.
Faaborg. Men, hvad bielper alt dette mig?
Munken. Bie kuns lidt! Er ikke Slotsherren Abelsmand?
Faaborg. Jo!
Munken. Er ikke hans Familie bekiendt for at hade Sigbrit?
Faaborg. Jo!
Munken. Seer Du endnu ikke, hvor jeg vil hen? —
Iſteden for at fortælle Kongen, at Slotsherren har elſtet, eller
endog forført Dyveke, hvad Du nu ſaa kunde falde paa at ſige —
ſaa fortæller Du Kongen i et lille Brev, at Din Herre fun har
ladt fan, for at fane Adgang i Sigbrits Huus, at han har giort
Eet med fin Familie og Adelen — og at bet er ham, fon har
ſtikket disſe Kirfebær — fom de nok ſtal faae ondt af begge to —
haaber 198; '
AS
bh!
O. 3. Samſſe. 45
Faaborg. Ja, ifald de ſpiſer af dem! En og Man! det
maa jeg fige — og naar de nu ikke giorde det, faa ſtod ki: der
med mit Brev. ' 1 LUE
Munken. Dg hvorfor ffulde de iet⸗ ſpiſe af bem? om det
faa fun var et Par Stykker — det er i det mindſte meget: rime»
ligt. — Lidt man man affid ſtole paa Tilfældet ;: og gaaer det
ikke an, faa er.man betænft paa noget andet. Sig por min Sang
der i Huſet. — Men overalt . +. .
Faaborg (afbryder ham)" Men, naar nå kuns ben ene fri
før, og faa den anden marker det?
Munken. Ihl hvadl dert, der er borte, den er borte; der
findes vel Raad for den anden. — Men overalt, vilde jeg fagt,
fan det være Dig ligemeget, enten de ſpiſe af bem eller ikke. —
At Bærrene har været forgiftede, er let at beviſe; og fan er jo Din
Herre endda lige ſtyldig. — Og ſtulde Du fomme' i Ulykke for
Dit Regnſtab — fee, faa har Du Kongen paa Din Gide for
denne Opdagelſe, og Fan ovenikiobet giore det rimeligt, at Din
Herre har falffeligen beffyldt Dig af Had, fordi Du røbede ham.
Faaborg. Du har Net. |
Munken. Skriv Du fun Brevet til Kongen; jeg ſfal nok
faae det bragt, naar det er den beqvemmeffe Tid. — Sæt Dig nu,
og ffriv, — Tiden er koſtbar. — Slotsherten veed endnu ikke, "af
hans Flugt er røbet — og vi ſamles ikke faa let igien.
Faaborg. Hvordan ffal jeg ffrive det 2
. Munken. Cr Du bange? Nu fæt Dig. — Der er Pen |
og Papiir, — Lad mig nu fane Kurven. i ”
Faaborg (friver). Nu leer den Dude af os. — Fy!
Hvad loe Du af?
Munken. Sludder! jeg loe äkke.
(Tager Flaſten, og beſprenger Kirſeberrene).
Faaborg (engſtylich. Hvad gier Du, Satan?
Munken. Hold Mynd! ſtriv!
Faaborg. Win Haand suffer. '
Munten. Skriv det om, ffriv det om! man fan fe paa
Striſten, at- Du lyver. — Mu! ſeriver Du?
æ
316 O. J. Samſoe.
Faaborg. Hvad gior Du?
Munken. Skynd Dig! — Friſt ti! —
(Laver Kirfehærrene til, medens den anden river; de fee ſtundum
, fil Bveranbre).
Faaborg. Der er def. .
. Munken (læfer). Det gaæer an, — Der har Du Kirſe⸗
bærrene. (Ler) Vil Du fmage?
Faaborg. Du Diævef!. . .
Munken. Du Diævel? Hwad ſtirrer Du paa mig. for?
har Du Dit Regnſkab? det var nok fan godt, Du tænkte paa det,
- Faaborg. Mit Regnſtab?
Munken. Ja, Dit J Er Du vild i Hovedet? —
Har Du ført rigtig ind? Fr
Faaborg. Ja! ”
Munken. Din Tosſe! — og den faget Pengene! Du
fiæler efter Indfald. — Der mag være Wan i hvad man giør.
— Hvor er dit Regnſtab?
Faaborg, Mit Regnſtab! Der er Hovedbogen.
Munken, Hvor ſtor er Summen?
Faaborg. Jeg troer — 10000,
Munken (GElader i Bogen). Lad mig feet — — jo, det gaaer
en; den ſidſte Sum forandret, faq paſſer da.
(River nogle Blade ud).
Faaborg. Hvad gier Du?
Munken. Dit Regnffab — i det mindſte Opſettelſe i i det
— nu maa jeg afſted — giv ham nu Bærrene — hører Dun —
hold gode Miner, og reen Mund — jeg ſtal nok ftane Dig bi. —
Hvad ffaber Dig? — (ryſter ham). Hop! fi figer jeg — eler Du
er Dodſens! Gaaer)·
Fierde Scene.
Faaborg (allene).
Eller Du er Dodſens! ˖ — det var Satan et, d der ryſtede
mig. — Hvad var det, han fagte? han tog mit Brev, —
é
O. $. Samſoe. 349
Xos — ber er nogen, — Nej! der var ingen,” Fyst! ſtille! —
Ih ſaa! hvem er det ba? — Der ſtaae de fordomte Kirfebær —
den Helvedes Aand! — dilrdu'fmage? fagde han; hi, bi, bi,
den Diævel — de keſte Dod og Helvede, — Hvem er ber? ? Hvem
er der?
Femie Been
Slotsher reu. Faaborg.
Faaborg (i ſamme Stilling). Der ſtaae de!
Slotsherren (fæt ſtivt pad ham). Hvad for noget? ,
Faaborg. De Kirfebær. | NE
Slotsherren (fætter Kurven tilfide). Nu, det var vel! .
(feer paa Faaborg) Hvad fattes Jer? Har I Jeres Regnſkab
færdigt ? Å
Faaborg. Mit Regnſtab? i
Slotsherren. Ja, Negnffabl jeg ventede, det var færdigt
Faaborg. Der ligger det, (Vil gade),
Slots herren. Neil bie kuns — jeg vit nok ſee det ſtrar
— kom herhid. — Hvor ér Jeres Hovedbog.
Faaborg. Der er den.
Slotsherren. Summen er jo forandret — fan ſeg fed.
(Vlader i den), Hvad er det? Her er jo Blade revne ud — def
var altſaa derfor, $ ſtielvede?
Faaborg (falder pan Knae for hem). O Naade, Hetrel
Maade! Jeg ſtal aabenbare Dem alting.
Slotsherren. For atter at bedrage mig, Du Stebrige !
Jeg fiender Dig — Du utroe Tiener!l — Du har tilliftet Dig
Kongens Yndeft, for at ſtyrte mig! jeg har længe feet Din Ond»
ſtab — men Du flager under min Dom, veed Dut det? —
(Kalder paa fire $o10.
Faaborg (i det han reiſer fig). De vil ikke høre mig 2.
Slot sherren. Tie, Du Nedrige!
Faaborg (med Frakhed). Du Daare! — Jeg leer ad Dine
Truſler. — Du ſkal fortryde, at Du drev mig til det Yderſte. —
B48 D. J. Samſse.
Forbomte Feighed, at jeg nedlod Mig til at bede Digt — Tal
fordi Du valkede mig ep igien. — Det er Dig, fom flal komme
til at krybe for mig — jeg trodfer Dig. '
Slotsherren (til fine Foll). Fører det Skarn bort — han
ſtal lægges i Lenker.
Faaborg. Jeg leer ad Din Afmagt. ¶( Fores bort).
Ottende Scene.
Slotsherrten. Knud Syldenftierne Commer).
Knud. Du har ladet mig falde til Dig, min Broder Hvad
vil Du?
Slotsherren. Jeg har vigtige, meget vigtige Ting at
fige Dig, Baade ſom Broder, og ſom Ven.
Knud. Du flal finde begge Dele i mig.
Slotsherren. Det veed jeg. — Dog bliver det ifær Ven⸗
nen, jeg vil prøve. — Det er meget, det jeg vil fordre af Dig.
Kan Du for min Skyld overvinde medfødte Fordomme? Kan Du
glemme — ifte, at Du felv er Adelsmand, bet fordrer jeg ikke,
men at jeg, Din Broder, er det?
Knud. Jeg flal aldrig glemme, at Du, og jeg, og hver
retſtaffen Adelsmand var Menneffe, før han blev. Adelsmand.
Men, min Broder! den, ſom ikke vil fornedre ſi g felv, maa ikke
glemme fin Tids herffende Fordomme.
Slotsherren. Fornedre ſi fig! San min Ven og min Bro
ber ikke være ſterk nok til at fee mig glemme disfe Fordomme, faa
Har jeg udtatr.
" Knud. Hør mig min Broder!
Slotsherren. Det behøver jeg ikke. — Jeg veed alf,
hvad Du vil fige; og jeg læfer i Dine Dine, at Du veed min
Beſlutning.
Knud, Ja! jeg veed den — vidfte den alt længe.
Slotsherren. Og taug? ſtiulte Dig for mig? Er det den
aabenhiertige, redelige Knud Gyldenſtierne? Siig mig — hvad
vil Du giere?
O. J. Samſee. 819
Knud. Fotekomme Din Vangte.
Slotsherren. Og bedrage mig? — Fa gane! fammen)
rot Dig med Dine Adelsmænd! — Jeg har i ingen Broder mere,
— Stod mig ud af Din Families Skiod. — See! jeg overdrager
Dig mine Rettigheder; vær DU Hovedet for benne høne Slægt —
hovmod Dig af Dine Ahner og Skiolde, jeg foragter dem. —
Hvad er Du mod mig? Du, en Slave af ufle Fordomme! Nu
ſtaaer jeg sene i Verden, fri fom det førfte Menneffe, Gud
ſtabte — ingen over mig, uden Gud — ingen Baand, fom hol⸗
ber mig tilbage. — Eene lever jeg for Dig, ulykkelige, forførte
og forlabte Pige! — Din fkal jeg være til det ſidſte Aandedret. —
"Lad dem fammenfværge fig imod Dig og mig — Konge og Adels⸗
mand, Ven og Broder; jeg kiender ingen Pligter, uden dem, jeg
ſtylder Dig, dyrebare tilbedte Veninde. Mit Mod og min Arm
ſtal beffytte Dig — og fan jeg ikke, ſaa ffal jeg ſynke i Graven
med Dig, der er vor ſikkre Tilflugt; længfelsfuld ſaae Du tit hen
efter den, arme Dyvelel Er der intet andet tilbage for Dig —
faa ſtal Du komme der, jeg ga felv følge Dig derhen, — Ceg
der, ſtolte Adelsmand! der har Du min Beflutning; gane nu,
og gior hvad Du vil.
Knud. Din SHeftighed ſtal ikke bringe mig uf af min
Fatning. — Nu vil jeg fale — min opbragte Broder kan ikke
fornærme mig; men han tvinger mig til at tale Sandhed. Forſt
maa jeg fige Dig — jeg var kommet til Dig, om Du end ikke
havde ladet mig falde — jeg vilde fagt Dig, hvad jeg nu agter:
at fige Dig. Hør mig! det er ikke mig, ſom misbilliger Din
Ciffov. — Hvad Lidenffab figer Dig, det fan min Fornuft fige
mig. Bi ffamme os jo ikke ved at ægte det Fruentimmer, ſom
Døden berøvede en fiær MSgtefælle ; [fulde da den fromme Dyveke,
hvis hele Forbrydelfe ev den, at hun elffede en Konge, ſom een⸗
gang nødvendig maatte forlade hende; fulde hun være mifidre
værd, fordi en bitter Nødvendighed, værre end Døden, giorde
hende til Ente? — Nei, min Broder! — i mine Øine er Dy⸗
veke en Undtagelfe, om hun endog er den eeneſte.
320" s D. 3. Samſoe.
Slotsherren. MinBroderl nu kiender jeg Dig igien. —
Du dommer mildt ſom en Ven.
Ruud: Meh dømmer hele Verden, ſom Du og jeg? —
Kunde Du endog fætte Dig ud over Din Families Fordomme,
har da ikke hele Verden de ſamme? — ogſaa den ffal Du kiempe
imod. Kan Du det? Kan Du fee Dig forågtet, hvor Du kom⸗
mer? udleet af Dine Ligemend, tilbagefat af Dine Overmænd —
fort: udſtodt af hvert ridderligt Samiqvem ? — Kan Du udholde
dette? — Kan Din Dyveke udholde dette? — og nåar hun fan
ikke kan, naar hun laſer Bebreidelſe og Kummer i Dit Anſigt!
Slhotsherren. Det ftal hun ikke.
Knud Saa reys da; egt Din Dyveke; — men byt Rib⸗
berSværdet om for Plovjernet; ſtiul Dig ſelv i en Bondekofte,
og lad Solen afſvide Din Dyvekes Skionhed. — Kan Du ikke
det, faa vent aldrig åt blive lykkelig.
i Slotsherren. Det fan jeg! — Bid jeg kuns maatte. —
At Dyveke vil blive min for beſtandig — bet tør jeg kuns haabe.
Mu laaner hun mit Navn ; om hun ſiden vil vælge mig, eller
Kloſteret, det overlader jeg hende ſelv.
Knub, Og for dette foærmende uvisfe Haab vil Du ubfætti
Dig og hende for denne Fare?
Slotshetren. Det Haab udgior min Lykke. — Sun bar;
og bil ikke blive. — Jeg maa følge hende.
Knud. Cr det din urokkelige Beſlutningẽ
Slotsherten. Ja!
Knu'd. Mu, "fad lad os ikke fpilbe Ord eller Tid lengere.
Saa har jeg andet at ſige Dig. — Jeg vil tilſtaae, at jeg har
bragt det faa vidt, åt jeg kunde forhindre Din Flugt; — men
vær roelig, min Broder! jeg vilde ikke bedrage Dig. — Dine
Henſigter ére røbede; for Din egen Sikkerheds Skyld maatte jeg
eene poatage mig at være den, der vilde tilintetgigre dem, at iffe
den øvrige Familie flulde blande fig deri, og af uforſigtig Iver
ſtyrte Dig i en uundgaaelig Ulykke.
g NV
!
O. J. Samſoe. 324
Slotsherren. Veed Sigbrit det ogſaa?
Knud. Ja! — men ogſaa hun har overladt hele Sagen
tit mig; endog fra den Side er, Du ſikker. Vil Du ikke fors
andre Din Beſlutning, — nu vel! faa er alting endnu, fom Du
felv forlod det, ung meget ſikkrere. Du fan reiſe, naar Du vil.
Slotsherren. Min Ven! hot miskiendte jeg Dig?
Knud. Selv Overlaſt ſtal Du ikke frygte for. — mine Folk
ere færdige paa det førfte Vink, og de ere mig troe. — Du ſtud⸗
fer! — ja, min Broder! det kunde maaſtee behøves — den hele
Sag er ifte faa ſliult, fom Du formodede; — men hold Dig
roelig, indtil jeg figer Dig til; jeg ſtaack Dig inde for alt. —
Man vil vogte paa hvert et Skridt af Dig; mig mistænter man
ikke. — Forlad Dig trygt paa mig. — Selv Dyveke, vilde jeg
onſte, Du vilde overlade til min Omhue.
Slotsherren. Hun flal være ſikker i mine Arme,
Knud: Din Ret tit at beffytte hende, vil jeg heller ikke bes
tage Dig, om bet endog var forfigtigere, — Men til Sagen, —
Var iffe Aftalen at gage til Holland?
Slotsherren. 30! :
Knud. Og ifald Vinden ikke blev gunſtig inden Midnat,
faa til Lybek med Nordbyes Gallen? |
Slotsherren. Jo! jeg feer, Du er godt underrettet.
Knud. Faaborg har fagt mig alt.
Slotsherren. Ol nu forftaaer jeg ham.
Knud, Men videre! — Du fører altfaa Dyveke felw oms
Gord — faa hemmeligt. ſom mueligt — hvis ikke, faa. lad ſtee
aabenbare, hvad der ikke kan længere ſtiules — føer bende bort
med Magt, om Du vil. — Men flip hende ikke af Dine Arme,
mere har Du ikke at giøre. Jeg ſtal værne ons. Eder Begge, og
jeg lover Dig, at ikke et Haar ſtal blive rørt. paa Eders Hoveder,
faafænge jeg er til. Det fan jeg love, mere ikke.
Slatsherren. Og det vil Du giøre for mig? Det var
uffelt, om jeg troede, at jeg med Ord fhulde kunne takke Dig. —
Du er ordene over al Tal; — men, hvad vil Du vove?
21
329 O. J. Samſoe.
Knud. Vover jeg mere, end Du? Du vil ikke forlade Dy⸗
deke? — vel! jeg forfader heller ikke Dig — og nu nok herom. —
Sgt nu, at alt gaaer godt, har Du intet videre af fige mig.
Slotsherren. Mit Negnffab, ſom Slotsherre; d det var
juſt derfor, jeg bad Dig komme til mig.
Knud. Du vilde altſaa felv have betroet Dig til mig.
Slotsherren. Jal
Knud. Det vilde Du? Tak, min Broder! — men hvad
er faa min Fortienefte?
Slots herren. Jeg ventede meget af Dig, tun ikke faa
meget.
Knud. Nu, hvor er Dit Regnſkab ? Lad os ikke fpifde tiden!
Slotsherren. Det er i megen Uorden.
Knud. Det flal blive bragt i Orden.
Slotsherren. Faaborg har bedraget mig for 10,000 Rdolr.
Knud. De flal blive betalte, og han afftraffet — Hvad
mere? .
Slotsherren, Det vigtigſtel — Vaag over min Dyvekes
… Moder. — Hun vil uden Tvivl ſnart komme efter fin Datter.
Knud. Jeg ſtal ledfage hende; hun ffal være faa ſikker ved
min Beffyttelfe, ſom Dyveke ved Din.
Slotsherren. Gaa er jeg roelig.
Knud. Og faa har jeg opnaaet det førfte af mit Hnſte —
roelig maa Du være, fan vil alt gaae godt.
Slot sherren. Det lover jeg.
Knud. Altſaa Midnats⸗Klokken, eller førfte gunſtige Vind
, em det er Signalet? '
Slotsherren. Ja!
Knud, Alting ſtal være færdigt. — Kuns melig! Mod og
: Tillid til mig. — Lover Du mig ogſaa det?
Slotsherren. Ja, min Broder! .
Knud. O! faa har feg vundet en Ven og en Beober igien.
(Bil gaac.)
Slotohe uren, Kan Du tilgive mig, at jeg miskiendte Dig?
D. J. Samſoe. 323
Kund. Din Tillid ffal forfone Din Brøbde,
Slotsherren. Og Du vil gane, uden at give mig Dit
ſidſte Farvel? hvo veed, om vi ikke fidfte Gang tale ſaaledes ſammen.
Kuut Jeg behøver mit Mod ſamlet. — Aſſted gior Hier⸗
tet blødt, — Dog — giv mig Din Haand!
Slotshersen, Tak! inderlig Zak for Dit troe Venſtab!
Knud. Farvel, min Broder! — Saaledes anſtaaer bet fig
for Gud og Menneſter, at Brødre fige hverandre det ſidſte Farvel
— fom Venner, Nu lad os ogfaa files ad, ſom Mænd; ingen
qoindagtig Taare fvælfe vore Kræfter og vort Mod. — Til Kamp,
min Broder! for Siærlighed og for Venſtab. — Vi ſamles til
Lytte eller Død. — Dyvete er vort Loſen. — Ikke ſandt?
Slotsherren. Dhveke, og Knud.
Knud. Farvel, min Broder I
Jens Immanuel Baggefen.
Født 176% i Korfør i Sfelland, død 1826. De Nedenſtaaende
profaifte Stykker ere tagne af: Labyrinthen, og det førfte poetiſte
af: Kalundborgs Kranite eller Cenſurens Opeindelfe, eu Fortælling.
4
Den Lineburgfte Hedes
Da vi havde et Stykke Vei af ti Miles Længde giennem lut⸗
fer Lyng for os til Celle, ſadde vi allerede Klokken fire om Mor⸗
genen alle paa Vognen, og rullede ub af Staden Luͤneburg, omtrent
en Fierdingvei — da Vognen pludfelig gif itu, Ingen af os led
mindſte Skade ved denne Leilighed; Damerne flap med en Smule
Skrak. Medens vi vare beffiæftigede med ar fætte Hiulene i
21.” J
og J
324 3. J. Baggeſen.
Stand igien, tom en fremmed Herre i en prægtig engel Vogn
forbi, og befoel fin Kudſt og Tiener at hielpe os. Jmidlertid
gik jeg i Forveien. Den ganſte nye Natur her'— faa udføre
gen den for Reſten er — friftede mig til noiere Bekiendtſtab.
Overalt fra min Barndom af var det eet af mine Livenffer,
Å
engang at giennemvandre en Ork. En ſaadan Egn uden Høie,
altſaa og uden Dale, uden vilde eller tamme Lov-Værter, uden
Søer, uden Vakke, uden Tegn til Beboelfe — Fan lignes med
en Foliant, ſom beftaner af lutter rene Blade; Hvo, der
ikke har lært at ſtrive, er i Forlegenhed med en flig — den
maa nodvendigen fede enhver blot Læfer, Den derimod, fon
felv er i Stand til at frembringe noget Bort paa Hvidt, for⸗
noier fig ofte meer over en ſaadan Bog, end over mangen nok
faa veltrykt Qvart eller Octav — og mangen Skrivpapirs-⸗
Subſcribent, ſom felv har lært at ffrive, fane viſt heller ved ſit
Exemplars Giennembladning, at alt det Trykte var reent borte.
Jeg for min Part i det mindſte har een og famme Smag i .,
Maturen og Konften, i Henſeende til Egne og i Henſeende til
Malerier, mufifalffe Compoſitioner og Digter⸗Varker: enten
noget ufædvanlig Yperligt eller — flet Intet. ”
Jo længere jeg kom frem i min Ork, jo behageligere og
… jo mere underholdende blev den mig. Rigtig nof opdagede mit
udvortes Die Intet uden Lyng og hift og her enkelte vantreom
Maaletræer — Alt omkring mig laae udftraft i en uafſeelig
ſortegraa nøgen Flade, Men des flere ſtionne Særfon fvævede
forbi mic indre Øie i tuſinde uforſtyrrede Phantaſier. Snart
kom mig en langſtiegget Eremit, en ærværdig gammel Ders
viſch med Vand i fin hule Haand, ſnart en forvildet Prinds
af China, fnart en flygtende Prindſesſe af Teflis, ſnart en Pille⸗
grim, der ved hvert tredie Skridt fremad gibrde eet tilbage, 'fnart
en vandrende Ridder, ſnart tre pialtede Propheter, ſnart fyrre⸗
tyve rædfomme Røvere, ſnart en heel Caravane med alle fine
Dromedarier, ſnart alle Joraels Born, ferhundrede Tufinde i
Tallet, forbi — jeg havde neppe Tid fil at hilſe paa dem
od
F -
3. 3. Baggeſen. 325
alleſammen med et MIE, ſom ſagde, at zeg kiendte dem —
da piudſelig den Hele Scene gik op i en almindelig Stov⸗ eller
Sant-Røg! En Larm under mig og over mig og om mig
forſtyrrede faa aldeles min Opmarkſomhed, ved paa eengang af
trekke den opad, nedad og til Siderne, at jeg med lukte Øine
ligeſaa godt vilde have feet Alt, hvad jeg ſage — hiſt frede to
frygtelige Krigehere i det ene Hiorne, her Caravanen mod
Roverne i bet andet, Trolde og Kiæmper' i det tredie — og
den aldrig nok berømte Ridder af Mancha med al Verdens Zaar,
Geder og Veirmøfler: i det fierde. Min ØrE var i dette Die⸗
blik fan befolket, at jeg halv begyndte at frygte for Mangel paa.
Plads, da Raslingen af en Vogn tæt bag mig dovede al den
øvrige Larm — jeg ſprang ti Siden — Nøgen, og Alt hvad. -
deri mylrede, var borte; og ifg fane Intet — uden den nyés
omtalte Herte, fom lod holde ſtille, i det han giorde mig en
Compliment, og bad mig tage Sæde hos fig.
Jeg giengiæfdte hans Ailhud med en meget forbindtüg Table
ſigelſe — men tilgiv mig, min Herre! (lagde jeg til) det fore
undrer mig, af 'en Mand af Deres fyrige Udſeende (han lod
til at nærme fig de Halvtredſindotyve) tan lade fig. age gien⸗
nem en Egn fom denne? Veſad jeg end alle Verdens engelffe
Cqvipager — ben har for mange Fortryllelſer for mig til, at
” deg ikke ſtulde foretræffe at giennemvandre den til Kode, med
mindre Podagra netop bandt mig til min Chaife.
„Beſynderligt!“ ſagde han med et Smiil, og betragtede
mig noiere — „De er den førfte Beundter af denne Hede,
jeg har fundet paa mine Reiſer. Jeg ſelv er vel kommen over
tyve Gange denne Vei; men uden at opdage mindſte Fortryl⸗
lelfe paa famme.” —
„Forlad mig! men De bar maaffee ikke giort bens Be⸗
kiendtſtab — ikke engang det førfte Skridt dertil, ved at flige
ud af. deres Bogn?”
n Bar det ikke faa hedt,” ſagde han, „De overtalte mig til
at forføge det” —
aa
826 J. I. Baggeſen.
» C'est le premier pås qui cofite” — fagde jeg —
u Bar jeg ikke faa træt” — endte han med et Buk — og
lod atter kisre til. Vognen rullede bort — ben blev mindre
og mindre, og fon mig tilſidſt ganffe af Syne. Jeg overlod
mig til mine Neflerioner over denne Mand. Det var en ar⸗
keslss og odſel Reifende, tænkte jeg, een af disfe Herrer, ſom
reiſe for at reife. Dog — hang Phyſlognomie havde behaget
mig — hané artige Tilbud fortiente overalt en mildere For:
mobning om hang Karakteer — jeg ærgrede mig over at have
afflanet det: du har forſomt et Menneſtes Vekiendtſtab, tænkte
jeg — og hvo veed, hvor interesfant et Menneſtes 2? - Hvordan
det nå ogſaa var — hvad er interesfant i hele Skabningen,
fom der ypperſte af alle levende Dor? Selv denno fortryllende
Hede — blev jeg ved, og fade mig om — men hvor fludfede
jeg! Intet uden Lyng, og Lyng' og atter Lyng! Alt det Hoi⸗
tidelige var forfoundet — omſonſt ſtrebte jeg at falde. hine levende
Phænomener tilbage — Alt var tomt, vensformigt, tørt, koldt,
dødt, ligegyldigt, utaaleligt. Du feer ham aldrig mere —
ſukkede jeg — og han fontes bog gierne at ville tale med dig!
Hvad maa han desuden tænfe om bin Egenfindighed? . Hvo
veed, hvor mangen møbig, nodſaget Fodgiænger, der vilde være
glad ved af age en Station imellem, for fnarere at naae Haus
— for ſnarere at overrumple en længfelsfuld ventende Kone —
du fan have ffadet ved denne Uforfigtighed? Om han nu med
Bevidſthed eller uden Bevidſthed forefætter fig, albrig herefter
at tilbyde nogen Fodgienger fit magelige Sæde? Jeg kom £
"ondt Lune, gremmede mig over ikke at kunne. forfirge det i
menneſkeligt Selffab — den ene Vogn kunde jeg ikke naae,
ben anden kunde ikke nage mig — jeg tradffede affted i Lyn⸗
"gen, og befluttede — faa afſkyelig forefom mig hele Egnen —
af benytte mig af Veiens enefte Fordel: i Blinde at kunne
" vandre den, uden Frygt for at ſtodes eller gaae feil — at lufte
Dinene, for ikke at fee den.
⁊
"3. I Baggeſen. 327
Jeg ved ikke, hype langt jeg var gaaet paa denne Maade,
der lidt efter lidt begyndte at more mig, og falde Phantafierne
tilbage — da jeg pludfelig ftandfedes i min blinde Fart af et
Par Hænder, ſom greb mig i Skuldrene. Jeg er fuldkom⸗ i
men overbeviift om, at mine Øine. aabnede fig af fig felv, eller
rettere medaniff, uden al overfandfelig Ordre — ligerviis ſom
jeg er vig paa, at det umiddelbare Buk, hvormed jeg gienkiendte
Manden, der var bortkiort, ſtete uden al tydelig Bevidſthed —
„Det er altſaa med lukte Oine,“ ſagde han, i det Ekkoet af .
hans Latter tabte fig i næfte Birteffov, " man opdager denne
Egns Fortryllelfer?” |
„Tilforladelig, min Herre!” fvarte jeg, i det jeg med eet
vangnede, „jeg feer intet andet Middel dertil; men er det det:
enefte, troer jeg det ogſaa fuldkommen fiftert” —
„Jeg vilde ikke have noget derimod,” ſagde han, „derſom
jeg ikke J fan ofte Havde forſogt det, uden at ſpore denne
Virkning ”
„Men De har formodentlig Fun forføgt det i deres Vogn,
min Herre! Troe mig, at denne Forffiel er overmaade betydelig,
Man drømmer ganſte anderledes til Fods end til Vogns! De
maa allerede ofte have lagt Mærke til, af en Drøm i Deres
Vogn er langt anderledes beffaffen, end en Drøm i Deres
Kirkeſtoel, og en Drøm i Deres Kirkeſtoel igien langt ander⸗
ledes end en Drøm i Deres Seng” —
„De er en beſynderlig Philofoph !” fagde han med en Mine,
fom' hævede Rangen i dette Udtryk til en Compliments hoieſte
Vardighed — Jeg lod, ſom jeg ikke horte det —
— „Dg en Drøm til Fods i Luͤneburger Hede overgaaer
nu alle Drømme” — blev jeg ved, og bukkede mig temmelig
dybt — ,,ifær naag man væffes deraf paa en fag behagelig
Maade.”
Jeg veed ikke af hvad Aarſag: om for den fmagfulde Eqpi⸗
pages Skyld, eller fordi han havde, en vig Freeports Mine,
eller fordi, ved hans førfte Ctilleholden, Mylord What then;
*
i
?
f
828 . " 3. 3. Baggeſen.
råndt mig i Sinde — men hidindtil havde jeg holdt min Ube⸗
kiendte, uagtet han talte Tybſt, for en Engellænder,
„Mit Ravn er Caitlard,” ſagde han, da jeg paa hané For⸗
langende havde ſagt ham mit Navn og mit Fodeland — min
Bamilie maatte flygte med de øvrige Hugenotter fra Frankrig —
jeg var ene midt i en fremmed Verden i en Alder, hvori man
bruger Leden — men jeg har været ligeſaa lykkelig, ſom fli:⸗
tig, har erhvervet mig en anſeelig Formue, ſom fætter mig i
Stand til hvert Aar at giennemreife et Stykke af Europa med
al mulig Bequemmelighed — og har i den øvrige Tid af mit
Liv, nemlig alle Vintre, en Beffiæftigelfe, ſom ved Vanen er
bleven mig Fornødenhed.”
n Paa denne Maade,” gientog jeg, ,, har Tilfæltet efter al
Anſeelſe bragt de fo forffielligfte Reiſende ſammen, der nogenfinde
have fpadfeert med hinanden giennem denne Hede.” Jeg fors
talte ham endnu kortere min Hiſtorie, end han havde - fortalt-
mig fin — han udførte derpaa noiere, hvad han alt havde ſagt
mig — jeg ligeledes; og neppe havde vi paa denne Maade ſpad⸗
feret en halv Miil, før vort gienfdige Bekiendtſftab var fuld⸗
ftændigere end det ved mange Aars daglige Omgang i en Stad
ſandſynligviis havde villet blive det.
„TJeg holdt Dem ſtrax for en Stoiker » — ſagde han —
„hvorfor holdt De mig?” — „For en Epikurcer,“ ſvarede jeg.
— „De ér meget oprigtig ” — „Paa en Skueplads ſom
denne, behøves ingen Maſtke,“ blev jeg ved.
— „To be or nof to be, that is the question!” ")
Han anbragte denne førfte Linie af Hamlets Monolog over
Selvmord med en · ſaa betydende Mine, med en ſaa betydende
one ved denne, ſom bet ſyntes mig, meget lidt pasſende Lei⸗
lighed — at jeg ſtrax fagde til mig felv: Enten er denne Mand
en Mar eller en Vis! i det han bad mig ind i fin Vogn, ſom
e) At, være til, eller ille at være til, fee det er Kunden !
J. J. Baggefen. 3929
langfom rullede ve) Siden af 08, og ſom han i dette Dieblik
bød holde 'flite. Jeg modtog Tilbudet — vi fatte es — og
" Kubffen fiørte til. | | Ee
Ariſtip felv Havde ikke kunnet onſte at fidde mageligere. Je
længtes efter Opløsningen af ˖ den doppelte Opgave: To bet
er not to be? — og Nar? eller ikke Nar?
„Jeg gad afhandlet denne Materie med alle tenkende Ben:
neffer” — begyndte han. „De maa tilgive mig, at jeg ſyntes
at' fremtræffe den ved Haarene; men Tiden er for fort i denne
Verden til lange Preliminarier —
—8* ér ingen Nar! fagde jeg ved mig ſelv — ,, Jeg fryge
” udbrød jeg høit, „at min individuelle Mening om benrié
—— Linie er alt for individuel til at” —
„Jo individuellere, jo Fiærfomnere!” — fagde han hurtig. J
Han er aldeles mgen Nar, tænkte jeg. „Min ſerdeles ins
dividuelle, fom jeg troer, og derfor noget undſeelige Mening er
den, at Shakeſpear i denne Linie ikke har fagt ſin, men Hamlets
Mening — at den er umiddelbar poetif — men i det høiefte
fun middelbar philoſophiſt — rigtig!”
Bi vare pan denne Maade komme til en Mille Flekke, hoor
vi flege af Vognen, for at tage Frokoſt. Man fan i Epsborf:
have ypperlig fod Steg, Parmeſan⸗ og Schweiteroſt, Franff
brød og Madera — vel af mærfel naar man fører det felv
med fig. Vi leirede og paa en Mads foran Kroen under gaden
Himmel, for at tilfredeftille den ſynderlige Appetit, Veien havde
. givet og. Tieneren dakkede i en Haſt en omvendt Zønde far .
en ter liggende Egeſtub, i et OHieblik kom Flaffer, Glas, Knive,
Gafler og alt Tilbehør frem, fom ved Slaget af en Talisman;
Vinen ſprudlede i de guldrandede Cyryſtaller — Alt var faa
beqvemt, ſmagfulde, lekkert og lokkende, ac tet kiere Meta plud⸗
felig forfvandt af min metaphyfijfe Stemning. ,, To enjoy!
that is the question” fagde jeg, i det jeg tømte Glasſet.
„Men Deres Stoicismus” —
330 1" 3. I. Beogtken.
» Apropos! — Forlad mig, at jeg falber Dem ind i Deres
Tale! paa Hvad Grund har De holdt mig for at være Stoiker?
Jeg tænter, Epicurus felv Har oftere gaaet til Fods end aget.” —
„Ikke juft det; men den Omflændighed, af De forlod -tre
faa artige Damer — (jeg havde fagt ham, at jeg hørte til
hiint Selſtab) — i Deres Alder — og i denne Hede,” —
„De vil maaſtee let forklare dette,” meldte jeg, „naar jeg
figer Dem, at den ene af disſe Damer var en Enke, den ans
den en gift Kone, og ben tredie: min Søfter,” — ,
„Der kunde figes meget om det førfte og det andet” —
fagde han; „men det vilde føre os for langt fra vor flupne
SMaterie.”
Bi fatte 08 igien i Vognen. ';
Divels Steinweg kalde Hannoveranerne ben Vei, vi mu
kiorte; og den fortiener fit Mavn — å onbt Lune, Vi ders
imod fandt den begge ret artig. Uden ængftlig at ſoge hiint
.” flupne Meta, tom vi det efterhaanden nærmere og nærmere
i vore Diſkurſet. Jeg begyndte at finde mig meget vel i denne
Vogn, og forfonede, mig lidt. efter lidt med dens Magelig⸗
hed. Herr Caillard var en Mand af Erfaring, Smag, og
Kundſtaber. Han fortalte mig fin Hiſtorie fra Begyndelſen
til Enden, fortroede mig fine. Principier, eg fine Omſtandig⸗
= heder, og Reſultatet deraf blev, at jeg holdt ham for ben lyk—
" , Beligfte Mand paa Jorden. . „Jeg har Alt, fagde Han, hvad
jeg har ønffet og fan onſte mig, Sundhed, Rigdom, Huusfred,
(thi jeg er ugift) en temmelig god Samvittighed, Bøger —
og fan meget i Panden, fom der behøves til af more mig med
dem — jeg kiender kun eet enefte Savn, mangler kun cen enefte
Behagelighed i denne Verden — men det ené er nok til at for⸗
bittre al min. oprise Nodelſe, og fætte mig i Clasſe med alle
andre Uintfelige.”
… Jeg plagede min Giettefraft med at udfinde hvad en ſaa⸗
dan Mand, i ſaadanne Omſtandigheder endnu kunde mangle.
„Det er dog vel ikke Frihed? ſagde jeg — thi jeg begriber ikke,
J. Z. Baggeſen. 331
hyvorledes en . rig benanmstan fr. Bigsfod ſtulde favne
fammder” .
—— Himlen frie mig — "jeg - heerken vilde eller kunde
leve cen Dag til: Ende uden Frihed.“ J
„De er vel ikke af en Hændelfe forelſtet i cen eller anden
gruſom eller ulykkelig Prindfesfe?z” |
„Det var endnu mindre Tilfældet”
"udb. — nu traf jeg det udentvivl — Deres Siæl bræns
der af Torſt efter Sandhed, efter Tilfredsftillelfe "i Henſeende til
Optødnisfpen. af de ſtore Fornuſtopgaver, der hidindtil ere ligeſaa
mange philoſophiſſe Gaader — De leder om det, fa mange
brave Mænd: fra "Anaragoraé til Spinoga have ledt om og ikke
fundet — ben philoſophiſte Steen, ſom ſtulde begrunde vore
Reers Hovedbygning?“
Gan ſorſikkrede mig, at han i denne Henſeende var tem⸗
mielig rolig. „Saa maa De — trods al Deres Sundhed —
være plaget med den ulykſalige Snue?” ſagde jeg,
„„Den anten efter. Jupiter, og rig,
nuvi, agtet, elſtet, Kongers Konge, og
— frk — kun plaget lidt af Snuel””
Da han og negtebe bette, spgav jeg Gietningen af hans
mørke. Tale. mg,
O Lokſalighed! af alle Jordens Chimarer er du den aller⸗
metft chimeriſte! Heller vil jeg lede om tørre Figener paa Bun⸗
den af Havet, og om friffe i denne Hede — heller vil jeg
lede om Frihed, og Sandhed fefv, eller de Viſes Steen, end
være ſaadan en Mar, at løbe fure efter dig, Veirlys for alle
Veirtpé, Jordens almindelige. Lygtemand!
" Jeg troede endelig, engang at have fundet en aldeles. yt
kelig i alle Henſeender misundelſesverdig Mand — og nu —
fandelig! nagtoet jeg ikke har ti tufinde Delen af hans Rigdom,
uagtet jeg ikke hor tuſinde Delen af hans Eqpipage, uagtet jeg
ikke har tiende Delen af hang Sundhed — uagtet jeg maaffee
ikke har tredie Delen af hans Forſtand — uagtet jeg for Reſten
332 IJI. J Bagger
Har ikke blot alle de andre San, ban ikke har, men tillige
det enefte, han (der under — jeg vilde dog ikke bytte med ham!
Han indged mit Hierte fra dette Hieblik af virkelig Mede
lidenhed. Men Hvori deſtod da hane overordentlige Uipkke ? Man
hore det og Relvel
„Hvad nytter det mig altſammen til?" fagde han, „Caffe-
ſom jeg elſter meer end alle Jordens Vine, og meer, i det mindſte
i mange Hieblikke, end alle Fordené Fruentimmere, Caffe, ſom
jeg elſter til Raſerle — Caffe er mig aldeles forbuden!” .
Lee, hvo ſom vil, herover! For faavide Alting i denne Ver⸗
"ben, fra en vis Synspunkt, er tragiſt, vilde det være undſtol⸗
deligt, om man græd — men for ſaadidt Alt, fra en anden
Synspunkt, er comiff, kan man ikke heller tage en Smuie
"atter ilde op. Kun tage man fig i Agt for at fee med en
vis Haan over det Sul, hvormed min lykkelige Mand fremførte
hine Ord; thi det unde let være, at man, i det man udleer
" ham, tillige bleer fig felv, fin Fader, fin Bedſtefader, fin Os
defader, fin Tipoldefader og ſaaledes fin hele Familie opad til
Adam. .
Om man, ved at belee en faadan Uneiſomhed, tillige bes
feer i Forveien fin Sen, Sanneſons Son, og fan videre fin
hele Familie nedad, til den ſioſte Deſcendent — vil jeg ikke afs
gtøre, Det vil komme an paa den Bei, Menhyeſteheden engang
vælger, Bliver den ved at gaae frem paa den nærværende Stie
— Vil et eller andet Caffe⸗Savn beſtandig beſtroe den med Torne.
Havde han ſagt: Ehocolade er mig. aldeles forbuden, eller
Wee, eller Engelſt ØL, eller Madera, eller Jorbbar — vilde
. man have fundet hang Græmmelfe berover ligeſaa urimelig.
' Hiin Erobter græd, figer man, da han ingen flere Lande
fandt af undertvinge. Den, der harmer fig over Gavnet af en
Verden, og den, der græmmer fig over Savnet af Caffe — er
i mine Tanker lige affindig — og lige tilgivelig. Lyſten til eu
Kop Caffe og Lyften til en Krone — Higen efter Smagen
dd
W
ate blot” Møgen "af hin; vg Higen efter Udedelighed ere lige
raſende, dg. lige — .menneffetige.
n8om tet ttøfte'Dem,”. fagde jeg, „ſaa maa jeg fige Dem,
at jeg "er netop in ſamme Tilfælbde,” —:,,Dg. De fortvivier ikke
derover imellemflunder?” .— „MReil foarte.jeg; thi det er ikle
min / eneſte Plage. "Havde jeg, ſom De; alle: andre Livets Ber
Hageligheder, vilde; jeg mate ogfaa Ft *
HERRER aan hem )
. werver Worms modtog 48 nye Sortryllelfer. Alleſlags Frugt⸗
fvæer: Ebler, Pærer,” Valnodder, Morber, Mandeler legede
sunbt omkring os i venlige Grupper. Den. Intet henrev 08
ſaa meget ſom Rhinens undige Bugtninger, den vi endnu bes
ſtandig af og til opdagede: paa venſtre Haand, Snart forefom
den: på. en fnøgende Slut; fnast en virkſom velgigrende Mand,
ſnart en forftandig og elffende Huusmoder. Erindringen af et
Sted vdenfor Oppenheim, hvori vi fane førgelige Spor af dens
Overſremnielſe, lode os blive ſtagende ved det ſidſte Billede, En
Flod i.et Land er virkelig hvad en Kone er i et Huus. Svul⸗
mer den op, gaaer den over fine Bredder, er den herſteſpg, vil
den glimre, fort fagt, overffrider. den fine Grændfer — odelag⸗
ger den Alt omkring fig, og. nøgne, vantrevne Værter førge paa
dens Kyſter; bliver den derimod i ſin Mende, flyder den fagtes
lig, uten Larm, vever. og omladen i- fettrillende Vover, blid og
ſtille, med Hvert Øieblid tis.Smiil beredte Huller i Kinderne,
fyéfende,. og ikke overfnſende fin Bred. — førffisnuer , beriger
-øg ;velfigner "den. Alt, fom den milde, venlige ; huuslige Måge
ved fin Mande Ske i Sredfen af forige. Øemner og blufærdige
Dattre.
* var hinen ber, Igiennen bens beſtondig afver⸗
lende Haver kom vi fra Worms over Frankenthal og Oggers⸗
heim, to artige Smaaſtader, til det ved forſte Blik meget ind⸗
tagende Mannheim.
334 S. J. Baggelen.
Er det mige inet, eller .den;tnge, jeg ſtulde aceſten PER
uſunde Lufts, eller min Architectur Ukondigheds Skyld, at jeg
finder Mannheim langt fra at være den prægtige, den frautfe,
den behagelige Stad, man er bleven enig om at udraabe den
fov? Jeg har nu befent. den paa, fryd og. tværs, frø; Ende «if
anden, alle bens” ubmærfede Bygninger, fea det vidsløftige, Slet
Cefter mit Tykke den :allerflattefte! ) indtil de prægtige. Porte;
"men uagtet jeg ſtirrede, ſom om jeg aldrig Havde feet en Bye
før, faldt mig dog Intet fortrinligt i Oinene. Gaderne ere
rigtig nof anlagte efter "Snor, der givet ingen Vimmelſkafter
deri, Huſene ſtaae i ordentlige Geiedder, og man har ſaa me⸗
gen Umage, ſom man fan ønffe fig, med at ſtille det ene Qvar⸗
teer fra det andet, Men lige Linie og rette Vinkler allene ere
neppe tilſtreekkelige til Smagens Ailfredoſtillelſe. Den Slette
Gymmetrie behager rigtig nok HOiet ved førfte BÅL; men i bet
næfte leder det alt efter mere. Skuffes det ba, bliver man
doppelt flau — ſom ved Snikſnak paa Vert; man — ſig
ikke faa meget over Snikſnak i Proſa. .
En Stad, befynderlig en flor Stab, føder allerede Forftane
bens Blik. J bet mindſte betragter jeg en ſaadan omtrent, ſom
jeg foreſtiller mig, en fritflyvende Sommerfugl betragter en Bie⸗
kube. „Men hyad er fløbende deri?“ Proportionen! Jeg "finder
nemlig denne Biekube for life. — „Men jeg burde. betragte
ben ſom Bie, og ikke ſom Sommerfugl.” — Som Bie fin
ber jeg: et Rige og ikke en Stad at være en Birkube. Dg
derimod har jeg Intet for ſaa vidt — indtil videre, — Indei
videre2” — Ja vent ud fagt, for ikbe at ginre en Roverkule
— eller en tillufe Biekube — af mit Hierte; jeg troer, at hefe
E Jorden egentlig burde være Menneſtehedens Biekube, eg at den
virkelig engang — naar de fovffdellige Bieſtader have futter
Fred med hinanden — bliver det. Her hedder Sproget: Der
" flat være een Hiord og cen Hyrde: De fler. være cen Drons
ning og sem" "Rule! — —
J. J. Baggeſen. 335
Biekaben bør være tilftræffelig for alle Bler; man veed, at
der gives tre Sorter! Men — fiære Stadbyggere! — er en.
Stad virkelig tilſtrokkelig for alle Stænder? OL den mefte Hon⸗
ning berede uden for den! Man betænfe desuden, at et Mens
neffe er forſtiellig fra Bien i Audet end blot legemlig Stor⸗
relſel Vare |diéfe tvende Skabninger for Reſten fuldkommen
lige, vilde jeg albeles Inter have at indvende imod vore Stæs
der; thi der rummes omtrent ligeſaa mange Menneffer i en
Stad fom Bier i en Biekube. Men blot dette fynes mig er
-flødende, at man har behandlet Folk aldeles ſom Fee. — —
Fer fløi en Tante tilbage til Dannemark — til Trolleborgs
ubflyttede: Gaarde: ol maatte flere og flere Xander, ſom Revent⸗
lows, ſprede Taagen med Byerne! Unegtelig bliver et Land
derved lyſere; thi Skyggerne kaſtes ikke fænger i fan ſtore Mas⸗
ſer. Det er med Beboerne, fom med Boligerne: for tæt ſam⸗
menſtablede ffygges, taages, beryges og forderves de! Hvor
frydede jeg mig over de ubdffytæede Gaarde! Min Indhildnings⸗
kraft udflyttede hele Jorden — Mannheim ſprang pludfelig i tu⸗
finte Stykker — og hele Menneffeheden bevægede fig i Luft og
Lys) fom en Fugl, der flipper ud af. fit Buur giennem det aab⸗
nede Vindue. Jeg ſaae Inſtinktet overlade Fornuften Com⸗
mandoſtaven, den blev en Talisman i Dronningens Haand —
og Ormen fløt op, ſom Sommerfugl! Det var et faligt Syn!
Bruden og Brudgommen favnede fig paa hiin Side Broen —
og i Baggtunden fane jeg Retfærdighed og Fryd kysſe hinanden. —
Helb 06, at vi ikke fee Jorden blot fom den var og fom
den er; men og i visſe Oieblikke, ſom den ſtal være! Held 08,
at vi ikke blot vandre mellem vore Fedre og Brødre; men og
undertiden mellem vore Børnebørns Børns Øønnefønner og
Datter = Døttre!. — D Held mig (hvor ønffede, jeg og wine
Læfere!) at jeg ikke blot 'er i det ſammenſatte, men og — i
det udſtykkebe Mannheim! Thi, jeg gientager det, det forſte er
utaalelig kedſomt i Bredden og i beugeen man faaet Skal, Hvor
man flager deri. SEE Eg
336 3. 3. Baggeſen⸗
Stoder en Etad overhovedet Forſtandens Biik, faa ſaarer
i Beſynderlighed en Stad, ſom denne, det. Den er ikke blot,
fammenpaffet og fammenpresfet, men titffaaren og tilfpidfet.
Jeg veed ikke, om det ogſaa hemmelig bidrager noget til min
Afſkye for dens rette Linier, Qvadrater og Terninger, at Intet
i den menneſtelige Geſtalt er vinkelret eller fiirfantet, Man
frygter, at Beboerne i en ſaadan Bye alle Øieblikte fløde fig.
Det er mærkeligt, at Smagen endnu aldrig har indført film
kantede Drikke⸗Glas. Jeg troer heller ikke, at man kunde
drikke Andet end Apotheker⸗Draaber og høit Brændeviin deraf
"| VBiin og Kildevand umuligt. Sis derimod den jeg vet godt
tænfe mig i ſtirkantede Bias, og dette gaaer faa vidt, at Band
mibt om Sommeren i en fiirfantet Flaffe (der gives desværre
liget”). forekommer mig frosſent. Dgſaa fryfer jeg paa en Baade
her i Mannheim; z jeg ſtivner. Jeg kunde umuligen lobe ber med
en vis Fart. Jeg føler det inderligt, jeg kunde umüligen blive
"foretflet her, i det mindſte ikke paa Gaden, fom dog i nogenlunde
grumme Byer er muligt.” Al Varme, af Bevægelfe, al Kiærligs
Hed er rund, eller i det mindſte oval, ſpiral, eller paa een og
anden Maade bugtende. Kun det Kolde, det Ubevcegelige, det
Ligegyldige, og ſels det Hadefulde er forlige og kantet. Stoede
Menneſkene, for Exempel, til Felts i Grupper, i runde Kredſa
iſteden for i Colonner og i Geledder, vilde de dandſe iſteden for
at flaneé. Derfor beroer og den hele Jaktik paa Vinkler. Naar
ſaae man. en kantet Flamme, naar jeg undtager den dræbende
Synild, der dog vel kun fones faa? — en [norlige Bæl? en fliv
Dmfaunelfe2 Syvor yndigt bugter fig Luen! hvor deiligt bolger
og frøer fig den riglende Flod! og hvor bøieligt, hvor flyngende,
hvor rundt er Alt i Gruppen Amor og: Pfødjel Det ligefje paa
Menmeſtet er, de folde, ubevægelige, bidende Tænder — og dog
har den ffignne Natur førget for, at de ſtaae i en Halvceitkel.
Livet er rundt, og Doden er kantet. Vi komme runde og bugs
tende til Verden, åg gane kantede og flive deraf. De nyeſte
Vugger ere ovale — en ſtion Opfindelſe! thi der voxende Liv bes
| I. I. Baggeſen. 337
væger fig deris. vore Ligkiſter derimod ere fiirfantede, En Stad
i Mannheims Smag pasfer for Døde — eller i det hoieſte for dem,
form dræbe. Dens Bygninger burde være Mauſoleer eller Bas.
rakker. J bet forſte Tilfælde burde en faadan Dodbye være under
Jorden; i det ſidſte burde en ſaadan Morderſtad reent bort deraf.
Fire og tyve Tufindes Ideer have maattet rette fig efter een
Eneſtes indtil i andet, tredie, fierde, femte Led, og faa: videre.
Denne Foreſtilling er utaalelig. Man feer Despotismens Befas
linger i Lapidarſtiil. Man feer boefiddende Borgere med Huus
og Hiem behandlede ſom Buxbom, Soldater, Kegler og deslige
Ting — og ærgrer fig, hvis man har mindſte Hoiagtelſe for
Guds Billede. Der fattes Mannheim til fuldkomment udvortes,
i Diet faldende Slaverie Intet uden en — Nationaldragt.
"Jeg føler, at mit Gemyt i den forte Tid, jeg har opholdt
mig her, allerede tvertimod fin bugtende Natur, har begyndt tem⸗
melig at fante fig. Saaledes bliver Vandet i et Par ret folde
Binternættern, til. Jis. Hvorledes maa det gane de Gemytter, ſom
beſtandig ere og blive her? Jeg gyfer ved at tænte derpaa. Mit
. Haab, min enefte Trøft, er, at de ventelig tilbringe i det mindſte
deres halve Tid paa Landet, hvis overordentlige, virkelig paradis
fife Rundhed formodentlig gior det, godt igien, og ſmelter hvad
Byen ſtyrknede.
Man ſeer ellers af Mannheims vidtloftige Befæftning, at
Churfyrſterne have regnet paa, at Byen af fig felv vilde diſcipli⸗
nere fine Borgere; thi fif at forfvare den behøves, foruden den
ordentlige" Befætning, onitrent ligeſaa mange Soldater, ſom den
tæller Jndvaanere ef Mandkionnet.
Kallundborgs Kroönike.
En Dag (ſaavidt jeg veed, en Hundedag)
Borgmeſteren ſad i fin Stol, hvis Arme,
338 " 3. J. Baggefen.
Hvis magelige Gædes lumre Varme
Min ffrøbelige Geiſt er alt for fvag
il at beffrive ret. Elaſtiſt hæved
De fiælne Duun dens ſilkeblode Barm;
En Duft, ſom ſlukte ſtrax hvert Glimt af Harm,
Omkring dens tauſe Damaſt bøfig fvæved. —
Med den dybe Mine,
Som for en ſaadan Wand kan ſtikke fig,
Hvis rummelige Mave faderlig
Maa giemme hele Byens Fryd og Pine,
Sad den Velviſeſte. Den Rolighed,
Den philoſophiſte Dybtankſomhed,
Og overvættes ſtore Siælefred,
- Man feer paa Dalens fede Konges Pande, i
Naar han, i Græsfet fagtelig flængt ned,
J Skyggen af et Træe, ved Kildens Bred,
IJ Dysfen af de mufitalffe Bande,
Med vigtig Taushed tygger Drøv,
Sad paa fans ſtore purpurrøde Naſe,
Hvor man med liden Moie kunde læfe:
Siæl! hold dig klogeligen i dit Støv! .
Som Solen, naar den kobberrod fremſtikker
i mellem tykke Skyer i taaget Ruſt,
Saa" fremſtak af Parykkens Bukkel⸗Buſt
Hans Anſigt i en Damp af Portorikker.
J flig Forfatning havde han for Shit,
At ſmoge fig i Slummer alle Dage. . 0
Men hvordan det nu gik og ikke gik,
Gaa vilde Sovnen ei i Dag behage. -
Paa Pibens Vink at nærme fig fom før:
Han røg, og røg igien, og røg fig ør;
Men intet Blund han fik, end fige Slummer —
Ak ingen Dodelig er frie for Kummer! |
i J. I. Baggefen. " 8839
Liig Song Asverus fod han hente da
Den gamle ſtore Stadens Chronika,
(En Bog, fem Gange. tyve Vintre gammel, ,
Der ellers brugtes. for hang Søn til Stammel,
Og for ham felv, at løfte til Motion) ,
Hvoraf hans Kone pleied i flig Knibe
Mod Sovnlssheden Antidot at gribe,
Og foreleſe ham faa for Portion,
Som til foronſkte Virkning at frembringe
Var nof. Som ofteft var den Doſis ringe;
Thi deels Borgmefteren; for fin Perfen,
Til ſnart at fumre var utrofig nem,
Og deels var Bogen til at aeſouyere
Faſt ligeſaa bequem. .
Men denne Gang hun maatte laſe mere,
Hvad Ord for Ord, aldeles pan et Haat,
Gom tet i famme gamle, Kronik ſtaaer,
Jeg her min Læfer trolig vil levere. |
„Den femte hujus døde Chriften Smed
Den hele Bye til flor Fortræds |
Han var en brav og nyttig. Mand, NE
Beſlog en, Heſt med flor. Forſtand, ,
Paa Laaſe giorde mange Eving,
Slog Øiet ud ſom ingen Ting.
Gid hisfet han ei fan maa frede,
Som han har altid giort hernede!” —
„Endnu du fover ef, min file Mand?”
Vdbrod den ftandfende Borgmeſterinde —
„Nei! læs fun meer,” igientog han,
„Det vil fig, haaber jeg, paa Timen finde;
meg ei begriber denne Sovnloshed;
„Ru vel! Jæs meer! bliv ved” — og hun bitv ved:
2%
80 ., . J. I. Baggefen.
„Vor Præft, fom nylig var lidt ſvag,
Blit fred og fyldig Dag for Dag.
Han fan lidt meer end Fadervor,
Og maner flærft, fom Ordet gaaer;
Alligevel for Tyyerie .
Den ſtakkels Mand er ikke frie.
Forleden miſted han fin Heſt —
Bor Herre ffaane fun vor Preeſti“ —
Borgmeſterinden flandfed her igien:
„Du fiumrer ef endnu?” — „O nei! viſt ikke!
„Jeg flumrer ei ſaaſnart i Dag, min Fitte! -
(Saa hed til daglig Brug Borgmefterffen)
„Du nof fan marke, naar jeg fover hen;
„Jeg ſnorker, fom du veed! bliv ved at leſe,
„Saa længe' til du hor Signalet af min Naſe.
Borgmeſterſten begyndte da igien;
Men ſprang tre fire Blade reent forbi,
Som ber var alt for meget moerfomt i;
Man derfor ene hende Skylden give,
Om Følgende lidt kedſomt fulde blive;
„Den Tyv, ſom flial Herr Nielſens Heſt,
Blev greben ſidſte Mortensfeſt,
"Rg bragt paa Stand for Magiſtraten,
Som arreſterede Krabaten.
Man kneb ham med ſaa megen Synd,
At han tilſidſt tilſtod fin Synd,
Blev foreſiunget, forelæft,
Af den ſagtmodige Niels Praſt,
Og fiden paa en Sluffe flængt,
SKiæct ud, vendt om, berettet, hængt;
Men, fom man fnart vil mærke det,
Altſammen overmaade flet.
%
3. J. Baggeſen.
Det henved Midnatstide var,
Og Maanen ſtinte ganſte klar,
"Dg mange Stierner blinkte ned
Paa Marfen, og paa Tyven med;
(Thi Maanen feer paa flig Perfon
Saavel fom paa Endymion)
Da kom paa Heften, trap, trap, trap,
Jens Skovfogd ridende fan rap,
Forbi det gyſelige Sted, i
Hvor Diævie vogte, fom man veed,
Trofeen for Retfærdighed.
Ret, fom han rider bedſt, og feer
Ad Galgebakken til — hvad (feer?
En RNRøft, liig den af Belzebul,
Saa radſom, underlig. og huul,
Ham brøler ud fra Galgen: ,, Stop!”
Og vipsl foer Kolden i hang Krop;
Han ffialv, ſom Cfp, og i fin Skræk
Forglemte "han at fpore, væl,
For i Sallop at komme bort,
Dom jeg i hans Sted havde giort.
Van ſaae, og lytted nof engang —
Og nok et ,, Stop!” fra den, ſom hang:
Han flog et Kors, flog to, flog tre; |
Men ligemeget hiulpe be.
Han taffed i en Bøn for Mad;
Men ihvor inderfig han bab,
” Som dog den (amme Lyd igien
Fra Fandens nylig hængte Ven.
Jens var for Reſten ei Poltron,
Og hidtil aldrig kaldt Kujon;
Han tog paa fin Samvittighed
Det allerſtorſte Vangeled,
J
342
J. I. Baggeſen.
Og: flog med det engang en Tyv, s
BDg kyſte bele flige fyv,
Som vilde plyndre lumſt hans Hiem;
Men der var ogſaa Liv i dem!
J denne Diævel derimod
Var Intet uden bare Blod,
Og ingen, ingen Moders Siæl
Kan flade tilgavns en Død ihiel;
Selv naar han Grasſet maatte bide, .
Al Fordeel var paa Tyvens Side.
Imens han raifoneerte faa,
£od Tyven atter. fra fig gane
Endnu et Skraal, fom vores Helt
Fandt mere liveligt end fælt;
Dg' fom, hvordan det ogſaa var,
Den Zing ham giorde ſoleklar,
At der var Liv et cetera,
Hvor dette ſidſte Sktraal kom fra.
Liv altid var Jer Skovfogd nok —
En levende Banditerflok
Han møget heller Spidſen bod,
End En, fom, nok faa tam, var dod;
Og derfor reed han, hop fa fa!
Did, hvor den Lyd af Liv kom fra.
„Hvordan,“ udbrød' han, „er det fat?
„Er du i Live Kammerat?“ —
„Ja, fliær mig ned, o driften Sial!
„Jeg ellers hænger teent ihielu —
„Band paa, du lever, forſt, hvis et,
„Jeg løber ſtrax igien min Vei!” —
„Ja viftt i Diævels Skind og Been,
„Jeg lever! jal den Gag er reen ;
U
Mn
Jeg troer, ved ſaadan Leilighed
v
*
I. J. Baggeſen.
„Men lever bandſat, ſom du ſeer,
„Og bøer, hvis — ol jeg fan ei meer.“ —
Jens Skovfogd tankte Lidt fig om,
Og fnart til fin Beſſutning kom;
(Thi det er dog færdeles født,
At bringe Liv Ølen i Dødt.
Jeg og en ſtakkels Tyv flar ned.)
Jens Sfovfogd tog fin Tallekniv,
Og raabte: ,,Leb, og frels die Liv!” —
Og ned fprang Tyven, liig en Kat,
Der lang Zid har i Zønden fat, >;
Maar Dragøes Helt med vældigt Drag
. Den redder i et Seierflag. —
„Hvor ſtal i Nat jeg arme hen 2
„Klyng mig i Galgen op igien!
Liig en forrykt, beffiænfet Mand,
Som Glæden jager fra Forftand,
Han takked ham, fom gav ham Liv
Ved Mod, og Kiærligbed, og Kniv —
Og Glæden af at gigre vel
Betog vor Jenſes hele Siæl;
„Lob,“ fagde han, „af alle Kræfter !
„Dg ftiæl nu aldrig meer herefter 1”
„Du gav mig Livet, gientog hane
„Kun for at døe paa nye, min Mand!
„Forvildet, faaret, dange, mat,
„Man faaer mig letteligen fat,
„Hvis jeg til Morgen ei hos dig
„Maa lidet vtdergvæge mig. .
„Troe mig, det er en egen Sag
„At have hængt den ganffe Dag! "
„Lad mig udſove denne Skrek,
„Op pille mig i Morgen væb!
MEN
⸗
844 " J. I. Baggeſen.
„Hvis ei, faa heller, fiære Ven!
„Klyng mig i Salgen op igien.”
„Jens fandt den Sag ret rimelig,
DOs fagde: „Kom da hiem til mig!”
… Rg tog ham bag paa Heſten rap,
Og red til Huſet, trap, trap, trap!
„Min Kone fover,” fagde han;
(En Helt er altid fiærlig Mand)
„Gioer derfor, Landsmand! ingen Larm;
„Men læg dig her, og fob dig varm!” |
Og vifte ham en opredt Seng;
nov. vel! og eft i Drømme hæng!
„God Natt” og derpaa begge To
Sig floge meget Mart til Roe.
…—— Jens Havde med fra Marked hiem
To nye Støvler, hængte dem
Paa Sengeftolpen, hvor han laae,
Og faldt i Slummer ſtrax derpaa,
Vor Hengte med fin fange Hals
Bar Sovnen ei faa let tilfals.
De Støvler fil han Øie paa,
Og meer og mer paa ſamme fane;
Dan ſaae fan Tænge, fane fan tidt,
At han til dem ſik Appetit. |
Han vel tillukked Miet; men
De Støvler lukked op. igien;
Og hvor han vendte Synet mob,
De mye Støvler for ham flod:
De blanke var, og uden Meen,
Og ſyntes giorte til hans Ben —
Som FZyvé, hané eget gamle Par
J jammerlig Forfatning var;
Thi hvor fan Retten tænte påa
En Fyrs Forlegenhed fom ſaa?
J J. J. Baggeſen.
Man troer gemeenlig, En, form "hænger,
Af Alting mindft til Støvler trænger —
Fan flirred atter paa dem hen,
Og Rapſe⸗Nykken kom igien:
Naturam : furca pellas ex,
Hun tommer dog igten, den Ser!
Han faae paa dem, han fane paa fine, -
Og tænkte: De flal være mine!"
Som tankt (aa giort! han liſted ſig
Til Sengeſtolpen lumfkelig,
Fik Stovlerne fra Knagen ned
Med al en Hangts Behandighed,
Og traf dem hurtig begge paa,
Og vilde netop til at gage —
Da Jens, ſom vaagned ved den Larm,
Fik i ham fat med vældig Arm:
„Vordomte Zyv! ſom, nolig hængt,
„Er end med Tyveris befengt!
„Kom du fra Galgen for i Live,
„Du nu for Alvor hængt ſtal blive!”
Saa fagde han, og traf ham med
Paa Marken ud: „afſted! affted 1”
Og puffede ham Duf i Puf,
Og puffed af ham mangt et Of!
Det gif fan tyft den hele Vei;
Thi førige høit, han voved ei,
Indtil de kom til Galgen hen. —
Ved atter at beſtue den,
Blev han, der Heſt og Støvler ſtial,
Som han var ganffe bindegal,
Og ſlog omfring fig vildt og fælt —
Men Jens, fom før er fagt, var Helt,
Giengicidte Fyrens blinde Puf
346 J. J. Baggeſen.
Med ſikkre Slag, og i en Ruf
Han ſtyrted ham pag Jorden ned,
Og bandt ham med Behandighed,
Og klynged ham i Galgen op
Tilgavns, med ganffe Siæl og Krop:
„Raab nu, faa tidt du gider, Stop!
„Forſsg, hver Lyd fra dig at give! .
nDu trejde Gang ei hængt ffal blive!”
" et meget over Midnat var,
Og Maanen flinte ganſte Lar,
Og alle Stierner blinkte ned
Paa Marken og paa Tyven med,
Som haftig gav det (fle Suk,
Og mukked fiden et et Muk.
Jens Skovfogd gif fin Vei igien,
Kom hiem, gif i fin Seng, fov hen,
Stod op, og Morgenen derpaa
Sig lod med ingen Ting forſtaae.
Aurora mellem Øftens Hoie
Kom i fit røde Skisrt og Trøie
Med Gyldenſtykkes⸗Hue paa,
Og ligerviis paa Tyven ſaae.
Ved ſamme Tid en fort Krabat,
Som fuldt fig havde forefat
J Dag at ville ſtaae fig brav,
Fordi han flemt i Gaar røg af,
Kom henrykt i Quintilian,
Og rendte paa Herr Urian.
Han ſtandſed, ſtudſed, da han fade
Ham med to nye Støvler paa,
Og tankte ſtirrende: mon Fanden
End efter Doden rider Manden,
At ſelv i Galgen han et fan
Afholde fig fra Natteran?
3. J. Baggefen. - 847
Sud frie 08! Stiæle Støvler" hængt, j
Cr før ei feet, ja neppe tænkt! —
Med disſe Ord han rendte hiem, HELD
… Sg raabte høit, hvor han kom frem:
„Den Tyv, fom hængt i Aftes var,
„Et nyt Par Støvler ſtiaalet har!”
Det hele Kallundborg fom ud,
Og fane det. Syn: bevar 06 Gud!
De gamle Støvler borde var! '
J deres Sted han nye bar.
Man ſtirrede paa ham, (om hang; B
Man loe, man græd, man peeb, man ſang; '
Man giennemgik Phyſik, Moral, .
Dg. Hypotheſer uden Tal; - J
Kort ſagt: den hele Bye blev gal -—
Men Ingen kunde dog udgrunde,
Hvor hængt man Støvler ſticle funde? OS
Man efter Praſten Nielfes Raad,
om felv begreb ei denne Daab,
Omſider Haabet reent opgav, i -
Om den af fatte nogen Tid, '
„For,“ fom han fagde, „bag fin Grav
„Man tom tif noget mere Bid.”
Borgmefter Ebbe derimod,
Som nok faa lidt deraf forftod,
Bar et faa rolig i fit Fag
Bed denne paradore Sag. .
Han paaftod faft med Mund og Per,
At Tyven nok engang. igien . -
For dette Ran afſtraffes fulde; |
Thi Tyverie er Tyverie,
Og Zyv bør ei gaae Ram forbi, .
Fordi han ligger under Mulde. -
, IJ. J. Baggeſen.
IJ mangen Act i Folio
Man tvifted contra, tviſted pro;
Men kom med Sagen et til Ende.
Man veed endnu med Bished ei,
( Thi ſaare lang er Rettens Vei)
Til hvilken Kant den vil fig vende, —
Dea jeg var lille.
Der var en Tid, de jeg var meget lille,
. Min hele Krop vår fun en Alen [ang ;
Sodt, naar jeg denne tanker, Taarer trille, .
Og derfor' tænfer jeg den mangen Gang.
Jeg fpøged i min omme Moders Arme,
Og fad til Heft pan bedfte Faders Snæe,
Og kiendte Mismod, Uroe, Grublen, Harme,
Gaa lidt ſom Penge, Græff og Galathe.
. Da fontes mig, vor Jord var meget mindre,
Men og tillige meget mindre flem;
Da ſaae feg Stiernerne ſom Prikker tindre,
Og onſtte Vinger for at fange dem.
Da fane jeg Maanen ned bag Høien glide,
Og tænkte: gid jeg var paa Hoien der!
Saa funde jeg dog rigtig fane at vide,
Hvoraf, hvor ſtor, hvor rund, hvor kion den er!
Da fane jeg undrende Guds Sol at dale
Mod Veſten ned I Havets gyldne Skied,
Og dog om Morgnen tidlig atter male
Den hele Himmelegn i Øften rød. —
Og tankte pan den naadige Gud Fader,
" Som flabte mig og denne ſmukke Sol,
, J. J. Baggeſen. 349
ODg alle diſſe Himlens Perlerader,
Som krandſe Himmelbuen Pol til Pol.
Med barnlig Andagt bab min unge Læbe i
Den Bon, min, fromme Poder lærte mig:
O gode Gud! o lad mig altid flræbe, .
At blive viis, og god, og lyde digl ERE
Gaa bad jeg for min Fader, for min Poder,
Og for min Søfter, og den hele Bye,
Og for ukendte Konge, og den Stodder,
Som gif mig frum og ſukkende forbi.
De fvandt, de foande, de blide Barndoms Dage
Min Rolighed, min Fryd med dem ſoande hen;
Jeg kun Erindringen har nu tilbage:
Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den!
Ø
Knud Siællandsfar paa Bandet 0 og paa Vondet.
K ahpts⸗Viſe
Boer jeg paa den tamme Bred,
J en Stad, i et Huus, i en ſtadſelig Stue, J
Hvor man bad mig ſidde ned
Paa en Stol, mellem Ftoken og Frue —
Hvor cen Jomfrue fommer ind .
Paa den anden, og Støvet af Fliferne feer,
Mens med Viften hun gior Vind,
Løfter Svandſen i Veiret, og neier —
Der min Skiemt ta'er Beenkleder paa;
Der min Mund gaaer zürlig iftaae —
Der jeg fteger hvert et Ord,
Og la'er Saften og Kraften forgaae,
Boer jeg paa det vilde Hav, - .
Som flet ingen Slags Zirlighed ændfer og ſandſer; |
1350 J. J. Baggeſen.
Hvor det Tunge fandt fin Grav, . —
Og bet Lette fun ſeirende dandſer — og
Hvor Naturen bryder løg, |
Mens Matrofen med begede Kløer ſlaarr i Die —
Gvor Forkledet er en Giss,
Serke Seil, og fun Fiſkene gFiſte —
Der min Skiemt ta'er Buyer ei paa;
Som den er, jeg lader den gane; ER
Der jeg foger ingen Ord — NE
Kammeraterne fluge dem raae. ”
Byder man mig en Kop Thee
Ved et Bord I en Halvkreds af halve Baroner,
Hvor man Jøder faner at fe,
Og desligeſte Modens Perfoner;
Hvor man: blues ved en Hat,
Hvor en Kind, fom er bleg, bliver rød, naat man ſparger:
„Hvordan Froknen fov i Nat?” KEE |
Etler ,, hvorfor mon Jomfruen førger 2” *
Der tilværks forfigtig jeg gaaer" —
Fiint jeg der paa Strængen fun flader;
Der jeg føler mig førft for,
For i Zerten jeg videre gaaer.
Men har jeg en lille Ruus,
Ved en Punſch, i en Kreds af de blaae Kameralet,
” Hvor med Solling jeg er Duusßs.
Og deslige forvovrte' Krabater ⸗
Hvor Koksmaten kommer ind
Med fin Pos, ffyller Glas, og Sabytgulvet · feiet,
Mens felv Himmelen gier Vind, ON
Dg Fregatten i Bølgerne neier — *
Skiemtens Melk, faa ſod og faa puur,
Der ei ſtaaer, dg bliver mig ſuur;
Der min Sang er uden Tvang,
Som den konſtige, vilde Natur,
i
rer
Wi 0 TT 1
8
221
, J. J. Baggeſen. 854
Hver Siel Skiemter jeg paa Varid,
Er i Skiemt jeg niaturlig, ſom Beyrene vare; -
Leer jeg derimod paa Land,
Kan feg og mig, ſom Smneine; bare, ”-
Med Korfarer her ombord KONEN
Kan jeg lee, være lyſtig, og truinfe mod —*
Bed et Søndagtfelffabsbord
Kan jeg Fiede mig ſmukt, ſom en Anden.
Alt fin Pad! faa Alting er gået 1rx
Selv lidt Spøg, lidk Spas, og lide Spot: så
Alt er ædelt, figer Knud, * SEE
Naar man mener det ærligt og gode, ”
Jacob Peter: Bynfer
Fodt 1775 i Kjøbenhavn. Den Præbdifen, hvoraf her en Prøve
findes, er udtagen af hang: Prædikener paa alle Søns og Hellig⸗
Dage i Aaret. og Styktet om Drifterne. af hang: Bidrag til Læren
- om Drifterne, fee det D. Videnſt. Selſtabs Ufjandtinger.
Om den Aotelſe vi ber ftiente enneſtener Domme
Paa tredie Søndag I Advent — 1. Kor, 4, 1—5.
Vi. erfare alle, mine Tilpørere, at. andee Moenneſters Domme
hove wegen Indſlydelſe pan 06, at de ofte; beſtemme ver egen
Dom, at de fnart holde 96. tilbage fra det, vi ellers vilde, gisre,
ſnaet tilſtynde os til det, vi ellers vilde efterlade. Dette ſtal pg <
være fan, thi Gud har ikke villet, at vi ſtalle være ene i Verdens
ban Har giort os afhængige af hverandre, og iffe blot: i Henſeende
til vor udvortes, men. egfan til vor indvortes Tilſtand. Svage”
og indſtræenkede, (om vi ere, behøve vi mangen Gang Veiledelſe
952 3. P. Mynfter,
af dem, ber for klarere end vi; eg maar Sibenffaben flammer i
vort Breyſt, behøve vi visfeligen at here deres roligere Stemme,
fom mere funne bedomme vore Forhold uden Fordom og Cenfis
dighed, fordi de ikke felv ere indyiklede deri, Men derfom endog
disfe Domme i Almindelighed vare rigtigere end de ere, burde vi
dog fun tillade, at de virkede paa 08 ſom en Paamindelfe, ikke
fom en Tvang; thi blindt ſkulle vi ikke følge denn, og felv naar
de anviſe os det Rette, vilde. vi fun have liden Fortienefte af at
giøre det, derſom det blot var Andres Overbeviioning, vi fulgte,
ikke vor egen. Men naar vi endnu dertil daglig fee, at Menne⸗
ſtene forvilde, iftedetfor at lede hverandre, at de kun vælte Tvivl,
iftedetfor at befæfte hverandre i det Sande og Gode; naar vi dags
lig høre de mange ftridende, uvisfe, letſindige, ja forførende og
fordærvelige Domme, hvormed Menneffene bedrage fig ſelv og
hverandre; naar vi høre Roes og Dadel uddeelt ſom efter et Lykke⸗
træf, uden Overleg, uden Alvor og Sandhed; naar 'vi daglig
fee de førgelige Virkninger heraf, åt faa Mange Holdes tilbage,
hvor de fyrigen ſtulde fare fort, eller tilffyndes, hvor de fulde
ſtandſe: da maae vi vel opfordres til af underfafte Andres Domme
en Dom i vort Inderſte, inden vi tillade os at følge dem, Hvile
. en Sandhed er her vel, ſom ikke er bleven beſpottet? Hvillen
Dildfarelfe, fom ikke har fundet Forfvarere? Hvad er vel faa
ſtiont i Lvet, at uværdige Domme ikke have beſudlet det 2 hvad
faa hæstigt og. forvendt, at det ikke er blevet opfisiet3 Hvab ce
faa helligt, at Uforſtandighed og Frakhed ikke have turdet vove fig
dertil? hvad faa vanhelligt, at det ikke har fundet Priis paa urene
Laber? Og vi funne jo ikke fige, at det ikkun et Enkelte, der
dømme ſaaledes, af den almindelige Ecemme dog ſtedſe hæver fig
til. Sandhed og Retfardigheds Forſvar; vi Sunne ikke figt, at
Forblindelſen vel et. Mieblik kan omtaage Mængdens Øine, men
at ben ſnart igien abføredes, og at da vederfares Enhver hans Net
paa Jorden; thi Kampen mellem bet Onde og det Gade er almin⸗
belig, har varet og vil vare, ſaalenge Jorden ſtaaer. Vel er det
faa, at den gode Sag tilſidſt ſeirer; men da ere maaffe Dené
: ÅJ
3. p. myaler⸗ 3868
Øie, fam fired berfor, —e luͤkte for det, "fot ſterr pers
nede, og i" Afgiørelfens Time fandt Han maafken, hwoerken hos⸗
Fremmede eller felv hos Venner, nogen Dom, hostpaa han funde
ſtotte fig. Da Jeſus ſtulde fuldbringe fin Forſonings flore Vært,
da ſagde de Mægtige og Anſfeete med en Blanding af: Foragt'og'
Fad : han oprører Folket; da ſagde Folket, det ſamme Folk, blandt
hoilket han havde draget om og giort veir han'hår hiulßet Andre,
og kan ikke hielpe fig ſelnz ba græd og veeklagede vel hans Bens:
ner, men de billigebe ikke, hvad han giosmes bu vilde: forſvaret
ham med Sværd, men ſaaledes vilde han?ikke Inde sfR fotfare ;
de vilde, ;at han nu med. Kraft: flade. fave bprettet. Riget, men
et ſaadant Rige, ſom de bengang begievede; vilde han ikte⸗ oprettes
de meente ſikkert endnn, hvad: de tilforn havde ſagt ham, at hau
fulde ſtaanet fig fol og.dem; og. iffe Søder dette vederfares · ſig.
Saaledes ſtod han i den forfærdetige Time aen., eg enngenes
Dem retfærdiggiorde ham ikke. .) J
Her kund⸗ vi nå fatte, thi. det ev jo møget' — Betragt
ninger, hvorved vi have dvelet. — Bihree Invørhinet andre
Menneffers Domme den Agtelfe, be fortirne, men: vi have tillige
erindret 06, at der er en Dom i vort Inderffe, ſom er langt vig⸗
tigere, ag. vt have ſtrebt at vælte ben Folelſe, at med en $00
Bevidſthed kunne vi roligen møde alle ugrundede Domnie. Alli⸗
genet. futter, ben Teyt, hverover vi tale, ikke her; og dette er juſt
den: ſtore Fordeel: af af lade GudsOrd veilede os ved vore Betragt
ninger, at det ikke ſtandſer, "Hvor; vi Vilde ſtandſe, as det gaaer
faa fænre dybt, thi det er. visſeligen fag, - fom ;en Apoſtel figer ;-
Guds Ord er ledende åg. kraftigt, og 'flarpere; end noͤget dveegget
Sværd, og trænger igiennem, indeil det adſtiller bande Siel og
. Aand baade Ledemod og Mawe, og dommer over Hiertets Tan⸗
fer og Raad. —
Hvad figer Apoſtelen 06 då videre i i vor Tæt? Efterat han har
erkleertt, at det er ham fare Lidet at dømmes af nogen menneffes- ”
. 23 '
4
—
354. | J. p. Btynfter.
'
lig Deng, Stive han ved: fa, jeg bemenier mig end iffe felv; vel
veed jeg Jet, mod mig felv, bog er jeg dermed ikke retfeerdiggiort.
Hvad mener hen med disſe Ord? Men, at hvad den aarvaagne,
ubeſtukne Samvittighed dommer, endnu .iffe er der fande Dom?
at ogſaa ben fan underkiendes ved den Dom, for hwilken vi hisſet
ffulle fremflilles? Sikkert ikke! thi Samvittigheben er jo ogſaa
Guds Dom, og den — derſom det virkelig er den, der taler —
fan ikke frifinde, naar Gud forbømmer. Men Samvittigheden
Lan, overbsvet trenges tilbage, Menneffet fan ſtille et Bleubverk
imellem den eg fine Tanker, og ſaaledes bedrage fig ſelv, endog
i det hen figer, af hen vil domme over fine Tanker og Anflag-
Betragt, den Selvtilfredfe; Han gaaer maaffee ogſaa ind i fit Sam:
v og lukker ſin Dør, han ſamler fig fra af Adfpredelſe; han
falder, fine Gierninger, han kalder endag fine. Henſigter frem for
den egne Dem; men Demmen er allerede forud fældet, han ved
det forud, at han ikke har feilet, og denne ſtille Time er kun be
ſtemt til en glad Dvælen ved den lange Rakke af hæderlige Ves
drivter, der fremftide fig for ham, til en rolig Nydelſe af den
Fuldkommenhed, han. mener -at have opnaaet. Med Forfæt at
fare fort, ſom Ban begyndte, med Ro i Gielen, med Driſtighed
imod Menneffer åg Bud træder han ud, veed Intet med fig felv
— og er dog jkke vetfærbdiggiørt, O, m. V., enhver anden Laſt
har bog ſtrar nogen Straf med fig, den bringer noget Oprør i
GSielen, efterlader noger, tydeligtte eller lonligere, Nag, og man⸗
gen Bang føler Menneffet fin. Fordervelſe, enfger at være bedre,.
end han er, om han end ikke beflitter fig derpaa. Selvtitfrøbsheb
derimod har ingen ſaadan indvortes Straf; vel formaaer den ikke
at bringe den. høje Fred, fom fun ſindes den Wmyges Sam:
fund med Gud, men den bringer.bog en Ro, hvormed Menneſtet
noies. Den er ſom ea Balſam, der Ban dulme Smerten, men
itke helbrede; Saaret vorer dybere og ulegeligere, ſtiondt det ikke
fornemmes. Thi er denne Selbvetilfredehed vel en ringere Feil,
end nogen anden? Derſom den end ikke faa let forbinder fg med.
be aabenbare Lafter, hvilfe endog Verden pleier at fordomme, da
005 BP. Mynſter. 355
forbinder den fig deſto lettere med Hovmod og Forfængelighed, med ,
Misundelſe, med Gierrighed, med al Slags Ukierlighed, med alt
det, der ikke blot forderver Menneffets Levnet, men hans hele
Tænfemaade, og forgifter Troens, Kierlighedens og alle ſande
gode Gierningers Kilde. Derfor er det vel fornødent, at vi paa⸗
minde 06 felv med Apoſtelens Ord: du veed Intet med dig felv,
dog er du dermed ikke retfærdiggiort; thi mmaffee kunde og burde
bu vide, hvad bu ikke veed. Derfor er det fornødent, af vi minde
os om, af Herren er den, ſom os dømmer, og at vi nytte ethvert
Middel for af vælfe vor Samvittighed. Thi derfom vi lade denne
tale aarvaagen og tydelig, da vil den dømme os med den famme
Dom, fom Herren. Naar vi altſaa prøve 06 ſelv, da fkulle. vi
tage Gud til Vidne, vi ſtulle idelig opløfte vore Siele til ham,
idelig lade hans Ord paaminde og. om hans Billie, idelig foreftilte
os vore Pligter i deres hele Omfang, og fporge 08, hvorvidt vi
opfylde bem, AL! da vil vel Selvprovelſens Time ofte være heed
og tung, men Sielen vil ſtreebe frem deraf med den Bevidſthed,
at ben ikke har bedraget fig (elv, at ben kiender det Rette, at den
har et Forfåt om at følge det, ſom Gud itte vil lade blive til⸗
ſtamme.
Sed.denne Bevidſthed vil Menneſtet rolig vandre frem mellem,
blide og ublide Domme; Menneſtenes Priis vil ikke ophoie ham
for meget, thi han veed,” hvad der ſtaaer tilbage, og den ufor⸗
fhyfbte Dadel, om den end frænfer, vil dog ikke nedtrykke ham.
Han ved, at han ſtaaer for en hoiere Dom; han tænfer paa den
Rid, de Herren ſtal føre for Lyfet det, ſom var ſtiult i Mørket,
sg aabenbare Hierternes Raad, da Enhver ffal vederfares fin
Lov af Gud. Hyad han der vil høre, vil ikke være ham nyt, end
ikke den firaffende Stemme, thi han har ftraffet fig .felv; men
ogſaa ben oprigtige Attraa, hvormed han har ſtrabt efter der
Sande og Gode, ogſaa hans redelige Forſet, ogſaa hans ſtiulte
Striid ſtal komme for Lyfet; og han ffal ikke beffæmmes paa den
» Dag, fom vel er Dommens, men ſom ogſaa er Naadens ftore
. *
356 i J. P. Mynſter.
Dag. Thi Gud ſtaaer de Hoffærdige imod, men de Minyge giver
han Naade. .
e
Om Driften til Virkſomhed og nogle dermed
beflægtede Drifter.
Aanbdelige kaldte vi de Drifter, ſom gaae paa ſaadanne hoiere
Goder, hwilke Mennefket kan have for fig felv alene. Vi vilde bers
med ikke negte, at ogſaa Selſkabedrifterne ere grundede i vor aan⸗
delige Natur; men der var intet begvemmere Navn aft finde, og
naar et individuelt Veſen, en Perfon bliver 06 et Gode, ba er
dette vel et Gode for vor Aand, men det felv Falbe dog ikke egents
ligen aandeligt.
„Gaupßke analogt med den phyfiffe Drift, ſom vi ovenfor ſtitdre⸗
be, blive vi ogſaa i det hoiere Liv en aandelig Drift til Beve⸗
gelfe vaer, eller en Drift til Virkſomhed i. Almindelighed, ſom ikke
gaaer paa nogen Gienſtand, ſom Intet vil frembringe, men Hvori
det aandelige Liv blot vil yttre, føle, nyde fig feln, og hvorved
der ofte fan fornemmes en høi Grad af Tilfredsſtillelſe.
Herpaa beroer Barnets Lyft til Leg, en Yftring af manges
haande Kræfter med fag liden Henſigt, ſom mueligt; thi hvor
Henſigt indtræder, er Bornelegen forſtyrret. Herpaa beroer og⸗
fan Lyſt til Spil, hvilket ligeledes ikke mere er blot Spil, naar
… der er Henſigt til at vinde; Løft til Dande, hvor det ingenlunde er
blot den phyſiſte Drift til Legemébevægelfe, der yttrer fig, men
ogſaa Lyft til at fremftille det SÉlgnne, koſt til at gisde fis
behagelig, Lyft til at nærme fig det andet Kion i ſommelig For⸗
trolighed og i ſommelig Afftand, thi ſaaſnart en nærmere Henſigt
finder Sted derved, ophører Dandſen at være blot Forlyſtelſe, at
være, hvad. den felffabelige Dands ffal være; en graciss Leg.
Men der gives ogſaa en hoiere Leeg, ligeſom aandelige gymnaſtiſte
Ovelſer, hvori de ypperfte Sielskræfter kunne være i Bevægelfe,
og dog uden videre Henſigt, Lord Byron minder 08 ſelv om her
. 3. P. Mynfter. 367
at nævne hans Den Juan, et poetiſf Vark af betydelig Omfang, +
hvori Digteren deg aabenbar ikke har den Henſigt at frembringe
et egentligt Digt, en i fig ſelv afſluttet poeriff Verden; men kun
at lade fine høie poetiffe Kræfter fpille, faa at Værket er, ſom han
felv ſiger:
a bubble, not blown up før praise,
But just to play with, as an infant plays,
Saadan er ogfaa, hvad dette Vark i høi Grad ligner, en aandriig
Converſation, hvori ogſaa ofte de hoieſte aandelige Kræfter ere i
Bevegelſe, Indbildningskraft, Folelſe, Skarpfindighed, Dybſin⸗
dighed, Vittighed, og dog bringes der ved alt dette Intet iſtand,
de dyobeſte Ntringer af Folelſe adſpredes igien ved letſindig Spog,
der ofte nærmer fig Grændferne, af Fræfhed, og Vittigheden
ſtandſes igien i fin vildefte Flugt ved' et Glimt af Alvor, der plud⸗
ſelig vifer Livet i.dets hele dybe Betydning; Bemarkningerne hen⸗
Taſtes, undertiden faa træffende, faa omfattende, at Viisdommen
ikke vilde” undfee ſig ved at erkiende dem for fine, og undertiden
faa overfladelige, at i det Hoieſte Vittigheden fan vedkiende fig
dem, faa eenſidige, at den modſatte Bemærkning ſtrax fan fulde
fafte dem. Diéfe Mangler ffiule fig ikke, men de Talendes For⸗
foar er nær ved Haanden; de have ikke den Henſigt at ville bringe
Sandheden for Lyfet,. ikke den Henſigt at ville undervife, for
mane, ſtraffe, de have aldeles ingen Henſigt, men de ville oplive
og forfrifte Sielen, i det de, uden Anftrængelfe for af opnaae
noget Hiemed, lade dens Kræfter yttre fig i hvilfenfomhelft Rets
ning Hieblikkets Lune giver; de ville ikke lægge ſtorre Betydning
i dereg Ord, men forbdre da og med Rette, at den ikke bliver lagt
deri. Der gives Menneffer af fortrinlige Evner, hvis Livs egent⸗
lige Blomſter er en ſaadan aandelig Converſation; de (eve viſt
ikke uden Nytte ved det mangfoldige Liv, det Incitawent, fom de
bringe i Selffabet; men deres Liv fvarer dog ikke til den høie
Forventning, de vælte; thj Blomſteret falder af uden Frugt, og
man fræver af Memneſtet Mere, end Leg, hvor ftore Anlæg
denne end maatte udviſe, man fræver in og alvorlig Henſigt.
1 ft
Fj
"358 J. P. Mynſter.
Men hvor denne ellers lader fig tilførte, der har hün Leg i Tan⸗
fer og Ord noget faare Tiltræftende, og noget ſaare Gavnligt, thi
denne Leg ſtyrker og danner Sielen, fom mangen anden Leeg
Legemet, for hoiere Hiemed.
Den her ſtildrede Drift, hvorfra den ſaakaldte Drift til For⸗
andring ikke er forftiellig, vifer fig ogfan i det Mod, ſom føger
, Baren blot for Farens Skyld, uden videre Henſigt; det er Sielens
ſterke Kræfter, der ville yttre fig, men i Livets rolige, langſomme
Gang ikke finde tilftrættelig Sysfelfættelfe. Den udarter, ikke
blot fom Forvovenhed og Dumdriſtighed, men ogſaa ſom en Lyſt til
det Forbudne, hvilken i Grunden fun er Driften til at føge Farer
i dens flettere Skikkelſe. Undertiden kan den endog antage en
frygtelig Charakteer, og dens Leeg "blive uhyre; ſaaledes hos der
Gyrfte, der ſtal Hare ſagt: „Jeg feder mig i Hovedſtaden; alle
Eders Lærde ere Pedanter, alle Eders Fruentimmer ere Skisger;
jeg maa begynde en Krig” i
Denne Drift til Virkſomhed er, ſom Livets almindelige Vt⸗
tring, for ſaavidt den oprindeligfte, men den faner fine beſtemte
Retninger, ved de færegne Drifter, fom efterhaanden udvikles i
Menneffet, og ſtrobe mod visſe beſtemte Goder.
En ſaadan beſtemt Retning lader fig tilſyne i Kundſfabsbdrif⸗
ten, i hvilken Selen udvider fig, og erhverver ſtorre Beſiddelſe.
Man har fammenlignet denne Drift med Driften til Næring,
men neppe ganſte træffende, efterdi deels Kundffaben ikke er Sie
lens eneſte Næring, dels Driften til Nering ikke, ſom Kund⸗
ſtabsdriften, gaaer ud paa Udvidelfe, men paa Opholdelſe. Naar
et Menneſtes Drift fun attrager at vide og kiende det Ubetydelige,
kaldes den Myegierrighed; og denne er den Drivefier, ſom fætter
ubetydelige Siele, og ubetydelige Selffaber i Bevegelſe. Ganffe
anderledes er den Virkſomhed, hvilken den hoiere Kundffabsdrift
vekker; den driver Menyeſtet giennem alle Jordens Riger og over
uveiſomme Have, den fører ham op paa Biergets Spidſer og ned
i dets Klofter, den udriver hans eenſomme Timer fra OHrkesloched
og Søvn, og indvier dem til ædel Idræt; den tilſtynder ham mod
- 3. P. Mynſter. | 369
den uſynlige Verden, sg leder ham til en Tilfredeftilelfe, ſom er
af en uendelig hoiere Vardie, end Behageligheden ved nogen jens
diſt Befiddelfe. Vi give betrme Drift eet Mavn, men faa forſkiel⸗
lige, ſom. Kundſtabens Gienſtande ere, fan forfficllig - yttrer
Driften fig ogſaa; gaaer ben endog i fig felv paa Alt, Hund
der kan vides, fan yttrer den fig dog hos be Forffiellige med meget
forffieltig Fortierlighed, de dvale ikke heiſt ved de femme Gien⸗
ſtande, og disſe betragte de iffe fra den ſamme Side, eller pan
den famme Maade. Hos Nogle er Kundffabsbriften mere om⸗
fattende, og tilftynder til Beftræbelfe for altid at vide ere; hos
Andre er ben mere udgtundende, og driver til at trænge dybere
ind i def, ſom vides, Fiende det ſtedſe klarere, og ſaaledes befæfte
fig i dets Beſiddelfe. Den førfte Retning, ſom forherftende, has
man kaldet Videdriften, den ſidſte Sandhedodriften , wen begge
Benavnelſer ſynes at betegne Kundſtabsdriften i Almindelighed,
thi den rette Viden notes ikke med en overfladelig Kundſtab om
mange Ting, men maa ogſaa ſtrebe at trænge ind. i deres Grund,
og den rette Sandhedskierlighed tilfredsſtilles ikke ved en Klarhed
i det Enkelte, men bør og vil ogſaa optage det hele i fin Vetragt⸗
, ning. For Kundſtabsdriften i begge dens Retninger har det For⸗
underlige, det Hemmelighedsfulde noget Tiltræekkende, juſt fordi
det aldrig ganffe tilfredoſtiller Driften, og derfor ſwdſ⸗ vælter og
ſysſelſetter den paa ny.
Men hvormeget endeg Driften ſtunder hen mob det Me og
vil erhverve fig ſtedſe ſtorre Befiddelfe, faa vil den dog ogſaa dvæle
ved bet Erhvervede, og nyde fin Beſiddelſe, og yttrer fig fom on
Befkuelſesdrift, der fones ligefaavel at burde afſondres ſom en egen
rift, fom nogen anden. Vi kunne nemlig iffe henføre denne
Drift til Kundſtabsdriften, thi denne vender vel ogſaa ofte tilbage -
til fin Gienſtand, men fun for at lære Mere deraf og derom,
efterdi det Enkelte ofte ev den nyt, om end det Hele er den bekiendt;
Beſtuelſesdriften derimod begierer Intet at lære, den vil fun nyde.
Det er ikke for at udvide eller berigtige vore geograpbiffe og ſtatiſti⸗
fie Kundfkaber, at vi fade vort Øie hvile pan en. flien Egn; det
KE 3. P. Mynſter.
ev ikke blot for at fuſldkomme ver kritiſte Indfigt, at vi atter ſtill⸗
96' hen for et ſtiont Malerie eller en Billedſtotte; ja felv vore”
Tankeſyſtemer giennemvandre vi påa ny, ikke blot for at finde
Noget, vi kunde forbedre, men for at nyde dem, og glæde os
ved dem. '
Beſlæegtet med Beffuelfeåbriften, men iffe den ſamme, er
Fremſtillelfesdriften. Hvad der Jever i Menneſtet, hvad der ſtaaer
for ham i indre: Billeder eller Tanker, det tilſtonder en mægtig
Drift ham til at ville fremſtille ogſaa udenfor fig. Mangen Gang
Ban vel Meddelelſesdeiſten være virkſom herved; den Lyft, vi føle
veb af meddele Andre, hvad der er 08 ſelv vigtigt og kiert, fan
veekke Fremflillelfesdriften ;. men Enhver, i hvem denne Drift er
udviklet, vil føle, at den virker i ham uden Henfyn til Andei;
han fan fige, ſom Oehlenſchlaͤgers Correggio:
jeg giorde det ei for at glimre,
Jeg giorde det, ſom Bien gier fin Celle,
Som Fuglen bygger i et Zræ (in Rede.
Og gaaer det "ham endog ſom Denne, finder han fig miskiendt,
mener hari fig endog uden Evne til at frembringe Noget, ſom for⸗
tiente Andres Opmarkſomhed, da vil dog Driften i ham ofte være
nimodfaaelig,
" Da vil ban male, tegne, componert,
Kun for fin egen Løft.
Bi blive denne Drifts Vttringer vaer allevegne, i det Mindſte ſom
t det Størfte. Naar nogen i fit Varelſe opftiller fit Huusgeraad,
ikle blot til Beqvemhed for Brugen, men ſymmetriſt, fan er det
Ideen om Orden, Regelmæsfigheb, Skionhed, ſom lever i ham,
hvilken han, felv i det mindre Betydende, vil fremftille, Denne
Drift gaaer nemlig ud paa at danne det givne, raae Materiale
anderledes, end det modtages, og derfor have Mange Faldet. den
en Dannelfesbrift; men naar vi agte paa dens Veſen, da ville vi
uden Zvivl finde, at den ikke driver os til'at danne for at danne,
men at det er ben indre Tilffyndelfe til at fremſtille Tankerne og
” Billederne i vor Øiele fom driver 08 til at bemægtige os det til
budne Stof, og at danne der. Naar Opdrageren danner Barnet,
FÅ
i J. P. Myinſtet. g61
Banen vel Sierligheder vivkfom derved, men i Varnet føget den viſe
Opdrager at fremflille fit Ideal — nemlig ikke et Ideal i Almin⸗
delighed, heller ikke dét Ideal, der fvæver for ham. af hvad han
fetv bør være, mm det Ideal, ſom han danner fig om Barnet efter
bets Individualitet, dets Anlæg og Ctilling. | Saaledes ſoger
egfaa den viſe Lovgiver og Statsmand at denne den ham anbe⸗
troede Stat, Betragte vi Fremſtillelſesdriften i dette Omfang, da
maae vi uden Tvivl ogſaa antage, at Herffefyge — fom er meget
forſtiellig fra Ergierrighed, ſtiondt ofte forbunden dermed, og
fom egentlig beftaner i den Vikie, kun at taale fine egne Ideer
udforte eller fremſtillede — har ſin Oprindelſe fra denne Drift,
naar Selvſygen misbruger og forvender den.
Hvad man falder Efterlignelſesdrift ſynes at være Fremſtillel⸗
ſesdrift uden Originalitet. Neppe tilſtynder Menneſkets Natur
ham at giore det Samme, fom Andre, fordi de giøre det, men
den Tilffondelfe, han føler hertil, fremfommer uden Tvivl derved,
at Andres Handlinger væfte Foreſtillinger hos ham, ſom ere defto
mere levende, fordi de Foreſtillinger, der ligeſom opſtige af Sie:
lens egen Grund hos fam, kun ere faa og fvage; dieſe ſaaledes
laante Foreſtillinger tilſtynder da Fremftiffelfesdriften ham at. ude
trykke, og dette gior han, ved Mangelen af Opfindſomhed, paa
ſamme Maade, fom de Andre, Hertil fan henregnes den phyſiſte
Tilbsielighed til at eftergiore visſe legemlige Beveegelſer, ſom man
feer paa Andre, f. Er. Gaben, Krampetrækninger; man vil ikke
egentligen efterligne, men bet, fom er for Øinene, vælter Fores
" flillingen, og denne Har ert ſaadan Indflydelſe paa Nerveſyſtemet,
at den (et gager over i Handling. Tiſſot fortæller om et Mens
neffe, fom fra fin tidlige Ungdom harde en uimodſtaaelig Drift
eller Trang til af eftergisre alle Bevægelfer og Gebærder,'fom han
fane paa andre; Holdt man hans Hænder for at hindre det, da
klagede han over Smerter i Hlertet og. i Hiernen. Fremkommer
Foreſtillinger paa anden Maade, end. ved det umiddelbare Syn,
ba føles den ſamme Tilbøtelighed til Bevægelfen, f. Cr. ved at
tale om Baben, ved at beffrive Krampetrakninger. i Svage Mens
2
362 J. P. Mynſter.
neffer, ſom kun have lidet ECiendommeligt, antage let Anbres
Accent og Lader. Exemplets Magt beroer ogſaa herpaa, thi det
jevnlige Syn af gode eller flette Handlinger frembringer Foreſtil⸗
lingen om det Gode eller det Onde, og den ideligen gienkommende
Foreſtilling virker til Handling. Heraf lader det fig ligeledes fors
klare, at Synet af Mord eller Henrettelſe fan tilſtynde til at bes
gane Mord,
Laurits Engelstoft. |
Født 1775 i Gislam i Viborg Stift. Af hand; Wiens Belei⸗
Ting Ovf. v., ſom findes i Hiſtoriſt Calender, tredie Bind, udtage
vi til Prøve nogle Styffer.
— Scener af Wiens Beleiring og Befrielfe 1683.
Krigen kunde anſees ſom begyndt, Den 2. Jan. 1683 plantedes
Heſte halerne udenfor Storherrens og Vizirens Palladfer, og under
begges umiddelbare Tilſyn paadreves Ruſtningerne med ſtorſte
JIver; Magazinerne forſpnedes, en umaadelig Artilleriepark inde
rettedes og Alt forberededes til et eftertrykkeligt Feldttog. Trop⸗
perne begyndte nu ogſaa at defilere henad Belgrad, hvor de ſtulde
ſamle fig. Veien fra Adrianopel derhen var beftandig opfyldt med
Soldater og Transporter. Virkſomhed herffede paa enhver Punkt,
Penge manglede ikke og Alt ſyntes at bebude de meeſt gfimrende
Foretagender.
J Begyndelſen af April brøb Hovedarmeen op fra Adrianopel
med Sultanen og Storviziren i Spidſen; et imponerende Skue⸗
ſpil ſaavel formedelſt Mængden ſom Forffielligheden af de Tropper,
der vare i Bevægelfe Rat og Dag. Ved Belgrad giordes Holdt, og
” hev var det, at Muhamed IV,, efter'at have holdt Revue over
g, Engelatoft. 363
den famlede Armee, i Begyndelſen af May — iuſt til famme
Tid, da Leopold holde Mynſtringen ved Kitſee — hoitideligen overs
leverede Storviziren Sara Muſtapha Muhameds hellige Fane og
derved tillige den sverfte Commando over ben Hær, der ſtulde
lægge den feiferlige Ørn for den osmanſte Sultans Fødder, Bis ,
giren havde endnu den re, i fit Telt: at modtage et.to Timers
Beføg af fin Souverain, forinden denne forlod Armeen for at ile
tilbage til fit elſtede Stambul.
Kara Muſtapha havde Egenffaber ikke uværdige den Tillid,
der betroede ham faa vigtig:en Poft i Stat og Armee, men derhos
faa rigelig blandede med nationale og perſonlige Feil, åt disſe fors
dærvede alt det Gode hos ham. Født af ringe Stand, blev han
- i fin Ungdom antagen fom Page hos den gamle Storvizir Muha⸗
mied Kioprili, og vandt ſaaledes hans Yndeft, at han tilſidſt blev
hans Staldmeſter og Svigerføn; i lige Gunſt forblev han hos
dennes Søn og Eftermand j Storvizirs⸗Poſten, Achmet Kioprili,
og ſteeg under ſaadanne Forhold faa meget deslettere fra een Vardig⸗
hed til en anden, fom han ſelv anbefalede fig ved Duelighed og
Tieneſteiver. Han blev førft Paſcha af Siliſtrien, ſiden af Das
maſk, derefter Storadmiral , tilfdft Kaimakan hos Otorviziren,
hvilken Bærdighed er den næftøverfte i Riget; ja han nød endog,
da hans forſte Gemalinde imidlertid var død, den Wre at udfees
til i Tiden at vorde Sultanens egen Svigerføn. Af en egennyt⸗
tig Characteer, havde han i alle disfe Pofter ſamlet uhyre Skatte,
og man anſaae ham for den rigeſte Paſcha i hele Orienten, Efter
Achmet Kioprilis Død, fom indtraf 1676, blev han, ved Enke⸗
ſultanindens Underſtotning, ophøiet til den ledige Storvizirs Værs
dighed, og det almindeligt Bifald; thi ei blot var han opdra⸗
gen i fine ſtore Forgiengeres Skole, men felv havde han desuden
overalt, hvor han var bleven brugt, lagt en. ualmindelig Virke
ſomhed for Dagen, og ved flere Leiligheder giort Riget væfentlige
Tienefter. J Krigen mod Polakkerne 1672 havde han under
Sultanens egne Øine udmærfet fig ſom Kriger og havt megen
Dect i den for Porten ærefulde Fred, ſom kort eſter fiuttedes med
na
N
364 18 Cnugelstoft.
dette Rige, ben ſioſte, ved hvitken det osmanffe Kiges Grændfer
udvidedes i Europa. Som Biir havde han firar, 1676, for⸗
herliget fin Souverains Regiering ved en up Tractat, hvis Vilkaar
den hoie Port ſoreſtrev. I Krigen mod Rusſerne 1679 Havde
han viift mere Energie end det hele avrige SMinifterium, og de
ungarſte Uroligheder havde han ypperligen forſtaaet at benytte til
Fordeel for fit Lands Politik. Han foreenede med ndmærfede
Dueligheder og megen Erfarenhed en mil, kraftfuld, driftig og
foretagende Aand. Men hans Talenter fordunkledes ved langt
ſtorre Feil. Blottet for: alle høiere Kundffaber, uden engang at
befødde nogen. Kyndighed i Krigskunſten, i egentlig Forſtand uvis
bende, havde han en utroelig Indbilbning om fin egen Indfigt og
Biisdom, Bviffen Selvtillid giorde ham egenraadig, uforfigtig,
døv mod Klogſkabens Advarſler og andres Raad. J høiefte Grad
ærgierrig, derhos alt for meget beherſtet af fin Indbildningskraft,
uidtaftede han chimairiſke Planer og indlod ſig i vidtudſeende Foreta⸗
gender, ſtolende paa fin Magt, fit Genie, fin Lokke og de Fienders
Svaghed, fom hans Hbymod foragtede, Han var derhos liftig,
forſtilt, gruſom, pengegierrig, i det Hele uden al Moralitet. —
Dette til foreløbigt Defiendtffab med den Mand, fom nu i Spids
fen af den hele tyrtiffe Hærmagt agtede eengang for alle at omftyete
den oſterrigſte Colos.
Calenberg er en Reekke —— fom begynde fra Donauen
og i en Stræfning af omtrent 4000 Sfridt indſlutte Wien fra
den vefttige Side, ovenpaa for det meſte ffovbevoret, længere nede
og ved goden befrandfet med Viingaarde og Haver. En Mængde
Fordybninger adffille de, enkelte Bakker, hvis meeft fremragende
Punkt er Leopoldeberg med fit Capel og det et Par hundrede SÉridt
derfra liggende (da afbrændte) Kloſter. Nedgangen falder temme⸗
lig brat, ifær hen mod Donauen; det hele Jordbemon er ujevnt,
afbrudt, af Dale, Onevringer, Klofter og Vandlob giennem⸗
ſtaaret. Havde Storvigiren endog" blot i be ſidſte Dage ført ſig
dette Terrains Fordele til Nytte, fom han burde, maatte Wiens
e. Eagelscoft. 366
Deccielſe være bleven en. Umuelighed. Han havde blot "havt behom
med en Deel af fin ſtore Hermagt at befætte, om iftg Wiener⸗
walds, fan dog fun Calenbergs vigtigſte Hoider og Tilgange, og
den chriſtelige Armee havde været. ſtandſet, maaſkee ſotlaren. Men
Tek ſtee hans Blindhed og Selvtillid; man mærkede paa. hele Veien
ikke mere til ham, end om han havde været, hundrede Mile borte
eller iſtedet for 169,000: Sad tun, babe, hane et fyogt: Døren
ffontcorpé. ””
Antoamen til. Foden af Ealnbem⸗ fatte. løn. arihelig⸗
fig nu i den Orden, hvovi den ſtulde rykke frem: med. Sienden: paa
hiin Side. Iforveien havde Hertugen af Lothringen: taget. aflede
Forholdsregler, ſom Omſtændighederne tillode, før af lettenog file
Hoidernes Beſtigning; ogſqa hapde hen eſeln tilligemed Keugen af
Polen recognoſceret det hele Terrain, men ikke ſtodt paa sneget
Fiendtligt. Ved Tusmorket gaves Signal til Ophrud, za ſuutt⸗
tede Colonner gif nu Marſchen opad; de Keiſerlige trak tål Venſtre
Paolakkerne til Hoire, Rigstropperne fulgte lidt bag efter før ag
tage Plads mellem begge. Inden Midnat vare allerede de vigtige
Hoider, hooriblaundt Leopoldsberg, beſatte, og efterhaanden indto⸗
ges den. hele Bieigſpidſe, alt uden af ;møde nogen egentlig Hin⸗
dring, . Det tyfte, af; intet Maaneſtin aplyfte, Marke ſtiulte alle
de Chriſtnes Bevægelfer for Fiendens Oine. Hele Natten var en
Focberedelſe til den følgende Dags ſtoxe Værk, og mon ventede
Bun paa Morgenens Komme for at begynde dette. Men hvilken
Scene. aabnede fig nu ved Dagens Anbrud for de Ehriſtnes Wiikt
hvor ſtolt og rædfomt et Syn. tillige! Under dered Fødder: en vidte
loftig. Sætte og. Donauens forfliellige Øer, bedakkede med em
noverſeelig Mængde af Telte, Standarter, Heſte, Cameler, Hene.
Voegne, med en tallss Skare af. Menneſter, en broget Vrimmel
i nophorlig Bevægelfe, omfoærmet af⸗Jatarpulket, fom i ſebvan⸗
lig Uorden tumlede fig ved Biergets Fod og Donauens Wredde; lidt
fiernere i Baggrunden en for Stad, indhyllet i Røg og Damp,
beffudt, berendt, liggende faa at fige.i Dobsbamp, mftrængende
366 L. Engelstoft.
ſine ſidſte Kræfter, maaffee Jag ne ſegnende under Skiebnens
afgiorende Slag.
Den criſtelige Hærs ** var for Vhiren en heel ufors
modet Vegivenhed, og ſaa meget more ubeleilig, da han juft au
troede at have opnaaet fit Maal. Han vidſte vel, at de Chriſtne
tænkte paa at undſatte Wien, og at be. ſamlede Troppers men af
be ſtulde kunne blive ham farlige eller endog vove af angribe ham,
anſaae han i fit blinde Overmod for noget ganffe nmucfigt. I
alt Fald maatte han jo være Mefter af Wien, længe før de vare
iſtand til at begynde noget. Han brød fig derfor kun lidet om deres
Zoretagender, og alle deres Bevægetfer vedbleve ſaaledes at være
en Hemmelighed for ham, uagtet de fåete faa at ſige under hans
Øine; ja han var faa flet underrettet, at Undfætningsarmeen alles
pede havde fat fig i Marf fra Tuln, inden han endnu. vibfte, at
den var ſamlet, eller at Kongen af Polen var i Spidfen. Med
et gif et Ly6 op for ham; han følte nu, hvor mislig hans Stil⸗
Eng var, og begyndte af blive bange. Tanken om, mueligen af
fedvriftes det Bytte, han fan at fige allerede havde mellem Hæns
derne, Tanken om den Skam og bet Anſpvar, fom da vilbe falde
tilbage paa ham, alt dette giorde ham i hoieſte Grad forvirret og
raadviſd, og det faa meget mere, ſom ban flod paa en fpændt Fod
med endeel af de høiefte "Offjcerer. Fortællingerne om hans For⸗
holdéregler og Adfærd ved denne Leiligheb afvige idet Enkelte, men
ſtemme overens i Hovedfagen. Hans førfte Sktidt, faafnart han
erfarede de Chriſtnes Fremrykken, var at ſammenkalde et Krigs⸗
raad, for af overlegge, hvad der var af giore: om man ſtulde
trekke fig tilbage, eller ikke, og;i ſidſte Tilfælde, om man flulde
vende fin hele Magt imod den chriſtelige Armee, eller. paa engang
gaae denne imede og fortfætte Angrebet paa Byen, for at den ikke
fulde fane Luft. Den kloge og erfarne Idrahim, Paſcha af
- Buda, opfordredes til førft at yttre fin Mening. Han raadede,
for alting ikke at dele Armen, men hæve Beleiringen for et
Mieblik, rykke Fienden imode, fpærre alle Tilgange meb Forhug⸗
L. Engelstoft. "— 867
ninger og flærkt beſatte Skandſer, lade Flenden abmatte fig paa
bisfe, og naar han ſaaledes efter frugtesloſe Forſog maatte trekke
fig tifbage, ba med Cavalleriet af tage ham bande i Flanken og
i Ryggen og aldeles tifintetgiere bam. Næfter alle Paſchaer
siltrandte denne Betænkning. Men Storviziren vilde intet høre
om en Opharvelſe af Veleiringen; „det var, efter hans Mening,
at flippe, hvad man allerede havde fan godt ſom i Hender; det var
at udfætte fig for et Angreb bagfra og fre alle de maiſommelige
Beleiringsarbeider i et Mieblik forſtyrrebe; det var en flet Opmun⸗
tring for Soldaterne, en evig Skicendſel for de osmanffe Vaaben;
hvad vilde Sultanen fige, der faa længe mød Utaalmodighed
havde venter Cfterretningen om Wiens Erobring og allerede giort
Anſtalter til at felre denne ſtolte Triumph? og hvis Hoveber vilde
komme til at bøde, om han ſtuffedes? afbrød. man Beleiringen,
for ſiden at begynde den igien, vilbe ben bedſte Aarſenstid være
fpildt, og Følgen lettelig kunne blive, at man anden Gang maatte
lade fig fordrive af Vinteren, uden at have udrettet Noget; bebre,
at lade Beleiringen gane frem -og tage Bien for de Chriſtnes
Sine; deres Hær var man i alt Fald nokſom overlegen.” In⸗
gen Foreſtillinger herimod hialp. Viziren afgiorde fort og bes
ſtemt Sporgemaalet ved et Magtſprog. Fienden ſtulde drives til⸗
bage, naar han kom, og Beleiringen albeles ikke afbrydes.
Imidlertid, for at flyre fin Harme og forelsbigen ſtille ſin
Blodtorſt, gan han Befaling til Tataverne, uden Forffiel at ned⸗
ſable alle de chriſtne Fanger, fom vare i den. tyrkiſte Leir, hvis
Antal beløb fig til henved 30,000; en Ordre, værdig hans grus
ſomme Charakteer. Ogfaa. den polffe Geſandt, Troffi, fom. han.
førte med fig, lod han lægge i Lanker; han vilde giøre ham ans
ſvarlig for fin Songet Adfærd. Derpaa inddelte han fin Hær
i tre Hovedcorpſer. Det venfire Flai betroede han tis Idrahim,
Paſcha af Buda, det hoire til Kara Mehemed, Paſcha af Diar⸗
bekir; felv forbeholdt han fig Commandoen over Centrummet, i:
hvilket han teg Stilling med en udſogt Trop af Janitſcharer og:
Spahis omkring fig og et med bet fværefte Skyts fpælfet Batterie
W
868 L. Engelstoft | i
" foran. Det ovtige Infalterie lod han dlive får Byen, med Ve⸗
faling, at holde be Beleirede i uefladelig Urde, medens man
havde at beftile med. Fienden udenfor. Imidlertid lod Fan en
Meengde Tecer fælde i Skoven, ſperrede ved Forhugninger over⸗
alt, hvor han kunde, befarte Hobder og Defileer, og opkaßede paa
ferſtiellige Steder frygtelige Batterier; iſer bleve ogſaa Pasſerne
ved Rußdorf, Waͤhring og Dornbach omhyggeligen ſikkrede. Bag
digfe Forhugninger og Batterier opſtillede han paa Straanisigerne
og nedenfor pan Sletien fit. Infanterie pg. Cavaflerie i tre Linier,
ber ſtrakte fig fra Donauen langs Fodtu, af Calenberg, ſaaledes as
Centrummet Yar omkring ved Nußdorf. Sein. vifte-han fig overs
alt, og fpatsde ingen Opmuntring for. at opflamme fine Krigeres
Mod i denne endelige Kamp for MÉre og Bytte, for Sulsanen
og Muhammeds. hellige Religion. j
Saaledes beredede man fig da paa. begge Sider til Angrel
og Forſvar. Den. ſtore Dag var kommen, ſom ſtulde afgiore
Wiens Skicebhne, Hſterrigs og Tydſflands Fremtid. Det var den
ate September, juſt en Sondag. Saaſnart det gryede ad Dag,
hørte Kongen af.Pelen.meb fin Generalſtab i Leopoldécapellet en
Mesfe forrette af Pater Marco. d'Aviano, eg indviede ved den
" hellige Nadvere ſig og Sine til Kamp for Chriftendommens Sag.
Derpaa flog han ſin Son til Ridder, fvang fig paa Heſten, reed
foem for Fronten og talede faa og fyndige Ord til de Krigere, han
faa tit havde ledet til Seier. „Eders Konge,” ſaa fluttede han,
„er i Eders Spidſe; Hvor I ſee mig, der følger' J. efter; og nu:
fremad.” Filur blandede fig Harens Fubelffrig med Trompetet⸗
nes Skrald, og. fom paa dette Signal — omtrent Klokken ſer
— begyndte allerede fra Danau⸗Siden Gever⸗ og Kanoniiden af -
lade fig høre, Det var Hertugen af Crot, ſom i Morgenſtunden
lyftelig venføde Dalveien, der fører med fra Leopoldsbierget; men
blev felv ved denne Leilighed ſaaret og miftede en Broder. Imide
ertid ſteeg ben chriſtelige Hær i tætfiuttede Colonner ned ad Babs
kerne og udbrøbte mere og mere fin Front. Til ſamme Tid vare
Ayekerne i hur Bevægelfe nebenfrn,' medens Dal og Field. giens
⸗
” L. Engelstoft. 369
lød af'et brølende Allah⸗Skrig. Slaget aabnedes pan det venſtre
Floi. KL. 8 angreb Caprara, efter at have kaſtet Fienden tilbage
fra de højere Punkter, det ſtoerkt befatte Nußdorf, underſtottet
af Batterier; fom Leslie i Sfynding havde opkaſtet. Kampen var
lang og blodig. Tyrkerne forfvarede fig med yderſte Haardnakken⸗
hed. Haver, Huſe, Kieldere, Mure og Vandledninger maatte
tages hver for fig, og førft KL. 12 iykkedes Det at blive Meſter
af Stedet. Umiddelbar derpaa forceredes ogſaa Stillingen, ved
Heiligenſtadt, hvorved det hele venftre Floi fik et friere Virkerum.
Imidlertid havde ogſaa Centrummet og det hoire Floi med: megen
Moie arbeidet fig frem. Ved Middagstid trængte Polakkerne fra
Dornbacher⸗Dalen af ned i Sletten mod Waͤhring, og giorde ftrag
et levende Angreb paa Tyrkernes venſtre Floi. Til famme Fid:
ſtyrtede den hele ovrige chriſtelige Armee ind paa Fienden, og nu
var Træfningen almindelig. Man floges paa den hele Linie med
en raſende Tapperhed; dog var Kampen ingenfteds fan haard ſom
paa de Chriftnes høive Floi, hvor Polakkerne ſtode, ba Storvizi⸗
cen mu iſer vendte fin Magt mod dem. De Beleirede vare med
beklemte Hierter Vidner til den ſtore Scene, og anraabte i bræns
bende Bønner Hærffarernes Bud om Velſignelſe for de Chriſtnes
Vaaben i denne afgisrende Stund.
De fremtrængende Polakker fandt neden for Bakken for fig
et ſtort, vel befar Batterie, Flere Gange beſtormedes det fors
gieves, og bet poiſte Blod fleb i Stromme. Endelig overvældede
man bet ved Hielp af et Par keiſerlige Regimenter, ſom kom
det i Flanken. Fienderne flyede; men imedens de polffe Huſarer
alt for meget averiode fig til deres Hidſighed, bleve de paa alle
Siber omvingebde, og Tyrferne anrettede et ſtort Blodbad imel⸗
lem bem. Følgerne havde kunnet blive betænkelige, derſom
Kongen ikke felv var flet til Hielp med” tydfø Infanterie, Han
et allene flog Fienderne tilbage, men frafog dem endog et andet
nedenfor liggende Batterie, der næften var ligeſaa ſtort ſom det
fare, og kaſtede dem nu to Timer i Trak fra Hot til poi,
24
t
370 £. Engelstoft.
fra Skandſe til Skandſe, fan at de tilſidſt gerandede I en fulb⸗
kommen Uorden, og Polakkerne ved Kl. 6 vare trængte frem
indtil tæt under deres Letr. — Paa det venſtre Floi havde
ogſaa Hertugen af Lothringen, efterat Nußdorf og Heiligenſtadt
vare indtagne, en haard Dyft at udholde, ifær ved den nm
ſaakaldte Tyrkeſtandſe, hvor abffillige Paſchaer med udføgte Folk
giorde en fortvivlet Modſtand. Dog henimod Klokken 6 var
Fienden dreven ud af fine Forffandeninger, og en halv Time
efter nærmede man fig i Stormffridt den tyrkiſte Leir ved Roés
fan, Centrummet fulgte efter Omflændighederne Floienes Bes
vægelfer, og giorde tilſidſt ifær vigtig Tienefte ved af underſtotte
de. af og til temmelig haardt trængte Polakker, mod hvilke Stor:
viziren iſer anftrængte fig,
J Dagbræfningen var det forſte Blod finde; Formiddagen
havde koſtet Tyorkerne nogle af deres meeſt fafte Stillinger; om
Eſtermiddagen Klokken 5 og 6 befandt den chriſtelige Her fig
lige ved Leiren. Nu paafulgte en fort Standsning. Der var
Sporgemaal, om man fulde holde fig til den oprindelige Pan,
fom var, den førfte Dag blot at trænge Fenderne tilbage til
deres Leir, og den anden at beſtorme denne i Foreening med
Befætningen fra Wien. Da udraabte den 70aarige Feldtmar⸗
ffal Gold: ,,Begyndelfen er Herlig, Hvorfor blive ſtaaende ? jeg
er en gammel Mand, med mange Vunder, gierne vifte jeg ends
mu i denne Nat finde Pleie i Qien.” J Grunden udtalede
han ogſaa fun et almindelige Onſte; thi hele Armeen brændte
efter, nu ſtrax at bringe det flore Værk til Ende. Ei heller
var dette, uggtet de foregaaende Anftrængelfer, ni mere en
vanſtelig Sag, ſaaſom Fienden allerede var i. yderfte Forvirring.
Nu ſtyrtede da Chriffenhæren med ny Voldſomhed ind paa Tess
kerne, og disſe, trængte paa alle Kanter og betagne af en pas
niſt Skrak, holdt ingenſteds mere Stand. Forgieves ſoger
Kara Muftapbé igien at bringe Orden tilveie; forgieves paa,
kalder Han Ere åg Pligt; Ingen horer, Ingen agter paa den,
hvis Vink faa mange Tuſende nys ubetinget adlode. Under
2, Engelstoftt. 374
didſe Omftændigheder iler han til ſit Tex, men finder det aftes
rede forladt, og faner neppe Tid fil at redde Muhameds hellige
gane, for med den i Haand at blande fig i de Fingtendes
Skare, han, ſom faa Dage iforveien dromte kun om Trium⸗
påer og Occidenten for fine Fodder. Imidlertid havde de Trop⸗
per, fom han havde ladet blive tilbage for Wien med Befaling
at fortfætte Beleiringen, troligen efterkommet hans Billie, dg
den flørfte Deel af Dagen uophørlig beſtudt og beftormet Byen,
iſer ved Schottenthor, men uden. mindfte Held, da Garniſonen
og Borgerne, modige ved Øgnet af den chriſtelige Særmagt,
kraftigen affloge ethvert Forføg, og ſnart fi nu Tingene et
andet Udſeende. Thi faafnart disſe Tropper mærkede, hvab
Vending Slaget tog, begyndte de af fig felv at forføre fig bort;
og da til famme Tid Stahremberg giorde ét raff Udfaid, i hvil⸗
ket Soldater og Borgere kappedes om at tage Deel, gave be
fig, ligefom alle de ovrige, over Hals og Hoved paa Flugten,
fan aldeles uden Undtagelfe, at, da Kongen af Polen ſiden ;
Morkningen ſtikkede nogle Compagnier hen forat underſoge og renſe
Løbegrabene, fandt man der ikke en eeneſte Siel, men fon en
Mængde i Flugtens Skynding efterladte Vaaben og Redſkaber.
Det var omtrent en Time før Galens Nedgang, at den chriſte⸗
lige Hær brød ind iTyrkernes Leir; inden Mørket falbt paa,
var ingen Fiende meer tilbage paa denne Side af Staben. Alle;
toge de Veien over Wienerberg. ab Ungarn til, og ſaa hoved⸗
kuls var deres Flugt, at de vedbleve at lobe i eet væl, uden:
Hvile, uden Mad og Drikke, hele. 13 Mile, indtil de nagede
Raab, hvor deres avrige Har flod og hvor de forſte Flygtninge?" .
allerede ankem inden næfte Dags Aften. Allene de Ehriſtnes Ud⸗
mattelfe. og Nattens Morke kunde de talte for, at de undgif
en tatal Øbelæggelfe paa Retiraden ſelv. Hiſtorien bar fag
Exempfr pan en Flugt Mage til denne. — Da Fienden nu
"var aldeles borte, opkom ert almindelig Fryd over benshele chriſte⸗
lige Armee; ifær yttrede fig ogfaa en ubegrændfet Enthufiasme
24”
*
372 | 2. Engelstoft.
for Kongen af Pelen. Churfpeften af Bayern, Fyrfien af.
Waidek og flere Rigsfyrſter faldt ham om Halſen; Generaler
og. andre ſtrede om at være de forſte til at fysfe ham paa Hæns
der og Fødder; Pater Aviano ophørte ikke at kysſe ham, og
forfikfrede, at han: havde feet en hvid Due flyve over Slagor⸗
denen; famtlige polffe Regimenter ffrege med een Mund: leve
ver tappre Kongel og viſt er det, at, ihvorvel alle Havde giort
deres Pligt, vat det dog Polakkerne, ſom havde den ſtorſte Ans
deel i Seieren. Over 48,000 Mand havde felve Beleiringen
koſtet Totkerne; 20,008 laae paa Valpladſen. Derimod belsb
den allierede Armees Tab ikke mere end noget over 1000 Døde
& 3000 Saarede, fan at maaffee neppe nogen Seier Bar paa
eengang vævet mere afgiorende og mindre blodig. SIJmidlertid
vare ſaavel paa de Tydſtes fom ifær paa Polakkernes Side mange
vakkre Helte faldne, hvis Ravn Hiftorien har reiſt et taknem⸗
meligt Mraminde. Hine Havde at begræde blandt andre en
Prinds Mori& åf.Croy og en Grev Trautmannsdorff, disſe Stor⸗
flatmefter Modrzejewsky, der giorde fig faa beromt ved Choczim,
ten ange Petocky Staroſt af Halicz, Rentemeſteren Zbasky,
Caſtellanerne ꝛUrbansky og Pſtrokonsky o. a., hvis Hoveder man
tildele: fer fane ved Storvizivens Telt.
Saaledes endtes den evig: mærkværdige 12te Septhr. 1683,
ewi Frelfens: Dag. for bet flandbaftige Bien, en afgiorende Epoche
for det hele Tydſtland, maaffer for Europa, en. følgerig Vende⸗
punge i Oomanernes hidtil. fad godt. fom albrig afbrudte Vaa⸗
benheid.· Ehriſtne Helte bedælfede fig. nied AMSre, men Sobiesky
ferdunklebe dem. alle; det var den mesft' glimrende Daab i Rekken
af hans ſeierkwnede Bedrifter. Varbdig fin Fader, Havde ogſaa
den unge Prinds Jacob i denne haarde Kamp bevliſt et: Kris
germod, der ſochvervede ham alles Veundring og Prüs.! Sara
Muſtapha paadrog den. famme Dags Begivenhed en mubflertelig
Skianbſel, og koſtede ham inden sn føle Tid hans Hoveb.
Adam Gottlob Ohlenſchleger.
Fodt den 14. November 1779: i Frederiksberg/ved Kjebenhavn.
g — — — hun]
Aly Hamamys Kitde.
(Af: Aly og Gulhyndy, et Eventyr)
J Bagdad levede en riig Kisbmand ved Navn Ibrahim. Hans
enefte Son Aly, et ungt Menneſte af ſieldne Egenffaber, vue
fin Faders Stolthed og Glæde, ffændt han fun lidet flægtede Fa⸗
deren paa. " Denne fatte fin Lykſalighed i at nyde Livet, og i
den Driftighed, der hører til at flaffe fig Noglen til alle jordiffe
Fornøielfer: Rigdom. Sønnens Hu var derimod henvendt paa
Granffninger og Læsning. Han forlod fielden ſit Kammer; forſt
i Aftenkiolingen pleiede han at gaae ud af Byen, langs med Ti⸗
geren, til Iman Tzaſers, en muhamedanſt Helgens Grav, der
ſtod i et rundt Tempel, omplantet af Dadler, en Fierdingvei fra
Staden. Her fatte han fig gierne i Skyggen, og havde fin For⸗
noielſe af at betragte de Menneffer, ſom gik ham forbi, for at
holde deres Bøn i Templet. Naar det morknedes, reiſte han-fig
førft, og gif da hiem, Skridt for Skridt, med Øinene heftede
pan Tigerens maanelyſe Bolger, eller paa det friſte Grønne ved
Strandbredden.
Hvor er det muligt, min Søn, fagde Faderen engang efter en "
lang og lykkelig Reife, da han havde afpakket fine Kameler, at du
i faa ung en Alder faa reent fan ſlaae dig fra Verden? Jeg prifes
bin Flid; men glem dog ikke, at Naturen ſelv næft vor hellige
Alkoran er den vifefte Bog, med ſtionne Lerdomme paa hvert
Blad. Hvad er Indſigt uden Erfarenhed? Har ikke Cen af vore
Verdsligviſe felv ſagt, at Reiſen er en Ild, hvorom. det raae Kiod
maa dreies, for at vorde ſpiſeligt og velſmagende?
Kiere Fader, foarede Aly, overlad mig endnu et Par Aar til
mig (elv; naar jeg da træder ub i Verden, vil jeg handle med
4
J
—8
374 A. G. Ohlenſchlager.
mere Kraft, J har Ret i, at Naturen er den viſeſte Bog; men
ben er ofte frevet med fan utydelig Stiil, at der hører ſterke
Dine til at fee og leeſe. Hvad vi ikke felv kunne, maae vi lade
Andre⸗gisre for 08; og ſaaledes reifer jeg maaſtee ligeſaa meget
paa mit Kammer, fom J paa Edets Kameel giennem Orkenen.
Alle kunne ikke reiſe; og hvis jeg, hvad en god Muſelmand er
… Religionen ſtyldig, kun ogſaa eengang i mit Liv kommer til Mek⸗
ka, ſaa var det mig maaſtee alt Reiſe nok.
Skiondt nu Ihrahim ikke var tilfreds med at høre fire Vnd⸗
lingsmeninger modſagte, funde han dog ikke andet end billige den
fieldne Flid og Stadighed hos fin Søn; heller ikke var det hans
Faderforfœngelighed ukiert, at høre Aly udraabt af Ale, ſom
kiendte ham, for et Monſter paa et ungt Menneſte.
Paa den anden Side var Faberens Yetringer ikke uden Virk⸗
ning paa Sonnen. Han begyndte at føle Forffiellen imellem blot
Foreſtilling og virkelig Nydelfe, og naar han leſte om noget Stort,
Skiont eller Forunderligt, var han ikke længer fan ganſte heurykt
under Læsningen; han begyndte at ønffe fig felv at opleve Sligt.
J én ſaadan Stemning ſteeg han da ofte op paa Altanen af ſin
gaders Huué, hvorfra han havde en fri Udfigt over Tigeren og
den fandige Dal, til Biergene i Horigenten: hvor Han i klart
Veir kunde ffieifne Ruinerne af det gamle Babylon ved Bredden
af Euphtat. Han kunde ſtaae ſaaledes hele Timer, og drømme
fig i de beſynderligſte, eventyrligſte Forhold.
Naar han nu gif fin ſadvanlige Aftengang, til Tafſers Tem⸗·
pel under Daddeltraerne, forekom det ham eensformigt og ſmaa⸗
ligt. Han troede at læfe Foragt for fig i Bükket af Figerens hur⸗
tighenſtyllende Vover, der havde giort fan uhyre Reiſer fra Hoi⸗
landet i Aſien, giennem aldrig ſeete Huler og Fielde. Naar han
fad i Skumringen, kom det ham for, ſom om de ffoulpende Bøls
ger, der ſtyrtede mod Kiſelſtenene, fortalte ham Eventyr om
Optrin, de paa fierne Steder havde været Vidne til.
Nu befluttede han engang igien at vandre ud til Ruinerne af
Babylon, hvor han fun eengang havde været i fin Barndom. Hans.
I A,. G. Ohlenſchlager. | 375
Gader, ſom forneiede fig over den nykomne Lyft, og troede å den
at fee Begyndelſen til en forandret Levemaade, gav ham gierne
Tillabelfe, at anvende nogle Dage paa denne Vandring.
Du vil i det Smaae finde et Billed af det Store, min Son!
fagde han, paa denne forte Reife; thi faa fort den es mangler
den ikke Afoexling. Omegnen er ligeſaa bebygget, ſom den brede
Dal fiden er fandet; ja den ligner en Ork, indtil atter Biergenes
grønne Teppe moder dig, og byder dig ind i de behageligſte Skov⸗
egne. Jeg vilde holde det ufornødent, at give dig en Formaning
med paa Veien, derfom jeg ikke vidfle, at unge Menneffer, ſom
du, ofte med flor Omhyggelighed beffiæftige Indbidningen med
ældgamle og langtfraværende Zing, uden at vide, hvad der fore⸗
gaaer ved Siden af dem. Vogt dig altfaa for af vandre over Des
den mellem Bagdad. og Babylon ved Nattetide; Indret heller din
Vandring faa, at du gaaer over den i Morgen⸗ eller Aftenſtunden.
Det tr et almindeligt Sagn, at en ond Aand har faaret fig denne ,
Fede til Bolig; at han foæver over den om Natten, og har fin
Loft af at fordærve Menneſter, fom med deres Nærværelfe for⸗
flytte hans natlige Svcermen. Sonnen lovede fin Fader dette ;
og efter at have fadet fig fnøre en Vadſek paa Ryggen, tog.han
tav i Haand, og begav fig en Morgen tidlig paa Veien.
Han gif over den fange Skibsbro, der med ſterke Jernlænter
ev fæftet over den rivende Tiger, der har faaet fit Navn Thir (en
Piil) af fin Hurtighed. Aly ffyndte fig giennem den temmelig
forfaldne Forftad, og nu kom han til en ſmuk Moſtee. I Nar⸗
heden af denne holdt endnu den ſamme Caravane, med hvilfen
hane Fader for nogle Dage ſiden var kommen; den udhviilte fig.
til at fortfætte Reiſen videre: Hvor felfomt forekom det ham, at
giennemſtreife denne bevægelige Handelſtad, hvor Huſene vare
Kameler og Palladferne Elephanter! Aly gik forbi en ſaadan Ele⸗
plant, paa hvis Ryg var bygget et temmelig flort Huus. Der
var Middagstid, og Børnene, ſom legede i-Græfjet, (fulde op til
Bords. Faderen, fom flod nede imellem dem, tog nu det ene
efter det andet og rakte Elephanten det; denne fattede det med fin
6 A. G. Ohlenſchlager.
Enabet, flyngede det langſomt og varligt i Luften, bøfede Snabelen
over Hovedet, og gav Barnet til Moderen i Doren deroppe, ſom
modtog det ene-efter det andet, uden Tegn til Frygt, og uden at
Børnene ffrege, eller vifte fig forſtrakkede. Den aabne Moſtee
bar fuld af Menneffer, der deels takkede Alla for en lykkelig Hiem⸗
komſt, deels bade om fremdeles Hed til at fortfætte Reiſen. Aly
opholdt fig hele Dagen i denne forunderlige Omgivning ; mod Afs
ten indbode ham nogle Kiobmand i deres Felt, hvor unge indians
fle Karte og Piger dandſede under Trianglers og Pibets Lyd. De
. gieſtfrie Araber glædede fig ved at kunne byde ham et godt Aftens⸗
maaltid og et mageligt Nattely.
Tidlig næfte Dags Morgen gav han fig paa Veien igien i
Kiolingen. Han vandrede over Heden, ſom var udyrket og ufrugt⸗
bar. Han fandt Fornøielfe i at arbeide fig igiennem Sandet til
frugtbarere Stræfninger, der ſom Landøer [ane i bet gule Stov,
J
med gron Engbund, brogede Blomſter, og enkelte Palmer, der
vederqvægeligt udbredte deres. grønne Solffiærme, og ſom, for⸗
medelft deres Huſpvalelighed, havde ligefom noget Guddommeligt.
Aly følte fig begeiſtret Det guaer Araberen i ſin Ork, ſom Bierg⸗
boeren pan fit Field, ſom Oboeren ved Overblikket af det hellige
Hav. Dg har han end aldrig feet det før, faa finder han fig.
ſtrax, ſom Fuglen, i fit Clement, og overlader fig trøflig til fin
Naturdrift. Den overmodige Yngling fpildte fine Kræfter; Mide
dagen kom; Heden blev trykkende; Torſten plagede ham. Aly
ilede med flærfe Skridt mod de fjerne Bierge, og onſkede, ſom
hans Stammemoder Hagar i gamle Dage, at finde. en Kilde paa
Veien, for at flutte fin Torſt.
Hun havde hørt om en. Kilde i Nærheden. Hvor glad blev .
han ikke, ved at træffe paa en ſtorre Jordſtrakning end ſedvanlig,
hvor hyppige, men vantrevne Palmer omhvælvede en Brond.
Det rislende Band lokkede og pirrede Torſten. Mu flod han for
Kilden. Men man tænfe fig Alyß Nedſlaaenhed, da han fane
Rog ftigeop af Voverne og lugtede Svovidampe! Fortvivlet over
det feilflagne Haab, kaſtede han fig i Nærheden af Kilden under
*
A. G. Ohlenſchleger. 977
Patmerne. Han følte fig mat af Heden, træt af Anſtrangeiſen,
eg fov paa Dieblikket ind.
Han havde ikke fovet længe, før han blev pludſelig vakt af
en ſterk Nøft. J det han flog Oinene op, blev han en Mand
vaer i en linnet Kiortel, ſiddende paa en Kameel, der var behengt
med Krukker og Læderflaffer. Ulykſalige! raabte han, er J kied
af Jert Liv, fden I paa faa letfindig en Maade vil ende det? Aly
fprang op, og Manden paa Kamelen blev faſt forffrækfet; thi han
havde ikke giort Regning paa at falde den Sovende fra de Døde,
ſtiondt han af naturlig Medlidenhed tilraabte harm Hvad vil $2
fpurgte Aly, hvad Fare er der ved at flumre under diffe Palmer
i Middageheden? Kiender I ikke denne Kilde? fagde Manden.
Mei, ſoarede Aly, og fortalte ham, Hvor han var fra, og hvor.
han vilde hen. Manden i Kittelen fagde: Det fader til, at den
onde Aand ikke blot driver fit Veſen her ved Midnat, men ogſaa
ved Middag. Følg mig hen under hiin Palme, fom ſtaaer lengſt
fra Brønden, faa ffal jeg hufvale Eder med en kiolig Drik. Jeg
boer i næfte By, hvor endnu Vandet er faa flet, at vi daglig
maae fliftes til at hente Vand fra Tigerfirømmen. Alle de Kruk⸗
fer og Flafter, fom I her feer, ere fyldte ved Floden af Eders
Fodeſtad. Jeg man lee deraf, naar jeg betænfer, at I kommer
fra Tigeren til 08, for af drikke; ja at I ſelv udføger Cder det
alterfortærveligfte Mald, der vel kan ſynes af have fit Udfpring
fra Helvede. i |
Diſſe Ord vilde ſtrax vakt Alys · Nysgierrighed, derfom ikke
Torſten havde været flørre. Han gif hen med Manden, ſom
rafte ham en Krukke, og ſagde: Lædfø Eders Torſt! fæt Cder
faa op med mig paa Kamelen. Bi ere fnart i min By, der
fan J hvile, og mageligt mod Aften gane til Babylon. Aly tabs
fede ham: Han ſteeg paa Kamelen, og de rede ſtiltiende affted
i Heden den avrige Vei, indtif de kom til en langt flørre Sandøe,
end Aly før havde feet, bedoxet med Trcker og bebygget med Hyt⸗
ter. Kun et bredt Sandftræde ffilte den fra det grønne fafte
Land, ſom ſtrakte fig friſt ned fra Foden af Bietgene imod Orke-
378. %. G. Ohlenſchleger.
nen. Vandhenteren [od Alp gaae indb i fin Hytte, Hvor de døde
hinanden verelfibig til Gieſt: hiin ham paa en kislig Sorbet,
denne hiin paa det gode Maaltid, han Havde i fin Vadfæl.
De havde neppe ſtillet deres Hunger og Torſt, førend Vandhen⸗
teren paa Alys Begiering tog Ordet og ſagde: Det undrer mig, at
J afbrig har hørt tale om Alh Hamamys Kilde, J maa da vide,
at degne Brønd, fom jeg fagde, i gamle Dage har været god, ja
en Sundhedskilde, hvortil utallige Verkbrudne adrlig have begivet
fig. Den er epkaldt efter vor hellige Profets Svigerſon Aly, ſom
paa dette Sted engang ffal have kncelet, for at forrette ſin Bøn.
Da han nu, fom en oprigtig Muſelmand, førft vilde tvætte fit
Anſigt og fine Hender før Bonnen, og intet Vand fandt i Nærs
heden, ſtal han, i fuldkommen Tillid til den Almægtige, have
vredet Hænderne i bet hede Sand, hvilfet ſtrax er løbet ham fra
Fingrene fom de klareſte Vandſtraaler; hvoraf denne Brønd har
fin Oprindelfe, Men de onde Xander, ſom forderve alt, hvad de
kunne overkomme, efter Allas beſynderlige Langmodighed og ſtiulte
Henſigt, have med Tiben fat fig i Beſiddelſe deraf, iſer den fæle
Zeloulou, ber om Natten har fit Ophold paa denne Hede. Man
"mener, at han boer i derne Brond; og han har ikke allene fore
dærvet Bandet, fan bet ganffe har tabt ſin lægende Kraft, men det
er endog vorden giftigt og dødeligt De Svov|pampe, ſom opſtige i
deraf, forpefte Luften. J fan altſaa felv begribe, hvor forfærdet
jeg maatte blive, ved at fee Cder flumre der. I fan talte Eders
" funde Natur og den pludfelige Hieip for Eders Redning.
Hvor bevæget blev Aly ved at høre Wandhenteren fortælle dette!
Han trykkede hane Haand, og med Haandtrykket fulgte nogle
Guldſtykker. Den Fattige blev herover faa glad, at den Rige
glemte fin nylige Fare over den Fattiges Glade. Denne fulgte Alp
et Stykke paa Veien; og nu havde han ikke langt at gaae, inden.
han naaede behagelige Skove af Eypreſſer, Ahorn og Cedertræer,
hvorigiennem han gif ned til Ruinerne af det gamle Babylon,
fom laae ved den mægtige Fled.
ø
A. G. Ohlenſchleger. 379
Nu ſtod han i Midten af de vidtadſpredte ubetydelige Levnin⸗
ger, bevoret med Græs og Mos. Nogle Støtter og Mure ſtode
endnu ved Strandbredden og ſpeilede fig i den rolig forbiffydende
klare Euphrat. En Hyrde fad paa et Architrav og blæfte paa Nørve
fløjte, medens hans Geddehiord trippede omkring og nippede det
hoie Græs mellem Stenene. Kiender J dette Sted % ſpurgte Aly.
— Jeg har min Hytte her i Nærheden. — Hvad betyde diſſe
Steenbunker? — Her ſtal engang have ftanet en gammel Stab.
— Kan JF intet fortælle mig derom? — Mei, det har været ber
ſaa øde i lang Tid; hverfen min Gader eller min Bedſtefader fan
erindre fig det anderledes, — Aly ſtod henftunten i Tanker. Det
kom ham rørende for at fee den unge Hyrde fidde paa Scenen,
fom den 'forgløfe Nutid paa Oldtids Grav, ved Randen af Tidens
forbiitende Strøm, den paradiſiſte Phrat, der fane Adams og Bas
byfons Fald, og fom endnu ungdommelig” rullede hen med fine
friffe Bølger! Ethvert uſæedvanligt Præg i de henſmuldnede Steens
klodſe oploftede ham; og han tænkte lige faa meget, fom den unge.
Hyrde intet, der plukkede Greeſſet af Stenene med Aly, ikke
for at læfe Indfkriften, fom han, men for at give fine Gedder,
hvad de ikke felv kunde naae. ,
Han begav fig henimod Aften igien paa Veien til Bagdad.
Med Hovedet fuldt af Betragtninger ſtreifede han over Heden.
Den ſtionne Aften opmuntrede ham; det var kioligt og Bart, og
Bagdad laae ham allerede, da han var gaaet nogle hundrede Skridt,
fan tydeligt for Oine, at han ikke kunde andet, end give fig god
Tid, i den Tanke, at han kom tids nok, Han opholdt fig længe
pan de yndige Sandøer. Maanen gif op, og ffinnede' faa klar,
at den næften ganſke giorde Nat til Dag. Saaledes glemte han
aldeles Tiden; han følte fig træt; og da han noget borte fane en
ftor Steen med et udhugget Sæde, kunde han ikke lade være, af
fætte fig der med Haand under Kind, og flirre hen i den rolige
flate kiole Ork. Palmerne fufede i Vinden over hans Hoved. -
Men man foreftille fig Ains Forffræktelfe, da Vinden med eet
lagde fig! thi han hørte Kilden risle nogle Skridt derfra, og lug⸗
SA
' ==
&
380 A. G. Zhlenfhlæger.
tede de føle Dampe, ſom Vinden før havde viftet til ben modſatte
Side.
Forferdet fprang han op, og løb over hundrede Okridt tilbage.
Han mærkede, at det pludfelig traf op til et truende Uveir. Ved
” det ſvage Maanelys, der hvert Dieblik truede med at ſtiule fig bag
tykte for Horizonten drivende Skyer, kunde han netop ſtielne, hvad
Bei fan ffulde hiem. Han ilede affted, og fordomte den Vane,
der bragte ham til, ved mindſte Leilighed at flutte fig ind i fit eget
Indre, fom en Aftenblomſt, uden at tenke paa, hvor han var,
eller hvad der foregik omkring ham. Det blev alt mørkere og
morkere; Tordenſtyerne ſtiulte Maanen; ſtarke Skraſd rullede
over hans Hoved; ingen Regndraabe faldt. En heed Vind ſuſede
giennem Orken og oprørte Sandet, faa Aly idelig maatte kukke
HOinene. Lever der virkelig onde Aander, tænfte han, ſom kunne
ſtade Menneſtene? Nei, Uſtyldigheden er det ſande ſtore Salomons
Segl, ſom ſelv ei den ſtrakkelige Eblis fotmaaer at brydel —
Han havde neppe talt dette, før et forfærdeligt Bælmørte tvang
ham til at ſtaae ſtille. Pludſelig ſtod Himmel og Jord i en bleg
Lue; en takket Svoviftraale knittrede over hans Hoved, og flog
ned lige ved Siden af ham i et huult Tra. J der ſamme braft
ſtyllende Regn fra Skyerne, og Aly ſtyrtede bedøvet af uhyre Tor⸗
denſtrald til Jorden. Længe lage han faaledes. Endelig blev al⸗
ting roligt, og han hævede atter fit Hoved. Men, hvor forfærdet
blev han, da han i den morkeblaae maaneklare Nat faae en uhyre
fort Kæmpe ſtaae for fig paa Heden! Hans uformede Hovedknub
rakte høit op t Luften, og med et fort blegtffinnende Øie i Panden
betragtede han Aly. Aly vilde fingte, men Forfærdelfen bandt ham
faft til Stedet. Skialvende ftirrede han atter paa den ubyre Kæmpe,
fom han meente vilde knuſe ham. Hvor glad var hans Forun⸗
bring, da han opdagede, at den frygtelige Skikkelſe ikke var andet,
enden fang fulfort Sky, den fidfte Leuning af Tordenveiret, med
et Hul i Midten, hvorigiennem juft Maanen ftraalede! Denne
Opdagelſe gav ham Modet ligeſaa hurtig tilbage, fom han havde
tabt det. Han indfaae, at det Dele ikke var andet end et Natur⸗
I
'
A. G. Ehlenſchleger. 384
optrin; der: formodentlig ofte gientog fig i benne lumre Def, og
ſom havde givet Almuen Anledning til Qvertro. Han ſtyndte fig
nu afſted med nye Kræfter; og det varede ikke længe, inden han
atter med let Hierte gif over Tigerbdroen, glad over fan lykkelig af
have tilendebragt fit Eventyr.
Men den forte Zeloulon, (thi det Havde virkelig været ham,
der havde fin Spsog af at forblinde den ſelvkloge Vngling) ſtirtede
ſmilende efter ham med det gloende Øie; og loe, faa det ffiælvede
r Hrkenens Palmer, Derpaa ryftede han Mankerne paa fit uhyre
Hoved, foldende de ſtore Luftmaſſer af fit Legeme i fig ſelv, og
:fvævede hen, over Brønden, hvor han dannede fom en Skyſtotte⸗
og ſank piudſelig ned, med et forfærdeligt. Hyl. — Fra nu: af
beſſuttede han, at befnære og fordærve Ønglingen; ſom vi ville
"bede Alla bevare meb, bvad han felv kaldte det flore fatomonifte
Segl.
Hvorledes Vaulundur fængfles af Kong Nidudr.
(Af: Vatilundurs Saga, en Fortælling, hvortil Ideen er tagen af
ben ældre Edda.)
Paa ben Tid regierede udi Sverrig Konning Nibudr: han var
en liden og mager Mand, bleg I Anfigtet, og med Øinene dybt
inde i Hovedet. Han var berygtet over det ganffe Land, for fit
misundelige og avindfyge Oind. Der gif ham intet mere til
Hierte, end naar han hørte, at Cen af hans Naboer havde ubmærs
ket fig ved ſvare Bedrifter eller Giefmildhed. Han havde dræbt
trende heelige Skialdre med egen Haand, fordi de frimodigen havde
fagt ham, at han digtede ſlette Viſer; thi da Ndudr var berøvet
al Mandighed og Kraft, og flet hen intet befad af fortræffelige
Egenſtaber, faa var ogſaa hans Hierte qvindeligt og forfængeligt,
faa at han, ffimndt han paa Siel og Krop var heel afmægtig, dog
vilde giælte for en drabelig og forftandig Herre.
Denne Konning havde aldrig ſaaſnart faaet Nys om Vaulun⸗
durs ftore Rigdom og Liggendeſa, førend Blodet ſteeg ham op i
s82 A. &. DShlenſchleger.
Anfigtet, hvorpaa han blev ganfke bleg åg ſtiaivede over alle flue
Lemmer. Mi han fattede ſtrarx det Forſet at Fille ham ved aft
ſit Gods; men da han tillige var en flor Nibing, faa indjog Fryg⸗
ten for at fætte det i Verk ham denne Radſel og Bavelſe. Efterat
altſaa den forſte Ryſtelſe havde lagt fig, kaldte han paa een af fine
fernemſte Hirdmernd og ſagde: Jeg er kommen i Erfaring om,
at der ffal opholde fig en Mand, Vaulundur faldet, i mit Rige,
fom er bleven vide berømt for fin flore Rigbom paa Guld og
Seiv. Ligeledes har jeg hørt, at han flal overgaae alle Andre i
at fmede det ub til Vaaben og koſtelige Klenodier. Da jeg nu
fuld vel veed, af han er kommen til mit Land, fom en arm Biergs
fin, faa er jeg faft vis pan, at han er kommen til denne Skat
ved Roverie, eller ved Trofbom "og Finnekunſter; ev derfor min
vBaxie, at du tilfiger de ſterkeſte af mine Drabantere og gobe Meend,
at de klæde fig i deres Jernbrynier, paa det vi, i Nattens Seil-
bed, kunne vride til Vaulundurs Gaard, og bemægtige os hans
Gode, famt gribe hannem. Hirdmanden fvarede hertil: At du,
Konning Nidurd! vil gribe en Troldmand eller Rover, finder jeg
Intet at udfætte paa; Fun tykkes det mig fælfomt, at bu opbyder
en heel Skare, mod en enefte Mand. Di har han ingen overs
naturlige Kvæfter, da fan vel een af dine Maend raade med ham,
men er han ved Seid eller anden Konſt jetteftærd, da kumne vi
Intet udrette mob ham, om vi end vare nok faa mange. Kon⸗
ning Nidudr vidfte Intet at fvare hertil, blev derfor ſaare vred,
greb fit Sværd med baade Hænder, og hug det imod Hirdmandens
ande; men da Kongens Arm var fvag og Hirbdmandens Pande
haard, faldt Svardet uden ſynderlig Birkning tilbage igien. Da
Ronning Nidudr fane, at det Intet vilde hielpe, greb han i Haft
til fit Spiub, og giennemborede den forvovne Berfærks Judvolde,
hvorpaa han ſtrar faldt død til Jorden. Da det var ſteet, kaldee
Kongen paa fine Mænd, og fortalte dem, hvad han Havde ifinde,
i det han tillige pegede paa den dode Hofmand, for at betyde dem;
hvad Den havde at vente, fom fatte fig imod hans Billie. Dette
giorde et flærke Inderyk pan alle Kongens Mænd, hvoriblandt de
X. 6. Bhlenſchleger. 383
flefte vare feige og frygtfomme, ligeſom han felv, Hvorfor de
agſaa ſamtligen lovede at ſtaae ham bi til den ſidſte Blodedraabe. +
Da nu altfaa Solen var gaaet ned, kladte de fig I Jern og
giordede deres Gangere, paa hvilke de fatte fig, med blanke Syind
i Hænderne, og rede derpaa langſomt hen til Vaulundurs Saard
i Ulfsdalen. Konning Niude var meget urolig paa Veien; thi
bet var Maaneffin, og hvergang de blanke Spiud glimtede i det
blege Lys, bævete hans Hierte af Frygt for at blive forraabt.
Komme de da ſaaledes til Vaulundurs Gaard, fom flod anden;
hvorpaa de liftede ſig ſagteligen ind i Huſet, ſom var tomt og ode,
øg funde de Ingen. Da ber nu Ingen var, og Kongens Dine
ſtrax forblindedes af det meget Guld, befoel han een af fine Mænd
at tage Baſtbaandet ned fra Loftet, hvorpaa de fov hundrede Ringe
dare trufne, Diſſe betragtede han med fær Glade, ſtak den flions
i neſte paa fin Finger, og bød bem derpaa hænge Baandet op igien
og fkiule fig omkring i Krogene, hvor de ſtulde oppebie Vanian⸗
durs Hiemkomſt.
De havde ikke ventet meget fange, for de hørte en Mand kom⸗
me gaaende med tunge Skridt giennem Gaarden. Konning Nidudr
ſagde: Nu hører jeg Vaulundur kommel! ber ſtal Forlighed og
Styrke til at træde flige Skridt. Tager Eder derfor vel i Agt, at
ingen af Eder geraader i Fare, ved af overile fig; og byder og bes:
faler jeg her, ved min Bongelige Magt, at Ingen maa rore fig,
førend jeg giver Tegn dertil, eller det ſtal koſte hans Liv. i
Vaulundur fom nu ind af Døren med en Bisrn paa Rÿggen
og et Spind i Haanden, hvoraf Blodet endnu randt. Han havde
jaget den hele Dag, og kom nu hiem ved Midnatstide, hungrig
og træt, for af holde fin Nadvert. Thi han havde den ganffe Dag
intet Bildt truffet, hvilket kom deraf, at alt fom fan var kom⸗
men ind i Skoven, hvor den var tykkeſt, havde han begynde af
tenke paa fin fiære Huſtru Alvild, og paa fine Brøbre. Træt
havde han fat fig paa et Klippeſtykke, med Haand under Sind;
for at overgive fig til fine Betragtninger, i uforfyrret Mag: er
Biurn, ſom fprang frem af Krattet, vakte ham, den havde han
384 A. G. Ohlenſchlæger.
bræbt, og kom nu faaledet tungſindig beleſſet hiem. Da han un
altſaa havde flanet Huden af Bicrnen, puſtede han Gloderne op
paa; Arneſtebet, og lagde tørre Riis og Qvifle "dertil, faa at der
inden fort Tid ſtod en hoi Lue. Derpaa tog han et Guldhorn,
fyldt med Biornens Blod, og kaſtede det paa Ilden for Odin og
Zhor; da han det havde giort, tog han en Birkekrands af fin
Hieim, fom var indflættet med blodrøde Sranbær, den lagde ban
oglaa paa Ilden og offrede Freia den. Gav fig derpaa til af hugge
Seinkerne fra Biornen, hvile han fatte paa fit Spiud ogiflegte
bens, til de hayde nok. Da det var giort, hentede han.en Skaal
meb Mied; hvorpaa han holdt fit Maaltid, og drak fine Br
bres; Cigils og Slagfidurs, Minni, ſom Han altid pleiede Der⸗
paa fpiilte han Biornthuden ud med Træpinde, at den ſtulde
tørret for Binden. Da det var eet, ſteeg han op og tog Baſt⸗
baandet ned fra. Loftet, og talte Ringene. Da nu een af diſſe
manglede, og faſt den bedſte, blev Waulundur heel forundret; thi
han boede afſides mellem Fieldene, og havde der været Rovere,
meente han, fag havde de vel taget dem alle, Er maaffet min
Huſtru Alvilde fomsmen tisbage, og giver fig førft tiifiende ved
. bette Tegn, tænkte han, vea det at Glæden ſtal ikke pludſeligen
dræbe mig? Med biffe Tanker ſtrakte han fig hen paa fit Leie, for
at vente. , Men da Jutet rørte fig, fagde han: Indtil Fteia igien
ſender mig fin glœdebringende Ms Huss til Hufvalelfe, overgiver
jeg mig i din, Vold, blodarmede Siofn! Hvorpaa han ſtrakte fig
hen ad Loibænken, og fov roligt ind.
Da nu Konning Nidudt markede, af Vaulundur fov bart nok,
ſaeeg han fig, frem med ſine Mand, og befoel dem at ſpende ham
i Jerneog tunge Febbøiers hoilket de ogſaa ſtrar efterkom, fan af
han jkke kunde rære fig, ba han daagnede. Vaulundur blev overe
vættes forundret, da han mærkede, hvorledes man havde medhand⸗
let ham, ſamt face fig omringet af fan mange bevæbnede Mænd.
Han troede, det var Røvere, og raabte derfor: Sommer J for at
hente mine koſtelige Guldſmykker, da tager bem frit og lader mig
løg igien; thi jeg lover Eder, at jeg aldeles ikke ſtal modfætte mig
ABs. Shlenſchlager. ,…— 385
Gert. Dandy: holdet vuf-dåenben fan kun lidet vitde gavne "mig,
da Bea for mange, padeg Ann bens :"Sonning: Nibude foarede:
Eurræaßhnt og ſledſt⸗ Ked gan Loke i Jothunheim ; men Jetterne
ſven hen. dog ti: BEA ser jeg noget Røver eller Stimand;
fom bat ucafkee fermaſtaligen / heider mig for. at sære, men Nidudr⸗
din ·Sonmns ag fjørre. Vatjuidur ſvarede: Spar Ure sg; Den
diahed deviſer · Imi. Dyttel med fan ædelig én Glieft,; Serre min I:
Men lei ſſuner J. mig adi Golt og Jern, ſom sem Adglerniago⸗
marb Nimde, ſeatede: Jeg LEDE dig fuld vel, Vathlundur tt
Fauig mg du hernad fra: Firrarcken til mit vand, og nu sier:
du bede Deittobar og Aenodier, em Nude i fik Dal. Gun
sner hed till Bawluuhus fogde: .£r.jeg paa: Thinge bærer: for:
noget Roverie eller Hærværk, :be gier Jnvel ("at føre mig banden /
til Taarnet; men er jeg ikke det, hrinnlchandier mig da? Nie
dudr fvarede: Rigdom fommer He af ſig ſelv; Haver du ikke rovet
dit Gode, da eft du en arg Dtolbinand, ſom Shuildhed byder mig
have et vaagent Die med. Vaufundut fagde: Var jeg en Trold⸗
mand, da var det mig en fer Sag hurtigen at ſonderbryde diſſe
Lenker. Jeg veed ikke, at jeg forfætligen- haver berøvet Nogen
noget; er det faa, da er jeg villig til at give det tifold i igien. Hvad
forreſten Gudernes milde og beſynderlige Baner angaaer, da gior
intet Menneffe vel i at misunde nogen bem chlligeſaalidet lade de
ſicedee ſom de lado ſig berove. Er defor min Beglæting, o
ESnqel aa du laber nit. 168, UR vil jeg Købe min Frched ſaa dytt,
bus. ſPatter den. Nidudrvendte ſig eil ſine Mend og ſagte: Jeg
vil file langer høre pad hane argeliſtigt og forvorpne Did. Hører
hannem bore! — Da Rongeit' hadde ſagt dette, førte Drabantern⸗
VDaulundur affled, ſom rolig'farte ſig I fin Stiebne, da han fane,
des: Funtet: mwpttøde at færte fig derimod. Guldet og de koſtbate
Citne; fonte de ligtlødes bott, hvilket Konning Nidudt befoel NE
flulis bringst ind for hans Huſtru, Dronningen: Men Vaulun⸗
dur fab. ban kaſtt ned i et Taarn, bel femten davne under Jord.
25
386. X. Gc Øbjlenføjlæger.
… Drormmingend / Mine bleve faſt foen ſfarbtindide, ved tet for" ten:
ſtore Rigdom, og den ſttonne Glauds af. de mangfeidigo Tee
ſtene. Kongen ſtienkte hende mange Otnykker og byrebare Sene⸗
dier; fin Dotter Baudvilde gav han den førfle Ring, han harde
deaget af: Baftbanndet, Gelv glabde han fig "meget net lat ele
Vaulundurs herlige Sværd, huls Hæfte, deb var hanerer i Gal
Bife form Aas Thors Stridehammer hin Mistner, var befat med
de koſteligſte blaae Mdelſtene; hwilbet fører ſagt. Da nu-Kongen
ſpurgte Drenningen en Dag i Quel, da hur fad ' og. fleg Harpen
i fin Fruerſtue, hvad hende tykbebes bedſt af giore ved Vaulun⸗
bu, da Gan ikke holdt det mabeligt at dræbe ham, men helet at
bruge bem til at forfærdige eflendmlke føftøtige Bager; pa md"
ban: Ge Svar. ved Harpen ſaalebes: .
HHans Tænder filfert væddd, —.: ..
Naar Sværdet fl hen tuer .
fg near han pan Baudvild 0.
Ringen kiendet. WW
"Da flule viſt hans Dine, REN
Som paa den værfte Slange. W |
Stiærer ſander SEE
N Og fætter ham ſiden
Dette Raad fandt Kongen riſeigt. —X var ran elm;
ſom laae nær inde ved Landet i en Bugt, .bvospaa der ſiod er
gammelt rødt Taary, fra utænkelige Tider, benoget med Svampe
og Mos. Til dette Taarn førte Kongens Trelle Waulundur,
efterat de forſt havde overſtaaret hans Ankelſener efter Dronnin⸗
gens Befaling, Her gav de ham nu fit Snieddeværftsi og ind⸗
fatte til ham de Kiſter med Guld, fom vare fundne i hans Giem⸗
mer. Og maatte han nu ſaaledes fra Morgen "til, Aften ſmebde
koſtelige Drikkekar, Hielme o. bl. for Kongen - Junget) mdert;
Kongen felp,. turde feile over til ham paa Øen, da Midudr fægtede:
for, at Andre flulde forkomme noget af Skatten, hvis han fendte
dem did,
(| , s 7 '
A. G. Dhlenſchleger 387
*8 mi Vaulundur henved et Aars Tid og arbetdede ufoe ⸗
troden; thi kun ved at arbeide glemte "han den Misſsmod og Kum⸗
mer, fom indvortes fortærede ham. Konning Nidude havde bø
falet ham, inden en vis Tid at fmedde fig en fuld Ruſtning af
pure Gud. Som han mi en Dag fad og arbeidede pan Skioldet,
i hoilket San havde udarbeidet adbffillige af Afernes Bedrifter: paa
eet Sted fad nemlig Odin høit paa Hlidſtialf og fane ub over af
Verden; paa et andet Sted traadde Frigga ind med fine Difer i
Balhalla, blandt Einheriarne, der fadde runde omkring pan Øgøs
benkene og drukke af flove Guldhorn; paa et andet Sted havde
han meget konſtigen udgravet Thors Bifferie pan Havet, vom
lunde fan forfærdede Hymer Kæmpe med at træffe ben ſtore Dom
Jormungander op med fin Krog. — Wen da hak mr vilhe forse
ſtille Freia, .fibdende i Folkvangur mellem be. Elſtende, og i Freias
Sufigt grangiveligen- havde udtrykt fin kiere Huſtru Alvildes
Aaſyn og Skikkelſe, da braſt pludſelig Taatene ud af hans Oine,
fan at Gan iffe længer kunde fee at arbeide, men maatte nedlægge
fin Gravfliffe. Da han derpaa nogenlunde var kommen til flg
fefv igien, fan at Graaden ikke længer qvafte hans Stemme, de
raabte han.med hoi Roſt: Ak min ffisnne og inderlig elffebe
Hufirn I: Mal jeg, om ikke før, faa dog efter Doden, favne'big
i mine Arme, hos Freia i Folfvangur? Hvor ef du nu, ske
Vaftyric? Ak! hvis du ſaae mig i derme ynkelige Tilſtand, vilbe
du ba vet elſte mig endnu? Mei, net, det vilde du fillert ikke.
Zhi fra en ſtark og velbaaren Kempe er jeg bleven forvandlet til
en uſſel, lemlaſtet Træl. Her fidder jeg, fort af Kul og Sans
… med: Minene røde af Røg, med. Armene udmattede af Arbeide,
fæntet tif en Steen, med overſtaarne Anfelfoner Mine Beøbre
ere pag en mstelig Maade omfomne. Med Harme. man jeg fee
paa, af ben Niding Konning Nidudr brammer med mine Rigdom⸗
me; og høfter Frugten af min fure Sveed. Intet uden Haab om
Hevn har hidindtil opholdt mit Liv zmen lidt efter libt betages mig
ogfaa dette Haab; thi vil jeg derfor egſaa ſom ſnareſt gløre en
23. mk 285% 0
-
v
' ås
388 A. G. Shlenſchleger.
Ende derpaa. Som han havde ſagt diſſe Ord, greeb Han til et
Grærd, han ſelv nylig havde ſmeddet, og vendte Odden deraf imed
fit brede og lodue Bryft. Da hørte han en Fugl ſynge meget
Tiflig og velklingende, uden for Jernſtengerne paa hané Vindue.
Sommeraftenen var rolig og klar, og Galen, fom dalede, kaſtede,
fom til et. Farvel, fit røde Skin giennem Aabningen paa ben tykke
nur, ind: i Fengſelet til Vaulundur. Han fik Løft til ende
engang at betragte Naturen, før fin Dod; reiſte fig derfer og
feeg op paa Stenen, hvortil han nar lænket; paa den Made
manede han Vinduet, fra- hvilket han havde en fri Udſigt. Han
gik. lige op fil fans Fangetaarn. En Jordtunge af Landet kunde
an (oe, hrorpaa der flod et Bondehuus, Hvor. Husbonden fad "med
fin Quinde ag fine Børn, uden for Døren. Ligeoverfor gik Solen
med i Havet, og i dend røde liflige Stiær tunlede og varmede fig
de Bolbr Bolger. Imidlertid fang Fuglen beſtandig paa Taarnef,
vat Ginhutt. Vaulundur var ſaare underlig i Hu. Det væ
denne fagre. og milde Egn, der ligeſom havde lokket 'ham ned fra
bet farvelaſe, folde Finmarken, og paa denne Saade været Aurſag
i haus Brodres.og hans egen Undergang, fordi de harde fulgt
denne Drift, Med Hevedet nedſtunken paa fine Arme, lace ben
fænge maallas og tantefuld ſaadan i Vinduet, og ſtirvede hen ad
sbenfladen… Han havde mange farvirtede Tanker. Daihan kom
til fig føln iglen, var det form om hans Sid bande Rort. en lang
ag beſynderlig Reiſe, hooraf den havde glemt bet Meſte Han
firrebe after ud paa Havet. Dets Bolger vare ikke længer røde,
mes forføtvelte ; thi Maanen ſtod høit paa Himien. Langt borte,
hodr Havet var infeft, ſaae han noget tumle fig. Det frøinmmede
nermere og'hærmere:… Da det kom · heel nær, fane han, at det var
en Havfrue, er til Belteftedet var at fæ til ſom en deilig
ung Qvuinde. Hendes fange forte Haar vare: intflettede med
grønne Siv, "hendes Hine vare blaae fom Havet, og hendes
fulde Lokker bølgede blidt: form det. J ſine hvide Hender havde
bun, en Strengeleeg, bvorpas hun fpillede. Det Hang hel. fons
derligt, og bfantte fig med Bolgernes Rislen, med Maaneftinnet
⸗
A. G. Phlenſchlæger. 389
og Fuglens Sang. Vaulundur flot ubevægelig, Da hun kom
lige ind under hans Vindue, - holdt hun ftille, hævede fin Roſt
og fang en Sang om Kiæriighed fra Himlen og om den ſmilende
Sommer.
Da Havfruen "havde fi fiunget denne Sang, ſaae hun op til
Vaulundurs Vindue og fmiilte blideligt til ham, hvorpaa hun
foommede hen od Havfladen, ſom en Svane, endnu beftandig
gribende i Strengelegen. Da hun var kommen eft temmelig langt
Stykke ud paa Dybet, dukkede hun ned; hvorpaa Fuglen floi
bort fra Vinduet og Maanen dalede bag Skoven. Vaulundur
lagde fig derpaa til Hvile med et roligt Hierte, hest ſtyrket ved
Pavfruens Sang.'
Thor med fit Folge drager til Jetternes Land.
(Af: Thors Reife til Jothunheim, et epiſt Digt i fem Sange).
Thrudvangers ſtolte Herre
Drog frem med freidigt Mod:
Hans Bukke med hans Kerre
Tildes*) hos Bonden flod.
Til Jothunheim at vanke
Lyſted den ſteerke Mand.
Droge de Kemper ranke
Da mod Troldkæmpe⸗ Land.
Det kan jeg fuld vel fige,
Tialf blev en Helt faa god;
Han var en Kempes Lige
J Førlighed og Mod;
g
”)imidlertid, — Til Belenning for den Gjeftfribed, fom den
fattige Bonde og hang Huſtru havde vii Thor og Loie, tog
Thor deres Børn Tjalfe og Rosga med, og forbleve disſe
fiden altid i Gudernes Selgab.
890 1. BE. Ohleuſchleger.
Det voldte ftærfen Spiſe*).
Dertil var han heel klog.
Thor monne høit fam prife.
Han bar den tunge Braag 7").
Rosga, den vene Syſter,
Vel havde Freias Maal;
Om hendes trinde Bryfter
Sig" hvælved blanten Staal.
Som ingen Ms i Zule ft)
Hun ſmiilte kiek og huld.
Over de Lokker gule
WBar hun en Hielm af Galb.
Med megen Larm og Bulder
Gud Thor i Kobber gik,
Med Miolner paa fin Skulber,
Med Faſthed i ſit Biik.
Loke var ei betynget;
Med lette Skridt han gled.
Hans forte Lok fig flynged
Ad hvide Brynie ned.
— Gom nu de Kæmper gøde
Sig raff afſted begav, N
Da pludſelig de ſtode
For et vredladent Hav.
De ſtolte Bølger ſtummed,
Og rørte hviden Bund.
Bredelig MEgir brummed
Huult fra fin forte Grund. .
> J dybe Klippehaller ' '
Sidder den Herre fvar,
NM
”) nemlig Marven af Bukkebenet, han havde liftet fig til at ſpiſe.
22) VCadlæl, +") her: de nordiſte Lande i Almindelighed.
rd
A. G Mhleuſchteger. "1894
En Krone uf: Abraller
Han om fin Finding has:
Han ſtyrer Bolgen durkel
Med fin Baadéhageſtaug, ,
Befat med Kar KCurfunkel; SEE
Hans Daar og Stiæg er Vang. …
Maar med fin Stang han rager,
Zen underſterke Gud,
Da Havet verdigt brager,
Og feer heelt biſtert ud: .
Paa Hlesey*) fan IF finde- .
— Hans Mufkelthvone - ſtaae. i
Nan er den Herres Quinde;
bane Datter Bølgen blaa. '
Med Niord. fit Forbund fanger |
Den vande Gud, ſaa tryg; 0
Niord paa ſin tappe Sanger
Da rider ad Bølgene Ryg.
Deng vilde Flugt formindffer
Viſt Havets Rafen el;
… Forfærdeligt den: vrindffer
Sen ad fin vande Vel.
Da Thor nu mon fornømme,
Selv Loke frygtfom ſto; +
Da hæved han fin Stemme,
Og bad ham fæfte Mod.
Du bødft mig felv hiddrage,
Sagde den flærfe Mand ;
Nu vil vi et forfage,
J hvad der møde fan.
x) Den Lesſa i Kattegat,
%. G. Obleuſchlager.
Thi ſtyrted ſom om, Alppe
J Havet Aſatherz
Fan lød ei Haabet gliphe,
De Andre efterfoer.
Med Hielm og Pandferfærke,
Opmuntret, uſorſagt,
Strede de Kæmper ſtærke
Mod Havets flore Magt.
De flemte fig med Vælde
Igiennem Fraad og Feng;
Under ſteile Field⸗
De hørte Havfruſang.
Da gieldte det tilviſtee
At bryde vaaden Rum;
Hoit over deres Iſſe
Slog Havets hvide Skum.
Det maa Enhver vel ſig⸗e:
Den underftærfe Thor
J Styrke har ei Lige .
J Himmel fom paa Jord;
Han fine Sener fpændte,, . .
Han hialp de Andre hver
Net fom en Hval han rendte
Forbi de ſtarpe Skier.
Kun ſielden længe dvæler |
Den underftærfe Mand:
Snart Midgardormens Qvæler
Vandt til der tørre Sand.
Da flod de vandbetynget,
Ved Maanens matte Skin,
Udi en Ork, hvor Longet
Dem vikled Foden ind.
3 &. ;Øblenfølnge. -…— 893
Lor falder Marnenß lie
Bra Himlen ned till Jord, ss. sv
gør Thor kan modias bive; åint
Han raabte høit fe Dyd: : 0
Mu lader os mej, hvarandeee
Ved dette røde Liug NELL
Dybt ind i Landet vandre, .
Indtil vi feer et Huus.
De vanked op i Landet —
Med flor Befværlighøs. 1
Snart flunfe de i Sandet, raid
Snart de paa Ifen gled"
Der blæfte ſtarpe Vinde, ' k
Da fegned Roega bens .
Loke hialp den hulde vinde,”
Han var en Qvindeven,
Natten: var fort at ſtue, |
Det hyled fiern og MØN
Den mørfe Himmelbys
Bar fuld af røbe Sværd, ”
Af Stierner med Riis og Haler;
Da fliafv den vene Mø, '
Man hørte ſtore Hvaler
At funfe i viden Sø.
SET Wor blev i Du da biſter,
"Han fpændte faft fit Belte:
Utgardeldke frifter
De lyſe Asgaards Heite!
Han ſtal os ei forlede;
Jeg vil hané. Frekhed dampe
Gaa talte i fin Brede
" Gud Zhor, den ſterke Sæmpe.
384 - X. G. HØNER
Da blev de var sen Byes" 29.
De ginge ftrar derind. 1n mn, 2*
Den kunde vel beſfytte —W
For Kuld og ſtarpe Wind,
Dens Rum var —*9 U
Sligt Huus de fane ei fzòar. 2
Dets ene ganſte GE LO
Bar en heel mægtig Dør. 443
Dii loſte de da Braggen.
De trængte vel til Fode; ro aom
Ung Rosga fab i Krogen i
Med Kinder lidet røbe 0 4. my
To ſodne Bukkebove SED
Da Hungeren fordrev. '
Saa gif de hen at ſove;
Kun Thor aarvaagen blev.
JF Døren han fig fatte
Med Haand alt under Kind,
Sin Miolner han mon fatte
Meh uforfærdet Sind.
Han maatte fig vel trøfte TT
Alt ved fin bedſte Stat,
… Saa faft han den mon fryfte
Dg ſtirred i foarten Nat. HT ng
- *
⸗
-
mar
å
æ
us
+
peges og Hroars Julereiſe og Kong Frodes Julegilde.”)
| (Uf: Helge, et epig Digt.)
Kong Frode fødder ped Juletid, .
Af Snee var Skoven fan glimrehrid.
) Frode havde dræbt fin Broder Halfdan for af blive Konge i Dan:
i. mark. Men Halfdans Gønmer, Helge og Hroar, havde Bonden
Vifil faaet frelſt. De tjente ny fom Faerchreder hos Jarlen
Savar i Sjelland, fom-var gift med deres Søfter Signe, uden
st hun eller Savar Fjendte den,
*
J
A. Br MOheeaſchluegen
Juletid,
Af Snes var Skoven faa ——
— *8R
De fkulde drage. til Inlegilde. MH TD
Jarler ſnilde,
De fhude drage Imegilnen NED
Han lader paa Bænk de Bolſtre Vægte,
Og ſtoppe med Mos de Bielkevegga.
Bolſtre lægge,
Stoppe med Moq de Bikvaget.
Paa Gulvet fætted med ØS en Fonde,”
Nu monne den Ruus vel fisart begynte!
Ol en Tonde,
Nu monne Ruſen vel fnart begynde ;
Jari Sævar og fans flolte Feue, ;
"De ſtulde drage til Juleſtue. BENENE
Stolten Frue,
De ſfulde drage til SYudeftue. W
Hun var vel fvøbt i Skauagenklade;
Med Biorneſtindet var dekt den, Sæde.
Skarlagenkleede;
e
De Gutter ſtande ved Ledet og feyſe,
Alt i den paltuge Bendekyſe.
Ved Ledet og fryſe,
Alt i den paltuge Bondekyſe:
„Og maatte: vi ride med paa Follet,
Vi ſmagte vel lidt af Juleallet.“
Med paa Follet, ?
Vi ſmagte vel Udt af Inlesllet.
De. ledte fon Stalden den unge Fole:
„Heel daarlig kun er vor Hoitideliole
'
-
as
Fdl Cd
996
A.M. DRE
tinge Fole: ”
Heel .banttig fan er vor Heitivotieie
De ſprimge paa Folen ubehjende;
De monne hinanden. Ryggen vende,
uUbe hend⸗
De monne hinanden Syggn vende. ;
Søn. fede de med til Kougeſalen, |,
Een Jem i: Manføn og Sen: i Fam. k
Til Kongefalen ;
Cen holdt: I Moi ten og Een i Haum
De fang pua Geien for ei at; fryſe.
inig Owoar tabte (in. Gedekyſe.
For ei at fryſe. - -
Ung .Drioar tabte fin Gedekyſe.
Fru Signe ſtueb de Lokker ute,
Hun kunde ſaalidet Graaden fiule. -
Lokker gule! —V
Hun kunde ſaalidet Graaden flint:
Hun lendte Hroar: faa fangt var Haatet;
Kun Teatllen var ham i 'Slætesne Faarek!
Langt var Haaretz
Kan Fræfen var hom i -.Slæberne ſtaaret.
„Min Huſteu, hol disse Hine vinde 2” —
„Jeg fan ei. taale de Øtenvindet” ;
Dine rinde,
Jeg kan ei taale be. Oſtenvinde
Res vender I Drenge un tilbage,
. Dg mindes vel Ederb unge Dage.”
Gaaer tilbage, .
Mindes vel Eders unge Dage! —
„Da frygt fun ile, vor ædelig Frue!
Si bære Blué i den Juleſtue.
…»… t.
”) et giftige Korn.
Fr. Kbamtiahen
— Adelig Feuc, rem FE ν
Vi bere Vtuset den Inteſtue. 00 1
De Blas ſtal lyfe: faa høit i Kande, 0.
Vel tyve Miil De ffal fee ſra Bandet, 15)
Hoit i Sanbetl sm. 1 inte 9
Vel spe Miil de ab. føres fra Wanbunnn
Bi ſtylde Kong Frode Bøbetpénge,: i] ir
Fordi han fod 08: nor gader hongeln ER *
en 57 væ
Kong giobe ſtbir Gehdentioh re — mer
Gan lod indbære” den Iclleſtol.
Den gamle Her, i Sibpen var,
Til Julegildet pad Baat man, bar, . .
Der aldrig feiredes mindfte Feſt, |
Hvor ei Altune vat Kongens Gieſt. *
Troldkonen ſſoder ged følvgraat: sei ”å
Som hende lige til orden, naaet. J *
2
Gu,
sal sky ng 7
. ÉN ”
føje l
2
' É. se
… open, lod Guldhorhen⸗ TER lig. NER SÅ E
” De fi flig 08 nu, du Qvinde faa grad,
Hvad Setebne mon" dl Helten —
f 39%". , 7
Alrune drikker af biuren Sove
Deri hun blander et Wdderkoru *) i 4
Da ryſter hun ftærkt paa hvert et —* va
Af Panden frede Draabernp frem. mn re,
Hun gifper og ftønner faa bleg og hold/
Da galer Hanen ved Midnatstid. *
„Os hør, Gere Stige, jeg i, iger tuer
Det Smaae det Store Mil fælde fan! . .
Jeg fad igaar paa min Cgerod, —
Da ſteeg en rødhaaret D.and af 9—
2292* —
U *
—
mi] LD.
5
388 X%. 8. Ohleuſchloger.
Med Stang i fin Haand, med et føgrønt Stins,
Øg Kinden hvid, ſom en kalket Væg.
Han fog mig ud paa Marfen. Jeg faar:
En ſtyrtet Heſt ſom et Aadfel laae!
Ci Blod af Gangerens Indvelde fløb,
Den fandt for Fluernes Braad fin Døb.
Dan fang: Tit vælter Tuen et Læs,
Zit ſtrander Skibet paa mindſte Næs!
Den Tid, bu feldte Kong Halfdan, Drot!
Da dræbte du iffe din Fiende godt.
vo Ukrud fuger, min Herre god,
Maa luge det op med Trevl og Rod;
… Hvis ei, da breter fra Gierdets Rand
Sig fart den faftige Løvetand;
. Dg vorer faa vilde med fin farpe Saft,
Dg blomſtrer gyldent i førfte Kraft,
Og tråer dig med fine Duun faa rund.
. bt jager dens bort din blæfende Mund,
Betyder det, Konning, at bu ffalft dee. —
Det fværger Alrune, — ved Hop og ved 617)”
Seng Frode grunder ſaa mork i Sindz
Da nærmer fig Signe med Roſenkind,
" fg frer paa Quinden faa bonlig blid,
Og ſtryger en Sing af fin Finger hvid.
Den glider nel i Airunes Stiøb;
Og glimter med en Karfunkel fan rød.
Saafnart Alrune Karfunklen feer,
Hun "anderledes til Sinds fig ter;
Dg figer:,, Frode, min Konning, ak,
Hvad vil J agte paa Kiæfrlingefnat ?
”) Ved et raabe: porn og Hø! havde Vifi givet Drengene Øelge og
roer Eignal til at fefule ſig i en Jordhule ſer Frodes udſendinge ·
llena 399
J Rotel pin bart. ltavind trygt;;
Dg ængftes el mfien Nidingefrygt.⸗
Da blusfer Fede meb — — *
„Hex, dine Lemmir iſtak ſvede Viod;
Paa Piuebenken jeg. ſtrerkker dig; | >
Jeg frer def vel, du forraaber kun mg. — c
nn Reipeinak dte; Den, Herr Konning, mi
Forman bigd: vogt" digi for. flefgt. og far. fro” .
„Hvor evibet””) 2. ,; MEDIE Here Roning; ber,
J Tralleſlokken ved Skienken deri
De rede herhid paa bet unge Fol, -
De font at ffienke dit Graverol —
n» Sorgfiben dem I, gWber dem I” Kongen ſtee.
Da bley: inemn Signe, Kinden fan bleg.
Men ud af Døren; fom høit til: Heſt, '
De floi, foln "Bavitskde Duun for Blæft: ”
De løbe til Seven, hvor tykkeſt den var
To Spade” paa Gluldrene med de bar;
Dem øve de Trællene nyé af Haaan.
Hver fvang fin Spade, ſom lette, Vaand.
| „Kom, taabte- Helge, kom Hro, kom herl
"Kor hielp at grave ved dette Kier;
Her giemte vor Faber ſin Krone rød,
Fochl Hart fragtet den kumfte Dod.
Os har han ſagt, hvor: Kzonerne laae,
Kun du og jeg kan dem atter fane,”
Da grove be "Drenge red megen vlid,
Alt i den ſtiernede Midnatstid. *
Ung Helge finder. den ſtorſte Ning,
Fan gier af Glæde Faa hoit et Springs
Ung Hroat finder den Krone Nar,
Som Dronning Sigrid, hane Moder, bar.
»1 4 . 2) i —9 % ' -
bo ed
400
A. &. Døber
„Kom nu,: minBesder, vg ruder søde felny: 7
Og flad os beſtige ten Kvongeſteen. sim
Til game Thing de. Die bønne 1 rr
Der fætte de, begge Krone PAR, 0
J Gedeſtinds Koftet, md, ghlpgult —
Med Kroget ak Guld de BDilge. flages ; EY —*
ø) — on Morgenen.
Konniug Frode draget adi Eſbben forni i.
Med bttendender Mu da ſtuer råd banes 7:
Paa Kongeleaen, og Arm i Agm
Foragte de Morderſus vig Dot; sc 2
De Fakler lue med" røden Glande, + 7
Og funkle paa Kongernes gyldne Brande,
sod Hullet Liender dag Bøg og bag —*
3 Kroner paa Skiolbungens sene
De finde Fadexens, Moderetzs Bek, ,
Og vende fig mod dar ——
Da flygter Frode fil ſtumle Mets 1 1 vs
Men Helge faeres mød re. Bil Drot.
„Nu so ham flygte mæd. ængflllg far -
Tak Odin for' eet Rene mani støt rs"
Den utle, Ref af Livrt ham lens 33
Men Helge sager: „Kun Hævn! tun. Sant” .
Og Skialden ſiunger i -bvælsse Sol … ir,
Om bevnent Bulger mm as Gave, —*
— .. ):
De tvende Kirketaat ne.
Det var fig Herr Uger Syg,
Hannem løfter i Leding at ganges
Forſt træder. ban i den Ride den,
Xt hert de Dnefange"). osv
—
A. G. Hhlenſchlæger.
Muren var af det gule Leer,
Og Taget det forte Seraa;
Det var fig Herr Affer Ryg, -
"| Misnøiet han faae derpaa.
Det var fig Herr After Ryg,
Sit Hoved maatte han boie;
Loftet det var faa meget lavt, …
Og Kamperne vare faa høie.
Væggen var baade muggen og rn:
Tiden æder med 'ffarpen Zand,. .
Saa lidet monne hun ledne.
Gort fun gnaver med ffarpen Tand,
Dertil hun haver ſtor Drift; iv.
Alt da vorte den liden ſmaa Bomſt
Udi den Kirkerift.
Alt da ſnoede den gronne Humle
Sig ad den Kirkeſſde. .
Storken ſidder udi Redet ſtrunk,
Og ſeer hun ud ſaa vide.
„Og hør du, kiere Fru Inge!
Du eft en Quinde ſaa puur!.
Ci ſommer det fig af bede til Sud
J fligt brøftfæddigt SFuur. | ; ,,”
Vinden blæfer udi Kirken ind,
Og Regnen ned maa dryppe.
Chriſtus er ſteget til Himmelens Sal,
Han noies et meer med en Krybbe.
Hor du altertiærefte Huſtru min,
Jeg figer dig det forfand:
… em
" Den havde faa dyb en Revne; +.
....4
404
A. G. Hhlenſchieger.
Odp ſtal tu bygge Kirken af. ny,
Mens jeg er dragen af Land.
Taget du dekke med røde Tegl,
Af Steen du føre den Buur ;
Med da fol du rive fan brat
Det ufelig Kirkeſtuur.
Tage du fan mit Skarlagenſtind,
Af Floiel det vel maa være; .
Alt til et Akterflæbe ſtiont
Du fnilbelig fan det ffiære,”
Det var fig Fru Inge,
Hun fvared fit Husbond med Are:
„Sem IJ figer, min ædelig Herre!
Saa bør det vel fig være.”
„Hor du kiare Fru Inge!
Bud Haver velfignet dit Liv;
goder du mig en Sen faa bold;
Da eft bu en Danneviv.
Foder du mig faa bold en Sem,
Da giør du mig Tankerne glade ;
gaber du mig en Dotter ſtion —
Jeg vil hende ikke hade.
Hør du fiære Fru Inge!
Du eft en Qvinde velbaarn ;
Foder du mig. en Sen fan hold,
Da bygge du Kirken et Taarn. .
goder dir mig en Dotterlil,
Da fætte du fun et Spiir;
Ridderen kneiſer fag ſtout og ſtolt,
Men Qwvinden er VYompghed Zür.“
Det var fig Herr Affer Ryg,
Han beder ſadle fin Heſt,
s MS
A. &. Ohlenſchleger. 408
Saa rider han: i det Ledingstog, . —
Som til en Brudeſeſt.
Tredive vare hans Svende,
Og alle med Brynier nye;
Hvor han flædtes i Kampen hen,
De Fiender brat monne flye.
Det ſtod hen udi Uger,
Ja vel udi Maaneder ni;
Det var fig Here Affer Ryg,
Han feired i alle di.
Det var fig den giævelig Helt,
Hannem løfter nu hiem at fare:
Hielmene var af hint røde Guld,
Hannem fulgte faa faur en Skare.
Der han drog igiennem den Go,
Da fulgte ham tredive Svende; É…) ,
Der "han kom til Firmeslovlille*), i
Da reed den Herre allene,
Solen finner om Morgenen rød,
Og Røgen falder paa Græs.
Det var fig Herr After Ryg,
Han fpored farvel: ſin Heſt.
Satte den Herre Guldkringlen *)
Dybt udi fin Gangers Side;
Det vil jeg for Sandheden flige,
Hans Tanker løbe faa vide
Over der gule Hvedemark
Der kneiſer en Bakke grøn,
A
v) en Landsby imellem Sor⸗ og Slagelſe i Ejelland.
—) Hiulet paa Guldſporen. Kringle betyder oldnord. en Kreds.
a SE 26*
fo, . %. G. Hhienſchleger.
Bag ved ligger Finnesføvlil,
En By vel flor og ſtion.
Det var fig Herr Affer Ryg,
Fan bad vel veb vor Frue:
Give det Gud i Himmerig,
At jeg et Taarn maatte ſtue!
Det var. fig Herr Affer Ryg,
Saa liſtelig da han loe,
Der han kom paa den grønne Brink,
Og ſtued Taarne to.
Over den Kirke ſtoltelig
De kneiſed i Luften blaa; .
Lærfen fang i den Hvedemarkr, '
Mens Solen ſtinte derpaa. i
dal have ſtolten Fru Inge!
Hun var en Danneviv; ”
Hun flientte fin Husbond Sønner fo
Til Gammen og Tidsfordriv.
Den forſte af de Sønner to,
Den faldte han Esbern Snare, |
Han blev faa ſterk ſom den vilde Bas"),
Og mere ſnel end en Hare. .
Den anden kaldte han Apel,
Han blev en Biffop from;
Han brugte fit gode danſte Sværd,
Com Paven fin Stav i Kom.
Falden er nu det ene Taarn,
Og Krattet vorer af Gruus;
Axel og Esbern Snare,
De taarne det danffe Huus.
2) Vildbasſe d. e. Vildſviin.
A. G. Hhlenſchleger. 405
Motfet dakker ben gamle Steen,
Alt over hin ſorte Jord;
Axel og Esbern Snare,
De hæve fig høit i Nord.
Styrte vil fuart det andet Taarn,
Alt i den Kirkeby;
Arel og Esbern Snare,
De kneiſer i evigt Ry.
Chriſt figne den æbdelig Danneqvinde!
Hun hvilis for Altret i Kirke,
Hun fatte tvende mægtige Taarn
Paa Dannemarks Dannevirke.
Hil være den Sæmpe, ſom ſeierriig
Hiemdrager med ſtolten Skare,
Og finder i Vuggen Tvillinger to,
Som Axel og Esbern Snare!
Anders-Skovrm.
Hiſt, hvor Hoien venlig ffraaner,
Hiſt, hvar Horizonten blaaner
Og ſin Glands af Solen laaner,
Stod et gammelt Kloſter trygt;
Blidt indkrandſet, venlig rolig,
Rundt af Dalene fortrolig,
Gudsfrygts tarvelige Bolig,
Af de grønne Træer omſtygt. MEE
Mangt et Aar var langſt forfounden, KL
End det urørt ſtod i Lunden, .
- S)næt ved Byen Slagelfe i Sjelland. — Præften Anders i Sla⸗
gelſe, om hvis ſtore Hellighed Hiſtorien fortæller mærfelige Ting, >
døde 1205,
”
x. G. Ohlenſchlaget.
Hellig Fromhed lagte Gcunden,
Til Guds Ere blev det bygt:
Anders bort fir Øie vendte”
Fra den Pragt, ſom Hiertet blændte, s
Som med Friſtelſer emſprendte
Sielen, Ondſtabs bange Rov;
Agted ei de gyldne -Klæder, .
Bandred til de ſtille Steder,
Hvor i Andagt Fuglen qvæder
Pſalmer, fromt til Herrens Lov,
Der lod han i dunkle Skygge
Sig et helligt Kloſter bygge,
At de fromme Brødre trygge -
Kunde boe i tauſen Okov.
Ridderen, med Falk og Hunde, :
Blev nu. fra de dunkle Lunde,
At det rene Hierte kunde
Folge Fromheds hoie Bud.
Der, hvor Jægerhornets Toner
Forhen klang i Skovens Kroner,
Hvor for Fuglen fumffe Doner
Sattes, lød nu 'intet Stub,
J de, dæmringflerte Skove
Torde ingen Larm fig vove,)
At de fromme Fædre love
Uforſtyrret kunde Sub. -
Hele Vaarens Fugleſtare, J
Rad for Larm og Stoi og Fare,
Floi nu paa de Vinger ſnare,
Til den ſtille Munke⸗Bo;
Hyor de loktes ei i Noden
Hvor de, uden Frygt for Døden,
Å)
—
A. G. ØMenfélæger. , dog
Kunde ſlaae i Morgenroben,
Uforhindret ſodt i No.
Hvergang Kloſterklokken ringed,
Nu hver Fugl, faa det bevinget,
Hoit fig op mod Himlen ſpinged,
Sang faa lyſtelig og fro.
Fromme Bønder did hendroge;
Op de deres Hytter floge
Der, hvor Munkene forjoge .
Overlaſt og Voldſomhed; NE
Ind de vel ef torde vove
Sig i Anders fromme Okove,
Men ved Søens blanke Vove
Satte de fig hifjet ned. s
Oldingen dem tit beføgte,
Dergs Tro han fromt forøgte,
Gavmild deres Kirke ſmykte
Med det Kors, hvor Jeſus leed.
Gvergang at en jordiff Smerte
WEngſtede det ſyge Hierte,
Kloge Raad han venligt larte,
Deelte ud fin Legedomꝛ
Hvergang Mismod, Qual og Summer,
Giorde Luften qvalm og lummer,
Vaktes Sielen af ſin Slummer,
Blev det godt, naar Anders kom.
Hvergang til den fidfte Hvile
Trætte Legem hen mon ile,
Lod han bruſtne Øle fmile, -
Uden Frygt for Herrens Dom."
Ae! forgiæves vil du ſoge, SE
Vandrer! end de gamle Bøge, —
408
AX. G. Shlenſchlager.
Som forbandt fig at: forøge
Kielingen om Kloſtrets Fod.
Ongſte Quiſt ſom da men ffyde,
Monne Stormen lamgſt nedbryde,
Da kun lumſte Orme tyede
Til den trøffets hule Rod.
End vel i de gronne Dale
Kloſtret ſtauer, men ſtolte Sale
Paa det ſamme Sted nu prale,
Hvor de ringe Celler ſtod.
Bonden end med Andagt ftkuer
Hen tis Kirkens hvalte Buer,
Himlen é& hans Hierte luer,
Naar han nævner Anders Magt.
Kigbftedsfolket, plat og fløvet,
Fromhed, Kraft og Tro berøvet,
Solvets Slaver, flængt i Støvet,
Navner det fun med Foragt.
Skialden, af! hvis Blik fanlænge
Paa de gamle Mure hænge,
Griber i de ſtemte Strenge,
Bluſſer, født til Sang opvatt.
Hiſt hvor Axet Jorden bølger,
Hiſt hvor Øiet blidt forfølger
Agrens tunge, gule Bølger,
Sort et Kors paa Høien ſtaaer,
Hellig Anders reift til Ere,
At hang Aand fan altid være
Egnen nær, og Omſorg bære
For fin Ager, Aar for: Aar.
Hvergang Blomſten Engen fpætter,
Hvergang unge Lov fig flætter,
A. G. gDhlenſchleger. 409
Hunde i Mai, da, forſt fig fætter
Mattergalen der og ſlaaer.
Thorſing.
(Af: Langelands⸗Reiſen.)
Venligen vinkte paa gronnen Strand de knudrede Boge;
Salſomt det blomſtrende Lov vifted og hvalte fig kiekt;
Fuglen i Toppene ſang, giennem Blomſterne risled en Kilde:
Alt (faa tyktes det mig) tolked et ældgammelt Sagn.
Og for det forffende Blik, ſom ſtadelig ſtued did henvendt,
Flux fig forvandled hvert Træ om til en drabelig Helt:
Toppen blev til en Hielm, dens Løv til en vaiende Fierbuſt,
Og til et Pandſer af Staal glatted fig rynkede Bart; .
Grenen ſtrakte fig ud, fom en Arm med en blinkende Glavind.
Saadan flod Kampen med eet kiek for det undrende Syn.
Længe jeg ſtirred, før ret jeg blev vaer, at fun alt var et Blindvark.
Som et Varſel jeg dog Synet betragted, og taug.
Dg hvor hurtig forklarte fig Alt, da jeg undrende hørte
Øens fandfærdige Navn: Thorſing, ei Zaafing, forvendt.
Thorſing. Herlige Thor! fan ſtod dit hellige Zempel "| ,
Midt i Danmark omtrent, hiſſet hvor Arcerne ſtaae?
Nu begriber jeg forſt mit Syn, hvi de vinfende Bøge
Tyktes mig Kæmper i i Jern, ruſted' med Glavind og Skiold.
Mu jeg begriber Forceringens høie Betydning, da fordum
ØD! du blev Helten til Lon, Manddom fit Mandigheds Hiem.
Thi Kong Chriftian flod høit i fin Hal, med et faderligt Øie
Vendt imod Kiogebugt; Stunden var vigtig og flor.
Juul var giordet til Strid, raſt bluffed den driftige Sæmpe,
Lokkerne flagrede vildt, Kamplyſten flod i hans Blik.
Niels! lød Konningens Ord, (og hans Haand laae paa Sæmpes
FRR rens Tinding)
410 %. G. Shlenſchleger.
Gak nu med Gud, min Son! Ruſt dig; og vent paa mit Bud.
Og nu ſtod Dafifongen, og fane — og beregned "— og tenkte —
Fienden et laae ham tilpas, Juul fi til Angreb ei Vink.
Pludſelig dundred Kartoverne dumpt i den foulmende Havbugt,
Og over oprørte Vand flyngte fig Rogſtyen hen.
Bluſſende Konningen flod i fin Borg, med vredeligt Aaſyn,
Harmfuld flielved hans Haand under det ſpeidende Glar.
Danperflaaden tog Flugt (fan ſyntes det), Krigsluen brændte,
Driftig, paa egen Haand, fræft af en Underfaat tændt !
Da fvor Skioldungen dyrt, i faderlig Harme, ved Himlen:
Slagen ſtal du, Niels Juul! hænges i Galgen med Jern!
Men, fom det pleier af gaae, hvert Land klakker færegne Drift ub:
Huusvant fra Lodbroks Tid Øboen plabffer tilſoes.
Saadan gik det ſaa tidt, og faa gik det her, thi Niels Juul kun
Flygted paa Skromt, for at ſlaae Fienden for Alvor paa Flugt.
og da bedekt nu med Støv og med Sveed og med Blod han paa
Land fteeg,
Knælede ned for fin Drot, fuld vel fin Brode bevidſt,
See! da græd Dankongen; thi ret ſom en Misdader fnælte
ydmyg den herlige Helt, vented fin Driſtigheds Lon.
Kierligt han tog ham i gavn, fom en Fader han løfted fin Finger:
Niels! Niels! ſmiilte han blidt, nys jeg en Lænfe dig ſvoer:
Den flal du fane. Men flur af fin Hals tog Kongen en Kiede,
Lung af hint rødefte Guld, rundt med Karbunkler befat,
Hang den faa rundt om Heltens Hals; og det blomſtrende Thorfing
Blev den Galge, hvori høit han Forbryderen hang.
Baht”).
Dakker Graven, grønne Urter ſmaae!
Eders Ven, ſom elffte Jer faa ſaare,
2 Deune ligeſaa beſkedne ſom beremte Difcipel af Linns var født
i Bergen 1749, og døde fom Prof, i Bot. i Kiebenhaon 1804.
AJ
G. Øhlenfdjlæger; ” 441
Han er bød! O ryſt fra Himlens Blaa,
Hoie Gran! din tunge Veemodstaare.
Hvide Rofe med det blege Smiil!
Sødt indſlyng dig med den friſte rode!
Vinder eders Krands omfring den Døde!
Duk dit Hoved dybt, og græd, o Piil!
Smaae Violer! hulde Børn! fom født, .
Medens Foraarshimlen venlig lufter,
Under Graſſet, ſvalt og luunt og blødt,
Staaer åg feer fan fromt til Gud og dufter!
Samler eder ved hans Hovedffeen,
Lampen liig, fom under Gravens Bue
Brænder for den Dødes trætte Been,
Ien dodbligblaa men hellig Lue. ,
Eders Elſter havde intet Guld,
Uden Zirat var den ſorte Tillie.
Gyldne Gyldenlak! vær du da Gulbz
Vær bu Sølv, bu følverhvide' Lillie!
Slyng hans Navn; han var en Blomſt fom du,
Reen, uſtyldig, elſtovsfuld og ſtille.
Kraftig var hans Aand og from hans Huz
Hvide Lillie! lad bin Taare trille, …
Flora, du ſom hift i Oſtens Hiem
Har din rigelige BlomftemBoligl
…” Drag fra Øften, gak for Graven frem,
Hvor din Ven i Norden flumrer rolig ;
J dit Fylde⸗Horn tag Urter med
— Rundt fra alle Jordens grønne Skove ;
" Strø dem yppigt pan hans Hvilefted,'
Smiil og græd, og onſt ham født at fore
Hedre blids pin Dverpræft; hans Villie
Ene var at vorde Flora kicr.
Gud, fom klæder Martens ſergfri Lillie,
412
A. G. Ohlenſchleger.
Kledte ham, imens han vandred her.
Stille var hans Liv, fun Faa ham kiendte,
Skiondt Europa lydt gientog hans Navn.
Trofaſt dog han fin Gubinde tiente;
Flora! tryk din Elffer i din Favn.
Ci til Menneffet, men fun til eder,
Spade Blomſter! Skialden fig har vendt,
At hvert Foraar ſodt I tilbereder
Eders Ven et herligt Monument.
Eviggront, o Vahl! og Granbar vinde -
Hver en Vinter om din Urne fig;
Men med Vaaren, Jordens Elſterinde,
Hundredtuſind Blomſter favne dig!
Elvene og Fosfene i Norge.
(Af; Norges⸗MReiſen i Aaret 1833.)
Tydſtland har Bierge fom Norge. Jeg finder
Højere Fielde, hvor Alperne ſtaae;
Ha men en Elv, fom faa yndigt henrinder,
Aldrig tilforn mellem Klipper jeg ſaae.
Tidlig og ſilde,
Klar form. en Kilde,
Milevidt bølger den deilige Flod;
Styrter, og frygter ei Vandet at ſpilde.
Ymer har nok af det ſundeſte Blod.
Langt op mod Polen henſtrakte fig Morge,
Langtid tilfteded ef Blokkene Vei;
Men mellem Granernes evige Borge
Aabned fig Elven den frugtbare Frei,
Ikke den tøved,
Stenene kloved,
Medens paa Stene den kloved fig ſelv.
-
1,6: Shlenſchleger. 418
Nu var et Tilgangen Sletten berovet;
Baaden blev bygget, og gled paa fin Elv.
Elven indffrænked fig (eh, og danned
Om fine Bredder den yndigſte Dal.
Mulden fig lagde paa Stenen og Sandet,
Freia fig bygged af Birker en Sal.
Frugtbarheds Fyrſte |
Sin Gullinborſte i
Bragte; da reiſte fig Markerne ſtrax.
Hungre ſtal Bonden faa lidt nu, ſom torſte;
Bølger i Solen ei gulgyldent Ar?
Granen, ſom vorer faa mægtig paa Fieldet,
Luner ei der mod den ftormende Vind; —— '
Men naar den Øren i Skoven har fældet,
Varmer i Hytten den isnende Kind. .
Hvad ſtal den føre, É
Hvo fat ben fiare .
Med til de Steder, fom har den behov?
Derſom ei Guder vort Ønffe vil høre,
Raadner den rigeſte Sat i vor Stov.
g kun din Gran i den dæmrende Skygge,
Slide den fad i mit rislende Vand!
Snart ffal man Huſet af Bielkerne bygge;
Jeg ſtyller Stammen fra Strand og til Strand,”
Saa fang en Huldre.
Hxerne buldre,
Granerne falde pan ſtummende Flod.
Bølgerne bar bem paa mægtige Skuldre,
Handel og Søfart ved Fiorden opſtod.
„Skueſpil har du ei, ærlige Grande!” —
Idun og Bragi for Fieldbonden fang —
uMen af de ſtummende, ſtyrtende Bande
414 A. G. Ohlenſchloeger.
Digte vi dem, for den undrende Vang.
Regnbuen vaager
J vore Zaaget.
Det var et Lyftfpil, ſom mored dig alt.
Styrtende Fosſen i Dybet nedfaager:
Saadan Jarl Hakon og Zrygvafon faldt!
Vaulundur kom, og med Snilbhed i Øiet
Saae han det herlige, mægtige Spil.
„Idun og Bragi has giort Dig fornøiet,
Bonde! men riig jeg nu giore Dig vil.
Hiulet ffal drive, .
Fosſen oplive, Ol
Stampe ffal Hamren og Saugene gaae.
Malmet ſtal fangent i Bierget ei blive,
Brugen og Nytten deraf ſtal Du faae.”
Derpaa han bygged ben mægtige Stole,
Ddybet i Fieldene bovet nu blev,
Midfiære larmed de natlige Trolde,
Modige Biergmand dog ef de forbrev,
Hamrene ſtampe.
Magtige Kampe!
Elven dem ſtyller nu Ærtfen fan reen.
Og fom, Aladdin! Du gned paa din Lampe,
Normaͤnden gnider den mægtige Steen.
Hold paa din Tommel [ab dvæle Karjolen,
Jil ei fra Stedet faa hurtig og ftrart
Forſt lad mig ffue Regnbuen i Solen,
See hvor den. fpringer, den kraftige Lar,
Nu kan Du fiøre!
GBeoöſen vi høre,
Medens fig Norbakken ſtynder fin Gang:
Ofte ſtal lyde, min Siæl! for dit Øre
Larmen af Elvens fortryllende Sang.
na
A. G. Ohlenſchleger. 415
De fidfte Scener af Palnatoke.
Sorgeſpil i fem Acter. i
(De Verfoner, fom forekomme i de her valgte Grener, ere:
Svend Tveftiæg, Kong Harald Blaatands Gøn. Fiolnir,
Haralds Staller og Merkismand. Palnatoke, Jarl i Fyen, Ven:
ſpffel og Bretland. Bue hin Digre, Palnatokes Svoger, en
Bornholmer. Sigvald Jarl, Strutharalds Søn, fra' Skaane.
Thorvald Vidførle, en Islender. Arnoddur, Kong Svends
Herold og Kiertefvend, — Handlingen foregaaer iRvestilde Mar 991.)
Palnatokes Huus.
Palnatoke. En Skare Danſke.
Formanden. Ja, Serre! Siellands ſydre Deel ng Fyen
Har eder valgt; vi frygte Othos Magt;
Vi mene, til at ſtyre Riget nu,
J ſaadan Storm, dertil behøves Mænd,
Ei Ungerfvende; og da eders Slægt
Er kongelig, fom Svends, fan byde vi .
Den ædle Palnatoke Danmarks Krone.
Palnatoke. Har I og eders Venner Tillid til mig?
" Formanden. Det troe vi at bevife med vort Tilbud.
Palnatoke. Sqvié faa er, da er Sagen hurtig afgiort.
Gaaer hiem og figer dem, ſom eder fendte:
Min Mening var, da jeg opdrog Kong Svend,
At danne ham til Drot, hvortil han fødtes,
Siig eders Venner, ſom har Tillid til mig :
Jeg troer at have opnaaet, hvad jeg ftræbte,
Og at jeg har det bedfte Haab om Svend, i
Fremdeles figer: Svend har ingen Ven |
Meer trofaft i fit Land, end Palnatoke;
Forkynder dem: Den Mand, ſom jeg flal agte,
Maa være Kongen tro; og figer dem
Til Slutning: At det Spyd, ſom vilde fløde
Æra Thronen Svend, forſt maatte bore fig
416 X. G. Ohlenſchlæger.
En blodig Vei igiennem bette Hierte.
Har I forftaaet vel min Mening? i
Formanden. Ganſke.
Palnatoke. Saa gaaer med Fred, og glemmer ei herefter,
At rolig Troffab og Hengivenhed
Cr Underſaattens førfte Pligt. Farvel.
(De Afſendte forfeie fig bort.)
Arnoddur (træder ind med et Skiold, (om San ræffer Pals
natole).
Dankongen ſender dig et Skiold med Runer.
Palnatoke (læfer det, og figer derpaa, efterat have betæntt fig
. et Hieblik, i det han giver ham det tilbage) ?
Vel! Hils bin Syerre! fiig ham; Jeg fhal komme.
(Svenden gaaer.)
Thorvald (fom har mødt Gvenden f Døren, følger fam be
tæntelig med Minene, og figer derpaa til Palnatoke):
Jarl! togft du mod Indbydelfen ?
Palnatoke. Ja Thorvald,
Thorvald. Det havde jeg ei troet. Jeg var hos Svend,
Da du afflogft det førfte Gang, og kom nu
At fige dig Farvel.
Palnatoke. LErlige Thorvald!
Vi vil ei tage Afſted. Afſted tyder
Paa lang Fraværelfe: og din Erindring
Skal aldrig være filt fra mig. Vi fees
Desuden, haaber jeg, vel ſnart igien.
Thorvald. Det fommer an paa Guderne; i jeg tvivler,
Palnatoke. Du tvivler?
Thorvald Gode Jarl! du gaaer til Jomsborg,
Og jeg indſtiber mig i Mat til Island;
Den vaade ASgir ffiller vidt 08 ad;
Og om jeg tiere feer de danſte Kyſter —
Maa Himlen vide,
Palnatoke. Du forlader Svend?
A. G. Shlenſchlager. 41417
Thorvald. Jeg ſtaaer forladt af ham; og ſtynder mig
Fra diſſe ſtumle, fongelige Sale, |
Hvor tiften yngler lumſt i hver. en Kreg, 0
Tilbage til min tarvelige Hytte.
Palnatoke. Hvordan ſtat jeg forſtaae din Zur Ben!
Du eft bedrøvet? ,
” Thorvald. Ja ved fa Baldur! ”
Net inderlig bedrøvet, HÆLEN J
Palnatoke Ben! hvorfor? …. . 3.
N
Æhorvald, Jeg ſmigrer mig dermed, jeg troer, min "Serre,
At du bearer med dit Benflab mig.
Beſtandig har du viiſt mig ærlig: Yndefr, ” SERENE
Ja felv Tilbøilighed, endſtisndt bu et ER
En vældig Helt, og jeg en ringe Mand.
Palnatoke. Hvorledes fan en Thordal tale fan?
Thorvald. Maa jeg udbede mig en Bodped af Ng
J Afſtedstimens ſidſte Oieblik?
Palnatoke. Alt hvad du vilſt. .
Thorvald. Vil Palnatoke finte
Da Thorvald fin Fortrolighed ?
Palnatoke. Du eſt
Den værd. . | i
Thorvald. Saa flig mig, ædle Jari! - '
” Sovorfor afſtogſt bu Kongens forſte Tilbud, rede ek nm
Og tøgft, imod det andet? ERE dl
Palnatoke (betragter ham'et gieblich Du har hon
Et Rygte, Thorvald! Troer du dette Rygte? | -
Thorvald. En æstig Mand troer ei paa Skvalder.
Palnatoke. Zrær
Vel Thorvald mig iſtand til denne Daad, |
" Gom. Rygiet mig beſtylder for ? .
Thorvald. . Hvvorfor tit
Hoo fan fee forud alle Livets Forheih!
5 on
448 „A. G. Ohlenſchloger.
Palnatoke. Troer Thorvald mig iſtand tif Nidingtoark?
Thorvald. Bed alle Valhals gode Guder: Nei!
Palnatoke (griber hans Haand). UErlige Ven! ja, jeg
j har dtæbt Song Haralb
J Natten med min Pül.
Thorvald. Det fagde mig
Dit Die ſtrax.
Palnatoke. Jeg fad i Hallen her,
Var flumret ind, blev vælfet af en Træl,
Som Harald havde fendt at myrde mig.
Det dar det fredie Anfalb paa mit Liv.
Et Menneſte er fun et Menneſte;
Og felv den bedſte Helt er intet meer.
Mit Hierte foulmed vredt; jeg greb min Bue,
Dg fulgte Morderen den ſtiulte Bel,
Der flod den gamle Synder! Tufind Sange
Han havde været Døden værd. Jeg ſaae
J Mattens Baggrund Danmark græde Blod
For denne Nidings Skyld. Da forekom
Hans Død mig uopfættelig nødvendig —
Og Pilen floi fra Buen i hans Bryſt.
Thorvald. Shan vilde atter ffille dig ved Livet?
Palnatoke. Ja, ved fin Skoſpend, ved den finſte Træl.
Xhorvald. Harald er falden paa fin egen Synd.
Palnatoke. Ved Nornernes Retfærdighed, det er fan.
Men — fromme Thorvald! da vi er allene,
DODg da— du onſter min Fortrolighed:
Eet — ængfler mig juft ei; men gior mig dog
Urolig i mit Hierte. ,
Thorvald, Soviltet, Serre?
Palnatoke. Den gamle Synber raabte i fin Dodeſtunb
Paa Tvefamp ; fordrede fit Livs Forfvar.
Jeg nægted ham den ſidſte Tilflugt, Thorvald.
Thorvald (tier). .
2
A. G. Shlenſchleger. | 4149
Palnatoke. Det var ei Gruſomhed. Jeg inbſaae klart,
Hvorlidet Kampen vilde nytte ham;
Den kunde vorden en Udſmykning hoit
For min Bedrift, ei nogen Hielp for ham;
Og jeg forſmaaede denne Pyntelnabe. OS
Thorvald. Hvad du har gtort, kan ingen Mand fordomme.
"Den bedſte Helt er fun et Menneſte;
Det har du til dit eget Forfvar fagt. …
Og Nidingsvark fan fylde felv med Galde SEE
Et Duehierte, meer et Lovebryſt.
Palnatoke (griber pludſelig hang Haand og fører ham til en
Side.)
Og fkulde du nu troe, min vakkre Thorvald!
Med alt, hvad her du ſiger fil min Troſt,
Med alt, hvad jeg mig ſelv beſtandig figer — .
Saa ſtaaer den, røde Stygge for mit Blik,
J Purpur⸗Kaaben, med den gyldne Krone,
J hver en Krog — og truer med fit Spir.
Thorvald. J Broder Purpurblod var Kaaben farvet,
Og Spiret vriftet af den Dræbtes Haand; -. NE
For am er din Gamvittigheb, min Herre! '
Palnat oke. Min Are. var tilforn et ſpeilglat Etivd
Af ſlebent Staal; hvor Solens Straale faldt, NNE
Der blinkte den med dobbelt Glands tilbage, — 0...
Nu ſtaaer en Plet af blodig Ruſt paa Skioldet.
Jeg gnider den ved Dag, ved Nat — og kan
Ei faae den ud!
Thorvald. Hugprude Palnatoke!
Naar horte jeg dig tale ſaa.
Palnatoke (med ſtigende Varme), Ved Thor!
Jeg gav mit Blod, ifald jeg kunde vaſke .
Ruſtpletten ud dermed, . |.
Thorvald. Fat dig, min Herre,
27"
y
é
420 …. A. G. Ohlenſchlæger.
Palnatoke. Der gaaer en gruſom Friſter giennem Livet,
Den ſtygge Vagnhoft med det krumme Sværd;
Han lokker 06, Cen meer, en Anden mindre ;
Han har fin Fryd af at forvikkle Hiertet -
J fine Garn. — Maaffee det er en Prøve, -
Hrorved de hoie Guder vil erfare
Det ſande Sindelag. Den, fom de ſtienkt⸗
En ſielden Evne, af en Saadan fordre
De og en ſielden Kraft, en ſielben Dyd ;
Og finde de i Haabet fig bedragne —
Da ſende de Blod⸗Nornen med fit Spyd.
Thorvald. Ved Odin! Harald har fortient ſin Det.
Palnatote. Hvi brev min egen Gag mig til hans Drab!
Thorvald. En menneffelig Drift, ved alle Guder.
Palnatoke. Nok, Thorvald! — jeg har aabnet dig mit
Hierte;
Hvad du har hørt, faner Ingen meer at høre,
" Thorvald. - Din Tillid og Fortrolighed fertzner
Den inderligſte Giengield: Palnatole . .
Gaa ikke hen til Kongens Gtaversl.
Palnatoke. Og derhen maa jeg, derhen Før jeg juſt.
Thorvald. Gaa ikke hen til Kongens Graverni!
Hvad vilft du der? du har jo ſelver fagt:
Det er et Minde, fom du et fan hædre. -
Pal natoke. Jeg gaaer ef did for Haralbt —* fre
Somdés:.
Han onſter mit Farvel, før j jeg gaaer bort, 3.5
Bil takke mig perſonlig for min Iver . &
" Bed Kongevalget. ra 7
Thorvald . —* sti!
Srend har befluttet, af befnære dig ; B
Det er den ſande Aarſag, hvi jeg kom.
VSortumlet ved det pludfelige Skifte,
A. G. Dylenſchleger. 421
Ved Kongevalget, ved ſin Fabers Død;
Bevæget ved at fee hans Liig; ophidfet
Af Fiolnirs Had: har nu den fvage Vngling ”
Forglemt fin Pligt, eg hvad han fylder big.
Palnatoke. Det veedft du viſt?
Thorvald. Saaviſt, at jeg beſtiger
Endm i Nat mit Skib, og gaaer til Island.
Palnatoke. Bliv her, og følg med mig til Graverollet!
Did gaaer jeg hen, uagtet alle Farer.
Hvad du har fagt, har jeg formodet alt.
Thorvald. Dg dog? Dog vilſt du gane?
Palnatoke. Jeg maa derhen,
Ci min Samvittighed beklemmer mig, i
Men dette Mummeſtiul. Saalænge jeg
Har levet, var jeg min Bedrift bekiendt.
Jeg vil ei flygte, fom en Romningsmand;
Men ærlig tage Afſted med Song Svend.
Vil han Forklaring, nu! da ffal han fane den. '
Dg jeg vil fee den Keinpe, der tør vove ”
At fægge driftig Haand paa Palnatoke.
Thorvald. Tag i det mindſte dine Venner med big !
Palnatoke. Nei. Denne Sag vedfommer ene mig.
Hvad enkelt Mand har giort, maa enkelt Mand
Forfvare. i
Thorvald. Edle Jarl! jeg fan ei dolge
Dig her min Frygt.
Palnatoke (venlig). Hvad frygter Thorvald for?
Mit Liv? Det ffal jeg jo dog eengang mifte.
Min No? Den vinder ved bet raffe Skridt. —
See, Thorvald! jeg vil tilſtaae dig det reent ud:
Jeg havde mig en Drøm i Morgenſtunden.
Der kom en Mand til mig i Søvne, fagde:
„Endnu i Nat ſtal denne Regning flettes
Imellem dig og Svend! Endnu i Mat ffal
ø
L
42 . 2. G. Øhlenfølæger.
Dit Hierte vorde roligt!” — Om han mente ”
Nu Livets eller Dødens Ro — det veed
Jeg ei; det vil vi nu forføge. — Hvis.
Jeg falder — vel! da var det Nornens Vink.
Gaaer jeg derfra — da ſtal den røde Stygge
J Mørfet tabe fig med denne Nat, '
Og Dagen atter ftedfe fee mig freidig. —
Folg mig! Jeg gaaer til Haralds Gravers.
i (Han gaaer).
Thorvald. O æble Helt, bu gaaer fun til dit eget.
Men jeg vil redde dig — Ja! jeg vil ile
Til Stranden ned, vil aabenbate Bue
gorræberiet; han ſtal komme med
Sit Mandfkab dig til Hielp. — Selv vil jeg flyve
Udfaldet og min ængflelige Kummer.
Thi falder Palnatoke, falder Svend,
Er lige ſtor min Sorg og Danmarks Tab.
" Farvel! bu ffienne, danffe Strand! hvi tvinger
En grufom, en fortørnet Norne mig,
At flygte bort, paa Nattens forte Vove,
Til Heklas Snee, fra dine Bogeſtove?
(Han iler bort).
Kongens Hal.
(Salen er i Baggrunden behængt med forte Tepper og den Afde⸗
deg Vaaben. Ct Bord i Midten, hvorpaa ftaaer ef gyldent
Træbilled af Freiers hellige Galt. Bænfe til begge Sider, J
det Scenen forandres, begynder en dæmpet Sorgemuſik, under
hvilken Kemperne, vaabenflædte, komme parviis ind, og fætte
fig omfring Bordet. I Baggrunden ſtaae Trællene ved Skien⸗
kebordet med ſtore Misdkruſe i Hænderne, Naar alle ere
komne, træder Song Svend ind. med Fieluir).
Svend Cafſides til Fielnir). Tallet er fuldt, Fun Hoved⸗
manden mangler.
Ifald han kommer di?
Fiel nir. Han kommer viſt.
Kun frygter jeg hans Følge.
Svend. — Stille, Fiolnir!
Med Aſathor der er han! Uden Følge
Og uden Ruftning, blot med Sværd og Skiold.
Fislnir. Den vrede Rota leder felv hans Fied. .
(Muſikken begynder igien. Svend fætter fig i Haiſedet. Arnoddur
Har anviift Palnatoke fin Pladé ved Bordenden. Under Mus
fiffen gane Trællene omkring og heldefRiød i Kempernes Horn.)
Svend (reiſer fig sp i Søifædet med et fort Orehorn, bellatet
med Gølvringe.)
Arnoddur (raaber:) J ædle Kæmper, Konning Svend,
vor Herre,
Alt for bedrovet til at tale ſelv,
Forfynder eder lydt ved fin Herold,
At han vil drikke nu af Sorgens Horn
Sin Faders, Konning Harald Gormſons, Minni.
(MNufiften begynder igien; alle Kemperne reiſe fig op og britfe med;
hworpaa deres Horn atter foldes).
Svend (reiſer fig atter med et dobbelt faa (tort Dritfehorn af
røden Guld; hvorpaa)
Arnoddur (raaber) J drabelige Kæmper, fromme Hird⸗
mænd!
Nu blotter eders Hoveder fra Hielmen!
Thi dette Bager er det hellige Horn
For Afa Bragt, det er Loftets Bæger.
(Kemperne blotte deres Hoveder uden af reife fig, og fætte Hielmene
med et raslende Samſlag for fig pan Bordet).
Tiglnic (ſtaaer op i fit Sæde og raaber;)
Jeg den Aſdodes Staller, Merkismand,
Og Ven, adſporger dig, Svend Haraldſon!
Hvad Løfte gior du her paa Frelers Salt,
Ved Bragis Bæger, for din Faders Minni?
Svend (ſtrekker Hornet i den høire Haand høit mod bimle
den venſtre lægger han pan Galtens Hoved, og ſiger derpøa;).
494 A. G. Ohlerſchleger.
Paa Freiers Galt, ved Aſa⸗Beagis Bager,
Gior jeg det Løfte, Svend, de Danſtes Konge,
At jeg vil hævne ftrængt min Faders Drab:
Hver Draabe vorde Gift, ſaafremt jeg fviger.
(Han tømmer Hornet).
Fislnir. Et ærligt Løfte. Guderne har hørt det.
JF Kæmper! driller til Betræfcelfe.
(Kæmperne reiſe fig og drikke; derpaa fætte de fig igien, og - des
dæfte fig med deres Hielme. Der flødes i Trompeterne)
” Srnobdur (træder frem med Sværd - og Stiold, ſwer tre
. Gange paa Stioldet og raaber:) .
Hoit, efter. gammel Skik, adfpørger Kongen,
Om Ingen har Beviis mod Morderen ?
Hvo noget har, han træde frem fom Vidne.
Fielnir (reiſer fig og tager Pilen frem),
Jeg, Fiolnir, har Beviis mod Morderen:
Med denne Piil er Harald Gormſon dræbt;
Selv. har jeg draget den af Kongens Hierte.
Svend (til Arnoddur). Tag denne Piil! Bring den om
Bordet, ſporg,
Om Nogen kiender ben, og veed dens Eier?
Arnoddur (gaaer, med Pilen i den ene og en flor Vorfierte
i den anden Haand, Bordet om fra Mand til Mand, og
ſporger den forſte!:)
Danfæmpe, kiendes du ved Pilen? -
Kæmpen. . Nei.
Derpaa figer ban til enhver sdu?” og faner „Neil“ til Svar,
indtil han kommer til Palnatoke, ſom fvarer ,, Jal”).
Svend (reifer fig opbragt). Hvordan? du fiender den?
AJ
Palnatoke (rolig). Hvi ſtulde jeg
- Ci fiendes ved min egen Piil?
Svend. Hvor fliltes
Du ved den ſidſt?
Palnatoke. Ifald du endelig]
Vilſt vide det, min Foſterſon! ba ſtiltes 2
A. G. Dhlenſchlager.“ 4265
Jeg ved den fælt paa Bueftrængen, dengang
Jeg ſtiod din Fader tvers igiennem Hiertet.
Svend. Staaer op nu, alle Mand! og griber ham!
Thi nu ér Huldſtab, nu er Venffad brudt.
Fislnir. Op, griber ham! Jeg være ſtal den førte,
Palnatoke (drager fit Sværd, og ſtoder ham ned).
Du være ffalft'den førfte, gamle Niding!
Der ſtyrter ned til Sel; og fan ſtal hver,
Der vover fig et Skridt mig nærmere,
(San flager Sværdehialtet imod Bordet, faa det runger i Salen).
Rolig i Hallen her! Ved Aſathori
Den mindfte Mine til at røre mig,
Vil kofte eders Hierteblod. 0 ,
. . (Til Svend).
Gronſtolling! |
Du vilſt forgribe påa en mandig Helt dig?
Hvo lærte dig? Hvo lærte eder alle, FN ' SEER
Duunglatte Ynglinger, at bruge Sværdet?
Hvo førte eder feierrigt mod Fienden?
Hvo tugted eder op til Dannerke mper?
Jeg, Palnatoke! Og nu fan J troe,
At eders Fader, Lærer er en Niding.
Nu fan J troe, at Palnatoke har FEE N
Vanhadret fit berømmelige Navn? 3 .
Ved Danmarks Wre! Valhals Guder rødme «
Og flamme fig ved eders Trællefind.
(Ale Kamperne ſtikke ſkamfulde dere Sværde i Stederne, og (ætte
fig tauſe ned igien).
Palnatoke (til Svend). Jeg kunde gane, behøved ei at giore
Dig Negnffab for min Daad. Men jeg er kommen
Ut tage Afffed, fom en ærlig Mand. - 7.
"Din Fader har jeg bræbt, fordi han var .
En Synder, Døden værdig, Landets Fiende;
Merr vil jeg ikke fige til mit Forfvar.
428 X. &. Ohlenſchleger.
Den gamle Nibding tvang mig til fit Drab,
Farvel! Jeg gaaer herfra til Uſedom,
Hvis du vilſt hevne big, velan, da træf mig
JF Øfterføen med din Flaade. Men
Vanar dig ei, og mod ei den med Lumſthed,
Der meer bin gader var, end den, du hævner.
Jeg gaaer herfra faa rolig, fom jeg kom.
Hvo vover fig til at forfølge mig?
Hvis jeg har overilet mig og feilet —
Det er en Sag, fom Guderne maae demme,
Ei Menneffet, J fan ei fælde mig!
(Hen gader),
Svend. O han er flor! Jeg har fornærmet ham.
Hvo handler faa? Hvo yttrer ſaadan Kraft?
Naar kun han taler, maa han troes, beundres.
Jal jeg vil mode dig i Oſterſoen,
Og bode for mit overiilte Lofte.
(Til fine Sæmper).
Gaaer bort med dette Liig. Han faldt retfærdigt,
Thi han har ægget mig mod min Velgisrer.
(Kæmperne gaae bort med Fielnirs Liig. Svend fader « allene, og
ſtotter fig til fit Sværd, henſiunlen i Bedrsvelſe; pludſelig
hører man Sværdeflirren og Kamp bag Skuepladſen).
Bue (ftyrter ind med en Flok Jomsborgere, bleg i Anſigtet, med
funklende Pine; han hat Bærfærfegang, løber rafende mod
Evend med oploftet Sværd, og raaber;)
Du, du har dræbt ham, Niding du flalft døe.
Svend (fætter fig til Modværge). Fat dig! Din Herre gik
herfra med Fred.
Bue, Til Gravene Fred. Men du flalft bøde for det.
(De fægte).
Svend (raaber:) Det var ei Palnatokes Liig, men Fiolnirs!
Bue. Til Hel, til Hel, du Niding, ſtyrt til Hel!
(Svend fnubler og ſynker i Knæerne. Vue fætter bem Eværdet
før Bryſtet. Y det famme ſtyrter
bu]
AX. &.. Ohlenſchleger 427
valnatoke ind, griber Bue i Helelraven, laſter dam tilfte,
og raaber opbragt ;) -
Afſindige Forræder! vilft du myrde
Din Konge? Rafer du? Siig, vilft du være
En Kongemorder?
Bue (ude af fig ſelv). Kongemorder ? ba!
Cr dette Takken for min Troffab til dig?
En Kongemorder? Du eft Kongemorder,
Og ikke jeg. Der, der har du din Straf!
(Han render Palnatole fit Gværd igiennem Livet). !
Pal natoke (falder). O alle hellige Guder? mægtige Forſyn!
(Bue klemmes mellem Skiolde. Palnatoke bringes i en Stoh).
Sigvald (til Jomsborgerne). Lad lorſt ham komme til Be⸗
findigheden !
Bevidſt førft far han bøde for fit Mord.
Pal natoke (raaber med fine ſidſte Sræfter ;) .
Jeg byder eder, Jomsborgs Helte! hører
Mit mfte Bud: Bue ffal unde Livet. '
Bue (fommer til fig felv igien, ban drager et dybt Suk, fiirrer
paa Palnatole, og ſiger:.) ”
Hvad har jeg giort !
Palnatoke (venlig og mat). Bue har intet giort.
Du varſt et Varktsi un i Skiebnens Haand. i
Bue (fætter fig Sværdet for. Bryſtet). Jeg følger med.
Pal natoke. Hvis jeg ſtal døe med Ro,
Da maa du fværge mig, nt du vilft leve. ,
= Bue (Fafter fig par Knæe, Fyffer hang Hænder, og veder bem
med fine Taarer).
O Palnatoke! Alle gode Guder!
Dig, ſom jeg elſtte over Alt i Verden !
Palnatoke (lægger fin Haand paa hans Hoved).
Naornen har ført din Haand, du varſt uſkyldig!
Det er forbi. Hør mig, før Døden flutter
De. blege Læber: Lev! og ſmyk dit Norden
428 A. G. Ohlenſchleger.
Fremdeles med din Heltektaft. — Gaaer, Brødre,
JRo herfra! — Gaaer! — Taler ei et Ord!
Henter en Baar af ſammenbundne Spyd, . ”
Og bringer mig paa Skibet ud, og fører
Mit Legeme til Jomsborg! Jorder mig
Paa Torvet! Sætter ved min Grav en Steen;
Og fværger der ved Thor, at J vil hævde
Det gamle Danmarks Hæder og dets Kraft.
” Det var mig ei beſtemt at følge med.
Sigvald er viis, han være eders Høvding
JF Freden; Bue flærk, han føre eder an
J Krigen.
Bue (vil tale). .
Palnatofe (figr:) Stige! Stille! Døden kommer.
Hvor er min Palnir?
Sigvald. Ak, han gif til Samſo.
Palnatoke. Jeg havde gierne feet min Søn ehd cen Gang —
Siig ham, han hilſe ſtal fin Moder, Broder!
Waaer! Lad mig døe i Ro. Den ſom i Livet
Har elffet mig, han vandre taus herfra.
(Bue gaaer hulfende bort, med ænderne for Dinene: Alle Sæm:
perne følge ham ftumme i ben hoieſte Bedrøvelfe. Et Stille).
Svend (nærmer fig ſtielvende og figer med ſagte Refi:)
Tilgiv mig, Foſterfader! hvis du lever
Endnu! Tilgiv den alt. for fvage Svend I
| (Han Inde)
Valnatote (ræfter ham mat fin Haand).
Selv Mand kan feile, Svend! det har vi feet;
Hvor meget meer en Yngling! Jeg tilgiver ”
Dig Alt, min Son.
Svend. - Og ved din hellige Død!
— Din Fofterføn ffal vorde værd fin gader.
Mod dine Benner fan jeg ikke ſtride!
Jomsborg vil tugte mig; men lad den det!
Å ms
⸗
A. G. Øhlenfhlæger. 449
Naar Svend har ſtaaet ud fin Straf, da ſta
Han viſe ſig ſom Palnatokes Foſtre.
Palnatoke (reiſer fig plndſelig overende, frætfer fine Srme nd,
E og raaber glad med høi Roſt.) .. og.
Tak Bue! Taf! Der fvandt den røde Skygge!
Du har udvaffet Pletten pan mit Skiold.
(Han falder tilbage og døer).
Nicolai Frederik Severin Grundtvig.
Født 1783 i Udby i Sjelland. De tre førte Stylter ere tague
af hang; Nordens Mytpologt eller Sindbad Sprog, 18323. ;
Om Norbens Kampe⸗ ⸗ Vand.
Man fan vel tænke, bet er ei min Henſigt at ſorgude Aſa⸗
Thor, eller ſaaledes af vaſte Blodet. af Nordens Kamper, at de
ſynes englerene, thi alle Hiſtotiens Kynbinger fan fre, at ligeſom der
fun har været een Heltmeduplettet Skjold, ſaaledes er ogſaa
Chriſten dommens Kempe⸗Aand den Eneſte, der fortjener
Gubdoms-Navn og Tilbedelſe; men vel onſtede jeg ret at' kunne
indſterpe alle mine Læfere den miskiendte Sandhed, at, uagtet
Kæmpe andens jordiffe Redſtaber vår ligeſaa langt fra at være
ydesls ſe, ſom Frede zMæglerne, ſaa var de dog derfor hverken
mindre uundværlige, eller mindre berettigede til Beundring og
ſtaanſom Bedommelſe i en ſyndig Verden. ” Viſt nok er det .
naturligt, at Haardhed falder tungeſt at bære, naar ſtore Kraf⸗
ter øve den, men det ér deg ligefan naturligt,” af det er hvad
Man har. Meget af, og ei hvad Man fattes, Man -friftes til
at miebeuge, og at hvem der ei fan løfteMjølner, ſtulde nodig
rufe- fig. af, at han aldrig. fang den ff Upligtl - Derfor vil, trods
ed
430 NR. F. S. Grundtvig.
alt Kraker⸗Toineri over Kampens Bulder, ber dog er meget
bedre end Gravens Stilhed, og over Blod⸗Strommene, der dog
itke er nær faa. æfle ſom Forraadnelfen, ja, trods alle Dodning⸗
Hoveder, baade med og uden Halfe, vil ædle Heltes Liv og
Daad, til Verdens Ende, et blot begeiftre Skjalden, men ind⸗
tage de uſtyldige Børn, og takkes de elffværdige Kvinder, faa
de maae nødvendig opflamme alle Unger: Svende, i hvem der
Utgger Spiren til en daadfuld Manddom, og tabe aldrig deres
Glands eller mifte deres Priis hos noget Folk, der end fortjener
Navn af en Gren paa Menneſkehedens Kongelige Stam-Træ!
Kun flal Man lære, bedre end hidtil, at ſtielne mellem
ædle, hoimodige Helte, og hjerteløfe, grimme Jetter, eller raſen⸗
de Bærfærfer, hvortil vi ſaavel i Nordens Hiftorie ſom Myther
have den onſteligſte Leilighed, og, fom ædle Sæmpers Afkom,
den helligſte Forpligtelfe,
Vil vi nu fee Modet og Styrken i deres naturlige eller
byriffe Skikkelſe, da fler det ligeſaa godt ved at være Vidne
” til en TyresFægtning eller en Baxe⸗Kamp, fom ved at fee et
Feldt⸗Slag mellem de Vilde; vil vi ſee dem unaturlig misbrugte
i bøiefte Grab, da behøve, vi Fun med Efter⸗Tanke at læfe den
Romerſte Rever⸗Hiſtorie; og vil vi endelig fee dem prifelig
brugte i Menneſte⸗Aandens og MennefeLivets Tjenefte,
ha kunde vi umuelig ønffe at være fodte og baarne paa nogen anden
Plet af Ford, end i det høie af Havet ombølgede Norden, i de
Kampers Fode⸗Stavn, der ikke blot kraftig hjalp til at knuſe
den Romerſte Jette, men har, lige. ſiden Folke-Vandringen,
gienfonlig været Menneſte⸗Aandens ypperfte Vaaben⸗Dragere
paa Jorden.
Ja, ligeſom bet er i Mamre⸗Lund, under Abrahams Telt, vi
flal lære at kiende Hyr de⸗Li vet, og i Grakenland vi finde Bor⸗
gersLivet, ſom de naturlig geſtalte fig, naar Aanden er med,
faaledes er det I Norden vi finde det aandige Kempe⸗Livs
Bugge paa bet ſortladne Hav, thi Kampen med den flyvende Storm
og de bruſende Bølger, form vi vel mag Falbe, den Natur is
RB. J. S. Grundtoig. 431
ſtoriſte, er aabenbar den Naturligſte, MennefteAX anden |
fan føre, og fom derfor fun bliver blodig, naar Kempen felv vorder
Dfferet. Det var derfor intet Under, at Evalds Fiſtere vakde
ſaa almindelig Deeltagelfe i Norden, thi naar Modet og Styrken
trodſe Storm og Bølger forat redde MenneffesL iv, da ſvar⸗
ge de hoitidelig til Menneffe-Xandens Fane; men det er hoiſt
mærkværdigt, af detNordiffeDram as Vugge blev, ſom bet fig
burde, en Opfattelfe af det aandigeKæmpelLiveé Vuggez thi
ligeſom det vifer, hvor den havde fine Gænger, ſaaledes ſpaaer
det os ogfanet anderledes Drama tiſt Tide⸗Rum, end der hid⸗
til oprandt paa Jorden! Ja, Evalds Fiffere begynde et Dramatifk
TZids⸗Rum, hvori Skjalden vil opfatte hele bet Univerſal⸗Hiſto⸗
riſte Helte⸗Liv, lige fra dets Bugge pan Havet til dets Krykker
i ham felv, og hvori, Man tør haabe, Nordens Folk vil, ilkke
blot paa Skyggernes men paa Livets Skueplads, dramatift
gientage og forklare alle Fædrenes ſtore Bedrifter. Da vil det
blive aabenbart for al Verden, at der var baade Aand og Hjerte ”
i de gamle Kæmper, ffigndt Kæmpe-Bifen og Sværdet ubdtrykde
deres hoieſte Konſt, og. Ord⸗Sprog al deres Viisdom; thi da vil
Man fee, de overlod det fun til deres fildigfte Efter⸗Slegt at for⸗
ſtisnne og forklare Livet, fordi de folde dybt, de havde.deres ſtore
Kræfter for af bruge dem til det Storſte de Sunde udrette, og fans
ledes føre et Liv, det dar Umagen værbt' åt forklare. Ja, det ſtal fils
kerlig fees i Norden, hvad vi dunkelt føle, naar en daadfuld Dag
krones af en gylden Aften⸗Rode, at Klarhed og Skionhed mødes
aldrig fan yndig paa Jorden, ſom naar fiærlige, blomftrende Børne
Bern krandſe en bedaget Oiding, der med et roligt Smil
overſtuer et langt og befværligt, ingenlunde feilfrit, men bog
ærligt, ædelt, kraftigt og velgiørende Liv
De Nordiſke Udvanbringer i Middelalderen
Der er, fom Man wed, tre Riger i Norden, og ſelv i dette
Siebit fre Bog Sprog. (Norſt eller Jolandſt, Svenſt og Danff),
432 NR. J. S. Grundtvig.
fas der er unegtelig tre Folkeferd, men der er fun Hjerte
- Forffiel imellem dem, thi der er klarlig kun een Nordiſt Aand,
ligeſom vor gamle Aff kun havde cen Top, ffiondt den havde
tre Redder, og det fane Man Klart ved. Reformationen. Bi
maae derfor teenke os det gamle Norden ſoin en aandig Cen:
hed, hvori de politiffe Skillerum, ſom i det Hele Borger⸗Samz
fundet, fun havde lidt at betyde, og de tre ſtore Udvandringer: den
Gothifte, AngelSachſiſke og KRormanniſke, maae betrag⸗
tes ſom almindelig Nordiſke, ſtiondt Broder⸗Parten har været
fra det Nige, der blev Udgangs⸗Punkten. Da vi nu ved, at Dan⸗
mark var AngelSachſerneé, og Norge Mormannernmes
Udgangs⸗Punkt, er der ikke mindſte Grund tå at tænde andet, end at
Svecrig var Gothernes; thi vel er den Gothiſte Udvandring faa
gammel for 06, og blev Romerne, ſtiondt i Grunden tidsnok,
faa ſeent bekiendt, at den ikke lader fig ſaaledes oplyſe fom de fo
Andre, men da Gotherne vet egenlig er KæmpeFolket i Noer⸗
den, maatte de dog vel i: det Mindſte ligeſaavel give en Svcerm,
fom Nordens andre Folk, og at de virfelig har gjort det, er,
blande Andet, aldeles viſt, fordi Lige-Vægtenelleré for længe
fiden maatte være forſtyrret. .
Diffe Udvandringer maade vi dernæft ikke teenke 06 ſom et
Hiebliks Sag, thi de fedte alle til. Soes, og var fra Førft af
VitingssTog, der fun efterhaanden antog zen alvorligere Charak⸗
teer, og varede, ſam vi.af den Angel⸗Sachſiſte og Normanniſte fan
| fee, Hver i det Mindſte et heelt Aarhundrede. Cen Angel⸗
Sadjfiffe begynder nemlig før Midten af det Femte, og ſlutter
førft i Midten af det Sjette Aarhundrede, og den Normanniſtke
varer fra Slutningen af det Otftende til Slutningen af det
Niende, naar Man ikke, fom Man dog egenlig ffal, regner hele
det Tiende, og Hælvten af det Eltevte med, (Det er nemlig
en beftandig Udvandring , fun ſtarkere -og fvagere, til Haarde⸗
Knuds Død 1042.) FEE u
Efter ſaadanne fre Aareladninger, hrorveb Man nok kan vide,
det var. det aff ele Bled der ſyrang, er hverfen Lige⸗Vegten
N. F. S. Grundtvig. 433
eller Metheden at undres over, men at Sorden nogenſinde der⸗
efter kunde aandelig komme til Kræfter, det maatte Man friſtes
til at forfværge, naar Man veed, der bliver ikke Aand af Kiod,
hvor fedt det end falder, eller "hvor fiint det end hakkes. J
aandelig Forſtand Havde vi alle tabt Hovedet, der ei uden Foie
kaldes den ſynderligſte Part, og vore Hoveder var udenlands
kommet til at fidde paa fremmede Halfe, faa der kunde Hoved
og Hjerte fun daarlig forliges; thi vi maae huffe, at hverken
vare vore Fædre Menneſke⸗Mdere, der gjorde reent Bord, hvor
de fatte dem ned, Heller ikke har ret Mange af Vikingerne ført
Koner med dem, men har giftåt fig, hvor de kom hen, og neppe
fundet de fremmede Kvinder fan letnemme til at fatte deres
” Aand, fom til at forftaae deres Mening. Det Univerfal-Hiftos
riſte Spørgsmaal var altſaa: om de Nordiffe Hoveder udenlands
efterhaanden kunde omſtabe de fremmede Hjerter, eller om Nors
dens Aand, før den udugndrede, havde gjort fan dybt et Ind⸗
tryk paa Hjerterne herhjemme, at Hovederne igien paa en Maa⸗
de kunde voxe ud deraf; men hvilfen af Delene der end ſtulde
ſtee, indfeer Man let, det maatte have Tid, og bet Sidfte
ifær Klinger fan æventyrligt, at det maatte virkelig ſtee, for det
kunde ſynes mueligt 7),
Mu har desuagtet Tiden vüſt, af naar galt ffal' være, maa
Man dog heller en Tidlang gane med forlorent Hoved, end med
forlorent Hjerte, fan Nornen vidfte godt hvad. hun gjorde, da
hun tophuggede eller ſtynede vort Ygdrafil, og var os ingenlun⸗
de gram, ſtiondt hun lærde os af græde, Nu fan vi nemlig
7 re |
At det ſmulke Kien i England er temmelig .ttpoetig, ved Man
vel, og det er en gyldig Grund, hvi Poeſien, trods alle fine
Etorværfer, aldrig ber blom(ftret der eller udviklet en tilfvaren⸗
de Smang, men Engelſt⸗Manden bar ogſaa ftoragtig udelnkt den
fremmede Kvinde fra fin Idee-Kreds, iſtedeufor af "opdrage
ende til den, fan det er for en flor Deel hans egen Skyld.
28
434 . . F. S. Grundtvig. ,
fee, at Toppen af den gamle Aſt kom meget bedre til Nytte
udenlande, end den kunde gjort her hjemme, og det faavel for
og, fom for hele Menneffes Slægten; thi der behøvedes baade
Rordiffe Buer og Spyd s Stager, Vinde-Giærder, Manfe-Bærf
og levende Hegn, for at Aanden kunde faae fig en Verden igien,
og forfvare den baade mod Gog og Magog. Med andre Ord: den
gamle Folke⸗Verden omkring MiddelsHavet var fordærvet
og" fordømt, og maatte forgaae, ſtiondt Slægtens timelige Maal
var ingenlunde naaet, og derfor maatte der ſtabes en ny Folke⸗
Verden omfring be Nordiffe Vande; men dertil udfrævedes en
Folke⸗Blanding, og en Midbel⸗Alder, hvorved paa den ene Side
Gammenbængen med Oid⸗Tiden bevaredes , og de Nordiſke
Stammer udvikledes til at forſtaae den, men forhindredes bog
— fra at fane deres egentlige BidffabssTid, før den kunde blive
Univerſal⸗Hiſtociſk.
" Fra dette Stade tør ſeg forſikkre Læferen, der opgager et
faabant Lyé over Middel⸗Alderen, at Man maa fmile ad Evens
tyret om dens bundloſe Morke, og ſtiondt Anſkuelſen er langt
fra at gisre Underføgelfen overflødig, faa er det dog forſt ders
ved, den bliver muelig, thi Man leder fun flet, naar Man ikke
"veed, hvad Man leder om, og Man har intet Savn af. hvab
Man finder, før Man veed, hvad det fan bruges til.
Gothen, ſom, efter en fort Søs Reife, landede ſondenfor
Oſter⸗Ssen, hvor hans Frænder og Navnere dengang boede, inde
tog Holm Gaard, og banede fig med Sværdet Vei giennem
Rusland, med til det Aſovſte og Sorte Hav, fom Man ſtrax
feer hos Jornandes, naar Man fun følger fam, ſom det fig
bør, med Øinene; men ſtiondt det) ſynes, ſom Gothen der blev
en ſtor Land⸗Krabbe, ſnart fortæret i It alien og Spanien, faa
er dog felv det fun Hien⸗Forblindelſe; thi de nye Sræfter og
, Retninger vi fpore i Landene, de indtog, vorde naturligvlis ikke
op af de gamle Grave, men kom med bem der havde bem. Der⸗
for ſtal vi fee Gothen gane til Søes igien.iVenedig og Genua,
fnavelfom med Gama og Kolumbus, og vi ſtal høre Gothen
R. $ 6 . Grundtvig. . 435
bande i Dantes Bøf? og i Viferne om Cid, hvis vi ellers vil
lære at forftane Middel-Alderen.Viſt nok Fan det mangen
" Gang falde vanfØeligt, at kiende detGothiffe Hoved igien under
den Romanſke Kappe, fordi det virkelig vorde ſammen med de
fremmede Kroppe, eller: fordi Gotherne baade opgav deres Mos
ders = Maal og fpredte fig i Landene, men Sagen er lige filter,
og fommer for Dagen, naar vi ſee vift.
Angel-Sachſerne lod ſtaae ad Bretland til, og det Hoved er
godt at kiende, deels fordi det var fan ſtort, og deels fordi det
vilde immer rande ſelv, fan der er det klart nok, det vorde ikke
ud af den Galiffe Hals, men en Ting er aldrig fan kiendelig,
der hører jo Øine til at fee den, og det Dine i Hovedet, fan bet
var intet Under, vi misfiendte vor aandelige Fader, og flog ham
. mder Øret, fan det blev vitterligt, at Hovedet fad left.
Mormannen bed fig bedre faft, hvor han kom hen, men
holdt fig bog i Frankrig meſt for fig. felv, faa Normandiet er
kiendeligt nok, undtagen paa de nyeſte Kort, og i England veed
vi, at hvad der af Aand et er Anguls, det er hans, og felv at han er
den ſtore Kors-Farer, og Middel⸗Alderens ftore Roma n⸗Helt,
Holger Danſke, er temmelig bekiendt; men hvad det egenlig paa
Aandens Sprog vil fige, og hvad hiſtoriſt Virkning hans Ude
vandringer har havt, baade ude og hjemme, det tænfer Man
dog endnu ſadvanlig kun lidet paa.
Saalænge Man nemlig feer med Gaaſe⸗-Oine, fynes Man
naturligviis, at Aandens Vinger er af Penne» Fjer, og tænker
derfor, det var fun bomſterke Prygle og forvsvne Kroppe, der
kom fra Norden, og fil Aand i Syd og Veft, vel ikke af Luften,
men dog alt fom de lærde at læfe og ſtrive, og faa længe peger
Man kun forgiæves for os pan Alt hvad der vifer det Mods
fatte, Var det imidlertid mueligt, uden Aand, at forſtaae fig
paa aandelige Ting, da maatte vi fane Oinene op, ved at fee.
os om her hjemme, i det Tolvte og Trettende Aarhundrede;
thi da Havde vi ogſaa faaet, Pennen ei blot bag Oret, men ret
28”
436 | NR. F. S. Grundtvig.
egenlig i Haanden, og enten vi vender os til Jsland, hvor der
udſtrsmmede en heel hiſtoriſf Literatur fra den paa Moders⸗
Maalet, eller tiDanmart, hvor Sar os Bog allene forudſcetter
og viſer en Clasſiſk Dannelſe der er ægte, da er det jo klart, at
kunde Bøger og Penne blot gjort detMirakel,at vedligeholde
hvad Aand og Kraft her var tilbage, da ſtulde vi i det Fjortende
og Femtetide Aarhundrede hverken fattedes Mage til Ab ſalon
eller Saro, til Sverre eller Sturief an.
Har vi derimod oplabte Oine, og veed, at det indvortes levende
Ord er Aanden felv, og det tilfoarende Mundtlige dets Live
Udtryk, da forundre vi os flet ikke over, at Hiſtorie⸗Skrivern⸗
var ſamtidige med de ſidſte ædle Kæmper i vor Middel: Aber,
eller rettere, horde felv til det ſidſte Heltes Kuld, fom, da de ei
længer kunde holde Liv i Ordet, flædte det til Jorde i Bøgerne
med en glimrende LiigsBegængelfe; thi felv Guds Ord er dødt
i Bøgerne, og i det Mindſte ſtindodt paa iiskolde Læber, faa
. det udvikler aldrig mere Liv og Kraft hos et Folk, end der kien⸗
des paa Livet og Kraften i dets Mobere⸗Maal. Naar vi derfor
fee, at Fslænderne var de Cnefte i Norden, ſom udtrykde fig
høirøftet om aandelige Ting paa deres Moders⸗Maal, og, fee at
deres Draper er dog lutter aandelige Ligs Kifter med udtunget
Arbeide, da finder vi Begravelfen høiftnaturlig, og fun Dp⸗
ſtandelſen vidunderlig.
Naar vi imidlertid blot lære at kiende Forffiel paa Ord og
Skrift, fom paa Liv og Død i Aandens Verden, faa vi ikke
føge Livet felv i Bøgerne, hvor vi er viffe paa, det ikke findes,
men ſotze fun Underretning om, hvad der levede hos Forfatteren,
og i den Tid han beffriver, da fan vi vanffelig enten tenke
eller tale for høit om den Konſt, hvormed Aanden virkelig paa
en ; Maade narrer Døden, og forplanter Kundffab om fit Liv
mellem vidt adflildte Folk og Tider, og fan da et nokſom glæde
os over Bøgerne fra det Tolvte og Trettende Aarhundrede, nden
hvilke det vilde været os umueligt at give Nordens Aand fit
kLiv⸗ Udtryk igien, og ligeſaa umueligt at forſtaae og fortfætte
dens herlige Bane.
Derfor kom der aldrig ſaaſnart igien Strænge paa Pjarnes
Harpe, før det tonede fra den:
Igolandl hellige Øe! Ihukommelſens valdigſte Tempel!
og det gienlød fra Sagas klingre Skjold, ſaaſnart Nordens
Staal⸗Pen atter begyndte at riſte, og det ſtal gienlyde i Dovre,
og riſtes i Bauta⸗Stene paa Kullen, og udraabes af de rullende,
"| Bølger, faalænge der er Syn og Sagn i Norden!
Ja, fan Læferen, ved Siden at det lille pæne Lyft-Huus
paa Bakken ved Halikarnas, hvor Herodots Vugge gik, fom en
Lilie-Flor, let bevæget af Zephyrer, tænke fig en Steen⸗Stue faa
flor fom hele Island, og høi derefter, med Hekla til Arne, med
Is⸗Bierge til Borge⸗Mur, og det bruſende Nord⸗Hav til Grave,
da faaer han en Foreftilling om bet Colosfalffe deri, at Norden
har en Coloni af Hiſtorie⸗Skriverel
Saandelig, faa kloge Folk, ſom Tydſterne, maae flamme dem
ved, nt de ikke endnu har kunnet udfinde, hvad der var Nord ens
Aand, Ciendomm eligt, da bet dog fan forfvarlig er ført til i
Dags, at Man et let ſſal kunne fige, hvab der er latterligſt: enten
at nægte, der var Aand i gamle Norden, eller at det var His
ſtoriens Aand; men vi Folk i Nord maae ogſaa ſtamme 08 ved,
at Man maatte lære Islandſk, og ſtave gamle Skind⸗Boger,
for at opdage, af hvad Aand vi er, og prife maade vi da vor .
ſtore Lykke, at Snorros Fadre ei ubvandrede med Shakſpears,
ſom Herodot s med Homerez, eller ei fulgde den Rormanniſte
Strom, hvortil de dog horde, men fatte fig kun faſt paa Is-
Bjerget i Nord-Soen, for at male i Aften⸗Belysning, og være
koldſindige Til⸗Skuere af alt det Mærtværdige der tildrog fig i
Ben Nordiſte Halv⸗Verden, og at de ei i frøs ihjel, før vi lærde
at ſtionne derpaat
4
38 N. J. &. Grundtvig.
Betydningen af Valhalds⸗Wythen.
Uagtet jeg ligeſaalidt i Valfald ſom nogenſteds vil paatage
mig at forklare Alt, men overlader gierne Børnene den Glade,
at opdage Meget, ſom undgik mig, ſaa kan jeg dog ſee, at den
daglige Kamp, med Fald og Opreisning i Valhalds Vænge,
udtrykker den beftundige Kamp mellem Liv og Død i vor Slægt,
fom falder med de Gamle, men ſtaaer nyfødt op fgien med
de Unge, den Samme i Grunden, faalænge de følgende Slag⸗
fer levende mindes og tilegne fig de Forbigangne, og denne
ſeierrige Kamp har jo endog en vig legemlig Virkelighed,
faalænge Fædrenes Navne og Bedrifter levende forplante fig i Fol⸗
ket og Sagnet; thi vel fortrænge de Nyeſte oiebliklig de Eldre, og
gior hinanden ſaavel Livet ſom Mangen ſtridige, men hos et hiſtoriſk⸗
poetiſt Kempe⸗Folk ſtaae de Faldne immer op igien, og fammens
ſmelte inderligere, jo længere de fæmpe med hinanden, fom det
hedder i Viſen:
Bed Kamp forliges
De Kiakke bebft,
og ſom vi endnu fige, at Man ved af ſlaaes bliver de bedſie
Venner, og kalder bet derfor, naar Man gier fælles Sag „at
flaae fig fammen.”
Gaae vi mi tilborbds med Odin 09 haus Gieeſter, da fan
vi vel friftes til at ſmile fidt ad den dro ie Flaſſte⸗Skinke og
. den nymalkede Mjød, og Smag finde vi neppe deri, men vet
poetiff og hiſtoriſſSandhed, thi Kisſsdet, fom daglig kaages
og tæret, men fortæres dog ikke, og miſter end ikke Livet, udtrykker
jo heel træffende den kiodelige Forbindelfe mellem alle Et⸗
Ledd, og Mjøden Hjerte-Blodet eller Minde⸗Saften, indſuget
med Moders⸗Malken. Man ſeer nu let, at Valhalds Skjold⸗Tag er
Hiſtorien, og at Gieden og Hjorten fom bide afNavns
fundigheds-TræeterForplantelfen af de berømte Slægter, ſom,
naar den lykkes, ſtienker Enherierne Mjød, men, naar den
mislykkes, faa Slægten vanarter, ſtaber fun Strømme til Af⸗
grunden. Om Træet Glaſer ſtal være det ſamme fom Lærad,
N. Z. S. Grundtvig, 1 439
ved jeg: fle, men ſiden vort fande Ord⸗ Sprog falder SÉren
det feireſte Zræ i Skoven, og Man altid maa tænke fig en -
gyſden Wre⸗Port foran Valhald, fan Bemarkelſen ei være
wivlſom. It endelig Svordets Lyn er Val halds £y6, følger
af fig ſelv, da def ene er Kempe⸗Livets Fartfættelfe med Helte⸗
Gierninger, der after Glands pga den Jordiſte Udodelighed, ſom,
ſaaſnart Bedrifterne ophøre,” bliver til en luftig Drøm og tom
Navnkundighed.
Dog, vi maae ingenlunde over —** kLys glemme Val⸗
halds Liv, ſom ikke blot ben daglige Doſten, med ſamt Maden
og Drikken, betegner, men ſom iſer udtrykkes ved Moerne, der
ſtienke Vi in for Odin, men Ol og Mjød for alle Enherier.
Diſſe Moer maae nemlig ingenlunde fættes i Klaſſe med Das
homeds, thi de er alleſammen Dettre af Hebe, der kiceler fun
for Ørnen, eller, mythiſt rettere: Odin med alle Afer og
Enherier er den Herakles, med hvem Zeus formælede Hebe.
Der er nemlig i Tidens Løb mangeſlags Navnkundighed
og Ihukommelſe for de Valdige paa Forden, og medens Græs
ternes Tartarué og vores Nifl hjem og Naſtrond, udtrykker
det onde Rygte, med Cfter-Slægtens Afſty og Forbandelſe, udtryk⸗
fer det for Norden eiendommelige Hel hje m deels den fulde Glemſel
"og deels den tomme Navnkundighed, men Elyſium og Valhald
udtrykke Begge det prifelige Efter⸗Male, folde i Elyſfium og
varmt i Valhald. Dette omvendte Forhold mellem Syden og
Norden ſtulde mindre forundre end fornøie 08, thi det er jo
hverken noget Nyt, at der følge folde Mætter paa varme Dage
under Linien, eller af valne Hænder i Norden pege paa varme
Hjerter, og det ligger desuden i Sagens, i Menneſkets Natur, at
jo varmere og inderligere Man flutter fig tilder Nærværende,
desmindre Liv har Mindet om det Forbigangne pg Haabet
om det Tilkomm ende, faa det erganffe i fin aandelige og hierteli⸗
ge Orden, at Balhald.overftraaler El y ſi um i ſamme Brad, ſom
Oly mpen hæver fig over Ida⸗Sletten, og Zeus over Odin.
Naar Heltenes Ihukommelſe er aldeles begravet iBøger, faa
40 N. J. S. Grundtvig.
fun Bog⸗ Deme gnave paa de' berømte Mavne, da er der hvrerken
"Tartarus eller Raſtrond, hverken Elyſium ˖ eller Valhald i Dis
ftorien, men fun et ſtort Helhjem, thi leve felv Navnene ei
meer paa Læberne, da lever Mindet endnu mindre i Hjertet.
Caalænge derimod Draperne klinge til de Bældiges Ihukom⸗
melfe, og Børnene opmuntres til at ligne de herlige Fædre,
faalænge er der et Elyfium, men fun fanlænge Vuggerne gaae
i Tabt med Kempe⸗Viſen, fordi Mødrene bluffe. i Løn af Kicer⸗
lighed fil Heltene, og væde Bane⸗Tuen med en Vemods⸗Taare,
fun faalænge ſtienke Valhalds Møer Mjød for Enherier, og
fun f(aalænge groe de levende KiærsMinder paa Bigride-Sfetten,
fom lokkede H adding under Kvinde⸗Kaabe til at beføge de Hen⸗
fovnes Land. Og fee, denne Krinden s og Hjertets begeiftrede
Deeltagelſe Heltenes Stiæbne og Bedrifter, den er det, ſom
har givet det Nordiſte Kempe⸗Liv fit eiendommelige Præg, den
ſtabde Balhald i Arilds⸗Tiden, den har baaret det, faa det ſtaaer
endnu, fiiøndt det raver, og fan i Norden fan. endnu, efter
Fimbul⸗Vinter, ved den Guldkammedes Bal og Sjallar=Hornets
Byd, alle SeiersFaders Kæmper vaagne og flifte Bugs med
Muspels Sønner.
En Bord⸗Samtale mellem Brober-Kongers
| Nne Giften og Sigurd.
(Af: Overfættel(en af Cnorre' Sturleſen. See Sig. Jorſ. Eaga.)
"Kong Cifteri og Kong Sigurd giæftererede en Vinter begge To
paa Oplandet, at fige, hver for fig, men nu traf det fig engang,
at be ſtulde til Siæft paa Gaarde, fom laane tæt: ved hinanden, og
faa fondes Bønderne, bet var bedft at have dem ſamlede paa eet
Sted, førft paa den Enes, og faa pan den Andens Enemarker.
Det (fedte da ogſaa, og den førfte Gang var de ſamlede paa en
af Eiſtens Gaarde, men der var Øllet ikke godt, faa om Aftenen,
Va mak -fom til Drikke⸗Vordet, fad alle Folk og maabede, og
N. F. G. Brundtvig. 441 "
lufte Brap Munden op. DE tog Kong Eiſten Ordet og ſagde:
"hvorfor ſaa tauſe, Godt Folk! Hvor Man brikker fie ØL, horer
det dog til Bord⸗Skik at giere fig lyſtig. Vi mane have nogen
Loier fot, fom kan fætte-Liv Folk,” og det vil alle "fåride paſſende,
at du, BDeobet Sigurd, og jeg gior Vegyndelfen med at ſläce
Gieckken født Ret; ſagde Sigurd, ganſke vtanten / ſaak Du kun
"8; ſdameget ſom: Du gidet, men lad mig tie for s Biggel
Det ren! gammel Spas i Deikke⸗Lag, blev Giften ved, at
Krage føger Mage, og den ſynes jeg. i Aften kunde bære moerſom.
Jay) fagde han derpaa; da Sigurd tav, jeg feer nok, det bliver
"mig, der man bryde Iſen, og jeg vis da fammenligne mig med
dig, min Broder, og for det Forſte gisre den Bemærkning, at vi
er lige hoit pda Straa og Ligemend i Magt, vi er af lige fornem
Slegt, og jeg veed ikke rettere, end vi var lige gode i vor Opvert.
Kan du da ikke huſte, foarede Sigurd, at jeg kunde trykke dig,
nagtet du var et heelt Aar ældre?
Jo, ſagde Eiſten, men jeg- fan ogſaa huſte, af naar vi legede
Noget, der fulde Omidighed til, faa var du tilovers.
Ya, fvarede Sigurd, men fan du huſte, at naar vi var ude
at foomme, kunde jeg dygge dig, naar jeg vilde,
Ja, fagde Ciften, men feg kunde dog foomme lige faa langt,
og dukke lige fan godt ſom du, og jeg kunde desuden løbe paa Oksi⸗
ter, (aa Ingen turde kappes med mig, idenſted at bu dandſede paa
Sig ſom en So paa en Vindel⸗Trappe.
Ja, foarede Sigurd, men jeg tør bog fige, af det er baade en
nyttigere og en mere fyrſtelig Konſt af funne godt haandtere en
Bue, og knap frænder du min Due, om du fan end brugte baade .
Hænder og Fødder.
Ja, fagde Eiſten, jeg er rigtig nok ikke faa .ftært i at fpænde
Buer fom du, men rammer dog omtrent lige faa vift, hvor jeg
ſigter, og hvad Gis Løb angaaer, fom deg ogſaa altid har været
holdt for en god Øvelfe, da er jeg dig deri langt overlegen.
Sa, ſagde Sigurd, men jeg veed en anderledes Forſtiel, om.
det ellers er en Hovedſag, at den der ſtal være Andres Overmand,
' v
|
Ban ogfaa (ce dem over Hovedet, er flor. og flærk og vanbenfør -i
hoiere Grab, fonlig og kiendelig paa Timen, om han fan flob
Bel! ſagde Ciffen, men Smukhed er bog alle Dage lige fan
gebt, og et behageligere Kiendemærfe paa en Mand imellem Tu⸗
finde, og det maa dog vel ogſaa høre til Hovedſagen, ſiden Man
figer, at fmukte Folk Hæder Alting godt, Desuden er jeg ti Gange
hin Mefter i Lovkyndighed, og jeg er tilfreds hoorom Talen er, faa
flyder den anderledes let for mig, end ſor dig.
Ja, ſagde Sigurd, det kan gierne være, af du har lært flere
Krog⸗Love, end jeg, thi jeg har Andet at beſtille, det var ogſaa
" Synd at fige Andet, end at du er (faaret godt nok for Tunge⸗
Baand, men derimob vil Mange fige, du er ikke ſynderlig ordhol⸗
ben, faa Man ſtal iffe regne flort, hvad du lover; thi du ſnakker
bem efter Munden, du er het, og det er juſt ikke Kongeligt.
Ja, fagde Eiſten, det Har fine gode Grunde, thi deels er det
min førfte Tanke, naar Nogen forebrager mig en Sag, at give
den hvad Udfald han snffer, ſfiondt det kan ofte ſtee, af naar
Modparten kommer til, maa Man tage fra og lægge til, for at
gisre Begge Net og Lige; og deels er det heller ikke ſjeldent, at jeg
lover Meer end jeg fan holde, fordi jeg gierne vil, at Alle ffal gane
fornoitde fra mig. Ellers kunde jeg nemt fane Folk tik nt finde
mig ordholden nok: ved af giøre ſom du, og love altid Ondt.
Ja, ja, fagde Sigurd, men bet figer dog Alle med een Mund,
at den Udenlands⸗Reiſe, jeg gjorde, var al Ere værd, pg imidlers
tid fad du her hjemme, ſom din Faders Daatter. ,
Ja, fagde Giften, der trykkede bu mig paa Bylden; men maatte
jeg nu blive dig Svar ſkyldig, havde jeg yppet Tvift ſom en Tosſe,
og fandt at fige, ſynes mig, bu var ſnarere Sefteren, ſom jeg
maatte udſtyre til at komme ſommelig afſted.
Du har dog vel ſpurgt, ſagde Sigurd, at jeg holdt i Mor⸗
land*) mangfoldige Slag, alle ſeierrige, og vande i dem mangs
Aſrila.
R. I. S. Ovinbtvig. 07 1443
folbige alenodiet, ſom Man ſaae aldrig Magen til i Norge. Jo
giævere De vare, jeg giæftede, des hoiere flod jeg anſtreyet hos
bem, - imedens du har knap endnu ryftet Hjemfødningen af XErmet.
Ci mødte jeg, Broder, dig nogenſteds, der jeg drog til den hellige
Grav, og heller ikke, da jeg reiſte "videre alt ud til Jordans Flod,
hvor Herren lod fig døbe; men da jeg ſpommede derover, bandt
jeg dig en Knude paa en Vidie, ſom flaaer paa Pynten .og bier
efter dig endnu, thi den, ſagde jeg, bu flulde løfe, min Broder,
eller ogſaa have den Skam, fom deraf flyder. . . '
Ya, ſagde Eiſten, lidt har jeg dog gt fætte derimod; thi vel
har jeg hørt, at du vandt nogle Seire i fremmede Lande; men
Fadrenelandet mere til Gavn var hvad jeg imidlertid gjorde.
Jeg byggede Fifferhufe oppe paa Baagen”), hvor Fattig⸗Follk
kunde boe og nære fig; jeg byggede en Præftegaard, og gav Penge
til en Kirke der, hvor, før var faa godt fom et reent Hedenſtab.
De Folk vil dog vel mindes, der var en Kong, Ciften i Norge.
Paa Dovre-Fjeld, hvor Landeveien gaaer til Trondhjem; oms
kom der nogen alt imellem, og Mange fil et Knak, de ſeent fors
vandt, men nu har jeg bygget et Herberge der, og lagt Gods dertil,
ſaa vel ſtal de Reiſende mindes, der var en Kong Ciften i Norge.
Ved Agdenas**), hvor der før var Uføre og ingen Havn, har
Mange lidt Skibbrud, men nu har jeg indrettet en Havn. med et
godt Bolvark, ladet bygge en Kirke, og fiden førget for, der bræns
deg Blus paa Fjeld⸗Tinderne, Alt til hele Rigets Savn. .
J Bergen fod jeg, foruden Mikkels⸗Kirken og Munkelif⸗
Kloſter, bygge Slottet og Apoſtel⸗Kirken, med en Trappe-Gang
imellem, faa de følgende Konger i Norge ſtal dog nok ogſaa huffe
mit Navn.
Jeg har fat Pæle-Bærfet i Sindholms⸗Sund ***), og jeg,
min Broder! har førget for, at hver Mand i Landet fan fee Net;
thi jeg gav Love, ſom, naar de overholdes, kan gavne Land og Rige.
i
H Vaagen kaldes fo ſtore er Veſtflorden under Nordlaud,
med det bersmteſte Fiſte Ver i Norge.
mv) Kyften ved Indleber i Trondhjems: Fjorden. 927) ubekiendt.
+
2
f
444 …—— R. 8. &. Grundtvig. .
…… Endelig har jeg ogſaa vundet Jæmteland tilbæge, et med Krig
og Sværdflag, men med Kløgt og gode Ord.
Mu veed jeg nok, Vet er Altſammen Smaating, men er bog
ikke ganffe ſikker paa, at det er Norges Folk til mindre Gavn, end
at du, paa Fandens Vegne, flagtede Vlaamend +). i Morland, og
ſtikkede til Helvede.
Du praler ſagtens ogſaa af alle dine gode Gierninger, men
jeg tor dog mene, at have førget lige fan godt for min Sjæl ved
de Kloſtre jeg har ſtiftet, fom du for din ved Pillegrims⸗Farten.
Du talte endelig om en Knude du har bundet mig, og den barer
feg mig nof for at løfe, men havde jeg nu villet, da kunde jeg
gjort dig en Knude, ſaa du ffulde aldrig meer blevet Konge i Norge,
bengang du kom hjem og lagde med et enligt Skib ind i min
Flaade.
Mu ffignne Folk med Forſtand, om du har noget forud for
mig, og heraf lære dine Kammerjunkere, at der tør vel ogſaa findes
Folk i Norge, fom fan maale fig med dem! -
. Hermed endtes Samtalen, og det i Vrede paa begge Sider,
og det var ingenlunde den enefte Gang det vifte fig, at de to Brødre
ſyndes hver bedft om fig ſelv, og vilde fee hinanden over Hovedet ;
mens dog (86 for Reſten Alting imellem dem fredeligt af.
8
Gothen Bjowulfs Ankomſt til Danekongen Hrodgar.
(Taget ud af Bjomulfé Drape. Dette Heltedigt er revet, rime⸗
ligviié ved Aar 700, paa Angel-⸗-Sachſiſt, uviſt af hvem. Det blev
forſte Gang udgivet i Grundſproget af Thorkelin i Kjebenhavn 1815.
Grundtvig udgav 1820 en danſt Dverfættelfe deraf, og fenere, i Nor:
dens Mythologi 1832. Side 193, taler han om dette Digts Vigtig:
hed for Danmarks, og i Almindelighed hele Nordens Hiſtorie og
Litteratur pas følgende Maade:)
e
*) Maurer.
R. J. S. Grmbdtvig, . 446
Gom et Pant derpaa, at Ovine» Diet i øn har feet,
vi vil. ei fvigte vort misundelſesverdige Kald ſom Vaahen⸗Dra⸗
gere for Gimle, betragter jeg da ogſaa helſt den ſtore men
endnu upaaffisnnede Gave, Nornen fendte os over Havet, i
Bjopulfs Drape, der ikke blot er Laurbær-Krandfen, hvormed
Aſa⸗Brage gik til Hvile, men indfletter Giallar⸗Hornet i fig, og
maatte komme for Lyfet, før vi kunde opdage Sammenhængen i
det Old⸗Nordiſte Liv, og” med Indſigt ftræbe at fortfætte og fors
klare det.
Her er ikke Stedet til at ſammenligne denne Bøipoetiffe
Starkodders⸗Viſe med voreb den Hjemmegjorte, men vel til dt
udtrykke min Forundring over, at den endnu ſynes ubefiendt £
Norden, hvor den dog, felv for Børn, alt længe var tilgænges
lig, og til at giore opmærffom paa hvorledes Bjovulf Danes
kier, ſom Helten i Anguls Epos, iſtemmer Danmarks Roes,
i Chor med Danſkeren Havelot i Normannens Rim⸗
Kronike, og Hamlet Prindé af Danmark i Begges Drama,
ret fom til Vederlag, fordi Danmark kronede Aſa⸗Brage, ſom
Hjarne, for Fredegods-Vifen! (At Hiarne er Aſa⸗Brages jor⸗
diſtke Navn, feer Man ſtrax, naar Man blot veed, at Brægen |
paa Angel: Sadjfiff er Hjerne paa Danſt, og hvilfen Forkicr⸗
lighed for Danmark, der endnu er i England, mærfer Man
der, ikke blot paa Mavnene: Danmarks Hoi og. Danmarks
Vei ved Lendon, men, efter min Erfaring, paa alle Kanter,
hvor Man kommer.) Ja, naar Anguls Tunge bærer 06 det
ftore Sagn om Gothe⸗Helten, hyem den buehvide Leires Konge
gav Fader= Kyfjet, prisde I Sang og formanede til Pdmyghed,
da han ſtraalede i Hallen, ſom Seiers Herre over Trolden der
kaſtede Søvn paa Daner og drak deres HierteBlod; naar det. |
ſteer, og det er ſtedt, ſaaſnart vi laane Øre. til Bjovul fs⸗
Drapen, da fan vi dog vel mærke, det er Aandens Stemme,
fom vil, at alle de Stammer, Den var over, flal flutte aandes
lig Fred, og rakke hinanden trofaft Sæmpes Haand over Hav
og Sund, ſom Foſt⸗Brodre i Nordens Aand, der alt i Vuggen
AJ
446 R, F. S. Grundtvig.
blandede Blod, til at flane fom en Muur mod Jette⸗Magt og
Trolde⸗Vidd, der ene ſtile paa, at lægge Mjølner femten Mile
under Muld, og at lægge Ydun i Lanker, faa Guderne foral⸗
deg, Asgaard odes, og Valhald flyrter, og Aften visner, før
Seiren er vundet og Løbet fuldende. — Ja, for fin Tro og
for fit Hjerte-Lag ſtaaer hver af os, fom Folk og ſom Enkelt⸗
Mand, fun ham til Regnfkab fom prøver Myrer, og paa
Hvis Dag⸗Veerrk det ei er mindre daarligt at fuffe, end det er
formaſteligt at ville foregribe hans Raad og hans Domme; men
for den Aand eller U-Aand ſom i Raad og Daad befjæler os,
for den ſtaae vi hinanden, ſom Fædrenes Arvinger og de kom⸗
mende Slagters Formyndere, til Regnſtab, og vee den Mand,
og vee det Folk, der vanflægter fra ſaadanne Fædre, ſom vi bes
viisfig have havt, vanflægter, og beſtiemmer dem, ved at vige
fra den ſtolte, ben herlige, den filtre Kempe⸗Bane til det ffinnende
Maal, til Straale⸗Krandſen, ſom er Menneſke⸗Livets For
klaring, I den Guddommelige Sklkkelſe det forefvævede alle bel,
Folkenes Propheter, og med al den vidunderlige Dybde,
felv i Daab bar aabendaret!
Obdingen med hvide Haar”),
Helte Mod i Dryſte, . I
Havde, under bange Kaar, .
Helte⸗Stemmen trøftet | 7
Deleren af roden Guld,
- Dg af grønne Skove,
Turde fig en Tjener huld
Nu iBjowulf love ;
Daneré Hyrde, Daners Skjolh
Throneren paa Olette,
e) Kong Hrodgar, hojſt ſandſpnligen Song Roe eler Hroar,
Halvdans Gøn, Sce S. 34,
B. 8. S. Grundtvig. 47
Saae i Gothen, giæv og bold,
Danmarks gode Vætte!
- Latter høit i Sal nu fed,
Strenge⸗Leg fig rorde,
Venlige fra Læben flød
Talerne, man horde!
Ind og treen, faa vennehuld,
Daners Konge⸗Frue,
Skinnende af roden Guld,
Dronninglig at ſtue;
Blidelig hun bed: god Dag!
Begeret hun folbte,
Forſt for ham: i Helte⸗Lag,
Hvem: hun Eren ſtyldte.
Raden rundt, i Konge⸗Halb,
Gik den ædle Kvinde,
Adelsmænd, i Sneſe⸗Tal,
Stiænfed hun derinde.
Endelig kom ſidſt og bedſt
Dronningen Valtowe
Til at ſtande Helten nefſt,
Som kom nys til Hove; '
Guldringprud den Roſen⸗Vaand
Stod ſom Aften-Røben,
Rakde Biowulf, blid, i Haand
Bageret med Mjoden,
Hilſed Gothen*) bold og ſtrag,
Og, med Ord fuldkræonge **),
s)3det lader fig ikke beftemme, hvem Digteren har ment med Bos
therne, hvis Anfører Bjowulf var: maaffee Indbyggerne paa
Gothland (Gulland), eller Aland, eller Bornholm,
se) meget fnilde og belevne.
MB
R. g. S. Grundtvig,
Takked Gud: hun fane den Dag,
Som hun snffed længe,
Saae for Øine Helten god,
Som til Folke⸗Baade, .
Uden Tvivl dog kunde Bod
End paa Borgen raadel
Det Kampen var hin gramme,
Han Bæger tog i Haand,
Da bluffed op i Flamme
Fans høje Helte⸗Aand!
Det Bjowulf var, hin unge,
Og han.var Eggthjome Son,
Nu rorde han fin Tunge,
Han fvad med Klang og Don:
„Ei fprang, med Kempe⸗Folge,
Jeg tankelos om Bord,
Ci over ſteilen Bølge
For Intet hid jeg foer:
At fremme eders Vilje,
Det var min Sjals Attraa,
Hvis ikke, da paa Tilje
At fonte bleg og blaa!
Jeg løfer Daners Vaande,
Hvis ei, før næfte Dag
Vil Livet jeg udaarde
J Fiendens Savne-Tag!
Bedrift, til Agten Mage,
Med Kraft jeg virke ſtal,
Hvis ei, fig mine Dage
Fuldende brat i Had!” .
Saa fra Læbden Svar udfoer,
Godt og maatte hue
Ld
Fa
R. F.' S. Grundtvig.
BothesLæmpens —— NER
Daners Konge: …,
Dronningen "ag under Gud, '
Bendte mu med Glade, ORE
Satte fig, faa vennehulbd,
Hos fin Drot til Sæbe. :
Atter da fra Læber flød |"
… Kæmpe-Ord fulbmange, .
Under Hoie⸗Loft gienlod
Strenge⸗Leg og Sanger
Lyſtigt Folket var og fro, J
Indtil Halvdaniden
Langdes efter Ratte Ro, . - . .-
Fandt, det var paa Tiden,
Salen at forlade brat:
Solen var nedgangen, i
Under Sky; den forte Nat
Nermede fig. Vangen,
Kom, til Stjul for hver en —
Skridende med Skygge⸗Hieim.
Folket nu fig reiſte brat, BÆRE
Guldes·Lag at" bryde, FB
Hrodgar Bjomulf bød god Nat, |
Lod fig fan fotlyde:
„Aldrig medens Sværd og, ewn
Selv jeg kunde bære,
Nogen, nok faa huld sg bold,
Undte jeg den Ere, HEE
Som nu dig, hvem jeg betror,
Herved, til i Morgen, KEEL
Haa dit Anfigt, paa hit Dvd,
VDane ⸗ Konge Borgen”
Bogt nu hoad du Hår i i vobi
459 R. F. S. Granvig.
Glem et Mrens Lovel
Tee dig fom en Helt fon bold)
Baag,. meijs Andre fove!
Slipper du, ſom Over-Mand, .
Levende fra Dyſten,
Da er i mit ganffe Land
Loven din, ſom Lyften!” .
Pindfe-Pfalme til Ehriſtendommens Tuſindaars⸗
Zeſt 1826.
Den ſignede Dag med Fryd vi feer,
Af Havet til os opkomme; ”
Den lyfe paa Himlen, mer og meér,
Os alle til Lyft og Fromme
Det kiendes pad 08, ſom Loſets Bem, .
At Natten hun er nu omme!
Dar fignede Stund, den Midnata«Tib,
Bor Herre han lod fig føde, TT
Da klared detsop i Oſteredid,
Til deiligfte Morgen⸗Rode:
Da Lyfet oprandt; ſom Jordens Bold
Skal lpéne udi og gløde! ' ”
Om ledende blev hvert Træ i Stor,
Og var fan hvert Blad en "Turigt;
De kunde døg ef Budé Naade Lov
Med vardelig Roſt udfjunge;
Thi evig nu finner Livets. 2 LÆ
For Gamle og fad' for Unge
Ja, havde end Waal hvert Straa i Sang,
Sover Urt udi Mark og Lunde, 4.
Sig i ikke for os den Aulee Saus 3*
VRE
U
N. F. S. Grundtvig. 461
Opſtemme tilgang de kunde,
Som Dagen hør til, for Lys og Liv, i
Mens tuſinde Aar Henrunde! — > '
Forgiæves det er, med liden Magt,
At ville mob Bjerg opfpringe, É
Men Ørnen er fnild, han naaer fin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Dg Larken hun er en lille Fugl,
Kan lyftig I Sky fig fvinge!
Med Gus og md Brus ben ſtride Aa
Nedfuſer fra Klippe⸗Tinde;
Ci mælg faa lydt de Bælte fmad,
Dog riste de fort og vinde,
Saa frydelig ſnoe be fig fra Eng,
Op under de grønne Unde!
Saa talte vi Bud, vor Fader god,
Com Lærfen i Morgen⸗Rode,
For Dagen, han os oprinde lod,
For Livet, han gav af Dode,
For Alt hvad paa Mark,i tuſind de,
Der groed til Sjelo⸗Fodel
Saaleenge vi fer ben gyldne Bol;
Og Skoven er Daners Have,
Da plante vi May "i KirterSl, 1
Og Blomſter paa Fædres Grave,
Til glædelig Feſt, med Liv og Lyſt,
Til mindelig PinifåGavet non NG
Da rinde vel og, ſom Bakke ſmaa,
Bra Øine os Taarer milde,
Og Bætfe i Flok de gior en Aa,
Den biger mod Lyfets Kilde,
Den fliger i Len, fom Hjerte Guf,
Alt aarle, og bog end filde!
gt
aq
452 N. J. S, Grundtvig.
Som aldrig faa fang er nogen Dag,
At Aften er jo i Vente,
Gaa haver det Lys og Golbjergs-Lag ”),
Som Gud udi Kirken tændte:
" Men immer det dages dog paa Ny,
Frvor Hjerterne Morgen vente! -
Qu fagtelig førid, du Pindfe-Dag,
Med Straaler i Krands om Finde!
.… Dver Time, til Herrens Velbehag,
ESom Baffen i Eng hentinde,
Gaa frydelig fig den Sidſte ſnoe
* under de grønne Linde I
Som Guld er den aarle Morgen ⸗Otund,
Naar Dagen .opflager af Dede,
"Dog kyeſer os og, med Guld i Mund,
Den tiflige Aften⸗Raode,
Saa tindte end maa det matte Slik,
De blegnende Kinder gløde !
Saa reiſe vi til vort SæbresLand,
Der ligger ei Dag i Dale,
Der flander en Borg," faa prud og grand ++),
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der, til evig Zid, . -
Med Venner i Ly6 vi tale!
29) Eelen Regan. 29) Bin, pæn. KK
F
Chriſtian Molbech.
Sødt 1783 I Corr. ner valgte Stytte cx af bud: bud
tir af Ditwarfertrigẽn o. f.
Om Ditmarfterne, og Slaget ved dermiagedt
i Aaret 1500.
Hoedded, Stribbarhed, der ofte blev. til Grumbed, Bribebsiyg, -
Siærlighed til Fædrelandet og Hengivenhed til Fedrenes Slite,
vare fjovedtræt i be gamle Ditmarſkeres Nationalcharakteer. Af
diſſe udfprang de Fuidkommenheder og de Lyder, hvorved dette Foll
længe udmærfede fig. Tarvelighed, Kydſthed, Gudsfrygt vare
Dyder, fom endog Ditmarſfernes Fiender tillægge dem, Mod og
Tapperhed anſaaes hos dem mindre ſom Fortienefter, end Feighed
og Blodhed ſom Skendſel. Men, at faa herlige Egenſtaber vare
ledſagede af Vildhed og Gruſomhed; at Troloshed, Ran og. Vold⸗
ſomhed, øvet mod Fremmede, ikke holdtes for nogen flor Brode;
at Zolelſen af egen Kraft og eget Værd ofte udartede til Overmod,
og Tapperhjed til vid Krigslyft; at Mildhed, Eftergivenhed og fres
delige Dyder lidet agtedes: for ſaadanne Beffylbninger, ſom Nogle
dog have overdrevet, fan Hiſtorien ikke frikiende Ditmarſterne. En
navnfundig Krenikeſtriver fra det femtende Aarhundrede ffildrer
dem i fin Tid ſom ſtore, fæmpeftærfe, ſmidige og hurtige Folk.
Han tillægger bem Mod og Stridbarhed i hoi Grad; men ogſaa
Crufomfhed, Troløshed og Gierrighed. Ubarmhiertige ere de, figer
han, og kiende et til Skaanſel; deres Had ſlukkes end ikke med
deres Fienders Død, hvis Lig de ei tilftede Begravelſe, men lem⸗
læfte og forhaane, Selv deres Kvinder ere grumme og blodgierrige
fom Ulve og vilde Dyr; de frygte ei for at følge Mændene i Krig,
forlyſtes ved at hanne deres flagne Fiender, ja udrive deres Ind⸗
volde, hvilke de bære omkring paa lange Stænger, og ville af dene
£
4Så , C. Molbech. I
forudfige det Akommende. Bel maatte man friſtes til at troe,
at Kronikeffriveren her gif tilbage i Tiden og fortalte om Ditmar⸗
fferne I Dedenod ; men ſaate maerkeligt er det, at endnu i Aaret
1439 var hlin GSlik ikke uddød. '
Saaledes beffrives Ditmarfferne i det Hele af ære og Myers;
fun at Holſtenerne, fom deres Fiender, pleie at fætte deres Lyder
i et ſterkt £pé, og deres gode Egenſtaber i Stygge. For Hiſtoriens
Domſtel veles diſſe, ſom hine, med lige Vægt; og til hoad Side
GSkaalen end hælder, fan hælde den ved egen Tyngſel. Kan det ei
forties, at Ditmarfferne i Middelalderen vare et haardt, ſtridigt,
overmodigt, ſtundom gruſomt og blodgierrigt Folk: faa ſtal der
og erindres, at Tidernes Vilkaar og Folkenes Sader dengang vare
heel anderledes end nu, og ſtundum undffylde Noget, ſkiondt iffe
Ait; faa flal det ei heller glemmes: at flore Doder og Laſter ofte
figge hinanden nær; at Frihedsaand og Nationalfolelſe fan enes
med Stolthed og Overmod; at Mandighed og Taprerhed, ved paas
toungne Lenker, [et bryder ud i Grumheb, og Stridbarhed uden
Krigelyſt er fielden; endelig at Svaghed vel ofte frygter Laften ag
væbddes for Udaad, men lettelig fonfer til Nedrighed og Stethed;
øg at uden Kraft er ingen fand Dyb, ſtiondt hün tidt nok vildlede,
men afdrig bliver foragtelig. Ditmarſkerne vare et Folk, ſom vi
afdrig kunne ophøre at agte, felv naar vi maae dadlie dets Lyder.
Med den fra de gamle Sakſer arvede Kraft, Manddom og Friheds⸗
flærlighed, var hos dem forenet Siæftfrihed, Maadelighed og Tars
delighed, felv i Velſtand og Overflod. Nye Skikke i Klæder, Bos
have, Levemaabe, fandt hod dem ingen Indgang. Ved Arbeidfoms
hed fortiente de Naturens Gavmildhed. J Kybſthed bevarede de
faare lange Germanernes gode Rygte; ſaaledes endog, at deres
Had til Ufædelighed ſtundum blev Gruſomhed. At Frihed og Fadre⸗
land var deres hoieſte Kierlighed, dadler Lun Trællefind; og at de
oftere, angrebne, vargede den Frihed, de vel ikke med fald Ret
havde erhvervet, end uden Anledning angrebe "Andre, viſer Hiſto⸗
rien. Denne, deres Tapperheds og Fæbrelandeftærtigheds Speit,
vidner og felv om Folkets Aand; og Ditmarſterne have iffe ſavnet
Cttoeds — 4as
—— bem, font apteanede —— —X ore bores GS,
. at bevare Erindringen oms ſaabamnt i bifteriffe Sange, der munke
tig gik fra Slægt til Sfægt, 3 hvoraf nogle: btugtes til at bande
eſter; hoilken Sif endog til ſenere Tider er vedligeholde Dente
Brug, og en ikke liden Mængde af ditmarfiſte Kreniker, ſom deels
vides at have været til, deels enduu ere det, vidnet ſtarkt om Folo⸗
Jets Aimeenfands; thi hvor Fædrelandet eiſtee, og dets Held er
Alles Maal, der elffes og Sagn og Fortælling" og den Eera⸗ p
ferledne Tider.
Meget, ja det Meſte er ut anderledes 606 bette Sat, end i
gamle Dage, og fun enkelte Spor ere tilbage af den. færegne Cha⸗
rakteet og udmærfende Form, det giennem mange Aarhunbrede
bevarede. Meget er forandret til det. bedre; Diervhed og mandig.
GSelvfolelſe ere ikke forfvundne ; men den gamle Stridbarhed, Bi
hed og Grumhed er for flænge ſiden veget vor milbere Sader; Overs
mod, Stolthed og Uſtyrlighed for Erekicrhed, Bramsen og)
Troſtab mod Konge og fælles Fædreland, ”
Men foruden den ſtore Sarde”) ſamiedes til bette ron en
Her af to tuſinde Riddere og Adelsmend med deres Hofkarle .og:
Vienere af Holfteen og Jylland, ſeks tuſinde Jyder, Friſer og Hel⸗
flenere, af Almuen, fordeelte under adffillige Hewedemend. Gros:
verne Adelf og Otto af Oldenborg, Kongens. Fattere, Sonner af
Grev Geert, førte en Hob af nogle tuſinde Tydlere,: hworiblaube
mange Adelige, ſam Haab om ſtort Bytte i det rige Ditmarſken
lokkede, og Keiſerens Forbud ikke Holde tilbage, Dertil Lol (efte
Nogles Angivelfe) otte tuſinde Frivillige, og nogle tuftebe Aroo⸗
arie. En Srigshær, der ſaaledes af de flefte regnes at have uds
-) Den ſtore eller faa kalbte ſakſiſke Garde var en i det 15. Aar⸗
hundredes Krigshiſtorie berømt Lejehær. Den udgjorde fire til
ſer tuſinde Mand, af alle mulige Nationer; frivilligen forenede, ,
valgte de ſelv deres Aufsrere; de frede til Fods, og udmærføde
fig ved Aappethed og Grumihed.
106 GG, Molbech.
gleer aner techive tuſtade Mand, og hvis Lige i mange Elder ei var
i dieſe Ggute, brog fmod'et Land, hvis Styrke af vanbrnføre
regnedes fil fels tufinte, Ae auſaae derfor Diemarfken
allerebe fom vunben; og overmobigen mente enhver, foragtende
Giendend- ringe Antal, at Landet uden Sværdflag, ved den blotte
Ctræt, (om en ſaadan Hær maatte indgyde, ſtulbe erobres.
San feer derfor den hele ſtore Hær brage til Striden, ſom til
Dando og Gilde; Mange af Adelen uden Harniſt, prydede med
Smykker og Guldkiader; Nogle ledfagede af deres heri unge Son⸗
mer. Mange /ſore endog en Hob Penge med fig, for ſtraks at til⸗
kiebe fig Syttet af be uformuende, tilligented Segl og Signetringe,
for paa Stedet at bekrefte de fluttede Kiob. En ufigelig Mængde
Zrodvogne følge efter Hæren, endeel belæffede, endeel tomme, for
at bortfore det vundne Bytte, GSaavidt gaaer endog deres Overs
mod, at nogle af Anførerne og de mægtige Adeisherrer, fmittede
" af buffttiffe Grundſetninger, allerede dele geiſtlige Præbendér og
Kloftergodfer imellem fig, fom de vente af kunne tage i Befidbelfe,
naar de med Seier komme tilbage til Danmark; og derfor i Skiemt
bilfe hoerauder med geiſtiige MEredtitier, J Spidfen for den frygs
fetige Garde, pan hvis Tapperhed Alle fornemmelig ſtolede, flaner
Jørgen Gient, beromt for hans Krigekyndighed, Mod og Forve
venhed, af Kempcheide, iført en Harniſt, ſom finner vide af
det blanke Guld, sg derover em Pantſerſtiorte. Det var ham,
fom, da han kom til Holſteen og fandt faa flor en Hær udruſtct
for at tvinge bet lille Land, fortælles at have fpurgt Sengen: om
Ditmarffen var bundet med Kieder til Himlen — med Forſikkring,
at maar han blot kunde komme der, ſtulde Kongen ikke førge. for
Seieren, Eualedes var det til Anſeende, efter Hritfeldts Ord, at
de Ditmarffer ei ſtulde modſtaae en ſaadan »Dogt; men Sud giver
Seier og Fald.
Paa den faſtſatte Dag, Mandagen efter Valentins Dag, den
ſottende Februar, cykkede den ſtore Heer om Morgeney ub af Dels
borp imod Hemmingſtedt, under Erigerfe Muſik og Shyttets Loſen.
C. Molbech mv 457
YinferPrelig Befetning Bed eftrefobe i Steder. JEpidfen drog
Junker Slent med den frygtede Garde, der torſtede efter Blod og
Bytte. Dens Feltraab var: Vogt big, Bondemand, nu kommer
Garden! (Wahr bi, Buer, de Garde de kummt). Hetnefſt fulgtes
Krigshoben af Landfolket, der, ſaaveiſom en Deel af Gardens
bare Kurvefletninger, Bræeder, tørre udſpilede Huder, Alt for at
tiene til Hielp, naar man ſtulde drage over Gravene i Macrſken.
Rytteriet fluttede Hæren; heriblandt Adelen, Ridderne, Hertugen
og Kongen, fom bog, da han kom uden for Byen, ſkal have ban⸗
det flærkt over bet yderlig flette Veir. En Part af Skyttet førtes
foran Krigshæren; men den ſtorſte Deel fulgte efter. Tim
kom Trosvogne og Slader i ſtor Mængde; en Deel tomme, for
at bortføre det tagne Bytte; en Deel belæfføde med Krigsfornoden⸗
beder, Levnetsmidler, hvoriblandt endog pluͤkkede Fiederkreature,
(vel havde man førget for at gotte fig efter den vundne Seier) og -
en flor Overflodighed af koſteligt Gobs og Bohave, Guld og Sølv, .
og hvad Kigdom og Dverdandighed trænger til.
Saaledes, i Kamp mod Uveir, drog Gæren langſomt frem
paa den: ſmalle indgradne Marſkvei, hvor Fodfolket gik i Dynd og
Vede til Knæees, Heſtene ſank i til Bugen. Om Hoſten tilforn
vare Gravene renſede; det ſeie Mudder, opkaſtet paa Veien og kun
halvtort, giorde den næften bundlos. J ſtormende Modvind fra
Nordveſt, og i et Gneefog, der giorde det umuligt at ſkielne de
nærmefte Gienſtande, var Hæren med tunge Skridt rykket frem
omtrent en halv Miil. Allerede glennemblodte, ſtive af Kulde og
næften udmattede af det forte Tog onſkede Krigsfolkene hiertelig,
ſtiondt man fun havde vundet lidet mere end halvveis til Hem⸗
mingſtrdt, at be ſnart maatte komme paa faſt Bund. De vare
ved Duſend Duͤvels⸗Werff; og pludſelig sinede man den nyopka⸗
ſtede Skandſe, der beherſtede Veien, og hvorfra Ditmarfferne fluks
begyndte en levende IM af flore og ſmaa Stykker, ſom giorde
frygtelig Birkning. Ethvert Sud, figtet mod den tæt fluttede
- Dob, fom til ingen Side funde røre fig, maatte tamme; Dit⸗
marſterne ſytede dited ikke mindre Ferdighed end Haſtighed. Dee
4668 6. molbeq.
fortælle, at i Cpidfen for Garten, ufe vet, Derenkat foran
" Foldene, gik to Auforere, begge af Kampeſtorreiſe, ſaaledes at
deres førfte Syn, næften ſtrekkede Ditmarſterne; men den ene
faldt, truffen af em Kugle, og da traf den anken fig tilbage til
Linien. De Kongelige begyndte at føre deres Sktt op, og ſtille det
mod Skandſen; men Storm og Regn giorde det næften ubrugbart.
Garhens Fortropper tog da til at lægge deres fange Spyd over
Gravene, kaſtede derovenpaa Bræder og Bidiefletninger, og endeel
kom faaledes over, Den Haabet, at kunne udbrede fig, og de,
tryggere mod Jiden, nærme fig Skandſen, flog fell. Nye Grave
eg Diger mødte dem efter fan fort Mellemrum, af en opflillet
Sliagorden var umulig.
Det begyndte Held og den ſynlige Uorden i Kongens Har fatte
od i Ditmarfferne, hvilket end mere ſtyrkedes ved en tapper Ans
… fører. Rogle giorde Udfald, for at omſtorte Fiendens Skot. Det
lykkedes dem ikke ſtraks; de fandt Modftand, og endeel faldt ved
deres Landomæends uophorlige Fyren fra Skandſen. Flere form til
Hielp; de vare fra Sognet Wohrden. Nu blev de kongelige Styk⸗
Fer deels omkaſtede, deels flyrtede i Gravene, Forvirringen tiltog.
Enhver i Kongens Hær indfage, at Fun ved en haſtig Sidevending
funde Fienden overmandes, og Hæren reddes af dens farlige Stil⸗
ling. For den laae Skandſen, ſom man et vilde eller turde formes
Grave og Diger indfattehe den ſnevre Dei, mere liig et Uføre;
Slugt ſyntes umulig; hærene Mængde blev dens Undergang.
Garden føgte da af al Magt at komme over Gravene, for at oms "
gaae Skandſen. Men Ditmarſterne markede det ; og nu brød de
med deres hele Styrke, ſtionde kun tre eller fire hundrede mod be
mange Tuſinde, ud af Skandſen, og giorde Angreb, forte af
Wolf Iſebrand, der, felv i Spidſen, ikke ophørte at fætte Mod i
— Folfene.
Tappert mødte de Kongelige dem, ſaamange ſom paa bet fnevre
Rum funde fomme i Fegtning. To Gange floge de Fienderne tils
bage; men tredie Gang ſamlede, giorde diffe Angreb med et Raſeri,
ſom Intet unde modftaae, under nephørtigt, ugdfomt SÉrig, og
NE Sy. Melbech 459
meh Gashens forandrede Feltzaab: Vogt big, Garde, nu tommer,
Bonden! Mange vare barføddede, kaſtede fra fig Harnig, Hielm
og, omen Ruſtning, og ſprang ſaaledes, ved Hielp af deres lange
Springeſtokke, hurtigen frem og tilbage over Gravene. Med frygs
telig Styrke og Lethed brugte de Spydet mod Folkene af Garden,
ſom flivfrosne, i tung Ruftning, hængende i Dynd og Mudder,
overvældede af Storm og Snee, knap kunde røre dem, og ſaale⸗
des i hundredetal ſtodtes ned i Gravene.
Jorgen Slentz, i Kampen ligefan tapper, ſom tilforn over⸗
mobig, holdt fig mandigt, hvor Striden var ſtarpeſt og vovede Au
for at opmuntre fit Folk til Modſtand og redde Gardens Wre.
Gan var til Heſt, i fvær Ruſtning, jernklodt fra Hoved til Fod.
Det fortælles, at. en flor og ftærE Ditmarffer, Reimer fra Wi⸗
merſtedt, gif i Kamp med Oberſten, og ſtodte fit Spyd med ſaadan
Magt i hans tykke Øarniff, af den krummebe Spids blev hængen⸗
de i Pandſeret, hvorved han ſtyrtede med. Heſten. To andre Dit⸗
marſkere kom til Hielp; med Spydet trak de den ſtaærke Kærape af
Heſten, og mægtede dog neppe at faae flaget ham, Cen fatte ham
Hellebarden paa Bryſtet, fprang op paa ham, og fik ham ſaaledei
giennemboret; hvorpaa de alle tre ſtyrtede Oberſten med Heſt og
Sadelen ned i Graven. Med ham faldt Gardens Mob, og frugte«
lig vokſede Faren. Ditmarſlerne, ſom varede paa Digerne i Norre⸗
Meldorp Sogn, aabnede Sluſerne, ſaaſnart de forſte Skud fra
Skandſen gav dem Tegn. Med Nordveſtvind var Vandet ſteget
meget hoit, og ſtrommede nu faa voldſomt over, at inden føie
did Marfer og Grave vare i eet, Landet heel overſvommet, intet
Epor af Vei, og Fodfæfte fun for de landkyndige Ditmarffere, .
Skrak betog nu Garden, og ben hele Hær. Hine, hidtil ane
ſeete for uovervindelige, vare de førfte, fom vendte fig paa Flugt
og gave Løfener til den øvrige Hær, hvis Maal nu ikke længere
var at ftride og værge fig, men at flye uden Forſpar. laget var .
tabt, i Hvilket den forenede Hær i de ſammenſoorne Elementer, i
dens egen Mængde, i den uheldigſte Stilling, havde Fiender at
er
l
460 C. Molbech.
Setæmpe, langt ſrygteligert end en VPeandfutz Diemarſkere, Hoié
Modſtand maatte ſynes Raferi. Al Befindigbed var borte; de
Kræfter, ved hvilke Fienden kunde være tilintetglort, odelede Mange
paa at føge Doden i unyttig Flugt; thi felm & Flugt var neppe
Redning at finde. Alt for trang var den Vel, der nu ei engang
var kiendelig; i Dybet aabnede Gravene fig falk form bundløfe
Cvælg for de Flygtende; SKrigshærens fammenpreffede Sciding
giorde der umuligt at bevæge fig med nogen Haſtighed; endelig bag
Hæren holdt Rytteriet; og Trosvognene, de flefte forladte af deres
Kioreſvende, flode, liig en ubevægelig Vognborg, faſte i Dyndet,
Fortvivlet var da Heerens Forfatning: for fig de raſende Ditmars
flere, fom idelig ved nyt Tillob, endog af væbnede Kvinder, fors
ſtarkedes; rundt om det fligende Band; bag ved den enefte Udvei
affkaaret; og alting tabt, lige til Jortvivlelſens Mod.
J ſaadan Tilftanb, ba Garden var flagen, fplittet eller paa Flugt,
anfaldt Ditmarſterne de svrige Fodfolk med lige Raſeri. Mod⸗
ſtand var neppe tænkelig; thi al Kraft var veget for Skrekken.
Nederlaget blev almindeligt; og en flor Deel af dem, form undgik
Ditmarſternes Sværd, fandt deres Grav i Vandet, eller trykkedes
til Døde og nedtraadtes pan Flugten. Rotterne vare tilbage. For
gleves havde de ſtrebt at komme Fodfolket til Hielp, hindrede af
Mængden, Gravene, Vandfloden. Tappert modtoge de den inde
ſtyrtende Fiende, fom fra to Sider angreb; men fort og uben Virk⸗
ning var deres Modſtand, Trængfelen var fan flor, fortil af Flyg⸗
tende, bagtil af Trosvognene, af Rytterne vare et ſikkert Bytte
for Fiendens Spyd. Ditmarſterne føgte i Begyndelſen iſer at
ſaare Heſtene; og overalt hørte man det Raab: flaaer Heſten og
ſtaaner Karlen! — hvilket dog Begierlighed efter Bytte, da Seiren
ei længere var uvis, forandrede fil: faaer Karlen og ſtaaner He⸗
ſten! — De vej) Skud og Stik ſaarede Hefte, ſom ikke mere lyſtrebe
Toiten, bragte end ſtorre Fordærvelſe over Rytterhoben, i det de
omfaftede og ſondertraadte Folkene, ſplittede Næfferne, og hobevis
| G. Molbech. 464
ſtyrtede dem ĩ Gravene, Da hørtes fra alle Sider ynkellge Skrig af
Døende, Saatyde og af dem, ſom øinede den viſſe Dod; Heſte⸗
nes Vrinſtin Baͤabenbrag, be Flygiendes Tununen og høie Naab
spfylkte Ruften, holiken, fotuden Oneer og Magn, Heſtenes Damp
æg Sruhesgin: ſaclabes marinede, at Men og Siende var hinanden
faft ukiendelige. Nogle af Rytterne i de forrefte Rakker frelse
fig, ved at fætte over Gravene, opfyldte "med Lig; fan og endeel
af de bageſte, ned,at. bane fig Bei giennem. pe omſtyrtede Trosvogne,
hvorved Meldorps Veſcetning, efter Nogles Fortælling, kom dens
til Silelp. v Med diſſe undkom Kongen og Hertug Froderik, uden
at der aibes, hvuilfeg Gold de fyldte deres Frelſe.
I e Rimer var ſaa mægtig su · Har flanet, fplittet og odelagt
af a Zhnde, i Antal fan vinge, at allene de lebſagende Omſtan⸗
highebes kunne gigre henne Begivenhed trolig, Høiligen. vare Die⸗
marfferne felu ſorvndrede opereret eier og der tallefe Mængde,
der, beduttene Balpjadfen., Efter Vandets Afleb fandtes, at de
LZecyeſte nøge faget, DM. fine Mængde, uden Saan, havde
Geavene apfjugt. Meget forffielligen afgives be Kongeliges Tab,
Keonileſfrivernes Valten imellem fire og tyve tufinde og fire tu⸗
finde Mand gior Vished umulig, og vidner om, af man har
ſttobt at bølge et Foriiis, fors Fyſdtes Uforfigtighed og Onerinod.
Noaſten Alle berette eenſtennmigen, at af Dærens Styre, over
tredive fufinde Mand, den mindſte Deel kom tilbage. Hvis, man
da, form så Middeltal, med Nogle vilde fætte femten tuſinde Mand
Siagne, eller med Hyieftidt Fun elleve tufinde, bjiper Tallet flere”
” mal, og waaſlee ilke; orerdrevet.
e .·42
ed 20" Fr …
hd
462 KE )
f 1 71. 7 ersten ge re Tr
j Stein Sieenſen Blicher.
af
e Fedt 4783 i ftv; å Jliaid, Rebenftenende er BøgVbDiSRR af
Movellen Roaverſteueh, fon findes i -hand ſculede Bovdlet; 1
De, J 1" — TE i d, (+ . r angre
— eg
—D———
Danmarko det Have et faa yndigt, denligtz frebſeit Mente
at Man, ved i Tankerne at gadt Albage d · deres DMR,
aldrig erindrås om nohen voldſom Naturbdegivenheb; deſynes
sete vid noget Jotdftjelv at væte opkaſtede, & heder jern
farete åf en bældig- Vamflods men firatere at: Bare: obutia
fagtelig af det ſynkende Hav. Deetterrie "tie Jerted fag vvs
Bakkerne ſad ogfmeiae, og "FAR afrundede. Inge: braue
Serenter, ingen dydeSuler tider orn yutals "For nisana.
Stovene henge File vildt ßaa ſtyhsie Fieldrygge z sen keire fik,
fom et ledende Hegn, om de frugtbare Marker. Vakkine flytte
Fig iffe ned i: ſtummende Foeſet, ennem døbe og note Stof
fer; men glide ſtille og klare heu mellem Siv og HKral: Saar
Man fra der deltige Fyend Lalid ”folter odet til IMand, treit
Man i Zorſtningen dlot at have padferet en Fled, og kan ten:
ver overbevife fig om, at Plan me er paa bet fafte: Laudy fa
lignende og nær beflælgter med Dertie er het Dadens GÅS
kelſe. Men jo længere Man nu-Lonimer ind, 40; ter forinet
dres Egnen: Dalene blive dybere; Bakkerne brattere; Skoven⸗
ſee ældre og mere affældige ud; mangt ſivgroet Kjær, mangen
med fort Lyng bevoret Fordplets. ſtore Stene pan de hoiryggede
Agre — Alt vidner om. ringere Cultur og mindre Beſolkning.
Smalle Veie med dybe Hjulfpor og høie Balker i Midten hen⸗
tyde paa mindre Færfel og Samkvem mellem Beboerne, Die⸗
fes Vaaninger vorde mod Veſten alt flettere og flettere, lavere
og lavere, fom om de dukkede fig for Veſtenvindens volbfomme
sø
0 6.8, Blicher. 468
Anisb. Ligefom Heterne bliwe hyppigere og førre, blive Kir⸗ |
fer og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaaident
feer Man iſtedetfor Hasſe forte Torveſtakke, iſtedet for Frugt»
haver· Kaalgaarde. Store, ynggroede Moſer, ſtſpdeslſt og ode
felt behandtede, fige og: at "Her er Udk af dem. Intet Mark⸗
hegn, ingen Piteplantning gjør mere Skjal mellem Mand oå
Manb; Man ſenide troe, af At endnu var Fallesſkab: Naget
Man omſider KRygningen af Ihlland, uddreder fig for Diet de
uhyie/ flade Høder; dKFotſtningen beſtrsede med Gravhoie, höib
Antal bog ſtebſe "aftager, faa at Man med Rintetighed km fors
mole, åt” denne Strakning atbtig tilforn Har været opdyttrt,
Denne høie Landryg foreſtiler Man fig, ikke uden; Brand, &
Have været der forfte af Halvsen, der kom tifføhe; lettende fig
op af Havet og væltende det til degge Sider, hvor da de nebrul⸗
lende Bølger ſammenſtyllede Bakker, og udhulede Dale. Paa
Oſtſen "af denne Lyngflette" findes bog Bift og her noget fort,
purdet Egektat, der for Vildfatende Ban tjene iſtedetfor Compass
thi Træernes Ktoner ere "afte Bgiede mod Øften. Forteſten oiner
Stan: påa de ſtore Lyngbakker kun livet Grønt: en enkelt Gres⸗
let, effer en ung Bæverefp, fon, Man da med Fotundring abs
ſporger: hvor eft Dn kommen her? Lober en Bælt, eller Ia
diennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Buff dens Nærs
dætetfe; døbe nede mellem udhulede Bakker ſnoer den fig lonlig
og med en Fart, ſom on? den ffondte fig ud af Orken.
" Dver'en ſacdan Bel red en ſmuk Hoſtdag et ungt vel
* Menneſke henimod en liden Rugmark; ſom det fjerne
Cler' hadde opdyrket ved at brænde den afſktellede Skorpe til
Aſte: Han fer med Familie var juft iferd med al afmeie den;
ba Nytteren nermede fig og ſpurgte Vel: til Herreggarden An
Bjerg,” Efter at Bonden førft havde gjengjældet Spørgsmaalet
med ét andet? femtig hvor den Reiſende kom frå? fortalte ham
Berne, hvad Ban alleredé vidſte , at han vat redet vid, kaldte
berpaa ål en Dreng, om fatte Negene ſammen, og befalede
Bam, åt viſe den Fremimede paa rette Vei. Men endnu førend
|
464 e. e Big i
i SDurngen Harte begynde at udføre fenne Sehr, vie fg et
Syn, fom for en Tid tildtos fig ſaavel Rytterens fem Haſt⸗
foltenes helt Opmertſomhed. Oppe fra den nærmefte Longbakbe
foer lige ned mod dem, ryed Stormens Fart, en Hiort med en
Mand paa Ryggen. Denne — en høl, før Mand, brunkladt
fra Top til Taa — fad indeklemt mellem Kronhiortens Takker,
hvilke den havde kaſtet tilbage henad Ryggen, ſom disſe Dyr
gjøre, naar de ret hale udb. Den fælfomme Rytter Havde ſand⸗
" fonligviis tabt Hatten ved dette Midt; thi hans lange forte faar
føl bag ud fra hans Nakke, ſom Manken pan en gallopperende
Heſt. Hans Haand var i beſtandig Bevægelfe, for at hugge
m Kniv i Hiortens Nakke; men dennes voidſomme Spring
hindrede Ham i at træffe. Da Hierteridderen tom nær nok tig
de forbauſede Tilſtuere — hvilket ikke varede længe — blev han
Sendt af Bonden; thi denne raabte: „heil Mads! hoor vil
Du ben?” Det maa Hjorten og Satan vide!” fvarte Bade
men inden Svaret , kom fuldt ud, var han allerede fag langt
forbi, at det ſioſte Did neppe: naaede Cpørgerene Øre. Inden
i fas Minutter forſyandt baade Hjort og Mand fra de Stirren·
bes Buk. „Hrem var det?” ſpurgte den Fremmede, uden at
vende fine sDine. bort fra den Kant, hvor Centauren var fore
ſpunden. „Saamcendl“ fbarte Bonden, „det er en ſelle Mandy
ſom de kalde Mads dauſen, eller ſorte Mads; han har
mange Bern — fan jeg troe — pg faa bjerger han fig ſom
ban fon: han kommet imellemſtunder over paa denne Side og
tager fig en Hjort; men idag (aber bet til at Hjorten bar
taget ham — berfom det ellers var en rigtig Hjortz” lagde
han ˖ betenkſom til — „Gud frie os fra Alt det, ondt eri”
men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen — — alligevel
jeg veed ikke Andet, end re, Dyd og Godt om ham· Han
ſtyder et Stykke Dyr engang imellem 3, hwad ffal vi fige derome
ber er mot af dem — alt for mange, hvem ber maatte fige
det; der fan 3 ſelv fee, Hvordan be har Elippet. Vipperne af
min Nug! Men — jo min fandten! der hår vi Niels Skyt⸗ i
te; jo Du fu ture forte Mads! idag er han bebre tidende,
BSG. S. Blider. 465
end Du.” Som han fagde dette, ſaaes en Jæger ilende i lange
ſtrakt Trav hen imod dem, fra den ſamme Kant, hvor de forſt
havde ſeet Hjorteridderen. „Saae J ikke ſorte Mads!” raabte
ban endnu før han kom bem ner. „Vi ſaae rigtignok En paa
en Hjort; men vi kunde ikke fee, enten han var fort eller hvid,
eller fjende hvem det var, for han kom afſted, faa En knap
kunde følge ham med Øinene,” foarte Bonden. , anden tage
ham!” ſagde Jægeren, idet han holdt fin. Heft an, for at lade
den pufte lidt; „jeg fane ham oppe i Haverdalen, hvor han gif,
øg luffede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høi for
ikke at forflyrre ham. Han fljød, Hjorten faldt, Made 16
til, fprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangſt;
men da Hjorten følte Kniven, reifte han fig op, klemmede
M abs ned mellem Takkerne, og hallo! Hans Bøsfe fik jeg:
men jeg vilde hellere have ham felv.” Med disſe Ord fatte
han fin Heft i Trav, og ilede efter Krybeſtytten, med ben ene
Bosſe foran fig paa Sadelknappen, den anden i en Rem paa
Ryggen. .
Dent, Reiſende ſtulde omtrent ſamme Vei; og drog med fin
Veiviſer afſted, faa haſtig, fom denne kunde ſmaatrave, efter at
have ſtilt fig ved fine Treſtoe. Da de havde tilbagelagt en god
Fierdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke,
ber ſtraanede ned ad mod Aaen, fik de Øie pan begge Rytterne.
Den Forſte havde naaet Enden paa fit forfloine Ridt: Hjorten
var flyrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget
lavt Vande. Dens Banemand flod endnu ffrævs over den, og
fræbte at gjøre fig los fra dens Takker, ſom havde boret fig
ind i hans Klæder. Juſt, fom han blev færdig hermed og
fprang iland, kom Skytten — ſom forſt var redet feil af ham
— farende forbi vor Reiſende, med Toilen i den ene og Bos⸗
fen i,den anden Haand, Et Par Favne fra ben uheldige
Hjorterytter ſtandſede han Heſten, og med de trøftelige Ord:
mu ſtal Du døe, din Hund!” lagde han Geværet til Kinden.
at 30
N
466 S. S. Blidjer.
udelt, holdt!“ raabte Delinqventen, „giv Dig Stunder, Niels:
det jager vel ikke; vi kan je ſnakke 06 tilrette.” ,,JIngen Snaf:
ken fængere!” ſvarte den forbittrede Jæger, „Du ffal ligge paa
dine Gjerninger!” „Nei bie dog et lille Gran endnu!” raabte
hiin igjen: „lad mig førft læfe mit Fadervor!” ,, vad, vil Da
leſe?“ fagde Niels, idet han lod Besfen ſynke lidt fra Sin:
den, „i Himmerig konimer Du ikke alligevel.” „Saa er det
bin Skyld, Niel 81” foarte den Anden, „naar Du vil undlive
mig midt i mine Synder,” ,,Det har Du fortjent, din Hjors
tetpv!” raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben.
„Hei, hei!“ ſtteg Mads igjen, „bie et bitte Korn endnu?
Naar Du nu ſtyder mig, faa — aa tag dog den Bøsfe fra
Diet! jeg kan aldrig lide, at Man peger ad mig med fade Ge:
vær —” Niels løftede atter Hovedet — „ſtyder Du mig,
faa kommer Du felv til at flæde Steile og Hjul” ,, Fanden
hvilket!“ fvarte Skytten med en tvungen Latter, og figtede paa⸗
ny. „Niels, Niels!“ raabte hiin igjen, „her er Vidner.
men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig
jo vis nok: jeg fan ikke gane fra Dig; fan Du ikke føre mig
til Gaarden (Herregaarden), lad faa Manden (Herremanden)
gjøre med mig hvad han vi Saa beholde vi begge To vort
Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkeſtilling.“ Idet⸗
ſamme fom den Reiſende til, og raabte til Skytten: „For Gude
Skyld! tjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hwad
Manden figer!” ,, Manden er en grov Misdader,“ fagde Skyt⸗
ten, men fpændte dog Hanen ned og lagde Bøsfen paa Sadel⸗
knappen; „men fiden den fremmede Mosſis beder for ham, vil
jeg ſtjenke ham Livet.” „Du er ellers gal Mads!” fagde hån
til denne, ,,for nu kommer Du til at gane med Skubkarren
din Livsſtid; havde Du ladt mig ffyde Dig, var nu Alting fors
bi — kom du din SKjeltting! og hold Dig ved Siden af mig!
Kom nu og fag Skankerne med Dig!” Derpaa fatte de fig i
Bang, og den Reiſende, der ligeledes ſtulde til Ansbjerg,
gjorde Folgeſtab med.
&. &. Bligee. 407
Et Style gif det fremad, uden at der bled talt et Ord,
naat undtages, at Skytten af og til med et ,, hæl” et Skjelda⸗
ord og en Eed afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybe⸗
Eytten en ny og mindre lidenſtabelig Samtale. „Tykkes Du
ikke, det er Synd,” fagde han, „at jeg her flal gane og vade i
bet lange Lyng?” „Det er Du vant til, din Hundl” ſparte
Niels. „Du kunde gjerne,” vedblev ben Anden med et polidff
Hiekaſt, men dog i en Tone, (om vifte, at han ikke ventede at
fane fin Bon opfyldt: „Du kunde gjerne lade mig ſidde op bag
veb Dig.” „Ho hol” foarte SEptten med en Skogger: Du
har redet nof i Dags nu har Du godt af af røre dine lange
Ben.” „Naa naa! et godt Ord igjen! Niels Skytte!“ mums
lede hiin, „Du er faa iband contradi (bandſat contrair) idag.”
Niels Skytte fvarede Intet hertil; men floitede en Viſetone,
imedens Han af Jagttaffen fremtog Tobakspung og Pibe. Da
denne var floppet, gav han fig til at ſlaae IM: men Tonderet
vilde ikke fænge. „Jeg kommer til at hjælpe Dig,” fagde
Mads, og uden at fane eller bente paa Svar flog han Ild i ſin
egen Fyrtonde, blæffe paa den og rakte den til Skytten; men
idet denne tog derimod greb hiin fat paa Kolben af den ladte
Bosſe, fom laa over Sadelknappen, rev den med et vældigt
Ryk ud af Stroppen og ſprang tre Skridt baglends ud i Lyons
gen, — Alt dette ſtete med en Hurtighed, Man ikke fulde
Dave tiltroet den bredffuldrede, føre og allerede lidt aldrende
Krybeffytte. „Nu falder Godtaar mig til,” fagde denne. Tyk⸗
kes Dig ikke, jeg nu kunde pirre Dig overende, ſom en Skur⸗
vehat, bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din
Lytte,” Den arme Skytte ſtirrede bleg og ffjælvende af Arrig⸗
hed paa fn Modſtander, uden at være i Stand fil at fremføre
et eneſte Orb. „For lidt ſiden“ vedblev Mads, „var Du faa
ildvorn (hidſig og kivagtig), der kunde ingen fane et Ord inde
ført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan Du lod din
Mund løbe, fulde jeg hartad tænkte, at Du havde glemt den
90 ø
468 S. S. Blicher. |
hjemme pan Ansbjerg — tænd din Pibel ellers brænder
deret ud — Du ſeer faa vig paa min Fyrtonde? Du tykkes
vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er
rigtignok bedre;” — han klappede paa Bosſekolben — „men
Du ſtal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen.” Niels
tog denne ſtrax over Hovedet, rakte den hen til Krybeſkytten
med den ene Haand og udſtrekkede den anden for at modtage
: fit Gevær. ,, Bie lidt!“ fagde Mads: ,, Du ffal love mig
forſt — aa! det fan endda være det Samme, for Du holder
vel ligemeget af det; men ffude Du engang herefter høre et
Puf i Heden, faa vær ikke faa hidſig, men tænt paa idag og
paa Mikkel Rævehale!” Han vendte fig til den Reifende:
Staaer Hans Heſt for Sud?” ,, Skyd fun!” foarede denne.
Mads holdt Skyttens Bosſe, ſom en Piſtol, med ben ene
Haand op i Luften, og ffjød den af. „Den giver jo ifte ans
berledes et Knald,” fagde han, ,,end fom naar Man ſlager en
Potte mod en Dør.” Derpaa tog han Stenen af Hanen, og
gav fin Modſtander ben med de Ord: „Der har Du din Sky⸗
der! for det forſte ſtal den ingen Stade gjøre, — Farvel! og
Tak for idagl“ Saaledes figende, hængte han fin egen Bosfe
åver Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.
"+ Gtytten, hvis Tunge hidtil ſpntes at have været bunden ved
en magiff Kraft, gav nu fin længe indeklemte Harme. Luft i
en Strom af Cder og Forbandelſer, hvis Begyndelfe led fan
ledes: „Nu faa gid da Davlen inderlig —” etc. etc, Den Fremme⸗
de, hvis Medlidenhed havde vendt fig fra ben undflupne Frijæger
til den hartad fortvivlede Herregaards⸗Skytte, føgte at trøfte faa
godt fom han formaaede: „Han har jo dog i Grunden Intet
tabt,” ſagde han tilfdft „uden den usle Glæde, at gjøre en
- Sand med fin hele Familie ulykkelig —”” „Intet tabt?” raabte
Sægeren: „Det forftaaer Han ikke. Intet tabt? Den Hund
har, faa viſt fom jeg er en Synder fordærvet mig mit gode
Gevær!” ,, Hvorledes?” fagde den Reiſende! ,, fordærvet Hans
Gevar? Lad "det og fæt en anden Steen for!” ,, Pyt!” fvarede
”; -
S. S. Bliger. 0 469
Niels med en ærgerlig Latter; „den ſtyder hverken Hjort eller
"Hare mer; den er forgjort, det ſvarer jeg til; og derſom iffe
eet Raad vil hjælpe — trer! der ligger sen og flifter Solffin
i Hjulſporet; han ſtal ikke ſpiſe Lerkeunger idag.” Med disfe
Ord ſtandſede han Heften, fatte hurtig en Steen i Hanen, lade⸗
de Geværet og fprang ned. Den Fremmede, fom var ganfle
uindviet i Jagtvidenſtaben, og altſaa kjendte hverken dens Ter⸗
minologie eller Magie, holdt ligeledes ſtille, for at” ſee hvad
Gronkjolen nu vilde foretage ſig. Denne traf Heſten ned, gik
nogle Skridt frem og pirredẽ med Bosſepiben til Noget, ſom
laa i Veien. Nu førft opdagede den Fremmede, at det var en
Hugorm. „Vil Du herind!” ſagde Skytten, ſtedſe ſtikkende
med Bøsfen efter Slangen; endelig fif han dens Hoved ind i
Piben, holdt nu denne i Veiret og ryſtede den, indtil Ormen
var helt derinde. Derpaa ffjød han Bøsfen af i Luften, med
fin beſynderlige Forladning, hvoraf ikke den mindſte Stump
mere kom tilſyne, og ſagde: „vil det ikke hjælpe, faa er der In⸗
gen, der fan curere den, uden Mads eller Mikkel Rave⸗
hale.” Den Reiſende fmilede lidt vantro, faavel over Trold⸗
dommen, fom over den fnurrige Maade at loſe den paa; men
da han allerede havde gjort Bekjendtſtab med den ene Sorte-
kunſtner, onſtede han og at vide lidt om den anden, der bar et
faa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn. Paa hans Efter:
ſporgſel, fortalte SÉytten, medens han atter ladede fit Gevær,
Følgende: ,, Mikel Rævehale — fom de falde ham, fordi
han fan lokke alle de Ræve fil fig, der ere i Landet — denne
Miftel er ti Gange værre, end forte Mads; han fan gjøre
fig haard, den Hundetamp! der bider hverken Bly eller Solv⸗
napper paa ham. Engang traf jeg og Herren ham hiſt nede:
i hün Dal, lige ſaadan ved en Hjort, han nylig havde ffubt,
og fom han var ifærd med at tage Sindet af. Vi reed lige
hen til ham, og ham mærkede og ikke, før vi vare ham paa
tyve Skridt nær. Men tanker Han, at Mikkel blev bange?
Han ſaae bare om til 08, og gav fig derpaa igjen ifærd med
470 S. S. Blicher.
Sjorten. „„Saa ſtal Du da times en lille Ulykkeln fagde
HSerren. „Nielso! ſtyd ham paa Pelſen! jeg ſvarer for AC 1””
Jeg holdt ham med' et Skud Rendekugler lige midt pan hans
brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg
havde ffubt paa ham med en Holdeboſſe. Knagten dreiede
blot Anfigtet et Hieblik om til 08, og blev endnu ved at flaae,
Da ſtied Herren felv — det var lige kraftigt: han ſkar juſt
GSkindet fra Hovedet; og førfi, da Han havde ſvobt det ſammen,
han fin lille Riffel, ſom laa pan Jorden, vendte fig imob
og ſagde: „„Nu kommer nok Turen ſnart til mig; og ders
J idle foer til at J komme bort, ſtal jeg bog prøve, om
Lan . fane Hul pan een af Jer,”” Saadan en Karl er
Mikkel Ravehalel“ Efter denne Fortælling, der er ligeſaa
utvolig, men mere fandfærdig end mange andre, ſom vi fore
frive fra Udlandet, forſattes Reiſen til An ebjerg.
Bernhard Severin Ingemann,
Sødt 1789 i Thorkildſtrup paa Falfter.
… Biden Elna paa Bornholm efter at den forte Deb
har rafet.
(Hf: De Underjerdige, et Boruholmſe Cventyr.)
ten begyndte nu ogſaa af fmelte i de nordlige Lande, og
Jgoraaret nærmede fig med fine oplivende Straaler, I Sjelund
Havde den forte Dod endelig ophørt at rafe. Mange tufinte Men⸗
neſter havde den bortrevet; men Landet var dog ikke øde, og Kon⸗
gen lod nu ſynge Takkepſalmer i alle Kirker, fordi Herren Havde
faget fin ſtraffende Haand tilbage, og Morderengelen var borthra⸗
get med fit fortarende Glavind.
6. Ingemann. 4714
Men paa Burgunderholm fad liden Elna endnu ene og ſor⸗
ladt paa fin Faders øde Borg, og ventede længfelfuld efter at fee
det førfte Græesſtraa fremfpire, og høre den førfte Fugl ſynge over
de nøgne Grave. En Morgen ffinnede Foraarsſolen venlig ind
paa hendes cenfomme Leie; den førfte Svale qvidrede uden for
hendes Vindue, og vakte den flumrende Mø med fin ſtille een⸗
fomme Sang af glade anelfesfulde Morgendrömme. Hun tab
fede Gud og foer op fra fit Leie; hun aabnede Binduet, og feet
Svalen fatte fig paa Karmen og qpidrede venligt for hende i Mor⸗
genfolen. „Arme Fugl! — fagde Elna — du er vel ogſaa ene
her og forladt.” Derpaa firgede hun Brodkrummer til den å
Vindueskarmen, og hun faae med Glade, at den opſamlede dem
og floi quidrende op under Taget. Nu bortkaſtede liden Elna det
forte Sorgeflor, og iførte fig hvide Klader. Et grønt Silkebaand
bandt hun om den ſmakkre Midie, og tog den gyldne Streengeleeg
i Haanden, fom ſaalenge havde hængt forſtummet og forftemt paa
Væggen. De lange kaſtaniebrune Silkelokker flagrede frit om de
hvide Skuldre i den milde forfriffende Foraarsluftning; og ſaaledes
udvandrede hun af den øde Borg, fom en venlig Haabets og Livets
Engel. |
Hun fane mu atter den klare blane Himmel i det Frie, og det
var ligeſom det hendode Liv nu førft vilde opblomſtre paany i den
ſtjonne Jomfrues Fodſpor; thi ved hvert Skridt, hun gik frem,
fontes Vaarens Engel at vandre ved hendes Side. Hun ſaae nu,
Dark og Eng begyndte at grønnes, og den forſte Blomſt fandt
hun paa fin Moders Sravhøi, Det var en venlig Tuſindfryd, ſom
ſmilede hende kjcerlig imøde fra Graven, ligeſom omluftet af den
fromme Marnas forklarede Mand. Medens liden: Elna der bad
og kncelede rørt ved Moderens Grav, flog den forſte Lærfe over
hendes Hoved, og hvirvlede fig høit i den Hare Foraarsluft paa
de dirrende Vinger. Da reifte den fromme Mo fig og vandrede
troſtig fra Graven for at opſoge Menneſter; men der var intet
Spor at fee af Menneſkefod, og ingen Lyd af Levende at høre,
undtagen af den eenſomme Lærke over hendes Hoved, Men dens
—8
72 B. S. Ingemann.
Sang tonede hende nu ret inderlig vemodig, ligeſom Gravfangen
over en uddod og forglemt Menneffeflægt, hvis Støv. var henveis
ret, og hvis Spor var udflettet af Jorden. Alle Hufe vare lufte,
og et ſtort fort Kors flod paa hver en Dør, hun gik forbi, og til.
tjendegav, at Beboerne vare uddøde. — Hvad der før havde været
et Mindesmærke om det evige Liv, var ſaaledes blevet et forfer⸗
dende Dodstegn paa den ulykkelige O, da Hesten vendte fit milde
Aaſyn fra den. — Vemodig gik liden Elna fra By til By; men
ingen Hund gioede ad hende paa de øde Gader, og intet Menneffe
kom hende imøde fra be tillukte Porte, Allevegne faae hun deg
forte Kors paa Dørene, og hun gik taus og befymret videre. Da"
hun kom til Skoven, forfriffedes hendes Øie ved de unge og nytuds
fprungne Zræer; men der var ogfan øde og tomt. Forgjæves
fmilede en enkelt Blomſt ved hendes Fod, forgjæves qvidrede den
cenfomme Fugl paa Quiſten; hun flod ene ſom det føre Mens
neffe i den oppaagnende Natur og føgde forgjæves fin Lige. Da
fatte hun fig ned paa en Steen og græd, og da hun oploftede fine
Dine, face hun langt borte et Kirketaarn glindſe i Solfkinnet.
Dev vandrede hun nu ogſaa hen; men i Kirkebyen var der øde og
ſtille, og de forte Kors ſtode ogſaa her paa alle Døre. Da ſteeg
liden Elna op i Kirketaarnet, og fane vidt ud til alle Sider; men
forgjæves — der var intet Menneffe at fee, og hun tvivlede nu
ikke længer paa, at hun jo var den enefte levende Sjæl paa Øen.
Da grad hun bitterlig og faldt paa fine Knæ og bad. Et Gümt
af Haab kom igjen i hendes Hjerte, og hun troede dog vift, der
maatte være eet Menneſke tilbage i det mindfte, men ſom maaffee
gik ligeſaa forladt og bekymret fom hun, og troede hele Verden uds
dod omkring fig. Nu tog den bekymrede Jomfru Kloffeftrængen
i fin lille hvide Haand, og enffede kun, af hun havde Styrke til at
ringe med den fore Klokke, at, hvis der var nogen levende tilbage,
de da kunde høre det, og komme hende imøbe. Forſt bab hun fi
Fadervor, og flog med Kneblen ni Slag paa den ſtore Malmklokke,
tet Slag for hver af de,fou Bønner og to for Indledningen og Ve⸗
flutningen i den hellige Bon. Derpaa drog hun i Klokkeſtræengen,
og det var ligeſom det tunge Malm bevægede fig af fig felv for den
B. S. Ingemann: 473
fromme Fomfrues Haand, Det rungede dybt og klart over de
øde Marker, og da Klokken hang ſtille igjen, flog hun atter med
Kneblen de ni hellige Slag og holdt inde, Da den ſidſte Klang
forſtummede, var der igjen ſtille fom i en Grav omkring hende;
hun hørte ingen Lyd i det Fjerne, og fane intet Menneffe nærme
fig. Haabløs fleeg hun ned igjen af Taarnet, og faaledes vans
brede hun nu fra Kirke til Kirke, o og ringede allevegne med Kirke⸗
klokkerne; men Ingen hørte det, og Ingen kom hende imode.
Tilſidſt ſank hun udmattet til Jorden, og bad Gud tage hendes
Sjal til fig, hvis hun nu længer fulde vandre faa ene og forladt.
Da ſaae hun atter en Kirke for fig, og ſteeg med Møie op i Taars
net, for dog endnu engang at anftrænge fine fidfte Kræfter, og lade
Kirkeklokken udtone hendes dybe Kummer. Da Klokken taug,
ſyntes hun at det gienklang ufædvanligt i det Fjerne, og hun hørte
nu langt borte en Kirkeklokke ringe; den klang glædelig fom til
Bryllup eller hellig Aften. Da ben ophørte at kime, klang ogſaa
der de ni hellige Slag hoitidelig i Aftenroden. Da blev liden Elnas
Hjerte fro; hun følede fig underlig ſtyrket, og vandrede nu did,
hvorfra Lyden var kommet. Da fun kom til næfte Kirke, ringede
hun igjen, og nu.flang Gjenlyden nærmere. Den kom fra Nabo⸗
Kirketaarnet ved Almebjerg. Hurtig ſteeg hun nu ned af Taarnet,
og gik tvers over Marken ad en Gangſti mod den ſaakaldte Para⸗
diisbakke. Da hun kom mibdtveis, modtog hende en deilig Dal,
hvor Foraaret ſyntes at have hentryllet alle fine Yndigheder paa.
eet Sted, og nu kom en Yngling hende imøde med flyvende Lokker
og udbredte Arme. Med et høit Glædesffrig ſtyrtede hun i hans
Favn, og ſaae dog fun endnu af det var et Menneffe; men med
tuſindfold ſtorre, med unævnelig Glæde opflog hun fine Oine og
faae, at dette Menneffe var Rudolph, den faalænge favnede og i
Londom elſtede Rudolph. At møde den trofaſte Beiler, den ffionne
selffede Yngling her, hvor blot Synet af et Menneffe var en overs
vættes Salighed for hendes arme forladte Hjerte, det var fan ube⸗
gribelig, faa overvældende en Lykke, at Glæden nær havde dræbt
den bævende Mo i Vnglingens Arme. s
474 B. S. Ingemann.
Kong Valdemar Seier ſtraffer fine Krigeres Vildhed.
cAf: Valdemar Seier, en biftorig Roman.)
Kongens Harme mod Biſp Valdemar og hans Beſtyttere var
faa flor, at han i den ſtrenge Vinter 1216 gif med en Hær
over den frosne Elb, for at afffjære ham al Undfætning. Han
gjorde atter et Angreb paa Stade, plyndrede og brændte ſtrengelig
i Pfalsgreve Henriks Land og trængte lige til Zelle. Han forlod
ikke Pfalsgrevens Land, førend han havde erobret alle hans fafte
Stader og Slotte, tvunget Indvaanerne til Underfaftelfe og taget
Gidsler og ſtore Pengedøder af dem. Derpaa gik han tilbage over
den frosne Elb og forenede fig med Grev Albert, ſom endnu belei⸗
rede Hamborg. '
Den forvovne bandlyſte Bifp havde trodfet ethvert Angreb og
befæftet Staden ſaaledes, at den ſyntes uindtagelig. Kongens
Harme var flegen til det Hoieſte, og han fvor høit og dyrt, med
Ild, Hunger og Sværd at gjøre en frygtelig Ende paa Staden,
hvis den ikke overgav fig. Ved Egeſtoven, hvor fiden den nye
Stab blev bygget, anlagde han ſtrax en ny Befæftning, og paa
den anden Side af Byen ved Skibsbakken havde Brev Albert en
ſterk Skandſe. Elben var ſperret med Pæle og Jernkjæder, og
ſaaledes al Tilforſel faavel tillands ſom tilvande forhindret. Alle
Landsbyer rundt om Byen havde Kongen derhos uden Skaanſel
ladet brende, og nu angreb han Byen med al Magt, med Arm⸗
boſſer og Blider, med Pile, Ild og gloende Stene.
Kongens Forbittrelſe og den langvarige Beleiring Havde gjort
Krigerne vilde og grufomme, En Dag holdt Kongen paa fin hvide
Hingſt i Leiren ved Schlaten; rundt om ham lød Beleirernes vilde
"Angrebsffrig, og han flod i Begreb med at give Befaling til en
flor almindelig Storm; ingen Fredsforflag eller Underhandlinger
vilde han høre; da bragte Grev Albert ham det Budffab, at den
ængftede By haude” overgivet fig paa Naade og Unaade, men at
Biſp Valdemar atter havde undveget Kongens Harme ved Flugten.
Forbittret over Bifpens Flugt, befalede Kongen ſtrax Ridder
Jvar Glug at frytfe ind i den overgivne By for at befætte den.
B. S. Ingemann. 475
„GSior nogen fig opfætfig, faa hug ned!” — køb han —
har ingen Skaanſel fortjent af mig, de Forrædere |”
„Mem, Herre Konge!“ — indvendte Srev Albert — „be⸗
ternk i eders billige Vrede” — — i
. „Her et Intet at betænfe” — afbrød Kongen ham i frygtelig
Harme — ,, havde I betenkt Jer kortere, Gren Albert! og lagt
Staden i Affe før jeg fane den, flulde den fordomte Bifp nu været
begraven under dens Bruus.”
Brev Albert taug og harmede fig over den ufortjente Dadel.
Ivar Glug' Havde for fin Kjekhed og Jver under Beleiringen
faaet Tilladelfe af Kongen til at bære en ſolvblaa Løve i fit Stjold;
med dette hæderlige Vaabenmærfe paa Armen iilte han nu bort
uden Ophold for at befætte Staden. ,; Ridderen af den blage Løve
ſtal $ fpftre” — bød Kongen det borfbragende Mandſtab. Men
mange af de vildefte Krigere havde feet Kongens Vrede og hørt
hans Ord, at Byen ingen Skaanſel fortjente; diſſe fulgte uden
Tilladelſe med den unge ivrige Befalingsmand til Staden, i Haab
om at fane Leilighed til at gjøre Bytte. Under ſaadanne Omſtæn⸗
digheder var det ikke muligt for den uerfarne Ridder Glug attæms
me Krigernes Vildhed og forhindre alle Uordener ved Stadens Bes
fættelfe,
Kongen agtede endnu inden Midnat at bryde op med Leiren;
hen havde dertil uddelt de nødvendige Wefalinger, og tilladt Kris
gerne efter der langvarige Anſtrengelſe at forlyſte fig i Leiren med
Ol og Mjød. Selv var han mørt og forſtemt over Biſp Valde⸗
mars Flugt. En halv Fime før Midnat holdt han reiſeklcedt paa
fin Ganger ved Leirens Udkant tæt ved Elben, paa det Sted, hvor
man havde ophugget Iſen for at vande Heſtene. Det varen klar
Maaneffinsnat; han hørte hæslige vilde Skrig i Lejren under
Tummelen med bet almindelige Ophrud, men holdt det. for nogle
beruſede Krigeres Gladesſkrig og agtede ikke derpaa; men nu tom .
de gjennemtrængende Skrig nærmere, og han ſaae en Flok Quin⸗
der lomme hylende og jamrende fra Leiren, med flyvende Haar og
ſonderrevne Klæder; de fore ham med vilde Fortwivlelſensſttig forbi
476 B. &. Ingemann.
og nedbade Himlens Forbandelfe ever ham og alle Danffe, idet
nogle ſtyrtede fig i Floden og bortreves oieblikkelig af Strømmen
under Iſen, andre ſank døde til Jorden af de Saar, de ſelv havde
givet fig, og de gvrige flyede med uafbrudt Jamren til Staden.
Kongen lod ſtrax Grev Albert og flere Hsvdinger falde og lob
ülſomſt redde de Ulykkelige, der endnu kunde eller vilde reddes.
„Gvad er det? hvad et flet?” fpurgte Valdemar mød Gru
og anede Ulykken. Med Harme og Afſty berettede Grev Albert,
hvad han felv førft i ſamme Dieblik havde erfaret, at en Flok Kri⸗
gere uden Tilladelſe havde fulgt Befætningen til Staden, hvor de
i deres Vildhed og Overmod, førend Befalingsmanden kunde for⸗
hindre det, havde yppet Klammerie og bræbt nogle Borgere, ja
endogſaa flæbe Børn ud af Huſene og myrdet bem, hvorpaa de
vare vendte tilbage til Leiren i Morkningen med en Hob unge Ko
ner og Jomfruer, ſom de i Drukkenſtab havde behandlet med bars
dariſt Vildhed og Tøilesløshed.
Da Kongen hørte dette, blev Han fan hvid & fit Anſigt fom en
Dodning. „De Uhyrer!“ — raabte han — „Dod og For
bømmelfe! det ftal de betale — ingen Time ſtal de leve — afs
ſted, Albert! lad Dodsdommen fuldbyrde. Enhver Kriger, ſom
ſaaledes har vanæret det danffe Navn, ſtal gigblifkelig nedhugges
og ubryddes af Jorden. — Skynd dig?”
Taus vendte Grev Albert fin Stridehingſt, og det fedte ſom
Kongen havde budet.
Medens den bratte Bloddom fuldbyrdedes i Leiren, fad Kon⸗
gen taus og ftille paa fin Ganger, med dyb Smerte i det ſtrenge
Aaſyn. Han faae hvor fredelig Maanen fpeilede fig i Elben, hvor
nys de ulykkelige Qvinder vare bortrevne; han ſaae Hvor rolig den
ſtore fljernefulde Himmel hvælvede fig over den øde hærgede Egn, .
i hvor de gruelige Spor af alle Krigens Ulykker og Radſler omgave
ham. „Dagmar! fromme Dagmar!” — ſukkede han — ,,græs
der bu over mig hiſt i din rolige Himmel? havde du ikke bedet for
den forvorpne Bifp, havde megen Jammer kunnet være undgaaet.”
Han hørte de fjerne dæmpede Dodeſtrig og flog det morke Die
B. S. Ingemam. 477
tii Sorten. Saaledes fab han endnu taus og' tankefulb paa befen
da Grev Albert ſtandſede ſin ſorte Hingſt ved hans Side.
„Eders Villie er udført, Herre Konge!“ — fagde den alvor⸗
lige Feltherre — „vi har nu ingen Barnemorder og Quindeſtjæn⸗
der mer i Hæren. De ſtreg paa Skriftemaal og Sacrament. —
Jeg gav dem Friſt til et Fadervor; dermed kunde de vel noies.
Med Deeltagelfe fade den morke ridderlige Herre det dybe Mis⸗
mod i Kongens Aaſyn og glemte fin Fortrydelfe over det haarde,
ubillige Ord, Kongen den Dag havde fagt ham: „Hvi faa ned⸗
flagen, min ædle Konge!“ — fagde han — „ſkeet er ſteet. In⸗
gen Hal nu fige eder pan, at J ikke holder ſtreng Mandstugt.”
Ja bag efter, naar Ulykken er ffeet” — fvarede Songen —
„naar Synet af min Harme førft har gjort Menneſter til Djavle
og glubende Udyr. Hine Quinders Skrig og Forbandelſer vil jeg
høre i min ſidſte Time.”
„De ere hevnedel” — fagde Albert — „den Skamplet paa
vor Ridderære er aftvættet med Blod.”
„Men det Blod kunde være fparet”” — fvarede Kongen heftig
— „hiün Skamplet ſtulde aldrig have beſudlet min Krigerere,
havde jeg havt Venner, ſom min Fader havde dem, Havde em
Arxel eller en Esbern ſtaaet mig nær, da jeg, i min Vrede over
den fordømte Bifps Flugt, glemte at lyſe Fred over de Overs
vundne — de havde viffelig erindret mig kraftig derom og ikke fryg⸗
tet. et vredt Ord af deres Konge.” |
Arygt var det ikke, fom bandt min Tunge” — fagde Brev |
Albert, dybt fræntet i det ſtolte Hierte — ,, Harme var det, billig
Harme over ubillig Dadel — jeg frygter Ingen, min kongelige
Frcendel og jeg agter fun Faa faa høit, at de fan fornærme mig ;
det fan Ingen i Verden fom J — men I er min Konge, og
jeg tier. 22
„Det flal du ikke, min kiakke Albert!” — fagde Kongen og
rafte ham Haanden — „tal mig. kun faaledes til, faa jeg kan
fee, jeg har. Mænd og Venner om mig. Gud forlade 08 begge
Hvad her idag er ſleet! vi baade kunde og burde have hindret det,”
J
—
478 B. S. Ingemann.
Derpaa ſporede Kongen fin Hingſt, og Grev Albert futgte
Ham til Opbrud med Hæren.
Johan Ludvig Heiberg.
gøde 1791 i Kjøbenhavn.
Om den i det offentlige Liv herffende Tone:
CTaget udb af; Et Brev fil Redactionen for Kjøbenhavns Flyvepoſt
fra Urbanus).
Min Herrel
Hvad man i private Selſtaber forftanet ved god eller flet Totte,
det veed Euhver, eller troer i det mindſte at vide det, thi her fætter
Enhver faa megen Priis paa at beſidde hvad man falder den gode
one, at han i det mindſte flræber efter at tilegne fig den; hvis
han derfor ſtulde fonde imod den, da ſteer det for det meſte uvits
terligt, og det er allerede et ſtort Skridt til ſelſtabelig Civiliſation,
naar man i hele fin Adfærd lægger bens Princip for Dagen, ſelv
om man ikke altid har Forſtand eller Dannelſe nok til at foldefts
gjøre det. Den gode Tone i en hoiere Forſtand er vel ſaaledes ends
" nu beftandig en Sjeldenhed, thi fun de Ferreſte forſtaae at
føre en ſinuk og aandrig Converſation; at fige en Compliment
uden af blive flaue, en Bitterhed uden at blive uattige; at finde
Grændfen mellem at tale for lidt og for meget; at vælge paés
fende Tid og Sted til ethvert Converſations- Mume; at bes
herſte Samtalen, uden af ufurpere den; at bisputere uden at
fornærme; at foretrekke en Perſon, uden at gjøre Opfigt; at
undgaae en andén, uden at fløde; at være fri, uden at gjøre fig
til Kammerat; at vife Refpect, uden at fubordinere fig; og fan
fremdeles, beftandig holde den rette Middelvel-i alle de utallige
Modſætninger, der i Selffabet, fom i alt andet, gjøre fig slæt
J. £. Heiberg. a79
y
dende, og ſom man ikke felvftændig kan beherſte, uden at kſende
deres Veeſen og Betydning, d. e. ikke uden at beſidde den hoieſte
Grab af Dannelfe, ſaavel i intellectuel, ſom ſelſtabelig Henſeendr.
Men det gaaer her ligefom med Frimureriet: Sun Faa ere de vir⸗
kelig Indviede; de, hvis Opdragelſe endnu ikke er fuldendt, made
holde fig til visſe udvortes Tegn og Symboler, i hvis Grund de
ikke have nogen klar Indfigt; de følge dem ſom Autoriteter, hots
udvortes Crufte den indre Erkjendelſe endnu ikke har oploſt til en
findende Tilſtand, og asſimileret med fig ſelb. Den Magt, Au⸗
toriteten udover, ér ligeſom den Dresſut et Dyr maa underkaſte
fig, og er hos Menneffet, fom hos Dyret, det førfte Skridt til
Civiliſation, omendſtjondt den i en vig Henſeende er bet Modſatte
af Erkjendelſen; og ſaaledes er det da begribeligt, at felv raae Men:
neſter fjende og iagttage de udvortes Tegn paa felffabelig Dannelſe.
Enhver ved f. Cr. at man, faa meget fom muligt, ſtal vife fig
forekommende i Selffabet, ifær mod Damer og ældre Perſoner,
at man ſtal overlade dem de bedſte Pladſer, det førfte Valg i ens
hver Ting, at man, hvis en Dame taber noget, ſtal bukke fig og
tage det op, at man ffal vogte fig for at ſtede Folk med Albuerne,
eller træde dem paa Fødderne, o. f. v. Uden Jagttagelſen af disſe
ganſte trivielle Hoflighederegler vilde det blive utaaleligt at leve
med Menneſter; ja felv det virkelig gode Selffab vilde blive
overordentlig indffrænlet, efterfom en Mængde halvdannede Per
foner, fom nu i det mindfte figurere deri, ellers maatte aldeles ude⸗
likkes derfra. De Fleſte af disſe betragte hine og lignende Reglet
ſom tilfældige Former, hvilfe man i det felffabelige Liv er nødt
til at underkaſte fig, ſaalenge de ere gjældende, men ſom gjerne
kunde vige Pladſen for andre, naar det maatte. behage Tilfældet at
indføre faadanne De betragte Høfligheden omtrent fom en Mode,
man ér nødt til at følge, for ikke at gjøre Opſigt: ligeſom denne
fan afløfes af den modſatte Mode, ſaaledes mene de, at Hoflighe⸗
den ogfaa gjerne kunde afløfes af Grovhed; om den ene eller den
anden er herſtende, forekommer dem faa ligegyldigt, ſom om Moden
fordrer, at man ſtal bære en rund eller en trekantet Hat. Det fal⸗
480 J. L. Heiberg. .
der aldrig dieſe Menneſler ind at betragte Hofligheden i dens For»
bindelfe med Culturen, og denne i fin Eenhed med Moraliteten;
tvertimod adſtille de disfe ſom Modſatninger, og vide at anføre
Crempler paa hoflige Folk, ſom ere umoralſte, og paa moralffe
Menneſter, fom ere grove, iftedenfor at befænfe, at alle disſe Exem⸗
pler kun ere Illufioner, thi Moralitet og Dannelfe ere uadffilles
lige, og den ene ſtiger i ſamme Forhold ſom den anden, hvorfor
man ogfaa allerede tilforn i en Theatereritik i Deres Blad mebrette
har feet Kotzebue bebreides for den ſtore Inconfeqvens, at han
ffilbrer Menneſter med raae og udelicate Sæder, og dog med det
ſamme fremftiler dem ſom fuldkomne imoralſt Henſcende. Herpaa
kan man anvende:
Humano eapiti cervicem pictor equinam N
Jongere si velit eto.
Dog — hvorom alting er — de omtalte halvdannede Menneffer
følge dog i privat Selffab de bekjendte Høflighedsregler, omend⸗
ſtiondt de fun betragte dem ſom udvortes, vilkaarlige Bud; men
de følge dem dog, og dette giver dem Adgang til Selſtabet, hvori
de i det mindſte ikke gjøre Stade, ſaafremt de ikke i felffabelig
Henſeende vil gjælde for meer end de ere.
" Gaa meget mere maa det forundre, at det offentlige Liv ikke
" nyder de ſamme Privilegier, fom det private, J Sandhed, naar
man feer Folk paa offentlige Steder, da Fulde man troe, at de
havde forefat fig, her ret at holde fig ffadesløfe for den Tvang,
ſom de i det private Liv maae underkaſte fig. Jeg er en gammel
Mand, der har bereiſt næften hele Europa, og med Bedrøvelfe
har feet, hvorledes næften allevegne Tonen i det offentlige Liv har
" forværret fig. Selv i det for fine fine Sæder fan berømte Paris
Har jeg hver Aften feet den ſtuderende, commercerende og induſtri⸗
ele Ungdom, denne ,sjeunesse studieuse et laborieuse,” pag
hvis Altar gamle Forfattere og Talere, der burde have bedre For⸗
ſtand, brænde en uophørlig Virak, at løbe med ſmudfige Støvler
over de med himmelblaat Fløiel betrukne Benke i Parterret af ben
ſtore Opera, ubekymrede om, at Bankene forderves ved denne
J. 2, Heltberg. 4814
tolperagtige Maade, og at de Perſoner, ſom allerede fidde paa dem,
maae finde fig i af blive traadte paa Knæerne, og fane deres Klæ⸗
der tilfmurte. Man undffylder denne Fremgangsmaade med at
Parterret i de pariſiſke Theatre ikke beføges af Damer, og fædvans
lig ej engang af ældre og værdigere Mænd; men om ogſaa alle
de, fom udgjøre det derværende Parterre, vare Kammerater, hvor⸗
for fulde de alligevel ikke, af Agtelſe for Stedet og af Agtelfe for
dem felv, iagttage de almindelige Hofligheds⸗Regler, ſom man
felv i de intimeſte Forbindelſer aldrig bør tilfidefærte 2 Dog — jeg
vil ikke tale om fremmede Steder, faalængt vort gode Kjøbenhavn
siver mig et rigere Stof, end jeg ønffer, Det var Himlens
Villie, at jeg ſtulde blive Peberfoend; det er ſaaledes ikke forunder⸗
ligt, at jeg, der ikke har det huuslige Livs Resſourcer, ofte beføs
ger de offentlige Steder, ikke blot Promenader og Skueſpil, hvilke
man, naar man har Familie, næften endnu mere friſtes til at
freqventere, men ogſaa Caffehufe, Conditorier, Reſtaurationer og
andre Sirrogater for den Behagelighed, det huuslige Liv fremby⸗
der, og ſom Skjcebnen har nægtet mig. | J min Ungdom blev
det næften anfeet for en Skam at beføge disfe Indretninger; Felk
, en vis Alder og i en vis Stilling tillode fig ikke at komme paa
flige Steder, og felv de yngre ſtjulte det for deres Forefatte, naar
de engang havde ladet fig forfede til — ſom de faldte det — „at
gage op til en Conditor.“ Virkelig frembød ogſaa dengang det
huuslige Liv ſtorre Behageligheder end nu, da Pengene ere fjelde
nere, og Nødvendigheden af at maatte fpare har indffrænfet Sel⸗
ſtabeligheden faa meget. Forſtaae mig imidlertid rigtig : At Aften⸗
Traktementerne ére gaaet af Mode, er ikke det, jeg favner! tvert⸗
imod fan den ſande Selffabelighed bedre beſtaae uden disfe, end
med dem, men det er ſom om Folk ikke kunne ffjælne mellem Sel⸗
ffaber og Tractementer; da Omſtendighederne have nødet dem til
at give Slip paa disſe, ſaa have de ogſaa opgivet hine, Nodven⸗
digheden af at ſpare, ſom vel ikke blot har fin Grund i Penge⸗
mangel, men ogſaa deri, at Familierne ode paa alffens Mode⸗
314
482 3. £. Helberg.
Ferfengeligheder hvad de kunde og burde, anvende fif af banne en
huuslig Krebé, betager desuden Folk det gode Lune, ſom er Grund⸗
volden for al Selffabelighedb; man behøver Fun af være kommen
nogle faa Gange I en Familiekrebs, blot faa ofte, at man ikke
længer betragtes ſomm Bild Fremmed, og man vil ſnart bemærte
Forſtemthed og Vrantenhed, Hvortil kommer, af den omtalte
Drift til at ode fine Penge paa visſe, af Moden ſanctionerede
Gjenſtande, medfører et uanftændigt Gnierie i det huuslige Liv,
ikke blot i hvad man falder Bevertningen (thi det er endda der
mindſte), men i alle andre huuslige Indretninger, faaledes at en
Fremmed, fom man ikke er belavet paa, nødvendig maa komme
… til Uleilighed, og være uvelkommen. Alt dette ødelægger Conver⸗
fationen. Det er ſaaledes ganffe i fin Orden, at Mange trætte fig
tilbage fra Familiekredſene, og føge Erſtatning i de Adſpredelſer,
ſom det offentlige Liv tilbyder, Allevegne har dette offentlige Liv
faaet en betydelig Overvagt over det huuslige, fremfor alt i Paris,
hvor de flefte ugifte Mandfolk aldrig er hjemme, undtagen om Nat⸗
ten; thi der er Alt ſaaledes indrettet tilbedſte for dette Levnet, af
man ikke blot finder fine Adſpredelſer, men endogſaa beførger fine
Forretninger udenfor Hufet bedre end hjemme. J Paris er imid⸗
lertid ikke der huuslige Livs Forfald den eneſte Aarſag, ja ei ens
gang den væfentligfte, til denne Levemaade. De ſtore politiffe
Intereſſer, ſom Her opfylde Alle, ſelv bem, ſom gjorde bedre i
aldrig at tænke derpaa, gjøre de offentlige Steder til et Slags Fo
rum, og give dem en ganffe anden Betydning, end de have her i
Landet. Da imidlertid de Intereffer, der fætte de ſtorſte af Eu⸗
ropas Lande i Bevægelfe, ikke kunne nogetſteds i den civiliferede
Verden forblive ganſte uden Indflydelfe, faa ligger heri en væfente
lig Brund til at det offentlige Liv maa faavel her fom alle andre
Steder vedblive af udvikle fig til flørre og flørre Selvftændighed,
ſels om det huuslige kunde gjenvinde hvad det har tabt. Da jeg
nu ikke tiltroer mig at kunne ved mine gode Raad bidrage tif For⸗
bedring af de ſidſte, faa vil jeg heller efter ringe Gone gjøre opmark⸗
fom paa, hvorledes det førfte her i Staden meget kunde vinde i An⸗
hu]
| 3. 8. Heiberg. | 4B8
fertfe, hvilket man hade fan meget ſtorre Juteresfe, ſom det offent
lige Liv ikke længer er at betragte blot fom et temporairt Surrogat
for det huusliges Mamgler, men fom Noget, Tidens Aand mede
fører, og ſom flal og maa udvikle ſig.
Det er ikke det blandede Selſkab, fom forhærver Tonen paa be
affentlige Steder (tvertimod vifer Erfaringen, at de fimplere Pers
ſoner ſedvanlig opføre fig beſtedent og flille, medens derimod Folk
"af en bedre Clasſe ofte gjøre Stoi og vife Mangel paa Levemaade);
men hvad der⸗ forderver Tonen, er at de forſtjellige Perſoner, til
hvad Stand og Clasfe de forreften henhøre, deels ikke iagttage hyad
der adſkiller et offentligt Selffab fra et privat, deels ved: en beſyn ⸗
derlig Modſigelſe tilfdefætte alle de Hofligheds⸗Reglet, ſom man
i enhver huuslig Kreds noie opfylder. At Selſtabet er blandet, kan
ſaaledes ikke flade, ſaafremt kun Alle iagttage de for det offentlig⸗
Lin gieldende udvortes Regler; thi da fan Enhver med al mulig
Erihed være ifoleret, om han bil; flutte fig til fine Bekjenbte, om
han har Lyft; og undvige dem, hvis Omgang han frabeder fig,
medens nu derimod Enhver meer eller mindte, efterſom han er
meer eller. mindre beljendt, ev udfat for, at maatte, ligeſom Geort
Weſtphalet, drikke Duus med Boddelen.
Hvad Conditorierne angaaer, ba er det ikke Enhver ſom beſe⸗
ger dem blot for at drikke Punſch og ſpiſe Kager. Mange gas
derhen for at læfe Aviferne og de offentlige Blade, Rolighed er
ſaaledes den forſte Betingelſe for den gode Tone pan diſſe Steder.
Ligefom i Athenænm og andre Løæfefelffaber, fan man ogfaa her
giore den billige Forbring, at enhver Converſation ſtal føres faa
fagte, at den ikke forſtyrrer de Læfende. Men felv fra et andet
… Cynépunet er Roligheden af yderſte Vigtighed. Mangen, ſom ikkt
læeſer, onfker dog file af foruroliges af hoiroſtede Samtaler, af
potitiffe. Kandeſtoberier, af fade Theater⸗Critiker, af ſcandaleuſe
Hiſtorier, af Beretninger om private Forhold, der maaffee meer
eller mindre angaae den uvildige Tilhører, ſom derved let frites til
at tage til Gjenmæle, og ſaaledes fan indvies i Stridighed om
Jing, han ikke onſter at berore, og med Folk, ſom han ikke onſter
31”
484 . J. £. Heltberg.
at Hende, Stan fan paa offentlige Steder meget vel føre Samta⸗
fer, uden enten at bviffe til hverandre, eller at raabe over hele
VBerelſet. J dette, fom i alt, gives det en anſtendig Middelvei,
og Enhver maa vide at rette fin Tone efter Localeté og efter
de vegtende Omgivelſers Beſtaffenhed. Naar Folk iagttage dette,
faa fan Enhver, om han ogſaa hører noget af Samtalen, i det
mindſte lade ſom han ikke hører det, medens derimod den hoirsſtede
Snakken ligefom med Flid paatrænger fig Enhver og umulig fan
ignoreret af Nogen.
Men felv de almindeligſte Hofligheds ⸗Megler tilfidefættes paa
" offentlige Steder See blot visſe delbekjendte Perſoner omme ind
ab Døren, enten hos en Conditor, eller en Reſtaurateur, hør
den uendelige Støi, hvormed de bebube deres Ankomſt, den Mans
gel af Opmarkſomhed, fom be i enhver af deres Bevægelfer vife
med Selffabet, og man vil tilſtaae, at den offentlige ſelſtabelige
Zone her i Byen endnu er i fin Barndom. Cen eneſte Perſon
gjør undertiden ligeſaa megen Uro ſom et heelt Regiment Soldater.
Han træder buldrende ind, flaaer Døren hæftig i, raaber og ſtriger
til en Gværm af lignende Sjæfter, ſom ledfage Ham, kaſter fin
Hat paa det førfte det bedſte Bord, ubekymret, om maaſkee en Anden
fidder derved, og nedlader fig endelig med fine Kammerater fan
langt form muligt fra det Sted, hvor han lagde Hatten. Uden at
tale om den Uhoflighed at kaſte fin Hat ligefor Næfen af en Anben,
der vel kunde friſtes til at kaſte den paa Gulvet, faa er det jo en
almindelig Regel, fom endog den blotte Beqvermnelighed anbefaler,
at man enten ſtal beholde fin Hat i Haanden, eller ogſaa lægge
den faa nær ſom muligt ved det Sted, hvor man tager Mads.
Men om faa fimpel en Ting fones det Mange, der dog ville have
Ord for at befinde, Dannelfe, overflødigt af bekymre fig. Unge
Menneffer lære nuomflunder ivrigt at dandſe, for at kunne hoppe
med i en Vals eller Françaiſe; men hvad der horer til almindelig
Anftand, lære de ikke. Man feer derfor Mange, ſom dandſe pers
ført, men ſom hoerken kunne gane, ſtaae eller ſidde.
J
Å ag
PI
TÅLT æg
indeholdende
Nogle Stykker af Oldnordiſte Sagaer i Danſt
Overfættelfe
og 0
Nogle Prover af Svenſt Sprog og Litteratur. '
Forſte Tillæg.
Njauls Saga
Denne Saga maa være føreven i det ellevte ellertolvte Aarhundrede,
og P. E. Miller i fit Saga: Bibliothek gjer den Formodning meget
rimelig, at den berømte Jélænder Cæmund Frode, fom døde 1133,
er dens Borfatter. K. 2. Mabbet har overfat den fra Islandſk, hvori
den oprindelig er ſtreven, i fine Nordiſte Fortællinger førfte Deel
1819, Deraf ere nedenſtaaende Stytfer tagne.
"Gunnar af Hlidarendes Endeligt.
unnar-boede paa Hlidarende *) i Fliotslide; varen ftor, flærk
og brabelig Mand, hug ligegodt med Hoire og Venſtre, og kaſtede
ligeledes Spyd, fvingede fit Svært, med ſaadan en Fart, af der
ſyntes tre Sværd i Veiret paa engang, var den bedſte Bueffytte,
og traf alt, hvad han figtede paa. Han funde i alſtens Ruſtning
fpringe faa langt, ſom han felv var hoi, og det ſaavel tilbage fom
frem; fvommede fom en Sal, og var der ingen Leeg, hvori nogen
turde kappes med ham; og fagdes der, at ingen paa hans Zid
var hans Lige. Han vår derhos meget vakker af Udſeende, lys af
Anfigt med en lige Naſe, blaa og levende Hine, røde Kinder,
ſterkt Haar, ſmukt af Farve. Og var han en meget vennehuld
Mand, raſt til Alt, gavmild og ſindig, vennefaft og vennefræs
fen; en rig Mand. Han havde en Broder, ved Navn Kolffeg,
en anfeelig og ſterk Mand, god Karl, og uræd til Alt. Hane
anden Broder hedde Hjort, og var den Tid et Barn.
Paa Bergthorévalen pan Lauds boede Nial Thorgeirsſon, han
var Gunnars ſynderlige Ven. Han eiede en anden Gaard i Tho⸗
rolføfield; var en meget rig Mand; og ſmuk af Udſeende, dog
havde han intet Skieg; faa lovkyndig, at ingen fandtes hans
Mage, Derhos var han forftandig, og funde fee forud; velraadig
og velvillig; og var det idel gode Raab, hvad han raadede; Mild og
”) en Gaard i Nangaavalle s Syéfel I Jelands Søndre sBjerbing.
J denne $jerding ere ogſaa de øvrige Gaarde, Steder, Aaer
o. ſ. v. at ſoge, ſom forekomme i denne Sage.
488 Nauls Saga,
ædelfindet, 03 hialp hver Mand ud af fin Vanffeligbed, der raab⸗
fpurgte ham. Hans Huftru var Bergthora Skarphedins Datter,
en hoimodig Dvinde, ædel, men meget haard af Hu. i
Nial havde fire Sønner, tre med fin Huſtru Bergthora:
Skarphedin, Grim og Helge; den fierde Havſkuld var-uægte;
hang Moder var Hrodny Havffuldedatter, Soſter til Ingialb
af Kulda. Skarphedin, den ældfte, var en anfelig Mand
af Vært og Styrke; en drabelig Kemper, fogmmede fom en
Sal, ſaare raff tilfods, diærv og uxced, var og fnartalende
og en god Digter, Han var morkbrun af Haar og kruslok⸗
Bet, ſmuk af Øine, bleg og fharp af Anfigt, havde en krum
Mæfe, fremftaaende Tænder, meget ſtygge Læber og Mund, men
et meget krigerſt Udfeende, Grim var Nials anden Son, ban
var ſmuk af Anfigt, med ſmukt morkladende Haar, og ſmukkere
af Udſeende end Skarphedin, flor og ſterk. Helge var Nials
tredie Søn, han var ſmuk af Udſeende, havde fint Haar, var en
ſtark Mand, og drabelig Sæmper, klog og findig.
-
Gunnar reed med alle Sine; da de kom til Thinge, vare de
faa vel udruſtede, af ingen var det ſom de; og fom Folk ud af
hvert Felt at undres derpaa, Gunnar reed til Rangeboernes
Telte, og var der med fine Frænder. Mange kom at beføge Gun:
nar, og høre Nyt af ham %). Han var mod enhver villig og
munter, og fagde hver, hvad han onſtede. ”
En Dag gif han fra Lovbierget, og gif forbi Mosfellingeteltet.
Da ſaae han st Fruentimmer komme fig imøde, der var velflædt ;
og da de mødtes, hilfte hun ſtrar Gunnar. Han tog vel mod
hendes Hilfen, og fpurgte, hvo hun var, Hun ſagde: hun hedde
Halgerd, og var en Datter af Havffuld Dalekolsſon. Hun talte
driftig til ham, og bad ham fortælle hende om fin Færd; han fagde,
han vilde ikke nægte hende en Samtale, De fatte dem da ned, og
talede fammen. Hun var i en rød Kiortel, og havde over fig en
Skarlagenskappe, ftafferet med Guldfryndfer neden om; Haaret
faldt ned over hendes Bryft, og var baade ftort og ſmukt. Gunnar
var i den Skarlagens Klædning, Kong Harald Gormſon gav ham,
og havde den Bing paa fin Haand, ſom han havde faaet af
Hakon Sari, .
De talede flænge høit. Derpaa fpurgte han hende, om hun
s) San havde i fang Tid været paa Bitinge-Tog, og havde paa
Hiemfarten beføgt Harald Gormſen iDamemark og Halon
Jarl i Norge, .
Rjauls Saga 469
var ugift? Hun fagde ja *), og at der ikke vare mange, ber kunde
tanke paa at fane hende. roer du da ingen dig værd? ſpurgte
han. Det te, fagde hun; men fræfen tør jeg være. Hvad
vilde du fvare," om jeg begiærte dig? Det Har du ikke ifinde,
fagde hun. Siig ikke det! fvarte Gunnar. Hvis du har nogen.
Tanke dertil, da føg min Fader! fagde hun. Saa endtes Sam⸗
talen.
Gunnar gik ſtrar til Dalmendenes Telt, og ſpurgte, om
Havffuld var i Teltet: Ham blev ſvaret ja. Gunnar gik ind;
Havſkuld og Rut toge vel imod ham. Han fatte fig ned imellem
dem; og mærkedes der ikke paa deres Tale, at der: havde været Miés
forſtagelſe imellem dem. Da bragte Gunnar paa Tale, hvorledes
Brødrene vilde fvare ham, hvis han begiærede Halgerd. Vel!
fvarte Havſkuld: hvis det er din alvorlige Beſlutning. Mit Alvor
er det, fvarte Gunnar, men faa fliltes vi ſidſt, at mangen maatte
finde det rimeligt, at der ikke blev Forening mellem 08. Hvad
tykkes dig, Broder Nut? ſpurgte Havſtuld. Rut foarede: Ikke
ſynes mig dette pasſeligt Giftermaal. Hvi fan? ſagde Gunnar.
Herom vil jeg ſvare dig, hvad fandt er, ſagde Rut: du er en raſt
og deilig Mand; og hun er noget tvetydig; og vil jeg ikke fvige
dig i Noget. Vel gior du, fagde Gunnar: dog vil jeg anfee det
for afgiort, at I fee paa fordums Fiendſtab, hvis I ikke vil til
ſtane mig dette Kaar. Ikke er faa, fagde Rut, ſnarere feer jeg,
at du ikke fan ſtaae imod; men om der intet blev af Giftermaalet,
vilde vi dog være dine Venner. Jeg har talt med bende, ſagde |
Gunnar, og er det ikke mod hendes Sind. Rut fvarte: jeg veed,
at J begge er for dette Giftermaal ; og vove J meeft ved, hvor
dette gaaer.
Rut fagde Gunnar uadſpurgt Alt om Halgerds Sindelag, og
tyktes Gunnar i Begyndelſen meget ikke at være, ſom det ſtulde;
men fiden kom det dog til, at Foreningen blev giort imellem dem. Saa
blev der ſendt Gud efter Halgerd, og talt om Sagen i hendes Nærs
” værelfe, og Bjorde de da, ſom forrige Gang, at hun fæftede fig
felv; og ſtulde dette Bryllup være pan Hlidarende, og ſfulde Tins
gen forſt holdes hemmeligt, men dog kom det ſnart til alles Vidende.
Gunnar reed hiem fra Thinget, og kom til Bergthorsval, og
ſagde Nial fit Biftermaal. Han optog det ikke vel. Gunnar
ſpurgte, hvi Nial anſaae det for uraadeligt. Fordi alt Ondt vil
komme fra hende, naar hun kommer hes oſtpaa. Aldrig ſtal hun
dog forfpilde vort Venſtab, ſagde Gunnar. Nær tør det dog blive
") Hun havde alt været tvende Gange gift og begge Gange mistænit
for at have voldet fin Mands Død.
490 VNijauls Saga. '
ved, fonte Nialz men du maa flebfe bøde for hende. Sunnar
bød Nial til Bryllup, og alle dem derfra, ſom vilde tage med.
Nial lovede at fomme. Saa reed Gunnar hiem, og fiden omkring
i Herredet at byde mange Gieſter.
ed
En Dag flod Gunnar paa Hlidarende og ſaae fin Faarehyrde
vide i fuld Fart hen ad Giærdet; da han kom til often, fagde
, Gunnar: hvorfor rider du faa ſterkt? Jeg vilde være dig tro,
fagde Hyrden, jeg fane otteMænd ride ned over Markarfliod, og var
de fire i farvede Klæder, Det tør være Otkel, fagde Gunnar.
Jeg har tit hørt mange bidende Ord af Skamkel, fagde Hytden;
han fortalte oſtpaa i Dal, at du græd, da de reed dig over; og
jeg figer dig det, fordi jeg huer ikke ſaadan Tale af flette Folk.
Stte ſtulle vi være ordſyge, fagde Gunnar; men det ffal du have
til Løn, at du herefter ikke ſtal giore andet Arbeid, end hvad du vil
ſelv. Skal jeg fige noget til din Broder Kolffeg, ſpurgte Faare⸗
byrden. Saa du ben, og læg big at fove, ſvarte Gunnar; jeg
ſtal felv ſige Kolſteg til. Hyrden lagde fig da, og faldt ſtrax i Søvn.
Gunnar lagde fin Sadel paa Hyrdens Heſt, greb fir Skiold,
ſpcendte Sværdet Olvisnavt om fig, fatte en Hielm paa Hovedet,
og tog Oren; da fang det i den. Det hørte Ranvig, hans Mos
der, bun gif frem, og fagde: Vred er du nu, min Søn! fom jeg
aldrig har feet dig før.
Gunnar gif ud, fatte Øren løft imod Jorden, ſpingede fig i
Sadlen, og red bort, Hans Moder Ranvig gif til Stuen, der
var de meget høicøftede. Hoit tale I, fagde Ranvig, men dog
fang Øren hoiere, da Gunnar gif. Det hørte Kolffeg, og ſagde:
Det tør ſpaae og Nyt! Det er godt! ſagde Halgerd, nu fan de
erfare, om han gaaer grædende fra dem. Kolſteg tager fir Varge,
føger en Heſt op, og rider efter, alt hvad han fan.
Gunnar rider nu tvært over Agretunge, faa til Geilaſtofne,
derfra til Rangaa, og ned over Vadet ved Hof. Der var Fruens
timmer ved Stalden. Gunnar fprang af ſin Heſt, og bandt den.
Da reed de andre til. Der var Leerhuller i Stien ved Vadet.
Gunnar raabte til bem: Nu er det Tid at værge fig; her er Øren.
Nu fane I prøve, om jeg græder for Jer.
De fprang alle af Heftene, og føgte ind paa Gunnar: Hal⸗
biorn var fremmeſt. Bliv fra mig! fagde Gunnar: Dig vilde
jeg mindſt giøre Ondt; men jeg fan ingen ffanne, naar jeg ſtal
værge for mig ſelv. Det giør jeg ikke, ſagde Sjalbiørn: du vil
dog dræbe min Broder , og er det ba Skam, om jeg ſidder orkeslos
hos. San fløbdte nu efter Gunnar med begge Hænder. Gunnar
ſtiod Skioldet for, og Halbiorn flak Skioldet igiennem. Gunnar
i
J
Njauls Saga. " 491
fatte nu Skioldet faa ſterkt ned, at det ſtod faſt i Jorden, drog
nu fit Sværd hurtigere, end oines kunde, hug da Halbiorn ders
med over Armen, ovenfor Haandledet, fan han hug Haanden af.
Skamkel lob bag til Gunnar, og hug efter ham med en flor Øre.
Gunnar vendte fig hurtig imod ham, og bodede af med fin Øre,
faa Skamkels faldt ham af Haanden ud i Rangaa, Gunnar føins
gede fin Øre nof engang, hug igiennem Skamkel, tog ham paa
Hren, og kaſtede ham paa Hovedet i Leergraven.
Abdolf Nordmand tog nu et Spyd, og kaſtede efter Gunnar.
Gunnar greb det i Flugten, og kaſtede det tilbage igien; det foer
igiennem Sfioldet og Notdmanden, og ned i Marken. Otkel
hug med Sværdet Gunnar efter Benet tæt neden får Knæst;
Gunuar undviger Hugget ved et Spring, hugger til ham med
ren, og igiennem ham. Mu kom Kolſteg til, og foer ſtrax paa
, og gav Gam Banehug med fit Sværd; og dræbte bem
nu alle Otte. . SEE
Gunnar og Kolſkog drog hiem efter den Gierning og reede de
hast op langs med Flodbtedden; da floi Gunnar af Heſten, men
blev ſtaaende paa Benene. Haardt rider du nu, Frandel fagde
Kolffeg. Det ſamme lod Skamkel mig høre, fvarte Gunnar, da
jeg fagde, de reed mig over. Det har du nu hævnet, fagde Kol⸗
ſteg. Ikke veed jeg, fvarte Gunnar, om jeg derfor er umandigere
end andre Mænd, fordi det er mig mere imod, end andre, at aflive
Menneffer.
Nu hørtes dette vidt og bredt, og ſagde mangen, at dette ikke
var Feet ſnarere, end rimeligt var. Gunnar red til Bergthors⸗
val, og ſagde Nial, hvad der var ſteet. Meget har du bedrevet ;
men du hør og. været færdeles opeſtet. Hvorledes vil det nu
gaaet fpurgte Gunnar, Vil du, jeg Kal fige dig forud, hvad
endnu ikke ev flet? ſagde Nial: Du rider til Things, og vil du
der, ved Venners Raad og Biftand, have flor XÉre af denne Sag.
Wren det vil blive Dphav til mange Manddrab. Giv du mig nu
gode Raad! fagde Gunnar. Det flal jeg, fvarte Nial: Dræb
du aldrig mere end eengang af ſamme Etlag, og bryd aldrig de
Fordrag, fom gode Mænd flutte imellem Andre og dig, og bet
mindſt i flige Sager. Dette, fagde Gunnar, troede jeg, andre
ſtode meer Fare for, end jeg. Kan fan være, ſvarte Nial; men
ſtulde det dog hendes, da hold det ihu, at du har fun Bullet tils
bage at leve; ellerg tør du blive en ældgammel Mand. Veed du
og, ſpurgte Gunnar, hvad der vil blive din Bane? Vel veed jeg
det; fvarer Nial. Hvad da? fpørger Gunnar. Hvad Ale mindſt
monne troe, gav Nial til Svar. Siden reed Gunnar hiem.
499 Nauls Saga
Gumar reed engang af Thinge veft paa til Dal i Hiordar⸗
holdt, og tog Oluf Paa vel mob ham. Der var Gunnar en halv
Maaned, han reed vidt omkring i Dalen, og tog alle imod ham
med aabne Arme. Da de fliltes, fagde Oluf Paa: Jeg vil give
dig tre Klenodier: en Guldring, en Kaabe, der har hørt Myr⸗
kiartan, Konge i Irland, til, og en Hund, der i Irland er mig
. given; den er for, og fan god en Ledfager, ſom en raſt Mand;
ogſaa haver den Menneſteforſtand; den gioer ad enhver, ſom den
… veed åt være din Uven, men aldrig ad dine Venner. Og fan den
fee paa enhver, om det er din Ven eller" ikke; og lader fit Liv for
at være dig tro. Den hedder Sam. Derpaa ſagde han til Hun⸗
den: nu ſtal du følge Gunnar, og være med ham, fom du far
været med mig. Strar gif Hunden til Guunar, og lagde fig
for hans Fod.
Oluf bad Gunnar tage fig vare, og fagde, han havde mange
Avindemend. Det fommer af, lagde han til, at du nu anſees
for en udmærket Mand over det hele Land. Gunnar takkede ham
for hans Gaver, og hané gavnlige Rqgad, og reed hjem. Nu fad
han hiemme nogen Tid, og der var roligt. .
Disſe Tidender ſporges vide om; og førgede mange over Thors
geir Otkelſens Død"). Sigur hvide reed hen, lyſte Drabene til,
og ftævnede Vidner til Thinge. Nial og Gunnar kom ſammen,
og talte om Trefningen; da ſagde Nial: tag dig nu vare, nu
har du dræbt to Sange i ſamme Etlag; hold dig nu det ihu, lat
"det giælder dit Liv, om du ikke holder hvad Forlig der bliver giort.
Ikke agter jeg af afvige derfra, fagde Gunnar; men dog vil jeg
have Eders Diftand fornøden paa Thinget. Jeg ſtal være: dig tro
til min Dodsdag, fvarede Nial.
Nu leed det hen ad Thinge; de ſamlede ſtort Følge paa begge
Sider, og blev det meget omtalt paa Thinget, hvad Ende denne
Sag vilde faae. Sigur hvide og Geir Gode talede med hverandre,
hvo af dem der ſtulde paatale Drabet, og paatog fig Gizzur det da,
og indftævnede Gunnar til Landlysning for Thorgeir Otkelſens
Drab. Gunnar var ſtille, og talte lidet dertil, Da Sagen ſkulde
paadsmmes, forkaſtede Nial de fire af Gizzurs Vidner, og fordrede
de fem andre.at forflare, om ikke Navnerne havde [agt fig der i
Baghold, for at dræbe Gunnar, hvig de unde? Da disfe een⸗
ſtemmigen bekraftede dette, erklærede Nial denne Indſigelſe for
| x) Mavnerne Thorgeir Stærkodderfen og Thorgeir Otkelſon Devde
anført et Overfald paa Gunnar og Kolſkeg; men disſe drev
paa Flugt efterat have fældet-abgillige "te Wefe ,
— Maul Saga. 499
gyldig, og” fagde, at han paa den Anklagedes Vegne vilde ned⸗
lægge den, hvis Modparten ikke vilde voldgive Sagen.
Da raadede mange Hovdinge tå mindelig Afgisrelſe, og blev
det nå ovetdraget tolv Mænd at paakiende Sagen, og blev det da
faa, at en Pengebod fattes, der fulde rent udbetales paa: felve
Thinget. Gunnar og Kolffeg ſtulde drage af Landet, og være ”
borte i tre Vintre; og hvis Gunnar jkke drog udenlands, naar
han kunde, ſfulde det ſtaae de Dræbtes Fronder frit at myrde ham.
Gunnar gav ikke tilkiende, at han var utilfreds med Kiendel⸗
fen, men ſpurgte Nial om de Penge, han havde givet ham i For⸗
varing. Nial havde giort Pengene frugtbringende, og' talte ham
dem rele til, og gig de lige op med de Boder, Gunnar havde
at y . … ' ,
Nu tog man hiem. Nial og Gunnar reed ſammen fra Thinge;
de fagde Nial: Kom vel ihu, Staldbroder! at du holder dette
Forliig, og mindes, hvad vi have talt tihammen; og fom din
forrige Udreiſe var dig til flor Hæder, faa vil denne blive dig meget
haderligere, du vil komme hiem med megen Anfeelfe, og blive em
ældgammel Mand, og vil da ingen Mand her være din. Overmand.
= Men brager bu iffe ud, men bryder dette Forliig, da vil du blive
dræbt her i Landet; og er det førgeligt at vide for dem, ſom ere
dine Venner, Gunnar fagde, at han ſtulpe ikke rygge Forliget ;
han reed nu hiem, og fagde, hvad afgiort var. Ranvig tyktes
vel "le han drog ud, fad at hans Fiender fik førft med andre.
at ſtaffe.
Gunnar havde tvende Sønner med Halgerd, den ene hedde
Hogni, den anden Gran. Hogni tegnede til' en kiek Mand, var
taus, vantroende, og ſandru. Gran havde meget efter fin Moder;
de vare da vorne. Gunnar lod fin og fin Broders Foring bringe
om Bord, og var nu Skibet ladet; han fog nu til Bergthorsval
og atidre Gaarde, at føge fine Venner, og takke bem for Biſtan⸗
den, der havde ftaaet ham bi. Anden Dagen laver han aarle til
at tage til Skibet, og fagde da til alle, at han nu tog reent bort;
og ſyntes det mange haardt, ſtiondt de ventede, han vilde engang
komme tilbage.
Da han var færdig, omfavnede han alle fine, og fulgte de ham
alle udb. Han fætter Øren løfelig mod Jorden, fvinger fig i Sa⸗
delen, og rider bort med Kolſteg. De rede frem mod Markarfliot,
da Gunnars Heſt fnublede, og han ſprang af; og ſaae han nu
omkring til Hlide, og Gaarden paa Hlidarende, og ſagde: Sfiøn
er Hlide, faa at jeg aldrig faae noget faa ſtiont, Agren gren, og
Toften frugtbar, og vil jeg igien ride hiem, og ingenſteds drage.
Sigr du ikke dine Fiender den Glæde, at du bryder Forliget, ſagde
i
4
494 . Njauls Saga.
Kolſteg; thi det monne big ingen Mand tiltroe; og maa du der
hoiligen betenke, at ilt vil gane, ſaaſom Nial har ſagt. Ikke reiſer
jeg nogenftedé, frarte Gunnar, og vilde jeg, du giorde ligeſaa.
Jkke feer det, ſiget Koifleg; ikke ſviger jeg dette Forlüg, og ikke
noget andet, fom mig er tiltroet; og var det den enefte Ting,
hvorover vi kunne ſtilles; men flig til mine Frender og min Mo⸗
der, at ikke agter jeg at fee Island mere; thi jeg vil faae din Død
at fpørge, Frænde! og frifter da intet mig til at komme hiem.
Mu fliltes de; Kolffeg reed til Skibet, og drog bort; Gunnar red
hiem til Hlidarende. Halgerd blev glad ved Gunnars Hiemkomſt,
hans Moder fagde lidet dertil.
Gunnar fad hiemme den Hoſt og Vinter, og havde iffe mange
Folk hos fig. - Vinteren gif nu hen, Oluf Paa indbød Gunnar
med Halgerd at være hos fig, og give fin Moder, og Hogni, fin
Son, Gaarden i vare. Gunnar tyktes forſt vel derom, og fans
tykkede deri; men da Bøden kom, vilde han ikke.
Paa Thinget om Sommeren landlpfte Gigur og hans Venner
Gunnar, og raadflog nu om at overfalde Gunnar, og gave hinan⸗
den Haand derpaa, og undſagde den, der traadte ud derfra. Mord
ſtkulde holde Øie med, naar der bedſt gaves Leilighed at overfalde
ham, og vare de fyrgetpve Mand i denne Foreening; og mente
de, det nu vilde blive dem let at overvinde Gunnar, da Kolſkeg
var borte, og Thrain, og mange andre af hans Venner.
Nu veed Folk fra Thinge. Nial tog hen til Gunnar, og fagde
ham hans Landlysning, og det Dverfald, der var befluttet imod ham.
Det er vel giort af dig, at du advarer mig, fagde Gunnar. Nu
vil jeg, ſagde Mial, at mine Sonner, Okarphedin og Hapſtuld
fiulde tage hen til dig, og vil de vove deres Liv for dit. Ikke vil
jeg, fagde Gunnar, at dine Sønner ffulde lade Livet for min
SUD; og har bu fortient andet af mig. Det hielper til ingen
Ting, ſagde Nial; Urolighederne vil vende fig did, Hvor mine
Sonner ere, naar du er falden. Ikke er det uſandſynligt, fagde
Gunnar, men ikke vil jeg, det ffal free dem for min Skold. Men
det vil jeg bede dig om, at du vil have et Øie med min Søn
Hogni; Gran taler jeg ikke om, thi han giør ikke fort efter mit
Sind. Nial lovede det, og reed hiem.
Der fortælles, at Gunnar reed til alle Forfamlinger og Lag:
thing; og forde aldrig hans Uvenner angribe ham, og varede det
ſaaledes nogen Tid, at han drog om, fom den, der albrig var
landinft.
Neeſte Hoſt fendte Mord Valgardſon et Bud til Gizzur hvide
og Geir, at Gunnar var ene hiemme, men hele hans Huusſinde
-
f
Njauls Saga. 496
maatte være nede paa Øerne til Hobiergning. Saafnart Gig
Hvide og Geir Sode hørte det, rede de oſtpaa over Aaerne, og over
Sandgil til Hof. Derfra fendte de Bud til Starkodder paa Fris
hyrning, og mødtes de da der ſamtlig, ſom ſtulde overfalde Gun⸗
nar, og holdt Raad, hvorledes man fulde gade tilverks.
Mord fagde, af de aldrig vilde komme over Gunnar uforva⸗
rende, med mindre de fif en Bonde fat fra næfte Gaard, ved Navn
Thorkel, og tvang ham at gaae med dem, at fange Hunden Sam, og
lade ham (Bonden)ene gaae til Gaarden. De droge da oſtpaa ad Hlida⸗
vende, og fendte efter Thorkel; ham grebe de, og forelagde ham
to Vilkaar, enten at lade fit Liv, eller lokke Hunden; han befluts
tede heller at frie fit Liv, og gif med dem.
Der var et Hegn nedenfor Hlidarende Gaard, der ſtandſede de
med Hoben; Thorfel Bonde gik ind i Gaarden. Hunden laae
oppe i Huſet; Thorkel lokkede den med fig i en Huulvei; da ſaae
Hunden, at der nærmede fig Folk, og foer paa Thorkel, og greb
ham i Underlivet. Men Aanund fra Zroldffov hug Hunden i
Hovedet med ÆØren, fan den gif ind i Hiernen. Hunden gav et
BVræl fan høit, at det forefom dem overordentligt og magelsſt, og
faldt den i der famme død ned. 7
" Gunnar vaagnede i Sengfammeret, og. fagde: Ilde —*
man med dig, Sam, min Foſtre! og tør det være vor Skigbne,
at der bliver fun ſtakket melem vor Død. Gunnars Sengkam⸗
mer var blof' bygget af Træ, og takket med: Bræder uden fra;
og Glugger ved Sidebicelkerne, med Dreieſpield for. Øverft oppe
fov Gunnar, Halgerd, og hans Moder Ranvig. ”
Da de Gammenfvorne kom til Gaarden,; vidſte de ikke, om
Gunnar var hiemme, og fagde, der maatte een gaae i Forveien
til Hufet, og fee, Hvad han kunde faae at vide, De andre fatte
dem ned paa Marken. Thorgrim Nordmand frøb op ad Seng⸗
kammeret. Gunnar feer en rød Kiortel for Gluggen, og hugger
med Øren ud midt igiennem; nu gif Fodderne fra Thorgrim,
han tabte fit Skiold, og faldt ned af Taget; derpaa gif han til
Sigur, og de andre, der fad paa Marken. Gizzur faae paa ham, ,
og ſagde: Er Gunnar da hiemme? Det maae J vide, fvarte Thors
grim, men at hans Øre er hiemme, har jeg faaet at vide; i det
famme faldt han død om.
Nu føgde de til Huſet. Gunnar ſtiod iblandt dem med Pile,
og værgede fig vel; og udrettede de intet; da løb nogle op paa
Huustaget, og vilde angribe derfra; men Gunnar ffiød ogſaa paa
dem med fine Pile, og udrettede de heller intet, og gif det ſaa en
Tid. De hvilede dem nu, og angreb derpaa anden Gang. Guns
nar ſtiod beftandig ud paa dem, og udrettete de intet endnu, og
U
496 Njauls Saga.
traf dem anden: Gang tilbage, Da ſagde Gizzur hvide: Lad 06
gade bedre frem; ellers bliver det til Intet med og! De angreb nu
tredie Gang, og blev ved; derpaa drog de dem tilbage igien. Nu
fagde Gunnar: der liggeren Piil ude paa Taget, og er det af deres
egne; den vil jeg finde ud til dem, og er det dem en Skam, hvis
de fane Stade af deres egne Vaaben. Giør iffe det, min Søn!
fagde hans Moder, at du opægger dem, der alt have draget bem
tilbage, Gunnar tog Pilen, og ffisd nu iblandt dem, og traf
ben Eilif Aanundføn, og blev han ilde faaret; men han flod affis
des, og vidſte det ikke, at han var faaret. Der fom en Haand
ud med en Guldring om, ſagde Gigur, og tog en Piil, der laae
paa Taget, og vilde de neppe hente Vaaben ude, ifald de havde nok
inde; lad os derfor angribe paa ny. Lad og brænde dem inde!
fagde Mord. Det (fal aldrig fee, ſagde Gizzur, ſtiondt jeg vel
veed, mit Liv er i Fare. Dog ſtaaer det dig frit, af give os tien⸗
lige Raad, da du har Ord for faa ſnedig en Mand.
Paa Marken laae Toug, ſom de fdelig brugte til af giore Hus
ſene faft med i Storm. Lad os tage dem, ſagde Mord, og flaae
om Bielkehovederne, og gtøre den anden Ende faft om Stene, og
med Vinder trætfe Taget af Sengkammeret. De toge nu Tougene,
og ivcerkſatte hans Forflag, og markede Gunnar det ikke, før de
havde vundet hele Taget af Huſet. Nu ffiød han faa med fin
ue, at de aldrig kunde komme ham nær. Da raadede Mord bem
anden Gang, at brænde Gunnar inde. Ikke veed jeg, fagde Gis:
sur, hvorfor altid bu ffal komme med, hvad ingen anden vil, og
ſtal det aldrig ffee.
J det ſamme fpringer Thorbrand, Thorleiks Søn, op paa
Taget, og hugger Gunnars Bueftræng over; Gunnar griber fin
Hre med begge Hænder, vender fig hurtig mod ham, hugger
tvertigiennem, og after ham ned. til Jorden. Da løber hans
Broder Asbrand op, Gunnar hugger til ham med Hren; han hol⸗
…… ber Stioldet for, Øren gaaer igiennem Stioldet, begge hans Arme
blev fanrede, og faldt han ned af Væggen. Nu havde Gunnar
faaret otte Mand, og dræbt to; da fik han felv tvende Saar, og
fagde Alle, at han hverken forandrede fit Anfigt ved Saar, eller
i Døde
n.
Giv mig to Lokker af dit Haar, ſagde han til Halgerd, og flet
du og min Moder mig en Bueſtreng. Ligger der dig Magt paa?
fpurgte Halgerd. Der ligger mit Liv paa, fvarte han, thi aldrig
fane de mig overvundet, faalænge jeg fan bruge min Bue, Saa
vil jeg nu, figer hun, huffe dig den Kindheſt, du gav mig 7); og
) Bed Lejlighed af en af hendes mange (lette Streger.
Njauls Saga. 497
bryder det mig iffe, om du værger dig længere eller kortere. Hver
noget at giore fig navnkundig ved, fvarte Gunnar, og flaf
jeg ikke bede dig længe derom. Ilde gior du, ſagde Ranvig, og.
længe vil din Skam leve. ; .
Gunnar værgede fig vel, og dlærveligen, og ſaarede otte Mænd
til, faa haardt, at mange lade for Døden deraf. Han værgede
fig, tif han faldt om af Trethed; de gave ham da mange fvare
Saar, dog fom han dem afhænde, og værgede fig endnu længe;
endelig fif de ham dræbt. i —
Da ſagde Gizzur hvide: En ſtor Kemper have vi nu faldet,
og haver det været ſaare vanffeligt; og vil hans Forſvar leve, mes
dens Land bygges. Nu gif han at opføge Ranvig, og fagde:
Vil du unde vore trende Døde Jord, at de her kunde begraves?
Saa meget heller, fvarte hun, fom jeg vilde unde Cder alle det.
Det er at tilgive, fagde Gizzur, at tu taler ſaaledes; thi du har
tabt meget; og bød han, at ingen maatte rane, og ingen hærge.
Gunnars Drab rygtedes, og blev ilde omtalt allevegne, og
førgede mange over hans Dod.
(|
Njauls Indebrændelfe paa Bergthorsval.
| Fra Dal red Klofe til Vorſabo *). Hildigunna var udenfor,
og ſagde: Nu ſtkulle alle mine Svende være ude, naar Floſe rider
ind til Gaarden; men Piger ſtulle giore Varelſerne rene, tiælde +),
og brede Høifædet til Floſe. Nu reed Floſe ind paa Toften. Hil⸗
digunna fom ham imode, og fagde: Hil og Sæl Frænde! og er
mit Hjerte glad ved dit Somme. Her ffulle vi, ſagde Floſe, ſpiſe
Davre, og fiden ride videre. Mu bleve deres Heſte bundne, Fioſe
gik ind i Stuen, og fatte fig ned, kaſtede Hoiſedet ned af Bæns
ken, og fågde: Hverken er jeg Konge eller Jarl, og tør du ikke
fpotte mig ved ſaaledes at lave et Høifæde til mig. Hildigunna
ſtod hær, og fagde: Det er ilde, hvis der mishager dig; thi
dette have vi giort af et oprigtigt Sind. Har du oprigtigt
Sind mod mig, fagde Floſe, vil det roſe fig felv, hvis det vel
er; men lafte fig felv, er det ilde. Hildigunna loe af bet, og
+) En troſt Mand, Mord Valgerſen, havde vidſt ſaaledes at
ſette Splid mellem Njauls Gønner og hans Foſterſen, Havgnid
aa Vorſabo, at denne. blev overfaldet og dræbt af dem.
uids Enfe var Hildigunna; Flofe var hendes Farbroder.
s-) e Biælfevæggene med Tæpper. 82
f
— Hr
⸗
——
498 —— Mjauls Saga.
ſagde: Ikke er endnu noget værdt af mærfe; nærmere vil vi faae
med hinanden at giøre, inden du tager bort. Mu fatte hun fig ned
hos Floſe, og talede de flænge fagte ſammen.
Siden blev Bordene fatte frem, og Floſe og hans Folk toede
dem. Floſe lagde nu Mærke til Haͤandklæedet, og var det i en
Las, og revet i Stykker i den ene Ende. Han faftede det da paa
Benken, og vilde ikke tørre fig derpaa, og ſtar af Borddugen, og
tørrede fine Hænder derpaa, og kaſtede det til fine Folk. Siden
fatte han fig tilbords, og bad fine Folk fpife.
Da kom Hildigunna ind i Stuen, og gik for Floſe, og ſlog
Haaret fra Øinene, og græd. Floſe fagde: ilde tilmode er du,
Fræenke! da du græder; og dog er det vel, at du begrader en god
Mand. Hyad Eftermaal eller Biſtand ſkal jeg have af dig? ſagde
bun. Enten ſtal jeg forfølge din Sag ved Retten til det yderfte,
fvarede Floſe, eller jeg Kal fremme et Forlig efter gode Mænds
Tykke, og fom og Fan ſomme. Havde Havffuld havt Eftermaal
efter dig, fagde hun, vilde han hævnet dig. Ikke fattes dig Grum⸗
hed, ſvarede Floſe, og feer jeg vel, hvad du vil Mindre, fagde
Hildigunna, havde Arnor Ornulfsſon fra Forfarffov brudt mod
Thord Freirsgode, din Fader, og dog bræbte dine Brødre Kolbein
og Egil ham paa Skaptafields Thing.
Nu gif hun ind i fit Sovekammer, aabnede fin Kiſte, og
fremtog den Kappe, Floſe havde givet Havſfuld, og hvori fan
var bræbt; og havde hun giemt alt Blodet deri. Hun kom ind
igien i Stuen med Kappen, og gif taus hen til Floſe. Floſe havde
nu affpiift, og Bordet var borttaget. Hun lagde da Kappen over
Floſe; alt Blodet lob ned af ham; hun fagde: Denne Kappe,
Floſe, gav du Havſtuld; den vil jeg nu give Dig igien; i den blev
Han dræbt, Jeg falder nu Gud og Menneffer til Vidne, at jeg
befværger dig ved din Chrifti Kraft og ved al din Manddom. og
Tapperhed, at du hævner alle de Saar, den Døde havde paa fig;
og hedder du ellerå hver Mands Nidding.
Floſe kaſtede Kappen af fig, flængte den i Skibdet paa hende,
. og fagde: du er en flor Plageaand, og vil du, at vi ffulle fores
tage det, der vil bekomme os værft, og ere Qvinderaad farlige.
Han bevægedes ſaaledes derved, at han fnart var i fit Anſigt ſom
et Blod, og fnart bleg ſom Hø, og ſnart fort ſom Døden.
" Paa Bergthoréval var en Kierling, ſom hedde Geun, hun
var mangkyndig, og fremſpnet; men nu var hun meget gammel;
og kaldte Nials Sønner hende; Gamletosſen, for det hun fmd
fede faa meget: og dog traf ſomt af det ind. |
Det hændte en Dag, at hun tog en Prygl i Haanden, og |
SENERE ip | |
d
— Njauls Saga. 499
gik op om Huſet til en Stak; hun flog paa Stakken, og onſtede
alt Ondt over den, faa ufel den var. Skarphedin loe, og fpurgte,
hvorfor hun førte Krig med den Stab? SKiærlingen fagde: Denne
Stat vil blive taget, at tænde med, naar Nial min Husbond, og
Bergthora min Foſtre ſtal indebrendes; derfor kaſt den i Vandet,
eller brænd den op fom ſnareſt. Ikke vil vi det, ſiger Skarphedin;
thi andet Tønder vil de fane, hvis dette ødelægges, naar faa ſtal
være. Kierlingen fladdrede hele Sommeren om Arveſtakken, ***)
at de ſtulde bære den ind; men blev det beffandig forſomt.
Floſe %) fagde til Sine: Nu ride vi til Bergthorsval, og kom⸗
me der inden Nadvere. Saa giorde de; der var en Dal mellem
Hoiene; der ride de ben, binde deres Hefte, og opholde bem til
langt ud paa Aftenen. Da fagde Floſe: fad os nu gane til Gaar⸗
den, men i Klynge, og langſomt, og fee, hvad de beflutte.
Nial ſtod med fine Sønner, og Kaare), og alle Huſets FAE,
opftillede udenfor, og vare de henved tredive. Da ſtandſede Floſe,
og ſagde: Nu flulle vi give Agt, hvad Beflurning de tages thi
jeg troer fan, at derſom de blive udenfor, faae vi aldrig Magt.
med dem. Da er vor Færd flet, ſagde Gran Sunnarføn, hvis vi
ikke tør angribe dem, Det fkal ikke fan være, ſagde Flofe, og
ſtulle vi giore Angreb, uagtet de ſtaae ude; men faa monne vi
fane det at giælde, at ikke mange ffulle kunne fige, hvor Seieren var.
Nial fagde til fine: See I$ og, hvormange Folk de have. De
have baade mange og diærve Folk, fagde Skarphedin: men dog ſtandſe
de nu, fordi de troe, det ikke vif løbe godt af for dem at angribe
06. Derfor er det ikke, ſvarte Nial, og vil jeg, at Folkene ſkal
gaae ind; thi ilde fik de Magt med Gunnar fra Hlidarende, og
var han ene mod dem, og her ere ſterke Bygninger, ligefom der
var, og fane de dem ikke faa fnart indtagne. Det er ikke ſaaledes
at forſtaae, ſagde Skarphedin, Gunnar angrebe Hovdinge, der
vare fan ædle, at de heller vilde drage bort med uforrettet Dag,
end brænde ham inde: men disfe gribe 06 ſtrax an med Ild, naar
s) Floſe havde imidlertid anlagt Sag imod Niauls Sønner, og ved
mægtige Mænds Mellemkomſt var der lommet Forlig i Stand
paa Vilkaar at Njaul firer paa Thinget ſenlde betale tredobbelt
Mandebod eller 600 i Sølv. Dette var en meget ſtor Sum,
Der var bleven tilvejebragt ved Sammenſtud af Njauls Venner.
Men ved Pengenes Udbetaling havde Floſe ladet falde fornærme:
lige Udtryk imod den gamle Njaul; dertil havde Skarphedin ſvaret
bittert, hvorpaa Flofe havde erklæret Forliget brudt, ,
”s) Njauls Svigerføn. "—) Arve et en art grovt Græs.
4
509 " Rjawls Saga.
de ingen anden Vei kunne komme; thi de vil gløre Alt for at fane
Magt med os; de mene, ſom ikke faa urimeligt er, at det bliver
deres Død, hvié vi undkomme; og er jeg flet ikke tilbsielig til af
lade mig indebrende, fom Ræven i Hulen. …
Mu gaaer det, fom fan ofte, ſagde Nial, at mine Sønner
vif rande mig, og ikke lade mig raade; det giorde J ikke, da J
var pngre; og lykkedes eder Anflag da bedre. Lad of gisre, ſom
vor gader vil, ſagde Helge, det vil være os tienligſt. Ikke veed
jeg det ſaaviſt, ſagde Skarphedin, thi nu er han udlevet; men
vel vil jeg gisre min Fader det til Billie at brænde inde med ham;
ikke er jeg ræd for min Død.
Derpaa fagde han til Kaare: fad 06 nu følges vel ad, Maag!
faa at ben eene ikke fLilleg fra den anden, Saa er min Agt, fvarte
Kaare: men er 06 anderledes beftemt, vil det fane fin Fremgang ;
og kan jeg ikke gisre noget dertil. Hævn da du os, ſagde Skarp⸗
hedin, fom vi Dig, hvis vi overleve. Saa ſkal det være, fagde
re.
Nu gif de ind, og ftillede dem op i Døren. Nu er de Døde
feng, ſagde Floſe, da de er gaaet ind, lad og nu gaae faafnart
mod Hufet, og ftille og for Døren faa mandſtærke, og holde Vagt,
at ingen kommer bort, enten Kaare eller Nialſennerne; thi det
blev vor Bane, Floſes Folk gif nu hen, og ftillede bem rundt om
Huſet, i Tilfælde, at der ſtulde være nogen Londor; og nu gif
Floſe med fine mod Huſet.
Hroald Øsfurføn lob til, hvor Skarphedin flod, og ſtodte efter
dam. Skarphedin huggede Spydet af Skaftet for ham, og ders
paa til ham ſelv, og kom Øren i Skioldet, og drev hele Skioldet
- ånd paa Hroald, faa at Forhisrnet af Øren bug Anfigtet af ham,
og ban faldt baglends om død. Ikke flap han fra dig, Skarphe⸗
din! ſagde Kaare, og er du vor tiæktefte. Ikke veed jeg det faa
viſt, fvarte Skarphedin, og loe. Kaate og Grim og Helge faas
rede mange med Spydkaſt, og Floſe og hané Folk kom ingen Vei.
Da fagde Floſe, vi have liidt ſtort Mandetab paa mange af
. Vote; mange ere faarede, men den dræbt, hvem vi mindft vilde
Suffe; og have vi nu feet, at vi ikke overvinde dem med Vaaben ;
eg ere nu mange, der iffe gane. paa faa diærvelig, ſom de lod, og
dog vare de, der æggede os meeſt. Dette figer jeg meeſt til
Gran Gunnarføn og Gunnar Lambføn, ſom lod meeſt uforfons
lige. Og maae vi nu fatte andet Raad, og have vi fo at vælge
iblandt, ſom ikke er gode noget af bem; det ene, at drage vor
i, og ér det vor Død; det andet af fætte Ild paa, og brænde
dem inde; og er det ftort Anſvar for Gud, da vi felv ere chriſtne
"Mænd; og dog maae vi gribe dertil.
Njauls Saga. "504
De toge nu Ild, og giorde et ſtort Baal uden for Osren. Da
fagde Skarphedin: J giore Id paa, Karle! ſtal her nu laves
Mad? Det ffal der, fagde Gran Sunnårføn, og ſtal du ikke
trænge til bedere Bagerovn. Du lønner mig, fom du er Mand
fil, ſvarte Skarphedin; jeg hævnede din Fader; og du feer mere
paa det, der mindre fommer dig ved.
Mu kaſtede Fruentimmerne Balle paa Ilden, og ſlukkede den
for dem, andre fom med Band." Kol Thorftenføn fagde til Floſe:
der falder mig et Raad ind; jeg har feer et Træloft i Sove⸗
kammeret, lad 06 fætte Ild derpaa, og fane det i Brand ved den
Stak, der ſtaaer nedenfor Gaarden. De tog da Stakken, og
kaſtede i Ilden; og markede de inde i Huſet det ikke, før hele Taget
flod i lys Lue.
Mu giorde Floſe og hans Folk et ſtort Baal uden for ale De
rene, og begyndte da Fruentimmerne inde i Huſet at give fig ilde.
Nial fagde til dem: Varer ved godt Mod og tager ikke faa ra⸗
fende afſted, thi dette er et fort Uveir, og troer, at Gud er faa
miſtundelig, at han ikke lader og lide baade her og hisſet. Slige
og andre Trøftetaler holdt han til dem. Nu fom hele Hufet i Lue.
Da gif Nial til Døren, og fagde: Er Flofe faa nær, at han
fan høre min Roſt? Floſe fagde: han kunde høre den. Rial
fagde : vil Du indgaae Forlig med mine Sonner, eller tillade Rogen
at gane ud? Floſe ſvarede: ikke vil jeg giøre Forlig med dine
Sonner, og ffal det nu faae Ende mellem og; thi ikke gaaer jeg
herfra, før de alle ere døde; men Qvinder, Børn, og Zyende
vil jeg tilftede Bortgang
Nial gif da ind, og fagde til Folkene ;. lad nu alle dem gade
ud, fom det er tilladt; og gaae du ud, Thorhalla Asgrimsdatter,
og med dig de andre, fom mage. Anderledes ſtilles vi nu, Helge!
fagde Thorhalla, end min Tanke i lang Tid har været; men jeg
ſtal ægge min Fader og mine Brødre at hævne det Manddrab, ſom
her ſteer. Bel fare du! ſagde Mial: thi du er en god Huſtrul
Derpaa gif hun ud, og mange med hende.
Aftrid af Diuparbakka fagde til Helge: gaae du ud meb migl
jeg vil kaſte en Quvindekaabe over dig, og give dig et Klæde om
Hovedet. Han afflog det førft, men endelig giorde han det paa
deres Bøn. Aſtrid bandt et.KLlæde om Hovedet paa han, men
Thorhild, Skarphedins Kone, kaſtede Kaaben om ham, og gif
han ud midt imellem dem, og gik da Thorgerd Nialsdatter og
hendes Søfter og mange andre ud.” -
Men da Helge kom ud, fagde Floſe: hoi og bredffulbret er
hun, fom der om: tager hende fat, og holder paa hende. Da
Helge hørte dette, kaſtede han Kaaben, under den havde fan st
1! i . 8
J
4.
502 :— Rjauts Saga.
Sværd, han hug til en Mand, traf hans Skidld, hug det Nes
derfte af det, og Foden af Manden. Da kom Floſe til, og hug
Helge paa Halfen, faa Hovedet faldt af.
Nu gif Floſe til Døren, kaldte paa Nial, og fagde: han vilbe
tale med ham og Bergthora. Nial kom. Jeg vil tilbyde dig
Bortgang, Nial Bonde! fagde Floſe: thi du brænder uforſtylbt
inde, Ikke vil jeg gane ud, ſagde Nial, thi jeg er en gammel
Mand, og lidet ſtikket til at hævne mine Sønner, og ikke vil jeg
leve med Skam. Da fagde Floſe til Bergthora; gane du ub,
Huustroi thi dig vil jeg for ingen Deel indebrende. Bergthora
fvarte: Ung blev jeg givet Nial til Huſtru, og har jeg lovet fam,
at vi ſtulle dele Stiæbne med hinanden. De gif nu begge ind.
Bergthora fagde: hvad ffulle vi nu? Vi ſtulle gaae til
Hvile, ſagde Nial, og lægge os; længe har jeg været. fiær efter
Hvile, Da fagde hun til Drengen, Thord Kaareføn: Dig ſtal
be bære ud, og ſtal bu ikke indebrænde. Du bar lovet mig, Bed:
ſtemoder, ſagde Barnet, af vi aldrig ſtulle flies, faalænge jeg
vilde være hos dig; og mig ſynes meget bedre af være med dig og
Nial, end overleve Eder. Hun bar nu Drengen til Hvile. Niel
fagde til fin Huusſvend, nu ffal du fee hvor vi lægge og, og hvor⸗
ledes jeg ſtikker 08 til Hvile; thi ikke agter jeg at røre mig herfra,
enten jeg faa lider af Røg eller Hede! du fan da kiende, Hvor
vore Been ere at opſoge. Det lovede Huusfvenden. i
Der var nys flagtet en Dre, og Huden laae der; den bad
Nial Huusfvenden lægge over dem; fan giorde han. De lagde
dem nu begge ned i Værelfet, og Barnet imellem dem, fignede
fig og Barnet, og gave dem Bud i Vold; og var det de ſidſte
Ord, der hørtes af dem. Da tog Huusfvenden Huden, og bredte
over dem, og gif derpaa ud af Huſet.
Skarphedin fane, at hans Fader lagde fig, og hvorledes han
ſtikkede bet omkring fig; da fagde han: tidlig gaaer vor Fader til
Sengs; og det er rimeligt, thi han er en gammel Mand. Da
tog Skarphedin og Kaare og Grim Brandene faa hurtig, ſom de
faldt ned, og kaſtede dem ud blandt Flofes Folk; og gif det fad en
Jid; de andre kaſtede Spyd ind til bem; men de greb dem alle i
Flugten, og faftede dem tilbage. Da bød Floſe Sine holde op at
kaſte; thi tungt vil alt Vaabenſkifte blive 06 mod dem, fagde han;
vi fan vel bie, til Ilden faner Overmagt.
De giorde faa. Nu faldt Stortømmeret, og Rafterne ned;
da fagde Skarphedin: Mu maa min gader være bød; jeg har hvers
fen hørt ham ſtonne eller hofte. De gif nu ud i Enden af Stuen;
der var faldet Tværtømmer ned, ſom var brændt midt over.
Kaare fagde til Skarphedin: Løb du her ud; jeg (fal hielpe dig op,
ø
ha]
Njauls Saga. 503
og ſiden ſpringe bag efter; og kan vi da begge komme bort, naar
vi bære 08 ſaaledes ad; thi her bærer al Røgen hen. Du ſtal
fpringe forſt, fagde Skarphedin, og jeg følger ſtrax i Hælene
paa dig. Ikke er det raadeligt, fagde Kaare: jeg flipper nof ud
andenſteds, hvis det ikke lykkes her. Det vil jeg ikke, ſagde
Skarphedin, fpring du ud førft, og jeg kommer ſtrax efter. Det
er hver Mands Pligt, at frelfe fit Liv, naar Leilighed er, fagde
Kaare, og vil jeg gisre faa; men dog tør vi adffilles nu, faa vi
aldrig ſees oftere; thi flipper jeg ud af Ilden, har jeg ikke i Sinde
at fpringe igten i den til dig; og maa da hver fare fin Vet.
Min Glæde er, hvis du fommer bort, Maag! fagde Skarphedin,
at du maa hævne mig. Da tog Kaare en flammende Traſtok i
Haanden, og løb ud hen ad Toarbielken, og flyngede han da
Branden ud fra Zaget, og faldt den imellem dem, der vare uden⸗
forg de løb da til Side; nu ftod alle Klæderne og Haaret paa
Kaare i lys Lue. Han fpringer ned fra Taget, og løber langs
med Nøgen, Da fagde en, der ſtod nærmeft: fprang der ikke en
ned fra Taget? Viſt ikke, fagde en anden, det er Skarphedin,
der kaſter Brande efter os. Siden giorde de dem ingen videre
Mistanke. Kaare løb, til han kom til en Bak; den kaſtede han
fig ned i, og ſlukkede Ilden paa fig. Siden løb han langs Ro⸗
gen til en Grovt, og hvilte fig der; og kaldes den ſiden Kaares
rav.
Skarphedin løb nu langs Togrbielken efter Kaare, men da
Han kom, hvor den var meeft forbrændt, gif den i Stykker under.
ham, og faldt ned. Skarphedin kom ned paa Fødderne, lob ftrag
anden Gang til, og gif op ad Væggen, da faldt Sidebielfen ned
paa ham, og han ftyrtede tilbage. Mu feer jeg, hvor det vil hen,
ſagde Skarphedin, og gif frem langs Sidevæggen.
. Gunnar Lambſon fprang nu op paa Væggen, fane Skarphe⸗
bin, og fagde: "græder du, Skarphedin? Ikke det, fvarte han,
men fandt er det, det fvier mig i Øinene; men er det, fom jeg
ſynes, at du leer? Det er ganſte rigtigt, fagde Gunnar; og har
jeg ikke (eet før nu, ſiden du flog Thrain paa Markaflod. Der
har du en Mindegave, ſagde Skarphedin, tog den Kindtand, han
havde hugget ud paa Thrain, op af Lommen, kaſtede efter Gunnar,
og ramte ham i Diet, faa det laae uden paa Kinden. Da faldt
" Gunnar ned af Taget.
Nu gik Skarphedin til fin Broder Grim, de tog hverandre i
Haand, og trampede Ilden ned; men da de kom midt i Stuen,
faldt Grim død om. Da gik Skarphedin til Huusenden; der
biev et ſtort Brag; Taget faldt ned, Skarphedin kom imellem det
og Gavlvceggen, og kunde ikke røre fig til nogen Øide
i
!
604 Rjauls Saga. ”
Floſe og Sans Blænd vare ved Ilden til hoit sp paa Morge⸗
nen. Da tom Cen ridende til dem. Floſe fpurgte om hans Navn?
Han hedde Garmund, og fagde, han var en Frende af Sigfusføns
nerne. . Fjer have J giort en flor Daad, fagde han. Folk vil falde
det baade en flor og en ond Gierning, fagde Floſe, og er her nu
ikke ved at giere. Hvormange anſeelige Folk ere her omfomne?
figer Garmund. Her omfom Nial og Bergthora med alle deres
Sonner, Thord Kaareſon, og Kaare Solmundſon; men ikke vide vi
noie, om der ere flere, der ere os ubefjændte. Du figer en Mand
død, ſagde Garmund, fom vi have ſnakket med i Morges. Hvem
var det? fpurgte Floſe. Kaare Solmundſon mødte jeg og min
Nabo Bard i Morges, fagde Garmund, og lod Bard ham faae
fin Heſt; og var Haaret og Klederne fvedbne paa ham. Havde
han noget Verge; fpurgte Flofe, Han havde fit Sværd Fior⸗
ſvafni, fagde Garmund, og var den ene Eg bleven blaa; og
mente Bard og jeg, at den viſt var, bleven blød; men Kaare
fagde, Han fulde hærde den i Sigfusſonnernes og de xvrige
SMordbrænderes Blod. Hvad fagde han om Skarphedin? ſpurgte
Floſe. Baade han og Grim levede, da de fliltes ad, fvarte Gat⸗
mund; men nu troede han dog, de maatte værg døbe.
Da fagde Floſe: du haver bragt og en Tidende, fom ikke mon
byde og Hvile; thi en Mand er nu undkommet, der i alle Ting
kommer Gunnar fra Hlidarende nermeſt. Dette ſtulle J nu be
tænte, Sigfusfønner, og andre Brandmend, at faa meget Ef⸗
termaal vil der blive for denne Mordbrand, at det vil koſte mange
Hovedet, og andre Alt, hvad de eie. i
Olaf Tryggveføns Saga.
Denne Saga blev omtrent Aar 1200 revet paa Latin af Gunlaug
Munt, og fiden overfat paa Félande. Nedenſtaaende Stylle er taget
ud af Rafns Overfætrelfe, —9
Slaget ved Svolder.
Kort efter ſendte Kong Svend Bud over til Sverrig til fin Sted⸗
fon Song Olaf og fil Erik Jarl, og lod dem fige, at Kong
Olaf havde en Flaade ude, og agtede fig om Sommeren ned til
Bindland7); han fod bøde den fvenffe Song Olaf og Jarlen, om
Venden eller Pommiern.
X
Dlaf Tryggvefons Gaga. . 505
, ' !
de vilde om Sommeren mode ham med en Flaade, og de ſtulde
da alle i Forening holde Slag mod Norges Konge Olaf. Den
ſvenſte Konge og Erik Jarl vare ganſte beredte til denne Færd, og
" traf en ſtor Flaade ſammen af Sverrig, med hvilfen de fore til
Danmar, og indtraf der, efterat Olaf Tryggveføn. var fejlet bort
a.
| Den fvenffe Kong Dlaf og Erik Jarl droge til Møde med den
danſte Kong Svend; de havde, da de vare ſamlede, en meget bes
. tydelig Flaade. Song Svend havde ſendt Bud efter Sigvald Jarl,
fom vår en Søn af Jarlen Strutharald i Skaane, og indgaaet
Forlig med ham, efterſom Dronning Sigrid. havde raadet til
Kong Svend fendte Sigvald til Vindland om Sommeren, at
udfpejde Kong Olaf Tryggveſons Færd, og ved Lift fee til at. mage
. det faa, at Song Svend kunde træffe Kong Olaf. Sigvald drog
ba bort og kom til Vindland; han drog til Jomsborg") og ſiden
til Dlaf Tryggveſon. Sigvald Jarl talte ſmukke og venffabelige
Ord til Kongen, og kom i ſtor Kjærlighed hos ham. Jarlen var
en viis og forfaren Mand; han bragte det til, at Kongen raad⸗
førte fig med ham, og han opholdt da under forffjellige Paaffub
meget Kongens Bortrejfe der oſterfra; men Kong Olafs Hær bar
meget ilde tilfreds, og hans Mænd længtes meget efter at drage ”
hjem, da de havde ligget der længe ganſte færdige, og det var
ſmukt Bejr og god Bør. Sigvald Jarl fif hemmelig Bud fra
Danmark, at den fvenffe Song Olafs og Erik Jarls Flaade var
fommen der, og tillige, at den danffe Konge havde udruftet hele
fin Flaade, og at de tre Høvdinger nu agtede at fejle med hele
Flaaden ned under Vindland, hvor de havde beftemt gt ville oppebie
Kong Olaf Tryggveføn ved den O, fom hed Svolder. De ſendte
ogſaa Bud til Sigvald Jarl, at han ffulde mage det faa, at de
der unde træffe Norges Konge Olaf. Der kom da et Rygte til
Vindland om, af den danſke Kong Svend havde en Flaade i Søen,
og man talte nu ſtrax om, at Kong Svend vel pønfede paa Ufred
mod Norges Konge Olaf. Da Sigvald Jarl fik dette af vide,
fagde han faaledes til Kong Olaf: „Det Rygte, ſom er kommes
for eder, er der ſtorſte Løgn, thi ej fan det være Kong Svends
Befiutning at lægge til Strid mod eder med den danſte Hær allene,
faa. ftort og ffjønt Mandſtab ſom J har, men hvis I har nogen
Mistanke om, at der pønfes paa Ufred imod eder, da ffal jeg følge
"eder med mine Folk, og . forben holdtes bog det for nogen Biſtand,
hvor Jomsvikingerne fulgte Hovdinger. Jeg vil give dig ti vels
bemandede Skibe.” Dette Tilbud tog Kongen imod. Men da
”) i eller ved Pommern, men uviſt paa hvilfet Sted.
ø
d
⁊
506 — Dlaf Tryggveſons Saga.
Folket hørte dette Rygte om Ufred, begyndte de end mere at knuere,
efterdi de kjededes ved at ligge der færdige faalænge til Unytte. Da
Kong Olaf blev dette var, holdt han en Morgen Huusthing med
fin Ser; han flod da op, og ſagde: ,, Alle mine Mænd vil jeg
takke for deres Folge og den Biftand, de have ydet mig i Sommer;
jeg vil bære over med eder i det, at I ſpnes nu, at J have været
alt for længe borte fra eders Ejendomme; derfor vil jeg nu give
Tilladelſe til, at enhver af eder fan begive fig paa Hjemrejſen, ſaa⸗
fnart han er færdig med fit Skib; men dem vil jeg være end mere
Tak (fyldig og lønne med Godt, ſom ikke ville ſtynde fig mere med
Rejſen, end at de følge mig til Norrig.“ Da Folket hørte dette,
bleve alle glade, og takkede Kongen for hans Tilbud. Da ſtod op
en mægtig og aldrende Mand i Kongens Hær, og talte faa: „En
Konge have vi over of, fom er udmærfet og ulig andre Konger i
Styrke og Færdigheder, "men dog endnu mere i Mildhed og alffens
Gobvillighed; ſtjont han nu af Eftergivenhed og Velvillie giver 08
Lov, at enhver fan drage, efterfom han finder for godt, bør det fig
bog os faaledes at behytte 06 af denne Frihed, at vi med Troffab
. følge ham, og ikke ſtilles fra ham, faalænge han er uden for fit
Rige, faa meget mindre, fom der nu gaaer det Rygte, at han
ſvigefuld efterftræbes af fine Fjender; det er en ſaameget deſto
ſtorre Hæder for os, at yde ham en deſto djærvere Biftand, naar
han behøver den, da vi fave en beromtere Høvding end andre Folk.
Da ville vi mindes det, om faa fleer, fom Sud forbyde, at vi
mifte ham, naar vi ere borte fra ham, og det vilde da være og til
en evig Bekymring og ubodelig Stade, om det gif faa ilde.” Der
var fun faa, ſom rofte hans Tale, og alt Folket gif bort. Song
Olaf lod nu Flaaden løfe, og blæfe til at lægge bort; de hejſede
da deres Sejl. Da de løfte Skibene til at fejle fra Havnen,
Hande Song Olaf, fom forhen blev berettet, 60 og Oigvald Jarl
11 Skibe. -
Den Dag, da Kong Dlaf løfte fin Flaade fra Havnen, var
der en fagte Bind, og der var god Bør, faafnart de kom ud fra
Land; alle ſmaa Skibe føde da en ſtarkere Fart og fejlede for
Vinden ub paa Havet; men Sigvald Jarl fejlede nær Kongeſtibet,
og raabte til dem, og bad Kongen at fejle efter. fig; „jeg er dedſt
betjendt,” fagde han, ,, med, hvor ber er dybeft i Sundene ber
: imellem Øerne; og det vil J behøve for de ſtore Skibe.“ Jartlen
fejlede da foran med fine Skibe, men Kong Dlaf fejlede efter med
de ſtore Stibe. Men da Sigvald Jarl fejlede ind til Øen Svolder,
roede der Folk imod ham paa en Skude; de berettede Jarlen, at
den fvenffe og den danffe Konges Flaade lage der i Havnen for
F dl
Olaf Zrnggvefons Saga. 507
dem. Da fod Jarlen Sejlene falde paa fine Side, og de førte
Skibene med Aarene ganfte fagte ind under Øen. Jarlen havde
ti Otibe, fom han havde lovet Kong Dlaf til Hjelp, om han bes
hovede; men det ellevte var det vendiſte Skib, hvorpaa Prindfesfe
Aſtrids Mænd flal have været, Denne Snekke fulgte lonligen
Jarlens Skibe, men dog ikke ganffe nær, Song Olaf fejlede
nordefter med Storffibene; han havde da elleve Skibe, men hele
den øvrige Flaade var fejlet foran ud paa Havet. i
Den danffe Kong Svend, den fvenffe Song Dlaf og Erik Fart
fane, fom nylig fortaltes, ber under Øen med hele deres Flaade;
det var da et ſmukt Vejr og klart Soiſtin. Alle Høvdingerne og
ſtore Troppe af Hæren gik da op paa Holmen; Sa Nordmendenes
Skibe fom til Syne, fejlede en flor Mængde af dem ſamlede ud
paa Havet; derved bleve hine meget glade, thi deres Hær havde .
ligget der til Unytte fan længe, at ſomme havde opgivet Haabet
om, at Norges Konge vilde komme til dem. De faae nu, hvor
der fejlede et flort og ſmukt Skib; da fagde begge Kongerne:
ry Dette er et ſtort og færdeles fagert Sfib, det maa være Ormen
lange.” Erik Jarl ſvarede: ,,€j er dette Ormen lange; ſtorre
og prægtigere vil Ormen vife fig, men dog er dette et ftort og
ſtjont Skib;“ og det var, fom Jarlen fagde; dette Skib ejede
Styrkar af Gimſar. Kort efter fane de, hvor der fejlede et andet
Seib, der var meget flørre, og havde et Hoved paa. Da fagde
Kong Svend: „Her farer Ormen (ange, lader 08 drage til vore
Skibe, og ikke forſinke og med at drage imod dem.” Erik Jarl
ſvarede: „Ej er dette Ormen lange, dog er det vel udruftet;”
og det var, fom han fagde; det Skib ejede Thorkel Nefja, Song
Olafs Broder, men han var ikke (elv paa det. Og nu faae de
atter et ſtort og ſtjont Skib komme fejlende; da ſagde Song
Svend: „Der fan man nu fee Kongeſtibet.“ Jarlen ſparede:
zViſt nok er dette et ſtort og prægtigt Skib, men dog vil Ormen
lange viſe fig meget prægtigere.” Dj ſtrax efter fejlede det fjerde
ſtore Skib; disſe fo Skibe ejede Vigverjerne") Kongens Svogre
Thorgeir og Hyrning, men de ſtyrede ikke felv Skibene, thi de
vare begge paa Ormen lange hos Kong Olaf. Kort efter fejlede
. det femte Skib, fom var langt ſtorre end dem, der vare fejlede
forud; da fagde Kong Svend leende: ,,RÆd er nu Olaf Trygg⸗
veføn, at han tør ikke fejle med Hovedet paa fin Drage.” „Ej er
dette Kongens Skib,“ foarede Erik Jarl, „dette SÉib 'Bjender jeg
nøje, og ligeſaa Sejlet, thi det er et ſtribet Sejl, og det Skib
7) d. €. fra Vigen.
i ø U
508 Dlaf Aryggveſens Saga.
ejer Erling Shjalgsſon fra Sæderen; lad dem kun fejle; thi jeg
figer kder for vift, at ſaadanne Mænd ere der inden Borde, at det
vil være os bedre, ifald vi lægge til Strid mod Olaf Tryggveføn,
at dette Skib ſavnes i hans Flaade, end at det er tilftede, ſaaledes
bemandet fom det er, thi jeg venter, at Ærling ſeiv ſtyrer Skej⸗
den” *). Da fagde den ſvenſte Song Dlaf: „Ei ſtulle vi have
faa overdreven Frygt for at lægge til Strid mod Dlaf Tryggveføn,
ſtjont han har et ſtort Skib, thi det vil være en uudflettelig Stam,
om vi ligge her med en uovervindelig Hær, og fade ham undfejle
lige foran os.“, Erik Jarl fvarede; „Herre! lad dette Skib fun
fejle ligeſom det forrige, thi jeg ſtal fige dig en Tidende, der er faa
god, fom den er fand, af Kong Olaf er endnu ikke fejler forbi 08,
og fandelig ffulle I denne Dag faae Lejlighed til at ſtride mod
ham, og det vil derhos kunne ventes, at, ffjønt enhver af of tre,
fom kaldes Havdinger for denne Hær, have ført flort og ſtjent
Mandfkab hid, ville vi dog faae faadan en Dyſt at udholde, inden
denne Dag er til Ende, at vi ville tykkes at have nof at gjøre, om
end disſe Skibe, fom nu ere fejlede forbi, iffe ere med i- Kampen ;”
og Erik gjættede ikke fejl; thi det var Erling paa fin Skeid, og
fejlede han da fra fin Svoger Song Olaf, fan at han ſaae ham aldrig
mere, og desuden var der mange andre raſte Mænd og Kongens
Venner. Ikke ret længe efterat disſe fem ſtore Skibe vare fejlede
forbi og forud alle Smaaſſibe af Flaaden, faae de og kjendte Sig⸗
vald Jarls Skibe, fom drejede der ind til Holmen. Siden faae
de, hvor det fejlede tre Skibe, og eet af dem var et ſtort Skib med
Hoved paa. Da fagde Kong Svend: „Nu maa man gaae til
Skibene, thi der furet nu Ormen lange.” Erik Jarl fagde:
„Mange andre flore og prægtige Sfibe have de foruden Ormen
(ange, men fun faa ere endnu fejlede forbi, og lader os end
vente!” Da, fagde mange: „Nu kan man fee, at Erik Sari
ikke vjl flaaes med Olaf Tryggveſon, og ej tør han nu hævne fin
gader; og bet er fan flår en Slam, at det vil ſporges over alle
Lande, om vi ligge her med faa flor en Hær, og lade Norrigs
Konge med en Haandfuld Folk mod vore at regne fejle tæt fordi
os ud paa Havet,” Erik Jarl blev meget vred ved deres Tale, og
bød da alle gade til Sfibene; „men det venter jeg,” fagde han,
„ſtjont JDanſfe og Svenffe meget bebrejde mig Fejghed, at det
ikke ſtal blive behageligere for eder begge, inden Solen gaaer ned
i Havet i Aften, end det er for mig og mine Mænd.” Men
de gif ned, ſaae de, hvor der fejlede fire ſtore Skibe, og eet af
dem bar en ftor forgyldt Drage. Da fagde mange, at Jarlen
”) Langſtihet.
Olaf Tryggveſons Saga. 509
havde fagt fandt; „og her farer nu Ormen fange,” fagde de, „og
bet er et meget ſtjont og ſtort Skib, faa at intet Langſtib, der kan
lignes med det i Størrelfe og Skjonhed, har været bygget i de
nordiſte Lande, og er det ikke underligt, at den Konge er vidk
beromt, fom har Midler til at lade gjøre en faa foftelig Ting.”
Da ſtod Kong Svend op, og fagde: ,, Højt ſtal Ormen bære mig
i Kvæld”), ham ſtal jeg ftyre!” Da fagde Erik Jarl: „Om
Kong Dlaf Tryggveſon ikke havde flere Skibe end dette, fom vi
nu fee, faa vilde Song Svend dog aldrig fane det vundet fra ham
med de Danffes Hær allene.” "Men af disſe ſtore Skibe med
Hoveder paa, fom de troede var Ormen lange, var det førfte Tra⸗
" nen, det fidfte Ormen korte. Alt Folket ſtrommede ny til Ski⸗
bene, og toge Tjældingerne ++) af. Hopdingerne ordnede nu "
Flaaden til Angreb, og der ſiges, at de loddede om, Hvo af dem
Der førft frulde lægge til ſelve Kongeſtibet Ormen lange, og Lodden
faldt faa, at den danſte Kong Svend (Fulde lagge førft til, dernæſt
den fvenffe Kong Dlaf, og ſidſt Erik Jarl, om det behøvedes, og
ſtulde enhver af dem have de af Kong. Olafs Skibe, ſom de felv
med deres Folk vandt og ryddede. Men da Hovdingerne aftalte
dette imellem fig, fane de tre meget ſtore Skibe komme fejlende, og
et Fjerde bag efter dem; da ſaae alle paa dette Skibs Qorftavn et
ſtort Dragehoved, der var ſom enefte Guld at fee til, fan det lyſte
vidt omkring paa Søen, da Solen ſtinnede paa det; og da de
betragtede det, undredes de meget over Skibets Længde; thi der
var en god Tid imellem at Forſtavnen og Bagſtavnen kom frem;
da kjendte alle, og ingen talte imod, af det var Ormen lange. Men
ved dette Syn blev mangen en taus, og Mængden blev ſtrax beta⸗
gen af Skrak og Frygt; og det var ikke underligt, thi dette ſtore
Skib bragte der faare mangen Mand Døden. Da fagde Erik
Jarl: „Skikket og paffende er dette herlige Skib for en ſaadan
Konge, fom Olaf. Tryggveſon er; thi det er et fandt Ord om
ham, at han-overganer andre Konger lige faa meget, fom Ormen
lange overgaaer andre Skibe.“
- Da Sigvald Farl havde ſtroget Sejlene paa fine Skibe, og
roede ind under Holmen, fase Thorkel Dydrit fra Tranen, og
andre Skibshovdinger, fom fore med ham, at Jarlen drejede med
fine Skibe ind under Holmen; de ftrøge da ogſaa Sejlene, og
roede ind efter ham, og Thorkel raabte til Sigvald Jarl, og,
ſpurgte, hvi han ikke fejlede videre. Jarlen fagde, at han vilde
oppebie Kong Diaf, „og frygter jeg,” fagde han, „at vi møde
) i aAften. 207) Skibsteltene.
A . t
540. Dlaf Sryggvefons Spga. 7
N
her Ufred;” de lobe da Skibene finde, indtil Thorkel Nefja kom
med Ormen forte og de fire Skibe, fom fulgte ham; dem blev
ſamme Tidende berettet, de ftrøge da ogſaa deres Sejl, lode Ski⸗
bene flyde, og ventede. ſaaledes paa Kong Olaf; men Kongernes
Flaade laae inde i Havnen, og de kunde ikke fee, hvor flor em
Magt de havde. Men da Kong Olaf fejlede hen til Holmen, og
ban ſaae, at hans Folk havde firøget Sejlene, og ventede paa
ham, ſtyrede fan lige ind paa dem, og ſpurgte, hvorfor de ilkke
fejlede videre; de fagde Kongen, at der fane en fjendtlig Flaade for
bem, og bade ham at flye. Bed denne Tidende (fod. Kongen op
i Loftingen*), og fagde til fine Mænd: „Skynder eder at ſtryge
Sejlene, men nogle ſtulle lægge Aarerne ud og tage Farten af
Skibet; jeg vil gierne ſlages hellere end flye; endnu aldrig har jeg
taget Flugten, thi det er ikke en retſtaffen Konge, ſom af Redſel
flyer for fine Fjender.” |
Man gjorde nu, ſom Kongen bød; Ormen lob frem for de
andre Skibe, og Folfene førte de andre frem med Aarerne. Da
roede ogſaa hele Kongernes Flaade ud fra Øen, og Hovdingerne
bleve meget glade ved det, af de fane Kong Olaf kommen i deres
Baghold. Men da Kong Dlaf Tryggveſon og alle hans Mænd
ſaae, at Søen vidt omfring dem var bedakket med deres Fjenders
Krigsſtibe, da talte en viis og tapper Mand, Kongens Morbroder,
Thorkel Dydril, ſaaledes til Kongen: „Herre!“ fagde han, „her
er en ſtor Overmagt at ſlaaes imod, lader hos heiſe vore Sejl, og
ſejle ud paa Havet efter vor Flaade; det kan endnu godt lade ſig
gjøre, medens vore Fjender berede fig til Slag; det kan ikke uds
lægges nogen til Fejghed, om han benytter fig af fin Magt til fin
og fine Sikkerhed.” Kong Dlaf foarede højt, og ſagde: „Heefter
Skibene fammen, bereder eder til Strid, og træffer Svardene;
ej ſtulle mine Mænd tænke paa Flugt!” ,
. Kong Dlaf lod de elleve Skibe, fom "han havde der, blæfe til
at lægge ſammen; Kongeſtibet var midt i Flaaden, paa dets ene
Bord laa Ormen forte og paa dets andet Tranen, og de avrige
fire Skibe der ud fra til begge Sider; fljent Song Dlaf havde
ſtore Skibe, var dog hans Mandſtab fun en lille Trop imod den
utallige Hær, fom hang Fjender havde. Der favnede han nu
fin Flaade, fom man funde tænke; og ſtjonſomme Mænd fige, at
Kong Dlaf vilbe fnart have vundet Sejr over fine Fjender, hvis
de før onitalte fem ſtore Skibe havde været der, og hele den Flaade,
ſom var fejlet fra ham, hvorpaa der vare faa mange tapre Mænd,
faa vanfteligt fom det nu var tre Hovdinger med en utallig Her
af overvinde ham med de faa Skibe, ſom han havde. F
e) Slandſen.
4
-… Olaf Tryggvefons Saga. 544
Kong Olafs Mænd lagde'nu Skibene ſammen, fom han bed,
men da Kongen ſaae, at de begyndte at binde Stavnene ſammen
paa Ormen lange og Ormen korte, raabte han højt: ,, Lægger
det ſtore Skib bedre frem, ej vil jeg være bageft af alle mine Mænd
". då denne Hær, naar Kampen begynder. Da fagde Ulf den Røde,
"Kongens Bannerfører og Stavngjemmer: *) ,, Hvis Ormen
ffal ligge faa meget længer fremme, ſom den er flørre og længere
end andre Skibe, da vil Forſtavnen være meget udfat for at bes
formes.” Kongen ſvarede: ,, Jeg fod Ormen gjøre længere end
andre Skibe, for at den ſtulde lægge faa meget des djærvere frem
i Slag og være des kjendeligere i Kampen og Sejladſen, men jeg
vidſte da ikke, at jeg havde en Stavngjemmer baade rød og tæd.”
Ulf foarede: ,, Vend du fun ikke før Ryggen, Konge, ved at
værge Løftingen end jeg Stavnen.“ Kongen holdt paa en Bue,
lagde Piil paa Streng, og drejede den mod Ulf. Da fagde Ulf:
„Skyd ikke mig, Herre, ſtyd helleve did, hvor det mere behoves,
paa eders Fjender nemlig, thi for dig gjør jeg, hvad jeg gjør; fan
hendes, at eders Mænd tykkes eder ikke for mange, inden Aften
fommer.” Kongen tog Pilen, og ffød ikke, og i det de taltes
dette ved, fane Kongens Mænd, at den vendiffe Snekke, form
næften eenlig Havde fejlet norddaa med dem om Dagen, løb faa
hurtig ind paa Ormen bag ved Løftingen, at man neppe kunde
følge den med Øjnene; da ſtod en Mand op i Stavnen, og talte
med Kongen i et ubekjendt Tungemaal, og Kongen foarede ligeledes
paa et Sprog, fom Nordmændene ikke forſtode. De talte ſammen
en fort Tid, fiden roede de paa det lille Skib til Land, og lagde
fig der for Anfer. Kongens Mænd fpurgte ham, hvo disſe ube⸗
fjendte Mænd, fom havde talt med ham, vare, - Kongen fvarede:
„Det var vore Beljendtere fra Vindland.“ i
Kong Olaf ſtod i Løftingen paa Ormen højt over de andre;
. Han havde et gyldent Skjold og en forgyldt Hjelm, faa han var
meget let at fjende fra de andre; han havde en rød fort Silke⸗
kjortel uden over Brynjen. Men da Kong Oiaf ſaae, at hans
Fienders Flokke begyndte at adſtilles, og at Bannerne vare oprejſte
for Hovdingerne, da fpurgte han fine Mænd: „Hvo er Høvding
for det Banner, ſam er lige imod 08?” Der blev fagt ham, at
det var Song Svend med de Danffes Hær, Kongen fagde: „Ej
ville vi frygte for de blodagtige Folk; der er ikke mere Mod i de
Danſke end i Vildgjeder; aldrig overvandt de Danſte Nordmeen⸗
dene, ej heller ville de endnu overvinde os i Dag; men bvilfen
) Den ſom kommanderede i Stavnen.
5832 Dlaf Tryggveſens Saga.
Høoding tilhører bet Banner, fom er derudfra paa højre Sider”
Der blev ham fagt, af det var Kong Olaf Svenſte med de Svenſtkes
bær. Kongen fagde: ,, Lettere og bedre vilde det tykkes de Øvenffe
at fidde hjemme og ſlikke deres Offerboller, end at gaae eder under
Øjne paa Ormen i Dag, og venter jeg, at vi ikke behgve at ræddes
for de ſpenſte Hefteædere; men hvis ere de ſtore Skibe, ſom ligge
ved Bagdord ud fra de Danſte?“ „Det er,” fagde de, ,, Jarien
Erik Hafonsføns.” Da ſagde Kong Olaf: „Mange fore Hor⸗
dinger have de her ſat imod os; kan og Erik Jarl ſynes at have
Grund til aft ſoge og! og af ham og hans Hær kunne vi vente os
en ſtarp Strid, thi de ere Nordmend ligeſom vi” Der blev nu
blæft til Angreb, begge Hære raabte Krigsraab, og der begyndte
en bidfig Kamp. Dette Slag var -meget ffarpt; i Forſtningen
blev der ſtudt med Pile baade af Laasbuer og Haandbuer, og ſiden
med Spyd og Gafliner=).
Angrebet faldt de Danffe vanffeligt ; thi de Forreſte paa Ormen
lange og Stavnboerne >") paa Ormen Porte og Tranen kaſtede
Ankere og Stavnleer ***) paa Kong, Svends Skibe, og kunde
hugge med Vaabnene ned under deres Fødder, da de havde langt
" flørre og højere Skibe. De ryddede alle de danffe Skibe, fom de
fi fat i; men Kong Svend og hans Folk undfivede til de andre
Stide, og ſiden lagde de trætte og ſaarede ud af Skudvidde.
Snorro Sturleføn berettet, at Olaf Svenffe lagde da til
ifteden, da Kong Svend lagde fra, Der begyndte da paa np en
meget haard Strid og et hidſigt Anfald; der blev en ſtor Bragen
og en heftig Alarm af deres Dpmuntringsord og Vaabengnyet, da
Staalene mødtes.
Men det gif nu de Svenffe ganffe paa: famme Maade fom de
Danfle, at Nordmændene holdt deres Skibe faft med Stavnleer og
Ankere, og ryddede dem, fom de naaede til; de Svenffe havde
miftet meget Mandſkab, og deres ſtore Skibe; ogſaa vare de flefte
af Olaf Svenfles Folk faarede, men han havde ingen Forfrem⸗
melfe deraf, og var glad ved af han flap bort med Livet.
…… Nu flal berettes, hvad Erik Jarl tog fig for, medens Kongerne
floges med Kong Olaf. Jarlen lagde førft, ſom forben fortalte,
til det pderfte af Song Dlaf Tryggveſons Stibe paa den sne Fløj;
han lagde Jernbarden **v—«ec) ded Siden af Skibet, ryddede det, og bug
det ſtrax løs fra de andre; han lagde da til det næfte, og foged,
md) &£ Slags Safefid. 12) de (om Havde Bet i Sravmm,
244) et Glib hvig Forſtavn var belladt med Jern.
W
| Dlaf Zryggvefons Saga. 5183
indtil det var ryddet; Mandfkabet begyndte da at løbe fra de mindre
Skibe op paa Storffibene, men Jarlen hug dem los efterhaanden,
fom de vare ryddede. De Danffe og Svenſte lagde fig da paa alle
Sider i Skudvidde omkring Kong Olafs Skibe, men Erik Jarl
laa beftandig ſideborde ved Skibene, og brugte Hugvaaben; men
efterhaanden ſom Folkene faldt paa hang Skibe, gik der ſtrax andre
op iſteden af de Danſte og Svenffe, fom havde udhvilet fig fra
Strabadſen og ikke vare ſaarede.
Da var Striden baade haard og ffarp, og der faldt mange af
Kong Olafs Folk; faa vidt kom det tilfidft, at alle hang Skibe
vare ryddede uden Ormen lange; paa den havde hele den norfle
Konges Mandſtab, fom endnu mægtede at ſtride, ſamlet fig. Erik
lagde da til Ormen med fem flore Skibe; Erik Jarl var i For⸗
rummet paa fit Skib, og der var fylket*) med en Skjoldborg;
der blev da baade fredet med Hugvaaben og ſtukket med Spyd og
kaſtet med alt, hvad der hørte ti Vaaben og kunde fattes med
Hænderne; fomme fløde Bueffud eller Haandſtud, og faadan en
Mangde Vaaben regnede ned paa Ormen, aft man neppe kunde
beffytte fig imod dem. Saa tykt fløj Spyd og Pile, da der laae
Krigsſtibe paa alle Sider af Ormen; men Kong Olafs Mænd
bleve da faa rafende, at de fprang op paa Bordene, for at naae
med Sværdene til Fienderne og dræbe dem; men mange lagde ikke
Ormen faa nær, at de kunde naaeg med Hugvaaben, thi de flefte
fandt det haardt, at have med Køng Olafs Kæmper af gjøre, men
Nordmændene tankte ikke paa andet, end beſtandig at gaae fremad,
for at dræbe Fienderne; der var da mange, fom gif lige ud over
Borde, thi af Hidſighed og Heltemod agtede de ikke andet, end
at de frede paa flet Mark, og mange ſank ned imellem Skibene
med deres Vaaben. i
Af de Islandere, fom da vare med Erik Jarl paa Barden,
nævnes Sfule, en Søn afThorftejn Egilsſon, Vigfus Vigaglums—
føn og Torfe Valbrandsſon. Der var da ogſaa en Nordmand fra
Herlandene, fom hed Find Eyvindsſon; nogle fige, at han var
finſt**) af Et; det ſiges, at han var den behandigſte Bueſkytte,
og flød visſeſt af alle i Norge; han havde gjort Ejnar Tambeftjæls
vers Bue. Einar ſtod i Krapperummet ***) paa Ormen, og ſtod
derfra med Bue; han flød haardeft af alle. Ejnar flød en Piil
til Erik Jarl, der fløj i Enden af Roret oven over Jarlens Hoved
S) d. e. ordnet til Strid. -) lappiſt.
) Rummet imellem Rorbonkene nærmeft ved Maſten
644 Olaf Aryggveſons Saga.
faa haardt, at den gif ind lige til det Baand, ſom var vundet om
Skaftet. Farten faae til ben, og fpurgte fine Mænd, om de
vidſte, hvo der fed faa haardt; og lige i det ſamme kom en anden
Miil faa nær Jarlen, at den fløj mellem Armen og Siden paa
ham, og tilbage i Hovedfjellen faa haardt, at Spidfen flod ud.
Da fagde Jarlen til Find Cyvindsføn: ,, Syd den ffore Wand i
Krapperummetl“ „Nei!“ foarede Find, „den Mand fun jeg
ikke finde, thi han er ikke beftemt til Døden, men det fan være,
at jeg fan fane Buen beffabiget for ham.” Find ffød da en Piil,
fom traf midt paa Ejnars Bue, i det han fpændte den paa der
haarbeſte tredie Gang. Buen gik fønder med et højt Brag. Da
fagde Song Olaf: „Hvad braft der faa bøjet?” „Norrig af eders
Haand, Konning!“ ſpvarede Ejnar, , Nej, faa ftort var Braget
bog ikke,“ fagde Kongen, ,,thi Gud monne raade for mit Rige,
… og ikke din Bue; fag nu min Bue og ffyd med den!” Kongen
y
kaſtede da Buen til ham. Cjnar tog Buen op, og traf den ſtrax
frem for Piilfpidfen; da fagde han: „For veg, for veg er den
Vældiges Bue;” ban faftede og Buen tilbage til Kongen, og tog
ſit Skjold og fit Sværd og ſtred med Mandighed.
Kong Dlaf faae frem i Stift, at hans Mænd fvang Svær:
dene fdelig, og hug tidt, men at Svardene ikke bede; han fagde
da hojt: „Hri fvinge I ſaaledes Eværdene uden Eftertryk, da jeg
feer, at de ikke bide for eder?” ,, Man fvarete: ,,Baade ere vore
ESveerde, Herre, fløve og meget føndrige” Da gif Kongen ned
fra Loftingen i Forrummet, og lukkede Søjfædes:Kiften op; derutaf
tog han mange blanke og meget ffarpe Sværde, ſom han gav fine
Mænd. Men da han tog ned med den højre Haand, fane nogle,
at der randt Blod ned under fra Armffinnen, men ingen vidſte,
hvor han var faaret. De, ſom ftode i Forrummet og Stavnen,
værgede fig lengſt og drabeligft, thi Saade vare disſe de udvalgteſte
Kæmpere, og Bordet var der højeft Men da Mandefaldet bes
gyndte at tiltage paa Ormen, fuldt førft Befætningen midt paa
Skibet bande af Saar og Udmattelfe, og det er et almindeligt Ord,
at, hvis disſe tapre Folk havde magtet fuldkommen at værge fig,
. vilde Ormen ſeent være bleven taget.
Da det blev tyndt omkring Maften paa Ormen, forføgte Erik
Jatl at beftige Skibet, og kom virkelig op ferfv femtende paa Or⸗
men. Da fom Song Olafs Svoger Hyrning imod ham med en
Trop Folk, og der blev en haard Kamp imellem dem, thi Hyrning
ftred paa det djærvefte. Udfaldet af deres Kamſ blev, at Grif
Jarl maatte fpringe tilbage paa Barden, men de Mænd, ſom
Havde fulgt Sam, bleve deels dræbte, deels ſaarede.
Å 1
Olaf Tynggvefons Saga. $15
Da Erik Jar! var kommen ned paa fit Skib, ſagde Kong
Olaf: „Hvad, kaſtede I nu Jarlen ned af Ormen?” De fagde,
at faa var ſteet. ,, Det var en mandig Daad,“ fagde Kongen;
„det unde man ogſaa vente, at ej vil Jarien overvinde 08, ſaa⸗
fænge han har Thor i Stavnen pan fit Skib.“ Dette hørte
mange, ogſaa Erik Jarl. Men efterdi nu en ſtor Deel af Mands
ffatet paa Barden var falden, og de flefte af dem, fom vare i
Live, vare haardt fanrede, lagde Erik Jarl til Land, og ligeſaa
gjorde de Danffe og Svenſte; Hovdingerne holdt da Rand, hvor⸗
ledes de ſtulde bære fig ad. Da ſagde Erik Jarl: „Dette er en
evig Stam, ſom vil blive omtalt, ſaalenge de nordiſſe Lande ere
beboede, om Olaf Tryggveſon ikke bliver overvunden af os, da vi
have en utallig Hær, og han har iffun eet Skib, paa hvilket endog
meget af Mandffabet er faldet; gjører nu faa vel, Danefonning og
Sveakonning, at I give mig en betydelig Mængde Folk, for at
jeg fan hævne min Fader, og befrie os allefammen fra denne
WVanare, thi faa vil bet gade, fom jeg før fagde, at alle vi Hov⸗
dinger ville fane et vanærende Rygte pan og, og de ifær, fom ere
de megtigſte, hvis Kong Olaf nu undſlipper med fine Mænd.”
Da Erik Jarl endte fin Tale, roſte mange den; Kongerne og
Jarlen overtalte denne Sag, og be bleve da enige om, at de fulde
give Jarlen en Mængde Folk, at Han kunde igjen lægge til Ormen;
Farten fulde da éje Ormen lange og alt det Bytte, fom fandtes
der, men enhver af dem fin tredie Deel af Norge, hvis han kunde
overvinde Kong Olaf Tryggveſen. Men da denne Beflutning var
antagen med faft Aftale, da beredte den hele danſte og ſvenſte Hær
fig paa ny, de opmuntrede fig da, og tilfføndte hverandre, og
fagde, at de ffulde aldrig ophøre, førend be havde overvundet Kong
Olaf Tryagveføn. .
Erik Jarl førte da Ligene og de Saarede af Barden, og befatte
den igjen med ufaarede og udhvilte Folk, fom han udvalgte af de -
Danſte og Svenffe. Comme fige ogſaa, at Jarlen har da lovet
at låde fig døber om han fik Ormen taget, og til Beviis herfor
anføres, at han bortkaſtede Thor, og fatte et Crucifir op i Stav⸗
men paa Barden. Da Jarlen havde ruſtet fir Folk, fagde han til
en viis Mand og ſtor Hovding, ſom var der tilſtede, Thorkel Høje,
Sigvald Jarls Broder: „Ofte har jeg været i Slag, men aldrig
før har jeg truffet fan tapre og ftridbare Mænd, ſom de det ere
pan Ormen, og aldrig har jeg feet et Skib, der var faa vans
ffefigt at. tage ſom Ormen; efterſom du nu er den vifefte af
alle, man bu give det bedſte Raab; du fan re, til at tage
v
ho, ]
846 Dlaf Zryggvefehs Saga.
ormen.” Merkel foarede: „Ej fan jeg give et, Raad dertil,
fom fan være fuldkommen ſikkert, men jeg vil fige, hvad der ſynes
mig rimeligft til at hjælpe: du ſtal tage ſtore Træer og lægge dem
fra dit Skib op paa Ormen, faa den kommer til at hælde; da vil
det blive eder lettere at beftige den, naar dens Bord ikke ere højere
end de andre Skibes; hvis dette Raad ikke bjælpes, fan jeg intet
give.” Jarlen gjorde efter Thorkels Raad. .
Medens denne Raadſlagning og Standéning var i Striden,
… Bade Song Dlafs Mænd igjen, at han ſtulde paa nogen Maade
føge at komme bort; de fagde, fon fandt var, at de vare meſt i
Fare, naar han var tilftede, men udlode fig med det Haab, af
: elle fans Mænd, fom vare der, vilde fane Fred og Livet af hans
Sjender, ſaaſnart disfe vidfte, at han var borte. De fagde ogfaa,
em han heller vilde det, at det vilde endnu godt kunne lade fig gjøre
ut hejſe Sejlene paa Ormen, og fejle ud paa Havet op efter Flaa⸗
den. Men Kongen fvarede paa famme Maade, fom før, at han
ikke vilde flve for fine Fjender, faa Tænge han havde fit ØEib &
Behold; han fagde, at bet ikke vilde være ret gjort af ham; „thi
end tykkes det mig uvift,” fagde han, „at de fane taget Ormen,
faalænge der ere ſaa mange raffe Helte til dens Forfoar.”” Medens
de talte om dette, roede den famme vendiſte Snekke, ſom havde
ligget eenſom ved Land om Dagen, og der, fom før blev fagt,
havde, inden Slaget begyndte, lagt til Samtale med Kongen,
igjen til Ormen. Mændene, fom vare paa Skibet, fæftede fig
- bag ved Loftingen paa Ormen, og tilbode Song Dlaf, at de
vilde gaae op pan Ormen, og ſtride med ham. De ſagde, af
de gjerne vilde falde der med Kongen, eller Somme bort med ham,
om Stjæbnen faa vilde. Kongen fagde. ,, Det nytter mig ikke,
at I gane op paa Ormen, og ſtride med 08, men det fan hændes,
at det vil komme mig til Savn, at J blive liggende paa ſamme
Sted, hvor J have ligget i Dag.” De roede da tilbage, og lagde
fig igjen for Anker.
Erik Jarl lagde til Ormen anden Gang, faafnart han var
færdig, og hele den danffe og den fvenffe Flaade lagde da igjen til
Strid mod Song Olaf Tryggveføn; de Svenffe ſtak da Stavnene
mod Ormen, men bele Hærens Mængde laa i SÉudvidde fra
Nordmandene, og fløde uafladelig pan dem. Jarlen lagde igjen
Barden ſideborde til Ormen, og gjorde et meget heftigt Angreb
ven — DN ed — han ba havde beſat Barden;
g r felv & Striden, lige faa lidt ſom be ber
endnu vare tilbage af hans egne Mænd, ,
rd
Drliaf Ztyggvefons Øaga. 647
Kong Dlaf og hans Mand værgede fig med den ſtorſte Tapper⸗
hed og Manddom, faa at det ikke kom ſtort videre med Mandefaldet
paa Ormen, faafænge de ikke vare trætte, men de dræbte mange
af deres Fjender, baade af dem paa Jernbarden og paa de andre
Stibe, fom havde lagt til Ormen. Efterſom Angrebet endnu falde
Grit Jarl vanffeligt, (od han hidſe ſtore Træer op paa Barden,
og lod dem falde over paa Ormen lange; og det er et almindeligt
Ord, at Ormen vilde ikke være bleven tagen uden ved dette Midde
fom Thorkel den Høje havde raadet til.
Da de ſtore Træer bleve lagte paa det ene Bord af Ormen,
begyndte den at hælde meget, og der faldt da mange paa begge
Gider; men da Befætningen, ſom forfoarede. Ormen, formind⸗
fkedes, forſogte Erik Jarl at beftige den, men fandt en haard
Modtagelſe. Da Kong Olafs Stavnboere ſaae, at Jarlen var
kommen op paa Ormen, trængte de tilbage i; Skibet til Forſvar
imod $am, og gjorde ham en ſtarp Modſtand; men da der nu var
" faa mange faldne paa Ormen, at Bordene vidt omfring vare
ganffe øde, begyndte Jarlens Mænd paa mange Steder at gaae
op, men alt det Folk, ſom endnu flod til Forſvar, ſogte tilbage å
Skibet, hvor Kongen var. .
Det fortælles, at Thorſtein Oxefod var i Forrummet bag ved
Løftingen; han fagde til Song Olaf, da Jarlens Folk paa det
bidfigfte trængte op paa Ormen: ,, Herre!” fagde han, ,, maa
enhver nu gjøre hvad han fan?” ,, Hvorfor ikke det!“ fagde
Kongen. Thorſtein flog bå med fin knyttede Næve en af Jarlens
Mænd, fom fprang op;pan Bordet ved ham; han traf ham yderſt
paa Kinden faa haardt, at Manden fløj langt bort i Søn, og
bøde ſtrax; derefter blev Thorftejn faa raſende, at han greb Sejle
ſtangen og flog med. Men da Kong Dlaf ſaae det, fagde han
til Thorſtein: „Tag dine Baaben, Mand, og værg dig med
dem, thi Vaaben ere til, at man ffal bruge dem i Striden, og
… åtte dræbe fine Modſtandere allene med Hænderne eller med Træer.”
Thorſtein tog da fit Sværd, og ſtred dermed paa det mandigſte;
da var Kampen endnu en Stund meget hidfig i Forrummet. Kong
Diaf ffød fra Løftingen Gafliner eller Spyd baade haardt og tid.
DajKong Dlaf fane, at Erik Jarl var kommen i Forrummet
paa Ormen, ſtod han til ham med tre kortſtaftede Keſier*), men
de gik ikke ſom fædvantig, thi han, plejede ikke at forfejle det Maal,
han flød efter; men ingen af disſe Keſier traf Jarlen; den førfte
fløj uden for Hans højre Side; den anden ligeſaa uden for den
") et Slaet Kaftefpyd. J |
En
MS —— Dlaf Awaupeſens Sage. -
venſtre Side; den tredie fløj frem i Stibet over Jarlens Hoved.
Da fagde Kongen: „Saa ffød jeg aldrig før fejl af nogen, for
er denne Jarls Lykke; det: vil Gud, at han ſtal nu have Norges
Rige; det er heller ikke underligt, thi jeg troer, at han nu har
gjort en Forandring om Stavnboerne paa Barden; det gaaer nu,
ſom jeg fagde i Dag, at han vilde ikke fejre i vort Skifte, faa
" længe han havde Thor i Stavnen.” Efterſom der nu vare komne
Jaa mange af Jarlens Folk op paa Ormen, ſom der kunde være
paa Sfibet, og hans Skibe laae paa alle Sider uden om Ormen,
faldt der nu i en fort Bid mange af Kong Olafs Kæmper, ſtjont
: be baade vare ſtœrke og tapre; der faldt begge Brødrene, Kongens
Svogre, Hyrning og Thorger, Vikar af Zjendeland og Ulf den
Røde, og mange andre rafke Delte, ſom efterlode fig et beromme⸗
ligt Eftermæle. Kolbjorn Stallar havde værget Stavnen med
Here af de fortefte. Hun havde flædt og væbnet fig ganſke paa
famme Maade fom Kongen, i den Agt, om det kunde behøves,
derved at yde Kong Olaf nogen Beſtjermelſe. Men da Kong
Dlafs taprefte Folk i Forrummet begyndte at falde, gif Kolbjørn
ap i Loftingen til Kongen, og man kunde da ikke let fjende, hvo
af dem der var Kongen, thi ogſaa Kolbjørn var en færdeles flor
Mand og ſmuk af Udfeende. Der fløj da en faadan Mængde
Vaaben til Løftingen, at alle Kong Olafs og Kolbjorns Skjolde
vare ligeſom beplantede med Pile. Men da Jarlens Mænd frængte
"tilbage i Loftingen, fontes dem, at der kom faa ftort et Lys over
Kongen, at de ikke kunde fee imod det, og da Lyfet aftog, fane de
ingenſteds Kongen.
—
Knytlinga , Saga.
P. E. Muͤller i fit Saga: Ribliothek gjør det højft rimeligt, at
denne Saga er forfattet af ben bekjendte Oluf Thordien. med Til»
navn Hvideſtald, en Vroderſon af Snorre Sturleſen, i forſte Halv-
deel af det trettende Aarhundrede. Rafn har overfat den fra Jés
laudfſt vaa Dauftr af hvillen Overfættelfe det Følgende er taget.
Knud Lavard Hertug i Slesvig.
Kong. Eriks Son Knud havde Hertugdommet i Hedebye), ſom
hans Fader Kong Erike*) havde givet ham; fan var færdeles
H Glesvig. | ”-) Erit Ejegod.
AJ
AKAunuytlinga Saga, 849
venneftel og gavmild og overmande afholde af Almiten, ſtjent Song
Nikolaus og dennes Son Magnué Havde ſtorre Magt, og fan
blev derfor faldt Knud Lavard 7). Til at gjøre ham afholde bidrog
det meft, af han lod alle, fom behøvede det, frit benytte hans
Eiendomme; men de, ſom attraaede famme, holdt ikke Maade,
tillige bleve hans Indtægter mindre end Nodvendigheden krevede,
hvorfor hans Midler meget gif op for ham. Kong Nikolaus og
Knud Lavard flod ikke i faa god Forſtaaelſe, og faavel Kongen ſom
hans Søn Magnus misundte meget Knud. den Vennefælbed,
hvori han ſtod. Man kunde ogfaa ligefrem fige, at ethvert Mens
neffe i Danmar vilde gjøre og lade alt, hvad Knud ønffede. Det
vat dog egentlig meft Magnus, fom var fold imod ham. Nogle
Aar efter Kong Eriks Endeligt døde Keiſer Henrik i Sarland, og
efter ham blev hans Son Henrik Keiſer. Da Knud fpurgte dette,
at hans Morbroder Henrif var død, og dennes Søn Henrik blever
Keiſer, fik han. Lyſt til at beføge fin Frende Keiſeren, og drog da
til ham med et anfeeligt Følge, Da Keiſeren ſpurgte, at hans
Frande var i Vente, lod han berede et anfeeligt Gilde for hann,
og teg imod ham med megen Benlighed, da han kom. Snudb”
forblev hos Keiſeren en Tid, og Keiferen gav ham mange hæderlige
Bevifer paa fin Vndeſt. » NE
" Engang da Keifer Henrik og Knud Lavard talte ſammen, fagde
Hertugen til Keiſeren: ,, Herre!” fagde han, „jeg et kommen
i Beføg hos eder, for at føge et godt Raad af eder for Olagtſtabs
Stold; jeg venter mig Hæder af eder, og at I vil mere agte paa
vort Stægtffab til hinanden end pan vore Forfædres Handeler;
mit Rige er udfat for megen Fare, og det er mig dog færdeles om
"at gjøre at beholde min Vardighed; jeg ønffer ikke at opgive den
Magt, fom min Fader overdrog mig; og jeg vilde gjerne have et
godt Raad af eder, hvorledes jeg med Henſyn dertil helſt ffal fore
holde mig.” Keiſeren fvarede: „Jeg har fpurgt eders VBennefælbed,
og at J har hvert Menneffes Bersmmelſe, og det er hoilig forns⸗
… Dent at J bliver i Befiddelfe af eders Rige og Værdighed. Nu er
det,” vedblev Keiſeren, „Brug hos og her i Saxland, ligeſom
vidt omkring andre Steder, at tilluffe Landets Havne, og tage |
Told deruf, og ikke tillade nogen at lægge deres Skibe ind i Have
nene, uden at de beftemte Afgifter erlegges. Det fan nu vel -
handes, at dette vil ſynes haardt i Forſtningen, naar Folk ikke.
ere vante dertil, men faa flor Anſeelſe har du vundet; at jeg venter
at den ikke derved vil formindſtes; thi det er Brug hos mægtige
Mænd vidt omkring i Landene, at tillukke Havnene for Landes,
ma
2) Befntteren, den ædle Herre; deraf det engelfte Lord.
LJ
AQ
520 Kuytlinga Gaga.
Hvorvid ſtore Indtægter vindes, og det er derhos til megen Beteyg⸗
gelfe for Riget imod Ufred. Desuden ſtal jeg give dig nogle enge,
faa at du for den Sags Skyld ffal kunne holde din Anſeelſe ved⸗
lige.” Hertugen takkede Keiſeren for Raadet, og fagde at det [od
fig let iværffætte i hans Land at tillukke Havnene, og af Landets
Beſtaffenhed var ſaadan, at det uden Vanſkelighed vilde paa mange
Steder funne lade fig gjøre. Siden drog Hertugen hjem til fit
Rige med anfeelige Forceringer og mange koſtelige Sager, ſom
ban havde modtaget af Keiſeren.
Danmark var da meget udfat for Anfald af Hedninger, ſom
herjede der næften hele Sommeren og plyndrede Kjobincend og
Landets Beboere. Ikke længe efter at Knud Lavard var kommen
hlem til fit Rige (od han bygge to Kaſteller paa begge Sider af
Vigen Sli, hvor der var fmalleft over Sundet, fom løber ind til
Hedeby; dernæft (od han der fætte Bomme af Træ med Jernlæen⸗
fer, fan at man funde lukke Sundet til. Siden fagde han Ves
fætning i Kaſtellerne til Bevogtning, der fun maatte tillade bem
at lægge deres Skibe derind, fom forud havde betalt den beſtemte
Afgift af hvert Stib. Hertugen opholdt fig for det mefte i Hedeby,
og han var Da ſikkret mod enhver Ufred. Han beftyrfedes nu meget
med Penge, uden at han derved tabte noget af den Vndeſt, hvori
han var, faa at Keiſerens Formodning gik i Opfyldelſe.
Der var til den Tid en hedenſt Mand fra Samland *), ved
Navn Vidgaut. Han var Kjøbmand og var meget rig og vel
"begavet i mange Henſeender. Han gjorde beſtandig Handelsreiſer
til Oſtervegen. Da han en Sommer feilede øftenfra til Kurland,
traf det fig, at nogle Kurer laage der med Krigsſtibe, og lagde
ſtrax til ham og vilde drebe ham; og efterfom han fun havde eet
Skib, ſaae han fig ikke i Stand til at ftaae imod, og han heifede
derfor Seil, og agtede at feile hjem til Samland. Kurerne feilede
”ftrar efter ham, og afffare ham fra Samland; han faae nu fun.
to Vilkaar for fig, at vove par, hvorledes deres Møde vilde falde
ud, eller undſeile rum Sø, og begive fig til kriſtne Lande.
Stjønt han ikke fandt noget af disfe Vilkaar godt, tog han dog
den Beflutning, at undfeile derfra og til Danmark. Han havde
fpurgt om Knud Lavard, af alle, ſom kom til ham, bleve vel bes
handlede; og han ventede fig derfor god Modtagelſe hog ham, lige⸗
fom faa mange andre havde faaet. Det blev da hang Beſlutning
at ſeile til Hedeby; han feilede nu til Sundet, og da han fandt
| bet tillukket, raabte han til Vagten, fom var i Kaſtellet, og fagde,
at han vilde lægge ind i Havnen. Skildvagten ſpurgte, 5vo han
2) Prenſſen.
4 y
t
Kuytunga Saga. 421
var. „FJeg hedder Vidgaut,“ ſvarede San. „Ikke har Knud
Lavard dudet,” ſagde Skildvagten, „at vi ffulle lukke Havnene
op for Folk, fom vi ingen Kjendſtab Have til.“ „Luk du fun
Havnen op, gode Mand!” fvarede Vidgaut, „thi jeg vil beføge
Knud, og jeg ſtal ogſaa fvare for dig, hvis Hertugen vil gjøre "
dig nogen Bebreidelfe for dette.“ „Det var vel talt,” ſagde Skild⸗
vagten; og de lukkede nu Sundet op, og Vidgaut lagde fit Skib
ind, og drog ſiden til Hertugen. Knud fpurgte efter, hvo de vare.
Vidgaut fagde, at de vare fra Samland. „Jeg har hørt tale om
dig,” ſparede Knud, „og det er fagt Mig, at du er en Hedning.”
„Viſt nok ere vi Hedninger,” ſagde Vidgaut. „Da ere 'der to
Vilkaar for eder,” fvarede Hertugen, „at I antage Kriſtendom⸗
men og lade eder døbe, da ffule J alle være velkomne her, men. i
modſat Fald komme J til at vove paa, hvad der vil ſtee.“ Vid⸗
gaut ſvarede: „Er det ikke det retteſte, Herre! at vi vælge os det
bødre Vilkaar, om det maa tilſtaaes 06; jeg vil gjerne antage
Troen, og fiden modtage hæderlig Medfart af eder.” De bleve
da døbte, og vare hos Knud Lavard om Vinteren og node god Be⸗
handling. Vidgaut var ofte hos Hertugen, ſom underholdt fig
med ham, da han vidſte meget at berette, efterfom Han var en
forftandig Mand og vidt bereiſt. Hertugen udfpurgte ham meget
om ÆØftervegen, og han vidſte mange Ting at fortælle derfra.
Da nu Vidgaut havde været een Binter hos Knud Lavard,
og vundet hans Fortrolighed, bad Hertugen ham at drage i hans
Wrende øfter til Holmgaard *), og beile for ham til Song Haralds
: Datter Ingeborg. Hertil ſoarede Vidgaut: „Herre!“ fagde han, „een
Ting er.der, fom gjør det mueligt for mig at udføre eders MÉrende,
den nemlig at jeg ikke fattes Penge, men omendſtjsnt jeg i mange
Henſeender er uduelig til af udføre ſamme, faa er jeg dog ſtyldig
til at opfolde eders Billie i alt, hvad I vil bruge mig til.” Here
fugen takkede ham, og fagde at han havde henvendt fig med dette
Anliggende til ham, fordi han fandt ham af alle, fom vare i hans
Rige, bedſt ſtikket dertil baade formedelft hang Forſtand og hans
Virkſomhed. Der bleve nu gjorte Tilberedelfer til Vidgauts Reiſe,
og, førend han drog bort, talte han faaledes til Hertugen:
„Herre!“ fagde han, „J hari Vinter viiſt mig megen Gunſt
og Anſeelſe, men Lønnen vil blive mindre fra min Side, end det
burde fig; I maa dog modtage af mig fyrretyve Sarke Graaffind,
og fem Timbre ere i hver Serk, og fyrretype Skind i hvert
timber.” Hertugen takkede ham for Gaven, og fagde at han
ingenfinde havde modtaget bedre Gave. Widgaut ſeilede nu bort
”) Egnen om Novgorod i Rusland.
2 ., &uyttinge Saga.
med fit Følge, og forthatte Reiſen uafbrudt, til han kern øfler
bver til Holmgaard til Kong Harald. ” San flaffede fig ved Dens
gegaver Adgang til Kongen, fom tog vel imod ham, thi Vidgaut
var en berømt Mand, og driftig i fin Tale, og forftod mange
Tungemaal. Han fremførte fit AXÉrende-for Kongen, og androg
Dagen med Klogſkab, og fagde om Knud Lavard, at alle vare
enige i at fige, at hans Lige ikke fandtes i Danmark eller vidt oms
kring i andre Lande: ,, Hans Mt er eder alle bekjendt,“ ſagde
ban, „og dette Giftermaal er eder alle til flor Hæder.” Kongen
foarede: ,, Megen Biſtand yder du ham i dine Ord, og der vil
fnart blive en Ende. paa denne Sag, om vi optage dit Forflag i
dette” ,,Ja, Herre!“ fagde han, „i ingen Henfeende vil J
finde det overdrevet, hvad jeg har fagt, thi det er et almindeligt
„Ord, at Knud Lavard langt overganer alle de Mænd, fom nu leve
i Danmark eller i de nordiſte Lande.” Kongen fvarede da: „Efter⸗
fom vi vide, at du er en fanddru Mand, og du er of allene
bekjendt fra gode Sider, og vi desuden ogſaa forud have hørt noget
Sale om Knud Lavard, da vil vi fvare vel paa dette Andragende;
men det forefommer og, at han kun har et lidet Rige at fyre,
ſtjont han eier et Hertugdomme i Danmark,” Vidgaut fvarede:
„Men derimod Har han det, fom er meget herligere“ Hvad
er det?” fpurgte Kongen. Vidgaut fvarede: „Dyder ffal han
befidde fremfor de flefte andre Menneffer, og det er mere værdt
end mange Penge eller et fort Rige.” Kongen talte dernæft med
fin Datter og med fine andre Raadgivere, og androg denne Sag
for dem. Alle raadede til Giftermaalet, og med Ingeborgs Sams
tykte blev det da befluttet, at hun ſtulde giftes med Knud Lavard.
Med faa forrettet Sag drog dernæft Vidgaut tilbage til Danmark
til Hertug Knud, og berettede ham fit Erendes Udfald. Her⸗
tug Kriud takkede ham for hans Biftand, og gjorde nu Tilberedels
fer til fit Bryllup. Kong Harald fendte fin Datter Ingeborg
aftenfra Holmgaard paa den beſtemte Tid med et ſmukt Følge,
eg da hun kom til Danmark, tog Hertugen og hele Folket vel
imod hente; og ſiden holdt han deres Bryllup med megen Glæde
og Pragt. De havde nogle Børn, ſom ſiden ville blive omtalte.
Magnus Nikolausſon verte op ved fin Faders Hof, og han
var af alle den ſtorſte Mand i Danmark, og femmelig vennefæl,
men dog var Knud Lavard af alle vennefælleft og meft afholdt af
Almuen, fljent Kong Nikolaus og hans Son Magnus havde
flørre Magt. Men netop dette forvoldte, at der vat nøgen Kulde
imellem dem, i det baade Fader og Søn begendte af misunde
… ham hans Venneſalhed, og ſyntes at hans Venner vare altfor
mange. Magnus Nifolaut(en ægtede Rikisſa, en Datter af den
ø : . e s
P
X
Knyttinga Saga, ” 423
| 2
vendiffe Kong Burislaf; deres Sønner vare Knud og Nikolaus.
Magnus havde beſtandig en flor Trop Folk om fig; han opholdt
fig for det mefte ved fin Fader Kong Nikolaus's Hof; men ftune
dum var hver af dem paa fit Sted. Han var en ſterk Mand og
tidlig moden i alle Henſeender, og blev faldt Magnus den Starke.
Knud Lavard drog anden Gang bort fra Landet, og begav fig
atter til fin Frende Keifer Henrik; og da Keiſeren fpurgte, at ban
var ivente, lod han berede et anſeeligt Gude for ham, og modtog
ham vel. Keiſeren talte engang til Hertugen ſaaledes: „Det
glæder mig, Frende!“ fagde han, „at alle fige dig een Lov, thi
dig beromme alle, fom have nogen Skjonſomhed, og have hørt
dit Navn omtale, faa at intet Menneffe er faa vennefæl fom du.”
Hertil fvarede Hertugen: „Saa gunſtig har Lykken været mig,”
fagde han, „men J har fra Begyndelfen hjulpet mig med eders
Raad og Underftøttelfe.” Da lgd Hertugen frembære de Graa⸗
varer, ſom Vidgaut havde givet ham, og ſagde til Keiſeren:
„Disſe Barer beder jeg at J vil modtage, Herre! ſtjont der ikke
vifes eder faa flor Erkjendtlighed, fom det burde fig.” Keiſeren
Betragtede Gaven og takkede ham, og tilfoiede: , Modtaget Har
jeg vel ftørre Gaver, men faa fom jeg har fyntes bedre om.” Her⸗
tugen opholdt fig en Tid hos Keiſeren, fom gjorde meget af ham,
og behandlede ham vel; og' da Hertugen igjen beredte fig til Hjems
reifen, gav Keiſeren ham mange Koſtbarheder, og fagde at han
ſtulde ikke ;fattes Penge, faalænge de begge levede: „og de Fora⸗
ringer, fom du bragte mig,” føtede han til, „ſtal jeg desuden
gjengjelde dig; du ſtal fane Klader af mig, hvis Lige neppe ville
findes i eders Land eller videre, og jeg venter, naar du beholder
disſe Klæder, at Lykken vil følge dig og Hed dit Rige; og det vil
. jeg bede dig, Frende!“ vedblev han, „at du ikke fader disſe Klæder
komme fra dig, thi hvis det ffeer, da frygter jeg for, at der vil
ſnatt ffee en Forandring i din Lykke.“ Dette var Keiferené Ha⸗
dersdragt, og disſe Klæder vare ganffe bordprede med Guld og vare
ftore Koſtbarheder. Hertugen takkede ham for Gaverne og al den
Hæder, fom han havde beviift ham. Siden drog Hertugen hjem
til fit Rige, og var beftandig anfeet for en meget ypperlig Mand.
Kort efter døde Keiſeren, og Folk fige, at Hædersdragten, ſom
Keiſeren havde givet fin Frende Knud Lavard, beſad den. Egenſtab,
at de flefte, fom havde ladet den komme fra fig, ikke levede længe .
derefter. Keiſerdommet antog dernæft Ljodgeir, en ſaxiſk Hertug;
han blev fiden kaldt Lotarius. U
Knud Lavard var, ſom før blev ſagt, faa vennefæl, at alle de
braveffe Mænd i Danmark elffede ham ikke mindre end Kong
d
824 Kuntfinga Saga.
Mikolaus eller dennes Sen Nagnus; men dette vare, ſom vi
ovenfor omtalte, didfe af Misundelſe faa ilde tilfredfe med, at de
for den Sags Skyld begyndte at nære Had til Hertugen eg
mange af hant Venner. Da Knud Lavard mærfede dette, tænkte
han paa Saad i denne Sag, og fandt fig afdeles fri for, i nogen
Maade at have forurettet disfe Frænder. Da nu Long Nikolaus
og hans Sen Magnus engang vare fønder i Jylland, begav Knud
fig fil dem med nogle Mænd, og da han fon, modtoge de Her⸗
tugen vel. Knud fagde da: ,, Det er mit WErende hid, at jeg
vil byde eder Frænder til Side; jeg onſter at vi ſtulle omgaaes
meget og med Benffab, fom det ſommer os for Slagtſtabs Skyld,
og ikke lade Bagvaſtere uden Aarſag tilintetgjøre vort Venfab.”
De fvarede, og fagde at de gjerne vilde det, og at der ingen Ting
var dem imellem, at jo deres Venſtab funde holdes vel vedlige
Knud Lavard red derpaa hjem til Hedeby, og lod der gisre Anret⸗
telſer til et Gilde for Song Nikolaus og hans Søn Magnus.
De kom paa den beftemte Tid, og der blev holdt et meget koſteligt
Gilde; og da den Dag kom, da de igjen ffulde ride bort, takkede
Hertugen Song Nikolaus for den Hæder, fom de havde beviiſt
ham ved at beføge ham, og forærede Kongen mange ſtore Koſtbar⸗
heder. Derpaa gif han til Magnus, og talte faaledes til ham:
„Min Frænde Magnus!” fagde han, „her ere de Klæder, fem
min Frande Keiſer Henrik gav mig, disſe Klæder vil jeg nu give
eder, for at vort Slægtfåab og Venſtab ſkal være fulbkommen godt,
og jeg giver de bedſte Koſtbarheder, ſom jeg eter, til dig, fordi det
anſtaaer dig vel at bære dem, og jeg under dig dem vel, thi du
vil fønne mig godt for bem.” Magnué iførte fig ſtrax Klæderne,
og alle, ſom ſaae ham, fagde, at der ikke vilde findes ſmukkere
eller anſeeligere Mand end han, og fagde, fom fandt var, at deg
" fortjente at lonnes vel. Song Nikolaus og hans Sen Magnus
" tattede Hertugen for alle de Hadersbeviisninger, han havde gjort
dem ved dette Bilde, og for de ſtore Foræringer fom han havde
givet dem; og førend de broge bort, bøde de ham hjem til fig om
Binteren stil Julegilde; han tog med Taf imod Indbydelſen; ders
paa ffiltes Frenderne med den flørfte Kjærlighed.
Denne Vinter ſtulde Køng Nikolaus holde Julegilde nord ĩ
Sjælland i Ringſted; og til dette Gilde kom Knud Lavard, efter⸗
fom det var beftemt, fedfaget af nogle Mænd, og han var hos
Kong Nikolaus om Julen; der holdtes et anfeeligt Gilde, paa
hvilket Kong Nikolaus og hans Sen Magnus og deres Frænde
Knud Lavard gave hinanden gjenfidig mange Venſtabs Beviſer.
Da nu den Dag kom, da Gildet fulde fluttes, ſagde Hertugen,
at Han vilde berede fig til Bortreife $ denne Dag blev ber bevertet
t
ør" "
, e
med ſtorſt Iver, og Hertugens Mend vare meget drukne. Da
fagde Magnus til Hertugen; ,, Herre!” fagde han, „ſtjont der
gives eder ringere Gaver end det burde fig, vil jeg Fog mindes
eders Fotcringer; jeg vil give eder forretyve Riddere med deres
fulde Udruftning;” det figes, at en Ridders Ruſtning fofter otte
Mark Guld. Hertugen takkede Magnus for Gaven, og fagde at
den var baade god og anſeelig. Dagen forløb nu, og den Ridder⸗
. trop, ſom Magnus vilde give Hertugen, kom ikke, fordi de ikke
vare at føge alle paa eet Sted. Da fagde Hertugen: „Nu ville
vi ride forud, min Frænde Magnus! og faa vente paa Hæren.
Hvor J finder det befvemt.” Magnus fvarede:.,,Lad 08 gjøre
faa!” fagde han, „og jeg flal ride paa Veien med eder, Frænde !
og ikke ſtilles fra eder, førend mit Løfte til eder er opfølde,” Ja,
Herre!” fagde Hertugen, „det vil alt ſaaledes opfyldes, fom I
Har beftemt det, men beſtandig maa jeg holde det for en Hæder
for mig, at I vil følge mig.” Siden kyſte Knud Lavard fin
Fræende Kong Nikolaus, og andre fom ham ſyntes. Derefter
ſtege de paa deres Hefte og rede bort: de” rede igjennem en Sfov,
og kom til en aaben Plads i ſamme; da bad Magnué, at de ffulde
flige af Heftene og vente paa Ridderne, og fagde at han haabede,
de vilde fun behøve at bie i fort Tid. De gjorde nu fan, og Fole
kene ftege af Heſtene og fatte fig ned paa Pladfen, og mange,
fom vare flegne af, falde ſtrax i Søvn, thi de havde drukket ſtœrkt
om Dagen. De ſaae da, at en Mand lob frem af Skoven, hvori
de vare, og da han kom paa den aabne Plads, hvor de fad,
frængede han den Kappe, fom han var iført, af ſig, og rev det
ene Erme af, han talte ikke til dem, men løb fiden tilbage i
Skoven. Hertugen fpurgte Magnus: „Frande!“ fagde han,
uhvad troer du det er? det er fom der kunde være noget Tegn.”
Jeg veed ikke, Herre” fagde Magnus, „jeg tænker, at fligt
har fun lidet at betyde; troer du vel, at der er noget meent ders
med?” „Det aner mig,” foarede Hertugen, „at det maa være
et Tegn til nogle, fom ere 06 nær, og der maa være kommen en
Hær i Skoven, fom agter fig imod os.“ „Det fan ikke være
mueligt, Frænde!” fagde Magnus, „thi du er faa vennefæl en
Mand, at ingen vil gjøre big Slade,” Da lagde Hertugen fin
Haand paa Skulderen af Magnus, og fpurgte: ,, Hvi ledſager
du mig paa Veien, Frændel” fagde han, ,, iført i Brpniez”
„Fordi jeg ikke er faa vennefæl fom du er, Frændel” ſparede
Magnus. J det ſamme fom de talte dette ſammen, lode Lurer
i Skoven paa alle Kanter af dem, og dernæft trængte der Folk
frem fra Stoven. Denne Hær var anført af en Mand, ſom bed
Henrik den Halte, og var en Son af Svend, og en Sonneſen
4
%
s826Aunytlinga Gaga. ”
af Kong Svend Uifſon og Næftfødffendebarn til Knud Lavard;
men dette var Song Nikolaus's og hans Søn Magnus's Anflag.
Da Hertugen faae, at Hæren trængte frem af Skoven imod
dem, og han mærkede at de kom med Ufred, fagde han: Hvad
ev det, min Frande Magnus! raader du for denne ftore Hær!”
| Magnus fjernede fig fra ham, og ſagde: „Ei kommer det dig ved,
hvo der raader for den, den ffal blive dig tilfulde nok.“ Han gat
fig da i Trop med Henrik den Halte. „Gud tilgive dig, Frænde!”
fagde Hertugen, „om noget er feilet heri, og jeg vil tilgive dig.”
Magnus og Henrif den Halte gjorde et haardt Anfald paa Knud
Lavard, men Hertugen og hans Folk fatte fig til Modværn; der
blev en ſtarp Strid, ſom dog var meget ulige, thi der vare mange
. om een; og de vare heller iffe beredte, da de aldeles ikke den Dag
nærede nogen Frygt for Ufced; dertil kom at mange af dem, fom
Havde [lagt fig til at fove, vare faa doddrukne, at de ikke vaagnede,
førend Spydene ſtodte paa dem eller igjennem dem. Der faldt
Knud Lavard, og de flefte fige, at Henrik den Halte anfaldt ham
og gav ham Banefaar; der faldt ogſaa den ſtorſte Deel af Her⸗
tugens Folk, men han félv fik dog, førend han døde, Gud anbe⸗
falet fin Sjæl; men faa eller ingen faldt af Magnus's og Henriks
Folk. Da denne Begivenhed ſpurgtes omfring i Danmark, ſor⸗
gede hvert Menneffe over Knud Lavard, og Nikolaus og hang Søn
bleve meget ilde anfeete for denne Gjerning, faa at naſten intet
Menneffe i Danmark længer onſtede Godt over dem, og endog»
faa de, fom forud vare deres Venner, fagde, fom fandt var, at dette
— var et uhørt Nidingévaerk, og ingen brav Mand vilde fra den Tid
tjene dem. Knud Lavard blev ført til Ringſted, og der jordet, og
han er en virfelig Helgen, og gjør mange ſtjonne og dyrebare Færs
tegn. Hans Dodsdag er een Dag efter den trettende Dag af
Julen *); men nu holdes der Mesſedag for ham over hele Dan:
mark om Sommeren Dagen efter Jon Baptiftæ Mesſe, thi da
bleve hang hellige Reliquier optagne af Jorden. Den Sfov, hvori
han faldt, hedder nu Lavardéffov. De Danffe fortælle, at det
deſtandig paa den Plads, hvor den hellige Knud Lavard faldt, er
en fager grøn Slette ſaavel Vinter fom Sommer.
e) den f(yvende Januar.
ø
527
Snorre Sturleſon.
Yélænderen Snorre Sturlelem udarbejdede i den førfte Halvdeel
af det trettoude Aarhundrede fin Norges Hiſtorie i det gamle norſke
eller islandſte Sprog. J Aaret 1633 udfom en Overſattelſe af den
pan Danſt af Peder Clauſen, og 1818 udfom en Overſattelſe af N.
F. S. Grundtvig, hvilfen fidfte her er fulgt. Nedenſtaaende Stpkker
ete tague af Hakon Udelfteené Gaga. | .
⁊
Hakon Adelſteen.
Saaſnart det rygtedes til Engelland, at Harald Haarfager var
dod, lavede Hakon Adelſteens⸗Foſtre ſig ſtrax til Hjemreiſen, og
blev af fin Foſter⸗Fader udſtyret med et godt ogsvelbemandet Skib,
ſamt med alt hvad andet han behøvede, for at komme flandésmæsfig
frem. Ved hans Ankomſt til Norge, om Høftens Tid, fortalte
man ham, baade hvordan det var gaaet hans Brødre, og at Erik
var endnu i Vigen*), hvorpaa han ſtrax tog fin Beflutning, feis ”
lede op til Trøndelagen"), og henvendte fig til Sigurd Jarl paa
Hlade *ec*), der gialdt i Norge for et Vidunder af Klogſtab. Her
var Hakon en velkommen Giaſt og forſikkrede fig Jarlens Venſkab
ved at love ham mere Magt, hvis han kunde blive Konge. Derpaa
kaldte man Bønderne ſammen, og paa et meget folkerigt Thing
talede Sigurd Jarl Hakons Sag og anbefalede Bønderne ham til
Konge. Du nu han havde talet, traadte Hakon felv op, og fans
fnart man fane ham, hvidffede den ene til den anden rundt oms
kring og fagde, at det var Harald Haarfager, fom var ſtaaet op,
og blevet ung igien. Nu oplsftede Hakon fin Roſt, og begyndte
ſaaledes: Norffe Bondemænd, fagde han, det er min Bøn til
Eder i Dag, at J med kigarlig Hilſen vil give mig Konge-Navy,
og med det Samme [ove og tilfige mig Huldſtab og Mandſkab, faa
jeg med Kraft fan forfvare den Konge-Stol, jeg beflæder! Deri⸗
mod lover jeg at gisre hver Bonde til Odelsmand, og ffiænfe dem
Odel ""%"), fom Nyt vil bygge. Neppe var disfe Ord ude af hang
v)Stræfningen fra Gote⸗Elv til Laurvig. k
*yTrondelagen var i Harald Haarfagers Tid deelt i 8 Konge:
riger, ſom vare Fylkerne: Driedal, Guldal, Strind,
Stordal, ærdal, Skogn, Sparboe og Indersen,
Hvoraf de fire førfte kaldtes Ud⸗ og de andre Fund: Trond
sis) vÉ Gaard i mværende Strinde Proſtegjeld ved Trondhjem.
sete) Gjendoméret, — ) |
ses Snorre Sturleſon.
Mund, da blev ber en Støt, ſom var ægte, og hele Almuen raabte
og ffreg: at ham vilde de have til Konge, og det blev da derved ;
ben femtenaars Hakon blev hyldet over hele Trøndelagen, fæftede
Hofſinder, og reiſte omkring paa Giaſterie.
Det rygtedes fnart, at Tronderne habde faaet fig en Konge,
fom var Harald Haarfager op ab Dage, un med den Forffiel, af
Harald havde fuet og Enegtet det hele Folk, men denne Hakon ſaae
. derimod paa menig Mands Bedſte, og vilde give Bønderne Odels⸗Ret⸗
"ten igien. Glade Anfigter gjorde det Rygte, ſaavidt det kom, og det
196, fra Mund til Mund, fom I i Blaar, mod Sonden og Oſten
til Landets yderſte Grændfer. Paa Oplandet") fane man ifær
dets Virkning, thi mange. Bender drog ſtrarx affted, for felv af
finde Kong Hakon, Somme fendte deres visfe Bud, og Andre
Beſfſkeed med Forſikkrings⸗Tegn, men alle vare de om cen Mening,
nemlig om den, at de vilde have ham til Konge. Da nu derfor
Hakon ftrar om Vinteren kom ned til Oplandet, og ftævnede Thing,
da ſtrommede de til ham, alle baade hvem der kunde krybe og gane,
og han blev hyldet overalt faavel der, fom i Vigen.
Under Song Hakon var der Sikkerhed i Norge, faa Bonde fad
og Kiobmand foer uanfægtet, og Folk beholdt med Fred, hvad be
havde, Landet gav fin Grøde, og Søen gav fin, og Han der fad
paa Konge: Stolen ophoiede fig i fit Hjerte ei over Nogen, var
munter og mild, forftandig og veltalende fom Faa. Stor Omhu
dar han ogſaa for god Lovgivning, og ligeſom Heidfævis-Lov er af
Halvdan Svarte, ſaaledes har man Hakon at takke baade for Gus
lethings⸗ og for Froſtethings⸗Lov, thi dem gav han begge: hiin
med Kloge⸗Thorleifs, og denne med Sigurd Jarls Raad og Biſtand.
Hvyvad derimod Chriſtendom angaaer, da fom han vel tit Norge
med en god Grundvold, men fandt det dog raadeligt, faa godt ſom
at ſtiule den, fordi han var der ene Chriſten mellem lutter Hednin⸗
ger, i et Land, fuldt af ſtolte Stormænd, fom vare Åfguds - Dyrs
kelſen ivrig hengivne, og hvis Biftand han dog fyntes hoilig at
behøve. Han fod det da, indtil Videre, dermed beroe, at han ſelv
holdt Fredage sFafte, og Søndagen hellig, og de ſtore Hoitider i
fømmelig Erindring, og at han fil indført i Loven, at Julen, ſom
før begyndte med VinterSolhverv i den ſaakaldte Høle - Mat ++),
og varede i tre Dage, ſtulde nu begynde paa ſamme Tid, fom de
Chriſtnes Juul, og holdes hellig, faalænge de tyve Kander Ol
”) ſaaledes kaldtes Rommerige, — Hadeland, Ringerige,
R ⸗
Toten, Valders og Guldbra n.
"e) Betydningen af dette Ord sr
4
.
da
Snorro Seurleſon. 329
kunde vare, ſom Enhver, under Straf, var forpligtẽt til af have
i Beredſtab. Kongens Agt var imidlertid immer den, at naar
han blev faft i Sædet, vilde han indføre Chriftendommen, og han
begyndte efterhaanden faa ſmaat, med at overtale fine gode Venner
til at annamme Troen. Da han nu var faa overmaade afholbt,
blev ogſaa Følgen, at grumme mange lod fig døbe, ſtiondt de ikke
nær ålle holde derfor op at dyrke Afguderne, og faafnart Hakon
meente, han tyrde regne paa nogen Biftard, ſtikkede han Bud
over til Engelland efter en Biſtop og nogle andre Pradikanter. De
kom, og nu gjorde Hakon vitterligt, at han vilde indføre Chriſten⸗
dommen i hele Riget, og begyndte med at lade nogle Kirker bygge
paa Møre 7), hvor Præfterne holdt Gudstjeneſte, men Folket ſaa⸗
vel paa Møre fom i Romsẽdalen **) ſtak fig bag ved Trønderne,
og ſagde, at de ſtulde raade i denSag. I Trøndelagen, hvor Song
Hakon ogſaa meeſt opholdt fig, var nemlig den meſte Styrke, og
der reiſte han nu op, holdt Thing og talte Troens Sag, men fik
ikke andet Svar af Bønderne, end at det var et meget indviklet
Spørgsmaal, fom de ikke unde fvare noget til førend pan Froſte⸗
Thing, naar Folk blev ſamlet fra alle Herreder i Trøndelagen.
Served maatte det da beroe, og da nu Frofte-Thing +++) ſfulde
holdes, ſtrommede Bønderne ſammen i Mangfoldighed, faa Hakon
fandt Folk nok for fig, da han kom. Saaſnart Retten var fat,
tog Kong Hakon Ordet og begyndte ſtrax med at fige, at hvad han
vilde byde og bede dem faa mindelig om, var at de alle ſom Cen,
Bønder og Hosbonder, Rige og Fattige, Trælle og Frie, Gamle
og Unge, Qvinder og Mænd, ſtulde nu forfage Afguds⸗Dyrkelſen
med alle Hedenolds Guder og troe fun paa den enefte Gud, og paa
Jeſus Chriftus, Marias Sen, holde Søndags - Hvile og Fredags⸗
Faſte, hver Uge om Aaret!
Knap havde Kongen udtalt, og fremfat det Forflag, før der
ftrar blev Ulyd og Knur fra alle Kanter, Bønderne knurrede over,
at han vilde tage dem Tiden fra deres Arbeide, og ſagde, at paa
den Maade kunde Landet. aldrig beftane, og faa pan den anden Side
ſtreeg Trælle og Tyende høit, at de unde umuelig arbeide, naar
de fik Intet at æde, ligeſom de da ogfaa lagde til, at det maatte
være en Arveſyge i den Slægt, aft misunde Folk Maden, thi nu
") Møre, Gønd:Mør i Bergens og Nord⸗Mar i Tronde
hjems Stift.
"—) i Trondhjems Stift.
ee Froften er et Sogn i Størdalen I Trondhjems Amt. Gule-
u i
Thing holdtes paa Guls i Nord⸗Hordlehn. 84
530 Snorro Sturleſen.
gif det med Song Hakon, form med hane Fader og Forfædbre, ſom
alle havde det Lov, at de var gulbrunde men madonde.
Derpaa reifte fig Asbjørn fra Melhuus i Guldalen +), tog
Svaret paa Kongens Forflag, og ſagde: fordum, Song Dafon!
da du havde holdt dit førfte Thing med og Tronder, da vi havde
gjort dig til Konge, og- annammet Odels⸗Frihed af din Haand,
da ſyntes vi Bønder, at du havde løftet 06 til Skyerne; men nu
veed vi ikke længer, hvordan det er fat: om du under 06 Friheden,
eller om bu nu, med Underfundighed, vil knegte og paa Nye, i
det du byder os forfage vore Fedres Troe, ſom gif fra Slægt til
Slægt, nu i umindelige Tider, i Brand: OM **) førft og Hoi⸗
Old 744) ſiden, og hvormed vi har herlig hjulpet og, om vi endog
-ere meget ringere end Fadtene, fra hvem den flammer.
Konge! ſaaledes elſtede vi dig, at vi ˖lod dig raade for at ſtikke
Lov og Net i Riget, alt efter din Billie, og endnu i Dag ere vi
Bønder enige om og redebonne til at lyde den Lov du gav os her,
og vi antog paa Froſte-Thing, ja, ſaaleenge der er Liv og Blod i
nogen af og Thingmaend, fom her ſtande, ſtal vi følge dig trolig
og værge din Stol, naar dl fun, o Konge! vil ramme Maal og
Maade, og ei forlange af 06, hvad, et vi fan, og ei vi maae! Har
du derimod i Sinde at vi ſtal tages med Trumf, og denne Sag
drives igiennem med Vold og Magt, da har vi Bønder taget den
Beflutning, at vende -Dig Ryggen En og Hver, og keiſe 06 en
anden Asuding, der vil være faa ſtikkelig, at lade og have og holde
ubehindret den Troe, fom er efter vort Sind. Nu, Konge, ved
du vor Mening, og-raader felv for hvilket af To det ſtal være, men
det vil jeg fige, du flipper ikke af Stedet, før du har valgt.
Denne Zale gav Bønderne ſtoiende Bifald, og raabde, at det
" var netop hvad de mente, og det ffulde ſtaae.
Da man nu endelig fif Hrenlyd igien, tog Sigurd Jarl Svda⸗
ret, og ſagde: ſom J vil, Bønder! vil Kong Hakon ogſaa, thi
Eders Venſtab vil han aldrig mifte! Ja, fagde Bønderne, faa
ſtal han ogſaa giore, ligefom hans Fader gjorde, og offre med os
for Fred og Frugtbarhed. Hermed ſtilledes da Knurret, og Thinget
”blev oploſt, men fiden talde Sigurd Jarl med Kongen, og bab
ham dog endelig finde fig i, at foie Bonderne i Alt, thi, .fagde
han, Kongen har felv hørt, der er nu ikke Andet for, og ſiden
hitter man vel paa et godt Raad. Kongen gav nu ogſaa hans Ord
Magt, og det blev en aftalt Sag imellem dem.
Naar der fulde offres i Heden⸗Old, da var det Skik, at alle
) i Trondhjems Amt. ) den Tid da be Døde brændes.
ser) Den Tid da de Døde begravedes i Høje. s
é
. Suorro Stutleſen. 531
Wonder forſamledes ved Offer⸗Stedet, og bragde med hvad der.
hørte til Silbet, thi mens det flod paa, fulde Folk ikke drikke
andet end Øl, og der ſtulde flagtes baade Hefte øg allehaanbe Smaa⸗
Kræ, hvoraf Kiodet blev kogt til Gildesmad, Blodet derimod,
ſom man kaldte Hlud, og lod flyde i et Slags Skaaler, fom man
. kaldte. Hlud⸗ Boller, brugde man deels til at ſtryge ſaavel paa Of⸗
fer⸗Huſets Vægge, baade uden og inden, fom paa Afguds⸗Ban⸗
kene, og deels til at beſtenke Folket med. Til begge Dele brugde
man et Redſtab, der kaldtes Hlud⸗ Tein, og havde ligefom en
Koſt paa Enden. Inde i Offer: Hufet, midt paa Gulvet, var
Jidfledet, hvor Kiedlerne hængte, og rundt om Ilden ſtulde Bær
geret bæres, naar man drak Saaler. Fre ſaadanne Skaaler (fulde
dér drikkes, nemlig Odins for Kongens Seierheld og Velmagt,
Mjordé for Frugtbarhed, og Freys for Tryghed; men dernæft
pleiede der gierne at være mange ſom drak Brage⸗Bageret 7), og
hvem der var af hedengangne Heltes Et, drak ogſaa deres SÉaal,
ſom kaldtes Minde s Bægeret.
Nu maa man vide, at Sigurd Hlade⸗Jarl, ſaavel fom Fader
for ham, var felv en af de allerflittigfte Afguds⸗Dyrkere: han
" havde Forfædet, paa Kongens Vegne, ved alle Offer⸗Gilder i Trøns
delagen, og han- gjorde et ſtort Offer⸗Gilde pan Hlade ganffe paa
fin egen Regning, hvorved han da vandt ſtor Bergmmelfe, og
fom i Raabet for mageløs Gavmildhed.
Nu fom da Kongen til Offer⸗Gildet, fom holdtes i Vinter⸗
laget paa Hlade. Ellers, naar han var ved Offer⸗Gilder, pleiede
han at fpife med nogle faa gode Venner i et afſides Kammer; men
nu fortalte Sigurd Jarl ham, at det gik flet ikke an, da Bønderne
ankede paa, at Hgifædet ſtod ledigt, naar Folket var gladeſt. Kon⸗
gen maatte da fætte fig til Heibords, og da nu Skaalerne ſtulde
drikkes, tog Sigurd Jarl Hornet, indviede det til Odin, og drak
Kongen til. Han tog det ogſaa, men gjorde Korfets Tegn over
det, og da Kaare Bonde fra Grotte **) ſaae det, fagde han: hvad
er det Kongen tager fig for! vil han endnu ikke offte? Ih! tog
Sigurd Jarl Svaret, han gjorde Hammers⸗Tegn over Hornet,
og drak Thors Skaal, det er jo ikke andet end hvad Alle gior, ſom
troe paa deres egen Magt og Styrke! Derved blev det da den Af⸗
Aa
ten, men Dagen efter, da Folk gik til Borde, ſtimlede Bønderne
fammen om Kongen, og fagde, at han falde æde Heftefisd, og
da han ingenlunde var dertil at formaae, bad de ham dog at drikke
+) til Ere for Bragi, Digtekunſtens og Veltalenhedens Gud.
a+) én Gaard i der nitværende Melhunné: Sogn. 24*
532 Snorre Sturleſon.
Sovſen. Da han heller ikke vilde det, bad de ham ſmage Fedtet,
men da han ogſaa fagde Nei dertil, lavede de fig til at gane fam
paa Livet los. Sigurd Jarl var imidlertid ftrar ved Haanden, og
bad dem lente ") lidt, faa vilde han fee til at mægle Forliig. Der⸗
pan bad han Kongen gabe over Kiedel= Krogen, ſom var fittet af
Angen, der flog op, og nu gif Kongen ogfaa hen og gabede over
Krogen, men fvøbte førft et Linklede om den, hvorpaa han atter
gif til Hoiſedet, uden at man dog var fornøiet paa nogen af
tiderne.
Næfte Vinter ſtulde Kongen holde Juul paa Møre, og da det
lakkede henimod Jule⸗Tider, blev der holdt en mærkelig Forſam⸗
ling af otte Høvdinger i Trøndelagen. Det var nemlig Ud⸗Tron⸗
derne: Kaare fra Grotte og Asbjørn fra Melhuus, Thorberg fra
Værnes og Orm fra Leren, ſamt Ind=Trønderne: Botolf fra
Olvishoug, Narv fra Staf i Vardalen, Trand Hage fra Egge,
og Thore Skieg fra Husbye paa Indersen. Disſe otte Mænd
fammenfvor fig i den Henfigt, at de fire Ud-Tronder ſtulde udrydde
hvert Spor af Chriſtendommen i Norge, og de fire Ind⸗Tronder
node Kongen til at blote **). IFolge derne Aftale feilede virkelig
Ud⸗Tronderne til Møre, brændte de tre Kirfer, der var; og flog
Præfterne, en ved hver Kirke, ihjel. Bønderne var ogſaa for⸗
ſamlede i Mangfoldighed paa Møre, da Kongen og Sigurd Jarl
ankom med deres Huustrop, og ſtormede den allerforſte Dag i
Julen ind paa Kongen med de Ord: at vilde han ikke blote, faa
ſtulde han bløde. Sigurd Jari gif imidlertid ſom fædvanlig imel⸗
lem, og fif Sagen ſaaledes afgjort, at Kongen aad er Par Mund:
fulder Heſte⸗Kiod og tømte alle de Skaaler, Bønderne ſtiænkede
ham, uden at flaae Kors over Hornet. ”
Saafnart nu Gildet fif Ende, drog Kongen og Jarlen ftrar
til Hlade, og ber blev Kongen heller iffe gammel, men lavede fig
ſtrax, hoiſt fortrydelig ſom han var, til Afreiſen med hele fit Følge,
og ved Afffeden- [od han be Ord falde, at naar han næfte Gang
giæftede Trøndelagen, abe han væte bedre forſynet, faa han
kunde give Bønderne Lidt at. bide paa, og vederlægge deres Artig⸗
hed. Sigurd Jarl bad ham vel, ikke at regne Trønderne Sigt
til Onde, og fagde, at det kom han ingen Vei med at undſige
, Nordmænd og byde dem Spidſen, allerhelſt Trøndelagen, ſom
var Norges Kierne, men nu var Kongen faa bifter, at Ingen
kunde fane et Ord indført hos ham. Saa reifte han da ned til Møre,
hvor han blev om Vinteren og ud paa Foraͤaret, men faafnart det
”) tove. 24) offre.
Snorro Sturleſon. $33
lakkede imod Sommeren, begyndte han at famile Folk, og gjorde
flet ingen Hemmelighed af, at det var Tronderne, Ruſtningen gialdt.
- Men, hvad feer! vet ſom Kong Hakon havde faaet en dygtig
Hær famlet, og var netop fqmmet om Bord, fil han Bud fra
Sonden⸗Fjelds, at Eriks Sønner var kommet fra Dannemark op
til Vigen, havde ved Sotenæs %) drevet Trygge Dlavføn fra hans
Skibe, og derpaa plyndret vidt og bredt i Vigen, hvor ogſaa Mange
havde underfaftet fig dem. Da Kong Hakon hørde Sligt, ſyndes
han, at den Styrke, han havde, kunde ikke forſlaae, og ſtikkede
derfor faavel Sigurd Jarl, fom andre Høvdinger hvem han havde
Tillid til, Bud om at fomme ham til Hjelp. Sigurd kom ogſaa
med et dygtigt Følgeffab, men Havde netop deriblandt alle de Tron⸗
ber, fom om Vinteren gik Kongen ftærkeft paa Livet, og vilde pine
ham til at blote, og dem tog nu Kongen til Naade allefammen
paa Jarlens Forbøn. , ,
hj
Mu ſeilede da Kong Hakon fønder med Landet, Stat forbi, og "
ber fik han Sporgdom paa Eriks Sønner, at de var kommet op
til Norre⸗-Agde **). De vidfte ogſaa, at han var i Farvandet,
hvorpaa begge Flaaderne ſogde hinanden og mødtes. ved Karmen ***),
hvor Krigshærene gif i Land, og floges faa paa Augsvaldenæs. Man
havde paa begge Sider Folk i fvære Mængde, faa det blev et haard⸗
nakket Slag, men fom nu Kong Hakon gik frem med Kicempe⸗
Skridt, traf han for Guttorm Erikſon, og det gif Hug om Hug
med dem faalænge, til Guttorm faldt, hang Banner, og mangen
Mand der i Naboelaget havde ſamme Skiebne, og det gjorde Ud⸗
flaget, thi nu ſtak Bræmfen Endeel af de Øvrige, og Eriks Son⸗
ner faae fig nødt til at noies med den Skade de havde, ſom ikke
var lille, og fee til at fomme paa Hjemreifen. Det lykkedes ogſaa,
og da nu Hakon ikke var ſeen med at fpringe i Snekken og følge dem
pan Vet, lagde man paa begge Sider alle Aarer om Borde; men
da Eriks Sønner fik Oſter-Agde fat, fatte de Seil til, over efter
Jyllands Kyſt, og da de fik den i Sigte, vendte Kong Hakon hjem
igien til Norge.
Efter dette Slag indførde Kong Hakon i Loven, at hver Mand
fra Stranden af faa langt op i Landet, ſom Lagen gif, ſtulde agtes
for Soelimit, og til den Ende blev hele Strandkanten inddeelt i
visſe Søelægd, med tilfsiet Beftemmelfe, hvor mange og hvor
—%) i Babuslehu.
ss) Agde, Fællednavn paa Nedenæd, Lifter og Mandals Lehm i
Chriſtiauſands Stift.
24) en Di det nordlige Rogeland, det nuværende Stavanger Amt.
rd
534 J Sunorro Sturleſon.
ſtore Skbe der ſfulde udredes af hver Lægd i Lande⸗Leding eller
ved almindeligt Opraab, og bet ſtulde altid finde Sted, naar
en fremmed Krigshær kom til Landet. Ved ethvert ſaadant Opraab
ſfulde, mens ikken 7) løb, Bavnene blusfe paa visſe hoie
Fjelde, hvoraf to immer kunde fees fra hinanden, og paa den Maade,
, -vil man fige, at Opraabet kunde i fov Nætter forplantes fra den
”fydligfte Baun til den nordligſte Thinghet pag Helgeland 1).
Efter Slaget paa Augsvaldsnæs havde Eriks Sønner atter i
lang Tid deres Tilhold i Dannemark, og plyndrede meget i Oſter⸗
leden***), ſtundum og, ſom fædvanlig,-i Morge, Wen, da nu
Kong Hakon havde regieret i tyve Aar, fÉedte det, at Eriks Son⸗
ner fra Dannemark af hjemføgte Norge med en flor Krigshær, ſom
tildeels beftod af deres Følgefvende paa Vikings⸗Togene, tildeels,
og det ifær, af Folk, fom Kong Harald Gormføn havde overladt
dem. Fra Vendſysſel ſtak de ud, gif for en ſtrygende Vind lige
til. Agde, og feilede faa Natten med Dagen videre nordpag, uden
at der blev tændt en eneſte Bavn, deels fordi det var Skik at be⸗
gynde fra Øften af, og der havde man ikke bemærket Fienden, men
deels ogſaa fordi Kongen havde fat meget ftræng Straf for hvem
ber kunde overbeviſes om at have tændt Bavn til Utide. Sagen
var nemlig den, at det var faa tidt der feilede enkelte Orloggere
eller og Vikings⸗Snekker forbi, og plyndrede paa Ud- Øerne, og
faa tænde Folk ſtrax, at det var Eriks Sønner, og tændte Bavnes
ne, hvorved; det hele Land kom i Bevægelfe, og naar man faa ſtulde
fee fig til, var bet nogle andre Vikinger, eller naar det var Eriks
Sønner, havde de ingen Dane⸗Har med fig, men fun deres egne
"…. Foli, og feilede djem førend man blev ſamlet. Saa var da det
Hele til ingen Nytte, men kun til ſtor Befvær og Bekoſtning, og
berover blep Kongen meget vred, ligeſom ogſaa Bønderne paa deres
Side knurrede, naar det ffedte, men nu hjalp det godt til, at Eriks
Sønner, uden at en Hund gisede ad dem, kom lige op til Ulf⸗
vang ). Her maatte de dog ligge ſtille i hele fov Dage, og
imidlertid kom deres Rygte over Eidet til Møre, hvor Hakon var,
og opholdt fig pag Frædøe tt), paa fin Gaard Birkeſtrand, men
2) dD. €, en med visſe Tegn merket Kjep eller Piil, ſom fordum
blev ombaaret i Bøjgderne, for at ſammenkalde Almuen til Tinge
eller til Landets Forſvar.
rr) Helgeland indbefattede fordum hele Nordlands Amt.
"2 Oſterlandene (Rusland.)
t) en Big ftrar neden for Forbjerget Stat.
Tt) ubeljeudt, formodentlig Leptø nordligt paa Send Mor.
i *
W
Suorro Sturleſon. .…— 585
han havde firgen Gort om fig, undtagen fin Oird +), og de Ben:
der han havde bebt til Borde. .
. Da nu Udriderne kom til Kong Hakon, og fortalte ham om ,
Erlks Sønner, hvilfen en mægtig Hær de havde, øg laae med tæt
fondenfor Stat, faa lod Kongen ſtrax de Mænd kalde, fom man
holdt for de Efogefte der pan Stedet; og fpurgte dem til Raads,
om han ffulde bie og ſlaaes med faa overlegen en Magt, ſom Eriks
Sønner havde, eller han ffulde undvige nordpaa, til han fif Folt
ſanket?
Nu var der, iblandt Andre, en ældgammel Bonde, ſom de
kaldte Eigil Uldvams, han havde i fine unge Dage været Krigs⸗
mand med Liv og Sjæl, ligefom han da ogſaa havde været en
Kiæmpe i Kræfter, og i mange Aar baaret Harald Hdarfagers
Banner. Den famme Cigil tog nu Svaret, og fagde: veed du
hvad, Konge! nu var jeg dog nogle Gange i Heden med din Fader
Kong Harald, og han havde fnart mere, fnart mindre Mandſtab
end Fienden, men immer vandt han, og aldrig hørte jeg ham, friſte
fine gode Venner, for at de ffulde raade ham til at flygte; og feer, .
du vel, Konge! fiden vi nu ikke veed rettere, end ,at vi har en
uforfagt Hovding, fan vil vi ikke heller give dig faadant et Raad,
men fun fortælle dig, at du ſtal ingen Skam have af dit Folgeſkab.
Må ftemmede mange andre med i den ſamme Zone, Kongen ſagde
ogſaa, at han gik helſt i Slag med hvem der var ved Haanden:
og derom blev man da enig, hvorpaa Budſtikken ſtrax fom i Gang
til alle Sider, og ſamlede ikke endda faa faa Folk fammen i en Haft.
Det maa jeg lide, ſagde Cigil, thi det har nu enſtund, i den uma:
neerlig lange Fred vi har havt, været min ſtorſte Sorg, at jeg
timeligviis kom til at ligge herinde med et Strana i Munden,
og døe af Alderdom, men nu fanffe dog, inden Enden tager, jeg
fan naae mit Ønffe, fom immer var at falde i Kamp ved Hov⸗
dings Side!
Saafnart Leiligheden faldt derefter, ſeilede Eriks Sønner Stat
forbi, og lige hen, hvor de horde, Hakon var, nemlig til Frekse⸗
fund **), hvor han laage med ni Skibe, nordenfor Fræderbjerg.
Eriks Sønner anfrede fonderfor ſamme Bjerg med tyve SÉibe, og .
da det var ficet, ſendte Hafon dem Bud, om de vilde gane i Laud
og ſlaages med ham paa Raſterkalv, thi der havde han afſtukket
Valpladſen, paa en deilig ſtor Slette med en [ang lavagtig Bjerg⸗
aas ved Siden. Dertil fandtes Prindſerne villige, og gave ſig ſtrax
paa Vei op over Bjerg-Aaſen, hen til Raſterkalv, ligeſom Hakon
ftrar mødte paa Pletten, og ftillede fin Hær op i lange Rakker,
d. e. Hof. 22) mag have været ſtrax nordenfor Bjarns.
N
!
for, ſom Han felv ſagde, at Fienden, uagtet han var mandfærfere,
ikke flulde omringe dem. Nu begyndte man da at gaae los paa
hinanden, og det djervt,, men førend Slaget begyndte havde Eigil
Uidvams forlangt af Kongen og faaet ti Mand, og et Banner til
hver. Med diefe ti Mand gif han bag om Valpladſen, og befalede
dem, at gane tæt ind under Brinken, een for cen, og et godt
Stykke fra hinanden, og faa løfte Bannerne i Veiret. Som fagt,
faa gjort, og da nu de Bageſte i Prindſernes Fylking 7) ſaae alle de
mange flyvende aner, ſom ſtak op over Brinken, da huede de ilde
til, og tænde, at der maatte være Folk med i fvære Mængde, fon
vilde falde dem iRyggen, og afſkicere dem fra deres Skibe. Det
ſyndes de, var ikke Noget at tie med, men raabde og fagde, hvad
der var paa Færde, og alt ſom det fpurgdes videre fort, kom der
Uroe over Mandffabet, fan de vendte Ryg, og Konge-Sønnerne
med. Nu var da Kong Hakon og hans Folk irke fine til at følge
dem paa Vei, og nødte mange til at bie, men da Gamle Erikſon
fom op paa Brinken, og fik feet fig om, da mærkede han, at de
havde flet ikke ſtorre Flok efter ſig, end ben de havde havt for fig,
og havde feet under Øine, faa det Andet var fun et Krigspuds.
Han lod da ſtrax tude i Val⸗Hornet, og reifte fit Banner, hvor⸗
” under ogſaa fnart alle hans Mormænd flokkedes, men de Danſte
ſogte Skibene. Saaſnart nu Hakon om, begyndte man igien
hvor man flap, og det for ramme Alvor, men nu havde Hakon
fleſt Folk, og Enden blev at Eriks Sønner maatte give tabt. De
flydde mu alle fønderned ad Brinken, men faa deelte Flokken fig:
Somme gif iØfter, hvor der var jævn Ford, og Somme i Veſter,
… hvor Bjerget laae, med ſteile Klippe - Bægge ud imod Stranden.
De der hummede fig hen efter Bjerget, dem fulgde Hakon med og
ſtildtes ikke fra dem, før de var kommet til Noe, hver og cen,
Comme unter Klingen og Somme under Klippen.
Endnu var imidlertid den Flok tilbage, ſom ſogde Sletten un:
der Anførfel af Gamle felv, og faafnart han var kommet ned, vendte
han Kloer igien, hvorpaa alle hans Brødre og endeel andre Flygt⸗
ninger fanfede fig om. ham, Det blev da'en tredie Dyſt, og ber
var Eigil Ulddams Hovedsmand paa Hakons Vegne, han var ikke
god at bides med, men Gamle var ikke heller, og de to Karle ver:
lede Hug faalænge til Eigil bukkede under, dog ikke førend han
havde mærket Gamle faa, at det ſveed til Marv og Been. - Her
faldt da mange af Hakons Foli, men faa kom han felv tilbage fra
Jagten efter de Andre, og vel løb Gamle ikke endda, men Hakon
gif dog frem med Kiæmpe-SÉridt, huggede los baade til Hoite
") Slagorden,
, Snorro Sturleſon. 537
og Venſtre, og det faa brøit, at de faldt, den Ene over den
nden.
Da nu Prindſerne fane deres Fole falde rundt omkring fig fom
Fluer, da føgde de Stranden, men de, der var kommet førft op,
havde halet Skibene ub og fat ſomme af dem paa Grund, faa der
var nu ikke Andet for dem der kom efter, end at ſpringe (ufe iSoen.
Det gjorde de da ogſaa, og, paa Gamle nær, ſom blev ſtudt i
Flugten, naaede alle Eriks Sønner Skibene, men det var fun med
et tungt Hjerte, de feilede tilbage til Dannemark, hvor de nu atter
en Stund opflog deres Bopæl.
Nu lod Kong Hakon tage alle de af Prindfernes Stibe, ſom
flod paa Grund, og træffe op paa Valpladſen tilligemed flere Skibe,
ſaamange fom der behøvedes til at rumme alle dem, der paa Kon⸗
gene Side vare faldne. Alle disfe, med Eigil Uldvams ſom Hov⸗
ding i Spidſen, bleve da ladede i Skibene og tildekkede med Høje
af Jord og Steen, Bed Eigils Hoi bleg desuden ſtore Bantas
—* opſatte.
Andet Tillæg
Forerindring.
For at lette den Uovede Læsningen af Svenſk anføres her bette
Sprogs væfenligfte Forffjælligheder fra Danff.
1) Udtalen. Å er det danffe aa. — Å bet d. æ.
Ej udtales ikke paa kjoben havnſt⸗ Maade ſom aj, men Eet
hores tydeligt.
U lyden nærmer fig i alle fort betonede Stavelſer noget til 6,
ej fom paa Danſk til. ,
Y har fjældnere end paa Danſt den aabne Lyd ben til 8; det
er fæd vanlig aldeles luft og ſtarpt f. E. lycka udtales ikke fom
d. Lykke.
Ogſaa O er ofte lukket paa Sv., Hvor det er aabent paa D.,
f. E. tåm, Tomme. Saaledes ogſaa dj i plåja, fløjet,
ikke ſom øj eller si i de d. Ord.
D udtales tydeligt i Id og nd, f. E. bilda, hånda,
'" F i Enden af en Stavelfe fom v, f. E. af, lif, graf, —
Fv fom v, f. E. lifvet, hufvud, öfrer, over, åfven, ogfaa.
G foran de faa faldte bløde Vokaler, nl. e, i, y, å, 5, lyder
i alle Hovedſtavelſer (d. e. faadanne ſom høre til Ordets Stamme)
fom j, f. E. ger, giver, gift, gynnar, ynder, gåst, göra.
Derimod høres gi sagen, tåget, drågelig, fogel; hvorimod dog
siåga udtales såja, ſige. — Gj fom j, f. E. gjorda, gjuta. —
Gn efter en Vokal udtales fom ngu, f. E. lugn, ftille, regn,
vagn. Naturligviis undtages mogna af mogen, tagne af tagen,
0. f. v. — Rg og lig ſom rj og lj,'f. E. korg, korgar, svalg,
Svælg; undt. helga (iftdf. heliga) og helgedom.
. H hores ikke foran v og i. Altfaa hvem, hjelpa lige:
ſom paa Danff. .
' K foran de bløde Vokaler udtales i alle Hovedſtavelſer omtrent
. fom tj, f. E. kind, kår, kåpa, (men iffe i saken, mårkes, na-
kenhet,) — Kj udtales paa famme Maade, f.€. kjortel, skjorta.
L høres ſædvanlig ikke i verid og karl, en Karl, og aldrig i Ord
ſom ljus, ijud, ljuf, blid, behagelig. —
dd
" Forerindring. | 83%
Sk foran de bløde Vokaler lyder i Hovedſtavelſerne fom sj,
f. E. skepp, skån, kanske, (men iffe i buske, tårskel, raskes.)
Menniska udtales mennisja,
Stj udtales fom sj, f. E. stjema,
. "JF nogle fan Ord undlade de Svenſte fædvanlig at udtale Ende⸗
Konſonanten, f. E. år, mycket , litet. N i
. De Svenffe bruge aldrig to Vokater i een Stavelſe. Derimod
fordoble de Konſonanten, naar Ordets Hovedſtavelſe, der jo fæds
vanlig har Tonen, ffal være fort, Altſaa: hatt, Hat, matt, mat,
lånn, Lon⸗Treet, eller Lonlighed, rånn, Rønne-Træ;- men hat,
Had, mat, Wad, lån, Løn, rån, Forføg, ere alle lange. -
Zonen lægges ikke altid paa ſamme Stavelfe fom i Danſken:
f. €. egentlig, ordentlig, offentlig, ofantlig, predikan have
Tonen paa anden Stavelfe; derimod har den forſte Stavelſe Tonen i:
alideles, sårdeles, dylik, deslige, allvarsam, alvorlig, papper,
Papir, orolig, obetånksam , olycklig, otålig, og ſaaledes alle
Ord med o, det danſte u.
2) Hovedordenes eller Subſtantivernes Kjøn
og Deklination. Det fv. Sprog har beholdt alle tre Kjon.
— Uagtet Genitio er den eneſte Kaſus der betegnes, altid ved s,
faa antager man dog fædvanlig fem Deklinationer, ifølge den for⸗
ſtjellige Fleertalg-Endelfe. — Forſte Dekl. har i Fl. or, f. E.
gumma, Kvinde, gummor, gummorna. Til denne høre egent⸗
lig fun Hunkjons⸗Ord, ſom i Centallet endeg paa a. — Anden
Dekl. i Fl. ar, f. €. gubbe, gubbar, gubbarna (-ne); De
flefte Ord af denne Dekl. ere Hank., bog ogſaa nogle Hunk., f. E.
dotter, dåttrar; moder, mådrar, 0. f. v. og Ord paa ing, ſom
indbildning. — Tredie Dekl. i Fl. er, f. E. sak, saker, sa-
kerna, Til denne høre Ord af alle tre Kjøn, ifær alle fremmede
Ord, Hunt. ; Ord paa het, else, skap, og Intetk.⸗Ord paa i,
fom fiskeri, gjuteri, raseri. Hank.⸗Ordene i denne Dekl. have,
ligeſom de i anden, i beſtemte Form Fl. baade na og ne, — Fjerde
Dekl. i Fl. n, f. E. stycke, stycken, styckena; frå, från,
frõna. Til denne høre alle Intett:- Ord pan en Vokal, undt. de
paa i. Oga og fra have ågon, öron. — Femte Dell. har FI.
ligt Eent., f. E. likare, Læge, likare, likarne (-na); tråd,
tråd, tråden. Til dehne Dekl. høre ifær alle Hank. - Ord pan are
(d. er), f. E. hamare, akomagere, og Intet, - Ord paa en Kon;
fonant, f. €. barn, lejon, Løve, berg.
3) Biordet eller Adjektivet. Maar det beſtentte Kjons⸗
ord (Artikel) ſtaaer foran Biordet, fåal dette endes paa a baade
i E. og Fl., i Hunt. og Ik. og paa a eller e (efter Vellydens
e
nm
540 dorerindring.
Fordring) i Hank. f. E. det goda barnet, de goda qvinnorna,
den gode eller goda mannen.
Uagtet Hovedordet har det beſtemte Kjensord, fætte de Svenfle
dog hyppig den eller denne foran, f. E. den konungen som
indférde Christendomen. Dog antager Hovedordet ikke det
beftemte Kjonsord, naar dermed menes noget almindeligt, ikke
en beftemt individuel Gjenſtand, f. E. han kan rigta naturens
fårborgade krafter till det mål (d. e. ethvert hvilet ſom helſt),
som måst ofverensståmmer med hans egna afsigter. — det
målet vilde have været et beftemt Maal, hvortil den Talende
ſigtede. EK
b 4) Stedordet eller Pronomen, Den tredie Perfon i FL.
de bruges aldrig iftedenfor den anden Perſon. Naar derfor
de Svenffe af en eller anden Grund ikke ville bruge det ſcedvan⸗
lige: herren, fruen, herskapet, og ifte kunne fige du eller I,
fordi Bekjendtſtabs⸗Forholdet ikke godt tillader det, faa anvende
de Ni, 3, (ſom Object er, Eder,) f. E. derföre skall ni ha
pastoratet. ” ,
Sin henvifer ligeſaa fuldt til et Fleertal ſom et Eent., f. E.
de voro vysselsatte med sina nåjen (Fornøjelfer).
Mark: någon, något, Fl. några; ingen, intet, Fl. inga;
endera, ettdera, cen af dem; hvilkendera. 0. ſ. v.
Af Talordene mærkes aderton, atten, og trettio, 30, fyratio,
40, femt:o, 50, O. ſ. v.
5) Tidsordet eller Verbum.‘ Ogſaa her er a den her
ſtende Vokal, hvor Danffen har e, f. E. at kalla, jag kal-
lar, vi kalla, han kallas, har kallats (har været faldet), jag
kallade, 0. f. v., ffjent dog adffillige Verber have e, f. E
bøjer, lefver, tager, 0. ſ. v. For Reſten er Konjugationen
lig den danffe; fun har det fo. Sprog endnu i Skrift (i dags
lig Tale bruges det ikke) beholdt anden Perfon i Fl., overs
alt i Activ paa en, i Paffiv paa ens, f. E. I kallen, I kal-
laden, I kallens 0. ſ. v., og førfte Perfon FL. i Imperat.
paa om og oms, f. E. kallom, lader 08 falde, Kalloms, lader
os faldes. De øvrige ſmaa Uoverensſtemmelſer hindre ikke For⸗
ſtaaelſen, og læres let ved Lasningen.
" Djælpeverbet hafra udelades hyppigt, ifær efter et Bindes
ord (Konjunction), f. E. så snart han hunnit anbefalla Drott-
ningen sansning och lugn. Enligt den føreskrift hon fått.
Verbet låra betyder en Formodning, f. €. och lårer nu
din dådsstund vara får handen, din Dodsſtund tør nu væ
for Haanden. he .
t
i É… .
— Forerindring. | 541.
Pan Svenſt bruges ofte det, hvor Danfen har der, f. E.
det finnes ingen nåd, som han icke år åfverlågsen. .
Undertiden fættes til Afveksling det for att, f. E. man kan
ej påstå, det svårigheten att forvårfva i ramma mån (For⸗
hold) lårt Nordboen att spara. —
Infinitivets att ffilles ofte langt fra Verbet, f. E. jag
hade en egen method får att, utan. mycken olågenhet,
vandra lifvets steniga våg. Jag hoppas att med tiden finna
en forlåggare till mina predikningar.
Naar Verbet og den tilhørende Prapoſition adffilles, fættes
denne oftere før Objectet end efter ſamme, f. E. bår in bordet,
almindeligere end: bår bordet in. De klådde om sig.
6) Smaaord eller Partikler. De i efterfølgende Læfes
Stykker oftere forekommende Smaaord ere: antirigen - eller,
enten - eller; borte, henne; bortom, paa hiin Side; bredvid,
veb Siden af; då, naar. da; ehuru, ihvorvel; eljest, ellers;
endast, allene; enligt, ifølge; från, fra; huru, hvorledes; icke
ens, aldeles ikke; ihop, tilfammen; jemte, tilligemed; midt
emot, lige over for; nedfår, ned ad; redan, allerede; till des,
indtil; till och med, endog; undan, bort; uppföre, op ad; ur;
af; utan efter en Nagtelſe, men; utfåre, ned ad; utom,
foruden; utur, ud af; utåt, ud imod; å, paa; åt, til, imod;
åter, atter; åfven, ogſaa; åfvenledes, ligedes; ån-ån, ſnart-
ſnart. —
ON
Gustaf Henrik Mellin.
f. i Revolax prestgård 1 Finnland 1803.
Hellekis vid Venern.
i
Sedan herrarne språkat en stund med hvarandra, beslåto de
anvånda aftonen att bese Kinnekulles topp. De togo Petrus
till vågvisare, klådde om sig i låtta hofdrågter, får att vara
obehindrade på vandringen, och begåfvo sig åstad, First
sågo de sig,tillbaka õfrer den oåndeliga slåtten, i såder be-
sådd med små kyrkor samt hår och der en grån lund eller en
blå skogsdunge. Den skogbdeklådda- Billingen upplyfte sig
majeståtiskt bland de låga slåtterna, likasom en aimmande
å
642 Gustaf Henrik Mellin.
hvalfisks rygg, dfver vattenytan. Åt åster sågo de en skymt
af tornet i Mariestad, som Hertig Carl just hall på") att an-
lågga vid sitt kåra Marieholm, Sedan, då de gingo utføre
åt andra sidan, sågo de Venerns grånglåsa vattenspegel och
de trefliga herrgårdarne. vid foten af Kinnekulle. Slutligen
kommo de till Myrkeklefs grotta, och atodo õfrerat på den
snåckformiga håll ?), som utgår grottans tak. Hår låg Helle-
kis i all sin prakt framfår deras õgon. Petrus, sem genom
herrarnes vånlighet samlat ,,corasie,” frågade dem, om de
visste, hvem som anlaggt herrgården, och, då de uppmun-
trade honom att beråtta det, framstållde han fåljande saga,
som likvål nu forelagges Låsaren, afkiådd alla de prydnader
af Latinska och Grekiska verser och målningar ur Virgilius
och Homerus, hvarmed Petrus utstyrde densamma, '
Den skøna Kinnekulle upplyfter sitt mörkblà hufvud
õfrer Vestergyllens slåtter, lik en ufantlig 3) våg, som upp-
stigit ur Venerns djup, och på en allsmåktig vink forstelnat +)
+ vid stranden, Én jåtte, vid namn Hålle, hade fordom sitt
nåste på toppen af berget, derifrån han hvarje natt drog ut
att råfva på slåtten rundt omkring. Hvar och en, som vå-
gade bestiga håjden, blef af den förtörnade bergshon utan
skonsamhet slungad utfére någon af åttestuporna, 5) som om-
gåfvo hans boning. I synnerhet pligade han kasta offren for
sin vrede i en djup dal, som ligger just under sjelfva knappen
af kullen, och kallas Språngstaden. Aldrig hade någon
mildare kånsla 6) rårt hans otamda bråst, och hans högeta
vållust var mord och våld. Men en morgon, då han just holl
på att rusta sin forfårliga båge och slipa sina pilar mot
berget, såg han em båt svåfva forbi ute på sjån, och i båten
satt en ensam qvinna, som slagit ut sitt langa hår, i hvars
yppiga lockar vinden blåste som i ett segel. En ofantlig õrn
svåfvade i detsamma hågt åfver qvinnan och fåste på henne
sina gullglånsande blickar. Hälle reste sig upp, lade en pil
på sin påge, och det hvinande skottet fållde den våldiga aky-
konungen liflås i ajon. Den seglande upplyfte då sitt huf-
vud, och hennes ansigte kastade et klart sken rundtomkring,
Halle kånde igen henne før den undersköna hafsfrun Kisa,
som rådde vidt &fver de nårgrånsande vattnén, Glansen, som
strålade från hennes ansigte, våckte i den vildes sinne en ho-
nom fõrut obekant kåffsla, Han gick ned till stranden och
1) var ved at, var ifærd med. 2) Klippestykke. 8) overordenlig.
4) stivnet. 5) Klipperne é) Følelse.
7 (
i
J Gutaf᷑ Henrik Mellin. 43
- stråekte i hedjande stållning sina armar'utåt fjerran; ') men
”hafafrun nickade vånligt, i det hon forsyann vid en õ, bland
hvars tåta skogar hon hade sitt hemvist. ?) |
Nu &fvergaf jåtten att hårja sitt grannskap och satt i stål- .
let dag och natt på sitt berg, blickande utåt Lurõòn. Men,
når han hade suttit så i nio år, beslõt han att besåka hafa-
frun och se, om hon lefde. Han byggde sig om vintern en
pråktig drake och begåf sig en vårdag åstad; men, når han
kommit en fjerdingsvåg ut i ajõon, måtte honom en fårfårlig
storm, som slungade hans fartyg tillbaka och krossade 3) det
mot klipporna vid foten af Kinnekulie, Men jåtten byggde |.
sig derefter en båttre drake och afseglade åter våren derpå.
Den gången seglade han två fjerdingsvåg, innan hans skepp
kastades tillbaka och forstårdes af stormen. Han byggde så .
ett nytt, allt båttre fartyg, hvarje år, och hann +) for hvar
gång 'en fjerdingsvåg nårmare den efterlångtade ån, som låg
på nio fjerdingsvågs afstånd från hans strand, Slutligen, den
niende våren, var han dn så nåra, att, då stormen, som
vanligt, åfverføll honom, han kunde gripa tag i en stor ek,
som stod vid åstranden; och, då draken begrafdes af båljofna
under honom; svångde han sig sjelf i land, Der måtte ho-
naom otaliga troll och vidunder, med hvilka han måste bestå
hårda strider. Till slut uppvådde han likvål en håghvålfå
grotta, beprydd med hårliga bilder af pürlor och ådelstenar.
Det var Kisas sal, och hon måtte der sin dristiga friare med
en skål full af kostelig dryck. .
IE nio år blef Hålle hos Hafsfrun. Då blefvo hennes un-
dersåtare upproriska, emedan hon ålskade fremlingen fram-
. får dem: de ville förhärja hela én, nedrifva hennes sal och
begrafva henne på hafsbottnen. Men Hålle timrade åter en
drake och forde sin brud hem till sitt berg, och byggde der
en gård, som han kallade Hellekis efter dem båda. Hafs-
frun vågade sig aldrig mer ut på sjån till sitt hafsfolk, som .
stodo efter hennes lif, sedan hon dfvergaf dem; men Hälle
byggde henne en grotta på Kinnekulle, lade en ofantlig
snåcka till tak õfrer den, ogh åppnade en klar kållådra 5)
derinne. Denna grotta kallas Myrkeklef.
Herrarne funno sig roade 6) af Petri saga och betraktade
från taket af grottan med førtjusning 7) den skåna utsigten,
som Petrus visade dem,
1
1) ud mod det fjerne. 2) Hjem. 3) knuste. -
4) naaede. 5) Kildeaare, 6) morede. 7) Henrykkcle.
MM
(ed
⸗
444 Gustaf Henrik Mellin.
8 .
Det år ett bland Sveriges mest romantiska stållen, Ve-
nern ligger som en blank jåtteskåld for edra fåtter, och, om
ni 1) har en vån, en bekant i det trefliga ?) Vermland, så
såker ert ) åga långst bort i fjerran en blånande strimma,
som ni anar vara det gamlaJirnbåralands skogar. En skog-
rik ågrupp, Djurõa, ligger som en simmande +) ofantlig
snåcka midt i sjån: det år bucklan på jåtteskølden. Men
kasta edra blickar dit åfver till Kållandså, der det åldriga
Leckõ slott speglar sina stolta tinnar i vågen, År det icke,
som om den gamle Biskop Brynolf ånnu skulle vilja från sitt
fordna biskopssåte, med all den katholska tidens tunga stor-
het och stela 5) ståt, framtråda får ert minne? Men solen
går ned bakom de gråa tornen, aftonrodnan gjuter sitt skim-
mer dfver dem, och det år, som om åfven en fårklarande
helgongloria skulle gjuta sig åfver de minnen från den ro-
mantika riddartiden, som er fantasi ser svåfva öfrer den ma-
jeståtiska borgen på spetsen af den skogiga ån.. Ni tycker
er håra aftonklockans klang från capellet, och.en chår af dar-
rande nunnerõster ljuder då och då i aftonvinden. Pelgrimer
vandra der borta med staf i handen och. snåckor på hatten.
Ett långt tåg af riddare och svenner, rikt prydda i gull och
silfver, skymtar i skogsbrynet, 5) Det år biskopens svit.
Men den prålande prakten førsvinner får ett nytt tidhvarfs
ljus. Stolt lågger ni handen på ert hjerta, ty minnet af Gu-
staf Vasa, som dref upplysningens fiender ur deras grundmu-
rade borgar, uppatiger i er sjål. Kånslan før ert -fosterland
højer måktigt ert brõat, och med førtjusning andas ni den
Svenska luften på ett Svenskt berg, omgifven af Svenska
minnen, .
I det Brahe och Liljensparre njåto af den skåna aftonen
och den oåndliga utsigten, fingo de håra en sång ur grottan,
De trådde nårmare til! randen af klippan och lyssnade 7) med
stilla vålbebag på de rena, klara tonerna, ”
Och Konungen han ståndar i hågan lofts bur. s
Gud råde! . .
Och Drottningen hon bars vål på bår derutur.
Men Gud gifve oss sina nåde!
Den Drottning var svept uti silke och gull.
Gud' råde!
1) I. 2) hyggelige, 8) Eders. 4) svommende. 5) stive.
6) Skovkanten. 7) lyttede. '
+ Gustaf Henrik Mellin. 545
Mot kistelocket dånade den svarta kyrkgårdsmell
Men Gud gifve oss sinå nåde!
Och Konungen ensam i kungasalen går.
Gud råde!
Ock månen skiner på hans silfvergrå hår.
Men Gud gifre oss sina nåde ! |
»Hvad år det får en fogel i natten spela må r”
Gud råde!
»Har nåktergalen hjerta, att han kan sjunga så *
Men Gud gifve. oss sina nåde !
Och Konungen han gick sig i j Justgården fram.
Gud råde !
Der satt en fager tårna med harpan i sin famn.
Men Gud gifve oss sina nåde!
»Och hår du, skån Gunnel, du spela mer får mig!”
Gud råde!
»Min dõda Drottnings krona den vill j jag gifva dig.”
Men Gud gifve oss sina nåde!
»Herr Konung, Herr Konung! ack lemna ")mig i ro.
" Gud råde |!
„En vån har fått mit hjerta, och han har' min tro.”
Men Gud gifve oss sina nåde! ,
Och Konungen han vardt så vred i sitt mod.
Gud råde!
„Det kommer viast at kosta den vånmens blod!
Men Gud gifve oss sina nåde!
Och Gunnel hon blef så blek som en snå.
Gud råde!
Hon hade vål lust att med vånnen få då.
" Men Gud. gifve oss sina nåde !
Då kommo hennes fråinder med buller och låt. ?)
Gud råde!
De aktade icke skån Gunnels gråt.
Men Gud gifve oss sina nåde!
De gåfvo henne krona ock Drottningenamn.
Gud råde !
Men aldrig tog hon mera sin harpa i famn.
Men Gud gifve oss sina nåde!
(Blomman på Kiunekulle.)
… 1) lad, efterled, 2) Lyd, Allerm. ',
| 35
*
546 Gustaf Henrik Mellin
Konung Johan den Tredjes Död.
Den 17. November, en mulen och stormig dag, hade Drott-
ningens gåster redan samlats, och voro just som båst syasel-
satta med sina nåjen, 7) då Jungfru Anna Reibnitx af Drott-
ningen blef lemnad hos Hans Majeståt, Klockan 3 skulle den
unga jungfrun råcka honom en drygk, enligt?) den foreskrift
hon fått af Måster Simon, hvilken gått ut får att besårja om
några ytterligare medicamenter, såsom han sade. Med en
kånsla af hemsk rysning,”) åfver att befinna sig ensam med
en dående, hade hon setat bakom det tunga férhånget vid
den åldrige sjuklingens hufvudgård, och hårt honom med jem-
rande och qvåfd +) ståmma framstappla långa båner på ett før
henne fråmmande språk , hvarvid hon så mycket mer genom-
trångdes af fasa 5) som hon, såsom renlårig Lutheranska,
ansåg dem får munklårdom och hådelser %) mot Gud, Når
de dofva klockslagen från tornuret i tre kronor skallade ge-
nom slottet, stød hon upp, fattade bågaren, i hvilken dryk-
ken var blandad af Apothekaren, och framtrådde till såhgen,
Den gamle Konungen låg med hånderna sammanknåppta åf-
ver det tungt rosslande brõatet, då den unga flickan, ” ) skøn
som en engel, men blek af sin ångest, liksom hade de hul-
da dragen varit bildade af den hvitaste marmor, hastigt stod
framfår hans åsyn, Hans förut irrande åga håftade sig na
ångestfulit på henne, hans bleka anletsdrag spåndes sålisamt,
och han rörde krampaktigt de blånande låpparne, utan att
han dock framfårde et begripligt ljud. i
» Tåcktes 2) Eders Majeståt nu drieka frågade hon dar-
rafide.
»Det år fåfångt! 9) pustade han, „Jag kan ej långre
undgå det! O Erik — Broder! Det år din håmdengel, aom
ser på mig, — — Var barmhertig! — Aeck! jag var det ju
icke emot dig! — Måste jag också dricka din bittra dõda-
dryck?f — O Gud, forskona mig! — Jag har ånnu så
mycket att ångra — att godtgåra! — Min broders håmden-
gel, hasta icke! — Jag år gammal — men får tidigt kallar
du mig får min domare !— Dråj,19) ånnu! Eljest år jag før
evigt fårtappad!
»Min Konung! Jag år ju Eders Majeståts trogna 22)
undersåte och tjenarinna!”” sade hon „i det hor bestört tråd-
1) Forlystelser. 2) ifålge. 3) egl. gruelig Gysning.
4) kvalt. " 5) Rædsel. 6) Fornærmelser. 7) Pige.
8) behager. 9) forgjæves., 10) tov. 11) tro.
— å oe
S 1
-
åd
0". Gustaf Henrik Mellin. 547
de tillbaka och såg'åt dårren, om icke någon menniska skulle
komma. ' . '
Men det tycktes, som en fasansfull dådsyra *) redan om-
tåcknade 2?) den gamle brodermårdarens sjål och omgaf ho-
nom med bilder och førestållningar, før hvilka hans samvete
skålfde. ,,0! min broders håmnarinna!” fortfor han: ,,Du
dådsbleka engel! . Dina ögon gemomborra mitt" hjerta! O,
misskunda dig åfver mig? Blås på min panna, det brinner
inom den| — Ha! det brinner utanpå |—- Kainsmårket glå-
der. — Har icke Herren forbannat mig? Ve! Vg!”
"Den rådlåsa flickan stållde bort bågaren, vred hånderna
i ångestfull fortviflan, och utbrast i håftig gråt. ,,0 min
- Gud! hvad skall jag gåra?” suckade hon.
„Nej, nej, sått ike bort den, min broders dådsbågare!”
ropade Konungen. — „Jag vet vål min dom! Jag måste )
tõmma den kalken; den år dock icke så bitter, som hans!”
„Nadige herre Konung!” sade hon, och råckte Konun-
gen åter drycken; „detta år ju icke en dådsdryck, utanen -
dryck till lifs, som vi hoppas och bedje till Gud!”
»Fill lifs!”” upprepade +) Konungen: „Nej, nu år domen
- fallen; min stund år fårhanden och jag måste då!” Hårvid
emottog han drycken, som hon med skålfvande hand satte får
hans lippar. . !
Hu! det år kallt!”” fortfor han derefter. ,,Hvarfor dar-
rar du också, domarinna? Ryser du for min dom? — Ve
mig! Hvad skall den blifvaf”” Dervid upphåfde han åter en
jemmerklagan, så forfårlig och hemsk, att uttrycket af hans
plågor isande gick den stackars åhårarinnan genom merg
och ben. ' i
Slutligen blef denna ångest alltfår stark, och hon beslåt,
då afren Måster Simon icke hårdes af, att hastigt underråtta
Drottningen om Konungens tillatànd. Så snart den tanken
blifvit rũtt klar får henne, skyndade hon sig till Drottningens
danasal, med en hastighet, som om furier fåljt henne i spå-
ren. Ehuru hon föll afdånad vid dörren, anade Liljensparre
henneg årende, och så snart han hunnit 5) anbefalla Drott-
ningen sansning och lugn ; 5) flåg han till Konungens rum. ?)
Men då han intrådde i kammaren, hade redan den verk-
1) yra, Forvildelse, Afsindighed. 2) omtaagede. 3) maa.
. D gjentog. 5) han havde naaet til at. 6) Ro.
7) Værelse.
' 35”
= ø
58488 Gustaf Henrik Mellin.
liga dåddsengeln kallat Konung Johan HL.s skuldbelastade ande
infôr den evige Domaren. Med brustna ågon, och i en, som
det tycktes, våldsamt spånd stållning låg den aflidne på sin
ensliga dådsbådd ; och Liljensparre betraktade med stum
vårdnad !) och fasa, det rum der detta ågonblick en veder-
guiningena dom var hållen. Slutligen gick han tigande fram,
"och tilltryckte den dåde monarkens õgon.
Det dråjde icke långe, innan Drottningen och hennes
svåger åfvenledes hitkommo från danssalen, och stannade, 2)
forsånkta i fasa, framfõr liket. På den skåna Gunnillas an-
sigte skiftade uttrycket af de mångfaldigaste kånsior vid åsy-
nen af den nu liflåsa gubbe, hvilken dock fordom beröfrade
henne en hoppfull ungdoms skånaste sålihet: en lycklig kår-
lek. Nu var hon således redan Enka, och bredvid henne
stod den ungdomsvån och ålskare, hvilken hon aldrig upp-
- hårt att i sitt hjerta ålska, ehuru han nu fåstat sitt hjerta
vid. en annan, och endast besrarade hennes kånsla med .
uttrycket af vårdnad — och undersåtligt nit. 7) Huru
tung och kall måtte hon ddek icke hafra kånnt kro-
nan och manteln, emot den glada och varma åmhet, som
ur Liljensparres blickar strålade forbi henne, en annan till
måtes! Hon utbrast f tårar vid sin gemåls lik, men de voro
såckert icke kårlekens och saknadens! +)
(Anna Reibnitz celler Sångarftickan från 'Warschau.)
— —
— —
Fredrika Bremer
f. 1802,
Foårhoppningar.
J ag hade en egen method, får att, utan mycken olågenhet
vandra lifvets steniga vig, ehuru jag der, snart sagdt, i
både fysisk och moralisk bemårkelse vandrade barfotad: —
jag hoppades!5) hoppades från dag till dag, om morgonen på
aftonen, om aftonen på morgonen, om håsten på våren, om
våren på håsten, från detta år till nåsta år, och så hade jag
under fårhoppningar hoppat åfver nåra trettio år af min lef-
1) —* 2) bleve staaende. 3) Iver. 4) Savnets.
.
Fredrika Bremer. 549
nads vandring, utan att djupt kånna af allt, hvad jag saknade,
annat ån'bristen!) på hela ståflar; hvaråfver jag ute i fria
luften lått tråstade mig, men hvilket i en salon alltid gaf mig
en orolig håg 2) att vånda hålarne, såsom det minst slitna,.
framåt; och den vida mer plågande bristen på allt, utum vån-
liga ord at hugna %) i elåndets kojor. +).
Jag tråstade mig som tusende andra med en fårhoppuings-
full blick på Fortunag rullande hjul, och med den filosofiske
anmårkningen: ,kommer tid, kommer råd.”
Fattig hjelp-prest, . hos en landtprest, med knapp lån och
mager kost; moraliskt måglande, £) mellan matmor som
tråtte och pastor som såp, ungherrn som, språtte och mam-
, seller som, med axlarna håga och fåtterna in, gingo ut på
besåk från morgon till qvåll, kånde jag en egen besynner- ,
lig émhets- och glådjerårelse, då en min bekant skrifteligen
underråttade mig, att min mig personligt obekanta onkel,
Handlanden 6) P2"% i Stockholm, låg på sitt yttersta, och
hade i ett raptus af slågtkårlek frågat efter: sin odåga te
brorson.
På en mer ån vanligt stridig och hårdnackad bondkårra -
skakar 7) tacknåmliga brorsonen, med ett litet platt och
smalt knyte och en million rika forhoppningar, genast ) och
nedfør alla hackar, hals åfver hufvud till hufvudstaden.
I vårdshuset der jag steg af, bestållde jag mig litet —
barg helt litet frukost, ... något' obetydligt ... én smør-
gås ?) ... et par ågg...
Vården och en tjock herre gingo af och an !9). i salen
och språkade. ,,Nå det måtte jag såga (sade den tjocka
- herrn ),. den der grosshandlar P777, som dog?!) i förr-
gâr, han var mig en rigtig baddare!”” 72) — Jo jo, tånkte
jag, ah ha, ah ha, en baddare som hade dugtigt med pen-
ningar! ,,Hår min vån (till uppassaren), kunde han ej skaffa
mig ett stycke oxstek, eller någon annan litet fastare mat?
Hår! — en skål bouillon skulle icke heller vara ur vågen, . .
.. Se till derom och var snar|”
»Ja, sade nu min vård, det var plumpt! Trettiotusen
Riksdaler, och det bankomynt! ... Det hade vål ingen i
hela staden drõmt om . .. trettiotusen |”
1) Mangelen. 2) Lyst. 3) gjåre tilgode, opmuntre.
å) Hytter. 5) skimlende. 6) Kjobmanden. 7) stådes.
8) som snårest. 9) Smårrebråd. 10) op og ned,
41) dåde. 12) Krabot.
Å
⸗
a
850 …" Fredrika Bremer. '
» Trettiotusen |” upprepade jag i mia 'jubilerande sjål, -
'strettiotusen, hår pojke! * uppassare ! — skynda fort, gif
hit trettiotu .... nej gif hit banko-m .... nej, gif hit en
butelj vin, såger jag!” och från mitt hufvud till mitt hjerta
sange under alla pulsars pukslag, i vexlande dehon, trettio-
tusen ” '
" da (fortfor den tjocka herrn) , och kan ni vil tro, att i
den massan åro får niohundrade riksdaler kotletter, och får
femtusen champagne. Nu stå hans creditorer vackert der
och gapa; i huset finnes kuappt får två styfvers virde, och
utanfor står den enda hederliga tillgången 2) — en kalesche!”
»Aha, det var något helt annat! hør hit, gosse! 7) uppas-
sare! he, kom hit! tåg bort det hår kåttet och bouillonen och
- Yinet! och hår, tag vara på, min gunstig herre, att jag in-
gen smula smakat af alltsammens . . . hur skulle jag ;
jag har ju intet annat gjort, ån åtit sedan jag fick õgonen
upp i morse! +) (en forskråcklig osanning), och kom nu
ihåg att jag således ej bør hetala for det hår onõdiga kalnset.”
— Men herrn har ju bestållt det”, svarade bistert uppas-
.saren. — „Min vån”', svarade jag och tog mig bakom årat,
ett stille, hvarifrån personer, stadda i bryderi, merendels
håmta nådtorftiga concepter, min vån, det var ett misstag,
som jag ej bår få pligta for, då det ej var mitt fel, att en
rik arfvinge, får hvilken jag bestålit frukosten, i en hast blef
fattig, och fattigare ån mången fattig, emedan han mistat
mer ån hålften af sina ereditiver på framtiden. Om således
han, som ni vål kan begripa, i så fatta 5) omståndigheter,.
ej kan betala en dyr frukost , så hindrar det icke, att jag ju
kan betala åggen som jag fortårt, och gifver eren god dricks-
penning får ert besvår, emedan affårer tvinga mig att genast
flytta hårifrån.”
Medelst min fortråffliga logik och goda drickspenningar
slapp jag, med blådande hjerta och vattnande mn, ifrån
min dyra frukost, och vandrade med mit lilla knyte under
, varmen, omkring i staden , sækande efter rum, som ej kostade
mycket penningar , och funderande 65) hvar jag skulle få pen-
ningar till att betala mitt rum.
- Jag hade fått en smula hufvudvårk af den håftiga choquen,
som der hade uppstått mellan hoppet och verkligheten. Men
då jag under min promenad fick se ur ett pråktigt equipage
1) Dreng. . . 2) Forraad. 3) Dreng. 4) morges.
5) beskafne. 6) grundende. HL,
a
. — Fredrika Bremer. - 564
a en herre, med band, stjernor och craschan,”) som
hade gulblek hy, ?) djupt rynkad panne, och öfrer ögonbry-
nen ett 'eharakteriserande drag af elakt >) lynne; då jag fiek
Be en ung grefve, som jag vid Upsala Akademi något kånnt,
gående som om han velat falla på nåsan, af ålder och lef-
nads-måtthet; — då reste jag upp hufvudet, drog djupt in
luften, som handelsevis (olyckligtvis) just på, detta stålle
hade metwurstparfym , — oeh prisade fattigdom och ett rent. . ;
hjerta ! .
På en aflågsen gata erhõll jag slutligen ett litet rum, båttre
passandec for mina mårknade utsigter, ån de ljusa fårhopp-
ningar jag ågde får ånnu två timmar sedan. &
" Jag hade erhållit tillstånd +) att tillbringa vintern i Stock-
holm, som jag hade trott på et helt annat sått ån jag nu hade,
utsigt till. Men hvad var att gåra? Fålla modet var det såm-
sta. 5) Lågga armarne i kors och se uppåt himmelen, ej
mycket båttre, ,,Solen lyser;fram då minst man våntar det,”
tånkte jag, under det tunga håstmoln sånkte sig ned õfrer
staden. Jag beslåt at anvånda allt bemõdande på att får-
skaffa mig en hederlig utkomst med någon ljufvare 5) utsigt
for framtiden, ån den som under Prosten G ...s bedråfliga
beskydd åppnade sig for mig, och derunder genom renskrif-
ning, bekymmersam utvåg i en bekymmersam belågenhet,
vinna mitt uppehålle for dagen.
Rå lefde jag mina dagar fram under fruktlåsa bemådanden
att finna åron utan bomullstappar, bråstangripande renskrif-
ning af tomma hufvudens tomma meningar, magrande mid-
dagar och stigande fårhoppningar, till den afton, vid hvil-
' … kens dato i min AImanacha jag sedermera 7) strok ett kors.
Min vård hade nyss lemnat mig med den vånliga uppma-
ning, at betala hyren får fårsta qvartalet på fixa morgonda-
gen, så framt jag ej prefererade (artigheten år fransysk), att
med pick och pack ånyo anstålla en upptåcktsresa $) kring
stadens gator. ' ” .
En øbeskrifligt kulen November-afton hade hunnit till sin
åttonde timma, då återkommen från ett sjukbesåk, der jag
kan hånda — måjligtvis något obetånksamt, tåmt min pung,
jag vålkomnades af denna õmms hejsning.
Jag putsade min såmniga och smala dank?) med fingrar-
4) Decorationer. 2) Ansigtsfarve. 3) ondt. 4) Tilladelse.
5) værste. 6) blidere, behageligere. 7) siden.
⸗
8) Opdagelsesrejse. 9) Praas. i
Å
552 '— SFredrika Bremer. i
na, och såg mig omkring i den lilla svarta kammaren, får
hvars åtnjutande jag snart skulle se mig nådsaked att gåra guld.
Diogenes bodde, såmre, suckade jag med undergifvet
sinne, i det jag drog ett haltande bord från fånstret, der
bilåst och regn ej hållo till godo") att stanna utanfåre. Mina
blickar follo i detsamma på en prigtig eldbrasa *) blossande
i ett kåk, tantaliskt belåget midt dfver mitt blygsamma kyffe, 3)
der spisen +) just var det mårkaste af alitihop. 5) ,,Koker-
skor och kockar åro vål lottade bland de tjenande dådlige!”.
tånkte jag, underdet jag med hemlig begårelse att leka låna
eld betraktade den frodiga dame, som bland grytor och ka-
struller stod i eldskenets gloria, som en herrskarinna, med
eldtångsspiran majeståtligt hvålfrande 5) i det glõdande riket.
En våning hågre upp hade jag genom ett fånster, af in-
gen afundsam "gardin formårkadt, utsigt in i ett vål upplyst
rum, der en talrik famille var fårsamlad kring ett thebord,
fullt-med korgar och skålar. i
Jag var stel af kåld och fugt i hela kroppen; huru tomt
det var i den delen, som kan kallas magasinet, talar jag in-
tet om; — — men, „Aek herre Gud (tånkte jag), om
åndå den vackra flickan, som der midt åfver råcker en kopp
the-nektar och en korg så magnifika skorpor 7?) åt den tjocka
herrn som af måtthet Enappast orkar resa sig från soffan, ville
och kunde stråcka sin skåna hand litet lingre bort, . .. med
tusen kyssar skulle den … . fåfångt — ack! den måtta herrn
tar koppen — han doppar och doppar sina skorpor så evigt
långsamt, ... just att pråtaåt. Nu klappar den såta flickan
honom! ... Jag kan undra om det år såta Pappa sjelf eller
Onkel ... eller kanske .... Ack den afundsvårda dådlige !
» » » Men nej, det år ju omåjligt . . . han år åtminstone
fyratio år åldre ån hon. Se det måtte vara hans hustru, ....
en åldre fru, som sitter bredvid honom på soffan och åt hvil-
+ ken fråken bjuder kringlor; . . . gumman ser allt får hygg-
lig ut. . . . Men hvem går hon nu till, som jag icke kan
Se; . . . ett dra och ett stycke af en axel år allt bvad som
kommer fram forbi-fonster-pelaren. Att den gunstiga perse-
nen vinder mig ryggen, kan jag viål ej fortånka den; men
att den låter flickan stå framför sig och niga och bjuda en
qvart timmes tid, år jag ganska stått dfver; . , . . ett frun-
4) ej toge til Takke med. 2) Baal. 3) Hytte.
Skorstenen. 5) altsammen, 6) svingende.
7) Tvebakker.
4
y
2
Fredrika Bremer, 683 ,
timmer måtte det vara, en karl skulle ej kunne varaså chåflig
mot denna engla-varelse; 7) det måtte då vara . . . man
. … » eller . . . nu tar den emot koppen, — och nu o ve!
griper en stor karlhand i skorpkorgen; ... en groban | ...
och så han tar får sig, den oborst?) ... jag kan undra om
det åg hennes bror! . . han var kanske hungrig, fattig karl. ….
Nu kommer turen till två små såta ungar, . . . . . lika sys.
tern. Jag kan undra, om gunstig herrn med ena õrat Jem-
nat något qvar.. Den aldrakåraste flickan, så: hon smeker
och kysser dem, och ger dem alla kringlor och kakor, som
kommit undan munsjår Snålbergs 3) långa fingrar!: Nu hår
hon sjelf, den såta engeln, af hela trakteringen intet mer ån
jag, .. . utom lukten likvål” s
»Hvilken rårelse uppstår på en gång i rimmet! ...
herrn kommer upp ifrån soffan; personen med ena õrat rakar
fram, och skuffar (han år fådd drummeldarius) till flickan,,
så att hon Knuffar emot thebordet, som ståter tillhaka ner i
soffan den stackars frun som just ville springa fram; barnen
… hoppa och klappa i hånderna, . .. dårren flyger upp! . ..
en ung officer stiger in . . . fråken kastar sig i hans armar.
Ja så! Ah ha! se så!” Jag slår igen mina fånsterluckor, så
att det brakar, 'och såtter mig alldeles våt af regnet och dar-
rånde i knåna på en stol. |
Hvad hade jag vål i fonstret att gåraf Se det har man før
det man år nyfiken. n
For åtta dagar sedan flyttade denna famillen från landet in-
i det vackra huset midt emot mig, och det hade årmu aldrig
fallit mig in att fråga hvilken och hvarifrån den var. Hvad
behof hade jag vål att i afton på olofligt sått gåra mig under-
råttad om dess husliga forhållanden? Hvad kunde det inter-
essera mig? Jag var vid elakt lynne; kanhånda kånde jag
åfven litet ondt i hjertat, . . . men lika mycket, — trogen
min foresats, att aldrig lemna mig till ångsliga tankar, då de
ej båta till något, tog jag med stela fingrar i pennan och får
att skingra 5) den ledsnad jag kånde, ville jag fårsåka en
skildring af den husliga sållbeten?) — en sållhet som jag aldrig
kånnt. Får ofrigt filosoferade jag blåsande i mina frusna
hånder: ,,år jag då den første som i inbillningens drifhus "
såkt en vårma som tingens hårda verld nekar honom? Sex
1) Engle.- Væsen. 2) Tålper. 3) af snål, gnidsk.
&) wysgjerrig. 5) adsprede. 6) Salighed.
554 Fredrika Bremer.
rikedaler før en famn granved, nej prosit, ej fårr ån Decem-
. ber! Jag skrifver|” -
, Lyeklig, trefallt lyeklig den innerligt fårenade familj,
inom hvars alutna krets intet hjerta bløder eller glådes en-
samt, ingen blick, intet leendø 1) lemnas obesraradt, och
vånnerne ej med ord, men i gerning dagligen såga hvarandra
»din sorg, din glådje, din sållhet år min!”
Skånt år det fredliga, det tysta hem, som skyddande
kringsluter lifvets tråtte pilgrim, som kring sin vånligt flam-
mande hård till hvila,forsamlar gubben vid'stafven, den kraft-
fulle mannen, hans ålskande maka, och lyckliga barn, som
i den hårmande 2) jordiska himlen hoppa med jollrande jubel
… omkring, och. sluta en i oskuld framlekt dag med att, tack-
” sågelsebånen ånnu på leende låppar, somna vid foråldrarnes
brøst, under det modrens ljufva råst i hviskande vaggtoner 3)
beråttar for dem, hur kring deras låger |
Små englar gå vakt,
De slå en ring,
De vaka omkring
Bådden, der oskulden sofver.
.…… Hår måste jag upphåra; ty jag kånde något likt en regn-
droppa komma fram ur mitt åga, 'hvilket gjorde att jag ej
kunde skåvja redigt. W
Huru mången, tånkte jag, i det mina tankar emot min
vilja toge en melancholisk våndning, — huru mången måste
ej med smårta umbåra +) denna jordelifvets hõgeta lycka,
huslig sållhet! Jag betraktade mig en stund i den enda 5)
-hela spegel jag ågde i mitt rum ...sanningens, och
skref åter med dyster kånsla. Olycklig kan visst den õfrer-
gifne *) kallas, som i lifvets ångsliga och Kulna stunder (hvilks
så ofta komma) ej blir tryckt till ett troget hjerta, på hvars
suck ingen svarer, hvars tysta bekymmer ingen Jindrar med
ett „jag fårstår dig, jag åmkar dig.”
Han år modfålid, ingen muntrar honom; han gråter, in-
gen ser det, ingen vill se det; han går — ingen fåljer ho-
nom; han kommer,.ingen går emot honom; han hvilar, in-
gen vakar ofrer hønom. — Han år ensam, — e hvad han år
olyeklig! Hvarfére dår han ej Ark hvem skulle gråta honom f
En graf, som inga varma saknads-tårar vottna 5 år så kall!
e
1) Smil. 2) efterlignende. 3) Vugge-Toner. 4) undvære.
5) eneste. 6) forladte. > '
[| 4
Fredrika Bremer. | 555
Han år ensam uti vinternatten, for honom har jorden
inga blommor och dunkla brinna himlens ljus. Hvarfår vandrar
han, den ensamme, hvarfår våntar han, hrarför flyr han 'ej,
skuggan, till skuggårnas land? Ack han hoppas ån, han år
en stackars tiggare på glådje, som ånnu vid den elfte timman
”våntar att en barmhertig hand skall gifva honom en almosa.
En enda liten jordeblomma vill han plocka, båra den vid
sitt hjerta, får att sedan ej. så ensam, så alldeles ensam gå
ned i det tysta. i
Det var min egen belågenhet jag beskref, — mig sjelf-
jeg beklagade. —
Tidigt berõfrad mina fåråldrar, utan syskon, vånner el-
ler slågt, stod jag ånnu i verlden så ensam och så õfrergif-
ven, att jag utan en innerlig fårtråstan till himmelen och ett
naturligt lyekligt lynne ofta nog bordt õnaka lemna denna
snåda verld; men nu hade jag ånda hitintills ') nåstan bestån-
digt hoppats på framtiden, och derunder, af instinktlik kånsla
att så var det båsta, snarare ån af filosofi, -nedtryekt alla
får mycket lifliga ånskningar får det nårvarandes trefnad, då
de så helt och hållet voro i strid mel måjligheterne. Men
sedan någon tid var det ty vårr annorlunda med mig; jag
kånde, och isynnerhet denna afton kånde jag mer ån någon-
. sin ett outsågligt begår att' hålla af någon, . . . att ha hos
mig en vån, ... en vån som, ... som vore ... kort sagdt
en vån som vore (får mig jordens hågsta lycksalighet) min .
maka, min ålskade, min tillbedda maka! O hon skulle tråsta
mig, hon skulle fråjda mig! hennes ömhet skulle i den fatti-
gaste koja gåra mig till en konung! Att mitt hjertas õmma
låga 2?) ej skulle hindra den trogna varelsen att vid min sida |
frysa ihjål, blef mig snart under ofrivilliga rysningar klart
och kånbart. Mera betryckt ån någonsin, steg jag upp, och
gick några slag (det vill såga två steg fram och så hågerom
återmarsch) på min kammare. "Kånslan af min belågenhet $)
fåljde mig som skuggan på muren, och får fårsta gången i
' min lifstid kånde jag mig modfålld, "och kastade en mårk
blick framåt min dystra framtid. Jag hade inga gynnare, +)
, kunde derfåre på lång tid ej vånta någon befordran, således
intet eget bråd . . . . ergo ingen vin — hustru menar jag.
Men hvad i Herrans hamn, sade jag ån en gång all-
varsamt till mig sjelf, hjelper dett att grabbla7” Jag såkte
ån en gång med all makt slå bort mina ångsliga tanker. —,
4) lige indtil nu. 2) Lue. 3) Stilling. 4) Velynder,
i
556. Fredrika Bremer.
» Om åndå någon ohristen sjål ville komme till mig i aften!
hvem som helst det vara må; — vån eller fiende,… . . .
allt år båttre ån denna enalighet. Ja till och med om det vore
en innevånare af andeveriden såm õppnade min dõörr — han
vore vålkommen! Hvad var det? Tre slag på dårren! Jag
vill vål icke tro” . . . åter tre! jag gick och åppnade! der
var ingen. Blåsten allena for tjutande upp och ned i trap-
porna. Skyndsamt stångde !) jag igen dårren, stack hån-
derna i fickorna och gik en stund trallande åfverljudt. Några
Sgonblick derefter tyekte jag mig håra en suck! . . . jag teg
och lyssnade, . . . åter suckades ganska tydligt, . . . och
ånnu en gång så djupt och så jemmerligt, att jag med hemlig
ångest ropade: ,hvem år der? Intet svar. .....
Jag stod en stund begrundande hvad detta vål månde ha
att betyda, då ett forfårligt kattrakande i trapporne, som
jag tyckte ifrån vinden 7) ånda ned i kållrarna, och som slu-
tades med en foørskråcklig dunk mot min dörr, gjorde slut
på min obeslutsamhet. Jag tog ljuset, en kåpp och gick ut.
"I ågonblicket som jag åppnade dõrren, blåste ljuset ut. Jag
såg något gigantiskt hvitt skymta emot.mig, och kånde mig
hastigt omfuttad af ett par starka armar. Jag ropade på hjelp
och stred så tappert får at komma lås, att både jag och min
motståndare slogo omkull på golfret, duck så att jag kom õf-
ver honom. Som en pil steg jag upp och ville springa ut for
att skaffa ljus, då jag stapplade õfrer något gud vet hvad,
.. (jag tror nåstan att någon tug fatt mig i benen); lika
mysket, jag fõll før andra gången, slog hufvudet mot bords»
hårnet och förlorade sansningen , under det jag i mina åron
hårde ett férargligt buller som mycket liknade gapskratt. 5)
Då jag åter slog upp ågonen,.måttes de af ett blãndande
ljussken. Jag alõt dem åter, och lyssnade till ett oredigt sorl
omkring mig, — åppnade dem ånyo helt litet, och såkte
urskilja foremålen +) som omgâſvo mig, hvilka forekomme
mig så gåtlika och underbara, at jag nåstan fruktade att
mina sinnen voro fårvirrade. Jag låg på en sofla, och . .…
nej jag bedrog mig verkligen icke, — den såta flickan, hvars
bild oupphörligt svåfvat før min tanke hela aftonen, stod
verkligen bredvid mig och baddade, med ett hinmelskt ut-
tryck af deltagande, mitt hufvud med åttika. En ung' man,
hvars ansigte fårefåll mig bekant, håll min hand mellan sina.
1) lukkede. 2) Loftet. 3) Skoggerlatter. 4) Gjenstandene.
13
Fredrika Bremer. 557
Jag urskiljde åfven den tjocka herrn, en mager dito, frun,
barnen, och i aflågsen skymning såg jag skymta thebordets-pa- -
radis; i korthet, jag befan mig genom något bvbegripligt
õdets *) hokus pokus midt ibland den famille, som jag for en
timma sedan med så lifligt interesse betraktat.
—…… Då jag fullkomligt återkom till sansning, omfamnade mig
den unga mannen flera gånger med militårisk håftighet.
»Kånner då då ej igen mig?” utropade han, stått att se
mig så statue till sjål och kropp. „Har du då så aildeles
glåmt August D?"", hvars lif du så nyligen frålst med fara
af ditt eget? Som du så tappert fiskade upp med risque att
sjelf får alltid dråja i fiskarnes ointeressanta såliskap? Se
hår min far, min mor, min syster Wilhelmina!” Jag tryekte
hans hand, och nu omfamnade mig åfven fåråldrarne, Med
ett dugtigt slag af knytnåfven i bordet utropade nu Augusts
far: ,, Och derføre att ni frålst min sons lif, att ni år en i
botten hederlig och bra karl, att ni svålter sjelf — får att ge
andra åta, . . derfõre skall ni ha pastoratet i Hal . . . Ja,
ni skall bli kyrkoherde, såger jag, ... jag har jus patronatus,
må ni veta!”” i
Jag var alldeles ur stånd att begripa, tånka eller tala på
en lång stund, och innan genom tusende fårklaringar allt
kom till férklaring, hade jag ej redigt fattat något annat
ån att Wilhelmina icke var . . . att Wilhelmina var Augusts
syster. .
” Han hade samma afton kommit hem från en resa i s)0-
måtnings-corpsens ?) årender, under hvilken håndelsen får-
lidna sommaren fårskaffade mig den lyckan, att rådda honom
ur en fara, hvaruti ungdomshetta och åfvermod stårtat ho-
nom. Jag hade sedan denna håndelse ej sett honom, och
forut endast flygtigt gjort hans bekantskap, vid Akademien
druckit duskåt och sedan glåmt min kåra bror.
Han hade nu, med ungdomens lått uppdrifna enthusiasm,
beråttat får sin famille denna tillfållighet, samt hvad han får
ofrigt både visste och icke visste om mig. Fadren, som hade
ett pastorat att ge bort, och som (hvilket jag sednare fick
veta) från sitt fonster gjort några barmhertiga anmårknin-
gar åfver mina magra middagar, beslåt, bestormad af sin
sons båner, att hõja mig ur fattigdomens skåte på lyckans,
håjd. August fortjust ville på stund och timma fårkunna mig
min lycka, och før att med detsamma tillfredsstålla sin ålsk-
1) Skjæbnens.. 2). S6-Opmaalings - Carpsets.
558 . | " Fredrik Breiner.
lingevurm att gåra upptåg, ger han sig tilikånna 1 min trap-
på på ett spåksått, hvars fåljd for mig blef en stark ehuru
ej farlig contusion vid tinningen, och den oførmodade flytt-
ningen ofver gatan,” från djupaste mårker till klaraste ljus.
Tusende gånger bad mig den goda ynglingen om foørlåtelse
får sin obefånksamhet; tusende gånfger fårsåkrade jag honom,
att det icke ens var vårdt att tala om den lapprisknuffen.
Oeh i sanning var Pastoratet en balsam, som hade kunnat
gõra en større akada okånbar.
Jag igenkånde forvånad ") och litet flat, att õrat och
axeln, hvars ågare så fårskråickligt grep i skorpkorgen, och
éfver hvilken jag utgjutit min galla, just tillhårde Augusts far
och min patron. Den tjocka herrn, som satt i soflan, var
frõken Wilhelminas såta onkel. .
Mina nya vånners godhet och glådtighet gjorde, att jag
snart kånde mig hemmastadd och lycklig. Gamle herskapet
bebandlade mig som barn i huset, de unga som en bror, och
de båda små tycktes i mig ana en tillkommande pepparkaks-vån.
Sedan jag af Wilhelminas vackra hand emottagit två kop-
par thé, hvartill jag nistan fruktar att jag i distraction tog
innu mera skorpor ån min fortråflliga patron, steg jag upp
for att taga afsked. Man ville nådvåndigt behålla mig qvar ?)
i huset õſver natten, men jag blef vid min foresats, att under
tacksigelser till mitt ådes hågre ledare i mitt gamla logis till-
bringa den fårsta lyckliga natt.
Alla
e mig ånyo, och jag omfamnade nu alla så
rått af hjertans grund, åfven Wilhelmina, på erhållen nådig
tillåtelse likvål. — ,,Det hade varit så godt att jag låtit bli
det,” tånkte jag sedan, om det skall vara for forsta och sista
Bången August ſõljde mig tillbaka. ,
j mitt rum stod min vård, midt ibland kullslagne stolar
och bord, med uppsyn midt emellan regn och solsken; på ena
sidan drogs munnen med ett horribelt småleende upp till õrat,
på den andra kråp den af forargelse ned mot isterhakan ; õgo-
nen fõljde samma directioner, och det hela hade utseende af
ett ryckverk, tills den ton, uti hvilken August antydde honom
att lemna oss ensamma, förvandlade alltsammans i den aldra-
yånligaste grinmine, hvars auctor under ådmjuka bockningar
. åndteligen fårsvann bakom dårren.
August var i fortviflan åfver mitt bord, min stol, min
sång, m. m. Jag hade måda att afhålla honom, från att gå
1) forundret. 2) tilbage.” . | '
a
4) geraadede, 2) frembragte. 3) Roe. .
É | es Fredrika. Bremer. 559
ech prygla upp Virden, som ville ha penningar får ett sådant
”nåste! Jag måste stålla honom tillfreds med en helig forsik-
ran, att dagen derpå ofårdråjligen flytta till ett annat stålle.
„Men såg honem vål, bad August, inhan du betalar honom,
att han år en skurk, eu ockrare, en prejare, en .. eller em
du vil, så skall jag” . . . — „Nej nej bevars! afbråt jag
honom , Iat mig gåra, var i god ro.” "
Sedan min unga vån lemnat mig, tillbragte jag lyckliga
stunder, med att tinka på mitt öðdes foråndring, och att der-
får innerligen tacka Gud.” . Rn
" Till pastoratet gingo mina tanker sedan; och himlen vet
hvilka feta oxar och kor, hvilka parker med blommor, frukter
och grånsaker jag i andanom såg omgifva mig i mitt skåns .
paradis, der min Eva gick vid min sida stådd på min arm;
" och i synnerhet hvilken otalig mångd aflyckliga och uppbygg-
da menniskor jag såg strimma ur kyrkan der jag predikat.
Jag-christnade, jag confirmerade, jag vigde mina ilskade
sockenbor, i mitt hjertas ifver och glådje — och glåmde blott
begrafningarne.
Hvar och en brådlås prest, som fått ett pastorat, hvar
och en dådlig, som ofårvåntadt fått en linge hyst ånskan'
uppfylld, skall lått fårestålla sig min belågenhet.
BLangre fram på natten sånkte sig slutligen likasom et flor
får mina &gon, och mina tankar råkade !) småningom i en vil-
lervalla, som alstrade 2) allahanda besynnerliga fårestållningar.
lag predikade med håg råst i min søekenkyrka, och fårgam-
lingen sof. Efter gudstjensten kommo menniskorna ur kyr-
kan som oxar och kor,. och bålade mot mig, då jag ville
fårmana dem. Jag ville omfamna min hustru, men kunde ej
skilja henne från en stor rofva, ?) som tilitog i hvart ågonbliek,
och som slutligen våxte öfrer oss bâda. Jag såkte på. en
stege klåttra upp till himmelen, hvars stjernor vinkade mig
vånliga och klara; men potates,,grås, vicker och årthalm
snårjde obarmhertigt kring mina fåtter , och hindrade hvart
steg. Till slut fann jag mig gå på hufvudet midt ibland mina
besittningar, och under det jag i min såmniga sjål atorligen
undrade huru detta kunde komma sig till, somnade jag djupt
från minnet af mina dråmmar. Likvål måtte jag mig ove
tande ha fortsatt kedjan af mina pastoratliga tankar, och pre-
dikat i såmnen hela det öfriga af natten, emedan jag om
A nv i i ,
560 Predrika Bremer.
morgonen vaknade vid ljudet af min egen rist, som helt higt
utropade ,,amen |”
Att gårdags-aftontns håndelse verkligen var sanning, och
ej dråm, hade jag måda att åfvertyga mig om, innan August
kom att besåka mig; och att bjuda mig ite middag hos sina
fåråldrar.
Pastoratet, Wilhelmina , middagen, den nya kedjan af
framtida fårhoppningar, bestrålade af det nirvarandes klara
sol, alit &fverraskade mig ånyo med en glådje, som man kan
kånna men aldrig beskrifva.
Jag hålsade, ur djupet af ett tacksamt hjerta, det nya
lif som &ppnade sig får mig, med den fasta fåresats, att,
hånda hvad som ville, jag alltid och i allt skulle såka —
gdra det råtta och hoppas d det bista. ,
Två år sednare satt jag en ag en håst-afton vid spiselden i mir
kira prestgård. Bredvid mig satt min lilla ålskade hustru,
min såta Wilhelmina, och spann. Jag ville just får henne
låsa en liten predikan, som jag nåsta såndag åmnade ") hålla,
och af hvilken jag hoppades mycken uppbyggelse får både
herme och fårsamlingen. Under det jag bliddrade uti den,
fåll ett låst blad ut. Det var papperet, på hvilket jag sam-
ma afton, får två år sedan, i en vida skild belågenhet upp-
tecknat mina ljufra och sorgliga-tankar. Jag visade det åt
min hustru. Hon låste, smålog 7) med en tår i dgat, och med
en liten skålmaktig min, som jag tror ir henne allena egen,
tog hon pennan och skref på bladets andra sida:
Auctor kan nu af sin beligenhet gåra gudskelof en teck-
ning i fullkomlig motsats med den som han i en sorglig stund
gjorde &fver en olyeklig, som då var han sjelf,
Nu år han ej ensam, ej &fvergifven. Hans tysta sack
besvaras, hane hemliga bekymmer delas af en ömt tillgifven
maka. Han går, hennes hjerta fåljer honom ; han återkom-
mer, hon går leende emot honom; hans tår rinner ej obe-
mårkt, den torrkas af hennes hand, och hans leenden åter-
strålas i hennes; får honom plockar hon blommor, får att
kræna hans hjessa, for att atrö på hans våg. Han har ſa-
mille, tiilgifna vånner, och råcknar till sin slågt alla dem
som inga ha. Han ålskar, han år'ålskad, han kan gåra lyck-
liga, han år lycklig.”
Min Wilhelmina hade med trohet skildrat det silla når=
1) agtede. 2) smilede.
”Fredrika Bremer, — 864
Variinde: och eldad af kånslor, glada, hufen som vårsols-strå-
lar, vill jag nu som fårr med en liten tropp låtta fõorhoppuin-
gar voltigera ut i framtiden. .
Jag hoppas således, att min prediken. får nåsta såndag
ej måtte vara utan nytta får mina åhårare; och skuile de får-
itockade sofva, så, hoppas jag att ieke låta denna, ej heller.
någon af de større och mindre ledsamheter, ”) som kunna
måta mig, gå mig till sinnes och ståra mitt lugn. Jag Kkan-
ner min Wilhelmina och tror mig åfven kånna mig sjelf allt
for vål, før att ej med visshet hoppas, att alltid kunna géra ,
henne lycklig. Den ljufva engeln har gifvit mig hopp, att
snart få addera en liten varelse till vårt lilla lyckligg hushåll.
Jag hoppas att i framtiden få multiplicera ... Får mina barn
har jag hvarjehanda fårhoppningar in petto. Får jag en son,. +
så hoppas jag att han skall bli min eftertrådlare . . Får jag
en dotter, så . . . om August ville vånta, ... men jag tror
ått han som båst håller på at fria. -
- Jag hoppas, ått med -tiden finna en fårlåggare till mina
pfedikningar. ", +.
Jag hoppas att med min hustru lefra till hundra år.
Vi hoppas, min Wilhelmina och jag, att under denna
tid kunna aftorka mångas tårar, och att sjelfva gjuta så få,
som vår rang och lott såsom jordens barn kan tillåta.
Vi hoppas att icke åfverlefva hvarannan.
Sluteligen hoppas vi, att alltid kunna hoppas, ech når
stunden kommer, då den grånskande jordens førheppningar
forsvinna vid det klara ljuset af eviga viåsheter, så hoppas
vi, att den allgode Fadren skall fålla en mild dom dfver sina .
tacksamma, éådmjukt fårhoppningsfulla barn.
(Teckningar utur hvardags-lifret. ista h.)
£
2
0. K.
Slottet. Såfvebys Uppbrånnelse.
medlertid gick Stålbrand fram och tillbaka på gården, såg
tid efter annan åt porten och utåt vågen med våntande blie-
1) Kjedsommeligheder. '
- s 236 U
5862 Q, K.
kar, -Manskapets hiåstar voro sadlade och Sqvadronen tycktes
" førdig till uppbrott. Alla Ryttarne gingo, klådde uti mun-
deringarne med sablar och hattar, rundt omkring husen och
gåtdesgårdarne,!) der deras egna håstar stodo bundne. De
vapen, hvilka gårdagen hade'sett utbåras från kållaren, lågo
nu jåmte några andra saker, packade på två stycken bond-
vagnar, fårspånda hver och en med fyra håstar, Bõonderne
stodo bredvid vagnarne med ledsna och såmniga ansigten, lyf-
tade då och då på hattarne och refvo sina hufvuden, samman-
fårde med fåtterne de gråsstrån som lågo framfår håstarne,
och tyektes långta efter uppbrott lika mycket com någonsin
den våntande Ryttmåstaren. i '
En ridande kommer uti starkt traf uppfåre den sluttande
vågen. Se der år Gefrejter Stark tillbaka, såga Ryttarne,
och Stålbrand går emot honom med skiftande fårg och håm-
mad andedrågt. , Håsten stadnar flåsande ?”) och drypande af
svett, Ryttaren stiger utaf, tager fram ett bref ur, hatten
och lemnar Ryttmåstaren, EN
Stålbrand åppnar och låser, och de kringstående fåsta
sina uppmårksamma ågon på hans ansigte, Det mårknar mer
och mer, och uttryeket åfvergår småningom till det af en
kufvad vredes. Han ser omkring sig med gnistrande blickar,
for hvilka hans folk går undan, aflågsnande sig tyst hvar och
en åt sin sida. Brefvet hopvikes 3) och stoppas i bråstfickan,
upptages och genomlåses åter. Slutiigen återfår han målet:
ger ordres åt Lojtnanten att underråtta Generalen, att det stora
huset-genast skall antåndas; åt Qvartermåstaren, att låta in-
lågge torr ved uti ett par rum af nedra våningen; åt man-
skapet, att nedbåra alla måbler och saker af hvad beskaffen-
het som helst, hvilka funnos uti åfra våningen, så fort som
igarne det tillåta; och åt Generalens kusk ger han befaliging
att hafva alting genast fårdigt tilhen afresa.
Snart kommer Generalen bårande under armen det lilla
jernbeslagna skrin, der han ånnu trodde sina diamanter vara
forvarade, Han var åtføljd af sin gråtande fru och dotter.
De nitta sig på en trådbånk vid gårdsporten och se med
sorgsna õgon, huru allting utflyttas utur det hus, de annu skåda
ofåråndradt, men hvilket af morgondagens, måhånda afto-
nens sol skall belysas endast såsom en ruin, Då framtråder
Stålbrand.
J 1) Gjærderne. 2) pustende. 3) sammenlægges.
y
OK 0 — …. 568
U
Herr General, såger han, på nådig befalining får jag for. …
klara Herr Generalen vara arresterad.
Generalskan svimmar. Thilda betåcker sitt ansigte högt
snyftande, 7) men Generalen frågar med fast ton, utan att
visa den ringaste bestårtning eller oro: +
Hvarthån skall jag fåras ? ……
Mina ordres lyda: till hågqvarteret, svarar Stålbrand,
Godt — återtog Generalen; når resa vi och huru
Om Herr Generalen behagar, råttnu uti Herr Generalens
År det tillåtet att hustru och barn fålja mig under vågent |
frågade Generalen,
Thilda steg upp lifligt, såg med bånfallande &gon på
Stålbrand , høpknåppte sina hånder och åppnade de darrande
lapparne likasom før att såga något, men hon var ej så mycket
måstare õfrer sin rårelse, att hon fårmådde yttra ett ljud. .
Han svarade: i
Det år icke fårbjudet — och således tillåtet.
Så snart allt vår i ordning får afresan och Generalskan
hade håmtat?) sig, antråddes densamma. Generalen med
sin tråstlåsa familj och sina skatuller uti en tåckvagn; betje-
ning och saker på ett par stora jagtvagnar, hvar och en dra-
gen utaf fyra feta frodiga håstar. Framfõr detta tåg red en .
del af Sqvadronen, en del efterât, och ett par ryttare nåra
intill Generalens vagn. Fruntimmerna togo nåsdukarne från
sina ågon, for att genom tårarne ånnu en gång, till afsked,
kasta en blick på den stora byggnaden, under hvars kåra tak
de njutit så många lyckliga stunder, och som nu måste lem-
nas får att aldrig mera återfinnas, Deras smårta var stum;
dfvermåttet 2) af deras sorg fårqviåfde allt yttrande af bedråf-
velsens forkrossande +) kånsla.
Stålbrand stadnade ånnu qvar med halfva Sqvadronen,
for att fullgåra det õfriga af sina ordres. GQvartermåstaren
aflossade en pistol uti de inlagda brånnbara åmnena, hvilka
genast uppflammade och antånde veden, Bliåaktig råk utgick
genom ett par õppnade fonster, och snart efterfåljdes den af
lågornas rõda tungor, som med sina fårtårande spetsar slic-
kade omkring sig allt hågre och högre, såkande õfverallt på
andras bekostnad ny nåring åt sin omåttliga hunger. Fön-
*
sterrutorne sprungo sånder, blyet småltes upp, sparrarne ned- ,
1) hulkenude. 2) samlet. -» 3) Overmaalet. . M knusende,
U
564 O. R.
fõllo halfbrånde, och gipstak, spisar och golfstenar om hvart-
annat, med førstårelsens bedråfliga ljud, ”
Elden utstråcker hårjande sitt vålde, och lågan hastar
… med vingad fot genom de håga loft och åfrer dé bonade golf,
der rikedom och stolthet haft sin fårgångliga boning — der
løjet, 7) skåmtet och behagen så ofta anstållt sin flygtiga lek
— allt år nu forbi — åfven den minsta, ringaste tilihårighet
af den fordna prakten fattas af flammans oblidkeliga tand, och
sprides kring rymden ?) såsom stoft eller grusas till jorden.
Hvarken råttan, syrsan %) eller den svåfvande malen +) hirma
fly; deras gåmda och obekanta bo undergår samma åde som
, herrskarens i slottet; allt blir forgångelsens rof. Med bra-
kande dån instårtar bygguadens håga tak, och de hundrade
sårskilta, armar, som det rasande. elementet utstråckt genom
de hundrade fånsterlufterne, fårena sig till en enda våldig
massa, som zegrande lyfter sig hågt uppåfver de af dødliga
hånder resta spetsar, och likasom triumferande dfver sin fram-
gång på jorden, med skadeglådje høja sig mot åttefadren på
' himlahvalfvet, den brinnande solen.
Snart upplåser hettan de våldiga band, hvilka sammanhål-
lit menniskans verk; torn efter torn nedstårtar med dån som
skakar 5) jorden rundtomkring, ett och annat kållarehvalf
sjunker, och derpå hvilande murar förlora jemnvigten och
nedrasa, dels stycke for stycke, dels på en gång med buller
och brak — men ånnu trotsa de yttre våggarnes tjocka mas-
sor den forfårliga gåstens våldsamhet. Fastän svårtade,
spruckne och stympade, beråfvade sin glans och sin prydnad,
stå de likvål på bergfast grund, och visa ånnu vid det helas
undergång en odfvervinnerlighet som bjuder vårdnad.
Den håga eldmassan minskas, sjunker småningom, råcker
snart ej mera upp till murarnes qvarstående kant, upphårer
der frisk nåring saknas, och fortfar åndtligen endast på ett
och annat stålle uti de hopfallna grushågarne. Snart år Såfve-
by blott en rykande ruin.
Med førvåning och førskråckelse hade ortens invånare
randt omkring mårkt eldens uttbrott ; de hade hastat till hjelp
och rñddning. Knappt någon hade fårestillt sig att den rike
vch måktige Grefven skulle kunna dela lika åda med den fat-
tige bonden; deras fårundran var ster, når Ryttare till håst
1) Latteren. . 2) egl.: Rummet, Egnen; altsaa: spredes
rundt amkring 'som Stö. 8) Faarekyllingen. 4) Mål.
5) ryster. .
e
ea
N
— oO. . 668
førbjådo dem naltas, *) når de underråttade dem om, Genera-
lens arrestering och troligen fårestående åde.
XKconung Carl år en strång herre, sade en gammal Tor-
pare;2?) men han låter råttvisan gå åfver den håge som åfver
den låge, | Gud bevare honom! .
De fleste anstållde dock ej några serdeles betraktelser,
ehuru de medvetslåst emottogo ett sorgligt intryck af forgång-
lighetens bild; de gapade på branden en stund och gingo se-
dan, hvar och en med tunga steg och tungt hjerta, till sitt
dagsarhete åter. ”
. (Snapphanarne, sv. original i 3 delar.)
"Anders Fryxell
(£ 3 Hessolskog i Dalsland 1795,) i .
Bråwalla slag omkring 740 år e. Kr.
N år kosung Harald blifwitt 150 år gammal, låg han af ål-
derdomsswaghet beståndigt i sången, och orkade litet gå,
Då war ingen, som fårswarade hans rike får de många wikin-
gar, som på alla sidor bårjade anfalla och hårja det. Detta
likade hans wånner illh, och många andra tyekte också ko—
nungen hafwa lefwat långe nog. Några mågtigå mån togo
derføre det råd, att, då konungen en gång War i badkaf, lade
de tråd och stenar deråfwer, åmnande så forqwåfwa honom.
Men då Harald mårkte deras afsigt, bad han dem slippasig
upp, sågande: „Jag wet nogsamt, att får eder |
tyckesjag wara lastgammal, och det kan ock så.
wara. Dock will jag ej då i ett badkar, utan
håldre såsom en konung.” Då stego hans wånner till
och hjelpte honom upp. Derpå skickade Harald såndemån
till Sigurd Ring i Uppsala med de bud: ,,att Danskarna
tyckte Harald wara får gammal, derfåre wille
han falla, som en konung anstod, uti strid. Han
bad alltså, att Ring skulle samla så stor krigs-
hår, han förmädde, och dermed.måta Harald
wid Bråwiken iOstergåtland. De skulle då der
forsåka, hwem som wore mägtigast.“ De började
1) nærme sig. 2) Husmand. '
866 Anders Fryxell.
alltså rue dig, och somliga såga, att de i sju år beredde
sig hårtill. Det finnes dock andra beråttelser, som fortålja,
att Haralds krigsåfwerste; Brune, hade med sin list uppretas
kon a mot hwarandra till dette krig. Ring hade sitt
folk från Swearike, Westergåtiand, Norrge och H
land. Der woro också många utmårkta kåmpar, isynnerhet
Ragwald den rådkloke och Starkotter, som ansågs får den
stårste kåmpe på den tiden. Haralds hår war från hela Dan-
mark, Ostergåtland och norra Tyskiand. Håren samlades i
Oresund, och war så stor, att man kunde gå på flottan så-
som på en bro åfwer hafwet från Seland till Skanår. Uti ko-
nung Haralds hår war Ubbe från Frisland den namnkunnigaste.
Der woro ock trenne skåldmår, Ursina, som bar Haralds ba-
nér, Heidr och Veborg, och dessutom många andra stora
kåmpar. Derpå måttes hårarna på Bråwallahed j Ostergåt-
land. Harald utsånde sin fåltåfwerste Brune får att efterse,
huru Ring uppstållt sin hår. Då han återkom och
att Rings hår stod i Swinfylking, aade konung Harald:
»Hvem hafwer lårt komuag Ring det? Trodde
jag dock, att ingen kunde det, utom Oden ech
jag. Eller willOden nu gåra mig segerlås, det
jag aldrig förr warit? Will jag då håldre, att
han låter mig falla med hela min hår i striden.”
Derpå låt han Brune uppstålla folket, och, emedan han sjelf
ej formådde gå, låt han såtta sig i en wagn.
Når allt således war fårdigt, låto håfdingarna blåsa I krigs-
lurarna, hwarpå hårarna uppgåfwo ett stort hårskri, och
gingo så emot hwarandra. Det blef un ett skarpt och tråffe-
ligt slag, och de gamla sagor fårtålja, att ingenstådes i
Nordlanden har så mycket och utwaldt folk atridt tillsammans.
Når slaget warat en stuud, gick Ubbe den Frisiske fram ur
konung Haralds krigshår mot fienden. Fråmst i spetsen af
konung Rings fylking gick kåmpen Ragwald den rådkioke och
mot honom winde sig Ubbe. Da såg man emellan dessa
storhuggande min ett hårdt och'mårkeligt enwig,") der
många och forfårliga hugg utdelades och uppburos. Dock lyk-
tades 2) det så, att Ragwald måste segna dåd ned till jorden.
Derpå nedhõgg Ubbe också kåmpen Tryggve, som stod nåst
Ragwald. Når Adils såner från Uppsala sågo detta, wånde
de sig begge emot honom, men så mårkelig kåmpe war han,
att han fållde dem båda, och deri tredje Yngve dertill. Når
… 4) Tvekamp. 2) endtes.
Anders Fryxell. | | 567
konun; detta, ropade han hågt, ,,att det, were
skam — man så fårhåfwa ”) sig 5fwer en
hel hår, och hwar år nu Starkotter, som till-
fårene aldrig fruktade stiga fram i striden?” .
Starkotter swarade: ,,Denna Ubbe år ett hårdt man-
naprof, och swårt blir oss nu att winna, herre!
dock will jag ej undandraga mig.” Derpå gick
han mot Ubbe, och skiftade de många och wåldiga hugg sins
emellan. Slutligen gaf Starkotter Ubbe et ganska swårt sår,
men hade sjelf forut fått sex stora sår, så att Skarkotter
tyckte sig aldrig tillfõörene hafwa warit i sådan wånda. Nu
trångde krigshoparna fram på båda sidor emellan dem och
begge kåmparna. Ubbe nedhågg då kåmpen Agnar, derpå
fattade han swårdet med begge hånderna, och råjde sig en
bred wåg twårtigenom kung Rings krigshår, warande nu blo-
dig allt upp till axlarna. Bakom Rings krigshår woro Tele-
marksboarna från Norrge uppstållda. Deras fornåmsta, idrott
war att skjuta med båge, så aft den åfriga håren tyckte sig
hafwa liten hjelp af dem, derföre hade de fått den bakersta
platsen. Når de nu sågo Ubbe komma midt igenom håren
mot sig, sade de sins emellan: „Nu skal det rånas,?)
att wi åfwen åro tappre mån, och icke såringa,
som de andra akta oss fåre; och skola wi låta
denne wara skottmål en stund får wåra pilar.”
Hadder Horde. och Hroallder ibland dem woro så goda skyttar,
att de skåtø igenom Ubbe med tjugufyra pilar. Dock felades
honom ej frimodighet, utan fårswarade han sig tappert, allt
tills han foll dåd ner. Han hade då fårut nedlaggt sex kåm-
par och sexton andra mån, samt dessutom illa sårat elfwa
andra kåmpar.
Skøldmån Veborg gick nu fram mot Swenskarna och
. fållde kåmpen Sote. Derpå måtte hon Starkotter, och slo-
gos de; men hon war så wig och skicklig att föra wapen,
att hon gaf Starkotter ett hugg, hwarmed hon låsskar kåttet
på kindbenet och hakan. I detsamma kom Torkil Dierfwe
dertill, och nedhågg henne; men Starkotter stoppade skåg- .
get i munnen och bet deri, qwarhållande sålunda det låsa
kåttet, och war han nu blefwen mågta wred. Han bråt håf-
tigt in i Danaka krigshåren, och nedhågg kåmparna Hake,
Elia, Borgar och Hjorter efter hwarandra. Derpå rusar han
mot skåldmån Ursina, som bar konung Haralds baner. Hon
1) hæve. 2) erfures,
68 Anders Fryxell
sade dk: ,…Wiast år det dådsragseriet, som kom=
mit på dig, och lårear nu din dådsstund wars >
får handen.” ,,Fårst skall du f&ålla konungens
banér,”” ande Starkotter: och dermed hågg han wenstra
handen af henne. J detsamma angrep kåmpen Brae honom,
men Starkotter fållde både honom och kåmparna Grepe deg
gamle och Håte, men han fick ogkså sjelf månge och
stora sår. Når nu Harald såg det myckna manfallet bland
sitt folk, stållde han sig på knå i wagnen, emeden han
ej formådde stå på annat sått, och tog ett kort swård i
" hwardera handen. Derpå låt han kåra wagnen midt ibland
fienderna, huggande och stickande på både sidor om sig,
och fallde på detta sått många mån, och tycktes han wara
mycket manlig, samt gåra stora bragder !) efter sin höga
ålder. Slutligen slog hans egen fåltofwerste, Brune, ho-
nom med en —*8 på hjelmen så, att hufrudet remnade
och konungen stårtade dåd utur wagnen. Når konung
Ring såg wagnen tom, fårstod han, att Harald wore slar
sgen. Han låt derfør blåsa till stillestånd och erbåd
-… Danska krigshåren frid och skonsmål, som den ock antog,
"Andra morgonen låt konung Ripg. noga ransaka på wal-
platsen efter Haralds lik. Forst mot middagen fanns det
under en stor håg af dåda. Ring låt upptaga, twåtta och
hederligen skåta 2) det efter gammal sed, och lågga det
i konung Haralds wagn. Derpå uppkastades en ska
stor håg. Sedan spåndes den håst, som dragit Harald
under striden, får wagnen, och drogs så konungaliket in
i hågen. Der slagtades håsten och konung Ring lit båra
"dit in sin egen sadel, och gaf den åt sin frånde konung
"…… Harald, bedjande honom med den rida och gåsta Oden i
, Walhal: Derpå låt han gåra ett stort gåstabud och
øl. Innan det slutades, bad han alla kåmpar och foårnåm,
liga män, som der woro, att med gåfwor ock prydnader
hedra Konung Harald. Då inkastades dit många dyrbara
ting, stora armringar och goda wapen. Derpå blef hågen
noggrant 8) tillsluten och førwarad. Men konung Ring
blef nu ensam rådande öfwer hela både Swea- och Dauas
wålde. i '
KBeråttelser ur Swenska Historien.) '
4) Bedrifter, 2) passe, bære Qmsorg for. 3) nöjagtig,
— e mem ——— — J 8
'
Carl Fredrik Dahigren. '
f, på Stens Bruk på Ostergåtland 1791.
Kårlekens Snaror.
Nøj: jag vill :ej brgkår 7”)...
Kårleken medfør så manga besvår.
An skall man gråta
Ogonen våta:
Ån skall man slå
Barmen helt då:
Sjunga duetter,
Skrifva biljetter: "
Se uppåt mån”;
Måla på plån ?)
Herdar ?) och kojor,
Hjertan och bojor; +)
Gå se'n £) till Fåstmån och sueka: ,,se hår!” ,….
Nejl jag vill ej bli kår, —
Hvad? Du vill ej bli.kår?
Jo, du skall bli det, jag deruppå svår!
Tånk” blott på våren,
Når han i spåren -
Fårer, som Gud, |
Till dig en brud,
Skøn och umgdomlig,
Mild och gudomlig
Både i skick,
Åtbård 6) och blick:
Tro mig, din låga
Blir ingen, plåga. .
Ljufvaste nåje oss kårleken bår . ..
Ja du måste bli kår. —
Nej jag vill ej bli kår...
Kårleken medfõr så många besvår.
Ej får man sofva:
Jemt ) skall man lofva
JV——
1) forelsket. 2) Tarle. ,3) Hyrder. å) Lænker.
5) siden. 6) Adfærd. 7) uvphårlig.
&0—— Carl Fredrik Dahlgren.
Vara så kår (
Mot sin ma chére. ,
Ån skall man låpa .
Ut før att kåpa .
Florshatt och shwal .
Till någon, bal.
Jemt skall man krusa;
Ej får man snusa,
Nyttja tobak, och hvad méa det år...
Nej! jag vill ej bli kår. —
Hvad? Du vill ej bli kår?
Jo, du skall bli det, jag deruppå svår!
Tånk dig en tårna,
Mild som en stjerna,
Klar som ett ny
Der upp i sky:
Ros uppå kinden,
Gång såsom, vinden,
Blick som kristall,
Våxt af en tall. ") .
Barm som en drifva,
. Hals som en skifva
Hvit alabaster, just som denua hår ...
Ja, du måste bli kår. —
Nej! jag vill ej bli kår...
Kårleken medfør så många besvår.
Ån skali hon pussas,
Ån ut och skjutsas ?)
. Uti en schås
Eller kalesch:
Sitta i tuan,
: Se på Don Juan:
Hela dess sligt
Spisa confect.
Så får hon tandvårk,
Snufva och brostvårk,
Och spanska flugor ån hår och ån der...
Nej, jeg vill ej bli kår. —
1) Fyrr. 2) kjores.
On Fredvik Dahlgren,
” Hvad? da vill ej bå kir?
Je,
du skall bli det, jag deruppå svår
Fliekan har 5
Kuskar och dr
Håstar och hus,
Stakar och ljus;
Trådgård, som grånskar ;
Allt, hvad du énskar,
Genast då fås, ,
Till och med gås.
Allt får du åga,
Blott du vill såga
i Ja till det Amor, af dig begår . . .
Ja, du: måste bli kår. —
Nå, jag vill då bli kår ..
Fastån och Kårleken medfor besvår,
Skal jag forsåka
Fåstman att spoåka:
Håjd på min klack, ”) '
Sucka: ack!' ack!
Våndas och "ångslas,
Slutligen fångslas.
Ett jag dock ber,
Fõrrn jag mig ger,
Att den der gåsen,
Jemte den såsen,
574
Som dertill hårer, nu genast, mon fre ére,,
Utan forskingring ?) man fram till mig bår. —
sg
Per Daniel Amadeus Atterbom.
f. i Åsbo Link&pings, Stift 1790.
utaf: Befrierskan, Prolog till Lycksalighetens &.
J ag enaam gick i kogen ut en dag;
Att hora båckens sång och trastens 5) slag,
Att se, hur Våren byggt sin kungasal
Af grõnk pelarhvalf forutan tal,
1) Hæl.
2) Forådelse, Forspildelse.
3) Droslens,
572 Per Daniel Amadeus Atterbom.
Och Mta, på dees blometermatter slnkt,
Ur doft och dagg, ) från morgonkiimmeiln etånkt,
Hans yngsta drõũmmar spela kring min kirid
N Med glådjens vårma och med helsans vind.
Men' fåfångt jag ur stadens bur mig ryckt:
Mitt sinne modfåildt var, min sjål betryckt.
» All akõnhet, hur førgånglig! Vår, hur kort!
Det, som jag ålskar, ack! hur fjerran bort!
En blink af frihet, hvad den njuggt ?) forslår!
Har den minuter, så har tvånget år.
Visst lunden vånligt år af fågler full,
På svala toppar gnistrar solens gull;
Hvad merf Bortom oasens trånga gråins
' . Står &cknen åter, der jag åter brånns
Af skarpa strålar på den nakna sand,
” Och kyls tillika dock af frost ibland! —
Hvart år du flydd, du, Sagans ljufva verid,
Af rosor fødd, af rosenångor ”) nård,
Af Barn och englar evigt genemlekt, ,
Af kårlek mot hvartenda lif bevekt ?
Kom ned, spånn ut på nytt ditt stjernetjåll ,
Gør jorden herrlig och går menskan såll!
Men ack! du trifves blott der Oskuld ler,
Och sjelfva barnen åro barn ej mer;
En giftig dunst går tiden mårk och tung;
Det år ett brott, +) att vara ljus och ung!” —
2
Så gick jag dyster mellan stammar fram, N
Mot sol och tråd och blommor otaksam;
Då slog ett skimmer, likt en blixt, min syn, .
Och fyllde rymden snart från mark till skyn.
. Ett berg, med jerngrå kind oet mossigt skågg,
. Till grotta klyfva sågs sin branta 5) vigg;
Ur grottan sprang en kiillas vattenfall,
Med ljusgrån akugga på sitt gyline svall
Mot solen myste %) hon, som gammal vis,
Och sken, mer mildt, men lika klart, som den.
I grottans åppning stod, med parpurdrågt,
En qrinlig varelse, af gudesligt, .
Odådligt skån, i hvarje drag en vår; NR
1) hus- 2) nidsk, 3) ånga, Damp. 4) Forb delse.
5) stejle. 6) smilte? s%, e. å) y
Per Daniel Amadeus Atterbom. N 573
Med drottningskrona på sitt mårka hår;
Fran hennes ågon, hennes låppar log.
Den nya dag, som åfver nejden ") drog.
. En spira, lik en glansfull blomma gjord,
I handen svångde hon mot luft och jord:
An tycktes den en lilja, ån tulpan; .
Men, hvar den drog i krets en magisk ban, ,
Ur alla fårgor der en låga bråt, ”
"Ur alla toner der en klang sig gõt,
Som lårde, tåflingsvis, 2) mitt tjusta' brøst
Naturens blickar och Naturens råst.
På hennes skullra satt ep nåktergal:.
"Han slog en drill igenom skog och dat:
Båd trast och lårka lyssnade dertill,
- Och biet satt med honungs-vingen still.
Men med ett ljud, långt mera huldt åndå,
Gudinnan sjelf nu talte till mig så:
” Hur kan du mig med denna undran sef
År jag ej kånd? din glada barndoms Fée?
Som, då du-ån i dunkla vaggan låg,
Du õfrer "dig i strålar lutad såg $
Som på sitt knå'så ofta bar dig forr,
Bland lånn och bjork , vid moderhyddans dårr?
Gaf jag dig ej en inre blick, att se
De andar, hvilka blott får den sig te, 7)
Och att med dem, då de från jorden trå, +)
Till Sångens hem uppåfver molnen gå?
Hur annorlunda voro dessa dar, ,
Då hela veriden dig en saga var," '
D& på hvar kållrand, i hvar buskes natt .
Ett åfventyr, en dikt som ljus - alf satt, .
Och från hvar klyft, vid silfverbåckens smek, 5)
Ett rå 5) dig lockade med strångalek !
" Då hviskade jag in-uti din søjål .
Det bud, hvarmed jag mente dig så vil:
Att lite lifvets stunder, dag før dag,
Af idel visor blott och harposlag | — ' N
Hvar har din feørdna glådje nu sitt rum? ,
År hjertat domnadt ? 7) eller himlen stum?
— —
1) Egnen. 2) kappeviis. 8) vise. 4) længes. 5) Smiger.
6) Aand; 7) stivnet, som har.tabt Fölelsen.
= * .
574 Per' Daniel Amadeus Atterbom.
Har, under tackldet hufvudbry, du gidmt
De sågner, dem fag lårde dig så åmt 1
Du ør, att jag densamms år ånnu ;
Upp! blif också densamme Ater, Du!” —
utaf: Minnes-Ord ofwer P. U. Kernell
Den, som lefwat så, att hans umgånge aldrig wåekte
andra tankar, In rena och håga, aldrig andra kånslor, ån
oskyldiga' och ljufwa, — ja, att hans blotta anblick owill-
korligt erinrade om menniskohjertats wackraste egenskaper,
Fromhet, Omhet, Kårlek: den, såger jag, som så lefwat,
har wisserligen icke lefwat forgifwes; hwarken får sin foster-
bygd, eller får sitt sliigte. Minat har han det, om han med
dessa egenskaper férenat sådana, genom hwilkas sålisynta
samband med de fårra han kunnat tjena hwarje efter sann,
efter ådel sjilsbildning stråfwande Ungdom till foresyn. Utan
twifwel wore det redan en lycka, så owanlig som stor, att
hafwa kånnt en Vngling, hwars hela wisende fårrådde, så-
som sitt ursprungligaste innehåll, detta underbara strångspel
for en fullkomligare werids musik, hwilket wi kalla Phan-
tasi; helst når åminnelsen tillika fortiljde, huru hana sinne
gaf åt detta strångspel en så ren stimning, att dett i oaf-
brutna tongångar återklingade blott den blidaste godhets weka
och littrårda kånslighet, en så alisidig genljudsfårmåga, att
det af ingen bland Lifwets grund - accorder fåfångt anslogs.
Men med all wår tjusta hågkomst, all wår billiga saknad,
skulle wi likwål, i fall detta utgjort den ålskade warelsens
enda wårde, icke wåga påstå, att wår tankbild af andlig
ungdoms -skånhet wore i honom, så långt mensklighetens
nårwarande wilikor tillåta, fullstindigt framstålld. Om
han deremot med denna melodiska, denna blott i de warmaste
menniskobråst befintliga natur -sympathi forenat det, som
åfwen hos de warmaste menniskor ej alltid finnes med henne
befryndadt, Wiljans allwar, Fårståndets Klarhet, Wettgirig-
hetens rastlåsa åtrå; om i hans innersta hjerta dessa dygder
nårdes af en outslåeklig låga får allt Sannt, allt Skånt, allt
Stort, alle Heligt, — en låga som icke brann med flygtiga
uppfladdringar , utan med andakt, med gudsfruktan, med nit
.… och tro, i lif, i dåd, med lust och mod att får sin beundrans
” fåremål allt wåga och forsaka; om tillika den frommaste
J Per Daniel Amadeus Atterbom,. 575
bl het åfwerdårog hans sjål med en jungfrullg s1dja, ”
om, får Gud och Moaniskor: genomskinlig , dåtjde na ie,
nom sjelf, att denna ir war en af de skånaste Skaparen bij-
dat: wore man ej då beråttigad till den fårmodan, att en
sådan Yngling, inom wår jordiska synwidd lik ett stjernfall
framtindrande och forswunnen, endast derfåre sindes att
upptrida inom den brådra-ring han åfwergifwit, får att i de
qwarwarandes minne fårwårfwa, såsom heligt fårelysande
månster, en fistad stjernas plats, en stjernas som ledsagar
till Hemmet? — Hwilken annan lefnad, om ock måktigare
i anlag och mera førwånande i deras utweckling, befråmjar
med en så jemn, så trofast, så inom sitt omfång wålgårande
wirma den åt hwar och en wilja gudomligt anbefallda bere-
delsen får den Hågstes tillkommande rike ? —
Wård i samma mån att ålskas som att 'kånnas; kunde
han desto mindre forfela att öfwerallt gifwa intrycket af
oinskrånkt alaklighet, som ett naift barndomssinne war
genom hela hans lefnad vskiljaktigt från hans eldiga få--
restillningsgåfwa. Den fromma kånslan, det djupa all-
waret, den rena oskulden tillhõrde icke hos honom det slag,
som dåmpar lifligheten och tillbakaskråmmer glådjen. Qwick
heten, Skimtét, Løjet, Poesiens och Sångens njutningar
woro alltid bjudna till gåster i de samqwåm, som biwistades 2)
af Kernell. Eu utomordentlig talent. får uppfattning och åter-
gifning af allt Komiskt, antingen det inom Konatens, eller
det allmanna Menniskolifwets område framstållde sig får hans
blick, war hos honom aldrig, hwad den hos sina flesta ågare
år, fruktanswird- for det goda hjertats ånskningår och
førdringar: sjelfwa det skarpast Låjliga,. det hårdast Bizarra,
syntes, når det frambliinkte ur spegeln af Kernells pliantasi,
wara genomandadt af hans hjufwa godsinthet och omgjutet af
ett itheriskt skimmer. Hwilken, med aime och omdöme
begåfwad, hårde honom sjunga och såg honom med mimisk
handling beledsaga Bellmans widunderligt skåna qwiden, utan ”
att inse genem ett omedelbart kånslo-bewis, att Diktens he-
la burleska, humoristiska och ironiska element kan endast
genom Mildhet fårwandlas till Form, endast genpm Men-
låéshet till Poesi? Ja, mera poetiskt har wisserligen ingen,
och tillåfwentyrs ej Bellman sjelf, i sång och spel gjort åskåd-
' "den natur, som lefwer och rår sig i hans dikter. Det år
bekant, att denna natur år en sinnligt frisk och kraftfull,
men moraliskt ſallen och i sitt syndafall sig sjelf begabbande, 3)
1) Slor. 2) besågtes. — 8) spottende.
*
(4
516' Per Daniel Amadeus Atterbom.
ja straffande; inom hwilken likwil bor en hågre Genius, sosit
leke sållan låter caricatur-masquen falla och owintadt bliekar
emet ogs med ågon, flammande af det fõrlorade påradisetø
minne, ja stundom af aningen om dess återkomst. Huru
underbart framljudade ej i Kernells sång dessa hemlighets-
fulla taner, huru mårkbart framblixtrade ej i hans pel dessa
ågonkast från hågre rymder, !) utan att »regeln.af den skalk-
aktiga, ofta wilda, ja forfårliga glådtighet, som atãmplar
den Belimanska sånggudinnans lymne, derigenom i det rin-
gaste stårdes! Åfwen det fårderfwade, åfwen det i sanning
onda, som hos henne stundom will urskulda sig med widden
af den åsthetiska frihetens grånsor, förlorade i Kernelis fram-
ståliningssitt sin skadefårmåga; dess råhet tycktes wara i
en trogen hårmning ?) bibehållen, degs giftighet alldeles icke
éfwerskyld, och likwål war både den fårra adlad och den
sednare tillintetgjord. Sådan war werkningen af denne yng-
lings andhwita sedlighet: den mottog ej allenast sjelf ingen
flåek, utan reuade ock ifrån flåckar allt hwad den widrörde.
Erik Gustaf Geijer.
f. på Ransåters Bruk, i Wårmland 4783. — >
Svenska folkets lynne
On Natur och Historia åro kållorna for att låra forstå ett
. folk, så år den førras inflytande mårkligare på folket i gemen,
den sednares på de hågre klasserna, som, satta i beråring med
en stårre verid, af den erhålia en mångfaldigare bildning.
Det år arhetaren, i sin svett stråfvande att afvinna Naturen
fylinaden af lifvets førsta, enklaste behof, som också mest
får erfara, att hon i Norden, ohuru belånande omtankan och
fliten, likvål aflagt alla dragen af en klemande Z) mor, som
ger mycket uch fordrar litet. Blott ett hårdadt, arbetsamt,
forståndigt .slågte kunde bebd Skandinaviens dalor och berg;
eljest vore det forloradt; och åfven vår historia återfør tan='
kan till den moraliska spånstighet och kraft, som sjelva det
nordiaka lefnadssåttet utveci lar och underhållar. Så blef All-.
mogens frihet till person och egendom, då deni det åfriga
1) Egne. 2) Efterlignelse. 8) kjælende.
£
Erik Gustaf Geijer. i 56577
" Europa niistan Sfveralit utplånades !) af Foeodalsystemet, i .
Skandinavien oférstårlig; ty den kraft, som i Norden for-
. éras till att kunna fårvårfva, år mer ån tillråcklig får att ock-
så kunna fårsvare. Å andra sidan kan man ej påstå, det
svårigheten att fårvårfva i samma mån lårt Nordboen att spara.
Ånnu, i alimånhet tåget, ger han gerna ut hvad han genom
sin idoghet 2) fårvårfvat, såsom han i fornåldern fårtårde,
"hvad han i hårnad %) erdfrat, ålskande ej nsindre njutning
ån arbete, hollre fardig till ståndigt nya mõdor, ån att spars
sig dem genom omtanka, och, om, han någon gång slår sig
" på egentlig vinning, merendels viljande vinna for snart och
får mycket, såkande njuta for snart och får myeket. Det-
kommer ej af brist på forstånd. Svensken visar, både genom
. arbetskraft och fårmåga att umbåra, den stårsta skicklighet.
att fylla sina behof och vara sig sjelf allt i allom: det fmnes.
ingen nåd, som han icke år dfverlågsen: han har stora till-
gångar inom sig sjelf, då han uppfordras att anvånda dem;
och hos intet folk torde en naturlig uppfinningsgåfva vara
allmånnare ån bland Sveriges Allmoge, som 'dessutom , ge-
nom en uråldrig frihet och deraf fåljande deltagelse i Fåder-
; meslandets angelågenheter, ostridigt i bildning dfyertraffar
mångden i andra lånder. Men sållan brukas dessa naturs-
gåfvor, åfven der de finnas till en forundransvård håjd, får
annat ån fyllandet af ådgonblickets behof, eljer ock fårslåsas
de i forsåk, hvari mani mera førmårker en lek af stora for
mõõgenheter, ån afsigten på någon varagtig båtnad. +) Med
en utomordentlig rikedom af enskilda krafter svara derfåre
framstegen i det hela ej deremot. I allm&nhet skulle man
kunna såga, att anlagen i Norden oftast åro stårre, mer om-
fattande, ån annorstådes, men att, ej mindre i den. mora-
liska ån fysiska verlden, den bildande vårma saknas, hvil-
" ken drifver en rik, lycklig, inom sig fullåndad natur til full
mognad. Af så mycket stårra vigt år derfåre hos oss de
moraliska driffjedrarnas, formåga att kunna håja menniskan "
éfver både naturliga fårmåner ”) och brister. Om denna deras
"— kraft må Sveriges Håfder %) talal — må de odådliga namn,
som dem pryda, båra vittne! Deremot, så snart ej Foster»
landets éden eller stora Konungars exempel lifvat en alimån
anda, som ej sållan visat sig i de stårsta fåretag, och åfven,
————————— RM ⸗ me
1) udviskedes. 2) Flid. Krig. &) Baade, Gavn.
) 5) Fortrin. ) 6) —E
F .
U
y LJ
578 Erik: Gustaf Geher.
sedan Statens politiska betydenhet mistekats, så oſta, uttf-
ver nårmaste behofvet, påtryekt offentlige anstalter en ståm-
pel af aationell storhet, visar ock Historien, att de høgre
stånden hos oss lått åro utuatta før faran attnedsjemka i yttre
såndring och inre obetydlighet. Den arbetande mångden
måste i Norden vårja sitt lif med sina hånder. Den går det
med mod, skicklighet och stor kraft: och genom anstrång-
ningens höjd blir hvilan dess nåje; hvarfåre man ock hos
den allt for ofta saknar den omsorg får hvad som forljufvar
och forskånar lifret, hvilken eljest plågar vara den vackraste
frukten af genom arbetsamhet fylida behof; ehura en betyd-
lig sktilnad håruti mårkes emellan ståttben och bergsbon.
De hågre, Befriade från det omedelbara arbetet får de kropps-
liga behofven, åga ej samma uppfordran till kraftyttring ur
førsta handen. Den fiende de ha att bekåmpa år ej en õppen
fysisk, utan en dold, och derfåre farligare, moralisk. Den
låter kånna sig i den fårlamande tyngd Nordens strånga natur
lågger pi hvarje sinne, som ej med alfvarlig verksamhet upp-
råtthåller sig sjelf. Låttjan ") fårstår hos Såderns eldiga
naturer, genom utbrott af våldsamma oordningar: i Norden
långsammare, såkrare, elåndigare, och år egenteligen den
neeliga 2) strådåd for hvilkan våra forfåder bådo sina gudar
. bevara sig. Denna inre dvala år under vår hårda himmel en
lått undf ingen sjukdom, som dåfvar alla hågre förmögenhe-
ter, och under hvilken den inneburna oron i det nordiska lyn-
net blott yttrar sig i ett famlande efter sken, en fårlust på
alit begrepp om våsende, en deraf fõljande afund for yttre
- føretråden, 3) och en inbårdes sõndring; till hvilken dessutom
dét nordiska lynnet både genom sina fel och sina dygder år
benåget. Derſõre hårer ock allt hvad som våcker, fårenar
och såmmantrånger de i djupet hvilande moraliska krafterne,
— såsom en strångt råttvis, en kraftfull sammanhållande
borgerlig ordning, — egenteligen till Nordens håtsa, — Så
tyckes hos menniskan samma motsågelse framtråda emellan
kraftyttring och hvila, liflighet och tråghet, som visar sig
i den nordieka naturen: en motsågelse, som dock mildras
och åfvervinnes genom ett naturligen alfvarligt oeh genom-
trångande fårstånd, en djup, men, liksom tankekraften,
helst inom sig sluten, kånsla, framfõr alit, genom et sinne,
som år måktigt af stora uppoffringar, i afgårande &gonblick
aldrig kånner fruktan, och lått håjer.sig dfver det forgång-
ö— —
1) Lediggangen. 2) skammelige, 8) Fortrin.
ø AN
000: Erik Gustaf Géjijer. > 879
Denna tapperhet, i ordets båsta bemårkelse, har
varit vårt folks ådlaste arfvedel, år den gedigna metall å øjå-
len, hvilken ur olyokornas slipning alltid frammgått lika
hvass och ren. N
” JE (Svea Rikes håfder, 4 Delen.)
Utur hans: Minnen, fårsta delen 1834.
Jag kommer nyss ur et hus, der fadren — han var min
vin — ligger på bår, — bortryckt — ja vall — men erdet
år åndå ej det rãtta — borttård.af långsam sjukdom; tills
lifvet, med en knapt hårbar suck, flydde. Det var en sor-
gens boning; måka och barn i tårar. Då slog mig sorgens
olika verkan på olika åldrar. Lifvets formårkelse år den.
Man vandrar, med åren, allt djupare in i dess skugga, och ”
blir sluteligen der hemmastadd ; ehuru den, liksom all håftig
vexling af ljus och mårker , bårjar med att forblinda. Plåts-
ligen ut i natten! — Hur dyster år den ej! — Man tånjer
sig ock dervid. Dagligen, stundeligen stå menniskor vid ,
dagranden af en slocknande lycka — tråda ofårtånkt dfver
deas gràns — dfverraskas af mårkret — jag menar bekymret,
sorgen. De fleste åflas 1) snart att tånda sin lilla lyckta,
får att se på sina bekymmer, ordna sitt lilla verldsliga beatyr,
lysa sin dunkla stig. De gå, som tusende fåre dem och med
dem, Man ser de små ljusen oroligt irra allt långre utåt den
glådjelåsa natten — flåmta, slockna. Då återstår, att blicka
upp till himmelens stjernor.
De finnas, som åro vane att vandra i detta stjerneljus. —
Man' kånner dem på blieken. Sköna blick af en lidande, tå-
lig sjål! En mor, som från faderlåsa barn ser upp; — vore
forbarmandet ofvanifrån for verlden okåndt — hon skulle upp-
såka-och nedkalla det.
Man lår sig ock sårja, Ingen konst år merniskan med-
' fådd. Se ungdomen, hur oskickligt den dermed bår sig åt!
Det år ett isendtligt mõte — som mellan eld och vatten. . Hur
det fråser och brusar! Hår kastas det stridiga elementet ut,
. om det éj segrar; och sorgens spår synas ej mer. Långre
ned på lifvets hans — eller råttare, då vi begynt med graf-
ven — hågre upp — når ingen sorg, om ej såsom kroppslig
1) stræbe. | |
” 87” '
” ⸗
-
580 Erik Gustaf Geijer.
smårta. Der år barndomens seldeglånsta kulls. 1) Fårgifren
højer sorgen hir sin svarta vinge. Den skymmer 2) ej. Den
glada oskuldsfalla blicken ser õfrer den, eller strålar ut sitt
eget vårljus i rymden. Så såg jag den yngsta ångelen le åt
veriden åfver fadrens bår; och han hade lårt sitt låje af den
forsta, som i veridens gryning tidigast slog upp sitt dga.
Sådant fõrgâr också éj på jorden. Heliga barndom! Att be-
hofvet, svagheten, den ytterliga hjelplåsheten skall viåa sig
i så gudomlig gestalt, det år den himmelska kårlekens myste-
rium på jorden. — Vålsignelse omger det, vilsignelse håljer
" det. Det finnes helgedomar på jorden, der ingen vågar an-
nat ån vålsigna. En sådan år vid en moders kyska bråst. —
Hvad beror ej i trådets vext på rotenf Toppen skall ej
inbilla sig, att han år ett tråd for sig, om han ock sitter så
hågt att han ej ser sin rot — har jag på något stille sagt.
Stiga ej nedifrån de nårande safter till honom, så hjelper
honom ej himmelens dagg, ej solens stråle. — Det år sannt
och skånt. — Så beror ock i Samhållet det mesta på dess
råtter — på hushållen, hemsederna. - Klipp kronan hur ni
vill! Jag har hørt dåliga.tridgårdsmåstare disputerå derom,
under det råtterna torkåde.
Visa mig fåråldravårdnad %) hos ett folk: jag vill
profetera det en lång framtid. Alla seglifvade nationer ha tårt
på denna ofårstårliga lifsprincip, — Israel — Rom —
China. — Hedra fader och moder och du skall lefva linge
. på jorden. — Det budet ljuder från Sinai genom verlden. |
Jag tackar Gud får de båsta fåråldrar. Minnet af den
lyckliga flick, som deras hulda vård +) helgade, ligger som ett
solsken i mitt brõat. Det år den fristad i mitt innersta inre,
der jag tycker ungdomskållan ånnu sorla. Allt hvad vårens
gronska har saftigt, hvad skogens skugga har svalkande,
den friske båljan har vederqvickande — lukten af granris och
: blomster, — landtluft, morgonluft — allt detta lefver och år
nårvarande i detta minne; och stadslif, kammarlif, båcker
oåndligt, hela dammet 5) på den lårda stråkvigen £) har icke
kunnat utplåna det, Det våller fram ur sanden, som en
springbrunn i åknen. Jag/ omför det med mig, och år en
ungdomsnarr med grånande hår. KT
Min hembygd har det lyckliga och egna, att till en stor
del ånnu alltid vara ett nytt land. Man skulle ej tro, att det
1) Håj. 2) skygger, formårker. 3) vördnad " Årefi gt.
4) Omhu. 5) Ståvet. 6) Landevejen, i kd
Erik Gustaf Geije. 383
var så långe sedan QJof Tritelja der først satte yxan till
skogreten. Han går der in i dag. Landet hår till den Norr-
lLindska Naturen. Man ser dess grundritning af vatten och
berg ; 'långstråekta vattendrag och dalar, från hvilka smårre .
sidogrenar fõrlora sig in åt bergen; emellanåt skog; utefter
hvar stårre åbridd eller sjåbrådd bygd;!) in i akogarna
a spilida vatten, torp, såtrar, afligsna fisken, sved-
jefall, 2) Kolmilor, grånskande stigar, som utmårka bån-
dernas vintervågar. Å stårsta delen af landet har forst Jer-
net brutit bygd: Hamrar klappa i de stårre och mindre
vattendragen. Der jag år fådd voro i en liten à, som från
en skogsjå faller i Klara elf, tre jernbruk innom en fjer-
dingsvåg. Der var ett friskt lefverne om vintem. Jernbruk
och nordisk vinter höra tillhopa. Det ir deras vackra års-
tid. Midt i sommarhettan åro Vulcans såner, pustande vid
hården, en bedråfvelig anblick. Men om vintern bjuda de
och deras omgifning ett skådespel af det hårdaste arbetes
munterhet. Desaa lågor utur djup af snå, det under hvalf
och pelare af is framforssande vattnet; de tunga vidt skal-
lande hammaralagen, som i en natur, frusen till hvila, visa
att menniskan år vaken; senkraft och svett i kåld och drif-
ver; kol- och tackjernskårare i långa rader, med rimfrost i
skågget, håstarna gnåggande med varma skyar ur näsborrarna;
hvimlet af folk och bestyr; det år en tafla att se, det år en tafla
att lefva! Hur mången dag har jag sett detta! — en med i hvim-
let, bland skator, sparfvar och barn !— Hur mången qvåll har
jag ej betraktat de ur smedjan uppstigande eldqvastar ocli fåljt
de irrande gnistorna, tills de slocknade i den mårka rymden !
Likvål år jag uppfådd i den vrå af verlden. Det år med
ett slags hemnåje jag ånnu alltid kommer ihåg, att knapt en
half fjerdingsvåg från mina foråldras bostad vigen var slut.
Det vår, får den, som blott kan åka i vagn, iindan på den
odlade 2) menskligheten.
Esaias Tegnér.
f. i By socken i Wårmland 4788 '
Utaf: Nattvardsbarnen. ,
Redan klockorna gått och den hvimlande skaran var saml
fjerran från dalar och berg, att fornimma det heliga ordet.
1) bebygget Land. 2) aflrændt Skovland. 3) dannede.
i
;
fi
i
i
i
i
å
alitså kastade sinnet sin jordiska drågt, och med en råst
fåll fårsamlingen in, och sjång ett evårdeligt ") qvlide
af'den hige Wallin, af Davidsharpan i Norden
ståmd till Luthers choral, och sången på våldigs vinger
tog hvar lefvande sjål och lyfte den stilla met himlen,
ech hvart anlete 2?) sken som den heliges anlet på Thabor.
Se, då trådde der in i kyrkan den vårdige lårarn.
Fader han nåmdes och var i forsamlingen; christelig enfald
klidde från hufvud till fot den sjuttiårige gubben.
Vånlig var han att se, och glad som bebådelsens engel
gick han bland skarorna fram, men derjemte tånkande alivar
låg på hans panna så klart, som på mossiga grafvar ett solsken.
Som i ingifvelsens stund (en aftonrodnad som bleknad
skimrar i menniskans sjål ånnu af skapelsedagen)
konstnårn, himmelens vån, sig tinker Johannes på Patmos,
grånad, med blieken mot himmelen håjd, så syntes?) den
” g >
sådan .var &gonens glans, och sådant lockarnas silfver.
Hela forsamlingen reste sig upp i numrerade bånkar.
Men med hjertelig blick den gamle till håger, till venster
vinkade helsning och frid, och fårsvann i det innerata choret.
. Enkel och hågtidsfull gick nu den christliga gudstjenst,
sånger och bøn och till slutt ett lågande tal af den gamle.
Månget bevekeligt ord och ſörmaning, tagen ur hjertat,
foll søm morgoneng dagg, som manna i øcknen på folket.
Sedan, då allt var førbi, framtrådde lårarn i choret
fåljd af de unga dit upp. Till håger gossarna stillides,
smårta %) gestalter med leckiga hår och med røsiga kinder.
Men till venster om dem, der stodo de darrande liljor
stinkta med morgonrodnadens fårg, de sediga tirnor,
hånderna knutna till bån och ögonen fåsta på golfvet.
Nu med frågor och svar begynte fårhåret. I början
avarade barngn med brydd och stapplande ståmma, men
gubbens
vånliga blickar dem muntrade snart, och de eviga låror
flåto som kållornas våg så klart från oskyldiga Iüppar.
Hvar gång svaret var slut, och så ofta som frålsaren niimder,
4) evindeligt, uforgængeligt. 2) Ansigt, saas,
4) 3 slanke, seus ⸗ 9
… Esaias: Tegnér” 0 888
) bugade djupt sitt hufvnd och fliokdrhs' nege:
gossama
Vaunlig Rraren sted som en .ljusets engel ibland dem;
tydde får barnen det heliga ut, det högata, i få ord,
grundligt, mén enkelt och klart, .fy allt det håga'ir enkelt
både i låra och sång, ett barn kan fatta dess mening.
Liksom den grånskande knopp utvicklas når våren år inne,
blad framsticka vid blad, och, vårmda af strålande solen, +.
målas med purpur och gull, tills sist fullindade blomman .
&ppnar sin doftande kalk och vaggar med krorian i vinden:
så utvieklades hår den christliga salighetståra
" styeke- får styoke uw ungdomens sjil. Firåldrarnå alle HEE
atodo i târar bakom och gladdes åt tråffande. svaren.
(4
” 7 Floden. EGE
Vid flodens killa sitter jag och stils
betraktat himlabarnet, nyfådt der.
I fjållens vagga hvilar ån den lilla,
och diar molnet, som dess moder år.
Men se, i skogen våxer gudasonen,
och dråmmer redan om bedrifters larm.
"+ Han gungar solen och han gungar månen,
med evig långtan i sin unga barm.
Men icke trifs han under furens grenar, 0)
ej mellan bergens trånga våggar mer, HEE
Hur yr ') han jagar efter dalens stenar! |
Hur vild han hoppar ifrån klippan ner!
" Kom med! kom med! Så till hvar bick han talar,
"hår brånner 'solen, dricker sanden er! HE
J broder, kommen! Genom fålt och dalar
jag får er alla til vårt ursprung ner,
, Qch regnets såner håra det och följa
med sorl den unge åfventyrarn åt. ..
Likt;kungars hjertan svåller högt hans bålja,
och skog och klippa atörta i hans stråt. ?)
Nu ner på slåtten stiger segerhjelten, -
med mårkblå håren, hyllad af en hvar.
Hans ande lifvar de förbrända fålten,
hal Udper lånder med sitt namn — och far.
. 4) rasende. 2)Vej.
Sag Ås Eesjas Tegu-
Och skaldens sånger till hans års .
och ekepp och månner dåra med — hin,
Tili gåst de rika ståder honom bjuda,
och blemsterångar fatta om hans knån.
Men ej de hålla honom qvar, han hastar
de gyllne torn, de rika fålt fårbi,
och hastar oupphårligt, tills han kastar
sig I sin faders ſamn, och dår deri,
Kung Gustaf III:s inflytande på Svenska na-
tionens lynne och tånkesått.
Det håricke hit att pråfva de mycket olika omdåmen som
i sednare tider blifvit yttrade åfver Gustaf IIl:s inflytande,
icke blott på Svenska Vitterheten, utan lifven i allmånhet på
hela Nationens lynne och tånkesått. Man kan, efter olika
åsigter, anse det får lyckligt eller olyekligt; men deri måste
dock alla instimma, att den Man, som på detta sått verkade
på folket, måtte ha varit en af de såligyntaste och rikast be.
gåfvade som Håfderne kånna. Ty icke småningom, utan
på en gång, flåg hans ande som en elektrisk ståt genom den
domnade !) Nationen. Som en vår tridde han in i Svenska
"Historien; och plåtsligen atodo alla Nationens krafter på en
gång i blomma, och lifvet utgåt sig, och sången vaknade
rundt omkring honom. Han dfvade åfver folkets sinnen ett
vålde, som icke hade någon sku af fruktan, utan blott
och bart grundades på kinslan af hans personliga dfverlåg-
senhet; ett vilde, som jag ville kalla snillets theokrati, och
som ir det mildaste, det minst fårådmjukande af alla. Utom
Car] XII har aldrig någon Svensk Konung, så som han,
lefvat i folkets hjertan. Och likvål var det icke genom kri-
giska dygder (faran utvecklar hastigt alla slumtande krafter),
utan genom sitt fredliga snille, som han verkade så forunder.
ligt. Men orsaken hartill var visserligen icke endast vidden
af hans snille, den blott få kunde uppskatta, utan åfven och
ånnu mera den egna arten deraf, den alla fattade. Han hade
nemligen i sitt våsende icke blott något stort, utan tillika
något ridderligt; den håga hjeltekraften visade sig hes ho-
nom icke med skåld och svård, utan i behagens låttaste drågt.
Han var en stor romantisk Hjeltedikt med sina ifventyr och
fortrollningar , men tillika med hjertats &mmaate utgjutelser
1) indslumrede.
U U
'
Esaias Tegne SS
och med. giådjene yppiguste lekar. Derfireverkade han ock-
så romantiskt på allt hvad som omgaf honom, derfåre bildade
sig hela Nationen, eller såkte åtminstone att bilda sig, efter
honom, utan att'sjelf veta derom. Hans inflytande var som
luftstrekets, hans tidehvarf 7”) var, om jag på får såga,
Svenska anillats Torneriagatidet. Men vid blott fk stadnade
det ingalunda, åtminstone hos henem sjelf, Hens sjil var
for stor får en lek utan allrar; han jiskade den menskliga stor-
hetens yttre tecken och ville att den skylle synas. Men man
går honom orått, då man håvaf slutar att han blott ville fé-
restålla hvad han egentligen saknade. Den sam endast spe-
lar en stor Man, sannerligen bans roll år blott får en thea-
terqvåll. Icke så djupt, icke så varaktigt som denne får-
underlige Man, griper han in i Nationens och tidehvarfvets
hjerta. De skenbara motsågelserna i Gustaf Ill:s lefnad
bevisa dock tydligen får en hvar, som vill inse det, att det
icke var någon tomhet som han utsmyckade, utan att hans
inre våsende var åfven så rikt som dess yttre var mångfår-
gadt och skiftande; och samme Man, som med ifrig beståll-
samhet anordnade en fest inom sitt hof, utsatte med kold
sitt lif på slagfåltet, och håmtade personligen den blodiga
segren på Svensksunds vågor. Hans stora sjål hade rum
icke blott for Hjeltens och Statsmannens planer, utan åfven
derjemte får konstens behag och for lifvets glådje. Han var
en Herkulsklubba, omvirad med låf och rosor, han var som
demanten, den fastaste af alla ådelstenar, men tillika den
hvars yta spelar med de, skånaste och rikaste fårger, Jag våd-
jar 2) till Eder, M. H., till dem ibland Eder, hvilka, så vål
i de lugna, som stormiga skiftena af hans lefnad, nårmast
nalkades hans hjerta, — jag vådjar till Eder att afgåra, hu-
" ruvida någonsin tadlet gjutit sin galla åfver en stårre, en
rikare sjål. Jag lemnar åt Eder att bevittna, hur han veder-
gållde sitt folks kårlek, hur han öfrer allt på jerden ålskade
det Svenska namnet, hur han lefde får dess åra och dog — till
dess fårnedring. Jag lemnar åt eder att afgåra, huruvida det
lof, som min beundran i dag egnar honem, bår tiliskrifvas en»
dast en Ledamot afSvenska Akademien, och icke anarare Med-
borgaren af det Svenska folk, hvars kåriek, hvars foresyn,
hvars stulthet han var:
(ur hans Intrides«-Tal i Sv. Akad. 1819.)
1) Tidsalder, Periode, 2) appellerer.
886 | vagt sriged
rn sed Johan Olof Watlin: '"e
eks: uatit i gs Stora Tuna "i Dalarne 1779.
P sa I m.
mr om. Ma vandet vi all virldens vig,
mu 1" Ben ena med den undre;
J— Kom', hd dw år, ovh stvervåg,
3T Hvarthin da' mart' skall vandre.
” "Du bygger hus, du ånskar ro!
Be”dår"dtt har, dom"du skall bo,
Den bidd der de skall hvila. ”
FE I detta vanskli hetens land”
; Pu fåfångt Jyckan såker:
" Du 'knyter dina vinskaps band,
"Och dina skatter õker;
Mén Herren, Herren har befillie,
Att du skall då och lemna allt,
Som fråojdat dig på jorden. ”
Se grafven øppnas, och, din vãn
Uti dess djup forsvinner, .
Han. kommer ej til dig igen, . ..,.
Men snart du henom hinner. .
Snart hvila våra kalla ben,
Och sommarns flågt !) och solens asken
. Skall dem ej mera lifva. .
… Mea han, som upp till lifvet vickt,
Skall: runtlanvålts stenen, .
… Ovh lifra, med sin Andas flågt,
É En gång de kalla benen.
3 Vid skenet af hens hårlighet,
"0. »Skall åra..oeh odõdlighet
Je "Hans. srogua .barn bekråne.
JKE 0! nå vi hår; till Gads behag,
Ba redeligem vandra,
"os sett vår Faders hus en dag
VA 'åter se hvarandra,
" Den frommes pråfning år ej ling:
+? Hils dåd år blott en åfvergång
Till råtta lifvets pjutning.
1) Kande.
cf
folien /Olof VAn- se
”Kra åt Fåderneslantef! "drum omsh
… . gar KL SUMNER SE
I Ur mmliga. bråst utgår denna -ånskan klan, ;. pafiåtlig;
milktig; ty den har sitt åmne alltid får sig, och sist fåls
altid omkring sig, och sin fullbordan alltid med sig. —
Lyckan år mångtydig, -obestimd till mnnebåll, art ech me
del, och den ligger ej imenniskohand. Åran år.en, och
sig stådse kik, sitt eget vittne, åndamål och førsvar,; sin
" egen grund , sammanhålining och håjd; 'den .lefrer ooh rårer
sig inom den fria, vena, starka viljans fridiyata område; 'den
ar lika ovansklig !). som osviklig, antingen.den hor i dyg-
dens handling eller i vishetens tanke, antingen den npylifvår
menniskovånnens hjerta eller medbørgsmannens nit, åutin«
gen den frambåres på sanningens tunga eller den tapprag'
klinga. Och sådan den år får menniskan enskildt, eådan och
till sin art ingen annan måste den vara hos ets folk satnfålde,
om ej annars allt begrepp fårvirras. Och uppenbarar den.sig .
hos de fleata deas medlemmar såsom inneboende 'anda och
obedrågligt kinnemårke, då har ett folk åra. Hveri li
dentf Den ligger'i eget medvetande, och andras .erkånnande,
ej dlett af tillvarelse, men. af vårde, Dett år ett medvetande
och ett erkånmande af sjelfbestånd och frihet, kraft-oeh med,
ådel trohet, och oqvald råttfårdighet, och helig.vårdnad, både
for minnena ef ett fordom och pligterna ·af ott nu, Ett
… folk, som ej har en sådan sjelfkånsla inom såg, ochett sådant
emseende utom sig, — mtingen det i slafvisk undergifrenhet
krålar 7) for fråmmande våldsmakt, eller i eberåmligt lugn
sémlar ech betryggar medlen før djurlifvets.njetningar, eller
i låg beråkning like lått knyter-och bryter sina forbindelser,
eller i barbariske åfvermod. tryttjar makten,. ej att upplyftes
men att fortrycka menskligheten, eller i -neslig 3) fr
fruktar och flyr faran mera ån vanhedern, eller i fåraktlig .
Hxnõjdhet trampar glerrika fåders mull ochåemnar:deras;namn
beflåckadt, deras vårdar vanhelgade ås allt mer uvsrsande
afkomlipgar, — ett sådant folk år utan ũra; det har ej upp-
fyllt sin menskliga beståmmelse; det. forverkar och fårspiller
stundeligen både råttigheten att lefva och kraften dertill; det
utplånar sig tjelf.ur de varandes och verkandes tal, — och,
om det ån står qvar några stunder ibland dem, år det såsom
ett stillagtående tråsk, >) hvarur pesteys ångor 5) atiga, till
£ 4) uforvanskelig. …… -Brksyben — 8) skammelig.
4) Morads. . 5) Dampe. 3 ad ;
C4
Fad
dess kenstens villige hand sØeder det, så-att man knappast
. ser remmet hvar det stod, — och lyfter det sig i skenbar stor-
het, trotsande några ågenkbliek ånnu, åfver nejden, år det
eksom en utbrånd volkan, hvilken, efter verkatålida fårddel-
ser, 7) sammanstértar i sitt eget djup, — och vill det, med
kald, ensidig. klokskap, leda veridsloppet ånnu i mårka tim-
sv Mary år det som en blek, fortorkad måne, hvilken, sjelf
utan vinma ock kårna, har ingen frugtbarhet att gifra, och,
prised endast af natten, skall, får en snart anbrytande dag,
med blygd gåmma sitt urgråpta dådhufvud. Ol det gifves
får ett folk ingenting hågre, dyrbårare, våsentligare ån åran.
Hox år den stora statsangelågenheten, får hvilken dess gamle
må rådplåga och de unga månner våpna sig, — den dyra
rikskienoden , bvarfårutan ingen dess førstekrona har
ingen dess hjeltelager friskhet, ingen dess borgardygd lif, —
' den oeftergifliga hufvudskatten, hvilken allt folket måste er-
ligge , hvilken alla dess medlemmars hånder och-hjertan och
tankar och tungor skola frambåra, forkofra, 2) forsamla till
att gemensamt båsta. Och den, som icke fårsamlar,
hanfårskingrar: den fege, duglåse,%) egennyttige, ored-
lige, — den, som misskånner sitt folks vårde, eller miss-
aktar dess håghet, eller missleder dess omdéme, eller miss-
brukar dess tillfårtroende, eller missfirmar >) dess hårlige
Och støre, dess hjeltar, snillen och vise, — han år sitt lands
férrådare och vanbårding. Dess råtta barn glådja sig åt dess
åra, arbeta deruppà, hedra sig deraf, lefva och då derfor.
Hon år, af hvad de i tiden fårefunno och der efter sig qvar-
Mta, det enda ovirderliga och ofårytterliga. 5) Allt åfrigt kan
” ett folk skuldidst forlora, men åran ej utan eget forvållande.
. Så långe hon utgår anden af samhillets kropp, skall helsa
genomstråmma ådrorna, och lifrets mannakraft och vårma
bo i lemmarna. De kunna blöda; men i skåna årr tecknar
hen då endast djupare sing minnen ech löften. De kunna
" fårblåda; men anden, okufvad, okrånkt, råddad åt sm odõd-
lighet, skall rops ånnu i den sista fårrinnande blodsdroppan :
ÅraåtFåderneslandet! Åra —åfven utan lycka!!
J (utur: Åra och Lycka åt Fåderneslandet !
Se Religions-Tal vid åtskill. tillf…&die delen.)
|| 1) —E—— 2) foråge. 3)udulige. 4) nedscetter.
—
få
J
Frans Michael Franzén.
"f. i. Uleåborg. 1772.
I Menniskans Anlete.
hann sin purpurslåja
Ofver Cederskogen håja
Tidens sjette dag.
Guldbevingad, õfret båcken
Fjåriln ") flåg till rosenhåcken,
Kyste dess behag.
' Pirian sken i vattnets spegel;;
' Hvita glånste svanens -segel
I ett -skuggrikt sund;
Vinet glådde rõdt i drufran ; ;
Om och menlõs, lekte dufran
Uti Edens lund.
Men den hågsta skånhet feltes
I naturen: — Kronan feltes
An å skapelsen; '
Till dect menniskan ur gruset
Hof sitt anlete i ljuset,
Hof opp õgonen.
… Snån, på fjellen höll ej fårgen,
Morgonrodnan bakom bergen
| Sånk fordunklad ner; s,
Stjernan, som i dagens panna
Satt så skøn, ej ville stanna
frer jorden mer,
Djuren hyllande sig båjde
Får de ögon, som sig håjde
. Ifrån stoftet opp;
"Der behag och kårlek myste 2)
Der, bland sorgens tårar, lyste
Ett odådligt hopp.
Englaskaran står betagen,
Ser de talande behagen,
Och på skaparn. ser.
1) Sommerfuglen. 2) smilte.
| 838 Frans Michael Franzén.
Simmparn. tryekte sitt Integel.
” På sitt verk; och i dess spegel
Ser sin bild, och ler, 1)
I som ropen: det år ingen,
Ingen sjål, fordold f tingen;
” Allt år stoft, ej mer,
Dårar! blott tyl kållan stigen:
Sen ert anlete, och tigen,
Rodnen, håljen er.
Se den gamle Vises panna,
Se en tafla af det sanna,
Som ger sekler dag.
Se en bliek ur hjeltens ga,
Se ett elddrag af det håga,
Som ger veridar lag.
Och det skåna, milda, ljufra? —
Lyft min Selmas morgonhufva
Från dess rosenkind;
Se dess ögon, åmma, blyga ;
Se dess mårka lockar flyga
Sorglåst før en vind,
Eller fålj den hemligt flydda,
Då hon lyss, i Sorgeris hydda,
Till dess klagoråst ;
Se, hur sjålen, genom tåren
På de svarta ågonhåren,
Blickar fram med tråst.
Skymt af himmlen i naturen,
Englavålnad 2) ibland qjuren,
Menskoanlete!
Pryder du blott dådligheten ?
Skall du ej i evigheten
Tåras ån och lef
Ack jo! englar ån skall råra
' Selmas upsyn, då de håra.
. Hennes råst bland sig,
" Selma! in i himlens salar,
” Ån i Elyseens dalar
' Får jag se på dig.
1) smiler. 2) vålnad, Gjenfærd, Skygge.
aA
Fratz" Michatt Fradsén,… 694
Bvea till Dana sne
Omsider, Dana, åre vi då. inner,
I nattlig strid vi ej forvillas mer. .
En yvaknad vishet hjelmen. af oss spinner,
Och jag en syster i min ovån ser. —
Ja, Nordens dåttrar åre vi ju båda,
Pem alidrig båjt en segerherres band, KEE
"+. Roms legioner, anande sin våda,!) ,
Med båfvan veko från de Cimbrers strand,
Se, samma jord åt begges mådor bjuda
Af samma frukter lika tarflig sold,
Hår samma språk i begges sånger ljuda,
Och gåmma inga spår af utlåndsk: våld.
rd
- Allt gammalt groll må skakas ur vårt sinne,
Hvar blodig strimma plånas ur vår hand. ' ,
Och våra Krigs och Segrars hela minné
. Fårgå, som råken af en slocknad brand.
Nu stridom blott: om hvilkens pyråmider
Stå tyngre opp med nya tegars skård;?) -
Hvars snilles fackla åfver Norden éprider
Mer djupt sitt sken, med 1 mera vishet ford.
y
⸗
1
Carl Michael Bellmann.
f. i. Stockholm d. 4. Februar 1740, d. 10. Febr. 1795.
ban]
Fredmans Epistel åfver Ber tråmskans Portråt på
Liljans krog i Torshella.
torm och båljor tystna ren, 3)
Himla - hvalfvets matta sken
Mer -och mer föravagas;
s Ren det bårjar dagas,
Molnen simma, +)
Qualm och dimma
1) Fare. 2) Agres Hått. Oredan, allerede- $) sråmmme.
Bådar 7) asolene bleka strimma.
Vadren spela fritt och tåckt, 2) 7
Fånstren riatas vid hvar flåkt,
" Léun och aspar suca,
Kurr och kållor brusa,
Orren %) spelar;
Tommar, selar,
Bonden &t sin fåle delar.
Ren i hvar spis,
Fladdrar och frås
Spånor och ris,
Stiekor och gris,
Redan villings -grytan kokar.
Ren med yfvig lugg, ”).
Torparn uti mjugg, *)
Efter tobaks - elden snokar; £)
Och på ången ren,
Lutad mot en sten,
Dalkarin i sin skyffel tar.
Krågarn ståfveln på sig drar,
Skurar brånvins - pannan klar,
Ren i stopet 7) fattar,
Står i dårrn och skrattar;
Pipan bloessar,
Gubben trossar |
Bygdens kåmpar, barn och gossar.
på sin vagn vid grind
Håller handen under kind,
"Af och an hon vickar, )
Slumrar in och nickar;
Solen sticker,
Gumman qviecker, ”)
Vaknar och ur atopet dricker.
Qvarnar och hjul
Bårja sin fart; 0
Hår, från et skjul
Hårde du klart,
Fårsta slaget uti smedjan ;
1) bebuder. 2) smukt. 8) Urhanen. 49 Haardusk,
i. Smug, hemmelig. 6) snager, såger. 7) Kruæet.
dingler, 9) faser Liv. i
Carl Michael Bellmann. 593
Smeden smal och lang,
Med en glådgad tång,
Naken ånda up til medjan,
Mellan eld och sand,
Med en pust i hand,
Sjunger nu sin morgonbån.
Luften spelar frisk och skån,
Minsta blomma, våxt och ran,
Opna sina knoppar,
Le åt daggens droppar,
Prågtigt randas,
Vållukt andas, ,
Med Zephirens 'flåktar plnda.
Skogen skymtar mårk och blå,
Berg och kullar prydda stå
Med båd Lamb och qvigor;
Bygdens barn och pigor
Gå och valla, *)
Le och tralla,
Sina hjordar sammankalla.
Lårkan i skyn
Flåktar så sval, ,
Tuppen 2?) i byn,
Flaksar och gal;
All naturen bårjar vakna
Til ny glans och prål,
Nya gåromål ; 3)
Och at ingen skånhet sakna,
Steg nu Movitz opp,
Tog sin fårge-kopp,
Satt” sig vid sin tafla nér,
Nå, Bergstråmskan! hvad jag ser!
Med Bindmåssa, kors jag. ber!
Bråst-bouquet i barmen,
Och en Mops på armen,
Girandoller,
Parasoller,
- Ve den Movitz, tocken fjoller! 4)
4) drive Kreaturer ud. 2) Hanen. 8) Forretninger.
4) sikken (se hvilken) Fjante.
38 ,
594
Carl Michael Bellmann.
Nå, så dumt!. fag dår af skratt;
Se den Son med Schåfer, hatt,
Pr som en annan,
Med en Musch !) i pandan.
Såg jag maken!
Isterhakan
Hånger på den gamla draken.
Bråstet så spåndt
Skjuter hon fram,
Och excellent
Liljans Madam
Har du skildrat, Bror, på våfven.
Men såj mig reson,
Hvarfør sitter hon
Med en fogel uti nåfven
Jo reson år den,
At dess ågta vån,
Fader Bergstråm, lefver ån.
*
Fredmans Epistel enkannerligen 7) til the Birfilare
Oboe.
Oboe
på then Konungrligs —— . (Klingar
Fader Bergstråm fingra ditt Oboe, blås,
-… Knåpp upp dit krås; 3)
Håll nattrocken åpen så ser man, hva baf
- = == KSkinnboxorna.
Hatten på;
Blås nu d. - - - Obve.
Ålskelige Brõder tagen nu i ring,
Och lått oss alla dansa kring.
Si dår springer Låparn på backen, si dår,
- Olstopet bår;
Si det grõna glaset sin skåna han ger,
- Stolt Caraljer!
Han ibland .
Kysser hand. - - - Oboe.
Ålskelige Bråder dansa allihop.
Och låt oss tõma våra stop.
1) Skjønhedsplet, 2) især” 3) Kalvekryds.
— Car] Michael Bellmann. . . $98
" Ach si Ormens ") Pigor, så Ceisa, blås bra!
Oboe. - - ”- Si kjortlarna;
Hvita klackar, Gossar, och målade skor!
Oboe. - == »- Balen blir stor,
' Nu. på, Bal .
Snård och smal? « - - Oboe.
Kåra Bråder slå nu alla fenstren opp;
Hej lif och smandom i vår tropp !
Hårfrisorn ur dansen, och Léparn ska in.
Oboe. 2-2 == »=— Oboe fin,
Blås nu pianissimo; Ach sicken en!
Oboe. - - - Med hvita ben,
Krummar sig
Qvick och vig. - Oboe.
” Klappa Loparn ut ur dansen dår han går,
Och Hårfrisørn ska in. Gutår! AL
Hurra Kamerater! alt andas i frågd;
Oboe. - =— KDjuphet och hågd;
Giken uti toppen och Låjan 2) vid strand,
Oboe. - e+ … Myran i sand.
Likså
Spela Ni, - Oboe,
Spela Hoboister , gunga tak och golf.
Hvad slår nu klockan? hon slår Tolf.
4
1) saa hed en Dansebod. 2) cu Art Fisk,
K bel.
Trykt i det Kongelige Skolebogtrykkeri.
Zrytfejl
Side 85 Linie 14 Nille 1æs Jeppe
— 483 — 23 Spartanerns I. Spartanernes
— 183 — 2 Spartanernes I. Spartanerne
— 1958 — 28 Hvoren l. hvor en
— 29 — 31 Infald l. Indfald
— 2158 — 29 Domme l. Dommer
— 483 — 8 IL de
— 510 — 24 hos L os
— 547 — 7 gemomborra l. genomborra
— 572 9 fårslir f, forslår GE .
Desuden fulde Blicher have ſtaaet foran Grundtvig og Rolbech.
Endelig er ved den fidfte af de to Figurer, ſom betegne Rime:
boqſtavet madr (m), den Fejl, at Perpendiculait⸗Stregen, der ſtœrer
Cirfelen, er forlænget ud over denne baade -op ad og ned ad, da
Den dog Fun fulde være forlænget ned ad. Denne Fejl fan faa
meget lettere foranledige Misforitaaelfe, ſom Figuren, netop ſaale⸗
des fom den findes i Bogen, forefommer paa nogie Norge
Nuneftene iftedenfor det ftungne e.
dd cme
Bookbinding Co. Inc.
100 Cambridge St.
Charlertovn, MÅ 02129
[|
J BOV HUER.
&
SALE R . ANNA
NOE
KF
Live Music Archive
Librivox Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland Museum of Art
Internet Arcade
Console Living Room
Books to Borrow
Open Library
TV News
Understanding 9/11